Indlæg

Uden nogen filmerfaring, uden offentlig støtte og mod alle odds lavede tre dansk-iranske brødre for et par år siden succesfilmen ’Mens vi lever’. Nu vil Avaz-brødrene bevise sig selv som mere end døgnfluer, men først skal de overvinde deres interne konflikter. Ud & Se tog med på optagelse og tilbage til Nordsjælland, hvor det hele startede.
Tekst:Sole Bugge MøllerFoto:Jonas Pryner Andersen

BRØL HEDDER restauranten, der ligger ud til Helsingevej i Asserbo – en hovedvej nord for Frederiksværk med en håndfuld huse og en nærliggende Spar-købmand, hvor de lokale render rundt i træsko. Måske ikke umiddelbart det mest oplagte sted at placere et nordisk steakhouse, hvis man vil have mange gæster, men Avaz-familien er vant til at vende situationer på hovedet og gøre ting anderledes, end omgivelserne forventer. 

”Der manglede et sted som det her i Nordsjælland. Enten skal du spise på pizzeria eller på de dyreste restauranter til 2.000 kroner per kuvert. Det her er mad med ambitioner på familieniveau,” siger 34-årige Misam Avaz, den mellemste bror, mens lillebror Milad på 31 joker med, at restauranten kun er der, så han har et sted, hvor han kan brygge sine øl. 

Med sit sorte træ og sine hvide vinduer og døre falder Brøl i ét med de nordsjællandske sommerhuse, men indvendig hersker en skandinavisk minimalisme, der er mere Vesterbro end Asserbo. Intet ved indretningen afslører brødrenes iranske baggrund, men så kommer deres far halsende ind, siger et hurtigt hej til sine sønner på gebrokkent dansk og går straks ud i køkkenet, hvor han begynder at larme med potter og pander.

Restauranten er et afbræk fra Mehdis, Misams og Milads hektiske hverdag, hvor de hundser med folk på filmset og har møder med producenter og filmselskaber. Her, hvor deres forældre står i køkkenet, kan de slappe af og nyde god mad, vin og øl. Tidligere var stedet forældrenes bageri, men brødrene Avaz har overtaget det og omdannet det til en steakrestaurant – både i håb om at drive en sundere forretning, men også for at give deres forældre bedre og kortere arbejdstider på deres ældre dage.  

”Forhåbentlig kan det give dem nogle ekstra år at leve i,” siger Mehdi. 

Som de sidder der og fletter sætninger sammen og forsøger at overgå hinanden i komiske kommentarer, ligner brødrene Avaz en succeshistorie om tre drenge med indvandrerbaggrund, der uden filmerfaring tog røven på dansk film. I 2017 solgte de over 100.000 biografbilletter til den selvfinansierede debutfilm ’Mens vi lever’, der blev nomineret til fire Bodil-priser – herunder ’Årets danske film’. Med filmen blev brødrene udråbt til ’dansk films nye håb’, de fik ros for deres nye filmiske energi, og de fik 20 millioner kroner af blandt andre Nordisk Film og Det Danske Filminstitut til at lave dramaet ’Kollision’ med navne som Nikolaj Lie Kaas på rollelisten.

Det er nu, de tre autodidakte brødre – der gik fra at være fotograf, salgschef og medarbejder i en investeringsfond til at lave film – for alvor skal rykke i seernes følelser og sælge billetter. Nu, de skal få ’brødrene Avaz’ til at blive et brand i sig selv –  en slags dansk udgave af Coen-brødrene. Men rollen som underdogs, der bokser mod hele verden, har slået sprækker i fundamentet mellem de tre.

PÅ MISAMS OVERARM er der en tatovering. ’DK 04.04.92’ står der i et stempel med permanent blæk, en gengivelse af det stempel, han og hans brødre fik i deres pas, første gang de landede i Danmark. 

Tre år tidligere boede familien i Teheran i et hus med swimmingpool og figentræer i haven. Detaljerne husker brødrene ikke, fordi de var små. De husker blot, at deres far Aziz, der var farmaceut, pludselig måtte flygte ud af landet efter Ayatollah Khomeinis død i 1989, fordi han havde støttet oppositionen. Faren blev smuglet ud af Iran og endte i en flygtningelejr i Nordsjælland med blot 120 kroner på lommen og søgte om asyl.

Herfra sendte han et kassettebånd hjem til sine tre sønner og sin hustru Kobra, hvor han fortalte syvårige Mehdi, at han nu måtte være manden i familien og passe godt på Misam på fire og Milad på et. 

De næste år blev deres far ved med at sende kassettebånd til drengene. Han fortalte godnathistorier, som de afspillede igen og igen. Milad husker, at han en nat vågnede op og ikke kunne finde sin mor og to brødre og troede, at de også havde forladt ham, og at han nu var alene i verden.

Efter tre år fik Aziz asyl i Danmark og fik godkendt familiesammenføring. En aprildag i 1992 satte Kobra, Mehdi, Misam og Milad foden på dansk grund, og Avaz-familien var genforenet.

Brødrene havde aldrig forestillet sig, at et land som Danmark overhovedet eksisterede. Bare det at kunne gå ned i supermarkedet og se det enorme udvalg af varer var ufatteligt. De fik røde pølser og remoulade for første gang, og kort efter vandt Danmark EM i fodbold. Alle festede og var glade. 

Det første halve år føltes som ren ferie, mens deres forældre forsøgte at skabe et nyt liv for drengene i et fremmed land. De fandt et hus i Tisvilde, men langsomt begyndte en ny hverdag at synke ind. Deres far kunne ikke få anerkendt sin uddannelse som farmaceut. Han måtte bringe pizzaer ud, gøre rent i en virksomhed og stå i køkkenet på en grillbar, mens hans kone tog sig af børnene og gik på VUC om aftenen.

Mehdi Avaz.

AVAZÅ NU?

Mehdi Avaz (født 1982), tidligere fotograf, lavede musikvideoer og reklamefilm. Nu instruktør og producer.

Misam Avaz (født 1985), ejede et salgsfirma, inden han blev producer.

Milad Avaz (født 1988), har en cand.merc. og arbejdede tidligere i en investeringsfond. Nu manuskriptforfatter og instruktør.

Tilsammen ejer brødrene produktionsselskabet Rocket Road Pictures, der står bag projekterne ’Mens vi lever’ (2017), ’Kollision’ (premiere 31. oktober) og ’Grow’ (premiere på TV 2 Zulu i 2020).

’Mens vi lever’ (2017) blev nomineret til fem Robert-priser samt fire Bodil-priser, heriblandt årets bedste danske film, og vandt en enkelt for bedste kvindelige birolle (Julie Christiansen).

DEN I DAG 37-årige storebror Mehdi begyndte som 10-årig at føle sig fortabt i det nye land. Han kunne ikke forstå de mærkelige ord, der væltede ud af danskernes munde, så han satte sig for, at ”det lort” skulle han bare lære hurtigst muligt. I mellemtiden kom Milad, der var fire år, i en børnehave, hvor ingen af de andre børn legede med ham. Derfor brugte forældrene, der var muslimer, deres penge på at sende brødrene på den kristne privatskole Helsinge Realskole, der angivelig var bedre end andre skoler. 

Og selvom drengene hurtigt følte sig lige så danske ”som rødgrød”, var det ikke altid sådan, omverdenen så dem. Der var ingen andre drenge med mørk hud, brune øjne og sort hår i Tisvilde.
Milad husker, at nogle drenge engang smed flasker efter ham. Og da deres far fik sparet nok penge sammen til at åbne sin egen grønthandel, blev ruderne flere gange smadret, og der blev malet hagekors på facaden. Alligevel understregede deres forældre, at det ikke var sådan, danskerne var – det var kun nogle få afstumpede mennesker, der kunne finde på sådan noget. De fleste var nærmere som naboerne Birthe og Johs, der havde taget imod den iranske familie med åbne arme og var blevet som en slags danske bedsteforældre for brødrene. Og deres forældre gentog pointen, næste gang grønthandlen blev vandaliseret. Og næste gang. Til sidst ville forsikringen ikke dække omkostningerne længere, så Mehdi og Misam sov i butikken med deres far for at forhindre mere ravage.

”Men i min erindring om at vokse op i Nordsjælland fylder det ikke engang fem procent i forhold til alt det lykkelige og dejlige, og hvor heldige vi har været at få lov at være her,” siger Milad.

Deres forældre slog fast, at brødrene aldrig måtte se sig selv som ofre. De skulle arbejde hårdt og klø på, uanset hvor meget omverdenen forsøgte at nedbryde dem.

”Der har aldrig været nogen anden udvej for os. Der var aldrig noget med at ’åh, det er så hårdt for os’,” siger Misam.

Flugten til Danmark påvirkede Mehdi mere end hans yngre brødre. Han husker mere og husker også, at han stak mere ud end Misam og Milad, der på mange måder hurtigt blev mere danske.

”Jeg har altid haft det sådan, at fordi jeg så anderledes ud, gjorde jeg alt for hurtigst muligt at hævde mig selv og blive accepteret. Jeg ville ikke sættes i bås. Folk skulle ikke tro, at jeg havde et pizzeria eller sådan noget. Det har jeg kæmpet med hele mit liv, og det gør jeg stadig,” siger Mehdi, der i sine unge år involverede sig i alt fra elevrådet til en teaterforening, ligesom han var med til at skaffe et øvelokale til unge musikere, selvom han ikke selv spillede musik. Det var den trang til at netværke, der banede vejen for deres første film.

Milad Avaz.

I SORT BLÆK står også en sætning på Meh­dis, Misams og Milads arme: ”I don’t want to be a product of my environment. I want my environment to be a product of me.”

Linjen er fra filmen ’The Departed’ og minder dem om, at de aldrig skal lade andre fortælle dem, hvad de kan og ikke kan. Men sådan har det ikke altid været. For nogle år siden gik Mehdi ned med stress og angstanfald efter at have arbejdet sig op som butikschef i en 3-telefilial. Han indså, at han var nødt til at lave noget, der gjorde ham glad, frem for at satse på et job med en fast indkomst. Han købte sig et kamera, satte sig for at blive fotograf, og selvom hans forældre mente, at det var et taberprojekt, kørte han på. 

Han begyndte at fotografere bryllupper og gravide og kørte en overgang rundt til skoler og tog klassebilleder. Da en af hans venner tilbød ham at komme til Los Angeles for at lave en musikvideo for nogle rige amerikanske forældre, der mente, at deres barn var den næste Justin Bieber, så Mehdi en mulighed og slog til. 

Milad og brødrenes far tog til L.A. for at overtale Mehdi til at komme hjem, men det projekt mislykkedes. I stedet droppede Milad sit job i en investeringsfond for at flytte til Los Angeles for at lave musikvideoer med sin storebror. Det var her, de første gang begyndte at lege med ideen om at lave deres egen film. Mehdi ville gerne fortælle historien om en trafikulykke, der var sket for en af hans klassekammerater på gymnasiet i Helsinge, og havde fået en manuskriptforfatter til at skrive manus. Men nerven i fortællingen manglede. 

Så kom Milad på banen. Han foreslog, at han kunne skrive det. Og selvom han aldrig havde skrevet manuskripter før, kunne Mehdi se, at hans mindste lillebror havde talent.

De tre gik metodisk til værk og lavede en produktionsplan, et budget og blev enige om, at ’Mens vi lever’ kunne laves for to millioner kroner. Men Det Danske Filminstitut afslog deres ansøgning om støtte. Det kunne slet ikke lade sig gøre at lave en dansk film for to millioner kroner, var beskeden. Den slags skal man ikke sige til Avaz-brødrene:  

”Jeg tror, at mange indvandrere har mere drive, fordi de har stået i  værre situationer. Det er det samme med os,” siger Milad.

Misam Avaz.

FOR AT SKRABE penge sammen arbejdede Mehdi i en food truck, hvor han vendte burgere, mens han tænkte i alternative måder at finansiere film på i Danmark. Historien tog udgangspunkt i en trafikulykke, og derfor kontaktede han Sikker Trafik, som han havde lavet et projekt for i ungdomsårene. De endte med at støtte filmen med en halv million kroner, ligesom Gribskov Kommune spyttede penge i projektet. Mehdi ringede derefter rundt til alle i sit netværk for at høre, om de ville investere i filmen. Ud af de 700 personer, han kontaktede, endte fem med at spytte i kassen, heriblandt fodboldspilleren Simon Kjær. Nu havde de penge til en film.

”Mehdi har en energi, der gør, at ting sker. Det bliver ikke bare til snak, det bliver til handling,” siger Milad om sin storebror.

Budgettet var skrabet ind til benet. Skuespillere og filmfolk blev betalt symbolske takster, det lejede udstyr blev forhandlet ned i pris, forældrene lavede mad til filmholdet, og der var ingen trailer, skuespillerne kunne slappe af i mellem optagelserne.

”De lagde en iver og et engagement i projektet, som smittede af og gjorde, at jeg troede på det,” siger Sebastian Jessen, der har været med i alle brødrenes projekter og spillede hovedrollen i ’Mens vi lever’.

Mehdi Avaz havde aldrig prøvet at instruere en film før. Pludselig stod der et filmhold på 50 personer og kiggede spørgende mod ham. Han havde kørt på energien, på sin trods og på trangen til at vise den danske filmbranche langemanden, men nu skulle han bevise, at han kunne få en film i kassen. 

”Jeg sov ikke i dagevis og kastede op af stress under optagelserne,” siger han i dag.

Det gjorde det ikke nemmere, at det glødede og slog gnister mellem Mehdi og Milad, der begge var drivvåde bag ørerne, når det kom til at lave film. Misam så mest til fra sidelinjen, men han prøvede at mægle, så godt han kunne. Konflikterne til trods fik brødrene ’Mens vi lever’ i hus på 21 dage – for 50.000 kroner mindre end budgetteret. De viste den til filmdistributørerne, og de kunne lide, hvad de så. Filmen blev vist i 90 biografer landet over og solgte 109.000 billetter – helt uhørt for en debutfilm skabt af folk helt uden filmerfaring. 

KARLA OG KOLLISIONEN

Avaz-brødrenes nye film ’Kollision’ handler om et dødsfald, en skilsmisse, og hvordan fædre er stillet, når der er kamp om forældremyndigheden. Filmen præsenterer navne som Nikolaj Lie Kaas, Cecilie Stenspil, Henning Jensen, Bodil Jørgensen, Tommy Kenter, Rasmus Bjerg og Nicolas Bro samt ’Avaz-gengangere’ som Julie Christiansen
og Sebastian Jessen.

Misam Azads 11-årige datter Karla spiller derudover en bærende rolle.

I SPAREKASSEN I HELSINGE er der mere travlt end normalt. Folk kribler ind og ud ad glasdørene med lamper, kameraer og stativer, og der bliver talt både dansk og amerikansk. Brødrene Avaz er i gang med en scene til en kommende serie på TV 2, der indtil videre har arbejdstitlen ’Grow’. Milad står og kigger på skærmen bag kameraet, mens han justerer billedet, og Mehdi står ved hans skulder og hvisker gode råd. For første gang er rollerne byttet rundt. Milad instruerer, mens Mehdi er producer sammen med Misam, der trasker rundt i udkanten af filmholdet og skeler til uret på sin mobil for at sikre, at tidsplanen overholdes. 

”Quiet on set,” råber en høj mand ved navn Dusty. Med sin bredskyggede hat, solbriller og bandana er han gorillaen i rummet, der får alle til at makke ret, så brødrene ikke behøver at bruge energi på det.

”Rolling!”

De to skuespillere tager hul på scenen, men pludselig lyder der høje grin i baggrunden.

”Cut! Hvem fanden er det, der råber?!” 

Milad farer væk fra kameraet og kigger vredt mod et glaskontor, hvor Mehdi og en kvindelig medproducer sidder og kigger med på en skærm. De rækker uforstående armene op, indtil det går op for Milad, at larmen kommer fra et baglokale. Hans stemme dratter øjeblikkeligt ned fra sit ophidsede leje. Han giver sin bror og medproducer en undskyldning. Få sekunder senere ruller kameraet igen.

Tidligere kunne episoden nemt have fået Mehdi og Milad til at brøle ad hinanden, indtil Misam ville prøve at lægge sig imellem. En gentagelse af deres familiemønstre. Mehdi er storebroren, der naturligt tager ordet, ham, der har ideerne og de største armbevægelser. Milad er ham med den rappe tunge og det evindelige gåpåmod, mens midterbroren Misam er den praktiske kile mellem de to – ham, der overvejer sine ord lidt længere.  

”Når man arbejder sammen med andre, er man mere diplomatisk, men når det er ens brødre, er der ikke noget filter. Vi fyrer hinanden og opløser selskabet stort set hver dag, men nu har vi en regel om, at der ikke er nogen af os, der går, selvom vi kommer op at skændes,” siger Milad.

Det indbyrdes og ofte krasse forhold skaber en særlig stemning på settet, der er uvant for filmholdet.

”Man kan godt mærke, at de internt tager nogle ture, og der er en tone, som ikke ville gå på et set ellers. Bølgerne går højt, men så kan de stå og give hinanden et kram bagefter,” siger skuespilleren Sebastian Jessen, der samtidig peger på, at alle kan være mere sandfærdige over for hinanden, hvis noget ikke spiller.  

”Hvis man ikke kommer godt ud af det med en på filmholdet, kan man jo bare lade være med at arbejde sammen med ham igen. Men ens brødre kan man ikke vende ryggen til. Du bliver nødt til at finde en løsning,” siger Milad.

Den løsning er nu at aftale, at en af de tre er kaptajn på hvert enkelt projekt. Kaptajnen træffer den endelige beslutning og skærer igennem. Samtidig har de også aftalt, at uanset hvem af brødrene der er tovholder, skal der altid stå ’En film af brødrene Avaz’ i rulleteksterne. En aftale på et filmset opløser dog ikke nødvendigvis et helt livs familiedynamik. Som Milad Avaz siger: 

”Det er faktisk enormt hårdt som lillebror at skulle være en autoritet over for sine storebrødre. Det er sygt grænseoverskridende at sige: ’Nu gør I, som jeg siger’ til mine storebrødre.”

FAMILIE OG FILM smelter i det hele taget sammen. Ud over de tre brødre, der skriver, instruerer og producerer, spiller Misams ældste datter Karla en bærende rolle i deres nye film ’Kollision’, ligesom forældrene stadig laver mad på settet og kigger forbi næsten dagligt. Flere af brødrenes venner er også en del af filmholdet, og de ­bruger mange af de samme skuespillere og kamera­folk. Det er der en god grund til.

”Jeg tror, de føler, at de er kommet ud af ingenting med ’Mens vi lever’, så de vil gerne give tilbage til de folk, der troede på dem og gav dem en chance,” siger Sebastian Jessen.

Men der er også en lavpraktisk forklaring: Brødrene foretrækker at tilbringe tid med folk, de kender og stoler på.

”Vi har oplevet at blive svigtet en gang før, da vi var små. Vi har ikke rigtig noget familie i Danmark. Så vi prøver hele tiden at skabe en følelse af være trygge,” siger Mehdi, der ligesom sine brødre har kastet sig ud i en lang række projekter. 

Ud over ’Kollision’ og ’Grow’ skal Mehdi snart instruere en romantisk film i samarbejde med producer og manuskriptforfatter Ronnie Fridthjof, Milad arbejder på et manuskript til en film om anden verdenskrig, og Misam skal for første gang stå i spidsen for en dansk komediefilm. Mehdi er desuden i opstartsfasen med ”den bedste actionfilm, der er lavet på europæisk jord”, ligesom han skal være producer på en amerikansk dokumentar om De Sorte Pantere.

”Problemet er, at der er meget mere ild i røven på os end den tid, det tager at lave en film. Det tager måske to år at lave en film, men vi har noget fedt, vi gerne vil lave hver tredje måned,” siger Milad.

BASED ON A TRUE STORY

Avaz-brødrenes film tager ofte udgangspunkt i fortællinger fra deres eget liv. ’Mens vi lever’ er baseret på en ulykke, som en af Mehdi Avaz’ gymnasiekammerater var udsat for. ’Kollision’ er inspireret af en vens skilsmisse, mens tv-serien ’Grow’ tager udgangspunkt i Milads eget liv, hvor han tog springet fra et sikkert job i investeringsbranchen til filmverdenens usikre tilværelse.

ET PROJEKT har dog en særlig plads. Og derfor tøver de tre også med at kaste sig ud i det. Det er fortællingen om, hvordan deres far flygtede fra Iran og kom til Danmark. Om at gå fra at være en højtstående farmaceut i Iran til at være grønthandler i et land, hvor han af og til følte sig fremmed og uønsket og samtidig indpodede sine sønner, at de kunne opnå alt.

”Man tænker jo ikke over den slags, når man er barn, men nu hvor jeg selv er blevet far, ser jeg tilbage på de år og tænker: ’Hold kæft, hvor er det vildt, at de klarede den.’ Når folk spørger, hvem vores forbilleder er, er det vores forældre. De har været sindssygt gode til at opdrage os, men har også passet så godt på os, at jeg ikke følte, at der var forskel på mig og andre,” siger Misam.

