Indlæg

Psykologiprofessor SVEND BRINKMANN vil nødig arbejde som psykolog, men med budskabet om at stå fast og gå glip blev han alligevel manden, som både politikere, forældre og psykiatriske patienter søger hjælp hos – ligesom han får ønsker om helt private konsultationer. Nu prøver han igen at få os til at løfte blikket op fra navlen og ud i verden.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Johan Rosenmunthe

Hej Svend Brinkmann, hvad er meningen med livet?

”Det er at blive et menneske, hvor mærkeligt det end kan lyde. I  det ligger der en tro på, at vi har et potentiale som mennesker. Vi har også potentiale som individer, men meningen med det hele, tror jeg, er ultimativt knyttet til noget fællesmenneskeligt. Der har været meget fokus på, at vi skal være unikke og realisere os selv. At det er op til os alene, om vi lykkes, og hvis vi mislykkes, er det vores egen skyld – også selvom der er masser af ting, vi ikke har kontrol over. Det har jeg kritiseret gennem mange år, det lægger en alt for stor byrde på vores skuldre. Jeg vil gerne vise, at der er et alternativ. Livet handler ikke kun om at være sig selv og realisere sig selv, men også bare om at være menneske, og så må vi finde ud af, hvordan man bliver det. Paradokset ved menneskets eksistens er jo, at vi også kan være u-menneskelige. En hund kan ikke være u-hundet, ligegyldigt hvad den foretager sig.”

Din nye bog ’Hvad er et menneske?’ har et fiktivt spor, hvor vi følger den unge, plagede Andreas, der tager på dannelsesrejse med tog rundt til historiske steder i Europa. Har du selv været på sådan en rejse?

”Jeg har et par gange været på interrail, og det kan man godt kalde dannelsesrejser. Men den største dannelsesrejse var i virkeligheden nok, da jeg arbejdede på et shelter for hjemløse i Spanish Harlem i New York. Det var en kæmpe oplevelse at få indblik i fattige amerikaneres liv. Jeg var der i en sommerferie, og min opgave var at stå klar tidligt om morgenen, når der kom bagere med brød fra dagen før til de hjemløse. Der var virkelig dårlige kår. Jeg boede der selv, og når jeg tændte lyset i køkkenet om morgenen, løb der kakerlakker hen over gulvet. Der var flere andre unge fra forskellige lande. Vi drak bajere med de hjemløse, og nogle af dem tog os med rundt i New York, også steder, man normalt ikke kommer som turist. En af dem havde været en helt almindelig fyr med arbejde, men uden sundhedsforsikring. Han blev ramt af kræft, måtte sælge sit hus og endte på gaden. Dannelse er vel at se noget andet end sig selv og blive rokket lidt. Jeg kom fra et middelklassehjem i Herning, så det var sundt at se de ting i New York.”

Hvordan rokkede det noget hos dig?

”Det gav en erkendelse af, hvor skrøbeligt livet er, og af, at det system, vi har bygget op i Danmark, giver stor tryghed, også selvom vi kan være trætte af skatter og bureaukrati. Jeg havde måske tænkt på den tryghed intellektuelt, men på den tur erfarede jeg, hvad det kan betyde, hvis det system ikke er der.”

Hvor meget minder bogens Andreas om dig selv, da du var ung? 

”Han er en fiktiv person, men jeg var nok lidt som ham. Jeg har dog ikke været ulykkelig som ham. Jeg har haft en god, tryg og spændende barndom, men jeg var nok en enspænder. Jeg kunne godt lide mit eget selskab. At læse bøger. Jeg havde venner, men ligesom Andreas var jeg lidt introvert og ikke en damernes ven. Jeg kunne lide at tænke over de grundlæggende spørgsmål, som han også bakser med.”

Det lyder som et barndomsværelse med mange bøger?

”Vi havde mange bøger i hele huset. En stor kælder, der nærmest var et bibliotek, men også i stuen og på mit værelse. Jeg fik ’Lademanns Verdensatlas’ af min farmor, da jeg blev seks eller syv år, og det var den fedeste fødselsdagsgave. Jeg læste og læste og vidste, hvor høje bjergene var, og hvor mange mennesker der boede i de forskellige lande. Nogle gange, når min storebror havde venner på besøg, skulle jeg nærmest optræde for dem. ’Hvor mange mennesker bor der i Malaysia?’ spurgte de. Jeg var nørdet og især interesseret i geografi. Men jeg læste også mange romaner. Jeg elskede bøger. Alt fra min fars ’Jan’-bøger til ’Lev stærkt, dø ung’. Der var ikke computer eller internet og ikke noget i fjernsynet før klokken 17, så jeg læste. Jeg læste på toilettet, og jeg læste på ferier. Når vi sad på en restaurant og ventede på maden, læste jeg.”

Hvad ville du gerne være?

”Jeg havde ikke så mange drømme om noget bestemt. Jeg har aldrig villet være læge eller astronaut. Jeg ville gerne noget med viden, men jeg tror, at jeg var relativt ydmyg. Tanken om at komme ind på et universitet … det ville være rigtig fedt. Da det så lykkedes, var alene det at se professorernes navne på dørene … wauw! Nu har jeg selv en dør med mit navn på. At det lykkedes, turde jeg ikke håbe på dengang. Min far var cand.jur., og min mor korrespondent, men jeg voksede op i Herning, og så fylder det akademiske måske ikke så meget. Vi læste bøger og kunne diskutere ting, men ideen om, at man kunne leve af at være forsker, eksisterede ikke rigtigt. Tilgangen var mere, at man skulle have et almindeligt arbejde, så man havde noget at leve af.”

Hvad sagde dine forældre, da du ville læse filosofi?

”Der var faktisk ingen i familien, der spurgte, om jeg regnede med at kunne leve af at læse filosofi. Men det var der andre i Herning, der gjorde. Måske tænkte de, om man kunne komme ind i tekstilindustrien med den uddannelse.” 

Man kan måske se en ung Svend Brinkmann for sig, der stillede spørgsmål til underviserne hele tiden, grænsende til det irriterende?

”Jeg tror, jeg var ret ydmyg. I hvert fald på filosofi. Da jeg skiftede til psykologi, følte jeg nok, at jeg havde fået en grundlæggende forståelse for, hvad videnskab er, hvad etik er, og hvad mennesket er. Der mistede jeg måske noget af ydmygheden, for jeg ville gerne fortælle psykologerne, hvordan tingene hang sammen. Men jeg tror ikke, jeg var irriterende eller bedrevidende. Det er jeg måske blevet siden hen.”

Hvorfor skiftede du til psykologistudiet?

”Min opvækst i Herning slog igennem. Nu havde jeg leget filosof i nogle år, så nu skulle jeg finde ud af, hvad jeg skulle leve af. Jeg kunne godt blive bekymret over, hvad det skulle føre til. På psykologi kunne jeg beskæftige mig med nogle af de samme spørgsmål, og der var også en indbygget sikkerhed, fordi der er et arbejdsmarked for psykologer.”

SVEND BRINKMANN

er født i 1975 i Herning. Hans far var direktør i SDS (det nuværende Nordea), og hans mor var korrespondent. I gymnasiet blev han kæreste med Signe, der i dag er hans kone og arbejder som kulturformidler på et bibliotek. Sammen har de tre børn, Jens, Karl og Ellen. Familien bor i Randers sammen med skildpadden Darwin (efter forskeren Charles Darwin), og hunden Nut (egypternes himmelgudinde).

Brinkmann startede med at læse filosofi, men blev siden kandidat i psykologi fra Aalborg Universitet. Siden 2009 har han været professor i almen psykologi og kvalitative metoder samme sted. Han har, ud over cirka 150 videnskabelige artikler, skrevet flere bøger, der blandt andet kritiserer tidens tendens til konstant selvudvikling og -optimering.

I 2014 udgav han ’Stå fast’, der vakte opsigt både i Danmark og udlandet. Siden fulgte ’Ståsteder’ og ’Gå glip’, samt en række andre titler. Tilsammen er bøgerne trykt i næsten 300.000 eksemplarer, og de er oversat til 16 sprog.

Svend Brinkmann har modtaget Rosenkjærprisen samt Gyldendals Formidlingspris. Hans bøger er blevet opført som teaterstykket ’Stå fast’ på Det Kongelige Teater. Stykket bliver opført igen i sæsonen 2019/20.

Kan du se dig selv arbejde som psykolog?

”Nej, faktisk ikke. Jeg har altid haft lidt modstand mod selv at gå til psykolog. Det er godt, at der er kliniske psykologer, der kan hjælpe mennesker, men personligt har det aldrig tiltalt mig at sidde og grave og tale om barndommen eller traumatiske erfaringer.”

Har du prøvet det?

”Kun i forbindelse med studiet. Der øver man sig på hinanden. Jeg syntes, det var kunstigt. Næsten som om jeg skulle opfinde problemer for at have noget at snakke om.”

Du lagde tidsånden på briksen i ’Stå fast’, der udkom for fem år siden – hvordan mærkede du, at den ramte noget hos mange danskere?

”Det var overraskende både for mig selv og forlaget, at den solgte godt. Det var egentlig et lidt skørt projekt. Bogen er en kulturanalyse og en kritik af samtiden skrevet som en parodi på en selvhjælpsbog. Der var rigtig mange, der ville interviewe mig, da den udkom, og Information satte de syv trin fra bogen på forsiden af avisen, blandt andet ’Hold op med at mærke efter i dig selv’ og ’Tag nej-hatten på’. Det sagde bang, også på sociale medier, som var ved at komme i sving på det tidspunkt. Jeg skulle pludselig forholde mig til et mediecirkus og beslutte, hvad jeg skulle svare, når de for eksempel ringede fra ’Kender du typen?’. Det her tv-program, hvor de filmer hjemme hos en kendt, og så skal man gætte, hvem der bor der. ’Men der er jo ingen, der kender mig,’ sagde jeg. ’Jo jo, altså, du er ikke på A-listen, men på B-listen,’ sagde de. Nå, okay. Det sagde jeg nej tak til. Ikke fordi jeg var på B-listen, men jeg var slet ikke klar til sådan noget, og jeg kunne ikke se formålet. De ringede også fra alle mulige tv-quizzer.” 

Hvordan beslutter du, hvad du siger ja til?

”I begyndelsen sagde jeg nej til det hele, medmindre det handlede om bogen. Hvis det handlede om mig som person, sagde jeg nej tak. Men det er i stigende grad blevet vanskeligt at lave den distinktion. Det er næsten blevet som et brand eller noget, der er større, end jeg kan styre.”

Hvad er den mærkeligste henvendelse, du har fået?

”Der har været mange. For eksempel har en kendt dansk fødevarevirksomhed spurgt mig, om jeg sammen med nogle andre mænd ville gøre reklame for et produkt. Jeg blev helt paf. ’Mine bøger er jo blandt andet et opgør med forbrugersamfundet,’ sagde jeg. Jeg kunne ikke forstå, at de overhovedet kunne se mig i den rolle.”

Er der politiske partier, der har henvendt sig?

”Der er flere partier, der har bedt om min holdning til et udspil eller lovforslag, de vil lancere på for eksempel skoleområdet. Men jeg vil ikke fedtes ind i udviklingen af en politik. Jeg har nogle måske gammeldags idealer om fritænkeren. Jeg ønsker at kunne tænke frit uden at komme ind i en bestemt partipolitisk sammenhæng.”

Er der nogen partier, der har bedt dig om at stille op?

”Ikke direkte. Men der er nogen, der har fisket. Men det værste ville være, hvis læserne af det, jeg skriver, begyndte at filtrere det gennem et politisk filter. Det er ikke, fordi jeg skriver helt upolitisk, men jeg mener ikke, at det er partipolitisk.”

Hvilke reaktioner har du fået fra almindelige danskere?

”Jeg har fået masser af mails. De kommer hver dag. Og breve og gaver.” 

Gaver?

”Alt muligt. Små kunstværker og malerier, folk har lavet. Det er ofte bøger, der har været vigtige for den person, eller en bog, de selv har skrevet. Mange henvender sig med spørgsmål. Det kan være nogle, der har det svært, for eksempel psykiatriske patienter. Og bekymrede forældre, der har børn i skolealderen eller ældre. Jeg bliver også stoppet på gaden, hvor folk vil have selfies. Det er ret syret.”

Det er der vist ikke mange forskere, der oplever?

”Det tror jeg ikke. Men jeg er blevet lidt mere sky. Jeg har lige været til en fest med min kone, hvor hun gik rundt og talte med nogle af de andre gæster, og folk sagde til hende: ’Se, der er Svend Brinkmann, hvorfor er han her?’ Sådan noget skal man pludselig forholde sig til. Jeg ved jo godt, at det langtfra er alle i Danmark, der ved, hvem jeg er, men i de miljøer, jeg og min familie færdes i, for eksempel blandt skolelærere, kender de mig. Så jeg kan ikke længere træde uhildet ind i et rum. Folk har på forhånd en holdning til mig, og det er nogle gange lidt mærkeligt.”

Opfører du dig anderledes end tidligere?

”Jeg lægger mere bånd på mig selv i festligt lag. Passer mere på, hvad jeg siger. Og passer på ikke at dominere en samtale. Den slags ting. Samtidig har jeg en opfattelse af, at folk bliver tilbageholdende med at sige noget, når jeg er der. Det er nogle mærkelige mekanismer. Jeg har ikke opsøgt det. Det er bare sket. Jeg havde nok regnet med et mere tilbagetrukkent liv som forsker.”

TOGTERAPI

I ’Hvad er et menneske?’ præsenterer Svend Brinkmann seks perspektiver på mennesket: det biologiske, følsomme, fornuftige, troende, sociale samt fremtidens menneske. Bogen er en blanding af en skønlitterær og faktuel fortælling om teenageren Andreas, der rejser med tog rundt i Europa og besøger historiske steder, mens han læser om mennesket i det bogmanuskript, hans farmor har givet ham med på rejsen.

”Jeg kan godt lide togrejsen og den fysiske fornemmelse ved at lade sig transportere på den måde. Man kan lade tankerne vandre, man kan læse, arbejde, man kan tale sammen eller meditere eller være stille i en stillekupé. Det er ikke, fordi et tog helst skal køre langsomt, men der er en tilpas langsommelighed ved at køre med tog, som jeg holder af,” siger Svend Brinkmann.

Svarer du alle, der skriver til dig?

”Jeg prøver. Der er nogle, der tydeligvis har brugt lang tid på at formulere det, og så virker det næsten arrogant at svare med en enkelt linje. Men nogle gange er der ikke tid til mere. I den senere tid har mange henvendt sig om deres børn. Det er ellers ikke, fordi jeg har skrevet så meget om børn.”

Hvad skriver folk om deres børn?

”Nogle henvender sig med et dilemma, når deres børn måske skal have en diagnose og i behandling. De vil gerne høre min holdning til det, og om de har fejlet som forældre. Nogle skriver, at deres børn spiller for meget computer, og andre, at deres børn er ulykkelige. Det kan handle om et ungt menneske, der går i gymnasiet og klarer sig godt, og udadtil er alt fint, men hvor en opmærksom forælder kan se, at der er nogle problemer. Der var en, der skrev meget ærligt, men også fortvivlet: ’Jeg fortæller jo min datter hele tiden, at jeg elsker hende uanset hvad, også selvom hun ikke får 12 i skolen. Men det virker ikke. Hvad skal jeg gøre?’ Men det ved jeg jo ikke. Det kan man ikke svare på i en mail. Jeg skriver ofte: ’Du er jo selv blevet et fornuftigt menneske, der bekymrer sig om dit barn. Hvad har dine egne forældre gjort for, at du er blevet sådan?’ Måske kan man gøre noget af det samme i stedet for at begynde forfra og læse alle mulige moderne bøger om børneopdragelse eller om at coache sin teenager. Måske er det en løsning at trække lidt på den akkumulerede erfaring. Ikke fordi man skal gentage sine forældres fejl, men det kan jo være, at de har gjort noget, der var fornuftigt nok.”

Har du fået mere alvorlige henvendelser fra nogle, der søgte hjælp?

”Jeg har været ude for psykiatriske patienter, der skrev om deres selvmordstanker og problemer. Der var en, der nærmest stalkede mig. Han havde styr på, hvor jeg var. Det var tydeligvis en, der havde nogle vrangforestillinger. Han sendte nogle totalt rablende mails, nogle gange rigtig mange hver dag.” 

Han opsøgte dig ikke personligt?

”Nej, men det er der andre, der har gjort. Der har dog aldrig været noget truende over det. En dag troppede en fyr op ved min gadedør med en kæmpe stak dokumenter, som han bad mig om at læse igennem. Han syntes ikke, der var nok bevågenhed om strømallergi i Danmark. Vi er nok nærmere ovre i nogle psykiatriske diagnoser end allergi, men det kan nogle blive ret fortørnede over, at man siger. Jeg sagde til ham, at det ikke var mit bord, og at jeg ikke havde forstand på det. Jeg har ikke hemmelig adresse og telefonnummer, så folk kan finde mig, og det er til at leve med indtil videre. Det kan da godt være, det skifter på et tidspunkt, men jeg har svært ved at forestille mig, at det kan blive mere intensivt, end det er nu. Jeg er trods alt ikke popstjerne. Jeg er forsker på et universitet.”

Hvad med henvendelser fra kvinder – af mere personlig art?

”Joo, altså … lige i begyndelsen, hvor mine bøger kom ud, og jeg blev nævnt i medierne, var der en sød dame, der havde bagt en stor kage, og hun sendte et billede af sig selv med den. Det var ikke et nøgenbillede, men helt klart et oplæg til romantik. Jeg svarede hende og skrev noget med, at jeg var godt gift, og det sikkert var en god kage, men at hun nok skulle spise den med en anden. Det var ligesom der, det begyndte. Jeg viste det til min kone, så hun ikke skulle opdage det ved et tilfælde. Og det er min politik at vise det til hende, når den slags sker. Nu lyder det måske, som om jeg modtager hundredvis af den slags henvendelser. Det gør jeg ikke, men det sker. Der var også en mand, der sendte håndskrevne breve og fortalte om sit sommerhus, og hvordan jeg kunne finde derhen. Det har jeg ikke lige svaret på, men sådan nogle ting opstår. Det er svært for mig at tale om, fordi det let kan lyde opstyltet og selvoptaget, men jeg kan jo godt mærke, når jeg holder foredrag, og der sidder rigtig mange mennesker, at der også er en form for idoldyrkelse. Folk vil have autografer og fortæller, hvad mine bøger har betydet for dem. Så er det måske meget godt, at jeg bor i en dansk provinsby, hvor jeg kan trække mig tilbage til familiens skød og forhåbentlig holde benene på jorden.”

Tænker du over, om folk bliver trætte af dig en dag?

”Det er meget forståeligt, hvis der er grænser for, hvad folk kan rumme. Hvis jeg gik ind i bogudgivelser og andre projekter med en devise om, at ’nu skal vi maksimere Svend Brinkmann-faktoren i de næste 10 år og styre efter det mål’, ville jeg forråde alt, hvad jeg skriver om. Så jeg siger i stedet ja til det, jeg kan magte. Jeg kunne holde foredrag hver dag, men det magter jeg ikke. Jeg holder gerne et foredrag om ugen. Ikke året rundt, men i perioder. Det stopper sikkert en dag, og så kommer der en anden, der siger noget andet, eller en, der siger det samme som mig på en bedre måde.” 

Hvor længe tror du, at det er relevant, det, du skriver og fortæller om?

”Det lyder krukket, men jeg regner med, at de spørgsmål, jeg beskæftiger mig med, altid vil være relevante. For det er grundlæggende eksistentielle anliggender, jeg interesserer mig for. Men tidsånden forandrer sig jo, og jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg kan skrive en dårlig bog, eller folk kan blive trætte af at høre på mig. Jeg skal ikke blive afhængig af opmærksomheden, og det er jeg heller ikke. Heller ikke økonomisk. Jeg er ansat på et universitet.”

