Indlæg

Hvordan er det at leve med en kunstner? Jesper Wung-Sung satte sig for at skrive Vilhelm og Ida Hammershøis kærlighedshistorie. Kun gradvist gik det op for forfatteren, at ’Kvinde set fra ryggen’ også var en bog om hans eget parforhold.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Les Kaner

’Kvinde set fra ryggen’ handler om Ida Hammershøi, der var gift med maleren Vilhelm Hammershøi. Hvorfra kom ideen?

”For mange år siden, da jeg udgav min første bog, fik jeg et forskud, som jeg brugte på at købe et maleri. Siden har jeg nok anskaffet mig hundrede malerier og tegninger, men én ting, jeg aldrig har haft råd til, er et billede af Vilhelm Hammershøi. Til gengæld har jeg været dybt fascineret af ham, siden jeg var ung. Specielt et portræt af en midaldrende Ida Hammershøi fra 1907 har jeg været mærket af. Det skildrer hende nøgternt og kærlighedsfuldt som den slidte kvinde, hun er gået hen og blevet, mærket af livet med rynker, rande under øjnene og blodårer, der træder frem. I de fleste andre af Vilhelm Hammershøis billeder er hun rygvendt. Jeg fik lyst til at vende hende om. Hvem var hun egentlig, tænkte jeg, og gik i gang med at researche.”

Ida er hovedpersonen i din bog, men hvem identificerer du dig mest med?

”Jeg bildte mig selv ind, at jeg skrev en roman om Ida og Vilhelm Hammershøi, men jo længere jeg kom ind i den, jo mere kunne jeg se, at der løb et parallelt selvbiografisk spor, som handler om mig og min kone og især, hvor mærkeligt det må være at leve sammen med et menneske, der er besat af sin kunst. Vilhelm af at male, jeg af at skrive. Hvordan er det med en, der hele tiden går ind i et rum, hvor der kun er plads til kunsten? Og som i virkeligheden er mest lykkelig, når han går derind.”

Vilhelm grænser i din bog til det ubehøvlede. Lige efter forlovelsen forlader han gang på gang Ida alene med sin familie, ikke mindst en skrap svigermor, fordi han liiiige har et maleri, han arbejder på. Hvordan står det til i dit tilfælde?

”Vilhelm Hammershøis dedikation er absolut og total. Han får ikke børn, fordi det ikke interesserer ham. Noget lignende kan man sige om mange kunstnere. Picasso stod ikke på sidelinjen, da hans søn gik til fodbold. Den slags totale dedikation tilstræber jeg ikke i mit liv. Jeg øver mig i at gå ud og ind af det rum, hvor kunsten skabes, og det rum, hvor jeg er ægtemand og familiefar. Og det bliver jeg heldigvis bedre og bedre til. Men som min kone siger: Hver gang vi er ude at rejse og træder ind på et hotel, kigger jeg mig om for at se, om der er et hjørne i lobbyen, hvor jeg kan sidde og skrive. Og hun ved, at når hun vågner om morgenen på hotellet, er jeg gået og sidder et sted og skriver. Jeg må erkende, at der ikke er nogen dage, der er rigtig gode eller skønne, hvis jeg ikke har skrevet. Nogenlunde 365 dage om året skriver jeg, og hvis der sker et eller andet helt usædvanligt, der forhindrer mig, går jeg rundt med en længsel efter at komme tilbage til skrivebordet.”

JESPER WUNG-SUNG

49 år, forfatter. Kommer fra Marstal, bosat i Svendborg. Gift med lærer og bibliotekar Christina Wung-Sung, som han har to børn med. Har studeret litteratur, engelsk og dansk på Københavns Universitet. Debuterede i 1998 med novellesamlingen ’To ryk og en aflevering’. Har siden skrevet over 40 bøger for voksne og børn, heriblandt ’En anden gren’, der vandt De Gyldne Laurbær i 2017. Aktuel med romanen ’Kvinde set fra ryggen’.

Hvordan ser din arbejdsdag ud?

”De første tre timer om morgenen, fra omkring otte til 11, er de vigtigste. Her kunne jeg aldrig finde på at tjekke min mail eller mobiltelefon. Der går jeg direkte ind og skriver på det fiktive univers, jeg er i gang med. Jeg har en rød lampe uden for mit arbejdsværelse, og når den er tændt, betyder det, at jeg skriver. Punktum. Så kunne min familie aldrig finde på at banke på. Det er endnu ikke sket. Når det er overstået, har jeg overstået det, jeg skal gøre. Som regel løber jeg så en tur, går i bad, spiser frokost, besvarer mails, arrangerer foredrag og går i gang med at skrive et par timer igen om eftermiddagen. Om aftenen læser jeg og tager måske noter. Måske ser jeg en film sammen med min kone. Er jeg langt inde i en roman, vågner jeg også nogle gange om natten og står op og skriver et par timer for så at gå i seng igen. Det er min kone knap så glad for.”

Bogen er dedikeret til ’fru Wung-Sung’. Hvad synes hun om sammenligningen med Hammershøierne?

”Hun kan godt se den, og jeg tror også, hun kan lide den. Ida og Vilhelms historie er en smuk kærlighedshistorie, selv om han er så utrolig dedikeret. De former en skæbne sammen, hvor de ikke kan undvære hinanden. Han benytter sig ikke af andre modeller. Han er tryg ved hende. Det skal være hende.”

Kan Christina acceptere præmissen om at være nogens kone?

”Vi mødte hinanden i gymnasiet, og lige siden vi var meget unge, har hun accepteret, at hun på en eller anden måde kommer i anden række. For det gør man jo, hvis man lever sammen med en, hvis mål her i tilværelsen er at skrive. Og som nærmest ikke kan komme hurtigt nok i gang. Hvis jeg kunne slippe for mere, sagde jeg godmorgen, gav hende et kys og gik ud i den fløj af vores hus, hvor jeg har arbejdsværelse. Hun måtte faktisk gerne vente med at stå op, så kunne vi mødes senere. Det ville være det ideelle for mig. Men når jeg har været inde i det rum, hvor kunst skabes, vil jeg vove at påstå, at jeg er noget bedre til at være en helt almindelig ægtemand, turist, på indkøb eller på værtshus, end Vilhelm Hammershøi var. Ser man på fotografier af ham fra selskaber, saloner eller middage, er han på en eller anden måde altid i baggrunden med en hånd – eller et glas – for munden. Han er aldrig talende, altid i periferien. Han er til stede, men alligevel ikke.”

Kan du lide selskabsliv?

”Ja. Men jeg vil også sige, at en af årsagerne til, at jeg ikke bor i København mere, er, at jeg blev træt af kunstner- og forfattermiljøet. Jeg er flygtet hjem fra mange receptioner for at skrive.”

Du nævnte Picasso og fodboldtræningen. Kan kunstner-rollen være bekvem at tage på sig, fordi så kan man krybe uden om at købe toiletpapir eller i det hele taget at være til stede?

”I forhold til opdragelsen af vores børn og tilstedeværelsen i forhold til dem er fordelingen temmelig fifty-fifty. Jeg er hjemme, når de kommer fra skole. I forhold til alt andet praktisk, måske bortset fra græsplænen og lidt småting i haven, laver min kone langt mere, end jeg gør. Hver gang jeg bruger en time på noget andet, tænker jeg, at den kunne være brugt på at skrive. Det er måske en af årsagerne til, at jeg aldrig har lært at lave en havelåge eller andet i den retning. Mens jeg savede, ville jeg stå og tænke på, at jeg kunne have siddet og skrevet. Der er ikke andre ting, jeg går op i. Jeg har aldrig forstået forfattere, der taler om at sejle eller gå på jagt.”

Har du det lidt som Vilhelm Hammershøis mor, Frederikke, der i din roman fnyser ad en gruppe kunstnere, der holder drikkelag, mens de efter hendes mening burde have stået i atelieret?

”Der har nok sneget sig en snert af en poetik ind i romanen. Det at skabe kunst kan for mig koges ned til ét livslangt, dedikeret arbejde, hvor det meste andet må vige. Visse steder bliver der talt for meget om kunst og arbejdet for lidt.”

REALITY CHECK

Ud over at skrive bøger tjener Jesper Wung-Sung sine penge på foredrag og har siden 1998 holdt på den anden side af 1.000 af slagsen: ”Det er mit møde med virkeligheden. Når jeg har siddet lukket inde i et rum i lang tid, er det rart at komme ud og møde læserne. Det giver en tro på, at det, jeg laver, rammer nogen derude. Jeg skriver litteratur i forhåbningen om selv at blive mere kvalificeret til at leve og træffe valg. Og jeg håber, at læseren kan få lidt af den samme virkning. Nogle kunstnere foretrækker, at værket taler for sig selv. En roman lever i kraft af sin kompleksitet, og fordi den kan læses på mange måder. Holder man foredrag, er man nødt til at give relativt enkle svar. Af og til lykkes det til et foredrag at skabe et rum, hvor man taler om nogle alvorlige, eksistentielle ting.”

Har du skrevet hele dit liv?

”Jeg er lidt atypisk i forhold til nogle kolleger, der altid har vidst, at det var det, de ville. Jeg var 18, før jeg følte, det gav mening for mig at læse og beskæftige mig med litteratur, og sprang direkte fra Lucky Luke til Franz Kafka.”

Hvad fik dig på sporet?

”Da jeg blev 18, gik det op for mig, at der ikke er nogen smutveje i tilværelsen. Ingen særregler for mig. Jeg kunne ikke sidde bekvemt tilbagelænet på bageste række i gymnasieklassen og kede mig. Jeg måtte træffe nogle beslutninger og få noget ud af mit liv. Finde mig en plads. Så begyndte jeg at læse og fandt ud af, at litteratur kan give nogle eksempler på, hvordan andre personer tumler med deres problemer og tanker. Og da læsningen ikke var nok, følte jeg behov for selv at skrive.”

Og inden da havde du ingen drømme?

”Jeg var totalt blottet for ambitioner og drømme. Jeg interesserede mig for fodbold, piger og øl. Det var meget mainstream, jeg lå og puttede mig som et får midt i flokken. I dag ser jeg det som en fordel. Jeg er ikke kommet til at skrive, fordi jeg har været en del af et litterært miljø, eller fordi jeg altid har tænkt mig det sådan. Jeg skriver ud fra et eksistentielt behov. Jeg blev bevidst om, at jeg skulle finde min egen drøm, der i al korthed gik ud på én ting: Jeg ville være fri. Der var ikke nogen, der skulle bestemme over Jesper Wung-Sung. Det er den ydre årsag til, at jeg blev forfatter. At kunne stå op hver dag og bestemme selv.”

FORFATTERENS FAVORITTER

1. ’Vejene’, Jack Kerouac
”Livet eksisterer i bevægelsen, og ’Vejene’ er måske den bog, der flytter sig mest af alle. Den er som skabt til at have med på rejsen med sin strøm af mennesker og steder, som man ikke behøver læse fortløbende, men kan springe rundt i, som man vil.”

2. ’Treme’, David Simon/Eric Overmeyr
”Med en fin menneskelig dimension og lange koncertscener, der normalt ville være dramaturgisk bandlyst, dvæler serien ved musikere, restauratører, journalister og andre, der kæmper med hverdagens problemer i New Orleans efter orkanen Katrina.”

3. ’Car Wheels on a Gravel Road’, Lucinda Williams
”Perfekt kørealbum til tog som bil om at søge efter kærligheden og meningen med livet.”

Hendes skæve smil og tørre replik slår sprækker til humoren i selv det alvorligste manuskript. Funny bones har gjort hende til en af Danmarks mest benyttede skuespillere, men på vej til succesen har overlærerdatteren fra Vanløse måttet forcere en del skeletter. Birthe Neumann, der er aktuel som en diabolsk Karen Blixen, lukker op for skabene og lufter ud i traumatiserende nøgenroller, mobning i kulissen og en sort depression, der pludselig forsvandt.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Martin Bubandt

NØGENHED

”I 1972 blev jeg hyret af Det Kongelige Teater til at spille den unge Miranda i Shakespeares ’Stormen’. Jeg syntes, det var en vidunderlig rolle. Af en eller anden grund var de nødt til at skyde opsætningen, men da de havde skrevet kontrakt med mig, blev de nødt til at bruge mig nu og her. Instruktøren Carlo M. Pedersen gav mig i stedet en rolle i forestillingen ’Operette’ af den eksperimenterende polske forfatter Witold Gombrowicz, der var et stort navn på det tidspunkt.

I første akt skulle jeg synge og danse og havde ingen replikker. I anden akt skulle jeg stå på en piedestal som en statue i et kongeslot og en gang imellem sige ordet ’nøgen’. I tredje akt lå jeg i en ligkiste, der blev båret ind på scenen og stod der i 20 minutter, inden jeg skulle stige op af den uden en trævl på kroppen og danse rundt med Jørgen Reenberg, den største stjerne på Det Kongelige Teater dengang. Jeg skulle spille ung og uskyldig, og jeg var lille og tynd. Og pissefuld. Jeg var så angst for det, at jeg fik min påklæder til hver aften at give mig et kæmpe glas vermouth inden akten. Og jeg fik konstrueret en lille toupé, som jeg med teaterklister limede på forneden i et desperat forsøg på at føle mig lidt mindre nøgen. 

Det gjorde mig ikke mindre angst, at sangstykket lå for højt for min stemme. Jeg havde modtaget undervisning af operasangerinden Bonna Søndberg, og hun mente også, at det lå for højt for mig – uden at der blev ændret på det af den grund. Der var et par steder, hvor stemmen hver aften knækkede, og jeg havde en oplevelse af, at publikum sad og holdt vejret. Samtidig var jeg næsten totalt blind, fordi mine kontaktlinser ret hurtigt tørrede ud i det stærke scenelys og hoppede ud af øjnene, når jeg dansede rundt. Jeg svedte angst og vermouth. Jeg fik at vide, at der ikke ville være pressefotografer til stede på den del af stykket, hvor jeg ikke havde tøj på. Men det passede så ikke. 

For at det ikke skal være løgn, havde jeg også en nøgenscene sammen med en fuldskægget Eddie Skoller i min første filmrolle i ’Hovedjægerne’ fra 1971. Så hver gang der stod noget om mig i Ekstra Bladet igennem mine første år som skuespiller, satte de et nøgenbillede i fra en af de to roller. Det var ret traumatiserende. Til sidt gik en god ven af mig, som havde studenterjob som korrekturlæser i Politikens Hus, op og stjal det fra arkivet.” 

Var nøgenheden i rollerne til forhandling?

”’Nej’ var et ord, jeg ikke rigtig kunne få i min mund på det tidspunkt. Og det lå ligesom i tiden, at man smed tøjet. Selvfølgelig kunne jeg have sagt: ’Det vil og kan jeg ikke. Fandeme nej, Carlo M. Pedersen.’ Men så skulle jeg også have sagt nej til rollen. For selve nøgenheden og uskylden var stykkets tema. Så det var lidt svært.”

Hvad tænkte du oven på den entré i branchen?

”Jeg havde virkelig glædet mig til at skulle i gang som skuespiller. Men det gjorde mig angst – kan jeg se i dag. Det tog mig mange år, før jeg kom om på den anden side. Jeg kom da til at spille ’Stormen’ året efter, men som jeg husker det, var det ikke, fordi min rolle eller person pludselig trak overskrifter om et nyt geni i dansk teater. I en del år var mine roller halvkedelige, og min indsats på det jævne.”

BIRTHE PRIVAT

Født 30. april 1947.

Gift med skuespiller Paul Hüttel siden 1975.

Sammen har de datteren Stine Neumann Hüttel.

TRYGHED

”Jeg voksede op tæt ved Damhussøen, lige på grænsen mellem Frederiksberg og Vanløse, i et gulstensbyggeri i en toværelses lejlighed i stuen sammen med min mor og far og min to et halvt år yngre søster. Jeg syntes, det var så synd for andre børn, jeg hørte om, som boede i store huse og havde egne værelser: ’De ved slet ikke, hvad det vil sige at hygge sig.’ 

Min far var overlærer. Det var vist ikke så fint, som det lyder. Det betød bare, at han havde flere års anciennitet som lærer. Han lærte mig at læse, inden jeg kom i skole, og gik senere meget op i min skolegang. Han gjorde mig til en læser, fra jeg var helt lille. Om eftermiddagen gik jeg på biblioteket og lånte drengebøger som ’Børnene i Nyskoven’, ’Kaptajn Marryat’, ’Skatteøen’, ’Robinson Crusoe’ og alt af Jules Verne. Min mor var hjemmegående og fik hjælp af min mormor, der tit kom forbi og passede os, når hun havde været på arbejde som såkaldt husmorafløser og gjort rent og hjulpet til hos private. 

Vores karré var fuld af mennesker med hver sin historie. Det var som at bo i en landsby. Der var enlige, gamle damer, der aldrig gik på gaden, men sad i deres vinduer og ventede på at få fat på én, så man kunne gå i byen for dem. Så bød de på et bolsje fra æsken. Der var enlige mødre. En af dem var sporvognskonduktør og gik med kasket og skråtaske med billetter og stempel. En dame i uniform, det var fascinerende, men det var også uhyggeligt, at hun ikke havde nogen mand. Vi havde også en ung kvindelig overbo, som arbejdede på en bar og altid kom hjem meget sent – og aldrig alene. Der var meget lydt i opgangen, og alle snakkede om, at nu havde der været gang i den igen. Det var spændende, når man hørte døren gå og de høje stemmer på trappen sent om aftenen. Verden var magisk, og i min fantasi var Grøndalsparken stor og farlig, og kælderskakterne vrimlede med børnelokkere i lange frakker.

Min klasselærer, fru Bülow-Møller, var ambitiøs på mine vegne. Hun mente, at jeg var god til at læse op og lære udenad og sendte mig et par gange til optagelsesprøve hos Dansk Skolescene. Det var et ensemble med professionelle skuespillere, der lavede forestillinger, som danske skolebørn blev inviteret ind at se, og hvor der også tit var børn i rollerne. Optagelsesprøverne foregik på Det Ny Teater. Jeg fik nogle replikker, som jeg skulle lære udenad, og jeg kan desværre ikke huske, hvad det var for nogle stykker, men jeg kan huske, at jeg dumpede flere gange. Jeg kunne slet ikke lide at optræde, og bagefter var jeg hver gang glad, fordi jeg var sluppet for at skulle op på en scene. Men jeg var også lidt ked af det på fru Bülow-Møllers vegne.”

Der er noget med, at du følte dig særligt udvalgt som barn?

”Vi blev opdraget med fadervor, kristent, men ikke dogmatisk. Og jeg så, hvordan Gud på alle mulige måder forsøgte at signalere til mig, at jeg skulle hjælpe ham. Det kunne for eksempel være ved at lade nogle skyer drive forbi på himlen og tegne et mønster. Han havde jo ikke Jesus mere, men han var nødt til at have nogen, der kunne formidle hans budskab på jorden.”

Hvilket budskab? 

”Eftertiden ved måske ikke, hvor meget angst der lå i folk. Men det var koldkrigstider. Sovjet gik ind i Ungarn i 1956, og radioen fortalte hele tiden frygtelige ting om Nikita Khrusjtjov, deres leder. Jeg mente, at det var sådan en mand, man skulle have fat i og forklare ham, at det simpelthen ikke gik. Fordi sådan nogle som mig fik det dårligt af, at han talte så truende. Hvis jeg blev sendt over til Moskva, kunne jeg måske gøre noget ved det.”

Fortalte du det til dine forældre?

”Nej. Det var mellem mig og Gud. Jeg havde ingen forventninger om, at mine forældre ville spare sammen til det. De ville slet ikke have forstået det.”

Hvor længe gik du med hemmelige fornemmelser?

”Indtil jeg var 11-12 år og nåede op omkring puberteten. Jeg mødte virkeligheden. Det gik op for mig, at jeg var ligesom andre mennesker. Mange ting blev ikke, som jeg havde troet. Jeg blev for eksempel ikke så smuk, som jeg havde forestillet mig. ’Hold kæft, hvor er du grim,’ tænkte jeg. ’Sådan som du ser ud, har du ingen chancer for at tale nogen til rette!’”

Endte du med at involvere dig politisk?

”Jeg har standpunkter. Men jeg har ikke været meldt ind i et parti og den slags.”

Hvad forestillede du dig, du skulle være, når du blev voksen?

”Jeg troede, jeg skulle skrive. Måske som journalist. Da jeg blev student, meldte jeg mig ind på litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Det var inspirerende at gå der, men jeg følte mig også fortabt, kendte ikke nogen derinde og følte mig elendig til at socialisere. Til nogle af forelæsningerne kunne der sidde 250 studerende. For mig virkede det, som om alle de andre var meget målrettede, mens jeg bare prøvede alt, hvad jeg kunne, at følge med.”

Vidste du, hvad du ville skrive om, hvis du en dag blev journalist?

”Jeg så mig selv som en, der rejste. Forestillede mig, at jeg skulle være krigsreporter i kaki eller camouflage ude i brændpunkterne.”

Hvorfra kom så ideen om at gå til optagelsesprøve på Statens Teaterskole?

”Måske havde fru Bülow-Møller trods alt fået plantet noget i mig. På et helt naivt plan, som jeg i lang tid ikke tog alvorligt, havde jeg nok hele tiden haft den drøm ved siden af. At spille nogle fantastiske, store roller ovre i Hollywood og den slags. Ikke noget med at sidde på et børneteater i Taastrup. Det skulle være stort.”

BIRTHE PROFESSIONELT

Uddannet fra Statens Teaterskole 1972.

Samme år ansat på Det Kongelige Teater, hvor hun har været tilknyttet i over 40 år.

Har medvirket i mere end 60 film og 25 tv-serier, blandt andet ’Lad isbjørnene danse’ (1990), ’Riget II’ (1997), ’Festen’ (1998), ’Edderkoppen’ (2000), ’Elsker dig for evigt’ (2002), ’Lykkevej’ (2003), ’Solkongen’ (2005), ’Badehotellet’ (2013-) og ’Happy Ending’ (2018).

Har vundet fem Roberter og to Bodiler, i 2004 fik hun begge priser for sin hovedrolle i ’Lykkevej’.

OPRØR

”Jeg kom ind på Statens Teaterskole i 1969 som del af anden årgang. Skolen, der havde lokaler på Holger Danskes vej på Frederiksberg, blev dannet i 1967, da elevskolen på Det Kongelige Teater lukkede – i opposition til det etablerede teater. Rektor Berthe Qvistgaard var en vidunderlig kvinde og skuespiller og gammel kommunist. Hun stod for et opgør med alt det, man følte var udnyttelse af unge skuespillere på teatrenes elevskoler, hvor man blev undervist om dagen og gjorde teatertjeneste om aftenen. Statens Teaterskole skulle være et lille drivhus, hvor man bare koncentrerede sig om at blive sig selv og lære sig selv at kende.

Vi havde en lærer, der sammen med sin kone havde lavet nogle fantasimasker. Teorien var, at hvis man tog en maske på, man ikke kendte, og gik hen og kiggede sig i spejlet, ville den påvirke dit sind og din personlighed. Hvis man begyndte at tale, kom der pludselig en helt ny stemme ud af munden på én. Og den var god nok. Det virkede. Jeg oplevede, hvordan du bevæger dig meget mere teatralsk, når du har en maske på. Du får et helt andet kropssprog. 

Andre gange lavede vi fysiske øvelser. Fire timer i underbukser og T-shirt – hvis man da ikke turde være nøgen ligesom ham, der underviste – med hård træning. Vi startede om morgenen med opvarmning, og når man havde været i gang i fire timer uden pause, kunne vi alle sammen lave saltomortaler og andre vanvittige ting. 

Vi havde også en psykolog på besøg. Hun spurgte mig blandt andet, om jeg havde en yndlingsfarve. Så sagde jeg lilla. ’Ja,’ sagde hun. Det kunne hun godt forestille sig. Det kunne være et tegn på, at jeg havde en uforløst lesbisk side. Jeg sagde bare: ’Nå, ja. Spændende.’ Jeg kunne ikke tage det alvorligt, men syntes faktisk, det var lidt morsomt.

Berthe Qvistgaard sørgede også for, at kendte navne som skuespilleren Erik Mørk og instruktøren Sam Besekow kom ud og gæsteunderviste. Men de skyndte sig væk igen. De ville ikke være der. Eleverne kom ikke til tiden, sagde de. Og det har jeg nu altid gjort. Men det er rigtigt nok, at det var en langhåret tid. Der var meget med at sidde omkring et bord med en øl og snakke politik.

Vi var sammen fra morgen til sen aften, hver dag. Og var der godt gang i diskussionen, fortsatte vi på Roxy, værtshuset overfor. Det var skønne mennesker, og det var tre gode år. Men jeg lærte ikke så meget. Jeg kunne jo ingenting. Havde ikke lært at synge og sige replikker. Havde ikke lært at overskue en tekst og forholde mig til den. Det arbejdede vi slet ikke med.”

Du var en af de første derfra, der blev optaget på Det Kongelige Teater, hvordan var det?

”Generelt syntes de ældre kongelige skuespillere nok, at vi, der kom ude fra Statens Teaterskole, var afskyelige. Jeg tror, at alle vi, der kom ind på de etablerede teatre efterfølgende, oplevede at høre folk hviske bag ryggen: ’Hun kan jo ikke noget.’ ’Man kan jo ikke høre, hvad hun siger!’ ’Ej, prøv at se, hun kan jo ikke holde hovedet stille.’ Det var ikke så sjovt. Men der var da også søde folk, der syntes, jeg var en sød pige, som de gerne ville hjælpe.”

Måske syntes de endda, du havde noget talent?

”Måske. Men det var ikke noget, jeg mærkede.”

MISTRIVSEL

”Kort efter jeg var blevet hyret på Det Kongelige Teater, kom jeg en dag bærende på min badekåbe og min sminke, som jeg opbevarede i en ganske almindelig værktøjskasse, for at installere mig i garderoben. De to unge piger, som jeg skulle dele garderobe med, og som selv var uddannet på Det Kongelige Teaters elevskole, blev så rasende over, at jeg skulle være der, at den ene tog, hvad jeg havde i hænderne, og den anden tog mig i nakken. Så smed de mig og tingene ned ad trapperne. Mine ting lå ud over det hele, og jeg brød grædende sammen.

Jeg måtte gå ned på regissørkontoret, hvor man i første omgang havde anvist mig min garderobeplads. Jeg sagde: ’I bliver nødt til at finde mig et andet sted. De vil ikke have mig.’ Næste dag, da jeg kom ind i foyeren, var der hele vejen op langs trapperne og på gangene sat sedler op, hvor der stod noget med, at godt kollegaskab var en del af Det Kongelige Teaters politik, og at alle opfordredes til at tage godt imod nytilkomne.”

Hvordan tacklede du din mistrivsel i teaterfaget de første år?

”Jeg blev mor som 28-årig, da jeg havde været skuespiller i 2-3 år. Og da det så ikke kørte så vildt med teaterkarrieren, havde jeg tid til familielivet og gik ind i rollen som husmor. Det var en periode, hvor jeg var nogenlunde grounded. Fik bagt nogle tebirkes og flutes til kummefryseren, som jeg i det hele taget fyldte op med varer fra postordrefirmaet Dansk Fryse Økonomi. Jeg købte en symaskine og syede puder og gardiner. Ikke særlig godt. Men jeg prøvede. Så det var ikke, fordi jeg røg på flasken i sorg over den manglende succes.”

Og indimellem stod du så lidt på scenen?

”Ja, men teatret krævede for lidt. Jeg tænkte: ’Det her kan jeg ikke holde ud. At komme ind med et brev på scenen. Eller være nabokonen, der ikke siger andet end goddag. Så dør jeg af kedsomhed og mangel på udfordring.’ Så begyndte jeg at læse retorik på universitetet ved siden af.”

USIKKERHED

”Året inden jeg søgte optagelse på Statens Teaterskole, prøvede jeg at komme ind på elevskolen på Odense Teater. Jeg havde gået til forberedelse hos en gammel skuespiller og instruktør, der hed Einar Juhl, og vi tog sammen derover, en lille gruppe af hans elever. Sent på eftermiddagen var det endelig blevet min tur til at gå på, og jeg var godt svedig af angst. Jeg havde forberedt en Strindberg-tekst og indstuderet sangen ’Underlige aftenlufte’ med tekst af Adam Oehlenschläger og musik af Carl Nielsen. På det tidspunkt havde jeg ikke fået kontaktlinser endnu, men syntes heller ikke, jeg kunne gå ind med briller. Der var et bragende lys på den scene, og jeg var fuldstændig blændet. 

En stemme råbte: ’Værsgo!’ 

’Til … til hvad?’ spurgte jeg. 

’Syng,’ lød det tilbage. Et sted fra kunne jeg høre et klaver med forspillet. Jeg åbnede munden, og der kom ikke en lyd ud. Min bedstemor havde strikket en lårkort kjole til mig i mørkeblå uld med røde kanter, som jeg havde på, og mens jeg stod der og svedte, begyndte den at lugte af får. Så kom forspillet igen. Og der kom stadig ikke en lyd ud. ’Taaak!’ lød det nede fra salen. Så havde jeg haft mit forsøg. Jeg havde svedskjolder under armene og var ulykkelig over, at det hele var gået i fisk. Jeg var så chokeret, at jeg ikke engang kunne græde. Jeg kom ud fra scenen og stod i foy­eren for at vente på de andre fra min gruppe, som jeg skulle køre tilbage til København sammen med. 

Pludselig hørte jeg en dør gå op og stemmerne fra skuespillere, som morede sig. De havde tydeligvis siddet nede i salen og fulgt optagelsesprøverne. Jeg tænkte, at de grinede ad mig – og vidste, jeg ikke kunne stå ansigt til ansigt med dem, så jeg hoppede op i en niche, hvor der kunne have stået en statue, for at gemme mig. En pige gik forbi mig, og jeg tænkte: ’Havde jeg bare set sådan ud!’ Der stod jeg, en lille splint uden bryster, der lugtede af får, og forbi kom en kvinde med en stor, vippende barm og høje, røde stilethæle. Det var den kendte refrænsanger Lone Helmer, der nu var ansat som skuespiller. Bagved kom en mand med chikt sort hår, med krøller ned i panden, der virkede arrangerede, og lyserød skjorte, charmeklud om halsen og signetring på fingeren. Lige idet han gik forbi mig, daskede han Lone Helmer bagi. Hun fnisede: ’Nahahaaj!’ og gik videre.”

Det var, hvad du havde i udsigt, hvis du blev skuespiller … 

”Det var nogle afskyelige mennesker, tænkte jeg.”

Men ville du også gerne være en af dem?

”Jo, nok lidt. Jeg ville hellere være Lone Helmer end hende dér, der prøvede at lege statue.”

BIRTHE I PRESSEN 

”Først da hun havde passeret de 40 år, fik dansk film for alvor brug for hende – hvilket afspejler hendes sene gennembrud på teatret. På scenen har hun især brilleret i krasse, skarpt optrukne komiske roller, mens det på film er stik modsat; her er hun klart bedst i naturalistiske roller, hvor hendes forfinede, spinkle apparition og iboende lady-manér kan rumme en mængde over- og undertoner af sensualitet og indre uro. Bedst er hun, når facaden af kontrol dækker over forvirring og frygt, og en tøvende replik forstærker indtrykket af virkelighedsfjernhed.”

Morten Piil i bogen ’Danske skuespillere’, 2003

”Med rollen som Sara får birollernes ukronede dronning, Birthe Neumann, omsider den store hovedrolle. Den sikkert underspillende comedienne griber med selvfølgelig sikkerhed chancen for at spille hovedrollen i en udviklingshistorie. Med sin meddigtende mimik og sin slagfærdigt timede replikkunst føjer Neumann endnu en stor præstation til mange.”

Kim Skotte, anmeldelse af filmen ’Lykkevej’, Politiken, 2003

”Skuespillerne knokler det bedste, de har lært. Kurt Ravn er en charmerende, men også halvklam kontornusser. Birthe Neumann er sjov og lækker i rollen som moden sylfide.”

Kristian Ditlev Jensen, anmeldelse af filmen ’Det grå guld’ i Ekko, 2013

KÆRLIGHED

Og den sortkrøllede mand var skuespilleren Paul Hüttel, som du har været gift med siden 1975. Hvordan fortalte du ham om din første oplevelse med ham, da du senere mødte ham?

”Sådan dér.”

Hvad sagde han så?

”Ikke noget. Han grinede bare. Det var nogle år senere, og han kunne slet ikke huske det.”

Hvordan mødte du ham igen?

”I prøvesalen på Det Kongelige Teater. Jeg var helt ny og gik rundt til alle og præsenterede mig. Han sad ovre i et hjørne og læste avis. Jeg gik over og sagde: ’Hej … ’ Der skete ikke en skid. ’Hej,’ prøvede jeg igen. Stadig ingen reaktion. ’Hej … jeg hedder Birthe … og jeg er lige … startet …’ Paul lagde bare avisen og sagde: ’Nå, nå.’ Mere arrogant kunne det ikke blive. Han levede fuldstændig op til mine fordomme om, at han var sådan en, man skulle passe på. Det viste sig senere, at han ikke hører så godt på det højre øre og ikke rigtig havde forstået, hvad jeg sagde.”

Hvordan fandt I så hinanden?

”Vi boede begge to på Dalgas Boulevard og kom til at cykle hjem sammen hver aften efter forestillingen. Så lærte vi hinanden at kende. Han viste sig slet ikke at være så slem. Han var også ny på Det Kongelige Teater og vidste godt, at det ikke nødvendigvis var sjovt. Sammen kunne vi rakke ned på de gamle, ha ha.”

GRÆNSELØSHED

Det der klap bagi, var det typisk for tiden? Fik du også klap bagi?

”På Det Kongelige Teater? Ja. Der var meget pilleri. Instruktørerne og stjerneskuespillerne, der havde magten, havde måske nogle vaner – og kunne i høj grad tillade sig det. Det var ikke alle, der fandt sig i det. Men jeg kunne ikke have drømt om at sige: ’Hey, ka’ du la’ vær’!’ Jeg fandt mig i det, fordi jeg var hende den unge.”

Det lyder ubehageligt?

