Amerikanerne er måske det mest bange folkefærd i verden. Angsten er en del af hverdagen, den gennemsyrer våbenlovgivningen, forholdet til politiet og ikke mindst det kommende valg. Krimiforfatter KARIN SLAUGHTER, der i sine romaner holder et spejl op for det amerikanske samfund, kender bedre end andre til forskræmtheden, der sidder dybt i hendes land.
Tekst:Sarah von EssenFoto:Patrick T. Fallon/Ritzau Scanpix, Marc Brester

LIGE OM LIDT går amerikanerne til valg. Et valg, som begge sider udråber til det vigtigste i historien. Et valg, der rammer lige ned i en splittet befolkning og i en tid, der er præget af dødelig pandemi, landsdækkende demonstrationer mod politivold og racisme, svimlende ulighed, en sønderknust økonomi, arbejdsløshed, skovbrande og orkaner. Det er næsten umuligt at følge med i den nedadgående spiral, men det er tydeligt, at dødstallene stiger, og at frygten ikke bare ulmer, men dominerer dagliglivet og dagsordenen.

På den ene side bruger præsident Trump frygten som sit bedste politiske våben. Han beskylder Demokraterne for at skabe anarki og kaos og advarer om, at de vil snyde sig til sejr i november. Imens svarer Joe Biden igen med en bøn til amerikanerne om ikke at gribe til vold, for vold skaber ikke forandring, kun ødelæggelse. Han anklager Trump for at puste til ilden og søger at berolige befolkningen med mottoet ’Be Not Afraid’. Men uanset hvor amerikanerne sætter deres kryds, er de præget af frygt for, at USA ikke er det land, de ønsker, det skal være  og blive. Som europæisk gæst i USA kan det være forvirrende på én gang at blive modtaget med åbne arme og stor gæstfrihed og samtidig forstå, at de samme mennesker finder det ganske naturligt at eje et håndvåben. Og selvom frygten virker velkendt fra medierne og amerikanske serier og film, er fornemmelsen, følelsen, stadig overraskende, endda overvældende, når man er der. 

EN AF DEM, der kender frygten og faktisk lever af den, er Karin Slaughter, der dukker op på computerskærmen. Det lyse korte hår stritter i alle retninger, mens et isblåt blik brænder igennem fra Atlanta i Georgia. Slaughter har skrevet 20 romaner – senest ’De tavse kvinder’ – hvor blod og vold ofte sprøjter fra siderne. Et udvalg af bøgerne står opstillet i et fotogent arrangement på hylderne bag hende. 

”Ja, jeg blev nødt til at indrette en reol til de her interview på Zoom,” siger hun. 

”Det gik op for mig, at jeg virkelig dømmer folk på det, der foregår bag dem. Jeg talte med en ung journalist, og jeg kunne se hendes undertøj, der hang til tørre i baggrunden. Jeg vidste ikke, om jeg skulle sige noget. Det var ret mærkeligt.”” 

49-årige Karin Slaughter ler. Det gør hun meget, selvom hun faktisk ikke synes, der er meget at grine af. Der går ikke to sekunder, før hun lader kritiske ord regne ned over Trump, og det bliver lige så hurtigt tydeligt, at hun stemmer demokratisk. Slaughter taler hurtigt, som mange gør i disse hektiske tider, og det er, som om præsidenten hele tiden trænger sig på og kaster lange, ubehagelige skygger. Men sådan er det, når verden virker vakkelvorn:
 ”Nu kender jeg selvfølgelig rigtig mange mennesker, som jeg er enig med politisk. Og vi er bange, fordi det føles, som om alting sejler. Det er slemt nok, at vi er ramt af en pandemi, og at økonomien er brudt sammen. Orkanerne raser, og så er der gudhjælpemig også kæmpe-hvepsene fra Japan, der truer med at invadere os (i foråret dukkede såkaldte murder hornets op i USA; ifølge New York Times er hvepsene skyld i op mod 50 dødsfald om året i Japan, red.). Men oven i det har vi altså Trump og frygten for, hvad det næste bliver. Hvad kan han finde på? Der er en stemning af chok over, at Trump har været i stand til at ødelægge så meget på så kort tid. Og den ængstelighed bliver lagt oven i alt det andet.”