Er noget ændret i de fem år, der er gået, siden ’Stå fast’ udkom?

”Det synes jeg. Den udkom, da hele coaching-bølgen og ’lad os tænke positivt, så kan vi opnå alt, hvad vi vil’-bølgen var på sit højeste. Mange var begyndt at være trætte af det. De følte sig kørt over. Det hjalp min bog meget frem. Bølgen er der stadig, men den er ikke på samme højde. Det er ikke sikkert, at det er på grund af min bog, hvis noget er ændret, men jeg synes, at man ikke i samme grad som tidligere kan slippe af sted med at sige: ’Nu skal vi bare tale om udfordringer og læringsmuligheder i stedet for problemer.’ Nu er der flere, der siger: ’Vi må have lov at sige, at der er et problem. Det er ikke nok at sige, at vi skal have ja-hatten på, vi må have lov at være kritiske.’ Det tror jeg, vi har lært i en vis udstrækning.”

Men fortalerne for positiv psykologi har vel et godt budskab om, at vi kan mere, end vi tror?

”Mja, nogle kan mere, end de tror, andre kan mindre, end de tror, og nogle har et realistisk billede af, hvad de kan. Nogle mennesker har givetvis gavn af et mere lyst og optimistisk syn på deres egen formåen, andre har gavn af at være defensive pessimister – at regne med, at tingene vil gå galt. Det betyder, at man bliver beskyttet mod en eventuel skuffelse og til gengæld bliver rigtig glad, når det lykkes. Det taler de positive psykologer ikke så meget om, men defensiv pessimisme er ganske velunderbygget som en konstruktiv tilgang for mange mennesker. Der er fine tanker i stort set alle psykologiske tanker. Og selvfølgelig kan det være godt at tænke positivt. Især hvis der sker noget godt i verden. Det er en måde at forstå det på. Men det kan også være fint at tænke negativt, for hvis der sker noget negativt, må vi på en eller anden måde forsøge at forstå det. Og hvis vi ikke må tænke negativt i den situation, så perverterer vi vores eget følelsesliv. Det håber jeg går igen i det, jeg skriver: Der er ikke en one size fits all.” 

Hvad gør du selv, når du for eksempel møder modgang eller skal tage svære beslutninger?

”Jeg benytter mig i stigende grad af at tale med andre i stedet for at gå med det selv. Uhyre banalt, men ikke mindre rigtigt af den grund. Jeg vil gerne kunne se mig selv i øjnene og ikke lade mig friste af det nemme eller populære. At have en vis integritet, ikke kun fordi det strategisk og i det lange løb måske vil komme mig til gavn, men simpelthen fordi det er rigtigt. De mennesker, jeg beundrer mest, er dem, der står ved, hvad de mener. Ikke sådan, at de ikke kan lade sig rykke, men det er mennesker, man kan regne med. Og det er jo en livslang stræben. Integritet kan man ikke sætte flueben ved og sige ’Så er den klaret’.”

Du skriver, at vi skal være gode mennesker, men ikke nødvendigvis ’den bedst mulige udgave af os selv’. Men er der ikke en pointe i det berømte eksempel fra flykabinen, hvor man skal tage sin egen iltmaske på, inden man hjælper andre? 

”Det er klogt i flykabinen, men spørgsmålet er, om det er dækkende for vores liv nu og den situation, vi er i. Hvis vi kommer dertil, hvor iltmaskerne falder ned fra loftet, skyldes det måske, at der er noget galt med nogle strukturer, og at der ikke er blevet gjort noget ved de problemer, vi har. Måske er problemet, at vi netop bare sidder og trækker vejret i vores egen lille iltmaske, og så kalder vi det ’selvudvikling’ eller ’at mærke sig selv’ eller ’at være autentisk’. Hvis nogen turde tage iltmasken af og kigge ud over sig selv, kunne de rejse sig og gå ud i cockpittet og se, at piloterne måske er besvimet. Vi lever med en forestilling om, at alt det vigtige er inden i os selv, men måske er det vigtigere at være en god udgave af et menneske end at være en god udgave af sig selv. Det kan være udmærket at realisere sig selv, men det skal gøres med respekt for andre og de almenmenneskelige værdier. For nu at sætte det på spidsen: Hvad er den bedst mulige udgave af Anders Breivik? Er det ham, der lykkedes med sit forehavende og i en absurd form for selvrealisering slog en masse uskyldige mennesker ihjel? Det var eddermame en ringe udgave af et menneske. Der er nogle almenmenneskelige koordinater, jeg synes, vi skal navigere efter. Det er jo der, etikken ligger. Søren Kier­ke­gaard taler om det æstetiske og det etiske. Det æstetiske er det subjektive: Hvem er jeg, hvad er min smag, hvad har jeg lyst til, hvordan kan jeg realisere mine behov og blive den bedst mulige udgave af mig selv? Det etiske er det almene: Hvis noget er rigtigt at gøre, er det ikke rigtigt, bare fordi jeg personligt får noget ud af det. En god gerning er god, også selvom ingen finder ud af, at det er mig, der har gjort den.”

TRE VIGTIGE BØGER I BRINKMANNS LIV

’Lademanns Verdensatlas’ 

”Som dreng har jeg skabt mange romaner inde i hovedet, når jeg har siddet med det atlas og forestillet mig at sejle ned ad Amazonfloden. Jeg elsker kort, og vi har mange hængende derhjemme. De afbildninger af vores verden kan jeg godt lide. Jeg ved ikke, om nogen køber atlasser til deres børn længere, men det vil jeg gerne slå et slag for.”

’Min kamp’ 

”I mit voksenliv er der nok ikke en bog, jeg har været mere optaget af end de seks monstrøse bind af Karl Ove Knausgård. Jeg ved godt, det er typisk for min generation at nævne ham, men han evner at skrive om alle mulige og umulige og pinagtige detaljer på en måde, der er så partikulær, at det på en underlig måde bliver alment. Selvom jeg ikke har oplevet alle de samme ting som ham, er den skam, han føler, og den tvivl og de glæder, han har, så genkendelige.”

’Moby Dick’ 

”Som barn læste jeg Herman Melvilles ’Moby Dick’ i en ungdomsudgave. Den begynder med: ’Kald mig Ismael’, og så følger man ham og resten af besætningen i jagten på den hvide hval, som jo er et dyr, men også symbol på alt det mystiske i verden. Nogle mener, at den er et symbol på en gud – det uudgrundelige, man forsøger at fange, men aldrig rigtig får greb om, og samtidig kæmper med. De lag så jeg ikke som dreng, men jeg har læst den igen senere. Det er en fantastisk bog.”

Er det mangel på dannelse, hvis vi spørger ’Hvad får jeg ud af det?’

”Det er udannet, hvis det er det eneste spørgsmål, vi stiller: Hvad får jeg, eller vi som samfund, ud af, at der er et kongehus? Kan det betale sig? Hvad får vi ud af, at der er humanistiske fag på universitetet? Genererer det noget til BNP? Hvis det kun er de spørgsmål, man navigerer efter, er det mangel på dannelse. Dannelse handler om, at man finder ud af, at der for fanden er noget, der er vigtigt, uanset om man lige forstår det eller ej. Vi udspringer af en historie, kultur, tradition og en natur, som bør betyde noget for os. Dannelse er en proces, hvor vi lærer at forstå, at ’verden handler ikke kun om mig’. Vi er kun noget, fordi vi er en del af noget. Vi lever i sådan en nyttefokuseret tid, hvor alt skal kunne bruges til noget og gøre gavn. Og det er en virkelig unyttig tilgang. ’Hvad kan jeg bruge det til?’ Det er sgu lige meget, når vi taler om tilværelsen.”

Hvordan lærer du dine børn om den dannelse, du taler og skriver om?

”Vi har ret få eksplicitte pædagogiske principper derhjemme. Da børnene var yngre, var reglen, at efter klokken 20.00 måtte de enten sove eller læse i en bog, men nu hvor den ældste er i gymnasiet, er det jo lidt svært med sådan en regel. Men det handler om den gamle eviggyldige sandhed: At man ikke opdrager børn ved at fortælle dem noget, men ved at vise dem, hvad man ønsker. Vi har for eksempel tit taget dem med på museer, både i Danmark og andre lande. Vi har brugt rigtig meget tid på bymuseer, naturhistoriske museer og kunstmuseer.” 

Har dine børn været trætte af dig indimellem?

”De elsker de ture. Det gjorde de også, da de var små. Men vi har også gjort det på deres præmisser. De er ikke blevet tvunget til at stå i timevis foran abstrakte malerier. Måske er vi bare gået hurtigt igennem, og så er de blevet lovet en is eller har fået lov at vælge en ting i museumsbutikken. Så når man alligevel at se lidt i forbifarten. Før børnene selv begyndte at læse, læste vi også meget for dem. Jeg tror, det har smittet af på børnene. De har nok nogle lidt nørdede interesser. En er for eksempel interesseret i Mozart og spiller klaver på ret højt niveau, og en anden er interesseret i litteratur og poesi. Det er fedt, når de får nogle interesser. Det er næsten ligegyldigt, hvad det er.”

Du siger ’næsten’. Er det ligegyldigt for dig, om det er Mozart eller computerspil?

”Jeg ville gerne kunne sige, at det er ligegyldigt. Men jeg må indrømme, at jeg har givet dem lidt mere positiv opmærksomhed, når det har handlet om Mozart eller poesi. Jeg er nok bare gammeldags. De forskere, jeg kender, der har beskæftiget sig med computerspil, siger, at det også er en dannende verden med mange muligheder. Men jeg synes, der er en værdi i den store kulturarv.”

Kan vi ikke leve et fint liv uden at tænke så meget over de grundlæggende og måske lidt langhårede emner, du taler om?

”Det vil jeg ikke afvise, men jeg tror, at der i de fleste menneskers liv vil opstå situationer, hvor man bliver tvunget til at tænke lidt dybere. Hvor man bliver sat i et dilemma. Måske får man mulighed for at opnå en gevinst, men på bekostning af andre. Hvad gør man så? Det kan også være, man mister en elsket og skal reorientere sig i sit liv. De fleste mennesker tænker ikke over de ting til daglig, og det skal man heller ikke, men vi bliver nødt til at have en form for værdimæssigt beredskab eller orienteringsevne i forhold til de ultimative anliggender i livet. Det er nødvendigt, for at vi kan håndtere kriser og situationer, hvor der er nogle store spørgsmål. Jeg har på fornemmelsen, at når så relativt mange mennesker i Danmark har angst eller depression, er en del af forklaringen, at vi simpelthen ikke længere ved, hvad der er rigtigt at gøre. Vi tror, at svaret skal findes inden i os selv, men det bliver flygtigt og tilfældigt. Der er masser af redskaber, der kan hjælpe os med at leve længere og gøre tingene hurtigere og mere effektivt, men måske har vi mistet evnen til at spørge ’Hvorfor?’. ’Hvad er formålet med det?’ Mit svar vil være, at vi jo i første omgang kunne forsøge at orientere os i det, vi er en del af. Den verden, mennesket har bygget. Der har levet hundredvis af generationer før os, og de har gjort, sagt og tænkt en hel masse, som vi står på skuldrene af. Det var da et sted at begynde.”

 

ÅGE HAREIDE stopper som landstræner i 2020. På sin vej til et af landets mest hyldede, ombejlede og udskældte job er den 65-årige nordmand stødt på en stenkastende træner, tandlægekrævende modspillere og mystiske indsprøjtninger. Ikke så mærkeligt, hvis han er lidt distræt.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Ritzau/Scanpix, Privat

Hvorfor blev du træner, da du stoppede med at spille selv?

”Jeg har altid været næsten sygeligt optaget af at blive den bedste. I skolen ville jeg løbe hurtigst, løbe længst og være bedst i geografi. Man kan jo prøve at blive den bedste inden for mange områder, men når jeg har haft et job uden for fodbold, har jeg savnet at se frem mod den næste kamp.”

Det var svært at finde samme gnist?

”Ja, jeg prøvede det i 2012, da min søn fik en handicappet datter. Hun havde kronisk epilepsi, og man vidste ikke, om hun ville overleve. Hun havde anfald med stærke kramper og kom flere gange på hospitalet i kritisk tilstand med ambulance eller helikopter. Der ville jeg hjem for at støtte familien. Jeg stoppede som træner i Helsingborg og fik job i et selskab inden for olie- og gasindustrien i Molde i Norge. Det var fint, og jeg lærte meget om olie- og gasudvinding, men når det blev fredag … så var der helt stille. Jeg var jo vant til, at der var kamp i weekenden, men nu føltes fredag til mandag som en hel sommerferie. Jeg havde ikke lyst til at gå på stadion og se Molde spille, for jeg vidste, at det ville tænde en ild i mig. Så jeg holdt mig væk. Gik ture på fjeldet og sejlede ud på fjorden i min båd. På et tidspunkt blev jeg inviteret i fjernsynet i forbindelse med den norske pokalfinale, fordi jeg havde været træner for begge klubber,
Rosenborg og Molde. Der var 25.000 tilskuere og fuld knald på. Da jeg sad der, tænkte jeg: ’For fanden, jeg er jo ikke færdig med det her.’ Kort efter kom der så et telefonopkald fra Malmö FF, som tilbød mig et job.” 

NORSK FARS

Åge Hareide er født i 1953. Han er gift med Annbjørg Hareide og far til Anne Henrikke og Bendik. Spillede som aktiv for Hødd og Molde i Norge samt for Manchester City og Norwich i England. Han har været klubtræner i Norge, Sverige og Danmark og har vundet mesterskaber i alle tre lande. Han er tidligere norsk landstræner og har trænet det danske herrelandshold i fodbold siden 2016. Han stopper i 2020.

Du blev træner for Brøndby senere, hvordan var det at komme til Danmark?

”Noget af det, jeg lagde mærke til, var den specielle københavnske ironi. Man finder ud af, at når man lærer folk at kende, bliver man udsat for ironi. Og danskerne kan være uforudsigelige i forhold til svenskerne. Da jeg kom til Danmark, lærte jeg, at en spiller ikke nødvendigvis spillede bolden derhen, hvor jeg ville have det. De ville gerne selv kunne tage beslutninger. Der tænkte jeg, at jeg måske ikke skulle være så instruerende. Der er også en anden rollefordeling i forhold til at tage beslutninger. I Sverige skal alle være enige, og det kan tage en helvedes tid. I Danmark er der nogen, der siger: ’Den beslutning tager jeg.’ Norge ligger et sted midtimellem. I Danmark kan man også se, at familien betyder mere end i Norge. Man vil gerne hygge sig. Når spillerne på det danske landshold kommer hjem til samling, er kokken den mest populære mand i staben. Der er smil på læben, når de kommer hjem fra deres klubber i udlandet og får dansk mad.”

Du er kendt for at vise temperament. Hvad kan gøre dig vred?

”Uretfærdig kritik. Jeg vil værne om mine spillere for enhver pris, specielt hvis det går dårligt. Jeg er ansvarlig for resultaterne, og pressen må gerne skyde på mig, men hvis de skyder på spillerne, og jeg synes, det er uretfærdigt, så … altså, den eneste forskel på to kampe kan være, at det var stolpe-ind i den ene, så vi vandt 1-0, og i den anden er det stolpe-ud, og så bliver den 0-0. Men hvorfor bliver den ene kamp fremstillet som fantastisk, og den anden som noget skidt? Nogle gange bliver det fremstillet sort-hvidt. Men jeg synes nu, jeg har dæmpet mig, så jeg ikke bliver så vred mere. Man skal lære, at pressen kommer, når det går dårligt, mens det mere bliver taget som en selvfølge, at man vinder.” 

Skælder du ud på spillere? 

”Ikke så ofte. Det er sket, men man kan ikke skræmme folk til at blive bedre. Det er umuligt. De bliver nærmere dårligere. Hvis man skælder ud hele tiden, mister folk respekten. Jeg vil hellere fortælle hele holdet, hvad vi skal gøre bedre. Jeg kan være meget direkte over for en spiller, hvis jeg er utilfreds med noget, men så er det mere ud fra den tilgang, hvor jeg siger: ’Du er så god, så du burde ikke lave de fejl.’ Hvis jeg er utilfreds, siger jeg det ofte, når vi har leveret gode resultater. Så er det nemmere at tage ind for spillerne. Hvis en spiller har fået skylden i offentligheden for et nederlag, bliver den følelse hos spilleren alt for stærk, hvis jeg også kritiserer ham. Hellere være kritisk og hård, når det går godt.” 

Brystet frem – Åge Hareide har en flot statistik med det danske landshold og har, siden han blev landstræner i 2016, afvist flere andre jobtilbud. Den nye landstræner bliver Kasper Hjulmand.

Hvad kigger du efter, når du vurderer en spiller – ud over om han kan spille fodbold?

”Vi skal have et stærkt sammenhold og se på hele mennesket. Om det er en, der passer ind i gruppen. Det skal ikke være nogen, der går deres egen vej, så det går ud over sammenholdet. Når jeg ser på spillerne på landsholdet, er det en fantastisk gruppe. Ikke bare som spillere, men som mennesker. De er interesserede i holdkammeraterne og i de andre personer i staben omkring holdet. Danmark kan være stolt af de drenge. 

Jeg har trænet spillere siden 80’erne. Efter årtusindskiftet skete der noget med mentaliteten. Der kom flere penge i sporten. Hver spiller er som en omvandrende virksomhed. De tjener mere end mange virksomheder, de har rådgivere og advokater og flere forskellige mennesker omkring sig. Det skaber en slags boble, hvor der er mange særinteresser og mange, der vil have en bid af kagen. Spillere i dag kommunikerer også på en anden måde. Før i tiden kunne man tale om fodbold med spillerne i bussen, men i dag sidder alle med deres telefon og med høretelefoner.”

Hvad har du selv gjort som træner for at skabe sammenhold?

”Jeg forsøger at fortælle spillerne, hvordan de kan gøre hinanden bedre. Hvad de kan gøre for hinanden, så holdet bliver stærkere. Da jeg spillede i England, lærte jeg at forstå, hvorfor de har vundet to verdenskrige. De står sammen. De kan fandeme slås for hinanden.”

Hvem er den mest ekstreme træner, du har oplevet som spiller?

”Den danske træner Jack Johnson ville nok toppe den liste. Han var træner for mig i Molde i 1975. Han kunne egentlig godt lide mig, men han var fandeme hård. Jeg havde lige været 12 måneder i militæret og havde trænet lidt i nogle forskellige klubber, men det var svært at få trænet nok. Så jeg var i dårlig form, da jeg kom til klubben. Jack besluttede, at jeg skulle løbetræne hver morgen klokken otte i tre uger og så træne med resten af holdet om eftermiddagen. Løbetræningen foregik barfodet på stranden. Der lå en masse skaller, så jeg skar mig på fødderne. Bagefter jagede han mig ud i vandet – uanset vejret. Så kastede han sten efter mig, for at jeg skulle svømme. Jeg måtte dykke ned for ikke at blive ramt.” 

BONUS-ÅGE

1. Åge Hareide har engang drukket en whisky med Kim Larsen backstage, efter at Larsen havde givet en koncert i Molde, ikke langt fra landstrænerens hjemby, Hareid.

2. Han er tidligere træner for det norske U16-landshold. Da holdet mødte Danmark, havde danskerne en ung angriber ved navn Jon Dahl Tomasson med. Han spillede senere 112 A-landskampe og er assistenttræner for Hareide.

3. Hareide bor i Sydhavnen i København, praktisk nær lufthavnen. Hans kone bor i Norge, men tager ofte turen til Danmark.

