Indlæg

Den danske dj og ’X Factor’-dommer MARTIN JENSEN turnerer normalt omkring 250 dage om året. Tag med mekanikeren til giftig skumfest i Lloret de Mar, til et uforudset møde med kærligheden højt over Bangkok og på tur gennem USA i en stor, faldefærdig autocamper.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

TRÆLIM OG SKUMFEST I LLORET DE MAR, 2009

Før jeg kunne leve af at være dj, var mit liv delt i to. I hverdagene var jeg mekanikerlærling, og i weekenderne turnerede jeg med et mobildiskotek, jeg havde sammen med en ven. Vi spillede til alt muligt. Byfester, efterskolefester, handelsskolefester, runde fødselsdage. Alle de der klassiske provinsfester. 

Vi var og er begge lyd- og lysnørder, så vi planlagde en klassisk druktursferie med all inclusive til Lloret de Mar, hvor vi skulle se alle de store klubber. Jeg havde på forhånd hørt, at der var sådan nogle ’dansker­hoteller’ dernede, som skulle være rimelig klamme, så vi flottede os og blev indlogeret på et firestjernet hotel. Det var en vanvittig overdrivelse. Hvis det havde været vurderet til én stjerne, så tror jeg, at man havde været gavmild. Alt var ulækkert, folk var fulde hele tiden, og morgenmaden eksisterede nærmest ikke. 

Til gengæld var der en bartender, som var helt fantastisk og alle stjernerne værd. Inden klokken havde slået to om eftermiddagen, var min makker og jeg så stive i vodka med juice, at vi hverken kunne gå eller stå. På et tidspunkt spurgte jeg vores kære bartender, hvorfor man blev så fuld af deres drinks, og han fortalte så, at literprisen på vodka i det område var billigere end både juice og Red Bull.

Ugen op til afrejsen havde jeg arbejdet med noget tokomponent-trælim derhjemme, fordi jeg skulle sætte nogle nye sider på mit mobildiskotek. Det trælim skal man bare ikke få på fingrene, for det er fysisk umuligt at få af fingrene igen. Jeg prøvede at vaske mine hænder med fortynder, eddike, ståluld og brun sæbe, men lige meget hjalp det. Det lignede ens hænder, efter man har lavet guirlander til juleklip i folkeskolen. Mine hænder var helt brune af skidt og snavs, som bandt sig til limen.

Martin Jensens første job bag dj-pulten var til en 18-års fødselsdagsfest i Sorring Forsamlingshus som 15-årig. Senere grundlagde han mobildiskoteket Firedisko med en ven, som blev et af de største mobildiskoteker i Danmark.

Den første aften i byen tog vi ind på Disco Colossos, som er den største klub i byen. Vi havde kun været derinde i 10 minutter, da vi indså, at det var en rigtig lorteklub. Der var helt tomt, og vi havde en oprigtig frygt for, at det ville blive den værste uge i vores liv, så vi gik op i baren for at få en drink og komme i stemning. Da jeg spurgte bartenderen, hvad man kunne få at drikke, kiggede hun på mig, rullede øjne og gik væk. Lidt senere spurgte jeg, om hun havde et drinkskort. Så kiggede hun på mig, rullede øjne og gik væk igen. Vi var ved at dø af grin over hele situationen i det der tomme diskotek, men vi var også en smule bange, for man skal aldrig provokere en sur spanier.

Da hun kom tilbage for tredje gang, var jeg skidenervøs for, hvordan hun ville reagere. I afmagt bad jeg om to drinks med vodka og Red Bull, hvorefter hun smilte og kom med to glas. Jeg forstår stadig ikke den bartender. Da vi havde bundet et par stykker, begyndte min fod at bevæge sig i takt til musikken. Vi bad vores nye veninde i baren om to mere, så flækkede vi dem, og sådan fortsatte vi. De må have været ret stærke, for det næste, jeg husker, er, at der var en kæmpe skumfest i gang på dansegulvet. 

Ingen af os kunne et eneste dansetrin, men den aften var vi verdensmestre. På et tidspunkt fik jeg skummet i munden, og det var simpelthen så giftigt, at jeg hostede i fem minutter. Og da jeg vågnede næste morgen, var mine hænder fuldstændig rene. Jeg havde prøvet alt. Men en times spansk skumfest var det, der skulle til for at fjerne trælimen. Der blev vi enige om, at vi nok ikke skulle til flere skumfester.

Jeg har aldrig spillet i Lloret de Mar, og gud ske tak og lov for det. Der er så mange stive danskere dernede – og jeg var selv en af dem. 

I 2017 rejste Martin Jensen spontant til Lissabon for at mødes med Natasha Samsara Thompson fra Nordirland, som han havde mødt til en efterfest i Bangkok. I december 2020 friede han til hende på Maldiverne. Hun sagde ja.

KÆRLIGHEDSJAGT I BANGKOK, BELFAST OG LISSABON, 2017

I 2017 spillede jeg til en stor festival i Bangkok, hvor jeg havde nogle venner med. En af dem er er en rimelig ekstravagant type, som har en evne til at komme i kontakt med de rigtige mennesker. Jeg forstår ikke, hvordan han gør det, men han kan altid komme ind steder, hvor andre mennesker ikke kan. Efter koncerten var vi andre på vej i seng, da min ven skrev, at han havde fundet en efterfest med japanske modeller, champagne og Don Julio 1942 (en meget dyr tequila, red.) ad libitum.

Festen foregik i en penthouselejlighed på 38. etage med udsigt over hele Bangkok, og det var ligesom at træde ind i filmen ’Tømmermænd i Thailand’. Der var fire private butlere, der stod klar til at servicere. Der var et musikanlæg, som fyldte halvdelen af stuen. Der var diskokugler og lasere. Alle til den fest var brændt af på det ene eller det andet, og så kom der tre blege danskere ind med rygsæk og shorts. Vi lignede nogle, der kom direkte fra turistkontoret. Den aften faldt jeg i snak med ung kvinde fra Nordirland, der hedder Natasha, og vi udvekslede telefonnumre.

En måned senere skulle jeg spille til en festival i Belfast, hvor hun tilfældigvis er fra. Vi aftalte, at vi skulle mødes, og at hun kunne komme backstage med nogle veninder.

Hun anede ikke, at jeg var dj, men troede bare, at jeg var helt vild med elektronisk musik. Det var først, da vi kørte forbi hovedindgangen for at komme ind backstage, og hun så mit navn på plakaten, at det gik op for hende, at jeg skulle spille den aften. Dagen efter koncerten brugte vi hele dagen sammen. Vi kørte rundt til alle mulige seværdigheder, og inden jeg fløj videre til min næste koncert, aftalte vi at mødes i Lissabon, hvor hun skulle til en koncert med Red Hot Chili Peppers kort tid efter.

Rejser og fester overalt i verden er en del af jobbet for 29-årige Martin Jensen.

Måske var det lidt for spontant at planlægge en date i Lissabon, der skulle strække sig over flere dage? Da jeg sad i lufthavnen og ventede på hende, skrev hun, at hendes fly var forsinket. Det sekund var jeg overbevist om, at jeg ville blive brændt af. Jeg skrev til en veninde, som jeg håbede ville berolige mig, men hun mente også, at Natasha nok havde fået kolde fødder. 

Jeg var ankommet tidligt om formiddagen, og hendes fly skulle først ankomme klokken 22 om aftenen. Jeg var et nervevrag, da jeg stod og spejdede efter hende, men jeg havde jo kun mødt hende to gange før, så jeg blev pludselig i tvivl, om jeg overhovedet kunne genkende hende. 

Da hun kom ud gennem terminalen, vadede hun lige gennem lufthavnen uden at ænse mig for at tage en taxa. Jeg listede mig hen bag hende og tænkte: ”Jeg klapper hende sgu lige i røven.” Så vendte hun sig om, klar til at give mig en kæmpe lussing, indtil hun indså, hvem det var. Så fik jeg heldigvis en kæmpe krammer. Vi var i Lissabon i tre dage, og det hele endte bedre, end jeg kunne have regnet med. Jeg mødte hende i Bangkok, jeg lærte hende at kende i Belfast, vi blev kærester i Lissabon, og så friede jeg til hende i december 2020 på Maldiverne.”

I 2019 blev Martin Jensen træt af det hurtige liv, konstante flyrejser og dyre hoteller. I stedet lejede han en autocamper og kørte tværs gennem USA, mens køretøjet langsomt faldt fra hinanden.

KØR SELV-TURNÉ I USA, 2019

“Natasha og jeg var fløjet direkte fra en koncert i Chengdu i Kina til Dallas i Texas. Normalt, når jeg turnerer, lander jeg i en by, spiller en koncert, sover på et kedeligt, dyrt hotel, og så flyver jeg videre til næste by, hvor det hele gentager sig. Det kan man godt blive lidt ør i hovedet af.
Engang fløj jeg fra England til Kina, og da vi ankom, sagde jeg: ”Ej, hvor er det dejligt at være tilbage i Mexico.” Så kiggede ham, der stod for koncerten, helt underligt på mig, og først der gik det op for mig, at han da heller ikke lignede en mexi­caner. Dagene bliver blandet sammen, når man rejser så meget, men det adrenalin-sus, det giver, når jeg spiller for 20.000-30.000 mennesker, er det hele værd. 

Den her gang skulle jeg spille en masse koncerter i USA og havde lejet en 13 meter lang autocamper, som vejede 16 tons. Den skulle være vores hjem de næste fem uger.

I USA har de den vanvittige regel, at hvis et køretøj kun har to aksler, må man køre det med et almindeligt kørekort. Autocamperen var lige så stor som de gule busser i København, og den var meget besværlig at styre. Jeg har lastbilkørekort og ved godt, hvordan man skal køre sådan en stor bandit, men Natasha kunne slet ikke styre bilen, selvom hendes familie ejer et firma, der udlejer autocampere, og hun har kørt dem hele sit liv. I de fem minutter, hun kørte den, væltede hun alle orange kegler i midten af vejbanen, og så blev vi enige om, at jeg nok skulle tage over.

Det var en kæmpe oplevelse at køre rundt i USA, fordi det er så uendelig stort og skørt. Vi boede på campingpladser, der var på størrelse med Messecenter Herning, og vi handlede i Walmart, hvor man kan købe en legetøjs-tank til sit barn, mens man selv køber sig et oversavet jagtgevær. Det var det bedste ved hele turen. Walmart er Bilka på steroider, og ligegyldigt hvad du ønsker dig, så har de det.

Jeg spillede i Boston, New York, Atlantic City, Denver, San Francisco, Chicago, Dallas, Houston, Portland og Seattle og kørte i alt 37.000 kilometer i autocamperen. Jeg har aldrig lært så meget om camping på så kort tid. Pludselig skulle jeg parkere og bakke det 13 meter lange monster, slå vand til, tømme septiktanken, tanke gas og så videre. Hold nu op, et mareridt.

Den havde kørt 35.000 kilometer, da vi lejede den. I mit lastbilhoved var det ingenting, men for en autocamper er det åbenbart fire livstider. Alt gik i stykker. Vi var aldrig kommet frem, hvis jeg ikke havde været uddannet mekaniker, for jeg lavede vitterlig ikke andet end at reparere på det lort. Sidespejlene sprang af, vinduerne fløj op, oliefyret stod af konstant, airconditionanlægget gav op, afføringstanken var proppet, og vandpumpen fungerede slet ikke. Nu er jeg ekspert i autocampere, men jeg skal aldrig røre det skidt igen.

Efter den sidste koncert i Seattle, som sluttede klokken 23, skulle vi køre 3.000 kilometer i ét stræk til Dallas, fordi vi skulle aflevere autocamperen og nå et fly to dage senere. Vores GPS mente, at vi kunne nå det med kun fire timer i overskud, så vi holdt ikke pause overhovedet. Vi kørte dag og nat i to dage.
Når jeg skulle have en lur, overtog min manager rattet. Vi lavede mad, mens vi kørte, og vi stoppede kun, når vi skulle tanke, ellers var det bare speederen i bund. Endelig ankom vi til Dallas igen efter vores rundtur. Derfra fløj vi videre til Kina, hvor jeg spillede syv shows i syv byer på syv dage.”

Martin Jensen er en 29-årig dansk dj og ny ’X Factor’-dommer. Hans mest populære sang, ’Solo Dance’, er blevet lyttet mere end 600 millioner gange på Spotify, og hans samlede antal streams på tjenesten er over 1 milliard. I 2019 turnerede han  i Asien, USA og Europa. Før han blev verdenskendt dj, arbejdede han som mekaniker og var sælger i sin fars firma, der forhandler entreprenør- og landbrugsmaskiner.

Med satireprogrammet ’Tæt på sandheden’ er JONATAN SPANG nået ud til hele Danmark med begavet og bidende satire. Den teateruddannede komiker har fået nok af jokes om underklassen og tykke folk i provinsen. Han går efter magthaverne og hyklerne – men ingen kan vide sig sikker. Hvor går grænsen, og hvad driver Danmarks p.t. morsomste mand? Ud & Se gik i studiet med manden, der har fingeren på konfettikanonen.
Tekst:Christian MartinezFoto:Ricky John MolloyBilledbehandling:Flemming Roland

TAKE 1

Hej Jonatan. Undskyld, men hvem pokker hedder Jonatan uden h?

”Det gør Jonatan Løvehjerte (fra Astrid Lindgrens roman ’Brødrene Løvehjerte’, red.). Det er ham, jeg er opkaldt efter. Jeg græd og græd, da jeg fik den læst op som barn. Det er en forfærdelig historie. Han dør jo tidligt.”

Navnet betyder Guds højre hånd – er du det? 

”Ha! Nej, det er jeg sateme ikke. Men inden jeg kom ind på Teaterskolen, havde jeg faktisk tænkt mig at søge ind på teologi. Selvom jeg ikke tror på Gud. Hele ideen om tilgivelse er jo det største filosofiske nybrud nogensinde. Ideen om at standse hævnen og tilgive er jo helt vildt tænkt. Som filosof er Jesus uforlignelig. Om han så er Guds søn, er lidt mere tvivlsomt, men den indflydelse, som historien har, har altid fascineret mig, fordi den har kunnet få folk til at handle anderledes. Det var også derfor, vi lavede ’Biblen’, da jeg var chef for Nørrebro Teater.” 

Er det også målet med din egen satire? At få folk til at handle anderledes?

”Det har altid irriteret mig, når folk i teatermiljøet holder skåltaler og fortæller hinanden, hvor vigtig en forestilling er. Der har været en illusion om, at vi spillede noget for publikum, og så gik folk forandrede ud fra teatret. De var nye mennesker! Det vil jeg gerne opponere imod. Det føles enormt rart at sige til sig selv, at man har den effekt, men det er der jo ikke noget bevis for. Når jeg siger sådan i en debat eller på Folkemødet, bliver jeg upopulær, for der sidder kunstnere og taler om, at de inspirerer andre til dette og hint. Det har jeg meget svært ved at se. Mit håb med ’Tæt på sandheden’ er ikke, at folk bliver forandrede, men at det skaber en nysgerrighed for at sætte sig ind i ting.”

Så det, du laver, er en form for nudging?

”Ja, det er så langt, jeg vil gå.”

Nu vi er ved det: Kan du en Jesus-joke?

”Kun en af Uffe Holm, som handler om Jesus’ hul i hånden, som han bruger til at onanere med. Den ville nok støde nogle mennesker.”  

TAKE 2

Der hænger en meget stor og meget tung lampe over Jonatan Spangs hoved. Han er midt i en monolog om året, der gik, og konstaterer energisk, at selvom 2020 nok var et lorteår, så var der alligevel nogle, som fik noget godt ud af det. For eksempel Mette Frederiksen, der viste, hvor populær man kan blive med en kombination af rå magt og hygge. Eller, som han formulerer det, ”som at se Stalin bage vaniljekranse.” Spang sidder casual klædt i marineblå sweater og sorte jeans ved det store skrivebord i DR Byens studie 6 og er i fuld gang med generalprøven til optagelserne af ’Tæt på sandheden: Nytårsspecial’, da han løfter blikket og får øje på monstrummet over sig: Lampen kan hæves og sænkes med en kran og har en praktisk funktion under optagelserne af showet, men som den dingler der, faretruende stort i luftrummet over ham, ligner den et damoklessværd i en ny tv-alder.

”Har jeg haft den hængende over hovedet altid?” spørger han ud i rummet. ”Burde jeg have en hjelm på?”

Produktionsholdet fniser, men ellers er der ingen, der siger noget. Det store studie 6 er tomt. I modsætning til tidligere sæsoner af ’Tæt på sandheden’ er der på grund af corona-restriktioner ikke publikum på settet. Så den eneste, der griner af Jonatan Spangs jokes i løbet af optagelserne, er indspilningslederen Linda, der til gengæld griner ofte, højt og helt ned i maven. Sikkert ikke kun for at motivere Spang, så han ikke føler, at han spiller bold op ad intetheden, men også fordi hun ikke kan lade være. 

Sådan er der også mange andre danskere, der har det med komikeren, skuespilleren og den tidligere teater­direktør, der med sin kombination af funny bones, skuespillerevner og samfundssatire står i spidsen for et tv-program, der lægger afstand til the usual suspects i det danske comedy-landskab. Slut med Øbberbøv og lagkagekomik. Siden DR2-programmet gik i luften første gang i september 2017, har Spang udstillet alt fra bundkorrupte kvotekonger i dansk fiskeri til liderlige partiledere på Christiansborg og taget grundigt pis på den danske presse med faste indslag som ”den omvendte Cavling”, en parodi på Danmarks fineste journalistiske pris, der i programmet gives til tvivlsom journalistik. 

I pauserne går hovedpersonen selv rundt på settet med en vandflaske og udveksler noter med produktionslederen, hvis han da ikke går koncentreret i cirkler om sig selv. Indimellem springer han uden varsel op på scenen og øver en række indstuderede dansetrin, mens han fløjter melodien ’America’ fra musicalen ’West Side Story’. Det ser ufrivilligt komisk ud, som om talkshow-værten momentant har tabt sutten. Men at dømme ud fra Spangs stædige gentagelser er der mening med galskaben. De dansetrin er ikke bare for sjov.

BAG KULISSEN

’Holdet bag ’Tæt på sandheden’ består af tre komikere, der skriver, to journalister, der researcher, fact-tjekker og former historierne, samt en producent, en produktionsleder, to grafikere, en instruktør og en klipper. Holdet mødes hver tirsdag og har en uge til at producere indholdet, der sendes på DR2 om fredagen. Næste sæson af ’TPS’ får premiere 12. februar på DR2.

TAKE 3

Du har lige afsluttet femte sæson af ’Tæt på sandheden’. Hvad driver dig? 

”Det er grundlæggende et demokratisk projekt og har været det alle årene. Det starter med, at jeg læser noget, som fanger min interesse. Jeg ser mig omkring og konstaterer, at der er vildt mange mennesker, som har travlt med at gøre tingene mere besværlige, end de er. Politikere, debattører, akademikere, journalister. Der er mange, der har travlt med at lyde kloge og lukke sig om sig selv. Så sætter de tingene så højt op på hylden, at almindelige mennesker ikke kan nå dem. For så er man fri for alle mulige menneskers mening, og at de blander sig. Man hører det igen og igen: ’Ej men, det er noget EU.’ Så ved man godt, at så snakker man ikke mere om den sag. Man bruger et sprog, som ekskluderer en kæmpestor del af befolkningen, for så kan man have lov at have det for sig selv. Finansverdenen for eksempel. Der har man opfundet et sprog, som er umuligt at forstå for andre. Men de insisterer på at bruge det for at ekskludere os og gøre os afhængige af dem. Projektet for mig er at tage noget fra de hylder og sætte det ned, hvor flere mennesker har adgang til det. Jeg håber ikke, at nogen bruger showet som deres primære nyhedskilde, men jeg håber, at det kan skabe nysgerrighed hos folk til at sætte sig ind i tingene.”

Det sagde det amerikanske satire-koryfæ Jon Stewart også om sit program ’The Daily Show’ … 

”Det er sjovt, jeg havde en medarbejderudviklingssamtale forleden. Vi er blevet så meget et team på ’Tæt på sandheden’, at vi har den slags nu. Min produktionsleder sagde, at han var stolt af, at så mange får deres nyheder gennem os. ’Det synes jeg ikke, at du skal tænke,’ sagde jeg til ham. ’For det placerer et så tungt ansvar på os, at det bliver ødelæggende for at kunne lave showet.’ Hvis vi får skabt den historie i organisationen, bukker vi under i et eller andet storhedsvanvid. Så det er noget, jeg prøver at slå ned på. Kontrakten er, at nu skal vi have det sjovt. Det er det første, jeg lover dig som seer. Du skal også blive klogere, men alle budskaber i verden er spændt ud mellem gennemslagskraften og redeligheden. Og hvis jeg skal vælge, så vælger jeg altid gennemslagskraften.” 

Så du tonser rundt på kontoret med konfetti-kanonen trukket?

”Ja, den er også nødt til at være der. Ellers risikerer vi som komikere at blive selvhøjtidelige. Som de amerikanske talkshow-værter, der efter 11. september blev et samlingspunkt for amerikanerne. Det var måske klædeligt, da David Letterman gik på skærmen efter 14 dages pause med en opsang, men der sneg sig en selvhøjtidelighed ind i komikken, som jeg synes har bredt sig, og som er gift for komikere. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er sådan noget som Zulu Comedy Galla noget underligt noget. Selv om man forsøger at gøre præmien lidt sjov, er prisuddelinger jo alt det modsatte af, hvad vi komikere står for. Vi peger og griner af dem, der løfter pokaler, og så står vi selv og løfter en? Det er derfor, at den, jeg vandt i 2018, står ved siden af en pokal fra Dortmunds hundeudstilling i 1981.”

Har du også vundet dén?

”Haha, nej.”

Folk kender dig fra dine shows, men din baggrund er mindre kendt. Hvor kommer du fra?

”Jeg er vokset op i Gladsaxe. Jeg er skilsmissebarn, min mor var pædagog, min far var ingeniør i Datacentralen, som var statens datafirma. Måske er det derfor, jeg som barn følte mig lidt odd. Jeg havde aldrig mødt nogen, som var kunstner eller skuespiller. Der gik mange år, før jeg blev bevidst om, at man overhovedet kunne gå den vej.” 

Hvornår skete det?

”Efter folkeskolen tog alle på gymnasiet, men jeg besluttede mig for at tage væk. Jeg ville på efterskole. Bagefter kom jeg ind på Den Fri Ungdomsuddannelse, hvor man selv kunne sammensætte sin uddannelse. Jeg var begyndt at lave improvisationsteater og fik mulighed for at læse på high school i Wisconsin. Jeg fik lavet en ansøgning om, at jeg ville dygtiggøre mig inden for teater derovre. Det kunne jeg også have gjort i Gladsaxe, men USA lød sjovere. Det var super interessant at komme et sted, hvor alle var republikanere og kristne. Det var et sindssygt kulturchok. Det foregreb også min interesse for amerikansk politik og samfundsforhold.”  

Var du klassens klovn?

”Ja, men jeg var ikke en klassisk klovn, for jeg var også fagligt dygtig. Jeg talte meget og brugte mange fremmedord. I skolen kaldte de andre mig for Professor Bal­thazar efter tegneseriefiguren.” 

Hvornår optrådte du første gang?

”I folkeskolen, som var super duper uinspirerende, men et af få lyspunkter var juleafslutningen, hvor man kunne optræde for forældrene. Første gang spillede vi en sketch fra tv-programmet ’Under uret’ med Hans Otto Bisgaard og Peter Larsen, bedst kendt i rollen som Tjener Frandsen. Jeg gik i femte og spillede Tjener Frandsen. Jeg syntes, Peter Larsen var fantastisk. Dér startede det, selvom jeg ikke turde tænke tanken, at det var det, jeg ville lave. Men jeg kunne mærke den enorme energi, der var ved at stå på scenen, publikums respons. Mit hoved eksploderede.”

Hvornår besluttede du dig for at gøre det til en levevej?

”Jeg voksede op med forældre, som aldrig talte positivt om deres arbejde. Det var altid: ’Åh, hvor dødssygt, nu skal vi på arbejde igen.’ De var 68’ere, som nok gerne ville have realiseret sig selv, men som endte som lønmodtagere. Det havde de det svært med. Jeg tog tidligt en beslutning om, at jeg var ligeglad med, om jeg skulle leve på en sten. Jeg begyndte på en dramadaghøjskole i Brøndbyøster, hvor vi spillede improvisationsteater. Der mødte jeg en pige, som havde søgt ind på Teaterskolen, og jeg tænkte: ’Gud, findes der en skole for den slags?’ Jeg var 18 år og søgte ind året efter. Det er tydeligt for mig nu, hvad dannelse og baggrund kan gøre. Jeg vidste jo ingenting. ’Lav en monolog på tre minutter,’ lød det til optagelsesprøven. Jeg havde ingen forudsætninger og havde kun været i teatret få gange før. Men det at stå på en scene gav mig noget, og jeg var god til det. Jeg kom ind på skolen i andet forsøg.”  

Hvordan kom du i gang med standup?

”Min ven Christian flyttede ind i Teglgårdsstræde i Pisserenden i København. Der lå Kulcafeen, hvor der hver tirsdag var gratis standup. Jeg havde ikke set stand­up før, men en dag, efter at vi havde set ’Nattevagten’, udfordrede han mig til at optræde. Der sad måske 30 mennesker den første aften, vildere var det heller ikke, men det føltes vanvittigt. Jeg havde kort tid inden været i sommerhus i Blokhus og set et diskotek, der reklamerede med at have Brian Nielsen som ’gæstedørmand’. Det syntes jeg var vildt sjovt, for man kender jo begrebet ’gæstebartender’, men sgu da ikke dørmand? Jeg fik lavet en joke om, at man kunne komme og få tæsk af sit idol. Anden gang jeg optrådte, kom Uffe Holm hen til mig og spurgte, hvor længe jeg havde lavet stand­up. Da jeg svarede, at det var anden gang, sagde han bare: ’Det der kan du godt finde ud af.’ Når jeg stod på scenen, forsvandt min hang til at se tingene fra mange sider, med for mange nuancer og for meget støj. Verden blev enkel, sort-hvid. Jeg fandt ud af, at jeg trivedes og kunne være til stede i det. I det amatørteater, jeg havde spillet inden, var alt enormt bøvlet til sammenligning. Der skulle øves, laves kulisser etc. Standup havde en hurtighed, som jeg elskede. Det er det, som stadig fascinerer mig så mange år senere, og som jeg også elsker i dag. Vi får en idé, skriver den ned på et stykke papir, og med hjælp fra resten af holdet bliver den til virkelighed.” 

Hvad har været den værste oplevelse på scenen?

”Jeg optrådte engang for et selskab af Brøndby-fans, som lige havde tabt en kamp til OB. Det var jo ikke min skyld, men jeg blev stadig truet med tæsk.”   

Du er standupper, skuespiller, direktør, tv-vært. Hvad kalder du dig selv? 

”Jeg tog en fireårig skuespilleruddannelse, og det er meget identitetsskabende, så i mange år følte jeg mig som skuespiller. Jeg har aldrig følt mig som standupper, mere som komiker. Det gode for mig i starten var, at man bare kunne få en idé og gå ned på Kulcafeen og optræde. Bagsiden var, at der var en ret snæver opfattelse af, hvad standup var. I 90’erne var det en snobben nedad, meget af det var noget sexistisk bavl og pølsemandssnak. Da jeg startede, var det eneste vigtige: Kan jeg få dem til at grine? Da det var på plads, var det næste: Hvad ville være interessant at tale om? Dér løb jeg ind i det problem, at jeg ikke har en særlig folkelig smag. Jeg kommer ikke til at sige noget om fodbold. Vi var flere komikere i de år, der tænkte: Findes der et andet publikum derude? Vi drømte om, at det i Danmark kunne gå ligesom i New York i 70’erne, hvor det meste standup i starten foregik i klubberne omkring Times Square. Da Woody Allen forsøgte sig med et live comedy-show dér, gik det ad helvede til. Det var for højpandet og havde ikke den energi, som krævedes. Men så fik hans manager ham ind på The Bitter End i The Village, i et jazzmiljø, og så kørte det.” 

JONATAN SPANG

Født i 1978 i Gladsaxe. Uddannet skuespiller. Vandt DM i standup i 1999. Har siden spillet teater og film, været teaterdirektør for Nørrebro Teater og komiker. Med DR-programmet ’Tæt på sandheden’ har han siden 2017 indtaget rollen som en af landets mest toneangivende satirikere.

Har katten Olga, en gadekat fra et internat, og et surbundsbed, hvor han dyrker hortensier. Kæmper sig på tredje år gennem Prousts romanserie ’På sporet af den tabte tid’. Spillede trækbasun i seks år som barn.

TAKE 4

 Jonatan Spang puster ud i DR Byens kantine over en tallerken varme kikærter med grøntsager og fladbrød, mens han får generalprøven lidt på afstand. Et kort øjeblik ligner han en mand, der ikke har sovet i et år. Han kan lige nå at skovle maden i sig, tage en powernap, klæde om til nytårsoutfittet, og så er det klar til optagelse. Sæsonens sidste afsnit skal i kassen, og alle tiders lorteår skal i graven. 

”Hvad er det, man siger? Det skal ikke være kunst, det skal være færdigt,” siger han med et træt smil om de forestående optagelser i studie 6.

Men Jonatan Spang ligner ikke en mand, der gør tingene halvhjertet. Da han rejser sig og går ud for at få luft, ser han en kort stund helt indebrændt ud med mørke øjne og blussende kinder. Måske er det rigtige ord indædt. Måske er han bare koncentreret. Vidste man ikke bedre, kunne man have ham mistænkt for, at det faktisk gerne må være kunst. Bare man griner af det. 

20 minutter senere står han igen oppe på scenen og langer indforståede jokes ud af ærmet imellem optagelserne, som får kamerafolkene til at grine. En form for værkstedshumor, der løsner op på settet, men midt i moroen har han et fokus og en arbejdsdisciplin, som man ikke skal stille sig i vejen for. Som da Spang afbryder en monolog om Danske Banks never-ending svindelsager, fordi han distraheres af en makeupartist i salen, der har sat sig for tæt på teleprompteren, og kontant beder hende rykke ud af sit synsfelt. Ganske udramatisk, men en lille reminder om, at Spang nok har funny bones, men også har været vant til at have chef-kasketten på, siden han som 29-årig overtog direktørstolen på Nørrebro Teater. Måske får han det også sagt lidt for kontant, for i pausen bagefter kommer han ned og undskylder: 

”Jeg er ked af, hvis jeg blev lidt onkel stram,” siger han til makeupartisten.

TAKE 5

Hvornår har du sidst grinet, altså rigtigt, nedefra og op?

”Min hustru viser mig YouTube-videoer med katte, som nogle gange får skovlen under mig, selvom det er ufint. Jeg driller hende med, at jeg tager på arbejde og laver satire, og så sidder hun og ser en kat hoppe ned i en sok. Hvordan kan hun leve med sig selv? Det tager hun rimelig roligt. Jeg kan også virkelig grine af MC (Michael Christiansen, red.), som er hovedforfatter på ’Tæt på sandheden’. Han kan sige ting, hvor jeg næsten ikke kan holde op med at grine igen. Man bliver fagskadet, der er ting, som vi synes er vildt sjove, som andre måske ikke synes. Vi lavede for eksempel et indslag om Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og så skriver MC: ’Hvad ved vi egentligt om WHO, andet end at det var dem, som lukkede hundene ud? (Ordspil over det caribiske monster-pophit ’Who Let the Dogs Out?’, red.).” 

Er der noget, du ikke vil gøre grin med?

”Jeg synes, det er helt ukontroversielt at sige, men det, at man kan blive slået ihjel for at lave grin med islam, giver det selvfølgelig en særlig status. Alle, der påstår andet, er nogle forbandede løgnere. Det er det eneste, du kan blive slået ihjel for – eller du kan blive udskammet. Men det er ikke lige så slemt som at blive dræbt.” 

Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge …

”Ja, der tager man gerne noget skam. Men der er også ting, som bare er svære at lave sjov med. Vi sendte en hel sæson, hvor den mest omtalte sag i pressen var ubådssagen. Den lavede vi ikke jokes med, selvom mediedækningen blev stadig mere bizar. Som da Weekend­avisen sendte en krimiforfatter ind i retssalen. Det var jo porno. Nogle gange rører vi ikke et emne, fordi det er kontroversielt, men fordi det er kedeligt. Som da alt drejede sig om OK-forhandlingerne, og TV Avisen kun handlede om, hvorvidt forhandlerne nu også havde båret madrasser ind.”

Er der noget, du savner i dansk humor i dag? 

”Der er mange, der laver noget fedt, men der har været en tendens i mange år til, at grinet handlede meget om socialgruppe 5. Folk med kun lidt uddannelse og beskedent økonomisk rygstød. På DR har man kaldt det socialsatiren, så var det lidt finere. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over det, men det var ikke det, jeg havde lyst til. Det var vigtigt for mig at lave noget om nogle andre mennesker.” 

Hvordan er det at være komiker i en krænkelsesparat tid?

”Jeg kan godt blive forbløffet over, hvordan woke og social conscience-krigerne nogle gange kaster sig over folk, som faktisk forsøger at tale om noget med indhold. Når de bliver vrede på Signe Molde og hendes program ’Signe Molde på udebane’ (der blandt andet laver sjov med LGBTQ+-miljøet og veganere, red.), så er det pudsigt, at ingen bliver stødt over ’Natholdet’, der griner af en tyk mand fra Jylland. Det er ofte amerikanske problemstillinger, som overføres 1:1 til Danmark. Mest tydeligt med Black Lives Matter, hvor man leger, at en amerikansk problematik er dansk. Det er den ikke. Jeg er hvid, mand og heteroseksuel, hvilket betyder, at jeg er præcis den gruppe, som alle kan tillade sig at skælde ud på. Og jeg accepterer præmissen om, at nogle ting har været nemmere for mig.” 

Hvad for eksempel?

”Da jeg startede med at lave standup, lignede jeg en standupper, en ung dreng med strithår. Det har været sværere for kvinder. Men når jeg ser kvinder i toppen af dansk kulturliv, som er vokset op med alle muligheder og har gået på de bedste skoler, og de snakker om privilegieblindhed hos hvide mænd, så støder det mig. Jeg sætter mig gerne med dem med et Excel-ark og kigger på, hvilke muligheder jeg har taget fra dem. Jeg skal ikke slå ud efter min egen baggrund, men jeg har ikke fået noget forærende. Man kan altså være hvid, heteroseksuel mand på rigtig mange måder.”

Apropos dit drengede udseende. Har det nogensinde spændt ben for dig?  

”Jeg blev direktør for Nørrebro Teater som 29-årig, og dengang arbejdede mit udseende og image imod mig. Jeg kan stadig huske, at Per Pallesen (den dengang afgående chef for Nørrebro Teater, red.) konsekvent kaldte mig ’min dreng’. Det var fandeme specielt. Der er jo ikke nogen, som gider være ’min dreng’. Folk havde en opfattelse af mig som en opkomling, der bare var for sjov.” 

Hvad var dit overlevelsestrick i den sammenhæng?

”At blive sur. En del af min drivkraft i de år var, at jeg ’kraftedeme skulle vise dem, at jeg godt kan’. Det prøver jeg at arbejde mig væk fra i dag. Vi er alle sammen tandjul i et stort urværk, vi udfylder forskellige funktioner. Vi er ikke hinandens modstandere.” 

Det lyder, som om du er blevet voksen?

”Jeg er ikke rastløs, som da jeg var ung. Det har givet mig et andet fokus. Jeg kigger ikke på, hvad for et projekt jeg kunne tænke mig at lave efter det her. Jeg tænker: Jeg vil gerne lave det her så længe som muligt. Så er der ydre omstændigheder, der gør, at man ikke kan få lov at gøre det for altid. Og det kunne være, hvis det her program udløste en eller anden form for shitstorm.” 

I SENG MED FJENDEN

’Pernille Vermund snaver’ hedder en YouTube-video, som næsten 45.000 danskere har set. Den subtile titel hentyder til det 13 sekunder lange tungekys mellem partilederen for Nye Borgerlige og Jonatan Spang, som i 2018 skabte overskrifter i anden sæson af ’TPS’. ”Har Pernille Vermund lige snavet sig i Folketinget?” skrev journalist Ditte Giese i Heartbeats, mens politisk kommentator Jarl Cordua udtalte: ”Det er godt nok vildt. Det her er ikke set før.”

Hvordan fik du Pernille Vermund til at tungekysse dig? 

”Vi lavede ’Tæt på sandheden’ fra Folkemødet. Fordommen om Folkemødet er jo, at politikere, journalister og meningsdannere drikker sig skidefulde og knalder. Vi jokede med, hvem den værste ville være, man kunne vågne op ved siden af, og blev enige om, at det ville være en skandale, hvis jeg var sammen med Pernille Vermund.”

Hvorfor?

”Ja, hvorfor egentlig? Jeg kan jo spørge dig: Hvis nu det havde været Rosa Lund fra Enhedslisten, ville du så overhovedet stille det spørgsmål, eller ville det have været en glemt sag? Det er den historie, som jeg oftest bliver konfronteret med, når folk har fået lidt at drikke: ’Hvorfor gjorde du det?’ Det er jo interessant, og det beviser, at det var rigtigt set. Det var en skandale. Det havde været totalt ligegyldigt, hvis jeg var vågnet op ved siden af Rosa Lund. Så havde ingen sagt noget. På samme måde, som ingen løftede et øjenbryn, da Thor Möger Pedersen, en tidligere SF-minister, blev vært for et debatprogram på DR2. Hvis det derimod havde været Morten Messerschmidt, var folk gået amok. Det var det hykleri, jeg ville pege fingre ad.”

Hvordan fik du så kysset i stand?

”Jeg ringede til Vermund og forklarede baggrunden. Hun var sød og høflig og fortalte, at det var det samme i hendes afdeling: Det ville være et stigma for hende at være sammen med en DR-vært. Det var også det, som var sjovt ved det. Især bagefter, hvor folk anklager mig for at have skabt et monster. Vi skrev sketchen, og hun var helt indforstået med den. Og måske er der alligevel den sandhed i fordommen om Folkemødet, at det hele er lidt mere loose. Det kys blev jo lige lidt mere autentisk.”

Kom det snav bag på dig?

”Nej. Men jeg var spændt på det inden, fordi vi ikke kendte hinanden, og fordi hun ikke er skuespiller. Men det blev meget vellykket. Der stod i manuskriptet, at de kysser hinanden, og det var hun jo med på. Men folk får nogle gange kolde fødder, og hun kunne have sagt: ’Kan vi ikke bare nøjes med et knus?’ Det er jeg glad for, at hun ikke gjorde, for jeg ville jo have den størst mulige effekt. Jeg har ikke nogen blufærdighed, ikke i en professionel sammenhæng. Der går jeg planken ud. Da vi bagefter sad i klipperummet, kiggede vi materialet igennem og snakkede om, hvordan det ville se ud, hvis vi lavede det længst mulige kys. Vi klippede kysset sammen fra tre forskellige vinkler. Det så fedt ud! Jeg sendte det til Vermund, og hun syntes, det var for voldsomt, og det kunne jeg også godt forstå. ’Men det er sådan, det bliver,’ sagde jeg.”

Hvordan reagerede hun på det?

”Jeg tager hatten af for hende. Hun havde en uge til at forberede, hvordan hun ville spinne den, og det gjorde hun helt fantastisk. Nogle synes, at jeg bærer et ansvar for hendes succes. I det omfang, jeg har gjort noget, så er det jo, at jeg har givet hende muligheden for at vise, at hun har selvironi. Så fortjenesten er jo hendes.”

TAKE 6

Jonatan Spang står klar med konfettikanonen, et fast indslag i ’Tæt på sandheden’, hvor han fejrer noget fantastisk ved vores land i en regn af konfetti, hvorefter realiteterne får ham ned på jorden igen. Det er svært at sige, om det er eftermiddagsluren eller turen i sminken, der har givet ham en sundere kulør, men nu træder han veloplagt og velfriseret ind på scenen iført et kongeblåt jakkesæt og hvid skjorte uden slips. 

”Må jeg bede om mit closeup?” siger han til et af kameraerne i studiet – i en ironisk reference til klassikeren ’Sunset Boulevard’ fra 1950. I filmens afsluttende scene går divaen Norma Desmond langsomt ned ad trapperne i sin villa og rækker ud efter kameraet, mens hun siger de udødelige ord: ”All right, Mr. DeMille, I’m ready for my closeup.” 

De næste minutter får Spang instrukser over øresneglen fra kontrolrummet bag scenen og kvitterer for modtagelsen med et ”ja tak!”, der får ham til at lyde som en kok, der tager imod bestillinger i et køkken. Det er fis og ballade og så alligevel ikke. Der eksekveres, fornemmer man. 

Den sidste sekvens af ’Tæt på sandheden’, der skal skydes, er rent teknisk også den sværeste. Det er det dansenummer, han har øvet sig på igen og igen. Hvert trin på scenen skal koordineres med fire professionelle dansere, en satirisk monolog over året, der gik, og en løssluppen sang om Donald Trumps Amerika, der ender med, at Jonatan Spang skyder en af danserne på scenen. 

”Jeg tæller takter og beder til Gud,” siger Spang til produktionslederen i øresneglen.

Selvom han er en mand af mange talenter, er der grænser for, hvor meget man kan spidsbelaste både venstre og højre hjernehalvdel samtidig. Det hele er lidt som at se en flyveleder i verdens travleste lufthavn under en snestorm. I sidste ende får holdet den lange sekvens i kassen efter en håndfuld retakes, ikke mindst fordi de kan klippe sig ud af svipserne, nu hvor der ikke er publikum på. Noget kan man trods alt bruge corona til. 

”Jeg kan være her til midnat, min kone er til venindemiddag. Jeg skal bare hjem efter det her og sidde med min kat,” forsikrer Jonatan Spang oppe fra scenen. 

Det bliver ikke nødvendigt. Den sidste instruks fra produktionslederen afslutter en lang arbejdsdag med ordene ”it’s a wrap”. Spang løsner op i et lettet smil, der forplanter sig i kroppen på ham. Hans jakkesæt er gennemblødt af sved. Det kan man ikke se på tv-skærmen, men det er måske hans talent: At få det til at se nemt ud, selvom det ikke er det. 

TAKE 7

Hvad ville en eventuel shitstorm mod dig eller programmet handle om, tror du?

”Om at sparke nedad. En af de ting, man siger om satire, er, at det altid skal sparke opad. Og det er ofte rigtigt. Men primært handler det om, hvor hykleriet er. Det nytter ikke noget, at folk kun er hyklere på et eller andet bestemt højt niveau. Sådan er det jo ikke, hykleriet findes jo alle mulige steder. Og bare fordi du er en sølle hykler, så er du jo stadig en hykler. Så simpelt er det. Det interessante er så, at alle har sindssygt travlt med at iscenesætte sig selv som værende nederst.”

Har du et eksempel?

”I tredje sæson begyndte vi at interessere os for LøkkeFonden (Lars Løkkes fond for utilpassede drenge, red.). Det er jo besynderligt med en siddende statsminister, som starter et parallelt skolesystem i privat regi, mens han er øverste leder for den danske folkeskole. Som så åbenbart har fejlet så meget, at han starter sit eget private skoleforløb for at råde bod på det offentlige system. Der er supermeget komik og hykleri i det. Men da han konfronterede mig med det, sagde han ikke: ’Jeg er skidetræt af, at du hænger mig ud på den måde. Det er usagligt.’ Han sagde: ’Jeg synes jo, at det er sjovt, men drengene … der er nogle drenge, som har det rigtig svært, og som er fagligt rigtig dårlige.’ Så er jeg pludselig ham, der står øverst og sparker ned på de små drenge. At iscenesætte sig selv som svag er jo en måde, man får magt på i dag. Du bliver fredet, hævet over kritik. Det er også derfor, at hver gang nogen er vred på mig, så siger de ikke ’Jonatan’. Nej, det er ’DR’, der har slået på dem, eller ’DR-vært siger sådan og sådan’. Så er jeg licenskongen, der kommer med milliarder i ryggen! Det var derfor, programmet skulle hedde ’Tæt på sandheden med Jonatan Spang’ og ikke ’DR2’s skæve nyheder’. Jo mere jeg var afsender og ikke DR, jo bedre. DR har flere gange lavet satire, som de har trukket tilbage og undskyldt for. Det vidste jeg ville være en udfordring. Hvordan skulle jeg undgå det? En del af kalkulen blev, at vi som program tager stilling fra sag til sag. Hvis vi holder med Inger Støjberg i Instrukskommissionen, kan vi så også mene noget andet senere og vende 180 grader? Der tog vi en beslutning: Det kan vi godt.”

Ingen hellige køer? 

”Hvis man først gik ind og lavede traditionel dansk tv-satire, som ligger et sted omkring De Radikale, så ville man på et tidspunkt løbe ind i problemer, som altid opstår. Så sidder Morten Messerschmidt og andre, som faktisk er vågne på det her tidspunkt, og spørger: ’Hvorfor sker det her igen?’ Tag for eksempel ’Borgen’. Når du ser den karakter i tv-serien, som skal forestille at være fra Dansk Folkeparti –  men som hedder noget andet i serien – så er det Ole Thestrup, der har en thaikvinde og kun snakker om grisemad. Det er jo sindssygt, at det kan lade sig gøre. Og jeg kan da godt forstå, at Messerschmidt laver foreningen Kritiske Licensbetalere. Vi prøver at give seeren en oplevelse af, at vi slår på alle. Min teori er, at så får man mere frihed. Men det ændrer ikke ved, at jeg tror, at ’Tæt på sandheden’ ender med at bukke under i en shitstorm. Nogen vil på et tidspunkt sige: Kan det være rigtigt, at han som hvid, heteronormativ, ciskønnet mand kan få lov til at sige det her?”

MIKE TRAMP har udgivet mere end 30 album, siden han debuterede med Mabel til Køge Byfest i 1976. Selv kalder han sit liv en endless highway. Den 60-årige Michael Trempenau ser tilbage på dengang, han søgte tilflugt fra fans i en bank i Brøndby, da han levede blandt cubanske pushere i New York, da han tjente millioner, og da han kæmpede for ikke at ende som daggammelt wienerbrød.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Søren Jensen/Ritzau Scanpix

JEG VOKSEDE OP i Eskildsgade på Vesterbro i en halvandetværelses lejlighed med mine to brødre, Dennis og Kim, og min mor. Der var et tidspunkt, hvor min far også boede der, men han blev bedt om at gå, da jeg var fem år, så jeg har ingen minder om at bo med ham. Han dukkede op en gang imellem, når han ikke var ude at sejle, men vi havde aldrig et forhold til ham. Han var ikke en deadbeat dad, han var der bare ikke.

Vi boede i en lejlighed, der var så lille, at vi tre drenge skulle dele værelse, indtil vi flyttede hjemmefra. Min mor bestyrede Carls Bodega lige rundt om hjørnet på Vesterbro Torv. I 70’erne var Vesterbro et kvarter med flere værtshuse end noget andet sted i København. Efter skoletid tog vi hjem for at stille tasken, og så rendte vi ned på værtshuset, hvor vi fik to kroner af en stamgæst til en isvaffel eller til et par sange på jukeboxen. Det var ikke middelklasse, der prægede min opvækst. Det var real life. Det var nede i kælderen. Det var en skilsmissefamilie og faktisk en ret fattig familie.

Et minut fra bodegaen lå Vesterbro Ungdomsgård. Her kunne man lave sløjd, metal, spille musik, eller hvad man havde lyst til. Da jeg blev gammel nok til det, kom jeg der alle hverdage, indtil de lukkede halv seks, men der var mor jo stadig på værtshuset. Når vi drenge kom hjem, lavede vi selv mad eller spiste lidt yoghurt. Vi lærte det på den hårde måde, men det føltes ikke, som om det var den hårde måde. Det føltes ikke, som om vi manglede noget. Jeg havde et fantastisk liv på det tidspunkt med en stærk skole og en endnu stærkere fritidsklub. Jeg har altid kaldt Vesterbro Ungdomsgård for fyrtårnet i ghettoen, hvor vi søgte hen og fik en form for beskyttelse. Mange af mine venner var også fra skilsmissefamilier, så pædagogerne blev vores fædre.

Jeg indspillede mine første sange sammen med min bror Dennis. Cykelkælderen i vores bygning var lejet ud til en mand, som skrev for de danske musikblade, og vi havde fået at vide, at han var en mærkelig én, fordi man kunne se unge mænd med langt hår komme og gå i tide og utide dernede. Han havde set min bror og mig traske ned til Vesterbro Ungdomsgård med vores guitarer, og en dag spurgte han, om vi ikke ville indspille to amerikanske sange. Torben Hoyer hed han, og det viste sig, at han havde kontakter til folk i den danske musikbranche.

Da vi indspillede sangene, var det med Tommy Seebach som producer, og jeg var 14 år gammel, da vi første gang kom i de danske popblade. Kort efter var vi på B.T.s spiseseddel med teksten: ”Dennis og Michael vil være popidoler.” Men det var aldrig noget, vi selv havde sagt. Den dag kom min gymnastiklærer hen til mig i skolen og sagde: ”Jeg havde jo håbet, at det var sportssiderne, jeg ville finde dig i.”

Michael Trempenau, 1977. Foto: Andre Csillag/Shutterstock/Ritzau Scanpix

DET DER MED pop var stik modsat alt det, jeg kom fra. Vesterbro var værtshuse, arbejdere, rødstrømper, lilla bleer og hippier. Jeg havde knap nok fattet, at man kunne leve som musiker eller popidol. Jeg var bare en Vesterbro-dreng, der spillede fodbold i Vigerslev Boldklub, gik til karate og klatrede på hustagene i weekenderne. Der er ikke det tag på Vesterbro, jeg ikke har været på. Vi var bare gadedrenge.

Torben Hoyer havde en finger med i det danske musikmiljø. Jeg fik et fritidsjob hos ham, hvor jeg åbnede fanbreve, som unge piger skrev til David Bowie og Bay City Rollers gennem et dansk musikblad, der hed Sabrina. Pigerne troede, at de skrev til deres idoler, men at det bare var en ung knægt, der læste dem, fandt de aldrig ud af. De skrev, at de var villige til at mødes på diverse hotelværelser, så det blev ’De Grå Sider’ for mig. Der var meget lidt snak om musik. Jeg tror aldrig, brevene blev besvaret. 

En dag tog Torben mig med ud til bandet Mabel. De boede i et toplanshus i Stenløse, som de havde lejet af en vognmand. Jeg troede, at vi bare skulle på besøg, men så snart jeg kom ind, stak de en guitar i hånden på mig og spurgte, om jeg kunne spille noget. 

Jeg var 15 år gammel og var totalt uforberedt i det her store, professionelle lydstudie. Så jeg endte med at spille ’Stærk tobak’ af Shu-bi-dua.

Det var midt i sommerferien. Jeg skulle til at begynde i 2. real nogle uger senere, og jeg tænkte ikke længere frem end næste fodboldtræning. På min erhvervspraktikansøgning havde jeg skrevet, at jeg gerne ville være Falck-redder. Jeg var jo bare lejrbålsguitarist. Men på samme tid som min far blev bedt om at gå, skiftede min mor vækkeuret ud med en pladespiller, og vi blev vækket til Elvis, Roy Orbison og Johnny Cash. Så musikken har altid været der, det var bare ikke en drøm på det tidspunkt. To uger senere tog jeg igen toget til Stenløse. Denne gang med en fodboldtaske fyldt med tøj. Jeg flyttede ind, droppede ud af skolen, og 18. juni 1976 havde jeg min debut som sanger med Mabel til Køge Byfest foran 5.000 mennesker. Jeg tænker ofte på, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke var kommet med i bandet, eller hvis vi floppede. Jeg var bare en knægt, der kunne spille et par sange af Kim Larsen.

Mabel var så småt ved at blive kendt, da jeg kom med i bandet, men det hele kulminerede til Melodi Grand Prix i 1978. På det tidspunkt havde Danmark ikke været med til Eurovision siden 1966, så der var ikke en sjæl i Danmark, der ikke fulgte med og kendte vores vindersang ’Boom Boom’. Vi blev kendt som bandet for teenagepiger i Danmark. 

På gårdspladsen foran huset på Byvej i Stenløse stod der konstant 10-50 unge piger, som ville have autografer og billeder. Jeg var 17 år gammel og kunne slet ikke forholde mig til, at folk skreg, hver gang jeg skulle i Brugsen. De piger stod der forår, sommer, efterår og vinter.

Der var to slags folk. Der var dem, der elskede os, og dem, der hadede os. Og jeg lagde kun mærke til dem, der hadede os. Jeg tog det i hvert fald hårdere end de andre i gruppen, fordi jeg var en ung knægt, der ikke vidste, hvem jeg var.

Det blev for crazy til sidst. Vi spillede til udendørs-gøgl og omrejsende tivolier to gange om dagen og tjente gode penge. Om formiddagen var det for mormor og børnene, og om aftenen var det de unge piger. Men når pigerne skreg, så kom knallertdrengene, og så var der altid ballade. Engang var vi i et center i Brøndby for at skrive autografer, og der kom flere tusind mennesker. Vi måtte søge tilflugt i en bank, og da vi kom ud, var vores bil blevet fuldstændig smadret. Til en af vores sidste koncerter i Danmark blev der kastet med æg mod scenen. Så gad vi sgu ikke mere. I 1979 flygtede vi til Spanien.

Mike Tramp på Jelling Musikfestival, 2010. Foto: Per Lange/Ritzau Scanpix

PLUDSELIG GENTOG det hele sig. Vi fik en stor fanskare af unge kvinder i Spanien, men denne gang var det store stadiumkoncerter med playback. Det var medvirkende til, at vi opløste bandet og startede på ny som Studs. Jeg kunne ikke holde ud, at det hele skulle handle om overflade. I aviserne stod der: ”Piger besvimer til Mabel-koncert” og ”Mabel drikker mælk”. Det handlede sgu ikke om musik mere.

Der lå en amerikansk flybase lidt uden for Madrid, og det vrimlede med amerikanere. Jeg gik i kirke med vores amerikanske nabo, og jeg slugte amerikanske bøger, serier og musikblade. Det var her, jeg mødte Danny, der blev vores manager. Han sagde, at vi skulle tage til New York, og at vi kunne bo i hans forældres hus. Vi kunne ikke komme hurtigt nok af sted, så vi ændrede vores flybilletter til en afgang to uger tidligere end planlagt. Det fly, vi oprindelig skulle have været med, crashede i Malaga.

Fra det sekund vi stod i New York, så jeg folk, der lignede mig selv. Jeg havde langt, afbleget hår og tyk læderjakke. 80’ernes rock and roll var begyndt at eksplodere, og ingen kiggede på mig med onde øjne. Derfor var det også ligegyldigt, at det var hårdt. Vi løb tør for penge med det samme. Alt det, vi havde sparet op, brugte vi på store forstærkere og en stortromme i sølv, fordi vi skulle se ud som amerikanske rockbands.

Vi flyttede ind i et hus i Queens med syv værelser og en stor kælder, som vi lavede om til øvelokale, og så skiftede vi igen navn. Denne gang til Lions. Men vi spillede ikke særlig meget. Vi levede af ris og bønner, og det første, vi gjorde, når vi vågnede, var at støvsuge lejligheden for mønter, så vi kunne købe en pakke røde Marlboro på værtshuset overfor. 

Da Dannys forældre kom hjem, levede vi med dem i huset. Men det kunne ikke blive ved. Hver gang der skulle laves mad, var vi 10 personer, der skulle fodres, og med tiden var vi mindre velkomne. Omkring julen 1982 tog vi alle tilbage til Danmark. Nogle fik deres forældre til at betale en flybillet hjem. Andre turde ikke spørge, så de solgte en forstærker. Dér blev bandet opløst. 

Jeg var i Danmark i tre måneder, hvor jeg var på understøttelse for første og eneste gang i mit liv. Så tog jeg et lån i banken på 5.500 kroner til en one-way ticket tilbage til USA, som min mor kunne kautionere for. Men kun fordi hun kendte en i banken, hun havde ikke en skid at kautionere med.

Jeg flyttede tilbage til familien, vi havde boet hos, og begyndte at tjene huslejen ind. De ejede fem andre huse i nabolaget, som de lejede ud til cubanere, og jeg blev deres altmuligmand, mens jeg forsøgte at stable et nyt band på benene. Jeg har altid været en arbejdsmand, og jeg boede i huset gratis og spiste deres mad. Jeg gik rundt og knoklede med en lommeradio og lyttede til rock and roll dagen lang. Det var lige meget, hvad jeg skulle lave, jeg ville bare blive. 

Jeg havde fået kontakt til en guitarist, der hed Vito Bratta. Vi begyndte med det samme at fylde hinanden med løgn og store drømme. Det blev be­gyndelsen på White Lion. Alt skulle være Van Halen på det tidspunkt, han havde det rigtige look, den rigtige lyd. Jeg havde oplevet stjernestatus i både Danmark og Spanien, og vi skulle bare have hul igennem.

Danny kunne ikke gøre noget for mig. Han havde gang i tusind mærkelige ting, fik aldrig færdiggjort noget af det, og da han en dag smuttede tilbage til Spanien, var døren til forældrenes hus pludselig låst. De fortalte, at jeg aldrig ville komme videre med musikken, og at jeg ikke kunne bo der mere. Jeg fik min kuffert, som mindede om en gammeldags dragkiste, og så ringede jeg til Dannys kæreste Denice, der var kokain­handler og boede på Roosevelt Island midt i East River. Det var et meget mystisk sted. Perfekt til at optage en horrorfilm.

Raketmotoren i min røv ville væk fra tiden med Mabel. Det var det, der drev mig, og så var det ligegyldigt, hvor koldt et værelse jeg havde, eller om jeg skulle sove på et betongulv. Denice lod mig bo i sin lejlighed, og med tiden var hun ikke så meget Dannys kæreste mere. Jeg levede ikke af noget, og jeg havde ikke andre penge end dem, Denice gav mig i ny og næ. Hun solgte kokain til de unge, flotte, rige overklassebørn på Long Island. Hver anden dag kom der en cubaner, der hed Pedro, som skulle have alle kokainpengene, og en gang om måneden var der store kokainfester i vores lejlighed på øen, hvor jeg sad og kiggede på. 

”Jeg havde 3.000 dollars i banken, da jeg fik et brev fra skattevæsenet. Der stod, at jeg skyldte knap en million dollars i skat. På det tidspunkt kørte jeg rundt i en gammel Chevy-truck, som skulle startes med en skruetrækker.”

JEG HAR SET STOFFER overalt i mit liv, og derfor har jeg aldrig selv rørt dem. Min storebror Kim var junkie i 30-35 år af sit liv og døde af det (i 2018. red.). Jeg kommer fra Vesterbro, og mange af mine gamle venner har været junkier. Da White Lion var allerstørst, turnerede vi med Aero­smith på deres allerførste turné uden heroin. De drak gulerodssaft og spiste sundt efter shows. Og da vi var i tourbussen med Ozzy Osbourne, drak vi te, fordi han også var på afvænning, selvom han havde taget skade.

White Lion blev til noget, fordi vi fik to managere, som ejede en af de største rockklubber i New York, L’Amour (udtalt som ’La-Morz’ af stamgæster, red.). Den lå i Brooklyn i et tomt industrikvarter, og tusindvis af mennesker tog derud hver weekend. Alle store rockbands har spillet der. Den ene ejer hedder George Parente, og han så fuldstændig ud som John Travolta i ’Saturday Night Fever’. Jeg boede i hans kælder i flere år, jeg så hans børn blive født og levede med hans italienske familie, der var som taget ud af ’The Sopranos’.

Jeg hjalp med at ombygge klubben, og jeg lærte at køre bil i hans store Cadillac med tre fede italienere på bagsædet, før jeg fik kørekort. Det var et farligt miljø, men ikke for farligt. Det var mafia, og vi havde at gøre med en rockklub, der tjente penge og solgte sprut i et område, hvor andre og større familier regerede. Hvis der var problemer i gaden, kom der to wise guys og sørgede for, at problemet blev løst. Vi blev altid betalt med kontanter i en brun papirspose. 

I 1984 tog jeg og resten af White Lion til Frankfurt for at indspille vores første plade, ’Fight to Survive’, og med den kom en kæmpe pladekontrakt. Vi taler hundredtusindvis af dollars. Albummet kom ud året efter og blev et kæmpe hit i Japan, og derfra kom det ud i Europa og senere USA. Men det var først med vores andet album, ’Pride’, at vi fik decideret verdenssucces, solgte millioner af album og opnåede platin i USA. 

’AllStars’ på TV 2, 2009. Foto: Anders Debel Hansen/Ritzau Scanpix

I 80’ERNE nåede jeg højt i USA. Jeg tjente gode penge og var en del af et af musikhistoriens største årtier. Alt var godt verden over, der var så mange penge, og der var så meget energi. Det var årtiet, hvor MTV blev kongen, som bestemte smagen på godt og dårligt. 

Da grunge blev populært som alternativ til den store, hårde rock and roll-attitude, stod mange af os pludselig uden arbejde. Der var steder, vi ikke var inviteret længere, vi var daggammelt wienerbrød. Da vi nåede til det sidste album i 1991, opløste jeg bandet. 80’er-rocken var totalt død, og vi har stort set ikke talt sammen siden.

Jeg brugte alle mine penge på at få bandet Freak of Nature i gang. I 1994 boede jeg i Los Angeles med min daværende kone. Jeg havde 3.000 dollars i banken, da jeg fik et brev fra skattevæsenet. Der stod, at jeg skyldte knap en million dollars i skat. På det tidspunkt kørte jeg rundt i en gammel Chevy-truck, som skulle startes med en skruetrækker. Min revisor fik det skåret ned til en halv million dollars, og de næste 16 år gik al min indtjening til at betale min skattegæld. Alt, hvad ’Mike Tramp’ tjente i pladesalg, koncerter, og alle radiopenge gik direkte til skattevæsenet.

I 1999 flyttede min kone og jeg til Tasmanien, hvor hendes søster havde en farm. Vi havde brug for at prøve noget nyt. Hun havde været kostume­designer for mange af de store rockbands fra Ozzy Osbourne til Van Halen. Men i 90’erne var den farverige rockmusik død. Pludselig kom Eddie Vedder og Kurt Cobain gående i tøj fra Kirkens Korshær. Det var begge vores karrierer, der faldt fra hinanden, og økonomisk var vi på bunden. Men vi tog et stort spring og startede et helt nyt liv ude i outbacken.

Vi boede i Tasmanien i fire år. I mellemtiden fik jeg gang i solokarrieren, hvor jeg blandt andet spillede til nogle enorme stadionkoncerter i Indonesien. De blev sponsoreret af alle de store tobaksfirmaer, fordi de ikke måtte reklamere i fjernsynet. Det var der, pengene kom fra. Mit gamle band White Lion var succesfuldt på de kanter, så jeg spillede for mellem 75.000 og 100.000 mennesker, der havde fået en gratis pakke cigaretter, da de købte billetten.

I midten af 2003 mødte jeg min nuværende kone i en hotellobby. Jeg var på vej hjem fra endnu en koncertturné i Indonesien. Halvanden måned efter kom jeg tilbage for at se hende, og jeg har faktisk pendlet frem og tilbage siden. To år senere fik vi vores første barn. Det var ikke planlagt, og jeg nåede næsten ikke at trække vejret. Jeg havde allerede min ekskone og min søn, som var flyttet til Australien, men nu havde jeg også en familie i Indonesien. 

Jeg har det rent ud sagt ad helvede til over, at jeg ikke har kunnet slå mig ned, at mit liv er så spredt, og at jeg ikke kan være mere sammen med mine børn. Jeg har aldrig haft et hjem i længere tid ad gangen. Måske har jeg taget skade af, at jeg har rejst og boet så mange steder. 

