VORES OLDEFAR, Hans Hansen, kom fra en lille gård til den ’store’ by Hillerød i træsko og med et svendebrev i baglommen. Han var driftig og lavede hurtigt sit eget mejeri. Dengang havde man små gårde med alt fra to til 10 køer, og flere af dem i området leverede mælkejunger til min oldefar. På hans mejeri kom mælken på flasker eller blev lavet til smør og blev så kørt ud til folk i hestevogn. En af hans første vilde ideer var, at han ville lave krystal-is, de her store blokke, som man brugte til at køle sit fryseskab ned med dengang.  

På en eller anden måde fik han sig et frostanlæg, og så var der lagt en god bund til at lave noget mere. Han begyndte at lave is. Der gik ikke lang tid, før han stoppede med at køre hestevogn og kun lavede is til at spise. Der var tre forskellige slags is, som man enten kunne få til husholdningen, altså en liter, en ispind eller en kugle i et lille bæger. 

Oldefar Hans Hansen foran sit mejeri.

I VORES FARS og farfars generation blev de ikke rigtig spurgt om, hvad de gerne ville være. Man gik naturligt i familiens fodspor. Da vores far så skulle i lære som mejerist, blev han sendt til Jylland hos en, vores farfar kendte fra is-producenternes brancheforening. Her blev han forelsket i Elin, bestyrerens datter, som er vores mor. Sammen flyttede de til Sjælland og drev vores farfars ismejeri videre.

Vores far var super-opfindsom og havde – og har stadig – en passion for at lave is af høj kvalitet. Men i 90’erne blev discount moderne i kølvandet på fattig-80’erne. Det skulle bare være billigt. På det tidspunkt lavede min far økologisk is og ispinde overtrukket med Valrhona-chokolade, som var det bedste, der fandtes dengang. Det var virkelig lækkert, men der var slet ikke stemning for det. Det var før kaffenørderi, specialøl og naturvin. Så i 1997 solgte vores far ismejeriet, og produktionen lukkede ned.

Efter fem år, hvor vores far trillede tommelfingre og arbejdede på forskellige projekter såsom at lægge fliser, kom han til min bror Rasmus og mig og sagde, at han virkelig gerne ville lave is igen. På det tidspunkt havde Rasmus et kommunikationsbureau, og jeg arbejdede som grafisk designer. Men det kriblede i fingrene for at hjælpe ham med at få isproduktionen op at stå igen, og Rasmus og jeg havde virkelig et stærkt brændstof og en lyst til at arbejde sammen. 

DA JEG VAR otte, og Rasmus 14, blev vores forældre skilt og flyttede i en periode til hver sin ende af landet. Jeg flyttede med vores mor til Nordjylland, og Rasmus flyttede med vores far til Vejen. Men efter syv år fandt vores forældre sammen igen.

Vi havde virkelig savnet hinanden og opbygget en ’bror-sult’ i de år, og vi gik ind i det med hjertet og begyndte at lave is sammen alle tre igen. Selvom produktionen havde været lukket, havde vi stadigvæk min farfars frysehus og bygninger. Vi havde en masse historie og erfaring bag os og en mulighed foran os for at definere det hele fuldstændigt forfra. Det blev til Hansens Is. 

Enten kan man kigge på mine forældres skilsmisse som et traume, eller også kan man kigge på den som noget, der førte os et andet sted hen. Det, at Rasmus og jeg boede så langt væk fra hinanden i så mange år, gjorde, at vi havde en helt anden drivkraft. Og da vi startede med at lave is sammen, min far, min bror og jeg, kunne vi alle tre bidrage med noget forskelligt. 

Farfar Arne Hansen nyder en is foran Frederiksborg Is i Jægerspris, hvor Hansens Is i dag har deres ­produktion.

I DAG STARTER en typisk dag på mejeriet klokken fem med rengøring. Omkring klokken seks begynder vi at producere, og så slutter dagen tidligt om eftermiddagen med endnu en gang rengøring. Vi kan lave cirka tre ting ad gangen. Lige nu står vi for eksempel og fylder vaniljespande til ishusene, hvor det bliver til kugler en dag. Samtidig kan vi lave ispinde og de her firkantede bægre, man kan købe i frysedisken i supermarkedet. 

