Indlæg

Journalist og forfatter KAREN THISTED om lykkelige minder om sin far, om en mørk depression, om sit had til parkeringsbøder og om en evigt tilbagevendende frygt for at ende i fængsel.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ritzau Scanpix

JEG ER ALDRIG for alvor blevet voksen, selv om jeg har run­det de 70. Når jeg er sammen med mit barnebarn på syv, er det af og til ham, der må irettesætte mig. Jeg har for eksempel en ting med parkeringsbøder. Når jeg sætter mig ind i bilen og kan se, at der sidder en bøde i forruden, starter jeg vinduesviskerne og lader dem køre, indtil den flyver af. ”Ej, mormor, skulle du ikke begynde at betale bøderne?” Så må jeg stige ud af bilen og samle bøden op.

JEG HAR NÅET en alder, hvor jeg føler, at jeg kender mig selv ind og ud. Alligevel blev jeg slået helt omkuld, da jeg så mit barnebarn ligge der som en lille lyserød gople i hospitalssengen. Jeg havde ikke troet, at det at blive mormor ville være så stort. Men jeg bliver mere og mere forelsket i ham, Til jul købte jeg en elguitar til ham. Når han sidder og spiller på den, er jeg lige ved at tude. Hver gang.

MUSIK ER noget af det, der giver mig allermest glæde. Jeg ville så gerne kunne synge og spille mig ud af triste stunder. Jeg elsker at synge, men jeg synger så højt og grimt, at når folk er i kirke med mig juleaften, ender de som regel med at rykke over på modsatte række for at slippe for mit skråleri.

I STARTEN af 80’erne var jeg kæreste med Klaus Kjellerup fra Tøsedrengene, og jeg var ekstremt misundelig over, at han bare kunne gribe et instrument og lave skøn musik. Det var også derfor, jeg gav mit barnebarn guitaren. Jeg håber, at musikken vil bringe ham stor glæde senere i livet.

MINE LYKKELIGSTE barndomsminder er de mange bilture, jeg har haft med min far. Han var borgmester i Ringsted og medlem af Folketinget for Venstre i mange år. Hver dag kørte han frem og tilbage mellem Ringsted og København og kom først hjem ved aftensmadstid. Det var altid min mor, der lavede mad, og når vi var færdige med at spise, tog min far ofte af sted igen. Det var det eneste tidspunkt, han havde tid til at holde møder med sit bagland. Jeg fik lov at komme med, og min far lånte bøger til mig på biblioteket, som jeg kunne læse på vejen. Jeg kan huske, at jeg sad på passagersædet med en lommelygte i hånden og læste ’Gösta Berlings saga’ af Selma Lagerlöf højt for min far, mens vi kørte. Af og til finder jeg den frem og læser den igen.

MIN FAR er nok den person, der har betydet allermest for mig. Jeg var gift med Ole Thisted (journalist og tidligere vært på TV Avisen, red.) i 10 år. Senere har han i sjov sagt til mig, at jeg kun var rigtig lykkelig, når min far var på besøg. 

SOM UNG VAR JEG et år i England som au pair. Da jeg kom hjem, anede jeg ikke, hvad jeg ville med mit liv. En aften, hvor min far ikke havde møder, sad han og røg en cigar, drak et glas cognac og spillede kort med sig selv. Det gjorde han altid, når han havde fri. Pludselig kiggede han op på mig: ”Nå, Karen. Hvad vil du så nu?” Jeg vidste, at det var et afgørende spørgsmål, og at hvis jeg ikke kunne svare, ville han selv finde på noget. Sådan var min søster endt som sekretær på borgmesterkontoret, og det ville jeg i hvert fald ikke. Så meget vidste jeg. Jeg endte med at svare, at jeg gerne ville være journalist. Han lagde kortspillet fra sig, gik ind og tog telefonen og drejede nummeret til Per Winther, chefredaktøren på Dagbladet Ringsted. Min far var formand for bestyrelsen på Dagbladet, og det var ham, der havde skaffet Winther redaktørjobbet. ”Godaften, det er Thisted,” sagde min far, ”Karen begynder 1. august.” 

JEG HAR ALDRIG været så bange, som da jeg fik en alvorlig depression i 2004. Efter bogreceptionen for ’Det skal mærkes at vi lever’ sad jeg i en taxa, og pludselig var det, som om et sort gardin blev trukket for. Fra det ene øjeblik til det andet. En ven kørte med i taxaen og hjalp mig hjem i seng, hvor jeg blev liggende de næste to måneder. Jeg tabte mig mange kilo og fik angst bare ved tanken om at gå i supermarkedet. Jeg havde slet ikke lyst til at leve. Jeg gik til en masse psykologsamtaler, som ikke hjalp. Det var først, da jeg kom på antidepressiv medicin, at det langsomt begyndte at vende. 

SOM CHEF har jeg sagt: ”Hold nu op, gå hjem og tag en drink, så går det over til i morgen,” til medarbejdere, som er kommet til mig og fortalt, at de var deprimerede og stressede. Jeg har haft så dårlig samvittighed og kan stadig skælde mig selv ud over det. 

DA JEG FIK min depression, arbejdede jeg på Ekstra Bladet, hvor Hans Engell var chefredaktør. Jeg var kommet på højkant igen, men en fredag aften gik jeg ind på hans kontor og meddelte min opsigelse. ”Godt, så skal du inden i morgen klokken 8 have afleveret din firmabil nede i gården … og på bagsædet skal der ligge fire vinterdæk,” sagde han. Vinterdækkene havde jeg fået betalt, da jeg fik bilen, men det var fem-seks år siden. Jeg anede ikke, hvor de var, men det turde jeg ikke sige. 

JEG RINGEDE til min gode ven Jørgen Nørgaard, der er far til designeren Mads Nørgaard, og forklarede ham halvt i panik, at jeg skulle bruge fire vinterdæk inden næste morgen, og at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle få fat i dem. ”Bare rolig, min kone er fra Norge, jeg skaffer dem,” sagde han. Midt om natten blev jeg så vækket af min telefon. Det var Jørgen Nørgaard, der havde været på strandhugst i familien og fundet fire vinterdæk. Morgenen efter mødte jeg ham og hans anden søn, Jens, foran Politikens Hus. De havde fire dæk under armene, men de havde også skaffet to sæt gamle, halvrådne snekæder. ”Dem får han med for en sikkerheds skyld,” sagde Jørgen Nørgaard og grinede. Så lagde vi dem ind på de fine lædersæder i bilen, præcis som Hans Engell havde bedt om. 

JEG HAR ET tilbagevendende mareridt, hvor jeg vågner op i et fængsel. Det er min største skræk. Af og til er jeg bange for, at de en dag kommer og henter mig, fordi jeg ikke har betalt mine parkeringsbøder. Jeg har set fængsler indefra, og jeg kan slet ikke forestille mig at leve sådan et sted. 

FOR MANGE ÅR SIDEN lavede jeg en reportage fra Horsens Statsfængsel, hvor jeg boede i en uge. Der var en indsat, som blev ved og ved med at løbe efter mig, og som råbte: ”Vent, vent, jeg skal fortælle dig noget!” Jeg syntes, at det var virkelig væmmeligt, og jeg affejede ham igen og igen. Personalet fortalte mig, at han var blevet dømt for at have slået sin kone ihjel, men havde nægtet sig skyldig under hele retssagen. Tre-fire år senere læste jeg en dag i avisen, at en mand var blevet frifundet for mord på sin ægtefælle. Det var ham. Han havde ikke gjort det.

KAREN THISTED

Journalist, forfatter og tidligere spindoktor. Uddannet ved Dagbladet Ringsted. Har været ansat på DR, ugebladet Hjemmet, TV 2, Nordisk Film og Ekstra Bladet. Har blandt andet været politisk reporter, radiovært og redaktionschef og var med til at starte tv-succesen ’Go’ morgen Danmark’. Som forfatter har hun blandt andet udgivet ’Det skal mærkes at vi lever’, der solgte 400.000 eksemplarer, samt en række andre samtale- og portrætbøger. Hun er fortsat aktiv som foredragsholder og som klummeskribent hos Ekstra Bladet.

Inden JAN GUILLOU skabte storsælgende roman-føljetoner om hårdkogte agenter og korsfarere, slog han sit navn fast ved at afsløre kostskolevold og forsvarshemmeligheder. Snart færdiggør han endnu en saga om – nå ja – hele det 20. århundrede. Ud & Se har fulgt det 75-årige svenske fænomen, der godt kan lide at prædike, men ikke selv er en messedreng.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Morten Germund

“DU FORSTÅR SVENSK. Hvor dejligt!”

Jan Guillous kone og agent Ann-Marie Skarp roser taxachaufføren: ”Generelt er danskerne ikke så gode til svensk. Men stiger du på en taxa i København, så forstår de, hvad du siger. Hvordan kan det være?”

”Tjooh. Sverige var jo en del af Danmark engang,” funderer chaufføren og smiler i skægget, mens han styrer sin vogn fra holdepladsen ved Københavns Hovedbanegård og ud i trafikken på Bernstorffsgade. Det kvikke svar udløser latter fra både sortklædte Ann-Marie Skarp på bagsædet og fra hendes ufattelig produktive forfattermand Jan Guillou, der sidder i en brun rulamsjakke på forsædet. Ud over at være kone er Ann-Marie Skarp også kompagnon i Piratförlaget, og der er glidende overgang mellem rollerne som ægtefælle og personlig assistent. Det er Ann-Marie Skarp, der sørger for den lune temperatur i taxaen og den muntre smalltalk: om kalvekødet og blæksprutten, som de spiste aftenen forinden på en italiensk restaurant i København; om fodboldkampene, som de nåede at se på hotellet efter middagen, og om det dejlige feriehus ved Ebeltoft, som Jan Guillous danske udgiver Modtryk stiller til rådighed for sine forfattere.

Denne grå lørdag er destinationen dog ikke Mols, men Amager, hvor Jan Guillou om en halv times tid skal give et jubilæumsinterview på  bogmessen.

”I min ungdom ville jeg være en fin forfatter. Det var vulgært at skrive noget, der blev læst,” siger Jan Guillou, der har solgt over tre millioner eksemplarer af sine bøger alene i Danmark. For tiden viser C More serien ’Hamilton’, inspireret af hans krimier.

JAN GUILLOU forpasser nødig en lejlighed til at møde sit publikum, og i løbet af de sidste 30 år har han besøgt stort set alle de messer, der ville se ham. I København begynder han altid seancen med en dram og en øl, således også nu, hvor han sidder i det trange baglokale i Modtryks messestand med et glas brown ale i den ene hånd og et plastik-shotglas med Gammel Dansk i den anden, mens han tygger en fyldt chokoladekugle i sig og har afslået tilbuddet om frokost.  

”Jeg vil også have en Gammel Dansk,” siger redaktør Trine Busch, der er i kamelbrunt jakkesæt og himmelblå skjorte.

”Skal vi have en mere?” foreslår redaktøren.

Jan Guillou tøver et øjeblik, inden han accepterer.

”Ja, én. Det er jo mest symbolsk,” siger han, mens han rejser sig, og Ann-Marie Skarp tørrer sin mands mundvig ren for chokolade.

JAN THE MAN

Jan Oskar Sverre Lucien Henri Guillou blev født i 1944 som barn af en svensk mor af velhavende norsk familie og en fransk far, der kom til Sverige som søn af en handels­attaché ved den franske ambassade i Stockholm.

Studerede jura, men droppede uddannelsen til fordel for journalistik. I venstrefløjsmagasinet Folket i Bild/Kulturfront slog han sit navn fast i den bredere offentlighed, da han i 1973 afslørede en hemmelig efterretningstjeneste under det svenske forsvar, som spionerede på Palæstina-bevægelsen og andre venstrefløjsaktivister.

Siden skabte han sig en karriere som romanforfatter, og igennem årtier har han været aktiv i den svenske samfundsdebat som kolumnist for socialdemokratiske Aftonbladet.

BOGFORUM ER IKKE for fumlegængere. Man må konstant være opmærksom og lægge planer for sin færden. Publikumssnak bruser i ørerne, mumlende, mikrofonforstærkede stemmer rumler som fjern torden fra forskellige hjørner, og det er svært, hvis ikke umuligt, at finde retning og ro. En sød, skarp lugt af bagværk, pølser og maskinkaffe hænger under messehallens høje lofter. ’Skønlitteratur på P1’s Klaus Rothstein tripper rundt efter nærmeste toilet, kulturkendissen Anders Lund Madsen og hans lange brune lokker vugger under en militærkasket, og dér går Weekendavisens langlemmede bogredaktør forbi som en vadefugl – med et lille barn på vingen. 

Pænt ubemærket blandt de lokale danske literary celebs trænger Jan Guillou igennem menneskehavet og hen til et par hundrede siddende og stående mennesker. De har øjnene rettet mod Bella Scenen og har endnu ikke lagt mærke til, at genstanden for deres opmærksomhed er ankommet og står lige bag dem. 

”Tillykke med de 20 år,” siger en for­lags­medarbejder.

”Hvad for noget?” spørger Jan Guillou.

”Dine 20 år på Bogforum!”

”Har jeg været her så mange …” siger Jan Guillou og bliver afbrudt af en høj mand med hvidt hår og skæg, der kommer ind fra venstre og stikker ham en bog med et sort- og rødternet smudsbind og en gylden Porsche på forsiden. Jan Guillou signerer, og den hvidskæggede takker:

”Det er 10. år i træk, jeg får din autograf.”

TRE TIMER TIDLIGERE sidder Jan Guillou i en blød lænestol på Hotel Nimb i København og taler om ’Det store århundrede’, hans romanserie om 1900-tallet, som med ’Den anden dødssynd’ er nået frem til de grådige og vulgære 80’ere – illustreret af en guldlakeret sportsvogn på forsiden. Selv synes forfatteren at have fundet sin tøjstil i 70’erne. Fra den afslappet åbenstående skjortekrave til buksebenskantens lette bootcut er hans krop – tæt som en jærv – klædt i vejrbidt indigoblåt cowboystof. Stemmen, der på roligt, artikuleret stockholmsk leverer pointerne, er en docents, men underarmene, der svulmer ud af de opsmøgede ærmegab, ligner mere en mellemvægtsboksers.

Fænomenet Guillou – overklasse af fødsel, proletar af mening – har, siden han i 2011 begyndte på sine bøger om 1900-tallet, hvert år udgivet et nyt bind i føljetonen. 

Du har arbejdet indgående med århundredet. Har du et favoritårti?

”De politiske 60’ere. I Danmark havde I jo terrorister. Jeg kendte dem, der blev til Blekingegadebanden, jeg mødte dem i Palæstina-bevægelsen, hvor der var nogle, der mente, at man skulle støtte den radikale kommunistiske del af den palæstinensiske frihedskamp. Det førte til beslutningen om at røve banker og stjæle våben og give byttet til PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine, red.). Det var sjovt at være i København og diskutere politik, der var altid masser af røg og øl, og det var altid under mindre restriktive former end i Stockholm. Det var danskerne, der lærte mig at ryge hash. Men svenskerne og nordmændene kom ikke så godt overens med de danske kammerater, rent politisk. Vi mente ikke, at vold ville være effektivt. Tyskland var dengang et afskrækkende eksempel. Da der kom folk til os og ville give os håndgranater, vidste vi, hvad de havde gang i.”

Og det oplevede du?

”En mand – han kaldte sig Rolf Svensson – kom i 1969 til Palæstina-gruppens lokaler i Stockholm, hvor vi havde travlt med at male plakater, lave stencils og sende pakker ud til venstreboghandlere. Han tilbød at hjælpe, og da han havde været med i fire dage, sagde han, at han havde adgang til håndgranater. Han mente, at man ville kunne gennemføre et angreb på den store synagoge i Stockholm og nå væk igen på mindre end et minut. Vi svarede: ’Adjö!’ Så forsvandt han. Nogle måneder senere dukkede han op i Danmark, hvor han blev pågrebet på et hotelværelse med en håndgranat, en pistol og ammunition i selskab med en palæstinenser og en iraker med planer om at myrde den israelske premierminister David Ben-Gurion. 

Derefter blev agenterne meget bedre. Men i 1973 afslørede jeg og en kollega i et tidsskrift hele den statslige organisation, der overvågede den svenske venstrefløj. Med navn og billede på alle medlemmer. Det tog den flere år at komme sig. Og i Palæstina-bevægelsen kunne vi puste ud. Vores tab blev meget begrænsede. Kun to af os kom i fængsel. Jeg var den ene.”

Hvornår fandt du ud af, at du var socialist?

”Jeg er jo naturligt højreorienteret, kan man sige. Der var ingen politiske diskussioner i mit barndomshjem, alt var selvklart, og det var ikke pænt at tale om politik ved middagsbordet. Men Vietnamkrigen ændrede alting. Min generation så en stormagt, som bekrigede et fattigt, asiatisk bondesamfund med napalm. Det behøver man ikke at være socialist for at være imod. Men de, der sad på magten, mente, at hvis vi var imod USA’s krig, så var vi kommunister. Okay, gamle skiderikker, så er jeg kommunist! Det var en krig, der radikaliserede og tilspidsede generationskløften. Siden da har jeg været venstreekstremist.”

Var du klar over i din barndom, at du var privilegeret?

”Ja, ja. Vi havde tjenestefolk.”

Følte du nogen skam over dine privilegier?

”I 60’erne og 70’erne snobbede man nedad. Det var fint at komme fra arbejderklassen og grimt at komme fra overklassen. Kammeraterne overdrev gerne deres arbejderklassebaggrund. Jeg indtog holdningen, at man ikke kan vælge sine forældre. Lenin og Karl Marx var jo også fra borgerlige miljøer. Der er stor forskel på klassetilhørsforhold og klassestandpunkt. Det er din stillingtagen, der er afgørende. Jeg ændrede aldrig på mit sprog eller mine vaner. Jeg holdt stadig døren for kvinderne. Jeg syntes ikke, det var så vanskeligt. Det var værre for dem, der forsøgte at spille teater.”

Hvornår vidste du, at du ville – og kunne – skrive?

”Jeg skrev bedre end de andre i min skoleklasse. Det er jo ikke et tilstrækkeligt statistisk grundlag, men sammenligningen med de 20 andre gav en illusion af talent. Da jeg var teenager, ville jeg være en fin forfatter. Genial. I 60’erne kom ’den nye franske roman’, der i hovedsagen indebar at skrive uforståeligt. Alain Robbe-Grillet var gudfaren for den stil. Jeg imiterede den og skrev ’genialt’. Det kan en hvilken som helst idiot gøre. Så kom 1968. Og det, der skulle stå i Palæstina-bulletinerne, i Vietnam-bulletinerne, i vores flyveblade, i vores aviser, skulle være klart som vand. Alt skulle være forståeligt, og vi skulle nå så mange læsere som muligt. Det blev umoralsk at være et geni.”

Og nu skriver du for masserne?  

”Jeg holdt helt op med at skrive litteratur og begyndte at lave journalistik. Som 22-årig lavede jeg en historie fra Kiruna i Nord­sverige om samer, der ikke fik plads på alderdomshjem, men måtte sove i garager i minus 40 grader. En politisk leder i byen udtalte, at de ikke havde brug for at komme ind på plejehjemmet, fordi de som naturfolk havde en anden biologisk forudsætning for at klare kulden. Jeg var sammen med en vældig god fotograf, og hans billeder havde enorm effekt. Pang! Det var det første scoop. Politikeren blev nødt til at gå af. Og samerne strøg ind på plejehjemmet. Sikke en kraft, der findes i journalistikken, tænkte jeg. Siden havde jeg heldet med mig igen, da en redaktionschef stak hovedet ind og spurgte: ’Er der nogen af jer, der ved noget om kostskoler for overklassen?’ ’Joh,’ sagde jeg og aflagde min gamle skole Solbacka et besøg. Næsten alle drengene havde formuende forældre, og fotografi var en populær sport. 12-årige løb rundt med Nikons motorkameraer, der kunne tage fem billeder i sekundet. Jeg udlovede en dusør: ’1.000 kroner til den, der kan tage det bedste mishandlingsbillede. Vi ses i sløjdlokalet klokken et!’ Vi fik en billedserie, der slog alle rekorder. Først et billede af en 12-årig dreng og en knytnæve på vej fra en lærer. I det andet billede ser man knytnæven ramme, og i det tredje ligger eleven på jorden, mens læreren står bøjet over ham. Det var mere billedernes fortjeneste end mine ord, men et scoop var hjemme, og staten trak sit bidrag til skolen.”

