Neel Seerup Hansen uddannede sig til ingeniør og troede, hun skulle gøre verden bedre i global skala. Så trak længslen efter en jordbunden tilværelse hende tilbage til Amager. I dag driver hun øko-gartneriet Seerupgaard på de samme marker, hendes familie har dyrket i 500 år.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Seerupgaard

DER ER ALTID blevet snakket grøntsager i min familie. Til julemiddagen, til fødselsdagen og til hverdag: Hvad kører du på torvet med i øjeblikket? Hvad står ellers godt på marken lige nu? Ærterne er ved at være gode, prøv at komme ud og smage.

Som barn hjalp jeg min far i marken. Om sommeren passede jeg ærteboden ude på vejen. Eller kørte med på grønttorvet i Valby. Af og til hjalp jeg også min onkel og mine bedsteforældre. Når man arbejder sammen som familie, får man fortalt historierne om, hvordan oldefar gjorde med kålen, og hvad farfar gjorde, når han lagde kartofler.

Traditionelt har bønderne herude på Amager dyrket meget løg, hvidkål og grønkål. I min familie var vi for små til at konkurrere med varer sydfra, så det gjaldt om at finde på noget andet. Ét år lavede min far forårsløg, fordi han så en mulighed for at tjene penge på det, for så et par år senere at måtte finde på noget nyt, fordi hollandske, tyske eller polske varer fik prisen til at falde. Så blev det måske persille i stedet. Pyntekål, ærter eller majroer. Vi har virkelig dyrket meget forskelligt.

PÅ EGEN MARK

38-årige Neel Seerup Hansen og hendes mand Marc Seerup Hansen driver Seerupgaard ved landsbyen Store Magleby nær Dragør. Gården, hvor de bor med to børn på otte og fire år, har de selv fået opført, og deres syv hektar landbrugsjord har de købt af Neels far, Dirch, der driver Fælledgård længere nede ad vejen.

JEG HAR LADET mig fortælle, at vi er 18. eller 19. generation af landmænd i Store Magleby. De første var hollændere og indvandrede i 1521 på invitation fra Christian II. Kongens elskerinde var af hollandsk afstamning, og han tog gerne imod råd fra hendes mor, Sigbrit Villums. Herude på øen omtales hun som Mor Sigbrit.

Men det var vist ikke kun på grund af hendes indflydelse, at de hollandske familier blev indbudt til at slå sig ned og dyrke jorden på Amager. Hollandske landmænd var berømte for deres dyrkningsmetoder og høstudbytte, og de har blandt andet introduceret danskerne for porrer og orange gulerødder, der tidligere kun havde været kendt i lilla udgave.

I år er der 500-årsjubilæum for indvandringen. Hvis corona-restriktionerne tillader noget festivitas, skal jeg have luftet amagerdragten, som oprindelig er en nederlandsk folkedragt, og som man har båret i min familie op til mine oldeforældres generation. 

I dag genkender vi efterkommere af udvandrere hinanden på vores navne. Vi har altid brugt hollandske navne i min familie, og vores børn har også hollandske navne. Leise hedder vores datter, og Cornelis hedder vores søn.

FRA JEG VAR meget ung, syntes jeg, det var sjovt at lære sprog, og rejse. Efter studentereksamen var jeg et halvt år i Peru, hvorefter jeg flyttede til Nottingham i England, fordi der var en uddannelse på universitetet, der lød spændende – en slags blanding af miljø, bæredygtighed og byggeri. Jeg var for ung til at starte en uddannelse i et fremmed land og endte mest med at arbejde på café.

Jeg flyttede hjem for at studere til ingeniør på DTU. Jeg trivedes ikke helt godt med at sidde stille bag en skærm, men gennemførte studiet – for så at blive nyuddannet og arbejdsløs. Det syntes jeg ikke om og fandt job som underviser for gymnasieelever, der var kørt skævt i matematikken, mens jeg overvejede, hvad der skulle ske.