Egentlig var det planen, at filmen skulle være en opfølger til ’Mens vi lever’, men nej, ikke endnu.

”Det kommer lidt for tæt på. Den film skal bare sidde lige i skabet,” siger Milad.

Ideen er dog ikke lagt ned. Derfor vimser deres onkel Faisal rundt i Restaurant Brøl i hælene på sin bror. Det er første gang, han er i Danmark, og første gang i 27 år, at deres far Aziz har set sin bror. Alligevel er det, som om de to iranske brødre med de samme træk er faldet ind i en rutine. Onkel Faisal går til hånde i restauranten, som havde han altid boet i Nordsjælland, bortset fra at han ikke taler et kvæk dansk. 

For de tre sønner er det en helt ny følelse at have et andet familiemedlem end deres forældre i deres hverdag. Onklens besøg rusker op i gamle følelser og har fået deres iranske rødder til at spire igen, selvom de ikke har været i Iran, siden de var små. 

For første gang i lang tid lufter Mehdi, Misam og Milad deres gebrokne farsi, mens de optager deres onkel og får ham til at fortælle om deres fars flugt fra Iran. Om den dag, da Avaz-brødrenes liv ændrede sig for altid. De kalder filmen ’Dannebrog’.

Forfatter EVA TIND om at møde sin mor og sin biologiske familie i Sydkorea, om totalteater i Nordkorea, om en næsten forgæves tur til et sydkoreansk matriarkat og om at rejse ud – eller hjem?
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

SEOUL, 1995 

“Jeg blev bortadopteret som helt lille, fordi mine forældre blev skilt, hvilket dengang var meget skamfuldt i Sydkorea. Da jeg var 14, opsøgte jeg adoptionsbureauet for at få informationer om mine biologiske forældre og skrev derefter sporadiske breve med dem. Men først som 21-årig fik jeg mod nok til at rejse ud for at møde min biologiske familie for første gang. Jeg rejste først til Thailand og derfra videre til Seoul. Undervejs skulle flyet mellemlande. Jeg havde nærmest aldrig set en anden koreaner i mit liv bortset fra nogle turister i Danmark. Men da vi landede, væltede det ind med koreanere, som skulle til Seoul. Pludselig sad jeg omgivet af folk, der lignede mig selv. Jeg blev meget rørt.

I Seoul skulle jeg bo på et yogwan, en slags koreansk hostel, men af den lidt finere slags. Det lå i den ældre del af byen, der nu mest består af skyskrabere og moderne byggeri. Jeg ankom et par dage før, jeg skulle møde mine forældre. Jeg havde ikke deres præcise adresse, men fik en aftale med stedets ejer om, at han ville hjælpe mig med at finde dem. Vi gik på det lokale politikontor, fik adressen og arrangerede et møde på mit hostel et par dage senere.

Eva Tind iført koreansk nationaldragt i Seoul.

Jeg sad i en lille gård på hostellet, da de ankom. Min mor, min far, min storebror og min storesøster, som ikke var blevet bortadopteret. De kunne ikke engelsk, så vi kommunikerede via hostel-ejeren, der agerede tolk. Dengang var Sydkorea stadig meget lukket over for Vesten, og de kulturelle koder var ekstremt svære at tyde. Det gjorde ikke ligefrem kommunikationen nemmere.

Jeg havde en følelse af, at min biologiske familie overhovedet ikke lignede mig, selvom jeg godt kunne se, at vi havde mange af de samme træk. Min mor omfavnede mig og sagde, at hun havde bedt for mig hver nat, siden hun gav mig fra sig. Hun græd under hele mødet. Jeg kunne ikke rigtig føle noget. Hendes overvældende sorg fyldte hele rummet. Det var først senere, efter flere møder, at jeg blev i stand til at mærke efter og finde ud af, hvordan jeg havde det med min biologiske familie. Det er en mærkelig følelse af at være tæt forbundet, men samtidig meget langt fra hinanden, både fysisk og menneskeligt.”

Bro over floden Yalu, der danner grænse mellem Kina og Nord­korea.

NORDKOREA, 2012

“Min biologiske far blev syg af kræft og døde i 2009. Det var med det tab, mit forfatterskab startede. Efter hans død udgav jeg min første digtsamling. Inden han gik bort, skrev han sin livshistorie ned. I brevet stod der, at han var født i Sinuiju i Nordkorea, der ligger lige ved grænsen til Kina. Et par år senere besluttede jeg mig for, at jeg var nødt til at rejse dertil for at kunne skrive bogen ’Han’.

Jeg bestilte turen gennem et britisk rejsebureau i Beijing. Man kunne vælge mellem forskellige ture, og jeg valgte ’The Kim Jong-il Birthday Tour’. Men et par måneder før jeg skulle af sted, døde Kim Jong-il, så i stedet blev det arrangeret, at vi skulle se hans mausoleum.

Vi var en gruppe på cirka 30, der mødtes i Beijing, hvor vi fik en lang liste med alt det, man ikke må i Nordkorea. Man måtte for eksempel ikke sige Nordkorea, kun Den Demokratiske Folkerepublik Korea, man måtte ikke have nogen form for flag med, og man måtte ikke folde eller ødelægge et billede af Den Store Leder. Det var kun et par af reglerne, der fyldte flere sider.

Da vi ankom, blev vi kørt ud til vores hotel, som lå på en ø, man ikke kunne komme væk fra uden at blive opdaget. Hvis nogen prøvede at forlade hotellet, ville hele gruppen blive sendt hjem. Vi blev kørt rundt i bus, og overalt vi kom, var der helt forladt. Vi var blandt andet på metromuseet i Pyongyang, hvor vi blev kørt helt til døren og mandsopdækket af seks guider og en mand, som filmede alt, vi foretog os. Indenfor var der ingen mennesker. Vi så blandt andet den jeep, Kim Jong-il var ankommet i til metroens åbning, og den togvogn, han havde kørt i på metroens jomfrutur. Alt handlede om ham. 

Fødselsdagskage foræret på dagen af styret i Nordkorea.

Et andet sted besøgte vi en gigantisk bygning fyldt med alle de statsgaver, som Nordkorea havde modtaget fra andre lande. Danmark havde to hylder med porcelæn, Rusland havde fem hele rum, hvor der blandt andet stod et helt togsæt i fuld størrelse. Vi deltog også i et sørgeoptog for Kim Jong-il, men stadig adskilt fra nordkoreanerne, som vi kun kunne ane bag os.

En af dagene skulle vi ud og køre med metro i Pyongyang. Der var personale i uniformer, der var varmt, og alt var stort og flot. Det stod i kontrast til de andre steder, vi havde været, som så flotte ud på afstand, men var faldefærdige, når man kom tæt på. Og hvor der altid var koldt, fordi de ikke havde råd til at varme bygningerne op. Pludselig var der også mennesker. Vi kørte med de lokale, og børnene stirrede nysgerrigt på os. Efterfølgende har jeg læst, at styret kan hyre op mod 1.000 mennesker med kort varsel som statister, når der kommer turister på besøg.

Under turen var jeg konstant i tvivl om alt. Hvad var virkeligt, og hvad var iscenesat? Var det skuespillere eller rigtige mennesker, vi så? Ingen fra gruppen turde rigtig sige noget, fordi vi sandsynligvis blev aflyttet.

Rejsen ud af Nordkorea foregik med tog til Kina. Turen gik forbi min fars fødeby. Der var nordkoreanske passagerer med toget, vi blev placeret i vores egen vogn, men med tilladelse til at gå ned i spisevognen til de andre. Togpersonalet kom gennem kupeerne og tjekkede alle billeder, vi havde taget på turen. 

Toget stoppede kun kort på stationen i Sinuiju uden mulighed for at stige ud. På den kinesiske side af grænsen tog jeg med en turistfærge, som sejlede forbi Sinuiju på afstand. men det var tåget, så det eneste, jeg så af min fars hjemby på turen, var et par huse gemt bag nogle træer og en perron gennem et togvindue.”

Matriarkat-øen Marado.

MARADO, 2018

Syd for fastlandet i Sydkorea ligger ferieøen Jeju. Lige ud for den ligger en mindre ø ved navn Marado, hvor der i mange år har eksisteret et matriarkat. Kvinderne fridykker efter fisk og andre spiselige ting fra havet, mens mændene passer hjemmet. Øen adskiller sig ekstremt meget fra resten af landet, som traditionelt er præget af dybe patriarkalske familiestrukturer.

Jeg rejse dertil med min datter sidste år for at researche til min seneste bog. Vi fløj fra Seoul til Jeju, der bliver kaldt ’bryllups-øen’, og skulle derfra sejle til Marado. Men da vi ankom til Jeju, brød en kraftig tyfon ud. Det regnede og blæste så meget, at alle færger til og fra øen blev aflyst. Vi skulle være der i fem dage og kunne kun håbe på, at uvejret gik over. Hver dag var jeg nede i receptionen på vores hotel og spørge til færgerne, men forgæves.

Pludselig blev der ophold i vejret. Jeg styrtede ned i recep­tionen om morgenen og fik bekræftet, at færgerne var begyndt at sejle igen. Vi skyndte os af sted med bus og kom med færgen ud til Marado, en meget kort tur.

Vi havde kun en time på øen. Blev vi længere, risikerede vi at blive fanget, hvis uvejret brød ud igen. Rundt på Marado går en sti, som man kan følge, og vi nåede akkurat hele vejen rundt. Jeg så en kirke, et par restauranter og en gruppe mænd, der fiskede. 

Dykkerkvinderne, som bliver kaldt hae­nyos, mødte jeg ikke. Men jeg følte, at jeg var nødt til at se dem. Dagen efter, inden vi skulle hjem, gik vi ud på en klippe ved Jejus sydlige kyst, hvorfra man kunne se hen på Marado. Med dykkerudstyr og dagens fangst kunne man se kvinderne stige op af havet, én efter én.”

Den tidligere statsminister udpeger sine tre favoritsteder i Danmark.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Brian Berg, Colourbox, PR

ESBJERG

”Jeg vender altid tilbage til min fødeby, når jeg skal finde ud af, hvor jeg er på vej hen. Jeg voksede op i husvildehusene og var ikke blevet til noget uden en kommune, der tog ansvar for de fattigste. I Esbjerg drager man omsorg for hinanden, og kan man bestille noget, kan man bruges. Det lærte jeg på havnen som dreng, hvor jeg hjalp fiskerne med alt muligt. I dag er der ikke så mange fiskere, der er det folk i vindmølleindustrien, jeg får en snak med. Byen finder altid nye veje, når de gamle levevilkår løber ud.”

TISVILDELEJE

”Lone og jeg har haft sommerhus her siden 1993. Her er hav, skov og en stilhed, jeg kan mærke nærmest fysisk, når jeg træder ind i huset. Her kan jeg være mig selv. Det er stærkt vanedannende.”

TEATER GROB, KØBENHAVN

”Der er højt til loftet. Der er kritik og diskussionslyst. Instruktøren Ina-Miriam Rosenbaum – hun er en dynamo – brugte mig som konsulent på sit stykke ’Corydong’, og jeg var gæst ved en enkelt forestilling, hvor jeg havde lejlighed til at diskutere Dong-salget med et meget samfundsinteresseret publikum. Vi skal passe godt på de få politiske teatre, vi har.”

Poul Nyrup Rasmussen er 76 år og tidligere statsminister. Initiativtager til og protektor for Det Sociale Netværk, der hjælper psykisk sårbare, for eksempel gennem Headspace, et gratis rådgivningstilbud til børn og unge.

 

LIS SØRENSEN var en dagdrømmende, ensom pige, men fandt vej til centrum af dansk musik. Her fortæller hun om en række vendepunkter i et liv præget af havet, sangen og stemmen.
Tekst:Danni TravnFoto:Jesper Stormly Hansen/Ritzau Scanpix

MIN FAR VAR SØMAND og sejlede som krigssejler under anden verdenskrig. Da han gik i land, tog han hjem til sin hjemegn ved Skanderborg, og der mødte han kaffehandlerens datter. Min mor var vokset op i det bedre borgerskab, så ham sømanden var ikke det oplagte parti. De rykkede til Brabrand, hvor jeg voksede op med min storebror på et nedlagt landbrug. 

Huset lå lidt for sig selv på toppen af en bakke, og der var ikke så mange andre børn. Jeg rendte meget rundt på egen hånd. Legede med vores to cockerspaniels, passede deres hvalpe eller fodrede de 30 undulater i vores voliere. Min mor gik primært hjemme.

Min far havde en fandenivoldsk, entreprenant drivkraft og kastede sig over alt muligt. Han malede og solgte billeder. Han blev repræsentant for NSU Prinz (tysk bilmærke, red.), og vi havde vores stubmark fyldt med biler. Til sidst åbnede han og min mor en planteskole, som de drev sammen. Det var en barndom med masser af tryghed.  

Om sommeren pakkede vi vores NSU og kørte til Fanø. Der havde min far bygget et lille, sort sommerhus ved navn Trold. Derovre var det sand, vand og frihed. Uendelige dage med min bror og andre børn i klitterne. Mine forældre, min bror og jeg gik på stranden for at finde rav. Min mor og bror var klart bedst til at lede og holde blikket på jorden, mens min far og jeg hele tiden kom til at kigge op og ud. I huset spredte vi fundene ud på bordet, studerede de små dyr i ravet, og så fortalte min far om, hvordan vi alle sammen stammer fra havet. Jeg kunne finde på at tage ravglasset ned fra hylden alene for at få ham til at fortælle. Havet har altid draget mig.

I skolen følte jeg mig utilstrækkelig de første år. Jeg dagdrømte i timerne. Det var de sidste år af den sorte skole, og jeg var slem til at komme for sent til morgensamlingen. Der var så meget på min cykeltur, jeg gerne lige ville kigge på. Kom jeg for sent, kostede det nogle gange en lussing. Jeg fortalte det aldrig til mine forældre. Jeg vidste, at min far ville komme ned på skolen for at forsvare mig. Det frygtede jeg ville koste flere lussinger, og jeg ville helst ikke gøre for meget væsen af mig. 

I tredje klasse fik vi en ny lærer i naturhistorie. Pludselig stod han bare der i klasselokalet med sort halvlangt hår og skæg. Det føltes, som om en helt ny verden var trådt ind i klassen. En verden, jeg instinktivt var hooked på. Han hed Holger Laumann og stod fra begyndelsen i kontrast til de jakkesætsklædte, pomadiserede lærere. Han forsøgte virkelig at engagere os, at tale til potentialet i os, og kunne han komme til det, spillede han musik for os. Især soul fra USA.

Fem piger fra skolen ønskede sig en guitar i julegave året efter. Vi fik alle sammen vores ønske opfyldt. Holger dannede et band med os – De Fem – og vi lærte folkeviser og Beatles-sange. Hver dag sad jeg og øvede på førstesalen af vores hus. Eller lyttede til de plader, min bror købte, blandt andet Aretha Franklin. Det var også deroppe, jeg skrev min første sang. En lille cowboymelodi på D, G og A: ’Jeg vil hjem til mit hjemland’. Sammen med bandet optrådte jeg med den til vores forårskoncert i femte klasse. Fra den dag var jeg hende, der sang og spillede. For første gang følte jeg, at jeg havde en identitet.

På førstesalen af barndomshjemmet stod et gammelt klaver. Her komponerede Lis Sørensen sange helt op i Shit & Chanel-æraen. Foto: Privat.

DEN SORTE BAKELLITTELEFON ringede derhjemme i 1972. På det tidspunkt gik jeg rundt i et limbo og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle komme videre med musikken. Jeg havde indspillet plader med De Fem, men det var slut nu. I den anden ende af røret præsenterede en Anne Linnet sig. Jeg vidste godt, hvem hun var, jeg havde set hende optræde på Statsgymnasiet. Og jeg vidste også, at hun var blevet kæreste med Holger. Han havde opfordret hende til at ringe, for de var ved at samle et band. Om jeg ville være med?

Om jeg ville! Bandet hed Shit & Chanel og bestod af Anne, Holger, en lokal skuespiller og nogle af Holgers bandmates fra jazzorkestret Tears. Vi spillede debutkoncert på Stakladen i Aarhus i september samme år, men kort efter løb det ud i sandet. Et år efter opstod et nyt band med samme navn – denne gang kun med piger.

Jeg var 18 år, da Anne, Astrid, Lone, Ulla og jeg dannede Shit & Chanel. Det var i det band, jeg blev voksen. Vi rejste rundt i utætte varevogne, spillede på kroer, hvor de forventede, vi smed tøjet, vi forhandlede kontrakter, og jeg skændtes med den ene jaloux kæreste efter den anden, der ikke kunne kapere, at jeg stod på scenen. Det lærte mig ekstremt meget om at sætte grænser. Og det lærte mig værdien af at være et hold. Som solist har jeg siden hen altid bestræbt mig på at skabe en bandfeeling. Når jeg er blevet spurgt, hvordan man skal komme i gang som sangerinde, svarer jeg: ”Drop tanken om, at du kan klare det selv, og find nogle at spille sammen med.” 

Aarhus var vores hjemmebane, og mit tilholdssted var ofte Lars Muhls lejlighed i en besat bygning på hjørnet af Nørregade og Ringgaden. Derfra kunne vi gå ned på et af spillestederne. Hænge ud med Spillemændene, som Henning Stærk var forsanger for, og se Taurus – det senere TV-2 – spille. Jeg var et udpræget natdyr og havde behov for at prøve lidt af det hele. Det prægede forholdet til min mor. Hun kom til at stå for hele den gamle, pæne verden, mens jeg udforskede den nye, vilde verden. Jeg holdt hende mere og mere ude af mit liv. 

Min mor døde som 55-årig. Jeg var selv 21. Det tyngede mig i flere år, at vi aldrig nåede at finde hinanden igen. Det var sorgen over tabet, samvittighedsnaget over at have lukket hende ude, og det var vreden på hendes vegne over, at hendes liv blev så kort. Når jeg skrev sange, kredsede de ofte om de følelser, men de sad ligesom fast i mig. Sangene blev stive og pålydende. En dag sagde Sebastian, at han havde skrevet en sang til mig, ’Stille før storm’. Den forløste noget af sorgen i mig.

Oprindelig skrev Sebastian sangen til min første soloplade. Men jeg var så længe om at få pladen lavet, at han tog ’Stille før storm’ med på sit eget album. Det kendetegnede mig meget de år. Jeg famlede efter en retning, og i stedet endte jeg med at følge andre – i Sebastian Band, i Anne Linnet Band og i andre bands, hvor jeg sang og spillede med. Jeg var en god allrounder. Jeg spillede udmærket spade og klaver. Jeg kunne producere. Skrive tekster. Komponere. Arrangere. Og selvfølgelig synge. At arbejde tæt med Anne og Sebastian formede mit billede af, hvad jeg troede, en solokunstner skulle være: sådan en, der fra start til slut skabte alt. 

Jeg gik og råbte i klitterne i Nordjylland i 1988. På det tidspunkt havde jeg fået hul på solokarrieren, men nu skulle jeg skrive et nyt album. Men jeg var både tom og ked af det efter at have mistet min far. ”For helvede!” skreg jeg ud i vestenvinden. Efter at have raset ud tænkte jeg på nogle af de sange, jeg levede mig allermest ind i. Det slog mig, at jeg ikke havde skrevet dem selv. 

”Jeg ringer sgu lige rundt,” tænkte jeg. Jeg fik fat i Anne, Sebastian, Steffen Brandt, Lars Muhl og flere andre. De var alle sammen friske på at skrive mere til mig. Jeg frygtede, at det ville blive et værre kludetæppe, når jeg nu ikke var primær sangskriver. Men da albummet ’Hjerternes sang’ lå færdigt, hørte jeg for første gang, at min vokal kunne være en samlende fortællerstemme. Det album satte kursen for min måde at tænke og arbejde på. 

LIS SØRENSEN

Født 1955. Opvokset i Brabrand.

Student fra Århus Statsgymnasium og uddannet musik-pædagog fra Det Jyske Musikkonservatorium.

Tidligere medlem af Shit & Chanel og Sebastian Band. Har udgivet 12 soloalbum samt en række opsamlinger og liveplader.

Hendes stemme kan blandt andet høres i koret til ’Kvinde min’ med Gasolin’ og på omkvædet af ’Afrika’.

Har netop udgivet selvbiografien ’Jeg er kommet for at synge’.

Er aktuel med en omfattende danmarksturné i efteråret.

SANNE OG JEG TURNEREDE sammen i Sverige i 1990. Vi var begge en del af koncertkonceptet ’Badrock’, hvor vi spillede på borge eller slotte foran titusinder af mennesker på smukke sommeraftener. Sanne havde sin søn Victor Ray med, så når de andre fra koncertkaravanen tog til efterfest, tog Sanne og jeg tilbage til hotelværelset med ham – drak te, røg smøger, åd slik og snakkede om, hvad fremtiden mon ville bringe. Victor drønede rundt i et Superman-kostume og mindede mig om en af mine drømme: at blive mor. 

