På randen af et midtjysk kraterlandskab begyndte Anne-Grethe Bjarup Riis’ familie at falde fra hinanden. Skolen var en prøvelse, og den unge Anne-Grethe reagerede med strakt fuck-finger. Her fortæller ’Hvidstengruppen’-instruktøren om teenageårenes knallerttyverier, om at stryge ind på Teaterskolen og om alle traumerne, vi begraver.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Isak Hoffmeyer

TRE ÅR FØR min mor fik mig, fødte hun en pige, som døde bare syv timer gammel. På en måde kan man sige, at jeg blev sat i verden i stedet for hende, men det var ikke noget, min mor talte om.

Jeg voksede op i et boligbyggeri i Herning. Da jeg var otte, flyttede vi til Søby uden for Herning, fordi min far fik et job. En lokal entreprenør var ved at starte et svine-imperium og opkøbte billig jord i området. Min far blev ansat som driftsleder for 1.500 grisebasser, der gik i to 80 meter lange, helt nye gasbetonstalde. Der var ikke noget bondegård over det. Det var en fabrik.  Og vi fik et splinternyt vinkelhus at flytte ind i.

Man havde tidligere gravet efter brunkul i Søby, men produktionen var indstillet et par år inden, vi flyttede dertil i 1974. Nu lå de forladte brunkulslejer tilbage, et stort areal på måske 1.000 hektar, der var gravet sønder og sammen. 

Kanterne omkring hullerne – brinker, kalder man dem – var porøse. Mens gravearbejdet stod på, skete det flere gange, at brunkulsarbejdere blev begravet levende i noget, der mindede om kviksand. Så måtte de graves ud – med hænderne, ikke med skovlen, for så risikerede man at halshugge dem. 

Brunkulslejerne i Søby, som de så ud, efter at man havde indstillet gravningen i 1970. De øde og farlige sandtipper er eneste spor efter gravearbejdet, der i tre årtier udgjorde en vigtig del af Danmarks opvarmning. Foto: Privat

ANNE-GRETHE BJARUP RIIS

56 år. Født i Herning.

Skuespiller, instruktør, forfatter. Uddannet fra Statens Teaterskole i 1992.

Har blandt andet medvirket i filmene ’Idioterne’ og ’Drømmen’, tv-serierne ’Hotellet’, ’Nynne’ og ’Anna Pihl’ og været del af satireensemblet ’Emmas Dilemma’.

Har instrueret filmene ’Hvidsten Gruppen’, ’Tarok’ og ’Hvidstengruppen II – De efterladte’.

Har skrevet den selvbiografiske roman ’I Guds rige’ og trilogien ’Send flere børn’, ’Send mere kærlighed’ og ’Send mere sex’, sidstnævnte sammen med Trine Appel.

DA VI FLYTTEDE ind, var grundvandet begyndt at underminere brinkerne, og der var skilte rundtomkring, hvor der stod ’Al færdsel forbundet med livsfare’. Det føltes, som om vi var flyttet væk fra civilisationen.

Min mor arbejdede som sygeplejerske på Herning Sygehus, hvor hun havde nattevagter. Om dagen sov hun en del, og hendes humør begyndte at svinge. Hun havde haft en ulykkelig barndom med vold og afstraffelse. Og tabet af min søster har nok også bidraget til hendes uligevægtighed. Men det vidste jeg ikke dengang. Det var først som voksen, jeg blev klar over, at min mor havde mistet en pige, inden hun fik mig.

Fire år senere flyttede vi igen, denne gang til Snejbjerg, en landsby uden for Herning. Min far blev alvorligt syg. Og begyndte at drikke og ryge cigaretter i redskabsskuret, selvom han fik blodpropper i hjertet. Der var kraftedeme ikke nogen, der skulle fortælle ham, hvad han måtte.

Jeg startede i 7. klasse på den lokale skole. Snejbjerg var et gammelt indre­missionsk samfund, hvor man overhovedet ikke måtte være glad for sig selv. Af angst for at blive udstødt gik alle rundt med en attitude af, at intet var noget værd. Alt så man på med kritiske øjne, inklusive sig selv. Og lærerne var med til at mobbe svage elever.

