Indlæg

Oktan i blodet

I 40 år har han haft et image som hårkastende, hæs forsanger i bandet D-A-D. Men som barn ville han hellere lege med pigerne end med drengene. 59-årige Jesper Binzer tager dig med til jazzballet, skate-punk, amerikanske kliché-groupier, til et sent nattemøde med Kim Larsen – og til de mange søvnløse nætter, han har forsøgt at dulme med opioider.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Anika Lori

JEG HAR ALTID følt mig lidt som en ’tøsedreng’. Med det mener jeg, at jeg altid har trivedes bedre i sammenhænge, hvor der var plads til følsomhed. Jeg har aldrig været god i et omklædningsrum. Det blev sgu hurtigt lidt for bøvet. Fodbold gad jeg ikke, og en kort overgang prøvede jeg håndbold, men det var heller ikke noget for mig.

Som 12-årig begyndte jeg i stedet til jazzballet på Nørrebro Teater sammen med min mor. Den eneste dreng blandt en masse midaldrende kvinder. Min mor var rødstrømpe, måske spillede det en rolle. Jeg var langhåret, da jeg kom i skole, og jeg syntes bare, det var sjovere at hænge ud med pigerne end med drengene.

Mine forældre var lige akkurat for gamle til at være en del af ungdomsoprøret, men unge nok til at være påvirket af det. Min far var lektor på Københavns Universitet, og min mor gik hjemme med min bror og mig, indtil vi var 5-6 år gamle. Derefter begyndte hun på børnehaveseminariet, hvor hun realiserede sig selv med hennahår, bongotromme og velourbukser. 

På den måde var jeg lidt et hippiebarn. Jeg hørte glamrock og iførte mig min mors højhælede cowboystøvler. Klippede ærmerne af en gammel cowboyskjorte og tog en charmeklud på. Jeg har altid været heteroseksuel, men jeg kunne godt lide at udfordre kønsrollerne lidt. Det var der plads til dengang i 70’erne.

10-årige Jesper Binzer, 1975. Foto: Privat

JEG VILLE RIGTIG GERNE skille mig ud. Jeg plejer at sige, at jeg altid har sendt et postkort i forvejen. På den måde slap jeg for at skulle definere mig selv, når jeg mødte folk, fordi mit image kom mig i forkøbet. Som ung var jeg ham den langhårede, der kørte rundt på en budcykel iført min røde postjakke. Og hvorfor gjorde jeg så det? Måske fordi jeg var bange for at blive usynlig. Det var Instagram, før Instagram fandtes.

På seminariet havde min mor lært tre akkorder på en guitar. Derhjemme besluttede hun sig for at prøve sine pædagogiske evner af på ’Cobber’ (Jesper Binzers lillebror, Jacob Binzer, red.) og mig. Fra sangbøgerne ’Spil bare løs’ lærte jeg at spille ’Se den lille kattekilling’ med kun én akkord. Ville vi lære mere, kunne vi gå videre til min far, der spillede spansk guitar. Det gjorde ’Cobber’. Jeg havde mere travlt med at skate. Vi var outlaws, det var us against the world, og vi byggede ramper og rejste rundt for at skate. Til Silkeborg, Helsingborg og Göteborg.

Jeg var 13 år gammel, da jeg fandt punken og forelskede mig i The Ramones. Min første kæreste var lige gået fra mig, og jeg var ulykkelig. Midt i mine kærestesorger lyttede jeg til pladen ’It’s Alive’. The Ramones var enormt seje, men under overfladen lå en undertone af noget romantisk, som virkelig ramte mig. Det blev min første breakup-plade.

Med hjelm og knæbeskyttere, Herlev Skatepark, 1980. Foto: Privat

GENNEM SKATERMILJØET og punken mødte jeg Stig (Pedersen, red.). Han spillede bas og var lige blevet smidt ud af punk-rockbandet ADS. Men fandeme nej, han ville bevise, at de tog fejl, og ville starte et nyt band. Stig spurgte, om jeg ville være med, og vi begyndte at mødes i ungdomsklubben Klub 47 på Amager, ham, mig og Peter (Lundholm Jensen, trommeslager i D-A-D 1982-99, red.). Vi klikkede helt utrolig godt med det samme.

Det var i 1983, vi gik i gymnasiet, og i fritiden skrev vi sange. Under en af vores øvere spillede Stig et riff på tre akkorder, som jeg syntes lød som country. Når vi blandede det med punken, blev det til cowpunk. Både musik og tekster bar præg af ironi, og da vi havde fem sange, vi kunne spille to gange i løbet af en aften, begyndte vi at spille koncerter i ungdomsklubber og til privatfester. Hver weekend havde vi et nyt nummer med. 

Vi havde set, at mange countrybands havde et ko-kranie med på scenen, så det skulle vi også have. Vi købte det hos en slagter på Amager og kogte kødet og huden af. Det tog flere dage og var et værre rod, men op på scenen kom det, med ekstra store horn, som vi selv havde sat på. ’Molly’, som vi kaldte det, var med os i flere år, indtil det blev stjålet på et spillested i Amsterdam.

Jesper og lillebror Jacob i barndomshjemmet på H.C. Ørstedsvej, 1974. Foto: Privat

En næsten nyfødt rockstjerne, 1965. Foto: Privat

I FORÅRET 1984 spillede vi på Musikcafeen i Huset i Magstræde. Med os havde vi for første gang ’Cobber’, der spillede guitar. Vi betragter hans indtræden som den dag, hvor D-A-D – Disneyland After Dark – for alvor blev stiftet. Navnet kom ud fra en forestilling om, at når Disneyland lukkede, kunne alt ske, og det passede godt til vores legende stil. Vi havde spandevis af fuldstændig grundløs mandlig selvtillid, og vores koncerter var én lang opvisning i, hvor indbildsk man egentlig kan være. Vi struttede rundt med vores kindben og små appelsinballer, og vi nægtede at tage noget seriøst. Alt skulle være frit.

Stig, Peter og jeg flyttede sammen i en kælderlejlighed i Løgstørgade på Østerbro. Det var et erhvervslejemål, og vi forsøgte at bilde andelsforeningen ind, at vi var et nystartet bookingbureau. Det kunne de nemt gennemskue, at vi ikke var, men vi fik lov at flytte ind alligevel. Jeg arbejdede i en børnehave og gjorde rent på erhvervsmanden Peter Zobels kontor, mens vi indspillede demoer, som vi sendte til pladeselskaber.

Et af dem var Mega, der godt kunne lide vores cowpunk-lyd. De gav os en kontrakt på en ep, som vi indspillede i 1985. Den bestod af tre numre, et af dem var ’Marlboro Man’. Jeg sang det dyriske omkvæd i vokalboksen, og da jeg hørte det igen ude i kontrolrummet, tænkte jeg for første gang: ”Det her, det kan noget.”

D-A-D i Sweet Silence Studios. Foto: Toke Hage/Ritzau Scanpix

DE NÆSTE ÅR horede og drak vi os gennem det meste af Skandinavien og Vesteuropa. I 1986 udgav vi vores debutalbum ’Call of the Wild’, og året efter kom ’D.A.D. Draws a Circle’. Med de to plader fik vi virkelig smagt på det hele. Men der indtraf også hurtigt tømmermænd. Både fysiske og moralske. Der findes ingen eksistentialistisk krise så dyb som den, der kommer efter en ordentlig omgang tømmermænd. Vi blev simpelthen ramt af blues.

Det satte sine spor i musikken. Vi lagde ironien og cowboyhatten på hylden og indspillede i stedet noget, der var hårdere, mere alvorligt. Og ramte lige ned i nuet. Den nye lyd passede perfekt med de bevægelser, der var i rockmusikken på det tidspunkt. I 1988 var vi første gang på en miniturné i USA, og det var en vild oplevelse at være et product. Derovre var D-A-D én lille pølse på et meget langt bånd af pølser, der også ville være store rockstjerner.

Vi underskrev en stor pladekontrakt med Warner og tog på en større USA-turné året efter, men det store gennembrud kom ikke. Pludselig var det en kamp med alle de andre bands om at have det højeste hår og den vildeste guitar, og det passede os ikke at forsøge at ligne White Lion, Europe og Danger Danger. Vi kunne nok have været mere vedholdende og tjent en masse penge, men vi havde allerede løbet hornene af os i Europa, og vi havde familier, der ventede derhjemme.

ER DU BINZER, MAND! 

Jesper Binzer, 59 år, født og opvokset i København. Dannede D-A-D i 1982 sammen med bassist Stig Pedersen og trommeslager Peter Lundholm Jensen. To år senere indtrådte hans bror Jacob Binzer i bandet som guitarist. D-A-D betragter 3. marts 1984 og den første koncert med begge Binzer-brødre som den dag, bandet blev stiftet. I år er derfor bandets
40-års jubilæum, hvilket man blandt andet har kunnet opleve i udstillingen ’Danmark After Dark’ på Nationalmuseet.

Sammen med D-A-D (der i dag udgøres af de to Binzer-brødre, Stig Pedersen og Laust Sonne) har han udgivet 13 album.
Senest ’Speed of Darkness’, der udkom 4. oktober.

Derudover har Jesper Binzer udgivet to solo-album. Han er – også – aktuel med bogen ’Flot kronhjort’, der udkom i november. D-A-D kan opleves i en lang række koncerter landet over i 2025.

FRA USA HUSKER jeg desværre mest at bo på Holiday Inn, hvor vi selv skulle vaske vores sengetøj. Og så husker jeg en nærmest uhyggelig groupie-kultur, der var ekstremt klichéfyldt for en dansker. Jeg prøvede i al venskabelighed at leve op til rockstjerne-rollen, så godt jeg kunne, men det blev hurtigt lidt hult.

Når jeg kom ned fra scenen efter en koncert, især i de store byer i Midtvesten, stod der en horde af unge piger, som dukkede op til alle koncerter med tidens rocknavne. Og så skulle der være fest, sådan var det bare. Det var en ret grum rollefordeling, at de unge piger nærmest kun eksisterede som nydelse for den mandlige del af selskabet. Jeg ville hellere høre, hvad der foregik inde bag pandebrasken på Jessica – hvem hun var, og hvor hun kom fra – men det var der hverken lyst, tid eller råd til. Hun skulle have et hak i sengestolpen, og jeg skulle også være typen, der gerne ville have et hak i sengestolpen. Og altså: Jeg klager ikke! Men jeg mistede hurtigt interessen.

Når man er mandlig forsanger i et rockband, får man hurtigt tildelt en rolle, som jeg altid har haft svært ved at leve op til. Særligt da jeg var yngre, skulle jeg være sådan en, der drak og knaldede hele tiden. Jeg har oplevet, at folk er kommet væltende ind ad døren backstage med en flaske whisky og en pose coke. Og så bliver det hele lidt mærkeligt, når jeg hellere vil have en kop te.

Fotosession til albummet ’Everything Glows’, 2000. Foto: Privat

I D-A-D HAR vi altid arbejdet på den måde, at vi har taget føringen på skift. Når en af os er blevet ramt af kreativitet og energi, har resten stillet op, klar til at lege. Men i 2016 kunne jeg for første gang mærke, at min ivrighed ikke blev mødt af de andre. Jeg gik og brændte inde med alt muligt, men da jeg forsøgte at overtale bandet til at gå i studiet, sagde ’Cobber’ bare: ”Jeg skal ikke en skid.” Det gjorde mig vred, og jeg følte mig svigtet.

En aften var jeg på Store Vega for at se Kim Larsen. Bagefter spurgte hans manager, om ikke jeg kom en tur ind på Hero Bar i Stormgade. Jeg ankom lidt før og havde allerede et par fadøl under bæltet. Da Kim Larsen kom ind ad døren, rejste jeg mig op og råbte: ”The King!” Han svarede bare: ”Du skal fandeme ikke kalde mig et hundenavn.”

Vi faldt i snak, og jeg delte mine frustrationer over bandet. 

”Hvad fanden skal jeg gøre?” spurgte jeg. ”De andre gider ikke øve.”

”Hvis de ikke gider øve, så ud med dem,” svarede han. Det var hans tilgang.
Når Kim Larsen ville lave
musik, havde man bare at stille op, ellers fandt han nogle andre at indspille med. 

Jeg var vant til at skrive tekster med Stig, men nu var jeg på egen hånd. Jeg gik i studiet med Søren Andersen, som spillede bas i D-A-D en sommer. Først var det bare nogle numre, men inden jeg fik set mig om, stod jeg med en hel plade. Ingen i D-A-D vidste det, selvom vi i mellemtiden igen var begyndt at øve. Jeg turde ikke sige det til dem, og det var latterligt. Men da den første single blev spillet i radioen og brugt som intro til et bokseprogram på Viasat, kunne de næppe undgå at bemærke det. D-A-D er en drengeklub af træmænd, et dysfunktionelt kvadrupel-ægteskab, og alt, der ikke har noget med bandet at gøre, gemmer vi væk. Hvilket også kan være befriende.

Hjemme på H.C. Ørstedsvej, 1980. Foto: Privat

JEG HAVDE HOVEDET oppe i min egen røv. Det skyldtes også, at jeg befandt mig i en mærkelig gråzone på grund af mit Dolol-misbrug. Jeg har altid lidt af søvnløshed, og når det bliver nat, og andre mennesker går ind og gør klar til at få deres otte timer, fortsætter dagen inde i mit hoved. Det er fyldt med chit-chat og tanker, der myldrer, og jeg har uro i hele kroppen. Jeg får fysiske angst-anfald, og der er ikke rigtig nogen kur, der virker. Når det er værst, får jeg kun 2-3 timers søvn. Når det går godt, får jeg fem eller seks. Det er sket, at jeg har holdt mig vågen en hel nat for at kunne sove den næste.

Gennem årene har jeg prøvet alt: sovepiller, melatonin, baldriandråber, te med honning og så videre. I perioder har jeg også røget hash, og for omkring 10 år siden kom opioiderne ind i billedet. Jeg havde hold i lænden, og lægen udskrev en mindre dosis Tramadol. Det virkede fantastisk, jeg fik ro i kroppen. Tramadol og Dolol kunne ikke få mig til at falde i søvn, men pludselig var det en helt anden oplevelse at være søvnløs. Jeg var rolig og kunne holde om min daværende kone om natten. Jeg følte mig ganske enkelt mere som mig selv.

Der var ikke så meget opmærksomhed omkring faren ved opioider dengang, og derfor var de til at lokke ud af bekendte, som havde fået udskrevet for mange, eller som ikke kunne tåle dem og fik kvalme. Jeg fik Dololer i fødselsdagsgave i både 2014 og 2015. Og når jeg var i udlandet, købte jeg dem med hjem. I starten tog jeg dem kun, når rastløsheden og angsten ramte om natten, men med tiden blev det hver dag.

Koncert på Nemoland, 2007. Foto: Privat

I STARTEN VAR det fantastisk at være på Dololer. Men stille og roligt begyndte ulemperne at overskygge fordelene. Glæden forsvandt, når effekten af pillerne aftog, og i stedet blev jeg sur på en selvsikker og idiotisk måde, hvor jeg var sikker på, at jeg havde ret, og alle andre tog fejl. Det var det, der skete, da jeg blev skidefornærmet over, at resten af bandet ikke ville indspille med mig. 

Jeg var afhængig af Dololer i 22 måneder. Det blev sværere og sværere at skaffe pillerne, og til sidst måtte jeg bestille dem på nettet fra et firma i Kina. Jeg gik derhjemme og ventede, indtil der endelig lå en kuvert med kinesisk afsenderadresse i postkassen. Men der var ingen piller. I stedet lå der et brev fra Københavns Politi, hvor der stod, at de havde taget mine piller, fordi de var ulovlige. 

Jeg slap for en bøde, men jeg syntes, at det var ekstremt pinligt. Og så lagde jeg faktisk Dololerne på hylden – fra den ene dag til den anden. Jeg har altid været et meget kontrolleret menneske, og måske er det angsten for konsekvenserne, der får mig til at holde op, før jeg kommer alt for langt ud. Jeg har også haft periodisk hashmisbrug, som jeg har kvittet uden problemer. Men jeg må indrømme, at jeg sover dårligere i dag, end da jeg var på opioider.

Koncert på Tiøren, Amager, 2022. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

JEG LEVER ET liv, der er travlere end nogensinde. Der har aldrig været så meget bud efter D-A-D som nu. Nogle siger, at vi kun er blevet sammen for pengenes skyld, og ja, der er gode penge i det. Det manglede da også bare, for man ofrer en masse, når man lever et rock’n’roll-liv, flyver rundt, spiller koncerter til sent om aftenen og alt det der – for eksempel sin nattesøvn. Men man kan ikke arbejde så hårdt, som vi gør, hvis det kun er pengene, der driver værket.

Vi har været i gang i 40 år, og vi har ingen planer om at stoppe. Jeg skal ikke kunne sige, om der på et tidspunkt er nogle, der siger stop. Vi bliver jo også ældre, og jeg har selv forhøjet blodtryk. Men lige nu har vi alle den samme fornemmelse: Vi er stadig gode, og vi har i hvert fald fem år mere at give af.

Jeg har stadig brug for at skrive nye sange og udkomme med ny musik. Det er sådan, jeg kommer af med mine følelser. Og jeg kan nok ikke holde mig væk. Min far døde i 2019 af en uhelbredelig lungesygdom, og mens det langsomt gik ned ad bakke, lå han indlagt på Frederiksberg Hospital. I den periode havde vi mange gode snakke om livet og om løst og fast. Han sagde mange kloge ting. En af de sidste var dette: ”Det her er ikke ment så hårdt, som det er sagt. Men dit største problem, Jesper, det er jo, at du er sceneliderlig.”

/

Bro-forbindelsen

Som sit efternavn forsøger hun uge efter uge i programmet ’Sara & Monopolet’ at få danskerne til at nå – og måske forstå – hinanden. SARA BRO bringer også gerne sig selv i spil og ud på åbent vand. Men hvem er mennesket rundt om stemmen og værtsrollerne, og hvad er det, hun gerne vil?
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

SARA BRO RÅBER farvel til datteren, smækker hoveddøren til kanalhuset i Sluseholmen og sætter sig på cyklen med kurs mod DR-byen. Først hen over havnekanalen, så lidt efter tværs over Artillerivej, mens hun i bedste københavnerstil nikker til buschaufføren og skærer ind over morgentrafikken.

”Vi må ikke komme for sent jo!” siger hun med sin karakteristiske stemme, mens hun suser videre gennem det fredfyldte naturområde på Amager Fælled. ”Er det ikke fedt, det her? Er det ikke en dejlig cykeltur?”

Det er tidlig morgen, og Sara Bro er på vej ind for at optage det mest populære radioprogram herhjemme med ugentlige lyttertal på lige knap en million. Da hun lidt efter trasker igennem svingdøren ind til Danmarks Radio, er der usædvanligt stille i mastodontbygningen.

”Jeg elsker det her tidspunkt, når man ankommer og er helt høj på at skulle sende,” siger hun morgenfrisk, mens store, blonde krøller dingler om ørerne på hende.

Inde i studiet er redaktør Andreas Jeppesen og tilrettelægger Anna Tychsen Staugaard allerede mødt ind og ved at gøre klar. Der står kaffe, rundstykker med ost og andet bagværk klar på bordet. ”Jeg har byttet om på rækkefølgen af et par af dilemmaerne,” siger redaktøren. ”Jeg syntes, at det blev lidt for tungt i starten, så jeg har rykket den der med vasketøjet ind i første time.”

Sara Bro skimmer hurtigt den opdaterede programoversigt igennem.

”Den der med vasketøj er herregrineren,” siger hun og slår sin velkendte høje latter op. ”Han ved slet ikke, hvad han åbner for med det dilemma.”

HISTORIEN BEGYNDER i et kollektiv i Vedbæk nord for København. I starten af 70’erne var hendes forældre en del af hippiebevægelsen med alt, hvad det indebar af kassebukser, utæmmet hårvækst og ukonventionel livsstil. Sammen med en flok venner havde de købt et gammelt kloster og indrettet det i tidens ånd med fælles sovesal og bollerum. Her levede de det frie liv, da de som 21-årige pludselig fandt ud af, at de skulle være forældre.

”De var kærester, men dengang ejede man jo ikke hinanden. Det hele var meget frit,” fortæller Sara Bro et par uger tidligere i sin lejlighed i Københavns Sydhavn, mens kanalvand langsomt løber forbi uden for det store glasparti.

Forældrene forlod kollektivet og rykkede ind i en toværelses lejlighed på Fiolstræde i Indre København, men da moren var i fuld gang med at læse til socialrådgiver, gik faren hjemme med hende de første par år. Han syede datterens tøj, lavede aftensmad, tog sig af de huslige pligter og gik op i at præge Sara Bro med bestemte værdier fra en meget tidlig alder.

”Jeg var tæt knyttet til min far, og han forsøgte at lære mig, hvordan jeg skulle agere i verden, eksempelvis at jeg altid skulle signalere, at jeg ikke var bange for noget,” siger hun og fortæller, at hendes far også var meget opsat på, at hun ikke måtte lære at gøre rent – i stedet skulle hun lære at tænde bål, bruge en boremaskine og den slags.

”Som voksen spurgte jeg ham: ’Hvorfor syntes du ikke, at jeg skulle lære at gøre rent?’ Og så sagde han: ’Jeg ville ikke have, at du skulle bruge dit liv på at opvarte nogen mand. Jeg ville have, at du brugte din energi på at være kreativ.’”

SARA BRO OM …

At være genert

”Jeg har tit fået at vide, at jeg virker arrogant, men jeg tror, folk forveksler det med, at jeg er genert. Jeg har altid haft tendens til at rødme, og det er jo superakavet – især når man er på arbejde. Selvom man måske ikke skulle tro det, har jeg altid haft det bedst med at stå bag ved nogle andre og kigge dem over skulderen i stedet for selv at være i centrum.”

Opdragelse

”Jeg går langt mere op i at lære min søn at gøre rent og vaske tøj og købe ind, end jeg gør med min datter. Jeg er faktisk ret ligeglad med, om hun lærer det af mig, for jeg er helt sikker på, at det fra samfundets side nok skal blive nudget ind i hendes eksistens før eller siden. Vi har sådan nogle sæbedispensere, og nogle gange kommer min søn og fortæller mig, at begge to er brugt op. Så siger jeg: ’Gå i Netto, og køb nogle nye, og send mig en anmodning på MobilePay.’ Jeg vil gerne have, at han lærer, at der ikke bare er nogle andre, der klarer det huslige.”

DA HUN VAR to år gammel, gik forældrene fra hinanden, men i stedet for at gå hvert til sit flyttede de ind på hver sin etage i en tidligere politistation på Store Kongensgade i Indre København, som også var blevet lavet om til et kollektiv.  

Flere andre tidligere par flyttede også ind i kollektivet med små børn, der på den måde kunne være tæt på begge forældre og gå rundt fra etage til etage, som det passede dem.

”Det var superfedt, man kunne frit rende rundt alle vegne, også i gården og baggården, og der var masser af børn at lege med,” husker hun og fortæller, at der til at begynde med var én etage, hvor hun sov med flere af de andre børn, en anden etage med et fælleskøkken, hvor alle spiste sammen, og sådan var det ellers fordelt rundtom i ejendommen. Der var også fællesbade, fællestoiletter og konsensusdemokrati, hvor alle beboerne skulle blive enige om alle beslutninger.

Senere blev det mere opdelt, hver etage blev sit eget lille kollektiv, og hun kom selv til at bo med sin mor og to andre kvinder samt den enes datter. Hver lille familie havde egne værelser, men der var ikke lås på dørene, for alt blev i udgangspunktet stadig betragtet som fælleseje.

”Alt var åbent, og man kunne også gå ind på andre børns værelser og lege med deres ting, uden at de var der. Men jeg kan også relatere til nogle af de ting, der er blevet fortalt om at være barn på Christiania. Det var slet ikke lige så vildt, men det var jo nøgenhed og fester, og som barn var man med til alt. Der var også alle slags mennesker i det kollektiv, men så fik man forklaret, at der skal være plads til os alle sammen. Jeg er vokset op med et klart menneskesyn om, at man ikke er forkert, bare fordi man ikke er som de andre.”

I DEN GRUPPE af børn, som Sara Bro hang sammen med i kollektivet, var hun den yngste. To af hendes bedste venner i dag, Mia Koerner og sangeren Kaya Brüel, var dengang nærmest en form for pseudosøskende. Mia var et par år ældre end Kaya, der var et par år ældre end Sara Bro, og derfor var rollefordelingen i trioen helt klar. 

”Jeg havde aldrig noget at skulle have sagt. Når vi legede ’familie’ som børn, skulle jeg altid være hund eller luft. Det var jo megakedeligt, for så var man ikke rigtig med i legen, men så plejede de at sige: ’Jo, du er, for der er ingen, der kan trække vejret, hvis du ikke er her,’” griner hun

Til gengæld havde Sara Bro noget andet, som flere af de andre børn misundte hende: Hun og moren levede temmelig traditionelt og med faste rammer. Hun skulle eksempelvis være i seng på bestemte tidspunkter.

”Nogle af de andre børn kunne finde på at lyve om, at de ikke kunne lege og skulle hjem i seng, blot for at få en følelse af det der liv med faste rammer,” fortæller hun. ”Som barn kan man godt søge noget, man ikke selv har. Min egen store drøm dengang var at bo i Høje Gladsaxe. Jeg havde en veninde, som boede derude, og der var kabel-tv, affaldsskakt og hjørnesofa. Jeg syntes, at det var rent heaven, hver gang jeg var der, og jeg blev ved med at tigge min mor: ’Kan vi ikke nok, please, flytte derud?’”

SARA BRO OM …

’Sara & Monopolet’

”Jeg tror, det er så populært, fordi det handler om os selv. Ligegyldigt hvor specifikt og underligt temaet er, handler det jo alt sammen om relationer, og det kan vi alle sammen forholde os til.”

Kritik

”Selvfølgelig er det ikke fedt at få at vide på sociale medier, at man er en kæmpe nar, men jeg har altid tænkt, at det faldt mere tilbage på dem, der har så stærke følelser uden at kende mig. Hvis jeg skulle tænke over, hvad hver eneste person synes om mig, ville jeg ikke have tid til noget som helst andet.”

ET AF DE største ungdomsoprør kom, da hun som 11-årig begyndte at gå med makeup. Det blev anset som strengt forbudt.

”Det var virkelig ulovligt i de voksnes øjne. Vi voksede også op med, at man ikke måtte have bh på, og at man ikke måtte være feminin, så derfor blev jeg besat af alt feminint,” siger hun og fortæller, at hun dengang så med beundring på sin mormor, som altid gik med makeup, smykker, højhælede sko og nederdel.

”Min mor var også feminin, men på den der hippie-kollektiv-agtige måde, mens min mormor i højere grad repræsenterede sådan en Barbie-femininitet. Det var jeg superfascineret af.” 

Det var også Sara Bros mormor, der kom hende til undsætning, da hun ramte teenageårene.

”Jeg fik nogle ret store bryster, men man skulle helst ikke gå med bh i kollektivet, og min mormor syntes simpelthen, at det var noget pjat, så hun tog med ud og købte tre bh’er til mig.”

I kollektivet blev der ofte holdt store fester med bands, hvor det væltede ind med gæster. Forældrene var blot 23 år gamle, da de flyttede ind, de andre beboere var på samme alder, og det bar stedet præg af. Da Sara Bro og de andre blev teenagere, fik flere af dem en aversion mod det, der var forbundet med kollektiv-livet, og de ville bare hjemmefra hurtigst muligt. 

”Det var virkelig ’Paradise Hotel’ i kollektivet, men med mere hår på fissen. Vi ville bare gerne leve sådan nogle helt normale, småborgerlige liv, hvor vi kunne lave stegt flæsk med persillesovs og servere mad på bordet hver dag klokken 18.”

Som teenager opsøgte hun i høj grad kernefamilier, både igennem kærester og venner. Ikke mindst ved juletid, for i kollektivet foregik juleaften sådan, at alle børnene blev stuvet sammen i én lejlighed, og så holdt de voksne en ordentlig fest nedenunder, mens der var vagtskema, og de på skift tog tjansen med at passe ungerne.

”Så jeg har altid elsket juleaften. Altså, jeg var som en magnet på dem, der holdt den mest traditionsrige jul. Jeg idealiserede virkelig kernefamilien og den der tryghed, der var forbundet med julemad og flæskesteg og alt det der.”

DENGANG GIK HUN i Sølvgades Skole, en af byens mest centralt beliggende, men ikke som sådan et eksklusivt sted i fattig-80’erne. Området omkring skolen var spækket med bodegaer, og det var ikke ualmindeligt, at man så lærerne sidde og hænge på en af dem, når man selv var på vej hjem om eftermiddagen.

I de år døjede Sara Bro en hel del med selvværdet og selvopfattelsen af at være ’den kiksede veninde’.

”Når en eller anden fyr prøvede at score en af mine veninder, var jeg ligesom med på slæb, og så fik jeg stukket en drink i hånden, og så var det sådan: ’Get out.’ Jeg havde kæmpestore briller, jeg havde vildt mange bumser, mit hår var, som det er nu, helt ustyrligt. Jeg havde bare sådan en følelse af, at jeg så weird ud. Min mor syede også meget af mit tøj, og som teenager blev jeg meget bevidst om, at jeg ikke passede ind i den måde, man skulle se ud på.”

I de år var det tøjmærket Ball, Levi’s og Buddy-dynejakker, der var det hotte i skolegården, og, hvis man virkelig skulle sætte trumf på, mærket Gerry. Efter skole var det fast kutyme at tage ind til Strøget og kigge på Chuck Taylor 501’er, sømandssweatre med ruskindslapper og de små, prikkede Mads Nørgaard-tørklæder i vinduerne.

”Det er stadig fuldstændig indprentet i mig, fordi jeg så tit sad og forbandede mit liv: Hvorfor er det aldrig mig, der kan få den der blå Buddy-dynejakke?” 

Mange af de andre havde råd til at få fingrene i det smarte mærketøj, men Sara Bro måtte nøjes med billige kopivarer, som hendes mor købte til hende – blandt andet fra Frøkjær. Hun forsøgte længe at slutte fred med Frøkjær-dynejakken og få den til at ligne den ægte vare, men til sidst besluttede hun sig for, at det simpelthen var for latterligt. I stedet gik hun over i den genbrugsbutik, der lå tæt på hendes skole. Her kunne man fylde en pose med tøj for en 10’er, og så stylede og sammensatte hun det på sin egen måde. Hvis ikke det passede, klippede hun det til, der røg et par ærmer her eller en hals der, men det var langt sjovere end at forsøge at efterabe de andre.

”Hvis man ikke passer ind i en gruppe, kan man forsøge at moderere sig selv, eller man kan hoppe i den modsatte grøft, gå kontra og i stedet forstørre de sider, man har. Man kan prøve at blive hende, alle fyrene gerne vil have, men hvorfor bruge en masse energi på at passe ind i en rolle, man alligevel ikke passer til? Jeg tog de kort, jeg havde fået tildelt, og så begyndte jeg at spille dem på den måde, som jeg syntes var sjovest.”

SOM 20-ÅRIG blev hun inviteret ind i programmet ’P4 i P1’. Hendes veninde Mikala Krogh (dokumentarinstruktør og i dag redaktionschef i DR) var producerelev på ungdomsprogrammet. I en sommerferie skulle hun stå for planlægningen, og derfor spurgte hun veninden Sara, om hun havde oplevet noget, hun kunne dele med lytterne.

De to havde mødt hinanden nogle år tidligere på Rantzausminde Efterskole på Sydfyn og efterfølgende, som 16-17-årige, lavet en dokumentarfilm ved navn ’Epilog’ om efterskolelivet, og de var overbevist om, at de skulle være instruktører og lave dokumentarfilm. Sara Bro tog et forløb på kunstfotoskolen Fatamorgana og fik derefter job i en kopibutik på Frederiksberg, så hun bagefter kunne komme på dagpenge og lave sin næste film.

Mens hun arbejdede i kopibutikken, begyndte en 14 år ældre fyr at sende hende blomster. Han boede lige ved siden af, var blevet distanceforelsket i hende, og til sidst dukkede han op og inviterede hende to uger til Bali.

”Jeg sagde bare ja, fordi det lød grineren, så vi var af sted på den der ferie, men det gik selvfølgelig helt galt, for han var helt vild i varmen, og jeg ville kun have, at vi skulle være venner. Bagefter ville han have, at jeg skulle flytte sammen med ham, og det havde jeg ikke lige lyst til.”

Dén historie fortalte Sara Bro i ’P4 i P1’, og det fandt journalisten, der interviewede hende, så underholdende, at han spurgte, om hun ville prøve at være vært på ’Børneradio’. Hun vidste ikke engang, at det var et job, men om hun tjente sine penge det ene eller det andet sted, var lige meget, så hun takkede ja. 

Foruden jobbet i kopibutikken havde Sara Bro indtil da gjort rent på en skole og været ekspedient i en videobutik, men nu var hun som bare 20-årig pludselig en del af Danmarks Radio. Hun var den yngste på redaktionen, men hun var opfindsom, hun fik blandt andet stablet det første DM i Børnerap på benene, og så blev hun ansvarlig for programmets børnereportere – børn på mellem 10 og 13 år, der interviewede andre børn, der stak lidt ud.