Jeg fik Sylvester i 1992. I et år gav jeg mig bare hen til moderrollen. Jeg nærmest boede i morgenkåbe og tog 10 kilo på. Det var vidunderligt at bekymre sig om et andet menneske i stedet for at pleje mit eget kunstner-ego. Jeg nåede et punkt, hvor jeg spurgte mig selv, om jeg overhovedet ville vende tilbage til at synge. Måske skulle jeg bruge min uddannelse som musikpædagog fra konservatoriet? Imidlertid blev jeg spurgt, om jeg ville optræde med Thomas Helmig og Lars Muhl under Aarhus Festuge. Jeg sagde tøvende ja. Jeg anede dårlig nok, om min stemme fungerede. Så snart jeg stod deroppe, vidste jeg, at jeg måtte i gang igen.

Jeg nærmede mig 40 år, hvilket var meget i popsangerindeår dengang. Jeg mærkede pludselig, at jeg tilhørte de første generationer. Kiggede jeg mig omkring, så jeg ingen ældre forbilleder, hvis stier jeg kunne træde ned ad. Jeg måtte finde min egen. Løsningen blev et samarbejde med unge producere og sangskrivere som Soulshock, Cutfather og Karlin. De gav mig en funky bund, jeg kunne ligge og svuppe på. Jeg ringede til Naja Marie Aidt for at få hende til at bidrage med en tekst. Hun endte med at give sangen en titel, der indkapslede de foregående år for mig: ’Forvandling.’

Hjemme i Brabrand med storebror Peter omkring 1959. Foto: Privat.

JEG VAR I Portugal i begyndelsen af årtusindet. En aften fór jeg og min veninde vild i Lissabons smalle gader og satte os ind på en tilfældig bar. I midten var en lille scene, og ind kom en bred ældre kvinde. Hun var helt rank, klædt i sort, havde en rød kæde om halsen og håret samlet i en knold. Hele rummet blev tavst, da hun begyndte at synge lange sørgmodige toner. Flere omkring mig sad med våde øjne. Stilen var den længselsfulde portugisiske fado. Jeg forstod ikke et kuk, men fornemmede, at tilhørerne følte, at hun sang lige præcis deres historie. 

Oplevelsen i Lissabon blev skelsættende. Den gav mig tro på, at min alder gav mig autoritet som historiefortæller. Jeg vidste, at jeg havde passet godt på min stemme, og jeg havde en forhåbning om, at mine sange favnede en masse historier. Jeg undersøgte, hvilke forsamlingshuse, kroer og lignende der kunne tænkes at ville have mig og et lille band på besøg. Jeg var klar til tage ud på grusvejene for at vinde publikum.

Nogle steder sad hele byen linet op ved fint dækkede langborde og spiste mad fra den lokale madklub – jeg og bandet fik samme ret. Det var jordnært og nærværende, og det mindede mig om det, jeg selv kom fra. De ønskede ikke en hot ung popstar, de ønskede en moden sanger, der signalerede: ”Slap af, slå ørerne ud, så skal I bare høre.” Det krævede mange, lange køreture gennem natten, men jeg elskede det. Og det bekræftede mig i, at det var det her, jeg var sat i verden for at gøre: fortælle historier med min stemme. Samtidig begyndte de større spillesteder at koble sig på. At jeg formåede at knokle mig selv op på den måde, er noget af det, jeg er mest stolt af.

12 år og på scenen med De Fem til Engdalskolens forårskoncert i 1968. Lis Sørensen med sort pagehår og guitar er nummer to fra venstre. Bagerst i billedet musiklærer Holger Laumann. Foto: Jørn Timm, Aarhus Stadsarkiv.

ANNE, SANNE og jeg mødtes hos mig for at lave nogle uformelle øvere inden vores fælles turné i år. Sådan bare for at høre, om vi overhovedet kunne ramme hinanden. Vi fordelte os i sofaerne og begyndte at synge. Ret hurtigt fangede Anne og jeg hinandens blikke og smilede. Det var vildt for os begge at høre, hvor instinktivt vi gled ind i hinanden. Hun er den person, jeg har sunget flest timer sammen med. Det menneske, hun har kigget mest i øjnene i sit liv. Og omvendt.

Det gælder for os alle tre, at vi har været vidner til hinandens liv. Uanset hvor meget vi har haft behov for at løbe i hver vores egen retning, har vi været forbundet. Det var fedt at fejre og binde sløjfe på vores fælles fortid. 

Jeg har lagt en masse bekymringer om alder og beretti­gelse bag mig. Jeg ved, at jeg kommer til at tvivle nu, hvor jeg igen skal ud og snuse nye sange frem. Men efter tvivlen venter noget nyt og spændende. Sådan har det været hidtil. På intet tidspunkt har jeg gået fremtiden i møde med større spænding end nu. Jeg føler mig mere fri end nogensinde.

Han er her, der, alle vegne og altid lige på vej. Med sine storsælgende tv-serier, sin insisterende optræden og sin evige røren i gryderne er ADAM PRICE rykket helt frem i pandelapperne på danskerne. Ud & Se fulgte i hælene på den hurtigtænkende, legeglade og rastløse livskunstner, der er med til at definere, hvem vi egentlig er.
Tekst:Frank StokholmFoto:Martin Bubandt

HAN ER STADIG UNDERVEJS, forklarer hans personlige assistent, en yngre kvinde, da hun leder an gennem storrumskontoret, ned ad gangen og ind mod en halvåben dør til Adam Prices kontor. Det blev sent aftenen før. Kæresten havde foræret ham en 90 centimeter lang harpun, og den måtte straks afprøves uanset presset for at færdiggøre det tv-manuskript, som så mange mennesker venter på. Nogle timer lå han i vandet ud for Ålsgårde i Nordsjælland. Våddragten drillede, dykkerhandskerne var væk, og havørreder så den 52-årige mand med harpunen ingen af i det grumsede vand. Kun en enkelt fjæsing kom på skudhold, lod sig nærmest klappe i nattevandet, men det skal man ikke uden dykkerhandsker, ved Adam Price fra 70’er-tv-serien ’Fiskerne’. Klokken halv to vendte undervandsjægeren tomhændet hjem til Hellerup, og efter endnu en nat med for lidt søvn måtte han skrive fra tidlig morgen for at indhente det forsømte.

Om få dage står skuespillere, filmfolk og et halvt symfoniorkester klar til at optage den prøvefilm, den dummy, som skal overbevise DR om at investere i endnu en tv-serie skrevet af forfatteren bag ’Borgen’ og ’Herrens veje’. 

Da hans PA skubber døren op med den obligatoriske kop kaffe og den lige så obligatoriske undskyldning, når Adam Prices gæster må vente, er manden stadig undervejs, lyttende til Mozarts symfoni nummer 40 i g-mol på bilens lydanlæg, mens han over mobilen diskuterer manuskriptudkastet med DR’s dramachef Christian Rank. Undervejs – som han næsten altid gør – får han hele tiden nye indfald til fortællingen.

Kontorer siger ofte noget om deres mennesker, men få fortæller mere end Adam Prices. Sporene fra den seneste større produktion, Netflix-serien ’Ragnarok’ med norske skuespillere, er her endnu. På barskabet i hjørnet står to drikkehorn, og ved siden af ­Laphroaig-whiskyen lagret i 16 år er en flaske Valhalla Mjød. Et par bøger om nordisk mytologi står stadig i vinduesnichen. På whiteboardtavlen, der går hen over halvanden af kontorets vægge, har en ensom søslange fået lov til at blive, mens resten af historien er visket ud, og storyboardet gjort klar til den næste fortælling. 

I en tid, hvor kulturforbruget skifter fra bøger til tv-serier, kan man diskutere, hvem der egentlig er tidens vigtigste forfattere. ’Borgen’ og ’Herrens veje’ er begge solgt til over 100 lande, og det er tydeligt, at Adam Price med alderen har taget stadig mere komplekse fortællinger på sig. Der er efterhånden et stykke vej til en serie som ’Anna Pihl’, som han skrev, dengang datidens TV 2 talte om ’sofa-situationen’, hvor otte-niårige trygt kunne se med i sofaen mellem mor og far. Jo dybere han bevæger sig ad danske og nordiske stier – ligestilling, skilsmisser, dansk koalitionspolitik, lutheranske præstefamilier, nordisk mytologi – jo mere global bliver appellen. I disse år er Adam Price en af dem, som med størst gennemslagskraft fortæller verden, hvad det vil sige at være dansk.

MANGE DRØMMER OM et walk-in-closet, og barndomsvennen Mikael Esmann fik et tidligt, ikke til tøj, men til legetøj. I slutningen af 70’erne på villavejene på den rigtige side af Strandvejen, der hvor Østerbro møder Hellerup, var Mikaels far, Frank Esmann, blevet trukket hjem fra London til en stilling som chefredaktør på Weekendavisen. Sønnen måtte starte forfra med at få venner, men havde om ikke andet fra England et solidt forspring i legetøjssamlingen. Ingen af drengene i 4. klasse matchede ham på antal Action Man-dukker eller byggesæt til tanks, jagerfly og tilsvarende. Mikael Esmann husker stadig første gang, den ret runde og uhyre velopdragne Adam Price fra naboklassen på Ingrid Jespersens privatskole trådte ind i legetøjsrummet. 

”Han blev helt stille, stod der bare, fornemmede mulighederne. Fra dét øjeblik var vi bedste venner. Adam havde tidligt noget med gear,” fortæller Mikael Esmann.

At det udsagn har noget på sig, ved enhver, der har set bare ét afsnit af ’Spise med Price’. Og det gælder ikke kun køkkenting. Køber han en kniv, må det gerne være den særlige med titaniumbladet, der skærer gennem stål. Køber han en cykel, bruger han en uge på at researche på cykelfabrikanternes produkter og især historie. Ypper­lig håndværksmæssig kvalitet giver selvfølgelig pluspoint, men det gør det også, hvis produkterne eksempelvis minder ham om Venedig – stedet for hans første udlandsrejse som seksårig med sine ellers meget fraværende forældre. Produkter, som kan henføres til hans slægt, som gennem tre århundreder har levet af at optræde, har i det hele taget Adam Prices særlige opmærksomhed. 

Adam Price-koden for anskaffelse af ting er let at afkode på kontoret. På Mogens Koch-skabet i hjørnet står en modelbåd, den klassiske Riva-motorbåd, som dels har den her særlige kvalitet af mahogni med 12-15 lag lak, dels minder Adam Price om Venedig. Op ad væggen, nogle meter længere henne, står den to meter høje atelierlampe fra Venetia Studium, butikken nær Markuspladsen, som Goethe, Napoleon og faren John Price gerne søgte til. Plakaten på den anden side af døren med tyrefægteren Antonio Ordóñez har ikke noget med Venedig at gøre, men Hemingway skrev om både sin ven Antonio og dennes far, Cayetano Ordóñez. Antonios svigersøn, matadoren Paquirri, blev under en tyrefægtning i 1984 i Córdoba dræbt af tyren Avispado, og i dag er to af Antonio Ordóñez’ børnebørn aktive tyrefægtere. 

Adam Price husker, hvordan han som 10-årig på Mallorca sammen med sin mor så en tyr kvæste en overmodig ung mand. 

PRICE-TAG

Adam Price er manu­skript­forfatter, restauratør, madanmelder, tv-vært, instruktør, producer, iværksætter og forfatter til sange, revyer, musicals, satire, teaterstykker, film og tv-serier.

Folkeligt kom gennembruddet med ’Spise med Price’. Ud af madprogrammet voksede restaurationsbrandet Brdr. Price, fra 2011 med restaurant i Rosenborggade i indre København og siden i Tivoli, Aalborg og Herning. Ved siden af har Brdr. Price i foreløbig Tivoli og Lyngby lanceret ’Prices Diner’, inspireret af 40’ernes og 50’ernes amerikanske diners.

Sammen med ’Forbrydelsen’s hovedforfatter Søren Sveistrup er Adam Price den kreative hovedkraft i SAM Productions, der siden starten i 2014 er vokset til 50 ansatte. Gennem virksomheden har Price skrevet eller produceret blandt andet ’Herrens veje’, ’Mercur’, ’Ragnarok’ og ’Gidseltagningen’.

Debuten som tekstforfatter kom i 1986, da han som 21-årig leverede tekster til bror James’ melodier i Lindenborg Revyen. Siden gik turen over Studenterrevyen og Cirkusrevyen. I 1990 blev han kåret som Årets Revyforfatter og har gennem årene leveret en strøm af tekster til revyer og satiriske programmer.

Den unge Adam Price havde også opgaver med fordanskning af Disney-sange, blandt andet til ’Pocahontas’, ligesom han sammen med bror James i 1988 stod bag sangen ’Tid til lidt kærlighed’, der blev nummer to i Dansk Melodi Grand Prix.

Sammen med James Price har Adam Price lanceret seks musicals, men hovedindsatsen har ligget på tv-serier. Han fik tidlig træning som episodeforfatter til ’Taxa’ og nåede også at udvikle ideen til DR-serien ’Nikolaj og Julie’, inden han i 2001 skiftede til stillingen som dramachef på TV 2. Herefter vendte Adam Price tilbage til DR som hovedforfatter på ’Borgen’. Med den fik han sit internationale gennembrud og vandt blandt andet den engelske BAFTA Award, Prix Italia og Peabody Award.

Adam Price bor i Hellerup og har en voksen datter bosiddende i London og en søn på 10.

OGSÅ DE TING, Adam Price bærer, fortæller en personlig historie. Nu hvor han har sat sig ved skrivebordet, ses det kraftige ur, som passer til mandens robuste knoglebygning. Undervandsjægeren Adam Price har blik for det klassiske italienske urmærke Panerais historie som leverandør til italienske kampdykkere siden anden verdenskrig. Panerai er ikke fra Venedig, men Firenze – et andet af familien Prices tidlige rejsemål, som Adam og broren James siden har henlagt et afsnit af ’Spise med Price’ til, ligesom turen også er gået til Venedig. 

Han er i sneakers, jeans og noget blazeragtigt på overkroppen. Gængs dansk mandeuniform, hvor detaljerne gør forskellen. Jeansene er ud af tuben, men den blå ’skjorteblazer’ med skjorteflip foroven og blazersnit forneden har lige fået tvistet, som det gerne sker, når kreative virksomheders ledere vil låne blazerens autoritet, men ikke dens konformitet. Under det hele veksler sorte sneakers mellem flader af skinnende læder og mere matte stykker. 

Hvad er det for nogle sko?

”Jeg ved ikke, om vi skal ind på det. Er vi enige om, at jeg får artiklen til gennemlæsning først?”

Selvfølgelig. Hvad er det for nogle sko?

”Jeg tror, det skaber afstand. Folk ved godt, hvad de koster.”

Du har startet og er medejer af seks restauranter og et produktionsselskab med 50 ansatte. Du har vundet stribevis af priser for dine manuskripter. Millioner af mennesker verden over har set dine serier. Du må vel gerne gå i dyre sko.

”Okay, Louboutin. Hvis du taler med kvinder mellem 20 og 80, som interesserer sig for skomode, vil de alle vide, hvem Christian Louboutin er, og hvad han har betydet for sko, kvinder, skønhed og mode. Der findes kvindefødder, som egner sig særlig godt til Louboutin. Til disse kvinder kan han skabe sko med 8-10-12 centimeter høje stilethæle, og ryet er, at det er som ikke at have sko på. Høje stilethæle er vel noget af det mest kunstige, man kan forestille sig, men samtidig et skønhedsideal, man ikke kan komme uden om.”

Du kan godt lide stiletter?

”Jeg synes, det er sindssygt smukt. Sindssygt smukt. Hvis det er båret af den rigtige kvinde ved den rigtige lejlighed, er det da vanvittig smukt at se en hæl, en kvindefod, en hæl …”

Du kan godt lide at gå ved siden af?

”Hvilken mand kan ikke lide at gå ­ved siden af en smuk kvinde? Det ligger også i min opdragelse. Se på min far. Det ville være højst ejendommeligt, hvis det ikke havde min interesse. Og nu er Louboutin begyndt at lave herresko. Det ville jeg fandeme prøve.”

ADAMS FØRSTE BUK ramte han skråt forfra. Han var 19 år, Winchester .308’eren lånte han af en mand, der hed Harry, som havde 10.000 høns, og som enhver allerede dengang i midt-80’erne kunne se aldrig ville blive pioner i omstillingen til økologi eller fritgående høns. 

Det var ikke noget helt godt skud. Skoven ned mod Falsters østersøkyst var stadig luftig og lysegrøn, men det tog tid, før Adam og vennen Mikael Esmann fandt bukken, som havde nået at søge nogle meter væk og ind i det tykkeste krat for at dø. Selv nu, efter så mange år som jæger, er de værste øjeblikke, når et skud fejler og forårsager lidelse i stedet for øjeblikkelig død. Selv om Adam Price havde ramt på bladet, hvor hjerte, lever og lunger er, stod hjorten akkurat skævt nok til, at også mavesækken blev snittet. Med sin kniv åbnede Adam dyret til stanken af gæret græs og varmt blod.

33 år senere hænger et andet trofæ højt på væggen mellem kontorets to vinduer, en brunøjet Sierra Nevada-ibex med kraftige horn. Det var en meget fin jagtoplevelse, siger Adam Price, som længe brændende havde ønsket sig at skyde og spise den særlige spanske bjergged. Han skød med en Blaser 3006 på 175 meters afstand hen over en dal, så man ikke kunne høre det sædvanlige smæld, da kuglen ramte. Normalt lyder det, som når du slår med flad hånd mod en højreb på en kødkrog, forklarer han og klasker hænderne sammen.

”Han lå så fint op ad en klippe med forbenene over kors og så en sidste gang ned i dalen, hvor han havde kæmpet og stanget de andre hanner ned ad bjergsiden og vundet hunner og set små nye komme til. Så rejste han sig, den gamle han, så jeg kunne skyde ham i aftensolen. Han døde i skuddet.”

 En gruppe danske jægere deltager også fra tid til anden i, hvad der kan betegnes som en vild version af ’Spise med Price’. Her flyver Adam Price med på jagter i eksempelvis Limpopo-provinsen, hvor den ”grågrøngrumsede Limpopo-flod” (den belæste Adam Price bruger bevidst Kiplings ord) skiller Sydafrika fra Mozambique, Zimbabwe og Botswana. Efter jagterne kan deltagerne gå i køkkenet med Adam Price og tilberede kudu, eland, impala, wildebeest, det red harte­beest, som nu hænger som trofæ over Riva-­modelbåden, eller den zebra, hvis skind i dag dækker kontorgulvet nedenfor.

”Nu er jeg begyndt at jage med bue, og jagtudbyttet er faldet væsentligt. Er du en dygtig skytte med den rigtige riffel, kan du skyde på 250 meters afstand. Med bue skal du ind på 15-20 meter. Du går i grønt tøj, maler ansigtet og lærer at stivne, når dyrene ser mod dig. Får dyret fært, eller knækker du en kvist, er det væk. I Afrika har jeg fået to antiloper. Buejagt er en helt anden jagtoplevelse. Du skal så tæt på, at du kan se dyrets pupiller.”

DET BANKER PÅ døren en enkelt gang, så åbnes den uden at afvente svar. Ind træder en kvinde i trediverne med et N tatoveret på indersiden af venstre ankel. Nina Bisgaard er producer og ansvarlig for finansiering af film- og tv-serier i firmaet SAM Productions, som Adam Price er medejer af. Hun har i disse roller medvirket til et par oscarnominerede film, senest ’The Wife’ med Glenn Close, og nu skal den planlægningsstærke kvinde agere i den udfordrende rolle som det strukturerende element i Adam Prices produktioner. Lige nu er missionen at afdække, hvad pokker manden har fundet på, siden han gik hjem dagen før – og hvordan det forhåbentlig kan passes ind i den efterhånden detaljerede plan for prøveoptagelsen af episoden, der indebærer et symfoniorkester. 

”Jeg har lavet nye scener,” siger Adam Price.

”Ja?”

”Jeg talte med en i ledelsen af et symfoniorkester. Han fortalte, at det ikke er ualmindeligt, at man lader en gæstedirigent aflevere ubehagelige beskeder til musikerne. Jeg har indlagt en scene, hvor vores klarinettist ydmyges. Og så har jeg givet ham en mor. Jeg tror meget, han er sådan en, der har en mor.” 

”Er det bare en stemme?” spørger Nina Bisgaard. Hun sidder med økonomien. En skuespiller skal måske findes og betales. 

”Ikke engang. Man hører ham kun tale til hende i telefonen,” svarer Adam Price. Manuskripter har han skrevet i 30 år. Han ved, hvilke dramaturgiske greb der koster, og hvilke der er gratis. 

”Hvad er deres relation?”

”Jeg tror, hun er hans nærmeste. Han skiftevis elsker og hader hende.”

”Vi har ikke meget tid, når vi filmer med orkestret. Dummyen skal kun sætte karaktererne, ikke introducere alle konflikterne.”

”Præcis. Men lige de her to små greb kan gøre, at vi tænker: ’Nåhr for fanden, selvfølgelig har han en mor, og i virkeligheden er det hende, han taler med. Han er helt klart enebarn.’”

”Skønt! Det skriver du ind?”

”Jeg er i gang. Jeg tror, jeg kan aflevere femte draft i eftermiddag. Så laver jeg en hej-mail til alle. Jeg tror, vi har styr på det.” 