”Det var det. Men det er først nu her, vi virkelig snakker om de ting. Det er også først nu, det går op for mig, at det var en form for overgreb at sige til en ung pige, at hun skulle smide tøjet i en forestilling: ’Det er fuldstændig naturligt. Du kan sagtens gøre det!’ Det, der næsten var værre, end at publikum så mig nøgen i ’Operette’, var, at 50 skuespillere og scenefolk stod og kiggede, hver gang jeg skulle op af den kiste. Der var også nogle af de unge skuespillere, der skulle bære mig på et tidspunkt i slutningen af forestillingen. Bære min bare røv. Ikke at de prøvede på noget, men jeg gruede for, hvor en finger kunne ende.”

Blev du hærdet af det? Blev det hverdag?

”Nej. Men jeg har heller ikke fået sagt fra. Og så er det svært at være fordømmende. Det er ikke sådan, at jeg har noget på nogen. Jeg føler mig ikke udnyttet. Jeg vil nærmere sige, at jeg fandt mig i lidt for meget.”

Og hvornår opdagede du, at du kunne være sjov?

”Jeg var næsten færdig med at læse retorik, da jeg fik en rolle i ’Marx og Coca Cola’, som var et stykke af Nils Schou, der handlede om et ungt pars forhold i tiden fra ungdomsoprøret og 10 år frem. Det var situationskomik, vittigt og sørgeligt på en gang. Parret går fra hinanden og finder sammen igen, får et barn. Jeg spillede over for Søren Pilmark, og vi havde samme humor. Den blev en stor succes. Først satte vi det op på Gråbrødrescenen, der var en lillebitte eksperimentalscene under Det Kongelige Teater, men derfra blev det rykket over på Nye Scene, hvor vi spillede i tre sæsoner og var på turné to gange rundt i landet. Det var noget, der gav genlyd. ’Kongelig magi’ og den slags stod der i overskrifterne, da stykket blev anmeldt. Bum! Jeg var ikke vant til at se mig selv omtalt på den måde, og jeg fandt ud af, at mit talent måske mest lå i det komiske.”

NEDTRYKTHED

”Jeg fik mere travlt som skuespiller, og min universitetsgrad i retorik løb ud i sandet, men jeg havde stadig præstationsangst og var nervøs bare for at gå til prøver. Men jeg tænkte: ’Du kan jo godt. Nu må du fandeme tage dig sammen’, og piskede mig selv til at blive ved.

I begyndelsen af 90’erne blev jeg syg med depression. Alting var forkert. Jeg var uduelig på alle måder. En dårlig skuespiller, dårlig mor, dårlig kone, et dårligt menneske. Og så ængstelig, selvudslettende, pæn og ordinær. Jeg forsøgte alt muligt. At spise sundt, dyrke mere motion, få frisk luft. Jeg gik til psykolog, prøvede hypnose og alt muligt andet. På et tidspunkt følte jeg, at der ikke var flere døre, jeg kunne prøve. Jeg havde mareridt om natten, drømte altid, at jeg var lukket inde i en mørk, brun kasse. Eller også var jeg i et hus med gange, jeg gik vild i. Hvis jeg altså sov, for det kunne jeg næsten aldrig.

Jeg var igennem flere medicinske behandlinger, der ikke virkede, nogle af dem gjorde mig ligefrem dårligere. Jeg fik nogle piller, der næsten fortrængte virkeligheden. Jeg kunne ikke se på en person uden at se knogler, uden at se vedkommende som et skelet. Jeg kunne ikke se på et træ, uden at grenene lignede heksefingre. 

En dag i 1991, da jeg havde haft det rigtig dårligt i halvandet års tid, lod jeg mig indlægge på Frederiksberg Hospital, hvor jeg mødte en læge, som hørte min historie og hørte, at min mor også havde lidt af depression, da hun var omkring min alder. ’Birthe, du må tro på mig. Jeg kan hjælpe dig,’ sagde lægen. Jeg havde det så dårligt, at jeg næsten ikke magtede at blive siddende, men Paul sad ved siden af og holdt mig fast, han har altid været den stabile i vores forhold. Lægen sagde, jeg var fejlmedicineret, og anbefalede, at jeg fik den samme medicin, min mor havde fået. Det lød helt gammeldags, jeg troede overhovedet ikke på det. Jeg ville helst bare dø.

Medicinen gav stærke fysiske bivirkninger. Jeg kunne næsten ikke rejse mig fra sengen. Alle muskler gjorde ondt. Hovedet var ved at revne, munden var så tør, at jeg havde svært ved at tale. 

14 dage senere havde jeg det ligesom alle de andre dage frygteligt, da jeg gik i seng, på det tidspunkt var jeg kun dagpatient og sov hjemme hos mig selv. Næste morgen vågnede jeg efter 10 timers søvn, hoppede ud af sengen, trak rullegardinet op og tænkte: ’Himlen er blå!’ Det gik op for mig, at jeg længe slet ikke havde set farverne. Jeg var klar i hovedet, havde ikke ondt nogen steder. Jeg blev glad – og derefter forskrækket. 

Så løb jeg de 200 meter fra vores daværende hus hen på hospitalet i min natkjole og på bare fødder. Jeg forstod ikke en brik. På hospitalet var der ikke lige en ledig læge, så jeg satte mig på en stol og ventede, indtil der kom en kvindelig læge, der tidligere havde tilset mig, forbi. Jeg greb fat i hende: ’Hvad er det, der sker? Jeg kan bevæge mig og tænke klart. Jeg er glad?’ ’Det er dig,’ sagde hun. ’Det andet, det var ikke dig. Du er blevet rask.’ Så listede jeg hjem, lidt skamfuld over at være gået ud i natkjole. Siden har jeg været rask. Det var, som om en kasse med puslespilsbrikker, der lå hulter til bulter, var blevet væltet ud og havde lagt sig lige nøjagtig på deres pladser. Pludselig var alting normalt. Utroligt, at man kan det med et par piller.”

Opfattede du depressionen som noget, der kom ud af din manglende succes som skuespiller?

”Det er ikke til at sige, i hvor høj grad den var relateret til den eller den bestemte ting. Selvfølgelig kan jeg mærke, at jeg får det dårligt, når jeg fortæller om de dårlige oplevelser på teatret. Men der er også noget genetisk. Jeg tror også, min mormor led af depression.”

Hvad gjorde afskeden med depressionen ved skuespillet?

”Siden har jeg ikke tænkt på arbejdet som andet end en dejlig hobby. Jeg føler ikke, at jeg har et meget betydningsfuldt arbejde. Men jeg har været så heldig at kunne beskæftige mig med noget sjovt.”

Er Det Kongelige Teater blevet et rarere sted med tiden, eller kan man stadig risikere at blive smidt ud af garderoben?

”Det er noget helt andet i dag. Og stjernebegrebet findes slet ikke inden for teatret længere. De, der er stjerner, de laver film i USA.”

SKØNHED

Du har sagt, at du under din depression også var utilfreds med dit udseende. Du ville gerne have haft store bryster og lignet en mellemting mellem Elizabeth Taylor og Cleopatra. Det gik du og ventede på, selv efter du var blevet voksen. Havde det noget med din karriere at gøre?

”Der var mange veje, der ville have været lettere i forhold til skuespillet. Men det var nu egentlig helt privat, at jeg havde håbet om den her iboende skønhed, der på et eller andet tidspunkt vil komme frem. Det kan man blive ved med at håbe på, selv om håret mister farven, og huden bliver slap.”

Er den så kommet frem?

”Nej, ha ha ha. Men jeg kan da godt gå og tænke, at når jeg får en frisørtid, og man kan komme i butikker igen, så skal jeg købe mig noget nyt tøj og nogle ordentlige øreringe. Fandeme, så skal jeg have stil! Så kommer hun frem, hende den flotte.”

Men er du ikke blevet en form for sexsymbol?

”Mig?! Det oplever jeg godt nok ikke. Hvor har du det fra?”

Der er mænd, der synes, at du har en sensuel udstråling. Det bliver af og til fremhævet i anmeldelser. Jeg læste, at initiativtageren til de her skuespillerfliser, der ligger på Frederiksberg Allé, ved offentliggørelsen af din flise tilbød ’tættere relationer, hvis du skulle blive træt af din mand’. Måske er du kommet til at hvile mere i den side af dig selv – i hvert fald som skuespiller?

”Måske, men jeg sidder desperat og tænker over, hvornår jeg skulle have brugt det.”

Det er i den uskyldige ende, men i lystspillet ’Solkongen’, hvor du spiller en enke, der får et forhold til Nikolaj Lie Kaas’ langt yngre karakter, er der både flirt, charme og erotik …

”Jo. Men jeg tror, det ligger mere i humoren for mig. Alting går gennem det lag. Jeg tror ikke, jeg ville kunne spille decideret på det erotiske uden at komme til at grine.” 

BIRTHES PAGT

Bille Augusts film ’Pagten’ bygger på Thorkild Bjørnvigs selvbiografiske roman af samme navn, hvor digteren indgår en djævelsk pagt med Karen Blixen og i perioder flytter ind hos hende på Rungstedlund. Virkeligheden bag bogen har været omdiskuteret af litterater, og Bjørnvig er blevet angrebet for at tegne et billede af sig selv som en stakkels ung mand, der lokkes, mens den aldrende forfatter præsenteres som manipulatoren – måske for at nedtone, hvor meget han selv svigter sin familie.

Går du op i, om filmen er historisk korrekt?

”Det kan du ikke. Det er ikke doku-mentar. Det er Bjørnvigs digt, der lægger synsvinklen for en fortælling om, hvor langt man kan tillade sig at gå i kunstens navn. Jeg kan godt se hans naivitet og benovelse over pludselig at blive udråbt af hende til at være det nye geni. Men det undskylder jo ikke noget,” siger Birthe Neumann.

MAGT

”I begyndelsen af 2020 blev jeg tilbudt rollen som Karen Blixen i Bille Augusts film ’Pagten’. Den var anderledes end de fleste roller, jeg har spillet, fordi den har udgangspunkt i en historisk virkelighed. Alle har et billede af, hvem hun er. 

Jeg gav mig til at se tv-klip med hende fra arkiverne og gik derhjemme med hende i ørerne og hørte radiointerview, taler og oplæsninger, mens jeg gentog, hvad hun sagde, for at indstudere hendes stemme og lægge mærke til dens farver. Hvor dyb var den? Lidt dybere end min. Hvor nasal var den? Ganske meget. Jeg bemærkede, at hun trækker sine vokaler længere end de fleste og har færre stød. Artikulationen er fornem, udviklet til perfektion. Ikke krukket, synes jeg, men smuk. Hendes stemme ligner ingen andres. Og alle genkender den. Og derfor ville jeg ikke prætendere at gøre den efter, men prøvede at finde en balance, hvor man stadig kunne høre mig, men også lidt af hende. Jeg har passet på, at min måde at tale på ikke blev for gammeldags, så man tænker over, at det er lavet. Det var smaddersjovt, og jeg fik lov at gå længe og lege med replikkerne, fordi corona kom sidste forår og udskød optagelserne nogle måneder. 

Historien, der bygger på digteren Thorkild Bjørnvigs bog af samme navn, foregår på Rungstedlund, men der måtte vi ikke få lov at indspille, så det blev et gods på Fyn i stedet for, hvor man kopierede alle rummene fra Rungstedlund. Da vi kom på settet, og Dennis Knudsen skulle lave min makeup, var vi meget i tvivl om, hvilken farve hendes øjne havde. Indtil en veninde lånte mig en bog, hvor instruktøren Erling Schroeder, der var en ven af hende, beskrev hendes øjne som sorte. Så jeg fik nogle mørke linser i, og jeg fik også en støbt attrap klistret på, der gav mig noget ekstra næse og gjorde den mere aristokratisk end min egen. Det gav en autoritet. Et udtryk af styrke, som hjalp mig med at finde rollen.”

Hvad synes du om Karen Blixen?

”Hun er det mest vidunderlige. En fantastisk kvindeskikkelse og faktisk et forbillede for både kvinde- og mandekønnet. Handlekraftig. Modig og begavet. Hun var udfordret af syfilis og fallit. Hendes elskede Finch Hatton døde fra hende. Men hun tog kampen op hver gang. Lagde sig aldrig ned.”

Filmens Karen Blixen siger til den unge Thorkild Bjørnvig – som hun har taget under vingen, blandt andet fordi hun er forelsket i ham – at han har brug for et lille skub for at blive den digter, ”det er meningen, han skal være”. Har du nogensinde mødt nogen, der tilbød et skub?

”Som ung var der nogle skuespillere og instruktører, der gerne ville lære mig en hel masse, fordi de selv var så vidende og erfarne. Nogle, der sagde: ’Jeg kan gøre noget for dig, hvis du lytter til mig.’ Og det har altid været en mand, hvis du forstår.”

Og underforstået skulle du så gøre noget for dem?

”Det tror jeg. Og det har jeg ikke kunnet have. Jeg trak i hvert fald følehornene til mig. Når alders- og magtforholdet er ulige, kan det blive et farligt spil.”

Hvad blev du tilbudt?

”Roller. Der var mænd, der havde indflydelse og ikke skammede sig over at sige det, da jeg var ung.”

Så du har holdt dig uafhængig og har kun dit eget talent at takke for, hvad du har opnået?

”Det er nok så meget sagt. Jeg har aldrig været sådan en, der markerede mig ved at sige: ’Hallo! Det kommer du ikke nogen vegne med, makker!’ Det har jeg slet ikke haft format til. Jeg har bare skyndt mig at skulle noget andet og har sagt: ’Hov, klokken er mange. Det må vi snakke om en anden gang, ha ha, hej-hej.’”

’Pagten’ får efter planen premiere i danske biografer 15. april 2021.

 

55-årige Helle Helle er med sine afmålte romaner og sætninger blevet en del af pensum. Her fortæller hun om kanelsnegle og flyttekasser i barndommens Rødby, om en afgørende opringning i lugen på Dyrehavsbakken, og om hvordan hun kom til at hedde Helle til både for- og efternavn.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

MIT FØRSTE BARNDOMSMINDE er en cykeltur i Nakskov med min mor. Jeg var to et halvt år gammel og sad bag på hendes cykel på en lille blomstret pude. Min mor var ganske ung og altid lidt bange for at blive for tyk. Vi købte ’hemmelige’ kanelsnegle hos ­bageren og kørte ned til havnen. Der sad vi ved den gamle transformatorstation og spiste, mens vi kiggede over mod værftet. 

For år tilbage sagde jeg til min mor: ”Engang spiste vi hemmelige snegle.” Og hun sagde: ”Det kan du da ikke huske!” Men jeg kunne bevise det. ”Jo, for jeg sad på den pude, som du havde syet af det samme stof som de gardiner, vi havde i stuen,” svarede jeg. Min hukommelse har altid været virkelig god.

Den blomstrede pude forsvandt, da mine forældre blev skilt. Jeg var tre år gammel. Min mor blev gift igen, og jeg fik en søster. Så blev min mor skilt igen. Nu var det bare hende, min søster og jeg. Vi flyttede meget rundt.

Jeg nåede at bo ni forskellige steder i Rødby: I Kongeleddet, Syltholmsparken, på Stadionallé, Rosenparken, Bøgevej, Sædingevej, Birkevej, Vestergade 21 og Vestergade 24. Nogle gange var flytningerne forbundet med smerte for min mor, fordi det handlede om kærlighed, der brast. Andre gange var det bare en fremleje, der udløb. Men de gjorde mig hyper-opmærksom. Jeg kunne fornemme ud fra stemningen i hjemmet, og hvad der foregik omkring mig, om en ny flytning var på trapperne. 

2. g, 1983.

MIN MAND kan modsat mig ikke huske ret meget fra sin barndom. Vi har talt om, at det måske skyldes, at han boede det samme sted hele sin opvækst. Det kan få årene til at flyde sammen. Alle mine barndomsminder er struktureret efter de steder, jeg har boet. Jeg bruger rummene, vejene og stederne i byen til at huske. I mine bøger er der altid nogen, der flytter. Der er nogen med kufferter, nogen, som ikke får pakket ud, nogen, som har svært ved at ankomme, og nogen, som bruger en flyttekasse som sofabord.

Visse dele af min barndom husker jeg som ret lykkelig. Især perioderne, hvor det bare var min mor, min søster og jeg. Måske har jeg en tendens til at idyllisere det. Min far boede i Nakskov med sin kone, og dér havde jeg også en søster. Jeg besøgte dem hver anden weekend. Han var bilmekaniker, og min mor arbejdede som parfumedame på færgeforbindelsen Rødby-Puttgarden. Men på trods af de mange flytninger var det aldrig på tale at forlade Rødby.

Jeg husker Rødby som et sted, hvor der ikke var forskel på folk. Måske fordi der ikke rigtig var hverken høj eller lav – ikke for alvor. Der var kun én skole, hvor alle gik. På Rødby Byskole var der nogle fantastisk gode lærere, deciderede ildsjæle. Da jeg gik i 5. klasse, kom en biologilærer til byen – det føltes, som om han gjorde alle børn og unge i Rødby interesserede i biologi. Vi tog i skoven og kiggede på fugle, vi tog på fisketure, og jeg fik en fiskestang i fødselsdagsgave, da jeg fyldte 14. Men det var planter, der interesserede mig mest. I gymnasiet blev jeg matematisk-biologisk student. En overgang troede jeg, at det var den vej, jeg skulle gå.

I dansk skulle vi skrive stile om aktuelle emner som for eksempel atomkraft. Men jeg ville hellere skrive digte, og det fik jeg lov til. Jeg sendte mine digte ind til aviser og blade, og et af dem blev trykt som læserbrev i Alt for damerne, da jeg gik i gymnasiet. Det hed ’Din ømhed’, og en af linjerne lød: ”Din ømhed var et frø, jeg nu vil dyrke.” Min familie roste mig og sagde, at jeg var utrolig dygtig til at skrive digte. Men det var jeg jo ikke. Jeg kunne bare godt lide det.

På Maribo Gymnasiums lille, støvede bibliotek fandt jeg en dag et eksemplar af tidsskriftet Hvedekorn i en time, hvor jeg pjækkede. Efter gymnasiet – jeg blev den første student i min familie – flyttede jeg som 19-årig til København i 1985 for at læse litteraturvidenskab på universitetet. Men det interesserede mig ikke, og jeg var ikke god til det. Jeg var mere optaget af Otto Mønsteds Kollegium, hvor jeg boede. På et tidspunkt tog jeg en længere orlov fra studiet uden at fortælle det derhjemme.

På studiet skulle vi skrive en opgave om Gabriel García Márquez’ novellesamling ’Mama Grandes begravelse’. Jeg kunne ikke finde ud af det, i stedet skrev jeg min egen novelle: ’Et blommetræ’. Jeg læste den højt for en af mine medstuderende, og hun foreslog, at jeg sendte den ind til Information. Det gjorde jeg, men i lang tid hørte jeg intet. En dag i efterårsferien, hjemme i Rødby, blev jeg ringet op fra kollegiet: Novellen var kommet i avisen. Min mor lånte en bil, og vi kørte området tyndt for at finde et eksemplar. Vi fandt et i kiosken nede ved Rødby Færge.

Bogreception for debuten ’Eksempel på liv’, 1993. Fra venstre Dorte Borregaard, Helle Helle, Kirsten Hammann, Mads Brenøe.

JEG BEGYNDTE at sende digte ind til Hvedekorn, hvor Poul Borum var redaktør. Han var også med til at grundlægge Forfatterskolen, hvor han var rektor. En dag skrev han til mig, en enkelt linje: ”Trykker syv digte i næste Hvedekorn.” Da tænkte jeg for første gang: ”Okay, nu vil jeg være forfatter. Det er den vej, jeg går.” Jeg fortalte min familie, at jeg ville søge ind på Forfatterskolen, og hvis jeg kom ind, ville jeg droppe litteraturvidenskab. Min mor klappede i hænderne, det var lidt sværere at acceptere for min far.

En dag lå der et telegram i min lejlighed i Vanløse, hvor jeg var flyttet til fra kollegiet. ”Ring til Poul Borum,” stod der. Og så et telefonnummer. Jeg gik ned i telefonboksen på Linde Allé og ringede rystende op. Han bad mig komme til samtale. Det var en af de varmeste somre, jeg kan huske i København, og busserne strejkede, så jeg cyklede i heden og ankom til Havnegade gennemblødt af sved. Samtalen foregik på femte sal i Poul Borums lejlighed. Jeg blev gelejdet ind gennem bogreolerne og blev mødt af en gruppe forfattere, der sad rundt om et bord. I 50 minutter kunne jeg ikke få vejret og svarede i øst og vest. De sagde til mig: ”Du skal læse nogle flere bøger og prøve igen til næste år.”

Jeg tog orlov fra litteraturvidenskab en gang til, denne gang for good. Jeg søgte forskellige jobs, og i marts 1989 blev jeg ansat som informationsdame på Dyrehavsbakken. Der arbejdede jeg, mens jeg søgte ind på Forfatterskolen for anden gang. En dag i august stod jeg i info-kiosken i skriggrøn 80’er-nederdel, jakke med skulderpuder og hvid skjorte. Foran mig var en kø af børn, som alle skulle have et Bakkepas til forlystelserne. De stak hånden ind gennem lugen, og jeg satte det fast på deres små håndled. Pludselig ringede telefonen. Det var Poul Borum: ”Du er optaget på Forfatterskolen. Vi tager på rustur til Færøerne. Mød op i Kastrup Lufthavn 27. september klokken 9:30. Farvel så længe.” Så lagde han på. Jeg vendte tilbage til mine Bakkepas, mens jeg var ved at besvime af glæde. ”Jeg er kommet på Forfatterskolen!” råbte jeg til min chef, da hun gik forbi. Teltholderne på Bakken gav mig en kæmpe plys-tiger i gave og tog mig rundt til alle forlystelserne for at fejre det.

Helle Helle, 1975.

JEG HAR OFTE tænkt på, om jeg var blevet forfatter, hvis ikke jeg var kommet ind på Forfatterskolen. Det var ikke dér, jeg lærte at skrive. Som Poul Borum sagde: ”Man kan ikke lære at skrive, men hvis man kan skrive, er der meget at lære.” På skolen mødte jeg andre, der også skrev med samme dødelige alvor – blandt andet min bedste ven, Kirsten Hammann. Det var en vild, eksotisk og eksplosiv tid for mig. Jeg havde ikke rigtig været andre steder end baren på mit kollegie, men pludselig kom jeg til koncerter, i teateret og på gallerier, og vi tog nattoget til Aarhus, hvor jeg aldrig havde været, for at holde oplæsning i Ridehuset. Men jeg havde svært ved at skrive. Skolen gjorde mig enormt kritisk over for mine egne tekster, og jeg skrev dårligt, imens jeg gik der.

I mange år havde det været en stående vittighed i min familie, at jeg kunne komme til at hedde Helle Helle, fordi min oldemor hed Helle til efternavn. Min mor og hendes søskende hed også Helle til mellemnavn. Jeg blev døbt Helle Olsen, min fars familienavn, og efter mine forældres skilsmisse kom jeg til at hedde Helle Hansen. Da min mor blev gift igen, fik jeg min søsters fars mellemnavn, Krogh. Da jeg debuterede i Hvedekorn, sendte jeg digtene ind som Helle Krogh Hansen, men Poul Borum smed ’Hansen’ ud. Det var der, jeg besluttede mig for at skifte efternavn.

I dag havde jeg nok ikke gjort det, men jeg fremskaffede dåbsattester fra gamle kirkebøger og sendte dem ind til Københavns Overpræsidium, som skulle godkende navneskiftet. Og så fik jeg et dokument med mit nye navn. Jeg var 23 år gammel, og det føltes mærkeligt at fortælle mine venner, at jeg nu hed Helle Helle. Folk har jo syntes, at jeg var tåbelig. Jeg tænkte også selv, at det var lidt fjollet, men samtidig føltes det rigtigt. En del år senere modtog jeg stadig post fra visse dele af familien under mit gamle navn. Siden endte min mor også med at smide sit efternavn, så hun blot hed Helle.

HELLE FOR HELLE

55 år. Født Helle Olsen, men tog som 23-årig sin oldemors efternavn og kom til at hedde Helle Helle. Uddannet fra Forfatterskolen i København i 1991, debuterede med tekstsamlingen ’Eksempel på liv’ i 1993. Bor i Sorø med sin mand, billedkunstneren Mikkel Carl. Har to voksne børn fra et tidligere ægteskab.

Helle Helles gennembrud som forfatter kom i 2005 med romanen ’Rødby-Puttgarden’ om de to søstre Tine og Jane og deres liv i Rødbyhavn i 80’erne. Bogen indbragte hende Kritikerprisen samme år.

Hun har udgivet ni romaner, en børnebog og en række noveller, og hendes forfatterskab er blevet belønnet med flere priser, blandt andet De Gyldne Laurbær i 2012, Det Danske Akademis Store Pris i 2016 og Holbergmedaljen i 2019. Hendes seneste roman, ’Bob’, er udkommet på forlaget Gutkind.

Helle Helle, 2021.

JEG ER FØDT med et lyst sind, jeg er meget jordbunden og mere praktisk end åndeligt anlagt. Men jeg har en flig af angst i mig, som kommer frem, hvis jeg er under pres. Det blev slemt, da min mor blev alvorligt syg i 2013. Jeg begyndte at høre ambulancer, også når de ikke var der. Jeg bor i Sorø, ude i en skov, og der er der en fugl, der lyder som en ambulance. Den har flere gange været skyld i, at jeg har startet bilen og er kørt i sutsko og nattøj ind til byen for at se, om alt var i orden på mine børns skolevej. Men en dag sagde min mand til mig: ”Der sker hverken mere eller mindre, fordi du er bange.” Det husker jeg på.

Min mor var syg i halvandet år. Hun døde i marts 2015, men lige til det sidste gjorde hun alt for at gøre sit liv til en fest. Hun var så utrolig god til at leve, at hun på en eller anden måde også var god til at dø. ”Jeg er så lykkelig,” sagde hun til min søster og mig helt til det sidste. I starten tænkte jeg, at det ikke kunne passe. Men det gjorde det.

Jeg kører til Rødby en gang om året og kigger. Jeg er flere gange blevet spurgt af journalister, om jeg vil vise dem rundt i min barndomsby. Men jeg siger altid nej. Rødby er et sted, jeg er nødt til at have for mig selv. I dag kan man måske godt se, at det er trange tider i byen. Mange butikker er lukket. Men når jeg kommer til Rødby, ser jeg kun alt det pæne. Det er sådan en fin by. På Facebook er jeg medlem af grupper som ’Fra de gode gamle dage i Rødby og Rødbyhavn’ og ’Rødby Byskole’. De er fyldt af lange tråde med folk, der skriver: ”Jamen, hvem var det, der boede der før barberen?” Det er dybt interessant, men nok kun for mig og andre, som kommer derfra. Hvis jeg tog min mand med på tur og kørte gennem byen og pegede på alle de huse, mine skolekammerater engang boede i, ville han muligvis kede sig lidt.

Jeg synes, at succes er et frygteligt ord. Jeg forbinder det med noget kalkuleret, noget, man regner sig frem til. Jeg har været heldig at have mange læsere. Det er en stor lykke. Men det er også lidt af en gåde for mig, for mine bøger er ikke lettilgængelige. Der er nok også en del, som er blevet tvunget til at læse dem i skolen eller gymnasiet og måske ikke kunne lide dem.

Engang var det en fantasi af metal, i dag står han i spidsen for en af landets største musik-succeser. MICHAEL POULSEN og Volbeat har som det eneste danske band fyldt Parken, ligesom de har spillet udsolgte koncerter over hele verden, hvor publikum kan teksterne på engelsk – og dansk. Ud & Se tog med sangeren tilbage til dengang, det hele begyndte i en midtsjællandsk provinsby med en stjålen guitar.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Morten Germund

EN SORT ROLLS ROYCE triller langsomt ned ad Søgade, gennem Ringsteds centrum. Først passerer den rådhuset, så torvet foran kirken, videre forbi lokalavisen, inden den svinger til venstre ved Ringsted Kulturhus og forsvinder ind på en parkeringsplads, hvor frostvejret her over middag er ved at slippe sit greb om asfalten. 

Et lille minuts tid senere kommer en skikkelse til syne rundt om hjørnet. I sorte støvler, stramme sorte jeans, læderjakke og håret kæmmet baglæns, væk fra pandebrasken. Han stikker en tatoveret knytnæve frem, hvor navnene på hans forældre er indgraveret hen over knoerne – ’Jørn’ på højre, ’Else’ på venstre – og lader blikket falde på facaden og på plakaterne fra corona-aflyste koncerter, som hænger, hvor indgangen var i gamle dage, dengang det hed et medborgerhus. 

”Folk plejede at stå herude og drikke bajere fra supermarkedet. Det var billigere end at købe dem inde i baren,” siger han.

45-årige Michael Poulsens stemme er hæs. I efteråret, netop som han havde færdiggjort indspilningerne til Volbeats ottende album, begyndte han at få problemer med stemmen. Først kunne han ikke synge og siden knap tale. Lægerne frygtede, at det var en svulst, men det viste sig at være en polyp på stemmebåndet, der ikke var farlig, men som skulle fjernes ved et simpelt indgreb. Da han kom hjem fra hospitalet, lød lægens ordre på tre dages komplet stilhed. Så Michael Poulsen sendte sin forlovede og parrets snart fireårige datter hjem til svigerfamilien i Jylland og tog på silent retreat i sit eget hjem i Næstved. Men stemmen er stadig påvirket. 

DET ER FORSANGEREN, der har valgt, at vi skal mødes foran Ringsted Kulturhus. Ved siden af ham står en høj mand. Det er Toke Holt, der kender Michael Poulsen fra gamle dage i metal-miljøet, og som var Volbeats manager, indtil bandet blev så store, at de i 2016 indgik en aftale med amerikanske Q Prime Management, som også har Metallica og Muse i stalden. I dag er han med til at arrangere Copenhell og er konsulent for Volbeat på det danske marked – og det er ham, der har sørget for, at vi kan komme ind i det ellers corona-lukkede kulturhus.

Michael Poulsen besøgte stedet for nylig, da han skulle optage en podcast for Danmarks Radio, men ellers har han ikke været her i en menneskealder. I de mellemliggende år er han gået fra at spille hård dødsmetal – der i mainstreammedier mest fik opmærksomhed, fordi Michael Poulsen dengang kaldte sig satanist – til at være frontmand for et rockband, som spiller udsolgte arenakoncerter i hele verden og har solgt flere millioner album. 

Men det var her, det hele startede – en aften i 1991. Publikum bestod af gamle skolekammerater, venners venner, folk fra det sjællandske heavy-miljø – og en enkelt midaldrende kvinde, der var kommet for at ”høre noget tråd”. Det var Michael Poulsens mor. Fra sin plads bagerst i salen kunne hun se sin 16-årige søn med langt, sort hår, sort tøj og pentagram-kæder om halsen træde ud af røgen fra røgmaskinen og op til mikrofonstativet, udsmykket som et omvendt kors. På scenen slog han sin elguitar an. Og growlede, så hele salen rungede af død og ødelæggelse.

DEN ENESTE LYD, der i dag fylder kulturhuset, er boremaskiner fra håndværkere. De udnytter corona-nedlukningen til at give den gamle, hvidkalkede bygning en overhaling, og Michael Poulsen får støv på læderstøvlerne, da han undskyldende afbryder deres arbejde for at vise salen, hvor han spillede sin allerførste koncert med bandet Dominus. Den ligger for enden af en lang gang, som ikke ser ud af meget, men som ”dengang føltes, som om jeg gik hele vejen ind på scenen på Madison Square Garden”.

I salen er der plads til 200 mennesker, og ifølge Michael Poulsen var der propfyldt den aften i 1991. Både fordi lokalavisen havde bragt en omtale af koncerten, og fordi bandmedlemmerne havde cyklet rundt natten forinden og klistret plakater op i byen – først med tapetklister og siden, da de løb tør, med syltetøj.

Det var en lokal bibliotekar på Ringsted Bibliotek, som hjalp med at få showet i stand. Som inspiration til bandets sangtekster havde Michael Poulsen og hans venner, en lille gruppe langhårede, sortklædte rødder, været på jagt efter ’Satans Bibel’ – et manifest skrevet i 1969 af den amerikanske okkultist Anton LaVey. Men i byens boghandel blev ekspedienten ligbleg og rystede på hovedet, så i stedet gik turen til Ringsted Bibliotek på Tværallé lige over for håndboldhallen og fodboldbanerne. Heller ikke her var ’Satans Bibel’ på hylderne, men der var andre okkulte værker, Michael Poulsen og hans venner kunne bruge. 

På biblioteket bemærkede bibliotekar Susanne Byberg de unge dødsmetal-drenge, der blev ved med at komme og låne obskure bøger. Måske tænkte hun, at der i byen var flere af deres slags. En dag henvendte hun sig til Michael, som gik rundt mellem hylderne i sorte militærstøvler og lang, sort cottoncoat. 

”Kunne I tænke jer at dekorere et heavy metal-hjørne her på biblioteket?” spurgte hun.  

Det kunne Michael Poulsen og hans venner ikke se fidusen i. Men så tilbød Susanne Byberg, at drengene – der ofte havde pjækket fra skole for at tage toget til København og bruge deres lommepenge på plader i musikbutikken Rock Uglen – kunne få penge til at købe musik til det nye hjørne på biblioteket. Det skulle bare ligne deres værelser derhjemme med metal-plakater og undergrundsmagasiner. Michael Poulsen sagde ja. Og der var også en anden gulerod: Susanne Byberg fortalte, at hvis de hjalp hende, kunne hun måske skaffe dem et show nede i medborgerhuset.

”Vi havde kun fem numre og var så hurtigt færdige, at vi måtte spille det samme set to gange. Jeg tror ikke, at halvdelen af publikum nogensinde opdagede det.”

MICHAEL POULSEN

45 år. Opvokset i Ringsted. Forsanger og guitarist i Volbeat. Stiftede i 1991 dødsmetal-bandet Dominus, som udgav fire album fra 1994 til 2000. Det tredje album, ’Vol.Beat’ – en forkortelse af volume and beat – lagde navn til Michael Poulsens nye, mere melodiøse metalband.

