BROOKE FOSSEY
44 år, content creator på sprogskolen Speak i Hellerup. Fra USA
To uger efter vi var flyttet til Danmark, så jeg Søren Malling stå og pumpe sin cykel. Hjemme i USA havde jeg set hele ’Borgen’, hvor han spiller Torben Friis, mens jeg prøvede at lære dansk. Jeg var næsten gået forbi, men stoppede og sagde på mit bedste, meget gebrokne dansk, at jeg elskede hans arbejde. Så spurgte jeg, om vi kunne tage en selfie. Han var virkelig sød, men det var så udansk af mig. Siden har jeg set mange skuespillere og andre kendte mennesker i København, og mine danske venner og kolleger har lært mig at undertrykke den amerikanske del af mig og lade dem være i fred. I dag er jeg mest flov over, at jeg forstyrrede Søren Malling, mens han prøvede at fylde luft i sine cykeldæk.
Jeg kommer fra Rochester i den nordlige del af delstaten New York. Jeg er uddannet byplanlægger og har også boet i Washington D.C. og Boston, hvor jeg mødte min mand. Efter vi fik vores søn nummer to, begyndte jeg at bage bagels derhjemme. Jeg stod op klokken tre om morgenen, bagte dem og kørte dem ud på en gammel, kæmpestor rød ladcykel. Der var ingen andre af den slags i Boston, så alle kendte cyklen. Jeg fik også virkelig stærke ben.
Første gang min mand kom til København med sit arbejde, så han Christianiacykler overalt. Han sendte billeder hjem til mig: ”Der er din cykel, og der er en til.” Det gik op for os, at cyklen selvfølgelig kom fra Danmark. Senere rejste vi hertil om sommeren uden børnene. Vejret var dejligt, vi cyklede rundt og blev forelskede i byen. Derefter brugte min mand nogle år på at finde et forskerjob her. I 2022 flyttede vi med vores to sønner, som i dag er 11 og 13.

Vi boede først i en Airbnb og vidste ikke, at skolen allerede begynder i august. I USA starter børnene i september, så pludselig skulle vi meget hurtigt finde ud af det hele. En af de første dage cyklede min mand og jeg med drengene, og ved et lyskryds stod TV 2 og spurgte, hvorfor vi havde hjelm på, når så få andre brugte dem. Vi havde selvfølgelig cykelhjelme på, fordi vi var udlændinge.
Det sværeste var at finde arbejde. Jeg arbejdede på et bageri og et bryggeri samtidig i to et halvt år. På bryggeriet lærte jeg dansk på en afslappet måde, og på bageriet arbejdede jeg med unge mennesker, som var meget tålmodige og lærte mig slang. I dag arbejder jeg på en sprogskole. Jeg begyndte selv at lære dansk, allerede før vi flyttede, med apps og onlineundervisning. Man skal beslutte sig og blive ved med at bede folk tale dansk, selvom samtalen går langsommere. Man skal tale dårligt dansk, før man kan tale godt dansk. Ellers kan man nemt komme til at leve et helt andet liv uden for det danske samfund.
Jeg begyndte at lave videoer på Instagram, da jeg læste til ’Prøve i Dansk 3’, som man skal bestå for at søge permanent opholdstilladelse – min mand har søgt, og jeg skal også. Profilen hedder @nearlydanishdame, og først delte jeg kedelig grammatik og faste udtryk, som kunne bruges til den skriftlige eksamen. Senere begyndte jeg at undersøge danske ord og vendinger. Hvor kommer de fra? Hvorfor siger danskerne sådan? Engelsk har mange flere ord, flere nuancer, men der er også ord på dansk, vi mangler. Rummelig er et smukt ord, synes jeg. Det samme er livsvidne. Jeg laver stadig mange fejl. Jeg kan stadig ikke finde ud af at sige pålidelig. Det er et ord, som med min amerikanske accent hurtigt kan komme til at lyde som liderlig.
Det har taget tid at få nære danske venner. Som udlænding er det nærmest det eneste, man tænker på: Nu skal jeg få venner. Hvordan gør jeg det? Kan du være min ven? Kort efter vi var flyttet hertil, talte jeg med en far på en legeplads, mens vores børn legede. Vi havde en virkelig god samtale, og jeg tænkte, at måske kunne vores familier blive venner. Så gik han bare. Jeg nåede at sige, at det havde været hyggeligt, og så så jeg ham forsvinde. Jeg stod tilbage og tænkte: Okay, det bliver svært.