”Der var sådan en jargon på ’Børneradio’, som handlede om, at det var okay at være anderledes. Hvis man var en nørd, var det bare fedt, og vi hyldede især de børn, som blev holdt udenfor i klassen eller blev betragtet som weird af de andre.”

Først blev hun ansat i fire måneder, så fire mere, og sådan fortsatte det, men hendes oprindelige mission blev ved med at spøge i baghovedet.

”Jeg havde hele tiden den der filmdrøm, og jeg tænkte, at når det gik galt med værtsjobbet, måtte jeg på dagpenge, leve af havregrød og få lavet den film. Men der blev bare ved med at ske alle mulige grineren ting.”

I MORGENSTUDIET i DR-bygningen møder først paneldeltagerne Jakob Ellemann-Jensen og Anders Morgenthaler ind, og lidt efter tidligere tv-vært Lisbeth Østergaard. 

”Jeg har været oppe siden klokken fem, det syntes yngstemanden på seks måneder, at jeg skulle,” konstaterer Jakob Ellemann-Jensen, der går direkte i kaffen. 

”Vi er samme alder, men jeg kan allerede nu sige, at du holder dig bedre. Jeg ville få et fysisk sammenbrud, hvis jeg skulle op klokken fem,” siger Anders Morgenthaler

Så tager Sara Bro ordet.

”Jeg føler lige, at jeg skal sige noget, fordi Lisbeth ikke har været med før. Altså, du skal jo bare fyre den af. Der er 10 dilemmaer, og vi tager alle dilemmaer lige alvorligt. Når jeg hæver en pote, er det, fordi der er nyheder, og så har man et minut til at runde af.”

”Eller fordi det er noget værre vrøvl, det, man siger,” indskyder Jakob Ellemann-Jensen.

”Det går ikke ud på, at vi skal være enige,” fortsætter Sara Bro. ”Man må gerne holde på sit og dø på sin egen lille bakke.”

”Jeg har været oppe på den bakke i mange år,” siger Anders Morgenthaler. ”Jeg havde et helt årti med Søren Pind, hvor vi stod på hver vores bakke. Det var meget populært.”

Sara Bro skærer igennem, og få minutter senere, under en livlig snak om grøn grød til morgenmad, markerer hun tavshed til de andre, og så kommer jinglen.

BRO-PROJEKTET

Sara Freja Bro. Født 1974 i København.

Blev som 20-årig ansat som radiovært for ’Børneradio’ på P3 og har siden været vært på en lang række programmer i både radio og fjernsyn.

I 2020 lancerede hun podcasten ’Hjerteflimmer for voksne’. Samme år blev hun vært på ’Sara & Monopolet’, der er Danmarks mest lyttede radioprogram.

Hun har også haft forskellige værtsroller, blandt andet ved Dansk Melodi Grand Prix 2024, som hun også skal være vært for i 2025.

Hun har skrevet ’Sara Bros dagbog’ om sin personlige oplevelse med brystkræft.

Til daglig bor hun i Sluseholmen i Københavns Sydhavn med børnene Fritz og Miriam.

UD PÅ FORMIDDAGEN er det endelig tid til vaske-dilemmaet, som Sara Bro og resten af redaktionen har set frem til. Lytteren Mads har skrevet ind til ’Sara & Monopolet’, fordi der er opstået problemer med vasketøjet mellem ham og hans hustru. I hans optik findes der fire vaskegrupper – hvid vask, farvet vask, hvid kogevask og farvet kogevask – men ifølge hustruen Mille findes der otte plus vaskegrupper.

”Nu skal I holde tungen lige i munden, fordi det her er faktisk alvorligt,” siger Sara Bro, da de tre monopolister griner højlydt. Værten fortsætter med at remse dilemmaet op fra lytteren: ”Hver gang jeg vasker tøj, kommer der altid en bemærkning om, at jeg gør noget forkert.” 

”Jeg elsker det her dilemma,” siger Lisbeth Østergaard.

”Hvad siger du, Ellemann?”

”Jeg tror, at mange sidder og nikker derhjemme i stuerne og siger: ’Jamen, det er den samme diskussion, vi har. Det er ligesom det der med at fylde en opvaskemaskine, hvor den ene er en skandinavisk arkitekt, og den anden er en bavian på amfetamin,” siger den tidligere vicestatsminister. 

”Og det er mig, der er arkitekten,” tilføjer han. Det får Anders Morgenthaler til at flække af grin.

”Mads, du skal sige, og det mener jeg faktisk helt seriøst: ’Hør her, hvis jeg ikke kan gøre det her godt nok, så må du selv vaske,’” konkluderer han lidt efter.

Sara Bro opsummerer:

”Jeg føler, at svaret herinde fra studiet er: ’Mads, bland dig uden om det der tøjvask, og hjælp med nogle andre opgaver, hvis du ikke kan finde ud af alle de kategorier.’” 

I løbet af formiddagen når panelet forbi dilemmaer om alt fra at give børn smartphones til en familiefar i fyrrerne, der er blevet smaskforelsket i en 21 år yngre kvinde på arbejdspladsen og ikke ved, hvad han skal gøre.

Til sidst er det tid til at uddele en ’Sara & Monopolet’-T-shirt for dagens bedste dilemma. Den vinder Mads for sin banale, men
alligevel universelle problemstilling. 

I SLUTNINGEN AF tyverne stod Sara Bro selv i sit livs dilemma. Hun havde aldrig gjort sig de store tanker om at stifte familie, men nu var der pludselig risiko for, at det ikke længere var en mulighed.

Mens hun en dag tumlede rundt med sin daværende kæreste, mærkede hun en knude i brystet, og et efterfølgende lægebesøg afslørede, at hun var ramt af brystkræft. Hun var 27 år, og indtil da havde hun levet i den opfattelse, at kræft var noget, der kun ramte gamle mennesker. 

Det stod heldigvis hurtigt klart, at hun ikke var i fare for at dø, hun havde kræft i en lukket knude, der ikke havde bredt sig til andre steder i kroppen, så lægerne var rolige. Men det betød ikke, at hun slap for kemo og strålebehandling.

”Når man er på kemo, er man helt væk fra hegnet, og det er næsten umuligt at lave helt almindelige ting som madlavning. Man kan slet ikke koordinere, og man har intet overskud, det er en ekstrem stressbelastning bare at holde sig flydende,” siger hun og husker, hvordan vasketøjet hobede sig op i bunker.

”Jeg havde i forvejen ingen forkærlighed for husligt arbejde, men nu kunne jeg slet ikke lave noget. Jeg blev træt hele tiden, som et femårigt barn, og jeg tænkte bare: ’Please, lad mig blive normal igen.’ Da jeg så endelig begyndte at blive det, kom de store tanker: ’Hvad vil du egentlig med dit liv?’”

Kemoen fik Sara Bro til at miste håret og se meget syg ud, og selvom hun ikke var bange for at dø, blev døden alligevel noget, hun kom til at forholde sig til.

”Man bliver jo pludselig præsenteret for en tankegang om, at man i princippet kan dø i morgen. Sådan her,” siger hun og knipser.

”Kræft, lastbil, whatever. Det er jo ikke givet, at dit liv fortsætter, til du bliver gammel.”

Behandlingen betød risiko for, at hendes fertilitet ville tage skade, og efterfølgende skulle hun på en hormonkur i fem år, der drastisk forøgede risikoen for at komme tidligt i overgangsalderen. 

Efter at hun blev raskmeldt, fik hun først sønnen Fritz og et par år senere datteren Miriam. 

”Lige siden dengang har jeg taget en beslutning om, at der ikke er nogen grund til, at jeg sidder og venter på, at tingene lander i favnen på mig. Jeg kan lige så godt gå ud og gøre det, jeg gerne vil. Nu.”

I MIDTEN AF 00’erne fandt to DR-kolleger på en kærlighedsbrevkasse, og da Sara Bro blev spurgt, om hun ville være med, sprang hun straks om bord. Sammen lavede de en dummy, som de præsenterede for afdelingschefen. Ideen blev dog afvist på stedet, men så let lod hun sig ikke affeje. Hun havde en veninde, der skulle til et møde med en chef helt oppe i systemet, så hun fik lokket hende til at tage dummyen på kærlighedsbrevkassen med.

”Vi smuglede det der VHS-bånd op til chefen, og kort efter kom meldingen: ’Fedt, det skal vi have!’ Så bestilte hun 16 programmer. Vores egen chef blev selvfølgelig pissesur,” griner hun.

Det blev til fire sæsoner af ’Hjerteflimmer’, 50-60 episoder i alt, hvor forskellige ungdomsidoler  var med til at besvare kærlighedsspørgsmål fra lytterne. Programmet blev også sendt i loop i flere sommerferier, og det nåede massivt ud til en hel ungdomsgeneration, der stadig ikke havde stiftet bekendtskab med YouTube og den kommende bølge af sociale medier.

”Vi havde en stor platform, og jeg fik bunker af mails fra alle mulige unge, blandt andet muslimske teenagere, som skrev, at programmet var deres adgang til informationer, fordi de ikke kunne tale med deres forældre om den slags.”

Mange år senere mødte Sara Bro flere og flere, der var vokset op med ’Hjerteflimmer’, som foreslog hende at lave det igen. Derfor slog det hende pludselig: Måske var det tid til ’Hjerteflimmer for voksne’?

Hun foreslog ideen til forskellige chefer i Danmarks Radio, men ligesom sidst var der ikke den store opbakning. Hvem ville gide lytte til det? Men et par år senere til et kaffemøde med den nye chef for ’P3 Podcast’, Karen Straarup, fik hun nævnt ideen i en sidebemærkning – og så var den hjemme.

I 2020 blev første afsnit af ’Hjerteflimmer for voksne’ sendt, og det strøg hurtigt til tops på hitlisterne. I programmet deler to gæster ud af personlige kærligheds-anekdoter, mens de får rådgivning af terapeuten Jytte Vikkelsøe, og ud over værtsrollen stod Sara Bro for det hele selv, inklusive at optage og klippe programmet. I 2024 overlod hun værtstjansen til Sebastian Lynggaard efter at have produceret mere end 100 afsnit.

Hun betragter selv ’Hjerteflimmer for voksne’ som det, hun er mest stolt af at have lavet. 

”Det er min egen idé fra ende til anden, og jeg kæmpede så meget for den. Der er chefer, der har haft alle mulige forslag til, hvordan det skulle være – eksempelvis forskellige eksperter i hvert program. Men jeg har været fuldstændig klar i mælet: ’Nej, det er sådan her, det skal være!’”

Programmets popularitet tilskriver Sara Bro dog Jytte Vikkelsøes ”tankevækkende perspektiver”, der har det med at vende op og ned på Disney-forestillingen og taler for, at det er konflikterne, der er det interessante. Hun gengiver sit yndlingscitat fra kærlighedseksperten: ’Et problem er en oplevelse, som din identitet er for snæver til at rumme.’  

”Det er for mig super mindblowing,” siger hun, ”for det er jo så rigtigt. Hvis man ser alting som oplevelser, også ens fiaskoer, ser verden pludselig meget anderledes ud.”

Det var ren selvterapi for Sara Bro at lave ’Hjerteflimmer for voksne’, for hun var træt af, at hun selv ”fuckede så meget op i sine kærlighedsrelationer hele tiden”, som hun siger. 

En dag sagde Jytte Vikkelsøe til hende: ”Du har aldrig været forelsket i nogen, det er slet ikke det, det har handlet om. Du er kun gået ind i relationer, hvor du vidste, at du øjeblikkeligt kunne skride, så der aldrig var nogen, der kunne gå fra dig.”

”Da hun sagde det, bladrede jeg alle mine parforhold igennem, og så ramte det mig bare: ’Det er jo rigtigt!’”

EFTER FORÆLDRENES skilsmisse boede Sara Bro med sin mor på den ene etage i kollektivet, men kunne løbe op på sin fars etage, hvis hun havde lyst til det. Det fungerede, under omstændighederne, men der gik ikke længe, så fik han en ny kæreste og flyttede helt ud.

Hun havde været vant til konstant at være sammen med sin far, men den nye fordeling betød, at hun boede hos sin mor i kollektivet tre uger ad gangen og én uge hos sin far. Når dagen endelig oprandt, var det månedens helt store højdepunkt.

”Det var ret nemt for min far i den forstand, at det aldrig blev hverdag hos ham. Vi lavede alle mulige ting sammen, vi skulle i biografen, vi skulle dit og dat. Det blev altid sådan en exceptionel uge, som var meget sjovere end hjemme hos min mor. Først senere forstod jeg, at man godt kan køre sådan i en uge, men ikke tre uger i træk med madpakker og det hele.”

Selvom det var eksotisk at være hos faren, var det også … underligt. For hun boede der jo ikke. Og hendes far boede ikke med hende.

”Jeg hader det der med, at psykologer altid siger sådan noget med, at ’Nå, men det har jo nok noget med din barndom at gøre’.” 

Hun vrænger ansigtet ironisk.

”Men det er jo fucking rigtigt. Selvfølgelig påvirker det én dybt, hvis ens forældre bliver skilt, når man er lille. Man får et grundchok i sin eksistens, som kommer til at forme ens reaktionsmønstre fremadrettet, og det er jo vildt svært at lave om, fordi det ikke er en bevidst beslutning, man træffer ud fra et fornuftigt perspektiv. Det er et barn, der prøver at beskytte sig selv,” siger hun og fortæller om dengang, hun vikarierede som vært på radioprogrammet ’Tværs’, hvor de havde en hypnoterapeut inde, der havde hjulpet en ung pige, som havde så meget angst, at hun ikke turde gå på gaden – på grund af et møde med en fuld person som barn. 

”Hun er så lille, da det sker, at hun ikke kan huske det, og uden at være klar over det laver hun en redningsaktion på sig selv, der skal forhindre hende i at gå på gaden igen.”

Sara Bro sporer samtalen ind på sig selv.

”Som voksen kan jeg jo sagtens forstå, at min far får en kæreste og flytter ud, og jeg har aldrig været sur på ham over det. Mine forældre har været supergode forældre, de har altid været gode venner og sådan noget, men det er gået op for mig ret sent i mit liv, at da han flyttede ud, oplevede jeg det, som om han forsvandt ud af mit liv. Og så traf jeg en beslutning om, at det skulle jeg aldrig gå igennem igen.”

HUN GÅR UD ad svingdøren i Danmarks Radio efter endnu en omgang ’Sara & Monopolet’. Det er snart fire år siden, hun fik værtstjansen – til stor overraskelse for sig selv. 23. december 2020 var hun netop gået på juleferie, da telefonen ringede fra et nummer, hun ikke kendte. Hun havde spist frokost med sine børn, fulgt dem hen til deres far på Nørrebro, og nu gik hun ad Nørrebrogade og nød julefreden sænke sig. Derfor lod hun også telefonen ringe, men fik så en sms fra samme nummer. Det var radiodirektøren på Danmarks Radio – ring tilbage hurtigst muligt. 

”Jeg vidste, at hvis jeg ringede, ville det betyde mindre ferie. Men samtidig var jeg alt for nysgerrig til at lade være.” 

I røret fik hun beskeden om, at Mads Steffensen var stoppet med at lave ’Monopolet’ efter 17 år, at de skulle have en ny vært, og at det skulle gå tjept. Radiodirektøren havde hørt ’Hjerteflimmer for voksne’, var begejstret for Sara Bro i værtsrollen og havde derfor peget på hende. 

”Det lød jo vildt sjovt, men jeg sagde også til hende, at jeg er en helt anden type vært. Så sagde hun: ’Det er præcis derfor, jeg gerne vil have, at det bliver dig. Kan du holde møde i morgen?’ ’I morgen? Juleaften?’” spurgte Sara Bro. ”Nårh ja, men så 1. juledag?” lød svaret fra direktøren.

”Der var ikke tid til at sidde på hænderne. Samtidig måtte jeg ikke sige det til nogen. Ikke min mor, ikke mine kolleger, ikke nogen venner, ikke til nogen som helst.”

To uger senere, 9. januar 2021, blev første udsendelse af ’Sara & Monopolet’ sendt, og værten var spændt på, hvordan lytterne ville håndtere, at det nu var hende, der skulle præsentere danskernes dilemmaer. Men hun var ikke nervøs.

”Cheferne sagde: ’Vi regner med, at vi smider en masse lyttere, når du kommer til’, og i forskellige interview blev jeg hele tiden spurgt: ’Er du ikke bange for, om du kan fylde de store sko ud?’ Det var jeg faktisk ret meget i chok over. De fik det til at lyde, som om jeg aldrig havde lavet radio før. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: ’Hvorfor tror de, at jeg ikke kan finde ud af det?’”

Så smiler hun bredt. 

”Men det er trods alt sjovere den vej rundt – at nogen forventer, at man gør det dårligt, og så gør man det fucking godt.”

ARBEJDSDAGEN ER IKKE forbi. Sara Bro skal videre på optagelser til et nyt tv-program, som hun skal stå i spidsen for i det nye år. ’Resten af dit liv’ hedder programmet, hvor en række danskere, der står ved en skillevej, skal tage en beslutning om, hvordan resten af livet skal forløbe. Forskellige eksperter hjælper dem med beslutningen, og samtidig bliver de præsenteret for

forskellige statistikker undervejs. 

”Hvis du ved, hvor gammel du statistisk set bliver, og dermed hvornår du statistisk set dør, er der måske nogle ting, du ville gøre anderledes,” siger Sara Bro om temaet, der optager hende meget og har gjort det i mange år. 

Siden hun som 27-årig blev behandlet for sin kræftsygdom, har hun hvert år været til en årlig rutinekontrol, og i 2016 kunne lægerne konstatere, at hun igen havde fået forstadier til brystkræft.

Der var celleforandringer i et meget tidligt stadie, men hun valgte alligevel at få fjernet begge sine bryster for ikke at skulle leve med risikoen, og i samme ombæring fik hun lavet nye. Det var en proces, der tog tre år med forskellige operationer, før hun endelig, i 2020, kunne lægge hele forløbet bag sig – i hvert fald i teorien.

”Man kan ikke abstrahere fra det. I virkeligheden fylder døden meget mere i mit liv, end jeg nok giver udtryk for,” siger hun og fortæller, at mange af de gamle tanker kom væltende tilbage under det andet operationsforløb. 

”Jeg er ikke bange for døden, men nu har jeg også siddet rigtig meget med Jytte (Vikkelsøe, red.), som elsker at snakke om døden, og som planlægger sit liv ud fra, at hun eventuelt dør lige om lidt. Det er en rimelig vild måde at leve på, men det har vakt genklang hos mig. Why the fuck not? Man har et kort liv, og det er muligvis meget kortere, end man tror.”

SPØRGSMÅLET GJORDE sig også gældende, da Sara Bro tidligere på året fyldte 50 år. Hvorfor ikke fejre sig selv med manér? På selve dagen var hun sammen med 50 veninder – med østers, kaviar og stor fest på Søpavillonen – hvor hun selv havde syet sin pink kjole efter Marilyn Monroes kjole i filmen ’Gentlemen Prefer Blondes’ fra 1953.

Hun holdt også fødselsdag for sine børn og sine nærmeste samt en større familiefødselsdag med 130 gæster, og senere holder hun en fjerde fødselsdag med sin træner og andre medlemmer af den klub, hvor hun til daglig træner vægtløftning.

Sara Bro er passioneret dødløfter med en personlig rekord på 100 kilo, en sport, hun først fik øje på for få år siden. Hun havde brug for at få kontrollen over sin krop og ikke mindst at føle sig stærk. Og det hjalp hende at meditere, vinterbade og særligt at træne.

Det skarpe hjørne falder samtidig sammen med, at hun har været single i tre år. Det er første gang ”i hundredtusind år”, at hun har været single så længe.

”Tidligere har jeg haft en opfattelse af, at det der med at være single ligesom gik ud på at skulle finde en kæreste. Jeg er åben for tanken om, at det måske ikke nødvendigvis handler om det,” siger hun.

Faktisk oplevede Sara Bro det nærmest som det omvendte af en identitetskrise at fylde 50 år.

”Der er nogle gange folk, der vil give mig et kompliment, og så siger de: ’Man kan slet ikke se, at du er 50.’ Men jeg vil gerne have, at man kan se, at jeg er 50, for jeg er 50, og jeg er megaglad for det. Jeg føler, at jeg er mere i harmoni med mig selv end nogensinde før. Jeg har faktisk lige skrevet til min far, at jeg elsker mit liv. Sådan kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det.”

/

Carolines 9 liv

Som datter af en amerikansk trommeslager og en impulsiv svensk overklassepige blev CAROLINE HENDERSON kastet rundt mellem Philadelphia, Paris og Uppsala, inden en mellemlanding bragte hende til Danmark. Her fortæller den 62-årige sangerinde om at navigere i tilværelsen som avantgarde-kunstner og popsild, sexsymbol og alenemor, landadel og outsider. Og om at blive stadig mere sig selv.
Tekst:Birgitte Ellemann HöeghFoto:Sarah Butmann

1.

Jeg er vel tre år gammel. Min mor og jeg ankommer til New York og tjekker ind på et hotel. Min mor skal ud at købe groceries og får nogle stuepiger på hotellet til at passe mig. Da hun kommer tilbage, har de ribbet ALT af værdi, undtagen mig – også mit tøj og mine smykker. Det er sådan: ”Welcome to the United States of America.” 

Min mor er en 25-årig ret naiv svensk upper class girl, som ikke har rejst så meget. Men hun er eventyrer og del af en generation, som gør op med den kvinderolle, man i hvert fald i vores familie har båret på i mange generationer, hvor man muligvis får sig en uddannelse, men ender med at gå hjemme med børnene – og i hvert fald er gift. Min mors familie har herregårde og masser af jord og skov en time vest for Stockholm. Der er også en del præster. Min mor er meget smuk og begavet på mange måder, og så har hun den her vilde side, som de ikke ved, hvad de skal gøre ved.

Mine forældre møder hinanden på en jazzklub, hvor min far spiller trommer i 60’ernes Stockholm. Min mor går på kunstakademiet og kommer ofte på klubben med sine kunstnervenner. Det er det smarte sted i byen, hvor der kommer en masse hotte musikere fra USA. Jeg tror aldrig, de er forelskede, men de har det, obviously, skidesjovt. 

Igennem mine første tre leveår kommer min far og besøger os i Sverige. Min mor bor stadig hjemme, og hendes forældre synes nok, at det at få et barn uden for ægteskab med en sort jazzmusiker fra New York er noget af det værste, hun kunne finde på. Desuden har hun valgt at få mig, selvom min far er i et andet forhold – men min far er med på, at det er det, de skal. 

Da vi kommer til USA, er han paradoksalt nok på turné i Europa det meste af tiden. Min mor og jeg flytter til Philadelphia og en lille lejlighed på første sal i et brownstone-byhus. Det er et miljø, hvor folk helt konkret bliver skudt på gaden. Jeg er bange, men jeg har venner – masser af sorte veninder. At bo i USA de år er som at leve livet i en speedet version, nede i en smeltedigel, der bare koger og er ved at eksplodere anytime. Jeg ved, at jeg skal passe på. ”Hold dig på den her side af gaden, Caroline. Hvis du går derover, kan det være superfarligt.” Selv bliver jeg ikke betragtet som svensk. Helt tilbage fra slavetiden i USA har der været den her one drop rule. Hvis bare du har én dråbe sort blod i årerne, så er du sort. Så det er jeg altså: sort! Til gengæld er det lidt problematisk, fordi min mor er hvid, og det er ikke comme il faut med blandede par.

Vi flytter igen. Til et andet neighbourhood, som er mere trygt. Jeg kommer i kindergarten, får nye gode venner og har en hund og en kat. Området, vi kommer til, er for folk af asiatisk herkomst, sorte, nogle få er hvide, og der er mange jødiske familier. Jeg har det ret skønt og lærer en masse nationaliteter, sprog og kulturer at kende, for eksempel den jødiske lysfest chanukah og kinesisk nytår. Min mor får løbende penge af sine forældre, mens hun går hjemme, passer mig, maler, tager kunstkurser og går til borgerrettigheds- og anti-krigs-demonstrationer, hvor jeg også er med. Hun finder en ny mand, og vi er nu en hel lille familie, men jeg fornemmer hele tiden, at vi ikke kommer til at blive her. Måske fordi jeg savner mine bedste- og oldeforældre, deres herregårde og dyr. Det er min mors eventyr. Det føles, som om jeg bare er med på sidelinjen, og der er en bagdør. 

2.

Jeg står ude på altanen i vores lejlighed i Paris og kigger ud over det 16. arrondissement og tænker, at jeg vil være cirkusprinsesse. Min morfar har besøgt os i Philadelphia og set den misere, vi lever i. En uge efter ligger der to billetter til Paris – en til min mor og en til mig. Morfar, der er civilingeniør, har fået en direktørstilling i Paris, og vi flytter ind hos mine bedsteforældre og mine to unge mostre, som de har taget med sig.

Årene i USA har handlet om alt muligt andet end at være barn. En barsk start, som har lært mig, at det at være pige eller kvinde i den her verden ikke er specielt nemt, og at være en sort eller brun pige er endnu mindre nemt.

Nu er jeg pludselig la fille suédoise, den svenske pige, på otte år. Vi bor i en kæmpe lejlighed i ambassadeområdet, jeg går i pigeskole med skoleuniform og bliver ledsaget af voksne, når jeg skal lege i Bois de Boulogne. Og jeg er sammen med rigtige voksne. Jeg holder meget af min morfar, men endnu mere af min mormor. Vi lever med ordnede forhold og rutiner. Der er mad på bordet, ingen jagter mig på gaden eller i demonstrationstog. Alle, jeg omgås, er upper class, så jeg ser ikke, at jeg også pludselig selv er en del af det. Paris er tryghed, og det at være ’sort’ er ikke umiddelbart en ting i det miljø. For eksempel er min veninde Brigitte fra Uganda kulsort, men der er så meget rigdom og dannelse og kultur i hendes hjem, at det er det, der fylder. Hun har to nannies og bliver afleveret i skole i en limousine. 

På et tidspunkt tager min mor hjem til Sverige for at få styr på sit liv. Hun skal læse svensk litteratur på universitetet i Uppsala og have sig en lejlighed. Jeg bliver et års tid alene hos mine bedsteforældre og rejser til Sverige i mine ferier. I familien er det kutyme, at alle børn skal på kostskole, når de er 10 år. Planen er, at jeg skal til Sigtuna, equivalent med Herlufsholm i Danmark, men min mor vil have mig hjem til sig, så jeg ender i en kommuneskole i Uppsala. 

CAROLINES SANGLINJER

Født 1962. Datter af Rudolf Henderson og Gunilla Röhfors.

Flytter til Danmark som 21-årig og slår sammen med Maria Bramsen igennem med popbandet Ray Dee Ohh i 1989.

Udgiver i 1995 sit første soloalbum, ’Cinemataztic’, der vinder syv Danish Music Awards.

Har siden 2021 under navnet Black Voices samlet Iris Gold, Nabiha, Karen Mukupa og Barbara Moleko til en række koncerter, der hylder den sorte kvindes musikhistorie.

Har optrådt i en række teater- og musicalopsætninger og medvirket i flere danske og internationale film og serier, blandt andet den spanske film ’Todos amamos a Gloria Cole’ (2007), Netflix-serien ’Vikings: Valhalla’ (2022) og senest den danske ’Viften’ (2023).

Har tre sønner, to af første ægteskab og en med Martin Gylling, som hun er gift med i dag.

Modtog Ridderkorset i 2010.

Aktuel i musikforestillingen ’Natasja’, som er på danmarksturné, og fra 23. november julekoncert-aktuel i hele landet.

Hendes 14. album udkommer i foråret 2025.

3.

Første dag i skolen ankommer jeg i en pæn pariser-pigekjole, min mormor har klippet mit hår i en korthårsfrisure, jeg har pæne pigesko og garanteret også knæstrømper. Alle de andre er Tommy og Annika-typer med løst hår, jeans og smarte T-shirts. Vi er i 70’erne, hele det autoritære skolesystem er opløst, og de andre børn råber og skriger. Jeg står bare bag en stol og venter på, at skolelæreren skal sige, at jeg godt må sætte mig ned. 

Det er første gang, jeg føler, at jeg virkelig er anderledes. Skikke og dannelse er slet ikke comme il faut her, og så er jeg den eneste sorte pige på hele skolen. Jeg er på alle måder et topmærkeligt barn, der bakser med at lære koderne og sproget, selvom svensk er mit modersmål – men så opsat på at lære dem. De andre børn i skolen synes jo, det er pralende, når de spørger mig, hvor jeg kommer fra, og svaret er Paris og New York. Jeg vil bare gerne være sådan en Tommy og Annika-type. 

Jeg går i 9. klasse, har et miniskørt og en T-shirt på og er på vej i skole, da en mand kigger så meget efter mig, at han kører ind i en anden bil. Jeg er en late bloomer, der stadig godt kan lide at klatre i træer, er absolut ikke den smarte i klassen og er aldrig inviteret til en skid. Den her dag går det op for mig, at jeg er ved at blive en kvinde, og at det gør noget ved det andet køn, som ikke nødvendigvis gavner mig. Nu er jeg altså dér, hvor jeg ikke kan gå hjem alene fra en fest om aftenen. Jeg er en kvinde, og der er et regelsæt for mig, som ikke gælder for drengene.

Som teenager er jeg mere forvirret end nogensinde. Hvem er jeg, og hvad for en slags kvinde er jeg ved at blive? Jeg kigger på kvinderne i min familie. Min mor prøver på mange måder at være sådan lidt yeah – fri og uimponeret. Men hun er meget afhængig af mænd – hvis det ikke er ægtemænd, så er det min morfar. Hende skal jeg i hvert fald ikke være, og mine mostre er fuldstændig lige så konservative som min mormor og oldemor. 

Jeg må definere mit eget liv, og som 16-årig flytter jeg hjemmefra og til Stockholm. Her starter jeg på en forberedende teater-musik-skole, Calle Flygare Teaterskola, og begynder at få små roller på teatre og musikteatre. Som 17-årig kommer jeg også med i et reggae-band, hvor jeg synger kor sammen med en veninde. Det er skidesjovt, vi turnerer rundt i Europa, og jeg skal jo have noget at leve af. Jeg har altid vidst, at jeg havde en god stemme. I musik i skolen kunne jeg mærke, at jeg var på et andet niveau end de andre, og blev også altid bedt om at synge for, men det var ikke noget, jeg ellers dyrkede. Alligevel har jeg af og til tænkt, at fordi min far er musiker, kunne jeg lave musik, hvis alt andet gik galt.

Et par år efter møder jeg en pige, hvis far er koreograf, og vi finder ud af, at vi gerne vil lave nogle ting sammen. Hun kan godt lide hele det dér showmiljø, så vi begynder at lave shows sent om aftenen efter det rigtige show på en klub, der hedder Hamburger Börs: musik, sang, dans og sjov og ballade. Det giver mig adgang til et job på et rigtigt teater, Folkteatern, bedre kendt som Folkan, som danser og sanger. 

Men Stockholm er småt i 80’erne, og lidt efter lidt begynder jeg at tvivle på, om jeg har en fremtid her. Hele den skandinaviske eksotisering går mig på. Man får let et stigma som en ækel blanding af noget sexet, fremmed, mystisk og spændende. Det er ikke sådan, jeg ser mig. Hvis jeg skal noget med skuespil, vil jeg ikke føle mig begrænset af, at jeg skal spille en rengøringskone eller en prostitueret, noget Josephine Baker-agtigt eller en Billie Holiday-offerrolle. Min far siger: ”What are you doing? Why don’t you come over here?” Så jeg tænker: ”Okay, det prøver jeg.” Jeg vil gå på universitetet i San Diego, hvor han nu bor, og hvor de har en musiklinje. Jeg slår op med en ulidelig kæreste, som stalker mig, og min far lover at sende mig en billet. 

4. 

Jeg ringer på døren hos film- og teaterinstruktøren Kaspar Rostrup i Hellerup. Nogen har fortalt mig, at han skal lave et teaterstykke på Gladsaxe Teater om et vulkanudbrud på øen Martinique. I sagens natur søger de en masse sorte mennesker som statister, nogle med lidt erfaring. Prøverne skal starte ugen efter, og de har haft audition for tusind år siden. Men jeg tænker: ”Det dér lille land, det går nok.” Jeg har et ret omfattende cv af en 21-årig at være. Jeg har hørt, at man får 8.000 kroner om måneden som statist. 

På min fars side af familien har jeg en halvbror, som er født nærmest samtidig med mig. Han bor i København, så ham har jeg kontaktet gennem min far. Hans familie er sød, og de har inviteret mig indenfor. Togturen føles som en lang rejse, så færgen over, og jeg er landet på Københavns Hovedbanegård i oktober måned i sommertøj. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg sidder i Kastrup, og så er jeg videre. Out of here! Men den dér billet fra min far kommer ligesom ikke. Det går rigtig dårligt med hans firma for tiden. Men hvis jeg nu kan få et job og tjene nogle penge, så er jeg videre. 

  Kaspar Rostrup åbner døren, helt søvndrukken og med brillerne oppe i panden. Jeg har forberedt en brandtale på svensk: ”Hej, jag heter Caroline och jag är bra på att sjunga och dansa, och jag är här i Köpenhamn …” Han står bare og kigger på mig, og på et tidspunkt mumler han: ”Okay, men så kom til teatret i morgen til audition, selvom jeg ikke lige har noget til dig.” Det gør jeg, og jeg får jobbet. ”Jeg nailede den,” tænker jeg. Flere år senere, hvor jeg har lært Kaspar godt at kende, siger han: ”Ja, men jeg kunne jo ikke … Du var jo så lille og sød, og jeg måtte jo hjælpe.” 