I 1981 udgav du romanen ’Ondskaben’ om det voldelige miljø på Solbacka. I den beskriver du en stedfar, der slog dig. Bogen blev meget læst, og endnu flere så filmen, der kom i 2003. Men din mor tog afstand og sagde, at du altid havde haft svært ved at skille fantasi fra virkelighed. 

”Hos borgerskabet må ingenting komme ud. Familiehemmeligheder angår ingen andre. Og journalister er et pak, der spreder rygter og usandheder. Så naturligvis mente hun, at hendes søn forbrød sig mod den gode opdragelse, han havde fået. Men det er nu ikke sjovt at have en mor, der siger, man lyver.”

Snakkede I om det?

”Nej. Vi talte slet ikke med hinanden de sidste 10-15 år af hendes liv.”

I GUILLOU-TINEN

”Forskellen på Israel og apartheidstaten Sydafrika er, at Israel henretter flere mennesker og holder flere indespærrede i militært omringede ghetto­områder.”

– Aftonbladet, 2001

”Jeg slog ham sønder og sammen. Han blev båret ind i en ambulance. Siden så jeg ham aldrig igen i det virkelige liv.”

– Sagt til Dagens Nyheter i 2003 om stedfaren Nils Hansén

”Säpo synes at tage mine forbindelser med KGB betydelig mere roligt end Expressen.”

– Aftonbladet, 2009, efter Expressens afsløring af, at Guillou som ung havde samarbejdet med KGB, ifølge ham selv for at infiltrere og afsløre organisationens operationer i Sverige.

ØJNENE ER LISTIGT smalle, ellers er alt andet på Jan Guillou stort. Den tykke, hvide manke. Fødderne i de cognacbrune læderstøvler. Den levemandstunge mave bag denimskjorten. Næverne.  

Jan Guillou kigger på mikrofonen i venstre hånd, mens han, som en fornøjet crooner, slår ud med den højre. Gestussen løsner panderynkerne hos publikum, der under de første par spørgsmål har kroget nakkerne og lagt hænder og bogmesseprogrammer bag ørerne for bedre at høre den svenske forfatter. Med en pludselig bedre lydgengivelse bliver det mindre anstrengt at følge samtalen: I Jan Guillous 10 måneder i fængsel havde han tid til at læse og lure krimiforfatterne Sjöwall og Wahlöö tricks af. Hans produktivitet er enorm. Blot den del, der er oversat til dansk, fylder ifølge den kvindelige interviewer 10 hyldemeter. Hans seneste bedrift, 10-bindsværket ’Det store århundrede’, er næsten fuldendt.

”Jeg mangler én bog – så kan jeg dø,” siger han og smiler.

Intervieweren, der aner, at forfatteren måske ikke kommer til at udånde hen over tastaturet, spørger, hvad der skal til for at få ham til at fortsætte.

”Sådan gider jeg ikke tænke,” siger Jan Guillou og indlægger en kunstpause.

”’Det store århundrede’ er det sværeste, det hårdeste, jeg nogensinde har lavet. Hvis jeg klarer det, har jeg gjort det umulige.” 

Jan Guillou slapper af med et brev snus i mundhulen.

TO EN HALV TIME tidligere på hotellet spørger denne artikels reporter, om man, som en mand som ham, kan tillade sig at holde døren for kvinderne i Sverige efter MeToo.

”Ja, det synes jeg, jeg kan. Mange kendte svenskere blev slæbt gennem sølet i forbindelse med MeToo, men jeg klarede mig udenom. Jeg har altid opført mig som en gentleman, og i det hele taget har jeg altid været forsigtig. Med alt. Sådan er det, når man bliver en kendt person.”

Men føler du dig i farezonen med din identitet som hvid succesfuld macho-mand, der skriver om agenter og korsfarere – og bruger fritiden på at gå på jagt?

”Macho kan sagtens indebære, at man bestiger bjerge og jager isbjørne og løver, uden at man opfører sig dårligt over for kvinder. Dét er ikke macho ifølge min tradition. Til gengæld har jeg været i mange hårde diskussioner med feminister. De har en ulykkelig tendens til at tage fejl. I 80’erne opstod der en teori om, at hvis kvinder var blevet voldtaget som børn, ville de censurere det i deres hukommelse, men at særlige eksperter kunne fremkalde de skjulte minder. Kvinder huskede pludselig, at de var blevet voldtaget en hel sommer igennem af far eller farfar i brændeskuret, og det førte til, at cirka 200 mænd i Sverige blev dømt. Jeg bekæmpede fænomenet. I dag er der ingen i Sverige, der mener, at den slags fortrængte minder findes. Men prisen blev, at feministerne mente, at sådan nogle som mig var for voldtægt. Og igen i dag tager feminister fejl angående seksuelle forbrydelser. I Sverige er ganske få mænd blevet stillet for en domstol i forbindelse med #MeToo, men mere end 20 kendte personer har fået deres liv og karriere slået i stykker, fordi det har været muligt at fremføre alle slags anklager i pressen med navn og billede – i en grad, vi slet ikke plejer at se. Jeg siger: Lad os holde os til retssystemet og ikke praktisere lynch-justits.”

I Sverige har man indført en lov om samtykke før sex. Er det en god konsekvens? 

”Jeg har endnu ikke forstået, hvilken forskel det skulle indebære. Seksuelle handlinger skal naturligvis altid være frivillige. Ingen har nogensinde sagt andet. Men nu skal vi have en ekstra lov, der siger det. Hvad er der progressivt i det?”

Der kan måske ligge nogle grænseoverskridende trin i forførelsesakten, der gør det svært at sige fra. Nu har man fået mulighed for at være enige på en helt firkantet måde.

”Jo. Men selv om man skriver en kontrakt, kan man jo ændre mening bagefter. Og man kan jo få lyst til at sige: Kontrakten gælder ikke længere, fjern hænderne! Den lov er symbolsk. Den udtrykker samfundets modvilje mod seksuelle overgreb, men gør reelt ingen forskel. Det er stadig lige svært at bevise.”

“NU SKAL VI KLAPPE ad Jan,” siger intervieweren opfordrende til publikum, da hun rejser sig fra sin stol på Bella Scenen. 75-årige Jan Guillou rejser sig også, lidt forsigtigt. Klapsalverne smælder mod loftet, mens han nonchalant svinger en rød buket roser foran sig. Så dør applausen ud, folk begynder at strømme mod de gratis glas cava til venstre for scenen. I et hjørne af buffeten er der cupcakes med forsider fra forfatterskabet trykt i frugtfarve i cremen. I den anden side glimter stakke af ’Den anden dødssynd’ rødt, sort og gyldent. En kvinde i sort jaket, orange halsklud, pudderfarvede stiletter og med håret sat i en luftig fuglerede-knold tager imod betalingen på MobilePay. 

Den svenske cowboy står foran en konstant kø og signerer bøger i løbet af den næste halve times tid. Flere ældre læsere har anskaffet sig den seneste udgivelse på bogmessen, men der er også en blond, crewcuttet yngling i militærstøvler, der har taget fire bind om tempelridderen Arn med hjemmefra for at få forfatterens signatur.

”Jan afbryder aldrig en signeringskø,” fortæller Modtryk-redaktør Trine Busch.

”Selv ikke når dagens program er overstået. Så sætter han sig ud foran vores stand for at sælge bøger og møde sine læsere. Han er meget professionel.”

JAN-BØGERNE

Jan Guillou har skrevet 51 bøger. Mest kendt er han for de 13, der handler om den svenske greve og efterretningsagent Carl Hamilton (udgivet 1986-2008), sine fire romaner om tempelridderen Arn Magnusson (1998-2001) og den delvist selvbiografiske ’Ondskaben’ (1981). Jan Guillous krimier om Carl Hamilton er solgt i over fem millioner eksemplarer, mens Arn-bøgerne har solgt 2,2 millioner eksemplarer. Det vurderes, at to millioner svenskere har læst ’Ondskaben’.

TO TIMER TIDLIGERE på Nimb fortæller den storsælgende socialist, at det nye årti bliver et mareridt: ”Det er ikke længere klasse mod klasse, men race og religion, der er vor tids afgørende spørgsmål. Dæmoniseringen af muslimer er sket gradvist siden den kolde krigs ophør, og i dag er den total. I dag har vi racistpartier over hele Europa. Det er, som om vi ikke har udviklet os siden korstogstiden. Det er meget nedslående. Sverigedemokraterne optræder nu som en slags teologiske eksperter på Islam. For den, der ved noget om religion og religionshistorie, fremstår de jo så enfoldige som den nazistiske propaganda mod jøderne.”

Det er vel ikke kun islamkritik, der får folk i Europa til at stemme til højre, men vel også frygten for at miste materielle goder, arbejde, kultur? Findes der ikke indvandrerskepsis uden antiislamisme?

”I løbet af de seneste 100 år har den svenske stat haft held til at absorbere den ene kategori efter den anden. 300.000 finner er totalt integreret i Sverige efter anden verdenskrig. 100.000 polakker. Tjekker. Ungarere. Folk fra hele Jugoslavien er jo en del af Sverige i dag som alle andre, selv om de har navne, der ender på -ić. Men lige nu er flygtningemængden for stor. Vi har et teknisk-økonomisk problem. Og det kan man diskutere.”

’Gösta’, en aktuel tv-serie på HBO af din landsmand Lukas Moodysson, handler om en ung mand, der er sød og god og altid prøver at gøre det rigtige. Alle omkring ham ender med at udnytte det på den ene eller anden måde. Mange, der ser den serie rundtomkring i Europa, vil sikkert tolke det som et billede på svenskerne: I er for gode …

”Jo. Men vores erfaring er jo, at det kan vi godt overkomme. Lige nu, hvor der er kommet for mange på én gang, har vi et problem. Men jeg er sikker på, at vi også løser det. Men det kommer til at tage tid, og lige nu har vi en dårlig udvikling i retning af proletarisering af indvandrere, dårligere skoler, mindre uddannelse og flere kriminelle. Det kommer vi til at arbejde med et godt stykke ud i fremtiden.”

Hvad tænker du om den eksplosive kriminalitet i Malmø?

”Vi har en voldsbølge lige nu, som er unik. Men hvis man sammenligner det totale antal af voldsforbrydelser i Sverige, er det ikke på samme niveau som i 90’erne. Vi har rekord i skydninger, ja. Gangstere, der skyder hinanden. Og det er vældig spektakulært – ikke noget, medierne lader sig gå forbi. Det er ikke, fordi Sverige uden for Malmø ryster i sin grundvold af angst, men det er selvfølgelig et problem – som vi nok skal få løst. Enten er det forbi med gangsterne, når de har skudt hinanden tilstrækkelig meget, eller også sætter politiet hårdere ind, man ændrer på loven, får taget deres våben fra dem, og de bliver sat i fængsel. Det kommer til at tage tid, men det er jo ikke noget, et moderne samfund kan tillade fortsætter.”

Vi har indført kontrol af svenskere ved den danske grænse. Ser du det som en bevægelse, der kommer over hele Europa? 

”Det er symbolpolitik med xenofobien som det vigtigste element. Der er ingen praktisk grund til at tro, at Danmark har brug for at beskytte sig mod svensk kriminalitet … Jeg klarede mig i hvert fald igennem grænsekontrollen i går, ha ha.”

Hvilke følelser giver det dig at komme til Danmark?

”Det er fantastisk. Jeg er måske Danmarks mest læste udenlandske forfatter og får altid en vældig god modtagelse. Jeg har en indledning, jeg har brugt i 10 år på messer: ’Ud over Pia Kjærsgaard i en tv-debat har jeg aldrig mødt en fra Dansk Folkeparti. Fordi mine rejser altid har med bøger at gøre, og Dansk Folkeparti læser ikke bøger. Findes der nogen af jer her blandt publikum?’ plejer jeg at spørge.”

Ja, så tør man i hvert fald ikke række hånden op …

”Som svensker er jeg naturligvis ked af den kontinuerlige Sweden-bashing. Man hører altid, at vi aldrig taler om indvandrerspørgsmål. Men for helvede, vi taler ikke om andet for tiden. Vi er vant til det, og det er ingen dansk specialitet. Sverige bliver altid fremhævet i politiske diskussioner, enten som forbillede eller skræmmeeksempel. Det liberale USA bruger os som eksempel på, at man kan have en sygeforsikring uden at være kommunister af den grund. De konservative amerikanere siger: ’Se, hvad indvandringen har medført. Sverige er ved at blive et gangstervælde.’ I Tyskland siger socialdemokraterne, at vi er et idealsamfund, mens højrefløjen mener, at vi er ved at gå under i socialistisk tyranni.”

‘TRICKLE-DOWN-ECONOMICS’ står der øverst på et A4-papir med noter, som Jan Guillou har printet ud og taget med sig, og som han sidder og kigger på ved forlaget Modtryks stand. Om lidt skal han interviewes igen, denne gang på Rød Scene. Her vil der blive zoomet ind på hans seneste bog, og derfor har han noteret forskellige nøgleord for 80’erne – herunder Ronald Reagan-administrationens forventninger om, at skattelettelser til de rige ville skabe produktivitet og dryppe velstand ned til de laveste samfundsklasser. 

Senere på dagen skal han indspille et par videohilsner til læserne på henholdsvis lyd- og e-bogstjenesten Mofibo og netboghandlen Saxo.com. Og i morgen går det løs igen med flere interview.

Men lige nu skal han skrive endnu en autograf. En midaldrende kvinde har købt ’Den anden dødssynd’ og vil gerne give den til sin kæreste i julegave.

”Han hedder Mik. M-I-K,” siger hun.

Jan Guillou tager imod bogen og slår op på titelbladet. Snekalotten på hans Montblanc-fyldepen titter op mellem knoerne på hans enorme hånd, mens han skriver:

”Til Mik fra julemanden. Jan Guillou.”

 

I sine børns svenske skole er han en trussel. I Danmark er han manden bag lørdagshyggen. Som slikopfinder hos Toms jagter Nikolai Sandau den næste gyldne smag, mens han nipper til klassikere som Heksehyl og Dronningemandler.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:PR

DA JEG VARlille, kørte vi tit forbi Toms chokoladefabrik, og jeg tænkte altid: ”Årh!” Jeg ville gerne ind og se den, men det kom jeg aldrig. Dengang Galle & Jessen lå inde ved Vibenshus Runddel, kom jeg tit forbi, fordi min far arbejdede på Rigshospitalet lige i nærheden. Et eller andet sted har jeg altid ønsket at arbejde på en slikfabrik. Men det er jo lidt ligesom at ønske sig at blive pilot: Chancen for, at man bliver det, er ikke særlig stor, fordi der kun er få slikfabrikker i landet. 

I MIT BARNDOMSHJEM fik vi altid en kopfuld lørdagsslik. Det var simpelthen så lækkert. Det har altid været en del af hyggen, en del af det at være sammen. Den dag i dag vil jeg også meget hellere have en dessert end en forret. 

JEG VAR 30 år, da jeg blev ansat hos Toms. Den første måned spiste jeg næsten tre kilo slik. Min kollega og jeg målte, hvor meget vi spiste. Problemet er, når man først kommer i gang. Hvis der kun er én ting at snacke, bliver det kedeligt, men på Toms er der lige en lakrids, et Heksehyl, en Dronningemandel, et lille stykke Yankie Bar og så videre. Der er hele tiden noget at tage fat i, hvis det ene bliver for sødt, salt eller frugtigt. Men efter noget tid gik forbruget støt nedad. Så havde vi fået rendt hornene af os. Hurtigt fik jeg det sådan, at jeg ikke så nogen grund til at sidde og spise slik inden frokost for sjov.

SALTLAKRIDS OG CHOKOLADE med skal på er en fremragende smagskombination. Her har man både et knæk, blød chokolade og den salte lakrids i midten. Det er rigtig stærkt at ramme så mange sanser som muligt, når man skal lave et nyt stykke slik, og det er vigtigt, at der er tænkt over både smag og konsistens. Da vi skulle opfinde et nyt sukkerfrit produkt, var den største udfordring at bevare slikkets ’krop’. Normalt er der rigtig meget sukker i vingummi og lakrids, og hvis du hiver det ud, mangler der ligesom noget. Så vi brugte fibre i stedet for. Resultatet blev Nellie Dellies, der findes som både sød og salt lakrids, og som er blevet patenteret. Det er et fremragende produkt.

NIKOLAI SANDAU

45 år. Fra Birkerød. Slikopfinder og senior product developer hos Toms Gruppen. Blandt andet opfinder af Nellie Dellies og udvikler på de nye Ga-Jol med smag af for eksempel whisky og karamel. Uddannet levnedsmiddel­ingeniør og kandidat i levnedsmidler fra KU og DTU. Skrev bachelorprojekt om Malaco og speciale om Toms. Bor i Malmø med sin kone og tre børn.

VI HAR LAVET prøver på vingummi med smag af skinke, bacon og sennep. Det er bare ikke godt. Man savner konsistenserne og mangler fedtet. Så snart folk smagte det, sagde de: ”Nej, nej, nej, det der dur ikke!”

MINE BØRN SYNES, det er megafedt, at jeg arbejder på en slikfabrik. De får ikke mere slik end andre folks børn, tror jeg, men vi har relativt meget slik derhjemme, fordi det er mere tilgængeligt for mig. Nogen vil sikkert sige, at vi har sygeligt meget slik, og det har vi nok også i forhold til, hvis man går ud og køber to poser og tager med hjem. Min mellemste er fuldstændig vanvittig med slik og kunne godt tænke sig, at han og jeg lavede vores eget firma med slik, der skulle hedde Anton & Far. 

MIN FAMILIE og jeg bor i Sverige, og der får du ikke slik eller noget, der har set nødder, ind på skolerne. Da mine børn gik i børnehave, bagte jeg nogle boller og smed en Pariserring (vingummi, red.) ovenpå. Da vi kom ned med dem, var pædagogerne sådan: ”Ej, det er også typisk danskerne at gøre det.” Men man kunne se, at de også var lidt lettede over det, at det var lidt fedt. 

VERDENS-MESTRE I SLIK

Danskerne har overhalet Sverige og Finland i slikspisning. Vi gør kål på 6,6 kilo slik om året per person. I USA og Italien spiser de sølle 3,6 kilo og 1,8 kilo slik om året. Hvis man smider chokolade oven i opgørelsen, spiser danskerne 12,3 kilo om året.

I SVERIGE er slikket lidt mere parfumeret end i Danmark. De har en fremragende Pingvinstang-variant med mint-smag. Vi har prøvet den her også, men danskerne tog slet ikke imod den. Måske er det, fordi den ligner en Ama’rstang lidt, og så bliver man måske skuffet. Syrlig skovjordbær er også en stor smag derovre. I Danmark er vi lidt mere konservative omkring slik. Vi kan godt lide simple smage. Nu er der kommet en masse high end-slik og fine mærker i løbet af årene, men i bund og grund vender danskerne tilbage til en vingummi, der smager af jordbær, hindbær, æble eller appelsin. Pingvinblanding og Matador Mix er jo det, folk køber, standardblandinger, som ikke er så avancerede.

ENGANG VAR JEG ude at handle med min kone, efter vi havde lanceret Nellie Dellies. Jeg gik over, hvor de hang i butikken, og rettede på poserne, så de hang pænt. Min kone stod bare og rystede på hovedet. Men jeg har så mange følelser forbundet med vores slik. Der er lagt mange timer i at udvikle det, og det skal vises ordentligt frem.

DET ER EN virkelig god samtalestarter, når jeg siger, at jeg arbejder på Toms og udvikler nyt slik. Vi har alle sammen været til bryllup hos nogle, man ikke kender så godt, hvor man sidder og tænker, at det bliver en lang aften. Men det, der er så wonderful ved slik og chokolade, er, at alle har en mening om det. 

ALLE BLIVER BØRN, når de begynder at snakke om det. Jeg kan godt lide at snakke om slik, og jeg kan også godt lide at høre folks mening. Det er ikke altid, jeg er enig, men det er altid interessant. Og så siger folk altid: ”Hvis du har brug for nogen til at smage, så siger du bare til.”

