Indlæg

Allerede som barn drømte Anja Cetti Andersen sig op til stjernerne. Den anerkendte astronom og professor i astrofysik beretter her om at finde sit livsmål i 6. klasse, om som teenager at flytte til Saudi-Arabien med en stjernekikkert og om at løse universets mysterier en lille smule ad gangen.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Linda Johansen/Ritzau Scanpix, Privat

JEG GIK PÅ Danmarks ældste lilleskole, som lå på Gammelmosevej i Lyngby. Den blev stiftet med en pædagogisk filosofi om, at man ikke skulle tvinge børn til noget. Modsat mange andre skoler i begyndelsen af 70’erne, hvor eleverne stod bag stolen og tiltalte lærerne med hr. og fru, spillede vi bongotrommer og opførte teater. Hvis man ikke lige gad lære noget i nogle dage, var det også fint.

Jeg fandt ud af, at jeg ville være astronom, i 6. klasse. Vi havde en fællestime med en tidligere elev på skolen, som hed Uffe Gråe Jørgensen. Han studerede fysik og astronomi ved Københavns Universitet på andet år, og mens han begejstret fortalte om universet, viste han billeder fra Pioneer 10 og 11 og Voyager 1 og 2. Det var de første rumsonder, der blev sendt ud gennem solsystemet. Jeg var bjergtaget fra første sekund. Samme aften fortalte jeg min mor og far, at jeg ville være astronom. Efterfølgende fik jeg et hav af astronomibøger til jul og fødselsdag, og jeg tyggede mig gennem stjernebilledernes og planeternes historie.

Lilleskolen gik til og med 7. klasse, så da jeg alligevel skulle skifte skole, sagde min far ja til en udstationering i Saudi-Arabien. Han arbejdede hos LM Ericsson, som skulle sørge for telefonien i landet. Jeg var en rigtig vred teenager, da jeg hørte det. Jeg kiggede på vores globus og kunne se, at det var én stor sandkasse. Da vi rejste, fik jeg en meget dyr og fin linsekikkert, og når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at det var ren bestikkelse, fordi jeg var så skidesur.

ANJA CETTI ANDERSEN

Professor og ph.d. i astrofysik med speciale i stjernestøv og planetdannelse på Niels Bohr Institutet i København. Hun er 56, har forsket i 30 år, modtaget et drys af priser og har skrevet flere bøger om universet. I april udgav hun

’Stjernehimlen’, der er en guidebog til amatørstjernekiggere. Bogen er skrevet i samarbejde med Sune Hermit, ph.d. i astrofysik og amatør-astronom.

På Kennedy Space Center ved Cape Canaveral i Florida foran den 110 meter høje Saturn V-raket.

DER ER MEGET, man kan sige om Saudi-Arabien, men det gode ved landet er, at det næsten altid er stjerneklart. Der er alle mulige ting, man ikke må, når man er kvinde i landet, men man må gerne sidde og kigge på stjerner hver aften.

Jeg kom direkte fra en lilleskole med rytmepædagogik til en international kæft, trit og retning-skole, hvor vi stod uden for klasselokalet og skulle have lov til at komme ind. Pludselig fik jeg lektier for og karakterer, og jeg elskede det. For mig blev Saudi-Arabien to intense år, hvor der ikke var meget andet at lave end at boge den. Og aftnerne brugte jeg på at kigge på fuldmånens store kratere og på Saturn med sin store badering, som næsten ligner en ufo.

Vi boede i en ghetto med hollændere og svenskere, hvor vi var den eneste danske familie. Den bestod af 150 ens huse med 150 ens sofaer og 150 ens køkkener. Selv bilerne var ens. Skulle man have mere end 12 til middag, kunne man låne identisk service hos naboen. Min lillebror og jeg løb flere gange ind i et forkert hus og opdagede først fejlen inde i stuen.

Når hun ikke læste om stjernebilledernes betydning eller Saturns måner, dyrkede hun en masse sport i den vesterlandske ghetto i Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh.

Området var omkranset af en tre meter høj mur, og man måtte gå i shorts, svømme og cykle. Uden for muren var man i Saudi-Arabien, hvor kvinder ikke måtte køre bil eller gå alene. 

Størstedelen af mine skolekammerater var amerikanere, hvis forældre arbejdede i Saudi-Arabiens olieindustri. Det var et kæmpe land med omkring otte millioner saudiere dengang, og de store millionbyer med højhuse var der ikke endnu. Derfor importerede de ingeniører som min far, men klasseskellet var enormt. Dem, der trak kablerne, kom for eksempel fra Sri Lanka.

Når jeg tænker på Saudi-Arabien dengang, tænker jeg på en pickuptruck med en kamel på ladet. Det var en vild tid, hvor beduinerne mødte højteknologi.

Anja Cetti Andersen har altid haft god kemi med fysikken.

DET VAR EN gave for mig, at jeg tidligt ville være astronom. Den usikkerhed, der er forbundet med store beslutninger, har jeg været skånet for. Jeg valgte en linje med fysik, kemi og matematik i gymnasiet for at nå mit mål. Jeg tænkte ikke over, om det var noget, jeg var god til, eller om jeg kunne lide det. Hvilket var heldigt, for dengang skulle man reproducere forsøg fra ældre herrer med pudderparykker gennem de sidste 400 år. 

Det har til gengæld ramt mine egne børn en smule, fordi de voksede op med fortællingen om, at jeg bare vidste, hvad jeg ville. Da de selv var meget i tvivl, sagde jeg, at de skulle vælge matematik og fysik. I Danmark er det af en eller anden besynderlig grund sådan, at man kan komme ind på stort set alle universitetsuddannelser med de to fag på højniveau fra gymnasiet. I sidste ende er mine tre børn alle endt i det naturvidenskabelige felt, så det lugter jo lidt af fisk.

Bag den tre meter høje mur, hvor hun boede med sin familie i Saudi-Arabien, var der et hav af sportsfaciliteter. Ud over fodbold spillede hun basket og svømmede i den tilhørende svømmepøl.

Jeg tog direkte fra gymnasiet på universitetet, hvor jeg mødte en masse mennesker, der ligesom mig selv brændte for stjernehimlen. På fysik og astronomi kunne jeg endelig få lov at beskæftige mig med det. Det troede jeg i hvert fald, indtil jeg fandt ud af, at jeg først ville få et astronomifag på tredje år. Det var en bitter pille at sluge, men jeg havde jo holdt ud i gymnasiet og kunne snildt holde til to år mere. Alligevel besluttede jeg at gå ind i studienævnet for at få rykket astronomi frem i studieplanen, og det er siden lykkedes.

Da jeg blev dus med himlens stjerner, handlede det meget om æstetik. Jeg syntes, at de var virkelig smukke, fantastiske og spændende, men da jeg kom ned i materien, handlede det mere om, hvorfor de er, som de er. Hvorfor er giganterne Jupiter, Neptun, Uranus og Saturn store gaskugler, mens de indre planeter Merkur, Venus, Mars og Jorden er klippeplaneter? Hvorfor har de forskellige farver? Hvorfor har nogle ringe? Hvorfor så mange måner?

På universitetet fortalte jeg Uffe Gråe Jørgensen, som var blevet ansat der i mellemtiden, at han var årsagen til, at jeg ville være astronom. Han blev helt overvældet. Senere fandt jeg ud af, at vi faktisk var tre på studiet, som var blevet inspireret af ham og hans foredrag. Derfor gør jeg også selv noget ud af at holde foredrag og tage ud på gymnasier til fællestimer. Uffe sidder i dag tre døre fra mig på Niels Bohr Institutet.

Anja Cetti Andersen tog direkte fra en hippie-inspireret lille­skole i Lyngby til en streng og lektietung international skole i Riyadhs ørken-landskab. De lokale beduiner gik rundt med kameler, hun red på araberheste og dyrkede den kulsorte nattehimmel, mens millionbyen med dens mange skyskrabere blev bygget.

JEG FORSØGER AT give min begejstring for videnskab videre til mine børn. For nogle år tilbage tog jeg min søn med til CERN i Schweiz for at se partikelacceleratoren. Han var eddermame sur, for han havde glædet sig til bekymringsfri ferietid i Schweiz og endte med at være med på mors arbejde. Men da han havde kørt 22 etager ned under jorden og kiggede på den infrastruktur, der skal til for at måle elementarpartikler i de 27 kilometer store tunneller, var han helt solgt.

I 2016 var vi i Florida til solformørkelse, hvor det hele gentog sig. Han ville gerne i Disneyland og se Universal Studios. Vi lavede en aftale om, at vi bare skulle have én dag i Cape Canaveral for at se Kennedy Space Center og affyringsområdet. Det er der, Apollo-missionerne blev sendt af sted, der er et kæmpe museum, og det er der, Elon Musk sender SpaceX-raketter af sted. Der var benhårde forhandlinger, men da vi endelig var der – fra 10 om morgenen til 20 om aftenen – ville han ikke hjem igen, fordi vi ikke havde set det hele. Når man først har set en Saturn V-raket i fuld størrelse, kan man ikke undgå at blive revet med.

Jeg er ekspert i stjernestøv og planetdannelse, der ligner sorte plamager på stjernehimlen. Det er i virkeligheden små støvpartikler og mineraler, der flyver rundt i rummet og bliver udsat for kosmisk stråling. Det er de støvkorn og mineraler, der er med til at skabe planeter og stjerner. 

Jeg har i mange år prøvet at finde ud af, hvordan og hvor det støv bliver dannet. Modsat derhjemme, hvor støvet kommer nærmest af sig selv, skal der være en tæt gas, der hverken er for varm eller kold. Jeg har været forsker på universitetet i 30 år, og vi har stadig ikke helt nailet, hvor støvet kommer fra.

Kontoret på Niels Bohr Institutet er fyldt med igangværende forskning om kosmisk støv og planetdannelse. På væggen har hun diplomer og udmærkelser for både sin forskning og formidling.

SIDSTE ÅR BLEV jeg spurgt, om jeg ville være med i en podcast om ufoer på DR. Først ville jeg ikke, fordi Niels Bohr Institutet ikke skulle blåstemple ufo-teorier, og fordi jeg ikke gad være hende den sure med nej-hatten. Til gengæld er jeg tilpas missionær-agtig i forhold til at udbrede kendskabet til naturvidenskaben, og måske skulle jeg prøve noget nyt. Jeg gik ind til det med tanken om, at det nok ikke havde nogen gang på jord, men jeg kan må sige, at det virkelig er et kaninhul. Selvom jeg stadig venter på ordentlige data og er skeptisk over for, om intelligent liv har besøgt jorden, er jeg ikke længere så skråsikker.  

Jeg er helt sikker på, at der er liv andre steder i rummet, men at det skulle være på et lignende stadie et andet sted med samme teknologiske niveau er usandsynligt, dog ikke nødvendigvis umuligt. Og at kommunikere over de afstande, der er i galaksen, er næsten håbløst. Det havde jo ikke nyttet noget at sende radiosignaler til Tycho Brahe. Det liv, der findes mest af, er højst sandsynligt meget simpelt. 

Jeg ville blive ellevild, hvis vi finder spor af fossiler på Mars. Det vil betyde, at hvis de rette forhold er til stede, opstår der liv, og så må der være liv alle vegne. Her taler vi om en alge eller en bakterie. Selv lidt ’fodsvamp’ ville være fedt.

Jeg ser alt muligt sci-fi, også det, der får virkelig dårlige anmeldelser. Selvom det kan være en dårlig filmoplevelse, er det ofte baseret på en spændende tanke. Jeg læste også mange tegneserier som barn og gør det stadig. Jeg startede med Tintin og Asterix & Obelix, og med tiden opdagede jeg Linda og Valentin og deres planet-udforskning. Og så har jeg også selv skrevet en tegneserie om fysikeren Marie Curie.

Min yndlingsfilm er ’Contact’ med Jodie Foster efter en roman af astronomen Carl Sagan. Den handler om, hvordan man kommunikerer med aliens. I næsten alle sci-fi-film vil aliens spise os og bruge os til forplantning, eller også er de fredelige, og så skyder vi på dem. ’Contact’ løser det problem på en meget finurlig måde, som jeg helst ikke vil spoile. 

STJERNE-STUNDER

Når de lyse sommernætter bliver mørke, er du måske stadig vågen. Til festival, i dit sommerhus, i din kolonihave, i dit shelter, på din altan eller fra dit vindue glor du sikkert op. Her er tre steder, hvor himlen kan slå dig omkuld:

Mandø er et af de mørkeste steder i Danmark. Det ligger i Vadehavet omgivet af et unikt naturområde, som kan opleves om dagen, mens man om natten kan nyde en fjernt lysende aften.

Møn og Nyord står stjernerne ekstremt skarpt. Det er de to eneste steder i landet, man kan opleve fænomenet dark sky – en nattehimmel uden lysforurening.

Nord for Limfjorden ligger Bulbjerg med sin 47 meter høje kalkstensknude og sit fuglefjeld. Et perfekt sted at opleve nattehimlen. Er man heldig, kan man opleve nordlys.

Interessen for verdensrummet har taget hende 22 etager ned under jorden for at opleve verdens største partikelaccelerator i CERN i Schweiz. Den 27 kilometer lange, ringformede maskine undersøger, hvad der sker, når protoner kolliderer.

JEG HAR STADIGVÆK min gamle stjernekikkert, men den står nede i kælderen og bliver ikke brugt så tit. I stedet har jeg en håndkikkert, som jeg bruger. Jeg har adgang til verdens bedste kikkerter, så når jeg selv er ude og se på stjerner, er det for den æstetiske nydelse og hyggen. Det er fantastisk at se dem med egne øjne. Man kan finde meget federe billeder på nettet end det, man kan se med en kikkert i baghaven, men der er bare noget wow over at opleve det selv.

Når jeg sidder en kold nat og kigger på stjerner i termotøj, sender jeg altid Tycho Brahe en kærlig tanke. Han sad på Hven for 450 år siden og kiggede på stjerner indsmurt i sælfedt for at holde varmen. Han må have lugtet så harsk. Og når Andreas Mogensen skal af sted igen om et par år, kommer jeg også til at vinke til ham.

Sofie Louise Madsen kunne ikke programmere, da hun startede på uddannelsen som softwareingeniør. Så meget desto større var kicket, da hun knækkede rebussen. I dag prøver hun ved siden af studierne at inspirere flere unge kvinder til at logge på IT-branchen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Kim-Yen Nguyen

DA JEG SKULLE konfirmeres, lavede jeg en hjemmeside med min ønskeliste. Jeg satte en QR-kode på invitationen, som gæsterne kunne scanne med deres smartphone og komme direkte til hjemmesiden. Hjemmesiden var halvfærdig på forhånd, og man behøvede ikke at kode noget, men det var et af mine første forsøg på selv af skabe noget med IT. Jeg ved egentlig ikke, hvor mange af gæsterne der besøgte den. Min far gjorde helt sikkert.

Jeg blev født i Hamborg, hvor begge mine forældre arbejdede. Min far ville gerne blive i Tyskland, mens min mor ville hjem til Danmark. Kompromiset blev Flensborg, hvor jeg voksede op som en del af det danske mindretal i det nordtyske grænseland.

På mit gymnasium talte vi dansk i timerne og tysk i frikvartererne. Mange tyskere valgte dansksproget skole, fordi det tyske skolesystem var mere rigidt. Mine klassekammerater kom med forskellige kulturelle referencer, jeg blev tunet ind på både tysk og dansk tv og taler i dag begge sprog flydende.

Jeg valgte den naturfaglige linje i gymnasiet, selvom jeg var blevet advaret mod det på min folkeskole. ”Det er meget nørdet, du er alt for social til det,” sagde de. Det var sagt i bedste mening, men fik mig ikke til at ændre mit valg. Min gymnasieklasse var supersocial, samtidig med at det var cool at være nørdet. Nogle elever syntes, genetik var det fedeste, andre elskede fysikforsøg. 

IT-GIRL

Sofie Louise Madsen, 23 år. Kandidatstuderende i software engineering på SDU.

Sidder i studiets uddannelsesudvalg og har sammen med et par studieveninder dannet Enigma, et fagråd og en studiezone for softwarestuderende.

Tildeltes tidligere på året et legat på 30.000 kroner af to robotvirksomheder i Odense for sin indsats i tech-branchen og for at være rollemodel for andre kvinder.

BEGGE MINE FORÆLDRE er bankuddannede og arbejder med erhvervsøkonomi. En overgang troede jeg også, at jeg skulle arbejde inden for business, måske internationalt. Da jeg blev student, var jeg i tvivl, men under sabbatåret blev jeg stadig mere overbevist om, at jeg ville noget med teknologi. Jeg var lidt i tvivl, fordi jeg ikke kunne programmere, men da jeg læste på SDU’s hjemmeside, at kodning ikke var noget krav for optagelse, søgte jeg ind på software engineering.

Nogle af drengene på studiet kom fra teknisk gymnasium og kunne allerede tre forskellige kodesprog. ”Der er lang vej,” tænkte jeg. Men der var en fed stemning på studiet, og folk var gode til at hjælpe hinanden. Vi havde en fælles kanal blandt de studerende, hvor vi kunne skrive ud og bede om hjælp, når vi mødte problemer med vores programmeringsopgaver: ”Hvorfor bliver alt pludselig rødt?” ”Det er, fordi du har glemt et semikolon i linje fire.” Den samarbejdskultur fik mig til at tro på, at jeg nok skulle få det lært.

Ved semestrets slutning fik jeg 12 i programmering. ”Jeg har sgu indhentet drengene,” tænkte jeg. Jeg følte, jeg var endt på den rette hylde. Det kan være svært at forklare folk, der ikke arbejder med IT, hvorfor det er interessant. Men alt, du ser på nettet, bygger på koder. Der sker så meget behind the scenes, og når det lykkes at skrive den rette kode, der får en problemstilling til at gå op, er det som at løse en ligning. Det er den følelse, alle, der arbejder med teknologi, jagter. 

Som piger er vi i mindretal på studiet. Til gengæld har vi fået et rigtig godt fællesskab, også på tværs af årgange. Det er fordelen ved at være få. Det giver flere indgangsvinkler til IT at have både kvinder og mænd på et studie. For eksempel kan det være, at en kvindelig studerende går op i brugeroplevelsen på tøjmærket Zaras hjemmeside – den skulle være skrækkelig – mens mange af de mandlige studerende har computerspil som reference. Det er en generalisering, for jeg har også en veninde, der er vanvittig god til ’Counter-Strike’, men hvis vi vil udvikle produkter, der henvender sig til alle, er det fordelagtigt, at udviklerne bagved afspejler befolkningens sammensætning.

SELV HAR JEG ikke spillet meget, inden jeg begyndte på studiet, men jeg er ved at få øjnene op for hele den underholdnings­industri, IT også er. Jeg kan supergodt lide at spille ’Assassin’s Creed’, et eventyrspil, der foregår i forskellige historiske epoker. Det får timerne til at flyve af sted.

Mit første studiejob fik jeg på en messe, hvor virksomheder rekrutterer studerende. Jeg havde en snak med chefen for en virksomhed, der laver indhold for ejendomsmæglere. Vi snakkede om, hvor fedt det er at arbejde med teknologi, fordi man har en følelse af, at feltet hele tiden udvider sig. Vi klikkede godt. Han sagde: ”Vi mødes til kaffe på torsdag”, og jeg fandt ud af, at kaffe i tech-branchen betyder det samme som en jobsamtale. Jeg var ikke særlig fagligt stærk endnu, da han ansatte mig, men han troede på, at jeg kunne blive til noget. 

I dag har jeg et andet studiejob som student software engineer hos et firma i Odense, der laver virtuelle betalingskort. Det er megasjovt! Inden jeg begyndte at arbejde med software, havde jeg en idé om, at man sad alene foran sin computer, indtil man var færdig med en opgave. Men man har fundet ud af, at det ofte er mere effektivt at arbejde parvis, så vi sidder ofte to og to, hvor den ene har tastaturet, og den anden giver sine kommentarer. Det kan selvfølgelig føre til misforståelser, men giver samtidig anledning til, at man på kortere tid får taget flere overvejelser op. Det er en givende pingpong.

I dag er jeg på kandidatdelen af softwareingeniøruddannelsen. Siden jeg begyndte for snart fire år siden, har jeg både lært om programmering, om brugeroplevelser, om sammensætning af arbejdsteams, om planlægning, businessledelse og meget andet. Tanken er, at man skal være brugbar på arbejdsmarkedet, lige så snart man kommer ud fra uddannelsen.

Ud over at dyrke sin nyfundne hobby triatlon bruger Sofie Louise Madsen sin fritid på det såkaldte IT-landshold, der deltager i events med folkeskole- og gymnasieelever for at inspirere til, at flere – særligt unge piger – får øjnene op for en karriere i IT- og techbranchen.

AT SKABE ET digitalt produkt er som et arkitekturprojekt. Det kræver de samme overvejelser, som hvis du skal bygge et hus. Du skal sørge for, at din software kan holde til et vist antal brugere, og du skal skabe plads til udvidelser og ændringer – ligesom hvis du bygger et hus og tænker ind, at der måske senere skal komme en carport til. 

Når jeg er færdiguddannet, kunne jeg godt tænke mig at arbejde med klimaproblemer. Jeg har som et projekt på studiet været med til at udvikle en startup-idé, en app med plantebaserede og miljørigtige opskrifter, som bygger på en mærkningsordning til fødevarerne, hvor man kan se, hvor langt de er transporteret, hvor meget strøm der er brugt til drivhuse og så videre. Jeg er selv vegetar og har indimellem problemer med at få næringsstoffer nok, så jeg ved, hvordan det er som forbruger at savne oplysninger om det, man spiser.

Danmark mangler IT-specialister. Konsulentfirmaet McKinsey har i en fremskrivning estimeret, at vi kommer til at mangle 80.000 specialister i 2030. Vi uddanner 4.000 om året, så vi har noget at indhente. Hvis vi kan få flere kvinder til at søge ind i branchen, vil der være en meget større talentmasse. Samtidig viser forskning, at jo mere diversitet du har i branchen, desto mere innovation.

JEG ER EN del af IT-landsholdet for kvinder, som består af 14 studerende fra tech-branchen, der tager rundt i landet og fortæller gymnasieelever og andre unge kvinder, hvorfor vi synes, IT er så megafedt. For eksempel lavede vi for nylig en workshop sammen med TV 2 Play, hvor vi skulle lave en prototype på en nyhedsapp, der både byggede på algoritmer og redaktionel styring, som gymnasieeleverne efterfølgende fik lov at afprøve.

I pausen sagde en af gymnasiepigerne til mig: ”Du ligner da ikke en, der læser noget med teknologi.” Hun havde et særligt billede af, hvordan man skal se ud i den verden. ”Måske ikke,” sagde jeg. ”Men teknologi er for alle.”

Jeg kan godt lide at se skarp ud, tage mit lyserøde sæt tøj på, høje hæle, store øreringe og i det hele taget ikke pakke mig selv væk. Mange i branchen er meget afslappede i deres tøjstil, med jeans og måske en T-shirt med yndlingsbandet. Det synes jeg også er fint. Enhver må udleve sin personlighed. Måske kan jeg bare lide at skille mig ud. 

Jeg har også købt mig en lyserød racercykel for ikke at ligne alle de andre, når jeg skal deltage i en halv ironman senere på året. Jeg har kun dyrket triatlon i et halvt års tid og startede på bar bund. I gymnasiet red jeg, men jeg skilte mig af med hesten, da jeg ikke havde råd til det under studierne, og jeg havde aldrig løbet, crawlet eller siddet på en racercykel, da jeg begyndte på triatlon. 

Min største udfordring er, at der er så meget, jeg gerne vil. Udvikle mig fagligt, passe mit studiejob, møde nye mennesker. Bare døgnet havde flere timer.

 

Som barn elskede han at underholde, men et lidt for frit ungdomsliv tog en skarp drejning, da han blev sendt fem år på kostskole i Schweiz. Hjemme igen måtte han standhaftigt kæmpe for sin voksenkarriere, der blandt andet begyndte i en stofkamel. PETER MYGIND spiller med åbne kort og fortæller i 14 scener om et liv, der har budt på frustration, fiaskoer og fanfare.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Martin Bubandt

1. BARNEPIGER OG STJERNEKASTERE  

Fra jeg var tre måneder gammel, var barnepigen omdrejningspunktet i mit liv. Hun var den første, jeg så, når jeg stod op, og den sidste, jeg så, før jeg gik i seng. Min far var direktør for et stort firma i Allerød, der solgte indpakningsemballage. Han tog min storebror Lars og mig med på fede skiferier eller med til Island eller Marokko, hvor han begge steder havde lejligheder, men i det daglige var han ikke en del af butikken. Han tog på arbejde klokken seks, kom først hjem om aftenen, og så rejste han 180 dage om året. 

Min mor havde sit eget teater, Riddersalen, der var hele hendes verden. Hende så vi heller ikke meget til. Det betød, at vi tilbragte sindssygt meget tid med barnepigen. Lis var der i syv år, Margrethe i fire, og så var der Bodil og Sonja. Det var dem, der sørgede for regelmæssighed og aftensmad. Alt det praktiske var der fuldstændigt styr på takket være dem.

Når min mor kom dumpende forbi, blev der straks arrangeret ting. Så havde hun mødt to italienske klovne, Carlo og Alberto, der kunne køre på ethjulet cykel, og de blev indlogeret i vores kælder og lærte også mig at køre på ethjulet cykel den sommer. En anden gang var det dukkeførere fra Tjekkiet, og en tredje gang kom jeg hjem fra skole, hvor min mor havde ommøbleret hele stuen og hængt tæpper op overalt, fordi hun var ved at lægge programmet til ’Svend, Knud og Valdemar’. Jeg blev bestukket med 10 stjernekastere til at spille med, og som otteårig sad jeg dér helt skrækslagen uden en trevl på kroppen som Adonis. 

Min mor var vild, åben og nysgerrig, og når hun rent faktisk var der, kom der mange forskellige mennesker ind ad døren. Enhver var velkommen, og folk som Elsa Gress, Daimi, Ghita Nørby og Dirch Passer kom i mit barndomshjem. 

Hun var til gengæld ikke en, der havde smurt madder, når man kom fra skole. Min barndomsven Jans mor havde altid en tallerken klar, når man trådte ind ad døren, og det kunne ikke være en større kontrast til det hjem, jeg kom fra. Men mine venner elskede min mor, for man vidste aldrig, hvad hun fandt på. Nogle gange kom vi ind ad døren og fik straks stukket nogle store fuglefigurer i hænderne, som hun havde gået og bygget og ville have os til at hoppe rundt i. Og hvis vi var heldige, tog hun os med ind til Vor Frue Plads, hvor hun lavede gadeteater hele sommeren i mange år. Min mor var anderledes, og mine venner elskede at komme hos mig. Men de kunne selvfølgelig også tage hjem til deres egne trygge rammer igen bagefter.

Selvom jeg ofte savnede mine forældre, havde jeg aldrig prøvet andet. Længere nede ad gaden boede Poul Reichhardt og hans børn, og der var også altid en barnepige, der tog sig af dem. Det var bare sådan, det var. Senere blev mine forældre skilt, og min mor flyttede fra det store hus i Charlottenlund og ind til Vesterbrogade oven på Waterloo Stripclub. Det var vildt at være på besøg derinde, hvor man om aftenen kunne høre de høje lyde fra stripklubben nedenunder. Derfor foretrak jeg at være derhjemme. For nogle børn er det et chok, når deres forældre bliver skilt. Men jeg manglede ikke nogen, for hun var der stadig, og hun hed enten Lis, Margrethe, Sonja eller Bodil.

Hver onsdag kom min mormor hjem til os og lavede varm kakao og krydderboller. Det var et fast ritual. Mine bedste barndomsminder har med hende at gøre. Hun og min morfar havde et sommerhus i Dronningmølle, hvor vi tilbragte alle sommerferier, og de repræsenterede for mig den kernetryghed, som er så sindssygt vigtig for alle børn. Min mormor var min tryghed, hun så mig og elskede mig for den, jeg var. For jeg var et barn, man bekymrede sig om. Jeg fik ikke de bedste karakterer i skolen, jeg havde svært ved at koncentrere mig og skabte meget uro.

MYGINDS MERITTER 

Født 1963. Opvokset i Charlottenlund. Søn af forretningsmand Søren Mygind og skuespiller og teaterdirektør Jytte Abildstrøm og bror til Lars Mygind, der er terapeut og underviser. Har desuden en tysk storesøster, Trixi, farens datter fra et tidligere forhold. Uddannet på Statens Teaterskole i 1992. Fik i 1995 folkeligt gennembrud med den satiriske figur Score-Kaj, der elskede lamsebamser og havde sin faste catchphrase: ”De tre S’er – charme, selvtillid og lækkert hår.”

Har blandt andet medvirket i ’Nikolaj og Julie’, ’Borgen’, ’Sommerdahl’, ’Riget’, ’Taxa’, ’Badehotellet’, ’Bedrag’, ’Rejseholdet’ ’Min søsters børn’-filmene, ’Flammen & Citronen’, ’Så længe jeg lever’, den tyske tv-serie ’Ein Sommer’ og den britiske spillefilm ’Last Christ­mas’.

Gift med Lise Mühlhausen, med hvem han har Valdemar på 23 og Julius på 30. Julius Mygind er en populær foredragsholder, der har udgivet bogen ’Du er ikke f**cked, du er bare ung!’, hvori han fortæller om sine teenageår, hvor han røg hash og endte i stofmisbrug, før han fandt en vej ud. Ud over Peter Mygind og Lise Mühlhausen bor hendes mor, deres ældste søn, svigerdatter og to børnebørn på forskellige etager i et stort hus i Charlottenlund.

Peter Mygind holder hvert år mellem 50 og 80 foredrag om blandt andet social ansvarlighed, vold og mobning.

Har i år blandt andet medvirket i TV 2 Charlie-serien ’Sommerdahl’, i den nyeste sæson af DR-serien ’Borgen’ og er med i den tredje sæson af ’Riget’, der får premiere senere i 2022.

2. KLASSEKLOVN PÅ KOSTSKOLE

Fordi jeg savnede opmærksomheden fra mine forældre, prøvede jeg at gøre krav på den ved at optræde og underholde. Min mor var meget betaget af dukketeater, og vi havde et dukketeater i kælderen, hvor jeg lavede den ene forestilling efter den anden. Jeg elskede også at komme ind på min mors teater og kravle rundt oven på kulisserne, mens de var klædt ud og optrådte. Jeg var betaget af hele den verden og fandt det selv fuldstændig naturligt at optræde. Det blev tidligt min måde at få kontakt til mennesker på.

Mine lærere var til gengæld bekymrede for mig, fordi jeg klarede mig dårligt og kun gik op i at have det sjovt. Da vi blev teenagere, blev jeg den festglade i klassen, og fordi jeg boede i en kæmpevilla i Charlottenlund, der næsten altid stod tom i weekenderne, kunne jeg holde alle de fester, jeg ville. Alle var inviteret, også drankerne og hashhovederne, og der gik ikke længe, før jeg selv blev lidt for glad for at ryge hash og forsvinde ind i rusen.

Selv betragtede jeg mig som en almindelig teenager, der bare kunne lide at fyre den af, og derfor havde jeg ikke på forhånd set det røde kort, som min far pludselig stak mig. 

Et halvt år efter min 13-års fødselsdag præsenterede han mig for ideen om, at jeg skulle på kostskole i Schweiz. Først så jeg det som noget lidt eksotisk, jeg troede bare, det ville dreje sig om et par måneder. Jeg havde endnu ikke fattet, at jeg skulle tilbringe de næste fem år på kostskolen Lyceum Alpinum i Schweiz. 

Den efterfølgende sommer tog han mig med til Schweiz, hvor der uden for alpelandsbyen Sankt Moritz åbenbarede sig en kæmpestor Hogwarts-bygning med en snert af ungdomsfængsel over sig. Her skulle jeg bo sammen med 379 andre drenge. Det var en kostskole for de riges forkælede børn, der var vant til at blive passet i hoved og røv. Man skulle blandt andet eje et jakkesæt og 24 forskellige lommetørklæder, så det havde vi på forhånd været ude at købe. Jeg gik ellers altid i cowboyskjorte og cowboybukser, men i 1977 stod jeg i jakkesæt på den seksmandsstue, hvor jeg skulle bo, og kiggede ud ad vinduet, da min far gav mig en schweizerkniv i afskedsgave og sagde: “Vi ses.”

3. MOBNING OG SELVKIDNAPNING

Så stod jeg der og var i chok. Jeg forstod overhovedet ikke sproget og boede på værelse med fem andre drenge. På min stue boede blandt andre to italienere, der havde så meget hjemve, at de græd hver dag: ”Mamma!” Jeg græd også i starten, men deres gråd overdøvede i den grad min. De havde levet i et trygt hjem, hvor mor lavede pasta til dem hver dag, og nu var de så pludselig havnet her.

Skoledagen begyndte kvart i otte og sluttede først klokken 18:30, også om lørdagen. Man blev hele tiden bedømt, i undervisning, i sport, i oprydning, i alt. Og man var Des med læreren, ellers råbte hun: “Raus!” Det var afstraffelse, ikke fysisk, men på de fleste andre måder, og man fik hele tiden eftersidninger. Til gengæld skulle man ikke selv rede sin seng. Det var der nogle unge, underbetalte italienske kvinder, der tog sig af. Nogle af dem kunne man også betale for at have sex med, men det krævede lidt mod, for der var stor udsmidningsfaktor, hvis man gjorde noget som helst forkert. Hvis man blev taget med hash, røg man også ud. Lige i starten lykkedes det mig to gange at smugle tjald med ind, men det stoppede hurtigt, da det gik op for mig, at man indimellem skulle afgive urinprøver. 

Vi var 380 drenge, der var lukket inde bag mure i 1.800 meters højde. Ikke overraskende var der sindssygt meget mobning. Jeg oplevede et utrygt fællesskab, hvor mange gik rundt og var pissebange hele tiden, fordi de ikke vidste, hvornår utrygheden ramte. En del blev virkelig hårde for at beskytte sig selv, for det var et benhårdt miljø. Det var survival of the fittest. Hver etage havde otte brusere til omkring 60 drenge, og hver morgen fik hver elev to minutter under bruseren. I hvert fald i udgangspunktet. Der stod nemlig en brusekaptajn og råbte: ”Wechsel!”, og nogle fik kun ni sekunder, så blev de smidt ud igen. Man havde intet at skulle have sagt. Jeg havde en ven, der aldrig fik vasket shampoo ud af sit hår, fordi kaptajnen hældte det i håret på ham og sendte ham ud igen. Han blev mobbet så meget, at han til sidst hoppede ud ad et vindue, fordi han var så desperat. 