SOM BARN så Adam Price faren instruere moren, Birgitte Price. Og sønnen bemærkede, hvor fermt John Price legede med publikums følelser, så de skiftevis elskede og hadede karakteren. Det er den samme brønd, manuskriptforfatteren øser af i dag. Nogle forfattere skriver, fordi de har noget presserende at meddele verden. For Adam Price kommer det fra en leg med følelser. Sansen for replikskifter havde han tidligt. Grebet om karakterudvikling og plot er kommet til undervejs. I dag tryller han rutineret en lille moderbinding frem, når en figur på et afgørende tidspunkt har brug for den ekstra medfølelse, som suger publikum ind i historien. Han nyder, at tv-formatet har udviklet sig, så det er muligt at skabe mere kantede, moderne karakterer og ikke bare de grundlæggende gode typer, som måske nok har rod i privatlivet og drikker en whisky eller to for meget, men derudover bekæmper ondskab og genetablerer universets orden. 

Adam Price går anderledes til de bærende roller end en del andre manuskriptforfattere. Sidse Babett Knudsen var mere end almindeligt diskuterende, når hun i ’Borgen’ ville have det ene eller andet ændret i karakteren Birgitte Nyborg. Og Lars Mikkelsen var mere end det i ’Herrens veje’, når skuespilleren igen-igen udfordrede manuskriptet for provst Johannes Krogh. 

Sådan noget kan hurtigt blive nok, men ikke for Adam Price. Han tilretter ofte manuskriptet, og det har han også med hjemmefra. Når Birgitte og John Price, begge skuespillere og instruktører, var hjemme samtidig for at spise, var det ofte det, de diskuterede hen over middagsbordet. Adam Price er vokset op med den samtale, og skuespillernes ord glider naturligt ind i manuskriptet. Måske er det derfor, de bærende skuespillere er så gode i hans serier.

Familien havde arrangeret sig med en husholderske, som begyndte tre år før Adams fødsel, og som holdt ved 35 år frem til forældrenes død. Herudover var der indlagt weekendophold hos mormor og morfar, som var sagfører. Her var bedre tid til børn, og måske var det derfor, at Adam Price i forsøget på at undvige kunstnerlivet nogle år holdt ud på jurastudiet. 

Birgitte Price spottede anlægget for det juridiske hos sønnen, som i en tidlig alder stod alene på værelset og førte sin sag. ”Nu har jeg ventet så og så længe, og det kan ikke være rimeligt,” anførte den 10-årige ud i luften med den perfekte diktion, hun som kongelig skuespiller havde givet videre. (”Hun rettede os i én skrigende uendelighed,” siger Adam Price). 

Det var ikke en 10-årig, som smækkede med døre, det var en 10-årig, som procederede sin sag.

I det hele taget var han et nørdet barn. Som 11-årig bestod hans ønskeseddel til jul mest af bøger og klassisk musik. Da Adam Price efter 9. klasse blev sendt på sommerskole i Oxford, endte han efter universitetets sprogprøve på eliteholdet med midaldrende danske, norske og tyske gymnasielærere i engelsk. Pensum var engelsk renæssancelitteratur, og den 15-årige købte på vej hjem stort ind af Shakespeares og John Donnes renæssancesonetter. Nu, næsten fire årtier efter, kredser Adam Price under interviewet om romantiske poeter som Keats og Byron, og han dukker hovedet en anelse, når han taler om den roman, han stadig ikke har skrevet.

Jurastudiet blev gradvist undermineret af de skriveopgaver til revy og teater, som mor Birgitte og storebror James fristende lagde til rette. Og fascinationen af det juridiske spil blev omsat til tv-dramatik, da Adam Price tidligt i karrieren som dramachef for TV 2 igangsatte tv-serien ’Forsvar’. 

I det hele taget er det nærliggende at indlæse mandens private dramaer i hans dramatik. I ’Borgen’ er hovedpersonen Birgitte klemt mellem karriere og moderrolle. I ’Herrens veje’ fylder trekantsdramaet mellem den dominerende far og de to sønner, den yngre og den ældre. Og lige fra debuten som teaterinstruktør i 2002 med skilsmissefarcen ’Middag med venner’ har konflikten mellem karriere og ægteskab været et tilbagevendende tema.

”KLAR TIL OPTAGELSE” halvvejs råber en yngre mand med fuldskæg, briller og klaptræ. Med ét bliver der stille i koncertsalen, og skuespillerne taler ikke længere om, hvem af dem der er blevet kontaktet af ’Vild med dans’. Violinister, cellister og bassister fryser et øjeblik med løftede buer. Fotograf, scenograf, lydmand, lysmand, producer og teknikere af enhver art afventer signalet fra Adam Price. Selv Frederik Cilius virker til at have indstillet sin permanente afsøgen af omgivelserne for den næste anledning til en joke. Satirikeren, som er blevet kendt i rollen som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm på Radio24syv, sidder fokuseret i kjole og hvidt midt i orkestret, klar med klarinetten. ”Og værsgo!”

Dirigentens pingvinhale danser til Mozarts symfoni nummer 40 i g-mol. Adam Prices læber bevæger sig til tonerne af den lettilgængelige symfoni, mens han opmærksomt følger kameraets billeder, som transmitteres til en monitor i hans skød. Et stykke fra scenen sidder han på gulvet med højre ben strittende lige frem og venstre fod trukket ind under højre lår, så Louboutins kendemærke, den røde sål, vender opad. 

”Og tak!” Price bevæger sig hurtigt frem mod scenekanten, undskylder – han ved, det er ubarmhjertigt at blive standset så få taktslag inde i en stor symfoni – men to af stolene i orkestret må lige rykkes sammen, så der kan komme et sigende blik mellem de to musikere. Kameraet skal tættere på. 

”Og værsgo!” 

Lidt derfra betragter producer Nina Bisgaard Adam Prices lykkeligt legende udtryk. 

”Se det ansigt,” halvvejs hvisker hun. ”De fleste af os kan godt lige forsvinde i tankerne et øjeblik, når vi har travlt. Når Adam er her, er han her. Det er derfor, han kan have så mange jern i ilden.” 

Dummyen skal give et kvarters smagsprøve på den mulige komedieserie med Frederik Cilius og hans faste makker Rasmus Bruun i bærende roller, og i serien indgår klassisk musik. Adam Price er omhyggelig med at vælge stykker ud, som appellerer bredt, så han måske igen – som med maden – kan invitere mange indenfor i en af de passioner, han fik gennem opvæksten i et hjem uden én eneste rytmisk plade. Måske har han også brug for et muntert frikvarter efter ’Herrens veje’, en serie, som var noget mørkere end Price selv. 

DET STORE PRICE-CIRKUS

I 1787 er der for allerførste gang cirkus i Norden. Stockholm får besøg af artister anført af waliseren Peter Price, Adam Prices tiptiptipoldefar. Sønnen James når i 1795 til Danmark, hvor han optræder på Dyrehavsbakken. Fire år efter slår familien sig ned i København. Price-familien optræder i Hofteatret ved Christiansborg, men åbner i 1801 Det Danske National-Sommertheater på Vesterbro. Komediehuset har stor succes, men 25. februar 1805 dør James Price efter indtagelsen af et måltid på Hotel d’Angleterre – ifølge familielegenden er måltidet overdådigt, og dødsårsagen er kvælning efter at have fået et kyllingeben galt i halsen.

James Prices enke viderefører teatret og indretter på Vesterbrogade Morskabstheatret, som får stor succes med  linedans, styrkeløft, pantomime, varieté og fremvisning af vilde dyr. Efterhånden overtages ledelsen af teatret af sønnerne Johann Adolph Price og James Price den yngre, tilsammen kaldet Brødrene Price. Brødrene ægter søstrene Rosa og Flora Lewin, som selv optræder med dans og mimik, noterer Lone Kühlmann i bogen ’Brødrene Price’.

Da Georg Carstensen i 1843 åbner Tivoli, udkonkurreres Morskabstheatret, som lukkes og rives ned. Herefter optræder Brødrene Price blandt andet på Det Kongelige Teater for Frederik VII og grevinde Danner. James Price den yngre får et ben amputeret efter et uheld med fyrværkeri på en line. Johann Adolph Price spiller Pjerrot-figuren i familiens teater og viderefører fra 1855 pantomimetraditionen som instruktør ved Tivoliteatret. En række af dekorationerne, som i dag anvendes af Pantomimeteatret i Tivoli, verdens ældste pantomimeteater, er malet af Johann Adolph Price. 

Brødrene Prices i alt otte børn forgrener sig som skuespillere, malere og især balletdansere. Balletmester August Bournonville ansætter Pricer i bundter, og nye generationer følger efter. På et tidspunkt er der otte Pricer ansat ved balletten. Mest kendt af ballet-Pricerne er ballerina Ellen Price, som i 1909 danser titelpartiet i ’Den lille havfrue’ og ifølge Kühlmann sidder model til statuen ved Langelinie.

Brødrene Price havde en bror, Carl Price, og han fik sønnen John, Adam Prices oldefar. John Price kunne som omkringrejsende klovn stå på hovedet på en flaske og spille violin og havde derudover en glansrolle som sommerfugleklovn, der er foreviget af Renoir. En kopi af maleriet hænger i Brdr. Prices restaurant i Tivoli.

Familietraditionen tro glider også John Prices fem børn ind som optrædende i den omrejsende trup. Den yngste søn, Tommy Eugen Price, Adams farfar, er både artist, violinist og balletmester. Han gifter sig i 1912 med den 16 år yngre barfodsdanserinde Anna Charlotte Hansen og får sønnen John Price, Adam Prices far. 

Selv turnerer Anna Charlotte Hansen rundt og dukker i 1918 op i både Tivolirevyen og i en birolle i stumfilmen ’Det spøger i villaen’. Når pengene ikke rækker til mad og brændsel, trækker Anna Charlotte tæpperne over sig og sønnen og læser i kogebøger. 

John Price starter som balletbarn, bliver kylet ud som 13-årig og kommer krabbende tilbage til Det Kongelige Teater som skuespilelev. Som skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør bliver John Price landskendt, og hans madglæde grundlagt under tæpperne resulterer blandt andet i kogebogen ’Spise med Price’ og et tv-program af samme navn. 

I andet ægteskab gifter John Price sig med den 21 år yngre Birgitte Bruun, som da har fået sit skuespillergennembrud som Søs i ’Far til fire’-filmene og bliver Johns elev på Det Kongelige Teaters elevskole. Birgitte Price bliver skuespiller ved Det Kongelige Teater og siden både chef for TV-Teatret i DR og skuespilchef ved Det Kongelige Teater. En stilling, hun må opgive på grund af kræft, som hun dør af i 1997, et halvt år efter sin mand. 

Sammen får Birgitte og John Price James og Adam Price, som på hver deres måde viderefører familietraditionen, der begyndte i 1787, da Peter Price tog til Skandinavien. 

SKUDPLANEN ER STRAM. Der er kun kort tid til hver scene. Da orkestret holder pause, arbejder Price og nøgleskuespillerne videre. Da orkestret går hjem, fortsætter filmholdet. Ikke mange manuskriptforfattere kan skrive i så mange genrer som ham, og ikke mange kan skifte til instruktørrollen. Hovedforfatteren er med til at vælge instruktør, komponist, caste skuespillere og besætte nøgleposterne i produktionen. Flere af skuespillerne går ikke hjem, før de lige har fanget Adam Prices blik. 

Hvis DR ender med at købe serien, må han godt huske dem. I starten er der 70 i den store sal, men efterhånden rasler musikere, teknikere og skuespillere af. 

”Jeg kan simpelthen ikke huske mine replikker,” stønner Frederik Cilius.

Klokken er halv ni. Aftenens sidste optagelser skal starte.

”Skal jeg stikke dig?” Adam Price har skrevet teksten og er kendt for sin klæbehjerne og evne til at pumpe energi i ethvert selskab. 

Mobilen giver lyd. Adam Prices 10-årige søn er hos ekshustruens mor. Sønnen insisterer på at sove hos faren, fremgår det af sms’en. 

”Han skal have en bjørnekrammer. I morgen, Nina, møder jeg først klokken 10, for så kan jeg på vejen sætte ham af på Bernadotten,” siger Adam Price og retter så igen opmærksomheden mod den udmattede satiriker: ”Skal jeg stikke dig?”

”Jeg tror godt, jeg kan.”

”Okay, kør!”

Mens skuespillerne spiller, bevæger Adam Prices læber sig igen, nu ikke til toner, men replikker. Det, de glemmer, husker han, og nu hvor scenen alligevel skal tages igen, må de godt rykke tættere sammen. 

”Det skal være mistænkeligt erotisk,” siger Price. 

Femte gang er den der. 

”Hvor er hans liv noget lort!” jubler Adam Price og skotter til Panerai-uret. Klokken er 21:04. It’s a wrap. 

ET STYKKE BAG SIG på vej ud i det norske vildnis hørte Mikael Esmann de sukkende lyde fra den åbenbart tungt læssede kammerat. Det var i de år, hvor Mikael Esmann studerede, og Adam Price forestillede at gøre det – i hvert fald når han skrev studenterrevy. Næste dag, da Mikael Esmann vågnede i teltet på sin fødselsdag, havde vennen gjort klar til champagne, foie gras og crêpes suzette på trangia-campingkogesættet. 

For resten af Danmark tog det lidt længere at opdage Price-brødrenes passion for mad. Tilfældet ville, eller – set fra ’Borgen’-producer Camilla Hammerichs ståsted – ulykken ville, at programmerne ’Spise med Price’ tog fart i 2008, året, hvor Adam Price egentlig var hyret til at levere fortællingen om Danmarks første kvindelige statsminister. Snart begyndte DR’s forskellige afdelinger at kæmpe om manden med de mange talenter og de store seertal. På gangene skulede Camilla Hammerich til produceren af madprogrammet, og hendes chef skulede til hans chef. Frustreret så hun manden, som egentlig skulle skrive manuskripter til ventende instruktører og skuespillere, lave forsvindingsnummeret ned ad gangen og ind i nabostudiet for lige at indtale en speak. 

”Adam blev virkelig god til den der med at åbne laptoppen, sætte kaffekoppen og hænge jakken på stoleryggen, som om han var der – og så var han der overhovedet ikke,” beretter den hårdtprøvede producent.

Mod slutningen af anden sæson af ’Borgen’ satte daværende dramachef Ingolf Gabold foden ned. Ikke mere ’Spise med Price’, før manuskripterne var i hus. 

”James måtte lave mad med Blomsterberg,” forklarer Ingolf Gabold.

Siden er presset bare taget til. Restauranter, produktionsselskab, foredrag, jagtrejser og til januar nytårskoncerter med fuldt symfoniorkester. Adam Price kan alt, undtagen at sige nej, lyder et gennemgående skudsmål. 

Ser man ’Spise med Price’ – en ny sæson forberedes i DR – så var de første sæsoner på 10 afsnit, mens de seneste er nede på seks. Adam Prices kalender er for presset. Den lillebror, som i første sæson lidt febrilsk stillede retterne frem i brorens sommerhus, nervøs for, om de faldt i James’ smag, findes ikke mere.

PÅ BÆNKEN til højre for trappen sidder tre lyshårede kvinder, noget yngre, dyrere og mere lårkorte end det publikum, som nu tager trinene op mod Brdr. Prices upscale franske bistro i Rosenborggade i det indre København. August er stadig varm, og mænd omkring 50 med flade maver og solide LinkedIn-profiler har efterladt slipsene i kontorskuffen og ankommer nu i flok eller med ledsager. 

Indenfor i restaurantens dybe, aflange rum med den lange bar lyder en summende snak. ’Spisekøkkenet’ kaldes denne, restaurantens mere uformelle del. Væggene i restauranten er broderet med minder fra forældrenes hjem – fotos, gamle filmplakater, farens malerier foruden et par jagttrofæer fra Limpopo-provinsen. Lysene over bardisken filtreres gennem hængende vinglas. På den sorte tavle højt på endevæggene er der med hvidt kridt noteret tavleretter som gazpacho, laksecarpaccio og rørt tatar. Adam Price kommer her et par gange om ugen, og det er her, kundemøder foregår. Med HBO, Netflix, StudioCanal, you name it. 

Og det virker, når Adam Price peger rundt på væggene i denne og andre af sine restauranter og fortæller om mor som Søs i ’Far til fire’, om oldefar John Price i rollen som sommerfugleklovnen i maleriet af Renoir eller om ballerinaen Ellen Price i rollen som den lille havfrue, der inspirerede til den berømte statue, der landede på Langelinie. At sælge ideer til tv-direktører, dramachefer og investorer er en del af metieren, og det kan han. 

”Ingen kan synge og danse som Adam,” som Camilla Hammerich udtrykker det. Har Adam Price først sunget og danset et par timer her i dagligstuen, tændes gerne den ild, som andre i produktionsselskabet, mennesker som Nina Bisgaard eller SAM Productions’ direktør Meta Louise Foldager, kan følge op på med mere håndfaste prisforhandlinger, aftaler og kontrakter. 

IND KOMMER Jørgen Leth. I sommerhalvåret kommer han her gerne en gang om ugen og bestiller den sædvanlige ’ox med fritter’ og et glas rød bourgogne. Men i dag skal han interviewes af Adam Price, sådan som traditionen er på stedet, hvor hver sæson med gæstetalere indledes med at interviewe Jørgen Leth, der stadig er solbrændt efter sommerens Tour de France. 

Adam Prices sans for det ”vanvittigt, sindssygt smukke” i at ankomme med den rette kvinde på de rette stiletter ved den rette lejlighed legemliggøres. Kæresten Annesofie Faurschous lyse, glansfyldte hår slutter midt på ryggen. Hudlægen med ph.d.-graden er enkelt klædt. En kridhvid sommerkjole med korte ærmer, snøreliv til at fremhæve blandt andet taljen og vandrette læg ned mod kjolekanten højt på lårene, hvorfra bare cigaretben fortsætter ned mod stiletstøvlerne i hvidt og brunbroget koskind. Kroppen er 20, og ansigtet holdt i skak. Kun blikket røber en kvinde omkring 40. 

En gang om ugen spiller de tennis, og som hun står her, kommer denne reporter i tvivl om rigtigheden i Adam Prices ord, da han et par uger tidligere under interviewet hævdede, at han jo nok ville vinde, hvis de virkelig spillede om det. 

”Det er så mine veninder,” siger Annesofie Faurschou og peger mod de tre kvinder fra bænken, som nu træder ind gennem døren. 

”Ah, blondiner,” udbryder Adam Price grinende og kindkysser til velkomst. 

Spisekøkkenet er fyldt, men i døråbningen til restaurantens mere fornemme sal rykkes et bord frem med champagne på køl. Adam Price følger kæresten med øjnene, da de fire kvinder skrider gennem lokalet.

UDEN VIDERE FORBEREDELSE interviewer Adam Price varmt, sjovt og skarpt. Bag bardisken med metrofliser og hængende køkkengrej som baggrund sidder de to levemænd på hver deres barstol med bourgogne i glasset. Som altid har Leth knappet skjorten to knapper ned, Prices er knappet tre ned. Rutineret lokker den yngre den ældre. Var Leths begejstring for colombianeren Egan Bernals sejr i Tour de France i virkeligheden også en indirekte kommentar til dansk udlændingepolitik? (Det er det helt bestemt). Vil Jørgen – i denne sluttede kreds – sige sin ærlige mening om de TV 2-chefer, som ikke ville sende ham til Frankrig? (Det vil Jørgen helt bestemt). 

Der skåles, Jørgen Leth læser egne sportsdigte, og der åbnes for spørgsmål fra en sal, hvor de fleste mænd gladelig ville bytte deres flotte LinkedIn-profiler for en enkelt dag som Jørgen. Da Leth på et spørgsmål om sine næste film svarer, at han jo ikke synes, at han har mere at bevise, og derfor kun arbejder med det, han interesserer sig for, kommenterer Adam Price, måske lidt overraskende, at ”det må være et dejligt sted at arbejde fra som kunstner”. 

Sidste spørgsmål kommer fra en kvinde, som vil vide, om Jørgen, efter alt det, han har oplevet, stadig har drømme, han gerne vil have opfyldt. Lidt tid grunder den aldrende poet over spørgsmålet, så svarer han, ”at det egentlig er et utroligt tilbud”. Underforståelsen af, at han mener kvinden, får latteren til at brøle. Adam Price griber situationen, lander en kommentar om filmen ’Det erotiske menneske’ og runder af med at glæde sig over, at vi her til sidst også kom ind på den evige fortælling om kvinde og mand. 

Lidt tid strømmer menneskene, som vil være Jørgen, mod Jørgen; så stilner det af. Adam hvisker noget i hans øre, Jørgen nikker. På terrassen udenfor ved grillen er skaffet et bord med fire ventende blondiner. Fra bardisken tager digteren museskridt, støttet ved armen. Kvinderne kommer mændene i møde. Restaurantens fotograf tager et billede af Adam Price og Jørgen Leth omsluttet af blondiner. It’s a wrap.

Udenfor virker efteråret så fjernt.

