Som baby kom Mads Rahbek fra Japan til Danmark i 50’erne. Han voksede op med et ben i hver madkultur og har altid følt sig godt tilpas i et køkken. De sidste mange år har han lavet mad i varmestuen ’Fedtekælderen’ til udsatte og trængende.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Rasmus Borðoy

MIN MOR REJSTE med fragtskib fra Tokyo til Marseilles i ét stræk med mig på armen, da jeg var lille. ”Sov vi oven på bananer eller hvad?” har jeg spurgt hende, men vi havde trods alt en kahyt. Min japanske far ventede på os i Frankrig. Derfra kørte vi alle tre til Danmark, hvor han arbejdede som arkitekt. Mine forældre havde ikke set hinanden, siden min mor var gravid i Japan. 

De var gode venner, mine forældre, men de fandt ud af, at det ikke skulle være dem. Min far flyttede til Sverige og stiftede ny familie, mens min mor og jeg blev boende på et klubværelse på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Naboerne lagde mærke til, at min mor var meget alene. De satte en date op med en dansker, og hun sagde ja af høflighed. Hun talte hverken engelsk eller dansk, men de to mødtes og gik i biografen. Der var ikke kemi fra starten, men han var en pæn og høflig mand, og med tiden blomstrede deres forbindelse. Han blev min danske far. 

På min første skoledag spurgte min mor, hvad jeg ville have med i madpakken. Jeg svarede ris, grøntsagsstænger og hendes hjemmelavede dip. For første og eneste gang. Jeg blev hånet, og efter den episode holdt jeg lav profil med japansk mad. Man vil helst ikke stikke for meget ud, og jeg havde leverpostejmadder med resten af min skoletid. Jeg flyttede meget skole, og jeg lærte, at man skulle igennem de første dage, hvor de andre spurgte: ”Hvor kommer du fra?” Derfor ville jeg ikke ovenikøbet spise ’noget mærkeligt’ – selvom jeg elskede det. 

Jeg havde en god kammerat, der fandt ud af, at han heller ikke skulle sige, hvad han fik at spise hjemme hos mig. En dag fik vi sashimi, og næste gang jeg besøgte ham, spurgte hans mor: ”Spiser I rå fisk hjemme hos jer? Er det nu en god idé?” Men da vi blev ældre, syntes mine kammerater, at det var spændende at spise hjemme hos mig. De elskede min mors risboller og maki-ruller.

MADS OG MADEN

Mads Rahbek Hansen, 69 år. Født i Japan, opvokset i Danmark. Far til fem, morfar og farfar til 10. Gift med Pia. Bor i dag på Nørrebro. Layouter pådeltid.

Frivillig i køkkenet i varmestuen ’Fedtekælderen’ på Christianshavn.

Tidligere layouter på blandt andet ugebladet Søndag og Kig Ind. Bror til Jens og Kim Rahbek Hansen, der står bag Sticks’n’Sushi, der har restauranter over hele København. Mads Rahbek Hansens søn er chefkok på Sticks’n’Sushi i Tivoli.

MIN MOR OG FAR lavede en deal om, at vi kunne få kartofler tre dage om ugen. Det var min far, der gerne ville have det. Min mor lærte at lave klassisk dansk mad af min farmor, og hun blev ret god til at lave sovs. Det var som regel frikadeller, hakkebøffer, koteletter og revelsben, vi fik. Gængse ting. Min mor kunne også godt lide at lave hjerte og lever.

Som barn tænkte jeg ikke over, at det var japansk mad, vi fik halvdelen af tiden. Men hvert år fik vi sendt en kasse fra vores familie i Japan med delikatesser, der kunne holde sig. Soja, tang og tofu-pulver, som man skulle blande med vand og ryste. Dengang kunne man ikke rigtig opstøve den slags i Danmark, så vi havde altid et lille lager liggende. Min mor lavede som regel wokmad. Og så lavede hun ramen-suppe, men med spaghetti, fordi man ikke kunne få nudler. Engang spiste jeg hjemme hos en kammerat, og der fik vi makaroni med hvid sauce og baconstykker i. Det var fuldstændig eksotisk.

Vi fik meget ris, selvfølgelig. I hverdagene lavede min mor tit en soja-dip med chili og ingefær og andre sager. Risene blev foldet ind i et salatblad, og så dyppede vi i forskellige slags dip. Min mor lavede sashimi af danske fisk, primært torsk, rødspætte og makrel. Og nogle gange sild, men det var jeg ikke så vild med, det var alligevel en tand for kraftigt. 

Først i slutningen af 70’erne kunne man købe mere eksotiske grøntsager og madvarer i Danmark. På Vesterbro, hvor jeg boede, åbnede en grønthandler med kasser med grøntsager i et stort lokale. De havde ranker med hvidløg, ingefær og anderledes ting. Det var superfedt. At for eksempel grøn te, syltede blommer og fermentering pludselig blev moderne længere oppe i tiden, har været sjovt at opleve. For mig er det bare noget, jeg er vokset op med.

Dagens ret under omrøring.

JEG HAR ALTID været interesseret i madlavning. Måske er det, fordi min mor tit satte mig og mine to mindre brødre til at hakke. Og så var min danske farmor rigtig god i et køkken. Hun gik meget op i kvalitet og mærkede på varerne, når hun var ude at handle. Jeg var også tit med farmor i køkkenet. Og lige så stille fandt jeg ud af, at jeg godt kunne lide at lave mad. 

