DER ER NOGLE, som ved præcis, hvor de var, da Danmark vandt EM i fodbold. Da amerikanerne landede på månen. Eller da Olof Palme blev skudt. Men for mig var det i 1982, da jeg hjemme på mit drengeværelse i Tårnby satte mit første kassettebånd med hiphop på. Det var et bånd med Run DMC, som min storebror havde sendt fra USA, hvor han var på high school-ophold. Ud af båndoptageren kom ’It’s Like That’, et nummer helt uden bas eller guitar, men bare en rytmeboks, noget scratch og en rap, der handlede om at leve i New York og være på røven. I det moment fandt jeg min musikalske identitet efter en barndom, hvor jeg havde hørt alt fra Elvis til Gasolin’ og Duran Duran. Jeg kunne høre noget i teksten, som jeg genkendte fra netop Gasolin’ – ”hvad gør vi nu, lille du?” – men også fra min far, der lavede dansk countrymusik med socialrealistiske tekster. Forskellen var, at det denne gang kom fra nogle, der kunne være min generations talerør.
Jeg blev født i 1970 og voksede op i en andelsboligforening ved Tårnby Torv. Et helt klassisk treetagers byggeri med fire længer og en gård i midten. Mine forældre havde begge halvdagsjob, og de havde valgt at leve på en måde, så de kunne være hjemme klokken to om eftermiddagen, men stadig klare den økonomisk. Vi havde en lejlighed, en bil og en lille træhytte i Sverige, som kostede 1.600 kroner om året. I vores køleskab var der aldrig rigtig noget særligt, men der var heller aldrig noget, der manglede.
Ken ’The Duke’ Larsen, Per ’Dee Pee’ Pedersen og Lars ’Chief 1’ Pedersen i ungdomsklubben Thomas P. Hejle i bluser malet af graffitikongen Seen fra USA, 1985.
Min mor arbejdede som sekretær i Dansk Tromlecentral på Amager, hvor hun sad på kontor og udbetalte løn. Det var et sted, hvor de fik store tromler ind fra benzin- og olieindustrien, som de afsyrede og restaurerede, så de kunne sælges igen. Min far var trommeslager og med i The Cliffters med Johnny Reimar, som var Danmarks første rigtige popband. I 1962-63 var de det største band i Danmark, og de optrådte på tv med Cirkusrevyen. De blev ret store teenageidoler, og der var piger, som brød ind på min fars drengeværelse på Christianshavn og stjal hans underbukser. I starten af 70’erne kom han med i et band, der hed Teddy, Chano, Jan & John, som var de første herhjemme, der spillede countrymusik. De lavede blandt andet ’Jeg vil bo på Vesterbro’, som blev en evergreen. Det var danske socialrealistiske tekster og sangtitler som ’Ikke flere penge, fyret fra mit job’. Men efter han fik min storebror Per og mig, droslede han ned til at være hyggemusiker på halv tid, og ved siden af fik han et job som dekoratør, hvor han blandt andet sad og lavede små trævikinger, som blev solgt til turister inde i byen.
Jeg gik i skole på Tårnby Skole, som lå tre spytklatter fra, hvor vi boede. Alligevel kom jeg altid for sent. Jeg sprang morgenmaden over, og så tænkte jeg, at jeg kunne vente med at stå op til kvart i otte, hvilket selvfølgelig var alt for optimistisk. Jeg var god til de ting, jeg interesserede mig for – dansk, engelsk og samfundsfag – men hvis en lærer ikke fangede mig, stod jeg helt af. Matematik var jeg helt elendig til, og da vi nåede til ligninger med x og y, måtte jeg give op. Jeg tilbragte også en del tid på inspektørens kontor, fordi jeg tegnede på bordene og lavede ballade.
MIN FAR VAR vild med Cliff Richards og Elvis, som var fra hans ungdom. The Beatles var for nymodens til ham. Jeg elskede dem alle, men jeg var også vild med Gasolin’, som alle de andre i skolen hørte. I samfundsfag kom læreren en dag ind med en stor bog og spurgte os, hvad vi gerne ville, når vi blev voksne. Søren ville være advokat, og Camilla ville gerne være stewardesse, og da læreren nåede ned til mig, der sad med min cola og min frikadelle, som jeg havde købt i frikvarteret, svarede jeg: ”Jeg vil være musiker.” Læreren bladrede febrilsk i sin store bog med jobs. Der var maler, og der var murer, men der stod ikke musiker, hvilket kun gjorde mig endnu mere sikker.