 

Som ung fantaserede han om at arbejde sammen med de bedste skuespillere i verden. I dag må NIKOLAJ COSTER-WALDAU kæmpe sig gennem horder af fans og er selv en, andre gerne vil spille sammen med. Men der er stadig nok at stræbe efter for den viljestærke dreng fra Sydsjælland, der fægtede sig vej ind i Hollywood. For eksempel vil han gerne være med til at redde verden.
Tekst:Jacob Wendt JensenFoto:Jonas Bie

HANS TELEFON RINGER. Det er Nikolaj Coster-Waldaus datter Filippa. I telefonen bliver hun guidet af sin 50-årige far:

”Jamen, den ligger i dåsen, inde på skrivebordet. Eller æsken. Den der ’Game of Thrones’-æske. Der ligger sådan et sort kort. Det er faktisk en bilnøgle. Kan du se det? Har du sko på? Så går du ud til bilen og låser dig ind … Jeg synes, den bipper ret meget. Har du sele på? Er du ved at ramme et eller andet? Bare parker den foran skuret, når du kører den anden bil ud, ikke, og så kør den ind igen. Ellers risikerer vi at få en bøde. Vi ses, hej hej.”

Det er første gang, Filippa skal køre i familiens nye elbil, der snart skal erstatte den 13 år gamle Skoda Fabia. 

Nikolaj Coster-Waldau tænker på miljøet, når han sætter sig bag rattet som privatperson, men også når han optræder som goodwill-ambassadør for FN’s udviklingsprogram UNDP. Med et ansigt gjort verdenskendt af ’Game of Thrones’ er danskeren et nyttigt blikfang at sende ud, når FN gerne vil have pressen til at rette opmærksomheden mod et bestemt land. Dog er det ikke altid, ambassadøren er enig i den turplan, organisationen har lagt for ham.

”De lokale kontorer vil altid gerne vise alt det, de laver. Men i virkeligheden fungerer det bedst, når jeg bare møder almindelige mennesker fra de forskellige lande på min vej. Og glem det med at stikke en tale ud, jeg skal holde. Sådan bliver det ikke med mig. Jeg møder folk i øjenhøjde,” siger skuespilleren med en friskbrygget kaffe i hånden og et stort smil.

Vi møder ham i agentens loftslokaler tæt på Rådhuspladsen i København. Dybt inde i baggården, fire etager oppe ad en kringlet trappe sidder en mand med en rar aura. Det er sjældent at møde en skuespiller, der gider være så meget i øjeblikket, at han ikke kun gør sig umage med at svare på spørgsmål, men også interesserer sig for, hvem han sidder over for, selv om det blot er endnu en journalist i strømmen.

Sidste år bragte ambassadørarbejdet ham til Rwanda. 25 år efter folkemordet i 1994 mødte han et land, hvor man tænker langsigtet, når det gælder miljø og bæredygtighed. Et land, syntes han at kunne se, som er undtagelsen fra reglen om, at det normalt tager mange årtier at komme sig over en borgerkrig: 

”Og hvis et fattigt land i Afrika kan have så store ambitioner, når det gælder klima, er det forbløffende, at vi ikke kan i de vestlige lande. Vi har alle ressourcerne og gør rigtig mange gode ting, men vi gør det alt for langsomt. Og jo længere tid der går, før vi laver de grundlæggende strukturelle forandringer, jo dyrere bliver det.” 

SPRÆNGFARLIG FILM

I Ole Christian Madsens ’Krudttønden’ spiller Nikolaj Coster-Waldau den politimand, der gør det af med enmandsterroristen Omar, der dræbte dokumentarfilmmanden Finn Nørgaard og synagogevagt Dan Uzan i København i februar 2015. Karakteren er en sammenblanding af flere virkelige personer, så han findes ikke i virkeligheden, selv om han godt kunne være en virkelig person. Men kan man overhovedet tillade sig at lave en film om et åbent sår fra i går? Nikolaj Coster-Waldau mener, det vil være en fejl at være for hensynsfuld.

”I Norge er der allerede lavet tre film om, hvad der skete på Utøya, og de er blevet set af rigtig mange mennesker, fordi der var et behov. Jeg tror ikke, man kan lave for mange film om sådan nogle traumer. Tværtimod er der en fare i, hvis man bevidst lader temaerne ligge, så de bliver fortrængt. Det hænger ikke rigtig sammen med vores selvbillede, at vi havde en dansk statsborger, der skød andre danskere, fordi han grundlæggende ikke syntes, de skulle have lov til at leve.

Vi bliver stærke, hvis vi skaber et forum, hvor vi kan tale om alt, og forhåbentlig giver filmen anledning til en god snak og til, at vi ikke glemmer de voldsomme begivenheder i vores historie, og et lille bidrag til, at vi ikke maler os op i et hjørne, hvor ekstreme holdninger, om så de er til venstre eller højre, får fodfæste. Jeg er selvfølgelig spændt på, hvordan filmen bliver modtaget, men det værste, der kan ske, når man laver den slags film, er sådan set bare, at man laver en dårlig film.”

’Krudttønden’ har premiere 5. marts.

FØRSTE SMAG for at spille skuespil fik Nikolaj Coster-Waldau, da han i 5. klasse var med i et teaterstykke på skolen. Stykket handlede om nogle drenge på telttur, og i en bestemt scene skulle de spise smørrebrød. Men på scenen brasede teltet sammen, og kammeraterne gik i stå. Nikolaj sansede, at han skulle improvisere og spille videre. Han kastede blandt andet nogle regnorme ud til publikum, der begyndte at skrige, og hele optrinnet blev kaotisk og sjovt på en uventet facon.

”Jeg kan bare huske, at jeg tænkte, at nu måtte jeg altså finde på noget. Bagefter kom min lærer Torben hen og sagde, at det var skidegodt reddet. Det husker jeg vildt tydeligt. Jeg var meget stolt,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der til juni træder frem på en teaterscene for første gang i 15 år, når han har titelrollen i en opsætning af ’Macbeth’ på Geffen Playhouse i Los Angeles. 

Instruktøren, Matt Shakman, har lavet et par episoder af ’Game of Thrones’, og Nikolaj Coster-Waldau har længe villet spille teater igen, så da Shakman ringede, tog han det som et tydeligt tegn på, at nu skulle han sige ja.

”Men jeg må indrømme, at jeg er ved at skide lidt i bukserne over det. Jeg har læst stykket nogle gange nu, men én ting er at læse det på dansk, noget andet er bagefter at skulle spille det på engelsk med amerikansk accent.”

Efter Nikolaj Coster-Waldau blev student fra Næstved Gymnasium, flyttede han til København og begyndte at tage privat dramaundervisning. I 1989 kom han ind på Statens Teaterskole, som han blev uddannet fra i 1993. Han debuterede i rollen som Laer­tes i en ’Hamlet’-opsætning på Betty Nansen, men det var hans Bodil-nominerede rolle i Ole Bornedals ’Nattevagten’ fra 1994, der bragte ham ud til et bredt dansk publikum. Den unge skuespiller drømte imidlertid større. Han ville ud i verden og se, om ikke det kunne lykkes at spille sammen med nogle af sine helt store helte. De bedste i verden. De Niro, Pacino, den slags. 

Ved ihærdighed, flid og viljen til at lære nyt er han nu selv blevet en helt for andre håbefulde skuespillere. Vejen derhen har været brolagt med hårdt arbejde, målrettet arbejde med finmekanikken i det engelske sprog og en god portion fantasteri. 

”Selvfølgelig var der et element af total naivitet i den drøm, men jeg skævede til Sverige og tænkte, at når Greta Garbo, Ingrid Bergman, Max von Sydow og Stellan Skarsgård kunne, så kunne en dansker måske også, selv om jeg var nervøs på grund af sprog og accent. Her i landet har vi et enormt mindreværd. Det ville jeg ikke ligge under for,” siger skuespilleren, der i 2011 fik rollen som den lumpne ridder Jaime Lannister i ’Game of Thrones’, fantasy-serien, der blev et fænomen, ingen på forhånd kunne gætte omfanget af. 

”Jeg tvivlede ikke på, at det ville gå. På den baggrund er det ikke sådan, at jeg har lyst til at sige: ’Hvad sagde jeg!’ Jeg var bare nysgerrig og drønheldig.”

STORESØSTEREN

Dorte Coster-Waldau, den ældste af to storesøstre

”Jeg er otte år ældre end Nikolaj, og min søster Rikke ligger midt imellem os to. For mig var han indimellem bare en irriterende lillebror. Han gik sindssygt meget op i sport. Det ene øjeblik skulle han være cykelrytter, det næste fodboldspiller og senere speedwaykører. Han er altid gået efter det, han brændte for. Mere end mig. Nikolaj kunne være meget temperamentsfuld, da han var lille. Decideret hidsig til tider. I min og min søsters verden var han jo den møgforkælede lillebror, der altid fik sin vilje. Jeg er ikke sikker på, han selv ser sådan på det.

Vores far var alkoholiker og havde måske dybest set ikke lyst til at have en familie. Det var ikke et sted, han kunne give noget. I dag griner vi ofte ad, at vi flyttede så meget som små. Og vi synes, det er ret utroligt, vi ikke er mere rodløse, end tilfældet er.

Da Nikolaj kom i Suså Ungdomsskole, spillede han hoved­rollen i ’Oliver Twist’. Han var 13-14 år, og jeg var med i sminken. Folk, der så stykket, sagde, han havde talent og var rigtig god. Som ung ville jeg selv gerne en overgang ind på Teaterskolen, så jeg syntes, det var vildt sejt, da han kom ind.

Man har altid bestemte roller i en søskendeflok, og de ændrer sig ikke. Jeg ser stadig Nikolaj som min lillebror. Jeg glemmer, han er Hollywood-stjerne. Han er ekstremt ydmyg, synes jeg. Og enormt ordentlig. Selv om han til daglig er et helt andet sted, end vi er.

Efter ’Nattevagten’ begyndte jeg for alvor at tro på ham. Men derudover har jeg ikke set så meget af det, han har lavet. Enkelte afsnit af ’Game of Thrones’, hvor han godt nok er superfed. Jeg er egentlig mest imponeret over hans klimaarbejde. Jeg synes, det er cool, at han er ude og snakke så meget om, at vi bliver nødt til at gøre noget. Det er her, jeg tænker: ’Hey, det der er min lillebror.’

Hvert andet år tager vi tre søskende med vores familier på ferie i Spanien. En stor flok på i alt 26-27 mennesker. På de ture viser Nikolaj ukendte sider af sin konkurrencementalitet. En dårlig taber kan man godt forstå, men en dårlig vinder er sværere at acceptere. Vi spiller brætspil, bordtennis eller badminton og har kæmpestore turneringer. Alle går efter at vinde, men hold kæft, hvor er han irriterende. Han er storskrydende og har sådan en typisk måde at gå væk fra spillet på, når han har vundet, hvor han mere end antyder, vi andre burde have øvet os meget mere.

I mit job som karriereuddannelseskonsulent i HK er jeg i kontakt med mange mennesker, og et par gange om ugen bliver jeg spurgt, om jeg er i familie med Nikolaj. Og jeg svarer gerne. Men når de vil høre sidste nyt, svarer jeg, at jeg ikke ved, hvad han laver. Selvfølgelig vil jeg da ikke fortælle, hvad han har gang i. Heldigvis er han kun kendt for noget godt, og han får jo mange roser. Dem tager jeg gerne imod på hans vegne.”

Nikolaj Coster-Waldau ved skole- og behandlingshjemmet Orøstrand, som han er protektor for.

I DAG kan Nikolaj Coster-Waldau stadig af og til glemme, at han er gået hen og blevet en verdensstjerne. Det skete for eksempel en dag, da han i 2017 indspillede nogle scener til Brian De Palma-filmen ’Domino’ på en lille italiensk ø. På øen var der en biograf, hvor de viste ’Shot Caller’, en lille amerikansk independent-thriller, han også er med i, men som ikke havde fået meget opmærksomhed. Coster-Waldau fik den idé at sende en hilsen til instruktøren, og derfor skrev han på Instagram, hvor han efterhånden har mere end tre millioner følgere, at han ville komme ned i biografen samme aften for at hilse på.

”Jeg tog så derned med ’Domino’s producent, og jeg tænkte nok, der ville komme et par fans, så måske kunne vi sende en sjov video derfra. Da vi hopper ud af bilen, kan vi se, at der er samlet i tusindvis af mennesker. Jeg får med møje og besvær kæmpet mig op på et bord og laver en kort video til instruktøren, og derefter var de nødt til at få fat på politiet. Jeg havde sgu ikke lige tænkt det hele igennem. Men heldigvis var det jo bare glade mennesker.”

Når han spiser på en restaurant, sker der ofte det, at andre gæster omkring ham kigger på ham, begynder at google og derefter af og til henvender sig med noget i retning af ”Excuse me … are you Nikolashh?”

”Jeg lader ikke folk tage billeder, hvis jeg er ude med min familie, for det kan pludselig blive til mange billeder. Det er simpelthen for træls for familien,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der sammen med en kollega fra ’Game of Thrones’ har oplevet at være nødt til at skifte hotel i Spanien, fordi de var blevet spottet af seriens fans. I hotellets lobby havde der samlet sig en stor gruppe af dem, og kun med hjælp fra en af seriens producenter blev Nikolaj Coster-Waldau gelejdet væk fra hoben og tilbage i elevatoren, hvor han kom fra. En lille håndfuld fans slap dog med ind i den.

”På hotellet var de slet ikke vant til den slags ting, og der gik lidt hysteri i den. Så står man der i elevatoren efter skrigen og råben, og der er tre fans tilbage. De kan se på mig, at jeg overhovedet ikke synes, det er fedt, og jeg kan se på dem, at det synes de egentlig heller ikke, når det kommer til stykket. Det var bare akavet.”

Hysteriet omkring ’Game of Thrones’ var nogle gange absurd, særligt op til premieren på en ny sæson, og Nikolaj Coster-Waldau havde svært ved at se sig selv i det. 

”Det virkede jo som en omgang selvskabt hysteri, når det for eksempel tog længere tid at komme igennem sikkerhedssystemet og ind på filmsettet i Belfast end at komme ind i en amerikansk lufthavn. Hvem ville gide lave et attentat på en tv-serie?”

INSTRUKTØREN

Ole Christian Madsen 

”Første gang, jeg arbejdede sammen med Nikolaj, var i en øvelse, mens jeg gik på Filmskolen, og han gik på Teaterskolen. En polsk instruktør underviste i mise-en-scene, og vi skulle lave en scene sammen med Kim Bodnia, som kommer hjem til sin kone og finder hende i seng med en anden mand, Nikolaj Coster-Waldau. Nikolaj var meget ung, måske 20-21 år, han kom tidligt ind på Teaterskolen. Jeg kan huske, jeg tænkte, at han hurtigt ville komme til at lave film. Hans ansigt var skabt til at være på billeder. Han skulle være halvnøgen, for scenen handlede jo om at blive afsløret midt i akten, og selvom studiet, vi optog i, var afsindig koldt, beklagede Nikolaj sig ikke et eneste øjeblik. Jeg kunne godt lide at arbejde med Nikolaj, vi svingede ret godt, men som det er med øvelser mellem elever, bliver det let kaotisk, fordi ingen rigtig aner, hvad de laver. Nikolaj har altid haft et exceptionelt godt udseende. Han er bare genetisk foran de andre. Der er mange teorier om, hvorvidt det er godt eller skidt for en skuespiller. Grundlæggende er det godt, fordi han så ligner en klassisk filmstjerne som Clark Gable og James Stewart. Man vil simpelthen gerne være til stede i Nikolaj Coster-Waldaus ansigt. Når man er meget smuk, kan det omvendt være en byrde i forhold til at træde ind i et almindeligt ensemble, men det er det ikke for Nikolaj. Han vælger sine roller med hjertet og ikke med karrieren for øje.

Ingen kunne forudse, at ’Game of ­Thrones’ ville blive et fænomen. Den var på vej i 10 år og var længe den evige taber, når der skulle vælges projekter på HBO. Da den faktisk blev lavet, var det tydeligt fra starten, at den var et opgør med mainstream-tv. Den er en af de mest voldelige, pornografiske, incestuøse og voldsomme tv-serier nogensinde. Et opgør med alt, hvad vi troede kunne lade sig gøre at sende i fjernsynet, og forståelsen af mainstream-tv har flyttet sig meget derefter.

Det var også tydeligt, at Nikolaj havde fat i noget, som meget få danske skuespillere har fat på. Han har en varm menneskelig kerne og er samtidig en meget elegant skuespiller, der hele tiden raffinerer sit kartotek af små virkemidler og blikke.

Nikolaj er enormt disciplineret, flittig, pågående og vedholdende. Det er en vigtig del af hans talent, at han bliver ved og ved. Før ’Game of Thrones’, hvor det gik mindre godt med karrieren i USA, arbejdede han også meget hårdt. Jeg føler mig beslægtet med hans flittighed. Vi er begge to fra Sydsjælland og opvokset tæt på en pløjemark, og det gør én pågående. Ønsket om hele tiden at gøre sig gældende og udtrykke sig er underhundens metode. Jeg ved ikke, om han vil kaldes underhund, men det kommer af en bestemt social baggrund.”

17. MARTS 1997 oplevede Nikolaj Coster-Waldau kærlighed ved første blik, da han mødte Nukâka Motzfeldt under optagelserne til radioteaterstykket ’Ørnekaldet’, hvor han spillede en helikopterpilot, der bliver forelsket i en grønlandsk pige. 

Bagefter skulle han videre til prøver på stykket ’Love Story’ på Mungo Park. Da han kom ind ad døren på teatret, proklamerede han: ”Jeg skal giftes!” Også selv om han på det tidspunkt stadig ikke havde talt med Nukâka.

”Det har helt sikkert givet os en masse problemer senere i vores liv, for jeg var overdrevet forelsket, og vi kendte nærmest ikke hinanden. Nukâka fik derefter rollen i en film, jeg skrev på sammen med Simon Staho, ’Vildspor’, hvor hun spillede min kæreste. Vi blev også kærester ret hurtigt i virkeligheden. Filmindspilningerne i Island sluttede med, at jeg friede til hende.”

6. juni 1998 skiftede Nukâka efternavnet Motzfeldt ud med Coster-Waldau. Op til brylluppet havde Nikolaj Coster-Waldau boet i London i månedsvis, hvorfra han arbejdede på at få foden indenfor på det internationale filmmarked, og han kom til Danmark fra Estland, hvor han havde været med i filmen ’På fremmed mark’, kun tre dage før den store fest. 

”Vi kørte af sted på bryllupsrejse dagen efter festen og havde stort set ikke set hinanden. Vi skulle hele vejen ned gennem Europa, og det hele var bare så mærkeligt. I Prag havde vi et kæmpe skænderi. Hun løb den ene vej, og jeg løb den anden vej. Når jeg tænker tilbage på det i dag, hvorfor skulle det så gå så stærkt? Men det skulle det bare. Jeg var jo helt væk i hende. Jeg husker det som noget, der var ude af kontrol, men jeg var samtidig sikker på, jeg skulle gå hendes vej.” 

Efter skænderiet blev det lidt bedre, og efter en dag i bjergene i Østrig kom de til den første by i Italien, hvor de fandt en restaurant klokken 10 om aftenen og tog i døren. Den åbnede sig, og med sin charmerende hæse stemme sagde ejeren: 

”Hello. Welcome. You are lucky. This is the best restaurant in Italy!” 

Den livsglæde satte stemningen for de næste tre ugers bryllupsrejse. Da de kom hjem, begyndte hverdagen.

”Jeg var sådan en, der hele tiden ville ud, og hun ville helst bo derhjemme. Hun syntes, London var grundforfærdelig. Jeg boede da også et rimelig klamt sted, så det kan jeg godt se, når jeg kigger på det i bakspejlet. Dengang tænkte jeg bare på, at jeg lige om lidt ville få et fedt job.”

I dag har de dannet par i næsten 23 år og har de to piger Filippa og Safina på 19 og 16 år. Selv om det set udefra er Nikolaj Coster-Waldau, der er i vælten i film- og tv-serieland, er det ikke det, han og Nukâka taler mest om.

”Vi deler kun vores arbejdsliv meget lidt. Min hustru har nok kun set omkring halvdelen af det, jeg har været med i. Jeg går virkelig meget op i mit arbejde, så det er egentlig en meget rar modvægt til det. Nukâka har accepteret det og bakker op om det, men hvis det hele kommer til at handle for meget om min karriere, bliver der nedlagt veto.”