Udgav i 2005 sit første album med Volbeat, ’The Strength / The Sound / The Songs’, der som det første metalalbum i 20 år nåede top-20 på den danske hitliste. Bandet har været gennem en del udskiftning, men består i dag af sanger Michael Poulsen, trommeslager Jon Larsen, bassist Kaspar Boye Larsen og guitarist Rob Caggiano.

Har med Volbeat udgivet syv album, solgt 5,7 millioner enheder, haft otte #1-singler på den amerikanske mainstreamrock-hitliste og vundet mere end 50 guld- og platinplader. I 2019 havde selskabet bag Volbeat et overskud på 35 millioner kroner.

Bor i dag i Næstved med sin forlovede Jeanet Carlsen og parrets treårige datter, Ea. Parret venter deres andet barn, Aaron, i april.

BAGEFTER SIDDER VI i Michael Poulsens Rolls-Royce Phantom med læderindtræk, heavy metal-cd’er i handskerummet, Faxe Kondi Light på dåse i kopholderen og en barnestol på bagsædet. Ud fra parkeringspladsen kører også en sølvgrå Volvo S40, og i den sidder Toke Holt, der kører efter os gennem Ringsted i en afstand, så han kan anes gennem bakspejlet. Michael Poulsen svinger sin bil ned ad Jyllandsgade, der går mod vest ud af byen, videre ind på Hækkerupsvej og stiger ud i et lille parcelhuskvarter ved Klosterlunden, en park i Ringsted, der oprindelig hørte til et kloster i forbindelse med Sct. Bendts Kirke. 

Stedet husede en danseskole, da Michael Poulsen var ung, men i dag er det en byggeplads, og han må stille sig på tæer for at kigge over hegnet og ind ad vinduet til sit gamle øvelokale. Her slog han på sine første strenge i bandet Satan’s Servants, som Michael Poulsen en kort overgang – før Dominus – havde sammen med vennerne Kim og Jonas og Carsten fra parallelklassen, der havde en stortromme, en lilletromme og en hi-hat derhjemme. På tv havde de set det amerikanske band Anthrax, der spillede trash metal iført hawaiiskjorter, og de var enige om, at sådan ville de også være. Der var bare ét problem: De havde intet udstyr og intet sted at øve. 

Men Michael Poulsen havde en kæreste, som gjorde rent på det lokale fritidshjem, hvor der var et musikrum. Under påskud af at ville hjælpe med rengøringen tog han en dag med hende, efterlod et åbent vindue og vendte senere tilbage sammen med Kim efter mørkets frembrud. De stjal guitar, bas og forstærker og gemte det hele i Michael Poulsens forældres garage. 

Da hans far spurgte, hvor de havde fået instrumenterne fra, løj han og fortalte, at han havde lånt dem af en musiklærer henne på skolen. 

På danseskolen på Hækkerupsvej fik Michael Poulsen lavet en aftale med læreren om, at de kunne låne et omklædningsrum, når der ikke var danseundervisning – 20 kroner i leje per gang. De cyklede frem og tilbage med udstyret på Michael Poulsens BMX-cykel, Carsten på sadlen med stortrommen i hånden, mens Michael stod op og trådte i pedalerne med forstærkeren på styret og guitaren på nakken.

Som ugerne gik, begyndte forældrene at undre sig: Skulle de der instrumenter ikke leveres tilbage? Og Michael Poulsen fik dårlig samvittighed, for hans kæreste var blevet fyret for ikke at have lukket vinduet til musikrummet. En sen aften, uden at nogen så det, cyklede han ned og leverede instrumenterne tilbage. Det viste sig også hurtigt, at Kim, Jonas og Carsten ikke mente det der med at lave musik helt så seriøst som deres bandkammerat. 

I stedet stiftede Michael Poulsen Dominus med Morten, en anden ven fra Ringsted, som kendte en af de ældre drenge, der spillede heavy metal i øvelokalerne oppe i medborgerhuset – når de ikke sad i spjældet. En af dem solgte hælervarer, og for sine konfirmationspenge købte Michael Poulsen sin første el-guitar. Det var en Mad Axe med ’rund næse’, men spillede man heavy, skulle guitaren helst være spids som et horn og sort som kul, så Michael Poulsen lånte en nedstryger: ”Jeg skar den til, gav den en gang sort spraymaling og et Dominus-klistermærke. Så var jeg i gang.”

MICHAEL POULSEN sætter kurs mod sit barndomshjem på Egevej, men halvvejs træder han pludselig på bremsen og drejer ind til siden. På den modsatte side af gaden ligger købmanden på Rønnedevej – af de lokale kaldt ’Bornholmeren’. Michael Poulsen er pludselig kommet i tanke om tiden, da han gik på teknisk skole med sin ven Henrik ’Henning’ Tångberg.

Dengang lå skolen et stenkast fra købmanden, på den anden side af jernbaneskinnerne, og de to unge mænd skulle egentlig oplæres som elektrikere, men lavede mest kortslutninger og sprængte relæer og var mere interesserede i at ”patte bajere ovre ved købmanden i frikvarteret, så vi kom halvfulde tilbage i skole”. 

Det blev til seks måneder på teknisk skole. Ved siden af arbejdede Michael Poulsen videre med sit band, printede Dominusflyers på kopimaskinen oppe på rådhuset, hvor hans mor gjorde rent, og byttede demobånd med andre bands i ind- og udland – det var sådan, man maste sig frem på heavy-scenen i 90’erne. En dag blev han ringet op af Andreas Ludvigsen fra pladeselskabet Diehard Music. Han ville have Dominus med på en opsamlings-cd fra den danske undergrund. 

Senere lykkedes det Michael Poulsen at få kontakt til et græsk pladeselskab, som udgav bandets første syvtommer-vinyl. Samtidig turnerede Dominus rundt i Danmark i gamle kassevogne, de havde lejet, og som de overnattede i, hvis ikke de kunne sove hos det opvarmningsband, de havde hyret. 

Michael Poulsen var forsanger, booker, manager og revisor og levede med egne ord af whisky, flæskesvær, kolde pølser, kakaomælk og det, de kunne få ud af spillestederne, der ikke betalte bandet for at spille, men kun dækkede deres udgifter – hvis ellers de huskede kvitteringerne. 

”Vi kom ikke hjem med andet end tømmermænd og knækkede guitarstrenge. Men det handlede ikke om at tjene penge, kun om at komme ud og spille.”

MICHAEL POULSEN OG TUSSERNE

Michael Poulsens arme og hans brystkasse er fyldt med tatoveringer. Han har blandt andet sine forældres navne på knoerne, Elvis’ navn og militærnummer, ’J.R. Cash’ over brystet og ’Social Distortion’ på den ene arm efter det amerikanske punkband af samme navn. Den første tatovering fik han i folkeskolen efter at have plaget den lokale tatovør i Ringsted i månedsvis:

”De ældre drenge blev altid tusset oppe hos Tattoo-Larsen. Jeg hang ud deroppe, men måtte ikke få en tatovering, fordi jeg var under 18. Jeg var kæmpe fan af King Diamond og Mercyful Fate. En dag var jeg cyklet til Næstved og havde købt deres album ’Don’t Break the Oath’, hvis cover forestillede en sort djævel med horn i panden. Da jeg kom hjem, ringede jeg til Tattoo-Larsen: ’Jeg har fundet den tatovering, jeg skal have.’ Han svarede som sædvanlig, at det kunne jeg godt glemme. Men jeg plagede og plagede og svor, at jeg ikke ville sige det til nogen. Til sidst sagde han: ’Okay. Men så skal du komme lige nu.’

’Det kan jeg ikke, jeg skal til eksamen i dag.’ ’Det vil jeg da skide på,’ sagde han. ’Det vil jeg egentlig også,’ svarede jeg og cyklede af sted.

Min far havde altid sagt, at jeg lige kunne vove på at komme hjem med en tatovering. En dag spurgte han, om ikke han skulle se de nye bandbilleder, og jeg sagde ja uden at tænke mig om.

’Hvad er dét?’ spurgte han og tog fat i min arm.

’Det er en tatovering,’ fik jeg fremstammet.

’Er det Larsen, der har lavet det?’ spurgte han. Jeg nikkede nervøst, og min far kiggede på mig. ’Den er sgu fed nok,’ nikkede han.”

’MØRKEMANDEN FRA RINGSTED’ blev han kaldt, da han første gang blev anmeldt, i B.T. 

Michael Poulsen var helt fra starten inspireret af Kim Bendix Petersen alias King Diamond, der med bandet Mercyful Fate var Danmarks første store internationale døds-heavy-metal-stjerne.  Herhjemme levede Mercyful Fate og Kim Bendix fra Hvidovre en ret anonym tilværelse, men i 1990 sagde Kim Bendix i TV 2-programmet ’Eleva2ren’, at han var satanist – og det gav overskrifter. 

Michael Poulsen så dem og tænkte: ”Dét kan jeg også.” Og han fik ret. Han begyndte at optræde som satanist i avisartikler og sagde, at man måtte skyde hovedet af ham, hvis han nogensinde fik et lyst livssyn. Ekstra Bladet døbte ham ’Djævlebarnet’ i et interview, og hjemme i Ringsted begyndte politiet at ringe, når der blev begået hærværk mod kirken, selv om han intet havde med det at gøre. ”Er det ikke lige at tage den et skridt for langt?” sagde hans forældre. Men mest af alt grinede de, når Michael Poulsen fortalte, hvordan det fik opmærksomheden omkring Dominus til at stige.

Da Michael Poulsen første gang fortalte sine forældre, at han ville være rockmusiker, var svaret fra hans far det samme som altid: Han måtte gøre lige, hvad han havde lyst til, men han skulle fandeme arbejde hårdt for det. Og så længe han boede hjemme, skulle han have et job ved siden af. At forældrene støttede deres søn i alt, også i at spille heavy metal, hvis det var det, han ville, blev tydeligt juleaften samme år. I 1991, det år, da Michael Poulsen spillede sin første koncert i medborgerhuset i Ringsted, lå der under juletræet en indbundet pakke. Da han rev papiret af, kunne han se den bog, han var gået forgæves efter hos boghandleren og på biblioteket: ’Satans Bibel’.

”VI KAN JO LIGE SE, om hun er hjemme,” siger Michael Poulsen og parkerer Rolls-Roycen i vejkanten på hjørnet af Egevej. Hans far er død, men hans mor bor her stadig. Vejskiltet stikker op, en anelse skævt, gennem hækken, der omkranser det lille cremehvide parcelhus med sort tag og en trægarage, som går ud fra den ene gavl. Michael Poulsen spænder et mundbind på ørerne og ringer på døren i indkørslen. En lille, gråhåret dame i mørkeblå trøje, bukser og hjemmesko åbner – et kort sekund ser hun overrasket ud. Så trækker Michael Poulsen mundbindet ned og afslører et stort smil.

”Din dumme unge,” siger Else Poulsen på midtsjællandsk med lange vokalstød. Sådan taler Michael Poulsen også, men med knap så tydelig dialekt.

”Beklager, vi kommer brasende, jeg ville bare lige vise mit drengeværelse frem. Vil du ikke låse op deromme?” spørger han og går rundt om huset, gennem en låge til haven, hvor Else Poulsen kommer til syne i bagdøren.

”Det var sgu da heldigt, jeg var her, jeg har lige været oppe at handle,” siger hun og får øje på Toke Holt, der kommer trissende rundt om hjørnet for også at få et glimt af Volbeat-forsangerens barneværelse, som han ikke har set før. ”Hej Toke!” udbryder hun.

Michael Poulsen lukker lågen bag sig: ”Her er jeg sateme kommet dinglende mange gange midt om natten, og så var det jo luksus at have sin egen indgang, man kunne snige sig ind ad.”

”Snige sig?” griner Else Poulsen. ”Jeg lå da vågen og lyttede hver eneste weekend. Først når jeg kunne høre lågen smække, kunne jeg slappe af og lægge mig til at sove.”

INDEN FOR DØREN til venstre ligger Michael Poulsens gamle værelse, hvor Else Poulsen i dag selv sover. Det er dekoreret med indrammede Volbeat-plakater, gamle analogfotos af en ung Michael Poulsen og hans søskende – to tvillingepar med 12 års mellemrum – et cd-anlæg og en seng. Rummet er næppe mere end 10 kvadratmeter, men dengang var det intet problem at klemme mange mennesker ind, når Michael Poulsen og hans venner skulle drikke bajere og høre heavy metal-plader, inden de tog på Kong Valdemars Pub nede i byen. 

Han var den eneste i gruppen, der ikke røg, værelset stod i en tåge, og når familiens hund Busser kom trissende ud fra værelset, efter drengene var taget i byen, og ind i stuen, måtte Else Poulsen smide den ud, for den stank af cigaretter.

”Glæder du dig til april, Else?” spørger Toke Holt.

”Ja, det kan jeg love dig for.”

Hvad sker der i april?

”Dér venter Jeanet og jeg vores andet barn, en dreng,” bryder Michael Poulsen ind.

”Han havde jo sagt til mig, at jeg ikke skulle stikke næsen op efter børnebørn fra hans side,” smiler Else Poulsen.

”Man skal jo møde den rigtige,” svarer Michael Poulsen, der virker en anelse forlegen.

”Jeg er bare glad for, at jeg fik lov til at opleve det. Det gjorde hans far jo ikke,” siger Else Poulsen.

”Ej, Toke, du skal altså lige se, hvad jeg har herinde,” siger hun så og trækker os med ind i stuen, da vi skal til at sige farvel. Over sofaen hænger otte af Volbeats guld- og platinplader, stilet til Michael Poulsens mor. Dem har Toke Holt sørget for at sende til Ringsted. Her hænger de, flankeret af et foto af Michael Poulsens datter til venstre og et barndomsbillede af Volbeat-forsangeren og hans tvillingesøster til højre.

SAGT OM MICHAEL POULSEN

Jon Larsen, trommeslager i Volbeat, eneste originale medlem ud over Michael Poulsen

”Det er Michael, der er chef i Volbeat, det kan der ikke være to meninger om. Det er hans band, og det er ham, der bestemmer. Men det er også ham, der har siddet alle døgnets 24 timer og taget sig af det i mange år. Selv efter vi fik råd til advokater og revisorer, har han selv villet tage sig af det hele. De senere år er han blevet lidt bedre til at lægge det fra sig. Og han er jo ikke diktatorisk, han tager os andre med på råd, men han har det sidste ord. Michael har altid været ekstremt karakter- og viljestærk. Han følger alting helt til dørs. Men han har også et kraftigt temperament, og især da han var yngre, kunne han blive afsindig gal og råbe og skrige. Hvis først ventilen røg, var det med at gå i flyverdækning. Han er blevet rundere med tiden.”

MICHAEL OG MAIBRITT blev født 1. april 1975 på Slagelse Sygehus. Da de ringede fra fødeafsnittet, troede Jørn Poulsen, at der var tale om en aprilsnar: Tvillinger igen, akkurat som 12 år før, da Michael Poulsens to ældre søstre, Susanne og Marianne, kom til verden – det kunne ikke passe. Sådan fortæller Susanne, der i dag hedder Nielsen til efternavn, historien. Snart var der fire børn i det lille hjem, hvor faren var jord- og betonarbejder og stor fan af rock and roll fra 50’erne og 60’erne, særligt Elvis Presley og Johnny Cash. De kørte på pladespilleren fra morgen til aften, og faren var en af de første i byen til at anskaffe sig en VHS-maskine, så han kunne se koncertoptagelser med de to amerikanske stjerner på familiens tv. Her sad Michael Poulsen tryllebundet, og en dag fandt hans mor ham på stuegulvet med en sprittusch i hånden – i færd med at farve sit hår sort ligesom The King.

I nabohuset på Egevej boede Michael Poulsens mormor og hans morbror, der var hjemmeboende. Fra udhuset, hvor morbroren havde værelse, lød andre toner, end Michael Poulsen var vant til på sin fars pladespiller. Sammen med sin tvillingesøster var han ofte på besøg, og en dag, mens han gik pladesamlingen igennem, faldt han over en plade, hvis cover forestillede en sorthåret kvinde alene på en kirkegård. ’Black Sabbath’ stod der med sorte, gotiske bogstaver på den.

Da Michael Poulsen spurgte sin morbror, om han måtte høre den, svarede han nej, det var han ikke gammel nok til. Det gjorde bare nevøen endnu mere nysgerrig. En dag, da Michael Poulsens morbror var kørt op i byen på sin knallert, hoppede han derfor over hegnet, fandt nøglen under dørmåtten, låste sig ind og satte pladen med Black Sabbath på. Ifølge Michael Poulsen var tonerne, der kom ud af højttalerne, med til at forandre hans liv:

”I det øjeblik vidste jeg, hvad jeg ville. Næste gang jeg kom over til min morbror, spurgte han: ’Nå, var det en god Black Sabbath-plade?’ Han kunne se, at jeg havde været derinde, og lod mig tage pladen med hjem: ’Men lad være med at spille den baglæns,’ sagde han, ’så kommer djævelen efter dig.’”

MICHAEL POULSEN OG DOMINUS udgav fire album fra 1994 til 2000. Men allerede efter det tredje, i 1997, følte Michael Poulsen, at han var ved at være færdig med dødsmetal. Han var flyttet til København som 19-årig for at forfølge drømmen om en musikkarriere, og han tjente penge på forskellige småjobs ved siden af, blandt andet som støttelærer for en dreng med muskelsvind. Han havde klippet sit lange hår, droppet det sataniske tekstunivers og forsøgte at trække Dominus i en lidt mere melodisk retning, blandt andet ved at synge i stedet for at growle. På lange cykelture hjemme i Ringsted havde han øvet sig på at synge med walkman og Elvis, Cash og Metallica-forsanger James Hetfield i ørerne.

Ingen af delene faldt dog i god jord i det inkarnerede heavy-miljø, hvor man helst skulle både se ud og lyde på en bestemt måde. Samtidig var Michael Poulsen begyndt at savne lyden af sin barndom. Han købte plader med Elvis Presley og Johnny Cash og startede sin egen samling af den musik, hans far havde hørt. I 2000 opløste han Dominus og skrev en håndfuld sange, der lød helt anderledes end noget, han havde lavet tidligere – en blanding af heavy metal og rock and roll.

Michael Poulsen ringede til sin ven Jon Larsen, som han kendte fra Roskildes heavy metal-scene, og spurgte, om han stadig spillede trommer. Jon Larsen svarede, at det var nogle år siden, men at trommesættet stadig stod ude i garagen. De mødtes, og Michael Poulsen spillede sine numre, der stak i vidt forskellige retninger musikalsk. Han fortalte, at han ville lave et band opkaldt efter Dominus’ tredje album, ’Vol.Beat’. Og der skulle kun være én regel: at der ikke måtte være nogen regler.

Volbeat blev stiftet i 2001, men de første år lod succesen vente på sig. De ville spilles i radioen, men det var ikke nemt at få et demobånd frem til musikcheferne i DR, så Michael Poulsen, der i Dominus-tiden havde haft job som rengøringsassistent i DR Byen, fandt sin gamle ISS-uniform og sit navneskilt frem. Han tog cyklen, gik ubemærket ind ad hovedindgangen til DR, efterlod sine demobånd i radiostudierne og skyndte sig hjem. Men effekten udeblev. Volbeat måtte gå i studiet igen og lave endnu en demoplade – og så gav det lille hollandske pladeselskab Mascot Records dem en kontrakt.

Derfra gik det stærkt. Volbeat albumdebuterede i 2005, to år senere åbnede de Orange Scene på Roskilde Festival, og i 2009 tog de på USA-turné som opvarmning for Metallica. I dag, når Michael Poulsen skal på landevejen, foregår det ikke længere i en lejet kassevogn, men i ni dobbeltdækker-tourbusser og 20 lastbiler fyldt med instrumenter, lys, sceneshow og merchandise.

SAGT OM MICHAEL POULSEN

Henrik ’Henning’ Tångberg, barndomsven

”Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Michael har slæbt mig hjem fra en druktur. Vi købte 10 Krudtugle Pilsnere hver til 37,50 kroner og cyklede eller kørte på knallert hjem til Michael på Egevej. Alle var velkomne, de skulle bare have deres egne øl med, og de skulle lade panten blive. Vi hørte heavy-plader, og Michael spillede musik. Bagefter gik vi på Kong Valdemars Pub. Jeg blev som regel mere fuld, end han gjorde, og så trak han mig – har han fortalt mig – med benene dinglende hele vejen hjem til ham. Han har altid været der for mig. Engang ringede jeg til ham, fordi jeg havde det lidt svært og havde brug for en at tale med. Midt i samtalen siger han: ’Ikke for noget, Henning, men jeg er lige på vej på scenen herovre i USA.’ Men så ringede han bagefter.”

PÅ VEJ UD AF Ringsted kører vi ad landevejen, hvor Michael Poulsen som ung plejede at cykle til Næstved på sin BMX for at købe plader. I dag kører han turen i bil mod Næstved, hvor han bor sammen med 31-årige Jeanet Carlsen.

De to mødte hinanden til en koncert i Danmark, hvor Michael Poulsen gav hende sit guitarplekter. Men da han kom hjem, kunne han ikke slippe tanken om kvinden, der fik plekteret. 

”Der var bare noget særligt ved hende,” siger han.

Efter langs tid søgning fandt han hende endelig på bandets fansite, men Michael Poulsen er ikke på Facebook, og derfor oprettede han en falsk profil for at skrive til Jeanet Carlsen. Beskeden havnede i spam-filteret, der gik flere måneder, inden hun svarede, og da hun endelig gjorde, troede hun til at begynde med ikke på, at Michael Poulsen var … Michael Poulsen. Så han måtte ringe hende op, og de aftalte at mødes. Da de nogle måneder senere blev kærester, var det første, Michael Poulsen sagde til hende: ”Jeg skal ikke have børn.”

Ofte har Volbeat spillet mere end 100 shows om året, og den tilværelse var for Michael Poulsen ikke forenelig med det at være far.

”Ja, jeg fortalte mine forældre, at jeg aldrig ville have børn, det måtte være rigeligt med mine tre søstre, som har to unger hver,” siger han, rækker ud mod bakspejlet og fisker et par solbriller frem for at skærme mod vintersolen, der blænder fra asfalten.

”I MANGE ÅR, fordi jeg har nået en vis status, har det hele handlet om mig-mig-mig, men jeg kan sateme hurtigt blive træt af at høre om mig selv. Ubevidst tror jeg, at jeg begyndte at tænke på børn. På et tidspunkt sagde min kæreste: ’Når der er meet-and-greet med fans, og et forældrepar har deres børn med, laver du ikke andet end at tale om dem, og når du kommer hjem fra turné, kan du ikke huske nogen af koncerterne. Det eneste, du snakker om, er de små piger med rottehaler, som kommer op og siger hej til dig i deres Volbeat-T-shirts. Du er jo helt solgt.’ Til sidst kom jeg hjem og sagde: ’Jeanet, skal vi ikke blive forældre?’ Hun sagde ja, og hun blev gravid på to dage, da jeg var hjemme en uge fra en turné i USA. Hun afslørede det ved at sige, at vi var løbet tør for havregryn. Jeg svarede, at det kunne ikke passe, jeg havde jo lige købt en pakke, men hun insisterede: ’Prøv selv at åbne pakken,’ sagde hun. Jeg vendte bunden i vejret på den, og ud dumpede en positiv graviditetstest. At se de to streger – det er den vildeste oplevelse, jeg har haft i mit liv. I dag, når jeg kommer hjem, kan jeg endelig tage den der fucking Volbeat-hat af og koncentrere mig om den lille trold, der fiser rundt – om noget, der er større og vigtigere end mig selv.”

DET BEGYNDTE I Dominus-tiden, men dengang kunne han ryste tømmermændene af sig. Og i de første år med Volbeat havde han altid sin trofaste ven Jack Daniel’s med sig – på scenen kunne han tømme en flaske i løbet af en koncert. 

En dag i 2008, da Michael Poulsen var på vej på turné, hvor Volbeat skulle varme op for Metallica, ringede telefonen. Det var hans storesøster Marianne, som fortalte, at deres far var død, mens han lå og sov, 63 år gammel, af et hjertestop. Michael Poulsen ræsede hjem til familien. En uge senere fik han tatoveret sine forældres navne på knoerne og tog på landevejen igen, men han var ramt af dyb sorg og faldt ned i et sort hul, der fik alkoholforbruget til at eskalere. I en periode var Michael Poulsen knap i stand til at skelne dagene fra hinanden.

Året efter, under en koncert i USA, hvor vennen Mikkel Kessler var blandt publikum, kom forsangeren ud til bokseren backstage efter koncerten med en tom flaske whisky i hånden.

”Har du drukket hele den flaske oppe på scenen?” spurgte Mikkel Kessler.

”Det har jeg da,” svarede Michael Poulsen.

”Hvordan kan du overhovedet stå på benene?” 

Michael Poulsen forsøgte sig med undskyldninger om, at han nåede at svede det hele ud under koncerten. Hans vægt på 103 kilo sagde noget andet. Mikkel Kessler fik sin ven overtalt til at komme ud i sit træningslokale på Amager, og her lagde de en plan: Michael Poulsen skulle droppe alkoholen, lægge sin kost om, og så skulle han i form. Michael Poulsen, der hverken ville tabe ansigt over for Mikkel Kessler eller sin afdøde far, som han følte kiggede med, tabte på kort tid 23 kilo og fik det bedre, både fysisk og mentalt.

”Det er jo en klassiker at ryge på flasken, når man er i sorg. Min far nåede at se mig udgive de første to plader med Volbeat, og han blev så stolt, da jeg kom hjem og sagde, at jeg havde sagt mit job op for at leve af musikken. ’Du slår igennem i USA,’ sagde han, og jeg svarede: ’Rolig nu, det er jo ikke bare sådan lige.’ Men han fik ret, og det gør ondt, at jeg ikke kan køre hjem og sige til ham: ’Du fik sateme ret, du gamle,’” siger Michael Poulsen. 

Sønnen ville også gerne have fortalt sin far om den første gang, han spillede på Madison Square Garden, som opvarmning for Metallica, om at gå ned ad de samme gange som Elvis. Men der er én ting, som nager ham endnu mere.

”Det værste er, at han ikke nåede at møde min datter, min forlovede – og snart min lille søn.”

Michael Poulsens stemme bliver grødet, øjnene blanke.

”Jeg vælger at tro, at han sidder deroppe et sted og følger med på sidelinjen.”

SAGT OM MICHAEL POULSEN

Susanne Nielsen, storesøster

”De færreste ved, at Michael engang var en ganske ferm jitterbug- og jive-danser. Det var hans søster Maibritt, som gerne ville gå til dans og fik ham lokket med, da de var små. Han havde set Shakin’ Stevens i fjernsynet, og snart kunne han selv danse på den måde. Jeg er selv gammel sportsdanser, og jeg kunne se, at han var god til det. Han kunne både gå op på tå og moonwalke, og han gav den maks. gas inde på sit værelse og svingede sin søster rundt. Men da Maibritt ville have ham med til dansekonkurrencer, sagde han nej. Fodbold og musik trak mere i ham.”

EFTER EN HALV times kørsel er vi fremme ved Michael Poulsens hjem i Næstved. Den over 600 kvadratmeter store villa ligger i kvarteret Appenæs, på toppen af Udsigtsbakken, hvorfra man har byens bedste vue over Karrebæk Fjord og Gavnø Slot. Adressen er byens dyreste og kostede Michael Poulsen 15 millioner kroner, da han sidste år købte huset, som har en kulørt historie. 

I 2004 blev det solgt på tvangsauktion til Bo Madsen, der sammen med sin samlever Henrik Madsen i Næstved gik under navnet ’bøssegangsterne’. Syv år senere var parret, der flere gange er dømt for bedrageri, i gang med at indrette villaen til luksusbordel – men planerne strandede, da Bo Madsen blev anholdt – og siden idømt livstid – for at have dræbt sin samlever. Henrik Madsens lig er aldrig blevet fundet.

”Kender du historien?” siger Michael Poulsen, da vi er kommet indenfor.

På førstesalen har han indrettet to gæsteværelser – ”det var nok her, de havde tænkt, at pigerne skulle tage imod kunder,” siger han og griner. Her kan Jeanet Carlsens familie fra Gjøl overnatte, når de er på besøg. Længere nede ad gangen er der et legerum til datteren Ea og plads til Michael Poulsens musikrum, der indeholder en imponerende samling Elvis-memorabilia. Det var her, efter at turnéplanerne i 2020 blev aflyst på grund af COVID-19, at han skrev Volbeats nye album, der er i gang med at blive mixet, inden det udgives senere på året. 

I køkkenet hænger et billede af en fosterscanning med magnet på køleskabet. Snart har rockmusikeren, der svor, at han ikke ville have børn, to. Hans søn skal hedde Aaron, fortæller han – opkaldt efter Elvis Aaron Presley.

Hvorfor har du slået dig ned i Næstved?

”Jeg har rigtig mange minder herfra. Jeg er kommet meget i Næstved som ung, min tvillingesøster og min bedste ven bor her, og jeg er tæt på Ringsted og min mor. Jeg har boet i lejlighed i København og i hus i Hvidovre, men jeg er ikke bymenneske, og jeg har brug for fred og ro og at være sammen med min familie. At flytte herned er det bedste træk, jeg har lavet i mange år. Men der er stadig mange, som tror, at jeg bor i USA.”

Det kunne du vel også lige så godt?

”Det er rigtigt. Jeg plejer at sige til amerikanere, der ikke kan forstå, at jeg ikke flytter til USA, at jeg bor i Næshville.”

Michael Poulsen griner. 

”Toke, der er altså lige noget, du skal se,” siger han og genner Volbeat-konsulenten, der i mellemtiden har båret vinylplader og rom ind fra Volvoens bagagerum, ind på sit kontor. Synet ligner til forveksling åbningsscenen fra ’The Godfather’ (1972), hvor mafiabossen Don Corleone tager imod. Michael Poulsen har indrettet sin egen version med mørkegrønne vægge, et stort, tungt skrivebord, læderstol, barskab og i den modsatte ende et gulv-til-loft-skab med print på lågerne, der ligner en gammel bogreol med støvede bøger.

”Nej, hvor sejt,” udbryder Toke, da han træder ind på ’gangster’-kontoret. Herfra er der udsigt til en swimmingpool med sauna og til haven, inden turen går nedenunder, til villaens hovedattraktion – Michael Poulsens man cave. 

SAGT OM MICHAEL POULSEN

Ken Anthony, ven og tidligere pladebutiksejer 

”Michael og jeg mødtes første gang i ’Tak for kaffe’, et talkshow på TV3, hvor vi skulle snakke om musik. Michael sad der med sit lange, sorte hår og omvendte kors om halsen og så farlig ud. Efter programmet faldt vi i snak, og Michael begyndte at komme inde i min pladeforretning. Her stod vi og sludrede, og en dag sagde han, at han drømte om at møde sit idol Kim Bendix alias King Diamond. ’Er du ikke en af Kims gode venner?’ spurgte han. Jeg svarede ja og fik arrangeret et møde. Michael var lykkelig. Vi blev venner, og i dag beder han mig altid høre sin nye musik igennem, inden den udgives. Hvis der er noget, jeg ikke kan lide, er der ingen sure miner – så længe jeg kan argumentere for min mening.”

I KÆLDEREN HAR Michael Poulsen indrettet en bodega med brune træborde, raflebægre med terninger, gamle, originale western-souvenirs og bagerst en bar med spejlvæg og hylder, hvor flasker med gin, rom og whisky står på række. 

”Alt herinde er fra før 1930,” siger Michael Poulsen om sit personlige værtshus, hvor han gerne holder en ’ordentlig’ fest et par gange om året, når der ikke er pandemi.

I det tilstødende rum skifter farvetemaet fra brunt til sort med lædersofaer og mørke vægge prydet med gamle bokseplakater – Volbeat-sangeren er om muligt større fan af boksning end af musik.

Han har for længst lagt mørket og ungdommens satanisme på hylden. ”Det var jo mest et marketingstunt,” siger Michael Poulsen, som egentlig ikke kan fordrage religion. 

Men han er spirituelt anlagt, fortæller han. Han har gennem sit liv haft flere oplevelser, der har overbevist ham om troen på noget overnaturligt. For nylig havde han besøg af en clairvoyant, der forklarede, at han fungerer som et medie for afdøde sjæle, som ikke selv er klar over, at de skal blive blandt de døde.

Han tøver ved spørgsmålet om, hvad det er for nogle oplevelser, han har haft. Michael Poulsen ved godt, hvordan det lyder, og han vil gerne tages seriøst. Men til sidst fortæller han alligevel en historie:

”Jeg var 19 år og havde fået en ny kæreste. Vi kendte ikke hinanden skidegodt endnu, men nok til, at vi syntes, at jeg skulle hjem til hende og bo. Det passede mig fint at komme til København, hvor jeg havde gang i min musik. Vi holdt nogle fester i hendes kæmpe lejlighed, og det var normalt, at folk blev og overnattede, hvis de havde fået nok at drikke. En nat, hvor jeg var gået i seng, inden festen sluttede, stod jeg senere op for at tisse. Fra soveværelset passerede jeg døren ind til stuen, og i sofaen så jeg en mand, og jeg tænkte: ’For fanden, er folk ikke gået hjem endnu?’ Da jeg kom ind i soveværelset, sagde jeg det til min kæreste, som svarede: ’Jamen, det er de da også.’ Jeg forklarede hende, at der altså sad en mand og snorkboblede inde i stuen. Hun troede ikke på mig, men jeg kunne beskrive både hans skovmandsskjorte, hans vest og den hat, han havde på. Hun brød ud i gråd, løb ind i stuen for at lede efter ham og kom tilbage med et foto. ’Er det ham her?’ spurgte hun. Jeg sagde ja. ’Det er min far,’ sagde hun, ’han er død.’”

POULSEN FOR EVIGT

En nat i 2016 lå Michael Poulsen søvnløs i sin seng hjemme i Næstved. Sange kørte rundt i hovedet på ham, han stod op, tog sin akustiske guitar og skrev ’For evigt’ til sin kæreste. Da han lagde sig ind i sengen til hende, sagde han: ”Jeg tror sgu, jeg har skrevet et hit.”

”Kan jeg ikke høre det i morgen?” svarede hun, og de lagde sig til at sove.