En anden af mine kammerater kidnappede sig selv. Mange af børnene havde forældre med gamle penge. De var vokset op med svimlende rigdom og havde tilbragt alle deres ferier i Monaco. Der var både Volkswagen-børnene og arvtagerne til greven af Liechtenstein, og ham, der kidnappede sig selv, var søn af direktøren for Springer-koncernen. Familien var en af de rigeste i Tyskland, så sønnen hyrede nogle mænd i Napoli til at kidnappe sig selv på skolen og afpressede efterfølgende sin egen familie for 10 millioner kroner. De fandt ud af, at han selv havde arrangeret det hele, og han kom ikke tilbage på skolen igen. Det gjorde ham, der hoppede ud ad et vindue, heller ikke. Han brækkede begge ben og endte i kørestol. 

PETER MYGIND OM

 At gå i familieterapi

”Efter Julius var blevet overfaldet for anden gang, endte vi i terapi. Det var et totalt wakeupcall for mig. Jeg vidste godt, at jeg var en, der nogle gange kunne råbe, og så stoppede alt, men at sidde der foran terapeuten og høre min yngste søn fortælle, at han selv råbte en gang imellem, fordi hans far gjorde det, er stadig i dag det mest pinlige, jeg har prøvet. Vi sad foran den her førende familieterapeut, og jeg prøvede at korrigere lidt: ’Ah, er det nu så …’, og så begyndte han ellers at remse alle de gange op, hvor jeg havde råbt. Det var forfærdeligt. Det ramte mig virkelig. Han havde jo ret. Fra den ene dag til den anden ændrede jeg mig, og i dag vil mine børn dårligt nok kunne huske, hvornår deres far sidst har råbt.”

4. MYGIND, DER KAPITÄN

Jeg fatter ikke, at jeg ikke løb skrigende væk, men blev der i fem år. Men som tiden gik, blev det mit liv. Selvom kostskolen var ren overlevelse, kunne jeg mærke, at jeg måske havde noget med hjemmefra, der gjorde mig i stand til at rumme det. Jeg havde aldrig kendt til at have min mor eller far tæt på til daglig, og jeg var vant til uforudsigelighed.

Jeg kunne også få folk til at grine, og jeg kunne lide sport og spillede meget ishockey og fodbold, så jeg røg ind i forskellige fællesskaber. Min evne til at kunne snakke med alle betød, at jeg hurtigt steg i hierarkiet på kostskolen. Jeg kunne snakke med de største røvhuller, der styrede hele lortet, og samtidig snakke med de svageste. Fordi jeg kunne mingle med alle, blev jeg valgt som kaptajn – en udnævnt elev, der skulle repræsentere og tage ansvar for de andre. Det betød, at jeg skulle stå til regnskab over for lærerne, hvis nogen havde lavet ballade, men jeg fik også det privilegium, at jeg måtte gå senere i seng. Vi var 28 nationaliteter på skolen, og jeg boede selv på værelse med en, der hele tiden blev ekskluderet af fællesskabet. Men fordi jeg boede med ham, blev folk tvunget til at tage ham med, for de havde selv valgt mig som kaptajn. Med tiden blev det i det hele taget min rolle at være ham, der tog sig lidt af dem, der havde det svært.

En gang imellem kunne man ringe hjem fra kostskolen, men som regel var der ingen, der tog den, fordi dem i den anden ende jo ikke anede, at man havde tænkt sig at ringe. Så stod man der i telefonboksen og ventede forgæves. Det skete også fra tid til anden, at mine forældre ringede og spurgte: ”Hvordan går det?” Eller fortalte, at farmor var død. Og så gik der en måned mere, før man snakkede med dem igen.

Jeg var sur på dem, og jeg oplevede stor ensomhed, savn og sorg over at føle mig fravalgt, for min bror blev ikke sendt af sted. Han klarede sig fint, og han var skidegod i skolen. Men jeg måtte klare mig alene i teenageårene med alle de tanker og følelser, hvor man burde have haft nogle forældre ved sin side til at sige: ”Det forstår jeg godt, skat.”

Jeg fandt i stedet en fyr fra Hongkong, der var god til engelsk, og det var det tætteste, jeg kom på det. ”It’s tough,” kunne jeg sige. ”I think it’s tough, too,” svarede han så. Der gik en del år, før jeg første gang endte hos en psykolog, hvor jeg kunne mærke, at jeg havde nogle ting at bearbejde. Der var helt klart en vrede i mig over, at jeg bare blev sendt væk i fem år.

Og så spøgte en fornemmelse af, at mine forældre tænkte: ”Den klarer han ikke.” Jeg vidste, at de ikke troede, jeg havde styrken til det, og det tændte en ild i mig, for jeg ville fandeme vise dem, at jeg ikke var den pivskid, som de forestillede sig. Det hele lå på mine egne skuldre. Jeg havde ingen at gå til, når jeg var ked af det eller vred. Jeg havde kun mig selv og mine grædende italienske venner. Og det har i virkeligheden vist sig at være en gave, for i den tid lærte jeg en enorm arbejdsdisciplin, og da jeg efter fem år blev færdig på kostskolen, var det med triple color. Det var den fineste udmærkelse på kostskolen, og til den afsluttende middag med alle afgangseleverne og deres forældre var min far ikke til at skyde igennem. Den havde han ikke set komme. Han havde sendt sin hashrygende, småalkoholiske søn af sted til en fin kostskole i Schweiz og tænkt, at det ville gå helt galt, men i stedet havde jeg klaret det med bravur. Jeg var også selv sindssygt stolt. Jeg havde lært, hvad det vil sige at gøre sig umage.

5. PALLE ALENE HJEMME 

Efter kostskolen stod jeg i 1983 med et brev fra de schweiziske myndigheder om, at jeg kunne blive schweizisk statsborger. Jeg var 19 år gammel, havde handelsdiplom efter min afgangseksamen, og min far mente, jeg skulle flytte til Genève og fortsætte ad det spor. Selv var jeg mere i tvivl. Jeg ringede hjem til min mor for at høre, hvad hun skulle den sommer: ”Jeg skal fortælle grønlandske eventyr med nogle store masker.” ”Må jeg være med?” ”Selvfølgelig.” Så var jeg ikke i tvivl. Jeg rejste hjem til min mor, smed min cottoncoat og slips ind i skabet og startede et nyt liv.

De næste par måneder tilbragte jeg i et stort cirkustelt med at spille grønlandske eventyr. Min far troede, at jeg bare skulle brænde krudt af hen over sommeren, før jeg ville søge ind på en ny uddannelse, formentlig i Schweiz, men selv var jeg ikke et sekund i tvivl. Min bror og jeg førte dukker, mens min mor fortalte forskellige eventyr, vi rejste rundt i landet og optrådte for børn og voksne i et stort cirkustelt. Når vi havde fri, tog vi ned på det lokale torv og lavede gadeteater.

Jeg spillede teater hele tiden, og ellers drak jeg mig kanonstiv, for det havde jeg ikke rigtig gjort i fem år. Mine forældre nåede at blive bekymrede for mig endnu en gang: ”Er han ved at falde tilbage?” Men jeg var bare en 19-årig dreng, der lige skulle leve livet og møde nogle damer og drikke lidt sprut. 

Fordi jeg havde været væk i fem år, havde jeg ikke længere nogen venner i Danmark. Min far havde solgt den store villa i Charlottenlund, og jeg havde ingen kontakt til mine gamle venner fra folkeskolen. Jeg følte mig totalt som Palle alene i verden, så når jeg ikke lavede teater, sad jeg inde på Kultorvet i København med en øl og prøvede at komme i kontakt med andre mennesker: ”Hej, hvad hedder du så?” Jeg skulle opbygge en ny identitet og en ny venskabskreds. 

På teatret havde min mors veninder kigget på mig med skeptiske miner: Skulle den der kostskoledreng være med her? Daimi sagde ligefrem til mig, at hun ikke syntes, jeg havde talent. Når vi lavede forestillinger, var der ingen instruktør, så man sad og fordelte rollerne, og jeg prøvede mange gange at få en hovedrolle, men hver gang satte hun foden ned. Det slog mig heldigvis ikke omkuld. At spille skuespil føltes som en urkraft i mig, og sådan har det været lige siden.

6. ”UNDSKYLD, GIDER DU SIGE DET IGEN?” 

De næste fem år rejste jeg rundt i landet og lavede hovedsageligt børneteater om sommeren og voksenteater om vinteren. Jeg kunne leve af det, og jeg fik lov til at spille og hoppe rundt. Men hvis jeg ville noget mere med alt det her teater, blev jeg nødt til at åbne en ny dør. Min mor repræsenterede noget andet end resten af teaterverdenen, og jeg måtte vikle mig ud af hendes kærlige arme.

Skuespilleren Kristian Halken så mig til en forestilling på Søpavillonen og opfordrede mig til at søge ind på Statens Teaterskole. Jeg kom ind i første hug, selvom den daværende rektor Lone Hertz havde sine tvivl. Hun mente, at jeg var for Jytte Abildstrøm-agtig og sagde, at hun ærligt talt ikke vidste, om ikke det var bedre, at jeg blev i ”Jyttes vidunderlige univers”, som hun formulerede det. Men jeg kiggede hende i øjnene og sagde: ”Nej, jeg vil det her.”

Den første tid på Teaterskolen var ingen dans på roser. Min dramalærer sagde til mig efter to måneder, at jeg ikke burde gå der, fordi jeg overhovedet ikke havde talent til at blive skuespiller. Og i øvrigt heller ikke begavelse nok. Når hun stod og fortalte om skuespilteknikker, fattede jeg det simpelthen ikke. Jeg blev nødt til hele tiden at række hånden op og få hende til at forklare det igen. Det var så mærkeligt nærmest at være vokset op på et teater, og så var det ren volapyk for mig at blive undervist i det. Jeg fattede intet af det, og efter noget tid opfordrede hun mig direkte til at stoppe. Hun syntes, jeg var a pain in the ass, og jeg begyndte at tvivle på mig selv. Det er umuligt andet, når der står et voksent og begavet menneske og siger: ”Du har simpelthen ikke talent.”

Heldigvis havde jeg en oplevelse fra tidligere i mit liv, jeg altid fandt frem, når tvivlen begyndte at blive for stor i mig. Efter jeg i 1983 havde hoppet rundt bag en maske til en forestilling, var Erling Schroeder kommet hen til mig og havde sagt: ”Du er da et spændende ungt menneske.” Han var en legendarisk teaterinstruktør og den første, der så noget i mig. Der var mange andre, der intet så i mig, så det var en stor drivkraft for mig, at han havde sagt det. Uanset hvem jeg mødte siden hen, havde jeg i baghovedet, at han troede på mig. 

PETER MYGIND OM

At blive anmeldt 

”Der er visse anmeldere, der aldrig har kunnet lide mig, og det har jeg lært at leve med. Det er jo noget mærkeligt noget, at hvis man læser en positiv anmeldelse, har man glemt den fire sekunder efter, men hvis man læser en virkelig dårlig anmeldelse, kan den sidde i én i lang tid. I dag betyder det meget mere for mig at blive stoppet på gaden af en, der siger: ”Hvor var du god i den rolle!” Det er jo det, man skal lytte til.”

7. SCENEKIKS, STOR KÆRLIGHED OG EN BEGYNDERKAMEL

Tilfældigt mødte jeg en pige i Hornbæk, der inviterede mig til sin fødselsdag i Frederikssund, selvom vi lige havde mødt hinanden. Jeg kendte ingen af de andre mennesker, men i et mærkeligt ironisk indfald slog jeg alligevel på glasset, rejste mig op og holdt en passioneret tale. Da jeg satte mig ned, kom en lille mand hen og sagde: ”Dav, jeg hedder Michael Obel, det var fandeme godt. Er du skuespiller?”

Det viste sig, at han var ved at lave en film, der hed ’Høfeber’, og før jeg fik set mig om, havde jeg landet en rolle som sådan en lidt Karl Kæk-agtig karakter. Jeg skulle spille sammen med folk som Frits Helmuth og Lisbet Dahl, og det var sindssygt grænseoverskridende, for jeg havde aldrig filmet før. Jeg anede ingenting om den verden. Til den første scene var der lagt skinner ud, som kameraet skulle køre på, og jeg vadede bare over dem. ”HVAD LAVER DU?” brølede den ældre fotograf rødglødende gennem lokalet. Det viste sig, at de skinner var lagt med vaterpas og små klemmer, og det var nærmest en dødssynd at gå ind over dem. Jeg fik en gedigen skideballe og var i komplet choktilstand, før jeg var kommet i gang. 

I 1991 var jeg til en anden fest, hvor jeg faldt pladask for Lise (Mühlhausen, red.). Jeg forsøgte med alle tricks i bogen at lokke hende ud på dansegulvet. I et sidste forsøg på at affeje mig bøvsede hun mig i hovedet, men jeg lod mig ikke afskrække. Jeg fik min dans, vi endte med at tilbringe weekenden sammen, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde mødt kvinden i mit liv. Fem uger efter var hun gravid. Jeg var i Jylland, da hun ringede og fortalte det, og jeg skyndte mig hjem med en buket blomster. Ingen af os var i tvivl om, at vi skulle beholde barnet, så 10 måneder efter vores første møde blev vi forældre til Julius.

Jeg blev færdig på Statens Teaterskole i sommeren 1992, og som nybagte forældre flyttede Lise og jeg ind i et lillebitte hus i Vanløse. Ud over ’Høfeber’ havde jeg spillet med i en lille Ole Bornedal-film, og jeg var helt sikker på, at telefonen ville ringe. Men der skete ikke en skid. Flere af mine kammerater skulle på Det Kongelige eller på Folketeatret. Efter et par måneders arbejdsløshed var jeg overbevist om, at min karriere var færdig, før den overhovedet var begyndt. Pludselig ringede de så fra Bellevue og spurgte, om jeg ville være med i ’Folk og røvere i Kardemomme By’. Det var en meget lille rolle, hvor jeg skulle spille hovedet i kamelen, men det var da bedre end ingenting. Jeg var i gang. 

8. HVEM FANDEN ER PETER MYGIND?

Mens jeg studerede, havde jeg lavet et underholdningsshow på TV 2, der hed ’Quizboyshow’, hvor jeg selv var den overstyrede vært, der væltede rundt: ”Velkommen til Quizboyshow, jubiii, første runde!” Efterfølgende var jeg med til at lave ’Eleva2ren’, hvor jeg spillede en hollandsk reklamemand, der solgte dildoer og ligkister. Det var en karakter, jeg selv havde opfundet. Tv-produceren Mogens Vemmer så programmet og ringede til mig og sagde, han havde et kvarter hver lørdag morgen på Danmarks Radio, hvor jeg måtte lave lige, hvad jeg ville. Jeg ringede straks til min ven Lars Mering og gik i gang med at brainstorme. Vi havde fri leg, hvad skulle det handle om? Det skulle handle om at score. Det var det eneste, vi kunne komme i tanke om, og til et af programmerne fandt vi på figuren Score-Kaj, der var god til at score lamsebamser. Bagefter ringede Mogens Vemmer igen og sagde: ”Vi skal have mere Score-Kaj.” Det var øjeblikkeligt blevet en total landeplage, og overalt på gader og stræder gik folk rundt og snakkede om ”de tre S’er – charme, selvtillid og lækkert hår”.

Jeg fik på den ene side ry i branchen for at være ’ham den sjove’, men sideløbende spillede jeg med i først Birger Larsens ’Frihedens skygge’ og Lars von Triers ’Riget’. Det betød, at jeg om formiddagen var i fjernsynet som Score-Kaj, der stod i guldtøj og plateausko og scorede lamsebamser, og om aftenen var jeg med i ’Riget’, hvor jeg knaldede på laboratoriet med Solbjørg Højfeldt. Og så lavede jeg pludselig det store juleshow på DR, hvor jeg sang gamle Gustav Winckler-sange. Der var anmeldere, der var virkelig forvirrede. Altså, hvem fanden er Peter ­Mygind? Der var en anmelder på Politiken, der skrev, at jeg var færdig og aldrig ville komme til at lave noget seriøst igen, for jeg havde mistet min troværdighed, og ingen seere ville længere tro på mig. Det var slut, konkluderede hun. Det gjorde mig sur og ked af det, for hvorfor skulle man ikke kunne lave det ene og det andet? Men dengang var man groft sagt enten kongelig skuespiller, eller også var man useriøs. Jeg tænkte slet ikke taktisk på den måde. Jeg havde en enorm eventyrlyst som skuespiller, og hvis noget sjovt dukkede op, gjorde jeg det uden at tænke over konsekvensen. 

9. STOR SUCCES OG SVANESANG 

Selvom jeg både havde lavet ’Taxa’ og ’Riget’, var det noget helt andet, da jeg i starten af 00’erne spillede med i ’Nikolaj og Julie’. Den serie ramte virkelig noget. Det var helt vildt. 1,7 millioner danskere sad og fulgte med i min og Sofie Gråbøls kærlighedshistorie hver søndag aften. Der var så stor opmærksomhed, at jeg til sidst havde brug for en timeout. Efter næstsidste afsnit var blevet vist, var Lise og jeg i Dyrehaven. Det var en solskinsdag, der var fyldt med folk, og jeg kunne ikke gå otte meter, uden nogen råbte: ”Hvordan ender det?” Jeg blev helt kvalt i det, så da vi kom hjem, besluttede vi os for at rejse væk. Vi fandt en lillebitte hytte på en lillebitte ø halvanden time fra Thailands kyst. Da vi et par dage senere sejlede mod øen, stod jeg i stævnen i hurtigbåden og nød et fredfyldt øjeblik. Inde på stranden kunne jeg se to hvide mænd, der stod med fadbamser i hænderne. Da båden var næsten inde ved land, begyndte de at råbe: ”Hvad fanden, det er Nikolaj!” Den ene vendte sig om og begyndte at råbe op til konen: ”Skat! Det er Nikolaj!” Jeg kan huske, at jeg bare stod der og tænkte: ”Det er fucking løgn.”

Det hele blev pludselig kæmpestort, og vi vandt også en Emmy for serien. Men så spillede jeg hovedrollen i en musical bagefter, der gik sindssygt dårligt, og det var en meget effektiv måde at komme ned på jorden igen. Det var ’The Full Monty’, hvor jeg skulle synge alle sange i tenor, selvom min stemme mildest talt ikke passer til den slags. Dagen før premieren var min stemme smadret, fordi jeg havde presset den så meget. Jeg fik skudt kor­tisol ind og forsøgte at klare mig igennem, men da jeg stod op dagen efter, var det til overskrifter som: ”Hvor dybt kan man falde?” ”Hvor elendigt kan man synge?” ”Fjern den mand!” Jeg blev nakket fuldstændigt. Jeg gik fra at være helt oppe at flyve til at få de dårligste anmeldelser i mit liv.

Fordi det var en teaterforestilling, måtte jeg gentage fiaskoen aften efter aften. Der var totalt udsolgt. Jeg sled mig selv fuldstændig mentalt ned, og jeg mistede min egen selvrespekt. Jeg havde allerede til første sangprøve forsøgt at sige, at sangene ikke passede til mig, men ingen lyttede for alvor, og jeg fik ikke stået ordentligt fast. Det var første gang, jeg virkelig prøvede at gå ned med flaget, og det sad i mig i lang tid efter. 

Senere spillede jeg med i Ludvig Holberg-forestillingen ’Jean de France’ på Det Kongelige Teater. Det gik heller ikke godt. Og så lavede jeg en forestilling ved navn ’Shopping’ på Aveny-T, der handler om T-shirtens rejse, hvor jeg spillede alt fra amerikansk bomuldslandmand til fattig kinesisk syerske. Jeg var sindssygt stresset i den tid og havde blackouts på scenen. Siden har jeg ikke spillet teater. Jeg har det ikke sådan, at jeg er færdig med at spille teater, men jeg har ikke haft lyst til at gøre det siden.

10. MERE ALVORLIG TALETID 

De seneste 10-15 år er foredrag blevet en stor del af mit liv. Før det var jeg den sjove mand, man kunne hyre til sin sommerfest eller julefrokost, men det gik op for mig, at jeg havde brug for også at fortælle historier, der betød noget for mig, og gerne skabe lidt eftertanke hos publikum. Det passede ikke rigtigt ind i en julefrokost med 400 stive Telia-medarbejdere.

Min ældste søn blev så som 13-årig overfaldet to gange på vej hjem fra skole inden for blot tre uger. Han provokerede ikke nogen, men stødte ind i nogle unge drenge, der kedede sig og smadrede ham. Klokken var 16 om eftermiddagen begge gange, og der var rigtig mange mennesker, der kunne have grebet ind, men ingen gjorde noget. Folk gik bare videre. Jeg fortalte om det i et interview, og bagefter begyndte forskellige skoler at ringe til mig og spørge, om jeg ikke ville holde foredrag om social ansvarlighed. Siden er det begyndt at handle mere om mobning og fællesskaber, også på arbejdspladsen. Folk deler ting med mig, forældre skriver til mig om børn, eller unge skriver til mig, at de er desperate og ikke tør gå i skole. Jeg er taknemmelig for den tillid, jeg oplever, og jeg prøver at svare så godt, jeg kan, men der er også nogle, der skriver med selvmordstanker. Dem prøver jeg at sende videre, for jeg er ikke psykolog, jeg er bare en voksenven.

Jeg har altid troet, at jeg skulle være ham, der underholdt. I mange år kunne jeg ikke gå til et bryllup eller en fødselsdag, uden jeg skulle rejse mig op. Jeg blev tit spurgt og følte, at jeg ville svigte fællesskabet, hvis jeg sagde nej. Med tiden begyndte jeg at tage mig i at blive nervøs, hvis jeg skulle til et socialt arrangement, fordi jeg vidste, at lige om lidt ville jeg melde mig til et underholdende indslag, også selvom jeg ikke havde lyst. I årevis rejste jeg mig op og slog på glasset, selvom en stemme i mit hoved sagde: ”Hvorfor fanden skal jeg altid stå her og lege klovnen?”

Tilbage i folkeskoletiden var jeg den, der underholdt i klassen. Jeg var ikke dygtig i skolen, men jeg kunne være sjov, og det var virkelig vigtigt for mig, at andre folk kunne lide mig. Det bar jeg med mig i mange år. Jeg troede kun, at jeg var god nok, hvis folk grinede. Det er først for alvor her i halvtredserne, at jeg er blevet bedre til at tage mig selv alvorligt.

PETER MYGIND OM

At blive far 

”Lise og jeg havde kun kendt hinanden i fem uger, da hun blev gravid. På det tidspunkt gik jeg på tredje år på Statens Teaterskole. Jeg var en ung mand med sindssygt høje tanker om mig selv. Jeg troede, at jeg var en slags Guds gave til teatret. Og så blev jeg pludselig far. Jeg ved ikke, om jeg var mentalt klar til det, men jeg var klar til, at Lise skulle være moren. Da hun ringede med beskeden, var der ingen panik i mig, for jeg havde lyst til alt ved Lise, og det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg kom farende hjem med blomster og et nyforelsket smil og sagde: ”Hold da kæft, hvad gør vi nu?”

11. LIVSLYKKE TRODS DØDSSKYGGE

Jeg vågnede en morgen i 2015, hvor Lise var i Jylland, og kunne mærke, at jeg havde ondt i benet. Det føltes som en fibersprængning. Jeg havde haft ondt i benet to gange før, hvor jeg havde været ramt af blodpropper. Derfor vidste jeg også, at de ikke er farlige, når de sidder i benene, så længe man får gjort noget ved dem i tide. Jeg fik en af min svigermors venner til at køre mig på Gentofte Hospital, men da jeg steg ud af bilen, viste det sig, at de havde flyttet akutafdelingen et andet sted hen, så jeg måtte gå alene hen over parkeringspladsen. Pludselig fik jeg det vildt dårligt og faldt om, jeg var teknisk set død, og da jeg vågnede igen, var der en mand, der var ved at give mig hjerte-lunge-massage.

Det viste sig, at jeg havde flere hundrede blodpropper, der var røget op i lungerne med fuld hammer. Jeg røg på akut blodfortyndende og skal være på blodfortyndende medicin resten af mit liv. Jeg blev reddet af ham, der fandt mig, for han havde ikke mærket nogen puls til at starte med. Han er min engel. Det er sådan, jeg omtaler ham i dag. Man bliver religiøs af sådan noget, for hvis ikke jeg var taget på hospitalet, kunne jeg være død. 

Efterfølgende blev jeg virkelig bange for at dø. Jeg er generelt ret livsglad og livslysten, men efter den oplevelse blev døden langt mere nærværende i mit liv. Jeg gik i kognitiv terapi lang tid efter og bruger stadig tankefeltterapi, når jeg får angst. Så trækker jeg vejret dybt og mærker på min krop. Det sker sjældent i dag, men dengang havde jeg det mindst et par gange om ugen, som om jeg var ved at dø af angst. Jeg kunne sidde alene i en bil i Jylland og pludselig blive rædselsslagen for at få en blodprop. Andre gange kunne jeg sidde i toget og være nødt til at spørge ud i vognen, om der var nogen, der kunne hjerte-lunge-massage. ”Jeg har det rigtig dårligt, og jeg er bange for, at jeg falder om,” sagde jeg. Jeg var nødt til at sige det højt for en sikkerheds skyld. 

At råbe højt om sorgen, angsten og bekymringen er blevet min måde at kurere mig selv på. Jeg har ry for at være en blød mand, fordi jeg snakker åbent om følelser, men jeg ser mig selv som et åbent menneske, der deler ud af sin sårbarhed. Det er en af mine grundværdier ikke at være bange for at sige tingene højt. Nogle offentlige personer, især skuespillere, mener, at hvis man siger bare én sætning om sit privatliv, kan ingen kigge på dig som en rolle igen. Men det oplever jeg ikke, og selvom det er en kliche, er min taknemmelighed for livet blevet større. Jeg er stadig gift, og jeg har børn og venner, der gider se mig. Der er meget at værdsætte. 

12. RIGETS TILSTAND

For et par år siden blev jeg ringet op af en producent på Zentropa, der spurgte, om jeg ville være med i ’Riget’. ”Snakker vi ’Riget’ med Lars?” ”Jaja, han har sgu skrevet nogle afsnit,” sagde hun så. Der var gået næsten 25 år, siden sidste afsnit var blevet sendt, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville være med igen.

’Riget’ betød sindssygt meget for mig i sin tid. Det blev startskuddet til hele min tv-karriere. Jeg havde medvirket i en krimiserie i 90’erne, og da den var ved at blive klippet sammen på Zentropa, gik Lars von Trier tilfældigvis forbi og så mig i klipperummet. Kort efter blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville komme til casting på ’Riget’, hvor jeg fik rollen som Mogge. Da jeg læste manuskriptet, tænkte jeg: ”Wow!” Det var vildt at læse. Det var kun den anden eller tredje rolle, jeg lavede, og til første læseprøve sad jeg med folk som Jens Okking, Ghita Nørby, Søren Pilmark, Kirsten Rolffes og Ernst-Hugo Järegård. Lars von Trier lagde ud med at sige: ”Jeg hader skuespillere.” Det skulle vise sig, at det gør han ikke, men han kan godt lide at sige det. 

Det var vildt at være en del af. Vi lavede håndholdte scener, der var 10 minutter lange, og der var en kæmpe frihed til stede. Jeg var ung og havde ikke prøvet særlig meget andet. Det var først senere, det gik op for mig, at det ikke var helt normalt, det, der foregik. På et tidspunkt gik jeg bag Lars von Trier og Ernst-Hugo Järegård på vej til frokost, da sidstnævnte begyndte at rose mig. Så skyndte Lars sig at sige: ”Hold kæft, hold kæft, han må ikke høre sådan noget, for helvede!” Men jeg nåede at høre det, og det gjorde noget for mig at høre den slags fra så stor en stjerne. Det var et af de små dryp af anerkendelse, man får igennem et liv og en karriere, hvor nogen har set én og troet på én. 

Lars von Trier er et sindssygt varmt og kærligt menneske, men han har en sarkastisk side, som man lige skal vænne sig til. Det oplevede jeg også igen til den nye sæson af ’Riget’, hvor han efter de første optagelser kom hen til mig og helt tørt sagde: ”Jeg vil bare lige fortælle dig, at det altså ikke er ’Min søsters børn’, vi laver her.”

På den nye omgang ’Riget’ har jeg også haft dage, hvor jeg har siddet og rystet og tænkt, at jeg ikke havde styr på noget, fordi der var sådan en totalt kaosagtig energi. Det kan Lars von Trier godt lide. Selvom jeg har været i showbiz det meste af mit liv, har der været dage, hvor jeg har været nervøs. Jeg tager ikke noget for givet, og jeg prøver at være ydmyg. Det vigtigste for en skuespiller er at gå helt åbent og nysgerrigt ind på en scene og reagere på, hvad der sker. Hvis man planlægger for meget, kan det gå galt. 

PETER MYGIND OM

Karriere og familie

“Jeg har forsøgt at prioritere anderledes, end mine forældre gjorde, fordi jeg ikke ville have, at mine børn skulle opleve det samme. Men det er fandeme svært, når man spiller en rolle på teateret eller er med i film og tv-serier, at ringe og sige, at man ikke kommer ind i dag, fordi ens søn hoster. ”Er du syg i hovedet? Der står 60 mand og venter!” Der har været kæmpe drama nogle gange, men jeg har et godt forhold til mine sønner, og jeg har været sammen med Lise i 31 år nu, og jeg tænker, at det blandt andet skyldes, at vi har taget kloge beslutninger om at prioritere familien. Det er forhåbentlig også dem, der holder mig i hånden, når jeg en dag ånder ud.

13. HELT UDSPILLET

Kort før jul sidste år sad jeg før en optagelse og kunne pludselig ikke mere. Jeg havde filmet 73 dage i træk på ’Sommerdahl’, hvor jeg havde været med i så godt som alle scener. Dagen efter sad jeg i Helsingør og var klar til at filme en optagelse i ’Borgen’, som jeg også spillede med i foruden ’Riget’. Jeg har aldrig før i min karriere haft så mange store roller på så kort tid. Jeg følte mig sindssygt grundtræt, da der kom en sød produktionsassistent ind og fortalte, at min scene var udsat i fire timer. Da hun sagde det, var det, som om noget knækkede inde i mig. Jeg tænkte straks: ”Det kan jeg ikke.” Så begyndte jeg at ryste og få det dårligt. Jeg kunne ikke trække vejret, og jeg prøvede at sige til hende, at det ikke kunne lade sig gøre. Lidt efter kom en fra højere oppe i hierarkiet ind og spurgte, hvad problemet var. ”Scenen er bare flyttet fire timer,” sagde han uforstående. Så løb jeg grædende ud af lokalet og ned på stranden, hvor jeg brød fuldstændigt sammen. Til sidst fandt producenten mig, der kunne konstatere, at Peter Mygind var færdig. Min krop havde fået nok, og selvom jeg har levet af at spille skuespil i 40 år, måtte jeg lære det på den hårde måde.

Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg ikke behøver spille mig ud til prøverne, men jeg spiller for at mærke, hvor vi er på vej hen, og så min kollega også kan mærke det. Det er et aktivt valg, som jeg gerne vil holde fast i, for jeg har ingen planer om at skrue ned for min energi. Det kan jeg ikke. Men så er jeg også nødt til at trække stikket helt nogle gange.

14. TILFÆLDETS GAVER 

Jeg er dybt taknemmelig for at være et sted, hvor jeg på en måde er genopstået som skuespiller, og folk vil bruge mig igen. Som skuespiller kan man ikke undgå at have perioder, hvor man synes, at der er gået lige lovlig længe, siden telefonen ringede. Der har da også været tidspunkter, hvor jeg har tænkt: ”Så sluttede den karriere”, og jeg har mindst en gang sagt til Lise, at vi blev nødt til at sælge huset, fordi jeg ikke havde nerver til det liv, hvor man pludselig ikke har noget at lave i et halvt år. 

Der er så mange tilfældigheder på spil i skuespilbranchen. Jeg løb rundt i badebukser og spillede fodbold med mine sønner en sommerdag for flere år siden, da min nabos søster tilfældigvis hørte min stemme igennem hækken. Hun var caster på Ole Christian Madsens film ’Flammen & Citronen’ og var ved at lede efter ham, der skulle spille Aksel Winther. Pludselig slog det hende: ”Hvorfor ikke Peter Mygind?” Karakteren er lidt af et røvhul, og de havde egentlig tænkt på nogle helt andre, men jeg blev hevet ind til en prøve og endte med at få rollen. Det var min første rigtige røvhulsrolle, og den har betydet meget for mig. Til premieren kom Søren Kragh-Jacobsen hen og sagde: ”Det var fandeme interessant at se dig i den slags rolle. Vi er ved at lave ’Borgen’, hvor vi leder efter en til en rigtig røvhulsrolle. Har du lyst til at komme og give dit bud?” Sådan blev jeg den skruppelløse sladderjournalist Michael Laugesen. Der er mange, der har været interesseret i, om jeg har bygget min rolle på Henrik Qvortrup, og ja, jeg har taget noget Qvortrup til mig, men også alle mulige andre, jeg har mødt gennem tiden. På et tidspunkt sad jeg ved siden af en til en fødselsdag, der sagde alt muligt grænseoverskridende uden at fortrække en mine. Sådan noget suger jeg til mig. Men der er også noget af Peter Mygind i rollen, for jeg har også haft røvhulsøjeblikke, hvor jeg har været i mit iskolde hjørne. Hvis man vil gøre det troværdigt, bliver man nødt til at kravle 100 procent ind i den person, mens kameraet kører. Næste år er det 40 år siden, jeg som 19-årig blev en del af min mors teater, og jeg nyder stadig at prøve at skabe en karakter.

