Indlæg

Icekiid skabte soundtracket til FIFA 21 og sidste års corona-sommer med kæmpehittet ’ErruDumEllaHvad’. Her fortæller 24-årige Jermyn Creppy om at vokse op i en boligblok i Hillerød, om at kaste gadelivet af sig, og om at prøve at være et godt forbillede som rapper.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Morten Germund

JEG VOKSEDE OP i Østervang i Hillerød. Det er boligblokke ligesom alle andre blokke, både en rå og helt normal forstad. Stort set alle børn i blokkene gik på Skanseskolen, der senere har skiftet navn til Grønnevang Skole. Hver dag klokken fem minutter i otte kunne man se hele blokkens børn gå den samme vej mod ’Skansen’. 

Når jeg er tilbage i Østervang, er jeg 100 procent mig selv. Det er de gode, gamle dage. Min mor, mine to søskende og jeg boede i en treværelses lejlighed med en lille have foran. Det var et afrikansk hjem med alle mulige ghanesiske ting og sager. 

På mit værelse havde jeg et skab, en seng, en cd-afspiller og en masse album. Jeg hørte Kanye West, 50 Cent, Snoop Dogg og Black Eyed Peas. Og så havde jeg de der brændte cd’er, som ikke virkede halvdelen af tiden på grund af ridser og snavs, så jeg måtte gnubbe dem mod min T-shirt for at få dem til at virke. 

Jeg har altid haft musik i hjertet. Siden jeg var helt lille, hamrede jeg løs på en guitar uden at kunne spille en eneste akkord og øvede trommer uden at vide, hvad jeg lavede. Jeg vil gerne vise mine rødder i min musik. 

Det var først, da jeg begyndte i ungdomsklub omkring 11-årsalderen, at det blev sat i system. En pædagog gav en gruppe af os blok og papir, og så skulle vi forsøge at skrive en tekst. Dengang døbte jeg mig selv ’Lil G Boy’. En halv time efter skulle vi så præsentere det, vi havde skrevet, for hinanden og pædagogen. Vi grinte helt vildt af hinandens tekster, for det var ikke sejt at være rapper dengang. Hvis man sagde, man ville være rapper, kiggede folk lidt skævt. 

Radioen var altid tændt hjemme hos os. Om det så har været reggae, afrikansk musik eller dansktop. Der har altid været instrumenter, og min mor har altid sunget for mig. Men det er ikke sådan, at min familie har sagt til mig, at jeg bare skulle droppe skolen og gå efter at rappe. De sagde det stik modsatte. Min mor forsøgte på et tidspunkt at sende mig til kirkekor, men det droppede jeg hurtigt. Jeg var der én eller to gange, så var jeg bare ude derfra. Jeg ville bare gerne stå og spytte i boksen.

Det var primært amerikanske artister, vi hørte, og vi fattede slet ikke, hvad de rappede om. Engang spurgte jeg vores pædagog, hvad smack that og hit ’em up betød, men så fik jeg at vide, at det var jeg lidt for ung til at vide. Jeg elskede musikken, men der var ikke så meget, jeg kunne forstå. Det er sjovt at tænke på, at det er blevet fuldt sejt at ville være rapper. Nu har de unge en masse artister at se op til, uanset om det er mænd eller kvinder. 

I FOLKESKOLEN VAR det helt standard, at det ikke var sejt at være afrikaner. Det er noget, jeg ikke kan glemme. Folk løj, og det gjorde jeg sikkert også selv, om, at de var fra Frankrig eller Brasilien eller Portugal, i stedet for at sige Nigeria eller Ghana. Det var ikke cool eller in at være fra et afrikansk land. Det var åbenbart sejere at være afrikansk franskmand end ghaneser, hvilket er helt sygt at tænke på. Jeg tror, at vi alle var lidt sat tilbage i tiden i forhold til kontinentet Afrika. Man tænkte på safari og lerhytter og SOS Børnebyerne. Folk var uvidende, men vi ved bare mere om forskellige kulturer og lande i dag. 

Pludselig blev det cool at være afrikaner. Så lavede Drake og en masse andre musikere afro-inspireret musik, og nu kører det også herhjemme. Når de største artister i verden anerkender en kultur og en lyd, bliver det cool, og så tror jeg også, folk får lyst til at fortælle, at de er stolte over at være et bestemt sted fra. I Danmark har vi ikke haft mange store afrikanske artister. Det er helt nye tider for den nye generation, som kan spejle sig i mange flere forbilleder. 

Jeg var tæt på aldrig at gøre folkeskolen færdig. Jeg droppede ud af 7. klasse, fordi jeg var en lille rod med for meget krudt i røven. Jeg var forvirret, og jeg spildte min tid på alle mulige dumme ting. Om morgenen tog jeg skoletaske på, og så tog jeg ud med en ven, som også pjækkede. 

Uden at skulle fortælle for meget lavede jeg en masse ting, som jeg ikke er stolt af i dag. Nogle år senere vendte jeg tilbage og tog både 9. og 10. klasse.

Men der gik alligevel en del år, før jeg fandt ud af, hvad jeg gerne ville opnå med mit liv. Hver dag tænkte jeg på, hvor dovent et liv jeg levede. Jeg havde ingen mål og ingen drømme. 

Da jeg var allermest nede, mødte jeg folkene bag Cannibal Records. Her var der nogle gode mennesker, som kunne lide mine demoer og syntes, at jeg havde potentiale. De havde set mig optræde i ungdomsklubben. Efterfølgende fortalte de mig, at jeg kunne komme langt, hvis jeg gik 100 procent efter det i stedet for at fortsætte den dårlige livsstil. Cannibal Records trak mig væk fra gademiljøet og alt det spildtid-lort, jeg havde gang i. 

De sagde, at jeg nu havde et sted hos dem. Jeg fik en nøgle, så jeg kunne låse mig ind i studiet. Og de sagde, at jeg skulle fokusere på musikken. Jeg brugte mange timer i studiet alene, mens mine venner var ude at hygge, arbejde eller gøre, hvad de nu gjorde. Det gav mig et fokus, at jeg kunne tage derud og lave noget med mening. Indtil da havde jeg kørt African time, men jeg er blevet bedre til at holde aftaler. Der var pludselig forpligtelser, ansvar og disciplin. Det handlede om at gå fra dreng til mand. Jeg var en gadedreng, der bare ville have det sjovt. Men de gav mig rammer og struktur.

DER ER NOGLE artister, som godt kan lide at fortælle om det lort, de har lavet, fordi de synes, at det er sejt. Jeg synes overhovedet ikke, det er sejt. Jeg havde en periode, hvor jeg gjorde, hvad jeg skulle for at kunne forsørge mig selv, men det er ikke noget, jeg er stolt af. Folk skal ikke misforstå mig og tro, at jeg prøver at glorificere en eller anden livsstil. 

Jeg forsøger at gå væk fra den der gangster-kliché med pistoler, penge og damer, det gider jeg ikke. En ting er at leve det og gå igennem det, men det er ikke den, jeg er. Jeg vil ikke glorificere det i min musik. Jeg skal ikke rappe om, at jeg har gjort sådan og sådan, for så sidder der en lille knægt et sted og tænker, at det er cool, at Ice gør sådan og sådan. Det tænker jeg meget over. 

Jeg skreg selv med på ’Hit ’Em Up’ af Tupac uden at vide, hvad det betød. Man kan ikke bebrejde børnene, for de gentager bare, hvad de hører. Man kan måske bebrejde dem, der leverer musikken, men det er jo op til den enkelte. Musik gør noget. Det skaber en livsstil. 

Jeg er glad forfor, at folk kan lide min musik, men man skal passe på med det der idol-noget. Jeg er ikke perfekt, jeg laver også fejl, og jeg har lavet mange fejl, uden at jeg vil komme for meget ind på det. Jeg er langtfra perfekt. 

Der har været flere episoder, hvor jeg har mistet folk. Min nye single ’Aldrig glemt’ handler om en kammerat, som jeg mistede i et biluheld, da jeg var 16 år. Min ven, hans bror og en veninde havde været i byen. Bagefter tog de bilen hjem og kørte lige ind i en elmast, og alle i bilen døde på stedet. Man kunne virkelig mærke, når min ven var til stede. Sådan en type var han. Vi var meget unge, så det kom virkelig som et chok. Jeg er ikke kendt for at lave tude-musik, så det skulle være en god blanding, og jeg havde ham i tankerne, da jeg skrev sangen. 

Jeg gav Danmark afro-vibes fra 2014, men det er først nu, timingen er der. Det handler om groove og rytme, om trommer og gode vibes. Jeg kan ikke tale producersprog, men når trommer giver dig lyst til at bevæge kroppen, så ved du, at du har ramt plet. For mig er det spiritual.

SIDSTE ÅR VAR det mærkeligste i mit liv. På den ene side fik jeg en sang med i FIFA 21 og toppede alle hitlister med ’ErruDumEllaHvad’, men på den anden side lukkede hele landet ned, så jeg ikke kunne optræde overhovedet. Folk fra hele verden danser med på mit track, selvom de ikke forstår noget som helst af min rap. Det var både det sygeste år og et nederen år. 

Faktisk var det helt vildt tilfældigt, at sangen overhovedet blev til. Det var en almindelig aften i studiet, hvor producerne smed et beat i ørerne på mig, som jeg egentlig ikke var så vild med. Men jeg kan godt lide udfordringer og tænkte bare ’fuck det’. Jeg freestylede hele det første stykke, og da jeg kom ud, sagde producerne, at det var for sindssygt. Jeg troede ikke helt på det, men gik ind igen og rappede omkvædet og genbrugte et vers fra en anden sang, jeg arbejdede på, og så var sangen færdig.

På trods af den hype, der har været, har jeg strugglet i lang tid, og det er først her på det seneste, at jeg kan leve af musikken. Jeg havde lige udgivet min tredje single, ’Blondiner og brunetter’, da jeg begyndte at få shows i Sverige og Norge. Dengang lagde vi ingenting i lommerne. Det hele handlede om at få Cannibal Records til at køre rundt. Det var all money in, no money out, og det var sindssygt hårdt i perioder.

Jeg tror, vi klarede det, fordi der var et sammenhold. Hvis en havde en pizza, fik alle et stykke. Alle i studiet var i samme båd, og vi havde samme mål. Folk omkring mig kunne se, at jeg lavede shows i Norge og Sverige og havde succes på YouTube, så de troede, jeg var flyvende. Men det var jeg sgu ikke. Så skulle der betales for coverbilleder, studieudstyr, musikvideoer og så videre. Det koster altså lapper. 

Jeg var nødt til at opføre mig ældre, end jeg var. Det var hårdt at gøre i en ung alder. Nu arbejder jeg med mit debutalbum, som kun mangler det sidste krydderi. Det skal jeg arbejde hårdt
på, så jeg kan bevise, at jeg ikke kun er en single-artist. Jeg har altid følt, at jeg skulle tage trapperne, hvor andre har taget elevatoren.

Icekiid med det borgerlige navn Jermyn Creppy er en 24-årig dansk-ghanesisk rapper. I 2016 udgav han hittet ’Blondiner og brunetter’, der er streamet mere end 15 millioner gange på Spotify. I 2020 udgav han singlen ’ErruDumEllaHvad’, som har mere end 21 millioner streams på Spotify og toppede de danske hitlister. Efterfølgende blev han kontaktet af spilfirmaet EA, som ville bruge nummeret i fodboldspillet FIFA 21.

En følelse af ikke at passe ind har fulgt OLGA RAVN hele livet. Ud & Se har mødt den unge prisvindende forfatter og fulgt hende til en naturfarvnings-workshop i Rungsted, hvor hun jonglerede moderskab og plantekunst og fortalte om socialt selvmord, smadderdruk på Forfatterskolen og ønsket om at være normal.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Jonas Bie

Rungstedlund

REGNEN SILER NED, mens Olga Ravn med en tang håndterer løgskaller i et velvoksent kogekar som en øvet grillmester. Tordenen buldrer, og et kollektivt ”wauw” breder sig fra kursusdeltagerne, da hun fisker et sammenrullet tørklæde op fra karret og ruller det ud, så det afslører et okkergult rudemønster. Det simrende bioaffald får Karen Blixens have til at dufte af kamillete med honning, som stod der spandevis af urtete mod halsbetændelse placeret rundtomkring.

Den 34-årige forfatter, der er blevet kaldt ’den yngre generations litterære stemme’, er godt i gang med et naturfarvningskursus, hvor deltagerne har betalt 1.000 kroner for at komme på sanketur og lære at udvinde farver fra Moder Jord herself. 

Nogle timer før det store løgskals-eksperiment er regnen stadig langt fra land, og Olga Ravn iler rundt for at gøre klar. Stole skal sættes frem, borde skal flyttes. Forfatterens femårige søn er med, og selvom han har selskab af en af morens veninder og dennes søn, skal Olga Ravn stadig svare på spørgsmål og give krammere. Lettere hektisk, men med en målrettet elegance manøvrerer hun rundt mellem kogekar, forlængerledninger og silkestoffer. 

Næsten flyvende som en slags alf med sine godt og vel 165 centimeter og med fodlang, let sort kjole og en hvid skjorte blafrende efter sig blender hun ind i Karen Blixens narnia af en have, der fortsætter i afkroge og huler, længere end øjet rækker. 

Klokken kort før kursusstart begynder deltagerne at dukke op. Olga Ravn er ikke klar, men sætter blot deltagerne i sving. De hjælper med at rykke borde på plads og arrangerer sig selv på stole i halvmåneform foran et klapsammenbord fyldt med glas med støv og frø i alverdens farver.

Fuglekvidderen er skruet op på max, græsset strutter, og brumbasserne summer blandt blomsterne, der sender sødlige duftstrømme ud i haven, hvor de blander sig med salte briser fra Rungsted Havn. Dernede glider sejlene forbi på den lyseblå junihimmel som foldede papirservietter. Til højre for selskabet ligger Karen Blixens gamle hus, hvidt med orange tegl og små skorstene, og emmer af kulturarv. Et hvilested for klassikere, der denne dag er vakt til live af en nulevende, anmelderrost forfatter. 

”Jeg er ikke uddannet biolog eller noget – jeg er bare digter,” siger Olga Ravn og åbner planteballet for deltagerne, der forinden har summet og udvekslet amatørfarvetips. Nogle unge kvinder i gymnasiealderen har forsøgt sig med avocado og gurkemeje derhjemme, ellers er de mest inspireret af Instagram og deres mødres aflagte farvelærebøger. Forsamlingen, 20 kvinder i alle aldre, er en broget flok. Højskoletyper i vandrestøvler, praktiske shorts og med 70’er-tørklæder bundet som pandebånd, småbørnsmødre i nydelige sommerkjoler, der har afsat babyerne til fædrene, der med bæreseler og barnevogne spadserer rundt i Blixens lille naturreservat, og så er der en håndfuld ældre, der selv har prøvet kræfter med batik og kaustisk soda, dengang det var moderne. 

Olga Ravn fortæller, at hun altså ingen ekspert er i naturfarvning, og hendes opslugende betagelse har kun varet et år. Som hos mange andre betød corona-nedlukningen, at hun gav sig i kast med en ny syssel: at farve tekstiler med ting fra naturen. Hun er også optaget af at lave sit eget blæk, af at studere middelalderen og af hekseafbrændinger. 

Hun har i det hele taget nærstuderet mange ting gennem sit liv. Som barn lærte hun sig selv runer – ikke bare tankeløs kopiering af figurerne, hun kunne skrive med dem – ægyptiske hieroglyffer, alt, hvad der var at vide om de græske guder, urter og dyr, samt hvilke helligdage folk fejrede rundtomkring på hele kloden. Verdensreligionerne opslugte hende også, og alt, hvad hun fandt ud af, noterede hun i en grøn notesbog, som var en af de eneste af hendes ting, der overlevede kælderoversvømmelser og utallige flytninger i barndommen. Nu er det så naturfarvning. 

”Jeg er altid bange for, at der sidder en blandt publikum, der har taget et kursus i Florida,” griner hun afvæbnende med snorlige perletænder. Som hun får talt sig varm under sit indledende oplæg, afslører hun en proper viden om alt fra syre- og baseforhold til temperaturer, gram, diverse plantearter og de farvenuancer, de afgiver. Læder, perlemor, papir, bomuld og uld tager for øvrigt godt mod farve. Men så stopper hun sig selv for at minde forsamlingen om, at hvis der er veganere til stede, skal de nok holde sig fra uld, men også silke, da det jo er spundet af orme. Der er ingen ironi at spore, det er en nøgtern servicemeddelelse. På samme måde forklarer hun deltagerne, at de altså ikke kan lave blåt i dag, fordi det er ’sygt kompliceret’. Til gengæld synes hun, det er vildt sjovt bare at lave en heksegryde, hvor man putter alt muligt i. 

”Jeg kan godt lide, når det bliver lidt grimt,” fortsætter hun sit oplæg. 

Frederiksberg

EN HÅNDFULD DAGE senere sidder hun under en faldskærmsstor hvid parasol og bestiller kaffe – med en lille smule mælk – foran et irgrønt orangeri i Bakkehusets Have. Ved siden af hendes malede tånegle står en flettet frokostkurv med tykke bøger og med rølliker, som hun fandt i Carlsberg Byen på vej herhen.

Når hun snakker, danser guldstjerner og slanger fra hendes øreflipper og blander sig med viltre dybbrune krøller, og farvede sten og amuletter fra hendes fingre glitrer i de sparsomme solstrejf, når hun gestikulerer. Som barn var hun fascineret af hekse, gik selv i heksetøj og forsøgte at få pigerne fra klassen til at underskrive en kontrakt med ægte blod. 

”Det ville de så ikke,” siger hun med et sæt øjne og et træk på skuldrene, der ironisk siger ”hvilken overraskelse” til hendes tidligere barndoms-jeg, der havde en idé om, at der var et bestemt antal facts om verden. Det gjaldt bare om at lære dem, så vidste man det hele. Og derfor læste hun alt. Som i alt. En læsesult, der resulterede i, at hun nærmest kom igennem en bog om dagen. Hun forsikrer, at hun aldrig i sit liv har læst så meget, som hun gjorde som barn. Science fiction, fantasy, historiske bøger og tegneserier. 

”Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at gå hen til fagbogshylderne, og jeg prøvede at læse – måske da jeg var 10 – en eller anden bog af Freud. Heldigvis forstod jeg ikke noget af den. Men jeg kan tydeligt huske, bibliotekaren ligesom himlede med øjnene ad det her ekstremt prætentiøse barn,” siger Olga Ravn og bliver stille nogle lange sekunder. Hun lader ikke til at være bange for pausen. Der er ikke nogen akavet stilhed, men derimod et menneske, der tænker sig om. Øjnene bliver dybe, mundvigene slapper af. 

”Men det var vel også en eller anden måde … et lidt magtesløst forsøg på at få kontrol i en ret kaotisk opvækst, tror jeg, hvis jeg sådan skal analysere mig selv,” siger hun med en varm og rund stemme, der gerne måtte indtale en lydbog.  

Hun lærte at læse, inden hun startede i skole, og da hun fortæller det, læner hun hovedet skråt tilbage og tilføjer, at ”det jo er den største kliché”. En forfatter, der lærte at læse, inden det overhovedet var på skemaet. Ikke desto mindre var det sådan, det var. Bøgerne tog hende steder hen, hvor hun gerne ville være, og Olga Ravns mor opdagede, at hendes børnehavebarn havde lært at læse, da hun proklamerede, at der stod ’græsk salat’ på et menu-skilt ved en grillbar. Hun elskede alfabetet, og det førte hurtigt til, at hun blev optaget af at skrive. 

Igen trækker Olga Ravn på skuldrene og indleder med, at det nok også er verdens største kliché, men hun skrev 30 sider i hånden om forskellige fantasy-verdener, når de havde stil for i skolen. Og at stilene var ledsaget af tegninger og et omslag i sort karton. 

Hun griner. Lærernes reaktioner var splittede. De syntes, Olga var dygtig, men på et tidspunkt mærkede hun også, at de syntes, amatørromanerne var lidt irriterende. 

”Sådan lidt Hermione fra Harry Potter-agtigt. Altså sådan: ’Nu skal du altså også lade nogle andre sige noget i timen.’” 

Videbegæret blev ikke beundret i folkeskolens nådesløse hakkeorden: ”Det var der ikke nogen i skolen, der syntes var sejt,” konstaterer Olga Ravn. Men hun elskede at læse, især udenfor, og mens hun fortæller det, får hun et grineanfald over, hvordan det kan lyde, når man skal koge sin barndom ned til svar i et interview. 

”Det var noget med, jeg sad og læste i solen, haha,” siger hun, mens hun kniber øjenbrynene sammen, og med en stemme, der denne gang godt kunne tilhøre Kermit fra ’Muppet Show’.

RAVNEBLIK

Olga Ravn. Forfatter, oversætter og kunstner. Født i september 1986. Datter af sangeren Anne Dorte Michelsen og billedkunstner Peter Ravn. Mor til to børn på et og fem år. Opvokset i og omkring København. Student fra Aurehøj Gymnasium. Uddannet fra Forfatterskolen i 2010. Debuterede i 2012 med digtsamlingen ’Jeg æder mig selv som lyng’.

Blev i januar i år valgt ind som medlem af det litterære selskab Det Danske Akademi.

Var på shortlisten til en af verdens tungeste litteraturpriser, The International Booker Prize, i 2021 for sin roman ’De ansatte’.

Driver skriveseminaret ’Hekseskolen’ sammen med den svenske forfatter Johanne Lykke Holm. Vandt Politikens Litteraturpris i 2020 for sin roman ’Mit arbejde’ om en kvindes kamp med fødselsdepression. Har blandt andet fået Beatrice Prisen, Michael Strunge-prisen og Statens Kunstfonds treårige legat.

Udgav i juni ’Min barsel – En dagbog til nye forældre’. Aktuel med ’Mindesmærke for de trolddoms­anklagede’ – en del af udstillingen ’Hummings’ på KØS Museum for kunst i det offentlige rum.

”Det har været vigtigt for mig med mine bøger at vise eller skabe rum for det, som er lidt sært, blandt andet ved at skrive science fiction. Det har ikke været accepteret som fin litteratur, men det er vildt fedt. Og jeg befinder mig godt i yderkanten. Jeg vil gerne udfordre vores idé om, hvad der er en normal bog,” siger Olga Ravn.

Rungstedlund

OLGA RAVN SMITTER forsamlingen med sin begejstring, da et glas med, hvad der ligner afskallede birkesfrø, sendes rundt til snusning og nærmere eftersyn. Det er døde hun-skjoldlus, der lever på kaktusser i blandt andet Mexico og Guatemala. Kochenille, hedder de, og de giver en klar pink farve, hvis man støder dem i en morter og gnider dem ind i et stykke vådt stof. Olga Ravn lader vide, at hun også har en ordentlig sending løgskaller med fra et biodynamisk landbrug. De afgiver okkergult til tekstilerne og var angivelig den menige middelaldermands foretrukne farvekilde. 

Teori skal gøres til praksis. Deltagerne har en time til planteplukning på Blixens store arealer. 

”At sanke er vidunderligt,” siger Olga Ravn. Faktisk er det et af hendes egne lykkeligste øjeblikke, når hun bliver ramt af den ’plukke-high’, der kan indfinde sig, hvis man støder på en lysning fyldt med prikbladet perikon. 

Hun har et helt lokale i Sydhavnen kun til sank, for hendes mand er blevet træt af alle de tørrede plantebundter, der hang overalt i lejligheden derhjemme. 

”Når jeg lige kigger rundt, ser jeg, at det er sæson for røllike,” siger hun, tilføjer, at hun også er vild med kørvel, og opfordrer forsamlingen til at downloade en app, der fungerer som en slags plante-scanner. Selskabets ældste har brug for hjælp fra selskabets yngste til at downloade. Det forlyder, at man et sted i haven måske kan være så heldig at finde nedfalden kirsebærbark, som afgiver den fineste rosa farve. 

Snart efter sender Olga Ravn sine sanke-disciple ud på tur i Blixens viltre have, og de forsvinder og bliver hurtigt til små myrer bag den hvide bro, der ganske romantisk slynger sig ud over en anrettet dam omkranset af høje og kraftige dybgrønne japansk hestehov, mens piletræerne dovent lader sine hængende grene svaje fra side til side.

Midt i det hele går Olga Ravns femårige søn rundt og samler jord og forskellige plukbare sager til sin ’eliksir’ i en flettet kurv. Han har bare ikke noget at røre eliksiren sammen i. 

”Du må låne den her,” siger hans mor fluks og tømmer resterne af sin is-kaffe ned i græsset og forærer ham både plastikkrus og sugerør. Hans ansigt revner af glæde. Løsningen er perfekt. ”Er det her giftigt?” spørger sønnen og rækker en fremstrakt håndflade fuld af plante-ruskomsnusk mod sin mor, der svarer: ”Ja, meget!” og spiler øjnene op med oprigtig barnlig indlevelse, mens hun på trods af strømproblemer prøver at gøre adskillige 30-liters kogekar klar til, deltagerne kommer tilbage fra deres sanketur.

Glas med tørrede biller og planter i alle nuancer får et kort sekund Karen Blixens have til at ligne et marokkansk krydderimarked. Olga Ravn har glemt sin morter hjemme på Vesterbro. I stedet bruger hun spidsen af en hammer til at kvase de mellemamerikanske hun-lus. Hun giver sønnen et drys af den pulveriserede masse i hans eliksir. Den bliver lilla og skummer snart over af eddike og tusindfryd.

Kondiløbere og solhatte defilerer forbi arrangementet med jævne mellemrum. ”Laver I heksebryg?” spørger en forbipasserende, og Olga Ravn svarer: ”Vi farver!” I samme nu kommer deltagerne tilbage med håret fuld af kviste og pollen. En af deltagerne har favnen fuld af bark, og det får Olga Ravn til at udbryde: ”Woooop! Hold da kæft!” Der er tydeligvis sanke-bingo. Der er bregner, bynke, kørvel og krydsplanter. Forsamlingen joker med, at planter langtfra er monogame. Særligt mælkebøtten skulle være slem i den letlevende henseende. Sønnen afbryder, og Olga Ravn tager sig tid til at kigge med lup ned i hans eliksir. 

”Det er en af de bedste heksebryg, du har lavet!” udbryder hun og retter atter fokus mod deltagerne. Der skal sorteres en grøn og en gul plantebunke inden frokost. En deltager spørger, hvordan planterne skal håndteres derfra, og hun svarer: ”Jeg er jo en meget utålmodig person, så jeg river tit i stedet for at hakke.” 

Hun griber roligt deltagernes spørgsmål som en garvet underviser. Men vips er hun væk igen. Denne gang med telefonen i udstrakt arm: ”Jeg skynder mig lige over og dokumenterer,” siger hun og forklarer, at hun hellere vil have gang i meget end gøre det perfekt. Imens krummer deltagerne de store bunker af bark i tusind stykker, og Olga Ravn minder dem om, at de skal huske at putte det i gryden. 

Til frokost står skåle med kylling og linser og papirtynde avocadoskiver i formation foran deltagerne. Solbrændte unge kvinder serverer og steamer kaffe, mens en gæv blanding af luksus­bohemer i bare tæer og ornitolog-typer med solskærme og praktisk fodtøj stryger forbi. Ved bordet fæstes en fælles forståelse af, at de første to år med børn er de hårdeste. Især samfundets forventninger til, at man skal være tilbage på fuldt blus, selvom man stadigvæk ikke sover om natten.

Frederiksberg 

OLGA RAVNS FORÆLDRE – billedkunstneren Peter Ravn og sangeren Anne Dorte Michelsen – blev skilt, da hun var omkring to år gammel. På spørgsmålet om, hvor hun er vokset op i København, svarer hun med et ”tjo, lidt over det hele”. Barndommens adressekartotek rummer Christianshavn, Østerbro, Indre By og Charlottenlund.

”Jeg tror, jeg er flyttet 12 gange eller sådan noget. Altså rigtig mange gange. Så der er ikke rigtig noget barndomshjem,” siger hun og forklarer, at hendes forældre er rigtig søde, men så stopper hun sig selv. Hun har ikke lyst til at tale om dem. 

”Vi har et dejligt privat forhold, og det kan jeg egentlig rigtig godt lide,” siger hun og begraver elegant og skraldgrinende alvoren med stilhed til følge, mens højtbelagte rejemadder fyger ud fra orangeriet bag hende. 

Resten af tiden under parasollen holder hun ord og siger ikke noget om sin familie. Mest fordi der er så meget, de kan misforstå, og måske husker de forskellige begivenheder anderledes end hun selv. Det eneste, der lister sig ind, er, at ét ud af mange virkelig gode barndomsminder er, når hendes mor lavede pandekager, som de rullede sammen og tog med ud i en skov for at spise. Eller dengang i en sommerferie, hvor hendes far satte sig ind i bilen sammen med hende og kørte hende hele vejen til Stettin i Polen, fordi hun brændende ønskede sig ’Frøken Ingenting’ af Tomek Tryzna på originalsproget. 

Hun bruger lang tid på at puste ud, inden hun fortæller, at hun flyttede hjemmefra, lige da hun var fyldt 18, fordi forældrene var i gang med at få børn igen. 

”Der var bare fyldt med babyer, og jeg var færdig med det,” siger hun, og nu, når hun tænker over det, har hun ikke nogen nære venner, der har fulgt hende gennem livet. Den ældste er fra forfatterskolen, og hun analyserer sig selv frem til, at det nok har noget med ”det der skilsmissebarn-noget” at gøre. Der var ingen grund til at knytte sig til nogen, hvis man alligevel hele tiden var på vej videre.

Rungstedlund

”ARGH, FOR HELVEDE!” udbryder Olga Ravn. 

Regnvejret er rykket så tæt på, at luftfugtigheden klistrer som i frugt- og grøntafdelingen i et supermarked, og der er stadig knas med strømmen. Karrene med bark og løgskaller koger ikke. Næste punkt på programmet er, at deltagerne skal folde og farve deres silketørklæder. Det er inkluderet i workshopprisen, men der er kun én pavillon, de kan rykke sammen under, og nu regner det for fuldt smadder. 

Kogekarrene bliver hurtigt rykket ind i et redskabsskur, hvor Olga Ravn sidder på hug under koste, havesakse og udstoppede grævlinger og rører rundt i planteblandingerne. 

”Måske skulle jeg give de andre besked,” siger hun og vader ud i regnen med en sivkurv på hovedet. Under pavillonen skutter deltagerne sig. 

”Det er fandeme da noget værre noget,” siger Olga Ravn, mens solcremebøtterne ligger og griner, og deltagerne har taget telefonerne frem og diskuterer lidt farvetips. 

”Mor, jeg vil hjem,” siger sønnen. 

”Vi er udfordret af regnen. Men fat mod. Vi har stadig gang i løggryden og kirsebærbarken, som ser superspændende ud!” siger Olga Ravn myndigt. Hun prøver at give dampningstips, mens sønnen siger ”moar”. Han putter sig ind til hende, og moren får chokolademærker på sin hvide skjorteskulder af den cookie, der sidder i sønnens mundvige. 

Men farvefesten må fortsætte. Olga Ravn drysser bregner, blåtræ og løgskaller ud over det våde stykke silke på bordet, mens deltagerne med koncentrerede miner følger med. Armene over kors, en hånd under hagen. 

Pludselig løber Olga Ravn ud i regnen efter et skræppeblad, hun har lyst til at prøve kræfter med. Hun kigger lidt på tørklædet, ruller det stramt og laver det straks om: ”Jeg kan mærke, jeg gerne vil have mere bregne.” 

Under pavillonen er deltagerne stimlet tæt sammen i en ring rundt om klapsammenbordet. Kursusleder Ravn viser stjernemønstre og harmonikamønstre, mens regnen trommer på presenningen. Deltagerne spørger, om det er rigtigt, at man kan farve blåt med tis. 

”Jeg er ikke nået dertil endnu,” siger hun og forklarer, at der jo skal bruges hen ved 15 liter af de gule væsker, før det kan lade sig gøre. 

Frederiksberg

DA HUN GIK i 3. klasse, lurede puberteten om hjørnet, og pigerne i klassen var begyndt at tale om menstruation. Olga Ravn er ikke sikker på, om der overhovedet var nogle af pigerne, der havde fået det endnu, men det gjorde hende ganske ubehageligt til mode, for hun kunne ret godt lide at lege og var på ingen måde klar til at snakke om bind og bryster. Hun tænkte, at hun måtte gøre noget, så hun skrev sig på eventuelt-listen til klassens time, hvor hun ville sige noget. 

”Jeg var ekstremt ansvarsfuld, sådan sygeligt ansvarsfuld. Jeg har engang haft en psykolog, der sagde, at jeg måske kunne have tendens til at have overmoral. Ikke på andres vegne, men på mine egne. Det er et kæmpe problem for mig,” siger Olga Ravn og forklarer, at hun var den eneste, der havde skrevet sig på til at sige noget. 

”Altså, det var socialt selvmord, jeg var bare ikke klar over det.” 

Aftenen inden klassens time lå hun og overvejede, hvordan hun skulle få formidlet til både pigerne og drengene, om de ikke bare skulle lege og parkere den kropslige udvikling lidt. Dagen efter stillede hun sig op til katederet og sagde: ”Jeg synes, at det er så ærgerligt, at vi er begyndt at tale så meget om, at pigerne gerne vil have menstruation, og så meget om, at drengene gerne vil have skæg.” 

Alle brød ud i grin – også læreren. 

”Jeg skammede mig helt vildt. Jeg følte mig fuldstændig ydmyget og udstødt. Det var frygteligt!” siger hun. Historien havde spredt sig til de større klasser på skolen, og klassekammeraternes storebrødre imiterede hende på gangen. 

Hun forklarer, at episoden måske er et meget godt billede på, hvad hun selv kalder sin ”sene sociale udvikling”, der gennem tiden har gjort, at hun blandt andet til Gyldendals efterårsreception præsenterede sig selv og sin fødselsdepression i samme åndedrag til nye mennesker, og at hun i det hele taget er en over-sharer, der sommetider kommer til at sige alt det, man ikke må ifølge de uskrevne regler. 