Nummeret udkom og gik nummer tre på radiohitlisten. Tre år senere, da håndbold-dj’en satte det på til herreholdets første kamp ved VM på hjemmebane i Herning, blev det for alvor en landeplage. Nummeret, der har solgt fem gange platin i Danmark, er streamet mere end 100 millioner gange på Spotify.

MICHAEL POULSENS STEMME er næsten løbet tør. Som dagen er gået, er han blevet mere og mere hæs. Han genoptræner sin stemme med hjælp fra en amerikansk vocal coach, men en slem forkølelse lige inden jul bankede ham nærmest tilbage til nul. Inden han kan hvile stemmebåndet og holde fri, har Toke Holt dog lige en sidste opgave til Volbeat-forsangeren: To amerikanske rock-radiostationer har jubilæum og har bedt om en personlig hilsen fra Michael Poulsen. Bag baren, hvor han står og deler ud af Volbeats egenproducerede rom, rømmer han sig og sender en hilsen på samme halvt-dansk-halvt-engelsk som hans sangtekster:

”Hej med jer, it’s Michael from Volbeat, we want to wish KISW a happy 50th anniversary, and we appreciate so much what you do to carry the torch for rock in Seattle. Skål!”

Også de danske håndboldherrer, der i januar spillede VM i Egypten, har bedt om en hilsen fra deres husorkester. Den skal afspilles i DR1-programmet ’Fællessang’ den følgende fredag, hvor Phillip Faber optræder med ’For evigt’. Halvvejs inde i første take må Michael Poulsen dog give op.

”Kan jeg ikke gøre det i morgen?” siger han.

 

Den danske dj og ’X Factor’-dommer MARTIN JENSEN turnerer normalt omkring 250 dage om året. Tag med mekanikeren til giftig skumfest i Lloret de Mar, til et uforudset møde med kærligheden højt over Bangkok og på tur gennem USA i en stor, faldefærdig autocamper.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

TRÆLIM OG SKUMFEST I LLORET DE MAR, 2009

Før jeg kunne leve af at være dj, var mit liv delt i to. I hverdagene var jeg mekanikerlærling, og i weekenderne turnerede jeg med et mobildiskotek, jeg havde sammen med en ven. Vi spillede til alt muligt. Byfester, efterskolefester, handelsskolefester, runde fødselsdage. Alle de der klassiske provinsfester. 

Vi var og er begge lyd- og lysnørder, så vi planlagde en klassisk druktursferie med all inclusive til Lloret de Mar, hvor vi skulle se alle de store klubber. Jeg havde på forhånd hørt, at der var sådan nogle ’dansker­hoteller’ dernede, som skulle være rimelig klamme, så vi flottede os og blev indlogeret på et firestjernet hotel. Det var en vanvittig overdrivelse. Hvis det havde været vurderet til én stjerne, så tror jeg, at man havde været gavmild. Alt var ulækkert, folk var fulde hele tiden, og morgenmaden eksisterede nærmest ikke. 

Til gengæld var der en bartender, som var helt fantastisk og alle stjernerne værd. Inden klokken havde slået to om eftermiddagen, var min makker og jeg så stive i vodka med juice, at vi hverken kunne gå eller stå. På et tidspunkt spurgte jeg vores kære bartender, hvorfor man blev så fuld af deres drinks, og han fortalte så, at literprisen på vodka i det område var billigere end både juice og Red Bull.

Ugen op til afrejsen havde jeg arbejdet med noget tokomponent-trælim derhjemme, fordi jeg skulle sætte nogle nye sider på mit mobildiskotek. Det trælim skal man bare ikke få på fingrene, for det er fysisk umuligt at få af fingrene igen. Jeg prøvede at vaske mine hænder med fortynder, eddike, ståluld og brun sæbe, men lige meget hjalp det. Det lignede ens hænder, efter man har lavet guirlander til juleklip i folkeskolen. Mine hænder var helt brune af skidt og snavs, som bandt sig til limen.

Martin Jensens første job bag dj-pulten var til en 18-års fødselsdagsfest i Sorring Forsamlingshus som 15-årig. Senere grundlagde han mobildiskoteket Firedisko med en ven, som blev et af de største mobildiskoteker i Danmark.

Den første aften i byen tog vi ind på Disco Colossos, som er den største klub i byen. Vi havde kun været derinde i 10 minutter, da vi indså, at det var en rigtig lorteklub. Der var helt tomt, og vi havde en oprigtig frygt for, at det ville blive den værste uge i vores liv, så vi gik op i baren for at få en drink og komme i stemning. Da jeg spurgte bartenderen, hvad man kunne få at drikke, kiggede hun på mig, rullede øjne og gik væk. Lidt senere spurgte jeg, om hun havde et drinkskort. Så kiggede hun på mig, rullede øjne og gik væk igen. Vi var ved at dø af grin over hele situationen i det der tomme diskotek, men vi var også en smule bange, for man skal aldrig provokere en sur spanier.

Da hun kom tilbage for tredje gang, var jeg skidenervøs for, hvordan hun ville reagere. I afmagt bad jeg om to drinks med vodka og Red Bull, hvorefter hun smilte og kom med to glas. Jeg forstår stadig ikke den bartender. Da vi havde bundet et par stykker, begyndte min fod at bevæge sig i takt til musikken. Vi bad vores nye veninde i baren om to mere, så flækkede vi dem, og sådan fortsatte vi. De må have været ret stærke, for det næste, jeg husker, er, at der var en kæmpe skumfest i gang på dansegulvet. 

Ingen af os kunne et eneste dansetrin, men den aften var vi verdensmestre. På et tidspunkt fik jeg skummet i munden, og det var simpelthen så giftigt, at jeg hostede i fem minutter. Og da jeg vågnede næste morgen, var mine hænder fuldstændig rene. Jeg havde prøvet alt. Men en times spansk skumfest var det, der skulle til for at fjerne trælimen. Der blev vi enige om, at vi nok ikke skulle til flere skumfester.

Jeg har aldrig spillet i Lloret de Mar, og gud ske tak og lov for det. Der er så mange stive danskere dernede – og jeg var selv en af dem. 

I 2017 rejste Martin Jensen spontant til Lissabon for at mødes med Natasha Samsara Thompson fra Nordirland, som han havde mødt til en efterfest i Bangkok. I december 2020 friede han til hende på Maldiverne. Hun sagde ja.

KÆRLIGHEDSJAGT I BANGKOK, BELFAST OG LISSABON, 2017

I 2017 spillede jeg til en stor festival i Bangkok, hvor jeg havde nogle venner med. En af dem er er en rimelig ekstravagant type, som har en evne til at komme i kontakt med de rigtige mennesker. Jeg forstår ikke, hvordan han gør det, men han kan altid komme ind steder, hvor andre mennesker ikke kan. Efter koncerten var vi andre på vej i seng, da min ven skrev, at han havde fundet en efterfest med japanske modeller, champagne og Don Julio 1942 (en meget dyr tequila, red.) ad libitum.

Festen foregik i en penthouselejlighed på 38. etage med udsigt over hele Bangkok, og det var ligesom at træde ind i filmen ’Tømmermænd i Thailand’. Der var fire private butlere, der stod klar til at servicere. Der var et musikanlæg, som fyldte halvdelen af stuen. Der var diskokugler og lasere. Alle til den fest var brændt af på det ene eller det andet, og så kom der tre blege danskere ind med rygsæk og shorts. Vi lignede nogle, der kom direkte fra turistkontoret. Den aften faldt jeg i snak med ung kvinde fra Nordirland, der hedder Natasha, og vi udvekslede telefonnumre.

En måned senere skulle jeg spille til en festival i Belfast, hvor hun tilfældigvis er fra. Vi aftalte, at vi skulle mødes, og at hun kunne komme backstage med nogle veninder.

Hun anede ikke, at jeg var dj, men troede bare, at jeg var helt vild med elektronisk musik. Det var først, da vi kørte forbi hovedindgangen for at komme ind backstage, og hun så mit navn på plakaten, at det gik op for hende, at jeg skulle spille den aften. Dagen efter koncerten brugte vi hele dagen sammen. Vi kørte rundt til alle mulige seværdigheder, og inden jeg fløj videre til min næste koncert, aftalte vi at mødes i Lissabon, hvor hun skulle til en koncert med Red Hot Chili Peppers kort tid efter.

Rejser og fester overalt i verden er en del af jobbet for 29-årige Martin Jensen.

Måske var det lidt for spontant at planlægge en date i Lissabon, der skulle strække sig over flere dage? Da jeg sad i lufthavnen og ventede på hende, skrev hun, at hendes fly var forsinket. Det sekund var jeg overbevist om, at jeg ville blive brændt af. Jeg skrev til en veninde, som jeg håbede ville berolige mig, men hun mente også, at Natasha nok havde fået kolde fødder. 

Jeg var ankommet tidligt om formiddagen, og hendes fly skulle først ankomme klokken 22 om aftenen. Jeg var et nervevrag, da jeg stod og spejdede efter hende, men jeg havde jo kun mødt hende to gange før, så jeg blev pludselig i tvivl, om jeg overhovedet kunne genkende hende. 

Da hun kom ud gennem terminalen, vadede hun lige gennem lufthavnen uden at ænse mig for at tage en taxa. Jeg listede mig hen bag hende og tænkte: ”Jeg klapper hende sgu lige i røven.” Så vendte hun sig om, klar til at give mig en kæmpe lussing, indtil hun indså, hvem det var. Så fik jeg heldigvis en kæmpe krammer. Vi var i Lissabon i tre dage, og det hele endte bedre, end jeg kunne have regnet med. Jeg mødte hende i Bangkok, jeg lærte hende at kende i Belfast, vi blev kærester i Lissabon, og så friede jeg til hende i december 2020 på Maldiverne.”

I 2019 blev Martin Jensen træt af det hurtige liv, konstante flyrejser og dyre hoteller. I stedet lejede han en autocamper og kørte tværs gennem USA, mens køretøjet langsomt faldt fra hinanden.

KØR SELV-TURNÉ I USA, 2019

“Natasha og jeg var fløjet direkte fra en koncert i Chengdu i Kina til Dallas i Texas. Normalt, når jeg turnerer, lander jeg i en by, spiller en koncert, sover på et kedeligt, dyrt hotel, og så flyver jeg videre til næste by, hvor det hele gentager sig. Det kan man godt blive lidt ør i hovedet af.
Engang fløj jeg fra England til Kina, og da vi ankom, sagde jeg: ”Ej, hvor er det dejligt at være tilbage i Mexico.” Så kiggede ham, der stod for koncerten, helt underligt på mig, og først der gik det op for mig, at han da heller ikke lignede en mexi­caner. Dagene bliver blandet sammen, når man rejser så meget, men det adrenalin-sus, det giver, når jeg spiller for 20.000-30.000 mennesker, er det hele værd. 

Den her gang skulle jeg spille en masse koncerter i USA og havde lejet en 13 meter lang autocamper, som vejede 16 tons. Den skulle være vores hjem de næste fem uger.

I USA har de den vanvittige regel, at hvis et køretøj kun har to aksler, må man køre det med et almindeligt kørekort. Autocamperen var lige så stor som de gule busser i København, og den var meget besværlig at styre. Jeg har lastbilkørekort og ved godt, hvordan man skal køre sådan en stor bandit, men Natasha kunne slet ikke styre bilen, selvom hendes familie ejer et firma, der udlejer autocampere, og hun har kørt dem hele sit liv. I de fem minutter, hun kørte den, væltede hun alle orange kegler i midten af vejbanen, og så blev vi enige om, at jeg nok skulle tage over.

Det var en kæmpe oplevelse at køre rundt i USA, fordi det er så uendelig stort og skørt. Vi boede på campingpladser, der var på størrelse med Messecenter Herning, og vi handlede i Walmart, hvor man kan købe en legetøjs-tank til sit barn, mens man selv køber sig et oversavet jagtgevær. Det var det bedste ved hele turen. Walmart er Bilka på steroider, og ligegyldigt hvad du ønsker dig, så har de det.

Jeg spillede i Boston, New York, Atlantic City, Denver, San Francisco, Chicago, Dallas, Houston, Portland og Seattle og kørte i alt 37.000 kilometer i autocamperen. Jeg har aldrig lært så meget om camping på så kort tid. Pludselig skulle jeg parkere og bakke det 13 meter lange monster, slå vand til, tømme septiktanken, tanke gas og så videre. Hold nu op, et mareridt.

Den havde kørt 35.000 kilometer, da vi lejede den. I mit lastbilhoved var det ingenting, men for en autocamper er det åbenbart fire livstider. Alt gik i stykker. Vi var aldrig kommet frem, hvis jeg ikke havde været uddannet mekaniker, for jeg lavede vitterlig ikke andet end at reparere på det lort. Sidespejlene sprang af, vinduerne fløj op, oliefyret stod af konstant, airconditionanlægget gav op, afføringstanken var proppet, og vandpumpen fungerede slet ikke. Nu er jeg ekspert i autocampere, men jeg skal aldrig røre det skidt igen.

Efter den sidste koncert i Seattle, som sluttede klokken 23, skulle vi køre 3.000 kilometer i ét stræk til Dallas, fordi vi skulle aflevere autocamperen og nå et fly to dage senere. Vores GPS mente, at vi kunne nå det med kun fire timer i overskud, så vi holdt ikke pause overhovedet. Vi kørte dag og nat i to dage.
Når jeg skulle have en lur, overtog min manager rattet. Vi lavede mad, mens vi kørte, og vi stoppede kun, når vi skulle tanke, ellers var det bare speederen i bund. Endelig ankom vi til Dallas igen efter vores rundtur. Derfra fløj vi videre til Kina, hvor jeg spillede syv shows i syv byer på syv dage.”

Martin Jensen er en 29-årig dansk dj og ny ’X Factor’-dommer. Hans mest populære sang, ’Solo Dance’, er blevet lyttet mere end 600 millioner gange på Spotify, og hans samlede antal streams på tjenesten er over 1 milliard. I 2019 turnerede han  i Asien, USA og Europa. Før han blev verdenskendt dj, arbejdede han som mekaniker og var sælger i sin fars firma, der forhandler entreprenør- og landbrugsmaskiner.

Med satireprogrammet ’Tæt på sandheden’ er JONATAN SPANG nået ud til hele Danmark med begavet og bidende satire. Den teateruddannede komiker har fået nok af jokes om underklassen og tykke folk i provinsen. Han går efter magthaverne og hyklerne – men ingen kan vide sig sikker. Hvor går grænsen, og hvad driver Danmarks p.t. morsomste mand? Ud & Se gik i studiet med manden, der har fingeren på konfettikanonen.
Tekst:Christian MartinezFoto:Ricky John MolloyBilledbehandling:Flemming Roland

TAKE 1

Hej Jonatan. Undskyld, men hvem pokker hedder Jonatan uden h?

”Det gør Jonatan Løvehjerte (fra Astrid Lindgrens roman ’Brødrene Løvehjerte’, red.). Det er ham, jeg er opkaldt efter. Jeg græd og græd, da jeg fik den læst op som barn. Det er en forfærdelig historie. Han dør jo tidligt.”

Navnet betyder Guds højre hånd – er du det? 

”Ha! Nej, det er jeg sateme ikke. Men inden jeg kom ind på Teaterskolen, havde jeg faktisk tænkt mig at søge ind på teologi. Selvom jeg ikke tror på Gud. Hele ideen om tilgivelse er jo det største filosofiske nybrud nogensinde. Ideen om at standse hævnen og tilgive er jo helt vildt tænkt. Som filosof er Jesus uforlignelig. Om han så er Guds søn, er lidt mere tvivlsomt, men den indflydelse, som historien har, har altid fascineret mig, fordi den har kunnet få folk til at handle anderledes. Det var også derfor, vi lavede ’Biblen’, da jeg var chef for Nørrebro Teater.” 

Er det også målet med din egen satire? At få folk til at handle anderledes?

”Det har altid irriteret mig, når folk i teatermiljøet holder skåltaler og fortæller hinanden, hvor vigtig en forestilling er. Der har været en illusion om, at vi spillede noget for publikum, og så gik folk forandrede ud fra teatret. De var nye mennesker! Det vil jeg gerne opponere imod. Det føles enormt rart at sige til sig selv, at man har den effekt, men det er der jo ikke noget bevis for. Når jeg siger sådan i en debat eller på Folkemødet, bliver jeg upopulær, for der sidder kunstnere og taler om, at de inspirerer andre til dette og hint. Det har jeg meget svært ved at se. Mit håb med ’Tæt på sandheden’ er ikke, at folk bliver forandrede, men at det skaber en nysgerrighed for at sætte sig ind i ting.”

Så det, du laver, er en form for nudging?

”Ja, det er så langt, jeg vil gå.”

Nu vi er ved det: Kan du en Jesus-joke?

”Kun en af Uffe Holm, som handler om Jesus’ hul i hånden, som han bruger til at onanere med. Den ville nok støde nogle mennesker.”  

TAKE 2

Der hænger en meget stor og meget tung lampe over Jonatan Spangs hoved. Han er midt i en monolog om året, der gik, og konstaterer energisk, at selvom 2020 nok var et lorteår, så var der alligevel nogle, som fik noget godt ud af det. For eksempel Mette Frederiksen, der viste, hvor populær man kan blive med en kombination af rå magt og hygge. Eller, som han formulerer det, ”som at se Stalin bage vaniljekranse.” Spang sidder casual klædt i marineblå sweater og sorte jeans ved det store skrivebord i DR Byens studie 6 og er i fuld gang med generalprøven til optagelserne af ’Tæt på sandheden: Nytårsspecial’, da han løfter blikket og får øje på monstrummet over sig: Lampen kan hæves og sænkes med en kran og har en praktisk funktion under optagelserne af showet, men som den dingler der, faretruende stort i luftrummet over ham, ligner den et damoklessværd i en ny tv-alder.

”Har jeg haft den hængende over hovedet altid?” spørger han ud i rummet. ”Burde jeg have en hjelm på?”

Produktionsholdet fniser, men ellers er der ingen, der siger noget. Det store studie 6 er tomt. I modsætning til tidligere sæsoner af ’Tæt på sandheden’ er der på grund af corona-restriktioner ikke publikum på settet. Så den eneste, der griner af Jonatan Spangs jokes i løbet af optagelserne, er indspilningslederen Linda, der til gengæld griner ofte, højt og helt ned i maven. Sikkert ikke kun for at motivere Spang, så han ikke føler, at han spiller bold op ad intetheden, men også fordi hun ikke kan lade være. 

Sådan er der også mange andre danskere, der har det med komikeren, skuespilleren og den tidligere teater­direktør, der med sin kombination af funny bones, skuespillerevner og samfundssatire står i spidsen for et tv-program, der lægger afstand til the usual suspects i det danske comedy-landskab. Slut med Øbberbøv og lagkagekomik. Siden DR2-programmet gik i luften første gang i september 2017, har Spang udstillet alt fra bundkorrupte kvotekonger i dansk fiskeri til liderlige partiledere på Christiansborg og taget grundigt pis på den danske presse med faste indslag som ”den omvendte Cavling”, en parodi på Danmarks fineste journalistiske pris, der i programmet gives til tvivlsom journalistik. 

I pauserne går hovedpersonen selv rundt på settet med en vandflaske og udveksler noter med produktionslederen, hvis han da ikke går koncentreret i cirkler om sig selv. Indimellem springer han uden varsel op på scenen og øver en række indstuderede dansetrin, mens han fløjter melodien ’America’ fra musicalen ’West Side Story’. Det ser ufrivilligt komisk ud, som om talkshow-værten momentant har tabt sutten. Men at dømme ud fra Spangs stædige gentagelser er der mening med galskaben. De dansetrin er ikke bare for sjov.

BAG KULISSEN

’Holdet bag ’Tæt på sandheden’ består af tre komikere, der skriver, to journalister, der researcher, fact-tjekker og former historierne, samt en producent, en produktionsleder, to grafikere, en instruktør og en klipper. Holdet mødes hver tirsdag og har en uge til at producere indholdet, der sendes på DR2 om fredagen. Næste sæson af ’TPS’ får premiere 12. februar på DR2.

TAKE 3

Du har lige afsluttet femte sæson af ’Tæt på sandheden’. Hvad driver dig? 

”Det er grundlæggende et demokratisk projekt og har været det alle årene. Det starter med, at jeg læser noget, som fanger min interesse. Jeg ser mig omkring og konstaterer, at der er vildt mange mennesker, som har travlt med at gøre tingene mere besværlige, end de er. Politikere, debattører, akademikere, journalister. Der er mange, der har travlt med at lyde kloge og lukke sig om sig selv. Så sætter de tingene så højt op på hylden, at almindelige mennesker ikke kan nå dem. For så er man fri for alle mulige menneskers mening, og at de blander sig. Man hører det igen og igen: ’Ej men, det er noget EU.’ Så ved man godt, at så snakker man ikke mere om den sag. Man bruger et sprog, som ekskluderer en kæmpestor del af befolkningen, for så kan man have lov at have det for sig selv. Finansverdenen for eksempel. Der har man opfundet et sprog, som er umuligt at forstå for andre. Men de insisterer på at bruge det for at ekskludere os og gøre os afhængige af dem. Projektet for mig er at tage noget fra de hylder og sætte det ned, hvor flere mennesker har adgang til det. Jeg håber ikke, at nogen bruger showet som deres primære nyhedskilde, men jeg håber, at det kan skabe nysgerrighed hos folk til at sætte sig ind i tingene.”

Det sagde det amerikanske satire-koryfæ Jon Stewart også om sit program ’The Daily Show’ … 

”Det er sjovt, jeg havde en medarbejderudviklingssamtale forleden. Vi er blevet så meget et team på ’Tæt på sandheden’, at vi har den slags nu. Min produktionsleder sagde, at han var stolt af, at så mange får deres nyheder gennem os. ’Det synes jeg ikke, at du skal tænke,’ sagde jeg til ham. ’For det placerer et så tungt ansvar på os, at det bliver ødelæggende for at kunne lave showet.’ Hvis vi får skabt den historie i organisationen, bukker vi under i et eller andet storhedsvanvid. Så det er noget, jeg prøver at slå ned på. Kontrakten er, at nu skal vi have det sjovt. Det er det første, jeg lover dig som seer. Du skal også blive klogere, men alle budskaber i verden er spændt ud mellem gennemslagskraften og redeligheden. Og hvis jeg skal vælge, så vælger jeg altid gennemslagskraften.” 

Så du tonser rundt på kontoret med konfetti-kanonen trukket?

”Ja, den er også nødt til at være der. Ellers risikerer vi som komikere at blive selvhøjtidelige. Som de amerikanske talkshow-værter, der efter 11. september blev et samlingspunkt for amerikanerne. Det var måske klædeligt, da David Letterman gik på skærmen efter 14 dages pause med en opsang, men der sneg sig en selvhøjtidelighed ind i komikken, som jeg synes har bredt sig, og som er gift for komikere. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er sådan noget som Zulu Comedy Galla noget underligt noget. Selv om man forsøger at gøre præmien lidt sjov, er prisuddelinger jo alt det modsatte af, hvad vi komikere står for. Vi peger og griner af dem, der løfter pokaler, og så står vi selv og løfter en? Det er derfor, at den, jeg vandt i 2018, står ved siden af en pokal fra Dortmunds hundeudstilling i 1981.”

Har du også vundet dén?

”Haha, nej.”

Folk kender dig fra dine shows, men din baggrund er mindre kendt. Hvor kommer du fra?

”Jeg er vokset op i Gladsaxe. Jeg er skilsmissebarn, min mor var pædagog, min far var ingeniør i Datacentralen, som var statens datafirma. Måske er det derfor, jeg som barn følte mig lidt odd. Jeg havde aldrig mødt nogen, som var kunstner eller skuespiller. Der gik mange år, før jeg blev bevidst om, at man overhovedet kunne gå den vej.” 

Hvornår skete det?

”Efter folkeskolen tog alle på gymnasiet, men jeg besluttede mig for at tage væk. Jeg ville på efterskole. Bagefter kom jeg ind på Den Fri Ungdomsuddannelse, hvor man selv kunne sammensætte sin uddannelse. Jeg var begyndt at lave improvisationsteater og fik mulighed for at læse på high school i Wisconsin. Jeg fik lavet en ansøgning om, at jeg ville dygtiggøre mig inden for teater derovre. Det kunne jeg også have gjort i Gladsaxe, men USA lød sjovere. Det var super interessant at komme et sted, hvor alle var republikanere og kristne. Det var et sindssygt kulturchok. Det foregreb også min interesse for amerikansk politik og samfundsforhold.”  

Var du klassens klovn?

”Ja, men jeg var ikke en klassisk klovn, for jeg var også fagligt dygtig. Jeg talte meget og brugte mange fremmedord. I skolen kaldte de andre mig for Professor Bal­thazar efter tegneseriefiguren.” 

Hvornår optrådte du første gang?

”I folkeskolen, som var super duper uinspirerende, men et af få lyspunkter var juleafslutningen, hvor man kunne optræde for forældrene. Første gang spillede vi en sketch fra tv-programmet ’Under uret’ med Hans Otto Bisgaard og Peter Larsen, bedst kendt i rollen som Tjener Frandsen. Jeg gik i femte og spillede Tjener Frandsen. Jeg syntes, Peter Larsen var fantastisk. Dér startede det, selvom jeg ikke turde tænke tanken, at det var det, jeg ville lave. Men jeg kunne mærke den enorme energi, der var ved at stå på scenen, publikums respons. Mit hoved eksploderede.”

Hvornår besluttede du dig for at gøre det til en levevej?

”Jeg voksede op med forældre, som aldrig talte positivt om deres arbejde. Det var altid: ’Åh, hvor dødssygt, nu skal vi på arbejde igen.’ De var 68’ere, som nok gerne ville have realiseret sig selv, men som endte som lønmodtagere. Det havde de det svært med. Jeg tog tidligt en beslutning om, at jeg var ligeglad med, om jeg skulle leve på en sten. Jeg begyndte på en dramadaghøjskole i Brøndbyøster, hvor vi spillede improvisationsteater. Der mødte jeg en pige, som havde søgt ind på Teaterskolen, og jeg tænkte: ’Gud, findes der en skole for den slags?’ Jeg var 18 år og søgte ind året efter. Det er tydeligt for mig nu, hvad dannelse og baggrund kan gøre. Jeg vidste jo ingenting. ’Lav en monolog på tre minutter,’ lød det til optagelsesprøven. Jeg havde ingen forudsætninger og havde kun været i teatret få gange før. Men det at stå på en scene gav mig noget, og jeg var god til det. Jeg kom ind på skolen i andet forsøg.”  

Hvordan kom du i gang med standup?

”Min ven Christian flyttede ind i Teglgårdsstræde i Pisserenden i København. Der lå Kulcafeen, hvor der hver tirsdag var gratis standup. Jeg havde ikke set stand­up før, men en dag, efter at vi havde set ’Nattevagten’, udfordrede han mig til at optræde. Der sad måske 30 mennesker den første aften, vildere var det heller ikke, men det føltes vanvittigt. Jeg havde kort tid inden været i sommerhus i Blokhus og set et diskotek, der reklamerede med at have Brian Nielsen som ’gæstedørmand’. Det syntes jeg var vildt sjovt, for man kender jo begrebet ’gæstebartender’, men sgu da ikke dørmand? Jeg fik lavet en joke om, at man kunne komme og få tæsk af sit idol. Anden gang jeg optrådte, kom Uffe Holm hen til mig og spurgte, hvor længe jeg havde lavet stand­up. Da jeg svarede, at det var anden gang, sagde han bare: ’Det der kan du godt finde ud af.’ Når jeg stod på scenen, forsvandt min hang til at se tingene fra mange sider, med for mange nuancer og for meget støj. Verden blev enkel, sort-hvid. Jeg fandt ud af, at jeg trivedes og kunne være til stede i det. I det amatørteater, jeg havde spillet inden, var alt enormt bøvlet til sammenligning. Der skulle øves, laves kulisser etc. Standup havde en hurtighed, som jeg elskede. Det er det, som stadig fascinerer mig så mange år senere, og som jeg også elsker i dag. Vi får en idé, skriver den ned på et stykke papir, og med hjælp fra resten af holdet bliver den til virkelighed.” 

Hvad har været den værste oplevelse på scenen?

”Jeg optrådte engang for et selskab af Brøndby-fans, som lige havde tabt en kamp til OB. Det var jo ikke min skyld, men jeg blev stadig truet med tæsk.”   

Du er standupper, skuespiller, direktør, tv-vært. Hvad kalder du dig selv? 

”Jeg tog en fireårig skuespilleruddannelse, og det er meget identitetsskabende, så i mange år følte jeg mig som skuespiller. Jeg har aldrig følt mig som standupper, mere som komiker. Det gode for mig i starten var, at man bare kunne få en idé og gå ned på Kulcafeen og optræde. Bagsiden var, at der var en ret snæver opfattelse af, hvad standup var. I 90’erne var det en snobben nedad, meget af det var noget sexistisk bavl og pølsemandssnak. Da jeg startede, var det eneste vigtige: Kan jeg få dem til at grine? Da det var på plads, var det næste: Hvad ville være interessant at tale om? Dér løb jeg ind i det problem, at jeg ikke har en særlig folkelig smag. Jeg kommer ikke til at sige noget om fodbold. Vi var flere komikere i de år, der tænkte: Findes der et andet publikum derude? Vi drømte om, at det i Danmark kunne gå ligesom i New York i 70’erne, hvor det meste standup i starten foregik i klubberne omkring Times Square. Da Woody Allen forsøgte sig med et live comedy-show dér, gik det ad helvede til. Det var for højpandet og havde ikke den energi, som krævedes. Men så fik hans manager ham ind på The Bitter End i The Village, i et jazzmiljø, og så kørte det.” 

JONATAN SPANG

Født i 1978 i Gladsaxe. Uddannet skuespiller. Vandt DM i standup i 1999. Har siden spillet teater og film, været teaterdirektør for Nørrebro Teater og komiker. Med DR-programmet ’Tæt på sandheden’ har han siden 2017 indtaget rollen som en af landets mest toneangivende satirikere.

Har katten Olga, en gadekat fra et internat, og et surbundsbed, hvor han dyrker hortensier. Kæmper sig på tredje år gennem Prousts romanserie ’På sporet af den tabte tid’. Spillede trækbasun i seks år som barn.

TAKE 4

 Jonatan Spang puster ud i DR Byens kantine over en tallerken varme kikærter med grøntsager og fladbrød, mens han får generalprøven lidt på afstand. Et kort øjeblik ligner han en mand, der ikke har sovet i et år. Han kan lige nå at skovle maden i sig, tage en powernap, klæde om til nytårsoutfittet, og så er det klar til optagelse. Sæsonens sidste afsnit skal i kassen, og alle tiders lorteår skal i graven. 

”Hvad er det, man siger? Det skal ikke være kunst, det skal være færdigt,” siger han med et træt smil om de forestående optagelser i studie 6.

Men Jonatan Spang ligner ikke en mand, der gør tingene halvhjertet. Da han rejser sig og går ud for at få luft, ser han en kort stund helt indebrændt ud med mørke øjne og blussende kinder. Måske er det rigtige ord indædt. Måske er han bare koncentreret. Vidste man ikke bedre, kunne man have ham mistænkt for, at det faktisk gerne må være kunst. Bare man griner af det. 

20 minutter senere står han igen oppe på scenen og langer indforståede jokes ud af ærmet imellem optagelserne, som får kamerafolkene til at grine. En form for værkstedshumor, der løsner op på settet, men midt i moroen har han et fokus og en arbejdsdisciplin, som man ikke skal stille sig i vejen for. Som da Spang afbryder en monolog om Danske Banks never-ending svindelsager, fordi han distraheres af en makeupartist i salen, der har sat sig for tæt på teleprompteren, og kontant beder hende rykke ud af sit synsfelt. Ganske udramatisk, men en lille reminder om, at Spang nok har funny bones, men også har været vant til at have chef-kasketten på, siden han som 29-årig overtog direktørstolen på Nørrebro Teater. Måske får han det også sagt lidt for kontant, for i pausen bagefter kommer han ned og undskylder: 

”Jeg er ked af, hvis jeg blev lidt onkel stram,” siger han til makeupartisten.

TAKE 5

Hvornår har du sidst grinet, altså rigtigt, nedefra og op?

”Min hustru viser mig YouTube-videoer med katte, som nogle gange får skovlen under mig, selvom det er ufint. Jeg driller hende med, at jeg tager på arbejde og laver satire, og så sidder hun og ser en kat hoppe ned i en sok. Hvordan kan hun leve med sig selv? Det tager hun rimelig roligt. Jeg kan også virkelig grine af MC (Michael Christiansen, red.), som er hovedforfatter på ’Tæt på sandheden’. Han kan sige ting, hvor jeg næsten ikke kan holde op med at grine igen. Man bliver fagskadet, der er ting, som vi synes er vildt sjove, som andre måske ikke synes. Vi lavede for eksempel et indslag om Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og så skriver MC: ’Hvad ved vi egentligt om WHO, andet end at det var dem, som lukkede hundene ud? (Ordspil over det caribiske monster-pophit ’Who Let the Dogs Out?’, red.).” 

Er der noget, du ikke vil gøre grin med?

”Jeg synes, det er helt ukontroversielt at sige, men det, at man kan blive slået ihjel for at lave grin med islam, giver det selvfølgelig en særlig status. Alle, der påstår andet, er nogle forbandede løgnere. Det er det eneste, du kan blive slået ihjel for – eller du kan blive udskammet. Men det er ikke lige så slemt som at blive dræbt.” 

Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge …

”Ja, der tager man gerne noget skam. Men der er også ting, som bare er svære at lave sjov med. Vi sendte en hel sæson, hvor den mest omtalte sag i pressen var ubådssagen. Den lavede vi ikke jokes med, selvom mediedækningen blev stadig mere bizar. Som da Weekend­avisen sendte en krimiforfatter ind i retssalen. Det var jo porno. Nogle gange rører vi ikke et emne, fordi det er kontroversielt, men fordi det er kedeligt. Som da alt drejede sig om OK-forhandlingerne, og TV Avisen kun handlede om, hvorvidt forhandlerne nu også havde båret madrasser ind.”

Er der noget, du savner i dansk humor i dag? 