Jeg lærte en masse små tip af min farmor. Hvordan man laver en god sovs, hvordan kartoflerne ikke bliver udkogte, og at sovs ikke bare er sovs. Dengang var sovs til frikadeller og bøf ofte sådan noget mel­klister, når man fik det hos sine kammerater, men min farmor hakkede også løg og grøntsager til sovsen og lod det simre. Hvis der var fond fra langtidsstegt kød eller fra en kylling, brugte hun også det. Det var bare ikke så tit, hun havde det. Det kunne ikke holde sig så længe, og vi havde kun et lille Sabroe-køleskab. 

Jeg følte ikke selv, at jeg var god til at lave mad, men da jeg og nogle kammerater flyttede hjemmefra, blev jeg altid spurgt, om jeg ikke ville lave mad. Jeg kunne godt lide det, og jeg var den mest hjemmevante i et køkken. 

Selvom jeg kunne lide at stå i køkkenet med mor og farmor, var det ikke den vej, jeg gik, da jeg skulle ud at arbejde. Jeg var glad for at tegne, min far var uddannet dekoratør, og når jeg ser billeder af mit barndomshjem, boede de ret hipt. Min mor blev inspireret af min far og begyndte at lave keramik på en drejeskive. Når jeg tænker tilbage, var det et kreativt hjem, jeg voksede op i. 

Til formning i skolen fik vi en tegneblok og en æske Filia-farver og blyanter med forskellig hårdhed. Jeg øvede mig meget. Der var sådan nogle Jørgen Clevin ’Lær at tegne’-bøger i forskellige sværhedsgrader, og jeg fik en ny hvert år til min fødselsdag. Jeg ville virkelig gerne have proportionerne til at blive perfekte. 

Jeg tog realeksamen, begyndte i gymnasiet, men droppede ud og startede som ufaglært i et tømrerfirma. Det var egentlig spændende, selvom jeg blev sat til at hente bajere og feje op efter de andre. Senere var jeg med til at støbe badekabiner til lejligheder, og jeg har også arbejdet på et stålværft i Frederiksværk og været vasketøjschauffør. Jeg har lavet alt muligt.

Jeg har boet i flere forskellige kollektiver gennem tiden. På et tidspunkt flyttede jeg i et kollektiv i en kæmpe lejlighed på Vesterbrogade, og vi besluttede os for at lave en tegnestue. Vi var to, der kunne tegne, og resten hjalp på alle mulige måder. Skar til og gik i mørkekammeret. På den måde kørte vi en fællesøkonomi. Jeg har arbejdet med layout lige siden. 

‘FEDTEKÆLDEREN’

’Fedtekælderen’ er en varmestue på Christianshavn, som Kirkens Korshær står bag. Her bliver nødstedte og udsatte mennesker mødt med omsorg og et varmt måltid mad. Siden 60’erne har ’Fedtekælderen’ ligget i ’Stanleys Gård’. Dengang kostede en fedtemad 13 øre. Heraf stedets navn.

I SLUTNINGEN AF 90’erne begyndte jeg at lave mad til andre end min familie og venner. Jeg hjalp blandt andet til, når min søn lavede catering. På et tidspunkt spurgte min overbo, der var leder på en varmestue på Christianshavn kaldet ’Fedtekælderen’, om jeg ville være frivillig. I begyndelsen hjalp jeg bare til, hakkede grøntsager og sådan, men en dag var der sygdom blandt de faste, og så lavede jeg mad. Nu har jeg været der i 12 år. 

Det er primært hjemløse, men også andre udsatte borgere, der får mad i varmestuen. Gennem årene er der kommet mange migranter fra Øst- og Sydeuropa og Afrika. Det er et blandet klientel, der kommer, og det hedder sig, at alle er velkomne, men vi er nødt til at kigge på, hvem der trænger mest. 

Det er mest mænd, der kommer. Da jeg begyndte at lave mad og serverede masser af grøntsager, var der flere, der sagde: ”Det der skal jeg ikke have noget af.” De ville have kød og kartofler. Men stille og roligt fik jeg dem med. Når sidemanden gik op og hentede mere, blev de andre nysgerrige. Så spredte det sig lige så stille.

Jeg laver aldrig mad efter opskrift. Jeg kigger på, hvad vi har af råvarer i køkkenet, og bikser et måltid sammen ud fra det. Vi får mad fra Fødevarebanken, der leverer frisk overskudsmad, så det varierer en del. Vi har også en aftale med de lokale supermarkeder om at få lidt rabat.  Når gæsterne spørger, hvad jeg har lavet, siger jeg ”Asian style” eller ”sydeuropæisk”.  

Det, der glæder mig ved at arbejde i varmestuen, er at mærke, hvor glade vores gæster er for et ordentligt måltid. Nogle gange ser jeg dem i supermarkedet, og så har de måske købt cup noodles eller en færdig sandwich. Jeg tilstræber altid at lave power food med fibre og proteiner. Noget med gods i. Jeg putter ofte rodfrugter i maden, fordi der er mange fibre og vitaminer i, og så sørger jeg for, at der er protein i maden – bønner, linser eller kød. Hvidløg bruger jeg altid, der er gode antioxidanter i, og tit putter jeg også ingefær i. Det er egentlig meget enkel mad.

Tags: , ,
SE MERE