Hvad er hemmeligheden bag, at I kan holde sammen?

”Tusindvis af små detaljer. Jeg kan godt lide, at man har delt noget historie. Det har en enorm værdi, at jeg har delt mit liv med Nukâka i så lang tid, fordi mit arbejdsliv er så fragmenteret. Men fundamentet er, at vi elsker hinanden.”

MEDSPILLEREN

Skuespiller Katrine Greis-Rosenthal

”I Christoffer Boes ’Smagen af sult’, der får premiere i januar 2021, spiller vi et par, hvis drøm er at åbne en Michelin-stjerne-restaurant, samtidig med at vi skal få en familie til at fungere. Nikolaj er kok, og jeg er en slags restaurantchef og interiørdesigner og hende, der også står for at få familien til at hænge sammen. Hun føler, at han glemmer hende. Og så falder parforholdet fra hinanden.

Nikolaj var helt uselvisk og meget generøs til at sætte sig selv i baggrunden og lade mig komme til i de scener, hvor det krævedes. Det er en stor tryghed at arbejde med en, der har lavet så mange film, som han har. Jeg kunne mange gange læne mig op ad ham som en ekspert i, hvad der manglede i en scene, fordi han har et langt større overblik på en filmindspilning. Mens jeg var langt nede i min rolle og stod og krængede mit hjerte ud og ikke havde så meget overskud til det tekniske, havde han styr på alle kamera-optikker og vinkler. For eksempel rykkede han umærkeligt lidt på mig, hvis han mærkede, at man ikke kunne se mig i billedet. Uden at sige det. En sød og fin lille opmærksomhed. I mine øjne er det den slags ting, der gør ham til en rigtig stjerne.”

SELV OM ’Game of Thrones’-kulten kan være hysterisk, er Nikolaj Coster-Waldau gennem tv-seriens ni sæsoner blevet så fascineret af den, at han har valgt at undersøge fænomenet nærmere i den kommende dokumentarfilm ’Cons’, som han er med til at producere, og hvor han bruger sig selv som hovedperson. Han besøger tre forskellige såkaldte fan-conventions med et filmhold i hælene for at forstå, hvorfor mennesker bruger så meget tid på for eksempel at klæde sig ud som deres idoler og på at stå i kø for at få autografer, selv fra skuespillere, der kun har været med i ganske få scener af ’Game of Thrones’.

”Det er for nemt bare at sige, at de er tossede. Vi finder ud af, at det er mennesker med en hobby, som de går vildt meget op i, og det giver dem en identitet. De har fundet et stærkt fællesskab og har fået dybe venskaber ud af det. Frem for at sidde i chatrooms og være fan synes jeg, der er noget grundlæggende rigtigt i at være fysisk sammen med andre mennesker om interessen,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der i filmen blandt andet besøger en computerprogrammør, der klæder sig ud som Jaime Lannister og tager til fan-convention i Knoxville, Tennessee, med sin kone klædt ud som Superwoman og en ven klædt ud som ’Game of Thrones’-karakteren Jon Snow. 

Ikke alt ved fan-miljøet er dog ren hygge. Conventions er nemlig en voksende industri, med hvad deraf følger af mindre kønne sider såsom skuespillere, der tjener ekstra penge på fan-dyrkelsen, samt arrangører og promotorer, der også får deres bid af kagen. 

”Nogle af dem er hæderlige mennesker, men de seneste fem til syv år er fænomenet eksploderet. Enhver større by har et comic-con af en slags, så der er også brodne kar i branchen,” siger Coster-Waldau. 

I dokumentarfilmen møder han en skuespiller fra ’Game of Thrones’, der betaler det meste af sin husleje ved at skrive autografer og lade sig fotografere med fans, samt Sam J. Jones, der i 1980 spillede hovedrollen i en ’Flash Gordon’-indspilning. Selv om filmen langtfra var et mesterværk, er det blevet en betragtelig indtægtskilde at stille op som Flash, når og hvor der er publikum til det. 

NIKOLAJ COSTER-WALDAU er ikke bange for kun at blive husket som Jaime Lannister. For tiden har han mange roller i mindre amerikanske filmproduktioner og også igen i danske film, lidt som det var før ’Game of Thrones’-eksplosionen. På den måde mener han ikke, at serien har betydet alverden for karrieren. Til gengæld har den givet økonomisk ro. Huset i Lyngby er betalt ud ligesom sommerhuset på Orø. Et hus på Grønland er kommet til, og en lejlighed tæt på Hollywood er en praktisk form for pensionsopsparing. Samtidig har den solide bund i bankbogen givet større kunstnerisk frihed. 

”Når jeg vælger en rolle, spørger jeg altid mig selv, om det er en sjov rolle at spille. Det er det vigtigste,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der dog aldrig bliver en Leonardo DiCaprio eller Daniel Day-Lewis-type, der sparer på sig selv og kun spiller én stor rolle en sjælden gang imellem.

”Michael Caine har sagt, at man forsøger sit bedste hver gang, og hvis man er heldig, bliver en ud af 10 film gode. Fire ud af de 10 bliver måske okay, mens fem bliver dårlige. Sådan er det. Og det er i orden. Jeg elsker bare at arbejde.”

GAME OF ROLES

Fem karrierevalg

’Nattevagten’ (1994)
I sin anden rolle efter uddannelsen på filmskolen bragede Nikolaj Coster-Waldau igennem i en sjældent godt gennemført dansk genrefilm instrueret af Ole Bornedal. Gyserfilmen blev set af 465.529 danskere, og herefter var ingen i landet i tvivl om, hvem Coster-Waldau var. Her kom en ung fyr med energi og ambitioner.

’New Amsterdam’ (2008)
Efter mindre roller i store internationale film som ’Black Hawk Down’, ’Wimbledon’ og ’Kingdom of Heaven’ blev det til hovedrollen som udødelig kriminaldetektiv i en habil tv-serie, der dog kun levede en enkelt sæson. Den slags irriterende beslutninger er uden for en skuespillers rækkevidde.

’Game of Thrones’ (2011-19)
Som Jaime Lannister fik Coster-Waldau sin mest iøjnefaldende rolle som skuespiller, fordi ’Game of Thrones’ fra at være en fantasyserie over gennemsnittet blev til et verdensomspændende fænomen. Ud over en saftig rolle førte det verdensberømmelse og en god løn med sig.

’Gods of Egypt’ (2016)
Der var lagt op til et dommedagsdrøn i biograferne, da Gerard Butler og Nikolaj Coster-Waldau tørnede sammen i en storfilm om de gamle egyptiske guder i en sovs af vilde special effects. Var filmen blevet en kunstnerisk eller kommerciel succes, havde det ført i alt mindst tre film med sig, men sådan gik det ikke. Spillet i Hollywood er ikke let.

’Selvmordsturisten’ (2019)
Rollen som deprimeret mand med stålbriller, der bestiller et selvmord, stikker en ny retning ud for Nikolaj Coster-Waldau. Filmen bliver et symbol på en tid, hvor skuespilleren kan og vil vælge mindre filmprojekter i grøftekanten langt fra Hollywood, om så de er danske eller internationale.

I DAG ville Nikolaj Coster-Waldau ikke sætte alt på standby for i én enkelt scene at komme ind med et brev til Robert De Niro. Det gider han ”sgu ikke”. Men selv om han er forbi det punkt, hvor han selv var fan, nærer han stadig professionelle fantasier. For eksempel at få lov at arbejde sammen med store jævnaldrende stjerner som Christian Bale eller Joaquin Phoenix. 

”Hold kæft, hvor er de gode, altså.”  

Og så er der det andet projekt. Projektet med at bremse fattigdom, skabe lighed mellem kønnene og skabe en mere sikker verden, som er den forkromede forhåbning bag arbejdet som FN-ambassadør.

”Jeg kan ikke rigtig se noget alternativ til FN,” siger Nikolaj Coster-Waldau nede i baggården, mens han finder sin racercykel, som han er ankommet på, og som han skal videre på til et frokostmøde med en filmproducent ude i byen:

”De, der er størst, stærkest og rigest, har et ansvar over for dem, der er svagest. Nu har jeg så fået den her globale genkendelighed gennem en tv-serie, og den bruger jeg gerne. Også selv om der er meget lang vej at gå. Man kan jo også vende situationen om og sige, at netop fordi der er så lang vej at gå, så er det vigtigt at gøre noget.”

Engang betød det at rejse at slå telt op i bakkerne omkring Ørum Sønderlyng. Men så blev FRANK HVAM lokket af en kæreste til at tage rigtigt afsted. Siden blev han kendt som manden, der vender vrangen ud på den danske folkesjæl. I seks kapitler og over fem kontinenter fortæller han om de rejser, der har dannet ham.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Ricky John Molloy

DOWN UNDER

Vi rejste næsten aldrig i min barndom. Min far sagde tre gange om året: ”Hvorfor rejse, når vi har det så godt herhjemme?” Han havde været sømand som ung, så måske havde han fået stillet sit rejsebehov. Eller bare glemt, hvor fedt det er at komme ud. Vi var på Mallorca en gang og en anden gang i London. Jeg husker begge ferier som mindblowing. Men normalt tilbragte jeg somrene i engene og bakkerne omkring Ørum Sønderlyng, hvor jeg voksede op. Der kunne jeg tage et telt under armen og slå det op i en eller anden lyngbakke.

Da jeg var 13-14 år, begyndte jeg at tage på cykelferier med nogle kammerater. Det kulminerede med, at vi ville cykle til Frankrig. Vi havde afsat tre uger til det, men vi kom ikke længere end Rømø. Det skyldtes et utal af forsøg på at komme i kontakt med nogen af det modsatte køn på en campingplads. Det lykkedes selvfølgelig ikke.

At man ikke kommer ud at rejse, er jo ikke noget, man tager skade af, mens ens udsyn bliver måske ikke så stort. Man kan selvfølgelig få ting at vide af andre, men man forstår det ikke rigtigt, før man selv oplever noget. Da jeg var 18, i 1989, hankede min daværende kæreste op i mig og fik mig overtalt til, at vi skulle til Australien i et halvt år. Det forekom mig at være en helt vanvittig plan. Men da vi først var der, ville jeg ikke hjem igen. Vi arbejdede på en farm, hvor vi plukkede tomater og sorterede meloner. Vi boede i sådan nogle gamle slidte campingvogne. Der var ét toilet til deling, og man skulle passe på ikke at træde på slanger og enorme skrubtudser om natten. 

Vi hang ud med professionelle frugtplukkere, som virkelig var folk fra trailerparken. Det var meget hårdtarbejdende og meget fordrukne australiere, der rejste på kryds og tværs af landet alt efter, hvor der var noget at plukke. Det var fysisk stærke, men voldsomt nedslidte mennesker. Der var meget druk og mange skænderier og husspektakler efter mørkets frembrud. Men de behandlede os pænt. De kunne godt se, at vi ikke vidste noget om noget, så de lærte os, hvordan man kunne tjene lidt mere ved at snyde og trykke en ekstra gang på en knap på en maskine, så det så ud, som om man havde plukket en ekstra spand tomater. Det var ikke en stor faglighed, de dryssede ud over os, men nogle gode tips til, hvordan man overlever. 

Vi blaffede rundt, og på et tidspunkt fik vi et lift af en dame, der fortalte, at hendes mand havde en fiskekutter, hvor de fangede hajer. Vi kom med ud på den i en uges tid, og det var en fantastisk oplevelse. Vi gik lidt til hånde med at lave kaffe og andre småting. Vi var blandt andet med til at rense hajerne, men var slet ikke hurtige nok. Hajen var næsten rådden, inden jeg fik den lagt på is. Så vi var mest turister. På et tidspunkt fik vi en alt for stor haj i garnet, og så råbte kaptajnen ”SHARK!” Hans to hjælpere kom løbende med macheter og huggede nettet i stykker, så hajen forsvandt ned i vandet igen. 

Turen gjorde mig økonomisk voksen, og vi blev meget nærige, og det har jeg fortrudt. Da vi kom i land efter de dage på havet, lå det lidt i kortene, at vi skulle give en middag som tak for turen. Min kæreste og jeg kørte hen til det lokale pizzeria og blev chokerede over, hvor dyrt det var. Vi endte med at købe to pizzaer til os fem personer, der var på båden. 

Jeg glemmer aldrig skuffelsen i kaptajnens øjne. Der kom også et par småbitre bemærkninger, forståeligt nok. Når man er udenlands som ung, så tror man, at der ikke er nogen, der opdager det, hvis man er en røv. Man er hele tiden på vej videre. Det var også i Australien, at jeg stjal en lommeregner i en butik, så jeg bedre kunne regne ud, hvor mange penge jeg tjente på at plukke tomater. Det var så dumt i betragtning af de mulige konsekvenser – jeg var blevet smidt ud af landet på røv og albuer. 

Jeg har tænkt på pizza-episoden mange gange og haft dårlig samvittighed. Vi bildte os ind, at vi var fattigere, end vi var, men vi havde nok flere penge end dem, vi omgikkes med. Der var også nogle situationer, hvor vi ikke gav de øl, vi skulle. Det var pinligt. 

Jeg har talt med min ekskæreste om det siden hen, og hun har det på samme måde. Jeg besluttede, at det måtte ikke ske igen, og jeg tror ikke, jeg har været nærig siden. Det er et rædselsfuldt karaktertræk.

Efter seks måneder måtte jeg tage hjem. Jeg havde trukket et meget lavt nummer på session, så jeg skulle til Danmark for at aftjene min værnepligt i civilforsvaret. Min kæreste tog videre til New Zealand med nogle fyre derfra. Og jeg kom hjem til en kold februar, tog en orange hjelm på og begyndte at grave huller.

SOL OVER AFRIKA

Jeg havde altid set det som det helt store eventyr at tage til Afrika. Jeg vidste ikke så meget om kontinentet, det forekom lidt eksotisk og farligt. Da jeg besluttede at tage af sted i 2006, var vi netop færdige med at lave sæson 4 af ’Klovn’. Jeg havde stort set ikke holdt ferie, det var en kraftudladning at lave serien, men det var gået godt, og jeg var opfyldt af selvtillid og selvtilfredshed. Det var et godt tidspunkt at tage alene ud på min store rejse. Få noget Frank-tid, inden jeg slog mig ned med min kæreste og fik børn. 

Jeg valgte Tanzania, fordi jeg havde hørt, at tingene fungerer. Det kan godt være, at bussen ikke kommer til tiden, men den kommer. Jeg havde ikke planlagt ret meget, men havde besluttet at bo billigt for at komme tættere på lokalbefolkningen. Jeg forestillede mig, at jeg allerede i lufthavnen ville møde nogle afrikanere, der ville tage mig med på eventyr, og jeg så for mig, hvordan jeg skulle sidde i en lerklinet hytte og spise sammen med deres familie. Være en del af deres liv. Jeg var meget optimistisk omkring, hvordan ferien skulle være. 

Det blev de mest ensomme 5-6 uger i mit liv. Jeg fandt hurtigt ud af, at når man rejser alene, er der ingen, der beder én om noget. Man får lov at gå rundt alene – alt, hvad der skal ske, skal komme fra én selv. Hver morgen når jeg vågnede, skulle jeg sørge for, at dagen fik en eller anden form for indhold. Det kom af en eller anden grund bag på mig. Og så var jeg for gammel til sådan en backpacker-tur. Jeg var 37 eller 38, og det gik op for mig på turen, at så bliver man betragtet som en freak. De yngre backpackere undgik ham den sære gamle mand.

Jeg kunne få lov til at give en øl, for jeg havde lidt flere penge end de yngre backpackere, men når de havde drukket den, så smuttede de. De skulle ikke have mig med videre i byen. Og jeg må sige, at de andre, jeg mødte på min alder, som rejste alene – de var freaks. De var ofte på flugt fra et eller andet i deres liv, og de havde hele tiden travlt med at missionere. Og så var der de gamle desillusionerede nødhjælpsarbejdere, der sagde: ”Arhg, det er håbløst, de kan ikke reddes.” Jeg hang mest ud med backpackere på min egen alder. Jeg kunne faktisk ikke rigtig lide mange af dem, og de kunne ikke lide mig.

HVAMS VERDEN

Frank Hvam er født i 1970 i Ørum Sønderlyng i Midtjylland, hvor familien havde en hundekennel. Det betød langvarige udflugter for den unge Frank, når han skulle lufte hunde efter skole. Især når de stak af.

Han ville egentlig have været militærnægter, men det krævede ni måneders arbejde i modsætning til seks måneder som værnepligtig i civilforsvaret. Her fik han adskillige skideballer, blandt andet for at sove for længe, komme for sent til vagter­ne eller glemme at tage flaget ned.

Frank læste til dyrlæge i tre år, indtil han fik nok af at ”skære i selvdøde schæferhunde” og ”aflive dyr i ’Dantes helvede for forsøgskyllinger.”

I midten af 90’erne fik han, efter en hakkende start, skabt sig et navn som stand-upper i København, og i 1999 inviterede Casper Christensen ham med i tv-programmet ’Casper og Mandrilaftalen’, der fik kultstatus i løbet af de to sæsoner og 67 afsnit. Det førte til mere tv, blandt andet serierne ’Kissmeyer Basic’ (2001), ’Langt fra Las Vegas’ (2001-03) og ikke mindst ’Klovn’, der nu tæller syv sæsoner og tre film. Serien er også blevet vist i lokale versioner i Holland, Tyskland og Belgien. Sammen med Casper Christensen har Frank Hvam også skabt filmen ’Dan Dream’ (2017).

Hvam har to gange turneret med onemanshows: ’Live 09’ (2009-10) og ’Upassende’ (2014).

På den rejse gik det op for mig, at man kun er noget i kraft af sin omgangskreds. I kraft af, at man indgår i en social sammenhæng. Ellers er man en nobody. Jeg havde opnået en eller anden status som komiker i Danmark, men det var fuldstændig ligegyldigt for de lokale at være komiker. Det sagde dem ikke noget som helst. Det var en brat opvågning. Jeg havde mere lyst til at sige, jeg var læge. Et eller andet, de kunne bruge til noget. Jeg kan stadig drømme om at blive læge, og det værste er, at jeg stadig har snittet til at komme ind. 

Jeg rejste med lokale busser i stedet for turistbusser. På et tidspunkt tog jeg en bus, som skulle stoppe i en landsby, inden vi skulle køre videre næste morgen. Jeg fandt et primitivt hostel og vågnede næste morgen klokken seks. Bussen skulle køre klokken fem, og den næste kom først to dage senere. Jeg pakkede hurtigt mine ting, spænede af sted og håbede på et mirakel. Og bussen var der endnu. Propfyldt med folk og høns og geder. De andre passagerer havde jo spottet, at jeg var den eneste hvide på turen, og der var nok et eller andet, der var gået galt, siden jeg ikke var dukket op. Det var 50-60 mennesker, der havde besluttet, at de nok måtte vente på ham idioten. Jeg forstod ikke, hvad de sagde, men fornemmede, at jeg blev svinet til, samtidig med at jeg var dybt taknemmelig over deres omsorg. 

Jeg havde haft en barndomsdrøm om at have en sort ven. Jeg havde tænkt over det i skolen: ”Tænk, hvis der kom en ny dreng i klassen, og han var sort, og han satte sig ved mit bord og blev min ven. At det var mig, der havde en sort ven, jeg kunne vise frem.” Det var jo så hvidt, der hvor jeg kommer fra. Jeg fik så aldrig en sort ven i skolen, og det skete heller ikke på den ferie. Det var slet ikke så nemt, som jeg troede, at bryde vægge ned til lokalbefolkningen. Folk var ikke så tilbøjelige til at hjælpe en gammel backpacker eller have noget med mig at gøre. For hver dag, der gik, følte jeg mig mindre sjov og mindre charmerende. Alligevel gav turen mig en stolthed over at kunne være alene. Efter den tur kan jeg uden problemer spise alene eller gå i biografen alene. Det kunne jeg ikke før.