I starten af 80’erne var der en 60’er-revival med Shakin’ Stevens og Stray Cats. Jeg købte brylcreem og lædervest, men det duede ikke rigtigt. Siden kom Duran Duran. Jeg var 12 år gammel, og jeg ville gerne have en lys stribe ligesom Simon Le Bon. Dengang kunne man ikke bare gå ned og købe færdig hårfarve, så min mor måtte lave en kemikalieblanding. Det blev til en armygrøn klat, der lignede, at en fuld svensker havde brækket sig i mit hår.
Jeg hørte også Sugarhill Gang og Grandmaster Flash, og jeg kunne selvfølgelig høre, at de talte hen over funkmusikken i stedet for at synge, men jeg anede ikke, at det var hiphop. En dag sad jeg sammen med en ven, der også boede på Tårnby Torv. Han fortalte, at han havde været inde på Strøget ugen forinden og set 5-6 unge stå og danse rundt om en båndoptager. Ugen efter tog vi ind til Rådhuspladsen og mødte 10 drenge, som stod og hørte høj musik. To af dem var Ken Larsen og Henrik ’Phase 5’ Marquardt, som var pionerer inden for breakdance i Danmark. De satte to båndoptagere sammen, og så gik vi ned gennem Strøget i samlet flok og stoppede op foran tøjbutikken Deres, hvor de begyndte at danse electric boogie. Pigerne kiggede, og folk smed penge i bøtten, så vi kunne gå over og købe en Whopper, og jeg syntes, det var helt fantastisk. Jeg begyndte at tage derind hver fredag, og vi blev hurtigt flere og flere, som mødtes og breakdancede.
Samtidig var min storebror taget på high school i USA. Han boede i Rochester uden for New York, og når han hørte radio derovre, optog han sangene på kassettebånd og sendte dem hjem til mig. De første mange gange var det Duran Duran, Spandau Ballet, Paul Young og de andre gængse 80’er-bands. Pludselig var der en pause, hvor der ikke kom noget med posten, fordi han havde mødt en sort pige, som havde introduceret ham til hiphop. Det næste bånd, han sendte, var det med Run DMC.
Jeg så tysk fjernsyn konstant, fordi det var det eneste sted, der var en chance for at støde på noget om hiphop. Når de bragte et indslag om breakdance fra New York, skyndte jeg mig at optage det på min Betamax, og så inviterede jeg alle vennerne fra gården i Tårnby over. Vi så det igen og igen, spolede frem og tilbage, mens vi lå i underlige akrobatiske stillinger hjemme på stuegulvet. Vi tog i Accord inde i byen iført store skijakker og købte to plader, mens vi stak resten ind under jakken, og vi købte en mixer og to gamle pladespillere, så vi kunne øve os i at scratche. Senere fik vi et lokale i ungdomsklubben Thomas P. Hejle, hvor vi mødtes hver fredag fra 18 til 22. Graffitimalerne lavede store malerier, og oppe på scenen havde vi en dj-pult, hvor Phase 5, Cutfather og jeg skiftedes til at spille, mens drengene lå svedende og breakdance-battlede på gulvet. Lokalet lå på tredje sal, og nede i stueetagen på ungdomsklubbens diskotek stod alle pigerne og undrede sig over, hvor alle drengene blev af. Men vi ænsede dem ikke.
Jeg var med i en breakdancegruppe med blandt andre Jan ’DJ Jan’ Kabré’ fra MC Einar og Lars Ranthe. Vi breakdancede i syv timer hver dag efter skole og endte med at vinde DM to gange. Hurtigt fandt jeg ud af, at det ikke gik at være breakdancer og hedde Lars. Mine idoler fra USA hed ting som Crazy Legs, Mr. Freeze og Buck Four, så jeg måtte også have mig et alias. Først hed jeg Mr. X, men det fungerede slet ikke. I stedet kaldte jeg mig Chief 1, fordi jeg elskede indianerne, og fordi det handlede om at være den bedste af dem alle.
Rockers By Choice, 1988.
PÅ THE VOICE havde Dan Rachlin og Philip Lundsgaard et radioprogram, hvor man kunne sende dj-mix ind. Jeg var helt oppe at køre, når mine ting blev spillet i radioen. Det samme var min ven Jørgen, som kaldte sig DJ TNT. Men en dag var der en fyr, som sendte et rigtig dårligt mix ind i TNT’s navn for at få ham ned med nakken. TNT blev så rasende, at han besluttede sig for at lave en diss-rap, som de gjorde i USA. TNT, min storebror Per – som kaldte sig Dee Pee – og jeg øvede os i at rappe på engelsk og indspillede vores diss-rap på TNT’s firesporsbåndoptager. Fredagen efter blev det spillet på The Voice. Vi dannede en gruppe og begyndte at øve, og imens tog jeg 10. klasse for at købe mig tid, mens jeg fandt ud af, hvad jeg skulle med musikken.