4. I 1985 spillede Danmark i Oslo mod Norge i en VM-kvalifikationskamp. Danmark kunne med en sejr så godt som sikre sig deltagelse ved VM i Mexico året efter. Norge førte 1-0 ved pausen, men i anden halvleg, da den senere danske landstræner ville spille bolden tilbage til målmanden, ramte han den forkert, så Michael Laudrup kunne opsnappe bolden og udligne. Danmark vandt 5-1.

5. Da Åge Hareide spillede fodbold om vinteren som barn, foregik det på en grusbane. Drengene sprøjtede vand på, som frøs til is, og så spillede de med pigge under fodboldstøvlerne af samme type som de pigge, man bruger til bildæk.

6. Efter VM i Rusland rejste landstræneren på ferie til Mallorca med sin kone. Efter eget udsagn sov han næsten konstant det første døgn.

Det var om sommeren trods alt?

”Ja, men for helvede, vandet er koldt i sådan en norsk fjord. Han grinede bare og stod og røg en cigar, når jeg kom ind på land igen. Men han fik mig i kanonform. Han havde nogle kontakter rundtomkring og fik mig til prøvetræning i Real Betis i Spanien. Jeg spillede også en træningskamp for dem og fik et tilbud. Senere var Jack i øvrigt træner i Afrika i mange år. Men han blev vist fyret til sidst, da han angreb en linjedommer.” 

Hvorfor skrev du ikke kontrakt med den spanske klub?

”Der var ikke mange pesetas i det. Jeg tog hjem og besluttede at læse økonomi og tog også en revisoruddannelse. Vi var amatørspillere i Norge, så jeg ville have en uddannelse og meldte afbud til det norske landshold i to år for at studere. Da jeg gjorde comeback, var det mod England på Wembley i 1980. Manchester City fik øje på mig og ville gerne skrive kontrakt.”

Det var et bedre tilbud?

”Jeg fik et stort sign on fee for at skrive under. Det gav mig mulighed for at bygge et hus i Molde, som vi kunne bo i, når vi kom tilbage til Norge. Og så betød engelsk fodbold meget for mig. Det var en god klub, som tog godt imod mig, og englænderne er meget venlige. Min kone havde også nogle norske veninder i England. Vi havde det rigtig godt derovre med vores dreng på to år.” 

Hvordan var det at komme til England som udenlandsk spiller dengang?

”Det var hårdt, men det var stort, for vi er jo meget anglofile i Norden. Man kunne allerede dengang se engelsk fodbold på tv i weekenden i Danmark, Sverige og Norge. Jeg debuterede for Manchester City i 1981. Man måtte kun have én spiller på reservebænken, og man havde ingen reservemålmand, så man gik efter at få smadret modstanderens målmand så hurtigt som muligt. Jeg er glad for, at reglerne er anderledes i dag, for der blev spillet meget hårdt. Man spillede ofte med småskader og skulle kunne klare smerte. Jeg fik nogle slag.”

Det krævede spillere solide som Volvoer at spille i den hårde engelske liga, da Hareide kom til Manchester City i 1981. Her har den senere landstræner parkeret ved hjemmebanen Maine Road.

Hvad er det værste, du oplevede?

”Engang gik jeg op i en hovedstødsduel med Kenny Burns, der var forsvarsspiller hos ­Leeds. Måske ramte jeg ham med albuen på næsen, det var ikke meningen. Men han blev rasende. Da vi landede efter duellen, røg jeg ned på jorden, og mens jeg lå ned, sparkede han mig i hovedet, så der røg et par kindtænder ud. Han blev udvist. I pausen blev jeg holdt fast af to mand, mens jeg blev syet uden bedøvelse. Så proppede de noget vat i munden på mig, og 10 minutter inde i anden halvleg blev jeg sendt på banen. Det gjorde så ondt, at jeg var ved at blive vanvittig. Jeg fik min hævn ved at lægge op til målet i vores 1-0-sejr. Det var om lørdagen, og jeg måtte fylde mig med smertestillende piller til om mandagen, hvor jeg kunne komme til tandlægen. Jeg mistede også begge fortænder i en anden kamp, hvor det var mig, der fik en albue i ansigtet.”

Der var mange skader?

”Der var mange flækkede øjenbryn i kampene, og dengang måtte man gerne spille videre, selvom det blødte, så der var ofte blodige trøjer. Mange spillere mistede tænder og brækkede næsen. Efter karrieren fik spillerne ordnet tænderne rigtigt, og de plejede også at få sat næsen på plads efter sæsonen. De fik brækket næsen op igen og sat ordentligt på plads. De var nogle hårde hunde, og det måtte jeg også lære at blive. Man spillede med knoglebrud, og man fik indsprøjtninger, som man ikke vidste, hvad var, og en bunke piller, som man bare spiste. Jeg fik nogle antiinflammatoriske piller, som gav mig udslæt i ansigtet, fordi jeg tog så mange. Inden en kamp mod Manchester United fik jeg en indsprøjtning. Jeg har aldrig løbet så meget i mit liv som i den kamp.”

En ung Hareide viser 80’er-sweater sammen med Annbjørg og sønnen Bendik. Datteren Anne Henrikke er på vej. Bendik arbejder i dag blandt andet med talentudvikling i klubben Molde.

Ville man kalde det doping i dag?

”Ja, det tror jeg. Jeg ved ikke, hvad der var i. Vi spillere vidste ikke meget om det. I dag er behandlerne omkring holdene meget mere professionelle.”

Hvad er det værste, du selv har gjort mod en anden spiller?

”Det er svært at sige. Der har været mange episoder. Jeg forsøgte aldrig at skade nogen med vilje. Der var spillere, der var kendt for at gøre skade med vilje. De tacklede over bolden og direkte ind på benet af modstanderen. De kunne brække et ben på den måde. Man fik disciplinære strafpoint for gule og røde kort, og hvis man nåede op på 20 point, skulle man ind og forklare sig foran en disciplinær-komité. Da jeg spillede i Norwich, måtte jeg engang ind til den komité med klubbens manager, fordi jeg havde sagt noget grimt til en dommer. Manageren forsøgte at komme med en undskyldning: ’Han er nordmand og ikke så god til engelsk.’ Den købte de ikke.”

Hvad sagde du til dommeren?

”Det kan jeg ikke huske, men det har sikkert været slemt. Jeg fik to kampes karantæne. Men for mig var det en stor oplevelse at spille i England. Man bliver virkelig husket i de engelske klubber og bliver godt modtaget, når man er tilbage på besøg. De har stor respekt for historien. Når jeg besøger Manchester City, kan jeg se, at min norske landsholdstrøje stadig hænger derovre i klubben. Jeg var en af de få udlændinge, der spillede i England dengang.”

Hareide i Norwich, 1983 (bagerste række, nummer fire fra venstre).

Har du skavanker i dag?

”Jeg kan ikke løbe mere. Så svulmer knæet op. Knæet er helt tomt, det er blevet opereret fire gange, efter jeg stoppede som aktiv. Me­nisken er fjernet. Men jeg kan cykle. Det havde været bedre, hvis jeg havde holdt mig i bedre form, men jeg har været lidt for magelig. Jeg var heller ikke meget for at træne, da jeg var aktiv. Jeg kunne lide at spille fodbold, men jeg havde ikke lyst til at træne. Jeg synes alligevel, jeg har været heldig. Andre, jeg spillede med dengang, har større problemer i dag.” 

Hvad med svømning?

”Ja, det kan jeg godt.” 

Jeg spørger, fordi jeg har hørt om en gammel historie fra Stavanger …

”Det er rigtigt nok. Jeg gik nøgen i svømmehallen. Det viser, hvor distræt jeg kan være. Det var under en samling med ungdomslandsholdet i 1973. Jeg stod og klædte om og talte med en af mine bedste venner og glemte at tage badebukser på. Han så det godt, men sagde ikke noget, så jeg gik bare ind i hallen, og så var der nogen, der råbte og skreg, at jeg skulle tage bukser på.”

ÅGE OG KAMPENE

Danmark spiller to EM-kvalifikationskampe i september mod Gibraltar og Georgien. Danmark er derudover i gruppe med Irland og Schweiz. I anledning af EM-slutrundens 60-årsjubilæum i 2020 bliver turneringen spillet i 12 europæiske byer, deriblandt København.

Det er ikke lykkedes at få Åge Hareide til at udtale sig om kontraktophøret og tiden efter. Biografien ’Åge indefra’ er udkommet på People’sPress.

Jan Gintberg tog i 80’erne med en kammerat til Australien og New Zealand. I byen Wellington endte en tur i en sportsvogn med en biografdirektør … sjovt.
Tekst:Morten HjortshøjFoto:Privat

I 1985 rejste jeg med min højskolekammerat Lars mod Australien. Vi kørte som rygsækrejsende med Den Transsibiriske Jernbane, gjorde stop i Beijing, fortsatte med tog ned gennem Kina og endte i Australien. Her fik vi – to unge landmænd – job på hver sin farm. Vi taler 1.000 hektar jord, får overalt og en traktor på størrelse med Sjælland. Der var ikke en skid at lave efter fyraften, og vi var langt fra alting, så vi lærte at ryge pot – de fremragende topskud, der står og bager midt i solen – og at grine af en svensknøgle.

En dag skulle vi videre mod New Zealand. Vi tjekkede ind på et virkelig billigt hostel i Wellington af typen, man fandt i rejsebiblen Lonely Planet, hvor de kun spillede Beet­hoven fra morgen til aften. En lokal fortalte os, at der var premiere på ’Out of Africa’, og vi tænkte: ’Fint, Karen Blixen er dansk, den skal vi da se.’ 

Mens vi stod i køen foran den her forholdsvis lille biograf, kom biografdirektøren hen til os. Han var vel i fyrrerne, et hoved højere end mig – og jeg er 1,93 – og spurgte på engelsk: ’Jeg kan høre, I taler skandinavisk?’ Ja, svarede vi, og så tilbød han os en rundtur i Wellington i sin sportsvogn efter filmen. Vi sagde selvfølgelig ja igen. Det gjorde man jo dengang som backpacker. 

Vi kørte rundt i Wellington, der er virkelig smuk og omgivet af en bjergkæde, og på turen foreslog han, at vi tog en drink i hans hus, og så ville han køre os hjem bagefter. Vi kom op til hans hus, der var meget moderne med lædermøbler overalt. ’I bliver nødt til at hjælpe mig,’ sagde han så. ’Jeg har en film, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om de taler dansk, norsk, svensk eller tysk.’ ’Fint, fint, lad os se på det,’ sagde vi. Og så trykkede han play og gik ud og blandede drinks. 

Frem på skærmen tonede den mest hardcore bøssepornofilm, man kan forestille sig. Pik i røv, pik i mund, pik alle steder. Han kunne lige så godt have holdt et ladt jagtgevær op foran knoppen af os. 

Vi skyndte os at trykke pause, og da han kom ind igen, sagde vi som det mest naturlige i verden: ’Vi vil bestemt mene, at de taler tysk.’

Hvad jeg først kan se i dag, er, at Lars og jeg nok har lignet to medlemmer af Wham. Vi var myndetynde, havde langt 80’er-garn og gik med halssmykker og åbne skjorter. Vi vidste jo godt, at der fandtes noget, der hed bøsser, men vi var altså to unge drenge fra landsbyer med ingen eller meget usynlige homo-miljøer, og det her kom som et gigantisk chok. For første gang i mit liv stod jeg i en situation, hvor jeg – som jeg har gjort så mange gange siden – med skandinavisk høflighed og pli forsøgte at padle uden om et problem og jævne ud med et smil i stedet for at gå ind i en konflikt. 

Biografdirektøren insisterede på, at vi skulle blive til en drink, men vi skulle pludselig meget tidligt op næste dag, sagde vi. Vi løb de 14 kilometer tilbage til vandrehjemmet med følelsen af at være blevet virkelig, virkelig udfordret på vores seksualitet.”

FØRSTE REJSE

”Til Norge som 14-årig med min fætter i hans Ford Fiesta.”

VÆRSTE REJSE

”Solferie til Fuerteventura i efterårsferien sidste år. Fuck, hvor er der trøstesløst.”

STØRSTE REJSESKUFFELSE

”Toronto, hvor jeg skulle mødes med en pige, jeg var forelsket i. Hun havde i mellemtiden fået en kæreste, så jeg drak mig stiv i to uger.”

BEDSTE REJSEMÅLTID

”Jeg gad godt æde mig ihjel i Japan. Al deres mad er henrivende.”

VÆRSTE REJSEMÅLTID

”Smørepålægget Vegemite, som de nyder i Australien. Det smager cirka af pis, gær og soja.”

 

Det lignede en kold karriere-exit for SANNE SALOMONSEN men dansk rockhistories måske største sangerinde har rejst sig – nok en gang. Nu er hun klar til at slippe sin power løs, omfavne fortiden og til at indtage tv-branchen, der først lige har fået hendes kærlighed at føle.
Tekst:Rune Skyum-NielsenFoto:Rasmus Weng Karlsen

DET TEGNEDE DYSTERT i foråret 2017. En ting var, at anmelderne sablede Sanne Salo­monsen ned – det havde hun prøvet før. Men at danskerne, selvom de mødte op, når hun spillede fest-ivaler og koncerter,  ignorerede hendes seneste albumudspil så det dryssede ud af hit­listens top-40 efter én sølle uge, var alligevel ildevarslende toner.

Spurgte man de mest insisterende kritikere, var der intet odiøst ved dukkerten. I deres øjne havde Sanne Salomonsen – kvinden, der i 90’erne gjorde sig fortjent til betegnelsen ’hele Danmarks rock-mama’ – længe været pensionsmoden. Og lige siden en blodprop i hjernen var ved at slå hende ihjel i 2006, havde hun i Ekstra Bladet måttet vænne sig til betegnelser som ”håbløst falleret”, ”afdanket” og ”ringvrag”. 

Et år senere sidder Sanne Salomonsen og suger sol og cigaretter i haven til sin nyerhvervede lystejendom nær Gilleleje. Hendes hår er lyserødt som candyfloss. De steder, hvor den syntetiske farve ikke længere bider, er små totter af rapsgult kommet til syne. Bag solbriller så runde og store som cd’er ænses en skarp bræmme af mascara. Hun ryger konsekvent med højre hånd.

”Det var en virkelig mørk vinter, men nu er her pludselig røvlækkert hele tiden. Jeg synes, det er vidunderligt. Jeg er så glad for mit liv,” siger hun.

Albummet blev ikke nogen svanesang. Efter et par måneder – som seernes yndlingsdommer i DR1’s ’X Factor’ – banede dokumentarserien ’Anne, Sanne og Lis’ på søsterkanalen DR2 vejen for en kommende 2019-turné med veterankollegerne Anne Linnet og Lis Sørensen til kongerigets største koncertarenaer. Det går op og ned i rock and roll.

”Jeg tror, at Danmark har lært mig at kende igen. Der var en, der skrev noget med, at jeg er det nye sort. At alder, rynker, erfaring og substans fra en kvinde i tresserne er det nye sort. Jeg er 62, og jeg føler mig ikke en dag over 35,” siger Sanne Salomonsen.   

”Jeg krudter øjnene, jeg har en fest. Måske er det dét, jeg repræsenterer, måske er det dét, folk bliver glade for. At man ikke nødvendigvis skal have store læber og falske bryster for at blive ved med at føle sig ung og lækker.”

NÅR SANGERINDEN FÅR hul på sit fistrende grin, er det som en F16, der buldrer ind i lydmuren. Det hæse skrald har rækkevidde og bæres snildt fra køkkenet og ud på gårdspladsen, via porten, rundt om hjørnet og ud på vejen, hvor en flok svaler letter, og en gøg for en stund indstiller sin introverte murren – som lyttede den mistroisk efter mere.

Midt i en mobilsnak med vennen Manne (eksfodboldspilleren Michael Manniche) byder hun velkommen med en storladen ’mit hus er dit hus’-gestus.

”Jaja, Manne. Jeg skal nok stille op til den charity,” siger hun og lægger på.

Det er en ny ting for hende at bo ved vandet. Ellers er her gammelt. De tre stråtækte længer blev lagt og lavet i år 1800, men selvom hun ankom i november i fjor, er de løse ender i overtal. 

”Hvor mange værelser der er?” gentager hun. 

”Det ved jeg ikke. Men jeg har mange, for der er 450 kvadratmeter. Jeg lejer jo en af længerne ud, og mit hus er så stort, at det er åbent for alle. Det er hyggeligt sådan. Jeg er en gammel hippie, for fanden.”

De vandrette flader befolkes af tingeltangel, fingerringe, samlerobjekter, vaser, lysestager og antikke lamper. Langs panelerne på klinkegulvet spejder malerier efter et søm, de kan hænge på, og oppe på første­salen mangler kasser på stribe at blive pakket ud. 

”Det var mine venner, der flyttede for mig. Hele lortet, siger jeg dig. Jeg var midt i optagelserne til ’X Factor’ og var ikke klar over, at det ville blive så intenst. Man vinker farvel til sit eget liv, mens det står på. Men så kom de … og vupti!”

Sanne Salomonsen vil ud i sin summende have, tilbage i det knastørre vejr. Hun åbner køleskabet og foreslår forfriskninger, der kan gøre den stegende hede tålelig. 

”Du vil have en Coke Zero? Er du simpelthen en dåsedreng? Hahahaha! Du er en dåsedreng, jeg er også en dåsepige,” siger hun og rækker ud efter to dåsecolaer. 

I fjernsynsstuen gør hun holdt foran nogle af oliemalerierne. Motiverne peger alle tilbage på et København af ældre afstøbning, som hun husker byen fra sin barndom. Før modernisering, altanbeton og tung trafikering.

”Her har vi Frederiksberg Slot, og det er så hernede bagved, at Zoologisk Have ligger, ik’. Det er da sjovt at tænke på. Jeg er vild med Monet-stilen, det er malet i. Altså, det er jo nogle superbillige billeder, men teknikken er virkelig svær. Det er pisseflot. Og her er så ridebanen, hvor jeg red som lille pige. Så er man altså københavner, når man har gået til ridning på Christiansborg Ridebane. Det må jeg jo indrømme. Og her har vi Rosenborg. Jeg husker det lige så tydeligt, når garden kom stavrende ud.” 

Netop som hun har sat sig til rette ved et spinkelt havebord og en forkølet parasol, der knap kaster skygge, triller en varevogn fra TDC ind i indkørslen. Det grove grus knitrer som en frisk bagerpose. Lyden får Sanne Salomonsen til at kaste hovedet bagover, så solbrillerne rutsjer på næseryggen og stopper ved det diskrete knæk, der har fulgt hende siden teenageårene.

”Jeg fik oprettet fastnet, så snart jeg flyttede herop, men så kom en håndværker til at hakke kablet over. Men det pis skal bare være i orden. Ellers kan jeg jo ikke ringe til min mobiltelefon, når jeg ikke kan finde den.” 

Har du altid gået op i din københavnske fortid?

”Det med malerierne har måske stået på i 10 år, og jeg flipper mere og mere ud over det. Jeg bliver så rørt over at se billeder fra min barndom.”

Hvorfor?

”Fordi gamle ting fortæller historier. Jeg elsker også gamle træer. Og jeg elsker gamle hunde. Når tiden har sat sig. Når tiden har slidt sig vej. Forstår du, hvad jeg mener?”

Sanne Salomonsen tænder cigaret nummer to, men fortsætter talestrømmen, mens hun trækker luft ind. Da røgen har været nede og vende, fryser sløret i den stillestående luft. Hendes stemme skratter.