”Der er mange, der laver noget fedt, men der har været en tendens i mange år til, at grinet handlede meget om socialgruppe 5. Folk med kun lidt uddannelse og beskedent økonomisk rygstød. På DR har man kaldt det socialsatiren, så var det lidt finere. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over det, men det var ikke det, jeg havde lyst til. Det var vigtigt for mig at lave noget om nogle andre mennesker.” 

Hvordan er det at være komiker i en krænkelsesparat tid?

”Jeg kan godt blive forbløffet over, hvordan woke og social conscience-krigerne nogle gange kaster sig over folk, som faktisk forsøger at tale om noget med indhold. Når de bliver vrede på Signe Molde og hendes program ’Signe Molde på udebane’ (der blandt andet laver sjov med LGBTQ+-miljøet og veganere, red.), så er det pudsigt, at ingen bliver stødt over ’Natholdet’, der griner af en tyk mand fra Jylland. Det er ofte amerikanske problemstillinger, som overføres 1:1 til Danmark. Mest tydeligt med Black Lives Matter, hvor man leger, at en amerikansk problematik er dansk. Det er den ikke. Jeg er hvid, mand og heteroseksuel, hvilket betyder, at jeg er præcis den gruppe, som alle kan tillade sig at skælde ud på. Og jeg accepterer præmissen om, at nogle ting har været nemmere for mig.” 

Hvad for eksempel?

”Da jeg startede med at lave standup, lignede jeg en standupper, en ung dreng med strithår. Det har været sværere for kvinder. Men når jeg ser kvinder i toppen af dansk kulturliv, som er vokset op med alle muligheder og har gået på de bedste skoler, og de snakker om privilegieblindhed hos hvide mænd, så støder det mig. Jeg sætter mig gerne med dem med et Excel-ark og kigger på, hvilke muligheder jeg har taget fra dem. Jeg skal ikke slå ud efter min egen baggrund, men jeg har ikke fået noget forærende. Man kan altså være hvid, heteroseksuel mand på rigtig mange måder.”

Apropos dit drengede udseende. Har det nogensinde spændt ben for dig?  

”Jeg blev direktør for Nørrebro Teater som 29-årig, og dengang arbejdede mit udseende og image imod mig. Jeg kan stadig huske, at Per Pallesen (den dengang afgående chef for Nørrebro Teater, red.) konsekvent kaldte mig ’min dreng’. Det var fandeme specielt. Der er jo ikke nogen, som gider være ’min dreng’. Folk havde en opfattelse af mig som en opkomling, der bare var for sjov.” 

Hvad var dit overlevelsestrick i den sammenhæng?

”At blive sur. En del af min drivkraft i de år var, at jeg ’kraftedeme skulle vise dem, at jeg godt kan’. Det prøver jeg at arbejde mig væk fra i dag. Vi er alle sammen tandjul i et stort urværk, vi udfylder forskellige funktioner. Vi er ikke hinandens modstandere.” 

Det lyder, som om du er blevet voksen?

”Jeg er ikke rastløs, som da jeg var ung. Det har givet mig et andet fokus. Jeg kigger ikke på, hvad for et projekt jeg kunne tænke mig at lave efter det her. Jeg tænker: Jeg vil gerne lave det her så længe som muligt. Så er der ydre omstændigheder, der gør, at man ikke kan få lov at gøre det for altid. Og det kunne være, hvis det her program udløste en eller anden form for shitstorm.” 

I SENG MED FJENDEN

’Pernille Vermund snaver’ hedder en YouTube-video, som næsten 45.000 danskere har set. Den subtile titel hentyder til det 13 sekunder lange tungekys mellem partilederen for Nye Borgerlige og Jonatan Spang, som i 2018 skabte overskrifter i anden sæson af ’TPS’. ”Har Pernille Vermund lige snavet sig i Folketinget?” skrev journalist Ditte Giese i Heartbeats, mens politisk kommentator Jarl Cordua udtalte: ”Det er godt nok vildt. Det her er ikke set før.”

Hvordan fik du Pernille Vermund til at tungekysse dig? 

”Vi lavede ’Tæt på sandheden’ fra Folkemødet. Fordommen om Folkemødet er jo, at politikere, journalister og meningsdannere drikker sig skidefulde og knalder. Vi jokede med, hvem den værste ville være, man kunne vågne op ved siden af, og blev enige om, at det ville være en skandale, hvis jeg var sammen med Pernille Vermund.”

Hvorfor?

”Ja, hvorfor egentlig? Jeg kan jo spørge dig: Hvis nu det havde været Rosa Lund fra Enhedslisten, ville du så overhovedet stille det spørgsmål, eller ville det have været en glemt sag? Det er den historie, som jeg oftest bliver konfronteret med, når folk har fået lidt at drikke: ’Hvorfor gjorde du det?’ Det er jo interessant, og det beviser, at det var rigtigt set. Det var en skandale. Det havde været totalt ligegyldigt, hvis jeg var vågnet op ved siden af Rosa Lund. Så havde ingen sagt noget. På samme måde, som ingen løftede et øjenbryn, da Thor Möger Pedersen, en tidligere SF-minister, blev vært for et debatprogram på DR2. Hvis det derimod havde været Morten Messerschmidt, var folk gået amok. Det var det hykleri, jeg ville pege fingre ad.”

Hvordan fik du så kysset i stand?

”Jeg ringede til Vermund og forklarede baggrunden. Hun var sød og høflig og fortalte, at det var det samme i hendes afdeling: Det ville være et stigma for hende at være sammen med en DR-vært. Det var også det, som var sjovt ved det. Især bagefter, hvor folk anklager mig for at have skabt et monster. Vi skrev sketchen, og hun var helt indforstået med den. Og måske er der alligevel den sandhed i fordommen om Folkemødet, at det hele er lidt mere loose. Det kys blev jo lige lidt mere autentisk.”

Kom det snav bag på dig?

”Nej. Men jeg var spændt på det inden, fordi vi ikke kendte hinanden, og fordi hun ikke er skuespiller. Men det blev meget vellykket. Der stod i manuskriptet, at de kysser hinanden, og det var hun jo med på. Men folk får nogle gange kolde fødder, og hun kunne have sagt: ’Kan vi ikke bare nøjes med et knus?’ Det er jeg glad for, at hun ikke gjorde, for jeg ville jo have den størst mulige effekt. Jeg har ikke nogen blufærdighed, ikke i en professionel sammenhæng. Der går jeg planken ud. Da vi bagefter sad i klipperummet, kiggede vi materialet igennem og snakkede om, hvordan det ville se ud, hvis vi lavede det længst mulige kys. Vi klippede kysset sammen fra tre forskellige vinkler. Det så fedt ud! Jeg sendte det til Vermund, og hun syntes, det var for voldsomt, og det kunne jeg også godt forstå. ’Men det er sådan, det bliver,’ sagde jeg.”

Hvordan reagerede hun på det?

”Jeg tager hatten af for hende. Hun havde en uge til at forberede, hvordan hun ville spinne den, og det gjorde hun helt fantastisk. Nogle synes, at jeg bærer et ansvar for hendes succes. I det omfang, jeg har gjort noget, så er det jo, at jeg har givet hende muligheden for at vise, at hun har selvironi. Så fortjenesten er jo hendes.”

TAKE 6

Jonatan Spang står klar med konfettikanonen, et fast indslag i ’Tæt på sandheden’, hvor han fejrer noget fantastisk ved vores land i en regn af konfetti, hvorefter realiteterne får ham ned på jorden igen. Det er svært at sige, om det er eftermiddagsluren eller turen i sminken, der har givet ham en sundere kulør, men nu træder han veloplagt og velfriseret ind på scenen iført et kongeblåt jakkesæt og hvid skjorte uden slips. 

”Må jeg bede om mit closeup?” siger han til et af kameraerne i studiet – i en ironisk reference til klassikeren ’Sunset Boulevard’ fra 1950. I filmens afsluttende scene går divaen Norma Desmond langsomt ned ad trapperne i sin villa og rækker ud efter kameraet, mens hun siger de udødelige ord: ”All right, Mr. DeMille, I’m ready for my closeup.” 

De næste minutter får Spang instrukser over øresneglen fra kontrolrummet bag scenen og kvitterer for modtagelsen med et ”ja tak!”, der får ham til at lyde som en kok, der tager imod bestillinger i et køkken. Det er fis og ballade og så alligevel ikke. Der eksekveres, fornemmer man. 

Den sidste sekvens af ’Tæt på sandheden’, der skal skydes, er rent teknisk også den sværeste. Det er det dansenummer, han har øvet sig på igen og igen. Hvert trin på scenen skal koordineres med fire professionelle dansere, en satirisk monolog over året, der gik, og en løssluppen sang om Donald Trumps Amerika, der ender med, at Jonatan Spang skyder en af danserne på scenen. 

”Jeg tæller takter og beder til Gud,” siger Spang til produktionslederen i øresneglen.

Selvom han er en mand af mange talenter, er der grænser for, hvor meget man kan spidsbelaste både venstre og højre hjernehalvdel samtidig. Det hele er lidt som at se en flyveleder i verdens travleste lufthavn under en snestorm. I sidste ende får holdet den lange sekvens i kassen efter en håndfuld retakes, ikke mindst fordi de kan klippe sig ud af svipserne, nu hvor der ikke er publikum på. Noget kan man trods alt bruge corona til. 

”Jeg kan være her til midnat, min kone er til venindemiddag. Jeg skal bare hjem efter det her og sidde med min kat,” forsikrer Jonatan Spang oppe fra scenen. 

Det bliver ikke nødvendigt. Den sidste instruks fra produktionslederen afslutter en lang arbejdsdag med ordene ”it’s a wrap”. Spang løsner op i et lettet smil, der forplanter sig i kroppen på ham. Hans jakkesæt er gennemblødt af sved. Det kan man ikke se på tv-skærmen, men det er måske hans talent: At få det til at se nemt ud, selvom det ikke er det. 

TAKE 7

Hvad ville en eventuel shitstorm mod dig eller programmet handle om, tror du?

”Om at sparke nedad. En af de ting, man siger om satire, er, at det altid skal sparke opad. Og det er ofte rigtigt. Men primært handler det om, hvor hykleriet er. Det nytter ikke noget, at folk kun er hyklere på et eller andet bestemt højt niveau. Sådan er det jo ikke, hykleriet findes jo alle mulige steder. Og bare fordi du er en sølle hykler, så er du jo stadig en hykler. Så simpelt er det. Det interessante er så, at alle har sindssygt travlt med at iscenesætte sig selv som værende nederst.”

Har du et eksempel?

”I tredje sæson begyndte vi at interessere os for LøkkeFonden (Lars Løkkes fond for utilpassede drenge, red.). Det er jo besynderligt med en siddende statsminister, som starter et parallelt skolesystem i privat regi, mens han er øverste leder for den danske folkeskole. Som så åbenbart har fejlet så meget, at han starter sit eget private skoleforløb for at råde bod på det offentlige system. Der er supermeget komik og hykleri i det. Men da han konfronterede mig med det, sagde han ikke: ’Jeg er skidetræt af, at du hænger mig ud på den måde. Det er usagligt.’ Han sagde: ’Jeg synes jo, at det er sjovt, men drengene … der er nogle drenge, som har det rigtig svært, og som er fagligt rigtig dårlige.’ Så er jeg pludselig ham, der står øverst og sparker ned på de små drenge. At iscenesætte sig selv som svag er jo en måde, man får magt på i dag. Du bliver fredet, hævet over kritik. Det er også derfor, at hver gang nogen er vred på mig, så siger de ikke ’Jonatan’. Nej, det er ’DR’, der har slået på dem, eller ’DR-vært siger sådan og sådan’. Så er jeg licenskongen, der kommer med milliarder i ryggen! Det var derfor, programmet skulle hedde ’Tæt på sandheden med Jonatan Spang’ og ikke ’DR2’s skæve nyheder’. Jo mere jeg var afsender og ikke DR, jo bedre. DR har flere gange lavet satire, som de har trukket tilbage og undskyldt for. Det vidste jeg ville være en udfordring. Hvordan skulle jeg undgå det? En del af kalkulen blev, at vi som program tager stilling fra sag til sag. Hvis vi holder med Inger Støjberg i Instrukskommissionen, kan vi så også mene noget andet senere og vende 180 grader? Der tog vi en beslutning: Det kan vi godt.”

Ingen hellige køer? 

”Hvis man først gik ind og lavede traditionel dansk tv-satire, som ligger et sted omkring De Radikale, så ville man på et tidspunkt løbe ind i problemer, som altid opstår. Så sidder Morten Messerschmidt og andre, som faktisk er vågne på det her tidspunkt, og spørger: ’Hvorfor sker det her igen?’ Tag for eksempel ’Borgen’. Når du ser den karakter i tv-serien, som skal forestille at være fra Dansk Folkeparti –  men som hedder noget andet i serien – så er det Ole Thestrup, der har en thaikvinde og kun snakker om grisemad. Det er jo sindssygt, at det kan lade sig gøre. Og jeg kan da godt forstå, at Messerschmidt laver foreningen Kritiske Licensbetalere. Vi prøver at give seeren en oplevelse af, at vi slår på alle. Min teori er, at så får man mere frihed. Men det ændrer ikke ved, at jeg tror, at ’Tæt på sandheden’ ender med at bukke under i en shitstorm. Nogen vil på et tidspunkt sige: Kan det være rigtigt, at han som hvid, heteronormativ, ciskønnet mand kan få lov til at sige det her?”

MIKE TRAMP har udgivet mere end 30 album, siden han debuterede med Mabel til Køge Byfest i 1976. Selv kalder han sit liv en endless highway. Den 60-årige Michael Trempenau ser tilbage på dengang, han søgte tilflugt fra fans i en bank i Brøndby, da han levede blandt cubanske pushere i New York, da han tjente millioner, og da han kæmpede for ikke at ende som daggammelt wienerbrød.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Søren Jensen/Ritzau Scanpix

JEG VOKSEDE OP i Eskildsgade på Vesterbro i en halvandetværelses lejlighed med mine to brødre, Dennis og Kim, og min mor. Der var et tidspunkt, hvor min far også boede der, men han blev bedt om at gå, da jeg var fem år, så jeg har ingen minder om at bo med ham. Han dukkede op en gang imellem, når han ikke var ude at sejle, men vi havde aldrig et forhold til ham. Han var ikke en deadbeat dad, han var der bare ikke.

Vi boede i en lejlighed, der var så lille, at vi tre drenge skulle dele værelse, indtil vi flyttede hjemmefra. Min mor bestyrede Carls Bodega lige rundt om hjørnet på Vesterbro Torv. I 70’erne var Vesterbro et kvarter med flere værtshuse end noget andet sted i København. Efter skoletid tog vi hjem for at stille tasken, og så rendte vi ned på værtshuset, hvor vi fik to kroner af en stamgæst til en isvaffel eller til et par sange på jukeboxen. Det var ikke middelklasse, der prægede min opvækst. Det var real life. Det var nede i kælderen. Det var en skilsmissefamilie og faktisk en ret fattig familie.

Et minut fra bodegaen lå Vesterbro Ungdomsgård. Her kunne man lave sløjd, metal, spille musik, eller hvad man havde lyst til. Da jeg blev gammel nok til det, kom jeg der alle hverdage, indtil de lukkede halv seks, men der var mor jo stadig på værtshuset. Når vi drenge kom hjem, lavede vi selv mad eller spiste lidt yoghurt. Vi lærte det på den hårde måde, men det føltes ikke, som om det var den hårde måde. Det føltes ikke, som om vi manglede noget. Jeg havde et fantastisk liv på det tidspunkt med en stærk skole og en endnu stærkere fritidsklub. Jeg har altid kaldt Vesterbro Ungdomsgård for fyrtårnet i ghettoen, hvor vi søgte hen og fik en form for beskyttelse. Mange af mine venner var også fra skilsmissefamilier, så pædagogerne blev vores fædre.

Jeg indspillede mine første sange sammen med min bror Dennis. Cykelkælderen i vores bygning var lejet ud til en mand, som skrev for de danske musikblade, og vi havde fået at vide, at han var en mærkelig én, fordi man kunne se unge mænd med langt hår komme og gå i tide og utide dernede. Han havde set min bror og mig traske ned til Vesterbro Ungdomsgård med vores guitarer, og en dag spurgte han, om vi ikke ville indspille to amerikanske sange. Torben Hoyer hed han, og det viste sig, at han havde kontakter til folk i den danske musikbranche.

Da vi indspillede sangene, var det med Tommy Seebach som producer, og jeg var 14 år gammel, da vi første gang kom i de danske popblade. Kort efter var vi på B.T.s spiseseddel med teksten: ”Dennis og Michael vil være popidoler.” Men det var aldrig noget, vi selv havde sagt. Den dag kom min gymnastiklærer hen til mig i skolen og sagde: ”Jeg havde jo håbet, at det var sportssiderne, jeg ville finde dig i.”

Michael Trempenau, 1977. Foto: Andre Csillag/Shutterstock/Ritzau Scanpix

DET DER MED pop var stik modsat alt det, jeg kom fra. Vesterbro var værtshuse, arbejdere, rødstrømper, lilla bleer og hippier. Jeg havde knap nok fattet, at man kunne leve som musiker eller popidol. Jeg var bare en Vesterbro-dreng, der spillede fodbold i Vigerslev Boldklub, gik til karate og klatrede på hustagene i weekenderne. Der er ikke det tag på Vesterbro, jeg ikke har været på. Vi var bare gadedrenge.

Torben Hoyer havde en finger med i det danske musikmiljø. Jeg fik et fritidsjob hos ham, hvor jeg åbnede fanbreve, som unge piger skrev til David Bowie og Bay City Rollers gennem et dansk musikblad, der hed Sabrina. Pigerne troede, at de skrev til deres idoler, men at det bare var en ung knægt, der læste dem, fandt de aldrig ud af. De skrev, at de var villige til at mødes på diverse hotelværelser, så det blev ’De Grå Sider’ for mig. Der var meget lidt snak om musik. Jeg tror aldrig, brevene blev besvaret. 

En dag tog Torben mig med ud til bandet Mabel. De boede i et toplanshus i Stenløse, som de havde lejet af en vognmand. Jeg troede, at vi bare skulle på besøg, men så snart jeg kom ind, stak de en guitar i hånden på mig og spurgte, om jeg kunne spille noget. 

Jeg var 15 år gammel og var totalt uforberedt i det her store, professionelle lydstudie. Så jeg endte med at spille ’Stærk tobak’ af Shu-bi-dua.

Det var midt i sommerferien. Jeg skulle til at begynde i 2. real nogle uger senere, og jeg tænkte ikke længere frem end næste fodboldtræning. På min erhvervspraktikansøgning havde jeg skrevet, at jeg gerne ville være Falck-redder. Jeg var jo bare lejrbålsguitarist. Men på samme tid som min far blev bedt om at gå, skiftede min mor vækkeuret ud med en pladespiller, og vi blev vækket til Elvis, Roy Orbison og Johnny Cash. Så musikken har altid været der, det var bare ikke en drøm på det tidspunkt. To uger senere tog jeg igen toget til Stenløse. Denne gang med en fodboldtaske fyldt med tøj. Jeg flyttede ind, droppede ud af skolen, og 18. juni 1976 havde jeg min debut som sanger med Mabel til Køge Byfest foran 5.000 mennesker. Jeg tænker ofte på, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke var kommet med i bandet, eller hvis vi floppede. Jeg var bare en knægt, der kunne spille et par sange af Kim Larsen.

Mabel var så småt ved at blive kendt, da jeg kom med i bandet, men det hele kulminerede til Melodi Grand Prix i 1978. På det tidspunkt havde Danmark ikke været med til Eurovision siden 1966, så der var ikke en sjæl i Danmark, der ikke fulgte med og kendte vores vindersang ’Boom Boom’. Vi blev kendt som bandet for teenagepiger i Danmark. 

På gårdspladsen foran huset på Byvej i Stenløse stod der konstant 10-50 unge piger, som ville have autografer og billeder. Jeg var 17 år gammel og kunne slet ikke forholde mig til, at folk skreg, hver gang jeg skulle i Brugsen. De piger stod der forår, sommer, efterår og vinter.

Der var to slags folk. Der var dem, der elskede os, og dem, der hadede os. Og jeg lagde kun mærke til dem, der hadede os. Jeg tog det i hvert fald hårdere end de andre i gruppen, fordi jeg var en ung knægt, der ikke vidste, hvem jeg var.

Det blev for crazy til sidst. Vi spillede til udendørs-gøgl og omrejsende tivolier to gange om dagen og tjente gode penge. Om formiddagen var det for mormor og børnene, og om aftenen var det de unge piger. Men når pigerne skreg, så kom knallertdrengene, og så var der altid ballade. Engang var vi i et center i Brøndby for at skrive autografer, og der kom flere tusind mennesker. Vi måtte søge tilflugt i en bank, og da vi kom ud, var vores bil blevet fuldstændig smadret. Til en af vores sidste koncerter i Danmark blev der kastet med æg mod scenen. Så gad vi sgu ikke mere. I 1979 flygtede vi til Spanien.

Mike Tramp på Jelling Musikfestival, 2010. Foto: Per Lange/Ritzau Scanpix

PLUDSELIG GENTOG det hele sig. Vi fik en stor fanskare af unge kvinder i Spanien, men denne gang var det store stadiumkoncerter med playback. Det var medvirkende til, at vi opløste bandet og startede på ny som Studs. Jeg kunne ikke holde ud, at det hele skulle handle om overflade. I aviserne stod der: ”Piger besvimer til Mabel-koncert” og ”Mabel drikker mælk”. Det handlede sgu ikke om musik mere.

Der lå en amerikansk flybase lidt uden for Madrid, og det vrimlede med amerikanere. Jeg gik i kirke med vores amerikanske nabo, og jeg slugte amerikanske bøger, serier og musikblade. Det var her, jeg mødte Danny, der blev vores manager. Han sagde, at vi skulle tage til New York, og at vi kunne bo i hans forældres hus. Vi kunne ikke komme hurtigt nok af sted, så vi ændrede vores flybilletter til en afgang to uger tidligere end planlagt. Det fly, vi oprindelig skulle have været med, crashede i Malaga.

Fra det sekund vi stod i New York, så jeg folk, der lignede mig selv. Jeg havde langt, afbleget hår og tyk læderjakke. 80’ernes rock and roll var begyndt at eksplodere, og ingen kiggede på mig med onde øjne. Derfor var det også ligegyldigt, at det var hårdt. Vi løb tør for penge med det samme. Alt det, vi havde sparet op, brugte vi på store forstærkere og en stortromme i sølv, fordi vi skulle se ud som amerikanske rockbands.

Vi flyttede ind i et hus i Queens med syv værelser og en stor kælder, som vi lavede om til øvelokale, og så skiftede vi igen navn. Denne gang til Lions. Men vi spillede ikke særlig meget. Vi levede af ris og bønner, og det første, vi gjorde, når vi vågnede, var at støvsuge lejligheden for mønter, så vi kunne købe en pakke røde Marlboro på værtshuset overfor. 

Da Dannys forældre kom hjem, levede vi med dem i huset. Men det kunne ikke blive ved. Hver gang der skulle laves mad, var vi 10 personer, der skulle fodres, og med tiden var vi mindre velkomne. Omkring julen 1982 tog vi alle tilbage til Danmark. Nogle fik deres forældre til at betale en flybillet hjem. Andre turde ikke spørge, så de solgte en forstærker. Dér blev bandet opløst. 

Jeg var i Danmark i tre måneder, hvor jeg var på understøttelse for første og eneste gang i mit liv. Så tog jeg et lån i banken på 5.500 kroner til en one-way ticket tilbage til USA, som min mor kunne kautionere for. Men kun fordi hun kendte en i banken, hun havde ikke en skid at kautionere med.

Jeg flyttede tilbage til familien, vi havde boet hos, og begyndte at tjene huslejen ind. De ejede fem andre huse i nabolaget, som de lejede ud til cubanere, og jeg blev deres altmuligmand, mens jeg forsøgte at stable et nyt band på benene. Jeg har altid været en arbejdsmand, og jeg boede i huset gratis og spiste deres mad. Jeg gik rundt og knoklede med en lommeradio og lyttede til rock and roll dagen lang. Det var lige meget, hvad jeg skulle lave, jeg ville bare blive. 

Jeg havde fået kontakt til en guitarist, der hed Vito Bratta. Vi begyndte med det samme at fylde hinanden med løgn og store drømme. Det blev be­gyndelsen på White Lion. Alt skulle være Van Halen på det tidspunkt, han havde det rigtige look, den rigtige lyd. Jeg havde oplevet stjernestatus i både Danmark og Spanien, og vi skulle bare have hul igennem.

Danny kunne ikke gøre noget for mig. Han havde gang i tusind mærkelige ting, fik aldrig færdiggjort noget af det, og da han en dag smuttede tilbage til Spanien, var døren til forældrenes hus pludselig låst. De fortalte, at jeg aldrig ville komme videre med musikken, og at jeg ikke kunne bo der mere. Jeg fik min kuffert, som mindede om en gammeldags dragkiste, og så ringede jeg til Dannys kæreste Denice, der var kokain­handler og boede på Roosevelt Island midt i East River. Det var et meget mystisk sted. Perfekt til at optage en horrorfilm.

Raketmotoren i min røv ville væk fra tiden med Mabel. Det var det, der drev mig, og så var det ligegyldigt, hvor koldt et værelse jeg havde, eller om jeg skulle sove på et betongulv. Denice lod mig bo i sin lejlighed, og med tiden var hun ikke så meget Dannys kæreste mere. Jeg levede ikke af noget, og jeg havde ikke andre penge end dem, Denice gav mig i ny og næ. Hun solgte kokain til de unge, flotte, rige overklassebørn på Long Island. Hver anden dag kom der en cubaner, der hed Pedro, som skulle have alle kokainpengene, og en gang om måneden var der store kokainfester i vores lejlighed på øen, hvor jeg sad og kiggede på. 

”Jeg havde 3.000 dollars i banken, da jeg fik et brev fra skattevæsenet. Der stod, at jeg skyldte knap en million dollars i skat. På det tidspunkt kørte jeg rundt i en gammel Chevy-truck, som skulle startes med en skruetrækker.”

JEG HAR SET STOFFER overalt i mit liv, og derfor har jeg aldrig selv rørt dem. Min storebror Kim var junkie i 30-35 år af sit liv og døde af det (i 2018. red.). Jeg kommer fra Vesterbro, og mange af mine gamle venner har været junkier. Da White Lion var allerstørst, turnerede vi med Aero­smith på deres allerførste turné uden heroin. De drak gulerodssaft og spiste sundt efter shows. Og da vi var i tourbussen med Ozzy Osbourne, drak vi te, fordi han også var på afvænning, selvom han havde taget skade.

White Lion blev til noget, fordi vi fik to managere, som ejede en af de største rockklubber i New York, L’Amour (udtalt som ’La-Morz’ af stamgæster, red.). Den lå i Brooklyn i et tomt industrikvarter, og tusindvis af mennesker tog derud hver weekend. Alle store rockbands har spillet der. Den ene ejer hedder George Parente, og han så fuldstændig ud som John Travolta i ’Saturday Night Fever’. Jeg boede i hans kælder i flere år, jeg så hans børn blive født og levede med hans italienske familie, der var som taget ud af ’The Sopranos’.

Jeg hjalp med at ombygge klubben, og jeg lærte at køre bil i hans store Cadillac med tre fede italienere på bagsædet, før jeg fik kørekort. Det var et farligt miljø, men ikke for farligt. Det var mafia, og vi havde at gøre med en rockklub, der tjente penge og solgte sprut i et område, hvor andre og større familier regerede. Hvis der var problemer i gaden, kom der to wise guys og sørgede for, at problemet blev løst. Vi blev altid betalt med kontanter i en brun papirspose. 

I 1984 tog jeg og resten af White Lion til Frankfurt for at indspille vores første plade, ’Fight to Survive’, og med den kom en kæmpe pladekontrakt. Vi taler hundredtusindvis af dollars. Albummet kom ud året efter og blev et kæmpe hit i Japan, og derfra kom det ud i Europa og senere USA. Men det var først med vores andet album, ’Pride’, at vi fik decideret verdenssucces, solgte millioner af album og opnåede platin i USA. 

’AllStars’ på TV 2, 2009. Foto: Anders Debel Hansen/Ritzau Scanpix

I 80’ERNE nåede jeg højt i USA. Jeg tjente gode penge og var en del af et af musikhistoriens største årtier. Alt var godt verden over, der var så mange penge, og der var så meget energi. Det var årtiet, hvor MTV blev kongen, som bestemte smagen på godt og dårligt. 

Da grunge blev populært som alternativ til den store, hårde rock and roll-attitude, stod mange af os pludselig uden arbejde. Der var steder, vi ikke var inviteret længere, vi var daggammelt wienerbrød. Da vi nåede til det sidste album i 1991, opløste jeg bandet. 80’er-rocken var totalt død, og vi har stort set ikke talt sammen siden.

Jeg brugte alle mine penge på at få bandet Freak of Nature i gang. I 1994 boede jeg i Los Angeles med min daværende kone. Jeg havde 3.000 dollars i banken, da jeg fik et brev fra skattevæsenet. Der stod, at jeg skyldte knap en million dollars i skat. På det tidspunkt kørte jeg rundt i en gammel Chevy-truck, som skulle startes med en skruetrækker. Min revisor fik det skåret ned til en halv million dollars, og de næste 16 år gik al min indtjening til at betale min skattegæld. Alt, hvad ’Mike Tramp’ tjente i pladesalg, koncerter, og alle radiopenge gik direkte til skattevæsenet.

I 1999 flyttede min kone og jeg til Tasmanien, hvor hendes søster havde en farm. Vi havde brug for at prøve noget nyt. Hun havde været kostume­designer for mange af de store rockbands fra Ozzy Osbourne til Van Halen. Men i 90’erne var den farverige rockmusik død. Pludselig kom Eddie Vedder og Kurt Cobain gående i tøj fra Kirkens Korshær. Det var begge vores karrierer, der faldt fra hinanden, og økonomisk var vi på bunden. Men vi tog et stort spring og startede et helt nyt liv ude i outbacken.

Vi boede i Tasmanien i fire år. I mellemtiden fik jeg gang i solokarrieren, hvor jeg blandt andet spillede til nogle enorme stadionkoncerter i Indonesien. De blev sponsoreret af alle de store tobaksfirmaer, fordi de ikke måtte reklamere i fjernsynet. Det var der, pengene kom fra. Mit gamle band White Lion var succesfuldt på de kanter, så jeg spillede for mellem 75.000 og 100.000 mennesker, der havde fået en gratis pakke cigaretter, da de købte billetten.

I midten af 2003 mødte jeg min nuværende kone i en hotellobby. Jeg var på vej hjem fra endnu en koncertturné i Indonesien. Halvanden måned efter kom jeg tilbage for at se hende, og jeg har faktisk pendlet frem og tilbage siden. To år senere fik vi vores første barn. Det var ikke planlagt, og jeg nåede næsten ikke at trække vejret. Jeg havde allerede min ekskone og min søn, som var flyttet til Australien, men nu havde jeg også en familie i Indonesien. 

Jeg har det rent ud sagt ad helvede til over, at jeg ikke har kunnet slå mig ned, at mit liv er så spredt, og at jeg ikke kan være mere sammen med mine børn. Jeg har aldrig haft et hjem i længere tid ad gangen. Måske har jeg taget skade af, at jeg har rejst og boet så mange steder. 

Mike Tramp, 2020. Foto: PR

FRA SOMMEREN 1976 har jeg aldrig tjent penge på andre måder end gennem min musik. Og jeg vil blive ved med at være rock and roll, også selvom det ikke er moden. Jeg er sgu ligeglad. Rock and roll er en livsstil. Jeg er ikke en afdanket musiker, der stadig lever i 80’erne. Da jeg blev solist, sagde jeg til mig selv: Du skal leje en bil, du skal køre selv, du skal ind og ud gennem fordøren, og du skal selv sælge T-shirts og cd’er bagefter.

Jeg lever, mens jeg arbejder. Når jeg er på landevejene i USA, spiller jeg 60 shows ad gangen. Og jeg kan ikke blive afdanket, for jeg ville aldrig gå på scenen, hvis jeg ikke kunne bidrage med noget nyt. Jeg er ikke en linselus. Jeg skal ikke ud at spille, fordi jeg kan få en fed check, en flaske whisky eller kneppe en eller anden. Det har aldrig været det, der har drevet mig.

Når jeg spiller i en sportshal i Lystrup, går jeg ind med samme indstilling, som hvis jeg spillede for tusindvis af mennesker. Så kan det godt være, at nogle mennesker synes, at jeg er grinagtig og en has-been, men jeg kan stadig få det til at gå op. Jeg har aldrig haft drømmen om at bo i et palads eller komme tilbage til Danmark og blive en stjerne. Men jeg vil gerne være sådan en, der dukker op og spiller her og der.

Jeg kom fra en fattig, lille familie på Vesterbro. Vi snakkede aldrig om, at vi en dag skulle være konger eller have penge. Vi skulle bare over på Skydebanen og spille fodbold. 

MIKE TRAMP

Fyldte 60 år 14. januar. Sidste år købte han en bondegård i Fårdrup lidt uden for Slagelse, som han har planer om at istandsætte. I 2010 blev han gift med den indonesiske skuespillerinde og forfatter Ayu Azhari, og sammen har de børnene Isabel og Lennon. Hans ældste søn Dylan fik han med ekskonen Fleur Thiemeyer, der blandt andet har designet tøj for Dolly Parton, Ozzy Osbourne og Kiss. Han spiller typisk omkring 150 koncerter om året i Europa og USA, men i 2020 måtte han udsætte en stor turné i USA og Europa på grund af COVID-19.

Bokseverdensmester, ’Vild med dans’-vinder og sygeplejestuderende SARAH MAHFOUD er omsorg med den ene hånd og slagkraft med den anden. Birgitte Ellemann Höegh fulgte den dansk-syrisk-færøske fighter tæt, da hun for nylig trænede op til sit livs vigtigste kamp – og fandt ud af, hvad der skete, da coronavirus pludselig rejste børster.
Tekst:Birgitte Ellemann HöeghFoto:Jonas Bie

DER ER INGEN vej tilbage. Nu kan hun ikke længere vende om. Sarah Mahfoud forsøger at trække vejret helt ned i maven, mens hun bliver ført gennem gangen og frem til døråbningen ind til Frederiksberghallerne. Det er 1. februar 2020, og den sorte hætte er oppe om hovedet, fletningerne sidder stramt om huden ligesom hendes guldfarvede handsker, der er blevet tjekket og spændt fast med hvid, bred tape af forbundet. 

