Indlæg

Hos bryggeriet People Like Us får veteraner, autister og andre, der har svært ved at finde en plads på arbejdsmarkedet, forløst potentialet. Mød deres chef Lars Agersted Carlsen, iværksætter og flammende ølsjæl.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Trine Christensen, Klara Løkke, Sofie Voisin

SOM 20-ÅRIG flyttede jeg fra Holbæk til København for at finde ud af, hvad jeg skulle med mit liv. Tilfældigt landede jeg på Kristeligt Studenter Settlement på Vesterbro, hvor vi arbejdede på at integrere indvandrere i lokalområdet gennem væresteder, klub, café og beskæftigelsesprojekter. Vesterbro var ret brutalt dengang i 1990’erne. Der stod prostituerede på hjørnerne, og man risikerede at blive holdt op af narkomaner. I Settlementet var der plads til alle. Man så på mennesket med den opfattelse, at alle kunne et eller andet. 

JEG BLEV KLAR over, at jeg skulle arbejde med mennesker, og begyndte på N. Zahles Seminarium. Jeg kom hurtigt til at leve hele mit liv derinde. Der var kulturudvalg, studerendeudvalg, teatergrupper. Jeg var med i alt. Et af mine praktikophold var på Orøstrand, et skolehjem på Orø for børn og unge, der af en eller anden grund ikke kan være i deres familier. Det var nogle meget hårde skæbner. Men jeg blev bekræftet i, at det var noget, jeg kunne finde ud af og kunne rumme.

JEG BLEV uddannet matematik- og idrætslærer. Jeg er egentlig herredårlig til matematik. Måske er det derfor, at matematik for mig er blevet kernen til at forstå, hvordan man lærer som menneske. I virkeligheden er der ikke kun én, logisk metode. Du kan sætte tallene sammen på en hel masse måder, lege dig frem til resultatet, bruge klodser, elastikker eller alt muligt andet. Det vigtige er at finde sin egen vej. Det er en tanke, jeg blev introduceret for på seminariet, og som jeg har taget med mig lige siden.

En frisk sending øl får etiketter på.

DA JEG VAR færdiguddannet, blev jeg headhuntet til en skole på Vesterbro. Her fandt jeg ud af, at jeg kunne noget i forhold til mennesker med diagnoser. Jeg tror egentlig bare, det var at lytte til dem. Hvis de syntes, at vi ikke gjorde det ene eller andet godt nok, så var det bare om at lytte og tage imod de gode råd, de selv kom med.

PÅ ET TIDSPUNKT stiftede jeg min egen virksomhed, der tilbød kommuner mentorløsninger. Vi ville skabe resultater med unge med diagnoser. Hver gang jeg syntes, jeg havde lavet et rigtig godt stykke arbejde, og kunne se, at nogle havde udviklet en god selvtillid, så faldt det hele sammen, når de skulle ud på arbejdsmarkedet. 

DEN HER gruppe mennesker har en masse potentialer. Men som samfund søger vi dem ikke, fordi vi går op i, at de skal leve op til fællesnormen. Vi har en meget fast idé om, hvad man skal kunne for at være kvalificeret til samfundet. Ud over at kunne læse, regne og tale engelsk skal vi også lære at begå os, både derhjemme, hvor vi skal kunne støvsuge og benytte en opvaskemaskine, og i det offentlige rum, hvor man skal være i stand til at gå på café, smalltalke og tage offentlig transport. 90 procent af dem, jeg har arbejdet med, kan ikke finde ud af det og kommer aldrig til at lære det. Hvorfor skal de igennem nederlag på nederlag og ende i angstanfald i bussen, hvis der sker noget uventet?

EN UALMINDELIG ØL 1

”’Spontan Goes Spontan’ blev lanceret i marts med en dans koreograferet af kongelig danser Sebastian Kloborg, musik af Aaron Dessner fra amerikanske The National og kostumer af modeskaber Henrik Vibskov til premieren på vores egen festival, Social Revolution By Beer.”

EN DAG I 2016 blev jeg sat op til et møde med Mikkel Borg Bjergsø, stifter og direktør hos bryggeriet Mikkeller. Jeg havde dengang en autist-drevet café på Østerbro i København, Café Den Uartige, og ville have Mikkel til at brygge en øl til os. Jeg vidste, at Mikkel var uddannet skolelærer, og tænkte, at der måske var en eller anden connection. Da jeg gik ud fra mødet, havde vi ikke bare fået en øl til cafeen, vi var også blevet enige om at starte et bryggeri med medarbejdere med diagnoser. 

