Indlæg

Han troede, at han skulle være træblæser i et stort symfoniorkester, men fik i stedet sit gennembrud som kvindelig seniorkorrespondent i et satireprogram. Gang på gang har FREDERIK CILIUS forsøgt at regne den ud, men han kan stadig ikke forudsige, hvad der bliver en succes. Ud & Se møder den 38-årige komiker, skuespiller og musikformidler forud for hans livs satsning.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

LEGESYGE SKUESPILLERE med mærkelige parykker fra klæd ud-kassen kravler rundt på væggene i Skuespilhusets øvelokale, og langs scenekanten flyder alskens rekvisitter og masker hulter til bulter på tilfældigt opstillede borde.

”Velkommen til crazy town,” siger Frederik Cilius, da han selv træder ind i rummet.

Det er en solrig formiddag i København, og det er tid til prøver på Ludvig Holberg-komedien ’Jeppe på bjerget’, der skal køre på Det Kongelige Teater i starten af 2025 – med ham selv i hovedrollen som den drikfældige fæstebonde Jeppe. Det er blot de indledende prøver, og premieredatoen ligger endnu langt ude i horisonten, men det er heller ikke, fordi han ligefrem går og tæller ned.

”Nej, jeg glæder mig sgu ikke,” siger han og griner. ”Ej, det gør jeg altså ikke. Jeg er nervøs. Der er en lang tradition for at spille ’Jeppe på bjerget’ på Det Kongelige, så man stiller sig op i en lang række af skuespillere, og man har ikke lyst til at være ham, der ikke kan løfte sværdet ud af stenen.”

Flere skuespillere møder drypvis ind – Simon Mathew, Youssef Hvidtfeldt og Freja Klint Sandberg, der skal spille den modbydelige hustru, Nille. Snart støjer det i hele salen, hvor folk pjatter og sludrer, og hele tiden kan man høre Frederik Cilius slå sin lyse skraldlatter op, når enten han selv eller en af de andre har sagt noget sjovt. Han er det naturlige centrum: spørger interesseret til de andre, knytter anekdoter på om noget, han har læst eller hørt, og strør om sig med ord som ’ikonoklasme’ og ’respit’, som om de hørte enhvers vokabular til. Og så kan han ikke dy sig for hele tiden at sige noget tenderende grænseoverskridende for at få de andre til at grine – som da han fortæller, at han snart skal et smut til Færøerne. 

”Jeg forbereder mig på kvalmende turbulens og rådden mad. Jeg har aldrig været andre steder i rigsfællesskabet end i fladlandet, så derfor har jeg en spinkel drøm om at nå at opleve grindedrabet, inden det er for sent,” siger han, før latteren igen ekkoer i lokalet. 

SÅ HÆVER INSTRUKTØREN Heinrich Christensen stemmen: ”OKAY! Nu prøver vi at kaste os ud i vores lille lægescene. Husk nu, at alt det, vi prøver på nuværende tidspunkt, bare er noget, vi kaster op med en møggreb for lige at mærke, hvad der fungerer.”

Denne dag skal der øves en scene, hvor Jeppe efter en ordentlig fuldemandsbrandert vågner op i baronens seng og bliver lokket til at tro, at han selv er baron. Frederik Cilius iklæder sig badekåbe og rød nathue og sætter sig i sengen, midt på scenen, med et tomt og tåget blik i øjnene. Rundtom stiller flere af de andre sig op iført lægeuniformer. Folk rømmer sig, instruktøren råber: ”Værsgo!”

Vi hører med største smerte, at herren er upasseliiig,” siger den ene doktor.

Ja, hr. doktor, herren er i en elendig tilstand.

Hvordan er det fat, nådige herre?

En mærkelig udefinerbar lyd kommer fra Frederik Cilius’ Jeppe, før han vrøvler noget om brændevin hos Jacob Skomager dagen forinden:

Vil I kun give mig et krus øl og lade mig gå, så må man gerne hænge jer og alle doktorer op, thi jeg behøver ingen medicin.

Sådan fortsætter scenen fremad, mens skuespillerne skiftevis glemmer deres replikker og må starte forfra, og instruktøren hele tiden kommer med små kommentarer og impulsive justeringer, indtil det hele glider næsten som smurt.

Er jeg så ikke Jeppe på bjerget? spørger Frederik Cilius, da de til sidst når til den del af scenen, hvor Jeppe så småt begynder at tro på, at han ikke er fæstebonde, men i virkeligheden baron, som de falske doktorer har bildt ham ind. 

Neeej, nej nej.

Er den onde Nille så ikke min kone?

Nej, herren er enkemand.

Er det så også lutter indbildning, at hun har en krabask, som hedder Mester Erik?

Efter halvanden time er de færdige for denne gang. 

”Tak for det, alle sammen,” råber instruktøren ud over forsamlingen, mens flokken af skuespillere lister mod udgangene. På vej ud efterspørges der ekstra cigaretter fra flere sider.

”Jeg har masser af smøger, hvis der er nogen, der mangler,” siger Frederik Cilius myndigt ud i rummet. ”Min mor sagde altid til mig, at hvis man skulle have cigaretter med, så skulle man have nok til at kunne dele ud.”

DET VAR SAMMEN med barndomsvennen Brian fra Blans, at Frederik Cilius røg sin første cigaret som 10-årig. En dag kørte de på Brians Puch Maxi ned til den lokale købmand og købte en 10-pak Prince Light under påskud af, at de var til Brians mor, og så fandt de et fredfyldt spot, hvor de kunne pulse på deres livs første røgpinde.

Brian var to år ældre end Frederik Cilius, og når ikke de to sønderjyske knægte var i skole, tilbragte de det meste af tiden med at rende rundt og lave drengestreger eller køre rundt på Puch Maxi’en, men dengang var der ingen, der rynkede på brynene ad en 12-årig på en knallert med en 10-årig bagpå – så længe de holdt sig fra de store veje, som de havde fået at vide.

Hvor Frederik Cilius allerede dengang var besat af blokfløjtespilleren Michala Petri, var landmandssønnen Brian mere til Iron Maiden og Metallica, men trods forskellighederne fik de det til at fungere.

”Jeg har altid været nærmest i parforhold med bestemte venner. Der har typisk været én ven, som jeg har set rigtig meget i en periode, nogle gange i årevis, og så er der kommet en anden og har overtaget – dengang var det Brian,” siger han.

Frederik Cilius kom selv fra Øster Sottrup, en anden lillebitte flække af en landsby med kun 100 indbyggere. Her voksede han op med sine forældre, der i fællesskab drev en BabySam i Sønderborg, og to ældre storesøstre, der konstant curlede for den overforkælede efternøler. Men selvom han var doven, var han kvik, og når der var to års forskel på ham og bedstevennen Brian, skyldtes det, at han var ualmindeligt tidligt på den. 

Hans mor mente, at han var klar til at komme i sving, så derfor var han kun fem år, da han startede i 1. klasse, og året efter sprang han direkte videre til 3. klasse. Han kom bedst ud af det med børnene i den klasse, så derfor kunne han lige så godt følges med dem, og samtidig havde han intet besvær med det faglige. Det var dog aldrig seriøst på tale at sende ham videre til en specialskole for intelligente børn eller melde ham ind i en Mensa-klub.

”Mensa er nok den mest kiksede klub, der findes. ’Åh, jeg kan ikke tale med almindelige mennesker. De er simpelthen for dumme. Jeg vil kun lave noget, hvor kun vi kloge er.’ Jeg synes, det er så åndssvagt, og jeg er lykkelig for, at det ikke var sådan nogle børn, jeg kom til at vokse op med. Jeg har mødt masser af ’dumme’ mennesker igennem mit liv, som har sagt vanvittigt intelligente ting,” siger Frederik Cilius, der i stedet gik i den lokale landsbyskole, men med dem, der var to år ældre. Dengang var det ikke noget, han hæftede sig synderligt ved, heller ikke da alle de andre gik i puberteten to år før ham.

”Jeg havde ikke en følelse af, at jeg gik glip af alt muligt. Jeg levede i lykkelig uvidenhed,” siger han og griner. ”Sådan noget som piger. Det var slet ikke, fordi jeg følte mig udenfor, da de andre gik i gang. Jeg anede bare ikke, hvad der foregik, og opdagede det så selv to år efter.”

Lidt tidligt på den var Frederik Cilius dog alligevel med visse ting. Som 13-årig begyndte han at gå i byen på Crazy Daisy i Sønderborg, og han blev også meget tidligt glad for at drikke whisky og ryge store cigarer. Til forældrenes sølvbryllup var det den kombination, der førte til, at hans egen aften sluttede med, at han brækkede sig ude i hækken.

”Min mor er meget bekymret for mine børn, hvor jeg nogle gange kigger på hende: ’Altså, hvornår er det lige kommet?’ For det var hun godt nok ikke for mig. Men mine storesøstre havde banet vejen, så jeg tror bare, at mine forældre tænkte: ’Det finder han sgu nok ud af.’”

DEN KORTE CILIUS 

Frederik Cilius Jørgensen, født 1986 i Sønderborg.

Uddannet klarinettist fra Det Jyske Musikkonservatorium og Jacobs School of Music ved Indiana University Bloomington.

Fik sit folkelige gennembrud med karakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm i ’Den Korte Radioavis’ på Radio24syv.

Har medvirket i blandt andet ’Orkestret’ og ’Operarejsen’ på DR og er fast holdkaptajn i ’Den klassiske musikquiz’.

Gift med Anne Termansen, uddannet fløjtenist, der i dag arbejder som vært på P2. De bor i Hvidovre med deres to sønner.

I SKOLEN SKULLE alle elever have blokfløjteundervisning, og det fangede næsten øjeblikkeligt Frederik Cilius. Det var ikke noget, han havde fået hjemmefra, for hans forældre gik slet ikke op i klassisk musik, men de understøttede gerne sønnens hobby og forærede ham cd’en ’De fire årstider’ med den danske blokfløjtespiller Michala Petri, som han hørte igen og igen.

Han blev besat af at lære færdighederne bag, og i musiklæreren Michael havde han den perfekte læremester.

”Det var alvor for ham. Blokfløjte var ikke bare en opgave, han havde fået stillet, der gik ud på at pacificere en flok børn i en periode. Han ville fandeme have, at vi lærte noget,” husker Frederik Cilius.

Senere skiftede han blokfløjten ud med en klarinet og fik to klarinetlærere, Hans-Jørgen og Bo, som blev en slags mentorer for ham. De tog ham under deres vinger og forventede noget af ham, både som klarinettist og som menneske. 

Særligt Bo hjalp med at rette ham lidt ind, når der var brug for det. Det skete blandt andet ved morgenbordet på en bed & breakfast i en lille by uden for Tallinn i Estland i slutningen af 90’erne, hvor de var af sted med musikskolen. Frederik Cilius blev ved med at brokke sig over forskellige ting ved opholdet, indtil Bo kiggede på ham og helt lakonisk sagde: ”Du skal lige vide, at den der opførsel, den klæder dig ikke.”

”Jeg kan stadig nogle gange føle en enorm uretfærdighed. Det kan være noget så småt som en opvaskemaskinedør, der ikke vil lukke, som jeg kan føle som et grundlæggende angreb på mig og min person, og så bliver jeg simpelthen så sur og kontrær. Det er jo et tegn på forkælethed, men Bo var heldigvis god til at få pillet det værste ud af mig,” siger han.

For selvom bemærkningen sved, var det præcis det, han havde brug for at høre. ”Det er ikke rart i øjeblikket, men det er godt i det lange løb, og måske mangler det i virkeligheden lidt i vores samfund i dag. Den der brutale omsorg, hvor man gør nogen ked af det i en god sags tjeneste.”

De to mentorer var også med til at åbne hans øjne for verdens rigdom. Bo havde boet og rejst over hele kloden og kunne fortælle om eksempelvis stammefolket i Omo-dalen i Etiopien på en nærmest David Attenborough-agtig måde, og hver gang han gav Frederik Cilius et lift til musikskolen, var det som et foredrag. 

”Han kunne også have sagt: ’Det er bare et lift, knægt.’ Men han havde virkelig en passioneret tilgang til, at verden er et stort og spændende sted, og så var han sådan en, der tog folk alvorligt. Sådan var de begge to. De regnede ikke med, at der var noget, der var på for højt niveau, så længe man lod engagementet smitte, og det er noget, jeg virkelig har forsøgt at tage til mig.”

EFTER GYMNASIET SØGTE han ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men i stedet for at brillere og klare sig igennem nåleøjet, som han havde forventet, blev han afvist. 

”Der gik jeg fra at være konge i en lorteby til lort i en kongeby,” siger han med et famøst politikercitat lånt fra medsønderjyden Carl Holst. ”Det var sådan det første rigtige nederlag. Hele min identitet var, at jeg spillede musik, og så kunne jeg ikke engang komme ind på konservatoriet. Altså, det var det, jeg skulle. Det var det, jeg havde fortalt alle om i mange år, at jeg skulle, inklusive hele min familie, og så var jeg ikke god nok … Det gjorde fandeme ondt.”

Det kom som et chok, og så alligevel, for inderst inde vidste han godt, at han nok ikke var så stort et musikalsk geni, som han altid havde fået det til at fremstå. For nok havde han altid haft et vist talent for det, men han havde også altid været frygteligt doven, når det kom til at øve sig og gøre sig umage.

”Jeg vidste jo godt, at der var en sko, der trykkede, jeg havde bare håbet, at der aldrig var nogen, der opdagede det. Problemet er, at når man når til et vist niveau, så opdager alle det, hvis man simpelthen ikke er dygtig nok.”

I de efterfølgende uger svælgede Frederik Cilius i selvmedlidenhed. For hvad skulle der nu ske? Så blev han pludselig tilbudt en plads på konservatoriet i Aarhus i stedet. Den tog han imod, og her fik han en lærer, han blev meget glad for – en slags held i uheld. Men samtidig betød det også, at han heller ikke denne gang blev tvunget til virkelig at tage sig sammen.

”Jeg tror måske, det havde været sundere, hvis ikke jeg var kommet ind. Jeg var for første gang i mit liv blevet smidt i vandet uden at kunne svømme, og så var der alligevel nogen, der i sidste øjeblik kastede en redningskrans ud til mig og sagde: ’Nå, så kom da med her.’”

MÅSKE FORNEMMEDE Frederik Cilius’ lærer på konservatoriet i Aarhus det samme. Det var i hvert fald ham, der opfordrede ham til at rejse til USA, fordi han mente, at det ville være godt for den unge klarinettist at komme over til en kultur med mindre snak.

”Han mente, at sådan en døgenigt som mig ville have godt af at prøve kræfter med miljøet derovre. Der er ikke nogen kære mor. Folk er ligeglade med dig.”

Frederik Cilius sendte pligtskyldigt en cd med en klarinetoptagelse over til Jacobs School of Music ved Indiana University – og blev optaget. Et par måneder efter stod han i lufthavnen i Indiana med to kufferter i hånden og nervøs mave. Han var 22 år og havde aldrig rigtig været på egen hånd.

”Det var sindssygt angstprovokerende, jeg syntes virkelig ikke, det var sjovt at stå der, men i dag er det jo en kæmpe gave, at jeg har gjort det,” siger han og fortæller, at han hurtigt mødte nogle mennesker, som inviterede ham med hjem til Thanksgiving og blev hans gode venner.

På konservatoriet var der imidlertid andre toner. Her havde professor Eli Eban et mantra, der hed: ’We are the athletes of the small muscles’. Hans regime gik ud på at gentage ting i en evighed for at oparbejde en pålidelig teknik, og så havde han samtidig ikke meget tilovers for hyggesnak. 

”Han var overhovedet ikke interesseret i at være min ven eller i at høre, hvordan jeg havde det, eller om jeg var nervøs eller noget som helst. I Danmark var jeg vant til, at jeg kunne snakke mig ud af ikke at have øvet nok, men det kan man ikke derovre, for man har intet forhold til sin underviser,” siger han.

Hver eneste uge fik Frederik Cilius fem etuder – øvestykker – han skulle indstudere, foruden en masse mindre, løbende opgaver. Det var langt mere, end han var vant til, og da han efter den første uge begyndte at spille noget af det, han havde øvet, for så at gå en smule i stå, var professoren ved at miste tålmodigheden. ”Hvorfor stopper du hele tiden,” kommenterede han spidst. ”Nej, men jeg tænkte bare, at …,” forsøgte danskeren sig, men blev afbrudt: ”Du skal bare spille!”

I sin første tid tilbage i Danmark ernærede Frederik Cilius sig som freelancer. Et spillejob hist, et spillejob her. Han var i midten af tyverne, og han kunne godt leve af klassisk musik, men ikke på det niveau, han gerne ville. 

”Det er sådan lidt et Cabinn-liv. Man tager til Aarhus og bor på Cabinn og spiller i deres symfoniorkester, og så er der ikke noget at lave i en uge, og så ringer de fra Aalborg Symfoniorkester, og så tager man derop og sover på Cabinn.” 

Det stod gradvist klart for ham, at han aldrig ville blive verdens bedste klarinettist, ikke engang tæt på, og så længe det var tilfældet, ville han helst være fri.

”Hvis jeg havde færdighederne, hvis jeg rent faktisk kunne gøre det med det tekniske overskud, det kræver, ville jeg stadig gerne sidde i et af verdens store orkestre, men ikke med de evner, jeg har nu. Det ville simpelthen være en ydmygelse hver eneste dag. Alle ville vende sig om og tænke: ’Fucking hell, gider han lige!?’ Jeg kunne have gjort karriere, men ikke en særlig god karriere, og det ville have efterladt mig forbitret og forsmået, og det er ikke et godt sted at være.”

FREDERIK CILIUS OM …

Linie 3

”Som barn slugte jeg deres shows fanatisk. De har fået meget røg alle tre, og det er ærgerligt, for de lavede faktisk nogle gode shows. Men det er jo altid den frygt, man sidder med – at en dag så er det én selv, der bliver pillet ned. Det er et oldgræsk tema. Zeus slår sin egen far ihjel. Det tænker jeg faktisk meget på. Det er også derfor, jeg prøver ikke kun at være sjov, at jeg ligesom har nogle andre platforme end bare … morskab. For selvfølgelig løber den kilde tør på et eller andet tidspunkt.”

Politik

”Siger mig ikke en skid. Jeg er jo ikke idiot, så jeg kan godt forstå, hvad det handler om, men hele spillet omkring det … jeg synes simpelthen ikke, det er interessant. Jeg er også ligeglad med, hvem der sidder på magten. Jeg har nogle få principielle holdninger, som er vigtige for mig, vores ytringsfrihed eksempelvis, og jeg har selvfølgelig også en forhåbning om, at man fokuserer på kunst og kultur, fordi det er det, jeg laver, men jeg går slet ikke op i partipolitik.”

I LØBET AF sin skoletid havde Frederik Cilius ofte været klassens klovn. Ikke på nogen overivrig måde, snarere som tidsfordriv i de kedelige timer, som han kunne spæde op med hjemmestrikkede spøg og skæmt-numre og dumme bemærkninger. Det var som regel også ham, der blev tildelt hovedrollen i skolekomedierne, for selvom lærerne ikke altid ville stå ved det, kunne de heller ikke altid lade være med at grine af hans bemærkninger. 

Så han vidste godt, at han kunne være morsom, hvis han anstrengte sig, men det var aldrig noget, han havde tænkt på at bruge på den måde. Og han var heller ikke helt sikker på, hvad han skulle mene om det, da en af hans venner i 2011 faldt over et opslag om, at DR’s talenthold søgte nye satiretalenter, og opfordrede ham til at søge.

Natten før deadline skrev han alligevel en ansøgning – det blev til en A4-side med ideer til, hvad der skulle køre på DR2 næste aften – og næste morgen, da han skulle ind for at aflevere den, gik hans storesøster i fødsel, så han måtte først køre hende på hospitalet, før han selv trillede ind forbi DR og afleverede sin ansøgning. I forbifarten glemte han at skrive sin adresse på.

”De havde ingen måde at komme i kontakt med mig på, og det syntes de simpelthen var så sjovt, men det var sgu ikke planlagt. Det var bare, fordi jeg havde glemt det. Til samtalen sagde de: ’Det var fandeme sjovt, det der med kun at skrive dit navn på!’, og jeg skyndte mig at sige: ’Ja, var det ikke? Var det ikke skidesjovt?’”

Og en sen eftermiddag sad Frederik Cilius så som den sidste tilbage på satireredaktionen og arbejdede, da en fyr ved navn Rasmus Bruun stak hovedet ind. Sammen med Christian Trangbæk var han ved at lave et program til P3 samme aften, og nu manglede de en tredje til at være med. Det sagde han ja til, og fordi det gik godt, spurgte de efterfølgende, om han ikke også ville lave børne-tv-programmet ’Go’ lorte weekend’ sammen med dem.

”Jeg var den eneste tilbage, så derfor spurgte de mig. Hvis ikke jeg lige havde arbejdet sent den dag, havde jeg formentlig slet ikke mødt Rasmus,” siger han. ”Der er simpelthen så mange uplanlagte tilfældigheder i et typisk livsforløb, og derfor tror jeg heller ikke på, at man kan planlægge særlig meget, når det kommer til stykket.”

DA RASMUS BRUUN og Christian Trangbæk efterfølgende blev tilbudt at lave sommerradio på Radio24syv, hev de Frederik Cilius med til idéudviklingen, der foregik i Frederiksberg Have med en efterfølgende middag i en af de små familiehaver. Mens de sad der, fik Rasmus Bruun en idé om at lave Danmarks første intelligente dameblad. 

”Der var nogle kvinder, der havde forsøgt at lave et intelligent dameblad, fordi de var trætte af, at de eksisterende dameblade var fyldt med historier a la ’Sådan lakerer du dine negle’, men de var endt med at blive uvenner over det,” fortæller Frederik Cilius. ”Rasmus syntes, at vi skulle starte et dameblad med en meget chauvinistisk tilgang: ’Der går for meget kvindefnidder i den, så nu må vi mænd igen trække i arbejdstøjet.’ Altså i virkeligheden spille rollerne som sådan nogle 50’er-mænd: ’Nu skal vi nok komme og vise, hvor skabet skal stå.’ I det øjeblik tænkte jeg: ’Han har fat i den lange ende.’”

Christian Trangbæk troede omvendt ikke rigtig på ideen og endte med helt at trække sig, og derfor var det Frederik Cilius og Rasmus Bruun, der i sommeren 2013 stod i spidsen for det satiriske radioprogram ’Damernes Magazine’, hvor de hen over fem uger forsøgte at stable et intelligent dameblad på benene.

”Joken gik jo på os selv og det der mandlige hovmod: ’Ja, vi har aldrig lavet et blad før, men hvor svært kan det være?’ Det er altså virkelig svært, og derfor fremstod vi pløkåndssvage og uduelige,” siger han. ”Der havde ikke været så mange lag i det, vi havde lavet til børnefjernsyn, men i løbet af de her 25 programmer gik det op for mig, at Rasmus og jeg virkelig kunne sammen – og der var heldigvis også lyttere, der forstod, hvad vi havde gang i.”

Samme år vandt ’Damernes Magazine’ ’Årets Nyskabelse’ ved den danske prisuddeling Prix Radio (i dag Prix Audio, red.). Året efter lavede Frederik Cilius og Rasmus Bruun endnu et sommerprogram til Radio24syv, denne gang ’Antidemokratisk Festival’, en slags modstykke til Folkemødet, hvor de hen over fem uger arrangerede en fysisk festival, hvor antidemokrater kunne komme og fortælle, hvordan de ønskede at indrette samfundet.

Herefter blev de tilbudt et fast program på Radio24syv. De havde selv fået en idé om at åbne et detektivbureau, hvor lytterne kunne ringe ind med alt fra en bortløben kat til mistanke om en utro hustru, som de så skulle forsøge at løse, men de to programchefer Mads Brügger og Mikael Bertelsen tilbød dem i stedet at lave et program med afsæt i politisk satire. Fem dage om ugen for 25.000 kroner.

”Rasmus havde lavet politisk satire før og syntes ikke, at det var sjovt, og jeg er overhovedet ikke interesseret i politik. Hvis jeg kan slippe for at læse avisen, gør jeg helst det. Så det var ikke ligefrem fristende,” siger han.

Det blev ikke bedre, da Mads Brügger tilmed fik den idé, at Frederik Cilius skulle spille kvinde. Han var overbevist om, at det ikke ville fungere, men blev alligevel lokket til at prøve det af i to måneder, og i starten af februar 2015 blev den første udsendelse af ’Den Korte Radioavis’ sendt live – en slags radioparodi på det kontroversielle netmedie Den Korte Avis, hvor Frederik Cilius spillede den fiktive seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm med filterløse Gauloises-cigaretter og bramfri ytringer. 

”Man troede så lidt på det. Det blev sendt på et tidspunkt af dagen, hvor ingen hører radio. Der var så få lyttere på Radio24syv mellem klokken 12 og 13, at de ikke engang kunne måle det. Men det var jo også en gave, for så var der heller ingen til at høre, hvor dårligt det var til at begynde med.”

’DEN KORTE RADIOAVIS’ blev dog hurtigt en succes, og i stedet for to måneder kom programmet, i forskellige formater, til at køre resten af radioens levetid med daglige lyttertal på den gode side af 100.000. Makkerparret vandt også et hav af priser, blandt andet i fællesskab prisen som ’Årets Komiker’ til Zulu Comedy Galla i 2017.

”Hvis du gerne vil prøve noget forfærdeligt, så tag til Zulu Comedy Galla med tusind standupkomikere, der alle sammen skal bevise, at de er sjove. Det er simpelthen ulideligt, for det er en hel aften, hvor folk hele tiden bryder ind for at prøve at sige noget sjovere end det, der lige er blevet sagt,” fortæller Frederik Cilius, der følte en stor personlig lettelse i kølvandet på anerkendelserne. For nu havde han bevist sig. Nu kunne ingen være i tvivl om, at han var sjov. 

”’Den Korte Radioavis’ modtog så megen anerkendelse, at det var lidt ligesom at få et standardtelegram om, at vi var sjove. Det har både åbnet mange døre, men også gjort det nemmere og meget mere afslappende at skulle være sjov.”

Han mindes stadig tiden på DR’s talenthold, hvor redaktørerne hele tiden ville vide: ”Hvad er garantien for LOL?”

”Det må være noget nær det mest pikhovedede, man kan spørge om,” siger han og griner. ”Hvad fanden skal man svare til det? Men fordi Rasmus og jeg har fået ry for at være sjove, kan vi komme med en idé til et tv-program, som overhovedet ikke lyder sjov, og så tænker folk alligevel: ’Det skal nok blive sjovt.’ Faren er jo så, at man bliver doven. Det er jeg meget opmærksom på.”

FREDERIK CILIUS TØMMER sidste sjat i kaffekoppen og skænker sig straks en ny.

”Nå, man kan vel lige så godt få koldsved og tyndskid, når nu man er gået i gang,” konstaterer han og slæber både kop og kaffekande med sig igennem kontoret i Den Grå Kødby i København, som han deler med resten af holdet bag podcastuniverset r8Dio. 

I 2020 gik de i luften med satireprogrammet ’Undskyld vi roder’, og i dag har de opnået over 20 millioner downloads og vundet en række priser for programporteføljen. Foruden at være en del af ejerkredsen spiller Frederik Cilius forskellige karakterer i universet og står desuden bag ’Bernsteins cigaretetui’, hvor han sammen med Mikael Bertelsen undersøger, om det cigaretetui, han modtog i sensommeren 2023 af en ældre dame i Tølløse, rent faktisk har tilhørt den verdensberømte dirigent Leonard Bernstein.

Det er i slutningen af april, og blot et par dage forinden er han hjemvendt fra USA efter at have rejst rundt for at optage tredje sæson af DR-føljetonen ’Operarejsen’ med de faste makkere Rasmus Bruun og Allan Gravgaard Madsen. Et par uger forinden har anden sæson af tv-serien ’Orkestret’ haft premiere. Her spiller han rollen som Bo Høxenhaven, den sære, temperamentsfulde og evigt oversete anden-klarinettist i et symfoniorkester, der minder om DR’s – en rolle, som efter første sæson indbragte ham en Robert for årets bedste mandlige hovedrolle.

I de her dage er Frederik Cilius’ fokus dog rettet et helt andet sted hen: ’Jeppe på bjerget’. Da instruktøren Heinrich Christensen ringede og tilbød ham rollen, sagde han ja uden at tøve.

”Jeg har lidt en filosofi om, at der er nogle mennesker, som jeg bare stoler blindt på – han er en af dem. Jeg synes, der er kommet sådan en tendens til, at folk har ekstremt store forbehold, fordi de er bange for, at det bliver noget lort, eller at de havner i et dårligt lys, eller at det påvirker deres brand på Instagram, men jeg tror simpelthen, man ender med at kvæle sin kreativitet ved at være så skide forbeholden,” siger han og åbner vinduet for at ryge, men ombestemmer sig, da en øredøvende lyd fra en arbejdsmand i færd med at skære brosten op lige nedenfor trænger ind i lokalet. ”Tag Dirch Passer, han sagde ja til alting. Han lavede mange lortefilm, ja, men han fik til gengæld også lavet nogle smash hits, fordi han bare sagde: ’Ja ja, jeg stiller op.’ Man kan alligevel aldrig forudsige, hvad der bliver godt, og hvad der bliver noget lort.”

Siden sit folkelige gennembrud som Kirsten Birgit har Frederik Cilius blandt andet spillet Master Fenn i tv-serien ’Guru’, været fast holdkaptajn i ’Den klassiske musikquiz’, tilbagevendende monopolist i ’Sara & Monopolet’ og været på foredragsturné landet rundt med Svend Brinkmann. Foruden et hav af både små og store roller i film, tv-serier og teateropsætninger.

Nu venter så en vaskeægte kardinalrolle som Jeppe på bjerget i den mere end 300 år gamle Holberg-komedie, tilmed på Det Kongelige Teater, og dét til trods for, at han slet ikke ser sig selv som skuespiller.

”Det er på en eller anden måde dumpet ned i hovedet på mig, og det kan også godt gøre mig nervøs. Det ville glæde mange, hvis det gik dårligt for mig,” siger han. ”Det tror jeg. Jeg har en forventning om at få nogle stryg. Der vil være folk, der synes, at nu laver jeg for mange ting, og jeg tænker, at det ville glæde dem at kunne sige: ’Se! Det var alligevel for svært!’”

MAN SKULLE TRO, at Frederik Cilius virkelig elsker at optræde. Han ligner en fisk i vandet, uanset om han medvirker i programmer som ’Den klassiske musikquiz’ eller spiller med i tv-serier og teateropsætninger. Så hvorfor glæder han sig alligevel ikke rigtig til det, der venter på Det Kongelige Teater i starten af det nye år?

”Det lyder enormt pessimistisk, men det er bare … Jeg synes ikke, det er sjovt. Jeg kan i virkeligheden slet ikke lide at stå på scenen. Jeg kan heller ikke lide at optage ’Orkestret’ og sådan noget. Alt i mig har lyst til ikke at gøre det, fordi det er så angstprovokerende.”

Så skynder han sig at tilføje: ”Nu er det heller ikke sådan, at folk skal tænke: ’Åh, han lider, hvor synd!’ Det er enormt tilfredsstillende, at der er mennesker, der får øjnene op for den klassiske musik eller ligefrem går i Det Kongelige Teater, fordi de har set noget, jeg har været med i. Så føler jeg, at jeg er med til at åbne en dør for dem, ligesom der har været folk i mit liv, der har åbnet døre for mig. Men jeg morer mig ikke med at gøre det.”

Faktisk har Frederik Cilius flere gange oplevet at få angst-anfald i forbindelse med at optræde. Første gang, det skete, var i Odense tilbage i 2021, da han og Rasmus Bruun var i gang med at optræde med teaterstykket ’Sommeren på Birgitø’ – et slags teater-spinoff på ’Den Korte Radioavis’. Han stod ude bagved og var i færd med at lægge stemme til en udstoppet ræv, og så kom det som et lyn fra en klar himmel.

”Der var for meget druk i den periode, og jeg havde også drukket noget, inden jeg skulle på scenen. Det havde jeg aldrig gjort før, og lige pludselig tænkte jeg: ’Hvad hvis du går i panik og ikke kan huske dine replikker?’ Så snowball’ede det totalt ud af kontrol. Men der var ingen, der lagde mærke til det. Det var kun inde i mig, det var ude af kontrol. Vi var jo ikke fulde eller noget, men der gik det for alvor op for mig, at jeg i hvert fald har behov for kontrol.”

Efterfølgende prøvede han flere gange at blive ramt af tilsvarende små angstanfald under forestillinger. Han endte med at opsøge en angstbehandler, der spurgte: ”Spillede du videre?” ”Ja, det gjorde jeg.” ”Så er det fint,” sagde behandleren.

”Det er jo angstprovokerende at stille sig op på en scene foran andre, så det handler om ikke at lade sig styre af den angst. Det er naturligt nok at føle angst, problemet opstår først, hvis man begynder at ændre adfærd. Man kan blive afhængig af at stoppe, og så gør man det næste gang og næste gang igen. Hvis man omvendt fortsætter på trods af angsten, er den ikke i sig selv farlig. Du kan ikke dø af et angstanfald. Du kan få tyndskid, begynde at svede, blive tør i munden og få hjertebanken, men du dør ikke af det, og derfor er det kun et problem, hvis du trækker dig fra det.”

Når Frederik Cilius sagde øjeblikkeligt ja til ’Jeppe på bjerget’, dengang instruktøren ringede, skyldtes det også en anden filosofi, han forsøger at efterleve: Hvis der er noget, han er meget bange for at gøre, så skal han gøre det. Det eneste, han frygter mere end at optræde, er nemlig at ende med at leve et konformt og friktionsfrit liv, hvor han spilder sit talent og aldrig sætter sig selv på spil.

”Jeg er jo bange for, at det bliver noget lort, men lige netop derfor bliver jeg også nødt til at gøre det. Man bliver nødt til at sætte røven lidt i klaskehøjde,” siger han og tænker sig ekstra længe om. ”Jeg kunne leve et meget,
meget let liv, hvis jeg ville, men der vil jeg helst ikke hen. Jeg synes, man skal prøve at gøre det, som er ubehageligt – altså inden for det, man laver. Det er ikke, fordi jeg pludselig kommer til at springe bungee jump. Men jeg tror godt, jeg kunne tænke mig at lave så mange forskellige ting som overhovedet muligt, inden jeg dør.”

DET ER GRÅT og skyet og vindomsust, og spredte regndråber drypper ned i kanalen og laver ringe i vandet foran hovedindgangen til DR Byen, hvor Frederik Cilius ryger cigaretter og tygger tyggegummi på samme tid. Han er iført en af sine karakteristiske uniformer – brun blazer, skjorte og spraglet slips, lyse bukser og en panamahat på hovedet.

Efter to hurtige smøger i rap forsvinder han ind ad svingdøren til den store kolos af en bygning. Han er på vej ind for at optage to udsendelser af ’Den klassiske musikquiz’ med Phillip Faber i værtsrollen. Det er 10. sæson af det populære program, der skal optages, og han har været med hele vejen siden 2016. 

Stort set lige siden han lagde drømmen om at blive klassisk musiker på hylden, har han på forunderlig vis beskæftiget sig med det alligevel. Kort efter at han var blevet en del af DR’s talenthold i 2011, kom det nogle høje herrer for øre, at der rendte en sjov mand rundt med en lidt særegen baggrund. I 2013 blev han derfor medvært på radioprogrammet ’Den slukkede mikrofon’ på P2 – og efterfølgende ’Cilius-patruljen’ og ’Taktløs’ på samme kanal. 

På vej mod rulletrappen i foyeren bliver han stoppet af Anders Stegger, den tidligere radiovært, der i dag er redaktionsleder.