Vi får leveret råmælk fra lokale økologiske gårde her til mejeriet. Først skummer vi fløden fra mælken i vores centrifuge, og det giver en masse skummetmælk i overskud. Vi filtrerer så vandet fra skummetmælken, indtil der kun er laktose, altså mælkesukker, og protein tilbage. Det bliver til en kondenseret mælk, som giver enormt meget fylde og smag til isen. Det har den samme tykkelse som fløde, men der er ikke noget fedt i. Bagefter blander vi den kondenserede mælk og fløden sammen, og det er basen for vores is.

Iscremen, som er sammenblandingen af mælk, fløde, sukker og vanilje, bliver pumpet ind i en cylinder, hvor der kører piskeris og knive rundt, der skraber krystallerne af. På den måde bliver massen blød og lækker. Den perfekte is har efter vores mening kun småbitte krystalstrukturer. Det er det, der giver den helt fløjlsagtige fornemmelse i munden.  

VI BRUGER LANG tid på at blande isen med de forskellige smage. Vi laver selv rabarberkompot og jordbærgrød til vores jordbær- og rødgrød-ispinde, vi brænder selv vores nougat og laver karamel af vores kondenserede mælk. Når iscremen er blandet, bliver den kølet langsomt ned og får lov til at modne, altså trække smag, inden den bliver frosset ned. Vi vil gerne respektere alle de fine råvarer og lade dem udvikle sig. Man kan faktisk godt helt lade være med at lade is modne, men vi synes, smagen er optimal efter et døgn.

Is er et ret dejligt univers at befinde sig i, fordi der er så meget barndom, nostalgi og glæde forbundet med det. Hvis man tænker på nogle kardinal-minder fra ens barndom sammen med bedsteforældrene eller en særligt god sommerferie, så er der tit en is med. Og man kan huske følelsen, smagen og lufttemperaturen på huden. Is har noget andet over sig end slik, fordi det har en højsæson.

Vores far duftede altid af vanilje, og så havde han underarme som Skipper Skræk. Jeg husker det, som om jeg stod hele min barndom henne ved vinduet og sagde: ”Har du is med?”, når han kom hjem fra arbejde. Vi havde selvfølgelig is derhjemme nogle gange, men det var ikke sådan, at vi bare væltede os i det. Til vores familiefester fik vi altid islagkage. En isrand, der lignede en badering med chokoladeovertræk, og så var den fyldt op med sorbetkugler i midten. Det var så lækkert.

VORES FARFAR, SOM jo også lavede is, fik altid ymer med puddersukker til morgenmad. Jeg elskede den der duft af lidt maltet sukker, som også har nogle noter af lakrids over sig. Så vi lavede en puddersukker-is som en hyldest til et barndomsminde og var selv helt oppe at køre over den. Den blev aldrig populær. Men hvad er succeskriteriet egentlig? At den nye is bliver større end vaniljeis, eller at man får lavet en produktion, som bliver solgt, og som smager godt for dem, der spiser den? Selvfølgelig er der et forretningselement i det, men smagsløg er jo bare forskellige. I Japan er rød bønne og grøn te eksempelvis i top-tre over japanernes yndlings-is.

Det er lidt ligesom at lege med Lego, når vi finder på smagene til vores is. Vi går ikke ud og laver undersøgelser og spørger en masse mennesker. Vi får nogle indtryk rundtomkring og vil gerne prøve nye ting af. Vi havde for eksempel nogle år, hvor vi var vildt nysgerrige på planter og vegansk is. Så det udforskede vi og lavede en række produkter uden mælk og fløde. Vi er stadigvæk nysgerrige på såvel fløde som planter.

Vores solbærstang, som er en af mine egne absolutte yndlings-is, har vi udviklet sammen med Bispebjerg Hospital og Københavns Universitet. Isen er proteinberiget og har på den måde en dobbeltfunktion. Da vi arbejdede med den is, kom der en helt ny meningsfuldhed ind i vores arbejde. Vi havde med kræftpatienter og deres pårørende at gøre, og for dem betød det jo bare enormt meget, at de kunne få noget, der smagte godt, men som også havde den rigtige ernæringsprofil i forhold til, hvad de havde brug for. Det er ikke noget, en ismand oplever så tit. 