Og så var der også dengang i 8. klasse, hvor hun fik et bogmærke, der for hende dengang osede af livsvisdom. ”The pen is mightier than the sword,” stod der, og den sætning forevigede hun selv på en trøje. Der var bare sket det forfærdelige i processen, at hun havde startet med for store bogstaver, så ordene til sidst var blevet klemt. Det resulterede i, at der stod ”the penis mightier than the sword”. 

”Dum som jeg er, kunne jeg jo ikke grine med på det ovre i skolen. Jeg var sådan: ’NEJ, der står altså faktisk the pen!’” siger Olga Ravn og spytter de sidste to ord hårdt ud mellem tænderne. ”Det har taget mig lang tid at forstå det der med, at man ligesom skal grine med.”

”Jeg vil ikke sige, at jeg blev mobbet,” siger hun og holder en lang pause, inden hun fortsætter: ”For jeg var egentlig også meget sød og sjov, men jeg var nok ligesom … jeg tog enormt meget opmærksomhed.” Hun trækker benene op under sig på stolen, sådan som børn kan gøre, når de sidder ved et bord. 

”Jeg har sgu altid bare været en lille smule sær. Men jeg har svært ved at gå med på andres ideer om, at jeg er det. Jeg vil egentlig allerhelst i hele verden være normal,” siger hun og punkterer ideen om, at det skulle være eksotisk at være anderledes. 

”Det er smertefuldt at være afvigende. Alle psykologer siger altid, at det normale ikke findes. Og det er fandeme løgn! Det er kun normale mennesker, der siger det.” 

Rungstedlund

SILKETØRKLÆDERNE BLIVER SIRLIGT anrettet med juniblomster og planter og drys fra Olga Ravns pulver-arsenal. Deltagerne folder og farver og lægger deres værker ned i de boblende kar. Regnen er stoppet, og som eftermiddagen skrider frem, fisker deltagerne batik i solnedgangsfarver op af kedlerne. 

”Årh, den er pæn!” siger Olga Ravn overdøvende, da en deltager hiver et okkergult tørklæde med firkantet mønster op af et babybadekar, der i dagens anledning agerer eddikebassin. Hun spærrer øjnene op: ”I har virkelig fyret den af med kochenille,” siger hun og konstaterer, at den lyserøde lusefarve går godt sammen med løg. Sønnen løber mod Blixens gamle lade med et hjemmelavet tørklæde med bregnemønster bundet om halsen som supermandskappe.

Der er eftermiddagskaffe, mens indfarvningsprocessen er i gang. Indenfor blander lyden af klirrende porcelæn sig med blød jazz, og fra et spisebords-stort portræt på væggen våger Karen Blixen lige dele majestætisk og nonchalant over kaffeslabberasen med høj cigarføring, turban og sort øjenmakeup. Olga Ravns blik bliver alvorligt hen over kaffen og de velvoksne stykker æblekage, da det går op for hende, at hun ikke helt har tænkt afslutningen igennem. ”Jeg finder på noget,” siger hun og tager en tår. 

Frederiksberg

OLGA RAVN har altid hungret efter at være en del af fællesskabet, samtidig med at der er noget i hende, der skriger ved tanken. Hun kunne ikke holde ud at gå i mødregruppe, og i gymnasiet vidste alle, hvem hun var. Mærkeligt tøj, mærkelig makeup. Pigerne i hendes klasse syntes, at Olga Ravn var arrogant. 

”De kunne ikke lide mig,” konstaterer hun. Generelt er der ikke meget hyggeligt postkortmateriale fra folkeskolen og gymnasiet for Olga Ravn, og hun puster ud længe, da hun fortæller om, hvor nedtur hun egentlig syntes, gymnasiet var. Hun gik på Aurehøj, fortæller hun, et musisk ’kulturelite’-gymnasium. Olga Ravn gør sine store og skinnende brune øjne smalle og bider tænderne sammen hen over kaffekoppen, som når man ser nogen tage et ubehageligt styrt. 

”Jeg gik også på friskole, altså privatskole, i folkeskolen, og jeg må indrømme, at jeg nærer sgu en eller anden irrationel afsky over for meget rige mennesker. Det kommer nok derfra,” siger hun.  

Det lykkedes hende at svømme gennem skoletiden alligevel, for hun var dygtig og kunne godt lide det faglige. Men det var altid krydret med rigelige stænk af ubehag. Derfor drømte hun sig væk til Forfatterskolen, hvor de seje og lækre, der også var vilde med poesi, gik. 

Hun sendte et manuskript til Gyldendal som 16-årig, og forlaget kvitterede med et brev i postkassen med en invitation til en samtale. Det blev ved samtalen, men med en dugfrisk studentereksamen i baghånden søgte hun ind på Forfatterskolen. Det blev endnu et afslag, dog med en opfordring om at søge igen på et senere tidspunkt. 

I tiden efter gik hun på skrivelinjen på en højskole, fremførte sine digte til oplæsninger og skrev til det litterære tidsskrift Hvedekorn. Benarbejdet førte til, at hun blev optaget på Forfatterskolen to år senere. I begyndelsen føltes det vidunderligt. Folk var seriøse omkring poesien, men hurtigt viste en gedigen skyggeside sig. 

”Der var et ret heftigt miljø på skolen, hvor der blev drukket rigtig meget. Altså rigtig meget, ” siger Olga Ravn og forklarer, at der var mange fester, og at nogle drak sig fulde inden undervisningen, hvis de var nervøse. Der var både smadderdruk og en kvindefjendsk kultur, syntes hun. 

”Vi havde nogle lærere, som mere var kunstnere end pædagoger, kan man vist roligt sige. Og de der grænser mellem lærer og elev, som måske faktisk ville være ret gode at opretholde, var fuldstændig smeltede. Det var sygt ubehageligt,” siger hun og forklarer, at hun også oplevede en konsensus om, at kvindelige forfattere mestendels skrev andenrangslitteratur. 

På et tidspunkt skrev hun en tekst om voldtægt, og en mandlig lærer kvitterede ifølge Olga Ravn med den kritik, at det ikke var noget for ham, men at han godt kunne forestille sig, at nogen ville være interesseret i at læse om ”en ung kvinde, der får en ordentlig svaber”. 

Der var mandlige gæster på skolen såvel som etablerede mandlige forfattere, som Olga Ravn var decideret bange for, fortæller hun og holder vejret lidt. 

”Jeg bliver helt nervøs. Det var også bare, fordi det var sådan nogle hårde år,” siger hun og forklarer, at tiden på Forfatterskolen kulminerede i en heftig depression, der fik hende til at flytte hjem til sin mor. Men i de mørke timer skrev hun sin afsluttende opgave til skolen. Opgaven blev til den anmelderroste digtsamling ’Jeg æder mig selv som lyng’, der blev hendes første udgivelse som forfatter.

Rungstedlund

EN TØRRESNOR BLAFRENDE fuld af naturfarvede tøjstykker lyser op mellem træer, der har hundreder af år på barken. Gul, pink og orange dominerer det mønstrede farvelandskab, og solen, der er kommet tilbage, agerer spotlight. 

”Hold kæft, hvor er det pænt, hva’!” 

Olga Ravn lyser op i et smil. Da hun pakker sit eget tørklæde ud, står folk i en cirkel rundt omkring hende og messer ”wauw” på ny. Hun har brugt løg og bregne. Snart valfarter deltagerne for at tage billeder af tørresnorene, der bliver lagt op på Instagram, hvor tak-salver for arrangementet fortsætter resten af dagen.

Olga Ravn tager tørresnorene fra en ende af, mens forsamlingen er dødstille, og evaluerer hvert eneste stykke nyfarvet tøj med bedømmelser som ”eddermame et flot foldemønster!” eller ”lidt Stine Goya-agtig”. 

Deltagerne smiler, folder hænder og slår blikket ned, når de får ros. Olga Ravn tager et af tørklæderne ned fra tørresnoren og slænger det om halsen, læner hovedet på skrå og smiler med tungen mellem tænderne. 

Pludselig kommer Olgas søn: ”Moar, må jeg gerne spille et spil i bilen?”

”Bare tag min telefon,” svarer hun og henvender et ”sorry” til forsamlingen ledsaget af et smil og et træk på skuldrene. 

”Nu tror jeg, vi er ved at være færdige. Det har virkelig været dejligt at farve med jer!”

Da UMUT SAKARYA kom til Danmark fra Tyrkiet som 12-årig, anede den lille buttede og angste dreng ikke, hvad han havde i vente. Men efter at have set ’Terkel i knibe’ gik han i kødet på dansk humor og senere flæskesteg. Ud & Se tegner et portræt af en usædvanlig kendiskok, der knuselsker det danske køkken.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Ricky John Molloy

MED DUFTEN AF STEGT FLÆSK omkring sig planter Umut Sakarya et stort dannebrogsflag på fortovet foran Guldgrillen i Indre København. En større folkemængde har forventningsfuldt stillet sig i kø. De fleste har allerede stået her længe, det er fredag i april, dørene er endelig genåbnede, og små solstrejf skyder gennem de grå skyer som insisterende forårsbebudere. Udenfor forspilder et par unge fyre i hvide sneakers ikke chancen til at bede om dagens første selfies, og indenfor er rød-hvid-ternede duge rullet ud på brune træborde, mens det ene dansktophit efter det andet brager ud af højttalerne: Bamses Venner, John Mogensen, Lecia & Lucienne, Eva Madsen. 

Der er kongeligt porcelæn på væggene, blomsterbuketter på bordene og Fernet Branca-flasker stillet frem i baren. Et billede viser Umut Sakarya smilende side om side med Birthe Kjær, og en indrammet tegning på den ene væg fremstiller kendiskokken gabende over en flæskestegssandwich med masser af brun sovs, mens syltede agurker svæver rundt på en bearnaisegul baggrund.

Snart efter går folk hen for at afgive bestillinger, mens de stolt bekendtgør, hvor langvejsfra de er kommet for at fortære landets måske mest kendte flæskestegssandwich.

”Vi kommer helt fra Rørvig,” fortæller et midaldrende ægtepar, men afstanden blegner kort efter, da en familie har taget turen fra Frederikshavn, mens de næste gæster er på visit fra Roskilde. Hele Danmark vil åbenbart have en bid af Umut Sakarya og hans usædvanlige danskhedsrevolution.

Tidligere på dagen stod den 30-årige kok indenfor i det lille kringlede køkken med en bradepande spækket med udskårne svin foran sig, mens bøtter med syltede agurker omringede ham. Endnu en dag i flæskestegssandwichens tegn tog sin begyndelse, og få ved som han, hvordan den skal skæres. Det skal være ribbenssteg, ikke kamsteg, så flæskesværene bliver ordentligt sprøde, og så skal der så meget mayo og sovs i, at det næsten er for meget. 

For nylig har han opfundet ’håndflæsk’ – en slags gammeldags flæskestegssandwich, men i en mere håndvenlig bolle og med sovs inde i selve flæsket, så man lettere kan slæbe den med sig. 

”Folk vil gerne have sovs. Det er derfor, vi har succes. Det er sjovt, for de færreste vil være ved det, de vil gerne fremstå sunde,” siger han, mens hans karakteristiske sorte moustache løfter sig over et smil. 

Det er ikke kun flæsket, der går som varmt brød. Det samme gør hans nyligt lancerede Guldsjus, der er klar til at blive tappet fra fad i baren med hans andre opfindelser Tyrkersvin og Guldfernet. Da solen bagte over København dagen før, blev der langet 300 sjusser over bardisken. Umut Sakarya kom tilfældigt forbi med sin kæreste, men kunne se, der var brug for en ekstra hånd, så hun tog hjem, og han tog forklædet på.

I køkkenet skærer han ud i passende skiver. De opsmøgede ærmer afslører hans efterhånden mange tatoveringer. Den første forestiller en japansk kokkekniv af mærket Tojiro, som han fik, da han i sin tid begyndte i lære, men som han – en ung mand af tyrkisk oprindelse – også måtte konstatere ikke ligefrem gjorde det nemmere at blive lukket ind på diskotekerne. Siden har han fået lavet et Lady Gaga-inspireret monster, forskellige grøntsager, fisk, porre, chili og gulerod samt en gris, der bærer jordkloden, mens en ørn svæver henover med en flaske Fernet Branca i næbbet. 

Der er også ’MasterChef’-logoet, som han og René Dif fik lavet, efter de sammen vandt madlavningsprogrammet i 2015. For første gang skulle en kendis parres med en professionel kok, og sådan gjorde Umut Sakarya sit indtog i offentligheden, da han sammen med Aqua-sangeren gik hele vejen. Efterfølgende sagde hans lokale pizzamand: ”Husk at nyde det, for om tre måneder er du glemt.” Det skulle vise sig at være ramt en anelse forbi. 

Da han senere samme år slog dørene op til sin første restaurant, Grisen, strømmede folk til. Siden etablerede han sit eget ’Guld’-imperium, først med Guldkroen i 2017, siden Guldgrillen og i begyndelsen af 2020 med to gange Guldkebab. 

Sideløbende er han blevet en slags national kultfigur, og han har været her, der og alle vegne, deltaget i programmer som ’Vild med dans’, ’Fangerne på fortet’, ’På tværs af Danmark’ og sågar lagt både ansigt og stemme til den aparte børnekarakter ’John Dillermand’. 

I begyndelsen af året medvirkede han i tv-programmet ’Over Atlanten’, hvor han i selskab med blandt andre tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen på tre uger tilbagelagde bølgerne mellem Danmark og USA.

”Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke: ’Jeg er født i Anatolien, men render rundt som kendiskok i København og sejler over Atlanten med Lars Løkke.’ Det er fuldstændig fucked,” siger han og slår en kort, spruttende latter op.

SVINETS RØDDER kan spores tilbage til Anatolien i det centrale Tyrkiet. For 10.000 år siden lykkedes det på disse kanter at tæmme vildsvinet, og i stedet fik man det altædende og yderst gavnlige lyserøde hovdyr. Det var også her, Umut Sakarya kom til verden for 30 år siden, nærmere bestemt i den gamle byzantinske by Eskişehir 350 kilometer sydøst for Istanbul ved bredden af Porsuk-floden – en afgrening til Tyrkiets tredjelængste flod, der også bærer hans eget familienavn: Sakarya. 

I byen med knap 900.000 indbyggere boede Umut Sakarya med sine forældre og sin et år ældre storebror i en lejlighed på flere etager med køkkenhave ude foran. Når han ikke legede med gadens hunde eller i al hemmelighed sneg sig rundt i genboens enorme rosenbed, elskede han at tøffe rundt blandt de mange bælgfrugter og grøntsager. Det var hovedsagelig dem, der skulle i de måltider, som hans mor forberedte i køkkenet dagen lang – af og til med köfte eller braiseret kød. Hun var hjemmegående, men gik op i sin madlavning med ild og sjæl og lod ofte sønnen være assisterende kok. Som otteårig fik han tilmed den ærefulde tjans at købe tomater i grønthandlen på vej hjem fra skole.

Langt hovedparten af familien boede på disse kanter, men der var også en håndfuld, der var emigreret mod nord, heriblandt Umut Sakaryas morfar, der var rejst til Danmark for at blive gæstearbejder på et kyllingeslagteri i udkanten af Odense. Fra tid til anden kom han på feriebesøg, og så havde han Fætter BR-legetøj, Stjernemix og rugbrød med sig, selvom sidstnævnte ikke ligefrem vakte begejstring hos barnebarnet. 

Da Umut Sakarya var 10 år, meddelte hans forældre, at de skulle skilles. Det kom ikke som det store chok. De havde hakket på hinanden, så længe han kunne huske, men omvæltningen var alligevel større end som så. Hans mor stod ikke med de bedste kort som enlig kvinde uden uddannelse i hjemlandet. Hun ville gerne skabe en ordentlig tilværelse for sine to børn, og eftersom hendes far var taget til Danmark, traf hun beslutningen om at rejse bort i håbet om at finde et job, få opholdstilladelse og senere familiesammenføring. Umut Sakarya vinkede snart efter farvel til sin mor uden vished om, hvornår han ville se hende igen.

SHITSTORM 1

I 2019 deltog Umut Sakarya i ’Vild med dans’. Efter syv fredage i træk at have scoret bundkarakter af dommerne, men alligevel være gået videre i programmet valgte han at trække sig. Han forklarede det med, at deltagelsen havde ført til for meget hate på de sociale medier. Ikke blot han selv, men også hans daværende kæreste, hans mor og sågar hans far i Tyrkiet modtog grimme beskeder.

”Jeg var publikumsfavorit, men dommerne jordede mig. Og når det sker, sidder der en masse rundtomkring, der ikke mener, jeg har fortjent det. Jeg er ikke den store danser, men når det ender ud i sådan noget, hvor man bliver brugt som madding for at generere overskrifter, er det bare ikke sjovt mere.”

UDEN DEN VANTE TJANS som køkkenassistent for sin mor havde Umut Sakarya ikke meget at give sig til. Sammen med sin storebror flyttede han ind i farens nye lejlighed, men det stod hurtigt klart, at patriarken ikke havde tænkt sig at engagere sig særligt i sønnernes liv. Han havde travlt med at arbejde, hygge sig med sine venner og gå på jagt efter nye kvinder. Derfor var de som regel overladt til sig selv. 

Det var ensomt, og det hjalp ikke, at Umut Sakarya blev betragtet som mærkelig af de andre børn. Han var et stille barn, der holdt af stille lege, og så var han lidt for godt i stand, hvilket betød, at han altid blev valgt sidst til alting. Hans storebror ville ikke lade ham lege med sine venner. De to havde et anstrengt forhold og sloges som hunde. Det var knytnæver i ansigtet, så blodet sprang fra næsen. Som regel var det Umut Sakarya, der fik bank, for selvom der kun var et år imellem dem, var han fysisk underlegen. 

Når han tidligere havde beklaget sig til sine forældre, havde han altid fået at vide, at han skulle lade være med at svare igen, for storebroren var ældst. 

”Det er en supergammeldags ting, der desværre lever i visse kulturer. De ældste får at vide, at de er prinser, og lever som sultaner derhjemme, og det går de ud i verden og tror på,” siger han.

Efter moren var rejst, og hans far var begyndt at ture rundt, blev det værre. Hvis hans storebror var i dét lune, styrede han lejligheden, og så måtte lillebror løbe ind på sit værelse hvor han fordybede sig i lektier. I det mindste var han god i skolen, og den eneste måde, han kunne aflaste ubehaget på ved ikke at føle sig set, var ved at prøve at være en dengse.

”Flere gange græd jeg bare i skolen, for jeg vidste ikke, hvad der skulle ske. Jeg vidste ikke, om vi kunne komme til Danmark og hjem til mor. Som barn føles én dag som et år, så det var lang tid at gå med de tanker. Det var meget sørgeligt, det hele,” siger han og fortæller, at som månederne skred frem, begyndte han at tabe håret. Han blev skaldet på den ene side af hovedet, fik smerter flere steder i kroppen og begyndte at sluge panodiler, som var det slik. Han var 11 år gammel og endte i en regulær depression.

”Jeg gik psykisk ned som barn. Min mor rejste væk, min far var der ikke, og jeg anede ikke, hvor jeg hørte hjemme. Det var sindssygt ensomt, og resten af familien var ikke særlig gode til at tage hånd om os. I dag, når vi kommer på besøg, er de enormt hjertelige, men jeg kan ikke lade være med at ryste på hovedet, for ingen af dem kunne finde ud af at tage sig af mig dengang. Jeg følte mig uønsket og anede ikke, hvor jeg skulle placere mig i mit eget liv.”

De lange, sneglende dage begyndte at følge samme trivielle form. Han gik i skole, tog hjem og læste lektier, så fjernsyn og savnede sin mor. En dag slæbte han bord-fritøsen med ind i stuen, så der kunne laves pomfritter på samlebånd, uden han behøvede rejse sig fra sofaen. Tre gange om dagen gik han ud til postkassen for at tjekke, om der var nyt fra Danmark.

UMUT PÅ TRYK

Kogebogen ’Guldskeen’, der er en kærlighedserklæring til dansk mad, udkommer 7. oktober. Umut Sakarya har også skrevet kontrakt på en opfølgende kogebog, der skal bruges til hjemkundskab i folkeskolen med traditionel dansk mad.

”Kogebogen skal give børn en forståelse for, hvad dansk madkultur er, og hvorfor vi spiser, hvad vi gør, til påske, til jul, til fødselsdag. Jeg vil gerne lære børn ikke at have nogen problemer med dansk mad, med smørrebrød og fisk. Hvis de starter med at lære det i en tidlig alder, er det lettere om 20 år at sælge helstegt fisk, i stedet for at de siger: ’Kan du fjerne benene for mig?’ Den revolution vil jeg gerne starte.”

CIRKE EN MÅNED før genåbningen fisker han en cigaret frem fra den ene inderlomme og en lille flaske med pebermynteolie fra den anden, som han drysser udover for at tilføje den mentolsmag, man ikke længere kan købe sig til i kioskerne. Det er en smuk og kold martsdag, og mens den københavnske formiddagstrafik ruller forbi Guldkroen, sidder han foran sin restaurant og scroller på sin telefon. For nylig uploadede han et billede af seks forskellige slags grønlangkål fra hvert sit område af landet med teksten: ”Hvilken er den rigtige?” 

”Det var lige før, at folk truede hinanden i kommentarfelterne. Religion, politik, dyr og klassisk mad kan få folk op i det røde felt. Hvis jeg uploader et billede af noget så uskyldigt som en garniture-­chili-ret, er det som at lægge en bombe og vente på, at den eksploderer. Folk kan ikke styre sig.”

I et forsøg på at afværge tab under pandemien sælger han her i marts tarteletter og rødgrød med fløde som takeaway, men det er ikke særlig indbringende og slet ikke det samme. Guldkroen er skabt til liv og glade dage. Som en tidslomme, hvor man kan glemme alt om kostråd og sundhedstips og i stedet spise og drikke, til man revner. 

Ideen om at dyrke danskheden som koncept fik han i 2015, da han var i gang med åbningen af Grisen, som skulle servere klassisk dansk mad. På forhånd havde han terpet bøger om succesfulde koncepter og besluttet sig for at gå all in på indretningen, så man fik fornemmelsen af at sidde på en kro i en svunden tid.

”Det er det fedeste at bygge restaurant. Det er som at spille ’The Sims’, hvor man kan vælge alt og gå helt ned i detaljen med de forskellige løsninger.” 

Umut Sakarya fandt blandt andet inspiration på Designmuseet i København, og han elsker stadig at traske rundt på museet og blive suget ind i design fra forskellige hedengangne årtier. Dernæst gik han i gang med at samle på ikoniske danske items, fik købt en tallerkenrække og en masse forskelligt kongeligt porcelæn. Og sådan fortsatte han rundt i landet, hvor han støvsugede diverse genbrugsbutikker i jagten på danskhed. 

Efter et par år med Grisen brød han med sin partner – og daværende kæreste – og åbnede i stedet Guldkroen lige rundt om hjørnet. Navnet var ikke svært at finde på. Konceptet skulle være gylden mad, der var paneret og friteret, med Gyldne Damer på flaske. Og så, som han siger med et smil, er han jo tyrker af ophav og sind og elsker derfor guld. 

I 2017 åbnede han kroen med ternede duge, dannebrogsflag og blomster i vinduerne, gammeldags malerier, broderier, porcelæn og vildttrofæer på de blomstrede vægge og utallige genstande fra diverse genbrugsbutikker, der alle har det til fælles, at de taler ind i en historie om en danskhed fra gamle dage.

”Jeg synes, det er smukt at servere flæskesteg på kongeligt porcelæn,” som han siger. 

DET KAN VIRKE PARADOKSALT, at en tyrkisk tilflytter vifter så fanatisk med fanen for det traditionelle danske køkken. Men selv synes Umut Sakarya, det giver god mening, for han er netop kommet udefra og kan derfor betragte det hele uden at være forudindtaget. 

”Kvaliteten af dansk mad kommer jo helt an på, hvordan man laver det. Man behøver ikke skamkoge sine grøntsager. Alene det gør meget dansk mad langt mere lækker. Samtidig har man hen over de seneste årtier shamet dansk mad. Der er blevet lavet et stærkt symbolsk bånd mellem svinekød og dansk madkultur, hvilket har gjort, at folk, der spiser dansk mad, bliver set som proletarer og tabere.”

Efter han er blevet en slags galionsfigur for dansk mad, har flere politiske partier kontaktet ham for at få ham til at medvirke i kampagner. Det har han sagt nej til. For i virkeligheden er hans mission at tage dansk madkultur ud af den politiske kontekst. I en kogebog, som han har på vej, er kun cirka 10 af de 50 retter med svin, og dem har han mærket, så man kan springe dem over, hvis man for eksempel er muslim eller jøde. 

”Der er masser af danske retter, der ikke indeholder svin, som alle kan spise. Der er ingen grund til at reducere vores madkultur til én ting. Man forbinder jo heller ikke pizza med en eller anden bestemt holdning i Italien. Men det gør vi i Danmark. Lige så snart man siger ’flæskesteg’ eller snakker om ’leverpostejssegmentet’, tænker mange Dansk Folkeparti. Det er sindssygt underligt, og det er synd, for vores madscene tilhører os alle,” siger Umut Sakarya, der mener, at den del af integrationsdebatten, hvor svinet er blevet en slags kulturelt krigssymbol, er det rene ”pis og papir”. I hans øjne burde man i langt højere grad snakke om fusionering: at man kan bo sammen, uden at man behøver blive ligesom hinanden. 

”Jeg tror, integrationen fejler, fordi vi har en idé om, hvad der er typisk dansk. Man må anerkende, at folk har forskellige baggrunde og kulturer. Hvis man er vokset op med, at svin er et dyr, man ikke spiser, er det svært at ændre det. Det ville svare til, at jeg sagde: ’Tag lige en bid af den her hund.’ Jeg har danske venner, der siger til mig, at jeg er anderledes end de andre indvandrere. Men hold nu op. Hvor mange tyrkere kender du? Hvis det kun er mig, er det et ret skrøbeligt grundlag at udtale sig på. Og jeg er megameget tyrker, jeg går i wifebeater, spiser solsikkefrø og drikker te til klokken lort om natten. Jeg elsker at være her, jeg elsker strand og bajere og bare bryster, men det vil aldrig nogensinde gøre mig til dansker.”

EFTER MERE END to års venten var der endelig gevinst i postkassen. Her lå et brev fra Danmark med visum til Umut Sakarya og hans storebror. Forinden havde de boet hos morens onkel, der smed de læssede tasker om bag i bilen, og så gik turen ad bumlede veje til Istanbul og siden videre med fly til København. Det sidste stykke til Odense skulle tilbagelægges med tog. Det blev den mest kaotiske del af rejsen. Omkring Nyborg skulle storebroren tisse, så han og morens onkel drog af sted for at finde et toilet i en af de andre kupeer. Da toget lidt senere trillede ind på Odense Banegård, var de stadig ikke kommet tilbage. Uret på tavlen viste 19.07. Det var ankomsttidspunktet, så meget vidste han, det havde indprentet sig på nethinden, men der var kun blege, ukendte ansigter omkring ham. Udenfor begyndte konduktøren at pifte i fløjten. Han vidste ingenting om landet, og i panik græd han så højt og hysterisk, at toget blev stoppet. Få øjeblikke senere kunne Umut Sakarya give sin mor et længe ventet kram på perronen. 

Og han var lykkelig for at være i Danmark. Endelig var han atter sammen med sin mor, der havde anskaffet sig et lille rækkehus i bydelen Sanderum ved udkanten af en lille skov og over for en rideskole. Der var rent og pænt og roligt og helt anderledes end i den larmende og støvede by i Tyrkiet, han kom fra. Naboerne, der primært var pensionister, kom rendende i tide og utide med flødekartofler, tarteletter, drømmekage og anden dansk mad for at byde den lille familie ordentligt velkommen. 

Rækkehuset havde moren indrettet som et ”ægte tyrkerhjem”, som Umut Sakarya siger, med tunge gardiner og tunge tæpper, man ikke måtte træde på, hvide lædersofaer og et stort tv-møbel i højglans med et fjernsyn, der nonstop viste tyrkiske kanaler. Men det var nu ikke, fordi hun havde tænkt sig, de skulle leve uafhængigt af den nye kultur. Tværtimod. Hun havde selv skaffet sig et job som rengøringsdame for at kunne forsørge familien, og hun insisterede på, at de tog skolen seriøst og lagde sig i selen for at lære sproget. 

Som Umut Sakarya husker: ”Hun sagde altid: ’Vi er kommet for at leve her og ikke for at tage hjem igen. Så vær her også mentalt.’”

SUPPE, STEG OG IS

Umut Sakarya har planer om at lave en ’stegt flæsk’-dag, der skal blive lige så stor som mortensaften. Han brygger også på en flæske­festi­val – en slags kulturfest for svin, hvor landmænd fremviser forskellige grisearter, hvor slagtere viser, hvordan man parterer, og hvor veganere, vegetarer og dyrevelfærds­aktivister – er velkomne. Han pønser også på at åbne et forsamlingshus midt i København, der skal tilbyde suppe, steg og is i ordentlige rammer.

”Prøv lige at forestille dig at blive gift, mens en tyk mand spiller musik, og man drikker flaskeøl og spiser suppe, steg og is lavet på gode råvarer. Det er nostalgisk og langt federe end et klassisk bryllup med tre røvkedelige retter, ingen husker bagefter.”

DESVÆRRE FLYTTEDE det usunde broderskab med ind i de nye rammer, og ofte endte de to brødre i karambolage. Hvis Umut sad og så fjernsyn, kunne hans bror finde på at tage fjernbetjeningen fra ham og skifte kanal. ”Lad nu fucking være,” protesterede den yngste, og øjeblikket efter var de oppe at slås. Andre gange vadede storebroren ind på hans værelse og tog hans ting, og hvis han protesterede, endte også det med et slagsmål. Og når broren lånte noget, gjorde han et nummer ud af at aflevere genstanden beskadiget tilbage. Hvis det var en tallerken, skulle der laves skår i den, hvis det var en computer, slog han på tastaturet, så knapperne nærmest sprang ud. 

Samtidig var Umut Sakarya stadig den tykke dreng i klassen, og sprogbarrieren gav ham til at begynde med ikke bedre kort på hånden. Der var ikke mange børn, han kunne lege med, for de andre tyrkere i kvarteret betragtede ham som lige så underlig, som dem i barndomskvarteret i Tyrkiet havde gjort. Hans interesser stak ud, han kunne lide at tegne og male – objekter, mennesker, dyr – og det var svært at finde ligesindede. Det hele var anderledes og alligevel fuldstændig det samme.

”Det var svært at få andre 14-årige tyrkere til at sidde og male med én, når de hellere ville spille Counter-Strike. Jeg endte med at lukke mig endnu mere inde i mig selv.”

DA HAN BEGYNDTE på sprogskole, skulle holdet se ’Terkel i knibe’. Fra hjemlandet var han vant til platte vittigheder, men det her var noget helt, helt andet. Gennem hele Anders Matthesens film sad han fuldkommen måbende. Der var en storrygende mor, der var en alkoholiker-onkel, der var vold i stride strømme. Det var jo slet ikke sjovt. Hvad havde folk gang i på disse kanter, siden man kunne grine af den slags?

”Hvis man ikke forstår sproget og humoren i et land, føler man sig uden for fællesskabet. Jeg tror især, det er vigtigt i Danmark, for dansk humor er fucked up. I Tyrkiet skal man være langt mere påpasselig med ikke at træde nogen over tæerne.” 

I stedet for at lukke ned for den grovkornede danske humor besluttede han sig for at hægte sig på. Han måtte simpelthen forstå, hvad det gik ud på. I takt med at han lærte sproget, begyndte han også så småt at få humoren ind under huden, og det fik afgørende betydning for hans sociale omgang. Pludselig følte han sig mere hjemme blandt sine nye landsmænd. Han lærte at forstå de sociale koder og kunne pludselig selv byde ind med grove bemærkninger, der fik de andre til at skrige af grin over den sjove buttede tyrker. 

”Man kan jo ikke pludselig få lyst hår og blå øjne, men en god måde at blive en del af et land på er at lære humoren. Det danske samfund er mere frit end de fleste, og jeg tror, man forsøger at bevare den frihed gennem humoren, for lige så snart man laver regler for, hvad man må lave sjov med, begynder man at lave regler for det hele. Det er jo ikke sjovt at mobbe nogen, men det er en del af at føle sig fri at have en grænseløs humor. Selvfølgelig skal man være opmærksom på, hvordan andre vælger at opfatte det, men heller ikke for meget, for som Anders Matthesen siger: ’Er man født med en kort arm, må man vente, til de andre er færdige med at spise kage.’”

SHITSTORM 2

Under overskrifter som ’Kendiskok styrer kvindehadsk Facebook-gruppe’ og ’Kaldte kvinder for ludere og opvaskemaskiner’ endte Umut Sakarya i foråret i en shitstorm, der angreb de kommentarer, der kom frem i Facebook-gruppen ’Official Team Grease’ for mænd, der kunne lide greasy mad. Han havde i flere år stået bag gruppen med 17.000 medlemmer, hvor en del af jargonen var en grov tone.

Før shitstormen begyndte, kunne han godt se, at han havde været med til at ”avle mere lort på nettet”. Han lavede derfor et opslag om, at det var på tide at stoppe med den grimme tone i gruppen, og at han fremadrettet ikke ville tolerere racistiske, sexistiske og homofobiske jokes. Fire dage senere blev screenshots af flere af Umut Sakaryas ­tidligere grovkornede kommentarer fra gruppen delt på Twitter.