Technorytmerne finder vej ud i gangsystemet. Hun har en vild følelse indeni. Der sidder godt 1.000 mennesker inde i salen, og hun har lyst til at løbe op i ringen og komme i gang, men også til at løbe den anden vej. Ud og væk fra hallen. Det er nu, hun skal præsentere, og det er nu, tvivlen raser: Har jeg virkelig trænet alt, hvad jeg kunne? Gjort alt?

Træningen med den russiske sparringspartner Elena Gradinar og hendes træner Sherman Williams, der er blevet fløjet ind fra Florida otte uger tidligere, sidder som en refleks i hendes parader, slag og benarbejde. 

”Du er klar, Sarah,” siger hun til sig selv, da hun kommer hen til døråbningen. 

Røgmaskinen pumper en sky ud over hende, trommelydene og den overjordiske stemme fra færøske Eivør fletter sig sammen med publikums jublen. 

Eivør er Sarahs valg til turen gennem salen, og lige så snart hun hører færingens spinkle brag af en røst, er alt okay. Nu skal hun op i den ring og løse sin opgave. Hun er landet. Alt andet er væk nu. Resten af turen er ren nydelse. Pissefedt! Hun hilser på sine venner og familie og de fremmede, der er kommet for at bakke hende op.

De hepper. Hun smiler stort og laver et par hurtige moves og slag ud i luften. Den her hal er hendes.

Oppe i ringhjørnet venter Sarah på sin modstander, argentineren Brenda Carabajal, som hun har udfordret. Hun vil have hendes titel. Det er sådan, det er. Da Carabajal ankommer, bliver bæltet, der repræsenterer titlen, løftet op og vist frem. Det er det, det hele handler om: VM-titlen i IBF-bokseforbundet. Der findes en lang stribe af forbund og dermed titler. Fire af dem er de mest respekterede, og IBF er en af dem.

SARAH MAHFOUD

Født i Thorshavn på Færøerne i 1989. Er som amatørbokser blevet danmarksmester tre gange og nordisk mester to gange. Havde sin professionelle debut i fjervægtsklassen i februar 2017 med promotorteamet Mogens og Bettina Palle bag sig. Hun har vundet sine seneste 10 professionelle kampe – sidste gang 1. februar 2020, da hun vandt en verdensmester-titel i IBF-forbundet. Læser til sygeplejerske på 6. semester.

10 MÅNEDER SENERE, midt i november, står en kuffert åben på en sofa i Sarah Mahfouds lejlighed på Amager. Nede i kufferten ligger bæltet. Det overstråler hendes nøgne stue, hvor der står profilbrædder i et af hjørnerne, en malerlampe på gulvet ved siden af en lys sofa, et spisebord og en stuebirk. Hun er ved at få renoveret, og tanken er, at IBF-bæltet skal op på væggen. Gerne sammen med nogle flere. Med tiden. Hendes hundehvalp Kenzo – et gadekryds mellem en bullterrier, en boxer og en engelsk staff – ligger på sofaen bag ved kufferten og logrer med en hale, der rammer låget og får metallet til at give lyd: ”Dik, dik, dik, dik.”

Sarah Mahfoud forsøger at genne hunden ned på sit tæppe på gulvet.

”Leg teg, leg teg,” formaner hun på færøsk. 

Hendes mor er færing, og hendes far er fra Syrien. De to mødte hinanden på en sprogskole i Aix-en-Provence i Frankrig i 80’erne. Sarahs far, Mohammad, læste medicin, og Sarahs mor, Vigdis, var taget af sted for at lære fransk. Kærligheden foldede sig ud, og i 1985 blev de gift og flyttede til Færøerne. Undervejs fik de tre børn, Sarah, Allan og Heidi, og i 1993 valgte de at flytte til Danmark for at videreuddanne sig. 

Tanken var, at de skulle tilbage til Færøerne, men Danmark greb fat i familien, der endte på Hillerød-egnen. I dag har forældrene en køreskole i København. Far Mohammad underviser, og mor Vigdis står for forretningsdelen. Hunden Kenzo har Sarah Mahfoud overtaget fra sin søster, og nu går hun til træning med en hund, som hun taler færøsk til – ligesom hun gør til sine forældre og søskende.

Her i november husker hun detaljer fra dagene omkring kampen i februar: Hvordan hun dagen inden blev vejet og godkendt til sin fjervægtsklasse på maksimum 57,2 kilo. Hvordan hun bagefter gik hvileløst omkring i sin lejlighed og tænkte: ”Hvorfor kan jeg ikke bare gå til et eller andet, der ikke indebærer, at jeg nærmest kan blive tævet ihjel?” Og selvfølgelig selve kampdagen, hvor hun efter at have besejret sin modstander efter 10 runder kom i seng klokken 6.00. Med to pølsehorn og en Cocio i maven og med sin første VM-titel stående i en sølvfarvet kuffert ved siden af sin seng. 30 år gammel og verdensmester. 17 år efter hun som 13-årig startede i den lokale bokseklub i Hillerød.

SELVE BÆLTET er himmelblåt. Ovenpå er lagt en guldplade med forskellige emblemer. ’World Champion’ står der i et af dem. I toppen er der en ørn med udbredte vinger. Den bevæger sig ud af bæltet og får guldpladen til at ligne en køler­figur på en svinedyr sportsvogn. 

”Brenda Carabajal havde 100 procent øvet sig på at holde blikket. Hun blinkede ikke. Jeg var udfordreren, og derfor kom jeg ind først og stillede mig i ringhjørnet.Lidt efter kunne jeg mærke, at der var nogle øjne, der brændte på mig. Da jeg kiggede op, vidste jeg, at jeg blev nødt til at fastlåse det blik, ellers ville hun tro, at jeg var bange for hende,” fortæller Sarah Mahfoud. 

De to stod under den danske nationalsang og hele den argentinske – og den var lang, husker hun – og bare stirrede hinanden i øjnene. Sarah Mahfoud nåede at tænke: ”Om lidt kommer hun ud fra det ringhjørne med sydamerikansk temperament og har lyst til at slå mig ihjel.” Først da kamplederne gik imellem dem, kiggede argentineren op.

Sarah Mahfoud kom godt fra start, fik sat en god højre ind på hende. Derfra kørte det. 

”Jo mere jeg fik en fornemmelse af, at hun ikke syntes, det var særlig sjovt, jo mere energi fik jeg og tænkte ret hurtigt: ’Okay, den nailer jeg.’”

Sarah Mahfoud ved aldrig helt sikkert, om hun har vundet en kamp, medmindre hun har slået sin modstander ud undervejs. Men når hun ser kampen bagefter, kan hun godt se, hvilken vej vinden har blæst.

Hendes far har optaget alle hendes kampe, siden hun startede som amatør, og før IBF-mesterskabet i februar havde hun vundet ni professionelle kampe i træk. 

”Da kamplederen løftede min arm, føltes det sindssygt fedt. Jeg skulle bare ned til min familie og ringe til Mogens (Palle, red.) og sige: ’Nå, nå, nå, gjorde jeg det lige?’ Klokken var 3, før jeg kom ud af hallen. Jeg stod i mit kamptøj, folk interviewede mig, og jeg snakkede med mennesker, der var kommet ind for at se mig, og det var bare sindssygt at komme ud i omklædningsrummet og kigge på det der bælte, jeg pludselig havde.”

SAGT OM SARAH MAHFOUD

Nina Boe Wille, veninde:

”Jeg lærte Sarah at kende i de sene teenageår. Vi gik i byen i København, og lige meget hvor vild en nat vi havde haft, skulle Sarah nok komme op til træning næsten morgen. Vi andre forstod det ikke rigtig dengang, men det har altid passet godt til Sarah at bokse. Der er ikke noget, der kan slå hende ud. Hun har en kæmpe ja-hat på, et højt energiniveau og en sprudlende personlighed med en beundringsværdig tro på sig selv. Det handler aldrig om, hvorvidt hun vinder eller taber. Hun vinder bare. Og så har hun temperament.”

I SENSOMMEREN 2020 var Sarah Mahfoud i sygepleje-praktik på kræftafdelingen for børn og unge på Rigshospitalet. Mens hun sad og læste op på sit speciale, kom Mogens Palles mobilnummer pludselig frem på displayet. I 2017 var han blevet hendes boksepromotor. Han havde set hende vinde ’Vild med dans’ på TV 2 i 2016 og bemærket, at hun havde et formidabelt benarbejde i både slowfox og jive. Det var nok adapteret fra boksetræningen, tænkte en af dansk boksnings store legender, der var regerende promotor i 60’erne og 70’erne. Dengang havde han havde typer som Tom Bogs, Jørgen ’Gamle’ Hansen og Ayub Kalule i ’Stald Palle’ og siden tog han hånd om Mikkel Kessler og Brian Nielsen. 

Mahfoud og Mogens Palle begyndte samarbejdet med en kamp mod Petra Podraska, og han havde ringet til hende, fordi han havde fået en henvendelse fra en amerikansk agent, der ville sætte en kamp op mellem puertoricaneren Amanda Serrano og Sarah Mah-foud. Kampen skulle stå i Las Vegas i december, og det drejede sig om Serranos WBO-titel og Mahfouds IBF-titel, fortalte Mogens Palle. Den ene ville gå derfra med begge titler.

Sarah Mahfoud gik bagefter ind i lokalet ved siden af og ringede til sin mor.

”Selvfølgelig skal du til Las Vegas, skat,” lød svaret fra moren, som hun er i kontakt med dagligt. 

”Fuck, det var stort. Jeg vidste godt, at Serrano var en dygtig bokser, stærk, men det var fedt at få sådan en mulighed. Hvis hun var vurderet til at være den bedste, måtte jeg jo slå hende for at blive det,” siger Sarah Mahfoud og små-ler på en ukompliceret facon.

Sådan er det i reglen, når hun taler. Der er noget let legende over hendes stemme og over hendes øjne, der ser ud, som om de har en glubsk appetit på alt. I det hele taget virker det, som om hun blender ind, uanset hvor hun dukker op. 

På hendes skulder er en tatovering af en guldsmed med vingerne bredt ud. ’Mit liv’, står der nedenunder.

Den fik hun og hendes veninde lavet for et par måneder siden på en ’hyggedag’, hvor de blev spontant enige om at toppe dagen med en tatovering. 

”Jeg skal huske på, at vi selv styrer vores liv, og nyde det, det er budskabet.” 

9. NOVEMBER sidder hun på en thai-restaurant på Valby Langgade og spiser tidlig aftensmad. Hun er på vandglas nummer to. Hvert glas er drukket i tre mundfulde. Det samme gælder nudelretten. Hun har været til træning med Sherman Williams i dag. Træneren er hentet ind igen. Kampen med Amanda Serrano er en realitet, og planen er lagt: Otte ugers intensiv boksetræning og kun en fridag om søndagen, løb tre gange om ugen langs Amager Strand og styrketræning på egen hånd hver formiddag. 

Boksetræningen foregår i Valby Bokseklub. Her har Sherman Williams tidligere på dagen sat reggaemusik på anlægget og skruet helt op. Ifølge Sherman Williams bokser europæere stift og kun med armene. De mangler simpelthen noget rytme i kroppen, så de kan danse rundt om deres offer, komme ned i knæ og få hoved og skuldre til at bevæge sig sidelæns – få det hele til at se lidt mere funky ud. Det er nu ikke det, der er tilsigtet. Det handler om at blive smidig og stærk og have en rytme, ens egen, der kan slå den anden part ud og helst i gulvet. Sarah Mahfoud er ved at være i flow.

Sherman Williams er oprindelig fra Bahamas, han er sværvægtsbokser og har kone og børn hjemme i Florida. Han går stadig i ringen – med sine tre guldtænder og et korpus som en kommode. Derfor sidder han under Sarah Mahfouds 20 minutters sjipning selv på en træningscykel og får sin egen puls løftet.

”Danes are hard to get to sweat,” mener han.

Sarah Mahfoud har sluppet tankerne. Hun har lært at slappe af i det, nyde musikken og lande i dagens træning: ”Jeg har et lidt travlt program for tiden, så sjipning kan fungere som en pause,” siger hun.

Ud over sin egen træning, hundens træning og to privatpersoner, hun selv træner i motionsboksning, skal hun i gang med at læse op til en eksamen på sygeplejestudiet, der skal afvikles online, inden hun skal til Las Vegas.  

Når karrieren er slut, har mange professionelle boksere svært ved at finde fodfæste, har hun bemærket. For nogle boksere går det helt galt i det øjeblik, de mister deres identitet, og tomrummet opstår. Det vil hun ikke risikere.

Derfor læser hun til sygeplejerske efter en uddannelse som social- og sundhedsassistent og nogle år i hjemmeplejen, hvor hun blev klar over, at hun synes om at arbejde med mennesker. Umiddelbart to uforenelige miljøer.

Hårdt optegnet kan man sige, at hun med den ene hånd smadrer et ansigt og med den anden lapper det sammen. 

”Jeg tror, vi alle har begge dele i os, og mine yderpunkter er tegnet op. Min stædighed og mit fightergen kommer til udtryk i min boksning, mens det omsorgsfulde og sociale gen, der også ligger mig meget nært, bliver udfoldet i sygeplejen.”

Men det er nu ikke, fordi hun ikke kan genkende omsorgen i boksemiljøet. 

”Det er et sted, hvor der er plads til alle. Uanset hvor du kommer fra i samfundet: Får du et par boksehandsker på, og har du et par gummisko, så kan du være med. Man får et ret nært forhold til hinanden, fordi man træner mange gange om ugen. Og fordi det mentale pres, når man skal i kamp, fylder ret meget, ved man lidt om, hvordan hinanden har det. Når man kommer ned fra kamp, står hele bokseklubben i ringhjørnet og tager imod én. Der er enormt meget kærlighed i det.”

Sherman William minder Sarah Mahfoud om, at hun har sagt ja til at gå med ham i kirke på søndag. Han er engageret i sin tro, Trump og reggae – tre emner, der bliver lystigt endevendt i træningslokalet, mens han tager Sarah Mahfoud gennem dagens program. Sarah Mahfoud lytter og synes, det er sjovt at finde ud af, hvad andre mennesker mener og tænker.  

”She’s a good Christian,” siger han fra kondicyklen.

”Well, it depends on who you ask,” svarer Sarah Mahfoud.

”NICE FLOW, nice rhythm,” siger Sherman Williams, da Sarah Mahfoud har fået bundet sine håndbind og er i gang med skyggeboksningen. 

Der er to Star Wars-figurer på endevæggen, Darth Vader og Chewbacca, begge tegnet lidt skørt op, som de sidder der og kigger lidt bælgøjede ind over bokseringen med røde handsker på. Hallen er kold og mennesketom. Store stykker plastik adskiller hver arbejdsstation af corona-hensyn, og det får lokalet til at minde om en slagtehal, godt hjulpet på vej af træningsslogans på væggene: ”Inactivity is the biggest sin in boxing” og ”Ej til skæg og snot. KUN til blod og tårer.”

Bagefter træner hun med Sherman Williams, der har taget plethandsker på. Hun skal huske at have hænderne op foran ansigtet, at trække vejret ind gennem næsen og bevæge sig i cirkler i den modsatte retning af, hvad hun er vant til. Sarah Mahfouds modstander i Las Vegas er venstrehåndet – det, der hedder en southpaw. Det er årsagen til, at de har hentet en sparringspartner ind fra Liverpool, Carly Skelly, der ankommer samme aften. 

I pausen giver Sherman Williams et par formaninger, hælder vand på hende og stryger hendes pandehår tilbage med et håndklæde. 

I gang igen: ”Nice and relax, focus on the corner in front of you, move your head and breathe through your nose.” Han tjatter til hende under sparringen og synger med på et par af Bob Marleys strofer: ”Is this love, is this love, is this love, is this love, that I’m feeling?” 

Og så: ”Keep moving, keep moving, dance, go!”

Williams kalder Sarah Mahfoud for ’dancing diva’, og hun ved godt, hvad han mener:

”Jeg har et ret godt benarbejde, så ’dancing’ kan vi godt kalde mig. ’Diva’ er, fordi jeg lige skal have min mascara på og se okay ud. Jeg vil helst ikke have taget billeder efter sparring. De bliver jo liggende ude på nettet, så, ja, jeg kan være ret forfængelig.”

Hun slutter træningen med at skyggebokse igen for at få tempoet ned. Det ligner en dans. Helt lydløst. Nærmest som en lille, enkel ballet. 

De har været igennem 15 træningsdiscipliner af to minutters varighed med et minuts pause. Kvinder går 10 runder til professionelle kampe, og lige nu træner de, at hun mentalt kan udholde så mange runder som muligt.

”To minutter virker som ingen tid, men derinde … at løbe 20 kilometer er mindre hårdt end at stå derinde i de omgange. Det er det, vi træner. At blive i det.”

SAGT OM SARAH MAHFOUD

Mohammad Mahfoud, far:

”Da Sarah skulle bokse sin første diplomkamp, mødte jeg op, uden at hun vidste det. Sarah vandt suverænt. Fra den dag af vidste jeg, at hun kunne blive til noget. Sarah har trænet hårdt og haft vilje, men hun har også haft talent. Det kunne jeg se i hendes bevægelser og reflekser. Jeg var meget begejstret i modsætning til min kone, der hellere ville have, at hun gik til håndbold. Jeg var så stolt, at jeg gav hende 1.000 kroner for at opmuntre hende. Som barn virkede hun mere moden end sin alder. Fra hun var 5-6 år, kunne hun tage flyet alene sammen med sin gamle morfar til Fær­øerne, og det var hende, der stod for kontakten til stewardesserne. Hun har også altid passet godt på sine søskende, ja, det gør hun faktisk stadig. Hun er ikke bange for noget.”

Mohammad Mahfoud har fulgt sin datter til kamp med sit videokamera og har godt 75 film fra hendes amatørkarriere og 10 fra hendes professionelle. Han har set de fleste film 2-3 gange og nogle af de bedste op mod 15 gange for at kunne bidrage med fif og gode råd.

PÅ VEJ UD passerer hun et begynderhold, der træner med nogle vægte.

”I skal have noget styrke, ik’! Ellers bliver I jo aldrig mænd. Og I vil gerne være mænd, ik’?” siger en midaldrende slank mand, der er deres træner.  

Et hold pindetynde præteenagere, drenge og piger, står og stirrer på træneren med lange, slappe arme ned langs kroppen. 

”Og jer piger … I vil vel også gerne være mænd!”

Der er en enkelt, der nikker. De andre ser desorienterede til.

Sarah Mahfoud ville ikke ønske, hun var en mand. 

”Nnnnej,” siger hun med et stemt N og en bevidst fornærmet attitude. 

”Jeg elsker at være kvinde i den her mandsdominerede verden. Når folk bliver overrasket, tager jeg det som et kompliment, fordi de måske har en idé om, at boksning er en totalt buff mandesport. Folk må tænke det, de vil. Der er dem, der ikke synes, kvinder skal slå på hinanden, men det er sikkert også dem, der synes, kvinder hører til i køkkenet – og de kan passe sig selv.” 

Til gengæld kunne hun ønske sig, at medierne får større interesse for kvindeboksning. Det vil ændre på økonomien – og hendes løn. Det er noget af det, hendes kamp i Las Vegas forhåbentlig kan være med til. Der er kun to kvindelige professionelle boksere i Danmark. Sarah Mahfoud er en af pionererne.

”Men hvis jeg skal være ærlig, så gør jeg det mest, fordi jeg synes, det er megafedt, fordi det kan give mig noget, og som sidegevinst kan det måske gøre noget for sporten i Danmark. Er interessen der, er økonomien der – og den anden vej rundt. Og jeg har ikke noget problem med kvindelige nummerpiger. Det er da meget flot og sjovt. Det hører jo med til sporten, setuppet og showet. Jeg har prøvet at få en nummermand, og det syntes jeg var lidt underligt, han var vildt sød, men hvorfor ændre noget, der fungerer? Jeg gider ikke gå rundt og være sur, jaloux eller bitter over, at det er en mandeverden. Jeg nyder at være en kvinde, og jeg elsker det feminine.”

Det kom på plads, da hun deltog i ’Vild med dans’ i 2016, og det viste sig, at hun var helt formidabel i tyl, stiletter, pancake-makeup og højt hår. 

Som en af dommerne, Jens Werner, sagde dengang: ”I de 13 sæsoner, hvor ’Vild med dans’ har eksisteret, har du lige cementeret igen, at du er den bedste kvindelige nydanser, ’Vild med dans’ nogensinde har set.”

Hun styrede direkte ind i spalterne i ugebladene og tabloidaviserne, og familien i både Syrien og på Færøerne heppede med den aften, hun skulle danse rumba. Og heppekoret fortsatte, da hun strøg helt til tops i den populære konkurrence med dansepartneren Morten Kjeldgaard.

”Man lærer virkelig at arbejde ned i detaljer med sin krop i boksning. Det var klart en fordel, at der ligger så meget teknik i, hvordan man skal stå på sine ben, dreje sin hofte og rotere sin hånd for at få power ud i det. Til gengæld havde jeg det sværere med at skulle smile ud til publikum, for jeg plejer at kigge koncentreret på min modstander.” 

NÅR SARAH MAHFOUDS energi er brugt op, må hun til Færøerne. Så kommer savnet, måske fordi hun blev født deroppe. Hun kan ikke huske ret meget fra sine første år på Fær­øerne. Hun var blot fire år, da familien flyttede. Men der findes hjemmevideoer og fotos, hvor hun danser rundt foran kameraet og styrer hele familien.

”Jeg tror, jeg var lidt forfærdelig, jeg ville hele tiden have, at de skulle filme mig, og bestemte, hvor folk skulle sidde, og hvornår de skulle klappe, og hvis jeg spillede spil med min morfar, bestemte jeg både over hans og mine brikker. Det var godt, jeg fik nogle søskende,” siger hun og ler. 

I familien Mahfoud har børnene haft en central plads. De har gået til alle de sportsgrene, de ville: håndbold, tennis, fodbold, disko, hiphop, gymnastik og karate for Sarah Mahfouds vedkommende, inden boksningen tog over.
Opvæksten i et rækkehus i Hillerød Vest beskriver hun som ’helt almindelig’.

Der blev spist en del arabisk mad med en masse retter på bordet, og alle talte færøsk – også hendes far, der ikke fik lært børnene arabisk, skønt han sang arabiske godnatsange og læste bøger for dem på sit modersmål. Ellers handlede det om sport og venner i lokalmiljøet og et sæt forældre, der var lidt mere påpasselige end kammeraternes, da hun begyndte at gå til fester. Af en eller anden årsag lugtede de altid lunten og dukkede op de steder, hvor hun var. Navnlig hendes mor, der er ”færing med stort F, en stædig, bestemt, stolt og stærk kvinde og meget omsorgsfuld,” som Sarah Mahfoud siger – samtidig med at hun er imponeret af sin mors styrke. 

Hendes far havde et mildere gemyt. Det var ham, hun ringede til, når hun skulle have lov til det, hun vidste var sværere at få igennem hos sin mor. 

Op gennem barndommen rejste de ofte til familien på Færøerne og i Syrien. Sidstnævnte udgør en stor længsel efter ni års adskillelse på grund af krigen, der satte ind i 2011.

Familien i Syrien boede i kystbyen Latakia, landets største havne- og badeby. Hun husker det som en regn af morskab og forkælelse, ture rundt i byen, til stranden og op i bjergene, backgammon-konkurrencer og te med fætre og kusiner. Alene det at køre med bussen gennem byen var en fest. Bedsteforældrene havde en appelsinplantage og et stort, åbent hus med balkon og tagterrasse. 

”Min farfar havde en skuffe, hvor han havde herremeget slik og penge, og så tog han os nogle gange ind og åbnede skuffen, og så kunne vi ellers fylde op. Jeg har ikke set ret mange tildækkede kvinder, men kvinder, der virkelig gjorde meget ud af sig selv. Der var dansekonkurrencer om, hvem der havde længst hår, og hvem der kunne shake bedst. Jeg var vildt fascineret, de havde hår næsten ned til røven og højhælede sko, der matchede deres toppe … flotte damer.” 

Hjemme i Danmark var krigen i Syrien naturligvis ofte et emne om spisebordet, også fordi Mohammad Mahfoud i 2011 blev formand for Dansk Syrisk Forening og på den konto har været en del i medierne. 

Færøerne har gennem årene været mere farbare. Familien bor i Vestmanna, 40 kilometer fra Thorshavn, blandt andet hendes onkel og mormor, som hun er tæt knyttet til. 

”Jeg får en anden ro deroppe. Det kan også være, fordi jeg ikke har min hverdag der. Og jeg kan godt lide de færøske specialiteter, spæk og tørret fisk, skærpekød og lam. Jeg har altid bevæget mig i tre meget forskellige kulturer og er stolt af der, hvor jeg kommer fra.”

Færøerne har også taget ejerskab over Sarah Mahfoud. Da hun fik sin VM-titel, stak hun af til Færøerne for at finde sig selv igen i den grønne natur. Hun blev inviteret på hyldesttur rundt på skoler, hvor hun gav autografer, borgmesteren kom med blomster i den lokale håndboldhal i hendes hjemby, og hun blev inviteret til kaffe og chokolade hos lagmanden, Færøernes regeringsleder.

SAGT OM SARAH MAHFOUD

Mogens Palle, dansk boksepromotor siden 1957:

”Da Sarah vandt ’Vild med dans’, kunne jeg jo se, at hun havde et godt benarbejde, og tænkte: ’Det kunne være morsomt at få hende på programmet.’ I dag er kvinde­boksning på globalt plan blevet stort. Jeg har selv haft 3-4 stykker, blandt andet Anita Christensen, som også blev verdensmester, men Sarah er trods alt den bedste, vi har haft. Man kan se på hende, at der er noget mellem ørerne, når hun er oppe i ringen. Hun er en naturlig og en ærlig pige, der taler frit fra leveren. Hun er sådan en, man har lyst til at gøre noget for.”

I 2002 VAR 13-årige Sarah med sin mor til en sportsmesse i Frederiksborghallen. Vigdis Mahfoud var en dygtig håndboldspiller i sin ungdom, og Mohammad Mahfoud gik til kickboksning og thaiboksning i Frankrig og havde det sorte bælte i kung-fu. Når børnene skulle hygge sig med ham, så de Bruce Lee-, Chuck Norris- og Jackie Chan-film sammen og havde brydekampe, og de syntes, deres far var det sejeste, når han sparkede højt. 

Derfor kom det måske ikke som nogen overraskelse, at Sarahs sanser blev vækket ved bokseboden på messen. Hun fik lov til at slå på nogle plethandsker og syntes, det var ”en fed fornemmelse”, der mindede lidt om de dér for-sjov-slåskampe, hun havde med drengene i frikvarteret. I det hele taget havde hun det sjovest, når der var nogen, der udfordrede hende. Påstod nogen, at hun ikke turde hoppe ned fra et højt sted, skulle hun nok vise dem. 

Mandagen efter startede Sarah Mahfoud i Hillerød Sports Klub, der dengang lå i en gammel saunaklub midt i byen. Hun kom ind i et stort, tomt rum, hvor de selv satte sandsække op og hev to reb på tværs gennem lokalet for så at stå og sparre med hinanden i firkanterne. 

”Træneren hed Bo, og vi gjorde, hvad han sagde. Han kunne godt blive hidsig, men var også et enormt kærligt menneske, som vi kom tæt på, både mig og min bror, der også begyndte dernede.”

Sarah Madfoud startede på drenge/ungdomsholdet, og der gik ikke ret lang tid, før hun kom på kampholdet og gik ind til sin første diplomkamp, hvor hun fik gode point.

Hun trænede i klubben tre dage om ugen og spekulerede overhovedet ikke over konsekvensen af at gå ind i en boksering. I starten fik hun altid blodtud. Bare man prikkede til hendes næse, fossede blodet ud. Inden hun nåede at overveje at få brændt de små kar i næsen, stoppede det en dag af sig selv.

Hun tabte sine første fem kampe, men så vendte det. At skulle noget, der var så angstprovokerende, tændte en ild i hende. Da hun begyndte at vinde sine kampe, blev hun udtaget til landsholdet, og der blev pakket luftmadrasser og sportstasker ned til stævner og træningslejre i et miljø med en jargon, hun følte sig hjemme i. 

”Folk var lige lidt til den grove side, men de havde humor. Det var ikke så pænt og poleret. Jeg kunne godt lide, at man kunne være sig selv. Der kom alle slags typer, nogle af Hillerøds rødder og alle mulige andre. Rødderne var dem, der var mest synlige i bybilledet. De lidt seje og populære med en stor omgangskreds. Vi hang altid ud oppe i byen i SlotsArkaden (byens butikscenter, red.), og da vi blev lidt ældre, begyndte vi at komme på byens diskoteker og cafeer.” 

Hun ville både med til festerne og med til kampene og blev lidt sløset med, om hun vandt eller tabte. Men til de store konkurrencer, de nordiske mesterskaber og DM, tog hun sig sammen, og her kom hun sammen med sin træner Steen F. Sørensen til at opnå nogle flotte resultater, der har været afgørende for, hvor hun er nu. 

”Den yderlighed, der er ved boksning, tiltaler mig helt vildt. Du kan ikke gøre det halvt. Du kan ikke skyde skylden på nogen som helst andre, hvis du ikke kan klare det, du bliver stillet over for. Det afhænger fuldstændigt af din egen præstation. Bare det at gå op i ringen er den allerstørste kamp. Det med at være indstillet på at stille op til røvfuld. Og når man har kæmpet for noget i så lang tid og brugt så meget energi på det, får man et giga-kick, når man står deroppe … og en særlig ro efterfølgende,” siger Sarah Mahfoud, der ikke er enig med dem, der kalder boksning en organiseret slåskamp.

”Det er det samme som at kaste en bold efter et mål 20 gange. Der ligger så meget teknik bagved. Mange tænker, at du får afreageret, når du går til boksning. Det handler det ikke om for mig. Slåskamp er noget, jeg forbinder med et værtshus, noget, der ikke burde ske.”

Danish Fight Night Galla. Sarah Mahfoud vinder 1. februar 2020 IBF’s VM-titel i fjervægt mod den regerende argentinske verdensmester Brenda Karen Carabajal. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

DER ER TRE uger til, hun skal til Las Vegas. Det er hendes første rejse til USA, og hun kommer til at lande midt i COVID-epidemiens anden bølge oven på et heftigt præsidentvalg, hvor Trump endnu ikke har løsrevet sig fra taburetten. De første 10 dage skal hun i karantæne på et hotel, så hun kommer ikke til at se ret meget, men hun glæder sig. Enormt. Og er frygtløs.

Amanda Serrano har vundet 40 kampe – deraf 28 på knockout, Sarah Mahfoud kun to. Det får hende kun til at tænke, at det kunne være ”megafedt at slå hende”.

”Jaeeer. Hvis jeg var bange for det, skulle jeg jo lade helt være med at bokse. Alt er fedt ved det. Det her bliver mit første titelforsvar mod en, der bliver vurderet som en af de stærkeste kvindelige boksere i hele verden. Og jeg skal vinde. Lige så snart du begynder at tabe, er der ingen af de store, der vil møde dig. Du er kun spændende at møde, når du har noget, de andre vil have.”

I ringhjørnet er pladsen forbeholdt Sherman Williams og en cutman, der reparerer eventuelle skader.

”Jeg har aldrig fået et cut, men jeg har prøvet at få et slag under venstre øje, hvor der blev ramt nogle nervebaner. Jeg var helt følelsesløs under øjet og ned til læben. Når jeg drak af et glas, kunne jeg ikke mærke, om det var koldt eller varmt. Det var bare sådan et dødt stykke kød, der sad der.”

I 2019 blev hun en del af kosmetikfirmaet L’Oréals kampagne, der viste ansigter på kvinder i Norden, der klarer sig godt i traditionelt mandsdominerede fag. 

”Budskabet var, at du kan blive, hvad du vil, så det var jo meget sjovt,” siger hun uden nogen betænkeligheder i forhold til, hvad en brækket tud – lige midt i hendes kønne fjæs, der gør sig i reklamer – ville betyde. 

”Jeg ved, det kan ske, men jeg har ikke tænkt på, hvordan det vil se ud bagefter. Man kan få lavet så meget i dag,” siger hun og griner lidt tørt.

I det hele taget har hun et ret elastisk forhold til sin krop, der er blevet hendes redskab. Og indvejningen hører med her. I reglen skal hun ned i vægt, når hun skal ramme kampkravet. Engang skulle hun smide tre kilo på 24 timer. Det gør man ved hverken at drikke eller spise noget, gå i sauna med en sveddragt på og svede det ud, der sidder løst. Lige nu er hun på en kostplan med fokus på kulhydrater og energi til kroppen. 

”Jeg skal tænke på, hvordan jeg sover, spiser, træner – alt det gør, hvordan jeg præsterer den dag, jeg er i kamp. Og jeg kan godt lide at presse mig selv, også mentalt.”

DE TO KVINDER ligner arbejdsmaskiner på godt en meter og 60 med deres hjelme, tandbeskyttere, nyrebælter og store, runde handsker. I ringen i Valby er Sarah Mahfoud i gang med at bokse mod Carly Skelly, den 34-årige kvinde fra Liverpool, der er taget hertil for at hjælpe danskeren med at få fornemmelsen af at bokse mod en southpaw ind i kroppens grundstruktur. Ligesom Sarah er Carly sygeplejerske, og efter kampen slutter de med et kram og en snak. 

Men lige nu skal hun øve alle de ting, Sherman Williams har gentaget. Kan hun dem ikke i træningen, kan hun dem heller ikke i kamp.

Hvis man ikke har set to mennesker bokse mod hinanden live før, kan det virke lidt voldsomt. Selv om det ’kun’ er træning, og de ikke er ude efter point ved at ramme rent ind på et kindben, er det jo det, Sarah Mahfoud skal ende med at mestre. De bruger ikke alle kneb nu, men de bliver godt kogt i hovederne. Sarah Mahfoud er flere gange henne hos Sherman Williams for at få vaseline i ansigtet, så huden bliver elastisk, og hun undgår at få cuts. 