Lars Pedersen – bedre kendt som CHIEF 1 – var med til at opfinde dansk rap og har produceret musik for alle fra Ace of Base til Kim Larsen. Her fortæller den grandprix-aktuelle hitmager om et skelsættende kassettebånd, om at være hiphopstjerne med angstanfald og om at finde melodien, da det så allermest sort ud.
Tekst:Benjamin DaneFoto:PR, privat

DER ER NOGLE, som ved præcis, hvor de var, da Danmark vandt EM i fodbold. Da amerikanerne landede på månen. Eller da Olof Palme blev skudt. Men for mig var det i 1982, da jeg hjemme på mit drengeværelse i Tårnby satte mit første kassettebånd med hiphop på. Det var et bånd med Run DMC, som min storebror havde sendt fra USA, hvor han var på high school-ophold. Ud af båndoptageren kom ’It’s Like That’, et nummer helt uden bas eller guitar, men bare en rytmeboks, noget scratch og en rap, der handlede om at leve i New York og være på røven. I det moment fandt jeg min musikalske identitet efter en barndom, hvor jeg havde hørt alt fra Elvis til Gasolin’ og Duran Duran. Jeg kunne høre noget i teksten, som jeg genkendte fra netop Gasolin’ – ”hvad gør vi nu, lille du?” – men også fra min far, der lavede dansk countrymusik med socialrealistiske tekster. Forskellen var, at det denne gang kom fra nogle, der kunne være min generations talerør.

Jeg blev født i 1970 og voksede op i en andelsboligforening ved Tårnby Torv. Et helt klassisk treetagers byggeri med fire længer og en gård i midten. Mine forældre havde begge halvdagsjob, og de havde valgt at leve på en måde, så de kunne være hjemme klokken to om eftermiddagen, men stadig klare den økonomisk. Vi havde en lejlighed, en bil og en lille træhytte i Sverige, som kostede 1.600 kroner om året. I vores køleskab var der aldrig rigtig noget særligt, men der var heller aldrig noget, der manglede.

Ken ’The Duke’ Larsen, Per ’Dee Pee’ Pedersen og Lars ’Chief 1’ Pedersen i ungdomsklubben Thomas P. Hejle i bluser malet af graffitikongen Seen fra USA, 1985.

Min mor arbejdede som sekretær i Dansk Tromlecentral på Amager, hvor hun sad på kontor og udbetalte løn. Det var et sted, hvor de fik store tromler ind fra benzin- og olieindustrien, som de afsyrede og restaurerede, så de kunne sælges igen. Min far var trommeslager og med i The Cliffters med Johnny Reimar, som var Danmarks første rigtige popband. I 1962-63 var de det største band i Danmark, og de optrådte på tv med Cirkusrevyen. De blev ret store teenageidoler, og der var piger, som brød ind på min fars drengeværelse på Christianshavn og stjal hans underbukser. I starten af 70’erne kom han med i et band, der hed Teddy, Chano, Jan & John, som var de første herhjemme, der spillede countrymusik. De lavede blandt andet ’Jeg vil bo på Vesterbro’, som blev en evergreen. Det var danske socialrealistiske tekster og sangtitler som ’Ikke flere penge, fyret fra mit job’. Men efter han fik min storebror Per og mig, droslede han ned til at være hyggemusiker på halv tid, og ved siden af fik han et job som dekoratør, hvor han blandt andet sad og lavede små trævikinger, som blev solgt til turister inde i byen.

Jeg gik i skole på Tårnby Skole, som lå tre spytklatter fra, hvor vi boede. Alligevel kom jeg altid for sent. Jeg sprang morgenmaden over, og så tænkte jeg, at jeg kunne vente med at stå op til kvart i otte, hvilket selvfølgelig var alt for optimistisk. Jeg var god til de ting, jeg interesserede mig for – dansk, engelsk og samfundsfag – men hvis en lærer ikke fangede mig, stod jeg helt af. Matematik var jeg helt elendig til, og da vi nåede til ligninger med x og y, måtte jeg give op. Jeg tilbragte også en del tid på inspektørens kontor, fordi jeg tegnede på bordene og lavede ballade.

CHIEF 1 

Lars Pedersen, født 1970.Var med til at danne og udgive fem album med rapgruppen Rockers By Choice.

Har produceret for navne som Ace of Base, Basim, Bryan Rice, Danseorkestret, Danser med Drenge, Danny Kool, Dodo & The Dodos, Christian Brøns, Gnags, Humleridderne, Lars H.U.G., L.I.G.A, Love Shop, Kim Larsen, Michael Learns To Rock, Smokie, Anne Dorte Michelsen, Nik & Jay, Sanne Salomonsen, Shu-bi-dua, Thomas Blachman, Outlandish, Michael Falch, Johnny Madsen og Flemming ’Bamse’ Jørgensen. Var i 2016 medkomponist på Ricky Martins verdenshit ’Vente pa’ ca’, der gik nummer et i 24 lande og er streamet en halv milliard gange.

Udgav i 2017 soloalbummet ’Slip’ og fik i 2021 sit hidtil største solo-hit med ’Alt er godt’ i samarbejde med Thomas Buttenschøn.

Har som sangskriver vundet Dansk Melodi Grand Prix fire gange. Når gruppen Reddi 14. maj repræsenterer Danmark ved det internationale Eurovision-grandprix i Italien, er det med sangen ’The Show’, som Lars ’Chief 1’ Pedersen har været med til at skrive.

MIN FAR VAR vild med Cliff Richards og Elvis, som var fra hans ungdom. The Beatles var for nymodens til ham. Jeg elskede dem alle, men jeg var også vild med Gasolin’, som alle de andre i skolen hørte. I samfundsfag kom læreren en dag ind med en stor bog og spurgte os, hvad vi gerne ville, når vi blev voksne. Søren ville være advokat, og Camilla ville gerne være stewardesse, og da læreren nåede ned til mig, der sad med min cola og min frikadelle, som jeg havde købt i frikvarteret, svarede jeg: ”Jeg vil være musiker.” Læreren bladrede febrilsk i sin store bog med jobs. Der var maler, og der var murer, men der stod ikke musiker, hvilket kun gjorde mig endnu mere sikker.

I starten af 80’erne var der en 60’er-revival med Shakin’ Stevens og Stray Cats. Jeg købte brylcreem og lædervest, men det duede ikke rigtigt. Siden kom Duran Duran. Jeg var 12 år gammel, og jeg ville gerne have en lys stribe ligesom Simon Le Bon. Dengang kunne man ikke bare gå ned og købe færdig hårfarve, så min mor måtte lave en kemikalieblanding. Det blev til en armygrøn klat, der lignede, at en fuld svensker havde brækket sig i mit hår. 

Jeg hørte også Sugarhill Gang og Grandmaster Flash, og jeg kunne selvfølgelig høre, at de talte hen over funkmusikken i stedet for at synge, men jeg anede ikke, at det var hiphop. En dag sad jeg sammen med en ven, der også boede på Tårnby Torv. Han fortalte, at han havde været inde på Strøget ugen forinden og set 5-6 unge stå og danse rundt om en båndoptager. Ugen efter tog vi ind til Rådhuspladsen og mødte 10 drenge, som stod og hørte høj musik. To af dem var Ken Larsen og Henrik ’Phase 5’ Marquardt, som var pionerer inden for breakdance i Danmark. De satte to båndoptagere sammen, og så gik vi ned gennem Strøget i samlet flok og stoppede op foran tøjbutikken Deres, hvor de begyndte at danse electric boogie. Pigerne kiggede, og folk smed penge i bøtten, så vi kunne gå over og købe en Whopper, og jeg syntes, det var helt fantastisk. Jeg begyndte at tage derind hver fredag, og vi blev hurtigt flere og flere, som mødtes og breakdancede.

Samtidig var min storebror taget på high school i USA. Han boede i Rochester uden for New York, og når han hørte radio derovre, optog han sangene på kassettebånd og sendte dem hjem til mig. De første mange gange var det Duran Duran, Spandau Ballet, Paul Young og de andre gængse 80’er-bands. Pludselig var der en pause, hvor der ikke kom noget med posten, fordi han havde mødt en sort pige, som havde introduceret ham til hiphop. Det næste bånd, han sendte, var det med Run DMC.

Jeg så tysk fjernsyn konstant, fordi det var det eneste sted, der var en chance for at støde på noget om hiphop. Når de bragte et indslag om breakdance fra New York, skyndte jeg mig at optage det på min Betamax, og så inviterede jeg alle vennerne fra gården i Tårnby over. Vi så det igen og igen, spolede frem og tilbage, mens vi lå i underlige akrobatiske stillinger hjemme på stuegulvet. Vi tog i Accord inde i byen iført store skijakker og købte to plader, mens vi stak resten ind under jakken, og vi købte en mixer og to gamle pladespillere, så vi kunne øve os i at scratche. Senere fik vi et lokale i ungdomsklubben Thomas P. Hejle, hvor vi mødtes hver fredag fra 18 til 22. Graffitimalerne lavede store malerier, og oppe på scenen havde vi en dj-pult, hvor Phase 5, Cutfather og jeg skiftedes til at spille, mens drengene lå svedende og breakdance-battlede på gulvet. Lokalet lå på tredje sal, og nede i stueetagen på ungdomsklubbens diskotek stod alle pigerne og undrede sig over, hvor alle drengene blev af. Men vi ænsede dem ikke. 

Jeg var med i en breakdancegruppe med blandt andre Jan ’DJ Jan’ Kabré’ fra MC Einar og Lars Ranthe. Vi breakdancede i syv timer hver dag efter skole og endte med at vinde DM to gange. Hurtigt fandt jeg ud af, at det ikke gik at være breakdancer og hedde Lars. Mine idoler fra USA hed ting som Crazy Legs, Mr. Freeze og Buck Four, så jeg måtte også have mig et alias. Først hed jeg Mr. X, men det fungerede slet ikke. I stedet kaldte jeg mig Chief 1, fordi jeg elskede indianerne, og fordi det handlede om at være den bedste af dem alle.

Rockers By Choice, 1988.

PÅ THE VOICE havde Dan Rachlin og Philip Lundsgaard et radioprogram, hvor man kunne sende dj-mix ind. Jeg var helt oppe at køre, når mine ting blev spillet i radioen. Det samme var min ven Jørgen, som kaldte sig DJ TNT. Men en dag var der en fyr, som sendte et rigtig dårligt mix ind i TNT’s navn for at få ham ned med nakken. TNT blev så rasende, at han besluttede sig for at lave en diss-rap, som de gjorde i USA. TNT, min storebror Per – som kaldte sig Dee Pee – og jeg øvede os i at rappe på engelsk og indspillede vores diss-rap på TNT’s firesporsbåndoptager. Fredagen efter blev det spillet på The Voice. Vi dannede en gruppe og begyndte at øve, og imens tog jeg 10. klasse for at købe mig tid, mens jeg fandt ud af, hvad jeg skulle med musikken.

I 1987 dannede jeg Rockers By Choice sammen med min bror, Master Phoze, MC Pete og MC Swan. Vi øvede på Amager og indspillede en masse demoer på engelsk, som blev afvist af alle pladeselskaberne. Men det førte til koncerter på punk- og rockklubber som Barbue i Huset i Magstræde og Sorte Hest på Vesterbro. På det tidspunkt var punken blevet stueren, og jeg tror, at punkerne savnede noget oprør. De elskede vores energi og gik helt amok og stage­divede, mens vi spillede. 

Efter en af koncerterne på Barbue kom Kenneth Bager, som arbejdede for Virgin Records, op til os. Med sin Hobro-dialekt sagde han: ”Det’ fan’me fedt, det der, drenge” og tilbød os en kontrakt, hvis vi ville lave noget på dansk. Vi var skeptiske, fordi dansk rap dengang var fjollet og så langt fra vores idoler i New York, som man kunne komme. Det var sådan noget som Per Pallesens ’Fodermesterrap’ og Gunnar Nu Hansens ’Nu rap’. Men vi tænkte, at hvis nogen skulle lave det første rigtige danske hiphopalbum, så skulle det være os.

Chief 1 turnerer i 2022 med sit tredje soloalbum, ’Nordlig sjæl’.

Da vi udgav ’Opråb! Til det danske folk’, eksploderede det hele. Vi fik topanmeldelser, og selv de mest intellektuelle musikkritikere elskede os. Samtidig blev vi teenage-idoler. Jeg boede stadig hjemme hos mine forældre, og der var fans, som lå i buskene på Tårnby Torv og ventede på mig. Min mor forbarmede sig ofte over dem, så når jeg kom hjem efter at have øvet, sad der 3-4 fans hjemme i stuen. På posthuset hentede vi den ene sæk efter den anden med breve, hvor unge piger skrev, at alt, de ønskede sig, var en hest og at blive kærester med en af os. Og når vi spillede koncerter, kunne vi ikke forlade backstage-lokalet uden at blive jagtet. Det var mærkeligt for os at blive popstjerner, samtidig med at vi gerne ville være hiphop og holde det real.

I 1989 og 1990 turnerede vi konstant og spillede alle de store festivaler. Det satte sine spor på vores andet album, som pladeselskabet gav os helt frie tøjler til at lave. Det blev optaget i et rockstudie med live-instrumenter, og måske skulle nogen have fortalt os, at vi gik lige lovlig hurtigt væk fra det, som havde gjort os til stjerner. Da ’Vi er generationen der ikke må fejle’ udkom, var der mange af vores fans, som ikke kunne følge med i det store musikalske spring, som især jeg havde taget. På turneen, der fulgte, lavede vi rock-opsætninger af alle de gamle numre, og folk faldt fra, fordi de ikke kunne kende os. Pludselig tjente vi ingen penge, og jeg var 20 år gammel, havde lige købt ejerlejlighed og stod med en kæmpe B-skattegæld. 

Efter den tredje Rockers-plade begyndte jeg at hænge ud på Bodega Fidusen på Amager, hvor et par af mine gamle Tårnby-venner kom. De havde dannet en lille rapgruppe ved navn Humleridderne, som alle gik og grinede af. De var malere, og jeg fik ideen til at lave en sang, som hed ’Malerhjerne’. Vi gik i studiet, og jeg producerede deres første album, som udkom i 1995 og solgte 150.000 eksemplarer. Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide at arbejde som producer, fordi det gav mig mulighed for at holde mig lidt i baggrunden. Jeg var træt af at være på turné og spille koncerter, og stemningen i Rockers var ikke længere god. Jeg følte et pres for at skulle levere det næste hit, og til sidst fik jeg angst, fordi jeg var følsom og tog alting nært. I en taxa på vej til en koncert i Jylland midt om natten fik jeg et anfald, hvor mit hjerte bankede, og jeg ikke kunne synke. Jeg måtte stige ud af bilen og lægge mig i nødsporet på en kold jysk motorvej, mens jeg troede, at jeg var ved at dø.

Chief 1 laver ’the windmill’, 1985.

JEG TRAK MIG fra spotlyset og gik fra at være angriber til træner. I 1993 havde jeg opdaget Remee til et arrangement, ’Årets Rapper’ i Solrød, hvor jeg var dommer. Han var en meget hardcore 16-årig dreng, som i hvert faldt ikke skulle være med i et popband, men jeg fik ham med som rapper i Sound of Seduction, der blev en af Danmarks første dance-succeser. Vi lavede flere kæmpe hits, og jeg startede et pladeselskab, hvor vi udgav eurodance. I mellemtiden udgav vi det sidste Rockers By Choice-album, ’De 5 på flugt’, men i 1996 var det slut.

I årene efter producerede jeg alt mellem himmel og jord, lige fra Kim Larsen og Johnny Madsen til Outlandish og Basim. Og fordi jeg havde skattegælden fra Rockers-dagene hængende over hovedet, sagde jeg også ja til at lave en masse børnemusik, blandt andet Razz, B-boys og Danny Kool. Mange år efter Sound of Seduction dannede jeg sammen med Remee pladeselskabet RE:A:CH – Remee and Chief – hvor vi både vandt Dansk Melodi Grand Prix med Soluna Samay i 2012 og Anti Social Media i 2015 og sammensatte poptrioen L.I.G.A, som blev en stor succes. Men der var ikke noget af det, som gjorde mig rigtig glad. Alting blev mere og mere gråt, og selvom der kom grønne bude med platinplader, var det kun et hurtigt fix. Jeg isolerede mig i studiet i 12 timer ad gangen, og når jeg slukkede computeren, blev jeg trist. For så vidste jeg, at jeg var nødt til at gå ud i den virkelige verden.

I 2016 fik jeg en dyb depression. Jeg gik fra min hustru, som jeg havde været sammen med i 22 år, og jeg forlod pladeselskabet med Remee. Min største frygt var, at jeg havde mistet lysten til at lave musik, for hvis jeg ikke havde den, hvad levede jeg så for? Der var perioder, hvor jeg tænkte, at det hele kunne være lige meget. Men heldigvis havde jeg min syvårige søn, som gjorde, at jeg ikke gav slip. Jeg var flyttet ind i mit studie og sov 4-5 gange om dagen, og om natten traskede jeg hvileløs rundt i kvarteret. 

Jeg gik til psykolog og tog lykkepiller, men intet af det virkede. Jeg havde læst, at man skulle huske at gøre noget godt for sig selv, så en aften i studiet skrev jeg en sang kun til mig. Den hedder ’Man skal dø lidt, før man finder vej’, og jeg skrev den på 20 minutter. Bagefter satte jeg mig og sang for første gang i mit liv. Da jeg var færdig, lagde jeg mig til at sove, og næste morgen, da jeg hørte nummeret igen, kunne jeg mærke, at der kom en lille lysstråle ind i mit liv. Den dag skrev jeg et nyt nummer mere, og før jeg havde set mig om, havde jeg skrevet 3-4 sange, som til at starte med kun var for mine egne ører. Men der gik ikke længe, før jeg tænkte, at der måske var andre, som kunne relatere til det, jeg gik igennem.

I 2017 udgav jeg mit første album, ’Slip’. Pludselig var jeg på soloturné for første gang i en alder af 48. I starten kom der ikke mange til koncerterne, men en dag blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville være med i ’Toppen af poppen’. Jeg troede først, at det var telefonfis, men ikke længe efter sad jeg ved et bord sammen med Kwamie Liv, Teitur, Medina, Anders Blichfeldt, Cæcilie Norby og Carl Emil Petersen. En stemme inde i mit hoved sagde, at jeg ikke hørte til som sanger i det selskab. Men da jeg gik op til mikrofonen, overraskede jeg alt og alle.

Efter min første solo-single blev jeg inviteret i ’Go’ aften Danmark’ for at tale om min depression. Flere gange undervejs havde jeg lyst til at forlade studiet, men værten Michèle Bellaiche så mig og hjalp mig gennem interviewet. Da jeg kom hjem, var min indbakke på de sociale medier svømmet over med beskeder. Der var folk, som skrev, at de havde grædt, mens de så det – og at de sad derude og havde det præcis som mig.

Det har taget mig tre album at nå til et punkt, hvor jeg føler, at jeg kan kalde mig selv for sanger. Det, der startede som en flugt fra min depression, er blevet min identitet, og når jeg i dag producerer for andre, ser jeg det som et bijob. Jeg bliver nok aldrig helt fri af mørket, men jeg har vendt mit livs største nedtur til en ny begyndelse. Og selvom jeg er 52 år gammel, har jeg det, som om jeg er 17 og lige har udsendt mit første album med Rockers By Choice.

Hun forelskede sig i de skrå brædder, inden hun faldt for russisk kultur og begyndte at rapportere om korruption, revolutioner og borgerkrig. Jobbet havde nær kostet hende ægteskabet, og hun indgik en våbenhvile med sig selv. Siden Rusland angreb Ukraine har MATILDE KIMER mistet sin lejlighed i Moskva, reddet familiens hus i Hvidovre fra en bordelmutter og overvundet en alvorlig sygdom. Men intet er vigtigere for den 41-årige fighter end at dække konflikten i øst.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Morten Germund og Lau Svensson

24. februar, Kharkiv, Ukraine

KLOKKEN FEM om morgenen lokal tid vågner Matilde Kimer til lyden af et brag. I mørket på hotelværelset famler hun febrilsk efter en stikkontakt og støder hovedet mod en væg, inden det lykkes hende at tænde lyset. Hun tager sine briller på og finder sin mobiltelefon frem. 15 ubesvarede opkald, alle fra hendes redaktør på Danmarks Radio i København.

Den 41-årige korrespondent trækker gardinerne fra og træder ud på den lille altan. Det er stadig mørkt udenfor og ikke til at se, præcis hvor larmen kom fra, men hun kan fornemme på lyden, at den ikke er tæt på. I ukrainske og internationale nyhedsmedier kan hun læse, at et militæranlæg i nærheden har været mål for et strategisk bombardement. Og at russiske tropper er trængt ind over grænsen cirka 50 kilometer fra byen.

”Vækket af adskillige kæmpe brag i Kharkiv!” twee­ter hun få minutter senere, inden hun ringer til sin redaktør, trækker i en T-shirt og gør sig klar til de første live-gennemstillinger til tv og radio. Udenfor fortsætter bragene.

Sent aftenen forinden indlogerede hun sig på det lille pensionat i nærheden af banegården i Kharkiv efter at have tilbragt nogle dage i Donbass-regionen, hvor ukrainske styrker og pro-russiske separatister har været i krig siden 2014. I byen Sjastje – som betyder lykke på ukrainsk – måtte hun flygte under et besøg ved et checkpoint hos det ukrainske politi, da byger af Grad-missiler slog ned i nærheden. Ikke siden hun dækkede revolutionen og borgerkrigen for næsten syv år siden, havde Matilde Kimer hørt lyden af det russiske missilsystem, der fra ladet af en lastbil kan affyre 40 raketter på 20 sekunder. Og da hun på vej tilbage mod Kharkiv så konvojer af ukrainske kampvogne komme kørende i den modsatte retning og hørte i radioen, at lufthavnen i byen ville lukke, fornemmede hun, at noget var undervejs.

Fra Kharkiv i øst skal hun med toget til Kyiv, hvor hun har en frokostaftale og en tid til at få ordnet negle, inden hun skal videre med fly hjem til Danmark, hvor hun skal have foretaget en vigtig operation. Men nu lyder der meldinger fra Kyiv, der også er blevet ramt af ballistiske missiler, om aflyste fly, og DR’s sikkerhedsfirma giver hende besked på indtil videre at blive, hvor hun er. Så Matilde Kimer, der er eneste gæst på pensionatet, går i stedet ned i receptionen på jagt efter kaffe. Hun får tiltusket sig en dobbelt espresso hos indehaveren, en ældre kvinde i natkjole, som går rundt og bander ind i sin mobiltelefon.

”Er han blevet sindssyg?” spørger Matilde Kimer, mens de står der i køkkenet. Altså Putin, underforstået.

Kvinden, som er pro-russisk, hvæser tilbage:

”Alle vores politikere er sgu da sindssyge.”

MATILDE KIMER

Født 1980. Opvokset i Korsør på Sjælland.

Uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2007. Har siden 2009 arbejdet som udlandskorrespondent for Danmarks Radio og ad tre omgange været udstationeret i Moskva.

Udgav i 2016 bogen ’Krigen indeni’ om skæbnefortællinger fra Ukraine og hendes egne oplevelser med at dække revolutionen og borgerkrigen i det østeuropæiske land. Modtog i 2017 Den Berlingske Fonds Journalistpris for sin dækning af Ukraine.

Gift med fotograf og producer Jesper Schwartz, der tidligere har arbejdet som fotograf i DR. Sammen har de tre børn på seks, 12 og 16 år.

ET PAR TIMER og adskillige live-gennemstillinger senere får Matilde Kimer nys om, at også TV 2-korrespondenten Rasmus Tantholdt og hans fotograf Simon Borg er i Kharkiv. De befinder sig i den anden ende af byen på et hotel, hvor der er rigeligt med mad og en underjordisk parkeringskælder, man kan søge ly i, hvis russiske missiler kommer for tæt på. Og da pensionat-indehaveren i natkjolen beslutter at lukke biksen, får Matilde Kimer arrangeret transport og skaffet sig et værelse med hjælp fra sine danske kolleger.

På hotellet mødes hun senere på dagen med sin ukrainske fotograf Mykola, som er bosat i Kharkiv og var med hende i Sjastje dagen før. I mellemtiden har han, trods store protester fra teenage­datteren, kørt sin fa­milie i sikkerhed hos svigerforældrene ude på landet og fundet en af de få tankstationer i området, hvor man stadig kan få benzin. Ud på eftermiddagen kører han og Matilde Kimer sammen nordpå for at tale med naboerne til det bombede militæranlæg. Her møder de en mand, hvis altan er blæst helt ind i dagligstuen på grund af trykket fra eksplosionen.       Tilbage på hotellet, hen på aftenen, kan Matilde Kimer ane konturerne af bevæbnede ukrainere i gaderne, som er begyndt at mobilisere. Natten igennem fortsætter eksplosionerne.

Næste dag tager hun toget til Kyiv sammen med Rasmus Tantholdt og Simon Borg for at mødes med DR-kollegaen Anna Gaarslev og en journalist fra BT, mens Mykola bliver tilbage i Kharkiv. Fra Kyiv er det planen, at de næste dag skal rejse ud af Ukraine via havnebyen Odessa i syd. Derfra vil DR’s sikkerhedsfirma transportere dem det sidste stykke ud af landet over grænsen til Moldova. Men sent lørdag aften, da de sidder på toget og er nået halvvejs til Odessa, ringer en rådgiver fra sikkerhedsfirmaet.

”I skal hoppe af toget, inden I kommer frem. Der er indført totalt udgangsforbud, og vi kan ikke komme ind og hente jer,” lyder beskeden. Matilde Kimer og hendes kolleger må stå af på et trinbræt langt ude på landet uden at være helt sikre på, hvor de befinder sig i det bælgravende mørke. De tilbringer natten i en lille, uopvarmet stationsbygning, og næste morgen forsøger de, med lidt chokolade fra stationsforstanderinden i maven, at tage en bus ind til den nærmeste by. Ved første militære checkpoint bliver de stoppet og mødt af direktøren for et af Ukraines største atomkraftværker, som ligger under en kilometer derfra i Kostjantinivka.

Dobroserdetjnyj,” siger han til soldaterne, det betyder venligtsindet på ukrainsk. Efter en ransagning af deres kufferter, hvor hver en sur sok bliver vendt, eskorterer direktøren dem personligt igennem de næste to checkpoints ind til Kostjantinivka og indlogerer dem på et lille hotel. Her bliver Matilde Kimer afhørt, først af hjemmeværnet og dernæst af politiet, som modsat atomkraftværksdirektøren er mistænksomme på grund af hendes russiske visum. De gennemgår alle hendes billeder og beskeder, og først da de læser hendes samtaler med Mykola, der overvejer at melde sig til den ukrainske hær, bliver de overbevist om, at Matilde Kimer ikke er russisk spion. Det lykkes også at skaffe passage for DR’s sikkerhedsfirma, og om mandagen – på krigens femte dag – forlader det lille hold af danske journalister Ukraine via Moldova og videre til Rumænien, hvorfra der går et fly til København.

Matilde Kimer og fotograf Lau Svensson, er lige ankommet til Ukraine og er på vej mod Kyiv.

På vej ud mod byens nordlige forstæder, hvor der er kampe.

18. marts, Hvidovre, Danmark

I RISBJERGKVARTERET, cirka 1.300 kilometer fra Kyiv, er foråret ved at få fat i ligusterhækkene omkring parcelhusene, der strækker sig næsten endeløst fra Åmarken Station og helt ud til Holbækmotorvejen. Det er en måned siden, at Matilde Kimer sidst var hjemme fra Moskva for at sætte familien af i Hvidovre og pakke en kuffert til reportageturen i Ukraine. Siden august 2021 har Kimer, hendes mand og deres tre børn boet i den russiske hovedstad, men i starten af året tog de en beslutning om, at familien skulle flytte hjem, mens hun skulle dele sin tid mellem Moskva og København. Dels fordi de gerne ville tilbage til Danmark, dels fordi stemningen i Rusland ifølge Matilde Kimer har ændret sig drastisk det seneste år.

”Det, der plejede at være internationale skoler i Moskva med mange forskellige nationaliteter, består nu af 80-90 procent børn af rige russere. Miljøet var ikke længere særligt åbent over for udlændinge, og derfor var det heller ikke en stor succes for vores unger. Vi har snakket med de andre danske familier, vi kender derovre, og de har også mærket, at noget har ændret sig,” siger hun, da vi mødes i Hvidovre.

Korrespondenten fortæller, at det, man blandt russere populært kalder ’køkkensnakken’, er vendt tilbage:

”Alle russere, som har oplevet tiden før murens fald, ved, hvad det betyder: At alle vigtige samtaleemner kun foregår hjemme i køkkenet med lave røster og med radioen og tv’et skruet op. Uanset om jeg taler med journalister eller forretningsfolk, er meldingen, at Putin virkelig har strammet skruen, særligt det seneste års tid.”

Det var dog ikke meningen, at Matilde Kimer helt skulle forlade Rusland. Efter reportageturen til Østukraine var det planen, at hun skulle tilbage til sin lejlighed i Moskva. Men siden krigen brød ud, er alle vestlige flyforbindelser til Rusland blevet lukket, og det samme er Matilde Kimers russiske bankkonto, da Visa og MasterCard har besluttet at stoppe alle aktiviteter i landet.

”Jeg havde forsøgt at spare lidt sammen, fordi vi skulle til at have dobbelt husførelse, og fordi jeg skulle have råd til at flyve frem og tilbage fra København til Moskva. Det var blevet til en pæn portion penge, hvis jeg selv skal sige det, men de er så ikke meget værd længere, fordi de er i rubler.”

INDTIL VIDERE BOR Matilde Kimer sammen med sin familie i deres parcelhus i Hvidovre, som har været igennem noget af en genopretning, efter at det i en periode var lejet ud, mens de var i Moskva, til det, de troede var en enlig mor. Efter en måneds tid begyndte Matilde Kimer og hendes mand imidlertid at modtage naboklager om højlydte fester i weekenderne. Folk kom og gik fra huset konstant, på alle tider af døgnet. Senere ringede en nabo og fortalte, at flere af møblerne i huset var flyttet ud i haven, og at kommunen havde sendt en rottefænger, fordi der lå så meget skrald og flød i indkørslen. Rottefængeren havde banket på døren og var blevet mødt af en ung, letpåklædt kvinde, og efterfølgende var han gået ind til naboen:

”Ved I godt, at der er et bordel derinde?” spurgte han.

Matilde Kimer og hendes mand gik på Google og tastede lejerens navn og mailadresse ind.

”Vi fandt adskillige sexannoncer med vores stue og vores børns værelser som baggrund,” siger hun.

De klagede både til firmaet, som havde stået for udlejningen, og forsøgte at melde lejeren til politiet. Men i første omgang uden held. Der endte med at gå næsten tre måneder, inden Matilde Kimer og hendes mand i slutningen af december fik fogedrettens ord for, at lejeaftalen var misligholdt. Den kvindelige lejer – som benægtede alle anklager – forlod huset, og bag sig efterlod hun et oprydnings- og renoveringsprojekt til flere hundredtusind kroner. Matilde Kimer og hendes mand har forsøgt at få dem godtgjort gennem en erstatningssag, men uden de store forhåbninger om, at det bærer frugt.

”Da vi kom hjem første gang, var der rykket senge ind i alle værelser, væggene var helt gule af røg, og der var skoddet cigaretter på trægulvet. Der var bare lort over det hele, og de havde efterladt de mærkeligste ting, for eksempel en kunstig kvindeoverkrop. Det har krævet to måneders hardcore renovering at bringe huset tilbage til en stand, hvor vi har lyst til at bo der igen,” siger Matilde Kimer, der sukker højlydt, mens hun fortæller.

”De seneste måneder har virkelig været en perfect storm. Jeg ved efterhånden ikke, om jeg skal grine eller græde.”

Matilde Kimer og Lau Svensson i Kharkiv. Den hårdt ramte bydel Saltivka er under angreb.

RUNDT OM HALSEN bærer korrespondenten et lille mønstret halstørklæde. Det skjuler stingene fra den operation, som hun rejste hjem fra Ukraine for at gennemgå. I starten af året, mens hun var i Moskva, begyndte hun at få synkeproblemer, og når hun kiggede sig i spejlet, kunne hun se en knude på halsen. Hun gik til sin russiske læge, der fandt to cyster, den ene med en diameter på hele to centimeter. De blev tømt for blod og betændelse, og for en sikkerheds skyld besluttede lægen, at der også skulle laves en vævsprøve.

”Det russiske hospitalsvæsen er meget ulig det danske, når det kommer til at give dårlige nyheder,” siger Matilde Kimer. 

”Jeg fik en mail med en pdf-fil, mens jeg sad i Kharkiv sammen med Mykola. Der måtte jeg altså lige have en rigtig stærk espresso.”

Resultatet af vævsprøven viste, at hun havde en tumor i halsen. Under sit besøg i Danmark har hun derfor fået fjernet halvdelen af sin skjoldbruskkirtel. De efterfølgende undersøgelser har vist, at kræften ikke har nået at sprede sig, og hun har fået grønt lys af lægen til at tage til Ukraine igen og dække krigen, så snart stingene er fjernet.

Matilde Kimer lader til at tage diagnosen i stiv arm, som et bump på vejen. Måske fordi hun har prøvet det før.

HUN VAR 14 år gammel, da hun første gang mærkede en knude i halsen. Når hun trykkede på den, gjorde det ondt helt omme i hendes ryg. Hun blev sendt til en kiropraktor, som knækkede og brækkede, men lige ondt gjorde det, og i stedet gik hun til sin læge og kom til undersøgelse på Slagelse Sygehus. Smerterne skyldtes, viste det sig, at knuden trykkede på en nerve, der løb fra halsen om i ryggen. Men lægerne fandt også, at hendes lymfekirtler var fulde af kræft.

”Det var noget røv,” siger Matilde Kimer, som ikke har for vane at pakke tingene ind.

Dengang, i 1995, gik hun i 8. klasse i Korsør. Hun blev sendt til kræftafdelingen på Rigshospitalet, hvor lægerne fortalte hende, at det var usædvanligt for en 14-årig, og endnu mere usædvanligt for en 14-årig kvinde, at få konstateret lymfekræft, som var mest almindeligt blandt mænd over 30. De fortalte, at kræften var i stadie 2b ud af fire, og at alt under tre havde gode udsigter for helbredelse. Men også, at det ville blive en drøj omgang at komme igennem.