Mike Tramp, 2020. Foto: PR

FRA SOMMEREN 1976 har jeg aldrig tjent penge på andre måder end gennem min musik. Og jeg vil blive ved med at være rock and roll, også selvom det ikke er moden. Jeg er sgu ligeglad. Rock and roll er en livsstil. Jeg er ikke en afdanket musiker, der stadig lever i 80’erne. Da jeg blev solist, sagde jeg til mig selv: Du skal leje en bil, du skal køre selv, du skal ind og ud gennem fordøren, og du skal selv sælge T-shirts og cd’er bagefter.

Jeg lever, mens jeg arbejder. Når jeg er på landevejene i USA, spiller jeg 60 shows ad gangen. Og jeg kan ikke blive afdanket, for jeg ville aldrig gå på scenen, hvis jeg ikke kunne bidrage med noget nyt. Jeg er ikke en linselus. Jeg skal ikke ud at spille, fordi jeg kan få en fed check, en flaske whisky eller kneppe en eller anden. Det har aldrig været det, der har drevet mig.

Når jeg spiller i en sportshal i Lystrup, går jeg ind med samme indstilling, som hvis jeg spillede for tusindvis af mennesker. Så kan det godt være, at nogle mennesker synes, at jeg er grinagtig og en has-been, men jeg kan stadig få det til at gå op. Jeg har aldrig haft drømmen om at bo i et palads eller komme tilbage til Danmark og blive en stjerne. Men jeg vil gerne være sådan en, der dukker op og spiller her og der.

Jeg kom fra en fattig, lille familie på Vesterbro. Vi snakkede aldrig om, at vi en dag skulle være konger eller have penge. Vi skulle bare over på Skydebanen og spille fodbold. 

MIKE TRAMP

Fyldte 60 år 14. januar. Sidste år købte han en bondegård i Fårdrup lidt uden for Slagelse, som han har planer om at istandsætte. I 2010 blev han gift med den indonesiske skuespillerinde og forfatter Ayu Azhari, og sammen har de børnene Isabel og Lennon. Hans ældste søn Dylan fik han med ekskonen Fleur Thiemeyer, der blandt andet har designet tøj for Dolly Parton, Ozzy Osbourne og Kiss. Han spiller typisk omkring 150 koncerter om året i Europa og USA, men i 2020 måtte han udsætte en stor turné i USA og Europa på grund af COVID-19.

Bokseverdensmester, ’Vild med dans’-vinder og sygeplejestuderende SARAH MAHFOUD er omsorg med den ene hånd og slagkraft med den anden. Birgitte Ellemann Höegh fulgte den dansk-syrisk-færøske fighter tæt, da hun for nylig trænede op til sit livs vigtigste kamp – og fandt ud af, hvad der skete, da coronavirus pludselig rejste børster.
Tekst:Birgitte Ellemann HöeghFoto:Jonas Bie

DER ER INGEN vej tilbage. Nu kan hun ikke længere vende om. Sarah Mahfoud forsøger at trække vejret helt ned i maven, mens hun bliver ført gennem gangen og frem til døråbningen ind til Frederiksberghallerne. Det er 1. februar 2020, og den sorte hætte er oppe om hovedet, fletningerne sidder stramt om huden ligesom hendes guldfarvede handsker, der er blevet tjekket og spændt fast med hvid, bred tape af forbundet. 

Technorytmerne finder vej ud i gangsystemet. Hun har en vild følelse indeni. Der sidder godt 1.000 mennesker inde i salen, og hun har lyst til at løbe op i ringen og komme i gang, men også til at løbe den anden vej. Ud og væk fra hallen. Det er nu, hun skal præsentere, og det er nu, tvivlen raser: Har jeg virkelig trænet alt, hvad jeg kunne? Gjort alt?

Træningen med den russiske sparringspartner Elena Gradinar og hendes træner Sherman Williams, der er blevet fløjet ind fra Florida otte uger tidligere, sidder som en refleks i hendes parader, slag og benarbejde. 

”Du er klar, Sarah,” siger hun til sig selv, da hun kommer hen til døråbningen. 

Røgmaskinen pumper en sky ud over hende, trommelydene og den overjordiske stemme fra færøske Eivør fletter sig sammen med publikums jublen. 

Eivør er Sarahs valg til turen gennem salen, og lige så snart hun hører færingens spinkle brag af en røst, er alt okay. Nu skal hun op i den ring og løse sin opgave. Hun er landet. Alt andet er væk nu. Resten af turen er ren nydelse. Pissefedt! Hun hilser på sine venner og familie og de fremmede, der er kommet for at bakke hende op.

De hepper. Hun smiler stort og laver et par hurtige moves og slag ud i luften. Den her hal er hendes.

Oppe i ringhjørnet venter Sarah på sin modstander, argentineren Brenda Carabajal, som hun har udfordret. Hun vil have hendes titel. Det er sådan, det er. Da Carabajal ankommer, bliver bæltet, der repræsenterer titlen, løftet op og vist frem. Det er det, det hele handler om: VM-titlen i IBF-bokseforbundet. Der findes en lang stribe af forbund og dermed titler. Fire af dem er de mest respekterede, og IBF er en af dem.

SARAH MAHFOUD

Født i Thorshavn på Færøerne i 1989. Er som amatørbokser blevet danmarksmester tre gange og nordisk mester to gange. Havde sin professionelle debut i fjervægtsklassen i februar 2017 med promotorteamet Mogens og Bettina Palle bag sig. Hun har vundet sine seneste 10 professionelle kampe – sidste gang 1. februar 2020, da hun vandt en verdensmester-titel i IBF-forbundet. Læser til sygeplejerske på 6. semester.

10 MÅNEDER SENERE, midt i november, står en kuffert åben på en sofa i Sarah Mahfouds lejlighed på Amager. Nede i kufferten ligger bæltet. Det overstråler hendes nøgne stue, hvor der står profilbrædder i et af hjørnerne, en malerlampe på gulvet ved siden af en lys sofa, et spisebord og en stuebirk. Hun er ved at få renoveret, og tanken er, at IBF-bæltet skal op på væggen. Gerne sammen med nogle flere. Med tiden. Hendes hundehvalp Kenzo – et gadekryds mellem en bullterrier, en boxer og en engelsk staff – ligger på sofaen bag ved kufferten og logrer med en hale, der rammer låget og får metallet til at give lyd: ”Dik, dik, dik, dik.”

Sarah Mahfoud forsøger at genne hunden ned på sit tæppe på gulvet.

”Leg teg, leg teg,” formaner hun på færøsk. 

Hendes mor er færing, og hendes far er fra Syrien. De to mødte hinanden på en sprogskole i Aix-en-Provence i Frankrig i 80’erne. Sarahs far, Mohammad, læste medicin, og Sarahs mor, Vigdis, var taget af sted for at lære fransk. Kærligheden foldede sig ud, og i 1985 blev de gift og flyttede til Færøerne. Undervejs fik de tre børn, Sarah, Allan og Heidi, og i 1993 valgte de at flytte til Danmark for at videreuddanne sig. 

Tanken var, at de skulle tilbage til Færøerne, men Danmark greb fat i familien, der endte på Hillerød-egnen. I dag har forældrene en køreskole i København. Far Mohammad underviser, og mor Vigdis står for forretningsdelen. Hunden Kenzo har Sarah Mahfoud overtaget fra sin søster, og nu går hun til træning med en hund, som hun taler færøsk til – ligesom hun gør til sine forældre og søskende.

Her i november husker hun detaljer fra dagene omkring kampen i februar: Hvordan hun dagen inden blev vejet og godkendt til sin fjervægtsklasse på maksimum 57,2 kilo. Hvordan hun bagefter gik hvileløst omkring i sin lejlighed og tænkte: ”Hvorfor kan jeg ikke bare gå til et eller andet, der ikke indebærer, at jeg nærmest kan blive tævet ihjel?” Og selvfølgelig selve kampdagen, hvor hun efter at have besejret sin modstander efter 10 runder kom i seng klokken 6.00. Med to pølsehorn og en Cocio i maven og med sin første VM-titel stående i en sølvfarvet kuffert ved siden af sin seng. 30 år gammel og verdensmester. 17 år efter hun som 13-årig startede i den lokale bokseklub i Hillerød.

SELVE BÆLTET er himmelblåt. Ovenpå er lagt en guldplade med forskellige emblemer. ’World Champion’ står der i et af dem. I toppen er der en ørn med udbredte vinger. Den bevæger sig ud af bæltet og får guldpladen til at ligne en køler­figur på en svinedyr sportsvogn. 

”Brenda Carabajal havde 100 procent øvet sig på at holde blikket. Hun blinkede ikke. Jeg var udfordreren, og derfor kom jeg ind først og stillede mig i ringhjørnet.Lidt efter kunne jeg mærke, at der var nogle øjne, der brændte på mig. Da jeg kiggede op, vidste jeg, at jeg blev nødt til at fastlåse det blik, ellers ville hun tro, at jeg var bange for hende,” fortæller Sarah Mahfoud. 

De to stod under den danske nationalsang og hele den argentinske – og den var lang, husker hun – og bare stirrede hinanden i øjnene. Sarah Mahfoud nåede at tænke: ”Om lidt kommer hun ud fra det ringhjørne med sydamerikansk temperament og har lyst til at slå mig ihjel.” Først da kamplederne gik imellem dem, kiggede argentineren op.

Sarah Mahfoud kom godt fra start, fik sat en god højre ind på hende. Derfra kørte det. 

”Jo mere jeg fik en fornemmelse af, at hun ikke syntes, det var særlig sjovt, jo mere energi fik jeg og tænkte ret hurtigt: ’Okay, den nailer jeg.’”

Sarah Mahfoud ved aldrig helt sikkert, om hun har vundet en kamp, medmindre hun har slået sin modstander ud undervejs. Men når hun ser kampen bagefter, kan hun godt se, hvilken vej vinden har blæst.

Hendes far har optaget alle hendes kampe, siden hun startede som amatør, og før IBF-mesterskabet i februar havde hun vundet ni professionelle kampe i træk. 

”Da kamplederen løftede min arm, føltes det sindssygt fedt. Jeg skulle bare ned til min familie og ringe til Mogens (Palle, red.) og sige: ’Nå, nå, nå, gjorde jeg det lige?’ Klokken var 3, før jeg kom ud af hallen. Jeg stod i mit kamptøj, folk interviewede mig, og jeg snakkede med mennesker, der var kommet ind for at se mig, og det var bare sindssygt at komme ud i omklædningsrummet og kigge på det der bælte, jeg pludselig havde.”

SAGT OM SARAH MAHFOUD

Nina Boe Wille, veninde:

”Jeg lærte Sarah at kende i de sene teenageår. Vi gik i byen i København, og lige meget hvor vild en nat vi havde haft, skulle Sarah nok komme op til træning næsten morgen. Vi andre forstod det ikke rigtig dengang, men det har altid passet godt til Sarah at bokse. Der er ikke noget, der kan slå hende ud. Hun har en kæmpe ja-hat på, et højt energiniveau og en sprudlende personlighed med en beundringsværdig tro på sig selv. Det handler aldrig om, hvorvidt hun vinder eller taber. Hun vinder bare. Og så har hun temperament.”

I SENSOMMEREN 2020 var Sarah Mahfoud i sygepleje-praktik på kræftafdelingen for børn og unge på Rigshospitalet. Mens hun sad og læste op på sit speciale, kom Mogens Palles mobilnummer pludselig frem på displayet. I 2017 var han blevet hendes boksepromotor. Han havde set hende vinde ’Vild med dans’ på TV 2 i 2016 og bemærket, at hun havde et formidabelt benarbejde i både slowfox og jive. Det var nok adapteret fra boksetræningen, tænkte en af dansk boksnings store legender, der var regerende promotor i 60’erne og 70’erne. Dengang havde han havde typer som Tom Bogs, Jørgen ’Gamle’ Hansen og Ayub Kalule i ’Stald Palle’ og siden tog han hånd om Mikkel Kessler og Brian Nielsen. 

Mahfoud og Mogens Palle begyndte samarbejdet med en kamp mod Petra Podraska, og han havde ringet til hende, fordi han havde fået en henvendelse fra en amerikansk agent, der ville sætte en kamp op mellem puertoricaneren Amanda Serrano og Sarah Mah-foud. Kampen skulle stå i Las Vegas i december, og det drejede sig om Serranos WBO-titel og Mahfouds IBF-titel, fortalte Mogens Palle. Den ene ville gå derfra med begge titler.

Sarah Mahfoud gik bagefter ind i lokalet ved siden af og ringede til sin mor.

”Selvfølgelig skal du til Las Vegas, skat,” lød svaret fra moren, som hun er i kontakt med dagligt. 

”Fuck, det var stort. Jeg vidste godt, at Serrano var en dygtig bokser, stærk, men det var fedt at få sådan en mulighed. Hvis hun var vurderet til at være den bedste, måtte jeg jo slå hende for at blive det,” siger Sarah Mahfoud og små-ler på en ukompliceret facon.

Sådan er det i reglen, når hun taler. Der er noget let legende over hendes stemme og over hendes øjne, der ser ud, som om de har en glubsk appetit på alt. I det hele taget virker det, som om hun blender ind, uanset hvor hun dukker op. 

På hendes skulder er en tatovering af en guldsmed med vingerne bredt ud. ’Mit liv’, står der nedenunder.

Den fik hun og hendes veninde lavet for et par måneder siden på en ’hyggedag’, hvor de blev spontant enige om at toppe dagen med en tatovering. 

”Jeg skal huske på, at vi selv styrer vores liv, og nyde det, det er budskabet.” 

9. NOVEMBER sidder hun på en thai-restaurant på Valby Langgade og spiser tidlig aftensmad. Hun er på vandglas nummer to. Hvert glas er drukket i tre mundfulde. Det samme gælder nudelretten. Hun har været til træning med Sherman Williams i dag. Træneren er hentet ind igen. Kampen med Amanda Serrano er en realitet, og planen er lagt: Otte ugers intensiv boksetræning og kun en fridag om søndagen, løb tre gange om ugen langs Amager Strand og styrketræning på egen hånd hver formiddag. 

Boksetræningen foregår i Valby Bokseklub. Her har Sherman Williams tidligere på dagen sat reggaemusik på anlægget og skruet helt op. Ifølge Sherman Williams bokser europæere stift og kun med armene. De mangler simpelthen noget rytme i kroppen, så de kan danse rundt om deres offer, komme ned i knæ og få hoved og skuldre til at bevæge sig sidelæns – få det hele til at se lidt mere funky ud. Det er nu ikke det, der er tilsigtet. Det handler om at blive smidig og stærk og have en rytme, ens egen, der kan slå den anden part ud og helst i gulvet. Sarah Mahfoud er ved at være i flow.

Sherman Williams er oprindelig fra Bahamas, han er sværvægtsbokser og har kone og børn hjemme i Florida. Han går stadig i ringen – med sine tre guldtænder og et korpus som en kommode. Derfor sidder han under Sarah Mahfouds 20 minutters sjipning selv på en træningscykel og får sin egen puls løftet.

”Danes are hard to get to sweat,” mener han.

Sarah Mahfoud har sluppet tankerne. Hun har lært at slappe af i det, nyde musikken og lande i dagens træning: ”Jeg har et lidt travlt program for tiden, så sjipning kan fungere som en pause,” siger hun.

Ud over sin egen træning, hundens træning og to privatpersoner, hun selv træner i motionsboksning, skal hun i gang med at læse op til en eksamen på sygeplejestudiet, der skal afvikles online, inden hun skal til Las Vegas.  

Når karrieren er slut, har mange professionelle boksere svært ved at finde fodfæste, har hun bemærket. For nogle boksere går det helt galt i det øjeblik, de mister deres identitet, og tomrummet opstår. Det vil hun ikke risikere.

Derfor læser hun til sygeplejerske efter en uddannelse som social- og sundhedsassistent og nogle år i hjemmeplejen, hvor hun blev klar over, at hun synes om at arbejde med mennesker. Umiddelbart to uforenelige miljøer.

Hårdt optegnet kan man sige, at hun med den ene hånd smadrer et ansigt og med den anden lapper det sammen. 

”Jeg tror, vi alle har begge dele i os, og mine yderpunkter er tegnet op. Min stædighed og mit fightergen kommer til udtryk i min boksning, mens det omsorgsfulde og sociale gen, der også ligger mig meget nært, bliver udfoldet i sygeplejen.”

Men det er nu ikke, fordi hun ikke kan genkende omsorgen i boksemiljøet. 

”Det er et sted, hvor der er plads til alle. Uanset hvor du kommer fra i samfundet: Får du et par boksehandsker på, og har du et par gummisko, så kan du være med. Man får et ret nært forhold til hinanden, fordi man træner mange gange om ugen. Og fordi det mentale pres, når man skal i kamp, fylder ret meget, ved man lidt om, hvordan hinanden har det. Når man kommer ned fra kamp, står hele bokseklubben i ringhjørnet og tager imod én. Der er enormt meget kærlighed i det.”

Sherman William minder Sarah Mahfoud om, at hun har sagt ja til at gå med ham i kirke på søndag. Han er engageret i sin tro, Trump og reggae – tre emner, der bliver lystigt endevendt i træningslokalet, mens han tager Sarah Mahfoud gennem dagens program. Sarah Mahfoud lytter og synes, det er sjovt at finde ud af, hvad andre mennesker mener og tænker.  

”She’s a good Christian,” siger han fra kondicyklen.

”Well, it depends on who you ask,” svarer Sarah Mahfoud.

”NICE FLOW, nice rhythm,” siger Sherman Williams, da Sarah Mahfoud har fået bundet sine håndbind og er i gang med skyggeboksningen. 

Der er to Star Wars-figurer på endevæggen, Darth Vader og Chewbacca, begge tegnet lidt skørt op, som de sidder der og kigger lidt bælgøjede ind over bokseringen med røde handsker på. Hallen er kold og mennesketom. Store stykker plastik adskiller hver arbejdsstation af corona-hensyn, og det får lokalet til at minde om en slagtehal, godt hjulpet på vej af træningsslogans på væggene: ”Inactivity is the biggest sin in boxing” og ”Ej til skæg og snot. KUN til blod og tårer.”

Bagefter træner hun med Sherman Williams, der har taget plethandsker på. Hun skal huske at have hænderne op foran ansigtet, at trække vejret ind gennem næsen og bevæge sig i cirkler i den modsatte retning af, hvad hun er vant til. Sarah Mahfouds modstander i Las Vegas er venstrehåndet – det, der hedder en southpaw. Det er årsagen til, at de har hentet en sparringspartner ind fra Liverpool, Carly Skelly, der ankommer samme aften. 

I pausen giver Sherman Williams et par formaninger, hælder vand på hende og stryger hendes pandehår tilbage med et håndklæde. 

I gang igen: ”Nice and relax, focus on the corner in front of you, move your head and breathe through your nose.” Han tjatter til hende under sparringen og synger med på et par af Bob Marleys strofer: ”Is this love, is this love, is this love, is this love, that I’m feeling?” 

Og så: ”Keep moving, keep moving, dance, go!”

Williams kalder Sarah Mahfoud for ’dancing diva’, og hun ved godt, hvad han mener:

”Jeg har et ret godt benarbejde, så ’dancing’ kan vi godt kalde mig. ’Diva’ er, fordi jeg lige skal have min mascara på og se okay ud. Jeg vil helst ikke have taget billeder efter sparring. De bliver jo liggende ude på nettet, så, ja, jeg kan være ret forfængelig.”

Hun slutter træningen med at skyggebokse igen for at få tempoet ned. Det ligner en dans. Helt lydløst. Nærmest som en lille, enkel ballet. 

De har været igennem 15 træningsdiscipliner af to minutters varighed med et minuts pause. Kvinder går 10 runder til professionelle kampe, og lige nu træner de, at hun mentalt kan udholde så mange runder som muligt.

”To minutter virker som ingen tid, men derinde … at løbe 20 kilometer er mindre hårdt end at stå derinde i de omgange. Det er det, vi træner. At blive i det.”

SAGT OM SARAH MAHFOUD

Mohammad Mahfoud, far:

”Da Sarah skulle bokse sin første diplomkamp, mødte jeg op, uden at hun vidste det. Sarah vandt suverænt. Fra den dag af vidste jeg, at hun kunne blive til noget. Sarah har trænet hårdt og haft vilje, men hun har også haft talent. Det kunne jeg se i hendes bevægelser og reflekser. Jeg var meget begejstret i modsætning til min kone, der hellere ville have, at hun gik til håndbold. Jeg var så stolt, at jeg gav hende 1.000 kroner for at opmuntre hende. Som barn virkede hun mere moden end sin alder. Fra hun var 5-6 år, kunne hun tage flyet alene sammen med sin gamle morfar til Fær­øerne, og det var hende, der stod for kontakten til stewardesserne. Hun har også altid passet godt på sine søskende, ja, det gør hun faktisk stadig. Hun er ikke bange for noget.”

Mohammad Mahfoud har fulgt sin datter til kamp med sit videokamera og har godt 75 film fra hendes amatørkarriere og 10 fra hendes professionelle. Han har set de fleste film 2-3 gange og nogle af de bedste op mod 15 gange for at kunne bidrage med fif og gode råd.

PÅ VEJ UD passerer hun et begynderhold, der træner med nogle vægte.

”I skal have noget styrke, ik’! Ellers bliver I jo aldrig mænd. Og I vil gerne være mænd, ik’?” siger en midaldrende slank mand, der er deres træner.  

Et hold pindetynde præteenagere, drenge og piger, står og stirrer på træneren med lange, slappe arme ned langs kroppen. 

”Og jer piger … I vil vel også gerne være mænd!”

Der er en enkelt, der nikker. De andre ser desorienterede til.

Sarah Mahfoud ville ikke ønske, hun var en mand. 

”Nnnnej,” siger hun med et stemt N og en bevidst fornærmet attitude. 

”Jeg elsker at være kvinde i den her mandsdominerede verden. Når folk bliver overrasket, tager jeg det som et kompliment, fordi de måske har en idé om, at boksning er en totalt buff mandesport. Folk må tænke det, de vil. Der er dem, der ikke synes, kvinder skal slå på hinanden, men det er sikkert også dem, der synes, kvinder hører til i køkkenet – og de kan passe sig selv.” 

Til gengæld kunne hun ønske sig, at medierne får større interesse for kvindeboksning. Det vil ændre på økonomien – og hendes løn. Det er noget af det, hendes kamp i Las Vegas forhåbentlig kan være med til. Der er kun to kvindelige professionelle boksere i Danmark. Sarah Mahfoud er en af pionererne.

”Men hvis jeg skal være ærlig, så gør jeg det mest, fordi jeg synes, det er megafedt, fordi det kan give mig noget, og som sidegevinst kan det måske gøre noget for sporten i Danmark. Er interessen der, er økonomien der – og den anden vej rundt. Og jeg har ikke noget problem med kvindelige nummerpiger. Det er da meget flot og sjovt. Det hører jo med til sporten, setuppet og showet. Jeg har prøvet at få en nummermand, og det syntes jeg var lidt underligt, han var vildt sød, men hvorfor ændre noget, der fungerer? Jeg gider ikke gå rundt og være sur, jaloux eller bitter over, at det er en mandeverden. Jeg nyder at være en kvinde, og jeg elsker det feminine.”

Det kom på plads, da hun deltog i ’Vild med dans’ i 2016, og det viste sig, at hun var helt formidabel i tyl, stiletter, pancake-makeup og højt hår. 

Som en af dommerne, Jens Werner, sagde dengang: ”I de 13 sæsoner, hvor ’Vild med dans’ har eksisteret, har du lige cementeret igen, at du er den bedste kvindelige nydanser, ’Vild med dans’ nogensinde har set.”

Hun styrede direkte ind i spalterne i ugebladene og tabloidaviserne, og familien i både Syrien og på Færøerne heppede med den aften, hun skulle danse rumba. Og heppekoret fortsatte, da hun strøg helt til tops i den populære konkurrence med dansepartneren Morten Kjeldgaard.

”Man lærer virkelig at arbejde ned i detaljer med sin krop i boksning. Det var klart en fordel, at der ligger så meget teknik i, hvordan man skal stå på sine ben, dreje sin hofte og rotere sin hånd for at få power ud i det. Til gengæld havde jeg det sværere med at skulle smile ud til publikum, for jeg plejer at kigge koncentreret på min modstander.” 

NÅR SARAH MAHFOUDS energi er brugt op, må hun til Færøerne. Så kommer savnet, måske fordi hun blev født deroppe. Hun kan ikke huske ret meget fra sine første år på Fær­øerne. Hun var blot fire år, da familien flyttede. Men der findes hjemmevideoer og fotos, hvor hun danser rundt foran kameraet og styrer hele familien.

”Jeg tror, jeg var lidt forfærdelig, jeg ville hele tiden have, at de skulle filme mig, og bestemte, hvor folk skulle sidde, og hvornår de skulle klappe, og hvis jeg spillede spil med min morfar, bestemte jeg både over hans og mine brikker. Det var godt, jeg fik nogle søskende,” siger hun og ler. 

I familien Mahfoud har børnene haft en central plads. De har gået til alle de sportsgrene, de ville: håndbold, tennis, fodbold, disko, hiphop, gymnastik og karate for Sarah Mahfouds vedkommende, inden boksningen tog over.
Opvæksten i et rækkehus i Hillerød Vest beskriver hun som ’helt almindelig’.

Der blev spist en del arabisk mad med en masse retter på bordet, og alle talte færøsk – også hendes far, der ikke fik lært børnene arabisk, skønt han sang arabiske godnatsange og læste bøger for dem på sit modersmål. Ellers handlede det om sport og venner i lokalmiljøet og et sæt forældre, der var lidt mere påpasselige end kammeraternes, da hun begyndte at gå til fester. Af en eller anden årsag lugtede de altid lunten og dukkede op de steder, hvor hun var. Navnlig hendes mor, der er ”færing med stort F, en stædig, bestemt, stolt og stærk kvinde og meget omsorgsfuld,” som Sarah Mahfoud siger – samtidig med at hun er imponeret af sin mors styrke. 

Hendes far havde et mildere gemyt. Det var ham, hun ringede til, når hun skulle have lov til det, hun vidste var sværere at få igennem hos sin mor. 

Op gennem barndommen rejste de ofte til familien på Færøerne og i Syrien. Sidstnævnte udgør en stor længsel efter ni års adskillelse på grund af krigen, der satte ind i 2011.

Familien i Syrien boede i kystbyen Latakia, landets største havne- og badeby. Hun husker det som en regn af morskab og forkælelse, ture rundt i byen, til stranden og op i bjergene, backgammon-konkurrencer og te med fætre og kusiner. Alene det at køre med bussen gennem byen var en fest. Bedsteforældrene havde en appelsinplantage og et stort, åbent hus med balkon og tagterrasse. 

”Min farfar havde en skuffe, hvor han havde herremeget slik og penge, og så tog han os nogle gange ind og åbnede skuffen, og så kunne vi ellers fylde op. Jeg har ikke set ret mange tildækkede kvinder, men kvinder, der virkelig gjorde meget ud af sig selv. Der var dansekonkurrencer om, hvem der havde længst hår, og hvem der kunne shake bedst. Jeg var vildt fascineret, de havde hår næsten ned til røven og højhælede sko, der matchede deres toppe … flotte damer.” 

Hjemme i Danmark var krigen i Syrien naturligvis ofte et emne om spisebordet, også fordi Mohammad Mahfoud i 2011 blev formand for Dansk Syrisk Forening og på den konto har været en del i medierne. 

Færøerne har gennem årene været mere farbare. Familien bor i Vestmanna, 40 kilometer fra Thorshavn, blandt andet hendes onkel og mormor, som hun er tæt knyttet til. 

”Jeg får en anden ro deroppe. Det kan også være, fordi jeg ikke har min hverdag der. Og jeg kan godt lide de færøske specialiteter, spæk og tørret fisk, skærpekød og lam. Jeg har altid bevæget mig i tre meget forskellige kulturer og er stolt af der, hvor jeg kommer fra.”

Færøerne har også taget ejerskab over Sarah Mahfoud. Da hun fik sin VM-titel, stak hun af til Færøerne for at finde sig selv igen i den grønne natur. Hun blev inviteret på hyldesttur rundt på skoler, hvor hun gav autografer, borgmesteren kom med blomster i den lokale håndboldhal i hendes hjemby, og hun blev inviteret til kaffe og chokolade hos lagmanden, Færøernes regeringsleder.

SAGT OM SARAH MAHFOUD

Mogens Palle, dansk boksepromotor siden 1957:

”Da Sarah vandt ’Vild med dans’, kunne jeg jo se, at hun havde et godt benarbejde, og tænkte: ’Det kunne være morsomt at få hende på programmet.’ I dag er kvinde­boksning på globalt plan blevet stort. Jeg har selv haft 3-4 stykker, blandt andet Anita Christensen, som også blev verdensmester, men Sarah er trods alt den bedste, vi har haft. Man kan se på hende, at der er noget mellem ørerne, når hun er oppe i ringen. Hun er en naturlig og en ærlig pige, der taler frit fra leveren. Hun er sådan en, man har lyst til at gøre noget for.”

I 2002 VAR 13-årige Sarah med sin mor til en sportsmesse i Frederiksborghallen. Vigdis Mahfoud var en dygtig håndboldspiller i sin ungdom, og Mohammad Mahfoud gik til kickboksning og thaiboksning i Frankrig og havde det sorte bælte i kung-fu. Når børnene skulle hygge sig med ham, så de Bruce Lee-, Chuck Norris- og Jackie Chan-film sammen og havde brydekampe, og de syntes, deres far var det sejeste, når han sparkede højt. 

Derfor kom det måske ikke som nogen overraskelse, at Sarahs sanser blev vækket ved bokseboden på messen. Hun fik lov til at slå på nogle plethandsker og syntes, det var ”en fed fornemmelse”, der mindede lidt om de dér for-sjov-slåskampe, hun havde med drengene i frikvarteret. I det hele taget havde hun det sjovest, når der var nogen, der udfordrede hende. Påstod nogen, at hun ikke turde hoppe ned fra et højt sted, skulle hun nok vise dem. 

Mandagen efter startede Sarah Mahfoud i Hillerød Sports Klub, der dengang lå i en gammel saunaklub midt i byen. Hun kom ind i et stort, tomt rum, hvor de selv satte sandsække op og hev to reb på tværs gennem lokalet for så at stå og sparre med hinanden i firkanterne. 

”Træneren hed Bo, og vi gjorde, hvad han sagde. Han kunne godt blive hidsig, men var også et enormt kærligt menneske, som vi kom tæt på, både mig og min bror, der også begyndte dernede.”

Sarah Madfoud startede på drenge/ungdomsholdet, og der gik ikke ret lang tid, før hun kom på kampholdet og gik ind til sin første diplomkamp, hvor hun fik gode point.

Hun trænede i klubben tre dage om ugen og spekulerede overhovedet ikke over konsekvensen af at gå ind i en boksering. I starten fik hun altid blodtud. Bare man prikkede til hendes næse, fossede blodet ud. Inden hun nåede at overveje at få brændt de små kar i næsen, stoppede det en dag af sig selv.

Hun tabte sine første fem kampe, men så vendte det. At skulle noget, der var så angstprovokerende, tændte en ild i hende. Da hun begyndte at vinde sine kampe, blev hun udtaget til landsholdet, og der blev pakket luftmadrasser og sportstasker ned til stævner og træningslejre i et miljø med en jargon, hun følte sig hjemme i. 

”Folk var lige lidt til den grove side, men de havde humor. Det var ikke så pænt og poleret. Jeg kunne godt lide, at man kunne være sig selv. Der kom alle slags typer, nogle af Hillerøds rødder og alle mulige andre. Rødderne var dem, der var mest synlige i bybilledet. De lidt seje og populære med en stor omgangskreds. Vi hang altid ud oppe i byen i SlotsArkaden (byens butikscenter, red.), og da vi blev lidt ældre, begyndte vi at komme på byens diskoteker og cafeer.” 

Hun ville både med til festerne og med til kampene og blev lidt sløset med, om hun vandt eller tabte. Men til de store konkurrencer, de nordiske mesterskaber og DM, tog hun sig sammen, og her kom hun sammen med sin træner Steen F. Sørensen til at opnå nogle flotte resultater, der har været afgørende for, hvor hun er nu. 

