Indlæg

Danske østers var en overset delikatesse, da 23-årige Kristian Borbjerggaard som nyudklækket student kastede sig ud i et opdræts-eventyr i Limfjorden. Siden er efterspørgslen vokset eksplosivt. Nu frygter han kun én ting mere end corona-nedlukning: forurening.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Anders Trærup Fotografi

PÅ MIN FARS side af familien har der været fiskere så langt tilbage, nogen kan huske. Min far havde sin egen kutter, gik så i gang med at opdrætte ørreder og blev senere daglig leder hos Venøsund Fisk, et firma, der opdrætter skrubber, pighvar og helt på Venø i Limfjorden, hvor han selv voksede op, inden han bosatte sig på fastlandet.

Venø er en smuk lille ø med 175 fastboende. Den er grøn og flad med masser af sandstrand og lidt skov. På nordspidsen ligger en hjerteformet vig, der har givet øen tilnavnet Fjordens hjerte. Mine forældre har haft sommerhus her hele mit liv, og i dag har jeg mit eget sommerhus på Venø. 

Om sommeren er Venø fuld af turister, om vinteren sker der ikke ret meget. Der er hverken kiosk eller købmand. Øen er skilt fra fastlandet syd for Limfjorden af en færgeoverfart på halvandet minut. Det er ret charmerende, men i det lange løb også lidt træls at skulle ramme afgangen, hvis man arbejder derovre. 

Fra jeg var 12 år gammel, hjalp jeg til på opdrætsanlægget. Jeg syntes egentlig ikke, fiskene var så spændende, men de havde også østers, og dér var noget, der interesserede mig. At man kunne tage råvarerne direkte op af vandet og spise dem. Og så var de delikate. Det vil sige, de første par gange, jeg smagte, syntes jeg måske ikke, de var så lækre, men jeg lærte det, efterhånden som vi arbejdede med dem, og jeg havde smagt mine første 100 stykker.

Venø.

I 2016 VAR JEG 18 år og lige blevet teknisk student. Jeg besluttede mig for at prøve lykken med mit eget østersfirma, Venø Seafood. Samme sommer lejede jeg et kar hos firmaet, hvor min far arbejdede, og købte 300 kilo østers af en lokal fisker. Jeg havde læst en ny undersøgelse, hvor der stod, at danskerne spiste halvanden million østers om året, men at kun 50.000 af dem var danske. 

Jeg undrede mig over, at mange af vores bedste østers endte i Frankrig og Spanien til høje priser, mens vi selv spiste de franske østers, fordi de er billigere. Til gengæld smager de heller ikke af ret meget i sammenligning. Det måtte være, fordi danskerne ikke var blevet opmærksomme på, hvor godt vores egne østers smager, tænkte jeg.

For at komme i gang med salget lå jeg og kørte til restauranter i København med mine østers.  Mange syntes, at der var en god historie i at kunne tilbyde gæsterne danske østers. Efterhånden fik jeg også nogle faste kunder i det aarhusianske og aalborgensiske restaurationsliv. 

En dag på en skaldyrsmesse var der nogle private, der spurgte mig, hvad man skulle gøre for at købe mine varer. Så begyndte jeg også at køre ud til private. Og efterhånden havde vi kunder i hele landet. Så udliciterede jeg fragten. Det var en stor lettelse. Siden hen er vi også begyndt at sælge til grossister og fiskehandlere, og i dag forhandler vi også hummer og hjertemuslinger, der også lever vildt i Limfjorden.

DANSKERNE OG DERES ØSTERS

I handelen i Danmark finder man to typer østers: den flade, let hjerteformede europæiske østers, som vi også kalder for limfjordsøsters, idet Limfjorden har kontinentets største vilde bestand. Den er kødfuld og har en intens mineralsk smag, grænsende til det nøddeagtige alt efter sæson. De fleste af de østers, vi importerer, er stillehavs­østers, genkendelige på deres noprede, aflange, let forvredne form. De smager mildere og mere af saltvand.

I 2020 BEGYNDTE JEG at mærke, at vi har fået et vist navn. Nogle gange bliver jeg stoppet på gaden i Holstebro, hvor jeg bor, og får at vide, at det er sejt, det, vi laver. Og er jeg en tur i Torvehallerne i København, siger folk: ”Det er da dig ovre fra Venø!”

I dag er vi fire ansatte i firmaet, og vi arbejder alt for mange timer. I firmaets første leveår solgte jeg 50.000 østers. I 2019 solgte jeg 220.000. Vi kunne have solgt endnu flere, hvis vi havde haft kapacitet til det, og det er ikke lang tid siden, vi udbyggede vores anlæg, så vi snart er i stand til at producere en million østers om året. 

Det er ikke sikkert, det lige bliver i 2021, at vi sælger så mange. Men jeg har lagt penge til side løbende, så vi ikke skal lukke forretningen, hvis det ikke sker. 2020 var et meget anderledes år på grund af lange perioder med lukkede restauranter. Men vi havde en rigtig god sommer, men da regeringen lukkede det hele ned lige op til jul og nytår, hvor vi ellers plejer at have årets største omsætning, var jeg lidt træt af det. Men der var ikke tid til at græde over det for længe. Vi ændrede strategi og satsede på privatsalg. Brugte flere penge på Google-annoncering og PR. 

”Jeg får spist en del østers, mens jeg går og arbejder. Normalt synes jeg, den skal være helt au naturel. Men om sommeren er det lidt sjovt at spise den med limesaft, jordbær og friskkværnet sort peber.”

ØSTERS ER ET DYRT produkt (12 limfjordsøsters fra Venø Seafood koster 399 over hjemmesiden, red.). Men når folk besøger os og ser vores fabrik, og det er der tusindvis af turister, der gør hver sommer, plejer de at forstå, hvorfor de koster så meget.

Vi opdrætter østers og sætter dem ud i Limfjorden efter et par måneder for at lade dem vokse sig store. Vi køber de voksne østers af fiskerne, og inden vi sælger dem videre, har de minimum gået 14 dage i bassiner hos os. Her bliver de renset for sand, mudder og bakterier i frisk, krystalklart vand ude fra fjorden, der er fire gange renere end vand fra hanen og skal holdes mellem seks og 10 grader. 50.000 kroner om måneden bruger vi på strøm alene.

Vi sorterer vores østers i fem forskellige størrelser og slags. Inden vi pakker dem i fustager, tjekker vi hver enkelt østers og banker den eventuelt fri for muslinger og skyller den for skidt uden på skallen. Alt foregår i hånden. Hver eneste østers skal være pæn og unik, og jeg mener, vi har de reneste østers på markedet.

Fordi man køber østers ind i god tid, allerede inden man ved, hvad efterspørgslen bliver, kan man enten risikere at have for få eller at brænde inde med dem. Østers kan leve op til et halvt år i bassinet, men heller ikke længere. Sidste vinter havde vi for mange. I sommer havde vi for få. Det er et spil, man kan tabe eller vinde. Under corona har det været meget svært at tage bestik af.

SYGT LÆKKERT?

Bløddyr som østers og muslinger kan være inficeret med bakterier, virus og algegifte. Planlægger du selv at gå på havhøst, så kontroller først online Fødevarestyrelsens kort over produktionsområder for muslinger m.m. i Danmark, hvor man kan se, hvilke områder der er meldt åbne for fiskeri.

I 2017 KØBTE vi nogle østers, der var fanget ved Lemvig. Vandet i området var testet af myndighederne og godkendt til fiskeri i den pågældende uge. Efter testen var foretaget, havde et regnskyl ledt spildevand ud i fjorden. Bakterier er guf for en østers, den ligger bare og suger dem. Det er godt for naturen, de renser vandet godt. 

Men 12 mennesker fik roskildesyge, og det er 12 for mange. Jeg var bare glad for, at det ikke var flere, for vi havde solgt godt 1.000 østers fra den levering. Da de første restauranter ringede og klagede over syge gæster, smagte jeg selv på en uden at blive syg. Det virker, som om det er lidt forskelligt fra person til person, hvordan immunforsvaret tager forgiftningen til sig.

Siden er vi begyndt selv at teste vores østers for at være 110 procent sikre. Vi tager en prøve, når de kommer ind i anlægget, og endnu en, når de skal ud af anlægget. Det koster spidsen af en jetjager. 

DELVIST VILDT

Venø Seafood opdrætter europæiske østers (også kaldet limfjordsøsters) fra larvestadie til små østers i tokronestørrelse. Det tager 2-3 måneder. Herefter sættes de ud i Limfjorden for at vokse til fuld størrelse. Det tager fire år. De voksne østers køber Venø Seafood af fiskerne, der fanger dem med net på dybt vand. Hvor mange de har at tilbyde, reguleres af fiskekvoter. Firmaet forhandler også stillehavs­østers, som i disse år breder sig i dansk farvand. De lever på lavt vand og fiskes ofte af fridykkere.

”Har man ikke spist østers før, så begynd med en fransk. Limfjordsøsters er for folk, der virkelig kan lide det – ikke begyndere.”

MANGE TALER om den invasive stillehavs­østers. Der er ingen tvivl om, at den formerer sig helt vildt. Ikke desto mindre er limfjordsøstersen også i fremgang – i 2019 var fiskekvoten 500 tons, den største nogensinde – så jeg tænker, det nok går. 

Jeg er mere bekymret for forurening. Lige nu er vandet rigtig fint. Men man er begyndt at snakke om at rense Høfde 42 (giftdepot på Harboøre Tange ved Vesterhavet, hvor kemikalievirksomheden Cheminova vurderes at have efterladt 100 tons kemikalier, red.). Det er sådan set fint, man skal bare passe på ikke at smide noget af det lort ud i Limfjorden. Så myrder man den. 

For tiden graver man indsejlingen til fjorden fri og laver såkaldt klapning, hvor man lægger det udgravede jord midt i fjorden. Efterfølgende kan man se, at alt dør rundt om aflægningen. Det er ikke naturen, der ødelægger østersene. Det er dem, der ikke har forstand på, hvad de laver, der tager forkerte beslutninger.

Når du ikke kan invitere indenfor, hvorfor så ikke invitere udenfor? Her er en række opskrifter, du kan lave til dine (få) gæster – på bål, på grill og på blus. Det er bare på med vanten.
Opskrifter:Nikolaj JuelFoto:Columbus Leth

VILDTBURGER MED BÅLFRITTER

Til 4 personer

Syltede agurker
1 agurk, skåret i tynde skiver
2 dl æbleeddike
75 g sukker
1 tsk. salt
1 tsk. peberkorn
0,5 dl kogende vand

Chipotle-mayo
2 æggeblommer
1 spsk. chipotle i adobo-sauce
150 ml solsikkeolie
50 ml olivenolie
Saften af 1 lime
Salt og peber

Bålfritter
4 bagekartofler, skrællede
1 liter solsikkeolie
Flagesalt

Burgere
700 g friskhakket hjortekød tilsat 100 g hakket svinekød (bestil i forvejen hos din slagter)
4 briocheboller
1-2 bøffelmozzarellaer, afhængigt af størrelse
1 håndfuld lækre salatblade, skyllede
1 rødløg, skåret i skiver på 1 cm

Rør æggeblommer og chipotle sammen i en skål. Tilsæt olien langsomt, mens du pisker. En dråbe ad gangen i starten. Når mayoen begynder at samle sig, kan du tilsætte olien i større mængder. Smag til med salt, peber og lime.

Sæt en støbejernsgryde med olien i gløderne på bålet. Skær kartoflerne i 2 cm stave. Når olien er varm (180 grader), kommer du kartoflerne i olien. Steg kartoflerne, til de er gyldne og sprøde. Lad bålfritterne dryppe af på et stykke køkkenrulle.

Del kødet i fire, og form bøfferne. Krydr godt med salt og peber, og læg bøfferne på en supervarm grill sammen med løgene. Når løgene har fået grillmærker, vendes de og grilles på den anden side. Sæt dem til side. Grill bøfferne i 3-4 minutter, og vend dem. Skær mozzarellaen i 1 cm skiver, og placer dem oven på bøfferne.