Kuren lød på 12 gange to ugers kemoterapi. En uges intravenøs behandling efterfulgt af en uge med piller, siden en uge uden noget, og så begyndte det forfra. Den første omgang fik Matilde Kimer kort inden sin 15-års fødselsdag 23. december, og som vinteren og foråret gik, blev hun stadig mere afkræftet. Kemoterapien gav hende kvalme, om morgenen på vej til skolebussen brækkede hun sig, og i maj, netop som læseferien i 9. klasse skulle til at begynde, valgte hun at sige stop:

”Jeg var pissefølsom og usikker, jeg tabte mig og havde det ad helvede til, og efter 10. omgang sagde jeg, at jeg ikke kunne mere. Jeg følte, at jeg var ved at dø af behandlingen, ikke af sygdommen.”

Hendes læge sendte Matilde Kimer til en scanning, og til hendes held viste den, at kræftcellerne var krympet nok til, at hun kunne springe de sidste to gange kemo over og i stedet gå i strålebehandling.

I sommerferien efter 9. klasse kørte hun hver morgen med sin far til Rigshospitalet. Her fik hun støbt en form til sin overkrop og sit ansigt og en bideskinne til tænderne.

”Og så blev jeg ellers kørt en tur gennem mikroovnen. Fra mandag til fredag, 25 dage i alt,” siger Matilde Kimer, der blev strålet, til både hår og huden bag ørerne faldt af. 

Når hun efterfølgende tog på arbejde i Bankernes EDB Central, hvor faren arbejdede og havde skaffet hende ind som piccoline, gik hun omtåget rundt på gangene, høj af al den morfin, hun tog mod sine smerter.

Men strålerne virkede, og 1. august blev Matilde Kimer meldt rask. Hun havde stadig smerter, men en weekend inden hun skulle starte i gymnasiet, hvor hun var alene hjemme hos sin mor med en veninde, besluttede hun sig for at droppe morfinen fra den ene dag til den anden.

“Jeg kørte en ’Christiane F.’ og tog en kold tyrker,” siger Matilde Kimer.

”Jeg havde ryste-, svede- og kuldeture hele weekenden. Men da jeg startede i 1. g på Slagelse Gymnasium, klarede jeg mig helt uden smertestillende. Jeg var tyndhåret, endnu mere bleg, end jeg plejede at være, og der gik et lille års tid, før jeg så helt normal ud igen. Men jeg var rask.”

Rådssal på regionskontor i Kharkiv efter angreb.

Matilde Kimer og hendes følgeskab sover på gulvet i en privat lejlighed, som de har fået lov at bruge af ejeren, som er flygtet.

I KORSØR VAR Matilde Kimer vokset op i skyggen af Storebæltsbroen. I slutningen af 80’erne og starten af 90’erne kom ’brobisserne’ til byen, både de brovtende danskere og de brovtende udlændinge, og på byens værtshuse hang lussingerne løst. Matilde Kimer blev født gammel, siger hun selv: lidt moraliserende, lidt bedrevidende og altid meget fornuftig. En diametral modsætning til hendes arkitekt-mor, der var mere ’ingen bh og fri karma til folket’, mens Matilde var den generte, kontrollerende, men ansvarlige storesøster til sin syv år yngre bror, der stadig lå i hendes mors mave, da moren forlod sin mand og flyttede i lejlighed midt i Korsør. Resten af deres barndom boede børnene hos moren. Faren var der, men han fyldte – og fylder stadig – ikke meget i Matilde Kimers liv.

Fra 1. til 9. klasse nåede hun at frekventere fire forskellige skoler. Alle stederne kedede hun sig. I fritiden spillede hun musical og teater, og det tog hun seriøst, så under kræftforløbet måtte sygeplejerskerne møde op på ungdomsskolen, når hun midt i prøverne til en forestilling skulle have sine indsprøjtninger for at styrke immunforsvaret.

Da Matilde Kimer var 12 år gammel, flyttede hendes mor til en nedlagt gård uden for Korsør, en beslutning, som mildest talt ikke faldt i god jord hos pre-teenageren. Og da hun godt og vel fire år senere skulle begynde i 2. g, var hun så træt af den lange, kedsommelige bustur til gymnasiet i Slagelse, at hun fik overtalt sin mor til at lade hende flytte hjemmefra og ind i en lejlighed i byen. Hun lånte den af en bekendt af familien, mens han var udstationeret i Jugoslavien. 

I Slagelse var Matilde Kimer med i alt det drama, hun kunne komme i nærheden af, både på gymnasiet og på det lokale teater. Lang tid efter hendes studentereksamen var hun fast overbevist om, at hun skulle være skuespiller eller musicalsangerinde, og efter en kort retur hjemme hos mor flyttede hun til København og tog et job som syngende tjener på Det Ny Teater. Hendes mål var at spare penge nok sammen til at komme på musicalskole i udlandet.

”Jeg tog til England og gik til optagelsesprøve på flere forskellige musicalskoler. På en skole i London nåede jeg to gange til anden optagelsesrunde, hvilket fik mig til at tro, at der jo måtte være noget, der duede. Der havde det nok været mere barmhjertigt at smide mig ud med det samme,” siger Matilde Kimer.

I mellemtiden arbejdede hun 250 timer om måneden som tjener i Sovino-koncernen. Først på Café Victor, kort på Café Sommersko, så på Café Ketchup og endelig på Divan 1 i Tivoli. Om morgenen, inden hun mødte på job, gik hun til sang, drama og flere pinefulde ballettimer, end hun kan tælle, men til sidst måtte hun sande, at talentet ikke rakte. Da hun som 21-årig stod med bar kærestesorger og knuste drømme, besluttede hun at tage til Paris for at besøge sin mormors bror og hans russiske kone, tante Jeva.

EN ISKOLD DAG i september 2002 steg Matilde Kimer af et fly i Skt. Petersborg. Sommeren havde hun tilbragt i Paris, og da hun ankom til den franske hovedstad, havde hendes russiske tante kigget på hende og sagt:

”Du er blevet 21, kan du så komme i sving!”

Hun mente, at den unge dansker ville have godt af at lære noget russisk, så sammen terpede de det kyrilliske alfabet. Matilde Kimer begyndte at drømme om at rejse gennem det enorme land mod øst. Der var bare ét problem: Hun kunne ikke få visum.

Men det havde Jeva også råd for, og med lidt hjælp fra sine venner på det russiske konsulat fik hun arrangeret, at Matilde Kimer kunne få visum, hvis hun lod sig skrive ind på et universitet i Rusland – og hvis hun lovede at tage franske sæber med til tantens veninder. Og nu stod hun her i lufthavnen i Skt. Petersborg med en taske og en rejsecheck og kiggede på en brysk russisk mand, der hverken smilede eller sagde hej. Han holdt blot et skilt med hendes navn skrevet på kyrillisk.

Chaufføren kørte hele vejen gennem byen og stoppede ved en grå bygning af den mest dunkle og triste slags, man kan forestille sig. I receptionen pressede hun sit pas op mod ruden og fik udleveret en seddel med et nital, nummeret på salen, som hun skulle bo på. Matilde Kimer fik udleveret et lagen og et sengebetræk og blev peget ind ad en dør, hvor der sad en italiensk pige, hun skulle dele værelse med. Af hende lånte hun nogle rubler til en kop minutnudler og en flaske vand fra kiosken, for hun havde selv glemt at hæve.

Næste dag bumlede de gennem Skt. Petersborg i en udjokket traktorbus til universitetet i den anden ende af byen, hvor Matilde Kimer skulle læse russisk. Hun blev placeret på superbegynderholdet sammen med 10 kinesere, der ikke kunne så meget som ét russisk bogstav, og allerede på andendagen spurgte hendes lærer, om ikke hun var interesseret i at rykke op til niveau to. I stedet kom hun på hold med en svensker, en spanier, en serber og døtrene af både en italiensk pizzamogul og Tanzanias ambassadør i Rusland, og hun blev en del af en flok, som var faste gæster i billardbaren på kollegiet. De lavede sammenskudsgilder, drak øl og gik på byens museer og udstillinger, hvor billetterne kostede, hvad der svarede til en tokrone.

Det var året inden, Skt. Petersborg i anledning af byens 300-års jubilæum blev renoveret fra ende til anden. Fra det ene gadehjørne til det andet kunne man gå fra næsten Venedig-lækre kanaler og gamle kirker til bygninger, som så ud, som om de ville skvatte sammen, hvis man pustede på dem. På fortovet kunne man købe hjemmebrændte film, som helt åbenlyst var optaget i en biografsal, og der var små dodgy kælderbutikker, hvor Matilde Kimer købte piratkopierede cd’er med klassisk russisk musik.

Der var dage, hvor hun terpede, men Matilde Kimer var ikke nogen ambitiøs studerende. Da hun kom hjem til jul efter tre måneder i Skt. Petersborg, havde hun ikke lært andet end en håndfuld sætninger på russisk. Men hun var faldet pladask for det kugleskøre land. Og det eneste, hun vidste, var, at hun skulle tilbage.

Motorvej omkring Makariv/Irpin uden for Kyiv med efterladt russisk materiel.

Vejskilte og byskilte i udkanten af Kyiv er enten malet over eller taget ned for ikke at hjælpe den invaderende hær med at finde vej.

”HVOR SER DU dig selv om fem år?”

I efteråret 2008 sad Matilde Kimer til MUS-samtale på Danmarks Radio og stirrede tomt på Radioavisens redaktør. Hun havde en fornemmelse af, at chefen fandt spørgsmålet omtrent lige så idiotisk som hende selv, så hun tog chancen og svarede: ”Om fem år har jeg genåbnet DR’s Moskva-kontor.”

Der blev helt stille i lokalet. Matilde Kimer nåede at tænke, at det måske var lige friskt nok. 

På det tidspunkt var hun ansat på P3 Nyhederne efter at have været i praktik på DR, som året forinden havde droppet at have en journalist med fast base i Moskva. Efter hun kom hjem fra Rusland i 2002, havde hun søgt ind på journalistik på Syddansk Universitet, fordi hun vurderede, at det var den nemmeste vej til at lave noget med Rusland. Da hun fik praktikplads i DR, spurgte de, om det ville være okay, hvis det meste af hendes ophold kom til at foregå på udlandsredaktionen (”Øh, ja!”), og helt grøn fik hun lov til at tage til Moskva og lave radioindslag om korruption. Men meget nærmere var hun ikke kommet et job som korrespondent.

Et par uger efter MUS-samtalen stoppede chefen hende ved kaffeautomaten.

”Mente du det, du sagde?” spurgte hun.

”Ja, selvfølgelig,” svarede Matilde Kimer.

I første omgang fik hun en udstationering på 4-5 måneder hen over foråret og sommeren 2009. Genåbningen af Moskva-kontoret kom først senere, men Matilde Kimer – der har beskæftiget sig med Rusland lige siden – var lykkelig.

”Den dag i dag er jeg meget taknemmelig for, at min chef dobbelttjekkede, at det ikke var en joke til MUS-samtalen. For jeg fnisede muligvis lidt, da jeg sagde det.”

RUSLAND ER PÅ mange måder et svært tilgængeligt land. Sproget er kropumuligt, kulturen er milevidt fra den danske, og russerne er mildest talt ikke et folk, der løber fremmede i møde med åbne arme. Men netop fordi det er vanskeligt, elsker Matilde Kimer det.

”Du skal fandeme gøre dig fortjent til russernes tillid og til deres sjove vittigheder,” siger korres-pondenten, som 20 år efter sin første tur til Skt. Petersborg stadig tager sprogtimer i russisk.

”Men når først man er kommet ind i varmen, er venligheden og hjælpsomheden enorm.”

Hun ramte Rusland på et tidspunkt, hvor landet var i gang med at åbne sig, og hvor udviklingen gik stærkt både økonomisk og kulturelt efter de fattige og uretfærdige 90’ere. 00’erne var en opblomstringsfase i Rusland, hvor det føltes, som om alting gik lidt bedre. Oliepriserne steg, så der var penge til at bygge idrætshaller og fodboldbaner, og der opstod en middelklasse, som fik råd til at tage på ferie og være belastende på alle verdens ­all-inclusive resorts.

”Det var et samfund, som gik fra frigear til sjette gear på et sekund, og jeg kunne tilbringe en måned i Moskva og føle, at der skete mere, end der gjorde på fem år i København,” siger Matilde Kimer.

”Alt i Rusland var ikke godt, bestemt ikke, men der var kræfter, som kæmpede for demokratisering og mangfoldighed, og jeg syntes, at der var så mange grunde til at elske russerne og elske at arbejde som journalist i Rusland. Det virkede som en uudtømmelig kilde af fantastiske historier og vilde mennesker, som bare lå derude og ventede på mig. Jeg synes stadig, at jeg vader rundt i vilde historier, når jeg er derovre.”

Men du siger også, at stemningen er vendt. Hvad frygter du, at krigen kommer til at gøre ved Rusland?

”Det, der foregår i Rusland lige nu, er en gigantisk brain drain. Begavede forskere, kunstnere, kulturpersonligheder og andre medlemmer af intelligentsiaen forlader landet, fordi de ikke kan få vejret, eller fordi de frygter at komme i fængsel. Med andre ord er man ved at miste mange af de mennesker, som er med til at drive et samfund fremad, og tilbage står propagandister og dem, som ikke ser noget problem i, at man hjernevasker den påvirkelige del af befolkningen. Alt bliver mere ensrettet, og det russiske samfund bliver fattigere, ikke kun økonomisk. Blandt den del af befolkningen, som ikke støtter Putin, spreder angsten og frygten sig, når Putin taler om udrensning i eget land af forrædere og folk, som bedriver femtekolonne-virksomhed, fordi det giver nogle virkelig uhyggelige associationer til en vis sovjetisk leder (Stalin, red.).”

Og på det personlige plan?

”Mere egoistisk er jeg også ulykkelig over, at det Rusland, jeg kendte for bare nogle måneder siden, er smadret, ikke bare rent praktisk på grund af sanktioner, men også fordi det russiske folk kommer til at bære den her krig på sine skuldre, ligesom tyskerne måtte bære skylden for anden verdenskrig i årtier. Mange af russerne er stolte og vil måske ikke erkende det nu – det ville tyskerne i øvrigt heller ikke dengang – men jeg er sikker på, at erkendelsen kommer senere. Putin fortæller det russiske folk, at de er en nation af vindere og af fredsbevarende helte, men når det går op for dem, at de velsagtens er i gang med at begå et folkedrab, hvad er der så tilbage at være stolte af? Siden han kom til magten, har han fortalt dem, at den største præstation nogensinde var sejren i anden verdenskrig, men der er jo for fanden en udløbsdato for, hvor længe man kan gå og være stolte af noget, der skete i 40’erne. Man kan ikke kun leve i fortiden og i fremtiden, der er altså også nogle, som er nødt til at tage ansvar for nutiden, og lige nu er Putin i gang med at fratage mange russere deres nutid. Det gør mig både vred og ulykkelig.”

Hvad siger de russere, du har talt med, til krigen?

”Hvis man skal være meget grov, kan man inddele det russiske folk i tre dele: En tredjedel elsker Putin og mener, at han er Ruslands frelser. En tredjedel hader ham og mener, at han ødelægger Rusland. Og en tredjedel er så apolitiske, at de nægter at tage aktivt del i samfundsdebatten på nogen måde. Hvis man abonnerer på Putins version af, hvad der foregår i både Ukraine og Rusland, så synes man jo, at han er i gang med at redde både russerne og ukrainerne.”

Men hvad med alle sanktionerne, påvirker de ikke folkestemningen?

”Jamen, hvis skyld er det, at livet er blevet værre, ifølge Putin? Det er Vesten. De vil kue russerne, siger han, de vil skabe splittelse, og den eneste måde, vi kan modstå det, er ved at stå sammen. Og russerne er altså et exceptionelt udholdende og tålmodigt folk. Tænk på, hvad de har gennemlevet før murens fald.”

Kharkiv, april. Anslået 15.000 mennesker bor permanent i metroerne. Både på perroner og i togstammerne.

22. marts, E40-motorvejen, Polen

PÅ EN MOTORVEJ i det sydlige Polen forsøger Matilde Kimer at beskrive, hvor hun befinder sig, men det er så mørkt udenfor, at hun må give op. Det eneste, hun kan se, er asfalten, som lyses op af lyskeglen fra bilens forlygter, suser under hende og forsvinder i bakspejlet. 

Siden tidligt i morges har korrespondenten, fotograf Lau Svensson og en tredje DR-kollega – der har meldt sig til at køre bilen hjem igen – skiftedes til at sidde bag rattet på den 30 timer lange køretur fra Danmark til Ukraine. Matilde Kimer har netop overstået sin tørn og sat sig til rette i passagersædet, da vi taler sammen på en telefonforbindelse et sted mellem Wroclaw og Krakow, hvor de elektroniske vejskilte, som plejer at signalere kø forude, i stedet er udstyret med telefonnummeret til en hjælpelinje for ukrainske flygtninge. Planen er, at hun skal tilbringe de næste tre uger i Ukraine. Helst ville hun slet ikke have været væk, men operationen tvang hende hjem.

”Jeg havde det forfærdeligt, da jeg måtte forlade Ukraine for tre uger siden. Men måske var det slet ikke en dårlig ting, at jeg var nødt til det. Det betød, at jeg måtte give mig selv lov til at slippe det hele et øjeblik. Jeg har en fornemmelse af, at det er dér, jeg hører til. Men selvfølgelig hører jeg også til hos min familie. Det, der sker i Ukraine lige nu, er bare vigtigt at fortælle om.”

De seneste uger har Matilde Kimer være i konstant kontakt med sin ukrainske fotograf Mykola, der i mellemtiden har stillet kameraet fra sig, grebet en riffel og nu kæmper for den ukrainske hær. Deres ældste døtre er jævnaldrende og skriver også sammen, og Matilde Kimer får løbende meldinger fra sin kollega, der er en af 4-5 gode venner i Ukraine, som hun taler med jævnligt.

”Hvis der går mere end 24 timer mellem, at jeg hører fra ham, får han en rigtig mor-opsang fra mig. Den ene gang var det hans egen mor, der tog telefonen og beroligede mig: ’Ja ja, han er altså okay.’”

NÅR MATILDE KIMER er hjemme i Danmark, er hun blevet bedre til at slippe sit arbejde. Før i tiden kunne der gå uger, fra hendes krop kom ind ad døren i Hvidovre, til hendes hoved fulgte trop. I 2014 var hun på Maidan-pladsen i Kyiv, da revolutionen brød ud, og hun fløj frem og tilbage mellem Danmark og Ukraine, da Rusland annekterede Krim, og revolution blev til borgerkrig.

Det var første gang i karrieren, at hun skulle arbejde som krigskorrespondent, og som månederne gik, flyttede krigen ind i hende – som hun skrev i sin bog, der udkom i 2016. I ’Krigen indeni’ følger man en ung ukrainsk mand, der drager i krig, en ukrainsk husmor, som bliver politisk aktivist, og ikke mindst Matilde Kimer selv, som midt i sit livs vigtigste historie må sande, at hendes job er ved at koste både hendes helbred og hendes ægteskab med Jesper Schwartz – en tidligere DR-fotograf, som Matilde Kimer mødte på arbejde i Irak i 2008. Han havde kvittet jobbet og var blevet fotograf i kommunikationsbranchen, og han havde svært ved at forstå, hvorfor hun havde behov for konstant at rejse et sted hen, hvor hun udsatte sig selv for fare. 

Når hun endelig var hjemme, slæbte Matilde Kimer alle sine frustrationer og bekymringer med sig. Hun sprang op fra køkkenbordet, som var der detoneret en bombe, når hendes børn kom til at vælte et glas vand. Hendes krisepsykolog kaldte hende ’grænseløs’ og rådede hende til at holde en pause med rejserne til Ukraine. 

”Har du så tænkt dig at følge det?” spurgte hendes mand. Men det havde hun ikke.

I mere end et år fortsatte det sådan for Matilde Kimer. Men da hun gik i gang med bogen, blev arbejdet med den en slags terapi for hende. Hendes mand hjalp til med at rekonstruere forløbet, og selvom det bragte gamle skænderier op til overfladen, var det også med til at give dem en bedre forståelse for de dilemmaer, de hver især stod i.

”Jeg lærte, at Jesper havde en følelse af, at jeg valgte min familie fra. Og jeg tror, han fik en større forståelse for, hvad det var for en kamp, der foregik inde i mig. Det var medvirkende til at få vores ægteskab til at overleve, da det var ved at gå i stykker.”

Hvordan undgår du at gentage de samme fejl denne gang?

”Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan. Men det, der er anderledes for mig nu, er min erfaring og måske også en større ærlighed over for mig selv og mine omgivelser i forhold til, hvornår jeg er ved at gå i stykker indeni. Modsat dengang ved jeg, hvad krigen gør ved ikke bare mig, men også alle andre, jeg kender. Hvis man overhovedet har sig selv med i det, man laver, og ikke bare bliver en robot, der rapporterer, kan man ikke undgå at blive påvirket. Jeg vil føle, jeg vil have lov til at tude og være vred og mærke alle de følelser, som kommer op, når man er vidne til død og ødelæggelse og ondskab. Men jeg skal også huske at komme hjem og have hovedet med. Det er nemmere sagt end gjort.”

Indfaldsvej til Dnipro.

I ’KRIGEN INDENI’ skriver Matilde Kimer, at hun har en ”næsten blind dødsforagt”. I knap to år med krig og revolution i Ukraine – i 2014 og 2015 – var det sjældent faren, der fyldte hendes tanker, og hun tog risici, hvor andre korrespondenter vendte om, fordi hun i bund og grund ikke er bange for at dø. I dag er Matilde Kimer mere varsom med at kalde følelsen for dødsforagt, men hun mener stadig, at hun har et andet forhold til døden end både sin mand og de fleste andre mennesker. Hendes kræftsygdom som 14-årig gjorde visheden om, at livet ikke varer evigt, konkret:

”Jeg ved godt, det kan lyde lidt cringe, men der er faktisk mange mennesker, som går rundt og tager det for givet. Jeg skulle lige have en sygdoms-knytter i ansigtet, før jeg forstod, at livet er en elastik. Det er lånt tid, og derfor har jeg altid forsøgt at få rigtig meget ud af den tid. Min mand synes nok, at jeg er en lille smule hyperaktiv, men jeg er bare ikke særligt god til stilstand. Jeg bryder mig ikke om at sidde stille for længe ad gangen, og badeferier, hvor man ikke laver noget i en uge, det er ikke mig.”

Da Matilde Kimer blev rask, meldte der sig en følelse af usårlighed, som til en vis grad er med hende endnu.

 ”Når man overlever en kritisk sygdom, kan man godt få det lidt sådan: ’Der fik du mig ikke, røvhul.’ Jeg vil ikke leve og være bange for at dø. Jeg har ikke lyst til at rende rundt og være enormt bekymret hele tiden. Det er et kæmpe krydsfelt mellem min mand og mig. Han er en ansvarlig og viljestærk person, men har også et mere bekymret sind end mig, og jeg … Jeg vil ikke sige, at jeg er et dumt, ufølsomt svin, men jeg gider ikke tage bekymringen, før den ligger lige foran mig. Jeg vil ikke lave worst case scenarios i mit hoved, jeg synes, det er spild af min energi. Frygten for døden skal ikke have lov til at flytte ind i mig. Når jeg tager til Ukraine, gør jeg alt for at tage vare på mig selv, men … måske lyder det plat, men jeg synes faktisk, at arbejdet med at dokumentere krig og krigsforbrydelse er virkelig, virkelig vigtigt.”

Også vigtigere end dig selv?

”Ja, overordnet er mit liv mindre værd, end at verden kender til de forbrydelser, som har kostet tusindvis livet, og som kommer til at koste livet for tusindvis flere. Selvfølgelig. Men hvis du spørger mig, om jeg har det fint nok med at dø dernede, så nej tak, jeg vil meget gerne hjem i live og med alle mine lemmer i behold. Jeg arbejder ikke for enhver pris, og jeg har ikke tænkt mig at grave en underjordisk tunnel ind i Mariupol for at få lov til at rapportere derfra. Men jeg føler mig forpligtet til at dække det, der sker, og jeg synes, at det er risici værd – hvor store er jeg nødt til at tage stilling til hver eneste dag, mens jeg er dernede.”

NÆSTE MORGEN, på en tankstation nær grænsen mellem Polen og Ukraine, har Matilde Kimer og hendes fotograf byttet deres DR-bil ud med en ældre, lettere medtaget Ford Mondeo af den slags, som man har råd til at miste i en krigszone. Nu sidder hun i kø ved grænseovergangen i den lille by Medyka og bliver afbrudt, da et medlem af det polske hjemmeværn tre gange gentager spørgsmålet: ”Er I sikre på, at I skal til Ukraine?”

Der er seks biler i køen foran, som også venter på at få stemplet deres pas på vej ud af EU. Det sidste stykke af turen til Ukraine har krigen vist sig på den polske side af grænsen i form af nødhjælpsorganisationer i vejkanten og ambulancer med medicin og lægeudstyr og i form af lastbilkonvojer uden nummerplader, som efter Kimers bedste gæt transporterer våben til Ukraine. Planen er at forsøge at nå Kyiv inden spærretid klokken 20, en tur, der normal tager otte timer, men det er uden de mange checkpoints, hvor både militær og civile ukrainere med våben forsøger at kontrollere, hvem der kører på vejene.

Kunne hendes mand bestemme, sad Matilde Kimer nok stadig hjemme i Hvidovre. Men han ved også, hvor vigtigt det er for hende at dække krigen i en del af verden, som hun har brugt de sidste 15 år af sit liv på. Han har lært hendes ukrainske venner at kende, og han er klar over, at det er mere end bare et job, når hun rejser. Derfor tror Matilde Kimer også, at tolerancen for fare er større, end hvis hun pludselig tog til Syrien.

”Men det er stadig svært,” siger hun i telefonen.

Matilde Kimer forklarer, at hun og hendes mand i dag har lavet regler for, hvordan de kommunikerer, når hun er af sted.

”Der var engang, hvor jeg begik den fejl at skrive til ham, at jeg befandt mig i en by, som var omringet og under beskydning. Han svarede: ’HVAD SKAL JEG BRUGE DET TIL?’ I dag melder jeg ind morgen og aften, og hvis jeg er på vej ind i det, vi kalder en ’rød zone’, skriver jeg det, men ikke mere – og så hører han fra mig, så snart jeg er ude igen. Alle mellemregningerne og alle de gange, det er lige ved at gå galt, dem tager vi først – og kun i grove træk – når jeg er hjemme igen.”

Aftenen før hun rejste, satte Matilde Kimer sig ned med sine børn hjemme i Hvidovre. Hun fortalte dem, hvad hun forventede at møde i Ukraine, og hvad hun ville gøre for at passe godt på sig selv. Hun fortalte også, at hun har lånt en lejlighed i Berlin, hvor familien til påske skal holde ferie, alle sammen. Men hendes børn følger også med i nyhederne, og de hører om krigen i skolen. På vej i seng spurgte Matilde Kimers yngste datter, der er seks år gammel: 

”Mor, hvis jeg falder og brækker armen, vil du så lade være med at tage af sted?”

 

TIMM VLADIMIR havde en fordrukken far, der forgæves brugte et helt liv på at få tingene sagt. Efter et ordentligt los er sønnen selv ved at lære det. Den 53-årige madkender, multikunstner og tv-vært står nu ved sin egen skillevej og er i gang med at finde nye opskrifter til sit liv.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Ricky John Molloy

PÅ NØRREBROGADE ræser cyklister om kap med bybusser i vinterkulden. Det er kun få dage inde i det nye år, solen skinner over søerne ved Dronning Louises Bro på Nørrebro, og Timm Vladimir vader velfriseret gennem det kolde, asfalterede landskab i retning mod sin bil. Det er stadig nyt for ham at have hjemme i kvarteret. Tidligere har han boet i Valby, og de seneste syv år på Østerbro med sønnen Cassius og sin ekskone. Efter de blev skilt, fandt han lejligheden her på Nørrebro. 

”Østerbro er det hvideste kvarter, jeg har boet i. Der var kun lige min pakistanske kioskmand, ellers var det nærmest etnisk udrenset. Jeg er fra Albertslund, så jeg føler mig på en eller anden måde mere hjemme på Nørrebro. Jeg kan godt lide, at der er restauranter og gadeliv, og at skiltene er lidt skæve,” siger 53-årige Timm Vladimir, der, før han underskrev lejekontrakten, tog en cykeltur rundt i kvarteret med sin 12-årige søn, så han kunne give sin mening til kende om sit potentielt nye deltidskvarter: 

”Han synes også, her er sindssygt fedt. Det er trods alt dejligt, når nu man må rive en familie op. For tiden er vi ved at prøve de forskellige spisesteder. Vi rater dem enten ’grøn’, ’gul’ eller ’rød. Når han er hos mig, snupper vi en shawarma eller sådan noget et nyt sted.” 

Lige nu er skuespilleren, tv-værten, kogebogsforfatteren og manden bag madskolen ’Timm Vladimirs Køkken’ på vej til Aarhus for at hilse på sine medarbejdere. 

”Det betyder noget for mig, at de ved, at jeg ikke bare er et navn på døren, mens jeg selv sidder og ryger cigarer med bowlerhat i min Chesterfield-sofa,” siger han, mens han passerer vintagebutikker og cykelhandlere. 

Kort efter drejer Timm Vladimir nøglen i billåsen og sætter kursen mod Smilets By. Senere i år kan han fejre 10-årsjubilæum med ’Timm Vladimirs Køkken’, som han stiftede efter sin sejr i den første sæson af tv-programmet ’MasterChef’. Nu sender han cirka 100 lønsedler ud hver måned til henholdsvis fastansatte og timelønnede. 

”Det tror jeg ikke, at nogen forestillede sig, da vi startede op. Slet ikke mig. Men folk kommer jo ikke igen, hvis det er noget lort, uanset hvad der står på døren,” siger iværksætteren, der til at begynde med var drevet af undervisningsdelen i madkurserne. Han er nemlig formidler af natur og havde ikke regnet med, at selve business-delen ville komme til at interessere ham så meget. 

”Jeg er vokset op i et meget venstreorienteret hjem, hvor dem med slips og jakkesæt, der tjente penge, var de onde. Jeg har stadig det der arbejderklasseblod løbende i årerne, men jeg kan sgu godt lide at drive en forretning.”

I BARNDOMSHJEMMET var Janteloven indrammet og hængt op på væggen som en evig reminder om, at ingen skulle føle, de var noget særligt. Ved siden af hang Che Guevara, og på bordet lå Maos lille røde. Den revolutionære tidsånd var til stede overalt, og Timm Vladimir, der faktisk bærer det fulde navn Timm Vladmir Nysom Laustsen, blev opkaldt efter den revolutionære Vladimir Lenin, da han kom til verden i sommeren 1968. 

   ”Min mor er måske lidt flov over det i dag, men det siger jo bare alt om den tid. Heldigvis har Lenin klaret sig marginalt bedre i eftertiden end nogle af de andre, selvom han stadig har rimelig mange menneskeliv på samvittigheden. Havde de kaldt mig Mussolini, havde jeg nok ikke beholdt det.” 

Hans mor var kun 17 år, da hun fik ham, mens hans far var 19 år. Moren kom fra et almindeligt middelklassehjem på Frederiksberg med forældre, der henholdsvis arbejdede på Den Kongelige Porcelænsfabrik i Valby og som tøjekspedient i Daells Varehus. Moren tog en uddannelse som tandlægeassistent, men kom til at arbejde som pædagog og blev senere leder af en ungdomsklub i Albertslund. Faren var ud af en rigtig arbejderklassefamilie og var uddannet maskinarbejder, selvom han aldrig rigtig kom til at arbejde med det.

Da forældrene fandt sammen, flygtede de hjemmefra i 14 dage, indtil hans mor blev klar over, at de nok ikke ville kunne klare sig selv. De var unge og nyforelskede og drevet af en ungdomsrebelskhed og, før de fik set sig om, også forældre. To år senere kom en lillesøster til, og de flyttede fra Nørrebro til Albertslund, en ny kommune med en masse nye byggerier og høje idealer om et stærkt lokalmiljø med forstadshygge og fællesskaber, der passede til forældrenes ræverøde idealer. 

Familien endte i Galgebakken, hvor Timm Vladimir blev en del af en kæmpe flok unger, der hang ud ved badesøen, legede fangeleg på de flade tage på områdets institutioner eller tossede rundt uden forældrenes opsyn. Det var i samme periode, at de første bølger af indvandrere kom til landet og for en dels vedkommende endte på Vestegnen. 

”Albertslund var et stort miskmask af folk, der mere eller mindre boede sammen, og når klokken var 18, spiste man bare aftensmad, hvor man var. Det var et miljø fuld af venstrefløjstyper, og der var meget åbenhed og frihed til at gøre, hvad man havde lyst til. Der var ikke rigtig den store overvågning, hvilket så også havde den slagside, at banderne kunne eksistere. Dem, der kunne styre friheden, fik en masse ud af det, mens de andre røg i den helt modsatte grøft,” siger Timm Vladimir.

Da han var seks år gammel, blev forældrene skilt. Dengang var det bare sådan, det var. I dag synes han, det giver særdeles god mening. 

”Jeg har stadig svært ved at forstå, hvad de har set i hinanden. Det var dømt til at gå galt på forhånd. Det var først, da jeg selv blev voksen, at jeg forstod, hvor unge mine forældre egentlig var, da de fik mig. Det har hjulpet mig med at forstå en masse omkring dem. De var jo nærmest børn langt op i mine første skoleår.”

TIMM VLADIMIR 

Født 22. juni 1968 på Frederiksberg. Opvokset i Albertslund. Bor i dag på Nørrebro i København. Hver anden uge med sønnen Cassius på 12 år.

Er uddannet fra Aarhus Teaterskole. Slog igennem i ungdomsprogrammet ’Transit’ på DR1 med Gordon Kennedy. Har derudover arbejdet som blandt andet skuespiller, stand-upkomiker, radiovært, fotograf og tv-vært.

Siden 2014 har Timm Vladimir været vært på ’Den store bagedyst’ på DR1.