”Den yderlighed, der er ved boksning, tiltaler mig helt vildt. Du kan ikke gøre det halvt. Du kan ikke skyde skylden på nogen som helst andre, hvis du ikke kan klare det, du bliver stillet over for. Det afhænger fuldstændigt af din egen præstation. Bare det at gå op i ringen er den allerstørste kamp. Det med at være indstillet på at stille op til røvfuld. Og når man har kæmpet for noget i så lang tid og brugt så meget energi på det, får man et giga-kick, når man står deroppe … og en særlig ro efterfølgende,” siger Sarah Mahfoud, der ikke er enig med dem, der kalder boksning en organiseret slåskamp.

”Det er det samme som at kaste en bold efter et mål 20 gange. Der ligger så meget teknik bagved. Mange tænker, at du får afreageret, når du går til boksning. Det handler det ikke om for mig. Slåskamp er noget, jeg forbinder med et værtshus, noget, der ikke burde ske.”

Danish Fight Night Galla. Sarah Mahfoud vinder 1. februar 2020 IBF’s VM-titel i fjervægt mod den regerende argentinske verdensmester Brenda Karen Carabajal. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

DER ER TRE uger til, hun skal til Las Vegas. Det er hendes første rejse til USA, og hun kommer til at lande midt i COVID-epidemiens anden bølge oven på et heftigt præsidentvalg, hvor Trump endnu ikke har løsrevet sig fra taburetten. De første 10 dage skal hun i karantæne på et hotel, så hun kommer ikke til at se ret meget, men hun glæder sig. Enormt. Og er frygtløs.

Amanda Serrano har vundet 40 kampe – deraf 28 på knockout, Sarah Mahfoud kun to. Det får hende kun til at tænke, at det kunne være ”megafedt at slå hende”.

”Jaeeer. Hvis jeg var bange for det, skulle jeg jo lade helt være med at bokse. Alt er fedt ved det. Det her bliver mit første titelforsvar mod en, der bliver vurderet som en af de stærkeste kvindelige boksere i hele verden. Og jeg skal vinde. Lige så snart du begynder at tabe, er der ingen af de store, der vil møde dig. Du er kun spændende at møde, når du har noget, de andre vil have.”

I ringhjørnet er pladsen forbeholdt Sherman Williams og en cutman, der reparerer eventuelle skader.

”Jeg har aldrig fået et cut, men jeg har prøvet at få et slag under venstre øje, hvor der blev ramt nogle nervebaner. Jeg var helt følelsesløs under øjet og ned til læben. Når jeg drak af et glas, kunne jeg ikke mærke, om det var koldt eller varmt. Det var bare sådan et dødt stykke kød, der sad der.”

I 2019 blev hun en del af kosmetikfirmaet L’Oréals kampagne, der viste ansigter på kvinder i Norden, der klarer sig godt i traditionelt mandsdominerede fag. 

”Budskabet var, at du kan blive, hvad du vil, så det var jo meget sjovt,” siger hun uden nogen betænkeligheder i forhold til, hvad en brækket tud – lige midt i hendes kønne fjæs, der gør sig i reklamer – ville betyde. 

”Jeg ved, det kan ske, men jeg har ikke tænkt på, hvordan det vil se ud bagefter. Man kan få lavet så meget i dag,” siger hun og griner lidt tørt.

I det hele taget har hun et ret elastisk forhold til sin krop, der er blevet hendes redskab. Og indvejningen hører med her. I reglen skal hun ned i vægt, når hun skal ramme kampkravet. Engang skulle hun smide tre kilo på 24 timer. Det gør man ved hverken at drikke eller spise noget, gå i sauna med en sveddragt på og svede det ud, der sidder løst. Lige nu er hun på en kostplan med fokus på kulhydrater og energi til kroppen. 

”Jeg skal tænke på, hvordan jeg sover, spiser, træner – alt det gør, hvordan jeg præsterer den dag, jeg er i kamp. Og jeg kan godt lide at presse mig selv, også mentalt.”

DE TO KVINDER ligner arbejdsmaskiner på godt en meter og 60 med deres hjelme, tandbeskyttere, nyrebælter og store, runde handsker. I ringen i Valby er Sarah Mahfoud i gang med at bokse mod Carly Skelly, den 34-årige kvinde fra Liverpool, der er taget hertil for at hjælpe danskeren med at få fornemmelsen af at bokse mod en southpaw ind i kroppens grundstruktur. Ligesom Sarah er Carly sygeplejerske, og efter kampen slutter de med et kram og en snak. 

Men lige nu skal hun øve alle de ting, Sherman Williams har gentaget. Kan hun dem ikke i træningen, kan hun dem heller ikke i kamp.

Hvis man ikke har set to mennesker bokse mod hinanden live før, kan det virke lidt voldsomt. Selv om det ’kun’ er træning, og de ikke er ude efter point ved at ramme rent ind på et kindben, er det jo det, Sarah Mahfoud skal ende med at mestre. De bruger ikke alle kneb nu, men de bliver godt kogt i hovederne. Sarah Mahfoud er flere gange henne hos Sherman Williams for at få vaseline i ansigtet, så huden bliver elastisk, og hun undgår at få cuts. 

De to kvinder har aldrig mødt hinanden før, og det er tydeligt, at deres teknikker er forskellige. Carly Skelly har en oprejst, eksplosiv stil, Sarah Mahfoud er synligt mere bevægelig og dansende i ringen. Den her udfordring er ikke en af hendes værste. Alligevel får Carly Skelly et godt slag ind med højre hånd, da Sarah Mahfoud går den forkerte vej rundt. 

Det nok allervigtigste, en bokser skal kunne håndtere, er sin frygt. Den skal enten overkommes eller udraderes, før man tør gå op i ringen.

”Frygt er en motivation. Det er det, der gør, at jeg vil træne mere i træningslokalet, fordi jeg frygter, at jeg træder op til noget, jeg ikke kan magte. Hvis jeg skal frygte alt det, der kan gå galt, så går man ind med nogle begrænsninger, og det skal man jo ikke. Hvis jeg knækker min næse, vil det gøre mega-nas, og jeg vil være superærgerlig, fordi det er rigtig gode point for den anden. Men frygt er jo noget, vi skaber inde i vores hoveder.”

Inden kampen i Las Vegas skal hendes hjerne MR-scannes, og hun skal også have en øjen- og en neurologisk undersøgelse og en hiv-test.

”Man sender ikke nogen i ringen, som potentielt kan få et slag og dø af det, fordi man har overset et eller andet. Men det kan sikkert godt ske alligevel. Man bliver scannet en gang om året, når man er professionel bokser. Men ja … jeg undskylder mig med, at vi kvinder ikke slår helt så hårdt, og at jeg giver mig selv ro efter en kamp. Hvis der kommer nogle skader, har jeg i det mindste levet.” 

Men kan det virkelig passe? Er der virkelig ikke snerten af reel frygt i Sarah Mahfoud?

”Jeg tror bare, at jeg gennem min opvækst har haft nogle forældre, jeg har set som frygtløse og stærke og selvstændige. Hvis du snakker med min bror eller søster, har de det på præcis samme måde: ’Frygt, pfff, det er ikke noget for os.’”

12. NOVEMBER er Sarah Mahfoud i gang med en videooptagelse.

Hun skal reklamere for nogle massageprodukter på sociale medier for at hive sponsorkroner i land. Midt i det hele begynder hendes telefon pludselig at bimle. Da hun ringer tilbage efter optagelserne, får hun fat i Mogens Palle.

Nevada Boxing Commission har aflyst kampen i Las Vegas, siger han og fortæller, at kommissionen ikke mener, at den kan styre coronaepidemien under den internationale turnering, og at den danske mink-situation også har spillet en rolle for beslutningstagerne.  

Dagen efter åbner Sarah Mahfoud døren til sin lejlighed. Hun har et greb om sin hund i den ene hånd, en mobiltelefon i den anden og er midt i et interview med Danmarks Radio: 

”… Der er stadig sket gode ting i træningslokalet, så det er ikke spildt. Men det er da en mega mavepuster at nå halvvejs op ad isbjerget, og så falder man ned. Det var åbenbart for godt til at være sandt, lige nu,” siger hun, mens hendes hund knurrer med et tørret griseøre i munden.

Siden gårsdagens opringning har hun gentaget sig selv til journalister, venner og familie. Hun har været ude at gå en tur med Sherman Williams, Carly Skelly er sendt hjem til Liverpool, og Sarah Mahfoud har spist en klods af en durumrulle med pomfritter hjemme på sofaen. For sig selv. Lige nu kan kravet om højst 57 kilo rende hende et vist sted – og hun har haft brug for at være alene.

”Med ét røg energiniveauet, jeg blev træt, fik ondt i maven og hovedet,” siger Sarah Mahfoud, der er uendelig skuffet.

Som noget af det første ringede hun til sin gamle chef i hjemmeplejen i Hørsholm Kommune for at høre, om hun kunne få nogle vagter.

Den klækkelige sum for kampen er pist forsvundet – penge, hun havde planlagt at renovere sin lejlighed for og leve af i foråret, når hun skulle i praktik på sit studie. 

”Det er supernederen, men nu læser jeg op til min eksamen, tager noget arbejde og lægger en god plan.”

Den kamp, der for alvor kunne have placeret hende på den internationale scene, er væk – indtil videre. Jabs, hooks, uppercuts og drømme om en dommerløftende vinderhånd er udskiftet med sygeplejevagter i hjemmeplejen og podning af COVID-patienter på Bispebjerg Hospital. Sådan er det at være sportsstjerne under COVID-epidemien.  

Vi sidder ved hendes spisebord, drikker neskaffe og spiser chokoladecroissanter på nul komma fem. På bordet ligger en stak bøger, hun gerne vil i gang med – om chakraer, stjernetegn og positiv tænkning, emner, der interesserer hende og giver hende en fornemmelse af at få sig selv med, når hun føler, det går for stærkt omkring hende. 

Hendes hund er faldet i søvn i sofaen med benene ud til alle sider.Den skal kastreres på mandag. 

”Amanda Serrano skal ikke komme og sige, at der ikke er nogen, der vil bokse mod hende, for det vil jeg rigtig gerne. Vi er i samme vægtklasse og har begge titler, så jeg tænker ikke, vi kan undgå hinanden. Men der er også en, der hedder Jelena fra Canada, der har en titel. Og mit bælte gør jo, at jeg er en, de gerne vil møde. Så jeg står ret godt,” siger hun og vipper hovedet mod VM-bæltet fra februar.  

”Jeg har ikke prøvet noget, der er hårdere end at træne op til en kamp. Det presser mig helt ud på kanten og giver mig noget stærkt i min tilgang til verden. Man skal kende sig selv rigtig godt for at kunne gøre det, vi boksere gør.” 

I aften tager hun hjem til sine forældre. Hun glæder sig allerede til en slags færøsk burger. Hendes søster har taget vakuumpakket hvalspæk med hjem fra Færøerne. Det skal hendes mor og hun spise sammen med tørret fisk og brød. 

”Jeg har forresten lidt tørret fisk i køleskabet, vil du have en bid?”

Han var groet fast i tilværelsen, da han på usandsynlig vis pludselig kom i fjernsynet. Kort efter kunne danske børn se en høj mand med overstadig begejstring på skærmen. Siden er han blevet kultfigur for en hel generation. Med udgangspunkt i sin egen opvækst er han stadig i gang med at redde alle landets børn – og ikke mindst sig selv. Her fortæller 49-årige MIKKEL LOMBORG ærligt om de stubbe, der voksede ud og blev til Hr. Skæg.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Isak Hoffmeyer

HIMLEN ER GRÅ og blæsten river i træerne på det sydlige Falster ved Marielyst. Ikke desto mindre har en lille pige med sine forældre været tidligt oppe for at få en morgendukkert. Nu trasker de, viklet ind i håndklæder, ad den stilfærdige Sildestrup Øvej tilbage mod sommerhusområdet. Forbi isskiltet ved Købmanden, som den kort og godt hedder, hvor der reklameres med ’kolde øl og vand’. Længere nede ad vejen stopper den lille pige pludselig op. Et sted lyder en velkendt stemme: ”Første skoledaaaag, første skoledaaaag!” Hun griber fat om sin mors arm, kigger spørgende op. Jo, den er god nok, børnenes bedste ven er i byen.

Stemmen kommer fra et stort, hvidt koncerttelt på en græsplæne tæt ved byens campingplads. Herinde er tv-karakteren Hr. Skæg ved at forberede dagens show. Mens lysmanden tester effekter og kaster lilla, blå og grønne farver rundt på teltdugen og de brune træborde, synger Hr. Skæg sine velkendte børnehits for fuld kraft.

Der er også et mindre VIP-telt til de optrædende i ’Vi elsker sommer’, hvor blandt andre Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg har lagt vejen forbi. På en mørkeblå dug står en stak vandflasker, en klase vindruer, nogle bananer, adskillige poser Ostepops, en buket roser, tre håndsprit, et par stearinlys og papkrus til at skænke sig en kop kaffe fra den defekte kaffekande. Midt i det hele hænger Hr. Skægs velkendte røde uniform. 

Et øjeblik efter kommer manden bag skægget, 49-årige Mikkel Lomborg, ud af koncertteltet, han skæver en anelse forhippet over græsplænen. 196 centimeter høj i sko størrelse 50. Smilet er stort som altid. Men der er også en anelse vantro at spore. 

”Jeg har en paniksituation som aldrig før,” siger han og ser næsten manisk ud: ”Det er første gang, det er sket. Jeg har glemt mit skæg i København.” 

DET VAR EN DANS, der for 13 år siden forvandlede Mikkel Lomborg til Hr. Skæg. I 2008 var hans gode ven Nikolaj Grandjean nomineret til en pris ved Zulu Awards med sit band. Da sangerinden var forhindret, havde de en billet til overs, og så kom Mikkel Lomborg i stedet med til prisuddelingsshowet. 

Det blev en munter aften. Til efterfesten røg han en joint med musikerne Natasja og Miss Mukupa, og så tog han ellers dansegulvet med storm. Det udviklede sig hurtigt til en vanvittig dance-off med en fremmed kvinde, og Mikkel Lomborg gik fuldstændig bananas med hele sit lange væsen. 

I udkanten af det hele stod tv-produceren Palle Nørmark og bevidnede seancen. Danmarks Radio havde kort forinden købt konceptet til et svensk tv-program, der ved hjælp af skæggede mænd havde lært børn at tælle. Det var en kæmpe succes i Sverige, og nu ville man lave noget tilsvarende herhjemme. Som noget af det første havde Nørmark besluttet sig for, modsat det svenske koncept, at have én gennemgående vært. Og på dansegulvet til Zulu Awards’ efterfest så han pludselig et godt bud.

På daværende tidspunkt var Mikkel Lomborg 37 år og havde brugt de forgangne 11 som pædagog på et bosted for utilpassede unge. Men da han et par dage efter festen tjekkede sin MySpace-profil, lå der pludselig en forespørgsel om at komme til casting på et børneprogram.

Til castingen skulle Mikkel Lomborg have et skæg på, der næsten rakte ned til fødderne. For en mand, der på det tidspunkt havde haft stort cykelstyrsoverskæg i over 10 år, krævede det ikke den store tilvænning. Derudover var intet på forhånd fastlagt. Han måtte i høj grad selv opfinde sin karakter, så han tog udgangspunkt i sig selv, forstærkede nogle af sine karaktertræk – begejstringen og naiviteten – og lod sig gribe af momentet. Snart efter kunne danske børn for første gang se ham i programmet ’Skæg med tal’. 

Det blev hurtigt en overvældende succes. Når han efterfølgende tog rundt for at optræde i shoppingcentre, var køerne uendeligt lange, og han fik printet 10.000 autografkort for at kunne følge med den evindelige efterspørgsel. Han endte sågar på frimærkerne og på forsiden af et Anders And-blad. I 2010 var han blevet så populær, at da december stod for døren, skrev aviserne om kollektiv børnelede mod julekalendere, fordi det betød, at de måtte undvære deres nye bedste ven på skærmen.

Mikkel Cave. I sin lejlighed på Nørrebro gemmer Mikkel Lomborg på souvenirs fra sit liv. Han vil gerne huske sig selv på, hvem han var, og hvem han blev.

PÅ FALSTER KLAPPER Mikkel Lomborg sig på jakkelommen for at lokalisere sine smøger. Showstart er knap en time væk, og han er i fuld gang med at brainstorme på en god forklaring på det manglende skæg. 

”Måske er mit skæg så bange for corona, at det har givet sig selv karantæne,” siger han, men skyder straks sit forslag ned og tager modløst et sug af cigaretten i stedet. 

”Du kan også snakke om skægmiksturen,” foreslår Christian Winther, der står ved siden af. I 10 år har han været en del af Hr. Skæg-universet med sin karakter Vinter, de seneste fem som Mikkel Lomborgs faste scenemakker.

”Nårh ja, jeg er løbet tør for skægmikstur! Den er faktisk heller ikke dum,” siger han.

Det har længe været hans forklaring, når han støder på børn til daglig. Så forklarer han, at han lige har haft et uheld med en hækkesaks, men har købt en skægmikstur på apoteket, så når han vågner i morgen, vil der atter være hår over det hele.

Hans kone Neeni Lomborg Rasool og datteren Anaya er ganske vist på vej med skægget, men de kan først være fremme halv 12, showet begynder klokken 11, og det tager i forvejen typisk i omegnen af tre kvarter, hvis det skal påmonteres ordentligt. 

”Det er jo som Bamse, der tager ud for at lave show og har glemt sit hoved.”

Dagen forinden optrådte Mikkel Lomborg og Christian Winther for 200 børn i silende regn i Aalborg, og de var først sent hjemme. Mikkel Lomborg lagde skægget på forsædet af sin egen bil, men morgenen efter kom Christian Winther og hentede ham i sin bil. 

”Vi skulle have samlet det hele, hvor er det dumt,” siger Christian Winther. ”Vi må ændre hele showstart. Du må italesætte elefanten i rummet først.”

”Åårhhhh, det her liv!” udbryder Mikkel Lomborg.

Midt i det hele kommer en af de frivillige, en mand i fyrrerne, hen. ”Normalt spørger jeg ikke om sådan noget …,” siger han en anelse genert, ”men mine børn er helt vilde med Hr. Skæg, så jeg vil høre, om vi kan tage et billede.”

”Hellere end gerne!” udbryder Mikkel Lomborg. 

Bagefter fortsætter udtænkningen af nødplanen.

”Måske er mit skæg væk, og jeg kan ikke finde det, så vi efterlyser det. Og så finder jeg det halvvejs inde i koncerten. Jeg har fundet mit skæg! Gode, gamle skæg,” siger Mikkel Lomborg og laver sin stemme om, så den bliver teatralsk som Hr. Skægs.

”Måske har du fået stjålet dit skæg af Kristian Gintberg fra Ramasjang?”

”Nogen siger i min øresnegl …,” siger han og slår over i Hr. Skæg: ”Jeg vågnede op i morges, og så var mit skæg væk, og jeg ved simpelthen ikke, hvem der har taget det.”

”Og så kontakter du Kristian fra Ramasjang.”

”Jeg prøver lige at ringe til ham,” siger Mikkel Lomborg in character og tager en usynlig telefon op til øret. 

”Okay, det er sjovt,” siger Christian Winther.

”Jeg siger, han er i gang med at finde det. Den er god.”

”Ja, rigtig god. Så er der spænding gennem hele koncerten.”

”Men hvad så med Hr. Skægs sko?” siger Mikkel Lomborg og kigger ned mod sine fødder.

Pludselig ser han mere fortabt ud, end han har gjort hele morgenen. De sorte lædersko, der er en fast del af Hr. Skæg-uniformen, ligger også tilbage sammen med skægget: 

”Arhj, det er dumt. Det er simpelthen så grænseoverskridende. Oh my God!”

”Der er ingen, der kigger ned,” trøster Christian Winther. ”Det ved du fra ’En verden udenfor’. Der hvor han går igennem sikkerhedstjekket.”

”Nårh ja,” siger Mikkel Lomborg.

”Er du nervøs?” spørger Christian Winther.

”Ikke bare lidt. Jeg kan mærke det i hele kroppen. For første gang skal Skæg på scenen uden sit lange skæg. Det er virkelig angstprovokerende.” 

DET VAR NOGET af en boksehandske, der ramte Mikkel Lomborg økonomisk, da landet lukkede ned i foråret 2020. På én gang røg 76 jobs sig en tur. Sammen med Christian Winther havde han planlagt en storstilet koncertturné bygget op om sange fra seneste sæson på DR, ’Hr. Skægs hotel’. Desuden skulle han for 11. år i træk have medvirket i det omrejsende Cirkus Summarum.

”Men jeg har været fattig 90 procent af mit liv. Jeg er god til at være fattig, så tanken om at gå fra hus og hjem har aldrig skræmt mig. Jeg har købt én stor ting i mit liv, og det er min bil,” siger han en mandag formiddag i sin lejlighed på Nørrebro i København: 

”Hvis der kommer en indbrudstyv, vil han kigge febrilsk rundt: ’Hvad skal jeg tage? Den her gamle oliedåse? Måske den her Hr. Skæg-dukke? Eller den her gamle kasse cd’er?’ Intet her er noget værd, men det har værdi for mig.”

Mikkel Lomborg har boet i lejligheden siden 1998. Selv efter han i 2013 blev gift med Neeni, beholdt han den og overnatter cirka halvdelen af ugen her og den anden halvdel hos familien, der bor i lejlighed i Hellerup. I Nørrebro-lejligheden opbevarer han alverdens ting og sager. Gammelt legetøj og dimsedutter, alle de Hr. Skæg-tegninger og perleplader, han har fået gennem tiden. Sågar busbilletten fra sin første dag på efterskolen. Lejligheden ligner en blanding af en marskandiser og et løssluppent børneværelse.

”Der adskiller jeg mig meget fra Neeni, hun er sådan en, der er rigtig god til at skille sig af med ting. Jeg har en masse poser stående, som hun egentlig har smidt ud, og som jeg i stedet for som lovet at smide i skraldespanden har kørt hertil,” siger han.

Det sker fra tid til anden, at han tager sig sammen og prøver at skille sig af med et eller andet. Men når det lykkes ham at smide noget ud, føles det aldrig som en ærlig beslutning, og han efterlades altid med en stikkende fornemmelse i hjertet. 

”Men min datter kunne ikke vokse op i sådan et hjem her. Hun ville have fået det galt i halsen som lille. På den måde har det været meget godt at adskille familien og mit museum. For det er det jo. Det er her, jeg gemmer historien til det store Mikkel Lomborg-museum, der en dag i min fantasi bliver åbnet, og hvor folk sukkende vil stå og tørre tårer bort, mens de kigger på busbilletten og tænker på, da Mikkel begyndte på efterskole,” siger han.

Mikkel Lomborg er ikke typen, der bærer nag og i den forstand har svært ved at komme videre. Men han bliver til gengæld meget hurtigt ramt af et nostalgisk vemod, når ting, der knytter sig til hans egen fortælling, forsvinder. Sådan har han haft det, siden han var helt lille.

”Jeg tror, det begyndte med et behov for at bevare min fars rolle i mit liv. Mine forældre blev skilt, og derefter forsvandt min far gradvist ud af billedet. Samtidig fik min mor  definitionsmagten på godt og ondt,” siger han.

Forinden havde Mikkel Lomborg og faderen haft for vane at gå lange ture sammen og samle interessante ting, som de fandt i skoven og på markerne.

”Efter min far forsvandt fra mit liv, blev jeg ved med at samle ting og stod ligesom for at bevare familiens historie i alle mulige genstande. Jeg har gamle potter og pander og køkkenknive tilbage fra min tidlige barndom, som jeg har været ude og samle op i skraldespande og affaldsbunker, når der blev ryddet op. Det er fortsat resten af mit liv. Jeg tror, det udspringer af mit forsøg på i en eller anden grad at bevare min fars minde.

DA MIKKEL LOMBORG blev født i 1971, boede familien i Vanløse i København, men dårlig var han båret ind ad hoveddøren, før familien rykkede til Lyngby. Efter et par år nord for hovedstaden var det videre ned til et lille fiskerleje på Stevns ved navn Lund. Bagefter flyttede familien et nøk sydpå til Faxe, hvor han begyndte i skole, videre til Lolland og så tilbage til Stevns. Og sådan fortsatte det – i alt blev det til 14 forskellige barndomshjem.

”Vi flyttede meget, og der var gode grunde til det. Økonomiske grunde, et generelt behov for forandring og mine forældres relativt brydsomme ægteskab. Det var simpelthen ikke meningen, at de skulle være sammen, når det kom til stykket. De havde nogle ret store konfrontationer, som mest udsprang af, at min mor løb tør for tålmodighed med min fars manglende engagement i familien,” siger han.

Moderen var feminist, en rødstrømpe i tidens ånd, der var optaget af at gøre op med samfundets strukturelle uretfærdigheder. Faderen var omvendt en indadvendt mand, der helst bare ville passe sig selv. Midt i det hele stod Mikkel Lomborg og forsøgte at balancere mellem de to energier.

”Min mor bragte på den ene side det negative med sig, og på den anden side var hun den trygge, for uden hende var alt faldet fra hinanden. Min far havde jeg et behov for at passe på. Han havde giftet sig med en kvinde, der havde brug for helt andre ting, end han kunne give. Og viceversa. Mit pleaser-gen og min konfliktskyhed stammer fra de år, hvor jeg havde behov for, at alle skulle være glade. Der var meget dårlig stemning i hjemmet, og så danser man som barn rundt og forsøger at være pleaser-agtig. Jeg var en stor tvivler, der ikke vidste, hvad der var rigtigt at gøre.”

Da skilsmissen uundgåeligt kom, flyttede forældrene i hver sin lejr, og Mikkel blev som otteårig budbringeren, der både bragte og tolkede beskeder. Fra en tidlig alder lærte han at veje sine ord og undgå en konflikt, der ofte alligevel var uundgåelig. Han gik konstant på listefødder. Sådan har han til en vis grad opfattet verden lige siden. Da han blev ni år, begyndte han at få kraftige fysiske reaktioner. Moderen fik en diskusprolaps, der gjorde hende sengeliggende og invalideret i en lang periode. Derfor fik ældstesønnen en stor del af ansvaret for at få dagligdagen i familien, der også bestod af en tre år yngre lillebror, til at køre. 

”I den periode begyndte jeg at baske med hænderne, når jeg blev opstemt. Det blev påtalt af mine lærere, og de andre i skolen grinede af det. Jeg prøvede at lade være, men hver gang skete det alligevel. Jeg gik også på tæer for at prøve at nå noget, der aldrig var afslappet. Det var fysiske udtryk for en indre tilstand.”

MIKKELS VÆG

Da Pink Floyds album ‘The Wall’ fyldte 40 år i 2019, var Mikkel Lomborg med ’The Pink Floyd Project’ på turné som forsangeren Roger Waters.

”Publikum noterer lige, at det er Hr. Skæg, og jeg kan se, at de står og tager billeder, men så fjerner jeg Hr. Skæg fra ligningen. Jeg har jo det der raseri i mig. Jeg kan ikke bruge det i direkte kontakt med mennesker, men det bor i mig.”

FORDI FAMILIEN FLYTTEDE så meget, fandt Mikkel Lomborg det svært at danne venskaber. Det hjalp ikke, at han samtidig havde fornemmelsen af at vokse op i en verden, der grundlæggende var kontrastfyldt. 

”Jeg oplevede på nærmeste hold, hvordan der i 70’erne blev taget et stort opgør med maskuline værdier. Jeg kom selv til at idolisere en mandekultur, som var ufattelig blød, mens jeg prøvede at finde mine fødder i en ny verden, hvor kvinder var de stærke, for nu havde de været ofre i så mange år, men rejste sig og sagde: ’Søstre! Nu skal vi passe på hinanden og vise, hvor skabet skal stå! Ellers bliver vi bare skilt og tager familien med os.’ Det værdisæt voksede jeg op med,” siger han.

Det stod i diametral modsætning til den virkelighed, han skulle begå sig i til daglig. På landet på Sydsjælland havde stort set alle andre børn i skolen forældre, hvor moderen typisk var hjemmegående og lavede varm frokost, mens faderen var i marken. 

Mikkel Lomborg følte sig som en outsider. De maskuline værdier dominerede uden for hjemmets vægge, men selv voksede han mest op i en mandeløs verden, og forsøgene på at indynde sig hos sine kammeraters fædre glippede konsekvent. Hjemme blev mænd betragtet som enten nogle svin eller nogle stakler – medmindre de var som Povl Kjøller. Det ideal prøvede Mikkel Lomborg at leve op til i erkendelse af, at han aldrig kunne blive medlem af søsterklubben. Han kan stadig huske, hvordan det ramte ham som en mavepuster, da han som treårig fandt ud af, at han aldrig ville få bryster, når han blev stor. 

”Jeg blev så ked af, at jeg ville komme til at ligne min far og ikke min mor, for hun var jo den stærke. Det var forfærdeligt. Det sidder i mig den dag i dag. Jeg vægter feminine dyder utrolig højt og har det blandet med maskuline værdier. Jeg oplever dem ofte som brovtende og primitive og magtliderlige. Samtidig vidste jeg, at jeg aldrig kunne blive accepteret i søsterklubben, fordi jeg havde en diller. Jeg følte mig heller ikke hjemme i min fars verden, som repræsenterede noget, jeg prøvede at fornægte. Jeg forsøgte at udfase min maskulinitet uden at være i stand til det. Jeg er bedre til at owne det nu. Skægget er jo en tydelig indikator på, hvor meget mand jeg er. Men det er samtidig også en maske, jeg tager på for at skjule, at jeg indenunder er megameget pige.”

BØRNEGUIDE

”Hvordan bliver man god til børn? Step one: Man bliver født af forældre, der ikke kan enes. Step two: Man flytter rundt hele sin barndom, mister sine rødder, tvivler på sig selv og får et skærpet sanseapparat for at kunne overleve i verden. Step three: Nogle har den, og andre har den ikke. I børnehaven er der en eller to pædagoger, der bare kan læse børnene. Det kan ikke tillæres.”
– Mikkel Lomborg.

MED ET TVIVLSOMT karaktergennemsnit kom Mikkel Lomborg ud af HF. Det betød, at valgmulighederne ikke ligefrem hang på træerne. Han vidste, at han kunne blive en god pædagog, at børn og børnekommunikation var hans ekspertiseområde, men eftersom det ville være at gå samme vej som sin mor, var i det hans bog absolute last resort.

I stedet besluttede han at blive operasanger. På mange måder var det svaret på hans livs indre drøm om at stå på scenen og optræde. I sine spæde tyvere begyndte han at tage sang-, klaver- og hørelæreundervisning, men da der skulle penge til, fik han, ironisk nok, et job som pædagogmedhjælper. Selvom han hyggede sig gevaldigt i børnehaven, hvor han med succes kunne underholde børn, var det i hans egen fortælling blot en måde at tjene penge på, mens han forberedte sig til konservatoriet. Da hans lærere omsider mente, at han var klar, meldte han sig til optagelsesprøven. Men så begyndte den at vokse ham over hovedet. Eksamener i skoleårene havde altid vakt rædsel i ham, og denne gang skulle han ligefrem synge og spille foran et panel af kritiske dommere.

”Jeg kunne ikke skyde det væk som noget mindre vigtigt. Det her var altafgørende. Prøven krævede, at jeg stillede mig foran nogle mennesker og sagde: ’Her er jeg, jeg er dygtig nok til det her!’ Jeg troede simpelthen ikke nok på mig selv. Det hobede sig op i en grad, så jeg til sidst fik, hvad jeg i dag vil kalde et angstanfald.”

Det hele brast. Han lukkede sig inde, trak gardinerne for og lagde sig i fosterstilling i sengen. Og tog ikke telefonen den efterfølgende uge, mens optagelsesprøven på konservatoriet stod på.

”Jeg ghostede verden fuldstændigt. Da jeg kom ud igen, følte jeg mig som verdens mindste menneske, der ikke vidste, hvad jeg skulle med mit liv.”