”Hvis du havde spurgt mig som barn, hvad jeg ville være, når jeg blev stor, havde jeg allerede fra 11-årsalderen sagt sanger. Jeg har hele mit liv vidst, at jeg skulle være sanger. Men hvis du spørger mig i dag, ville jeg sige, at jeg godt kunne tænke mig at læse historie på universitetet. Interessen er kommet sent – da der blev tid og plads til at tænke andre tanker end noder og sangtekster og alt det dér, ik’.”

Det med at omfavne det patinerede ligger ellers ikke lige til tidsånden …

”Nej, patina er vanvittig umoderne. Det er da også derfor, jeg kan få mange af billederne så billigt. Hahahaha! Men nej, det er rigtigt. Alting kommer i bølger, og jeg er nået til den bølge i mit liv, hvor det er det, jeg omfavner.”

SANNE OM …

”Jeg prøver virkelig ikke at være i mine følelsers vold, men i min bevidstheds vold.”

”Engang ringede Björn (Ulvaeus, red.) fra Sverige og spurgte, om jeg og Tamra Rosanes havde lyst til at være korpiger for ABBA på deres verdensturné. Dér var det lige pludselig godt at have nogle svenske connections. Havde jeg gjort det, havde jeg mødt min senere svenske ægtemand lidt for tidligt, så alt blev, som det skulle.”

”Jeg har altid været glad for at blive kaldt rock-mama, fordi rock and roll er … Jeg elsker jo rock and roll.”

”Jeg er lykkelig for, at cannabis endelig anerkendes som naturens helende lille powerting.”

”Jeg genkender både mig selv og min eksmand i Victor (Sanne Salmonsens søn, red.). Nu ser jeg mest Victor i Victor, og gud ske tak og lov for det. Sådan skal det være, når man er fyldt 30.”

”Jeg blev skambidt af en hund som barn. Skamferet. Jeg har ar inde i munden og smiler skævt, og når jeg gør det, kan man se mit tandkød. Jeg bad den om at give pote, igen og igen. Det var en vidunderlig smuk irsk setter. Til sidst kunne den ikke holde det ud mere, og så røg jeg på hospitalet.”

”Jeg elsker at skrive en fuldmagt: ’Dette er en fuldmagt, undertegnede giver hermed …’ Det gør man jo ikke særlig ofte i dag. I love it.”

SANNE – ELLER SUSANNE, som hendes forældre havde navngivet deres eneste datter – voksede op på Nørre Farimagsgade, lige over for Ørstedsparken. Faren var den udfarende type. Universitetslektor, grønlandsforsker, ornitolog, eventyrforfatter, amatørpianist. Moderen var 14 år yngre, fra provinsen og kendte sin plads. Den bestod i at være en god husmor og værtinde.

”Der blev holdt på formerne,” husker sangerinden tilbage. 

En dag i 1967, da Susanne var 11 år, overværede hun en ordveksling, der brændte sig fast. 

”Jeg stod og kiggede på min mor, der løj over for min far. Alt sammen for at lokke nogle flere husholdningspenge ud af ham. Jeg tænkte, at jeg i hvert fald aldrig skulle bede nogen om noget. Jeg skulle klare mig selv.”

Sanne Salomonsen halvvejs råber ordet ’aldrig’. Det gør hun tit: betoner det centrale i sine sætninger ved at skrue op for volumen. Hun bruger også engelske udtryk i flæng, og så siger hun ’vitterlig’ lige så hyppigt som Morten Olsen. Men der er selvfølgelig også kun seks år mellem de to giganter. 

Susanne var 15 år, da hun i begyndelsen af 70’erne løb med rollen som Sheila og en stor del af opmærksomheden i musicalen ’Hair’. I forbindelse med sin optræden fik hun skåret den første stavelse af sit navn og indkasserede det første af mange kælenavne: ’Lille Sanne Superstar’.

Hun spillede i bands om dagen, stillede op i forestillinger om aftenen, og ud på natten gav hun den som sangerinde på Pariserklubben og La Fontaine i Kompagnistræde. 

”Der var åbent alle ugens syv nætter, og det var dér, jeg som 17-årig mødte min første mand (jazzmusikeren Bo Stief, red.), men det var absolut ikke for at feste, jeg var der. Jeg var der for at lære.”

Eksperimenterne fik ben at gå på, og Sanne Salomonsen nøjedes ikke med at pladedebutere som soloartist i 1973. Hun blev blandt andet involveret i et jazzfusionsband i Tyskland og i en vokalgruppe, der nåede til London og indspille, ligesom hun optrådte i sommerrevyer og agerede korsangerinde for ølhunden John Mogensen. 

”Det lyder selvfølgelig tumultarisk, men 70’erne var en supervigtig tid for mig. Det årti var min skole.”

Kan man sprede sig så meget, at man ikke finder sin egen grundtone?

”Så man bliver forvirret eller ikke ved, hvem man er?” spørger Sanne Salomonsen tilbage og svarer selv:

”Tværtimod – og det er lige det, jeg vil frem til – for da jeg nåede 1979, følte jeg mig afklaret. Nu vidste jeg, hvad jeg ville, jeg turde lægge resten bag mig og se fremad.” 

Og hvad var det, du var nået frem til?

”At jeg ville tage den helt forfra og spille melodisk rock and roll med Sneakers.”

Hvad måtte du sige nej til?

”Jeg vaskede tavlen ren og sagde: ’Her starter min rigtige karriere.’ Og det gjorde den.”

På trinnet til et nyt årti var den danske musikindustri en overskuelig størrelse. Især hvis man var udøvende kvinde: 

”Der var en del dansktopsangerinder, og så var der jazzsangerinderne Gitte Hænning og Grethe Ingmann, og når det kom til musik med et beat, var der Annisette fra Savage Rose. Og så var Anne Linnet kommet med sine første plader, og det samme var jeg.” 

Det kan nærmest lyde ensomt?

”Det var i hvert fald ikke nogen stor branche. Den blev faktisk først til en branche i 80’erne med en reel livescene og en reel pladescene. Det er fantastisk at have været med til den del. Og fantastisk stadig at være der.”

Sanne Salomonsen sætter i et host, der er lige så forankret i hende som hendes underolierede karosseri af en latter. 

Den noget mindre, allestedsnærværende formel viste sig at være sagen. Sanne Salomonsen bidrog til hits som ’Voodoo’, ’Sui-sui’, ’Efter festen’, ’Det er ikke det, du siger’ og ’Måne, sol og stjerner’. Både som enevældig frontfigur i Sneakers og som en tredjedel af Anne Linnet Bands vokalside scorede hun førstepladser på stribe. Og så, i 1983, midt i succesen, døde hendes far.

En del år senere, efter skilsmissen med Mats Ronander, rykkede Sanne Salomonsens mor ind hos sin datter  – i et anderledes bofællesskab end dem, sangerinden havde lært at elske, siden hun flyttede hjemmefra.

”Min mor slap sit gamle liv og deltog i mit. Formerne og restriktionerne forsvandt, og hun blev så fri på så mange områder. Vi havde en fed tid sammen, og alle mine venner elskede hende.”

”Min mor var et skønt menneske,” siger hun så.

EN VENINDE PEGEDE ham ud. De befandt sig i VIP-området i den nyåbnede Royal Arena, til koncert med Aerosmith, og på en af pressepladserne stirrede en fyr med kassebriller og pagehår ind i sin lysende laptop. 

”Treo sidder lige dér,” sagde veninden.

Thomas Treo. Ekstra Bladets musikanmelder. Ham, der gang på gang og over en årrække havde nedgjort hende, strintet op og ned ad hendes plader og ynket hendes koncertoptrædener. Lige siden comebacket i 2009 havde han holdt sig til.

Sanne Salomonsen snurrede om på støvlehælen og marcherede derhen. 

”Da han så mig … jeg tror, han troede, jeg havde tænkt mig at stikke ham en flad. I stedet lagde jeg min hånd på hans skulder. ’Jeg ville bare se, hvordan du så ud, for vi har aldrig rigtig hilst på hinanden,’ sagde jeg. ’Fed koncert, synes du ik’?’ Han prøvede at sige noget: ’Mmmm, mmjæj, mmmmmmmmm.’ Men han kunne ikke tale, han kunne ikke kigge på mig. Og så gik jeg min vej igen.”

Nogle dage senere var der kommet en mail til Sanne Salomonsens manager. Thomas Treo beklagede sin opførsel i Royal Arena. At han havde haft så travlt med at sende sin trestjernede anmeldelse, at han havde manglet ord til at hilse ordentligt tilbage.

”Fint nok,” brummer Sanne Salomonsen. ”Han må sige, hvad han vil. Det er cool. Jeg fik sagt det, jeg ville. Og jeg fik set, hvordan han så ud. Det var nok for mig.”

Du fik kigget ham i øjnene?

”Ved du hvad? Jeg har det sådan med ham, at han ingen plads har i mit liv. Overhovedet. Jeg er for mange år siden nået frem til, at det er synd for ham at have et job, hvor han er tvunget til at gå ud og høre musik, som han ikke kan lide. Konstant. Det må ikke være sjovt.”

Sangerinden lukker øjnene bag sine cd-solbriller. Så siger hun, at der ikke skal bruges spalteplads på emnet – ikke for hendes skyld.

Men optrinnet, der daterer sig tilbage til juni i fjor, personificerer den forskels­behandling, som optager Sanne Salomonsen i disse år. Hun kalder den ’aldersracisme’, og hun ser den knopskyde flere steder i medielandskabet. 

”Min seneste plade røg ind i en ingenmandslomme på DR. DR ønsker ikke, at vi, der før blev spillet på P4, skal spilles på P4 længere. Nu skal vi ud på DAB-båndet. Og for min skyld må de meget gerne spille mig på P6 i stedet. Det er en super kanal, men på P6 synes de, at vi gamle er blevet for gamle. Så for mig handler det egentlig ikke om mand/kvinde-racisme, det er ikke dér, vi nødvendigvis skal rette vores opmærksomhed hen. Problemet er aldersracisme.” 

Er det et dansk fænomen, synes du?

”Det er slemmere her. Du skal bare lige tage båden fra Helsingør. Det tager et kvarter, og så er alting anderledes. Svenskernes største live-artist, ham, som kan sælge flest store koncerter ud i rap, det er Björn Skifs, som er 70 år. De hylder deres store derovre. Mænd som kvinder. Tal med Steffen Brandt (TV-2’s forsanger, red.) om det. Men tal ikke med C.V. (Jørgensen, red.), for han er skideligeglad. Nøjes med Steffen. Han ved, hvad jeg mener.”

Sanne Salomonsen, der ellers udtrykkelig gør en dyd ud af at være et positivt og imødekommende menneske, fortæller om en særlig harmfremkaldende hændelse: 

”Mit pis blev sat i kog. Og det kan godt have spændt ben for mig langt ud i fremtiden, for min reaktion var voldsom, og jeg blev godt nok vred. Men altså … sidste forår skulle vi bestemme os for en single, der kunne komme ud og repræsentere pladen i radioen, og pladeselskabet tog kontakt til DR for at høre, hvad man ville pege på dér. Så var der en chef derinde, der syntes, at pladen larmede, var for rocket, for støjende. Der var dog ét nummer, ’Livets træ’, som kunne komme i betragtning til noget airplay. Det krævede bare, at vi lavede nummeret helt om og fjernede guitarerne og den slags.”

Sanne Salomonsen skuler så hårdt, at bryn og brillestel ser ud til at dirre. Hun skynder sig at tænde en cigaret.

”Jeg er aldrig, som i nogensinde, aldrig i hele mit liv, blevet umyndiggjort for at kunne blive spillet i radioen.”

Så den gamle statsradiofoni bad dig ændre dit musikalske udtryk?

”Ja! Og hvad er det? Det er censur. Hvad er det ellers? Fordi vi er for gamle. Jeg ved, at andre gamle musikere, mænd som kvinder, er blevet bedt om det samme.”

Parerede du ordre?

”Jeg måtte overgive mig, fordi pladeselskabet var overbevist om, at det var det rette at gøre. Så sagde jeg: ’Fint, det er jeres bord, den tager I, jeg kan ikke.’ Jeg mener jo, at det er vigtigt, at en plade har et forløb, og numrene hænger sammen indbyrdes, så du kan fortælle en historie. Altså, jeg har haft en blodprop, jeg har været ved at dø, jeg har mange ting at synge om.”

Hvad tænker du i den forbindelse om hele #MeToo-bevægelsen og kvindernes under­repræsentation i musikbranchen?

”Det er aldrig noget, jeg har tænkt over. Jeg er jo half and half. Jeg er kvinde på ydersiden og har en mands drift indvendig. Altså, jeg har altid gået efter det, jeg ville, og det, jeg skulle, og det, jeg måtte i mit liv, og det er en maskulin drivkraft, ingen tvivl om det. Og så ligner jeg så en kvinde udenpå. Så nej, jeg har aldrig følt mig udsat i mine manderelationer, og dem har der ellers været mange af, hahahaha!”

 

13 RIGTIGE OM SANNE SALOMONSEN

1. Hun bor i Gilleleje med sine tre hunde. To gadekryds og en golden retriever.

2. Hun har dannet par med jazzmusiker Bo Stief, Sneakers-guitarist Morten Kærså, trommeslager og lydmand Peter Schiøtz og den svenske bluesstjerne Mats Ronander, med hvem hun har sønnen Victor Ray.

3. Hendes 2002-album ’Freedom’ prøvede nyt territorium af. Sangene var bl.a. skrevet af dancegruppen Infernal, Søren Sko og Søren Rasted fra Aqua.

4. Hun har to gange deltaget i det svenske melodigrandprix, Melodifestivalen.

5. I 1970’erne blev hun ansat til at eftersynkronisere lyden på en dansk pornofilm. Det blev blandt andet til en optagelse, hvor hun lagde stemme til begge piger i en lesbisk scene.

6. Som helt ung var hun med i to afsnit af ’Huset på Christianshavn’. Her spillede hun henholdsvis Bos veninde og en syngende slumstormer.

7. Virgin Records stilede i 1987 mod et amerikansk gennembrud, men den stjerneproducerede ’No Angel’ blev langtfra en kommerciel succes.

8. Comebackpladen ’Unico’ er opkaldt efter den portugisiske dressurhest, som hjalp hende gennem genoptræningen efter blodproppen i 2006. Sanne Salomonsen har ejet fire heste, men de er alle solgt videre.

9. Hun skrev og sang i 1987 det års største danske hit, ’Den jeg elsker, elsker jeg’, med Søs Fenger, Anne Linnet, Thomas Helmig – og Hanne Boel på kor. Støttesangen samlede penge ind til AIDS-Fondet.

10. I 1981 udgav hun både plader med Anne Linnet Band og Sneakers.

11. Sanne gik i 1990 nummer ét på den svenske albumhitliste som den første danske udgivelse nogensinde. Hun betragter i dag broderlandet som sit andet hjemland.

12. Singlen ’Taxa’ var den femtemest solgte i 2009 – på det tidspunkt var Sanne Salomonsen 53 år.

13. Hun solodebuterede med albummet ’Sanne Salomonsen’ i 1973 og har siden udgivet 17 studieplader i eget navn. ’Sanne’ fra 1989 har solgt 650.000 eksemplarer i Skandinavien og er en af de 10 bedst sælgende danske plader nogensinde.

DEN FØRSTE TORSDAG i april, aftenen før årets finale i ’X Factor’, drog Sanne Salomonsen og hendes personlige assistent Mette i krig på badeværelset. Over årene havde tv-showets kvindelige dommere markeret sig med spektakulært modellerede udseender – skarpe frisurer, kjoleskrud, avancerede smykker, makeup for viderekomne. 

Hun foretrak til stadighed sig selv i basisudgaven – det vil sige ”boots, jeans og noget krudt omkring øjnene” – men de var blevet enige om at tage røven på stylisterne. Hendes manke blev farvet knaldende pink.

Det var stadig sjovt fredag formiddag. Men så fik Sanne Salomonsen et opkald. Hendes personlige kropsterapeut og ven gennem 40 år, Ole Kåre Føli, var blevet ramt af en blodprop i hjernen. 

”Hele finaledagen gik jeg rundt med et stort pink hår, der skreg på party, men indeni var jeg en kæmpe klump. Det var så forfærdeligt.”

Mens deltagere og produktionsfolk fejrede, at ’X Factor’ var lukket ned med manér, gik Sanne Salomonsen i sort skærm. 

”Jeg havde det rigtig, rigtig dårligt. Jeg havde the blues, jeg var sørgmodig, jeg var bedrøvet, og jeg var nødt til at fake den der fejring bagefter – mig, som er så elendig til at lyve. Den, hvor alle står og fortæller, hvor fantastisk det har været, hvor fantastiske de selv har været, hvor fantastisk sæsonen har været. Og bla-bla.”

Tragedien katapulterede hende 12 år tilbage i tiden. Til 5. maj 2006, da hun selv blev ramt af en blodprop i hjernen. Sanne Salomonsen var i kælderen i sit hus i Charlottenlund for at hoppe på trampolin. Pludselig lå hun på Glostrup Hospital og var lammet i venstre side af kroppen. 

Ole Kåre Føli trådte i karakter som hendes skytsengel. Det var ham, der kom og behandlede hende på stuen, hver aften, tre uger i træk. Han havde været i stand til at hele alle på sin vej – bare ikke sig selv.

En dag stod hendes 18-årige søn ved sengegærdet og betragtede sin mor. Øjeblikket gengav hun i balladen ’Overgi’r mig langsomt’ fra ’Unico’ – hendes comebackplade fra 2009. 

”Hele den virkelighed som alenemor … at du har et barn og ikke ved, om du skal herfra. Det er stadig meget svært for mig at synge det nummer. Det er jo lavet som terapi, og jeg skal bare tale om det, så …”

Sanne Salomonsens stemme grøder, før hun får gjort sætningen færdig. Hun tænder nok en cigaret og verfer en flue væk fra solbrillerne.

Så fortæller hun om de varige mén.

”Min venstre sides mave- og rygmuskler var lammet. Jeg kan stadig ikke mærke dem. Det er derfor, jeg synger med dobbelt kraft i højre side. Jeg ved ikke, om de arbejder sammen.”

Hun vender venstre håndryg væk fra sig selv: ”Hvis jeg stikker den her i min lomme for at mærke, hvad jeg har i den, skal jeg gætte. Nogle gange tror jeg, det er min telefon, og så står jeg i stedet med mine smøger i hånden. Det hele er lidt mærkeligt.” 

Var det angstprovokerende at skulle tilbage på scenen?

”Det tog tre år, før jeg turde gå i gang med den plan, jeg havde lagt for mig selv. Før jeg kunne føle bare en snert af kontrol. Jeg indrømmer blankt, at de vokaler, jeg lavede på ’Unico’, ikke var de største eller flotteste i mit liv. Men jeg skulle i gang. Og jeg var nødt til at spille live, selvom det var grænseoverskridende. Jeg vidste jo ikke, om mit ben ville gøre noget sjovt, om min hjerne ville reagere på en eller anden lyd. Det var derfor, jeg valgte at spille de helt små steder.”

DE SENERE ÅR er Sanne Salomonsens guitarspillende søn, den for længst fuldvoksne Victor Ray Salomonsen Ronander, blevet en musikalsk partner. 

”Når vi turnerer, er vores mor-søn-forhold not existing. Han har gjort, at den rock and roll-klang, jeg måske har savnet en smule, er kommet igen. For han er pissedygtig. Han er ikke nærig med sig selv, han er en mand, og han tager for sig på scenen og sender sig selv ud over rampen.”

Det er syv år siden, de to begyndte at skrive musik sammen. Mest af lyst, men også af nød. Efter sit sygdomsforløb behersker Sanne Salomonsen hverken klaveret, trommerne eller guitaren. 