Når man starter forfra i et nyt land, er man lidt som et barn, der skal lære alting igen. Selv ved middagsbordet stikker jeg ud, fordi jeg ofte kun spiser med en gaffel. Danskerne spiser altid med både kniv og gaffel, og jeg føler mig så uciviliseret.
Min mand og jeg så engang en bil være tæt på at køre ind i en cyklist. Bilisten steg ud, og vi tænkte: Oh, here we go. Nu begynder de at slås. Bilisten sagde i stedet, at han ikke havde kunnet se cyklisten, fordi hans lys på cyklen var gået ud, og cyklisten takkede ham for at sige det. Det var lige før, de krammede hinanden.
Det første år meldte jeg drengene til svømning. De skulle gennem mændenes omklædningsrum for at komme ind til bassinet. De var for små til at have lyst til at gå alene derind og for store til, at jeg kunne følge med, så en dansk far tilbød at tage dem med. Efter undervisningen fortalte de, at de havde skullet bade nøgne, og at de aldrig ville tilbage. Jeg havde sendt dem i bad med en fremmed mand uden at forberede dem overhovedet. Jeg havde det så dårligt. Men i dag er jeg mindre skræmt af nøgne kroppe.
Tilliden er også smittet af på mig. På vej hjem så jeg engang et stativ med tøj stå på fortovet med et MobilePay-skilt. Det overrasker mig stadig, at man kan stille sine ting udenfor og regne med, at folk ligefrem betaler for det, de tager. Fra USA er jeg vant til en konstant mistanke over for andre mennesker. En uro i baghovedet, som man har levet med så længe, at man ikke længere opdager den. Det tog tid at slippe den. Det føles som frihed. En lethed. En lettelse.
Jeg føler mig nok mere amerikansk her, end jeg gjorde i USA. Jeg lægger mærke til alle de små ting. Min mand taler højt, og i begyndelsen måtte jeg hele tiden bede ham skrue ned. Jeg kan godt lide at småsnakke med fremmede, også ved busstoppestedet. Nogle bliver overraskede, men jeg har det fint med at være hende den mærkelige. Samtidig er jeg blevet mere dansk. Jeg vinterbader med en gruppe kvinder hver fredag, vi har ingen bil, og vi cykler overalt. I USA var vi de skøre mennesker, der cyklede gennem sneen. Her er det bare sådan, man kommer fra A til B.
Jeg har opdaget, at jeg ikke altid har lyst til amerikansk småsnak længere. I sommer tog vi en taxa fra lufthavnen klokken seks om morgenen. Chaufføren ville tale hele vejen, og jeg var så træt. Jeg tænkte: Kan vi ikke bare være danske og sidde i stilhed?
Hver gang vi kommer tilbage til Danmark fra USA, siger betjenten i paskontrollen: ”Velkommen hjem.” Det rammer mig. Hjem er mange steder nu. Hjem er der, hvor vores lille familie er. Vi rejser hjem til USA, og bagefter rejser vi hjem til Danmark. Vi håber meget på at få lov til at blive. Som ikke-EU-borgere skal vi bestå prøverne, arbejde og vente, og min mand har søgt om permanent ophold. Vi flyttede drengene ind i folkeskolen, fordi vi håber, at de kan få de venskaber, som danskere ofte beholder gennem livet. Hvis vi aldrig kommer til at føle os helt hjemme, kan de måske gøre det.

GABRIEL SERGIO NIGRI
30 år, studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Fra Brasilien
Der var karneval hjemme i Rio, da jeg kom til Danmark i februar 2023. Fra lufthavnen tog jeg toget til Slagelse og derfra bussen til Skælskør. Da jeg steg ud, tænkte jeg: Det her er virkelig et lille sted. Luften var frisk på en måde, jeg ikke kendte hjemme fra Brasilien. Sådan en sprød vinterluft. Jeg gik de 10-15 minutter fra busstationen til huset, hvor jeg skulle bo, og der var fuldstændig stille. I Brasilien er der mennesker næsten overalt, som taler, eller nogle, der sidder uden for deres huse.
