BIKS OM BORD
Med udstillingen ’Søfarer – 400 års danmarkshistorie’ sejler M/S Museet for Søfart i Helsingør bagbords og fortæller om datidens oversete sømænd og -kvinder, kolonitidens ofre og nutidens forbrugere. Kunstner Rose Eken har til udstillingen skabt skibsmåltider i keramik, og her ses et godt dansk måltid om bord i 60’erne, hvor overenskomstsikrede sømænd krævede syv slags pålæg til frokost.
Se mere på mfs.dk

Foto: PR
DU MILDE HIMMELBJERG
Lys i tårnmørket og et nyt kajanlæg for gæster fra vandet er på vej til det midtjyske søhøjlands vel nok kendteste hovedattraktion: Himmelbjerget. Projektet kaldes Himmelbroen, og det nye beplantede anlæg vil få siddeplateauer og en trappe, der fører op til et overdækket udsigtspunkt. Der kommer også en flydebro til kanoer og sejlbåde til naturstedet, som har mere end 300.000 besøgende om året.
Se mere på himmelbjerget.dk

Foto: Sol over Gudhjem
SKÅL OVER GUDHJEM
Madfestivalen ’Sol over Gudhjem’, der er landets største og har nogle af de største gastronomiske navne på menuen, ruller sig i weekenden 19.-21. juni atter ud på havnen, på tallerknerne og i glassene. Som noget nyt åbner i år også et særligt spisested, Restaurant All Stars, hvor man med kig til vandet kan få sommerserveringer a la Bib Gourmand og Bocuse d’Or.
Se mere på solovergudhjem.com

Foto: Den Kongelige Samling, Preben Mathiessen
DET ER KONGE!
Når Koldinghus 21. juni åbner udstillingen ’Kongebarn’, kan nutidige børn boltre sig, sanse, opleve og lege med ting og legetøj fra museets kongelige samling. Det er de 5-11-årige, der først og fremmest får lov at styre showet og udstillingen, der i temaerne ’Familie’, ’Skole’ og ’Leg’ får børnene til – bogstaveligt talt – at mærke historiens royale vingesus.
Se mere på denkongeligesamling.dk

Foto: Langelands Museum
LANGE NÆTTER PÅ LANGELAND
I år det 80 år siden, Danmark blev befriet fra tyskerne, og på Langelands Museum i Rudkøbing kan man i udstillingen ’Luftkrig over Langeland’ tage tilbage til besættelsestidens sirener, mørklægningsgardiner og pludselige propelstøj. Men også til kampe i luften hen over øen, flystyrt og flygtende piloter. Der er drama og gratis adgang.
Se mere langelandsmuseum.com