KORT FARVEL OG APP GODDAG
I 15 år har vi været vant til at bruge rejsekortet og de såkaldte ’blå punkter’, men nu er det slut. Teknologien er forældet, og derfor skal du i gang med at bruge andre metoder, når du skal rejse. Allerede nu kan du afprøve de forskellige apps, der er blevet lavet til formålet. Det er DSB–appen, Rejsekort-appen og Rejsebillet. Første gang du logger ind på de forskellige apps, skal du oprette en profil og tilknytte en form for betalingsmetode. Modsat rejsekortet, hvor du altid skulle sørge for, at der var tanket op, betaler du kun for den rejse, du lige har været ude på. Derfor behøver du ikke at tjekke en saldo, når du bruger apps.
BASISGRUPPER
Det er ikke alle, der har lige nemt ved at gå den digitale vej. Måske har du ikke en smartphone, måske ønsker du ikke at være digital eller noget helt tredje, og her kommer der også en ny løsning: basiskortet og checkpunkterne. De to minder om rejsekortet og ’de blå punkter’, som vi er vant til at tjekke ind på, men der er alligevel nogle forskelle:
1. Basiskortet kommer i to varianter, personligt og anonymt. Det personlige basiskort har ligesom med de forskellige apps ikke et fast beløb til at stå. I stedet bliver beløbet trukket, når din rejse er overstået. Det vil altså sige, at basiskortet ikke skal tankes op. Har du et personligt basiskort, står dit navn på kortet, og det er kun dig, der kan bruge det.
2. Det anonyme basiskort: Modsat det personlige kort skal dette tankes op ligesom med rejsekortet. Når det skal tankes op, skal du gøre det fysisk i 7-Eleven eller i DSB’s betjente salgssteder i København, Odense eller Aarhus. På kortet står der ikke noget navn, og det kan derfor for eksempel deles af to rejsende.
3. Med rejsekortet er vi vant til at tjekke ind, når vi starter vores rejse. Hvis vi skal skifte transportmiddel, tjekker vi ind igen og slutter rejsen med at tjekke ud. Med basiskortet fungerer det en smule anderledes. Hvis du skal skifte transportmiddel med basiskortet, skal du tjekke ud imellem de to skift, inden du kan tjekke ind igen og rejse videre.
GAMLE PENGE
Måske har du et gammelt rejsekort liggende, og det kan der jo være penge på. Hvis rejsekortet er personligt, behøver du ikke gøre noget. Når rejsekortet lukker, vil pengene blive udbetalt automatisk. Er rejsekortet derimod anonymt, skal du enten udfylde en formular inde på rejsekort.dk eller gå hen til et af salgsstederne, så kan du få dine penge tilbage.
DEN RØDE NØDLØSNING
Selvom rejsen bliver mere digital, er der hjælp at hente, hvis du er kommet af sted uden strøm på telefonen, eller din mobil går død undervejs. De røde billetautomater bliver stående, og her kan du altid få fat i en billet til din rejse.
Husk: Har du ubesvarede spørgsmål, kan du altid henvende dig i salgsstederne eller hos DSB Kundeservice på 70 11 33 33.