Grill briochebollerne i 1 minut på hver side. Smør bollerne med chipotle­-mayo. Kom lidt salat på underbollen, og placer bøffen ovenpå. Top med løgringe og syltede agurker, og kom over­bollen på. Server med bålfritter og ekstra chipotle-mayo. 

TOSTADAS MED GUACAMOLE, STENBIDERROGN, RAMSLØG OG CREME FRAICHE

Til 4 personer

Guacamole
2 avocadoer
1 frisk jalapeno, finthakket uden kerner
Saften af 1 lime
Salt

Tostadas
12 majstortillas
200 ml solsikkeolie
250 g stenbiderrogn
1 lille bundt koriander, grofthakket
1 lille bundt ramsløg, skåret i tynde strimler (julienne)
1 frisk jalapeno, skåret i tynde skiver
2 lime, skåret i både
200 ml økologisk creme fraiche 38 %

Halver avocadoerne, og tag stenene ud. Skrab kødet ud af skallerne, og kom det i en morter. Tilsæt jalapeno, limejuice og salt. Stød det hele, til du har en dejlig, nogenlunde glat guacamole. Smag til med salt og ekstra limejuice.

Hæld olien i en stegepande over et bålblus med høj varme. Når olien er varm, steges tortillaerne, til de er gyldne og sprøde. Lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle. Arranger dine tortillaer på et bræt. Kom først en skefuld guacamole på hver tortilla. Dernæst 1 spsk. stenbiderrogn og 1 tsk. creme fraiche. Drys med koriander og ramsløg, og server med limebåde.

OBS: Hvis du selv plukker dine ramsløg i skoven, så pas på ikke at forveksle ramsløg med liljekonvaller, som er giftige. Du kan gnubbe bladene lidt og dufte til dem – dufter de kraftigt af hvidløg, så er det ramsløg.

MOULES MARINIÈRES

Til 2 personer

1 kg blåmuslinger (rensede)
1 skalotteløg, finthakket
1/2 porre, finthakket
1 fed hvidløg, finthakket
1 håndfuld finthakkede urter, fx bredbladet persille, dild, basilikum og kørvel
250 ml piskefløde
1/2 glas hvidvin
Salt og peber
1/2 citron
Olivenolie

Sæt en gryde på blusset på medium varme. Hæld 2 spsk. olie i gryden, og tilsæt løg og porre. Steg løg og porre i 3-4 minutter, og tilsæt hvidløg og dernæst muslingerne.

Skru op på højeste varme, tilsæt hvidvinen, og sæt låg på gryden. Efter 2 minutter tilsætter du fløden og krydrer med salt og peber. Sæt låget på igen, og lad muslingerne dampe, til de er åbne.

Tilsæt urterne, og smag til med salt, peber og lidt citronsaft. Server med godt brød og et koldt glas hvidvin.

GRILLET TORSK MED GRØN MASALA

Til 4 personer

2 bundter koriander
3 cm ingefær
2 fed hvidløg
1 grøn chili
Saften af 1 lime
1 spsk. spidskommen, hel
800 g torskefilet
2 spsk. græsk yoghurt
2 spsk. solsikkeolie
Salt og peber

Til masalaen rister du 1 spsk. spidskommen på en tør pande. Kom det i en foodprocessor med koriander, ingefær, hvidløg, chili og limejuice. Tilsæt 2 spsk. solsikkeolie, og blend, til du har en pestoagtig konsistens.

Mariner fisken i halvdelen af masalaen i et fad, gerne i et par timer, før du skal grille den. Kom resten af masalaen i en skål med yoghurten.

Krydr fisken med salt og peber, og grill den med skindsiden nedad. Når fisken er grillet 2/3 igennem, vender du den og griller den yderligere 2 minutter på kødsiden. Server fisken med masala­yoghurt og en limebåd.

GRILLET HAVØRRED MED AUBERGINE, LINSER OG KORIANDER-YOGHURT

Til 4 personer

Linser
200 g grønne linser, evt. fra Puy
1 aubergine, skåret i 3 cm tern
1 fed hvidløg
1 urfa-­chili eller 1/2-1 tsk. chiliflager
300 ml tomatpassata eller en dåse hakkede tomater
Saften af 1/2 citron
1 håndfuld bredbladet persille, finthakket
Olivenolie
Salt og peber

Koriander-yoghurt
200 ml græsk yoghurt
1 håndfuld koriander, finthakket
Salt og peber

Fisk
1 hel havørred på 1,5-2 kg eller fire portionsstykker på hver 200 g

Sæt en tykbundet stegepande på højt blus. Når panden er varm, tilsættes 3-4 spsk. olivenolie. Steg auberginestykkerne i olien, til de har fået en dyb gylden farve på alle sider. Sæt til side på et stykke køkkenrulle oven på en tallerken, så olien kan dryppe fra.

Sæt en gryde på medium blus. Tilsæt 3 spsk. olivenolie og dernæst hvidløg og chili. Lad det stege, til hvidløget bliver lidt gyldent i kanterne. Tilsæt tomatpassataen, og lad den koge ind i 5-10 minutter. Krydr med salt og peber, og kom linserne i gryden. Hæld vand på, til det lige dækker linserne.

Dæk linserne med et stykke bagepapir (en cartouche), og kom låg på gryden. Lad linserne simre i 10 minutter, og tilsæt så auberginestykkerne. Tilsæt mere vand, hvis der er behov. Kom bagepapiret og låget på igen, og lad det hele simre i 15-20 minutter, til linserne er møre, og auberginestykkerne er helt bløde. Tilsæt citronsaft og bredbladet persille, og smag til med salt og peber.

Bland græsk yoghurt og de øvrige ingredienser sammen, og smag til med salt og peber.

Tag skællene af havørreden, og skær fileterne af, hvis du bruger en hel fisk. Skær fileterne ud, så du har fire pæne portioner. Tag en skarp kniv, og skær fine snit i skindet med 1 cm’s mellemrum.

Kom olie på skindsiden af fisken, og krydr med salt og peber på begge sider. Placer fisken med skindsiden nedad på grillen, og grill den i 2-3 minutter, til den er tilberedt 1/3 igennem. Vend den, og grill den i yderligere 1 minut. Server fisken med linserne og en skefuld koriander-yoghurt.

Tip: Havørreden er en mager fisk og skal tilberedes med en smule omhu. Tilbered gerne fisken, så den er medium rare. 

Alle opskrifter er fra ’Brændt røget hængt sprængt’, der er udgivet på Gyldendal.

 

Han er tredje generation i et traditionsrigt slagterdynasti, men i dag er det ham, der bestemmer, hvor snittet skal lægges. Jan Lund skærer igennem og fortæller om barndommens restemad, om nedarvede rullepølseteknikker og om at trodse almen slagterlogik og satse stort.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Slagter Lund/Büro Jantzen

I 1952 OPKØBTE min oldefar en slagter- og viktualieforretning på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Han levede af at overtage nødlidende slagterforretninger, banke dem op og sælge dem videre. En dag ansatte han en ung driftig slagter, der kom fra Varde og havde været i USA i nogle år for at arbejde. Erik Lund hed den unge slagter, min farfar, der syntes godt om arbejdet – og om min oldefars datter. De blev gift, og i 1953 overtog de driften af forretningen.

Dengang lå der 7-8 slagtere på et stræk på nogle få hundrede meter. Nogle konkurrerede på prisen på hakkekød eller med slagtilbud på svinemørbrader. Mine bedsteforældre ville lave den bedste rullepølse, de ville være bedst til oksesteg, bedst til bøffer og så videre. Og så kostede det lidt ekstra. Min farfar gik meget op i fagkonkurrencer og vandt i 1983 guldmedalje for sin opskrift på leverpostej i en europæisk konkurrence.

I 1981 BLEV min far, Peter Lund, slagtermester og medejer. Han satsede også på kvalitet. Og det har vist sig, at folk gerne vil betale. Vores forretning har holdt længst på det stræk af Peter Bangs Vej.

Jeg cyklede derud efter skole og hjalp med at veje flæskesvær af og pakke dem i poser eller med at vakuumpakke rullepølser. Min far arbejdede altid, og det virkede hårdt. Slagter var det eneste, jeg ikke skulle være, sagde jeg til mig selv. 

Da jeg var færdig med handelsskolen og overvejede at blive revisor, endte det med, at jeg tog en læreplads i min fars butik. På bunden var det jo slagter, jeg ville være. Da jeg blev udlært, besluttede jeg at gå i lære som kok. Jeg tænkte, at det kunne give mig noget ekstra.

Lige inden jeg blev færdigudlært, havde jeg deltaget i en konkurrence for kokkeelever og slagterelever. Der var både slagterdiscipliner og kokkediscipliner, men kokkene vandt alle sammen. 

I 1952 købte Jan Lunds oldefar slagterbutikken på Peter Bangs Vej 123. Da hans svigersøn købte forretningen i 1959, omdøbte han den i eget navn: Erik Lund. I dag hedder de tre butikker i kæden Slagter Lund.

MIN ONKEL KENDTE køkkenchefen på Søllerød Kro, og han kunne sagtens bruge en elev til. Jeg havde en idé om, at de ville synes, at her kom den dumme slagter. Samtidig havde jeg en ambition om, at de ikke skulle knække mig. På slagteriskolen havde det hele virket lidt lige meget, folk daskede rundt og var bare tilfredse med, at de var kommet i gang med en uddannelse. Her var arbejdsmoralen helt anderledes. Alt drejede sig om arbejdet. De unge stod i køkkenet for at knokle og blive dygtigere. De brændte for det. 

Vi arbejdede to timer, før vi skulle møde. Og to timer, efter vi var færdige. Det fik vi selvfølgelig ikke løn for. Min far syntes, det var det dummeste, han havde hørt, og kæmpede uden held med at få mig overbevist om, at jeg skulle have overarbejdsbetaling eller stoppe.

Nogle af de mennesker, jeg holder mest af, er de mennesker, jeg mødte, da jeg stod i kokkelære. Det var bare lidt svært at se dengang. Der blev talt med store bogstaver i sådan et Michelin-køkken. Det var jeg ikke vant til. Dels fordi man taler lidt pænere til hinanden i slagterbranchen, dels fordi jeg altid havde været mesters søn og derfor måske ikke havde fået beskederne helt så råt for usødet, som jeg ellers ville.

TRE X LUND

Farmor Tove Lund tog sig af oste og delikatesser, mens farfar Erik Lund stod for slagterarbejde og pølsemageri. Da far Peter Lund overtog forretningen, blev mor Berit Lund ansvarlig for bogholderiet. I dag ejer Jan Lund forretningen, mens hans søster, Tina Lund, er butikschef på Peter Bangs Vej, og hans kone, Mie Lund Buhl, styrer kontoret.

EFTER LÆRETIDEN STOD jeg en sommer på Svinkløv Badehotel i Nordjylland og stegte rødspætter og lavede fiskefrikadeller. Bagefter vendte jeg hjem og begyndte at arbejde i min fars slagterforretning. Og snart efter gik jeg i kompagniskab med mine forældre. 

Vi fik mulighed for at åbne en butik i Torvehallerne i 2011. To forretninger på én gang! Mange slagterkolleger mente, at det kunne man ikke, fordi det kun er mester, der kan gøre det godt nok, og derfor skal man selv stå i sin forretning. Det synes jeg, vi har modbevist. Man kan godt have et godt koncept og ansætte folk til at gøre det lige så godt som én selv. I 2015 åbnede vi endnu en butik, i Gentofte nord for København. 

Engang omkring 2013 spurgte Nemlig.com, om vi kunne tænke os at producere middagsretter til dem. Boller i karry, lasagne, bøf stroganoff og den slags. Det var heldigt for os, at vi sagde ja og kom tidligt med på den vogn. Efterspørgslen er vokset enormt, specielt under corona, og vi har kunnet vokse med den og udvide vores produktion, der sidste år flyttede til større lokaler i Rødovre.