På bunden af selvhadets brønd kom hans gamle ven fra efterskolen, Tore, ham til undsætning. De to havde længe snakket om at tage ud at rejse, og nu, mente vennen, skulle det være. I otte måneder rejste de rundt i Kina, Mongoliet, Tibet, Nepal og Indien, stort set uden penge på lommen. Da Mikkel Lomborg kom hjem igen, var han på mange måder et mere sundt og helt menneske.

”Og så søgte jeg ind på pædagogseminariet. Jeg havde affundet mig med, at, okay, så måtte det være sådan. Selvom det var et kæmpe nederlag, at operadrømmen brast, var det samtidig forbundet med stor lettelse. Jeg havde bygget det op som det endelige mål i tilværelsen, og på en måde var det en kæmpe vægt, der blev taget af mine skuldre.” 

ALLEREDE FØR STUDIESTART fik Mikkel Lomborg job på et socialpsykiatrisk bosted for utilpassede unge i det københavnske Nordvestkvarter. Da han var færdig på seminariet, blev han fastansat og tilbragte de næste 11 år med nogle af de hårdest ramte unge mennesker, man kan forestille sig – og han viste sig at være god til det. 

”I min barndom udviklede jeg af nød et overempatisk sanseapparat, der har gjort, at jeg i dag har en evne til at aflæse og møde folk i øjenhøjde, uden de føler, jeg taler ned til dem, overruler dem eller ynker dem. Jeg vil hellere stikke armen i en blender end bede mennesker om noget, som jeg tror, der strider dem imod. Men med den svaghed i bagagen viste jeg faktisk de unge en gigantisk respekt for deres egne valg, og hvad de kommer fra. Du har en grund til at gøre, hvad du gør, og det anerkender jeg.”

På seminariet havde Mikkel Lomborg lært, at man skulle adskille det personlige og private. Det gjorde han ikke, tværtimod lukkede han de unge ind i sit liv. Hvis han for eksempel havde kærestesorger, spurgte han dem til råds. 

”Hele vores sociale hjælpesystem er en patientliggørelse af dem, man hjælper. For mig var det vigtigt at give dem noget at byde ind med. Så føler man sig noget værd,” siger han og fortsætter: 

”Det bruger jeg i virkeligheden også med børn i dag. Jeg beder dem om hjælp og forsøger at gøre dem til hele mennesker, der også kan skubbe verden af sted. Det er et grundprincip, som gjorde mit arbejde dengang til en succes.”

På daværende tidspunkt havde Mikkel Lomborg i flere år levet et slags dobbeltliv. I sin fritid gav han den som gadeoperasanger og performancekunstner og deltog i happenings, demonstrationer, kunstudstillinger og modeopvisninger. Han blev blandt andet et fast indslag til Henrik Vibskovs modeshows, hvor han åbnede med en vrøvle-russisk-italiensk opera-optræden.

Og selvom han var god til sit arbejde som pædagog, følte han sig i stigende grad uforløst. Der var noget i ham, der skulle ud, og i to år var han på nippet til at sige op. Det eneste, der holdt ham tilbage, var de bånd, han havde knyttet til de unge på bostedet.

”De andre pædagoger var dygtige, men professionelle. Jeg kunne ikke efterlade dem til en verden, der ikke tog dem alvorligt. Jeg havde nærmest et søskendeforhold til de unge. Jeg havde brug for, at de sagde til mig, at jeg skulle gå, hvilket de selvfølgelig ikke kunne. Jeg kunne ikke få mig selv til det.”

MIKKEL LOMBORG VAR 37 og sad fast i tilværelsen. Men så, pludselig, kom den tilfældige casting til et børneprogram. På mange måder det perfekte job, selvom han aldrig havde skænket det en tanke. Han viderebragte nyheden til de unge, der tilskyndede ham til at sige op – og bagefter fejrede de sammen hans nye tilværelse som børnevært. 

Få uger efter stod han af metroen, og da han så det nybyggede Danmarks Radio på Amager, hvor han skulle ind for at optage det første afsnit af ’Skæg med tal’, begyndte han at græde. 

”Det var jo et mirakel. Jeg kunne simpelthen ikke tro mit held, og sådan har det været lige siden. Jeg har det stadig, som om det kan slutte i morgen.”

Egentlig var det paradoksalt, at lige netop Mikkel Lomborg skulle lære landets børn om tal. Da han selv var barn, var tal i høj grad hans kryptonit. Men efter de første programmer blev sendt, var det tydeligt, at han med sin naive og overstadige karakter havde ramt noget. Selv om han ikke havde det lange skæg på til daglig, blev han genkendt, og pludselig begyndte folk at vinke til ham i bussen, ligesom biler stoppede og rullede vinduerne ned. Han måtte forholde sig til at være Hr. Skæg 24 timer i døgnet. 

”Da jeg blev Hr. Skæg, havde jeg rendt rundt med cykelstyrs­overskæg i 10 år. Det var jo et skæg, som råbte op, og som folk påtalte. Det var på mange måder min isbryder, for folk i elevatoren havde altid noget at spørge om, jeg fik masser af komplimenter, og både gamle og unge respekterede det. Hr. Skæg gjorde kun endnu mere for at opfylde mit store behov for bekræftelse og for at gøre folk omkring mig glade. Jeg var lykkelig,” siger han og fortsætter: 

”Tidligere kunne børn blive bange for mig, for jeg lignede jo lidt en superskurk. Men fra den ene dag til den anden ændrede det sig. Hr. Skæg var en positiv karakter, og pludselig hørte langt skæg ikke kun terrorister til. Det var en gave. Men jeg skulle også lige vænne mig til begrænsningerne. Det var slut med at tænde en cigaret foran en børnehave.”

I SOMMEREN 2010  stod Mikkel Lomborg foran cirkusteltet til Cirkus Summarum, da han mødte Neeni Rasool. Hun havde sin datter, Shireen, med. Mikkel Lomborg faldt pladask for Neeni – i hans øjne den smukkeste kvinde, han nogensinde havde set. 

I første omgang nøjedes de med at udveksle kontaktoplysninger, og i de efterfølgende år holdt de sig til platonisk Facebook-chat, hvor de skrev om stort og småt i tilværelsen. Men da Neeni på et tidspunkt fik arrangeret, at Mikkel Lomborg i funktion af Hr. Skæg skulle optræde for nogle uledsagede flygtningebørn, fik han som tak en Smartbox til et cafébesøg. Den brugte han på hende, og herfra var der ingen vej tilbage. Da de blev gift i 2013, besluttede han også selv at blive muslim.

“Jeg har giftet mig med Neeni og er blevet muslim, men det er ikke noget, jeg går rundt og snakker om. Jeg mener, at religion er en privat sag. Det giver ingen mening at fortælle andre, hvordan de skal tro.”

Længe følte Mikkel Lomborg ikke behov for at skille sin karakter fra sit privatliv. Men efter han og Neeni i 2013 blev forældre til Anaya, blev det alligevel nødvendigt. Hans princip om ikke at skuffe børn og hans vanskeligheder ved at afvise folk helt generelt betød, at han måtte skrive autografer, sige ja til billeder og agere som Hr, Skæg, hver gang han gik uden for en dør. Det var for eksempel utænkeligt at tage i Tivoli eller Zoo, for straks ville de blive omringet af børn.

“Hr. Skæg er jo en karakter. Det er en fiktiv figur, og det er DR, der ejer Hr. Skæg, så når jeg tager skægget af, tager jeg hovedet af, og så er jeg sådan set ikke Hr. Skæg mere. Men jeg ligner jo Hr. Skæg, så i princippet er jeg alligevel ham hele tiden. Jeg kan ikke rigtigt slippe ham, og den der blurry line mellem Hr. Skæg og Mikkel Lomborg er evigt forvirrende. Hvor går grænsen? Jeg kan ikke rigtigt selv finde rundt i det, for jeg har i virkeligheden bare oversat mig selv til en karakter, lagt 10 procent mere til i energi og begejstring og skruet en smule ned for kraniesamlingen, dødsfikseringen og kærligheden til Nick Cave.”

I takt med at Anaya blev ældre, fandt hun det sværere ikke at have sin far for sig selv. Da en venlig dame en dag kom hen og efterspurgte et billede, sagde han derfor nej – for første gang nogensinde. 

Men bagefter fik han det så skidt over det, at han besluttede aldrig at gøre det igen. 30 sekunder for et billede var trods alt bedre end en hel dag med ondt i maven. Så nu har han definitivt accepteret, at ude i verden er han først og fremmest Hr. Skæg.

”Når alt kommer til alt, vil jeg ikke bytte det for noget. Jeg er dybt taknemmelig for min karriere og mit liv.”

MIKKEL LOMBORGS UFRIVILLIGE basken med hænderne og gåen på tæer gik i sig selv, da hans mor fik det bedre efter sin diskusprolaps. Og den lille familie flyttede på ny. Denne gang til en mikroskopisk landsby ved navn Lille Torøje for enden af en lang grusvej lige ud til Faxe Bugt.

Her følte han sig hjemme. Helt ensom ude i naturen og omgivet af høje træer. Modsat i skolen kunne han i skoven være helt i sine egne fortællinger. Han rendte rundt med sit træsværd og forestillede sig, hvordan han ville redde prinsessen fra fantasiens skurke. 

Og han fortsatte med at samle ting. Ikke mindst var han på jagt efter kranier og døde dyr, og hvis der var gevinst, tog han dem med hjem og kogte dem i gryder over bål i haven. Fascinationen var paradoksalt nok født ud af hans enorme frygt for døden. 

For de fleste mennesker kommer der et tidspunkt i deres opvækst, hvor de indser, at de selv – og alle – en dag skal dø. For Mikkel Lomborg kom det, da han var otte år. Hans mor havde haft besøg af en advokat for at snakke livsforsikring. Bagefter faldt han over papirerne, der flød på bordet. 

”Jeg havde aldrig tænkt over det før, men pludselig gik det op for mig, at hun kunne dø. Det var et chok,” udbryder Mikkel Lomborg.

Det kom til at fylde meget de efterfølgende år. Moderen var ofte til møder om aftenen, for hun var både leder af et fritidshjem og meget politisk engageret, så Mikkel Lomborg passede lillebroderen, der havde en anden far, og senere lillesøsteren, da hun også kom til. Hele tiden havde han fornemmelsen, at det var i dag, mor ville dø. 

”Jeg forberedte mig ved at kigge på ting, hun havde hængt op på køleskabet, og sådan noget. Jeg begyndte at arrangere et museum, for jeg var sikker på, at hendes død måtte komme nu. Visheden om, at hun kunne dø, og at jeg ville stå alene med mine små søskende, var helt uoverskuelig. Det ramte mig som en tordenkile. Det var en voldsom tid, jeg følte mig meget ensom med den følelse.”

Angsten kom blandt andet til udtryk ved, at han holdt sig fra naturprogrammer i fjernsynet, og hvis han så en solsort, der var blevet kørt over, brød han fuldstændigt sammen. Så tænkte han også på fuglens mage og på dens unger, der ikke fik mad. Alene tanken om det kunne opløse ham i gråd.

Han fisker en pakke cigaretter frem, som han holder ud i luften med advarslen foran: ’Rygning dræber!’ 

”Det er jo det værste, der kan ske, det er den værste trussel, at man kan dø af noget, og det bliver plantet i os tidligt. Man dyrker virkelig den sorg. Det er noget, voksne har fundet på i en misforstået opdragelsesmetode, der heldigvis stoppede i 70’erne. Men det har reminiscenser i måden, man snakker om død med børn i dag. Jeg var meget bange for døden, og min måde at behandle det på var at begynde at finde kranier og skeletter og døde dyr og grave dem ned og grave dem op igen og koge kranierne i min mors gryder, indtil jeg blev forvist til haven og fik mine egne gryder.”

Mikkel Lomborg begyndte også at udfordre sig selv ved at gå tur i skoven om natten. Han tog hen, hvor han var mest bange. Satte sig ind i forladte huse og ventede på at se spøgelser. Fantaserede om de værste situationer, han kunne forestille sig.

”Jeg prøvede at lade angsten fylde mig helt, så jeg kunne møde den og tage mig af den. I den proces forligede jeg mig til sidst med døden. Selvom jeg er pissekonfliktsky og pissebange for, at folk er sure, fik jeg behandlet noget grundlæggende i den angst i en ret tidlig alder.”

Det lykkedes. En dag, da han var 12 år gammel, sagde han til sig selv, at nu var det slut.

”Jeg blev nødt til at gøre noget ved min angst for døden – for overhovedet at kunne ånde,” siger Mikkel Lomborg og slår pludselig i bordet: 

”Døden er uundgåelig, den kommer til os alle, og vi ved ikke, hvornår den kommer, det er meningsløst at stritte imod,” siger han og slår på ny i bordet: 

”Lad være med at være fucking bange for døden! Helvede findes ikke, himlen findes ikke, eller måske gør de, hvad fanden ved vi? Der er en grund til, at vi ikke ved noget. Derfor kan jeg ikke tro, at det kan være dårligt. Enten er der ingenting, eller også er det noget godt, og ingenting skræmmer mig ikke, og noget godt skræmmer mig ikke.”

Mikkel Lomborg har længe haft en drøm om en dag at lave ’Skæg med døden’. Men han ved, at det formentlig vil være for kontroversielt. Til gengæld har han italesat døden over for sin datter Anaya, fra hun var helt lille. Snakke om det som en selvfølge, måske ligefrem med begejstring.

”Jeg bliver ikke styret af tanken om døden mere, og jeg ville ønske, jeg kunne løfte samme vægt af skuldrene på ikke mindst børn. Selvfølgelig skal vi motivere folk til at passe på sig selv og hinanden. Men vi dør alle sammen, og det er spildt energi at gå rundt og gøre døden så frygtelig, som vi gør. I stedet for at være bange, så foren dig med den så tidligt som muligt. Vær bevidst om, at den kommer. Hoka hey, it’s a good day to die!”

DA MIKKEL LOMBORG var 10 år, kom hans lillesøster til. Hun havde en anden far, der hurtigt forsvandt, så han blev – igen – ældste mand i huset. Derfor blev søsteren på mange måder hans baby, og da hun blev ældre, fik han en slags far-rolle, hvor han passede og opdragede hende. Han lod hende vokse op i en eventyrverden. Læste store romaner højt for hende, selvom hun var alt for lille til det.

”Jeg læste ’Ulvehunden’ af Jack London i originaludgaven, da hun var fem. Den er så blodig, men hun åd det råt. Da hun blev større, lavede jeg skattejagter for hendes venner. Sådan nogle på 15-20 kilometer over seks timer med poster og oplevelser. Når de kom hjem, fik de en slikpose, og så faldt otte af dem i søvn med det samme, fordi de var så baldrede.”

Da popkulturen i 80’erne skyllede ind over Sydsjælland, og alle de andre i skolegården tappede ind i tidsånden, stod Mikkel Lomborg selv i hjørnet med uren hud, fedtet pagehår og genbrugstøj købt fra et skrantende husholdningsbudget. Og følte sig frygtelig ensom. Han elskede at tegne, skrive og synge, men de andre snakkede mest om knallerter og håndbold. 

Derfor rettede han fokus mod lillesøsterens verden. Det magiske univers, han selv havde levet længe i, var langsomt blevet opløst, men her havde han pludselig en vej tilbage. 

”Fra min lillesøster blev født, har børn fungeret som et slags refugium for mig. Det var et univers, hvor signaler, modsat hos de voksne og mine jævnaldrende, var meget tydelige. Derfor har jeg altid følt mig tryg med børn.”

Sådan har Mikkel Lomborg det stadigvæk. Det har til tider været svært for ­Neeni. Hvis de er til et voksenarrangement, og der er børn til stede, ligger han pludselig og roder rundt under bordet og leger. 

”Jeg sætter samvær og kommunikation med børn virkelig højt, også højere end med voksne, og det er jo bizart et eller andet sted. Jeg elsker mine venner og holder meget af at snakke med andre voksne, men hvis der er et barn til stede, er det som en magnet. Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvad for et eventyr der kan leves ud her. Det er i børnenes verden, jeg føler mig bedst tilpas.”

Efterhånden ligger de tidligste programmer så langt tilbage, at de første Hr. Skæg-børn snart selv bliver voksne. Hr. Skæg, og dermed Mikkel Lomborg, er gået hen og blevet et fælles referencepunkt for en hel generation. 

”Den første målgruppe er lige blevet studenter. Det er out of this world-underligt,” udbryder han højt, skingert og begejstret: 

”Det er gigantstort, når jeg tænker på, hvad Povl Kjøller, Kaj & Andrea, Cirkeline og Trille og sådan nogle har haft af roller i mit liv. Det er lige før, jeg vil sige, at jeg kan tage billetten med et smil på læben.” 

Intet indkapsler succesen med den langskæggede tv-karakter bedre end lejligheden på Nørrebro. Her har han opbevaret stort set alt, hvad han har fået af gaver i årenes løb. Det er ikke så lidt endda. 

”Det er her, min sjæl er, det er her, mit liv er, og det er her, jeg sover det meste af tiden. Min kone har Klimt-reproduktioner på væggene og en lilla sofa. Det er et meget minimalistisk univers med skarpe linjer – det er en heeeelt anden verden,” siger Mikkel Lomborg og ser et øjeblik forskræmt ud.

”Jeg kan sagtens leve i det, men jeg føler mig ikke hjemme. Det her er min man cave – uden der er så meget mand over det. Men det er min Mikkel cave. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg en dag ikke havde lejligheden. Jeg tør slet ikke tænke tanken til ende.”

I DEN UDØDELIGE amerikanske roman fra 1951 ’The Catcher in the Rye’ af J.D. Salinger beretter jeg-fortælleren Holden Caulfield om, hvordan han forestiller sig små børn lege i en rugmark nær en skrænt, og der er ingen til at passe på dem, bortset fra ham. Han står klar til at gribe børnene, hvis de løber mod afgrunden uden at se sig for. ”That’s the only thing I’d really like to be,” siger Caulfield i romanen.

Med sin naivitet, konstante fejl og evnen til at give børn en følelse af at være lidt sejere og klogere end ham selv forsøger Hr. Skæg også at redde børn fra usikkerhedens afgrund.

”Det ene mantra for Hr. Skæg er, at du ikke kan gøre noget forkert, og det andet er … ,” siger Mikkel Lomborg og ser pludselig forvirret ud.

”Jeg har glemt det andet, men det her er også det vigtigste. Du skal ikke være bange for at forsøge og bestemt ikke være bange for at fejle. Det er fedt, at du ikke kan finde ud af noget, for så kan du lære at finde ud af det. Helt grundlæggende er Hr. Skæg en redningsmission af femårige Mikkel Lomborg. Det hele tager udgangspunkt i den lille dreng, hans ensomhed, hans tvivl og hans manglende tro på sig selv. Alle børn er Mikkel Lomborg, og Hr. Skæg er terapeuten, der forsøger at ruste dem til at gå ud i verden og møde problemerne med en tro på, at det nok skal gå alt sammen.”

Det udnytter Mikkel Lomborg i sine shows. Som i ’Hr. Skægs hotel’, hvor han får besøg af gæster, der snakker et sprog, han ikke selv forstår, og børnene skal hjælpe ham. Blandt andre John fra Canada, der er syg og prøver at forklare: ”It’s my ears!” Hr. Skæg forstår ikke, hvad ’ears’ betyder, men børnene kan se, at John samtidig peger på ørerne.

”På det tidspunkt har jeg spottet, hvem der har særligt brug for den succes. Så selvom der sidder 100 børn og råber: ’Det betyder øre!’, kan jeg pege på et af dem og sige: ’Ej, ’øre’, tak skal du have, du er genial,’” fortæller han. 

Alle skal helst gå derfra med følelsen af at kunne noget. Netop derfor blev det også tidligt kutyme, at man kan få lov til at møde Hr. Skæg efter hvert show.

”Hr. Skæg bliver tit lidt forvirret, og barnet korrekser mig, og jeg takker dem, og vi får taget et billede. De får også et præ-trykt kort med hjem, hvor jeg roser dem til skyerne for at have bidraget til showet. Det vigtigste er, at de har fået det personligt af Hr. Skæg. De skal have oplevelsen: ’Hr. Skæg har set mig, han ved, jeg findes, og han synes, JEG er fed.’”

Typisk bruger Mikkel Lomborg mellem to og tre timer på at snakke sig gennem forventningsfulde børn i køen. Hans personlige rekord er dog på otte timer. Det var i City2 i Taastrup i 2012, da ’Skæg med ord’ netop var udkommet. Af samme grund er der i dag en vagt, som efter en halv time stiller sig i enden af den voksende kø og siger ’Desværre’. Problemet er bare, at det ofte er svært at være den vagt, der skal afvise søde, små børn. 

”Og så vokser køen sig uendelig lang. Når det bliver ved meget længe, slider det på hjernen, og jeg kan få absencer. Flere gange har jeg pludselig været væk. Jeg aner ikke hvor længe, og jeg kan ikke huske, hvad barnet foran mig hedder. Så bliver jeg nødt til lige at tage noget vand. Men jeg får jo også energi af det. Ellers kunne det ikke lade sig gøre. Jeg kan være deprimeret om morgenen og så gå ud og snakke med et barn, og så bang. Jeg er en børnevampyr, der suger energi fra børnene. Men barnet går glad derfra, og det gør jeg eddermame også. Det er sådan, jeg har overlevet 13 år som Hr. Skæg.”

PÅ FALSTER ER Mikkel Lomborg i gang med forvandlingen ude bagved. Han har fået sit røde jakkesæt på og sidder foran spejlet med en hårspray. Christian Winther er ved at iklæde sig hvid skjorte med seler. På hovedet har han en gammeldags pilothjelm.

”Oh man! Jeg føler mig som Dumbo, der skal ud og flyve uden sin fjer,” siger Mikkel Lomborg.

”Det bliver supergodt. Det bliver en fest, vi laver en kæmpemæssig klapsalve, når skægget dukker op,” forsøger Christian Winther sig. Han tripper nervøst et par gange. 

”Jeg går lige ned og tvangstisser,” siger han så. Kort efter vender han tilbage:

”Vi skal på nu her.”

”NEEJJJ!!!” udbryder Mikkel Lomborg bevidst barnagtigt.

”Ohhh my God, ohhh my Goooood!” råber han så.

”To minutter,” siger Christian Winther: ”No stress.”

En frivillig kommer ind og foreslår, at Hr. Skæg kan pakke sit ikke-eksisterende skæg ind i en sort affaldssæk og lade, som om det har corona.

”Stik mig lige en sort sæk. Lad mig prøve.”

Netop som han fumler med den, dukker Christian Winther op igen. Denne gang en anelse frustreret.

”Klokken er hel, kom nu,” siger han: ”Uden affaldssæk.”

”Jeg skal lige prøve,” siger Mikkel Lomborg og begynder at sætte en sæk under hagen.

”Det spiller ikke. Hold op. Drop det,” siger Christian Winther.

Et øjeblik senere træder Hr. Skæg og Vinter smilende og vinkende op på scenen til lyden af jubel, hujen og klappen. Så får Vinter sig et katatonisk chok.

”Du ser fuldstændig mærkelig ud, Hr. Skæg!” Hr. Skæg kigger på ham, forstår ingenting. 

”Det er jo bare mig,” siger Hr. Skæg uforstående.

”Børn, synes I ikke, Hr. Skæg ser anderledes ud?”

”Joooo,” råbes der samstemmigt. 

”Det er jo mig!” udbryder Hr. Skæg, mens han går forvirret rundt om sig selv på scenen og klør sig i håret.

”Hvad er det, der mangler?” spørger Vinter ud i teltet.

Svaret kommer prompte i et fælles børnekor: ”SKÆÆGGET!”

BAGEFTER HAR EN lang kø af børn med deres forældre hobet sig op foran det mindre telt. Der er klistret balloner i alle regnbuens farver i åbningen, hvor et bord med Hr. Skæg-merchandise er sat op. Lidt efter kommer Hr. Skæg i egen høje person gående over græsplænen, storsmilende og overbegejstret. Han vinker til børnene i køen, der generte vinker tilbage. Han har det lange, sorte skæg på, for bedst som han selv og tilsyneladende de fremmødte børn havde glemt alt om det, dukkede det op ved scenetæppet halvvejs inde i showet. Nu sidder det, hvor det skal. 

Hr. Skæg har knap fået sat sig, før regndråber begynder at hamre mod jorden. De frivillige søger tilflugt under en pavillon ved en tilstødende bar. Børn og voksne forsøger, uden at forlade køen, at finde ly på siden af koncertteltet, men det er en umulig opgave, og på ingen tid er alle drivvåde. 

Det forhindrer ikke Hr. Skæg i at tage sig overordentlig god tid til hvert enkelt barn. Han insisterer på, at de staver deres navn for ham, og kaster sig begejstret ud i samtaler om tilværelsen set fra de mindstes perspektiv: 

”Går du på arbejde? Nårh, du går selvfølgelig i skole!”

”Du bliver fire år? Det er jo rigtig klogt!”

”Dig har jeg set inde i fjernsynet, hvor er det godt at se dig i virkeligheden. Hvordan er du kommet herud?”

Flere af børnene giver ham tegninger eller andre former for hjemmelavede gaver, og han takker dem ti tusind gange for at være kommet. Hver gang revner de små ansigter i smil.

Efter en halv time, hvor køen knap har rykket sig, er tålmodigheden ved at slippe op for en af de frivillige – ham, der har til opgave at lukke arrangementet ned bagefter. Han ruller med øjnene og brokker sig behersket til de andre.

Alt det ænser Mikkel Lomborg ikke. Han har kun fokus på det næste barn i rækken. En lille dreng kommer op til ham og fortæller, at han har tabt en tand. Det sender prompte Hr. Skæg i choktilstand.

”Har du tabt en tand? Hvor har du tabt den henne?” udbryder han.

Den lille dreng forsøger at forklare, men bliver forhindret, både af sit eget grin og af Hr. Skæg, der rejser sig og ihærdigt begynder at lede efter tanden. Langs teltdugen står gennemblødte forældre tålmodigt, og under pavillonen lader den frivillige, som om han dolker sig selv med en paraply. 

Imens løber Hr. Skæg rundt som en vanvittig på den våde græsplæne og leder efter tanden. Og den lille dreng knækker sammen i latterkramper.

På skuespillerskolen fik hun besked på at nedtone klovneriet. Men Mette Horn bevarede evnen til at se humoren i ligtorne og krummede tæer. Kig med tilbage på en sydindisk tudetur, en aflyst atlantisk rejse og en form for juleeventyr i barndommens København.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat, PR, SF Film

DA MINE FORÆLDRE skulle have min storebror, flyttede de ind i stueetagen hos mine bedsteforældre i deres murermestervilla i Gentofte, omme bag ved brandstationen. Da jeg blev født som den sidste af tre søskende, var min farmor død, men farfar boede stadig oppe på førstesalen. Han var en hyggelig gammel mand, og jeg var meget tæt på ham. 

EFTERHÅNDEN KUNNE mine forældre ikke rigtig finde ud af det. Specielt min far kunne ikke rigtig finde ud af at være en del af familien. Han var fraværende, en strejfer, som man ikke kunne vide, hvornår kom hjem. Min mor kaldte ham en ensom ulv, og i mine tanker blev han en variation af Store Stygge Ulv fra tegneserien. 

JEG VAR SYV ÅR, da min mor og far prokla­merede, at de skulle skilles. Jeg var rædselsslagen ved tanken om, at min far skulle fejre jul alene. For at trøste mig fortalte han, at han havde bestilt bord på restauranten på Hovedbanegården, hvor han skulle sidde og nyde sin stegte and, brunede kartofler og alt det dér. Min far. Alene på Hovedbanegården. Juleaften. Det var det mest uhyggelige, jeg kunne forestille mig. 

JEG SØGTE TILFLUGT i en fantasi om, at hele Hovedbanegården var smukt pyntet op. Oppe ved tagspærene var der glimmer, der duftede af and, alle var i julestemning, og specielt glædede de sig meget til, at min far kom. Når han bagefter rejste sig for at gå, ønskede alle ham tak for i aften og syntes, det var knashyggeligt, at han havde været der. I S-toget var der pyntet op, så det lignede en dagligstue, og der blev serveret kransekage til kaffen. 

Med mor og sømandsstrik.

ÅRET EFTER VAR min far inviteret til at være med hos min mor juleaften, men det kunne han ikke finde ud af. Så det blev delt op, så jeg og mine brødre spiste hovedret hos min mor, hvorefter vi tog over til min far. En taxa rullede op og hentede os, og min mor kastede desperat et jule-kit ind til os, som ud over risalamande bestod af en grangren med en sløjfe om og en lille pose pebernødder. 

PÅ VEJEN KØRTE vi igennem et stykke skov, hvor grenene stod helt frosne og slog mod hinanden. Taxachaufføren, der vel gerne ville give os lidt julestemning, holdt ind til siden, rullede vinduet ned og lod os lytte til grenene, der klingede som klokker i mørket. Da vi nåede frem til min far, var der alt for meget loftslys tændt i lejligheden, så man virkelig kunne se hans fortabte ansigtsudtryk.

HAN VAR BESVÆRLIG, men sjov. Han var god til at hylde øjeblikket og se de små tings skønhed. Han hadede, når noget blev for korrekt og etableret. Når man gik rundt i København med ham, var det, som om vi var i vores eget parallelunivers, hvor han altid vidste, hvilken café der havde ekstra kaffepåfyldning. 

HAN VAR GLØDENDE socialdemokrat, dem havde man meget at takke for, mente han. Og han havde svært ved, når nogen brokkede sig over for eksempel sygehusvæsenet. Men han gav folk ret, bakkede dem op i deres fordomme, i det, de var sure over, bare krydret med stadig flere uhyrligheder: ”Ja, lægerne er jo fordrukne og møder tit fulde op på arbejde!” Til sidst gik det op for folk, at han gjorde nar. Så sad jeg ved siden af og syntes, det var mægtig morsomt. 

METTE HORN

55 år. Uddannet skuespiller fra Aarhus Teater. Blandt andet kendt fra teatergruppen Emmas Dilemma og som mor i ’Max Pinlig’-filmtrilogien. Debuterede i år som forfatter med den selvbiografiske ’Flueben – Iagttagelser og indrømmelser fra et (mellem)langt levet liv’.

DA JEG GIK I fjerde, kom Maria pludselig ind i klassen. Hendes mor, Birthe, der var lidt flippet, hvad mødrene ellers ikke var i Gentofte, stod der i afghanerpels, og Maria havde skriggrønne bukser. Vi blev hurtigt bedste venner, og jeg begyndte at komme i deres hjem, hvor trapperne var malet lilla, og køkkenet var orange. 

BIRTHE, DER VAR rødstrømpe og del af et kunstnerkollektiv, skulle i 1975 debutere på Kvindeudstillingen på Charlottenborg med sine linoleumstryk, og Maria og jeg kom med og blev sluppet løs. Vi havde en plan om at optræde med et nummer af John Mogensen, ’Ensomhedens gade nr. 9’. Det blev spillet hele tiden i radioen og handlede om en mand, der var ensom, og måske tænkte vi, at det matchede temaet. Maria havde malet overskæg og taget pude på maven, og jeg havde som korpige pyntet mig med fjer. 

SÅ GIK VI OP til Lone Kellermann, der var i gang med at optræde på scenen, og prikkede hende cirka i numsen, højere var vi ikke. Hun lod os overtage, og vi tog virkelig kegler. Folk var færdige af grin. Nå, det kunne da noget, tænkte jeg ved mig selv. Jeg anede en form for talent.

Med far og sand under tæerne på Charlottenlund Strand.

JEG BLEV OPMÆRKSOM på kvindesagen. Det var vist noget med ligeløn. Men ellers forstod jeg den ikke helt. Det var noget med, at mændene ikke var helt i orden, og at kvinderne ikke blev behandlet ordentligt. På en måde syntes vi, det var lidt synd for mændene. Maria og jeg kunne jo godt lide vores fædre.