Jeg er født og opvokset i den sydlige del af Rio de Janeiro, tæt på strandene og Sukkertoppen. Jeg læste arkitektur og arbejdede senere med møbler og keramik. På universitetet var jeg blevet optaget af skandinavisk arkitektur, og en dag googlede jeg efter steder, hvor jeg kunne arbejde mere med keramik. Et seksmåneders ophold på Guldagergård i Skælskør dukkede op. Jeg søgte, fortsatte mit liv i Rio og fik senere besked om, at jeg kunne få en plads med start to måneder senere.
Jeg endte med at blive otte måneder i Skælskør, og derefter boede jeg i Sorø. I sommeren 2024 flyttede jeg til København for at tage en kandidatuddannelse på Kunstakademiet. Når jeg tidligere havde besøgt København, føltes byen lidt som en legetøjsby. Alt føltes hyperkontrolleret, hyperstiliseret og hyper-æstetiseret. Jeg var tiltrukket af det og tænkte samtidig: Hvad foregår der? Men når man først taler med folk, er de afslappede, åbne og nysgerrige. Til en kunståbning i São Paulo kan folk være meget højrøvede. Her kan de godt se sådan ud, men de er virkelig søde.
Det bedste ved København er friheden, både fysisk og socialt. Rio består af mange byer inden i den samme by, især på grund af den sociale og økonomiske segregering. Man vokser op med steder, man ikke kan tage hen, ikke bør tage hen, eller som bare ikke er for én. Det tænker man aldrig over her.
Når jeg ringer til det offentlige i Danmark, er jeg som regel gladere, når jeg lægger på, end da jeg begyndte. Det kan være Skat, Udlændingestyrelsen eller et trafikselskab. Folk er utrolig venlige og hjælpsomme på en måde, ikke engang min egen mor ville være. I Brasilien kan en buschauffør hilse på dig med: ”Godmorgen, min elskede.” Men hvis du rent faktisk har brug for hjælp, løfter han ikke en finger. At ringe til det offentlige i Brasilien er en kafkask proces. Først venter man længe i telefonen, så en måned på at få en tid, og når man endelig møder op, opdager man, at man skulle have betalt noget, ingen har fortalt om. Så begynder man forfra. Her er der en forståelse af, at de offentligt ansatte arbejder for borgerne. Det tror jeg, at mange danskere tager for givet.

Danskerne er virkelig søde – og lidt naive. Det kommer nok af at være vokset op i et meget velfungerende samfund med høj tillid. Første gang jeg var til fest i København, så jeg en person hænge sin jakke med både pung og pas i en åben garderobe. I Brasilien ville de ting være væk på et sekund. Tog man den danske naivitet med til Rio, ville man meget hurtigt være på røven. Ved danskerne, at det er Danmark, der er undtagelsen fra næsten alle andre steder i verden? Ikke omvendt.
Jeg savner musikken, kunsten, mytologien og de mange fortællinger, Brasilien rummer. I Danmark er der nærmest ingen Gud; i Brasilien er Gud overalt, og der er mange måder at forholde sig til mystik, religion og tro på. Den danske kultur kan føles lidt hård i kanterne. Her er også meget homogent, både etnisk og kulturelt. Når jeg rejser uden for Danmark, kan jeg se på mennesker og tænke: Hold da op, folk findes virkelig i mange former og farver. I den københavnske metro ligner alle lidt hinanden og går i de samme farver. Så tænker jeg: Kom nu lidt.
I begyndelsen syntes jeg, at dansk var et virkelig grimt sprog. Brasiliansk portugisisk er et af de smukkeste sprog, og der er poesi i selve måden, ordene bliver sagt på. Dansk taler man nede i halsen, og en mikroskopisk forskel i udtalen kan afgøre, om folk forstår én. Efterhånden har jeg lært at holde af det. Eller i hvert fald dele af det.
Forholdet til nøgenhed undrede mig også. Folk forestiller sig, at brasilianere går nøgne rundt på stranden, men det er meget langt fra virkeligheden. Vi går med meget småt badetøj, men man ser aldrig nogen helt nøgen. Her er folk nøgne på stranden, i svømmehallen og i saunaen, uden at nogen gør noget nummer ud af det. Først var det virkelig mærkeligt. Nu synes jeg, at det er rart.