”Frederik! Jeg vil høre dig, om jeg må hyre dig til at holde et foredrag om inspiration for nogle yngre medarbejdere.”

”Ja ja, det gør vi bare,” siger Frederik Cilius, og efter at have udvekslet informationer er han på vej videre igen.

”Inspiration …,” siger han, mens han sjosker videre igennem den store labyrintbygning. ”Jeg ved ikke, hvor inspirerende jeg er. Jeg bor bare i forstaden med kone og to børn og slår græs og går på arbejde.”

Efter at have tilbagelagt nogle rulletrapper, nogle lange gange og en elevatortur træder han ud i den afdeling, hvor ’Den klassiske musikquiz’ bliver optaget. I køkkenet finder han Mathias Hammer, den anden holdkaptajn på programmet, der står og dingler med en kaffekop. De krammer og pjatter, før Hammer kommer i tanke om noget, han skal sige.

”Hov, i øvrigt, jeg har sagt ja til et job for dig. Tivoli vil gerne lave et nyt arrangement om klassisk musik sammen med os. Jeg har bare sagt ja.”

”Nå, skidegodt!” siger Frederik Cilius.

FREDERIK CILIUS OM …

At være satiriker

”På mange måder er mit arbejdsliv at se hullerne i osten. Det er farligt, for det giver et pessimistisk livssyn. Man leder hele tiden efter det, der er i vejen, og det gør også, at jeg har en personlighed, som er svær at begejstre. Og det er jeg egentlig ked af, for det er ikke en fed måde at leve på, men jeg kan heller ikke slå det fra. Jeg tager ikke nogen steder uden at regne med, at begge børn skider i bukserne.”

LIDT SENERE MØDER også quizværten Phillip Faber ind. Han har en rullekrave på, der er trukket godt op, så den næsten dækker munden, og Frederik Cilius
udbryder straks:

”Du ligner en, der skal begå et bandemord! Er det en af de svenske teenagere?”

Da de næste gang støder på hinanden, denne gang i sminken, er det Phillip Fabers højtaljede bukser, han påtaler.

”Hold kæft, hvor er de trukket langt op!”

”Du skulle prøve det,” griner Phillip Faber.

”Det kan jeg desværre ikke. Jeg ville ende med at ligne en af de der fede mafiosoer fra ’Godfather’!”

Inde i salen får opvarmeren de fremmødte publikummer – hovedsageligt pensionister – helt op at støde med vittigheder og fællesråb, før han omsider brøler i mikrofonen: ”Mine damer og herrer, her kommer de!

Først Phillip Faber, dernæst Mathias Hammer med sine to deltagere og Frederik Cilius med sine. I baggrunden er hele DR’s symfoniorkester linet op, klædt i kjole og hvidt, og hen over de næste par timer quizzer de i brudstykker af symfonier og andre klassiske musikstykker fra Mozart til Carl Nielsen. Og når ikke musikken spiller, fyrer Frederik Cilius vittige bemærkninger af som et løssluppent haglgevær.

”Når andre ser porno fredag nat, sidder jeg og ser André Rieu på DK4,” siger han, da samtalen falder på den folkelige hollandske orkesterleder, og da der kommer en tekniker ind med en lang stang for at rette på et kamera, udbryder han: ”Der har vi stangspringeren fra Sverige! Han er lige inde for at slå verdensrekorden en gang til.”

Ved showets afslutning roder han sig ud i en kuriøs anekdote om den østrigske komponist Anton Bruckner, der havde en fetich med at berøre kranier og efter sigende skulle have stukket sine fingre ned i Beethovens kiste, og beretter om det med en morbid detaljerigdom, der får ikke bare publikum, men også orkestret bagved og kamerafolkene rundtomkring, til at knække sammen af grin og tage sig til maverne, og en latterkvalt Phillip Faber til at udbryde: ”Du er jo syg i hovedet!”

EFTER AT HAVE fortæret en clubsandwich fra Lagkagehuset i pausen mellem to optagelser har Frederik Cilius endnu en gang sneget sig ud for at pulse ved en af indgangene til DR Byen. Han er ofte blevet beskrevet som en levemand med forkærlighed for store middage, alkohol og, ja, smøger. 

”Jeg tænker da over det. Nu har jeg røget i 22 år. Det er lang tid. Jeg har børn, og jeg har jo også en eller anden form for ansvar over for dem i forhold til ikke bare at dø.” 

Han puster røgen langsomt ud. 

”På den anden side kan jeg heller ikke lide, at verden bliver så strømlinet, som den har tendens til i øjeblikket. Man forsøger at skære alt det væk, der er for meget, for usundt. Jeg vil heller ikke tage Ozempic. Jeg vil være den sidste fede i Danmark, for der skal være én. Jeg vil være the 300 pound man, og jeg vil have sådan et omrejsende cirkus, hvor man kan komme ind og se mig.”

Han bapper på smøgen igen.

”Hele den der sundhedsbølge er jo en måde for folk at få sådan noget pseudo-indhold ind i deres liv, ikke? ’Jeg har sænket min kropsalder med fem år.’ Ja? Som du så kan bruge på at tage flere vitaminer og kosttilskud?”

Så skodder han cigaretten for at gå ind til endnu et par timer i spotlightet med DR’s symfoniorkester i ryggen.

”Jeg kan bare sige det sådan: Jeg vil hellere sidde én aften i operaen i Bayreuth, end jeg vil sidde et år på en romaskine. Det er jo det første, der er noget værd.”

Mange af os har hende stående derhjemme på hylden, men hvem var egentlig denne Frøken Jensen, der har hjulpet til i danske køkkener i over 100 år? Bodil Jørgensen serverer sin version på Randers Teater.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Emilia Therese

Hvorfor inspirerede rollen som Frøken Jensen dig?

”Jeg spiller hende som barn, voksen og gammel og var ikke klar over, hvilken vild historie hun havde, inden jeg satte mig ind i det. Hun kom fra fattige kår som datter af en vognmand og værtshusholder. Forældrene døde, mens hun stadig var lille, og hun kom i pleje hos sin stedmormor og hjalp i en alder af 11 til på værtshuset, hvor hun lærte at lave lidt mad. Hun sparede penge sammen, og med hjælp fra familien kom hun efter sin konfirmation på Zahles husholdningsskole i København.

Herefter havde hun plads i forskellige husholdninger, blandt andet tjente hun et år i London, inden hun kom hjem og fik stillingen som husbestyrerinde hos familien Melchior, der bestyrede en drengeskole på Nørregade i København. Manden var netop blevet enkemand, og Frøken Jensen overtog styringen over den rodede husholdning. Hun lavede madplaner og økonomiske planer og skrev derudover klummer til husmødre for at få enderne til at mødes. Og med de penge finansierede hun sønnen Lauritz’ mesterlære som operasanger, mens faren en overgang var ved at gå rabundus.

Der er ikke noget, der tyder på, at de havde et forhold, de sov hver for sig, kan man se i rejsebeskrivelser. Vi insinuerer i stykket, at der var et tæt forhold til en veninde. Men det er bare noget, vi finder på.”

BAG OM BODIL

Bodil Jørgensen, 63 år. Opvokset i Vejen. Uddannet fra Statens Teaterskole i 1990.

Har medvirket i blandt andet ’Idioterne’, ’Hvidsten Gruppen’ og satireshowet ’Rytteriet’. Var en årrække fastansat på Det Kongelige Teater.

Vinder af en Bodil og tre Roberter.

Har I råvarer med på scenen?

”Stykket lægger vægt på musik, kærlighed og mad. Der er ikke decideret mad på scenen, men vi har en pianist og en violinist og et kor med – som i et græsk drama eller en kabaret – der synger om legering og andre køkkenteknikker. Det er ret betagende. Og så har vi kogegrej. Rivejern, grydeskeer og så videre. Fra tinkrus til fint porcelæn, efterhånden som forestillingen skrider frem og ender i Dragør, hvor Lauritz får et sommerhus, efter at han er blevet en stor operasanger og en rig mand. ”

Hvad er dit forhold til ’Frøken Jensens Kogebog’?

”Min mor fik den af sin mor. Den var fedtet og brunlig, kan jeg huske, og min mor havde god brug for den, for hun var vist ikke specielt god til at lave mad, da hun og min far først flyttede fra landet ind til Vejen, hvor de havde fået arbejde som skolelærere. Hun slog simple ting op i den, hvordan man jævner en sovs for eksempel. Det er meget enkelt beskrevet hos Frøken Jensen.

På den måde har hun gjort livet nemmere for mange kvinder. Det var nu ikke, fordi mine forældre ikke gik op i, hvad vi puttede i munden. Min far anlagde køkkenhave, og vi havde ærter, salat, bønner, hindbær, kirsebær, ribs, jordbær og så videre. Og viktualiekælderen var fyldt med asier, rødbeder og andre syltede og henkogte ting. Vi børn hjalp meget til med høsten og nipperiet. Det kunne godt være lidt hårdt af og til.”

BAG OM BOGEN

Kristine Marie Jensen, 1858-1923.

Tjente fra 1880 indtil sin død som husbestyrerinde hos skolebestyrer J.C. Melchior.

Fik i 1901 udgivet sin første opskriftsamling, ’Frøken Jensens Kogebog’, Danmarks bedst solgte kogebog gennem tiden med over en million trykte eksemplarer.

Udgav også andre, mindre kendte titler, blandt andet ’Five o’Clock Tea’ og ’Svampe paa 100 Maader’.

Hvad var den første ret, du lærte at lave?

”Da jeg flyttede til Aarhus og læste engelsk på universitetet, boede jeg sammen med en veninde fra gymnasiet, Hannah, hvis mor var husholdningslærerinde, og hun lærte mig at lave fyldte hjerter med flødesovs og kartoffelmos. Ved siden af studierne fik jeg job som handicaphjælper for en ung kvinde, Lone, og sammen lavede vi en forestilling, der hed ’Cirkus Fantaspastisk’. Efter den blev jeg bidt af skuespillet og flyttede til København for at gå på Statens Teaterskole. Jeg havde få penge, så jeg spiste masser af makrel i tomat, men lavede også varm mad til mig selv hver dag. Jeg husker specielt en kinesisk ret med scrambled eggs, nudler og hvidløg.” 

Har du en go-to-ret i dag?

”Det er mest min mand, der står for maden, og han laver falafler fra bunden og bager med surdej. Men hvis det er mig, så laver jeg en kyllingefrikassé, en kartoffelsuppe med porrer og pastinak eller koteletter i fad, hvor jeg dog bruger svinemørbrad. Da børnene var små, var der cocktailpølser i, men det har jeg droppet efter at have kigget på, hvad der egentlig er i sådan en lille pølse.”

Hvilket måltid vil du altid huske?

”Da jeg var barn, fik vi tit brunkål med et stykke rugbrød til. En simpel ret med kål, lidt kød, lidt flæsk og lidt gulerødder. Jeg elskede det, og lugten af brunkål bringer mig i dag tilbage, så jeg kan se min mor og min far sidde lige over for mig.”

Forestillingen ’Frøken Jensens Kogebog’ spiller på Randers Teater indtil 28. september.

Han mangler en halv arm, dele af begge ben og har kun tre fingre. Men 40-årige PETER ROSENMEIER lader ikke sit handicap begrænse sig – hverken i bordtennis eller i tilværelsen. Den dobbelte paralympiske mester fortæller her om forsvarsmekanismer og førstepladser, om at finde kærlighed og få børn – og om løftet til sig selv om at blive verdens bedste.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Kim Price/AP/Ritzau Scanpix

JEG KOM SOM et chok for mine forældre. Og for lægerne. Forinden var der ingen tegn på, at noget var galt, men da jeg blev født i marts 1984 ved kejsersnit, kom jeg til verden uden halvdelen af min højre arm, kun med tre fingre – to på venstre og en på højre hånd – og uden en tredjedel af min venstre lårbensknogle og halvdelen af mit højre ben. Hele overbenet manglede, og mit skinneben sad direkte fast på min hofte.

Jeg har to ældre brødre, der intet fejler. Pludselig stod mine forældre med et barn, som ville komme til at forandre familien for altid. Min far sad en af dagene efter fødslen og stortudede i bilen på vej til hospitalet. Det eneste, han håbede på, når han kom frem, var, at lægerne ville sige, at jeg var død i løbet af natten. Måske lyder det hårdt, men han tænkte på min fremtid: Ville jeg overhovedet være i stand til at få et værdigt liv?

Peter Rosenmeiers forældre, Lisbeth og Hans, med deres søn til barnedåb, 1984. Foto: Privat

Hjemme i Hadsund måtte min mor sy alle mine sparkedragter om. Møderne med omverdenen var en konstant påmindelse om, at der var noget ved mig, som var galt. Skulle folk sige tillykke eller beklage? Hadsund er en lille by med cirka 5.000 indbyggere, og der var bekendte, som for at undgå konfrontationen gik over på den modsatte side af gaden, når de så min mor. Heldigvis blev det hurtigt hverdag, og mine forældres sorg blev til kærlighed. Jeg gennemgik flere operationer som barn og blev velfungerende nok til, at jeg kunne starte i en almindelig folkeskole. Jeg havde kun gået der et par uger, da jeg proklamerede over for mine forældre, at jeg gerne ville gå til fodbold. Det gjorde alle mine klassekammerater jo. 

Mine forældre traf en beslutning, der har fået stor betydning for resten af mit liv. Mange ville have sparet mig for det nederlag, det ville være at møde op i en fodboldklub. Hvad skulle en stakkels fodboldtræner stille op med sådan en som mig? Men i stedet sagde mine forældre, at hvis det var det, jeg havde lyst til, måtte jeg give det et skud – og så ville de hjælpe mig alt, hvad de kunne undervejs. 

Jeg spillede fodbold i de første 5-6 år af min skoletid, indtil det ikke gik længere på grund af min begrænsede fysik. Enten stod jeg på mål og håbede, at bolden ramte mig i hovedet og gik ud. Eller også spillede jeg angriber og håbede, at bolden ramte mig i hovedet og gik ind. For mig var det stort bare at være med. Og i forhold til mit sociale liv betød det alt. Det kan godt være, jeg sad på bænken i 89 ud af 90 minutter, men jeg var med, når vi tog til turneringer i Aarhus eller på Sjælland. Jeg fik venner, og det gjorde også, at jeg blev inviteret med til fodbold i frikvartererne. Hvis ikke jeg havde spillet fodbold, havde jeg nok siddet alene i klasselokalet.

BATMANDEN

Peter Rosenmeier er 40 år, født 1984 og opvokset i Hadsund.

Deltager i år for sjette gang i bordtennis ved De Paralympiske Lege (PL), der afholdes fra 28. august til 8. september. Har vundet medaljer ved samtlige PL siden 2004 – guld i 2008 og 2016, sølv i 2020 og bronze i 2012. Er dobbelt verdensmester og firedobbelt europamester. Lå ved redaktionens slutning nummer ét på verdensranglisten.

Bor i Malmø med sin kone og to døtre på 15 og 10 år.

Første skoledag, 1990. Foto: Privat.

JEG HAR ALTID vidst, at jeg var anderledes. Men det ramte for alvor, da jeg begyndte at komme i puberteten. Pludselig kom et andet køn ind i billedet, og hvordan skulle det ende godt? Til privatfesterne i 7. klasse kunne jeg se nogle af mine klassekammerater begynde at kysse lidt med pigerne. Måske 40 procent af dem til at starte med. Men da vi kom i 8., var det pludselig 60 procent, og i 9. var det 80, mens jeg sad tilbage ovre i hjørnet. Jeg tænkte, at gymnasiet ville blive en frisk start, men billedet var det samme. Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at jeg gik i forsvarsposition. Jeg begyndte at gå i noget voldsomt grimt tøj, for så var det i det mindste på grund af et valg, jeg selv havde taget, og ikke på grund af mit handicap, at ingen piger ville være sammen med mig.

Jeg stoppede med at gå til fester og trak mig mere og mere fra sociale sammenhænge. I stedet flygtede jeg over i idrætten. Her havde jeg længe følt, at jeg fik den anerkendelse, som jeg manglede i andre sammenhænge. Ud over fodbold gik jeg som barn til svømning, en god motionsform for sådan en som mig, og jeg var ret dygtig til det – en overgang trænede jeg 8-9 gange om ugen i Parasport Aalborg, landets største parasportsklub. De havde også bordtennis, og når jeg var færdig med at svømme, blev jeg som regel og spillede lidt. I første omgang med begge arme klemt sammen om battet – sådan spillede jeg med mine brødre på bordtennisbordet i mine forældres kælder.

Min mor kunne se, at jeg var glad for at spille bordtennis, så hun tog fat i den bandagist, som havde lavet min benprotese. Han tog en gipsafstøbning af min hånd og fik lavet en kulfiberprotese, der kunne skrues fast til håndtaget på et bordtennisbat. Pludselig betød min fysiske afvigelse ikke meget, og jeg kunne gå til bordtennis, ikke kun i Parasport Aalborg, men også i helt almindelige bordtennisklubber i Randers og Hobro. Og jeg var god til det. Bedre end mange af dem, som ikke fejlede noget.

Peter Rosenmeier modtager sin første medalje med fodboldholdet fra Hadsund Boldklub, 1991. Foto: Privat

DA JEG GIK i 1. g – i 2001 – kom jeg ind omkring ungdomslandsholdet i bordtennis for parasportsudøvere. En dag sad jeg til et møde med ungdomslandstræneren, hvor han spurgte mig: ”Hvad vil du gerne drive det til?” På det tidspunkt var jeg voldsomt skoletræt. Træt af det miljø, hvor jeg igen og igen faldt igennem socialt. Jeg tænkte, at det eneste, jeg ville resten af mit liv, var at spille bordtennis. ”Jeg vil være verdens bedste,” sagde jeg. ”Og jeg vil vinde De Paralympiske Lege i Beijing i 2008.”

Til min store overraskelse svarede han, at det var et fint og ambitiøst mål. Og at han troede på, at det kunne lade sig gøre. Men jeg måtte planlægge hele mit liv efter det, hvis det skulle lykkes. Sammen lagde vi en plan for, hvordan mit liv skulle se ud de kommende syv år. Jeg skulle færdiggøre gymnasiet og derefter flytte til København, hvor de bedste træningsfaciliteter lå. Jeg skulle søge ind på et studie, så jeg kunne få SU, men det skulle være et studie, som jeg kunne gennemføre uden for alvor at bruge tid på det. Al min energi skulle gå til at spille bordtennis.

Jeg søgte ind på pædagogseminariet i Virum og fik et kollegieværelse på Egmont Kollegiet, hvor mine storebrødre også boede. I fire år læste jeg til pædagog uden at åbne en bog. Der var mange mundtlige eksamener, og jeg havde snakketøjet, men også udseendet i orden. I sådan et pædagogmiljø var jeg allerede foran på point på grund af mit handicap. Når jeg kunne, valgte jeg emner, som handlede om handicap, og så var det svært for censorerne for alvor at sætte spørgsmålstegn ved det, jeg sagde. 

Jeg trænede sindssygt mange timer om ugen i Københavns Bordtennisklub, og det gik fremragende. Lige indtil det gik op for mig, at man som pædagogstuderende skulle i fuldtidspraktik to gange et halvt år. Det scenarie havde jeg ikke lige overvejet. Men hurtigt fandt jeg ud af, at man kunne tage i udlandspraktik, så jeg kontaktede en handicapidrætsforening i Malmø, som også havde bordtennis på programmet. De skrev under på, at jeg var der fuld tid, selvom det ikke passede, og så trænede jeg til gengæld deres børnehold en gang om ugen.

Sideløbende begyndte jeg at spille mine første internationale turneringer. Jeg forsøgte at kvalificere mig til De Paralympiske Lege i Athen i 2004, men kiksede i den sidste kvalifikationsturnering i Sydafrika. Heldigvis fik jeg et wildcard, så 20 år gammel stillede jeg alligevel op til PL i Athen. Det hele klikkede, og jeg vandt bronze, hvilket var en kæmpe overraskelse. Men bedst husker jeg mit møde med para-atleter fra andre dele af verden – blandt andet en afrikansk mand, der havde et ben, som mindede om mit eget. Jeg gik rundt på en protese til 175.000 kroner, mens han gik rundt på noget, der lignede en træstub.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

FIRE ÅR SENERE stod jeg i finalen i Beijing. Jeg vandt finalen med 3-1 i sæt. Jeg sugede det hele til mig. Alt det, jeg havde arbejdet for hver eneste dag i syv år. Men ingen havde fortalt mig, at man mindre end fem minutter efter sådan en sejr bliver trukket ud til dopingkontrol. Jeg blev hentet af en ung kineser, som trak mig med ud i et trist omklædningsrum med betonvægge. Der skulle jeg sidde, indtil jeg var klar til at afgive 20 milliliter urin. Og jeg kunne bare ikke. Jeg kunne intet klemme ud. Både fordi adrenalinen stadig kørte rundt i min krop, og fordi jeg havde været så nervøs for kampen, at jeg havde været på toilettet 40 gange inden.

Jeg sad der i 2-3 timer, inden det lykkedes. Det er noget af det værste, jeg har oplevet. Jeg havde ingen mobiltelefon, og sociale medier var ikke for alvor blevet store endnu. Jeg havde lige opnået det eneste, jeg havde tænkt på i syv år, og på intet tidspunkt i løbet af de syv år havde jeg tænkt ét eneste sekund videre end 7. september klokken 19:57, hvor finalen sluttede. Det var som at løbe panden direkte ind i en mur. 

Da jeg blev lukket ud, fik vi medaljer, og der var en fejring, men så sluttede det også rimelig brat. Godt nok var der et kamerahold fra DR med, men det blev først sendt, tre måneder efter vi kom hjem. Jeg følte, at ingen vidste, at jeg lige havde opnået det allerstørste, man kan opnå inden for parasport. Og det kan lyde mærkeligt. Men anerkendelsen er en kæmpestor del af det for mig. Det kom så vidt, at jeg var lige ved at stoppe med at spille.

Peter Rosenmeier hilser på dronning Margrethe i marts 2016. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Vendepunktet blev min datters ankomst til verden. Jeg tror, det er stort for alle at blive forælder, men jeg havde skyllet hele ideen om at få en kæreste og en familie ud i toilettet, allerede mens jeg gik i gymnasiet. Den dør havde ikke bare været lukket, den var forseglet. Jeg havde sågar overbevist mig selv om, at jeg slet ikke kunne få børn, selvom jeg aldrig havde fået det undersøgt.

Men i en bordtennisklub i Malmø i 2004 mødte jeg en kvinde, der blev min kone. Vi er stadig ikke helt enige om, hvordan hun blev interesseret i mig, men i hvert fald inviterede jeg hende ud at spise på hendes 18-års fødselsdag. Det var i sig selv mirakuløst, at jeg tog mig mod til det, men endnu mere vildt, at hun valgte at sige ja. Jeg tænkte: Det her kan være den eneste chance, jeg får i mit liv. Jeg havde aldrig været på en date, og her var der pludselig en, som var sindssyg nok til at gå ud med mig. Så den skulle have alt, hvad den kunne trække.

Jeg bookede bord på den dyreste restaurant i Malmø og sagde til dem, at der intet loft var: kaviar, elg, champagne – I kører bare. Om ikke andet kunne jeg bilde hende ind, at jeg havde vildt mange penge. Det gik skidegodt, hun var ung og blev imponeret, og efterfølgende kørte jeg hende ned til toget, så hun kunne komme hjem til sine forældre. På parkeringspladsen, om aftenen den 8. november, fik jeg som 20-årig mit første kys af en kvinde, som ikke var min mor. 

Jeg har aldrig været så lykkelig i mit liv som i det øjeblik. I 12-14 timer svævede jeg rundt på en lyserød sky. Indtil min telefon ringede næste morgen. Det var min bankrådgiver, som gerne ville vide, hvordan fanden en studerende på SU kunne finde på at bruge 20.000 kroner på at tage på restaurant i starten af november.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

JEG DELER MIN bordtenniskarriere op i to dele: før og efter min datters fødsel i 2009. Siden har jeg vundet VM, EM og PL igen i 2016 – stort set alt, hvad der er værd at vinde. Jeg er blevet en bedre bordtennisspiller af, at det ikke længere er det vigtigste i mit liv. Men misforstå mig ikke, bordtennis er stadig en kæmpe del af min identitet. 

Nu er jeg blevet 40 og skal til PL i Paris, og jeg vil også med til legene i Los Angeles i 2028. Både fordi jeg har engageret mig i ungdomstræning og vil være sikker på, at den næste generation kan tage over, når jeg stopper, og fordi jeg stadig er på toppen og kan spille med de bedste, også om fire år. Jeg hader, når folk ikke er ærlige omkring deres motivation, og sandheden er, at jeg altid har været drevet af et ultimativt stort ego. Jeg tror, det skyldes den måde, jeg ser ud på. 

Når jeg træder ind i et lokale, hvor folk ikke kender mig, er forventningerne til mig absurd lave. Ingen tror, at jeg kan noget. Hver gang jeg kommer et nyt sted, skal jeg bevise mit værd. Jeg er nærmest blevet afhængig af anerkendelse og opmærksomhed for at føle, at jeg er den succes, jeg gerne vil være. Det har været sindssygt givtigt for min sportskarriere, men også hårdt at leve med en følelse af, at jeg hele tiden skal levere. 

Det stammer nok fra min barndom: Hvis jeg var ham, der råbte højest, var der også mindre sandsynlighed for, at der blev peget på mig, når der skulle udpeges et offer. Jeg skammer mig over, at jeg fra 6. til 9. klasse – som en ledende figur – var med til at orkestrere systematisk mobning af en klassekammerat. Så hårdt, at han nærmest gik grædende hjem fra skole hver dag. Det kan man ikke forsvare. Men det var et forsvar. Jeg tænkte, at hvis det var ham, så var det i hvert fald ikke mig. 

Jeg tænkte rigtig meget over det, da min ældste datter skulle starte i børnehave, fordi jeg ikke ville være årsag til, at hun blev drillet. Jeg lignede jo ikke alle de andre fædre, der afleverede deres børn. Så jeg trak i mine korteste shorts og en tanktop, og da jeg havde afleveret Stella den første dag, gik jeg ud på legepladsen og stillede mig op midt i det hele. Her blev jeg stående og besvarede alle børnenes spørgsmål, indtil der ikke var flere. 

”Kan du kun spise hotdogs?” var der en, der spurgte. Han tænkte, at der lige kunne ligge en fransk hotdog mellem mine to fingre. Og sådan blev det ved. Men det tog trykket, og så vidt jeg ved, er mine to døtre aldrig blevet mobbet på grund af mig. Den ældste er lige så bidt af bordtennis som mig. Hun har lige vundet U15-DM, og hun skal til EM senere på året. Man ser tit i fodbold, at sønner af dygtige spillere også får en fodboldkarriere, men det er ikke så tit, at en datter til en para-atlet kan konkurrere på højeste niveau i samme sportsgren i almen idræt. Det gør mig enormt stolt. Også fordi det viser, at det ikke bare var tilfældigt, at jeg blev god.

Som barn vidste han, at han ville være nummer ét, og som teenager skrev han tennishistorie. Med blændende boldbeherskelse og et fyrigt temperament har HOLGER RUNE tændt et dansk håb om sejr på de mest hæderkronede slagmarker. På det seneste har vejen fra talent til champ dog vist sig noget ujævn. Ud & Se tog til Herning for at lede efter manden inden i tennisspilleren.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Morten Germund

VINDEN KOMMER SUSENDE fra vest. De langhårede grøftekanter flimrer grønt og rosa omkring de velholdte omfartsveje, der forbinder downtown Herning med det økonomiske og underholdningsmæssige kraftcenter i byens vestlige udkant. Her ligger Jyske Bank Boxen matsort og kantet som en gigantisk klump skifer, der er drattet ned fra himlens grå tag mellem fodboldstadion og messecenter i et landskab af asfalt og beton.

Inde i Boxen, i et afsidesliggende mødelokale på første sal, står en kvinde i hvid silkeskjorte ved et podie og retter på en opsats med to jadegrønne perlearmbånd fra Shamballa. Et nøk til højre, en my til venstre, et par millimeter frem rykkes opsatsen. Kvinden træder et par skridt tilbage for at vurdere positionen, inden hun igen går frem mod podiet for at rette lidt mere på opsatsen og polere den sorte fod under armbåndene, der er udlovet som præmie, når danske Holger Rune og Caroline Wozniacki næste aften møder det fransk-ukrainske tennisægtepar Gaël Monfils og Elina Svitolina i både single og mixed double. 

Champions Battle kaldes helaftens-eventet med sans for dramatisering. Og selvom Caroline Wozniacki er den eneste i kvartetten, der kan skrive tidligere verdens-etter samt en sejr i en Grand Slam-turnering på cv’et, er de udenlandske udfordrere ikke hvem som helst. Svitolina har blandt andet slået Wozniacki fem gange i en karriere, der foreløbig toppede i 2017, da hun var nummer tre på verdensranglisten, mens Monfils, der toppede i 2016 som nummer seks i verden, med elegant tennis er blevet en international publikumsyndling igennem sine 20 år som professionel. 

Foreløbig lader spillerne dog vente på sig, mens et dusin journalister og en håndfuld kameramænd og pressefotografer tavst gumler Twist-blanding i sig med blokke og kameraer klar. Døren går, men det er ikke tennisstjernerne, derimod et par slanke, unge fyre i sorte sporty T-shirts med favnen fuld af energidrik fra State, der sponsorerer Caroline Wozniacki og Holger Rune. De sortklædte placerer nogle flasker fotogent på podiet ud for pladserne, hvor spillerne skal sidde under pressemødet. En grånende journalist i pullover bryder tavsheden: ”Bliver man en god tennisspiller, hvis man drikker dem?” 

”Man bliver den bedste,” griner den ene af de unge fyre under sit overskæg.

”Nogle kommer på top-10. Nogle vinder Grand Slams,” tilføjer han og deler en runde State på dåse ud til journalisterne på stolerækkerne.

SALEN GENLYDER AF kulsyre-hvislen fra energidrikdåserne, da spillerne endelig dukker op og indtager deres pladser på podiet med lidt forlegne smil. Med sin lyse stemme og let royale udtale bedyrer Holger Rune med flakkende blik, at ”det bliver vanvittig dejligt at spille foran et dansk publikum”. Uden den flabet omvendte kasket ligner han med sit symmetriske ansigt, smalle øjne og nyklippede, mellembrune hår ned i panden en mellemting mellem en ung Leonardo DiCaprio og en renskuret kostskoledreng. 

”Lad os håbe, vi får et brag af en kamp,” siger han, inden den grånende journalist præsenterer sig som Ole fra Tennisavisen og skærer igennem høflighederne med et spørgsmål, der fanger Caroline Wozniacki på den forkerte fod:

”Dit comeback, Caroline, hvor helhjertet er det egentlig? Du har stået nogle turneringer over, og det virker, som om du har fysisk svært ved at stå distancen i nogle kampe. Er det leddegigten? Eller er det din form, der er noget i vejen med?”

Caroline Wozniacki forsvarer sig med, at hun har været væk fra toptennis i fire år, har fået to børn og ved et par lejligheder efter sit comeback har spillet lige op med nogle af verdens bedste spillere – og opfordrer i øvrigt til en mere positiv tone.

Tilbage i feelgood-kategorien bliver Holger Rune – født i 2003, året inden Gaël Monfils startede sin professionelle karriere – spurgt om dengang, han som dreng ventede i timevis ved Stockholm Open for at få Monfils’ autograf og efterfølgende ikke ville vaske den hånd, der havde hilst på idolet.

”It’s a true story,” siger Rune, og Monfils replicerer med et skævt smil:

”It makes me feel old.” 

En ung BT-journalist i hættebluse vender tilbage til nutiden: ”Du er faldet relativt meget på verdensranglisten. Hvordan føles det at være på en 15.-plads?”

”Det er det, der sker. Jeg har leveret en god slutning på grus-sæsonen. Det er ikke et problem,” svarer Holger Rune med et skuldertræk.

SLAGLINJER

Holger Vitus Nødskov Rune

Født 2003. Opvokset i Skovshoved.

Vinder af French Open for juniorer i 2016.

Blev professionel i 2020 og har siden vundet blandt andet Paris Masters, Stockholm Open og BMW Open. Højeste placering på verdensranglisten: 4 (august 2023).

DER ER MANGE ting ved tennisstjernen, der giver næring til offentlighedens fascination. De 50 millioner kroner i præmiepenge, han allerede har indtjent. Bopælen i Monte Carlo. Hans flamboyante mor og forholdet mellem dem. Spekulationer i forbindelser til udenlandske fotomodeller. Rolex-sponsoratet. De hidsige udfald, der har trukket overskrifter i både ind- og udland. Men allermest fascinerende er måske hans evne til at komme tilbage, når det ser sortest ud. 

Holger Rune ejer en selvtillid og en koldblodighed i de allervigtigste øjeblikke af en tenniskamp, der gang på gang har ikke bare reddet ham, men bragt ham tilbage fra de døde, bedst som modstanderen troede, at han havde begravet ham. 

En uge forud for pressemødet har han holdt danske tv-seere oppe til halv to om natten med en femsæts-gyser i French Open mod den uhyggeligt velservende Alexander Zverev. I perioder af kampen overstrålede Rune sin tyske modstander med flot spil, ekstrem fightervilje og et ansigt, der afspejlede hele følelsesregistret fra begejstring til rådvildhed, fra blodtørst til afsmag. Til sidst blev det dog den seks år ældre Zverevs muræneagtige udtryksløshed og ekstremt lave fejlprocent, der triumferede, og Rune måtte forlade Paris i ottendedelsfinalen med stor ære af kampen, men en runde tidligere end året før og dermed med et lille fald på ranglisten til følge. Blot det seneste af mange små dyk og større og mindre skuffelser, der har indfundet sig, efter Rune sidste år nåede kvartfinalen i Wimbledon som den første dansker siden Kurt Nielsen i 1958. På trods af svingende resultater er den 21-årige Holger Rune dog stadig – med længder – den bedst placerede danske spiller på herresiden, siden ATP’s verdensrangliste blev indstiftet i 1973. 

I MAJ 2022 rykkede den dengang 19-årige Holger Rune op på en plads som nummer 40 på verdensranglisten og passerede dermed Kenneth Carlsen – den hidtidige danske rekordindehaver, der i sin storhedstid først i 90’erne tilbragte en enkelt uge som nummer 41. Herfra gik det stærkt for Rune, som lidt over et år senere var sprunget op som nummer fire på listen via en imponerende række finaler og turneringssejre. Den mest opsigtsvækkende faldt i Paris Masters i november 2022, hvor han i finalen besejrede serbiske Novak Djokovic, vinder af 24 Grand Slam-turneringer, OL-guld, og ifølge nogle eksperter den bedste spiller i tennishistorien.               

”Han havde vundet første sæt, da jeg i et af mine servepartier i andet sæt var nede med tre breakbolde,” erindrer Holger Rune, da Ud & Se to dage senere møder ham i biblioteket på det ærværdige Hotel Eyde på torvet i Herning. Han er i musegrå hættebluse, og de blåbærfarvede shorts, han har beholdt på efter morgenens træning i hotellets fitnesscenter, giver udsyn til et par svulmende lår, der kunne være hugget af Michelangelo. 

Han har startet interviewet med en rastløshed i de grønlige ulveøjne, der skiftevis skæver ned i væg til væg-tæppet og rettes mod bordpladen, og svarene bliver leveret uden megen betænkningstid, som om spørgsmålene er bolde, der skal returneres hurtigst mulig.

Ude i morgenmadsrestauranten i en anden ende af det krinkelkrogede hotel sidder hans mor, der også er hans manager og følger ham rundt i verden, samt hans far og søster, der er kommet til Herning for at heppe på ham. Han ville hellere sidde ved bordet med dem – eller stå på træningsbanen og slå til en bold – men pressearbejde er en del af en ambitiøs sportsmands forpligtelser, og nu, hvor snakken er drejet ind på en afgørende duel i Djokovic-kampen, har blikket løftet sig, og stemmens temperatur er steget et par grader.

