Indlæg

SCARLET PLEASURE har blikket stift rettet mod det store internationale gennembrud. Indtil nu har vejen været lang og hård, og meget tyder på, at det ikke bliver nemmere. Ud & Se møder et af tidens mest populære danske pop-bands og undersøger, hvorfor det er så svært at lyde så dansende enkelt.
Tekst:Morten ReimarFoto:Rasmus Weng Karlsen

TÅLMODIGHED er det første, du skal lære, hvis du vil være popstjerne. Emil Goll, den 28-årige forsanger i trioen Scarlet Pleasure, har efterhånden lært det. I samme øjeblik bandet pauser lydprøven og kalder en lydmand op på scenen, sætter han sig ned og finder sin telefon frem. Trommeslageren Joachim Dencker har problemer med sampling pad’en, den elektroniske tromme, der spiller indkodede lyde, når han slår på den, og det kan sagtens tage tid, ved Emil Goll, der bruger ventetiden på at svare på beskeder på Instagram fra en ende af. Popbandet har netop udgivet første halvdel af deres nye album ’Garden’, og siden er det væltet ind med roser fra fans. Han svarer som regel ’Tusind tak’ med en smiley og forsøger så vidt muligt at skrive noget personligt tilbage.

Imens stemmer trioens tredje ben, Alexander Malone, sin bas for gud ved hvilken gang, mens han spørger sig selv, hvor mange sprog han efterhånden kunne have lært på Duolingo. 

De er i Tap1, et stort spillested på Amager, og de har været her i timevis. I aften skal de spille en 35 minutters online-koncert for streamingtjenesten Spotifys abonnenter, som grundet corona-pandemien ser med hjemmefra. Scarlet Pleasure og de to hyrede guitarister kom klokken tre, men nu, kun halvanden sang inde i lydprøverne, er der knas med tromme-pad’en.

28-årige Joachim Dencker, en høj, veltrænet fyr med mohikanerhår som Travis Bickle i ’Taxi Driver’, står ved siden af trommesættet, mens en lydmand slår på pad’en og råber til endnu en lydmand et par meter væk fra scenen. Så virker det igen, og bandet kan fortsætte. De spiller ’Deja Vu’, deres største hit. Nummeret er ikke fra den nye plade, men fra 2017, hvor det blev Årets Hit ved Danish Music Awards, Årets Lytterhit på P3, Årets Hit til Zulu Awards og modtog The Voice Prisen. Hittet er også det, man kalder en banger. Nummeret starter lige på Emils gadesmarte flødestemme oven på et præ-optaget keyboard og en taktfast klaplyd fra pad’en. To rundgange på den måde, så bas og stortromme, der intensiverer op mod et overraskende antiklimaks, hvor det hele starter forfra. Og trommer, bas, guitarer i omkvædet. Lige så simpelt det er i begyndelsen, lige så meget sker der i slutningen. Emil Goll danser sine popstar-trin og flirter med det prøvefilmende kamera. Han lukker øjnene og synger ’de-eeshja vuuhh’. 

SCARLET PLEASURE er et af tidens største hjemlige popbands. Trioen er en del af den bølge, der kom i kølvandet på den danske indie-scene, hvoraf flere fik udenlandsk succes, og de er ikke blege for at sige, at de gerne vil være populære. De tør sige, at de drømmer om at slå igennem internationalt, og de kalder sig et popband uden at være flove over det. De udgav deres første album i 2014, hvorfra singlen ’Windy’ blev P3’s Uundgåelige og satte gang i den optur af en karriere, de stadig rider på. I 2016 udkom endnu et album, ’Youth Is Wasted on the Young’, samme år som de åbnede Orange Scene på Roskilde Festival og blev hovedpersoner i en DR3-dokumentarserie. Det var for øvrigt samme sommer, alle raske drenge gik til frisøren for at få hår ligesom Emil fra Scarlet Pleasure, det vil sige en bleget midterskilning med reference til 90’er-ikoner som Peter André og Nick Carter fra Backstreet Boys.

De skulle egentlig have været i USA og spille i foråret. Arbejdsvisummet var sikret, men så blev verden lukket ned – og herhjemme er indtil videre omkring 30 koncerter aflyst, så hverken band eller fans har kunnet mødes. Men det kan de i aften, hvor Spotify Danmark har inviteret deres lyttere til koncert. På den måde kan bandet give noget tilbage til deres fans, de kan mærke live-fornemmelsen ved at optræde, og måske gør tjenesten også gengæld ved at putte nogle af deres sange på en international playliste, altså en af de kuraterede lister med musik, Spotify selv laver, og som kan betyde alt for de musikere, der kommer på dem. 

28-årige Alexander Malone kommer hen til cateringbordet. Ikke for at snacke, men for at snakke med de tre kvinder fra pladeselskabet om anmeldelserne af ’Garden’, som han ikke har kunnet få ud af hovedet. Gaffa har givet tre stjerner, og Politiken to hjerter. Pladeselskabet siger, at han skal huske på, at det bare er de to anmelderes mening, og at der jo er masser af fans, der er vilde med de nye numre. Det har han også sagt til sig selv, men det, der især går ham på, er, at Politikens anmelder ikke mener, Scarlet Pleasure er kommet med noget nyt. De synes selv, de har rykket sig med kvantespring siden seneste album og virkelig taget chancer. De har nørdet det helt rigtige lydmiks, genopfundet sig selv og skrevet næsten 50 sange, mange af dem om og om, for at finde netop dem, der føltes mest rigtige.  

”Jeg ville næsten hellere have én stjerne og så vide, vi da i det mindste havde forsøgt,” siger han. ”To-tre stjerner er bare så middle of the road.”

Emil Goll bemærker, at den endelige dom ikke er faldet endnu. Han sammenligner med Lukas Graham, der fik et kæmpehit i USA med ’7 Years’. Netop det nummer havde ingen rigtig lagt mærke til, og det blev først udgivet som albummets tredje single. Men da ’7 Years’ kom ind på en international hitliste for sange med stigende popularitet, den såkaldte Viral Chart, begyndte pladeselskabet at pushe den i USA.

”Vi er pissestolte af vores musik uanset hvad. Og man ved aldrig. Det kan være den næste sang, vi skriver, der kommer til at ændre alting,” siger Emil Goll. 

SCARLET PLEASURE

Dannet 2006.

Består af: Emil Goll (f. 1992), sanger, Alexander Malone (f. 1991), bassist, Joachim Dencker (f. 1991), trommeslager.

Debuterede med ep’en ’Mirage’ i 2014. Udgav albummet ’Youth Is Wasted on the Young’ i 2016. ’Garden’ er Scarlet Pleasures tredje album. Det er todelt og bliver udgivet dels i juni, dels i oktober i år.

”KAN JEG FÅ highhatten fem ned?”

”Ja, og elguitaren tre op.”

”Er den dér tung? Er den tung? Eller er det rummet herinde, den ikke virker i?”

”Kan den blive lidt mere crisp?”

Det tager over en time at gennemgå de 35 minutter, men så er lyden også så god, som den kan være. Og dog. De beslutter sig for at spille to af numrene igen. 

Klokken otte, efter de har spist burgere, Emil Goll har skiftet til matchende denimjakke og -bukser, Joachim Dencker har barberet sig ude på toilettet, og Alexander Malone med det syregule hår har rystet anmeldelserne af sig, skal Spotify sende live. Emil Goll går for sig selv, puster al luft ud af kroppen, spænder i maven, suger luft ind og puster ud, mens han siger som en bi. Hopper et par gange på stedet. Så er han klar.

En fra pladeselskabet støvsuger scenen, lige inden de går i gang, mens Emil synger ’Wicked Game’ med den ene guitarist. Så får de at vide, der er to minutter igen. Emil spytter sin snuspose ud og går ind i en cirkel med de andre musikere, hvor de råber for at gejle sig selv op. De stiller sig i position, hele hallen holder vejret.

Og så sker der ingenting. Bandet står stille som mannequiner og venter. Der sker stadig ingenting. Seks minutter over otte laver Emil sine øvelser igen. 10 minutter over begynder Joachim at tromme for at slå tiden ihjel, mens folkene fra management og pladeselskab efterhånden også begynder at blive urolige og kigge på hinanden. Den ene af kamerafolkene, der har Spotify i øret, siger, at hun ikke får noget at vide. Emil sætter sig ned.

”30 sekunder!” råber kameradamen endelig, bandet springer tilbage i position.

Der bliver talt ned: ”8, 7, 6, 5 …” Og så begynder de at spille. Som om hele Tap1 var fyldt til bristepunktet. Alexander danser hen over scenen med sin bas, Emil hopper op i luften i omkvædene, og folk fra pladeselskabet kan ikke lade være med at danse omme bag kameraerne.

NÅR ET FLY fløj over Vidar Skolen i Gentofte, plejede en gruppe drenge at pege op.

”Det er os på vej til L.A. lige om lidt,” sagde de. 

Skolen ligger midt på Brogårdsvej, der kører fra Gentofte Station, under motorvejen og til IKEA. Den baserer sig på Rudolf Steiners principper, er karakterfri, og alle elever spiller et klassisk instrument og har fag som skosyning og kunstbetragtning. Skolen betragter alle elever som individer, der er gode nok, som de er. For eksempel lærte Joachim først at læse i 4. klasse og opdagede først mange år senere, at det var unormalt. På Vidar Skolen skulle alle kunne være med. 

Dengang var de fire, Emil, Alexander, Joachim og Johannes, ligesom idolerne i Red Hot Chili Peppers. Joachim var kommet ind i klassen i 7. med hanekam og nittebælte og fik hurtigt overtalt de andre til at danne et band. De kaldte sig Scarlet Pleasure – to ord, de fandt i en engelsk ordbog, og de øvede i en kommunal container ved vandtårnet i Jægersborg. De kunne ikke finde ud af PA-anlægget, og akustikken ville ikke enes med funk-rock-trommerne. Derfor kom de vådt toiletpapir i ørene, når de spillede, som regel i bar mave og slips ligesom idolerne fra Los Angeles. Da Red Hot Chili Peppers udgav ’Stadium Arcadium’, tog de alle fire i Fona 2000 på Strøget for at købe et eksemplar hver, og så hjem til Joachim i Humlebæk for at høre det om og om igen.

Det var lyden af L.A., som de forestillede sig, det ville være: palmer, smukke piger, åbne biler og funky musik. Lyden af frihed, af ikke at spille med på reglerne, af at være anti-konform, af at udleve drømmen. Noget helt andet end Gentoftes parcel-labyrinter og bøgehække.

En dag blev de enige om, at nogen var nødt til at synge. Alexander spillede bas, Joachim trommer, og både Emil og Johannes spillede guitar. Ingen af dem havde synderligt lyst til at synge, for det var meget sejere at spille et instrument. Men nogen skulle gøre det. De sang Red Hot Chili Peppers-hittet ’Under the Bridge’ efter tur, og aftalen var, at den, der lød mindst ringe, skulle tage en for holdet. Og sådan blev Emil Goll forsanger. 

En rest af boyband-rollerne fra teenageårene sidder der måske stadig: Emil Goll er den udadvendte og har en bemærkelsesværdig evne til at få alle, han møder, til at føle et specielt bånd. Alexander Malone er også udadvendt, men sjældent festens midtpunkt som Emil. Ofte ender Alexander med at stå ude i køkkenet i en lang samtale med en, han ikke kendte ved aftenens begyndelse, og han er nok ’den sjove’ i gruppen. Samtidig har de to enorm respekt for Joachim Denckers evner som trommeslager, og han er nok den, der har mest musisk flair. Men alderen har opblødt rollerne. 

TIL AT BEGYNDE MED lavede de en ep med titlen ’Mother Funker’ og brændte den på 250 cd’er, som de havde med, når de var ude at optræde – for eksempel da de vandt Gentofte Mesterskaberne i Rock i 2009. Selvtillid havde de masser af, og de skrev også til større danske bands på Myspace. Ikke for at sige, at de var fans, men for at være provokerende. De spurgte blandt andet Kashmir, om de ikke ville varme op for dem på Lades Kælder. Kashmir svarede ikke. Det gjorde til gengæld indie-bandet moi Caprice, der skrev tilbage, at de nordsjællandske drenge nok var i dårligt humør, fordi de ikke havde fået deres lommepenge, men at de nok kom til at le sidst i deres luksusvillaer i Hollywood Hills.

”Fuck ja, vi gør,” grinte drengene.

Til festerne gjorde de nar ad de andres musiksmag. Pigerne i klassen ville gerne høre Nik & Jay og Lady Gaga og danse, mens drengene skiftede til Tom Waits og Bob Dylan, hver gang de fik mulighed for det. Pop var ikke rigtig musik, syntes de.

Vidar Skolen varede til 12. klasse, og så skulle planerne føres ud i livet. I mellemtiden var de gået over til den mere hipster-prægede indie-rock, der udsprang fra New York, så derfor pegede pilen nu i den retning. For at komme derover skulle de bruge et forlænget turist­visum, og det krævede, at bandmedlemmerne var i stand til at fremvise hver 50.000 kroner inde på ambassaden. Så de tog job som postbude i Holte og som facere på Strøget.

De smed også fjerdemanden ud af bandet. Det var en tirsdag aften i efteråret 2010 på en bodega i Indre København. Johannes var mere til at jamme og hygge sig, og de tre andre følte ikke, de havde tid til at vente på nogen. Det var den første hårde og rigtig svære beslutning for bandet, men nu var det alvor. Nu var det ikke rundkreds længere.

De skulle også bruge en god demo-cd, de kunne give til pladeselskabsfolk på Manhattan. Alexander ­Malones onkel, Bossy Bo (Rasmussen) fra Østkyst Hustlers, lod dem indspille i sit studie, selvom han nok, set i bakspejlet, ikke var så imponeret over deres musik. I hvert fald gav han dem et grundkursus i at skrive lytbare melodier. Start med et vers, så et omkvæd, så et vers igen og et omkvæd mere, så et C-stykke, og slut af med et omkvæd til sidst.

Det sidste Scarlet Pleasure gjorde, inden de tog af sted, var at aflevere den nye demo-cd til Sony Music. Alexander havde puttet den i en stor papkasse, så den så vigtig ud, og afleverede den i receptionen iført sin postjakke fra arbejdet. Værsgo, nu kunne de bare ringe.

En augustdag i 2011, iført sorte hatte med fjer på og stramme, sorte jeans med huller på knæene, landede de i New York. Efter et par uger med jetlag og en masse nye indtryk fik de lejet sig ind i et øvelokale, men kun mellem klokken otte og ti om morgenen. Ejeren, der spillede i et professionelt Beatles-coverband, kunne ikke give dem mere øvetid. De fandt også en lejlighed i New Jersey, hvor skabslågen under vasken skulle holdes lukket med et kosteskaft, fordi der var rotter. Men de var i byen, de havde deres image, deres demo og deres instrumenter. Nu manglede de bare at spille og blive opdaget. For sjov hængte de en seddel op i deres lejlighed med ordene ’Get a million dollar contract’. Ordene var fra selvhjælpsbogen ’Think and Grow Rich’ og var ment som en reminder.

Deres første koncert var på Fat Baby. Et lille spillested, men samme sted, som deres nye forbillede, The Strokes, havde startet deres karriere. Der var en del mennesker i baren, så det tegnede rigtig godt. Men det viste sig, at koncerten skulle spilles i kælderen, hvor det kostede syv dollars at komme ned.

Da de gik på, var der én publikummer. En lokal Rudolf Steiner-lærer, der var venner med en fra Vidar Skolen derhjemme.

Men drengene kom med til nogle vilde fester, hvor popmusik som gnister fra en pejs bragede ud af højttalerne og satte ild til de dansende kroppe. Det betød især to ting. Dels var der ud på de sene timer gratis pizza, hvilket i sig selv var livsnødvendigt, da opsparingen efterhånden slap op. Dels lærte de at sætte pris på pop. De lærte, at pop er sjovt, at genren har værdi og ikke er flad og fordummende. Sange som ’Moves Like Jagger’, ’Pumped Up Kicks’ og ’Niggas in Paris’ var gode numre med mange lag og finurligheder, man kunne dykke ned i. De lod deres musikalske parader falde og kastede hænderne i vejret til god, velproduceret pop. Hvor fedt var det egentlig at sidde i et klamt øvelokale og skrive indie-musik til sig selv og være sur?

Syv koncerter blev det til i løbet af et halvt år. Da de kom hjem til Danmark, var de komplet blanket af og måtte få deres job som facere på Strøget tilbage. En forårsdag stod Alexander Malone på Købmagergade ved Rundetårn, da han fik stoppet en, der godt kunne huske dem og deres USA-planer.

”Hvad havde I egentlig regnet med?” spurgte han.

POP – ET MATEMATISK HIT?

I 2010 undersøgte en gruppe ingeniører fra University of Bristol, om det var muligt at lave en matematisk formel for pophits. De tog udgangspunkt i samtlige top-40-hits fra den engelske hitliste de seneste 50 år og kom frem til formlen (w1 x f1) + (w2 x f2) + (w3 x f3) + (w4 x f4) … (w23 x f23).

W’erne i ligningen er weights eller musiske delelementer, for eksempel tempo, rytmens variation eller sangens længde. Der findes overordnet 23 weights opstillet i rækkefølge efter, hvor vigtige de hver især er i den periode af pophits, formlen undersøger. F’erne i ligningen er udtryk for del­elementer i nye sange, der holdes op imod et gennemsnit af pophits fra perioden. På denne måde var ingeniørerne i stand til at gætte med 60 % sandsynlighed, om en given ny sang ville komme i top-5, eller om den aldrig ville komme over top-30. Og så alligevel ikke.

Det tyske Max Planck Institut undersøgte akkordsammensætninger i 745 amerikanske pophits. De spillede dem for testpersoner, samtidig med at belønningscenteret i forsøgspersonernes hjerner blev MRI-scannet. Hvis forsøgspersonerne var sikre på, hvad der skulle til at ske i melodien (lav usikkerhed), men sangen uventet afveg (høj overraskelse), fandt de det behageligt. Men hvis akkordprogressionen var sværere at forudsige (høj usikkerhed), og den akkord, der kom, ikke overraskede dem, men føltes tryg (lav overraskelse), fandt de også det behageligt. Med andre ord: Vi kan li’ at gætte mønstre, men vi kan også li’ at blive overrasket. Og li’ den hårfine balancegang mellem det velkendte og det nye.

DET ER TIDLIG EFTERMIDDAG, og bandet er i gang med at skrive. De har taget et par håndfulde Naturfrisk-juiceflasker fra Copenhagen Records’ køleskab med sig op i det fjerdesalslokale, de har til rådighed, der med sine hvide vægge og forstærkere indeholder det, de skal bruge, og ikke mere. Joachim Dencker har sat sig i en lænestol og kigger på sin telefon, mens Alexander Malone sidder i vindueskarmen med sin bas, og Emil Goll svarer på et par Messenger-beskeder på sin laptop. Lokalet har udsigt over byen. Man kan se Rådhuset og Tivoli og Frelserkirken herfra, men her er stort set ingen larm, ikke ud over en bil, der kører forbi nede på gaden, og Alexander, der slår en figur an på bassens strenge.

De havde sat sig op til at spille et hav af koncerter, men nu har corona-krisen aflyst det hele. Fordi de var gearet til det, er det ikke nemt at komme i gang med at skrive, men nu skal de til det.

De mangler nogle uptempo-numre til ’Garden’. Noget, man kan danse til. Anden halvdel er klar til udgivelse, men de har mulighed for at tilføje nye numre indtil oktober, hvor de har besluttet, at albummet skal være færdigt. I mellemtiden kan de gå og lytte det ordentligt an og vurdere, hvad der mangler. Hittet lige nu er sangen ’SOS’, som holder en laid back, reggae-inspireret rytme, de fandt på under en rejse til Bali. En hurtigere, endnu mere dansevenlig sang ville fuldende albummet.

Emil Goll åbner produktionsprogrammet Logic og spiller noget, han har taget med hjemmefra. Det er bare nogle akkorder på et keyboard med ham selv, der synger henover. Teksten er indtil nu volapyk med enkelte engelske vendinger, der er gode at synge på.

”… When you party like that …” og ”… it’s frozen …” og ”… why you fallin’ …”

Emil Goll føler nogle gange et pres, der gør det svært for ham at skrive. Hver sang skal være bedre end den forrige. Det er ikke godt nok, hvis den er lige så god som de andre. Den nye sang må heller ikke minde om de andre, den skal være ny. Og bedre. Og det gør det svært for ham at komme på noget, især på kommando.

Alexander Malone rejser sig ved tredje gennemspilning og tramper et beat i gulvet, der giver nummeret en insisterende fremdrift.

”Ah, ja klart,” siger Emil.

Han sætter metronomen i samme tempo som Alexanders fodtramp, overtager bassen og begynder at indspille bas direkte på computeren. Joachim Dencker har puttet telefonen i lommen. Nu sidder han med lukkede øjne og nikker i takt.

Efter et par timer putter de indspilningen i banken. Senere vil de lytte alle de opsparede sange igennem og høre, om der er nogle af dem, der er værd at arbejde videre på. Men dagens fangst bliver ikke taget op igen.

Sangene bliver sjældent skrevet det samme sted. Som Emil forklarer det, er de mere nomader, og der skal helst ikke gå kontor i den. De har tit prøvet at skrive med professionelle sangskrivere i udlandet og oplevet en markant anderledes måde at arbejde på. I Sverige er det normen at mødes samme sted hver dag klokken 11 for at skrive uafbrudt indtil fyraften, og Joachim joker med, at det er derfor, svenskerne tager snus: De har slet ikke tid til rygepauser.

I Danmark mødes man oftest ved 13-14-tiden og holder pauser. I USA er det hen ad aftenen, de starter. Så ryger de hash og tager på YouTube-safari i et par timer, indtil de finder et eller andet, de kan bruge, og så skriver de hele natten. Det er ikke til at sige, hvad der virker bedst, men bandet er fascinerede over svenskernes arbejdsmoral og faste timer. Og deres måde at betragte sangskrivning som et håndværk, hvor man går i gang og bliver ved, uanset om man føler sig inspireret eller ej. Men kontor-pop kommer de aldrig til at lave. 

TINGENE BEGYNDTE at vende, da Scarlet Pleasure kom hjem fra USA med en ny lyd. Emil Goll og Alexander Malone havde fået job som pædagogmedhjælpere på en Steiner-skole for at spare op til endnu en tur, endnu et forsøg, men de kom aldrig af sted. For et af børnene i SFO’en havde en far, der var noget ved musikken. Han hed Ralle, men er i branchen bedst kendt som Malone og for sine samarbejder med musikerne Johnson, Joey Moe og Niarn. Malone, der ikke er i familie med bassisten Alexander trods navnesammenfaldet, ville gerne høre, hvad det var, de gik og rodede med. Så de sendte ham, hvad de havde. Og han bad om mere.

Trioen havde taget pop til sig, især den nye bølge, hvor genren fik en mere underspillet og soulet dimension, som for eksempel Drake, The Weeknd og Frank Ocean stod for. Og dér tappede de ind i en guldåre. Ralle og hans kone, der sammen kørte et managementbureau, signede dem og var de første, bortset fra venner og familie, som troede på dem.

Derudover lærte Ralle dem at tage i sommerhus og skrive sange koncentreret. Den allerførste sang, de skrev og indspillede under deres nye management, var ’Windy’. En sang med klare referencer til 90’er-fløde-RnB, hvor de gik så langt væk fra rockinstrumenter, det næsten er muligt, og lod computerlyde og vokal komme i front.

Mens Ralle var i gang med at skaffe en pladekontrakt, lavede de en akustisk version, som fik en overvældende positiv modtagelse og blev delt flittigt af etablerede musikere på sociale medier. Det gjorde bare bandet mere utålmodige. De ringede dagligt til Ralle. Skete der ikke snart noget?

I mellemtiden havde nogle af deres gamle skolekammerater, bandet Julias Moon, overhalet dem. Et af deres numre blev Ugens Uundgåelige på P3, og selvom Scarlet Pleasure var glade på deres vegne, kunne de ikke lade være med at være misundelige. 

Endelig rykkede det. På grund af hypen omkring ’Windy’ brød en budkrig ud imellem selskaberne. En dag, mens Nik fra Nik & Jay var på besøg i øvelokalet og stod og spillede Rhodes-keyboard, skrev de under på en kontrakt fra Copenhagen Records. Et par måneder senere ringede Ralle.

”Hvad så, Emil? Kan du stave til Ugens Fucking Uundgåelige?”

Og så skete det, de havde drømt om – de blev professionelle musikere, var på turné, spillede store koncerter, indtog Danmark og rettede blikket mod udlandet. 

EN UGES TID EFTER Spotify-koncerten, en varm og solrig dag, er de alle tre trukket i sorte badeshorts foran en gennemrenoveret, hvidkalket gård i Tisvildeleje. Sommerhuset er indrettet med tre lydstudier, alligevel har bandet slæbt deres computer, bas og teknik ud på spisebordsstolene.

Køkkenet er på én dag blevet ramt af en opvaskelavine, på gulvet står en papirspose med svedende sushirester i solen, og hvad angår sangskriveriet, har de ikke været så effektive. Til gengæld har de haft besøg af venner, kærester og deres to managere. Men i dag skal det være, og de har været i gang i tre timer.

Emil Goll ligger på et vattæppe på græsset og kigger på to heste, der går i en indhegning ved siden af huset. Alexander Malone sidder ved computeren og prøver at komme på et eller andet at putte oven på et punket beat med hårde slag på ottendedelene. Men der er ikke noget, der virker. 

Det skal være et uptempo-nummer, det skal ikke være en ballade, og det skal ikke lyde ’typisk Scarlet Pleasure’. Derfor starter de med beatet.

”Det er ret Strokes-agtigt,” siger Joachim, som sidder på en bænk ved siden af Alexander.

Omkvæd i sange med højt tempo er tit utrolig corny, synes de. En måde at undgå det er at skrive en langsommere ballade og så speede den op. Det var sådan, de gjorde med ’SOS’, der kører noget hurtigere end deres andre hits. 

Alexander ryster på hovedet og spiller Travis Scott-nummeret ’The Scotts’, som i et splitsekund indeholder den lyd, de gerne vil fange, 

”Ej, lad os prøve at gå ovenpå,” siger Emil. 

De tager bas og computer og går op på loftet, der er indrettet som et større studie med hvide akustikplader på skråvæggene. Her er flygel, trommesæt, kontrabas, fem forskellige keyboards, cd- og pladereol, to store computerskærme ved endevæggen og ét stort vindue ud til haven. Joachim sætter sig ved trommerne, Alexander ved et keyboard, og Emil sætter en mikrofon til computeren, mens beatet spiller.

”Måske er det nemmere, hvis der er noget guitar på,” foreslår Joachim. Emil tager en akustisk guitar, der står ved siden af kontorstolen, og begynder at spille uden at fjerne blikket fra beatet på Logic.

Nu er der nogle akkorder at støtte sig op ad. Emil stiller guitaren tilbage, griber om mikrofonen og begynder at synge. Først prøvende, usammenhængende, lange toner, mens beat og guitar kører i loop.

”Uuuuhh wuuuuh.”

Og så vrøvleord med forsøg på melodier og engelske gloser.

”Ahhh … no sleep, uuuhhh right now …” 

Han lader sin stemme gå på opdagelse i forskellige tempi, toner og pauser.

”Uhhh … I know adji adji why would you aaaaadji …”

”Den er god,” siger Alexander på et tidspunkt, og Emil gentager det fundne.

”I know adji adji why would you aaaaadji …”

Nu nikker de alle tre i takt. Emil lægger mikrofonen på bordet og afspiller. Siger halve og kvarte sætninger.

Han synger igen.

”Ooonly you …”

Efterhånden begynder der at danne sig et hook, de to andre kan synge med på.

”Ooonly you …”

De afspiller det i rundgang, men nikkene damper af efter et par gange. Så går de i stå.

”Skal vi bare høre lidt musik?” siger Alexander.

De hører Gwen Stefanis ’Cool’, Sixpence None the Richers ‘Kiss Me’, Travis Scotts ’Skeletons’ og Green Day-numrene ’Boulevard of Broken Dreams’ og ’Wake Me Up When September Ends’. Emil lærer sig at spille sidstnævnte på guitar. Det er sådan noget, de mangler, siger han: ”Det er for sygt. Fra mol til maj. Det er bare så spacy.”

De begynder at jamme på hvert sit instrument. Så sætter Emil Goll beatet ned i tempo, og de går i stå igen. 

MAX MARTIN

Er det svenske sangskrivergeni, der kun er overgået af Lennon og McCartney, når det kommer til nummer 1-hits på den amerikanske hitliste. 23 er det indtil videre blevet til. Han har skrevet sange til alle fra Britney Spears til Maroon 5 og The Weeknd, og selvom han i sjældne interviews har fastslået, at der ikke findes en fast skabelon til at skrive hits, er der flere ting, der går igen.

Max Martin har fortalt, at da han lyttede til musik som barn, vidste han ikke, hvad der blev sunget. Han lyttede i stedet til, hvordan det blev sunget, og derfor vælger han i dag de ord, der er bedst at synge på, frem for hvad der er grammatisk korrekt. På samme måde modtager Scarlet Pleasure ofte henvendelser fra fans, der gør dem opmærksom på, at de udtaler deja-vu forkert. Emil Goll synger ’vu’ i stedet for ’vy’ – fordi det lyder bedre.

Et andet fællestræk ved Max Martins sange er, at omkvædet altid kommer inden for det første minut. Især efter YouTube og Spotify er blevet verdens foretrukne måder at høre musik på, er det nemt for lytterne at skifte nummer. Derfor kommer moderne popmusik, heriblandt Max Martins numre, hurtigere til sagen. Undersøgelser viser, at omkvædet i et hit i dag i gennemsnit kommer 18 procent hurtigere end i 80’erne.

DERES STØRSTE HIT ’Deja Vu’ skrev de i Emil Golls farmors sommerhus i Sverige. På en rigtig lortedag, husker de, hvor de havde siddet og bakset med tre andre sange, der aldrig blev til noget. Omkring halv et om natten var de ved at give op efter 10 timer. Så gik Emil på toilettet. Mens han stod der, fik han en melodi på hjernen. Hvor den kom fra, aner han ikke, men den var lige så spændende, som den var enkel: fire toner, en kort pause og et svar i form af syv toner mere. Han sang det for sig selv, pissede færdig og gik ind til de to andre igen og sang det for dem.

Alexander Malone foreslog at lægge et klassisk basstykke på – det, der i branchen hedder ’bøf med løg’, en ret corny, men kraftfuld figur. På Logic lagde Emil lyden af et elektrisk Wurlitzer-piano på, der sammen med bassen mindede dem om den karaokebar på Mallorca, de tidligere på året havde besøgt. Oven på det brugte de en trommelyd, de kalder ’pizzaklappet’, der lyder som en italiener, der slår på sin pizzadej. 

Dér var pludselig omkvædet. Det lød godt, men det var også meget retro. Der var brug for, at verset var mere frisk. Det klarede de med nogle flydetoner fra Wurlitzeren plus en mere funky basgang tilsat enhver popsnedkers bedste ven, ’fire i gulvet’-trommen, der rammer alle taktslag. Det hele skete på en halv time.