Jeg har arbejdet i en bar de seneste to år, og danskernes forhold til alkohol kan være lidt vildt. I Brasilien drikker folk også meget, men det er bundet til fejringer, noget socialt og festligt. Her oplever jeg en forbindelse til melankoli og ensomhed. Hvis der er et fællesskab omkring alkoholen, føles det nogle gange, som om alkoholen er selve bindemidlet og ikke bare tilbehøret. Jeg har set helt unge mennesker drikke bakker med shots på stribe. Jeg har set folk være så fulde, at de sked lige uden for baren. Det er skræmmende, for den slags sker ikke kun en enkelt aften. Her findes en hel kultur, som accepterer og normaliserer det.
Jeg forstår stadig ikke helt den danske humor. En ven fortalte mig for nylig om en gammel episode af ’Klovn’, hvor nogen ved en fejl kommer til at piske en person i kørestol. Jeg kunne godt genkende humoren, men var samtidig sådan: Er det virkelig sjovt? Jeg har selv en ret tør humor og synes, at deadpan er sjovt, men når jeg laver en vittighed, forstår danskerne den ofte slet ikke. Så tænker jeg: Hvorfor kan I ikke se, at det er sjovt? Brasiliansk humor bygger ofte på pranks. Danskerne kan reagere med: ”Det er jo ikke særlig pænt.” Og jeg tænker: Nej, det ved jeg godt, men det er også en del af vittigheden. I Brasilien tager folk måske sig selv lidt mindre alvorligt.
Danskerne kan godt være en smule stive og formelle. Jeg kan godt lide strukturen her, men det er altså også i orden at lave en aftale i sidste øjeblik. I Brasilien er vi mere spontane. Det har selvfølgelig også en bagside. Hvis vi har en aftale klokken ni, kan det godt være, at jeg først kommer klokken 11.
Noget dansk har alligevel sat sig i mig. Når jeg rejser, og nogen taler for højt eller afspiller noget på telefonen, tænker jeg straks: Sluk nu for det lort. Jeg er blevet fortrolig med den danske livsstils tavshed. Jeg kan godt se mig selv blive her og skabe et liv og et arbejde. Samtidig har jeg brug for at finde en måde at kunne rejse en del af tiden. Vinteren kan stadig være hård, og jeg savner bjergene.

CRISTINA IONITA
32 år, tjener i Væksthuset på Frederiksberg. Fra Rumænien
Det tog mig omkring en time at beslutte, at jeg ville flytte til Danmark. I vinteren 2016 var en veninde, der var rejst hertil et halvt år tidligere, hjemme i Rumænien på juleferie. Hun fortalte, at man i Danmark kunne studere, tjene nok til at leve ordentligt og stadig have et socialt liv. Work-life-balance er ikke en ting i Rumænien, så min kæreste og jeg så på hinanden og sagde: Lad os gøre det. I dag er vi gift og bor her stadig.
Jeg voksede op i Buzău, en mindre by tæt på Bukarest og flyttede senere til hovedstaden for at læse industriel logistik. Ved siden af studiet arbejdede jeg som tjener, ofte til sent om aftenen. Da jeg som 23-årig stod med en bachelorgrad som ingeniør, følte jeg mig fastlåst. I Rumænien er det ikke almindeligt at tage et sabbatår. Man afslutter sin uddannelse og forventes at have en plan. Jeg havde længe drømt om at studere i udlandet, og nu havde jeg pludselig et sted at tage hen.
Vi kom til København i efteråret 2017 med penge, vi havde sparet op og lånt os til. Kort inden afrejsen mistede vi 14.000 kroner på en falsk boligannonce. Vi havde betalt en person på nettet for en treværelseslejlighed, som ikke fandtes. Det var en stor del af vores penge, og jeg udsatte min uddannelse for at begynde at arbejde. Den første måned boede vi på vores venindes værelse, mens hun flyttede hjem til sin kæreste. Derefter lejede vi et værelse hos en dansk familie. I begyndelsen flyttede vi hele tiden.
Mit første klare billede af København er fra Nørreport. Vi kom op fra metroen og så cykler overalt. Byen var travl, samtidig med at den virkede rolig. Bygningerne var lave, og man kunne se himlen næsten alle steder. Samtidig var alting dyrt, sproget lød mærkeligt, og jeg var usikker på, hvem der ville ansætte en, som hverken talte dansk eller særlig godt engelsk. Jeg fik arbejde med rengøring på et hotel. Det er sådan, mange udlændinge begynder her, og det var også dér, jeg fik øvet mit engelsk.