”Han lavede en smash, jeg slog kontra, han lavede en stopflugtning, og jeg kom frem og slog et baghånds-passérslag og vandt pointet. Han havde haft momentum med sig, og det skiftede fuldstændig. Publikum blev ellevilde. Jeg blev ellevild, mærkede adrenalinen, gejsten. Følte et boost af energi, et boost af glæde. Novak, kunne jeg se, blev lidt frustreret. Han havde haft tre breakbolde, men jeg vendte situationen, brød ham i næste parti og fik momentum. Man kan virkelig mærke sig selv i den slags situationer,” fortæller Holger Rune, inden han tøjler sin begejstring og anlægger et mere professionelt perspektiv:

”Du kan godt lære noget af de gode momenter i en tenniskamp, men hvis du bliver hængende for længe i dem, bliver du ligesom dér. Det er god selvtillid, men du er også nødt til at rykke videre. Jeg prøver at være i nuet, tænke i nuet.”

Du har flere gange i år forklaret skuffende resultater med, at du mistede fokus i de pågældende kampe. Hvordan er der inden i dit hoved, når du er fokuseret?

”Det føles som at være i en lille boble med bolden, banen og ikke så meget andet. Tilskuerne er væk. Når jeg er dér, føler jeg, at intet kan røre mig. Intet kan forstyrre mig. Det er den bedste følelse. Når man er ufokuseret, ænser man til gengæld alt. Et lille host fra publikum. Musik, der spiller et sted i baggrunden. Dommeren, der siger dit eller dat. Et boldbarn, der rører på sig. Alt kan forstyrre én. Det er okay at miste fokus, og når man spiller bedst af fem sæt (som i Grand Slam, red.), må man acceptere, at man af og til ryger ud af fokus. Man skal bare ikke gøre det for længe og i de forkerte dueller. Når den står 1-1 i andet sæt, er det okay at miste sit fokus et par bolde.” 

Hvordan fodrer du dit fokus?

”Ved at trække vejret. Holde blikket på banen. Undgå at lade fejl sætte sig i kroppen. Hvis jeg har lavet en forhåndsfejl, forsøger jeg lynhurtigt at adressere, hvor fejlen var – så vifter jeg den væk. For hvis den først kommer helt ind i hovedet på én, bliver man rigtig irriteret, og dér mister man fokus.” 

TRONSKIFTE  

Fra 2004 og næsten to årtier frem sad rivalerne spanske Rafael Nadal, schweiziske
Roger Federer og serbiske Novak Djokovic, også kendt som ’The Big Three’, tungt på verdensranglistens top og de fire Grand Slams, Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open.

Med 37-årige Djokovic som den eneste tilbage på højeste niveau er der nu luft i toppen af pyramiden til en ny generation anført af spanske Carlos Alcaraz, italienske Jannik Sinner og, hvem ved, Holger Rune.

EN TIMES TID efter pressemødet i Jyske Bank Boxen ruller fire sorte Volvo SUV’er med Champions Battle-stickers og tonede ruder op ad indkørslen ved Herning Tennisklubs fire røde grusbaner og diminutive rødstensklubhus. Ud stiger de fire spillere samt Aneke Rune, nogle udtryksløse sikkerhedsfolk i grå jakkesæt med øresnegle dinglende fra ørerne og Champions Battle-arrangør Mads Frederiksen – en langhåret Sir Gawain-type i blåt jakkesæt. Temperaturen er nede omkring 13 danske sommergrader, luften er frisk, og skyerne mørke.

”Il fait froid – It is cold,” siger Monfils, der stammer fra Guadeloupe, et oversøisk fransk territorium i Caribien, og søger tilflugt i klubhuset, hvor han finder en tennisbold at jonglere med på rammen af sin ketsjer. På et hvidlakeret bord står otte champagneflasker linet op. På et andet står et batteri State-energidrikke. Champions Battle-kvartetten er kommet for at kaste glans over en amatørturnering for klubbens egne medlemmer og nogle af opvisningseventets sponsorer. Det er Caroline Wozniackis bror Patrik, tidligere fodboldspiller i blandt andet FC Nordsjælland, der styrer løjerne og lægger kampplanen.

Holger Rune er i en blå hoodie med gyldent tryk sammen med en midaldrende herre i kongeblå træningsjakke, der har nogenlunde styr på grundslagene. Monfils’ doublemakker er en godmodigt udseende 14-årig dreng, der tydeligvis ikke har spillet tennis særlig længe, men heller ikke virker synderlig nervøs over at stå over for den bedste danske mandlige tennisspiller nogensinde. Han er søn af en af sponsorerne og er kørt med sin mor og far fra København tidligere på dagen. 

”Det er dejligt, at spillerne er så nede på jorden, at de tager sig tid til det,” smiler drengens mor, der er i sorte designer-sneakers med plastikpigge på snuderne og store solbriller med røgtonede glas.

Hendes søn skovler en underhåndsserv ud over servefeltet. Holger smiler tålmodigt: ”One more!” Endnu en misser. ”Try again, you’re almost there,” opmuntrer Monfils. 

HOLGER RUNE VOKSEDE op på en villavej i Skovshoved nord for København med sin mor Aneke, der drev og driver et drikkevandsfirma, og med faren Anders, der er uddannet hos ØK og arbejder med shipping. Storesøster Alma gik til ballet og tennis, og det var gennem hende, at Holger som seksårig blev introduceret til ketsjersporten i Skovshoved IF. Han begyndte også til fodbold i samme klub, men efter et par år kom han hjem og sagde, at han ikke kunne lide, når de tabte. 

”Det sker jo af og til,” trøstede forældrene, men det var ikke så meget nederlagene, der generede Holger, som den manglende konsekvens hos holdkammeraterne. For næste weekend, når der var kamp igen, og han var glødende opsat på at revanchere sig, troppede de andre op, som om intet var hændt, og tabte måske igen.

”Han havde et udpræget vinderinstinkt allerede dengang,” fortæller Aneke Rune, da Ud & Se møder hende på hotellet i Herning.

Så Holger droppede fodbolden og brugte nu meget mere tid på tennisbanen, hvor han kun havde sig selv at bebrejde, hvis noget gik skævt. Hjemme på villavejen trænede han slagenes svinglinjer uden bold, når han ikke hamrede tennisbolde op mod husmuren eller skumbolde op ad væggene indenfor, mens faren sad på nåle af nervøsitet over, at han skulle ramme billederne eller spejlet. Når træneren gav holdet en ’lektie’ for og bad dem om at træne et ketsjergreb eller et slag til næste uge, kunne han det til perfektion bare et par dage efter. 

Holger blev besat af tennis og troppede op i skolen i fuldt Rafael Nadal-antræk med pandebånd og det hele, så stor var indlevelsen i den spanske grusspecialist, Holgers første idol, som hang på plakater overalt på drengeværelset. Men en dag, hvor Holger var blevet nummer to ved et skumtennisstævne, nægtede han at modtage sin pokal og gik direkte hjem og rev alle Nadal-plakaterne ned fra væggene med kommentaren ”nummer to er noget lort”, hvorefter værelset blev gentapetseret med plakater af den schweiziske elegantier og daværende verdens-etter Roger Federer.

Derhjemme så Holger al tennis, han kunne komme i nærheden af, både på YouTube og på dvd’er med ældre kampe fra 90’erne, hvor kongerne hed Pete Sampras og Andre Agassi.

”Dengang var spillet langsommere. Men de kom mere til net, spillede nogle gange lidt smartere, kvikkere, end der bliver spillet i dag. I dag er spillet meget hårdt. Alle har en god fysik og kan slå baghånd og forhånd og bevæger sig godt. Dengang var der flere, der havde svagheder, men de var også bedre til at gemme dem,” fortæller Holger Rune, der mest af alt elskede, når 00’ernes store rivaler, Federer og Nadal, stod ansigt til ansigt på Wimbledons tætklippede, camouflagegrønne græs.

SULTEN EFTER FREMSKRIDT fik Holger lov at møde lidt senere i skole om fredagen for at modtage enetræning i Skovshoved Idrætsforening. Snart bankede han alle sine jævnaldrende, og cheftræneren mente, at han måtte rykkes op til en højere aldersgruppe. Ikke alle forældre i klubben var lige begejstrede for forskelsbehandlingen, og det endte med, at Holger skiftede til HIK, Hellerup Idræts Klub, lidt længere nede ad Strandvejen, hvor de så et ungt, ærgerrigt talent som en gulerod, der kunne trække andre dygtige spillere til klubben. Men Holger savnede sin gamle træner Lars Christensen, og det lykkedes familien Rune at motivere ham til at rykke med over til HIK.

Forældrene mente, at det kun var naturligt, at man ikke kunne være den bedste til alting alle steder på én gang, men den købte Holger ikke rigtig ind på. Det pinte ham, at lægesønnen, han sad ved siden af i skolen, brillerede i matematik, mens han ikke selv havde udviklet en skudsikker game plan i forhold til algebraen. Okay så, tænkte forældrene og hvervede Shahab, en ung økonomistuderende, der blev mentor for Holger og lavede matematik med ham et par timer om ugen efter skoletid. Shahab var en ægte nørd – og god til at formidle stoffet. Det fængede Holger, måske fordi han så en, der gik lige så meget op i tal, som han gik op i tennis, og på kort tid gik han fra lunken matematikmiddelvare til toppen af klassen.

Som 10-årig begyndte han at deltage i internationale turneringer. Den første, i Paris, tabte han i første runde. Trøsterunden tabte han også. Til gengæld vandt han helt uventet turneringen i double sammen med en ukrainsk dreng. 

”Han talte dårligt engelsk, men snakkede alligevel med alle mulige. Ukrainere, russere, marokkanere. Armene kørte, og de så tennis sammen. De fattede ikke et kuk, men de havde det skidehyggeligt,” husker Aneke Rune. 

At det var hende og ikke Holgers far, der blev sønnens faste ledsager og forretningsfører, var ikke en plan fra begyndelsen, siger hun. På et vist tidspunkt skiftedes forældrene til at følge Holger og Alma til turneringer i Danmark, men det viste sig ikke at være farens kop te.

”Man kan godt møde tennisforældre, der går mere op i det end deres børn. Den konkurrencestemning brød Anders sig ikke så meget om. Han får alle indtryk med, mens jeg selv bare tager skyklapperne på,” siger Aneke Rune, der som barn var elev på Det Kongelige Teaters Balletskole et par klasser under kommende koryfæer som Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff. Men hun forlod skolen, efter at hendes far døde, da hun var 11 år gammel, og hendes enlige mor til tre ikke havde gejsten, der skulle til for at holde datteren til ilden. 

”Hvis jeg har muligheden for at støtte mine børn, så gør jeg det. Jeg havde ikke selv den opbakning,” siger Aneke Rune, der begyndte at følge sin 10-årige søn rundt i Europa til en turnering om måneden, mestendels i Frankrig og Italien. Resultaterne var ikke overvældende, men året efter, da Holger var blevet en af de større i aldersgruppen, begyndte han at vinde næsten alle turneringer. Blandt andet var han som 11-årig med til at vinde EM for hold til Danmark, hvorefter han i førnævnte Tennisavisen erklærede: ”Jeg vil være verdens bedste tennisspiller.”

Der var dog ét punkt, hvor mentaliteten haltede lidt efter ambitionerne. Holger nød ikke udpræget den fysiske træning, og det krævede stor disciplin at tæmme den søde tand.

”Jeg havde en regning hos HIK, hvor jeg bare kunne køre muffins i cafeteriet. Den var vi nødt til at lukke ned,” fortæller Holger Rune, der af og til blev grebet på fersk gerning med kagekrummer i mundvigen. ”Min mor og min træner Lars hjalp mig igennem det. De holdt øje med mig og satte tingene i perspektiv: ’Hvis du gerne vil op at spille med de bedste, kan du altså ikke spise muffins.’”

INDE I JYSKE Bank Boxen står 12.500 sæder tomme. HTH’s rød-hvide reklameskilte blinker i første sals højde: ”Køkkenkærlighed, der holder.” Nede på banen lyder det som rørpost på steroider, når ketsjerne rammer bolden. Efter at have tjattet høfligt i amatørturneringen i tennisklubben er Holger Rune og Caroline Wozniacki vendt tilbage til en tom Boxen til en hurtig aftentræning. De laver dykkende baghåndsmissiler og slices, der sniger sig over nettet, inden de fortsætter med en serie hårde forhåndsslag. 

”Aaah-uhng!” 

Holger Rune trækker et støn op fra under bæltestedet, mens han smækker til bolden, inden Wozniacki sender en lige så hård forhånd retur. Boldene suser lavt over nettet som gulspurve på flugt fra falken.

”Vil du have flere?” spørger Rune.

”Lad os tage noget vand,” svarer Wozniacki.

Holger snupper en State fra en køler, mens Monfils med kortkunster underholder Caroline Wozniackis mand, basketballspilleren David Lee, og Holger Runes træner Kenneth Carlsen. Med nærmest magnetisk kontrol hvirvler den franske performer kortene rundt i vifter og tryllebinder den tidligere NBA-spiller og den forhenværende danske tennishelt. Trioen forbliver i sin egen verden, mens Rune og Wozniacki genoptager træningen med nogle cross court-slag efterfulgt af server og returneringer.

Inden han server, stryger Holger et par fingre rundt langs kantbåndet af den omvendte kasket. Fra panden over tindingen, til baghovedet og tilbage igen. Når man ser ham lave sit lille serve-tic i de store kampe, virker det, som om det får sendt hjernens elektriske impulser i de rigtige retninger, men her i Boxen er koncentrationen fløjet et andet sted hen. Nogle bolde bliver slået ud, andre ryger i nettet.

”Vi vil godt have nogle ordentlige returer,” siger Aneke Rune, der har lænet sig ind over banden med en e-cigaret i hånden. ”De pjatter,” siger hun ud ad mundvigen.

”Det er bare sjov,” råber Holger Rune inde fra banen.

”Det er sjovere, hvis man gør det ordentligt,” svarer Aneke tørt.

Rune skyder endnu en bold i nettet – og vrænger ansigt til sin mor som en uvorn dreng.

For de to tennisstjerner og udlandsdanskere er det blevet tid til et dobbeltinterview med TV 2, der har sat et interimistisk studie op ved hjørnet af den blå tennisbane. En ung studievært med velplejet hår og kortklippet skæg stiller spørgsmål:

”Ser du noget af dig selv i Holger?” spørger han Caroline Wozniacki.

”100 procent,” svarer hun og uddyber: ”For at nå langt i en individuel sport skal man være lidt speciel – ment på en positiv måde. Jeg er lidt speciel. Holger er lidt speciel.”

FOR TEENAGEREN HOLGER Rune blev det stadig sværere at finde jævnbyrdige jævnaldrende at sparre med i Danmark. En agent, familien Rune havde hyret, satte dem i forbindelse med den franske tenniscoach Patrick Mouratoglou, der er mest berømt for at have været træner for Serena Williams. Mouratoglou er desuden indehaver af et prestigiøst tennisakademi på Côte d’Azur, og det lykkedes at skaffe Holger en plads til træningslejren Champ’seed. En flok talentfulde tennisbørn fra hele verden var indbudt til at tilbringe en uge på akademiet, hvorefter de allermest talentfulde ville blive håndplukket og få lov at træne gratis efterfølgende. 

Den 13-årige dansker sprang gennem nåleøjet, blandt andet sammen med Coco Gauff, i dag nummer to på kvindernes verdensrangliste. Han begyndte at frekventere akademiet 5-6 uger om året, når det kunne passes ind med skolegangen. I Danmark kunne han risikere at spille med en ufokuseret modstander, der skrev beskeder eller gik på Instagram ved et sideskifte, men hos Mouratoglou delte alle samme engagement, som blev krydret med sternedrys, når top-10-stjerner som Novak Djokovic, russeren Daniil Medvedev eller græske Stefanos Tsitsipas lavede fysisk træning på nabobanen.

I 2019 debuterede Holger Rune i Australian Open for juniorer. Den dengang 15-årige Rune tabte i anden runde. Til gengæld har han varme minder om det første in real life møde med sin barndoms store idol Rafael Nadal, som han en dag tilfældigt kom til at træne ved siden af: ”Jeg havde aldrig før set ham så tæt på og gjorde mig selvfølgelig sindssygt umage. Jeg vidste godt, at han havde fokus på sin egen træning, men sæt nu, han kiggede over, bare et øjeblik.” 

Da Nadal var færdig med sin egen træning, tog han sin stol, vendte den over mod Holger Runes bane og kiggede på de to
juniorers træning et kvarter-20 minutter. Rune skævede lige over til spanieren en gang, turde dog ikke hilse. 

”Det var på en måde et kæmpe pres. En af verdens bedste kiggede på mig. Men det fik mig til at spille endnu bedre. Jeg kæmpede for at vinde hver duel, slog mange forhænder – ligesom ham – og nød det.”

Nogle måneder senere var han fyldt 16 år og stillede op til juniorernes French Open. Alle, han mødte, sagde, at man skulle lade være at tynge sin debut i sådan en turnering ned for høje ambitioner. Næste år, sagde de, kunne man overveje at gå efter sejren. Men en uge inden han skulle betræde det røde grus på Roland Garros-anlægget, så han sig selv løfte trofæet i triumf, mens han stadig sad hjemme i Danmark.

”Jeg så det, inden det skete,” siger Holger Rune, der endte med at besejre amerikaneren Toby Kodat i tre sæt i finalen. Undervejs var han ved at gå ned med nerver efter at have misset to matchbolde i andet sæt og have fået rytmen udfordret af en regnvejrspause. Det var med tårer i øjnene, at Holger Rune var på vej ud til tredje sæt, men et fast kram fra Aneke hjalp på moralen.

”Nu går du ud og tager den,” sagde hun. 

Og det gjorde han: 6-0 i tredje og afgørende sæt.

”Alle kan slå en forhånd og en baghånd og løbe godt. Men det er den mentale styrke, der afgør det i sidste ende,” siger Holger Rune, der i 9. klasse skiftede til en elitesportsskole i Gentofte, der gav mere plads til fravær og selvstudier. På det tidspunkt var han ved at være skole-mør, og folkeskolens afgangseksamen blev foreløbig endestationen på hans uddannelsesrejse. 

”Han kunne have taget studentereksamen online. Han kunne være gået college-vejen,” siger Aneke Rune. 

”Men han kan lide at spille tennis, se en god film og sove. Og skulle han pludselig beslutte sig for, at han gerne vil læse videre, er han jo stadig ung. Intet er too late.”

I dag er Holger Rune kommet op i en liga, hvor pengene er sjove. Ud over bopælen i Monte Carlo har han købt sig en villa i Sydfrankrig, en lejlighed i København og et sommerhus i Nordsjælland. Et sted at bo i Miami er på ønskelisten. Men det har også været en investering at nå dertil.

”Der var lang tid, hvor vi spændte livremmen ind. Hvor vi ikke havde udvidede tv-pakker og morgenavis. På et tidspunkt solgte vi sommerhuset fra, fordi vi godt kunne bruge den ekstra luft i budgettet,” fortæller Aneke. 

”Det var ikke noget, vi tænkte længe over. Vi fik lortet til at hænge sammen, men det var ikke lige glamourøst hele tiden. Holger og jeg har overnattet på vores del af elendige tunesiske hoteller med beskidte lagner. Vi har kørt langt pokker i vold ud i den algeriske ørken for at spille turnering et sted i ingenmandsland, hvor der ikke var et toilet, men bare en spand. Og hvor boldbørnene stjal boldene. Der var ingenting. Men der var en turnering – og det var så fint. Holger har en evne til at hygge sig, når han er i det, og oplevelserne har gjort ham bevidst om, hvor godt han har det.”

DEN SAMME TRÆNER, Lars Christensen, har fulgt Holger Rune i knap 15 år, stort set hele hans tennisliv. I slutningen af 2022 fik Rune dog lyst til nogle friske øjne på sit spil og tilføjede Patrick Mouratoglou som træner til teamet. Det fungerede umiddelbart godt med en tohovedet konstellation, men den fænomenale periode, hvor Holger Rune kravlede helt op på en fjerdeplads på verdensranglisten, sluttede brat, da han røg ud af US Open i første runde i september 2023. Rune afsluttede herefter samarbejdet med Mouratoglou. Boris Becker, der vandt Wimbledon allerede som 17-årig i 1985, og som tidligere har trænet Novak Djokovic, blev ansat som såkaldt super coach.

”Han er meget erfaren,” siger Holger Rune om den tyske tennislegende.

”Han ved, hvordan man skal håndtere presset på banen. Han var selv en virkelig god server i sin tid, og han hjalp mig meget med min serv. Men mest af alt var der en god ro omkring ham.”

Efter en periode med 10 nederlag i 11 kampe fik Becker ham til igen at præstere på højt niveau i slutningen af 2023, hvor det lykkedes Rune at indfri deres fælles målsætning og kvalificere sig til ATP’s sæsonfinale, hvor han igen mødte Djokovic, der denne gang måtte grave dybt i energireserverne for at besejre danskeren.

Men det var ikke blevet ordentligt forventningsafstemt, i hvor høj grad Becker kunne følge sin protegé rundt til turneringer. Becker, der har kæmpet med sin portion af rod uden for banen, og som følge af en skatteunddragelsessag har indrejseforbud i England, annoncerede i februar 2024 på det sociale medie X, at han trak sig som træner efter at have indset, at han ikke kunne udfylde rollen i tilstrækkelig grad: ”På grund af professionelle og private pligter kan jeg ikke give Holger, hvad han har brug for netop nu.”

Exit Becker, enter, på ny, Mouratoglou. Og siden hen har Kenneth Carlsen så overtaget trænerstafetten.

”Det er ikke ideelt at skifte trænere på den måde, jeg har gjort det, det har givet lidt ustabilitet,” siger Holger Rune om rokaderne i hans boks. 

”Men nogle gange er det det, der skal til for at finde det, der fungerer for én. Nu føler jeg, jeg har fundet det rigtige team. Jeg føler, vi arbejder én vej.”

Du visualiserede, at du ville vinde French Open for juniorer. Har du visualiseret risikoen for, at du aldrig vinder en Grand Slam? Eller at du aldrig bliver nummer et på verdensranglisten?

”Nej. For det kommer ikke til at ske.”

Og hvis det alligevel ikke lykkes? Vil det så have været et spildt liv?

”På ingen måde. Selvom jeg ikke havde været, hvor jeg er i dag, tror jeg, jeg havde været tennisspiller. Amatør eller professionel – jeg havde stadig spillet. I hårde tider – sidste sommer for eksempel, hvor jeg ikke vandt så mange kampe – tænkte jeg over, hvad der gør mig glad. Og det er at stå på banen og arbejde hårdt og bevæge mig fremad. Med eller uden en Slam har jeg i bund og grund allerede længe gjort det, jeg elsker. Men jeg stopper ikke, før den kommer,” griner han. 

”Det kommer til at ske en dag.”

RUNESKRIFT  

’Holger Rune – På og uden for banen’ er en minibiografi med anekdoter om vejen fra villa-kvarteret til de allerstørste arenaer i tennisverdenen og tillige en ABC i tennissens grundslag, Den udkommer i september samtidig med den illustrerede ’Hvor er Holger Rune?’, hvor tennisstjernen beretter om sit liv i børnehøjde.

SIDEN HAN BLEV professionel i 2020, har Holger Rune pådraget sig kritik ad flere omgange på grund af sine følelsesudbrud på banen, ikke mindst sine hyppige diskussioner med dommerne. Blandt andet overfusede han i 2022 dommeren ved finalen i Swiss Indoors i Basel over en blinkende lysreklame i udu, der distraherede ham. En situation, han ikke mente, dommeren tog ordentligt hånd om.

”Hvad laver du? Are you fucking kidding me? Du ødelægger jo kampen,” sagde han blandt andet og sparkede til banden i frustration.

Samme år råbte han flere gange ”Forlad!” op mod sin boks under en dramatisk kvartfinale i French Open mod norske Casper Ruud, hvorefter Aneke Rune forlod boksen. Senere har familien forklaret, at det var træner Lars Christensen, råbene var henvendt til, og Rune har kommenteret, at han aldrig ville være uforskammet over for sin mor. 

Alligevel florerer tilnavnet Holger ’Rude’ på internettet, og Fox News har kaldt ham for tennis villain – tennisskurk. Legenden John McEnroe, der i sin tid selv var en polariserende bad boy, har advaret Rune om, at han risikerer at skabe sig et dårligt ry.

”Kommer du op på højeste niveau, har alle en mening om dig, og man kommer aldrig til at tilfredsstille alle,” siger træner Kenneth Carlsen dagen inden kampen, da vi mødes i hotellobbyen.

”Du skal selvfølgelig have respekt og behandle andre ordentligt. Men selv når du gør det, vil der være folk, der synes, du er en idiot. Jeg fortæller Holger, at det største privilegium, man har som sportsmand, er, at folk har en mening om dig. Det kan godt være, de giver udtryk for frustrationer, men det er i bund og grund, fordi de er interesserede. Det værste er, hvis folk er ligeglade,” siger Carlsen, der mener, at Holger netop nu står i vadestedet mellem ung og voksen, og minder om, at også andre spillere i tennishistorien har haft svært ved at styre følelserne i en ung alder. For eksempel Roger Federer, før han blev til en smilende, velopdragen vindertype.

”Jeg spillede mod ham, da han var en 18-20 år. Dengang smadrede han ketsjere og halv-tankede, som vi kalder det, når man bliver så frustreret, at man ikke gider gøre sig umage længere og nærmest slår bolden ud med vilje. Han opførte sig dårligt, og det var en stor ærgrelse for hans trænere, at hans talent var så stort, men han ødelagde det for sig selv. På et tidspunkt klikkede noget i ham, og han fandt han sig selv. ’Fire and Ice’ har han senere selv kaldt den balance.”

UNDER DETTE ÅRS French Open fik Holger Rune megen ros for sin beherskede optræden, hvor hans diskussioner med dommere og modstandere var begrænset til et minimum. På det seneste har han arbejdet med meditation for at sove bedre og finde mere ro. Måske ikke så meget for at ændre verdens opfattelse af ham. Sociale mediers ”fake virkelighed” prøver han ikke at beskæftige sig for meget med. Og folk skal have lov at have deres meninger: ”Jeg er den, jeg er. Måske kan du lide mig. Måske kan du ikke lide mig,” som han siger.

Desuden er stærke følelser en nødvendighed, mener han.

”Når jeg står på banen, kommer der en dæmon ind i mig – hvis man kan sige det sådan – som får en masse ting frem i mig. Al min passion. Min perfektionisme. Så mange ting, der ikke kommer frem uden for banen. Alle mine emotions. Jeg elsker den følelse.”

Alligevel har han erfaret, at der er grund til at inddæmme sindsbevægelserne, hvis man vil præstere bedst muligt på banen.

”I en Grand Slam spiller vi om så mange rangeringspoint. Så meget prestige. Så mange penge. Så hvis noget går én imod og føles som snyd, er det klart, man bliver irritabel. Men hvis man bruger for meget energi på at råbe og skrige, både efter gode, men især efter dårlige point, tager man fra tanken, og i de lange, tætte opgør har man brug for al sin energi,” siger Holger Rune, der fik ekstra positiv opmærksomhed for en episode i French Opens tredje runde, hvor han inviterede en bolddreng ind under sin paraply til en hyggesnak i en regnvejrspause. 

”Dommeren sagde, det burde stoppe med at regne om to minutter, men det regnede ret tungt, og jeg kunne mærke, at det ikke kom til at ske. Bolddrengen stod der og begyndte at ryste lidt i armen, mens han holdt paraplyen hen over mig. Jeg tænkte: ’Der er ingen grund til, at han ikke skal have det godt.’ Så lagde jeg et håndklæde ud, som han kunne sætte sig på, og tog paraplyen for ham. Og så sad vi og snakkede lidt. Det var virkelig koldt den aften.”

EFTER 10 ÅR i det omrejsende internationale tenniscirkus er andre unge spillere som spanske Carlos Alcaraz – for tiden verdens måske allerbedste – og italienerne Lorenzo Musetti og Luca Nardi blevet gode venner og holdepunkter i et omflakkende liv.

”Vi har spillet juniortennis sammen og har kendt hinanden, siden vi var 11-12. Vi har det hyggeligt. Vi er selvfølgelig konkurrenter, men der er ikke nogen tense stemning uden for banen,” siger Holger Rune, der også er taknemmelig for at have sin mor ved sin side.

”Hun er virkelig en del af mit team, forstår tennis godt, kender mig rigtig godt. Hvis jeg ikke rejste med nogen, ville det være rigtig ensomt. Måske kommer der en dag, hvor hun gerne vil være mere hjemme. Men så længe hun har lyst og er glad, synes jeg, det er hyggeligt, at hun er der. Med hende er det, som om jeg har lidt af mit hjem med mig.”

De sparsomme dage i Danmark tilbringer han helst med sin familie, når de for en gangs skyld kan være samlet alle fire: ”Jeg behøver ikke være alene for at slappe af. Jeg har det rigtig godt i deres selskab.”

Ellers ser han af og til nogle gamle kammerater fra folkeskolen, som han har holdt kontakten til. Alkohol er ikke en del af Holgers verden, måske spiller de et parti padel – sidde og game gider han ikke – men tennis taler de ikke ret meget om.

”Vi snakker mere om livet. Hvordan går det hos mig, hvordan går det hos dem? Alle har deres liv og deres drømme, og nogle ved endnu ikke, hvad de vil lave. Det er helt fair, når man er ung. Jeg har vidst, hvad jeg ville, siden jeg var seks. Det er nok ret unikt … nok ret unormalt.” 

BOXENS ARENA FUNKLER som et amerikansk juletræ med røde, grønne og lilla lysreklamer i nærmest alle højder. På banen har et stort smil klistret sig fast på Holger Runes mund. Højt oppe på tilskuerrækkerne vender et par midaldrende kvinder med glat hår og briller sig væk fra banen for at fotografere op mod Nicklas Bendtner, der med omvendt kasket har slået sig ned uden for loungen, hvor tennisspillernes pårørende hænger ud.

Mixed doublen er sidste del af aftenens program, og til trods for højt tempo og hjertevarmende indslag, såsom den heldige boldpige, der får overrakt Wozniackis ketsjer for at slå et par bløde bolde med Svitolina, har kampen lidt svært ved at fastholde publikums interesse. 

På dette tidspunkt har de allerede set Rune besejre Monfils i to sæt og Wozniacki hive sin kamp mod Svitolina hjem i tre. Aftenen har budt på momentvis intensitet og ekvilibrisme, men også lidt for flagrende fokus, dobbeltfejl og afbrydelser. Af hensyn til spillerne og publikums opmærksomhed består den tredje og sidste kamp kun af et enkelt sæt, som den fransk-ukrainske duo vinder. Lidt over 11 får Wozniacki og Rune deres præmier i form af de bleggrønne Shamballa-armbånd trukket på håndleddene, og de fire spillere modtager folkets hyldest, inden de skal hjem i seng. 

”Holger,” siger Gaël Monfils, da det er hans tur til at holde takketale:

”You’re a great talent. And still a kid. I hope you will win a Grand Slam.”

En ung knægt fra Skælskør væltede ind i en af klodens største tv-serier og blev verdenskendt. ALEX HØGH ANDERSEN gør status over en kometkarriere, der var ved at knække ham. Og en tilværelse, som han igen begynder at kunne se klart.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Morten Germund

1. FULD UDRYKNING

I mit barndomshjem i Skælskør var der en brandalarm, som gik hver dag præcis klokken 17. Når jeg havde nye venner på besøg, kiggede de med store øjne. Hvorfor var der ingen, der gjorde noget? Min far skænkede bare en ny kop kaffe og slog alarmen fra, min lillesøster og jeg var vant til det. Vi vidste godt, at alarmen bare var en test. Min far arbejder stadig som brandmand i Skælskør, men kun på deltid, fordi der ikke er nok brande i byen – gudskelov, kan man sige. Resten af tiden er han maskinarbejder. Selv troede jeg i mange år, at jeg også skulle være brandmand.

Der var virkelig gang i mig som barn. Som i virkelig. Jeg er født i 1994 og tilhører nok den sidste generation, der ikke fik diagnosticeret ADHD. Jeg følte mig ikke anderledes end de andre – jeg havde bare ekstra meget krudt i røven. For min mor handlede hele min barndom om at sørge for, at jeg blev stimuleret og kørt træt. Ellers kravlede jeg op og ned ad væggene. Jeg gik til både fodbold og håndbold, og da jeg var ni år gammel, sendte min mor mig så til teater. Nok fordi jeg altid havde sunget og danset som lille. Og fordi jeg elskede opmærksomhed. 

Der findes en video af mig som baby, hvor jeg danser i min sparkedragt. Den står åben forneden, frit udsyn til det hele. Jeg vipper til musikken, men pludselig stopper jeg op. Fanger kameraet. Og begynder at tisse på gulvet, mens jeg griner. Jeg har det nok fra min far, som altid har været en kæmpe entertainer. Hans far-jokes kan stadig få mig til at grine oftere, end jeg kan lide at indrømme. Når jeg som barn havde venner på besøg, og vi lavede byg selv-burgere, spurgte han: ”Vil du have én-mat, to-mat eller tre-mat?” ”Vil du have en a-gurk, en b-gurk eller en c-gurk?”

Min mor står fast på, at min kreativitet til gengæld kommer fra hende. Hun er nok et af den slags mennesker, der aldrig helt turde – eller fik lov til – at forfølge sin egen kreative side. Hun har været administrativ medarbejder, blandt andet på borgerservice og flere skoler, men senere i livet gav hun efter for kreativiteten og begyndte at male og synge i gospelkor. Måske var det også en af grundene til, at hun sendte mig til teater. Men til at begynde med ville jeg slet ikke af sted. Jeg var virkelig sur på hende. Teater var jo kikset. I Skælskør spillede man håndbold eller fodbold, ellers troede folk, at man var homoseksuel. Sådan var det desværre.

Teatret lå i den gamle Skælskør Folkehøjskole. Jeg husker salen som ekstremt stor, men i virkeligheden var der nok syv rækker. Scenen var bare på gulvet. Jeg troede, at jeg ville hade det, men hurtigt fik jeg gode venner – og min første veninde, Emilie (sangerinden Jada, red.). Tænk, at man faktisk kunne have venner af det andet køn. Det anede jeg ikke. Og da vi øvede til vores første forestilling, en juleforestilling, forelskede jeg mig i teatret. Instruktøren var Ulla Jessen, som har spillet med i et hav af revyer og de såkaldte sengekantsfilm. Efter en scene stoppede hun prøverne og pegede på mig: ”Det her, det er den energi, vi har brug for,” sagde hun. Bagefter spurgte hun mig, om jeg ville gå til optagelse på Eventyrteatret. Jeg var helt ekstatisk. 

2. SLIPSEDRENG MED JAZZHÆNDER

Eventyrteatret har en dramaskole, som holder optagelsesprøver én gang om året, i oktober. De var for længst slut, da jeg kom ind efter jul, men Ulla Jessen havde arrangeret, at jeg kunne få en audition alligevel. Jeg var 11 år gammel og stod i den gamle teatersal i Valby, et vildt sted med farverigt tapet på væggene og gyldne lysekroner i loftet. Foran mig sad en jury med blandt andre teaterleder Susanne Vognstrup. Jeg sang en sang, vistnok noget Disney, og dagen efter fik jeg at vide, at jeg var blevet optaget.

