DET SKAL DU BRUGE Til 2 personer 1 blomkål Olie og smør til stegning 4 dl mælk 4 fed hvidløg Salt og peber 2 kviste timian 1 bakke ærter i bælg 1 majskolbe 1 bundt dild 1 lille håndfuld tørrede tranebær 1 citron (eller et par spsk. lys eddike) Peberrod Groft hvedebrød som tilbehør SÅDAN GØR DU Skær […]
Tekst:Claus MeyerFoto:Chris Tonnesen

DET SKAL DU BRUGE

Til 2 personer

1 blomkål
Olie og smør til stegning
4 dl mælk
4 fed hvidløg
Salt og peber
2 kviste timian
1 bakke ærter i bælg
1 majskolbe
1 bundt dild
1 lille håndfuld tørrede tranebær
1 citron (eller et par spsk. lys eddike)
Peberrod
Groft hvedebrød som tilbehør

SÅDAN GØR DU

Skær en 3-4 cm tyk skive af det midterste af blomkålen. Skær toppen af og også lidt af bunden – men uden at det midterste stykke falder fra hinanden. Sæt blomkålsskiven til side, og kom alt det, du har skåret fra, i en kasserolle sammen med lidt olie. Rist i nogle minutter ved mellem varme. Tilsæt mælk og 2 hele fed hvidløg, bring det til kogepunktet, skru ned, og lad det simre, til blomkålen er godt mør – det tager ca. 15 minutter. Hæld mælken fra, men gem den. Blend blomkål og hvidløg med en stavblender eller i en høj blender med halvdelen af mælken fra kogningen. Tilsæt 25 g smør og gradvist mere mælk, mens du blender, til cremen har en luftig og glat konsistens. Det er ikke sikkert, du har brug for al mælken – stop, når du synes, cremen har en god konsistens. Smag til med salt.

Steg skiven af blomkål på en varm pande i smør og en smule olivenolie. Når begge sider er gyldne, så kom en god ekstra klat smør i panden sammen med et par fed hvidløg og timiankviste. Lad det bruse lidt op, og øs med jævne mellemrum det skummende smør hen over blomkålen, indtil den er mør, men stadig har bid – cirka 15-20 minutter. Bælg ærterne imens, og skær majskernerne fri af majskolben. Lad ærter og majs stege med de sidste par minutter. 

Top den stegte blomkålsskive med ærter, majs, dild og tranebær, og riv godt med peberrod over. Dryp med brunet smør fra panden, lidt olivenolie og citronsaft. Server med blomkålscremen og brød til.

KAN HAN FLYTTE DIG?

Claus Meyer voksede op med pandesovs af stegemargarine og begyndte først at sætte pris på mad, da han som ung mand havnede hos en fransk konditorfamilie. Lige siden har han været optaget af at formidle madglæde til danskerne. Med bogen ’Når du flytter hjemmefra’ henvender han sig til et publikum, der har valget mellem at spise sig mæt i billig takeaway eller tage kniven i egen hånd, med tilgængelige opskrifter, basale køkkenråd, tips til mindre madspild og inspiration til indkøb.

Er udkommet hos Lindhardt og Ringhof.

 

Tags: , ,
SE MERE