Mit syn på Danmark ændrede sig, da vi fik vores datter. Hun er seks år og er lige begyndt i skole. Jeg voksede selv op i et meget konkurrencepræget skolesystem og havde det svært med følelsen af hele tiden at skulle præstere. Min datter kommer glad hjem og fortæller om sin dag. Hun går til gymnastik og ballet, fordi hun har lyst. Jeg oplever ikke, at hun skal være ekstraordinær. Hun får lov til at prøve ting af, og det betyder meget for mig. Før vi fik hende, var vi stadig i gang med at opdage Danmark. At se hende vokse op her fik os til at blive.
Vores datter taler efterhånden bedre dansk end rumænsk. Jeg kan læse dansk og forstå en del, hvis folk taler langsomt, men udtalen gør mig usikker. Jeg er bange for at sige noget forkert. Nogle gange prøver jeg på arbejdet, og når det lykkes, bliver jeg meget glad. Andre gange siger folk bare: ”Hvad?” Så går luften ud af mig som en ballon. Hjemme ser jeg danske tegnefilm med min datter og lytter til børnesange. Min favorit er ’Min kat den danser tango’, fordi ordene bliver udtalt så tydeligt. Min datter driller mig tit, når jeg siger noget forkert: ”Mor, kan du sige det igen?”
Vi har beholdt en rumænsk døgnrytme. Vi spiser aftensmad ved halv otte-ottetiden, hvor mange af de andre børn allerede ligger i deres senge, men vores datter vågner først omkring klokken syv. Det opdagede jeg egentlig først, da vi fik hende. Danske børn spiser aftensmad klokken 17:30 og vågner klokken fem. Når jeg om aftenen ser lys i vores egne vinduer og mørke hos naboerne, mærker jeg forskellen. I Rumænien føles vores rytme normal. Om sommeren spiser man sent og går ud igen, når dagens varme har lagt sig.
I Rumænien gør man et stort nummer ud af begivenheder. Til vores bryllup var der 200 gæster. Det var under corona, og det var det højeste antal, vi måtte samle. Ellers var der sandsynligvis kommet flere. Et traditionelt rumænsk bryllup begynder med musik og stort postyr, når brudgommen henter bruden. Kjolerne skal funkle. Bruden skal ligne en diamant, og det handler om at vise sig frem og imponere sine gæster. Når jeg ser danske bryllupper på mit arbejde, foregår det langt mere afdæmpet. Vi blev selv viet på rådhuset i København inden vores bryllupsfest i Rumænien, og præsten spurgte, om vi ville sige vores ægteskabsløfter. Det gør man ikke i Rumænien, så vi sagde nej. Det var lidt akavet.

På mit arbejde åbner vi klokken ni, og allerede på det tidspunkt kommer der mennesker for at læse, slappe af og drikke kaffe. Også på hverdage. Jeg forstår stadig ikke helt, hvordan de har tid til det. Jeg forstår heller ikke jeres cykelkultur. Danskerne cykler gennem sne, selv en tornado. Jeg cykler også, men kun korte strækninger eller sent, når der ikke er så mange andre. Ellers tager jeg hellere en taxa.
Hvis man skal lave en aftale med en dansker, tager de straks deres kalender frem: ”Hvad med om tre eller fire uger?” Min rumænske veninde, der fik os hertil, har siden fået en dansk kæreste. Nu tager hun også kalenderen frem, når jeg spørger, om vi skal ses.
Jeg kan godt lide, at folk i København passer sig selv. Ingen holder øje med dig. Du kan klæde dig, som du vil. Danskerne er høflige og rolige, og de har regler for overraskende mange ting. I lang tid vidste jeg ikke, at pålæg på smørrebrød skal kombineres på bestemte måder, eller at der er regler for, hvordan man dækker et bord til en påskefrokost.
Jeg tror, jeg har to måder at leve på nu. I Danmark lever jeg roligt og lidt tilbagetrukket. Når vi rejser til Rumænien, bliver alting mere socialt, mere larmende og hektisk. Vi ser mange mennesker på få dage, og det er både dejligt og udmattende. Jeg ville ikke blande de to liv sammen.