Jeg kommer til at spille æsel og elskerinde til Peter Schrøder. Hele Danmarks elite er castet til det her. Rostrup står for det nye totalteater. Vi går rundt blandt publikum, scenen bevæger sig, og alt er meget eksperimenterende og stort. Jeg møder også Povl Dissing. Han er den syngende skomager, og jeg skal danse for ham i trikot og med æselmaske på. Han er en fantastisk sød mand, men jeg synes, han synger virkelig mærkeligt. Jeg forstår ikke dansk og heller ikke den måde, han synger på. Der er en fra teatret, der siger til mig: ”Han er altså meget kendt i Danmark, Caroline.” Vi har en øm scene, hvor han synger for mig, fordi jeg dør i hans favn. Og fordi vi spiller forestillingen virkelig mange gange, lærer jeg af ham undervejs. Af den måde, han synger på, af den kontakt, han har til publikum, og af lyrikken. Jeg ligger jo hver aften literally i hans skød og kan kigge på ham: ”Okay, nå, dét var en konsonant, okay, sådan.” Vi bliver venner og er det livet ud.

Frem til jeg kommer til Danmark, har jeg ikke været særlig erfaren med venner, for hele mit liv har bestået af opbrud. Det har hele tiden været noget med at starte forfra. Heldigvis har jeg altid været ekstremt nysgerrig på at være i nye miljøer og på at lure, hvad man nu gør. Morten Grunwald tilbyder mig en rolle i et teaterstykke på Betty Nansen Teatret, men prøverne skal først gå i gang et halvt år senere. Så jeg bliver hængende og går ud med min nye bedste ven, Sunny Asemota, som jeg møder på Gladsaxe Teater. Han er billedkunstner og fra Aalborg, og sammen lærer vi mennesker at kende. Det er fuldt smæk på, op på højhælede sko, og ”Hvor kan man danse i den her by?”

5.

Vi står på en klub med træborde og bar i en lille flække på Midtsjælland med publikum i øjenhøjde. Det er 1988, og der er ikke rigtig nogen, der kender os som Ray Dee Ohh endnu, men vi er ude at spille de her opvarmningsjobs, inden pladen og det store pressearbejde går i gang. 

Jeg lærer Maria Bramsen (den anden forsanger i Ray Dee Ohh, red.) at kende på Betty Nansen Teatret. Hun er min første danske veninde, og vi ligner hinanden: Vi er lige gamle, har begge to fregner, samme hudfarve og samme stjernetegn. Lynhurtigt er vi rigtig tætte, og hvis der er noget, jeg kan med Maria, så er det at grine. Vi bliver begge mødre meget unge – Maria er 23, og jeg er 22, da jeg bliver mor første gang. Siden bliver vi skilt samtidig.

Maria og jeg klamrer os til hinanden. Vi får korjobs, samtidig med at Maria er med i The Lejrbåls, hvor hun er træt af at være solist. Jeg tror, jeg skal være den nye Neneh Cherry, men det projekt har fået en kæp i hjulet af, at jeg er blevet alene med to børn i Danmark. Der er totalt kaos i mit liv. The Lejrbåls går i opløsning, og nogle af musikerne vil gerne starte et nyt popband med Maria og mig som forsangere. Det er ikke min drøm, men jeg er 26 år, og jeg skal fandeme ikke hjem til Sverige alene med to børn og gentage mine forældres historie. Det her er en opportunity, så jeg kan forsørge mig selv, selvom det ikke er min musiksmag. Slet ikke!

Vores første single, ’Mandags-stævnemøde’, er ude, og da vi begynder at synge, synger alle 300 mennesker omkring træbordene med. Efter koncerten reagerer jeg med at brokke mig over lyden. Det er en forsvarsmekanisme, for jeg er godt klar over, at det her vil kunne noget. I Sverige har jeg været en del af the underground – det, der skal blive til starten af hiphoppen og triphoppen. Jeg er ikke til sing-along-musik, og det er også lidt paradoksalt – Maria og jeg er jo ikke 19 år mere. Vi har børn og har prøvet en hel masse, og nu skal vi stå og synge tekster, som appellerer til børn, om brændende læber og hjerte og smerte. Men det er også smukke tekster, gode popsange. Og det bedste sted at være, når ens liv er ved at gå totalt i opløsning. Jeg sidder i et fremmed land, uden familie, uden noget som helst – ikke engang møbler. Jeg har ingenting, så det er på en måde rart at tage den supermandskappe på. 

Jeg bliver en dygtigere performer og lærer dansk, eller rettere, jeg knokler! Når jeg går ind i studiet og skal lære de her sange, er det blod, sved og tårer for at få de danske lyde til at lyde ordentligt. Det er mit konservatorium. Jeg giver interviews i radio og tv og laver videoer og lærer med 180 i timen. På et tidspunkt er vi hovednavnet på en Grøn Koncert, hvor der er 80.000 mennesker, og vi flyver frem og tilbage til jobs i det her lille land. Succeskriteriet for mig har været at skabe en tryg base for mine børn, men at det bliver så populært, har jeg ikke set komme. Som småbørnsmor er det fantastisk, for vi laver højst 50 koncerter om året. Der er jo andre mennesker, der skal op klokken seks om morgenen og aflevere deres børn i vuggestue! Det er i de år, jeg bliver landskendt, og jeg har det ambivalent med det. På flere planer. 

Der bliver skrevet nogle racistiske og sexistiske ting om os i pressen, og det er ikke i orden. Vi er jo to mørke piger på én gang, og de mandlige journalister kan ikke dy sig for at sammenligne os med chokolade eller nougat. Hvis vi står på en scene og ser ud, som vi gør, og også godt kan lide at have en pæn kjole på, som fremhæver vores former, er der frit slag for alle journalister til at skrive fuldstændigt, som det passer dem! Vi er objekter, og det er det vilde vesten.

Vi siger fra over for vores samarbejdspartnere, men pladeselskaber, bookere, spillesteder og medier er én stor Happy Meal-fødekæde og 100 procent afhængige af hinanden. De færreste er med på at boykotte misogyne og racistiske publikationer eller journalister. Og så består musikbranchen på det her tidspunkt hovedsagelig af mænd, som har et blind spot for den slags. 

Vi kan råbe og skrige alt det, vi vil, men reaktionen er: ”Så find jer et andet job.” ”Tag noget andet tøj på.” Eller ”Slap dog af, han mener jo ikke noget med det!” Sorte kvinder må åbenbart bare deale med at repræsentere noget seksuelt, noget promiskuøst, i folks bevidsthed. Det går 200-300 år tilbage, men er stadig meget præsent i det her samfund, som også har haft kolonier. Det er så nedarvet, at folk tillader sig at bruge N-ordet. Det er et paradoks at leve i: på den ene side at være dyrket som popikoner og på den anden side at blive talt ned til.

CAROLINE HENDERSON OM …

Sort guld

”Stærk-øllen Sort Guld skal lanceres i Danmark, de er på jagt efter en sort pige, simpelthen, og det er så mig, der får rollen. Jeg startede med at arbejde som mannequin og gå model i Sverige og Paris, da jeg var 16, så det er ikke helt ud af det blå, at jeg siger ja. Jeg er 21 år, lige kommet til Danmark, de tilbyder mig 10.000 kroner, og jeg synes, det er vildt mange penge. Jeg har en kjole på, som er meget guldagtig i den her video, og så ser man min brune hud. Det ville være så not woke i dag – noget man ville cringe over.”

Ridderkorset

”Jeg tror, jeg er havnet på den liste, fordi jeg har lavet rigtig mange ting for kongehuset. For eksempel har jeg været med dronning Margrethe på statsbesøg i Tanzania og arrangeret indholdet til det, der hedder en returmiddag. Her har dronningen musik, dans og mad med fra sit hjemland. Derudover har jeg sunget til mange ambassadørmiddage og for konge-huset i Sverige. Jeg er vældig politisk korrekt:  Kvinde, sort, taler alle de her sprog, kan begå mig på de bonede gulve, fordi jeg kender til etikette fra min baggrund. What’s not to like? Jeg er jo ikke sådan en bonderøv, der kommer ind fra højre, når de hyrer mig.”

6.

Min veninde Mette er ved at rage håret af mig. Jeg sidder inde i min stue og har med vilje ikke sat mig foran et spejl. Jeg har meget stort hår og skal tage mig sammen til det her. Jeg har lige sagt op i Ray Dee Ohh, og der har været en masse palaver, så da min ven, musikarrangøren Kåre Bjerkø, lægger en besked på min telefonsvarer om en audition på noget Gasolin’-noget på Dr. Dante-teatret, tænker jeg bare: ”Fed timing.” Jeg ved ikke, hvem Gasolin’ er, og jeg hader auditions, men jeg har ikke en krone på lommen. Det er første gang, jeg bliver spurgt om noget helt andet end de sædvanlige eksotiske indslag, og jeg overlever audition, fucker ikke op, begynder ikke at græde, løber ikke min vej, eller hvad man nu kan komme til, når man er presset.

Da jeg kommer hjem, ligger der en ny besked på svareren om, at jeg har fået jobbet. Jeg aner ikke, hvad jeg har sagt ja til, men jeg kommer ind i et miljø, hvor man har lyst til at skabe noget, bryde nogle grænser – og skal rage håret af. Louise Mieritz og Lotte Andersen gør det bare. Louise er lige kommet ud af skuespillerskolen og er vant til, at grænseoverskridende øvelser er en del af faget, og Lotte har været en del af Dr. Dante i mange år. For mig, der kommer fra et andet miljø, er det meget sværere. Da jeg boede i USA, blev jeg drillet med mit store hår, faktisk mest af de sorte piger, der sagde: ”She’s got long hair, she’s got mixed hair.” De ville klippe det af. Her i Skandinavien er reaktionen: ”Ej, må jeg ikke tage på dit hår? Ej, hvor er det mærkeligt. Ej, hvor er det sjovt, at det hele er så krøllet.” Mit hår har aldrig bare været ’hår’, og nu skal det pludselig af.  

Da Mette er færdig, sender hun mig ud til spejlet i gangen. Og så er det, jeg ser, at hun har efterladt en munkekrans. Det tager brodden af det hele. Jeg har aldrig været skaldet før, ikke engang som baby. Vi griner, så tårerne sprøjter, i en time, og så tager vi den krans af, og alt er godt. 

Scenen er meget skråt opbygget i forestillingen, så jeg skal, literally speaking, stå på de skrå brædder i militær-boots, som er en del af vores kønsneutrale outfit, og synge ’Længes hjem’. Kim Larsens take på den sang er, at han er gået fra en kvinde, som står med to små børn. Jeg vender den om. Da jeg står dér helt kronraget og vælter den sang ud, har jeg en følelse af, at nu er jeg hjemme. Nu er jeg på rette vej igen. Vi er androgyne, alt bliver visket ud. Det store hår og det at være Danmarks pop- og sexsymbol er væk. 

Da forestillingen har premiere i 1994, får vi ikke særlig gode anmeldelser. De sure anmeldermænd i cowboystøvler reagerer på, at instruktør Nikolaj Cederholm har pillet ved nationalklenodiet. Men så sker der det fantastiske, at især det unge publikum, der intet forhold har til Gasolin’, overtager det, og så siger det bare: ”Woooof.” Det bliver en mega-mega-mega-succes, og vi gentager det året efter. Sjovt nok kommer de samme anmeldere året efter, og nu er der ikke grænser for, hvor godt det er. 

7.

I en kælder i en kæmpe villa på C.F. Richs Vej på Frederiksberg sidder jeg igennem to år sammen med Thomas Blachman og laver tracks til min første soloplade. Jeg har ingen penge og laver teater samtidig. Vi har en fælles ven, som Thomas har gået på Berkeley med. Jeg lytter til Massive Attack, Wu-Tang Clan og Portishead og ved, det er den vej, jeg vil gå – et miks af jazz og den nye elektroniske musik triphop, lidt hiphop og poetry slam. Alt muligt. Vi har det sjovt, sampling er ret nyt, så vi sampler alt. For eksempel til det track, som kommer til at hedde ’All around You’. Thomas sidder og trommer med sine guldringe, han er jo trommeslager, så de lyde sampler vi også. Det er nærmest grund-tracket i den sang. 

På et tidspunkt kan vi ikke komme videre. Thomas og jeg har ikke været gode til at få greb om de åbne store omkvæd, vi har lavet nogle fantastiske tracks, men folk på pladeselskabet forstår det ikke rigtigt. Jeg har hørt om Kasper Winding og synes, han er larger than life, så jeg ringer til ham i London. Han er en af de første, der, når jeg spiller numrene for ham, siger: ”Jeg vil ikke pille ved noget af det. Det er fuldstændig fantastisk, som det er. Men jeg tror godt, at jeg kan skrive nogle flere sange til dig, som vil passe ind i det her.” Og så kommer han med ned i Blachmans kælder med numrene ’Made in Europe’ og ’Kiss Me Kiss Me’ og siden ind i et rigtigt studie. 

Det er første gang, at jeg er 100 procent inde i en proces, og jeg elsker hvert eneste minut. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan overskue at styre Thomas og Kasper, som er superskønne på hver deres måde, men også to excentrikere og meget selvoptagede, tør jeg godt sige højt. Men vi får sat Thomas’ og mit quirky og introverte univers sammen med Kaspers mere åbne verdensmandsunivers, og da de to legoklodser finder sammen, siger det bare ”duk!”

’Cinemataztic’-pladen er fuldendt, men jeg må slås for den, for folk har ikke hørt den her slags musik før. Alle tror, at jeg kommer med en ny Ray Dee Ohh-plade, og så kommer jeg dér pilskaldet med noget, man ikke har hørt før. Til sidst bliver der faktisk en hype omkring min plade på pladeselskabet. De kan godt mærke, at de sidder på noget, som er ret unikt. 

Da jeg turnerer med pladen og spiller på Arena-scenen på Roskilde i 1996 og kigger ud over et gigantisk menneskehav, er det et moment. Jeg har et zebra-Gucci-sæt på. Bukser og skjorte. Jeg er så pissesmart og pisseglad og tænker: ”You fucking made it.” Nogle måneder forinden har jeg også fået de dér syv Danish Music Awards. Jeg er kommet hertil med en lille pose i hånden, og nu står jeg her og har lavet Ray Dee Ohh, mine børn har overlevet, jeg er ikke sultet ihjel, jeg har vundet alle de her priser, og jeg er ikke engang 35 endnu. Det er jo sindssygt. 

CAROLINE HENDERSON OM …

Sit arbejde

”For tiden er jeg i gang med en ny plade sammen med musikerne Jonathan Bremer og Johannes Wamberg. Det bliver min solo-plade nummer 14. Det skal igen være et merge af alt muligt – noget rocket lyd og en blanding af det elektroniske og jazzede, noget trap music (rap-genre fra Sydstaterne i USA, red.). Tiden har arbejdet for sådan en som mig. Jeg har altid kigget ned i den dér store smeltedigel og lånt og lavet mit eget. I dag gør alle det.”

8.

I 2006 dør min far, og jeg er ovre i Queens for at hente hans urne, og hvad jeg ellers lige kan bære. 

I hans gemmer finder jeg en kopi af et brev, han engang har sendt til Ronald Reagan for at protestere over, at regeringen ville give John Wayne – der tidligere havde fremsat både racistiske og sexistiske kommentarer i offentligheden – en æresmedalje. 

Min far var udsendt i Korea-krigen i 50’erne. Det var hårdt for alle soldater, men så meget desto mere for en sort mand, fordi de sorte blev brugt som kanonføde. Det var dem, man sendte forrest, og de fik de dårligste vilkår. Og så kom de hjem til segregation og blev fortsat behandlet som skidt, selvom de havde været ude at forsvare deres land. Korea-krigen gjorde noget ved min far mentalt, men han var feisty indtil det sidste. Min far havde den intellektuelle styrke, kæmpede for civil rights movement, var en dygtig jazzmusiker og sjov. Han var ikke den store faderfigur, men en far, jeg så op til og var inspireret af. Jeg har altid vidst, at min far var politisk aktiv – det er jo ham, der har prentet alle de her ting ind i mit hoved: ”You are a black woman and you have to present …” og så videre – men at finde det brev er et ret fantastisk øjeblik. Han var virkelig velformuleret, og det er flot skrevet. Det gør mig stolt at tænke på, at han har sat sig ned og skrevet: ”As a black man in this country, I think …” 

I 2020 mister jeg min mor. Hun får kræft, og det går hurtigt. Jeg synes, at jeg har haft et stort ansvar for hende. Som barn skal jeg sørge for, at hun ikke er ked af det eller roder sig ud i ting. Da hun bliver ældre, er det mig, der bliver den nye morfar og hjælper hende med at tage de rigtige beslutninger eller vikler hende ud af dårlige beslutninger. Først som voksen får jeg at vide af min ene moster, at hun var et wild child. Det kunne have været rart at vide tidligere, for jeg har altid følt, at hendes måde at opføre sig på nok skyldtes, at hun fik et brunt barn, som brød med datidens normer. Efter tiden i USA tror jeg, hun har haft PTSD. Dengang sagde man, at folk havde dårlige nerver, når det kom til ubearbejdede traumer. Jeg har holdt virkelig meget af hende, men hun har også været en anstrengelse.

Vi har travlt, hvis vi skal nå at få talt ordentligt sammen, inden hun dør. Men hun vil ikke ned i noget af det. Hun søger tilgivelse for den mor, hun har været for mig, og jeg vil have bekræftelse af hende. Vi mødes aldrig rigtig i det.

Jeg har aldrig været i tvivl om hendes kærlighed, hun har givet mig det gode grin med, evnen til ikke at tage sig selv for alvorligt og at kunne se situationen udefra. Og hun levede i hvert fald livet. Mens jeg voksede op, elskede jeg især, at der altid var plads til en mere. Jeg kunne tage 15 med hjem til middag, og så fandt hun på noget. Måske fordi hun var født som overklassepige, lod hun sig aldrig begrænse. Hvis der var en kjole, jeg godt kunne tænke mig, var det: ”Vi køber den.” ”Men har vi råd til det?” ”Nej, men vi finder ud af noget.” Og så spiste vi bare lidt anderledes. Eller: ”Kom, vi tager en taxa hjem.” Og så var hun i modsætning til resten af familien ikke spor materiel. Hun fik jo smykker og pelse af min morfar, men hver gang hun flyttede, var tingene væk, så havde hun solgt dem, så vi kunne komme ud at rejse. 

Jeg ser mig selv som en omvendt Benjamin Button, ham filmkarakteren, der ældes bagfra. Som 15-årig følte jeg, jeg var 100. Al den viden, alle de følelser, alt det, jeg havde set og oplevet i min unge krop, var alt for meget. Derfra er jeg år for år blevet yngre og yngre af sind. Og nu, hvor årene har jævnet alle de tidlige oplevelser ud, er det, som om jeg passer bedre sammen. 

Jeg kan også godt lide at se mig selv som det første træ, der blev plantet et nyt sted. Jeg havde jo ikke nogen rødder i Danmark og stod meget spinkelt i starten. Jeg troede ikke, at det skulle være her, men jeg satte alligevel nogle bittesmå rødder. Nu ser jeg, at de breder sig – der er også kommet børnebørn til. Jeg elsker den selvfølgelighed, mine børn har ved at være i et land, ved at have et hjem og ved at føle sig stolte over det. Hvis jeg ikke havde ringet på ude hos Kaspar Rostrup, havde jeg ikke siddet her i dag. Så havde jeg været i L.A., eller hvad ved jeg. Det har jeg selvfølgelig tænkt meget over. Jeg er sådan én, der tror, man har flere liv. Next time.

9. 

Jeg sidder på en hest på et filmset til ’Vikings: Valhalla’ i Irland og er ved at skide grønne grise. Der er 400 statister, heste og køer omkring mig. Jeg skal spejde ud over den her by, vende min gigahest på et frimærke, ride ud og møde kongen af Danmark, kong Knud II, uden for byportene, snakke lidt, og så skal jeg ride tilbage i one take. Jeg kan sagtens ride. Der var heste på mine oldeforældres gård, og jeg var en vild pige, der red i skoven. Til gengæld er det efterhånden mange år siden, og jeg har aldrig prøvet at ride på et set før.

Min rolle som Jarl Estrid Haakon får jeg under pandemien. Det giver mig arbejde midt i en svær tid, hvor jeg ikke kan komme ud at synge med min seneste plade. Og det er det største, jeg nogensinde har lavet, den her kæmpestore Hollywood-produktion med egen trailer, fægtetræning og så videre. For mig er det ret blæret – herhjemme er der aldrig nogen, der spørger mig til den rolle, jeg ved ikke, hvor de 900 millioner seere sidder henne, i hvert fald ikke i Danmark. 

Selvom min karakter ikke er skrevet ned i historiebøgerne, og historikerne generelt ikke har fulgt kvindelinjen, men kun mandslinjen, tænker jeg, at det er plausibelt, at der har været sådan en kvinde, for vikingerne rejste både til Afrika, Asien og Amerika. Jeg er stolt over at være den første kvinde, der bringer den slags rolle ind i en Hollywood-produktion, og jeg skal love for, at der kommer mange haters fra mange lande. Men de her white superior-mænd – kun mænd! – der spammer os, slår mig ikke ud. Jeg ér jo hende, bare 1.000 år senere: Jeg har afrikansk-amerikanske rødder, og jeg er fandeme også fra en svensk herregårdsslægt, der går helt tilbage til 1400-tallet, og jeg har fået Ridderkorset af dronning Margrethe. 

Da jeg sidder på den hest, finder jeg min stolthed frem, og pludselig er det mere end bare en rolle. Da jeg mødes midt i scenen med kongen af Danmark-skuespilleren, som er en rigtig højt-på-strå-alfahan, når jeg at tænke: ”Wait a minute – hvor er det absurd, at jeg skal mødes med kongen af Danmark, for jeg har faktisk fået et ridderkors af hans tiptiptiptiptip-oldebarn. In real life.” Så jeg owner scenen, præcis som min far har lært mig, og med et gran af humor, som min mor har lært mig, og gennemfører det ene take i første forsøg.

/

Sulten som en Ulf

Efter 40 år stopper Danmarks mest vedholdende og sjoveste satire-skuespiller med at lave cirkusrevy. Her beretter 80-årige ULF PILGAARD i syv livs-nedslag om at vokse op med en streng præstefar, om flugtvejen ind på de sjovere, skrå brædder, om kærlighed, om at miste, om troen på højere magter og om den energi, der hele livet og til stadighed brænder i ham.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Martin Bubandt

Ulf Pilgaard er mandag 28. oktober gået bort i en alder af 83 år. I den forbindelse genudgiver Ud & Se det store forsideportræt af skuespilleren fra oktober 2021.

KINGOS KØBENHAVN

Jeg var fem år gammel, da min familie flyttede fra Skive til København i 1946. Min far, der havde været hjælpepræst i Skive, blev forfremmet til kapellan og fik en stilling i Kristkirken på Vesterbro. Det København, jeg kom til, og hvorfra jeg har mine første rigtige barndomsminder, var en by, hvor sporvogne og hestevogne kørte i gaderne. Vi flyttede ind i en fire et halvt-værelseslejlighed i Kingosgade nummer 13, der teknisk set var Frederiksberg, men lå lige på grænsen til Vesterbro. 

Kontrasten mellem de to bydele var stor. Frederiksberg var pænt og borgerligt, mens Vesterbro var fyldt med fattige arbejdere. Få havde penge efter krigen, og arbejdsløsheden var stor. På vej til skole på Rahbeks Allé holdt jeg mig altid på højre side af Vesterbrogade, for på den anden side, især i området omkring  Sorte Hest, risikerede man at få øretæver. 

Værtshuse var der mange af i kvarteret, hvor livet var præget af druk og slagsmål. Når mændene kom hjem med lønposen, skulle konerne sørge for at få fingrene i den, inden mændene drak det hele op.

Min fars sogn var Tove Ditlevsen-land, kvarteret omkring Hedebygade og Sundevedsgade. Ofte tog han min lillebror og mig med på hjemmebesøg, hvor familier på 7-8 mennesker sov i køjesenge i bittesmå toværelseslejligheder uden lokum – det lå ude på bagtrappen eller nede i gården. Hans hensigt var formentlig at lære os respekt for andre mennesker og deres evner til at klare sig.

Selvom vi var heldigere stillet end mange andre, fordi far havde fast arbejde og status af embedsmand, gik vi stadig rundt i gammelt tøj af elendig kvalitet. Når det gik i stykker, blev det lappet af ’Lappe-Larsen’, en lille, korpulent dame, der kom forbi med jævne mellemrum og stoppede vores strømper og syede lapper på vores tøj – en luksus, ikke alle havde råd til.

Dengang var en præst også en slags socialrådgiver. Folk kom til min far, når de skulle skilles, og han hjalp med jobsøgning, hvis nogle var blevet arbejdsløse.

Han var en flot ung mand, og kvinderne stormede ind i Kristkirken på Enghave Plads, hvor han blev en slags modepræst. Men derhjemme var han gammeldags, en rigtig patriark. Han havde en kæmpe autoritet og behøvede blot løfte øjenbrynene, så vidste vi, den var gal. 

Han havde et voldsomt temperament og var en mand, man skulle være forsigtig omkring. Samtidig havde han et dystert sind og faldt af og til ned i mørket – i dag ville man nok have kaldt det depression. Hans egen far, min farfar, havde været endnu strengere. Der blev delt øretæver ud til hans egne børn og til de elever, han underviste som førstelærer på den lokale skole. Min far slog os ikke, men resten tog han med sig. 

Mit barndomshjem fungerede helt efter de gamle familiemønstre. Min far gik på arbejde og tjente penge, mens min mor gik derhjemme og passede min lillebror, min lillesøster og mig. Vi bad fadervor, inden vi skulle sove, og bordbøn inden aftensmad. 

Når vi havde gæster på besøg, gik det sommetider galt. Hvis de begyndte at øse op, inden min far havde haft ordet, blev der fuldkommen stille rundt om bordet, og blikkene blev rettet mod den skyldige. Først når de undskyldende satte maden fra sig igen, kunne min far fortsætte. Senere i livet har jeg tænkt, at jeg måske skulle have været lidt strengere over for mine egne børn. Men jeg gik i den modsatte grøft, fordi jeg tænkte fandeme nej.

ULF PILGAARD KORT

Født 1940. Opvokset i Skive, København og Aarhus. Søn af præst Mads Christian Pilgaard og Clara Pilgaard. Har to søskende, Sune Pilgaard (død 2021) og Lene Blak.

Debuterede som professionel teaterskuespiller med Collagetruppen i 1963. Kom med i Cirkusrevyen første gang i 1968. Har siden været med i alt 40 år og hvert år siden 1986. I oktober siger han endegyldigt farvel til Cirkusrevyen.

Er især kendt for sine komiske roller, men har også spillet en lang række karakterroller på teateret, blandt andet i Østre Gasværk Teaters opsætning af dogmefilmen ’Festen’ i 2007.

Hans første filmrolle var ’Giv Gud en chance om søndagen’ i 1970. Har siden haft en række andre filmroller, blandt andet i ’Nattevagten’ (1994) og ’Farligt venskab’ (1995), som han vandt en Bodil og en Robert for. I 2010 spillede han erhvervslederen Joachim Chrone i tv-serien ’Borgen’.

Var fra 1970 og frem til hendes død i 2016 gift med Gitte Vibeke Pilgaard. Sammen fik de sønnerne Christian og Mikkel (død 2021). Bor i Hellerup.

Har været genstand for flere biografiske bogudgivelser, senest ’Hellere halvgammel end helt død’, der netop er udkommet på Lindhardt og Ringhof.

I oktober tager Ulf Pilgaard på turné med sit nye show ’Alle tiders Ulf’ sammen med revyskuespilleren Lukas Birch.

VITTIGHEDER OG VIRKELIGHEDSFLUGT

Jeg gik på Rahbekskolen, der lige akkurat lå på Frederiksberg. Min fritid tilbragte jeg i Vesterbro KFUM og som spejder i FDF på Frederiksberg. I de kristne ungdomsbevægelser blev der gjort et stort stykke arbejde for, at fattige børn og unge ikke skulle ende i kriminalitet eller andre problemer, og der blev arrangeret sociale aktiviteter efter skole, blandt andet amatørteater. Jeg spillede Astrid Lindgrens mesterdetektiv Blomkvist og var med i Soyas ’Den røde væske’, som min far satte op i kirken. 

Jeg var fantasifuld, og virkelighedsflugten tiltalte mig. Jeg var tynd og splejset og ikke meget værd i slåskampe mod drengene fra de andre gader på Vesterbro, som vi lå i krig med. Men på scenen kunne jeg føre an.

På en lejrskole i Nordsjælland i 5. klasse optrådte jeg impulsivt for mine klassekammerater. Det var ren improvisation, vittigheder, volapyk og ordleg, og jeg havde alles opmærksomhed – de skreg af grin. Følelsen af at være i centrum var himmelsk, og det var første gang, jeg mærkede mit talent for at underholde andre. 

Jeg kom dog hurtigt ned på jorden igen, da jeg efter lejrskolen fik lov at genopføre nummeret foran tavlen. Jeg gentog det til punkt og prikke, men ingen grinede. Set i bakspejlet var det min første lektion i, at humor ikke at noget, man bare trækker ud af ærmet. 

Jeg startede i første mellem på Skt. Jørgens Gymnasium. Det var en ren drengeskole. Vi var 30 drenge i klasselokalet, og der blev virkelig mobbet. Det gik hårdt ud over de svageste, og jeg begyndte at gøre, hvad jeg kunne for at få de andre til at grine. På den måde fandt jeg min rolle i klassen. 

Der gik heller ikke længe, før jeg opdagede, at jeg var ret god til at lære udenad og til at læse op. Det opdagede lærerne også, og når vi havde fritimer, blev jeg sat til at læse op af spændingsromaner for børn. Jeg havde en evne til at få de andre til at holde kæft, når jeg læste, og jeg fandt hurtigt ud af at dramatisere teksterne med min stemme. Jeg var slet ikke trænet; jeg havde kun været i biografen få gange, for billetterne var dyre. Jeg lyttede til Radioteatret, men ellers havde jeg ingen indsigt i, hvad drama var. 

På Skt. Jørgens fortsatte jeg i 1. g på nysproglig linje, for jeg var god til at læse og stave, men matematik kunne jeg ikke finde ud af. Jeg fik nye venner, og der var piger i klassen, hvilket var et jordskred i min bevidsthed.

Midt i 1. g blev min far tilbudt en stilling som sognepræst i Holme, en forstad til Aarhus. Vi forlod København, og jeg blev indskrevet på Aarhus Katedralskole, der dengang var en af de mest gammeldags skoler i Danmark. Den var kulsort og præget af forældede opdragelsesmetoder. 

I 2. g kom jeg med i gymnasieforeningen Heimdal, der arrangerede foredrag, udgav skolebladet og stod for den årlige skolerevy. Her fik jeg venner med samme interesse for litteratur som mig, der var så helvedes intellektuel.

En af mine nye venner blev Ole Lund Kirkegaard, som gik i min parallelklasse. Han var på det nærmeste anarkist, og da vi i 3. g vandt et kampvalg om at komme i Heimdals bestyrelse, overtog vi ansvaret for skolerevyen. Vi skrev et helt uforståeligt absurd teaterstykke ved navn ’Protokolmysteriet’ om ting, der forsvandt fra skolen – og til sidst også selve skolen – stærk inspireret af Beckett og Ionesco. 

Da vi opførte det, var eleverne de eneste, som grinede. Både lærerne og forældrene var rasende og opfattede det – ganske rigtigt – som et angreb på autoriteterne. Rektor Bertelsen blev i stykket fremstillet som en gammel forstokket mand. 

Han tog sin hævn nogle måneder senere, da vi blev studenter. Til dimissionen, mens mine forældre sad i salen, henvendte han sig direkte til mig: ”Ulf Pilgaard skulle måske nok tænke sig lidt om med hensyn til traditioner og deres betydning.” Jeg betragtede det som en stor cadeau, men min far var i chok.

SAGT OM ULF I

”Da jeg i 1986 skulle være med til at forhandle kontrakt med Ulf Pilgaard, var jeg teltholder på Dyrehavsbakken og havde året forinden overtaget Cirkusrevyen, der dengang var i krise. Det år vendte han tilbage til Cirkusrevyen efter en årrække i Tivolirevyen. Jeg var jo bare købmand og kendte Ulf fra revy og tv, så det var lidt grænseoverskridende at skulle sidde over for ham og forhandle løn. Men det gik heldigvis fint. Og han har jo været med hvert år siden.

Vi passer hver vores del af Cirkusrevyen, men jeg har altid oplevet Ulf som enormt professionel. Det er alle skuespillerne jo, men ingen mere end Ulf. Han brød sig ikke om, hvis vi kom ind og afbrød prøver eller numre. Der var et år, hvor vi havde en trylle­kabine på scenen. Til hver forestilling gik Claus Ryskjær ind, Ulf tryllede, og ud trådte en kendis. Når vi ikke kunne få fat i andre, var det Axel Strøbye. En aften ville vi lave sjov med Ulf under forestillingen, så da Ulf havde lavet sit tryllenummer, og tæppet gik fra, var det stadig bare ’Rysse’, der stod inde i kabinen. Vi andre var ved at falde døde om af grin, men Ulf var stiktosset. Han var gået forbi Axel Strøbye i baren på vej ind, så Ulf var sikker på, at det var ham, der skulle medvirke. Bagefter måtte vi give en undskyldning. Ulf kan sagtens tage sjov, men det må ikke gå ud over forestillingen og publikum.