JEG DREV FORRETNINGEN i 10 år i kompagniskab med mine forældre. Sidste år blev generationsskiftet fuldstændigt, og i dag er jeg direktør og slagtermester. Min far står indimellem i baglokalet på Peter Bangs Vej og steger flæskesvær, laver krydderfedt, koger pålæg eller skærer højreb. Og så køber han ind og laver aftaler. 

Min opgave er at koordinere det hele mellem vores produktionsenhed og vores forskellige forretninger. Men jeg bruger også 3-4 dage om ugen på gulvet i den af vores butikker, hvor der er størst behov. Jeg skærer bøffer og sælger frikadeller og leverpostej. Jeg kan godt lide at tale med kunderne og være der, hvor der er travlt, og det er en god måde at se, hvordan vores ansatte arbejder.

Engang for nogle år siden fik vi lavet en virksomhedsanalyse – af os og vores kunder. En overvejende del af kunderne svarede, at de kommer, fordi det er rart at snakke med slagteren. Så måske er det slet ikke leverpostejen og rullepølsen, men vores måde at ekspedere på, der er vores mest populære vare gennem tiden.

Fra venstre Jan Lund, Peter Lund og Erik Lund foran forretningen på Peter Bangs Vej.

GODT KØD KOMMER fra sunde dyr. Og det skal være ordentligt modnet. Det er ikke raketvidenskab. Men det er ikke altid lige nemt at finde den bedste kvalitet i de mængder, du skal bruge. Vi handler med et lille griseslagteri i Jyderup, vi får vores oksekød fra en kvægavler i Nordjylland, og vi køber juleænder hos en lille leverandør på Holbæk-egnen. Vi har forsøgt at finde leverandører, hvor vi er deres største kunde, så vil de strække sig ekstra langt.

I gamle dage gik folk til slagteren for at købe slagtervarer. I dag kommer de lige så meget for at købe færdig mad. Vi fører salater og rødkål og syltede rødbeder og sovsen til andestegen og færdige middagsretter. Det er lige før, kunderne bliver overrasket, hvis vi så ikke har en sauce hollandaise til deres fisk. 

Den udvikling har jeg selv været med til at drive. Da jeg begyndte i butikken efter min kokkeuddannelse, foreslog jeg, at vi skulle til at lave citronfromage. Min far og min farfar, der dengang stadig stod i butikken, mente, jeg var blevet vanvittig, men lod mig prøve. I dag laver vi både citronfromage, chokolademousse, æblekage og rabarbertrifli. 

Vi har tilføjet nyt til sortimentet, men samtidig har vi været nødt til at tage ting ud. Det kan man godt få fingrene lidt i maskinen for. For eksempel hvis nogen beder om halvandet pund svinelever, og vi ikke har det. ”Hvaffornoget! Har I ikke svinelever? Er det ikke en slagterforretning, det her?” Men vi kan ikke have kalvehjerter liggende til den ene person, der vil have det, eller grisetæer til den ene, der nu vil have det. Nogle gange skuffer vi folk, men vi kan næsten altid skaffe det til næste dag. 

GRISETIP

”Nakkefilet fra grisen er totalt overset. For nogle år siden blev den lidt mere populær i forbindelse med pulled pork. Men derudover bliver den brugt alt for lidt. En kotelet fra nakken er mere end dobbelt så god som den fra kammen og ovenikøbet lidt billigere. Steg den. Brug den i en gryderet. Den smager af mere og er saftigere.”

UNDER CORONA er folk begyndt at lave meget mere mad. Der er kommet mere gang i gryderne, og vi sælger masser af ossobuco og grydesteg og andre ting, der kræver god tid af hjemmekokken. Det håber jeg, holder ved.

De, der tror, at slagtermesteren selv spiser de lækreste store, fede, røde bøffer, tager fejl. Da jeg var barn, spiste vi typisk det, der var tilbage. Vi spiste hakkekød eller koteletter eller en færdigret, der var tilovers fra weekenden. I dag er jeg ret klassisk i mine præferencer. Min favoritudskæring er en fedtmarmoreret ribeye-steak. 

Og så elsker jeg vores rullepølse. Man laver traditionelt rullepølse af svineslaget, som er en del af brystet og er ret tykt. Derfor kan det kun rulles et par gange om sig selv. Men min farfar havde i USA lært en smart måde at flække svineslaget, så du får et tyndere stykke uden særlig meget fedt på, som du kan rulle stramt som en roulade. Det er en teknik, man skal mestre, og hans kolleger syntes, det var bøvlet, men det er sådan, vi laver vores rullepølse.

Jan Lund.

DE NÆSTE GENERATIONER kommer til at spise meget mindre kød. Det tror jeg faktisk er meget sundt. Men man skal også passe på ikke at blive fanatisk. Jeg tror ikke, vi skal leve helt uden at spise kød. Det tror jeg aldrig har været meningen. Vores kroppe fungerer bedst, hvis vi får kød, mener jeg. Men det er vist en lægesnak. 

Overordnet ser jeg ikke mindre kødspisning som en trussel. Så kommer vi bare til at gå mere op i, hvilket kød vi spiser. Kød bliver i højere grad en luksusvare. Den billige pakke fra supermarkedet vil blive sprunget over. Kunderne skal nok komme hos os.

Planteriget er sprængfyldt af velsmag og vitaminer, der venter på at blive bagt, blendet og balanceret. Giv kroppen en opstrammer, ganen en oplevelse, og byd friskheden indenfor i dit køkken med denne håndfuld varme, lune, lette og farvemættede grønne serveringer.
Tekst:Kristina HoffmannFoto:Jesper Glyrskov

HASSELBACK BUTTERNUT MED ESTRAGON-SMØRSAUCE

Til 2 personer

1 butternutgræskar
1 skalotteløg
1 håndfuld frisk estragon
2 spsk. plantesmør/margarine
1 spsk. æblecidereddike
1 spsk. agavesirup eller anden sirup
Salt og peber
100 g quinoa
200 ml vand
150 g blandet salat
40 g shiitake-svampe
Frisk estragon, finthakket

Læg bagepapir på en bageplade, og tænd ovnen på 175 grader varmluft. Skræl butternutten, halver den, fjern kernerne, og skær enderne af. Skær små snit i græskarret uden at skære helt igennem. Læg de to stykker med skæresiden opad på bagepapiret, og bag dem i ovnen i ca. 45-50 minutter, til butternutten er gylden.

Skyl quinoaen godt igennem, og kog den i vandet i ca. 12 minutter. Ca. 10 minutter før butternutten er færdigbagt, gøres smørsaucen klar: Steg skalotteløg og estragon i et par minutter i plantesmørret. Tilføj æblecidereddike og agavesirup, og smag til med salt og peber.

Rist shiitakesvampene ved middel varme på en stegepande. Anret den færdigbagte butternut med salat, quinoa og shiitakesvampe. Hæld smørsaucen over, og top med lidt finthakket estragon.

Tip: Det lysebrune, klokke-formede butternutgræskar er nemt at skaffe og let at håndtere, men spisegræskar i andre farver og former kan også sagtens bruges.

BLÅBÆRSKÅL

Til 1 person

1 frossen banan
125 g frosne blåbær
1 dl plantemælk eller mælk
1 knivspids stødt kanel
Saft fra 1/2 lime
1 spsk. tahin (sesamsmør)
1 æble i tern
10 g hasselnødder
1 håndfuld friske blåbær

Kom alle ingredienserne i en kraftig blender eller i en food-processor. Blend det igennem, til det er en ensartet masse. Det kan være nødvendigt at stoppe flere gange og røre rundt med en ske. Men modstå fristelsen til at tilføje mere væske, da konsistensen vil blive for blød.

Rist hasselnødderne på en middelvarm tør pande, indtil de er let gyldne. Hak dem groft inden servering. Hæld smoothien i en skål, og top med æble, ristede hasselnødder og friske blåbær.

Tip: Hvis du vil pynte som på billedet, skal du have fat i rød amarant og tørret kornblomst.

Ærter, mynte og mos, inden suppen bliver hældt over. Pynt: løgblomst og ærteskud.

KOLD ÆRTESUPPE

Til 2 personer

400 g frosne ærter
450 ml plantemælk eller mælk
Frisk mynte
Saft fra 1/2 citron
1 spsk. lys miso
1 spsk. agavesirup eller anden sirup
Evt. 1 håndfuld friske ærter
Lidt mynte, finthakket

Skyl de frosne ærter under varmt vand i 20 sekunders tid. Blend dem med plantemælk, frisk mynte, citronsaft og lys miso. Si suppen gennem en fin sigte eller et klæde. Stil suppen på køl, og gem den grove mos, der bliver siet fra.

Vend de friske ærter sammen med finthakket mynte, og anret dem sammen med  ærtemosen. Servér den kolde suppe i en saucekande ved siden af, og hæld over lige inden servering.

NAANBRØD MED AUBERGINEDIP

250 ml vand
25 g gær
150 g neutral sojayoghurt, stuetemperatur
50 g durummel
450 g hvedemel, manitoba, plus lidt ekstra til æltning
Tørret oregano
Lidt salt
1 aubergine, ca. 200 g
125 g sød kartoffel, skåret i tern
100 ml vand
1 tsk. miso
Saft fra 1/2 lime
1 fed hvidløg, pillet
25 g lys tahin

Kom vandet i en skål, smuldr gæren, og rør den godt ud. Tilsæt sojayoghurten, og rør det hele godt sammen. Tilsæt durummel og hvedemel lidt efter lidt.

Rør dejen godt sammen, og ælt den igennem på bordet. Strø eventuelt lidt hvedemel ud på bordet, så dejen ikke klistrer. Læg dejen tilbage i skålen, læg et viskestykke over, og lad den hæve et lunt sted til dobbelt størrelse, en times tid. Ælt dejen let, og del den i 8 lige store stykker, ca. 112 g pr. stk.

Form de 8 stykker, til de er flade og runde. Drys med tørret oregano og lidt salt på den ene side af brødene. Varm en tør pande op til middelvarme uden fedtstof. Læg brødene på panden, og lad dem bage cirka to minutter på hver side. Brødene er færdigbagte, når de begynder at blive gyldne.

Opvarm ovnen til 200 grader varmluft. Rens og skyl auberginen. Skær enderne af, og flæk auberginen på langs. Beklæd en bageplade med bagepapir, og placér de to halve auberginer med den skårne side nedad.

Pensl skindet på auberginen med olie for at undgå, at den brænder på. Sæt den i ovnen, og bag i ca. 30 minutter. Kog vand op sammen med sød kartoffel, hvidløg og miso. Tilsæt limesaft, når den søde kartoffel er kogt blød og mør, og kom det hele i en minihakker. Lad den færdigbagte aubergine køle af ved stuetemperatur i et par minutter. Fjern skrællen, tilsæt ’auberginekødet’ til minihakkeren, og blend det hele til en ensartet masse.

Tip: Naanbrød lavet med sojayoghurt. Almindelig yoghurt kan også bruges.

Den velduftende vaniljestang er en af verdens mest krævende fødevarer at fremstille. Samtidig lever arbejderne i vaniljebranchen ofte et farligt liv med væbnede røverier og trusler fra et kriminelt marked, der handler med de sorte guldkorn. Men i ly af mørket finder man også steder, hvor vaniljen baner vej mod bedre tider.
Tekst:Nina Storgaard AlbertsenFoto:Sofi Lundin

UNDER ET STORT mørkegrønt tæppe af skyggende bananpalmer står den 42-årige vaniljearbejder Yefusa Kiberi lidt uden for Kampala og ryster på hovedet.

”Vi hører forfærdelige historier om folk, der har fået stjålet deres vanilje. For tre år siden var der en mand, der blev dræbt med en machete. Tyvene kom for at stjæle vaniljen, og de endte med at skære ham i småstykker, da han ville forsvare sin høst,” siger Yefusa Kiberi, der er ansat hos kooperativet Gourmet Gardens tæt på Ugandas hovedstad. 

