Få lys i øjnene, kilometer i benene og forår i maven. Fem tip til en travetur i København.
Tekst:RedaktionenFoto:

FRANSKE FORNEMMELSER

Søerne går på tværs af brokvartererne og forbinder det diskret velhavende Østerbro med Nørrebros durum- og partyzone og Vesterbros luksusbohemer. Grusstierne omkring Søerne er desuden yndlingsrute for solslikkende studerende, babyer i barnevogne, lækre løbere i leggings og skidende skarver. En slags nordisk udgave af Seinens bredder. Dyrk stemningen, og slå dig ned på Den franske Café, der ligger som et tidløst, solbeskinnet pusterum. Snup en café au lait, læn dig tilbage, og hvil fodsålerne, mens du nyder det sociale cirkus og den plumrede sø-udsigt.

Foto: Antoni Legacy

BYEN PÅ PLAKATEN

Ib Antoni voksede op i Esbjerg, blev uddannet reklametegner i Aarhus og flyttede til København i begyndelsen af 50’erne, hvor karrieren for alvor tog fart. I sit kun 44 år lange liv (han døde i en brand på Hotel Hafnia i 1973) nåede danskeren at tegne for kunder som Volvo, Carlsberg, Life Magazine og UNICEF. Allermest berømt er han måske for i samarbejde med Udenrigsministeriet at tegne Danmark som et hyggeligt og attraktivt turistland. Sving ind om Københavns Museum, og kig nærmere på hans streg og skitser på udstillingen ’Da København blev Wonderful’ (frem til 31. oktober 2023).

Tårnlegepladsen i Fælledparken. Foto: Københavns Kommune

HØJ PULS

Når ungerne bliver små løver i et by-bur, er Fælledparken stedet at brænde energi af. Brug de åbne græsarealer til at flyve med egen drage eller sparke til egen bold, parkér eventuelt børnene på Trafiklegepladsen, hvor de kan køre på cykel og øve sig i byens trafik i miniatureformat, eller besøg byens måske flotteste legeplads, Tårn­legepladsen. Her kan man beundre og bestige fem spektakulære profiler på Københavns skyline, nemlig Vor Frelser Kirke, Børstårnet, Rundetårn, Rådhustårnet og Marmorkirken, alle skaleret ned i børnehøjde og forbundet med trapper og gangbroer.

SPRØD ADRESSE

Der er stadig nogle af de gamle fødevaregrossister at finde i Kødbyen, men det seneste tiår har galleriejere, mikrobrygkonger, surdejspizzaer og østersspisere holdt deres indtog, og i dag er der næsten flere festaber end slagtedyr at få øje på blandt de hvide funkis-haller. Har du hang til industri-nostalgi, så bygger den historiske Chicky Grill perfekt bro mellem områdets fortid og nutid med rødternede duge, stegt flæsk, billige flaskebajere, hyggelig fortovsservering og et klientel, der spænder fra forlagsredaktører til SFO-medarbejdere.

FEMSTJERNET ARKITEKTUR

Kastellet blev påbegyndt af byens måske mest ambitiøse bygherre, Christian IV, og færdiggjort af sønnen Frederik III efter renæssancekongens død. I dag arbejder et par hundrede mennesker mellem de fem bastioner, blandt andet i Forsvarets Efterretningstjeneste, og forsvarsværket står som et af Nordeuropas bedst bevarede – og som et nydeligt omdrejningspunkt for en af Københavns fineste spadsereture. Skridt hele voldområdet af, og nyd udsigten over havnen. Fortsæt ad Langelinie, hvor en petit bronzeskulptur med halefinner i år fylder 110, eller mod Amalienborg, hvor vores høje dronning (182 cm) her til april kan fejre sine 83 år. Skyl ned med sild og snaps på Lumskebugten!

Tags:
SE MERE