Dramaskolen er et 12-ugers intensivt forløb. Sidst på foråret går man til optagelsesprøver til efterårets forestillinger. Jeg spillede min første som 12-årig, året efter jeg var blevet optaget. Derefter var jeg først med igen som 14-årig – og derfra hvert år, indtil jeg fyldte 18. Jeg ved ikke, hvor mange timer jeg har brugt i toget frem og tilbage til København eller på E20-motorvejen i mine forældres bil. Undervisningen foregik efter skole, og de første år kørte min far mig, selvom han skulle op klokken fem næste morgen. Han havde altid sit grej med, så mens jeg øvede, fordrev han ventetiden med at fikse ting på teatret, hvis noget skulle hænges op på væggen, eller en bænk skulle repareres. Sådan gjorde vi fire gange om ugen, når det var allermest intensivt. Min barndom var virkelig The Alex Show. Nogle gange tror jeg, at min tre år yngre lillesøster følte sig lidt overset.

I løbet af min skoletid fyldte jeg mindst et par kontaktbøger, fordi jeg ikke kunne sidde stille. Heldigvis fik jeg en klasselærer på de sidste klassetrin, som tog fat i mig og sagde: ”Tag dig nu sammen, mand. Jeg ved jo godt, at du kan.” Men det ændrede ikke på, at jeg var dødtræt af folkeskolen, da jeg gik ud af 9. klasse.

Jeg burde nok være startet på dramalinjen på gymnasiet, men fordi der skulle ske noget nyt, valgte jeg at gå på handelsgymnasium i Slagelse. Jeg er ikke stolt af at sige det, men jeg mødte op i skjorte, slips og blazer. Det troede jeg, at man skulle. I min fritid rendte jeg rundt med jazzhænder og spillede teater inde i København. Jeg elskede at spille skuespil, men jeg overvejede også, om jeg skulle læse marketing på Copenhagen Business School. Som barn havde jeg været både fodbold- og teaterdreng, og nu stod jeg igen med et ben i hver lejr.

Jeg spillede den helt store hovedrolle som kong Arthur i ’Sværdet i stenen’, da jeg var 15 år gammel. Året efter skulle Eventyrteatret opføre ’Herkules’, og jeg tænkte selvfølgelig, at jeg ville få hovedrollen igen – jeg følte, at de andre bare kiggede på mig: Nå, hva’ så, goddaw, Hercules. Men så gav de mig en birolle som Dionysos, festens gud, der havde fire scener i alt. Den skulle jeg lige sluge, haha. Indtil jeg fandt ud af, at det uden sammenligning var den sjoveste rolle i forestillingen. Som Dionysos kunne jeg virkelig lege, klæde mig ud i leopardvest og en krone af vindruer og tillade mig at være alt for meget. Bifaldene fra publikum var langt større, end da jeg spillede kong Arthur.

Det var i 2010, og der ligger stadig en optagelse af forestillingen på YouTube. Når jeg ser den i dag, græmmer jeg mig over, hvor dårligt det er. Hvorfor var der ikke en voksen, som bad mig gasse lidt ned? Men dengang syntes jeg, at det var fantastisk. Det var dér, jeg besluttede mig for, at jeg gerne ville være skuespiller.

SET FRA OVEN

Alex Høgh Andersen, født i 1994. Opvokset i Skælskør på Sydvestsjælland. Autodidakt skuespiller.

Optrådte som barn og ung med det anerkendte professionelle børneteater Eventyrteatret. Debuterede på tv med TV 2-serien ’Outsider’ i 2012 og var året efter med i julekalenderen ’Tvillingerne og julemanden’.

Medvirkede 2016-20 i sæson 4-6 af HBO-serien ’Vikings’, hvor han spillede Ivar the Boneless og fik sit internationale gennembrud. Har siden været med i blandt andet Ole Bornedals ’Skyggen i mit øje’ (2021), tredje sæson af Viaplay-serien ’Den som dræber’ (2023) og har senest indspillet en større international film i Spanien.

Aktuel med tv-serien ’Kald mig far’ på Viaplay, som han både har været med til at udvikle, skrive og producere.

Bor på Amager med sin kæreste, skuespilleren Johanne Milland.

3. ”NU RINGER DU BARE, VINTERBERG”

Jeg var 15 år, da jeg begyndte at gå til castings på tv-serier. Men i starten spillede jeg teater foran kameraet. Min eneste referenceramme var Eventyrteatret, så når jeg kom til casting, troede jeg, at jeg stadig skulle ramme bagerste række. Det tog mig et par år at lære at skrue ned, inden jeg som 17-årig fik min første rolle i en miniserie på TV 2. Den hed ’Outsider’ (2012), ingen kan huske den i dag, men dengang tænkte jeg: Nu er den der. Nu bliver jeg en rigtig skuespiller. TV 2. Miniserie. Jeg skal spille skurken. Fedt, mand. Hvad bliver det næste ikke? Men da serien udkom, skete der ingenting i et år. Jeg gik til castings og fik afslag på afslag igen.

Året efter, mens jeg gik i 3. g, fik jeg endelig en ny rolle, i TV 2-julekalenderen ’Tvillingerne og julemanden’. Igen tænkte jeg: Så for satan. Nu er det umuligt ikke at lægge mærke til mig. Nu ringer du bare, Vinterberg. Men hvad skete der? Jeg brugte 16 uger på at rakke frem og tilbage til Aalborg med fly og tog. Den sidste del af optagelserne foregik hver dag fra seks til 16, samtidig med at jeg skulle læse op til mine afgangseksamener på HHX. Og da det kom ud i december, skete der ikke en fløjtende fis.

Imens julekalenderen blev sendt, arbejdede jeg som lærervikar på min gamle folkeskole. Børnene var ellevilde, omringede mig på vej ind på lærerværelset, og jeg måtte kæmpe for at få bare en anelse ro, når jeg underviste. Men der kom ingen nye roller af den grund. Hver anden weekend var jeg ude at brage i byen i Slagelse med mine venner fra gymnasiet. De andre weekender hang jeg ud i København med mine venner fra Eventyrteatret. 

En af dem var begyndt at studere film- og medievidenskab og talte meget varmt om det. Så jeg gav det et skud og søgte ind. Men jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til. Pludselig var jeg omgivet af akademikere, som talte om gamle tyske stumfilm, og jeg kunne slet ikke følge med. Jeg syntes til at starte med, at det var noget sort-hvid-pis. Når der var filmvisning klokken otte om morgenen, kedede jeg mig så meget, at jeg flere gange faldt i søvn. Men de andre var nørder ligesom mig selv. De var der, fordi de virkelig interesserede sig for noget, ikke fordi nogen havde sagt, at de skulle. Jeg fik venner, som stadig er nogle af mine bedste i dag. Og selvom jeg kun gik der et år, lærte jeg da også noget om film – og at sætte mere pris på tysk ekspressionisme fra 1920’erne.

4. BENLØS VIKING

En morgen i begyndelsen af sommeren 2015 var jeg til eksamen i filmhistorie. Det var en vanvittigt berygtet eksamen på film- og medievidenskab, fordi den var helt uden hjælpemidler. Jeg trak amerikansk film 1930-45, og så skulle jeg ellers snakke om det 35 minutter i streg. 

Omtrent samtidig havde jeg fået mig en agent. Jeg var 21, gik stadig til castings og havde fået mulighed for at lave et self-tape til fjerde sæson af tv-serien ’Vikings’, som skulle laves samme dag som min eksamen. Jeg gik op klokken otte, fik 10, tog hjem og øvede mig på scenen i to timer, og klokken 12 troppede jeg op på min agents kontor. Men mit hoved var fyldt med årstal og instruktører, og jeg kunne slet ikke mine replikker. Til gengæld havde jeg set en del af serien og havde godt styr på accenten.

Jeg var på Roskilde Festival, da jeg et par uger senere fik at vide, at jeg var gået videre til anden runde af castingen. Det samme var min ven Marco Ilsø, som jeg var på festival med. Vi lånte hans mors bil, og bagstive efter fire dages druk kørte vi af sted til Stockholm. Marco havde ingen stemme, og jeg måtte anstrenge mig for at holde bilen på vejen. Men vi kom frem, jeg fik fyret min 20 minutters casting af, og det var så dét. Til gengæld gik vi glip af Kendrick Lamar på Orange Scene, og jeg kan huske, at jeg var rasende. 

14 dage senere blev både Marco og jeg inviteret til Irland til tredje og sidste castingrunde. Hos Ashford Studios i Wicklow sad vi 12-14 unge mænd med blå øjne, som kom fra hele verden og skulle kæmpe om fire roller som sønner af vikingehøvdingen Ragnar Lodbrog. Jeg var kun blevet bedt om at caste på rollerne som de tre ældste brødre, men sidst på dagen, efter fem timer med prøver, prikkede en caster mig på skuldrene: ”Can you read for Ivar?”

Hele dagen havde jeg set de andre spille Ivar the Boneless, den yngste bror, men ærligt talt havde ingen af dem imponeret mig. Han led af en sygdom, som gjorde, at han ikke kunne gå, men jeg syntes, at de andre overspillede smerten. Jeg havde kun en halv time til at lære scenen. På vej op ad trappen til castingrummet spurgte jeg casteren, hvad Ivar egentlig var for en karakter.

”Ask Michael,” svarede han. Det var Michael Hirst, seriens hovedforfatter. Ham, man næsten ikke turde kigge i øjnene. Men selvom jeg var ved at skide grønne grise, tog jeg chancen.

“Michael, what’s up with this character?” spurgte jeg.

Hirst forklarede, at Ivar led af en form for knogleskørhed, som gjorde, at han havde konstante smerter. Jeg spurgte, om han var født sådan, og Hirst svarede ja. Jeg tænkte: Så er han jo vant til smerten. Jeg gik ind, satte mig med benene lidt slapt ud til siden og begyndte at sige replikkerne.

Første take fuckede jeg selvfølgelig op. Andet take kludrede jeg i den allerførste replik. ”Flot, Alex, her havde du muligheden, og så vælger du at ødelægge den,” tænkte jeg. Men tredje take fik jeg kæmpet mig igennem, og da scenen var slut, kunne jeg høre nogen i lokalet, der klappede. Jeg tænkte, at det måtte være for sjov.

To uger senere sad jeg på min agents kontor, midt i et nyt self-tape, da min agent kom brasende ind og udbrød, at jeg havde fået rollen som Ivar. Efter adskillige castingrunder med tusinder af mennesker valgte de mig, en uerfaren dansk skuespiller, som havde givet dem ét eneste bud på rollen. Jeg forstod det ikke. Det var helt vildt. Men Michael Hirst fortalte mig senere, at jeg fik rollen, fordi jeg ikke spillede smerten i kroppen, men viste den i øjnene.

5. THE NEW FUCKING LADS

I tre uger op til den første optagedag kravlede jeg rundt på et hotelværelse i Dublin. Jeg måtte finde ud af, hvordan jeg skulle bevæge mig, når min karakter ikke kunne bruge sine ben. Hvordan kom Ivar fra gulvet og op på en stol?

Den første dag på ’Vikings’-settet sad jeg sammen med tre af mine medskuespillere, blandt andet Marco, som også fik en rolle som en af de andre brødre. I et telt på toppen af bjerget Luggula syd for Dublin ventede vi på at blive kaldt ind til vores første scene, da en 60-årig irsk gut ved navn Ian kom ind til os.

Ian, der arbejdede med rekvisitter, kiggede på os og tog et hvæs af sin cigaret.

”Are you the new fucking lads?” spurgte han og pegede ud af teltet.

”Do you see these 300 people standing behind me? They don’t have a job next year if you fuck up.”

Jeg var i forvejen rystende nervøs, men jeg syntes også, at det var fedt. Jeg tændte på alvoren. Det her var ikke bare en leg med økser og sværd, folks levebrød var på spil. Vi kunne stadig gå på pub og drikke Guinness om aftenen, men når vi stod på settet klokken fem om morgenen i 10 sekundmeters vind på toppen af et bjerg, havde vi bare værsgo at give os 110 procent.Der gik næsten et år, før min rolle blev annonceret, og fjerde sæson af ’Vikings’ udkom. Indtil da havde jeg været fuldstændig ukendt, men nu fik jeg pludselig 2.000 nye følgere om dagen på Instagram. Da jeg ramte 100.000, sad jeg på toilettet til en julefrokost hos min farmor i Skælskør, ikke længe efter havde jeg over en million, og pludselig levede jeg et rockstar-liv, jeg aldrig havde turdet fantasere om. 

I 2017 var jeg til Comic-Con i San Diego. Jeg var fløjet ind til fan-messen på første klasse og var blevet indlogeret på et femstjernet hotel. I salen sad 4.000 mennesker med skjolde og vikingehjelme. Der var fans, som begyndte at græde, da de så mig. En fyr havde mit ansigt tatoveret på sin ene skulder. What the fuck? Jeg forsøgte at håndtere det, så godt jeg kunne, men det var overvældende og også lidt skræmmende. Jeg var jo bare en knægt fra provinsen, og jeg kunne høre min mor i baghovedet hele tiden: ”Nu holder du benene på jorden.”

SET AF MILLIONER

Manuskriptforfatter Michael Hirst skabte ’Vikings’ for History Channel, baseret på sagaerne om den danske vikingekonge Ragnar Lodbrog, der plyndrede og erobrede England i 800-tallet.

Første sæson fik dansk premiere på HBO Nordic i 2013. I sæson fire introduceredes seerne for Lodbrogs voksne sønner, blandt andet Ivar the Boneless, der lider af en sjælden form for knogleskørhed, men som trods sit handicap besidder både sin fars grusomhed og blodtørst og ender med at blive vikingekonge.

I femte og sjette sæson af ’Vikings’, efter Ragnar Lodbrogs død, gjorde Michael Hirst Ivar the Boneless til en af seriens bærende roller.

Da ’Vikings’ sluttede i 2020, blev den regnet for en af verdens største tv-serier med millioner af seere.

Alle seks sæsoner kan i dag streames på Netflix, der har overtaget serien i Danmark.

6. TÅRER

I juli 2018 var jeg igen til Comic-Con i San Diego. Det var en fredag, og præcis som året før sad jeg til en paneldebat foran flere tusind fans. Bagefter skulle vi spise frokost, og mens vi sad der, blev jeg ramt af madforgiftning – det var som at blive kørt over af et tog, jeg har aldrig prøvet noget lignende. Jeg skulle med et fly tilbage til Irland allerede om aftenen, men måtte udskyde det til søndag, fordi jeg var helt knækket. Optagelserne til sjette og sidste sæson af ’Vikings’ skulle begynde om mandagen, og selvom jeg stadig havde mavekramper om søndagen, blev jeg tvunget til at flyve hjem.

Jeg landede mandag morgen og blev clearet af lægen på settet, selvom jeg så dobbelt. Jeg fik nogle piller og kæmpede mig igennem 12 timers optagelser, hvor jeg skulle kravle rundt i hestelort. Hjemme i min lejlighed om aftenen tænkte jeg, at så var det overstået. Men mit immunforsvar var smadret, og kort tid efter fik jeg endnu en madforgiftning af at spise noget dårlig sushi. I alt havde jeg tre infektioner på 14 dage. Jeg var ligbleg, og min hud var helt ren, fordi jeg kun indtog vand. Jeg tabte mig ni kilo, og et par af mine kvindelige kolleger sagde, at jeg så skidegodt ud. Men jeg havde det elendigt.

Jeg endte med at være syg i fire måneder. Imens skulle jeg forsøge at spille hovedrollen i en af verdens største tv-serier. Det, der startede som en sygdom i min krop, spredte sig hurtigt til mit hoved. Min søvn forsvandt. Jeg spiste ikke noget. Jeg var blevet et vrag på rekordtid. Alligevel arbejdede jeg 12 timer om dagen fra mandag til fredag og brugte weekenden på at have angst over de nye replikker, jeg skulle lære til om mandagen. 

Efter en måned eller to, kort før en kæmpe kampscene, vi skulle indspille, kom en af seriens producere hen til mig. Hun havde hørt, at jeg ikke havde det så godt.

”Jeg har det ad helvede til,” sagde jeg. Jeg var nede med både stress og angst. Det var hun ked af at høre, svarede hun. Og fortalte mig så, at min to sider lange monolog, der var planlagt 14 dage senere, var blevet rykket frem til dagen efter på grund af en dårlig vejrudsigt.

Jeg bønfaldt hende om at udskyde den, men der var ikke noget at gøre. Og så måtte jeg ud og først spille kampscenen iført mit 25 kilo tunge kostume og derefter direkte hjem og lære hele monologen til næste dag.

Det kom så langt, at jeg til sidst ikke havde lyst til at være her mere. I Dublin boede jeg i byens højest beliggende lejlighed, lige ud til Grand Canal. Jeg stod på min kæmpe altan og kiggede ud, mens jeg tænkte: ”Hvis det her fortsætter meget længere, så tager jeg springet.”

En dag på settet, en dårlig dag ligesom alle de andre, skulle jeg optage en meget følelsesladet scene. Kameraet kom helt tæt på i et close-up, og det næste, jeg husker, er, at der blev råbt: ”Cut!” I mellemtiden var der gået 45 minutter, hvor jeg for første gang i flere måneder ikke havde tænkt en eneste grim tanke. Det slog mig, at det, der havde gjort mig syg, og som jeg frygtede helt ud i fingerspidserne – mit arbejde – også kunne være et frirum. Det var et lille gennembrud, som gav mig håb. Om aftenen, når jeg lå derhjemme i sengen, kunne jeg pludselig tænke, at selvom i morgen nok blev dårlig, behøvede det ikke nødvendigvis at blive den dårligste dag i hele mit liv.

Samtidig begyndte jeg langsomt at kunne se en ende på det hele. Da vi endelig nåede til den sidste optagedag, skulle jeg spille en scene, hvor min karakter dør. Jeg spillede over for Marco, og i scenen, hvor den ellers psykopatiske, morderiske Ivar lå for døden og skulle indrømme over for sin bror, at han var bange, begyndte Marco pludselig at græde. Det gjorde han ellers aldrig, og det var ikke en del af planen. Jeg kunne heller ikke lade være med at græde.

Efter andet eller tredje take rejste jeg mig op, med alle følelserne uden på tøjet, og kiggede ud over settet. Normalt, på en så stor produktion, er der altid nogen, der larmer mellem de forskellige takes. Teknikerne roder lidt med udstyret. Folk står og sludrer, mens de ryger en smøg. Men der var helt stille. 300 statister sad på deres skjolde og så på uden at sige en lyd. Det eneste, jeg kunne høre, var en svag brise. Jeg gik ind i teltet og så playback af scenen på skærmen – hørte en replik, jeg ikke var helt tilfreds med. Og så var det tilbage på arbejde.

7.  FORFRA, ALEX

Da ’Vikings’ sluttede, havde jeg optaget 10-11 måneder om året i tre et halvt år. Jeg var med i 51 episoder, og i al den tid havde jeg ikke én eneste sygedag. Jeg plejer at kalde det min uddannelse som skuespiller, men prisen for den var, at jeg vendte hjem til Danmark i slutningen af 2018 med både angst og en galopperende spiseforstyrrelse. 

Det er nemt at sige, at jeg klarede det, at jeg er 10.000 gange stærkere, end jeg havde troet. Sandheden er bare, at det aldrig burde være sket. At nogen skulle have passet på mig. Men produktionen forstod det ikke. Og mit daværende agentbureau turde ikke gøre noget af frygt for, at det skulle ødelægge min internationale karriere.

I flere måneder lavede jeg ikke andet end at være sammen med min familie og venner. Jeg opsøgte en psykolog for at bearbejde det, der var sket. Min usårlighed var forsvundet. I de første måneder efter jeg kom hjem, vågnede jeg stadig klokken fem om morgenen og troede, at jeg skulle i krig i mere end én forstand. Det tog mig et år til halvandet at holde op med at være bange for mad. Men for hver dag, der gik, tog jeg nye babysteps: ”Gud, de her bønner smagte da egentlig meget godt.” Eller: ”Den her fest, som jeg var ængstelig ved at tage til, gik jo helt fint.” Langsomt fandt jeg ud af, at jeg ikke havde tabt mig selv på et gulv i Irland.

Da jeg endelig var klar til at arbejde igen, ringede telefonen bare ikke. Hallo, mand, jeg havde kraftedeme lavet ’Vikings’. Hvorfor ringede Vinterberg ikke? Hvorfor hørte jeg ikke fra Arcel eller Bier? Jeg var den mest erfarne skuespiller i min aldersgruppe i Danmark. Klart, det var kun én ­karakter, men ingen på min alder havde flere timer foran et kamera end mig. ”Hvad fanden sker der, Danmark?” tænkte jeg en overgang, men så var det bare at sluge skuffelsen og arbejde sig op igen. 

SET AF ANMELDERNE

”Selv blandt de til tider omskiftelige, velskrevne karakterer i ’Vikings’ fremstår Ivar the Boneless som en kompleks fyr. Fra øjeblik til øjeblik kan Ivar være unødvendigt grusom og dominerende eller rørende sårbar.”

Variety, 2016

”Ingen overstråler dog Ragnars yngste søn Ivar, der trods sin status som krøbling bogstavelig talt rejser sig og gør alt, hvad der står i hans magt, for at blive vikingehærens øverstbefalende. Danske Alex Høgh Andersen spiller med en nuanceret og skræmmende uforudsigelighed rollen som den lidende unge og handicappede mand, der udvikler sig til at blive et sadistisk monster.”

Filmmagasinet Ekko, 2017

”I ’Skyggen i mit øje’ følger man blandt andet unge danske mænd, der har meldt sig til det nazi-samarbejdende politikorps HIPO. Her gør Alex Høgh Andersen det godt som såkaldt ’HIPO-svin’, der har indset, at han har valgt den forkerte side, og måske ’Skyggen i mit øje’ kan give den 27-årige skuespiller et bredere navn herhjemme efter i mange år at være reduceret til ’ham danskeren, der er med i ’Vikings’’.”

B.T., 2021

Siden har jeg lavet ’Skyggen i mit øje’ af Ole Bornedal og medvirket i et par tv-serier. Internationalt er det skidesvært, fordi jeg går til casting på de samme film som Timo­thée Chalamet, og han har jo allerede fået rollen. Senest har jeg for første gang været med til både at udvikle, skrive og producere en serie fra start til slut – den hedder ’Kald mig far’.

Ideen opstod en aften, da jeg sad hjemme hos min gode ven Magnus Haugaard og drak gin og tonics med ham og Fanny Bornedal. Magnus og jeg havde gang i vores ongoing joke: Han er et år yngre end mig, høj og har et stort, flot fuldskæg. Jeg er ikke så høj som ham og kan ikke få skæg, men til gengæld er jeg udstyret med et babyface. Magnus ­drillede mig med, at jeg ikke er uddannet skuespiller.

”Du er jo bare en model, der siger nogle replikker,” sagde han. 

”I det mindste får jeg ikke roller, der er plus 40 år,” svarede jeg.

”En dag kommer jeg til at spille din far,” sagde han.

Og så tænkte vi: Hvad ville der ske, hvis man lavede en serie om to venner, hvor den ene begynder at date den andens mor? Helt fra start var tanken, at vi i sidste episode skulle have en scene, hvor Magnus kigger på mig og siger: ”Skal du ikke til at kalde mig far?” Men serien handler også om kravene til rummelighed i København anno 2024, hvor man kan elske, hvem man vil, være det køn, man har lyst til, dyrke sin seksualitet, uanset hvad den er. Alt kan lade sig gøre, vi kan rumme og vise hensyn til det hele. Men kan man også rumme, at ens bedste ven knalder ens mor?

8. HOVEDET UD AF RØVEN

Under optagelserne til ’Kald mig far’ mødte jeg min kæreste Johanne (Milland, red.). Hun spiller en kærlighedsrelation, som min karakter får i løbet af serien, og nogle måneder efter vi var færdige med at optage, begyndte vi at ses i den virkelige verden. I dag har vi været sammen i lidt over et år. 

Indtil jeg mødte Johanne, drønede jeg igennem mine tyvere med skyklapper på. Alt handlede om mig-mig-mig, men nu er jeg 30 og har måttet overgive mig til en tosomhed, jeg selv har valgt. Jeg føler, at jeg er ved at blive rigtig voksen. Det kan godt være, at jeg får en 30-årskrise lige om lidt, men lige nu synes jeg, at jeg tager nogle sunde skridt som menneske – efter jeg i nogle år har set mine venner finde et roligt leje i deres liv, mens jeg selv stadig kartede rundt og havde svært ved at sove om natten. Min læge kalder mig ’intelligent ADHD’er’ og har sagt, at det nok ville være godt med nogle livsstilsændringer, så nu har jeg sat min hverdag lidt mere i system: op på samme tid, i seng på samme tid, den slags. Min energi er på mange måder min superpower, men det er også nødvendigt for mig at tøjle den.

På mange måder kan man sige, at jeg endelig har fået hovedet ud af min egen røv. Det hjælper også, at jeg får perspektiv på tilværelsen gennem mit arbejde med velgørenhed. Jeg elsker at fotografere, og sidste år rejste jeg til Libanon og tog billeder til en kalender til støtte for de unge frivillige, som driver hele landets ambulancesystem. Vi var der i en uge, og jeg var blandt andet med til at bære gamle mennesker med astma­anfald ned fra femte sal klokken to om natten. Når man kommer hjem fra sådan en tur, er det svært at gå rundt og brokke sig over småting i ens eget liv. Så tænker jeg, at mit største problem, mens jeg går ind i trediverne, er, at jeg stadig ikke kan få skæg.

Hun er barn af eventyrlystne hippier, men har det bedst, når hun ikke flytter sig for meget. Madanmelder, forfatter og prisvindende podcastvært Lærke Kløvedal har brugt det meste af sit liv på at vakle, men har endelig fundet fodfæste.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

LÆRKE KLØVEDAL ER bange for at komme for sent. I rigtig god tid har hun forladt København for at komme med færgen til Aarhus, og hun ankommer som den allerførste til færgelejet. En time før afgang.

”Ja, okay,” siger hun, selvironisk og en anelse forlegent på den tomme, vindblæste færgehavn med front mod bølgerne under gråvejrsskyerne. ”Det var vist bare mig, der var nervøs.”

Hun er ikke meget for at være på farten. Hader det faktisk. Bliver altid sindssygt nervøs forinden. 

”Det er det samme hver gang. Jeg kan ikke finde mine ting. Jeg bliver hektisk og urolig, og mest af alt får jeg sådan en kæmpe sorgfølelse. Jeg kommer til at gøre nogle overdrevne ting og sige alt for meget farvel til min søn, selvom jeg for pokker bare skal til Jylland og have én overnatning,” siger hun, og vidste man det ikke, skulle man ikke tro, at hun var datter af Danmarks måske mest kendte eventyrer, Troels Kløvedal, der døde i 2018. 

Men hun kan ikke løbe fra det, selv hvis hun ville, for hun ligner ham og har fået det at vide hele sit liv: det næsten barnlige smil, de lange ben og arme, det umulige hår, der bliver til tottet uldhår, hvis ikke hun føntørrer det om morgenen.

”Jeg er det af hans børn, der har tilbragt mindst tid med ham, og måske den, der fysisk ligner ham mest,” som hun skriver i sin anmelderroste debutbog ’Sømærke’ fra 2023, der handler om at være barn af eventyrere og idealister, men at savne kompas til virkeligheden, hvis man er anderledes i sit væsen.

I dag skal den 45-årige forfatter, madanmelder og radiovært på ’Det sidste måltid’ til Odder for at holde oplæg om bogen på byens bibliotek. På vej op ad rampen til færgen lidt senere på eftermiddagen holder hun anspændt fast i sædekanten.

”Jeg hader det. Vi kører mit mareridt lige nu. Jeg er virkelig dårlig til al transport. Og til at finde vej. Det er altid med hjertet oppe i halsen,” siger hun, før bilen omsider holder stille i færgegaragen. Hun klikker selen af og smiler: ”Det er rimelig sporbart i forhold til min egen opvækst med mange afskeder. Jeg pakker også altid for meget, som om jeg aldrig kommer hjem igen.”

DET VAR i kollektivet ’Jumbo’ på Amager, at hendes forældre mødte hinanden i 1976.  Hendes far var lige kommet hjem fra en af sine eventyrlige sejladser, da han og moren Maiken blev forelskede på stedet. På en efterfølgende rejse til Sri Lanka med ’Nordkaperen’ opdagede de, at hun var gravid, og den kommende far rejste sig og råbte ud over vandet: ”Det bliver en pige, og hun skal hedde Lærke!”

Begge forældre var en del af 68’er-oprøret, der brød med samfundets normer, og da Lærke Kløvedal blev født i september 1978, var de allerede gået fra hinanden igen. Derfor var det heller ikke hendes far, der var med til fødslen, men morens veninder fra kollektivet. Da meldingen nåede frem til Troels Kløvedal, befandt han sig på havnen i Svendborg og fejrede det med smørrebrød og øl. Han var på vej mod nye eventyr.

Kort efter flyttede Lærke Kløvedal og hendes mor til den anden ende af landet, til Thy, hvor moren med to veninder havde købt en gammel skole, som de omdannede til et kollektiv, hvor de også tog plejebørn ind. Det meste af Lærke Kløvedals opvækst foregik på disse kanter, men i forskellige konstellationer, og der var også en afstikker til Portugal, da hendes mor sammen med andre kollektivister hævede pensionen, købte en appelsinfarm og rejste sydpå for at starte ’Fattigrøvenes ferieparadis’, som de døbte farmen, hvor de sov i telt under korkegene og badede i den nærliggende kildedal.

Moren og hendes veninde ville sælge dansk rugbrød i Portugal og dernæst portugisiske kakler i Danmark, men da ingen af ideerne endte efter planen, og pengene slap op, rejste de tilbage til Thy.

Det var en barndom defineret af meget flytteri og mange søskende. Ni halv- og stedsøskende for at være helt præcis, men som hun skriver i ’Sømærke’, føles ni halv­søskende nogle gange som ”at have ingen søskende”.

”Det var ligesom bare noget, jeg måtte rumme. Der blev aldrig sat spørgsmålstegn ved, om det måske var lidt forvirrende eller rodet for et barn, eller om det var noget, jeg var okay med,” siger hun, mens Molslinjen tøffer ud på det åbne hav. 

”Nu har jeg selv sammenbragte børn, og vi har brugt meget tid på at facilitere hele det setup. Arbejde for, at det var rart for dem at være i den nye fælles virkelighed, og være tydelige voksne ved at snakke og lave ting sammen og tage sig af de problemer, der kom. Sådan rimelig basic pædagogisk arbejde. Sådan var det ikke i min barndom.”

LÆRKES REDE 

Lærke Kløvedal er født i 1978 på Amager. Voksede mestendels op i Thy med sin mor og uden sin far, Troels Kløvedal. Er uddannet filmproducer og arbejdede i mange år i filmbranchen. Uddannede sig efterfølgende til journalist og arbejdede en del år i DR som blandt andet vært og redaktionschef. Arbejder i dag som madanmelder på Politiken og som vært på programmet ’Det sidste måltid’, der i 2023 blev kåret som ’Årets Radioprogram’ ved Prix Audio. Forfatter til bestselleren ’Sømærke’. Bor med sin kæreste og deres tre sammenbragte drenge på Amager.

FAREN SÅ hun sjældent. Måske et par gange om året. Enten hvis han kom på mere eller mindre uanmeldt besøg, eller hvis han tilfældigvis skulle holde foredrag i Thy. Ellers glimrede han mest ved sit fravær. Som hun skriver i en af de mest citerede passager af ’Sømærke’: ”I alle årene er der om min far blevet skrevet, at han havde modet til at gøre det, andre kun drømmer om: at forlade den grå hverdag og tage derhen, hvor drømmene bliver til virkelighed. Men den grå hverdag, det var jo mig.”

I løbet af sin opvækst havde Lærke Kløvedal en oplevelse af at være i en form for forhandling om, hvor hun selv skulle placere sig i forhold til ham. For han var en, alle kendte, og som hendes klassekammeraters forældre altid spurgte ind til – med beundring i stemmen.

”Hvis jeg fortalte en historie om min familie som barn, blev det til en fortælling om Troels Kløvedal. Så var hele anonymiteten forsvundet. Det var et heftigt vilkår, at der altid var en anden historie, en anden person, der kom før én selv. Den kendte forælder. Det gav en helt vild selvbevidsthed, som jeg ikke synes, man bør have på sig som barn.”

En gang imellem var Lærke Kløvedal på besøg hos sin far. Når ikke han var ude at rejse, boede han på en gammel firlænget gård på Djursland. Her kredsede det hele om ham. Og ved middagsbordet var det altid ham og de andre mænd, der underholdt med historier fra de syv verdenshave. Om Biscayen, Samaria-kløften og Bosporus-strædet. Troels Kløvedal sad altid for bordenden, når søkortene blev rullet ud, og der skulle fortælles historier om det, som for alvor betød noget: at rejse.

”Som barn tror jeg, at jeg syntes, at det var åndssvagt, at der var en, der skulle bestemme det hele – min far. I mit voksne liv får autoriteter det stadig til at krible i mig. Jeg tror, det er en reaktion på at skulle være sød, artig, påpasselig og ligesom sno sig for at gøre patriarken tilpas.” 

DET LÅ I kortene, at man efter gymnasiet skulle på dannelsesrejse, og med en far, hvis rejseprogrammer kørte nonstop i fjernsynet, følte Lærke Kløvedal en særlig forpligtelse til også at være eventyrlysten. Hun rejste for eksempel til Indonesien, men kun et døgn senere blev hun ramt af opkast og diarré og glædede sig bare til at komme hjem.

”Jeg voksede op med, at oplevelser og eventyr og alt, der vender udad, har værdi. Man skulle altid rejse længere væk, klatre højere op. Der var ingen værdi i det modsatte, i at have et stille, men rigt, indre liv, og der var aldrig nogen, der sagde, at de ikke kunne lide at rejse,” siger hun og fortæller, at jagten på den høje energi og intensitet fulgte hende i mange år – selv efter at hun havde erkendt, at hun ikke var eventyrer af natur.

”Én ting var eventyrene, en anden var idealet om at hoppe fra forelskelsestue til forelskelsestue. Hvis forelskelsen dalede, var relationen nok død. Jeg havde ikke så meget at spejle mig i, når det kom til lange kærlighedsrelationer, fordi de i min familie oftest blev omtalt som kedelige og ’bredrøvede’. Der har været en uro, en rastløshed, som har været gennemgående i mit liv, og jeg har selv været sådan en, der har haft mange jobs, mange kærester og boet mange steder. Det har taget mig rigtig mange år at finde ro.”

LILLEJULEAFTEN I 2018 gik Troels Kløvedal bort omgivet af sine fem børn på gården i Djursland. Nogle måneder senere tog Lærke Kløvedal tilbage for at tilbringe et par uger på gården alene. 

Det var en opbrudstid, hvor hun følte sig ”en lille smule i frit fald”, og noget trak hende mod farens gård og særligt hans lille digterhytte for enden af den store have. Forskellige forlag havde i årenes løb kontaktet hende med henblik på måske at skrive en bog. Hun havde holdt kaffemøde på kaffemøde, men aldrig rigtig landet, hvordan hun skulle gribe det an. Det eneste, hun var helt sikker på, var, at det i hvert fald ikke skulle være en erindringsbog, og hun skulle under ingen omstændigheder selv være på forsiden.

”Så det gik supergodt,” siger hun ironisk – for det gik stik modsat. ”Dengang havde jeg slet ikke lyst til at skrive om mig selv. Som i slet ikke. Jeg har brugt en stor del af mit liv på at gå rundt om min egen fortælling.”

På farens gård fik hun ikke skrevet meget. Det meste af tiden sad hun bare og stirrede ud i luften. Men på en måde var det også præcis, som det skulle være. For hun fik sagt farvel.