Der skulle ske noget, så jeg meldte mig til en tur, hvor vi skulle gå til toppen af Kilimanjaro. Jeg skulle rejse med et hollandsk par. I hotelfoyeren så jeg, at manden – Edwin, som var bankmand – lå og lavede armbøjninger som forberedelse til, at han skulle ud på den her strabadserende tur. Allerede der vidste jeg, at den var gal. Men jeg var socialt tørstig og ville gerne tale med nogen. På den første dag får Edwin så sagt, at måden at løse problemerne på i Irak var at kaste en atombombe. Derfra blev det kun værre. Gudskelov skete der noget på dag 4 på vej mod toppen af bjerget: Edwin fik højdesyge på den sidste opstigning. Midt om natten mistede han orienteringen i en snestorm og anede ikke, hvor han var. Han løb forvildet rundt uden for stien. Guiderne måtte indfange ham, mens han piskede af sted i noget puddersne. De kastede ham til jorden og fik ham slæbt ned til basecamp. Det var en kæmpe fryd og glæde for mig at se ham bryde sammen. 

Jeg vidste bare, at nu skulle jeg nå toppen. Men samme nat gik det op for mig, at jeg ikke havde det nødvendige udstyr. Jeg var bange for at få forfrysninger i ørene. Frøs ad helvede til. Men jeg havde en plasticpose, som jeg tog over hovedet, og med huen udenpå stoppede det vinden. Det var en stor sejr. Jeg nåede op, og da vi var nede igen, fik jeg mit bevis for at have været på toppen. Edwin ville i øvrigt ikke give drikkepenge til guiderne, de havde jo ikke fået ham til toppen. Alle vidste, at guiderne lever af drikkepenge. Jeg havde et skænderi med ham, hvor jeg sagde: ”De har jo reddet dit liv.” Det mente han ikke. Han havde været i kontrol hele tiden. Så lagde jeg drikkepenge for ham. Jeg havde jo besluttet mig for ikke at være nærig.

Jeg sluttede af med en uge på Zanzibar. Jeg havde levet på en sten i fem uger og besluttede at leje en luksushytte til mig selv. Fordi jeg havde rejst rundt alene, var jeg overbevist om, at jeg kunne klare mig selv, og jeg syntes ikke, at der var nogen grund til at få skræddersyet en udflugt. Det kunne jeg selv klare. På resortet på Zanzibar spurgte de, om de skulle arrangere en snorkeltur, men jeg sagde nej, kørte ind til byen og købte en billig snorkel. Tilbage igen gik jeg i vandet og regnede med at være ude i 20-30 minutter. Jeg svømmede ud på den anden side af koralrevet og snorklede rundt, men da jeg ville ind igen, var det blevet lavvande. Korallerne var over vandoverfladen, de stod som en lodret væg og jeg kunne ikke komme forbi. Jeg prøvede et par gange, men blev revet til blods på arme og ben. 

Jeg var ret hurtigt klar over, at den var helt gal. Jeg havde regnet med en kort svømmetur og havde kun lidt solcreme på skuldrene. Mens jeg ventede på højvande, lå jeg som en grillpølse og vendte mig i vandet for at fordele solen på kroppen. Jeg lå derude i 3-4 timer, indtil det blev højvande. 

Da jeg kom ind på stranden, blev jeg mødt af en meget vred dame. Dér slog det mig: ”Jeg har jo bestilt massage.” Hun var kørt et godt stykke fra en anden landsby ud til resortet, og jeg følte ikke, at jeg kunne sige nej. Jeg blev lagt på briksen og fik massage på min ryg, der havde fået en andengradsforbrænding. Bagefter gik jeg direkte over i min hytte og lå syg i to dage med feber. 

Jeg syntes, det var pinligt, at det var gået galt for mig, så efter de to dage gik jeg videre op ad stranden til et andet luksusresort. Væk, væk, væk. Jeg ville gerne være god ved mig selv efter at have ligget syg i to dage, så jeg bestilte en rigtig lækker hummer. Og fik en sindssyg madforgiftning. Så lå jeg i sengen i to dage mere. 

Nu var der kun få dage tilbage af turen, og jeg ville gerne nå at få et par øl med nogle af de andre turister. Den sidste aften inden jeg skulle hjem, kæmpede jeg mig ud af sengen, helt udmattet efter den gang diarré. Pludselig hørte jeg nogen tale dansk. For første gang på hele turen. Jeg tænkte: ”Endelig er der nogen, der ved, hvem jeg er.” Straks opsøgte jeg gruppen af danskere. Blandt andet en pige, der hilste afmålt på mig. Men jeg hægtede mig fast på gruppen, jeg ville gerne være i selskab med nogle danskere. 

Jeg spurgte pigen, hvor hun kom fra, og den slags. Efter noget tid fortalte hun, at hun faktisk havde mødt Casper og mig, da hun var tjener på Park Café i København. Hun havde været på arbejde en aften året før, hvor ’Klovn’ holdt afslutningsfest. Det var en aften, hvor alt gik galt. Der var for mange gæster til, at de kunne følge med ude i køkkenet. Det hele brød sammen, og vi fik ikke vores mad. Vi havde fået alt for meget at drikke, og pigen, der var tjener, måtte høre på en del brok. Vi blev mere og mere fulde og dumme at høre på. På et tidspunkt sprang Casper op på en stol og talte til alle gæsterne: ”Vi har fået forfærdelig dårlig betjening. Er der andre, der har det på samme måde?” Hænderne røg op: ”Vi har ikke fået mad” og ”Vores mad var kold” og så videre.

Casper fik pisket en stemning op, og folk råbte i kor: ”Park er lort! Park er lort!” Og denne her stakkels tjener var fanget midt i infernoet. Da jeg havde allermest brug for at tale med en dansker, gik det op for mig, at det var en person, jeg nærmest havde været med til at traumatisere. Hun var meget lidt imponeret over at møde mig igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg undskyldte, men hun var ligeglad. Hun havde besluttet, hvad hun mente om mig. Det var min sidste aften på den tur. Og så var det ellers hjem til min kæreste og få et barn i en fart. 

SÅ FOR JAPAN DA

Min kammerat Jakob designer briller. Han får lavet stel i Japan, og jeg sneg mig med på en forretningsrejse i 2005. Det var en kæmpe oplevelse. Alt er formaliseret og stokkonservativt. Former fylder virkelig meget. Jeg voksede op i meget uformelle og antiautoritære rammer, og det var voldsomt at komme til et land, hvor der er regler for alting. Og de har automatisk respekt for folk, som de får at vide kan noget. Når de fik at vide, at jeg var en komiker med en vis succes i Danmark, tog de det for gode varer, så var jeg også en succes der – det var både dumt og dejligt. Min kammerat viste klip fra ’Klovn’ for 20-30 damer på en brillefabrik, der aldrig havde set ’Klovn’ før. De fik lov at holde en pause og se nogle scener. 

Det var nogle af de mere fysiske scener, da det jo var på dansk. For eksempel den scene, hvor Frank kommer til at skyde sin rengøringshjælp – som er død i forvejen – og en scene, hvor Frank er ude at bade og brænder sin tissemand på en brandmand. Det syntes de var sjovt. De har en ydmygelseshumor, det er det værste, de selv kan forestille sig. Bagefter ville de have taget billeder med mig og have autografer.

Det var svært at komme ind på livet af japanerne. De er reserverede. Jeg følte mig respekteret uden rigtig at blive lukket ind. Min kammerat havde været med til drukaftener på forretningsrejser, men jeg var med til eftermiddagsmøder, hvor man sidder i lotusstilling og drikker te og får nudler bagefter. Det var ikke sådan et sake-ræs med geishaer. Desværre. Det var en tur, der var præget af selvkontrol og stor respekt for japansk kultur, men den sidste aften gik det galt. 

Vi gik i japansk bad. De har en veludviklet badekultur, og vi sad sammen med 6-7 andre i sådan et dampbad og drak sake, og bagefter gik vi på en cool, lille japansk bar, hvor jeg sent om natten prøvede at imponere to japanske kvinder ved at lave håndstand op ad en væg. Jeg har stadig fornemmelsen i kroppen af, hvordan den ene arm gav efter, og jeg tumlede over i en reol med ældgamle, fornemme og svinedyre japanske blommevine. Reolen svajede faretruende frem og tilbage i, hvad der føltes som en evighed. Heldigvis blev den stående. 

Min kammerat brugte en del tid på at undskylde over for værten og de andre gæster, inden vi forlod etablissementet. Efter en times søvn stod vi op og tjekkede ud fra hotellet. Her opdagede jeg, at min pung var væk. Fordi min dømmekraft stadig var svækket, tømte jeg hele min kuffert ud på gulvet i receptionen. Foran blufærdige japanere kastede jeg rundt med mine underbukser, og dampende af sake ud af alle porer fandt jeg pungen. Tre timer senere opdagede jeg, at mit pas manglede. Og vi skulle flyve samme aften. 

Min hårdtprøvede kammerat fik den idé at opsøge den danske ambassade ­– hvor er man dog glad for at være dansk statsborger i sådan en situation. Ambassadøren dukkede meget venligt op på ambassaden en søndag og lavede et nødpas til mig. Det var dengang, ’Klovn’ stadig kunne lidt. I dag kan den serie ikke engang skaffe mig ind på en natklub i København. 

Få timer senere stod vi i alle rejsendes hadesituation – i en lufthavn med voldsomme tømmermænd. Farvel, Japan … og undskyld. Jeg blev i øvrigt forsikret om, at mit forsvundne pas med 100 procents sikkerhed ville blive returneret, når en japaner fandt det. Det skete så aldrig. Så enten findes der uærlige japanere, eller også ligger det stadig i min kuffert.

DEN SPANSKE SYGE

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg nogensinde skulle være med i en international serie, men 

skaberne af ’Game of Thrones’, Dan Weiss og David Benioff, havde set ’Klovn’, og via Nikolaj Coster-Waldau mødtes Casper og jeg og spiste med dem et par gange. Via ham fik jeg tilbudt en lille rolle i serien i 2015. Scenen skulle optages på et gigantisk film-set lidt syd for Barcelona, hvor der var hundredvis af campingvogne og lastbiler og mennesker, der pilede rundt på kryds og tværs. Sikkerheden var enorm. Alene at få manuskriptet tilsendt krævede, at jeg fik installeret ekstra sikkerhedsprogrammer på min computer. Alt var på et niveau, der gjorde mig meget benovet. 

Dagen før jeg skulle optage, var jeg i sminken og fandt mit kostume. Det gik op for mig, at den her munkedragt tog lang tid at få på. Det var vigtigt for mig at gøre det godt i min scene, det var et øjeblik, der aldrig ville komme igen, og min frygt var, at jeg midt under optagelserne skulle på toilettet og bruge en masse tid på at få dragten af og på. Alle kender jo deres toiletrytme, og jeg kunne se i programmet for næste dag, at min scene lå lige oven i min rytme. Jeg vidste, at jeg skulle på toilettet på det tidspunkt. Derfor besluttede jeg at ændre den toiletrytme. 

Samme aften, da jeg kom hjem efter at have prøvet kostumet, gik jeg ud på toilettet. Fordi jeg ville være en dygtig dreng og gøre det godt dagen efter, forsøgte jeg at sætte en omgang bummelum i gang, selvom jeg egentlig ikke havde lyst. Det gik sådan set godt bortset fra, at jeg skulle bruge rigtig mange kræfter. Det var mod naturen og mit instinkt. Lige pludselig afstedkom det et krampeanfald i nederste del af maveregionen. I min røv helt præcist. Det var så intense smerter, at jeg ikke kunne blive i stillingen og var nødt til at rejse mig op. 

Jeg stod sådan i halvhug, da det begyndte at svimle, og så gik jeg ud som et lys og bragede hovedet ned i flisegulvet. Det er nok mit mest rædsomme øjeblik på en rejse. Da jeg kom til mig selv, var jeg helt forvirret. Var jeg i Danmark eller Spanien? Så dæmrede det: ”Okay, jeg ligger på et toilet i Spanien, og i morgen skal jeg spille med i ’Game of Thrones’.” Støttende på et badekar kunne jeg se i spejlet, at jeg havde ramt rent med panden, gudskelov ikke næsen. Så havde det været slut med den rolle. 

Jeg kravlede ud fra badeværelset og ringede til min manager og bad hende komme til undsætning med det samme. Jeg blev lagt i seng og sagde bare, at jeg var blevet svimmel. Jeg kunne ikke overskue at fortælle historien. I løbet af aftenen blev jeg bange for, at jeg var så groggy, at jeg ikke kunne være med næste dag. 

Næste morgen følte jeg mig rimelig frisk. Jeg kom i sminken, og de sagde selvfølgelig: ”Hvad fanden er der sket?” Jeg var helt blå og gul i panden, og der var et pænt sår. Jeg sagde, at jeg var gået ind i en dør. Det var, hvad jeg kunne finde på, selvom det jo ikke sker, at man går ind i en dør. De lagde et tykt lag sminke hen over mærkerne i panden, og jeg fik gennemført scenen uden at skulle på toilettet en eneste gang. 

TYRKERTRO

Alanya er for danskere, der i virkeligheden gerne vil til Italien, men tager til Alanya, hvor man kan få det hele billigere og i dårligere kvalitet. Et par år i træk mellem 2010 og 2012 blev jeg hyret af nogle danskere til at optræde på en strandbar for danske turister og for den danskerkoloni, der boede dernede. I de år kom der et væld af danske entertainere forbi for at optræde. Det var lidt som at optræde til en julefrokost i Danmark. 

Kolonien bestod af en gruppe lettere forslåede danskere med hang til hurtige penge. Det var mennesker, der havde været der i mange år. Af en eller anden grund kom de ikke af sted igen. De var virkelig søde og behandlede mig altid godt, men det var lidt … åndløst. Et slags ’Hotel California’. Det hele gik ud på at lave hurtig mønt, drikke sig en kæp i øret og score nogen fra næste hold charterturister. 

Der var guldgraverstemning i byen. Området udviklede sig i en rasende fart, hoteller skød op, og det var blevet populært at investere i bolig i Alanya, fordi turisterne havde fået øje på byen. Remee købte hus dernede. Amin Jensen også, og man hørte, at det var nu, hvis man ville lave en god investering. Jeg lod heldigvis være. Også fordi jeg ikke tåler varmen særlig godt. 

Alayna var ikke gearet til at håndtere alle de turister, der var begyndt at komme. Det var nedslidt, og der var beskidt over det hele. Når man var ude at bade, svømmede man to meter, og så fik man en plasticpose i hovedet, så svømmede man videre og fik et bind i munden og så et præservativ i øjet. Så skulle man bare ind på land igen.

Hver morgen mødte jeg de her svedende danskere: ”Uuuuha, den var slem i går.” Det hørte man hele tiden: ”Den var slem i går.” Hele dagen gik med at komme sig, inden de gik i gang igen og drak til klokken fem om morgenen. Sådan gik år ud og år ind. Det var nogle rastløse mennesker, nogle lykkeriddere. De havde hele tiden nye kærester, men der var ikke rigtig nogen, der blev voksne. Der var ingen, der stiftede familie. De var fanget i en tidslomme, som var festlig, men også deprimerende. Der var vist også nogle af dem, der ikke kunne tage hjem til Danmark på grund af skattemyndighederne. De ville først hjem, når de havde penge til at være en stor mand, men det krævede jo færre penge at være en stor mand i Tyrkiet. 

UDVANDRING I USA

Casper og jeg var i USA for at promovere den første ’Klovn’-film i 2012. Vi var i New York, Los Angeles og Austin i Texas. Der var en distributør, der havde købt filmen, og han havde sin egen biografkæde, Drafthouse, der kombinerede biograf og restaurant, så gæsterne spiste, mens de så film. Det fungerede pissegodt. 

Det var sjovt at se folk helt uden forudsætninger reagere på filmen. I Danmark har næsten alle, der har set ’Klovn’, et forhold til Casper og mig, og det farver dem, når de ser filmen. Men amerikanerne kendte os jo overhovedet ikke, så det var fantastisk at opdage, at vi havde lavet en film, som folk grinte af. De grinte stort set de samme steder som i Danmark. Nogle steder lidt mere og nogle steder lidt mindre. Amerikanerne reagerede dog stærkere på en situation i filmen, hvor Mia er gravid og truer Frank med at få en abort, for hun er ikke sikker på, at han bliver en god far. 

Det at få en abort i USA er meget mere alvorligt end i Danmark. Og så reagerede de voldsomt på Caspers homoseksuelle eventyr i filmen. De skreg nærmest, da de så scenen, hvor Frank kommer gående i skoven og ser Casper gennemføre et analt samleje. I Danmark kan man godt hive masser af grin ud af seksualitet, og vi tager det ret afslappet, hvad folk får rodet sig ud i seksuelt. Jeg tror, det var en blanding af grin og forargelse, men tilskuerne i de indiebiografer, hvor filmen blev vist, var vant til at se lidt af hvert og var generelt meget glade for filmen.

Vores 15 minutes of fame i USA var fantastiske. Filmen fik dog en blandet modtagelse, da den blev vist på University of Southern California. Der var nogen, der udvandrede under visningen, og der kom meget kritiske spørgsmål, da vi skulle svare på spørgsmål fra salen bagefter. Det drejede sig om vores portrættering af kvinder og homoseksuelle. Der var også nogen, der mente, at drengen, der er med i filmen, ville tage skade, fordi vi lavede nogle jokes om hans kønsdele. Men det, der gjorde en ældre dame allermest vred, var noget om asiater. Jeg tror, det var i forbindelse med en scene, hvor Bent Fabricius-Bjerre kommer gående med en nøgen asiatisk kvinde. Det afstedkom et raserianfald fra damen. 

Vi havde ikke oplevet andre steder i USA, at der blev sat spørgsmålstegn ved vores moralske habitus og tonen i filmen. Vi forstod faktisk ikke helt, hvad der ramte os. Vi talte en del om det bagefter og betragtede det som et fænomen, der var isoleret til netop det universitet i USA. Men det har jo så vist sig, at det er udbredt at se sådan på tingene. Vi havde ellers glædet os meget, for når vi har optrådt med standup, har det altid været noget af det fedeste at optræde på universiteter. Det plejede at være tolerante miljøer, hvor man kunne slippe af sted med vanvittige tankeeksperimenter. Det har med tiden ændret sig. Det, vi oplevede den aften på University of Southern California, oplever jeg i dag i forskellige afskygninger på små standupscener i København, hvor der er mange studerende. Der er ting, man ikke kan sige længere. 

Vores uhæmmede ytringsfrihed og nedbrydning af tabuer kulminerede vel med Muhammedkrisen. Siden da har det været et forsigtigt tilbagetog. Man skal navigere på en anden måde. At nedbryde grænser har ikke samme status, som det havde engang. Nu bliver det set som noget primitivt.

’Klovn 3: The Final’ har premiere 30. januar.

Han har dræbt Okking på skærmen og kaldt von Trier ’Lillemand’ på optagelser. Han jublede, da sønnen Nicolas Winding Refn triumferede i Cannes, og har nu efter 20 års kamp fået realiseret sin storfilm om besættelsen. Han er instruktør og klipper og manden, man ringer til, når film- og tv-lokummet brænder. Mød veteranen Anders Refn.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

MINE FORÆLDRE var skønne. Min far var teatermaler og kunstner. Han havde gået på skole hos den franske kunstner Fernand Léger i Paris i mellemkrigstiden og arbejdede som scenograf på blandt andet Det Kongelige Teater og Dramaten i Stockholm. Min mor var mønsterbryder. Hun var svensk og datter af en dommer og en grevinde og skulle have været gift med en advokat eller industrimand. De fattede ikke, hvad hun skulle med den der venstreorienterede danske kunstner. Han var kommunist ligesom de andre kunstnere i den generation. Det var ikke hardcore DKP, men et kulturradikalt miljø, jeg voksede op i. Den svenske instruktør Pär Lagerkvist, som min far lavede scenografi til flere forestillinger af, sagde engang til ham: ”Hvis jeg skulle være barn igen, så skulle du være min far”. Min far brugte en masse tid på at lege med sine børn. Det gentog sig med min søn, Nicolas. De byggede ting og lavede våben, legede sørøvere og gemmeleg.