SENERE OPLEVEDE JEG, hvordan det var at gå på stranden i en tid, hvor kvinderne havde smidt bh’en. Tog man en bikinitop på, var man undertrykt. Men jeg syntes, det var topstressende som teenager. Gamle mænd kiggede på én, og det var anstrengt at være blandt sine kammerater. Men jeg sad pænt dér og led. Det skulle ikke hedde sig, at jeg prøvede at være sexet i stedet for naturlig.

I DAG DELER JEG, trods alt, idealet om den naturlige krop. Nu er vi i den anden grøft. Man får at vide, at kvinder, der bærer blonder eller silke inderst, har det mere sexet. Undertøjsafdelingen i Magasin fylder en halv underetage. Og man kan købe sig til nye bryster, ja, man kan få nye bryster i 18-års fødselsdagsgave, hvis man ikke synes, de lever op til dem, man ser i bladene, der i øvrigt er photoshoppede. Det kan godt støde mig.

Med brødre og denim foran fars nye Simca.

EFTER GYMNASIET var jeg på højskole i Herning på en teaterlinje. Nogle af de andre fra holdet ville søge ind på Skuespillerskolen. Det ville jeg også prøve. Og jeg begyndte at læse hos en skuespiller i København for at blive klar til optagelsesprøven. Hun opsnappede, at jeg var forelsket i en fyr, der var rejst til Gran Canaria for at påbegynde en jordomrejse. 

DA FYREN TOG AF STED, havde han sagt til mig, at jeg var et ængsteligt menneske. Min lærerinde opfordrede mig til at være modig og forfølge kærligheden. Jeg tog ned til ham, selv om min mavefornemmelse sagde mig det modsatte.

HAN SYNTES STADIG, jeg var en bangebuks, men udfordrede mig til at blaffe over Atlanten og mødes igen i Sydamerika. Jeg tog ned på havnen i Las Palmas, gik rundt en hel dag og kiggede på skibene, mens jeg røg 40 cigaretter og overvejede at bede om at blive taget med. Hen ved aften kom der nogle fyre hen for at spørge, om de kunne hjælpe med noget. Jeg opgav det hele, tog tilbage til fyren, fortalte ham, at han havde ret, og tog hjem til Danmark næste dag. Dét føltes modigt. 

Højt humør på Elevskolen ved Aarhus Teater.

FEM MÅNEDER SENERE kom jeg ind på Elevskolen ved Aarhus Teater. Det var en hård uddannelse, hvor lærerne pillede ved din grundkarakter. Jeg havde i tilværelsen tit brugt klovneriet til at klare mig igennem. Der blev pillet i klovnen, den skulle jeg ikke udelukkende benytte mig af som skuespiller, fik jeg at vide. 

SAMTIDIG FØLTE JEG mig forkælet. Alt det, vi lærte om tale, sang, fysik. Om kropsholdning og bevægelse. Vi havde et kursus, hvor vi skulle gå igennem salen fuldstændig neutralt. Det er vanvittig svært. For vores sjæl sidder derinde og vil meget gerne kommunikere: Jeg er ikke farlig! Se mig, jeg er smart! Er jeg ikke bare sexet? Måden, vi går og står på, er fuld af informationer om, hvordan vi har det.

JEG KOM IND i satiregruppen Emmas Dilemma i 1997. Anne-Grethe Bjarup Riis, Trine Appel, Louise Mieritz, Sofie Stougaard og instruktør Lotte Svendsen havde været i gang nogle år, da jeg kom ind sammen med Helle Dolleris. Det var nogle dygtige piger. De forventede noget af én. Man kunne ikke bare stå og lave det sædvanlige. 

JEG UDVIKLEDE karakteren ’Damen med de blå tænder’, der fortæller sine venner ’sandheder’ om dem selv, når hun har drukket for meget rødvin. Hun tror, hun er lidt synsk, og kan mærke andres hemmeligheder. Hun er en elefant i en glasbutik og kan ikke finde ud af at være andet. Hun bliver tålt til selskaber, men man glæder sig næppe til at sidde ved siden af hende og være udsat for hendes direkte facon. I virkeligheden er hun nok ulykkelig. Det er inspirerende, når man rammer noget, der både kan få folk til at grine og græde.

Med Emmas Dilemma til modtagelse af en WIFT-pris (Women in Film and TV).

EFTER EMMAS DILEMMA fortsatte jeg med at arbejde sammen med Lotte Svendsen. Det er noget af det lykkeligste at finde et makkerskab, hvor man klikker og forløser hinanden kreativt. De tre ’Max Pinlig’-film, vi har lavet sammen, er jeg utrolig glad for og stolt over. 

MOREN, JEG SPILLER, er en god blanding af Lotte, en af hendes veninder og mig selv. Min søn var i samme alder som Max i filmene, så jeg kunne få luftet mange situationer, hvor jeg gerne ville have været lidt federe. For eksempel da jeg blev rasende på nogle børn, der ikke opførte sig ordentligt over for hinanden, når de spillede et rollespil. Indrømmer man, at man er pinlig, slipper man for at skamme sig over det.

DET VAR ÅBENBART noget, mange kunne genkende, både børn og voksne. Jeg ved fra mine børns venner, der nu selv er voksne, at de godt kan finde på at sidde og se filmene hjemme under dynen med en pose Matador Mix, hvis de er deprimerede, fordi filmene er lig med hyggelige minder fra deres barndomsår.

SOM SKUESPILLER har jeg haft nogle af de lykkeligste øjeblikke i mit liv. Når man bliver optaget af sin rolle og gør det godt, kan man fuldstændigt slippe alt det, man ellers går og spekulerer på. Det er euforisk. Og fredsommeligt. 

FOR 10 ÅR SIDEN medvirkede jeg i musicalen ’My Fair Lady’ på Det Kongelige Teater. Hver aften stod jeg i fem minutters tid fanget mellem to vægge på bagscenen, hvor jeg hverken kunne komme frem eller tilbage. Jeg kunne bare stå og lytte til musikken og vente, til jeg skulle på igen. Det er måske det mest fredfyldte, jeg har oplevet. Intet ondt kunne nå mig dér.

Med ’Max Pinlig’-medspiller Samuel Heller-Seiffert.

FOR NOGLE ÅR SIDEN tog jeg fri fra alt for at skrive et filmmanuskript. Det skulle handle om to søstre, der har mistet deres far, stærkt inspireret af min egen far. Jeg skrev og skrev. Og blev mere og mere ked af det. Jeg troede, det var et tegn på, at jeg nærmede mig den fineste kunst. Jo mere sorg jeg følte, desto tættere måtte jeg være på noget grundlæggende. 

MEN DET VAR ikke kun, fordi jeg savnede min far. Det var lige så meget, fordi jeg ikke har lært, hvordan man skriver et manuskript. Jeg fik noget hjælp undervejs, men det blev aldrig til noget brugbart. 

I STEDET SKREV JEG en bog om mit liv som midaldrende, som også blev et portræt af min far. Nu spørger jeg mig selv, hvorfor den skøre kugle altid skal fylde så meget. Hvor blev min mor af? Det var jo hende, der var i stand til at give os søskende en god og kærlig hverdag og altid var der. Hun lever endnu og er i fuld vigør. Maler ikoner, danser og er nysgerrig og dygtig til alting. Det er skide uretfærdigt, at det er mere spændende at tale om stenen i skoen end om det stabile.

DA MINE BØRN begyndte at blive store og tage på efterskole og højskole, og jeg mærkede, at jeg ikke længere var centrum i deres liv, fik jeg en krise. Jeg var hårdt ramt af overgangsalderen. Hormonerne blæste op og ned, og jeg kunne ikke sove om natten. Jeg er ikke nogen globetrotter – alligevel tog jeg af sted til Kerala i Sydindien. Jeg havde hørt om et ayurvedisk resort, og ideen var at blive renset igennem, trække en streg i sandet og sige: Nu skal du videre! 

DÉR GIK VI rundt, alle vi vestlige midaldrende kvinder med vores klipklapper i hænderne og skuede ud over vandet, når ikke vi fik oliemassage eller tog yogatimer. Der findes en film med Julia Roberts, hvor hun efter en skilsmisse tager på sådan et ophold, genfinder sin sanselighed, dufter til krydderierne, bliver inviteret hjem til en indisk familie, som synes, hun er skøn. 

DET VAR IKKE lige det, jeg oplevede. Jeg græd en del – det var hormonelt – og på et tidspunkt kom jeg til at tude foran den fattige kvinde, der gav mig massage. ”Why are you crying, madam,” spurgte hun. ”I think, I miss my children,” svarede jeg. ”When you last see?” ”Two weeks ago.” Hun havde ikke set sine børn i otte måneder, fordi ”work, work, work”. Det var på tide at komme hjem.

JEG FIK NOGLE GODE hormonpiller og blev ikke længere snydt af mit humør til at gøre bagateller til store dramaer. Og mine børns mand fik kræft, så jeg kunne ikke længere tillade mig ikke at fungere. Jeg følte ikke, at jeg kunne overlade det til mine børn at have en døende far, så jeg fik fri fra teatret, og vi fik ordnet, at han flyttede ind hos os i vores sommerhus. Det var min nuværende mands forslag. Han kunne se, hvor stresset jeg var, og ville gerne hjælpe. Vi holdt alle sammen så utrolig meget af ham, at det var naturligt at gøre.

SÅ BOEDE HAN dér sammen med os de sidste to måneder af sit liv. Det er jeg utrolig glad for. Til eftertiden er det rart at vide, at man var der, da der var brug for én.

Puk Damsgård tog et godt tilløb, inden hun først sigtede mod Pakistan, drejede en halv omgang i luften og til sidst landede med begge ben solidt plantet i Kairo. Journalisten og forfatteren beretter her om konstant at trodse sin flyangst, om at forlade Danmark for good, om Mellemøstens mystik og maskuline kontrol, om at sætte sig selv forrest, om kærligheden til spænding – og om ikke at ville andet.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ricky John Molloy

TRUSLEN FRA OVEN

Et jagerfly suser hen over byens tage i syriske Yabrud. Jeg kan høre, det flyver lavt, bomberne falder faretruende tæt. Jeg griber instinktivt min sikkerhedsvest og stikker fødderne i mine sko, men når ikke at binde dem. Så rejser jeg mig fra stue-gulvet hos Nasser, den lokale skoleleder, som huser mig og fotografen Betina Johnbeck. Sammen med hende er jeg i 2013 taget til Syrien for Danmarks Radio, og hun er lige i hælene på mig.

Ude på gaden hører vi endnu et brøl fra et jagerfly. Det kommer sådan bagfra. Jeg føler, at det flyver lige hen over hovedet på os. Flyet er fra det syriske regime. Jeg kigger op og ser det slippe en bombe. Med øjnene kan jeg følge bomben, den slår ned på vejen et stykke foran os. Braget er øredøvende, trykket fra eksplosionen rammer os, murbrokker, glasskår og støv hvirvler rundt i luften. Jeg famler i blinde, løber tilbage til huset. Alle vinduerne er smadret, på gulvet i stuen sidder Nassers kone og barn og skriger. Nasser selv er ikke hjemme. Betina har fået skrammer på ryggen fra glasskårene.

”Vi skal væk,” råber jeg. Jeg er bekymret for, at vi er regimets mål, de har før angrebet vestlige journalister. Vi får kontakt til de lokale aktivister, som har huset os i Yabrud, og drøner ud af byen. Vores tasker med udstyr, pas og penge må vi efterlade bag os.

Før bomberne falder, har Betina og jeg lavet en aftale med et smuglernetværk i byen Aarsal for at komme fra Libanon til Syrien. Vi er kørt i bil, mens vores satellittelefoner, sikkerhedsveste og andet udstyr er på en motorcykel, der er kørt en anden vej. Ellers vil de libanesiske soldater opdage, at vi skal til Syrien. Fra Aarsal, tæt på den syriske grænse, har vi gemt os i bunden af en pickup-truck i det tørre, bakkede landskab. Et sted derude bliver Libanon til Syrien. Der er ikke længere grænseposter, men den libanesiske hær patruljerer i området. Da vi kommer frem til Yabrud, bor vi først hos en tandlæge, der fremstiller gebisser, siden hos Nasser. 

Efter angrebet bliver vi kørt ud til en gård. Pludselig hører vi igen et lavtgående jagerfly. Betina og jeg styrter ind for at komme i dækning. Men det er ikke et nyt bombardement. Det viser sig, at der ligger en militær landingsbane tæt på gården. Vi må blive og overnatte, og den nat lukker jeg ikke et øje. Først da fuglene begynder at kvidre næste morgen, føler jeg en ny begyndelse. Vi får kontakt til smuglernetværket, som fik os ind i Syrien. De hjælper os ud igen. På vejen tilbage er jeg på vagt. Smuglerne er kriminelle. Kan vi stole på dem? Men det lykkes os at komme tilbage og i sikkerhed.

KALDET FRA NEDEN

10 år tidligere står jeg på en stor sten i haven ved min kærestes sommerhus med udsigt over Roskilde Fjord. Jeg har bare tæer, mærker stenens ru overflade mod mine fodsåler. Det er maj 2003, og jeg arbejder som pædagogmedhjælper på Æseldyrets stue i en børnehave på Amager. Jeg har lige søgt ind på journalistuddannelsen på Syddansk Universitet. Men jeg keder mig. Det har jeg gjort hele foråret.

Jeg er 24 år og er vokset op lidt syd for Næstved, derude hvor der ikke er busstoppesteder, men hvor man må vinke til bussen for at blive samlet op. Min far er kørelærer, min mor er journalist. De bor på et nedlagt landbrug, som tilhørte mine bedsteforældre før os. Min far er født i det, der i dag er køkkenet. Jeg er enebarn, og i de landlige omgivelser med marker og en mose er der masser af plads, både mentalt og fysisk. 

Rastløsheden stammer fra min far. Godt nok har han boet det samme sted hele sit liv, kørt på de samme veje dag ud og dag ind, men han sidder aldrig stille. På gården ved man aldrig, hvor han er, min mor må altid kalde på ham.

Som 10-årig giver min far mig en motocrossmotorcykel til børn. Han tuner den, så den kan køre 70 km/t. Jeg drøner rundt, fræser haven op. Jeg har styrthjelm på, men ingen albue- og knæbeskyttere. Mine forældre har aldrig pakket mig ind i vat. De har givet mig en tro på, at landtøsen fra ’Næver’ (Næstved, red.) nok skal klare den uanset hvad.

Min far er besat af biler. Når vi skal på ferie, er det altid med bil, og kun hans egen. At flyve sydpå og leje en bil kan ikke komme på tale. Alle mine ferier går til De Østrigske Alper. Som 14-årig tager jeg til Kenya med en veninde for at besøge hendes far, som bor dernede. Der opdager jeg for første gang, at der findes en verden uden for Danmark og Østrig. Jeg kommer hjem og er helt fyldt op af en lyst til at udforske den verden. 

En vestlig koalition med USA i spidsen har netop invaderet Irak, og dér på stenen står jeg og tænker på en reportage fra Bagdad, jeg har set i tv nogle uger før. DR’s korrespondent Ole Sippel rapporterede, men det, der foregik i baggrunden, fangede min opmærksomhed. En gruppe irakiske unge i starten af tyverne – på min egen alder – hoppede og dansede, mens de kastede rundt med papirer fra et af Saddam Husseins administrationskontorer. 

Der er noget ved dem, som har vakt min nysgerrighed. Hvordan ville mit liv se ud, hvis jeg var en ung irakisk kvinde, der havde levet hele sit liv under et diktatur? Jeg går indenfor og ringer til min barndomsveninde Abigail og spørger, om hun vil med til Irak. Hun læser litteratur og er i praktik på en ungdomsredaktion på DR. Vi taler sammen, og vores plan bliver at lave en radiodokumentar om de unge irakere.

I slutningen af juni lander vi i Amman i Jordan, hvor Ole Sippel – som vi har lavet en aftale med hjemmefra – tager imod. Han har arrangeret, at en irakisk chauffør skal køre os over grænsen til Irak og videre til Bagdad. Vejen dertil går gennem ørkenen i Anbar-provinsen, og der har været en del røverier. Vi har radioudstyr med og har hævet amerikanske dollars i kontanter til turen. Abigail og jeg bliver enige om, at pengene er det vigtigste, hvis vi bliver stoppet. Vi sprætter trusseindlæg op og fylder dem med grønne sedler og kører til Bagdad med trusserne fulde af penge. Det er næsten 50 grader varmt, og de amerikanske soldater ved grænsen giver os chokolade, der er så godt som smeltet. På vejen passerer vi flere gange store bombekratere. Vi er i Bagdad i to uger for at lave reportage. Vi møder de unge og er også med amerikanske soldater på natpatrulje. Da jeg kommer hjem, er jeg som tændt af en hellig ild. Kort efter får jeg besked om, at jeg er kommet ind på journalistuddannelsen på SDU. Jeg ved, at det er det, jeg vil.

TÆT PÅ

I oktober 2007 har jeg fulgt den forhenværende pakistanske premierminister Benazir Bhutto fra Dubai til Karachi. Hun er på vej hjem efter otte år i eksil for at gøre comeback i pakistansk politik. Jeg er med fra hendes dørtærskel i Dubai, hvor hun står med koranen i hånden og beder for en god rejse, og hele vejen til Pakistan om bord på et fly. Jeg er ansat som uddannelsesreporter på Jyllands-Posten, men har fået lov til at rejse af sted og følge Benazir Bhutto. Jeg har forinden fundet ud af, hvilken afgang hun skal med, og har købt en billet. Om bord er hele hendes parti, Pakistan People’s Party. De danser og synger i midtergangene. 

I Karachi er der tusinder af mennesker i gaderne. Jeg mødes med min veninde, der arbejder for DR. Vi følger menneskemængden og Bhuttos kampagnebus. Bagefter tager jeg hjem på mit hotel for at skrive min artikel. Mens jeg sidder og skriver, tikker en nyhed ind. Der har været et attentat mod Benazir Bhuttos bus. Hun overlever, men kun fordi hun befandt sig i bunden af bussen for at skifte sko. To måneder senere bliver Benazir Bhutto dræbt under et vælgermøde i Rawalpindi af en selvmordsbomber.

Mens jeg er i journalistpraktik på Jyllands-Posten, har jeg været i Pakistan to gange. Jeg rejser også til landet, lige inden Muhammed-krisen bryder ud i 2005, og jeg tager senere dertil i fire måneder for at skrive min bacheloropgave. Der er krig i nabolandet Afghanistan, danske tropper er udstationeret, men det bliver mere og mere tydeligt, at truslen fra Taleban har rødder i Pakistan. Jeg er optaget af at udforske det. 

Hjemme i Danmark sidder jeg på redaktionen og ringer til Danmarks Lærerforening fem gange om dagen. Mine venner og familie siger til mig, at jeg skal være glad for, at jeg har fået et fast job. Og det er jeg også. Men at skrive om folkeskolen og gymnasierne er ikke det, jeg drømmer om. Jeg længes tilbage til Pakistan. 

Efter min tur med Benazir Bhutto går jeg op på chefredaktørens kontor og spørger, om ikke avisen skal have en korrespondent i Pakistan. Han siger nej.

 ”Nå, men så siger jeg op,” svarer jeg. Jeg går ned på udlandsredaktionen og spørger, om de er interesseret i freelanceartikler fra Pakistan. Det er de. I januar 2008 sætter jeg mig om bord på et fly til Pakistans hovedstad Islamabad. På det tidspunkt ved jeg ikke, at jeg forlader Danmark for altid.

“På bagsædet sidder jeg iført niqab og et slør for øjnene, der skjuler min hudfarve og min identitet. Hvis soldaten spørger, er jeg Ahmeds søster. Hvis de beder om at se mit pas, er jeg afsløret. Bliver jeg opdaget, vil vi blive beordret til at vende om – i værste tilfælde arresteret.”

RÆKKEN AF PUK-BØGER

Puk Damsgård har udgivet ni journalistiske bøger. Syv af dem handler om Mellemøsten.

’Mellem Taleban og fremtiden – En fortælling om de unge i Kabul’ (2006)
’På jordomrejse med Galathea 3 – Vor tids største danske opdagelsesrejse: København-Cape Town’ (2006)
’På jordomrejse med Galathea 3 – Vor tids største danske opdagelsesrejse: Cape Town-København’ (2007)
’De renes land – Kærlighedshistorier fra verdens farligste stat’ (2009)
’Ulvehjerter – En familiekrønike’ (2011)
’Hvor solen græder – En fortælling fra Syrien’ (2014)
’Ser du månen, Daniel – 13 måneder som gidsel hos Islamisk Stat’ (2015)
’Den sorte kat i Mosul’ (2017)
’Arabica’ (2020)

PERSONA NON GRATA

En fredag aften i 2010 banker politiet på porten foran mit hjem i Islamabad. Et par dage forinden er jeg kommet kørende hjem i min hvide Suzuki Alto til huset, hvor jeg bor. Foran det bliver jeg mødt af en officer med et stykke papir i hånden. Jeg må ikke få det, kun læse det. Der står, at jeg skal forlade Pakistan inden en dato, som allerede er overskredet. 

Senere kommer politiet. Jeg sidder med min pakistanske ven Salman og drikker hvidvin. I fjernsynet er der cricket. Politiet siger, at jeg skal komme ud og følge med. Jeg ringer til den danske ambassadør.

Udenfor bliver menneskemængden større, og efterretningstjenesten holder i en vogn, som jeg skal deporteres væk i. Ambassadøren skynder sig over til os i sin bil på diplomatnummerplader og kommer indenfor. Jeg begynder at pakke. Mit liv skal ned i en kuffert på få minutter. Jeg samler lidt tøj, min computer og nogle avisudklip. 

Jeg tænker, det er bedst, hvis Salman ikke bliver set sammen med mig. Han er begyndt at få lidt for gode ideer til, hvordan jeg kan flygte ud over taget. Jeg ler, stikker ham flasken med hvidvin og lukker ham inde i gæsteværelset. Politiet står ude på gaden og råber, at der er en kriminel i huset. I stuen går min kat Puttie rundt – helt udspilet, fordi hun er højgravid. Jeg kan ikke holde tanken ud om, at jeg skal efterlade den i Pakistan. 

Myndighederne har været efter mig et stykke tid. Jeg har været i landet i to år og dækket alt fra terrorangrebet på den danske ambassade i 2008 til kvinders forhold i det konservative pakistanske samfund, og jeg har boet med en stammefamilie på grænsen til Afghanistan. Jeg har nok en anelse om, hvorfor de ikke bryder sig om mig: Nogle måneder forinden har en avis i byen Lahore ved grænsen mellem Pakistan og Indien bragt en notits fra det lokale journalistforbund. De skrev, at jeg var udsendt af Jyllands-Posten, avisen med Muhammed-tegningerne, og de satte spørgsmålstegn ved, hvad jeg egentlig lavede i Pakistan. 

Et par kvindelige betjente træder ind i stuen med håndjernene parat. Jeg har sat mig demonstrativt i en lænestol, nægter at følge med. Ambassadøren siger, at han tager med mig. Til sidst indvilliger jeg. På politistationen får ambassadøren arrangeret, at jeg må tage hjem og pakke mine ting. 

Tilbage i huset åbner jeg en øl. Et ukendt nummer ringer. Det er avisen Dawn News, som har fået nys om sagen. De har hørt, at der er problemer med mit visum, og vil vide, hvad der foregår. Avisen har tætte forbindelser til efterretningstjenesten, og jeg kan regne ud, at det er dem, der har lækket oplysningerne til Dawn News. 

Næste dag er jeg på forsiden af en anden avis, The Nation. Der står, at jeg har uddelt Muhammed-tegninger i Islamabads gader. Det passer selvfølgelig ikke.

Jeg køber en flybillet hjem til Danmark med en plan om at flytte min base til Kabul i Afghanistan. Jeg ved, at min tid i Pakistan er slut. 

DANSER MED DRENGE

Kabul er en sandfarvet by. Afghanistans hovedstad ligger i en dal mellem sneklædte bjerge, der kan ses i horisonten. Byen er støvet, og kvindernes himmelblå burkaer blafrer i vinden. Krigen raser i den sydlige del af landet, men i Kabul er der på det tidspunkt relativt fredeligt med undtagelse af nogle få terrorangreb. Jeg lejer et hus og hyrer en chauffør ved navn Raffi til at køre mig rundt. I Pakistan kørte jeg selv bil, men i Kabul er der sjældent vejskilte, og byen er svær at finde rundt i. 

Kabul er en smeltedigel af vesterlændinge: soldater, journalister, ngo-medarbejdere og entreprenører. De lever helt adskilt fra lokalbefolkningen. Bag bevæbnede vagter og metaldetektorer fester de på natklubber og i private hjem. På flere barer i byen, hvor man skal aflevere sine våben i garderoben, må kun udlændinge komme ind. Har jeg en afghansk ven med, bliver han afvist i døren. 

I 2010 er jeg til en fest, hvor hundredvis af mænd står i rundkreds og klapper og hujer. De ældre bærer turbaner, det sammenviklede stof om deres hoveder danner mønstre, som minder om rynkerne i deres ansigter. I midten danser drenge – så unge, at de endnu ikke har fået skæg – rundt med bløde, sensuelle bevægelser. En af dem er i rød kjole og slør, og han danser æggende med en kop te på hovedet. Jeg er den eneste kvinde i forsamlingen, festen er kun for mænd, men jeg har fået adgang. 

Jeg er hunderæd for, at de pludselig vil have mig til at danse. Men mændene ænser mig ikke, kigger kun på drengene. I afghanernes øjne er jeg intetkøn, fordi jeg er vestlig, har lys hud og lyst hår.

Drengene bliver kaldt dancing boys. Jeg finder ud af, at nogle af de ældre mænd ’ejer’ dem, holder dem i en slags harem og dyrker sex med dem i det skjulte. De fleste af dem er mindreårige. Jeg besøger en ældre mand og taler med nogle af de drenge, han har i sit harem. For dem er det bare en indtægt, siger de. Men det er prostitution og i mange tilfælde også pædofili. Mødet med dem chokerer mig.

I det afghanske samfund er homoseksualitet ikke velanset. Men kvinderne er utilgængelige og tildækkede, ligesom sex uden for ægteskabet er forbudt, og derfor er sex mellem mænd mange steder udbredt.

En afghansk ven sagde engang, at sex og kærlighed er som en flod: Uanset hvor mange diger man bygger, skal den nok finde en vej udenom. Når unge mænd med hormoner, der pumper rundt i kroppen, ikke kan komme i kontakt med unge kvinder, opstår der et rum for at eksperimentere med sit eget køn i stedet. 

ET ANDET HJEM

Han har en smøg i munden og hænderne på rattet. Han er 10 år gammel, kører bil og opfører sig, som var han voksen. Siden han var fem, har Mina Farghaly samlet affald i ’Garbage City’, en bydel i Kairo, hvor skraldedyngerne tårner sig op i gaderne og inde i bygningerne. Det er det kristne mindretal kopterne, der bor her. De har sorteret skrald fra Kairos gader i årtier – de kristne er de eneste i det muslimske land, som kan holde grise, og de hjælper affaldet af vejen ved at spise sig gennem tonsvis af madrester. Grisene må ikke være i gaderne, men går i stedet indendørs i beboelserne. Af og til kan man spotte dem gennem et vindue ude fra gaden. 

Jeg er i ’Garbage City’ en uge og følger den 10-årige dreng, der har det samme grønne joggingtøj på hver eneste dag. Hans bror er handicappet, hans søstre er gift, og familien er afhængig af de penge, han tjener på at transportere skrald væk fra Kairos mere velhavende bydele.

I 2013 flytter jeg til Kairo fra Beirut, hvor jeg har boet, siden jeg forlod Afghanistan. Kvarteret, jeg bor i, er et område med mere grønt, mere luft og lidt mindre trafik, men selv her ligger der skrald på gaden. Kairo er en enormt beskidt by. Affaldssystemet virker ikke, så folk smider det i bunker på gaden. Bunkerne vokser og vokser, og kun hvis man er heldig, kommer der en gang imellem en skraldebil og fjerner dem. Døde gadehunde og vilde katte bliver også smidt på gadehjørner. Jeg møder ofte stanken, når jeg er ude at løbe en tur.

I dag føler jeg mig mere hjemme i Kairo end i Danmark. Men jeg kan stadig køre få kilometer fra mit hus og ende i en bydel, hvor jeg føler mig totalt fremmed. Kairo er ufattelig stor. Jeg bor med min mand i et hus, som jeg lejer af en kvinde, der tilbringer det meste af året i udlandet. Der er seks meter til loftet og kupler med farvet glas i hvælvingerne. Stengulvet er køligt, selv om sommeren, og i haven er der avocadotræer. 

Når jeg er hjemme, går jeg og planter blomster og fjerner ukrudt. I entreen bliver jeg mødt af mine to katte, Puffer og Bonnie. Katte har en meditativ effekt på mig. ”A cat a day keeps the PTSD away,” plejer en udenlandsk kollega og jeg at sige til hinanden. En kat, der spinder, er et fantastisk roligt gemyt at have i huset. Det hjælper mig med at falde tilbage i en rytme, når jeg kommer hjem fra en rejse. 

Min gamle kat, Puttie, flyttede med til Kabul, til Beirut og til Kairo. Her blev hun slået ihjel af et giftigt pulver, som byens myndigheder lægger ud for at slå de hjemløse gadehunde ihjel. Hun overlevede Pakistan, Afghanistan og Libanon, men den egyptiske hovedstad gjorde det af med hende. Vi fik otte gode år sammen.

FLYSKRÆK

Jeg lider af flyskræk. Jeg lægger altid en snus under overlæben, når jeg skal flyve. Og jeg sidder helst ved vinduet, lige ud for vingen. Så kan jeg holde øje med det hele. Jeg spekulerer altid på, om flyet er blevet efterset. Når flyet letter, tænker jeg, at det ikke har fart nok på til at komme i luften. Måske har flyselskabet forregnet sig, lastet maskinen for tungt? Og jeg følger med i, om flapperne går op og ned, som de skal. Når flyet lander, holder jeg øje med, om landingsstellet folder sig ud under mig. 

Det er svært for mig at afgive kontrol til andre. Flere gange har jeg oplevet, at piloter i Mellemøsten ryger, mens de flyver. Når de sidder og pulser smøger i cockpittet, hvad kan de så ellers finde på? Spiser de også sandwich med dressing, der drypper ned i instrumentbrættet? Min fantasi kender ingen grænser.

I 2018 sidder jeg om bord på Yemenia Airways og flyver over Det Røde Hav. Det er nat, og passagererne sover. Over min ene skulder får jeg øje på en kvinde. Hun har blå negle og en arabisk næse, hvor næseryggen knækker. Hun får også øje på mig, og vi falder i snak hen over midtergangen. Hun er 28 år, hedder Shifa og fortæller, at hun er læge, og at hun hader det yemenitiske styre, hader oprørerne. Hun siger også, at hun slet ikke er religiøs – faktisk er hun ateist. Det sidste hvisker hun. I Yemen kan den sætning være en dødsdom. 

Jeg bliver overvældet af, hvor hurtigt hun lukker mig ind i sit inderste kammer. Det er meget uvant for mig. Danskere fortæller ikke så ofte fremmede om deres inderste tanker. Men folk i Mellemøsten er anderledes. Jeg er tit blevet inviteret med til både bryllupper og begravelser af folk, jeg har kendt i få timer. 

Shifa og jeg forstår hinanden med det samme. På flyturen begynder et venskab, og vi har stadig tæt kontakt i dag. At tale med hende dulmer også min flyskræk. Den svinger efter, hvilket selskab jeg flyver med, og hvad jeg flyver over. Den rammer mig ofte hårdest, hvis jeg enten er meget frisk eller meget udmattet. Nogle af de gange, hvor jeg har haft mest flyskræk, er, når jeg er fløjet hjem fra en krigszone. 

UNDER COVER

I oktober 2019 bliver vi viftet ind til siden ved en kontrolpost på grænsen til Yemen. Chaufføren Sameh ruller vinduet ned, viser sit ID til en soldat. Ved siden af ham på forsædet sidder Ahmed, min rejsemakker, som har skaffet mig adgang til landet, der er svært at komme ind i som journalist. Også han viser sit yemenitiske pas. På bagsædet sidder jeg iført niqab og et slør for øjnene, der skjuler min hudfarve og min identitet. Hvis soldaten spørger, er jeg Ahmeds søster. Hvis de beder om at se mit pas, er jeg afsløret. Bliver jeg opdaget, vil vi blive beordret til at vende om – i værste tilfælde arresteret, som det netop er sket for en japansk journalist få uger forinden. Jeg har ikke sikkerhedssele på, det bruger de lokale ikke. Jeg sidder musestille, kigger kun lige frem.