En dag begyndte jeg på kinastudier på Københavns Universitet. I Nottingham havde jeg fået nogle kinesiske venner, som jeg og min mand besøgte nogle år senere, da de flyttede hjem til Kina og skulle giftes. Bagefter rejste vi rundt i Kina sammen med brudeparret, og jeg blev fanget af sproget og kulturen. Jeg tænkte, at ingeniørfaget og kinesisk ikke ville være en dårlig kombi. Der er mange danske og internationale virksomheder, der arbejder med miljøteknologier og bæredygtigt byggeri i Kina.

MULD I MUND

Ifølge en anekdote fremavlede nederlandske gartnere orange gulerødder som propaganda for Vilhelm af Oranje, der i 1560’erne opponerede mod spansk overherredømme i Nederlandene.

Men allerede forinden havde gartnere og landmænd fra det, vi i dag kalder Holland, et godt ry, der omkring 1520 fik danske Kong Christian II til at indbyde dem til at danne en koloni ved Store Magleby på Amager. I mange år gik den under navnet Hollænderbyen, og hollænderne levede indtil 1800-tallet i høj grad isoleret, blandt andet med eget retssystem. I dag kan man stadig genkende efterkommere på hollandske navne som Dirch, Marchen og Neel, ligesom man kan finde anerne i visse stednavne. For eksempel pladsen Nordre Væl i Dragør, hvor der tidligere lå en dam. Væl kommer af weel, nederlandsk for en lille sø.

MENS JEG LÆSTE kinastudier, fik vi vores første barn. I stedet for at tage et halvt år med mine klassekammerater til Kina for at studere tog jeg et semester med barsel og selvstudier. Samtidig begyndte vi at drømme om et økologisk gartneri på Amager, og i 2014 fik vi lov at starte op på et stykke af min fars jord.

Min mand er uddannet film- og tv-produktionstekniker. Hans eneste erfaring med landlivet havde han fra en faster på Fyn, som han besøgte i sommerferier. Men lige så snart han blev præsenteret for min familie, blev han sat ind i en traktor. Det var omkring høhøsten, og ingen kunne undværes: ”Værsgo og kør. Vi har travlt!”

I dag har vi købt syv hektar jord af min far, som vi har omlagt til økologi. Syv hektar er meget almindeligt på Amager, fordi gårdene aldrig er blevet lagt sammen til stordrift. Kommer du længere ud vestpå på Sjælland eller til Jylland, griner de af én. Der har de måske 500 hektar. 

VI SKAL IKKE konkurrere med de store. Vi går efter at lave specialvarer, som er helt friskhøstede og sprøde og har en anden smag. For eksempel har vi efterhånden 10 forskellige squashsorter, der smager af mere end den bløde og vandede, du kender fra supermarkedet. For tiden er min favorit en lille rund en, der hedder zappho, der er changerende mørkegrøn, gul og hvid, efterhånden som du skærer igennem den. Den er frugtig og lækker at spise rå, næsten som et æble.

Vores gårdbutik har kun åbent torsdag eftermiddag fra juni til november. Vi kan godt lide at møde kunderne, og vi holder sæsonarrangementer. Men vi har dårlig tid til at stå i butik. Hvis vi skulle gøre det dagligt, ville vi aldrig have tid til at passe marken, lugningen halter altid.

LIGE I SKABET

Neels mand, Marc Seerup Hansen, har iværksat Økoskabet, et selskab med ti fuld- og deltidsansatte, der fra maj opstiller 20 økoskabe i og omkring København, hvor kunder vil kunne hente friske varer, de har forudbestilt online fra et netværk af økologiske gårde og små, lokale fødevareproducenter.