Og frygten er reel, for den eksotiske og velduftende vanilje, vi oftest forbinder med hygge og smagen af sommerens is og risalamanden til jul, er verdens næstdyreste krydderi, kun overgået af safran. Men selvom vanilje er lige så dyrt som sølv på verdensmarkedet, er vaniljebøndernes indtægt minimal, og en stor del af bønderne lever i fattigdom og med en konstant angst for fremtiden – og nogle gange for deres liv. 

Vaniljens skyhøje priser har gjort de værdifulde bønner til et yderst eftertragtet produkt. Samtidig er den velduftende stang en af verdens mest krævende fødevarer at fremstille – det er en meget langsommelig og besværlig proces at komme fra blomst til bønne – og mange konventionelle vaniljebønder arbejder under problematiske forhold og med meget lav løn. Men at sikre ordentlige forhold for dem, der passer vaniljen i markerne, kan være svært, fordi vaniljens oprindelsessted er svært at spore – den skifter hænder mange, mange gange, inden vi som forbrugere kan købe den færdigforarbejdede vaniljestang.

KOSBART KRYDDERI

Vanilje er, næst efter safran, verdens dyreste krydderi. Med en kilopris på over 3.000 kroner er prisen på vanilje steget voldsomt siden 2013, hvor prisen var cirka 125 kroner kiloet. Især i løbet af 2017 og 2018 steg prisen, og i slutningen af 2018, da prisen var på sit højeste, var kiloprisen dyrere på vanilje end på sølv. Priseksplosionen skyldtes blandt andet en stor cyklon i marts 2017, der ødelagde meget af vaniljen på Madagaskar. Det resulterede i omfattende tyverier og et organiseret salg af stjålet vanilje, som gjorde ’det sorte sølv’ ekstra eftertragtet og svært at få fat på. Vanilje fra Tahiti er i øvrigt verdens dyreste – det sælges til cirka 4.000 kroner kiloet.

EN STOR DEL af verdens vanilje produceres i Madagaskar, men vaniljen blomstrer også i andre lande – som eksempelvis Uganda. Ofte er det fattige bønder med små jordlodder og en lille produktion, der sælger bønnerne til mellemmænd, som opkøber vaniljen og sælger den videre. 

”Produktionen af konventionel vanilje hos særligt de små bønder er forbundet med gældskontrakter, røverier, svingende priser, korruption og børnearbejde, og det skaber utryghed, usikkerhed og ustabilitet for dem, der arbejder med vaniljen,” siger Clemens Fehr, der oprindelig er fra Tyskland og har en ph.d. i skovøkologi, men nu bor i Uganda, hvor han driver kooperativet Gourmet Gardens, der blandt andet producerer økologisk og Fairtrade-certificeret vanilje sammen med det danske firma Hansens Flødeis. Clemens Fehr fortæller, at et af de allerstørste problemer er de mange røverier: 

”Prisen på vanilje har været skyhøj, og det har været et stort problem for mange bønder at beskytte deres afgrøder, fordi der er så meget vaniljetyveri.”

Det er derfor almindeligt at beskytte sig med væbnede vagter i kampen mod vaniljerøverierne. Særligt når vaniljen er ved at være moden, er risikoen stor. En øget efterspørgsel på vanilje og de tårnhøje priser har betydet, at der er opstået et illegalt marked for stjålet vanilje, og at vanilje derfor flere steder høstes før tid. 

Hos Gourmet Gardens arbejder vagtmanden Simon Sunday, der beskytter den umodne vanilje med bue og pil.

”Intet arbejde er mere vanskeligt end at vogte vanilje. Vanilje er guld, og når man arbejder med noget så værdifuldt, kan alt ske,” forklarer vagtmanden, der forsvarer vaniljen. 

At hyre profesionelle vagter til vaniljen kræver imidlertid penge, som bønderne ikke altid har. Låner man penge, er renten ofte høj, og der er strenge krav til, at man hurtigt betaler sin gæld tilbage. Mister man vaniljen, eller slår høsten fejl, kan vaniljebønderne derfor blive ekstra sårbare. 

FOR RICHARD SENGENDO, en selvstændig vaniljebonde i området Kangulumira øst for Kampala, er sikkerhed og långivning de største udfordringer ved at arbejde med vanilje:

”Det er umuligt at få et lån, hvis man ikke er klar til at betale skyhøje renter. Problemet med lån er, at det tager flere år, før vaniljen giver penge, og banken kræver tilbagebetaling meget hurtigt. Nu er det snart blomstringstid, og jeg har brug for mere sikkerhed,” siger Richard Sengendo, der selv sover på marken for at beskytte sin vanilje, hvilket både er hårdt og farligt:

”Tyvene kommer bevæbnet med macheter, knive og nogle gange pistoler. Prøver du at forsvare dig, går de til angreb. Gør du ingenting, tager de alt, hvad du har. Siden jeg startede med vanilje i 2008, har jeg haft tyveri 25 gange. Jeg har tabt vanilje for cirka 30-40 millioner ugandiske shilling (omkring 60.000 kroner, red.). Jeg har rapporteret tyverierne til politiet, men de gør ingenting. Det eneste, jeg kan gøre nu, er at sove på marken og beskytte mine planter. Men det er farligt. Malaria er en trussel, og du kan risikere at blive dræbt, hvis tyvene kommer. De kommer her for at stjæle og sælger efterfølgende vaniljen videre til mellemmænd. Det er en ekstremt korrupt branche.”

Banantræer og andre planter yder både støtte og skygge til den sarte vanilje.

Clemens Fehr driver Gourmet Gardens.

VANILJE ER en af de mest tidskrævende fødevarer at fremstille. Fra man planter vaniljen, til man kan høste de modne bønner, går der tre til fire år. I den periode kræver det, at man konstant overvåger og passer vaniljen, fordi den sarte plante hverken bryder sig om direkte sollys eller tørke. 

To gange om året blomstrer den gule vaniljeorkidé, men den er kun åben ganske få timer. Det er i løbet af disse timer, arbejderne omhyggeligt håndbestøver hver enkelt orkidé, hvorefter man ni måneder senere kan høste modne vaniljebønner, som er klar til fermentering. 

Yefusa Kiberi fra Gourmet Gardens fortæller, at vanilje ikke er som noget andet, der vokser: 

”Det er en ekstremt krævende plante, som kræver rigtig meget arbejdstid. Vaniljen vokser som en lian og svinger sig vildt fra marken og op over træerne. Før man begynder at dyrke vanilje, må man derfor have træer, som vaniljen kan vokse på, og også træer, der giver vaniljeplanten skygge.”

VANILJE-RØDDER

Oprindelig stammer de sarte gule vaniljeorkideer fra regnskovene i Central- og Sydamerika. Frem til midten af 1800-tallet var Mexico det eneste land, der producerede det eksotiske krydderi. I dag kommer hovedparten af verdens vanilje fra Madagaskar, men vaniljen blomstrer også i lande som Indonesien, Tahiti og Uganda, hvor klimaet er godt, og arbejdskraften er billig. Planterne kræver en perfekt mængde skygge og vand, og hver enkelt orkidé skal håndbestøves i løbet af de få timer, den er i blomst. Forarbejdningen af de modne bønner er ressourcekrævende og tager omkring tre måneder. En vaniljebælg – i fermenteret form en vaniljestang – indeholder cirka 30.000 små sorte vaniljekorn. Vaniljepulver er hele tørrede og pulveriserede vaniljestænger. Vaniljesukker består typisk af flormelis eller sukker tilsat enten vaniljepulver eller kemisk fremstillet aroma – vanillin.

Men på trods af besværlighederne i en branche, der er kendt for problematiske arbejdsforhold, blomstrer der også muligheder og jobs i de gule orkidéer. Det mener Anders Hansen, salgsdirektør hos Hansens Flødeis:

”Vaniljens verden er både fuld af skønhed og poesi, men desværre også mørke og triste sider. Mange af arbejderne på vaniljemarkerne er dårligt uddannede, og i samfund med høj arbejdsløshed er de ekstremt udsatte. Derfor er vi med i hele processen og ved, at vores vanilje er dyrket under gode forhold.”

Ifølge samarbejdspartneren Clemens Fehr kan målrettede indsatser og ambitiøse valg minimere risikoen for, at der er børnearbejde, gældskontrakter, uanstændige lønninger og stjålet vanilje blandet i den vanilje og det vaniljesukker, vi køber. 

”Min ambition er at lave den bedste vanilje. Vi har nultolerance over for børnearbejde, og vi betaler vores ansatte og de småbønder, vi arbejder sammen med, en fair pris, ligesom vi har hjulpet dem med at blive økologiske og Fairtrade-certificerede,” siger Clemens Fehr.

Yefusa Kiberi og hans vaniljeplanter.

DER ER MANGE penge i vanilje, og det betyder også, at arbejdet med vanilje burde give muligheder og vækst i lokalområdet – hvis man får styr på farerne forbundet med krydderiets produktion. 

Ordentlig løn og anstændige arbejdsforhold i forbindelse med vaniljeproduktion kan skabe en bedre fremtid for særligt udsatte arbejdere, og det kan gøre hverdagen mere sikker, fortæller Yefusa Kiberi: 

”Vi har både hegn om vaniljemarkerne og et vagthold her på Gourmet Gardens, så vi føler os trygge. Samtidig sætter jeg pris på, at jeg arbejder på en gård, hvor vi arbejder med økologi. Det er meget bedre for vores helbred, og det sparer miljøet for grimme giftstoffer. Min nabo bruger kemikalier, og når det regner, løber det giftige vand over til mit hus,” forklarer Yefusa Kiberi og tilføjer, at arbejdet med vanilje også har givet hans hustru økonomisk frihed:

”De arbejdsforhold har betydet, at mit liv går i den rigtige retning. Jeg dyrker mine egne grøntsager, og det giver mig en ekstra indtægt. For pengene, jeg tjener her, har min kone investeret i sin egen forretning. Hun driver nu en lille lokal restaurant.”

Simon Sunday beskytter vaniljen.

VEJEN TIL EN GOD VANILJESMAG

På grund af høje priser og problemer omkring vaniljeproduktion anvender flere i dag smags­essens i stedet for ren vanilje. Men det kan godt lade sig gøre at få ren vanilje og nyde den med god smag i munden. Et godt tip er at gå efter økologisk produceret vanilje og Fairtrade, hvor der er bestemte krav til, hvordan mennesker og miljø bliver behandlet under produktionen – eller at købe vanilje fra en forhandler, der har kendskab og kontrol med, hvordan forholdene er på markerne, og oplyser om det.

Denne artikel er blevet til som led i projektet #værdifuldvanilje, ’Sorte guldkorn – skygge- og solstrålehistorier i vaniljens univers’ finansieret af Danidas Oplysningspulje og udført af Dansk Initiativ for Etisk Handel.  

Asger Hansen kunne lide faget fra starten og har nu arbejdet med brød halvdelen af sit liv. Men det er en dårlig branche at blive gammel i, siger den unge bager, der stadig drømmer om at lave det perfekte brød, selv om han i år kom på sejrsskamlen til bager-VM.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Andersen & Maillard

JEG VAR 13 ÅR, da jeg begyndte som arbejdsdreng på et lille bageri i Køge, der hedder Madam Eclair. Efter at jeg havde gjort rent i et halvt års tid, begyndte jeg at hjælpe til med brødene. På det tidspunkt var det bare et job som ethvert andet. Jeg kunne også have gået med aviser. 

EFTER ET PAR MÅNEDER i gymnasiet spurgte bagermesteren mig, om ikke jeg havde lyst til at starte i lære i stedet for. Han kunne se, jeg syntes, det var sjovt at gå på arbejde. Det var lidt hårdt at vænne sig til de arbejdstider hele ugen. Vi mødte klokken et om natten på hverdage og ved midnat i weekender. Jeg var helt slukket om dagen de første par måneder. 