Jeg havde svært ved at gebærde mig i janteskolen og glædede mig, til jeg en dag kunne komme videre. Men det lille samfund var min verden, jeg kunne ikke undslippe. 

Lektier kunne jeg heller ikke finde ud af at lave, jeg havde aldrig fået hjælp til det hjemme­fra. Jeg blev en hård nitte. Gik med læderjakke, gav fuck-finger til lærerne og sad med ryggen til tavlen. Jeg smadrede ting, stjal knallerter, drak og knaldede rundt med drengene. Det var gashåndtaget i bund.

Anne-Grethe Bjarup Riis boede som barn fire år på Svinecentret Thor i Søby, hvor faren fik arbejde. Foto: Privat

JEG BEGYNDTE AT hænge ud med nogle flippere. En af dem hed Johnny, og hans storebror malede. Det var ret crazy på de kanter at ville noget kunstnerisk. Men jeg kunne relatere til det. Allerede som helt lille havde jeg danset rundt og performet i mine forældres stuer, og min mor havde sendt mig til ballet og dans. Men efter vi var flyttet ud til brunkulslejerne, var det mest blevet til gymnastik. Nu dannede jeg og flipperne en teatergruppe.

Som 16-årig flyttede jeg hjemmefra sammen med Johnny, Mine forældre sagde ikke noget til det. Jeg gik to måneder på handelsskolens basiskursus, så droppede jeg ud. Jeg kunne ikke finde ud af det. I et år stod jeg på Bosweels skjortefabrik i Herning og strøg skjorter. Selvom jeg i dag har papir på, at jeg er skuespiller, kan jeg stadig have mareridt om, at jeg ikke får en uddannelse eller må tage 10. klasse om.

Jeg tog på Ry Højskole på en teaterlinje og fulgte derefter et kursus på Aarhus Teater Akademi. Det kostede kassen, men jeg fandt ud af, at der rent faktisk fandtes en uddannelse for skuespillere. ”Gud, det er da det, jeg skal,” sagde jeg. ”Det kan du jo ikke nå,” sagde de på teaterakademiet. Der var kun seks uger til optagelsesprøven. 

Jeg fnøs ad formaningerne og meldte mig til optagelse i København og forberedte mig med privatundervisning hos skuespilleren Lizzi Lykke fra Aarhus Teater. Til prøven antog de i juryen, der blandt andre bestod af Malene Schwartz og Lone Hertz, at jeg havde gået i Team Teatret, et egnsteater i Herning. Jeg havde aldrig sat mine ben der – eller i noget andet teater. Men jeg klarede mig hele vejen igennem alle tre prøver og blev optaget. Jeg var ikke klar over, hvor attraktiv sådan en plads var. Jeg tog det som en slags selvfølge. Jeg havde jo fundet meningen med mit liv. 

Endelig var jeg kommet hjem. Nu mødte jeg min egen tossede hjerne hver dag hos mine medstuderende. Teaterskolen var et fantastisk kreativt fællesskab, selvom det også var svært at flytte fra det lille jyske samfund. Man blev virkelig tumlet rundt på den skole. 

Den syvårige balletpige Anne-Grethe.

DE STARTEDE MED at smadre ens personlighed. Jeg fik at vide, at jeg skulle lade være med at være så glad hele tiden. Jeg skulle holde op med at tale jysk. Jeg skulle finde ned i nogle tungere følelser. I dag kan jeg se pointen i, at ens instrument som skuespiller er nulstillet, så man kan spille præcist. Hvis ikke man er nulstillet, tager man de samme følelser med hver gang og gentager den samme karakter.

Omvendt syntes jeg, at jeg mistede min integritet ved at begynde at tale som alle andre. Den første film, jeg medvirkede i, var ’Baby Doom’, en komedie med Peter Mygind. Jeg sagde mine replikker, som jeg var blevet skolet til – og følte ikke en skid.