”Det var en gruppe, hvor nogen for eksempel kommenterede, at sovsen var tynd, og så skrev en anden: ’Den skal jo ikke være tyk som din mor.’ Der var intet personligt i det. Det var bare jokes. Og det var jo mig selv, der havde meldt ud, at jeg syntes, det skulle stoppe. I dag klæder det mig ikke med en grim mund. Jeg er 30 år og forretningsmand. Det var sjovt for fem år siden, men nu vil jeg gerne være mere ansvarsfuld.”

DA UMUT SAKARYA gik i 10. klasse, fik han job på et pizzeria i Odense. Det var ikke ligefrem byens mest delikate slices, der blev langet over disken for en tyver. Han havde blandt andet til opgave at skære tomater, men steg i graderne og endte med at stå for pastaretterne. På det tidspunkt regnede han ikke selv med, at hans fremtid var på madscenen. Han holdt af at kokkerere derhjemme, men han var mindst lige så glad for at lave regnskaber i skolen og drømte om at blive revisor eller bankmand. Det var først, da en studievejleder foreslog skolepraktik i et køkken, at den verden åbenbarede sig. Han endte på SAS-hotellet i Odense og landede efterfølgende et job som opvasker. Her fik han af og til lov til at anrette nogle af retterne. Senere fik han job som køkkenmedhjælper under en fransk køkkenchef, og det sugede ham for alvor ind i faget. 

En del af oplæringen i køkkenet bestod af at smage alverdens forskellige ting, han aldrig tidligere havde sat tænderne i. Estragon og snegle blandt andet, og en dag stod der stegt flæsk med persillesovs på menuen. 

Umut Sakarya havde ikke betragtet sig selv som muslim, siden han som 15-årig havde læst op på de forskellige religioner og var nået frem til, at ingen af dem gav mening for ham. I den forstand var det ikke en udfordring. Det var det til gengæld pludselig at føle konsistensen og smagen i munden for første gang. Han havde altid syntes, det stank, når Danish Crowns lastbiler kørte gennem Odense, og han havde derfor aldrig tænkt: ”Det må jeg bare prøve.”

I første omgang var Umut Sakarya ikke blæst bagover af sit nye gastronomiske bekendtskab, men da det kom til flæskestegssandwich nogen tid efter, var hans hjerte tabt. 

”Det smager simpelthen så godt. Kogt svin er jo ikke noget særligt, det er ikke som med oksekød, der er mere kraftigt i smagen. Svin skal steges ordentligt, men hvis man gør det, får man en oplevelse, man ellers ikke kan få i verden.” 

Umut Sakarya elskede at udforske de forskellige kokketeknikker, og det blev mere reglen end undtagelsen, at han selv legede testkøkken derhjemme i sin fritid. Det var i 2008, og branchen var ved at forandre sig. Det fik Umut Sakarya at mærke, da køkkenchefen en dag spurgte den anden køkkenmedhjælper: ”Hvorfor vil du egentlig være kok?” Da han svarede: ”Jeg kan ikke blive til andet”, blev han fyret på stedet. 

”I gamle dage var det jo meget sådan, at hvis man ikke kunne finde ud af noget, kunne man altid blive kok. Det skiftede dengang. Man søgte nogen, der var nysgerrige og ville noget. Og det ville jeg.”

UMUT SAKARYA MÅTTE på kokkeskolen. Derfor flyttede han som 18-årig til København uden at kende et øje. Eller måske snarere derfor. For han så det også som en mulighed for en frisk start. Han havde fundet noget, der virkelig interesserede ham, så ud over at gå i skole og arbejde brugte han al sin tid på at læse om mad.

”Jeg siger altid til folk, at hvis de vil opnå noget, så flyt væk. For mig betød det, at der blev skabt den nødvendige ro til at fokusere. Det er en proces, man skal igennem, og den kan være hård, for den er også ensom, men hvis man fokuserer på at dygtiggøre sig, kan man komme til at stå langt stærkere.” 

Mens Umut Sakarya gik på kokkeskolen, begyndte han at deltage i konkurrencer i udlandet. Som færdigudlært 21-årig fik han job som souschef på en restaurant, og senere kom han til at arbejde på restauranter som Geranium. Han fik ros, men der var alligevel noget, der trak i en anden retning. Den københavnske restaurant­scene boomede, og han kunne godt se, at der var mange penge i omløb. Samtidig stod det klart for ham, at selve fine dining-scenen, der dominerede, ikke var noget for ham. Han gad ikke drysse lakridspulver på kærnemælkssuppe eller slikke røv på byens vigtigste madanmeldere. Han ville tilbage til det, han var faldet for ved faget – fællesskabet.

Derfor startede han sin egen lille cateringbiks, hvor han skræddersyede selskaber til folk. Hvis man skulle holde fødselsdag, fik man ikke blot tre menuer at vælge mellem, nej, man kunne bestille sin livret, og han kom selv ud og dækkede bordene op og medbragte om nødvendigt tjenere og opvaskere.

Sideløbende lavede han mad til plejehjem for at sikre sig, at der rullede faste penge ind på kontoen. De første otte måneder holdt han ikke én fridag og måtte spise resterne af den mad, de ældre ikke selv spiste, men langt om længe var der skrabet nok sammen til, at han kunne købe sit eget sted. Det indrettede han som et museum for danskhed og døbte det som nævnt Grisen. Han ville lave en revolution inden for grillmad. Modsat de andre grillbarer, der tilbød kinesisk, pizza, durum, burger og alt muligt andet, ville han fokusere på kvalitets-flæskestegssandwich. Hver dag lavede han 200 hjemmebagte boller, der var klar, lige før han åbnede dørene, så duften hang i butikken. Når de 200 var solgt, lukkede han igen. På ingen tid blev han væltet af kundeefterspørgsel. 

EFTERHÅNDEN SKETE DER noget mærkeligt inde i Umut Sakarya. For første gang havde han oplevet at indgå i et fællesskab, hvor han blev værdsat, og dermed mærket fornemmelsen af rent faktisk at have sin berettigelse i verden. Det var en uvant følelse. Var det selvtillid, der rumsterede derinde? I stedet for at skutte sig skød han gradvist brystkassen frem med større overbevisning. 

På mange måder blev hans identitet rodfæstet i de år, men noget andet begyndte at ulme i ham. Spørgsmål om fortiden hobede sig op: Hvordan kunne hans mor bare rejse fra ham? Hvorfor slog hans storebror ham? Hvordan kunne hans far have været så ligeglad? 

Efter at de i sin tid var flyttet til Danmark, gik der tre måneder, inden hans far ringede til deres mor for at høre, om hun mon vidste, hvor børnene egentlig var henne. Han troede stadig, de befandt sig i Tyrkiet. Undervejs havde det ikke fyldt det store hos Umut Sakarya, og han var flere gange tilbage på besøg hos sin far, men nu begyndte han at kigge på sin barndom udefra.

”Jeg var ikke vred undervejs. Det blev jeg først senere, da jeg begyndte at få de tanker: ’Hvad skete der egentlig?’ Jeg kan forestille mig, at det har ligget så dybt i mig, at jeg måske ikke har turdet tænke det før.” 

Mens spørgsmålene steg i antal i Umut Sakaryas baghoved, stod det mere og mere klart for ham, at hvis han skulle være herre i eget liv, krævede det en konfrontation med fortiden. 

”Bare fordi man har et blodbånd til nogen, betyder det ikke, at de har krav på eller ret til, at man har det skidt. I teorien er man en stor familie, men i praksis kan man være en lortefar eller en lortebror. Jeg har sikkert også været en lort over for andre, men så må man bruge dialogen til at få snakket ud. Vi oplever jo alle sammen at have nogen eller noget i vores liv, der gør, at vi på en måde bliver tilbageholdt. Det gik op for mig, at jeg i alt for mange år havde følt mig holdt lukket i en boks.”

TIL SIDST VAR DER ingen vej udenom. Næste gang han var sammen med sin storebror, ville han sige det, som det var: Hvis broren var voldelig over for ham igen, ville han anmelde ham til politiet, og så skulle de ikke længere tale sammen.

Han havde flere gange tidligere forsøgt at italesætte problemet: ”Hey, jeg er 21 år, og du er 22 år. Vi er nødt til at stoppe med at slås. Vi er ikke 13 år mere. Vi kan slå hinanden ihjel.” De så hinanden ofte, og det kunne også være hyggeligt nok, men der var aldrig langt over i den modsatte grøft.

”Det var ren ’Fight Club’. Vi har været fuldstændig forslåede. Engang hamrede jeg en gaffel ind i hans arm, og jeg har været på akutmodtagelsen med blodnæse flere gange.” 

Nu var det på tide at slutte det, og det sagde han til sin storebror. Men i stedet for den forståelse, han havde håbet på, fik han en parfume tyret i hovedet. Uden at tøve ringede Umut Sakarya til politiet – eller han lod som om, for han kunne ikke finde på at melde sin bror. Kort efter gik han ud ad døren. ”Det slutter her,” sagde han.

For fem år siden i forbindelse med deres morbrors bryllup mødtes de to – uden at udveksle et ord. 

”En enkelt gang har jeg skrevet til min storebror: ’Skal vi prøve at blive venner igen?’ Det er to år siden, og jeg har ikke fået noget svar,” siger Umut Sakarya, der også konfronterede andre familiemedlemmer, uden at det på længere sigt kom til brud. I farens tilfælde handlede det især om, hvordan han kunne tillade, at hans børn bare flyttede, uden at vise følelser.

Også morfaren tog han et opgør med. I hans optik havde bedstefaren ofte behandlet hans mor, som om hun ikke kunne noget selv. Det irriterede ham grænseløst, for i hans øjne var hans mor en stærk kvinde. Men der var nogle underliggende dynamikker til stede i familien, som ingen havde gjort op med, fordi de havde forplantet sig så stærkt. En form for kontrol, der ikke passede ind i et frit samfund som det danske. Han havde selv oplevet det, da han på et tidspunkt skrev et Facebook-opslag om islam, hvorefter morfaren havde ringet til moren og formynderisk sagt, at Umut Sakarya skulle passe på med at dele den slags. 

”Jeg er et frit menneske. Skal jeg spørge ham om lov, når jeg skriver noget på Facebook eller alle andre steder? Det irriterede mig helt vildt. Og det var værre med min mor. Da hun på et tidspunkt købte en bil, blev han rasende, fordi hun ikke havde spurgt ham til råds. For det første er det hendes penge, som hun har tjent, og for det andet: ’Hvad rager det dig?’ Min mor har aldrig sagt ham imod, fordi hun ikke ville være respektløs. Men hvis noget er respektløst, er det at få et menneske til at føle, at man ikke kan finde ud af noget selv. Jeg sagde til ham, at han burde skamme sig over sine handlinger og begynde at kigge på sin datter som et menneske frem for en eller anden imbecil.”

Som den sidste tog han fat i sin mor. Det blev den bedste samtale, for de kunne rent faktisk snakke sammen. 

”Man kan sagtens løse ting i familien, men det kræver, at den anden part forstår, hvad man siger. Det er jo altid svært at starte samtaler om et problem, men når man finder ud af, hvor lettende og dejligt det er bagefter, tænker man, at man skulle have gjort det for lang tid siden.”

UMUT SAKARYA SKÆNKER sig en Guldsjus i baren på Guldkroen. Det er en varm junidag. Langt om længe minder landet om de gode, gamle dage, og selv holder han tidligt fri. 

”Jeg har ikke spist morgenmad endnu, så jeg bliver nok fuld af den her. Skål,” siger han og tager en solid tår af den grønne væske – grøn sodavand og Cuba Caramel.

Det er først på eftermiddagen, og det er ikke, fordi han har sovet længe, at han har skulket fra dagens første to måltider. Han har tværtimod sat sig for at tabe sig, efter han var kommet lidt for godt i stand igen. Det gør han med slankemedicin, som han tager om morgenen, og så har han ikke rigtig nogen appetit resten af dagen. De seneste tre dage har han spist en pølse og et halvt kyllingebryst, det er det. 

”Sidste gang tabte jeg mig over 30 kilo på den måde. Det er effektivt. Det er ikke sådan noget amerikansk tv-shop ’Fat burner 2000’. Det er ægte medicin, som man kan få på recept. Det virker, og det er den eneste måde, jeg kan tabe mig på,” siger han. 

De forgangne uger er Umut Sakarya også blevet mere aktiv. Han er begyndt at gå lange ture, og så er han startet til IMS-træning, en slags akupunkturform, hvor man får stød, mens man laver øvelser. 

Det har været nødvendigt med en mindre omvæltning i Umut Sakaryas liv for at få energien tilbage. De mange måneders nedlukning endte med at slide hårdere på ham, end han havde troet. Til sidst var overskuddet pist væk.

”For et par måneder siden kunne jeg ikke skrive en eneste mail, fordi min hjerne var helt smadret. Det var en hård omgang. Det er blevet bedre. Ikke ved ikke at lave noget, men ved at lave de rigtige ting og så holde fri. For arbejde og privatliv må ikke blive blandet så meget sammen, at man brænder ud.”

En morgen i maj vågnede Umut Sakarya med ondt i hjertet. Han tænkte, at det nok ville gå over igen. I øvrigt havde han for travlt, så han forsøgte at ignorere det. Men smerten blev ved, og da hans ene fod samtidig hævede op, tog han modvilligt forbi lægen. 

Her blev han mødt med løftet pegefinger og en alvorlig mine. Der blev foretaget målinger fra top til tå, og til hans held var tilbagemeldingen, at han var sund og rask som en væddeløbshest. Til gengæld måtte han meget snart finde en måde at få hjernen til at slappe af på, for den havde simpelthen kørt på fuld skrue for længe. 

Det var et wakeupcall.

”Jeg er frisk og rask fysisk, men når noget gør ondt inde i din krop, er det bare et spørgsmål om tid, hvornår der så sker noget værre.” 

Umut Sakarya besluttede sig for at opsøge en psykolog. Han begyndte også at omlægge dagligdagen, gå lange ture, lave picnic eller drikke kaffe i naturen, tage andre veje hjem, ringe til gamle venner. Og så besluttede han, at alt det, der ikke er færdigt klokken 18, må vente til dagen efter. 

”Jeg har sagt til mig selv, at nu tager jeg den med ro og slapper lidt af, for man bliver tyk og gammel af det. Det fylder meget mere, end man måske går og tror. For det er jo klart, hvis der ikke er flere penge i kassen, så er der bare ikke flere penge i kassen, og så har man smadret sit livsværk.”

Det er ikke første gang, Umut Sakarya har danset tæt på sammenbruddets rand. På et tidspunkt spurgte hans fars kone ham: ”Hvorfor arbejder du egentlig så meget?” ”Det er nødvendigt,” svarede han. Så kiggede hun mistroisk på ham: ”Men det er det jo ikke,” sagde hun.

”Og det har hun jo ret i. Men det kommer af et behov for at bevise sig selv. For mig er mine restauranter en måde at sige: ’Hey, jeg er ikke tabt bag en vogn.’ Selvfølgelig har det haft betydning, at jeg i så mange år var ensom og en outsider. Der er en enorm tilfredsstillelse forbundet med, at jeg har formået at skabe det her. Det kan nogle gange være irriterende, hvis nogen spørger: ’Må jeg tage et billede?’ Men der er meget stor afstand fra at være den, der altid blev valgt sidst, til at være den, som folk gerne vil have taget et billede med. Det er en ret vild kontrast. Især fordi jeg stadig føler, at jeg er fuldstændig mig selv. Jeg er lige så mærkelig, som jeg altid har været.”

I SLUTNINGEN AF juli trækker grå skyer ind over København på en ellers blå himmel. De seneste uger har byen svedt som en stegepande, og indenfor på Guldkroen er flere medarbejdere så småt begyndt at rigge an til endnu en travl dag. Normaliteten er tilbage. Også Umut Sakaryas kæreste, 24-årige Johanne Havshøj, er til stede. Bedst som han gik rundt et års tid tidligere og havde på fornemmelsen, at det vist var slut med at blive forelsket igen, blev han præsenteret for den aarhusianske kvinde gennem en fælles bekendt. Det første møde indeholdt pølsemix og bøfsandwich med sovs, på den første egentlige date fik de franske hotdogs, remoulade og rød sodavand. Nu bor de sammen i en lejlighed på Nørrebro, der ligner Guldkroen i sin indretning. 

På en stol udenfor sidder Umut Sakaryas mor i en grøn kjole og tager selfies. Sommerferien i København skal dokumenteres. Hun skulle egentlig have været i Tyrkiet, men COVID-19-situationen var for kaotisk, så sønnen fik lokket hende til at tage til hovedstaden.

Umut Sakarya sidder også udenfor, da de første dråber begynder at klemme sig ud af de grå skyer. En, to, tre. Straks efter vælter det ned med hårde dråber i et rasende tempo. 

”For helvede, hvor er det godt,” siger han og springer op fra bordet, næsten som et lille barn, og løber ind til de andre i kroen: ”Det regner nu!”

Hans mor er uden sammenligning hans tætteste familie. Hun har lovet, at når han en dag får børn, vinker hun Odense farvel for at kunne være tættere på ham på permanent basis. Hun ville ønske, hun havde grebet det anderledes an, dengang han var barn, men han har også selv fået større forståelse for, hvad hun måtte igennem. 

”Min mor er en rigtig arbejderdame. Ingen skal bestemme over hende. Det har ikke været nogen nem beslutning at flytte alene til et andet land uden uddannelse. Hun kunne have fundet en eller anden stodder, der kunne forsørge hende, men det gjorde hun heldigvis ikke. Hun insisterede på at klare sig selv, også når det var hårdt, fordi hun ville give os et bedre liv. Det har jeg stor respekt for.”

 

Jan Grarup har dokumenteret verdens skyggesider i mere end 30 år. Her stiller den 52-årige krigsfotograf skarpt på seks fotografier fra sine mange rejser.
Tekst:Sebastian Dally MayoniFoto:Jan Grarup

1. FRISØREN I BALAKOT

”I 2005 ramte et stort jordskælv den pakistanske del af Kashmir og især en fattig by ved navn Balakot. Jeg vidste med det samme, at jeg skulle af sted for at dække historien. Når man arbejder med det, jeg gør, er der nogle parametre for, hvornår man rejser. Og når det kommer op i en skala med mere end 80.000 dødsfald, handler det bare om at komme af sted. 

Jeg er velbevandret i at få det logistiske til at gå op med fixere, biler, flybilletter og så videre. Der gik to dage, fra jordskælvet ramte, til jeg sad i en maskine på vej til Islamabad. Derfra lejede jeg en bil med chauffør og kørte nordpå mod Balakot, der ligger meget afsondret. 

Vi skulle køre på ekstremt dårlige jordveje i bjerge og dale. Flere af vejene var styrtet sammen, vi måtte finde nye ruter og endte i en lang konvoj af lastbiler med nødhjælp. Nogle gange kan det tage tre timer at komme frem, andre gange sidder du som her i kø i tre dage. Jeg er ukronet konge i Candy Crush (mobilspil, red.), for man skal have tiden til at gå. 

Da vi ankom til byen, var der ikke et eneste hus tilbage. Nogle mennesker var flygtet af frygt for efterskælv, mens andre gravede efter familiemedlemmer. Frisøren på billedet fortalte, at han havde mistet sine forældre, da huset, de befandt sig i, styrtede sammen, men de var endnu ikke blevet fundet. Efter vi havde talt lidt sammen, gik han hen til ruinerne af sin butik. Så rejste han sin frisørstol op, fandt sin kam og sin saks og begyndte at arbejde. Han fandt ovenikøbet det klæde, der sørger for, at man ikke får hår på tøjet og i nakken.

Balakot var den by, der var hårdest ramt af jordskælvet, og fotografiet repræsenterer noget specielt for mig. Det viser vilje til overlevelse og en flig af håb. Størstedelen af de mennesker, jeg møder, der er på flugt fra naturkatastrofer eller krig, ønsker mest af alt at genskabe et hjem. Man kan godt trække på smilebåndet trods de massive ødelæggelser. Frisøren havde endda sat en ventebænk op i tilfælde af, der skulle komme kø i butikken. Det er absurd, optimistisk og en smule naivt, men billedet, der var på forsiden af aviser i 21 lande, viser en værdighed og en vilje til at opretholde sit eget liv. 

Jeg besøgte Balakot fire gange. Jeg var der umiddelbart efter jordskælvet, og jeg var der, da sneen faldt, og folk måtte flygte fra bjergene på grund af kulden. Jeg tilbragte også jul og nytår i byen. Sidste gang jeg besøgte stedet, var om foråret for at gøre status over, hvor langt man var kommet. Det handler om at bide sig fast i en historie og følge den til dørs.” 

2. GULDTANKEN I ERBIL

”Billedet er taget i det nordlige Irak i 2016 uden for hovedbyen Erbil, der betragtes som en slags hovedstad i den kurdisk-kontrollerede del af Irak. Jeg var dernede for at dække historien om alle de flygtninge, som var kommet ud af Mosul og havde mistet deres livsgrundlag, mens Islamisk Stat blev nedkæmpet. Jeg var der sammen med filminstruktøren Boris Bertram, som var i gang med en dokumentar om, hvad vores hjem betyder for os. Han har rejst rundt i hele verden fra Lapland til Erbil for at finde ud af, hvad der kendetegner et hjem. Det er meget individuelt, hvad folk beslutter sig for at tage med, når de flytter eller flygter. Et eksempel var en dommer, som vi mødte i en flygtningelejr. Det eneste, han havde taget med fra Mosul, var jakkesæt og slips. Det var det vigtigste for ham. Det kan virke helt absurd at slæbe rundt på alle sine jakkesæt i en flygtningelejr, men det er sådan, mennesker er.

På en øde hovedvej i retning mod Erbil så vi pludselig den her tankstation af guld. Jeg tænkte: ’Hvad fanden er det?’ Den stod i et afsondret område mellem to byer, plastret til i rigdom. Og blot 80 kilometer fra, hvor krigen rasede, og tusindvis af mennesker blev slået ihjel – det er en afstand som fra København til Holbæk. 

Hvem bygger en guldbelagt tankstation? Hvorfor var den ikke blevet pillet fra hinanden? Jeg fik fat i ejeren, som fortalte, at han havde flere guldbelagte tankstationer. Han så det som et trækplaster – en måde at få kunder i biksen på i stedet for at sætte store skilte op. 

Det var først, da jeg kom hjem, at det gik op for mig, hvor grotesk det var, at man 80 kilometer derfra kæmpede for overlevelse. Det er ofte sådan, at jeg først kan se klart, når jeg har fået det på afstand. 

Billedet har været på forsiden af flere arkitekturmagasiner i hele verden, men da jeg tog det, vidste jeg ikke, at det ville få sit eget liv. God fotojournalistik skal stille spørgsmål og bekæmpe ligegyldighed over for omverdenen.”

GRARUP PÅ GRÆNSEN

Jan Grarup, 52, er uddannet ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. I 2017 udgav han ’And Then There Was Silence’ – en samling af sort-hvide højdepunkter fra hans 25 år som krigsfotograf over hele verden. I 2019 udkom dokumentarfilmen ’Krigsfotografen’, hvor man følger Grarups liv i København og i verdens krigszoner.

Han samarbejder med Dansk Flygtningehjælp og har vundet otte priser ved World Press Photo og Årets Pressefoto i Danmark fem gange. Jan Grarup har malaria, andre sygdomme og er ramt af PTSD. ”Jeg skal spise medicin for det hver dag. Den fysiske begrænsning kan jeg leve med. Det, jeg er bekymret for, er den dag, jeg ikke længere bliver påvirket af mit arbejde,” siger han.

3. GYNGEN I MOSUL

”Jeg arbejder hele tiden på mange forskellige projekter. Et af dem hedder ’Warscapes’ og er fotografier af byer og lande i krig, hvor landskaberne fuldstændigt ændrer karakter. 

Billedet er taget i en fattig forstad til Mosul, der bestod af små lerstenshuse, som var voldsomt beskadigede og havde været under Islamisk Stats kontrol. Røgen i baggrunden er fra brændende oliekilder. Islamisk Stat antændte 27 enorme oliekilder, før de måtte overgive sig. 

Det blæste ud med brændende olie, og det var ekstremt voldsomt. Jeg var sølet ind i råolie. Det stikker, svier og brænder på huden, og det farver hele byer sort. Alle børnene var smurt ind i olie, og kvinderne vaskede tøj fem gange om dagen. Selv fårehyrdernes dyr var kulsorte. Dem fotograferede jeg også. Oliekilderne brændte i mange måneder. Det er en ekstremt omstændelig proces at slukke, og det gjorde det ikke nemmere, at området var indhyllet i en stor konflikt. Husene i baggrunden er den tidligere frontlinje. Selvom frontlinjen havde rykket sig, var der stadig skyderier og mortérnedslag. 

Da jeg bevægede mig frem i gaderne iført skudsikker vest og hjelm, fik jeg pludselig følge af en lille knægt i vindjakke og badesandaler. Jeg bruger kun min skudsikre vest i nødstilfælde. Jeg synes, det er svært at rende rundt og ligne en Michelin-mand, mens små børn løber ved siden af og leger. Knægten fulgte efter mig med hænderne i lommen, og vi gestikulerede lidt til hinanden, for vi kunne ikke tale sammen. Da jeg kom til det, man kan se på billedet, begyndte jeg at stille mit kamera op. I løbet af et halvt minut fik han bundet en løkke på en af de ødelagte el-ledninger og fik lavet en gynge.

Jeg skyndte mig at fotografere situationen med et af mine andre kameraer, og da det hele var overstået, tænkte jeg, at virkeligheden overgår fantasien. Det er ikke et billede, du kan orkestrere i dit hoved.” 

4. SVÆRDFISK I MOGADISHU

”Jeg har arbejdet i Somalia siden 2010. Dengang havde al-Shabaab kontrol over halvdelen af hovedstaden, mens den somaliske regering havde den anden halvdel. Udviklingen i Somalia har jeg dækket løbende siden, og jeg elsker Somalia og det somaliske folk. 

Det er et af de mest gæstfri folkefærd i verden, selvom de sidste to årtier har været præget af konflikt på grund af warlords, korruption, islamisk fanatisme, hungersnød og meget andet. De har været igennem alt. Alligevel har de formået at bevare en værdighed og en gæstfrihed, som jeg sjældent har oplevet.

Men det er også et utrolig farligt land at rejse i. Når jeg er i Somalia, har jeg altid 10-12 livvagter med mig, som jeg har arbejdet med i mange år. Der er nærmest ugentlige attentatforsøg på regeringsmedlemmer, bilbomber og kidnapninger. Livvagterne er frygtløse med undtagelse af én ting: De kan ikke svømme, så når jeg bader i Det Indiske Ocean, hvor der er hajer, bryder de sig ikke om det.

Det paradoksale ved Somalia er, at pirateriet i Adenbugten har jaget trawlerne ud af farvandet, og derfor er livet i havet eksploderet. Fiskeri er ikke traditionelt noget, man har bedrevet i Somalia. Før i tiden var det mere kameler, geder, får og kvægdrift. Men på grund af konflikterne er fiskeriet blevet en måde at overleve – der er så mange fisk og hajer i det område. En stor haj kan indbringe op mod 1.000 dollars, og finnerne bliver blandt andet solgt til Japan.

Jeg har brugt mange dage på det store fiskemarked i den gamle del af Mogadishu, hvor de lokale læsser fangsten af hver morgen. De sejler ud på åbent vand om natten i små joller med påhængsmotor, og tidligt om morgenen vender de tilbage med kæmpe tun, marlin, sværdfisk og hajer. 

Fiskemarkedet er et kaos af blod, indvolde og fisk, og det ligger i det område, hvor nogle af de hårdeste kampe har fundet sted. Alle husene er bombet og skudt i stykker, men nu er der en langsom genopbygning i gang. Jeg fotograferer sjældent i farve, men her giver det mening. Huset i baggrunden er det første hus i hele den gamle bydel, der er blevet malet. Man kan tydeligt se, hvor ejerens matrikel starter og slutter. Han har kun malet det, der er hans.
Jeg har været i Somalia mellem 30 og 40 gange siden 2010. Selvom det er et meget usikkert og utrygt sted at være, er det på vej i den rigtige retning. Mit Somalia-projekt handlede ikke om borgerkrig og ødelæggelse. Det handlede om hungersnøden, der ramte ekstremt hårdt i 2010 og dræbte op mod 2.000 børn om dagen. Jeg kunne fylde alverdens aviser med de mest forfærdelige billeder, men livet er også noget andet. Det vil jeg gerne vise med det her billede.

Jeg har selv prøvet af løfte nogle af de hajer, de traver rundt med. Jeg kunne ikke flytte dem fra jorden. Så står de alle og griner af ham den lyserøde splejs.”

5. REDNINGSVESTKIRKEGÅRDEN

”Billedet er fra Lesbos, hvor de har en enorm redningsvestkirkegård. Der ligger over 250.000 redningsveste, og billedet viser kun en lillebitte del af lossepladsen. På nogle måder ligner bunken et kunstværk eller et maleri, men ser man godt efter, vil man finde ud af, at mange af redningsvestene er lavet til børn. Størstedelen duer slet ikke som redningsveste, men er blevet masseproduceret af menneskesmuglere, dødens købmænd, der har solgt dem dyrt til flygtninge og desperate mennesker. En stor del af dem er fyldt med avispapir og pap, som ville have den stik modsatte effekt, hvis man faldt i vandet. 

Billedet er en del af mit projekt om flygtninge- og migrationsstrømme ved Europas ydre grænse, som jeg begyndte på i 2015. Dengang lå redningsvestene i små bunker på strandene. Hver gang en båd ankom, kunne man se dynger af veste, som lå rundt­omkring. På et tidspunkt var der så mange gummibåde, påhængsmotorer og redningsveste, at man besluttede at smide det på lastbiler for at køre det ud til en losseplads, der bare er vokset med årene. Billedet tog jeg med drone i 2019. 

Hvis man tager til Lesbos som turist, burde man tage op og se redningsvestkirkegården, der er et monument over hele krisen. Man kan også skimte en kajak, som nogen har forsøgt sig med. Andre har svømmet eller brugt baderinge eller en oppustelig krokodille. Man har forsøgt det hele, og et stort antal mennesker er druknet. Jeg har gode venner, som fotograferer i Libyen, og de fortæller, at der skyller lig op på stranden hver eneste morgen. Det er stadig hverdag.” 

6. DETENTION I COLOMBIA

”I marts 2021 rejste jeg til Colombia for at dække den hyper­inflation, der foregår i Venezuela og har enorme konsekvenser for befolkningen. Til trods for at Venezuela er et af de lande i Latinamerika med den største forekomst af olie, er økonomien fuldstændig smadret, og over tre millioner venezue­lanere har forladt landet. Nogle er søgt mod Peru, andre mod USA, men størstedelen er rejst til Colombia, og det har skabt kolossale problemer. 

Jeg mødte en kvinde, som var flygtet med sine børn fra Caracas, da hun for en månedsløn kun kunne købe en liter mælk, fire æg og en pakke cornflakes. Jeg mødte også en gammel musikprofessor, som havde undervist i klassisk musik på konservatoriet i Caracas. Nu bor han i en papkasse ved grænsen og forsøger at hjælpe unge familier videre. 

Ud over de venezuelanske flygtninge er der flere millioner internt fordrevne i Colombia, som bor i superfattige favelaer i udkanten af hovedstaden Bogotá. De områder huser nu et miks af colombianske og venezuelanske flygtninge. Mange kvinder brødføder deres familier ved prostitution. For mændene er en typisk vej banderelateret narkokriminalitet. 

Det oplevede jeg på nærmeste hold, da jeg var ude med politipatruljer i udkanten af Bogotá om natten. Hver nat bliver der slået unge mænd ihjel i kampen om narkomarkederne. De colombianske bander forsøger at opretholde deres territorier, mens venezue­lanske bander forsøger at overtage.

Fængslerne er så overfyldte, at man er begyndt at bruge detentionerne som fængsler. I byen Maicao i den nordlige del af Colombia på grænsen til Venezuela fortalte en lokal politimand, at han havde 300 fanger i fire små detentionsceller. Voldtægtsmænd, tyve, mordere, bandemedlemmer og narkosmuglere.

Da vi kom til politistationen, sad der cirka 100 fanger i underbukser på et udendørs område. Der var ikke plads i cellerne, og dem, der blev anset for at være de mindst kriminelle, sad under skarp bevogtning af politi med maskingeværer. Vi gik videre til cellerne, hvor der lugtede helt forfærdeligt. Jeg stak hovedet ind i cellen, der nok var 12 kvadratmeter. Der sad 60 fanger, som overnattede i tre lag. Der er et hierarki i cellen, hvor de stærkeste sidder tættest på tremmerne, fordi der er en smule ventilation. De kommer aldrig ud af cellen, de får mad i foliebakker, og når de har spist maden, skider de i bakkerne og smider dem ud gennem tremmerne. Alt foregår i cellen. Der er ikke mulighed for gårdtur eller toiletbesøg. 

Jeg spurgte politikommissæren, om jeg måtte komme ind i cellen, men det kunne jeg godt glemme, jeg ville aldrig komme ud igen. Jeg fik kun lov til at tage billedet, fordi det var politimandens hverdag.

Nogle skal sidde derinde på livstid for mord, andre skal sidde 15 år for hævndrab eller narkokriminalitet. Hele situationen er så ekstrem. Det er helt vildt, at sådan et billede kan blive taget i 2021.”

25-årige Cecilie Uttrup Ludwig har altid fået at vide, at hun som kvinde aldrig kunne leve af at blive cykelrytter.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Ricky John Molloy

DA JEG VAR SEKS, startede jeg med at svømme. Men jeg fik det dårligt af at være i vandet. Jeg fik kvalme og kastede op. Jeg var en masse ved lægen, de tog mange blodprøver, men de kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Det var en ordentlig omgang. Jeg nåede at svømme i fem år og klarede det egentlig ret godt; jeg kom på førsteholdet, men det duede jo ikke, når jeg blev så dårlig.