”Det er min helt store sorg. Min hjerne har ikke, hvad der skal til, for at min venstre arm kan arbejde sammen med den. Jeg kan ikke tage oktaverne, ikke lave harmonierne. Det eneste, jeg kan, det er at holde fast i nogle trommestikker og så skrue en tamburin på et stativ. Det elsker jeg stadig, det er en drift. Den venstre hånd kan som regel holde fast i stikken, men en gang imellem smutter den, og så har jeg heldigvis nogle ekstra med mig op på scenen.”

UNDER HAVEBORDET døser Romeo. De to går langt tilbage. Sanne Salomonsen tog gadekrydset til sig, da hun selv var allermest nede. Det var i 2007 i venners lag på Mallorca. Hun havde akkurat indset, at de mange måneders genoptræning var udmundet i en dyb depression, der rev hende ned i et fremmed mørke.

”Romeo stod lænket til en pæl. Efterladt. Det kunne jeg slet ikke bære, ikke oven i alt det andet. Til sidst måtte han altså med hjem.”

Tilbage i Charlottenlund vidste dengang 51-årige Sanne Salomonsen, at hun måtte bryde det løfte, hun havde afgivet til sig selv 40 år forinden.

”Nu var det tid til at bede nogen om seriøs hjælp, ikke bare en håndsrækning. En depression af den kaliber kunne jeg ikke overkomme, ikke alene.”

Hun fik anbefalet en psykiater, og de mødtes to gange om ugen de næste 11 måneder. 

”Jeg hylede konstant, når jeg var hos ham. Konstant. Det er det sorteste år i mit liv, men jeg gider ikke gå ud og sige, det bare var forfærdeligt. For nu forstår jeg, hvordan det er, når nogen siger, at de har en depression. Det er enormt værdifuldt at kunne forstå sine medmennesker.”

Romeo dasker søvndrukkent med halestumpen, inden han bobler videre. Den gamle stodder lider af gigt. Sanne Salomonsen giver ham cannabisolie for at lindre smerterne. 

”Han får to dråber om morgenen og to dråber om aftenen, og det hjælper. Selvom han sover det meste af dagen, kan han pludselig løbe igen.”

Sanne Salomonsen får aldrig førligheden tilbage i sin dårlige arm. Det har hun for længst måttet sande. 

”Jeg kan huske, at Birthe Kjær (dansktop- og melodigrandprixsangerinden, red.) fik en blodprop i hjertet, året før jeg fik en i hjernen. 14 dage efter stod hun på scenen igen. Jeg kan blive helt misundelig. ’Birthe, for helvede, kunne jeg ikke have fået det samme som dig,’ sagde jeg engang til hende.”

Sanne Salomonsen tænder interviewets 10. smøg. Hun har for længst forklaret, at hun er nødt til at ryge, når hun berøres følelsesmæssigt. 

”Jeg har været så tæt på at blive politisk, gå ind og blive rasende og gøre noget, men det går ikke. Jeg ville slå hovedet mod en mur. For dagens politikere er karrierepolitikere. De aner ikke, hvad livet er, de er beregnende. Undskyld mig, men det er de. Deres prioriteter er ikke på plads. Så ville sygehusene ikke se ud, som de gør. Jeg har set dem indefra. Jeg kan ikke klare den mangel på næstekærlighed, som politikerne giver  udtryk for.”

HELE DANMARKS rock-mama får øje på en rødhals, en klejn fugl, der vimser omkring i det høje græs.

”Jeg bliver så øm om hjertet, når jeg ser sådan en lille fyr. Den skal lige have nogle frø,” lyder analysen.

Til efteråret skal Sanne Salomonsen agere frontfigur og dommer på programmet ’Live – Danmarks nye live-artist’, som er DR1’s nye fredagssatsning. Her handler det ikke om at spotte det største vokaltalent, men om at udvikle den bedste live-optræden. 

”Jeg er jo enormt lystbetonet, og i øjeblikket er det tv, som jeg lyster,” forklarer hun. 

Planen er at blive så hjemmevant foran kameraet, at hun kan beværte et talkshow, der har fokus på musik. 

”Jeg har nu i en del år gået og været meget opmærksom på, hvor svært det er for os sangere at få promoveret og præsenteret vores musik på en ordentlig måde via dansk tv. Du kan komme ind og synge din nye single i mørke i ’Vild med dans’, i en rumbaversion, du ved, ik’, and that’s it! Vi er ekstremt afhængige af radioen og har lidt svært ved at acceptere det. Så jeg vil have mit eget show og gøre noget ved sagerne. Men jeg erkender omvendt også, at jeg er ung på det felt, i det marked. Så nu tager jeg nogle ture for at lære noget mere. Jeg prøver at gennemskue, hvordan produktionsfolket ræsonnerer. Hvad er det, der gør, at de siger: ’Det er godt tv!’ For de siger det ofte og ikke kun, når det giver høje seertal.”

TDC-MÆNDENE har for længst lukket sig selv ud igen. 

Assistent-Mette er i København og hente et værk, som Sanne Salomonsen har købt på en internetauktion. Selv skal hun ingen steder. Sådan er det, når man har ventet på lysvældet hele vinteren og død og kritte må have det hele med. 

”Det har været pissehyggeligt,” siger hun. 

”Men jeg har også været oppe og køre undervejs og skældt ud på vores folkevalgte og sådan noget. Så nu skal jeg væk fra de tanker og alt det, hvor jeg bliver usaglig og …” 

Sanne Salomonsen skralder sin latter af sted en sidste gang. 

Lydbilledet hænger længe i luften. Som et oliemaleri med patina.

Denne artikel er oprindeligt publiceret i Ud & Se juli 2018.

 

Når Sally B svinger næsen forbi Roskilde Airshow, vil publikum se kontinentets eneste flyvedygtige B-17-bombefly. Danske Ellinor Sallingboe har holdt veteranen fra anden verdenskrig i form og i luften i over 40 år, og hver gang Sally letter, er det ikke kun Europas dramatiske fortid, der vækkes til live, men også de to damers liv, der går op i en højere enhed.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Aviation PhotoCrew Belgium, Steve Carter

Ellinor Sallingboe, du voksede op i Svendborg, men har været væk hjemmefra, siden du som ung tog af sted for at arbejde som au pair i London og Paris. Hvornår begyndte du at drømme om fly?

”Jeg fik job som stewardesse og arbejdede blandt andet i Etiopien og Kenya i 70’erne. Jeg blev fascineret at piloternes arbejde, og i Nairobi boede jeg tæt på flyvepladsen, hvor jeg ikke bare kunne se ruteflyene, men også de mindre maskiner. Jeg drømte om selv at lære at flyve sådan en. Ind imellem mine job boede jeg i London, og her blev jeg kæreste med en forretningsmand, Ted White, der havde de samme drømme. Sammen fik vi pilotcertifikat og licens til at flyve kommercielt, og Ted lavede en forretning ud af at levere fly mellem sælgere og købere, det man kalder ferry flying.”

Og hvordan gik det til, at du fik et bombefly opkaldt efter dig?

 ”En dag i 1975 ringede Ted til mig og sagde, at han havde noget, jeg skulle se, Det var et B-17 Flying Fortress, et bombefly, som egentlig skulle videre til en ny ejer i USA, men han fik i samarbejde med Imperial War Museum sørget for, at det kunne blive i England. På flyets snude havde han fået malet navnet Sally B, et kælenavn for Sallingboe. Jeg sagde: ”Du har vist stavet forkert, det skulle have været Salli med i,” men det var jo utrolig sødt af ham. Vi var begge fascinerede af flyets historie og nostalgi og sørgede med det samme for, at det kom med i de mange årlige opvisningsflyvninger, der afholdes for flyentusiaster og historieinteresserede. Men opvisningerne kunne ikke finansiere vedligeholdelsen alene, og i 1980 stiftede vi Sally B Supporters Club, som i dag har 8.000 medlemmer, og med hvis hjælp det er lykkedes os at holde Sally B flyvedygtigt lige siden. Om sommeren flyver flyet næsten ugentligt. Desværre har Ted ikke kunnet følge det. I 1982 styrtede han og en ven ned i en T-6 Harvard (et militært træningsfly, red.) under en flyvekonkurrence i Malta. De døde begge to. Jeg var knust af sorg, men fortsatte med at flyve Sally B til hans minde. Men også til minde om de 79.000 allierede piloter, der blev slået ihjel i den type fly under anden verdenskrig.” 

Ellinor Sallingboe, 72 år, med crew.

Det må kræve nogle hænder at holde sådan en antik maskine ved lige …

”Vi er kun tre fastansatte. Ud over mig, der står for ledelsen, er det chefmekanikeren og en medlemssekretær. Derudover består vores team af seks piloter og omkring 14 mekanikere. De arbejder frivilligt. Desuden er der omkring 50 mennesker, der arbejder frivilligt med merchandise-salg, sociale medier, PR og andre opgaver. Inklusive reservedele, brændstof og forsikringer koster det omkring 15.000 pund i timen at holde maskinen flyvende. Uden alle vores frivillige og dem, der støtter os økonomisk, ville det aldrig kunne lade sig gøre.”

Hvorfor bruger folk deres tid og penge på at holde et fly fra anden verdenskrig i luften?

”For piloterne og mekanikerne er det en mulighed for at arbejde med et levende stykke historie. Piloterne synes, det er vældig interessant at leve sig ind i, hvad piloterne under krigen har tænkt og følt, Blandt vores donorer er der mange almindelige mennesker, der synes, at det er vigtigt at bevare mindet om krigen, så unge i dag også kan se det med deres egne øjne. Så vi i en tid, hvor alting går meget hurtigt, ikke glemmer, at vi sidder her som frie mennesker, fordi en masse unge amerikanere satte sig ind i sådan en og satte livet på spil for vores skyld. Hvis ikke vi gav en masse mennesker mulighed for at se Sally B, ville flyet ende i USA, hvor rige mennesker betaler det hvide ud af øjnene for at flyve en tur, mens den bredere offentlighed ikke har glæde af det.”

Salli og Sally.

Og når Sally B kommer til Roskilde Airshow, er det så dig, der styrer hende?

”Jeg ville i princippet godt kunne, men jeg har ikke tilladelserne. For at flyve en firemotorers maskine skal man have tusindvis af timers erfaring i et lignende fly, og det har jeg ikke. Hvis der er plads til mig i kabinen – vi kan være seks i alt – er jeg med i flyet. Ellers tager jeg Ryanair.”

Og hvordan vil du beskrive oplevelsen af en flyvetur i en B-17’er?

”Det er ikke særlig behageligt. Det bumper, når vi flyver, og motorerne sender oliedampe ud. Det kan være ret irriterende, særligt når vi starter dem. Hvis det er slemt, har vi masker på. Men samtidig er det en meget nostalgisk og smuk oplevelse. Hvis solen og skyggerne står rigtigt, kan man se skyggen af flyets helt specielle form aftegnet på jorden.”

Der er ikke så mange kvinder i din branche. Hvordan har du oplevet det?

”Der er meget, en mand ikke må i dag. Han må ikke fløjte efter en kvinde eller røre hende på armen, uden at det opfattes som sexistisk. Det er ikke godt, synes jeg. Jeg har i mange, mange år været kvinde i en mandsverden. Og jeg har altid følt mig som en af dem og følt, at de respekterede mig. For et par år siden modtog jeg en pris fra British Air Display Association (opvisnings-flyforbundet, red.), hvor de understregede, at ingen anden kvinde havde gjort for veteranfly, hvad jeg har gjort. Det gjorde mig meget stolt.”

MIT LIV SOM SALLY B

Model: B-17G Flying Fortress.

Motorer: Fire.

Bygget 1944 i Californien til bombetogter over Europa, men på grund af det sene tidspunkt aldrig i aktion i krigen.

Har ifølge bombeflytraditionen pigenavn og pinup-dekoration.

Tjente efter sin militære karriere hos Frankrigs geografiske institut.

Har spillet med i flere film og tv-produktioner, blandt andet Hollywood-filmen ’Memphis Belle’.

Er til daglig udstillet på Imperial War Museum i Duxford i nærheden af Cambridge.

Holdes i luften af organisationen B-17 Preservation, som Ellinor Sallingboe er bestyrelsesformand for.

Roskilde Airshow afholdes i Roskilde Lufthavn 16.-18. august. Det nærmere program offentliggøres først lige op til airshowet. Du kan læse mere om Sally B på www.sallyb.org.uk

 

Det begyndte med en talentkonkurrence i Silkeborg og en tilfældig tur til Grønland for at komme væk fra forældrene. Nu rejser han kloden tynd som tryllekunstner og er medlem af Eventyrernes Klub. Senest har ballondyr og forsvindingsnumre ført Jesper Grønkjær ind bag det nedrullede diktatur-gardin i Nordkorea.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Privat

BEGYNDERTRICK

I 9. klasse lærte jeg et værtshus-trick, hvor man tryller mønter fra én ting over i noget andet. Det trick sad jeg med i klassen i alle frikvartererne, og jeg vandt øl fra de andre på den måde. I begyndelsen var det bare for sjov. Men så begyndte lærere og elever fra andre klasser også at komme. Fra at være den lidt generte dreng blev jeg det sociale omdrejningspunkt. 

Jeg  voksede op i Kjellerup, og Silkeborg var en storby. Nede på Delta House havde de en talentkonkurrence. Jeg meldte mig til, ret beset som en joke, og fortalte klassekammeraterne, at nu skulle jeg ud og trylle. 70 af eleverne på skolen lejede en bus, fordi de skulle over og se idioten gøre sig til grin. Jeg havde lånt min fars habitjakke, der var to numre for stor, og jeg havde en høj plastic-hat på hovedet. Det var i begyndelsen af 90’erne, så jeg havde permanentet hår og syntes selv, jeg lignede Thomas Helmig. Men jeg lignede nok mest Polle fra Snave. Jeg lavede fire trick. Der var tre, der var dårlige, og et, der mislykkedes. Jeg stod med en avis, der skulle være hel efter et trick, men da jeg foldede den ud, dryssede alle stykkerne ned ved siden af mig. Jeg havde også købt en levende hvid due, der skulle sidde på min finger, men den fløj fra mig. Hver gang jeg kiksede, grinede mine venner mere og mere hysterisk. Med det resultat, at dommerne troede, det var meningen. Og så vandt jeg førsteprisen. Jeg var oppe mod et par, der dansede lambada, og en mand med en violin. Konkurrencen var måske heller ikke så hård.

Om natten kom jeg hjem med en check, en flaske champagne og en pokal. Jeg var blomstret. Jeg havde spillet fodbold i 11 år og var ikke nået længere end til andetholdet. Og jeg havde været spejder i 12 år og kunne ikke binde et råbåndsknob. Lige pludselig var der nogle, der sagde, at jeg var god til noget.

JESPER GRØNKJÆR

48 år. Professionel tryllekunstner, foredragsholder og forfatter.

Bor i Aarhus. Fra Kjellerup, der ligger mellem Viborg og Silkeborg. Gik på Bjerringbro Gymnasium. Har siden sin studentereksamen levet af at trylle.

Har optrådt hos stammefolk i Papua  Ny Guinea, munke i Himalaya, gangstere og massemordere i Mellemamerika, beduiner i den arabiske verden, narkoprostituerede i New Yorks undergrundsmiljø og stammefolk i Afrika. Medlem af Eventyrernes Klub og De Berejstes Klub.

Har skrevet bogen ’Frihed fra himlen – En rejse bag Nordkoreas lukkede grænser’.

Efter gymnasiet lånte jeg 100.000 i banken. Jeg var 20 år og sendte brochurer ud til alle de steder, der kunne tænkes at bruge en tryllekunstner. Skoler, børnehaver, handelsstandsforeninger, kirker. Min mor syede mit kostume og en rød dug med hvide frynser, og min far sad dag efter dag og slog op i tykke, gule telefonbøger, hvorefter han tastede adresser ind i titusindvis, som vi sendte flyers ud til. Meningen var, at jeg skulle have nok job til at kunne holde et sabbatår. Min far og jeg lavede en turné, og de første tre måneder havde jeg 80 job. Jeg fik lavet en tour-T-shirt ligesom Metallica, som jeg så op til. Der stod ’Tour ’92’ og Børnehaven Mælkebøtten og Karensminde Ungdomsskole og så videre på den. 

En af mine folkeskolelærere kom og sagde: ”Jeg har set, at der skal være en kulturfestival i Grønland, hvor man søger danske artister.” Jeg sendte et brev af sted og blev ringet op. De havde udvalgt mig til at repræsentere Danmark. Jeg var ret beset ligeglad med at rejse, men jeg øjnede muligheden for at komme 14 dage væk fra min mor og far. Jeg fik et regulært kulturchok. Det var en anden natur, livsstil og humor. Ude i bygderne tror de meget på åndeverdenen og det overnaturlige, så folk skreg og løb ud af lokalet, når jeg tryllede. 

Nogle af de grønlandske kvinder syntes, jeg var interessant. Jeg havde været en dreng i 22 år og blev mand på en nat. Jeg kan huske, der kom en ældre dame hen til mig på et lille diskotek. Hun havde ingen tænder i munden. Hun tog ved sine hofter og sagde: ”Herfra og opefter er jeg 65, men herfra og nedefter er jeg 18. Vil du med hjem og se?” Sådan var det hver aften. Det var så fjernt fra alt, jeg kendte. Men Grønland blev startskuddet til, at jeg begyndte at kombinere trylleri og rejse. Nu har jeg en årlig turné deroppe, og mine børn har grønlandske mellemnavne.

Nordkorea fejrer ofte sig selv.

NORDKOREA 1

Jeg sad alene og så fjernsyn om natten 2. juledag i 2015. Der var et program om Nordkorea, om fangelejre og flugt. Jeg tænkte: ”Det der er godt nok vildt.” Jeg blev nysgerrig og grebet af en tanke: Vi kan undertrykke mennesker, men kan vi også undertrykke smilet? Så jeg gik ind og læste om landet og sad oppe en halv nat. Jeg vidste godt, at jeg ikke bare sådan lige kunne rejse ind, så jeg søgte på nettet og fandt en rejseagent i New Zealand. Jeg skrev til ham, fortalte, hvad jeg beskæftigede mig med, og spurgte, om det kunne være muligt at trylle i Nordkorea. Jeg tænkte, at jeg aldrig ville høre fra ham. 

Næste formiddag svarede agenten, at han var klar til at gå videre med det. I mellemtiden var det blevet lyst, og jeg var knap så modig, som da jeg sad med et glas rødvin om natten. Men jeg spurgte alligevel min kammerat Jens, om han ville med. Det ville han godt. Og så hang vi på hinanden.

10 meter inde i Nordkorea med toget fra Beijing kom der omkring 100 nordkoreanske soldater ind i vognene. Alle ens ting skal godkendes, før man må komme videre. Pludselig gik det op for mig, at jeg havde en avis i min kuffert. Hvad nu, hvis det var Ekstra Bladet? Der kunne være en side 9-pige, og al pornografi er forbudt. Der kunne også være en kritisk historie om Kim Jong-un. I nordkoreanske aviser er det ofte Kim Jong-un, der er på forsiden med et billede i farver, mens alle andre er i sort-hvid, fordi han skal stråle mest. Der var virkelig dårlig stemning mellem os og soldaten i vores vogn. Han var fuldstændig udtryksløs. For at bryde facaden tog jeg en rød klovnenæse på. Han kiggede bare iskoldt på mig, så jeg trykkede på klovnenæsen, som sagde: ”Båååt!” Han reagerede stadigvæk ikke. Min kammerat Jens tilbød ham en mågeklat fra BonBon. Han syntes selv, det var sjovt, men vagten var stadigvæk iskold. Tjekket tog tre-fire timer. Heldigvis var det Midtjyllands Avis, jeg havde med. 

Jesper Grønkjær og rejsemakkeren Jens blev pålagt at indtage middage på dyre restauranter. Ingen af de lokale havde råd til at komme der.