Den anden film, jeg skulle lave, var ’Idioterne’. Jeg spurgte Lars von Trier, om det mon var sådan, at min karakter måtte tale jysk. Han kiggede på mig, som om jeg var åndssvag. ”Selvfølgelig skal du tale jysk. Det er jo det, du gør.” Fra da af lavede jeg som filmskuespiller kun jyske karakterer. 

At medvirke i ’Idioterne’ var fantastisk. Lars von Trier vidste, hvad han ville have, og turde blive ved at sige, at det ikke var godt nok. Han sagde: ”Hvorfor står du og ser så åndssvag ud? Du står og bævrer med læben. Prøv at være i stedet for at spille det lort.” Det var en fantastisk personinstruktion, selvom den var hård. Jeg tog det som en gave. Så vidste jeg, at der kom noget sandhed op på lærredet. At kommandoerne kom spydigt ud, gjorde mig ikke noget. Lars von Trier er jo en karakter.

Under indspilningerne skulle vi selv sørge for tøj og makeup, og skulle der være musik, måtte der stå en og spille fløjte, eller vi måtte i Brugsen for at købe en ghettoblaster. Dogmereglerne var pissesjove. Kameraet skulle følge spilleren – ikke omvendt. Når vi blev bedt om at spasse ud, løb vi som regel væk fra kameraet, så kamerafolkene måtte løbe efter. Bunkepul-scenen tog vel tre dage at lave, hvor vi hoppede nøgne rundt, kun iført sokker. Bagefter kørte vi til Cannes med handicapbus og blev modtaget med rød løber og verdenspresse. Jeg husker, at Kim Basinger og Al Pacino stod op og klappede ad os i biografsalen. 

Anne-Grethe Bjarup Riis og Thomas Mygind i en inderlig scene på Teaterskolen, 1989. Foto: Privat

VI VAR FEM kvindelige skuespillere, der startede teatergruppen Emmas Dilemma sammen med instruktør Lotte Svendsen midt i 90’erne. Senere producerede vi syv satireafsnit til DR2. Alle var med til at skrive handling og replikker og finde på karakterer. Det var en anden tid. Vi spillede både grønlændere og russere og inkamusikere. 

Jeg havde en karakter, der hed Ina, som lidt var et billede på Pia Kjærsgaard. Hun bor sammen med sin mand og er meget angst for fremmede. På et tidspunkt åbner hun døren ind til soveværelset, hvor der står en hel flok stammekrigere og hopper i hendes seng. Med blackface og det hele. Vi tænkte slet ikke over, om vi måtte det. Det handlede jo om at tage pis på racisme. 

Set med nutidige øjne kan sådan en sketch komme til at virke racistisk i sig selv. Jeg synes ikke, der er noget forkert i, at vi lavede det værk på den måde dengang. I dag er det nok en mere alvorlig sag, og vi ville næppe gøre det samme. Jeg synes ikke, man skal træde på nogen. Jeg synes, man skal være omstillingsparat og lytte til dem, der bliver stødt og føler sig holdt nede og udenfor.

Teatergruppen Emmas Dilemma: Anne-Grethe Bjarup Riis, Mette Horn, Helle Dolleris, Trine Appel og Louise Meritz. Foto: PR

EN DAG FORESLOG Regner Grasten, som jeg lærte at kende, da jeg spillede med i ’Kærlighed ved første hik’, at jeg skulle instruere en film om Hvidstengruppen. Jeg gik på det tidspunkt med et ønske om selv at skabe film og ikke kun spille med i andres. Alligevel var jeg ved at dø af skræk. Dér lå danmarkshistoriens kronjuveler, og jeg skulle formidle en række virkelige skæbner. Flere af dem mistede livet i modstandskampen. Det havde jeg dyb respekt for. 

