KLAUS RISKÆR PEDERSEN behøver ingen betænkningstid. Hvis han gifter sig igen, vil han lave en ægtepagt og aftale, hvem der skal have hvad, den dag parret ikke længere er sammen. Ligesom i ægteskaberne med først Anne-Mette Riskær og siden Jill Andersen. Klaus Riskær Pedersen har seks børn med fem forskellige kvinder.
”Alle med en eller anden slags formue vil normalt lave en ægtepagt,” forklarer Klaus Riskær Pedersen og spøger med, at det har betydet, at han stadig har råd til at abonnere på Financial Times. Avisen ligger på måtten, da han åbner døren til lejligheden på 2. sal på Gammel Strand i København. Og så afslører papirudgaven også hans alder. Trods sine 71 år og grå hår ligner ’Riskær’, som han blev kendt som i 80’erne, sig selv: høj, ranglet, i sort T-shirt og med et drenget smil.
”Det her med fælleseje stammer jo fra gamle dage, hvor man stiftede familie i en ung alder og i de fleste tilfælde holdt sammen resten af livet,” fortsætter han.
For erhvervsmanden, der i snart tre år har dannet par med den 36 år yngre Tara – uden at de bor sammen – handler det ikke om at holde regnskab frem for at holde sammen. Tværtimod.
Klaus Riskær Pedersen sammenligner det med at fortælle sin kommende ægtefælle:
”Jeg elsker dig, vil gerne giftes med dig og skal nok tage mig af dig – men du får altså ikke halvdelen af min formue på måske 100 millioner kroner.”
Og så ellers få at vide, at i givet fald er svaret til frie-riet et nej tak.
”Det ville nok være rart at få afklaret på forhånd,” konstaterer han.
SOM BEKENDT vandt Mary Donaldson prinsen, men det halve kongerige må hun kigge i vejviseren efter, hvis kongeparret en dag bliver skilt. To uger før brylluppet i 2004 underskrev daværende kronprins Frederik og hans udkårne en ægtepagt hos kongehusets advokat, der dengang – som alle andre ægtepagter – blev sendt til Retten i Aarhus og tinglyst formedelst et gebyr på 1.400 kroner. I dag er Tinglysningsretten flyttet til Hobro, og her kan man se, at hr. og fru Danmark de senere år har fået smag for de kendtes og kongeliges eksempel.
Mens der i 2021 blev tinglyst 8.411 ægtepagter, var tallet i 2025 steget til 11.610 – en stigning på 38 procent på blot fire år. Til sammenligning blev 32.624 par viet det år.
På bryllupsmesserne rundtomkring i landet er det almindeligt – blandt bryllupskager, blomsterdekorationer og brudekjoler – at møde advokater, som tilbyder at lave ægtepagter (samt testamenter og fremtidsfuldmagter). Pris: 6-7.000 kroner inklusive tinglysningsafgift.
”Vi er superglade for at have den del med på bryllupsmesserne,” siger Tina Lemming, der er indehaver af bryllup.dk, og peger på, at hverken kirken eller rådhuset rådgiver om, hvad det kan koste i kroner og øre ikke at følges i såvel med- som modgang.
Ægtepagter ses ofte som uromantiske, en forhindring i fortællingen om den store fordringsløse kærlighed, og ifølge Tina Lemming bliver brudeparrene glade for at kunne få svar på deres spørgsmål af rådgivere.
”Det er nemmere at stille spørgsmålene, når det foregår på en lidt mere neutral bane,” siger hun.
DET SENESTE kvarte århundrede har antallet af ægtepagter herhjemme ligget på 8-9.000 om året med undtagelse af perioden omkring vedtagelsen af pensionsreformen, som trådte i kraft 1. januar 2007. Reformen, som blandt andet betyder, at pensionsformuen – modsat bilen, boligen og børnene – ikke skal deles, hvis et par går fra hinanden, resulterede i, at der blev tinglyst 18.839 ægtepagter i 2006. Men derefter faldt tallet igen de følgende år. Lige indtil for fire år siden.
”Vi kan jo ikke se, hvad der står i ægtepagterne,” siger Camilla Schjølin Poulsen, der er privatøkonom i PFA Pension.