Så begyndte de på en tekst. Deres første tanke var at lave noget i stil med Outkast-nummeret ’Ms. Jackson’, og de skrev teksten i omkvædet som ”Oh Mrs. Jones. I was drunk and I was just a kid …”

Bagefter gik de i seng. Da de vågnede, blev de enige om, at nummeret fortjente en bedre tekst. De tog igen udgangspunkt i karaokebaren og grisefest-temaet og skrev om dage på Mallorca, der bliver en forvirret, endeløs række af nætter på barer, farverige drinks og Vespa-ture. Teksten handler om en mand, der sumper hen i hedonisme, karaokepiger og margaritas, som han retfærdiggør med, at det er nødvendigt for at komme sig over et forlist forhold.

De var klar over, at det her var noget nyt, noget andet, det mindede ikke om deres andre sange, det var solid pop med et sveddryppende, sydlandsk snit. 

’Deja Vu’ debuterede uden for top-50, hvilket ikke var nogen skuffelse – på det tidspunkt havde Scarlet Pleasure kun været der én gang tidligere. Men så begyndte sangen lige så stille at kravle op, indtil den blev streamet 80.000 gange dagligt. Danmark var vilde med det nye Scarlet Pleasure, og numre som ’Deja Vu’, ’Limbo’ og ’Good Together’ blev store hits. Men måske også en safe-zone og en sovepude. ’Garden’ er ment som et opgør med den lyd. Scarlet Pleasure er videre til noget nyt.

MØNSTERET ER DET SAMME: Et crew rykker ind tidligt på dagen og begynder at sætte op, så bandet kan komme et par timer senere og lave lydprøve og vente, vente, vente, indtil det bliver tid til at spille. I dag centrerer ventetiden sig om et format, P3 kører over sommeren. DR har lejet et sommerhus i Fredensborg og får besøg af en række musikere, der spiller et par numre og bliver interviewet af værten til radio og online-tv. Phlake og Alphabeat har været her, i dag er det Scarlet Pleasures tur.

De ankommer lige over middag, flankeret af produktionsledere og PR-folk foruden deres ene manager, en høj, tynd fyr med piercing i øjenbrynet og en lang, sort regnfrakke. Branchestandarden kræver, at de deler krammere ud til alle på trods af corona og den lille flaske håndsprit, der er sat ud på toilettet. 

Radioholdet har stillet deres teknik op i en sauna og parkeret en sendevogn ude foran. Inde i sommerhuset er køkkenet omdannet til kantine, og et tv-hold har fjernet en seng fra et af værelserne og erstattet den med skærme og mikserudstyr. Der er trukket sorte, tykke kabler hen over blomsterbed og plæne.

Fordi koncerten både skal sendes i radio og som video, kommer ventetiden til at vare længere end normalt. Først skal radioens lydmand være tilfreds, så tv’ets, så bandets lydmand, til sidst bandet selv. Der er næsten fire timer, til de skal spille deres fire numre.

Forinden skal de tage fotos til DR’s hjemmeside og en 3-4 forskellige Instagram-konti. De har alle tre armene ned langs siden og kigger cool ind i kameraet med de mindst mulige smil. 

Værten, en ung lyshåret kvinde i en syreblå læderjakke med pompon-krave, lister nogle spørgsmål op: ”Hvad kan I godt lide at lave på en sommerhustur, når det regner?” ”Hvad er jeres mest crazy festivalminder?” 

Når de er færdige, har de fri. Og så alligevel ikke. Både fordi sommerhuset i Tisvildeleje er lejet til dem i to en halv uge, og fordi Scarlet Pleasure er på sommer-forsiden af musikmagasinet Gaffa, hvor Alexander Malone siger, at de vil fokusere på kærligheden til musikken i stedet for at kigge på hitlisterne. At de vil lave musik for deres egen skyld, at de ikke vil tænke på resultatet, men processen. Det fortryder han sådan set nu. Det er bare fedest at ligge nummer ét og spille de største steder. Det er det, de vil.

Han var et problem i skolen, uduelig som bagerlærling og middelmådig som glarmester. I boligblokkenes skygge fandt han sin plads blandt de hårdt­slående, hashrygende lost boys, indtil han brød ud af tågerne og igennem på danske scener og lærreder. Som arrogant punksanger, racistisk gabehoved og voldelig taber rørte han nye følelser hos publikum. Nu hælder en af Danmarks mest særegne skuespillere helt op til kanten i ’Druk’.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Jonas Bie

1.

Jeg har drukket, taget stoffer og røget hash. Afhængighed har fulgt mig hele mit liv, og jeg har prøvet at ramme bunden et par gange. Det har været rigtig svært at komme ud af det, og jeg har set mange gå til grunde. Jeg drak aldrig på grund af fest og farver i skuespillermiljøet. Det var aldrig socialt, jeg har bare ikke kunnet holde op, hvis jeg først tog en drink. Men til november har jeg været ædru i syv år, og i dag er jeg sponsor for flere, der prøver at komme ud af alkoholmisbrug. Det er fantastisk at være kommet ud. Verden åbner sig. Anonyme Alkoholikere reddede mit liv.

I Thomas Vinterbergs nye film, ’Druk’, er der scener, hvor jeg blev bedt om at spille så stiv, at jeg næsten ikke kunne bevæge mig. Jeg havde det virkelig, som om jeg var fuld, når jeg spillede, bare uden tømmermændene bagefter. Det var meget grænseoverskridende, fordi jeg har drukket i så mange år. Men på en måde var det også bevidsthedsudvidende. Jeg fandt virkelig ud af, at dér skal jeg kraftedeme ikke tilbage igen. Det har jeg vidst længe, men der var noget lærerigt ved at være ædru og komme tilbage til det helvede. Filmen moraliserer ikke. Den viser, at alkohol kan være superfedt som fest- og parringsstof, men også, at det kan føre til forfærdelige ting. Det synes jeg godt, vi kan snakke noget mere om. 

Alkohol er et lovligt rusmiddel, men det er pissefarligt, hvis du bliver afhængig af det. Det er et opløsningsmiddel, og det giver frygtelige fysiske skader, hvis du ikke stopper. Jeg ved det. Mange af mine venners forældre var alkoholikere.

2.

Jeg voksede op i Søndergårdsparken, nogle stille og rolige rækkehuse i Gladsaxe. Vi var tre søskende, og min mor var hjemmegående husmor, mens min far arbejdede som telefonmontør for KTAS, hovedstadens telefonselskab. Han var egentlig uddannet værktøjsmager – altså en, der fremstiller værktøj – og vist ret dygtig som ung. Han fik en sølvmedalje for sin svendeprøve i overværelse af Frederik IX. Den stjal en af mine venner mange år senere. 

Jeg var ordblind og gik på Bagsværd Skole. Fra tredje gik jeg og en klassekammerat i en støtteklasse, de kaldte X-rummet, hvor alle de uvorne unger blev anbragt. Alle dem, der ikke kunne begå sig i klassen og lavede for meget ballade. Jeg havde kviksølv i røven i store mængder. Jeg måtte ikke komme til timerne i engelsk, dansk og regning. Jeg elskede husgerning, men efter at jeg kom til at kaste rundt med nogle æggekager, måtte jeg heller ikke komme dér. 

Jeg kunne godt lide at tegne, så i X-rummet satte de mig til at lave tegneserier, for at jeg fik skrevet bare en lille smule i taleboblerne. Jeg er vokset op med pædagoger og støttepædagoger og talepædagoger, og jeg skal komme efter dig. De talte et forsigtigt pædagogsprog, men mine venner og jeg følte aldrig rigtig, at det blev personligt. Måske var de også lidt bange for os. Jeg kunne godt have brugt lidt mere disciplin, da jeg var knægt. Jeg fik ikke den helt store opdragelse. Engang blev jeg for eksempel kørt hjem af politiet, men min mor gav bare politiet en stor skideballe. Mig sagde hun ikke noget til.

”Dengang jeg kom i Værebroparken, hang der nogle plakater i opgangene, der solgte stedet som et idealsamfund. Men jeg husker det mest som et meget dysfunktionelt sted,” siger Thomas Bo Larsen.

3. 

Fra jeg var 12 år gammel, begyndte jeg at komme i det sociale boligbyggeri Værebroparken og blev venner med nogle hårde drenge med læderjakker. Når vi kedede os, hang vi bag på S-togene for at få et adrenalinchok. Vi så op til de ældre fra motorcykelklubben Freewheelers, som udsprang af Værebro Ungdomsklub. Det var, før Hell’s Angels og Bandidos kom til Danmark. Men der var nogle hårde bananer imellem. Næverne sad løst. Vi var en gruppe af lost boys og blev på en måde hinandens forældre. Selvom vi drillede hinanden, holdt de stærke i flokken hånden over de svagere individer. Havde nogen givet dem tæv, fik de en ordentlig røvfuld. 

Jeg var ikke den bedste slagsbror, og jeg holdt op i bokseklubben, efter at jeg havde fået for mange tæsk til et stævne, og jeg begyndte til judo i stedet. Men jeg endte da i nævekamp af og til. Vi tog tit ud og besøgte andre ungdomsklubber, det endte næsten altid med, at vi fik forbud mod at komme igen. Til sidst lukkede ungdomsklubben og motorcykelklubben på grund af for meget ballade, hærværk og vold. 

4.

En måneds tid inde i 9. klasse holdt jeg op. Jeg fik lov at bestå uden at gå op til afgangseksamen. På den betingelse, at jeg fortsatte i en læreplads. Jeg tror, skolen gik med til arrangementet for at undgå den ydmygelse, det ville være at sende mig op til eksamen. Jeg ville have fået 03 i det hele. Jeg kunne nærmest ikke stave til Bo eller Ib. Som 14-årig begyndte jeg i lære som bager. Det var ad helvede til. Klokken to om natten startede jeg min knallert ude fra Bagsværd og satte kurs mod bageriet i Lyngby. 

Allerede dengang havde jeg et pænt hashmisbrug, og jeg kunne ikke huske fra næse til mund. I et bageri skal man kende forskel på de mange forskellige typer bagværk og holde styr på en masse bestillinger. Det første, jeg skulle lære at lave, var spandauere, og allerede dér kunne jeg mærke, at det ikke var noget for mig. Da jeg gik ud af skolen, havde jeg blæret mig med, at jeg skulle ud at arbejde og tjene mine egne penge. Men da jeg begyndte at møde på arbejde klokken tre om morgenen og klokken otte kunne se mine jævnaldrende hive pigerne i fletningerne på vej i skole, tænkte jeg: ”Hvad fanden har jeg gjort?”

Jeg var der halvandet år, inden bagermesteren fyrede mig. Det kan jeg godt forstå, han gjorde. Min far sagde: ”Der er ikke noget, der hedder at gå arbejdsløs”, og sendte mig til kamptropperne i Næstved som frivillig konstabel. Jeg boede på kasernen på en tolvmandsstue. De kaldte migTuberkulose-Larsen’, fordi det passede med mine initialer, og fordi jeg var så tynd. 

Jeg lavede masser af ballade. En dag skulle vi lære bajonetkamp. Jeg skulle kæmpe mod min overordnede sergent. Jeg troede vist, jeg var Robin Hood. I Smørmosen, hvor jeg legede med rødderne fra Værebroparken, havde jeg kæmpet med pinde, siden jeg var dreng – så jeg fik givet ham et trælår og et slag i maven med geværkolben. Han havde lyst til at slå mig ihjel til sidst. Han svingede geværkolben efter mit hoved og løb rundt og jagtede mig i gymnastik­salen. Kammeraterne rundtom var ved at dø af grin. 

En anden gang skulle vi angribe gardehusarerne om natten. Jeg pissede ned i skorstenen til deres bivuak, så de var ved at blive røgforgiftet. Til sidst sagde de: ”Det her er ikke nogen legeplads”, og fyrede mig. 

En tid var jeg arbejdsdreng på et savværk i Herlev. Så kom jeg på en samlebåndsfabrik, hvor jeg samlede kontorstole med en stor lufttryks-unbrakonøgle. Det kunne jeg godt finde ud af. Men for enden af fabrikshallen hang der et kæmpe ur, og tiden gik langsomt. En dag, hvor jeg var oppe på førstesalen, kiggede jeg ud over hallen. Nogle af de ansatte var 50-60 år gamle. ”Jeg kommer til at begå selvmord, hvis jeg skal blive her,” tænkte jeg. Misforstå mig ikke. Det er fantastisk, at der er mennesker, der kan have sådan et arbejde hele deres liv og have fornøjelse ud af det. Men jeg kunne mærke, at jeg ville visne, hvis jeg blev hængende. Efter halvandet år sagde jeg op. Så fik jeg igen arbejde som arbejdsmand, og jeg arbejdede en overgang på et fritidshjem. Det var min far, der skaffede mig alle jobbene. Han tog mig under armen og troppede op på arbejdspladserne og sagde: ”Jeg har en søn her, kan I bruge ham?” Det var fedt, at han gad bruge de kræfter på mig. Det var lidt forvirrende og rastløst, men livet var nyt, og jeg tog det, som det kom.

5. 

En kort overgang boede jeg hos en kæreste i Værebroparken. Mine venner kaldte mig ’Tænder’, dels fordi jeg var tynd som en tændstik, dels fordi det var mig, der tændte chillummen. Som 20-21-årig fik jeg en hashpsykose. Jeg fik tvangstanker og forfølgelsesvanvid, hver gang jeg røg. Hvis jeg satte mig ind i et rum, følte jeg, at alle snakkede om mig. Jeg gik aldrig på hospitalet og bad om hjælp, men prøvede at dulme det ved at spise en masse slik eller hoppe i Bagsværd Sø, når det skete. Jeg havde selvmedlidenhed og røg bare endnu mere. 

Til sidst kunne jeg godt se, at jeg ikke kunne tåle det. ”Jeg må væk,” tænkte jeg. ”Det kan ikke nytte noget, at jeg bliver ved med at blive konfronteret med det stof, jeg er afhængig af.” Så jeg flyttede fra Værebro til et kollegium i Høje Gladsaxe. Fra den ene ghetto til den anden. Men der var trods alt nogle lidt andre mennesker på det kollegie. En var VVS’er. En spillede violin. Jeg fik lov at male væggen i fællesrummet og fik et skub til at komme videre. 

Samtidig begyndte jeg i lære som glarmester. Jeg havde det ret fint. Jeg var nysgerrig, social og åben. Min mester og min far betalte for et kørekort. Jeg tror, jeg dumpede 6-7 gange til teoriprøven, det kostede dem kassen hver gang. Men køreprøven klarede jeg i første hug. Og da jeg fik mit svendebrev, var det en sejr, selvom jeg ikke helt følte mig fortjent til det. Jeg var langtfra en af de bedste glarmestre i Danmark. Jeg havde mit hoved et andet sted. 

THOMAS BO LARSEN

Født 1963.

Har datteren Sally. Oprindelig glarmester.

Derefter uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater 1986-90.

Kendt for – blandt meget andet – ’De skrigende halse’ (1993), ’Festen’ (1998), ’Blinkende lygter’ (2000), ’Jagten’ (2012) og ’Bedrag I-II’ (2016).

Fast kreativt makkerpar med instruktør Thomas Vinterberg.

6. 

Jeg hadede at være iført arbejdstøj med kit på og var misundelig på folk, der gik på gaden i deres almindelige tøj. Så jeg droppede glarmesterjobbet og tog på Herning Højskole på en dramalinje. Da mit fire måneders ophold var slut, fik jeg lov at tage en periode mere. 

Jeg havde elsket skuespil, lige siden jeg som 11-årig gennem ungdomsskolen begyndte på et dramakursus hos det kommunale amatørteater, hvor vi lavede improvisationer og små forestillinger. Jeg gik der i mange år. Det var fantastisk. Her var et frirum, noget, jeg var god til. Mine venner fra Værebroparken sagde: ”Spiller du teater? Er du bøsse eller hvad?” De syntes, det var noget underligt noget, men spurgte samtidig også meget ind til det. Jeg tror, det var lidt spændende med alle de piger, der gik til teater. Det var der stor mangel på i betonghettoen. Som 18-årig satte jeg selv en forestilling op på amatørteatret i Gladsaxe baseret på en tegneserie af belgieren Comès. ’Tavshed’, hedder den, og det må være verdens bedste tegneserie. Den har både elementer af ’Hamlet’ og ’Den enfoldige morder’ i sig. Jeg instruerede og spillede en af hovedrollerne som den onde husbond. 

Alligevel faldt det mig aldrig ind, at man kunne blive uddannet som skuespiller. Ikke før Mette Horn, der også var elev på Herning Højskole, fortalte mig, at hun havde tænkt sig at søge ind på en skuespillerskole. Dét ville jeg også. Men jeg havde enorme problemer med at lære tekst udenad til optagelsesprøven. Jeg gik hos en lærerinde, der skulle hjælpe mig, men hun opsagde mig. Jeg forsøgte at skjule min ordblindhed, så hun troede, jeg var doven. I stedet fik jeg en ven til at hjælpe mig med at læse og nåede lige optagelsesfristen til teaterskolen i Odense. Jeg gik videre til den anden prøve, kom en time for sent, men endte alligevel med at blive optaget i første forsøg. 

Jeg tror aldrig, jeg har været så lykkelig. Allerede halvanden måned inden skolestart flyttede jeg til Odense, selvom jeg ikke anede, hvad jeg skulle lave i ventetiden. 

På skolen følte jeg mig anderledes. Alle de andre elever havde gået på gymnasiet. Jeg var den eneste, der kom fra … nothing. Jeg følte mig mest hjemme med mine lost boys i betonghettoen, hvor vi allesammen var tabere og fandt et fællesskab i det. Jeg pjækkede fra de timer, jeg ikke var god til, for eksempel balletundervisning, rytmik og klaverspil. Det rev i mig, at jeg ikke kunne finde ud af det. Jeg havde ikke koncentrationen til at lære flere ting på en gang. Min hjerne var slet ikke sat sammen til det, og jeg sang ad helvede til. Men dramalektionerne kom jeg altid til, og her fik jeg meget ros. 

Særligt en gammel improvisationslærer, Rudolf Penka, en tysk jøde med dybblå øjne, der havde arbejdet med Bertolt Brecht og siddet i koncentrationslejr og var fuld af livserfaring, så noget i mig. Skolens ledelse truede to gange med at smide mig ud for mit pjæk. Jeg sagde: ”Det kan I bare gøre!” Det havde jeg prøvet så mange gange før i mit liv. Men de gjorde aldrig alvor af det. I stedet sendte de mig i praktik hele mit sidste år på Jomfru Ane Teatret i Aalborg. 

Jeg og Lotte Arnsbjerg var de eneste fra min årgang, der ikke havde fået en fast stilling på et teater. Men vi lavede en afgangsforestilling, der sparkede benene væk under folk. 

’Danny og Roberta’ var et ret råt amerikansk stykke om et forhold mellem to outcasts. Vi skrev om på det og gjorde det endnu hårdere. Vi sloges og kneppede på scenen. Jeg spillede en voldsforbryder, der møder en kvinde, der er vokset op med incest. Jeg kunne sætte mig ind i ham og i historien om vold, afmagt og en kæmpe trang til kærlighed. Vi satte den op i Odense på teatret Smøgen og fik forrygende anmeldelser. Tit, når jeg kom ud blandt publikum i pausen, sad folk, særligt kvinder, og græd. 

Thomas Bo Larsen får næsten altid en tatovering, når han er ude at rejse, og har blandt andet været under nålen i Japan, Thailand, Tyskland, Holland, Peru og Den Dominikanske Republik. Han har blandt andet Che Guevara, Batman, en drage, en solopgang og en struds. Strudsen, fordi ”den er det eneste dyr, der ikke kan gå baglæns. Lad være med at kigge dig for meget tilbage.”

7. 

Vi turnerede med forestillingen og spillede blandt andet i en længere periode på Sorte Hest i København. En aften så Thomas Vinterberg, der på det tidspunkt stadig gik på filmskolen, forestillingen. Han spurgte mig, om jeg ikke ville spille hovedrollen i hans afgangsfilm. Jeg sagde: ”Er du sikker på, du kan bruge mig?” 

Det virkede lidt for stort at skulle være med i en film. Så skulle han kraftedeme være helt sikker på det. Jeg tror, det gjorde ham endnu mere sikker, at jeg ikke slikkede røv på ham. ’Sidste omgang’ handler om en ung mand, der har leukæmi og skal dø. Det er en lille film, men vi fandt ud af, at vi havde lavet noget stort. Den vandt en pris ved filmfestivalen i Tel Aviv og en på en filmskolefestival i München, og de underviser stadig i den på filmskolen i København.

Vi var to legebørn med forskellige baggrunde. Thomas gik på lilleskole på Østerbro som barn og var bange for ’højhuserne’, der kom og bankede dem nogle gange. I Bagsværd var der også en lilleskole, den havde en fin legeplads. Mine venner og jeg kom kørende på vores cykler, og der stod de i deres hippie-tøj.”Vi skal kraftedeme lege på jeres legeplads,” sagde vi. ”Jamen, skal vi ikke bare deles om den?” spurgte de. Vi kunne slet ikke forstå, hvad de mente, og gav dem, smak, en på kassen. ”Av, hvorfor slår du?” sagde de. Men der var et eller andet ved dem, jeg godt kunne lide allerede dengang, og jeg så det igen i Vinterberg. 

Et par år senere spillede jeg hovedrollen i hans egentlige debutfilm, ’De største helte’, en roadmovie om en rod i cowboytøj på udgang fra fængslet, der får at vide, at han har en 12-årig datter, og tager på en rejse fra Kiruna i Nordsverige til Malmø. Vi skiftede location hver dag i to måneder. Det har jeg aldrig prøvet siden. Det var vildt hårdt. Min datter, Sally, var kun to år gammel, og jeg havde lige haft en krævende indspilning med Jens Okking i Sverige på thrilleren ’Ondt blod’. 

Men når kameraet var tændt, glemte både Thomas Vinterberg og jeg alt omkring os. Der er mange improviserede indfald i ’De største helte’, blandt andet er der en scene, hvor Trine Dyrholm er receptionist på et motel, og jeg har sex med hende, mens hun står og taler i telefon. Det var Thomas’ improvisation: ”Prøv bare at tage hende!” 

”Øh …? Okay!” Der er også en scene, hvor Ulrich Thomsen og jeg kører i bil, tager et syretrip og stiller os op på taget og pisser, og sådan fik Thomas hele tiden ideer. Det var en sjov film at lave, og jeg fik en Robert for årets hovedrolle. 

’Festen’ er også fuld af improviserede ting. Der er for eksempel en scene, hvor jeg står og råber ad min kone, der spilles af Helle Dolleris. På settet blev jeg så tørstig, at jeg sagde: ”Jeg tager altså lige et glas vand, Thomas.” ”Fedt, det bruger vi da,” sagde han. 

Scenen starter med, at jeg tager et glas vand, inden jeg skælder konen ud. Det er også i den film, jeg synger for på ’Jeg har set en rigtig negermand’. Det stod i manuskriptet fra begyndelsen, fordi Thomas gerne ville have en racistisk dimension med. Jeg tror godt, sådan en scene kunne være realistisk. Jeg vil hellere sætte ting på spidsen end være kedelig. 

Når jeg spiller sammen med Thomas, overvejer jeg ikke, hvad der er rigtigt og forkert, så gør vi det bare. Enten kan de smide det ud på klippebordet, eller også kan det blive guld. Nogle gange bliver det fatalt dårligt, men det gælder om at have mod til at tage chancer. Så rammer man nogle gange noget unikt.

8. 

En anden, der så mig i ’Danny og Roberta’, var Søren Fauli. Han var gået ud af filmskolen året inden og spurgte mig, om jeg ville være med i hans film ’De skrigende halse’, en sort-hvid film om 80’ernes punkmiljø, hvor jeg er den selvoptagede og talentløse sanger Frank, der bliver jaloux på bandkammeraten Ronni, der bliver mere kendt end ham. Den blev vist på DR en enkelt gang i 1993 og blev kult. 

I 1998 sparkede Søren Fauli til den, udgav det hele på dvd, og musikken blev udgivet som cd. Vi spillede også med det fiktive band på Femøren og på Roskilde Festival. Der kom 12.000 mennesker. Det var ret angstprovokerende. De råbte, og det var fuldstændig kaos. Selv om jeg egentlig ikke kunne lide at synge, var det jo bare at gøre det. Det lød ad helvede til, men skide være med det, det var jo punk. Martin Brygmann og jeg havde stået en måned i et øvelokale på Nørrebro og øvet os med assistance fra Peter Peter fra Sort Sol. Jeg havde stadig problemer med at komme ind de rigtige steder. 

Men det gjorde ikke noget, det var en teaterkoncert. Til at begynde med kom Sofie Gråbøl, der spiller Ronnis ekskæreste, ind og læste digte fra Berlin. Så spillede De skrigende halse syv numre. Så kom Søren Pilmark, der er den hårde manager Djarnis, ind og spillede ’Smoke on the Water’. Folk lå foran scenen og tilbad os som helte. Noget, der var begyndt som en lille tv-film fem år tidligere, var blevet kæmpestort.

FULDTRÆFFERE – OG SKÆVERTER

”Med sin stenbro-københavnske diktion og blege, lidt benede fremtoning lagde han ud som en ny dansk 1990’er-filmtype fra samfundets nederste lag. I kollega-sværmen af pæne, glatte drenge er han en af de meget sjældne danske skuespillere, der bringer en autentisk duft af arbejderklasse med sig – Otto Brandenburg, Ole Ernst, Allan Olsen, Leif Sylvester Petersen og Bent Warburg.”
Filmkritiker Morten Piil i bogen ’Danske skuespillere’, 2003

”Filmens største aktiv er dens udsøgte ensemble. De fremragende præstationer tæller blandt andet Larsen, der som ’Michael’ har komisk bid og intuitiv tilstedeværelse.”
Godfrey Che­shires anmeldelse af ’Festen’, Variety, 1998

”Børnene kan som sådan ikke gøre for, at de er dilettanter ladt i stikken af en talentløs instruktør, men Martin Brygmann og Thomas Bo Larsen burde måske vide bedre. (…) sidstnævnte kan notere sig for karrierens hidtidige lavpunkt.”
Henrik Queitsch’ anmeldelse af ’Far til fire i solen’, Ekstra Bladet, 2018

”Thomas Bo Larsen leverer en af karrierens bedste præstationer som strisseren, der med et hjerte af sort guld har hæderlighedens barskhed a la Bruce Willis og endog er dansk født i mormors kolonihavehus.”
Bo Tao Michaëlis’ anmeldelse af ’Bedrag I’, Ekko, 2016

9. 

Der var så meget fart på, da jeg brød igennem. Film og teaterforestillinger afløste hele tiden hinanden, og jeg oplevede det hele i én forvirring. Jeg nåede ikke rigtig at nyde det, og jeg havde længe svært ved at tage imod komplimenter. Måske på grund af min opvækst, alle de job, der gik i kage, og følelsen af at have lavet så mange ting, jeg ikke kunne finde ud af. 

Jeg var med til Cannes-festivalen i 1998 for at promovere ’Festen’. Det var uvirkeligt – som at være en tur i Tivoli. Jeg havde svært ved at forstå overfladiskheden. Alt skuespillet, som det også er at gå til receptioner. Alt det, folk siger, som de ikke mener. Røvslikkeriet: ”How aaaare you?” Jeg forsøgte at forstå, om folk virkelig var, som de opførte sig. Undrede mig over spørgsmålene, de stillede. ”Bager hun på mig, hende der, eller prøver hun at opnå noget andet?” Jeg kendte slet ikke det sprog. 

Da ’Festen’ vandt Juryens Pris, og vi skulle op og modtage den, sagde jeg til Thomas Vinterberg: 

”Gå langsomt! Det er ikke sikkert, vi oplever det her nogensinde igen.” Jeg havde aldrig ejet en smoking og havde lejet en. Desværre var skoene, der fulgte med, for små, så jeg ville gå dem til dagen forinden, men var endt med vabler over det hele. Så jeg blev den – måske – eneste, der er gået op til podiet i Cannes iført maosko. Der var en kødrand af folk om os. De råbte: ”Who are you?” Det er klart, at de ikke kunne kende os, vi havde jo næsten ikke lavet noget dengang. De troede vist, at Thomas var skuespiller, han havde lidt et Brad Pitt-look dengang. I 2012, da Thomas og jeg var tilbage med ’Jagten’, vidste de godt, hvem vi var.

Thomas og jeg var også til Golden Globe-uddeling med ’Festen’. Vi vandt ikke, men ved gallamiddagen sad jeg ved siden af Michelle Pfeiffer og mødte Jack Nicholson og Jim Carrey. John Travolta var henne at give mig hånden og en kompliment. Det var vildt mærkeligt. Jeg følte, jeg var en gæst blandt the big boys. Men jeg vidste godt, at vi havde lavet noget, der var godt. Og de havde set filmen og var blevet rørt af den, fortalte de. Det var som at være med i en drøm. 

For at knibe mig i armen var jeg nødt til lige at ringe hjem til en af rødderne, jeg kendte tilbage fra Værebroparken, og fortælle om det. I rigtig mange år vendte jeg altid lige hjem til Værebroparken, når jeg havde brug for at føle mig rigtig hjemme. I dag er jeg vokset ud af betonen og også fra nogle af rødderne. Andre er døde af stoffer og druk eller kørt galt på motorcykel. Men nogle af mine bedste venner har jeg stadig derfra.

Som teenager kørte Thomas Bo Larsen knallert. For 20 år siden anskaffede han sin første motorcykel. Hans nuværende er en ­Indian, USA’s ældste mærke, der produce­rede sin første motorcykel i 1901.

10.

I begyndelsen af min karriere hørte jeg meget, at jeg altid spillede en rod. Så måtte jeg vise noget andet, og i dag har jeg medvirket i måske 140 teaterforestillinger og 70 film og tv-serier og både spillet transvestit på Caféteatret, hippie i ’Bornholms stemme’ og Onkel Anders i ’Far til fire’. Som skuespiller er jeg drevet af adrenalinen. Den får mig til at kaste mig ud i ting. Nogle gange bliver det godt, andre gange fejler det helt. 

Jeg spillede over for Jørgen Reenberg i Harold Pinter-stykket ’Hjemkomsten’ på Det Kongelige Teater i 2007. Jeg fandt aldrig rollen. Det kunne jeg godt selv se. Jeg havde problemer med manuskriptet, og Jørgen Reenberg og jeg var uenige om det tekniske. Han ville have, jeg skulle tale med en lysere stemme. Jeg tror måske ikke, han brød sig om, at min stemme er mørkere end hans. Jeg var lidt ked af de dårlige anmeldelser, men det gider jeg ikke gå op i længere. Man kan altid diskutere, om noget lykkes. Jeg synes, at jeg forsøger at finde min tilgang til rollen hver gang. 

For et par år siden spillede jeg Lassefar i ’Pelle Erobreren’ på Østerbro Teater. Forinden havde jeg set filmatiseringen med Max von Sydow, og den er fantastisk, men jeg måtte spille den rolle på en helt anden måde. I virkeligheden er han jo en alkoholiker, der drikker en flaske brændevin om dagen og står alene med en lille søn i et fremmed land. Max von Sydow er elskelig, men jeg blev nødt til at vrænge ad den rolle. Og det var nogle anmeldere uenige i. Det vil jeg et eller andet sted skide på. Jeg følte, jeg havde ramt rigtigt inden for mine egne rammer. Det var min virkelighed. Jeg prøver altid at finde noget frem i mine karakterer, der gør dem menneskelige, selv hvis de er usympatiske. Om ikke andet så dét, at de er ynkelige.

11. 