I 1987 dannede jeg Rockers By Choice sammen med min bror, Master Phoze, MC Pete og MC Swan. Vi øvede på Amager og indspillede en masse demoer på engelsk, som blev afvist af alle pladeselskaberne. Men det førte til koncerter på punk- og rockklubber som Barbue i Huset i Magstræde og Sorte Hest på Vesterbro. På det tidspunkt var punken blevet stueren, og jeg tror, at punkerne savnede noget oprør. De elskede vores energi og gik helt amok og stagedivede, mens vi spillede.
Efter en af koncerterne på Barbue kom Kenneth Bager, som arbejdede for Virgin Records, op til os. Med sin Hobro-dialekt sagde han: ”Det’ fan’me fedt, det der, drenge” og tilbød os en kontrakt, hvis vi ville lave noget på dansk. Vi var skeptiske, fordi dansk rap dengang var fjollet og så langt fra vores idoler i New York, som man kunne komme. Det var sådan noget som Per Pallesens ’Fodermesterrap’ og Gunnar Nu Hansens ’Nu rap’. Men vi tænkte, at hvis nogen skulle lave det første rigtige danske hiphopalbum, så skulle det være os.
Chief 1 turnerer i 2022 med sit tredje soloalbum, ’Nordlig sjæl’.
Da vi udgav ’Opråb! Til det danske folk’, eksploderede det hele. Vi fik topanmeldelser, og selv de mest intellektuelle musikkritikere elskede os. Samtidig blev vi teenage-idoler. Jeg boede stadig hjemme hos mine forældre, og der var fans, som lå i buskene på Tårnby Torv og ventede på mig. Min mor forbarmede sig ofte over dem, så når jeg kom hjem efter at have øvet, sad der 3-4 fans hjemme i stuen. På posthuset hentede vi den ene sæk efter den anden med breve, hvor unge piger skrev, at alt, de ønskede sig, var en hest og at blive kærester med en af os. Og når vi spillede koncerter, kunne vi ikke forlade backstage-lokalet uden at blive jagtet. Det var mærkeligt for os at blive popstjerner, samtidig med at vi gerne ville være hiphop og holde det real.
I 1989 og 1990 turnerede vi konstant og spillede alle de store festivaler. Det satte sine spor på vores andet album, som pladeselskabet gav os helt frie tøjler til at lave. Det blev optaget i et rockstudie med live-instrumenter, og måske skulle nogen have fortalt os, at vi gik lige lovlig hurtigt væk fra det, som havde gjort os til stjerner. Da ’Vi er generationen der ikke må fejle’ udkom, var der mange af vores fans, som ikke kunne følge med i det store musikalske spring, som især jeg havde taget. På turneen, der fulgte, lavede vi rock-opsætninger af alle de gamle numre, og folk faldt fra, fordi de ikke kunne kende os. Pludselig tjente vi ingen penge, og jeg var 20 år gammel, havde lige købt ejerlejlighed og stod med en kæmpe B-skattegæld.
Efter den tredje Rockers-plade begyndte jeg at hænge ud på Bodega Fidusen på Amager, hvor et par af mine gamle Tårnby-venner kom. De havde dannet en lille rapgruppe ved navn Humleridderne, som alle gik og grinede af. De var malere, og jeg fik ideen til at lave en sang, som hed ’Malerhjerne’. Vi gik i studiet, og jeg producerede deres første album, som udkom i 1995 og solgte 150.000 eksemplarer. Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide at arbejde som producer, fordi det gav mig mulighed for at holde mig lidt i baggrunden. Jeg var træt af at være på turné og spille koncerter, og stemningen i Rockers var ikke længere god. Jeg følte et pres for at skulle levere det næste hit, og til sidst fik jeg angst, fordi jeg var følsom og tog alting nært. I en taxa på vej til en koncert i Jylland midt om natten fik jeg et anfald, hvor mit hjerte bankede, og jeg ikke kunne synke. Jeg måtte stige ud af bilen og lægge mig i nødsporet på en kold jysk motorvej, mens jeg troede, at jeg var ved at dø.
Chief 1 laver ’the windmill’, 1985.