På banegården i hovedstaden Pyongyang blev vi hentet af to vagter. Jeg havde forventet et par store, stærke fyre, men ind kom to unge damer i begyndelsen af tyverne. Miss Lee og Miss Rim. Vi kaldte dem Yin og Yang, når de ikke hørte det. Vi måtte ikke gøre noget som helst uden deres tilladelse, sagde de og tog vores pas. Vores hotel lå på en ø, der var bevogtet af bevæbnede vagter ved dørene, så man ikke kunne slippe derfra. Vi blev lukket inde om aftenen og måtte ikke forlade stedet. Vi måtte ikke fotografere de lokale, vi måtte ikke snakke med dem. Vagterne bestemte, hvad vi skulle se, hvor vi skulle spise, hvad vi skulle spise. De bestemte alt. 

Hunde-suppe var en af de ting, vi fik at spise. Men ellers fik vi god mad, fordi vi hele vejen igennem skulle se det forkromede Nordkorea. Det var Monty Python-agtigt. Vi blev sendt ind på fine restauranter og sad som kongelige for hver sin ende af bordet. Man bliver jo nødt til bare at grine af det, når tingene bliver tilpas gak. Min rejsekammerat Jens var single, og Miss Lee og Miss Rim var meget betagede af ham. Vi fik måske lidt mere line, fordi de var vilde med ham.

Hver dag blev vi sat ud i en bil og kørte i 10-12 timer sammen med vagterne og deres chauffør. Alt, vi måtte se, var det, der forherligede landet. Store statuer, mosaikker og nationalmuseer, der viser, at det var Nordkorea, der vandt Korea-krigen, at de er verdens bedste nation og har verdens bedste leder. På et tidspunkt kørte vi i 10 timer for at komme ud til en sø, hvor Kim Jong-il på et tidspunkt havde skudt med sin pistol ud over vandet. Der, hvor kuglen landede dengang, lå nu en rød bøje. 

Der var få steder, hvor jeg måtte trylle. Men jeg ville gerne lave noget impulsivt, samle nogle folk og se, om jeg kunne komme ind på livet af dem. Ude på landet er der kun én vej, og der er stort set ingen biler. Vi kom til en indkørsel, hvor der stod tre damer ved et lille bord og solgte cigaretter, vand og lidt souvenirs. Folk rundtomkring var udhungrede og lå ude på marken og arbejdede med le og såede med hænderne. Men de her tre kvinder stod som det fineste af det fineste i deres silketøj. De var sandsynligvis udsendt af regeringen og ventede på, at vi kom. Jeg lavede et ballondyr og et lille simpelt tryllenummer. De grinede, og da vi skulle tage afsked, græd de. Jeg tror, at de blev rørt over, at der kom nogen og gjorde noget for dem. Jeg satte mig selvsikkert ind i bilen igen og tænkte, at nu får jeg ros af vores vagt. ”Det gør du aldrig igen!” sagde hun.

Studerende pludselig uden indlærte forbehold.

NORDKOREA 2

Jeg skulle optræde på en skole ude på landet. Det var en forestilling, jeg havde fået forhåndsgodkendt af myndighederne. Skolen var helt sikkert udvalgt til formålet, og det var med sikkerhed også embedsmændenes og de riges børn, der gik der. Men da vi kom derud, nægtede den kvindelige rektor at overholde aftalen. Vagterne kunne eller ville ikke uddybe hvorfor. Men for en gangs skyld blev jeg stædig, og efter en diskussion overgav rektoren sig. Så i stedet for at komme ind i skolens flotte koncertsal og optræde for 800 elever endte jeg med at optræde på en grusmark for 50 elever. Jeg bandt en slags træramme rundt om nakken på en dreng, og så stak jeg et blankt sværd igennem kraven, så det så ud, som om klingen gik lige igennem halsen på ham. Publikum skreg og hvinede både i forskrækkelse og morskab. Publikum i Nordkorea reagerede stærkere end i vestlige lande. De blev mere overraskede og grinede af selv de små, simple ting. Men indimellem rendte læreren rundt og tyssede på eleverne. De måtte ikke grine af en voksen mand. Til sidst måtte jeg bede Miss Lee og Miss Rim om at fortælle ham, at det var meningen, børnene skulle grine.

På et tidspunkt havde jeg en sød, ung dreng oppe på scenen som min hjælper. Alle grinede og havde det godt. Men så kom der en emsig lærer og rev drengen ned igen. I stedet kom læreren op med en pige, som han befalede, jeg skulle bruge i stedet for. Ud ad øjenkrogen kunne jeg se, at han skældte drengen ud og børstede hans bukser. Han var ikke værdig til at hjælpe, fordi han havde lidt beskidte bukser. Jeg gav pigen et ballondyr som tak for hjælpen, og bagefter gik jeg demonstrativt ned foran læreren og hentede drengen op igen. Jeg ville give ham det ballondyr, som han havde fortjent, og lade ham modtage de andre elevers bifald. Lige i situationen var jeg lidt nervøs for, om det kunne bringe mig i problemer at udfordre læreren. Men til sidst overgav han sig og skraldgrinede.

I Pyongyang er der et vandland for de rige, der er meget større end Lalandia, og det skulle vi selvfølgelig ind og se. Vagterne skulle klæde om og bade for sig selv, så i omklædningsrummet blev vi ligesom små børn, fordi vi var på egen hånd. De unge fyre i vandlandet svømmede hele tiden tættere på os. Der var en af dem, der havde et kamera og spurgte, om han måtte tage et billede af os. ”Lige et øjeblik,” sagde jeg og løb ud og hentede nogle klovnenæser. Jens og jeg dykkede ned under vandet og tog næserne på, og på tre kom vi op af vandet med røde næser. Drengene lignede et stort spørgsmålstegn. De grinede ikke. De anede ikke, hvad det handlede om. 

VEJEN IND I NORDKOREA

Jesper Grønkjær sendte sine papirer til sin agent i New Zealand, som forhåndsgodkendte og sendte dem videre til samarbejdspartnere i Kina. Der ikke er internet i Nordkorea, og papirerne blev printet ud i Kina. En kinesisk chef rejste herefter med tog til den nordkoreanske hovedstad Pyongyang. Her skulle nordkoreanske embedsmænd læse dokumenterne. De godkendte og stemplede. Derefter skulle den kinesiske chef tilbage med toget til Bei­jing, hvor papirerne blev scannet ind. Herefter blev de sendt til New Zealand igen og derfra videre til Danmark. Til sidst skulle Jesper Grønkjær fotografere sine rekvisitter og sende billederne til New Zealand, Kina og Nordkorea.

En dag kom vi ud til et spahotel. Jeg har aldrig set noget lignende. Vi kom ind på et værelse, der lignede noget fra 40’erne. Jeg åbnede døren ud til det badeværelse, hvor spabadet skulle være. Der var mug over det hele. Men Miss Lee og Miss Rim var som robotter. Alt, hvad de sagde og gjorde, var indlært: ”Er det ikke de smukkeste statuer, I nogensinde har set?” ”Er det her ikke den mest fantastiske mad, I nogensinde har smagt?” ”Har I nogensinde set noget så fantastisk som den her mosaik?” Vi trængte til at lukke noget damp ud. Jens og jeg fik nogle øl på restauranten, hvor de også havde billig russisk champagne. Jeg fik fat i sådan en flaske, fordi jeg tryllede for bartenderne. Vi blev drukket helt i stykker. Da månen stod højt på himlen, vaklede vi arm i arm tilbage i seng. Vi skulle gå 100 meter op ad en grussti for at komme til værelset, og jeg aner ikke, hvordan vi kom derop. Der var vagter, der bevogtede hele området, og bagefter tænkte jeg: Hvad kunne der ikke være sket sådan en aften? Hvis jeg uden at tænke mig om havde tisset udenfor eller var begyndt at jodle? Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det ikke var helt utænkeligt. 

På en af vores køreture var Jens og den ene af vagterne faldet i søvn. Der er altid to vagter. Både for at holde turisterne i et jerngreb, men også for at holde sig selv og hinanden i et jerngreb. Jeg sad ved siden af hende, der stadig var vågen, og spurgte, om hun var glad for sit arbejde. Hun svarede: ”Jeg er glad for det arbejde, regeringen har udvalgt mig til.” Jeg spurgte, hvad hun gerne ville være, da hun var barn. Hun svarede, at det ikke altid er nemt. Jeg fortalte, at mit liv heller ikke altid har været nemt. Det kunne hun ikke forstå. Jeg måtte jo være fuld af selvtillid, når jeg sådan havde stået på en skole og fået alle til at grine. Jeg sagde, at det var jeg bestemt ikke. Og så begyndte hun simpelthen at græde. Tårerne vældede ud. Hun begyndte at fortælle, at hun ikke selv havde kunnet vælge det, hun gerne ville. At hun syntes, det var hårdt, og at det var mændene, der bestemte det hele. Et øjeblik tog hun min hånd, hvad der var helt uhørt, og knugede den, mens hun sad og græd.

Trafikvagter på de store boulevarder står i sirlige uniformer for at dirigere biler, der ikke er der.

Den show-aktuelle komiker fortæller om sine personlige yndlingssteder i Danmark.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Robin Skjoldborg

ALBERTSLUND

”Når jeg i de første par år efter, at jeg var flyttet fra Albertslund, kom tilbage for at optræde, kunne man mærke, at der var tryk på de forreste rækker i salen. Der sad de gamle rødder, der havde varmet op på Cafe Felix i centeret, og lukkede lort ud. Der er en særlig humor i Albertslund. Noget ærkekøbenhavnsk. Måden, man trækker ordene ud, når man siger noget så simpelt som ’Ja’ ku’ fa-an-me godt spise en fra-ansk hot-do-og’. Man taler med en vægt, der får hvad som helst til at lyde enormt vigtigt. Det er den særlige tone og jargon, jeg har sat på spidsen med figuren Jason fra ’Terkel i knibe’, og jeg taler også selv sådan, når jeg får et par bajere eller er sammen med de gamle drenge. Jeg kan næsten altid høre det, når nogen kommer fra Albertslund. De par gange, jeg har taget fejl, har folk vist sig at være fra Bagsværd eller Amager. 

Albertslund har en stor plads i mit hjerte, selv om jeg ikke længere er på fornavn med centerslagteren. Det har ikke været mit hood i mange år, og de fleste, jeg kendte, er flyttet derfra, men jeg har en enkelt klassekammerat fra folkeskolen, der stadig bor på Galgebakken. Ham besøger jeg af og til med mine børn. Så tager vi også en tur til Friluftsbadet Badesøen eller op på Herstedhøje og kigger ud over Vestegnen og ind over København. Albertslunds skyline er forandret, der er kommet flere høje huse nede ved centeret. Andre steder ligner sig selv, men på en falmet måde. ”

AARHUS

”Før jeg begyndte at tage til Jylland for at optræde, havde jeg aldrig været uden for Albertslund. Første gang, jeg var af sted, var, da jeg i 1991 røg i finalen i freestyle til DM i rap, der det år var flyttet til Aarhus fra København. Jeg kan huske, at Jazzy H ikke gad tage med derover, det var for langt væk. Det foregik på spillestedet Vestergade 58, og blandt andet battlede jeg mod en 13-årig Clemens i skovmandsskjorte. Jeg kom i mine MC Hammer-bukser, og mit hår sad som en frikadelle i panden, der var et råbekor, der buhede af mig, jeg var på udebane og til grin. Men jeg kan huske, at flere af modstanderne havde skrevet rim om mig. Det viste, at de betragtede mig som en værdig modstander. Per Vers vandt det hele, og jeg fulgtes med Humleridderne hjem i nattoget, hvor jeg fordøjede oplevelsen. Alle andre ville nok have taget et crew med, men jeg var lidt genert dengang. Jeg har i det hele taget aldrig haft et entourage, når jeg optræder. Jeg tager tit min mor med i dag. I de mellemliggende år har jeg været i Aarhus rigtig mange gange for at lave standup. Det er et dejligt sted at være turist. Geografisk er det hyggeligt, at det hele ligger så tæt, folk er søde, og det giver lige lidt ekstra flavor, at de taler jysk. Jeg elsker latinerkvarteret og åen og gågaden og har været på tonsemange barer i årenes løb. Jeg har haft mine traditioner. Engang skulle jeg altid på Jacob’s BarBQ i Vestergade og på Royal Casino. I dag er det nogle andre ture, jeg har typisk min familie med, og vi er ikke så sent ude om aftenen. Men jeg skal altid lige op i ARoS’ regnbue.”

NORDBY, FANØ

”Man er nede i gear, lige så snart man er kommet af færgen. Fanø er et sted, jeg først er begyndt at komme de senere år. Jeg tager derover nogle uger, når jeg skal udvikle et nyt show, og mit seneste show er også blevet til der. Der er et kulturhus, der hedder Realen, hvor jeg får lov at optræde en eller to gange om dagen. Jeg optræder ellers tit for et ret stort publikum, men her er der kun en lillebitte scene og plads til cirka 200 mennesker. Så kan man jamme lidt med folk, mærke, hvad der fungerer, og justere det, der ikke gør, til næste dag. Jeg tager ofte fat i noget lokalt i mine jokes. Dyrelivet. Tyskere, der går ud i vandet og farer vild. Eller det faktum, at de to ender af øen ikke holder så meget af hinanden. Jeg kombinerer arbejde og hygge og tager min familie med og bor i sommerhus. Så nyder vi klitterne og lyngen og kaninerne, og ser man en sæl, eller besøger vi en bunker, så er det lidt ekstra forkælelse.”

KORTET RUNDT

Komiker Anders Matthesen, 43 år, er aktuel med ’ANDEN bringer ud’, der blandt andet spiller syv gange i Falkoner Salen i København i august. Standup-turneen fortsætter hen over efteråret og kommer i løbet af året ud til i alt 35 danske byer.

 

Den 63-årige sanger fra Frederikshavn hader egentlig at skrive sange, men har skabt sig en lang karriere ved at stå stædigt fast. Her fortæller ALLAN OLSEN om at være ung midt i 70’ernes kommunistforelskelse, om kunsten at spille for 20 mennesker og om at miste sin bror til narko.
Tekst:Jacob Wendt JensenFoto:Jens Nørgaard Larsen

MIN STOREBROR og hans slæng var nogle fliphoveder. Hvordan fanden det så gik fra, at de røg pot og hash til, at de stak sig i armen, er et godt spørgsmål. En eller anden kom og gav dem noget farligere, han må være kommet udenbys fra. I dag er de næsten døde alle sammen. De kom for tæt på solen i deres søgen efter det østerlandske. Min storebror mente, at vi havde et afhængighedsgen i vores familie. Hvis du tager 50 unge mennesker og stikker en nål med heroin i armen på dem, vil de 49 ikke gøre det igen. Nummer 50 bliver hooked med det samme. Og det var min storebror.

JEG KOM TIL Aarhus midt i 70’erne. Jeg havde min pose med rene strømper og to lommetørklæder og min Martin D28S-guitar med. Jeg vidste ikke helt, hvor jeg skulle hen. Den første aften spiste jeg gratis i Huset, hvor jeg mødte nogle venner hjemmefra. En af dem foreslog mig at læse dansk. ”Enhver idiot kan komme ind, og det vrimler med kællinger,” sagde han.  

JEG VAR en kyst (skræmt, red.) ung mand, da jeg kom til Aarhus. Jeg søgte et tilhørsforhold til byen, så jeg kunne bygge en identitet op. Men jeg følte mig enormt alene og havde ikke rigtig venner. Og det var medvirkende til, at jeg kom til at skrive sange. 

FØRE DISKUSSIONER kunne jeg ikke, jeg havde ikke ordforrådet til det, men jeg havde en intuitiv fornemmelse af, at den anti-amerikanske stemning dengang på universitetet ikke holdt. ”Det drejer sig om at emancipere proletariatet, fatter du dét, Allan?” Da jeg hørte en pige sige den sætning på danskstudiet, forstod jeg den simpelthen ikke. Jeg troede, at pigen talte om en slags marcipan. 

Aarhus, 1978. Foto: Lotte Dyhrberg

EN AFTEN sad vi nogle stykker omkring et bord på Skjoldhøjkollegiet i Aarhus. Jeg havde min guitar med, og jeg gav mig til at spille Tom Paxtons ’The Last Thing on My Mind’. En velskrevet og fin sang, jeg havde optrådt med på værtshuse. Bagefter tog en pige fra en af de andre opgange ordet. Hun var et par år ældre end mig og pæn. Hun sagde: ”Sig mig, hva’ mener du, vi skal med det shit? Hvad kan vi, der sidder her, bruge det til, mand?” Jeg forsvarede mig med, at den handlede om at blive forladt af den, man elsker, og det kunne vel være okay i en sang. Men nej. ”Har du slet ikke fattet alvoren i samfundet? Folk er undertrykte, og så sidder du der og synger det USA’ske imperialistiske shit!” Stemningen blev aldrig helt god.

DET VAR en mærkelig tid. Ungdommen i de store byer var inspireret af Østeuropa, og det gav nogle dybt reaktionære omgangsformer. Du kunne ikke sætte et ben forkert uden at få det savet over. Det er en utrolig periode i danmarkshistorien, en kritikløs forelskelse i statsapparatet og noget kommunistisk. Man talte også meget om at udradere kønnene, ligesom man gør i dag. Mændene forsøgte at feminisere sig, og kvinderne forsøgte at maskulinisere sig. I bakspejlet ser den tid komisk ud. 

FØRSTE GANG, jeg skulle spille sangen ’Mergelgraven’ live, var i den lille by Bedsted. Jeg skulle med tog til Struer, skifte i Thisted og videre med bus derfra. Der var ikke noget lydanlæg på værtshuset, men krofatter mente nu heller ikke, at vi skulle regne med det store rykind. Når diskoteket i den anden ende af værtshuset begyndte, kunne vi nok alligevel ikke hamle op med deres spektakel. Da jeg entrede krostuen til showtime klokken 22 efter at have spist to skiver franskbrød med rullepølse, sad der tre mænd iført blåt arbejdstøj ved et bord tæt på baren. De gjorde deres rygge brede og sænkede panderne mod ølglassene foran sig. Efter jeg havde sunget De gyldne løvers ’Jeg er ikke som de andre’ og havde sagt ’skål’, fulgte total tavshed. Jeg gik i gang med min nye sang ’Mergelgraven’. Efter første linje kom krofatter op og stoppede mig. ”A er æ’ te’freds mæ’ dæ,” sagde han og spurgte de tre andre i lokalet: ”Er I te’freds?” ”Nææææj,” lød det. Jeg fik mine penge, og dagen efter tilbragte jeg på missionshotellet i byen, indtil næste forbindelse til Thisted afgik. Jeg turde ikke vise mig i byen. Heldigvis fik ’Mergelgraven’ andre chancer. 

Frost Festival 2016, København, solokoncert på Arbejdermuseet. Foto: Malthe Ivarsson

DA JEG ENDELIG havde alderen og evnen til at henvende mig for at få en pladekontrakt, havde det aldrig været mere taberagtigt at spille akustisk guitar og være sanger og sangskriver. Vi var lige kommet ud af en forfærdelig periode med den slags musik i 70’erne med virkelig mange dårlige sange. 

JEG VEJREDE MORGENLUFT, da Bruce Springsteen lavede sin akustiske ’Nebraska’-plade i 1982. Jeg kan tydeligt huske, hvor jeg var, da jeg fik øje på den plade første gang. Jeg var i Gøteborg, og jeg købte pladen sammen med Randy Newmans ’Good Old Boys’. Jeg sad bagefter i køkkenet hos mine forældre og læste teksterne. What the fuck! Har Springsteen lavet en plade med sådan nogle sange? Uden E Street Band? Det var satans. Nu kunne jeg hoppe på bussen.