Jeg er taget af sted for at følge i fodsporene på den danske opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr, der i 1700-tallet var en del af en kongelig ekspedition til det arabiske land. Destinationen er hovedstaden Sanaa, som kontrolleres af oprørsgruppen houthierne. De er i krig med præsident Abdrabbuh Mansur Hadis regime, der støttes af Saudi-Arabien, og for at komme dertil skal vi passere regeringsstyrkernes kontrolpost i byen Marib. 

Fra bagsædet kan jeg høre, at soldaten beder Sameh om at åbne bagagerummet. I det ligger min taske oven på min kuffert, fyldt med check-in-mærkater fra lufthavne i Mellemøsten. Jeg hører dem rode i taskerne, lyne lynlåse op. Pludselig kan jeg høre dem bladre i en bog. Mit hjerte begynder at hamre. I min taske ligger Carsten Niebuhrs rejsebeskrivelser på dansk. Da jeg pakkede min taske om morgenen, kom jeg til at lægge den øverst. Jeg er sikker på, at jeg bliver opdaget.

”Hvad er det?” kan jeg høre soldaten spørge.

Sameh tøver.

”Det er en bog,” svarer han så, helt roligt, mens Ahmed forklarer, at vi bare er en familie. Tilsyneladende virker det, soldaten mister interessen for bogen, og vi passerer gennem kontrolposten. På intet tidspunkt falder det dem ind at spørge om mit ID, det beder man ikke kvinder om i Yemen. 

I min niqab føler jeg, at jeg er ingenting. Det er, som om jeg ikke eksisterer. Jeg har ingen personlighed, ingen vilje, intet at skulle have sagt. Mændene fører an, bestemmer alt, bærer min kuffert. Jeg føler, at mine sanser bliver sløve, har svært ved at se ud gennem sløret. Yemenitternes øjne er til gengæld trænede. De kigger efter kvindernes holdning, størrelsen på deres fødder, bredden på deres skuldre. At jeg er tildækket, betyder ikke, at jeg ikke får elevatorblikke – tværtimod. 

Men niqabben har også sine fordele: Under den er jeg kun iført strømpebukser og bh. I den bagende varme bliver den til et luftigt telt om min krop. Og den skaffer mig ind steder, jeg ellers ikke kan komme som kvinde. 

KVINDE PÅ KHAT-POTER

Fra Sanaa rejser jeg videre til de yemenitiske kaffebjerge. Jeg vandrer hele dagen mellem plantager på stejle skråninger. Om aftenen, hos en kaffebonde ved navn Mohammed, hvor jeg bor, falder jeg næsten om af træthed i stuen. Min rejsemakker Ahmed, chaufføren Sameh, Mohammed og et par af hans venner kommer over. Der er khat-blade overalt på gulvet, det er lidt som at sidde i en skovbund. 

De euforiserende blade er en national afhængighed i Yemen. Når man kører over grænsen fra Oman til Yemen, er der én ting i ørkenlandskabet, der ændrer sig: Overalt flyder det med rødfarvede khat-plastikposer, de ligger i buske og i krat, de flyder på vejen, og de hænger fra armene på yemenitiske mænd, som var de en forlængelse af deres krop. I Yemen er frokosten det vigtigste måltid, og når mændene kommer hjem fra markedet, hvor de har købt khat, tygger de hele eftermiddagen og aftenen. 

I alle landsbyer er khat-markedet centrum. De slanke mænd sidder i lændeklæder og sandaler blandt bjerge af khat-blade i forskellige farver og prutter om prisen. Kommer man ved skumring, lyser de med lommelygter. Alles kinder er store som tennisbolde, selv de unge drenges. Khat er fuldt ud lovligt i Yemen, men det føles som at befinde sig i en røverbule.

Hjemme hos Mohammed tygger jeg også khat. Det er hårdt arbejde. Bladene er hårde, og jeg er aldrig nået til at have en kind, der buler ud. Jeg kommer til at sluge bladene i stedet. Man siger, at effekten kan sammenlignes med amfetamin. Det er opkvikkende, men når jeg ser på mænd i Yemen, må et langvarigt forbrug også have en sløvende effekt.

Vi drikker yemenitisk kaffe, noget af det bedste, jeg nogensinde har smagt. Jeg ligger på siden med albuen på en puf og med det ene ben hævet i en trekant under min abaya, en heldragt, hvor man kun kan se ansigtet. Pludselig udbryder Ahmed: ”Du ligger som en sheik!” Hele stuen bryder ud i latter. Ahmed forklarer mig, at sådan bør en kvinde ikke ligge i Yemen, men her tager de mit regelbrud roligt. 

Det er hverken første eller sidste gang, jeg bryder kulturelle koder i Mellemøsten. Andre steder har jeg siddet på gulvet med strakte ben og fødderne fremme. Først bagefter er det gået op for mig, at det betragtes som uhøfligt at sidde, så man kan se fodsålerne. Jeg har også siddet med benene over kors i den kurdiske del af Syrien, hvor den position opfattes som et udtryk for arrogance. 

Og flere gange har jeg stukket labben frem til mænd, der ikke vil give hånd til kvinder af religiøse årsager. Engang blev en mand i Pakistan så befippet, at han stak albuen frem. Så tog jeg fat i den og sagde goddag. Men jeg møder også religiøse mænd, der normalt ikke giver hånd til kvinder, som trykker min hånd. Kvinderne er til gengæld mere løsslupne. Jeg er flere gange blevet overrumplet med tusind våde kindkys. Det er ofte bedstemødre, som holder mig fast, mens de kysser løs.

AISHA

Jeg er i Mosul i 2017 med de irakiske specialstyrker, som kæmper mod Islamisk Stat. Soldaternes base er en villa midt i byen. Familien, der plejede at bo der, er flygtet fra den krigshærgede by. Soldaterne bor 200 meter fra frontlinjen, som skærer sig gennem storbyen i det nordlige Irak. Kampene flytter sig hele tiden, og vi flytter med. Med mig har jeg en skudsikker vest, tørshampoo, vådservietter og Panodiler.

90 procent af en krig er ventetid. Vi snakker, drikker te, spiser kage. Jeg lærer at falde i søvn til lyden af flybomber fra den amerikanske koalition, som bomber Islamisk Stat. Soldaterne kalder mig ’Tante Puk’ på arabisk. De står i kø for at få en hovedpinepille, de fortæller mig om deres frygt, og de spiller musik for mig, som minder dem om deres koner og kærester derhjemme. 

En soldat ved navn Dhafer fortæller mig, at han lyver for sin mor. Hun tror, at han arbejder på det amerikanske konsulat i byen Erbil, men i virkeligheden kæmper han en blodig krig i Mosul, og hans venner dør. 

Når soldaterne rykker frem, går det stærkt. Vi kører i konvoj i armerede Humvee-firhjulstrækkere, og jeg sidder på bagsædet, mens en skytte affyrer maskingeværssalver fra taget. Forrest kører en slags bulldozer, som kan køre over miner. Den agerer også bolværk mod eventuelle selvmords­bilister fra Islamisk Stat, der forsøger at torpedere konvojen med køretøjer fyldt med sprængstof. Jeg har lært at læse krigslandskabet, kan høre forskel på et missil og en mortérgranat. Jeg kigger på soldaterne, aflæser deres ansigtsudtryk, orienterer mig om, hvor fjenden er, og jeg ved, hvordan jeg skal placere mig for at være i mindst mulig fare.

Over for soldater-villaen bor en familie med syv børn, der er flygtet fra deres hjem i den anden ende af byen. På tværs af vejen løber en el-ledning fra specialstyrkernes generator, som forsyner familien med strøm. 

Hver formiddag kommer moderen med frisk brød til soldaterne. Med sig har hun familiens yngste datter, Aisha, hun er tre år gammel og har krøllet hår. Vi giver hende appelsiner og chokolade som tak for brødet, og jeg leger med hende og familiens andre børn.

En formiddag, netop som hun har været ovre med brød, lyder et brag. En mortérgranat slår ned i familiens have. Da støvet letter, fortæller soldaterne, at Aisha er blevet dræbt. Jeg går over vejen og ser appelsintræet i haven, der står forbrændt tilbage. Inde i stuen står eftermiddagssolen ind ad et lille vindue, i lyskeglen sidder Aishas mor og skriger i gråd. Jeg lægger armene om hende, og hun trykker sit hoved ind mod mig. Jeg føler mig helt magtesløs.

Den slags oplevelser sætter sig i mig rent fysisk. Jeg bearbejder det ved at skrive om det. Og når jeg er hjemme i Kairo, har jeg en massør, som hjælper mig med at løse det op. Det er et fast ritual.

PUK DAMSGÅRD

42 år. Opvokset i Hammer-Torup syd for Næstved. Uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2007. Gik forinden tre år på skuespilleruddannelsen på Holbergs Film + Teaterskole fra 1999 til 2001.

Tog i 2006 orlov fra journaliststudiet for at rejse med den tredje Galathea-ekspedition og rapporterede om ruten fra Cape Town i Sydafrika over Det Indiske Ocean til Australien, Salomonøerne og New Zealand.

Har boet og arbejdet i Mellemøsten siden 2008 som freelancejournalist for Danmarks Radio, Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad og fra 2011 som DR’s korrespondent i Mellemøsten, først med base i Beirut i Libanon og siden 2013 i den egyptiske hovedstad Kairo.

Modtog Cavlingprisen i 2015 for sine reportager fra Mellemøsten og for bogen ’Ser du månen, Daniel’ (2015) om den danske freelancefotograf Daniel Rye, som i 2013 blev taget til fange af Islamisk Stat i Syrien og blev tilbageholdt i 398 dage. Bogen udkom i 2019 som film, instrueret af Niels Arden Oplev og med blandt andet Esben Smed og Anders W. Berthelsen på rollelisten.

Har desuden modtaget Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris i 2011, Den Berlingske Fonds Journalistpris i 2012 (sammen med korrespondentkollegaen Simi Jan), Læsernes Bogpris i 2015, Den Danske Publicistklubs Fortællerpris i 2015 og Rungstedlundprisen i 2020.

Udgav i november bogen ’Arabica’, en personlig rejseberetning fra Yemen, på Politikens Forlag.

SKJULT KÆRLIGHED 

Jeg kender Hisham gennem en ven, der er operasanger og baryton. Til en privat koncert i Kairo hører vi en arie fra ’Carmen’. Bagefter går vi ud i en overdådig have. Hisham piller skud fra en kaktusplante, rækker dem til mig og fortæller, at hvis jeg opbevarer dem tørt, vil de slå rødder, og så kan jeg plante dem derhjemme. 

Mødet udvikler sig til venskab. En dag, da jeg har inviteret ham på hjemmebagte boller på min veranda, møder han op med en anden mand. Det er Ismail, hans 23-årige kæreste, som han har fortalt mig om. Selv er Hisham i midten af trediverne. Han siger, at mit hjem er det første sted, han har været uden at skulle skjule, at han er homoseksuel. I Egypten kan kærlighed mellem to mennesker af samme køn være farlig. På arbejdspladser, i familien og i samfundet risikerer de at blive udstødt – og fængslet. Kæresten Ismail fortæller mig, at han lyver for sin mor. Hun tror, han er til karrieremesse. Ismail bor hjemme, og hans mor forventer, at han snart vil finde en hustru. Hun ved, at han er til mænd, det har hun læst i hans dagbog, men det vælger hun at ignorere. 

Jeg har set mange eksempler på den sociale kontrol i muslimske samfund. Mænd og kvinder ender i ulykkelige tvangsægteskaber på grund af indgroede traditioner og skikke. Og Hisham skjuler stadig sin seksualitet for mange i sin omgangskreds. Men i det mindste er hans forældre stoppet med at forsøge at få ham gift. 

For nylig holdt jeg en lille barbecue i min have for nogle venner. Hisham og Ismail var inviteret. Her var de for første gang sammen som par foran andre mennesker. Jeg så dem holde hinanden i hånden. Men Ismails mor ved stadig ikke, at hendes søn har en kæreste, der er en mand.

MENINGEN MED … DET HELE

For syv år siden, da Betina og jeg kom ud af Yabrud og Syrien og tilbage til Libanon, boede Betina hos mig i Beirut et par dage. Vi drak vin og talte ud – som en form for debriefing. Af og til taler jeg også med venner og familie om mine oplevelser, men intet er bedre end at tale med den person, jeg har været sammen med i krigszonen.
Det hjælper også altid at lytte til ’Mads & Monopolet’. Det gjorde vi i Syrien. En lytter skrev ind og spurgte, om man kan tillade sig at grave naboens hindbærbuske op. Det føles befriende at lytte til noget så almindeligt, når man selv skal forholde sig til liv og død.

I dag er jeg meget bevidst om, hvilke risici jeg tager. Det skal give mening. I 2012 befandt jeg mig i nabobyen, da to journalister blev slået ihjel i Homs i Syrien. For nylig blev en udenlandsk kollega såret på arbejde i Nagorno-Karabakh ved grænsen mellem Armenien og Aserbajdsjan. I flere dage vidste jeg ikke, om han ville overleve. 

Jeg er kommet frem til, at jeg hellere vil leve et kortere liv og få en kugle for panden end dø gammel på et sygeleje, som mange mennesker gør. For mig er indholdet af livet vigtigere, end hvor længe det varer. Jeg har fortalt min familie, at hvis jeg en dag ikke vender tilbage, så vidste jeg, hvad jeg gik ind til. Kommer jeg hjem i en kiste, ved de i det mindste, at det skete, mens jeg lavede det, jeg elsker.

Der var store, internationale planer i støbeskeen. Men så ramte tragedien. I stedet valgte Søren Kragh-Jacobsen at sende danskerne et filmisk postkort fra et forsamlingshus i provinsen. Vi tog en snak med den 73-årige instruktør og sangskriver om dansktop og Chopin, sygdom og arbejdsiver og hår, der engang var helt forkert.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Rolf Konow, privat

’Din nye film ’Lille sommerfugl’ handler om en bondemand, der tilsyneladende har det hele: dejlig kone, idylliske huse, blank, moderne silo. Selv gyllelugten har han fået under kontrol. Og så vælter problemerne ellers frem ved hans guldbryllupsfest. Hvorfra kom ideen?

”Min kone og jeg har sommerhus på Glænø i Vestsjælland og har i mange år været fast inventar i Bøgelunde Forsamlingshus ved Skælskør. Jeg har altid syntes, at forsamlingshuset var et ekstremt eksotisk stykke Danmark. Jeg synes, de er smukke indvendigt. Og jeg synes, det er et sjovt sted at møde mennesker og høre musikken. Som i virkeligheden ikke er min musik, men har jeg fået et par glas rødvin, synger jeg også med på ’Den knaldrøde gummibåd’. Det er en festlig og kulørt arena. Flere gange har jeg tænkt, at det var underligt, at der ikke var nogen, der havde lavet en film med forsamlingshuset som centrum. Men så har jeg parkeret ideen igen.”

Og hvorfor blev den så til noget nu?

”I 2017 fik jeg en hjerneblødning, der var ved at slå mig ihjel. Men jeg kom til live igen, skruptosset og helt forvirret. Jeg gik dårligt, havde ingen korttidshukommelse og tissede i bukserne. Ved genoptræning og ved et Guds under blev jeg en af de 13 statistiske procent, der slipper helskindet igennem. Jeg kom ud på den anden side uden handicap. Så en dag i 2018 sagde jeg til min kone: ’Nu er det min tur til at lave noget.’”

Din tur?

”På det tidspunkt havde jeg stort set været hjemme i fire år. Min kone har sklerosesygdommen ALS og er sengeliggende, så jeg havde brugt det meste af min tid på at pleje hende. Jeg havde lavet lidt småtterier, instrueret et par afsnit af Per Flys serie ’Bedrag’, men nu havde jeg lyst til at lave mit helt eget. Det sidste, jeg sagde til min kone, inden jeg tog af sted på optagelser, var: ’Hvis du dør, så kommer jeg hjem og slår dig ihjel.’ Og jeg var lige ved at slå hende ihjel af grin, for hun har en fin humoristisk sans endnu, selv om hun er meget syg.”

Søren Kragh-Jacobsen havde først tænkt sig at indspille ’Lille sommerfugl’ på Vestsjælland, men pengene fra filmfonden FilmFyn sendte dem til Kerteminde-egnen.

Hvordan påvirkede hjerneblødningen filmens tilblivelse?

”Jeg har undret mig over, at den ikke har spoleret noget af det kreative. Jeg har levet det meste af mit liv af ting, jeg selv fandt på. Pludselig syntes jeg, jeg fandt på endnu mere og skrev hurtigere. Jeg skal ikke plædere for, at folk skal have en hjerneblødning, men jeg ramte ind i en enorm arbejdsglæde.”

Hovedpersonen er en småracistisk, klimagas-udledende konventionel svinebonde. En knap så politisk korrekt hovedperson?

”Når jeg kigger ud ad vinduet fra vores hus på Glænø, ud på Agersø og Omø, stemmer alle DF, men der er ikke én fremmed. Det undrer mig. Men det er nu ikke det, der bærer filmen. Den handler om et nuanceret, tvivlende menneske, der er endt i en blindgyde. Jeg ville gerne lave et kærligt danmarkspostkort ude fra landet. Og det skulle være en historie om en svinebonde, grise er bare sjove på film.”

Ud over fremmedhadet lurer utroskab og druk under overfladen. Er der i virkeligheden ikke så dejligt ude på landet?

”Jeg synes, der er dejligt, tag ikke fejl af det. Og jeg synes også, folk er rummelige. Jeg vælger ikke mine bekendte ud fra deres politiske holdning. Det må de sgu selv om. Men på landet findes også alt det, som du har i storbyen. Og på et mindre sted bliver problemerne måske mere udtalte.” 

SØREN KRAGH-JACOBSEN

Født 1947. Opvokset i Københavns Nordvest-kvarter.

Kendt for film som ’Vil du se min smukke navle?’, ’Gummi-Tarzan’, ’Drengene fra Sankt Petri’ og ’Mifunes sidste sang’. Som musiker mest berømt for sangen ’Kender du det?’.

Aktuel med selvbiografien ’Superbenzin & kærlighed’ og filmen ‘Lille sommerfugl’.

Inden du gik i gang med at lave ’Lille sommerfugl’, gik du i mange år med en drøm om en film om komponisten Chopin …

”Jeg har været meget optaget af hans musik i mange år. Han er virkelig en klaver-poet. Og da jeg begyndte at læse ind på den her polak, der kommer til Paris som ung, fandt jeg, at han lagde sig flot ind i serien af generte, introverte underhunde, som jeg har portrætteret i mange af mine film. ’Han er sgu en Gummi-Tarzan’, tænkte jeg. Filmen skulle handle om det sidste af hans 39 leveår, hvor han rejser til England på flugt fra revolutionen i Paris i 1848 og for at søge alternativ behandling, men må forlige sig med, at han skal dø af sin kroniske lungesygdom.”

Og hvorfor blev den ikke til noget?

”Jeg ville sindssygt gerne have lavet den og var rimelig langt fremme med at finansiere den med midler fra en række lande. Det polske filminstitut hørte, at vi gik med planer, og kaldte os til orden: ’Der bliver ikke lavet en Chopin-film, uden at vi er med!’ Men jeg har et godt forhold til Polen og har indspillet to film dér, ’Drengene fra Sankt Petri’ og ’Øen i Fuglegaden’, så de var klar til at give os en halv million euro. Da det endelig så ud til at lykkes, hoppede min franske hovedrolleskuespiller fra, fordi det havde varet for længe. Samtidig blev min hustru syg. Jeg kunne ikke være væk fra hende så lang tid, som det krævede. Men jeg har stadig mit manuskript. Jeg tror ikke, jeg kommer til at lave filmen, men der er da et par instruktører i England, som jeg godt kunne tænke mig at tilbyde den. Jeg tror, der ville være et stort publikum til den.”

Leif Lindskov og Søren Kragh-Jacobsen indspiller ’Hinkeruder på motorvejen’ (1975). Albummet indeholder sangen ’Kender du det?’, som mange ikke kender for titlen, men for omkvædet om Mona.

Den her indadvendte, undertrykte type, du snakker om, hvorfor er han blevet et tema?

”Det er først senere i min karriere, at jeg er blevet bevidst om, at jeg vender tilbage til den lille mands sejr i ni ud af 10 film – og også i mine sange. Men jeg henter vel noget af det i mig selv. Det introverte har jeg aldrig lidt af, men manglende tro på mig selv har jeg masser af. Jeg synes, tvivl og usikkerhed er nogle udmærkede makkere at have. Man kommer til at omfavne dem hen ad vejen. Det siger jeg også til mine sønner. Jeg har mødt mange slamberter, der var så selvsikre, at de var ved at vælte bagover i skoene. Men usikkerheden får én til at tænke sig om en ekstra gang. Man kommer aldrig for sent. Man er velforberedt.”

I din sang ’Kender du det?’, som mange husker for dens ’Mona, Mona, Mona’-omkvæd, møder vi den usikre unge mand Jesper Ravn. Hvordan blev den til?

”Jeg tror aldrig, jeg har skrevet en sang så hurtigt. Den ramte noget, jeg havde oplevet selv, nemlig at være genert i forhold til kærligheden. Da jeg skrev den, var jeg selv midt i tyverne og havde det på afstand, men jeg var blevet ansat i Børne- og Ungdomsafdelingen på Danmarks Radio og havde arbejdet sammen med og interviewet mange unge. Så jeg havde en forbindelse til dét følelsesliv. Da jeg satte mig ned for at skrive den, var det som at bide spidsen af et stykke overmoden camembert. Linjerne flød bare ud: ’Jeg sad ved andet bord i rækken.’ Nå! ’Det var tredje skoledag.’ Ja! Og så videre. På det tidspunkt havde jeg en duo sammen med min ven Leif Lindskov. Vi havde sendt et demobånd rundt, pludselig ville et pladeselskab have os i studiet, og det var et af numrene, vi tog med. Vi høvlede den af én gang, så sagde teknikeren: ’Det kan du aldrig lave bedre!’ ’Rolig, nu,’ sagde jeg. Jeg havde det ikke, som om sangen var færdig. Men sådan kom den til at lyde. Du kan ikke køre en metronom igennem den. Den vakler fra side til side. Men den var rigtig. Den blev spillet tit i radioen, da den kom ud i 1975, og den blev en ægte lejrbålssang. Det har været en gave for mig i min alderdom. Da jeg var ude at spille i 2014 og havde svært ved at huske teksten til alle fem minutter og 20 sekunder, kunne publikum den. Der var altid en på de forreste rækker, jeg kunne bruge som sufflør.”

Søren Kragh-Jacobsen gennemgår dagens optagelser til ’Drengene fra Sankt Petri’ (1991). Anden verdenskrigs-filmen blev indspillet i Polen, der mange steder stadig kunne ligne noget fra 40’erne.

Hvad knap så mange ved om dig, er, at du igennem en karriere, der både har budt på børne- og ungdomsfilm, dogmefilm og historiske dramaer, også har lavet reklamer. Hvordan var det?

”Da jeg holdt op på Danmarks Radio i 1983, kom der perioder, hvor jeg havde brug for noget at leve af mellem mine spillefilm. Så fik jeg et vist navn inden for reklamefilm. Det var godt betalt, og der var altid penge til det nyeste. Første gang, jeg brugte CGI, altså computergenererede billeder, som er i næsten enhver produktion nu, var på en reklamefilm. En af mine bedste kunder var et norsk firma, Stabburet, som lavede pizzaer og andre færdigvarer. Vi lavede små idylliske film, optaget på romantiske gårde i Sverige, og nicede det op med blomsterranker og anden computergrafik i redigeringen. Det var dengang, alt skulle hedde ’Kornblomst’ eller ’Kærgården’. Rent fup.”

Havde du, som venstreorienteret, nogle kvababbelser over den illusion, man sælger folk?

”Det havde jeg nok. Og jeg har da også sagt nej til swap-lån og andet, der var over min grænse. Men ellers har politik ikke som sådan stået i vejen for min egen indtjening. Og jeg var på en måde ret glad for det. Jeg syntes, det var sjovt at fortælle en historie på 30 sekunder, og kunne godt lide, hvis det var lidt menneskerelateret. Jeg speakede Amagerbankens reklamer i mange år. Deres film var smukke og poetiske. Det var nærmest digte, der skulle læses hen over billeder af kunder. Teksterne var gode, og jeg filede selv lidt løs på dem. Og så lukkede banken. Jeg blev ringet op af en sønderjysk bank for nogle år siden. Om jeg ville speake en reklame for dem. ’Det vil jeg godt, men jeg synes, I skal vide, at det var mig, der speakede Amagerbanken.’ Så hørte jeg ikke mere fra dem.”

Jesper Christensen (72) og Karen-Lise Mynster (68) fejrer deres guldbryllup i ’Lille sommerfugl’.

Du siger, at du mestendels har levet af ting, du selv fandt på. Havde du nogen forestilling om det, da du efter skolen begyndte i lære som elektromekaniker?

”Overhovedet ikke. Jeg var elendig i skolen, gik for at være ordblind, kunne ikke stave, og mit hår var helt forkert, haha. Jeg var en dagdrømmer og forelskede mig i alle mulige på afstand. I min læretid følte jeg mig meget alene, når jeg stod ved drejebænken og skulle fremstille 10.000 emner på 14 dage. Men i løbet af min læretid lærte jeg mig at spille guitar og blev forsanger i et orkester, der hed The Boozers. Jeg var skrækslagen, men syntes, det lød godt, når det først kom i gang. I slutningen af mine læreår mødte jeg Leif Lindskov, og vi satte os ned og skrev tekster inspireret af Sebastian og Dissing, og hvem der ellers var af danske sangskrivere. Det begyndte at blive rigtig lyrik. Af og til ramte vi noget.”

Har du kunnet bruge din uddannelse til noget?

”Helt klart. Jeg er ikke sådan en, som ligger og reparerer min bil. Men jeg lærte samarbejdets kunst. Jeg kom i lære på en pænt stor fabrik med hen ved 80 ansatte og mange forskellige typer, man skulle arbejde sammen med. Jeg lærte at stikke fingeren i jorden. At skimme et rum og se, hvem man skulle passe på, hvem der var et dumt svin, hvordan man kunne sno sig. Jeg fik forfinet min sans for menneskelig psykologi. Og det er præcis det samme, man benytter sig af, når man står med et filmhold.”

Som barn flygtede SUSANNE BIER ind i fortællingerne om det godes sejr, og hun har aldrig fundet ud igen. I 12 nedslag fortæller hun om, hvordan en umoden, pigedrillet og drømmende drengepige i tværstribet pyjamas blev til international stjerneinstruktør på toppen af New Yorks skyline.
Tekst:Danni TravnFoto:Ricky John Molloy

1.

Begge mine forældres barndom var præget af, at de var jødiske flygtninge. Som toårig flygtede min far fra Tyskland til Danmark med min farmor og farfar, det var i 1933, lige efter Hitler var kommet til magten. I 1943 flygtede han igen. Denne gang fra Danmark til Sverige. Det samme gjorde min mors familie. Men sammen skabte de et hjem for mig og mine brødre, som var harmonisk og fyldt med humør. 

Især min mor er præget af en ukuelig optimisme, som aldrig har svigtet hende. En virkelig glæde ved store og små ting. ”Næ, nu skal vi hjem og have en dejlig middag!” ”Nu skal I se, jeg har lige bagt en kage!” Det kommer fra et virkelig oprigtigt sted. Hun har også altid været ret lattermild. Min far har altid været ret sjov, han står på en meget taknemmelig scene, og det har været stimulerende for dem. Han har ikke historier, der som sådan går igen, det er mere noget med at være i nuet og gribe det. 

Når vi sad ved aftensbordet derhjemme og spiste, og en af os unger gjorde et eller andet åndssvagt, kom der straks en underfundig eller ironisk kommentar. Vi måtte gerne drille hinanden. Jeg er vokset op i en familie, hvor det blev forventet, at man tager plads, ellers kommer en masse andre familiemedlemmer tromlende med deres store personligheder og vælter én omkuld. Sådan er det også med mine egne børn i dag. Altså, hvis vi er 15 mennesker samlet, taler 12 af os samtidig.

2.

Jeg legede aldrig med dukker. I stedet løb jeg rundt på vejene med drengene fra vejen, kravlede op på tagene og hoppede ned. Jeg brækkede alt muligt hele min barndom. Jeg var den uheldige kombination af rimelig klodset og ret vild. Det eneste, som var ret skræmmende for mig, var at lege skjul. Det dér øjeblik, hvor man bliver fundet eller finder nogen. Huh! Det er mega-uhyggeligt. 

Det drengede blev forstærket af, at jeg fik to brødre, og der var især drenge blandt vores nabobørn. Jeg er opvokset med drengekonkurrence. Dengang opdrog man drenge og piger langt mere forskelligt end i dag, men min familie var en undtagelse. Min far har i et vist omfang fået lov til at opdrage mig som en dreng, og min mor syntes, det var okay. Eller hun kunne mærke, at det var det rigtige, og det var heldigt for mig.

Samtidig er jeg den ældste, og min ældste lillebror er kun et år yngre end mig, så jeg har haft ham åndende lige i nakken. For mig har det været nødvendigt at sige: ”Hallo, lad være med at skubbe til mig, jeg er her også.” Det har man i generationer været for dårlige til at give piger, det der med: ”Ja, du faldt, men rejs dig op, og fortsæt.” Det er sundt, det giver hår på brystet. 

SUSANNE BIER

60 år. Opvokset på Østerbro i København. Hendes forældre er Hennie Bier på 84 år og tidligere direktør Rudolf Bier på 90. Hendes lillebror Philip er forretningsmand og stod blandt andet bag discountkæden Flying Tigers indtog i Storbritannien. Lillebroren Jacob arbejder som advokat i London. Gik på den jødiske privatskole Carolineskolen og senere på Niels Steensens Gymnasium. Studerede religion og arkitektur i Israel og England, inden hun i 1983 blev optaget på Den Danske Filmskole.

Spillefilmsdebuterede i 1991 med ’Freud flytter hjemmefra’, en komedie om en jødisk piges komplicerede forhold til sin familie og sin dominerende mor, spillet af Ghita Nørby. Fik sit brede gennembrud med ’Den eneste ene’ i 1999, der solgte 843.000 biografbilletter. Vandt en Oscar og en Golden Globe for filmen ’Hævnen’ og en Emmy for tv-serien ’The Night Manager’. Hendes seneste spillefilm, ’Bird Box’, slog rekorden som mest populære film i premiereugen på Netflix. Ifølge streamingtjenesten blev den afspillet fra 45 millioner konti.

Mor til børnene Gabriel og Alice fra sit ægteskab med den svenske skuespiller Philip Zandén. Bosat i Gentofte med sin mand, komponisten Jesper Winge Leisner.

3.

Den første biograftur, som virkelig gjorde indtryk på mig, var sammen med min farmor. Jeg må have været omkring 11. Vi gik i Palads, hvor der var røde veloursæder. Jeg tror, min farmor var uforberedt på, hvad hun havde taget mig ind til. Det var en form for gyserfilm, hvor der var en mand, som kørte i et tog med blå sæder. Og denne mand kunne ligesom lave en bevægelse, og så poppede hans øje ud. Wup! Man kunne se øjenhulen og det hele. Det var ekstremt livagtigt, og det skræmte mig. 

Sædet ved siden af mig var tomt, men der sad nogle bagved. Så jeg kiggede bagud og tænkte: ”Det kan være, at ham der skråt bag mig også kan poppe sit øje ud.” Jeg var ret påvirkelig med sådan nogle ting. I dag ved jeg jo godt, at det nok var et falsk øje. Men jeg kan stadig finde på at google, om det virkelig er muligt, at et øje kan hoppe ud på den måde. Det sidder i mig.