JEG TRAK MIG fra spotlyset og gik fra at være angriber til træner. I 1993 havde jeg opdaget Remee til et arrangement, ’Årets Rapper’ i Solrød, hvor jeg var dommer. Han var en meget hardcore 16-årig dreng, som i hvert faldt ikke skulle være med i et popband, men jeg fik ham med som rapper i Sound of Seduction, der blev en af Danmarks første dance-succeser. Vi lavede flere kæmpe hits, og jeg startede et pladeselskab, hvor vi udgav eurodance. I mellemtiden udgav vi det sidste Rockers By Choice-album, ’De 5 på flugt’, men i 1996 var det slut.
I årene efter producerede jeg alt mellem himmel og jord, lige fra Kim Larsen og Johnny Madsen til Outlandish og Basim. Og fordi jeg havde skattegælden fra Rockers-dagene hængende over hovedet, sagde jeg også ja til at lave en masse børnemusik, blandt andet Razz, B-boys og Danny Kool. Mange år efter Sound of Seduction dannede jeg sammen med Remee pladeselskabet RE:A:CH – Remee and Chief – hvor vi både vandt Dansk Melodi Grand Prix med Soluna Samay i 2012 og Anti Social Media i 2015 og sammensatte poptrioen L.I.G.A, som blev en stor succes. Men der var ikke noget af det, som gjorde mig rigtig glad. Alting blev mere og mere gråt, og selvom der kom grønne bude med platinplader, var det kun et hurtigt fix. Jeg isolerede mig i studiet i 12 timer ad gangen, og når jeg slukkede computeren, blev jeg trist. For så vidste jeg, at jeg var nødt til at gå ud i den virkelige verden.
I 2016 fik jeg en dyb depression. Jeg gik fra min hustru, som jeg havde været sammen med i 22 år, og jeg forlod pladeselskabet med Remee. Min største frygt var, at jeg havde mistet lysten til at lave musik, for hvis jeg ikke havde den, hvad levede jeg så for? Der var perioder, hvor jeg tænkte, at det hele kunne være lige meget. Men heldigvis havde jeg min syvårige søn, som gjorde, at jeg ikke gav slip. Jeg var flyttet ind i mit studie og sov 4-5 gange om dagen, og om natten traskede jeg hvileløs rundt i kvarteret.
Jeg gik til psykolog og tog lykkepiller, men intet af det virkede. Jeg havde læst, at man skulle huske at gøre noget godt for sig selv, så en aften i studiet skrev jeg en sang kun til mig. Den hedder ’Man skal dø lidt, før man finder vej’, og jeg skrev den på 20 minutter. Bagefter satte jeg mig og sang for første gang i mit liv. Da jeg var færdig, lagde jeg mig til at sove, og næste morgen, da jeg hørte nummeret igen, kunne jeg mærke, at der kom en lille lysstråle ind i mit liv. Den dag skrev jeg et nyt nummer mere, og før jeg havde set mig om, havde jeg skrevet 3-4 sange, som til at starte med kun var for mine egne ører. Men der gik ikke længe, før jeg tænkte, at der måske var andre, som kunne relatere til det, jeg gik igennem.
I 2017 udgav jeg mit første album, ’Slip’. Pludselig var jeg på soloturné for første gang i en alder af 48. I starten kom der ikke mange til koncerterne, men en dag blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville være med i ’Toppen af poppen’. Jeg troede først, at det var telefonfis, men ikke længe efter sad jeg ved et bord sammen med Kwamie Liv, Teitur, Medina, Anders Blichfeldt, Cæcilie Norby og Carl Emil Petersen. En stemme inde i mit hoved sagde, at jeg ikke hørte til som sanger i det selskab. Men da jeg gik op til mikrofonen, overraskede jeg alt og alle.
Efter min første solo-single blev jeg inviteret i ’Go’ aften Danmark’ for at tale om min depression. Flere gange undervejs havde jeg lyst til at forlade studiet, men værten Michèle Bellaiche så mig og hjalp mig gennem interviewet. Da jeg kom hjem, var min indbakke på de sociale medier svømmet over med beskeder. Der var folk, som skrev, at de havde grædt, mens de så det – og at de sad derude og havde det præcis som mig.
Det har taget mig tre album at nå til et punkt, hvor jeg føler, at jeg kan kalde mig selv for sanger. Det, der startede som en flugt fra min depression, er blevet min identitet, og når jeg i dag producerer for andre, ser jeg det som et bijob. Jeg bliver nok aldrig helt fri af mørket, men jeg har vendt mit livs største nedtur til en ny begyndelse. Og selvom jeg er 52 år gammel, har jeg det, som om jeg er 17 og lige har udsendt mit første album med Rockers By Choice.