”Vi kan kun se, at antallet er steget. Vi kan håbe, at det skyldes, at flere interesserer sig for pensionen og er blevet opmærksomme på problemet. Og det er kun godt, at flere tager stilling uanset hvad.”
I takt med at pensionsformuerne vokser, ender en stadig større andel af ægteparrets samlede formue med ikke at være fælles i tilfælde af separation, skilsmisse, eller hvis den ene skulle gå bort. En udvikling, som samtidig dækker over, at kvinder i gennemsnit har 27 procent mindre på kontoen, når de finder golfkøllerne frem.
Årsag? Alt fra en lavere gennemsnitsløn til, at kvinder oftere end mænd går på deltid, tager barselsorlov og i nogle tilfælde også vælger en lavere risikoprofil i deres investeringer. Forskellen er dog ikke så stor blandt de yngre kvinder, der oftere får en længerevarende uddannelse, en højere løn og med tiden en større opsparing.
”Det er selvfølgelig bare tal i et Excel-ark,” siger Camilla Schjølin Poulsen med henvisning til, at differencen i løbet af et ægteskab kan løbe op i halve og hele millioner.
”Men så alligevel ikke. Det handler også om muligheder i livet, og forskellen kan være afgørende for, hvordan man som kvinde også senere i livet kan bestemme, hvordan man vil bo, hvor ofte man vil rejse, og om man vil kunne hjælpe sine børn økonomisk. Og ikke mindst, hvor længe man er nødt til at arbejde.”
NOK ER DET yndigt at følges ad, men nemt er det ikke altid. Brudgommen er i dag i gennemsnit 35,7 år, når han bliver gift første gang, bruden 33,7 år. Og for mange skal der flere forsøg til, før de finder den rette. I mere end hvert fjerde tilfælde havde mindst en af ægtefællerne prøvet det før, da de blev viet i 2023. Et tal, som naturligt nok stiger med alderen. Blandt de 50-60-årige har to ud af tre været gift før og vil måske derfor sikre sig, at det ikke bliver en økonomisk belastning, hvis det endnu en gang skulle gå galt. Eller som måske medbringer en pose penge, de gerne selv vil bestemme over.
Og selvom man finder kærligheden igen, er det ikke ensbetydende med, at den omfatter den andens voksne børn – og ønsker, at de skal arve én.
”Jeg tror, man bliver klog af skade,” siger 80-årige Lilian Zøllner, som er forfatter til ’En dag skal vi dø – Etik og jura ved livets afslutning’. Lilian Zøllner, der selv har været gift i 60 år (med den samme), har i bogen blandt andet talt med en mand, der blev gift for anden gang, og hvor den nye ægtefælles børn var ham meget imod. Deres værdier, adfærd, ja, alt, hvad de stod for. Derfor ønskede han ikke at efterlade noget til dem.
”En skilsmisse er jo aldrig sjov,” siger Lilian Zøllner.
”Og meget kommer til at handle om penge. Ikke bare om, hvem der skal have børnene – og hvor ofte man kan se dem. Men hvordan man netop skal dele boet. Det er pinligt, svært og vanskeligt at tale om. Også fordi der i forvejen ofte er en stor bitterhed i forbindelse med en skilsmisse.”
LYKKES DET at holde sammen, ønsker de ægteviede måske nok at dele bord og seng, men ikke nødvendigvis bankkonto. Da PFA i 2025 spurgte om holdningen til at dele pensionsopsparingen ligeligt ved en skilsmisse, takkede 45 procent nej, 30 procent ja, mens 25 procent svarede ’ved ikke’.
Hele 55 procent af mændene ønskede det ikke, mens tallet var 33 procent for kvinderne. Et flertal af kvinderne, nemlig 39 procent, ville det godt.
”Du har dit, og jeg har mit, og vi skal ikke dele vores formuer, fordi vi bliver gift,” siger Helle Brandt, som er formand for Danske Familieadvokater. Hun oplever heller ikke, at klienterne er ”vildt meget” optaget af at dele pensionen, når de laver en ægtepagt. Parrene taler selvfølgelig om det. Men ofte lyder det, at det finder de ud af. Pensionerne er alligevel – i starten – nogenlunde ens.
”Man vil måske gerne have fællesskabet, men man vil også gerne selv kunne kontrollere sin økonomi,” siger formanden for Danske Familieadvokater.