”Han døde i december, og vinterkulden og begravelsen og alt det der … det var fandeme råt. Og så stod jeg der i haven, det var det vildeste forår, og alt stod i flor. Der var sådan en syren-regn, og der var bare … et eller andet, der gav mening. Jeg fik en klar fornemmelse af, at gården ligesom var afsjælet, at han var væk. Altså, at han virkelig ikke var her mere.”

Hjemme i København cyklede Lærke Kløvedal hver morgen ind på Det Kongelige Bibliotek – Den Sorte Diamant – for her at prøve at ryste den bog ud gennem fingrene, som hun vidste, gemte sig et sted. De første par uger gik som på gården, men så cyklede hun en morgen hen over Langebro og fik pludselig en fornemmelse af, at noget trængte sig på. Nogle sætninger, som ville hende noget, og som hun blev nødt til at reagere på.

”Jeg har hverken prøvet det før eller siden, men jeg havde et seks-timers skrive­flow i træk,” siger hun om den dag, hvor minderne væltede ud af hende. For eksempel dengang hendes far kom uanmeldt på besøg i Thy, og de cyklede til stranden sammen, men hun fik sin fod i klemme i cykelhjulet og efterfølgende havde en fornemmelse af at have ødelagt noget, der ellers var gået godt. 

”Der er så mange hensyn at tage i min familie, men at kunne tage afsæt i ’jeg husker’ blev en måde at finde min egen berettigelse. Hvordan jeg husker tingene, er faktisk kun mit. Det var utrolig forløsende at skrive den bog. Det var erindringer og ord, der kom fra mit hjerte, mit system, som blev skrevet med mine fingre på min computer. Der er min fars sandhed, min mors sandhed, mine søskendes sandhed, men det her er min historie. At skrive den bog har været afgørende for min måde at være i verden på.” 

Alligevel blev hun overrasket over, hvor stor en del af pressedækningen der kom til at handle om hendes far, da bogen udkom:

”De var meget optaget af, om der var et oprør, et opgør, en konflikt. Men det er jo netop ikke en historie, der handler om, at mine forældre og den generation har gjort det forkert. Den handler om, at jeg har følt mig forkert i dét.”

MØRKET ER VED at falde på, da bilen triller ind foran Odder Bibliotek, der ligger omgivet af en stor græsplæne, en lille å og små, farverige rækkehuse.

”Enten er jeg talt virkelig varm, eller også er jeg helt tør af at snakke så meget,” griner Lærke Kløvedal, da hun træder ud af bilen.

”Men nu skal vi have en lille mad, og så er der forhåbentlig også et lille glas vin. Det hjælper!”

Hun skæver hen over asfalten til biblioteket.

”Jeg har simpelthen en booker nu. Han er vant til, at de optrædende har ønsker, så han spurgte mig, hvad jeg ville have, og jeg sagde ’ikke noget’. Men han mente, det ville være rart med et eller andet, når man har transporteret sig tværs over landet. Så nu bestiller jeg altid rugbrødsmadder og et glas vin.”

Indenfor er flere hundrede klapstole linet op omgivet af bogreoler.

”Vi kunne have solgt det dobbelte antal billetter,” siger biblioteksdirektøren, da han tager imod sammen med en håndfuld medarbejdere.

”Wow,” siger hun benovet og kaster et blik på de mange stole.

”Snildt,” gentager direktøren. ”Er det ikke rigtigt, at du gerne vil have en æggemad og noget vin? Det står på sedlen.”

Lidt efter skænker Lærke Kløvedal sig et glas fra en flaske Chardonnay, kold og med dråber ned ad siden, og tager en ordentlig tår.

”Ahhh … jeg siger dig, det er dejligt med et glas vin.”

EN TIMES TID senere træder hun op på scenen i sort blazer, en hvid striktrøje med perler lavet af designeren – og veninden – Lærke Bagger, sorte bukser og hvide Asics-sneakers. Odder Bibliotek er propfyldt, og selvom hun forinden har slugt flere og flere gab i knytnæven, er hun nu en fisk i vandet. Svarer omhyggeligt på spørgsmål fra bibliotekets projektleder, der agerer aftenens vært, og knytter anekdoter til, der får publikum til at grine på de rigtige tidspunkter.

Hun læser passager fra bogen, fortæller om titlen, der tager afsæt i de høje sømærker af træ langs den jyske vestkyst, og om efter sin fars død at finde breve, som hendes forældre sendte til hinanden som nyforelskede i 70’erne: ”Det er virkelig intimiderende at få et kendskab til dem på en helt anden måde.” 

I pausen skal der skrives autografer, og det trækker i langdrag, for køen er monsterlang, og hver gang hun har hugget hovedet af den, vokser den på ny. Der drikkes hvidvin og sludres, og imens betragter biblioteksdirektøren virvaret med tilfredshed.

”Min far døde for nylig,” siger han pludselig. ”Jeg synes faktisk, det har været lidt ligesom at være i selvterapi at læse bogen.”

Så er Lærke Kløvedal langt om længe tilbage på scenen. 

”Jeg har også fået vin,” siger hun og løfter glasset mod publikum.

”Hvor mange har egentlig læst bogen?” spørger projektlederen. 

Stort set hele salen rækker hånden i vejret. Lærke Kløvedal kigger rundt med et genert ansigtsudtryk og fremstammer et ”Wow”.

I LØBET AF DAGEN er tidspessimisten blevet tidsoptimist. Lærke Kløvedal har bestilt bord på en restaurant i Aarhus, som hun tidligere har besøgt et par gange – og anmeldt – og hun har allerede én gang ringet til dem og beklaget, at hun kommer til at være sent fremme, sådan omkring klokken 20:45. Men da hun forlader Odder Bibliotek efter yderligere autografskrivning, smalltalk og et par selfies, har klokken rundet 21:30. Hun må endnu en gang ringe og beklage forsinkelsen. Hun puster ud, men uden at være rigtig træt.

”Jeg tror, jeg er sådan lidt … excited. Der er vildt mange indtryk. Der er mange film, der kører. Jeg begynder at tænke over … fik folk det ud af det, de ville have?”

Blandt de mange fremmødte publikummer var hendes gamle engelsk­lærer fra gymnasiet.

”Han var så sød, og jeg bliver simpelthen så glad, når folk, jeg har kendt, møder op,” siger hun og tøver lidt: ”Men de der relationer … det er svært at nå alt det, man gerne vil, ikke?” siger hun og fortæller om dengang, hun var hjemme i Thy for at fortælle om bogen. Forinden var hun nærmest ”opkast-nervøs”, for på stolerækkerne sad mange af hendes gamle klassekammeraters forældre og mange gamle bekendte, og hun kunne ikke lade være med at spekulere på, om de tænkte: Hvem tror hun, at hun er? 

Men ved foredragets afslutning blev hun mødt af den længste signeringskø, hun endnu har oplevet.

”Det var megarørende og en helt vildt syret aften. Lige da vi var flyttet til Thy, fik jeg slået en rokketand ud af en fodbold. Jeg var stadig halvt københavner og havde en følelse af overhovedet ikke at kunne finde ind til, hvad fanden der foregik. Men i foredragssalen var der en, der rakte hånden op og sagde: ’Jeg vil gerne starte med at sige undskyld.’ Så ved man aldrig, hvad der kommer, vel? Men så sagde hun: ’Jeg tror, det var mig, der skød din tand ud.’”

LÆRKE KLØVEDAL OM …

Amager

”Der er alle de her fordomme om Amager, men det er øen simpelthen så ligeglad med. Det er en energi, der passer perfekt ind i mit liv.”

Vinterbadning

”Jeg er medlem af badeklubben Helgoland, og det er en nudist-badeklub. Det er jo fint for nogle, men jeg bliver for selvbevidst, og så møder man alle mulige, man kender, og så står man der, ikke? Nu tager jeg den med badetøj på fra badebroen længere nede ad stranden.”

Thy

”Min opvækst dér var en evig forhandling med omgivelserne. Vinden kunne nærmest ydmyge én, og man kunne få vindlussinger. Og samtidig var skønheden så stor, at den tog pusten fra én.”

At skrive madanmeldelser

”Man skylder at gøre sig umage, for det er folks levebrød. Jeg skriver mine anmeldelser, som om jeg skulle stå over for kokken og læse den.”

Åndelighed

”Min veninde siger, at det værste, der er sket for spiritualitet, er ordet ’spiritualitet’. Det giver jeg hende ret i. For mig er ’åndelig’ et bedre ord. Jeg har selv haft nogle ret vilde oplevelser.”

Drømmegæster i ’Det sidste måltid’

”Min drøm er at få Nik & Jay med en dag. Dem begge to på én gang. Deres management har sagt nej tre gange. Jeg bliver ved med at spørge dem.”

ET MØNSTER HAR gentaget sig hele dagen. På turen fra København til Odder har Lærke Kløvedal stillet næsten lige så mange spørgsmål, som hun har besvaret. Hver gang der har været en åbning, har hun byttet roller: ”Hvor kommer du fra i landet?” ”Hvad laver din kæreste?” ”Havde du en bedste ven, da du var 15 år?”

På Odder Bibliotek fik hun hele projektlederens fortælling om at vokse op i Italien og mere til, og fremme på restaurant Bardok i Aarhus er det igen hende, der stiller spørgsmålene. Denne gang til køkkenpersonalet, der hænger ud i baren efter afsluttet vagt.

”Har det altid været din drøm?” spørger hun en yngre kvinde efter allerede at have fået ud af hende, at hun netop har bestået kokkeuddannelsen. 

Det er langt ud på aftenen, og der er ingen andre gæster i restauranten med klare blå, orientalske vægfarver og eksotisk musik i højttalerne. I en firestjernet anmeldelse nogle år tidligere beskrev Lærke Kløvedal restauranten som ”Georgien møder Italien møder Rusland møder Tyrkiet møder Frankrig”.

”Gav jeg dem for lidt stjerner? Måske kunne de godt have fået fem?” spørger hun, da hun sætter sig ved et af træbordene og siger: ”Er her ikke vidunderligt?”

Tjeneren kommer lidt efter med hvidvinen, en naturvin, der er på nippet til at være en orangevin, og hun lyser af begejstring.

”I love it! Det er en vin, man bare hælder ned. Der er ingen modstand. Man får lyst til mere og mere og mere.”

Da han lidt efter ankommer med khinkali – georgiske dumplings med svinekød – udbryder hun et overbegejstret ”Yay!”.

”Tak for at holde så længe åbent,” siger hun så. ”Det smager simpelthen så helt utrolig røvgodt.”

MADANMELDERE HAR IKKE samme magt som tidligere, hvor en dårlig anmeldelse kunne lukke en restaurant, men jobbet vækker stadig opsigt. Lærke Kløvedal har skrevet madanmeldelser for Politiken i snart syv år, og på de fleste restauranter i de store danske byer ved man, hvem hun er. Hun oplever det, når hun tropper op på en restaurant, og personalet, pludselig og uden forespørgsel, flytter hende til en bedre plads.

”Så bliver det ret tydeligt. Men man skal jo helst have en fornemmelse af, hvordan det er på en almindelig aften. Heldigvis har sociale medier åbnet markedet, så dagbladene slet ikke er så vigtige mere,” siger hun.

Da hun begyndte at skrive madanmeldelser, fik hun også den første spæde fornemmelse af egen stemme. Hun sendte en uopfordret ansøgning til Politiken og fik lov at lave en prøveanmeldelse af restaurant Gorilla i Kødbyen i København.  

”Da jeg havde skrevet den igennem første gang, kunne jeg se, at det for pokker ikke var sådan, jeg lyder. Det var sådan, midaldrende mandlige madanmeldere lyder. Så jeg skrev den igennem igen, og den blev det allerførste lille pip af en personlig stemme,” siger hun om anmeldelsen, hvor hun lagde vægt på sansningen – som for eksempel ”solen, der farvede Kødbyen lyserød”.

”Jeg havde ikke tidligere læst om at blive berørt af måltidet og den slags. Men det er sådan, jeg spiser, så på en måde blev det også nødt til at være sådan, jeg skrev.”

TEENAGEÅRENE FIK Lærke Kløvedal fritidsarbejde på pizzeriaet Roma i Thisted og var betaget af, hvordan de italienske ejere efter lukketid gjorde sig umage med at lave mad til personalet og satte sig om bordet i fællesskab med maden i centrum. 

Da hun senere flyttede til København, fik hun arbejde på først en burgerrestaurant og senere en af byens første sushirestauranter. Hun var draget mod den kulinariske verden og husker stadig, da hun cyklede på Christianshavn og så kokkene og køkkenpersonalet sidde foran Era Ora, byens italienske toprestaurant dengang, og hvordan hun oplevede synet som magisk.

”Jeg var lige flyttet til København, og ens sensorer er helt åbne. De sad der i solen med deres åbne kokkejakker og lignede fandeme … rockstjerner. Det var så sejt. Det var ligesom at se en skuespiller eller musiker, før de skal på scenen.”

Selvom hun elskede restaurantverdenen, overvejede hun ikke at skabe en karriere inden for den, men fandt til gengæld samme energi i filmbranchen. I begyndelsen af sine tyvere fik hun arbejde på Nimbus Film. Hun begyndte som ulønnet praktikant, men arbejdede sig op og var i en periode assistent for Thomas Vinterberg i kølvandet på den sprudlende dogmeperiode.

”Jeg fandt ud af, at jeg var god til at være fødselshjælper for andres ideer. I filmbranchen er der altid brug for en, der tager sig af ting og aflæser, hvornår der er brug for en kop kaffe. Lidt ligesom tjenerbranchen. Det er også en branche med meget store egoer, og det var noget, jeg kunne genkende. Jeg følte mig på en måde hjemme i det der med at have alle antennerne ude og sørge for, at overhovedet havde det godt.”

Senere tog Lærke Kløvedal journalistuddannelsen i Odense og fik job på DR, hvor hun i en årrække var journalist på Deadline og redaktionschef andre steder i huset – igen en rolle, hvor hun arbejdede for at forløse andre og deres ideer. Med tiden oplevede hun et voksende behov for at stille sig frem med noget, der var hendes, men først efter to stresssygemeldinger og en frivillig opsigelse på DR fik hun et tiltrængt perspektiv på det hele.

”Det gik op for mig, hvor gak en arbejdskultur der var i begge brancher. Det blev set som en styrke at sende e-mails fem minutter i midnat. Det var work hard, play hard, og i mange år var det også en stærk identitetsmarkør for mig selv. Jeg bildte mig ind, at jeg godt kunne lide at have travlt. I tyverne, da alle mine venner studerede, var jeg full on i gang med voksenarbejdslivet, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Hvorfor går det så langsomt for de andre?’ I dag undrer jeg mig over, hvad jeg havde så sindssygt travlt for.”

SIDEN DECEMBER 2019 har Lærke Kløvedal været vært på radioprogrammet ’Det sidste måltid’, hvor hun interviewer en kendt dansker, mens de spiser et selvvalgt treretters måltid – som om det var det sidste – og gennemgår vedkommendes eftermæle. 

I de hidtil cirka 140 afsnit har hun haft besøg af skuespillere, musikere, forfattere og af statsminister Mette Frederiksen. Hun var svær at trænge ind under huden på, men til den seneste nytårstale stod Lærke Kløvedals bog som en af de få på bagvæggen bag hende, så helt skidt var det vel næppe.

Det var i forlængelse af sin fars død, at hun fik ideen til programmet. Han var syg med ALS i flere år og gav sit livs sidste store interview til Ud & Se i 2018. Det oplevede Lærke Kløvedal som en rigtig fin måde at sætte punktum på.

”Han faldt så fint til ro ved at give sit sidste store interview. Der var noget i den proces, som jeg tror var rigtig godt for ham,” siger hun og fortæller, at hun i den forbindelse kom til at tænke over begrebet ’eftermæle’. Hvad kunne folk godt tænke sig, der blev nævnt og sagt, hvis man selv kunne vælge? Hvilke historier er væsentlige i vores livsfortælling? Og hvilke bliver bare genfortalt i det uendelige, uden at de måske er vigtige for én selv?

I ’Det sidste måltid’ læser Lærke Kløvedal en nekrolog højt for gæsten, som vedkommende får lov til at rette i, og så snakker de ud fra den. Ud over at være et interviewgreb er det også en anledning til at snakke om døden. Et tema, der fylder for hende selv, især efter at have begravet både en far og en stedfar. Mens hendes far var syg længe, kom stedfarens pludselige død som et chok.

”Det var vildt, hvor længe det varede, før der overhovedet var plads til sorgen. Det chok stod ligesom i vejen for alting. Det var omvendt med min far, der var der tale om ’ventesorg’. Når ens forældre dør, går det samtidig op for én, at man er den næste på bænken. Men så længe man har børn, duer det jo ikke at dø.”

LÆRKE KLØVEDALS barndom havde hendes mor en stor køkkenhave. Hun havde stor råvarebevidsthed og grønne fingre, og i perioder var de selvforsynende. Og selvom de ofte bare var de to, gjorde moren meget ud af måltiderne.

”Det kopierer jeg med sikkerhed ikke selv, når jeg er alene med min søn – så spiser vi bare et spejlæg. Men min mor lavede rigtig aftensmad hver aften. Det har i virkeligheden været hendes måde at vise omsorg på, og det gik op for mig, da jeg skrev bogen,” siger hun og fortæller, at hun for snart mange år siden blev opmærksom på begrebet ’kærlighedssprog’ – som handler om, hvordan vi på forskellig vis udtrykker kærlighed over for hinanden.

”Min mors kærlighedssprog var at lave mad. Hun lavede nogle helt fantastiske madpakker. Sandwich med alle mulige lækre ting. Det var nærmest en begivenhed i skolen at se, hvad hun havde lavet til mig.”

Lærke Kløvedal var aldrig med sin mor i køkkenet, men det var hun til gengæld med stedfaren Ole, da han kom ind i billedet.

”Nu har jeg selv prøvet at have børn med i køkkenet, og det tager jo en krig. Man er træt og sulten, og det er et svært tidspunkt, ikke? Men Ole havde sådan en lethed og en nysgerrighed på mad. Og så var han bare … rolig. Det gjorde ikke noget, at mayonnaisen skilte. Så lavede vi bare en ny.” 

Det var også i særlig grad stedfaren, der lærte hende nydelsen ved at sætte sig omkring et bord og spise og bare være sammen.

”Måltidet er noget, vi deler. Det er tid, vi sætter af til hinanden. Man rejser sig ikke bare op og går efter én bid. Måltidet har sin egen dramaturgi, som jeg har det så godt i,” siger hun og fortæller, at hun omvendt har det svært med langbordet, som hun ofte oplevede i barndommen. Her var der for mange ubekendte: Hvem snakker man med? Snakker alle sammen? Snakker man én ad gangen, mens de andre lytter? Er der mange, der snakker sammen samtidig? 

”Hvis flere forskellige snakker, ender jeg med at sidde og lytte på alle samtaler, og så sidder jeg og vender og drejer hovedet. Det er enormt forvirrende. Man ender også tit med at fortælle den samme historie hele aftenen, fordi man snakker med en ny. Jeg er ikke vild med det. Jeg elsker de mindre borde, hvor man snakker én ad gangen og lytter til hinanden.”

I ’SØMÆRKE’ skriver Lærke Kløvedal om i årenes løb at spørge sin mor om, hvornår hun var lykkeligst. De fleste gange blev spørgsmålet affejet, men en enkelt gang svarede hun, at det var, når hun var på vej til noget nyt – på vej til Portugal og ’Fattigrøvenes ferieparadis’.

Men hvad med Lærke Kløvedal selv?

”Nu … eller ikke nu-nu, men …”

Hun bliver afbrudt, da tjeneren kommer med sidste servering. Grillet nakkefilet i granatæblesirup med fermenterede grøntsager, hjemmelavet yoghurt og fladbrød. Endnu en gang får hun stjerner i øjnene.

”Ej, hvor tjekket. Hvor fedt!”

Vinflasken er næsten tom, aftenen næsten slut. Dagen efter venter et familiebesøg i Aarhus, og så er det retur til Amager. I den kommende tid har hun tænkt sig at undersøge, om hun også kan skrive fiktion. Hun er ikke færdig med at skrive bøger, for processen omkring ’Sømærke’ viste sig at være afgørende. 

”Jeg tror, det har været min redningskrans. Jeg har tendens til … hos min psykolog kalder vi det ’at være spejder’,” siger hun, tager fingrene op til tindingen og genopfører den klassiske tjikker-likker-spejderremse: 

”Det er noget, der ligger dybt i mig: ’Se, hvor flittig jeg er!’ ’Se, hvor dygtig jeg er.’ Men det har jeg kunnet slippe i skrivearbejdet.”

Det er nemlig gået op for Lærke Kløvedal, at hun har det bedst, når hun ’vender indad’ og har et liv, der handler om familien og hendes nærmeste.

”Dengang på DR kunne jeg se, hvordan alt det, der var breaking, var ren heroin i årerne på nogle af mine kolleger. Men jeg blev bange og ængstelig, det skabte ringe i vandet, og jeg blev pludselig bange for at tage metroen. Jeg har haft brug for at slippe alt det der. Jeg tror ikke på, at vi udvikler os, når det støjer. Jeg tror, vi udvikler os, når der er stille.”

Så kommer hun i tanke om spørgsmålet fra tidligere. Hvornår er hun selv lykkeligst?

”Jeg er ikke sikker på, at lykken er så vigtig. Den er utrolig flygtig. Jeg tror, det er vigtigere at finde fred – med sig selv, sin opvækst, sine valg,” siger hun. ”Og det har jeg nok faktisk gjort nu.”

”Fordi jeg i så mange år har levet et liv, hvor tingene ofte er blevet revet op med rode, har jeg en forandringsparathed i mig – på godt og ondt. Den kan være sund og stærk, men også det modsatte. Jeg har fundet en base, der handler om min nære familie og den kærlighedsrelation, jeg er i. Jeg leder ikke på samme måde efter udveje, som jeg gjorde tidligere. Jeg vil bare gerne være lige her. Som den, jeg er, med en bundsolid fiskekrog ned i alt, der er min familie. Og jeg elsker hverdagslivet. Sorry, jeg ved, at det ikke er særlig spændende. Men jeg glæder mig til at komme hjem og til at stå op og sende min søn godt af sted med en madpakke i skoletasken. Og til at snakke med ham om, hvordan hans dag er gået, når han er hjemme igen. Det er det mest meningsfulde, jeg kan foretage mig.”

Nicki Pedersen fik en Puch Maxi, da han var seks, og begyndte at køre speedway som 11-årig. Han blev ikke udråbt som talent, men med flid og fandenivoldskhed blev han verdensmester tre gange. Den i dag 47-årige landstræner er styrtet utallige gange og har prøvet det meste, men elsker stadig at rive gashåndtaget i bund.
Tekst:Oliver Bodh LarsenFoto:Frank Cilius/Ritzau Scanpix, Privat

SOM BARN NÅEDE jeg kun at gå i børnehave i to dage. Så var der en, der spyttede på mig, og så gad jeg sgu ikke være der længere. Jeg droppede simpelthen ud af børnehaven. Derfor foregik min børnehave hjemme på min fars værksted. Min far var Citroën-forhandler, og jeg rendte rundt med alle svendene og lærlingene. Når jeg tænker over det, var det jo helt sindssygt. Men det var også superfedt. Dengang drak man sodavand af glasflasker. Og rundtomkring på værkstedet stod der bremse-rens i forskellige flasker, sådan noget grønt noget. Jeg troede, at det var grøn sodavand, så jeg måtte lige hen og drikke lidt af det. For satan, det var noget harsk noget.

Vi boede i Brenderup på Fyn. I en tømrervilla lige ved siden af butikken. Når jeg vågnede om morgenen, gik jeg bare derover. Min mor, der arbejdede på kontoret i butikken, smurte hver morgen et bondebrød, sådan et stort franskbrød, med smør og Nutella. Det fik noget Vita Wrap rundt om sig, og så tog hun det med derover. Som fireårig begyndte jeg at drikke kaffe. Og dyppede Nutella-maden ned i. Min krop var fuld af sukker og energi og koffein. Den dag i dag drikker jeg stadig de to første kopper om morgenen med sukker og mælk som dengang.

Nicki Pedersens far, Preben, der som ung kørte med ’Rockerne’.

DA JEG BEGYNDTE i kommuneskolen i byen, var det fedt nok. Der var der ikke nogen, der spyttede på mig. Jeg fik ret hurtigt styr på folk, selvom jeg var den mindste. Autoforhandlerens søn dér. I børnehaveklassen var jeg kærester med en af mine bedste kammeraters søster. Hun havde noget med sine fødder, og hun rendte rundt i træskostøvler. Det drillede de andre drenge hende med. Jeg var som sagt ikke den højeste, og jeg havde strithår og langt nakkehår, ikke den kønneste, men når de drillede hende, så fik jeg lige styr på gutterne. Jeg ved ikke, hvad fanden det var, men de havde sgu respekt for mig.

Som seksårig fik jeg min egen Puch Maxi. Den holdt ovre på min fars værksted. Så kunne jeg gå over og hoppe op og jokke lidt på den. Det var jo egentlig vildt mærkeligt. I begyndelsen kunne jeg ikke køre på den. Men der gik ikke længe, så gik det fint. På min farmors marker kørte vi også på crossere, mig og min storebror Ronni. Han var tre år ældre end mig. Vi kørte også rundt på markerne i min fars gamle skrotbiler. Jeg kunne dårlig nok nå pedalerne.

Vi kedede os aldrig, mig og Ronni. Vi rendte rundt og skød med luftgevær med vatpinde i. Og vi kastede med savklinger ovre fra den nærliggende grøntsagsfabrik, som om det var frisbees. En dag, da Ronni kastede en efter mig, smuttede den hen over jorden og ramte lige i min ankel. Så løb jeg ned til lægen. Jeg har stadig min læge samme sted den dag i dag. Nu er det bare sønnen, der ejer klinikken. Jeg har klinikkens længste journal.

11-årige Nicki giver den gas på klubcyklen i Fjelsted.

EN DAG FIK VI et brev fra vores lokale bank. De inviterede os ud at køre speedway. Hverken min bror eller jeg anede, hvad det var. Men det viste sig, at der lå en bane i Fjelsted kun ni kilometer fra Brenderup. Jeg var 10 år, og man skulle være 12 for at prøve. Men Ronni kørte, og de kunne med det samme se, at han – ud af de par hundrede, der var mødt op – havde styr på gashåndtaget. Så han startede til speedway. Og et halvt år senere, da jeg var fyldt 11, sænkede man aldersgrænsen, og så kunne jeg også starte. Men jeg fik med det samme at vide, at det var Ronni, de satsede på. Det var jeg ligeglad med. Jeg skulle sgu da prøve.

Det var svært. Men jeg har altid godt kunnet lide udfordringer. Jeg elsker udfordringer. Førhen havde jeg øvet mig meget på at fløjte eller på at køre på baghjulet på min cykel. Nu skulle jeg lære at slide rundt i svinget. Ret hurtigt blev jeg bedre end dem på mit hold. Jeg har aldrig været den smarteste kniv i skuffen, men jeg har altid været snu. Jeg prøvede ting af. Lå derhjemme i sengen og analyserede løbene. Så det for mig inde i hovedet. If you can’t dream it, you can’t do it.

I 1993 var jeg med til danmarksmesterskabet i 80cc-klassen. Jeg var 16 år gammel, og Ronni var for længst taget til England for at køre på kontrakt. Løbet skulle køres i Vissenbjerg. Det var det største, jeg kunne opnå på det tidspunkt. Jeg fik en dårlig start. Lavede kun et enkelt point i første heat, som jeg husker det. Jeg var tvunget til at vinde mit sidste heat. Og det gjorde jeg. Overhalede endda en undervejs. Så blev jeg danmarksmester. TV 2 var der. Jeg stod i en billig T-shirt. Helt kæk. Der stod ’Bad Boy’ på. Tv-reporteren spurgte mig: ”Hvad er så din næste ambition?” Så svarede jeg, at det var at blive verdensmester.

Det gik ikke så godt for Ronni i England. Han kunne ikke rigtig få succes. Han væltede så meget, at det kostede flere penge, end han tjente. Vi var ovre at besøge ham på et tidspunkt. Efter det rigtige løb – second half, som man kalder det – prøvede jeg at køre mod de engelske klubbers juniorkørere. Jeg slog dem alle sammen. Og publikum syntes, det var fedt. Der var klubber, der gerne ville skrive kontrakt med mig, men mine forældre krævede, at jeg tog en uddannelse først. De sagde til mig: ”Din storebror kan ikke leve af den sport her, og så kan du slet ikke.”

Jeg kom i lære på en maskinfabrik, der lå på den anden side af gaden fra min fars forretning. Nu havde jeg gået så mange år på min fars værksted. Det var tid til at komme ud i marken. Den virkelige verden. Her lærte jeg at bore og svejse og dreje. Og jeg lærte om pladebukning. Masser af fed læring, som jeg stadig bruger i dag. Og han kunne sgu godt lide mig, min mester. Speedway er jo lidt en mærkelig sport. Man kører i flere forskellige lande ad gangen. Så mens jeg var i lære, kørte jeg løb i Sverige, Danmark og lidt i Polen også. Det havde min mester forståelse for.

Nicki indtager andenpladsen ved et løb i Skærbæk.

DEN SAMME DAG, som jeg fik mit svendebrev på Teknisk Skole i Odense, tog jeg færgen fra Esbjerg til Harwich klokken 17. Farvel, sagde jeg bare til mine forældre. Så var det af sted. Det var i marts 1988. Fra Harwich gik turen til Peterborough oppe midt i landet. Jeg skulle bo ved en plejefamilie. Min gode kammerat Thomas, der var mekaniker for mig, kørte mig derop. Familien var ikke hjemme, da jeg ankom med alle værktøjskasserne og cyklerne. De stod sgu ikke lige og viftede med flag. Det havde jeg måske troet.

Det gik faktisk pissegodt det første år. Men det var hårdt. De første to år, når jeg skulle rejse ud og køre i andre lande, sov jeg i lufthavnene på plastikstole eller på gulvet. Jeg brugte min taske som hovedpude. Jeg havde ikke noget valg. Jeg fløj alene. Med tiden lærte jeg alle støvsugerne i for eksempel Heathrow lufthavn at kende: Dy-dy-dy-dy-dy. Klokken fire om morgenen. Men sådan var det. I de forskellige lande havde jeg forskellige cykelmaskiner stående hos forskellige folk. Nogle gange måtte jeg også flyve rundt med en motor i hånden. En motor på 25 kilo i en papkasse. Den skulle jo bruges den næste dag.

Mor Vibeke er klar til at starte Nickis konfirmationsgave inde i stuen, inden far Preben træder til.

I 2002 KØRTE JEG min anden sæson i grandprix-serien (den består af 11 løb i 11 lande, og rytteren med sammenlagt flest point bliver verdensmester, red.). Da vi nåede til Chorzów i Tjekkiet, hen mod slutningen af grandprixet, havde jeg haft en lortesæson. Jeg havde ellers forberedt mig seriøst og investeret mange penge, men jeg kæmpede virkelig med tingene. Så da vi nåede til Chorzów, tænkte jeg: ”Fuck det, det kan sgu være lige meget.” Så dagen inden løbet drak jeg Jack Daniel’s og cola hele natten med den engelske landstræner og deres topkører. Til klokken fem om morgenen. Da jeg gik ud fra natklubben, var det lyst, og jeg tænkte: ”Hvad fuck sker der?”

Jeg kom tilbage til bussen, vi sov i, og kiggede på mine folk, der lå og sov. Alle mine ansatte havde stående i deres kontrakter, at de skulle være i seng klokken 24, og at de maks. måtte drikke to bajere. Jeg havde så fået lidt mere den dag. Godt nok skulle løbet først køres klokken 19, men jeg kunne godt se, at det var noget lort. Jeg lagde mig til at sove, stod op klokken 12 og tog noget morgenmad. Og gik i seng igen. Klokken 17 stod jeg op igen og tog et bad. En halv time senere gik jeg til køremøde. Bagefter gik jeg tilbage til bussen for at klæde om. Der var pænt dårlig stemning. 

Jeg tænkte bare: ”Hvis nu jeg kører ud og vinder pisset, så lukker jeg røven på dem.” Og så kørte jeg ud og vandt pisset. Jeg gjorde det aldrig nogensinde igen. Jeg vidste, det ikke var opskriften. Men jeg havde ikke vundet den aften i Tjekkiet, hvis jeg ikke havde lavet det stunt. Det var ren adrenalin og overlevelsesinstinkt.

Nicki Pedersen (forrest) med blandt andre verdensmester Jan O. Pedersen (nummer to fra venstre) og storebror Ronni (i midten).

DA JEG VAR 23 ÅR, tilbage i 2001, lagde jeg en plan sammen med Jacob Olsen, den daværende landstræner for speedwayholdet: en drejebog for mine første tre år i grandprixet. De første par år handlede om at blive en stabil rytter, køre topplaceringer hjem i løbene og komme op i top-20 på ranglisten. Og så videre og så videre. 

Sæsonens første grandprix i 2003 i Polen gik godt. Men i nummer to løb, oppe i Sverige, gik det knap så godt. Den tredje afdeling skulle køres i Cardiff på Millennium Stadium. Et gigantisk stadion. Jeg tænkte: ”Hold kæft!” Der var nok 50.000 mennesker. Der var virkelig gang i den. Inden sådan et løb er jeg altid maksimalt presset. Og spændt. Og glad. Man skal virkelig arbejde med sig selv for at gå ud og præstere sådan et sted. Men jeg følte ikke noget ekstra pres, fordi jeg ikke havde scoret så mange point i grandprixet i Sverige. Det har jeg aldrig gjort. Jeg lever sgu i nuet. Får det bedste ud af det. Selvfølgelig analyserer jeg på de ting, der sker. Men så må jeg også kigge fremad. Og hvad der sker i morgen – I don’t give a fuck. Nu er nu. Jeg vandt den aften. Og der vendte det hele på en eller anden måde. 

Resten af sæsonen sloges jeg med australieren Jason Crump og Tony Rickardsson fra Sverige. Det var tæt hele vejen. Helt indtil det sidste løb oppe i Hamar i Norge. Rickardsson røg tidligt ud, og så var det bare mig og Crump. Vi kom i hvert sit semifinaleheat, og jeg skulle køre det første. Pludselig lå jeg sidst. Men i løbet af de fire omgange fik jeg kørt mig forbi, først forbi en brite og så en polak. Jeg sluttede toer og var dermed klar til finalen. Nu var Crump tvunget til det samme. Ellers ville jeg blive verdensmester.

Han lagde skidt fra start, Crump. Han lå treer, og foran sig havde han polakken Rune Holta. Og så – i et sving – kørte han ham af banen. Holta lå længe på banen, og dommeren skulle se replays. Så tændtes lamperne. Crump var blevet diskvalificeret. Vi sprang rundt i ryttergården, og vi råbte og skreg. Jeg tabte stemmen med det samme. For jeg kunne slet ikke forstå det … verdensmester, verdensmester! Jeg havde aldrig nogensinde troet, at en dreng fra Brenderup – sådan en lille gut – kunne blive verdensmester.

Det tog mig måske 10 år at fatte. Stadigvæk, den dag i dag, er jeg meget ydmyg over det. Jeg er glad for det, men det er et ord, der er svært at forstå. At være verdensmester i sin sportsgren. Det forstår jeg nok ikke endnu. Det gør jeg virkelig ikke. Som person kan jeg godt være kæk og fremme i skoene. Men jeg er meget, meget ydmyg, når det kommer til stykket.

Nicki Pedersen giver gode råd til sin søn Mikkel under en træningsseance i Vissenbjerg.

