I MODSÆTNING TIL Kærgården findes Søbogaard faktisk i virkeligheden. Lige her i Kimmerslev ved Borup på Midtsjælland, hvor jeg voksede op, og hvor jeg stadig bor. Mine forældre passede gården med heste, grise og køer, men jeg forestillede mig ikke, jeg skulle arbejde med fødevarer.
Som ung var jeg meget ude at rejse. Som så mange andre sidst i 60’erne var jeg også i kibbutz i Israel. Tre forskellige steder endda. Det var noget med at være væk så længe som muligt, lige komme hjem over sommeren og tjene nogle penge, så jeg kunne komme af sted igen.
En dag kom en mand forbi Søbogaard med tre bihuse, fordi jeg havde snakket om, at det kunne være sjovt at lave honning. Naboen fik de to, og jeg tog det ene. Efterhånden fik jeg flere og flere bier og begyndte at sælge honningen i Køge, der har Danmarks største torv, sammen med biodynamiske grøntsager fra nogle lokale avlere.
Ved siden af arbejdede jeg som reservepostbud. Jeg prøvede også at studere etnologi på Københavns Universitet. Men det var eddermame kedeligt. Du skulle læse en masse bøger. Så jeg skiftede til noget, der hed nordisk folkemindevidenskab, hvor jeg gik i 17 år og nåede at aflevere én opgave.
Hvert år var der en, der ringede og spurgte, om jeg skulle have fornyet mit årskort. Jeg vil tro, hun gik på pension eller døde, i hvert fald fik jeg til sidst ikke fornyet mit årskort. Det kunne ellers have været flot at have været der i 20 år.
ET ÅR FIK JEG den idé at tage noget hyldeblomstsaft med til Skanderborg Festival. En, jeg kendte, havde en opskrift fra sin mor på Bornholm, og vi lavede en mælkejunge fuld. Vi havde også et sømbræt med, og det viste sig, at folk var mere interesserede i at hamre søm i end at drikke hyldeblomstsaft, så vi hældte hele jungen ud, inden vi kørte hjem.
Men nu hvor jeg havde opskriften, kunne jeg lige så godt forsøge at sælge det på torvet i Køge. Jeg gik bare ud i skovene og fandt hyldeblomsterne. Det var før, nogen begyndte at lave plantager med hyld, men jeg satte det i system, så jeg vidste, hvor jeg skulle gå ud at lede, og hvornår blomsterne skulle plukkes. Når de er der, har du kun en uge eller 14 dage til at plukke dem, inden de visner. Og du skal lave dem til saft med det samme. Jeg fik hjælp af min kone og lidt andre folk, sådan lidt ustruktureret.
En dag fik vi tilbudt nogle æbler, der var så grimme, at vi ikke ville kunne sælge dem til selv de mest overbeviste økologer. Men man kunne lave saft af dem. Så fik vi den idé at lave en aftale med et mosteri i nærheden og begyndte at producere æblemost. Så kom der nogen med nogle solbær, og en anden med nogle jordbær. Pludselig havde vi en saftserie, så jeg trappede honningen ud, og engang først i 90’erne holdt jeg helt op med at stå på torvet i Køge. Vi havde ikke tid.
Vi sad en dag nogle stykker ude på Dyndet, et naturområde her på Borup-egnen, og snakkede om, at vi måtte have et motto til vores etiketter. Carlsberg leverede til det danske hof, Faxe-bryggeriet til det danske folk. Hvad skulle vi finde på? Vi besluttede, at der skulle stå ’Leverandør til Dyndet-Kimmerslev og allernærmeste omegns æseldriverforening’. Vi ejede faktisk et par æsler og holdt foreningens møder på et lokalt traktørsted.
Senere besluttede jeg, at der også skulle stå på etiketterne, at indholdet var ’humørtiseret’. Det betyder, at man skal fortælle en vittighed under produktionen. I ekstreme tilfælde kan man dobbelt-humørtisere. Det er, hvis man fortæller to vittigheder på en arbejdsdag.
VI FORSØGTE AT få foden indenfor på nogle cafeer i København, men det var de ikke meget for. Så fik vi pludselig en ordre fra Café Casablanca i Aarhus, som virkelig var et sted, man kiggede hen i den branche. Han havde fundet vores produkter i helsekostforretningen om hjørnet. Så kørte vi ellers det ene læs efter det andet over til ham.
Og så fulgte de andre Aarhus-cafeer efter. Som de sagde: ”Vi er altid et par år foran København.” Det var dengang, der var et stort musikmiljø i Aarhus. En dag var der en aarhusianer, der fik til opgave at sætte lidt gang i en af de københavnske cafeer. Jeg kan ikke huske, om det var Sommersko, eller hvor det var. I hvert fald begyndte han med at fjerne en masse colaer fra hylderne og gøre plads til Søbogaard.