Jeg plejer at sige, at Ulf er den femte mast i teltet herude. Han rager gevaldigt op i Cirkusrevyen, og vi er kede af at miste ham. Men det ville være synd, hvis han var fortsat fem år mere og ikke længere kunne det, han kunne engang. Jeg er glad for, at han stopper på toppen.”

Torben ’Træsko’ Pedersen, direktør i Cirkusrevyen

TRUSSER OG TEGLGÅRDSTRÆDE

Det var fantasiløshed, der gjorde, at jeg efter gymnasiet søgte ind på teologi på Aarhus Universitet. Der var intet pres hjemmefra, ikke andet end at jeg helst skulle have en universitetsuddannelse, men hvilken måtte jeg selv bestemme. Jeg valgte det, jeg kendte, men det fangede mig også dengang, især religionsfilosofien. 

Jeg gik på Aarhus Universitet i to år i et fantastisk miljø omkring Universitetsparken, som var fyldt med interessante mennesker. Men jeg boede stadig hjemme, og det var til sidst en pestilens. Jeg havde ingen frihed, og jeg blev kigget over skulderen, ligegyldigt hvad jeg lavede. Hvis jeg var ude med en pige i stedet for at sidde derhjemme og læse, blev det straks bemærket af mine forældre, også selvom jeg klarede mig fint på studiet. 

Mine forældre var på et tidspunkt i Skive for at besøge nogle gamle venner, og jeg havde inviteret et par kammerater og nogle piger hjem. Der var specielt én, som jeg håbede, jeg kunne komme i seng med. Jeg troede, at far og mor ville være væk hele weekenden, men midt i det hele kom de pludselig hjem tidligere end ventet. Min mor gik ind og åbnede døren til badeværelset, og ud kom en af pigerne kun iført trusser. Min mor begyndte at græde. I stedet for at tage det med et smil blev det betragtet som en skandale uden lige. 

Alle blev smidt ud, og jeg havde fået nok. Jeg var en voksen mand, 20 år gammel, og jeg tænkte, at nu måtte jeg væk hjemmefra. Den eneste måde, jeg kunne se det ske, var ved at lade mig indskrive på Københavns Universitet.

Jeg følte en enorm frihed, da jeg igen kom til København. Jeg fik et værelse i Teglgårdstræde i Pisserenden hos gamle fru Klint, der var ærkekøbenhavner og ikke havde en pløk tilbage i munden. Væggene var papirs­tynde, og jeg kunne høre alt, hvad der foregik i hele huset. I lejligheden nedenunder boede fru Klints søn, der var marskandiser, over for Grand Teatret. Hendes anden søn blev altid jagtet af politiet. De kom jævnligt og bankede på, når han var eftersøgt, fordi de troede, at han gemte sig hos sin mor. Længere nede ad gaden hang de prostituerede ud ad vinduerne, og det var simpelthen så eksotisk et miljø for en ung mand som mig, der kom fra Jylland. Jeg sugede det hele til mig, når jeg gik til Vor Frue Plads, hvor jeg studerede teologi på Københavns Universitet. 

STYKKET MED SILD

Kort efter at jeg var ankommet til København i marts 1961, skulle der afholdes optagelsesprøver til Studenterscenen. Jeg ringede med det samme til min barndomsven fra Rahbekskolen, Ole Michelsen (journalist, kendt fra filmprogrammet ’Bogart’, død 2020, red.). Han var også interesseret i teater, og sammen besluttede vi os for at gå til optagelsesprøven. 

Derhjemme havde jeg en bog stående med stykket ’Stolene’ af Ionesco – det absurde og eksperimenterende teater var dengang på mode. Vi valgte en scene fra den med en gammel dame og en gammel mand, der bor i et tårn med nogle stole. De venter gæster, men gæsterne dukker aldrig op. Vi øvede hjemme hos Oles mor, men indså, at det var umuligt at lære det hele udenad til dagen efter, hvor optagelsesprøven skulle finde sted. 

Da vi mødte op, sad der 20 og ventede på at komme til prøve. Det gad vi ikke, så vi gik over på Det Lille Apotek og fik et par bajere. Da vi kom tilbage, var der kun én tilbage. 

På scenen forklarede jeg, at vi ikke havde nået at lære det udenad, og spurgte, om det var i orden, at vi læste op. Det nikkede juryen ja til. Ole, der var en halv meter lavere end mig, spillede damen, mens jeg spillede manden. Vi holdt bogen mellem os og læste op, men nåede ikke langt, før de nærmest brækkede sig af grin. ”Stop, stop, I er optaget,” råbte de.

Mens jeg passede mine teologistudier, optrådte jeg samtidig på Vesterbros Ungdomsgård, der havde plads til 5-600 mennesker, med vildt, eksperimenterende teater. Og i efteråret 1962 og foråret 1963 var jeg med til at opsætte fem revyer, der krydsklippede klassiske forfattere med helt nye tekster tilsat sang og musik – collage kaldte vi det. Det var fantastisk dygtige folk, som skrev; Klaus Rifbjerg, Henrik Stangerup og Ivan Malinovski var med, og det var en kæmpe succes. 

I sommeren 1963 ringede Ole Michelsen til mig og spurgte, om jeg ville være med til at danne det, der kom til at hedde Collagetruppen. Til premieren senere samme år på Alléscenen fik jeg for første gang penge for at spille teater.

Til en af forestillingerne var Stig Lommer, der stod bag ABC Teatret, blandt publikum. Han tog fat i Preben Kaas, som dengang var et kæmpe navn, og sagde: ”Ham den lange, opløbne teolog skulle du altså tage at kigge nærmere på.” En dag på kollegiet fik jeg pludselig en opringning. Jeg blev tilbudt at være med i et børneteaterstykke. ”Hvem skal instruere?” spurgte jeg. ”Det skal Preben Kaas,” lød svaret. Jeg sagde ja med det samme.

Jeg fandt siden ud af, at den rolle handlede om, at Preben Kaas skulle se mig an. Efter en af forestillingerne inviterede han mig hjem til natmad. Over en sildemad tilbød han mig ud af det blå et års kontrakt som skuespiller på ABC Teatret på Frederiksberg. Lønnen var 3.000 kroner om måneden. Det var 1.000 kroner mere, end min far fik som sognepræst. 

Det slog benene væk under mig. Jeg kunne slet ikke forstå det. Den slags penge havde jeg aldrig været i nærheden af. Mine studier havde jeg indtil da finansieret ved en masse småjobs. Blandt andet bryggede jeg sodavand ude hos Tuborg, leverede Barnängen-sæbe til købmænd og spillede Fedtmule iført stor maske i Magasin i efterårsferien. 

Og så var der teologistudiet. Det kunne jeg jo ikke passe ved siden af et skuespillerjob på fuld tid. Jeg gik op til studielederen og fortalte, at jeg havde fået et job, hvor jeg kunne tjene penge til resten af mine studier. Han var begejstret og kvitterede med at lade mig bo et år mere på Elers’ Kollegium, hvor jeg var kommet ind, og hvor jeg blev draget ind i et miljø af historikere, teologer, litteraturfolk og politikere.

Min far blev derimod tosset. Jeg fortalte det ikke til mine forældre, men da de pludselig kunne læse om mig i avisen, fandt de ud af det. Han mente, at det var et gevaldigt skridt i den forkerte retning. Ikke fordi der var noget galt med revy, men jeg skulle have en uddannelse, et sikkert arbejde. Noget at falde tilbage på. 

SAGT OM ULF II

”Det gik op for mig, at Ulf var sjov, da jeg første gang hørte ham i ’Holdningsløse Tidende’, et satireprogram på P3. Men jeg har altid syntes, at han kunne mere end bare få folk til at grine. Vi mødtes sporadisk i nogle radio- og tv-sammenhænge, men først for alvor, da jeg i 1985 hyrede ham til en rolle i ’Walter og Carlo – Op på fars hat’.

Jeg syntes, at han havde en god timing i sin komik. Men samtidig var der noget menneskeligt i alle hans karakterer, som jeg fandt interessant. Man kunne godt mærke, at der var noget andet bag den sjove mand. Jeg tror, det skyldes den solide, eftertænksomme platform, han har fået med sig som søn af en præst. Ulf mestrer kunsten at forene det sjove og det alvorlige på en måde, som et af hans store forbilleder, Dirch Passer, aldrig formåede – der var eksempelvis ingen, som grinede, da han spillede kriminalkommissær Peter Wörmer i ’Nattevagten’.”

Jarl-Friis Mikkelsen, skuespiller, instruktør og tv-vært

STJERNESKUD

På ABC Teatret kom jeg ind ad døren med en vis selvtillid. Det var i 1966, og jeg var 25 år gammel. Godt nok havde jeg ikke gået på teaterskolen, men jeg havde jo masser af erfaring fra Studenterscenen og Collagetruppen, tænkte jeg. Men jeg kom hurtigt på dybt vand. Jeg skulle spille sammen med navne som Kirsten Walther, Jørgen Ryg og Preben Kaas. Det gjorde mig bange – de var stjerner, og jeg var bare en ung studerende.

Frygten mærkede jeg under prøverne, hvor jeg oplevede et helt andet pres. Det her var professionelt teater, som folk betalte for at se. Flere gange brast jeg i gråd af udmattelse, når jeg kom hjem på mit kollegieværelse. Jeg skulle også vænne mig til omgivelserne og til jargonen. Det var direkte tale, ikke som i det akademiske miljø, jeg var vant til. Preben Kaas lagde ikke fingrene imellem: ”Det er lort i Snehvides lommer,” sagde han engang til mig. 

Men jeg havde både talent og lyst til teater. Preben Kaas blev en mentor for mig, og han blev helt afgørende for mig. I efteråret 1966, da jeg gik på scenen til min kun tredje revy, lavede jeg en sketch om en præst, hvis prædiken var rent vrøvl. Det var Prebens idé, men da jeg gik i gang, var der ingen, der grinte. Jeg havde øvet og øvet, og jeg overdrev både mimikken og udtalen for at understrege pointen, men det virkede ikke. Den erfaring lærte mig antydningens kunst. 

Bagefter sagde Preben Kaas: ”Bare vent, når publikum først kender dig, vil de brække sig af grin.” Dengang troede jeg ikke på det, men det viste sig, at han fik ret. Da året var gået, blev min kontrakt forlænget. Jeg begyndte også at få tilbudt andre job, både teater og noget på fjernsyn. Og så besluttede jeg mig for at droppe helt ud af teologistudiet.

Min 26-års fødselsdag blev fejret sammen med ABC-holdet på Hotel Schaumburg i Holstebro, mens vi var på turné. Til festen var der en række af de såkaldte Lommerpiger, Stig Lommers korpiger. Jeg havde et godt øje til en af danserne, som var fotomodel. Under festen gik jeg ned på gaden og røg mit livs første joint i en port med Birger Jensen (skuespiller, red.). Da jeg ville tilbage på mit værelse, kunne jeg ikke komme ind. Det viste sig, at fotomodellen lå inde på værelset. Hun ville have overrasket mig, men var faldet i søvn. I stedet gik jeg ned til hendes eget værelse, som hun delte med en anden Lommerpige. Her fik jeg lov at overnatte hos Gitte, og dagen efter var vi to kærester. 

Hun var syv år yngre end mig, og vi flyttede ind på mit værelse på Elers’ Kollegium. Siden fik vi en lejlighed i Vanløse, og i 1970 blev vi gift, midt i en tid, hvor ægteskabet blev taget op til revision. Den frie kærlighed blev praktiseret, og der var mange fristelser. Jeg skulle da også lige eksperimentere lidt, tænkte jeg. Men det fandt jeg ud af, at Gitte ikke ville finde sig i, da jeg kom hjem til en tom lejlighed, fordi hun havde pakket sin tandbørste og var flyttet hjem til sine forældre. Jeg måtte vælge mellem hende og det frie liv. Og det var hende, jeg helst ville have.

SATIRE FOR ALVOR

I februar 1968 kom ’Hov-hov’, den første satiriske udsendelse på Danmarks Radio. Den var med velkendte skuespillere som Buster Larsen, Karl Stegger og Elin Reimer. Den daværende underholdningschef på DR, Niels-Jørgen Kaiser, havde holdt øje med mig på teaterscenen og tilbød mig en rolle. 

Det blev sendt lørdag aften – dengang var der kun én kanal, så hele Danmark kiggede med. I løbet af måneder vidste alle pludselig, hvem jeg var. Og Preben Kaas ringede og sagde: ”Nu skal du fandeme med i Cirkusrevyen.” Pludselig spillede jeg ved siden af stjerner som Kirsten Walther og Dirch Passer.

En god revy flytter sig hele tiden i forhold til det samfund, som omgiver den. Den kommenterer, og det, der sker i samfundet, det sker også i revyen. Grænserne for, hvad man kan sige, flytter sig hele tiden. Mange tror, at Cirkusrevyen bare er plat falde-på-halen-humor, men i perioder har den været et af de eneste steder, hvor den politiske satire har levet, mens den nærmest var begravet på tv og i radio. 

På nogle måder er det blevet sværere at lave revy i dag, end det var, da jeg begyndte. Dengang så alle det samme, men sådan er det ikke længere. Vi ville ikke kunne kommentere en tv-serie og regne med, at alle havde set den. Men der er stadig tendenser i tiden, personer og store begivenheder, som alle kan relatere til. Corona-pandemien er et oplagt eksempel, og man går heller aldrig helt galt i byen med den siddende statsminister.

Cirkusrevyen betød, at jeg blev puttet i en kasse som ham den sjove. Den blev sendt i tv og havde en enorm gennemslagskraft. I en del år kæmpede jeg imod og forsøgte at søge mere alvorlige roller, men det gik ikke altid så let. 

Gennem satire-udsendelserne i DR lærte jeg Ole Bornedal at kende, og da han skulle lave ’Nattevagten’, spurgte han mig, om jeg ville spille kriminalkommissær Peter Wörmer. Han vidste, at mange så mig som pæne, venlige, sjove Ulf Pilgaard, så jeg var den sidste, man ville mistænke for at være morder i en gyserfilm. Det var genialt set. Til premieren gik der et sus gennem salen, da de opdagede, at det var min karakter, der var skurken. 

Min rolle i ’Nattevagten’ betød nok mere for omverdenen end for mig. Det var, som om det gik op for nogle: ”Gud, kan han også lave den slags?” Jeg vidste godt, at jeg kunne. Jeg havde gjort det mange gange før på teateret, men det er der ikke lige så mange, der ser. 

Desværre er det oftest ikke befolkningen, men folk i filmbranchen, der er værst til at putte skuespillere i båse. Til en casting på ’Nattevagten’ havde jeg aldrig fået rollen, og casterne ville ikke have tænkt på at ringe til mig. De har ingen fantasi. 

Uden de mere alvorlige karakterroller havde jeg muligvis følt, at der manglede noget, men i dag føler jeg, at jeg har nået det, jeg skulle. Jeg har udforsket mange forskellige facetter af skuespillet gennem min karriere, ikke kun den komiske. 

SAGT OM ULF III

”Da jeg kom med i Cirkusrevyen første gang i 2006, kom jeg i skole hos Ulf og Lisbet (Dahl, red.). Vi spillede ni år sammen, hvor jeg sugede til mig af hans måde at gå til sit fag. Han har en professionalisme og en stamina, som er beundringsværdig. Hver eneste aften, sæson efter sæson, gennem 40 år, er han trådt op på scenen med den samme dedikation. Han har aldrig en dårlig dag, hvor han ikke orker eller kun giver 90 procent. Samme disciplin forventer Ulf af dem omkring ham, og det smitter af på hele forestillingen.

Jeg ved, at Ulf kan blive irriteret, hvis folk ikke respekterer eller forstår den skuespilkunst, der ligger i det. Måske skyldes det, at han får det til at se let og elegant ud, men det kræver lethed at more sig – det er hele kunsten. Hvis det ser svært ud, er det ikke sjovt. Ingen, der kender Ulf og har set ham arbejde, er i tvivl om, hvad det kræver.”

Ditte Hansen, skuespiller og komiker

TAB, TVIVL OG TRO 

Som søn af en præst er det naturligt, at Gud har fyldt meget i mit liv. I min barndom var jeg fast i min overbevisning om, at han selvfølgelig fandtes. Senere begyndte jeg at tvivle, og det havde formentlig givet mig samvittighedskvaler, hvis jeg var endt som præst. I dag tvivler jeg stadig, men jeg tror også. Ikke på Gud som en hvidhåret, langskægget mand, der sidder deroppe et sted, men som et princip og som en forklaring på det uforståelige; som det uforståelige i, at min søn Mikkel skulle væk herfra, før jeg selv skulle. 

Han blev fundet død her i foråret, lige midt i prøverne til årets Cirkusrevy, og det slog benene fuldstændig væk under mig. Han led af paranoid skizofreni, var førtidspensionist og havde kæmpet med et hashmisbrug, siden han var ung. Han blev kun 48, men hans krop var slidt op af alkohol og hash. Det er svært at forholde sig til, men min tro gør det nemmere. Jeg kan vende mig mod Gud og sige: ”Pas godt på ham, hvor end han er. Han var en god dreng.” Det er vigtigt for mig.

At miste er en naturlig del af at blive gammel. I 2016 døde min kone Gitte efter lang tids sygdom, og sidste år mistede jeg mit længste venskab, da Ole Michelsen gik bort. Men det er ikke kun menneskene, jeg mister. Jeg mister også erindringerne, for dem er man fælles om, og det er forfærdeligt. Når mennesker, jeg har delt mit liv med, forsvinder, er det, som om der også bliver spist en lille del af mig selv. Man lever jo ikke sit liv alene, men i kraft af andre. 

Man bliver den, man er, i kraft af andre, som ser på én og er med til at gøre én til den, man er. 

Min lillebror Sune døde kort tid efter min søn, og han havde en hukommelse som en elefant. I samtaler med ham kunne jeg ofte genkalde mig ting, som jeg havde fortrængt. Det kan jeg ikke længere.

Det har givet mig livslysten tilbage at finde kærligheden på ny. Sorgen over min kones død vil være der resten af mit liv, men det står ikke skrevet nogen steder, at man skal sygne hen i ensomhed af den grund. Min nye kæreste Annette ved godt, at jeg ikke holder op med at elske min kone. I de første år efter hun døde, var jeg til tider langt nede og bearbejdede det ved at begrave mig i arbejde. Nu har jeg igen lyst til at nyde livet. Derfor synes jeg, det er et passende tidspunkt at sige farvel til Cirkusrevyen. 

Jeg havde ikke selv tænkt over det, før Torben ’Træsko’ for et par år siden spurgte mig, hvor længe jeg regnede med at blive ved. Så kom jeg til at tænke: 2020, 40 sæsoner og 80 år – 20, 40, 80. Det kunne da være meget passende. Det bliver så et år senere på grund af pandemien.

De kræfter, jeg har, vil jeg nu bruge på noget andet. Det betyder ikke, at jeg er færdig som skuespiller. Så længe jeg har mit helbred, og nogen kan bruge mig, vil jeg gerne bruge mine evner og min erfaring i mindre roller på film eller tv. Men de store forpligtelser, dem er jeg færdig med.

 

/

Maven på rette sted

Mange af os har hende stående derhjemme på hylden, men hvem var egentlig denne Frøken Jensen, der har hjulpet til i danske køkkener i over 100 år? Bodil Jørgensen serverer sin version på Randers Teater.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Emilia Therese

Hvorfor inspirerede rollen som Frøken Jensen dig?

”Jeg spiller hende som barn, voksen og gammel og var ikke klar over, hvilken vild historie hun havde, inden jeg satte mig ind i det. Hun kom fra fattige kår som datter af en vognmand og værtshusholder. Forældrene døde, mens hun stadig var lille, og hun kom i pleje hos sin stedmormor og hjalp i en alder af 11 til på værtshuset, hvor hun lærte at lave lidt mad. Hun sparede penge sammen, og med hjælp fra familien kom hun efter sin konfirmation på Zahles husholdningsskole i København.

Herefter havde hun plads i forskellige husholdninger, blandt andet tjente hun et år i London, inden hun kom hjem og fik stillingen som husbestyrerinde hos familien Melchior, der bestyrede en drengeskole på Nørregade i København. Manden var netop blevet enkemand, og Frøken Jensen overtog styringen over den rodede husholdning. Hun lavede madplaner og økonomiske planer og skrev derudover klummer til husmødre for at få enderne til at mødes. Og med de penge finansierede hun sønnen Lauritz’ mesterlære som operasanger, mens faren en overgang var ved at gå rabundus.

Der er ikke noget, der tyder på, at de havde et forhold, de sov hver for sig, kan man se i rejsebeskrivelser. Vi insinuerer i stykket, at der var et tæt forhold til en veninde. Men det er bare noget, vi finder på.”

BAG OM BODIL

Bodil Jørgensen, 63 år. Opvokset i Vejen. Uddannet fra Statens Teaterskole i 1990.

Har medvirket i blandt andet ’Idioterne’, ’Hvidsten Gruppen’ og satireshowet ’Rytteriet’. Var en årrække fastansat på Det Kongelige Teater.

Vinder af en Bodil og tre Roberter.

Har I råvarer med på scenen?

”Stykket lægger vægt på musik, kærlighed og mad. Der er ikke decideret mad på scenen, men vi har en pianist og en violinist og et kor med – som i et græsk drama eller en kabaret – der synger om legering og andre køkkenteknikker. Det er ret betagende. Og så har vi kogegrej. Rivejern, grydeskeer og så videre. Fra tinkrus til fint porcelæn, efterhånden som forestillingen skrider frem og ender i Dragør, hvor Lauritz får et sommerhus, efter at han er blevet en stor operasanger og en rig mand. ”

Hvad er dit forhold til ’Frøken Jensens Kogebog’?

”Min mor fik den af sin mor. Den var fedtet og brunlig, kan jeg huske, og min mor havde god brug for den, for hun var vist ikke specielt god til at lave mad, da hun og min far først flyttede fra landet ind til Vejen, hvor de havde fået arbejde som skolelærere. Hun slog simple ting op i den, hvordan man jævner en sovs for eksempel. Det er meget enkelt beskrevet hos Frøken Jensen.

På den måde har hun gjort livet nemmere for mange kvinder. Det var nu ikke, fordi mine forældre ikke gik op i, hvad vi puttede i munden. Min far anlagde køkkenhave, og vi havde ærter, salat, bønner, hindbær, kirsebær, ribs, jordbær og så videre. Og viktualiekælderen var fyldt med asier, rødbeder og andre syltede og henkogte ting. Vi børn hjalp meget til med høsten og nipperiet. Det kunne godt være lidt hårdt af og til.”

BAG OM BOGEN

Kristine Marie Jensen, 1858-1923.

Tjente fra 1880 indtil sin død som husbestyrerinde hos skolebestyrer J.C. Melchior.

Fik i 1901 udgivet sin første opskriftsamling, ’Frøken Jensens Kogebog’, Danmarks bedst solgte kogebog gennem tiden med over en million trykte eksemplarer.

Udgav også andre, mindre kendte titler, blandt andet ’Five o’Clock Tea’ og ’Svampe paa 100 Maader’.

Hvad var den første ret, du lærte at lave?

”Da jeg flyttede til Aarhus og læste engelsk på universitetet, boede jeg sammen med en veninde fra gymnasiet, Hannah, hvis mor var husholdningslærerinde, og hun lærte mig at lave fyldte hjerter med flødesovs og kartoffelmos. Ved siden af studierne fik jeg job som handicaphjælper for en ung kvinde, Lone, og sammen lavede vi en forestilling, der hed ’Cirkus Fantaspastisk’. Efter den blev jeg bidt af skuespillet og flyttede til København for at gå på Statens Teaterskole. Jeg havde få penge, så jeg spiste masser af makrel i tomat, men lavede også varm mad til mig selv hver dag. Jeg husker specielt en kinesisk ret med scrambled eggs, nudler og hvidløg.” 

Har du en go-to-ret i dag?

”Det er mest min mand, der står for maden, og han laver falafler fra bunden og bager med surdej. Men hvis det er mig, så laver jeg en kyllingefrikassé, en kartoffelsuppe med porrer og pastinak eller koteletter i fad, hvor jeg dog bruger svinemørbrad. Da børnene var små, var der cocktailpølser i, men det har jeg droppet efter at have kigget på, hvad der egentlig er i sådan en lille pølse.”

Hvilket måltid vil du altid huske?

”Da jeg var barn, fik vi tit brunkål med et stykke rugbrød til. En simpel ret med kål, lidt kød, lidt flæsk og lidt gulerødder. Jeg elskede det, og lugten af brunkål bringer mig i dag tilbage, så jeg kan se min mor og min far sidde lige over for mig.”

Forestillingen ’Frøken Jensens Kogebog’ spiller på Randers Teater indtil 28. september.

/

Højt spil

Han troede, at han skulle være træblæser i et stort symfoniorkester, men fik i stedet sit gennembrud som kvindelig seniorkorrespondent i et satireprogram. Gang på gang har FREDERIK CILIUS forsøgt at regne den ud, men han kan stadig ikke forudsige, hvad der bliver en succes. Ud & Se møder den 38-årige komiker, skuespiller og musikformidler forud for hans livs satsning.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

LEGESYGE SKUESPILLERE med mærkelige parykker fra klæd ud-kassen kravler rundt på væggene i Skuespilhusets øvelokale, og langs scenekanten flyder alskens rekvisitter og masker hulter til bulter på tilfældigt opstillede borde.

”Velkommen til crazy town,” siger Frederik Cilius, da han selv træder ind i rummet.

Det er en solrig formiddag i København, og det er tid til prøver på Ludvig Holberg-komedien ’Jeppe på bjerget’, der skal køre på Det Kongelige Teater i starten af 2025 – med ham selv i hovedrollen som den drikfældige fæstebonde Jeppe. Det er blot de indledende prøver, og premieredatoen ligger endnu langt ude i horisonten, men det er heller ikke, fordi han ligefrem går og tæller ned.

”Nej, jeg glæder mig sgu ikke,” siger han og griner. ”Ej, det gør jeg altså ikke. Jeg er nervøs. Der er en lang tradition for at spille ’Jeppe på bjerget’ på Det Kongelige, så man stiller sig op i en lang række af skuespillere, og man har ikke lyst til at være ham, der ikke kan løfte sværdet ud af stenen.”

Flere skuespillere møder drypvis ind – Simon Mathew, Youssef Hvidtfeldt og Freja Klint Sandberg, der skal spille den modbydelige hustru, Nille. Snart støjer det i hele salen, hvor folk pjatter og sludrer, og hele tiden kan man høre Frederik Cilius slå sin lyse skraldlatter op, når enten han selv eller en af de andre har sagt noget sjovt. Han er det naturlige centrum: spørger interesseret til de andre, knytter anekdoter på om noget, han har læst eller hørt, og strør om sig med ord som ’ikonoklasme’ og ’respit’, som om de hørte enhvers vokabular til. Og så kan han ikke dy sig for hele tiden at sige noget tenderende grænseoverskridende for at få de andre til at grine – som da han fortæller, at han snart skal et smut til Færøerne. 

”Jeg forbereder mig på kvalmende turbulens og rådden mad. Jeg har aldrig været andre steder i rigsfællesskabet end i fladlandet, så derfor har jeg en spinkel drøm om at nå at opleve grindedrabet, inden det er for sent,” siger han, før latteren igen ekkoer i lokalet. 

SÅ HÆVER INSTRUKTØREN Heinrich Christensen stemmen: ”OKAY! Nu prøver vi at kaste os ud i vores lille lægescene. Husk nu, at alt det, vi prøver på nuværende tidspunkt, bare er noget, vi kaster op med en møggreb for lige at mærke, hvad der fungerer.”

Denne dag skal der øves en scene, hvor Jeppe efter en ordentlig fuldemandsbrandert vågner op i baronens seng og bliver lokket til at tro, at han selv er baron. Frederik Cilius iklæder sig badekåbe og rød nathue og sætter sig i sengen, midt på scenen, med et tomt og tåget blik i øjnene. Rundtom stiller flere af de andre sig op iført lægeuniformer. Folk rømmer sig, instruktøren råber: ”Værsgo!”

”Vi hører med største smerte, at herren er upasseliiig,” siger den ene doktor.

”Ja, hr. doktor, herren er i en elendig tilstand.”

”Hvordan er det fat, nådige herre?”

En mærkelig udefinerbar lyd kommer fra Frederik Cilius’ Jeppe, før han vrøvler noget om brændevin hos Jacob Skomager dagen forinden:

”Vil I kun give mig et krus øl og lade mig gå, så må man gerne hænge jer og alle doktorer op, thi jeg behøver ingen medicin.”

Sådan fortsætter scenen fremad, mens skuespillerne skiftevis glemmer deres replikker og må starte forfra, og instruktøren hele tiden kommer med små kommentarer og impulsive justeringer, indtil det hele glider næsten som smurt.

”Er jeg så ikke Jeppe på bjerget?” spørger Frederik Cilius, da de til sidst når til den del af scenen, hvor Jeppe så småt begynder at tro på, at han ikke er fæstebonde, men i virkeligheden baron, som de falske doktorer har bildt ham ind. 

”Neeej, nej nej.”

”Er den onde Nille så ikke min kone?”

”Nej, herren er enkemand.”

”Er det så også lutter indbildning, at hun har en krabask, som hedder Mester Erik?”

Efter halvanden time er de færdige for denne gang. 

”Tak for det, alle sammen,” råber instruktøren ud over forsamlingen, mens flokken af skuespillere lister mod udgangene. På vej ud efterspørges der ekstra cigaretter fra flere sider.

”Jeg har masser af smøger, hvis der er nogen, der mangler,” siger Frederik Cilius myndigt ud i rummet. ”Min mor sagde altid til mig, at hvis man skulle have cigaretter med, så skulle man have nok til at kunne dele ud.”

DET VAR SAMMEN med barndomsvennen Brian fra Blans, at Frederik Cilius røg sin første cigaret som 10-årig. En dag kørte de på Brians Puch Maxi ned til den lokale købmand og købte en 10-pak Prince Light under påskud af, at de var til Brians mor, og så fandt de et fredfyldt spot, hvor de kunne pulse på deres livs første røgpinde.

Brian var to år ældre end Frederik Cilius, og når ikke de to sønderjyske knægte var i skole, tilbragte de det meste af tiden med at rende rundt og lave drengestreger eller køre rundt på Puch Maxi’en, men dengang var der ingen, der rynkede på brynene ad en 12-årig på en knallert med en 10-årig bagpå – så længe de holdt sig fra de store veje, som de havde fået at vide.

Hvor Frederik Cilius allerede dengang var besat af blokfløjtespilleren Michala Petri, var landmandssønnen Brian mere til Iron Maiden og Metallica, men trods forskellighederne fik de det til at fungere.

”Jeg har altid været nærmest i parforhold med bestemte venner. Der har typisk været én ven, som jeg har set rigtig meget i en periode, nogle gange i årevis, og så er der kommet en anden og har overtaget – dengang var det Brian,” siger han.

Frederik Cilius kom selv fra Øster Sottrup, en anden lillebitte flække af en landsby med kun 100 indbyggere. Her voksede han op med sine forældre, der i fællesskab drev en BabySam i Sønderborg, og to ældre storesøstre, der konstant curlede for den overforkælede efternøler. Men selvom han var doven, var han kvik, og når der var to års forskel på ham og bedstevennen Brian, skyldtes det, at han var ualmindeligt tidligt på den. 

Hans mor mente, at han var klar til at komme i sving, så derfor var han kun fem år, da han startede i 1. klasse, og året efter sprang han direkte videre til 3. klasse. Han kom bedst ud af det med børnene i den klasse, så derfor kunne han lige så godt følges med dem, og samtidig havde han intet besvær med det faglige. Det var dog aldrig seriøst på tale at sende ham videre til en specialskole for intelligente børn eller melde ham ind i en Mensa-klub.

”Mensa er nok den mest kiksede klub, der findes. ’Åh, jeg kan ikke tale med almindelige mennesker. De er simpelthen for dumme. Jeg vil kun lave noget, hvor kun vi kloge er.’ Jeg synes, det er så åndssvagt, og jeg er lykkelig for, at det ikke var sådan nogle børn, jeg kom til at vokse op med. Jeg har mødt masser af ’dumme’ mennesker igennem mit liv, som har sagt vanvittigt intelligente ting,” siger Frederik Cilius, der i stedet gik i den lokale landsbyskole, men med dem, der var to år ældre. Dengang var det ikke noget, han hæftede sig synderligt ved, heller ikke da alle de andre gik i puberteten to år før ham.

”Jeg havde ikke en følelse af, at jeg gik glip af alt muligt. Jeg levede i lykkelig uvidenhed,” siger han og griner. ”Sådan noget som piger. Det var slet ikke, fordi jeg følte mig udenfor, da de andre gik i gang. Jeg anede bare ikke, hvad der foregik, og opdagede det så selv to år efter.”