4.

Da jeg var omkring 12, konstaterede min mor, at nu gad hun ikke købe tøj til mig længere. I stedet fik jeg penge til selv at klare det. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på, men blandt andet købte jeg en tværstribet pyjamas, som jeg gik med til daglig. Der findes i hvert fald 50 billeder af mig med den på. Jeg var virkelig kikset. Selv hvis jeg bare havde brugt den som pyjamas, havde den været ufattelig grim. Men jeg var umoden og helt ubevidst om mig selv som et fysisk væsen. 

Jeg havde det ikke specielt godt i puberteten. Jeg forstod ikke, hvad der skete, da de andre piger begyndte at ryge cigaretter og se supergodt ud. Jeg syntes stadig, det var sjovere at spille fodbold med drengene. Der var fire piger i klassen, som bestemte alting, og når de arrangerede fester, fik jeg ingen invitation. Engang spurgte jeg dem, hvorfor jeg ikke blev inviteret, og så kiggede de på mig og sagde: ”Arh, men vi tror ikke, du vil synes, det er sjovt.” 

Jeg fik en tanke om, at I da ikke skal bestemme, om jeg synes, det vil være sjovt at komme til fest. Selvom jeg var så umoden, kunne jeg mærke, at der lå noget andet bag at sige sådan. Noget fordækt i at lade, som om det var for min egen skyld. Dengang kunne jeg bare ikke sætte fingeren på det. Det gjorde mig utilpas og ked af det. Jeg fortalte det ikke til mine forældre, for i den alder har man brug for ikke at fortælle dem alting. Mine egne børn vil nok sige, at de ville være rædselsslagne, hvis jeg gik hen på skolen og skældte ud. Det kan være, det var samme frygt: at mine forældre ville blande sig og gøre alting værre. 

HUSHJÆLP

I 1964 indrykkede Susanne Biers mor en annonce i Berlingske Tidende. Den lød:

En kvik og dygtig ung pige, 17-20 år, kan d. 1. okt. eller senere få en virkelig ønskestilling under betryggende forhold hos ungt ægtepar med 2 børn, 3 og 4 år (samt baby i vente), i moderne lille rækkehus ved Svanemøllen S-st. Vi lægger vægt på, at den unge pige er energisk og selvstændig samt har evne til at omgås børn. Evt. kan en ung pige, der senere ønsker at uddanne sig til sygeplejerske ell. børnehavelærerinde, komme i betragtning. De får et hygg., lyst værelse, en rimelig løn og fast weekend-ordning.

Fru Hennie Bier, Kildevænget 21, Ø.

”Jeg synes, den annonce signalerer en veloplagthed og en harmoni. Og det var der i mit barndomshjem. Vi var meget tætte med de unge piger i huset. En af dem kom fra Næstved, og jeg kan huske, at jeg var med hende nede og besøge hendes familie og for første gang i livet se en ko kælve. Det hele var enormt familiært.”

5.

Jeg havde tre år, hvor jeg var uden for det hotte, sociale liv, og derfor fik jeg meget tid og rum. Jeg brugte det på at læse sindssygt mange bøger. De var lette at komme til, vi havde altid huset fuldt af bøger – begge mine forældre læste, min mor skønlitteratur, og min far især faglitteratur om historie og geografi. Jeg læste alt fra ’De 5’ til ’Krig og fred’ og ’Anna Karenina’ og forsvandt ind i en fantasiverden. Der er ingen tvivl om, at den fokus på historier på et tidspunkt, hvor jeg var så påvirkelig, har betydet noget. Det har trænet min adgang til fantasi, og det har trænet min forståelse for, hvordan historier er skruet sammen. 

Jeg blev i den verden til og med 9. klasse. Derefter gav gymnasiet mig et positivt chok: ”Wow, her er faktisk drenge, som ser mig som noget andet end en ven. Her er piger, som synes, jeg er sød og spændende.” Men den der følelse af at blive holdt udenfor har aldrig sluppet mig. Jeg var ikke et decideret mobbeoffer i folkeskolen, men det var lige på grænsen. De piger var virkelig ikke søde mod mig. Jeg tror aldrig, sådan en oplevelse som barn slipper et menneske. Midt i mit voksne, privilegerede liv kan de mindste ting få mig til at føle mig udenfor, og det sårer mig. 

Jeg har dog fået min hævn, synes jeg. Engang i 00’erne var jeg på et hotel for at lave presse til en film. Jeg kom ind i hotellets restaurant i højt humør med et kæmpe hold af journalister efter mig. Dér i restauranten sad de fire piger og spiste morgenmad, og jeg kunne se, at jeg i de mellemliggende år havde været til sjovere fester, end de havde.  Samtidig var det lidt sørgmodigt. Jeg fik en ømhed over for dem, jeg faktisk ikke havde lyst til at have.

Den danske instruktør i ’stolen’ på settet til HBO-serien ’The Undoing’.

6.

Derhjemme fulgte vi reglerne for et ortodokst jødisk liv. Vi holdt sabbat hver fredag, spiste traditionel jødisk mad, og det var hyggeligt at være sammen på den måde. Mine forældre forventede, at jeg som voksen skulle leve et konventionelt jødisk liv. Det ville indebære, at jeg overholdt de jødiske regler og blev gift med en jødisk mand. Begge mine brødre har ført det liv videre. 

Men allerede fra jeg var ret ung, var det tydeligt for mig, at jeg var nødt til at gøre op med de forventninger, hvis jeg skulle leve det liv, jeg ville. Opgøret skete ikke i aha-øjeblikke. Det skete gradvist, efterhånden som det gik op for mig, at visse ritualer ikke havde den stærke betydning for mig, som de burde have. Behovet for at gennemføre ting, fordi ’sådan har vi altid gjort’ blev simpelthen mindre.

I dag kan jeg ikke påstå, at jeg er et religiøst menneske. Men min baggrund har givet mig en kulturel identitet, og den har givet mig et moralkodeks, som jeg er meget tro over for. Nogle værdier, jeg ikke gradbøjer. Grundlæggende stræber jeg efter at være et menneske, der viser respekt, anstændighed og ærlighed.

Nu har jeg fundet ud af, at et af mine yndlingsritualer er fødselsdage. Jeg elsker dem. Det er sådan en dejlig måde at fejre mennesker på. Bare fordi de kom til verden. Tanken er så smuk, og det betyder noget for både børn og voksne. Det er også en tradition, som minder mig om, at jeg er så privilegeret at være en del af fire levende generationer: mine forældre, mig, mine børn, deres børn.

ØREHOLDNING

I Susanne Biers debutfilm ’Freud flytter hjemmefra’ (1991) holder hovedpersonen – en ung jødisk kvinde, der står midt i et opgør med sin familie – sig for ørerne, når der er noget, hun nægter at høre. Susanne Bier gjorde det samme som barn, som ung og kan stadig godt finde på at gøre det.

”Især når jeg bliver konfronteret med min egen hjernedøde tankevirksomhed. Det er fristende at holde sig for ørerne, når man har puttet ens mands nyindkøbte, smukke, smukke sweater i vaskemaskinen med alle håndklæderne på 80 grader. Og han står dér med den i hænderne.”

7.

I 1978 flyttede jeg til Jerusalem for at studere. En dag drog min daværende kæreste og jeg på en uplanlagt motorcykeltur ned gennem ørkenen. Uden penge, uden varmt tøj, uden soveposer. Ham ved styret, mig bagpå og så af sted. Israel var i krig på det tidspunkt, vi så en del soldater på vejen, men vi havde det sjovt og fortsatte. Vi kørte væk fra hovedvejen, igennem bjergene og endte på nogle grusveje, som snoede sig i ørkenen. Pludselig gik solen ned. Dernede sker det på et øjeblik. Og vi opdagede, at vi ikke havde så meget benzin på. Vi var kørt så langt, at vi ikke anede, hvor vi kunne få tanket op. Vi anede heller ikke, hvor vi kunne få mad og vand. 

Vi stod af motorcyklen. ”Okay, hvad gør vi?” Vi kørte lidt videre. Stod af igen. Så kom en lastbil kørende med geder på ladet. Det viste sig at være en beduin-far og hans søn. Vi stoppede dem og spurgte, om vi kunne få noget vand, og de spurgte, om vi ville med dem. De viste sig at have et indhegnet sted i ørkenen, hvor der var nogle oliven- og frugttræer, og der fik vi lov til at sove i deres stald. De gav os kaffe og pitabrød og kørte os et sted hen næste morgen, hvor vi kunne få benzin. Det var mere held end forstand, de kunne lige så godt have været en af de beduinfamilier, som var involveret i urolighederne. 

Som ung havde jeg en del oplevelser af den slags: Jeg prøvede grænser og kom steder hen, hvorfra jeg ikke anede, hvordan jeg skulle komme videre. Det var hovedløst. Men når jeg træder et skridt tilbage, ser jeg noget smukt i at hengive sig til eventyret. Nu hvor jeg er blevet ældre, ville jeg tjekke, hvor meget benzin der er på motorcyklen. Men jeg kan stadig stå op om morgenen og have det, som om jeg ikke aner, hvordan jeg skal komme videre. Det kan lyde overfladisk, når jeg er, hvor jeg er, og laver, hvad jeg gør. Men følelsen ligger faktisk på et ret grundlæggende niveau. 

Stjernerne Nicole Kidman, Hugh Grant og stjerneinstruktøren selv på job i New York.

8.

På Filmskolen blev vi bedt om at beskrive vores yndlingsscener fra store film. I ’Dommedag nu’ er der de spektakulære, kæmpestore scener, for eksempel åbningen med lyden af helikoptere, eksplosioner og The Doors’ ’The End’. Eller angrebet til lyden af Wagners ’Valkyrieridtet’. Men min yndlingsscene fra filmen er den, hvor hovedpersonen får sin mission. Det er en intim scene med fire mænd, blandt andet en meget ung Harrison Ford i en lille rolle. De er samlet om et bord og spiser rejer, mens den her nedbrudte kaptajn får forklaret, hvad der venter ham. Jeg er interesseret i, hvad der sker mellem mennesker i sådanne øjeblikke. I et nærbillede. I et blik. Og jeg er ret udholdende, når jeg har fundet en historie, der giver mig mulighed for at undersøge det.

Den næstsidste film, jeg lavede på skolen, var en langt ude historie, jeg skrev med min daværende kæreste, Tómas Gislason, og hans storebror. Om en prinsesse og en dværg. Det var noget med, at de begge to var ensomme og isolerede i et stort, tosset hof, og prinsessen ville teste dværgen. 

Filmen skulle kulminere i en stor fest på slottet, og til den fest skulle der være 200 mennesker. Jeg gik til filmskolens rektor, Henning Camre, med et manuskript, hvor der stod, at vi skulle bruge 200 statister på et slot. Til en skolefilm. Han kiggede på mig med et blik, som sagde: ”Hvilken verden er det lige, du er i?” Jeg var helt frejdig: ”Prøv og hør: Alle de her statister, de kommer, og de kommer gratis. Det sørger jeg for, ikke noget problem.” Vi havde fået lov til at låne Karmeliterklostret i Helsingør og havde lånt kostumer på et teater. Det hele var i fuld gang. Så sagde Henning Camre: ”Okay, du skal have alle 200 til at skrive under på, at de skal være der i tre dage, gratis. Når du kommer og viser mig de underskrifter, så får du lov til at lave filmen.”

Jeg gik rundt på Strøget i København og samlede underskrifter sammen. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte få lidt ekstra, hvis nogle skulle springe fra. Jeg fik samlet 300 underskrifter fra folk, der lovede at komme allerede næste dag. De kom, og så filmede vi i to dage med de her stakkels mennesker, som nok fik vådt og tørt, men ikke en øre. Fra Hennings side var det en test for at se, hvor insisterende jeg var. Og det er jeg. 100 procent. Sætter jeg mig noget for, gør jeg alt for at gennemføre det. 

UDE OG HJEMME

”Tidligere tænkte jeg ikke meget over min nationalitet. Det bunder nok i, at min familie er jødisk, og mine forældre har levet som flygtninge. Min far var faktisk statsløs i mange år. Kulturelt orienterede jeg mig ikke så meget mod Danmark. Men jo mere jeg har opholdt mig i udlandet, jo mere er jeg blevet bevidst om og stolt af, at jeg er dansk. I Danmark er alle med i samfundet. Danskere har, i store træk, en bevidsthed om, at hvad vi gør som individer, påvirker os alle sammen. Sådan er det ikke andre steder.”

9.

Min far var direktør for Stjernerejser og siden for DFDS, og han var en tydelig leder, direkte og dominerede. Men han var også utilpasset i etablissementet, fordi han var mere visionær og original, end hans arbejdsliv tillod. Jeg har heldigvis fundet et sted, hvor det visionære og originale værdsættes. Og ved at observere min far har jeg lært en masse om at lede. Om at tage den plads og det ansvar, det kræver. Sammen med min opdragelse har det gjort mig i stand til at navigere i min forholdsvis maskuline branche uden at blive alt for sårbar. 

Det er stadig unødvendigt svært for unge kvindelige filmskabere at komme frem, og jeg tror, det bunder i mønstre i den måde, vi bliver opdraget på, og i den måde, vi taler til hinanden på. Specielt kan jeg se det, hvis jeg sidder til møder i USA, som er langt mere patriarkalsk end Danmark. Det er grænsende til mandschauvinistisk. De mandlige producenter har en meget mere naturlig måde at tage rummet på, at styre ordet på, selvom de godt kan være mindre kompetente. Men noget i den måde, de har gået i skole på, i den måde, deres forældre har talt til dem på, i den måde, samfundet har mødt dem på, har givet dem adgang til en selvfølgelig sikkerhed, som kvinder ikke har på samme måde. 

Når kvinder tager den plads, de egentlig har talent og kompetence til, er der mange mænd, der opfatter dem som unødigt larmende. Det bliver jeg superprovokeret over. Marginalen for klædelig adfærd for kvinder er væsentlig smallere end marginalen for klædelig adfærd for mænd. Uden tvivl. 

Samtidig er jeg bevidst om, at min egen totale mangel på omsvøb kan være ubehagelig for andre. Jeg er dårlig til at sige ”Nå, hvordan går det?” i telefonen. Hvis jeg ringer til nogle, som jeg regner med ved, at det er mig, kan jeg godt lade være med at sige mit navn. Jeg går direkte til sagen. Hvis man er så direkte, som jeg kan være, kan jeg godt forstå, folk bliver hylet ud af den. Det kan virke som et angreb, selvom det ikke er det. Det har sine fordele at kunne skære igennem, men jeg kan godt se, at det har en bagside. Jeg øver mig i at virke mere venlig … men så glemmer jeg det igen.

Den nære familie er et anker for Susanne Bier, hvis film og serier ofte undersøger de sammenfiltrede bånd mellem forældre, børn, ægtefæller og søskende. Her klip fra ’Den skaldede frisør’ fra 2012 med blandt andre Trine Dyrholm og Pierce Brosnan og fra ’Things We Lost in the Fire’ med Halle Berry og Benicio Del Toro fra 2007.

10.

Under optagelserne til ’Bird Box’ stod jeg pludselig med et helt filmhold, som var skræmt, stivnet og ikke anede, hvad det skulle gøre. Debatten om #MeToo var blusset op, og der var en masse signaler om, hvad man ikke måtte, men ikke så mange signaler om, hvad man måtte. 

Inden vi gik i gang med filmen, havde alle været på et kursus, som Netflix altid holder. Her blev arbejdsmiljøpolitikken på deres produktioner gennemgået. Hvordan vi taler til hinanden og så videre. Og der sagde kursuslederen beroligende, at selvfølgelig bliver folk forelskede, når de arbejder sammen. Det er jo et af de steder, hvor vi møder nye mennesker. Jeg synes, det var en fin måde at forsøge at afdramatisere situationen på. 

Men i praksis på settet eksisterede der stadig en usikkerhed om, hvordan vi skulle omgås hinanden. Og det var en sund usikkerhed, men en usikkerhed, vi også er nødt til at adressere, hvis vi skal redefinere vores omgangsform. Magtmisbrug er utilstedeligt i enhver form, og forhold skal være lige og med åbenhed om hensigterne. Men samtidig skal der være plads til anerkendelsen af, at tiltrækningen mellem mennesker er en organisk ting, som ikke er grim, dum eller ond. Min situation var helt konkret: Jeg skulle skabe en film med en masse mennesker, som ikke anede, hvordan de skulle gebærde sig. Og som ikke havde den mindste form for magtmisbrug i sinde.

Heldigvis var jeg i den situation, at jeg kunne løse det, fordi jeg var kvinde og lederen. En dag krammede Sandra Bullock og jeg hinanden, da vi mødte ind. En af os – jeg kan ikke huske hvem – kommenterede det ligesom humoristisk: ”Ja, nu kommer jeg og krammer dig.” Underforstået, at der var den her debat i gang, og nu rørte vi altså bare ved hinanden. Den joke førte til, at hun og jeg helt målrettet gik rundt og krammede andre på filmholdet. Vi ville vise, at det er okay, at vi krammer. At en varm arbejdsrelation ikke er en misbrugerrelation. Krammene spredte sig som ringe i vandet, vi fik det hele løsnet op. 

’THE UNDOING’

Susanne Bier er aktuel med serien ’The Undoing’, der har blandt andet Nicole Kidman, Hugh Grant, Donald Sutherland og Sofie Gråbøl på rollelisten. Filmen foregår blandt overklasseforældre, hvis børn går på en af New Yorks fineste privatskoler. En af mødrene findes myrdet, og det får en anden mors liv – spillet af Kidman – til at gå op i limningen. Serien kan ses hos HBO Nordic.

11.

Ligesom mange andre har jeg gået rundt i kvartererne omkring Central Park og kigget op på husene og tænkt: ”Hvad er det for nogle liv, der leves deroppe i nogle af de største og dyreste lejligheder i verden?” ’The Undoing’ gav mig pludselig adgang til den overklasse. Og det via et manuskript, som stillede nogle mega-interessante spørgsmål: Hvor meget kender man en person, som er tæt på én selv? Hvor mange og hvor store hemmeligheder har vi for hinanden? Og hvad sker der, når de ting, vi tager for givet, begynder at opføre sig anderledes?

Nicole Kidman var allerede involveret, da jeg blev kontaktet, og hende ville jeg gerne arbejde med. Hun viste sig at være helt exceptionel. Store skuespillere er store på forskellige måder. Hun er det på sådan en måde, hvor hun er en mutant. Hun har 100 procent adgang til andre personers følelser og giver sig fuldstændigt hen til det. Det er, som om hun trykker på en knap, så er hun en anden person. Hun går anderledes, hun åbner døren på en anden måde. Alting. 

En af de vildeste optagedage, vi havde sammen, var oppe i Freedom Tower, det tårn, de har bygget på Ground Zero. Vi filmede på 109. etage, tror jeg. Inde i rummet stod Nicole og en anden skuespiller og skulle føre en dialog. Rundt om os, lige uden for de høje vinduer, cirklede en helikopter, som var en del af optagelserne. Vejret var lidt overskyet, og det var ret uvirkeligt at stå deroppe i himlen. Pludselig kom der hul i skydækket, så vi kunne se lidt af byen og helikopteren, der nærmede sig. Jeg tænkte: ”Nu skal jeg sørge for, at piloten holder helikopteren så tæt på vinduet, at vi får det rette billede. Men ikke så tæt, at han kommer for tæt, og det går galt.” ”Så liiiiidt mere, liiiidt mere. Oooog stop!” 

Jeg har det fint med at stå med ansvaret i sådan en vild situation. Det har ikke noget at gøre med, at jeg synes, filmoptagelser skal være farlige. Det har noget at gøre med, at jeg kan lide, at det er grænseoverskridende, og at det giver et kick. Jeg tænker, det er det samme, sportsfolk har: Hvordan når jeg over på den anden side? 

I dommedagsthrilleren ’Bird Box’ fra 2018 kæmper en kvinde så hårdt for at overleve en epidemi, at hun selv glemmer at leve. Til højre instruktøren og
hovedrolleindehaveren Sandra Bullock.

12.

Jeg er fascineret af psykopater og af det sorte, og jeg har intet imod at vise det kringlede og det besværlige. Men jeg har ikke lyst til at male et billede, hvor det vinder. Jeg føler, at jeg har en pligt til at fortælle noget positivt med mine film og tv-serier. Jeg føler en drift mod det livsbekræftende. 

Det fører tilbage til mine forældre. Især min mors ukuelighed. Jeg tror, den stammer fra, at hun har overkommet noget meget, meget grusomt og alligevel mærket øjeblikke af lykke. Hvis man kan mærke en overvældende glæde på trods af, at man er flygtning, på trods af at en stor del af ens familie har gennemgået noget forfærdeligt, så er det, fordi der findes noget godt i livet, man kan vælge at tro på. Den livsindstilling er jeg blevet madet med hele livet. Bevidst eller ubevidst. Jeg tillader mig den luksus, at det gode sejrer til sidst.

 

Amerikanerne er måske det mest bange folkefærd i verden. Angsten er en del af hverdagen, den gennemsyrer våbenlovgivningen, forholdet til politiet og ikke mindst det kommende valg. Krimiforfatter KARIN SLAUGHTER, der i sine romaner holder et spejl op for det amerikanske samfund, kender bedre end andre til forskræmtheden, der sidder dybt i hendes land.
Tekst:Sarah von EssenFoto:Patrick T. Fallon/Ritzau Scanpix, Marc Brester

LIGE OM LIDT går amerikanerne til valg. Et valg, som begge sider udråber til det vigtigste i historien. Et valg, der rammer lige ned i en splittet befolkning og i en tid, der er præget af dødelig pandemi, landsdækkende demonstrationer mod politivold og racisme, svimlende ulighed, en sønderknust økonomi, arbejdsløshed, skovbrande og orkaner. Det er næsten umuligt at følge med i den nedadgående spiral, men det er tydeligt, at dødstallene stiger, og at frygten ikke bare ulmer, men dominerer dagliglivet og dagsordenen.

På den ene side bruger præsident Trump frygten som sit bedste politiske våben. Han beskylder Demokraterne for at skabe anarki og kaos og advarer om, at de vil snyde sig til sejr i november. Imens svarer Joe Biden igen med en bøn til amerikanerne om ikke at gribe til vold, for vold skaber ikke forandring, kun ødelæggelse. Han anklager Trump for at puste til ilden og søger at berolige befolkningen med mottoet ’Be Not Afraid’. Men uanset hvor amerikanerne sætter deres kryds, er de præget af frygt for, at USA ikke er det land, de ønsker, det skal være  og blive. Som europæisk gæst i USA kan det være forvirrende på én gang at blive modtaget med åbne arme og stor gæstfrihed og samtidig forstå, at de samme mennesker finder det ganske naturligt at eje et håndvåben. Og selvom frygten virker velkendt fra medierne og amerikanske serier og film, er fornemmelsen, følelsen, stadig overraskende, endda overvældende, når man er der. 

EN AF DEM, der kender frygten og faktisk lever af den, er Karin Slaughter, der dukker op på computerskærmen. Det lyse korte hår stritter i alle retninger, mens et isblåt blik brænder igennem fra Atlanta i Georgia. Slaughter har skrevet 20 romaner – senest ’De tavse kvinder’ – hvor blod og vold ofte sprøjter fra siderne. Et udvalg af bøgerne står opstillet i et fotogent arrangement på hylderne bag hende. 

”Ja, jeg blev nødt til at indrette en reol til de her interview på Zoom,” siger hun. 

”Det gik op for mig, at jeg virkelig dømmer folk på det, der foregår bag dem. Jeg talte med en ung journalist, og jeg kunne se hendes undertøj, der hang til tørre i baggrunden. Jeg vidste ikke, om jeg skulle sige noget. Det var ret mærkeligt.”” 

49-årige Karin Slaughter ler. Det gør hun meget, selvom hun faktisk ikke synes, der er meget at grine af. Der går ikke to sekunder, før hun lader kritiske ord regne ned over Trump, og det bliver lige så hurtigt tydeligt, at hun stemmer demokratisk. Slaughter taler hurtigt, som mange gør i disse hektiske tider, og det er, som om præsidenten hele tiden trænger sig på og kaster lange, ubehagelige skygger. Men sådan er det, når verden virker vakkelvorn:
 ”Nu kender jeg selvfølgelig rigtig mange mennesker, som jeg er enig med politisk. Og vi er bange, fordi det føles, som om alting sejler. Det er slemt nok, at vi er ramt af en pandemi, og at økonomien er brudt sammen. Orkanerne raser, og så er der gudhjælpemig også kæmpe-hvepsene fra Japan, der truer med at invadere os (i foråret dukkede såkaldte murder hornets op i USA; ifølge New York Times er hvepsene skyld i op mod 50 dødsfald om året i Japan, red.). Men oven i det har vi altså Trump og frygten for, hvad det næste bliver. Hvad kan han finde på? Der er en stemning af chok over, at Trump har været i stand til at ødelægge så meget på så kort tid. Og den ængstelighed bliver lagt oven i alt det andet.”

Hvad er den anden side bange for?

”Forandring. Jeg tror virkelig, det handler om frygten for forandring. Og den frygt kan blive til vrede. Det handler om status. De er bange for, at de mister noget. Jeg tror, at nogle hvide amerikanere tænker, at selvom de måske er fattige, så er de i det mindste ikke sorte. Og det er ikke, fordi jeg tror, det kun handler om racisme. Der er så meget i kulturen, der har ændret sig så hurtigt. Synet på homoseksuelle, religionens rolle. Demografien ændrer sig, og inden for en overskuelig fremtid vil minoriteten blive majoriteten.”

”UNGE MENNESKER ved, at Amerika ikke var great i gamle dage, hvis man var sort, brun eller jøde. Det var fedt, hvis du var en hvid mand. Men i mine øjne er historien om Amerika historien om hvide mænd, der snyder og bedrager. De har skrevet reglerne, men følger dem ikke selv. Det er nemt at opnå tilgivelse, hvis du er en hvid mand. Folk siger, at systemet er ødelagt. Men systemet er med vilje indrettet, så en særlig type menneske står øverst.”

Som europæer virker det, som om den amerikanske våbenlovgivning gør det hele værre. Retten til at eje et våben er vel også baseret på frygt? 

”Altså, da det andet forfatningstillæg blev tilføjet i 1791, talte de jo ikke om adgangen til fuldautomatiske rifler!”

Men du ejer selv et skydevåben. Hvorfor? 

“Ja! Faktisk ejer jeg to pistoler. En 9 mm og en revolver. Jeg foretrækker revolveren, som jeg har oppe i min bjerghytte. Hytten ligger fuldstændig isoleret, der er bjørne og alt muligt, og hvis der skete noget, og jeg ringede til politiet, ville de sandsynligvis aldrig finde mig. Der var mange år, hvor jeg ikke ejede et skydevåben, for jeg var meget bevidst om, at hvis man har et våben, skal man også være villig til at bruge det. Så jeg trænede på skydebanen og træner i det hele taget så ofte, jeg kan.

Det giver mig en følelse af tryghed at have en pistol i hytten, og det er egentlig mærkeligt, for Atlanta er langt mere voldeligt end Blue Ridge-bjergene. Altså, det er mere sandsynligt, at jeg bliver ædt af en bjørn i bjergene, end at jeg bliver overfaldet af et menneske deroppe. Men det er forestillingen om det, der kunne ske: Jeg er jo heller ikke bange for at gå alene på en parkeringsplads i dagslys, men om natten kan det være noget helt andet. 9 mm-pistolen har jeg i øvrigt mest, så jeg ved, hvordan den virker, når jeg skal skrive om den.”

SLICES OF SLAUGHTER

Sydstatsforfatteren Karin Slaughter (ja, det er hendes rigtige navn) er født i 1971 og debuterede med krimien ’Blindsighted’ (’Mord for øje’) i 2001. I dag udkommer hun på 37 sprog og har solgt over 35 millioner bøger over hele verden. Romanen ’Pieces of Her’ (’Brudstykker’) kommer som Netflix-serie senere i år. Karin Slaughter står også bag ’Save the Library’-projektet, som støtter og rejser penge til offentlige biblioteker i USA.

HVORNÅR og hvorfor begyndte du at skrive krimier?

”Du vælger ikke at blive forfatter, det vælger dig. Og jeg blev heldigvis valgt, hvilket mine lærere nok var trætte af, for jeg var meget mere tilbøjelig til at skrive på en historie end lave mine lektier. Og jeg har altid elsket krimier, men af en eller anden grund troede jeg, at jeg skulle skrive historisk fiktion. Heldigvis var der ikke nogen, der ville udgive det, og jeg fik den ene afvisning efter den anden fra forlagene, indtil min agent spurgte, hvad jeg havde lyst til at skrive. Jeg svarede, at jeg gerne ville skrive en krimi, men ikke vidste, om jeg kunne finde ud af det. Hun sagde, jeg skulle prøve, og det gjorde jeg så. Jeg hader, når folk taler selvhøjtideligt om deres eget forfatterskab, men jeg fandt virkelig min stemme, da jeg begyndte at skrive krimier.

Med krimierne kunne jeg skrive om alt det, der virkelig optager mig. For eksempel vold mod kvinder. Jeg ville også gerne skrive om stærke mænd og kvinder, som forholdt sig til deres omverden, og som kæmpede for det gode. Min tante arbejdede i kriminalpolitiet, og jeg kan huske, at hun altid fortalte om alt det, hun skulle finde sig i. Ikke bare fra de kriminelle, men også de mandlige kolleger. Men hun elskede sit arbejde, hun ville ikke lade de andre vinde, og det er den type betjent, jeg skriver om.”

Hvornår opdagede du, at du havde en stemme? 

”Jeg blev ved med at høre fra mine kvindelige læsere. De fortalte mig, at de virkelig godt kunne lide mine kvindelige hovedpersoner. De sagde, at de aldrig havde læst en bog, hvor deres historie blev fortalt. I mange andre krimier begynder kvinden, der lige er blevet overfaldet, at gå i sort læder. Hun begynder at ryge. Hun er en falden engel, som får det bedre af at dyrke sex med den mandlige helt. Det er en meget mandet måde at gå til det på.

Jeg ville til gengæld skrive om det, jeg faktisk vidste, kvinder gik igennem. Og det tror jeg vakte genklang hos mange kvinder. Nu er historien ikke længere kun min, og jeg bliver nødt til at tænke mig om og træde varsomt, for jeg vil være sikker på, at jeg skriver så realistisk og nøgternt som overhovedet muligt.” 

Vil du kalde dig selv en feministisk forfatter?

”Ja, og det tror jeg altid, jeg har været, selvom jeg ikke vidste, hvad det betød. Da jeg var ung, betød feminist det samme som mandehader. Og selvom der findes mænd, jeg hader, så betragter jeg ikke mig selv som mandehader. Det har altid været personligt for mig. Min farmor blev mishandlet af min farfar. Jeg husker, jeg som barn så de blå mærker og brækkede knogler. Men historien var altid, at hun var klodset, og det drillede hele familien hende med. Vi talte aldrig om det, men det slog mig, da jeg blev voksen, at så klodset er der ingen, der er. Vi accepterede, at det, der foregik mellem dem, var deres sag. Og på den måde beskyttede vi kun min farfar.

Det er sjovt, for jeg er virkelig blevet kritiseret for at skrive om vold mod kvinder, men det skal være rædselsfuldt, kvalmende. Det skal give mening. Du skal mærke mine hovedpersoners smerte og vrede. Vi er gået i krig mod narko, terrorisme og høje skatter. Hvorfor ikke starte en krig mod vold mod kvinder?
Man får altid at vide, at årene gør én rundere og mildere. Men jeg har det lige omvendt. Jeg er kun blevet mere rasende.”

Men bidrager du ikke til frygten, vreden og ængstelsen med dine bøger? 

”Jeg læser mange krimier for tiden, fordi jeg ved, at det ender godt. Og jeg glæder mig til at skrive, for når jeg skriver, er jeg ikke bange. Det er eskapisme. Det er mig, der har kontrollen. Mig, der bestemmer. Mine læsere har det på samme måde. Det er trygt. Det er ikke virkelighed. I mine bøger får de onde lige præcis, hvad de fortjener.”