 

Journalist og tv-vært Tina Müller har dækket sportsbegivenheder over hele verden. Her fortæller hun om en islandsk fodboldsensation på første hånd, om at fare vild i de franske bjerge og om et tvivlsomt ’hotel’-ophold i Rusland.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

EM I FRANKRIG

I 2016 var jeg i Frankrig for at dække EM i fodbold for DR Sporten. Danmark var ikke kvalificeret, og min opgave var derfor at dække hele slutrunden og rejse hen, hvor de gode historier var. 

Island blev hurtigt den helt store sensation, da de gik videre fra gruppespillet og skulle møde England i ottendedelsfinalen i Nice.

På stadion fyldte de islandske fans enormt meget i lydbilledet allerede inden kickoff. De stod i det ene hjørne, og da kampen nærmede sig sin afslutning – og det stod 2-1 til islændingene – sang de højere og højere. Jeg sad oppe på pressepladserne og tog en hurtig beslutning: Min fotograf og jeg skulle ned blandt de islandske fans og sende, selvom man ifølge reglerne ikke måtte filme fra tilskuerpladserne. Blev det opdaget, ville jeg få klippet min akkreditering over og blive udelukket fra resten af EM. Vi løb, og fotografen skjulte sit kamera under jakken. Da slutfløjtet lød, stod vi på tribunen og sendte live hjem til Danmark, mens islændingene jublede og sang i baggrunden. Det var så stort et øjeblik, at jeg næsten fik tårer i øjnene. Heldigvis opdagede vagterne os ikke, og jeg fik ikke frataget min akkreditering. 

Dagen efter kampen skulle fotografen og jeg til Annecy, hvor det islandske landshold havde lejr. Vi skulle lave en live-gennemstilling til TV Avisen om Islands sensationelle sejr. Vi havde lejet en bil og besluttede at køre gennem bjergene. Vi kørte fra Nice ved 12-tiden, sportsnyhederne var klokken 21:55, og vi havde god tid.  

Turen var guddommelig smuk. Vi stoppede flere gange undervejs for at betragte de sneklædte bjerge i horisonten og de grønne dale, der strakte sig mellem dem. Jeg tog så mange billeder på min smartphone af landskabet. Ved 16-tiden begyndte det så småt at gå op for os, at gps’en måske regnede forkert. Den blev ved med at udskyde ankomsttidspunktet, og vi var stadig ikke nået ret langt væk fra Nice.

Klokken 20 begyndte jeg at gå i panik. Vi havde ikke en chance for at nå til Annecy, inden jeg skulle være på i TV Avisen. Men jeg ville lave den gennemstilling efter så stor en sensation som Islands sejr over England. Vi måtte finde en løsning. På min telefon kunne jeg se, om der var forbindelse til at stille igennem. Vi kørte lidt, stoppede, hoppede ud af bilen og tog udstyret frem for at få forbindelse, kørte igen og prøvede en gang til – intet hjalp. Vi var langt oppe i bjergene, og der var ingen telefonmaster i miles omkreds. 

Min redaktør hjemme i København begyndte at blive utålmodig: Ville indslaget blive til noget eller ej? Jeg kiggede på et kort og kunne se, at der var en lille landsby ikke langt fra det sted, hvor vi befandt os. Måske var der nogen i byen, som kunne hjælpe?

Da vi ankom, var byen helt stille. Lysene i vinduerne var slukkede, og der var ingen mennesker. Det føltes næsten som en spøgelsesby. Pludselig fik fotografen øje på en kvinde gennem et vindue på første sal i et lille hus. Vi gik ind og spurgte, om hun havde wi-fi. Hun kunne næsten ikke tale engelsk, men vi fik forklaret, at vi skulle bruge internet. Kvinden gik tilbage i huset og kom ud med en lap papir med koden til netværket. Og så kørte hun ellers sin vej, hun havde et ærinde at løbe, sagde hun på gebrokkent engelsk. 

Det var sidste chance. Klokken var 21:30. Fotografen tastede koden ind på sit live-udstyr, og til vores held virkede det. En halv time senere var jeg igennem til TV Avisen i en fransk flække, der intet havde med den islandske lejr i Annecy at gøre. Fra vi ankom, til vi kørte, mødte vi ikke ét eneste menneske i byen – ud over kvinden, som reddede vores forbindelse.

TINA MÜLLER

Journalist og tv-vært, 41 år. Har arbejdet for Viasat, TV 2 Sport og siden 2014 for DR Sporten, hvor hun blandt andet har været vært på sportsnyhederne og dækket OL samt andre store sportsbegivenheder. Er flerdobbelt sjællandsmester i kvindefodbold som ungdomsspiller i Ringsted IF.

VM I RUSLAND 

Sammen med cirka 35 andre danske journalister var jeg i Rusland i 2018 for at følge herrelandsholdet til VM. De danske medier var gået sammen om at hyre et firma til at planlægge vores rejse, fordi vi alligevel skulle dække de samme kampe i gruppespillet. Danmarks første kamp var mod Peru, og den skulle spilles i Saransk. Byen ligger cirka 600 kilometer sydøst for Moskva og er ikke særlig stor, så alle hoteller i selve Saransk var for længst udsolgt. Derfor skulle vi bo et stykke uden for byen. Det var ikke optimalt, men jeg tænkte, at det nok skulle gå.

Da vi ankom til lufthavnen i Saransk, havde rejsefirmaet arrangeret bustransport til vores hotel. Efter at have kørt i en time, kun omgivet af russisk nåleskov, begynde jeg at undre mig. Hvor var vi på vej hen? Langs vejkanten så jeg flere gange skilte med advarsler om, at man skulle passe på bjørne i området. 

Da bussen langt om længe stoppede, var vi så langt ude i skoven, at der ikke var noget, der mindede om telefonforbindelse. Synet, der mødte mig, var en grå murstensbygning med mintgrønne døre, bygget i 50’erne eller 60’erne. Indenfor blev vi modtaget af russiske kvinder i hvide og lyseblå kitler magen til dem, som læger og sygeplejersker bærer på et hospital. Her gik det op for mig: Det her var ikke et hotel. Det var heller ikke et hostel. Vi var blevet indlogeret på et gammelt sindssygehospital.

Værelserne var små og klamme, sengene bestod af brikse med sengetøj, der virkede, som om det ikke var blevet vasket i et årti. På toilettet var alt lavet af plastic, formentlig så de daværende indlagte ikke kunne skade sig selv med skarpe genstande. Og det eneste, der var på stedet – ud over et fællesrum til spisning – var et apotek, som havde lukket. 

Den første aften skulle jeg lave en gennemstilling, men måtte opgive på grund af manglende internet. Fotografen og jeg prøvede at gå udenfor, hvor vi blev mødt af en russisk vagt med gevær. Lidt længere ude så vi endnu et advarselsskilt med en bjørn. Vi kiggede på hinanden og sagde: ”Vi skynder os bare ind igen, ikke?”

Køkkenet var så uhumsk, at det nærmest var uforsvarligt at lave mad derude. Men kvinderne ved komfuret var søde og forsøgte efter bedste evne. Morgenmaden blev serveret fra klokken seks til ni. Første morgen kom jeg ned for at spise lidt i ni, men jeg mistede hurtigt appetitten. Kvinderne havde lavet en slags vandet havregrød og små, blege pølser. Det var så blævret og sjasket, at jeg måtte opgive at spise det. I de tre dage, vi tilbragte på ’sanatoriet’, fik jeg ingen morgenmad. Jeg håber i det mindste, at opholdet var billigt.

FØRSTE REJSE

”Som 14-årig var jeg ved Balatonsøen i Ungarn med min mor og far. Det var den første af mange bilferier i min barndom, og dengang røg man stadig i bilen. Det blev en lang tur til Ungarn i vores blå Mitsubishi.”

BEDSTE REJSEMÅLTID

”Jeg var på Island for at lave en reportage om den daværende danske landstræner i herrehåndbold, Gudmundur Gudmundsson. Vi kørte rundt i hans firehjulstrækker, og da det var spisetid, åbnede han bagklappen og trak en bordplade frem. Han serverede laks, han selv havde fanget, og det smagte fantastisk. De smukke omgivelser spillede nok også ind.”

KIRSTEN LEHFELDT skiltede ikke med sit kald, da hun var yngre. Men da hun først fik chancen, eksploderede hun på teatrene, på film og som en del af komikerduoen ’Søs & Kirsten’. I 10 kapitler ser den 66-årige skuespiller tilbage på sit liv.
Tekst:Jacob Wendt JensenFoto:Ricky John Molloy

1.

JEG VOKSEDE OP i Skanderborg i 50’erne i faste rammer. Både i skolen og derhjemme. Jeg turde ikke komme hjem senere end aftalt, og kom man i skole fem minutter over otte, var det op til inspektøren.

Min mor Inger og min stedfar Jens levede i deres egen verden og omkring sig selv. Nok dybest set fordi min stedfar var en smule jaloux på os børn. Han ville have min mors opmærksomhed 100 procent.

Min mor var udearbejdende, så det var hos de andre børns mødre, jeg fik boller og chokolade om eftermiddagen. Min stedfar var sådan set sød og god mod os, men vi skulle underholde os selv. Ud fra devisen ’børn skal ses, men ikke høres’. Min lillebror Peter og jeg kunne ikke drømme om at sige, at vi kedede os. Det er kun dumme mennesker, der keder sig. Vi skulle beskæftige os selv. Læse en bog. Spille et spil. Gå udenfor og lege. Det var frihed under opsyn og frihed til at lære at blive selvstændig.

Min stedfar havde været modstandsmand under krigen, og han led voldsomt af PTSD. Men det vidste vi ikke, hvad var dengang. Som barn fornemmede man, at det ikke var helt, som det skulle være. Få gange fik vi ham til at fortælle, hvordan det var at sidde sidste nat på dødsgangen med sine kammerater og synge fædrelandssange. Kammeraterne blev hentet og skudt, men Jens gik fri som den eneste. Flere gange spurgte jeg ham, om han nogensinde havde slået et menneske ihjel. Det fik jeg aldrig svar på.

Han var et plaget menneske og en forpint sjæl, og vi vidste ikke, at han gik og spiste Stesolid for at holde ud at være til. Han holdt sine mareridt for sig selv, opholdt sig meget i naturen, men drak også meget. Han havde nogle sår, der ikke kunne hele. Han døde som 58-årig.

2.

MIN MOR OG FAR gik fra hinanden, da jeg var meget lille. Min far boede i Flensborg, hvor der åbnede sig en helt anden spændende verden for mig med to nye små søskende. Rolf, min far, var politisk engageret i det danske mindretal. Som barn kan man godt mærke, når nogen er grebet af noget på hjerteplan. Det var jeg fascineret af.
Jeg var med til politiske møder, valgkampagner og demonstrationer. Engang skulle vi smugle den danske højskolemand, forfatter og professor ved Aarhus Universitet Tage Hind over grænsen til en demonstration mod atomkraft. Jeg var med. Det foregik under nogle tæpper i bunden af bilen. Flensborg var eksotisk for mig, og det var meget intenst at være der en uge eller 14 dage ad gangen.

Jeg var min morfars øjesten. Min mormor døde desværre, da jeg var tre år, og hos min morfar blev jeg set og hørt 500 procent. Der var ingen grænser og ingen rammer. Havde jeg bedt om at komme til månen, havde han arbejdet for det. Hvis jeg ville se en film, der var forbudt for børn, var det ham, jeg gik til. Jeg fik penge til is, hver gang jeg spurgte. Og to kroner i lommepenge om ugen for ikke at lave noget.

Da jeg blev ældre, var vi hinandens fortrolige. Vi snakkede rigtig godt sammen. Min mor syntes, han fortalte mig lidt for meget. For eksempel om alle sine damebekendtskaber. Vi betroede hinanden mange ting, som jeg ikke fortalte til min mor. Jeg trøstede ham, og jeg elskede at høre om det hele. Jeg elskede at få et kig ind i en voksenverden.     

Jeg har altid elsket at lege, at jeg var andre end mig selv. Lige siden jeg har kunnet tænke og tale og stå på mine ben. Som helt lille var det den tyske sangerinde Caterina Valente. Jeg kunne alle hendes sange udenad, og jeg kunne godt lide, at familien så mig optræde.

Ret hurtigt vidste jeg, at jeg ville være skuespiller, men jeg gik meget stille med tankerne. Jeg fortalte det måske til min morfar og et par veninder, men sagde man den slags, fik man ofte en reaktion i retning af, om man nu også var rigtig klog. Derfor var det bedre at holde sin mund og sige lærerinde eller sygeplejerske, når en voksen spurgte, hvad man ville være. Min mor og Jens var meget dømmende over for den slags. Min morfar var til gengæld meget åben og mere ungdommelig af sind end dem. 

SAGT OM KIRSTEN 1: MILLE HOFFMEYER LEHFELDT

”Min mor er en løvemor. Hvis man skal bruge et andet dyresymbol, kunne det være en kænguru. Vi har haft et symbiotisk forhold, hvor andre, for eksempel min far, sikkert godt kan have følt sig udenfor. Fra min barndom husker jeg adskillige grineflip med min mor. Helt fra jeg var lillebitte. Vi kunne skrige af grin over næsten ingenting. Det kan vi stadigvæk. Det er nok også derfor, jeg føler, hun ikke har været særlig meget væk, når jeg tænker tilbage. Det var meget intenst, når hun var hjemme. Jeg fik meget opmærksomhed.”

3.

JEG GIK I GYMNASIET på Aarhus Katedralskole og blev forelsket i en af mine lærere. Han hed Lars Waage, og ud over at læse klassisk filologi uddannede han sig som operasanger på Det Jyske Musikkonservatorium og var blevet tildelt et studielegat til musikkonservatoriet i Rom. Jeg var skoletræt og dumpede min studentereksamen. 

Jeg tog med ham et år til Rom uden studenterhuen. Min far forsøgte at bestikke mig til at blive hjemme med penge og en lejlighed. Mine forældre var så bange for, at jeg ikke fik min studentereksamen, og det var også et nederlag for mig selv ikke at få den. Men jeg vidste, at jeg ville gå klassen om, når jeg kom tilbage fra Rom. I løbet af et vidunderligt år dernede fik jeg øjnene op for værdien af viden, mens jeg gik rundt mellem ruinerne. Jeg blev student som 20-årig med ret gode karakterer, og i 1973 kom jeg ind Skuespillerskolen i Aarhus.

På Aalborg Teater blev jeg instrueret af Erling Schrøder i ’Sparekassen’, hvor jeg spillede sammen med Bodil Udsen. Han lærte mig at finde ind til min kerne som skuespiller. Ved at blive ved og ved at pille unoder af mig, som jeg ikke vidste var unoder. For eksempel ikke at være for ferm og for hurtig. Jeg skulle helt ned i maven, hvor jeg var til stede noget mere og bedre kunne mærke efter.

Erling Schrøder havde ry for at forløse skuespillere, som det også var sket med både Ghita Nørby og Lone Hertz. Han gav mig en masse selvtillid og mente, jeg skulle til København. Direktøren på Aalborg Teater ville bare ikke give mig fri. Indtil han selv tog mig med til København, da han i 1981 blev direktør for Nørrebro Teater.

4.

AT BLIVE MOR har været det bedste overhovedet. Der er ikke noget at spille om. Klicheen er sand. Der er ikke noget bedre. Og det bliver det ved med at være. Når der kommer børnebørn, er dét så pludselig det bedste.

Det kom lidt bag på mig, at jeg ville blive glad. Og det er helt sikkert også alt for meget. Jeg skal beherske mig meget for at holde det nede på 100. Det ene øjeblik forsøger jeg at holde igen, men det næste øjeblik får Ferdinand og Osvald alt, hvad de vil have. Jeg får en del stikpiller fra Mille, for jeg gør meget forkert, og så skal jeg også sættes på plads.

Jo ældre jeg er blevet, jo dybere sidder det i én, at det er i familien, guldet ligger. Mille og jeg er meget tætte, og vi joker ofte om, hvordan man mon skærer den navlestreng over. Vi har nok været tættere end i dag, men hvis der er noget vigtigt i hver vores liv, har vi altid hinanden i telefonrøret kort tid efter. 

SAGT OM KIRSTEN 2: SØS EGELIND

”Kirsten fører lister, og hun har et overblik, der gør, at vi kan lægge flere forskellige brokker sammen til et nummer. På den led har hun lært mig en masse. Jeg forstår at holde af det, men jeg griner også nogle gange af hende. Hun har meget faste rutiner og orden i sine kostumer og parykker backstage. Der skal være en pinlig orden. Ovre ved mig kan der se slemt ud, og jeg kan blive helt provokeret af hendes orden. Den er ikke til diskussion. Når vi øver til et show, kan det også ske, at jeg synes, vi er færdige med at øve, inden Kirsten synes det. Så går der yderligere et par dage, før hun er klar, så vi kan få den frihed, vi arbejder med på scenen. Jeg vil gerne arbejde med andre, men det er ikke sikkert, jeg arbejder med dem bagefter. Jeg vil altid gerne arbejde med Kirsten igen.”

5.

DE TEATERSTYKKER, der er kassesucceser, er ikke altid dem, der udvikler én mest som skuespiller. ’Piaf’ på Aalborg Teater (Kirsten Lehfeldts gennembrudsrolle i 1980, red.) bragede igennem, og det var fantastisk udfordrende hver aften at spille en kvinde, fra hun var 16, til hun døde. Der var forskel på, hvordan hun sang, da hun var ung, og da hun var i begyndelsen af fyrrerne og næsten ikke kunne længere.

Personligt betød Tennessee Williams’ ’Glasmenageriet’ (1983, red.) og Samuel Becketts ’Glade dage’ (1995, red.) bare mere. I førstnævnte spillede jeg et indadvendt menneske, hvor det hele foregik i en lillebitte drømmeverden. Et sart og skrøbeligt univers, jeg ikke havde prøvet før. I Becketts stykke var det en udfordring at styre en monolog igennem, hvor jeg var tvunget til at tilrettelægge tankerne på en helt anden stringent facon. Det var to vigtige disciplinære øvelser.

I 80’erne var det en vild oplevelse at spille Henriette ’Henry’ i ’Flamberede hjerter’. På film skal du jo skrue dit udtryk helt anderledes ned i forhold til teater, revy og tv-satire. Især når du spiller en hovedrolle. Det handlede i virkeligheden om at gå efter nogle få karaktertræk og bare være i det og reagere på, hvad de andre skuespillere kom med.

Pludselig stod jeg midt i en kæmpestor succes, og jeg nåede ikke at reflektere over hverken publikumssucces eller Bodil-pris før langt senere. I 80’erne var det bare videre, videre, videre hele tiden. Jeg havde ingen pauser, og jeg kunne godt lide at være i gang. Med alt det, jeg har lavet, kan jeg næppe tillade mig at brokke mig, men det har alligevel undret mig, at ’Flamberede hjerter’ ikke førte flere større filmroller med sig. Måske var rollen alligevel for aparte og speciel.       

6.

FØRSTE GANG, jeg fandt ud af, at jeg havde komisk talent, var, da jeg mødte Per Pallesen og Rolv Wesenlund på Aalborg Teater. Først lavede jeg tv-satire, senere Cirkusrevyen og så revy i Aarhus med Søs Egelind. Da jeg først fandt ud af, at det er fantastisk at få mennesker til at grine, blev jeg bidt af at udforske den side af mig selv.

Søs Egelind og jeg stod rundt regnet samme sted. Vi havde begge en oplevelse af, at de numre, der blev skrevet til piger i revysammenhæng, ikke var så morsomme som dem, der blev skrevet til mændene. Under optagelserne til ’Klikk’ (satireprogram på DR, red.) talte vi om, at vi skulle skrive noget sammen, og det gjorde vi så til Århus Revyen i 1988.

Folk skreg af grin. Det gav os blod på tanden. Det var udfordrende, berigende og meget tilfredsstillende selv at skrive numrene. I 1990 opfandt vi bodegamændene ’Carsten & Helge’ samme sted. Vi fik lyst til at udforske, hvad vi kunne slippe af sted med at sige. Og fandt ud af, at folk gerne vil have den dér genkendelighed. Det var dét, de grinte af: Når de genkendte noget hos sig selv eller naboen.

Vi har aldrig klædt os ud som Lars Løkke eller Helle Thorning. Vi har forsøgt at ramme noget tidstypisk, arketyper og jargonen mellem mænd og kvinder. Vi har begge to en baggrund i provinsmiljøet. Mig i Skanderborg, og Søs i Silkeborg. Vi kunne provinstyperne udenad.

Når vi arbejder sammen, er der meget, vi ikke behøver sige. Det går helt af sig selv. Vi begynder altid med noget, vi synes er irriterende eller uretfærdigt. Noget småligt i samfundet eller noget, vi synes er mærkeligt. 

SAGT OM KIRSTEN 3: PETER LANGDAL

”Jeg kan ikke forestille mig en større hyldest til Ove Sprogøe end at lade hans Egon Olsen spille af en kvindelig skuespiller. Kirsten var genial som den lille nøjeregnende mand, som vi alle sammen kan identificere os med og græde og grine med. Der lå en pointe i, at vi ikke lod en mand følge i Oves fodspor. Ingen mand kunne klare den opgave.”

7.