Ejer ’Timm Vladimirs køkken’. Står bag køkkenserien ’Timm Vladimir Kitchen’ med Imerco. Har udgivet flere kogebøger, blandt andet ’Vinterkogebog’ og ’Sommerkogebog’, der udkommer 29. marts.

EFTERFØLGENDE BOEDE Timm Vladimir og hans lillesøster hos moren i Albertslund. Det var en almindelig, stabil tilværelse, hvor aftensmåltidet var dagens faste omdrejningspunkt. Selvom det godt kunne blive til en kylling fra grillen eller en pizza i ny og næ, gjorde moren altid en stor ære ud af at lave mad. 

Fra Timm Vladimir var helt lille, var han med i køkkenet. Dengang forkogte man de hårde og tørre plader, når man skulle lave lasagne. Det blev hurtigt hans tjans. Senere fik han også ansvar for at smage kødsovsen til, og langsomt blev hans madinteresse pirret. Han begyndte også at gå til madlavning i en af de utallige skolefritidsgrupper i Albertslund. Selvom det var kutyme, at alle ’raske drenge’ var optaget af at spille fodbold, fandt han det dødssygt og statuerede ligefrem et eksempel ved at gå modsat. 

Når Timm Vladimir var på besøg hos sin mormor, lavede hun enten gammeldags oksesteg med mos og sovs fra gryden eller medisterpølse, som hun først kogte og så stegte, med stuvet spinat og kartofler. Til de årlige påskefrokoster i sommerhuset, hvor hele familien var samlet, blev der typisk serveret 12-14 retter i løbet af dagen, og det mest almindelige samtaleemne var, hvad de skulle servere næste gang. Det lå til familien, at man samledes om kødgryderne. Det var ligefrem en måde at udtrykke sig på. 

”Det har været en måde at skabe et fællesskab på og en måde at connecte. Vi er meget sarkastiske og ironiske i vores familie, og det her har været en måde at håndtere følelser på, når man ikke kunne udtrykke dem på andre måder. Der er en kærlighed og en intention bag al mad, og det blev også min måde at vise omsorg på ved at gøre mig umage,” siger Timm Vladimir.

Efter forældrene blev skilt, fandt moren relativt hurtigt en ny mand, som Timm Vladimir refererer til som sin far i dag. John, som han hedder, var en rolig mand, som boede i rækkehuset overfor i Galgebakken, så børnene havde en relation til ham i forvejen og studsede ikke synderligt over, at han pludselig var blevet en del af familien.

”Jeg har aldrig hørt John sige noget negativt om min rigtige far. Tværtimod var han meget støttende. Han har været med til at forme mig på mange måder, uden jeg føler, han bevidst har haft et ønske om at overtage nogen rolle. Han er bare gået ind i det som den person, han er. Han var den far, jeg gerne ville have haft. Det er nok også derfor, jeg nåede frem til, at så kalder jeg ham far. For man kan være far i blodet, men man kan også være den far, der rent faktisk er der. Det var John for mig, og jeg har en utrolig stor kærlighed til ham.”

DEN BIOLOGISKE FAR flyttede fra Albertslund og boede forskellige steder – i et sommerhus, på Frederiksberg og i Nordvest i Københvan, hvor han forsøgte at lave så lidt som muligt, mens han drak så mange bajere og røg så mange fede som muligt. Første øl drak han til morgenkaffen, og hvis han skulle nogle steder hen, havde han altid et net med forsyninger med sig. Selvom han identificerede sig som en vaskeægte arbejderklassedreng, var han næsten altid arbejdsløs. Når han blev kaldt i arbejde, tog han typisk noget, der ikke krævede en uddannelse, såsom parkeringsvagt eller skilteopsynsmand på Strøget, indtil han kunne få understøttelse igen. 

”Han var også på et tidspunkt kanylemand på Vesterbro. Det var ham, der gik rundt og samlede brugte kanyler op med en pind. Han var alkoholiker og røg hash hele sit liv, så han kunne snakke med alle i det miljø. Når han gik på Vesterbro, vidste folk, at det var kanylemanden,” siger Timm Vladimir.

Cirka en gang hver anden uge besøgte Timm Vladimir og søsteren deres far. Sønnen blev sendt i kiosken efter 10 bajere og 10 sodavand, og så stod den på brætspil og hygge. Der var en langt mindre hverdagsagtig stemning end hos deres mor. Det hele var mere gakkelak. Og selvom faren ikke var meget for at løfte en finger, havde han hovedet fuldt af ideer til kreative indslag. Han var blandt andet fascineret af kunsterne Christo og Jean Claude, der pakkede skyskrabere og andre kæmpe bygninger ind i hvidt lagenlærred. Timm Vladimirs far havde ikke mange penge, men besluttede sig for at gøre det samme. En weekend havde han derfor købt nogle enorme pakker med lagenstoflærred til at pakke hele sommerhuset ind i og lejet et lille Cessna-fly, så de kunne filme huset oppefra med smalfilm. 

”Jeg har ingen anelse om, hvordan det var lykkedes ham at skaffe pengene, men han havde fået på hjernen, at det ville han gøre, så det gjorde han. Det var fuldstændig galningeagtigt og helt sindssygt fedt.” 

I en længere periode havde faren arbejde på Carlsberg som ’sommerfugl’, en af dem, der om sommeren, når der blev brygget mange øl, havde til opgave at rense de store tanke. Mens han var der, stod han for medarbejderrevyen. Når de mødtes i weekenderne for at øve, fik børnene lov til at komme med og hænge i kulissen. Sådan stiftede Timm Vladimir bekendtskab med sit første skuespils-agtige miljø. Og han elskede at være med, når de skulle optræde, synge og spille. 

De første år foregik det i Ungdomshuset på Jagtvej, der havde en scene, man kunne leje, men da huset senere blev besat, rykkede de ud i et forsamlingshus på Vesterbro. Da Timm Vladimir blev lidt ældre, fik han sammen med en lille gruppe venner lov til at optræde efter revyen med breakdance og electric boogie. På papkasser på gulvet breakede de til begejstrede bifald. 

LENIN & CASSIUS

Timm Vladimirs søn, Cassius, er opkaldt efter den legendariske bokser Cassius Clay, nok bedre kendt som Muhammad Ali. Selvom Timm Vladimir aldrig rigtig har været sportsinteresseret, har han en forkærlighed for boksning. Hans onkel Per elskede boksning, og når han var på besøg, skulle de altid se det sammen. ”Muhammad Ali blev kåret som det sidste årtusinds største sportsudøver. Han var en kæmpe sportsmand, et kæmpe idol, et kæmpe menneske, på godt og ondt. Og så er Cassius et fedt navn. Hvis man skal have et fedt navn, kan man også lige så godt være opkaldt efter en fed type,” siger Timm Vladimir, der selv er opkaldt efter Vladimir Lenin.

AT FAREN DRAK bajere og røg joints, var bare sådan, det var. Der var ikke nogen, der kommenterede det, og Timm Vladimir selv tænkte heller ikke synderligt over det. Så ofte så han jo heller ikke sin far. Selvfølgelig kunne det være irriterende, når han kom hjem til ham, og han lå på sofaen og boblede efter at have drukket 15 bajere. Eller når de skulle ud for at handle, og turen kom til at tage fire timer, fordi de lige skulle forbi et værtshus eller to på vejen, så faren kunne få en øl, og børnene en Squash. Nogle gange blev faren rigtig fuld, og så blev han både højtråbende og provokerende og endte med at blive smidt ud af værtshuset på røv og albuer.

”Der var en masse situationer, hvor det ikke var specielt fedt at være sammen med ham. Når vi var på værtshus, og han blev smidt ud og sådan noget. Det var ubehageligt, og jeg skulle pludselig begynde at tage en masse ansvar på et tidspunkt, hvor jeg ikke burde. Det blev min opgave at få min søster og min far hjem, ham i verdens største brandert. Jeg måtte få ham slæbt ind i en taxa og ud igen og få betalt og sådan noget. Det gjorde, at jeg fik en ballast til at klare ubehagelige situationer, for i mange år kunne jeg bare vade gennem lortet. Men jeg lærte til gengæld aldrig at snakke om det eller vise, når jeg var ked af det. For jeg snakkede aldrig med nogen om, at vi blev smidt ud af alle de værtshuse, ikke engang min mor,” siger Timm Vladimir.

Da han selv blev teenager, syntes han ligefrem, det var sejt, at hans far var, som han var. 

”Det var supercool at have en far, der tillod, at man havde vennerne ovre for at drikke sig pissefulde og ryge fede. Han var kongen blandt mine venner, og jeg fik masser af credit, fordi vi kunne gøre det.” 

Efter Timm Vladimir var gået ud af 9. klasse, havde han en periode, hvor han til dels gik i sin fars fodspor. Sammen med to venner begyndte han at drikke sindssyge mængder alkohol. Den ene af dem arbejdede i Brugsen, og han kunne enten tage noget med hjem i lommen eller købe til personalepriser, og så sad de ellers, de tre gutter, og delte en flaske snaps og en kasse guldbajere og røg et par fede med det ene formål at blive så baskede som muligt. 

”På den ene side kommer jeg fra et rimelig stabilt hjem hos min mor med villa og venner, men på den anden er jeg jo vokset op med druk og havde på den måde lært det. På det tidspunkt syntes vi, det var sejt at kunne drikke så meget som muligt. Det var et mål i sig selv at blive baldret og fucked op.” 

En dag gik det dog op for Timm Vladimir, hvor langt ude det egentlig var. Han gad det ikke mere. 

”Jeg fandt heldigvis tidligt ud af, at jeg ikke har det samme misbrugsgen som store dele af min fars familie, for guderne skal vide, at hvis jeg havde haft det, var jeg blevet alkoholiker. Vi var blevet de vildeste svampe, hvis vi var fortsat, men da jeg ikke ville det mere, havde jeg intet problem med at vende ryggen til det. En morgen vågnede jeg og tænkte: ’Hvad fanden laver jeg med mit liv?’ Og så stoppede jeg.”

TIMM VLADIMIR SNAKKER, som om han aldrig har lavet andet, og kører bil, som om han aldrig har siddet i en før. Ved indgangen til Storebæltsbroen bliver han i tvivl, om hans BroBizz virker, for han har netop fået skiftet nummerplade på sin bil. Han snegler sig nervøst mod bommen.

”Sådan noget ved jeg ikke en skid om. Jeg bliver altid sådan …,” siger han, da bommen åbner, og han kan fortsætte: ”Jo, kraftstejleme, der var den! YES!” 

På Fyn beder han gps’en lede ham mod nærmeste tankstation, men der er kommunikationsproblemer, og inden længe er han helt væk fra motorvejen og på vej længere og længere ind i Odense. ”What?” udbryder han, hver gang gps’en vil have ham til at fortsætte. Til sidst ender han ved en Shell-tank, hvor han får fyldt op, men dårligt har han ytret den triumferende sætning: ”Nu er der masser af saft på, så kører det,” før han er drejet til venstre i et lyskryds og pludselig holder front mod front med et letbanetog.

”Hvad fanden sker der her?” udbryder han, holder et øjeblik stille midt i et lyskryds til stor forundring for alle andre, før han får lavet en U-vending i den kreative afdeling og finder ind på den rigtige vej. 

”Ej, hvor sindssygt, der var ikke nogen vej. Hvor var det crazy!”

Han slår en høj latter op og taster igen på gps’en. 

”Nu tør jeg ikke gøre andet end bare følge den.”

Da han senere på eftermiddagen triller ind på den gamle lystbådehavn i Aarhus tæt på den famøse P. Clausens Fiskehandel, har mørket for alvor lagt sig. Det lyser fra store pyramideagtige boligbyggerier på den anden side af kanalen, da han går mod en stor, rød murstensbygning med sorte træfacader:

”Jeg tror bare, jeg fortæller dem kort om, hvordan det hele startede.”

SKUESPILLER VAR DET, han ville være, og da han kom ind på Teaterskolen i Aarhus i 1989, blev han venner med en anden ung mand ved navn Gordon Kennedy. De to blev en del af byens improteater-miljø, der var nyt og glohedt. Konceptet var, at man spurgte publikum om et sted, et erhverv og eventuelt en stemning. De kunne så svare eksempelvis: ’busstoppested’, ’byggeriarbejder’ eller ’glad’. Ud fra stikordene skulle typisk fem skuespillere improvisere en scene, mens der hele tiden kom nye øvelser til. 

Før de forskellige shows blev der solgt roser og våde svampe, som man kunne kaste efter skuespillerne afhængigt af, om det var godt eller noget lort. En dag besluttede Timm Vladimir og Gordon Kennedy at peppe det lidt op. De tog op på teaterskolen og rodede i kostumelageret, hvor de fandt parykker og gabardinebukser. Det fik dem til at se russiske ud, så før forestillingen gik de forklædt som russere rundt og solgte roser og svampe: ”My friend, special prize for you!”

Lynhurtigt blev de to russere kult i miljøet, og Timm Vladimir og Gordon Kennedy begyndte at optræde med dem fast. Det var de første figurer, de havde opfundet sammen, og det gik op for dem, at der måske var mere i det. De begyndte også at lave stand-up rundtom på byens caféer, selvom det ikke ligefrem blev taget godt imod på Teaterskolen, at de på den måde boltrede sig på de ’useriøse’ baner.

”Jeg havde et kæmpe behov for at stille mig op foran en masse mennesker, der kunne give mig bekræftelse. Hvis jeg skal psykologisere lidt over det, er det jo nok det, der driver os, der stiller sig på scenen. Det er et vildt kick at mærke, at publikum kan lide én,” siger Timm Vladimir. 

Det hele gik dog ikke kun op i gak og løjer. Efter han blev færdig på Teaterskolen i 1993, fik han sin debut på Nørrebro Teater som Danny Zuko i musicalen ’Grease’. Her skulle han både danse og synge, og selvom han har dårligt gehør, lykkedes det ham lige nøjagtigt at bære den hjem. Han var stadig ved at finde ud af, hvilken slags skuespiller han egentlig skulle være. Efterfølgende fik han hovedrollen i ’Guys and Dolls’, en klassisk Broadway-musical med storladen musik. Selv var han meget skeptisk, for nok kunne han synge nogenlunde efter klaver, men med 30 instrumenter ville han fare vild. Til hans store fortrydelse fik kapelmesteren overbevist ham om, at det nok skulle gå. 

”Jeg stod på scenen og havde det ad helvede til. Jeg vidste, at det var lort, jeg vidste, at jeg sang pivfalsk, uden jeg anede, hvad jeg skulle gøre. Det var hæsligt, fucking hæsligt.” 

Efter premieren tog han hjem og græd resten af aftenen. Og så måtte han ellers stå op dagen efter og gøre det samme igen. Og igen. På brutal vis lærte han, at der trods alt var begrænsninger på talentet. 

SAMTIDIG SØGTE DR nye folk til ungdomsprogrammet ’Transit’. Timm Vladimir og Gordon Kennedy besluttede sig for at prøve det, for selvom de ikke rigtig havde nogen konkrete idéer, havde de til gengæld en god kemi. Da de gik ud ad døren på Danmarks Radio i Søborg, sagde casterne, at de ville få besked inden for 14 dage, men da de en halv time senere kom hjem i Gordon Kennedys lille lejlighed på Frederiksberg, lå der en besked om, at jobbet var deres. 

Sammen med Palle Strøm udviklede de konceptet til ’trendforskerne’ og fandt selv på de bizarre ’Godnathistorier’ med den famøse udgangsreplik ”Godnat og sov godt”. Første udsendelse blev sendt en onsdag aften i 1995. Allerede dagen efter blev de genkendt på gaden. Det kom som et chok, de havde jo ikke været på skærmen meget mere end et minut. Det viste sig dog blot at være en forsmag. I ugerne efter tog det for alvor fart. Og pludselig eksploderede deres folkelige gennembrud. Efter en måned var makkerparret blevet kult. 

”Der gik massepsykose i det. Det var helt crazy. Lige pludselig var vi kæmpe rockstars, alle ville have fat i os.”

De næste par år var et triumftog med sketchprogrammer og liveoptrædener. Når de turnerede landet rundt, måtte de flere gange afbryde deres shows, fordi folk råbte og skreg så højt, at ingen kunne høre, hvad de sagde. Kvinderne løftede op i bluserne, de havde bodyguards med sig, fordi de ikke kunne gå i fred, og Timm Vladimir oplevede, at nogen låste sig ind på hans hotelværelse midt om natten, mens han lå og sov. Folk var ellevilde med ’Timm og Gordon’:

”Vi havde så meget medvind. Det var fandeme fedt at stå der og føle sig som fucking konger, der ikke kunne gøre noget forkert.”

VLADIMIRS KØKKEN

Hvert år har Timm Vladimirs Køkken omkring 30.000 gæster igennem deres to køkkener i henholdsvis Valby og Aarhus. Det er Danmarks største madskole, der tilbyder madkurser for virksomheder og private. Der er også tilknyttet et bryghus, som laver specialøl til madkurserne, men også laver øl til Føtex Food og samarbejder med Michelin-restauranten Amass og smørrebrødsrestauranten Aamanns.

TIL TIMM VLADIMIRS 30-årsfødselsdag var der ingen smalle steder. Han havde succes som skuespiller og tv-vært og tjente godt med penge. Han boede i en villa i Valby med sin daværende kone og havde inviteret venner og familie til en af de kæmpefester, hvor der ikke mangler noget. Der var helstegt lam i haven, cognac og cigarer, hele smøren. 

Det kørte for Timm Vladimir, og det kunne hans far ikke magte. Som aftenen skred frem, begyndte han at åbne op for lorteposen. Nu skulle sønnen kraftedeme passe på med ikke at blive for fin, han skulle sgu huske sine rødder. Da Timm Vladimir ikke kunne holde ud at høre på det mere, fik han slæbt ham ud i en vogn og sendt ham hjem. 

Efterfølgende stod han alene ude på villavejen og græd, mens tanken, der førhen havde rumsteret i baghovedet, kom helt frem i frontallapperne: ”Jeg må beslutte mig for, om jeg vil se ham eller ej.”

Fordi Timm Vladimir som barn kun havde set sin far hver anden uge, havde det været en fragmenteret relation. Det var først, da han blev ældre, at han kunne begynde at se et større billede. 

”Der kommer jo et tidspunkt i ethvert liv, hvor man finder ud af, at ens forældre ikke er de overmennesker, man havde gået og troet. For drenge er det nok især ens far, man idoliserer, men for mig kom illusionen til at krakelere.”

I farens familie var der tradition for familiekomsammen et par gange om året. En i juledagene og en i løbet af sommeren – frokoster med øl og snaps, og Timm Vladimirs far og onkel endte altid med at drikke sig i hegnet. 

”Min far blev fucking ulidelig at høre på,” siger Timm Vladimir og laver sin stemme om, så den imiterer farens og bliver Stewart Stardust-agtig: ’Det er sgu mig, der har leveret råstofferne til dig, knægt.’ Det var altid den samme plade, som jeg aldrig forstod, hvad han ville opnå med. Hvad er det, du vil have af mig? Skal jeg være dig evigt taknemmelig?”

Farens familie boede ude på landet ved Ølstykke, og det var Timm Vladimirs opgave at hente sin far, ellers gad han ’kraftstejleme ikke’.

”Det var hans familie, og det var to gange om året, men alligevel skulle jeg være den søde dreng, der hentede ham i min bil. På hjemvejen skulle jeg altid sidde og høre på hans pis. Det endte tit med, at jeg sagde: ’Nu stopper du fandeme, ellers sætter jeg dig af, og det bliver ikke ved den nærmeste station, men lige her.’” 

PÅ TEATERSKOLEN I Aarhus havde han på sit første år inviteret sin far over for at se sin afgangsforestilling. I løbet af dagen var han selv inde på teatret for at klargøre forestillingen, så det var hans daværende kæreste, der tog imod faren, der begyndte at kævle bajere, fra han kom ind i lejligheden. Da forestillingen begyndte, kunne Timm Vladimir konstatere, at hans far ikke var dukket op. 

”Efterfølgende fandt jeg ud af, at han i sin kæmpebrandert havde troet, at vi spillede på hovedscenen, så han var kommet i klammeri med vagterne. De havde prøvet at forklare ham, at hans søn ikke spillede derinde, men det ville han ikke finde sig i. Ingen skulle bestemme over ham, og til sidst blev han smidt ud på røv og albuer. Da han senere på dagen skulle hjem til min lejlighed, kunne han ikke lige huske, hvor han skulle ringe på, så han endte med at sparke en dør ind til kælderen.” 

Efter han og Gordon Kennedy var blevet landskendte, blev forholdet til faren endnu mere anstrengt. Og til sin 30-årsfødselsesdag fik sønnen nok.

 ”Jeg kunne tydeligt mærke, at det havde han det svært med. Jeg var blevet en af ’fjenderne’, der tjente penge og havde succes. Det kunne han ikke kapere,” siger Timm Vladimir, der nåede frem til, at han hellere ville savne sin far en gang imellem end at få forholdet ødelagt, hver gang han så ham.

”Det gjorde mere ondt på mig at se ham, end det ville gøre ikke at se ham. Så jeg tog beslutningen om, at vi ikke længere skulle ses. Det var ikke sådan, at vi skulle være uvenner, og det var ikke, fordi vi ikke kunne ses til en familiesammenkomst, men jeg ville ikke længere hente ham i bil eller invitere ham til noget. Jeg ville ikke længere tage ansvar for vores relation. Det gad jeg ikke mere.”

FOR FEM ÅR siden kom Timm Vladimir hjem fra en rejse til Mexico og fik besked om, at hans far var røget i respirator på hospitalet. Det var ikke muligt at vække ham igen. Han havde kræft i hele kroppen. Nu var han teknisk set død, og Timm Vladimir var nervøs for, om det ville udløse en reaktion at se ham sådan. Men da han stod på hospitalet og kiggede på sin far i respiratoren, helt tynd og med et kæmpe skæg, følte han ikke rigtig noget. Det eneste, han tænkte, var: ’Hvis jeg selv en dag ligger med en respirator, mens min søn står og kigger på mig og har det på den måde, som jeg har det, så har jeg fejlet som far.”

Begravelsen faldt tilfældigt sammen med optagelser til ’Den store bagedyst’, og sønnen valgte ikke at komme til den. Han ville ikke aflyse en tv-produktion med 30 mennesker. 

”Jeg fortryder det ikke. Siden har jeg mange gange prøvet at mærke efter, men den er bare lukket for mig. Det blev den, lang tid før han døde. Jeg tænker på ham og vores forhold en gang imellem, og hvad vi hver især kunne have gjort bedre, men samtidig kan man jo ikke gøre noget ved det nu. Han gjorde det ikke særlig godt, men jeg føler ingen vrede eller animositet over for ham. Jeg har fuldstændig tilgivet ham. Han gjorde det bedste, han kunne.” 

Nogle uger senere gik Timm Vladimir og hans lillesøster og ryddede op i farens lejlighed. Her fandt de blandt andet en scrapbog, der var spækket med udklip fra Timm Vladimirs mangfoldige karriere. Det ene, en lille tekst fra en ugeavis fra Nørrebro, var blot få uger gammelt. 

”Det gik ligesom op for mig, at han i virkeligheden nok altid havde været stolt af mig uden at kunne udtrykke det. Når vi skiltes i årenes løb, fik han nogle gange tudefjæs på, og jeg fik en fornemmelse at han ville mig noget, men at han ikke kunne udtrykke det Jeg havde altid en fornemmelse af, at han ville mig noget. Jeg er ikke i tvivl om, at han elskede mig, men det er synd, at han aldrig selv kunne sige det. Alkoholisme er jo en sygdom, og han var desværre i et miljø, hvor det blev set som en styrke eller en livsstil.  Han var stolt af at være den der arbejderklassedreng, der fandeme kunne drikke bajere. Han gjorde sit bedste. Det var ikke godt nok, men jeg har valgt at kigge på intentionen frem for udfaldet.” 

Fra tid til anden taler Timm Vladimir med sin søn om hans bedstefar, som han kun nåede at møde få gange. Så fortæller han nogle gange sjove historier, som om dengang han pakkede huset ind i lagener.  

”Vi har også sådan en ting med at tale som min far: ’Ved du hvad, knægt, ta’ en bajer.’ Det er en måde for os at mindes. Nu er han blevet en sjov karikatur, der lever videre, som vi både griner af og griner med. Det er vigtigt for mig, at min søn også får den side med.”

DER ER FULD GANG i et personalemøde indenfor i Timm Vladimirs Køkken i Aarhus. Omkring 30 ansatte, primært unge mennesker, sidder om et stort bord og diskuterer alt fra affaldssortering til valg af tillidsrepræsentant. Ved det sidste punkt, ’Ordet er frit’, er der en ung fyr, der spørger: 

”Har nogen tabt 1.000 kroner? Jeg fandt dem lige, da jeg var ude at tisse.”

Han stikker sedlen i vejret. I udkanten af det hele roder Timm Vladimir i sine lommer. Han har indtil nu holdt sig i baggrunden, men må for første gang bryde ind i selskabet. 

”Det er min,” siger han.

De mange ansatte kigger overrasket, griner i kor.

”Seriøst, det er faktisk mig,” siger han så. 

Det udløser endnu et kollektivt latteranfald. 

Efter en længere pause, hvor der ivrigt bliver fortæret kyllingeburgere, slår Timm Vladimir på glasset. 

”Hej alle sammen, det er mit navn, der står uden på døren på det her fantastiske sted,” siger han, før han engageret kaster sig ud i den store fortælling om, hvordan han endte i restaurationsbranchen. Efter adskillige minutter når han til afslutningen på sin optræden i ’MasterChef’:

”Til sidst tænkte jeg, at hvis jeg nogensinde skulle have med mad at gøre på en arbejdsmæssig, professionel måde, så skulle det være nu, og så blev jeg ringet op af nogle gamle kolleger, der havde nogle lokaler i Valby og en idé, og jeg tænkte: ’Fuck yeah, det gør vi!’” 

Selvom han på forhånd havde tænkt, at det kun skulle være et kort oplæg, fortsætter storytellingen i det uendelige. Undervejs taber han flere gange tråden, farer vild i grene af sin egen fortælling, men finder altid tilbage på sporet og når undervejs forbi både hjemmebrygget øl og #MeToo. Efter cirka 30 minutter stopper han: ”Tak for nu, tak for mad.”

MED TIDEN BLEV det opslidende at ride på den søgang, som han og Gordon Kennedy surfede på i midten af 90’erne. Den konstante opmærksomhed sled. Der kom perioder, hvor han ikke gik uden for en dør, medmindre det var strengt nødvendigt. Når han var ude at spise, kiggede alle på ham, og så kiggede han igen, indtil de stoppede med at kigge. 

”Man bliver sindssyg i bøtten af det. Det er en virkelig selvoptaget og selvbevidst tilværelse. Det er, som om man hele tiden har et kamera på sig. Det er virkelig ubehageligt. Jeg har lært at leve med det, men dengang havde jeg tit lyst til at råbe: ’Lad nu være med at kigge på mig, for helvede!’”

Samtidig var Timm Vladimir ved at køre død i det komiske miljø. Den første bølge med folk som Jan Gintberg, Lars Hjortshøj, Casper Christensen, Thomas Wivel og Carsten Bang var sjov og hyggelig, syntes han, men i takt med at kredsen voksede, kom det mere til at handle om at overgå hinanden – også backstage. Miljøet var i hans øjne ikke så varmt og venligt mere.

Det helt store vendepunkt kom i forbindelse med spillefilmen ’Stjerner uden hjerner’ i 1997. Filmen var ment som et slags spoof på ’In bed with Madonna’ – en nyskabende film om superstjernen, hvor håndholdte sort-hvide backstage-optagelser blev krydret med flotte, glittede scener fra hendes koncerter.

Ideen var at lave en film på samme måde, men sådan kom det ikke til at gå. Selv titlen fik de ikke medbestemmelse over. De ville have kaldt filmen ’Wannabe’, men da en af de ansatte på produktionsplanen læste det som ’Vandabe’, blev den fravalgt. Stort set alt, der kunne gå galt, gik galt. Og makkerparret var smertefuldt bevidste om, at den ikke var helt god. 

Før premieren forsøgte Timm Vladimir og Gordon Kennedy at købe masterkopierne til filmen for at ødelægge dem, men det viste sig at være for dyrt. I stedet rejste Timm Vladimir til Australien med sin kone. Han skulle bare ud af landet. Da filmen kom ud, høstede den bundkarakterer på stribe, og den figurerer på listen over ’100 værste film nogensinde’ på filmdatabasen IMDb.

”I dag er den blevet kult, hvilket er mærkeligt, for en kultfilm skal i mine øjne også have noget fedt over sig. Det har den ikke,” siger Timm Vladimir, der sammen med Gordon Kennedy opdagede, at træerne ikke af sig selv vokser ind i himlen. Bagefter havde de begge brug for at trække stikket og finde ud af, hvad der nu skulle ske. 

”Jeg lærte, at uanset hvor fed folk synes, man er, kan man altid fucke det helt op. Det var traumatisk på den måde. Vi brændte nallerne, og så stikker man ikke fingrene for tæt på flammen igen.” 

VLADIMIRS MISSION

Det er Timm Vladimirs plan at få madlavning tilbage som en fast del af skoleskemaet, så det bliver taget lige så alvorligt som dansk, matematik og engelsk.

”Man skal tage oplyste valg. Det er vigtigt, at man kan lære at lave sin egen mad. Det behøver ikke være meget mere end frikadellefars og kogte kartofler. Men det er vigtigt på den lange bane.”

EFTER DE SUCCESFULDE 90’ere fulgte nogle rodløse år. Timm Vladimir lagde stemme til animationsfilm som ’Skatteplaneten’, ’Ice Age’ og ’Robotter’, han lavede dykkerprogrammet ’Under overfladen’, han var vært på awardshows og på underholdningsprogrammer som ’Venner for livet’ og ’Mit sande jeg’. Han spillede rollen som Niels Aagaard i tv-serien ’Lykke’ og som dommer i ’Pendlerkids’ på Ramasjang. Han var gæstedommer i ’Scenen er din’ og medvirkede i ’Til middag hos …’. Han var overalt, for kom der et tilbud, sagde han ja. Til sidst blev han træt af se sig selv. 

”Tv-stationerne bruger dig som en bitch indtil den dag, hvor de – eller seerne – er blevet trætte af dig, og man ryger ud med badevandet. Det er op til én selv at holde igen, og det er svært, for det er både skægt, og der er penge og alt muligt i det. Men man skal passe på med ikke at blive den person, som folk tror, man er.”

Der var dog et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Det kom i 2011 fra TV3, der ville høre, om han ville medvirke i første sæson af ’MasterChef Danmark’. Han havde igennem alle årene bevaret sin lidenskab for madlavning, og ofte var aftensmaden det første, han tænkte på om morgenen. Han havde også flittigt fulgt med i den engelske version af programmet og var derfor stensikker, da han takkede ja. Det viste sig at blive en ”kæmpe oplevelse, sådan en, der kommer til at definere ens liv fremover”.

Til sidst var det ham, der kunne løfte ’MasterChef’-trofæet over de andre kendisser, og det gav ham modet til at forfølge en gammel drøm – og i år har han 10-årsjubilæum med ’Timm Vladimirs Køkken’.

”Jeg havde ikke fundet en klar vej. Det var meget random, hvad jeg sagde ja til. Når jeg kiggede på de mennesker, der var kendte, uden man vidste, hvad de var kendte for, kunne jeg mærke, at jeg ikke respekterede dem på samme måde som dem, der havde et håndværk. Der er en gruppe kendte, der bare er kendte, fordi de har været med i ’Zulu djævleræs’ og ’Zulu kvægræs’ og ’Formel Whatever’, og sådan en skulle jeg ikke være. Folk skulle respektere mig af de rigtige årsager, ikke fordi jeg måske kunne blive nummer fire i ’Vild med dans’.”

HJEMFARTEN MOD København er ikke uden udfordringer. Da Timm Vladimir skal igennem betalingsanlægget ved færgeoverfarten i Aarhus, bliver han i tvivl om, hvordan det fungerer. 

”Jeg kører over her 100 gange om året, så jeg burde vide det,” konstaterer han, mens han holder i kø og samtidig brokker sig over bilens blæser. 

”Hvorfor virker den ikke?” spørger han, mens han prøver sig frem.

Til sidst ender Timm Vladimir om bord på færgen, der fører ham til Sjællands Odde, og derfra går det i mørke hjem mod København og Nørrebro. Det er en ny tilværelse for ham, han har nærmest aldrig i sit voksenliv været sig selv. Han har altid været sådan en, der var i fast forhold – med kun få ugers undtagelse. 

”Før var det utænkeligt for mig at bo alene. Jeg troede slet ikke, jeg kunne finde ud af det. Men nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg virkelig nyder at komme hjem til mig selv.”

Tidligere havde han for vane at skynde sig at lægge sig til at sove, når han kom hjem, men nu er han begyndt at sidde en halv time for sig selv. Bare lige læse lidt i en bog eller se et halvt afsnit af noget åndssvagt på fjernsynet. Han er også begyndt at elske at vågne alene om morgenen og have tid til at stå op og drikke kaffe, uden der er en lyd omkring ham. Uden nogen forlanger noget.

FOR LIDT OVER et år siden sagde Timm Vladimir ja til at få en hund, efter at hans søn og daværende kone havde plaget ham længe. Det er et gadekryds, en blanding mellem en bordercollie og en labrador. Fordi Ozzy, som hunden hedder, primært er en hyrdehund, er den ifølge Timm Vladimir skabt til at samle flokken. Hvis man sidder i stuen, men skal på toilettet, rejser hunden sig automatisk og går med derud. Hvis man er ude at gå med den, går den altid enten forrest eller bagerst, og hvis knægten pludselig kommer for langt foran, er den ikke glad for situationen, så løber den op og trækker ham tilbage. Den er hardwired til at samle.

Det var først efter lang tid, at Timm Vladimir tilfældigt opdagede, at den også har brug for nogle gange at være sig selv.

“Pludselig gik det op for mig, at det er jo mig. Jeg pleaser hele tiden andre, og jeg tænker ikke engang over det, jeg gør det bare. Jeg kunne se på den køter, at når den var alene, kunne den endelig slappe af. Det er sådan, jeg har det. Jeg skal ikke passe på nogen, jeg kan bare sove, slappe af eller whatever. Jeg er en fucking bordercollie!”

