JEG VAR PÅ Thisted Sygehus, jeg kiggede op på uret, hvor der stod dato på, og jeg tænkte: ’Mit liv stopper her’. Det var 26. juni 2010. Natten før havde jeg siddet på Stalden, det lokale værtshus i Klitmøller, og drukket tæt. Jeg havde været ude at surfe om morgenen med nogle venner, og så begyndte jeg pludselig at kaste op. Man har sådan en trapez på, når man surfer, den kan godt rive ret meget i én, og på et tidspunkt så ørler jeg ude på vandet, og jeg begynder at grine ret meget af det. For når man sejler op imod vinden, så ryger det bræk altså alle steder hen, ikke? Jeg får det så dårligt, at jeg går ind på stranden og tager hjem i det sommerhus, vi har lejet.
Jeg ligger på gulvet inde på badeværelset og brækker mig helt vildt. Jeg bliver dårligere og dårligere, og til sidst siger jeg: ”I bliver nødt til at køre mig på hospitalet.” Og der får jeg så noget beroligende, og lægen kommer og siger: ”Prøv at hør: ’Du har sukkersyge. Hvor lang tid har du haft det?’ Og så siger jeg: ’Jamen, det ved jeg jo ikke.’ Og så siger han: ’Nå, men du er godt slidt indeni.’” Han siger det på en fin måde: Hvis jeg var blevet ved et par år endnu, ville det ikke være gået.
Fordi jeg er adopteret, kan de ikke fastslå, om det er noget arveligt, så de foretager det, man kan kalde en kulegravning. Det tager flere måneder, og det bliver et farvel til øl, cigaretter, spiritus, stoffer, stærk mad, kaffe – til alt det gode i livet.
MINE FORÆLDRE har altid sagt, at jeg har en rigtig god hukommelse. Jeg husker Vejlby præstegård, det allerførste sted, jeg boede som barn i Danmark. Vejlby er en lille by uden for Grenå – det er den, der er omdrejningspunkt i Steen Steensen Blicher-novellen ’Præsten i Vejlby’. Min mor har spurgt: ”Simon, kan du huske, hvor vi boede, og hvordan der så ud?” Og når vi taler om det, kan jeg tydeligt huske rummene og rummet under trappen og stuerne og haven. Det synes jeg selv er rimelig stenet.
Senere flyttede vi til Grenå og videre derfra til Roskilde. Det betyder stadig meget for mig det sted, Grenå. Det var dér, jeg registrerede, at her vokser jeg op. Dér lærte jeg at svømme. Dér havde jeg fornemmelsen af at have en bedste ven for første gang. Og savne ham, når han var på sommerferie. Når han kom hjem, boede vi i telt ude i haven og fortalte hinanden alt, hvad der var sket i sommerferien, selv om det kun var en gå-ferie på Anholt. Jeg mistede kontakten med min bedste ven, da vi flyttede, men har siden hen fået lidt kontakt igen. Det er hyggeligt.
Det gjorde så ondt, at vi skulle flytte. Da jeg skulle begynde i 1. klasse, fik min far nyt arbejde i Roskilde. Vi fik det at vide, da vi sad og spiste aftensmad. Det at skulle forlade sine venner og mærke så stor en skuffelse for første gang husker jeg helt tydeligt. Det er ikke et traume på den måde, jeg har talt med min psykolog om det, og jeg følte mig tryg nok i Roskilde.
JEG GIK I 4. klasse, da jeg lærte at spille guitar. Min lærer hed Kasper Dahlberg, han er min største guitarhelt über alles. Efter jeg stoppede med at gå til guitar, tog jeg en del år hver jul op til ham med en flaske Gammel Dansk. Han betød mere end bare guitar, han kunne tøjle det her ustyrlige, lille barn, der var mig. Og han gav mig lyst til at øve. Han fandt lynhurtigt ud af, hvad for noget musik jeg godt kunne lide.
”Nå, dødsmetal, jamen, så skal du spille det her. Men du kan også prøve at høre det her.” Han satte kassettebånd på, spolede lidt frem og tilbage med triptælleren, og så hørte vi saxofon med Chet Baker eller Bill Evans og Fender Rhodes på klaver. Jeg havde også Kasper til rytmisk sammenspil på ungdomsskolen. Ham skylder jeg 99,9 procent af alt, hvad jeg kan på en guitar. Arh … men tæt på.