NICKI PEDERSEN 

Født 1977. Opvokset i Brenderup på Fyn. Begyndte som 11-årig til speedway i den nærliggende Fjelsted Speedway Klub. Vandt som 16-årig danmarksmesterskabet i 80cc-klassen. Vandt i 2003, fem år efter han var flyttet til England for at blive fuldtidsprofessionel, verdensmesterskabet i speedway. Genvandt titlen i 2007 og 2008. Har desuden vundet VM for hold fire gange. Er stadig aktiv som kører, samtidig med at han er træner for det danske speedwaylandshold. Bosat ved Middelfart. Aktuel med bogen ’Knallertkongen’, der er udkommet på People’s.

EFTER 2003 VAR min krop brugt. Jeg havde ikke været særlig fit. Og tilværelsen som verdensmester krævede meget af mig. Pludselig skulle jeg stå til ansvar på en anden måde, hjælpe med alle mulige ting. Forventningerne og presset var stort. Og på banen ville alle slå mig i hvert eneste heat.

I efteråret 2006 indledte jeg et samarbejde med Lisa Thomey. Hun arbejdede som fysioterapeut for GOG Håndbold. Hun sagde til mig, at jeg var direkte fed. Fra oktober, hvor sæsonen sluttede, og til marts, hvor den skulle begynde igen, trænede jeg på fuldt skrald. Helt intenst. Jeg lagde kosten fuldstændigt om og gik fra en fedtprocent på 26 til 9. Jeg kom i stjerneform. Mit første VM havde jeg vundet på instinkt. Ikke på min styrke. Det var nødvendigt at komme i form, hvis jeg skulle strække min karriere ud. Jeg måtte tilbage on the beat.

Lige inden det første løb skrabede jeg mit hår af. Helt G.I. Jane-agtigt. Da jeg kom på banen, var folk bare sådan: ”Fuck, han er fit, mand.” Med det samme kørte det bare. Jeg var en robot. Eller det troede folk, jeg var. Jeg rykkede totalt målstolperne for, hvor god en fysisk form man som speedwaykører kunne være i, og jeg blev verdensmester i både 2007 og 2008. Det var ikke bare i grandprixserien, at jeg vandt det hele. Jeg kørte i 4-5 lande på det tidspunkt, og jeg var fucking god i alle lande. Jeg var ligeglad med, hvilket løb jeg stillede op i. Jeg gik bare ind i ilden. Jeg sparede mig ikke. Jeg var hård ved mig selv.

På vej på hospitalet med en brækket nakke efter et styrt i Holsted.

JEG HAR BRÆKKET over 30 knogler igennem min karriere. Et tocifret antal ribben. Har haft et tocifret antal hjernerystelser. Brækkede ryghvirvler, nakkehvirvler. Tredjegradsforbrændinger op ad det ene ben. Punkterede lunger.

I sommeren 2022 kørte jeg et ligaløb i Polen. For enden af langsiden på tredje omgang skete det. En kører, der var på vej inden om mig, ramte mig, og så kørte vi direkte sammen. Vores cykler hægtede sig sammen, og vi kørte direkte ind i stakittet med 120 i timen. Min cykel ramte stakittet først, og da den slog tilbage i et ryk, fik jeg cyklens kædestrammer skubbet flere centimeter ind i mit ben. Den trak i mig som en krog og skubbede min lårbensknogle op i bækkenet. Jeg kan slet ikke beskrive følelsen. Jeg lå på banen, på maven faktisk, og jeg forsøgte at dreje mig rundt. Men jeg kunne ikke aktivere bækkenet. Der stod det klart for mig, at der var noget ravruskende galt. 

På hospitalet fortalte de polske læger mig, at jeg skulle opereres i hoften og bækkenet, men at der ville gå nogle dage. I mellemtiden fik jeg nogle af mine folk til at sende billeder hjem til mit netværk i Danmark. Her lød vurderingen anderledes. Mit ben skulle med det samme lægges i stræk. Ellers ville blodtilførslen stoppe, hvilket sandsynligvis ville betyde, at mit ben skulle amputeres. Fire dage senere fløj jeg hjem mod Danmark. Med begge mine ben.

I hospitalssengen i Polen havde jeg sagt til mig selv, da jeg vågnede: ”Du skal tilbage i sadlen den 10. marts 2023.” Der ville den nye sæson begynde, og jeg havde sgu ikke lyst til at komme tilbage i april, maj eller juni, hvor alle andre havde kørt i et par måneder inden mig. 

Det var en sindssygt hård proces. Masser af smertestillende og nervestillende. Jeg lå i halvanden måned og tissede i kolbe. Alle sagde, jeg burde stoppe. Alle. ”Nu har han haft en flot karriere, og nu er han blevet skadet, og det er også synd for ham.” Fuck det! Der er ikke nogen, der skal synes, at det er synd for mig. Jeg skal nok selv styre, hvornår jeg har lyst til at stoppe. Og den 10. marts – der stod jeg sgu klar.

Nicki Pedersen fejrer VM-titlen for hold i 2014 sammen med Niels-Kristian Iversen, Peter Kildemand og Mads Korneliussen.

SMERTENS BARN

Nicki Pedersen fræser stadig frygtløst rundt på diverse europæiske speedwaybaner, selvom fynboen i løbet af sin karriere har brækket over 30 knogler i kroppen –  herunder nogle af dem, der sidder i nakken (flere gange). Smertetærsklen har Nicki Pedersen haft under udvidelse hele sit liv. Som toårig kappede han de yderste led på  lang- og pegefinger af i en dækpresser på farens værksted.

NU ER JEG landstræner, og jeg kører stadigvæk. Jeg synes, det er megafedt at forsøge at give noget videre til en ny generation. De kan spørge mig om alt. Kærestesorger, mekanik, sponsorer. De ringer, og så kaster vi bolden op og prøver at se, om vi kan gribe den igen.

Hver morgen når jeg står op, har jeg ondt i kroppen. Det er lige før, at det er nemmere for mig at sidde på speedwaycyklen. Jeg har været alt igennem. Og det er jeg glad for. Det gør det nemmere for mig at være landstræner. At være noget for de yngre. Man kan ikke bare læse sig til tingene. Hvordan fanden kan en coach lære nogen noget som helst, hvis det udelukkende er noget, vedkommende har læst i en bog? Sådan er det ikke med mig. Jeg siger bare det, der kommer inde fra mine ribben.

Det var farmorens ubetingede støtte, der gav Søren Schmidt fra Ølgod selvtilliden, der skulle til for at blive SOEREN LE SCHMIDT. Nu drømmer den 35-årige designer for de kendte og kongelige om at vise børn og unge, hvor langt man kan komme, hvis man har styr på tråden og dyrker sin kreativitet.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Morten Germund

BAG DE FIRKANTEDE briller lyser Inger Mortensens øjne af begejstring. Hendes hår er krøllet og brunt med lyse striber, hendes brede smil afslører et lille hul mellem fortænderne, og en næsten barnlig forventning fylder hendes ansigt. 

På parkeringspladsen gasser en knallert op og kører væk, mens hun låser sig ind ad bagdøren til Skjern Bibliotek. Egentlig er det hendes fridag, men lige nu er der intet sted i verden, den 50-årige biblioteksassistent hellere vil være.

”Det er simpelthen helt uvirkeligt, at du er her, Søren,” udbryder hun, da hun får øje på Soeren Le Schmidt, som venter ved et af hæve-sænke-bordene på bibliotekskontoret, der er omdannet til backstage-lokale. Det er en sen fredag eftermiddag i marts, og om en halv time skal den 35-årige vestjyde i sit lyse jakkesæt, som han har syet af reststof fra en sofa, holde foredrag. 88 mennesker har købt billet og sidder allerede klar på stolerækkerne ved bibliotekets børneafdeling, mens de spændt venter på at møde manden, de kender fra ’Vild med dans’ og som ham, der laver kjoler til dronning Mary og alle de kendte.

På stolerækkerne sidder også Soeren Le Schmidts forældre, Ulla og Finn Schmidt. De bor stadig i Ølgod, 20 kilometer fra Skjern, og har begge betalt 150 kroner i entré – de er for beskedne til at bede deres søn om billetter.

”Jeg er jo selv lidt fra Ølgod,” siger Inger Mortensen ’backstage’ på kontoret, og hun har knap fået overtøjet af, før hun griber chancen for at få taget et billede med Soeren Le Schmidt. Det virker som en ketchup-effekt på hendes kolleger, der indtil videre har bevaret roen, men nu nærmest stiller sig i kø for at blive fotograferet med designeren.

”Måske har jeg ekspederet dig nede i Theilgaards Boghandel,” siger en kollega, mens en anden først siger, at ”min mand ved slet ikke, hvem du er”, og derefter, at ”den seneste kendte, jeg blev fotograferet med, var Obi-Wan Kenobi (Ewan McGregor, red.)”.

”Vi har jo købt en lille gave til dig, Inger,” fortsætter kollegaen og peger på en lille pakke. Det har netop været Inger Mortensens fødselsdag, og hendes gave viser sig at være en billedramme, så hun kan printe sit foto med Soeren Le Schmidt ud og stille det på skrivebordet som minde.

”De andre har drillet mig lidt, fordi de vidste, at jeg ville blive så starstruck,” siger Inger Mortensen, der meget apropos har gået og spekuleret på noget: 

”Du, Soeren, kan du egentlig selv blive starstruck, når du møder Mary?”

EN MÅNED TIDLIGERE, i den anden ende af Danmark, kommer Soeren Le Schmidt cyklende det sidste stykke ad Nørrebrogade på sin ladcykel, træder på bremsen og planter en massiv læderstøvle med firkantet snude i asfalten foran Nørrebro Station. Han er klædt helt i sort, i lavtaljede, brede cargobukser, stramtsiddende T-shirt og en kort, kraftig dunjakke, og han kunne næsten gå i ét med aftenmørket, hvis det ikke var for hans korte, afblegede hår. På fingrene bærer han fem store sølvsmykker, et af dem er en ring med initialerne SLS, og med sig har han både en god og en dårlig nyhed.

Det er modeuge i København, men helt usædvanligt skal Soe­ren Le Schmidt ikke afholde et af sine stort anlagte halvårlige shows. I august, da han fremviste sin SS24-kollektion (SS står for Spring/Summer) med blandt andre tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, rapperen Tessa og skuespiller Dar Salim på catwalken (alle kunder hos Soeren Le Schmidt), annoncerede han samtidig, at det ville blive hans sidste i noget tid. 

”Det er helt underligt,” siger Soeren Le Schmidt, der i dag har holdt kundemøder i sit showroom på Christianshavn og netop har været hjemme for at lægge sine to et halvt-årige tvillingedrenge i seng.

Han smiler bredt og afslører et snorlige, kridhvidt tandsæt. Tidligere på dagen har han fået at vide, at Danmarks Radio har givet grønt lys til en ny sæson af ’Danmarks næste tøjdesigner’, hvor han medvirker som dommer – et talentshow, han selv i sin tid pitchede til DR. Det er den gode nyhed. Den dårlige er, at DR ønsker at udskifte programmets anden dommer, stylisten Anja Camilla Alajdi, som han skal mødes med om få minutter.

”Min farmor forstod virkelig min lille kreative hjerne. Hendes systue blev mit gemmested, mit frirum. Jeg kunne sidde der og forsvinde ind i mig selv, og der var ikke nogen grænser.”

KORT EFTER NØRREBRO bliver til Nordvest, ligger et lukket autoværksted. Her åbnede for snart tre år siden baren Autopoul, opkaldt efter det tidligere værksted, og om sommeren er her fyldt med folk, der drikker naturvin i hvide plastikstole på parkeringspladsen, mens lokalerne om vinteren lejes eller lånes ud til events. I aften er her modeshow, og Soeren Le Schmidt er inviteret, fordi han er Soeren Le Schmidt, og fordi aftenens fremviser er en af finalisterne fra DR-programmet ’Danmarks næste tøjdesigner’. 

”Du har Billy Idol-hår,” siger Anja Camilla Alajdi til Soeren Le Schmidt, da vi efter en kort cykeltur fra Nørrebro Station møder hende foran Autopoul. 

Selv har hun gråt, næsten sølvfarvet krøllet hår, er iført et mørkegråt jakkesæt og et smil, der ikke antyder nogen skuffelse over at være blevet skiftet ud af DR. Soeren Le Schmidt svarer med et grin, og sammen gelejder de sig gennem menneskemængden og ind i garagen, hvor hvide plastikstole er opstillet på to rækker med ryggen til hinanden i midten af lokalet, der er badet i lys fra gule neonrør. Tre Soundboks-højttalere spiller på skift tung hiphop og elektronisk musik, og efter en kort kunstfilm træder en snes høje, slanke modeller med elefanthuer og tribal-printet tøj frem og catwalker rundt om stoleformationen.

Designeren bag, dansk-tyrkiske Cengiz Güdücü, har tiltrukket så stort et publikum, at en ung kvinde må hoppe op på skuldrene af sin ven for at kunne se ind i garagen, mens andre må overvære showet gennem skærmene på oprakte telefoner. Hele seancen varer blot 10 minutter, og mens dele af publikum driver ud i aftenmørket, søger andre ind til en improviseret efterfest i autoværkstedets garage, der har omtrent samme temperatur som en kummefryser.

DER ER 16 år mellem Soeren Le Schmidt og 51-årige Anja Camilla Alajdi, som han plejer at kalde for ’tante’. Hun har i mange år været personlig stylist for dronning Mary, og det var hende, der i efteråret 2017 ringede til Soeren Le Schmidt for at bestille den royale nytårskur-kjole, der endte med at blive hans gennembrud.

De to blev samme år introduceret til hinanden af ’Vild med dans’-vært Sarah Grünewald, som i programmets 14. sæson tonede frem på skærmen i en sort kjole af Soeren Le Schmidt. Men Anja Camilla Alajdi havde allerede hørt om den unge skrædderuddannede vestjyde, mens han arbejdede for designeren David Andersen, og hun kunne se, at han kunne noget særligt.

”Jeg kunne virkelig godt lide hans udtryk,” husker hun. ”Hans kjoler var – og er – på én gang moderne og tidløse. De har rene linjer, samtidig med at der sker en hel masse, og selvom hans design ofte er spektakulært og letgenkendeligt, er han god til at lade personen være i centrum, så det er vedkommende, der bærer kjolen – ikke omvendt.”

Dengang havde Soeren Le Schmidt kun været officielt i gang som selvstændig designer i et par måneder, så det kom som et chok, da han modtog opkaldet om, at den daværende kronprinsesse ville have ham til at designe en kjole til en af årets store royale begivenheder: dronningens nytårskur i 2018.

Og svaret på spørgsmålet fra Inger Mortensen på Skjern Bibliotek er, at første gang han var på Amalienborg, var han om ikke starstruck, så i hvert fald virkelig nervøs. I alt tog det et par måneder at designe den lange, røde kjole, der blev fremstillet af silkeduchesse – en form for satin, der også anvendes til brudekjoler – og med en markant grafisk udskæring ved bryst og skuldre.

1. januar 2018 lå han med tømmermænd efter nytårsaften hjemme hos sin søster Line og fulgte med i nytårskuren på tv. Da kronprinsesse Mary trådte frem på den røde løber, blev han ”beæret og meget rørt”.

”Jeg tror, at det var første gang, jeg for alvor følte, at det her er jeg faktisk virkelig god til,” siger Soeren Le Schmidt, der siden har designet en række kjoler for den nye dronning – blandt andet den hvide kjole, hun bar på balkonen ved tronskiftet i januar i år.

SOEREN LE SCHMIDT OM… 

Marys hvide kjole

”Jeg vidste intet om dronningens abdicering. 1. januar blev jeg spurgt, om jeg ville lave en kjole til dronning Mary, som hun skulle have på ved tronskiftet. Det sagde jeg selvfølgelig ja til. Jeg har lavet en del kjoler til Mary, men den her var noget særligt. Jeg havde 14 dage til det, så det krævede nogle lange aftener. Da dronning Margrethe blev indsat, bar hun sort, fordi hendes far lige var død, så jeg vidste med det samme, at den skulle være hvid. Kjolen symboliserede Dannebrog, fordi Mary bar røde rubinøreringe og den røde rubinbroche, hun havde arvet fra dronning Ingrid. Det var en historisk dag, og kjolen fik opmærksomhed i hele verden. Det er nok det største, jeg nogensinde kommer til at lave i Danmark.”

CHARLOTTE AMALIE SCHMIDT var en kærlig dame med gråt, krøllet hår, der altid gik i kjole eller nederdel og en lille hæl. Faktisk kan Soe­ren Le Schmidt ikke huske, at han nogensinde har set sin farmor i et par almindelige bukser, når han som barn kom hjemme hos hende i Ølgod. 

I et af husets værelser havde Lotte, som bedstemoren altid blev kaldt, indrettet en systue med fire gamle industrisymaskiner og en broderimaskine. På store egetræsreoler lå stofruller og ringbind fyldt med skabeloner og mønsterdele til tøj, og i vindueskarmen af sort marmor stod en ghettoblaster, der spillede jazz. Gulvet var beklædt med væg til væg-gulvtæppe, hvilket kunne være temmelig upraktisk, hvis man tabte en knappenål.

Med hjælp fra sin farmor syede Søren Schmidt som seksårig sit første stykke tøj – en mørkegrøn habitjakke i tweed. Han havde den på til sin onkels 50-års fødselsdag en kold vinterdag, men selvom hans far flere gange forsøgte at få ham til at tage en varm frakke udover, nægtede han – end ikke at slå reverset op om halsen kunne komme på tale. 

Senere, da hans arme blev for lange til, at han kunne passe den, forlængede han ærmerne med to stykker brunt ruskind, og når Søren Schmidt, der nu er Soeren Le Schmidt, i dag er ude at holde foredrag, har han stadig habitjakken med.

Lotte Schmidt og hendes mand Edvin drev i mange år manufakturhandlen I.C. Schmidt i Ølgod, sådan som Edvin ­Schmidts forældre havde gjort det før ham. Her syede de gardiner og kjoler på bestilling, og ovenpå lå deres bolig, indtil de i 1986 – to år før Søren blev født – besluttede sig for at sælge bygningen. Med sig tog de en håndfuld af symaskinerne, som fik plads i deres nye hus.

I dag ligger der et pizzeria i lokalerne på Storegade 22. Her mødes Soeren Le Schmidts forældre en gang om året med farens brødre og spiser på Lotte ­Schmidts fødselsdag – hun døde i september 2014, 90 år gammel.

Faren Finn Schmidt er uddannet teknisk designer og tegner trapper, mens moren Ulla Schmidt er pædagogmedhjælper og har arbejdet som klinikassistent. Sønnen er vokset op i en typisk kernefamilie med en to år yngre søster, og så længe han kan huske, har hans forældre bakket op om hans kreative udfoldelser. Han fik lov til at gå klædt, præcis som han ville, først i tøj, hans farmor havde syet, og senere i sine egne kreationer. Sammen tog bedstemor og barnebarn ud og købte stof, han kunne sy af, eller også gik de på jagt i byens tre genbrugsbutikker efter gammelt tøj, han kunne skille ad, sy om og eksperimentere med. 

”Min farmor forstod virkelig min lille kreative hjerne. Hendes systue blev mit gemmested, mit frirum. Jeg kunne sidde der og forsvinde ind i mig selv, og der var ikke nogen grænser. Nogle gange følte jeg, at jeg havde siddet der i 10 minutter, og så var der måske gået 10 timer. En gang imellem pjækkede jeg også fra skole for at sidde og sy hele dagen. Og min farmor sladrede ikke til mine forældre.”

ØLGOD ER EN typisk mindre provinsby med knap 3.800 indbyggere, tre supermarkeder, tre pizzeriaer, et fodboldstadion, en idrætshal og en kommuneskole. Det er efterhånden længe siden, Soeren Le Schmidt sidst var hjemme (forældrene har købt fritidshus i Dragør for at kunne være tættere på deres børnebørn), men ifølge ham er der ikke meget, der har ændret sig, siden han gik på Ølgod Skole i begyndelsen af 90’erne. 

”Jeg var det lille finurlige barn, som syede sit eget tøj, var lidt nørdet og stak lidt ud,” fortæller han, men den gængse fortælling om, at det kan være svært at begå sig i et mindre provinssamfund, hvis man ikke passer ind, gælder ikke her. Soeren Le Schmidt husker ikke, at han nogensinde er blevet drillet, fordi han var dreng og elskede at sy.

”Jeg er ofte blevet spurgt om det, men jeg har aldrig oplevet noget. Det kan da godt være, der er nogen, der i krogene har tænkt ’fuck, en weirdo’, og fred være med det, men jeg er aldrig blevet mobbet. For mig var der ekstremt højt til loftet. Det skyldes nok også, at jeg er opdraget sådan, og at især min farmor forstod at hylde mit finurlige væsen.”

Line Schmidt, Soeren Le Schmidts søster – der arbejder med marketing og nok er det menneske, som designeren er tættest med – erindrer heller ikke, at nogen så skævt til hendes storebror: 

”Søren gik ofte i hjemmelavet tøj, så på den måde stak han jo ud. Men jeg har aldrig set nogen drille ham, og jeg har heller ikke selv hørt nogen negative bemærkninger. Søren dyrkede bare sin store interesse, og folk lod ham være i fred.”

Sværest havde Søren Schmidt ved at passe ind i skolen. Ikke fordi han var svag bogligt, men fordi han havde svært ved at interessere sig for undervisningen, hvis ikke lærerne kunne forklare ham, hvad han skulle bruge det til – matematik for eksempel forstod han først, da han skulle bruge det til at udregne mønsterkonstruktioner, når han syede tøj.

Da han gik ud af 9. klasse, erklærede skolen ham uegnet til gymnasiet. I ren trods gik han til optagelsesprøve på handelsgymnasiet i Varde og bestod med perfekte karakterer. Mens han gik på HHX, legede han en overgang med tanken om at læse teologi, fordi han havde læst et sted, at der var mangel på gadepræster. Men dybest set var han nok allerede klar over, at han skulle bruge sit talent for at sy.

Søren Schmidt blev student i sommeren 2007. Nogle måneder forinden havde han fundet en lejlighed på Amager, så da han efter nogle dages studenterfester vågnede med tømmermænd, pakkede han en taske og tog toget til København – uden at fortælle det til sine forældre.

På køleskabet derhjemme satte han en post-it: ”Jeg er flyttet. Kh Søren.”

DET NYE NAVN står med blokbogstaver over døren på Strandgade 22 på Christianshavn, et tidligere forandringsskrædderi, som Soeren Le Schmidt overtog i 2020. Han har indrettet det med showroom ude foran og systue i baglokalet, hvor symaskinerne er nye, mens de gamle skræddersakse, målebånd og andet udstyr er fra farmorens systue i Ølgod.

En mandag i februar er to kvindelige ansatte i gang med at sy en hvid nederdel og presse en håndfuld sorte jakkesæt. Førhen lavede Soeren Le Schmidt alting selv, men efterhånden som efterspørgslen på hans tøj er steget, tager han sig i højere grad af kundemøder og design, mens han overlader syningen til andre. På dagens program står blandt andet et besøg af en caster, der skal finde deltagere til næste sæson af ’Danmarks næste tøjdesigner’, og to kunder, der begge skal have syet en brudekjole.  

At 7. september åbenbart er en af årets store bryllupsdatoer, står klart, da brud nummer to træder ind ad døren først på eftermiddagen.

”Der er virkelig mange af mine kunder, der skal giftes den dag,” bemærker kjoledesigneren, der rækker ud efter blok og kuglepen og smiler til den lyshårede kvinde i mørkeblå vinterfrakke ved bordet over for ham.

”Du skal ikke tage dig af, at jeg spørger om alt muligt mærkeligt, det er bare for lige at spore mig ind på retningen,” siger han og vil blandt andet gerne vide, hvor vielsen finder sted (i Holmens Kirke), hvad brudgommen skal have på (en sort smoking), hvor mange gæster der er inviteret (130), og om bruden har en stor tatovering på ryggen, han skal sørge for at dække (nej). Han tager noter, mens de bliver enige om en klassisk stropløs kjole med slæb og slør og et budget i underkanten af 20.000 kroner.

En kjole fra Soeren Le Schmidt kan tage op til et halvt år at producere. Undervejs skal kunden forbi showroomet en håndfuld gange for at vælge stof, få taget mål og få rettet kjolen til, så den sidder perfekt. Set i det lys er prisen måske ikke så mærkelig, men ofte oplever Soeren Le Schmidt, at folk tror, det er endnu dyrere.

”Mange tror, at man skal have 50.000 kroner med for overhovedet at kunne træde ind ad døren, men jeg laver tøj i mange prisklasser, afhængigt af hvor avanceret opgaven er, og hvor dyr en metervare man vælger.”

Det er de store, dyre kjoler, der har gjort Soeren Le Schmidt kendt, men han laver faktisk flest jakkesæt til mænd. Noget af det skyldes, at han har indgået firmaaftaler med banker, men også at der kommer mange mænd i aldersgruppen 35-50 i showroomet på Christianshavn, typisk fordi de har svært ved at finde jakkesæt, de kan passe.

”Jeg har selv ekstremt lange arme, og derfor har jeg altid haft svært ved at finde tøj,” siger han og strækker dem ned mod gulvet for at illustrere. 

”Hvis man har skæve skuldre, store fodboldlår eller en lille topmave, bliver der taget højde for det, når man køber tøj hos mig. Jeg er heller ikke bange for at sige min mening til kunderne eller fortælle dem, hvordan jeg synes, at de skal style det tøj, de køber hos mig, og det oplever jeg heldigvis, at de fleste tager godt imod.”

Inden den kommende brud rejser sig fra bordet og går, aftaler hun og Soeren Le Schmidt at mødes igen om et par uger. Til den tid vil han have bestilt stofprøver hjem og tegnet tre forskellige skitser, hun kan vælge imellem.

”Jeg ved, hvad jeg vil synes er pænt til dig, og jeg tror også, jeg ved, hvad du kan lide,” siger han selvsikkert.

”Det er jo Holmens Kirke,” fortsætter han. ”Det skal være et skur af en kjole.”

SOEREN LE SCHMIDT OM…

Helle Thornings kavalergang 

”Helle Thorning-Schmidt er fast kunde, og da hun skulle til gallataffel på Amalienborg i september 2022, bad hun mig lave en kjole. Jeg vidste, at den ville skabe omtale, fordi den var stor, pink og havde nogle vilde ærmer – og så var der jo den der kavalergang. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at der ville blive så meget debat på grund af en udskæring. Det kom bag på mig, at man i 2022 var så gammeldags, at man kunne tillade sig at debattere en kvindes kavalergang. Derfor gjorde det mig glad, at der efterfølgende var mange, som tog kjolen op med det budskab, at man selvfølgelig må gå klædt, som man vil.”

At designe teaterkostumer  

”Normalt nørder jeg alle mulige detaljer som for eksempel betrukne knapper, men alt det er der ingen, der kan se fra bagerste række. Til gengæld skal skuespillerne komme lynhurtigt ind og ud af deres kostumer, og derfor bliver de lavet med nogle store, grimme velcrolukninger. Man er også nødt til at skrue op for nogle ting, som størrelsen på en hat, da man skal kunne se kostumerne fra både række fire og række 52. Jeg har lavet mere end 100 kostumer til ’Askepot’ – til den gode fe brugte vi 216 meter tyl.”

I SOMMEREN 2007, da Søren Schmidt steg af toget på Københavns Hovedbanegård, ankom han med en drøm om at blive selvstændig designer. Men hjemmefra havde han lært, at man skal tjene penge, før man kan bruge dem, og at man skal sætte sig ordentligt ind i tingene. Derfor søgte han ind på handelsøkonomuddannelsen på Niels Brock for at lære om erhvervsjura og om, hvad ting som debit, kredit og moms betød.

Han færdiggjorde ikke uddannelsen, men kom efterfølgende ind på den nu lukkede skrædderuddannelse på Teknisk Skole i Ishøj, hvorfra han blev færdiguddannet i sommeren 2015. Sideløbende arbejdede han for andre designere og freelancede som stylist. 

Her mødte han skuespillere, musikere og andre kendte og opbyggede et stort netværk, inden han som 29-årig blev selvstændig i efteråret 2017 – blandt andet kom skuespiller Trine Dyrholm og tv-vært Eva Harlou som nogle af de første på kundebesøg hjemme i hans toværelseslejlighed på Vesterbro, hvorfra han drev sin virksomhed i begyndelsen.

Han tog navneforandring fra Søren til Soeren for bedre at kunne arbejde internationalt, og han tilføjede mellemnavnet Le som en hyldest til sine bedsteforældre – L for Lotte og E for Edvin. Et sted undervejs har han også fuldstændigt fralagt sig sin vestjyske dialekt.

”Jeg tror, det lykkedes mig at finde et hul i markedet med mine store kjoler, som samtidig kan være helt minimalistiske,” lyder hans egen forklaring på, hvorfor han fik så hurtig succes som designer. 

”Mange af kjolerne til de store gallafester og prisuddelinger var dengang fyldt med blonder, perler og pailletter, og det kan også være smukt, men jeg synes, det er mere interessant at arbejde med silhuetter og mønsterkonstruktion, så man skræller al pynten af og lader selve kjolen tale for sig selv.”

I DAG STÅR kendte danskere nærmest i kø hos Soeren Le Schmidt, når foråret og de store prisuddelinger nærmer sig. På Christianshavn har der blandt andet været travlt med at lave en kjole, som Paprika Steen skal have på til årets Robert-priser. Samtidig er systuen ved at færdiggøre kostumer til en stor musicalopsætning af ’Askepot’ i Tivoli, hvor chefdesigneren har måttet hente yderligere seks skræddere ind for at kunne følge med. 

Alt bliver designet og produceret lokalt. Kun når Soeren Le ­Schmidt laver uniformer for hoteller og restauranter – blandt andet Nimb og Alchemist – fremstilles de i udlandet, fordi mængden af tøj er større, end han og hans ansatte kan håndtere. 

Da han startede sin virksomhed i 2017, lavede Soeren Le ­Schmidt en mindre kollektion af printede T-shirts og sweatshirts med sit navn på. Han får stadig forespørgsler på dem, men han har ingen planer om at sætte en ny produktion i gang.

”De solgte fint, men jeg kedede mig i det. Det, der driver mig, er kreativiteten i at designe noget unikt. På den måde bevarer man også eksklusiviteten. Du risikerer ikke at møde op til en fest, og så er der tre andre, som har det samme på som dig. Det, du får hos mig, er designet kun til dig. Hver gang en kunde kommer ind ad døren hos mig, er det en ny udfordring, og det kan jeg godt lide.”

Hvis Soeren Le Schmidt hyrede en virksomhedskonsulent eller optrådte i ’Løvens Hule’, ville han formentlig blive rådet til at sætte gang i en billigere, masseproduceret kollektion ved siden af de skræddersyede kjoler. På den måde ville han kunne sælge sit tøj hos forhandlere i både ind- og udland og hurtigt forvandle en lille enkeltmandsvirksomhed til et brand med en stor millionomsætning. For til sidst at lave en såkaldt ’exit’, hvor man sælger sin virksomhed og sin livsdrøm for så mange penge til sig selv som muligt. 

Men det interesserer ham ikke.

”Jeg har ikke nogen drøm om, at jeg skal have 50 ansatte. Jeg elsker det, som det er lige nu, hvor vi har travlt, men kan følge med. Jeg har intet behov for, at Soeren Le Schmidt skal være et stort brand, der forhandles i Jylland, Tokyo og Berlin. Jeg kan godt lide selv at have kontakt med mine kunder, og jeg har det bedst med, at vi producerer, når efterspørgslen er der, i stedet for at lave to kollektioner om året bare for at gøre det.”

I STEDET DRØMMER han om at få lov til at arbejde med børn og unge. Om at undervise dem i at bruge deres kreativitet, sådan som hans farmor for mange år siden lærte ham at bruge sin.

”Jeg læste et sted, at hver tredje elev i en folkeskoleklasse har særlige behov og derfor ikke har lyst til at komme i skole. Måske er det ikke alle, der passer ned i den kasse, som er det danske skolesystem. Hvis man havde sendt mig til lægen som barn, kan det godt være, at jeg var blevet diagnosticeret med et eller andet, men heldigvis havde jeg en familie, der tilskyndede mig til at dyrke min kreativitet og ikke tog sig af, at jeg ikke interesserede mig for matematik og andre boglige ting. Hvorfor ikke få noget mere kreativitet på det fucking skoleskema? Jeg siger ikke, at der skal være et fag, der hedder ’Sådan bliver du Soeren Le Schmidt’, men jeg ville ønske, at der kom mere fokus på kreativitet i folkeskolen. Det kunne jeg godt tænke mig at være med til.” 

Det er den mission, han er på, når han i april går i gang med optagelserne til den kommende sæson af ’Danmarks næste tøjdesigner’, der skal sendes i efteråret.

”Det handler om at hylde kreativitet, men fra et lidt mere kommercielt perspektiv. Alle designere kan lave noget, som er vildt og skørt og ser flot ud, men kunsten opstår først, hvis det kan sælges. Der er så mange dygtige designere i Danmark, og jeg ville gerne sætte fokus på nogle af dem. Det gør mig virkelig stolt, når jeg ser, hvor godt mange af programmets deltagere klarer sig. Det beviser, at det kan lade sig gøre at leve af sin kreativitet.”

LIGEGODT SOERENS  

Soeren Le Schmidt er født (som Søren Schmidt) i 1988. Opvokset i Ølgod i Vestjylland. Uddannet skrædder fra Teknisk Skole i Ishøj i 2015. Har siden 2017 drevet skrædderi og eget tøjmærke. Kendt for sine gallakjoler til kendte og kongelige, men designer også brudekjoler, jakkesæt og almindeligt hverdagstøj. Ved siden af samarbejder han blandt andet med smykkefirmaet Pilgrim, sofaproducenten Sofacompany og senest Holme­gaard, som han skal designe fade og vaser for i an­led­ning af glasværkets 200-års jubilæum i 2025. Optræder på tv som dommer i ’Dan­marks næste tøjdesigner’, der til efteråret har premiere på anden sæson. Har desuden medvirket i programmer som ’Stjerner i trøjen’ på Discovery og ’Vild med dans’. Bor i København med sin kone, stylisten Nikoline Le Schmidt, og deres to små tvillingedrenge, Mio og Marlon.

PÅ SKJERN BIBLIOTEK har Inger Mortensen stadig lys i øjnene, da Soeren Le Schmidt tager hul på sit foredrag, som begynder med fortællingen om hans opvækst. Et sug går gennem publikum, da han hiver sin gamle habitjakke frem og afslører, at han syede den som seksårig. På stolerækkerne kan tælles syv mænd, tre yngre kvinder og en lille pige, men ellers er Soeren Le Schmidt de lidt ældre kvinders mand. Det er dem, der flittigst gæster hans foredrag, fortæller han, især i Jylland.

Undervejs må Soeren Le Schmidt tilkalde teknisk assistance, da et YouTube-klip ikke vil afspille. På stolerækkerne bryder småsnakken ud, en bibliotekar kigger koncentreret ind i pc’en, men designeren selv tager det roligt.  

Hvis Soeren Le Schmidt har et talent ud over det kreative, er det nok hans evne til at færdes lige så ubesværet på et bibliotek i Vestjylland, som han gør det på Amalienborg eller til et modeshow i Nordvest. 

Som stylist Anja Camilla Alajdi siger: ”Han er en af de få, der kan slippe af sted med at være kommerciel og samtidig være accepteret i de kredse, hvor folk går op i at være niche og cool. Jeg tror, det skyldes, at han formår at holde fast i sig selv, uanset hvor han færdes, hvilket kan være supersvært i modeverdenen, hvor man nemt kan lade sig rive med af at blive feteret.”

Måske er der nogle i branchen, der synes, at han er for mainstream, men ligesom da han var barn, registrerer han det ikke. Soeren Le Schmidt hviler i det, han laver, og han laver lige, hvad han har lyst til.