MIT MØDE med skattevæsenet var uvirkeligt. Ingen havde nogensinde talt skat med mig før, og jeg havde kun spillet få koncerter i 1981, fordi jeg det meste af året var militærnægter. Men skattemedarbejder P.E. Eriksen vurderede med bemyndigelse fra Ligningskommissionen min indtægt til 80.000 kroner og regnede derefter ud, at jeg skulle betale 32.000 kr. i B-skat. Et par år senere lykkedes det mig at betale, og jeg skrev derefter et brev til Eriksen. Der stod i al sin korthed, at jeg inden længe ville stige ovenud af hans lønramme, og at han ved lejlighed var velkommen til at kigge mig op i røven for at se, om der var noget, han kunne bruge. Og i øvrigt kunne al videre henvendelse rettes til min revisor. Jeg hørte aldrig fra ham igen.

ALLAN OLSEN

Allan Olsens første plade ’Norlan’ er opkaldt efter en virksomhed i hjembyen Frederikshavn. Allan Olsen stjal som helt ung et klistermærke fra virksomheden.

Sangeren fra Nordjylland abonnerede engang på tidsskriftet Bonsai Today, fordi han ville opbygge en hel lille skov af bonsai-træer.

Efter sine tre første plader tog Allan Olsen på orlov i Irland. Han kom hjem uden nye færdige sange og indspillede derfor live-pladen ’Rygter fra randområderne’ i 1994.

Allan Olsen har hidtil lavet 10 studieplader, fra ’Norlan’ i 1989 til ’Hudsult’ i 2017.

Fra 12. september og et halvt år frem besøger Allan Olsen 49 forsamlingshuse rundt om i Danmark. Bogen ’Laksetrappen – Et skævt tilbageblik’ er udkommet på Politikens Forlag.

I 1983 var jeg på landevejen med folkesangerne Andrew John & Lissa. Vi spillede 99 koncerter på 66 dage. Vi lejede os ind alle mulige og umulige steder, for spillestederne ville ikke have os. Vi solgte kun i snit 20 billetter, men tanken var at etablere et kartotek af adresser. Næste gang vi kom til området, blev fans fra forrige tur inviteret gratis, hvis de tog to med, der købte billet. På den måde byggede vi vores eget publikum op. Det viste sig, at vi blev rubriceret under finkultur hos Koda, fordi vi spillede steder, hvor der ikke normalt skete noget kulturelt. Da vi fik vores Koda-check, var den enorm, og vi var helt i chok. Men pengene var ikke grunden til, at vi lavede turen. Vi ville bare gerne ud og spille.

JEG LÆRTE, at det er sværere at optræde for 20 mennesker end en hel forsamling. Jeg har lært mit gebet som musiker to steder. På værtshusene og på den turné. Alt siden har været lettere. Jeg ved, at jeg altid kan underholde et publikum med en guitar. Også selv om jeg ikke har en ny plade bag mig.

MANGE SPØRGER, om det ikke er hårdt i showbusiness. Som Niels Hausgaard siger: ”Du tjekker ind på et hotelværelse med et langhåret tæppe og fylder vand i badekarret. Så står du op om morgenen og spiser en overdådig morgenmad, der er gratis. Når du kommer op på dit værelse igen, har nogen redt din seng. Sikke noget svineri.” 

Aarhus 1992, Lilholt, Madsen og Olsen. Foto: Thorarinn O. Thorarinsson

I SIN TID i Dalton-trioen (Allan Olsen, Johnny Madsen, Lars Lilholt, red.) sagde jeg nej til, at vi skulle spille på Grøn Koncert. Den beslutning står jeg ved. På det tidspunkt var jeg blevet pladekunstner, men jeg havde også været igennem en uddannelse hos Andrew John og Lissa. Jeg lærte også en del af Johnny Madsen til at begynde med. Men i dag har han jo en selvopfattelse som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra ’Den Korte Radioavis’. Det er på sin vis fantastisk. 

DER KOMMER HELT sikkert ikke nogen ny runde med Dalton. Det, vi lavede, udsprang af det kammeratskab, vi havde dengang. Vi er sådan set stadig gode venner, men da kammeratskabet ikke fandtes i hverdagen længere, var der ikke nogen grund til at fortsætte. På den sidste turné blev det tydeligt, at kammeratskabet ikke længere var intakt. Vi ankom til koncerterne i hver sin bil og tog af sted i hver sin bil. Efter den turné tror jeg ikke, nogen af os forestiller os, at vi gør det igen. 

LIGE NU er jeg på en kort, hemmelig turné. Kunsten er at spille nok koncerter i løbet af et år, så jeg ikke mangler penge. Der er 20 byer i landet, hvor vi kan lave koncerter med mig, der har stor fokus. Måske 25. Sådan en tur kan du ikke lave hvert år, for publikum skal være sultne. I mellemtiden kan jeg så spille nogle mere skjulte akustiske job for musikforeninger rundtomkring. Vi arbejder også på en turné i forsamlings­huse i 2020. 80 procent af måske 300 mennesker dukker op de steder, hvis der sker noget spændende. Vi vælger fortrinsvis efter bynavne, der lyder spændende, som for eksempel Korinth eller Christiansfeld.

Bøgescenen, Smukfest 2007, Allan Olsen & band. Foto: Per Lange

JEG HAR ALDRIG været vild med at skrive sange. At sidde og krydre røv i timevis over et stykke papir, hvor der ikke står ret meget på, er træls. Og når du har siddet der i flere dage, og der ikke kommer ret meget ud, opstår der en følelse af spildtid. Jeg er for rastløst anlagt til det. Jeg kommer i en filosofisk disput med mig selv, hvor jeg synes, det er latterligt at sidde og hænge over et rim frem for at leve livet. 

NÅR JEG GÅR på scenen, er det uden sætliste. Ellers kan du jo lige så godt sidde i en bank. Jeg har et stykke sort karton, hvor der med bogstaver står titlerne på de 103 eller 104 sange, jeg kan spille. Det er alle dem, jeg har lavet. Mens jeg synger, lader jeg øjnene glide ned over arket og vælger den næste efter stemningen i salen. Når jeg ikke gider spille nogen af dem længere, er det tid til at skrive nye. 

JEG FORSØGER OFTE at lave om på mine sange. En god sang kan ændres. Vi prøvede en gang at lave ’Op til Alaska’ om til en uptempo country-sang på Sølund-festivalen, den for udviklingshæmmede. Jeg har aldrig set så mange rejse sig fra deres kørestole. Der skete simpelthen mirakler.

 

Nyd en podcast, mens du laver mad, klipper hæk eller slikker sol. Podcast-duoen Fries Before Guys anbefaler 10 stærke om liv, død, kærlighed, sex – og ingenting.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

1. ‘DET PERFEKTE OFFER 2’

Sagen om en kvinde, der går til en psykolog, som ender med at udnytte hende seksuelt, bliver kulegravet journalistisk, så man kommer helt tæt på hovedpersonen og hendes fortælling, mens man ledes frem til det endelige opgør i retten. Barsk, rørende og tankevækkende.

2. ‘TÅREKANALEN’

Rikke Collin er god og empatisk, når hun interviewer sine gæster om kunst, der får dem til at græde. Man kommer godt rundt, for eksempel omkring filmen ’Arrival’ og David Bowie som sådan. Gennem klip får man fornemmelse for stemningen i værket. En lille grådventil til lytteren.

3. ‘MANUS MANEGE’

Det er tankevækkende, når Manu Sareen snakker med eksperter og privatpersoner om emner, der optager ham, såsom børnenes skærmpolitik, at vokse op med alkoholikerforældre, hvorfor det er svært at vise sig nøgen i et omklædningsrum, og hvordan man får et parforhold til at vare for evigt.

4. ‘A SEAT AT THE TABLE’

Ingrid Magnifique Baraka, Stephanie Asi Brix og Naima Yasin er tre dejlige damer med afrikanske rødder, som taler om at vokse op i et primært hvidt Danmark. Det handler om forældres flugttraumer, om hyggeracisme og om alment relaterbare emner som stress og angst. Man er i godt selskab, og heldigvis er værterne tit uenige i denne podcast, der vandt for bedste koncept, da Podcastprisen i år blev uddelt for første gang.

5. ‘PROGRAMMET OM INGENTING’

Oliver Enné, Tobias Enné og ­Tobias Kippenberger taler med deres kendte venner om det, de nu har på hjerte. Det er for eksempel Frederik Cilius, Esben Bjerre og Karl William, og gæsterne får lov at sætte tonen. I et mindeværdigt program taler Kesi om at få stjålet en cykel og om overdrevent Uber-forbrug, mens Noah Carter bliver mere og mere skæv.

6. ‘S-TOWN’

En journalist får gentagne mails fra en mand i Alabama, der påstår, at en anden mand er sluppet af sted med mord i en by, han kalder Shit-town. Til sidst tager journalisten af sted for at undersøge det. Og så udvikler det sig. Én dør, men det er ikke, som man tror. Måske verdens bedste podcast. Unik, gribende, velfortalt og godt produceret af folkene fra This American Life, måske bedst kendt for ’Serial’.

7. ‘INGEN ELSKER LONE FRANK’

Weekendavisen-journalisten går helt tæt på sit eget liv, da hun oven på sin mands død giver sig til at undersøge, hvorfor hun har så få nære relationer i sit liv, og hvorfor det er vigtigt for os at have venner. Den siger mange smukke ting om, hvad det vil sige at være menneske, men er ellers ret usentimental. Den ender ikke vildt godt.

8. ‘MIN ENERGI ER ET ANDET STED’

Historien om Anne, der bliver forladt af Nicolas fem måneder efter, at de har fået datteren Barbara, fordi han er blevet forelsket i en anden, er fortalt fra begge sider. Det giver forståelse for, at det ikke bare er hårdt for moren, der kan se den nye kæreste valse forbi med hendes barn i babysele på Nørrebrogade, men også for den, der forlader.

9. ‘HELT ÆRLIGT, MOR’

Alle siger, at det er så dejligt at få børn, så det er befriende at høre Sisse Sejr-Nørgaard interviewe kvinder om, hvordan kroppen forandrer sig, når man bliver gravid, hvor vanskeligt det kan være at have tvillinger og om alt muligt andet besværligt ved moderskabet.

10. ‘VILD MED SVANS’

Mænd, der snakker om følelser, kan vi ikke få nok af. Aleksander Demsitz og Josias Juliussen snakker om skam, om at springe ud, om at være lige så forvirrede som os andre – og rigtig meget om sex. Det er herligt at høre nogen tale lige så afslappet om homosex, som vi taler om heterosex. Det kan forhåbentlig smelte skammen.

Hun detonerede i dansk teater med bar hud, blottede nerver og flydende kropsvæsker. Bagefter greb hun den ene skånselsløse rolle efter den anden. Men så ramte virkeligheden. Og skuespiller DANICA CURCIC blev tvunget til at undersøge, hvad hun egentlig er rundet af.
Tekst:Danni TravnFoto:Rasmus Weng Karlsen

HUN STÅR i sit køkken og taler i telefon. Gennem ruden kan hun se, at hendes to meter høje, bordeaux havelåge i kolonihaveforeningen på Amager går op. Hurtigt stikker hun to fingre i vejret som signal til, at der liige går to minutter. 

Omkring huset er de smalle stier opkaldt efter ædelstene – rubin, safir, diamant – og de er så smalle, at kun en enkelt bil kan køre der ad gangen. Et skilt formaner, at man, af hensyn til legende børn, holder hastigheden nede på 10 kilometer i timen. I flere indkørsler står ladcykler parkeret på skrå, i en forhave vakler et ramponeret bordtennisbord, i en anden hænger en hule i et træ, og den lille købmand på torvet har skrevet sit slagtilbud med kridt på en tavle: ”11 kilos gasflasker til 230 kroner.”

En rødmosset mand cykler langsomt forbi med en plastickasse på sin bagagebærer, og gruset knaser. Ellers er her stille i en grad, som er sjælden i Storkøbenhavn. Så stille, at man kan høre en grønirisk kvidre i et træ og vinden suse i den efeu, der slynger sig om Danica Curcics hus. 

Så åbner hun døren. Hun smiler bredt og veloplagt under et langt løsthængende, mørkt hår.

”Undskyld, der var lige …,” siger hun og synger sætningens sidste ord: ”Nooogeeeeet.” 

Undertonen er klar: For tiden er der hele tiden ’lige noget’, og det har der ofte været for den 33-årige skuespiller, siden hun gjorde sin entré som nyuddannet i 2012. I sin debutforestilling trådte hun roligt ind på Skuespilhusets Store Scene, straks efter tæppet var gået. Kun iført undertøj stillede hun sig med ryggen til publikum, bøjede knæene og tissede på scenegulvet. 

HUN TISSEDE selvfølgelig ikke rigtigt. Hun havde noget vand med, som hun lod falde ned mellem sine ben. Men det så man ikke fra salen, og der gik et suk af overraskelse, undren og benovelse gennem publikum. Hende den nye dér, hun er sgu ikke bange af sig.
Forestillingen var ’Lulu’, og Danica Curcic spillede råt og ublu titel- og hovedrollen som barneluderen, der efter et kort, omtumlet liv bliver dræbt. Inden da havde hun i sin afgangsforestilling på skuespillerskolen ladet sig brænde på bålet som den ultimative kvindelige martyr, Jeanne d’Arc, og foran hende lå et af alle tiders mest berømte selvmord i rollen som Julie i ’Romeo & Julie’ på Det Kongelige Teater. Hun fik rolle efter rolle, der uden undskyldninger gik hele vejen.

I næste bølge kom film- og serierollerne. Hun spillede blandt meget andet familiedrama over for Ghita Nørby og Paprika Steen i Bille Augusts ’Stille hjerte’, og hun spillede komedie over for Bodil Jørgensen i ’All inclusive’. I 2015 kom den første Bodil, den første Robert, og ord som ’fremtiden for dansk film og teater’ ekkoede omkring hende ligesom historierne om, hvordan det ene tilbud efter det andet tikkede ind fra ind- og udland. 

HUN VISER ind i et lyst køkken, som glider over i et par åbne stuer. Hun hælder øko-kaffebønner i en stempelkande. Havremælk varmer hun i en kasserolle. Manuelt og omstændeligt. Kopperne tager hun fra en hylde, hvor det mønstrede og kulørte porcelæn står frit til skue – der er knap to, der er ens. End ikke køkkenvasken får lov at være ensfarvet. Den myldrer af glaserede blomster i klare blå, gule og røde farver. 

På væggene omkring hende hænger masker fra hele verden. En filmplakat med den nedringede tyrkisk-kroatiske film- og popstjerne Banu Alkan hænger over klaveret i klare blå, gule og røde farver. I en reol står en række lp’er, og Amy Winehouses debutalbum ligger fremme uden omslag.  I en anden reol ligger sten spredt, en megafon står klar til at forstørre budskaber, og en lysestage formet som et hvidt og pink skelet venter på næste flamme. Ved siden af skelettet læner et indrammet kort over Serbien sig op ad væggen. 

Det var der, Danica Curcic blev født i 1985. Året efter flyttede hendes forældre til Danmark, fordi hendes far fik arbejde på den jugoslaviske ambassade, hvor han skulle arbejde med turisme. Planen var, at de skulle rejse tilbage efter et par år. I stedet forlængede de opholdet yderligere et par år, i mellemtiden kom Milosevic til magten, og borgerkrigen brød ud. Forældrene åbnede et rejsebureau i København og grundlagde en opvækst med rejser og indtryk fra hele verden. Denne sommer vender hun tilbage til Serbien for at indspille sin første film på det sprog, hun taler med sin far og mor.

”Jeg har altid haft en følelse af, at jeg savnede at være mere forbundet med det land. På alle planer. Så jeg har helt klart lyst til at udforske den side af mig selv,” siger hun.

Som hendes tre år yngre bror Ogi Curcic formulerer det, voksede han og søsteren op i ”en serbisk boble”, der ”sprudlede af liv og musik og en masse fester med besøg af familie og venner”.

Boblen var en rødstensvilla i Sundby på Amager. Det var dengang, bydelen stadig lå i skyggen af resten af hovedstaden. Inden metrolinjen knyttede Amager tættere til resten af København, og inden den nærliggende Amager Strandpark blev ombygget og løftede villakvarteret til det mondæne. I huset lå tykke, røde tæpper på gulvene, der hang religiøse ikoner på væggene, og der var masser af plader med mættet og ekstatisk balkanmusik. Det var et hjem med klaver, begge forældre var åbne og belæste, men især hendes far tog rollen som hjemmets store samtalestarter. ’Monologens mester’, døbte hun ham. 

Ved middagsbordet kunne han pludselig udbryde ”Et løg!” og slynge sig ud i en lang beretning om denne forunderlige grøntsag. Nogle gange tog han alle tankerne med i køkkenet, og så kokkere­rede han, som dirigerede han et symfoniorkester med hele kroppen.

”Det var et bombardement,” konstaterer Danica Curcic.

”Kød!” råber hun og laver en kastebevægelse, som hamrede hun en klump kød i bordet.

Hun kaster igen ud i luften.

”Olie!”

En gang til:

”Paprika!”

SÅDAN FORTÆLLER HUN. I små iscenesættelser proppet med mimik og parodierende dialog, der kredser om emner som autoriteter, sanselighed og arv. Emnerne klumper sig blandt andet sammen omkring forholdet til den serbisk-ortodokse kirke.

”Jeg har aldrig været troende, og det er min familie som sådan heller ikke. Men den serbisk-ortodokse kirker skaber et højtideligt, stemningsmættet rum, som er meget større end én selv. Det er fyldt med sanselighed og respekt.”

På den årlige helgendag, slava, diskede familien –  som traditionen byder – op med et kæmpe festmåltid, udelukkende med retter fra havet. Kæmperejer, laksesuppe. Dørene blev slået op for familie og venner, og det er en begivenhed, hendes veninder husker som noget helt særegent.

”Præsten kom hjem til os. Det var meget højtideligt. Man kunne mærke, at en autoritet trådte ind. Han velsignede maden med timianrøgelse, og vi sang,” husker hun.

13 år gammel kom hun selv i centrum for en af kirkens ceremonier.

”Jeg skulle døbes og talte meget med min mor om det: ’Hvorfor skal jeg det?’ Og hun sagde: ’Det er okay, at du ikke er troende, men bliv nu døbt alligevel, for det er en tradition. Det betyder noget for far.’”

Familien rejste til den landsby syd for Beograd, hvor faren var vokset op. Og de besøgte den lille kirke tæt ved den fædrene gård, hvor han var blevet døbt ligesom sin far, farfar og oldefar. Skulder ved skulder stod hele den udvidede familie i det trange kirkerum. Alle klædt i sort. Krakelerede vægmalerier dækkede væggene og gulvet, levende lys blafrede, timianrøgelsen bredte sig.

”Jeg stod der og forstod ikke, hvad præsten sang, og pludselig var det noget med at spytte på Djævlen tre gange. Jeg fattede det ikke. De voksne stod der med stirrende øjne. ’Spyt!’ ’Hvad?’ ’Spyt!’ Jeg turde simpelthen ikke. ’Altså, beder I mig om at spytte på gulvet?’”

Hun stopper for at grine et øjeblik, inden hun rynker panden og svarer sig selv med de voksnes stemme:

”’Ja. Spyt på Djævlen tre gange!’”

MIDT I KØBENHAVNS MORGENTRAFIK sad Danica Curcic ofte som barn med sin bror og lyttede til morens forelæsninger om krigen på Balkan. Moren fortalte løs, mens hun styrede bilen tværs gennem byen til deres skole, den katolske privatskole Institut Sankt Joseph på Østerbro. 