Jeg begyndte faktisk til klaver, inden jeg begyndte i skole. Det foregik på Grenå Gymnasium. Jeg fik en gajol, når jeg havde spillet en takt rigtigt. Mine forældre kørte mig derop. De havde absolut ikke ambitioner på mine vegne, de var nok bare spændte på at se, hvad det var, de havde fået hjem fra adoptiv-kataloget, haha.
De har bakket mig op i alt, hvad jeg havde lyst til, rent musikalsk. Det eneste tidspunkt, hvor det var sådan lidt ”Sku’ vi vist prøve noget andet?”, var, da jeg begyndte at spille violin. Der var en antydning af, at nu måtte galskaben stoppe. Men guitaren bakkede de op om. Og jeg har virkelig terpet.
Jeg er stadig nødt til at være meget vedholdende med at øve. Når jeg er på tour og skal huske at spille ting – hvis jeg øver med Suspekt for eksempel – så er det 3-4 timer om dagen. Jeg har ikke totalt gehør og kan ikke bare sætte mig ned og stemme en guitar eller høre en sang og så spille den. Det skal ikke lyde som nogen bitter arbejdssejr, men jeg bliver nødt til at øve mig.
Hvor mange forældre kan egentlig sige, at de har givet deres børn noget med, som de kunne leve af? Som de siden har dyrket hele deres liv? Som har givet deres børn nogle fuldstændig sindssyge oplevelser, som har formet dem? Det har min mor og far har givet mig.
JEG VAR 8-10 år, da jeg fik min første store madoplevelse. Vi var på kør selv-ferie, en af de første ferier i udlandet, hvor vi pakkede Citroën Visa 11E’eren – 80’er-modellen i hvid – og kørte sydpå. Vi boede i telt og havde en stor kuffert, der blev brugt som bord, med en grøn og hvid batikdug på. Og så sad vi der med kinesiske emaljetallerkner og matchende krus, og der blev lavet mad på en Trangia eller i fælleskøkkenet på campingpladsen.
Jeg blev introduceret for alle mulige lækre ting i Frankrig. Baguetten for eksempel, den var toppen for min søster og mig, fordi min far altid bagte sådan noget virkelig groft brød med grus og cykler i. Når vi var på ferie, tog de sig råd til at købe lækre ting, ikke de vilde produkter, bare noget, man dengang ikke kunne købe i Danmark: smør med havsalt, et lille stykke god ost, cornichoner, rigtig stærk sennep. Simple ting.
På et tidspunkt skulle vi på en meget, meget fin restaurant i en lille landsby, der hedder Arnay-le-Duc. Restauranten hedder Chez Camille og eksisterer stadig – dengang havde den én Michelin-stjerne. Jeg kan stadig huske, hvad vi fik: først en sylte på et smørristet stykke brød, altså en brioche med det her lille stykke terrine ovenpå, som er syltet svinekød. Og så en cornichon og en smule sennep. Den der mundfuld var for sindssyg, alt smeltede inde i hovedet på mig, og min mor kunne se, at nu gik der et eller andet galt. Det var en åben køkkenrestaurant, og jeg fes op fra bordet og måtte kigge på.
Jeg var helt besat. Tjenerne kom og serverede med de her klokke-låg, de løfter uden at lave en lyd. Åh, vi fik en fiskesuppe, bouillabaisse, dampet ørred, små hvide kartofler i brunet smør. Og de der dufte. Og chokolademousse til dessert. Det, der skete på den restaurant, sidder totalt i mig.
Hjemme hos os skulle man spise det, der var på bordet. Slut, prut, finale. Vi skulle lære at smage oliven og fetaost. ”Prøv forskellen på de her olivenolier, den her er bitter.” Jeg fik en kultivering i mad af mine forældre. De havde ikke ubegrænsede midler og var derfor glade for køkkenhaven og frugttræerne, og hvad man kunne finde i naturen. De var helt på toppen af det nye nordiske dengang i 70’erne og 80’erne.
DA JEG BLEV konfirmeret, havde jeg et vikingeagtigt soltegn i en lædersnor om halsen, en Anthrax-slipsenål i den hvide skjorte (Anthrax er et amerikansk thrash metalband, red.), et par lilla bukser og et par Ecco-sko. Men jeg havde ikke som sådan et musikalsk oprør. Mine forældre syntes, dødsmetal var fedt nok, noget larmende, dog har de altid støttet mig i at være mangfoldig på alle planer.
Det bedste råd, jeg nogensinde har fået, er: Gør det! Og det værste råd, jeg nogensinde har fået er: Gør det!