KLOKKEN 8-9 STYKKER om morgenen fik vi fri. Så jeg gik hjem, når mine venner begyndte i skole, og havde sovet, når de fik fri. På den måde passede det fint nok. Jeg er da gået glip af nogle fester, når jeg arbejdede i weekenderne. Men jeg har også prøvet at gå i byen og så direkte videre på arbejde. Det var ikke supersmart, når jeg tænker tilbage på det. Men det syntes jeg godt, jeg kunne klare dengang.

Surdejsbrød fra Andersen & Maillard. Maillard er ordet for en kemisk proces, der opstår i melet, når det brunes under bagning.

PÅ ET TIDSPUNKT holdt bagermesteren op, og jeg valgte at skifte læreplads til Cofocos produktion ved lufthavnen i Kastrup. De lavede brød til deres egne restauranter – og lidt til 7-Eleven. Vi var 40 ansatte i alt – bagere, køkkenpersonale og pakkepersonale. Da jeg stoppede to år senere, var vi knap 250 mennesker. Det var en meget anderledes arbejdsform end det, jeg kom fra. Førhen lavede jeg mange forskellige slags bagværk, nu var det mere noget med at bage rugbrød fire timer i træk. Men jeg syntes, det var sjovt at prøve storproduktion. 

LIGE EFTER jeg var blevet udlært bager, tog jeg en konditoruddannelse hos konditoriet Antoinette i København, fordi jeg gerne ville være bedre til at bage kager. Det havde jeg ikke lært særlig meget om som bagerelev. 

DA JEG OGSÅ havde fået den uddannelse, ringede en af mine venner en dag, fordi han havde brug for en hånd til at bage croissanter. Han stod for køkkenet på den nyåbnede café Andersen & Maillard på Nørrebrogade i København, hvor jeg også blev ansat. Jeg troede, jeg skulle slappe af. Jeg begyndte med at bage 20-30 croissanter om dagen og 5-10 brød. Et par måneder efter var mængden tredoblet. En måned senere var den igen fordoblet. 

VI HAVDE SLET IKKE plads til at følge med efterspørgslen i cafeens lille køkken og endte med at åbne et bageri i Nordhavn, som vi nu har haft i snart to år. I dag er jeg partner i firmaet, og vi producerer vel tre tons dej om ugen. Vi leverer til en række cafeer og restauranter i København. De faste leverancer giver et godt fundament for vores forretning og en god fornemmelse i maven. 

DET ER MAGISK at bage et brød. At du kan tage nogle så simple ingredienser som vand, mel og surdej og få noget så vellykket ud af det. Hvis altså du forstår, hvad du laver. Jeg har lært gennem erfaring – der har også været et par skideballer hen ad vejen – og så har jeg læst rigtig meget om bagning ved siden af. 

HOS ANDERSEN & MAILLARD laver vi tre slags brød. Et surdejsbrød på hvede og en lille smule rug, et med kerner og et fuldkornsbrød. Der hvor jeg stod i lære, lavede vi måske 18 forskellige brød. Men jeg tror aldrig, man laver ét brød, der er rigtig godt, hvis man skal lave 18 forskellige. 

DET TAGER LANG TID at få bagning ind under huden. Det tog mig et par år, fra jeg begyndte i lære. At bage er en følelse. Jeg har opskrifter på de deje, jeg laver i dag, som er nøjagtige ned til det enkelte gram – alligevel opfører de sig forskelligt hver gang. De er tæt på at være ens, men der er alligevel små bitte udsving. 

DET KOMMER AN PÅ, hvor varmt der er i bageriet, men også på, hvordan vejret har været, mens kornet voksede, og hvordan kornet er blevet malet. Gluten-indholdet har indflydelse på hæveevnen og på, hvor meget vand du kan tilsætte. Jeg har en god kontakt til mølleren, der fortæller mig, om der er noget, jeg skal være opmærksom på. Og så bruger jeg mine sanser. Hvordan lugter dejen, hvordan ser den ud, hvor elastisk føles den, hvor varm er den? Du skal have fingrene i den. 

JEG HAR IKKE bagt det perfekte brød, og det kommer jeg nok aldrig til, selv om jeg prøver hver gang. Jeg smager på brødet seks ud af syv dage. Der er altid noget, der kunne have været en lille smule bedre. Det kunne have været i ovnen to minutter længere. Dejen kunne have brugt 2-3 procent mere vand. Brødet skulle have hævet en smule længere. Smagen er en anelse for syrlig. Men det er flueknepperi. Og ikke noget, kunderne overhovedet bemærker.

Til VM i Paris med kollegerne Siri Pallesen og Mikkel Hansen (tv.).

I DE SIDSTE 5-6 år har jeg ved siden af arbejdet deltaget i bagerkonkurrencer i Danmark og Norden. Min største udfordring havde jeg i år, hvor jeg repræsenterede Danmark til VM i Paris sammen med to andre bagere, Siri Pallesen og Mikkel Hansen. VM afholdes hvert fjerde år, og det var første gang i 16 år, at Danmark var kvalificeret. Vi trænede op til det hver weekend i løbet af et år og derefter 16 timer om dagen i fire måneder, hvor jeg havde taget fri fra arbejde. Der var en periode, hvor jeg nærmest ikke så min kæreste i en måned. Det er jo ikke superfedt. Men sådan er gamet. Det var vi begge to indstillet på.

TIL KONKURRENCEN skal man dels producere wienerbrød, croissanter og andet bagværk af såkaldt rullede deje, dels bage brød og baguetter og dels skabe et blikfang, en tredimensionel skulptur ud af dej. Det sidste lyder måske lidt mærkeligt, men det er en klassisk konkurrenceting. Du kan ikke bruge det til noget, det er ikke værd at spise.

DET VAR MIG, der stod for blikfanget, som skal overholde nogle meget specifikke krav om højde og diameter, men som også giver mulighed for at være kreativ. Temaet var musik, og jeg lavede en figur med en harpe, nogle trommer, en guitar, nogle trompeter, nodebånd og en radio. Den skulle være flot at se på fra alle sider.

JEG HUSKER IKKE ret meget fra konkurrencedagen. Dommerne talte ned til start, så løb alle holdene ind i deres stand. Og så havde vi otte timer til at nå det hele. Der var ingen tid til at holde pauser. Uden for standen stod vores træner, der huskede os på, at vi skulle spise og drikke undervejs. Men ellers må træneren ikke rigtig blande sig.

Det gyldne croissant-snit.

DOMMERNE BEDØMMER brødene på smag, udseende, mål og vægt. De bedømmer renligheden, og hvor godt man arbejder sammen. Klør du dig i næsen, trækker det fra i regnskabet. Blikfanget bliver bedømt efter, hvor godt det passer til temaet. Da de annoncerede, at vi havde vundet bronzemedaljer, troede vi ikke rigtig på det. Vi havde en fornemmelse af, at vi var i den gode halvdel, men slet ikke så højt oppe. 

BAGEFTER VAR JEG fuldstændig ødelagt. Jeg nåede lige at komme hjem, så lagde jeg mig syg i 3-4 dage. Det er spændende og lærerigt at deltage i konkurrencer. Du får virkelig mulighed for at gå i detaljer og være mere perfektionistisk, end du kan i en dag-til-dag-produktion. Men nu tror jeg ikke, jeg skal deltage i flere konkurrencer. I hvert fald ikke lige foreløbig. 

JEG TROR IKKE, jeg skal være bager for evigt. Jeg ville gerne, men nu har jeg gjort det her i 13 år, og jeg forestiller mig ikke, at min krop holder til det, lige indtil jeg får lov at gå på pension. På en almindelig dag løfter man rundt på i hvert fald 1.000 kilo. Hvis jeg er heldig, har jeg 15 år tilbage. Jeg kender ikke rigtig nogen bagere, der er over 50. 

MEN JEG HÅBER at blive i branchen på en eller anden måde. Jeg ville ikke have noget imod at køre rundt og sælge mel. Og ellers åbner jeg et lille sted ude på landet, hvor jeg bare skal bage 30 brød om dagen.

Travlhed i køkkenet er en tradition i sig selv. Men stress kan undgås. Læg en plan, og kom tidligt i gang med at grave, stege, koge, brune og bage. Så arbejder uret for dig. Find inspiration til julebordets ledestjerner i disse seks gennemafprøvede opskrifter.
Opskrifter:Trine HahnemannFoto:Columbus Leth

FLÆSKESTEG

Til 8 personer

1 økologisk citron i skiver
1 helt hvidløgshoved flækket på tværs
10 timiankviste
3 kg kamsteg med ben og ternet svær
10 nelliker
4 laurbærblade
4 dl varmt vand
Flagesalt og friskkværnet peber
1 kg kartofler med skræl
3 løg med skræl
4 spsk. hakket løvstikke
4 spsk. hakket persille

Forvarm ovnen til 180 grader.

Bland citron, hvidløg og timian, og læg det i en lille bradepande. 

Gnid stegen med salt og peber, og læg den ned i bradepanden oven på blandingen. Pres nelliker og laurbærblade ned imellem sværens tern, og hæld 2 dl vand ved. Sæt den i ovnen i 45 minutter.

Vask imens kartofler og løg, og halver dem med skrællen på. Tag stegen ud af ovnen efter de 45 minutter, og læg kartofler og løg rundt om stegen, bland dem godt med fedtet i bunden af bradepanden. Hæld de resterende 2 dl vand ved, og steg videre i yderligere 45 minutter. 

Tjek stegens kernetemperatur, der skal være omkring 62 grader, når den er færdig, ellers steg videre, til den har den rette temperatur. Lad stegen hvile omkring 15 minutter, før den skæres i skiver. Læg skiverne på et stort fad med benene langs siden, flæskesvær på toppen og kartofler og løg langs den anden side. 

Tip: Bed din slagter om at skære sværen i harlekin-mønster.

LANGTIDSSTEGT AND

Til 8 personer

2 ænder a ca. 3,5 kg
Salt og friskkværnet peber
2 Cox Orange-æbler, i tern
2 skalotteløg i skiver
200 g svesker
10 timiankviste, kun bladene
10 g salt
1 spsk. friskkværnet peber

Forvarm ovnen til 120 grader. Fjern indmaden, og rens hver and indvendigt og udvendigt. Hvis der er meget fedt i den, fjernes noget af det. Smelt det, og gem det til at lave sprøde stegte kartofler en anden dag. 

Bland alle ingredienserne til fyldet, og læg dem ind i hver and. Luk hver and med kødnåle, og gnid med salt og peber udvendig. Læg dem med brystet nedad på en bagerist over bradepanden, og sæt dem i ovnen i 2 timer. 

Vend ænderne efter 2 timer, så brystet vender opad, hæld kogende vand i bradepanden, og steg dem i yderligere 3-4 timer. Tjek med et kødtermometer, stik det ind, hvor låret er hæftet på skroget, det skal vise 68 grader. Tag ænderne ud af ovnen, og lad dem hvile minimum 10-20 minutter inden udskæring og servering. 

Tip: Serverer du også flæskesteg? Hold anden lun i sølvpapir, mens stegen er i ovnen. Kom den tilbage i ovnen med stegen de sidste 10 minutter. 

ENEBÆRGRAVAD LAKS

Til 8 personer

1 spsk. koriander
1 spsk. sorte peberkorn
50 g tørrede enebær
150 g flagesalt
200 g sukker
1 lakseside, ca. 1.600 g

Knus korianderfrø og peberkorn let i en morter, og hæld dem i en skål. Knus derefter enebærrene let, og kom også dem i skålen sammen med salt og sukker, og bland det godt.

Beklæd et aflangt porcelænsfad med et stykke husholdningsfilm, der er så stort, at halvdelen kan hænge ud over siderne. Læg laksen i fadet med skindsiden nedad. Smør enebærmarinaden over hele oversiden, til den er totalt dækket. Pak filmen helt tæt om fisken, og sæt fadet i køleskab i 3 dage.

Skyl efter 3 dage marinaden af i koldt vand, og tør laksen ren. Skær kødet i skiver, kassér skindet, og spis med rugbrød og peberrodscreme.

Tip: Gravad laks er en nem forret, når man får begyndt i rette tid.