HAN VILLE GERNE stille al Mikkellers erfaring, viden og kontakter til rådighed, men var ikke interesseret i at gå ind i det med økonomisk støtte. Det var min startup-virksomhed og mig, der måtte finde finansiering. Jeg ville ikke basere os på fonde eller anden støtte. Skulle det være bæredygtigt, måtte vi arbejde på konkurrencevilkår med andre bryggerier.

MED ET SYMPATISK projekt og en kendt og dygtig forretningsmand som Mikkel indover troede jeg, at vejen var brolagt. Men jeg fik nej lige så mange steder, som jeg søgte investorer. Jeg besluttede at starte en crowdsourcing-kampagne, hvor folk kunne investere penge i os over en international platform – Mikkeller har sit største publikum i udlandet, så vi tænkte, at det var mest logisk at gå ud over Danmarks grænser. 

EN UALMINDELIG ØL 2

”’364’ er en pilsner lavet i samarbejde med PTSD-ramte krigsveteraner. De var med til at vælge, hvordan den skulle smage, med til at brygge den og satte etiketter på. Den hedder ’364’ for at sige: ’Det er fint, at I hylder os en gang om året, på flagdag for Danmarks udsendte. Men husk os nu resten af året.’ I dag har vi tre veteraner ansat.”

VI SØGTE halvanden million kroner til startkapital, men nåede kun op på 150.000 kroner. Til gengæld fik vi følgere i 17 forskellige lande og blev omtalt i The Guardian og et australsk livsstilsmagasin, Collective Hub. Med opmærksomheden lykkedes det os at skabe internationale øl-samarbejder, blandt andet med skotske BrewDog, der har 40 barer i hele Storbritannien, hvor vores fælles øl efterfølgende blev sat til salg. På det tidspunkt var vi bare mig og en driftsleder og en kommunikationsmedarbejder – begge med ADHD-diagnoser – så Mikkel lavede opskrifterne til os.

EN DAG FIK JEG en mail fra Rune, en brygger, der i 00’erne havde sit eget bryggeri, Djævlebryg, men som gik ned med stress og fik en førtidspension og en Asperger-diagnose. Vores projekt var som skræddersyet til ham, skrev han. Han gider ikke selv gå og brygge dag ud og dag ind, men elsker at udtænke råvaresammensætninger, og i dag udvikler han alle vores opskrifter.

EN UALMINDELIG ØL 3

”’Brookhagen’ er lavet i samarbejde med et bryggeri i Brooklyn. Vores huskunstner Sylvester har tegnet etiketten. Da han kom ind hos os for tre år siden, havde han en portefølje af pædagogisk personale efter sig, som var gået ned med stress. Vi fandt ud af, at han er god til at tegne. Den her etiket gav ham en bestilling på en forside til et engelsk ølmagasin med 65.000 læsere.”

VI FIK EN INVESTOR med, så vi kunne leje os ind hos bryggeriet Flying Couch i Nordvest i København, hvor vi fik lov at brygge, når de havde hul i produktionsplanen. Vi købte vores egne to tanke til at have stående dér, men heldigvis blev kapaciteten hurtigt for lille, fordi efterspørgslen voksede. Så fik vi en kontrakt med det belgiske bryggeri De Proef, der har specialiseret sig i at brygge for andre bryggerier, og som Mikkeller ofte har samarbejdet med. Nu laver de vores øl ud fra vores opskrifter.

SELVOM DE BRYGGER for os, er der stadig masser af funktioner til vores ansatte. Der skal laves etiketter, der skal laves salg, der skal føres lager, der skal kapsler på. Vi har kommunikation, webdesign, grafikere, bartendere, chauffører, lagerarbejdere, pantansvarlige, rengøringsfolk. For tiden har vi 42-43 ansatte, hvoraf 4-5 er fuldtidsansatte, mens resten arbejder forskellige timetal, og de, der arbejder mindst, kun er her fire timer om ugen.

Bryggedanser Bjarke Øster­gaard og kongelig balletdanser Carling Talcott-Steenstra optræder i marts til festivalen Social Revolution By Beer.

VI HAR OGSÅ en bryggedanser, Bjarke. For 10 år siden så han ’Vild med dans’ og gik i autismetræning, som han siger. Han dansede derhjemme dag og nat i et år og begyndte at dyrke konkurrencedans. Jeg har tidligere arbejdet med ham og vidste, at alle har haft svært ved at finde ud af, hvad man kan bruge ham til. Jeg spurgte, om han ville hjælpe os med at lave en serie af danse-øl. Den er vi i gang med nu og har blandt andet lavet ’Cha Cha Cherry’, en Indian Pale Ale med kirsebær, og ’Mango Tango’, en Berliner Weisse med mango. Hans rolle er at danse ved lanceringen af øllene. Hvis du kigger på bundlinjen, er det ikke nødvendigvis noget, der giver økonomisk mening nu og her at have Bjarke ansat. Men han er med til at opbygge vores brand og fortælle en god historie om, hvem vi er. Og det har stor værdi – også økonomisk – i sidste ende.