Efter det prøvede jeg alle sportsgrene. Atletik, håndbold, fodbold, basketball. Jeg kunne rigtig godt lide atletik, men træneren var alt for afslappet. Jeg kom for at fyre den af! Vi løb omgange for at varme op, og bagefter skulle vi sidde på nogle måtter. Der var en fyr, der blev ved med at løbe, og jeg spurgte, hvorfor vi ikke også fortsatte. ”Puha, jeg bliver træt af at se ham der løbe rundt,” sagde træneren. Hvad er det for en mentalitet, mand! Jeg gad ikke sådan noget afslapnings-pis. Jeg ville vinde og træne hårdt. Jeg blev så demotiveret, at jeg stoppede dagen efter. 

En dag så jeg en artikel i Herlev Bladet om, at den lokale cykelklub havde 90-års fødselsdag. De bød folk ned, og så tænkte jeg: ”Why not?” Det var sådan noget hygge-hygge med røde pølser og ”Kom og snak med os”. De ville gerne have nogle nye medlemmer, og jeg ville gerne prøve en ny sport.

De toggodt imod mig dernede. Den første mand, jeg mødte i klubben, var René Lynge (træner, red.), og han havde bare den sygeste ostemads-lugteånde. Wow, tænkte jeg, men i dag er han blevet en slags bonusfar for mig, fordi vi er blevet så tætte. De var bare alle sammen så søde nede i klubben og tog mig med ud til løb med det samme. Det er dyrt at starte med at cykle, men jeg lånte hele pisset, cykel og cykelsko, og hvis der var noget galt med cyklen, tog jeg den bare med ned til klubaften, så stod de seks mand for at hjælpe med at fikse den. Jeg tror, de var ret vilde med, at jeg var en pige. Jeg var den eneste i klubben. 

På træningsholdene var der kun drenge. Jeg syntes, det var fedt. Der var ikke så meget pis med drengene. Det var bare ud og give den gas og have det sjovt. Pigerne var mere sådan: ”Hende der, hun er sådan lidt …” Jeg har aldrig duet til sådan noget gossip. Til gengæld var det den alder, hvor ’pigelus’ var en ting. I cykling tager man en føring to og to, og nogle gange sagde drengene: ”Jeg tør ikke tage en føring med Cille, hun har pigelus.” På det tidspunkt var drengene heller ikke helt udviklede, så jeg kørte fra dem nogle gange. De hadede det. De rottede sig lidt sammen mod mig. 

Der var en vinter, hvor vi kørte mountainbike, og jeg fulgtes hjem med to af drengene. Jeg troede, at vi var sådan okay gode venner. Der var is på søen, og det var så fedt, men så tog de min cykel og smed den ud på isen. Fra den dag gav jeg dem fucking hårdt igen. Det skulle de bare ikke gøre mod mig. Og fra den dag fik jeg respekt, fordi de så, at der ikke var nogen, der skulle ’messe’ med Cille, ha, ha. 

I 1. G SKULLE VI løbe stafet. Jeg var sidste mand, og vi var lidt bagud på vores hold. Så da jeg fik stafetten, smadrede jeg bare af sted. På et tidspunkt sagde det klik i min hofte, og det gjorde pisseondt. Men som sportsudøver er man jo vant til, at det skal gøre ondt. Så jeg fortsatte bare. Da jeg kom ind over målstregen, ville jeg sætte mig ned, men jeg kunne ikke. Jeg kom med ambulance på hospitalet, og det viste sig, at jeg havde brækket min hofte. Der hvor musklerne er hæftet til hofteskålen, havde de revet en fire centimeter flig af hofteskålen. Lægerne sagde, at mine muskler var for stærke til mine knogler. Jeg blev MR-scannet, og lægerne sagde: ”Du er vel faldet?” Og jeg svarede: ”Nej, jeg faldt ikke, jeg løb.” Det skal lige siges, at vi vandt stafetten. 

Jeg er et sindssygt konkurrencemenneske med alt, jeg laver. Fra hvem der kan spise mad hurtigst til at slå rekorden på Skolernes Motionsdag, også selvom det betød, at jeg ikke kunne gå tre dage efter. Jeg har altid villet være den bedste. Og jeg har tit haft skader, fordi jeg ikke har kunnet stoppe mig selv. Jeg kan ikke styre det. Jeg tænker bare: ”Skal v-i-n-d-e!” 

Med landsholdet var vi på træningslejr, hvor vi for at gøre noget anderledes skulle køre BMX på en ’pump track’-bane. Jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv: ”Cecilie, ikke lad dig rive med, ikke lad dig rive med … du kan ikke finde ud af at køre BMX.” Men jeg førte løbet, og det kørte bare, og jeg lod mig selvfølgelig rive med. Jeg glemte så at ’pumpe’ et track, fløj bare ind i det næste track og flækkede tungen. Den var ikke helt splittet, men der var en ordentlig revne. Jeg kunne ikke spise, mand. Det var total grød i mange dage.

CECILIE UTTRUP LUDWIG

25 år. Opvokset i Herlev. Student fra Falkonergårdens Gymnasium på Team Danmark-linjen.

Professionel cykelrytter for det franske hold FDJ-Nouvelle Aquitaine Futuroscope. Bor i den nordspanske by Girona. Har tidligere cyklet for det schweiziske hold Cervélo-Bigla og de danske hold Team Rytger og Team BMS BIRN.

Blev nummer tre både ved det prestigefyldte forårsløb Flandern Rundt og ved det franske landevejsløb for kvinder La Course by Le Tour de France i 2019.

Fik en førsteplads i bjergkonkurrencen og en samlet fjerdeplads i 2020 ved Giro Rosa, som er kvindernes version af Giro d’Italia. Vandt en World Cup-etape i maj 2021.

Blev dansk mester i enkeltstart tre år i træk (2016, 2017, 2018).

DA JEG VAR 17, faldt jeg forover og smadrede tænderne ned i asfalten til et cykelløb i Jylland. Alle fire fortænder i overmunden røg ud. Jeg vågnede, mens jeg stadigvæk lå på jorden, og jeg kunne se, at der var blod. Jeg nåede at tænke: ”Please, lad ikke mine tænder være faldet ud!” Jeg stak tungen frem for at mærke, om de var der, og … det var de ikke. Jeg så min far gå rundt og samle mine tænder op. De tre af dem var røget ud, så der kun sad en lille stump tilbage i munden, og en af dem røg helt ud med roden. Det var en ordentlig motherfucker. Roden er jo dobbelt så lang som tanden. Det er sindssygt, hvad tænder gør for ens ansigt. Når man ikke har tænder, kan man ikke kende sig selv.

Vi fik mig op i en ambulance, og på hospitalet kunne de sætte tanden, der var røget ud med roden, på plads igen. Det er den værste smerte, jeg nogensinde har oplevet. Der er så mange nerver i tænderne, og at få sat sådan en tand op igen … altså, jeg vil hellere slæbes nøgen igennem glasskår. Jeg fik en lille smule lokalbedøvelse, men det gjorde så sindssygt ondt. De var fire læger om at holde mig nede.

Bagefter var det to uger med flydende kost. Jeg havde også fået en slem hjernerystelse, fordi der var en, der var kørt over mit hoved, da jeg lå på jorden. Så det var seks uger, hvor jeg bare lå ned. Der måtte ikke være lys, jeg kunne ikke høre musik, folk måtte ikke snakke, der måtte ikke være tv, jeg måtte ikke læse en bog, jeg måtte ikke være på telefonen. Det var de mest kedelige uger i hele mit liv. Og klart den slemmeste gang, jeg er kommet til skade. 

I GYMNASIET VAR JEG en stræber. Jeg skulle kun have 12, og mit snit endte også med at være 11 komma et eller andet. Og det har jeg så ikke brugt til en skid, ha, ha. Jeg startede på Nørre Gymnasium i Husum, men efter et år fandt jeg ud af, at det ikke gik. Det der med at være i skole fra otte til fire, smadre hjem, træne fra fem til otte, skynde sig i bad og starte med lektierne klokken ni om aftenen. Jeg sov kun 5-6 timer om natten, for jeg skulle jo også lave de der opgaver til et 12-tal. Det var et for sindssygt liv. Mine karakterer begyndte at falde, og så kunne jeg godt mærke, at shit, jeg kan ikke det her. Det lykkedes mig at blive overført til en Team Danmark-ordning med en fire-årig gymnasieuddannelse.
Det var bare et match at starte på Team Danmark. De var alle sammen interesserede i deres sport, og det var virkelig, virkelig fedt. Vi var alle sammen på vandvognen, og jeg følte ikke, at jeg ’missede out’. På Nørre Gymnasium var det jo ’almindelige’ mennesker, så de var alle sammen til fest hver fredag og lørdag, og det kunne jeg ikke være med til. Folk var sådan: ”What, seriøst, drikker du ikke?” 

Til gengæld var jeg fuld, da vi kørte studentervogn. Der havde jeg sat cyklingen i baggrunden i et halvt år. Jeg havde fokuseret på at gøre gymnasiet færdigt og få 12-taller. Det var sådan en lettelse at få den hue på! Og så skulle der bare drikkes igennem. Det var en af mine allerfedeste dage. Vi havde den fedeste speaker og hørte bare al mulig god musik. Vi havde også en fed vogn. Hold kæft, en fed vogn. Det var bare den fedeste dag. 

Sidste gang, jeg var fuld, var ugen efter min etapesejr på World Touren i maj. Man skal huske at nyde sine momenter. Det er så sjældent, at man får den der sejr, og når det så endelig er, så skal jeg fandeme også fejre det. Vi drak champagne og vin, den fik ikke for lidt. Jeg var ikke stang-bacardi, men der var et godt ’buzz’, og der var bare megagod mad. Festen foregik sådan rimelig stille, vi holdt en picnic om eftermiddagen og nød solnedgangen. Jeg følte mig virkelig lykkelig. Og så var jeg sammen med min kæreste.
Det var bare en klasse dag. Jeg blev totalt fyldt med sommerfugle i maven. 

JEG ER BJERGRYTTER, og der bliver gået meget op i, at man skal være så let som mulig. Men jeg går sindssygt meget ind for mantraet ’happy head fast legs’. Altså hvis jeg er glad, er det fucking ligegyldigt – undskyld, jeg bander – om jeg vejer et kilo ekstra, for så vejer mit hoved op for det. Selvfølgelig skal jeg ikke være sådan en lille rund kartoffel, og når vi er ude til cykelløb, spiser vi virkelig tit pasta og kylling. Tør kylling. Øv! Rigtig tør. Ligesom sådan en høne, der er blevet smattet ud på vejen og kørt over af en truck. Kyllingeskiverne er så tynde og tørre, at du nærmest ikke kan synke dem. Det bliver altid serveret med tomatsovs, fordi der ikke er nogen kalorier i. Nogle gange kan vi variere den til nogle ris. Men det er fandeme kedeligt i 10 dage, når du skal køre Giroen (Giro de Italia, red.). 

Når jeg er færdig med et løb, craver jeg tit noget rigtig klammo-mad. Rigtig klammo-pizza eller klammo-burger, sådan rigtig ’bvadr’, hvor fedtet drypper. Eller også craver jeg salat. Nogle gange er vi til løb og træningslejr sådan nogle steder, hvor det bare er øv-salater. Forbandet iceberg, en eller anden tomat og nogle gulerødder. Det gider jeg ikke, det smager jo af nada. Så craver jeg bare en god salat med grillede grøntsager. Sund, lækker mad, der smager af noget. Og så elsker jeg slik.

NOGLE GANGE KAN jeg være træt af at være cykelrytter. Især når der er dårligt vejr udenfor. Det regner, og det er fem grader, det blæser eller sner nærmest, og så tænker man: ”Jeg gider ikke være cykelrytter, når der skal være sådan noget pisvejr. Jeg gider ikke køre fire timer i det.” 

Det kan også være ensomt til tider. Specielt når man skal træne alene. Lige præcis derfor er jeg flyttet til Girona (i det nordlige Spanien, red.). Det er en kæmpe cykelby, og vi er omkring 15 professionelle danske cykelryttere, som bor hernede, og 200 cykelryttere i byen fra alle lande. Det er bare fedt at have nogen at træne med. Men nogle gange træner man alligevel alene, og det kan godt være hårdt. I cykling er der ikke en træner, der står og siger: ”Du skal cykle!” Man skal sparke sig selv i røven for at komme ud og træne. 

Det kommer meget an på mit humør, hvad jeg gør for at motivere mig selv. Nogle gange har jeg virkelig behov for at have fed musik i ørerne og leve mig ind i det. Hvis jeg er ked af det, hører jeg sådan noget vrælemusik. Hvis jeg skal køre intervaller, er det bare full on techno. Andre gange er det mere pop eller sexy R’n’B. Og andre gange igen kan jeg bare mærke, at jeg slet ikke skal have musik i ørerne. Så skal jeg bare nyde naturen og mærke sanserne. Jeg lytter på fuglene og lugter til grantræerne. Prøver at få dén oplevelse. Jeg er meget sanselig, og nogle gange har jeg bare brug for at være i nuet og suge miljøet ind. 

HAMMERFED

Da Cecilie Uttrup Ludwig havde krydset målstregen som nummer tre ved Flandern Rundt i 2019, gav hun et interview med så sprudlende indlevelse, at det blev citeret i cykelmedier verden over, og hun blev kaldt ’the unexpected star’. Særligt én sætning blev en ørehænger, som hun skulle høre for igen og igen. Med ordene ”Let’s put the hammer down! PAM!” beskrev hun, hvordan det var hendes tur til at smadre igennem slutspurten.

I FOLKESKOLEN OG GYMNASIET skrev jeg altid om kvinders rettigheder. Det interesserede mig sindssygt meget, og jeg har altid kæmpet for, at vi kvinder ikke bare skal bukke og neje. Det har været hårdt nogle gange at være kvinde i en mandsdomineret sport. Jeg er ikke blevet respekteret lige så meget eller taget lige så alvorligt. I alle cykelmiljøer er der sådan en underliggende indforståethed omkring at: ”Ja, vi ser jo alle sammen herrecykling, og kvindecykling er sådan lidt …”  Der har jeg altid haft det sådan: ”Det kan simpelthen ikke være rigtigt, så kæmper jeg for os kvinder.”

Folk har altid fortalt mig, at jeg som kvinde aldrig kunne leve af at blive cykelrytter. Der var måske 10 i verden, der kunne, så jeg skulle bare gøre det for sjov og ikke tro, at jeg kunne blive professionel. Jeg syntes, det var så nederen, at de skulle prøve at knuse drømme. Det er meget muligt, at de prøvede at være realistiske, men de behøvede da ikke være så nederen, mand. De var så øv! Men det gav mig energi: ”Jeg skal bevise, at I tager fejl!” 

For fem år siden begyndte jeg at kunne leve af cyklingen, da jeg skiftede til Cervélo-Bigla (schweizisk cykelhold red.). Indtil da arbejdede jeg i Føtex ved siden af cyklingen. Og det var hårdt. Jeg stod op hele dagen, og så cyklede jeg enten om aftenen eller om morgenen inden arbejde. Jeg satte varer på hylderne, og når der kom returvarer, skulle jeg sætte dem på plads. Det var et arbejde, hold nu kæft. Hvis jeg går i Føtex nu eller andre supermarkeder og kommer til at tage en vare, som jeg egentlig ikke gider have, lægger jeg den aldrig bare fra mig. Jeg ved, at en eller anden stakkels medarbejder skal lægge varerne tilbage igen. 

Da jeg kunne leve af cyklingen, fik jeg det sådan: ”Look at me now, bitches!” 

DE BEDSTE DAGE på cyklen er, når det er 25 grader og solskin, og jeg kører og er i skidegodt humør, benene er gode, musikken er god, lå-lå-lå, jeg stopper på en café, sætter mig i solen, solbriller på, spiser min sandwich, drikker min kaffe. Det er bare … hvor er det fedt, mand. Det er jo mit liv! Tænk sig. På sådan nogle dage niver man sig i armen. Jeg elsker at træne, men jeg er jo en race horse. Så jeg elsker finalerne! Man ved, at man har trænet så hårdt, man har forberedt sig på ruten, og så sidder man i finalen og tænker: ”Det er NU, jeg skal smadre dem alle sammen!” 

Det største øjeblik i min karriere var at få hul på bylden og få min første World Tour-sejr (maj 2021, red.). Det er klart et af højdepunkterne. Og så Flandern i 2019, hvor jeg blev treer. Det var så stort for mig. Jeg lavede et interview bagefter, og det følger mig endnu. Når jeg er i Belgien for at køre løb, bliver jeg stoppet, hvis jeg er ude at træne. Belgierne ruller vinduet ned i bilen og råber: ”Put the hammer down!” Det er totalt mindblowing. 

Jeg er ret god til at være livsnyder. De bedste øjeblikke for mig er at være sammen med mennesker, jeg elsker, og at nyde god mad og rødvin og bare sidde udenfor. Det er de øjeblikke, jeg glæder mig allermest til. God mad gør glad. Det er det, der er så fedt ved Spanien. Der er så godt vejr, og folk lever bare på gaden. De er ude og spise, og jeg elsker bare den stil. 

JEG KOMMER IKKE ud af en cykelfamilie. Mine forældre har altid været aktive og dyrket sport, og de cykler meget, men altså sådan til arbejde. Både min mor og far er aktuarer inden for forsikring, og jeg har altid syntes, at matematik og skole i det hele taget var pissespændende. Og jeg har altid troet, at jeg enten skulle være matematiker eller skuespiller. Jeg blev hverken eller. Jeg blev cykelrytter. 

Jeg har altid elsket at performe. Helt fra jeg var en lille pige. Hver gang jeg havde venner eller veninder på besøg, skulle vi altid lave skuespil eller danse. I løbet af dagen øvede vi, og om aftenen viste vi det for mine forældre. Wow, de har set mange af de stykker.

Min mor er meget ligesom mig. Sådan totalt en lille bombe. Min far er mega chill. Han er den der tænksomme ugle med brillerne og de gode råd. Han er meget anderledes end mig, men jeg bliver inspireret af dem begge to. Den ene er en festbombe, og den anden er mere afbalanceret og rolig. Jeg har også en lillebror, der læser til kemiingeniør. Han er helt i en anden boldgade end mig. Han er en festabe, der fester hver weekend. Der er vi meget forskellige. Men det er jo også det fede. Det er en god lille kernefamilie, vi har. 

Jeg savner min familie og mine venner rigtig meget. De venner, jeg har i Danmark, har ingenting med cykling at gøre. Nogle gange kan det være svært at holde kontakten med dem, fordi jeg bor i udlandet, er så meget på vejen, og der er så meget gang i den. Men man skal huske at holde fast. Vi er gode til at ses, hver gang jeg er i Danmark, selvom det kun sker 3-5 gange om året. Jeg skal bare se dem, og jeg skal ikke snakke om cykling. 

Når jeg er i Danmark, bor jeg hos min mor og far. Der er nok mange, der ville være sådan: ”What?” Men jeg er rigtig tæt med min familie, og når jeg ser dem så sjældent, synes jeg, det er sindssygt rart at have tid med dem. Så er det bare hygge. Årh, hvor er hygge bare et kæmpe mig-ord, mand. Jeg elsker det. Vi sidder bare og snakker hele aftenen og natten. Der er ikke noget, der slår at grille udenfor i en dansk sommerhave. Intet slår sådan en aften med familien, hvor vi inviterer bedstemor og sidder ude og griller og hygger. Man bare er sådan: Ja, for satan altså! Arh, nu hyler jeg.

JEG KAN GODT lide at se cykelløb. Også herrerne. Jeg synes, det er spændende, og jeg lever mig totalt ind i dem. Altså, jeg kan jo ikke lade være med at skrige ad skærmen: ”KOM NU!” Det er jo også, fordi jeg selv ved, hvad det kræver. Jeg har selv siddet ude på etapen og haft ondt over det hele. Altså helt ned i lilletåen. Alt skriger. Mest benene, men også lungerne. Du skal være i god form og alt sådan noget, men du skal også have den rigtige psyke. Du skal kunne æde dig selv og acceptere, at der er smerte, og du skal have det godt med det. 

Der er et udtryk, der hedder, at ens hurtbox skal være tom, når man skal cykle. Det kan jeg rigtig godt lide. Hvis hurtboxen er fyldt op med kedelige tanker som ”årh, hvor går det dårligt med kæresten for tiden”, inden du skal cykle, kommer det til at gå ad lort. Men hvis hurtboxen er tom, og man bare er glad for livet, kan man putte sig selv derind. Det er de dage, der er specielle og fede. Men det er svært at mestre. Man skal gide gå ind i det og elske det, selvom man ved, at det kommer til at gøre ondt over det hele.

Min erfaring og min far har lært mig, at man skal finde sin egen vej. Det nytter ikke noget at tro, at man kan kigge på verdens bedste cykelrytter og sige: ”Hende der, hun vinder alle cykelløb, og hun gør sådan og sådan, så nu kopierer jeg hende, for jeg vil blive lige så god.” Det dur ikke. Man skal finde ud af, hvad der fungerer for én selv. 

Jeg drømmer om at vinde flere cykelløb. En dag skal jeg også vinde VM og have den regnbuefarvede trøje på.

29-årige Anne-Marie Rindom sejler for Danmark.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Ricky John Molloy

FØRSTE GANG jeg sad alene i en båd, havde min far købt en rød optimistjolle til nærmest ingen penge, sådan et lille badekar. Jeg var fem år gammel, og min far fulgte mig tæt i en lille gummibåd ved siden af. Men pludselig gik motoren ud på gummibåden, og jeg sejlede bare derudad og anede ikke, hvordan jeg skulle komme tilbage. Jeg sejlede på grund, og min far kom og reddede mig. Jeg husker det som en ’nu-dør-jeg’-oplevelse. Jeg var i total panik.

Jeg sejlede først rigtigt alene, da jeg blev syv. Jeg var på det mindste hold i Horsens Sejlklub, hvor man selv sad i båden og også sejlede uden for havnen. Det var virkelig en stor ting: at sejle uden for havnen. Når jeg kom hjem fra skole, kiggede jeg tit på træerne og tjekkede, hvor meget det blæste.  Så sagde jeg: ”Åh, det blæser meget i dag, jeg vil ikke ned på havnen.” 

Min far tvang mig ikke, men sagde: ”Lad os nu bare tage ned og se, hvordan det er.” Når vi så kom derned, var alle de andre børn der. Så begyndte vi at lege, og så kunne vi få en lille tur på vandet. Jeg ville også gerne selv, mine venner var dernede, og de var også sådan: ”Uh, det er lidt farligt.” 

Jeg har aldrig haft en oplevelse af at være ked af det, når jeg kom ind fra en tur på vandet. Det var altid med armene over hovedet og: ”Wow!” Og så skulle jeg hjem og fortælle min mor, at jeg havde været ude i seks sekundmeter.

Der var så meget socialt på havnen, og jeg havde nogle rigtig gode kammerater. Det var det, der var fokus i min barndom og ungdom. Min far blev dog ved med at presse lidt på. Han kunne se, at jeg syntes, det var fedt, når først jeg fik et lille skub. 

Da jeg var otte år, skulle jeg sejle alene på Gardasøen. Der er et stort stævne for optimistjoller i påskeferien hvert år dernede, og min familie og jeg har været der 17 år i træk. Forældrene må normalt ikke komme med ud på vandet, men første gang vi var med, havde min far lejet en båd og  var derude alligevel. Jeg gik i panik, det blæste megameget, syntes jeg, og mit øsekar, som man bruger til at vælte vand ud af båden, kunne jeg ikke få fri. 

Min far råbte til mig: ”Så slapper du af!” Og så sejlede han bare væk. Jeg måtte ligesom klare det selv. Tit var jeg måske ked af det i fem minutter, men så fandt jeg ud af: ”Der kommer ikke nogen og hjælper mig, jeg må fikse det selv.” På den måde får man hår på brystet. Der skete jo heller ikke noget, og så fandt jeg ud af, at hey, det er jo faktisk ikke så farligt.

NOGLE DAGE har jeg lyst til at blive under dynen. For eksempel, når det blæser helt vildt meget, det vi kalder survival conditions. Der er også dage, hvor der er nul vind. Det plejer egentlig at være hyggeligt nok, men det er også lidt kedeligt. Så sidder man bare foldet sammen inde i båden og prøver slet ikke at bevæge sig for at få båden til at sejle. 

Jeg tager altid af sted alligevel. Sammenhængende træning og consistency hver eneste dag er godt, det ved man. Og at have connection med båden. Jeg har sejlet den her bådklasse (Laser Radial, red.) i 12 år, og læringskurven er ret flad efterhånden. Derfor er jeg hele tiden ude efter små procenter af udvikling. Kvaliteten skal bare være høj. 

I sejlsport er OL det ultimative, og jeg træner for at være helt fremme. Det har jeg gjort siden OL i Rio i 2016. Følelsen i Rio var, at det var lige ved og næsten. Jeg var sindssygt glad for min bronzemedalje, men jeg kunne også godt mærke, at: ”Wow, guldet var så tæt på!” Det er virkelig marginalerne, der tæller. Tit er det millisekunder, der afgør det.

Det var min træningsmakker fra Irland (Annalise Murphy, red.), der vandt sølvmedaljen. Det var megastort for os begge, fordi vi havde hjulpet hinanden med at blive de bedste udgaver af os selv. Det, at vi begge stod på podiet, var en stor oplevelse. Der er videoklip fra Rio, hvor vi står og krammer hinanden. Det er min konkurrent, men det er også min veninde. 

JEG HAR, 7-9-13, ikke selv været med, hvor det er gået fuldstændig galt.  Jeg har prøvet, at båden sank, fordi der var store bølger. Så ligger man derude i vandet og skal reddes af andre. Men man er aldrig alene af sted, man er altid to. Sidste sommer fik jeg en diskusprolaps i nakken. Det er nok den største skade hidtil. 

Men jeg har fået bommen på sejlet i hovedet, hvor jeg fik hjernerystelse og en flænge hen over næsen. Og i 2017 var der en, der sejlede ind i min ryg. Vi lå alle sammen i startlinjen til en træningssejlads, og der var en, der mistede kontrollen eller prøvede at lave en hurtig finte, og hun ramte mig uheldigt med en masse fart.  Normalt rammer man bådene, men fordi jeg måske sad lidt ude på kanten, ramte hun mig direkte i ryggen. Båden væltede, jeg røg i vandet, og jeg troede, jeg havde brækket ryggen. Det gjorde ondt. Da jeg lå der i vandet, tænkte jeg: ”Kan jeg bevæge mine arme og ben?” Det kunne jeg.

Bagefter blev jeg sejlet ind i en gummibåd, og jeg var forbi hospitalet for at få tjekket, om der var noget galt. Det var der ikke. Jeg fik et kæmpe blåt mærke og kunne heldigvis sejle selve stævnet, der lå tre dage senere. 

ANNE-MARIE RINDOM

29 år. Født i Søllerød, opvokset i Horsens, bor i Aarhus. Læser en kandidat i idræt på Aarhus Universitet.

Professionel sejler i klassen Laser Radial.  Blev udtaget til EM for første gang som 11-årig. Vandt VM-guld i 2015 og EM-guld i 2019.

Har vundet et hav af både guld-, sølv- og bronzemedaljer ved både VM, EM og andre store sejlsportsstævner. Deltog ved OL i London i 2012 og vandt bronze ved OL i Rio de Janeiro i 2016.

Blev i 2019 kåret som verdens bedste sejler på tværs af bådtyper af det internationale sejlsportsforbund World Sailing. Hun er den første dansker nogensinde til at få den titel.

DER ER MANGE, der spørger mig, om jeg er nervøs for det kommende OL, fordi jeg ikke kan komme uden om, at jeg er en af favoritterne. Så husker jeg mig selv på, at jeg har kæmpet i alle de her år for netop at være favorit. Jeg har ikke kæmpet for at blive nummer fem eller seks. Jeg  kan rent faktisk tage en medalje. Og det er bare fedt. Det skal man huske sig selv på, når man bliver nervøs: Det er ikke bare held. Det er træning, og jeg har lagt blod, sved og tårer i det i så mange år. Men der er jo meget pres på. 

Man kan sammenligne det med at være til en afsluttende eksamen på universitetet, hvor man virkelig gerne vil gøre det godt. Det er så bare over ni dage i stedet for én dag. Det skal man lære. Hvis ikke man kan det, er man det forkerte sted. 

Den sidste sejlads i Rio, medal race, fik vi udskudt, fordi der ikke var noget vind. Vi ventede på vind hele dagen. Om eftermiddagen kom der så en kæmpe storm, og vi blev sendt på vandet og skulle være klar. Men så aflyste de alligevel. Det var en total rollercoaster-dag, og jeg tænkte, at det var vigtigt at få sovet inden næste dag. Men min mentaltræner sagde, at søvnen faktisk ingen indvirkning har på præstationen, fordi man er så propfyldt med adrenalin. Det er en sejlads, der tager 20 minutter, og det kan man godt tage sig sammen til, om så man kun har sovet én time. At han sagde det, gjorde mig mere rolig, da jeg lå der om natten og tænkte: ”Nu er der syv timer, til jeg skal op! Kom nu, sov, du skal præstere dit livs vigtigste sejlads i morgen.” Lige siden har jeg været meget mere rolig omkring søvn. 

Inden en  konkurrence laver jeg mindfulness-øvelser. Min mentaltræner (Kristoffer Henriksen, red.) og jeg går nogle scenarier igennem. Til OL i Rio snakkede vi blandt andet om ting, der kunne gå galt, og så skulle jeg visualisere situationer, hvor jeg befandt mig i den forkerte side af banen, hvor  vinden drejede, eller hvor jeg pludselig lå sidst. Man har mest lyst til at blive hidsig, men den energi skal man lære at bruge de rigtige steder.

Jeg har ikke så mange ritualer ud over at tjekke båden igennem. Da jeg var yngre, skulle jeg have lige præcis dét par bukser på, ellers gik det ikke. Men man skal passe på med ikke at få for mange rutiner. Man bliver nærmest helt overtroisk, hvis man ikke kan følge dem, og så bliver man låst. 

JEG ER ET menneske, der sammenligner mig meget med andre. Det har været en udfordring for mig. Nu er jeg sidst i tyverne, og jeg føler, at jeg kender mig selv bedre og kan håndtere det. Men især i gymnasiet sammenlignede jeg mig meget og var meget konkurrenceorienteret, især i forhold til karakterer. 

Jeg er blevet bedre til at tackle konkurrencemennesket i mig på andre områder, som egentlig ikke er vigtige. At føle, at man skal være den bedste til alt muligt andet, når man bruger 99 procent af sin tid på én ting, gør det lidt svært at være med på andre ting. Man må finde ro i, at det er okay at få et syvtal, og ikke at være den allerbedste veninde hele tiden.

Men det er en fordel for mig at være konkurrencemenneske og at ville vinde og være fandenivoldsk, som min mor altid kaldte mig. Hun sagde, at jeg altid har haft et ekstra gear, og det har jeg også, men jeg har skullet arbejde med kun at lade det gå ind i én ting og være mere rolig på andre områder.

Især mentaltræning har hjulpet mig. Det her med at rette fokus det rigtige sted hen. Jeg tror, mange har et billede af, at når jeg for eksempel spiller brætspil, vil jeg bare vinde. Men jeg er helt ligeglad med, om jeg vinder i Bezzerwizzer. 

ALTING SEJLER

”Jeg elsker friheden ved at sejle. Sejlsport er udfordrende på mange områder, fordi der er mange forskellige elementer, man skal være god til. Det kræver taktiske, strategiske og fysiske egenskaber, som man ikke bare får over en kort periode. Man bliver konstant ved med at lære i sejlsport, fordi vejret, vinden, strømmen og stedet, man sejler, ændrer sig.”

JEG VAR 11 år, da jeg første gang blev udtaget til EM i optimistjolle. Mange sagde: ”Uha, hun er så lille.” Det var lidt en overraskelse for folk, at jeg blev udtaget – og nok også for mig selv. Men dér tænkte jeg: ”Okay, jeg har talent for det.” Det var til et stævne i Kerteminde, hvor man skulle være blandt de tre bedste piger for at blive udtaget. De to, der var foran mig, var noget ældre, og det var megastort. 

Vi fik landsholdstøj, hvor der stod ’Danmark’ og ens navn bagpå, og selvom min mor var med, boede vi ikke sammen med vores forældre til EM. Jeg kan huske, at jeg knap nok kunne rigge min egen jolle til, og at jeg ikke kunne få sat sejlet rigtigt. Jeg blev nummer 53 eller noget i den stil.

Min far var god til ikke at gøre tingene for mig. Han var meget sådan: ”Du skal selv sørge for det.” Især det her med at gøre båden klar gjorde han en dyd ud af, at jeg selv skulle klare. Min far og hele hans familie har altid sejlet, de har altid haft båd.

Man kan godt have talent for noget, men det bliver ikke ved med at være nok. Der blev lagt et ekstra lag på, allerede da jeg var 13-14 år, hvor jeg trænede både i Horsens og Fredericia. Mange af de andre unge piger trænede kun i Horsens. Min far var god til at opsøge ting, der gjorde, at jeg kom et skridt foran. 

VI ER FIRE børn i min familie. Derfor havde vi en bil med plads til syv personer – en Peugeot med sæder bagi. Det er den bil, der har været 17 gange til Gardasøen, og den har kørt over en million kilometer. Pigerne fra Horsens Sejlklub husker alle sammen bilen, for de var med i den, når vi især kørte til Holland, hvor der var stævner i weekenderne. Vi lå i telt dernede, og min far kørte os altid. Han har været træt, den stakkels mand. Han skulle jo op på arbejde om mandagen. I dag tænker jeg, hold da op, sikke et overskud, han har virkelig brugt meget tid på mig og sporten. 

Der var gang i den i den bil. Vi havde en cd med ’Hits for Kids’, og så kørte vi derudad med masser af snacks – chips og kiks, især ’gif gif’-chips, som mine søskende og jeg kaldte de der firkantede sour cream and onion-chips. Man ville helst ikke sidde på bagsædet, for så var man ligesom ikke med. Det gjaldt om at få en plads foran eller i midten, så man ikke var udenfor. 