MIN BROR PETER og jeg var tossede med film. Vi åd Bergman, Kurosawa, Pasolini, Buñuel, Visconti, Rossellini, Kubrick, Hitchcock. Vi var så sultne. I gymnasietiden begyndte jeg at instruere små kortfilm nede i mosen i Gentofte, hvor vi boede i Jægersborg. Det lignede polsk filmkunst og var meget eksperimenterende og fuldt af spleen. Jeg læste sociologi på universitetet, men holdt op i 1965 og søgte ind på et filmstudie, der hed Palladium. Der var intet pres fra mine forældre i forhold til, hvad jeg skulle lave. De sagde bare: ”Nej, hvor sjovt, tillykke med det.” På Palladium var de i gang med filmen ’Sytten’ efter Carl Erik Soyas bog. Det var Ghita Nørby i noget semiporno og starten på den bølge, der senere blev sengekantsfilmene. Jeg var ansat som rekvisitørassistent. Det laveste job overhovedet, i dag hedder det runner. Vi gik bare og ryddede op og blev sendt i byen.

’Strømer’ vandt tre Bodil-priser i 1976. Længst til venstre er det Anders Refn, der sætter i scene.

MEN FRA FØRSTE GANG jeg kom ind og så det røde blink og hørte hornet – bååååååt – der signalerede klar til optagelse, kunne jeg mærke elektriciteten i luften, selvom det var nogle meget enfoldige komedier. Instruktøren Sven Methling kastede sin kærlighed på mig og ville gerne lære mig noget. Han gjorde mig til instruktørassistent og tog mig med i klipperummet og viste mig, hvordan man laver en skudplan og tilrettelægger en scene. At lave film er at kunne styre en maskine. Der er sindssygt mange processer, der skal kunne løbe sammen i ét udtryk. Han var en meget sød mand, og jeg skylder ham virkelig meget. Han lavede lystspil som ’Soldaterkammerater’ og ’5 mand og Rosa’ og senere ’Krummerne’. Jeg var en del af en ny generation i dansk film, der ikke bare ville kæmpe mod kedsomheden. Vi ville fortælle historier, man kunne tro på, blive berørt af og klogere af.

ANDERS REFN

75 år.Instruktør, klipper, manuskriptforfatter.Har medvirket på mere end 90 spillefilm. Har instrueret filmene ’Strømer’, ’Slægten’, ’De flyvende djævle’ og ’Sort høst’. Har været gift to gange og har tre børn.

DA FILMSKOLEN åbnede i 1966, søgte jeg ind, forgæves. Året efter kom jeg ind. Der gik syv år, fra jeg var færdig på filmskolen i 1969, til jeg lavede min første spillefilm. Jeg vidste, at når man debuterede, så var det alvor. Jeg så flere, der sjuskede sig lidt igennem, tabte pusten og forlod branchen. Man skal virkelig ville det, ellers kommer man ikke levende fra det. Jeg arbejdede som klipper og som instruktørassistent. Holdt instrumentet varmt. Hvis instruktørerne var lidt svage, overtog jeg nærmest instruktionen.

MIN DEBUTFILM ’Strømer’ kom ud i 1976. Dengang var det ikke comme il faut at lave film om en dansk politimand. I det venstreorienterede kunstnermiljø var politiet fjenden, som man kendte dem fra demonstrationer. Hovedpersonen er lidt reaktionær med Fremskridtspartiet-agtige holdninger. Han bliver drillet af de intellektuelle og af de smarte piger. Han er lidt håbløs, men også en rørende person, der ender med at opklare en forbrydelse, selvom det smutter til sidst. Han kan ikke rigtig bevise det. De onde ler, og de gode græder. 

I hovedrollerne i ’De forbandede år’ ses blandt andre Jesper Christensen, Bodil Jørgensen og Cyron Melville.

DET DANSKE FILMINSTITUT viste filmen i Cannes. Inden den gik i gang, sad der kun to mennesker i salen, Guardians anmelder John Gillett og en japaner. I dag er der stor hype omkring dansk film. Dengang var det mere provinsielt. Få forsøgte at få filmene ud over Danmarks grænser. Man sagde: ”Det kan aldrig lade sig gøre, det betaler sig ikke, det er spild af penge.” Der manglede selvtillid – og fantasi. Mange danske producenter tog bare til Cannes for at ligge på stranden og trække det fra i regnskabet. Til visningen af ’Strømer’ skete det heldige, at de ikke kunne køre filmen, fordi den var filmet i CinemaScope-format, og biografen havde ikke den forsatslinse, man skulle bruge. Operatøren kom ned helt blå i hovedet og sagde: ”Hvad fanden i helvede, hvorfor har I ikke fået rigtig besked?” Min bror Peter, der var med til at åbne Danmarks første kunstbiograf, Camera, og senere var direktør for Grand Teatret, var hurtig. Han løb ned på kontoret, hidsede sig op og sagde, at vi måtte have en ny kørsel med det samme. Han fortalte, at hele verdenspressen var gået forgæves. Så fik vi en ny visning i en anden biograf og satte en annonce i avisen med masser af stjerner og ordlyden: ’The biggest box office of ’76’. Så kom der 120 mennesker, og vi solgte den til både Canada og USA. Jeg sad på Hotel Carlton og kunne næsten ikke holde på den kuglepen, jeg skulle skrive under med, af bar nervøsitet. De snød os alligevel, som de altid gjorde dengang. Vi fik måske 10.000 dollars og så aldrig mere til det. 

I 1987, i monopolets sidste dage, blev ’Strømer’ til en tv-serie, ’Een gang strømer’. Den fik 2,7 millioner seere. I spillefilmen ender Jens Okkings politimand på en tosseanstalt, men til serien tog vi ham ud igen og satte ham i paspolitiet, hvor han drak porter i sin kaffekande. Jens Okking var en vanvittig god skuespiller, men han var besværlig at arbejde med. Hvis ikke man var stærk som instruktør, gik han ind og overtog styringen. Han mente ikke, Flemming Quist Møller og jeg kunne finde ud af at skrive manuskript, og lavede om i replikkerne. Så ville han have del i ophavsretten. Det gav vi os ikke på: ”Du må gerne sige ’som’ i stedet for ’der’, men du skal ikke have ophavsret på grund af det.” Vi overvejede, om han skulle vinde over forbryderne og blive en helt, men vi slog ham ihjel til sidst. Han bliver slået i hovedet og smidt i Christianshavns Kanal. 

 

BESAT AF EN FILM

Anders Refn med ’De forbandede år’ vil du vise os krigens tid, som vi ikke har set den før. Du fortæller, at du har villet lave den her film i 20 år. Hvorfor har du ventet så længe?

”Sidst i 90’erne troede jeg, at jeg kunne få lov at lave en tv-serie hos DR. Forinden var jeg blevet hevet ind som instruktør for at lave et nyt koncept på det kuldsejlede projekt ’Taxa’. Den gik fra 300.000 til 1,5 millioner seere. Nu ville jeg gerne lave noget om anden verdenskrig, men jeg kunne ikke komme igennem med det. Jeg sagde: ’I er ikke rigtig kloge, det er ligesom ’Matador’, bare dobbelt så godt.’ Jeg lavede en række andre ting i mellemtiden, men holdt fast i ideen, og for et par år siden sagde TV 2, at de gerne ville lave den til 2020 og 75-årsjubilæet for befrielsen. De havde bare ikke flere seriepenge i deres budget. Så i stedet har vi lavet den store spillefilm om besættelsen.”

I filmen følger man en velhavende familie, der har mange dilemmaer: jødeflugt, sabotage, handel med Tyskland, forbudt kærlighed. Hvor repræsentative for den almene dansker er de?

”Vi ville ikke lave en film om den ædle frihedskæmper, som alle fra begyndelsen ved vil vinde. Og vi ville heller ikke lave værnemageren, som er så modbydelig. Den kunstneriske ambition er at prøve at sætte ansigter på en række mennesker, der mener, at de gør det rigtige, men som ikke kun er gode og heltemodige eller onde og grådige. Og vise, hvor svært og traumatisk det var. Vi har forsøgt at bygge en familie op, der spejler den universelle konflikt i deres eget lille univers. Det er gjort før, for eksempel i ’Godfather’.”

Familiefaderen, der er fabrikant, handler og samarbejder i stadig højere grad med tyskerne. Han gør det for familiens skyld, siger han. Fordi han er ’ansvarlig’. Er det en retfærdiggørelse?

”Det er værd at tænke over dilemmaet i dag. Hvad ville du gøre, hvis der stod maskingeværreder nede på gaden, og der var visitationer ved alle stationer? Ville man ikke prøve at finde en samarbejdsform? Man ville vel ikke straks finde en kniv og give sig til at hugge løs. Med bagklogskab er det ikke svært at sige, hvad der var fornuftigt. Men hvordan fanden så det ud, når du stod midt i det? Vores familiefar tror, han gør det bedste. Men problemerne opstår med de alt for mange kompromiser, han indgår.”

Tror du, der stadig er en appetit på anden verdenskrig hos publikum?

”Det kan man jo kun håbe. Jeg var teknisk instruktør på Anne-Grethe Bjarup Riis’ ’Hvidsten Gruppen’. Den var der 750.000 mennesker, der så. Det er ikke, fordi det ikke har folks interesse. Min egen søn Nicolas, blev jeg opmærksom på, havde længe et temmelig forvredet billede af krigen. Det var ’Ørneborgen’ om igen. Med nogle vanvittig onde tyskere og nogle dødkloge danskere. Den her film er historisk gennemresearchet ned til mindste detalje, og jeg håber, den vil gøre folk bare en lille smule klogere på, hvor komplekst det var under besættelsen.”

JEG HAR LAVET otte film for Lars von Trier. Det begyndte i 1996 med ’Breaking the Waves’, som jeg klippede. Det var et meget lykkeligt samarbejde. Vi havde lavet et manifest med 10 punkter, der hed ’Emotional Editing’. Vi ville bryde alle regler. Vi ville så sent ind i en scene som muligt, uden at det blev meningsløst. I stedet for at manden kommer ind ad døren, tager frakken af, rømmer sig, reder sit hår, går ind til konen, snakker lidt frem og tilbage og siger ”jeg vil gerne skilles”, klippede vi ind på ”jeg vil gerne skilles”. Når scenen emotionelt havde peaket, bang, så klippede vi ind i den næste scene. Nogle var bange for, at publikum ville have svært ved at orientere sig, men på det tidspunkt var folk meget øvede i at læse billeder. Det var på tide at finde et moderne filmsprog, så folk ikke kedede sig. Det er jo kedeligt at se fok rejse sig og tage tøjet på. Og lukke døre op og i. Efter den film fik jeg et prædikat i Europa som en meget god klipper. Den var klippet så grimt, at alle kunne se, at det var noget særligt. Det var ikke, fordi folk ikke havde gjort det før, men den film var nok det mest radikale forsøg på det hidtil. Og Lars har altid været god til at brande tingene. Dogme var jo også bare en måde at lave lavbudgetfilm på. 

PÅ ‘DANCER IN THE DARK’ var jeg instruktørassistent. Lars havde besluttet at fotografere hele lortet selv, og det var en fantastisk præstation, men han havde brug for mig til at køre hele settet for sig og briefe holdet og sige klar til optagelse. Så fik han maksimal arbejdsro. På et tidspunkt skulle han gøre grin med mig og kaldte mig ’Gammelfar’. Så sagde jeg: ”Nu skal du være artig, ’Lillemand’, ellers kommer du over knæet.” Lars er virkelig god til at drille. Det sympatiske er, at han kun driller folk, han godt kan lide, ikke folk, der er i underskud. 

DET HAR VÆRET en luksus at få lov at arbejde med topskuespillere som James Caan, Lauren Bacall, Catherine Deneuve og Nicole Kidman. Nicole Kidman var meget generøs og stillede op til alting på alle tidspunkter, da vi optog ’Dogville’ i Trollhättan i Sverige. Men hun var også meget reserveret. Hun sagde, at det var svært stof, der krævede al hendes koncentration, så hun havde ikke overskud til at joke og socialisere med holdet. Til gengæld inviterede hun os på en mexicansk fest, hvor der kom kokke flyvende fra London. Bagefter lavede hun en endnu finere fest med beluga-kaviar og Cristal-champagne til hele holdet, også statister. Hun fik ikke mere i løn end de andre, men hun havde vist lidt penge med hjemmefra.

JEG SKULLE KLIPPE ’Antichrist’, og normalt er klipperen ikke med fra begyndelsen. Men lige før optagelserne skulle begynde nede i Tyskland, ringede produceren og sagde, at jeg blev nødt til at komme med det samme og være standby, fordi Lars havde en depression. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at han har angstanfald. Nogle gange faldt Lars i søvn på settet, fordi han fik så meget medicin. Men skuespillerne var skidesøde over for ham. 

DET ER ALDRIG kedeligt med Lars. Han er en fantastisk dygtig personinstruktør og har været til stor inspiration for mig. Da vi lavede ’Melancholia’, endte det med ballade i Cannes, fordi han talte om sin forståelse for Hitler. Det franske politi truede med at sætte ham i fængsel. De fleste fra Zentropa rejste hjem sammen med ham, så jeg sad næsten alene med Kirsten Dunst til afslutningsfesten, hvor hun fik en pris for bedste skuespillerinde. Samtidig sad min søn Nicolas der med Ryan Gosling og sin producent. De var helt oppe at køre, fordi Nicolas blev kåret til årets instruktør for ’Drive’. Og jeg var kisteglad. En pris i Cannes er det bedste, jeg kunne ønske for min søn. Det er noget, der ændrer ens karriere.

JEG BLEV FORBAVSET, da Nicolas sagde, at han ville være instruktør – selvom han altid har været meget filminteresseret. Han boede i New York med sin mor i 8-9 år og levede en lidt splittet tilværelse, hvor han rejste meget frem og tilbage. Det var ikke specielt sjovt for ham, og min bror Peter var bekymret for ham, da han kom hjem og tog sin studentereksamen på Frederiksberg. Så han ansatte ham som scout og sendte ham til Cannes for at finde mærkelige undergrundsfilm til sin biograf. Splatterfilm og den slags, som Nicolas elsker. Det reddede omsætningen mere end én sommer.

DET KOSTER det hvide ud af øjnene at lave film. Plus en skilsmisse hver gang. På en måde er du dybt utro. Du tænker kun på filmen, så længe den er i gang. Du vågner op om natten badet i sved og råber: ”Klar til optagelse!” Eller har mareridt om scener, der mislykkes. Jeg har aldrig villet skilles. Det var altid kvinderne, der sagde: ”Nu kan vi ikke holde dig ud mere.” ”Har vi det ikke hyggeligt?” ”Nej, vi har ej, du er aldrig hjemme.” Der skal være en grund til, at man laver en film.

’De forbandede år’ har premiere 9. januar.

 

Uden nogen filmerfaring, uden offentlig støtte og mod alle odds lavede tre dansk-iranske brødre for et par år siden succesfilmen ’Mens vi lever’. Nu vil Avaz-brødrene bevise sig selv som mere end døgnfluer, men først skal de overvinde deres interne konflikter. Ud & Se tog med på optagelse og tilbage til Nordsjælland, hvor det hele startede.
Tekst:Sole Bugge MøllerFoto:Jonas Pryner Andersen

BRØL HEDDER restauranten, der ligger ud til Helsingevej i Asserbo – en hovedvej nord for Frederiksværk med en håndfuld huse og en nærliggende Spar-købmand, hvor de lokale render rundt i træsko. Måske ikke umiddelbart det mest oplagte sted at placere et nordisk steakhouse, hvis man vil have mange gæster, men Avaz-familien er vant til at vende situationer på hovedet og gøre ting anderledes, end omgivelserne forventer. 

”Der manglede et sted som det her i Nordsjælland. Enten skal du spise på pizzeria eller på de dyreste restauranter til 2.000 kroner per kuvert. Det her er mad med ambitioner på familieniveau,” siger 34-årige Misam Avaz, den mellemste bror, mens lillebror Milad på 31 joker med, at restauranten kun er der, så han har et sted, hvor han kan brygge sine øl. 

Med sit sorte træ og sine hvide vinduer og døre falder Brøl i ét med de nordsjællandske sommerhuse, men indvendig hersker en skandinavisk minimalisme, der er mere Vesterbro end Asserbo. Intet ved indretningen afslører brødrenes iranske baggrund, men så kommer deres far halsende ind, siger et hurtigt hej til sine sønner på gebrokkent dansk og går straks ud i køkkenet, hvor han begynder at larme med potter og pander.

Restauranten er et afbræk fra Mehdis, Misams og Milads hektiske hverdag, hvor de hundser med folk på filmset og har møder med producenter og filmselskaber. Her, hvor deres forældre står i køkkenet, kan de slappe af og nyde god mad, vin og øl. Tidligere var stedet forældrenes bageri, men brødrene Avaz har overtaget det og omdannet det til en steakrestaurant – både i håb om at drive en sundere forretning, men også for at give deres forældre bedre og kortere arbejdstider på deres ældre dage.  

”Forhåbentlig kan det give dem nogle ekstra år at leve i,” siger Mehdi. 

Som de sidder der og fletter sætninger sammen og forsøger at overgå hinanden i komiske kommentarer, ligner brødrene Avaz en succeshistorie om tre drenge med indvandrerbaggrund, der uden filmerfaring tog røven på dansk film. I 2017 solgte de over 100.000 biografbilletter til den selvfinansierede debutfilm ’Mens vi lever’, der blev nomineret til fire Bodil-priser – herunder ’Årets danske film’. Med filmen blev brødrene udråbt til ’dansk films nye håb’, de fik ros for deres nye filmiske energi, og de fik 20 millioner kroner af blandt andre Nordisk Film og Det Danske Filminstitut til at lave dramaet ’Kollision’ med navne som Nikolaj Lie Kaas på rollelisten.

Det er nu, de tre autodidakte brødre – der gik fra at være fotograf, salgschef og medarbejder i en investeringsfond til at lave film – for alvor skal rykke i seernes følelser og sælge billetter. Nu, de skal få ’brødrene Avaz’ til at blive et brand i sig selv –  en slags dansk udgave af Coen-brødrene. Men rollen som underdogs, der bokser mod hele verden, har slået sprækker i fundamentet mellem de tre.

PÅ MISAMS OVERARM er der en tatovering. ’DK 04.04.92’ står der i et stempel med permanent blæk, en gengivelse af det stempel, han og hans brødre fik i deres pas, første gang de landede i Danmark. 

Tre år tidligere boede familien i Teheran i et hus med swimmingpool og figentræer i haven. Detaljerne husker brødrene ikke, fordi de var små. De husker blot, at deres far Aziz, der var farmaceut, pludselig måtte flygte ud af landet efter Ayatollah Khomeinis død i 1989, fordi han havde støttet oppositionen. Faren blev smuglet ud af Iran og endte i en flygtningelejr i Nordsjælland med blot 120 kroner på lommen og søgte om asyl.

Herfra sendte han et kassettebånd hjem til sine tre sønner og sin hustru Kobra, hvor han fortalte syvårige Mehdi, at han nu måtte være manden i familien og passe godt på Misam på fire og Milad på et. 

De næste år blev deres far ved med at sende kassettebånd til drengene. Han fortalte godnathistorier, som de afspillede igen og igen. Milad husker, at han en nat vågnede op og ikke kunne finde sin mor og to brødre og troede, at de også havde forladt ham, og at han nu var alene i verden.

Efter tre år fik Aziz asyl i Danmark og fik godkendt familiesammenføring. En aprildag i 1992 satte Kobra, Mehdi, Misam og Milad foden på dansk grund, og Avaz-familien var genforenet.

Brødrene havde aldrig forestillet sig, at et land som Danmark overhovedet eksisterede. Bare det at kunne gå ned i supermarkedet og se det enorme udvalg af varer var ufatteligt. De fik røde pølser og remoulade for første gang, og kort efter vandt Danmark EM i fodbold. Alle festede og var glade. 

Det første halve år føltes som ren ferie, mens deres forældre forsøgte at skabe et nyt liv for drengene i et fremmed land. De fandt et hus i Tisvilde, men langsomt begyndte en ny hverdag at synke ind. Deres far kunne ikke få anerkendt sin uddannelse som farmaceut. Han måtte bringe pizzaer ud, gøre rent i en virksomhed og stå i køkkenet på en grillbar, mens hans kone tog sig af børnene og gik på VUC om aftenen.

Mehdi Avaz.

AVAZÅ NU?

Mehdi Avaz (født 1982), tidligere fotograf, lavede musikvideoer og reklamefilm. Nu instruktør og producer.

Misam Avaz (født 1985), ejede et salgsfirma, inden han blev producer.

Milad Avaz (født 1988), har en cand.merc. og arbejdede tidligere i en investeringsfond. Nu manuskriptforfatter og instruktør.