BRUNEDE KARTOFLER

Til 8 personer

2 kg små kartofler
300 g sukker
175 g smør
Et nip salt

Kog kartoflerne i vand tilsat salt, til de er møre. Det er vigtigt, at de ikke bliver overkogte, men stadig er faste. Hæld vandet fra, pil dem, og lad dem blive kolde (dette er bedst at gøre dagen før). Før kartoflerne skal brunes, lægges de i en sigte, og koldt vand hældes over dem. Lad dem derefter dryppe af, men de skal forblive en lille smule våde. 

Smelt sukkeret ved medium varme i en stor tykbundet pande. Rør ikke i det! Når sukkeret er smeltet og gyldenbrunt som karamel, tilsættes smørret. Lad blandingen simre, til den er blevet til lys karamel. Rør så lidt som muligt. Tilsæt kartoflerne, vend dem forsigtigt i karamellen. Lad dem simre ved svag varme i 30-40 minutter, vend dem regelmæssigt, så de bliver helt dækket af flere lag karamel. Server dem varme.

JULESALAT MED RØDLØG OG GRAPEFRUGT

Til 8 personer

2 små rødløg
1 spsk. ekstra jomfruolivenolie
0,5 tsk. sukker
30 g smør
8 julesalat, i kvarter på langs
2 pink grapefrugter
1 bundt kørvel, til pynt
Salt og friskkværnet peber

Forvarm ovnen til 180 grader. Skær rødløgene i både, og vend dem forsigtigt med olivenolie, sukker, lidt salt og peber. Spred dem på en bageplade med bagepapir, og bag dem i ca. 10 minutter. 

Smelt smørret på en pande, og steg de kvarte julesalater, til de er gyldenbrune på alle sider. Læg dem på et fad. 

Pil grapefrugterne, og skær dem derefter i fileter, saml saften op. Knug også al saft af de afskårne membraner. Læg grapefrugtskiverne oven på julesalaten, og hæld derefter grapefrugtsaften hen over. Slut af med løgene. Drys med salt og peber, pynt med kørvel, og server.

JULETRÆSTAMME

Til 8 personer

150 g sukker
350 g mascarpone
6 spsk. piskefløde
4 spsk. flormelis
Kornene fra 1 vaniljestang
Smør til formen
6 æggeblommer
5 æggehvider
175 g sukker
50 g kakaopulver
Et nip salt
170 g mørk chokolade (minimum 60 %), brækket i stykker
2 spsk. koldt smør, hakket
1,5 dl fløde, 9-13 %
200 g marcipan
Spiseligt guldstøv

Lav først en karamel til krokantcremen. Kom sukker på en tør pande, og lad det smelte over medium varme. Rør forsigtigt, til det er gyldenbrunt. Men pas på! Det må ikke blive mørkebrunt, så vil det få en grim, bitter smag. Hæld karamellen ud på et stykke bagepapir, og lad den stivne.

Rør mascarpone, piskefløde, sigtet flormelis og vaniljekorn sammen. Pak karamellen ind i et viskestykke, og knus den med en kagerulle, til den har struktur som havregryn. Vend den i mascarponeblandingen, og stil den på køl. 

Forvarm ovnen til 180 grader. Beklæd en bageform på 25 x 35 cm med bagepapir, og smør bagepapiret.

Lav bundene. Pisk æggehviderne stive. Pisk derefter halvdelen af sukkeret i lidt ad gangen, til alt sukkeret er opløst, og marengsen er skinnende og sej. Pisk æggeblommerne og den anden halvdel af sukkeret i en anden skål, til de er luftige og lyse. Sigt til sidst kakao og salt i. Fold marengsen i æggeblommerne, og spred dejen forsigtigt og jævnt ud i bageformen. 

Bag den i 10 minutter, tag den derefter ud af ovnen, og lad den køle af i 5 minutter. Læg et stykke rent bagepapir på køkkenbordet, og drys det med kakaopulver. Vend forsigtigt bunden ud af formen oven på kakaoen. Pil bagepapiret af. 

Spred krokantcremen jævnt ud over bunden, og rul den sammen fra den lange side ved hjælp af det kakaodryssede bagepapir, det er vigtigt, at den rulles stramt sammen. Læg den – stadig stramt pakket ind i bagepapiret – i køleskab i mindst 2 timer eller natten over.

Til ganachen sættes en varmefast skål over en gryde med simrende vand. Pas på, at skålen ikke rører vandet. Læg chokolade og smør i skålen, og lad det smelte. Fjern skålen fra gryden, tilsæt fløde, og rør, til ganachen er blank og sammenhængende. Fordel ganachen over ’rouladen’ med en dejskraber, og træk striber på langs med en gaffel, så den kommer til at ligne en træstamme.

Rul marcipanen ud til 2-3 mm tykkelse, og brug en lille kniv eller bladformet udstikker til at lave blade. Pres dem forsigtigt ned på kagen, og sidst, men ikke mindst, drys med guldstøv.

Dorrit Nødlund og Mogens Toft Jensen savnede begge noget at rive i, da de gik på pension. Nu deler de mad ud, der ellers ville være gået til spilde. Ud & Se kørte en runde med dem på den københavnske Vestegn og blev klogere på de hundredtusindvis tons mad, der bliver kasseret i Danmark hvert år.
Tekst og foto:Sebastian Dall Mayoni

“DER ER SIKKERT mange mænd, der godt kan lide de her store biler, og at man skal tage lidt fat, for det er hårdt arbejde nogle gange,” siger 68-årige Dorrit Nødlund og kigger på Mogens Toft Jensen.

Men det var nu ikke kun det tunge køretøj, der trak, da han blev en af de mange frivillige hos FødevareBanken.

”Den simple årsag er, at jeg ikke kan fordrage at sidde stille,” fortæller den 67-årige pensionerede agronom, der sidder bag rattet og styrer kølebilen mod Coops lager i Vallensbæk, hvor de to frivillige skal slæbe kasser, løfte paller og hente mad, der er på vej til at blive for gammel, men som stadig er værd at spise.

Mogens Toft Jensen siger selv, at han var forlovet med sit arbejde i de 38 år, hvor han rejste verden rundt og solgte frø for en af verdens største frøproducenter. Så der skulle ske noget, selvom han var gået på pension. Og da arbejdet i en sprogcafé for flygtninge, formandskabet for en folkemusikforening, medlemskabet af domsognets menighedspleje i Roskilde og indsatsen på mødestedet og den rekreative have Sct. Hans Have ikke kunne sluge al hans tid, blev han frivillig hos FødevareBanken.

Dorrit Nødlund havde det på samme måde. Hun var dansklærer på Sankt Annæ Gymnasiums folkeskole i 34 år. Og da hun skulle pensioneres, kunne hun slet ikke forestille sig, at hun bare skulle sidde derhjemme med fjernbetjeningen.

”Som lærer har jeg været vant til at arbejde med litteratur og bruge hovedet. Pludselig havde jeg brug for at lave noget lavpraktisk,” siger Dorrit Nødlund. 

”Mit frivillige arbejde skulle ikke bare være en fortsættelse af mit arbejdsliv, for så kunne jeg lige så godt have fortsat som lærer.”

FødevareBankens frivillige uddeler mad, der ellers ville blive smidt ud. Maden bliver doneret af en lang række fødevarevirksomheder.

PÅ LAGERET i Vallensbæk sorterer Mogens varerne og inspicerer datomærkninger, mens Dorrit tæller og scanner på livet løs. De skal vide præcis, hvad og hvor meget de tager med, og hvornår det udløber. Det er et krav fra fødevaremyndighederne, at der bliver ført kontrol med, hvor produkterne befinder sig. Så er det lettere at lokalisere eventuelt inficerede varer, hvis der for eksempel pludselig bliver fundet listeriabakterier eller en lille harelort i en sending ribsgelé.

”Det er lidt bøvlet, men det er jo smart nok,” siger Dorrit Nødlund.

De to kører mod Café Paraplyen i Taastrup med bilen fuld af blandt andet bananer, rødkål, mozzarella, rygeost fra Meyers, is fra Ben & Jerry’s, rugbrød fra Irma og sågar et par bakker sushi. De ville også gerne have haft en kasse med piskefløde med, men sidste salgsdato var overskredet, og så må den ikke bruges ifølge myndighederne.

”Det gør jo altid ondt at smide piskefløde ud,” siger Mogens Toft Jensen slukøret.

Piskefløde er da også det første, Kim Truesen efterspørger ved ankomsten til Café Paraplyen. 

Han er daglig leder i cafeen, der primært får besøg af ældre, ensomme og i nogle tilfælde hjemløse.

”Sådan et sted her har ikke den bedste økonomi. Det betyder meget for driften, at vi kan modtage fødevarer på den her måde. Vi skal holde priserne i cafeen på et minimum for vores brugeres skyld,” fortæller han.

BASERER MAN sin menu på overskydende fødevarer, kan det være svært at planlægge, da man aldrig på forhånd ved, hvad der er for meget af. Den hjemlige handel påvirkes af mange ting. Også storpolitik. Engang fik FødevareBanken 26 tons flødeost med chokolade-, blåbær- og vaniljesmag, som Arla ikke kunne eksportere på grund af en russisk embargo. Osten stod pakket i emballage med kyrillisk indholdsbeskrivelse og var klar til at blive sendt af sted. Men så ændrede verdenssituationen sig, og pludselig stod FødevareBanken med flødeost til op over begge ører, som de så kunne køre ud og forsøge at afsætte til diverse bosteder og institutioner. 

Oftere er det dog et bredere udvalg af pastrami, rullepølse, mælk, ost, morgenmadsprodukter, hakkekød og andre almindelige dagligvarer, der enten er ved at ramme sidste salgsdato, har skæmmende folder eller er pakket i forkert emballage, som tilflyder FødevareBanken. 

Hvis der er slåfejl i etikken, vil et produkt ofte blive kasseret, fordi det ikke kan svare sig økonomisk at sende et helt parti frem og tilbage for at få det pakket om. FødevareBankens direktør Karen-Inger Thorsen husker også et tidspunkt, hvor organisationen modtog pallevis af kammerjunkere, fordi producenten ikke kunne garantere, at der ikke lå en pebernød i en af pakkerne.

”Vi tog gladelig imod, men jeg forstår ikke, hvorfor de ikke bare lavede en konkurrence, hvor man kunne vinde en præmie, hvis man fandt en pebernød i sin koldskål,” siger hun.

”Jeg har lært at bruge en palleløfter og en håndscanner,” siger Dorrit Nødlund, der havde lyst til at lave noget lavpraktisk, da hun blev pensionist.

FØDEVAREBANKEN har 19 ansatte i Aarhus, Kolding og København. Derudover hjælper 218 frivillige med at køre mad ud til udsatte i hele Danmark. Dorrit Nødlund og Mogens Toft Jensen har vistnok aldrig kørt sammen før. Måske en enkelt gang eller to, de kan ikke helt huske det. Hun har normalt en ugentlig tur hver torsdag med en anden køremakker.

”Det må gerne være sat i system. Det kan jeg godt lide. Så ved mine børn også, at den dag kan jeg ikke passe børnebørn,” fortæller hun.

På Regnbuehuset i Taastrup efterspørger de økologiske og danske fødevarer. Det er det eneste sted på ruten, der gerne vil have ribsgelé, så de kan lave forloren hare eller farsbrød. Regnbuehuset er et sted, hvor psykisk sårbare voksne kan finde et arbejdsfællesskab og en social omgangskreds. Så snart Mogens Toft Jensen har tilbudt hver vare i vognen, og Dorrit Nødlund har bippet de afsatte ting ud af varelageret, kører de videre.