Vi hjalp også hinanden med at lave lektier i bilen. Tit kom vi hjem klokken tre søndag nat og skulle op i skole om morgenen. Min mor sagde: ”Ah, du kan godt lige holde en fridag. Det går nok, vi laver lidt skole herhjemme.” Mens min far var sådan: ”Hvis du kan sejle, kan du også gå i skole.” Tit når min far var taget på arbejde, sagde min mor: ”Bare bliv hjemme.” 

I GYMNASIET VAR jeg i flere øvelser lige så stærk som eller stærkere end drengene. Det var sådan noget med squat, jeg var god til. Mine ben har altid været sindssygt stærke. Og min core. Jeg tror egentlig, at de fleste var sådan: ”Wow, det er megasejt.” Men jeg tror også, at der var nogle af drengene, der ikke syntes, det var så fedt.

I 2. g valgte jeg at tage gymnasiet på fire år (Team Danmark-uddannelsen, red.), så jeg fik mere tid til at sejle. Nogle valgte festerne, og en del faldt fra sejlsporten, men jeg tror, jeg fandt et godt kompromis. Jeg var stadig med til klokken et om natten, og i stedet for at tage med videre i byen tog jeg hjem. Jeg var måske sindssygt træt lørdag, men så nåede jeg ligesom det hele. 

Der var også perioder, hvor det ikke gik. I 3. g var jeg ved at køre mig selv helt død. Det var svært at prioritere, hvad der var vigtigst. Jeg ville gerne sejle, have gode karakterer og være med på beatet og med i samtalerne mandag morgen, når man snakkede om festerne. 

Når jeg tænker tilbage på min gymnasietid, var der ikke så mange, der spurgte, hvad jeg havde lavet i weekenderne. Det var først på universitetet, at jeg mødte nogle mennesker, der kunne sætte sig ind i min situation og livsstil, og som syntes, at det var megafedt, i stedet for at have den der holdning: ”Nå, hun er den lidt mærkelige.” Det følte jeg nogle gange, at jeg var, fordi jeg gjorde tingene anderledes.  

At jeg var fire år i gymnasiet, betød, at jeg ikke blev student samtidig med dem, jeg var startet med. Men de var sindssygt søde. De havde købt en hat, hvor jeg kunne have en øl i hver side, da de blev studenter. Så havde jeg den på i stedet for en studenterhue.

LIGE NU, op til OL, handler det rigtig meget om træning, sejlads, og om hvordan jeg kan optimere mine rutiner. Typisk spiser jeg morgenmad, har fysisk træning, så tager jeg på vandet halvanden til tre timer, og når jeg kommer i land, laver jeg et cardio-pas på løbebåndet eller cykler. Hvis ikke der er cardio om eftermiddagen, ser jeg video fra dagens træning og holder evaluering. Men jeg prøver at være så meget som muligt udenfor, det elsker jeg. 

Som sejler er der sindssygt mange administrative ting at tage sig af. Det er ikke som på et håndboldhold eller et fodboldhold, hvor der er nogen, der tager sig af de ting. Det her med at bestille flybilletter, sørge for, hvor man skal bo næste gang, og især, med corona, hvor man skal booke test på det og det tidspunkt … jeg sørger for alting selv.

Det kan godt være overvældende i perioder. Lige nu sidder jeg med årsopgørelsen og laver det store sportsregnskab, som skal indberettes til Skat. Til at starte med har man rigtig mange udgifter og ikke så mange indtægter, men jo mere det bliver balanceret, og jo flere indtægter jeg får, jo mere uoverskueligt bliver det. Heldigvis har jeg en revisor i familien, der kan hjælpe.

Jeg er lige blevet ansat på et sejlsportshold, SailGP (Sail Grand Prix, red.) hedder det, og jeg er ikke helt kommet i hus med en kontrakt, men forhåbentlig kommer det til at løbe over de næste tre år. Det er et female programme, hvor vores opgave er at få promoveret pigesejlere og at få flere kvinder ind i professionel sejlsport. Vi skal vise, at der er en vej for kvinder i en mandsdomineret sport. 

Jeg har aldrig tænkt, at jeg har begrænsninger i forhold til mine mandlige kolleger. Men jeg kan godt se, at det er et issue at få børn. Der kommer man som kvinde til at være ude i et stykke tid, og kan man så komme tilbage til sporten igen? Hvordan kan man blive ved med at sejle? Der er ikke så mange i Danmark, man kan se op til, hvor man kan sige: ”Hun gjorde det. Hun lavede en levevej gennem sejlsporten.” Det kunne være superfedt at være den første.

Jeg har et lån i banken, og så spurgte de dernede: ”Hvornår skal du have et rigtigt arbejde?” Og jeg blev sådan: Jamen, jeg er 29 år gammel, det her er mit arbejde. Det kan godt være, at jeg ikke tjener lige så meget som en nyuddannet ingeniør, men det er det her, jeg lever af. 

Når jeg sammenligner med kolleger i udlandet, er det, som om vi i Danmark ser på sport som en slags hobby. ”Når du er færdig med det, skal du vel ud og have et rigtigt arbejde?” Selv mine forældre kan godt have det lidt sådan. Men hvorfor kan en sport ikke være en levevej? Folk tænker måske, at ens krop på et tidspunkt bliver for gammel. Men sejlsport er anderledes. I OL i Rio de Janeiro var der en 60-årig guldvinder, der havde haft kræft året før og kun havde én lunge. Det viser bare, at sejlsport kan så mange ting.

Jeg drømmer om at være professionel sejler og at leve af det. Jeg ved godt, det er sindssygt hårdt, og jeg er i gang med at tage en kandidat i idræt på universitetet, så jeg også har en uddannelse. Mange af de ting, jeg har lært, har jeg kunnet bruge i sejlsporten.  

NÅR JEG KOBLER af, er jeg sammen med venner eller familien. Eller også ser jeg en serie, en film, læser en bog. At være sammen med veninderne er sindssygt vigtigt for mig. Vi har gået mange ture og drukket meget kaffe under corona. Så snakker vi om alle vores problemer og prøver at løse dem, ha, ha. Vi begyndte også at lave heat yoga, fordi der er varmt i Tokyo. 

Der er begyndt at være babyboom i venindeflokken. Min veninde Anne-Julie (Foght Schütt, red.), som også er fra Horsens Sejlklub, skal føde lige om lidt, og hendes ambition er at komme tilbage til sporten. Og jeg tænker: ”Wow, det er hårdt.” Jeg har ikke selv gjort mig tanker om, at jeg bare skal tilbage til sejlsporten, efter jeg har fået børn, nu må vi se. Jeg tænker umiddelbart, at vores sportschef må ansætte en nanny. Men jeg er ikke selv mor, så jeg kan nok ikke til fulde sætte mig ind i, hvordan det er at have et lille barn med.

Jeg har en kæreste i Australien, og vi havde en dag, der var tæt på at være perfekt.  Vi var ude at dykke med nogle af vores australske venner om formiddagen, om eftermiddagen havde vi en flaske vin med på stranden, solen gik ned, samtidig med at månen stod op, og det var 30 grader. Det er sådan en dag, man ikke glemmer. 

Jeg har ikke set ham i et år på grund af corona. Han arbejder dernede, så han kan heller ikke tage herop, og jeg har min sejlsport, og jeg kan ikke få visum til Australien på grund af corona – de lukker mig ikke ind endnu. Men vi har sluttet fred med det. Når vi har kunnet holde kontakten i så lang tid, er det også meant to be. Jeg tror, det har været den ultimative test. Nu er der ikke noget, der kan slå os ned. 

Mit største sports-øjeblik var OL i Rio i 2016. Jeg havde min familie med, og det hele klappede. Når jeg ser tilbage, præsterede jeg og ramte det helt rigtige niveau. Det kan godt være, at det ikke var guld, men jeg fik det, vi kom for: en medalje med hjem. Det var stort for mig at have min familie og min ekskæreste med. Jeg havde også to veninder med, og vi rejste rundt i Brasilien bagefter. Jeg festede i fem dage med de andre sejlere, min familie og mine venner, og da jeg kom hjem til Danmark, festede vi videre. Det var en sjov og befriende periode.
Det, jeg husker bedst, er en sejlads inden medaljesejladsen, hvor jeg lå nummer et og havde den gule førertrøje. Dén sejlads gik bare helt galt. Det sidder dybt i mig. Jeg følte, at nu havde jeg tabt det hele. Jeg kan huske, at jeg græd. Og jeg græd nærmest også, da vi gik ind i næste sejlads, hvor jeg fik hevet mig selv tilbage på andenpladsen. Det hele står stadig klart for mig. 

Jeg er megalykkelig, når jeg har vundet et stævne, og alt har flasket sig. Som nu i forrige uge, hvor jeg vandt et stævne og var 39 point foran. Jeg følte nærmest, at jeg kunne gå på havet.

Den 27-årige danske elitesvømmer og OL-deltager har klorvand i blodet.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Polina Vinogradova

MINE FORÆLDRE VILLE gerne have, at min bror og jeg skulle lære at svømme. De så det som en vigtig del af vores opdragelse. Min mor var gymnastiktræner, så jeg dyrkede også en del gymnastik sammen med min storebror, da jeg var yngre. Det var nogle gange lidt svært, for min mor blev tit nervøs, når vi skulle lave gymnastikspring. Så da min bror stoppede, stoppede jeg også. Vi var og er meget tætte med hinanden.

Svømning var på ingen måde min favorit. Jeg hadede det kolde vand, men det, at min bror begyndte, gjorde det lidt nemmere. Jeg fik nogle veninder til svømning, som også havde storebrødre, der var sammen med min storebror. Vi blev nærmest til en lille familie, og vi brugte meget tid i svømmehallen. Mine forældre var officials, så jeg rendte rundt til alle stævnerne og lavede ballade, også hvis jeg ikke selv svømmede. Vi voksede op på den måde. Lige pludselig blev jeg ældre og kom på et hold, der tog til konkurrencer.

Mit bedste barndomsminde med svømning er Vedby Legene. Det var et udendørsstævne, og det var bare sjov og ballade. Vi ristede skumfiduser over bål, der kom en brandbil og sprøjtede skum ud over det hele, man skulle finde ting på en slags skattejagt, og drengene svømmede i badedragter. Det var ét stort cirkus, og jeg elskede det. 

I SVØMNING HAR du ét skud. Man kan sammenligne det med et straffespark i fodbold. Misser du, er det bare ærgerligt. For mange er det et kæmpe pres. De fleste løb bliver afgjort på få hundrededele. Man skal ikke gøre meget forkert. Du kan ikke have en dårlig start eller lave et forkert armtag, så er du ude. Det er mentalt virkelig hårdt, hvis man ender lige uden for medaljerne med en hundrededel af et sekund. Det føles nedslående og nærmest helt uretfærdigt, fordi det er lidt. På den anden side er det også det, der gør svømning spændende. Det er så detalje­orienteret. 

Jeg kan godt lide det nørdede ved sporten. Hvordan vinkler jeg min hånd rigtigt?  Sådan nogle ting. Gennem svømningen får jeg mulighed for at opleve sider af mig selv, som sætter gang i nogle reaktioner og tanker, der gør, at jeg bliver en forbedret udgave af mig selv. Jeg lever nærmest et ’hurtigere’ liv, fordi jeg mentalt bliver mere moden. 

Ved VM i 2019 blev jeg nummer fire. Jeg manglede en hundrededel, og det var det samme til verdensmesterskabet to år forinden. Så får man det sådan: Nu må den hundrededel gerne snart være på min side. Jeg bliver skuffet og irritabel, når det sker. Man må godt give sig selv en dag til lige at være irriteret, men man skal ikke lade én hundrededel afgøre, om man har været en succes eller ej. De fleste kan ikke engang begribe, hvor lidt en hundrededel er. Man er nødt til at komme videre og tage de ting, der virkede, med. 

Jeg er rimelig indadvendt og stille, når det sker. Så snakker jeg med min coach (Ann Kastrup, red.), som jeg er tæt med. Hun siger altid: ”Hvis du har behov for at komme ud med noget, så er jeg her.” Og så tager vi 10 minutter, hvor jeg plaprer løs om, hvor irriterende livet er, ha, ha. Efterfølgende fyrer hun altid en joke af, der får mig til at grine. Og så er det jo heller ikke værre. Til OL i Rio i 2016 var hundrededelen på min side, og jeg vandt guld.

HVIS MAN SVØMMETRÆNER alene, kan det virkelig være tungt og kedeligt. Det er det i hvert fald for mig. Jeg har behov for at være en del af en gruppe, hvor man varmer op og svømmer sine sæt sammen. Men til stævner skal jeg være i min boble, og jeg bruger al min energi på mig selv. Det ville jeg have svært ved, hvis jeg for eksempel var i holdsport. Jeg ville have svært ved at håndtere, hvis andre var med til at afgøre, om jeg var en succes eller ej. Men træning i holdsport ville helt sikkert være sjovere.

Motivationen går op og ned. Jeg har fundet ud af, at det er vigtigt for mig at nedprioritere svømningen lidt nogle gange og prioritere andre ting i stedet for. Jeg skal lade være med at stresse og forcere, at jeg skal være motiveret hele tiden. Gør jeg det, kommer motivationen tilbage af sig selv.

Jeg bor i Marseille, og da vi havde lockdown her i Frankrig på grund af corona, tænkte jeg: ”Er det virkelig det her, jeg skal?” Vi var indenfor hele tiden. I starten kunne man kun træne, der var ingen stævner, og jeg følte lidt, at jeg trænede for ingenting. Det var svært. Jeg endte med at sige til mig selv: ”Okay, lige nu får jeg ikke trænet, selvom jeg kan.” Da jeg begyndte at træne lidt igen, var det ikke på samme måde som før. Jeg tog ned for at svømme en lille smule og styrketrænede en del, fordi jeg fik det bedre mentalt af det.

Alle de ting, der er uden om svømningen, giver mig energi og motivation. At se mine venner, gå ud og spise, få drinks. De ting, som jeg ikke har så meget tid og energi til på grund af svømningen, skruer jeg op for i perioder. Jeg flytter mit fokus. Jeg forestiller mig, at der er mange, der går ud og løber en tur på fem kilometer, fordi de så kan sige: ”Tjek, nu har jeg gjort det.” På samme måde bliver svømningen også en ting, hvor jeg kan sige: ”Tjek, jeg har været til træning, nu kan jeg lave noget andet.” Omvendt indretter hele min verden sig efter svømningen, når jeg virkelig er fokuseret. 

SVØMMEVERDENEN KAN være meget striks. Især var den det, da jeg startede med at svømme på konkurrenceniveau. Og selv da jeg som helt ung kun svømmede stævner i Danmark, var svømmeverdenen meget sort/hvid. Du lærer, at du skal møde op til morgentræning, og den starter klokken seks. Du træner sygt meget, og du skal bare være der til alle træninger. Du skal svømme, og hvis ikke du synes, det er fedt, er det bare ærgerligt. Du skal bare blive ved. Jeg er vokset op i en svømmeverden, som jeg på mange punkter ikke har passet ind i. 

I 2010 begyndte jeg at træne på Nationalt Træningscenter (Dansk Svømmeunions elitecenter i Bellahøj, red.), og efter OL i London i 2012 tænkte jeg: ”Jeg er færdig. Jeg kan ikke svømme mere. Jeg kan ikke det her liv.” Nu havde jeg gjort det i to år, og det var mere end rigeligt for mig. Det var forfærdeligt og simpelthen for hårdt for mig som person. For nogle er det måske fint nok, men for mig fungerede det ikke. Jeg flyttede til Frankrig og trænede lidt der, men det var det samme dernede. 

Jeg fik ikke de resultater, jeg gerne ville have, og jeg var egentlig ikke glad. Jeg fik ikke gode resultater op mod OL i 2016, og jeg tror virkelig, at en af grundene var, at jeg ikke anede, hvorfor i alverden jeg var i sporten. Hvorfor skulle jeg træne på den her måde? Jeg var vokset op med svømning, det var noget, jeg bare gjorde, jeg havde aldrig taget stilling til hvorfor. Jeg kunne lige så godt lave alt muligt andet i mit liv. Jeg tog en pause og fik stillet mig selv nogle spørgsmål.

Jeg gjorde det, som alle andre unge mennesker nok gør, når de går i gymnasiet. Jeg festede og levede et normalt ungdomsliv, hvor vi drak os fulde i weekenderne. Jeg var ude, jeg så mennesker og fik rent faktisk lavet mine lektier. Der var ingen svømning. Overhovedet. Jeg prøvede at hygge-svømme i tre måneder, men det gjorde mig totalt ulykkelig, fordi jeg følte mig utilstrækkelig. Jeg sagde: ”Nu er det nok”, og så fik jeg et arbejde i en tøjforretning i stedet for. 

Efter jeg havde fundet ud af, hvad jeg egentlig gerne ville, kom jeg tilbage til svømningen og var meget mere klar i tonen. På det tidspunkt var der også kommet en træner til, som var mere åben. Vores oprindelige træner stoppede og rejste tilbage til Australien, hvor han kom fra. Vores assistenttræner tog over, og han er landstræner nu. Han har altid været åben og nede på jorden. Det gav mig mulighed for at kunne kommunikere, hvad jeg gerne ville. Efter det skete der en ændring. På holdet og i dansk svømning. 

Jeg fik lysten tilbage, og det blev mere på mine præmisser. Jeg fandt ud af, hvad der gjorde mig glad ved svømningen: Jeg kunne selv bestemme over mit liv og over, hvad jeg lavede til træning. Jeg fik ikke bare smidt et træningsprogram i hovedet, lavede det og gik hjem igen. Jeg fik også friheden til at sige: ”I dag har jeg ikke lyst til at være her.” 

Når man ikke kan få lov til at lytte til sig selv, bliver man frataget sin selvtillid og følelse af selvstændighed. Man glemmer sig selv, fordi man begynder at gøre ting for sine trænere og ikke for sig selv. Det går ikke. I sidste ende er det én selv, der skal performe og stå på skamlen. Man står der alene. Så for mig var det vigtigt, at det var mig, der var kaptajnen. Det var mig, der bestemte, og det var mine valg. 

Jeg sagde til min træner: ”Hej, jeg er her for at træne, jeg kan ikke committe mig til hverken OL eller at træne på samme måde som før, så jeg laver mit eget.” Han syntes, det var fint nok. Når man træner så meget, som man gør i svømning, kan man have følelsen af, at man ikke har særlig meget privatliv. Det kan virke invaderende. Alle ved altid alt om, hvorfor du ikke er der. Men nogle gange har man ikke lyst til at fortælle folk, hvorfor man ikke er der. Alle behøver ikke vide alt om én. Jeg sagde til min træner: ”Jeg gider ikke retfærdiggøre, hvorfor jeg ikke kommer. Du skal ikke spørge. Det er bare sådan, det er.” 

PERNILLE BLUME

27 år.

Bor i Marseille sammen med den franske elitesvømmer Florent Manaudou. Parret svømmer for klubben CN Marseille.

Debuterede på svømmelands-holdet i 2010. Repræsenterede Danmark ved OL i London i 2012 i holddisciplinerne 4 x 100 meter fri og 4 x 100 meter medley.

Blev den første danske olympiske mester i svømning siden 1948, da hun vandt OL-guld i Rio de Janeiro i 2016 i 50 meter fri, og satte samtidig ny dansk rekord. Ved samme OL vandt hun bronze i 4 x 100 meter medley. Inden da havde hun vundet adskillige guld- og sølvmedaljer ved både VM og EM i forskellige holddiscipliner.

Blev årets sportsnavn i 2016. Vandt EM-sølv i 50 meter fri i maj 2021.

PLUDSELIG FIK JEG en anden glæde ved svømningen. Det var ikke kun resultater, der betød noget for mig. Svømning gjorde mig glad. Stævnerne er så få, at jeg ikke kun kan leve på dem. Jeg må have andre succeser i min hverdag, når 90 procent af min tid er træning. Jeg er nødt til finde ud af, hvad der giver mig succesoplevelser ud over resultater og stævner, hvor man kan tabe med en hundrededel. 

Jeg er kæmpe Beyoncé-fan. Hun spillede i København i 2016 en søndag aften, og vi skulle flyve til OL i Rio mandag nat klokken 03. Jeg havde sagt til min træner, at det var vigtigt for mig at komme til koncerten. Det var et af de øjeblikke i mit liv, jeg ikke ville gå glip af. Hvornår kommer Beyoncé lige til Danmark igen? Jeg var hjemme fra koncerten klokken 01, og min veninde og jeg havde stået op, i jeg ved ikke hvor lang tid, og råbt og skreget. Jeg havde helt mistet stemmen. I sportens verden kigger man selvfølgelig meget på det fysiske, og folk ville sige: ”Ej, du skal ikke stå op og råbe, for så bruger du energi!” Vi skal præstere fysisk, men for mig er der en anden energi, der ikke har noget med det fysiske at gøre. 

Den energi kommer indefra og har udelukkende noget med humøret at gøre. Jeg blev så fyldt op på privat-Pernille af at være til den koncert. Det var et stort øjeblik, og jeg blev helt vildt glad. Det gav mig simpelthen så meget. Jeg vidste, at i Rio ville folk være inde i deres egen boble, og det hele ville handle om svømning. Det er så vigtigt med en balance. Det tænker jeg stadigvæk meget over på den her sportsrejse, jeg er på. 

Til EM i maj nåede jeg ikke at tanke op på samme måde. Jeg var udkørt efter lockdown i Frankrig, fordi jeg ikke havde været hjemme i Danmark i tre måneder på det tidspunkt. Det var første gang i lang tid, hvor jeg tog til et stævne, og den private konto var flad. Men jeg skulle kun være til EM i tre dage, og bagefter skulle jeg til Danmark i et par dage. Det blev en motivation for mig. Jeg havde planlagt en masse ting med mine venner og min familie, og det gav mig bare så meget energi at vide, at det lå der og ventede, når jeg lige havde overstået EM.  Lidt ligesom man kan arbejde ekstra hårdt, hvis man skal på ferie bagefter. 

UNDER LOCKDOWN havde min kæreste og jeg det egentlig utrolig nice. Også selvom jeg havde hjemve, og vi ikke vidste, hvornår lockdown ville ende. I Frankrig måtte du kun gå en kilometer væk fra dit hjem, så man kunne ikke rigtig tage på tur. Heldigvis har vi en kæmpestor altan, og det betød alverden. Jeg lavede yoga hele tiden og læste en masse bøger. Og så spillede vi dart og så sygt mange film. Det var ligesom en virkelig lang ferie. Vi spiste sindssygt god mad og drak vin og øl hver dag – sådan noget, som vi aldrig ville gøre normalt, fordi vi er atleter. Jeg tænker tilbage på det som en periode, hvor jeg faktisk følte mig ret glad. 

Min kæreste og jeg begyndte også at spille PlayStation. Rigtig meget. Det var lang tid siden, jeg sidst havde spillet, og jeg havde helt glemt, hvordan man holder controlleren. Vi spillede ’Call of Duty’ tre timer i streg til at starte med. Jeg blev helt køresyg af det. Man sidder og er fokuseret. Jeg kastede næsten op bagefter af at kigge på den skærm. Så sagde min kæreste: ”Rolig nu. Nu har du taget det værste.” Hver dag var vi nødt til at sætte en alarm på, ellers sad vi og spillede til langt ud på natten. Jeg elsker dramaet i ’Call of Duty’ og lever mig virkelig ind i tingene. Hvis der er nogen, der skyder mig, er det lige før, jeg skriger. Jeg tror, jeg er lidt voldsom at spille med. 

Jeg har altid været lidt af en drengepige. Når min bror havde venner på besøg, ville jeg gerne være med. Vi spillede ekstremt meget PlayStation eller så Pokémon, når vi kom hjem fra skole. Jeg samlede også på Pokémon-kort og spillede ’Counter-Strike’ på computeren. Min bror var aldrig afvisende eller sagde, at jeg ikke måtte være med. 

I dag er jeg helt vild med Formel 1. De fleste tænker: ”De kører jo bare bil.” Men sådan er det slet ikke. De trykker ikke bare lige på en startknap, en speeder og en bremse i Formel 1. De sætter sig ind i bilen med livet som indsats. Der er jo nogen, der kommer slemt til skade, og den der mentalitet er bare sygt fascinerende. 

Jeg kan godt lide selv at køre bil, og jeg synes selv, at jeg er en kæmpe mester til at parallelparkere. I Frankrig kører jeg i en elektrisk Smart. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle køre sådan en, men det er virkelig genialt i Marseille, hvor det er kaos at køre og parkere. Den kan komme ind alle steder.

HER I MARSEILLE træner jeg i en magisk, gammel pool, der ligger på en klippe. Den fyldte 101 år for nogle måneder siden, og for mig er den en af verdens flotteste. Omklædningsrummene ligner nogle, man ser på film. Der er romerske søjler, og det er utrolig smukt. Indenfor er der en 50 meter pool, som vi træner i. Den er åben ud til hele den ene side med store vinduer og ligger så højt oppe, at man ikke kan se andet end havet. Det er så smukt. Alle kender hinanden hernede, og man føler sig lidt som en familie. Man parkerer sin bil og giver nøglerne til dem ved indgangen, og så flytter de bilen, hvis den holder i vejen. Træningsforholdene her er meget anderledes end i Danmark. 

Jeg havde en periode, hvor vi trænede i Taastrup. Intet ondt om Taastrup, livredderne derude var fantastiske, og der var så mange muligheder for os. Men det var en meget lukket hal med få vinduer. Jeg er ret præget af vejret, og når man møder til træning om morgenen, er det rart med noget lysindfald frem for en svømmehal, hvor det eneste, man kan se, er den sorte streg i bunden af poolen. Jeg er ret vild med Bellahøj-badet. Jeg synes, det er Danmarks flotteste svømmehal. Den ligner faktisk en lille smule den, jeg træner i nu. 

Jeg elsker at være udenfor i naturen. Min kæreste har en båd, og det er virkelig fedt at kunne tage ud og sejle. Om så det er sammen med nogle venner eller bare alene for at slappe af. 

I går var en virkelig god dag. Jeg sov virkelig længe. Det havde jeg brug for oven på alle de stævner, der har været på det sidste. Bagefter gik jeg ned til vores lille frugtmarked ad den hyggeligste lille vej og købte en masse forskelligt frugt og grønt, mens min kæreste gik til bageren. Vi lavede en kæmpestor brunch og så Formel 1, mens vi spiste den. Vejret var godt, og der var også tennis i fjernsynet. Der skete ikke så meget, og det var det, jeg havde behov for. Vi kunne gøre, hvad vi havde lyst til. 

MINE TATOVERINGER betyder ikke supermeget. OL-tatoveringen på mit håndled betyder selvfølgelig en del, men de andre har mere været en sjov udsmykningsting. Jeg har overvejet, om jeg også skulle få et hjerte eller en bølge. Jeg fik lavet en sommerfugl på skulderen i 2013, fordi jeg syntes, den var vildt feminin og cute. Den blev lidt et tegn for andre. Hvis de ikke kendte mit navn eller vidste, hvem jeg var, så var jeg ’hende med sommerfugletatoveringen’. 

Når jeg har været på træningslejr og har gået i joggingtøj hele tiden, giver jeg den fuld gas med makeup og med at ordne mit hår, når jeg kommer hjem igen. For det kan jeg jo ikke i vandet. For mig er det også en måde at være kreativ på. Jeg har altid været interesseret i fashion og farver og at sætte ting sammen. Jeg har et behov for at gå crazy med høje hæle, eller hvad det kan være, når jeg ikke træner og er i vandet. 

Min badedragt er min uniform. Når jeg har den på, tænker jeg aldrig over, at jeg ikke har så meget tøj på. Men hvis jeg skal på stranden i badedragt eller en bikini, kan det være grænseoverskridende, fordi jeg føler mig blottet og bliver mere selvbevidst. Det er en helt anden situation, end når jeg er i poolen. 

EFTER OL I Rio begyndte folk at genkende mig. Mange gange var det vildt søde mennesker, der henvendte sig til mig med en masse rosende ord. Det var dejligt. Men nogle gange, for eksempel på en sommerdag i København, kunne jeg pludselig overhøre samtaler omkring mig. De sad og snakkede om min krop og mit privatliv, og hvad de havde læst om mig i Se & Hør. Det er også en af grundene til, at jeg kan have svært ved at gå ud i bikini. Der er mange, der føler sig berettiget til at kommentere min krop, fordi jeg er et sportsmenneske. Mange gange har jeg en følelse af, at de glemmer, at jeg er et menneske. Man ville jo aldrig sidde og snakke så åbenlyst om et menneske, der lå lige ved siden af. 

De fleste beskeder, jeg får på sociale medier, er meget, meget upassende. Det er meget seksuelle beskeder. Lige efter OL i Rio var det helt klart på sit højeste. Vi var til sportsgalla i Herning, hvor jeg blev kåret til Årets Sportsnavn. Bagefter kunne tilskuerne komme ind, hvor vi sad. Det var så grænseoverskridende. Der var mange, der gerne ville have billeder, og det er fint nok. Men mange af dem havde hånden alt, alt for langt nede på min ryg og sagde virkelig upassende ting i mit øre. Det endte med, at min far kunne se på mig, at jeg var helt ved siden af mig selv. Han tog mig under armen og ud til et sted, hvor vi kunne være i sikkerhed. 

Det var et kæmpe skifte at gå fra at være helt anonym til at være allemandseje, og det var en svær oplevelse. Det er nedtrappet siden, men det år efter Rio var hårdt. 

Jeg er superprivat, og jeg er ikke særlig glad for at give for meget af mig selv. Mine grænser blev overskredet så mange gange på en kort periode. Det påvirkede mig meget, og jeg trak mig fra medierne. Jeg undgik mange interview. Nu er jeg nået dertil, hvor jeg stille og roligt er på vej tilbage. Jeg prøver at slappe af i det, selvom jeg stadig kan være utryg. 

Folk tror, at hvis du er i medierne, er det, fordi du selv har været ude at sige noget. Pludselig er der nogle, du kender, der tror, de ved noget om én, og som siger: ”Nå, jeg læste lige sådan og sådan.” Men jeg har ikke snakket med den avis eller det magasin. Nogle gange har de bare taget et billede eller en tekst fra min Instagram og lavet en slags kontekst ud af det. De historier er langt fra virkeligheden, og det er så syret at opleve. 

Min familie havde svært ved at forstå det i starten. Men jo mere jeg forklarede, hvordan tingene hang sammen, jo mere kunne de også se, at det ikke bare er, ”fordi Pernille vildt gerne vil være i medierne”. 

DA JEG KOM hjem efter OL i Rio, spiste vi en rigtig dansk frokost med varm leverpostej og fiskefileter. Det at se min familie og venner og dele glæden med dem var virkelig fedt. Og så var følelsen af at komme hjem til sit eget land bare så rar. 

Jeg kan savne at gå rundt i København og at tage cyklen ud til alle streetfood-stederne. Den danske sommer er noget af det sværeste at være væk fra, fordi der er grønt. Man begriber faktisk ikke, hvor grønt der er i Danmark sammenlignet med udlandet. 

Jeg får det lidt ligesom at gå ind i sådan en ’Alice i eventyrland’-verden. Der er så mange farver og den her helt specielle duft i luften af sommer. Og folk har en helt anden energi, fordi de har været indendørs så længe. Man kan mærke, at folk sætter pris på vejret og at mødes ude og lave picnic – det gør man ikke rigtig her i Frankrig. Både fordi det er for varmt, og fordi der altid er godt vejr. Man tager det måske en lille smule for givet. 

I Danmark har man den vildeste optur og energi, når det gode vejr kommer. De lyse nætter og morgener er noget af det, jeg kan savne mest. Jeg føler virkelig, der er en magisk stemning. Man bliver så glad. Og føler, at alt varer evigt.

LEIF SYLVESTER PETERSEN er et stykke levende danmarkshistorie. I de seneste fem årtier er den evigt nysgerrige tømrer fra Amager dukket op i vores fælles bevidsthed som gøgler, musiker, skuespiller og kunstner. Her fortæller han om sit livs kunstværk.
Tekst:Birgitte Ellemann HöeghFoto:Jonas Bie, privat

1.

MIN BARNDOM UDGIK fra en toværelses i  Serbiensgade på Amager i 40’erne og 50’erne. Vi var tre drenge med fem års mellemrum, og jeg var den mellemste. Det passede med, hver gang min far havde været til generalforsamling og blev lidt mere kærlig, end han ellers var. Han arbejdede altid – blandt andet med at restaurere møbler for antikvitetsforhandlerne. Han forsøgte at blive selvstændig snedker mindst syv gange. Min mor var hjemmegående og gik over på cigar- eller pølsefabrikken og fik arbejde, når de var på røven. I de perioder rendte jeg bare rundt i gaderne for mig selv.

Vi boede i en høj stuelejlighed, hvor der altid var gennemtræk og sus, fordi det meste af lejligheden lå over kældergangen ind til gården. Der var kun en kakkelovn i stuen og foroven en lille rist ind til det andet værelse, hvor vi alle sammen sov. Min mindste bror lå mellem mine forældre eller i en kommodeskuffe, og vi to større børn sov i køjesenge. Jeg var øverst, jeg sad ved risten og hørte på de voksne, der snakkede inde i stuen. Gården var fuld af mus og rotter og vilde katte, som var ret fede. Jeg sad tit i vinduet ud mod gården og fulgte kattens leg med mus og rotter hen over skraldespandslåget og plankeværket.

En stor del af min barndom var meget ensom. Jeg havde ikke meget med mine brødre at gøre, der var for mange år imellem os. I vores ejendom var gårdene delt op med plankeværker. Vores ejer havde kun to opgange på en hjørneejendom, så gården var meget lille, og jeg måtte ikke komme over i de andre gårde, der herskede viceværterne som generaler. Man måtte hverken spille bold eller tegne med kridt, så kom ’Bæ-far’. Det var vores vicevært, han boede på første sal og holdt altid øje. Han var også fanebærer i en loge, og om lørdagen tog han af sted med høj hat, i kjole og hvidt og med cykelstyrsskæg blafrende i takt med medaljerne. Så var han en fin mand – med ’bæ’ på skjorten.