JEG SPISER IS eller chokolade hver dag. Ikke så meget ad gangen. Jeg spiser det, og så mærker jeg det. Jeg dufter altid til ispinden, når jeg tager den ud af indpakningen, for så kan man virkelig dufte, om overtrækket er rigtig chokolade. Og så lader jeg den altid lige temperere lidt, inden jeg tager den første bid, så den ikke er alt for hård. På den måde træder smagen ordentligt frem.

Tit er det første, jeg får at spise, faktisk en flødeis. Jeg er ikke så god til at få spist morgenmad. Og vores far sagde altid, at is er sundere end det meste morgenmad. Jeg siger heller aldrig nej, hvis mine børn spørger, om de må få en is.

Hvis man giver sig selv tid til virkelig at smage, er det fuldstændig ligesom, hvis man kigger på noget i naturen og bliver helt rørt over, hvor smukt det er. Det er en stimulering af vores sanseapparat, som er svær at sætte ord på, men som arbejder inden i os. Og det er jo en af de unikke ting, der er ved at være menneske: at man har muligheden for at opleve og nyde. 

Da vi begyndte at lave is, var det meget foodies og super-mad-entusiaster, som vi havde fat i med vores is. Men i løbet af de sidste mange år har vi indfanget alle mulige. Og jeg oplever, at de sagtens kan smage, at isen måske smager lidt mere, som den gjorde i ’gamle dage’. Af mælk, fløde eller rigtige jordbær. 

Vi er efterhånden blevet gode i vores kultur til at smage kaffe, vin, whisky og øl. Man dufter til det og slynger det rundt i glasset. I virkeligheden tror jeg, at der har været en enorm hunger hos rigtig mange mennesker efter at få noget, som virkelig smager af noget. Det, jeg ønsker mig allermest, er, at vi får den samme kultur med is. Det fortjener det.

DEN MAD, jeg er vokset op med, er rester. Jeg boede med min bedstemor og bedstefar, min mor og min far i en lille lejlighed i Moskva, og i Sovjet-tiden var der dårligt nok reelle madbutikker. Der var tomme supermarkeder, lange køer, og man var heldig, hvis der var nogle kålhoveder at købe. Faktisk var man heldig, hvis der var mad på bordet. Så jeg kan ikke rigtig sige, hvad der var min favoritmad i barndommen. Men vi fik tit løgsuppe.

Min bedstemor stod for husholdningen. Hun var meget kreativ og kunne få maden til at række langt. Der var dage, hvor hun sagde, at vi simpelthen skulle spise op, fordi vi ikke vidste, om der var noget at spise i morgen. Hun var en engel, en veluddannet dame, der skrev mange bøger om antikkens historie. 

Jeg flyttede til Danmark med min mor, da jeg var 13 år, fordi hun fik en forskerstilling. Senere blev hun dansk gift. I dag har jeg ingen kontakt med hende eller min russiske familie og kalder hende for min ’eks-mor’. Blandt andet fordi hun støtter Putin. Men jeg kan huske, at mit førstehåndsindtryk af Danmark var, at der var meget rent over det hele, og at menneskene var smukke. Jeg syntes, de lignede elvere fra ’Ringenes Herre’. Klimaet var også dejligt. Jeg var vant til, at der i Moskva kunne være iskoldt om vinteren og til gengæld 40 grader om sommeren. 

Der var så meget mad, jeg fik lov at smage for første gang, da jeg kom til Danmark. For eksempel rejer og rødspættefilet. Ej, hvor smagte det godt. Rugbrødsmadder og kammuslinger. Alt muligt, som var vildt eksotisk i Rusland. 

Det var fantastisk at komme til Danmark. Der var demokrati og masser af muligheder, og jeg tænkte bare: ”Yes, jeg skal lære dansk med det samme!” Det gjorde, at jeg meget hurtigt fik danske venner og kunne følge almindelig dansk undervisning. Faktisk kan jeg ikke tale russisk længere. 

Madspilds-networking med Prinsesse Marie.

JEG ER UDDANNET fra Mediehøjskolen i Emdrup. Det var meget naturligt for mig at læse til grafisk designer, for jeg har tegnet hele mit liv. Mens jeg studerede, havde jeg job i Gallup. Det var skidegodt, for jeg skulle ringe rundt i hele landet og lave spørgeskemaundersøgelser op til et folketingsvalg, så jeg fik for det første indblik i dansk politik, men også i det danske sprog. Jeg forstod ingenting, første gang der var en sønderjyde, der sagde ’mojn’, men lige så stille fik jeg lært danskerne og deres dialekter at kende, og det var guld værd. 