Tilsammen ejer brødrene produktionsselskabet Rocket Road Pictures, der står bag projekterne ’Mens vi lever’ (2017), ’Kollision’ (premiere 31. oktober) og ’Grow’ (premiere på TV 2 Zulu i 2020).

’Mens vi lever’ (2017) blev nomineret til fem Robert-priser samt fire Bodil-priser, heriblandt årets bedste danske film, og vandt en enkelt for bedste kvindelige birolle (Julie Christiansen).

DEN I DAG 37-årige storebror Mehdi begyndte som 10-årig at føle sig fortabt i det nye land. Han kunne ikke forstå de mærkelige ord, der væltede ud af danskernes munde, så han satte sig for, at ”det lort” skulle han bare lære hurtigst muligt. I mellemtiden kom Milad, der var fire år, i en børnehave, hvor ingen af de andre børn legede med ham. Derfor brugte forældrene, der var muslimer, deres penge på at sende brødrene på den kristne privatskole Helsinge Realskole, der angivelig var bedre end andre skoler. 

Og selvom drengene hurtigt følte sig lige så danske ”som rødgrød”, var det ikke altid sådan, omverdenen så dem. Der var ingen andre drenge med mørk hud, brune øjne og sort hår i Tisvilde.
Milad husker, at nogle drenge engang smed flasker efter ham. Og da deres far fik sparet nok penge sammen til at åbne sin egen grønthandel, blev ruderne flere gange smadret, og der blev malet hagekors på facaden. Alligevel understregede deres forældre, at det ikke var sådan, danskerne var – det var kun nogle få afstumpede mennesker, der kunne finde på sådan noget. De fleste var nærmere som naboerne Birthe og Johs, der havde taget imod den iranske familie med åbne arme og var blevet som en slags danske bedsteforældre for brødrene. Og deres forældre gentog pointen, næste gang grønthandlen blev vandaliseret. Og næste gang. Til sidst ville forsikringen ikke dække omkostningerne længere, så Mehdi og Misam sov i butikken med deres far for at forhindre mere ravage.

”Men i min erindring om at vokse op i Nordsjælland fylder det ikke engang fem procent i forhold til alt det lykkelige og dejlige, og hvor heldige vi har været at få lov at være her,” siger Milad.

Deres forældre slog fast, at brødrene aldrig måtte se sig selv som ofre. De skulle arbejde hårdt og klø på, uanset hvor meget omverdenen forsøgte at nedbryde dem.

”Der har aldrig været nogen anden udvej for os. Der var aldrig noget med at ’åh, det er så hårdt for os’,” siger Misam.

Flugten til Danmark påvirkede Mehdi mere end hans yngre brødre. Han husker mere og husker også, at han stak mere ud end Misam og Milad, der på mange måder hurtigt blev mere danske.

”Jeg har altid haft det sådan, at fordi jeg så anderledes ud, gjorde jeg alt for hurtigst muligt at hævde mig selv og blive accepteret. Jeg ville ikke sættes i bås. Folk skulle ikke tro, at jeg havde et pizzeria eller sådan noget. Det har jeg kæmpet med hele mit liv, og det gør jeg stadig,” siger Mehdi, der i sine unge år involverede sig i alt fra elevrådet til en teaterforening, ligesom han var med til at skaffe et øvelokale til unge musikere, selvom han ikke selv spillede musik. Det var den trang til at netværke, der banede vejen for deres første film.

Milad Avaz.

I SORT BLÆK står også en sætning på Meh­dis, Misams og Milads arme: ”I don’t want to be a product of my environment. I want my environment to be a product of me.”

Linjen er fra filmen ’The Departed’ og minder dem om, at de aldrig skal lade andre fortælle dem, hvad de kan og ikke kan. Men sådan har det ikke altid været. For nogle år siden gik Mehdi ned med stress og angstanfald efter at have arbejdet sig op som butikschef i en 3-telefilial. Han indså, at han var nødt til at lave noget, der gjorde ham glad, frem for at satse på et job med en fast indkomst. Han købte sig et kamera, satte sig for at blive fotograf, og selvom hans forældre mente, at det var et taberprojekt, kørte han på. 

Han begyndte at fotografere bryllupper og gravide og kørte en overgang rundt til skoler og tog klassebilleder. Da en af hans venner tilbød ham at komme til Los Angeles for at lave en musikvideo for nogle rige amerikanske forældre, der mente, at deres barn var den næste Justin Bieber, så Mehdi en mulighed og slog til. 

Milad og brødrenes far tog til L.A. for at overtale Mehdi til at komme hjem, men det projekt mislykkedes. I stedet droppede Milad sit job i en investeringsfond for at flytte til Los Angeles for at lave musikvideoer med sin storebror. Det var her, de første gang begyndte at lege med ideen om at lave deres egen film. Mehdi ville gerne fortælle historien om en trafikulykke, der var sket for en af hans klassekammerater på gymnasiet i Helsinge, og havde fået en manuskriptforfatter til at skrive manus. Men nerven i fortællingen manglede. 

Så kom Milad på banen. Han foreslog, at han kunne skrive det. Og selvom han aldrig havde skrevet manuskripter før, kunne Mehdi se, at hans mindste lillebror havde talent.

De tre gik metodisk til værk og lavede en produktionsplan, et budget og blev enige om, at ’Mens vi lever’ kunne laves for to millioner kroner. Men Det Danske Filminstitut afslog deres ansøgning om støtte. Det kunne slet ikke lade sig gøre at lave en dansk film for to millioner kroner, var beskeden. Den slags skal man ikke sige til Avaz-brødrene:  

”Jeg tror, at mange indvandrere har mere drive, fordi de har stået i  værre situationer. Det er det samme med os,” siger Milad.

Misam Avaz.

FOR AT SKRABE penge sammen arbejdede Mehdi i en food truck, hvor han vendte burgere, mens han tænkte i alternative måder at finansiere film på i Danmark. Historien tog udgangspunkt i en trafikulykke, og derfor kontaktede han Sikker Trafik, som han havde lavet et projekt for i ungdomsårene. De endte med at støtte filmen med en halv million kroner, ligesom Gribskov Kommune spyttede penge i projektet. Mehdi ringede derefter rundt til alle i sit netværk for at høre, om de ville investere i filmen. Ud af de 700 personer, han kontaktede, endte fem med at spytte i kassen, heriblandt fodboldspilleren Simon Kjær. Nu havde de penge til en film.

”Mehdi har en energi, der gør, at ting sker. Det bliver ikke bare til snak, det bliver til handling,” siger Milad om sin storebror.

Budgettet var skrabet ind til benet. Skuespillere og filmfolk blev betalt symbolske takster, det lejede udstyr blev forhandlet ned i pris, forældrene lavede mad til filmholdet, og der var ingen trailer, skuespillerne kunne slappe af i mellem optagelserne.

”De lagde en iver og et engagement i projektet, som smittede af og gjorde, at jeg troede på det,” siger Sebastian Jessen, der har været med i alle brødrenes projekter og spillede hovedrollen i ’Mens vi lever’.

Mehdi Avaz havde aldrig prøvet at instruere en film før. Pludselig stod der et filmhold på 50 personer og kiggede spørgende mod ham. Han havde kørt på energien, på sin trods og på trangen til at vise den danske filmbranche langemanden, men nu skulle han bevise, at han kunne få en film i kassen. 

”Jeg sov ikke i dagevis og kastede op af stress under optagelserne,” siger han i dag.

Det gjorde det ikke nemmere, at det glødede og slog gnister mellem Mehdi og Milad, der begge var drivvåde bag ørerne, når det kom til at lave film. Misam så mest til fra sidelinjen, men han prøvede at mægle, så godt han kunne. Konflikterne til trods fik brødrene ’Mens vi lever’ i hus på 21 dage – for 50.000 kroner mindre end budgetteret. De viste den til filmdistributørerne, og de kunne lide, hvad de så. Filmen blev vist i 90 biografer landet over og solgte 109.000 billetter – helt uhørt for en debutfilm skabt af folk helt uden filmerfaring. 

KARLA OG KOLLISIONEN

Avaz-brødrenes nye film ’Kollision’ handler om et dødsfald, en skilsmisse, og hvordan fædre er stillet, når der er kamp om forældremyndigheden. Filmen præsenterer navne som Nikolaj Lie Kaas, Cecilie Stenspil, Henning Jensen, Bodil Jørgensen, Tommy Kenter, Rasmus Bjerg og Nicolas Bro samt ’Avaz-gengangere’ som Julie Christiansen
og Sebastian Jessen.

Misam Azads 11-årige datter Karla spiller derudover en bærende rolle.

I SPAREKASSEN I HELSINGE er der mere travlt end normalt. Folk kribler ind og ud ad glasdørene med lamper, kameraer og stativer, og der bliver talt både dansk og amerikansk. Brødrene Avaz er i gang med en scene til en kommende serie på TV 2, der indtil videre har arbejdstitlen ’Grow’. Milad står og kigger på skærmen bag kameraet, mens han justerer billedet, og Mehdi står ved hans skulder og hvisker gode råd. For første gang er rollerne byttet rundt. Milad instruerer, mens Mehdi er producer sammen med Misam, der trasker rundt i udkanten af filmholdet og skeler til uret på sin mobil for at sikre, at tidsplanen overholdes. 

”Quiet on set,” råber en høj mand ved navn Dusty. Med sin bredskyggede hat, solbriller og bandana er han gorillaen i rummet, der får alle til at makke ret, så brødrene ikke behøver at bruge energi på det.

”Rolling!”

De to skuespillere tager hul på scenen, men pludselig lyder der høje grin i baggrunden.

”Cut! Hvem fanden er det, der råber?!” 

Milad farer væk fra kameraet og kigger vredt mod et glaskontor, hvor Mehdi og en kvindelig medproducer sidder og kigger med på en skærm. De rækker uforstående armene op, indtil det går op for Milad, at larmen kommer fra et baglokale. Hans stemme dratter øjeblikkeligt ned fra sit ophidsede leje. Han giver sin bror og medproducer en undskyldning. Få sekunder senere ruller kameraet igen.

Tidligere kunne episoden nemt have fået Mehdi og Milad til at brøle ad hinanden, indtil Misam ville prøve at lægge sig imellem. En gentagelse af deres familiemønstre. Mehdi er storebroren, der naturligt tager ordet, ham, der har ideerne og de største armbevægelser. Milad er ham med den rappe tunge og det evindelige gåpåmod, mens midterbroren Misam er den praktiske kile mellem de to – ham, der overvejer sine ord lidt længere.  

”Når man arbejder sammen med andre, er man mere diplomatisk, men når det er ens brødre, er der ikke noget filter. Vi fyrer hinanden og opløser selskabet stort set hver dag, men nu har vi en regel om, at der ikke er nogen af os, der går, selvom vi kommer op at skændes,” siger Milad.

Det indbyrdes og ofte krasse forhold skaber en særlig stemning på settet, der er uvant for filmholdet.

”Man kan godt mærke, at de internt tager nogle ture, og der er en tone, som ikke ville gå på et set ellers. Bølgerne går højt, men så kan de stå og give hinanden et kram bagefter,” siger skuespilleren Sebastian Jessen, der samtidig peger på, at alle kan være mere sandfærdige over for hinanden, hvis noget ikke spiller.  

”Hvis man ikke kommer godt ud af det med en på filmholdet, kan man jo bare lade være med at arbejde sammen med ham igen. Men ens brødre kan man ikke vende ryggen til. Du bliver nødt til at finde en løsning,” siger Milad.

Den løsning er nu at aftale, at en af de tre er kaptajn på hvert enkelt projekt. Kaptajnen træffer den endelige beslutning og skærer igennem. Samtidig har de også aftalt, at uanset hvem af brødrene der er tovholder, skal der altid stå ’En film af brødrene Avaz’ i rulleteksterne. En aftale på et filmset opløser dog ikke nødvendigvis et helt livs familiedynamik. Som Milad Avaz siger: 

”Det er faktisk enormt hårdt som lillebror at skulle være en autoritet over for sine storebrødre. Det er sygt grænseoverskridende at sige: ’Nu gør I, som jeg siger’ til mine storebrødre.”

FAMILIE OG FILM smelter i det hele taget sammen. Ud over de tre brødre, der skriver, instruerer og producerer, spiller Misams ældste datter Karla en bærende rolle i deres nye film ’Kollision’, ligesom forældrene stadig laver mad på settet og kigger forbi næsten dagligt. Flere af brødrenes venner er også en del af filmholdet, og de ­bruger mange af de samme skuespillere og kamera­folk. Det er der en god grund til.

”Jeg tror, de føler, at de er kommet ud af ingenting med ’Mens vi lever’, så de vil gerne give tilbage til de folk, der troede på dem og gav dem en chance,” siger Sebastian Jessen.

Men der er også en lavpraktisk forklaring: Brødrene foretrækker at tilbringe tid med folk, de kender og stoler på.

”Vi har oplevet at blive svigtet en gang før, da vi var små. Vi har ikke rigtig noget familie i Danmark. Så vi prøver hele tiden at skabe en følelse af være trygge,” siger Mehdi, der ligesom sine brødre har kastet sig ud i en lang række projekter. 

Ud over ’Kollision’ og ’Grow’ skal Mehdi snart instruere en romantisk film i samarbejde med producer og manuskriptforfatter Ronnie Fridthjof, Milad arbejder på et manuskript til en film om anden verdenskrig, og Misam skal for første gang stå i spidsen for en dansk komediefilm. Mehdi er desuden i opstartsfasen med ”den bedste actionfilm, der er lavet på europæisk jord”, ligesom han skal være producer på en amerikansk dokumentar om De Sorte Pantere.

”Problemet er, at der er meget mere ild i røven på os end den tid, det tager at lave en film. Det tager måske to år at lave en film, men vi har noget fedt, vi gerne vil lave hver tredje måned,” siger Milad.

BASED ON A TRUE STORY

Avaz-brødrenes film tager ofte udgangspunkt i fortællinger fra deres eget liv. ’Mens vi lever’ er baseret på en ulykke, som en af Mehdi Avaz’ gymnasiekammerater var udsat for. ’Kollision’ er inspireret af en vens skilsmisse, mens tv-serien ’Grow’ tager udgangspunkt i Milads eget liv, hvor han tog springet fra et sikkert job i investeringsbranchen til filmverdenens usikre tilværelse.

ET PROJEKT har dog en særlig plads. Og derfor tøver de tre også med at kaste sig ud i det. Det er fortællingen om, hvordan deres far flygtede fra Iran og kom til Danmark. Om at gå fra at være en højtstående farmaceut i Iran til at være grønthandler i et land, hvor han af og til følte sig fremmed og uønsket og samtidig indpodede sine sønner, at de kunne opnå alt.

”Man tænker jo ikke over den slags, når man er barn, men nu hvor jeg selv er blevet far, ser jeg tilbage på de år og tænker: ’Hold kæft, hvor er det vildt, at de klarede den.’ Når folk spørger, hvem vores forbilleder er, er det vores forældre. De har været sindssygt gode til at opdrage os, men har også passet så godt på os, at jeg ikke følte, at der var forskel på mig og andre,” siger Misam.

Egentlig var det planen, at filmen skulle være en opfølger til ’Mens vi lever’, men nej, ikke endnu.

”Det kommer lidt for tæt på. Den film skal bare sidde lige i skabet,” siger Milad.

Ideen er dog ikke lagt ned. Derfor vimser deres onkel Faisal rundt i Restaurant Brøl i hælene på sin bror. Det er første gang, han er i Danmark, og første gang i 27 år, at deres far Aziz har set sin bror. Alligevel er det, som om de to iranske brødre med de samme træk er faldet ind i en rutine. Onkel Faisal går til hånde i restauranten, som havde han altid boet i Nordsjælland, bortset fra at han ikke taler et kvæk dansk. 

For de tre sønner er det en helt ny følelse at have et andet familiemedlem end deres forældre i deres hverdag. Onklens besøg rusker op i gamle følelser og har fået deres iranske rødder til at spire igen, selvom de ikke har været i Iran, siden de var små. 

For første gang i lang tid lufter Mehdi, Misam og Milad deres gebrokne farsi, mens de optager deres onkel og får ham til at fortælle om deres fars flugt fra Iran. Om den dag, da Avaz-brødrenes liv ændrede sig for altid. De kalder filmen ’Dannebrog’.

Forfatter EVA TIND om at møde sin mor og sin biologiske familie i Sydkorea, om totalteater i Nordkorea, om en næsten forgæves tur til et sydkoreansk matriarkat og om at rejse ud – eller hjem?
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

SEOUL, 1995 

“Jeg blev bortadopteret som helt lille, fordi mine forældre blev skilt, hvilket dengang var meget skamfuldt i Sydkorea. Da jeg var 14, opsøgte jeg adoptionsbureauet for at få informationer om mine biologiske forældre og skrev derefter sporadiske breve med dem. Men først som 21-årig fik jeg mod nok til at rejse ud for at møde min biologiske familie for første gang. Jeg rejste først til Thailand og derfra videre til Seoul. Undervejs skulle flyet mellemlande. Jeg havde nærmest aldrig set en anden koreaner i mit liv bortset fra nogle turister i Danmark. Men da vi landede, væltede det ind med koreanere, som skulle til Seoul. Pludselig sad jeg omgivet af folk, der lignede mig selv. Jeg blev meget rørt.

I Seoul skulle jeg bo på et yogwan, en slags koreansk hostel, men af den lidt finere slags. Det lå i den ældre del af byen, der nu mest består af skyskrabere og moderne byggeri. Jeg ankom et par dage før, jeg skulle møde mine forældre. Jeg havde ikke deres præcise adresse, men fik en aftale med stedets ejer om, at han ville hjælpe mig med at finde dem. Vi gik på det lokale politikontor, fik adressen og arrangerede et møde på mit hostel et par dage senere.

Eva Tind iført koreansk nationaldragt i Seoul.

Jeg sad i en lille gård på hostellet, da de ankom. Min mor, min far, min storebror og min storesøster, som ikke var blevet bortadopteret. De kunne ikke engelsk, så vi kommunikerede via hostel-ejeren, der agerede tolk. Dengang var Sydkorea stadig meget lukket over for Vesten, og de kulturelle koder var ekstremt svære at tyde. Det gjorde ikke ligefrem kommunikationen nemmere.

Jeg havde en følelse af, at min biologiske familie overhovedet ikke lignede mig, selvom jeg godt kunne se, at vi havde mange af de samme træk. Min mor omfavnede mig og sagde, at hun havde bedt for mig hver nat, siden hun gav mig fra sig. Hun græd under hele mødet. Jeg kunne ikke rigtig føle noget. Hendes overvældende sorg fyldte hele rummet. Det var først senere, efter flere møder, at jeg blev i stand til at mærke efter og finde ud af, hvordan jeg havde det med min biologiske familie. Det er en mærkelig følelse af at være tæt forbundet, men samtidig meget langt fra hinanden, både fysisk og menneskeligt.”

Bro over floden Yalu, der danner grænse mellem Kina og Nord­korea.

NORDKOREA, 2012

“Min biologiske far blev syg af kræft og døde i 2009. Det var med det tab, mit forfatterskab startede. Efter hans død udgav jeg min første digtsamling. Inden han gik bort, skrev han sin livshistorie ned. I brevet stod der, at han var født i Sinuiju i Nordkorea, der ligger lige ved grænsen til Kina. Et par år senere besluttede jeg mig for, at jeg var nødt til at rejse dertil for at kunne skrive bogen ’Han’.

Jeg bestilte turen gennem et britisk rejsebureau i Beijing. Man kunne vælge mellem forskellige ture, og jeg valgte ’The Kim Jong-il Birthday Tour’. Men et par måneder før jeg skulle af sted, døde Kim Jong-il, så i stedet blev det arrangeret, at vi skulle se hans mausoleum.

Vi var en gruppe på cirka 30, der mødtes i Beijing, hvor vi fik en lang liste med alt det, man ikke må i Nordkorea. Man måtte for eksempel ikke sige Nordkorea, kun Den Demokratiske Folkerepublik Korea, man måtte ikke have nogen form for flag med, og man måtte ikke folde eller ødelægge et billede af Den Store Leder. Det var kun et par af reglerne, der fyldte flere sider.