”Jeg er ikke interesseret i, at mit tøj kun skal være for en bestemt gruppe mennesker. Jeg designer til folk på Skjern Bibliotek og til dem, der sidder på forreste række til Copenhagen Fashion Week.”

Han er heller ikke bange for at optræde i sammenhænge, der ikke umiddelbart har noget med hans tøj at gøre. Han meldte sig til ’Stjerner i trøjen’, et program, hvor en række kendte indlogeres på en kaserne og skal lære, hvad det kræver at være i militæret, fordi han var ’Danmarks slappeste mand’ – selv hans kone troede ikke på, at han ville klare det. Og han takkede ja til ’Vild med dans’, selvom han ikke dansede brudevals til sit eget bryllup, da ingen af hans venner mente, at han kunne lære at danse. Men også, fortæller han, fordi han for alt i verden ikke vil opfattes som højrøvet.

”Jeg tror, at mange synes, at folk i modebranchen er snobbede og arrogante, og den forestilling vil jeg gerne have pillet af mig. Jeg kan godt lide, at folk møder en anden side af mig, og at de forhåbentlig kan se, at jeg både har humor og er nede på jorden.”

Ikke at Soeren Le Schmidt kan huske nogensinde at være blevet konfronteret med den fordom, nu hvor han tænker over det. Men så er der sat to streger under, hvis nogen skulle være i tvivl.

TIL SIDST ER det tid til spørgsmål fra publikum: Hvad kostede den dyreste kjole, han har lavet? Ca. 75.000 kr. Hvor lang tid tager det at lave en kjole til den røde løber? Op til et halvt år. Var det ham, der bestemte, at Marys kjole skulle være hvid? Ja.

En kvinde nede bagved rækker hånden op: ”Hvordan går det egentlig med øjet?”

I sensommeren, under et ophold på Marienlyst Strandhotel, kom Soeren Le Schmidts kone ved et uheld til at ramme ham i højre øje med sin vielsesring. Han fik skrabet hul på hornhinden, og hele efteråret, mens han dansede i ’Vild med dans’, kunne han næsten intet se på det øje. Og da TV 2 i januar hyrede ham til at kommentere kjolerne ved nytårskuren på Amalienborg, modtog han bagefter et hav af beskeder fra folk, som syntes, at det var rørende, at han havde tårer i øjnene – i virkeligheden skyldtes det, at han havde problemet med øjet, som konstant løb i vand.

”Det går bedre,” svarer Soeren Le Schmidt, der har fået en operation, hvor hans hornhinde blev slebet. ”Jeg skal opereres igen om et par uger, og så går det forhåbentlig helt væk.”

Han takker af til bifald, og hurtigt former sig en kø af midaldrende kvinder, der vil hilse og have taget billeder. 

Et sted iblandt dem står en yngre, mørkhåret kvinde og smiler lidt genert. Hun har en nederdel på, som hun har fundet i en genbrugsforretning, og om halsen bærer hun et lille, fint tørklæde. Hun går i 2. g og er kommet fra Horsens for at høre Soeren Le ­Schmidts foredrag, fordi hun selv drømmer om at blive enten skrædder eller designer. Men hendes forældre har sagt, at det kan man altså ikke tjene penge på.

”Selvfølgelig kan man det,” indvender Soeren Le Schmidt.

Han siger det ikke højt, men han får lidt ondt af den unge pige – tænk, hvis hans egne forældre havde lagt bånd på hans drømme.

”Skriv til mig,” siger han og smiler. ”Så kan du komme i praktik.”

IBEN HJEJLE befandt sig godt som kvinde i en ha-ha-drengeverden, men har nu lyst til at være en, der ikke flimrer så meget, og som tror mere inderligt på det, hun laver. Spørgsmålet er: Hvordan finder man ind til sig selv, når man har spillet roller hele sit liv? Ud & Se forsøger at finde et svar.
Tekst:Birgitte Ellemann HöeghFoto:Morten Germund

IBEN HJEJLE ER TRÆT. Træt af at tale offentligt om sin barndom. Træt af at fortælle om sit internationale arbejde med den engelske instruktør Stephen Frears og om, at hun blev foreslået at gå til casting på ’Ringenes Herre’, men afslog. Træt af offentlig virak om sine tidligere forhold til mere eller mindre landskendte mænd. Træt af at tale åbent om at miste sin mor for tidligt, om de to gange, hun blev slået omkuld af stress, eller om hvordan hun håndterede moderskabet i en alder af 26 år, da hun netop var blevet udråbt som et af landets største skuespiltalenter med tilbud fra ind- og udland.

”Man har sgu da ikke spurgt mine mandlige kolleger, hvordan de håndterede deres børn, men mig … igen og igen,” som hun siger med tydelig stemme.

For Iben Hjejle er det mere relevant at tale om, hvor hun er i dag, om hendes fag og om det skift, hun har oplevet i indholdet i kvinderollerne på film, tv og teater gennem sin karriere. Og om alle de mandlige instruktører, der i starten bad kvinderne om at stå ovre i hjørnet og plirre med øjnene – til i dag, hvor hun spiller hovedrollen i teaterstykket ’Lægen’ på Folketeatret i København. Et klassisk teaterstykke fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor den mandlige hovedrolle er blevet skrevet om til en kvinde. 

”Dén forestilling handler om alt det, vi beskæftiger os med i dag, som er langt mere vedkommende: race, køn og klasse blandt andet, og så er jeg et sted nu, hvor jeg får mulighed for at spille teater igen. Dét elsker jeg.” 

OKAY, LAD OS gå Iben Hjejles vej. Vil man høre mere om hendes baggrund, kan man få fingrene i hendes selvbiografi ’En gylden korkprop’. Man kan også lytte til hendes og tv-vært Signe Lindkvists podcastserie ’Sitter’, hvor de to hver onsdag siden 2018 har talt om stort og småt og indimellem skraldgriner og lader skiver af deres privatliv glide ind. Og så kan man fortsætte læsningen af denne artikel, der tager afsæt i Iben Hjejles prøver på ’Lægen’. 

En torsdag i begyndelsen af januar har en natlig snestorm dækket Danmark med et tæt, hvidt tæppe, og Vejdirektoratet har fra morgenstunden frarådet alle at tage på unødvendig langfart. Men klokken 12:00 er næsten alle involverede i forestillingen alligevel til stede på teatret. Også forestillingsleder, instruktørassistent og sufflør, der bag et skrivebord følger prøven tæt – og i ny og næ scroller et par nyheder på internettet. Ensemblet har alt for travlt med at nå i mål inden premieren til, at en smule snestorm skulle lamme produktionen. 

De har været i gang siden midten af december, og nu gælder det en central scene for hovedkarakteren Ruths udvikling. Ruth er læge og landet i en shitstorm, fordi hun har nægtet en 14-årig pige den sidste olie fra en katolsk præst i håbet om at skåne hende for visheden om, at hun skal dø.

Udenfor er der udsigt til Ørstedsparken og en musegrå, snemættet himmel. Indenfor i et kridhvidt øvelokale med syv lægekitler på et tøjstativ taler instruktør Kim Bjarke scenen igennem med Iben Hjejle.

”Jeg var sjældent rundt på gulvet, da jeg kom hjem i går. Min hjerne var slået helt fra, så jeg er en smule udfordret med den her scene,” siger Iben Hjejle.

”Det tager jo noget tid at lære det her,” beroliger instruktøren.

Der foregår en form for forhandling om at få renset alt overflødigt ud af manuskriptet, derpå klikker Iben Hjejle scenen i manuskriptet ud af sit ringbind, puster ud, retter ryggen, stikker den ene hånd i lommen og træder i myndig karakter.

I de næste par timer undersøger hun og to andre skuespillere teksten sammen med instruktøren, mens de prøver. De er nede i detaljer i forhold til fysisk placering i rummet, bevægelser, intonation og replikker.

Iben Hjejle træder lynhurtigt ind og ud af sin versionering af den ranke og dumstædige Ruth. Når hun går i stå, henter hun replikker hos suffløren, og kløjes hun i talemåder, skærer hun grimasser, siger nogle almindeligheder og derpå noget sjovt. Så er hun tilbage igen. Det går lynhurtigt. 

HJEJLE HURTIGT

Født 1971. Havde sin første rolle som 10-årige Lise i DR’s tv-serie ’Petersens morgen, middag og aften’ i 1982. Uddannet fra Statens Teaterskole i 1996.

Har sat sit aftryk på danske ­filmsucceser, for eksempel ’Mifunes sidste sang’, ’Blinkende lygter’, ’Gamle mænd i nye biler’, ’Inka$$o’ og ’Klovn – The Movie’ samt en række danske tv-serier, blandt andet ’Langt fra Las Vegas’, ’Klovn’, ’Anna Pihl’ og ’Dicte’.

Aktuel i ’Lægen’ på Folketeatret. Har også medvirket i ’Romeo og Julie’ på Østre Gasværk Teater og ’Jordens indre’ på Folke-teatret.

Udkom i 2022 med selvbiografien ’En gylden korkprop’. Har sammen med tv-vært Signe Lindkvist siden 2018 produceret podcasten ’Sitter’. Titlen er hentet fra skuespiller Sigrid Horne-Rasmussen, der havde kælenavnet ’Sitter’.

Har sønnen William på 26 år med musikeren Emil de Waal. Lever i dag sammen med Claus Bindslev.

EN UGE SENERE sætter hun sig ved et mødebord i et tilstødende lokale med brunt brokadetapet på væggene og billeder af de tidligere teaterdirektører tilbage til teatrets begyndelse i 1857. Hun har urtete i hånden, smøger ærmerne på en langærmet T-shirt op og placerer sig som en opvakt skoleelev med begge underarme på bordet og hænderne foldet.

Hvorfor vil du ikke tale om din baggrundshistorie?

”Det er kun en lille håndfuld mennesker, jeg skal samtale med det om, og det er mine allernærmeste. Jeg kan mærke, at jeg til stadighed bliver en lille smule forbløffet over, at det er det, folk vil høre om. Det er forbigående deprimerende, at jeg kan blive ved med at gå på internettet og finde mig selv. Men det er jo ikke mig. Det er en råbebutik af holdninger og meninger. Og hvis ikke det er direkte løgn, så er det udsagn forvandlet til ukendelighed. Og det er ikke en klage, det er en konstatering. Jeg har ikke lyst til at bidrage til det længere.”

Måske virker Iben Hjejle skrap, men hun er også venlig og imødekommende, hun smiler meget, ser én i øjnene, lytter og er ihærdig med at svare så præcist som muligt. Da hun hælder danskvand op, bliver glasset placeret oven på en serviet, så det ikke skramler på bordet og ind i diktafonen. Det handler om hensyntagen, men også om en form for ubevidst kontrol, som når hun retter på kaffekande, service og slikskål midt i en sætning, så arrangementet står bare en lille smule anderledes. 

Lige nu optager hendes teaterarbejde hende så meget, at hun tænker over, om hun skal tage elever privat. 

”Jeg har jo et håndværk, og så kommer jeg fra en lang slægt af undervisere. Nogle, man godt gad lytte til. Det ligger også i skuespillerfaget, at folk helst skal gide kigge på én og lytte til én, når man stiller sig op og fortæller en historie. Men jeg tror også, det har noget med min alder at gøre og min lyst til at fordybe mig i noget, der ikke flimrer og forsvinder så hurtigt væk. ”

Hendes forklaring sender hende alligevel bagud i tid – som det sker flere gange i løbet af de timer, vi taler sammen. Hendes refleksioner over, hvor hun står i dag, må holdes op i forhold til hendes tidligere ståsted, før pointerne falder. 

”Teaterarbejde flimrer ikke. Det står solidt og konkret. Hele det forløb, hvor man bliver ved med at dykke ned i teksten sammen med sine kolleger og instruktøren, der har en idé og et forkromet overblik. Det udvikler mig som menneske. Film og tv har også været udviklende, men det er en helt anden disciplin og har et andet tempo. Det er mindre brikker. Og de skal ikke nødvendigvis sættes sammen. Det er det, jeg mener med flimmer.”

IBEN HJEJLE HOLDER af filmarbejde, der vælges med omhu, siger hun, men til gengæld er det lige før, hun siger ja til alt det teaterarbejde, hun bliver tilbudt. Men kigger man ned over hendes cv, er det alligevel film- og tv-produktioner, der fylder mest.

”Selvom man har lang anciennitet og er et menneske, der forhåbentlig kan sælge nogle billetter, er teater ikke noget, man bliver rig af. Så det handlede om nogle personlige valg, jeg havde truffet på et tidspunkt, eller rettere ikke havde truffet, og som gjorde, at jeg blev fattig som en kirkerotte og havde benene solidt plantet i blå luft. Der var helt klart et element af at skulle tjene nogle penge, men også af at være i livssituationer, hvor jeg ikke var villig til at være så dyb. Hvor jeg befandt mig bedst på overfladen. Dér blev jeg, indtil jeg kunne mærke, at det ikke gav mig det rigtige i sjælen. Jeg begyndte at føle mig tom, hul og råbende og larmende og flimrende langt inde i mig selv.”

Hun hentyder her til sit første stressanfald under indspilningen af tv-serien ’Dicte’ i 2015. Hun rejste sig dog hurtigt og arbejdede videre, men anden gang, i 2016, blev hun uarbejdsdygtig i næsten to år.

”Det var ikke én produktion, der gjorde udslaget. Det var mange års opsparet flimmer. Ligesom når det flimrede på tv-skærmen i gamle dage, og man slog hårdt ned på toppen af et fjernsyn.”

BAM. Iben Hjejle slår sin håndflade hårdt ned i bordet.

”Dét er det, min kammerat kalder for en Fona-reparation. Man slog alt, hvad man kunne, ned i apparatet, og så kom billedet tilbage. Så flimrede det igen, og til sidst gik fjernsynet ud. Det var simpelthen sådan, det føltes. Der var ikke mere,” siger hun og laver en grimasse med blottede tænder.

”Første gang var i Aarhus, hvor vi optog ’Dicte’, som jeg vil understrege på det kraftigste var en virkelig fin produktion. Jeg er meget, meget stolt af ’Dicte’. Det var en skidegod historie.”

Men det var dér, stressen kunne mærkes første gang. Hun var blevet dårligere og dårligere til at være sig selv og kunne stort set ikke mærke noget som helst – kun når hun var sammen med sit barn. Skulle hun ud at købe ind, blev alt straks besværligt. I stedet sendte Iben Hjejle skuespilleren Iben Hjejle af sted.

”Jeg spillede ’nu køber jeg ind imellem jer, helt alene. Og prøv at se mig, hvor tilgængelig jeg er. Jeg kan sagtens svare på alt muligt og skrive min autograf.’ Jeg kunne ikke interagere med andre end mine allernærmeste. Og når jeg alligevel gjorde det, blev det til meget larm, meget ha-ha-ha, meget alkohol, meget makeup, meget fest. Det hele skulle være stort, og det var ekstremt anstrengende. Til sidst blev det til flimmer på fjernsynet, inden det gik fuldstændigt ud.”

Hvad levede du af i de to år, hvor du ikke kunne arbejde?

”Godt spørgsmål. Jeg kan ikke huske det. Jo, jeg var så heldig at få nogle fondsmidler gennem Dansk Skuespillerforbund.”

Og hvad fik du tiden til at gå med?

”Jeg gik i terapi, mediterede, gik ture og sov meget på forkerte tidspunkter af døgnet. Og jeg brugte min allertætteste kreds af venner og familie, der lyttede nænsomt og gjorde mig opmærksom på, hvad jeg tidligere havde sagt var vigtigt for mig. Og jeg ved, at jeg blandt andet har sagt, at det eneste, jeg egentlig havde lyst til, var at spille teater.”

DET FØRSTE, Iben Hjejle gjorde, da hun rejste sig fra stresssygelejet, var at være med i ’Vild med dans’. 

”Og så kan man jo tænke: ’Hold da op, det må da være noget af det mest stressende overhovedet at være med i.’ Men det var det ikke. Det var nede i kroppen – nede i teaterkroppen. Bare uden ord. Når jeg ser brudstykker af det på YouTube, kan jeg se, at jeg hele tiden græder og bliver utrolig rørt. Og det giver jo god mening. Det var starten på en rejse tilbage til mig selv. I 2018 kan jeg simpelthen ikke huske, hvad jeg foretog mig. Jo … utrolig vigtigt: Signe og jeg startede med at lave ’Sitter’,” glædesråber hun.

245 afsnit er det blevet til ved årsskiftet 2024. I de seneste måneder har podcasten handlet om små og store katastrofer som for eksempel Iben Hjejles kæreste, som kaldes ’Holdnings-Claus’, og hans surdej, der eksploderede op i loftet. Andre emner er rædslerne i Gaza-krigen, instruktør Sofia Coppolas håndtering af Priscilla Presley i sin seneste film og mulige bevæggrunde for dronning Margrethes abdicering. Et speedkørende sammenkog, som Iben Hjejle opfatter som mere personligt end privat båret.

”Vi er to kvinder, der altid har optrådt, og det gør vi selvfølgelig også i podcasten. Det er jo en slags redigerede samtaler, men alt sammen noget, vi putter os selv ind i. Jeg har talt i 245 timer om mit liv. Det er fra hestens egen mund, og for mig har det været fantastisk befriende.” 

I podcasten har Iben Hjejle kunnet definere sig præcis, som hun har villet. Tage plads som kvinde i en verden, hvor mænd har fyldt en hel del i de ledende roller som producenter, instruktører og skuespillere. Men det er ikke det mandligt definerede glasloft, Iben Hjejle har villet sprænge:

”Vi er ikke særlig optaget af at være kvinder. Vi er heller ikke optaget af at være ’nogle af drengene’. Vi er optaget af at være de mennesker, vi er på det her tidspunkt i livet, og af at have det sjovt. Vi er først og fremmest komikere i den sammenhæng. Eller det har vi opdaget, at vi er. Og ud af det, som jeg jo synes kendetegner den fineste komik, kan der komme et stort drama eller en tragedie. Det er ikke kun ’Ha-ha, nu laver jeg pruttebevægelser under armhulen’. Hvis man lytter, kan man også finde steder, hvor vi bliver forknytte, og vores stemmer bævrer. ’Sitter’ har været ekstremt definerende for mit videre liv.” 

NUTIDENS OMSKRIVNING af ’Lægen’ fra det oprindelige Arthur Schnitzler-stykke ’Professor Bernhardi’ kan ses som et udtryk for, at kvindelige skuespillere vejrer morgenluft. Da Iben Hjejle selv trådte ud fra Statens Teaterskole i København i 1996 og gjorde sin berømte kometkarriere, var der langt flere bærende roller til mænd end kvinder, men det oplevede hun ikke selv. Som nyuddannet skuespiller havde hun en følelse af at være lidt af en jagerpilot, fordi hun var kommet igennem et nåleøje som en af blot otte elever ud af 800 ansøgere. Under uddannelsen havde hun en rolle på Betty Nansen Teatret, hun havde medvirket i filmen ’Portland’, og ved sin afgang stod hun foran en fastansættelse på Østre Gasværk Teater. 

”Jeg tror simpelthen, jeg var frygtløs. Jeg tænkte ikke, at jeg kom til at stå uden arbejde. Jeg hørte ikke efter, for jeg fik de store roller. Jeg var inde i varmen.” 

Og det på trods af at der stort set kun var mænd i alle led af produktionskæden. Mænd hele vejen rundt.

”Jeg var helt klart en af drengene, og senere, da den første bølge af MeToo kom, kan jeg huske, at jeg tænkte: ’Okay, det har jeg slet ikke forstået’, men så begyndte jeg at tænke mig om. Jeg havde ikke oplevet de her ting selv, men jeg havde stået lige ved siden af det, og jeg havde ikke reageret på det. Jeg syntes, det var så safe og rart for mig at være ’en af drengene’, og jeg kunne slet ikke se, at der var andre muligheder. Jeg var pissebange for at træde ud af det.”

Hvordan er man en af drengene? 

”Man griner af alt det, drengene griner af, og det er ret upassende, og man tør alting. Man siger ikke nej, man går med i byen, og man råber og skriger, og man går ikke af vejen for at sige om andre kvinder: ’Hallo, det er ikke studenterhuen, der trykker.’”

IBEN HJEJLE OM…

Comedy

”Jeg er ekstremt stolt af at have medvirket i ’Langt fra Las Vegas’ og ’Klovn’. Dét at være i så intensiv en comedyskole gennem små 10 år og arbejde med de mennesker, der på det tidspunkt var de allerdygtigste, vi havde herhjemme, er jeg pinligt bevidst om værdien af. Den måde at spille skuespil på, som jeg gør i dag, er – ud over mine år på teaterskolen – formet af comedy.”

Turban-fornemmelse

”Fra at have været slagkraftig comedy-slå-på-tæven-heltinde til at være tv-serie-hovedrolleindehaver og nu at lave de her fede ting på teatret synes jeg, at jeg har været utrolig privilegeret. Helt ærligt: Jeg har nogle gange bare været heldig at stå der, hvor appelsinen bliver smidt direkte ned i ens turban.”

Kropsaktivisme

”Der er droslet en hel del ned på forventninger til os kvindelige skuespilleres kroppe, og det er klart de unges skyld. De har gjort mig opmærksom på, at det ikke er skønhed, flothed eller attraktivt i sig selv at være slank. Eller at have en vis højde eller have nogle bryster, der sidder på en bestemt måde. Det er et dejligt landskab at være i, og det gør mig så glad på de unge menneskers vegne.”

HUN FØLTE SIG dog ikke som en decideret drengepige. Som barn af 70’erne havde hendes forældres forholdsvis kønsneutrale opdragelse givet hende mulighed for at finde sin egen forståelse af, hvad hun var for en person. Til gengæld følte hun sig altid trykket, når hun kunne mærke, at der var optræk til en kvindeklub i hendes nærmiljø.

”Jeg er ked af at sige det, men det har særligt været kvinder, der har lavet klubber. Alt fra feministiske klubber til ekstremt æstetikbårne klubber som ’Vi skal være nogle sexy ladies, der går i byen og bare tager for os’. Vi grinede af de der kvinde-kliker i gamle dage, da jeg var en del af det der beskidte dusin, der fik alt arbejdet. Man holdt sig gode venner med mændene. Og da MeToo-bølgen kom, kunne jeg se: ’Gud, dér har jeg da ikke været særlig hjælpsom.’” 

Hvad kunne du have gjort anderledes? 

”Jeg har ingen idé. Jeg så det ikke, fordi jeg havde succes. Jeg havde ikke problemer med at arbejde sammen med mændene. Jeg skulle ikke have kærlighedsforhold til dem. Jeg havde det skidesjovt. Og så har jeg åbenbart været ekstremt tydelig. Jeg har aldrig oplevet uønsket opmærksomhed eller tilbud eller ting, altså fysisk, som var ubehagelige. Jeg trivedes fint med mandedinosaurerne. Hele vejen igennem, og det er jo det, der er så forbløffende.” 

Hvad handlede det med at være kvinde, der stod i hjørnet og plirrede med øjnene, så om?

”Det var jo ikke store, stærke, bombastiske, slå-i-bordet-kvinderoller, vi skulle spille. Vi var de lækre piger, der skulle spille de lækre piger. Og som sagde, bevares, noget kvikt eller sjovt en gang imellem. Men det var ikke os, der var i fokus, og hvis vi var, så var det, fordi vi havde meget lidt tøj på, og lyset var sat skideflot. Dét kan jeg se i dag. Vi skal ikke længere komme ind og svinge lidt med skuldrene. Og i virkeligheden … svinge med brysterne. Det var brysterne, man viste frem.”

Iben Hjejle rykker sin mund helt tæt på diktafonen og siger med staccato-stemme: ”Det, jeg gør, er, at jeg lige svinger med skuldrene, og så viser man brysterne frem, og så siger man et eller andet ud i luften.”

Det gjorde I simpelthen?

”Ja, altså, det er et udtryk, der blev lavet til os. Der var sgu da ikke nogen kvinder, der spillede det samme, som mændene i dogmefilmene gjorde. Altså, det var der jo ikke.” 

Men i dag får kvinder flere handlekraftige roller. Og det omskrevne indhold af ’Lægen’ har været med til at give hende et nyt mindset, da det er en forestilling, der på flere planer er ret woke. Uden at plotspoile for meget bliver der byttet rundt på forventningen til de karakterer, der medvirker, og identitetspolitikken bliver vakt. 

”Det er faktisk først nu, hvor vi er i gang med alle de her emner i ’Lægen’, at jeg for alvor har fået den brille på. Det handler jo lige præcis om alt det, mine skyklapper har forhindret mig i at forstå, fordi jeg sad på toppen af kransekagen.”

VÆSENTLIGE SKUESPILLERE HAR en tydelig spillestil. Måske er det hjørner af deres personlighed, der vikler sig ind i deres roller. Meryl Streep for eksempel har noget distræt, dirrende og nærmest sfærisk over sig. Det kan godt være, at Iben Hjejle ikke har været pusher number one eller nattevagt i danske film, men lige fra hun i rollen som Liva i ’Mifunes sidste sang’ i 1999 satte sig ned på gulvet og pissede på et ægte tæppe, har hun i sine roller virket stærk, stejl og stolt. En kvinde med rank ryg og tydelig diktion. En figur, der ikke stikker op for bollemælk, selvom der bag det hele godt kan gemme sig alskens sårbarhed. Den karakteristik kan hun godt genkende i sin egen personlighed. 

”Dem, der er allertættest på mig, vil beskrive mig sådan, ja. Jeg er ret tydelig. Og jeg tror egentlig selv, at jeg er meget diplomatisk og lige mærker efter. Det gør jeg åbenbart overhovedet ikke i mine tætteste relationer. Jeg synes, det er bedst at melde klart ud, og jeg føler mig tryg nok til at gøre det.” 

Karikaturen på dig selv i ’Klovn’ var jo en meget skrap dame …  

”Ja.” 

Har du fællestræk med hende? 

”Ja. Men jeg er ikke så perfid. Altså Iben i ’Klovn’ er jo perfid og egoistisk. Ud over alle grænser. Det, Iben vil have, det får hun. Og det er jo ulækre egenskaber, der bor i os alle sammen, og det var enormt sjovt at få lov til at give los for.”

Får du roller efter ovennævnte definering? 

”Det har jeg gjort. Lægen i den nuværende forestilling og Inge Lehmann, som jeg spillede i ’Jordens indre’ på Folketeatret i 2019, er skarpe mennesker med ordet i deres magt. Men det ­betyder ikke, at de ikke også er følsomme og sårbare, og at meget af det skarpe også dækker over noget, man ikke har lyst til at vise frem. Det kan jeg genkende. Men pludselig har jeg opdaget, at hvis man slår porten op til det følsomme og sårbare, bliver ­verden meget nemmere at være i. Folk kan spejle sig i én. Det er en kæmpe lettelse for én selv, og man får så meget kærligt tilbage.”

I dag vil hun gerne selv sætte dagsordenen for det, hun medvirker i – samt have kontrol over, hvordan hun fremstår. 

”Da Alt for damerne besluttede ikke at billedredigere længere, havde jeg det bare sådan … æv. Jeg er skuespiller og holder meget af sminke og klæd-ud. Altså, hvad fanden havde I regnet med? Det at få taget sit portræt er en del af mit fag. Jeg har en ekstremt stor forfængelighed i forhold til, hvordan jeg tager mig ud på billeder. Og det er ikke, fordi jeg skal stå og være dronningen af Saba med fire kilometer lange øjenvipper og bølgende hår. Jeg vil bare have, at jeg føler mig tryg i det. At jeg har fået det på, som jeg synes er min passende maske.”

I 2022 REJSTE Iben Hjejle til Portugal for at møde sin tidligere kæreste Casper Christensen i tv-eksperimentet ’All Exclusive’, hvor hun lukkede en smule op for de private sluser.

”Det var for at binde en sløjfe på den pakke, som var min og Caspers offentlige historie. Fordi vores samliv og brud blev meget offentligt, og jeg ikke syntes, det havde fortjent den udgang. Lige­som med ’Klovn’ blev det en enormt karikeret udgave af os, der gik fra hinanden, gætterier og alt muligt pjat. Vi var jo sindssygt gode til at arbejde sammen. Og så er Casper min kammerat.” 

I programmet kom blandt andet en historie frem om en lille portugisisk porcelænshane, som Casper Christensen helt rituelt fik til at sige modbydeligheder om Iben Hjejle foran børnene ved måltiderne i hjemmet. For sjov, syntes han, men Iben Hjejle endte med at spise sin mad i en anden stue. Historien gik sin sejrsgang i medierne, og det kan undre, at Iben Hjejle, som ikke bryder sig om mediernes håndtering af hendes privatliv, havde lyst til at stille op til programmet. 

”Men det syntes jeg var fint. Hanen havde et virkelig sjovt navn, som jeg ikke kan huske (den hed ’McFlurry’, red.), og den var et symptom på, hvor Casper var oppe i hovedet dengang. Jeg kunne have forestillet mig værre ting, han havde fundet frem, og jeg kunne have forestillet mig værre ting, jeg kunne have budt ind med. Men det var for at få en afrunding, hvor vi sammen fik sat et punktum.” 

Der er andre punktummer, 53-årige Iben Hjejle ønsker at sætte for at finde en ny måde at være i livet på uden at behøve at skulle forklare eller undskylde. 

”Det er den undersøgelse, jeg er i gang med nu, og den er svær. Jeg vil gerne give mig selv lov til at være den kunstner, jeg altid har været. Den gode kammerat, mor, søster, datter … og kæreste, skal jeg tilføje. Jeg har fået en vidunderlig kæreste,” siger hun og griner stort.

Hvorfor har du svært ved at holde fast i dig selv?

”Det er måske svært at forstå, hvordan det er at være et menneske som mig, der er enormt god til at være andre personer. For hvem er man så, når man er sig selv? Og når man nogle gange synes, at den, man er, når man ikke spiller skuespil, er røvirriterende og uduelig og doven og ikke har økonomisk sans og ikke forstår at klæde sig og råber og larmer og siger: ’Nu skal jeg ikke drikke alkohol i januar måned’, men alligevel sætter sig ned på værtshuset og drikker 100 øl. Den der ekstreme disciplin, jeg kan have omkring at lave en karakter, findes slet ikke i mit eget liv. Jeg har brugt meget tid som rigtig voksen på at spekulere over, hvad der foregår.” 

I ØVELOKALET PÅ Folketeatret graver Iben Hjejle og hendes medspillere sig dybere og dybere ned i deres karakterer. Som timerne går, og de prøver den samme scene igen og igen, falder replikkerne på plads i munde og kroppe. I slutningen af scenen kryber Iben Hjejle ned under et bord med den unge skuespiller Laura Kronborg Kjær, som hun spiller mor over for, og i nogle sekunder er Iben Hjejle en moderlig og øm version af den kantede og myndige læge Ruth.  

”Ja, godt,” siger instruktør Kim Bjarke, da de har gennemspillet scenen tredje gang.

Der bliver stille i rummet, Iben Hjejle går lidt rundt, kigger ud ad vinduet, står med begge hænder i lommerne og tipper med fødderne. 

”Jeg kan mærke, at jeg skal have noget ilt til hovedet,” siger hun.

”Ja, det skal du nemlig,” svarer Kim Bjarke. 

”Fem minutter, okay?” siger Iben Hjejle og åbner et vindue. 

Lidt efter vælter de øvrige skuespillere ind. 

Uden for vinduet klarer himlen over Ørstedsparken op i en knivskarp isblå nuance. Nede på gaden, på fronten af teatrets facade, træder Iben Hjejle frem på en plakat i flot, stort format iklædt en lægekittel. Med al respekt for de øvrige medvirkende er hun det store trækplaster.

Trods modgang og evige biroller er sprælske LARS RANTHE i dag blevet en af landets allermest profilerede skuespillere. Den 54-årige bulderbasse, københavnerdreng og fuglekigger er turguide i sit eget liv og gør stop på nogle af de steder, der har formet ham.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Ulrik Jantzen

HAN VENTER FORAN villaen i Valby, og straks han får øje på journalistens bil – en gammel, småbulet Peugeot – breder der sig et gævt smil på hans læber.

”Jeg er simpelthen for kendt til at blive set i den her bil,” siger han og sætter sig ind på passagersædet for at vise rundt i det København, han er født og opvokset i, og som han stadig umuligt kan forestille sig at flytte fra. Kursen er sat mod Amager, men først går turen igennem de pæne villakvarterer i bydelen, hvor han har haft hjemme de seneste 15 år. Finanskrisen havde endnu ikke ramt hovedstaden og skruet priserne ned, da han og hustruen – skuespilleren Christine Albeck Børge – og deres to små døtre voksede ud af deres lille lejlighed på Vesterbro, så de måtte et nøk mod vest for at finde drømmeboligen. 

”Alting kostede en million-milliard på det tidspunkt, og der var ikke gang i karrieren endnu, så vi havde ikke råd til en treværelses til fem millioner midt på Vesterbro. Til gengæld kunne vi få en lejelejlighed på to etager i Valby. Den er pissehyggelig, og så er vi bare endt med at være her,” siger han.

Dengang var der ikke mange, der vidste, hvem Lars Ranthe var. Men i dag er han en af landets mest benyttede skuespillere med roller i film som ’Dirch’, ’Jagten’, ’Kollektivet’ og Oscar-vindende ’Druk’ på cv’et  – for blot at nævne en lille håndfuld titler ud af de indtil videre 34 film, 28 tv-serier og fem julekalendere, hvor han har givet den som grosserer, sadistisk kostskolelærer og hakket rockerkonge – og det meste derimellem – og fået ry for det, han selv beskriver som ”en virkelig højt profileret birolleskuespiller”.

”Jeg er jo ikke Mads Mikkelsen eller Esben Smed. Jeg har aldrig været top dog, men det har til gengæld gjort, at jeg har kunnet spille en hel masse af de næsten store roller og brede min palet helt ud,” siger han.

Blot et par dage tidligere har han haft sidste optagedag på ’Badehotellet’, hvor han i over 10 år er tonet frem på skærmen i skikkelse af grosserer Madsen. Tv-serien har været en succes med op mod to millioner ugentlige seere – også selvom Lars Ranthe husker, hvordan de særligt i begyndelsen ”virkelig fik på hattepulden”, som han formulerer det:

”Der kom så sindssygt meget kritik i starten fra parnasset. De syntes, det var så latterligt med et lystspil. De kunne virkelig ikke lide det, men det kunne danskerne heldigvis … sådan en serie om de gode, gamle dage er også dejligt beroligende at følge med i, når der er verdenskrige og klimaforandringer uden for vinduet. Så går man ikke i seng med dårlige nerver og grund­angst i sjælen.”

VEJRET ER GRÅT, asfalten er grå, og det samme er den undseelige boligblok, som Lars Ranthe stopper op ved.

”Det var så mit værelse, hvor jeg stod og var hiphop-dj, mens verden gik sin gang,” konstaterer han, mens han peger op mod vinduet på førstesalen på Knapmagerstien 38 i Urbanplanen på Amager, hvor han tilbragte størstedelen af sin opvækst. Han blev egentlig født på Vesterbro, men efter tre år flyttede familien til en større lejlighed på Amagerbrogade, og da forældrene blev skilt, og moren fik en ny mand, flyttede de tre videre til Urbanplanen. I dag er området mest kendt fra ghettolister og forfatteren Morten Papes brutale skildringer, men dengang, i starten af 70’erne, var det hovedstadens spritnye bebyggelse, der skulle afhjælpe manglen på ordentlige lejligheder. Og for en bulderbasse med krudt i røven var det en ren oase, for her var masser af børn at løbe rundt og lege med – hvis ikke man tog turen til Amager Fælled på BMX-cyklen eller spillede fodbold i Fremad Amager. 