DERUDOVER HA VI et såkaldt økoskab, som er en slags walk-in-skur med en temperatur på cirka otte grader, hvor folk kan hente varer. På hjemmesiden økoskabet.dk lægger vi løbende ud, hvad vi har på marken, som er klar til at blive høstet, og senest klokken 12 dagen i forvejen laver kunderne en ordre. Næste morgen høster og pakker vi varerne og fylder dem i skuffer i skabet, som folk kan åbne ved at taste en kode, når det passer dem.

Vi har også det, vi kalder sæsonmedlemmer, der lægger en rate i foråret og henter en kasse hver uge i hovedsæsonen fra juni til november, men som også selv kan gå i marken og høste deres egne urter og blomster. Det giver os en stor glæde at få direkte tilbagemelding på, hvilke sorter de kan lide. Og det giver likviditet til indkøb af frø og planter. 

Og så er der restauratørerne. De køber æg, grøntsager, krydderurter og spiselige blomster og kommer tit med ønsker. For eksempel er vi begyndt at dyrke shiso eller japansk bladmynte, som den også kaldes, der smager lidt som en mellemting mellem mynte og basilikum.

Neel lægger kartofler.

EN SOMMERSØNDAG for snart tre år siden kom Jeanette forbi og tilbød sin hjælp i marken et par dage. Hun arbejdede afsindig godt, der var fart på, og hun var grundig. Det viste sig, at hun var tidligere souschef fra Michelin-restauranten Alchemist og havde lyst til at komme mere i kontakt med råvarerne. 

Hun gik og smagte på alle planterne. ”Hvad er det, du laver, menneske,” tænkte jeg og måtte lige stoppe hende et par gange ved planterne med giftige blade. Men hun fandt også ud af, at lucerneblomsterne, som vi ellers kun dyrker til ære for insekterne og som grøngødning, har velsmagende blomster, vi kunne sælge. 

Jeanette kom i gartnerlære hos os, og hun har hjulpet os med at lave kokkeevents, mad til workshops og opskrifter til vores sæsonmedlemmer. Når hun er færdiguddannet her til foråret, ansætter vi hende. I dag prøver vi at gå en smagetur gennem markerne hver fredag.

Marc og Dirch planter ud.

BYENS GRØNT

I urbaniseringens formiddag bragte gårdejere deres grøntsager til byens åbne pladser, for eksempel Højbro Plads i København. Senere blev Israels Plads den faste destination, inden et overdækket grønttorv i Valby åbnede i 1958 og blev centrum for engroshandel med frugt, grønt og blomster. Siden 2016 er det Copenhagen Markets i Høje Taastrup, Nordens største af sin slags, der forsyner grøntgrossisterne.

DER ER VEL 600 meter hen til min fars gård. Han har 40 hektar og et livs erfaring i marken. Der er god sparring for os i at kunne spørge ham til råds. Efter vi omlagde til økologi, har han også gjort det. Jeg tror, han synes, det er spændende, at man skal være mere vågen og ikke kan bruge tryllesprøjten, når man har skadedyr. At man ikke må kunstgøde, men skal være god ved jorden.

Da jeg var barn, holdt vi en uges sommerferie med min mor et sted i Danmark. Min far kom på besøg en enkelt dag eller to. Så skulle han tilbage. Til gengæld havde han tid til ferie om vinteren. De første par år med gartneriet holdt min mand og jeg heller ikke sommerferie. Sådan er det, når man vælger det her liv. Fra foråret og langt ud på efteråret arbejder man alle ugens dage.

Drivkraften gennem året er at se forandringerne i vejret og planterne. Man glæder sig til årstidernes skiften. Nu er den første blomst kommet. Nu kan vi snart høste. Nu kan vi snart smage de planter, vi har heppet på. 

Under nedlukningen, hvor børnene har været hjemme, har de hjulpet til med at befri kålen for larver, samle æg eller plukke grønt til hønsene.  Den store kan godt lide at snakke med folk og uddele ’I Love Øko’-mærker, når vi holder græskardag og andre familiearrangementer. 

Andre gange gider de ikke hjælpe til. Så får de lov at passe deres.

Tags: , ,
SE MERE