De to kvinder har aldrig mødt hinanden før, og det er tydeligt, at deres teknikker er forskellige. Carly Skelly har en oprejst, eksplosiv stil, Sarah Mahfoud er synligt mere bevægelig og dansende i ringen. Den her udfordring er ikke en af hendes værste. Alligevel får Carly Skelly et godt slag ind med højre hånd, da Sarah Mahfoud går den forkerte vej rundt. 

Det nok allervigtigste, en bokser skal kunne håndtere, er sin frygt. Den skal enten overkommes eller udraderes, før man tør gå op i ringen.

”Frygt er en motivation. Det er det, der gør, at jeg vil træne mere i træningslokalet, fordi jeg frygter, at jeg træder op til noget, jeg ikke kan magte. Hvis jeg skal frygte alt det, der kan gå galt, så går man ind med nogle begrænsninger, og det skal man jo ikke. Hvis jeg knækker min næse, vil det gøre mega-nas, og jeg vil være superærgerlig, fordi det er rigtig gode point for den anden. Men frygt er jo noget, vi skaber inde i vores hoveder.”

Inden kampen i Las Vegas skal hendes hjerne MR-scannes, og hun skal også have en øjen- og en neurologisk undersøgelse og en hiv-test.

”Man sender ikke nogen i ringen, som potentielt kan få et slag og dø af det, fordi man har overset et eller andet. Men det kan sikkert godt ske alligevel. Man bliver scannet en gang om året, når man er professionel bokser. Men ja … jeg undskylder mig med, at vi kvinder ikke slår helt så hårdt, og at jeg giver mig selv ro efter en kamp. Hvis der kommer nogle skader, har jeg i det mindste levet.” 

Men kan det virkelig passe? Er der virkelig ikke snerten af reel frygt i Sarah Mahfoud?

”Jeg tror bare, at jeg gennem min opvækst har haft nogle forældre, jeg har set som frygtløse og stærke og selvstændige. Hvis du snakker med min bror eller søster, har de det på præcis samme måde: ’Frygt, pfff, det er ikke noget for os.’”

12. NOVEMBER er Sarah Mahfoud i gang med en videooptagelse.

Hun skal reklamere for nogle massageprodukter på sociale medier for at hive sponsorkroner i land. Midt i det hele begynder hendes telefon pludselig at bimle. Da hun ringer tilbage efter optagelserne, får hun fat i Mogens Palle.

Nevada Boxing Commission har aflyst kampen i Las Vegas, siger han og fortæller, at kommissionen ikke mener, at den kan styre coronaepidemien under den internationale turnering, og at den danske mink-situation også har spillet en rolle for beslutningstagerne.  

Dagen efter åbner Sarah Mahfoud døren til sin lejlighed. Hun har et greb om sin hund i den ene hånd, en mobiltelefon i den anden og er midt i et interview med Danmarks Radio: 

”… Der er stadig sket gode ting i træningslokalet, så det er ikke spildt. Men det er da en mega mavepuster at nå halvvejs op ad isbjerget, og så falder man ned. Det var åbenbart for godt til at være sandt, lige nu,” siger hun, mens hendes hund knurrer med et tørret griseøre i munden.

Siden gårsdagens opringning har hun gentaget sig selv til journalister, venner og familie. Hun har været ude at gå en tur med Sherman Williams, Carly Skelly er sendt hjem til Liverpool, og Sarah Mahfoud har spist en klods af en durumrulle med pomfritter hjemme på sofaen. For sig selv. Lige nu kan kravet om højst 57 kilo rende hende et vist sted – og hun har haft brug for at være alene.

”Med ét røg energiniveauet, jeg blev træt, fik ondt i maven og hovedet,” siger Sarah Mahfoud, der er uendelig skuffet.

Som noget af det første ringede hun til sin gamle chef i hjemmeplejen i Hørsholm Kommune for at høre, om hun kunne få nogle vagter.

Den klækkelige sum for kampen er pist forsvundet – penge, hun havde planlagt at renovere sin lejlighed for og leve af i foråret, når hun skulle i praktik på sit studie. 

”Det er supernederen, men nu læser jeg op til min eksamen, tager noget arbejde og lægger en god plan.”

Den kamp, der for alvor kunne have placeret hende på den internationale scene, er væk – indtil videre. Jabs, hooks, uppercuts og drømme om en dommerløftende vinderhånd er udskiftet med sygeplejevagter i hjemmeplejen og podning af COVID-patienter på Bispebjerg Hospital. Sådan er det at være sportsstjerne under COVID-epidemien.  

Vi sidder ved hendes spisebord, drikker neskaffe og spiser chokoladecroissanter på nul komma fem. På bordet ligger en stak bøger, hun gerne vil i gang med – om chakraer, stjernetegn og positiv tænkning, emner, der interesserer hende og giver hende en fornemmelse af at få sig selv med, når hun føler, det går for stærkt omkring hende. 

Hendes hund er faldet i søvn i sofaen med benene ud til alle sider.Den skal kastreres på mandag. 

”Amanda Serrano skal ikke komme og sige, at der ikke er nogen, der vil bokse mod hende, for det vil jeg rigtig gerne. Vi er i samme vægtklasse og har begge titler, så jeg tænker ikke, vi kan undgå hinanden. Men der er også en, der hedder Jelena fra Canada, der har en titel. Og mit bælte gør jo, at jeg er en, de gerne vil møde. Så jeg står ret godt,” siger hun og vipper hovedet mod VM-bæltet fra februar.  

”Jeg har ikke prøvet noget, der er hårdere end at træne op til en kamp. Det presser mig helt ud på kanten og giver mig noget stærkt i min tilgang til verden. Man skal kende sig selv rigtig godt for at kunne gøre det, vi boksere gør.” 

I aften tager hun hjem til sine forældre. Hun glæder sig allerede til en slags færøsk burger. Hendes søster har taget vakuumpakket hvalspæk med hjem fra Færøerne. Det skal hendes mor og hun spise sammen med tørret fisk og brød. 

”Jeg har forresten lidt tørret fisk i køleskabet, vil du have en bid?”

Han var groet fast i tilværelsen, da han på usandsynlig vis pludselig kom i fjernsynet. Kort efter kunne danske børn se en høj mand med overstadig begejstring på skærmen. Siden er han blevet kultfigur for en hel generation. Med udgangspunkt i sin egen opvækst er han stadig i gang med at redde alle landets børn – og ikke mindst sig selv. Her fortæller 49-årige MIKKEL LOMBORG ærligt om de stubbe, der voksede ud og blev til Hr. Skæg.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Isak Hoffmeyer

HIMLEN ER GRÅ og blæsten river i træerne på det sydlige Falster ved Marielyst. Ikke desto mindre har en lille pige med sine forældre været tidligt oppe for at få en morgendukkert. Nu trasker de, viklet ind i håndklæder, ad den stilfærdige Sildestrup Øvej tilbage mod sommerhusområdet. Forbi isskiltet ved Købmanden, som den kort og godt hedder, hvor der reklameres med ’kolde øl og vand’. Længere nede ad vejen stopper den lille pige pludselig op. Et sted lyder en velkendt stemme: ”Første skoledaaaag, første skoledaaaag!” Hun griber fat om sin mors arm, kigger spørgende op. Jo, den er god nok, børnenes bedste ven er i byen.

Stemmen kommer fra et stort, hvidt koncerttelt på en græsplæne tæt ved byens campingplads. Herinde er tv-karakteren Hr. Skæg ved at forberede dagens show. Mens lysmanden tester effekter og kaster lilla, blå og grønne farver rundt på teltdugen og de brune træborde, synger Hr. Skæg sine velkendte børnehits for fuld kraft.

Der er også et mindre VIP-telt til de optrædende i ’Vi elsker sommer’, hvor blandt andre Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg har lagt vejen forbi. På en mørkeblå dug står en stak vandflasker, en klase vindruer, nogle bananer, adskillige poser Ostepops, en buket roser, tre håndsprit, et par stearinlys og papkrus til at skænke sig en kop kaffe fra den defekte kaffekande. Midt i det hele hænger Hr. Skægs velkendte røde uniform. 

Et øjeblik efter kommer manden bag skægget, 49-årige Mikkel Lomborg, ud af koncertteltet, han skæver en anelse forhippet over græsplænen. 196 centimeter høj i sko størrelse 50. Smilet er stort som altid. Men der er også en anelse vantro at spore. 

”Jeg har en paniksituation som aldrig før,” siger han og ser næsten manisk ud: ”Det er første gang, det er sket. Jeg har glemt mit skæg i København.” 

DET VAR EN DANS, der for 13 år siden forvandlede Mikkel Lomborg til Hr. Skæg. I 2008 var hans gode ven Nikolaj Grandjean nomineret til en pris ved Zulu Awards med sit band. Da sangerinden var forhindret, havde de en billet til overs, og så kom Mikkel Lomborg i stedet med til prisuddelingsshowet. 

Det blev en munter aften. Til efterfesten røg han en joint med musikerne Natasja og Miss Mukupa, og så tog han ellers dansegulvet med storm. Det udviklede sig hurtigt til en vanvittig dance-off med en fremmed kvinde, og Mikkel Lomborg gik fuldstændig bananas med hele sit lange væsen. 

I udkanten af det hele stod tv-produceren Palle Nørmark og bevidnede seancen. Danmarks Radio havde kort forinden købt konceptet til et svensk tv-program, der ved hjælp af skæggede mænd havde lært børn at tælle. Det var en kæmpe succes i Sverige, og nu ville man lave noget tilsvarende herhjemme. Som noget af det første havde Nørmark besluttet sig for, modsat det svenske koncept, at have én gennemgående vært. Og på dansegulvet til Zulu Awards’ efterfest så han pludselig et godt bud.

På daværende tidspunkt var Mikkel Lomborg 37 år og havde brugt de forgangne 11 som pædagog på et bosted for utilpassede unge. Men da han et par dage efter festen tjekkede sin MySpace-profil, lå der pludselig en forespørgsel om at komme til casting på et børneprogram.

Til castingen skulle Mikkel Lomborg have et skæg på, der næsten rakte ned til fødderne. For en mand, der på det tidspunkt havde haft stort cykelstyrsoverskæg i over 10 år, krævede det ikke den store tilvænning. Derudover var intet på forhånd fastlagt. Han måtte i høj grad selv opfinde sin karakter, så han tog udgangspunkt i sig selv, forstærkede nogle af sine karaktertræk – begejstringen og naiviteten – og lod sig gribe af momentet. Snart efter kunne danske børn for første gang se ham i programmet ’Skæg med tal’. 

Det blev hurtigt en overvældende succes. Når han efterfølgende tog rundt for at optræde i shoppingcentre, var køerne uendeligt lange, og han fik printet 10.000 autografkort for at kunne følge med den evindelige efterspørgsel. Han endte sågar på frimærkerne og på forsiden af et Anders And-blad. I 2010 var han blevet så populær, at da december stod for døren, skrev aviserne om kollektiv børnelede mod julekalendere, fordi det betød, at de måtte undvære deres nye bedste ven på skærmen.

Mikkel Cave. I sin lejlighed på Nørrebro gemmer Mikkel Lomborg på souvenirs fra sit liv. Han vil gerne huske sig selv på, hvem han var, og hvem han blev.

PÅ FALSTER KLAPPER Mikkel Lomborg sig på jakkelommen for at lokalisere sine smøger. Showstart er knap en time væk, og han er i fuld gang med at brainstorme på en god forklaring på det manglende skæg. 

”Måske er mit skæg så bange for corona, at det har givet sig selv karantæne,” siger han, men skyder straks sit forslag ned og tager modløst et sug af cigaretten i stedet. 

”Du kan også snakke om skægmiksturen,” foreslår Christian Winther, der står ved siden af. I 10 år har han været en del af Hr. Skæg-universet med sin karakter Vinter, de seneste fem som Mikkel Lomborgs faste scenemakker.

”Nårh ja, jeg er løbet tør for skægmikstur! Den er faktisk heller ikke dum,” siger han.

Det har længe været hans forklaring, når han støder på børn til daglig. Så forklarer han, at han lige har haft et uheld med en hækkesaks, men har købt en skægmikstur på apoteket, så når han vågner i morgen, vil der atter være hår over det hele.

Hans kone Neeni Lomborg Rasool og datteren Anaya er ganske vist på vej med skægget, men de kan først være fremme halv 12, showet begynder klokken 11, og det tager i forvejen typisk i omegnen af tre kvarter, hvis det skal påmonteres ordentligt. 

”Det er jo som Bamse, der tager ud for at lave show og har glemt sit hoved.”

Dagen forinden optrådte Mikkel Lomborg og Christian Winther for 200 børn i silende regn i Aalborg, og de var først sent hjemme. Mikkel Lomborg lagde skægget på forsædet af sin egen bil, men morgenen efter kom Christian Winther og hentede ham i sin bil. 

”Vi skulle have samlet det hele, hvor er det dumt,” siger Christian Winther. ”Vi må ændre hele showstart. Du må italesætte elefanten i rummet først.”

”Åårhhhh, det her liv!” udbryder Mikkel Lomborg.

Midt i det hele kommer en af de frivillige, en mand i fyrrerne, hen. ”Normalt spørger jeg ikke om sådan noget …,” siger han en anelse genert, ”men mine børn er helt vilde med Hr. Skæg, så jeg vil høre, om vi kan tage et billede.”

”Hellere end gerne!” udbryder Mikkel Lomborg. 

Bagefter fortsætter udtænkningen af nødplanen.

”Måske er mit skæg væk, og jeg kan ikke finde det, så vi efterlyser det. Og så finder jeg det halvvejs inde i koncerten. Jeg har fundet mit skæg! Gode, gamle skæg,” siger Mikkel Lomborg og laver sin stemme om, så den bliver teatralsk som Hr. Skægs.

”Måske har du fået stjålet dit skæg af Kristian Gintberg fra Ramasjang?”

”Nogen siger i min øresnegl …,” siger han og slår over i Hr. Skæg: ”Jeg vågnede op i morges, og så var mit skæg væk, og jeg ved simpelthen ikke, hvem der har taget det.”

”Og så kontakter du Kristian fra Ramasjang.”

”Jeg prøver lige at ringe til ham,” siger Mikkel Lomborg in character og tager en usynlig telefon op til øret. 

”Okay, det er sjovt,” siger Christian Winther.

”Jeg siger, han er i gang med at finde det. Den er god.”

”Ja, rigtig god. Så er der spænding gennem hele koncerten.”

”Men hvad så med Hr. Skægs sko?” siger Mikkel Lomborg og kigger ned mod sine fødder.

Pludselig ser han mere fortabt ud, end han har gjort hele morgenen. De sorte lædersko, der er en fast del af Hr. Skæg-uniformen, ligger også tilbage sammen med skægget: 

”Arhj, det er dumt. Det er simpelthen så grænseoverskridende. Oh my God!”

”Der er ingen, der kigger ned,” trøster Christian Winther. ”Det ved du fra ’En verden udenfor’. Der hvor han går igennem sikkerhedstjekket.”

”Nårh ja,” siger Mikkel Lomborg.

”Er du nervøs?” spørger Christian Winther.

”Ikke bare lidt. Jeg kan mærke det i hele kroppen. For første gang skal Skæg på scenen uden sit lange skæg. Det er virkelig angstprovokerende.” 

DET VAR NOGET af en boksehandske, der ramte Mikkel Lomborg økonomisk, da landet lukkede ned i foråret 2020. På én gang røg 76 jobs sig en tur. Sammen med Christian Winther havde han planlagt en storstilet koncertturné bygget op om sange fra seneste sæson på DR, ’Hr. Skægs hotel’. Desuden skulle han for 11. år i træk have medvirket i det omrejsende Cirkus Summarum.

”Men jeg har været fattig 90 procent af mit liv. Jeg er god til at være fattig, så tanken om at gå fra hus og hjem har aldrig skræmt mig. Jeg har købt én stor ting i mit liv, og det er min bil,” siger han en mandag formiddag i sin lejlighed på Nørrebro i København: 

”Hvis der kommer en indbrudstyv, vil han kigge febrilsk rundt: ’Hvad skal jeg tage? Den her gamle oliedåse? Måske den her Hr. Skæg-dukke? Eller den her gamle kasse cd’er?’ Intet her er noget værd, men det har værdi for mig.”

Mikkel Lomborg har boet i lejligheden siden 1998. Selv efter han i 2013 blev gift med Neeni, beholdt han den og overnatter cirka halvdelen af ugen her og den anden halvdel hos familien, der bor i lejlighed i Hellerup. I Nørrebro-lejligheden opbevarer han alverdens ting og sager. Gammelt legetøj og dimsedutter, alle de Hr. Skæg-tegninger og perleplader, han har fået gennem tiden. Sågar busbilletten fra sin første dag på efterskolen. Lejligheden ligner en blanding af en marskandiser og et løssluppent børneværelse.

”Der adskiller jeg mig meget fra Neeni, hun er sådan en, der er rigtig god til at skille sig af med ting. Jeg har en masse poser stående, som hun egentlig har smidt ud, og som jeg i stedet for som lovet at smide i skraldespanden har kørt hertil,” siger han.

Det sker fra tid til anden, at han tager sig sammen og prøver at skille sig af med et eller andet. Men når det lykkes ham at smide noget ud, føles det aldrig som en ærlig beslutning, og han efterlades altid med en stikkende fornemmelse i hjertet. 

”Men min datter kunne ikke vokse op i sådan et hjem her. Hun ville have fået det galt i halsen som lille. På den måde har det været meget godt at adskille familien og mit museum. For det er det jo. Det er her, jeg gemmer historien til det store Mikkel Lomborg-museum, der en dag i min fantasi bliver åbnet, og hvor folk sukkende vil stå og tørre tårer bort, mens de kigger på busbilletten og tænker på, da Mikkel begyndte på efterskole,” siger han.

Mikkel Lomborg er ikke typen, der bærer nag og i den forstand har svært ved at komme videre. Men han bliver til gengæld meget hurtigt ramt af et nostalgisk vemod, når ting, der knytter sig til hans egen fortælling, forsvinder. Sådan har han haft det, siden han var helt lille.

”Jeg tror, det begyndte med et behov for at bevare min fars rolle i mit liv. Mine forældre blev skilt, og derefter forsvandt min far gradvist ud af billedet. Samtidig fik min mor  definitionsmagten på godt og ondt,” siger han.

Forinden havde Mikkel Lomborg og faderen haft for vane at gå lange ture sammen og samle interessante ting, som de fandt i skoven og på markerne.

”Efter min far forsvandt fra mit liv, blev jeg ved med at samle ting og stod ligesom for at bevare familiens historie i alle mulige genstande. Jeg har gamle potter og pander og køkkenknive tilbage fra min tidlige barndom, som jeg har været ude og samle op i skraldespande og affaldsbunker, når der blev ryddet op. Det er fortsat resten af mit liv. Jeg tror, det udspringer af mit forsøg på i en eller anden grad at bevare min fars minde.

DA MIKKEL LOMBORG blev født i 1971, boede familien i Vanløse i København, men dårlig var han båret ind ad hoveddøren, før familien rykkede til Lyngby. Efter et par år nord for hovedstaden var det videre ned til et lille fiskerleje på Stevns ved navn Lund. Bagefter flyttede familien et nøk sydpå til Faxe, hvor han begyndte i skole, videre til Lolland og så tilbage til Stevns. Og sådan fortsatte det – i alt blev det til 14 forskellige barndomshjem.

”Vi flyttede meget, og der var gode grunde til det. Økonomiske grunde, et generelt behov for forandring og mine forældres relativt brydsomme ægteskab. Det var simpelthen ikke meningen, at de skulle være sammen, når det kom til stykket. De havde nogle ret store konfrontationer, som mest udsprang af, at min mor løb tør for tålmodighed med min fars manglende engagement i familien,” siger han.

Moderen var feminist, en rødstrømpe i tidens ånd, der var optaget af at gøre op med samfundets strukturelle uretfærdigheder. Faderen var omvendt en indadvendt mand, der helst bare ville passe sig selv. Midt i det hele stod Mikkel Lomborg og forsøgte at balancere mellem de to energier.

”Min mor bragte på den ene side det negative med sig, og på den anden side var hun den trygge, for uden hende var alt faldet fra hinanden. Min far havde jeg et behov for at passe på. Han havde giftet sig med en kvinde, der havde brug for helt andre ting, end han kunne give. Og viceversa. Mit pleaser-gen og min konfliktskyhed stammer fra de år, hvor jeg havde behov for, at alle skulle være glade. Der var meget dårlig stemning i hjemmet, og så danser man som barn rundt og forsøger at være pleaser-agtig. Jeg var en stor tvivler, der ikke vidste, hvad der var rigtigt at gøre.”

Da skilsmissen uundgåeligt kom, flyttede forældrene i hver sin lejr, og Mikkel blev som otteårig budbringeren, der både bragte og tolkede beskeder. Fra en tidlig alder lærte han at veje sine ord og undgå en konflikt, der ofte alligevel var uundgåelig. Han gik konstant på listefødder. Sådan har han til en vis grad opfattet verden lige siden. Da han blev ni år, begyndte han at få kraftige fysiske reaktioner. Moderen fik en diskusprolaps, der gjorde hende sengeliggende og invalideret i en lang periode. Derfor fik ældstesønnen en stor del af ansvaret for at få dagligdagen i familien, der også bestod af en tre år yngre lillebror, til at køre. 

”I den periode begyndte jeg at baske med hænderne, når jeg blev opstemt. Det blev påtalt af mine lærere, og de andre i skolen grinede af det. Jeg prøvede at lade være, men hver gang skete det alligevel. Jeg gik også på tæer for at prøve at nå noget, der aldrig var afslappet. Det var fysiske udtryk for en indre tilstand.”

MIKKELS VÆG

Da Pink Floyds album ‘The Wall’ fyldte 40 år i 2019, var Mikkel Lomborg med ’The Pink Floyd Project’ på turné som forsangeren Roger Waters.

”Publikum noterer lige, at det er Hr. Skæg, og jeg kan se, at de står og tager billeder, men så fjerner jeg Hr. Skæg fra ligningen. Jeg har jo det der raseri i mig. Jeg kan ikke bruge det i direkte kontakt med mennesker, men det bor i mig.”

FORDI FAMILIEN FLYTTEDE så meget, fandt Mikkel Lomborg det svært at danne venskaber. Det hjalp ikke, at han samtidig havde fornemmelsen af at vokse op i en verden, der grundlæggende var kontrastfyldt. 

”Jeg oplevede på nærmeste hold, hvordan der i 70’erne blev taget et stort opgør med maskuline værdier. Jeg kom selv til at idolisere en mandekultur, som var ufattelig blød, mens jeg prøvede at finde mine fødder i en ny verden, hvor kvinder var de stærke, for nu havde de været ofre i så mange år, men rejste sig og sagde: ’Søstre! Nu skal vi passe på hinanden og vise, hvor skabet skal stå! Ellers bliver vi bare skilt og tager familien med os.’ Det værdisæt voksede jeg op med,” siger han.

Det stod i diametral modsætning til den virkelighed, han skulle begå sig i til daglig. På landet på Sydsjælland havde stort set alle andre børn i skolen forældre, hvor moderen typisk var hjemmegående og lavede varm frokost, mens faderen var i marken. 

Mikkel Lomborg følte sig som en outsider. De maskuline værdier dominerede uden for hjemmets vægge, men selv voksede han mest op i en mandeløs verden, og forsøgene på at indynde sig hos sine kammeraters fædre glippede konsekvent. Hjemme blev mænd betragtet som enten nogle svin eller nogle stakler – medmindre de var som Povl Kjøller. Det ideal prøvede Mikkel Lomborg at leve op til i erkendelse af, at han aldrig kunne blive medlem af søsterklubben. Han kan stadig huske, hvordan det ramte ham som en mavepuster, da han som treårig fandt ud af, at han aldrig ville få bryster, når han blev stor. 

”Jeg blev så ked af, at jeg ville komme til at ligne min far og ikke min mor, for hun var jo den stærke. Det var forfærdeligt. Det sidder i mig den dag i dag. Jeg vægter feminine dyder utrolig højt og har det blandet med maskuline værdier. Jeg oplever dem ofte som brovtende og primitive og magtliderlige. Samtidig vidste jeg, at jeg aldrig kunne blive accepteret i søsterklubben, fordi jeg havde en diller. Jeg følte mig heller ikke hjemme i min fars verden, som repræsenterede noget, jeg prøvede at fornægte. Jeg forsøgte at udfase min maskulinitet uden at være i stand til det. Jeg er bedre til at owne det nu. Skægget er jo en tydelig indikator på, hvor meget mand jeg er. Men det er samtidig også en maske, jeg tager på for at skjule, at jeg indenunder er megameget pige.”

BØRNEGUIDE

”Hvordan bliver man god til børn? Step one: Man bliver født af forældre, der ikke kan enes. Step two: Man flytter rundt hele sin barndom, mister sine rødder, tvivler på sig selv og får et skærpet sanseapparat for at kunne overleve i verden. Step three: Nogle har den, og andre har den ikke. I børnehaven er der en eller to pædagoger, der bare kan læse børnene. Det kan ikke tillæres.”
– Mikkel Lomborg.

MED ET TVIVLSOMT karaktergennemsnit kom Mikkel Lomborg ud af HF. Det betød, at valgmulighederne ikke ligefrem hang på træerne. Han vidste, at han kunne blive en god pædagog, at børn og børnekommunikation var hans ekspertiseområde, men eftersom det ville være at gå samme vej som sin mor, var i det hans bog absolute last resort.

I stedet besluttede han at blive operasanger. På mange måder var det svaret på hans livs indre drøm om at stå på scenen og optræde. I sine spæde tyvere begyndte han at tage sang-, klaver- og hørelæreundervisning, men da der skulle penge til, fik han, ironisk nok, et job som pædagogmedhjælper. Selvom han hyggede sig gevaldigt i børnehaven, hvor han med succes kunne underholde børn, var det i hans egen fortælling blot en måde at tjene penge på, mens han forberedte sig til konservatoriet. Da hans lærere omsider mente, at han var klar, meldte han sig til optagelsesprøven. Men så begyndte den at vokse ham over hovedet. Eksamener i skoleårene havde altid vakt rædsel i ham, og denne gang skulle han ligefrem synge og spille foran et panel af kritiske dommere.

”Jeg kunne ikke skyde det væk som noget mindre vigtigt. Det her var altafgørende. Prøven krævede, at jeg stillede mig foran nogle mennesker og sagde: ’Her er jeg, jeg er dygtig nok til det her!’ Jeg troede simpelthen ikke nok på mig selv. Det hobede sig op i en grad, så jeg til sidst fik, hvad jeg i dag vil kalde et angstanfald.”

Det hele brast. Han lukkede sig inde, trak gardinerne for og lagde sig i fosterstilling i sengen. Og tog ikke telefonen den efterfølgende uge, mens optagelsesprøven på konservatoriet stod på.

”Jeg ghostede verden fuldstændigt. Da jeg kom ud igen, følte jeg mig som verdens mindste menneske, der ikke vidste, hvad jeg skulle med mit liv.”

På bunden af selvhadets brønd kom hans gamle ven fra efterskolen, Tore, ham til undsætning. De to havde længe snakket om at tage ud at rejse, og nu, mente vennen, skulle det være. I otte måneder rejste de rundt i Kina, Mongoliet, Tibet, Nepal og Indien, stort set uden penge på lommen. Da Mikkel Lomborg kom hjem igen, var han på mange måder et mere sundt og helt menneske.

”Og så søgte jeg ind på pædagogseminariet. Jeg havde affundet mig med, at, okay, så måtte det være sådan. Selvom det var et kæmpe nederlag, at operadrømmen brast, var det samtidig forbundet med stor lettelse. Jeg havde bygget det op som det endelige mål i tilværelsen, og på en måde var det en kæmpe vægt, der blev taget af mine skuldre.” 

ALLEREDE FØR STUDIESTART fik Mikkel Lomborg job på et socialpsykiatrisk bosted for utilpassede unge i det københavnske Nordvestkvarter. Da han var færdig på seminariet, blev han fastansat og tilbragte de næste 11 år med nogle af de hårdest ramte unge mennesker, man kan forestille sig – og han viste sig at være god til det. 

”I min barndom udviklede jeg af nød et overempatisk sanseapparat, der har gjort, at jeg i dag har en evne til at aflæse og møde folk i øjenhøjde, uden de føler, jeg taler ned til dem, overruler dem eller ynker dem. Jeg vil hellere stikke armen i en blender end bede mennesker om noget, som jeg tror, der strider dem imod. Men med den svaghed i bagagen viste jeg faktisk de unge en gigantisk respekt for deres egne valg, og hvad de kommer fra. Du har en grund til at gøre, hvad du gør, og det anerkender jeg.”

På seminariet havde Mikkel Lomborg lært, at man skulle adskille det personlige og private. Det gjorde han ikke, tværtimod lukkede han de unge ind i sit liv. Hvis han for eksempel havde kærestesorger, spurgte han dem til råds. 

”Hele vores sociale hjælpesystem er en patientliggørelse af dem, man hjælper. For mig var det vigtigt at give dem noget at byde ind med. Så føler man sig noget værd,” siger han og fortsætter: 

”Det bruger jeg i virkeligheden også med børn i dag. Jeg beder dem om hjælp og forsøger at gøre dem til hele mennesker, der også kan skubbe verden af sted. Det er et grundprincip, som gjorde mit arbejde dengang til en succes.”

På daværende tidspunkt havde Mikkel Lomborg i flere år levet et slags dobbeltliv. I sin fritid gav han den som gadeoperasanger og performancekunstner og deltog i happenings, demonstrationer, kunstudstillinger og modeopvisninger. Han blev blandt andet et fast indslag til Henrik Vibskovs modeshows, hvor han åbnede med en vrøvle-russisk-italiensk opera-optræden.

Og selvom han var god til sit arbejde som pædagog, følte han sig i stigende grad uforløst. Der var noget i ham, der skulle ud, og i to år var han på nippet til at sige op. Det eneste, der holdt ham tilbage, var de bånd, han havde knyttet til de unge på bostedet.

”De andre pædagoger var dygtige, men professionelle. Jeg kunne ikke efterlade dem til en verden, der ikke tog dem alvorligt. Jeg havde nærmest et søskendeforhold til de unge. Jeg havde brug for, at de sagde til mig, at jeg skulle gå, hvilket de selvfølgelig ikke kunne. Jeg kunne ikke få mig selv til det.”

MIKKEL LOMBORG VAR 37 og sad fast i tilværelsen. Men så, pludselig, kom den tilfældige casting til et børneprogram. På mange måder det perfekte job, selvom han aldrig havde skænket det en tanke. Han viderebragte nyheden til de unge, der tilskyndede ham til at sige op – og bagefter fejrede de sammen hans nye tilværelse som børnevært. 

Få uger efter stod han af metroen, og da han så det nybyggede Danmarks Radio på Amager, hvor han skulle ind for at optage det første afsnit af ’Skæg med tal’, begyndte han at græde. 

”Det var jo et mirakel. Jeg kunne simpelthen ikke tro mit held, og sådan har det været lige siden. Jeg har det stadig, som om det kan slutte i morgen.”

Egentlig var det paradoksalt, at lige netop Mikkel Lomborg skulle lære landets børn om tal. Da han selv var barn, var tal i høj grad hans kryptonit. Men efter de første programmer blev sendt, var det tydeligt, at han med sin naive og overstadige karakter havde ramt noget. Selv om han ikke havde det lange skæg på til daglig, blev han genkendt, og pludselig begyndte folk at vinke til ham i bussen, ligesom biler stoppede og rullede vinduerne ned. Han måtte forholde sig til at være Hr. Skæg 24 timer i døgnet. 

”Da jeg blev Hr. Skæg, havde jeg rendt rundt med cykelstyrs­overskæg i 10 år. Det var jo et skæg, som råbte op, og som folk påtalte. Det var på mange måder min isbryder, for folk i elevatoren havde altid noget at spørge om, jeg fik masser af komplimenter, og både gamle og unge respekterede det. Hr. Skæg gjorde kun endnu mere for at opfylde mit store behov for bekræftelse og for at gøre folk omkring mig glade. Jeg var lykkelig,” siger han og fortsætter: 

”Tidligere kunne børn blive bange for mig, for jeg lignede jo lidt en superskurk. Men fra den ene dag til den anden ændrede det sig. Hr. Skæg var en positiv karakter, og pludselig hørte langt skæg ikke kun terrorister til. Det var en gave. Men jeg skulle også lige vænne mig til begrænsningerne. Det var slut med at tænde en cigaret foran en børnehave.”

I SOMMEREN 2010  stod Mikkel Lomborg foran cirkusteltet til Cirkus Summarum, da han mødte Neeni Rasool. Hun havde sin datter, Shireen, med. Mikkel Lomborg faldt pladask for Neeni – i hans øjne den smukkeste kvinde, han nogensinde havde set. 

I første omgang nøjedes de med at udveksle kontaktoplysninger, og i de efterfølgende år holdt de sig til platonisk Facebook-chat, hvor de skrev om stort og småt i tilværelsen. Men da Neeni på et tidspunkt fik arrangeret, at Mikkel Lomborg i funktion af Hr. Skæg skulle optræde for nogle uledsagede flygtningebørn, fik han som tak en Smartbox til et cafébesøg. Den brugte han på hende, og herfra var der ingen vej tilbage. Da de blev gift i 2013, besluttede han også selv at blive muslim.

“Jeg har giftet mig med Neeni og er blevet muslim, men det er ikke noget, jeg går rundt og snakker om. Jeg mener, at religion er en privat sag. Det giver ingen mening at fortælle andre, hvordan de skal tro.”

Længe følte Mikkel Lomborg ikke behov for at skille sin karakter fra sit privatliv. Men efter han og Neeni i 2013 blev forældre til Anaya, blev det alligevel nødvendigt. Hans princip om ikke at skuffe børn og hans vanskeligheder ved at afvise folk helt generelt betød, at han måtte skrive autografer, sige ja til billeder og agere som Hr, Skæg, hver gang han gik uden for en dør. Det var for eksempel utænkeligt at tage i Tivoli eller Zoo, for straks ville de blive omringet af børn.