”Det var først i 90’erne, at stedet fik et dårligt ry. Da jeg voksede op, var her perfekt. Med dejlige børn og alle mulige legekammerater i de små haver,” siger han og trasker videre i labyrinten af skiftende højhuse, rækkehuse og legepladser, mens han som en slags turguide fortæller små anekdoter, der knytter sig til omgivelserne. Midt på en af stierne stopper han op og ser helt begejstret ud.

”Lige her var min stedfar engang på vej hjem, da to knallertbøller kom kørende. Det var et af de store problemer dengang, at de kom med 100 i timen på deres tunede scootere. De kom op at slås, og han kom hjem med et blåt øje,” siger han og griner.

Ellers husker Lars Ranthe ikke den store ballade fra dengang. Der var selvfølgelig ’sti-kliker’, som han kalder dem, hvor dem fra Knapmagerstien var mod dem fra Hattemagerstien eller Kurvemagerstien, men det var mest på fodboldbanen, slagene blev udkæmpet. Det ’berygtede’ Urbanplanen hørte stadig fremtiden til.

”Dengang fungerede integrationen – dem, der ikke havde så meget, legede med os, der havde lidt mere. Jeg havde venner med hjemme og spise krebinetter, der kom fra familier på overførselsindkomst og sådan noget, men på et tidspunkt vippede det over, så der blev for mange ressourcesvage, og til sidst har man en ghetto. Det var en stor fejl,” siger han og stopper ved et buskads på en knoldet skråning. Som barn var dette lille frimærke en magnet for ham, og han kunne tilbringe timer med at lede efter gamle mønter og potteskår i jorden. Skråningen bestod af gammel opfyldningsjord fra København, så det var ikke utænkeligt at gøre sig et fund, hvilket for alvor kunne fodre hans barnlige drømmeverden, fortæller han.

I baggrunden leger en større børneflok. Lars Ranthe slår begejstret ud med hænderne.

”Hvis man ser alle de her børn … det er jo ikke det billede, man har af Urbanplanen,” siger han og bliver afbrudt af to små piger med anden etnisk baggrund.

”Er du ikke med i mange film?” spørger den ene.

”Jo, jeg er.”

”Wow,” svarer de samstemmigt.

”Bor I her?”

”Ja.”

”Jeg er vokset op her i Urbanplanen,” fortsætter han.

”Wow, er du?”

”Ja.”

”Hvad er det nu, du hedder?”

”Jeg hedder Lars. Lars Ranthe.”

ALLEREDE SOM BARN i Urbanplanen vidste han, at han en dag ville blive skuespiller. Han mærkede det tydeligt, når han stod derhjemme og optrådte og følte sig som skuespiller, og hver gang han så en person på gaden, der skilte sig ud, forsøgte han nærmest pr. refleks at efterligne vedkommende.

”Hvis en person kom gående og sagde: ’Hva’ … må jeg godt li’ få den der?’, så prøvede jeg at gøre det samme: ’Hva’ … må jeg godt li’ få den der?’,” siger han med tyk københavnerdialekt og griner. 

”Det kan måske nærmest lyde lidt psykopatisk. Men jeg har bare altid kigget på mennesker og prøvet at forstå dem ved at spille dem. Hvis jeg efterlignede det, de sagde, kunne jeg sådan helt musikalsk mærke det i min krop, så det også blev til følelser i mig. Det kan nok bedst sammenlignes med børn, der leger. Nogle af os slipper det bare aldrig.”

Når ikke Lars Ranthe optrådte og imiterede, fór han rundt og lavede fysiske udfoldelser – i gyngestativerne, på BMX-cyklen og i gymnastikforeningen Hermes på Frederiksberg. Det var her, filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen en dag spottede en 11-årig kravle rundt i ribberne, og da han manglede en stærk dreng, der kunne lave stunts, hyrede han ham som stand-in for hovedkarakteren Ivan Olsen i filmen ’Gummi Tarzan’. I filmens drømme-sekvens, hvor drengen med øgenavnet pludselig får uanede kræfter, er det Lars Ranthe, der blandt andet laver perfekte vejrmøller.

Modsat mange af sine venner, der havde nok i Urbanplanen, vidste Lars Ranthe fra en tidlig alder, at der ventede ham noget stort, som han som en storbyens Lykke-Per måtte ud at opsnuse. 

”Jeg var hele tiden orienteret mod noget større, og så snart jeg var flyvefærdig, skulle jeg ind over broen,” siger han med reference til Knippelsbro, der forbinder Amager med Indre København. I 80’erne begyndte han at krydse den regelmæssigt, dog først som breakdancer på Thomas P. Hejles Ungdomshus, der var et ”hiphoppens arnested i Danmark”, som han beskriver det:

”Det var første gang, man havde et sted, hvor dj’s, graffitimalere, breakere, electric boogie-dansere og hangarounds kunne mødes. I New York, hvor hiphoppen startede, var de forskellige kunstarter rimelig adskilte, så det, at man samlede det hele under ét tag i Danmark, var faktisk ret unikt.”

I første omgang havde Lars Ranthe stiftet bekendtskab med det nye fænomen i ungdomsklubben Sundby Algård på Amager. Her stod en fyr kaldet Kung-Fu-René med hvide handsker og kinasko og lavede electric boogie. Kung Fu-René kunne både lave ormen og moonwalke som Michael Jackson, og musikken var helt anderledes end noget, han havde hørt før. Der var ingen tvivl om, at det her måtte han forfølge. Nu fandtes der pludselig en danseart, hvor han kunne bruge det, han havde lært i redskabsgymnastikken.

Et vigtigt element i kulturen på Thomas P. Hejle var de evige konkurrencer. Man skulle hele tiden battle hinanden, og som en af de første breakere herhjemme var Lars Ranthe helt fremme på den front. I 1985 vandt han danmarksmesterskabet i breakdance med gruppen Floormasters, der blandt andet bestod af de senere Rockers By Choice-frontmænd Chief 1 og Grandmaster Dee Pee. Selv havde han også et tilnavn – inspireret af karakteren ’Fast Break’ fra den amerikanske gruppe New York City Breakers.

”Så tænkte jeg, at jeg kunne hedde ’Fast Rock’. Det var så hurtigt!”

Miljøet i Thomas P. Hejle dæmpede ikke ligefrem trangen til at underholde, men åbenbarede til gengæld også en flig af det, der senere skulle blive en pine for ham:

”Jeg har et underholder-gen, men samtidig har jeg også et meget … privat gen. En lyst til ikke at underholde. Det er et tveægget sværd, og hvis man virkelig skal psykoanalysere det, så er jeg nok nødt til at optræde, men har egentlig slet ikke lyst. Det er desværre bare det, jeg er sat i verden for.”

DET STØJER PÅ Vesterbrogade, hvor der både er gang i stilladsarbejde, og hvor to arbejdsmænd er ved at bore et hul i asfalten, men Lars Ranthe fortsætter ufortrødent i rollen som snakkesalig guide. Her i kvarteret blev han født og boede senere ad to omgange, og det var også her, forældrene traf hinanden – en porcelænsmaler, der efter et ophold som ’ung pige’ i England var flyttet til storbyen, hvor hun mødte en typograf fra stenbroen.

”Min far så min mor og tænkte: ’Hold da kæft, en storbarmet provinspige.’ Så da hun en dag var nede for at hænge tøj op og havde ladet døren stå åben, gik han hen og smækkede den, så han lidt efter kunne stikke hovedet ud og sige: ’Du kan bare komme herind, mens du venter på låsesmeden.’ Det kom jeg så ud af,” siger han.

54-årige Lars Ranthes familieanekdoter bliver til forkromede fortællinger, hvor også bedsteforældre, han aldrig har mødt, levende indgår. Han fortæller om datidens Vesterbro, hvor ”alle mændene var alkoholikere, der var rotter i baggården og vold i gaderne”, og om bedstemor Rigmor, som var ”fuldstændig ærlig og filterløs”.

”Når hun kom gående på gaden, og en eller anden fulderik svinede sin dame til, brød hun altid ind: ’Du skal bare tale ordentligt til din kone!’ ’Hold din kæft.’ Så fik han sådan en knytnæve, at han væltede igennem porten. Det var Rigmor. Hun blev kaldt for ’Vesterbros skræk’, og hun var en rigtig motherfucker,” fortsætter han uden at trække luft ind.

Når Lars Ranthe kan genfortælle familiehistorier, næsten som havde han været der selv, skyldes det, at han som 16-årig flyttede tilbage til Vesterbro for i nogle år at bo sammen med sin far og med sin otte år yngre bror, der var kommet til i mellemtiden. 

I den periode havde faren og ældstesønnen ofte for vane at gå ture rundt i København, mens faren flittigt delte ud af historier om sin egen opvækst. 

”Det var sådan noget, man gjorde før mobiltelefonerne. Man gik en tur for at gå en tur. Fordi mine forældre blev skilt, og jeg efterfølgende boede hos min mor, tror jeg måske, at han havde behov for at fortælle, hvem han var.”

I ejendommen på Vesterbrogade 120 boede også både farmoren og oldemoren i hver deres lejlighed. Det var dengang, Vesterbro stadig var et arbejderkvarter, fortæller han – med alt det både charmerende og ucharmerende, der fulgte med: ludere, alkoholikere, junkier i trappeopgangene og i slutningen af 80’erne også gadekampe.

”Vi boede tæt på bz’erne, der havde besat teatret Sorte Hest, så der var aftner, hvor jeg kunne sidde i vinduet og kigge på kampe mellem politiet og de unge. Der var en helt anden stemning end i dag, hvor det hele består af middelklassebørn og hipstere.”

RANTHE-STIGNING

Lars Ranthe er født i 1969 i København. Fik sit gennembrud i tv-serien ’Sommer’ i 2008. Senere fulgte blandt andet ’Dirch’ i 2011, ’Jagten’ i 2012 og ’Kollektivet’ i 2016. Aktuel i tv-serien ’Anker’.

Har også medvirket i tv-serier som ’Dicte’ og ’Badehotellet’ og er undervejs blevet nomineret til flere Bodil- og Robert-priser. For sin rolle som Kjeld Petersen i ’Dirch’ vandt han en Bodil for Bedste mandlige birolle og en Robert for Årets mandlige birolle. Vandt ligeledes en Robert for Årets mandlige birolle for tv-serien ’Kriger’ i 2019.

Bor i Valby med hustruen Christine Albeck Børge, der også er skuespiller. Sammen har de døtrene Rigmor og Betty Marie. Førstnævnte spillede Frank og Mias datter i satireføljetonen ’Klovn’.

EFTER TRE ÅR på Rysensteen Gymnasium på Vesterbro fik Lars Ranthe arbejde i Ovnhallen på Den Kongelige Porcelænsfabrik – hans mor arbejdede der i forvejen som musselmaler – så han kunne skovle penge sammen til at blive skibums i De Franske Alper. I fem år kastede han sig farefuldt rundt i sneen og var sågar med til at starte freestyle-landsholdet op, en naturlig fortsættelse af sit liv hidtil, hvor han altid havde forsøgt at dulme sit rige indre følelsesliv ved at rende rundt og være vildbasseagtig. 

”Jeg har klart en melankoliker i mig, og hvis jeg bliver for meget med mine tanker, bliver jeg for urolig og blå. Så bliver jeg nødt til at kaste mig ud i noget fysisk. Bulderbassen har nok været min måde ligesom at være til stede i verden på, så jeg ikke forsvandt op i mit hoved,” siger han og ser eftertænksom ud. 

”Det er måske også derfor, jeg arbejder så fysisk som skuespiller. Det bliver altid underligt navlepillende, når jeg bliver for psykoanalytisk. Hvis jeg sætter kroppen i gang, følger psyken med, i stedet for at jeg står og tænker: ’Hvordan skal jeg gå? Jamen, jeg kan jo ikke gå. Jeg kan jo slet ikke gå!’ Hvis jeg bare begynder at gå, sker det af sig selv.”

På Odense Teaters elevskole i midten af 90’erne blev Lars Ranthe dog tvunget i den modsatte grøft. Her baserede filosofien sig på ’de indre linjer’, og der var blandt andet ’psyko-weekender’ på programmet, hvor eleverne kom i terapi for at finde ud af, om de selv døjede med angst, neuroser eller noget tredje, der kunne påvirke deres præstationer på scenen. Hvad han selv fandt på bunden af sit indre følelseskar, vil han ikke ind på, men han var overrasket over, hvor meget der var dernede. Og det var tiltrængt for ham at komme i kontakt med sine følelser, mener han, men så opstod næste problem. Han kunne ikke komme ud af sit hoved igen.

ÅRET EFTER Lars Ranthe dimitterede fra Odense Teater, medvirkede han i 1999 i forestillingen ’Mor og barn’ på Rialto Teatret, og herefter fulgte 10 år, hvor han først og fremmest var teaterskuespiller. Der var gode oplevelser, som da han spillede Wolf Günther i ’Udslet Hornsleth’ på Teater V og gav fuldstændigt los som en ung excentrisk homoseksuel fyr, og der var dårlige oplevelser, som da han spillede lalleglad sømand i den danske komedie ’Sømænd og svigermødre’ på Privatteatret, men han fandt sig aldrig rigtig til rette på de skrå brædder. 

”Jeg har vidunderlige kolleger, som jeg respekterer og elsker, og som får energi ud af at spille teater, men for mig er det bare … ­fucking hårdt, ikke. Jeg er ikke en teknisk skuespiller i den forstand, at jeg siger det på samme måde hver aften. Jeg insisterer på, at hver gang skal være som første gang. Jeg bliver også ked af det, for nu gjorde vi det så godt i går. Hvorfor skal vi så gøre det igen?”

På teatret viste underholdningstrangens tveæggede sværd sig mere end nogensinde før. Før han skulle på scenen, havde han det, som om han skulle dø, og hver aften måtte han trækkes til truget.

”Jeg brugte ekstremt meget energi på mentalt at forberede mig. Jeg tænkte: ’Det går ikke, jeg kan ikke, jeg er så dårlig, hvorfor gør jeg det her? Hvem er det, jeg prøver at imponere?’ Og bagefter tænkte jeg altid: ’Hvad fanden var du så bange for? Hvorfor er du sådant et latterligt menneske, der altid skal gå rundt og være hysterisk og selvoptaget? Tag dig dog sammen, din fucking nar!’”

DET VAR LARS Ranthes drøm at lave film og tv, men det store gennembrud fortsatte med at udeblive. Han kom ud som ung skuespiller i en tid, hvor ”Barcelonas førstehold allerede var udtaget”, som han formulerer det. Mads Mikkelsen, Kim Bodnia og hele den generation var blevet stjerner og havde besat alle pladser på holdet. 

”Jeg kom fra Teaterskolen og tænkte: ’Jeg bliver en kæmpestjerne!’ Det gjorde jeg ikke. Det var bare: ‘Glem det’ og ’Hvad siger du? Er Mads Mikkelsen interesseret? Så tager vi ham, og hvis han ikke kan, så bliver det Ulrich Thomsen, Nikolaj Lie Kaas eller Kim Bodnia.’ Det var lidt hårdt for min selvforståelse, for det var ’fuck off’ til min stjernedrøm.”

Der var intet andet for end at knokle videre på teatret. Her medvirkede han i alle mulige forestillinger og asede sig vej igennem hele paletten i håbet om at gøre sig bemærket – og blev det til sidst. Per Flys bror lavede scenografi til en forestilling, som Lars Ranthe medvirkede i, og da filminstruktøren selv tilfældigvis så den, tilbød han ham en lille rolle i ’Bænken’.

Det var første gang, nogen havde udpeget ham, og han var ivrig efter endelig at bevise sig. Som teaterskuespiller havde det frustreret ham, at han aldrig følte, at hans præstationer for alvor rykkede noget. Han havde for vane at overintellektualisere sine roller og følge det psykologiske kompas, og det blev ofte ananas i egen juice.

”Jeg spillede roller, der mærkede, følte og suttede sig selv – frem for at være aktive og levende. Mennesker er jo heller ikke hele tiden i gang med en psykoanalyse af sig selv, alligevel kan skuespillere tillægge en rolle alle mulige intentioner og følelser, så selve analysen til sidst står i vejen for rollen. I dag er det modsatte en stor kæphest for mig, men dengang var det noget, jeg selv forfaldt til.”

I ’Bænken’ blev Lars Ranthe uforvarende sendt ud på dybt vand. I karakter af ’Kaptajnen’ skulle han medvirke i en scene sammen med Jesper Christensen og Nicolaj Kopernikus, der spillede alkoholikerne Kaj og Stig. Det var ’Kaptajnens’ ansvar at smide dem ud af et arbejdsløshedsprojekt. Christensen og Kopernikus var gået method acting-vejen og havde hængt ud med virkelige alkoholikere en måned, før optagelserne gik i gang. De var deres roller, så da unge Lars Ranthe før sceneoptagelserne henvendte sig til førstnævnte, blev han i stedet mødt af Kaj.

”Hey Jesper, jeg …”

”Hold din kæft, mand. Du er så dum at se og høre på. Tror du, jeg gider høre på dig, mand. Sådan en student!”

”Øh, jamen, det er bare, fordi …”

”Fuck af, mand!”

Lidt efter fortalte Per Fly, at planerne var lavet om. I stedet for at optage scenen på ’Kaptajnens’ kontor, som der havde stået i manuskriptet, skulle scenen optages i en have, hvor arbejdsløshedsprojektet foregik. Instruktøren havde hyret 10 rigtige alkoholiker-statister til at medvirke i scenen, og de larmede og støjede, fordi de ikke var vant til at filme. 

Per Fly gav beskeden: ”Så går du bare ind og tager fat i Kaj og sætter ham på plads.” 

Alt, hvad Lars Ranthe havde øvet sig på hjemmefra, røg i skraldespanden. Han kunne ikke falde tilbage på sin forberedelse, og det var tilmed Jesper Christensen, han skulle spille over for.

”Jeg tænkte: ’Fuck, fuck, fuck!’ Men jeg havde ikke andre muligheder end at gå ind og give den alt, hvad jeg kunne. Jeg anede ikke, hvad jeg sagde, men det gjorde rent faktisk, at … det virkede.” 

Bagefter var Per Fly glad, mens Lars Ranthe var ”fucking rystet”. Da han sad i toget hjem, anede han ikke, hvad der lige var sket. Først da han efterfølgende så filmen, forstod han det: Han var blevet til ‘Kaptajnen’.

”Tvunget af omstændighederne slap jeg al analyse og blev på en mærkelig måde fri i det. Det var sådan, jeg opdagede, at jeg måtte lege med skuespillet ligesom et barn. Så kom hele psykologien til mig på en meget mere naturlig og lystfuld og sjov måde, end når jeg prøvede at regne mig frem til det hele. Dér forstod jeg, hvad jeg siden har fulgt: ’Når du følger dine instinkter, Lars, så bliver det godt.’”

SENERE FULGTE andre små roller i film som ’Se til venstre, der er en svensker’, ’Forbrydelser’ og ’Adams æbler’ samt i tv-serien ’Krøniken’, men der skulle gå adskillige år endnu, før han fik sit egentlige gennembrud. I den lange, magre periode løb der inden i ham en stærk understrøm af uforløst potentiale. Han skulle bare have den chance, så ville han vise dem. 

Men da den endelig opstod, så den helt anderledes ud, end han havde regnet med. I tv-serien ’Sommer’ fra 2008 landede han rollen som Jakob Sommer, der arbejder for Læger uden Grænser. 

”Jeg havde troet, at jeg ville blive sat til at spille sådan en fræk Vesterbro-dreng. ’Hold nu din kæft’ og alt det der. En slags Thomas Bo Larsen junior, eller hvad fanden ved jeg. I stedet blev jeg sat til at spille en følsom, altruistisk læge.” 

For Lars Ranthe viste det sig dog at være den totale lykke: ”Det er én ting at være en skuespiller, der kommer ind en enkelt dag og spiller bilsælger eller bistandsklient. En anden er at få en større rolle med større ansvar, som jeg fik i ’Sommer’. Der gik jeg fra at være stort set ukendt til pludselig at have et navn i branchen.”

Der gik da heller ikke længe, før telefonen ringede med en ny, spændende mulighed. Nikolaj Lie Kaas ville have ham til at læse manuskriptet til en film om Dirch Passer, hvor han selv skulle spille hovedrollen, og havde udset sig Lars Ranthe til en rolle som folkekomikerens evige makker Kjeld Petersen. 

Oprindeligt var rollen tiltænkt Kim Bodnia, men da han fik tilbudt ’Broen’, sprang han fra, og instruktør Martin Zandvliet og hovedrolleindehaver Kaas sad længe på Nordisk Film og spekulerede, før tiøren faldt.

”Nikolaj ville have en, der kunne matche ham i at være sjov, og så slog det ham: ’Fuck, det er jo Lars!’ Han kendte mig fra Teaterskolen, og han er selv en gammel klovn, så han kunne godt se, at jeg var sjov og kunne spille alle mulige crazy roller. Som jeg har fået det genfortalt, sagde han: ’Lars Ranthe, han kunne være fed!’ Hvortil Martin Zandvliet svarede: ’Jeg aner ikke, hvem fuck han er.’”

Til sidst lykkedes det dog Nikolaj Lie Kaas at overtale instruktøren, og da Lars Ranthe første dag sad med manuskriptet i hænderne, kunne han mærke, at hans store drøm var ved at gå i opfyldelse.

”Ved hver eneste scene tænkte jeg bare, at det var den fedeste rolle i verden, og at den simpelthen skulle blive min – nøj, hvor var det godt! Der er nogle gange i ens liv, hvor man tænker: ’Så er det nu. Nu det sker!’ … Sådan havde jeg det der.”

SPADE-SAMLER

Lars Ranthe har spillet musik siden gymnasiet og er passioneret guitarsamler. Først købte han en akustisk Martin-guitar i limited edition af samme slags, som Neil Young har brugt, og i dag består samlingen af 10 guitarer, heriblandt både elektriske og akustiske vintage-guitarer. ”Jeg spiller på dem alle sammen. Så har jeg pludselig lyst til at spille Strat, så pludselig sidder jeg og øver country, og så får jeg lyst til at spille på Telecasteren. Så er det jazz, og så bruger jeg min 330. Sådan skifter det.”

PÅ EN LILLE parkeringsplads i udkanten af Amager Fælled prøver Lars Ranthe at kommunikere med en kvindelig bilist, der er mere optaget af at kigge på den kendte skuespiller end på omgivelserne, da hun skal bakke ud, hvilket næsten går ud over en sagesløs cyklist.

”Kig, kig, KIG!” udbryder han og vinker med armene og får lige akkurat afværget katastrofen. 

”Det havde sgu været kønt, hvis hun havde kørt en cyklist ned, fordi hun havde så travlt med at stirre på mig. Den overskrift ville jeg gerne være foruden.”

Blæsten river i træerne og buskene på det store naturområde, der med sin placering tæt på centrum er genstand for evige diskussioner om naturbevarelse vs. boligbebyggelse. 

”Politikerne har altid drømt om at bygge herude. De kan jo ikke nære sig. Men det er bare et helt unikt naturområde og en lunge i byen, og det ville være synd og skam at bygge en masse åndsforsnottede hvide betonhuse,” siger han om Amager Fælled, hvor han ofte kom med sin far. 

Sønnen sad foran på cyklen, faren jokkede i pedalerne, og så trillede de rundt og spottede tårnfalke, tornskader og musvåger – og hvis de var heldige havørne og kongeørne. Han havde altid et æble, som sønnen kunne gnaske på, mens faren fortalte om fuglene og planterne, og når de fandt indtørret uglegylp, brækkede de det op for at finde musekranier og rester fra insekter.

Faren var ”ekstremt interesseret” i natur, og den store sorg i hans liv var, at han aldrig kom til at beskæftige sig professionelt med biologi og dyr, fortæller Lars Ranthe:

”Som barn kom han i zoologisk have hver dag, fordi han var så optaget af dyrene, og i skolen lavede han herbarium og skrev opgaver om planter, men hans mor sagde til ham: ’Per, du starter i lære som trykker.’ Sådan var det i 50’erne, så min far startede i typograf-lære hos en stor, fordrukken psykopat, som havde ludere rendende. Hans liv blev ikke, som han ønskede sig, til gengæld fik han dejlige drenge og skabte grundlaget for, at vi fik lov til at gøre det, vi drømte om.”

Lars Ranthe har båret interessen for naturen med sig på hobbyplan, og i dag er det ham, der altid snakker om fugle til sine to døtre. Det sker især i sommerhuset i Nordsjælland, hvor han ikke kan dy sig: ”Uh, en sølvhejre, den er sjælden!” Han sætter foder ud, så der kommer mange fugle forbi, særligt om vinteren, og for nylig spottede han en kernebider. Han har også tidligere set en stillids, en lille korsnæb og mere eller mindre sjældne havfugle.

”Jeg fortæller altid mine døtre om det, og det keder dem som regel, men så sker det alligevel en gang imellem, at en af dem pludselig siger: ’Se, far, en tårnfalk!’” 

KORT FØR SIN 50-års fødselsdag befandt Lars Ranthe sig i en lille fiskerbåd på Atlanterhavet omkring 30 sømil ud for Mexico. Som passioneret fisker var det hans fødselsdagsgave til sig selv. Før afrejse havde han besøgt sin far på plejehjemmet og rent mentalt forsøgt at sige farvel til ham. I snart 10 år havde faren lidt af alzheimers, og det lakkede endegyldigt mod enden. 

Langt ude på havet ringede hans telefon pludselig. De to lokale fiskere slukkede motoren og kiggede forbløffet på ham. Det burde ikke være muligt at få forbindelse så langt ude.

”Din far … han dør nu,” sagde hustruen Christine i telefonen. ”Vil du sige noget til ham?” Hjemme i Danmark lagde hun telefonen op til farens øre, så Lars Ranthe kunne overlevere sit livs sidste besked til ham: ”Farvel, far, jeg elsker dig.”

Bagefter satte han sig i den ene ende af båden og kiggede ud på det uendelige, spejlblanke hav. Det havde været en hård tid, år i konstant ventesorg, og nu var det slut. Så, pludselig, sprang en kæmpehval op af vandet og slog med halen. Det var højst 10 meter fra båden, og øjeblikket efter gjorde den præcis det samme igen. Det var næsten, som om den vinkede med halen. Så var den væk, og havet lå atter helt stille hen. 

”Det var, som om min far vinkede farvel til mig en sidste gang. Han har altid været naturinteresseret, så det var min fortolkning,” siger Lars Ranthe og ser stadig helt vantro ud, når han tænker tilbage på det: ”Det var et religiøst øjeblik for mig, det var fuldstændig out of this world.”

På sejlturen tilbage til Mexico sad han stille for sig selv og græd. Det havde været en ekstremt stærk oplevelse for ham.  

Siden har der været flere surrealistiske oplevelser. For halvandet år siden befandt han sig i familiens sommerhus, da en sommerfugl begyndte at sværme ved det ene vindue. Det var sidst på efteråret og passede slet ikke med årstiden, men da sommerfuglen blev ved at flyve rundt, kunne han til sidst ikke undslippe en snigende tanke i baghovedet. Til sidst åbnede han døren, rakte sin ene hånd frem og sagde: ”Far.” 

Straks landede sommerfuglen i hans hånd. 

”Det er for sindssygt,” tænkte Lars Ranthe, der begyndte at snakke til sommerfuglen. ”Hej far, hvor er det dejligt, du er kommet. Pigerne har det godt, Christine har det godt, men vi savner dig alle sammen.”

Han gik ind i sommerhuset, men sommerfuglen blev ved med at sværme omkring det samme sted, så han gik ud og gentog scenen fra før. Hånden frem, ”Hej far”, og straks satte den sig. Langt om længe sagde han farvel til sommerfuglen, der fløj bort og efterlod ham overvældet tilbage. 

”Når jeg siger ’far’, og den ligefrem flyver hen og sætter sig … altså, hvad fanden skal jeg så tro? Man kan vælge at sige: ’Ja, ja, det er bare et rent tilfælde.’ Men man kan også tro på noget større og smukkere. Og det gør jeg.”

RANTHE ROCK

I september 2023 udsendte Lars Ranthe med Anders Montin – under navnet Ranthe/Montin – debutalbummet ’Alle er berømte’, som de selv har beskrevet som ”poetiske sange set fra det voksne menneskes perspektiv”. Det er lidt af en drengedrøm for skuespilleren, der føler et åndeligt slægtskab med Thin Lizzy og forsanger Phil Lynott. I årenes løb har han flere gange spillet med Thin Lizzy-coverbandet Falling Hazard, senest i efteråret 2023 på Nørrebro, men med Ranthe/Montin har han for første gang lanceret sit eget musikalske projekt: ”Det er ikke, fordi jeg bilder mig ind, at jeg skal være rockstjerne, men lad os se, hvad det bliver til.”

TRE DRANKERE SIDDER på en bænk og deler en pose formiddagsbajere på Anker Jørgensens Plads i Sydhavnen. Da Lars Ranthe kommer gående og stiller sig foran statuen af den tidligere statsminister midt på pladsen, råber den ene – med refleksvest og tophue – til ham:

”Kan du huske Anker Jørgensen?”

”Ja, selvfølgelig.”

”Han var en sur mand på sine gamle dage.”

”Var han?”

”Ja, jeg boede i gården ved siden af hans, og han jog rundt med os, når vi drillede ham og ringede på hans dør.”

”Nå, så I har rigtig drillet ham?”

”Ja, men han var også en god mand.”

Så vender Lars Ranthe sig atter mod den forstenede Anker Jørgensen, som han som skuespiller gør levende i dokudramaet ’Anker’ om den tidligere statsministers liv i 70’erne. Det har været forbundet med stærk nostalgi at dykke ned i hele den æra, der minder ham om sin egen far, der selv var venstreorienteret, og som identificerede sig stærkt med arbejderklassen.

Som barn havde faren haft en drøm, hvor Gud var kommet ned til ham og havde sagt: ’Per, de fattige er de lykkelige.’ Det blev en form for kardinaldrøm, der var med til at forme hans verdensbillede resten af livet, fortæller sønnen: 

”Det er jo en drøm, man kan tolke på mange måder, men for min far udmøntede det sig i, at han ikke gad støtte kapitalismen. Han syntes, det var en dødssejler og vejen til krig, begærlighed og ulykke. Han stoppede på arbejdsmarkedet, lavede i stedet græsrodsarbejde og blev selvfølgelig udskældt af sine venner for at være en samfundsnasser, men han nægtede at støtte det kapitalistiske system. Det var sådan en uriaspost, han placerede sig på.”

Da Lars Ranthe som 16-årig flyttede hjem til faren, måtte han ofte lægge øre til de mange paroler. Til tider blev han træt af det og måtte kvittere med et: ’Hold nu kæft, far, det er ikke systemets skyld det hele!’ Men jo ældre han selv er blevet, jo større respekt har han fået for farens vedholdende idealisme.

”Han gik aldrig på kompromis, han solgte aldrig ud, og retrospektivt – efter hans død – må jeg konstatere, at han var en mand, der turde stå ved sine holdninger og leve efter dem. Det finder jeg helt vildt sejt,” siger han.

Det er først i løbet af de senere år, han har opdaget, hvor meget farens værdier også har været med til at præge ham selv. 

”Jeg har altid fundet det besynderligt, at når mine kolleger får lidt succes, flytter de straks til Hellerup. Jeg er dybt forankret i mit ophav som en dreng fra Urbanplanen og Vesterbro, og min historie er enormt vigtig for mig. Jeg sympatiserer med de fattige, jeg er socialt indigneret. Jeg giver også altid penge til fulderikkerne,” siger han og nikker i retning af statuen: ”Det var jo også Ankers kongstanke at hjælpe de svageste og de ufaglærte.”

Til hans store overraskelse har det ligefrem vist sig at være en ”helende” oplevelse at få lov til at træde ind i rollen som Anker Jørgensen.

”Det er blevet en personlig fortælling for mig at gestalte Anker som et ordentligt, sympatisk menneske, og det har meget med min far at gøre. Den person, han var, det liv, han havde, og mit savn af ham er blevet fremkaldt gennem den her rolle. Jeg føler på en mærkelig måde, at jeg endelig har ydet min far respekt.”

EFTER FARENS DØD rundede Lars Ranthe 50, han blev den ældste hanelefant i flokken, og det gik for alvor op for ham, at det lakker mod enden, uden at man kan gøre noget ved det.

”Når man bliver det højeste træ i skoven og samtidig begynder at se de fysiske forandringer, sker der nogle pladetektoniske ryk inde i én. Man bliver nødt til at forholde sig til livet som noget, man skal være taknemmelig for, at man stadig har. Og så kommer den der begyndende, snigende angst for det uundgåelige endeligt: Man skal dø. Man skal sige farvel til sine børn, til sin elskede hustru og til det her liv. Forhåbentligt ikke snart, men der kommer en dag …”

I tiden efter fødselsdagen blev de tanker så nærværende for Lars Ranthe, at de næsten overrumplede ham. Han greb efter forskellige hylder for at finde løsningen, omlagde sin livsstil og begyndte at dyrke mere motion, drikke mindre, og han gik til psykolog for at finde svar på eksistentielle spørgsmål som: ”Er jeg glad?” ”Er jeg god nok?” Han søgte råd hos ældre kolleger som Birthe Neumann og Sonja Oppenhagen og blev betrygget ved, at der med alderen følger en livserfaring, der er det hele værd. Men det var først, da han oplevede det på egen krop, at den indre ro endelig indfandt sig.

”Med ’Anker’-serien har jeg en følelse af at stå som skuespiller med en vægt og en tyngde, der gør, at jeg kan spille på en måde, jeg ikke har set mig selv spille før. Jeg har en følelse af at lande og blive voksen. Det er summen af mit liv. Det kan godt være, man tænker: ’Han går jo bare lidt rundt og siger noget’, men jeg kan selv se, at det, jeg laver, er noget, jeg kun kan gøre nu. Det er ligesom med ældre musikere. Som Miles Davis i sine sidste år. Han vidste alt det, han ikke behøvede at gøre, og det kan man ikke, medmindre man har gjort alt det andet først. ”

SIDST PÅ EFTERMIDDAGEN skal Lars Ranthe til at rejse sig fra cafébordet på Ipsen & Co på Gammel Kongevej, da en ældre dame ser sit snit til at score pladsen: ”Er I ved at gå?”

Lars Ranthe kigger op, får øjenkontakt. Så smiler han drilsk. 

”Nej, nu bliver jeg!”

”Så længe vi kan sidde her begge to,” siger hun muntert flirtende.  

”Ja, så kan jeg fortælle dig om mit spændende liv.”

”Så lad gå, du er trods alt en af de mest spændende herhjemme.”

Men Lars Ranthe må videre. Han har et møde med Per Fly – filminstruktøren, der gav ham den første filmrolle i ’Bænken’. De seneste par uger er der dukket en håndfuld mulige projekter op, men ellers har kalenderen længe set tom ud, for der er krise i tv- og filmbranchen.

”En af mine gode venner, en af de mest hæderkronede lydmænd herhjemme, startede som lokofører i mandags. Det er en voldsom krise. Jeg har ikke oplevet noget lignende i mine 25 år som skuespiller,” siger han og tømmer stående det sidste af kaffen.

Selv er han dog ikke så nervøs for sin fremtid, forklarer han. Han har for længst etableret sig som en integreret del af ’A-holdet’, som han så længe prøvede at få en plads på. Nu håber han at være skuespiller resten af sit liv. 

”Der er altid brug for en bedstefar i en eller anden film. Det er måske ikke så spændende rent actionmæssigt, som når man er 20, scorer damer, kører racerbil og skyder med revolver, men det er også et young man’s game. De ting ændrer sig,” siger han og klukker lige en sidste bemærkning, før han forsvinder ned ad gaden:

”Jeg kan sagtens huske, hvordan det var at være 20 år og synes, at folk på min alder var røvsyge, når de snakkede om forsikringer og ville i havecenteret. Men nu? Nu vil jeg fandeme selv helst i havecenteret.”