Jeg fortryder ikke noget, heller ikke mine misbrug. Jo, jeg fortryder dem på den måde, at jeg ikke kunne tænke mig at komme tilbage til dem, men jeg tror, de har givet mig noget, gjort mig til den, jeg er. Jeg har heldigvis været stærk nok til at komme ud af det. Jeg tror, det kommer fra noget af den streetfight, jeg er vokset op med. Man må jo forsøge at vende sine handicap til en styrke. Sådan forsøger jeg også at se på min ordblindhed. Det, jeg mangler i tekstlig forståelse, forsøger jeg at fylde ud med mine egne følelser, min egen erfaring, når jeg står på settet. 

Men jeg har stadig brug for hjælp. Da jeg fik en Robert for min rolle som politimand i tv-serien ’Bedrag’, takkede jeg min datter fra podiet. Hun har hjulpet mig med min ordblindhed, lige siden hun var lille. Vi har arbejdet meget med udenadslære. I dag er hun 28, og jeg beder hende stadig tit om hjælp til at læse et manuskript. Det er meget anstrengende for mig at læse. Jeg bruger så meget energi på det, at jeg ikke har overskud til at få billeder inde i hovedet. Det sætter ikke min fantasi i gang, for jeg har glemt, hvad der stod på den foregående side, når jeg starter på en ny. Men hvis hun læser det først og genfortæller det for mig med sine egne ord, så forstår jeg det. Hun hjalp mig meget med ’Bedrag’, fordi jeg slet ikke kendte noget til økonomisk kriminalitet, og den var fuld af ord, jeg aldrig havde sagt før. Hun går på Copenhagen Business School og har styr på det sprog. Det er vigtigt at være tryg og føle, man forstår, hvad det handler om, når man kommer ud på et film-set. Hende skylder jeg meget. 

Selvom hun, og andre, hjælper mig, har jeg alligevel ofte en frygt for, at jeg ikke skal kunne sige mine replikker, når det gælder. Men det lykkes mig altid at få styr på dem. Til allersidst.

Thomas Bo Larsen spiller en af hoved­rollerne i Thomas Vinterbergs ’Druk’, der har premiere 24. september.

Hun er stemmen i din radio og ansigtet på din sendeflade. Hun har formidlet krige, katastrofer og kongehus. Her fortæller korrespondent Stéphanie Surrugue om at dække corona-krisen fra frontlinjen og om at vokse op i en dansk-fransk parcelhusfusion. Med trerettersmenuer, gale cykelryttere, gallisk disciplin – og et stille ungdomsoprør. Vi stiller om.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Martin Bubandt

1.

JEG STOD I EN parkeringskælder i Barcelona med 300 kister med COVID-19-ofre. Jeg skulle lave et tv-indslag til DR, og bedemanden, der viste fotografen og mig derned, havde forberedt os: ”Vi går ned i en risikozone nu. Tag masker på.” På det tidspunkt, i begyndelsen af april, vidste man endnu ikke, om corona-virus kunne smitte fra lig, senere har det vist sig, at risikoen er lav og kun eksisterer ved direkte kontakt. Hvis man havde en lille del i sig, der ikke havde lyst til at gå ned i den parkeringskælder, skal man ikke være journalist. Tværtimod tænkte jeg, at her var en enkel måde at fortælle danskerne på, at den her krise er alvor. I ét billede.

Det gik op for mig i starten af marts, at corona-situationen var slem, og at det nok ville blive en stor arbejdsopgave. På det tidspunkt begyndte det at blive rigtig alvorligt i Frankrig. Jeg tænkte: ”Hvis det her bliver stort, kommer jeg til at dække det, og så skal jeg have værnemidler.” Egentlig synes jeg, det er en ucharmerende refleks at hamstre, så jeg prøvede at gøre det diskret. Jeg var på fire forskellige apoteker og købte lidt masker og håndsprit hist og pist. Jeg var allerede gået i forberedelses-mode. Men jeg sagde det ikke rigtig til nogen, for jeg kunne høre på folk, at man stadigvæk syntes, at corona var noget, der foregik i Kina og i Italien. 

11. marts blev jeg interviewet på Gentofte Bibliotek af Michèle Bellaiche. Man vidste, at Mette Frederiksen ville holde et pressemøde den aften. På et tidspunkt kunne jeg se, at alle kiggede ned på deres telefoner, og jeg tænkte: ”Enten er jeg utrolig kedelige, eller også er der sket et eller andet.” Jeg måtte simpelthen afbryde interviewet, for jeg var den eneste, der ikke sad med telefonen. Publikum sagde: ”Hun lukker Danmark ned!” Derfra var det kaos. Jeg var ikke engang kommet ud ad rummet, før min chef ringede og sagde: ”Kom tilbage til Paris, NU!” 

2.

NÆSTE DAG fløj jeg af sted sammen med en ekstra reporter fra DR. Vi vidste godt, at nu blev der meget at lave. Fra vi steg af det fly, kørte vi bare derudad. Der var en enorm interesse for Frankrig, fordi det gik op for danskerne, at de skulle kigge mod de lande, der var to uger foran i epidemien. Vi arbejdede i en journalistisk undtagelsestilstand. I to uger havde vi ikke tid til at planlægge noget, vi tumlede bare rundt og sprøjtede nyheder og reportager ud og sov ikke særlig meget.
Hele tiden skulle jeg sætte mig ind i: ”Hvad er reglerne nu?” For de skiftede hele tiden i Frankrig. Man skulle som udlænding i Frankrig have en attest fra Udenrigsministeriet med sig, bare man skulle ned at købe ind. Okay, men hvad måtte vi egentlig som journalister? Måtte jeg for eksempel gerne tage fra Paris til Alsace for at dække situationen derfra? Ville det gælde som nødvendig rejseaktivitet? Jeg kontaktede det franske udenrigsministerium for at spørge. Og jeg har endnu ikke fået svar, fordi hele samfundet blev oversvømmet af et logistisk kaos. Jeg har prøvet at stå med pokerfjæs og fortælle politifolk: ”Det her må jeg godt.” Selvom jeg i virkeligheden tænkte: ”Det aner jeg ikke.” 

Jeg vænnede mig til politikontrol og udgangsforbud i Frankrig, men da jeg kom til Barcelona, fandt jeg ud af, at Spanien var endnu hårdere ramt. Sidst jeg var i byen, løb vi rundt og dansede og drak cocktails på en tagterrasse og var på stranden. Nu var der politi og ambulancer alle vegne. 

Forberedelserne til at rejse ind i Barcelona mindede om at rejse ind i en krigszone. Vi havde soveposer med, hvis vi ikke kunne få plads på nogen hoteller. Medicin og termometer, strømkabler, udstyr til at kunne lave fjernsyn på en sten. En grøn mappe med attester på spansk fra DR, et introduktionsbrev fra den danske ambassade i Madrid, attester fra det franske indenrigsministerium, og vores pas lå konstant i min håndtaske. Jeg måtte i konservesgemmerne og se, hvad jeg havde. Jeg fandt en dåse foie gras og tænkte: ”Vi kan lige så godt spise konserves med stil.” Og den fik fotografen, min journalistkollega og jeg spist op. Selvom du kun kan få fat på noget tørt brød, har du det lidt bedre, hvis du kan få lov til at putte en lille smule foie gras på. Nu flipper alle dyreaktivisterne ud, I know.

Da jeg havde arbejdet nonstop i fem uger, tog jeg på ferie i Danmark. Jeg måtte over Stockholm, og da jeg kom frem til sommerhuset, faldt jeg nærmest om af træthed, vågnede klokken fem næste morgen og tænkte: ”Hvor er jeg? Hvad er det med alle de der fugle?” Jeg var helt forvirret. ”Okay, jeg er i Tibirke, solen skinner. Fint nok.” Jeg stod op og fik lavet noget kaffe og tænkte, at jeg måtte ud at købe noget mad. Så tog jeg handsker på og maske med, kørte til Tisvilde og tænkte: ”Okay, hvad er det her?” Folk gik bare rundt, og der var åbent. Der var ikke nogen, der havde handsker på. Godt nok var der pile på gulvet, hvor der stod noget om, at man skulle holde afstand. Men det lignede til forveksling sig selv. Og dét var grænseoverskridende. 

3.

I DET STORE HELE har jeg aflyst 2020. Store familiefester og den slags, som jeg ellers prioriterer højt. Det var også et hårdt slag, da restauranterne i Frankrig lukkede. Dem har jeg virkelig manglet i mit liv. Jeg ved godt, at der er forskel på, hvilke ting folk har savner i sådan en situation. Jeg har jo ikke børn, men jeg ved, at hjemmeskoling er noget, der har slidt på mine venners nerver og parforhold. Det, der sled for mig, var, at jeg ikke måtte gå ud og være social. Det er en institution i mit liv at gå ud at spise med mine venner. Normalt gør jeg det 4-5 gange om ugen.

Noget af det, jeg har prøvet at bruge corona-krisen til, er at sige: ”Nå, okay, så lærer jeg sgu at lave mad i en alder af 43 år.” Det blev jeg nødt til, for jeg kunne jo ikke leve af dåsemad. Jeg plejede ellers kun at have champagne og neglelak i mit køleskab. Men pludselig stod jeg nede i supermarkedet og stirrede på en artiskok og tænkte: ”Hvad gør man med den?” Heldigvis har jeg en god ven, min tidligere kæreste, som er kok, og så ringede jeg til ham og spurgte. 

I Frankrig har man en omeletvariant, der hedder baveuse. Den er ret snasket og smager fuldstændig vidunderligt. Mange af mine danske venner kunne aldrig nogensinde finde på at sætte tænderne i den, fordi de tror, de vil dø af salmonella inden for 30 sekunder. Jeg kan aldrig ramme den der konsistens. Men nu har jeg stået i mit køkken og set Michelin-kokke-tutorials på YouTube om, hvordan du laver den perfekte baveuse. Og jeg arbejder på det!

Det var kun nødvendige butikker, der havde lov til at holde åbent under udgangsforbuddet. Men den franske definition var ret vidunderlig, når det handlede om mad. Alle bagere havde selvfølgelig åbent, for det gik jo ikke, at du ikke kunne få baguettes og croissanter. Der var masser af charcuteri-butikker, hvor du kunne købe trøffelpølser, laksetatar og alt muligt lækkert, der også havde åbent, fordi det var nødvendigt. 

STÉPHANIE MARIE SURRUGUE

43 år. Født i Hvidovre. Datter af en fransk far og en dansk mor. International korrespondent ved DR med base i Paris.

Forfatter og medforfatter til seks bøger, blandt andet den anmelderroste portrætbog ’Enegænger’ om nu afdøde Prins Henrik.

2001-11 journalist på dagbladet Politiken. Herefter ansat hos TV 2, hvor hun blev vært og redaktionschef på ’Kulturen på NEWS’, et program, der blev belønnet med prisen for Årets Aktualitetsprogram, og var vært på ’Go’ Morgen Danmark’.

Har dækket Tour de France for Politiken og TV 2 og været USA-korrespondent i Washington for DR, hvor hun blev ansat i 2015.

Er en fast bestanddel af DR’s radioprogram ’Mads & Monopolet’.

4.

JEG VOKSEDE OP i en smuk buket af vestegnskommuner. 2650 Hvidovre, 2630 Taastrup og 2670 Greve. Vi boede i mange år i et lille rødt parcelhus på Stenstykkevej 31 i Hvidovre. Min mor, far, hund, storesøster og jeg. Hunden hed Whisky, men den blev altid kaldt for ’Coucoudou’. Min far gav alle i familien spektakulære kælenavne. Han var fransk og talte vel egentlig okay dansk, men med en kæmpe accent. Han har altid kaldt mig for ’La Croudoulle’, og jeg troede, det var et fransk kælenavn. Det var først, da jeg var voksen, at det gik op for mig, at han egentlig prøvede at sige ’krudtugle’. 

Vi har altid spist meget fransk derhjemme. Man så ikke fjernsyn under maden, og jeg havde i hvert fald ikke legekammerater på besøg, fordi man selvfølgelig talte sammen under måltidet. Der var altid tre retter, ikke noget fancy, men i hvert fald en forret, en hovedret og noget frugt eller ost til dessert. Bagefter hjalp vi alle sammen med at rydde af. Når vi var færdige med det, havde min far lavet kaffe, og så skulle vi ind og se TV Avisen. Det var søjlen i min barndom: måltid, opvask, kaffe og tv-avis. Jeg husker nærmest intet andet fra TV Avisen end korrespondenterne. Min mor, far og jeg interesserede os alle tre for udlandet, så det var altid stort, når Mette Fugl var igennem fra Bruxelles. Jeg kan huske Leif Davidsen med sin spektakulære bjørneskindshue fra Den Røde Plads og Svenning Dalgaard og Lally Hoffmann, der kunne fransk. De, der talte fransk, havde en særlig stjerne hjemme hos os. 

Min far var virkelig sjov. Og lidt tosset. Når vi skulle på folkebiblioteket, da jeg var lille, gik han og jeg ned ad Hvidovrevej. Han gik og fortalte mig, hvordan man skulle opføre sig. For eksempel at man ikke måtte danse på gaden. Det vidste jeg jo godt. Men så begyndte han pludselig at danse på gaden, og jeg var ved at dø af grin, men også lidt af flovhed: ”Far, man må altså ikke danse på gaden!” Og så dansede han lidt mere rundt om et busstoppested. 

Han var hjertepatient og fik sin første blodprop lige omkring, da jeg blev født. Jeg vidste det godt, men det var fuldstændig abstrakt for mig, for man kunne ikke se det. Han arbejdede som murer, indtil jeg var 10 år. Han havde altid en halskæde med guldklokker i om halsen. Når klokkerne dinglede, var han i gang med noget, der anstrengte ham for meget. Pludselige bevægelser som det der hiv, når man åbner en vinflaske, var sådan noget, han ikke måtte. 

Da jeg var 10 år, fik han flere blodpropper. Den ene kom under en ferie i Tunesien, hvor jeg ikke var med. På min katolske skole kom nonnerne ind og sagde: ”Vi skal bede for Stéphanies far, for han ligger på et hospital i Nordafrika.” Da han kom hjem igen, var han helt bleg. Det var tydeligt, han havde været meget syg. Derefter måtte han ikke arbejde mere og kom på invalidepension. Men snart begyndte han at ligne sig selv igen. Han var stadig sjov og kørte på cykel. 

Da han ikke kunne arbejde længere, gik han og hørte transistorradio hele dagen. Han hørte franske nyheder, og når vi spiste aftensmad, sad han og fortalte om, hvad der var sket i Frankrig den dag. Han puttede altid en løgnehistorie ind, som min mor og jeg skulle identificere. Mange år efter min fars død dukker der stadigvæk historier op i vores familie, som jeg tror er rigtige. 

For et par år siden sad vi til familiefrokost i Sydfrankrig og talte om min farmors ven, som hun fik, efter min farfar døde. ”Det var da ham med det kunstige røvhul,” siger jeg midt i frokosten. ”Hvad siger du!” udbryder de andre. Jeg får svaret, at det da var ham, der blev skudt i numsen under krigen, og at han havde været den første i Frankrig til at få et kunstigt røvhul. Min mor, min søster, mine tanter og mine onkler var sådan ”Er du fuldstændig på stoffer?” Men så siger min søster: ”Er det der noget, far har sagt?” Og det var det jo. Min farmors ven slap nogle gange en vind, og det syntes jeg som lille var lidt ulækkert, men min far sagde til mig, at det måtte jeg ikke vise ham, for han var faktisk blevet skudt i numsen under krigen, og det var derfor, han pruttede så meget. I mit hoved har jeg fået det til, at han havde Frankrigs første kunstige røvhul, og det har jeg i 40 år gået rundt og troet. 

“Jeg tror, det er skidesundt at være dannet af noget bredt og folkeligt. Jeg er mega optaget af at få folk til at forstå, hvad der sker i hovedet på andre mennesker. I stedet for bare at sætte sig ned og sige: ”Trumps tilhængere er dumme.”

5.

VI TALTE fransk derhjemme, men jeg skulle også lære at skrive det. Så efter skoletid var jeg hjemme og lave diktater med min far. Vi bøjede verber, og han var mildest talt ikke nogen stor pædagog. Jeg kunne få en dumflad, hvis jeg blev ved med at bøje mine verber forkert. Mine forældre var meget strikse. Jeg ville ønske, jeg var blevet opdraget mere frit. For jeg ville have haft det sjovere, og vi ville have skændtes mindre. Men det gode ved det er, at jeg kan have en stor selvdisciplin, når der er brug for det. I mit arbejde kan jeg holde til stor belastning i lang tid. 

Min mor blev nødt til at tage et stort ansvar, da jeg var barn, fordi min far blev syg. At have en mand, der er blevet invalid, og samtidig være nødt til at arbejde hårdt, fordi det er din løn, hele familien hænger på, og du skal i øvrigt have råd til at sende din datter i privatskole. Det kunne jeg ikke se dengang, men min mor har godt nok taget en tørn, som jeg ikke ved, om jeg ville have kunnet holde til. Hun har altid prioriteret familien helt vildt højt. Vi er blevet podet med, at jo, vi skal se mormor og morfar hver søndag til kaffe klokken 16, og jo, du skal til Frankrig, fordi du skal opretholde tætte relationer med din franske familie. Min mor har altid prædiket, at familien ved man, hvad er, og alt andet kan forandre sig. Det har jeg taget med mig. 

Hun opdragede os til at være selvstændige og til at kunne tage vores egne beslutninger. Hun har altid sagt: ”Du må aldrig blive afhængig af din mands økonomi.” Det er jeg bestemt heller aldrig blevet. Jeg tror, det har været vigtigt for min mor. Hendes mor var rengøringsdame og fra Nørrebro, og både hun og min far er vokset op under trange kår. 

”Du har et godt hoved, du har et ansvar for at bruge det,” fik jeg at vide. Da jeg var færdig i gymnasiet, og alle de andre pakkede deres rygsække for at tage til Thailand eller bygge dæmninger i Nicaragua, skulle jeg på universitetet i Paris. Det var mit ’sabbatår’. 

Stéphanie Surrugue fik hen over foråret henvendelser fra mange danskere, som søgte råd om at rejse til Frankrig. Korrespondenten besvarede dem og henviste til den danske ambassade.

6.

CYKLING FYLDER ALT i min familie. Min far kørte på det franske landshold, min farfar var cykelrytter, min farbror var cykelrytter, min faster giftede sig med en cykelrytter, min kusine giftede sig med en cykelrytter, blev skilt fra ham, giftede sig med en ny cykelrytter. Min fætter er cykelrytter, min anden onkel ejede en cykelklub, og min søster forelskede sig i en cykelrytter og giftede sig med ham. Hans bror er cykelrytter. Og sådan fortsætter det. Jeg tror, jeg var 12 år gammel, før det gik op for mig, at mænd har hår på benene, fordi jeg var hjemme hos en veninde og så hendes far. Jeg er vokset op med, at vi hver weekend tog til gadeløb, underlige landevejsløb, stod op klokken fem om morgenen og pakkede bilen for at køre til Nørre Ubberup for at stå og heppe og så hjem igen.

Min søster cyklede også en kort stund i Hvidovre Cykelklub. Jeg har aldrig et sekund overvejet, om jeg skulle cykle eller dyrke nogen anden sport. Jeg dyrker kun motion, fordi jeg har dårlig samvittighed over, at jeg spiser for mange croissanter. Som barn var jeg en kæmpe nørd. Der var ikke nogen andre i min familie, der læste. Men jeg var en støvsuger og læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Jeg gik på katolsk privatskole i København. Det var meget vigtigt for mine forældre: ”Nogen skal fylde noget i det der mærkelige barn.” Jeg var havnet som et fremmedlegeme i familien og blev dens første student på såvel dansk som fransk side. 

I det store frikvarter skulle man altid udenfor og lave en eller anden form for sport. Jeg syntes, det var røvsygt. Så jeg fik lavet en aftale med skolebibliotekaren – som jeg stadigvæk er utrolig taknemmelig over – om, at jeg måtte være på biblioteket. Så sad jeg der under et kartoteksskab og læste. På et tidspunkt sagde hun: ”Vi skal lige skabe nogle retningslinjer her for, hvad det er, du læser.” Hun mente vel, at det var mærkeligt at læse alt fra mine forældres hylder, at være ni år og læse Barbara Cartland, for eksempel. I stedet viste hun mig Puk-bøgerne. Men jeg var ligeglad. Jeg tror, jeg var 10, da jeg læste ’Borte med blæsten’ – alle fire bind. Og jeg havde aldrig hørt om den amerikanske uafhængighedskrig før, jeg ville bare giftes med Rhett Butler, når jeg blev stor. 

Vi har altid været enormt tætte i min familie, men jeg vidste godt, at jeg var lidt anderledes. Der blev også sat ord på det: ”Jamen, Fanny (et andet af Stéphanie Surrugues kælenavne, red.) vil jo bare ligge og læse på gulvet.” Hvis mine forældre skulle hjem til nogle venner og have kaffe, vidste jeg lige præcis, hvor jeg kunne ligge og læse. Når vi var hos Ina og Per, lå jeg for eksempel mellem sofaen og radiatoren. 

Skulle vi til gengæld ud at ride, var det mig, der faldt af hesten, mens min søster var pissegod til det. Forskellen er blevet tydelig med årene. Min søster blev gift tidligt og stiftede kernefamilie. Jeg er ikke gift, har ikke børn og ejer ikke en skid. Jeg rejser meget og har prioriteret mit arbejde.

RAMT I HJERTET

”I forbindelse med et cykelløb i Danmark mødte min far og hans franske cykel­makker to unge danske kvinder: min mor og hendes veninde. Jeg har hørt en historie om, at han simpelthen kørte ind i hende på en træningstur. Jeg er ikke helt sikker på, om det er rigtigt. Det lyder næsten for fantastisk. Men i hvert fald så de hinanden igen og blev forelskede. Min mor var 15, og min far var omkring 22, hvilket jo egentlig var ret skandaløst. Og så var han fra Frankrig, mens hun var fra ’Den sorte firkant’ på Indre Nørrebro i København. Det var vildt eksotisk med en voksen franskmand dengang i 60’erne. De skrev breve sammen i to år på tysk, fordi min mor ikke kunne fransk, og min far ikke kunne engelsk. Da min mor var 17 år, rejste min far til Danmark igen for at fri. Med kongebrev fik hun lov at blive gift, selvom hun var under 18. De blev gift i Sankt Ansgars Kirke, den katolske domkirke i Danmark, og bagefter flyttede de til Frankrig, hvor de fik min søster. Senere kom de tilbage til Danmark, hvor jeg er født.”

7.

JEG VAR TEENAGEREN fra helvede. Enten gjorde jeg ikke det, mine forældre sagde, jeg skulle gøre, eller også udfordrede jeg dem eller skændtes med dem. Jeg er opdraget til, at man skal klæde sig pænt på, hvis man kan, hvorfor jeg selvfølgelig havde fire år, hvor jeg konsekvent rev huller i alt mit tøj. Jeg købte nylonstrømper og rev huller i dem, købte striktrøjer og rev ribkanten af, så de trevlede. Og så gik jeg med masser af sort eyeliner. Jeg prøvede virkelig at ligne en fra Ungdomshuset. Min mor arbejdede som sagsbehandler på den franske ambassade, og jeg tror helt ærligt, at hun syntes, det var lidt pinligt, når jeg kom og hentede hende mellem de der fine mennesker. Men jeg var virkelig ikke det oprør, jeg gik rundt og lignede. For jeg ville jo gerne gå til privatundervisning i latin, selvom jeg lignede en, der var klar til revolution. ”Mener du det?” sagde mine forældre. Det gjorde jeg, og så fik jeg ekstraundervisning. 

Omkring 2. g begyndte det at føles lidt ensomt. Jeg havde altid gået i skole inde i København, hvor folk var lidt seje, men jeg startede på gymnasiet i Greve, hvor folk havde gået til trampolin og spejder sammen. Jeg følte, at de alle sammen havde langt, lyst hår og var normale, og så var der mig, der gik rundt i mine soldaterstøvler. Så tog Tina og Louise fra klassen mig med ned til Hundige Centeret, og vi gik i Hennes & Mauritz og købte noget tøj til mig. Og så blev jeg kærester med en matematiker. 

Jeg begyndte som journalistpraktikant på Politiken og havde en følelse af, at alle andre var børn af højskolelærere og havde siddet og læst Politiken i babystolen. Mens min far cyklede ned til købmanden og hentede B.T. Jeg overdriver, men Politiken er et særligt sted at være i mediebranchen. Dengang var der i hvert fald mange af de ansatte, der var skåret lidt over den samme læst. Der følte jeg mig virkelig utilstrækkelig og bagud på point i kulturel kapital. Lige indtil jeg fandt ud af, at jeg havde fået en helt anden dannelse, alene af at være i en blandet familie. Og i min skole var der masser af børn med blandet baggrund, så jeg var vant til forskellige sprog og kulturer. Jeg fandt ud af, at det var en fordel, at jeg var vokset op med de input og interesserede mig for historier, hvor mange andre bare tænkte: ”What, det kan man da ikke.” 

Den yderste højrefløj for eksempel. Mange i min franske familie stemmer på højrefløjen. Der kan gå et gys igennem journalistforsamlinger, hvis jeg fortæller det. Men jeg tror, det er skidesundt at være dannet af noget bredt og folkeligt. Jeg er mega optaget af at få folk til at forstå, hvad der sker i hovedet på andre mennesker. I stedet for bare at sætte sig ned og sige: ”Trumps tilhængere er dumme.” Gu’ er de ej! De er bare anderledes end det, du er opdraget med, og nu skal du høre, hvad der er på spil for dem. 

8. 

MIN FAR faldt om i græsset en søndag med kaffekopperne i hånden. Jeg var 20 år, og det var traumatisk ikke at få muligheden for at sige farvel. Men jeg undte ham, at han ikke skulle ligge og sygne hen i en hospitalsseng. Til hans begravelse hørte jeg min faster sige til min mor: ”Det er også synd for Fanny, at hun aldrig har kendt sin far rask.” Jeg tænkte: ”Men jeg har aldrig kendt ham syg.” For mig at se var han verdens sjoveste, stærkeste og flotteste far. 

Min daværende kærestes far døde et halvt år efter min far, og det var, som om en kæmpestor, massiv pude blev lagt ned over vores ungdomsår. Vi blev meget stille i lang tid. Når du er 20, er du for stor til, at folk griber fat i dig, som hvis du var et barn, men du er også for ung til at kunne håndtere det selv. Hvis jeg i dag stod med en 20-årig, ville jeg sige: ”Måske ville det være godt for dig at tale med en sorgterapeut.” Men hele bearbejdelsen stod vi selv for. Vi var to unge mennesker i granatchok med hver sin døde far og med, hvad deraf følger af mødre og søstre, der er kede af det. Det var fandeme svært. 

Jeg var ung i 90’erne, hvor alt kunne lade sig gøre. Berlinmuren var faldet, man havde Buffalo-støvler på, og der var fjumreår på SU-klippet. Selvom jeg har haft det der halvautonome oprør kørende, har jeg jo aldrig været i tvivl om, hvor jeg stod henne: Med benene solidt plantet i min egen familie, og jeg vidste, at min mor og far var der for mig. Jeg har aldrig nogensinde oplevet at bede om hjælp og ikke få den. Det var et jordskælv at opdage: ”Gud, det er bare væk.” Du står med en sorg og opdager, at ingen kan forstå den. Man opdager, at man kan være så alene på jordkloden og inde i sig selv, og verden fortsætter bare. På et tidspunkt sad jeg i vinduet i mit bofællesskab og kiggede ned på Nordre Fasanvej. Jeg tænkte: ”Alle de mennesker, der går rundt dernede, hvis de vidste, at min far var død, ville de så stoppe op? Ville de så forstå, at man jo ikke kan gå rundt sådan der?” 

9.

JEG HAR ALDRIG mødt en korrespondent, der ikke elskede sit arbejde. Det er et absurd job, for det fylder alt. Så du laver noget andet, hvis ikke du har kærligheden til det. Selvfølgelig synes jeg, det er irriterende, at jeg bliver nødt til at smide alt, hvad jeg har i hænderne, hvis jeg står og laver et eller andet sjovt. Men det er jo det, jeg har skrevet under på. Og så er jeg velsignet med en familie og en venneskare, der accepterer det. Jeg prøver i videst muligt omfang at gøre det til et fælles eventyr. Både i Washington og Paris har jeg sørget for at have et gæsteværelse og et åbent hjem, så folk føler sig velkommen til at komme på weekend og sidde på min balkon og drikke morgenkaffe.
Det er et skørt og sjovt liv, men det er ikke noget, jeg skal lave i 30 år. Der er en ekstremt høj grad af frihed i at være korrespondent. Der er et vidunderligt fysisk fravær af chefer og møder. Så jeg kan godt være lidt nervøs for, hvad jeg skal lave bagefter. Det ville være svært at komme tilbage i en vagtplan og et redaktionelt miljø med konkrete arbejdstider, kageordning, kontorlandskab, faglige møder og fredagsbar. Det har jeg aldrig været god til, og jeg tror, man bliver lidt sær af at planlægge sit eget arbejde så mange år i træk. På mange måder ville det være godt for mig at blive selvstændig. Men jeg er næsten talblind. 

Meget få gange i min karriere har jeg tænkt, at jeg slet ikke skulle være journalist mere. Den ene var, da jeg kom hjem fra Haiti, hvor jeg havde dækket jordskælvet i 2010. I bogstavelig forstand vadede vi i døde mennesker, fordi de lå på gaderne. Jeg var meget i tvivl om, hvad journalistik overhovedet kunne nytte i sådan en katastrofe. Efter den slags rejser kommer man hjem og synes, at alle er åndssvage. Hvorfor skændes I nu i køen i Netto? Hvorfor bruger jeg 35 kroner på en kop kaffe, når jeg kunne købe fire gallons vand til en landsby for de samme penge? Alt virker ligegyldigt, og man er slet ikke funktionsdygtig i sit hverdagsliv. 

Efter Haiti overvejede jeg, om jeg skulle lave humanitært arbejde i stedet for. Jeg følte, det ville gøre en mere konkret forskel end bare at skrive om katastroferne. Men det kom jeg væk fra igen. Jeg tænkte: ”Jamen, jeg er jo journalist … og jeg kan ikke engang førstehjælp.” Det gik op for mig, at der ikke rigtig er nogen, der kan bruge mig til noget. Jeg kan ikke særlig mange ting. Jeg er ikke særlig praktisk på den måde. Så jeg tror bare, at jeg skal blive i journalistikken, for det kan jeg godt finde ud af!

Da jeg var korrespondent i Washington, havde jeg engang nogle veninder på besøg, og vi var ude at spise. Det var på en ret festlig restaurant, vi drak cocktails, og planen var helt klart, at vi skulle i byen. Jeg var allerede en lille smule beruset, da der kom et telegram på min telefon om, at en snigskytte i Dallas havde dræbt en eller to betjente under en demonstration mod politivold mod sorte. Jeg tænkte: ”That’s not good.” Men alligevel, det var Dallas, det var to betjente i et stort land, hvor der sker ting, der er vildere. Så vi fortsatte middagen. Mere vin, flere cocktails. Pludselig var der fire døde betjente, og så vidste jeg godt, at det ville få kæmpe opmærksomhed. 

På femte døde betjent måtte jeg skrive til min chef: ”Skal jeg tage til Dallas?” Han svarede ja. Jeg var simpelthen blevet ægte beruset, og det var ret sent om aftenen, da jeg forlod mine veninder på restauranten og tog hjem for at pakke. Jeg kunne først få et morgenfly, så da mine veninder kom hjem lidt senere, tænkte jeg: ”Hvis jeg alligevel kun kan sove fire timer, så kan vi lige så godt fortsætte.” Så vi sad og drak drinks oppe på min tagterrasse, og jeg røg direkte i lufthavnen. Jeg sov i flyet og var dampet af, da jeg kom til Dallas.