“Hr. Skæg er jo en karakter. Det er en fiktiv figur, og det er DR, der ejer Hr. Skæg, så når jeg tager skægget af, tager jeg hovedet af, og så er jeg sådan set ikke Hr. Skæg mere. Men jeg ligner jo Hr. Skæg, så i princippet er jeg alligevel ham hele tiden. Jeg kan ikke rigtigt slippe ham, og den der blurry line mellem Hr. Skæg og Mikkel Lomborg er evigt forvirrende. Hvor går grænsen? Jeg kan ikke rigtigt selv finde rundt i det, for jeg har i virkeligheden bare oversat mig selv til en karakter, lagt 10 procent mere til i energi og begejstring og skruet en smule ned for kraniesamlingen, dødsfikseringen og kærligheden til Nick Cave.”

I takt med at Anaya blev ældre, fandt hun det sværere ikke at have sin far for sig selv. Da en venlig dame en dag kom hen og efterspurgte et billede, sagde han derfor nej – for første gang nogensinde. 

Men bagefter fik han det så skidt over det, at han besluttede aldrig at gøre det igen. 30 sekunder for et billede var trods alt bedre end en hel dag med ondt i maven. Så nu har han definitivt accepteret, at ude i verden er han først og fremmest Hr. Skæg.

”Når alt kommer til alt, vil jeg ikke bytte det for noget. Jeg er dybt taknemmelig for min karriere og mit liv.”

MIKKEL LOMBORGS UFRIVILLIGE basken med hænderne og gåen på tæer gik i sig selv, da hans mor fik det bedre efter sin diskusprolaps. Og den lille familie flyttede på ny. Denne gang til en mikroskopisk landsby ved navn Lille Torøje for enden af en lang grusvej lige ud til Faxe Bugt.

Her følte han sig hjemme. Helt ensom ude i naturen og omgivet af høje træer. Modsat i skolen kunne han i skoven være helt i sine egne fortællinger. Han rendte rundt med sit træsværd og forestillede sig, hvordan han ville redde prinsessen fra fantasiens skurke. 

Og han fortsatte med at samle ting. Ikke mindst var han på jagt efter kranier og døde dyr, og hvis der var gevinst, tog han dem med hjem og kogte dem i gryder over bål i haven. Fascinationen var paradoksalt nok født ud af hans enorme frygt for døden. 

For de fleste mennesker kommer der et tidspunkt i deres opvækst, hvor de indser, at de selv – og alle – en dag skal dø. For Mikkel Lomborg kom det, da han var otte år. Hans mor havde haft besøg af en advokat for at snakke livsforsikring. Bagefter faldt han over papirerne, der flød på bordet. 

”Jeg havde aldrig tænkt over det før, men pludselig gik det op for mig, at hun kunne dø. Det var et chok,” udbryder Mikkel Lomborg.

Det kom til at fylde meget de efterfølgende år. Moderen var ofte til møder om aftenen, for hun var både leder af et fritidshjem og meget politisk engageret, så Mikkel Lomborg passede lillebroderen, der havde en anden far, og senere lillesøsteren, da hun også kom til. Hele tiden havde han fornemmelsen, at det var i dag, mor ville dø. 

”Jeg forberedte mig ved at kigge på ting, hun havde hængt op på køleskabet, og sådan noget. Jeg begyndte at arrangere et museum, for jeg var sikker på, at hendes død måtte komme nu. Visheden om, at hun kunne dø, og at jeg ville stå alene med mine små søskende, var helt uoverskuelig. Det ramte mig som en tordenkile. Det var en voldsom tid, jeg følte mig meget ensom med den følelse.”

Angsten kom blandt andet til udtryk ved, at han holdt sig fra naturprogrammer i fjernsynet, og hvis han så en solsort, der var blevet kørt over, brød han fuldstændigt sammen. Så tænkte han også på fuglens mage og på dens unger, der ikke fik mad. Alene tanken om det kunne opløse ham i gråd.

Han fisker en pakke cigaretter frem, som han holder ud i luften med advarslen foran: ’Rygning dræber!’ 

”Det er jo det værste, der kan ske, det er den værste trussel, at man kan dø af noget, og det bliver plantet i os tidligt. Man dyrker virkelig den sorg. Det er noget, voksne har fundet på i en misforstået opdragelsesmetode, der heldigvis stoppede i 70’erne. Men det har reminiscenser i måden, man snakker om død med børn i dag. Jeg var meget bange for døden, og min måde at behandle det på var at begynde at finde kranier og skeletter og døde dyr og grave dem ned og grave dem op igen og koge kranierne i min mors gryder, indtil jeg blev forvist til haven og fik mine egne gryder.”

Mikkel Lomborg begyndte også at udfordre sig selv ved at gå tur i skoven om natten. Han tog hen, hvor han var mest bange. Satte sig ind i forladte huse og ventede på at se spøgelser. Fantaserede om de værste situationer, han kunne forestille sig.

”Jeg prøvede at lade angsten fylde mig helt, så jeg kunne møde den og tage mig af den. I den proces forligede jeg mig til sidst med døden. Selvom jeg er pissekonfliktsky og pissebange for, at folk er sure, fik jeg behandlet noget grundlæggende i den angst i en ret tidlig alder.”

Det lykkedes. En dag, da han var 12 år gammel, sagde han til sig selv, at nu var det slut.

”Jeg blev nødt til at gøre noget ved min angst for døden – for overhovedet at kunne ånde,” siger Mikkel Lomborg og slår pludselig i bordet: 

”Døden er uundgåelig, den kommer til os alle, og vi ved ikke, hvornår den kommer, det er meningsløst at stritte imod,” siger han og slår på ny i bordet: 

”Lad være med at være fucking bange for døden! Helvede findes ikke, himlen findes ikke, eller måske gør de, hvad fanden ved vi? Der er en grund til, at vi ikke ved noget. Derfor kan jeg ikke tro, at det kan være dårligt. Enten er der ingenting, eller også er det noget godt, og ingenting skræmmer mig ikke, og noget godt skræmmer mig ikke.”

Mikkel Lomborg har længe haft en drøm om en dag at lave ’Skæg med døden’. Men han ved, at det formentlig vil være for kontroversielt. Til gengæld har han italesat døden over for sin datter Anaya, fra hun var helt lille. Snakke om det som en selvfølge, måske ligefrem med begejstring.

”Jeg bliver ikke styret af tanken om døden mere, og jeg ville ønske, jeg kunne løfte samme vægt af skuldrene på ikke mindst børn. Selvfølgelig skal vi motivere folk til at passe på sig selv og hinanden. Men vi dør alle sammen, og det er spildt energi at gå rundt og gøre døden så frygtelig, som vi gør. I stedet for at være bange, så foren dig med den så tidligt som muligt. Vær bevidst om, at den kommer. Hoka hey, it’s a good day to die!”

DA MIKKEL LOMBORG var 10 år, kom hans lillesøster til. Hun havde en anden far, der hurtigt forsvandt, så han blev – igen – ældste mand i huset. Derfor blev søsteren på mange måder hans baby, og da hun blev ældre, fik han en slags far-rolle, hvor han passede og opdragede hende. Han lod hende vokse op i en eventyrverden. Læste store romaner højt for hende, selvom hun var alt for lille til det.

”Jeg læste ’Ulvehunden’ af Jack London i originaludgaven, da hun var fem. Den er så blodig, men hun åd det råt. Da hun blev større, lavede jeg skattejagter for hendes venner. Sådan nogle på 15-20 kilometer over seks timer med poster og oplevelser. Når de kom hjem, fik de en slikpose, og så faldt otte af dem i søvn med det samme, fordi de var så baldrede.”

Da popkulturen i 80’erne skyllede ind over Sydsjælland, og alle de andre i skolegården tappede ind i tidsånden, stod Mikkel Lomborg selv i hjørnet med uren hud, fedtet pagehår og genbrugstøj købt fra et skrantende husholdningsbudget. Og følte sig frygtelig ensom. Han elskede at tegne, skrive og synge, men de andre snakkede mest om knallerter og håndbold. 

Derfor rettede han fokus mod lillesøsterens verden. Det magiske univers, han selv havde levet længe i, var langsomt blevet opløst, men her havde han pludselig en vej tilbage. 

”Fra min lillesøster blev født, har børn fungeret som et slags refugium for mig. Det var et univers, hvor signaler, modsat hos de voksne og mine jævnaldrende, var meget tydelige. Derfor har jeg altid følt mig tryg med børn.”

Sådan har Mikkel Lomborg det stadigvæk. Det har til tider været svært for ­Neeni. Hvis de er til et voksenarrangement, og der er børn til stede, ligger han pludselig og roder rundt under bordet og leger. 

”Jeg sætter samvær og kommunikation med børn virkelig højt, også højere end med voksne, og det er jo bizart et eller andet sted. Jeg elsker mine venner og holder meget af at snakke med andre voksne, men hvis der er et barn til stede, er det som en magnet. Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvad for et eventyr der kan leves ud her. Det er i børnenes verden, jeg føler mig bedst tilpas.”

Efterhånden ligger de tidligste programmer så langt tilbage, at de første Hr. Skæg-børn snart selv bliver voksne. Hr. Skæg, og dermed Mikkel Lomborg, er gået hen og blevet et fælles referencepunkt for en hel generation. 

”Den første målgruppe er lige blevet studenter. Det er out of this world-underligt,” udbryder han højt, skingert og begejstret: 

”Det er gigantstort, når jeg tænker på, hvad Povl Kjøller, Kaj & Andrea, Cirkeline og Trille og sådan nogle har haft af roller i mit liv. Det er lige før, jeg vil sige, at jeg kan tage billetten med et smil på læben.” 

Intet indkapsler succesen med den langskæggede tv-karakter bedre end lejligheden på Nørrebro. Her har han opbevaret stort set alt, hvad han har fået af gaver i årenes løb. Det er ikke så lidt endda. 

”Det er her, min sjæl er, det er her, mit liv er, og det er her, jeg sover det meste af tiden. Min kone har Klimt-reproduktioner på væggene og en lilla sofa. Det er et meget minimalistisk univers med skarpe linjer – det er en heeeelt anden verden,” siger Mikkel Lomborg og ser et øjeblik forskræmt ud.

”Jeg kan sagtens leve i det, men jeg føler mig ikke hjemme. Det her er min man cave – uden der er så meget mand over det. Men det er min Mikkel cave. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg en dag ikke havde lejligheden. Jeg tør slet ikke tænke tanken til ende.”

I DEN UDØDELIGE amerikanske roman fra 1951 ’The Catcher in the Rye’ af J.D. Salinger beretter jeg-fortælleren Holden Caulfield om, hvordan han forestiller sig små børn lege i en rugmark nær en skrænt, og der er ingen til at passe på dem, bortset fra ham. Han står klar til at gribe børnene, hvis de løber mod afgrunden uden at se sig for. ”That’s the only thing I’d really like to be,” siger Caulfield i romanen.

Med sin naivitet, konstante fejl og evnen til at give børn en følelse af at være lidt sejere og klogere end ham selv forsøger Hr. Skæg også at redde børn fra usikkerhedens afgrund.

”Det ene mantra for Hr. Skæg er, at du ikke kan gøre noget forkert, og det andet er … ,” siger Mikkel Lomborg og ser pludselig forvirret ud.

”Jeg har glemt det andet, men det her er også det vigtigste. Du skal ikke være bange for at forsøge og bestemt ikke være bange for at fejle. Det er fedt, at du ikke kan finde ud af noget, for så kan du lære at finde ud af det. Helt grundlæggende er Hr. Skæg en redningsmission af femårige Mikkel Lomborg. Det hele tager udgangspunkt i den lille dreng, hans ensomhed, hans tvivl og hans manglende tro på sig selv. Alle børn er Mikkel Lomborg, og Hr. Skæg er terapeuten, der forsøger at ruste dem til at gå ud i verden og møde problemerne med en tro på, at det nok skal gå alt sammen.”

Det udnytter Mikkel Lomborg i sine shows. Som i ’Hr. Skægs hotel’, hvor han får besøg af gæster, der snakker et sprog, han ikke selv forstår, og børnene skal hjælpe ham. Blandt andre John fra Canada, der er syg og prøver at forklare: ”It’s my ears!” Hr. Skæg forstår ikke, hvad ’ears’ betyder, men børnene kan se, at John samtidig peger på ørerne.

”På det tidspunkt har jeg spottet, hvem der har særligt brug for den succes. Så selvom der sidder 100 børn og råber: ’Det betyder øre!’, kan jeg pege på et af dem og sige: ’Ej, ’øre’, tak skal du have, du er genial,’” fortæller han. 

Alle skal helst gå derfra med følelsen af at kunne noget. Netop derfor blev det også tidligt kutyme, at man kan få lov til at møde Hr. Skæg efter hvert show.

”Hr. Skæg bliver tit lidt forvirret, og barnet korrekser mig, og jeg takker dem, og vi får taget et billede. De får også et præ-trykt kort med hjem, hvor jeg roser dem til skyerne for at have bidraget til showet. Det vigtigste er, at de har fået det personligt af Hr. Skæg. De skal have oplevelsen: ’Hr. Skæg har set mig, han ved, jeg findes, og han synes, JEG er fed.’”

Typisk bruger Mikkel Lomborg mellem to og tre timer på at snakke sig gennem forventningsfulde børn i køen. Hans personlige rekord er dog på otte timer. Det var i City2 i Taastrup i 2012, da ’Skæg med ord’ netop var udkommet. Af samme grund er der i dag en vagt, som efter en halv time stiller sig i enden af den voksende kø og siger ’Desværre’. Problemet er bare, at det ofte er svært at være den vagt, der skal afvise søde, små børn. 

”Og så vokser køen sig uendelig lang. Når det bliver ved meget længe, slider det på hjernen, og jeg kan få absencer. Flere gange har jeg pludselig været væk. Jeg aner ikke hvor længe, og jeg kan ikke huske, hvad barnet foran mig hedder. Så bliver jeg nødt til lige at tage noget vand. Men jeg får jo også energi af det. Ellers kunne det ikke lade sig gøre. Jeg kan være deprimeret om morgenen og så gå ud og snakke med et barn, og så bang. Jeg er en børnevampyr, der suger energi fra børnene. Men barnet går glad derfra, og det gør jeg eddermame også. Det er sådan, jeg har overlevet 13 år som Hr. Skæg.”

PÅ FALSTER ER Mikkel Lomborg i gang med forvandlingen ude bagved. Han har fået sit røde jakkesæt på og sidder foran spejlet med en hårspray. Christian Winther er ved at iklæde sig hvid skjorte med seler. På hovedet har han en gammeldags pilothjelm.

”Oh man! Jeg føler mig som Dumbo, der skal ud og flyve uden sin fjer,” siger Mikkel Lomborg.

”Det bliver supergodt. Det bliver en fest, vi laver en kæmpemæssig klapsalve, når skægget dukker op,” forsøger Christian Winther sig. Han tripper nervøst et par gange. 

”Jeg går lige ned og tvangstisser,” siger han så. Kort efter vender han tilbage:

”Vi skal på nu her.”

”NEEJJJ!!!” udbryder Mikkel Lomborg bevidst barnagtigt.

”Ohhh my God, ohhh my Goooood!” råber han så.

”To minutter,” siger Christian Winther: ”No stress.”

En frivillig kommer ind og foreslår, at Hr. Skæg kan pakke sit ikke-eksisterende skæg ind i en sort affaldssæk og lade, som om det har corona.

”Stik mig lige en sort sæk. Lad mig prøve.”

Netop som han fumler med den, dukker Christian Winther op igen. Denne gang en anelse frustreret.

”Klokken er hel, kom nu,” siger han: ”Uden affaldssæk.”

”Jeg skal lige prøve,” siger Mikkel Lomborg og begynder at sætte en sæk under hagen.

”Det spiller ikke. Hold op. Drop det,” siger Christian Winther.

Et øjeblik senere træder Hr. Skæg og Vinter smilende og vinkende op på scenen til lyden af jubel, hujen og klappen. Så får Vinter sig et katatonisk chok.

”Du ser fuldstændig mærkelig ud, Hr. Skæg!” Hr. Skæg kigger på ham, forstår ingenting. 

”Det er jo bare mig,” siger Hr. Skæg uforstående.

”Børn, synes I ikke, Hr. Skæg ser anderledes ud?”

”Joooo,” råbes der samstemmigt. 

”Det er jo mig!” udbryder Hr. Skæg, mens han går forvirret rundt om sig selv på scenen og klør sig i håret.

”Hvad er det, der mangler?” spørger Vinter ud i teltet.

Svaret kommer prompte i et fælles børnekor: ”SKÆÆGGET!”

BAGEFTER HAR EN lang kø af børn med deres forældre hobet sig op foran det mindre telt. Der er klistret balloner i alle regnbuens farver i åbningen, hvor et bord med Hr. Skæg-merchandise er sat op. Lidt efter kommer Hr. Skæg i egen høje person gående over græsplænen, storsmilende og overbegejstret. Han vinker til børnene i køen, der generte vinker tilbage. Han har det lange, sorte skæg på, for bedst som han selv og tilsyneladende de fremmødte børn havde glemt alt om det, dukkede det op ved scenetæppet halvvejs inde i showet. Nu sidder det, hvor det skal. 

Hr. Skæg har knap fået sat sig, før regndråber begynder at hamre mod jorden. De frivillige søger tilflugt under en pavillon ved en tilstødende bar. Børn og voksne forsøger, uden at forlade køen, at finde ly på siden af koncertteltet, men det er en umulig opgave, og på ingen tid er alle drivvåde. 

Det forhindrer ikke Hr. Skæg i at tage sig overordentlig god tid til hvert enkelt barn. Han insisterer på, at de staver deres navn for ham, og kaster sig begejstret ud i samtaler om tilværelsen set fra de mindstes perspektiv: 

”Går du på arbejde? Nårh, du går selvfølgelig i skole!”

”Du bliver fire år? Det er jo rigtig klogt!”

”Dig har jeg set inde i fjernsynet, hvor er det godt at se dig i virkeligheden. Hvordan er du kommet herud?”

Flere af børnene giver ham tegninger eller andre former for hjemmelavede gaver, og han takker dem ti tusind gange for at være kommet. Hver gang revner de små ansigter i smil.

Efter en halv time, hvor køen knap har rykket sig, er tålmodigheden ved at slippe op for en af de frivillige – ham, der har til opgave at lukke arrangementet ned bagefter. Han ruller med øjnene og brokker sig behersket til de andre.

Alt det ænser Mikkel Lomborg ikke. Han har kun fokus på det næste barn i rækken. En lille dreng kommer op til ham og fortæller, at han har tabt en tand. Det sender prompte Hr. Skæg i choktilstand.

”Har du tabt en tand? Hvor har du tabt den henne?” udbryder han.

Den lille dreng forsøger at forklare, men bliver forhindret, både af sit eget grin og af Hr. Skæg, der rejser sig og ihærdigt begynder at lede efter tanden. Langs teltdugen står gennemblødte forældre tålmodigt, og under pavillonen lader den frivillige, som om han dolker sig selv med en paraply. 

Imens løber Hr. Skæg rundt som en vanvittig på den våde græsplæne og leder efter tanden. Og den lille dreng knækker sammen i latterkramper.

På skuespillerskolen fik hun besked på at nedtone klovneriet. Men Mette Horn bevarede evnen til at se humoren i ligtorne og krummede tæer. Kig med tilbage på en sydindisk tudetur, en aflyst atlantisk rejse og en form for juleeventyr i barndommens København.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat, PR, SF Film

DA MINE FORÆLDRE skulle have min storebror, flyttede de ind i stueetagen hos mine bedsteforældre i deres murermestervilla i Gentofte, omme bag ved brandstationen. Da jeg blev født som den sidste af tre søskende, var min farmor død, men farfar boede stadig oppe på førstesalen. Han var en hyggelig gammel mand, og jeg var meget tæt på ham. 

EFTERHÅNDEN KUNNE mine forældre ikke rigtig finde ud af det. Specielt min far kunne ikke rigtig finde ud af at være en del af familien. Han var fraværende, en strejfer, som man ikke kunne vide, hvornår kom hjem. Min mor kaldte ham en ensom ulv, og i mine tanker blev han en variation af Store Stygge Ulv fra tegneserien. 

JEG VAR SYV ÅR, da min mor og far prokla­merede, at de skulle skilles. Jeg var rædselsslagen ved tanken om, at min far skulle fejre jul alene. For at trøste mig fortalte han, at han havde bestilt bord på restauranten på Hovedbanegården, hvor han skulle sidde og nyde sin stegte and, brunede kartofler og alt det dér. Min far. Alene på Hovedbanegården. Juleaften. Det var det mest uhyggelige, jeg kunne forestille mig. 

JEG SØGTE TILFLUGT i en fantasi om, at hele Hovedbanegården var smukt pyntet op. Oppe ved tagspærene var der glimmer, der duftede af and, alle var i julestemning, og specielt glædede de sig meget til, at min far kom. Når han bagefter rejste sig for at gå, ønskede alle ham tak for i aften og syntes, det var knashyggeligt, at han havde været der. I S-toget var der pyntet op, så det lignede en dagligstue, og der blev serveret kransekage til kaffen. 

Med mor og sømandsstrik.

ÅRET EFTER VAR min far inviteret til at være med hos min mor juleaften, men det kunne han ikke finde ud af. Så det blev delt op, så jeg og mine brødre spiste hovedret hos min mor, hvorefter vi tog over til min far. En taxa rullede op og hentede os, og min mor kastede desperat et jule-kit ind til os, som ud over risalamande bestod af en grangren med en sløjfe om og en lille pose pebernødder. 

PÅ VEJEN KØRTE vi igennem et stykke skov, hvor grenene stod helt frosne og slog mod hinanden. Taxachaufføren, der vel gerne ville give os lidt julestemning, holdt ind til siden, rullede vinduet ned og lod os lytte til grenene, der klingede som klokker i mørket. Da vi nåede frem til min far, var der alt for meget loftslys tændt i lejligheden, så man virkelig kunne se hans fortabte ansigtsudtryk.

HAN VAR BESVÆRLIG, men sjov. Han var god til at hylde øjeblikket og se de små tings skønhed. Han hadede, når noget blev for korrekt og etableret. Når man gik rundt i København med ham, var det, som om vi var i vores eget parallelunivers, hvor han altid vidste, hvilken café der havde ekstra kaffepåfyldning. 

HAN VAR GLØDENDE socialdemokrat, dem havde man meget at takke for, mente han. Og han havde svært ved, når nogen brokkede sig over for eksempel sygehusvæsenet. Men han gav folk ret, bakkede dem op i deres fordomme, i det, de var sure over, bare krydret med stadig flere uhyrligheder: ”Ja, lægerne er jo fordrukne og møder tit fulde op på arbejde!” Til sidst gik det op for folk, at han gjorde nar. Så sad jeg ved siden af og syntes, det var mægtig morsomt. 

METTE HORN

55 år. Uddannet skuespiller fra Aarhus Teater. Blandt andet kendt fra teatergruppen Emmas Dilemma og som mor i ’Max Pinlig’-filmtrilogien. Debuterede i år som forfatter med den selvbiografiske ’Flueben – Iagttagelser og indrømmelser fra et (mellem)langt levet liv’.

DA JEG GIK I fjerde, kom Maria pludselig ind i klassen. Hendes mor, Birthe, der var lidt flippet, hvad mødrene ellers ikke var i Gentofte, stod der i afghanerpels, og Maria havde skriggrønne bukser. Vi blev hurtigt bedste venner, og jeg begyndte at komme i deres hjem, hvor trapperne var malet lilla, og køkkenet var orange. 

BIRTHE, DER VAR rødstrømpe og del af et kunstnerkollektiv, skulle i 1975 debutere på Kvindeudstillingen på Charlottenborg med sine linoleumstryk, og Maria og jeg kom med og blev sluppet løs. Vi havde en plan om at optræde med et nummer af John Mogensen, ’Ensomhedens gade nr. 9’. Det blev spillet hele tiden i radioen og handlede om en mand, der var ensom, og måske tænkte vi, at det matchede temaet. Maria havde malet overskæg og taget pude på maven, og jeg havde som korpige pyntet mig med fjer. 

SÅ GIK VI OP til Lone Kellermann, der var i gang med at optræde på scenen, og prikkede hende cirka i numsen, højere var vi ikke. Hun lod os overtage, og vi tog virkelig kegler. Folk var færdige af grin. Nå, det kunne da noget, tænkte jeg ved mig selv. Jeg anede en form for talent.

Med far og sand under tæerne på Charlottenlund Strand.

JEG BLEV OPMÆRKSOM på kvindesagen. Det var vist noget med ligeløn. Men ellers forstod jeg den ikke helt. Det var noget med, at mændene ikke var helt i orden, og at kvinderne ikke blev behandlet ordentligt. På en måde syntes vi, det var lidt synd for mændene. Maria og jeg kunne jo godt lide vores fædre.

SENERE OPLEVEDE JEG, hvordan det var at gå på stranden i en tid, hvor kvinderne havde smidt bh’en. Tog man en bikinitop på, var man undertrykt. Men jeg syntes, det var topstressende som teenager. Gamle mænd kiggede på én, og det var anstrengt at være blandt sine kammerater. Men jeg sad pænt dér og led. Det skulle ikke hedde sig, at jeg prøvede at være sexet i stedet for naturlig.

I DAG DELER JEG, trods alt, idealet om den naturlige krop. Nu er vi i den anden grøft. Man får at vide, at kvinder, der bærer blonder eller silke inderst, har det mere sexet. Undertøjsafdelingen i Magasin fylder en halv underetage. Og man kan købe sig til nye bryster, ja, man kan få nye bryster i 18-års fødselsdagsgave, hvis man ikke synes, de lever op til dem, man ser i bladene, der i øvrigt er photoshoppede. Det kan godt støde mig.

Med brødre og denim foran fars nye Simca.

EFTER GYMNASIET var jeg på højskole i Herning på en teaterlinje. Nogle af de andre fra holdet ville søge ind på Skuespillerskolen. Det ville jeg også prøve. Og jeg begyndte at læse hos en skuespiller i København for at blive klar til optagelsesprøven. Hun opsnappede, at jeg var forelsket i en fyr, der var rejst til Gran Canaria for at påbegynde en jordomrejse. 

DA FYREN TOG AF STED, havde han sagt til mig, at jeg var et ængsteligt menneske. Min lærerinde opfordrede mig til at være modig og forfølge kærligheden. Jeg tog ned til ham, selv om min mavefornemmelse sagde mig det modsatte.

HAN SYNTES STADIG, jeg var en bangebuks, men udfordrede mig til at blaffe over Atlanten og mødes igen i Sydamerika. Jeg tog ned på havnen i Las Palmas, gik rundt en hel dag og kiggede på skibene, mens jeg røg 40 cigaretter og overvejede at bede om at blive taget med. Hen ved aften kom der nogle fyre hen for at spørge, om de kunne hjælpe med noget. Jeg opgav det hele, tog tilbage til fyren, fortalte ham, at han havde ret, og tog hjem til Danmark næste dag. Dét føltes modigt. 

Højt humør på Elevskolen ved Aarhus Teater.

FEM MÅNEDER SENERE kom jeg ind på Elevskolen ved Aarhus Teater. Det var en hård uddannelse, hvor lærerne pillede ved din grundkarakter. Jeg havde i tilværelsen tit brugt klovneriet til at klare mig igennem. Der blev pillet i klovnen, den skulle jeg ikke udelukkende benytte mig af som skuespiller, fik jeg at vide. 

SAMTIDIG FØLTE JEG mig forkælet. Alt det, vi lærte om tale, sang, fysik. Om kropsholdning og bevægelse. Vi havde et kursus, hvor vi skulle gå igennem salen fuldstændig neutralt. Det er vanvittig svært. For vores sjæl sidder derinde og vil meget gerne kommunikere: Jeg er ikke farlig! Se mig, jeg er smart! Er jeg ikke bare sexet? Måden, vi går og står på, er fuld af informationer om, hvordan vi har det.

JEG KOM IND i satiregruppen Emmas Dilemma i 1997. Anne-Grethe Bjarup Riis, Trine Appel, Louise Mieritz, Sofie Stougaard og instruktør Lotte Svendsen havde været i gang nogle år, da jeg kom ind sammen med Helle Dolleris. Det var nogle dygtige piger. De forventede noget af én. Man kunne ikke bare stå og lave det sædvanlige. 

JEG UDVIKLEDE karakteren ’Damen med de blå tænder’, der fortæller sine venner ’sandheder’ om dem selv, når hun har drukket for meget rødvin. Hun tror, hun er lidt synsk, og kan mærke andres hemmeligheder. Hun er en elefant i en glasbutik og kan ikke finde ud af at være andet. Hun bliver tålt til selskaber, men man glæder sig næppe til at sidde ved siden af hende og være udsat for hendes direkte facon. I virkeligheden er hun nok ulykkelig. Det er inspirerende, når man rammer noget, der både kan få folk til at grine og græde.

Med Emmas Dilemma til modtagelse af en WIFT-pris (Women in Film and TV).

EFTER EMMAS DILEMMA fortsatte jeg med at arbejde sammen med Lotte Svendsen. Det er noget af det lykkeligste at finde et makkerskab, hvor man klikker og forløser hinanden kreativt. De tre ’Max Pinlig’-film, vi har lavet sammen, er jeg utrolig glad for og stolt over. 

MOREN, JEG SPILLER, er en god blanding af Lotte, en af hendes veninder og mig selv. Min søn var i samme alder som Max i filmene, så jeg kunne få luftet mange situationer, hvor jeg gerne ville have været lidt federe. For eksempel da jeg blev rasende på nogle børn, der ikke opførte sig ordentligt over for hinanden, når de spillede et rollespil. Indrømmer man, at man er pinlig, slipper man for at skamme sig over det.

DET VAR ÅBENBART noget, mange kunne genkende, både børn og voksne. Jeg ved fra mine børns venner, der nu selv er voksne, at de godt kan finde på at sidde og se filmene hjemme under dynen med en pose Matador Mix, hvis de er deprimerede, fordi filmene er lig med hyggelige minder fra deres barndomsår.

SOM SKUESPILLER har jeg haft nogle af de lykkeligste øjeblikke i mit liv. Når man bliver optaget af sin rolle og gør det godt, kan man fuldstændigt slippe alt det, man ellers går og spekulerer på. Det er euforisk. Og fredsommeligt. 

FOR 10 ÅR SIDEN medvirkede jeg i musicalen ’My Fair Lady’ på Det Kongelige Teater. Hver aften stod jeg i fem minutters tid fanget mellem to vægge på bagscenen, hvor jeg hverken kunne komme frem eller tilbage. Jeg kunne bare stå og lytte til musikken og vente, til jeg skulle på igen. Det er måske det mest fredfyldte, jeg har oplevet. Intet ondt kunne nå mig dér.

Med ’Max Pinlig’-medspiller Samuel Heller-Seiffert.

FOR NOGLE ÅR SIDEN tog jeg fri fra alt for at skrive et filmmanuskript. Det skulle handle om to søstre, der har mistet deres far, stærkt inspireret af min egen far. Jeg skrev og skrev. Og blev mere og mere ked af det. Jeg troede, det var et tegn på, at jeg nærmede mig den fineste kunst. Jo mere sorg jeg følte, desto tættere måtte jeg være på noget grundlæggende. 

MEN DET VAR ikke kun, fordi jeg savnede min far. Det var lige så meget, fordi jeg ikke har lært, hvordan man skriver et manuskript. Jeg fik noget hjælp undervejs, men det blev aldrig til noget brugbart. 

I STEDET SKREV JEG en bog om mit liv som midaldrende, som også blev et portræt af min far. Nu spørger jeg mig selv, hvorfor den skøre kugle altid skal fylde så meget. Hvor blev min mor af? Det var jo hende, der var i stand til at give os søskende en god og kærlig hverdag og altid var der. Hun lever endnu og er i fuld vigør. Maler ikoner, danser og er nysgerrig og dygtig til alting. Det er skide uretfærdigt, at det er mere spændende at tale om stenen i skoen end om det stabile.

DA MINE BØRN begyndte at blive store og tage på efterskole og højskole, og jeg mærkede, at jeg ikke længere var centrum i deres liv, fik jeg en krise. Jeg var hårdt ramt af overgangsalderen. Hormonerne blæste op og ned, og jeg kunne ikke sove om natten. Jeg er ikke nogen globetrotter – alligevel tog jeg af sted til Kerala i Sydindien. Jeg havde hørt om et ayurvedisk resort, og ideen var at blive renset igennem, trække en streg i sandet og sige: Nu skal du videre! 

DÉR GIK VI rundt, alle vi vestlige midaldrende kvinder med vores klipklapper i hænderne og skuede ud over vandet, når ikke vi fik oliemassage eller tog yogatimer. Der findes en film med Julia Roberts, hvor hun efter en skilsmisse tager på sådan et ophold, genfinder sin sanselighed, dufter til krydderierne, bliver inviteret hjem til en indisk familie, som synes, hun er skøn. 

DET VAR IKKE lige det, jeg oplevede. Jeg græd en del – det var hormonelt – og på et tidspunkt kom jeg til at tude foran den fattige kvinde, der gav mig massage. ”Why are you crying, madam,” spurgte hun. ”I think, I miss my children,” svarede jeg. ”When you last see?” ”Two weeks ago.” Hun havde ikke set sine børn i otte måneder, fordi ”work, work, work”. Det var på tide at komme hjem.

JEG FIK NOGLE GODE hormonpiller og blev ikke længere snydt af mit humør til at gøre bagateller til store dramaer. Og mine børns mand fik kræft, så jeg kunne ikke længere tillade mig ikke at fungere. Jeg følte ikke, at jeg kunne overlade det til mine børn at have en døende far, så jeg fik fri fra teatret, og vi fik ordnet, at han flyttede ind hos os i vores sommerhus. Det var min nuværende mands forslag. Han kunne se, hvor stresset jeg var, og ville gerne hjælpe. Vi holdt alle sammen så utrolig meget af ham, at det var naturligt at gøre.

SÅ BOEDE HAN dér sammen med os de sidste to måneder af sit liv. Det er jeg utrolig glad for. Til eftertiden er det rart at vide, at man var der, da der var brug for én.