Det vigtigste, jeg har lært af min mor og min far, er, at det er okay at fucke op. Der er en endeløs række af tilfælde, hvor jeg er kommet hjem og har følt, at jeg burde skamme mig, men hvor jeg har fået at vide, at det der, det er noget lort, men okay, vi skal jo videre på en eller anden måde.
Jeg vil ikke komme ind på, hvad der skete dengang, men jeg lavede nok ballade til, at hele mit liv kunne være gået en helt anden vej. Jeg kan huske masser af situationer, og jeg udleverer gerne mig selv, men jeg vil ikke udlevere min mor og far. Jeg vil bare sige, at grundlæggende har de givet mig den der vibe: ”Gør det! Vi elsker dig alligevel!”
Ubetinget kærlighed blev italesat i mit hjem, og derfor er det bedste råd faktisk: ”Jeg elsker dig uanset.” Hvis man altså mener det.
DET ÆNDREDE mit liv, at jeg blev ansat som opvasker på Tinggården i Frederiksværk – i Jan Friis-Mikkelsens køkken, ham kokken fra tv-programmet ’Meyers køkken’ og ’Den store bagedyst’, som jeg var stor fan af. Jeg var ikke rigtig optaget af, hvad man kunne blive, jeg var optaget af musik, men lige pludselig fik jeg en retning på, hvad jeg ville. Jeg ville lave mad.
Jeg havde set Claus Meyer i fjernsynet, hvor Jan Friis-Mikkelsen var med-kok. Min bedste ven Morten og jeg syntes, han var for vild, ham der Jan. Af mærkelige årsager fik Morten job som tjener på den restaurant, hvor Jan arbejdede, altså Tinggården. Og han fik hevet mig med ind som opvasker.
Den første dag var Elisa Momcam – en af de bedste danske kokke, vi har – lige blevet færdig. Jeg skulle vaske op efter hendes svendegilde, og der stod en kæmpe, kæmpe opvask. Men jeg tænkte bare: ”Shit, jeg er i Jans køkken, det er for vildt, det her.” Det var første gang – ud over at spille heavy metal og ryge bong – at jeg tænkte: ”Det er det her, jeg skal, koste, hvad det vil.” Og så begyndte jeg at vaske op.
Næste dag stod Jan med et kæmpestort stykke råvildt og spurgte, om jeg nogensinde havde parteret sådan et. Det gik fint, og jeg hjalp mere og mere i køkkenet.
Alle burde vide, hvordan man skærer kød ud. Hvis man spiser kød, bør man jo vide, hvor det kommer fra. Hvor på dyret hvilken bøf sidder. Jeg tror på, at det at lave mad er noget af det vigtigste, man kan give de næste generationer. Det er en del af kærligheden.
JEG KOM i fjernsynet, lavede ’Banjos Likørstue’, blev et kendt ansigt og troede på alle dem, der klappede mig på ryggen. Jeg var meget optaget af det. Og af anmeldelser og alt det der.
Men alligevel fandt jeg ret hurtigt ud af, at det ikke er masserne, der skal bestemme, hvad jeg synes er godt og dårligt. Det er mig, der skal bestemme, hvem jeg skal være.
På et tidspunkt blev det simpelthen for meget med det der tv. Folk troede, jeg skulle lave standup. Det kunne jeg aldrig finde på, jeg troede ikke nok på mig selv til ægte standup. Jeg har lavet et storytellershow med en guitar. Men jeg ville fornærme standupperne, hvis jeg sagde, jeg var det. Dengang snakkede jeg meget med folk i comedy-miljøet, der havde meget travlt med at fortælle mig , at nu skulle jeg huske ikke at lave reklamer, for så solgte man sin sjæl. Så tænkte jeg: ”Det skal jeg kraftedeme lave.”
Reklamer er en afmålt ramme, og det er spændende, hvordan man inden for den kan se, hvad der er tilladt. Jeg havde haft fuldstændig frie tøjler i Danmarks Radio og lavet gakgak-fjernsyn, mildest talt, men jeg ser ikke mig selv som kunstner. Hvis jeg var kunstner, havde jeg siddet i mit legatbetalte atelier, drukket Dubonnet Fizz, røget opium og skrevet sjove ting, som kun jeg og mine rygklappere ville synes var sjovt. Jeg er håndværker.