Der er mange, der siger: ”Du må have ofret alt på karrierens bål!” Men jeg har intet ofret. Tværtimod. Jeg synes, det her er et godt liv. Det er også hårdt, og det er ikke noget eventyr. Men det er der jo ikke noget, der er. Jeg lever ikke i noget fast parforhold, men jeg har da prøvet at sidde i et parcelhus på Amager med kompostbunke og dobbeltgarage, da jeg var 26. Det var vidunderligt, men det var også ikke vidunderligt. Og korrespondentlivet har det samme i sig. Der er fordele og ulemper ved alt. 

En gang imellem har jeg kærester, men det skilter jeg ikke med af flere grunde. For det første fordi de ret hurtigt kan blive afkrævet at skulle forholde sig til vores forhold offentligt. Den anden ting er også, at jeg er dødgammeldags opdraget. Jeg har aldrig luftet alle mulige mænd foran min familie. Det har kun været, når jeg har været stensikker på, at det var seriøst. Jeg er på ingen måde et privat menneske, men lige det der er svært for mig at udbrede mig meget om. 

10. 

ENGANG SKULLE JEG interviewe Ryan Gosling solo i Hollywood til TV Avisen. Det var jeg rimeligt oppe at køre over. Jeg var helt kålhøgen og havde ovenikøbet lagt et billede af ham på Instagram og skrevet: ”Nå, men jeg skal interviewe ham her i morgen. Er der nogen, der skal have noget med?” Da jeg kommer ind ad døren og ser Ryan Gosling, går jeg i stå. Jeg står bare og kigger på ham og tænker: ”Gud, du er Ryan Gosling.” Han siger: ”Hey!” og er helt vildt flink. Først siger han: ”Well, it’s so nice to meet you!” Og så siger jeg: ”Jaer.” Jeg tror, at det, jeg prøvede at sige, var: ”I really appreciate you saying that because I’m very nervous. I’m probably happier about meeting you than you meeting me.” Men det blev til ”Jaer”. I baggrunden stod nogle virkelig strenge managerdamer og talte hvert sekund, interviewet var sat til at vare. Jeg var så meget i koma, at jeg kun nåede at få stillet ham tre spørgsmål.

Jeg var helt bevidst om, at klappen var gået ned, og jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg tænkte bare, at der intet var at klippe i til aftenens udsendelse. Normalt vil man gerne have korrespondenten med i billedet og klippe et spørgsmål ind i den slags indslag. Men jeg var helt klippet ud af det, fordi jeg bare sad som en måbende tåbe. Det var så pinligt. Men også meget sundt at opdage at: ”Okay, det her kan ske, lad være med nogensinde at tro, at noget bare kører.” 

Jeg har været Tour de France-studievært, sendt live fra kongelige begivenheder, stået for ’Kulturen på NEWS’, skrevet bøger og alt muligt andet mærkeligt. Hvis jeg laver noget, jeg ikke har lavet før, kan jeg stadigvæk blive rigtig, rigtig nervøs. Jeg bliver måske en lille smule pirrelig. Jeg arbejder meget sammen med Kaa­re Quist, som aldrig er pirrelig. Kaare Quist er præcis lige så flink, som man tror, Kaare Quist er. Jeg har været privilegeret, for jeg bliver tit parret med meget rolige mænd i arbejdssammenhænge. Reporter Johan­nes Langkilde i Washington, rolig mand, tv-fotograf Lau Svensson, rolig, Peter Hove Olesen, fotograf: the rock. 

Da Mads Steffensen og jeg lavede ’Hele Danmark fejrer Kronprinsen’, var jeg nervøs. Én ting er at lave tv, hvor du bare kigger ind i et kamera, men det her foregik foran en fyldt ­Royal Arena. Det var ligesom en landskamp! Showet varede omkring tre timer, og på et eller andet tidspunkt skal man jo tisse, men man kan ikke tisse alene. Du er pakket ind i så meget teknik, der sidder inden under så mange pailletter og blonder, at du kun kan sige: ”Hjælp mig!”

Jeg havde svært ved at finde et ledigt toilet og endte i Sort Sols garderobe. Hele bandet var derinde, og de syntes, det var så sjovt. De gik ikke ud, mens jeg blev knappet op og ordnet af lydmanden, kostumieren og makeupartisten. Alle ledningerne blev fjernet. Så skulle jeg tisse, mens jeg vidste, at hele Sort Sol sad på den anden side af døren. Det lykkedes. Jeg tænkte bare: ”Jeg er journalist!” Jeg har dækket Irakkrigen, og pludselig er jeg sådan en, der får hjælp til at gå på toilettet, mens der sidder et rockband inde ved siden af og er ved at dø af grin. Sådan er det at være håndværker. 

Forfatter Iben Mondrup er vokset op mellem Ishavet og Atlanterhavet. Omringet af slædehunde og en uendelig udsigt over tindrende fjeldtoppe og glitrende sne. Her fortæller hun om at blive flasket op på hval og sæl, at have en ravn som kæledyr og om at kyle sin datters tandbørste ud fra femte sal.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Les Kaner, Privat

GODHAVN ER DET smukkeste sted i verden. Jeg har tilbragt hele min barndom i Grønland, og jeg var tre år, da vi kom dertil i 1972. Jeg kan huske fornemmelsen af at stå på tæer for at kigge ud ad vinduet i vores nye lejlighed. Jeg kan huske hjemmet og lyden af en tom lejlighed. Der gik noget tid, før mine forældres ting kom frem. Og da de så kom, var der næsten ingenting sendt op. De havde en pladesamling og nogle gamle biografsæder, de havde fundet. De var 68’ere.   

MIN FAR FIK slædehunde. Han gik på jagt, snakkede med fangerne og fik skindbukser. Mine forældre arbejdede begge på skolen og havde kontakt med alle familier i byen. Og der var kaffemik. Folk kommer som regel over middag, og så skal der gerne være kage og kaffe. Før i tiden var det ret simpelt. Der var noget grønlandskage, som er sådan en franskbrødskage med groft sukker på og nødder og rosiner i, og så selvfølgelig kaffe og te og måske også en lagkage. I dag er det eksploderet. Glem sønderjysk kagebord. Det er et kageorgie, og der er rejer og tørfisk, rensdyr, moskusokse og krabber. Det er helt vildt. Men princippet er stadig, at folk kommer og går og måske kun bliver 20 minutter.

I BØRNEHAVEN gik jeg med de grønlandske børn og lærte at tale grønlandsk. Men på det tidspunkt var tanken, at alle helst skulle lære at tale dansk. Vi kaldte det ’danisering’. Da jeg startede i skole, kom jeg i en dansk klasse med én anden elev, en dreng, der hed Jacob. Vi havde ikke undervisning med de grønlandske børn, og jeg mistede det grønlandske sprog. I dag kan jeg grønlandsk til husbehov, og jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Masser af mine grønlandske venner har samme problem, fordi de som børn skulle lære at tale dansk. 

Ørredfangeren Iben Mondrup, 1981.

VI STOD PÅ skøjter efter hundene. Med en skagle bundet til dem kørte vi ud gennem byen i starten af vinteren. Om sommeren spillede vi kugler, legede ’Antonius’ og spillede fodbold. Om foråret sejlede vi på hjemmebyggede tømmerflåder på smeltevandssøerne. Ingen af os kunne svømme, ingen af os gik med redningsvest, men vi kom ikke galt af sted. Vi legede bare. Vi lå på bådebroerne og fiskede ulke og torsk i havnebassinet. Også uden redningsvest på. Det var en lidt anden barndom. Oveni var mine forældre de der hippieer, som ikke havde fjernsyn. Hvis jeg skulle se fjernsyn, skulle jeg hjem til veninder. Jeg har set ’Det lille hus på prærien’, men jeg har simpelthen misset alt, der hed ’Dallas’ og ’Dollars’. 

NÅR MAN BOR så langt væk, har man ikke en massiv tilstrømning af inspiration. Der kom nogle ugeblade en gang imellem, men mange gange var de et halvt år undervejs, fordi de kom til Nordgrønland med skib. Bare det at kigge i de blade og finde en fold ud-plakat med ABBA. Jeg var fuldstændig vild med ABBA. Det var meget eksotisk.  

SOMMETIDER kom der danske børn, som havde en masse ting med, for eksempel en kæmpe Anders And-samling. ”Kan man virkelig have så mange blade?” Der var også danske familier, der havde svært ved at forestille sig et liv uden islagkager og røde pølser. Det bestilte de fra Danmark. Store pakker, fra frostvarefirmaet DFØ, der kom med skib.  Jeg kan huske fornemmelsen af at komme hjem til dem, hvor de stod og pakkede alt muligt lækkert op, f.eks. svinekoteletter.

Fuld fart på familien i Grønland.

JEG BLIVER ALDRIG nogensinde vegetar. Jeg kan slet ikke forestille mig at undvære kød. Det bliver sådan en craving, jeg kan mærke fysisk. Det ville være helt forkert for min krop. Jeg har to børn, der er kommet hjem og har sagt: ”Nu er vi veganere, mor!” ”Øh, hvad?” ”Ja, nu spiser vi altså kun vegansk, og det gør vi også hjemme hos far.” Gudskelov går de der fænomener over igen. 

I mit barndomshjem fik vi fisk tre- fire gange om ugen. Vi spiste hval og selvfølgelig sæl. Vi spiste også dansk mad. Alt, hvad der kunne sejles op på frost, kunne vi spise. Vi fik meget, meget få grøntsager. 3-5 måneder om året kom der ikke skib. Men når det første skib kom om foråret, stod vi alle sammen nede på havnen med forventningens glæde over at skulle se et æble eller en appelsin. Jeg er vokset op med, at der blev sagt: ”Spar på kartoflerne, tag noget mere kød.”

MIN ALLERFØRSTE store forelskelse havde jeg i Godhavn. Jeg har ikke været særlig gammel. Jeg var forelsket i nabodrengen, skoleinspektørens søn, Christian. Men det var jo et problem med de her danskerbørn, de fleste af dem rejste igen. Det var ikke normalt at blive. Ham her rejste også, og mit hjerte gik i stykker. Men jeg opkaldte en af vores hunde efter ham. Christian Krogsgaard Graversen hed den. 

Der er kommet skib, 1974.

VI FLYTTEDE til Nuuk, da jeg var 12. Ind i en af de der betonblokke. Jeg var fuldstændig fortvivlet. Vi skulle bo i Blok 5, og der var 10 af dem. Jeg havde det sådan: ”Jeg finder aldrig ud af, hvilken af dem der er vores.” Jeg kiggede ud ad vinduet på endnu en betonblok, og min far sagde: ”Hele Godhavns befolkning kan bo inde i Blok P.” (Blok P var, indtil den blev revet ned i 2012, Grønlands største bygning og havde 320 lejligheder, red.). Det var et kulturchok. Men det tog jo 14 dage, og så havde jeg fået venner. Slædehunde var der ikke nogen af, så det var et helt andet liv. Jeg syntes, det var supermoderne. Det var godt for mine forældre at komme dertil, de fik pludselig en meget større omgangskreds. Vi har sejlet rigtig meget, mens vi boede i Nuuk. Det har virkelig været en følelse af frihed, vil jeg tro. Friheden i, at livet var så stort. 

JEG LAVEDE ungdomsting i Nuuk. Sådan noget med at stå og kysse ude bag ved spillehallen Las Vegas. Ellers mødtes vi flere veninder med hver vores dreng i en stue eller på et værelse. Det er jo meget mørkt om vinteren i Grønland, så det var noget med at slukke lyset og bare sidde og kysse i timevis. ”Vi ses igen i morgen,” sagde vi så. Jeg kan næsten genkalde mig den der lugt af ungdomssved, alle hormonerne. Vi gik i klub og røg cigaretter bag skolen og gik til disko om aftenen. På Las Vegas kunne man spille ’Pac-Man’ og alle de der arkadespil. Wauw, hvor var jeg vild med det. Fredag og lørdag var der disko deroppe. Vi hørte ’I Want to Break Free’ med Queen, og UB 40. Jeg vil tro, at vi gjorde de samme ting som i enhver anden dansk provinsungdom – bare 4.000 kilometer væk. 

På hajfangst i hundeskindsbukser. Iben Mondrups far, 1975.

SOM BARN registrerede jeg ikke, at jeg var anderledes end de andre. Det skete først, da jeg blev teenager, og det begyndte at blive lidt svært. For så var man dansker, og danskerne var jo nogle værre nogle, vi var kapitalister og imperialister. Det gik op for mig, at det jo også gjaldt mig. Det er meget at bære på, når man ikke er så gammel. Det var svært, men jeg er glad for, at jeg har været tvunget til at stille mig selv de spørgsmål, som hører til den tvivl og den erkendelse. 

JEG BETRAGTER mig ikke som grønlænder, men som hjemmehørende i Grønland. Jeg har et hjem der. Jeg synes altid, at vi taler meget om, hvem der hører til, og hvem der ikke hører til, og at man skal have en bestemt hudfarve eller nedstamme fra det ene eller det andet. For mig er Grønland det, der har formet mig. Det er vigtigt, at vi forstår, at tilknytning simpelthen unddrager sig hudfarve. Tilhørsforhold er noget, man får ved levet liv. 

KERNEPUNKTET i oplevelsen af at være anderledes er, at det er forbundet med en stor længsel efter at være som de andre. Jeg har snakket med mange om det, og så siger de: ”Jamen, I var jo så privilegerede …” Men det er børn jo ligeglade med. De vil bare gerne være som de andre. Det største privilegium må være at ligne de andre. 

EGENTLIG HAVDE JEG mest grønlandske kærester, når jeg tænker mig om. På det tidspunkt, hvor jeg begyndte at blive ung, vidste jeg godt, at jeg ikke helt hørte til, fordi mine forældre var fremmedarbejdere. Det er først som granvoksen, at jeg er nået frem til den her følelse af, at selvfølgelig hørte jeg til. Det legitimerede nok min tilstedeværelse lidt, hvis jeg havde grønlandske kærester. Og så var de søde. Og ældre end mig og alt det der.

På Det Fynske Kunstakademi, Brandts Klædefabrik, 1994.

DA JEG VAR 18, flyttede jeg til Danmark. Mine forældre var ikke hjemme, da jeg rejste. Min daværende kæreste og jeg blev hjemme i Grønland i sommerferien og boede i mine forældres hus. Vi arbejdede på ’Grill- og pizzabaren’ for at spare op. Jeg havde en tam ravn på det tidspunkt, og når jeg kom hjem fra arbejde, kunne jeg høre den på lang afstand. Den kunne kende lyden af mig, den skrålede helt vildt og kom flaksende op på mit hoved. Den var virkelig stor. Jeg fodrede den med pizzaskrald, jeg havde med, og den blev helt tyk. Den gemte resterne bag en sten til værre tider. Ravnen hed Krake. Det var min far, der havde hevet den ud af en rede. Han har altid været fuldstændig vild med fugle. Men da mine forældre skulle på sommerferie, var det mig, der hang på ravnen, inden jeg så mig om. 

VI KOM LIDT hovedkulds af sted. Vi tog afsked med ravnen og sagde farvel til alt arbejde. Vi havde en lillebitte container med vores spisebord, stole og en vandseng, der blev sendt til Danmark. Jeg kan ikke huske afrejsen, men jeg kan huske, at vi kom til Odense, og at vi blev kørt ind på et lille skodhotel, hvor vi skulle bo i 3-4 uger, fordi vores kollegielejlighed ikke var klar til os endnu. Jeg blev helt knuget indeni. Stiv, ikke af skræk, men jeg var simpelthen ikke godt tilpas. Det var voldsomt. Jeg kunne overhovedet ikke finde rundt i Odense. Til sidst fandt jeg ud af det. 

MAN SKAL HUSKE på de svære ting fra ungdommen. Især når man selv får børn. Det er okay at opleve, hvor svært det kan være, og hvor mange skuffelser der kan være. Jeg brugte tid på at være frustreret over, at mine forældre ikke gjorde mere. Men dybest set: Hvad skulle de gøre? Og var det meningen, at de skulle gøre noget? Skulle de redde mig fra, at jeg var rejst hjemmefra, eller? Jeg tror, at det er vigtigt, at man som ung får lov til at opleve, at man er skubbet ud af reden. 

Iben og lillebror med Playmobil-hår og slædehundehvalpe, 1975.

I 1998 MØDTE JEG mine børns far på Kunstakademiet i København. Jeg var næsten 28, og jeg kunne mærke, at jeg var træt af det der ungdomsliv, der bare blev ved og ved og ved. Med at gå i byen og med ikke at producere noget. Så jeg fik den lynende gode idé, syntes jeg selv, at nu skulle han og jeg lave en familie og have de der børn, så jeg kunne slippe for at tænke på mig selv. Han sagde ikke direkte, at han var med på den, men så blev hans mor syg af kræft. Det blev en slags anledning til, at vi tog det skridt sammen. Vi lavede Ellen, vores datter. Min svigermor, der havde en prognose på, at hun havde så og så lang tid tilbage at leve i, levede et år ekstra, fordi hun fik sit første barnebarn. Sådan kan jeg i hvert fald godt lide at tænke på det. 

DET KOM TIL at fylde rigtig meget at lave familie. Alting drejede sig om det nye centrum. Nu var det ikke længere mig og navlen og mine umiddelbare behov og forestillinger. Nu var der noget andet, noget helt konkret og noget, som jeg elskede afgrundsdybt. Jeg havde aldrig elsket noget på den måde før. Kærligheden til mine børn var vildere, end jeg troede. Det var ligesom at få en hammer i hovedet: Bum! Shit, mand, det var altså vildt. Fantastisk. 

MONDRUP I MINIFORMAT

Født 1969, flyttede til Grønland som treårig med sin lillebror og sine forældre, der begge var skolelærere. Den ældste i en søskendeflok på tre. Gift første gang som 17-årig med danskgrønlandske Efa Olsen, som hun senere flyttede til Danmark med. Uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Kunstakademi i 2003. Har desuden en mastergrad i kunstteori og formidling. Blev mor som 30-årig og igen som 33-årig. Har 19-årige Ellen og 16-årige Bror med Emil Salto, som hun i dag er skilt fra. Debuterede som forfatter med romanen ’Ved slusen’ som 40-årig. Fik sit gennembrud med romanen ’Godhavn’ i 2014, der året efter vandt DR Romanprisen. Fik i 2017 Blixen-prisen for romanen ’Karensminde’. Udkom i foråret med bestsellerromanen ’Tabita’. Bor på Vesterbro i København.

JEG HAR RÅBT lidt højt en gang imellem. Det er jo sådan noget rigtig tabu-noget, for det må man ikke som mor. Men det har jeg så gjort. Jeg har været bange for, at min datter ville tro, at jeg også ville slå, fordi jeg kunne finde på at råbe. Men da jeg spurgte hende om det mange år senere, sagde hun: ”Nej, men jeg var lidt bange for, at du skulle smide mine ting ud.” Gud, tænkte jeg så. Og huskede pludselig engang, hvor der var en tandbørstesituation ude på badeværelset. Vi boede på femte sal, og jeg blev simpelthen så gal, at jeg tog hendes tandbørste, åbnede vinduet og kylede den ud. For hende har det været så voldsomt, det var hendes tandbørste, der blev kylet ud ad vinduet. Mens jeg bare har tænkt, at det var ingenting: ”Vi køber en ny.” For hende var det noget større. 

I VISSE SITUATIONER kan jeg mærke, at nu gør jeg noget med min datter, som min mor ikke ville have gjort med mig. På et tidspunkt havde min datter det lidt svært. Jeg tog hende og holdt om hende, selvom hun var for stor til det. Jeg holdt hende så længe, at der ligesom gik hul ind til hende, og hun kunne fortælle om, hvad det var, der pinte hende. Den omfavnelse var fysisk, men blev også en mental omfavnelse. Sådan nogle ting har jeg ikke oplevet med min mor. Jeg bebrejder hende ikke, de er jo en helt anden generation. Det er noget med at prøve at finde ud af, hvad der måske kunne virke. Og så prøve det. Det er en stor lykke at opleve, når det lykkes. 

JEG HAR HAFT svært ved at finde mig til rette i Danmark. Mest fordi alting har en ende her. I Grønland bliver du aldrig færdig med at prøve at forstå, hvor stort landskabet er. Hvor stort alting er. I Danmark er man pakket ind. Du kan ikke se særlig langt, og du kan altid høre en vej. Men jo ældre jeg bliver, jo bedre bliver jeg til at finde de oaser, der er her. Jeg har et hus på Samsø, og når jeg er der, er det bare ud i mørket. Himlen er uendelig, fuld af stjerner, og der er helt stille.

Tv- og radiovært, madøre, skuespiller, sejler, musiker og komiker. 42-årige SIMON JUL JØRGENSEN er altmuligmanden, der kan det hele og altid har sparket til chancen, hvis den opstod. Men livet på skærmen, på tallerkenen, på scenen, på druk og på stoffer har ikke været uden omkostninger.
Tekst:René FredensborgFoto:Ricky John Molloy

JEG VAR PÅ Thisted Sygehus, jeg kiggede op på uret, hvor der stod dato på, og jeg tænkte: ’Mit liv stopper her’. Det var 26. juni 2010. Natten før havde jeg siddet på Stalden, det lokale værtshus i Klitmøller, og drukket tæt. Jeg havde været ude at surfe om morgenen med nogle venner, og så begyndte jeg pludselig at kaste op. Man har sådan en trapez på, når man surfer, den kan godt rive ret meget i én, og på et tidspunkt så ørler jeg ude på vandet, og jeg begynder at grine ret meget af det. For når man sejler op imod vinden, så ryger det bræk altså alle steder hen, ikke? Jeg får det så dårligt, at jeg går ind på stranden og tager hjem i det sommerhus, vi har lejet. 

Jeg ligger på gulvet inde på badeværelset og brækker mig helt vildt. Jeg bliver dårligere og dårligere, og til sidst siger jeg: ”I bliver nødt til at køre mig på hospitalet.” Og der får jeg så noget beroligende, og lægen kommer og siger: ”Prøv at hør: ’Du har sukkersyge. Hvor lang tid har du haft det?’ Og så siger jeg: ’Jamen, det ved jeg jo ikke.’ Og så siger han: ’Nå, men du er godt slidt indeni.’” Han siger det på en fin måde: Hvis jeg var blevet ved et par år endnu, ville det ikke være gået.

Fordi jeg er adopteret, kan de ikke fastslå, om det er noget arveligt, så de foretager det, man kan kalde en kulegravning. Det tager flere måneder, og det bliver et farvel til øl, cigaretter, spiritus, stoffer, stærk mad, kaffe – til alt det gode i livet.

MINE FORÆLDRE har altid sagt, at jeg har en rigtig god hukommelse.  Jeg husker Vejlby præstegård, det allerførste sted, jeg boede som barn i Danmark. Vejlby er en lille by uden for Grenå – det er den, der er omdrejningspunkt i Steen Steensen Blicher-novellen ’Præsten i Vejlby’. Min mor har spurgt: ”Simon, kan du huske, hvor vi boede, og hvordan der så ud?” Og når vi taler om det, kan jeg tydeligt huske rummene og rummet under trappen og stuerne og haven. Det synes jeg selv er rimelig stenet.

Senere flyttede vi til Grenå og videre derfra til Roskilde. Det betyder stadig meget for mig det sted, Grenå. Det var dér, jeg registrerede, at her vokser jeg op. Dér lærte jeg at svømme. Dér havde jeg fornemmelsen af at have en bedste ven for første gang. Og savne ham, når han var på sommerferie. Når han kom hjem, boede vi i telt ude i haven og fortalte hinanden alt, hvad der var sket i sommerferien, selv om det kun var en gå-ferie på Anholt. Jeg mistede kontakten med min bedste ven, da vi flyttede, men har siden hen fået lidt kontakt igen. Det er hyggeligt.

Det gjorde så ondt, at vi skulle flytte. Da jeg skulle begynde i 1. klasse, fik min far nyt arbejde i Roskilde. Vi fik det at vide, da vi sad og spiste aftensmad. Det at skulle forlade sine venner og mærke så stor en skuffelse for første gang husker jeg helt tydeligt. Det er ikke et traume på den måde, jeg har talt med min psykolog om det, og jeg følte mig tryg nok i Roskilde.  

JEG GIK I 4. klasse, da jeg lærte at spille guitar. Min lærer hed Kasper Dahlberg, han er min største guitarhelt über alles. Efter jeg stoppede med at gå til guitar, tog jeg en del år hver jul op til ham med en flaske Gammel Dansk. Han betød mere end bare guitar, han kunne tøjle det her ustyrlige, lille barn, der var mig. Og han gav mig lyst til at øve. Han fandt lynhurtigt ud af, hvad for noget musik jeg godt kunne lide.

”Nå, dødsmetal, jamen, så skal du spille det her. Men du kan også prøve at høre det her.” Han satte kassettebånd på, spolede lidt frem og tilbage med triptælleren, og så hørte vi saxofon med Chet Baker eller Bill Evans og Fender Rhodes på klaver. Jeg havde også Kasper til rytmisk sammenspil på ungdomsskolen. Ham skylder jeg 99,9 procent af alt, hvad jeg kan på en guitar. Arh … men tæt på.

Jeg begyndte faktisk til klaver, inden jeg begyndte i skole. Det foregik på Grenå Gymnasium. Jeg fik en gajol, når jeg havde spillet en takt rigtigt. Mine forældre kørte mig derop. De havde absolut ikke ambitioner på mine vegne, de var nok bare spændte på at se, hvad det var, de havde fået hjem fra adoptiv-kataloget, haha.
De har bakket mig op i alt, hvad jeg havde lyst til, rent musikalsk. Det eneste tidspunkt, hvor det var sådan lidt ”Sku’ vi vist prøve noget andet?”, var, da jeg begyndte at spille violin. Der var en antydning af, at nu måtte galskaben stoppe. Men guitaren bakkede de op om. Og jeg har virkelig terpet.

Jeg er stadig nødt til at være meget vedholdende med at øve. Når jeg er på tour og skal huske at spille ting – hvis jeg øver med Suspekt for eksempel – så er det 3-4 timer om dagen. Jeg har ikke totalt gehør og kan ikke bare sætte mig ned og stemme en guitar eller høre en sang og så spille den. Det skal ikke lyde som nogen bitter arbejdssejr, men jeg bliver nødt til at øve mig.
Hvor mange forældre kan egentlig sige, at de har givet deres børn noget med, som de kunne leve af? Som de siden har dyrket hele deres liv? Som har givet deres børn nogle fuldstændig sindssyge oplevelser, som har formet dem? Det har min mor og far har givet mig.

JEG VAR 8-10 år, da jeg fik min første store madoplevelse. Vi var på kør selv-ferie, en af de første ferier i udlandet, hvor vi pakkede Citroën Visa 11E’eren – 80’er-modellen i hvid – og kørte sydpå. Vi boede i telt og havde en stor kuffert, der blev brugt som bord, med en grøn og hvid batikdug på. Og så sad vi der med kinesiske emaljetallerkner og matchende krus, og der blev lavet mad på en Trangia eller i fælleskøkkenet på campingpladsen. 

Jeg blev introduceret for alle mulige lækre ting i Frankrig. Baguetten for eksempel, den var toppen for min søster og mig, fordi min far altid bagte sådan noget virkelig groft brød med grus og cykler i. Når vi var på ferie, tog de sig råd til at købe lækre ting, ikke de vilde produkter, bare noget, man dengang ikke kunne købe i Danmark: smør med havsalt, et lille stykke god ost, cornichoner, rigtig stærk sennep. Simple ting.

På et tidspunkt skulle vi på en meget, meget fin restaurant i en lille landsby, der hedder Arnay-le-Duc. Restauranten hedder Chez Camille og eksisterer stadig – dengang havde den én Michelin-stjerne. Jeg kan stadig huske, hvad vi fik: først en sylte på et smørristet stykke brød, altså en brioche med det her lille stykke terrine ovenpå, som er syltet svinekød. Og så en cornichon og en smule sennep. Den der mundfuld var for sindssyg, alt smeltede inde i hovedet på mig, og min mor kunne se, at nu gik der et eller andet galt. Det var en åben køkkenrestaurant, og jeg fes op fra bordet og måtte kigge på. 

Jeg var helt besat. Tjenerne kom og serverede med de her klokke-låg, de løfter uden at lave en lyd. Åh, vi fik en fiskesuppe, bouillabaisse, dampet ørred, små hvide kartofler i brunet smør. Og de der dufte. Og chokolademousse til dessert. Det, der skete på den restaurant, sidder totalt i mig. 

Hjemme hos os skulle man spise det, der var på bordet. Slut, prut, finale. Vi skulle lære at smage oliven og fetaost. ”Prøv forskellen på de her olivenolier, den her er bitter.” Jeg fik en kultivering i mad af mine forældre. De havde ikke ubegrænsede midler og var derfor glade for køkkenhaven og frugttræerne, og hvad man kunne finde i naturen. De var helt på toppen af det nye nordiske dengang i 70’erne og 80’erne.

DA JEG BLEV konfirmeret, havde jeg et vikingeagtigt soltegn i en lædersnor om halsen, en Anthrax-slipsenål i den hvide skjorte (Anthrax er et amerikansk thrash metalband, red.), et par lilla bukser og et par Ecco-sko. Men jeg havde ikke som sådan et musikalsk oprør. Mine forældre syntes, dødsmetal var fedt nok, noget larmende, dog har de altid støttet mig i at være mangfoldig på alle planer. 

Det bedste råd, jeg nogensinde har fået, er: Gør det! Og det værste råd, jeg nogensinde har fået er: Gør det! 

Det vigtigste, jeg har lært af min mor og min far, er, at det er okay at fucke op. Der er en endeløs række af tilfælde, hvor jeg er kommet hjem og har følt, at jeg burde skamme mig, men hvor jeg har fået at vide, at det der, det er noget lort, men okay, vi skal jo videre på en eller anden måde. 

Jeg vil ikke komme ind på, hvad der skete dengang, men jeg lavede nok ballade til, at hele mit liv kunne være gået en helt anden vej. Jeg kan huske masser af situationer, og jeg udleverer gerne mig selv, men jeg vil ikke udlevere min mor og far. Jeg vil bare sige, at grundlæggende har de givet mig den der vibe: ”Gør det! Vi elsker dig alligevel!” 

Ubetinget kærlighed blev italesat i mit hjem, og derfor er det bedste råd faktisk: ”Jeg elsker dig uanset.” Hvis man altså mener det.

DET ÆNDREDE mit liv, at jeg blev ansat som opvasker på Tinggården i Frederiksværk –  i Jan Friis-Mikkelsens køkken, ham kokken fra tv-programmet ’Meyers køkken’ og ’Den store bagedyst’, som jeg var stor fan af. Jeg var ikke rigtig optaget af, hvad man kunne blive, jeg var optaget af musik, men lige pludselig fik jeg en retning på, hvad jeg ville. Jeg ville lave mad.