SIKKE ET SPILD

Man bruger definitionen madspild om middagsrester, brød, frugt, grønt og andre fødevarer, der kunne være blevet spist, men i stedet ender i skraldespanden. Men ikke om æggeskaller, kernehuse, kaffegrums eller lignende. Hvert år bliver der i Danmark smidt omkring 720.000 tons fødevarer ud, som kunne være blevet spist. Frugt og grønt har den største andel af madspild i Danmark med 41 procent foran kød og kødprodukter med en andel på 24 procent og brød og kager, der dækker 20 procent. Danske husholdninger står for 260.000 tons madaffald, mens industrien står for 460.000 tons. Madspild koster danske husholdninger 13,5 milliarder kroner om året.

TRE MINUTTER DERFRA hos Blå Kors tager økonoma Pia Palmer imod. Hun står for madlavningen på stedet, hvor alkoholikere kan komme i dagbehandling i tre måneder ad gangen. Til i morgen har hun planlagt vegetarisk musaka, og hun beder om urter, salat, frugt, grønt og helst noget økologisk. Blåbær fra Sydafrika vil hun ikke have, selvom der er 21 kilo i bilen.

”Men du siger vel ikke nej til is?” spørger Mogens Toft Jensen.

”Jeg tror, de halshugger mig, hvis jeg siger nej,” svarer Pia Palmer.

Dorrit Nødlund deler overskydende mad ud for klimaets skyld. FN vurderer, at madspild står for 7 % af den globale drivhusgasudledning.

BÅDE MOGENS Toft Jensen og Dorrit Nødlund begyndte at arbejde i FødevareBanken, umiddelbart efter de gik på pension. Han har kørt i to et halvt år, og hun har kørt i fem år. Men selvom de på den måde har set undersiden af Danmark og mødt både narkomaner, psykisk syge og ensomme, overrasker det dem stadig, hvor mange udfordrede mennesker, der er i Danmark. 

”Jeg kom fra det mørke Jylland og var slet ikke klar over, at der var så mange socialt udsatte, da jeg flyttede til København i 1974. På et tidspunkt troede jeg, at jeg havde lært de forskellige steder at kende, men så begyndte jeg at køre for FødevareBanken, og jeg skal love dig, at jeg opdagede mange flere. Jeg var ikke klar over, hvor omfangsrigt det er,” siger Mogens Toft Jensen. 

Han fortæller, at dagens tur ikke er så slem. Der er andre ture, der går til hårdere steder, for eksempel Sundholm, et herbergs­center på Amager. Eller Den Runde Firkant, et tilbud til stofmisbrugere og hjemløse på Halmtorvet på Vesterbro.

”Det er virkelig folk, der er ved sidste station. Alligevel kommer de hen og banker på bilen og siger, at vi gør det skidegodt,” fortæller Mogens Toft Jensen. 

Dorrit Nødlund supplerer:

”Pludselig ser man, hvor meget af den sociale hjælp og støtte i Danmark der er betinget af frivillige. Der ville være rigtig mange funktioner, som ellers ikke ville kunne fungere.”  

FØDEVAREBANKEN

Uddeler 3,5 tons overskudsmad til 320 modtagerorganisationer over hele landet dagligt. Det svarer til 9.246 måltider om dagen hele året eller knap 3,4 millioner måltider om året.

225 fødevarevirksomheder i Danmark donerer overskudsvarer til organisationen.

FødevareBanken har eksisteret i 10 år. I 2010 uddelte organisationen 198 tons mad, mens tallet i 2019 var 1.350 tons.

Mogens Toft Jensen håndterer en lille del af de i alt 1,3 milliarder tons mad, FN vurderer bliver kasseret årligt på verdensplan.

DORRIT NØRLUND har tidligere været aktiv i kommunalpolitik og været med til at starte gruppen Bedsteforældrenes Klimaaktion. På vejen tilbage til FødevareBankens kontor og varelager i Nordvest fortæller hun, at hun netop valgte at beskæftige sig med madspild, fordi indsatsen forhåbentlig kan slå to fluer med ét smæk. Dels hjælper den en udsat gruppe på kanten af samfundet, dels kommer det klimaet til gode, når vi mindsker madspild. Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet tegner madspild i Danmark sig for cirka 3,8 procent af vores CO2-udledning.

”Jeg tænker også mere og mere over klimaet,” siger Mogens Toft Jensen.

”Jeg flyver ikke meget, men jeg har sagomeleme også fløjet min del. Jeg har faktisk en uofficiel verdensrekord. Jeg har markedsført dansk frø fysisk i 40 lande over hele verden. Det er der ingen andre, der har.”

”Eeeeej, Mogens. Du må klimakompensere,” driller Dorrit Nødlund.

”Ja, jeg har brugt min kvote. Men nu råder jeg bod på det.”

Fastfood er kun toppen af isbjerget – USA’s madkultur er så forskelligartet som sine indbyggere. Dyk under overfladen med disse seks historiske opskrifter på ærkeamerikanske retter, som man laver dem fra coast til coast og helt fra bunden.
Opskrifter:Clementine PaddlefordFoto:Shutterstock

ROCKEFELLER-ØSTERS

Til 4 personer

2 store hovedsalatblade
65 g smør, smeltet
50 g finthakket frisk spinat
2 spsk. finthakkede løg
1 finthakket stængel selleri
3 spsk. fin rasp
1/2-1 spsk. finthakkede friske urter, fx kørvel, estragon, persille og purløg
1/4 tsk. ansjospasta, el. finthakket ansjos
1/4 tsk. salt
Friskkværnet sort peber
Groft salt til serveringen
12 østers i skal

Forvarm grillen.

Kom salatbladene på en tør sauteringspande, og varm dem ved lav varme, til de lige falder sammen. Vend dem en gang eller to. Dup dem tørre, og hak dem fint.

Bland smeltet smør, salatblade, spinat, løg, selleri, rasp, urter og ansjospasta i en mellemstor skål, og smag til med salt og peber.

Læg et 1-1,5 cm tykt lag groft salt i to tærtefade, og fordel seks åbnede østers – stadig i nederste skal – på hver. Kom et par skefulde af spinat-urteblandingen oven på østersene, og grill dem i ovnen ved 225 grader, indtil de er gennemvarme, og østersene begynder at krølle sammen, ca. 5 minutter.

Server med det samme.

MAD PÅ AMERIKANSK

I 1960 udkom ’How America Eats’, en bog fuld af opskrifter og anekdoter indsamlet i hele USA af madskribent Clementine Paddleford (1898-1967). De ligger til grund for ’Den store amerikanske kogebog’, der er udgivet af Lindhardt og Ringhof og fås som e-bog.

Mrs. Cora vandt engang førsteprisen på The Delmarva Chicken Festival med denne opskrift. Festivalen, der afholdtes fra 1948 til 2014, promoverede fjerkræindustrien på Delmarva-halvøen, der består af små bidder af Delaware, Maryland og Virginia.

MRS. CORAS STEGTE KYLLING

Til 4 personer

1 kylling på ca. 1.500 g
1 spsk. salt
1/2 tsk. friskkværnet sort peber
1 tsk. bagepulver
1 dl vand
1/2 dl mælk
150 g hvedemel
1,75 dl vegetabilsk olie

Rens kyllingen godt, og skær den i 10 stykker, som lægges i en stor skål. Kom salt, peber og bagepulver i en anden skål. Tilsæt vand og mælk, og rør melet i på en gang. Rør, indtil det bliver til en flydende dej.

Dyp samtlige stykker kylling i dejen, og sørg for, at de dækkes fuldstændigt. Varm olien på en 25 cm tykbundet stegepande ved medium varme, indtil den begynder at ryge (180°C). Kom kyllingestykkerne ned i fedtstoffet, og kom låg på panden. Lad kyllingestykkerne stege, indtil de bliver gyldenbrune, hvorefter de vendes, så de kan blive brune på den anden side, 25-30 minutter i alt. Lad kyllingestykkerne dryppe af på køkkenrulle. Kom til sidst stykkerne over på et fad, og server med varme eller kolde boller, salat og grøntsager. Denne kyllinge­ret er også velegnet til picnic.

Fire stater gør krav på pekannødden som deres egen: Alabama, Tennessee, Mississippi og Georgia. Denne opskrift stammer fra Mrs. Callie Williams, der i 25 år bagte kager til varehuset Rich i Atlanta, Georgia.

CALLIES PEKANNØDDETÆRTE

Til 1 tærte

3 store æg
25 g smør, smeltet
2 spsk. hvedemel
1/4 tsk. vaniljeekstrakt eller 1/2 vaniljestang
1/4 tsk. salt
100 g sukker
3,5 dl mørk majssirup
1 perfekt mørdej
175 g halve pekannødder

Forvarm ovnen til 220°C.

Pisk æggene i en stor skål med elpisker. Pisk derefter smeltet smør, mel, vaniljeekstrakt, salt, sukker og majssirup i, og stil skålen til side.

Beklæd en tærteform på 20 cm, med mørdej. Drys nødderne ud over den rå mørdej. Hæld forsigtigt sirupsblandingen over. Bag i 10 minutter. Skru herefter temperaturen ned til 160°C, og bag i yderligere 40 minutter. Kom folie på toppen, hvis den brunes, inden midten bliver fast. Når tærten er færdigbagt, skal fyldet gerne være luftigt og fast, men alligevel en lille smule gyngende. Lad tærten køle helt af på en bagerist.

Opskriften på lakseburger er overleveret fra en lystfiskerkone i havnebyen Astoria i Oregon. Rødløgsringen er ikke i den oprindelige opskrift, men smager godt.

LAKSEBURGERE

Til 4 burgere

700 g laksefileter uden skind i stykker a 2,5 cm
4 store æg
2 spsk. piskefløde
25-50 g rasp og ekstra til at komme på toppen
1/2 tsk. salt
Friskkværnet sort peber
2 spsk. koldt vand
40 g smør
2 stængler finthakket bladselleri
4 ristede burgerboller med smør

Blend laks, 2 æg, fløde, rasp, salt og peber, indtil massen hænger sammen (må ikke pureres). Hæld massen over i en skål. Pisk de sidste 2 æg og de 2 spsk. koldt vand i en lille skål.

Form laksen i 4 runde burgere, men pas på ikke at overælte fisken. Dyp lakseburgerne i æggeblandingen og dernæst i raspen.

Smelt smørret på en stor stegepande ved medium varme. Læg lakseburgerne på, og lad dem sautere, indtil de bliver brune, ca. 4 minutter på hver side. Server dem imellem burgerbollerne.

OVNRISTEDE SPARERIBS

Til 4 personer

1,5-2 kg svinespareribs, uden for meget overskydende fedt
1 citron i tynde skiver
1 stort løg i tynde skiver
5 dl vand
2,5 dl ketchup
3/4 dl hot chilisauce, fx tabasco
1 tsk. salt
1 tsk. chilipulver

Forvarm ovnen til 230°C.

Kom spareribs i en lav, men tykbundet bradepande med kødsiden opad og fedtsiden nedad. Fordel citron- og løgskiverne ovenpå, og lad dem stege i 30 minutter i ovnen.

I mellemtiden piskes resten af ingredienserne i en mellemstor gryde ved medium varme, indtil de når kogepunktet, hvorefter gryden tages af varmen igen.

Hæld saucen over spareribsene, og skru ovnen ned på 180°C. Lad spareribsene stege, indtil de er møre, ca. 1 time, og hæld saucen hen over toppen hver 15. minut. Hvis saucen bliver for tyk, fortyndes den med yderligere vand. Lad spareribsene hvile i 15 minutter. Skil benene ad med en skarp kniv, og server på et fad.

Opskriften stammer fra Broadway-restauranten Lindy’s, hvor det lykkedes kogebogsforfatteren at lokke den ud af ejeren, Leo Lindemann. Angivelig var tærten dengang populær blandt Broadway-stjerner. Lindy’s lukkede i 1969.

LINDY’S CHEESECAKE

Til 12 personer

Oksefyldet:
1 kg flødeost, ved stuetemperatur
320 g sukker
3 spsk. hvedemel
1,5 tsk. revet appelsinskal
1,5 tsk. revet citronskal
En knivspids vaniljekorn fra vaniljestang eller 1/4 tsk. vaniljeekstrakt
5 store æg
2 store æggeblommer
1/2 dl piskefløde

Dejen:
150 g sigtet hvedemel
1/2 dl sukker
1 tsk. revet citronskal
En knivspids vaniljekorn fra vaniljestang
1 stor æggeblomme
110 g smør

Kom flødeost, sukker, mel, revet appelsin- og citronskræl og vanilje i en stor skål. Pisk æg og æggeblommer i, et ad gangen, og rør godt efter hvert æg. Rør fløden i, og sæt til side.