Det har i mange år været naturligt for Timm Vladimir at reagere per kommando. Det har altid ligget latent i ham først og fremmest at være noget i forhold til sine omgivelser. 

”Jeg sørger altid for, at folk omkring mig har det godt. Ellers bliver jeg utilpas og får instinktivt lyst til at gøre noget ved det. Det bringer mig glæde, men det har også været på bekostning af, at jeg ikke selv ved, hvordan jeg har det godt. Jeg ved, det gør mig glad at give andre noget, men er det nok?”

SHOWMAN

Som barn kunne Timm Vladimir ikke sidde stille og ville helst lave gak og løjer og underholde med sketch. I Alberts­lund, hvor han voksede op, fik de rastløse børn at vide, at de kunne blive gøglere, klovne eller skuespillere, når de blev voksne. Når der var teateruger på skolen, var det altid Timm Vladimir, der blev spurgt, om han ville spille rollen. Efter folkeskolen gik Timm Vladimir tre år på en showskole på Amager, som Mickey Fredie Pedersen drev. Senere begyndte han at undervise i teater på en daghøjskole i Brøndby og fik nogle roller hist og her, blandt andet som statist i ’Den kroniske uskyld’. Efter nogle år udfyldte hans mor ansøgningsskemaet til Teaterskolen i Aarhus med beskeden: ”Så er det nu!” Han blev optaget i 1989 og gik der til 1993.

DER HAR VÆRET tidspunkter i Timm Vladimirs liv, hvor det gradvist er gået op for ham, hvor dårlig han egentlig har været til at mærke sine følelser og sætte ord på dem. Han har ofte kigget på kvinderne i sit liv og været imponeret over, hvor ubesværet de har kunnet tjekket ind på deres følelser. Nogle gange i en grad, så han har tænkt: ”Don’t worry, dine følelser er der også om fem minutter, du behøver ikke hele tiden mærke dem.”

Men i det mindste kunne de finde ud af det. Han havde aldrig selv lært det, ingen af hans forældre kunne finde ud af at snakke om følelser. I barndomshjemmet handlede det om at sluge det og lade som ingenting, hvis man mærkede, at noget trykkede. 

”Man bliver nødt til at sætte ord på følelser for at behandle dem. Hvis ikke der er ord på, går følelsen i sig selv. Den bliver ligesom bare derinde som det der nys, der aldrig kommer,” siger Timm Vladimir, der i sine tidligere forhold pludselig stod i situationer, hvor han var nødt til at tage stilling til sine følelser, uden han kunne finde ud af det – eller dem. 

”Jeg kunne ikke tale om det, for jeg anede ikke, hvilke ord jeg skulle sætte på. Jeg havde ikke et sprog for det. Det er specielt at sidde i parterapi, hvor den ene kan snakke velformuleret om, hvordan hun har det, mens jeg sidder og føler mig som fuldstændig analfabet. Det var, som om terapeuten havde bedt mig om at formulere mig på et andet sprog: ’Nu vil jeg gerne have, du svarer mig på serbisk.’ Og så sidder man ved siden af en, der kan flydende serbisk. Det er fandeme vildt.”

Sidste år blev han skilt fra sin ekskone, krimiforfatteren Katrine Engberg, efter 18 år. I stedet for at lukke de svære følelser inde valgte han at tvinge dem frit frem.

”Jeg har aldrig været god til at mærke mine følelser, så jeg har besluttet mig for at gå fuldt ind i det. Jeg har brugt dem til en læringsproces, hvor jeg for bare fem år siden ville have lukket af, arbejdet mig igennem det, videre, bum! Jeg er en krebs med et blødt indre, men med en hård skal udenpå. Den skal har hjulpet mig ekstremt meget, for den er vildt effektiv som en survivor-ting, men jeg kan mærke, at jeg har lyst til at gøre den mindre hård. For der er en kæmpe styrke i at turde være i sine følelser og vise dem.”

DET SKER STADIG, at Timm Vladimirs såkaldte muscle memory spiller ham et puds. Som når han snakker med sin ekskone og pludselig hører sig selv kalde hende ’skat’. Eller når han er i selskab med hende og pludselig forvandler sig til den person, han var før. Selvom hans hjerne fuldstændigt forstår situationen, er fysiske og psykiske vaner stadig indlejret i kroppen. 

”Det er som at få skudt en bold mod hovedet og automatisk stikke hænderne op for at gribe den. Sådan reagerer kroppen på følelsesmæssige ting,” siger Timm Vladimir, der de seneste måneder dog er begyndt at både vænne sig og vende sig.

Selvfølgelig er der stadig tilbageslag, men modsat tidligere sender det ham typisk kun en halv dag i kulkælderen, før han træder op i lyset igen. Han er også blevet langt bedre til at sove, hvilket har vist sig at være ekstremt vigtigt for hans mentale velvære.

”Man bliver virkelig en lorteudgave af sig selv, når man har sovet dårligt. Og når man samtidig har alle mulige grunde til at føle medlidenhed med sig selv, kan man blive helt ulidelig. Man gider ikke være i sit eget selskab.” 

Det seneste år er der gået meget tid med at ligge og vende og dreje sig om natten. Hans hjerne har arbejdet på højtryk og overtænkt alt muligt. Nogle gange har han mærket optræk til milde angstsymptomer. Hans hjerte har hamret hurtigere end normalt, han har haft svært ved at trække vejret, og det har prikket i huden. 

”Jeg har været i en form for posttraumatisk stresstilstand – med al respekt for alle de soldater, der har oplevet noget, som er 1.000 gange værre end en fucking skilsmisse – men jeg har været i survival mode, og hver gang der har været den mindste ubalance, er min krop gået i alarmberedskab.” 

I de søvnløse nætter har han ofte fundet sønnens Lego-klodser frem og er selv gået i gang med at bygge. Det har hjulpet ham til at samle tankerne. Det har været et mærkeligt år, men de seneste måneder er det hele blevet mindre råt. 

”Det ville jo være mærkeligt, hvis man bare lige kunne knipse, og så var det slut. Jeg skammer mig ikke over, at det betød noget,” siger Timm Vladimir, der følte sin nytårsaften som en skæringsdato, måske som en start på et nyt kapitel. 

”Om ikke andet er der kommet det ud af det, at jeg har lært mig selv bedre at kende. Også selvom det var nemmere dengang, hvor jeg ikke behøvede.”

DA BILEN OMSIDER ruller over Dronning Louises Bro, ligger Nørrebro øde hen. Mørket har lagt sig over bydelen, og lyset i de fleste lejlighedskomplekser er slukket. Der er heller ikke lys at spore i Timm Vladimirs lejlighed. Det er en af de uger, hvor han ikke har sin søn. 

Han har altid været en selskabsløve, men han er gået fra at være ekstremt ekstrovert til at blive mere introvert. Det er sket i takt med, at han har lært sig selv bedre at kende. 

”Jeg har adopteret det miljø, jeg har været i, hvilket har gjort, at jeg nemt har kunnet være i mange miljøer. Når jeg så en sjælden gang i årenes løb har været alene, har jeg ikke vidst, hvad jeg skulle lave, fordi jeg ikke havde nogen at være noget i forhold til. Det er nok også derfor, jeg altid har været meget selskabelig og aldrig har haft lyst til at være alene.” 

For nylig snakkede han med en af sine gode venner, som bor på Cypern. Vennen er uddannet terapeut, og denne gang kom snakken til at handle om, at Timm Vladimir i mange år har været familiemand. Han har først og fremmest defineret sig ud fra det, men nu har han ikke længere familien. 

”Hvad er jeg så? Så er jeg bare en mand. Men er det så slemt igen?”

Et par dage senere flytter Timm Vladimirs søn atter ind til ham i en uges tid. De skal bygge Lego og gå på jagt efter kvarterets bedste shawarma. Næste gang sønnen fylder år, bliver han teenager, og Timm Vladimir ved udmærket, at der måske inden længe kommer et tidspunkt, hvor han ikke på samme måde gider hænge ud med sin gamle far. 

”Det bliver spændende, hvor det bevæger sig hen. Især nu, hvor han skal til at kigge på ladies. Vi skal til at have snakke, som jeg i udgangspunktet er dårlig til. Men jeg vil ikke have, at min knægt ikke lærer det, fordi jeg aldrig selv har kunnet finde ud af det. Jeg håber, han forstår, at uanset hvad man føler, er det helt okay. Det vigtigste er, at man ikke går og skjuler det, men tør snakke om det. Det har jeg tænkt mig at lære ham.”

Han blev danmarksberømt på de mange corona-pressemøder, ham den aldrende, aparte, nålestribede redaktør, der med sin attitude ikke ligner de journalister, vi er vant til. I december steg kendskabsgraden, da han i protest sparkede til en foliebakke med en brændende koran. Bliv klogere på den 75-årige livsnyder Knud Meldgaard, der ikke kan holde op med at engagere sig.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Jasper Carlberg, Privat

FRIKADELLEFARS OG PIS

På Vesterbro i København lærte jeg at slå fra mig. Jeg var rødhåret, fregnet, tynd og havde flyveører, og så talte jeg jysk. Alt var imod mig, og nogle gange råbte jeg op til min mor fra gaden: ”Moar, de slår mig!” Så råbte hun tilbage: ”Så må du slå igen!”

Min mor var en utrolig smuk kvinde med rødblondt hår. Hun fik mig som 17-årig uden for ægteskab. Det var i marts 1946, og tæller man ni måneder tilbage, når man sommeren 1945. Som voksen har jeg ofte drillet hende: ”I har sgu ikke haft trusserne meget på den sommer.” Hun plejede at svare: ”Hør nu her, Knud, vi var lige blevet befriet, det var helt vidunderligt vejr, og han spillede så dejligt på sin harmonika. Og så havde vi i øvrigt ikke noget fjernsyn dengang.”

Min tidlige opvækst foregik hos mine bedsteforældre i et ledvogterhus i Brovad tæt ved Erritsø (ved Fredericia, red). Min morfar sad i træbygningen og styrede to signaler, men det var min mormor, der bestemte alt. Jeg husker hende tydeligt, ikke mindst lugten af hende. Jeg var lidt af et flæbehoved, og var jeg faldet, fór jeg hen og stak hovedet under hendes forklæde og fandt tryghed i den velkendte lugt af frikadellefars og pis. Dengang var bad ikke en hverdagsaktivitet, det foregik i en balje i kælderen.

Knud Meldgaard på Rådhuspladsen, 1952, hvor man kunne købe en pose tørrede ærter for 10 øre.

Fra begyndelsen var jeg vant til, at det er damerne, der bestemmer. Min mormor havde det princip, at hendes fire døtre skulle gifte sig med stabile mænd, som ikke drak, som ikke tævede deres koner, og som havde fast arbejde. De måtte gerne være noget ved kommunen eller Statsbanerne. Derudover skulle det helst være lidt svage mænd. Med årene kunne jeg begynde at se det mere tydeligt. Så var der onkel Henry, ham var der ikke meget krudt i. Så var der onkel Lange, ham var der sgu heller ikke meget spræl i. 

Min biologiske far, som jeg aldrig har mødt, var fra Skåne. Jeg har set et billede af ham, men jeg har aldrig opsøgt ham. Efter nogle år mødte min mor en mand, og de rejste til København og tog mig med. Senere fik jeg også to yngre søstre. Jeg har aldrig mærket på min stedfar, som jeg i øvrigt aldrig har kaldt ham, at han har gjort forskel. Jeg havde aldrig behov for at tage ud for at finde min rigtige far, for jeg havde allerede verdens bedste far derhjemme.

KNUD HELT KORT

Knud Meld­gaard er 75 år og nuværende chefredaktør for magasinerne Trans­europa, Omnibus og Levnedsmiddel & Fødevare Magasinet. Hyppig og iøjnefaldende gæst på regeringens mange tv-transmitterede corona-pressemøder. Knud Meldgaard er – blandt andet – forhenværende restauratør, hotelejer og reklamebureaudirektør.

KONGE OG KNÆGT

Min far var overtjener på Palace Hotel i København, der kæmpede med d’Angleterre om at være byens fineste, og min mor var bartenderske på en natklub ved Hovedbanen. Det var i slutningen af 50’erne, og dengang var man en lykkelig familie på Vesterbro, hvis bare én af forældrene havde arbejde. Begge mine arbejdede, og jeg levede en tryg og fri barndom. Vi boede i Skydebanegade, det var den fine gade, hvor mange først mødte klokken otte og måske endda havde en lille mappe under armen eller et slips på, når de gik på arbejde.

I historiebøgerne kan man læse, at der var voldsom kriminalitet på Vesterbro i 50’erne. Der var arbejdsløshed, tyverier, storsmuglere, og det var vel det sted i Danmark med flest ludere. Men vi børn kunne godt lide luderne, for når de sendte os i byen for at hente cigaretter, gav de os 25 øre i drikkepenge. Det var noget bedre end de andre fattigrøve i kvarteret, der kun gav 10 øre. Meget af det, der foregik dengang, gik vores næse forbi. Der var jo ingen, der ville os børn ondt.

Selvom vi boede i den pæne gade, var vi omgivet af folk i arbejdstøj, der kom halvfulde og møgbeskidte hjem fra arbejde. Derfor var det med en særlig stolthed, når min far hver aften klokken 18 kørte af sted på sin Mobylette-knallert i smoking og cottoncoat med retning mod Palace Hotel. Når han kom hjem, fortalte han historier om at have serveret for folk som Poul Reichhardt, Ib Schønberg og Dirch Passer. 

Efter 7. klasse gik jeg ud af skolen, for der var kun én ting, der interesserede mig: Jeg ville være tjener som min far. Jeg kom i lære på Royal Hotel, der var det mest moderne hotel i Nordeuropa med 20 etager med jet-elevatorer. Da det havde været åbnet et års tid, kom kong Frederik IX, dronning Ingrid, arveprins Knud og en af prinsesserne på besøg. Med tre andre tjenerelever blev jeg udvalgt til at få lov at servere. Roy Hurtigkarl var køkkenchef, og netop som vi skulle til at gå ind, gav han mig et lille sølvfad med en laksesnitte på og sagde: ”Knud, gå ind og servér det for kongen.” Jeg nåede ikke at pisse i bukserne, men benene rystede under mig. 

Nogen havde lagt salatbladet under franskbrødet, så netop da jeg tog det fra sølvfadet for at servere, tabte jeg salatbladet, der var på vej ned i skødet på kongen. ”Jeg bliver skudt, druknet, halshugget, bliver sendt på børnehjem eller kommer i fængsel,” tænkte jeg, men så sagde det slam! Kongen havde grebet salatbladet, proppet det i munden og gumlede løs. Bagefter tog han mig forsigtigt om armen og sagde: ”Tag det roligt, min dreng. Der skete ikke noget.” 

På café i Paris, 2019.

DEN GRAVIDE TRÅD

Efter jeg havde stået i lære i en periode, løb jeg af pladsen for at spille pigtrådsmusik i et band i Nyhavn. Dengang skulle man vælge, om man ville spille Beatles eller The Rolling Stones. Vi valgte Beatles, og det var heldigt for mig, for jeg var trommeslager og ikke en særlig god af slagsen. Jeg skulle helt sikkert ikke konkurrere med Charlie Watts fra Stones, men Ringo Starr kunne jeg nogenlunde følge.

De dårligste orkestre spillede søndag og onsdag dengang, og vi spillede altid søndag og onsdag. Vi var absolut ikke gode, men det var skideskægt. Min far var ikke så begejstret for udtrykket ‘professionel musiker’. Han mente, jeg var ‘professionel arbejdssky’. Men den slags kunne man tillade sig i 60’erne. Der var skilte overalt med påskriften ‘Arbejdere søges’. Man tjente tilmed ofte skidegode penge. De yngre generationer kommer aldrig til at opleve, hvad vi oplevede dengang. Vi kunne simpelthen skalte og valte.

Da jeg var 20, var jeg gift og havde to børn. Først var jeg kommet til at gøre en kvinde ved navn Ditte gravid. Min mor sagde til mig, at så måtte jeg også gifte mig med hende, og det ville jeg gerne, hun var en skideflot pige. Men hun ville sgu ikke giftes med mig. Jeg var en håbløs musiker i lyseblå smoking og Beatles-støvler med skæve hæle, og hun ville have en ordentlig mand. Så jeg røg ud med badevandet. 

Jeg fik en ny kæreste, og så blev hun også gravid. Det var på Skipperkroen, jeg mødte Hanne, og hun var til at begynde med uinteressant for mig. Pigerne, der dansede, skulle jo helst falde for musikerne, og nogle gange kunne man kysse lidt med dem i pauserne. Men Hanne og hendes veninde Lis kom kun for at danse, de drak en enkelt øl, og ellers stod den på sodavand. Hvor kedeligt kunne det blive? Da Hanne så alligevel pludselig viste interesse, var jeg der straks. ”Ah-ah-ah, ikke pille!” sagde hun. Så blev jeg simpelthen snotforelsket i hende. Jeg var som en bjørn om en honningkage.

Vi endte med at være gift i fem år. I dag bor hun med sin nye mand, som jeg holder meget af, og de fejrer guldbryllup næste år. Senere fandt jeg sammen med Nikki, som jeg fik to børn med, og endnu senere boede jeg 10 år med Kerstin.

Som voksne leder vi alle sammen efter vores mor i andre kvinder. Det er jo ikke, fordi de ligner min mor af udseende, men af sind gør de bestemt. Jeg har haft det fint med at have stærke kvinder omkring mig. Jeg har altid søgt den der kærlige ægteskabelige kamp, hvor man hele tiden får lidt tilbage. 

I dag snakker jeg med dem alle. Ekskoner, børn og børnebørn. Det føler jeg mig meget heldig over. Som mange mænd bliver jeg jo aldrig rigtig voksen. Gudskelov har mine fire børn haft fornuftige mødre. Det er på trods af deres far, at de har klaret sig godt og lever så gode tilværelser i dag.

Knud Meldgaard, 1948.

SANG TIL DE GAMLE DRENGE

Da jeg var i midten af tyverne, startede jeg mit eget reklamebureau. Dengang gik det hele fremad, og ligegyldigt hvad man rørte ved, blev det til guld. I reklamebranchen skulle der være en kreativ og en sælger. Den kreative rendte rundt i islandsk sweater med en radise i røven og så fjollet ud, mens sælgeren var ham i den pæne habit, der skulle indgyde tillid. Det blev min rolle. 

I 1980 havde mit reklamebureau vokset sig så stort, at jeg havde seks ansatte. Jeg flyttede bureauet væk fra den gård i Ganløse, hvor jeg boede med Nikki og vores to børn, og ind til Pilestræde i Indre København. På den anden side af gaden lå Cafe Rex, der var flittigt besøgt af byens intellektuelle. Kunstnere, skuespillere, forfattere, journalister, you name it. 

Det tog lidt tid, inden jeg blev accepteret. Til at begynde med kunne jeg se, at de tænkte: ”Hvem er ham den mærkelige i det stribede tøj?” En dag spurgte kunstneren Preben Franck Stelvig mig pludselig: ”Knud, hvad mener du om Picassos blå periode?” Jeg vidste godt, hvem Picasso var, men hans blå periode? Jeg tænkte: ”Nu er jeg til grin, og så bliver jeg jaget væk fra bordet, de vil ikke have sådan en dummernik siddende.” Men i stedet for at grine af mig blev alle de dejlige mennesker mine venner. Dér lærte jeg noget vigtigt om livet. Hvis man har viden, så del den med andre på en ordentlig måde. Man skal ikke blive en blærerøv.

I min nye omgangskreds havde vi to stamsteder. Cafe Rex, hvor vi spiste frokost, og Palæ Bar, hvor vi drak øl efter arbejde. Jeg blev venner med folk som Knud Voss, F.P. Jac og Gunnar Bertelsen. Hvis man kender Mikael Bertelsen og synes, at han er skør, skulle man have mødt hans far. Han var en bragende dygtig arkitekt, men ravende sindssyg. Han havde en gård i Kikhavn i Nordsjælland med en gammel lade, som han havde lavet om til en stor gildesal. Man kunne komme derop, og så sad Jesper Thilo og Niels-Henning Ørsted Pedersen og var i gang med at jamme med harpespilleren i Det Kongelige Kapel og ham, der spillede violin i Radiosymfoniorkestret. Og pludselig blev forsamlingen bedt om at holde kæft, fordi Peter Poulsen gerne ville læse sit sidste nye digt op. 

Indkaldt som værnepligtig til Kronens Artilleriregiment på Sjælsmark Kaserne. Knud Meldgaard er på vej til generalfeltinspektion og skydeøvelser i Oksbøl i Vestjylland, 1965.

Jeg mødte alle de her stangfordrukne kunstnere. Nogle gange sad der 20-30 mennesker om det her lange bord, og man lærte hurtigt at tage meget luft ind, når man skulle sige noget, for i samme øjeblik man holdt inde for at trække vejret, stjal en anden ordet. Ofte gik der brændevin og ged i det hele, og folk faldt i søvn rundtomkring. Et par stykker lå på det kæmpe billardbord, og næste morgen lignede hjemmet det rene Sodoma og Gomorra.

Jeg fandt mig overraskende nemt til rette i de kredse, selvom jeg ikke var vokset op med det. Min mor læste læge­romaner, og min far ’Det Bedste’ fra Reader’s Digest. Og vi havde et grelt trommesals­maleri hængende over sofaen, der forestillede en fregat for fulde sejl ud for Bornholms kyst. Heldigvis havde jeg den trumf, at jeg i en alder af 22 år havde fundet og købt Shakespeares samlede værker på både engelsk og dansk. ”Knud, har du læst Pusjkin?” ”Nej, men jeg har læst Shakespeare.” Det gik altid an. 

Det var en skideskæg periode. Når de lukkede Palæ Bar, tog vi over på Vita, hvor man kunne få andesteg og flæskesteg midt om natten. Så sad man der, og det kostede mig selvfølgelig et ægteskab. Det er klart, ingen kvinder gider finde sig i det. Jeg kom hjem efter en 3-4 dages druktur, og så var Nikki og mine to børn flyttet. Det kunne jeg ikke forstå, men så gik der et stykke tid, og så forstod jeg det udmærket. Alting har en pris. 

I dag fortryder jeg nok, at vi ikke begrænsede os lidt. Det ender jo galt. Selvfølgelig gør det det. Knud Voss døde i 1992, han skvattede i en brandert efter en middag og knaldede hovedet ned i en kantsten. Flere af de andre døde af druk. F.P. Jac er død, Gunnar Bertelsen er død, Preben Franck Stelvig er død. Jeg savner dem alle sammen meget. Jeg kommer stadigvæk på Palæ Bar, men der er slet ikke den samme tumult i byen mere. De rigtig gamle drenge er alle borte, og de laves ikke mere.

Meldgaard og hustru nr. 2, Nikki. Bryllup i 70’erne.

JYDEGANGSTERE

Jeg har haft få principper i mit liv, men jeg har altid bestræbt mig på ikke at kede mig. Jeg har været restauratør i 30 år, reklamebureaudirektør i 25 år og chefredaktør i 25 år. Man skulle tro, jeg var over 100 år, men i virkeligheden har jeg bare haft flere ting i gang på samme tid. 

Jeg har været chefredaktør på flere forskellige medier, blandt andet Jettime for Sterling Airways, og i 1995 lavede jeg Øresundsmagasinet, der udkom på dansk og svensk. Det er faktisk den bedste forretning, jeg nogensinde har lavet. Efter et lille års tid var vi otte fastansatte og fire freelancejournalister. 

Jeg har også altid syntes, det var sjovt at have en restaurant, så tørster man jo ikke. På et tidspunkt ejede jeg en frokostrestaurant, der hed Snabels Kælder, skråt over for Palæ Bar, og Gunnar Bertelsen og Kenn André Stilling fik lokket mig til at starte Garagen ved siden af Café Victor, der åbnede klokken fem om morgenen fredag, lørdag og søndag. Folk kom væltende fra værtshuse rundtomkring og lignede noget, katten havde leget med i rendestenen. Når de havde fået en kop kaffe, et rundstykke og lidt bacon og æg, vågnede de op: ”Kan vi lige få en fadøl?” Jeg drev det et halvt års tid. Så gad jeg ikke mere.

Jeg har været involveret i et hav af projekter, og et par gange har jeg næsten været millionær. Problemet er bare, at når det går godt, begynder jeg at kede mig. Så investerer jeg pengene i et nyt projekt. En dag fortalte en af mine venner, at han have købt et hotel i Jylland, og han mente, at jeg skulle købe det af ham. Det lå i Ramme oppe ved Lemvig. Vi tog derover og kiggede på det, og det endte med, at jeg købte det for 1,7 millioner kroner. 

Jeg havde ikke 1,7 millioner, så vi skrev en I owe you, og før jeg havde set mig om, var jeg involveret i en flok jyske gangstere uden lige. Det var et rent gedemarked, hvor den ene lånte den anden penge, der lånte til den tredje, og så blev der taget lidt her og der og rykket rundt. Det var en slags ejendomskarrusel, hvor de skiftedes til at sidde på hesten og på giraffen, og hver gang udløste det nye muligheder for banklån. Det var en helt ny verden. Der er folk derovre, der formår at bevæge sig i de øverste luftlag, selvom de ingen penge har på kontoen. 

På et tidspunkt ringede min daværende advokat og spurgte: ”Knud, hvad sker der ovre i Jylland? Ingen af jer har fem flade øre!” Jeg har ikke selv begået ulovligheder, men det var sateme nogle banditter, og jeg er glad for, at jeg havde en god advokat, der fik raget mig ud i tide. Det der bræddeskur, Ramme Hotel, som jeg havde købt, endte til sidst på tvangsauktion. Efterfølgende blev det revet ned, og jeg tog tilbage til Sjælland.

 

Knud Meldgaard er medlem af det franske gastronomiske selskab Chaîne des Rôtisseurs.

RØVEN UD AF STRÅHATTEN

Så var det op på hesten igen. Jeg startede blandt andet kulturmagasinet Omnibus. Der er ingen penge i det, men jeg har Danmarks ældste redaktion med en gennemsnitsalder på 76 år. Selvom jeg kan leve af min folkepension, sidder jeg 40-50 timer om ugen og skriver røven ud af stråhatten. Når man først har fået tryksværte på fingrene og lugtet til varmt bly, er man solgt til stanglakrids. Så jeg bliver ved, indtil jeg falder af pinden. Hvad fanden skal jeg ellers lave? Jeg er alkoholiseret nok i forvejen.

I december sparkede jeg til en foliebakke med en brændende koran. Det var foran retten, hvor sagen mod Inger Støjberg kørte. Nogle demonstranter stod og råbte ”landsforrædere” og den slags, og da de satte ild til den bog, reagerede jeg instinktivt. Det der med at brænde bøger af, det gør man bare ikke. Uanset om det er Koranen, Bibelen eller Thomas Mann. Jeg løb over til koranen, lossede til foliebakken, og så knaldede en af demonstranterne mig en på siden, så jeg begyndte at bløde. Ned i skægget, ned på frakken, ned på skjorten. Og så var politiet over mig og hev mig væk, før jeg fik en gedigen røvfuld. 

Min yngste søn ringede bagefter og skældte mig ud. Dagen forinden var vi kommet ind på, at jeg tidligere i mit liv har været i en del slåskampe, fordi jeg har en meget kort lunte. Men det var jo ved at være længe siden, blev vi enige om: ”Du er jo en gammel mand, så det er rart, at det er slut,” sagde min søn.

Jeg reagerer altid følelsesmæssigt. Det kan godt være, at redaktøren går i nålestribet, men han kan stadig slå fra sig. Møder jeg stupiditet og uretfærdighed, går jeg ind i det, og så sker det af og til, at jeg får et par på lampen. Min yngste datter har tre gange siddet vagt på skadestuen, fordi jeg lå med sting både her og der. 

Jeg har fået mange øretæver i mit liv, men nu er jeg snart 76 år, så jeg skal jo ikke længere bokse med folk. Måske har den hændelse lært mig lidt. Jeg tvivler dog på det.

Mange vil nok kalde hende en af landets sjoveste skuespillere, men selv drømmer hun mindre om komedier og mere om at spille med i svenske ægteskabsdramaer. I 10 afsnit ser 50-årige MIA LYHNE tilbage på et liv, hvor hun har måttet kæmpe sig frem i en hård branche og har fået afslag på afslag. Og hvor hun ofte har haft svært ved at holde masken.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Jonas Bie

1.

DE FØRSTE OTTE år af mit liv boede jeg i Gladsaxe i en lille lejlighed. I børnehaven var der en guld-hårspray, og jeg havde aldrig set sådan noget før. Min mor var en hippie-skolelærer, der ikke havde den slags derhjemme. Jeg kiggede på den spray med store øjne. ”Næææh,” tænkte jeg og besluttede lige dér, at jeg ville være frisør. Men i 1. klasse skulle vi lave ’Klods-Hans’ som dukketeater, og der gik noget nyt op for mig. Jeg kan huske min iver, og hvor gerne jeg ville gøre det godt. Det var en meget lille rolle som hofdame med én replik, men jeg var ved at dø. Jeg havde voldsom sceneskræk, selvom det kun var dukketeater. Næsten tortur. Alligevel tiltrak skuespillet mig. Det var dét, jeg ville. I dag ville jeg nok ønske, at der havde været noget mere. At jeg havde gået til håndbold eller noget andet, men det var kun det at blive skuespiller, der fyldte.

Som otteårig flyttede vi til Smørum i et bofællesskab. Det blev kaldt millionær-Christiania og lå i et pænt parcelhusområde, hvor alle mine klassekammerater havde farvefjernsyn og lædersofaer. Det havde vi ikke. Vi stak ud ved at bo i bofællesskabet. Jeg var flov over det, selvom alle andre børn syntes, at det var det fedeste at bo sådan et sted. Der var fællesspisning, gymnastiksal og fælleshus, og vi lavede en masse ting sammen. I dag kan jeg godt se, hvor godt det var, men det havde jeg svært ved dengang. Det hjalp ikke, at mine forældre gik i fodformede sko og hørte Bob Dylan og havde fredsplakater på væggene. Jeg følte lige dele skyld og skam.

En dag vil jeg gerne lave en film, der hedder ’Skyld og skam’, for hvor bokser vi mennesker dog meget med de to ting. Jeg gør i hvert fald. Mange prøver jo at være glansbilleder og vil helst ikke stikke for meget ud, men hold kæft, det går jo ikke. Da jeg skulle holde min 50-årsfødselsdag, brugte jeg uger på at gøre rent, og bagefter tænkte jeg: ”Jamen, for helvede, hold nu op, så må de jo se dit rod.” Kvinder er frygtelige på den måde. Også udadtil. Vi bliver for eksempel plastikopererede. Og jeg kan godt blive sur over det. Når jeg ser mig selv på skærmen, kan jeg nogle gange tænke: ”Fuck, jeg er blevet gammel, det går jo ikke.” Derfor kan jeg godt forstå, at kvinder kan få lyst til at få de operationer. Men der er en lille rebel i mig, der siger: ”Hallo, hvad er det for noget aldersfascisme?” Jeg har ikke lyst til at se mærkelig ud ved at få fyldt et eller andet i ansigtet. Jeg håber, jeg kan stå imod.

2.

JEG FIK EN LÆRER i Smørum, der kom fra Bornholm, og han blev mobbet af klassen. På grund af sin dialekt, og fordi han havde mærkelige vaner som at sutte på sit skjorteærme. Gud, hvor var vi stride ved ham. Jeg lurede hurtigt, at man kunne få ham til hvad som helst. Jeg kunne for eksempel lokke ham til at spille teater i dansktimerne. Så gik vi nogle stykker ind i et grupperum, og det var altid mig, der fandt på, hvad vi skulle, og instruerede de andre. Det blev et frirum fra min generthed. 

Jeg har meget at takke ham for, selvom vi faktisk fik ham fjernet fra klassen – undskyld! Nogle forældre brokkede sig. De kunne fornemme på børnene, at han var for vag. Så fik vi en ny lærer, der elskede teater, og hun opdagede hurtigt, at det gjorde jeg også. I 6. klasse lavede vi en kæmpe Holberg-forestilling, og jeg fik lov at spille ­meget tidligt. Hun er stadig en god ven i dag. 

Når jeg så film af Bille August eller Nils Malmros’ ’Tro, håb og kærlighed’, ’Skønheden og udyret’ og så videre, gjorde det et kæmpe indtryk. Jeg elskede dem. Når jeg så på dem, der spillede, tænkte jeg, at de måtte være verdens lykkeligste. Det troede jeg virkelig. Jeg sad hjemme på værelset og skrev til alle filmselskaber. Med pæn håndskrift stod der, at jeg var en pige på otte år, der gerne ville være skuespiller, og jeg spurgte, hvordan jeg kom med i en film, og jeg skrev, at mine idoler var Ghita Nørby og Ove Sprogøe. Jeg kom til nogle børne­castings, men der kom ikke noget ud af det. Jeg kom bare i nogle statistkartoteker.

Jeg skrev tre kladder, før jeg skrev det rent og sendte det, og jeg har stadig nogle af brevene derhjemme. Jeg skrev også til nogle af skuespillerne fra ’Tro, håb og kærlighed’ og til Ove Sprogøe. Han gav mig et pænt svar, takkede for brevet og skrev noget med, at ”det er en svær branche, men pøj-pøj med det” og så videre. På et tidspunkt i folkeskolen begyndte jeg i en amatørteatergruppe, men der sad vi for meget af tiden og drak te. Der skete ikke nok. Og jeg var samtidig genert, så jeg sagde ikke en lyd. Jeg skal være tryg, før jeg tør, og det var jeg ikke. Men indeni var jeg stadig helt dedikeret til at blive skuespiller.

3.

LARS KNUTZON ER min mors venindes mand. Han prøvede at tale mig fra at blive skuespiller. Det er en usikker vej, sagde han. Han tænkte måske, at en genert pige som mig var for hæmmet til det, og i dag, så mange år efter, udstråler jeg måske stadig ikke nok, at jeg er ’skuespiller’. 

For nogle år siden var jeg på ferie og talte med en udlænding, der spurgte. hvad jeg lavede. Han troede simpelthen ikke på, at jeg var skuespiller. Det kunne jeg grine af, men jeg er ikke den klassiske udadvendte skuespiller.   