GENNEM TIDERNE har vi haft mange forskellige arbejdsmetoder. Først troede vi, at vi skulle drikke os skidefulde for at lave noget godt. Så blev det nok haha-sjovt, men det holdt ikke rigtigt. Så troede vi, at vi skulle ryge os skæve, men det, vi havde grinet af om aftenen, var ikke sjovt dagen efter. Til sidst fandt vi ud af, at man skal starte klokken otte om morgenen og være disciplineret. Det gav de bedste resultater. I humor kan man tillade sig at gå meget langt, men går man over sin egen grænse, går man formentlig også over publikums grænse. 

Lige så snart det var slået fast, at vi var ’to sjove piger’, kom der bud efter os. Vi fik masser af tilbud og rykkede ud alle steder i landet. Nogle gange kunne vi godt nå et par jobs på en dag. Engang optrådte vi samme dag i fodboldklubben Brøndby og i Vestre Fængsel. Det var en voldsom kontrast. Først tilbedte fodbolddrenge og bagefter drenge, der var kommet skævt ind på det hele.

Ideen til ’Kongeriget’ troede vi ikke helt på til at begynde med. Det her med at blande fiktion, komik og virkelighed. Det er Jens Folmer Jepsens fortjeneste, at vi har sat et aftryk i den forbindelse. Mens man har gang i det, ved man jo ikke, hvad det er. Drivkraften var der bare. Vi kunne ikke lade være, og vi ville gerne sætte en dagsorden.

Det var sjovt at bestemme alt selv. Sådan har vi det meget begge to. I dag kan jeg godt se, at vi var med til at sætte piger lidt mere på landkortet. ’Søs & Kirsten’ var og er et hjertebarn. Men vi har også helt bevidst taget pauser fra hinanden, så vi har haft tid til at lave andet ved siden af. Når du er med i sådan en duo, hvor vi selv har fingrene i alt, er det skønt nogle gange at arbejde, hvor andre har ansvaret.

Det viste sig at være en rigtig god idé at klæde sig ud som mænd. Det får ligesom et metalag, så du faktisk kan tillade dig at sige endnu mere om mænd, end de selv kan. At du er klædt ud som mand, giver også i sig selv den virkning, at situationerne bliver endnu sjovere. Carsten & Helge var et forsøg til at begynde med. Vi har altid syntes, at når mænd klædte sig ud som damer, grinte folk af det – når Ulf Pilgaard kommer ind som dronning Margrethe for eksempel. Men når kvinder klædte sig ud som mænd, blev det altid lidt koket og sødt. Det var simpelthen ikke gennemført helt ned til nosserne og var sådan lidt tuttenuttet. Vi ville være mænd. Med røvrevne og det hele.  

SAGT OM KIRSTEN 4: NIELS HAUSGAARD

”Det, man ikke gør, det gør de, eller det siger de. De går hele vejen, og den trang er vi også andre, der kender til. Der er ingen bornerthed hos dem. Hold fast, hvor har jeg gennem tiderne grinet med de to piger. Jeg kan fortælle frygtelige ting om dem, men jeg vil ikke. Man kan næsten altid hive enkeltstående situationer ud af et drukgilde, men det ville ikke være fair.”

8.

NÅR DU BLIVER kendt for at være sjov, dukker der som regel reklamefolk op, som gerne vil bruge dig i reklamefilm. Det er nærmest en naturlov. Jeg har sagt nej til meget gennem tiderne. Men jeg har også sagt ja. Susanne Biers fiskereklamer med Niels Olsen, hvor vi spillede Minna og Gunnar, var mægtig sjove at lave. Det var et skarptskåret univers, som folk i dag næsten husker som en film eller en tv-serie. Så tydelige var karaktererne.

Det er en skæg øvelse at koge noget komik helt ind til benet, som kun må vare 30 sekunder. Det var også sjovt at arbejde med Peter Frödin og Henrik Juul på Tuborg-reklamerne og TDC. Og med Søs Egelind på BKI.

Det har givet en økonomisk frihed at være med i de forskellige kampagner. En frihed, jeg kunne bruge til at skrive på nyt materiale med Søs Egelind eller fordybe mig i noget helt andet. Nu siger jeg nok noget frygteligt, men de reklamefilm har givet mig råd til indimellem at spille teater. Teater, især på de mindre scener, er dårligt lønnet, så det er noget, du skal vælge til med hjertet og ikke for pengenes skyld. 

9.

I SLUTNINGEN af 80’erne fik jeg stress på grund af for meget arbejde, og jeg havde aldrig troet, jeg ville havne i den situation igen. Men det gjorde jeg pludselig alligevel. Op mod premieren på ’Inden jeg fylder 67’ i januar 2018 satte min harddisk ud. Jeg havde kun gang i det ene teaterstykke på det tidspunkt, så det kom meget bag på mig. 

Jeg var nødt til at tage situationen alvorligt, så jeg trak stikket i fem dage. Jeg fik hjælp og kom heldigvis hurtigt på benene. Uden at slæbe en angst for at optræde med mig videre. Det værste, der kan ske som skuespiller, er at blive bange for at gå på scenen.

Jeg var hurtigt klar igen og spillede 22 forestillinger, men kunne mærke, at jeg ikke ville holde til en lang turné. Fremover skal jeg kun lave en ting ad gangen, men det er svært at undgå overlap i vores branche.

Det hårde ved vores arbejde er, at vi hele tiden begynder forfra og er til eksamen i noget nyt. Det er anderledes end for sangere med et repertoire, de ofte kan nøjes med at forfine og fordybe. En type som mig skal åbenbart lære at passe på sig selv the hard way.

SAGT OM KIRSTEN 5: SUSANNE BIER

”Kirsten Leh­feldt har et meget præcist kompas for, hvor langt hun kan gå, når det gælder komedie eller folkekomedie. Det, jeg vil kalde at spille stort eller ’sjovt stort’. Jeg tror, det er et indbygget talent, der er blevet raffineret med erfaringen. På optagelserne tænkte jeg, at hvis seerne ville få det bare halvt så morsomt, som jeg havde det undervejs, ville det gå godt i sidste ende. Vi grinede alle sammen helt utrolig meget.”

10.

JEG TÆNKER STADIG på alder med vendingen ”når jeg engang bliver gammel”, og føler mig ofte som en på 30. Men tror du, sådan et par læsebriller, jeg har siddende i panden, er irriterende? Ja! Og så skriv da med nogle større typer på indpakningen i supermarkedet. Man må vænne sig til forfaldet, men man skal samtidig ikke gøre det til et problem, for så tager det over.

Jeg lærer ikke så hurtigt udenad, som jeg gjorde engang, men jeg kan stadigvæk nogenlunde hurtigt tilegne mig en ny tekst. Det gode ved faget er, at man kan blive ved med at arbejde, så længe man kan lære roller udenad. Samtidig holder det mig ung at arbejde sammen med yngre skuespillere. Jeg har netop lavet en tv-serie, ’Minkavlerne’, hvor jeg har fået mange nye venner, som jeg nærmest er forelsket i. Komikerne Jonas Mogensen og Kasper Gross har både skrevet og spiller med, og det er inspirerende at møde et helt nyt univers. Man lærer noget hver gang, og måske kan man også give lidt fra sig.

Stig Hoffmeyer mødte jeg midt i 70’erne. Han var en afholdt, venlig og skøn kollega. Værdsat at arbejde med. Og han havde integritet. Man kom dertil og ikke længere. Han var hurtig og sjov at spille bold op ad, og jeg var dybt fascineret af ham. Og blev meget forelsket i ham. Alligevel kan der godt være held involveret i, at vi har dannet par i omkring 45 år. Eller måske har vi kæmpet lidt mere end andre, før vi har givet op. 

Hver gang vi har kæmpet, har det bagefter været kampen værd. Efter en overvundet krise er forholdet blevet bedre og bedre. Rigtigere og dybere. Man vokser sammen. Kunsten er at forblive elskende og soulmates. Hvis bunden, som forholdet skal vokse i, var tørret ud, var vi skredet fra hinanden for længst. Man udvikler sig jo ikke altid samtidig, eller man kan glemme hinanden i perioder. Her gælder det om at få taget konfrontationerne og om at få halet hinanden ind igen. Men også om nogle gange at lade hinanden være. 

Jeg fatter ikke, at Stig fylder 80 år næste gang. Vi har det så sjovt og griner så meget sammen hver dag. Jeg kan slet ikke forstå, hvor alle de år er blevet af. Han har det på samme måde. Vi elsker virkelig at gå i vores egen lille puppe ude på vores vidunderlige stykke land. Man bliver mere taknemmelig, når man ved, at det hele snævrer ind.

SAGT OM KIRSTEN 6: STIG HOFFMEYER

”En dag havde hele elevholdet arbejdet på nogle scener fra Shakespeares kongedramaer, og de skulle så fremvise resultatet for teatrets personale. De gik til den med alvor og engagement. Kirsten spillede en ung prins, der blev bortført. Under bortførelsen kæmpede hun så meget imod og sprællede så vildt med benene, at jeg kom til at bryde sammen af grin. Bagefter hørte jeg, at hun var blevet fornærmet og rasende over min reaktion. Det var jo ikke meningen, at der skulle grines. Men jeg kan altså prale med, at jeg var den første, der opdagede Kirstens komiske talent. Jeg bemærkede hende også, fordi hun var markant som kvinde. Forskellig fra de andre. Der var en glød i hende, en intensitet.”

 

Som den første dansker nogensinde vandt Halfdan Pisket tidligere på året en pris på Festival International de la Bande Dessinée i Frankrig – tegneseriebranchens svar på filmfestivalen i Cannes. Den 33-årige kunstner giver her en hurtig stregtegning af sig selv.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PRIllustration:Will Eisner, Halfdan Pisket

JEG HAR ALTID tegnet. Nærmest siden jeg kunne gå. Jeg syntes, det var svært at følge med i skolen, så der tegnede jeg endnu mere. I min fritid gik jeg på Billedskolen i Ryesgade i København. Min mor havde ikke så mange penge, og min far var dengang ikke rigtig inde i billedet, så jeg fik en friplads. Jeg blev introduceret til at tegne tegneserier, da jeg var syv år gammel. 

Da jeg var 17, blev jeg optaget på Kunstakademiet. Jeg lavede videoinstallation, perfor­­mance­kunst, collager, fotografi, alt, hvad jeg overhovedet kunne komme i nærheden af. Jeg var ekstremt interesseret i politisk kunst og lavede happenings og aktioner. På et tidspunkt besluttede jeg, at jeg ikke ville være en kunstner uden håndværk, og jeg begyndte at tegne mere intensivt, også tegneserier. Jeg ville ikke være, hvor jeg er i dag, uden flere år på SU, hvor jeg ikke behøvede at lave andet end at fokusere på min kunst.

Jeg udgav min debuttegneserie, ’Vold’, året inden jeg færdiggjorde Kunstakademiet. Jeg var kommet ind på akademiet som en af de yngste og havde en idé om, at alt, hvad jeg rørte ved, ville blive perfekt. Men salget gik helt galt, forlaget gik konkurs, og jeg købte de resterende 900 eksemplarer ud af et oplag på 1.000. Så begyndte jeg at lave selvudgivelser på mit eget forlag i 100 eksemplarer, som man kunne komme forbi og købe hjemme hos mig. Stille og roligt opbyggede jeg et publikum, og samtidig kunne jeg eksperimentere lidt mere, fordi det ikke skulle vurderes offentligt. Det var godt for mig at dygtiggøre mig på den måde i nogle år.

Jeg fik lyst til at skabe noget, der kom bredere ud. Jeg gav mig selv tre år til at lave en trilogi. Jeg tog et lån til den første bog. Hvis det ikke blev en succes, måtte jeg indse, at tegneserier kun var en hobby. I 2014 udgav jeg det første bind, ’Desertør’. Det var 100 sider langt og den største skala, jeg havde arbejdet i. Jeg syntes stadig, at jeg famlede efter virkemidlerne. 

I 2015 MODTOG jeg Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Det gav arbejdsro. Jeg lavede trilogien sammen med min redaktør, forfatteren Hans Otto Jørgensen, der tidligere var rektor på Forfatterskolen, og som skrev teksten til ’Vold’. På et tidspunkt, mens jeg skrev på andet bind, ’Kakerlak’, afleverede jeg 50 sider til ham. Han fjernede de 40 – halvanden måneds arbejde ud ad vinduet. I dag er jeg glad for, at værket er så stramt. Jeg skylder ham ekstremt meget. Ofte er tegneserier et kældermedie, som folk sidder og laver isoleret. Med ’Dansker’-trilogien følte jeg, at det hele faldt på plads.

Det var vildt nok at være den første dansker nogensinde, der var indstillet til den pris, men da jeg så, hvad jeg var nomineret i og oppe imod, var jeg helt sikker på, at det ikke ville blive til noget. Jeg er vokset op med franske og belgiske tegneserier, og fransk er det sprog, jeg allerhelst har villet oversættes til. Frankrig er det store land inden for tegneserier. Hr. og fru Frankrig kommer valfartende fra hele landet for at se uddelingen af den pris. Det var en kæmpe ære at få den.

Før havde min franske forlægger problemer med at få mine bøger ud i butikkerne. Han slog på, at det var en alment europæisk gæstearbejderhistorie, men distributørerne følte, at historien var svær at sælge i Frankrig, fordi meget af den foregår i Danmark. Det er vendt på en tallerken nu.

DANSKER-TRILOGIEN

er udgivet i Danmark, Frankrig, Sverige, Holland, Belgien og Mexico og består af bindene ’Desertør’, ’Kakerlak’ og ’Dansker’. Den følger Halfdan Piskets fars vej fra desertør i den tyrkiske hær over gæstearbejder og hashhandler i Danmark frem til en form for integration i det danske samfund. Serien er skabt på baggrund af tegnerens egne minder samt samtaler med moren, søsteren og først og fremmest faren, der døde i februar 2019.
”Det var godt for os at bruge så meget tid sammen og lære hinanden godt at kende. Han var meget stolt af serien. Stolt over, at hans søn blev en succes, men også over, at hans historie havde en vigtighed,” siger Halfdan Pisket.

INGEN I DANMARK kan leve udelukkende af at lave tegneserier. Min indkomst er en pærevælling af arbejdslegater og ting, jeg laver ved siden af. Jeg har lige lavet pladeomslag for en rapper og en animationsopgave for 3F. Jeg laver illustrationer, udstillinger, sælger billeder og underviser et par gange om året på Kunsthøjskolen i Holbæk og fast på Kaskelot-skolen, som jeg har været med til at starte. 

Jeg satte mine drømme meget højt, da jeg lavede trilogien. Jeg drømte om at vinde en form for pris, at gøre min far stolt, fordi det var hans historie, og at få den anmeldt uden at blive sablet ned. Nu er den oversat til flere sprog, den har vundet priser i flere lande, og den har ændret min fars selvopfattelse. Det overskred mine drømme så meget. 

Jeg vil gerne lave mange flere tegneserier. Det sørgeligste er en god forfatter, der kun laver en enkelt bog. Jeg arbejder på to nye tegneserier, men det er stadig så tidligt i forløbet, at jeg ikke har lyst til at tale for meget om dem. Jeg kan sige så meget som, at den ene er en superheltetegneserie. Den hygger jeg mig med, når jeg har tegnet min daglige side på den anden tegneserie, der skal være på 300-400 sider. 

Det tager 5-6 timer at lave en side. Jeg har en god selvdisciplin. Når jeg har lavet en side, krydser jeg en dag af i kalenderen, som jeg har hængende foran mig. Hvis jeg skipper en dag, skal jeg sidde og kigge på den dag resten af måneden. Jeg tror, jeg føler lidt skam over at arbejde med noget kreativt – som om det ikke er et rigtigt arbejde. 

 

Psykologiprofessor SVEND BRINKMANN vil nødig arbejde som psykolog, men med budskabet om at stå fast og gå glip blev han alligevel manden, som både politikere, forældre og psykiatriske patienter søger hjælp hos – ligesom han får ønsker om helt private konsultationer. Nu prøver han igen at få os til at løfte blikket op fra navlen og ud i verden.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Johan Rosenmunthe

Hej Svend Brinkmann, hvad er meningen med livet?

”Det er at blive et menneske, hvor mærkeligt det end kan lyde. I  det ligger der en tro på, at vi har et potentiale som mennesker. Vi har også potentiale som individer, men meningen med det hele, tror jeg, er ultimativt knyttet til noget fællesmenneskeligt. Der har været meget fokus på, at vi skal være unikke og realisere os selv. At det er op til os alene, om vi lykkes, og hvis vi mislykkes, er det vores egen skyld – også selvom der er masser af ting, vi ikke har kontrol over. Det har jeg kritiseret gennem mange år, det lægger en alt for stor byrde på vores skuldre. Jeg vil gerne vise, at der er et alternativ. Livet handler ikke kun om at være sig selv og realisere sig selv, men også bare om at være menneske, og så må vi finde ud af, hvordan man bliver det. Paradokset ved menneskets eksistens er jo, at vi også kan være u-menneskelige. En hund kan ikke være u-hundet, ligegyldigt hvad den foretager sig.”

Din nye bog ’Hvad er et menneske?’ har et fiktivt spor, hvor vi følger den unge, plagede Andreas, der tager på dannelsesrejse med tog rundt til historiske steder i Europa. Har du selv været på sådan en rejse?

”Jeg har et par gange været på interrail, og det kan man godt kalde dannelsesrejser. Men den største dannelsesrejse var i virkeligheden nok, da jeg arbejdede på et shelter for hjemløse i Spanish Harlem i New York. Det var en kæmpe oplevelse at få indblik i fattige amerikaneres liv. Jeg var der i en sommerferie, og min opgave var at stå klar tidligt om morgenen, når der kom bagere med brød fra dagen før til de hjemløse. Der var virkelig dårlige kår. Jeg boede der selv, og når jeg tændte lyset i køkkenet om morgenen, løb der kakerlakker hen over gulvet. Der var flere andre unge fra forskellige lande. Vi drak bajere med de hjemløse, og nogle af dem tog os med rundt i New York, også steder, man normalt ikke kommer som turist. En af dem havde været en helt almindelig fyr med arbejde, men uden sundhedsforsikring. Han blev ramt af kræft, måtte sælge sit hus og endte på gaden. Dannelse er vel at se noget andet end sig selv og blive rokket lidt. Jeg kom fra et middelklassehjem i Herning, så det var sundt at se de ting i New York.”

Hvordan rokkede det noget hos dig?

”Det gav en erkendelse af, hvor skrøbeligt livet er, og af, at det system, vi har bygget op i Danmark, giver stor tryghed, også selvom vi kan være trætte af skatter og bureaukrati. Jeg havde måske tænkt på den tryghed intellektuelt, men på den tur erfarede jeg, hvad det kan betyde, hvis det system ikke er der.”

Hvor meget minder bogens Andreas om dig selv, da du var ung? 

”Han er en fiktiv person, men jeg var nok lidt som ham. Jeg har dog ikke været ulykkelig som ham. Jeg har haft en god, tryg og spændende barndom, men jeg var nok en enspænder. Jeg kunne godt lide mit eget selskab. At læse bøger. Jeg havde venner, men ligesom Andreas var jeg lidt introvert og ikke en damernes ven. Jeg kunne lide at tænke over de grundlæggende spørgsmål, som han også bakser med.”

Det lyder som et barndomsværelse med mange bøger?

”Vi havde mange bøger i hele huset. En stor kælder, der nærmest var et bibliotek, men også i stuen og på mit værelse. Jeg fik ’Lademanns Verdensatlas’ af min farmor, da jeg blev seks eller syv år, og det var den fedeste fødselsdagsgave. Jeg læste og læste og vidste, hvor høje bjergene var, og hvor mange mennesker der boede i de forskellige lande. Nogle gange, når min storebror havde venner på besøg, skulle jeg nærmest optræde for dem. ’Hvor mange mennesker bor der i Malaysia?’ spurgte de. Jeg var nørdet og især interesseret i geografi. Men jeg læste også mange romaner. Jeg elskede bøger. Alt fra min fars ’Jan’-bøger til ’Lev stærkt, dø ung’. Der var ikke computer eller internet og ikke noget i fjernsynet før klokken 17, så jeg læste. Jeg læste på toilettet, og jeg læste på ferier. Når vi sad på en restaurant og ventede på maden, læste jeg.”

Hvad ville du gerne være?

”Jeg havde ikke så mange drømme om noget bestemt. Jeg har aldrig villet være læge eller astronaut. Jeg ville gerne noget med viden, men jeg tror, at jeg var relativt ydmyg. Tanken om at komme ind på et universitet … det ville være rigtig fedt. Da det så lykkedes, var alene det at se professorernes navne på dørene … wauw! Nu har jeg selv en dør med mit navn på. At det lykkedes, turde jeg ikke håbe på dengang. Min far var cand.jur., og min mor korrespondent, men jeg voksede op i Herning, og så fylder det akademiske måske ikke så meget. Vi læste bøger og kunne diskutere ting, men ideen om, at man kunne leve af at være forsker, eksisterede ikke rigtigt. Tilgangen var mere, at man skulle have et almindeligt arbejde, så man havde noget at leve af.”