”Min mor har sine meningers mod. Og hun slog ned på den blomstrende nationalisme, som ødelagde alting,” husker Danica Curcic, der som helt lille så op til det fællesskab, fætrene og kusinerne havde. Det var en barnlig misundelse: Ej, de går ikke i skole, og de kan spille fodbold hele dagen på bunden af en gammel svømmehal. 

”Jeg forstod ikke den totale tragedie. Senere fik jeg følelsen af, at jeg burde hjælpe noget mere, samtidig med at jeg vidste, at jeg burde være glad for at sidde langt væk og have en masse muligheder, de ikke havde. Når vi var dernede, havde jeg en slags skam over, hvordan jeg levede, og jeg fortalte ikke så meget om det. Det har altid været svært for mig at tale om. Det påvirkede mig meget, hvad der foregik, men jeg vil nødig give indtryk af, at min fortvivlelse på nogen måde kan måles med det, folk gik igennem dernede.” 

Hun sender et koncentreret blik på tværs af køkkenbordet. Hun vil sikre sig, at det budskab trænger ind. At hun ikke vil nasse på krigsofrenes lidelse, når hun fortæller om den splittelse, krigen skabte i hende. Den lå og ulmede i kulissen gennem det meste af barndommen. Hun hørte forældrenes samtaler gennem dørene, hun fangede brudstykker af telefonsamtaler med familiemedlemmer og hjalp med at pakke mad, medicin, tøj og legetøj og sende det ned til familien. Men hun var der jo ikke.

”5. oktober 2000 sad jeg på mit værelse og så på mit lille tv, der viste billeder fra den store demonstration, der endte med at vælte Milosevic. Jeg vidste, at mine fætre og kusiner var der. Det rørte mig. Jeg følte, at jeg burde være dér med dem. Det var så smukt, at forandringen var på vej. Samtidig havde jeg igen den modstridende følelse: ’Hvem er du til at tro, at du er en del af det dér?’”

DÁNITSA TSCHURTJITSCH

33 år. Født i Serbien. Opvokset i Danmark. Bosat på Amager.

Den serbiske udtale af hendes navn (der betyder dansk på latin) er cirka ’Dánitsa Tschur­tjitsch’ – med tryk på første stavelse af Danica og mørkt a. Men hun har ikke noget imod ’Danika’.

Uddannet fra Statens Teaterskole i 2012.

Har spillet hoved­rollen i ’Lulu’, ’Romeo & Julie’ og ’Helligtrekongersaften’ på Det Kongelige Teater. Har medvirket i film som ’Stille hjerte’, ’Lang historie kort’, ’All inclusive’, ’Fasandræberne’ samt Netflix-serien ’The Mist’.

Vinder af en Robert og en Bodil for sin rolle i Bille Augusts ’Stille hjerte’. Desuden modtager af blandt andet Shooting Star Award ved filmfestivalen i Berlin i 2013 og Ove Sprogøe Prisen i 2014.

I efteråret 2019 er hun biografaktuel med ’Ud og stjæle heste’ og ’Undtagelsen.’

Den serbiske film, hun i øjeblikket arbejder på, hedder ’Mrak’.

Hendes bror Ogi er filmklipper og forsanger i balkanbandet Tako Lako.

NÅR HUN SER billeder af sin mor fra dengang, overrumpler det hende altid, hvor meget de ligner hinanden. 

”Men jeg har min fars øjne og pande. Og denne hér.”

Hun lægger sin ene pegefinger øverst på næsebenet. Fingerspidsen peger lodret op mellem øjnene. Der sidder en lille lodret fure. Usynlig for de fleste, ikke for hende.

”Og jeg kan se min fars viljestyrke, dynamik og fremdrift i mig selv. Måske lidt for meget. De seneste år har jeg skullet lære at balancere det.”

Hun kalder sin far en ”arbejdsnarkoman”. Fra sin barneseng hørte hun tydeligt, at han knoklede videre efter hendes sovetid. Faren var opvokset med genstridige skrivemaskiner, og den kraft, tasterne krævede, videreførte han på hjemmets computertastatur. Hun hamrer med fingrene i træbordet foran sig for at illustrere lyden, der hang i huset om aftenen. Dang-dang-dang-dang.

”Som affyrede skud,” konstaterer hun og forklarer:

”Alting handlede om arbejde, arbejde, arbejde. Og kvalitet, lige meget hvad du gør. Det lå i luften, at vi skulle yde vores bedste. Alt sammen forstærket af den serbiske kultur og min fars høje ambitioner.”

Hun blev sendt et år tidligere i skole end de fleste andre børn. Med den konsekvens, at hun blev student 17 år gammel. Hvad så nu? Højskole? Nej, hun var for ung til at blive optaget, og hendes tanker om at tage et sabbatår blev mødt med: ”Hvorfor det? Det er jo bare spild af tid.”

”Prøvede jeg at forklare, at jeg ikke vidste, hvad jeg ville, lød det: ’Jamen, så start på noget, og hvis det ikke er det rette, kan du bare skifte.’ Det pres har været rigtig godt på mange måder, men det medførte også nogle negative sider.”

SPASMAGERI ER EN parallel åre i hendes liv. Hun mindes, hvordan hendes far for sjov rettede familiens bil lige mod et stillads, gassede op og kørte direkte imod det. Sekundet inden han ramte metalstængerne, hev han hårdt i rettet og drejede væk.

På bagsædet jublede hun og hendes lillebror: 

”Gør det igen, far. Pleeeaaase!”

”Ej, hvor er det forfærdeligt,” siger hun efter at have fortalt historien.

”Jeg har nogle gange tænkt over det. ’Gjorde vi virkelig det?’ Og ja, det gjorde vi …: ’Kør mod stilladset, far! Hurtigere!’” 

Selv fjollede hun ved hver given lejlighed, lavede optrin og lod sin fantasi hvirvle omkring sig. Hun elskede den utæmmede Jim Carrey, og sammen med sin bror faldt hun i søvn til ’Ace Ventura’-filmene – og kunne samtlige replikker i den første film udenad.

Det gled over i skaberkraft, som da hun og en veninde løste en historieopgave på Sankt Joseph-skolen ved at lave en film i stedet for at skrive side efter side som de andre. De to drog på Glyptoteket, Danica Curcic klædte sig i et lagen for at vise, at hun var i det gamle Egypten. I en kælder til lyden af falske bombelyde lavede de en scene fra anden verdenskrig, og flere andre epoker blev tilføjet, inden de klippede det sammen til ’Tidsmaskinen’. Senere på gymnasiet – det kreativt orienterede Sankt Annæ – lavede hun en parodi på teenagegyseren ’Scream’, der hed ’Cream’ og blev gjort komplet med ketchup som blod.

DA HUN STOD med studenterhuen som 17-årig, var det det, hun ville: kanalisere sin klovnende kraft ned i at lave film. Hun søgte ind på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, men var for ung til at blive optaget. Med forældrenes opfordring til at gå i gang begyndte hun i stedet på film- og medievidenskab på Københavns Universitet – principielt for ung til at komme ind på det sted, introfesten blev holdt. Studiet viste sig at mangle noget, og hun rejste til Spanien for at studere videre, hun fik sig en amerikansk kæreste og tog med ham til hippiefestivalen Burning Man og gik halvnøgen og bodypaintet omkring. De besøgte hans hjemby, Blue Lake i Nordcalifornien, hvor han var vokset op mellem de tårnende redwood-træer. På den modsatte side af vejen fra hans barndomshjem bemærkede hun, at der rendte klovne rundt. 

Hun var draget af synet og fandt ud af, at de var elever på Dell’Arte School of Physical Theatre, hvor hun søgte ind og fik plads. Pludselig stod hun i en storm af opgaver langt fra universitetets filmanalyser. Ude i skoven kastede hun med sten, bar på træstammer, sang korsange. Hun undrede sig og tvivlede, indtil hun fandt ud af, hvad intentionen var: Hun skulle løses for sine kropslige vaner, så hun kunne spille frit og påtage sig roller. 

Det gav hende den retning, som sendte hende til optagelsesprøve på Statens Scenekunstskole. Hun forberedte sig hos en storrygende polsk skuespillerlærerinde, der opfordrede hende til at gå til den indledende prøve som Blanche fra ’Omstigning til paradis’. En figur, der kvæles i et spind af stivnakket seksualmoral, voldtages af sin svoger og bliver indlagt på den lukkede. Danica Curcic gjorde det og kom videre til næste prøve. Her blev hun kastet ud i en improvisationsøvelse med de andre aspiranter, hvor de skulle vågne som dyr. Hun vågnede som løve og angreb en mus. Men musen bankede sit hoved op i Danica Curcic. Et knæk lød gennem rummet. Danica Curcic ømmede sig. Næsen var brækket. Alligevel spillede hun videre og kom ind på skolen i første hug.

”Skuespillerskolen mindede om det, jeg voksede op med. ’Kom nu, kom nu, kom nu! Op igen! Kom nu! Kom igen! Bare arbejd dig igennem det.’ Og det fortsatte som færdiguddannet, hvor jeg havde travlt med at vise, hvad jeg kunne: ’Se mig!’ Der var intet, jeg ville sige nej til,” siger hun og knipser hurtigt:

”Videre-videre-videre.”

Hun hamrer en knytnæve ind i sin håndflade, så det giver et højt klask. Som var hun sin egen peptalkende boksetræner.

”Jeg kan godt tage den rolle!”

Klask.

”Endnu et slag.”

”Jeg kan godt nå den film!”

Klask.

”Yes, jeg når også det dér.”

Klask.

Hun zoomer ind på sig selv i årene 2015 og 2016.

”Jeg har sådan et billede af mig selv, hvor jeg var høj på adrenalin. Alt kørte bare, og det føltes fantastisk. Men noget ulmede, som var ved at briste. Vejrtrækningen sad helt oppe i halsen. Jeg skulle det og det og det og det. Alt var overarbejde. Nerverne sad helt uden på tøjet.”

PÅ BRISTEPUNKTET vendte rollen som Blanche tilbage. 

”Drømmerollen,” fastslår hun med tryk på sidste stavelse.

Det Kongelige Teater satte ’Omstigning til paradis’ op i 2015, og hovedrollen var hendes. Under en af prøverne lå forskellige kærestepar spredt rundt på scenen.

Danica Curcic stod alene.

”Nu skal du prøve at finde din plads mellem parrene,” lød det fra instruktøren.

”Imens spiller vi et lydklip med din stemme, hvor du tænker på din egen ensomhed.”

Hun kunne ikke rumme det. 

Midt i rolle- og prisregnen havde virkeligheden sat tre stød ind: En venindes mor, der havde været som en reservemor for Danica Curcic, døde af kræft. Et syv år langt parforhold sluttede. Og hendes far blev ramt af en blodprop, der lammede ham og til at begynde med tog sproget fra ham. 

”Jeg var så langt nede, og så skulle jeg spille en kvinde, der er ved at miste sin seksualitet og sin kraft. Hun er sitrende hele tiden. Hun er ensom. Hun drikker. Jeg var bare sådan: ’Det kan jeg ikke, det kan jeg ikke.’ Jeg måtte ud og ryge hele tiden. Instruktøren prøvede at hjælpe mig: ’Jamen, du har jo Blanche i dig. Kanaliser det ned i rollen,’ sagde han. ’Jeg kan ikke være hende. Jeg vil ikke bruge det,’ svarede jeg. Jeg var et åbent sår.” 

Da en filmoptagelse clashede med prøverne, tog teatret hende fra rollen. Hun var der simpelthen ikke nok. Hverken på den ene eller anden måde.

”Jeg var en elendig holdspiller på det tidspunkt. Jeg havde sådan en følelse af, at ’Okay, nu kommer livet. Nu er du voksen.’ 

Nogle mørke toner kom ind. Tab og sorg. Jeg var slet ikke vant til det, så jeg anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Det var en bund, der krakelerede, og nedenunder var der et kæmpe hul og erkendelsen: ’Hov, her kan jeg ikke stå.’ For første gang tænkte jeg: ’Okay, nu må du kigge på dig selv, på, hvad du laver.’ Alt, jeg havde lavet, handlede om at præstere. Men shit, hvem var jeg egentlig i det her? Det åbnede for en masse, jeg har med fra min barndom. En masse reaktionsmønstre. Jeg har skullet lære at forstå, at det er okay ikke at skulle præstere hele tiden. Og at det er okay at fejle. Det sidste har været svært. Fordi jeg er vokset op med så høj en arbejdsmoral og har spejlet mig i det, jeg har præsteret.”

DET ER HER, kolonihaven kommer ind i billedet. 

Hun hungrede efter stilhed og fandt den bag efeuen. Hun går i haven – men elsker at lade græsset vokse sig højt – øver sig i at meditere, tegne, spille musik, hoppe i vandet, gå ture. Alt det, der ”går ned i kroppen”. 

Samtidig følte hun behov for at være tæt på sine forældre, selv om hun havde forsvoret nogensinde at skulle vende tilbage til Amager. Nu kræver det blot en cykeltur på 10 minutter at komme til barndomshjemmet, hvis atmosfære har ændret sig efter farens sygdom.

”Det er vildt at være vokset op med en så markant personlighed. En, der har været i centrum og fokuseret på ambitioner. Og så få en far, der siger …” Hun piller nænsomt ved den røde blomst på bordet foran sig, mens hun hviskende imiterer faren:

” … Hov, vi skal huske at vande planten.”

Hun bliver sig selv igen. 

”For det første kan jeg se, hvor stærk han vitterlig er, fordi han har kæmpet sig så meget tilbage. Og han er blevet hjulpet af min mors ekstreme stædighed og konstante kærlighed. Uden hende havde han ikke været i live i dag. For det andet har det givet en helt anden intimitet. Jeg har altid frygtet, at han skulle dø, uden jeg fik talt med ham om, hvor meget jeg elsker ham. Hvor meget han har betydet. Nu sker det helt naturligt. Alt det med at se hinanden i øjnene og kramme og kysse hinanden. Det er kommet nu. Han er begyndt at sove middagslur, og nogle gange går jeg op og lægger mig tæt ind til ham. Det var sådan noget, jeg aldrig troede, jeg ville.”

Hun peger pilen mod sig selv.

”Men jeg er jo ikke blevet en anden person. Det er stadig krævende at vende erkendelserne til praksis. Jeg har stadig meget, jeg vil. Og jeg har stadig en modstand mod at sige nej, men jeg øver mig i at mærke mere efter.”

Displayet på hendes telefon lyser op. Hun betragter den lidt. Overvejende for og imod. Så slår hun blikket op med oprigtig beklagelse.

”Undskyld, men jeg bliver nødt til at tage den.”

TO UGER SENERE åbner hun igen døren til kolonihavehuset.

”Shit mand, havde min bror ikke lige ringet, var jeg ikke stået op. Undskyld, jeg er mega-jetlagget.”

Håret er sat op denne gang, øjnene blanke, og bevægelserne til at begynde med langsommere. 

Dagen forinden landede hun fra en casting i Los Angeles. Den slags kan og må skuespillere af gode grunde ikke udtale sig nærmere om. Men hun understreger beskedent, at casting-muligheden opstod nærmest tilfældigt, og at hun på ingen måde farer frem og tilbage over Atlanten i tide og utide.

I køkkenet står en sort rejsetaske med lynlåsen åben, og noget af indholdet stikker op. Som var tasken tæt på at gylpe lidt på gulvet. 

Snart skal den pakkes om, for hun rejser til Beograd i aften på en længere rejse for at gå i gang med optagelserne til filmen ’Mrak’.

 I øjeblikket går hun og grunder over, hvordan hun skal gribe rollen an. 

Hendes figur er en mor, med et barn og en far, der bor på en udmagret gård under urolighederne i Kosovo i 2004.  

”Hvordan agerer du som kvinde og mor i sådan en ekstrem situation? Bliver du der med risiko for at dø, eller rejser du mod en uvis fremtid?” 

Siden sidste møde har hun besøgt filmholdet i Serbien, hvor visse skuespilleres facon fascinerer hende. Hun rejser sig op og sætter sig hårdt i stolen igen, slår en knytnæve i bordet. Fører en pegefinger og langfinger til mundvigen, som tog hun et hiv af en cigaret. 

”Nogle af dem kommer bare ind, tænder en smøg og begynder at spille. De har sådan nogle vilde armbevægelser. Men det passer, fordi temperamentet ofte er så stort. Jeg sad i hjørnet og fik indre grineflip, det var så ægte og så for meget. Og så befriende,” siger hun og pointerer med ømhed:

”Men det kommer fra et helt rent sted.”

DET RENE RAMMER en nerve. Det er et sted blottet for skandinavisk distance og ironi. Det handler ikke om at være entydig eller overtydelig, men om at være ekspressiv. Direkte. Virkelig til rådighed. 

I sin revision af sig selv zapper hun tilbage til en monolog, hun lavede første gang i 2015 og igen i 2016. Den hed slet og ret ’Lort’, og scenografien var enkel: I et hvidt rum sad Danica Curcic på en piedestal uden en trævl på kroppen.

”Det er vildt at tænke på, at jeg sad der fuldstændig blottet, mens jeg var i opløsning indeni.” 

Monologens hovedperson drømmer om et job som tv-pige i et af Berlusconi-Italiens lumre shows. I rollen fortæller hun om sit største forbillede, faren. Om kampen, han indpodede i hende. Om de idealer, ikke mindst kropslige, hun forsøger at leve op til. Og hun sviner sig selv til for sin egen utilstrækkelighed. 

”Den rolle talte til en masse sider i mig. Den har et temperament, som lå langt fra den danske socialrealisme. Den er som et partitur. Den var ekspressiv og fuld af oprørstrang. Det var så rigtigt, at jeg skulle lave den.” 

Hendes veninde, instruktøren Kirsten Astrup, har en af nøglerne til, hvorfor netop Danica – eller Dasha, som hun hedder blandt venner – kunne sidde dér: Hun sætter sin forfængelighed til side for fortællingen.

Danica Curcic presser højre hånds pege- og ringfinger sammen med venstre hånds pege- og ringfinger og lægger hænderne på tværs af ansigtet. 

Fingrene danner en maske, som dækker området rundt om øjnene.

”Hele vores forfængelighed ligger jo lige her,” siger hun, mens hun kigger gennem det ovale hul mellem fingrene.

”Det er så vildt, hvad folk tør gøre, når de tager en maske på. Der er ingen grænser for, hvad kroppen kan.”

Hun vender tilbage til oplevelserne i de amerikanske skove på Dell’Arte School of Physical Theatre for at understrege de kræfter, der blev sluppet løs i hende.

”Vi lavede ekstremt meget klovnearbejde. Og det handler næsten udelukkende om at slippe forfængeligheden. At være klovn er jo enormt sårbart. Vi havde en klovneguru, Ronlin Foreman, som satte sig med en tromme mellem benene og spillede. Lynhurtigt.”

Hun laver en trommehvirvel: ”Dagadagadagadagadagadagadagadaga.” 

”Be funny!” siger hun med skarp stemme.

”Og så skulle vi elever gå ind og være sjove. På stedet. En ad gangen.” 

En elev gik ind.

”Not funny. Next!”

Næste elev.

”Dagadagadagadagadaga!”

”Not funny! Next.”

”Dagadagadagadagadaga!”

”Be funny!”

”Sådan blev det ved i timevis. Til sidst nåede jeg til et punkt, hvor jeg bare tænkte: ’Jeg har ingen ideer. Jeg aner ikke …’ Og i det slip, i den sårbarhed ligger åbningen, du kan arbejde med. For nu ved du ikke længere, hvad der kommer til at ske. Der vågner alle, fordi du ikke er to skridt foran og føler, at du er i kontrol. Du kalkulerer ikke: ’Okay, hvis jeg gør sådan, så bliver det sjovt.’ Spørgsmålet er: ’Tør du være der?’”