Jeg havde set Claus Meyer i fjernsynet, hvor Jan Friis-Mikkelsen var med-kok. Min bedste ven Morten og jeg syntes, han var for vild, ham der Jan. Af mærkelige årsager fik Morten job som tjener på den restaurant, hvor Jan arbejdede, altså Tinggården. Og han fik hevet mig med ind som opvasker.
Den første dag var Elisa Momcam – en af de bedste danske kokke, vi har – lige blevet færdig. Jeg skulle vaske op efter hendes svendegilde, og der stod en kæmpe, kæmpe opvask. Men jeg tænkte bare: ”Shit, jeg er i Jans køkken, det er for vildt, det her.” Det var første gang – ud over at spille heavy metal og ryge bong – at jeg tænkte: ”Det er det her, jeg skal, koste, hvad det vil.” Og så begyndte jeg at vaske op.

Næste dag stod Jan med et kæmpestort stykke råvildt og spurgte, om jeg nogensinde havde parteret sådan et. Det gik fint, og jeg hjalp mere og mere i køkkenet.

Alle burde vide, hvordan man skærer kød ud. Hvis man spiser kød, bør man jo vide, hvor det kommer fra. Hvor på dyret hvilken bøf sidder. Jeg tror på, at det at lave mad er noget af det vigtigste, man kan give de næste generationer. Det er en del af kærligheden.

JEG KOM i fjernsynet, lavede ’Banjos Likørstue’, blev et kendt ansigt og troede på alle dem, der klappede mig på ryggen. Jeg var meget optaget af det. Og af anmeldelser og alt det der. 

Men alligevel fandt jeg ret hurtigt ud af, at det ikke er masserne, der skal bestemme, hvad jeg synes er godt og dårligt. Det er mig, der skal bestemme, hvem jeg skal være. 

På et tidspunkt blev det simpelthen for meget med det der tv. Folk troede, jeg skulle lave standup. Det kunne jeg aldrig finde på, jeg troede ikke nok på mig selv til ægte standup. Jeg har lavet et story­tellershow med en guitar. Men jeg ville fornærme standupperne, hvis jeg sagde, jeg var det. Dengang snakkede jeg meget med folk i comedy-miljøet, der havde meget travlt med at fortælle mig , at nu skulle jeg huske ikke at lave reklamer, for så solgte man sin sjæl. Så tænkte jeg: ”Det skal jeg kraftedeme lave.” 

Reklamer er en afmålt ramme, og det er spændende, hvordan man inden for den kan se, hvad der er tilladt. Jeg havde haft fuldstændig frie tøjler i Danmarks Radio og lavet gakgak-fjernsyn, mildest talt, men jeg ser ikke mig selv som kunstner. Hvis jeg var kunstner, havde jeg siddet i mit legatbetalte atelier, drukket Dubonnet Fizz, røget opium og skrevet sjove ting, som kun jeg og mine rygklappere ville synes var sjovt. Jeg er håndværker. 

Jeg plejer at beskrive mig selv som en schweizerkniv. Som en, der har rigtig mange funktioner. Men ligesom med en schweizerkniv er saksen ikke rigtig god som saks, proptrækkeren er ikke rigtig god som proptrækker. Der er også nogle schweizerknive, der har lup i. Sådan en har jeg også. Men på trods af at alle værktøjerne ikke er lige skarpe til deres formål, får man jobbet gjort tilfredsstillende.

Jeg er ikke ekspert i noget. Men jeg fornemmer, at jeg har en håndfuld ting, som jeg formår at præstere fornuftigt inden for. Mad, guitar, fjernsyn, tv, radio og slå med le.

Uretfærdighed går jeg op i. Jeg kan sagtens hidse mig op over småting, for eksempel folk på Christiania-cykler, der bruger deres børn som kofangere ude i trafikken. Jeg har dog selv en, som jeg elsker at bruge, men hvis en bus kører ind i en Christiania-cykel, er risikoen for, at den rammer ladet med børn og hunde, cirka 60 procent større, end at den rammer føreren.

FOLK MÅ GERNE sætte mig i bås. Det vigtigste er, at jeg stoler på det, jeg gør. At det hænger sammen på en ordentlig måde for mig. Det har jeg fundet ud af. 

Det med at sprænge rammer kommer fra mine forældre. De lærte mig, at man skal være nysgerrig. At man aldrig nogensinde kun skal slå sig til tåls med, hvad folk siger. De ville blive rigtig glade, hvis jeg sagde, at man skal have kritisk sans. Det tror jeg ikke, de synes, jeg har nok af. 

Mine forældre sagde på et tidspunkt, at de syntes, det var mærkeligt, at jeg ofte rejste til farlige steder. ”Hvorfor tager du ikke bare til Ibiza?” blev der spurgt. Men jeg kan godt lide at tage til steder, som ikke nødvendigvis er kortlagte vandreture og fiksede besøg hos de lokale. Det er ikke et dødsønske, hvis jeg rejser til underlige steder i Afrika, Mellemøsten, Rusland og så videre. Det er et ønske om at få sat mig selv skakmat i forhold til, hvor fucking flødegodt vi har det herhjemme.

Jeg lavede mad til 300 syriske flygtninge i en flygtningelejr i Beirut i forbindelse med et tv-program, jeg lavede sammen med Puk Damsgård. Jeg lavede en syrisk ret, som jeg havde fået i Aleppo for mange år siden, der hedder ’de syv verdener’. Det er lammekød og grøntsager med krydderier fra de forskellige verdener, som Syrien har været samlingspunkt for. 

Det var fantastisk at stå der og lave mad med de der damer fra Syrien. De var så fede til at hjælpe. Der var et afgørende øjeblik, da big grandma skulle smage på min ret for første gang. Jeg har sjældent været så nervøs, men hun smilede over hele ansigtet. Og så sagde hun: ”Nu er du søn af Syrien.” Og så begyndte hun at græde. 

Jeg græd også lidt. Selvfølgelig er jeg ikke søn af Syrien, og hvis jeg var det, var jeg sikkert kommet i spjældet herhjemme. Da jeg fløj ud derfra, begyndte tyrkerne at bombe i Syrien.

JEG HAR ET vanvittigt misbrugsgen. Når noget er godt, så skal jeg bare have det. Efter episoden på Thisted Sygehus holdt jeg en pause med alt på næsten fem år. Jeg var faktisk allerede stoppet med hårde stoffer, for jeg havde været på en ferie med nogle venner, hvor den fik alt, hvad remmer og tøjler kunne holde af det ene og andet. Da jeg kom hjem, var jeg syg en uge efter, fordi det bare havde været så langt ude. Og så tænkte jeg: ”Det er sgu på tide, jeg stopper med hård narko, kokain, amfetamin – alle mulige mærkelige ting.” Jeg stoppede fra den ene dag til den anden. Bum!

Men så er der alkoholen. Jeg begyndte at få rigtig meget medicin, og jeg fik det rigtig skidt af det. Og jeg havde også en nyre-defekt, jeg skulle behandles for. Noget af medicinen betød voldsomme migræneanfald, mavekramper, balancesvimmelhed. Men jeg elsker jo vin, jeg elsker øl, jeg elsker alkohol, jeg elsker ikke hårde stoffer, men jeg elsker at nyde en cigaret. Jeg talte med min psykolog om det og spurgte: ”Er jeg en enten-eller-person?” ”Er jeg sådan en, der ikke kan stoppe, hvis jeg først er startet med at drikke?” Og så sagde hun: ”Det er meget op til dig at afgøre.”

Jeg drak først igen, da jeg var med mine allerbedste venner i Madrid for at se fodboldsæson-afslutningen. Jeg er Real Madrid-mand. El madridista. Jeg har i mange år rejst til Madrid for at se holdet spille, og der står vi så i en tapasbar, som jeg elsker. Skinke, oliven, lidt ost og cañas, som er små fadøl. Jeg havde bestemt mig for, at nu ville jeg starte med at drikke, men jeg var jo bevidst om mit problem, og derfor ville jeg være i kontrol. Det var fire år og 246 dage efter Thisted Sygehus, at jeg fik en øl. En tynd San Miguel på en varm sensommerdag på min yndlings-tapasbar i Madrid. Det var himmelsk.

Jeg drak to cañas, mens jeg var sammen med drengene, og de vidste, hvad det gik ud på. Jeg havde sagt, at nu ville jeg det her. De havde været der og hjulpet mig igennem. Efter den første caña gik jeg udenfor og tændte en smøg. 

Tusind spørgsmål kørte gennem hovedet. Øvelsen for mig var at binde mig til en følelse af, at nu må jeg gerne, det er i orden, og jeg er i kontrol. Helt psykolog-agtigt. Du må gerne, du er i kontrol, du registrerer kontrollen, har du lyst til mere? Hvordan registrerer du lysten til at have lyst til mere? Vil du efterkomme den uden hensyntagen til dig selv? Uden hensyntagen til andre? Uden hensyntagen til, hvilke konsekvenser det kommer til at få for dig, hvis du følger den lyst?

For første gang i mange, mange år drak jeg uden at blive rigtig fuld. Jeg fik vand eller limonade til, jeg kan huske hele dagen, og jeg var med hele aftenen. Det var første gang i mange år på sådan en drengetur, hvor det jo altid går galt, og man ender på en stripbar for ældre mænd, hvor de handler med gamle biler og vilde slanger fra Afrika og fortæller løgnehistorier. 

Om aftenen står jeg med en fantastisk ven, som jeg kalder ’onkel’, og hans søn. De andre er gået i seng, og vi skal ud at se på den. Vi står inde på sådan et afrikaner-diskotek, og jeg giver min ’fætter’ mine sidste euro og siger: ”Nu går jeg hjem, alt er godt.” Og så går jeg hjem sammen med ’onkel’, og han siger: ”Du er ikke helt væk!” ”Nej,” siger jeg. Og han siger: ”Så skal det sgu nok gå, det hele.”

Jeg har drukket mig til nogle geniale blackouts, men ikke siden dengang, jeg kiggede op på uret på Thisted Sygehus. Jeg drikker og ryger smøger igen, men det bliver aldrig det der.

MIN STØRSTE skuffelse handler om folk, jeg kendte engang. Jeg lod mig udnytte, blandt andet økonomisk. Jeg havde tre venner, jeg troede, jeg skulle være venner med resten af livet, men dem ser jeg ikke mere. Jeg havde lånt dem rigtig, rigtig mange penge, og vi havde aftalt, at de skulle betales tilbage, når de havde dem, men det blev de ikke, selv om de havde tjent pengene igen. 

Jeg blev i den grad knækket. Det handler ikke om pengene, men om venskabet. Jeg blev skuffet over den måde, de var mennesker på. Jeg tog et møde med hver af dem og kørte hjem til dem. De skulle være på hjemmebane, når de fik det at vide: ”Det her gør, at jeg slet ikke skal se på dig og dit ansigt og din grimme sjæl.” Det sagde jeg til dem mere eller mindre. Det var ikke rart, det var mega-nederen, men efterfølgende kan jeg mærke, at det har hjulpet mig at slippe af med dem. Jeg tror, rigtig mange mennesker ville have godt af at rense ud på den måde. Og de havde behandlet mig ad helvede til og udnyttet vores venskab på den allergroveste og hensynsløse måde. Når det sker, får folk det at vide. Det synes jeg er okay. 

Indtil det modsatte er bevist, vil jeg gerne være venner med hele verden. Jeg tror, jeg har venner og familie nok til at have en sofa at sove på resten af livet. Jeg har nogle mennesker omkring mig, som jeg har gået så meget igennem med, så meget lort og så meget godt. Jeg er heldig – og lykkelig for – at have den slags venner. Og det er også min styrke. Hvis man tror, jeg er en stærk enkeltperson på den måde, så er det et nej. Slet, slet ikke, baglandet holder mig flydende.

Jeg antager ikke, at jeg altid selv er en god ven, men jeg bestræber mig på at være så ordentlig, som jeg kan være. For mig er det en del af ikke at stresse, at jeg lægger min mobil fra mig på lydløs: ”Nu er jeg hjemme, jeg gider ikke snakke i telefon.” Man kan stresse sig ihjel, hvis man 24 timer i døgnet tror, at alle skal kunne få fat på dig hele tiden. Nogle gange lægger jeg telefonen og vil egentlig skide på, om folk vil have fat i mig. Det har jeg lært, og det er en pissesund øvelse. Førhen kunne jeg få noia over 10 ubesvarede opkald eller mails. Over at være et skidt menneske. Jeg var behagesyg, det hedder det i psykiatrien. Jeg ville gerne have, at andre mennesker kunne lide mig.

Jeg har fundet ud af, at det gælder om at være der over for de nærmeste, at være en god søn, en god storebror, en god onkel, en god svoger, en god ven. Der har været masser af år, hvor jeg har været en dårlig ven eller en dårlig søn og ikke er kommet til juleaftener og bare har sat min egen eventyrlyst forrest. 

Jeg har talt meget med psykologer om, at jeg synes, jeg har været en dårlig ven. Og har fået at vide af de professionelle, at det altså er ret normalt. Og så finder man nogle rødder, nogle svar på, hvorfor man har handlet sådan. For eksempel at jeg glemmer en fødselsdag. Det er ikke fedt, men det er jo ret normalt. Jeg glemmer min egen fødselsdag. Mine venner må huske mig på, at jeg har fødselsdag. 

HVIS JEG KUNNE have valgt noget andet i mit liv,  hvis mine evner havde rakt, ville jeg have været frømand, tror jeg. Jeg elsker havet og sejler, så meget jeg kan, jeg elsker at dykke, og så har jeg en stor kærlighed til det danske søværn. 

Havet gør noget ved mig, som er helt essentielt, og jeg ved simpelthen ikke, hvad det er. Min psykolog har frittet mig ud om det, i jeg ved ikke hvor mange år. Når land forsvinder fra radarskiven, når det hele slukker, det er bare … at sidde på nattørn, på roret. På visse gamle sejlbåde lyser kompasset, og man sidder der bag rorpinden og kigger, og der er ingenting, og man sejler for vind, alle reb og trosser knager, og der er ikke noget dén vej eller dén vej. Det er sådan nogle tidspunkter, hvor jeg godt lige kan knibe en enkelt tåre. Der er nogle ting, der er så storslåede, at vi bliver til ingenting. Det længste, vi er kommet, mig og min psykolog, er, at derude, der erkender jeg, at jeg hverken kan gøre fra eller til.

Det er ligesom, når jeg dykker. Det er legemliggørelsen af alle de former for terapi, jeg har gået i: at lære at slappe af. Jeg kan jo sagtens køre derudad, og jeg har i mange år kørt 100 dages arbejde, fire dage fri. 

Jeg har dage i min kalender, hvor jeg ikke må lave noget arbejdsrelateret overhovedet. Der skal jeg gøre noget derhjemme. Vaske vinduer eller vaske tøj eller gøre rent. Det er jeg nødt til, for jeg har svært ved at sige nej. At sige nej og skabe tid og rum til sig selv, både fysisk og mentalt, arbejder jeg med. 

Når man har været vant til fuld galop, er det bedre at køre 60 kilometer i timen, det er ikke hurtigt, men man kommer frem, og man når stadig en masse. Man når at reflektere. Og jeg kan ikke køre 220 kilometer i timen hele tiden mere. 

Nu tager jeg mig tid. Jeg fravælger en masse for ikke at spilde tiden eller hænge ud med de forkerte. Man skal vælge sine kampe. Jeg får mange henvendelser på de sociale medier, men jeg skriver ikke tilbage til folk, jeg ikke kender. Nogle gange svarer jeg tilbage på væggen på min Instagram, men det slutter som regel der. Hvis jeg skal lave konfirmationshilsener og fødselsdagshilsener og skrive opskrifter hele dagen, bliver det svært for mig at passe på det, jeg skal: mig selv.

SIMON JUL JØRGENSEN

Født 1. juli 1977 i ­Seoul i Sydkorea. Han kom til Danmark, da han var syv måneder gammel. Hans far er norsk og uddannet ingeniør fra Teknisk Universitet i Trondheim, han arbejdede blandt andet hos kassettebåndsfabrikanten BASF i Danmark. Hans mor var husholdningslærer på Suhrs Seminarium. De er begge pensionerede. Simons lillesøster er også adopteret, hun er halvt spansk.

Matematisk student fra Amtsgymnasiet i Roskilde 1996.

Optaget på DR’s talenthold 1998, hvorefter han var vært på forskellige programmer, herunder ’Banjos Likørstue’ sammen med Jan Elhøj.

Debuterede på spillefilm sammen med Thure Lindhardt og Tommy Bredsted i en af de dårligst anmeldte film i Danmark, komedien ’Slim Slam Slum’. Simon Jul var Slam.

Har været den ene del af TV 2 Zulu-satireshowet ’Mørk & Jul’.

Var i 2007 morgenvært på Radio 100FM.

Udgav i 2012 rockalbummet ’35’.

Spillede sig selv i Mads Brüggers prisvindende dokumentar ’Det Røde Kapel’, hvor en dansk teatertrup infiltrerer Nordkorea.

Har lagt stemme til figurer i animationsfilm, blandt andet Fisse-Ole i ’Rejsen til Saturn.’

Havde på Radio24syv satireprogrammerne ’Halløj i betalingsringen’ og ’Bæltestedet’, sidstnævnte med Jan Elhøj.

Har turneret som guitarist med Suspekt, Niarn og Malk de Koijn.

Gik meget op i rollespil som barn.

Har en gård på Djursland sammen med ’Bonderøven’ Frank Erichsen, hvor de underviser i selvforsyning og bæredygtighed.

Har været dommer på TV 2’s talentshow ’Danmark har talent’.

JEG VAR PÅ jagt i Polen i 90’erne. Dengang havde ingen hørt om det, og folk sagde: ”Hva’, ska’ du ned og skyde en luder eller hva’?” Men det var en billig måde at få skudt et stort trofæ på. Der var mange fordomme om polsk mad, brunt med brunt på og spædet op med savsmuld, men jeg mødte de mest lækre røgede specialiteter, blandt andet rygeost, og jeg spurgte: ”Hvor er det der fra?” Jeg blev ved at spørge, og jeg begyndte at rejse efter smagen for at finde ud, hvorfor de spiser det, og hvordan de laver det.

Første gang jeg spiste insekter, var i 1999 i Amazonas, hvor vi fik myrer. En af dem var god at spise, rigtig guffelade, en anden fik man rigtig dårlig mave af. De var så store, at det knasede som et fyldt bolsje. Man holder dem i hovedet og spiser kroppen, for de kan bide med deres kindbakker, og det er dumt nede i halsen. Så man smider hovedet væk. Spiser man det sammen med bestemte blade og frugt, smager det af mynte og appelsin. En myre kan bære en virkelig frisk, nærmest parfumeret smag. 

Engang i Afrika spiste jeg en stor sommerfuglelarve, og det væltede ud med indvolde og tarme. De grinte alle sammen af mig. Se, hvad de havde fået ham den tykke turist til. Det viste sig, at man normalt klemte indvoldene ud. Og tilberedte den, så den blev pisselækker.

Jeg har været heldig nok til at få lov at spise på nogle af de allerbedste restauranter i verden, og det har været opløftende. Men de måltider, jeg har fået mest ud af, er, når jeg er blevet inviteret hjem til folk – i Georgien eller Usbekistan, i Peru eller Mexico, i Kina eller Mongoliet, i New Zealand. Der er jo ikke noget værre end varm mad i et koldt selskab. For mig handler det om, hvad mad betyder, og hvad mad kan. Og mad er noget meget, meget socialt. 

Jeg kunne ikke være madanmelder. Jeg vil aldrig kunne sætte mig ned og skrive noget grimt om folk, der har brugt bare fem minutter på at lave mad til mig. Jeg vil måske kunne sige til min makker: ”Prøv og hør, kokken har en død mund.” Men det er ikke sådan, jeg får en smagsoplevelse. Jeg sigter efter at få en sjælemæssig tatovering, som jeg kalder det.

Nogle bruger 5.000 på en rejse. Jeg vil hellere spare op til et godt måltid og så blaffe. Jeg følger maden. Jeg vil finde ud af, hvor en ret kommer fra. Jeg vil se, hvor de der hvidløg bor. Og de der meloner. Og jeg følger musikken. Jeg elsker at gå ind i en instrumentbutik, sætte mig ned og klimpre lidt og så spørge de lokale: ”Hvor skal jeg gå hen og høre musik?” Så kan man ende et eller andet sted og jamme med nogen, selv om man ikke taler samme sprog. 

Jeg kan godt lide, at man i flere mellemøstlige lande, Pakistan, Afghanistan og Irak, tager hinanden i hånden ved bordet og sidder og synger. Vi kalder dem underudviklede lande, men jeg oplever ofte, at de har en rigdom, vi aldrig får. Jeg ved godt, det lyder pladderromantisk, men de har altså noget af en kulturskat, som vi mangler i Danmark. Det er noget med at rejse på sin nysgerrighed. Jeg elsker også at rejse alene. Og møde kulturen, fuldstændigt som den er, uden at læne sig op ad en dårlig dansk vittighed. Bare være i det. 

Når jeg er taget nogle mærkelige steder hen i verden, har jeg altid haft en aftale med min mor og far om, at jeg ringer, når jeg tager af sted fra Kastrup Lufthavn. Og at jeg ringer igen, når jeg lander. 

Den udlængsel, jeg havde før i tiden, har jeg ikke mere. Jeg har et større behov for at være hjemme, fordi både min mor og far har nået den alder, hvor rollerne lige så stille vender. Altså, de kan stadig sagtens passe sig selv, men på et tidspunkt er det min lillesøster og mig, der skal passe dem.

Jeg rejser med min far og mor. Vi var af sted på Costa del Sol, på en all inclusive-tur, som jeg aldrig havde troet, de ville nedværdige sig til. Mine barndomsferier var: ”Vi skal lige se et flot hospitalstag i Loire-dalen”, mens alle mine venner sad og fik alt det cola, de kunne drikke i en svømmepøl med deres solskoldede, fulde forældre. Mens vi kørte rundt og så på lavendelmarker … amen, for helvede. 

Klip til 2019, hvor vi var af sted på all inclusive. De har en alder nu, hvor det er fedt for dem, at de ikke skal tænke på alt muligt. Og de møder nye mennesker, og de hygger sig. Jeg kan godt lide at drille mine forældre med det. At en dag har de også brug for min tilstedeværelse. Når I kommer tættere på at dø, mor og far, så skal jeg nok være der, haha … de griner heldigvis også selv. Ellers havde det været pænt op ad bakke.

JEG HAR KØBT en bondegård med Frank Erichsen, ’Bonderøven’, kun en kilometer fra den kirke, hvor jeg blev døbt. Det er full circle. Det er tæt på mit første danske hjem. Gården var på tvangsauktion, og det betød, at vi har kunnet realisere en drøm uden at skylde en dråbe. Det er en klassisk gammel, djurslandsk firlænget bondegård, der er hasselbuske og foderbygning og stuehus og en fin naturgrund til, som var noget medtaget, da vi overtog den. 

Jeg har altid været optaget af naturen, lige siden jeg gik til spejder. Jeg har altid haft brug for at tage min sovepose og gå ud og sove – og bare være udenfor. Jeg sover med vinduerne åbne hele året, også i byen.

Hver gang jeg kører ind ad grusstien på bondegården, er der en ventil, der slipper sit tryk. Og når jeg så kører ind i København igen, er jeg også glad for at være hjemme. Jeg har brug for begge dele, både land og by. Jeg er fri af de familiære bånd i forhold til, at jeg hverken har kæreste eller børn, så jeg kan gøre fuldstændig, hvad der passer mig. 

Jeg kunne sagtens finde på at blive donorfar. Hvis jeg kunne finde et par, som gerne vil have en donor, vil jeg gerne slå til. Jeg vil gerne være far, med de rigtige mennesker. Jeg bor midt på Frederiksberg, og det, jeg frygter mest, er, at mine børn kommer til at gå i en skole, hvor der ikke er en masse forskellige nationaliteter og kulturer repræsenteret. 

JEG HAR ALDRIG følt mig utilpasset. Da jeg gik til psykolog som ung, talte vi tit om, hvorvidt der var en identitetskrise i at være adopteret, men nej – aldrig. Der har aldrig været noget, hvor jeg stod og tænkte: ”Åh, jeg hører ikke til.” Never!

Jeg lærte hurtigt, at hvis der var nogen, der svinede mig til, var jeg faktisk rigtig god til at svine tilbage. Jeg kunne et eller andet med ord, og så kunne jeg få andre til at stå og grine af dem, rundt om dem. Det gjorde jo, at der var nogle af de der mennesker, der ikke kunne andet end at reagere ved at høvle et askebæger i fjæset på mig.

Jeg bliver ikke udfarende aggressiv mere. Jeg har været rigtig meget oppe at slås – med alle mulige, alle mulige steder – og det er heldigvis fortid. Det kommer ikke andre ved end dem, jeg har været oppe at slås med. Det hører til det, man gerne vil glemme. Leve med i bagagen.

Som adoptivbarn ved man jo, at man er et produkt af en ulykke. Det kan aldrig være lykkeligt at skille sig af med sit barn. Det tror jeg ikke på, der er nogen mennesker, der synes. Det må under alle omstændigheder være en ulyksalig beslutning at erkende, at man ikke har midlerne eller lysten til at beholde sit barn. 

Derfor ser jeg heller ikke programmer som ’Sporløs’. Jeg synes, det er et overgreb at slæbe et tv-hold med. Jeg ved godt, at de har screenet folk, men hvor mange løgne har de ikke fået med i det program, når de finder en eller anden i Afrika, der har fået penge for at stå og sige: ”Ja, jeg er …” Jeg kan godt forstå, andre gerne vil, men jeg har aldrig haft behovet.

Jeg har rejst rigtig meget i Korea og ved, hvordan de ser på adoptivbørn dernede. Der er masser af lykkelige historier om folk, der har fundet deres søskende, men det, man ikke hører, det er de forældre, som lige pludselig får deres barn igen, og så roder det op i alt muligt, og så er der en mand, der begår selvmord, selv om han er far til tre nu. Og en mor, der bliver sindssyg. Du hører aldrig de ting.

Første gang jeg var i Seoul, stod jeg midt på en kæmpestor plads og tænkte: ”Hå, de ligner mig alle sammen.” Det var bare fedt. Og så fulgte jeg ellers med strømmen. Det der med at folk naturligt taler koreansk til mig, når jeg er i Sydkorea, det er ret vildt. Men nej, mine forældre bor ude i Himmelev.

 

I otte årtier har Hendes Majestæt Dronning Margrethe tjent landet. Her fortæller hun om nogle af de episoder, der har formet hende – som menneske og majestæt.
Tekst:Anne Sofie KraghFoto:Ricky John Molloy, Scanpix/Ritzau, Getty Images

1. SHELL-HUSET*  

”Den dag husker jeg tydeligt. Det var om formiddagen mod slutningen af marts 1945. Jeg var ude at gå tur med min barnepige og min fars kammertjener, ned gennem Amaliegade, ned ad Grønningen og skulle over i Østre Anlæg. Da vi stod over for Østerport Station, lød luftalarmen, og vi skyndte os over til stationen, og der blev ringet hjem til Amalienborg. Luftalarmerne under krigen var ellers oftest om natten, og så gik man i kælderen, og det gjorde vi også på Amalienborg. Det var man forholdsvis vant til efterhånden, og det var ikke noget, man var særlig skræmt over. Når der var luftalarmer, var det for det meste ved overflyvninger. Det var sjældent, der var egentlige bombardementer. Men det var der så denne dag. Jeg kan ikke huske bragene, men jeg kan huske lyden af de lavtflyvende fly. Vi blev hentet af min mors bil, og da vi kom hjem til palæet, stod min far på trappen og tog imod med åbne arme. Jeg løb op til ham og spurgte: ’Far, var det noget bras?’

Vi havde tilbragt en del af sommeren 1944 i et hus i Vedbæk, og der var en gang imellem nogle tyskere, der fløj lavt hen over stranden. Jeg var meget bange for alt, hvad der var af voldsomme lyde, og stak i et hyl hver gang, og så stod far på badebroen og råbte: ’Årh, det bras.’ Fra da af hed det bare ’noget bras’, når der kom fly. 

Så da jeg kom hjem den dag, spurgte jeg, om det var noget bras. ’Nej,’ sagde han, ’det var englænderne.’ Jeg forstod, at det var noget positivt. På det tidspunkt vidste vi ikke noget om ulykken ved Den Franske Skole, og det fik jeg vel heller ikke at vide. Jeg havde på det tidspunkt, i marts 1945, en fornemmelse af, at tingene ikke var helt, som de burde være, men jeg vidste ikke præcis, hvad der foregik, for mine forældre var meget bevidste om ikke at tale om krigen overhovedet.”

* SHELL-HUSET

21. marts 1945 bombede englænderne Shell-huset, som tyskerne havde indrettet som Gestapos hovedkvarter i København. For at afværge et angreb havde Gestapo taget 26 danskere som gidsler i den øverste etage af bygningen. Otte af dem omkom i angrebet. I forbindelse med angrebet styrtede et fly ned tæt på Den Franske Skole på Frederiksberg. På grund af røgen fra flyet og svære rekognosceringsforhold, der skyldtes dårligt vejr, blev skolen forvekslet med Shell-huset og blev ved en tragisk fejl også bombet. 86 børn og 18 voksne omkom.

Var det, fordi De talte så meget?

”Ja, det var sådan, de forklarede det senere hen. Jeg var et meget talende barn, jeg talte meget tidligt og meget gerne, og derfor var det bedst, at jeg ikke havde nogen reaktioner på krigen, for folk ville jo vide, hvor det kom fra. Mine forældres mening om krigen og besættelsen var temmelig klar, så det var ikke noget, de talte om, når jeg var i nærheden. Og det var nok meget klogt. Men så gik der jo ikke mere end 5-6 uger, så kom befrielsen, og der fik jeg en masse ting at vide. Da blev det noget helt andet.”

De har tidligere fortalt, at det, at De er vokset op under besættelsen, har formet Dem som person …

”Ja, det bilder jeg mig ind. Jeg kan slet ikke tænke den periode ud af mit liv, selvom det kun var de første fem år. Det blev bestemmende på mange måder. Måden, man så på tilværelsen på, måden, man så på sit land, og hvad der skete omkring os, det er jo på mange måder set i lyset af besættelsestiden.”

Sådan, at man ikke tager frihed for givet, eller på hvilken måde har det påvirket Dem? 

”Ja, efterhånden blev man vel klar over, at man ikke kan tage friheden for givet, og den bevidsthed om, at der var sket meget store og voldsomme ting både i Danmark og omkring os i de allerførste år, fyldte voldsomt og blev ved med at fylde meget. Jeg ville hele tiden vide mere om den periode. Vi havde selvfølgelig om det i historietimerne, men jeg læste også om det selv og spurgte meget ind til det, når jeg mødte folk, der kunne fortælle, hvad de selv havde oplevet. 

Jeg var 15, da vi fejrede 10-året for befrielsen, og der blev udgivet og genudgivet en masse om krigen og besættelsen, og der blev talt meget om det. Det gjorde voldsomt indtryk på mig, at en af mine klassekammeraters far blev taget af tyskerne, der også havde sprængt deres hus i luften. Og lidt senere, da jeg kom på kostskole i England i 1955-56, havde fædrene til mine veninder jo været med i krigen, så de vidste også meget om, hvad der var sket.”

Deres farmor* var tysk, hvordan påvirkede det familien?

