Her får du aprils bedste kulturnyheder.
Tekst:RedaktionenFoto:Experience MOD LLC

BLOK-BUSTER

’Minecraft’ er historiens bedst sælgende videospil. Og nu er det ankommet til Herning i en interaktiv version, der gør det muligt at træde helt ind i universet, flytte på blokke og drage ud på en rejse gennem såkaldte biomer (verdener) for at finde den trylledrik, der skal redde en landsby under angreb fra zombier, inden tiden løber ud. Se, om du kan nå det, i MCH Messecenter Herning, der er værter for ’Minecraft Experience: Villager Rescue’ frem til 31. august.

Foto: Danmarks Jernbanemuseum

TUNGT GODS

I vinter strandede to kaskelothvaler i Nordjylland og blev sendt tilbage til havet. I 1951 var behandlingen noget anderledes, da en 22 meter lang finhval, der var fanget med harpun ud for Norges kyst, blev fragtet med tog hele vejen til Østerport Station. Her blev den balsamerede hval, der fik navnet Mrs. Harøy, udstillet i et telt ved Knippelsbrogade for at forbløffe københavnerne. Grosserer Leif Søe-gaard stod bag med assistance fra Zoologisk Museum. Mrs. Harøy fortsatte turneen rundt til 60 europæiske byer, og Søegaard sendte i 1954 hvalen videre med skib til Brooklyn, hvor den under en udstilling på Coney Island gik i brand og for anden gang endte sine dage.

Kilder: Danmarks Jernbanemuseum og Brooklyn Library

Foto: Egil Dennerline

LIVSVÆRK

Brødrene Egil og Thorsten Dennerline er knyttet tættere sammen end de fleste, idet Thorsten var donoren, da Egil i kræftbehandling modtog en knoglemarvstransplantation for fem år siden. Nu har brødrene sammen lavet ’Lyden af afstand’. ”Ikke en kræft-bog som sådan. Men den har dog denne livskrise som arnested,” skriver Egil Dennerline i en pressemeddelelse. Han har stået for dens 57 digte, mens Thorsten har stået for de tilhørende 57 tegninger. Bogen er udkommet på forlaget Politisk Revy og blev fejret ved en reception på Rigshospitalets bibliotek i marts.

Foto: PR

NOGET AT BYGGE PÅ

Mens vi venter på, at genopførelsesarbejdet bliver færdig, og Børsen bliver præsenteret i sin nyeste version, kan man de næste tre år komme ind bag stilladserne og midt ind på byggepladsen i første sals højde med et nyt besøgscenter konstrueret af 15 sammenbyggede containere. ’Sammen om Børsen’ hedder initiativet, der gør det muligt at studere håndværket bag Børsen, blive klogere på bygningens historie og komme tæt på både gamle og helt nye genstande såsom 400 år gamle blykugler, nyhuggede sandstensfigurer, håndstrøgne mursten og store forkullede bjælker fra branden. Børsen forventes genopført i 2029.

Åbent alle ugens dage, gratis adgang. 

Foto: Julie Rønnow, Københavns Museum

GRÅZONER

Julie Rønnow begyndte at fotografere, da hun som nybagt mor i 1962 fik et kamera i gave og tog det med sig, når hun gik med barnevognen. Først fotograferede hun mest datteren, men efterhånden blev motivet i højere grad byen omkring dem. Frem til 2004 fulgte hun med linsen Københavns udvikling gennem stagnation og tvangssanering og tog over 4.000 analoge billeder af byens beton, baggårde, børn med mere. Julie Rønnow var igennem 12 år freelance-tilknyttet Københavns Museum, der nu har udvalgt 84 af hendes billeder fra 60’erne, 70’erne og 80’erne og sat dem i scene med farverige collager af samtidskunstner Julie Boserup.

’København i lys og skygge’ kan ses på Københavns Museum frem til 16. august.

Harald Slott-Møller, ’Dansk landskab’, 1891. Foto: SMK

LANDET PÅ LÆRREDET

Storken er en dejlig flyver, mente Harald Slott-Møller åbenbart også. Den danske maler og keramiker, der her har givet sit bud på et typisk dansk sommersceneri, er blot en af 49 repræsenterede kunstnere på SMK Thys store udstilling om landskabsmaleri, der spænder fra snedriver af Edvard Munch over J.F. Willumsens berømte bjergbestigerske til abstrakte bjerglandskaber af Lene Adler Petersen. 

’Levende landskaber’ på SMK Thy frem til 18. oktober.

Tags:

SE MERE