Lidt tidligt på den var Frederik Cilius dog alligevel med visse ting. Som 13-årig begyndte han at gå i byen på Crazy Daisy i Sønderborg, og han blev også meget tidligt glad for at drikke whisky og ryge store cigarer. Til forældrenes sølvbryllup var det den kombination, der førte til, at hans egen aften sluttede med, at han brækkede sig ude i hækken.

”Min mor er meget bekymret for mine børn, hvor jeg nogle gange kigger på hende: ’Altså, hvornår er det lige kommet?’ For det var hun godt nok ikke for mig. Men mine storesøstre havde banet vejen, så jeg tror bare, at mine forældre tænkte: ’Det finder han sgu nok ud af.’”

DEN KORTE CILIUS 

Frederik Cilius Jørgensen, født 1986 i Sønderborg.

Uddannet klarinettist fra Det Jyske Musikkonservatorium og Jacobs School of Music ved Indiana University Bloomington.

Fik sit folkelige gennembrud med karakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm i ’Den Korte Radioavis’ på Radio24syv.

Har medvirket i blandt andet ’Orkestret’ og ’Operarejsen’ på DR og er fast holdkaptajn i ’Den klassiske musikquiz’.

Gift med Anne Termansen, uddannet fløjtenist, der i dag arbejder som vært på P2. De bor i Hvidovre med deres to sønner.

I SKOLEN SKULLE alle elever have blokfløjteundervisning, og det fangede næsten øjeblikkeligt Frederik Cilius. Det var ikke noget, han havde fået hjemmefra, for hans forældre gik slet ikke op i klassisk musik, men de understøttede gerne sønnens hobby og forærede ham cd’en ’De fire årstider’ med den danske blokfløjtespiller Michala Petri, som han hørte igen og igen.

Han blev besat af at lære færdighederne bag, og i musiklæreren Michael havde han den perfekte læremester.

”Det var alvor for ham. Blokfløjte var ikke bare en opgave, han havde fået stillet, der gik ud på at pacificere en flok børn i en periode. Han ville fandeme have, at vi lærte noget,” husker Frederik Cilius.

Senere skiftede han blokfløjten ud med en klarinet og fik to klarinetlærere, Hans-Jørgen og Bo, som blev en slags mentorer for ham. De tog ham under deres vinger og forventede noget af ham, både som klarinettist og som menneske. 

Særligt Bo hjalp med at rette ham lidt ind, når der var brug for det. Det skete blandt andet ved morgenbordet på en bed & breakfast i en lille by uden for Tallinn i Estland i slutningen af 90’erne, hvor de var af sted med musikskolen. Frederik Cilius blev ved med at brokke sig over forskellige ting ved opholdet, indtil Bo kiggede på ham og helt lakonisk sagde: ”Du skal lige vide, at den der opførsel, den klæder dig ikke.”

”Jeg kan stadig nogle gange føle en enorm uretfærdighed. Det kan være noget så småt som en opvaskemaskinedør, der ikke vil lukke, som jeg kan føle som et grundlæggende angreb på mig og min person, og så bliver jeg simpelthen så sur og kontrær. Det er jo et tegn på forkælethed, men Bo var heldigvis god til at få pillet det værste ud af mig,” siger han.

For selvom bemærkningen sved, var det præcis det, han havde brug for at høre. ”Det er ikke rart i øjeblikket, men det er godt i det lange løb, og måske mangler det i virkeligheden lidt i vores samfund i dag. Den der brutale omsorg, hvor man gør nogen ked af det i en god sags tjeneste.”

De to mentorer var også med til at åbne hans øjne for verdens rigdom. Bo havde boet og rejst over hele kloden og kunne fortælle om eksempelvis stammefolket i Omo-dalen i Etiopien på en nærmest David Attenborough-agtig måde, og hver gang han gav Frederik Cilius et lift til musikskolen, var det som et foredrag. 

”Han kunne også have sagt: ’Det er bare et lift, knægt.’ Men han havde virkelig en passioneret tilgang til, at verden er et stort og spændende sted, og så var han sådan en, der tog folk alvorligt. Sådan var de begge to. De regnede ikke med, at der var noget, der var på for højt niveau, så længe man lod engagementet smitte, og det er noget, jeg virkelig har forsøgt at tage til mig.”

EFTER GYMNASIET SØGTE han ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men i stedet for at brillere og klare sig igennem nåleøjet, som han havde forventet, blev han afvist. 

”Der gik jeg fra at være konge i en lorteby til lort i en kongeby,” siger han med et famøst politikercitat lånt fra medsønderjyden Carl Holst. ”Det var sådan det første rigtige nederlag. Hele min identitet var, at jeg spillede musik, og så kunne jeg ikke engang komme ind på konservatoriet. Altså, det var det, jeg skulle. Det var det, jeg havde fortalt alle om i mange år, at jeg skulle, inklusive hele min familie, og så var jeg ikke god nok … Det gjorde fandeme ondt.”

Det kom som et chok, og så alligevel, for inderst inde vidste han godt, at han nok ikke var så stort et musikalsk geni, som han altid havde fået det til at fremstå. For nok havde han altid haft et vist talent for det, men han havde også altid været frygteligt doven, når det kom til at øve sig og gøre sig umage.

”Jeg vidste jo godt, at der var en sko, der trykkede, jeg havde bare håbet, at der aldrig var nogen, der opdagede det. Problemet er, at når man når til et vist niveau, så opdager alle det, hvis man simpelthen ikke er dygtig nok.”

I de efterfølgende uger svælgede Frederik Cilius i selvmedlidenhed. For hvad skulle der nu ske? Så blev han pludselig tilbudt en plads på konservatoriet i Aarhus i stedet. Den tog han imod, og her fik han en lærer, han blev meget glad for – en slags held i uheld. Men samtidig betød det også, at han heller ikke denne gang blev tvunget til virkelig at tage sig sammen.

”Jeg tror måske, det havde været sundere, hvis ikke jeg var kommet ind. Jeg var for første gang i mit liv blevet smidt i vandet uden at kunne svømme, og så var der alligevel nogen, der i sidste øjeblik kastede en redningskrans ud til mig og sagde: ’Nå, så kom da med her.’”

MÅSKE FORNEMMEDE Frederik Cilius’ lærer på konservatoriet i Aarhus det samme. Det var i hvert fald ham, der opfordrede ham til at rejse til USA, fordi han mente, at det ville være godt for den unge klarinettist at komme over til en kultur med mindre snak.

”Han mente, at sådan en døgenigt som mig ville have godt af at prøve kræfter med miljøet derovre. Der er ikke nogen kære mor. Folk er ligeglade med dig.”

Frederik Cilius sendte pligtskyldigt en cd med en klarinetoptagelse over til Jacobs School of Music ved Indiana University – og blev optaget. Et par måneder efter stod han i lufthavnen i Indiana med to kufferter i hånden og nervøs mave. Han var 22 år og havde aldrig rigtig været på egen hånd.

”Det var sindssygt angstprovokerende, jeg syntes virkelig ikke, det var sjovt at stå der, men i dag er det jo en kæmpe gave, at jeg har gjort det,” siger han og fortæller, at han hurtigt mødte nogle mennesker, som inviterede ham med hjem til Thanksgiving og blev hans gode venner.

På konservatoriet var der imidlertid andre toner. Her havde professor Eli Eban et mantra, der hed: ’We are the athletes of the small muscles’. Hans regime gik ud på at gentage ting i en evighed for at oparbejde en pålidelig teknik, og så havde han samtidig ikke meget tilovers for hyggesnak. 

”Han var overhovedet ikke interesseret i at være min ven eller i at høre, hvordan jeg havde det, eller om jeg var nervøs eller noget som helst. I Danmark var jeg vant til, at jeg kunne snakke mig ud af ikke at have øvet nok, men det kan man ikke derovre, for man har intet forhold til sin underviser,” siger han.

Hver eneste uge fik Frederik Cilius fem etuder – øvestykker – han skulle indstudere, foruden en masse mindre, løbende opgaver. Det var langt mere, end han var vant til, og da han efter den første uge begyndte at spille noget af det, han havde øvet, for så at gå en smule i stå, var professoren ved at miste tålmodigheden. ”Hvorfor stopper du hele tiden,” kommenterede han spidst. ”Nej, men jeg tænkte bare, at …,” forsøgte danskeren sig, men blev afbrudt: ”Du skal bare spille!”

I sin første tid tilbage i Danmark ernærede Frederik Cilius sig som freelancer. Et spillejob hist, et spillejob her. Han var i midten af tyverne, og han kunne godt leve af klassisk musik, men ikke på det niveau, han gerne ville. 

”Det er sådan lidt et Cabinn-liv. Man tager til Aarhus og bor på Cabinn og spiller i deres symfoniorkester, og så er der ikke noget at lave i en uge, og så ringer de fra Aalborg Symfoniorkester, og så tager man derop og sover på Cabinn.” 

Det stod gradvist klart for ham, at han aldrig ville blive verdens bedste klarinettist, ikke engang tæt på, og så længe det var tilfældet, ville han helst være fri.

”Hvis jeg havde færdighederne, hvis jeg rent faktisk kunne gøre det med det tekniske overskud, det kræver, ville jeg stadig gerne sidde i et af verdens store orkestre, men ikke med de evner, jeg har nu. Det ville simpelthen være en ydmygelse hver eneste dag. Alle ville vende sig om og tænke: ’Fucking hell, gider han lige!?’ Jeg kunne have gjort karriere, men ikke en særlig god karriere, og det ville have efterladt mig forbitret og forsmået, og det er ikke et godt sted at være.”

FREDERIK CILIUS OM …

Linie 3

”Som barn slugte jeg deres shows fanatisk. De har fået meget røg alle tre, og det er ærgerligt, for de lavede faktisk nogle gode shows. Men det er jo altid den frygt, man sidder med – at en dag så er det én selv, der bliver pillet ned. Det er et oldgræsk tema. Zeus slår sin egen far ihjel. Det tænker jeg faktisk meget på. Det er også derfor, jeg prøver ikke kun at være sjov, at jeg ligesom har nogle andre platforme end bare … morskab. For selvfølgelig løber den kilde tør på et eller andet tidspunkt.”

Politik

”Siger mig ikke en skid. Jeg er jo ikke idiot, så jeg kan godt forstå, hvad det handler om, men hele spillet omkring det … jeg synes simpelthen ikke, det er interessant. Jeg er også ligeglad med, hvem der sidder på magten. Jeg har nogle få principielle holdninger, som er vigtige for mig, vores ytringsfrihed eksempelvis, og jeg har selvfølgelig også en forhåbning om, at man fokuserer på kunst og kultur, fordi det er det, jeg laver, men jeg går slet ikke op i partipolitik.”

I LØBET AF sin skoletid havde Frederik Cilius ofte været klassens klovn. Ikke på nogen overivrig måde, snarere som tidsfordriv i de kedelige timer, som han kunne spæde op med hjemmestrikkede spøg og skæmt-numre og dumme bemærkninger. Det var som regel også ham, der blev tildelt hovedrollen i skolekomedierne, for selvom lærerne ikke altid ville stå ved det, kunne de heller ikke altid lade være med at grine af hans bemærkninger. 

Så han vidste godt, at han kunne være morsom, hvis han anstrengte sig, men det var aldrig noget, han havde tænkt på at bruge på den måde. Og han var heller ikke helt sikker på, hvad han skulle mene om det, da en af hans venner i 2011 faldt over et opslag om, at DR’s talenthold søgte nye satiretalenter, og opfordrede ham til at søge.

Natten før deadline skrev han alligevel en ansøgning – det blev til en A4-side med ideer til, hvad der skulle køre på DR2 næste aften – og næste morgen, da han skulle ind for at aflevere den, gik hans storesøster i fødsel, så han måtte først køre hende på hospitalet, før han selv trillede ind forbi DR og afleverede sin ansøgning. I forbifarten glemte han at skrive sin adresse på.

”De havde ingen måde at komme i kontakt med mig på, og det syntes de simpelthen var så sjovt, men det var sgu ikke planlagt. Det var bare, fordi jeg havde glemt det. Til samtalen sagde de: ’Det var fandeme sjovt, det der med kun at skrive dit navn på!’, og jeg skyndte mig at sige: ’Ja, var det ikke? Var det ikke skidesjovt?’”

Og en sen eftermiddag sad Frederik Cilius så som den sidste tilbage på satireredaktionen og arbejdede, da en fyr ved navn Rasmus Bruun stak hovedet ind. Sammen med Christian Trangbæk var han ved at lave et program til P3 samme aften, og nu manglede de en tredje til at være med. Det sagde han ja til, og fordi det gik godt, spurgte de efterfølgende, om han ikke også ville lave børne-tv-programmet ’Go’ lorte weekend’ sammen med dem.

”Jeg var den eneste tilbage, så derfor spurgte de mig. Hvis ikke jeg lige havde arbejdet sent den dag, havde jeg formentlig slet ikke mødt Rasmus,” siger han. ”Der er simpelthen så mange uplanlagte tilfældigheder i et typisk livsforløb, og derfor tror jeg heller ikke på, at man kan planlægge særlig meget, når det kommer til stykket.”

DA RASMUS BRUUN og Christian Trangbæk efterfølgende blev tilbudt at lave sommerradio på Radio24syv, hev de Frederik Cilius med til idéudviklingen, der foregik i Frederiksberg Have med en efterfølgende middag i en af de små familiehaver. Mens de sad der, fik Rasmus Bruun en idé om at lave Danmarks første intelligente dameblad. 

”Der var nogle kvinder, der havde forsøgt at lave et intelligent dameblad, fordi de var trætte af, at de eksisterende dameblade var fyldt med historier a la ’Sådan lakerer du dine negle’, men de var endt med at blive uvenner over det,” fortæller Frederik Cilius. ”Rasmus syntes, at vi skulle starte et dameblad med en meget chauvinistisk tilgang: ’Der går for meget kvindefnidder i den, så nu må vi mænd igen trække i arbejdstøjet.’ Altså i virkeligheden spille rollerne som sådan nogle 50’er-mænd: ’Nu skal vi nok komme og vise, hvor skabet skal stå.’ I det øjeblik tænkte jeg: ’Han har fat i den lange ende.’”

Christian Trangbæk troede omvendt ikke rigtig på ideen og endte med helt at trække sig, og derfor var det Frederik Cilius og Rasmus Bruun, der i sommeren 2013 stod i spidsen for det satiriske radioprogram ’Damernes Magazine’, hvor de hen over fem uger forsøgte at stable et intelligent dameblad på benene.

”Joken gik jo på os selv og det der mandlige hovmod: ’Ja, vi har aldrig lavet et blad før, men hvor svært kan det være?’ Det er altså virkelig svært, og derfor fremstod vi pløkåndssvage og uduelige,” siger han. ”Der havde ikke været så mange lag i det, vi havde lavet til børnefjernsyn, men i løbet af de her 25 programmer gik det op for mig, at Rasmus og jeg virkelig kunne sammen – og der var heldigvis også lyttere, der forstod, hvad vi havde gang i.”

Samme år vandt ’Damernes Magazine’ ’Årets Nyskabelse’ ved den danske prisuddeling Prix Radio (i dag Prix Audio, red.). Året efter lavede Frederik Cilius og Rasmus Bruun endnu et sommerprogram til Radio24syv, denne gang ’Antidemokratisk Festival’, en slags modstykke til Folkemødet, hvor de hen over fem uger arrangerede en fysisk festival, hvor antidemokrater kunne komme og fortælle, hvordan de ønskede at indrette samfundet.

Herefter blev de tilbudt et fast program på Radio24syv. De havde selv fået en idé om at åbne et detektivbureau, hvor lytterne kunne ringe ind med alt fra en bortløben kat til mistanke om en utro hustru, som de så skulle forsøge at løse, men de to programchefer Mads Brügger og Mikael Bertelsen tilbød dem i stedet at lave et program med afsæt i politisk satire. Fem dage om ugen for 25.000 kroner.

”Rasmus havde lavet politisk satire før og syntes ikke, at det var sjovt, og jeg er overhovedet ikke interesseret i politik. Hvis jeg kan slippe for at læse avisen, gør jeg helst det. Så det var ikke ligefrem fristende,” siger han.

Det blev ikke bedre, da Mads Brügger tilmed fik den idé, at Frederik Cilius skulle spille kvinde. Han var overbevist om, at det ikke ville fungere, men blev alligevel lokket til at prøve det af i to måneder, og i starten af februar 2015 blev den første udsendelse af ’Den Korte Radioavis’ sendt live – en slags radioparodi på det kontroversielle netmedie Den Korte Avis, hvor Frederik Cilius spillede den fiktive seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm med filterløse Gauloises-cigaretter og bramfri ytringer. 

”Man troede så lidt på det. Det blev sendt på et tidspunkt af dagen, hvor ingen hører radio. Der var så få lyttere på Radio24syv mellem klokken 12 og 13, at de ikke engang kunne måle det. Men det var jo også en gave, for så var der heller ingen til at høre, hvor dårligt det var til at begynde med.”

’DEN KORTE RADIOAVIS’ blev dog hurtigt en succes, og i stedet for to måneder kom programmet, i forskellige formater, til at køre resten af radioens levetid med daglige lyttertal på den gode side af 100.000. Makkerparret vandt også et hav af priser, blandt andet i fællesskab prisen som ’Årets Komiker’ til Zulu Comedy Galla i 2017.

”Hvis du gerne vil prøve noget forfærdeligt, så tag til Zulu Comedy Galla med tusind standupkomikere, der alle sammen skal bevise, at de er sjove. Det er simpelthen ulideligt, for det er en hel aften, hvor folk hele tiden bryder ind for at prøve at sige noget sjovere end det, der lige er blevet sagt,” fortæller Frederik Cilius, der følte en stor personlig lettelse i kølvandet på anerkendelserne. For nu havde han bevist sig. Nu kunne ingen være i tvivl om, at han var sjov. 

”’Den Korte Radioavis’ modtog så megen anerkendelse, at det var lidt ligesom at få et standardtelegram om, at vi var sjove. Det har både åbnet mange døre, men også gjort det nemmere og meget mere afslappende at skulle være sjov.”

Han mindes stadig tiden på DR’s talenthold, hvor redaktørerne hele tiden ville vide: ”Hvad er garantien for LOL?”

”Det må være noget nær det mest pikhovedede, man kan spørge om,” siger han og griner. ”Hvad fanden skal man svare til det? Men fordi Rasmus og jeg har fået ry for at være sjove, kan vi komme med en idé til et tv-program, som overhovedet ikke lyder sjov, og så tænker folk alligevel: ’Det skal nok blive sjovt.’ Faren er jo så, at man bliver doven. Det er jeg meget opmærksom på.”

FREDERIK CILIUS TØMMER sidste sjat i kaffekoppen og skænker sig straks en ny.

”Nå, man kan vel lige så godt få koldsved og tyndskid, når nu man er gået i gang,” konstaterer han og slæber både kop og kaffekande med sig igennem kontoret i Den Grå Kødby i København, som han deler med resten af holdet bag podcastuniverset r8Dio. 

I 2020 gik de i luften med satireprogrammet ’Undskyld vi roder’, og i dag har de opnået over 20 millioner downloads og vundet en række priser for programporteføljen. Foruden at være en del af ejerkredsen spiller Frederik Cilius forskellige karakterer i universet og står desuden bag ’Bernsteins cigaretetui’, hvor han sammen med Mikael Bertelsen undersøger, om det cigaretetui, han modtog i sensommeren 2023 af en ældre dame i Tølløse, rent faktisk har tilhørt den verdensberømte dirigent Leonard Bernstein.

Det er i slutningen af april, og blot et par dage forinden er han hjemvendt fra USA efter at have rejst rundt for at optage tredje sæson af DR-føljetonen ’Operarejsen’ med de faste makkere Rasmus Bruun og Allan Gravgaard Madsen. Et par uger forinden har anden sæson af tv-serien ’Orkestret’ haft premiere. Her spiller han rollen som Bo Høxenhaven, den sære, temperamentsfulde og evigt oversete anden-klarinettist i et symfoniorkester, der minder om DR’s – en rolle, som efter første sæson indbragte ham en Robert for årets bedste mandlige hovedrolle.

I de her dage er Frederik Cilius’ fokus dog rettet et helt andet sted hen: ’Jeppe på bjerget’. Da instruktøren Heinrich Christensen ringede og tilbød ham rollen, sagde han ja uden at tøve.

”Jeg har lidt en filosofi om, at der er nogle mennesker, som jeg bare stoler blindt på – han er en af dem. Jeg synes, der er kommet sådan en tendens til, at folk har ekstremt store forbehold, fordi de er bange for, at det bliver noget lort, eller at de havner i et dårligt lys, eller at det påvirker deres brand på Instagram, men jeg tror simpelthen, man ender med at kvæle sin kreativitet ved at være så skide forbeholden,” siger han og åbner vinduet for at ryge, men ombestemmer sig, da en øredøvende lyd fra en arbejdsmand i færd med at skære brosten op lige nedenfor trænger ind i lokalet. ”Tag Dirch Passer, han sagde ja til alting. Han lavede mange lortefilm, ja, men han fik til gengæld også lavet nogle smash hits, fordi han bare sagde: ’Ja ja, jeg stiller op.’ Man kan alligevel aldrig forudsige, hvad der bliver godt, og hvad der bliver noget lort.”

Siden sit folkelige gennembrud som Kirsten Birgit har Frederik Cilius blandt andet spillet Master Fenn i tv-serien ’Guru’, været fast holdkaptajn i ’Den klassiske musikquiz’, tilbagevendende monopolist i ’Sara & Monopolet’ og været på foredragsturné landet rundt med Svend Brinkmann. Foruden et hav af både små og store roller i film, tv-serier og teateropsætninger.

Nu venter så en vaskeægte kardinalrolle som Jeppe på bjerget i den mere end 300 år gamle Holberg-komedie, tilmed på Det Kongelige Teater, og dét til trods for, at han slet ikke ser sig selv som skuespiller.

”Det er på en eller anden måde dumpet ned i hovedet på mig, og det kan også godt gøre mig nervøs. Det ville glæde mange, hvis det gik dårligt for mig,” siger han. ”Det tror jeg. Jeg har en forventning om at få nogle stryg. Der vil være folk, der synes, at nu laver jeg for mange ting, og jeg tænker, at det ville glæde dem at kunne sige: ’Se! Det var alligevel for svært!’”

MAN SKULLE TRO, at Frederik Cilius virkelig elsker at optræde. Han ligner en fisk i vandet, uanset om han medvirker i programmer som ’Den klassiske musikquiz’ eller spiller med i tv-serier og teateropsætninger. Så hvorfor glæder han sig alligevel ikke rigtig til det, der venter på Det Kongelige Teater i starten af det nye år?

”Det lyder enormt pessimistisk, men det er bare … Jeg synes ikke, det er sjovt. Jeg kan i virkeligheden slet ikke lide at stå på scenen. Jeg kan heller ikke lide at optage ’Orkestret’ og sådan noget. Alt i mig har lyst til ikke at gøre det, fordi det er så angstprovokerende.”

Så skynder han sig at tilføje: ”Nu er det heller ikke sådan, at folk skal tænke: ’Åh, han lider, hvor synd!’ Det er enormt tilfredsstillende, at der er mennesker, der får øjnene op for den klassiske musik eller ligefrem går i Det Kongelige Teater, fordi de har set noget, jeg har været med i. Så føler jeg, at jeg er med til at åbne en dør for dem, ligesom der har været folk i mit liv, der har åbnet døre for mig. Men jeg morer mig ikke med at gøre det.”

Faktisk har Frederik Cilius flere gange oplevet at få angst-anfald i forbindelse med at optræde. Første gang, det skete, var i Odense tilbage i 2021, da han og Rasmus Bruun var i gang med at optræde med teaterstykket ’Sommeren på Birgitø’ – et slags teater-spinoff på ’Den Korte Radioavis’. Han stod ude bagved og var i færd med at lægge stemme til en udstoppet ræv, og så kom det som et lyn fra en klar himmel.

”Der var for meget druk i den periode, og jeg havde også drukket noget, inden jeg skulle på scenen. Det havde jeg aldrig gjort før, og lige pludselig tænkte jeg: ’Hvad hvis du går i panik og ikke kan huske dine replikker?’ Så snowball’ede det totalt ud af kontrol. Men der var ingen, der lagde mærke til det. Det var kun inde i mig, det var ude af kontrol. Vi var jo ikke fulde eller noget, men der gik det for alvor op for mig, at jeg i hvert fald har behov for kontrol.”

Efterfølgende prøvede han flere gange at blive ramt af tilsvarende små angstanfald under forestillinger. Han endte med at opsøge en angstbehandler, der spurgte: ”Spillede du videre?” ”Ja, det gjorde jeg.” ”Så er det fint,” sagde behandleren.

”Det er jo angstprovokerende at stille sig op på en scene foran andre, så det handler om ikke at lade sig styre af den angst. Det er naturligt nok at føle angst, problemet opstår først, hvis man begynder at ændre adfærd. Man kan blive afhængig af at stoppe, og så gør man det næste gang og næste gang igen. Hvis man omvendt fortsætter på trods af angsten, er den ikke i sig selv farlig. Du kan ikke dø af et angstanfald. Du kan få tyndskid, begynde at svede, blive tør i munden og få hjertebanken, men du dør ikke af det, og derfor er det kun et problem, hvis du trækker dig fra det.”

Når Frederik Cilius sagde øjeblikkeligt ja til ’Jeppe på bjerget’, dengang instruktøren ringede, skyldtes det også en anden filosofi, han forsøger at efterleve: Hvis der er noget, han er meget bange for at gøre, så skal han gøre det. Det eneste, han frygter mere end at optræde, er nemlig at ende med at leve et konformt og friktionsfrit liv, hvor han spilder sit talent og aldrig sætter sig selv på spil.

”Jeg er jo bange for, at det bliver noget lort, men lige netop derfor bliver jeg også nødt til at gøre det. Man bliver nødt til at sætte røven lidt i klaskehøjde,” siger han og tænker sig ekstra længe om. ”Jeg kunne leve et meget,
meget let liv, hvis jeg ville, men der vil jeg helst ikke hen. Jeg synes, man skal prøve at gøre det, som er ubehageligt – altså inden for det, man laver. Det er ikke, fordi jeg pludselig kommer til at springe bungee jump. Men jeg tror godt, jeg kunne tænke mig at lave så mange forskellige ting som overhovedet muligt, inden jeg dør.”

DET ER GRÅT og skyet og vindomsust, og spredte regndråber drypper ned i kanalen og laver ringe i vandet foran hovedindgangen til DR Byen, hvor Frederik Cilius ryger cigaretter og tygger tyggegummi på samme tid. Han er iført en af sine karakteristiske uniformer – brun blazer, skjorte og spraglet slips, lyse bukser og en panamahat på hovedet.

Efter to hurtige smøger i rap forsvinder han ind ad svingdøren til den store kolos af en bygning. Han er på vej ind for at optage to udsendelser af ’Den klassiske musikquiz’ med Phillip Faber i værtsrollen. Det er 10. sæson af det populære program, der skal optages, og han har været med hele vejen siden 2016. 

Stort set lige siden han lagde drømmen om at blive klassisk musiker på hylden, har han på forunderlig vis beskæftiget sig med det alligevel. Kort efter at han var blevet en del af DR’s talenthold i 2011, kom det nogle høje herrer for øre, at der rendte en sjov mand rundt med en lidt særegen baggrund. I 2013 blev han derfor medvært på radioprogrammet ’Den slukkede mikrofon’ på P2 – og efterfølgende ’Cilius-patruljen’ og ’Taktløs’ på samme kanal. 

På vej mod rulletrappen i foyeren bliver han stoppet af Anders Stegger, den tidligere radiovært, der i dag er redaktionsleder.

”Frederik! Jeg vil høre dig, om jeg må hyre dig til at holde et foredrag om inspiration for nogle yngre medarbejdere.”

”Ja ja, det gør vi bare,” siger Frederik Cilius, og efter at have udvekslet informationer er han på vej videre igen.

”Inspiration …,” siger han, mens han sjosker videre igennem den store labyrintbygning. ”Jeg ved ikke, hvor inspirerende jeg er. Jeg bor bare i forstaden med kone og to børn og slår græs og går på arbejde.”

Efter at have tilbagelagt nogle rulletrapper, nogle lange gange og en elevatortur træder han ud i den afdeling, hvor ’Den klassiske musikquiz’ bliver optaget. I køkkenet finder han Mathias Hammer, den anden holdkaptajn på programmet, der står og dingler med en kaffekop. De krammer og pjatter, før Hammer kommer i tanke om noget, han skal sige.

”Hov, i øvrigt, jeg har sagt ja til et job for dig. Tivoli vil gerne lave et nyt arrangement om klassisk musik sammen med os. Jeg har bare sagt ja.”

”Nå, skidegodt!” siger Frederik Cilius.

FREDERIK CILIUS OM …

At være satiriker

”På mange måder er mit arbejdsliv at se hullerne i osten. Det er farligt, for det giver et pessimistisk livssyn. Man leder hele tiden efter det, der er i vejen, og det gør også, at jeg har en personlighed, som er svær at begejstre. Og det er jeg egentlig ked af, for det er ikke en fed måde at leve på, men jeg kan heller ikke slå det fra. Jeg tager ikke nogen steder uden at regne med, at begge børn skider i bukserne.”

LIDT SENERE MØDER også quizværten Phillip Faber ind. Han har en rullekrave på, der er trukket godt op, så den næsten dækker munden, og Frederik Cilius
udbryder straks:

”Du ligner en, der skal begå et bandemord! Er det en af de svenske teenagere?”

Da de næste gang støder på hinanden, denne gang i sminken, er det Phillip Fabers højtaljede bukser, han påtaler.

”Hold kæft, hvor er de trukket langt op!”

”Du skulle prøve det,” griner Phillip Faber.

”Det kan jeg desværre ikke. Jeg ville ende med at ligne en af de der fede mafiosoer fra ’Godfather’!”

Inde i salen får opvarmeren de fremmødte publikummer – hovedsageligt pensionister – helt op at støde med vittigheder og fællesråb, før han omsider brøler i mikrofonen: ”Mine damer og herrer, her kommer de!”

Først Phillip Faber, dernæst Mathias Hammer med sine to deltagere og Frederik Cilius med sine. I baggrunden er hele DR’s symfoniorkester linet op, klædt i kjole og hvidt, og hen over de næste par timer quizzer de i brudstykker af symfonier og andre klassiske musikstykker fra Mozart til Carl Nielsen. Og når ikke musikken spiller, fyrer Frederik Cilius vittige bemærkninger af som et løssluppent haglgevær.

”Når andre ser porno fredag nat, sidder jeg og ser André Rieu på DK4,” siger han, da samtalen falder på den folkelige hollandske orkesterleder, og da der kommer en tekniker ind med en lang stang for at rette på et kamera, udbryder han: ”Der har vi stangspringeren fra Sverige! Han er lige inde for at slå verdensrekorden en gang til.”

Ved showets afslutning roder han sig ud i en kuriøs anekdote om den østrigske komponist Anton Bruckner, der havde en fetich med at berøre kranier og efter sigende skulle have stukket sine fingre ned i Beethovens kiste, og beretter om det med en morbid detaljerigdom, der får ikke bare publikum, men også orkestret bagved og kamerafolkene rundtomkring, til at knække sammen af grin og tage sig til maverne, og en latterkvalt Phillip Faber til at udbryde: ”Du er jo syg i hovedet!”

EFTER AT HAVE fortæret en clubsandwich fra Lagkagehuset i pausen mellem to optagelser har Frederik Cilius endnu en gang sneget sig ud for at pulse ved en af indgangene til DR Byen. Han er ofte blevet beskrevet som en levemand med forkærlighed for store middage, alkohol og, ja, smøger. 

”Jeg tænker da over det. Nu har jeg røget i 22 år. Det er lang tid. Jeg har børn, og jeg har jo også en eller anden form for ansvar over for dem i forhold til ikke bare at dø.” 

Han puster røgen langsomt ud. 

”På den anden side kan jeg heller ikke lide, at verden bliver så strømlinet, som den har tendens til i øjeblikket. Man forsøger at skære alt det væk, der er for meget, for usundt. Jeg vil heller ikke tage Ozempic. Jeg vil være den sidste fede i Danmark, for der skal være én. Jeg vil være the 300 pound man, og jeg vil have sådan et omrejsende cirkus, hvor man kan komme ind og se mig.”

Han bapper på smøgen igen.

”Hele den der sundhedsbølge er jo en måde for folk at få sådan noget pseudo-indhold ind i deres liv, ikke? ’Jeg har sænket min kropsalder med fem år.’ Ja? Som du så kan bruge på at tage flere vitaminer og kosttilskud?”

Så skodder han cigaretten for at gå ind til endnu et par timer i spotlightet med DR’s symfoniorkester i ryggen.

”Jeg kan bare sige det sådan: Jeg vil hellere sidde én aften i operaen i Bayreuth, end jeg vil sidde et år på en romaskine. Det er jo det første, der er noget værd.”