Det var den seriøse start på vores caféflasker i København. Og så blev det bare mere og mere. Jeg kørte selv ud med varerne. Vi læssede vores varevogn, en Citroën HY, med op til tre ton varer og kørte nogle gange to døgn i træk.
Vi producerer vel 20 forskellige slags saft i dag. Råvarerne bestemmer smagen. Hindbærrene skal smage af hindbær, solbærrene af solbær og så videre. Vi vil helst bruge danske varer, men du kan for eksempel ikke få vilde hindbær fra Danmark i de mængder, vi har brug for. Det samme gælder tranebær og citroner, som slet ikke vokser herhjemme. Der må vi ud over grænserne.
I 1999 lancerede vi vores Øcola. Jeg lod mig fortælle, at den smagte lidt ligesom cola i DDR, fordi vi ikke tilsatte fosforsyre, et surhedsregulerende middel, Coca-Cola bruger, men som de ikke havde i Østtyskland før murens fald. Vi brugte heller ikke karamelliseret sukker ligesom i almindelig cola, men ekstra meget malt for at give den farve. Det gav den sin egen smag. Det var ikke alle, der kunne lide den, så vi markedsførte den som ’Danmarks dårligste cola’.
EN DAG BLEV VI kontaktet af en dansker, der var ansat i et spansk grossistfirma. Han havde kontakt til nogle Michelin-restauranter, heriblandt El Bulli, en restaurant uden for Barcelona, der i starten af 00’erne var anerkendt som verdens bedste. Vi solgte i forvejen lidt på Solkysten. Der bor 20-30.000 danskere, og de har alle sammen dårlige nerver eller er skrøbelige på anden vis, så der ligger en del helsekostforretninger.
Nå, men de havde altså smagt vores hyldeblomstsaft på El Bulli og var nu interesserede i at smage alle vores produkter. Ville jeg ikke komme ned med nogle prøver? Jeg orkede ikke rigtig, ville hellere sende en praktikant, men de krævede, at jeg selv troppede op.
Jeg mødtes med Ferran og Albert Adrià, de to brødre, som havde restauranten, i et showroom i Barcelona, og de smagte på otte forskellige safter. Den ene var mere fantastico end den anden, syntes de. Indtil vi kom til birkesaften. Der var mug på. ”Satans også,” tænkte jeg. Så tog Ferran – eller var det Albert? – flasken og pegede på den. ”Fantastico,” sagde han, ”der kan gro ting i det.” De endte med at købe varer hos os igennem mange år.
Til OL i 2012 var der et dansk erhvervsfremstød i London. Jeg ved ikke rigtig, hvorfor vi blev inviteret med, men vi fik en stand mellem Lego og den danske ambassade. Vi tog vores kartoffelmaskine med, som har fulgt os overalt i verden, og som i dag står i Nepal – men det er en helt anden historie.
Maskinen består af et rør, som man smider en kartoffel i, og når den løber ud på bordpladen, skal man nå at ramme den med en gummihammer. Prins Henrik, der også var i London, prøvede forgæves at ramme, men syntes, det var skideskægt. Og et par dage senere blev vi som et af få firmaer inviteret på besøg på kongeskibet, der lå på Themsen.
I 2013 BEGYNDTE der at være dårlig plads på Søbogaard. Ellen Nielsen, som tidligere havde været i praktik hos os under sin uddannelse som produktudvikler, havde lige købt en stor gård i nærheden af Herning, som hun drømte om at bruge til produktionshal og børnemad. Det blev nu aldrig til noget med børnemaden, men vi flyttede al vores produktion derover, og i dag driver hun produktionen med sin mand Niels og ejer over halvdelen af Søbogaard.
Da vi startede, havde vi hverken femårsplaner, toårsplaner eller noget som helst. Men vi skabte vel noget, som slet ikke fandtes. Et alternativ til dem, der ville have noget uden alkohol. Dengang vi kom ind på cafeerne, var der kun os. Siden er der kommet mange flere saftmærker til. Men det har ikke gjort noget ved vores salg. Der må have været et stort uopdyrket marked. Og i år fylder vi 50.
Præcis hvad vores succes skyldes, aner jeg ikke noget om, for i min tid lavede vi aldrig hverken markedsanalyser eller budgetter og den slags. Det var først, da Ellen kom ind i billedet. Hun spurgte: ”Hvad koster det egentlig at lave en æblemost?” Jeg svarede: ”Det aner jeg ikke.”
Jeg er rigtig glad for, at Ellen er kommet med i firmaet og i dag ejer mere, end jeg gør. Jeg tager ingen beslutninger længere. Hun er chefen.
Har jeg så droslet ned? Ja, det må man
vel sige. Og hvad får jeg så tiden til at gå med? Tja. Ligger i hængesofaen. Eller cykler en tur på elcyklen. Det er en fantastisk opfindelse.