Hvad er den anden side bange for?

”Forandring. Jeg tror virkelig, det handler om frygten for forandring. Og den frygt kan blive til vrede. Det handler om status. De er bange for, at de mister noget. Jeg tror, at nogle hvide amerikanere tænker, at selvom de måske er fattige, så er de i det mindste ikke sorte. Og det er ikke, fordi jeg tror, det kun handler om racisme. Der er så meget i kulturen, der har ændret sig så hurtigt. Synet på homoseksuelle, religionens rolle. Demografien ændrer sig, og inden for en overskuelig fremtid vil minoriteten blive majoriteten.”

”UNGE MENNESKER ved, at Amerika ikke var great i gamle dage, hvis man var sort, brun eller jøde. Det var fedt, hvis du var en hvid mand. Men i mine øjne er historien om Amerika historien om hvide mænd, der snyder og bedrager. De har skrevet reglerne, men følger dem ikke selv. Det er nemt at opnå tilgivelse, hvis du er en hvid mand. Folk siger, at systemet er ødelagt. Men systemet er med vilje indrettet, så en særlig type menneske står øverst.”

Som europæer virker det, som om den amerikanske våbenlovgivning gør det hele værre. Retten til at eje et våben er vel også baseret på frygt? 

”Altså, da det andet forfatningstillæg blev tilføjet i 1791, talte de jo ikke om adgangen til fuldautomatiske rifler!”

Men du ejer selv et skydevåben. Hvorfor? 

“Ja! Faktisk ejer jeg to pistoler. En 9 mm og en revolver. Jeg foretrækker revolveren, som jeg har oppe i min bjerghytte. Hytten ligger fuldstændig isoleret, der er bjørne og alt muligt, og hvis der skete noget, og jeg ringede til politiet, ville de sandsynligvis aldrig finde mig. Der var mange år, hvor jeg ikke ejede et skydevåben, for jeg var meget bevidst om, at hvis man har et våben, skal man også være villig til at bruge det. Så jeg trænede på skydebanen og træner i det hele taget så ofte, jeg kan.

Det giver mig en følelse af tryghed at have en pistol i hytten, og det er egentlig mærkeligt, for Atlanta er langt mere voldeligt end Blue Ridge-bjergene. Altså, det er mere sandsynligt, at jeg bliver ædt af en bjørn i bjergene, end at jeg bliver overfaldet af et menneske deroppe. Men det er forestillingen om det, der kunne ske: Jeg er jo heller ikke bange for at gå alene på en parkeringsplads i dagslys, men om natten kan det være noget helt andet. 9 mm-pistolen har jeg i øvrigt mest, så jeg ved, hvordan den virker, når jeg skal skrive om den.”

SLICES OF SLAUGHTER

Sydstatsforfatteren Karin Slaughter (ja, det er hendes rigtige navn) er født i 1971 og debuterede med krimien ’Blindsighted’ (’Mord for øje’) i 2001. I dag udkommer hun på 37 sprog og har solgt over 35 millioner bøger over hele verden. Romanen ’Pieces of Her’ (’Brudstykker’) kommer som Netflix-serie senere i år. Karin Slaughter står også bag ’Save the Library’-projektet, som støtter og rejser penge til offentlige biblioteker i USA.

HVORNÅR og hvorfor begyndte du at skrive krimier?