Jeg forsøgte indimellem at komme over i de andre gårde for at lege. Det kunne lade sig gøre ved at gå igennem en af mine skolekammeraters lejlighed, så man ligesom var hans gæst. Jeg var ham, der blev sendt over i pigegården med kærestebreve. Jeg var den eneste, der turde. Jeg kom et år for tidligt i skole, måske fordi pladsen derhjemme var trang, da min mor havde fået en lille. Den aldersforskel forfulgte mig det meste af min skoletid. Det var nok derfor, at jeg skulle vise mig.

Da jeg var 12 år, byggede min far et selvbyggerhus med et billigt statslån i den haveforening i Tårnby, hvor vi havde haft kolonihavehus. Det var i 1952, og vi flyttede derud. Selvom der var mere plads, var der andre ting, vi måtte undvære. Vi havde ikke træk og slip, men en gammel lokumsspand, der skulle tømmes. Det gav heller ikke flere kammerater. Og hvad laver det ensomme barn? Tegner og maler, står ved høvlebænken og laver figurer, julegaver og fødselsdagsgaver.

En sommer kedede jeg mig så meget, at jeg gravede en hel cykelbane ud på et område, som lå der, hvor lufthavnens motorvej er i dag. Den stod klar, da de andre børn kom hjem fra ferie. Det blev til cykelklubben ’Svalen’. 

LEIF SYLVESTER PETERSEN MED MERE

Født i 1940. Bor i Tibirke Sand sammen med sin kone Lisbeth Clausen, der er tidligere sygeplejerske i distriktspsykiatrien og i dag driver Leif Sylvesters Galleri Python i København. Fra tre tidligere forhold har han fem børn i alderen 23-61 år.

Er uddannet tømrer og havde eget tømrerfirma, indtil han begyndte at arbejde med gadecirkus og maleri. Har medvirket i 20 film og haft karakterroller som Smeden i ’Pusher ll’, Tom i ’Taxa’ og Blinde Anders i ’Min fynske barndom’ (1994). Har været med til at skrive blandt andet ’Mormors kolonihavehus’ og ’Om lidt bliver her stille’. Har turneret på de danske musikscener med Sylvester & Svalerne, Eva Madsen, Cirkus Himmelblå, Røde Mors Rockcirkus og backingbandet Family and Friends. Har malet, formgivet, arbejdet med grafik og udgivet to digtsamlinger.

2.

DERHJEMME HØRTE VI ’Giro 413’ og så en gang imellem en Morten Korch-film i biografen. Men jeg havde en skolekammerat, der havde en grammofonplade med Ebbe Rode og monologen ’Begravelsen i Nevada’. Jeg tænkte: ”Hvad fanden er det?” Den ville jeg hjem til ham og høre igen. De havde også nogle plader med Doris Day, sådan noget swing. En dag opdagede jeg, at min faster havde en plade med Johannes Wahl: ’Wollesens Boogie Woogie Vals’. Det var det førte jazzagtige, jeg hørte, og som 10-12-årig kørte jeg tit forbi hende for lige at høre den én gang til.

”Hvis du vil konfirmeres, må du selv betale,” sagde min far. Og det ville jeg jo gerne ligesom de andre. Derfor kom jeg tidligt ud af skolen og fik arbejde som svajer, altså bybud, hos en skrædder og senere hos en købmand. Nu havde jeg mine egne penge, og på vej hjem fra arbejde svingede jeg forbi en lille pladeforretning på Islands Brygge og købte Svend Asmussens ’Civilization’.

Da jeg kom i lære som tømrer, begyndte jeg at købe traditionelle New Orleans-jazzplader. Det kunne jeg virkelig finde mig selv i. Følelsesmæssigt, eller hvad fanden det var. En dag tog jeg mod til mig og gik op i den nærliggende ungdomsklub i Tårnby, og det var lige noget for mig. Det var der, jeg begyndte at få mine første rigtige venner, blandt andet ’Fessor’, som boede lige ved siden af mig. Vi dannede det første jazzorkester i ungdomsklubben. Det nåede ikke at få et navn, inden det blev opløst. ’Fessor’ (Ole ’Fessor’ Lindgreen – trombonist og en af dansk jazz’ grand old men, red.) blev meget hurtigt bedre end alle os andre og kom med i et etableret jazzband.

Min lillebror fik som niårig blindtarmsbetændelse. Jeg var 15 år og lige startet i lære som tømrer. Efter flere besøg af læger, som mente, det bare var et maveonde, blev han mere og mere dårlig. Den sidste læge, der kom hjem til os, sagde, at han skulle på hospitalet med det samme, men betændelsen var gået i bughulen, og han døde i ambulancen på vej til hospitalet.

Dagen efter stod jeg oppe på taget af en ejendom i Kronprinsessegade og kiggede ned og tænkte på min lillebror. Skulle jeg hoppe ud for at følge ham, eller hvad kunne jeg gøre for ham? Der var mange tanker, der røg gennem mit hoved. Til alt held råbte svenden på mig, at jeg skulle se at komme i gang.

Mine forældre tvang mig til at se min bror i kapellet. Det vil jeg aldrig glemme, og det er det slutbillede, jeg har af ham endnu, som han lå der, tynd og spids og med sine sorte hænder. Det gjorde, at jeg ikke ville have noget med døden at gøre i mange år. Det var uforløst og ubehandlet, jeg måtte selv gå og rode med det.

Min far murede sig inde og gik på værkstedet for at fortrænge, og min mor fik forfølgelsesvanvid, blev indlagt og fik 10 elektrochok. Det var lige før, hun skulle have det hvide snit. Det fik min far så stoppet. Hun bebrejdede sig selv igen og igen, at han havde beskidte sokker på, og hans underbukser var vist ikke helt så friske, og vi prøvede at sige, at det jo ikke betød noget. Vi fik husmorafløser på, der kom og lavede mad og gjorde lidt rent. Da min mor kom hjem efter tre-fire måneder, blev det aldrig nogensinde hyggeligt mere.  

3.

JEG GIFTEDE MIG med kongebrev, da jeg var 20 år. Jeg var nyuddannet tømrer med fast arbejde i min fars snedkervirksomhed. Han havde altid set skiltet for sig: ’Petersen og sønner – snedker- og tømrerfirma’. Det kom det aldrig til at hedde, jeg havde hele tiden en trang til noget andet, men vidste ikke helt hvad. Min far var en kompromisløs mand. Da jeg sagde op i hans firma, sagde han, at han aldrig ville se mig mere. Så gik der et par år med det. En dag ringede han og spurgte, om jeg ville lave en trappe, fordi det var tømrerarbejde, og det kunne han ikke lave, og derfra begyndte vi at lave lidt byttearbejde og se hinanden igen.

Min kone og jeg fik et lille hus på Nilensvej på Vestamager, hvor der ikke var plads til noget som helst. En dag fik jeg tilbudt et opretstående klaver, hvis jeg ville tage det med mig med det samme. Desværre stod det på første sal, men jeg ville have det, så jeg baksede det ned ad trappen selv og ud på min bil. Da jeg kom hjem, måtte jeg brække en væg ned for at få det ind i huset.

Det var en drøm at få sådan et, og jeg spillede løs i en uge, hvorefter min kone sagde: ”Enten er det mig eller klaveret.” Så måtte jeg hive den væg ned én gang til og sætte klaveret ud for gavlen af huset, hvor jeg lavede et halvtag og lukkede det til. Nu havde jeg pludselig et værksted, og der lavede jeg keramik på en lille drejeskive og brugte klaveret som staffeli til mine malerier.

En dag så jeg en dokumentar i fjernsynet om Le Corbusiers liv. Den gav mig en idé om en retning. Han vågnede sent, gik på café, spillede lidt boccia, slog et slag omkring sin tegnestue og satte folkene i gang. Så spiste han frokost og malede om eftermiddagen, så klappede han børnene på hovedet, elskede med konen og gik i seng, og sådan var det. Det var præcis sådan, jeg ville have det, men hvordan får en tømrersvend ude på Amager det? Jeg ville være fri, jeg ville ud af den spændetrøje, det var at være mesters søn.

Jeg blev selvstændig og fik egne svende. Jeg havde regnet ud, at hvis jeg kunne tjene ekstra på dem, kunne jeg male om eftermiddagen – ligesom Corbusier. Men jo flere kunder jeg fik, jo mere skulle jeg lave. Og så var der ting, der begyndte at nage mig. Hvad fanden ragede det mig, at en eller anden fru et-eller-andet ude på Strandvejen ville have nogle profilbrædder på sit loft?

Al min fritid kørte jeg rundt og fandt skrammel på lossepladser til nogle collager, jeg var begyndt at lave. Jeg kom igennem forskellige genrer, og jeg kom med i en lille kunstgruppe og udstillede mine tilløb på nogle gallerier. I gruppen gav vi hinanden kritik, og en dag kom mine tagpap-collager under behandling. En i gruppen sagde: ”De er jo som sædvanligt gode.” Er der noget, jeg ikke vil være, så er det ’sædvanligt god’. Jeg kørte hjem halvfuld og ret aggressiv og bar alle tagpap-collagerne ud på græsplænen, hældte petroleum på og brændte hele lortet. ’Sædvanligt god’ er det værste, du kan sige til mig.

I 1969 søgte jeg ind på Kunstnernes Efterårsudstilling, jeg var 29, og jeg havde søgt ind to gange før med mine tagpap-collager. I tredje runde blev jeg antaget med et mere fortællende kunstværk. På et fællesmøde, hvor jeg havde håbet at møde nogle kunstneriske ånder og blive inspireret, mødte jeg kun brok. Der var ikke meget fællesskabsfølelse over det.

Pludselig rejste en velformuleret, lidt bleg, krølhåret fyr sig op og spurgte, hvor fanden visionerne i dansk kunst var blevet af. Det var lige, hvad jeg sad og tænkte. Jeg kiggede i kataloget for at finde ud af, hvem han var. Han hed Erik Clausen og boede på Amager. Dagen efter fik jeg overvundet min generthed og tog ud på Amager Strandvej og bankede på. ”Det, du sagde i går, kunne jeg godt tænke mig at snakke videre med dig om,” sagde jeg til ham. Han slog hånden ud og bød mig indenfor. Siden var vi sammen i døgndrift og snakkede videre i telefonen, når vi kom hjem. I perioder var vi mere sammen med hinanden, end vi var med vores koner. Erik er den første i mit liv, jeg for alvor har hængt ud med, hvor der var noget genklang.

Erik føles som en bror for mig. Vi er ping og pong og skal bare være sammen i seks minutter, så er vi flade af grin over et eller andet, vi har oplevet. Lige nu er han i gang med at skrive manuskriptet til en ny film, som jeg skal medvirke i. Forhåbentlig. Så måske slutter det med en ’Clausen og Petersen’-film, ligesom det startede. Nu er vi så på plejehjem, og jeg har allerede grinet flere gange, mens jeg læste manuskriptet. Jeg kan se det for mig. 

4.

DET BEGYNDTE med et ’billedcirkus’ på gaden. Erik og jeg var utilfredse med måden at udstille kunst på. Vi var inspireret af cirkus- og tivoliverdenen og lavede store apparater, der snurrede rundt, og som man kunne kravle ind i. Vi havde lavet et plateau, og i hvert hjørne var et stivnet dannebrogsflag skåret ud i krydsfiner, så det altid blafrede. Så satte vi en mikrofon og nogle højttalere op, og på den måde skabte vi ’Folkets teaterstol’.

Den blev brugt af alle mulige. Der blev holdt taler, sunget sange, selv Frelsens Hærs orkester kom forbi og brugte den. Vi syntes, det var så godt, at vi ville gå videre. Derfor lavede vi en manege, hvor folk kunne optræde for hinanden. Men der skete ikke rigtig noget, folk stillede sig op med korslagte arme og spurgte: ”Hvornår begynder det?”

Vi blev enige om at gøre noget, og det blev starten på ’Clausen og Petersens gadecirkus’. Vi droppede alle apparaterne, der efterhånden vejede tre tons, og lavede i stedet et stort klovnehoved med et lille omklædningsrum bagved, rullede en presenning ud på asfalten og lavede aktionskunst i øjenhøjde og på gadeplan. Vi kunne ikke noget, så vi satte ’ikke noget’ i system, og så kunne vi lige pludselig noget. Erik havde været på højskole og kunne snakke, og jeg havde gået på en byggeplads og havde ikke sagt ret meget, jeg var ret uforløst, vil jeg sige. Vi udviklede figurer, der var en forlængelse af os selv.

En dag så vi en optræden af en engelsk gadetrup på ABC Teatret. Der var en lille fyr, som var deres offer, der hed Sylvester McCoy. Det navn, Sylvester, syntes jeg var godt, og det tog jeg til mig, og så blandede vi det med det danske lidt bøvede navn Ib. Erik skulle også hedde noget. Vi fandt på ’Charles Johansen’ som en slags arbejdsgiver og ’Ib Sylvester – drengen fra stenbroen’ som arbejderklassens repræsentant, der kunne tåle alt – også spildevandet fra Øresund.

”Ærede publikum, kom nærmere. Må vi præsentere drengen fra stenbroen. Denne unge mand kan stikke sømmet langt ind i hovedet, uden at der sker noget, hans hjerne er fuldstændig udhulet af forurenet luft,” sagde Erik så. Som barn havde jeg på børnehjælpsdage set Professor Tribini inde på Christianshavns Torv fremvise en stærk mand og inderen Gunga Din, der bankede søm op i næsen, og jeg tænkte: ”Det skal vi sgu da lave, det dér.”

Sømmet var syv tommer, og jeg lærte det ved egen træning. Jeg gjorde det bare. Det er i det eustakiske rør, du stikker det ind, fik jeg senere at vide af lægerne. Derhjemme startede jeg med at slå det ind, for det havde jeg som barn set ham inderen gøre. Dang, så var det helt inde. Det skulle jeg ikke have gjort. Blodet sprøjtede. og det ville ikke se godt ud foran publikum.

Det var politisk nedenunder. Det har det altid været. Vi ville lave en folkelig revolution. Gøre publikum opmærksom på, at hvis vi kunne, kunne de også. Vores parole blev, og det er den stadig: ’Tag svagheden til indtægt. Gør det, du tror, du ikke kan.’

Mit udgangspunkt var en retfærdighedssans. Den kom fra gaden, da jeg var dreng, Og det der med at være ’stærk mand’ kom fra, at jeg var tømrer og havde jongleret rundt med spær og bjælker. Jeg kastede også med knive. Det var en forlængelse af, at jeg havde siddet og kedet mig og kastet med stemmejern og lægtehammer. Jeg har smadret utrolig mange døre på den måde, dum som man er.

Med tiden kom vi ind i varmen og optrådte foran et midaldrende publikum i DR-TV. De morede sig kongeligt over os to amagerknægte. En journalist beskrev det som ”kommunistisk propaganda kamufleret som en borgerlig succes”.

På et tidspunkt fik vi arbejdet os op i et hjørne med vores gadecirkus. Vi begyndte at føle, at vi lavede parodier på os selv. At vi stod og prikkede os selv på skulderen. Det endte med, at vi måtte stoppe. Erik gik så i gang med at lave filmen ’Cirkus Casablanca’ (1981, red.), som vi havde snakket om på vores turneer. Han skrev manuskriptet, jeg lavede musikken, og vi spillede selv de to hovedroller.

5.

JEG KVITTEDE TØMRERFAGET helt, da jeg var 32, og tog kunstnernavnet Sylvester til mig som et varemærke. Jeg besluttede mig for, at det skulle stå for ’Troværdighed … og du får noget for pengene’. Det var ansporet af den dér udsendelse med Corbusier. Når jeg først får sådan nogle tanker, går jeg i selvsving af en slags. Så formerer tankerne sig, og til sidst bliver de til en holdning. Da konen på samme tid fandt en anden i Spanien, gad jeg det ikke mere. Jeg gjorde op med det hele på én gang.

Vi solgte huset, betalte tømmerhandlen ud og den skat, jeg skyldte, og så delte vi resten. Jeg startede forfra i et atelier i Viborggade på Østerbro med lokum i gården. Et nyt liv. Siden den dag har jeg ikke haft et fast arbejde. Det blev til en bohemetilværelse, der begyndte at ligne Corbusiers lidt. Når jeg ikke skulle noget andet, stod jeg sent op, malede nogle timer, gik på værtshus og drak mig halvfuld, inden klokken var fem, sammen med andre kunstnere. Medmindre jeg havde job med Erik, kom vi nogle gange slet ikke hjem, så kørte den løs.

I de år tog jeg helt afstand fra det, mine forældres generation havde leveret. Starten af mit første ægteskab var en forlængelse af den generations drøm om villa, vovse og Volvo og at have nogle millioner på kontoen. Derfor var det også en slags falske forudsætninger for min første kone, for det udartede til noget andet end det, hun havde sagt ja til.

Leif Petersen blev til ’Leif Sylvester’, og efter jeg havde læst en bog af Bente Hansen, der hed ’Kapitalisme, socialisme, kommunisme’, meldte jeg mig ind i kommunistpartiet og kom i de følgende år til at bo i kollektiver i Hellerup, Gentofte og Lejre. Det var i den tid, jeg lærte Eva Madsen at kende, og hun blev min tredje samlever (gift 1985, red.). Hun kom fra en kommunistisk familie, og vi havde en fælles forståelse. Vi var ikke aktive i traditionel forstand, vi var det af sind og rejste rundt og lavede politisk musik i ’Sylvester og Svalerne’.

Før jeg mødte hende, havde jeg indspillet min første lp, ’Store Sonja’ (1976, red.). Det var sådan en multitid, hvor alt skulle ud, og jeg tænkte: ”Hvorfor skal jeg stå og male, når der er 20 billeder i hver sang og 100, der kan høre det på én gang? Det var igen en politisk agenda, for med billedkunst er der én ejer, og dengang var det ikke almindeligt for almindelige mennesker at købe et billede. Men grammofonplader var eminente, synes jeg, og derfor begyndte jeg at lave musik.

At komme ud at spille var fedt. Det dér med at optræde er sgu noget mærkeligt noget. Det er slidsomt, men samtidig får man et pift af, at man er til her og nu – hver gang. I værkstedet er der ingen, der klapper, når du har lavet et godt billede. Du hænger det op på en fernisering, og så er du færdig. Til en koncert er der kontant afregning.

Alt, hvad jeg har bidraget med, er ud fra levet liv. ’Mormors kolonihavehus’ lavede Erik og jeg sammen. Vi har begge haft familie, der havde kolonihaver, og en dag kørte vi forbi en kolonihaveforening på Amager, der skulle rives ned. Brandvæsenet havde fået lov til at tænde ild til 100 huse og bruge det som en øvelse, inden Urbanplanen skulle laves. Og så kom den sang altså. Jeg ville gerne have et vers mere med, som sluttede med: ”I dag står der grå betonklodser”, men det var jo et socialdemokratisk fremskridt at lave boliger, som almindelige mennesker kunne betale. Derfor blev det nedstemt, og sidste vers røg ud. 

6.

FRA JEG VAR BARN, har jeg vidst, at jeg havde talent for at lave skuespil, og sagde til mig selv: ”En dag, så finder de ud af det.” Jeg har altid lavet numre. I skolen sad jeg med hånden oppe, som om jeg kunne det hele, uden at kunne en skid, og i fritiden gik jeg rundt for mig selv og forestillede mig, hvad jeg skulle sige i situationer, hvis jeg var en anden. Filmene har kørt hele vejen igennem mit liv. Det er ikke mig selv, der skaber dem, jeg er bare med. Som for eksempel i Nicolas Winding Refns ’Pusher II’ (2004, red.), hvor jeg spiller Smeden (Tonnys far, en iskold psykopat, red.).

Den måde, jeg er skuespiller på, er ved at forsøge at være karakteren. Da jeg i ’Pusher II’ blev forvandlet og fik farvet mit hår sort, bredte det sig til den hårde tone og til den her nådesløse bandit. Det bredte sig så også til mit privatliv, og jeg kom til at råbe ad mine børn nogle gange. Den aggression, der var i filmen, og den måde, filmen blev lavet på, havde også noget at sige. Det var, som om vi oplevede handlingen.

Det var faktisk kun Mads Mikkelsen (Tonny, red.) og mig, der var skuespillere, resten var fra miljøet, og til sidst troede de på vores karakterer. Når de stod og røg en fed og drak uden for settet, og jeg sagde til dem: ”Hold lige op med det dér”, så parerede de sgu ordre og sagde: ”Okay, boss.” 

Det var Nicolas Winding Refns far, Anders Refn, der foreslog, at jeg skulle spille Smeden, tror jeg. Det var også ham, der castede mig til ’Taxa’. Han klippede mange af Eriks (Clausen, red.) film, så han havde også set mig i det, der var klippet ud.

Jeg er den slags skuespiller, der skal opfindes hver gang, og Anders havde åbenbart set, at der kunne være en rod inden i mig. Det er der også, men en godmodig rod.

”Min datter Mia og jeg på bagscenen på Roskilde Festival i en pause under filmoptagelser til ’Rocking Silver’. Jeg har haft alle mine børn med ude så meget, det var muligt. Her er hun så stor, at hun lige kan passe sig selv, mens vi optræder i små to minutter.” 1983.

7.

PÅ MIN HØJRE ARM har jeg en tatovering, hvor der står ’Lisbeth’ oven over en pinup-pige i sygeplejerskeuniform. Hun er min seneste tatovering og min ’hjerter dame’. Eva Madsens navn er inde på brystkassen et sted. Den fik hun i morgengave, da vi blev gift. ’Mor’ står der på venstre arm. Det er min første tatovering. Der skulle egentlig have stået navnet på min kæreste, men så sagde ham tatovøren: ”Hende kender du kraftedeme ikke i morgen, det er dumt. Men din mor, hun vil altid være din mor.”

Der sad jeg som 15-årig nede i Nyhavn og havde næsten malet overskæg for at se ældre ud. Man skulle jo være 18 år, og politiet gik rundt på gaden. ”Nå, men så skriv mor,” sagde jeg. Lige nedenunder er mine fem børn, som er resultatet af tre forelskelser, symboliseret ved fem stjerner og Forever love.

På trods af tre kuld har jeg formået at få nogle børn, der har det fantastisk sammen alle sammen. Det at være noget for hinanden har altid ligget mig på sinde. For mange år siden startede jeg med at lave månedlige middage – kun med mig og børnene. Det er nu blevet til en ny gruppe, der hedder ’første torsdag i måneden’, som gælder alle i familien. Man kan komme og gå, som det passer én.

I baglysets klare skær har jeg været heldig i mit møde med kvinder og koner. Når jeg ser tilbage, har de matchet mine forskellige perioder i livet. Den første var talkyndig, den næste tv-producer og æstet, derefter blev jeg gift med en sangerinde, og da jeg vendte tilbage til billedkunsten, traf jeg en billedkunstner. Og nu – i mit livs indian summer – er min kone, Lisbeth, tidligere sygeplejerske.

Det var ikke helt så let at finde dem, score dem og siden forlade dem, som det kan lyde. Jeg har troet på, at det var forever, hver gang. I mit første ægteskab voksede vi fra hinanden. Anden gang var jeg boheme og havde nogle gyldne år, hvor jeg ikke satte grænser for mig selv, og det gik galt, fordi jeg blev forelsket i en anden. Den anden var en lidt yngre kvinde, som havde givet mig nogle fantastiske erotiske oplevelser, som jeg ikke havde været ude for før, og det betragtede jeg lidt forkert som kærlighed.

Da vi havde fået lejlighed, og jeg gik og malede det sidste af et loft, mens hun malede et fodpanel, tænkte jeg: ”Det går sgu ikke, det her.” Det var fredag aften, og hun sagde: ”Men vi kan da ikke skilles på den her måde. Nu lægger vi penslerne, og så skifter vi tøj og går i byen hele weekenden, og så siger vi farvel.” Og det gjorde vi.

Så var jeg alene en lille uges tid og traf derefter Eva. Det troede jeg også på i 12-13 år, indtil jeg lige pludselig plaskede i igen. Det gnavede virkelig. Jeg ville jo ikke svigte, men det kom jeg til alligevel. Det nye løb ud efter 10 år, og så er vi næsten fremme ved Lisbeth. Vi er to alen ud af ét stykke og alligevel forskellige. Vi har det godt og giver hinanden plads. Jeg er dybest set et trofast menneske.

Mine forældre nåede at holde krondiamantbryllup, inden de døde for 15 år siden. Og min bror har levet sammen med sin ægtefælle i omkring 50 år, så jeg er nok faldet lidt uden for reden. Mine forældre har fulgt mig hele vejen. I perioder har de syntes, det var lidt rigeligt, men jeg var jo deres søn. På et tidspunkt, hvor vi var i tv med cirkus den ene dag, og jeg i en hel uge spillede hver aften i et musikprogram, som vi kørte landet rundt med, tror jeg nok, de overgav sig og sagde: ”Nå, ja.” 

8.

DER KOM TIL at gå 10 år, fra min første lp udkom i 1976, til jeg begyndte med maleriet igen. Jeg fik behov for at udtrykke mig selv uden indblanding fra de kollektiver, jeg havde arbejdet i. En dag, da Mia (Leif Sylvesters datter, red.) gerne ville male, sagde jeg til hende, at hun bare kunne gå i gang med farver og pensler på en dør. Og da jeg så hendes glæde og frie leg, tænkte jeg: ”Det vil jeg fandeme også. Tænk at male frit.”

Det blev til nogle naivistiske figurer i tråd med CoBrA-kunsten og starten på mit kunstmalerliv, som har fyldt helt frem til i dag. For 10 år siden fik jeg en lille øjenåbner, da jeg udstillede på Sophienholm. Min gode ven Arne Haugen Sørensen (kunstner, f. 1932, red.) sagde, at han kun kunne holde ud at se det halve, for han syntes, de alle sammen stirrede på ham, i alle billederne. Det kunne jeg sgu godt se, så nu kigger de lidt mere på hinanden. Men der er stadig det samme drøn på.

Jeg laver sådan noget, der gør mig svær at placere for folk ’på bjerget’. De er imponeret over, at jeg sælger så meget, det kan de forstå, men så slutter det også der. Anmeldelser har jeg næsten aldrig fået. Omtale, ja. Som kunstner vil man gerne det hele. Du kan to ting: blive anerkendt ’på bjerget’ eller ’elsket af folket’, nok sjældent begge dele. De har deres klub, og jeg har min egen, og det har jeg det meget godt med. Som helt ung kunne jeg nok godt have tænkt mig at have gået på kunstakademiet. Men havde jeg gjort det, havde jeg jo ikke været mig.

I dag udgår min verden fra Tibirke Sand. Her har jeg mit værksted og min bolig i to huse på en grund i et sommerhusområde. Min hverdag består i at sidde og hænge lidt ved morgenmaden, så går jeg over i atelieret. Jeg har altid gang i 117 ting. I dag begyndte jeg på nogle træskulpturer, som er bestillingsarbejder, jeg er kommet bagud med. Det er fast arbejde i halvanden dag at lave sådan en. Min bror er snedker og skærer dem ud for mig, bagefter samler og maler jeg. Jeg hygger mig og synes, det er pragtfuldt, så hører jeg jazz, bruger internettet, radio og telefon. 

Indimellem kan jeg godt blive træt af det gamle New Orleans, så hører jeg nogle unge fra Lincoln-skolen. Jeg har også prøvet det dér podcast, men så bliver jeg opslugt af noget andet, og lige pludselig er der sket en masse i fortællingen. Hver dag løber der mellem fire og fem bestillinger af større og mindre værker ind i mit galleri Python i København. Det er keramik-, bronze- og træfigurer eller oliemalerier med titler som ’Glade idioter’, ’Præstens tvilling’, ’Løse tænder’ og ’Omsorg’. Det har givet mig en frihed til at gøre, hvad jeg har lyst til. Jeg har været isoleret her på grund af coronaen og har kun set min kone. Det går fint med det hele. Kommunikationen med mine børn og børnebørn foregår på WhatsApp og små film frem og tilbage. Det eneste, jeg savner, er at kramme alle dem, jeg holder af. Jeg har jo lyst til at kramme alle, jeg møder på min vej.

9.

JEG HAR IKKE været god ved min krop, jeg har slæbt rundt på alle mulige tunge ting og røget 60 smøger hver dag.  Så det er pay back time nu. Knokkelmanden har været tæt på et par gange. Første gang man får at vide, at man har en dødelig sygdom, begynder man at tænke: ”Har jeg været den, jeg gerne ville være? Har jeg gjort det, jeg ville? Hvor lang tid har jeg igen, og hvad skal jeg bruge den tid til?” Jeg kom frem til, at jeg har gjort, hvad jeg ville, og jeg har været den, jeg gerne ville være.

Anden gang er det ikke så slemt, der havde jeg været alle de tanker igennem, og tredje gang skøjtede jeg bare hen over det. Der er ingen grund til at ændre noget. Lige bortset fra, at det er noget lort, når kroppen står af. Nu cykler jeg som regel 25-30 kilometer hver formiddag på en elcykel. Min kone er 20 år yngre, så jeg har ikke lyst til at blive en grøntsag og er også ved at smide en masse kilo.

De store tanker om livet og døden har jeg fået bearbejdet ved at skrive sange. På mit sidste album lavede jeg mit eget begravelsesoptog, hvor jeg ligger i en kiste og kommer med gode råd. Den hedder ’Stjernestøv’. Det kommer sig af, at jeg ikke er vild med det der ”af jord er du kommet”. Det blev til ”af stjernestøv er vi kommet, til stjernestøv der skal vi blive, som stjernestøv vil vi altid være her til evig tid”. Det er min måde at forholde mig til døden på. Jeg har også mit eget familiegravsted ude på Assistens Kirkegård. Jeg er jo rationalistisk tænkende. Og det er da helt utroligt, at jeg kan berolige mig selv så meget på den måde.

Efter 30 års pause og med trekvart lungekapacitet samlede jeg i 2017 et orkester igen. Family and Friends hedder det og består af min familie og mine venner. Det er skønt at kunne samle et 10-mandsorkester, hvis man får lyst til det.

Jeg kan i øvrigt stadig proppe søm op i næsen, tror jeg. Sidste gang jeg prøvede, var til en kunstnerfrokost, hvor jeg var godt beruset. Det gik godt nok ad helvedes til, blodet sprøjtede, jeg skulle nok ikke have brugt en skruetrækker.

STINE PILGAARD står bag romansuccesen ’Meter i sekundet’ om en lille vestjysk by og en angrebsivrig tilflytter med velsmurte stemmebånd, der netop har indbragt hende De Gyldne Laurbær. Ud & Se besøgte den danske forfatter i Velling, hvor hun forenede heste, kørekort, blæsevejr og hverdagsvrede til en bouillonterning af livskriser, følelser og fællesskab.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Martin Dam Kristensen

STINE PILGAARD har hul i sin jakkelomme. Det har været der så længe, at foret er blevet en del af lommen. Det er derfor, hun er forsinket, fortæller hun, da hun ankommer til Ringkøbing Station i familiens Toyota med sin lille, stille søn bagi. Normalt ved hun med det samme, at hvis bilnøglen ikke er i lommen, må hun grave dybere, stikke hånden ned gennem hullet, og så er den som regel dernede et sted. Sådan har det været i månedsvis, hvis ikke år, og hun har efterhånden vænnet sig til det. Hun orker ikke selv at sy jakken, det er derfor, hun har en svigermor, siger hun, men hver gang hendes svigermor er på besøg, glemmer Stine Pilgaard at fortælle hende om hullet. 

”Sagen er den, at jeg åbenbart har to huller i min jakkelomme,” siger hun, da jeg sætter mig ind i bilen.

Stine Pilgaard sætter kursen mod Velling små fem kilometer fra Ringkøbing, mens hun forklarer resten af historien om, hvorfor hun kom for sent. Sammen med sin søn kørte hun tidligere på dagen ud til skinnerne for at kigge på forbipasserende tog. Det elsker han, og de var taget af sted i god tid, så de kunne nå det hele. Men da de efter en halv times tid ved skinnerne og en højtlæst børnebog senere skulle af sted mod Ringkøbing Station, var tiden løbet fra hende. Og pludselig kunne hun ikke finde bilnøglen. 

Derfor blev det hele lidt febrilsk, siger hun og giver mig den fulde oplevelse af Ringkøbing Fjord i stedet for den mere direkte vej, hvor man primært passerer minkfarme, stutterier og vindmøller. Medmindre hun har susende travlt, tager hun altid den naturskønne rute langs Vellingvej, som hun har døbt fjordvejen. Hun peger ud mod vandet og siger, at det ikke altid glimter, at der ikke er et sted i området, hvor det ikke blæser helt sindssygt, og at flere medier for et par måneder siden var ude at filme isskruninger, der havde bygget sig op langs kysten, da fjorden var frosset til. Hun fortæller, at vi er i et af de områder i Danmark, hvor Kristendemokraterne får stemmer, og at hun elsker landskabet. Associationerne får frit spil, før hun vender tilbage til historien om forsinkelsen.

Hun kunne ikke finde bilnøglen i hverken jakkelommerne eller foret og besluttede sig for at lede udenfor. Men bilen har åbenbart en automatlås, som hun hverken forstår eller kan slå fra, og derfor måtte hun forgæves kravle rundt i bilen for at finde en ulåst dør, mens hun beroligede sin søn. Endelig lykkedes det hende at lokalisere bilnøglen i lommens andet hul, som nu også er blevet en del af jakken. 

Vi kører videre og ankommer til et lyskryds. Det bliver gult, lige før hun skal til at køre over. Så hakker hun bremsen hårdt i. 