Senest afslørede en undersøgelse fra Sydbank, at kun halvdelen af alle danske par – både gifte og ikke-gifte – har fællesøkonomi. Et tal, som lå på 71 procent tilbage i 2010. Og i dag lever 368.000 par sammen uden at være gift. Eller 25 procent flere end for 16 år siden.
I Nikolaj Zeuthens ’Verdensmestre’ (udgivet i 2010) om det moderne familieliv på skilsmissens rand er det i sidste ende heller ikke den store kærlighed, som holder sammen på romanens hovedpersoner Rune og Anne. I stedet forhindrer kreditforeningen og de store, fælles banklån parret i at løsne de økonomiske bånd, der binder dem sammen.
I KVINDERNES BYGNING i en sidegade til Strøget i København må forkvinde i Dansk Kvindesamfund Louise Vinther Alis låse op til sekretariatet på 3. sal. Selvom klokken kun er 17:00, ligger lokalerne mørke og mennesketomme hen. Foreningen, der blev stiftet i 1871, drives af frivillige som forkvinden selv, der er kommet kørende fra Køge.
”Lige fra starten i foreningens historie har vi snakket om ligeløn,” siger Louise Vinther Alis, da hun har sat sig ved bordet i mødelokalet og undskyldt manglen på kaffe.
”Og når vi snakker om ligeløn, snakker vi om både løn og pension.”
Louise Vinther Alis ser gerne en ændring af pensionsreglerne og kalder det ”symptombehandling”, hvis pensionernes forskellige størrelser er medvirkende til de flere ægtepagter. I stedet foretrækker hun, at mænd og kvinder fik muligheden for at spare lige meget op.
”Men fra et feministisk standpunkt mener jeg, at det er en positiv udvikling,” siger Louise Vinther Alis om det, at gifte par ikke som tidligere vil dele deres penge.
”Det er i hvert fald udtryk for en bevægelse væk fra ideen om, at der i et ægteskab er en, som er forsørgeren, og en anden, der står for det huslige.”
ÆGTEPAGTER KAN både fremme og hæmme ligestillingen,” konstaterer Gine Maltha Kampmann. Selv overvejede direktøren i tænketanken Equalis muligheden, som hun og hendes kommende mand fik øjnene op for under et besøg på den årlige bryllupsmesse i Forum i København.
Engang deltog hun i et kursus for ’kvinder med erhvervsambitioner’, og her gav en erhvervskvinde et råd, som provokerede hende: ”Vælg den rigtige partner: en, der er villig til at deles om økonomien og det huslige arbejde i hverdagen.”
”Det er fremmende for ligestillingen, hvis et par beslutter, at pensionerne skal deles ligeligt, når de går fra hinanden, og dermed korrigerer for en ulige fordeling af arbejdsbyrden derhjemme. Omvendt kan en ægtepagt være hæmmende, hvis den netop ikke forsøger at rette op på denne ulighed og blot beskytter den, som har mest. Hvilket i de fleste tilfælde vil være manden,” siger direktøren.
Mens det er en myte, at kvinder skulle være mere tilbøjelige end mænd til at gifte sig med en partner med højere social status – hvilket forskere kalder hypergami – har en dansk undersøgelse fundet, at de i høj grad gifter sig med en ægtefælle med samme uddannelse og sandsynlighed for at komme til at tjene det samme som dem selv. Førhen hændte det oftere – og ikke blot i lægeromanens verden – at en sygeplejerske giftede sig med en læge, mens det i dag er mere almindeligt, at en læge gifter sig med en anden læge.
”Når unge i dag går ind i et ægteskab, går de ret økonomisk lige ind i det og fortsætter i høj grad med at tjene det samme. Lige indtil de får børn,” siger Gine Maltha Kampmann, der råder de viede til at finde ægtepagten frem efter nogle år for at se, om den med børn, barsel og deltidsarbejde trænger til at blive opdateret.
Selv kom Gine Maltha Kampmann og hendes mand i sin tid frem til, at nok havde han en ejerlejlighed og derfor en formue, men hun tjente til gengæld mere i løn. Så i det lange løb ville regnestykket gå lige op.