Jeg plejer at beskrive mig selv som en schweizerkniv. Som en, der har rigtig mange funktioner. Men ligesom med en schweizerkniv er saksen ikke rigtig god som saks, proptrækkeren er ikke rigtig god som proptrækker. Der er også nogle schweizerknive, der har lup i. Sådan en har jeg også. Men på trods af at alle værktøjerne ikke er lige skarpe til deres formål, får man jobbet gjort tilfredsstillende.
Jeg er ikke ekspert i noget. Men jeg fornemmer, at jeg har en håndfuld ting, som jeg formår at præstere fornuftigt inden for. Mad, guitar, fjernsyn, tv, radio og slå med le.
Uretfærdighed går jeg op i. Jeg kan sagtens hidse mig op over småting, for eksempel folk på Christiania-cykler, der bruger deres børn som kofangere ude i trafikken. Jeg har dog selv en, som jeg elsker at bruge, men hvis en bus kører ind i en Christiania-cykel, er risikoen for, at den rammer ladet med børn og hunde, cirka 60 procent større, end at den rammer føreren.
FOLK MÅ GERNE sætte mig i bås. Det vigtigste er, at jeg stoler på det, jeg gør. At det hænger sammen på en ordentlig måde for mig. Det har jeg fundet ud af.
Det med at sprænge rammer kommer fra mine forældre. De lærte mig, at man skal være nysgerrig. At man aldrig nogensinde kun skal slå sig til tåls med, hvad folk siger. De ville blive rigtig glade, hvis jeg sagde, at man skal have kritisk sans. Det tror jeg ikke, de synes, jeg har nok af.
Mine forældre sagde på et tidspunkt, at de syntes, det var mærkeligt, at jeg ofte rejste til farlige steder. ”Hvorfor tager du ikke bare til Ibiza?” blev der spurgt. Men jeg kan godt lide at tage til steder, som ikke nødvendigvis er kortlagte vandreture og fiksede besøg hos de lokale. Det er ikke et dødsønske, hvis jeg rejser til underlige steder i Afrika, Mellemøsten, Rusland og så videre. Det er et ønske om at få sat mig selv skakmat i forhold til, hvor fucking flødegodt vi har det herhjemme.
Jeg lavede mad til 300 syriske flygtninge i en flygtningelejr i Beirut i forbindelse med et tv-program, jeg lavede sammen med Puk Damsgård. Jeg lavede en syrisk ret, som jeg havde fået i Aleppo for mange år siden, der hedder ’de syv verdener’. Det er lammekød og grøntsager med krydderier fra de forskellige verdener, som Syrien har været samlingspunkt for.
Det var fantastisk at stå der og lave mad med de der damer fra Syrien. De var så fede til at hjælpe. Der var et afgørende øjeblik, da big grandma skulle smage på min ret for første gang. Jeg har sjældent været så nervøs, men hun smilede over hele ansigtet. Og så sagde hun: ”Nu er du søn af Syrien.” Og så begyndte hun at græde.
Jeg græd også lidt. Selvfølgelig er jeg ikke søn af Syrien, og hvis jeg var det, var jeg sikkert kommet i spjældet herhjemme. Da jeg fløj ud derfra, begyndte tyrkerne at bombe i Syrien.
JEG HAR ET vanvittigt misbrugsgen. Når noget er godt, så skal jeg bare have det. Efter episoden på Thisted Sygehus holdt jeg en pause med alt på næsten fem år. Jeg var faktisk allerede stoppet med hårde stoffer, for jeg havde været på en ferie med nogle venner, hvor den fik alt, hvad remmer og tøjler kunne holde af det ene og andet. Da jeg kom hjem, var jeg syg en uge efter, fordi det bare havde været så langt ude. Og så tænkte jeg: ”Det er sgu på tide, jeg stopper med hård narko, kokain, amfetamin – alle mulige mærkelige ting.” Jeg stoppede fra den ene dag til den anden. Bum!
Men så er der alkoholen. Jeg begyndte at få rigtig meget medicin, og jeg fik det rigtig skidt af det. Og jeg havde også en nyre-defekt, jeg skulle behandles for. Noget af medicinen betød voldsomme migræneanfald, mavekramper, balancesvimmelhed. Men jeg elsker jo vin, jeg elsker øl, jeg elsker alkohol, jeg elsker ikke hårde stoffer, men jeg elsker at nyde en cigaret. Jeg talte med min psykolog om det og spurgte: ”Er jeg en enten-eller-person?” ”Er jeg sådan en, der ikke kan stoppe, hvis jeg først er startet med at drikke?” Og så sagde hun: ”Det er meget op til dig at afgøre.”