HUN VIFTER med armene, forvrænger stemmen og folder ansigtet, mens hun i hastigt tempo gengiver episoder fra Kvickly med bækkenløsning eller hendes forundring over nogle-og-30-årige mænds pludselige mani for surdej og gin med marehalm. Om dengang en sur mand sparkede til hendes indkøbskurv, og en bagerdame råbte, at hun ikke måtte tage indkøbskurven med ud til bilen, selvom hun var højgravid og traskede rundt som en hvalros. Og om en anden bagerdame, der bar poserne og trøstede hende på parkeringspladsen. Det er den slags episoder, hendes romaner kredser om, selvom de bliver stærkt overdrevet, når hun skriver. Det er de små sammenstød mellem mennesker i pålægsafdelingen eller udfordringen ved at overhale en gruppe heste på de danske landeveje, som kan frustrere os alle sammen.  

Da Stine Pilgaard modtog Weekendavisens Litteraturpris i januar for romanen ’Meter i sekundet’, blev bogen kaldt en ”perpleks bestseller med situationskomik fra en underspillet udkant” og ”fuldendt selvudslettende komik fra en uimodståelig fortæller”. Den fik også fuld plade hos Jyllands-Posten med ordene ”en roman om at være halvvejs igennem livet og se ungdommens aspirationer blive afløst af småbørnsfamilielivets leverpostejshurlumhej”. Rosen kom alle steder fra. Anmeldere, venner, fremmede folk på gaden, journalister og branchefolk.

”Det har været et helt vanvittigt år. Jeg fik mit andet barn, som ikke var helt planlagt, verden har været i undtagelsestilstand, og så kom min bog, som landede meget bredt i befolkningen. Mine andre bøger har solgt jævnt og stabilt over de sidste otte år, men denne her ramte noget med det samme. Den adskiller sig ikke vildt meget fra mine andre bøger, så jeg har lidt opgivet at forstå det,” siger hun.

Romanen har ifølge forlaget solgt mere end 90.000 eksemplarer, og fire sange, som er skrevet til romanen, er blevet optaget i Højskolesangbogen. Hun har også delt sin kærlighedshistorie i Anders Aggers bog ’Kærlighed’, og nu er hun både i gang med at skrive en børnebog, som udkommer næste forår, og hun skriver på de sidste essays, som skal akkompagnere sangene i ’Meter i sekundet’ i en ny sangbog og musikudgivelse af Katrine Muff Enevoldsen. 

Alle vil have et stykke af Stine Pilgaard, og det har nået et punkt, hvor hendes arbejdstid konstant forsvinder.

”Hvis jeg på nogen måde kan komme af sted med det, står jeg op før børnene for at skrive. Jeg kan godt lide at stå op klokken fem, men kun for at være alene. Det skal ikke være for at være sammen med nogen,” siger hun.

STINE PILGAARD

37 år. Opvokset i Vejlby-Risskov ved Aarhus. Blev optaget på Forfatterskolen i 2008.

Forfatter til romanerne ’Min mor siger’ fra 2012, ’Lejlighedssange’ fra 2015 og ’Meter i sekundet’ fra 2020.

Har modtaget flere litterære priser for sine romaner, senest Weekendavisens Litteraturpris 2020 for ’Meter i sekundet’.

Bor i Velling på den danske vestkyst med forfatteren Daniel Dalgaard. Sammen har de to børn.

FOR TIDEN har hun et nærmest erotisk forhold til trøffelbrie, fortæller hun, åbner køleskabet og siger, at jeg altså bør smage det, hvis jeg tør. Hun er også ved at varme nogle surdejsboller i ovnen. Hun frygter, at jeg ikke har fået nok at spise på turen til Velling.

Hun bor i embedsboligen til Vestjyllands Højskole, hvor hendes kæreste Daniel Dalgaard arbejder. Ligesom Stine Pilgaard er han forfatter, og de må lade børnene gå på skift mellem sig, fordi det er umuligt at skrive med børneliv omkring sig. For tiden korrekturlæser han sin debutroman, som ligger udskrevet i en bunke med hundredvis af kruseduller og rettelser på køkkenbordet. Han fortæller nedslået, at hele kommateringen skal rettes efter nogle andre regler.

”Vil du ikke have lidt piskefløde i kaffen? Jeg har det helt sindssygt over fløde. Jeg elsker bare fede ting,” siger hun og sætter sig.

Vi taler om alle de mails og breve, hun har fået fra læsere, som kan genkende det at være tilflytter eller at få børn eller at tage kørekort, som er et evighedsprojekt for hovedpersonen i romanen. I bogen siger kørelæreren til hovedpersonen, at hun er en af de få bilister, som rummer træk fra både nybegynderen, flugtbilisten og den senildemente. 

”Jeg er faktisk sygt ked af den der hårde opbremsning. Nu tror du sikkert, at jeg kører dårligt, og det gør jeg faktisk ikke. Det var jo gult, og alle andre dage ville jeg jo bare fortsætte, men fordi jeg var så bevidst om, at du ikke skulle tænke, at jeg kører over for rødt, så hakkede jeg bremsen i. Det var bare vildt ærgerligt,” siger hun.  

Det tog hende et år at erhverve kørekort, og det kostede hele Biblioteksprisen på 50.000 kroner, som hun modtog. Hun pointerer dog, at hun fik nul fejl til teoriprøven og bestod den praktiske køreprøve første gang. 

Det værste, hun ved, er at overhale heste på landevejen, og dem er der mange af, fordi de bor ved siden af et stutteri. Til gengæld er hun sindssygt god til traktoroverhalinger, fortæller hun.

”Jeg fik 17 fejl i de indledende teoriprøver, fordi jeg ikke forstod måden at tænke på. Du holder i et lyskryds, og et barn kommer cyklende på fortovet. Ser du barnet? Selvfølgelig gør jeg det, jeg vil jo ikke køre barnet ned, men det må du ikke, for du skal være opmærksom på lyssignalet. Det er en helt vanvittig måde at tænke på. Men så satte jeg mig ned i to dage og gennemgik alle prøver, jeg kunne opstøve på nettet,” siger hun.

Det var den meget teoretiske måde at tænke på, der spillede hende et puds. Og er en teoriprøve kold, kynisk og konkret, er Stine Pilgaard abstrakt og associerende. Én ting får hende til at tænke på noget andet, som får hende til at tænke på noget tredje, fortæller hun. Om det er en erhvervsskade eller grunden til, at hun blev forfatter, ved hun ikke. 

”Jeg har det også svært med rumfang, højre-venstre og retninger. Trafik er det diametralt modsatte af at skrive fiktion. Jeg kan selv styre, hvad mine karakterer gør og tænker, men jeg kan ikke styre, om en hest flipper ud.” 

”Synes du ikke, at jeg kører helt standard?” spørger hun så.

”Jojo.” 

”Lidt over middel?” 

”Det var en lille smule kaotisk.” 

”Kaotisk? Hvor er du provokerende. Jeg synes selv, at jeg kører ret godt. Hvad var kaotisk? Jeg kører og viser dig vores fjord og min første køreskole. Det er topservice. Jeg er medlem af en kvindeloge i Skjern, og der har det forbandede kørekort været en stående joke. Jeg kører helt vildt råddent, når jeg skal derhen. Jeg bliver enormt selvbevidst af det, og så glemmer jeg de der praktiske ting. Jeg glemmer at slippe håndbremsen og alle mulige andre ting, som jeg aldrig normalt ville gøre. Så står alle kvinderne og griner på den der langsomme, venlige skjernske måde, som også er lidt provokerende.”

SELV SÆTTER Stine Pilgaard en slags ære i små, venlige provokationer i hverdagen. Hun kan godt lide, når man stikker til hinanden. Ikke ondskabsfuldt, men for sjov. Så snart nogle bliver for magelige eller for enige, slår hun til.

”Jeg plejer at sige, at jeg prøver at opretholde balancegangen i kosmos. Jeg synes jo, at fællesskab er en fantastisk vigtig og smuk ting, men når jeg sidder med 30 højskoleelever, som sidder og græder, fordi de skal synge en sang om venskab, så kan jeg ikke undgå at tænke: ’Så slap dog af.’ Jeg bliver hurtigt en modvægt, også selvom jeg faktisk er enig. Jeg får lyst til at sætte ild til noget, når folk sidder og giver hinanden ret, men jeg tror også, at det er en middagsselskabsting eller en efter-tre-glas-rødvins-ting.” 

Hendes otte måneder gamle baby begynder at sige lyde ude i barnevognen, og hun går ud for at samle hende op. Ind kommer kæresten med deres søn. De har været ude i haven og spille fodbold. Oprindelig skulle deres søn have været passet hos naboerne, men en pludselig tør hoste ændrede planerne. I stedet foreslår Stine Pilgaard, at vi tager ud til hendes kontor, hvor der er lidt mere roligt, medmindre ham trommeslageren øver. Hendes kæreste spørger, om hun har fortalt om dengang, hun bakkede ind i huset. Stine Pilgaard griner fra køkkenet, hvor kaffen er løbet igennem.

”Husk at slukke ovnen,” siger hendes kæreste, da hun begiver sig ud mod Toyotaen med kaffe i en kande.

Piskefløden maser hun ned i bilens kopholder, og vi kører ud på de lange, lige veje med minkfarme, stutterier og vindmøller. De veje har hun kørt på siden 2016, da hendes kæreste fik tilbudt job som leder af forfatterlinjen på Vestjyllands Højskole, og de takkede ja til at bo i Velling og leve med de korte vestjyske sætninger og lange pauser.

”Vi havde ikke boet her en uge, da vi kom kørende i en Flextaxa, og hele vejen var spærret af køer. Chaufføren tog det helt roligt og gik op til landmanden for at fortælle, at de var sluppet løs. Det havde vi det helt sindssygt over, for vi kom lige fra Nørrebro. Det er så ikke sket siden, men det var en vild start.” 

Da vi kommer til et højresving, passerer vi Tørfisks bandvogn plastret til med alle bandmedlemmer og deres slogan: ’Danmarks ældste boyband’.

”Så du, at det var Tørfisks bandvogn?”

”Jeg holder øjnene på vejen.”

NOGLE MINUTTER senere er vi ved kontoret, et tidligere, nu tømt udstillingslokale for Tvis Køkkener, som en stor gruppe lokale kunstnere har fået lov at låne, 

”Vi låner det af en landmand, der købte grunden på grund af markerne. Det er sådan noget, folk gør herude. Jeg håber godt nok ikke, at ham trommeslageren er her, så må vi finde på noget andet.” 

Det er han ikke, men trommesættet står klar, hvis han skulle komme forbi. Udenfor er der marker, stilhed og vindmøller. Indenfor er der optageudstyr og instrumenter og maling og tryksværte og musefælder, for sådan nogle er der jo herude. Stine Pilgaard viser rundt og dumper ned i en stol ved vinduet, nærmest lettet over at komme væk. Hun siger, at der er noget vildt ved at tage hen på kontoret. At der er så stille.

”Jeg har en oplevelse af, at jeg kunne holde af hvem som helst, hvis omstændighederne gjorde det nødvendigt. Naboer er rekvisitter og statister i vores liv, indtil de begynder at tale over hækken eller skal køres til tandlæge, fordi bilen er til reparation.”

”Er det en rigtig oplevelse?” 

”Ja, jeg kendte ikke min nabo ret godt, da jeg kørte hende til tandlægen. Der havde selvfølgelig været lidt kaffe i haven og sådan noget, men ikke mere end det. En dag havde hun vildt store tandsmerter, og fordi deres bil var til reparation, kom hun forbi. Bagefter lå hun på sofaen, mens jeg varmede noget suppe. Så faldt hun i søvn, og det var simpelthen så fint og sødt. Hun var sikkert også dopet på alt muligt, men det var så tillidsfuldt. Der er ikke mange steder, hvor man har brug for hinanden på så konkret en måde.” 

Hun holder en lille pause.

”Alle vores venskaber er mere eller mindre tilfældigheder. Så sidder man ved siden af hinanden i folkeskolen eller møder hinanden til en fest. Jeg bliver tit spurgt, hvorfor jeg ikke skriver politisk eller om klimaet, men det, der optager mig mest, er, hvordan vi skal være med hinanden i hverdagen. Jeg har vildt svært ved at overskue krigsalliancer og fredsaftaler. Det er frygteligt at se nyhederne. Det er den værste gyserfilm af dem alle.” 

”Nu er vi tilbage ved de fritsvævende associationer.” 

”Du laver en Anders Agger på mig. Du siger jo ikke noget.” 

”Man kan få folk til at sige mange ting, hvis man holder kæft.” 

”Det er så ikke noget, jeg har prøvet så tit.”

STINE PILGAARD ved aldrig helt, hvad hun skal fortælle, når hun bliver spurgt om sin barndom. Hun havde en ganske fin enebarnsopvækst i Vejlby-Risskov lidt uden for Aarhus, hvor hun pendlede mellem en far og en mor, som hverken var elitære eller sølle. De var egentlig meget middelklasse minus ligusterhæk, fortæller hun.

Moren var leder af en børnehave i Aarhus, og faren arbejdede med stregkoder i Grønland. Primært på kolonialvarer, og hun forestillede sig, at hvis han klokkede i det, kunne de ikke købe mælk i Grønland, og så ville Grønland ringe og klage. Hun tænkte ofte, at han måtte have en meget vigtig rolle i systemet, og at hele befolkningen kimede ham ned, hvis han kvajede sig. Hun synes, det er lidt pinligt, men hun ved stadig ikke helt, hvad hendes far laver.

Bøger fyldte meget, og selvom det er en ældgammel kliché for enebørn, var hun nok lidt gammelklog, fortæller hun. Frikvartererne foregik ofte i klassens vindueskarm, hvor hun læste Astrid Lindgren, og til børnefødselsdage kravlede hun ned under bordet med bog og kage i favnen. Hun læste, inden hun gik i skole, og hun læste inden sengetid. Og når hun skulle bade, pakkede hun bøgerne ind i plastikposer, så hun kunne bladre i dem under bruseren.

Inspireret af Astrid Lindgren og ’De Fem’ skrev hun historien ’Børnene i Solsikkedalen’, som handlede om en gruppe unger på et børnehjem, der skulle opklare et mord. Og et eller andet med en krokodille. Den gav hun til sine forældre i julegave, og bagpå skrev hun anmeldelser af sine egne værker: ”Stine Pilgaard har skrevet en sjov og charmerende fortælling. Hun er Astrid Lindgrens efterfølger.” Senere vandt hun novellekonkurrencer i Vi Unge, og som 11-årig fik hun sit første digt trykt i Familie Journal.  

”Det skal dog siges, at mine forældre aldrig var gift, og at de gik fra hinanden længe før, jeg kan huske. Jeg tænker, at det måske var et forsøg på at skabe et traume, jeg kunne skrive om. Men jeg skal jo heller ikke være helt nedladende over for mig selv som barn, for det kan jo være, at det har fyldt meget mere, end jeg kan huske,” fortæller hun.

Hendes forældre er vidt forskellige, men de har aldrig bekriget eller hadet hinanden, forsikrer hun. Til gengæld er de begge ret sjove, humoren har de til fælles, og de har et godt blik for små, skæve hverdagssituationer. Hendes mor er fantastisk til at imitere og karikere folk, og når hun var alene med sin far, optrådte han med historier om Lone fra regnskab og fra sin ungdom.

”Jeg boede på skift hos dem begge to, så jeg har haft rigtig meget alenetid med voksne. De har altid taget mig meget alvorligt, og derfor har jeg også altid taget mig selv alvorligt.”

I gymnasiet påpegede hun konstant, hvis der var noget, hun var uenig i, og halvdelen af lærerne kunne godt lide, at hun var kritisk, mens den anden halvdel syntes, at hun var lige lidt for meget. Det kom der et karakterblad ud af med fire femtaller og fire 13-taller, mens resten var fordelt på resten af skalaen. 

”Jeg har fået alle mulige karakterer. Jeg har også prøvet at få tre i geografi, som igen handler om, hvor ting ligger. Det er åndssvagt, men jeg kan ikke fatte et kort,” siger hun.

MED KAFFEKANDE og piskefløde i hænderne styrer hun mod familiens Toyota. Hun placerer atter piskefløden i kopholderen og drejer ud på landevejen igen. Hun crui­ser meget med sine veninder i Ringkøbing og omegn, fortæller hun på vej mod Skjern. De tager ned til fjorden, Vesterhavet eller til Hvide Sande. 

”Jeg diskuterer med mig selv, hvor ydmygende det ville være, hvis jeg sætter min gps til, jeg plejer jo at bruge den. Men jeg kører hele tiden den her rute, så det kan ikke passe, at jeg ikke kan finde derned. Jeg ved, der kommer en rundkørsel, hvor jeg skal til højre,” siger hun, da vi holder i et T-kryds.

Hun vælger ikke at bruge sin gps, og vi drøner langs de lange, lige veje, som er helt tomme, mens hun fortæller om noget lokal rundkørselskunst, der har skabt furore i debatspalterne. Det havde hun overvejet at tage med i ’Meter i sekundet’, men det blev for indspist, selvom det var sjovt at følge med i. Hun fortæller, at Vestjyllands Højskole er 98 procent økologisk, og at køkkendamerne har fortalt hende, at de sidste to procent udelukkende skyldes, at man ikke kan opstøve økologisk brun farin. Hun opridser forskellen på Skjern som mere moderne handelsby kontra Ringkøbing som gammel købstad og fortæller om dengang, hun tævede en date i airhockey, så vedkommende ikke ville ses igen. Mest fordi Stine Pilggard spillede spillet på en utrolig liv-eller-død-agtig måde, som nok fremstod lidt for voldsom.

Hun parkerer ved Hotel Skjern i centrum, men vi indser hurtigt, at det er lørdag eftermiddag midt i en pandemi, og sætter os efter en kort gåtur ind i bilen igen.  

Det tog Stine Pilgaard næsten fire år at skrive ’Meter i sekundet’, der blev til, da hun lod sin trodsige side og sine følelser få afløb. Selv kalder hun sig en træmand, og hun bryder sig ikke om at tale om sine egne følelser. Hvilket undrer mange af hendes venner, fordi hun elsker at snakke om andres. En del af forklaringen er også, at hun ikke forstår sig så godt på tid. En anden er, at det tager tid at skrive og forstå den omvæltning, det kan være at få børn og at famle sig rundt i en by, man ikke kender. Og finde ud af, hvem man er, når man er i begyndelsen af trediverne og ikke kan drikke øl hver weekend, og verden forventer, at man vokser med opgaven.

Stine Pilgaard kører over et hul i vejen, bilen gynger lidt.

”Så meget behøver du heller ikke at hoppe i sædet.” 

”Hvad mener du?” 

”Det var ikke så slemt. Du hopper jo helt vildt i sædet.” 

Så rammer hun et andet hul i vejen.

”Nu gør du det igen,” siger hun og griner. 

”Du hopper rundt.”

HUN KAN ikke fordrage, når folk hygger sig for meget, fortæller hun. Verden er fyldt med modstand, og for at klare sig i verden må man øve sig i at gå i modvind. Det får hende til at tænke på en lang diskussion, hun havde med sin kæreste forleden. Han ville gerne have en sofa med chaiselong, hvor man kan tage fødderne op og smelte ned i sofaen.

”Skal vi så bare sidde der i vores dejlige, bløde sofa og se fjernsyn? Nej, den skal fandeme være hård. Hvorfor kan vi ikke sidde på nogle stole, så vi i det mindste skal holde ryggen rank? Det blev pludselig et symbol på alt muligt andet, hvor jeg synes, at en sofa repræsenterer alt det værste ved menneskeheden. I en sofa kommer man ned i gear og hygger, men hvorfor skal vi slappe af? Livet er så kort.” 

De lange, lige strækninger på Vestkysten er nærmest hypnotiske, det hele er så ens, og Stine Pilgaard er ikke færdig:

”Så kom jeg til at sige, at man ikke kan have en meningsfuld samtale i en sofa, og selvfølgelig kan man det. Hygge er jo bare et ord, og jeg går ikke rundt med et oversavet jagtgevær og plaffer alle folk ned, der siger hygge. Men der er noget modstandsløst over ordet, som irriterer mig helt vildt. Vi laver ofte bål på højskolen, og det synes jeg jo også er såkaldt hyggeligt, men jeg kan bedst lide, når jeg diskuterer rundt om bålet med min nabo. Så siger jeg, at han er en elitær jazzmusiker, og så siger han, at jeg er alt for folkelig, fordi jeg ser ’X Factor’. Så taler han om sin surdej, og så siger jeg, at når jeg bager, så putter jeg 500 gram gær i, ellers gider jeg ikke æde lortet, hvilket overhovedet ikke er rigtigt. For det første så bager jeg ikke, og for det andet så har vi den forpulede surdej derhjemme. Jeg får bare lyst til at sige det modsatte hele tiden.”  

Stine Pilgaard foragter i det hele taget det modstandsløse liv – og at spille brætspil for sjov. Hun kan lige gå med til det, hvis man er ved at flå hovederne af hinanden over et spil Risk, men hvis det er lige meget, hvem der vinder, er det tidsfordriv på allerlaveste niveau, mener hun.  

Stine Pilgaard parkerer ved Ringkøbing Station og trækker håndbremsen. Det blæser, og hun kigger på uret. Tiden er løbet fra hende, hun bliver nødt til at smutte.

”Jeg kan godt høre, hvordan det lyder. Hende der forfatteren, der kæfter op om, at hun hader sofaer og brætspil og hygge. Men det er jo kun halvdelen af sandheden, for jeg ville jo elske at sidde godt i en sofa, men der er bare noget ved det, som skræmmer mig, og så kommer jeg automatisk til at overdrive de der 80 procent. Jeg har jo en længsel efter brætspillet, den fred og den måde at være sammen på. Jeg har både lyst til at brænde det hele ned og leve i det,” siger hun og kører hjem langs de lange, lige veje. Enten med eller uden gps.

Hvad? En filosofisk træner? Amen for helvede … Bolden skal jo bare i nettet. Reaktionerne mod KASPER HJULMAND har været tvivlende og til tider trodsige. Men herrelandsholdstræneren, der tænker ud af boksen, har vist, at teori og praksis ikke behøver være uvenner. Ud & Se har gennem et år fulgt den tænksomme mand, der måske snart kan få os alle til at juble.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Isak Hoffmeyer

DET ER EN af de forårsdage, hvor regnen ustandseligt vælter ned fra tunge skyer. I Lillerød i Nordsjælland slæber biler sig roligt gennem byens gader med haler af vand fra den våde asfalt efter sig. På gågaden hænger små dannebrogsflag og blafrer over de få, der har vovet sig ud med regntøj og paraply. Kun på parkeringspladserne foran byens dagligvarebutikker er der lidt liv. Hvad skulle man ellers foretage sig sådan en søndag i april?

På en søvnig villavej i et stort hvidmalet hus med sorte tagsten sidder Kasper Hjulmand på sit hjemmekontor. Han har netop lukket computerlåget efter at have set Christian Eriksen i aktion for italienske Inter Milan. Under normale omstændigheder ville den danske landstræner have været i Milano på byens stadion, San Siro, men verden er ikke normal, han må følge sine esser på afstand. 

Han har dog brug for at rejse rundt, ikke så meget for at se selve kampene, men for at være tæt på spillerne, for at kunne snakke med dem – og deres trænere – om, hvad deres roller er, hvad de bliver bedt om at gøre i forskellige faser af kampene, og hvordan de træner på det. Som landstræner har han spillerne til rådighed i så begrænset omfang, at han er nødt til at være helt nede i deres daglige metier, så han kan skabe det rigtige taktiske setup, når det gælder. 

I dagens opgør i Serie A har Christian Eriksen gjort det godt, og landstræneren er tilfreds. Især fordi den offensive midtbanespiller forlod banen i intakt stand.

”For tiden sidder jeg med livet i hænderne, hver gang mine spillere fra truppen går på banen. Jeg frygter, de bliver skadet,” siger han denne eftermiddag i april, seks uger før landsholdet skal mødes til den sidste træningslejr inden sommerens EM, hvor Danmark skal spille på hjemmebane mod Belgien, Finland og Rusland.

Sammen med sin stab er han i fuld gang med at analysere Danmarks tre modstandere i gruppespillet. Han har haft scouts på samtlige spillere fra de tre hold i det forgange år, og nu kommer den mere intensive fase, hvor han og staben grundigt gennemgår spillerne hver især, så analyserne står knivskarpe, når fløjten endelig lyder til sommer. 

”Rusland skal jeg have studeret en lille smule mere, men Finland og Belgien har jeg fuldstændig styr på.”

KASPER HJULMAND trasker ud i køkkenet og skænker sig en kop kaffe. Han sætter koppen på en af sine bordskånere med baseball-motiver, som han tog med sig hjem efter et universitetsophold i USA i 1994. I samme øjeblik kommer hustruen Vibeke ind med en indkøbspose i hånden. Fra førstesalen griner teenagedatteren med en veninde. Datteren er den yngste af parrets tre børn, og på væggen bag spisebordet hænger et indrammet billede af hende i selskab med sine to storebrødre. Der hænger også et ekspressivt portræt af David Bowie og et stort maleri af den danske kunstner Søren Meibom. Han og Kasper Hjulmand var i sin tid holdkammerater i B93, men Meibom stoppede sin karriere som 26-årig for at blive astrofysiker og kunstner. Der er andet i livet end bare fodbold. 

Det ved Kasper Hjulmand, for selvom han ofte taler fodbold, handler det næsten altid om mere end det. Til sommerens EM-slutrunde skal han repræsentere det danske landshold, når anslået to milliarder seere tænder fjernsynet. Men det bliver de knap seks millioner danskere, der først og fremmest skal overvindes. Det ved han. Efter han blev ny landstræner, har han måttet lægge øre til det, der har forfulgt ham i hele hans trænerkarriere: Han er for romantisk til at opnå resultater.

”Det, der undrer mig mest herhjemme, er, at det skal være så karikeret. Mange tror virkelig på, at man enten kan være klog og kynisk eller en naiv romantiker og jubeloptimist. For mig er det åbenlyst, at man ikke skal overlade sin egen skæbne til andre, til tilfældigheder, til fifty-fifty-situationer. Når man selv tager bolden, kan man være dominerende og forsøge at skabe noget selv. Tænk en gang, at man skal argumentere for det.”

DER ER TO fortællinger om, hvordan Kasper Hjulmand fra Djursland strøg til tops. Den første er den korteste og simpleste. Den handler om held, og det er den, han selv præsenterer i hjemmet i Lillerød. 

”Jeg har været megaheldig. Da jeg var i slutningen af tyverne, tog Lyngbys sportschef fat i mig og sagde, at jeg skulle være træner, og så kastede jeg mig over det. Ret hurtigt efter tog Morten Olsen kontakt til mig, fordi han så, hvad jeg lavede i Lyngby,” siger han og fortsætter med sin lykkens pamfilius-fortælling om manden, der var heldig at møde de rigtige mennesker på sin vej. 

I Lyngby var han først træner for U18, så assistent- og andetholdstræner, inden han blev cheftræner for førsteholdet i 2006 og året efter sikrede klubben oprykning til Superligaen. Undervejs lavede han blandt andet researcharbejde for den daværende landstræner. Derfor tog uddannelseschefen i DBU, Peter Bonde, fat i ham og bad ham undervise på nogle kurser. Han viste ham tillid og gav ham nogle muligheder, der var med til at forme ham.       Sådan havnede han i rollen som instruktør i selskab med folk som Michael Laudrup, Henrik ’Store’ Larsen og John ’Faxe’ Jensen. Det havde man alt sammen luret i FC Nordsjælland, der i 2008 hev ham ind, først som assistenttræner, siden som cheftræner med frie rammer til at udfolde sig. Og det gav både pote og pokal. I sæsonen 2011/12 vandt Farum-klubben et af de mest overraskende mesterskaber i dansk fodbolds historie. 

”Jeg har altid troet på mig selv, altid troet på, at jeg kan noget,” siger Kasper Hjulmand, mens regnen trommer på ruderne. 

”Men vi er jo dybt afhængige af, at andre også tror på os. Det har jeg været heldig med.”

Den anden fortælling om Kasper Hjulmand er længere og mere kompliceret. Den begynder han at fortælle om halvandet år tidligere på terrassen i sin baghave, mens solen bager ned over Lillerød den sidste fredag i august 2019. 

En af naboerne på vejen er ved at klippe hækken og lykkes næsten med at overdøve baggrundslyden af børn, der pjasker i et udendørs badebassin. Flyvemaskiner trækker spor efter sig hen over den lyseblå himmel. To måneder forinden er det blevet offentliggjort, at Kasper Hjulmand skal være ny landstræner, når Åge Hareides kontrakt udløber. 

HJULMAND KORT

49 år. Voksede op i Auning på Djursland.

Har spillet i Randers Freja, Herlev IF og B93.

Studerede blandt andet idræt på Københavns Universitet og tog et studieophold i Orlando i USA.

Stiftede en daghøjskole for eliteidrætsudøvere, blev ynglingetræner og førsteholdstræner i Lyngby, før han kom til FC Nordsjælland, som han gjorde til danske mestre i 2012. Efter et ophold i Mainz vendte han tilbage til Farum-klubben.

Bor i Lillerød i Nordsjælland med hustruen Vibeke. De har tre børn, to sønner og en datter.

Har siden juni 2020 været træner for herrelandsholdet.

KNAP 50 ÅR tidligere får Kasper Hjulmands far pludselig selskab foran tv’et i stuen. Sønnen er to år gammel, men har på forunderlig vis formået at besejre tremmesengen. Nu sidder han dér på gulvet. Det plejer han ikke at gøre, noget må have trukket i ham. I flimmerkassen er der fodbold – VM i Vesttyskland i 1974. Den polske angriber Grzegorz Lato med kælenavnet ’Ørnen’ er blevet turneringens topscorer, men i sidste ende er det de vesttyske og hollandske stjerner, Gerd Müller og Franz Beckenbauer, Johan Neeskens og Johan Cruyff, der slås om trofæet. 

Fire år senere er der ingen tvivl. Denne gang sidder han seks år gammel med en bold i skødet og gør store øjne, mens Svend Gehrs speaker dramaet i VM-finalen på Estadio Monumental i Bue­nos Aires. Banen er dækket med hvid konfetti, og da argentinske Mario Kempes med det lange, bølgede hår kaster sig ned i feltet foran en hollandsk forsvarsspiller og prikker bolden i mål, bryder 70.000 tilskuere ud i glædesrus. 

På drengeværelset hænger en plakat med Allan Simonsen. Året forinden er ’Spurven fra Vejle’ blevet kåret som Europas bedste fodboldspiller, og han er Kasper Hjulmands helt store helt. Det er ham, han er, når han spiller med de andre drenge fra vejen på grønsværen lige over for barndomshjemmet. Hvis altså ikke han drister sig til at være Zico, Falcão og Sócrates eller en fjerde af de mytologiske brasilianere, der til hans store skuffelse taber til Gli Azzurri, det italienske fodboldlandshold, i VM-finalen i Spanien i 1982. 

Heldigvis er der andet at glæde sig over. For efterhånden er det ikke længere blot Allan Simonsen, men en hel generation af danske fodboldspillere, der træder ind på den største scene. Da Frank Arnesen året forinden scorer direkte på frispark mod Italien og glider jublende hen over græstæppet på knæene, løber niårige Kasper Hjulmand ud i baghaven og gør det samme. 

Han vokser sig større i takt med landsholdet. Da han træder ind i sine teenageår, deltager Danmark for første gang i 20 år i EM. I 1984 gennembanker landsholdet Jugoslavien, vender på magisk vis et truende nederlag mod de hårde belgiere, før en bukseløs Preben Elkjær losser den over mål i semifinalen mod den onde ånd fra Spanien. 

To år senere følger 15-årige Kasper Hjulmand med den halve nat, mens det danske landshold til tonerne af ’Re-Sepp-ten’ nedlægger tunge fodboldstater i den tynde luft til VM i Mexico. Skotland, Vesttyskland og ikke mindst Uruguay får alle ørerne i græsslåmaskinen. Til sidst ender det med et ydmygende 1-5-nederlag til Spanien, men som andre, der oplever det, får Kasper Hjulmand minder med for livet. For selvom holdet ingenting vinder, og selvom det danske landshold har deltaget i en hel del slutrunder siden, er det stadig kun fortællingen om EM 1992, der kan overgå den om 80’er-landsholdet i den kollektive fodboldbevidsthed.

”Vi behøver ikke snakke om, at det vigtigste er at vinde. Det håber jeg, vi snart er ude over. Selvfølgelig skaber resultater begejstring, men selve spillet kan også skabe begejstring og få pulsen til at slå hurtigere. Der er dele af spillet, der kan få én op af stolen. Så det ikke blot er effektivt, men også begejstrer. For mig er det – om ikke en forpligtelse – så i hvert fald noget af det vigtigste ved fodbold og  specielt landsholdsfodbold. Landsholdet er jo en parallelhistorie til ens liv. Der er nedslag, som man altid husker. Man glædes, og man sørger. Man skal være effektiv og vinde, men jeg kan godt lide, at der er en smag. Man kan vinde kampe og pokaler, men også hjerter. Målet er at få det hele til at gå op i en højere enhed.” 

FOR KASPER HJULMAND så det længe ud til, at han selv skulle skrive fortællinger med fødderne. Om ikke på de helt store stadioner, så i det mindste på et af dem lige under. Efter et par år i Grønland besluttede hans forældre at vende retur til Danmark. Tilfældigt kom de gennem den lille by Auning mellem Grenå og Randers, hvor der til deres overraskelse var to idrætshaller og en svømmehal. Ikke værst for en by med 3.000 indbyggere. Begge forældre havde altid dyrket sport og ønskede, at de yngste medlemmer af deres voksende familie, der ud over Kasper Hjulmand talte en lillesøster og en lillebror, skulle have samme muligheder. 