”Det var endda verdenskrig nummer to for hendes vedkommende, mens hun var i Danmark, og der var ingen tvivl om, hvor hendes loyalitet lå. Den var dansk. 100 procent. Helt klart. Hun havde selvfølgelig brødre og fætre i Tyskland, som var involveret i krigen, men hun havde meget lidt med dem at gøre. Min far havde selv adskillige fætre, der var med i krigen. Han kendte dem jo vældig godt, han havde været på jagt med dem nede i Mecklenburg og havde et udmærket forhold til dem. Jeg kan huske, at min far har fortalt om en af sine fætre, der sommetider var i København og var inde og hilse på, men andre gange ringede og sagde: ’Jeg er i København, men jeg er i uniform, så jeg kommer ikke.’ Ham var der altid respekt om. Han havde så meget fornemmelse, at han ikke kom i uniform her. Der var så en anden fætter, som vist engang kom i uniform. Han kom aldrig nogensinde mere. Ham havde man så ikke mere med at gøre.”

2. UDRÅBELSEN AF KONG FREDERIK IX

”Det er fars udråbelse på Christiansborg. Jeg kan huske, at mor kom op om morgenen og sagde, at farfar* var død, og nu var far så konge. Min farfar var en syg mand og havde siddet i kørestol i næsten al den tid, jeg kan erindre. Jeg kan huske ganske lidt fra hans fødselsdag i 1942, det var, inden han faldt af hesten. Han sad i sin uniform, han havde været ude at ride om morgenen, og jeg var meget bange for hans meget lange sorte støvler.”

Men han var vel også lidt … brysk?

”Han var skam vældig rar over for sine børnebørn, men de der høje sorte støvler har været næsten lige så store, som jeg var. Jeg kan også huske, at vi var ovre og få te hos farmor og farfar og sommetider også ovre at sige godnat om aftenen.”

Hvordan prægede det familien, at Deres far var blevet konge? 

”Det betød, at vi tre små piger pludselig blev vældig interessante. Vi sad på bagsædet af bilen, når far og mor kørte rundt i landet, og ’hvor var de yndige, de tre prinsesser’, og det syntes vi var rædsomt. Det var virkelig det værste, vi vidste: ’Hvor er de søde, de tre små prinsesser.’ Men som far sagde: ’Så skulle I kende dem til daglig.’ Han var god til at tage brodden af det.”

Tænkte De på arvefølge dengang?

”Nej, slet, slet ikke. Men jeg vidste, at det ville blive farbror, der skulle følge efter far, og så var det min fætter Ingolf, som i så fald skulle følge efter igen.”

Så den bevidsthed havde De?

”Ja, det har jeg vidst, men hvordan jeg fik det at vide, kan jeg ikke sige. Den nye grundlov med ændringen af tronfølgeloven kom jo i 1953, og op til det forløb var mine forældre begyndt at fortælle mig lidt. At der skulle ske noget, sådan at engang ville det kunne blive mig, der skulle følge efter far. Hvad det indebar for mig personligt, betød ikke noget, som jeg husker det. Det fyldte ikke noget. Jeg var mest optaget af, at jeg en dag skulle miste min far. Den tanke var skrækkelig.”

Hvornår blev De bevidst om, at der skulle være en egentlig afstemning? 

”Det må have været i løbet af foråret 1953. Jeg var 12, på vej til 13, og en forholdsvis opvakt ung pige, så det var ikke noget, de holdt hemmeligt for mig, men heller ikke noget, de gjorde voldsomt meget ud af, og ikke noget, der blev talt meget om. Jeg tror, de har sagt til de voksne omkring mig og sikkert også henne i skolen, at det skulle man ikke snakke med mig om, det skulle de nok selv sørge for.”

* FARMOR

Hertuginde Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin (1879-1952). Blev som 18-årig gift med Prins Christian og blev Danmarks Dronning Alexandrine, da Prins Christian blev konge i 1912. Det siges om hende, at hun var både meget genert og intelligent. Og at hun sammen med sin svigerdatter, den svenskfødte Dronning Ingrid, ledede den moralske modstand i kongehuset mod den tyske besættelse.

* FARFAR

Kong Christian X (1870-1947). Blev kaldt ’Rytterkongen’, fordi han – også under besættelsen – red sine daglige ture på hest rundt i København. Faldt dog af hesten i 1942 og fik varige men.

3. TRONFØLGELOVEN 

”Her er afstemningen jo sket, og vi vidste, at nu ville det blive mig, der skulle følge efter far. En af de ting, jeg kan huske tydeligst, er, at min mor havde stillet en meget yndig kommode ind på mit soveværelse, og som hun sagde: ’Den skal blive i familien her på Amalienborg.’ Da det viste sig, at afstemningen var faldet ud til fordel for den nye tronfølgelov, tænkte jeg, at så ville jeg altid kunne beholde min kommode i mit soveværelse. Det er sådan set det mest konkrete, jeg kan huske i den sammenhæng om min egen reaktion den dag. Kommoden står hos mig stadig. Den er virkelig pæn.”

Så i første omgang handlede det om, at De ikke brød Dem om at tænke på, at Deres far skulle dø en dag, dernæst om kommoden, men ikke, at De skulle være dronning en dag og regere landet?

”Nej, det kom først efterhånden.”

Det er selvfølgelig også noget af en mundfuld …

”Ja, og det er vel sådan, man reagerer som barn, man tager fat i det nære, det, man kan forholde sig til. Det andet er jo meget abstrakt, og jeg var et meget barnligt barn på 13, mere barnlig end de fleste 13-årige nu om stunder.”

Hvordan barnlig?

”De kan næsten se det på den unge her, hun ser da ikke ud, som en 13-årig pige gør i dag, gør hun?”

Nej, men har det ikke også noget med tiden at gøre?

”Jo, men jeg var også sådan indeni. Jeg var slet ikke bevidst om mig selv som noget, der skulle blive kvinde engang, og slet ikke udviklet, som 13-årige piger næsten altid er i dag. De kan slet ikke forestille Dem, hvor barnlige de fleste af os var dengang. Vores tøj blev altid syet, så der var plads til at lægge ned og ud, men mine kjoler blev kun lagt ned, der var ikke noget at lægge ud til heroppe. Ingen grund til det i hvert fald. Den kjole, jeg har på her på billedet, stammede fra året før, og der var ingen tvivl om, at vi skulle have dem på den dag, for de var rød og hvid-ternede.”

Deres mor var meget økonomisk bevidst. Nu nævner De selv det med, at tøjet blev brugt i flere sæsoner, og når danseklubben* skulle inviteres til Amalienborg, blev der serveret svensk pølseret og frugtsalat. Det måtte ikke være for fornemt, alle skulle føle sig godt tilpas. Og Deres madpakker i skolen var vist heller ikke noget fancy …

”Min mor var meget fornuftig, hvad det angik. Og det er rigtigt, vores madpakker var bestemt ikke avancerede: et stykke med leverpostej, et stykke med æg, et med pølse og så et med ost. Sommetider var der et stykke med agurk, det var det værste, jeg vidste. Agurkemadder, adddr.”

Fordi de gjorde brødet blødt?

”Den måde, agurk og rugbrød smager sammen, det er ikke rart. Hvis jeg fik agurkemad med, tog jeg altid osten over på rugbrødet og så agurkerne over på franskbrødet, det gik lige an.”

4. KOSTSKOLE 

”Her er jeg på vej til kostskole i England.”

De ser meget glad ud?

”Ja, jeg glædede mig som et lille barn over at skulle af sted.”

Hvorfor?

”Vi havde en ung engelsk pige, der havde været hos os i flere år. Hun lærte os engelsk og havde selv været på kostskole, havde været meget glad for det og var vældig god til at fortælle om det. Jeg syntes, det lød så spændende, og havde absolut ingen problemer med at skulle være væk hjemmefra. Jeg tror, mine forældre syntes, det var lidt vanskeligere.” 

Var der noget med, at De glemte at ringe hjem?

”Jeg glemte at skrive. Det med at ringe hjem var ikke noget, man gjorde dengang. Men på et tidspunkt syntes mine forældre, at nu kunne det være nok, og så ringede de til mig. Jeg kan huske, at jeg lige nåede at tænke: ’Åh nej, bare der ikke er sket noget med far.’ Men de ville bare høre, om jeg havde det godt.”  

De havde slet ikke tænkt på dem derhjemme?

”Det havde jeg faktisk ikke.”

Kunne De være anonym på sådan en kostskole?

”Det var en mægtig fornuftig skole. Vi hed, hvad vi hed.”

Hvad hed De så, ’Prinsesse Margrethe’?

”Ja, eller Princess Margrethe. Der blev aldrig sagt Hendes Kongelige Højhed, og man sagde altid du til os børn. Prinsesse Margrethe var ligesom et dobbeltnavn for mig. Hvis nogen bare sagde Margrethe, reagerede jeg nærmest ikke. Det var der ingen, der kaldte mig, og i familien hed jeg altid Daisy.”*

* DAISY

Kælenavnet Daisy stammer fra Dronning Margrethes mormor, Margareta, som Dronningen er opkaldt efter. Margareta, der var døbt Margaret, kom fra England, hvor Daisy – det engelske ord for en marguerit – er et almindeligt kælenavn til folk med navnet Margaret.

Så de andre elever vidste godt, hvem De var?

”De vidste udmærket, hvem jeg var, men på den skole gjorde man ikke forskel på folk. Det varede meget, meget længe, før jeg selv fandt ud af, at nogle af mine klassekammerater kom fra nogle meget fine gamle familier, for det var der ingen, der gjorde noget ud af.”

Kunne De, selvom De hed Princess Margrethe, være en blandt mange?

”Ja, der var ikke noget særligt fokus på mig, og det syntes jeg også var vældig spændende. Jeg gjorde det, alle de andre gjorde på skolen, gik til de samme timer. Der var morgensang, der var aftensang, man blev sendt i seng klokken ditten eller datten, og indimellem lavede man nogle numre, og sommetider blev det opdaget, og sommetider blev det ikke opdaget. De tog det i den grad roligt, at jeg var med en særlig baggrund, og da jeg faktisk kunne tale så meget engelsk, at jeg kunne gøre mig forståelig og kunne forstå, hvad de sagde in no time, var jeg helt integreret på den skole. Jeg elskede det. Jeg havde et helt vidunderligt år. Det at få lov til at prøve noget helt anderledes og ikke bo hjemme, ikke have barnepiger, ikke have mine forældre der, men at være sammen med en gruppe jævnaldrende, hvor vi var hinandens liv. Det var en lille skole. Jeg tror, vi var 90 elever, og vores rektor, som var en fremragende dame, ville ikke have, at der var præfekter. Men en gang om ugen havde hun en time med os, der gik i den ældste klasse, hvor hun hørte, hvad vi gik og tænkte på, og spurgte ind til, om vi havde lagt mærke til, om der var nogle af de yngre elever, der havde det svært. Og så kunne man høre en, der sagde: ’Ja, jeg synes ikke, at Hillary nede i 3. klasse har det godt. Hende skal vi lige holde øje med.’ Det var noget helt nyt for mig. Jeg havde aldrig oplevet, at man havde ansvar for andre end sig selv og eventuelt sine klassekammerater. Der kunne jeg mærke, at jeg var væsentlig mere et pattebarn end mine jævnaldrende.”

Har De stadig kontakt til nogen fra skolen?

”Ja, jeg har kontakt med en håndfuld af mine klassekammerater. Vi ses ikke hvert eneste år, men vi ses en gang imellem og skriver til hinanden hver jul.” 

Det er mange år at holde kontakt …

”Ja, det er godt nok mange år. Det er mærkeligt at tænke sig, og nu bliver vi 80 alle sammen. Det er helt vildt.” 

Føler De Dem som en 80-årig? 

”Næh, det gør man altså ikke, og særligt ikke når man er så heldig (Dronningen banker under bordet), at man ikke har så mange gebrækkeligheder.”

5. MYNDIG 

Det her billede er taget omtrent en måned før, De fyldte 18 og altså blev myndig. 

”Gud ja, hvor så jeg ud! Det var først til den tid, at jeg blev omtalt som tronfølger, ellers var det Prinsesse Margrethe. Og det var først ved den lejlighed, at man begyndte at sige Deres Kongelige Højhed til mig. Nogle af de officielle ting var dog begyndt lidt før, for efter min konfirmation var jeg blandt andet med til nytårstaflet. Ved den lejlighed fik jeg min første lange kjole. Whaa! Det syntes jeg var meget fint.”

Var det mest spændende det, som fulgte med at blive myndig, eller var der noget af det, der var irriterende eller virkede skræmmende?  

”Jeg syntes, det var spændende, men selvfølgelig var det overvældende, at der pludselig blev så meget interesse om mig. Da jeg blev 18, gik jeg i 2. g, så jeg havde nået et vist stykke, men jeg ligner jo stadig en barnerumpe i den grad.”

6. FORLOVELSEN 

”Ja, det er jo så fra forlovelsen.” 

De ser meget forelsket ud …

”Jamen vi var voldsomt forelskede, det kan jeg godt sige Dem, og det kan man også se.”

Følte De et vist pres over, at De skulle finde en mand og stifte familie?

”Nej, egentlig ikke. Men jeg var naturligvis bevidst om, at jeg skulle finde nogen, eller nogen skulle finde mig. Jeg kan huske, at jeg skulle på en lang rejse i 1966 til Latinamerika. Jeg fløj over New York, og der blev jeg spurgt til det. Jeg tror nok, at jeg svarede, at det kom jo an på, om der var en, der fandt mig. Det var der så kort tid efter.”

Det at være forelsket er en meget privat ting, men De skulle jo være det i offentlighed, hvordan var det?

”Først og fremmest skal man være sikker på, at det er dette her, man vil, og at han også vil det. Dernæst skulle jeg nævne det for mine forældre, og de fik lejlighed til at træffe ham, uden at nogen vidste noget om det. Det gik godt, og der blev så grønt lys i løbet af efteråret. Det var egentlig meningen, at det først skulle offentliggøres i forbindelse med Folketingets åbning i oktober, men det røg ud i pressen, og så måtte vi tage stilling til det med det samme. Derfor kom min forlovede til Danmark allerede i september. Men dette billede er altså fra den første tirsdag i oktober, hvor det blev officielt. Det var spændende og vidunderligt, at det kunne lade sig gøre.”

7. STRØGTUR 

Kender De dette billede?

”Ja, jeg kan godt huske det.”

Det ser ud, som om De står i al ubemærkethed, folk står ikke og glor …

”Nej, det gjorde de ikke. Men de glor på fotografen.”

Det er dateret vinteren 1972, og det ser ud, som om De står over for Magasin i København, kan De være på vej over for at købe julegaver? 

”Det kunne jeg sagtens gøre, og det gjorde jeg også. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg egentlig holdt op med det, men det ser næsten ud, som om jeg har været ved frisøren. Mit hår ser i hvert fald pænere ud end sommetider.”

Ville De kunne stå i ubemærkethed i dag? Ville folk ikke stå og filme med deres telefoner?

”Til en vis grad. Til en vis grad. Jeg må indrømme, jeg kommer ikke så meget ud at shoppe i København mere.”

De gør det mest i London?

”Ja, og til en vis grad i Aarhus. For to og tre år siden gjorde jeg det mere, end jeg gør det i dag, og så kunne man pludselig høre nogle danskere sige til nogle, der tydeligvis var turister: ’That’s our queen.’ Ellers siger folk ’Dav, Margrethe’, men mere er det altså ikke.”

Siger de det? ’Dav, Margrethe’?

”Ja, det hører man sommetider.”

Hvad siger De så – ’Dav’?

”Så siger jeg ’Goddag’.” Men det er begrænset, hvor meget folk standser op, det er mere turister, der kigger lidt, når de får øje på, hvem man er. Jeg går ikke så meget rundt mere, som jeg gjorde tidligere, men det er lige så meget, fordi jeg er for doven.”

8. UDRÅBELSEN AF DRONNING MARGRETHE II

”Der var ubegribeligt mange mennesker. Ubegribeligt, de stod jo tæt på den anden side af kanalen også. Og det var iskoldt den dag, jeg tror, det frøs.”

Kan De huske, hvad De tænkte, lige inden De gik ud på balkonen?

”Jeg tænkte: ’Nu er det nu.’ Og så tænkte jeg: ’Nu skal jeg det, som far så frem til, at jeg skulle en dag.’”

Havde han sagt noget konkret til Dem om, hvordan De skulle gøre?

”Nej, han havde fortalt, hvordan han selv havde følt det, og jeg forestillede mig ikke … det her var i 1972, kort tid efter ungdomsoprøret, og der var mange ting, der var anderledes, end det havde været tidligere, så jeg havde ikke drømt om, at der ville være så mange mennesker. Jeg havde ikke forestillet mig, at der ville komme så mange.”

Blev De glad, da De så det?

”Ja, det gør man da. Tænk, at så mange ville møve sig ud på en iskold januardag for at være til stede på det tidspunkt der. Det var jeg meget bevidst om.”

Var De nervøs?

”Ja, det var jeg jo nok på sin vis, men det var mere det der: ’Det er nu, det gælder, nu tager du dig sammen.’”

Det er en ret speciel situation, for De er jo også i sorg, Deres far er lige død …

”Jo, men det, som egentlig fyldte mest, var, at nu skulle jeg gøre det, som far havde set frem til, at jeg en dag skulle. Det var større, end at jeg havde mistet min far. Han var urimeligt glad for sine tre piger og stolt af sin ældste datter, så jeg følte virkelig, at nu skulle jeg det, far havde glædet sig til, og så kan man også.”

Nåede De at få alle de gode råd, De skulle have af Deres far, inden han døde?  

”Det var ikke på den måde, at nu skal vi snakke om, hvordan det skal være. Der blev talt lidt om det her og der fra tid til anden. Far havde været noget mere træt i efteråret og blev syg natten til 1. januar, og det varede ikke ret længe, før man begyndte at ane, hvilken vej det gik. Der gik 14 dage, fra han blev syg, til han døde, og den sidste uge var man helt klar over, hvad vej det bar hen, det var kun et spørgsmål om, hvor lang tid der ville gå, og så var man meget taknemmelig over, at det ikke trak længere ud for ham. Men samtidig havde jeg tid nok til at få tænkt mig om, så vidt man nu kan tænke sig om, og jeg vidste, hvad jeg ville og skulle.”

De følte Dem klar?

”Som man nu kan blive til den slags. Og så med den kolossale opbakning, der var. Jeg følte virkelig, at jeg blev båret frem på en bølge. Det var virkelig fint.”

De er jo også som noget ret enestående blevet valgt til af folket …

”Ja, men som mine forældre sagde til mig, da jeg var en halvstor pige, og vi talte om det: ’Du skal tænke på, at folk ved ikke, hvordan du er eller bliver, men de tror nok, at vi vil kunne finde ud af at opdrage dig rigtigt.’ Det var den indstilling, mine forældre mødte mig med i årene efter 1953. Mine forældre var meget kloge. Det var de. De var meget varme over for os, men også meget realistiske. Og jeg tror ikke, vi blev mere forkælet, end man gør i en familie, der har det godt sammen.”

9. FAMILIETID 

”Det er taget nede i Frankrig hos mine svigerforældre.”

Det, at man har en søn, der skal være konge, og en anden søn, der er næsten lige så gammel, men ikke skal være det – hvordan tackler man det?

”Man tackler det på den måde, at der er to af dem, og de skal ikke det samme helt og holdent, men de hører begge til. Der blev ikke gjort voldsomt forskel på os tre piger i sin tid, og det gjorde vi heller ikke med de to drenge, de var også så tæt på hinanden. De kom i skole samtidig, men i parallelklasser, så man ikke havde den der direkte sammenligning, for børn er forskellige, men de var kvikke i hovederne begge to på hver deres måde.”

Så De kunne bruge det, De havde lært fra Deres egne forældre?

”Det håber jeg. De to drenge havde ikke anlæg for jalousi, ikke noget, jeg har kunnet bemærke i hvert fald, og det gjorde det nemmere. Det har der heller ikke været blandt os tre døtre. Jeg var selvfølgelig storesøster og ulidelig, for jeg var jo fire og seks år ældre end ’de små’, det hed de virkelig, og det var jo selvfølgelig ikke særlig fint, men det adskilte sig vist ikke fra andre familier.” 

10. NYTÅRSTALER

Billedet er fra 1984, kan De huske den tale? 

”Er det den med de dumsmarte bemærkninger?”

Ja, hvordan har De det med den tale?

”Det blev jo sådan et udtryk, som folk lagde meget mærke til, og det kan man jo more sig over.”

Er der en nytårstale, De er særlig glad for, eller er De lige glad for dem alle sammen?

”Nogle af dem har været mere heldige end andre, men man gør sit bedste hver gang. Mindre kan i hvert fald ikke gøre det.”

Hvordan arbejder De med talen?

”Jeg får et udkast fra Statsministeriet hvert år, gerne omkring midten af november. Jeg tager en uge til England hvert år i december, og der skriver jeg ikke tale, så det gælder om at komme så langt som muligt, inden jeg skal af sted. Så skriver jeg på den sammen med kabinetssekretæren. Sommetider er oplægget sådan, at det er meget nemt at forme det, som man gerne vil have det, det gør man jo altid, så sætningerne falder på en måde, man gerne vil sige dem på. Andre gange er det mindre nemt. Men fremgangsmåden er den samme hvert år. Jeg gennemgår talen meget omhyggeligt. Det går væsentlig nemmere i dag, end det gjorde for 20 og 30 år siden. Man har jo en vis øvelse efterhånden, og jeg synes måske også, de oplæg, jeg har fået de senere år, er nemmere at gå til end de tidligere. Til sidst får statsministeren mulighed for at se den igennem, og hvis der er indvendinger, tager jeg selvfølgelig hensyn til det.”

11. KUNSTNER 

Billedet her er fra ’Et folkesagn’, hvor De lavede scenografien. Hvad har det betydet for Dem at være udøvende kunstner?

”Det har været fantastisk at få lov til det.”

Var De nervøs for, hvordan det blev modtaget?

”Det er man da, og man ved jo, at nu kan kun det bedste være godt nok, man skal virkelig gøre sig al mulig umage. Men jeg fik stor støtte fra alle de dygtige mennesker, der er ved teatret, de kom med glimrende hjælp og inspiration. Jeg har tegnet, siden jeg var barn, men følte på et tidspunkt, at jeg havde behov for at lære noget, så i mange år gik jeg til undervisning sammen med en god veninde. Efterhånden får man mere hold på det, man kan, og hvad man skal gøre mere ud af. Scenografien til ’Et folkesagn’ var ikke det første, jeg lavede ud af huset, men det var meget specielt at skulle arbejde på Det Kongelige Teater. Jeg er vokset op med at komme der med mine forældre, fra jeg var 8-9 år gammel, så teateret har spillet en stor rolle i familiens vinterdagligdag. Men at få lov til at være med i processen bag scenen var en fantastisk oplevelse. Jeg var næsten ved at krybe i et musehul, når jeg gik rundt på gangene, fordi jeg syntes, det var så stort at være derinde.”

12. PRINS HENRIKS BEGRAVELSE 

Hvordan oplevede De danskernes farvel til Deres mand?

”Det var jo helt fantastisk, hvordan folk sluttede op om os alle sammen. Den respekt og hengivenhed, de viste over for ham og hans minde, det må jeg sige – det havde mange af os nok ikke forestillet os ville være så stærkt. Jeg kunne virkelig have undt ham at opleve, at der blev sådan en samling om ham. Det var meget fint.”

Kan man sørge i offentlighed?

”Han havde jo været dårlig i nogen tid og havde ligget på hospitalet, da han kom hjem fra udlandet, så vi var klar over, hvilken vej det gik, og så var dette en begivenhed, hvor det gælder om at gøre det på en sådan måde, at vi kan være det bekendt over for hans minde. At det bliver gjort med værdighed og med varme. Det synes jeg lykkedes os.”

13. ARBEJDE

”Det er fra turen til Argentina.”

Nemlig. Jeg synes, man kan se en stolt mor?

”Ja, det er vistnok rigtigt. Det er det altså meget ofte, må jeg indrømme.”

Hvordan er det at være på arbejde med sin søn?

”Det her var jo langtfra første gang, vi har prøvet det, men jeg synes jo, han gør det godt.”

De når aldrig at se ham blive konge, ligesom Deres far aldrig nåede at se Dem blive dronning, er det ikke mærkeligt at tænke på? 

”Det hører jo med. Men så ved man også, at han aldrig skal tænke ’Hvad siger hun nu?’ Han kan nøjes med at tænke ’Hvad ville hun nu have sagt?’ Det er så en anden sag. Man skal have friheden til at gøre det på sin egen måde, det synes jeg er meget væsentligt. Den frihed fik jeg, og den skal han sandelig også have.”

Kan det ikke være et ensomt job at være regent?

”Jeg synes egentlig ikke, at jeg har været særlig ensom, ikke med den måde, folk har taget imod mig herhjemme og er omkring mig og min familie og har været nu i generationer. Heller ikke selvom jeg er blevet alene nu. Nej, jeg kan ikke påstå, at jeg er ensom.”

Men man kan ikke spørge nogen til råds, som har prøvet det?

”Nej, det er selvfølgelig rigtigt nok. Men da min far døde, havde jeg min mor, som virkelig var en fantastisk støtte. Enestående. Blandt andet til at sige: ’Nu er det dig. Du skal tage beslutningen.’ Der var en masse ting, der skulle findes ud af, mens min far var syg, og vi vidste, hvilken vej det bar hen, og hun overlod ofte beslutningerne til mig. Det blev hun for så vidt ved med, og det har også været min tanke for Frederik: Han skal selv. Han har også den samme fordel, som jeg havde. Jeg skulle ikke følge efter en kvinde, og han skal ikke følge efter en mand. Han skal ikke kopiere mig, men det vil man heller ikke forvente. Det kan være en kæmpe fordel. Jeg håber, han vil fornemme det samme.”

Interviewet med Dronningen blev foretaget, inden Danmark blev ramt af coronavirus.

Journalist og forfatter KAREN THISTED om lykkelige minder om sin far, om en mørk depression, om sit had til parkeringsbøder og om en evigt tilbagevendende frygt for at ende i fængsel.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ritzau Scanpix

JEG ER ALDRIG for alvor blevet voksen, selv om jeg har run­det de 70. Når jeg er sammen med mit barnebarn på syv, er det af og til ham, der må irettesætte mig. Jeg har for eksempel en ting med parkeringsbøder. Når jeg sætter mig ind i bilen og kan se, at der sidder en bøde i forruden, starter jeg vinduesviskerne og lader dem køre, indtil den flyver af. ”Ej, mormor, skulle du ikke begynde at betale bøderne?” Så må jeg stige ud af bilen og samle bøden op.

JEG HAR NÅET en alder, hvor jeg føler, at jeg kender mig selv ind og ud. Alligevel blev jeg slået helt omkuld, da jeg så mit barnebarn ligge der som en lille lyserød gople i hospitalssengen. Jeg havde ikke troet, at det at blive mormor ville være så stort. Men jeg bliver mere og mere forelsket i ham, Til jul købte jeg en elguitar til ham. Når han sidder og spiller på den, er jeg lige ved at tude. Hver gang.

MUSIK ER noget af det, der giver mig allermest glæde. Jeg ville så gerne kunne synge og spille mig ud af triste stunder. Jeg elsker at synge, men jeg synger så højt og grimt, at når folk er i kirke med mig juleaften, ender de som regel med at rykke over på modsatte række for at slippe for mit skråleri.

I STARTEN af 80’erne var jeg kæreste med Klaus Kjellerup fra Tøsedrengene, og jeg var ekstremt misundelig over, at han bare kunne gribe et instrument og lave skøn musik. Det var også derfor, jeg gav mit barnebarn guitaren. Jeg håber, at musikken vil bringe ham stor glæde senere i livet.

MINE LYKKELIGSTE barndomsminder er de mange bilture, jeg har haft med min far. Han var borgmester i Ringsted og medlem af Folketinget for Venstre i mange år. Hver dag kørte han frem og tilbage mellem Ringsted og København og kom først hjem ved aftensmadstid. Det var altid min mor, der lavede mad, og når vi var færdige med at spise, tog min far ofte af sted igen. Det var det eneste tidspunkt, han havde tid til at holde møder med sit bagland. Jeg fik lov at komme med, og min far lånte bøger til mig på biblioteket, som jeg kunne læse på vejen. Jeg kan huske, at jeg sad på passagersædet med en lommelygte i hånden og læste ’Gösta Berlings saga’ af Selma Lagerlöf højt for min far, mens vi kørte. Af og til finder jeg den frem og læser den igen.

MIN FAR er nok den person, der har betydet allermest for mig. Jeg var gift med Ole Thisted (journalist og tidligere vært på TV Avisen, red.) i 10 år. Senere har han i sjov sagt til mig, at jeg kun var rigtig lykkelig, når min far var på besøg. 

SOM UNG VAR JEG et år i England som au pair. Da jeg kom hjem, anede jeg ikke, hvad jeg ville med mit liv. En aften, hvor min far ikke havde møder, sad han og røg en cigar, drak et glas cognac og spillede kort med sig selv. Det gjorde han altid, når han havde fri. Pludselig kiggede han op på mig: ”Nå, Karen. Hvad vil du så nu?” Jeg vidste, at det var et afgørende spørgsmål, og at hvis jeg ikke kunne svare, ville han selv finde på noget. Sådan var min søster endt som sekretær på borgmesterkontoret, og det ville jeg i hvert fald ikke. Så meget vidste jeg. Jeg endte med at svare, at jeg gerne ville være journalist. Han lagde kortspillet fra sig, gik ind og tog telefonen og drejede nummeret til Per Winther, chefredaktøren på Dagbladet Ringsted. Min far var formand for bestyrelsen på Dagbladet, og det var ham, der havde skaffet Winther redaktørjobbet. ”Godaften, det er Thisted,” sagde min far, ”Karen begynder 1. august.” 

JEG HAR ALDRIG været så bange, som da jeg fik en alvorlig depression i 2004. Efter bogreceptionen for ’Det skal mærkes at vi lever’ sad jeg i en taxa, og pludselig var det, som om et sort gardin blev trukket for. Fra det ene øjeblik til det andet. En ven kørte med i taxaen og hjalp mig hjem i seng, hvor jeg blev liggende de næste to måneder. Jeg tabte mig mange kilo og fik angst bare ved tanken om at gå i supermarkedet. Jeg havde slet ikke lyst til at leve. Jeg gik til en masse psykologsamtaler, som ikke hjalp. Det var først, da jeg kom på antidepressiv medicin, at det langsomt begyndte at vende. 

SOM CHEF har jeg sagt: ”Hold nu op, gå hjem og tag en drink, så går det over til i morgen,” til medarbejdere, som er kommet til mig og fortalt, at de var deprimerede og stressede. Jeg har haft så dårlig samvittighed og kan stadig skælde mig selv ud over det. 

DA JEG FIK min depression, arbejdede jeg på Ekstra Bladet, hvor Hans Engell var chefredaktør. Jeg var kommet på højkant igen, men en fredag aften gik jeg ind på hans kontor og meddelte min opsigelse. ”Godt, så skal du inden i morgen klokken 8 have afleveret din firmabil nede i gården … og på bagsædet skal der ligge fire vinterdæk,” sagde han. Vinterdækkene havde jeg fået betalt, da jeg fik bilen, men det var fem-seks år siden. Jeg anede ikke, hvor de var, men det turde jeg ikke sige. 

JEG RINGEDE til min gode ven Jørgen Nørgaard, der er far til designeren Mads Nørgaard, og forklarede ham halvt i panik, at jeg skulle bruge fire vinterdæk inden næste morgen, og at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle få fat i dem. ”Bare rolig, min kone er fra Norge, jeg skaffer dem,” sagde han. Midt om natten blev jeg så vækket af min telefon. Det var Jørgen Nørgaard, der havde været på strandhugst i familien og fundet fire vinterdæk. Morgenen efter mødte jeg ham og hans anden søn, Jens, foran Politikens Hus. De havde fire dæk under armene, men de havde også skaffet to sæt gamle, halvrådne snekæder. ”Dem får han med for en sikkerheds skyld,” sagde Jørgen Nørgaard og grinede. Så lagde vi dem ind på de fine lædersæder i bilen, præcis som Hans Engell havde bedt om. 