”Du vælger ikke at blive forfatter, det vælger dig. Og jeg blev heldigvis valgt, hvilket mine lærere nok var trætte af, for jeg var meget mere tilbøjelig til at skrive på en historie end lave mine lektier. Og jeg har altid elsket krimier, men af en eller anden grund troede jeg, at jeg skulle skrive historisk fiktion. Heldigvis var der ikke nogen, der ville udgive det, og jeg fik den ene afvisning efter den anden fra forlagene, indtil min agent spurgte, hvad jeg havde lyst til at skrive. Jeg svarede, at jeg gerne ville skrive en krimi, men ikke vidste, om jeg kunne finde ud af det. Hun sagde, jeg skulle prøve, og det gjorde jeg så. Jeg hader, når folk taler selvhøjtideligt om deres eget forfatterskab, men jeg fandt virkelig min stemme, da jeg begyndte at skrive krimier.

Med krimierne kunne jeg skrive om alt det, der virkelig optager mig. For eksempel vold mod kvinder. Jeg ville også gerne skrive om stærke mænd og kvinder, som forholdt sig til deres omverden, og som kæmpede for det gode. Min tante arbejdede i kriminalpolitiet, og jeg kan huske, at hun altid fortalte om alt det, hun skulle finde sig i. Ikke bare fra de kriminelle, men også de mandlige kolleger. Men hun elskede sit arbejde, hun ville ikke lade de andre vinde, og det er den type betjent, jeg skriver om.”

Hvornår opdagede du, at du havde en stemme? 

”Jeg blev ved med at høre fra mine kvindelige læsere. De fortalte mig, at de virkelig godt kunne lide mine kvindelige hovedpersoner. De sagde, at de aldrig havde læst en bog, hvor deres historie blev fortalt. I mange andre krimier begynder kvinden, der lige er blevet overfaldet, at gå i sort læder. Hun begynder at ryge. Hun er en falden engel, som får det bedre af at dyrke sex med den mandlige helt. Det er en meget mandet måde at gå til det på.

Jeg ville til gengæld skrive om det, jeg faktisk vidste, kvinder gik igennem. Og det tror jeg vakte genklang hos mange kvinder. Nu er historien ikke længere kun min, og jeg bliver nødt til at tænke mig om og træde varsomt, for jeg vil være sikker på, at jeg skriver så realistisk og nøgternt som overhovedet muligt.” 

Vil du kalde dig selv en feministisk forfatter?

”Ja, og det tror jeg altid, jeg har været, selvom jeg ikke vidste, hvad det betød. Da jeg var ung, betød feminist det samme som mandehader. Og selvom der findes mænd, jeg hader, så betragter jeg ikke mig selv som mandehader. Det har altid været personligt for mig. Min farmor blev mishandlet af min farfar. Jeg husker, jeg som barn så de blå mærker og brækkede knogler. Men historien var altid, at hun var klodset, og det drillede hele familien hende med. Vi talte aldrig om det, men det slog mig, da jeg blev voksen, at så klodset er der ingen, der er. Vi accepterede, at det, der foregik mellem dem, var deres sag. Og på den måde beskyttede vi kun min farfar.

Det er sjovt, for jeg er virkelig blevet kritiseret for at skrive om vold mod kvinder, men det skal være rædselsfuldt, kvalmende. Det skal give mening. Du skal mærke mine hovedpersoners smerte og vrede. Vi er gået i krig mod narko, terrorisme og høje skatter. Hvorfor ikke starte en krig mod vold mod kvinder?
Man får altid at vide, at årene gør én rundere og mildere. Men jeg har det lige omvendt. Jeg er kun blevet mere rasende.”

Men bidrager du ikke til frygten, vreden og ængstelsen med dine bøger? 

”Jeg læser mange krimier for tiden, fordi jeg ved, at det ender godt. Og jeg glæder mig til at skrive, for når jeg skriver, er jeg ikke bange. Det er eskapisme. Det er mig, der har kontrollen. Mig, der bestemmer. Mine læsere har det på samme måde. Det er trygt. Det er ikke virkelighed. I mine bøger får de onde lige præcis, hvad de fortjener.”

Tags: ,

SE MERE