MAN KAN KØBE vores øl på vores hjemmeside, på vores bar på Nørrebro, i vores butik på Amager eller i vores butik på Vesterbro, som vi snart åbner i samarbejde med Mikkeller. Man kan også finde os hos nogle lokale supermarkeder rundtom i landet, først og fremmest i København, Odense og Aarhus. Men vi er ikke hos de danske supermarkedskæder. Det tager lang tid at komme ind, konkurrencen er meget hård, og det er ikke nødvendigvis en god forretning, fordi de presser prisen så meget. Vi har brug for de marginaler, som de gerne vil presse af, for at skabe en god arbejdsplads. 

VORES ØL ER IKKE billige (typisk 40-50 kroner for 33 cl, red.). Men som forbrugere skal vi tænke over, hvilke virksomheder vi vil have. Skal de tage et ansvar og bruge kræfter på både kvalitet og værdier, så koster det lidt ekstra.

Opskrifts­udvikler Rune Lindgreen måler sukkerindhold i en øl i forbindelse med et collab med The Queer Brewing Project fra London.

Mange frygter ben, slim og tørt kød, men Christoffer Skov Pedersen kan peptalke en habil fiskekok frem i de fleste. Mød ejeren af Sømunken Fiskehal, der vil give dig selvtilliden igen – og gøre havet til et sundere sted.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Kasper Hjorth, PR, Colourbox

JEG TROR, vi er den eneste fiskehandler i Danmark, der ikke sælger tun. Vi har heller ikke varmtvandsrejer, der som regel kommer fra Asien. Eller noget andet, der ikke er fisket i europæisk farvand. Det er en del af vores fokus på sæsonpræget, regionalt og naturskånsomt fiskeri.

MIN MORFAR var fiskehandler i Hørsholm, men kaldte butikken ’Fisk og vildt fra Hundested’ for at markere, at det var der, han kom fra. Mine forældre overtog hans butik, og jeg hjalp til, fra jeg var 12 år gammel.

JEG TROEDE IKKE, jeg skulle være fiskehandler. Jeg har en bachelor i geografi og historie fra RUC. Jeg kunne rigtig godt lide at gå der. Særligt læsningen og de mundtlige eksamener. Men jeg havde lidt svært ved det fokuserede skrivearbejde. Måske var jeg ikke helt lavet til det alligevel. Sideløbende arbejdede jeg hos Fiskerikajen i Torvehallerne i København. Jeg gik derind en dag og sagde: ”Det er mig, I leder efter.” Efterhånden blev jeg forfremmet til butikschef.

SNART FIK JEG lyst til at være min egen chef. Men jeg gad ikke være en fiskehandler, der sælger hvad som helst. Det måtte gerne være lidt aktivistisk. Jeg vidste, at forretningen skulle ligge på Nørrebro. Det er her, jeg selv bor og færdes, og her manglede en fiskehandler. Man kunne helt sikkert finde et kvarter, hvor folk har flere penge, men kunderne på Nørrebro har værdierne, tænkte jeg. Jeg åbnede butikken sidste forår sammen med min kæreste. Vi mødte hinanden, da vi begge arbejdede hos Fiskerikajen. Hun læser til landskabsarkitekt, men har hjulpet mig meget i opstartsfasen. 

SKULLE JEG VÆRE ekstremt idealistisk, ville jeg slet ikke sælge laks. Så ville jeg gå fuldstændigt uden om opdrætsfisk. Jeg ville heller ikke købe linefanget havkat, for den er gul-listet hos WWF (fiskearterne er opdelt i grøn, gul og rød alt efter bæredygtighed, red.). Men det sker alligevel. Jeg hælder til passive fangstredskaber såsom garn, ruse og langline. Men jeg sælger også jomfruhummer, som er fanget med trawl, fordi der endnu ikke findes rentabelt, naturskånsomt jomfruhummerfiskeri, og fordi vi i Danmark er bedre og bedre til at regulere fiskeriet af dem med fredningszoner. Skulle jeg tage højde for alle hensyn, ville jeg måske ende med at kunne sælge tre slags fisk. Og på en regnvejrsdag slet ingen. Og det er ikke bæredygtigt i en forretningsoptik. Jeg bliver nødt til at være pragmatisk. Først skal vi have en indtægt, så vi kan betale husleje. Jo mere robuste vi bliver, desto mere radikale kan vi være.