Jeg kom i gymnasiet i Ballerup, og jeg fik stadig afslag fra de filmselskaber, jeg skrev til. En dag tog jeg kontakt til Vesterbro Ungdomsgård. Jeg var vokset op med sangene, der alle var fra teaterforestillinger, og jeg drømte om at være med på sådan en plade. Jeg skrev til dem og fik lov at komme derind. Mine forældre blandede sig udenom. De stoppede mig ikke, men hjalp mig heller ikke. Jeg kendte slet ikke Vesterbro og fandt vej med et Krak-kort ned ad Istedgade. 

Jeg troppede op i køkkenet, hvor Bo Schiøler sad. Han var ansvarlig for alle sange og teaterstykker. At møde ham og de andre derinde var som at komme hjem. Fra at føle mig anderledes og lidt forkert i Smørum var det som at finde en familie. Når vi mødtes, begyndte vi med en ’sandhedsrunde’, og det var ikke kun pæne ting om, at ”det går fint”. Der var nogle, der var kede af det. Det var meget ærligt, og det var en ærlighed, jeg havde længtes efter. Vi blev set, og vi kunne være, som vi var. Det var et rum, hvor jeg kunne være mig selv. Fra det øjeblik var jeg tryg, og så kunne jeg noget som skuespiller.

Det var store følelser, vi arbejdede med. Om at have det svært, om tro og om døden. Det var benhårdt med øvelser og nye forestillinger hele tiden. En fabrik af kreativitet. Der var teater to gange om ugen og en lyrikgruppe, hvor vi skrev digte, og en sanggruppe. Vi brugte ikke tiden på at drikke te. Revl og krat var med, og der var en fyr, der stammede helt vildt, men som alligevel stod og sang. Og en helt forsømt pige, der var stærkt ordblind, men som skrev 110 digte i lyrikgruppen. Bo Schiøler har betydet sindssygt meget for mange unge, også selvom han måske var upædagogisk og kunne være hård. Det kunne jeg godt lide. Han stillede krav, men han tog os alvorligt og gav os en tro på os selv. Han kunne råbe, at vi kraftedeme skulle tage os sammen, men han havde kærlighed til de unge, og han havde hjertet med. 

4.

JEG SØGTE IND som skuespiller syv gange. Hver gang uden held. Når jeg fik afslag fra skuespillerskolerne, sagde mine forældre, at jeg måske skulle overveje at blive lærer. Det gjorde mig rasende. Samtidig var de afslag ret traumatiske, og jeg kæmper stadig med de syv afslag. Det gør jo noget ved et menneske at få at vide: ”Du duer ikke”, når man så gerne vil. Der lå også noget i branchen om, at hvis man skulle være rigtig skuespiller, måtte man som minimum have gået på teaterskolen. 

I den seneste ’Klovn’-film var Lane Lind med. Hun er tidligere rektor på Odense Teaters elevskole og har givet mig flere afslag. På den første optagedag på ’Klovn’ kom hun hen til mig, kiggede mig i øjnene og sagde: ”Undskyld, Mia, jeg tog fejl.” Det var rart. Alle, der fik afslag, kunne ringe op og få en begrundelse. Hun fortalte, at jeg havde ringet og været rasende hver gang. 

Det var liv eller død for mig. Det var kun den vej, jeg ville gå. Når jeg ser tilbage på de optagelsesprøver, hvor man er inde i tre minutter, var jeg ekstremt nervøs. De kigger blandt andet på, om man er ’fri’, og jeg var på ingen måde ’fri’. Jeg var ét stort nervevrag hver gang, fordi jeg ville det så meget. År efter år læste jeg hos en ny skuespiller for at forberede mig. De lærere, jeg læste med, foreslog, at jeg skulle prøve at gå op i en yndig ungpigerolle fra for eksempel Shakespeare, men det sagde mig ikke rigtig noget. Jeg var mere til Lars Norén, ægteskabsdramaer og ældre kvinder i livskriser. I dag kan jeg godt se, at det måske ikke passede så godt, fordi jeg ikke var så gammel.

Teater Grob var netop startet op, da jeg kom med i truppen. Det var en samling af alle os, der ikke var kommet ind på skolerne. Alle os, der var kasserede, men som ikke ville finde sig i det. Vi ville det så meget, at vi skabte det her undergrundsteater. Jeg blev ved med at blive afvist, jeg var jaloux på dem, der kom ind, og derfor var jeg med til at hyre de bedste lærere fra skolerne til at undervise os. Teater Grob var hårdt arbejde, og at have været med i det betyder, at jeg fra starten har været vant til at kæmpe mig frem. Jeg har måttet gøre det på den hårde måde og har ikke fået noget serveret på et sølvfad. Det, jeg har opnået, er min egen fortjeneste, og det er jeg stolt af. 

5.

VI VILLE SÅ gerne være skuespillere, men vi havde ingen erfaring, vi måtte lære det hen ad vejen. Men det var fedt selv at bestemme og sidde med en masse kasketter på. Vi skulle lave alt selv. Der skulle laves plakater, og der skulle gøres rent og skrives ansøgninger til fonde om støtte. Der var noget uforkælet over det. Og på en måde privilegeret, fordi vi headhuntede de gode lærere til at undervise os. Men vi betalte også selv for det.

Jeg søgte stadig ind på de tre steder, man kan blive uddannet skuespiller – København, Odense og Aarhus – for selv om vi havde Grob, ville det jo være 100 gange nemmere at gå på en offentlig skole og få det hele betalt. Vi søgte alle sammen ind, og det var jo tit sådan, at de gode blev optaget. Til sidst lavede vi en regel om, at når man var hos os, søgte man ikke ind. Året efter trak det alligevel i mig, så jeg søgte i smug. Det var der nogle, der blev rigtig sure over. Og jeg kom stadig ikke ind. Men de første forestillinger, vi lavede, fik succes. Gode anmeldelser, og folk kom og så os.

Jeg kunne mærke, at Lars Junggreen, som var rektor i Aarhus, syntes, jeg var god, selvom han ikke tog mig ind. Han sad også i Teaterrådet. Han sagde til mig, at jeg skulle stoppe med at søge, og samme år fik vi første gang en halv million kroner til en forestilling fra Teater­rådet. Det var et stort vendepunkt. Det begyndte at køre, og vi fik penge hvert år og blev mere anerkendte. Vi kunne give os selv løn, en meget lav løn, men det var stort for os, fordi udgangspunktet var ingenting. 

På et tidspunkt blev Grob så stort, at vi holdt optagelsesprøver, og så sad vi selv der og skulle vrage nogen. Det var ikke så sjovt. Men vi havde et dejligt ukrukket miljø. Vi knoklede, og selvom vi ikke kom let til det, lavede vi noget, vi syntes var fedt. Det var også et vendepunkt for mig, da jeg fik Reumerts Talentpris i 2002. Det var første gang, jeg følte, at jeg kunne kalde mig skuespiller. Det betød meget med den anerkendelse.

6.

MANGE AF FORESTILLINGERNE i Grob endte med at blive sjove. Det var ikke et egentligt mål, men sådan blev det. Det var lidt overraskende for os, for det kunne godt være alvorlige emner, men alligevel kom humoren ind ad bagdøren. Det gav mig nogle nye muligheder. Blandt andet blev jeg hyret til at spille en sjov karakter under et melodigrandprix, og der kom mere og mere. Jeg var med i en serie, ’Perforama’, med Anders Matthesen, og den så Casper Christensen og Frank Hvam. Derfor hev de mig ind til en casting til ’Klovn’. Jeg skulle spille en scene med Frank, mens instruktør Mikkel Nør­gaard var der. Jeg vidste, de havde lavet ’Langt fra Las Vegas’, men jeg var ikke så stor fan og var ikke helt sikker på, at ’Klovn’ var det rigtige for mig. Men min søster kunne lide ’Langt fra Las Vegas’ og sagde, at dem skulle jeg sige ja til. Jeg græd ikke af glæde, da jeg kom med, ikke som da jeg fik en rolle i ’Krøniken’. Det var lige sådan en dramaserie, jeg havde drømt om. 

’Klovn’ var ikke så populær i starten. Den skulle lige have en sæson ligesom mange andre serier. Men så begyndte der at ske noget. Det kom gradvist. Der var ikke en stor opmærksomhed fra den ene dag til den anden, men jeg mødte mange mennesker, der spurgte, om jeg også var sådan i virkeligheden. Det var sikkert også, fordi hun hedder Mia i serien. Jeg havde foreslået, at hun skulle hedde noget andet, men Casper og Frank syntes, at vi skulle bruge vores egne navne. De kunne ikke sige så meget om, hvordan karakteren Mia skulle være, men hun skulle være sådan en pæn kone, der vil holde på formerne og er konservativ i tøjet. Okay, så gik jeg den vej. Jeg prøver altid at finde det, jeg ikke kan holde ud ved den karakter, jeg skal spille. Det giver noget energi. Nogle gange har vi kaldt hende ’mormor’ under optagelserne. Jeg kan ikke holde ud, når nogen holder på formerne – jeg hader det – så det hjælper mig at tænke på hende som en ’mormor’, der gerne vil netop det. 

Da serien blev populær, havde jeg det i begyndelsen okay med opmærksomheden, men med tiden er jeg blevet lidt mindre begejstret for den side af det. Jeg elsker at lave det, jeg laver, men kendthedsfaktoren er jeg ikke så vild med. Den giver et selvfokus, der ikke er særlig sundt. Det gør mig utilpas. For eksempel at sidde i venteværelset hos lægen, og folk måske ved, hvem jeg er. Det er en ulige situation. Det er en følelse af at sidde nøgen. 

Jeg tænker også over det som forælder. Jeg vil gerne være en forælder ligesom alle andre på en skole, men jeg kan nogle gange komme til at være lidt for optaget af, hvad de andre mon tænker om mig. Det giver nogle kunstige situationer, som er svære at forklare. Men i andre situationer er jeg ligeglad. Der er kendte mennesker, der for eksempel ikke vil tage metroen, men sådan er jeg ikke. 

Opmærksomheden har en pris. Da jeg fik tvillinger som alenemor, spurgte jeg min ekskæreste, om vi ikke bare kunne sige, at det var ham, der var faren, selvom jeg fik dem med en donor. Den var han ikke med på, men jeg ville gerne slippe for opmærksomhed omkring det. Da jeg fødte på Hvidovre Hospital, lå der journalister på lur, og nogle ringede til min far, fordi de fandt ud af, at jeg havde født. 

Det er ikke, fordi så mange kommer hen og siger noget, når de ser mig. Hvis det er børn eller ældre, er det som regel sødt. Der er også nogle, der siger: ”Gud, du er meget anderledes i virkeligheden.” Hvis folk er fulde, kan det være meget grænseoverskridende at blive genkendt. Engang på Skanderborg Festival kom en mand hen og hev op i min bluse for at sammenligne mine bryster med sin kones. 

7.

DET ER BEDST at være skuespiller, når man er sammen med de rigtige legekammerater. Hvis jeg skal være sjov, skal jeg være sammen med andre. Det er ikke så tit, jeg har mødt mennesker, hvor det klikker på en bestemt måde, men en af grundene til, at jeg har lavet ’Klovn’ i så mange år, er, at der sker noget, når Frank og mig er sammen. Det sker også med Casper. Det er noget uforklarligt, det er næsten, som om rollen spiller sig selv. 

I det hele taget har det været rørende at finde ud af, at vi har underholdt så mange mennesker med ’Klovn’. Jeg blev engang stoppet af en nordmand, der sagde: ”Jeg har været ude for et trafikuheld, og I var grunden til, at jeg kom igennem de mange måneder, hvor jeg lå i en seng. Hvis jeg ikke havde set ’Klovn’, var jeg ikke kommet over det.” 

Sådan noget har jeg oplevet nogle gange, og jeg har tænkt: ”Gud, vores lille serie har rent faktisk givet folk noget.”

Man kan godt sige, at ’Klovn’ måske ikke er så dyb, men det at få folk til at grine er lige så stort som alt muligt andet. Der kan nogle gange være en stemning af, at komik ikke er så fint, men det er noget af det sværeste at lave. Jeg er altid blevet meget glad, når folk har spurgt, hvornår næste sæson kommer. Nogle siger også: ”Ja, du må undskylde, men jeg kan simpelthen ikke se det, det er for pinligt.” Sådan har jeg det ikke. Jeg kan ikke få det pinligt nok. 

LYHNE-GLIMT

Mia Lyhne er født 6. juli 1971. Hun er nok bedst kendt for sin rolle som Mia i ’Klovn’ men har spillet med i blandt andet ’Krøniken’, ’Sover Dolly på ryggen?’, ’Direktøren for det hele’, ’Dræberne fra Nibe’ og ’Minkavlerne’. Derudover en lang række roller på blandt andet Teater Grob, Østre Gasværk Teater og Det Kongelige Teater samt i tv-serien ’Den bedste tid’.

I 2006 blev hun hyldet af bandet M.I.A. Lyhne, der udgav nummeret ’Mia Lyhne’.

I 2012 udgav hun albummet ’En rygende pistol’, hvor hun fortolker sange og digte af Bo Schiøler.

Mia Lyhne er mor til tvillingepiger på 11 år og bor på Amager.

Er aktuel i filmen ’Tag min hånd’.

8.

JEG HAR ØDELAGT virkelig mange af de bedste optagelser i ’Klovn’, fordi jeg kommer til at grine. Især over for Frank Hvam, fordi han er så sjov og tager røven på mig. Det har været et stort problem, at jeg ikke kan holde masken. Jeg har forsøgt at bide tænderne sammen og kæmpe imod grinet. Men mange gange kan jeg ikke. Frank er bedre til det, men Casper kan heller ikke. Afsnittet om Jarlens begravelse for eksempel var svært. Den kom faktisk aldrig i kassen uden grin. Hvis man kigger efter, kan man se Iben grine bag solbrillerne, og man kan også se, at jeg kommer til at grine. 

Vi lavede også en scene, hvor Frank har flirtet med en fra kommunen, og senere vil han gemme sig for hende. Han prøver at kravle ind i en skænk. Når Frank gør noget, kan det blive lidt voldsomt. At se ham kaste sig rundt i soveværelset og få sin store krop ind i det skab … det var som et stort dyr, der tumlede rundt. Han har verdens sjoveste krop, og han fedter ikke med den. De sjoveste mennesker er dem, der ikke er forfængelige. Måske er det derfor, nogle kvinder har svært ved at være sjove. Hvis man bliver for optaget af, hvordan man ser ud, kan man ikke. Hvorfor er Bodil Jørgensen sjov? Det er, fordi hun er meget lidt forfængelig. Jeg synes også, at noget af det sjove ved de nye ’Klovn’-afsnit er, at vi ikke prøver at være unge, men går med på det fordærv, der ligger i at blive ældre. 

Da jeg lavede revy i Tivoli for et par år siden med blandt andet Kirsten Lehfeldt, havde jeg også svært ved at styre grinet. Man begynder bare ikke at grine privat på en scene, men Kirsten, som er min veninde, er værre end mig, og hun elsker det. Hun kan få mig helt på glatis. Vi havde en scene om to gamle Tivoli-ansatte, der blev forelskede. Jeg spillede tissekonen, der styrer toiletterne, og hun spillede ballonsælger. Der var lyde af, at hun sad og sked inde på toilettet, mens hun havde en forelsket samtale kørende med mig gennem døren og prøvede at skjule, at hun sad og sked. Vi var som små børn, der syntes, det var det sjoveste i verden, at det handlede om at lave pølser. 

Jeg er ikke så god til, når tingene bliver for pæne. Det gælder om at finde det ikke-sjove og så forstørre det. Hvis man laver en figur, der ikke har humor, og forstørrer, at den person ikke har humor, bliver det sjovt. Mia fra ’Klovn’ har ikke særlig meget humor. Hun prøver ikke at være sjov. Hun prøver ikke at tabe ansigt. Det interessante er tit at finde ud af, hvor smerten ligger hos folk. Jeg ser ikke meget komik selv. Jeg elsker at se ting med stor smerte i. Der er egentlig meget lidt, jeg synes er sjovt, i hvert fald i den forstand, hvor jeg griner af en komedieserie.

9.

’KLOVN’ HAR VÆRET en stor mulighed, som jeg har været rigtig glad for. Det har været en gave, at der har været den kemi mellem Frank og mig, men også med Casper og instruktøren Mikkel Nørgaard, og at kunne gå på arbejde og grine så meget, som jeg har gjort. Men det har også sat mig lidt i bås. Som regel bliver jeg kun tilbudt at være med i komedier, selvom jeg gerne vil prøve noget andet. 

Jeg har nogle gange sagt i medierne, at jeg gerne vil prøve noget nyt som skuespiller, noget mere dramatik. Det er ikke, fordi jeg ikke vil lave noget med humor, men der kan være langt mellem snapsene med gode manuskripter. Hvis det bliver for letbenet, siger det mig ikke noget. Det er ikke nogen hemmelighed, at hvis jeg fik et tilbud om at medvirke i en stor svensk drama- eller kærlighedsserie, ville jeg hellere det frem for mange af de muligheder, jeg har som skuespiller i øjeblikket. De kan noget i Sverige, og jeg ville også hellere være med i en god serie der end komme til Hollywood.

Men når jeg først har sagt ja til noget, prøver jeg altid at finde det, der tænder mig ved rollen. Nogle gange er manuskripterne ikke det mest spændende, men jeg prøver at finde noget i karakteren, der interesserer mig. I filmen ’Tag min hånd’ nåede jeg sammen med instruktør Lars Kaalund frem til, at den læge, jeg skulle spille, var som en lille mand, der var helt følelsesforskrækket. Når først jeg har sporet mig ind på det, bliver det interessant. 

10.

DET ER EN stor drivkraft for mig, at jeg mangler at spille nogle af de dramatiske roller, jeg gerne vil have. Måske er jeg på vej, selvom en caster engang sagde til mig, at jeg måske skulle affinde mig med kun at lave komedier resten af mit liv. Jeg sagde det ikke højt, men tænkte: ”Det skal du fandeme ikke bestemme!” 

Hvis kalenderen har været tom, har jeg sagt ja, selvom det havde været mere taktisk at sige nej, fordi rollen måske sætter mig i bås. Men jeg kan ikke bare vælge. Jeg er enlig mor og skal betale regninger. Sådan er det. Der var engang en anden caster, der sagde: ”Jeg vil ikke caste dig, så længe du laver reklamer.” Dér blev jeg gal. Det er sgu for nemt at sige. Jeg spekulerer over, om telefonen holder op med at ringe, og hvis der ikke lige sker noget i en periode, tænker jeg: ”Er jeg blevet for gammel?” Men jeg har en vilje. Jeg bliver ved.

 

Du kender ham måske som advokat for Christiania, Ungdomshuset og de danske børn i Syrien. Men vidste du, at 69-årige Knud Foldschack har haft en hård og Charles Dickens-agtig barndom og en diakonissesøster som skytsengel? I seks kapitler ser den såkaldt ’røde’ advokat tilbage på det, der skabte ham.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Sofie Mathiassen/BM/Ritzau Scanpix

1.

MINE FORÆLDRE FIK MIG i en høj alder – min far var 50, og min mor over 40 – efter det, jeg vil kalde et kort kærlighedsforhold i hotelregi. Dengang erkendte man ikke, hvis man fik et uægte barn. Man var i hvert fald ikke stolt af det. Derfor fik jeg ikke min fars efternavn, og jeg havde ikke meget kontakt til ham i mine første 12 leveår. 

Min mor levede heller ikke på nogen måde op til sit forældreansvar. I løbet af min barndom anbragte hun mig på tre spædbørnshjem, i fire plejefamilier i Danmark, Sverige og Tyskland og på to børnehjem og tre kostskoler. 

Jeg mødte min livline og skytsengel på Sankt Lukas Stiftelsens børnehjem (i Hellerup nord for København, red.), hvor søster Helena hjalp mig på grund af kærlighed og ikke, fordi hun fik betaling for det som plejefamilierne. Jeg var tre år første gang, hun tog sig af mig, og Sankt Lukas Stiftelsen var stedet, jeg altid kunne vende tilbage til gennem min barndom, hvis jeg havde problemer. Tænk, at jeg havde sådan en base, hvor der var en, der elskede mig. Jeg har siddet mange gange i kirken med flere hundrede diakonisser, hvor jeg nærmest var deres lille maskot. 

Indtil jeg var 14 år, så jeg måske min far en gang om året. Han var millionær og boede i Schweiz. Han ejede Viking Baadene – eller spritbådene, som man kaldte dem – der sejlede mellem København og Sverige, han byggede hoteller og var fast inventar i ugebladene. Jeg var stolt af ham, fordi jeg kunne se, han var i bladene, men jeg var egentlig ikke ked af, at jeg ikke så ham så meget. 

Der var dog en gang, hvor han var på besøg i Danmark, og jeg så ham køre af sted i sin Mercedes med sin nye familie. Sin kone, min bror og en pige, de havde taget til sig som en slags plejedatter. Der blev jeg ked af det, ligesom jeg blev det, da jeg var indlagt med meningitis og var i livsfare, og min mor ikke kom på besøg. 

Knuds far, som hed Knud Foldschack, var skibsreder og drev Viking Baadene. 17 skibe sejlede glade, berusede og smøgtrængende danskere på tur til Sverige. Her ankommer Gay Viking til Landskrona i 1956. Foto: Privat

KNUD FOLDSCHACK

69-årige Knud Foldschack hed oprindelig Knud Carlo Thorleif Frederiksen, inden han som ung tog sin fars efternavn. Han blev cand.jur. fra Københavns Universitet i 1981. Året efter var han med til at oprette et bofællesskab på det økologiske landbrug Mørdrupgård i Lynge nord for København, hvor han stadig bor i dag. Sammen med sin kone Lulla Forchhammer er han en del af advokatkontoret Foldschack, Forchhammer, Dahlager & Barfod. Han har tre børn fra tidligere ægteskaber. I november udkom ’Med god ret. Fra Christiania til Syrien – mine vigtigste sager’.

2.

JEG FIK ET tættere forhold til min far de sidste par år, han levede. Jeg var begyndt at arbejde på spritbådene som 14-15-årig og solgte blandt andet cigaretter i kiosken. Han spurgte en dag, om jeg ville tage hans efternavn, Foldschack, og jeg fik også kendskab til to brødre, jeg ikke vidste, jeg havde. En dag stod jeg ved pissoiret på en af bådene, og ham, der stod ved siden af, præsenterede sig pludselig som min bror. Han hed også Knud ligesom min far, så jeg fik en bror og en far, der hed Knud Foldschack. 

En aften hvor vi skulle køre hjem fra spritbådene, sad min far ved rattet, da vi blev stoppet af politiet. Betjenten bad om vores navne og blev noget forvirret, da alle tre i bilen sagde: ”Knud Foldschack.” Jeg tror kun, vi undgik problemer, fordi betjenten havde hørt om min far, ’skibsrederen fra Havnegade’. Han nikkede pænt og gav os lov til at køre videre.

På spritbådene oplevede jeg ægtepar, der skulle fejre bryllup, men som ville skilles efter turen og stod og kastede ringene efter hinanden på kajen i Landskrona. Jeg så slagsmål og tænder, der lå på gulvet. Tjenere, der snød ved at stoppe kapsler i målebægeret, så det så ud, som om der blev skænket mere alkohol, og jeg oplevede, hvordan man snød med antallet af passagerer, så man kunne sælge flere cigaretter. Jeg har set matroser vække fulde folk ved at holde salmiakspiritus hen under næsen på dem, og jeg har siddet i messen og hørt sømandsbossen Preben Møller Hansen fortælle om de store have. Min barndom var en stor uddannelse inden for kriminalitet, vold, næstekærlighed, showbiz, eventyr og psykologi. 

Det var en opbrudstid for mig, da jeg fik mere kontakt til min far. Og det blev for meget, for jeg fik et regulært nervesammenbrud. Jeg mødte for mange nye brødre, jeg var skiftet til kostskole nummer tre, og samtidig havde jeg svært ved at sige nej. Ved juletid var jeg kommet til at love, at jeg ville holde jul hos tre plejefamilier og min søster, som alle havde inviteret. Kombinationen af alle de skift, usikkerhed og familiemæssige forviklinger blev for meget. Når jeg tænkte på min fremtid, var det som at se ned i et mudret hav. Lægerne troede, at jeg var syg, og ville operere, fordi de mente, det var blindtarmsbetændelse. Men Søster Helena kunne se, at det var psykisk. Hun sagde: ”Du kommer herud.” Jeg var på Sankt Lukas i flere måneder, inden hun sagde, at nu var jeg klar til at gå ud i samfundet igen.

Et sjældent øjeblik mellem far og søn. Først mange år senere fik Knud tættere kontakt til faren – og sin fars efternavn. Foto: Asger Sessingø/Ritzau Scanpix

3.

SENERE ARBEJDEDE JEG selv på børnehjemmet på Sankt Lukas, og jeg fik at vide, at jeg havde evner som pædagog. Jeg ville være skolelærer, men der kom for mange hashpiber og kaos indover, så min HF-eksamen blev spindelvævstynd. Min kæreste foreslog, at jeg skulle læse jura, for der var ingen adgangsbegrænsning. Og jeg blev bidt af det fra første dag. Som jurastuderende arbejdede jeg for den gamle kommunist og modstandsmand Carl Madsen, der var højesteretssagfører. Han lærte mig at have mistro til autoriteter. At udfordre og finde fejlene. Jeg lærte et graverinstinkt, der sagde: ”Det er måske ikke rigtigt, det, der står i den politirapport.” Det har jeg brugt som advokat siden.

Jeg er stor modstander af det meningsløse formalia-gøgl inden for retssystemet. Hele det angstfremkaldende miljø med tunge døre, kapper og formelle regler om, hvordan man taler i retten. I mine yngre år, hvor ingen vidste, hvem jeg var, fik jeg nogle gange at vide, at jeg ikke måtte gå ind i advokatværelset, når jeg ankom til retten. De troede ikke, at jeg var advokat med mit lange hår og min islændersweater. 

I 1984 skulle jeg forsvare nogle studerende, der i protest mod SU-systemet havde lavet en happening, hvor de udklædt som indianere med krigsmaling i ansigtet havde stjålet fra et lokalt supermarked. Omkring 25 unge blev anholdt på Stændertorvet i Roskilde bagefter. En kassedame og en butiksdetektiv skulle senere vidne i retten, men de havde ingen chance for at udpege, hvem af de unge der havde taget varerne, da de havde taget pænt tøj på. Jeg lignede ikke en klassisk advokat med min påklædning, og de to vidner udpegede i stedet begge mig som skyldig. Dommerne kunne ikke lade være med at grine, og anklageren forlod salen inden afgørelsen. Han vidste, at han havde tabt.

Jeg har altid sagt ja til at opleve og prøve nye ting. Da jeg var ung, spurgte nogle venner, om jeg ville være med til at bo nær polarcirklen i en kåte – en traditionel samisk hytte – som vi selv skulle bygge. Vi levede af de fisk, vi fangede, og de bær, vi plukkede. Jeg fandt mig selv i Norge. Jeg lærte noget om det nære og det væsentlige. Det væsentlige var at få sat nogle fiskegarn i dag, for ellers får vi ingen mad i morgen, og det var væsentligt at få lagt noget tørv på kåten, så vi ikke blev våde om vinteren. I dag kender jeg ikke til stress, og jeg tror, det hænger sammen med den tid i Norge, hvor vi boede isoleret i et år. 

Søster Helena var diakonisse på Sankt Lukas Stiftelsen og blev redning og holdepunkt i en omtumlet barndom. Første gang hun tog sig af Knud Carlo Thorleif Frederiksen, som han hed dengang, var han tre år. Foto: Privat

4.

JEG HAVDE FÅET mit første barn og var nyuddannet og arbejdsløs, da jeg blev kontaktet af et advokatfællesskab. En af mine første sager handlede om et ægtepar, der havde været ansat i en fødevarevirksomhed i mange år, men var blevet bortvist, fordi de havde taget en pakke frugtpålæg med hjem til en børnefødselsdag. Det er ikke i orden at bortvise nogen, der har været 25 år på en arbejdsplads med den begrundelse. Ja, de havde taget den pakke, men det var uretfærdigt og ude af proportioner at bortvise dem. Bagefter gik det op for mig, at jeg blev grebet af den type sager. De endte med at få erstatning.

Den måde, advokatkontoret blev drevet på, havde nok sin tid. Der var ligeløn, og rengøringskonen tjente det samme som de advokater, der havde møderet for Højesteret. Ligeløn er en svær problemstilling, for en lang uddannelse og et stort ansvar skal også give en form for ekstra honorar. På mit eget advokatkontor prøver vi i dag at arbejde i en kooperativ ånd og for eksempel tale i fællesskab om, hvilke sager vi skal tage.

Jeg er flere gange blevet spurgt af partier til venstre for midten, om jeg ville stille op. I 70’erne stillede jeg faktisk op for en tværsocialistisk liste i Ramsø Kommune på Midtsjælland. Jeg manglede vist 5-6 stemmer for at komme ind, men i dag er jeg lykkelig for, at det ikke lykkedes. Jeg tror, jeg har haft meget mere indflydelse ved at være advokat. 

Lars Seier spurgte også engang, om jeg ville være med i Liberal Alliance. ”Du er jo liberalist. Du er advokat for Christiania, og der er jo ikke noget mere liberalt end Christiania, hvor man selv vil have lov at bestemme,” sagde han. Jeg har aldrig været medlem af noget parti, men jeg kom alligevel til at arbejde sammen med ham. På tv havde han lovet Enhedslisten 200.000 kroner, hvis han ikke tabte sig 10 kilo. Det gjorde han så, og i stedet ville han give de 200.000 til et godt formål. Han tog kontakt til mit kontor, og sammen skabte vi projektet JunkFood med mad til hjemløse. Nu arbejder vi sammen med kokken Rasmus Munk fra Alchemist, og hver dag året rundt bliver der på frivillig basis lavet mad til 200-300 hjemløse. Det er fantastisk, og så gider jeg ikke diskutere, om det er liberalt, eller hvad det er.

 

Ni venner fra et dansk kollektiv blev omtalt i både tv og aviser i Norge, da de i 1972 byggede en samisk hytte nær polarcirklen. De fiskede, samlede bær og lavede selv alle møbler. Det lykkedes også at slæbe et gammelt jernkomfur op ad fjeldet til hytten. Foto: Privat

5.

JEG VED, JEG bliver kaldt en ’rød’ advokat, men det er jeg lidt træt af. Hvis jeg skal være lidt flabet, er jeg en rigtig advokat. Jeg tog for eksempel til Syrien for at bevise, hvordan de danske børn havde det dernede i fangelejrene. Jeg lever et liv, hvor jeg tager for mig af livets goder med vinkøleskab og sommerhus og nogle gange en flyvetur på første klasse. Hvis jeg er rød på grund af mit arbejde, er det falsk vare­deklaration. Jeg ser mig selv som retfærdig. 

Forleden stod jeg med to børn, der har siddet i fangelejr i Syrien. Det var bevægende, for de føler sig meget knyttet til os, der har besøgt dem i lejrene. Det eneste, de kan genkende nu, hvor de er i Danmark, er os, der har talt med dem og haft gaver med til dem. Jeg har også selv episoder, jeg kan huske fra min barndom, som har betydet meget. 

Klarest står måske en af mine plejefædre i Sverige. Han havde været ude for en arbejdsulykke og havde mange smerter, han drak for meget, og jeg ville ikke have byttet det ophold for noget. Han lærte mig at fiske. Han var så tålmodig, selvom jeg lavede rod i fiskesnøren igen og igen. Han hjalp mig, indtil jeg fangede min første fisk. Dét var kærlighed. 

De danske børn i fangelejrene i Syrien er den sag, der har gjort størst indtryk på Knud Foldschack. Han har flere gange besøgt lejrene for at dokumentere de forhold, børnene levede under. Under besøgene oplevede han dog også trusler fra radikaliserede børn og voksne, der anså ham for vantro. Foto: Privat

De sager, jeg arbejder med, betyder noget for mig, og de bliver ofte en del af mit liv. Senest de danske børn i Syrien, som jeg har brugt meget tid på. Christiania er et andet eksempel. Mit arbejde med Christiania begyndte i 70’erne og fortsætter i dag. Undervejs har der været mange sjove og anderledes oplevelser, for eksempel dengang vi skulle skrive under på en aftale i 2012, da Christianiafonden købte området. Vi sad om et bord i Slots- og Ejendomsstyrelsen, og jeg sad ved siden af en christianit, der tog et indianerpandebånd på og malede sig i ansigtet. Da han fik papirerne, skrev han under med et indiansk symbol. Vi sad med en aftale til flere hundrede millioner kroner, men jeg tror, det blev accepteret, fordi jeg også skrev under som advokat på vegne af Christianiafonden. 

Den kolde jura må ikke kvæle den rigtige afgørelse. Jeg var engang involveret i et projekt, hvor man gav indvandrerkvinder mulighed for at mødes og arbejde med at sy og dermed bruge et håndværk, de kendte fra deres hjemlande. Så kunne de sammen med deres børn komme væk fra ’mørkemændene’ derhjemme. Vi gav dem frokost, men så skulle de beskattes af den frokost. På den måde kan man bremse en masse ting med tåbelige regler inden for skat, moms, arbejdstidsregler og så videre. Det kan jeg næsten ikke holde ud. 

Det var også derfor, jeg engagerede mig i sagen om Ungdomshuset. I mine øjne var den rigtige afgørelse, både for samfundet og de unge, at sørge for, at de havde et sted at være. Så må den kolde jura, i det her tilfælde ejendomsretten, træde i baggrunden.

Strandmoden 1956 ifølge Knuds mor. Det var vigtigt for hende, at sønnen tog sig pænt ud. Det var til gengæld også det eneste, hun gik op i omkring sin søns opvækst, husker Knud Foldschack. Foto: Privat

6.

DA MIN MOR DØDE og skulle begraves, stod jeg et stykke tid alene ved kisten i kapellet, men jeg følte ingenting. Jeg kunne ikke lide hende, men jeg har aldrig hadet hende, og det er en gave. Jeg har aldrig følt mig bitter. Min mor havde sin historie. Selvom jeg ikke respekterer, hvordan hun var over for mig, har jeg prøvet at forstå hvorfor. Hun fik et barn i Stockholm som 15-årig. Da hun blev gravid, blev hun sendt ud på en ø i Skærgården, hvor hun fødte, og barnet blev straks taget fra hende og adopteret af min mormor og morfar. Min mor blev i praksis smidt bort.