Hvad sagde dine forældre, da du ville læse filosofi?

”Der var faktisk ingen i familien, der spurgte, om jeg regnede med at kunne leve af at læse filosofi. Men det var der andre i Herning, der gjorde. Måske tænkte de, om man kunne komme ind i tekstilindustrien med den uddannelse.” 

Man kan måske se en ung Svend Brinkmann for sig, der stillede spørgsmål til underviserne hele tiden, grænsende til det irriterende?

”Jeg tror, jeg var ret ydmyg. I hvert fald på filosofi. Da jeg skiftede til psykologi, følte jeg nok, at jeg havde fået en grundlæggende forståelse for, hvad videnskab er, hvad etik er, og hvad mennesket er. Der mistede jeg måske noget af ydmygheden, for jeg ville gerne fortælle psykologerne, hvordan tingene hang sammen. Men jeg tror ikke, jeg var irriterende eller bedrevidende. Det er jeg måske blevet siden hen.”

Hvorfor skiftede du til psykologistudiet?

”Min opvækst i Herning slog igennem. Nu havde jeg leget filosof i nogle år, så nu skulle jeg finde ud af, hvad jeg skulle leve af. Jeg kunne godt blive bekymret over, hvad det skulle føre til. På psykologi kunne jeg beskæftige mig med nogle af de samme spørgsmål, og der var også en indbygget sikkerhed, fordi der er et arbejdsmarked for psykologer.”

SVEND BRINKMANN

er født i 1975 i Herning. Hans far var direktør i SDS (det nuværende Nordea), og hans mor var korrespondent. I gymnasiet blev han kæreste med Signe, der i dag er hans kone og arbejder som kulturformidler på et bibliotek. Sammen har de tre børn, Jens, Karl og Ellen. Familien bor i Randers sammen med skildpadden Darwin (efter forskeren Charles Darwin), og hunden Nut (egypternes himmelgudinde).

Brinkmann startede med at læse filosofi, men blev siden kandidat i psykologi fra Aalborg Universitet. Siden 2009 har han været professor i almen psykologi og kvalitative metoder samme sted. Han har, ud over cirka 150 videnskabelige artikler, skrevet flere bøger, der blandt andet kritiserer tidens tendens til konstant selvudvikling og -optimering.

I 2014 udgav han ’Stå fast’, der vakte opsigt både i Danmark og udlandet. Siden fulgte ’Ståsteder’ og ’Gå glip’, samt en række andre titler. Tilsammen er bøgerne trykt i næsten 300.000 eksemplarer, og de er oversat til 16 sprog.

Svend Brinkmann har modtaget Rosenkjærprisen samt Gyldendals Formidlingspris. Hans bøger er blevet opført som teaterstykket ’Stå fast’ på Det Kongelige Teater. Stykket bliver opført igen i sæsonen 2019/20.

Kan du se dig selv arbejde som psykolog?

”Nej, faktisk ikke. Jeg har altid haft lidt modstand mod selv at gå til psykolog. Det er godt, at der er kliniske psykologer, der kan hjælpe mennesker, men personligt har det aldrig tiltalt mig at sidde og grave og tale om barndommen eller traumatiske erfaringer.”

Har du prøvet det?

”Kun i forbindelse med studiet. Der øver man sig på hinanden. Jeg syntes, det var kunstigt. Næsten som om jeg skulle opfinde problemer for at have noget at snakke om.”

Du lagde tidsånden på briksen i ’Stå fast’, der udkom for fem år siden – hvordan mærkede du, at den ramte noget hos mange danskere?

”Det var overraskende både for mig selv og forlaget, at den solgte godt. Det var egentlig et lidt skørt projekt. Bogen er en kulturanalyse og en kritik af samtiden skrevet som en parodi på en selvhjælpsbog. Der var rigtig mange, der ville interviewe mig, da den udkom, og Information satte de syv trin fra bogen på forsiden af avisen, blandt andet ’Hold op med at mærke efter i dig selv’ og ’Tag nej-hatten på’. Det sagde bang, også på sociale medier, som var ved at komme i sving på det tidspunkt. Jeg skulle pludselig forholde mig til et mediecirkus og beslutte, hvad jeg skulle svare, når de for eksempel ringede fra ’Kender du typen?’. Det her tv-program, hvor de filmer hjemme hos en kendt, og så skal man gætte, hvem der bor der. ’Men der er jo ingen, der kender mig,’ sagde jeg. ’Jo jo, altså, du er ikke på A-listen, men på B-listen,’ sagde de. Nå, okay. Det sagde jeg nej tak til. Ikke fordi jeg var på B-listen, men jeg var slet ikke klar til sådan noget, og jeg kunne ikke se formålet. De ringede også fra alle mulige tv-quizzer.” 

Hvordan beslutter du, hvad du siger ja til?

”I begyndelsen sagde jeg nej til det hele, medmindre det handlede om bogen. Hvis det handlede om mig som person, sagde jeg nej tak. Men det er i stigende grad blevet vanskeligt at lave den distinktion. Det er næsten blevet som et brand eller noget, der er større, end jeg kan styre.”

Hvad er den mærkeligste henvendelse, du har fået?

”Der har været mange. For eksempel har en kendt dansk fødevarevirksomhed spurgt mig, om jeg sammen med nogle andre mænd ville gøre reklame for et produkt. Jeg blev helt paf. ’Mine bøger er jo blandt andet et opgør med forbrugersamfundet,’ sagde jeg. Jeg kunne ikke forstå, at de overhovedet kunne se mig i den rolle.”

Er der politiske partier, der har henvendt sig?

”Der er flere partier, der har bedt om min holdning til et udspil eller lovforslag, de vil lancere på for eksempel skoleområdet. Men jeg vil ikke fedtes ind i udviklingen af en politik. Jeg har nogle måske gammeldags idealer om fritænkeren. Jeg ønsker at kunne tænke frit uden at komme ind i en bestemt partipolitisk sammenhæng.”

Er der nogen partier, der har bedt dig om at stille op?

”Ikke direkte. Men der er nogen, der har fisket. Men det værste ville være, hvis læserne af det, jeg skriver, begyndte at filtrere det gennem et politisk filter. Det er ikke, fordi jeg skriver helt upolitisk, men jeg mener ikke, at det er partipolitisk.”

Hvilke reaktioner har du fået fra almindelige danskere?

”Jeg har fået masser af mails. De kommer hver dag. Og breve og gaver.” 

Gaver?

”Alt muligt. Små kunstværker og malerier, folk har lavet. Det er ofte bøger, der har været vigtige for den person, eller en bog, de selv har skrevet. Mange henvender sig med spørgsmål. Det kan være nogle, der har det svært, for eksempel psykiatriske patienter. Og bekymrede forældre, der har børn i skolealderen eller ældre. Jeg bliver også stoppet på gaden, hvor folk vil have selfies. Det er ret syret.”

Det er der vist ikke mange forskere, der oplever?

”Det tror jeg ikke. Men jeg er blevet lidt mere sky. Jeg har lige været til en fest med min kone, hvor hun gik rundt og talte med nogle af de andre gæster, og folk sagde til hende: ’Se, der er Svend Brinkmann, hvorfor er han her?’ Sådan noget skal man pludselig forholde sig til. Jeg ved jo godt, at det langtfra er alle i Danmark, der ved, hvem jeg er, men i de miljøer, jeg og min familie færdes i, for eksempel blandt skolelærere, kender de mig. Så jeg kan ikke længere træde uhildet ind i et rum. Folk har på forhånd en holdning til mig, og det er nogle gange lidt mærkeligt.”

Opfører du dig anderledes end tidligere?

”Jeg lægger mere bånd på mig selv i festligt lag. Passer mere på, hvad jeg siger. Og passer på ikke at dominere en samtale. Den slags ting. Samtidig har jeg en opfattelse af, at folk bliver tilbageholdende med at sige noget, når jeg er der. Det er nogle mærkelige mekanismer. Jeg har ikke opsøgt det. Det er bare sket. Jeg havde nok regnet med et mere tilbagetrukkent liv som forsker.”

TOGTERAPI

I ’Hvad er et menneske?’ præsenterer Svend Brinkmann seks perspektiver på mennesket: det biologiske, følsomme, fornuftige, troende, sociale samt fremtidens menneske. Bogen er en blanding af en skønlitterær og faktuel fortælling om teenageren Andreas, der rejser med tog rundt i Europa og besøger historiske steder, mens han læser om mennesket i det bogmanuskript, hans farmor har givet ham med på rejsen.

”Jeg kan godt lide togrejsen og den fysiske fornemmelse ved at lade sig transportere på den måde. Man kan lade tankerne vandre, man kan læse, arbejde, man kan tale sammen eller meditere eller være stille i en stillekupé. Det er ikke, fordi et tog helst skal køre langsomt, men der er en tilpas langsommelighed ved at køre med tog, som jeg holder af,” siger Svend Brinkmann.

Svarer du alle, der skriver til dig?

”Jeg prøver. Der er nogle, der tydeligvis har brugt lang tid på at formulere det, og så virker det næsten arrogant at svare med en enkelt linje. Men nogle gange er der ikke tid til mere. I den senere tid har mange henvendt sig om deres børn. Det er ellers ikke, fordi jeg har skrevet så meget om børn.”

Hvad skriver folk om deres børn?

”Nogle henvender sig med et dilemma, når deres børn måske skal have en diagnose og i behandling. De vil gerne høre min holdning til det, og om de har fejlet som forældre. Nogle skriver, at deres børn spiller for meget computer, og andre, at deres børn er ulykkelige. Det kan handle om et ungt menneske, der går i gymnasiet og klarer sig godt, og udadtil er alt fint, men hvor en opmærksom forælder kan se, at der er nogle problemer. Der var en, der skrev meget ærligt, men også fortvivlet: ’Jeg fortæller jo min datter hele tiden, at jeg elsker hende uanset hvad, også selvom hun ikke får 12 i skolen. Men det virker ikke. Hvad skal jeg gøre?’ Men det ved jeg jo ikke. Det kan man ikke svare på i en mail. Jeg skriver ofte: ’Du er jo selv blevet et fornuftigt menneske, der bekymrer sig om dit barn. Hvad har dine egne forældre gjort for, at du er blevet sådan?’ Måske kan man gøre noget af det samme i stedet for at begynde forfra og læse alle mulige moderne bøger om børneopdragelse eller om at coache sin teenager. Måske er det en løsning at trække lidt på den akkumulerede erfaring. Ikke fordi man skal gentage sine forældres fejl, men det kan jo være, at de har gjort noget, der var fornuftigt nok.”

Har du fået mere alvorlige henvendelser fra nogle, der søgte hjælp?

”Jeg har været ude for psykiatriske patienter, der skrev om deres selvmordstanker og problemer. Der var en, der nærmest stalkede mig. Han havde styr på, hvor jeg var. Det var tydeligvis en, der havde nogle vrangforestillinger. Han sendte nogle totalt rablende mails, nogle gange rigtig mange hver dag.” 

Han opsøgte dig ikke personligt?

”Nej, men det er der andre, der har gjort. Der har dog aldrig været noget truende over det. En dag troppede en fyr op ved min gadedør med en kæmpe stak dokumenter, som han bad mig om at læse igennem. Han syntes ikke, der var nok bevågenhed om strømallergi i Danmark. Vi er nok nærmere ovre i nogle psykiatriske diagnoser end allergi, men det kan nogle blive ret fortørnede over, at man siger. Jeg sagde til ham, at det ikke var mit bord, og at jeg ikke havde forstand på det. Jeg har ikke hemmelig adresse og telefonnummer, så folk kan finde mig, og det er til at leve med indtil videre. Det kan da godt være, det skifter på et tidspunkt, men jeg har svært ved at forestille mig, at det kan blive mere intensivt, end det er nu. Jeg er trods alt ikke popstjerne. Jeg er forsker på et universitet.”

Hvad med henvendelser fra kvinder – af mere personlig art?

”Joo, altså … lige i begyndelsen, hvor mine bøger kom ud, og jeg blev nævnt i medierne, var der en sød dame, der havde bagt en stor kage, og hun sendte et billede af sig selv med den. Det var ikke et nøgenbillede, men helt klart et oplæg til romantik. Jeg svarede hende og skrev noget med, at jeg var godt gift, og det sikkert var en god kage, men at hun nok skulle spise den med en anden. Det var ligesom der, det begyndte. Jeg viste det til min kone, så hun ikke skulle opdage det ved et tilfælde. Og det er min politik at vise det til hende, når den slags sker. Nu lyder det måske, som om jeg modtager hundredvis af den slags henvendelser. Det gør jeg ikke, men det sker. Der var også en mand, der sendte håndskrevne breve og fortalte om sit sommerhus, og hvordan jeg kunne finde derhen. Det har jeg ikke lige svaret på, men sådan nogle ting opstår. Det er svært for mig at tale om, fordi det let kan lyde opstyltet og selvoptaget, men jeg kan jo godt mærke, når jeg holder foredrag, og der sidder rigtig mange mennesker, at der også er en form for idoldyrkelse. Folk vil have autografer og fortæller, hvad mine bøger har betydet for dem. Så er det måske meget godt, at jeg bor i en dansk provinsby, hvor jeg kan trække mig tilbage til familiens skød og forhåbentlig holde benene på jorden.”

Tænker du over, om folk bliver trætte af dig en dag?

”Det er meget forståeligt, hvis der er grænser for, hvad folk kan rumme. Hvis jeg gik ind i bogudgivelser og andre projekter med en devise om, at ’nu skal vi maksimere Svend Brinkmann-faktoren i de næste 10 år og styre efter det mål’, ville jeg forråde alt, hvad jeg skriver om. Så jeg siger i stedet ja til det, jeg kan magte. Jeg kunne holde foredrag hver dag, men det magter jeg ikke. Jeg holder gerne et foredrag om ugen. Ikke året rundt, men i perioder. Det stopper sikkert en dag, og så kommer der en anden, der siger noget andet, eller en, der siger det samme som mig på en bedre måde.” 

Hvor længe tror du, at det er relevant, det, du skriver og fortæller om?

”Det lyder krukket, men jeg regner med, at de spørgsmål, jeg beskæftiger mig med, altid vil være relevante. For det er grundlæggende eksistentielle anliggender, jeg interesserer mig for. Men tidsånden forandrer sig jo, og jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg kan skrive en dårlig bog, eller folk kan blive trætte af at høre på mig. Jeg skal ikke blive afhængig af opmærksomheden, og det er jeg heller ikke. Heller ikke økonomisk. Jeg er ansat på et universitet.”

Er noget ændret i de fem år, der er gået, siden ’Stå fast’ udkom?

”Det synes jeg. Den udkom, da hele coaching-bølgen og ’lad os tænke positivt, så kan vi opnå alt, hvad vi vil’-bølgen var på sit højeste. Mange var begyndt at være trætte af det. De følte sig kørt over. Det hjalp min bog meget frem. Bølgen er der stadig, men den er ikke på samme højde. Det er ikke sikkert, at det er på grund af min bog, hvis noget er ændret, men jeg synes, at man ikke i samme grad som tidligere kan slippe af sted med at sige: ’Nu skal vi bare tale om udfordringer og læringsmuligheder i stedet for problemer.’ Nu er der flere, der siger: ’Vi må have lov at sige, at der er et problem. Det er ikke nok at sige, at vi skal have ja-hatten på, vi må have lov at være kritiske.’ Det tror jeg, vi har lært i en vis udstrækning.”

Men fortalerne for positiv psykologi har vel et godt budskab om, at vi kan mere, end vi tror?

”Mja, nogle kan mere, end de tror, andre kan mindre, end de tror, og nogle har et realistisk billede af, hvad de kan. Nogle mennesker har givetvis gavn af et mere lyst og optimistisk syn på deres egen formåen, andre har gavn af at være defensive pessimister – at regne med, at tingene vil gå galt. Det betyder, at man bliver beskyttet mod en eventuel skuffelse og til gengæld bliver rigtig glad, når det lykkes. Det taler de positive psykologer ikke så meget om, men defensiv pessimisme er ganske velunderbygget som en konstruktiv tilgang for mange mennesker. Der er fine tanker i stort set alle psykologiske tanker. Og selvfølgelig kan det være godt at tænke positivt. Især hvis der sker noget godt i verden. Det er en måde at forstå det på. Men det kan også være fint at tænke negativt, for hvis der sker noget negativt, må vi på en eller anden måde forsøge at forstå det. Og hvis vi ikke må tænke negativt i den situation, så perverterer vi vores eget følelsesliv. Det håber jeg går igen i det, jeg skriver: Der er ikke en one size fits all.” 

Hvad gør du selv, når du for eksempel møder modgang eller skal tage svære beslutninger?

”Jeg benytter mig i stigende grad af at tale med andre i stedet for at gå med det selv. Uhyre banalt, men ikke mindre rigtigt af den grund. Jeg vil gerne kunne se mig selv i øjnene og ikke lade mig friste af det nemme eller populære. At have en vis integritet, ikke kun fordi det strategisk og i det lange løb måske vil komme mig til gavn, men simpelthen fordi det er rigtigt. De mennesker, jeg beundrer mest, er dem, der står ved, hvad de mener. Ikke sådan, at de ikke kan lade sig rykke, men det er mennesker, man kan regne med. Og det er jo en livslang stræben. Integritet kan man ikke sætte flueben ved og sige ’Så er den klaret’.”

Du skriver, at vi skal være gode mennesker, men ikke nødvendigvis ’den bedst mulige udgave af os selv’. Men er der ikke en pointe i det berømte eksempel fra flykabinen, hvor man skal tage sin egen iltmaske på, inden man hjælper andre? 

”Det er klogt i flykabinen, men spørgsmålet er, om det er dækkende for vores liv nu og den situation, vi er i. Hvis vi kommer dertil, hvor iltmaskerne falder ned fra loftet, skyldes det måske, at der er noget galt med nogle strukturer, og at der ikke er blevet gjort noget ved de problemer, vi har. Måske er problemet, at vi netop bare sidder og trækker vejret i vores egen lille iltmaske, og så kalder vi det ’selvudvikling’ eller ’at mærke sig selv’ eller ’at være autentisk’. Hvis nogen turde tage iltmasken af og kigge ud over sig selv, kunne de rejse sig og gå ud i cockpittet og se, at piloterne måske er besvimet. Vi lever med en forestilling om, at alt det vigtige er inden i os selv, men måske er det vigtigere at være en god udgave af et menneske end at være en god udgave af sig selv. Det kan være udmærket at realisere sig selv, men det skal gøres med respekt for andre og de almenmenneskelige værdier. For nu at sætte det på spidsen: Hvad er den bedst mulige udgave af Anders Breivik? Er det ham, der lykkedes med sit forehavende og i en absurd form for selvrealisering slog en masse uskyldige mennesker ihjel? Det var eddermame en ringe udgave af et menneske. Der er nogle almenmenneskelige koordinater, jeg synes, vi skal navigere efter. Det er jo der, etikken ligger. Søren Kier­ke­gaard taler om det æstetiske og det etiske. Det æstetiske er det subjektive: Hvem er jeg, hvad er min smag, hvad har jeg lyst til, hvordan kan jeg realisere mine behov og blive den bedst mulige udgave af mig selv? Det etiske er det almene: Hvis noget er rigtigt at gøre, er det ikke rigtigt, bare fordi jeg personligt får noget ud af det. En god gerning er god, også selvom ingen finder ud af, at det er mig, der har gjort den.”

TRE VIGTIGE BØGER I BRINKMANNS LIV

’Lademanns Verdensatlas’ 

”Som dreng har jeg skabt mange romaner inde i hovedet, når jeg har siddet med det atlas og forestillet mig at sejle ned ad Amazonfloden. Jeg elsker kort, og vi har mange hængende derhjemme. De afbildninger af vores verden kan jeg godt lide. Jeg ved ikke, om nogen køber atlasser til deres børn længere, men det vil jeg gerne slå et slag for.”

’Min kamp’ 

”I mit voksenliv er der nok ikke en bog, jeg har været mere optaget af end de seks monstrøse bind af Karl Ove Knausgård. Jeg ved godt, det er typisk for min generation at nævne ham, men han evner at skrive om alle mulige og umulige og pinagtige detaljer på en måde, der er så partikulær, at det på en underlig måde bliver alment. Selvom jeg ikke har oplevet alle de samme ting som ham, er den skam, han føler, og den tvivl og de glæder, han har, så genkendelige.”

’Moby Dick’ 

”Som barn læste jeg Herman Melvilles ’Moby Dick’ i en ungdomsudgave. Den begynder med: ’Kald mig Ismael’, og så følger man ham og resten af besætningen i jagten på den hvide hval, som jo er et dyr, men også symbol på alt det mystiske i verden. Nogle mener, at den er et symbol på en gud – det uudgrundelige, man forsøger at fange, men aldrig rigtig får greb om, og samtidig kæmper med. De lag så jeg ikke som dreng, men jeg har læst den igen senere. Det er en fantastisk bog.”

Er det mangel på dannelse, hvis vi spørger ’Hvad får jeg ud af det?’