JEG BRUGER ALTID latexhandsker. Min far var lidt forbløffet, da han kom og hjalp mig i forretningen første gang. Det havde han aldrig brugt. Men det tager meget af lugten, fordi fiskeresterne ikke sætter sig under neglene og i flængerne på hænderne. Derudover vil jeg sige, at et godt bad efter fyraften hjælper. Jeg har fundet en portugisisk håndsæbe med citron lavet til folk, der arbejder med fisk. Den er virkelig god. Jeg overvejer at give mig til at sælge den i butikken. Alligevel kan det da ske, at min kæreste stadig synes, jeg lugter lidt. Den, der opfinder et middel, der fuldstændigt kan fjerne fiskelugt fra hud og tøj, bliver rig.

MINE ARBEJDSDAGE er gerne 14-15 timer. Jeg tager hjemmefra klokken fem om morgenen og kører på Københavns Fisketorv i Nordhavn, som er en sammenslutning af fiskeleverandører under samme tag. Jeg køber lidt hos alle og har mine yndlingsting hos hver enkelt. Én er god til mørksej, en anden til rødspætter. Én er stabil, en anden har en god pris. Det har jeg brugt tid på at finde frem til. Vi har også et par opkøbere, der bringer os fisk til døren fra auktionerne i Nordjylland, så vi kan skære mellemleddet ud og få endnu friskere fisk. De tipper os, hvis de for eksempel har 10 kilo rødfisk til en rigtig god pris.

DET ER EN kunstform at købe rigtigt ind. At vurdere op til en weekend, hvor meget vi kommer til at sælge. At have den rigtige fordeling af fisk i filet og hele fisk. Det er stadig lidt nyt for mig, men jeg prøver at ramme udsolgt eller tæt på hver dag, så jeg altid har frisk fisk at tilbyde. Men kundernes adfærd er en kompliceret ting. 

VEJRET PÅVIRKER salget helt vildt. Solskin får folk i fiskehumør. Men hvis det bliver for varmt, tager de måske væk fra byen. Måske vil de hellere spise koldskål eller noget andet køligt. De spiser mindre. De bliver mere dovne og gider ikke lave mad.

33-årige Christoffer Skov Pedersen kalder sin butik Sømunken efter et mærkeligt væsen, man fangede i Øresund engang i 1500-tallet, og som man syntes lignede en munk med kutte. Han kender historien fra en fiskehandlerhåndbog, han har arvet fra sin morfar.

KULMULEN ER den nye laks. Den er populær og nem at have med at gøre i filet, hvis man er en familie på fire, der skal have noget hurtig aftensmad. Men vi har også mange unge kunder, som er udogmatiske og klar på at prøve noget nyt. Hvad de køber, hænger også sammen med, hvad jeg gerne vil sælge.

NÅR DU DRIVER specialforretning, handler det om at kunne læse den person, der kommer ind ad døren. Mærke folk. Hvis de er lidt nervøse, gør jeg mig umage for at finde det, der er perfekt til dem. De skal have selvtillid. De skal have gode oplevelser. Nogle danskere har en opfattelse af fisk som noget kompliceret, og så er det ovenikøbet dyrt. Hvorfor bruge så mange penge, når man kan købe hakkekød og lave frikadeller for det halve?

JEG PRØVER AT få folk til at stege så lidt som muligt. De tror tit, at det er den nemmeste måde at tilberede fisken. Men det er også den nemmeste måde at ødelægge den, når skindet hænger fast i panden, og kødet falder fra hinanden. Mit råd er: Giv din kulmulefilet 12 minutter i ovnen ved 180 grader, og kom lidt smør og krydderurter ved, så har du sovs. Afhængigt af størrelsen lægger jeg måske et par minutter til. Folk elsker det. Måske har de aldrig fået veltilberedt fisk før. Selv i min egen familie hed det altid 20 minutter, men så bliver fisken tør og smager trannet.

DET BEDSTE VED at have forretning er interaktionen med kunderne. Jeg er vokset op med at tiltale folk hr. og fru. Det bruger jeg stadig. Det er en god kultur. Det tror jeg også, unge mennesker synes. Det er ikke for at være underdanig. Jeg ser det som en måde at tale folk op på. Her er lidt slimet, og her lugter lidt. Men herinde taler man ordentligt til folk.

FISKEHANDLERENS FAVORITTER

Slethvar fra Øresund
Ikke så fin som pighvar, men finere end rødspætten – og et godt køb. Tilberedt hel er den super saftig og velsmagende.

Torskekrave
Udskæringen, der sidder lige bag gællerne, er noget af det lækreste og mest oversete. De små muskler og meget bindevæv gør dem saftige og gode til grillen.