JEG HAR ET tilbagevendende mareridt, hvor jeg vågner op i et fængsel. Det er min største skræk. Af og til er jeg bange for, at de en dag kommer og henter mig, fordi jeg ikke har betalt mine parkeringsbøder. Jeg har set fængsler indefra, og jeg kan slet ikke forestille mig at leve sådan et sted. 

FOR MANGE ÅR SIDEN lavede jeg en reportage fra Horsens Statsfængsel, hvor jeg boede i en uge. Der var en indsat, som blev ved og ved med at løbe efter mig, og som råbte: ”Vent, vent, jeg skal fortælle dig noget!” Jeg syntes, at det var virkelig væmmeligt, og jeg affejede ham igen og igen. Personalet fortalte mig, at han var blevet dømt for at have slået sin kone ihjel, men havde nægtet sig skyldig under hele retssagen. Tre-fire år senere læste jeg en dag i avisen, at en mand var blevet frifundet for mord på sin ægtefælle. Det var ham. Han havde ikke gjort det.

KAREN THISTED

Journalist, forfatter og tidligere spindoktor. Uddannet ved Dagbladet Ringsted. Har været ansat på DR, ugebladet Hjemmet, TV 2, Nordisk Film og Ekstra Bladet. Har blandt andet været politisk reporter, radiovært og redaktionschef og var med til at starte tv-succesen ’Go’ morgen Danmark’. Som forfatter har hun blandt andet udgivet ’Det skal mærkes at vi lever’, der solgte 400.000 eksemplarer, samt en række andre samtale- og portrætbøger. Hun er fortsat aktiv som foredragsholder og som klummeskribent hos Ekstra Bladet.

Inden JAN GUILLOU skabte storsælgende roman-føljetoner om hårdkogte agenter og korsfarere, slog han sit navn fast ved at afsløre kostskolevold og forsvarshemmeligheder. Snart færdiggør han endnu en saga om – nå ja – hele det 20. århundrede. Ud & Se har fulgt det 75-årige svenske fænomen, der godt kan lide at prædike, men ikke selv er en messedreng.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Morten Germund

“DU FORSTÅR SVENSK. Hvor dejligt!”

Jan Guillous kone og agent Ann-Marie Skarp roser taxachaufføren: ”Generelt er danskerne ikke så gode til svensk. Men stiger du på en taxa i København, så forstår de, hvad du siger. Hvordan kan det være?”

”Tjooh. Sverige var jo en del af Danmark engang,” funderer chaufføren og smiler i skægget, mens han styrer sin vogn fra holdepladsen ved Københavns Hovedbanegård og ud i trafikken på Bernstorffsgade. Det kvikke svar udløser latter fra både sortklædte Ann-Marie Skarp på bagsædet og fra hendes ufattelig produktive forfattermand Jan Guillou, der sidder i en brun rulamsjakke på forsædet. Ud over at være kone er Ann-Marie Skarp også kompagnon i Piratförlaget, og der er glidende overgang mellem rollerne som ægtefælle og personlig assistent. Det er Ann-Marie Skarp, der sørger for den lune temperatur i taxaen og den muntre smalltalk: om kalvekødet og blæksprutten, som de spiste aftenen forinden på en italiensk restaurant i København; om fodboldkampene, som de nåede at se på hotellet efter middagen, og om det dejlige feriehus ved Ebeltoft, som Jan Guillous danske udgiver Modtryk stiller til rådighed for sine forfattere.

Denne grå lørdag er destinationen dog ikke Mols, men Amager, hvor Jan Guillou om en halv times tid skal give et jubilæumsinterview på  bogmessen.

”I min ungdom ville jeg være en fin forfatter. Det var vulgært at skrive noget, der blev læst,” siger Jan Guillou, der har solgt over tre millioner eksemplarer af sine bøger alene i Danmark. For tiden viser C More serien ’Hamilton’, inspireret af hans krimier.

JAN GUILLOU forpasser nødig en lejlighed til at møde sit publikum, og i løbet af de sidste 30 år har han besøgt stort set alle de messer, der ville se ham. I København begynder han altid seancen med en dram og en øl, således også nu, hvor han sidder i det trange baglokale i Modtryks messestand med et glas brown ale i den ene hånd og et plastik-shotglas med Gammel Dansk i den anden, mens han tygger en fyldt chokoladekugle i sig og har afslået tilbuddet om frokost.  

”Jeg vil også have en Gammel Dansk,” siger redaktør Trine Busch, der er i kamelbrunt jakkesæt og himmelblå skjorte.

”Skal vi have en mere?” foreslår redaktøren.

Jan Guillou tøver et øjeblik, inden han accepterer.

”Ja, én. Det er jo mest symbolsk,” siger han, mens han rejser sig, og Ann-Marie Skarp tørrer sin mands mundvig ren for chokolade.

JAN THE MAN

Jan Oskar Sverre Lucien Henri Guillou blev født i 1944 som barn af en svensk mor af velhavende norsk familie og en fransk far, der kom til Sverige som søn af en handels­attaché ved den franske ambassade i Stockholm.

Studerede jura, men droppede uddannelsen til fordel for journalistik. I venstrefløjsmagasinet Folket i Bild/Kulturfront slog han sit navn fast i den bredere offentlighed, da han i 1973 afslørede en hemmelig efterretningstjeneste under det svenske forsvar, som spionerede på Palæstina-bevægelsen og andre venstrefløjsaktivister.

Siden skabte han sig en karriere som romanforfatter, og igennem årtier har han været aktiv i den svenske samfundsdebat som kolumnist for socialdemokratiske Aftonbladet.

BOGFORUM ER IKKE for fumlegængere. Man må konstant være opmærksom og lægge planer for sin færden. Publikumssnak bruser i ørerne, mumlende, mikrofonforstærkede stemmer rumler som fjern torden fra forskellige hjørner, og det er svært, hvis ikke umuligt, at finde retning og ro. En sød, skarp lugt af bagværk, pølser og maskinkaffe hænger under messehallens høje lofter. ’Skønlitteratur på P1’s Klaus Rothstein tripper rundt efter nærmeste toilet, kulturkendissen Anders Lund Madsen og hans lange brune lokker vugger under en militærkasket, og dér går Weekendavisens langlemmede bogredaktør forbi som en vadefugl – med et lille barn på vingen. 

Pænt ubemærket blandt de lokale danske literary celebs trænger Jan Guillou igennem menneskehavet og hen til et par hundrede siddende og stående mennesker. De har øjnene rettet mod Bella Scenen og har endnu ikke lagt mærke til, at genstanden for deres opmærksomhed er ankommet og står lige bag dem. 

”Tillykke med de 20 år,” siger en for­lags­medarbejder.

”Hvad for noget?” spørger Jan Guillou.

”Dine 20 år på Bogforum!”

”Har jeg været her så mange …” siger Jan Guillou og bliver afbrudt af en høj mand med hvidt hår og skæg, der kommer ind fra venstre og stikker ham en bog med et sort- og rødternet smudsbind og en gylden Porsche på forsiden. Jan Guillou signerer, og den hvidskæggede takker:

”Det er 10. år i træk, jeg får din autograf.”

TRE TIMER TIDLIGERE sidder Jan Guillou i en blød lænestol på Hotel Nimb i København og taler om ’Det store århundrede’, hans romanserie om 1900-tallet, som med ’Den anden dødssynd’ er nået frem til de grådige og vulgære 80’ere – illustreret af en guldlakeret sportsvogn på forsiden. Selv synes forfatteren at have fundet sin tøjstil i 70’erne. Fra den afslappet åbenstående skjortekrave til buksebenskantens lette bootcut er hans krop – tæt som en jærv – klædt i vejrbidt indigoblåt cowboystof. Stemmen, der på roligt, artikuleret stockholmsk leverer pointerne, er en docents, men underarmene, der svulmer ud af de opsmøgede ærmegab, ligner mere en mellemvægtsboksers.

Fænomenet Guillou – overklasse af fødsel, proletar af mening – har, siden han i 2011 begyndte på sine bøger om 1900-tallet, hvert år udgivet et nyt bind i føljetonen. 

Du har arbejdet indgående med århundredet. Har du et favoritårti?

”De politiske 60’ere. I Danmark havde I jo terrorister. Jeg kendte dem, der blev til Blekingegadebanden, jeg mødte dem i Palæstina-bevægelsen, hvor der var nogle, der mente, at man skulle støtte den radikale kommunistiske del af den palæstinensiske frihedskamp. Det førte til beslutningen om at røve banker og stjæle våben og give byttet til PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine, red.). Det var sjovt at være i København og diskutere politik, der var altid masser af røg og øl, og det var altid under mindre restriktive former end i Stockholm. Det var danskerne, der lærte mig at ryge hash. Men svenskerne og nordmændene kom ikke så godt overens med de danske kammerater, rent politisk. Vi mente ikke, at vold ville være effektivt. Tyskland var dengang et afskrækkende eksempel. Da der kom folk til os og ville give os håndgranater, vidste vi, hvad de havde gang i.”

Og det oplevede du?

”En mand – han kaldte sig Rolf Svensson – kom i 1969 til Palæstina-gruppens lokaler i Stockholm, hvor vi havde travlt med at male plakater, lave stencils og sende pakker ud til venstreboghandlere. Han tilbød at hjælpe, og da han havde været med i fire dage, sagde han, at han havde adgang til håndgranater. Han mente, at man ville kunne gennemføre et angreb på den store synagoge i Stockholm og nå væk igen på mindre end et minut. Vi svarede: ’Adjö!’ Så forsvandt han. Nogle måneder senere dukkede han op i Danmark, hvor han blev pågrebet på et hotelværelse med en håndgranat, en pistol og ammunition i selskab med en palæstinenser og en iraker med planer om at myrde den israelske premierminister David Ben-Gurion. 

Derefter blev agenterne meget bedre. Men i 1973 afslørede jeg og en kollega i et tidsskrift hele den statslige organisation, der overvågede den svenske venstrefløj. Med navn og billede på alle medlemmer. Det tog den flere år at komme sig. Og i Palæstina-bevægelsen kunne vi puste ud. Vores tab blev meget begrænsede. Kun to af os kom i fængsel. Jeg var den ene.”

Hvornår fandt du ud af, at du var socialist?

”Jeg er jo naturligt højreorienteret, kan man sige. Der var ingen politiske diskussioner i mit barndomshjem, alt var selvklart, og det var ikke pænt at tale om politik ved middagsbordet. Men Vietnamkrigen ændrede alting. Min generation så en stormagt, som bekrigede et fattigt, asiatisk bondesamfund med napalm. Det behøver man ikke at være socialist for at være imod. Men de, der sad på magten, mente, at hvis vi var imod USA’s krig, så var vi kommunister. Okay, gamle skiderikker, så er jeg kommunist! Det var en krig, der radikaliserede og tilspidsede generationskløften. Siden da har jeg været venstreekstremist.”

Var du klar over i din barndom, at du var privilegeret?

”Ja, ja. Vi havde tjenestefolk.”

Følte du nogen skam over dine privilegier?

”I 60’erne og 70’erne snobbede man nedad. Det var fint at komme fra arbejderklassen og grimt at komme fra overklassen. Kammeraterne overdrev gerne deres arbejderklassebaggrund. Jeg indtog holdningen, at man ikke kan vælge sine forældre. Lenin og Karl Marx var jo også fra borgerlige miljøer. Der er stor forskel på klassetilhørsforhold og klassestandpunkt. Det er din stillingtagen, der er afgørende. Jeg ændrede aldrig på mit sprog eller mine vaner. Jeg holdt stadig døren for kvinderne. Jeg syntes ikke, det var så vanskeligt. Det var værre for dem, der forsøgte at spille teater.”

Hvornår vidste du, at du ville – og kunne – skrive?

”Jeg skrev bedre end de andre i min skoleklasse. Det er jo ikke et tilstrækkeligt statistisk grundlag, men sammenligningen med de 20 andre gav en illusion af talent. Da jeg var teenager, ville jeg være en fin forfatter. Genial. I 60’erne kom ’den nye franske roman’, der i hovedsagen indebar at skrive uforståeligt. Alain Robbe-Grillet var gudfaren for den stil. Jeg imiterede den og skrev ’genialt’. Det kan en hvilken som helst idiot gøre. Så kom 1968. Og det, der skulle stå i Palæstina-bulletinerne, i Vietnam-bulletinerne, i vores flyveblade, i vores aviser, skulle være klart som vand. Alt skulle være forståeligt, og vi skulle nå så mange læsere som muligt. Det blev umoralsk at være et geni.”

Og nu skriver du for masserne?  

”Jeg holdt helt op med at skrive litteratur og begyndte at lave journalistik. Som 22-årig lavede jeg en historie fra Kiruna i Nord­sverige om samer, der ikke fik plads på alderdomshjem, men måtte sove i garager i minus 40 grader. En politisk leder i byen udtalte, at de ikke havde brug for at komme ind på plejehjemmet, fordi de som naturfolk havde en anden biologisk forudsætning for at klare kulden. Jeg var sammen med en vældig god fotograf, og hans billeder havde enorm effekt. Pang! Det var det første scoop. Politikeren blev nødt til at gå af. Og samerne strøg ind på plejehjemmet. Sikke en kraft, der findes i journalistikken, tænkte jeg. Siden havde jeg heldet med mig igen, da en redaktionschef stak hovedet ind og spurgte: ’Er der nogen af jer, der ved noget om kostskoler for overklassen?’ ’Joh,’ sagde jeg og aflagde min gamle skole Solbacka et besøg. Næsten alle drengene havde formuende forældre, og fotografi var en populær sport. 12-årige løb rundt med Nikons motorkameraer, der kunne tage fem billeder i sekundet. Jeg udlovede en dusør: ’1.000 kroner til den, der kan tage det bedste mishandlingsbillede. Vi ses i sløjdlokalet klokken et!’ Vi fik en billedserie, der slog alle rekorder. Først et billede af en 12-årig dreng og en knytnæve på vej fra en lærer. I det andet billede ser man knytnæven ramme, og i det tredje ligger eleven på jorden, mens læreren står bøjet over ham. Det var mere billedernes fortjeneste end mine ord, men et scoop var hjemme, og staten trak sit bidrag til skolen.”

I 1981 udgav du romanen ’Ondskaben’ om det voldelige miljø på Solbacka. I den beskriver du en stedfar, der slog dig. Bogen blev meget læst, og endnu flere så filmen, der kom i 2003. Men din mor tog afstand og sagde, at du altid havde haft svært ved at skille fantasi fra virkelighed. 

”Hos borgerskabet må ingenting komme ud. Familiehemmeligheder angår ingen andre. Og journalister er et pak, der spreder rygter og usandheder. Så naturligvis mente hun, at hendes søn forbrød sig mod den gode opdragelse, han havde fået. Men det er nu ikke sjovt at have en mor, der siger, man lyver.”

Snakkede I om det?

”Nej. Vi talte slet ikke med hinanden de sidste 10-15 år af hendes liv.”

I GUILLOU-TINEN

”Forskellen på Israel og apartheidstaten Sydafrika er, at Israel henretter flere mennesker og holder flere indespærrede i militært omringede ghetto­områder.”

– Aftonbladet, 2001

”Jeg slog ham sønder og sammen. Han blev båret ind i en ambulance. Siden så jeg ham aldrig igen i det virkelige liv.”

– Sagt til Dagens Nyheter i 2003 om stedfaren Nils Hansén

”Säpo synes at tage mine forbindelser med KGB betydelig mere roligt end Expressen.”

– Aftonbladet, 2009, efter Expressens afsløring af, at Guillou som ung havde samarbejdet med KGB, ifølge ham selv for at infiltrere og afsløre organisationens operationer i Sverige.

ØJNENE ER LISTIGT smalle, ellers er alt andet på Jan Guillou stort. Den tykke, hvide manke. Fødderne i de cognacbrune læderstøvler. Den levemandstunge mave bag denimskjorten. Næverne.  

Jan Guillou kigger på mikrofonen i venstre hånd, mens han, som en fornøjet crooner, slår ud med den højre. Gestussen løsner panderynkerne hos publikum, der under de første par spørgsmål har kroget nakkerne og lagt hænder og bogmesseprogrammer bag ørerne for bedre at høre den svenske forfatter. Med en pludselig bedre lydgengivelse bliver det mindre anstrengt at følge samtalen: I Jan Guillous 10 måneder i fængsel havde han tid til at læse og lure krimiforfatterne Sjöwall og Wahlöö tricks af. Hans produktivitet er enorm. Blot den del, der er oversat til dansk, fylder ifølge den kvindelige interviewer 10 hyldemeter. Hans seneste bedrift, 10-bindsværket ’Det store århundrede’, er næsten fuldendt.

”Jeg mangler én bog – så kan jeg dø,” siger han og smiler.

Intervieweren, der aner, at forfatteren måske ikke kommer til at udånde hen over tastaturet, spørger, hvad der skal til for at få ham til at fortsætte.

”Sådan gider jeg ikke tænke,” siger Jan Guillou og indlægger en kunstpause.

”’Det store århundrede’ er det sværeste, det hårdeste, jeg nogensinde har lavet. Hvis jeg klarer det, har jeg gjort det umulige.” 

Jan Guillou slapper af med et brev snus i mundhulen.

TO EN HALV TIME tidligere på hotellet spørger denne artikels reporter, om man, som en mand som ham, kan tillade sig at holde døren for kvinderne i Sverige efter MeToo.

”Ja, det synes jeg, jeg kan. Mange kendte svenskere blev slæbt gennem sølet i forbindelse med MeToo, men jeg klarede mig udenom. Jeg har altid opført mig som en gentleman, og i det hele taget har jeg altid været forsigtig. Med alt. Sådan er det, når man bliver en kendt person.”

Men føler du dig i farezonen med din identitet som hvid succesfuld macho-mand, der skriver om agenter og korsfarere – og bruger fritiden på at gå på jagt?

”Macho kan sagtens indebære, at man bestiger bjerge og jager isbjørne og løver, uden at man opfører sig dårligt over for kvinder. Dét er ikke macho ifølge min tradition. Til gengæld har jeg været i mange hårde diskussioner med feminister. De har en ulykkelig tendens til at tage fejl. I 80’erne opstod der en teori om, at hvis kvinder var blevet voldtaget som børn, ville de censurere det i deres hukommelse, men at særlige eksperter kunne fremkalde de skjulte minder. Kvinder huskede pludselig, at de var blevet voldtaget en hel sommer igennem af far eller farfar i brændeskuret, og det førte til, at cirka 200 mænd i Sverige blev dømt. Jeg bekæmpede fænomenet. I dag er der ingen i Sverige, der mener, at den slags fortrængte minder findes. Men prisen blev, at feministerne mente, at sådan nogle som mig var for voldtægt. Og igen i dag tager feminister fejl angående seksuelle forbrydelser. I Sverige er ganske få mænd blevet stillet for en domstol i forbindelse med #MeToo, men mere end 20 kendte personer har fået deres liv og karriere slået i stykker, fordi det har været muligt at fremføre alle slags anklager i pressen med navn og billede – i en grad, vi slet ikke plejer at se. Jeg siger: Lad os holde os til retssystemet og ikke praktisere lynch-justits.”

I Sverige har man indført en lov om samtykke før sex. Er det en god konsekvens? 

”Jeg har endnu ikke forstået, hvilken forskel det skulle indebære. Seksuelle handlinger skal naturligvis altid være frivillige. Ingen har nogensinde sagt andet. Men nu skal vi have en ekstra lov, der siger det. Hvad er der progressivt i det?”

Der kan måske ligge nogle grænseoverskridende trin i forførelsesakten, der gør det svært at sige fra. Nu har man fået mulighed for at være enige på en helt firkantet måde.

”Jo. Men selv om man skriver en kontrakt, kan man jo ændre mening bagefter. Og man kan jo få lyst til at sige: Kontrakten gælder ikke længere, fjern hænderne! Den lov er symbolsk. Den udtrykker samfundets modvilje mod seksuelle overgreb, men gør reelt ingen forskel. Det er stadig lige svært at bevise.”

“NU SKAL VI KLAPPE ad Jan,” siger intervieweren opfordrende til publikum, da hun rejser sig fra sin stol på Bella Scenen. 75-årige Jan Guillou rejser sig også, lidt forsigtigt. Klapsalverne smælder mod loftet, mens han nonchalant svinger en rød buket roser foran sig. Så dør applausen ud, folk begynder at strømme mod de gratis glas cava til venstre for scenen. I et hjørne af buffeten er der cupcakes med forsider fra forfatterskabet trykt i frugtfarve i cremen. I den anden side glimter stakke af ’Den anden dødssynd’ rødt, sort og gyldent. En kvinde i sort jaket, orange halsklud, pudderfarvede stiletter og med håret sat i en luftig fuglerede-knold tager imod betalingen på MobilePay. 

Den svenske cowboy står foran en konstant kø og signerer bøger i løbet af den næste halve times tid. Flere ældre læsere har anskaffet sig den seneste udgivelse på bogmessen, men der er også en blond, crewcuttet yngling i militærstøvler, der har taget fire bind om tempelridderen Arn med hjemmefra for at få forfatterens signatur.

”Jan afbryder aldrig en signeringskø,” fortæller Modtryk-redaktør Trine Busch.

”Selv ikke når dagens program er overstået. Så sætter han sig ud foran vores stand for at sælge bøger og møde sine læsere. Han er meget professionel.”

JAN-BØGERNE

Jan Guillou har skrevet 51 bøger. Mest kendt er han for de 13, der handler om den svenske greve og efterretningsagent Carl Hamilton (udgivet 1986-2008), sine fire romaner om tempelridderen Arn Magnusson (1998-2001) og den delvist selvbiografiske ’Ondskaben’ (1981). Jan Guillous krimier om Carl Hamilton er solgt i over fem millioner eksemplarer, mens Arn-bøgerne har solgt 2,2 millioner eksemplarer. Det vurderes, at to millioner svenskere har læst ’Ondskaben’.

TO TIMER TIDLIGERE på Nimb fortæller den storsælgende socialist, at det nye årti bliver et mareridt: ”Det er ikke længere klasse mod klasse, men race og religion, der er vor tids afgørende spørgsmål. Dæmoniseringen af muslimer er sket gradvist siden den kolde krigs ophør, og i dag er den total. I dag har vi racistpartier over hele Europa. Det er, som om vi ikke har udviklet os siden korstogstiden. Det er meget nedslående. Sverigedemokraterne optræder nu som en slags teologiske eksperter på Islam. For den, der ved noget om religion og religionshistorie, fremstår de jo så enfoldige som den nazistiske propaganda mod jøderne.”

Det er vel ikke kun islamkritik, der får folk i Europa til at stemme til højre, men vel også frygten for at miste materielle goder, arbejde, kultur? Findes der ikke indvandrerskepsis uden antiislamisme?

”I løbet af de seneste 100 år har den svenske stat haft held til at absorbere den ene kategori efter den anden. 300.000 finner er totalt integreret i Sverige efter anden verdenskrig. 100.000 polakker. Tjekker. Ungarere. Folk fra hele Jugoslavien er jo en del af Sverige i dag som alle andre, selv om de har navne, der ender på -ić. Men lige nu er flygtningemængden for stor. Vi har et teknisk-økonomisk problem. Og det kan man diskutere.”

’Gösta’, en aktuel tv-serie på HBO af din landsmand Lukas Moodysson, handler om en ung mand, der er sød og god og altid prøver at gøre det rigtige. Alle omkring ham ender med at udnytte det på den ene eller anden måde. Mange, der ser den serie rundtomkring i Europa, vil sikkert tolke det som et billede på svenskerne: I er for gode …

”Jo. Men vores erfaring er jo, at det kan vi godt overkomme. Lige nu, hvor der er kommet for mange på én gang, har vi et problem. Men jeg er sikker på, at vi også løser det. Men det kommer til at tage tid, og lige nu har vi en dårlig udvikling i retning af proletarisering af indvandrere, dårligere skoler, mindre uddannelse og flere kriminelle. Det kommer vi til at arbejde med et godt stykke ud i fremtiden.”

Hvad tænker du om den eksplosive kriminalitet i Malmø?

”Vi har en voldsbølge lige nu, som er unik. Men hvis man sammenligner det totale antal af voldsforbrydelser i Sverige, er det ikke på samme niveau som i 90’erne. Vi har rekord i skydninger, ja. Gangstere, der skyder hinanden. Og det er vældig spektakulært – ikke noget, medierne lader sig gå forbi. Det er ikke, fordi Sverige uden for Malmø ryster i sin grundvold af angst, men det er selvfølgelig et problem – som vi nok skal få løst. Enten er det forbi med gangsterne, når de har skudt hinanden tilstrækkelig meget, eller også sætter politiet hårdere ind, man ændrer på loven, får taget deres våben fra dem, og de bliver sat i fængsel. Det kommer til at tage tid, men det er jo ikke noget, et moderne samfund kan tillade fortsætter.”

Vi har indført kontrol af svenskere ved den danske grænse. Ser du det som en bevægelse, der kommer over hele Europa? 

”Det er symbolpolitik med xenofobien som det vigtigste element. Der er ingen praktisk grund til at tro, at Danmark har brug for at beskytte sig mod svensk kriminalitet … Jeg klarede mig i hvert fald igennem grænsekontrollen i går, ha ha.”

Hvilke følelser giver det dig at komme til Danmark?

”Det er fantastisk. Jeg er måske Danmarks mest læste udenlandske forfatter og får altid en vældig god modtagelse. Jeg har en indledning, jeg har brugt i 10 år på messer: ’Ud over Pia Kjærsgaard i en tv-debat har jeg aldrig mødt en fra Dansk Folkeparti. Fordi mine rejser altid har med bøger at gøre, og Dansk Folkeparti læser ikke bøger. Findes der nogen af jer her blandt publikum?’ plejer jeg at spørge.”

Ja, så tør man i hvert fald ikke række hånden op …

”Som svensker er jeg naturligvis ked af den kontinuerlige Sweden-bashing. Man hører altid, at vi aldrig taler om indvandrerspørgsmål. Men for helvede, vi taler ikke om andet for tiden. Vi er vant til det, og det er ingen dansk specialitet. Sverige bliver altid fremhævet i politiske diskussioner, enten som forbillede eller skræmmeeksempel. Det liberale USA bruger os som eksempel på, at man kan have en sygeforsikring uden at være kommunister af den grund. De konservative amerikanere siger: ’Se, hvad indvandringen har medført. Sverige er ved at blive et gangstervælde.’ I Tyskland siger socialdemokraterne, at vi er et idealsamfund, mens højrefløjen mener, at vi er ved at gå under i socialistisk tyranni.”

‘TRICKLE-DOWN-ECONOMICS’ står der øverst på et A4-papir med noter, som Jan Guillou har printet ud og taget med sig, og som han sidder og kigger på ved forlaget Modtryks stand. Om lidt skal han interviewes igen, denne gang på Rød Scene. Her vil der blive zoomet ind på hans seneste bog, og derfor har han noteret forskellige nøgleord for 80’erne – herunder Ronald Reagan-administrationens forventninger om, at skattelettelser til de rige ville skabe produktivitet og dryppe velstand ned til de laveste samfundsklasser. 

Senere på dagen skal han indspille et par videohilsner til læserne på henholdsvis lyd- og e-bogstjenesten Mofibo og netboghandlen Saxo.com. Og i morgen går det løs igen med flere interview.

Men lige nu skal han skrive endnu en autograf. En midaldrende kvinde har købt ’Den anden dødssynd’ og vil gerne give den til sin kæreste i julegave.

”Han hedder Mik. M-I-K,” siger hun.

Jan Guillou tager imod bogen og slår op på titelbladet. Snekalotten på hans Montblanc-fyldepen titter op mellem knoerne på hans enorme hånd, mens han skriver:

”Til Mik fra julemanden. Jan Guillou.”

 

I sine børns svenske skole er han en trussel. I Danmark er han manden bag lørdagshyggen. Som slikopfinder hos Toms jagter Nikolai Sandau den næste gyldne smag, mens han nipper til klassikere som Heksehyl og Dronningemandler.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:PR

DA JEG VARlille, kørte vi tit forbi Toms chokoladefabrik, og jeg tænkte altid: ”Årh!” Jeg ville gerne ind og se den, men det kom jeg aldrig. Dengang Galle & Jessen lå inde ved Vibenshus Runddel, kom jeg tit forbi, fordi min far arbejdede på Rigshospitalet lige i nærheden. Et eller andet sted har jeg altid ønsket at arbejde på en slikfabrik. Men det er jo lidt ligesom at ønske sig at blive pilot: Chancen for, at man bliver det, er ikke særlig stor, fordi der kun er få slikfabrikker i landet. 

I MIT BARNDOMSHJEM fik vi altid en kopfuld lørdagsslik. Det var simpelthen så lækkert. Det har altid været en del af hyggen, en del af det at være sammen. Den dag i dag vil jeg også meget hellere have en dessert end en forret. 

JEG VAR 30 år, da jeg blev ansat hos Toms. Den første måned spiste jeg næsten tre kilo slik. Min kollega og jeg målte, hvor meget vi spiste. Problemet er, når man først kommer i gang. Hvis der kun er én ting at snacke, bliver det kedeligt, men på Toms er der lige en lakrids, et Heksehyl, en Dronningemandel, et lille stykke Yankie Bar og så videre. Der er hele tiden noget at tage fat i, hvis det ene bliver for sødt, salt eller frugtigt. Men efter noget tid gik forbruget støt nedad. Så havde vi fået rendt hornene af os. Hurtigt fik jeg det sådan, at jeg ikke så nogen grund til at sidde og spise slik inden frokost for sjov.

SALTLAKRIDS OG CHOKOLADE med skal på er en fremragende smagskombination. Her har man både et knæk, blød chokolade og den salte lakrids i midten. Det er rigtig stærkt at ramme så mange sanser som muligt, når man skal lave et nyt stykke slik, og det er vigtigt, at der er tænkt over både smag og konsistens. Da vi skulle opfinde et nyt sukkerfrit produkt, var den største udfordring at bevare slikkets ’krop’. Normalt er der rigtig meget sukker i vingummi og lakrids, og hvis du hiver det ud, mangler der ligesom noget. Så vi brugte fibre i stedet for. Resultatet blev Nellie Dellies, der findes som både sød og salt lakrids, og som er blevet patenteret. Det er et fremragende produkt.

NIKOLAI SANDAU

45 år. Fra Birkerød. Slikopfinder og senior product developer hos Toms Gruppen. Blandt andet opfinder af Nellie Dellies og udvikler på de nye Ga-Jol med smag af for eksempel whisky og karamel. Uddannet levnedsmiddel­ingeniør og kandidat i levnedsmidler fra KU og DTU. Skrev bachelorprojekt om Malaco og speciale om Toms. Bor i Malmø med sin kone og tre børn.

VI HAR LAVET prøver på vingummi med smag af skinke, bacon og sennep. Det er bare ikke godt. Man savner konsistenserne og mangler fedtet. Så snart folk smagte det, sagde de: ”Nej, nej, nej, det der dur ikke!”