Jeg har altid været den der pisseirriterende type til et middagsselskab, der siger: ”Hov, tror du ikke, du lige skal gemme de der rester i køleskabet i stedet for at smide dem ud?” Jeg er helt sikkert præget af min opvækst i Sovjet, hvor ressourcerne var knappe. Jeg mindede folk om, at de skulle huske at gemme, og dengang var folk lidt sådan: ”Slap nu af, Selina.” Men jeg kan mærke, at kulturen har ændret sig. 

I 2008 var jeg på ferie i Kroatien med min kæreste Jakob. Jeg havde set klimadokumentaren ’An Inconvenient Truth’ med den tidligere vicepræsident Al Gore og tænkte bare: ”Ej, vi må gøre noget.” På feriens sidste dag sad Jakob og jeg udenfor på en restaurant og snakkede om, hvordan verden kunne blive et bedre sted. Og så slog en idé ned i mig. Hvorfor er der ikke nogen, der gør noget ved madspild? På det tidspunkt var der vitterlig ingen organisationer, der havde det som mærkesag. Jeg blev tændt. Den nat kunne jeg ikke sove. I stedet satte jeg mig ned og tegnede et logo og skrev en strategi. 

DA VI KOM HJEM fra ferie, var der en historie i Politiken om, at danskerne i snit smed 63 kilo mad i skraldespanden om året. Det gav mig endnu mere blod på tanden, og jeg dannede Facebook-gruppen Stop Spild Af Mad. Allerede efter et par uger var vi mange mennesker i gruppen. Jeg anede dårligt nok, hvad jeg gjorde. Jeg var bare frustreret og sagde, at nu skulle der gøres noget. Og så tog det virkelig fart. Samme år blev jeg kontaktet af Rema 1000’s indkøbsdirektør Anders Jensen, der sagde, at han havde hørt mig i radioen. Han syntes, projektet var fantastisk, og på baggrund af det fjernede de alle mængderabatter i Rema 1000 i hele Danmark. Mængderabatter er nemlig noget, der nærmest opildner til madspild, fordi det ansporer folk til at købe mere, end de egentlig har brug for. 

Ritzau skrev historien om Rema 1000’s boykot af mængderabatter. Kort efter ringede Troels Lund Poulsen, der var miljøminister på daværende tidspunkt, og inviterede mig til et møde. Efter det begyndte vi at samarbejde med regeringen. Og det gør vi stadig. Det var en snebold, der begyndte at rulle. Og den er ikke stoppet.

Første gang jeg skulle holde en stor tale, var i 2010 i Europa-Parlamentet i Bruxelles. Lige indtil jeg gik på scenen, troede folk, at jeg var der for at hente kaffe. Men talen varede tre kvarter og var medvirkende til, at vi fik en resolution om madspild i Europa-Parlamentet. Senere blev det også et af FN’s Verdensmål.

I 2019 blev jeg inviteret til at tale om madspild i Vatikanet. Først troede jeg, det var spam, da jeg så mailen i min indbakke. Jeg var lige ved at slette den, men tjekkede den alligevel. Jeg er katolik, så det var alligevel lidt sådan: ”Jesus, det kan jeg ikke sige nej til”, da det gik op for mig, at den var god nok. Jeg boede endda i Vatikanet i samme bygning som Paven. De afholdt en konference om madspild i Vatikanets Pavelige Videnskabsakademi, og jeg holdt et oplæg. Efterfølgende udgav paven en bog om madspild, hvor jeg fik lov til at bidrage med et kapitel. 

Selina har gennemført 10 maratonløb.

HJEMME HOS OS handler vi kun en gang om måneden. Sommetider supplerer vi selvfølgelig med en liter mælk eller en salat, hvis det lige mangler. Men hver anden måned spiser vi op. Vi køber ikke ny mad, før vi har tømt fryseren og køleskabet. På den måde kommer vi med jævne mellemrum helt i bund, og vi undgår også det, jeg kalder ufoer: uidentificerede frosne objekter. Det er alle de frosne ting, som vi glemmer og ikke rigtig ved, hvad er længere, og som vi så smider væk. 