For Kasper Hjulmand kom tilværelsen til at handle om lige præcis det. Når han ikke gik i skole, dyrkede han al den sport, han kunne komme i nærheden af. Foruden fodbold var han en lovende volleyballspiller, der var inde omkring ungdomslandsholdet, men i sidste ende trak førstnævnte mest. Han røg til lokalområdets store klub, Randers Freja, hvor han som juniorspiller var med til at vinde Freja Cup ved i finalen at besejre AaB med en ung Peter Møller på holdet.

Siden gik turen til Herlev IF og B93 i København. Med sidstnævnte var han som anfører med til at sikre klubben oprykning til Superligaen i 1998. En succes i sig selv, men også en mulighed for at prøve kræfter med de allerbedste herhjemme. 

Men senere samme år sad han hos speciallægen Eilif Larsen. Få dage forinden var han røget ind i en tackling til træning, og knæet havde endnu en gang givet efter. Nu fik han beskeden. Den, han frygtede. Han var 26 år gammel, og det var slut. 

Syv år tidligere havde han fået sin første knæskade, og en tredjedel af hans mediale menisk skulle opereres ud. I dag ville sådan en skade tage seks måneder med restitution, men han var tilbage på banen tre uger senere. Det blev starten på enden. Efter syv operationer i det ene knæ, to i det andet og en i lysken sagde lægen stop. Det kunne ikke blive ved. 

”Det var pissehårdt. Jeg vidste godt, den var gal, og jeg havde løbende lavet forskellige andre ting ved siden af fodbolden, fordi jeg hele tiden var skadet. Men det er ikke sjovt som 26-årig at få at vide, at man ikke kan mere. Bestemt ikke sjovt. En ting er, at drømmen forsvinder. Men det værste var, at jeg ikke kunne lave, hvad jeg syntes var det allerfedeste. Jeg kunne ikke spille fodbold. Og det har jeg ikke gjort siden.”

TÆNKER

Da Kasper Hjulmand selv var aktiv spiller, var han næsten altid anfører for sine hold.

”Jeg har nok altid været en, der har forsøgt at se spillet. Jeg var ikke særlig hurtig eller særlig god, men jeg overlevede på min evne til at kommunikere og se spillet.”

DE FARVEDE BRIKKER på det magnetiske spillebræt på Kasper Hjulmands arbejdsværelse er linet op i to 11-mands-formationer. Det røde hold mod det blå. På væggen hænger et whiteboard formet som en fodboldbane med papirlapper med navnene på spillerne i bruttotruppen, men han foretrækker dét på mødebordet, hvor brikkerne let kan rykkes rundt, når spillets facetter skal drøftes. Det bliver det ofte for tiden, hvor assistenttræner Morten Wieghorst lægger vejen forbi næsten dagligt, men også de enkelte spillere, når de er i Danmark. Eller også sætter de sig ved hans stationære computer og ser udvalgte klip fra fodboldkampe i hans enorme arkiv. 

I sine unge dage som fodboldtræner købte han et videokamera og tog selv rundt og optog kampe. Nogle gange klatrede han op på tagene for at få bedre overblik, indtil han blev smidt væk af en emsig kontrollør. I dag ligger stort set alle kampe fra de forgangne årtier fra alle ligaer og alle landshold på en platform, så han elektronisk kan hive lige netop dén kamp ned, han ønsker at se. 

Mens han forberedte sig på at blive landstræner, kiggede han blandt andet gamle landskampe igennem. Han læste op på historien tilbage fra slut-1800-tallet og den efterfølgende opblomstring fra 1908, hvor Danmark var blandt de bedste i verden. Han så også landskampe fra 70’erne og 80’erne. Og selvom det er længe siden, og fodbolden på mange måder er helt anderledes i dag, er der ofte inspiration at hente. 

”Jeg synes, det er interessant at studere, hvordan fodboldens store tænkere har set og udviklet fodbolden. Jeg har selv været en af de unge trænere, der mente, jeg havde opfundet noget. Men det har man ikke. Det er set før. Når man læser lidt op på det, er det næsten altid gammel vin på nye flasker. Der er ikke meget, vi kan opfinde fra bunden, men vi kan forsøge at sætte det sammen på en ny måde,” siger landstræneren.

Gennem sin karriere har han fået ry for at være visionær. Som da han i FC Nordsjælland bragte internationale tendenser som blandt andet den falske 9’er og offensive backs ind i dansk fodbold. Men selv betegner han sig som en tvivler.  

”Nogle anser tvivl for en svaghed, men jeg tror faktisk, at tvivl er min store drivkraft. Mine bedste momenter som træner har været dem, hvor jeg har stået over for en modstander uden at vide, hvad fanden jeg skulle gøre. Så har jeg arbejdet det hele igennem, arbejdet rundt om tvivlen, snakket med en masse forskellige og taget det hele ind. Og så … lige pludselig … ,” siger han og banker i bordet et par gange, ”så kommer følelsen af at kunne klappe computeren sammen og vide, at nu har jeg en gameplan.”

MOD ALLE ODDS lykkedes det FC Nordsjælland at vinde det danske mesterskab i 2012. Før sæsonen var klubben tippet til nedrykning, og da de kom haltende fra start, lød den samme sang om Kasper Hjulmand. Det var hans første sæson i spidsen, og med inspiration i blandt andet Barcelona og Ajax ville han have dem til at spille på en måde, man ikke ligefrem var vant til på disse breddegrader. Kasper Hjulmand var for naiv, mente man. Det kunne ikke lade sig gøre. Men det kunne det, den dårlige start blev vendt, og efter 33 runder havde han brudt FCK’s monopol og kunne løfte pokalen.

”Jeg tror på, at jeg kan hjælpe fodboldhold med at vinde. Det har jeg altid troet på. Men jeg har også været dybt afhængig af at være steder, der tror på, at jeg kan gøre det. Man skal ikke proppes ned i en boks, hvor man ikke kan udtrykke sig. I Lyngby fik jeg lov til at være, hvem jeg er, og prøve grænser af. Det samme i FC Nordsjælland.”

Efter den overraskende succes stod Kasper Hjulmand pludselig med adskillige tilbud på hånden. Et af dem var fra klubben Mainz 05 i Tyskland. Med et løfte om, at han ville få tid til at indføre en ny kultur, sagde han ja. Men jobbet holdt kun i otte måneder, så var det slut. Han ville ikke, som de ville; de ville ikke, som han ville. Stadig i dag hænger hans kritikere sig i den periode. Dér var beviset på romantikerens begrænsninger.

”Jeg er ligeglad med, hvad folk siger. Jeg kan se mig selv i spejlet. Jeg ved godt, hvad der skete, og hvorfor det var, som det var. Jeg kunne have været et karrieremenneske og slugt kameler. Så havde det set helt anderledes ud, og jeg var kommet et andet sted hen. Men jeg skulle arbejde med grænser hos mig selv, både etisk og moralsk,” siger Kaper Hjulmand, der i dag er glad for tiden i Mainz. For selvom det dengang ramte ham på æren, har han ikke fortrudt et sekund.

”Man vil jo gerne vise, at man kan. Men det vigtigste for mig og mit liv er, at jeg ikke skal gå op og ned ad folk, som jeg ikke kan stole på. Det er livet for kort til. Så vil jeg hellere arbejde på en tankstation. Det er ikke vigtigt for mig at have et prestigefyldt job.”

Den erkendelse har ikke mindst det forgangne år været med til at understrege for ham. Under pandemien har han fået rum til at kigge tilbage på sit liv og dermed også mulighed for tydeligere at kunne se frem. Han har særligt tumlet med to helt fundamentalle spørgsmål: Hvem vil man omgive sig med? Hvordan fanden vil man leve sit liv?

”Det siger jeg også til mine fodboldhold: Man skal have modgang for at udvikle sig. Det er de situationer, der bliver et kompas for livet. Jeg er selv blevet hårdere på den måde, at jeg cutter folk fra, som jeg ikke stoler på. Hvis nogen tager røven på mig eller ikke er ærlige. Livet er for kort til kun at tænke på sin karriere, så jeg skærer folk fra, hvis der ikke er tillid. Hvis vi ikke kan arbejde tillidsfuldt med hinanden og stole på, at folk siger, hvad de faktisk mener. Det vil jeg arbejde på, også i den kommende tid.”

PUMPER

Efter Lyngby FC gik konkurs i 2001, kom Kasper Hjulmand til klubben for at få den på fode igen. Hver morgen klokken seks mødte han op, pumpede bolde og trænede med nogle af spillerne. Andre unge trænere var også med, heriblandt Thomas Frank, i dag træner i Brentford, Johan Lange, i dag sportsdirektør i Aston Villa, og Niels Frederiksen, i dag træner i Brøndby IF.

DET FLYDER MED bøger på Kasper Hjulmands arbejdsværelse. Øverst i stakken på skrivebordet ligger en af de nyere favoritter, ’Complex Football’. Men langt hovedparten er bøger, der ikke handler om fodbold: Jean-Paul Sartre, Albert Camus, Søren Kierkegaard.

I sine teenageår begyndte Kasper Hjulmand for alvor at dykke ned i bøgernes verden for at søge svar på nogle af de store spørgsmål, der rumsterede i ham. Han søgte efter et eller andet større at tro på. En vertikal linje i ens liv. Han overvejede at starte på filosofistudiet og blev samtidig opslugt af det idéhistoriske felt. 

”Jeg er optaget af, hvad der gør, at tanker bliver til handlinger. Det er superinteressant, hvordan man tænker tanker. Hvis man tager fodbolden: Hvad gør, at Hugo Meisl i 30’erne sidder på cafeerne i Wien og tænker over, at man kan spille på en anden måde, hvilket resulterer i en opblomstring for Østrig i de efterfølgende år? Eller at Valeriy Lobanovskyi i Sovjetunionen og Rinus Michels i Holland gør sig tanker om totalfodbold med pres over det hele i slutningen af 50’erne og op til 70’erne? Hvad gør, at Arrigo Sacchi i 80’erne sidder og roder med zoneforsvarsspil? Det interesserer mig, hvordan man får gode ideer, hvor de kommer fra, hvordan man fører dem ud i livet.”

Undervejs stødte han også på Søren Kierkegaard, der i høj grad tiltalte ham. Men også de franske eksistentialister blev mentale livsledsagere. Stadig i dag vender han jævnligt tilbage til dem.

”Jeg kan stadig sidde og fundere over de helt store, helt grundlæggende spørgsmål. Hvad skal vi bruge livet på jorden til? Og hvornår er jeg selv mest glad? Hvordan kan vi gøre den her jord til et bedre sted for vores børn? Hvad kan jeg give videre til mine børn af holdninger og værdier, som kan hjælpe dem med at skabe et godt, lykkeligt og meningsfyldt liv? Og hvad er det egentlig?”

LIGESOM HAM selv havde Albert Camus en stor kærlighed til fodbold. Faktisk stod han for et famøst citat om, at alt, han havde lært om moral, havde han lært fra fodboldbanen.

”Det er ikke så lidt, han vidste om moral,” konstaterer Kasper Hjulmand, der ligeledes mener, at også han har lært det, han ved, gennem fodbold. 

”Jeg har kæmpestor respekt for det spil, det indeholder så mange aspekter af livet. Det er både supersimpelt og superkompliceret. Der er en dybde i selve spillet, som vi stadig har svært ved at begribe. Samtidig har det så stor kraft på så mange mennesker i hele verden. Det er det største sociale fænomen i verden. Jeg har rejst meget, og jeg har selv børn, der har fundet et fælles sprog med andre børn gennem fodbolden. Fodbolden står for mange af de værdier, jeg vægter højest. Det bryder grænser mellem mennesker. Man er ens på en fodboldbane. Ingen er mere værd end andre, om man er millionærens søn eller den fattige knægt. Man er afhængig af hinanden, det er en holdsport, og man kan ikke gøre noget alene. Man er kun noget i kraft af hinanden. Man vinder og taber sammen,” siger han og understreger, at vi skal huske at lege. 

”Spillet rummer så meget, der er smukt, samtidig med at det er en leg. Det engelske ord play indeholder både leg og spil, hvilket er fundamentalt for vores udvikling. Einstein har sagt: ’Play is the highest form of research.’ Det er det samme med matematik og alt muligt andet, hvor indholdet er læremesteren, mens man leger det. Fodbold er på den ene side bare et spil, men samtidig indeholder det så mange facetter af livet, som jeg godt kan lide.”

Måske mere end noget andet indkapsler bogen på Kasper Hjulmands skrivebord, ’Complex Football’, netop det. Den er skrevet af fodboldfilosoffen Javier Mallo, der ligesom ham selv er optaget af systemisk tænkning. 

”Du kan ikke bare sige: ’Vi mangler at score mål, derfor skal vi have en ny angriber.’ Rigtig mange tænker fodbold på den måde. Men jeg tænker på systemet. Hvis du ændrer bare en lille smule på en position, ændrer det meget mere, end hvis du skifter én til én. Vi hænger sammen – i livet og på fodboldbanen,” siger han.

På den måde er Kasper Hjulmands tilgang til fodbold også det bedste bud på et svar, han har på det spørgsmål, der har optaget ham, siden han var dreng: 

”For mig er meningen med livet meningsfyldte relationer. Det er at omgive sig med mennesker, jeg har tillid til … at opleve gensidig respekt. Når jeg får sat mit liv i det rette perspektiv, fylder det mig med taknemmelighed, og jeg oplever faktisk en lykke eller en glæde. Og når man er taknemmelig, har man også lyst til at hjælpe andre, gøre noget for andre.”

SPEJDER

Da Kasper Hjulmand var ynglingetræner i Lyngby, blev han kontaktet af den daværende landstræner, Morten Olsen. I første omgang bad han ham flyve til Georgien for at se landet spille mod Ukraine, da Danmark skulle møde begge hold. Efterfølgende blev Hjulmand tilknyttet landsholdet som modstander-scout op mod EM i Portugal i 2004.

”Jeg gennemgik spillerne for Morten Olsen, så han vidste nærmest alt på forhånd. Hvis en af dem havde en lillebror på 15 år, der spillede i Tbilisi, så vidste han det. Den grundighed for detaljerne lærte jeg meget af.”

KASPER HJULMAND STARTER motoren og trækker sikkerhedsselen hen over skulderen. Brøndby skal senere spille mod ærkerivalerne fra FCK, og landstræneren skal ind og se nogle af de spillere an, der er på brutto­listen til herrelandsholdet. 

Da han triller ud ad indkørslen, fisker han telefonen frem. Han scroller et øjeblik. 

”Nordsjælland er simpelthen foran 3-2 i Randers,” konstaterer han, imponeret over sin gamle klub.

”Jeg har egentlig aldrig rigtig holdt med nogen. Som barn faldt jeg mest for hold med særlige udtryk på banen. Men jeg følger med i, hvordan FC Nordsjælland klarer sig. Og Randers, det er jo også min gamle klub.”

Han fører bilen forbi de grønne og brune ligusterhække på parcelhusvejen. Flere steder blafrer dannebrog i toppen af flagstænger. For enden af vejen passerer en ældre mand i sin bil. Han løfter hånden fra rattet, da han ser, hvem der venter på at dreje ud. 

Der er ikke meget, der har ændret sig for Kasper Hjulmand på disse kanter, siden han blev landstræner. Det eneste er, at byens borgere nu på daglig basis sørger for at indvie ham i, hvem de mener, der bør starte inde på herrelandsholdet næste gang. 

”Men mine tætteste venner ved heldigvis godt, at jeg ikke gider snakke fodbold hele tiden. Vi snakker mest om noget helt andet. Det bedste ved tætte relationer er, at der ikke er noget, der forandrer sig, hvad det angår,” siger han.

Det er godt og vel 20 år siden, Kasper Hjulmand flyttede til byen med hustruen Vibeke. De to mødte hinanden på højskole i begyndelsen af 90’erne, hvor han befandt sig efter en af sine første lange skadesperioder. Hans far og onkel havde billetter til EM-finalen på Nya Ullevi i Gøteborg i 1992, men selv fulgte han sin blomstrende forelskelse, og derfor befandt han sig på hendes fødeø Bornholm, da John ’Faxe’ Jensen ramte den ’lige i røven’ og sendte nationen i ekstase.

Da Brian Laudrup seks år senere gled jublende over græstæppet efter sit mål mod Brasilien i VM-kvartfinalen i Frankrig i 1998, var hustruen højgravid. På det tidspunkt boede parret i en lejlighed på femte sal på Østerbro i København. Men efter de fik deres første søn, Markus, ændrede tingene sig. 

”Det var pludselig anstrengende at skulle bære den store dreng op med lift eller sidde i baggården, hver gang han skulle sove. Samtidig er vi jo begge bønder. Vibe er fra Bornholm, jeg er fra Djursland. Selvom vi elskede at bo i København, var det bare ikke det rigtige, da vi fik ham. Det trak at have naturen tættere på,” siger han. 

På vej ud af byen passerer Kasper Hjulmand et stort banner, der annoncerer med fitness for hele familien, og skiltet mod træningsanlægget, der er det første, man møder, hvis man kommer fra den anden side. Ligesom hans egne forældre i sin tid valgte Auning, fordi byen havde gode idrætsfaciliteter, faldt han og Vibeke for noget af det samme, da de en dag besøgte nogle venner, der boede i rækkehus i Lillerød.

”Fra børnehaveklassen har de selv cyklet i skole. På med cykelhjelmen og så af sted. Vi gider ikke bo et sted, hvor vi er afhængige af, at de skal køres hele tiden. Her har vi cykelstier og god adgang til skole og idrætsfaciliteter, så de har haft mulighed for hurtigt at blive uafhængige. Det har vi vægtet højt.”

FLYTNINGEN blev en helt ny start på flere måder. Kasper Hjulmands aktive karriere var skrinlagt, hvad skulle der ske? I første omgang var han med til at stifte en daghøjskole for elitesportsudøvere. Efter et par måneder tog en af deltagerne, sportschefen Birger Jørgensen fra Lyngby, fat i ham og sagde: ”Kasper, for helvede. Du skal være træner.” 

Som barn havde han siddet på drengeværelset og brugt kapsler til at udtænke nye taktikker for sit eget hold. Og gennem sin aktive karriere havde han været en pestilens for sine trænere, fordi han mente, der måtte være andre og bedre måder at gøre det på. Særligt efter han i 80’erne var begyndt at følge hollandske Ajax med træneren Johan Cruyff. Her skete noget på fodboldbanen, han ikke havde set før. Formationerne og mønstrene var anderledes. 

På eget initiativ fik han i starten af 90’erne arrangeret en rejse til Barcelona for at se deres træning. Cruyff var træner i den catalanske hovedstad, og han vendte op og ned på alting for ham. Indtil da havde han kun mødt trænere, der fokuserede på at pakke sig defensivt. Men her var pludselig en træner, der insisterede på at få fat i bolden og spille selv. Det var en fundamentalt anderledes tilgang til fodbold.

Hjemme igen begyndte han straks at indvie både sin træner i B93 og alle andre i sin åbenbaring. Til hans skuffelse var der ingen lydhørhed. Bolden skulle ud af kommunen, ikke spilles i fødderne. Han var the odd one med sine romantiske visioner. Men 10 år senere var det pludselig ham selv, der var træneren.

”Set i bakspejlet havde jeg nogle fuldstændig vanvittige år. Jeg var stort set aldrig hjemme, selvom jeg havde fået små børn. Det var helt håbløst. Men samtidig var det en periode, hvor jeg lærte rigtig meget. Jeg fik lov til at prøve alle mulige mærkelige ting af. Det skal man have lov til som menneske for at blive god. Og så skal man finde nogen, der tror på én. Uden det eksperimentarium, det laboratorium, var jeg helt sikkert ikke nået dertil, hvor jeg er i dag.”

”ÅH, MÅ JEG nu ikke køre ind her?” På vej mod Brøndby Stadion er Kasper Hjulmand blevet mødt af en afspærring og må tage en omvej. 

”Jeg har altid set fodbold og altid dyrket at tage rundt på stadioner, selvom jeg ikke behøver det,” siger han, sætter bilen i gear og finder en anden vej. 

Et par uger forinden har hans landshold vundet de tre indledende kvalifikationskampe op til det om-diskuterede VM i Qatar i 2022. Selv var han overrasket over, hvor godt det gik. Udekampen i Israel havde han på forhånd betragtet som svær mod et godt hold med gode offensive spillere, og til Moldova-kampen vidste han, at han tog et sats ved som den eneste landstræner i Europa at skifte hele 10 mand ud i startopstillingen. Til sidst påførte Danmark det østrigske landshold det største hjemmebanenederlag nogensinde i en betydningsfuld kamp. 4-0.

”Jeg tror på drengene, jeg tror på vores hold, og jeg havde troet på tre sejre, men jeg forventede, at det ville blive en hård omgang. At det blev, som det blev, kunne ingen forvente: en målscore på 14-0 i tre kampe.”  

Herhjemme var reaktionerne positive, men også uden for Danmark vakte resultaterne opsigt. 

”Det vigtigste for mig er, at danskerne syntes, det var fedt at se landsholdet spille igen. Vi skal røre befolkningen, derfor var det fedt at få de tilkendegivelser. I EM-slutrunden og op til den vil vi meget gerne fyre op under folk og sørge for at skabe begejstring uanset resultaterne. De skal kunne mærke os. Vi skal være relevante,” siger Kasper Hjulmand, der føler, at han er lykkedes med meget af det, han har arbejdet med. 

Ud over at det resultatmæssigt har været godt, har det også trupmæssigt været godt. Flere af de nye, unge spillere har stjålet rampelyset. Men hvis noget ærgrer ham, er det, at nogle af de etablerede spillere fik visse hug i offentligheden. 

”Der er noget Klods-Hans-mentalitet over Danmark. Vi dyrker eventyret om de uforudsete helte. Dem, der kommer som underdogs. Samtidig elsker vi at pille stjernerne ned. Vi skal blive bedre til at hylde vores stjerner. Det er topgutter, der knokler for fællesskabet. En af mine forgængere, Ricardo, havde et citat før EM-finalen i 1992 om sin bedstemors korset med tre stivere. På landsholdet har vi spillere som Kasper Schmeichel, Simon Kjær, Thomas Delaney og Christian Eriksen, det er dem, der stiver holdet af. Det er fedt at se de nye og unge, men uden de andre kan det ikke holde,” siger han og kommer i tanke om dengang, han i starten af sine tyvere læste idræt og tog et semester i USA. På et tidspunkt havde han en samtale med en direktør i en stor bank. 

”Forskellen på dine og mine breddegrader er, at herovre går de forbi mit hus og siger: ’Hold da kæft, han må gøre noget rigtigt, ham der.’ På dine breddegrader siger man: ’Hvad er han for en blærerøv? Rige svin,’” sagde direktøren. 

For Kasper Hjulmand er det en påmindelse om, at selvom vi ikke behøver at være som amerikanerne, kan vi i det mindste blive bare lidt bedre til at anerkende dem, der stryger til tops. 

”Egoister ville have det svært på vores landshold. Vi hænger sammen og kæmper for hinanden. Det er en sund og god kultur. Men vi kan være stolte af de stjerner, vi har, de er superambitiøse, men også generøse, og de ved, hvor de kommer fra. Det var en skændsel, at Ricardo ikke blev årets træner i Danmark efter EM-sejren i 1992, men blev årets træner i verden. Han blev heller ikke optaget i Hall of Fame, før han døde. Se også på Caroline Wozniacki … hvad hun ikke måtte igennem som tennisspiller. Hun var nummer et i verden, men herhjemme pillede vi hende ned for ikke at vinde nok Grand Slams. Vi har fantastiske legender i dansk sport. Lad os nu hylde dem og huske dem. En af mine kammerater fortalte engang, at han havde siddet helt oppe under taget i det ene hjørne til en landskamp. På et tidspunkt var en lille mand med en kop kaffe gået forbi ham og havde sat sig øverst oppe. Det var Allan Simonsen …,” siger Kasper Hjulmand og ser lige dele forundret og forarget ud: ”Altså Allan Simonsen!? I min verden skal han have en kongestol med sit navn på.”

FORENER

”Landsholdsspillerne er produkter af foreninger rundt­om i Danmark. Joakim Mæhle er fra Østervrå, Jens Stryger fra Lolland, Martin Braithwaite fra Sædding-Guldager. De kommer fra hele Danmark. Det er vigtigt for mig at signalere, at det ved vi godt. Det ved spillerne godt. Landsholdet er vores alle sammens hold.”

SOLEN BAGER NED over Furesø. Det er en glohed junidag i 2020, og mens små både sejler af sted fra badebroerne i det stille ferskvand, bliver der indtaget frokost og drukket dugfriske fadøl på tagterrassen på Restaurant Furesøbad. Kasper Hjulmand nøjes med danskvand og kaffe. Når man bor, hvor han bor, er dette spot godt 10 kilometer væk bag endeløse grønne bøgetræer ikke det værste for en lille getaway. 

Han er netop officielt tiltrådt som landstræner efter at have forberedt sig i lang tid. Tiden har han blandt andet brugt på at nå frem til svar på afgørende spørgsmål: Hvad er danskerne for en størrelse? Hvad vil vi gerne se? Hvem er vi?

Hans tese er, at hvis man vil have succes, om man er et enkelt­individ, en virksomhed eller et fodboldhold, må man starte med at finde ud af, hvem man egentlig er. 

”Hvilken klub er man ansat af? Hvad forventer dens fans, hvilken identitet ligger bag, hvilken fodbold forventes at blive spillet? Capello vandt mesterskabet med Real Madrid, men blev fyret lige efter, fordi det ikke var smukt nok. Det blev ikke gjort på den rigtige Real Madrid-måde. Det kan jeg godt lide. Der er en måde at gøre tingene på. I Danmark ved vi måske ikke, hvem vi er endnu. Men jeg tror og håber, vi kan finde frem til det, så mange kan få præcis den følelse,” siger han.

Det forgangne år har han derfor haft snakke med kulturpersonligheder, erhvervsledere og sågar den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt for at blive klogere på den danske identitet: Modsat svenskerne bryder vi os ikke om at gå i takt, vi vil helst være i opposition. Vi dyrker det smukke, uden det skal være prangende. Vi bryder os ikke for meget om hierarkier. Og så har vi noget med tillid i Danmark, defineret som fire ting: Pålidelighed, at man kan stole på hinanden. Respekt for forskelligheder og for hinanden. Åbenhed, at det, man siger, er det, man mener. Og ærlighed.

”De fire begreber beskriver tilsammen tillid. For mig er det vigtigt, at vi på landsholdet arbejder med den tillid – og med generøsitet. Vi skal give noget til andre og give noget til hinanden. Det snakker jeg meget med anførergruppen om. Gode ledere er ikke nogle, der puster sig op med autoritet og en udstråling af at være mere end andre. Gode ledere er generøse. Det er derfor, man vil følge dem,” siger han. 

”Målet er at røre den danske befolkning. Både gennem sejre og gennem vores udtryk på banen, men også ved at kommunikere og vise, hvem vi er. De her drenge kommer fra vidt forskellige steder rundtom i landet. Små foreninger, der repræsenterer piger og drenge derude. Det er ikke bare noget, jeg siger, fordi jeg skal. Det er ikke kun mit landshold eller DBU’s landshold, det er vores alle sammens landshold. Jeg vil have, at folket kan mærke dem, så de bliver stolte.” 

BEREGNER

I starten af 00’erne mødte Kasper Hjulmand Keld Bording­gaard på en træneruddannelse. Begge mente, at børnetræningen var forstokket, og de fandt ud af, at danske børn rørte bolden væsentlig mindre end børn fra andre lande, fordi de for tidligt spillede på for store baner. Da DBU i 2005 implementerede en ny strategi for dansk børnefodbold på baggrund af Kasper Hjulmand og Keld Bordinggaards research, blev en af løsningerne at indføre de helt små mål, der i dag står på fodboldbaner landet over.

ET ENKELT SALATFAD står foran Brøndby Stadion, men de fire betjente er i praksis arbejdsløse. Det er ugen før genåbningen 21. april, og der er ingen tilskuere. Fodbold har sjældent føltes så langt væk. Spørgsmålet er, om selve spillet også gradvist er ved at fjerne sig fra fansene. Indførelsen af VAR – videodommere, der skal korrigere fejl – har mødt massiv folkelig modstand og gjort mange modløse, desillusionerede.

Kasper Hjulmand kan ikke sige sig fri for også at tumle med en vis skepsis. Den nuværende udvikling minder ham om, hvad han så med NBA, den amerikanske basketliga, da han i sin tid boede i USA og gik på universitetet. Jævnligt så han Orlando Magic spille, men da han i 2019 var tilbage i USA og så en NBA-kamp i Boston, blev han efterladt med en helt anden følelse.

”Jeg var simpelthen så træt af alle de pauser i kampene. I 90’erne oplevede jeg et flowspil, men det hele var blevet kommercielle breaks og timeouts. Jeg blev ikke suget ind i kampen som før. Jeg er bekymret for, at det samme sker med fodbolden. For fodbold er et flowspil, og hvis vi ikke får løst de nuværende problemer, er jeg bange for, at umiddelbarheden og følelserne forsvinder. Som det er nu, er jeg så træt af det,” siger han. 

For Kasper Hjulmand gælder det om som tilskuer at blive opslugt af øjeblikket. For uden det, hvad er fodbold så?

”Ellers kunne man lige så godt bare blive hjemme på sin sofa og tjekke resultatet bagefter. Fodbold er en oplevelse, hvor man ligesom med musik eller et teaterstykke bliver suget ind i noget, hvor man slipper sin hverdag og oplever den dramaturgi, der udspiller sig i nuet. Fodbold er mere end resultatet. Jeg har set flere tusind kampe i mit liv, men jeg har aldrig set to kampe, der er ens. Der er altid en form for historie i hver kamp. Det er fantastisk, at det er sådan. Det må vi ikke ødelægge.”

Derfor var det også en fryd for ham, da han inden landskampen i Israel for nylig kunne sige til spillerne: ”I dag er der 5.000 tilskuere, og vi spiller uden VAR.”

”Der gik simpelthen et lettelsens suk gennem omklædningsrummet: ’Ej, gode gamle fodbold.’”

FODBOLD ER ikke alt. Kasper Hjulmand interesserer sig også for politik, er begyndt at interessere sig for kunst, sågar dét at lave noget i træ. Han har aldrig haft de store evner inden for håndværk, men efter han havde en tømrer forbi for at lave terrasse i sommerhuset sidste år, er han selv begyndt at sætte noget sammen. 

”Der er så meget i livet, jeg gerne ville dyrke mere. Jeg har aldrig været bange for at blive fyret. Jeg er her ikke for at have et job. Hvis det blev taget fra mig i morgen, skulle jeg nok finde noget andet, jeg ville synes var sjovt,” siger han.

Mest af alt holder han af at diskutere dilemmaer. Sammen med nogle gode venner har han en dilemmaklub, hvor de hver især skal bringe et emne til bordet for at diskutere og endevende det. Moralske dilemmaer, der kræver, at man må forholde sig til, hvad man grundlæggende står på.

Som landstræner må han vænne sig til, at de ikke længere er hypotetiske. Men også, at der er andre interesser på spil. Han var dårlig nok tiltrådt, da han i et radioprogram luftede sin modstand mod bettingreklamer, hvorefter DBU måtte udføre damage control af hensyn til en hovedsponsor. Forude venter endnu et uundgåeligt dilemma, VM i Qatar i 2022. Et flertal af danskere mener, man helt bør boykotte slutrunden på grund af værtslandets manglende respekt for menneskerettigheder. 

”Vi er ikke engang kvalificeret endnu,” siger Kasper Hjulmand uden for alvor at lyde overbevisende. Efter de tre sikre sejre i gruppespillet bliver Danmark lige nu spået de bedste chancer for kvalifikation af samtlige hold i Europa.

”Ja, men den køber jeg ikke. Vi må tage næste kamp. Taber vi til Skotland i næste omgang , er der allerede udlignet igen,” siger han og tøver lidt:

”Hør her, det er uundgåeligt, at VM i Qatar bliver et tema. Men det må vi tage, som det kommer.”

Der er meget ved den moderne fodboldindustri, som Kasper Hjulmand ikke bryder sig om.

Men i første omgang handler det om EM til sommer. Og selvom Kasper Hjulmand har set flere tusind kampe i sit liv, føler han på nogle områder, at han kun lige er begyndt at forstå spillet. 

Før han går ind til derbyet mellem Brøndby og FCK, fortæller han en sidste anekdote fra ’Complex Football’, der med sin metaforik opsummerer, hvordan han ser på både fodbold og livet.

”Forestil dig, at du går på en helt mørk vej. På et tidspunkt støder du på en gadelampe, hvor lyskeglen peger mod jorden. Her er en gammel mand i gang med at lede. Du går over og spørger ham: ’Hvad leder du efter?’ ’Jeg leder efter mine nøgler,’ svarer han. Man går i gang med at hjælpe ham, og efter en halv time, hvor man har ledt, siger man: ’Jamen, var det overhovedet her, du tabte dem?’ ’Nej,’ svarer han så. ’Jeg tabte dem inde i skoven, men der er jo ikke lys, så det er her, jeg leder,’” siger Kasper Hjulmand, inden han går ind gennem fodboldporten:

”Vi leder, hvor der er lys. Engang troede man, at dem, der vandt fodboldkampe, var dem, der løb mest. Bagefter troede man, at det var dem, der sprintede mest. Vi giver forklaringer, hvor der er lys, men vi er ikke i nærheden af at have sandheden. Der er så meget, vi ikke ved endnu. Og det er faktisk det fede. Mest af alt handler det om at gøre sig den erkendelse. Som den argentinske fodboldspiller Jorge Valdano engang sagde: ’Det fantastiske ved fodbolden er, at det er alt det, som videnskaben ikke er.’ Det er irrationelt, det er følelsesbetonet. Det er alt det, vi hverken kan forklare eller forudsige. Vi kan ikke proppe fodbold ned i et lineært regneark. Det kan være forfærdelig frustrerende, men det ville være dødssygt, hvis alting var planlagt. Tænk, hvis vi allerede vidste det hele.”