/

For fuldt skru

Han mangler en halv arm, dele af begge ben og har kun tre fingre. Men 40-årige PETER ROSENMEIER lader ikke sit handicap begrænse sig – hverken i bordtennis eller i tilværelsen. Den dobbelte paralympiske mester fortæller her om forsvarsmekanismer og førstepladser, om at finde kærlighed og få børn – og om løftet til sig selv om at blive verdens bedste.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Kim Price/AP/Ritzau Scanpix

JEG KOM SOM et chok for mine forældre. Og for lægerne. Forinden var der ingen tegn på, at noget var galt, men da jeg blev født i marts 1984 ved kejsersnit, kom jeg til verden uden halvdelen af min højre arm, kun med tre fingre – to på venstre og en på højre hånd – og uden en tredjedel af min venstre lårbensknogle og halvdelen af mit højre ben. Hele overbenet manglede, og mit skinneben sad direkte fast på min hofte.

Jeg har to ældre brødre, der intet fejler. Pludselig stod mine forældre med et barn, som ville komme til at forandre familien for altid. Min far sad en af dagene efter fødslen og stortudede i bilen på vej til hospitalet. Det eneste, han håbede på, når han kom frem, var, at lægerne ville sige, at jeg var død i løbet af natten. Måske lyder det hårdt, men han tænkte på min fremtid: Ville jeg overhovedet være i stand til at få et værdigt liv?

Peter Rosenmeiers forældre, Lisbeth og Hans, med deres søn til barnedåb, 1984. Foto: Privat

Hjemme i Hadsund måtte min mor sy alle mine sparkedragter om. Møderne med omverdenen var en konstant påmindelse om, at der var noget ved mig, som var galt. Skulle folk sige tillykke eller beklage? Hadsund er en lille by med cirka 5.000 indbyggere, og der var bekendte, som for at undgå konfrontationen gik over på den modsatte side af gaden, når de så min mor. Heldigvis blev det hurtigt hverdag, og mine forældres sorg blev til kærlighed. Jeg gennemgik flere operationer som barn og blev velfungerende nok til, at jeg kunne starte i en almindelig folkeskole. Jeg havde kun gået der et par uger, da jeg proklamerede over for mine forældre, at jeg gerne ville gå til fodbold. Det gjorde alle mine klassekammerater jo. 

Mine forældre traf en beslutning, der har fået stor betydning for resten af mit liv. Mange ville have sparet mig for det nederlag, det ville være at møde op i en fodboldklub. Hvad skulle en stakkels fodboldtræner stille op med sådan en som mig? Men i stedet sagde mine forældre, at hvis det var det, jeg havde lyst til, måtte jeg give det et skud – og så ville de hjælpe mig alt, hvad de kunne undervejs. 

Jeg spillede fodbold i de første 5-6 år af min skoletid, indtil det ikke gik længere på grund af min begrænsede fysik. Enten stod jeg på mål og håbede, at bolden ramte mig i hovedet og gik ud. Eller også spillede jeg angriber og håbede, at bolden ramte mig i hovedet og gik ind. For mig var det stort bare at være med. Og i forhold til mit sociale liv betød det alt. Det kan godt være, jeg sad på bænken i 89 ud af 90 minutter, men jeg var med, når vi tog til turneringer i Aarhus eller på Sjælland. Jeg fik venner, og det gjorde også, at jeg blev inviteret med til fodbold i frikvartererne. Hvis ikke jeg havde spillet fodbold, havde jeg nok siddet alene i klasselokalet.

BATMANDEN

Peter Rosenmeier er 40 år, født 1984 og opvokset i Hadsund.

Deltager i år for sjette gang i bordtennis ved De Paralympiske Lege (PL), der afholdes fra 28. august til 8. september. Har vundet medaljer ved samtlige PL siden 2004 – guld i 2008 og 2016, sølv i 2020 og bronze i 2012. Er dobbelt verdensmester og firedobbelt europamester. Lå ved redaktionens slutning nummer ét på verdensranglisten.

Bor i Malmø med sin kone og to døtre på 15 og 10 år.

Første skoledag, 1990. Foto: Privat.

JEG HAR ALTID vidst, at jeg var anderledes. Men det ramte for alvor, da jeg begyndte at komme i puberteten. Pludselig kom et andet køn ind i billedet, og hvordan skulle det ende godt? Til privatfesterne i 7. klasse kunne jeg se nogle af mine klassekammerater begynde at kysse lidt med pigerne. Måske 40 procent af dem til at starte med. Men da vi kom i 8., var det pludselig 60 procent, og i 9. var det 80, mens jeg sad tilbage ovre i hjørnet. Jeg tænkte, at gymnasiet ville blive en frisk start, men billedet var det samme. Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at jeg gik i forsvarsposition. Jeg begyndte at gå i noget voldsomt grimt tøj, for så var det i det mindste på grund af et valg, jeg selv havde taget, og ikke på grund af mit handicap, at ingen piger ville være sammen med mig.

Jeg stoppede med at gå til fester og trak mig mere og mere fra sociale sammenhænge. I stedet flygtede jeg over i idrætten. Her havde jeg længe følt, at jeg fik den anerkendelse, som jeg manglede i andre sammenhænge. Ud over fodbold gik jeg som barn til svømning, en god motionsform for sådan en som mig, og jeg var ret dygtig til det – en overgang trænede jeg 8-9 gange om ugen i Parasport Aalborg, landets største parasportsklub. De havde også bordtennis, og når jeg var færdig med at svømme, blev jeg som regel og spillede lidt. I første omgang med begge arme klemt sammen om battet – sådan spillede jeg med mine brødre på bordtennisbordet i mine forældres kælder.

Min mor kunne se, at jeg var glad for at spille bordtennis, så hun tog fat i den bandagist, som havde lavet min benprotese. Han tog en gipsafstøbning af min hånd og fik lavet en kulfiberprotese, der kunne skrues fast til håndtaget på et bordtennisbat. Pludselig betød min fysiske afvigelse ikke meget, og jeg kunne gå til bordtennis, ikke kun i Parasport Aalborg, men også i helt almindelige bordtennisklubber i Randers og Hobro. Og jeg var god til det. Bedre end mange af dem, som ikke fejlede noget.

Peter Rosenmeier modtager sin første medalje med fodboldholdet fra Hadsund Boldklub, 1991. Foto: Privat

DA JEG GIK i 1. g – i 2001 – kom jeg ind omkring ungdomslandsholdet i bordtennis for parasportsudøvere. En dag sad jeg til et møde med ungdomslandstræneren, hvor han spurgte mig: ”Hvad vil du gerne drive det til?” På det tidspunkt var jeg voldsomt skoletræt. Træt af det miljø, hvor jeg igen og igen faldt igennem socialt. Jeg tænkte, at det eneste, jeg ville resten af mit liv, var at spille bordtennis. ”Jeg vil være verdens bedste,” sagde jeg. ”Og jeg vil vinde De Paralympiske Lege i Beijing i 2008.”

Til min store overraskelse svarede han, at det var et fint og ambitiøst mål. Og at han troede på, at det kunne lade sig gøre. Men jeg måtte planlægge hele mit liv efter det, hvis det skulle lykkes. Sammen lagde vi en plan for, hvordan mit liv skulle se ud de kommende syv år. Jeg skulle færdiggøre gymnasiet og derefter flytte til København, hvor de bedste træningsfaciliteter lå. Jeg skulle søge ind på et studie, så jeg kunne få SU, men det skulle være et studie, som jeg kunne gennemføre uden for alvor at bruge tid på det. Al min energi skulle gå til at spille bordtennis.

Jeg søgte ind på pædagogseminariet i Virum og fik et kollegieværelse på Egmont Kollegiet, hvor mine storebrødre også boede. I fire år læste jeg til pædagog uden at åbne en bog. Der var mange mundtlige eksamener, og jeg havde snakketøjet, men også udseendet i orden. I sådan et pædagogmiljø var jeg allerede foran på point på grund af mit handicap. Når jeg kunne, valgte jeg emner, som handlede om handicap, og så var det svært for censorerne for alvor at sætte spørgsmålstegn ved det, jeg sagde. 

Jeg trænede sindssygt mange timer om ugen i Københavns Bordtennisklub, og det gik fremragende. Lige indtil det gik op for mig, at man som pædagogstuderende skulle i fuldtidspraktik to gange et halvt år. Det scenarie havde jeg ikke lige overvejet. Men hurtigt fandt jeg ud af, at man kunne tage i udlandspraktik, så jeg kontaktede en handicapidrætsforening i Malmø, som også havde bordtennis på programmet. De skrev under på, at jeg var der fuld tid, selvom det ikke passede, og så trænede jeg til gengæld deres børnehold en gang om ugen.

Sideløbende begyndte jeg at spille mine første internationale turneringer. Jeg forsøgte at kvalificere mig til De Paralympiske Lege i Athen i 2004, men kiksede i den sidste kvalifikationsturnering i Sydafrika. Heldigvis fik jeg et wildcard, så 20 år gammel stillede jeg alligevel op til PL i Athen. Det hele klikkede, og jeg vandt bronze, hvilket var en kæmpe overraskelse. Men bedst husker jeg mit møde med para-atleter fra andre dele af verden – blandt andet en afrikansk mand, der havde et ben, som mindede om mit eget. Jeg gik rundt på en protese til 175.000 kroner, mens han gik rundt på noget, der lignede en træstub.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

FIRE ÅR SENERE stod jeg i finalen i Beijing. Jeg vandt finalen med 3-1 i sæt. Jeg sugede det hele til mig. Alt det, jeg havde arbejdet for hver eneste dag i syv år. Men ingen havde fortalt mig, at man mindre end fem minutter efter sådan en sejr bliver trukket ud til dopingkontrol. Jeg blev hentet af en ung kineser, som trak mig med ud i et trist omklædningsrum med betonvægge. Der skulle jeg sidde, indtil jeg var klar til at afgive 20 milliliter urin. Og jeg kunne bare ikke. Jeg kunne intet klemme ud. Både fordi adrenalinen stadig kørte rundt i min krop, og fordi jeg havde været så nervøs for kampen, at jeg havde været på toilettet 40 gange inden.

Jeg sad der i 2-3 timer, inden det lykkedes. Det er noget af det værste, jeg har oplevet. Jeg havde ingen mobiltelefon, og sociale medier var ikke for alvor blevet store endnu. Jeg havde lige opnået det eneste, jeg havde tænkt på i syv år, og på intet tidspunkt i løbet af de syv år havde jeg tænkt ét eneste sekund videre end 7. september klokken 19:57, hvor finalen sluttede. Det var som at løbe panden direkte ind i en mur. 

Da jeg blev lukket ud, fik vi medaljer, og der var en fejring, men så sluttede det også rimelig brat. Godt nok var der et kamerahold fra DR med, men det blev først sendt, tre måneder efter vi kom hjem. Jeg følte, at ingen vidste, at jeg lige havde opnået det allerstørste, man kan opnå inden for parasport. Og det kan lyde mærkeligt. Men anerkendelsen er en kæmpestor del af det for mig. Det kom så vidt, at jeg var lige ved at stoppe med at spille.

Peter Rosenmeier hilser på dronning Margrethe i marts 2016. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Vendepunktet blev min datters ankomst til verden. Jeg tror, det er stort for alle at blive forælder, men jeg havde skyllet hele ideen om at få en kæreste og en familie ud i toilettet, allerede mens jeg gik i gymnasiet. Den dør havde ikke bare været lukket, den var forseglet. Jeg havde sågar overbevist mig selv om, at jeg slet ikke kunne få børn, selvom jeg aldrig havde fået det undersøgt.

Men i en bordtennisklub i Malmø i 2004 mødte jeg en kvinde, der blev min kone. Vi er stadig ikke helt enige om, hvordan hun blev interesseret i mig, men i hvert fald inviterede jeg hende ud at spise på hendes 18-års fødselsdag. Det var i sig selv mirakuløst, at jeg tog mig mod til det, men endnu mere vildt, at hun valgte at sige ja. Jeg tænkte: Det her kan være den eneste chance, jeg får i mit liv. Jeg havde aldrig været på en date, og her var der pludselig en, som var sindssyg nok til at gå ud med mig. Så den skulle have alt, hvad den kunne trække.

Jeg bookede bord på den dyreste restaurant i Malmø og sagde til dem, at der intet loft var: kaviar, elg, champagne – I kører bare. Om ikke andet kunne jeg bilde hende ind, at jeg havde vildt mange penge. Det gik skidegodt, hun var ung og blev imponeret, og efterfølgende kørte jeg hende ned til toget, så hun kunne komme hjem til sine forældre. På parkeringspladsen, om aftenen den 8. november, fik jeg som 20-årig mit første kys af en kvinde, som ikke var min mor. 

Jeg har aldrig været så lykkelig i mit liv som i det øjeblik. I 12-14 timer svævede jeg rundt på en lyserød sky. Indtil min telefon ringede næste morgen. Det var min bankrådgiver, som gerne ville vide, hvordan fanden en studerende på SU kunne finde på at bruge 20.000 kroner på at tage på restaurant i starten af november.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

JEG DELER MIN bordtenniskarriere op i to dele: før og efter min datters fødsel i 2009. Siden har jeg vundet VM, EM og PL igen i 2016 – stort set alt, hvad der er værd at vinde. Jeg er blevet en bedre bordtennisspiller af, at det ikke længere er det vigtigste i mit liv. Men misforstå mig ikke, bordtennis er stadig en kæmpe del af min identitet. 

Nu er jeg blevet 40 og skal til PL i Paris, og jeg vil også med til legene i Los Angeles i 2028. Både fordi jeg har engageret mig i ungdomstræning og vil være sikker på, at den næste generation kan tage over, når jeg stopper, og fordi jeg stadig er på toppen og kan spille med de bedste, også om fire år. Jeg hader, når folk ikke er ærlige omkring deres motivation, og sandheden er, at jeg altid har været drevet af et ultimativt stort ego. Jeg tror, det skyldes den måde, jeg ser ud på. 

Når jeg træder ind i et lokale, hvor folk ikke kender mig, er forventningerne til mig absurd lave. Ingen tror, at jeg kan noget. Hver gang jeg kommer et nyt sted, skal jeg bevise mit værd. Jeg er nærmest blevet afhængig af anerkendelse og opmærksomhed for at føle, at jeg er den succes, jeg gerne vil være. Det har været sindssygt givtigt for min sportskarriere, men også hårdt at leve med en følelse af, at jeg hele tiden skal levere. 

Det stammer nok fra min barndom: Hvis jeg var ham, der råbte højest, var der også mindre sandsynlighed for, at der blev peget på mig, når der skulle udpeges et offer. Jeg skammer mig over, at jeg fra 6. til 9. klasse – som en ledende figur – var med til at orkestrere systematisk mobning af en klassekammerat. Så hårdt, at han nærmest gik grædende hjem fra skole hver dag. Det kan man ikke forsvare. Men det var et forsvar. Jeg tænkte, at hvis det var ham, så var det i hvert fald ikke mig. 

Jeg tænkte rigtig meget over det, da min ældste datter skulle starte i børnehave, fordi jeg ikke ville være årsag til, at hun blev drillet. Jeg lignede jo ikke alle de andre fædre, der afleverede deres børn. Så jeg trak i mine korteste shorts og en tanktop, og da jeg havde afleveret Stella den første dag, gik jeg ud på legepladsen og stillede mig op midt i det hele. Her blev jeg stående og besvarede alle børnenes spørgsmål, indtil der ikke var flere. 

”Kan du kun spise hotdogs?” var der en, der spurgte. Han tænkte, at der lige kunne ligge en fransk hotdog mellem mine to fingre. Og sådan blev det ved. Men det tog trykket, og så vidt jeg ved, er mine to døtre aldrig blevet mobbet på grund af mig. Den ældste er lige så bidt af bordtennis som mig. Hun har lige vundet U15-DM, og hun skal til EM senere på året. Man ser tit i fodbold, at sønner af dygtige spillere også får en fodboldkarriere, men det er ikke så tit, at en datter til en para-atlet kan konkurrere på højeste niveau i samme sportsgren i almen idræt. Det gør mig enormt stolt. Også fordi det viser, at det ikke bare var tilfældigt, at jeg blev god.

/

Quiet, please

Som barn vidste han, at han ville være nummer ét, og som teenager skrev han tennishistorie. Med blændende boldbeherskelse og et fyrigt temperament har HOLGER RUNE tændt et dansk håb om sejr på de mest hæderkronede slagmarker. På det seneste har vejen fra talent til champ dog vist sig noget ujævn. Ud & Se tog til Herning for at lede efter manden inden i tennisspilleren.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Morten Germund

VINDEN KOMMER SUSENDE fra vest. De langhårede grøftekanter flimrer grønt og rosa omkring de velholdte omfartsveje, der forbinder downtown Herning med det økonomiske og underholdningsmæssige kraftcenter i byens vestlige udkant. Her ligger Jyske Bank Boxen matsort og kantet som en gigantisk klump skifer, der er drattet ned fra himlens grå tag mellem fodboldstadion og messecenter i et landskab af asfalt og beton.

Inde i Boxen, i et afsidesliggende mødelokale på første sal, står en kvinde i hvid silkeskjorte ved et podie og retter på en opsats med to jadegrønne perlearmbånd fra Shamballa. Et nøk til højre, en my til venstre, et par millimeter frem rykkes opsatsen. Kvinden træder et par skridt tilbage for at vurdere positionen, inden hun igen går frem mod podiet for at rette lidt mere på opsatsen og polere den sorte fod under armbåndene, der er udlovet som præmie, når danske Holger Rune og Caroline Wozniacki næste aften møder det fransk-ukrainske tennisægtepar Gaël Monfils og Elina Svitolina i både single og mixed double. 

Champions Battle kaldes helaftens-eventet med sans for dramatisering. Og selvom Caroline Wozniacki er den eneste i kvartetten, der kan skrive tidligere verdens-etter samt en sejr i en Grand Slam-turnering på cv’et, er de udenlandske udfordrere ikke hvem som helst. Svitolina har blandt andet slået Wozniacki fem gange i en karriere, der foreløbig toppede i 2017, da hun var nummer tre på verdensranglisten, mens Monfils, der toppede i 2016 som nummer seks i verden, med elegant tennis er blevet en international publikumsyndling igennem sine 20 år som professionel. 

Foreløbig lader spillerne dog vente på sig, mens et dusin journalister og en håndfuld kameramænd og pressefotografer tavst gumler Twist-blanding i sig med blokke og kameraer klar. Døren går, men det er ikke tennisstjernerne, derimod et par slanke, unge fyre i sorte sporty T-shirts med favnen fuld af energidrik fra State, der sponsorerer Caroline Wozniacki og Holger Rune. De sortklædte placerer nogle flasker fotogent på podiet ud for pladserne, hvor spillerne skal sidde under pressemødet. En grånende journalist i pullover bryder tavsheden: ”Bliver man en god tennisspiller, hvis man drikker dem?” 

”Man bliver den bedste,” griner den ene af de unge fyre under sit overskæg.

”Nogle kommer på top-10. Nogle vinder Grand Slams,” tilføjer han og deler en runde State på dåse ud til journalisterne på stolerækkerne.

SALEN GENLYDER AF kulsyre-hvislen fra energidrikdåserne, da spillerne endelig dukker op og indtager deres pladser på podiet med lidt forlegne smil. Med sin lyse stemme og let royale udtale bedyrer Holger Rune med flakkende blik, at ”det bliver vanvittig dejligt at spille foran et dansk publikum”. Uden den flabet omvendte kasket ligner han med sit symmetriske ansigt, smalle øjne og nyklippede, mellembrune hår ned i panden en mellemting mellem en ung Leonardo DiCaprio og en renskuret kostskoledreng. 

”Lad os håbe, vi får et brag af en kamp,” siger han, inden den grånende journalist præsenterer sig som Ole fra Tennisavisen og skærer igennem høflighederne med et spørgsmål, der fanger Caroline Wozniacki på den forkerte fod:

”Dit comeback, Caroline, hvor helhjertet er det egentlig? Du har stået nogle turneringer over, og det virker, som om du har fysisk svært ved at stå distancen i nogle kampe. Er det leddegigten? Eller er det din form, der er noget i vejen med?”

Caroline Wozniacki forsvarer sig med, at hun har været væk fra toptennis i fire år, har fået to børn og ved et par lejligheder efter sit comeback har spillet lige op med nogle af verdens bedste spillere – og opfordrer i øvrigt til en mere positiv tone.

Tilbage i feelgood-kategorien bliver Holger Rune – født i 2003, året inden Gaël Monfils startede sin professionelle karriere – spurgt om dengang, han som dreng ventede i timevis ved Stockholm Open for at få Monfils’ autograf og efterfølgende ikke ville vaske den hånd, der havde hilst på idolet.

”It’s a true story,” siger Rune, og Monfils replicerer med et skævt smil:

”It makes me feel old.” 

En ung BT-journalist i hættebluse vender tilbage til nutiden: ”Du er faldet relativt meget på verdensranglisten. Hvordan føles det at være på en 15.-plads?”

”Det er det, der sker. Jeg har leveret en god slutning på grus-sæsonen. Det er ikke et problem,” svarer Holger Rune med et skuldertræk.

SLAGLINJER

Holger Vitus Nødskov Rune

Født 2003. Opvokset i Skovshoved.

Vinder af French Open for juniorer i 2016.

Blev professionel i 2020 og har siden vundet blandt andet Paris Masters, Stockholm Open og BMW Open. Højeste placering på verdensranglisten: 4 (august 2023).

DER ER MANGE ting ved tennisstjernen, der giver næring til offentlighedens fascination. De 50 millioner kroner i præmiepenge, han allerede har indtjent. Bopælen i Monte Carlo. Hans flamboyante mor og forholdet mellem dem. Spekulationer i forbindelser til udenlandske fotomodeller. Rolex-sponsoratet. De hidsige udfald, der har trukket overskrifter i både ind- og udland. Men allermest fascinerende er måske hans evne til at komme tilbage, når det ser sortest ud. 

Holger Rune ejer en selvtillid og en koldblodighed i de allervigtigste øjeblikke af en tenniskamp, der gang på gang har ikke bare reddet ham, men bragt ham tilbage fra de døde, bedst som modstanderen troede, at han havde begravet ham. 

En uge forud for pressemødet har han holdt danske tv-seere oppe til halv to om natten med en femsæts-gyser i French Open mod den uhyggeligt velservende Alexander Zverev. I perioder af kampen overstrålede Rune sin tyske modstander med flot spil, ekstrem fightervilje og et ansigt, der afspejlede hele følelsesregistret fra begejstring til rådvildhed, fra blodtørst til afsmag. Til sidst blev det dog den seks år ældre Zverevs muræneagtige udtryksløshed og ekstremt lave fejlprocent, der triumferede, og Rune måtte forlade Paris i ottendedelsfinalen med stor ære af kampen, men en runde tidligere end året før og dermed med et lille fald på ranglisten til følge. Blot det seneste af mange små dyk og større og mindre skuffelser, der har indfundet sig, efter Rune sidste år nåede kvartfinalen i Wimbledon som den første dansker siden Kurt Nielsen i 1958. På trods af svingende resultater er den 21-årige Holger Rune dog stadig – med længder – den bedst placerede danske spiller på herresiden, siden ATP’s verdensrangliste blev indstiftet i 1973. 

I MAJ 2022 rykkede den dengang 19-årige Holger Rune op på en plads som nummer 40 på verdensranglisten og passerede dermed Kenneth Carlsen – den hidtidige danske rekordindehaver, der i sin storhedstid først i 90’erne tilbragte en enkelt uge som nummer 41. Herfra gik det stærkt for Rune, som lidt over et år senere var sprunget op som nummer fire på listen via en imponerende række finaler og turneringssejre. Den mest opsigtsvækkende faldt i Paris Masters i november 2022, hvor han i finalen besejrede serbiske Novak Djokovic, vinder af 24 Grand Slam-turneringer, OL-guld, og ifølge nogle eksperter den bedste spiller i tennishistorien.               

”Han havde vundet første sæt, da jeg i et af mine servepartier i andet sæt var nede med tre breakbolde,” erindrer Holger Rune, da Ud & Se to dage senere møder ham i biblioteket på det ærværdige Hotel Eyde på torvet i Herning. Han er i musegrå hættebluse, og de blåbærfarvede shorts, han har beholdt på efter morgenens træning i hotellets fitnesscenter, giver udsyn til et par svulmende lår, der kunne være hugget af Michelangelo. 

Han har startet interviewet med en rastløshed i de grønlige ulveøjne, der skiftevis skæver ned i væg til væg-tæppet og rettes mod bordpladen, og svarene bliver leveret uden megen betænkningstid, som om spørgsmålene er bolde, der skal returneres hurtigst mulig.

Ude i morgenmadsrestauranten i en anden ende af det krinkelkrogede hotel sidder hans mor, der også er hans manager og følger ham rundt i verden, samt hans far og søster, der er kommet til Herning for at heppe på ham. Han ville hellere sidde ved bordet med dem – eller stå på træningsbanen og slå til en bold – men pressearbejde er en del af en ambitiøs sportsmands forpligtelser, og nu, hvor snakken er drejet ind på en afgørende duel i Djokovic-kampen, har blikket løftet sig, og stemmens temperatur er steget et par grader.

”Han lavede en smash, jeg slog kontra, han lavede en stopflugtning, og jeg kom frem og slog et baghånds-passérslag og vandt pointet. Han havde haft momentum med sig, og det skiftede fuldstændig. Publikum blev ellevilde. Jeg blev ellevild, mærkede adrenalinen, gejsten. Følte et boost af energi, et boost af glæde. Novak, kunne jeg se, blev lidt frustreret. Han havde haft tre breakbolde, men jeg vendte situationen, brød ham i næste parti og fik momentum. Man kan virkelig mærke sig selv i den slags situationer,” fortæller Holger Rune, inden han tøjler sin begejstring og anlægger et mere professionelt perspektiv:

”Du kan godt lære noget af de gode momenter i en tenniskamp, men hvis du bliver hængende for længe i dem, bliver du ligesom dér. Det er god selvtillid, men du er også nødt til at rykke videre. Jeg prøver at være i nuet, tænke i nuet.”

Du har flere gange i år forklaret skuffende resultater med, at du mistede fokus i de pågældende kampe. Hvordan er der inden i dit hoved, når du er fokuseret?

”Det føles som at være i en lille boble med bolden, banen og ikke så meget andet. Tilskuerne er væk. Når jeg er dér, føler jeg, at intet kan røre mig. Intet kan forstyrre mig. Det er den bedste følelse. Når man er ufokuseret, ænser man til gengæld alt. Et lille host fra publikum. Musik, der spiller et sted i baggrunden. Dommeren, der siger dit eller dat. Et boldbarn, der rører på sig. Alt kan forstyrre én. Det er okay at miste fokus, og når man spiller bedst af fem sæt (som i Grand Slam, red.), må man acceptere, at man af og til ryger ud af fokus. Man skal bare ikke gøre det for længe og i de forkerte dueller. Når den står 1-1 i andet sæt, er det okay at miste sit fokus et par bolde.” 

Hvordan fodrer du dit fokus?

”Ved at trække vejret. Holde blikket på banen. Undgå at lade fejl sætte sig i kroppen. Hvis jeg har lavet en forhåndsfejl, forsøger jeg lynhurtigt at adressere, hvor fejlen var – så vifter jeg den væk. For hvis den først kommer helt ind i hovedet på én, bliver man rigtig irriteret, og dér mister man fokus.” 

TRONSKIFTE  

Fra 2004 og næsten to årtier frem sad rivalerne spanske Rafael Nadal, schweiziske
Roger Federer og serbiske Novak Djokovic, også kendt som ’The Big Three’, tungt på verdensranglistens top og de fire Grand Slams, Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open.

Med 37-årige Djokovic som den eneste tilbage på højeste niveau er der nu luft i toppen af pyramiden til en ny generation anført af spanske Carlos Alcaraz, italienske Jannik Sinner og, hvem ved, Holger Rune.

EN TIMES TID efter pressemødet i Jyske Bank Boxen ruller fire sorte Volvo SUV’er med Champions Battle-stickers og tonede ruder op ad indkørslen ved Herning Tennisklubs fire røde grusbaner og diminutive rødstensklubhus. Ud stiger de fire spillere samt Aneke Rune, nogle udtryksløse sikkerhedsfolk i grå jakkesæt med øresnegle dinglende fra ørerne og Champions Battle-arrangør Mads Frederiksen – en langhåret Sir Gawain-type i blåt jakkesæt. Temperaturen er nede omkring 13 danske sommergrader, luften er frisk, og skyerne mørke.

”Il fait froid – It is cold,” siger Monfils, der stammer fra Guadeloupe, et oversøisk fransk territorium i Caribien, og søger tilflugt i klubhuset, hvor han finder en tennisbold at jonglere med på rammen af sin ketsjer. På et hvidlakeret bord står otte champagneflasker linet op. På et andet står et batteri State-energidrikke. Champions Battle-kvartetten er kommet for at kaste glans over en amatørturnering for klubbens egne medlemmer og nogle af opvisningseventets sponsorer. Det er Caroline Wozniackis bror Patrik, tidligere fodboldspiller i blandt andet FC Nordsjælland, der styrer løjerne og lægger kampplanen.

Holger Rune er i en blå hoodie med gyldent tryk sammen med en midaldrende herre i kongeblå træningsjakke, der har nogenlunde styr på grundslagene. Monfils’ doublemakker er en godmodigt udseende 14-årig dreng, der tydeligvis ikke har spillet tennis særlig længe, men heller ikke virker synderlig nervøs over at stå over for den bedste danske mandlige tennisspiller nogensinde. Han er søn af en af sponsorerne og er kørt med sin mor og far fra København tidligere på dagen. 

”Det er dejligt, at spillerne er så nede på jorden, at de tager sig tid til det,” smiler drengens mor, der er i sorte designer-sneakers med plastikpigge på snuderne og store solbriller med røgtonede glas.

Hendes søn skovler en underhåndsserv ud over servefeltet. Holger smiler tålmodigt: ”One more!” Endnu en misser. ”Try again, you’re almost there,” opmuntrer Monfils. 

HOLGER RUNE VOKSEDE op på en villavej i Skovshoved nord for København med sin mor Aneke, der drev og driver et drikkevandsfirma, og med faren Anders, der er uddannet hos ØK og arbejder med shipping. Storesøster Alma gik til ballet og tennis, og det var gennem hende, at Holger som seksårig blev introduceret til ketsjersporten i Skovshoved IF. Han begyndte også til fodbold i samme klub, men efter et par år kom han hjem og sagde, at han ikke kunne lide, når de tabte. 

”Det sker jo af og til,” trøstede forældrene, men det var ikke så meget nederlagene, der generede Holger, som den manglende konsekvens hos holdkammeraterne. For næste weekend, når der var kamp igen, og han var glødende opsat på at revanchere sig, troppede de andre op, som om intet var hændt, og tabte måske igen.

”Han havde et udpræget vinderinstinkt allerede dengang,” fortæller Aneke Rune, da Ud & Se møder hende på hotellet i Herning.

Så Holger droppede fodbolden og brugte nu meget mere tid på tennisbanen, hvor han kun havde sig selv at bebrejde, hvis noget gik skævt. Hjemme på villavejen trænede han slagenes svinglinjer uden bold, når han ikke hamrede tennisbolde op mod husmuren eller skumbolde op ad væggene indenfor, mens faren sad på nåle af nervøsitet over, at han skulle ramme billederne eller spejlet. Når træneren gav holdet en ’lektie’ for og bad dem om at træne et ketsjergreb eller et slag til næste uge, kunne han det til perfektion bare et par dage efter. 

Holger blev besat af tennis og troppede op i skolen i fuldt Rafael Nadal-antræk med pandebånd og det hele, så stor var indlevelsen i den spanske grusspecialist, Holgers første idol, som hang på plakater overalt på drengeværelset. Men en dag, hvor Holger var blevet nummer to ved et skumtennisstævne, nægtede han at modtage sin pokal og gik direkte hjem og rev alle Nadal-plakaterne ned fra væggene med kommentaren ”nummer to er noget lort”, hvorefter værelset blev gentapetseret med plakater af den schweiziske elegantier og daværende verdens-etter Roger Federer.

Derhjemme så Holger al tennis, han kunne komme i nærheden af, både på YouTube og på dvd’er med ældre kampe fra 90’erne, hvor kongerne hed Pete Sampras og Andre Agassi.

”Dengang var spillet langsommere. Men de kom mere til net, spillede nogle gange lidt smartere, kvikkere, end der bliver spillet i dag. I dag er spillet meget hårdt. Alle har en god fysik og kan slå baghånd og forhånd og bevæger sig godt. Dengang var der flere, der havde svagheder, men de var også bedre til at gemme dem,” fortæller Holger Rune, der mest af alt elskede, når 00’ernes store rivaler, Federer og Nadal, stod ansigt til ansigt på Wimbledons tætklippede, camouflagegrønne græs.

SULTEN EFTER FREMSKRIDT fik Holger lov at møde lidt senere i skole om fredagen for at modtage enetræning i Skovshoved Idrætsforening. Snart bankede han alle sine jævnaldrende, og cheftræneren mente, at han måtte rykkes op til en højere aldersgruppe. Ikke alle forældre i klubben var lige begejstrede for forskelsbehandlingen, og det endte med, at Holger skiftede til HIK, Hellerup Idræts Klub, lidt længere nede ad Strandvejen, hvor de så et ungt, ærgerrigt talent som en gulerod, der kunne trække andre dygtige spillere til klubben. Men Holger savnede sin gamle træner Lars Christensen, og det lykkedes familien Rune at motivere ham til at rykke med over til HIK.