Mit held er, at jeg altid kigger opad og fremad. På den måde er jeg privilegeret, selvom det kan lyde, som om jeg har haft en elendig barndom. Jeg var heldig, for jeg lærte alle former for mennesker at kende. Jeg har kigget ind i livsskæbner på alle leder og kanter. Jeg har oplevet en tysk familie, hvor faren sejlede som kaptajn, og når han kom hjem om fredagen, havde moren holdt regnskab med børnenes opførsel, og regnskabet blev så gjort op med spanskrør. Jeg har oplevet folk i økonomisk krise, børn på kostskoler, der ville begå selvmord, og børn, der blev mobbet, til de var kørt helt ned under gulvbrædderne. Jeg har oplevet alle former for afstraffelse fra lærere, der burde have været i behandling i stedet for at have ansvaret for børn. 

På grund af skæbne, held og tilfældigheder har mit liv været en fantastisk uddannelse for mig. Det har givet mig en enorm forståelse for de 90 procent af dem, jeg delte barndom med, som ikke var lige så heldige. Jeg bliver tit spurgt, hvorfor jeg har en trang til retfærdighed, og jeg tror, det er, fordi jeg har oplevet de børn. Jeg har forståelse for, hvorfor den dreng, jeg engang kendte på en kostskole, som aldrig havde oplevet at få fejret sin fødselsdag, blev kriminel. Det var tilfældigheder, der gjorde, at det ikke blev mig.

Dansk-pakistanske SIMI JAN er et menneske delt i to. Mellem forskellige kulturer, mellem øst og vest, mellem sin mor og sin far og mellem krigszoner og en blød aftenstol i studiet på TV 2. Ud & Se tegner et portræt af en korrespondent, der undslap et arrangeret ægteskab og i stedet rejste ud til verdens brændpunkter for at være en stemme for de tavse.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Lærke Posselt

MENS SOLEN brænder på den knastørre asfalt, hænger lyden af maskingeværsalver i luften over Kabul International Airport. Foran indgangen til lufthavnen vokser menneskemængden, der desperat forsøger at få plads på et fly ud af Afghanistan. Bag containere, hegn og pigtråd har de sidste tilbageværende britiske og amerikanske soldater barrikaderet sig, mens turbanklædte Taleban-krigere affyrer varselsskud for at kontrollere masserne. 

Få dage forinden blev syv mennesker mast ihjel, da de forsøgte at komme ind i lufthavnen, og billeder af afghanere, der stormer landingsbanerne og klamrer sig til fly, er gået verden rundt. 

I flere dage har vestlige styrker intensiveret evakueringen, efter at Taleban-styrker indtog den afghanske hovedstad uden modstand. Den afghanske premierminister Ashraf Ghani er flygtet i en helikopter, regeringskontorerne står tomme, og amerikanerne og briterne kan ikke stille noget op. 

20 år efter at en amerikansk ledet koalition invaderede landet i kampen mod terrorisme, tilhører Afghanistan igen fundamentalistiske islamister.

Midt mellem soldater, Taleban-krigere og civile afghanere står Simi Jan iført skudsikker vest og lilla tørklæde om håret. 

I midten af august 2021 er den 42-årige mellemøstkorrespondent den eneste tilbageværende danske journalist i Kabul. Foran hende er en 27-årig kvinde med sin fireårige datter. Da hun opdager, at Simi Jan taler farsi, beder hun indtrængende om hjælp. Hun frygter, siger hun, at blive giftet væk til Taleban, og bryder grædende sammen. Mens Sky News filmer i baggrunden, holder Simi Jan om hende og forsøger at agere tolk over for de britiske soldater, der giver kvinden og barnet lov til at komme gennem metalporten til det hotel, hvor korrespondenterne bor. 

Omkring dem rækker desperate forældre deres spædbørn over afspærringerne i håb om en bedre fremtid, og familier bliver splittet på hver sin side af hegnet. 

Samme dag møder Simi Jan en 14-årig dreng, der med blanke øjne kommer hen til hende. 

”Jeg kan ikke finde min bror. Min mor er fanget på den anden side af afspærringen. Hun har fået tæsk af Taleban,” siger han.

TRE DAGE TIDLIGERE rykkede Taleban ind i Kabul, og Simi Jan flygtede fra sit hotel i byen under en burka. Det meste af sit udstyr glemte hun i farten. I stedet optager hun nu indslag til TV 2 Nyhederne på sin iPhone og er sammen med andre udenlandske korrespondenter flyttet ind på et hotel bag de britiske soldaters afspærring ved siden af landingsbanerne. Foran lufthavnsindgangen hersker kaos og fortvivlelse, men bag murene er der mere fredeligt. 

Udenrigsministeriet, hendes arbejdsgiver og hendes mand har forsøgt at overtale hende til at rejse hjem med et af de danske evakueringsfly, men hun nægter at rejse fra Afghanistan. 

Hun er ikke færdig med sin historie, og selvom hun har to små drenge, der venter på hende derhjemme, kan hun ikke få sig selv til at forlade krigszonen. Hun har ikke bare en stor kærlighed til landet, men også en følelse af pligt til at blive og rapportere, uanset hvad. 

Sådan har hun haft det før.  Da hun i 2014 var halvvejs i sin graviditet med sin ældste søn, rejste hun til Gaza for at dække krigen mellem Israel og Palæstina. Hun endte med at føde ved akut kejsersnit næsten tre måneder før termin på et israelsk hospital.

Til sidst bliver Simi Jan dog tvunget ud af Kabul. Taleban presser de britiske soldater for at overtage kontrollen med hotellet, og hun og hendes internationale kolleger får besked om, at de skal med et amerikansk transportfly til Qatar. På vej ud til flyet tænker Simi Jan kun på, hvordan hun kan snige sig væk fra soldaterne. 

Men på intet tidspunkt lader de hende ude af syne, og hun må modvilligt gå om bord. I et stort lastrum sidder hun stuvet sammen med 400 andre – journalister, amerikansk personale og afghanere, som har været heldige at slippe ud af landet. 

Fire timer senere, om aftenen 25. august, lander de i Doha. Med sin iPhone og en lille lampe laver Simi Jan en live-gennemstilling til ’19 Nyhederne’ hjemme i Danmark. 

I studiet og hos hendes familie og venner er der lettelse. Men selv føler hun kun tristhed over at have forladt Afghanistan for tidligt. Dagen efter springer en bombe og dræber 182 mennesker foran hotellet i lufthavnen i Kabul, samme sted, som Simi Jan i 11 dage har rapporteret fra krigen.

TO MÅNEDER senere dufter der af brændte mandler i Tivoli i København. Fra oven lyder et kollektivt hvin, da ’Dæmonen’ tager et af sine halsbrækkende sving. Ikke langt derfra sidder Simi Jan i sminken i Glashuset, hvorfra TV 2 sender ’Go’ aften live’ med hende og Abdel Aziz Mahmoud. Hun havde ellers forsvoret i begyndelsen af sin karriere, at hun som krigskorrespondent nogensinde ville ende som vært for et blødt talkshow. Men da hun fik tilbuddet for et års tid siden, først som barselsvikar, sagde hun alligevel ja for at komme lidt ud af sin comfort zone. Siden har hun opdaget, at hun faktisk nyder de lidt længere tv-interviews og de bløde, personlige historier.

De seneste par uger har hun dog mest følt frustration og afmagt, når hun er trådt ind ad medarbejderindgangen til Tivoli. Hun ser tomt på gæsterne, som går ubekymret rundt i forlystelsesparken, intetanende om alt det, der sker på den anden side af jorden. Og når hun går til forældremøde på sine børns skole, har hun svært ved at høre om de andre forældres ligegyldige problemer. Normalt går den slags hende ikke på. Men siden hun kom hjem fra Afghanistan, har hun ikke været sig selv.

Simi Jan landede i Danmark om onsdagen den 1. september efter at have tilbragt en uge i Qatar. Fredagen efter var hun til et seminar på TV 2, og lørdag brød hun sammen. Hun kunne ikke komme ud af sengen om morgenen, hun græd, kunne ikke sove, og om natten var hun plaget af mareridt om de mennesker, hun havde mødt i Afghanistan. Sådan blev det ved i flere uger, og hendes mand Allan – som hun kun omtaler ved fornavn af hensyn til hans privatliv – måtte tage sig af deres sønner på seks og tre år.

Simi Jan fik fri fra værtstjansen i to uger, og hendes chef insisterede på, at hun opsøgte en krisepsykolog. Hun gik også til en kropsterapeut, fordi oplevelserne havde sat sig fysisk i hende. 

”Din krop er i chok,” sagde terapeuten under den første behandling, mens psykologen fortalte, at det var kontrasterne, der stressede hende.

”Jeg kom direkte fra en krigszone til et sted, hvor alt er fredeligt og normalt. Men hvad er egentlig normalt? Begge dele er jo virkelighed, men jeg skal huske mig selv på, at min virkelighed er mit fine hus med sildebensparket og messinghåndvask, et køleskab fyldt med mad og børn, der vil have fredagsslik og ikke gider spise aftensmad,” fortæller Simi Jan, der før har oplevet, at jobbet som korrespondent kunne ramme hårdt.

SIMI JAN

Født 1979. Opvokset i Bagsværd som barn af pakistanske forældre. Uddannet journalist i 2003 fra Edinburgh Napier University i Skotland. Fra 2003 til 2005 mellemøststudier ved Syddansk Universitet.

Begyndte sin karriere med at arbejde freelance for Politiken, DR, TV 2 og BBC. Siden 2007 har hun været korrespondent for TV 2 og blandt andet boet i Pakistan og Afghanistan. Ved siden af arbejder hun som vært på talkshowet ’Go aften’ live’.

Udgav i 2012 bogen ’Til te hos Taleban’ om sit arbejde og sine rejser i Mellemøsten.

Bor i Gentofte med sin mand Allan, der arbejder som coach, og sine to sønner, Adam på seks og Daniel på tre.

MELLEM KNUST BETON og splintrede mursten lå to unge piger, deres kroppe var livløse. Kun ben og fødder stak ud blandt bunker af murbrokker, der før udgjorde et femetagers hus. En gruppe mænd forsøgte at grave dem fri, men deres projekt syntes håbløst. Hvor end Simi Jan kiggede hen, var der ruiner, skrig og mennesker i chok. 

Det var oktober 2005, og få dage forinden havde et voldsomt jordskælv ramt Kashmir i det nordlige Pakistan og dræbt 73.000 mennesker. Da det skete, sad 26-årige Simi Jan i sin lejlighed i Vanløse og så nyheder. Hun var blevet færdiguddannet året før, arbejdede som freelancejournalist og havde fået deltidsjob som producerassistent på P1. Da hun så de voldsomme scener fra sine forældres hjemland, tog hun telefonen, ringede til Dagbladet Politiken og forsøgte at overtale en lettere forvirret udlandsredaktør til at sende hende til Pakistan, men svaret var først nej. Det samme var meldingen hos Danmarks Radio. Dagen efter sad Simi Jan des­uagtet på et fly til Islamabad med en aftale om tre freelance-artikler til Politiken. I lufthavnen stødte hun på to norske journalister, som hun fulgtes med nordpå.

I Kashmir mødte Simi Jan et ægtepar med fem børn, der havde mistet 30 familiemedlemmer – og endnu flere var savnet. Hendes historie om deres desperate kamp for at finde et telt endte på forsiden af Politiken sammen med andre artikler. Hun var den første danske journalist på stedet og var også igennem i Radioavisen.

Reportagerne fra Pakistan satte gang i Simi Jans karriere. Hun var nu på vej til at blive korrespondent, som hun havde sat sig for fire år forinden, da hun besøgte Makedonien på randen af borgerkrig og solgte sin første artikel til Information. Men der var noget, som ikke føltes rigtigt. En dag, mens hun stod i Kashmir, ringede Politikens udlandsredaktør og spurgte:

”Hvordan har du det?” ”Fint,” svarede hun. Men udlandsredaktøren spurgte igen. Og en gang til. Og så brød Simi Jan sammen. Da hun kom hjem til Danmark, fik hun en depression og isolerede sig fra venner og familie. Politiken sendte hende til en psykolog, og det tog hende måneder at bearbejde oplevelserne fra Pakistan. Undervejs kom hun til at tvivle på, om hun egentlig ville være journalist, da hun i det job ikke kunne hjælpe. Men jordskælvet havde vækket noget i hende. Året efter rejste hun til Pakistan igen.

VED INDGANGEN TIL Glashuset i Tivoli tager Simi Jan imod Sonja Oppenhagen, en af aftenens gæster i ’Go’ aften live’. Den 72-årige skuespiller har skrevet en selvbiografi om sin barndom og opgøret med en svigtende far, og Simi Jan skal interviewe hende. Gæsterne bliver briefet og for-interviewet af værterne, så alle er klar over, hvad der skal ske. 

”Jeg er faktisk også selv i gang med en bog om min familie,” siger Simi Jan til skuespilleren, inden de begge går på. 

Ideen begyndte at tage form kort efter, at hendes mor fik konstateret kræft i marts 2016, fortæller hun senere. En måned forinden var Simi Jan flyttet til Istanbul, hvorfra hun skulle dække Mellemøsten og flygtningestrømmen til Europa, efter krigen i nabolandet Syrien havde sendt millioner af mennesker på flugt. 

Hendes mand og dengang halvandet år gamle søn var flyttet med, og de havde fundet en lejlighed med udsigt over Bosporusstrædet. Men efter få uger i Tyrkiet måtte Simi Jan meddele sin chef på TV 2, at hun var nødt til at opgive sit drømmejob og vende hjem til Danmark.

”Jeg var med på hospitalet, da vi fik overbragt beskeden,” fortæller hun. 

”Min mor havde en knude i tarmen, og jeg havde googlet tarmkræft hjemmefra. Det var jo noget, man bare opererede væk, og der var gode udsigter. Men så begyndte lægerne at tale om metastaser i leveren. Jeg vidste ikke, hvad det var, men der var ni af dem, og én af dem var rigtig stor. De fortalte, at min mor sandsynligvis kun havde måneder tilbage.”

Simi Jan blev fuldtidssygehjælper for sin 54-årige mor og lagde arbejdet på hylden. Pludselig vidste hun alt om kræftmedicin, kemoterapi og alternativ behandling med C-vitamin, mens moren, der ikke kunne klare sig selv og senere tabte alt håret, flyttede ind på Simi Jans søns børneværelse.

Samtidig var Simi Jan frustreret over sine tre yngre søstre, som hun ikke følte tog lige så meget ansvar for hendes mors sygdom som hende selv. Det førte til flere skænderier mellem søstrene og Simi Jan, der besidder et eksplosivt temperament bag sit milde ydre. Da det hele var ved at kamme over, besluttede hun sig for at sætte sig ned og skrive for at få afløb:

”Jeg har altid bearbejdet svære ting ved at skrive dem ned. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg var nødt til at prøve at få styr på alle de tanker og følelser, der rumsterede i mit hoved. Samtidig havde jeg i mange år tænkt, at jeg gerne ville skrive min mors fortælling ned og give den videre til mine børn. Jeg havde bare aldrig haft tid. Men nu lå hun pludselig for døden, og historien risikerede at dø med hende. Så på de dage, hvor hun havde overskud, satte jeg mig med hende og fik hende til at fortælle mig om sit liv. Når jeg mødtes med mine søstre, fortalte jeg historierne videre. Jeg troede, at jeg kendte min mors historie, men det gik op for mig, at der var meget, jeg ikke vidste. Både om hende og min egen barndom.”

I STARTEN AF 80’erne havde det sociale boligbyggeri Værebroparken i Bagsværd endnu ikke fået ry som et udsat område præget af arbejdsløshed og kriminalitet. I højhusene lidt nord for København voksede Simi Jan op som barn af pakistanske forældre, der var indvandret til Danmark i 1978. De optræder i denne artikel anonymt efter både deres eget og Simi Jans ønske.

Forældrene var blevet arrangeret gift i Pakistan, da Simi Jans mor var 16 år, og i Danmark fik hendes far job på en fabrik og blev senere kioskejer, mens moren var hjemmegående. De fik en lille lejlighed i højhusene, hvor der var ægte tæpper i stuen, et børneværelse og et soveværelse til de tre døtre, der sov i køjesenge. Senere fik de en større lejlighed, hvor Simi Jan fik sit eget værelse. 

På Værebroskolen gik børnene fra højhusene med de mere velstillede børn fra villavejene. Skolen lå i gåafstand, og når hun fik fri, gik Simi Jan til undervisning i den lokale koranskole eller mødtes med klassekammeraterne i Værebro Centeret, der havde en centerpub, et posthus, en bank, en bager og et Prima-supermarked. Hun var god til at læse og skrive, og allerede i 7. klasse vidste hun, at hun ville være journalist.

I lejligheden i Værebroparken kunne stemningen hurtigt ændre sig, alt efter om Simi Jans far var hjemme eller ej. Gnidningerne i forældrenes ægteskab udløste skænderier, som blev værre med årene, men Simi Jan lukkede det meste ude ved at begrave sig i lektier. Først som teenager blev hun klar over, at hendes forældres forhold var voldeligt.

”Mine søstre kan huske ting, konkrete fysiske situationer, hvor min far har slået min mor, som jeg har fortrængt. For nogle år siden gik jeg hos en psykolog, der sagde: ’Det skal du bare være glad for.’ Hun fortalte, at det var en overlevelsesmekanisme, og havde jeg ikke haft den, ville jeg formentlig bære rundt på en masse ting fra dengang og ikke være dér, hvor jeg er i dag.”

DA SIMI JAN var 14 år gammel, traf hendes mor et uhørt valg i pakistanske kredse: Hun ville skilles fra sin mand. Familien var flyttet til et rækkehus i Glostrup, den yngste søster var kun fire år, men Simi Jan nægtede at skifte skole og gik fortsat på Værebroskolen og holdt til at begynde med skilsmissen hemmelig af skam, selvom flere af hendes danske klassekammerater også var skilsmissebørn.

Simi Jans mor havde fundet ud af, at faren havde lovet Simi Jan væk til hendes fætter. Af frygt for at hendes datter også skulle ende i et tvangsægteskab, så moren ingen anden udvej end at bryde ud af ægteskabet. Hun har siden fortalt Simi Jan, at hun allerede i barselssengen havde bedt til Gud og hvisket til sin nyfødte datter: ”Du skal selv vælge, hvem du en dag vil giftes med.”

Forældrenes pakistanske omgangskreds kom på besøg for at holde krisemøde. Men Simi Jans mor fastholdt sin beslutning, selvom hendes mand først nægtede at lade sig skille. Sagen endte i retten, hvor faren fraskrev sig forældremyndigheden over sine døtre. Det var ment som en straf, fordi han var overbevist om, at moren ikke ville kunne klare sig alene med fire piger. Senere rejste han til Pakistan og vendte hjem med en ny kone. I pakistansk islamisk kultur er det mandens ret at blive gift igen, mens en fraskilt kvinde ofte bliver udstødt. Størstedelen af familiens omgangskreds vendte dem ryggen, fordi Simi Jans mor havde krænket sin mands ære.

Efter skilsmissen købte Simi Jans onkel et rækkehus i Albertslund, hvor alle fire søstre kunne få deres eget værelse. Ifølge Simi Jan var hendes mor som løsladt fra et fængsel. Moren fik arbejde, først som pædagogmedhjælper, og senere blev hun Danmarks første kvindelige buschauffør med indvandrerbaggrund. Simi Jan, der i mellemtiden var begyndt på HF og havde fået et fritidsjob på billetkontoret i MusikTeatret Albertslund, var så stolt, at hun ringede ind til Politiken. Dagen efter sendte avisen en journalist og en fotograf, som skrev en artikel om den pakistanske kvinde, der kørte bus på Nørrebro.

”Min mor stod op for sine døtre og vores ret til at leve, som vi ville. Mine søstre og jeg har fået den ultimative frihed, fordi min mor tog kampen for os. Hun gjorde det, for at vi kunne få lov til at leve det liv, vi selv ønskede, vælge, hvilken uddannelse vi ville have, og hvem vi ville gifte os med. Uden hende ville jeg aldrig have været færdiguddannet som 23-årig eller have haft den karriere, jeg har haft,” siger Simi Jan, som efter sin HF-eksamen arbejdede som rejseleder i Italien og på et callcenter i Skotland, hvor hun endte med at blive i fire år, mens hun studerede journalistik.

I DAG ER Simi Jans mor kræftfri. Lægerne har kaldt det et mirakel, at hun stadig lever. Hun bor nu med Simi Jan, hendes mand og deres to sønner i familiens hus i Gentofte, hvor hun har sin egen indgang. De bor side om side, men nogle gange går der en dag eller to, hvor de ikke ses. 

Simi Jan nærmer sig en færdig bog, men ved endnu ikke, hvornår den skal udgives. Journalisten i hende mener, at hendes mors historie er vigtig at fortælle til omverdenen. Men arbejdet med bogen har også været en helende proces for hende og hendes familie – også hendes far.

Der skulle gå 15 år, før Simi Jan hørte fra ham igen. En aften i foråret 2009 sad hun i en bil i Afghanistan på vej mod den iranske grænse for at lave et indslag til 19 Nyhederne, da hendes telefon ringede. Simi Jan genkendte stemmen i røret med det samme. 

”Simi, skat, er det dig? Det er far, skat. Din baba,” sagde han grådkvalt, mens hun prøvede at holde sine egne tårer tilbage.

Fotografen og hendes to afghanske kolleger i bilen var faldet i søvn. Ingen af dem bemærkede opkaldet. Chaufføren foran havde travlt med at holde bilen sikkert på ’dødens landevej’, som den kaldes på grund af et stort antal ulykker. 

”Det er et dårligt tidspunkt, far. Jeg sidder i en bil. Jeg er i Afghanistan,” sagde Simi Jan lavmælt.

Da de havde sagt farvel, sad hun tilbage med en følelse af lettelse og sorg. Hun tørrede øjnene og begyndte forfra med at lægge sin makeup, inden hun skulle på skærmen.

IKKE LÆNGE EFTER, under en ferie hjemme i København, aftalte Simi Jan at mødes med sin far i den lejlighed, hun havde lejet til ferien. Han mødte op med en buket blomster, de drak kaffe, og langt om længe fik Simi Jan mulighed for at komme af med den vrede, hun havde brændt inde med, siden hun var 15 år.

”Hvordan kunne du gøre det mod os?” spurgte hun.

Siden har Simi Jan og hendes far bevaret kontakten. De taler i telefon og mødes med jævne mellemrum, men aldrig hjemme hos hinanden. Der er noget i deres relation, som ikke kan repareres. Men Simi Jan siger, at hun har tilgivet sin far.

”De unge mænd, der kom til Danmark dengang, kom fra en helt anden verden. De kom hertil midt i den seksuelle frigørelse, hvor kvinderne lå topløse på stranden, og måske reagerede nogle af dem ved at passe ekstra godt på de værdier, de havde med sig. Når jeg taler med min far om dengang, siger han stadig: ’Jamen, din mor og jeg havde det det da godt. Vi havde hus, en ny bil og ægte tæpper. Jeg forstår ikke, at hun ville skilles’. Han kom til Danmark, fik arbejde og forsørgede sin familie. Han har knoklet og føler, at han gjorde alt det, han skulle som mand ud fra de kønsroller, han kender hjemmefra. Det betyder ikke, at det var rigtigt at vende mig og mine søstre ryggen, det er ikke en undskyldning, men det er en forklaring, som gør, at jeg kan se ham i øjnene og komme videre.”

I Simi Jans kommende bog får faren også lov til at fortælle sin version af familiehistorien. Det samme gør hendes søstre og flere andre i og tæt på familien. Simi Jan fortæller, at hun besluttede sig for at involvere faren, fordi hun følte sig forpligtet til at høre begge sider af sagen:

”Jeg kunne godt have valgt ikke at gå igennem den smerte, jeg pålagde mig selv ved at sætte mig ned med min far og tale om det. Men som journalist – og datter – ville jeg ikke kunne leve med kun at fortælle den ene side af historien. Og hvis jeg skulle lande på den anden side som et helt menneske, var jeg også nødt til at tage nogle slag.”

EN MIDALDRENDE MAND i lyseblå skjorte står i indgangen til Arbejdermuseet og tripper nervøst. Det er sidst på eftermiddagen en torsdag i november, og udenfor er mørket ved at lægge sig. På mandens skjortelomme står der Københavns Politiforening, og han har hyret Simi Jan til at holde foredrag for ham og hans kolleger. Men hun er forsinket, og der er så småt ved at være fyldt oppe i museets festsal.

Et par minutter inden foredraget skal begynde, kommer Simi Jan til syne i foyeren; lettere forpustet, i en sort blazer med et afghansk mønster i gyldne nuancer og sin bærbare under armen.

”Er I klar over, hvor svært det er at finde en parkeringsplads herinde?” udbryder hun. 

Lidt tekniske problemer senere står hun på scenen og afspiller et af de indslag, hun lavede til TV 2 Nyhederne fra Kabul, mens hun fortæller om sine oplevelser.

Oprindeligt var Simi Jans plan at rejse til Afghanistan i starten af september og blive til den 11. september, den oprindelige slutdato for den amerikanske tilbagetrækning. Men da det i midten af august stod klart, at Talebans fremtog gik langt hurtigere end ventet, og at amerikanerne ville fremskynde evakueringen, begyndte hun at ringe rundt til sine udenlandske kolleger i Afghanistan for at orientere sig. De fleste var på vej ud, fordi det ikke længere var forsvarligt at blive. 

Søndag den 15. august skulle Simi Jan fejre sin ældste søn Adams fødselsdag med familien og havde fremrykket sin afrejse til dagen efter. Men om fredagen var situationen i Afghanistan eskaleret så hurtigt, at hun måtte fortælle sin søn, at hun ville gå glip af hans fødselsdag.

”Jeg kan altså meget bedre lide fars arbejde,” svarede han.

Lørdag aften kørte Simi Jan med sin mand Allan og sine sønner ud til TV 2 på Teglholmen for at hente kameraudstyr og sige farvel. Ingen af tv-kanalens fotografer havde lyst til at rejse med, det var for farligt, så Simi Jan måtte selv filme sine indslag. Hun bookede flybilletter til alle dage den følgende uge for at kunne forlade Afghanistan igen, hvis det blev nødvendigt. TV 2 havde også tilknyttet en sikkerhedsrådgiver, som hun skulle være i daglig kontakt med, og med sig havde hun to hjelme og to skudsikre veste.

”Hvad er det?” spurgte sønnen Adam og pegede, da hun pakkede udstyret ned i sin taske, men fik ikke svar. Når Simi Jan rejser til Mellemøsten, tror hendes børn, at hun bor på luksushotel med swimmingpool. Hjemme i huset i Gentofte er alle nyheder bandlyst. Først når drengene bliver ældre, vil hun fortælle dem, hvad hun virkelig laver.

”Kan du ikke selv se, hvor skørt det er, at dine børn hjælper dig med at pakke skudsikre veste?” spurgte hendes mand bagefter. Han havde gentagne gange forsøgt at tale Simi Jan fra at rejse. Flere af hendes udenlandske kolleger havde også advaret hende. Men hun var ikke til at rokke.

”Jeg er nødt til at tage derned. Jeg er nødt til at give afghanerne en stemme,” sagde hun. 

Da Simi Jan gik om bord på flyet i Kastrup, havde hun ondt i maven, og i Afghanistan landede hun med det, der viste sig at blive sidste fly ind i landet. Afgangen efter blev nægtet adgang til Kabul.

”Jeg rejste til Afghanistan for at bevidne og fortælle de almindelige afghaneres historier. Men jeg var ikke forberedt på den desperation, jeg mødte. Jeg havde frygtet, at der ville blive gadekampe i Kabul, og at det ville trække i langdrag. Men i stedet endte jeg med at stå bag en afspærring i en lufthavn og se uskyldige mennesker blive mast ihjel.”

”ER DU IKKE lidt af en adrenalinjunkie?”

En kvinde på en af de forreste pladser i Arbejdermuseets festsal rækker hånden op.  

”Det har jeg også spurgt mig selv om flere gange,” svarer Simi Jan. 

”Jeg har betalt en ret stor pris for at tage af sted til Afghanistan denne sommer. Men det er den vigtigste historie, jeg nogensinde har dækket. Hvis ikke jeg og mine kolleger havde været der, havde folk derhjemme ikke set de billeder, vi transmitterede fra lufthavnen, eller hørt om de skæbner, vi mødte. Jeg har et særligt forhold til Afghanistan og afghanerne, der, siden jeg rejste derned første gang, har vist mig så stor gæstfrihed og så meget kærlighed, og derfor følte jeg et ansvar over for dem,” fortsætter hun sit svar og begiver sig ud i en anekdote om engang, hun fik husly hos en fremmed familie i Helmand-provinsen, selv om de risikerede livet ved at have en vestlig journalist boende.

Da foredraget er slut, kommer en mand og en kvinde op til Simi Jan, mens hun pakker sin computer ned i tasken.

”Vi var faktisk lidt sure på dig,” siger den gråhårede mand i læderjakke og smiler.

”Nå, hvorfor?” spørger Simi Jan.

”Ja, vi kunne jo ikke tage hjem uden dig.”

Det viser sig, at parret var med i evakueringsarbejdet i Islamabad, hvor danske Hercules-fly, fløj danskere fra Afghanistan via Pakistan. I Islamabad sad de og ventede på Simi Jan, som aldrig dukkede op.

”Vi var glade, da vi så dig på flyet i tv,” siger kvinden, og Simi Jan skynder sig at få deres kontaktoplysninger, så hun kan kontakte dem til en eventuel historie.

Fra Arbejdermuseet sættes kursen mod Illum, hvor Simi Jan skal aflevere et par Bulgari-øreringe, som hun havde på til Danish Music Awards for tre dage siden, hvor hun skulle overrække årets hæderspris. Det var hendes første offentlige optræden, siden hun kom hjem fra Kabul, og på den røde løber blev hun med egne ord overfaldet af journalister fra den mere kulørte del af pressen. En stylist havde klædt hende på i en sølvtop, stiletter og de velvoksne diamantøreringe, hun nu skal aflevere tilbage.

”De koster langt over 100.000. Er det ikke vildt?,” siger hun. ”Jeg har været så nervøs for at miste dem hele dagen.”

SIDST PÅ AFTENEN, på Café Europa på Amagertorv, kan Simi Jan ikke holde tårerne tilbage, mens hun taler om de skæbner, hun mødte i lufthavnen i Kabul. Hun har holdt kontakten med den 27-årige kvinde, som sammen med sin datter efter en dag i sikkerhed blev sendt væk af briterne. I flere dage hørte Simi Jan ikke fra hende, indtil kvinden pludselig skrev, at det efter fem dage i kø hos amerikanerne uden adgang til toilet var lykkedes hende at komme med et fly til USA. Hun skriver stadig jævnligt på WhatsApp og fortæller om sit nye liv i Vesten.

Men den 14-årige dreng, der blev væk fra sin familie, nager stadig Simi Jan.

”Jeg ville ønske, at jeg havde fået hans mobilnummer. Jeg er bange for, at der er sket ham noget. Unge drenge som ham er enormt udsatte i Afghanistan. De kan blive kidnappet og hjernevasket og ende som selvmordsbombere eller blive misbrugt. Jeg ved godt, at det ikke er mit ansvar som journalist, men jeg er jo også et menneske. Jeg bliver ved med at sige til mig selv, at han sikkert har det godt. Men det ved jeg jo ikke. Jeg kan stadig se hans ansigt for mig og høre hans stemme.”

Du har dækket krig og ødelæggelse mange gange før. Hvorfor ramte det dig så hårdt denne gang?

”Jeg rejste til Afghanistan for at bevidne og fortælle de almindelige afghaneres historier. Men jeg var ikke forberedt på den desperation, jeg mødte. Jeg havde frygtet, at der ville blive gadekampe i Kabul, og at det ville trække i langdrag. Men i stedet endte jeg med at stå bag en afspærring i en lufthavn og se uskyldige mennesker blive mast ihjel eller nægtet udrejse, uden at jeg kunne gøre noget. Afghanerne har givet mig så meget, men jeg kunne ikke give noget igen. Ikke engang håb.”

Hvorfor bliver du så ved med at tage af sted alligevel?

”Min drivkraft har altid været at vise menneskene bag krige, jordskælv og katastrofer. De er ikke anderledes end dig og mig. Jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel – uanset hvor lille – ved at fortælle deres historier.”

Simi Jan tager en hvid serviet og tørrer makeup væk fra under øjnene. Et par minutter senere forlader hun Café Europa, og på vej ud modtager hun en sms fra stylisten.”Er der styr på øreringene?” står der. Efterfulgt af en ængstelig emoji.

EN UGE SENERE er Simi Jan på vej til Afghanistan på ny. Normalt er det en fordel, at hun taler urdu og arabisk, og hendes udseende gør hende i stand til at blende ind, hvor andre vestlige journalister stikker ud. Men når hun lander i Kabul igen, er det ikke længere sikkert, hun kan drage nytte af at ligne en af de lokale.

”De afghanske journalister lever med trusler, tortur og fængsel. Hvis jeg bliver forvekslet med en lokal journalist, kan det blive et problem.”

Simi Jans projekt i Afghanistan er både personligt og professionelt. Der er stadig vigtige historier at fortælle. Om børn, der risikerer at dø af sult, om kvinder, der ikke må arbejde, og om unge piger, der ikke må gå i skole under Taleban-regimet. Simi Jans psykolog har sagt, at det vil være godt for hende at komme tilbage og konfrontere smerten. Efter samtalen ringede hun begejstret hjem til Allan: ”Min psykolog har sagt, at jeg kan spare 80 psykologtimer ved at tage derned igen!”. Svaret i den anden ende var knap så entusiastisk. Men grunden til at rejse tilbage viger hun ikke fra.

”Det Afghanistan, jeg kendte og elskede, eksisterer ikke længere. Noget døde inden i mig, da jeg gik om bord på det fly. Det skal jeg ned og se i øjnene.”