Jeg drak først igen, da jeg var med mine allerbedste venner i Madrid for at se fodboldsæson-afslutningen. Jeg er Real Madrid-mand. El madridista. Jeg har i mange år rejst til Madrid for at se holdet spille, og der står vi så i en tapasbar, som jeg elsker. Skinke, oliven, lidt ost og cañas, som er små fadøl. Jeg havde bestemt mig for, at nu ville jeg starte med at drikke, men jeg var jo bevidst om mit problem, og derfor ville jeg være i kontrol. Det var fire år og 246 dage efter Thisted Sygehus, at jeg fik en øl. En tynd San Miguel på en varm sensommerdag på min yndlings-tapasbar i Madrid. Det var himmelsk.
Jeg drak to cañas, mens jeg var sammen med drengene, og de vidste, hvad det gik ud på. Jeg havde sagt, at nu ville jeg det her. De havde været der og hjulpet mig igennem. Efter den første caña gik jeg udenfor og tændte en smøg.
Tusind spørgsmål kørte gennem hovedet. Øvelsen for mig var at binde mig til en følelse af, at nu må jeg gerne, det er i orden, og jeg er i kontrol. Helt psykolog-agtigt. Du må gerne, du er i kontrol, du registrerer kontrollen, har du lyst til mere? Hvordan registrerer du lysten til at have lyst til mere? Vil du efterkomme den uden hensyntagen til dig selv? Uden hensyntagen til andre? Uden hensyntagen til, hvilke konsekvenser det kommer til at få for dig, hvis du følger den lyst?
For første gang i mange, mange år drak jeg uden at blive rigtig fuld. Jeg fik vand eller limonade til, jeg kan huske hele dagen, og jeg var med hele aftenen. Det var første gang i mange år på sådan en drengetur, hvor det jo altid går galt, og man ender på en stripbar for ældre mænd, hvor de handler med gamle biler og vilde slanger fra Afrika og fortæller løgnehistorier.
Om aftenen står jeg med en fantastisk ven, som jeg kalder ’onkel’, og hans søn. De andre er gået i seng, og vi skal ud at se på den. Vi står inde på sådan et afrikaner-diskotek, og jeg giver min ’fætter’ mine sidste euro og siger: ”Nu går jeg hjem, alt er godt.” Og så går jeg hjem sammen med ’onkel’, og han siger: ”Du er ikke helt væk!” ”Nej,” siger jeg. Og han siger: ”Så skal det sgu nok gå, det hele.”
Jeg har drukket mig til nogle geniale blackouts, men ikke siden dengang, jeg kiggede op på uret på Thisted Sygehus. Jeg drikker og ryger smøger igen, men det bliver aldrig det der.
MIN STØRSTE skuffelse handler om folk, jeg kendte engang. Jeg lod mig udnytte, blandt andet økonomisk. Jeg havde tre venner, jeg troede, jeg skulle være venner med resten af livet, men dem ser jeg ikke mere. Jeg havde lånt dem rigtig, rigtig mange penge, og vi havde aftalt, at de skulle betales tilbage, når de havde dem, men det blev de ikke, selv om de havde tjent pengene igen.
Jeg blev i den grad knækket. Det handler ikke om pengene, men om venskabet. Jeg blev skuffet over den måde, de var mennesker på. Jeg tog et møde med hver af dem og kørte hjem til dem. De skulle være på hjemmebane, når de fik det at vide: ”Det her gør, at jeg slet ikke skal se på dig og dit ansigt og din grimme sjæl.” Det sagde jeg til dem mere eller mindre. Det var ikke rart, det var mega-nederen, men efterfølgende kan jeg mærke, at det har hjulpet mig at slippe af med dem. Jeg tror, rigtig mange mennesker ville have godt af at rense ud på den måde. Og de havde behandlet mig ad helvede til og udnyttet vores venskab på den allergroveste og hensynsløse måde. Når det sker, får folk det at vide. Det synes jeg er okay.
Indtil det modsatte er bevist, vil jeg gerne være venner med hele verden. Jeg tror, jeg har venner og familie nok til at have en sofa at sove på resten af livet. Jeg har nogle mennesker omkring mig, som jeg har gået så meget igennem med, så meget lort og så meget godt. Jeg er heldig – og lykkelig for – at have den slags venner. Og det er også min styrke. Hvis man tror, jeg er en stærk enkeltperson på den måde, så er det et nej. Slet, slet ikke, baglandet holder mig flydende.