”Det er udannet, hvis det er det eneste spørgsmål, vi stiller: Hvad får jeg, eller vi som samfund, ud af, at der er et kongehus? Kan det betale sig? Hvad får vi ud af, at der er humanistiske fag på universitetet? Genererer det noget til BNP? Hvis det kun er de spørgsmål, man navigerer efter, er det mangel på dannelse. Dannelse handler om, at man finder ud af, at der for fanden er noget, der er vigtigt, uanset om man lige forstår det eller ej. Vi udspringer af en historie, kultur, tradition og en natur, som bør betyde noget for os. Dannelse er en proces, hvor vi lærer at forstå, at ’verden handler ikke kun om mig’. Vi er kun noget, fordi vi er en del af noget. Vi lever i sådan en nyttefokuseret tid, hvor alt skal kunne bruges til noget og gøre gavn. Og det er en virkelig unyttig tilgang. ’Hvad kan jeg bruge det til?’ Det er sgu lige meget, når vi taler om tilværelsen.”

Hvordan lærer du dine børn om den dannelse, du taler og skriver om?

”Vi har ret få eksplicitte pædagogiske principper derhjemme. Da børnene var yngre, var reglen, at efter klokken 20.00 måtte de enten sove eller læse i en bog, men nu hvor den ældste er i gymnasiet, er det jo lidt svært med sådan en regel. Men det handler om den gamle eviggyldige sandhed: At man ikke opdrager børn ved at fortælle dem noget, men ved at vise dem, hvad man ønsker. Vi har for eksempel tit taget dem med på museer, både i Danmark og andre lande. Vi har brugt rigtig meget tid på bymuseer, naturhistoriske museer og kunstmuseer.” 

Har dine børn været trætte af dig indimellem?

”De elsker de ture. Det gjorde de også, da de var små. Men vi har også gjort det på deres præmisser. De er ikke blevet tvunget til at stå i timevis foran abstrakte malerier. Måske er vi bare gået hurtigt igennem, og så er de blevet lovet en is eller har fået lov at vælge en ting i museumsbutikken. Så når man alligevel at se lidt i forbifarten. Før børnene selv begyndte at læse, læste vi også meget for dem. Jeg tror, det har smittet af på børnene. De har nok nogle lidt nørdede interesser. En er for eksempel interesseret i Mozart og spiller klaver på ret højt niveau, og en anden er interesseret i litteratur og poesi. Det er fedt, når de får nogle interesser. Det er næsten ligegyldigt, hvad det er.”

Du siger ’næsten’. Er det ligegyldigt for dig, om det er Mozart eller computerspil?

”Jeg ville gerne kunne sige, at det er ligegyldigt. Men jeg må indrømme, at jeg har givet dem lidt mere positiv opmærksomhed, når det har handlet om Mozart eller poesi. Jeg er nok bare gammeldags. De forskere, jeg kender, der har beskæftiget sig med computerspil, siger, at det også er en dannende verden med mange muligheder. Men jeg synes, der er en værdi i den store kulturarv.”

Kan vi ikke leve et fint liv uden at tænke så meget over de grundlæggende og måske lidt langhårede emner, du taler om?

”Det vil jeg ikke afvise, men jeg tror, at der i de fleste menneskers liv vil opstå situationer, hvor man bliver tvunget til at tænke lidt dybere. Hvor man bliver sat i et dilemma. Måske får man mulighed for at opnå en gevinst, men på bekostning af andre. Hvad gør man så? Det kan også være, man mister en elsket og skal reorientere sig i sit liv. De fleste mennesker tænker ikke over de ting til daglig, og det skal man heller ikke, men vi bliver nødt til at have en form for værdimæssigt beredskab eller orienteringsevne i forhold til de ultimative anliggender i livet. Det er nødvendigt, for at vi kan håndtere kriser og situationer, hvor der er nogle store spørgsmål. Jeg har på fornemmelsen, at når så relativt mange mennesker i Danmark har angst eller depression, er en del af forklaringen, at vi simpelthen ikke længere ved, hvad der er rigtigt at gøre. Vi tror, at svaret skal findes inden i os selv, men det bliver flygtigt og tilfældigt. Der er masser af redskaber, der kan hjælpe os med at leve længere og gøre tingene hurtigere og mere effektivt, men måske har vi mistet evnen til at spørge ’Hvorfor?’. ’Hvad er formålet med det?’ Mit svar vil være, at vi jo i første omgang kunne forsøge at orientere os i det, vi er en del af. Den verden, mennesket har bygget. Der har levet hundredvis af generationer før os, og de har gjort, sagt og tænkt en hel masse, som vi står på skuldrene af. Det var da et sted at begynde.”

 

ÅGE HAREIDE stopper som landstræner i 2020. På sin vej til et af landets mest hyldede, ombejlede og udskældte job er den 65-årige nordmand stødt på en stenkastende træner, tandlægekrævende modspillere og mystiske indsprøjtninger. Ikke så mærkeligt, hvis han er lidt distræt.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Ritzau/Scanpix, Privat

Hvorfor blev du træner, da du stoppede med at spille selv?

”Jeg har altid været næsten sygeligt optaget af at blive den bedste. I skolen ville jeg løbe hurtigst, løbe længst og være bedst i geografi. Man kan jo prøve at blive den bedste inden for mange områder, men når jeg har haft et job uden for fodbold, har jeg savnet at se frem mod den næste kamp.”

Det var svært at finde samme gnist?

”Ja, jeg prøvede det i 2012, da min søn fik en handicappet datter. Hun havde kronisk epilepsi, og man vidste ikke, om hun ville overleve. Hun havde anfald med stærke kramper og kom flere gange på hospitalet i kritisk tilstand med ambulance eller helikopter. Der ville jeg hjem for at støtte familien. Jeg stoppede som træner i Helsingborg og fik job i et selskab inden for olie- og gasindustrien i Molde i Norge. Det var fint, og jeg lærte meget om olie- og gasudvinding, men når det blev fredag … så var der helt stille. Jeg var jo vant til, at der var kamp i weekenden, men nu føltes fredag til mandag som en hel sommerferie. Jeg havde ikke lyst til at gå på stadion og se Molde spille, for jeg vidste, at det ville tænde en ild i mig. Så jeg holdt mig væk. Gik ture på fjeldet og sejlede ud på fjorden i min båd. På et tidspunkt blev jeg inviteret i fjernsynet i forbindelse med den norske pokalfinale, fordi jeg havde været træner for begge klubber,
Rosenborg og Molde. Der var 25.000 tilskuere og fuld knald på. Da jeg sad der, tænkte jeg: ’For fanden, jeg er jo ikke færdig med det her.’ Kort efter kom der så et telefonopkald fra Malmö FF, som tilbød mig et job.” 

NORSK FARS

Åge Hareide er født i 1953. Han er gift med Annbjørg Hareide og far til Anne Henrikke og Bendik. Spillede som aktiv for Hødd og Molde i Norge samt for Manchester City og Norwich i England. Han har været klubtræner i Norge, Sverige og Danmark og har vundet mesterskaber i alle tre lande. Han er tidligere norsk landstræner og har trænet det danske herrelandshold i fodbold siden 2016. Han stopper i 2020.

Du blev træner for Brøndby senere, hvordan var det at komme til Danmark?

”Noget af det, jeg lagde mærke til, var den specielle københavnske ironi. Man finder ud af, at når man lærer folk at kende, bliver man udsat for ironi. Og danskerne kan være uforudsigelige i forhold til svenskerne. Da jeg kom til Danmark, lærte jeg, at en spiller ikke nødvendigvis spillede bolden derhen, hvor jeg ville have det. De ville gerne selv kunne tage beslutninger. Der tænkte jeg, at jeg måske ikke skulle være så instruerende. Der er også en anden rollefordeling i forhold til at tage beslutninger. I Sverige skal alle være enige, og det kan tage en helvedes tid. I Danmark er der nogen, der siger: ’Den beslutning tager jeg.’ Norge ligger et sted midtimellem. I Danmark kan man også se, at familien betyder mere end i Norge. Man vil gerne hygge sig. Når spillerne på det danske landshold kommer hjem til samling, er kokken den mest populære mand i staben. Der er smil på læben, når de kommer hjem fra deres klubber i udlandet og får dansk mad.”

Du er kendt for at vise temperament. Hvad kan gøre dig vred?

”Uretfærdig kritik. Jeg vil værne om mine spillere for enhver pris, specielt hvis det går dårligt. Jeg er ansvarlig for resultaterne, og pressen må gerne skyde på mig, men hvis de skyder på spillerne, og jeg synes, det er uretfærdigt, så … altså, den eneste forskel på to kampe kan være, at det var stolpe-ind i den ene, så vi vandt 1-0, og i den anden er det stolpe-ud, og så bliver den 0-0. Men hvorfor bliver den ene kamp fremstillet som fantastisk, og den anden som noget skidt? Nogle gange bliver det fremstillet sort-hvidt. Men jeg synes nu, jeg har dæmpet mig, så jeg ikke bliver så vred mere. Man skal lære, at pressen kommer, når det går dårligt, mens det mere bliver taget som en selvfølge, at man vinder.” 

Skælder du ud på spillere? 

”Ikke så ofte. Det er sket, men man kan ikke skræmme folk til at blive bedre. Det er umuligt. De bliver nærmere dårligere. Hvis man skælder ud hele tiden, mister folk respekten. Jeg vil hellere fortælle hele holdet, hvad vi skal gøre bedre. Jeg kan være meget direkte over for en spiller, hvis jeg er utilfreds med noget, men så er det mere ud fra den tilgang, hvor jeg siger: ’Du er så god, så du burde ikke lave de fejl.’ Hvis jeg er utilfreds, siger jeg det ofte, når vi har leveret gode resultater. Så er det nemmere at tage ind for spillerne. Hvis en spiller har fået skylden i offentligheden for et nederlag, bliver den følelse hos spilleren alt for stærk, hvis jeg også kritiserer ham. Hellere være kritisk og hård, når det går godt.” 

Brystet frem – Åge Hareide har en flot statistik med det danske landshold og har, siden han blev landstræner i 2016, afvist flere andre jobtilbud. Den nye landstræner bliver Kasper Hjulmand.

Hvad kigger du efter, når du vurderer en spiller – ud over om han kan spille fodbold?

”Vi skal have et stærkt sammenhold og se på hele mennesket. Om det er en, der passer ind i gruppen. Det skal ikke være nogen, der går deres egen vej, så det går ud over sammenholdet. Når jeg ser på spillerne på landsholdet, er det en fantastisk gruppe. Ikke bare som spillere, men som mennesker. De er interesserede i holdkammeraterne og i de andre personer i staben omkring holdet. Danmark kan være stolt af de drenge. 

Jeg har trænet spillere siden 80’erne. Efter årtusindskiftet skete der noget med mentaliteten. Der kom flere penge i sporten. Hver spiller er som en omvandrende virksomhed. De tjener mere end mange virksomheder, de har rådgivere og advokater og flere forskellige mennesker omkring sig. Det skaber en slags boble, hvor der er mange særinteresser og mange, der vil have en bid af kagen. Spillere i dag kommunikerer også på en anden måde. Før i tiden kunne man tale om fodbold med spillerne i bussen, men i dag sidder alle med deres telefon og med høretelefoner.”

Hvad har du selv gjort som træner for at skabe sammenhold?

”Jeg forsøger at fortælle spillerne, hvordan de kan gøre hinanden bedre. Hvad de kan gøre for hinanden, så holdet bliver stærkere. Da jeg spillede i England, lærte jeg at forstå, hvorfor de har vundet to verdenskrige. De står sammen. De kan fandeme slås for hinanden.”

Hvem er den mest ekstreme træner, du har oplevet som spiller?

”Den danske træner Jack Johnson ville nok toppe den liste. Han var træner for mig i Molde i 1975. Han kunne egentlig godt lide mig, men han var fandeme hård. Jeg havde lige været 12 måneder i militæret og havde trænet lidt i nogle forskellige klubber, men det var svært at få trænet nok. Så jeg var i dårlig form, da jeg kom til klubben. Jack besluttede, at jeg skulle løbetræne hver morgen klokken otte i tre uger og så træne med resten af holdet om eftermiddagen. Løbetræningen foregik barfodet på stranden. Der lå en masse skaller, så jeg skar mig på fødderne. Bagefter jagede han mig ud i vandet – uanset vejret. Så kastede han sten efter mig, for at jeg skulle svømme. Jeg måtte dykke ned for ikke at blive ramt.” 

BONUS-ÅGE

1. Åge Hareide har engang drukket en whisky med Kim Larsen backstage, efter at Larsen havde givet en koncert i Molde, ikke langt fra landstrænerens hjemby, Hareid.

2. Han er tidligere træner for det norske U16-landshold. Da holdet mødte Danmark, havde danskerne en ung angriber ved navn Jon Dahl Tomasson med. Han spillede senere 112 A-landskampe og er assistenttræner for Hareide.

3. Hareide bor i Sydhavnen i København, praktisk nær lufthavnen. Hans kone bor i Norge, men tager ofte turen til Danmark.

4. I 1985 spillede Danmark i Oslo mod Norge i en VM-kvalifikationskamp. Danmark kunne med en sejr så godt som sikre sig deltagelse ved VM i Mexico året efter. Norge førte 1-0 ved pausen, men i anden halvleg, da den senere danske landstræner ville spille bolden tilbage til målmanden, ramte han den forkert, så Michael Laudrup kunne opsnappe bolden og udligne. Danmark vandt 5-1.

5. Da Åge Hareide spillede fodbold om vinteren som barn, foregik det på en grusbane. Drengene sprøjtede vand på, som frøs til is, og så spillede de med pigge under fodboldstøvlerne af samme type som de pigge, man bruger til bildæk.

6. Efter VM i Rusland rejste landstræneren på ferie til Mallorca med sin kone. Efter eget udsagn sov han næsten konstant det første døgn.

Det var om sommeren trods alt?

”Ja, men for helvede, vandet er koldt i sådan en norsk fjord. Han grinede bare og stod og røg en cigar, når jeg kom ind på land igen. Men han fik mig i kanonform. Han havde nogle kontakter rundtomkring og fik mig til prøvetræning i Real Betis i Spanien. Jeg spillede også en træningskamp for dem og fik et tilbud. Senere var Jack i øvrigt træner i Afrika i mange år. Men han blev vist fyret til sidst, da han angreb en linjedommer.” 

Hvorfor skrev du ikke kontrakt med den spanske klub?

”Der var ikke mange pesetas i det. Jeg tog hjem og besluttede at læse økonomi og tog også en revisoruddannelse. Vi var amatørspillere i Norge, så jeg ville have en uddannelse og meldte afbud til det norske landshold i to år for at studere. Da jeg gjorde comeback, var det mod England på Wembley i 1980. Manchester City fik øje på mig og ville gerne skrive kontrakt.”

Det var et bedre tilbud?

”Jeg fik et stort sign on fee for at skrive under. Det gav mig mulighed for at bygge et hus i Molde, som vi kunne bo i, når vi kom tilbage til Norge. Og så betød engelsk fodbold meget for mig. Det var en god klub, som tog godt imod mig, og englænderne er meget venlige. Min kone havde også nogle norske veninder i England. Vi havde det rigtig godt derovre med vores dreng på to år.” 

Hvordan var det at komme til England som udenlandsk spiller dengang?

”Det var hårdt, men det var stort, for vi er jo meget anglofile i Norden. Man kunne allerede dengang se engelsk fodbold på tv i weekenden i Danmark, Sverige og Norge. Jeg debuterede for Manchester City i 1981. Man måtte kun have én spiller på reservebænken, og man havde ingen reservemålmand, så man gik efter at få smadret modstanderens målmand så hurtigt som muligt. Jeg er glad for, at reglerne er anderledes i dag, for der blev spillet meget hårdt. Man spillede ofte med småskader og skulle kunne klare smerte. Jeg fik nogle slag.”

Det krævede spillere solide som Volvoer at spille i den hårde engelske liga, da Hareide kom til Manchester City i 1981. Her har den senere landstræner parkeret ved hjemmebanen Maine Road.

Hvad er det værste, du oplevede?

”Engang gik jeg op i en hovedstødsduel med Kenny Burns, der var forsvarsspiller hos ­Leeds. Måske ramte jeg ham med albuen på næsen, det var ikke meningen. Men han blev rasende. Da vi landede efter duellen, røg jeg ned på jorden, og mens jeg lå ned, sparkede han mig i hovedet, så der røg et par kindtænder ud. Han blev udvist. I pausen blev jeg holdt fast af to mand, mens jeg blev syet uden bedøvelse. Så proppede de noget vat i munden på mig, og 10 minutter inde i anden halvleg blev jeg sendt på banen. Det gjorde så ondt, at jeg var ved at blive vanvittig. Jeg fik min hævn ved at lægge op til målet i vores 1-0-sejr. Det var om lørdagen, og jeg måtte fylde mig med smertestillende piller til om mandagen, hvor jeg kunne komme til tandlægen. Jeg mistede også begge fortænder i en anden kamp, hvor det var mig, der fik en albue i ansigtet.”

Der var mange skader?

”Der var mange flækkede øjenbryn i kampene, og dengang måtte man gerne spille videre, selvom det blødte, så der var ofte blodige trøjer. Mange spillere mistede tænder og brækkede næsen. Efter karrieren fik spillerne ordnet tænderne rigtigt, og de plejede også at få sat næsen på plads efter sæsonen. De fik brækket næsen op igen og sat ordentligt på plads. De var nogle hårde hunde, og det måtte jeg også lære at blive. Man spillede med knoglebrud, og man fik indsprøjtninger, som man ikke vidste, hvad var, og en bunke piller, som man bare spiste. Jeg fik nogle antiinflammatoriske piller, som gav mig udslæt i ansigtet, fordi jeg tog så mange. Inden en kamp mod Manchester United fik jeg en indsprøjtning. Jeg har aldrig løbet så meget i mit liv som i den kamp.”

En ung Hareide viser 80’er-sweater sammen med Annbjørg og sønnen Bendik. Datteren Anne Henrikke er på vej. Bendik arbejder i dag blandt andet med talentudvikling i klubben Molde.

Ville man kalde det doping i dag?

”Ja, det tror jeg. Jeg ved ikke, hvad der var i. Vi spillere vidste ikke meget om det. I dag er behandlerne omkring holdene meget mere professionelle.”

Hvad er det værste, du selv har gjort mod en anden spiller?

”Det er svært at sige. Der har været mange episoder. Jeg forsøgte aldrig at skade nogen med vilje. Der var spillere, der var kendt for at gøre skade med vilje. De tacklede over bolden og direkte ind på benet af modstanderen. De kunne brække et ben på den måde. Man fik disciplinære strafpoint for gule og røde kort, og hvis man nåede op på 20 point, skulle man ind og forklare sig foran en disciplinær-komité. Da jeg spillede i Norwich, måtte jeg engang ind til den komité med klubbens manager, fordi jeg havde sagt noget grimt til en dommer. Manageren forsøgte at komme med en undskyldning: ’Han er nordmand og ikke så god til engelsk.’ Den købte de ikke.”

Hvad sagde du til dommeren?

”Det kan jeg ikke huske, men det har sikkert været slemt. Jeg fik to kampes karantæne. Men for mig var det en stor oplevelse at spille i England. Man bliver virkelig husket i de engelske klubber og bliver godt modtaget, når man er tilbage på besøg. De har stor respekt for historien. Når jeg besøger Manchester City, kan jeg se, at min norske landsholdstrøje stadig hænger derovre i klubben. Jeg var en af de få udlændinge, der spillede i England dengang.”

Hareide i Norwich, 1983 (bagerste række, nummer fire fra venstre).

Har du skavanker i dag?

”Jeg kan ikke løbe mere. Så svulmer knæet op. Knæet er helt tomt, det er blevet opereret fire gange, efter jeg stoppede som aktiv. Me­nisken er fjernet. Men jeg kan cykle. Det havde været bedre, hvis jeg havde holdt mig i bedre form, men jeg har været lidt for magelig. Jeg var heller ikke meget for at træne, da jeg var aktiv. Jeg kunne lide at spille fodbold, men jeg havde ikke lyst til at træne. Jeg synes alligevel, jeg har været heldig. Andre, jeg spillede med dengang, har større problemer i dag.” 

Hvad med svømning?

”Ja, det kan jeg godt.” 

Jeg spørger, fordi jeg har hørt om en gammel historie fra Stavanger …

”Det er rigtigt nok. Jeg gik nøgen i svømmehallen. Det viser, hvor distræt jeg kan være. Det var under en samling med ungdomslandsholdet i 1973. Jeg stod og klædte om og talte med en af mine bedste venner og glemte at tage badebukser på. Han så det godt, men sagde ikke noget, så jeg gik bare ind i hallen, og så var der nogen, der råbte og skreg, at jeg skulle tage bukser på.”

ÅGE OG KAMPENE

Danmark spiller to EM-kvalifikationskampe i september mod Gibraltar og Georgien. Danmark er derudover i gruppe med Irland og Schweiz. I anledning af EM-slutrundens 60-årsjubilæum i 2020 bliver turneringen spillet i 12 europæiske byer, deriblandt København.

Det er ikke lykkedes at få Åge Hareide til at udtale sig om kontraktophøret og tiden efter. Biografien ’Åge indefra’ er udkommet på People’sPress.