Forvarm ovnen til 200°C. Pensl bunden af en springform (ca. 23 cm) med lidt olie. Kom mel, sukker, citronskal og vanilje i en stor skål. Lav en fordybning i midten, og læg æggeblommen og smørret derned. Brug hænderne til at samle dejen, og form den dernæst til en kugle. Pak den ind i husholdningsfilm, og lad den hvile i køleskabet ca. 1 time.

Rul dejen ud, indtil den er ca. 6 mm tyk, og læg den i bunden af springformen. Skær evt. overskydende dej væk. Gem de overskydende stykker.

Kom formen i ovnen, og bag i 20 minutter, eller indtil den bliver let gyldenbrun. Stil formen på en bagerist, og lad den køle helt af. Skru ovnen  op på 225°C.

Smør kageformens sider med smør. Rul resten af dejen ud, til den er 3 mm tyk, og pres den op ad siderne. Hæld fyldet i formen, og bag i 10 minutter. Skru ovntemperaturen ned til 120°C, og bag kagen i yderligere 1 time. Lad den køle af på en bagerist i minimum 2 timer, inden den tages ud af formen og skæres i passende stykker.

Hos bryggeriet People Like Us får veteraner, autister og andre, der har svært ved at finde en plads på arbejdsmarkedet, forløst potentialet. Mød deres chef Lars Agersted Carlsen, iværksætter og flammende ølsjæl.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Trine Christensen, Klara Løkke, Sofie Voisin

SOM 20-ÅRIG flyttede jeg fra Holbæk til København for at finde ud af, hvad jeg skulle med mit liv. Tilfældigt landede jeg på Kristeligt Studenter Settlement på Vesterbro, hvor vi arbejdede på at integrere indvandrere i lokalområdet gennem væresteder, klub, café og beskæftigelsesprojekter. Vesterbro var ret brutalt dengang i 1990’erne. Der stod prostituerede på hjørnerne, og man risikerede at blive holdt op af narkomaner. I Settlementet var der plads til alle. Man så på mennesket med den opfattelse, at alle kunne et eller andet. 

JEG BLEV KLAR over, at jeg skulle arbejde med mennesker, og begyndte på N. Zahles Seminarium. Jeg kom hurtigt til at leve hele mit liv derinde. Der var kulturudvalg, studerendeudvalg, teatergrupper. Jeg var med i alt. Et af mine praktikophold var på Orøstrand, et skolehjem på Orø for børn og unge, der af en eller anden grund ikke kan være i deres familier. Det var nogle meget hårde skæbner. Men jeg blev bekræftet i, at det var noget, jeg kunne finde ud af og kunne rumme.

JEG BLEV uddannet matematik- og idrætslærer. Jeg er egentlig herredårlig til matematik. Måske er det derfor, at matematik for mig er blevet kernen til at forstå, hvordan man lærer som menneske. I virkeligheden er der ikke kun én, logisk metode. Du kan sætte tallene sammen på en hel masse måder, lege dig frem til resultatet, bruge klodser, elastikker eller alt muligt andet. Det vigtige er at finde sin egen vej. Det er en tanke, jeg blev introduceret for på seminariet, og som jeg har taget med mig lige siden.

En frisk sending øl får etiketter på.

DA JEG VAR færdiguddannet, blev jeg headhuntet til en skole på Vesterbro. Her fandt jeg ud af, at jeg kunne noget i forhold til mennesker med diagnoser. Jeg tror egentlig bare, det var at lytte til dem. Hvis de syntes, at vi ikke gjorde det ene eller andet godt nok, så var det bare om at lytte og tage imod de gode råd, de selv kom med.

PÅ ET TIDSPUNKT stiftede jeg min egen virksomhed, der tilbød kommuner mentorløsninger. Vi ville skabe resultater med unge med diagnoser. Hver gang jeg syntes, jeg havde lavet et rigtig godt stykke arbejde, og kunne se, at nogle havde udviklet en god selvtillid, så faldt det hele sammen, når de skulle ud på arbejdsmarkedet. 

DEN HER gruppe mennesker har en masse potentialer. Men som samfund søger vi dem ikke, fordi vi går op i, at de skal leve op til fællesnormen. Vi har en meget fast idé om, hvad man skal kunne for at være kvalificeret til samfundet. Ud over at kunne læse, regne og tale engelsk skal vi også lære at begå os, både derhjemme, hvor vi skal kunne støvsuge og benytte en opvaskemaskine, og i det offentlige rum, hvor man skal være i stand til at gå på café, smalltalke og tage offentlig transport. 90 procent af dem, jeg har arbejdet med, kan ikke finde ud af det og kommer aldrig til at lære det. Hvorfor skal de igennem nederlag på nederlag og ende i angstanfald i bussen, hvis der sker noget uventet?

EN UALMINDELIG ØL 1

”’Spontan Goes Spontan’ blev lanceret i marts med en dans koreograferet af kongelig danser Sebastian Kloborg, musik af Aaron Dessner fra amerikanske The National og kostumer af modeskaber Henrik Vibskov til premieren på vores egen festival, Social Revolution By Beer.”

EN DAG I 2016 blev jeg sat op til et møde med Mikkel Borg Bjergsø, stifter og direktør hos bryggeriet Mikkeller. Jeg havde dengang en autist-drevet café på Østerbro i København, Café Den Uartige, og ville have Mikkel til at brygge en øl til os. Jeg vidste, at Mikkel var uddannet skolelærer, og tænkte, at der måske var en eller anden connection. Da jeg gik ud fra mødet, havde vi ikke bare fået en øl til cafeen, vi var også blevet enige om at starte et bryggeri med medarbejdere med diagnoser. 

HAN VILLE GERNE stille al Mikkellers erfaring, viden og kontakter til rådighed, men var ikke interesseret i at gå ind i det med økonomisk støtte. Det var min startup-virksomhed og mig, der måtte finde finansiering. Jeg ville ikke basere os på fonde eller anden støtte. Skulle det være bæredygtigt, måtte vi arbejde på konkurrencevilkår med andre bryggerier.

MED ET SYMPATISK projekt og en kendt og dygtig forretningsmand som Mikkel indover troede jeg, at vejen var brolagt. Men jeg fik nej lige så mange steder, som jeg søgte investorer. Jeg besluttede at starte en crowdsourcing-kampagne, hvor folk kunne investere penge i os over en international platform – Mikkeller har sit største publikum i udlandet, så vi tænkte, at det var mest logisk at gå ud over Danmarks grænser. 

EN UALMINDELIG ØL 2

”’364’ er en pilsner lavet i samarbejde med PTSD-ramte krigsveteraner. De var med til at vælge, hvordan den skulle smage, med til at brygge den og satte etiketter på. Den hedder ’364’ for at sige: ’Det er fint, at I hylder os en gang om året, på flagdag for Danmarks udsendte. Men husk os nu resten af året.’ I dag har vi tre veteraner ansat.”

VI SØGTE halvanden million kroner til startkapital, men nåede kun op på 150.000 kroner. Til gengæld fik vi følgere i 17 forskellige lande og blev omtalt i The Guardian og et australsk livsstilsmagasin, Collective Hub. Med opmærksomheden lykkedes det os at skabe internationale øl-samarbejder, blandt andet med skotske BrewDog, der har 40 barer i hele Storbritannien, hvor vores fælles øl efterfølgende blev sat til salg. På det tidspunkt var vi bare mig og en driftsleder og en kommunikationsmedarbejder – begge med ADHD-diagnoser – så Mikkel lavede opskrifterne til os.

EN DAG FIK JEG en mail fra Rune, en brygger, der i 00’erne havde sit eget bryggeri, Djævlebryg, men som gik ned med stress og fik en førtidspension og en Asperger-diagnose. Vores projekt var som skræddersyet til ham, skrev han. Han gider ikke selv gå og brygge dag ud og dag ind, men elsker at udtænke råvaresammensætninger, og i dag udvikler han alle vores opskrifter.

EN UALMINDELIG ØL 3

”’Brookhagen’ er lavet i samarbejde med et bryggeri i Brooklyn. Vores huskunstner Sylvester har tegnet etiketten. Da han kom ind hos os for tre år siden, havde han en portefølje af pædagogisk personale efter sig, som var gået ned med stress. Vi fandt ud af, at han er god til at tegne. Den her etiket gav ham en bestilling på en forside til et engelsk ølmagasin med 65.000 læsere.”

VI FIK EN INVESTOR med, så vi kunne leje os ind hos bryggeriet Flying Couch i Nordvest i København, hvor vi fik lov at brygge, når de havde hul i produktionsplanen. Vi købte vores egne to tanke til at have stående dér, men heldigvis blev kapaciteten hurtigt for lille, fordi efterspørgslen voksede. Så fik vi en kontrakt med det belgiske bryggeri De Proef, der har specialiseret sig i at brygge for andre bryggerier, og som Mikkeller ofte har samarbejdet med. Nu laver de vores øl ud fra vores opskrifter.

SELVOM DE BRYGGER for os, er der stadig masser af funktioner til vores ansatte. Der skal laves etiketter, der skal laves salg, der skal føres lager, der skal kapsler på. Vi har kommunikation, webdesign, grafikere, bartendere, chauffører, lagerarbejdere, pantansvarlige, rengøringsfolk. For tiden har vi 42-43 ansatte, hvoraf 4-5 er fuldtidsansatte, mens resten arbejder forskellige timetal, og de, der arbejder mindst, kun er her fire timer om ugen.

Bryggedanser Bjarke Øster­gaard og kongelig balletdanser Carling Talcott-Steenstra optræder i marts til festivalen Social Revolution By Beer.

VI HAR OGSÅ en bryggedanser, Bjarke. For 10 år siden så han ’Vild med dans’ og gik i autismetræning, som han siger. Han dansede derhjemme dag og nat i et år og begyndte at dyrke konkurrencedans. Jeg har tidligere arbejdet med ham og vidste, at alle har haft svært ved at finde ud af, hvad man kan bruge ham til. Jeg spurgte, om han ville hjælpe os med at lave en serie af danse-øl. Den er vi i gang med nu og har blandt andet lavet ’Cha Cha Cherry’, en Indian Pale Ale med kirsebær, og ’Mango Tango’, en Berliner Weisse med mango. Hans rolle er at danse ved lanceringen af øllene. Hvis du kigger på bundlinjen, er det ikke nødvendigvis noget, der giver økonomisk mening nu og her at have Bjarke ansat. Men han er med til at opbygge vores brand og fortælle en god historie om, hvem vi er. Og det har stor værdi – også økonomisk – i sidste ende.

MAN KAN KØBE vores øl på vores hjemmeside, på vores bar på Nørrebro, i vores butik på Amager eller i vores butik på Vesterbro, som vi snart åbner i samarbejde med Mikkeller. Man kan også finde os hos nogle lokale supermarkeder rundtom i landet, først og fremmest i København, Odense og Aarhus. Men vi er ikke hos de danske supermarkedskæder. Det tager lang tid at komme ind, konkurrencen er meget hård, og det er ikke nødvendigvis en god forretning, fordi de presser prisen så meget. Vi har brug for de marginaler, som de gerne vil presse af, for at skabe en god arbejdsplads. 

VORES ØL ER IKKE billige (typisk 40-50 kroner for 33 cl, red.). Men som forbrugere skal vi tænke over, hvilke virksomheder vi vil have. Skal de tage et ansvar og bruge kræfter på både kvalitet og værdier, så koster det lidt ekstra.

Opskrifts­udvikler Rune Lindgreen måler sukkerindhold i en øl i forbindelse med et collab med The Queer Brewing Project fra London.