ELIANA SANTAPAOLA
37 år, køkkenassistent på Andersen Hotel på Vesterbro. Fra Argentina
Jeg kom til København i januar 2020. Jeg kendte ikke nogen her og vidste næsten ingenting om Danmark. Jeg havde bevidst undladt at undersøge for meget hjemmefra. Det skulle være en overraskelse.
Jeg er vokset op i San Miguel uden for Buenos Aires med mine forældre og tre søstre. Jeg er uddannet kok og konditor og arbejdede et par år i et køkken, men fandt ud af, at det ikke var noget for mig at stå der hver dag fra morgen til aften. I stedet fik jeg arbejde i en Levi’s-butik, hvor jeg var i syv år. Men da min kæreste og jeg slog op, fik jeg lyst til at rejse væk, og Danmark var et af de letteste lande at komme til på et working holiday-visum. Det er en af grundene til, at der er så mange argentinere her.
Jeg ankom midt om vinteren og flyttede ind i en lejlighed på Amager med 4-5 andre argentinere. Alt var anderledes end Buenos Aires. København var så pæn, at det nogle gange føltes, som om jeg var havnet i et eventyr. To måneder senere lukkede landet på grund af corona. På det tidspunkt arbejdede jeg som Wolt-bud, så mens næsten alle blev hjemme, cyklede jeg rundt i de tomme gader. Jeg tror nærmest, at vi var de eneste mennesker, der stadig arbejdede udenfor. Det var en mærkelig måde at lære byen at kende på.
Mit visum gjaldt kun et år. Bagefter tog jeg til Italien i tre måneder for at få italiensk pas gennem min familie, som har rødder der. Jeg kunne ikke arbejde og gik mest rundt og ventede på, at mine papirer kom i orden. Da passet var klart, vendte jeg tilbage til København. Jeg havde fået venner her, og mange af dem er stadig mine venner i dag.
I Argentina kan man arbejde 9-10 timer om dagen seks dage om ugen og stadig ikke have råd til ret meget. Her ved jeg, at lønnen kommer til tiden, og jeg kan rejse, når jeg har lyst. I dag arbejder jeg i morgenmadsserveringen på Andersen Hotel fra tidlig morgen til omkring klokken et. Resten af dagen er min egen. Den frihed havde jeg aldrig forestillet mig, før jeg kom. Om eftermiddagen mødes jeg med venner eller hækler og strikker. Jeg lærte det for to år siden og laver sweatere og kjoler.

Det bedste ved Danmark er trygheden. Jeg kan gå alene på gaden klokken 22 uden at være bange. Bilerne standser, når man skal over vejen, og danskerne venter på grønt, selv klokken fire om morgenen. I Argentina respekterer hverken bilister eller fodgængere reglerne på samme måde. Nogle gange føler jeg, at jeg lever i en boble, fordi her er så trygt og sikkert.
Danskerne kan virke alvorlige og optagede af deres eget, når man møder dem på gaden. Når man lærer dem at kende, er de meget venlige, og så er de ikke så forskellige fra mine argentinske venner. De bliver tydeligt gladere, når solen kommer frem. Til gengæld skal man aftale alting flere uger i forvejen. I Argentina kan man ringe samme dag og mødes. Jeg savner den spontanitet, og vores ironi og mørke humor bliver heller ikke altid forstået her.
Det er kommet bag på mig, hvor meget danskerne drikker. I Argentina drikker vi som regel i weekenden, men her kan folk gå på bar på en helt almindelig mandag eller tirsdag. De cykler endda hjem bagefter. I begyndelsen syntes jeg, det var voldsomt. Nu har jeg vænnet mig til det og har også selv kombineret alkohol og cykel. Det er ikke nogen særlig god idé.
Efterhånden har jeg vænnet mig til meget af det, der først virkede fremmed. Jeg cykler overalt, har vinterbadet ved Amager Strand og spiser aftensmad klokken seks. Fordi jeg møder tidligt, kan jeg endda gå i seng klokken syv. Det ville aldrig ske i Argentina, hvor vi spiser ved 21-22-tiden.
Jeg bor alene på Amager nu, tæt på stranden. Jeg tager som regel til Argentina en eller to måneder om året, mens der er vinter her og sommer der. Når jeg er i Danmark, savner jeg min familie, mine venner, maden og solen. Når jeg er i Argentina, savner jeg roen her. Jeg befinder mig et sted mellem de to lande. Men jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde kommer til at flytte tilbage til Argentina.