Jeg antager ikke, at jeg altid selv er en god ven, men jeg bestræber mig på at være så ordentlig, som jeg kan være. For mig er det en del af ikke at stresse, at jeg lægger min mobil fra mig på lydløs: ”Nu er jeg hjemme, jeg gider ikke snakke i telefon.” Man kan stresse sig ihjel, hvis man 24 timer i døgnet tror, at alle skal kunne få fat på dig hele tiden. Nogle gange lægger jeg telefonen og vil egentlig skide på, om folk vil have fat i mig. Det har jeg lært, og det er en pissesund øvelse. Førhen kunne jeg få noia over 10 ubesvarede opkald eller mails. Over at være et skidt menneske. Jeg var behagesyg, det hedder det i psykiatrien. Jeg ville gerne have, at andre mennesker kunne lide mig.
Jeg har fundet ud af, at det gælder om at være der over for de nærmeste, at være en god søn, en god storebror, en god onkel, en god svoger, en god ven. Der har været masser af år, hvor jeg har været en dårlig ven eller en dårlig søn og ikke er kommet til juleaftener og bare har sat min egen eventyrlyst forrest.
Jeg har talt meget med psykologer om, at jeg synes, jeg har været en dårlig ven. Og har fået at vide af de professionelle, at det altså er ret normalt. Og så finder man nogle rødder, nogle svar på, hvorfor man har handlet sådan. For eksempel at jeg glemmer en fødselsdag. Det er ikke fedt, men det er jo ret normalt. Jeg glemmer min egen fødselsdag. Mine venner må huske mig på, at jeg har fødselsdag.
HVIS JEG KUNNE have valgt noget andet i mit liv, hvis mine evner havde rakt, ville jeg have været frømand, tror jeg. Jeg elsker havet og sejler, så meget jeg kan, jeg elsker at dykke, og så har jeg en stor kærlighed til det danske søværn.
Havet gør noget ved mig, som er helt essentielt, og jeg ved simpelthen ikke, hvad det er. Min psykolog har frittet mig ud om det, i jeg ved ikke hvor mange år. Når land forsvinder fra radarskiven, når det hele slukker, det er bare … at sidde på nattørn, på roret. På visse gamle sejlbåde lyser kompasset, og man sidder der bag rorpinden og kigger, og der er ingenting, og man sejler for vind, alle reb og trosser knager, og der er ikke noget dén vej eller dén vej. Det er sådan nogle tidspunkter, hvor jeg godt lige kan knibe en enkelt tåre. Der er nogle ting, der er så storslåede, at vi bliver til ingenting. Det længste, vi er kommet, mig og min psykolog, er, at derude, der erkender jeg, at jeg hverken kan gøre fra eller til.
Det er ligesom, når jeg dykker. Det er legemliggørelsen af alle de former for terapi, jeg har gået i: at lære at slappe af. Jeg kan jo sagtens køre derudad, og jeg har i mange år kørt 100 dages arbejde, fire dage fri.
Jeg har dage i min kalender, hvor jeg ikke må lave noget arbejdsrelateret overhovedet. Der skal jeg gøre noget derhjemme. Vaske vinduer eller vaske tøj eller gøre rent. Det er jeg nødt til, for jeg har svært ved at sige nej. At sige nej og skabe tid og rum til sig selv, både fysisk og mentalt, arbejder jeg med.
Når man har været vant til fuld galop, er det bedre at køre 60 kilometer i timen, det er ikke hurtigt, men man kommer frem, og man når stadig en masse. Man når at reflektere. Og jeg kan ikke køre 220 kilometer i timen hele tiden mere.
Nu tager jeg mig tid. Jeg fravælger en masse for ikke at spilde tiden eller hænge ud med de forkerte. Man skal vælge sine kampe. Jeg får mange henvendelser på de sociale medier, men jeg skriver ikke tilbage til folk, jeg ikke kender. Nogle gange svarer jeg tilbage på væggen på min Instagram, men det slutter som regel der. Hvis jeg skal lave konfirmationshilsener og fødselsdagshilsener og skrive opskrifter hele dagen, bliver det svært for mig at passe på det, jeg skal: mig selv.