Vi har et ’atom-lager’, som vi startede med at bygge op under corona-pandemien. Det består af plantemælk, glutenfri pasta, bønner og andre tørvarer, som kan holde sig i lang tid. På den måde kan vi altid hurtigt bikse en ret sammen. 

Jeg står for hverdagsretterne derhjemme, og min kæreste Jakob laver mad i weekenderne. Min livret er faktisk alt, hvad Jakob laver, men nok især hans pizza. Min egen hverdags-signatur-ret er ’fad’. Simpelthen et fad, hvor man får tømt køleskabet for grøntsager og måske tilføjer lidt kylling eller fisk. Frikadeller er også en fantastisk ting, fordi man kan putte alt i farsen. Og får du ikke spist dem alle sammen, kan du gemme resten i fryseren. 

NÅR MAN MINDSKER sit madspild, er man med til at afhjælpe fire problemer på én gang. For det første et økonomisk problem. Madspild er penge i skraldespanden. For det andet hjælper man klimaet. 8-10 procent af verdens CO₂-udslip kommer fra madspild og fødevaretab. For det tredje er vi flere og flere mennesker på kloden, og der er færre og færre ressourcer. Så det giver ikke mening at smide en masse ud. For det fjerde hjælper man med at løse det etiske problem i, at der er en masse mennesker rundtomkring i verden, der kæmper med at få mad på bordet, mens vi bare smider i skraldespanden.

Vi har lavet masser af undersøgelser, der viser, at det er helt naturligt for de ældre generationer ikke at smide mad ud. Sjovt nok er det de unge mennesker, der går klimamarch og alt det der, der er de værste. Men det er også, fordi vi er en forkælet generation. Undersøgelser viser nemlig også, at jo rigere folk er, des mindre bekymrer de sig om madspild. De vil bare have det allermest friske. 

Når vi snakker om klimaforandringer, bliver folk hurtigt sådan: ”Uh, hvad kan jeg selv gøre? Skal jeg stoppe med at køre i bil og gå i bad?” Så føler folk, at de må ofre sig. Enten fordi de begynder at lugte, eller transporten bliver besværligere. Det skal det naturligvis ikke være. Ved at skære ned på madspild ofrer du nemlig ikke noget. Du skal bare bruge det, du har købt. 

JEG HAVDE ALDRIG troet, at mit liv skulle forme sig sådan, som det har gjort. Jeg var grafisk designer og sad og tegnede LEAN-processer til Novo Nordisk. Og pludselig stod jeg i Vatikanet og holdt tale, talte på TED, var til konference i New York og blev inviteret til middag hos Hendes Majestæt Dronningen. Det har været vildt, men det har også været et kæmpe, kæmpe arbejde. De første otte år arbejdede jeg som grafisk designer om natten, og om dagen helligede jeg Stop Spild Af Mad min tid. Uden løn, vel at mærke. 

Jeg har læst over 300 rapporter om madspild de sidste 15 år. Det dur ikke, hvis jeg er uforberedt, når Ritzau ringer klokken seks om morgenen. Man er nødt til at være flittig og læse på lektierne. For mig startede min research hos Landbrug & Fødevarer. De var allerede lidt i gang med at lave madspilds-forskning. 

Gennem årene er jeg blevet spurgt, om jeg vil være med i alt fra ’Vild med dans’ til italiensk morgen-tv. Men jeg vil kun huskes for kampen om at stoppe madspild. Jeg vil ikke være med til at lave signalforvirring. Derfor poster jeg heller intet privat indhold på Instagram, og den science fiction-bog, jeg er i gang med at skrive, udgiver jeg en dag under pseudonym. Jeg vil helst kun udtale mig om noget, jeg ved noget om.

I fremtiden tror jeg, det bliver socialt uacceptabelt at smide mad ud – på niveau med at ryge indenfor. Folk kommer automatisk til at bruge deres rester og finde det naturligt at spise ’grimme’ og skæve grøntsager. Vi har stor mangfoldighed efterhånden, når det kommer til fotomodeller. Vi er ikke nået helt dertil med maden endnu. Men en skæv agurk smager lige så godt som en lige. Det bliver så spændende at se, hvordan det ender.