Da vi ankom, blev vi kørt ud til vores hotel, som lå på en ø, man ikke kunne komme væk fra uden at blive opdaget. Hvis nogen prøvede at forlade hotellet, ville hele gruppen blive sendt hjem. Vi blev kørt rundt i bus, og overalt vi kom, var der helt forladt. Vi var blandt andet på metromuseet i Pyongyang, hvor vi blev kørt helt til døren og mandsopdækket af seks guider og en mand, som filmede alt, vi foretog os. Indenfor var der ingen mennesker. Vi så blandt andet den jeep, Kim Jong-il var ankommet i til metroens åbning, og den togvogn, han havde kørt i på metroens jomfrutur. Alt handlede om ham. 

Fødselsdagskage foræret på dagen af styret i Nordkorea.

Et andet sted besøgte vi en gigantisk bygning fyldt med alle de statsgaver, som Nordkorea havde modtaget fra andre lande. Danmark havde to hylder med porcelæn, Rusland havde fem hele rum, hvor der blandt andet stod et helt togsæt i fuld størrelse. Vi deltog også i et sørgeoptog for Kim Jong-il, men stadig adskilt fra nordkoreanerne, som vi kun kunne ane bag os.

En af dagene skulle vi ud og køre med metro i Pyongyang. Der var personale i uniformer, der var varmt, og alt var stort og flot. Det stod i kontrast til de andre steder, vi havde været, som så flotte ud på afstand, men var faldefærdige, når man kom tæt på. Og hvor der altid var koldt, fordi de ikke havde råd til at varme bygningerne op. Pludselig var der også mennesker. Vi kørte med de lokale, og børnene stirrede nysgerrigt på os. Efterfølgende har jeg læst, at styret kan hyre op mod 1.000 mennesker med kort varsel som statister, når der kommer turister på besøg.

Under turen var jeg konstant i tvivl om alt. Hvad var virkeligt, og hvad var iscenesat? Var det skuespillere eller rigtige mennesker, vi så? Ingen fra gruppen turde rigtig sige noget, fordi vi sandsynligvis blev aflyttet.

Rejsen ud af Nordkorea foregik med tog til Kina. Turen gik forbi min fars fødeby. Der var nordkoreanske passagerer med toget, vi blev placeret i vores egen vogn, men med tilladelse til at gå ned i spisevognen til de andre. Togpersonalet kom gennem kupeerne og tjekkede alle billeder, vi havde taget på turen. 

Toget stoppede kun kort på stationen i Sinuiju uden mulighed for at stige ud. På den kinesiske side af grænsen tog jeg med en turistfærge, som sejlede forbi Sinuiju på afstand. men det var tåget, så det eneste, jeg så af min fars hjemby på turen, var et par huse gemt bag nogle træer og en perron gennem et togvindue.”

Matriarkat-øen Marado.

MARADO, 2018

Syd for fastlandet i Sydkorea ligger ferieøen Jeju. Lige ud for den ligger en mindre ø ved navn Marado, hvor der i mange år har eksisteret et matriarkat. Kvinderne fridykker efter fisk og andre spiselige ting fra havet, mens mændene passer hjemmet. Øen adskiller sig ekstremt meget fra resten af landet, som traditionelt er præget af dybe patriarkalske familiestrukturer.

Jeg rejse dertil med min datter sidste år for at researche til min seneste bog. Vi fløj fra Seoul til Jeju, der bliver kaldt ’bryllups-øen’, og skulle derfra sejle til Marado. Men da vi ankom til Jeju, brød en kraftig tyfon ud. Det regnede og blæste så meget, at alle færger til og fra øen blev aflyst. Vi skulle være der i fem dage og kunne kun håbe på, at uvejret gik over. Hver dag var jeg nede i receptionen på vores hotel og spørge til færgerne, men forgæves.

Pludselig blev der ophold i vejret. Jeg styrtede ned i recep­tionen om morgenen og fik bekræftet, at færgerne var begyndt at sejle igen. Vi skyndte os af sted med bus og kom med færgen ud til Marado, en meget kort tur.

Vi havde kun en time på øen. Blev vi længere, risikerede vi at blive fanget, hvis uvejret brød ud igen. Rundt på Marado går en sti, som man kan følge, og vi nåede akkurat hele vejen rundt. Jeg så en kirke, et par restauranter og en gruppe mænd, der fiskede. 

Dykkerkvinderne, som bliver kaldt hae­nyos, mødte jeg ikke. Men jeg følte, at jeg var nødt til at se dem. Dagen efter, inden vi skulle hjem, gik vi ud på en klippe ved Jejus sydlige kyst, hvorfra man kunne se hen på Marado. Med dykkerudstyr og dagens fangst kunne man se kvinderne stige op af havet, én efter én.”

Den tidligere statsminister udpeger sine tre favoritsteder i Danmark.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Brian Berg, Colourbox, PR

ESBJERG

”Jeg vender altid tilbage til min fødeby, når jeg skal finde ud af, hvor jeg er på vej hen. Jeg voksede op i husvildehusene og var ikke blevet til noget uden en kommune, der tog ansvar for de fattigste. I Esbjerg drager man omsorg for hinanden, og kan man bestille noget, kan man bruges. Det lærte jeg på havnen som dreng, hvor jeg hjalp fiskerne med alt muligt. I dag er der ikke så mange fiskere, der er det folk i vindmølleindustrien, jeg får en snak med. Byen finder altid nye veje, når de gamle levevilkår løber ud.”

TISVILDELEJE

”Lone og jeg har haft sommerhus her siden 1993. Her er hav, skov og en stilhed, jeg kan mærke nærmest fysisk, når jeg træder ind i huset. Her kan jeg være mig selv. Det er stærkt vanedannende.”

TEATER GROB, KØBENHAVN

”Der er højt til loftet. Der er kritik og diskussionslyst. Instruktøren Ina-Miriam Rosenbaum – hun er en dynamo – brugte mig som konsulent på sit stykke ’Corydong’, og jeg var gæst ved en enkelt forestilling, hvor jeg havde lejlighed til at diskutere Dong-salget med et meget samfundsinteresseret publikum. Vi skal passe godt på de få politiske teatre, vi har.”

Poul Nyrup Rasmussen er 76 år og tidligere statsminister. Initiativtager til og protektor for Det Sociale Netværk, der hjælper psykisk sårbare, for eksempel gennem Headspace, et gratis rådgivningstilbud til børn og unge.

 

LIS SØRENSEN var en dagdrømmende, ensom pige, men fandt vej til centrum af dansk musik. Her fortæller hun om en række vendepunkter i et liv præget af havet, sangen og stemmen.
Tekst:Danni TravnFoto:Jesper Stormly Hansen/Ritzau Scanpix

MIN FAR VAR SØMAND og sejlede som krigssejler under anden verdenskrig. Da han gik i land, tog han hjem til sin hjemegn ved Skanderborg, og der mødte han kaffehandlerens datter. Min mor var vokset op i det bedre borgerskab, så ham sømanden var ikke det oplagte parti. De rykkede til Brabrand, hvor jeg voksede op med min storebror på et nedlagt landbrug. 

Huset lå lidt for sig selv på toppen af en bakke, og der var ikke så mange andre børn. Jeg rendte meget rundt på egen hånd. Legede med vores to cockerspaniels, passede deres hvalpe eller fodrede de 30 undulater i vores voliere. Min mor gik primært hjemme.

Min far havde en fandenivoldsk, entreprenant drivkraft og kastede sig over alt muligt. Han malede og solgte billeder. Han blev repræsentant for NSU Prinz (tysk bilmærke, red.), og vi havde vores stubmark fyldt med biler. Til sidst åbnede han og min mor en planteskole, som de drev sammen. Det var en barndom med masser af tryghed.  

Om sommeren pakkede vi vores NSU og kørte til Fanø. Der havde min far bygget et lille, sort sommerhus ved navn Trold. Derovre var det sand, vand og frihed. Uendelige dage med min bror og andre børn i klitterne. Mine forældre, min bror og jeg gik på stranden for at finde rav. Min mor og bror var klart bedst til at lede og holde blikket på jorden, mens min far og jeg hele tiden kom til at kigge op og ud. I huset spredte vi fundene ud på bordet, studerede de små dyr i ravet, og så fortalte min far om, hvordan vi alle sammen stammer fra havet. Jeg kunne finde på at tage ravglasset ned fra hylden alene for at få ham til at fortælle. Havet har altid draget mig.

I skolen følte jeg mig utilstrækkelig de første år. Jeg dagdrømte i timerne. Det var de sidste år af den sorte skole, og jeg var slem til at komme for sent til morgensamlingen. Der var så meget på min cykeltur, jeg gerne lige ville kigge på. Kom jeg for sent, kostede det nogle gange en lussing. Jeg fortalte det aldrig til mine forældre. Jeg vidste, at min far ville komme ned på skolen for at forsvare mig. Det frygtede jeg ville koste flere lussinger, og jeg ville helst ikke gøre for meget væsen af mig. 

I tredje klasse fik vi en ny lærer i naturhistorie. Pludselig stod han bare der i klasselokalet med sort halvlangt hår og skæg. Det føltes, som om en helt ny verden var trådt ind i klassen. En verden, jeg instinktivt var hooked på. Han hed Holger Laumann og stod fra begyndelsen i kontrast til de jakkesætsklædte, pomadiserede lærere. Han forsøgte virkelig at engagere os, at tale til potentialet i os, og kunne han komme til det, spillede han musik for os. Især soul fra USA.

Fem piger fra skolen ønskede sig en guitar i julegave året efter. Vi fik alle sammen vores ønske opfyldt. Holger dannede et band med os – De Fem – og vi lærte folkeviser og Beatles-sange. Hver dag sad jeg og øvede på førstesalen af vores hus. Eller lyttede til de plader, min bror købte, blandt andet Aretha Franklin. Det var også deroppe, jeg skrev min første sang. En lille cowboymelodi på D, G og A: ’Jeg vil hjem til mit hjemland’. Sammen med bandet optrådte jeg med den til vores forårskoncert i femte klasse. Fra den dag var jeg hende, der sang og spillede. For første gang følte jeg, at jeg havde en identitet.

På førstesalen af barndomshjemmet stod et gammelt klaver. Her komponerede Lis Sørensen sange helt op i Shit & Chanel-æraen. Foto: Privat.

DEN SORTE BAKELLITTELEFON ringede derhjemme i 1972. På det tidspunkt gik jeg rundt i et limbo og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle komme videre med musikken. Jeg havde indspillet plader med De Fem, men det var slut nu. I den anden ende af røret præsenterede en Anne Linnet sig. Jeg vidste godt, hvem hun var, jeg havde set hende optræde på Statsgymnasiet. Og jeg vidste også, at hun var blevet kæreste med Holger. Han havde opfordret hende til at ringe, for de var ved at samle et band. Om jeg ville være med?

Om jeg ville! Bandet hed Shit & Chanel og bestod af Anne, Holger, en lokal skuespiller og nogle af Holgers bandmates fra jazzorkestret Tears. Vi spillede debutkoncert på Stakladen i Aarhus i september samme år, men kort efter løb det ud i sandet. Et år efter opstod et nyt band med samme navn – denne gang kun med piger.

Jeg var 18 år, da Anne, Astrid, Lone, Ulla og jeg dannede Shit & Chanel. Det var i det band, jeg blev voksen. Vi rejste rundt i utætte varevogne, spillede på kroer, hvor de forventede, vi smed tøjet, vi forhandlede kontrakter, og jeg skændtes med den ene jaloux kæreste efter den anden, der ikke kunne kapere, at jeg stod på scenen. Det lærte mig ekstremt meget om at sætte grænser. Og det lærte mig værdien af at være et hold. Som solist har jeg siden hen altid bestræbt mig på at skabe en bandfeeling. Når jeg er blevet spurgt, hvordan man skal komme i gang som sangerinde, svarer jeg: ”Drop tanken om, at du kan klare det selv, og find nogle at spille sammen med.” 

Aarhus var vores hjemmebane, og mit tilholdssted var ofte Lars Muhls lejlighed i en besat bygning på hjørnet af Nørregade og Ringgaden. Derfra kunne vi gå ned på et af spillestederne. Hænge ud med Spillemændene, som Henning Stærk var forsanger for, og se Taurus – det senere TV-2 – spille. Jeg var et udpræget natdyr og havde behov for at prøve lidt af det hele. Det prægede forholdet til min mor. Hun kom til at stå for hele den gamle, pæne verden, mens jeg udforskede den nye, vilde verden. Jeg holdt hende mere og mere ude af mit liv. 

Min mor døde som 55-årig. Jeg var selv 21. Det tyngede mig i flere år, at vi aldrig nåede at finde hinanden igen. Det var sorgen over tabet, samvittighedsnaget over at have lukket hende ude, og det var vreden på hendes vegne over, at hendes liv blev så kort. Når jeg skrev sange, kredsede de ofte om de følelser, men de sad ligesom fast i mig. Sangene blev stive og pålydende. En dag sagde Sebastian, at han havde skrevet en sang til mig, ’Stille før storm’. Den forløste noget af sorgen i mig.

Oprindelig skrev Sebastian sangen til min første soloplade. Men jeg var så længe om at få pladen lavet, at han tog ’Stille før storm’ med på sit eget album. Det kendetegnede mig meget de år. Jeg famlede efter en retning, og i stedet endte jeg med at følge andre – i Sebastian Band, i Anne Linnet Band og i andre bands, hvor jeg sang og spillede med. Jeg var en god allrounder. Jeg spillede udmærket spade og klaver. Jeg kunne producere. Skrive tekster. Komponere. Arrangere. Og selvfølgelig synge. At arbejde tæt med Anne og Sebastian formede mit billede af, hvad jeg troede, en solokunstner skulle være: sådan en, der fra start til slut skabte alt. 

Jeg gik og råbte i klitterne i Nordjylland i 1988. På det tidspunkt havde jeg fået hul på solokarrieren, men nu skulle jeg skrive et nyt album. Men jeg var både tom og ked af det efter at have mistet min far. ”For helvede!” skreg jeg ud i vestenvinden. Efter at have raset ud tænkte jeg på nogle af de sange, jeg levede mig allermest ind i. Det slog mig, at jeg ikke havde skrevet dem selv. 

”Jeg ringer sgu lige rundt,” tænkte jeg. Jeg fik fat i Anne, Sebastian, Steffen Brandt, Lars Muhl og flere andre. De var alle sammen friske på at skrive mere til mig. Jeg frygtede, at det ville blive et værre kludetæppe, når jeg nu ikke var primær sangskriver. Men da albummet ’Hjerternes sang’ lå færdigt, hørte jeg for første gang, at min vokal kunne være en samlende fortællerstemme. Det album satte kursen for min måde at tænke og arbejde på. 

LIS SØRENSEN

Født 1955. Opvokset i Brabrand.

Student fra Århus Statsgymnasium og uddannet musik-pædagog fra Det Jyske Musikkonservatorium.

Tidligere medlem af Shit & Chanel og Sebastian Band. Har udgivet 12 soloalbum samt en række opsamlinger og liveplader.

Hendes stemme kan blandt andet høres i koret til ’Kvinde min’ med Gasolin’ og på omkvædet af ’Afrika’.

Har netop udgivet selvbiografien ’Jeg er kommet for at synge’.

Er aktuel med en omfattende danmarksturné i efteråret.

SANNE OG JEG TURNEREDE sammen i Sverige i 1990. Vi var begge en del af koncertkonceptet ’Badrock’, hvor vi spillede på borge eller slotte foran titusinder af mennesker på smukke sommeraftener. Sanne havde sin søn Victor Ray med, så når de andre fra koncertkaravanen tog til efterfest, tog Sanne og jeg tilbage til hotelværelset med ham – drak te, røg smøger, åd slik og snakkede om, hvad fremtiden mon ville bringe. Victor drønede rundt i et Superman-kostume og mindede mig om en af mine drømme: at blive mor. 

Jeg fik Sylvester i 1992. I et år gav jeg mig bare hen til moderrollen. Jeg nærmest boede i morgenkåbe og tog 10 kilo på. Det var vidunderligt at bekymre sig om et andet menneske i stedet for at pleje mit eget kunstner-ego. Jeg nåede et punkt, hvor jeg spurgte mig selv, om jeg overhovedet ville vende tilbage til at synge. Måske skulle jeg bruge min uddannelse som musikpædagog fra konservatoriet? Imidlertid blev jeg spurgt, om jeg ville optræde med Thomas Helmig og Lars Muhl under Aarhus Festuge. Jeg sagde tøvende ja. Jeg anede dårlig nok, om min stemme fungerede. Så snart jeg stod deroppe, vidste jeg, at jeg måtte i gang igen.

Jeg nærmede mig 40 år, hvilket var meget i popsangerindeår dengang. Jeg mærkede pludselig, at jeg tilhørte de første generationer. Kiggede jeg mig omkring, så jeg ingen ældre forbilleder, hvis stier jeg kunne træde ned ad. Jeg måtte finde min egen. Løsningen blev et samarbejde med unge producere og sangskrivere som Soulshock, Cutfather og Karlin. De gav mig en funky bund, jeg kunne ligge og svuppe på. Jeg ringede til Naja Marie Aidt for at få hende til at bidrage med en tekst. Hun endte med at give sangen en titel, der indkapslede de foregående år for mig: ’Forvandling.’

Hjemme i Brabrand med storebror Peter omkring 1959. Foto: Privat.

JEG VAR I Portugal i begyndelsen af årtusindet. En aften fór jeg og min veninde vild i Lissabons smalle gader og satte os ind på en tilfældig bar. I midten var en lille scene, og ind kom en bred ældre kvinde. Hun var helt rank, klædt i sort, havde en rød kæde om halsen og håret samlet i en knold. Hele rummet blev tavst, da hun begyndte at synge lange sørgmodige toner. Flere omkring mig sad med våde øjne. Stilen var den længselsfulde portugisiske fado. Jeg forstod ikke et kuk, men fornemmede, at tilhørerne følte, at hun sang lige præcis deres historie. 

Oplevelsen i Lissabon blev skelsættende. Den gav mig tro på, at min alder gav mig autoritet som historiefortæller. Jeg vidste, at jeg havde passet godt på min stemme, og jeg havde en forhåbning om, at mine sange favnede en masse historier. Jeg undersøgte, hvilke forsamlingshuse, kroer og lignende der kunne tænkes at ville have mig og et lille band på besøg. Jeg var klar til tage ud på grusvejene for at vinde publikum.

Nogle steder sad hele byen linet op ved fint dækkede langborde og spiste mad fra den lokale madklub – jeg og bandet fik samme ret. Det var jordnært og nærværende, og det mindede mig om det, jeg selv kom fra. De ønskede ikke en hot ung popstar, de ønskede en moden sanger, der signalerede: ”Slap af, slå ørerne ud, så skal I bare høre.” Det krævede mange, lange køreture gennem natten, men jeg elskede det. Og det bekræftede mig i, at det var det her, jeg var sat i verden for at gøre: fortælle historier med min stemme. Samtidig begyndte de større spillesteder at koble sig på. At jeg formåede at knokle mig selv op på den måde, er noget af det, jeg er mest stolt af.

12 år og på scenen med De Fem til Engdalskolens forårskoncert i 1968. Lis Sørensen med sort pagehår og guitar er nummer to fra venstre. Bagerst i billedet musiklærer Holger Laumann. Foto: Jørn Timm, Aarhus Stadsarkiv.

ANNE, SANNE og jeg mødtes hos mig for at lave nogle uformelle øvere inden vores fælles turné i år. Sådan bare for at høre, om vi overhovedet kunne ramme hinanden. Vi fordelte os i sofaerne og begyndte at synge. Ret hurtigt fangede Anne og jeg hinandens blikke og smilede. Det var vildt for os begge at høre, hvor instinktivt vi gled ind i hinanden. Hun er den person, jeg har sunget flest timer sammen med. Det menneske, hun har kigget mest i øjnene i sit liv. Og omvendt.

Det gælder for os alle tre, at vi har været vidner til hinandens liv. Uanset hvor meget vi har haft behov for at løbe i hver vores egen retning, har vi været forbundet. Det var fedt at fejre og binde sløjfe på vores fælles fortid. 

Jeg har lagt en masse bekymringer om alder og beretti­gelse bag mig. Jeg ved, at jeg kommer til at tvivle nu, hvor jeg igen skal ud og snuse nye sange frem. Men efter tvivlen venter noget nyt og spændende. Sådan har det været hidtil. På intet tidspunkt har jeg gået fremtiden i møde med større spænding end nu. Jeg føler mig mere fri end nogensinde.