Forældrene mente, at det kun var naturligt, at man ikke kunne være den bedste til alting alle steder på én gang, men den købte Holger ikke rigtig ind på. Det pinte ham, at lægesønnen, han sad ved siden af i skolen, brillerede i matematik, mens han ikke selv havde udviklet en skudsikker game plan i forhold til algebraen. Okay så, tænkte forældrene og hvervede Shahab, en ung økonomistuderende, der blev mentor for Holger og lavede matematik med ham et par timer om ugen efter skoletid. Shahab var en ægte nørd – og god til at formidle stoffet. Det fængede Holger, måske fordi han så en, der gik lige så meget op i tal, som han gik op i tennis, og på kort tid gik han fra lunken matematikmiddelvare til toppen af klassen.

Som 10-årig begyndte han at deltage i internationale turneringer. Den første, i Paris, tabte han i første runde. Trøsterunden tabte han også. Til gengæld vandt han helt uventet turneringen i double sammen med en ukrainsk dreng. 

”Han talte dårligt engelsk, men snakkede alligevel med alle mulige. Ukrainere, russere, marokkanere. Armene kørte, og de så tennis sammen. De fattede ikke et kuk, men de havde det skidehyggeligt,” husker Aneke Rune. 

At det var hende og ikke Holgers far, der blev sønnens faste ledsager og forretningsfører, var ikke en plan fra begyndelsen, siger hun. På et vist tidspunkt skiftedes forældrene til at følge Holger og Alma til turneringer i Danmark, men det viste sig ikke at være farens kop te.

”Man kan godt møde tennisforældre, der går mere op i det end deres børn. Den konkurrencestemning brød Anders sig ikke så meget om. Han får alle indtryk med, mens jeg selv bare tager skyklapperne på,” siger Aneke Rune, der som barn var elev på Det Kongelige Teaters Balletskole et par klasser under kommende koryfæer som Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff. Men hun forlod skolen, efter at hendes far døde, da hun var 11 år gammel, og hendes enlige mor til tre ikke havde gejsten, der skulle til for at holde datteren til ilden. 

”Hvis jeg har muligheden for at støtte mine børn, så gør jeg det. Jeg havde ikke selv den opbakning,” siger Aneke Rune, der begyndte at følge sin 10-årige søn rundt i Europa til en turnering om måneden, mestendels i Frankrig og Italien. Resultaterne var ikke overvældende, men året efter, da Holger var blevet en af de større i aldersgruppen, begyndte han at vinde næsten alle turneringer. Blandt andet var han som 11-årig med til at vinde EM for hold til Danmark, hvorefter han i førnævnte Tennisavisen erklærede: ”Jeg vil være verdens bedste tennisspiller.”

Der var dog ét punkt, hvor mentaliteten haltede lidt efter ambitionerne. Holger nød ikke udpræget den fysiske træning, og det krævede stor disciplin at tæmme den søde tand.

”Jeg havde en regning hos HIK, hvor jeg bare kunne køre muffins i cafeteriet. Den var vi nødt til at lukke ned,” fortæller Holger Rune, der af og til blev grebet på fersk gerning med kagekrummer i mundvigen. ”Min mor og min træner Lars hjalp mig igennem det. De holdt øje med mig og satte tingene i perspektiv: ’Hvis du gerne vil op at spille med de bedste, kan du altså ikke spise muffins.’”

INDE I JYSKE Bank Boxen står 12.500 sæder tomme. HTH’s rød-hvide reklameskilte blinker i første sals højde: ”Køkkenkærlighed, der holder.” Nede på banen lyder det som rørpost på steroider, når ketsjerne rammer bolden. Efter at have tjattet høfligt i amatørturneringen i tennisklubben er Holger Rune og Caroline Wozniacki vendt tilbage til en tom Boxen til en hurtig aftentræning. De laver dykkende baghåndsmissiler og slices, der sniger sig over nettet, inden de fortsætter med en serie hårde forhåndsslag. 

”Aaah-uhng!” 

Holger Rune trækker et støn op fra under bæltestedet, mens han smækker til bolden, inden Wozniacki sender en lige så hård forhånd retur. Boldene suser lavt over nettet som gulspurve på flugt fra falken.

”Vil du have flere?” spørger Rune.

”Lad os tage noget vand,” svarer Wozniacki.

Holger snupper en State fra en køler, mens Monfils med kortkunster underholder Caroline Wozniackis mand, basketballspilleren David Lee, og Holger Runes træner Kenneth Carlsen. Med nærmest magnetisk kontrol hvirvler den franske performer kortene rundt i vifter og tryllebinder den tidligere NBA-spiller og den forhenværende danske tennishelt. Trioen forbliver i sin egen verden, mens Rune og Wozniacki genoptager træningen med nogle cross court-slag efterfulgt af server og returneringer.

Inden han server, stryger Holger et par fingre rundt langs kantbåndet af den omvendte kasket. Fra panden over tindingen, til baghovedet og tilbage igen. Når man ser ham lave sit lille serve-tic i de store kampe, virker det, som om det får sendt hjernens elektriske impulser i de rigtige retninger, men her i Boxen er koncentrationen fløjet et andet sted hen. Nogle bolde bliver slået ud, andre ryger i nettet.

”Vi vil godt have nogle ordentlige returer,” siger Aneke Rune, der har lænet sig ind over banden med en e-cigaret i hånden. ”De pjatter,” siger hun ud ad mundvigen.

”Det er bare sjov,” råber Holger Rune inde fra banen.

”Det er sjovere, hvis man gør det ordentligt,” svarer Aneke tørt.

Rune skyder endnu en bold i nettet – og vrænger ansigt til sin mor som en uvorn dreng.

For de to tennisstjerner og udlandsdanskere er det blevet tid til et dobbeltinterview med TV 2, der har sat et interimistisk studie op ved hjørnet af den blå tennisbane. En ung studievært med velplejet hår og kortklippet skæg stiller spørgsmål:

”Ser du noget af dig selv i Holger?” spørger han Caroline Wozniacki.

”100 procent,” svarer hun og uddyber: ”For at nå langt i en individuel sport skal man være lidt speciel – ment på en positiv måde. Jeg er lidt speciel. Holger er lidt speciel.”

FOR TEENAGEREN HOLGER Rune blev det stadig sværere at finde jævnbyrdige jævnaldrende at sparre med i Danmark. En agent, familien Rune havde hyret, satte dem i forbindelse med den franske tenniscoach Patrick Mouratoglou, der er mest berømt for at have været træner for Serena Williams. Mouratoglou er desuden indehaver af et prestigiøst tennisakademi på Côte d’Azur, og det lykkedes at skaffe Holger en plads til træningslejren Champ’seed. En flok talentfulde tennisbørn fra hele verden var indbudt til at tilbringe en uge på akademiet, hvorefter de allermest talentfulde ville blive håndplukket og få lov at træne gratis efterfølgende. 

Den 13-årige dansker sprang gennem nåleøjet, blandt andet sammen med Coco Gauff, i dag nummer to på kvindernes verdensrangliste. Han begyndte at frekventere akademiet 5-6 uger om året, når det kunne passes ind med skolegangen. I Danmark kunne han risikere at spille med en ufokuseret modstander, der skrev beskeder eller gik på Instagram ved et sideskifte, men hos Mouratoglou delte alle samme engagement, som blev krydret med sternedrys, når top-10-stjerner som Novak Djokovic, russeren Daniil Medvedev eller græske Stefanos Tsitsipas lavede fysisk træning på nabobanen.

I 2019 debuterede Holger Rune i Australian Open for juniorer. Den dengang 15-årige Rune tabte i anden runde. Til gengæld har han varme minder om det første in real life møde med sin barndoms store idol Rafael Nadal, som han en dag tilfældigt kom til at træne ved siden af: ”Jeg havde aldrig før set ham så tæt på og gjorde mig selvfølgelig sindssygt umage. Jeg vidste godt, at han havde fokus på sin egen træning, men sæt nu, han kiggede over, bare et øjeblik.” 

Da Nadal var færdig med sin egen træning, tog han sin stol, vendte den over mod Holger Runes bane og kiggede på de to
juniorers træning et kvarter-20 minutter. Rune skævede lige over til spanieren en gang, turde dog ikke hilse. 

”Det var på en måde et kæmpe pres. En af verdens bedste kiggede på mig. Men det fik mig til at spille endnu bedre. Jeg kæmpede for at vinde hver duel, slog mange forhænder – ligesom ham – og nød det.”

Nogle måneder senere var han fyldt 16 år og stillede op til juniorernes French Open. Alle, han mødte, sagde, at man skulle lade være at tynge sin debut i sådan en turnering ned for høje ambitioner. Næste år, sagde de, kunne man overveje at gå efter sejren. Men en uge inden han skulle betræde det røde grus på Roland Garros-anlægget, så han sig selv løfte trofæet i triumf, mens han stadig sad hjemme i Danmark.

”Jeg så det, inden det skete,” siger Holger Rune, der endte med at besejre amerikaneren Toby Kodat i tre sæt i finalen. Undervejs var han ved at gå ned med nerver efter at have misset to matchbolde i andet sæt og have fået rytmen udfordret af en regnvejrspause. Det var med tårer i øjnene, at Holger Rune var på vej ud til tredje sæt, men et fast kram fra Aneke hjalp på moralen.

”Nu går du ud og tager den,” sagde hun. 

Og det gjorde han: 6-0 i tredje og afgørende sæt.

”Alle kan slå en forhånd og en baghånd og løbe godt. Men det er den mentale styrke, der afgør det i sidste ende,” siger Holger Rune, der i 9. klasse skiftede til en elitesportsskole i Gentofte, der gav mere plads til fravær og selvstudier. På det tidspunkt var han ved at være skole-mør, og folkeskolens afgangseksamen blev foreløbig endestationen på hans uddannelsesrejse. 

”Han kunne have taget studentereksamen online. Han kunne være gået college-vejen,” siger Aneke Rune. 

”Men han kan lide at spille tennis, se en god film og sove. Og skulle han pludselig beslutte sig for, at han gerne vil læse videre, er han jo stadig ung. Intet er too late.”

I dag er Holger Rune kommet op i en liga, hvor pengene er sjove. Ud over bopælen i Monte Carlo har han købt sig en villa i Sydfrankrig, en lejlighed i København og et sommerhus i Nordsjælland. Et sted at bo i Miami er på ønskelisten. Men det har også været en investering at nå dertil.

”Der var lang tid, hvor vi spændte livremmen ind. Hvor vi ikke havde udvidede tv-pakker og morgenavis. På et tidspunkt solgte vi sommerhuset fra, fordi vi godt kunne bruge den ekstra luft i budgettet,” fortæller Aneke. 

”Det var ikke noget, vi tænkte længe over. Vi fik lortet til at hænge sammen, men det var ikke lige glamourøst hele tiden. Holger og jeg har overnattet på vores del af elendige tunesiske hoteller med beskidte lagner. Vi har kørt langt pokker i vold ud i den algeriske ørken for at spille turnering et sted i ingenmandsland, hvor der ikke var et toilet, men bare en spand. Og hvor boldbørnene stjal boldene. Der var ingenting. Men der var en turnering – og det var så fint. Holger har en evne til at hygge sig, når han er i det, og oplevelserne har gjort ham bevidst om, hvor godt han har det.”

DEN SAMME TRÆNER, Lars Christensen, har fulgt Holger Rune i knap 15 år, stort set hele hans tennisliv. I slutningen af 2022 fik Rune dog lyst til nogle friske øjne på sit spil og tilføjede Patrick Mouratoglou som træner til teamet. Det fungerede umiddelbart godt med en tohovedet konstellation, men den fænomenale periode, hvor Holger Rune kravlede helt op på en fjerdeplads på verdensranglisten, sluttede brat, da han røg ud af US Open i første runde i september 2023. Rune afsluttede herefter samarbejdet med Mouratoglou. Boris Becker, der vandt Wimbledon allerede som 17-årig i 1985, og som tidligere har trænet Novak Djokovic, blev ansat som såkaldt super coach.

”Han er meget erfaren,” siger Holger Rune om den tyske tennislegende.

”Han ved, hvordan man skal håndtere presset på banen. Han var selv en virkelig god server i sin tid, og han hjalp mig meget med min serv. Men mest af alt var der en god ro omkring ham.”

Efter en periode med 10 nederlag i 11 kampe fik Becker ham til igen at præstere på højt niveau i slutningen af 2023, hvor det lykkedes Rune at indfri deres fælles målsætning og kvalificere sig til ATP’s sæsonfinale, hvor han igen mødte Djokovic, der denne gang måtte grave dybt i energireserverne for at besejre danskeren.

Men det var ikke blevet ordentligt forventningsafstemt, i hvor høj grad Becker kunne følge sin protegé rundt til turneringer. Becker, der har kæmpet med sin portion af rod uden for banen, og som følge af en skatteunddragelsessag har indrejseforbud i England, annoncerede i februar 2024 på det sociale medie X, at han trak sig som træner efter at have indset, at han ikke kunne udfylde rollen i tilstrækkelig grad: ”På grund af professionelle og private pligter kan jeg ikke give Holger, hvad han har brug for netop nu.”

Exit Becker, enter, på ny, Mouratoglou. Og siden hen har Kenneth Carlsen så overtaget trænerstafetten.

”Det er ikke ideelt at skifte trænere på den måde, jeg har gjort det, det har givet lidt ustabilitet,” siger Holger Rune om rokaderne i hans boks. 

”Men nogle gange er det det, der skal til for at finde det, der fungerer for én. Nu føler jeg, jeg har fundet det rigtige team. Jeg føler, vi arbejder én vej.”

Du visualiserede, at du ville vinde French Open for juniorer. Har du visualiseret risikoen for, at du aldrig vinder en Grand Slam? Eller at du aldrig bliver nummer et på verdensranglisten?

”Nej. For det kommer ikke til at ske.”

Og hvis det alligevel ikke lykkes? Vil det så have været et spildt liv?

”På ingen måde. Selvom jeg ikke havde været, hvor jeg er i dag, tror jeg, jeg havde været tennisspiller. Amatør eller professionel – jeg havde stadig spillet. I hårde tider – sidste sommer for eksempel, hvor jeg ikke vandt så mange kampe – tænkte jeg over, hvad der gør mig glad. Og det er at stå på banen og arbejde hårdt og bevæge mig fremad. Med eller uden en Slam har jeg i bund og grund allerede længe gjort det, jeg elsker. Men jeg stopper ikke, før den kommer,” griner han. 

”Det kommer til at ske en dag.”

RUNESKRIFT  

’Holger Rune – På og uden for banen’ er en minibiografi med anekdoter om vejen fra villa-kvarteret til de allerstørste arenaer i tennisverdenen og tillige en ABC i tennissens grundslag, Den udkommer i september samtidig med den illustrerede ’Hvor er Holger Rune?’, hvor tennisstjernen beretter om sit liv i børnehøjde.

SIDEN HAN BLEV professionel i 2020, har Holger Rune pådraget sig kritik ad flere omgange på grund af sine følelsesudbrud på banen, ikke mindst sine hyppige diskussioner med dommerne. Blandt andet overfusede han i 2022 dommeren ved finalen i Swiss Indoors i Basel over en blinkende lysreklame i udu, der distraherede ham. En situation, han ikke mente, dommeren tog ordentligt hånd om.

”Hvad laver du? Are you fucking kidding me? Du ødelægger jo kampen,” sagde han blandt andet og sparkede til banden i frustration.

Samme år råbte han flere gange ”Forlad!” op mod sin boks under en dramatisk kvartfinale i French Open mod norske Casper Ruud, hvorefter Aneke Rune forlod boksen. Senere har familien forklaret, at det var træner Lars Christensen, råbene var henvendt til, og Rune har kommenteret, at han aldrig ville være uforskammet over for sin mor. 

Alligevel florerer tilnavnet Holger ’Rude’ på internettet, og Fox News har kaldt ham for tennis villain – tennisskurk. Legenden John McEnroe, der i sin tid selv var en polariserende bad boy, har advaret Rune om, at han risikerer at skabe sig et dårligt ry.

”Kommer du op på højeste niveau, har alle en mening om dig, og man kommer aldrig til at tilfredsstille alle,” siger træner Kenneth Carlsen dagen inden kampen, da vi mødes i hotellobbyen.

”Du skal selvfølgelig have respekt og behandle andre ordentligt. Men selv når du gør det, vil der være folk, der synes, du er en idiot. Jeg fortæller Holger, at det største privilegium, man har som sportsmand, er, at folk har en mening om dig. Det kan godt være, de giver udtryk for frustrationer, men det er i bund og grund, fordi de er interesserede. Det værste er, hvis folk er ligeglade,” siger Carlsen, der mener, at Holger netop nu står i vadestedet mellem ung og voksen, og minder om, at også andre spillere i tennishistorien har haft svært ved at styre følelserne i en ung alder. For eksempel Roger Federer, før han blev til en smilende, velopdragen vindertype.

”Jeg spillede mod ham, da han var en 18-20 år. Dengang smadrede han ketsjere og halv-tankede, som vi kalder det, når man bliver så frustreret, at man ikke gider gøre sig umage længere og nærmest slår bolden ud med vilje. Han opførte sig dårligt, og det var en stor ærgrelse for hans trænere, at hans talent var så stort, men han ødelagde det for sig selv. På et tidspunkt klikkede noget i ham, og han fandt han sig selv. ’Fire and Ice’ har han senere selv kaldt den balance.”

UNDER DETTE ÅRS French Open fik Holger Rune megen ros for sin beherskede optræden, hvor hans diskussioner med dommere og modstandere var begrænset til et minimum. På det seneste har han arbejdet med meditation for at sove bedre og finde mere ro. Måske ikke så meget for at ændre verdens opfattelse af ham. Sociale mediers ”fake virkelighed” prøver han ikke at beskæftige sig for meget med. Og folk skal have lov at have deres meninger: ”Jeg er den, jeg er. Måske kan du lide mig. Måske kan du ikke lide mig,” som han siger.

Desuden er stærke følelser en nødvendighed, mener han.

”Når jeg står på banen, kommer der en dæmon ind i mig – hvis man kan sige det sådan – som får en masse ting frem i mig. Al min passion. Min perfektionisme. Så mange ting, der ikke kommer frem uden for banen. Alle mine emotions. Jeg elsker den følelse.”

Alligevel har han erfaret, at der er grund til at inddæmme sindsbevægelserne, hvis man vil præstere bedst muligt på banen.

”I en Grand Slam spiller vi om så mange rangeringspoint. Så meget prestige. Så mange penge. Så hvis noget går én imod og føles som snyd, er det klart, man bliver irritabel. Men hvis man bruger for meget energi på at råbe og skrige, både efter gode, men især efter dårlige point, tager man fra tanken, og i de lange, tætte opgør har man brug for al sin energi,” siger Holger Rune, der fik ekstra positiv opmærksomhed for en episode i French Opens tredje runde, hvor han inviterede en bolddreng ind under sin paraply til en hyggesnak i en regnvejrspause. 

”Dommeren sagde, det burde stoppe med at regne om to minutter, men det regnede ret tungt, og jeg kunne mærke, at det ikke kom til at ske. Bolddrengen stod der og begyndte at ryste lidt i armen, mens han holdt paraplyen hen over mig. Jeg tænkte: ’Der er ingen grund til, at han ikke skal have det godt.’ Så lagde jeg et håndklæde ud, som han kunne sætte sig på, og tog paraplyen for ham. Og så sad vi og snakkede lidt. Det var virkelig koldt den aften.”

EFTER 10 ÅR i det omrejsende internationale tenniscirkus er andre unge spillere som spanske Carlos Alcaraz – for tiden verdens måske allerbedste – og italienerne Lorenzo Musetti og Luca Nardi blevet gode venner og holdepunkter i et omflakkende liv.

”Vi har spillet juniortennis sammen og har kendt hinanden, siden vi var 11-12. Vi har det hyggeligt. Vi er selvfølgelig konkurrenter, men der er ikke nogen tense stemning uden for banen,” siger Holger Rune, der også er taknemmelig for at have sin mor ved sin side.

”Hun er virkelig en del af mit team, forstår tennis godt, kender mig rigtig godt. Hvis jeg ikke rejste med nogen, ville det være rigtig ensomt. Måske kommer der en dag, hvor hun gerne vil være mere hjemme. Men så længe hun har lyst og er glad, synes jeg, det er hyggeligt, at hun er der. Med hende er det, som om jeg har lidt af mit hjem med mig.”

De sparsomme dage i Danmark tilbringer han helst med sin familie, når de for en gangs skyld kan være samlet alle fire: ”Jeg behøver ikke være alene for at slappe af. Jeg har det rigtig godt i deres selskab.”

Ellers ser han af og til nogle gamle kammerater fra folkeskolen, som han har holdt kontakten til. Alkohol er ikke en del af Holgers verden, måske spiller de et parti padel – sidde og game gider han ikke – men tennis taler de ikke ret meget om.

”Vi snakker mere om livet. Hvordan går det hos mig, hvordan går det hos dem? Alle har deres liv og deres drømme, og nogle ved endnu ikke, hvad de vil lave. Det er helt fair, når man er ung. Jeg har vidst, hvad jeg ville, siden jeg var seks. Det er nok ret unikt … nok ret unormalt.” 

BOXENS ARENA FUNKLER som et amerikansk juletræ med røde, grønne og lilla lysreklamer i nærmest alle højder. På banen har et stort smil klistret sig fast på Holger Runes mund. Højt oppe på tilskuerrækkerne vender et par midaldrende kvinder med glat hår og briller sig væk fra banen for at fotografere op mod Nicklas Bendtner, der med omvendt kasket har slået sig ned uden for loungen, hvor tennisspillernes pårørende hænger ud.

Mixed doublen er sidste del af aftenens program, og til trods for højt tempo og hjertevarmende indslag, såsom den heldige boldpige, der får overrakt Wozniackis ketsjer for at slå et par bløde bolde med Svitolina, har kampen lidt svært ved at fastholde publikums interesse. 

På dette tidspunkt har de allerede set Rune besejre Monfils i to sæt og Wozniacki hive sin kamp mod Svitolina hjem i tre. Aftenen har budt på momentvis intensitet og ekvilibrisme, men også lidt for flagrende fokus, dobbeltfejl og afbrydelser. Af hensyn til spillerne og publikums opmærksomhed består den tredje og sidste kamp kun af et enkelt sæt, som den fransk-ukrainske duo vinder. Lidt over 11 får Wozniacki og Rune deres præmier i form af de bleggrønne Shamballa-armbånd trukket på håndleddene, og de fire spillere modtager folkets hyldest, inden de skal hjem i seng. 

”Holger,” siger Gaël Monfils, da det er hans tur til at holde takketale:

”You’re a great talent. And still a kid. I hope you will win a Grand Slam.”

/

Med solen i øjnene

En ung knægt fra Skælskør væltede ind i en af klodens største tv-serier og blev verdenskendt. ALEX HØGH ANDERSEN gør status over en kometkarriere, der var ved at knække ham. Og en tilværelse, som han igen begynder at kunne se klart.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Morten Germund

1. FULD UDRYKNING

I mit barndomshjem i Skælskør var der en brandalarm, som gik hver dag præcis klokken 17. Når jeg havde nye venner på besøg, kiggede de med store øjne. Hvorfor var der ingen, der gjorde noget? Min far skænkede bare en ny kop kaffe og slog alarmen fra, min lillesøster og jeg var vant til det. Vi vidste godt, at alarmen bare var en test. Min far arbejder stadig som brandmand i Skælskør, men kun på deltid, fordi der ikke er nok brande i byen – gudskelov, kan man sige. Resten af tiden er han maskinarbejder. Selv troede jeg i mange år, at jeg også skulle være brandmand.

Der var virkelig gang i mig som barn. Som i virkelig. Jeg er født i 1994 og tilhører nok den sidste generation, der ikke fik diagnosticeret ADHD. Jeg følte mig ikke anderledes end de andre – jeg havde bare ekstra meget krudt i røven. For min mor handlede hele min barndom om at sørge for, at jeg blev stimuleret og kørt træt. Ellers kravlede jeg op og ned ad væggene. Jeg gik til både fodbold og håndbold, og da jeg var ni år gammel, sendte min mor mig så til teater. Nok fordi jeg altid havde sunget og danset som lille. Og fordi jeg elskede opmærksomhed. 

Der findes en video af mig som baby, hvor jeg danser i min sparkedragt. Den står åben forneden, frit udsyn til det hele. Jeg vipper til musikken, men pludselig stopper jeg op. Fanger kameraet. Og begynder at tisse på gulvet, mens jeg griner. Jeg har det nok fra min far, som altid har været en kæmpe entertainer. Hans far-jokes kan stadig få mig til at grine oftere, end jeg kan lide at indrømme. Når jeg som barn havde venner på besøg, og vi lavede byg selv-burgere, spurgte han: ”Vil du have én-mat, to-mat eller tre-mat?” ”Vil du have en a-gurk, en b-gurk eller en c-gurk?”

Min mor står fast på, at min kreativitet til gengæld kommer fra hende. Hun er nok et af den slags mennesker, der aldrig helt turde – eller fik lov til – at forfølge sin egen kreative side. Hun har været administrativ medarbejder, blandt andet på borgerservice og flere skoler, men senere i livet gav hun efter for kreativiteten og begyndte at male og synge i gospelkor. Måske var det også en af grundene til, at hun sendte mig til teater. Men til at begynde med ville jeg slet ikke af sted. Jeg var virkelig sur på hende. Teater var jo kikset. I Skælskør spillede man håndbold eller fodbold, ellers troede folk, at man var homoseksuel. Sådan var det desværre.

Teatret lå i den gamle Skælskør Folkehøjskole. Jeg husker salen som ekstremt stor, men i virkeligheden var der nok syv rækker. Scenen var bare på gulvet. Jeg troede, at jeg ville hade det, men hurtigt fik jeg gode venner – og min første veninde, Emilie (sangerinden Jada, red.). Tænk, at man faktisk kunne have venner af det andet køn. Det anede jeg ikke. Og da vi øvede til vores første forestilling, en juleforestilling, forelskede jeg mig i teatret. Instruktøren var Ulla Jessen, som har spillet med i et hav af revyer og de såkaldte sengekantsfilm. Efter en scene stoppede hun prøverne og pegede på mig: ”Det her, det er den energi, vi har brug for,” sagde hun. Bagefter spurgte hun mig, om jeg ville gå til optagelse på Eventyrteatret. Jeg var helt ekstatisk. 

2. SLIPSEDRENG MED JAZZHÆNDER

Eventyrteatret har en dramaskole, som holder optagelsesprøver én gang om året, i oktober. De var for længst slut, da jeg kom ind efter jul, men Ulla Jessen havde arrangeret, at jeg kunne få en audition alligevel. Jeg var 11 år gammel og stod i den gamle teatersal i Valby, et vildt sted med farverigt tapet på væggene og gyldne lysekroner i loftet. Foran mig sad en jury med blandt andre teaterleder Susanne Vognstrup. Jeg sang en sang, vistnok noget Disney, og dagen efter fik jeg at vide, at jeg var blevet optaget.

Dramaskolen er et 12-ugers intensivt forløb. Sidst på foråret går man til optagelsesprøver til efterårets forestillinger. Jeg spillede min første som 12-årig, året efter jeg var blevet optaget. Derefter var jeg først med igen som 14-årig – og derfra hvert år, indtil jeg fyldte 18. Jeg ved ikke, hvor mange timer jeg har brugt i toget frem og tilbage til København eller på E20-motorvejen i mine forældres bil. Undervisningen foregik efter skole, og de første år kørte min far mig, selvom han skulle op klokken fem næste morgen. Han havde altid sit grej med, så mens jeg øvede, fordrev han ventetiden med at fikse ting på teatret, hvis noget skulle hænges op på væggen, eller en bænk skulle repareres. Sådan gjorde vi fire gange om ugen, når det var allermest intensivt. Min barndom var virkelig The Alex Show. Nogle gange tror jeg, at min tre år yngre lillesøster følte sig lidt overset.

I løbet af min skoletid fyldte jeg mindst et par kontaktbøger, fordi jeg ikke kunne sidde stille. Heldigvis fik jeg en klasselærer på de sidste klassetrin, som tog fat i mig og sagde: ”Tag dig nu sammen, mand. Jeg ved jo godt, at du kan.” Men det ændrede ikke på, at jeg var dødtræt af folkeskolen, da jeg gik ud af 9. klasse.

Jeg burde nok være startet på dramalinjen på gymnasiet, men fordi der skulle ske noget nyt, valgte jeg at gå på handelsgymnasium i Slagelse. Jeg er ikke stolt af at sige det, men jeg mødte op i skjorte, slips og blazer. Det troede jeg, at man skulle. I min fritid rendte jeg rundt med jazzhænder og spillede teater inde i København. Jeg elskede at spille skuespil, men jeg overvejede også, om jeg skulle læse marketing på Copenhagen Business School. Som barn havde jeg været både fodbold- og teaterdreng, og nu stod jeg igen med et ben i hver lejr.

Jeg spillede den helt store hovedrolle som kong Arthur i ’Sværdet i stenen’, da jeg var 15 år gammel. Året efter skulle Eventyrteatret opføre ’Herkules’, og jeg tænkte selvfølgelig, at jeg ville få hovedrollen igen – jeg følte, at de andre bare kiggede på mig: Nå, hva’ så, goddaw, Hercules. Men så gav de mig en birolle som Dionysos, festens gud, der havde fire scener i alt. Den skulle jeg lige sluge, haha. Indtil jeg fandt ud af, at det uden sammenligning var den sjoveste rolle i forestillingen. Som Dionysos kunne jeg virkelig lege, klæde mig ud i leopardvest og en krone af vindruer og tillade mig at være alt for meget. Bifaldene fra publikum var langt større, end da jeg spillede kong Arthur.

Det var i 2010, og der ligger stadig en optagelse af forestillingen på YouTube. Når jeg ser den i dag, græmmer jeg mig over, hvor dårligt det er. Hvorfor var der ikke en voksen, som bad mig gasse lidt ned? Men dengang syntes jeg, at det var fantastisk. Det var dér, jeg besluttede mig for, at jeg gerne ville være skuespiller.

SET FRA OVEN

Alex Høgh Andersen, født i 1994. Opvokset i Skælskør på Sydvestsjælland. Autodidakt skuespiller.

Optrådte som barn og ung med det anerkendte professionelle børneteater Eventyrteatret. Debuterede på tv med TV 2-serien ’Outsider’ i 2012 og var året efter med i julekalenderen ’Tvillingerne og julemanden’.

Medvirkede 2016-20 i sæson 4-6 af HBO-serien ’Vikings’, hvor han spillede Ivar the Boneless og fik sit internationale gennembrud. Har siden været med i blandt andet Ole Bornedals ’Skyggen i mit øje’ (2021), tredje sæson af Viaplay-serien ’Den som dræber’ (2023) og har senest indspillet en større international film i Spanien.

Aktuel med tv-serien ’Kald mig far’ på Viaplay, som han både har været med til at udvikle, skrive og producere.

Bor på Amager med sin kæreste, skuespilleren Johanne Milland.

3. ”NU RINGER DU BARE, VINTERBERG”

Jeg var 15 år, da jeg begyndte at gå til castings på tv-serier. Men i starten spillede jeg teater foran kameraet. Min eneste referenceramme var Eventyrteatret, så når jeg kom til casting, troede jeg, at jeg stadig skulle ramme bagerste række. Det tog mig et par år at lære at skrue ned, inden jeg som 17-årig fik min første rolle i en miniserie på TV 2. Den hed ’Outsider’ (2012), ingen kan huske den i dag, men dengang tænkte jeg: Nu er den der. Nu bliver jeg en rigtig skuespiller. TV 2. Miniserie. Jeg skal spille skurken. Fedt, mand. Hvad bliver det næste ikke? Men da serien udkom, skete der ingenting i et år. Jeg gik til castings og fik afslag på afslag igen.

Året efter, mens jeg gik i 3. g, fik jeg endelig en ny rolle, i TV 2-julekalenderen ’Tvillingerne og julemanden’. Igen tænkte jeg: Så for satan. Nu er det umuligt ikke at lægge mærke til mig. Nu ringer du bare, Vinterberg. Men hvad skete der? Jeg brugte 16 uger på at rakke frem og tilbage til Aalborg med fly og tog. Den sidste del af optagelserne foregik hver dag fra seks til 16, samtidig med at jeg skulle læse op til mine afgangseksamener på HHX. Og da det kom ud i december, skete der ikke en fløjtende fis.

Imens julekalenderen blev sendt, arbejdede jeg som lærervikar på min gamle folkeskole. Børnene var ellevilde, omringede mig på vej ind på lærerværelset, og jeg måtte kæmpe for at få bare en anelse ro, når jeg underviste. Men der kom ingen nye roller af den grund. Hver anden weekend var jeg ude at brage i byen i Slagelse med mine venner fra gymnasiet. De andre weekender hang jeg ud i København med mine venner fra Eventyrteatret. 

En af dem var begyndt at studere film- og medievidenskab og talte meget varmt om det. Så jeg gav det et skud og søgte ind. Men jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til. Pludselig var jeg omgivet af akademikere, som talte om gamle tyske stumfilm, og jeg kunne slet ikke følge med. Jeg syntes til at starte med, at det var noget sort-hvid-pis. Når der var filmvisning klokken otte om morgenen, kedede jeg mig så meget, at jeg flere gange faldt i søvn. Men de andre var nørder ligesom mig selv. De var der, fordi de virkelig interesserede sig for noget, ikke fordi nogen havde sagt, at de skulle. Jeg fik venner, som stadig er nogle af mine bedste i dag. Og selvom jeg kun gik der et år, lærte jeg da også noget om film – og at sætte mere pris på tysk ekspressionisme fra 1920’erne.