”Det er jo uromantisk, og man skal virkelig sige det på det rigtige tidpunkt.”
Thomas Persson Christensen, forperson i Dansk Mandesamfud
I EN EPISODE af den amerikanske serie ’Seinfeld’ spørger George desperat vennerne om, hvad han skal gøre efter at have fortrudt et frieri til kæresten. Vennen Kramer svarer, at han har kun ét ord til ham: ”Ægtepagt!”
De fleste kvinder vil blive så fornærmede, hvis de bliver bedt om at underskrive en ægtepagt, at de bakker ud af ægteskabet, lyder forklaringen.
I episoden mislykkes planen, fordi kæresten blot griner af George, som hverken har penge eller tjener lige så meget som hende.
”Jeps‚” siger hun. ”Giv mig papirerne, så skal jeg nok underskrive dem …”
Den samme reaktion oplevede forperson for Dansk Mandesamfund Thomas Persson Christensen, da han sidste år blev gift og forinden stillede det ømtålelige spørgsmål til sin kommende hustru. Det var anden gang, de begge blev gift, de har begge børn fra deres første ægteskab, og han syntes ikke, at hendes andelsbolig, som hun havde købt på det rigtige tidspunkt og sted, burde tilfalde ham, hvis de gik fra hinanden. Eller hvis hun gik bort.
”Der var selvfølgelig en undren i starten, for ægtepagter har sådan en smag af ’rigmand-som-prøver-at-undgå’ … at Anna Nicole Smith får formuen, hvis han kradser af,” griner Thomas Persson Christensen med henvisning til den amerikanske fotomodel, som i 1994 giftede sig med en 63 år ældre millionær.
En anden amerikansk rigmand, som i samme periode blev berømt og berygtet for sine aftaler, ikke mindst med hustruerne, var den senere præsident Donald J. Trump. Den seneste og tredje hustru, Melania, fik angiveligt genforhandlet sin ægtepagt til en bedre af slagsen ved at true med ikke at ville flytte ind i Det Hvide Hus efter præsidentvalget i 2016.
HERHJEMME ER regentparrets ægtepagt den samme aftale, som den daværende tronfølger, prinsesse Margrethe, og hendes forlovede, grev Henri de Monpezat, underskrev i 1967.
Helt op i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet havde kongelige (og mange andre) giftermål ikke noget at gøre med kærlighed. Det var fornuftsægteskaber.
”Det er en almindeligt anerkendt sandhed, at en velhavende ung mand i besiddelse af en stor formue må have brug for en hustru,” indledte Jane Austen succesromanen ’Stolthed og fordom’, der blev udgivet i 1813.
”Men sådan ser virkeligheden jo ikke ud for de fleste af os,” siger Thomas Persson Christensen.
”Og slet ikke de unge. Men det er jo uromantisk, og man skal virkelig sige det på det rigtige tidspunkt.”
Uanset forklaringen på de flere ægtepagter mener Klaus Riskær Pedersen, at det understreger behovet for at ændre ægtefællelovens princip om formuefællesskab, der blev fastlagt i Danske Lov fra 1683. Princippet stammer fra en anden tid, lyder det. I stedet burde det gods, som ægtefællerne kommer slæbende med, som udgangspunkt ikke blive del af deres fælles formue. Medmindre andet netop er aftalt.
”Det er sørgeligt, at folk, som skal giftes, overhovedet skal tvinges ud i de her ubehagelige ting og sidde med advokater for at underskrive papirer,” siger Klaus Riskær Pedersen.
”Det er jo ubehageligt for alle parter.”
”Jeg blev gift som meget ung og naiv og blåøjet, og vi havde to bøjede kapsler mellem os, så det ville ikke rigtig give mening at lave en ægtepagt,” fortæller forkvinde i Dansk Kvindesamfund Louise Vinther Alis om sit eget valg.
Nu er hun blevet skilt, og samme dag, som vi mødes i Kvindernes Bygning, har hun forinden talt med sin advokat om at lave et testamente. Advokaten spurgte, om børnene også skulle have særeje, så arven tilfalder børnene, kun dem, og ikke deres ægtefæller.
”Ja, det skal de,” lød svaret.
Hun griner.
”Så jeg har i princippet tegnet en ægtepagt på deres vegne.”