JEG VAR PÅ jagt i Polen i 90’erne. Dengang havde ingen hørt om det, og folk sagde: ”Hva’, ska’ du ned og skyde en luder eller hva’?” Men det var en billig måde at få skudt et stort trofæ på. Der var mange fordomme om polsk mad, brunt med brunt på og spædet op med savsmuld, men jeg mødte de mest lækre røgede specialiteter, blandt andet rygeost, og jeg spurgte: ”Hvor er det der fra?” Jeg blev ved at spørge, og jeg begyndte at rejse efter smagen for at finde ud, hvorfor de spiser det, og hvordan de laver det.
Første gang jeg spiste insekter, var i 1999 i Amazonas, hvor vi fik myrer. En af dem var god at spise, rigtig guffelade, en anden fik man rigtig dårlig mave af. De var så store, at det knasede som et fyldt bolsje. Man holder dem i hovedet og spiser kroppen, for de kan bide med deres kindbakker, og det er dumt nede i halsen. Så man smider hovedet væk. Spiser man det sammen med bestemte blade og frugt, smager det af mynte og appelsin. En myre kan bære en virkelig frisk, nærmest parfumeret smag.
Engang i Afrika spiste jeg en stor sommerfuglelarve, og det væltede ud med indvolde og tarme. De grinte alle sammen af mig. Se, hvad de havde fået ham den tykke turist til. Det viste sig, at man normalt klemte indvoldene ud. Og tilberedte den, så den blev pisselækker.
Jeg har været heldig nok til at få lov at spise på nogle af de allerbedste restauranter i verden, og det har været opløftende. Men de måltider, jeg har fået mest ud af, er, når jeg er blevet inviteret hjem til folk – i Georgien eller Usbekistan, i Peru eller Mexico, i Kina eller Mongoliet, i New Zealand. Der er jo ikke noget værre end varm mad i et koldt selskab. For mig handler det om, hvad mad betyder, og hvad mad kan. Og mad er noget meget, meget socialt.
Jeg kunne ikke være madanmelder. Jeg vil aldrig kunne sætte mig ned og skrive noget grimt om folk, der har brugt bare fem minutter på at lave mad til mig. Jeg vil måske kunne sige til min makker: ”Prøv og hør, kokken har en død mund.” Men det er ikke sådan, jeg får en smagsoplevelse. Jeg sigter efter at få en sjælemæssig tatovering, som jeg kalder det.
Nogle bruger 5.000 på en rejse. Jeg vil hellere spare op til et godt måltid og så blaffe. Jeg følger maden. Jeg vil finde ud af, hvor en ret kommer fra. Jeg vil se, hvor de der hvidløg bor. Og de der meloner. Og jeg følger musikken. Jeg elsker at gå ind i en instrumentbutik, sætte mig ned og klimpre lidt og så spørge de lokale: ”Hvor skal jeg gå hen og høre musik?” Så kan man ende et eller andet sted og jamme med nogen, selv om man ikke taler samme sprog.
Jeg kan godt lide, at man i flere mellemøstlige lande, Pakistan, Afghanistan og Irak, tager hinanden i hånden ved bordet og sidder og synger. Vi kalder dem underudviklede lande, men jeg oplever ofte, at de har en rigdom, vi aldrig får. Jeg ved godt, det lyder pladderromantisk, men de har altså noget af en kulturskat, som vi mangler i Danmark. Det er noget med at rejse på sin nysgerrighed. Jeg elsker også at rejse alene. Og møde kulturen, fuldstændigt som den er, uden at læne sig op ad en dårlig dansk vittighed. Bare være i det.
Når jeg er taget nogle mærkelige steder hen i verden, har jeg altid haft en aftale med min mor og far om, at jeg ringer, når jeg tager af sted fra Kastrup Lufthavn. Og at jeg ringer igen, når jeg lander.
Den udlængsel, jeg havde før i tiden, har jeg ikke mere. Jeg har et større behov for at være hjemme, fordi både min mor og far har nået den alder, hvor rollerne lige så stille vender. Altså, de kan stadig sagtens passe sig selv, men på et tidspunkt er det min lillesøster og mig, der skal passe dem.
Jeg rejser med min far og mor. Vi var af sted på Costa del Sol, på en all inclusive-tur, som jeg aldrig havde troet, de ville nedværdige sig til. Mine barndomsferier var: ”Vi skal lige se et flot hospitalstag i Loire-dalen”, mens alle mine venner sad og fik alt det cola, de kunne drikke i en svømmepøl med deres solskoldede, fulde forældre. Mens vi kørte rundt og så på lavendelmarker … amen, for helvede.