MINE BØRN SYNES, det er megafedt, at jeg arbejder på en slikfabrik. De får ikke mere slik end andre folks børn, tror jeg, men vi har relativt meget slik derhjemme, fordi det er mere tilgængeligt for mig. Nogen vil sikkert sige, at vi har sygeligt meget slik, og det har vi nok også i forhold til, hvis man går ud og køber to poser og tager med hjem. Min mellemste er fuldstændig vanvittig med slik og kunne godt tænke sig, at han og jeg lavede vores eget firma med slik, der skulle hedde Anton & Far. 

MIN FAMILIE og jeg bor i Sverige, og der får du ikke slik eller noget, der har set nødder, ind på skolerne. Da mine børn gik i børnehave, bagte jeg nogle boller og smed en Pariserring (vingummi, red.) ovenpå. Da vi kom ned med dem, var pædagogerne sådan: ”Ej, det er også typisk danskerne at gøre det.” Men man kunne se, at de også var lidt lettede over det, at det var lidt fedt. 

VERDENS-MESTRE I SLIK

Danskerne har overhalet Sverige og Finland i slikspisning. Vi gør kål på 6,6 kilo slik om året per person. I USA og Italien spiser de sølle 3,6 kilo og 1,8 kilo slik om året. Hvis man smider chokolade oven i opgørelsen, spiser danskerne 12,3 kilo om året.

I SVERIGE er slikket lidt mere parfumeret end i Danmark. De har en fremragende Pingvinstang-variant med mint-smag. Vi har prøvet den her også, men danskerne tog slet ikke imod den. Måske er det, fordi den ligner en Ama’rstang lidt, og så bliver man måske skuffet. Syrlig skovjordbær er også en stor smag derovre. I Danmark er vi lidt mere konservative omkring slik. Vi kan godt lide simple smage. Nu er der kommet en masse high end-slik og fine mærker i løbet af årene, men i bund og grund vender danskerne tilbage til en vingummi, der smager af jordbær, hindbær, æble eller appelsin. Pingvinblanding og Matador Mix er jo det, folk køber, standardblandinger, som ikke er så avancerede.

ENGANG VAR JEG ude at handle med min kone, efter vi havde lanceret Nellie Dellies. Jeg gik over, hvor de hang i butikken, og rettede på poserne, så de hang pænt. Min kone stod bare og rystede på hovedet. Men jeg har så mange følelser forbundet med vores slik. Der er lagt mange timer i at udvikle det, og det skal vises ordentligt frem.

DET ER EN virkelig god samtalestarter, når jeg siger, at jeg arbejder på Toms og udvikler nyt slik. Vi har alle sammen været til bryllup hos nogle, man ikke kender så godt, hvor man sidder og tænker, at det bliver en lang aften. Men det, der er så wonderful ved slik og chokolade, er, at alle har en mening om det. 

ALLE BLIVER BØRN, når de begynder at snakke om det. Jeg kan godt lide at snakke om slik, og jeg kan også godt lide at høre folks mening. Det er ikke altid, jeg er enig, men det er altid interessant. Og så siger folk altid: ”Hvis du har brug for nogen til at smage, så siger du bare til.”

 

Som ung fantaserede han om at arbejde sammen med de bedste skuespillere i verden. I dag må NIKOLAJ COSTER-WALDAU kæmpe sig gennem horder af fans og er selv en, andre gerne vil spille sammen med. Men der er stadig nok at stræbe efter for den viljestærke dreng fra Sydsjælland, der fægtede sig vej ind i Hollywood. For eksempel vil han gerne være med til at redde verden.
Tekst:Jacob Wendt JensenFoto:Jonas Bie

HANS TELEFON RINGER. Det er Nikolaj Coster-Waldaus datter Filippa. I telefonen bliver hun guidet af sin 50-årige far:

”Jamen, den ligger i dåsen, inde på skrivebordet. Eller æsken. Den der ’Game of Thrones’-æske. Der ligger sådan et sort kort. Det er faktisk en bilnøgle. Kan du se det? Har du sko på? Så går du ud til bilen og låser dig ind … Jeg synes, den bipper ret meget. Har du sele på? Er du ved at ramme et eller andet? Bare parker den foran skuret, når du kører den anden bil ud, ikke, og så kør den ind igen. Ellers risikerer vi at få en bøde. Vi ses, hej hej.”

Det er første gang, Filippa skal køre i familiens nye elbil, der snart skal erstatte den 13 år gamle Skoda Fabia. 

Nikolaj Coster-Waldau tænker på miljøet, når han sætter sig bag rattet som privatperson, men også når han optræder som goodwill-ambassadør for FN’s udviklingsprogram UNDP. Med et ansigt gjort verdenskendt af ’Game of Thrones’ er danskeren et nyttigt blikfang at sende ud, når FN gerne vil have pressen til at rette opmærksomheden mod et bestemt land. Dog er det ikke altid, ambassadøren er enig i den turplan, organisationen har lagt for ham.

”De lokale kontorer vil altid gerne vise alt det, de laver. Men i virkeligheden fungerer det bedst, når jeg bare møder almindelige mennesker fra de forskellige lande på min vej. Og glem det med at stikke en tale ud, jeg skal holde. Sådan bliver det ikke med mig. Jeg møder folk i øjenhøjde,” siger skuespilleren med en friskbrygget kaffe i hånden og et stort smil.

Vi møder ham i agentens loftslokaler tæt på Rådhuspladsen i København. Dybt inde i baggården, fire etager oppe ad en kringlet trappe sidder en mand med en rar aura. Det er sjældent at møde en skuespiller, der gider være så meget i øjeblikket, at han ikke kun gør sig umage med at svare på spørgsmål, men også interesserer sig for, hvem han sidder over for, selv om det blot er endnu en journalist i strømmen.

Sidste år bragte ambassadørarbejdet ham til Rwanda. 25 år efter folkemordet i 1994 mødte han et land, hvor man tænker langsigtet, når det gælder miljø og bæredygtighed. Et land, syntes han at kunne se, som er undtagelsen fra reglen om, at det normalt tager mange årtier at komme sig over en borgerkrig: 

”Og hvis et fattigt land i Afrika kan have så store ambitioner, når det gælder klima, er det forbløffende, at vi ikke kan i de vestlige lande. Vi har alle ressourcerne og gør rigtig mange gode ting, men vi gør det alt for langsomt. Og jo længere tid der går, før vi laver de grundlæggende strukturelle forandringer, jo dyrere bliver det.” 

SPRÆNGFARLIG FILM

I Ole Christian Madsens ’Krudttønden’ spiller Nikolaj Coster-Waldau den politimand, der gør det af med enmandsterroristen Omar, der dræbte dokumentarfilmmanden Finn Nørgaard og synagogevagt Dan Uzan i København i februar 2015. Karakteren er en sammenblanding af flere virkelige personer, så han findes ikke i virkeligheden, selv om han godt kunne være en virkelig person. Men kan man overhovedet tillade sig at lave en film om et åbent sår fra i går? Nikolaj Coster-Waldau mener, det vil være en fejl at være for hensynsfuld.

”I Norge er der allerede lavet tre film om, hvad der skete på Utøya, og de er blevet set af rigtig mange mennesker, fordi der var et behov. Jeg tror ikke, man kan lave for mange film om sådan nogle traumer. Tværtimod er der en fare i, hvis man bevidst lader temaerne ligge, så de bliver fortrængt. Det hænger ikke rigtig sammen med vores selvbillede, at vi havde en dansk statsborger, der skød andre danskere, fordi han grundlæggende ikke syntes, de skulle have lov til at leve.

Vi bliver stærke, hvis vi skaber et forum, hvor vi kan tale om alt, og forhåbentlig giver filmen anledning til en god snak og til, at vi ikke glemmer de voldsomme begivenheder i vores historie, og et lille bidrag til, at vi ikke maler os op i et hjørne, hvor ekstreme holdninger, om så de er til venstre eller højre, får fodfæste. Jeg er selvfølgelig spændt på, hvordan filmen bliver modtaget, men det værste, der kan ske, når man laver den slags film, er sådan set bare, at man laver en dårlig film.”

’Krudttønden’ har premiere 5. marts.

FØRSTE SMAG for at spille skuespil fik Nikolaj Coster-Waldau, da han i 5. klasse var med i et teaterstykke på skolen. Stykket handlede om nogle drenge på telttur, og i en bestemt scene skulle de spise smørrebrød. Men på scenen brasede teltet sammen, og kammeraterne gik i stå. Nikolaj sansede, at han skulle improvisere og spille videre. Han kastede blandt andet nogle regnorme ud til publikum, der begyndte at skrige, og hele optrinnet blev kaotisk og sjovt på en uventet facon.

”Jeg kan bare huske, at jeg tænkte, at nu måtte jeg altså finde på noget. Bagefter kom min lærer Torben hen og sagde, at det var skidegodt reddet. Det husker jeg vildt tydeligt. Jeg var meget stolt,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der til juni træder frem på en teaterscene for første gang i 15 år, når han har titelrollen i en opsætning af ’Macbeth’ på Geffen Playhouse i Los Angeles. 

Instruktøren, Matt Shakman, har lavet et par episoder af ’Game of Thrones’, og Nikolaj Coster-Waldau har længe villet spille teater igen, så da Shakman ringede, tog han det som et tydeligt tegn på, at nu skulle han sige ja.

”Men jeg må indrømme, at jeg er ved at skide lidt i bukserne over det. Jeg har læst stykket nogle gange nu, men én ting er at læse det på dansk, noget andet er bagefter at skulle spille det på engelsk med amerikansk accent.”

Efter Nikolaj Coster-Waldau blev student fra Næstved Gymnasium, flyttede han til København og begyndte at tage privat dramaundervisning. I 1989 kom han ind på Statens Teaterskole, som han blev uddannet fra i 1993. Han debuterede i rollen som Laer­tes i en ’Hamlet’-opsætning på Betty Nansen, men det var hans Bodil-nominerede rolle i Ole Bornedals ’Nattevagten’ fra 1994, der bragte ham ud til et bredt dansk publikum. Den unge skuespiller drømte imidlertid større. Han ville ud i verden og se, om ikke det kunne lykkes at spille sammen med nogle af sine helt store helte. De bedste i verden. De Niro, Pacino, den slags. 

Ved ihærdighed, flid og viljen til at lære nyt er han nu selv blevet en helt for andre håbefulde skuespillere. Vejen derhen har været brolagt med hårdt arbejde, målrettet arbejde med finmekanikken i det engelske sprog og en god portion fantasteri. 

”Selvfølgelig var der et element af total naivitet i den drøm, men jeg skævede til Sverige og tænkte, at når Greta Garbo, Ingrid Bergman, Max von Sydow og Stellan Skarsgård kunne, så kunne en dansker måske også, selv om jeg var nervøs på grund af sprog og accent. Her i landet har vi et enormt mindreværd. Det ville jeg ikke ligge under for,” siger skuespilleren, der i 2011 fik rollen som den lumpne ridder Jaime Lannister i ’Game of Thrones’, fantasy-serien, der blev et fænomen, ingen på forhånd kunne gætte omfanget af. 

”Jeg tvivlede ikke på, at det ville gå. På den baggrund er det ikke sådan, at jeg har lyst til at sige: ’Hvad sagde jeg!’ Jeg var bare nysgerrig og drønheldig.”

STORESØSTEREN

Dorte Coster-Waldau, den ældste af to storesøstre

”Jeg er otte år ældre end Nikolaj, og min søster Rikke ligger midt imellem os to. For mig var han indimellem bare en irriterende lillebror. Han gik sindssygt meget op i sport. Det ene øjeblik skulle han være cykelrytter, det næste fodboldspiller og senere speedwaykører. Han er altid gået efter det, han brændte for. Mere end mig. Nikolaj kunne være meget temperamentsfuld, da han var lille. Decideret hidsig til tider. I min og min søsters verden var han jo den møgforkælede lillebror, der altid fik sin vilje. Jeg er ikke sikker på, han selv ser sådan på det.

Vores far var alkoholiker og havde måske dybest set ikke lyst til at have en familie. Det var ikke et sted, han kunne give noget. I dag griner vi ofte ad, at vi flyttede så meget som små. Og vi synes, det er ret utroligt, vi ikke er mere rodløse, end tilfældet er.

Da Nikolaj kom i Suså Ungdomsskole, spillede han hoved­rollen i ’Oliver Twist’. Han var 13-14 år, og jeg var med i sminken. Folk, der så stykket, sagde, han havde talent og var rigtig god. Som ung ville jeg selv gerne en overgang ind på Teaterskolen, så jeg syntes, det var vildt sejt, da han kom ind.

Man har altid bestemte roller i en søskendeflok, og de ændrer sig ikke. Jeg ser stadig Nikolaj som min lillebror. Jeg glemmer, han er Hollywood-stjerne. Han er ekstremt ydmyg, synes jeg. Og enormt ordentlig. Selv om han til daglig er et helt andet sted, end vi er.

Efter ’Nattevagten’ begyndte jeg for alvor at tro på ham. Men derudover har jeg ikke set så meget af det, han har lavet. Enkelte afsnit af ’Game of Thrones’, hvor han godt nok er superfed. Jeg er egentlig mest imponeret over hans klimaarbejde. Jeg synes, det er cool, at han er ude og snakke så meget om, at vi bliver nødt til at gøre noget. Det er her, jeg tænker: ’Hey, det der er min lillebror.’

Hvert andet år tager vi tre søskende med vores familier på ferie i Spanien. En stor flok på i alt 26-27 mennesker. På de ture viser Nikolaj ukendte sider af sin konkurrencementalitet. En dårlig taber kan man godt forstå, men en dårlig vinder er sværere at acceptere. Vi spiller brætspil, bordtennis eller badminton og har kæmpestore turneringer. Alle går efter at vinde, men hold kæft, hvor er han irriterende. Han er storskrydende og har sådan en typisk måde at gå væk fra spillet på, når han har vundet, hvor han mere end antyder, vi andre burde have øvet os meget mere.

I mit job som karriereuddannelseskonsulent i HK er jeg i kontakt med mange mennesker, og et par gange om ugen bliver jeg spurgt, om jeg er i familie med Nikolaj. Og jeg svarer gerne. Men når de vil høre sidste nyt, svarer jeg, at jeg ikke ved, hvad han laver. Selvfølgelig vil jeg da ikke fortælle, hvad han har gang i. Heldigvis er han kun kendt for noget godt, og han får jo mange roser. Dem tager jeg gerne imod på hans vegne.”

Nikolaj Coster-Waldau ved skole- og behandlingshjemmet Orøstrand, som han er protektor for.

I DAG kan Nikolaj Coster-Waldau stadig af og til glemme, at han er gået hen og blevet en verdensstjerne. Det skete for eksempel en dag, da han i 2017 indspillede nogle scener til Brian De Palma-filmen ’Domino’ på en lille italiensk ø. På øen var der en biograf, hvor de viste ’Shot Caller’, en lille amerikansk independent-thriller, han også er med i, men som ikke havde fået meget opmærksomhed. Coster-Waldau fik den idé at sende en hilsen til instruktøren, og derfor skrev han på Instagram, hvor han efterhånden har mere end tre millioner følgere, at han ville komme ned i biografen samme aften for at hilse på.

”Jeg tog så derned med ’Domino’s producent, og jeg tænkte nok, der ville komme et par fans, så måske kunne vi sende en sjov video derfra. Da vi hopper ud af bilen, kan vi se, at der er samlet i tusindvis af mennesker. Jeg får med møje og besvær kæmpet mig op på et bord og laver en kort video til instruktøren, og derefter var de nødt til at få fat på politiet. Jeg havde sgu ikke lige tænkt det hele igennem. Men heldigvis var det jo bare glade mennesker.”

Når han spiser på en restaurant, sker der ofte det, at andre gæster omkring ham kigger på ham, begynder at google og derefter af og til henvender sig med noget i retning af ”Excuse me … are you Nikolashh?”

”Jeg lader ikke folk tage billeder, hvis jeg er ude med min familie, for det kan pludselig blive til mange billeder. Det er simpelthen for træls for familien,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der sammen med en kollega fra ’Game of Thrones’ har oplevet at være nødt til at skifte hotel i Spanien, fordi de var blevet spottet af seriens fans. I hotellets lobby havde der samlet sig en stor gruppe af dem, og kun med hjælp fra en af seriens producenter blev Nikolaj Coster-Waldau gelejdet væk fra hoben og tilbage i elevatoren, hvor han kom fra. En lille håndfuld fans slap dog med ind i den.

”På hotellet var de slet ikke vant til den slags ting, og der gik lidt hysteri i den. Så står man der i elevatoren efter skrigen og råben, og der er tre fans tilbage. De kan se på mig, at jeg overhovedet ikke synes, det er fedt, og jeg kan se på dem, at det synes de egentlig heller ikke, når det kommer til stykket. Det var bare akavet.”

Hysteriet omkring ’Game of Thrones’ var nogle gange absurd, særligt op til premieren på en ny sæson, og Nikolaj Coster-Waldau havde svært ved at se sig selv i det. 

”Det virkede jo som en omgang selvskabt hysteri, når det for eksempel tog længere tid at komme igennem sikkerhedssystemet og ind på filmsettet i Belfast end at komme ind i en amerikansk lufthavn. Hvem ville gide lave et attentat på en tv-serie?”

INSTRUKTØREN

Ole Christian Madsen 

”Første gang, jeg arbejdede sammen med Nikolaj, var i en øvelse, mens jeg gik på Filmskolen, og han gik på Teaterskolen. En polsk instruktør underviste i mise-en-scene, og vi skulle lave en scene sammen med Kim Bodnia, som kommer hjem til sin kone og finder hende i seng med en anden mand, Nikolaj Coster-Waldau. Nikolaj var meget ung, måske 20-21 år, han kom tidligt ind på Teaterskolen. Jeg kan huske, jeg tænkte, at han hurtigt ville komme til at lave film. Hans ansigt var skabt til at være på billeder. Han skulle være halvnøgen, for scenen handlede jo om at blive afsløret midt i akten, og selvom studiet, vi optog i, var afsindig koldt, beklagede Nikolaj sig ikke et eneste øjeblik. Jeg kunne godt lide at arbejde med Nikolaj, vi svingede ret godt, men som det er med øvelser mellem elever, bliver det let kaotisk, fordi ingen rigtig aner, hvad de laver. Nikolaj har altid haft et exceptionelt godt udseende. Han er bare genetisk foran de andre. Der er mange teorier om, hvorvidt det er godt eller skidt for en skuespiller. Grundlæggende er det godt, fordi han så ligner en klassisk filmstjerne som Clark Gable og James Stewart. Man vil simpelthen gerne være til stede i Nikolaj Coster-Waldaus ansigt. Når man er meget smuk, kan det omvendt være en byrde i forhold til at træde ind i et almindeligt ensemble, men det er det ikke for Nikolaj. Han vælger sine roller med hjertet og ikke med karrieren for øje.

Ingen kunne forudse, at ’Game of ­Thrones’ ville blive et fænomen. Den var på vej i 10 år og var længe den evige taber, når der skulle vælges projekter på HBO. Da den faktisk blev lavet, var det tydeligt fra starten, at den var et opgør med mainstream-tv. Den er en af de mest voldelige, pornografiske, incestuøse og voldsomme tv-serier nogensinde. Et opgør med alt, hvad vi troede kunne lade sig gøre at sende i fjernsynet, og forståelsen af mainstream-tv har flyttet sig meget derefter.

Det var også tydeligt, at Nikolaj havde fat i noget, som meget få danske skuespillere har fat på. Han har en varm menneskelig kerne og er samtidig en meget elegant skuespiller, der hele tiden raffinerer sit kartotek af små virkemidler og blikke.

Nikolaj er enormt disciplineret, flittig, pågående og vedholdende. Det er en vigtig del af hans talent, at han bliver ved og ved. Før ’Game of Thrones’, hvor det gik mindre godt med karrieren i USA, arbejdede han også meget hårdt. Jeg føler mig beslægtet med hans flittighed. Vi er begge to fra Sydsjælland og opvokset tæt på en pløjemark, og det gør én pågående. Ønsket om hele tiden at gøre sig gældende og udtrykke sig er underhundens metode. Jeg ved ikke, om han vil kaldes underhund, men det kommer af en bestemt social baggrund.”

17. MARTS 1997 oplevede Nikolaj Coster-Waldau kærlighed ved første blik, da han mødte Nukâka Motzfeldt under optagelserne til radioteaterstykket ’Ørnekaldet’, hvor han spillede en helikopterpilot, der bliver forelsket i en grønlandsk pige. 

Bagefter skulle han videre til prøver på stykket ’Love Story’ på Mungo Park. Da han kom ind ad døren på teatret, proklamerede han: ”Jeg skal giftes!” Også selv om han på det tidspunkt stadig ikke havde talt med Nukâka.

”Det har helt sikkert givet os en masse problemer senere i vores liv, for jeg var overdrevet forelsket, og vi kendte nærmest ikke hinanden. Nukâka fik derefter rollen i en film, jeg skrev på sammen med Simon Staho, ’Vildspor’, hvor hun spillede min kæreste. Vi blev også kærester ret hurtigt i virkeligheden. Filmindspilningerne i Island sluttede med, at jeg friede til hende.”

6. juni 1998 skiftede Nukâka efternavnet Motzfeldt ud med Coster-Waldau. Op til brylluppet havde Nikolaj Coster-Waldau boet i London i månedsvis, hvorfra han arbejdede på at få foden indenfor på det internationale filmmarked, og han kom til Danmark fra Estland, hvor han havde været med i filmen ’På fremmed mark’, kun tre dage før den store fest. 

”Vi kørte af sted på bryllupsrejse dagen efter festen og havde stort set ikke set hinanden. Vi skulle hele vejen ned gennem Europa, og det hele var bare så mærkeligt. I Prag havde vi et kæmpe skænderi. Hun løb den ene vej, og jeg løb den anden vej. Når jeg tænker tilbage på det i dag, hvorfor skulle det så gå så stærkt? Men det skulle det bare. Jeg var jo helt væk i hende. Jeg husker det som noget, der var ude af kontrol, men jeg var samtidig sikker på, jeg skulle gå hendes vej.” 

Efter skænderiet blev det lidt bedre, og efter en dag i bjergene i Østrig kom de til den første by i Italien, hvor de fandt en restaurant klokken 10 om aftenen og tog i døren. Den åbnede sig, og med sin charmerende hæse stemme sagde ejeren: 

”Hello. Welcome. You are lucky. This is the best restaurant in Italy!” 

Den livsglæde satte stemningen for de næste tre ugers bryllupsrejse. Da de kom hjem, begyndte hverdagen.

”Jeg var sådan en, der hele tiden ville ud, og hun ville helst bo derhjemme. Hun syntes, London var grundforfærdelig. Jeg boede da også et rimelig klamt sted, så det kan jeg godt se, når jeg kigger på det i bakspejlet. Dengang tænkte jeg bare på, at jeg lige om lidt ville få et fedt job.”

I dag har de dannet par i næsten 23 år og har de to piger Filippa og Safina på 19 og 16 år. Selv om det set udefra er Nikolaj Coster-Waldau, der er i vælten i film- og tv-serieland, er det ikke det, han og Nukâka taler mest om.

”Vi deler kun vores arbejdsliv meget lidt. Min hustru har nok kun set omkring halvdelen af det, jeg har været med i. Jeg går virkelig meget op i mit arbejde, så det er egentlig en meget rar modvægt til det. Nukâka har accepteret det og bakker op om det, men hvis det hele kommer til at handle for meget om min karriere, bliver der nedlagt veto.”

Hvad er hemmeligheden bag, at I kan holde sammen?

”Tusindvis af små detaljer. Jeg kan godt lide, at man har delt noget historie. Det har en enorm værdi, at jeg har delt mit liv med Nukâka i så lang tid, fordi mit arbejdsliv er så fragmenteret. Men fundamentet er, at vi elsker hinanden.”

MEDSPILLEREN

Skuespiller Katrine Greis-Rosenthal

”I Christoffer Boes ’Smagen af sult’, der får premiere i januar 2021, spiller vi et par, hvis drøm er at åbne en Michelin-stjerne-restaurant, samtidig med at vi skal få en familie til at fungere. Nikolaj er kok, og jeg er en slags restaurantchef og interiørdesigner og hende, der også står for at få familien til at hænge sammen. Hun føler, at han glemmer hende. Og så falder parforholdet fra hinanden.

Nikolaj var helt uselvisk og meget generøs til at sætte sig selv i baggrunden og lade mig komme til i de scener, hvor det krævedes. Det er en stor tryghed at arbejde med en, der har lavet så mange film, som han har. Jeg kunne mange gange læne mig op ad ham som en ekspert i, hvad der manglede i en scene, fordi han har et langt større overblik på en filmindspilning. Mens jeg var langt nede i min rolle og stod og krængede mit hjerte ud og ikke havde så meget overskud til det tekniske, havde han styr på alle kamera-optikker og vinkler. For eksempel rykkede han umærkeligt lidt på mig, hvis han mærkede, at man ikke kunne se mig i billedet. Uden at sige det. En sød og fin lille opmærksomhed. I mine øjne er det den slags ting, der gør ham til en rigtig stjerne.”

SELV OM ’Game of Thrones’-kulten kan være hysterisk, er Nikolaj Coster-Waldau gennem tv-seriens ni sæsoner blevet så fascineret af den, at han har valgt at undersøge fænomenet nærmere i den kommende dokumentarfilm ’Cons’, som han er med til at producere, og hvor han bruger sig selv som hovedperson. Han besøger tre forskellige såkaldte fan-conventions med et filmhold i hælene for at forstå, hvorfor mennesker bruger så meget tid på for eksempel at klæde sig ud som deres idoler og på at stå i kø for at få autografer, selv fra skuespillere, der kun har været med i ganske få scener af ’Game of Thrones’.

”Det er for nemt bare at sige, at de er tossede. Vi finder ud af, at det er mennesker med en hobby, som de går vildt meget op i, og det giver dem en identitet. De har fundet et stærkt fællesskab og har fået dybe venskaber ud af det. Frem for at sidde i chatrooms og være fan synes jeg, der er noget grundlæggende rigtigt i at være fysisk sammen med andre mennesker om interessen,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der i filmen blandt andet besøger en computerprogrammør, der klæder sig ud som Jaime Lannister og tager til fan-convention i Knoxville, Tennessee, med sin kone klædt ud som Superwoman og en ven klædt ud som ’Game of Thrones’-karakteren Jon Snow. 

Ikke alt ved fan-miljøet er dog ren hygge. Conventions er nemlig en voksende industri, med hvad deraf følger af mindre kønne sider såsom skuespillere, der tjener ekstra penge på fan-dyrkelsen, samt arrangører og promotorer, der også får deres bid af kagen. 

”Nogle af dem er hæderlige mennesker, men de seneste fem til syv år er fænomenet eksploderet. Enhver større by har et comic-con af en slags, så der er også brodne kar i branchen,” siger Coster-Waldau. 

I dokumentarfilmen møder han en skuespiller fra ’Game of Thrones’, der betaler det meste af sin husleje ved at skrive autografer og lade sig fotografere med fans, samt Sam J. Jones, der i 1980 spillede hovedrollen i en ’Flash Gordon’-indspilning. Selv om filmen langtfra var et mesterværk, er det blevet en betragtelig indtægtskilde at stille op som Flash, når og hvor der er publikum til det. 

NIKOLAJ COSTER-WALDAU er ikke bange for kun at blive husket som Jaime Lannister. For tiden har han mange roller i mindre amerikanske filmproduktioner og også igen i danske film, lidt som det var før ’Game of Thrones’-eksplosionen. På den måde mener han ikke, at serien har betydet alverden for karrieren. Til gengæld har den givet økonomisk ro. Huset i Lyngby er betalt ud ligesom sommerhuset på Orø. Et hus på Grønland er kommet til, og en lejlighed tæt på Hollywood er en praktisk form for pensionsopsparing. Samtidig har den solide bund i bankbogen givet større kunstnerisk frihed. 

”Når jeg vælger en rolle, spørger jeg altid mig selv, om det er en sjov rolle at spille. Det er det vigtigste,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der dog aldrig bliver en Leonardo DiCaprio eller Daniel Day-Lewis-type, der sparer på sig selv og kun spiller én stor rolle en sjælden gang imellem.

”Michael Caine har sagt, at man forsøger sit bedste hver gang, og hvis man er heldig, bliver en ud af 10 film gode. Fire ud af de 10 bliver måske okay, mens fem bliver dårlige. Sådan er det. Og det er i orden. Jeg elsker bare at arbejde.”

GAME OF ROLES

Fem karrierevalg

’Nattevagten’ (1994)
I sin anden rolle efter uddannelsen på filmskolen bragede Nikolaj Coster-Waldau igennem i en sjældent godt gennemført dansk genrefilm instrueret af Ole Bornedal. Gyserfilmen blev set af 465.529 danskere, og herefter var ingen i landet i tvivl om, hvem Coster-Waldau var. Her kom en ung fyr med energi og ambitioner.

’New Amsterdam’ (2008)
Efter mindre roller i store internationale film som ’Black Hawk Down’, ’Wimbledon’ og ’Kingdom of Heaven’ blev det til hovedrollen som udødelig kriminaldetektiv i en habil tv-serie, der dog kun levede en enkelt sæson. Den slags irriterende beslutninger er uden for en skuespillers rækkevidde.

’Game of Thrones’ (2011-19)
Som Jaime Lannister fik Coster-Waldau sin mest iøjnefaldende rolle som skuespiller, fordi ’Game of Thrones’ fra at være en fantasyserie over gennemsnittet blev til et verdensomspændende fænomen. Ud over en saftig rolle førte det verdensberømmelse og en god løn med sig.

’Gods of Egypt’ (2016)
Der var lagt op til et dommedagsdrøn i biograferne, da Gerard Butler og Nikolaj Coster-Waldau tørnede sammen i en storfilm om de gamle egyptiske guder i en sovs af vilde special effects. Var filmen blevet en kunstnerisk eller kommerciel succes, havde det ført i alt mindst tre film med sig, men sådan gik det ikke. Spillet i Hollywood er ikke let.

’Selvmordsturisten’ (2019)
Rollen som deprimeret mand med stålbriller, der bestiller et selvmord, stikker en ny retning ud for Nikolaj Coster-Waldau. Filmen bliver et symbol på en tid, hvor skuespilleren kan og vil vælge mindre filmprojekter i grøftekanten langt fra Hollywood, om så de er danske eller internationale.

I DAG ville Nikolaj Coster-Waldau ikke sætte alt på standby for i én enkelt scene at komme ind med et brev til Robert De Niro. Det gider han ”sgu ikke”. Men selv om han er forbi det punkt, hvor han selv var fan, nærer han stadig professionelle fantasier. For eksempel at få lov at arbejde sammen med store jævnaldrende stjerner som Christian Bale eller Joaquin Phoenix. 

”Hold kæft, hvor er de gode, altså.”  

Og så er der det andet projekt. Projektet med at bremse fattigdom, skabe lighed mellem kønnene og skabe en mere sikker verden, som er den forkromede forhåbning bag arbejdet som FN-ambassadør.

”Jeg kan ikke rigtig se noget alternativ til FN,” siger Nikolaj Coster-Waldau nede i baggården, mens han finder sin racercykel, som han er ankommet på, og som han skal videre på til et frokostmøde med en filmproducent ude i byen:

”De, der er størst, stærkest og rigest, har et ansvar over for dem, der er svagest. Nu har jeg så fået den her globale genkendelighed gennem en tv-serie, og den bruger jeg gerne. Også selv om der er meget lang vej at gå. Man kan jo også vende situationen om og sige, at netop fordi der er så lang vej at gå, så er det vigtigt at gøre noget.”