Filmen handler om en modstandsgruppe fra Randers-egnen, og da jeg castede den, valgte jeg kun skuespillere født i Jylland til de jyske roller. Det blev et dogme. Mange skuespillere sagde: ”Jamen, jeg kan da sagtens tale jysk!” Det kunne jeg høre, at de ikke kunne. Når de spillede på jysk, manglede de den direkte kanal til deres følelser. Jeg lagde blod, sved og tårer i filmen. Det var en dejlig følelse, at det kunne ses, og at så mange mennesker var glade for filmen.

For seks år siden fik Gilbert, min søn, leukæmi. Han var otte år gammel. Igennem to et halvt år fik han kemo­terapi. Et lille barn, der er i fare for at dø. Det er det værste, der kan ske i en familie. Og vi er forandrede for altid. 

I dag er Gilbert rask, og vi er taknemmelige. Men vi har været ramt, og det skal vi leve med. Vi er ikke længere så bange for, at Gilbert skal få tilbagefald – hans blodprøver ser perfekte ud. Men de to et halvt års umenneskelig angst og pine og hele chokket sidder i os. Jeg kan ikke komme på Rigshospitalet uden at mærke en kæmpe klump af angst i brystet.

Vi får masser af terapi nu, men jeg har det, som om vi godt kunne have brugt at blive taget mere i hånden tidligere. Jeg kunne godt have brugt, at der kom en psykolog ind på stuen på hospitalet allerede fra første dag og spurgte os, om vi havde brug for at snakke. En, som kom igen næste dag og dagen efter, hvis vi ikke lige havde tid den dag. Det var op til os selv at tage initiativ til at få støtte. Og når du er i krise, kan du ikke høre, ikke se, ikke tage en pjece, ikke gå ind på en computer og begynde at navigere i al mulig info.

Det kan være svært for andre at sætte sig ind i, hvor ude i tovene man er. Mange af ens venner og familie er angste for at tale om det. Og det er svært at ringe og fortælle dem over telefonen, at ens søn er ved at dø. 

Når jeg ringede over til familien i Jylland, ville de jo helst høre, at han havde det godt, og at det gik fremad. Det er svært at fortælle om det umenneskelige. Og jeg ville heller ikke gøre nogen bange. I det lange løb gjorde det mig og min mand ensomme, at hverken vi eller vores omgivelser havde et sprog til at tale om det uudholdelige. 

Marie Bach Hansen i rollen som Kirstine ’Tulle’ Fiil i ’Hvidstengruppen II – De efterladte’. Foto: PR

HVIDSTEN x 2

’Hvidsten Gruppen’ solgte over 750.000 billetter og er en af de mest sete danske film nogensinde.

’Hvidstengruppen II – De efterladte’ følger søstrene Gerda og Kirstine Fiil i tysk fangenskab. Filmen baserer sig på breve, dagbøger og interview med en række modstandskvinder.

DA JEG VILLE lave en 2’er om Hvidstengruppen, sagde mange til mig: ”Det kan du da ikke. De er jo døde!” Men krigen slutter ikke, efter at gruppens leder, kroejer Marius Fiil, og hans søn og svigersøn bliver henrettet i juni 1944. Herefter bliver familiens to voksne døtre sendt ned gennem Tyskland fra fængsel til fængsel, og det er en grum, grum historie. 

Jeg følte, det var nødvendigt at fortælle om, hvad der skete med de overlevende. De betalte måske modstandskampens højeste pris. Det er nødvendigt for os som kultur at kende den historie. Jeg kendte den i hvert fald ikke til bunds, inden jeg læste op på den. Alle de skæbner, kvinder som mænd, der kom i tysk fængsel eller kz-lejr – og kom hjem igen – de levede jo videre med dybe traumer.

Mange af dem snakkede aldrig rigtigt om de ting. En af de modstandskvinder, jeg portrætterer i filmen, var 90 år, inden hun gav det første interview om sin tid i tysk fangenskab. I al den tid havde hun gået og holdt på det. Men tiden læger ikke alle sår. Hvorfor er vi så gode til at pakke ting væk og ikke tale om dem? Det vil jeg gerne blive klogere på.

Tags: ,
SE MERE