Klip til 2019, hvor vi var af sted på all inclusive. De har en alder nu, hvor det er fedt for dem, at de ikke skal tænke på alt muligt. Og de møder nye mennesker, og de hygger sig. Jeg kan godt lide at drille mine forældre med det. At en dag har de også brug for min tilstedeværelse. Når I kommer tættere på at dø, mor og far, så skal jeg nok være der, haha … de griner heldigvis også selv. Ellers havde det været pænt op ad bakke.
JEG HAR KØBT en bondegård med Frank Erichsen, ’Bonderøven’, kun en kilometer fra den kirke, hvor jeg blev døbt. Det er full circle. Det er så tæt på mit første danske hjem. Gården var på tvangsauktion, og det betød, at vi har kunnet realisere en drøm uden at skylde en dråbe. Det er en klassisk gammel, djurslandsk firlænget bondegård, der er hasselbuske og foderbygning og stuehus og en fin naturgrund til, som var noget medtaget, da vi overtog den.
Jeg har altid været optaget af naturen, lige siden jeg gik til spejder. Jeg har altid haft brug for at tage min sovepose og gå ud og sove – og bare være udenfor. Jeg sover med vinduerne åbne hele året, også i byen.
Hver gang jeg kører ind ad grusstien på bondegården, er der en ventil, der slipper sit tryk. Og når jeg så kører ind i København igen, er jeg også glad for at være hjemme. Jeg har brug for begge dele, både land og by. Jeg er fri af de familiære bånd i forhold til, at jeg hverken har kæreste eller børn, så jeg kan gøre fuldstændig, hvad der passer mig.
Jeg kunne sagtens finde på at blive donorfar. Hvis jeg kunne finde et par, som gerne vil have en donor, vil jeg gerne slå til. Jeg vil gerne være far, med de rigtige mennesker. Jeg bor midt på Frederiksberg, og det, jeg frygter mest, er, at mine børn kommer til at gå i en skole, hvor der ikke er en masse forskellige nationaliteter og kulturer repræsenteret.
JEG HAR ALDRIG følt mig utilpasset. Da jeg gik til psykolog som ung, talte vi tit om, hvorvidt der var en identitetskrise i at være adopteret, men nej – aldrig. Der har aldrig været noget, hvor jeg stod og tænkte: ”Åh, jeg hører ikke til.” Never!
Jeg lærte hurtigt, at hvis der var nogen, der svinede mig til, var jeg faktisk rigtig god til at svine tilbage. Jeg kunne et eller andet med ord, og så kunne jeg få andre til at stå og grine af dem, rundt om dem. Det gjorde jo, at der var nogle af de der mennesker, der ikke kunne andet end at reagere ved at høvle et askebæger i fjæset på mig.
Jeg bliver ikke udfarende aggressiv mere. Jeg har været rigtig meget oppe at slås – med alle mulige, alle mulige steder – og det er heldigvis fortid. Det kommer ikke andre ved end dem, jeg har været oppe at slås med. Det hører til det, man gerne vil glemme. Leve med i bagagen.
Som adoptivbarn ved man jo, at man er et produkt af en ulykke. Det kan aldrig være lykkeligt at skille sig af med sit barn. Det tror jeg ikke på, der er nogen mennesker, der synes. Det må under alle omstændigheder være en ulyksalig beslutning at erkende, at man ikke har midlerne eller lysten til at beholde sit barn.
Derfor ser jeg heller ikke programmer som ’Sporløs’. Jeg synes, det er et overgreb at slæbe et tv-hold med. Jeg ved godt, at de har screenet folk, men hvor mange løgne har de ikke fået med i det program, når de finder en eller anden i Afrika, der har fået penge for at stå og sige: ”Ja, jeg er …” Jeg kan godt forstå, andre gerne vil, men jeg har aldrig haft behovet.
Jeg har rejst rigtig meget i Korea og ved, hvordan de ser på adoptivbørn dernede. Der er masser af lykkelige historier om folk, der har fundet deres søskende, men det, man ikke hører, det er de forældre, som lige pludselig får deres barn igen, og så roder det op i alt muligt, og så er der en mand, der begår selvmord, selv om han er far til tre nu. Og en mor, der bliver sindssyg. Du hører aldrig de ting.
Første gang jeg var i Seoul, stod jeg midt på en kæmpestor plads og tænkte: ”Hå, de ligner mig alle sammen.” Det var bare fedt. Og så fulgte jeg ellers med strømmen. Det der med at folk naturligt taler koreansk til mig, når jeg er i Sydkorea, det er ret vildt. Men nej, mine forældre bor ude i Himmelev.