4. BENLØS VIKING

En morgen i begyndelsen af sommeren 2015 var jeg til eksamen i filmhistorie. Det var en vanvittigt berygtet eksamen på film- og medievidenskab, fordi den var helt uden hjælpemidler. Jeg trak amerikansk film 1930-45, og så skulle jeg ellers snakke om det 35 minutter i streg. 

Omtrent samtidig havde jeg fået mig en agent. Jeg var 21, gik stadig til castings og havde fået mulighed for at lave et self-tape til fjerde sæson af tv-serien ’Vikings’, som skulle laves samme dag som min eksamen. Jeg gik op klokken otte, fik 10, tog hjem og øvede mig på scenen i to timer, og klokken 12 troppede jeg op på min agents kontor. Men mit hoved var fyldt med årstal og instruktører, og jeg kunne slet ikke mine replikker. Til gengæld havde jeg set en del af serien og havde godt styr på accenten.

Jeg var på Roskilde Festival, da jeg et par uger senere fik at vide, at jeg var gået videre til anden runde af castingen. Det samme var min ven Marco Ilsø, som jeg var på festival med. Vi lånte hans mors bil, og bagstive efter fire dages druk kørte vi af sted til Stockholm. Marco havde ingen stemme, og jeg måtte anstrenge mig for at holde bilen på vejen. Men vi kom frem, jeg fik fyret min 20 minutters casting af, og det var så dét. Til gengæld gik vi glip af Kendrick Lamar på Orange Scene, og jeg kan huske, at jeg var rasende. 

14 dage senere blev både Marco og jeg inviteret til Irland til tredje og sidste castingrunde. Hos Ashford Studios i Wicklow sad vi 12-14 unge mænd med blå øjne, som kom fra hele verden og skulle kæmpe om fire roller som sønner af vikingehøvdingen Ragnar Lodbrog. Jeg var kun blevet bedt om at caste på rollerne som de tre ældste brødre, men sidst på dagen, efter fem timer med prøver, prikkede en caster mig på skuldrene: ”Can you read for Ivar?”

Hele dagen havde jeg set de andre spille Ivar the Boneless, den yngste bror, men ærligt talt havde ingen af dem imponeret mig. Han led af en sygdom, som gjorde, at han ikke kunne gå, men jeg syntes, at de andre overspillede smerten. Jeg havde kun en halv time til at lære scenen. På vej op ad trappen til castingrummet spurgte jeg casteren, hvad Ivar egentlig var for en karakter.

”Ask Michael,” svarede han. Det var Michael Hirst, seriens hovedforfatter. Ham, man næsten ikke turde kigge i øjnene. Men selvom jeg var ved at skide grønne grise, tog jeg chancen.

“Michael, what’s up with this character?” spurgte jeg.

Hirst forklarede, at Ivar led af en form for knogleskørhed, som gjorde, at han havde konstante smerter. Jeg spurgte, om han var født sådan, og Hirst svarede ja. Jeg tænkte: Så er han jo vant til smerten. Jeg gik ind, satte mig med benene lidt slapt ud til siden og begyndte at sige replikkerne.

Første take fuckede jeg selvfølgelig op. Andet take kludrede jeg i den allerførste replik. ”Flot, Alex, her havde du muligheden, og så vælger du at ødelægge den,” tænkte jeg. Men tredje take fik jeg kæmpet mig igennem, og da scenen var slut, kunne jeg høre nogen i lokalet, der klappede. Jeg tænkte, at det måtte være for sjov.

To uger senere sad jeg på min agents kontor, midt i et nyt self-tape, da min agent kom brasende ind og udbrød, at jeg havde fået rollen som Ivar. Efter adskillige castingrunder med tusinder af mennesker valgte de mig, en uerfaren dansk skuespiller, som havde givet dem ét eneste bud på rollen. Jeg forstod det ikke. Det var helt vildt. Men Michael Hirst fortalte mig senere, at jeg fik rollen, fordi jeg ikke spillede smerten i kroppen, men viste den i øjnene.

5. THE NEW FUCKING LADS

I tre uger op til den første optagedag kravlede jeg rundt på et hotelværelse i Dublin. Jeg måtte finde ud af, hvordan jeg skulle bevæge mig, når min karakter ikke kunne bruge sine ben. Hvordan kom Ivar fra gulvet og op på en stol?

Den første dag på ’Vikings’-settet sad jeg sammen med tre af mine medskuespillere, blandt andet Marco, som også fik en rolle som en af de andre brødre. I et telt på toppen af bjerget Luggula syd for Dublin ventede vi på at blive kaldt ind til vores første scene, da en 60-årig irsk gut ved navn Ian kom ind til os.

Ian, der arbejdede med rekvisitter, kiggede på os og tog et hvæs af sin cigaret.

”Are you the new fucking lads?” spurgte han og pegede ud af teltet.

”Do you see these 300 people standing behind me? They don’t have a job next year if you fuck up.”

Jeg var i forvejen rystende nervøs, men jeg syntes også, at det var fedt. Jeg tændte på alvoren. Det her var ikke bare en leg med økser og sværd, folks levebrød var på spil. Vi kunne stadig gå på pub og drikke Guinness om aftenen, men når vi stod på settet klokken fem om morgenen i 10 sekundmeters vind på toppen af et bjerg, havde vi bare værsgo at give os 110 procent.Der gik næsten et år, før min rolle blev annonceret, og fjerde sæson af ’Vikings’ udkom. Indtil da havde jeg været fuldstændig ukendt, men nu fik jeg pludselig 2.000 nye følgere om dagen på Instagram. Da jeg ramte 100.000, sad jeg på toilettet til en julefrokost hos min farmor i Skælskør, ikke længe efter havde jeg over en million, og pludselig levede jeg et rockstar-liv, jeg aldrig havde turdet fantasere om. 

I 2017 var jeg til Comic-Con i San Diego. Jeg var fløjet ind til fan-messen på første klasse og var blevet indlogeret på et femstjernet hotel. I salen sad 4.000 mennesker med skjolde og vikingehjelme. Der var fans, som begyndte at græde, da de så mig. En fyr havde mit ansigt tatoveret på sin ene skulder. What the fuck? Jeg forsøgte at håndtere det, så godt jeg kunne, men det var overvældende og også lidt skræmmende. Jeg var jo bare en knægt fra provinsen, og jeg kunne høre min mor i baghovedet hele tiden: ”Nu holder du benene på jorden.”

SET AF MILLIONER

Manuskriptforfatter Michael Hirst skabte ’Vikings’ for History Channel, baseret på sagaerne om den danske vikingekonge Ragnar Lodbrog, der plyndrede og erobrede England i 800-tallet.

Første sæson fik dansk premiere på HBO Nordic i 2013. I sæson fire introduceredes seerne for Lodbrogs voksne sønner, blandt andet Ivar the Boneless, der lider af en sjælden form for knogleskørhed, men som trods sit handicap besidder både sin fars grusomhed og blodtørst og ender med at blive vikingekonge.

I femte og sjette sæson af ’Vikings’, efter Ragnar Lodbrogs død, gjorde Michael Hirst Ivar the Boneless til en af seriens bærende roller.

Da ’Vikings’ sluttede i 2020, blev den regnet for en af verdens største tv-serier med millioner af seere.

Alle seks sæsoner kan i dag streames på Netflix, der har overtaget serien i Danmark.

6. TÅRER

I juli 2018 var jeg igen til Comic-Con i San Diego. Det var en fredag, og præcis som året før sad jeg til en paneldebat foran flere tusind fans. Bagefter skulle vi spise frokost, og mens vi sad der, blev jeg ramt af madforgiftning – det var som at blive kørt over af et tog, jeg har aldrig prøvet noget lignende. Jeg skulle med et fly tilbage til Irland allerede om aftenen, men måtte udskyde det til søndag, fordi jeg var helt knækket. Optagelserne til sjette og sidste sæson af ’Vikings’ skulle begynde om mandagen, og selvom jeg stadig havde mavekramper om søndagen, blev jeg tvunget til at flyve hjem.

Jeg landede mandag morgen og blev clearet af lægen på settet, selvom jeg så dobbelt. Jeg fik nogle piller og kæmpede mig igennem 12 timers optagelser, hvor jeg skulle kravle rundt i hestelort. Hjemme i min lejlighed om aftenen tænkte jeg, at så var det overstået. Men mit immunforsvar var smadret, og kort tid efter fik jeg endnu en madforgiftning af at spise noget dårlig sushi. I alt havde jeg tre infektioner på 14 dage. Jeg var ligbleg, og min hud var helt ren, fordi jeg kun indtog vand. Jeg tabte mig ni kilo, og et par af mine kvindelige kolleger sagde, at jeg så skidegodt ud. Men jeg havde det elendigt.

Jeg endte med at være syg i fire måneder. Imens skulle jeg forsøge at spille hovedrollen i en af verdens største tv-serier. Det, der startede som en sygdom i min krop, spredte sig hurtigt til mit hoved. Min søvn forsvandt. Jeg spiste ikke noget. Jeg var blevet et vrag på rekordtid. Alligevel arbejdede jeg 12 timer om dagen fra mandag til fredag og brugte weekenden på at have angst over de nye replikker, jeg skulle lære til om mandagen. 

Efter en måned eller to, kort før en kæmpe kampscene, vi skulle indspille, kom en af seriens producere hen til mig. Hun havde hørt, at jeg ikke havde det så godt.

”Jeg har det ad helvede til,” sagde jeg. Jeg var nede med både stress og angst. Det var hun ked af at høre, svarede hun. Og fortalte mig så, at min to sider lange monolog, der var planlagt 14 dage senere, var blevet rykket frem til dagen efter på grund af en dårlig vejrudsigt.

Jeg bønfaldt hende om at udskyde den, men der var ikke noget at gøre. Og så måtte jeg ud og først spille kampscenen iført mit 25 kilo tunge kostume og derefter direkte hjem og lære hele monologen til næste dag.

Det kom så langt, at jeg til sidst ikke havde lyst til at være her mere. I Dublin boede jeg i byens højest beliggende lejlighed, lige ud til Grand Canal. Jeg stod på min kæmpe altan og kiggede ud, mens jeg tænkte: ”Hvis det her fortsætter meget længere, så tager jeg springet.”

En dag på settet, en dårlig dag ligesom alle de andre, skulle jeg optage en meget følelsesladet scene. Kameraet kom helt tæt på i et close-up, og det næste, jeg husker, er, at der blev råbt: ”Cut!” I mellemtiden var der gået 45 minutter, hvor jeg for første gang i flere måneder ikke havde tænkt en eneste grim tanke. Det slog mig, at det, der havde gjort mig syg, og som jeg frygtede helt ud i fingerspidserne – mit arbejde – også kunne være et frirum. Det var et lille gennembrud, som gav mig håb. Om aftenen, når jeg lå derhjemme i sengen, kunne jeg pludselig tænke, at selvom i morgen nok blev dårlig, behøvede det ikke nødvendigvis at blive den dårligste dag i hele mit liv.

Samtidig begyndte jeg langsomt at kunne se en ende på det hele. Da vi endelig nåede til den sidste optagedag, skulle jeg spille en scene, hvor min karakter dør. Jeg spillede over for Marco, og i scenen, hvor den ellers psykopatiske, morderiske Ivar lå for døden og skulle indrømme over for sin bror, at han var bange, begyndte Marco pludselig at græde. Det gjorde han ellers aldrig, og det var ikke en del af planen. Jeg kunne heller ikke lade være med at græde.

Efter andet eller tredje take rejste jeg mig op, med alle følelserne uden på tøjet, og kiggede ud over settet. Normalt, på en så stor produktion, er der altid nogen, der larmer mellem de forskellige takes. Teknikerne roder lidt med udstyret. Folk står og sludrer, mens de ryger en smøg. Men der var helt stille. 300 statister sad på deres skjolde og så på uden at sige en lyd. Det eneste, jeg kunne høre, var en svag brise. Jeg gik ind i teltet og så playback af scenen på skærmen – hørte en replik, jeg ikke var helt tilfreds med. Og så var det tilbage på arbejde.

7.  FORFRA, ALEX

Da ’Vikings’ sluttede, havde jeg optaget 10-11 måneder om året i tre et halvt år. Jeg var med i 51 episoder, og i al den tid havde jeg ikke én eneste sygedag. Jeg plejer at kalde det min uddannelse som skuespiller, men prisen for den var, at jeg vendte hjem til Danmark i slutningen af 2018 med både angst og en galopperende spiseforstyrrelse. 

Det er nemt at sige, at jeg klarede det, at jeg er 10.000 gange stærkere, end jeg havde troet. Sandheden er bare, at det aldrig burde være sket. At nogen skulle have passet på mig. Men produktionen forstod det ikke. Og mit daværende agentbureau turde ikke gøre noget af frygt for, at det skulle ødelægge min internationale karriere.

I flere måneder lavede jeg ikke andet end at være sammen med min familie og venner. Jeg opsøgte en psykolog for at bearbejde det, der var sket. Min usårlighed var forsvundet. I de første måneder efter jeg kom hjem, vågnede jeg stadig klokken fem om morgenen og troede, at jeg skulle i krig i mere end én forstand. Det tog mig et år til halvandet at holde op med at være bange for mad. Men for hver dag, der gik, tog jeg nye babysteps: ”Gud, de her bønner smagte da egentlig meget godt.” Eller: ”Den her fest, som jeg var ængstelig ved at tage til, gik jo helt fint.” Langsomt fandt jeg ud af, at jeg ikke havde tabt mig selv på et gulv i Irland.

Da jeg endelig var klar til at arbejde igen, ringede telefonen bare ikke. Hallo, mand, jeg havde kraftedeme lavet ’Vikings’. Hvorfor ringede Vinterberg ikke? Hvorfor hørte jeg ikke fra Arcel eller Bier? Jeg var den mest erfarne skuespiller i min aldersgruppe i Danmark. Klart, det var kun én ­karakter, men ingen på min alder havde flere timer foran et kamera end mig. ”Hvad fanden sker der, Danmark?” tænkte jeg en overgang, men så var det bare at sluge skuffelsen og arbejde sig op igen. 

SET AF ANMELDERNE

”Selv blandt de til tider omskiftelige, velskrevne karakterer i ’Vikings’ fremstår Ivar the Boneless som en kompleks fyr. Fra øjeblik til øjeblik kan Ivar være unødvendigt grusom og dominerende eller rørende sårbar.”

Variety, 2016

”Ingen overstråler dog Ragnars yngste søn Ivar, der trods sin status som krøbling bogstavelig talt rejser sig og gør alt, hvad der står i hans magt, for at blive vikingehærens øverstbefalende. Danske Alex Høgh Andersen spiller med en nuanceret og skræmmende uforudsigelighed rollen som den lidende unge og handicappede mand, der udvikler sig til at blive et sadistisk monster.”

Filmmagasinet Ekko, 2017

”I ’Skyggen i mit øje’ følger man blandt andet unge danske mænd, der har meldt sig til det nazi-samarbejdende politikorps HIPO. Her gør Alex Høgh Andersen det godt som såkaldt ’HIPO-svin’, der har indset, at han har valgt den forkerte side, og måske ’Skyggen i mit øje’ kan give den 27-årige skuespiller et bredere navn herhjemme efter i mange år at være reduceret til ’ham danskeren, der er med i ’Vikings’’.”

B.T., 2021

Siden har jeg lavet ’Skyggen i mit øje’ af Ole Bornedal og medvirket i et par tv-serier. Internationalt er det skidesvært, fordi jeg går til casting på de samme film som Timo­thée Chalamet, og han har jo allerede fået rollen. Senest har jeg for første gang været med til både at udvikle, skrive og producere en serie fra start til slut – den hedder ’Kald mig far’.

Ideen opstod en aften, da jeg sad hjemme hos min gode ven Magnus Haugaard og drak gin og tonics med ham og Fanny Bornedal. Magnus og jeg havde gang i vores ongoing joke: Han er et år yngre end mig, høj og har et stort, flot fuldskæg. Jeg er ikke så høj som ham og kan ikke få skæg, men til gengæld er jeg udstyret med et babyface. Magnus ­drillede mig med, at jeg ikke er uddannet skuespiller.

”Du er jo bare en model, der siger nogle replikker,” sagde han. 

”I det mindste får jeg ikke roller, der er plus 40 år,” svarede jeg.

”En dag kommer jeg til at spille din far,” sagde han.

Og så tænkte vi: Hvad ville der ske, hvis man lavede en serie om to venner, hvor den ene begynder at date den andens mor? Helt fra start var tanken, at vi i sidste episode skulle have en scene, hvor Magnus kigger på mig og siger: ”Skal du ikke til at kalde mig far?” Men serien handler også om kravene til rummelighed i København anno 2024, hvor man kan elske, hvem man vil, være det køn, man har lyst til, dyrke sin seksualitet, uanset hvad den er. Alt kan lade sig gøre, vi kan rumme og vise hensyn til det hele. Men kan man også rumme, at ens bedste ven knalder ens mor?

8. HOVEDET UD AF RØVEN

Under optagelserne til ’Kald mig far’ mødte jeg min kæreste Johanne (Milland, red.). Hun spiller en kærlighedsrelation, som min karakter får i løbet af serien, og nogle måneder efter vi var færdige med at optage, begyndte vi at ses i den virkelige verden. I dag har vi været sammen i lidt over et år. 

Indtil jeg mødte Johanne, drønede jeg igennem mine tyvere med skyklapper på. Alt handlede om mig-mig-mig, men nu er jeg 30 og har måttet overgive mig til en tosomhed, jeg selv har valgt. Jeg føler, at jeg er ved at blive rigtig voksen. Det kan godt være, at jeg får en 30-årskrise lige om lidt, men lige nu synes jeg, at jeg tager nogle sunde skridt som menneske – efter jeg i nogle år har set mine venner finde et roligt leje i deres liv, mens jeg selv stadig kartede rundt og havde svært ved at sove om natten. Min læge kalder mig ’intelligent ADHD’er’ og har sagt, at det nok ville være godt med nogle livsstilsændringer, så nu har jeg sat min hverdag lidt mere i system: op på samme tid, i seng på samme tid, den slags. Min energi er på mange måder min superpower, men det er også nødvendigt for mig at tøjle den.

På mange måder kan man sige, at jeg endelig har fået hovedet ud af min egen røv. Det hjælper også, at jeg får perspektiv på tilværelsen gennem mit arbejde med velgørenhed. Jeg elsker at fotografere, og sidste år rejste jeg til Libanon og tog billeder til en kalender til støtte for de unge frivillige, som driver hele landets ambulancesystem. Vi var der i en uge, og jeg var blandt andet med til at bære gamle mennesker med astma­anfald ned fra femte sal klokken to om natten. Når man kommer hjem fra sådan en tur, er det svært at gå rundt og brokke sig over småting i ens eget liv. Så tænker jeg, at mit største problem, mens jeg går ind i trediverne, er, at jeg stadig ikke kan få skæg.

/

En trækfugl vender hjem

Hun er barn af eventyrlystne hippier, men har det bedst, når hun ikke flytter sig for meget. Madanmelder, forfatter og prisvindende podcastvært Lærke Kløvedal har brugt det meste af sit liv på at vakle, men har endelig fundet fodfæste.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

LÆRKE KLØVEDAL ER bange for at komme for sent. I rigtig god tid har hun forladt København for at komme med færgen til Aarhus, og hun ankommer som den allerførste til færgelejet. En time før afgang.

”Ja, okay,” siger hun, selvironisk og en anelse forlegent på den tomme, vindblæste færgehavn med front mod bølgerne under gråvejrsskyerne. ”Det var vist bare mig, der var nervøs.”

Hun er ikke meget for at være på farten. Hader det faktisk. Bliver altid sindssygt nervøs forinden. 

”Det er det samme hver gang. Jeg kan ikke finde mine ting. Jeg bliver hektisk og urolig, og mest af alt får jeg sådan en kæmpe sorgfølelse. Jeg kommer til at gøre nogle overdrevne ting og sige alt for meget farvel til min søn, selvom jeg for pokker bare skal til Jylland og have én overnatning,” siger hun, og vidste man det ikke, skulle man ikke tro, at hun var datter af Danmarks måske mest kendte eventyrer, Troels Kløvedal, der døde i 2018. 

Men hun kan ikke løbe fra det, selv hvis hun ville, for hun ligner ham og har fået det at vide hele sit liv: det næsten barnlige smil, de lange ben og arme, det umulige hår, der bliver til tottet uldhår, hvis ikke hun føntørrer det om morgenen.

”Jeg er det af hans børn, der har tilbragt mindst tid med ham, og måske den, der fysisk ligner ham mest,” som hun skriver i sin anmelderroste debutbog ’Sømærke’ fra 2023, der handler om at være barn af eventyrere og idealister, men at savne kompas til virkeligheden, hvis man er anderledes i sit væsen.

I dag skal den 45-årige forfatter, madanmelder og radiovært på ’Det sidste måltid’ til Odder for at holde oplæg om bogen på byens bibliotek. På vej op ad rampen til færgen lidt senere på eftermiddagen holder hun anspændt fast i sædekanten.

”Jeg hader det. Vi kører mit mareridt lige nu. Jeg er virkelig dårlig til al transport. Og til at finde vej. Det er altid med hjertet oppe i halsen,” siger hun, før bilen omsider holder stille i færgegaragen. Hun klikker selen af og smiler: ”Det er rimelig sporbart i forhold til min egen opvækst med mange afskeder. Jeg pakker også altid for meget, som om jeg aldrig kommer hjem igen.”

DET VAR i kollektivet ’Jumbo’ på Amager, at hendes forældre mødte hinanden i 1976.  Hendes far var lige kommet hjem fra en af sine eventyrlige sejladser, da han og moren Maiken blev forelskede på stedet. På en efterfølgende rejse til Sri Lanka med ’Nordkaperen’ opdagede de, at hun var gravid, og den kommende far rejste sig og råbte ud over vandet: ”Det bliver en pige, og hun skal hedde Lærke!”

Begge forældre var en del af 68’er-oprøret, der brød med samfundets normer, og da Lærke Kløvedal blev født i september 1978, var de allerede gået fra hinanden igen. Derfor var det heller ikke hendes far, der var med til fødslen, men morens veninder fra kollektivet. Da meldingen nåede frem til Troels Kløvedal, befandt han sig på havnen i Svendborg og fejrede det med smørrebrød og øl. Han var på vej mod nye eventyr.

Kort efter flyttede Lærke Kløvedal og hendes mor til den anden ende af landet, til Thy, hvor moren med to veninder havde købt en gammel skole, som de omdannede til et kollektiv, hvor de også tog plejebørn ind. Det meste af Lærke Kløvedals opvækst foregik på disse kanter, men i forskellige konstellationer, og der var også en afstikker til Portugal, da hendes mor sammen med andre kollektivister hævede pensionen, købte en appelsinfarm og rejste sydpå for at starte ’Fattigrøvenes ferieparadis’, som de døbte farmen, hvor de sov i telt under korkegene og badede i den nærliggende kildedal.

Moren og hendes veninde ville sælge dansk rugbrød i Portugal og dernæst portugisiske kakler i Danmark, men da ingen af ideerne endte efter planen, og pengene slap op, rejste de tilbage til Thy.

Det var en barndom defineret af meget flytteri og mange søskende. Ni halv- og stedsøskende for at være helt præcis, men som hun skriver i ’Sømærke’, føles ni halv­søskende nogle gange som ”at have ingen søskende”.

”Det var ligesom bare noget, jeg måtte rumme. Der blev aldrig sat spørgsmålstegn ved, om det måske var lidt forvirrende eller rodet for et barn, eller om det var noget, jeg var okay med,” siger hun, mens Molslinjen tøffer ud på det åbne hav. 

”Nu har jeg selv sammenbragte børn, og vi har brugt meget tid på at facilitere hele det setup. Arbejde for, at det var rart for dem at være i den nye fælles virkelighed, og være tydelige voksne ved at snakke og lave ting sammen og tage sig af de problemer, der kom. Sådan rimelig basic pædagogisk arbejde. Sådan var det ikke i min barndom.”

LÆRKES REDE 

Lærke Kløvedal er født i 1978 på Amager. Voksede mestendels op i Thy med sin mor og uden sin far, Troels Kløvedal. Er uddannet filmproducer og arbejdede i mange år i filmbranchen. Uddannede sig efterfølgende til journalist og arbejdede en del år i DR som blandt andet vært og redaktionschef. Arbejder i dag som madanmelder på Politiken og som vært på programmet ’Det sidste måltid’, der i 2023 blev kåret som ’Årets Radioprogram’ ved Prix Audio. Forfatter til bestselleren ’Sømærke’. Bor med sin kæreste og deres tre sammenbragte drenge på Amager.

FAREN SÅ hun sjældent. Måske et par gange om året. Enten hvis han kom på mere eller mindre uanmeldt besøg, eller hvis han tilfældigvis skulle holde foredrag i Thy. Ellers glimrede han mest ved sit fravær. Som hun skriver i en af de mest citerede passager af ’Sømærke’: ”I alle årene er der om min far blevet skrevet, at han havde modet til at gøre det, andre kun drømmer om: at forlade den grå hverdag og tage derhen, hvor drømmene bliver til virkelighed. Men den grå hverdag, det var jo mig.”

I løbet af sin opvækst havde Lærke Kløvedal en oplevelse af at være i en form for forhandling om, hvor hun selv skulle placere sig i forhold til ham. For han var en, alle kendte, og som hendes klassekammeraters forældre altid spurgte ind til – med beundring i stemmen.

”Hvis jeg fortalte en historie om min familie som barn, blev det til en fortælling om Troels Kløvedal. Så var hele anonymiteten forsvundet. Det var et heftigt vilkår, at der altid var en anden historie, en anden person, der kom før én selv. Den kendte forælder. Det gav en helt vild selvbevidsthed, som jeg ikke synes, man bør have på sig som barn.”

En gang imellem var Lærke Kløvedal på besøg hos sin far. Når ikke han var ude at rejse, boede han på en gammel firlænget gård på Djursland. Her kredsede det hele om ham. Og ved middagsbordet var det altid ham og de andre mænd, der underholdt med historier fra de syv verdenshave. Om Biscayen, Samaria-kløften og Bosporus-strædet. Troels Kløvedal sad altid for bordenden, når søkortene blev rullet ud, og der skulle fortælles historier om det, som for alvor betød noget: at rejse.

”Som barn tror jeg, at jeg syntes, at det var åndssvagt, at der var en, der skulle bestemme det hele – min far. I mit voksne liv får autoriteter det stadig til at krible i mig. Jeg tror, det er en reaktion på at skulle være sød, artig, påpasselig og ligesom sno sig for at gøre patriarken tilpas.” 

DET LÅ I kortene, at man efter gymnasiet skulle på dannelsesrejse, og med en far, hvis rejseprogrammer kørte nonstop i fjernsynet, følte Lærke Kløvedal en særlig forpligtelse til også at være eventyrlysten. Hun rejste for eksempel til Indonesien, men kun et døgn senere blev hun ramt af opkast og diarré og glædede sig bare til at komme hjem.

”Jeg voksede op med, at oplevelser og eventyr og alt, der vender udad, har værdi. Man skulle altid rejse længere væk, klatre højere op. Der var ingen værdi i det modsatte, i at have et stille, men rigt, indre liv, og der var aldrig nogen, der sagde, at de ikke kunne lide at rejse,” siger hun og fortæller, at jagten på den høje energi og intensitet fulgte hende i mange år – selv efter at hun havde erkendt, at hun ikke var eventyrer af natur.

”Én ting var eventyrene, en anden var idealet om at hoppe fra forelskelsestue til forelskelsestue. Hvis forelskelsen dalede, var relationen nok død. Jeg havde ikke så meget at spejle mig i, når det kom til lange kærlighedsrelationer, fordi de i min familie oftest blev omtalt som kedelige og ’bredrøvede’. Der har været en uro, en rastløshed, som har været gennemgående i mit liv, og jeg har selv været sådan en, der har haft mange jobs, mange kærester og boet mange steder. Det har taget mig rigtig mange år at finde ro.”

LILLEJULEAFTEN I 2018 gik Troels Kløvedal bort omgivet af sine fem børn på gården i Djursland. Nogle måneder senere tog Lærke Kløvedal tilbage for at tilbringe et par uger på gården alene. 

Det var en opbrudstid, hvor hun følte sig ”en lille smule i frit fald”, og noget trak hende mod farens gård og særligt hans lille digterhytte for enden af den store have. Forskellige forlag havde i årenes løb kontaktet hende med henblik på måske at skrive en bog. Hun havde holdt kaffemøde på kaffemøde, men aldrig rigtig landet, hvordan hun skulle gribe det an. Det eneste, hun var helt sikker på, var, at det i hvert fald ikke skulle være en erindringsbog, og hun skulle under ingen omstændigheder selv være på forsiden.

”Så det gik supergodt,” siger hun ironisk – for det gik stik modsat. ”Dengang havde jeg slet ikke lyst til at skrive om mig selv. Som i slet ikke. Jeg har brugt en stor del af mit liv på at gå rundt om min egen fortælling.”

På farens gård fik hun ikke skrevet meget. Det meste af tiden sad hun bare og stirrede ud i luften. Men på en måde var det også præcis, som det skulle være. For hun fik sagt farvel.

”Han døde i december, og vinterkulden og begravelsen og alt det der … det var fandeme råt. Og så stod jeg der i haven, det var det vildeste forår, og alt stod i flor. Der var sådan en syren-regn, og der var bare … et eller andet, der gav mening. Jeg fik en klar fornemmelse af, at gården ligesom var afsjælet, at han var væk. Altså, at han virkelig ikke var her mere.”

Hjemme i København cyklede Lærke Kløvedal hver morgen ind på Det Kongelige Bibliotek – Den Sorte Diamant – for her at prøve at ryste den bog ud gennem fingrene, som hun vidste, gemte sig et sted. De første par uger gik som på gården, men så cyklede hun en morgen hen over Langebro og fik pludselig en fornemmelse af, at noget trængte sig på. Nogle sætninger, som ville hende noget, og som hun blev nødt til at reagere på.

”Jeg har hverken prøvet det før eller siden, men jeg havde et seks-timers skrive­flow i træk,” siger hun om den dag, hvor minderne væltede ud af hende. For eksempel dengang hendes far kom uanmeldt på besøg i Thy, og de cyklede til stranden sammen, men hun fik sin fod i klemme i cykelhjulet og efterfølgende havde en fornemmelse af at have ødelagt noget, der ellers var gået godt. 

”Der er så mange hensyn at tage i min familie, men at kunne tage afsæt i ’jeg husker’ blev en måde at finde min egen berettigelse. Hvordan jeg husker tingene, er faktisk kun mit. Det var utrolig forløsende at skrive den bog. Det var erindringer og ord, der kom fra mit hjerte, mit system, som blev skrevet med mine fingre på min computer. Der er min fars sandhed, min mors sandhed, mine søskendes sandhed, men det her er min historie. At skrive den bog har været afgørende for min måde at være i verden på.” 

Alligevel blev hun overrasket over, hvor stor en del af pressedækningen der kom til at handle om hendes far, da bogen udkom:

”De var meget optaget af, om der var et oprør, et opgør, en konflikt. Men det er jo netop ikke en historie, der handler om, at mine forældre og den generation har gjort det forkert. Den handler om, at jeg har følt mig forkert i dét.”

MØRKET ER VED at falde på, da bilen triller ind foran Odder Bibliotek, der ligger omgivet af en stor græsplæne, en lille å og små, farverige rækkehuse.

”Enten er jeg talt virkelig varm, eller også er jeg helt tør af at snakke så meget,” griner Lærke Kløvedal, da hun træder ud af bilen.

”Men nu skal vi have en lille mad, og så er der forhåbentlig også et lille glas vin. Det hjælper!”

Hun skæver hen over asfalten til biblioteket.

”Jeg har simpelthen en booker nu. Han er vant til, at de optrædende har ønsker, så han spurgte mig, hvad jeg ville have, og jeg sagde ’ikke noget’. Men han mente, det ville være rart med et eller andet, når man har transporteret sig tværs over landet. Så nu bestiller jeg altid rugbrødsmadder og et glas vin.”

Indenfor er flere hundrede klapstole linet op omgivet af bogreoler.

”Vi kunne have solgt det dobbelte antal billetter,” siger biblioteksdirektøren, da han tager imod sammen med en håndfuld medarbejdere.

”Wow,” siger hun benovet og kaster et blik på de mange stole.

”Snildt,” gentager direktøren. ”Er det ikke rigtigt, at du gerne vil have en æggemad og noget vin? Det står på sedlen.”

Lidt efter skænker Lærke Kløvedal sig et glas fra en flaske Chardonnay, kold og med dråber ned ad siden, og tager en ordentlig tår.

”Ahhh … jeg siger dig, det er dejligt med et glas vin.”

EN TIMES TID senere træder hun op på scenen i sort blazer, en hvid striktrøje med perler lavet af designeren – og veninden – Lærke Bagger, sorte bukser og hvide Asics-sneakers. Odder Bibliotek er propfyldt, og selvom hun forinden har slugt flere og flere gab i knytnæven, er hun nu en fisk i vandet. Svarer omhyggeligt på spørgsmål fra bibliotekets projektleder, der agerer aftenens vært, og knytter anekdoter til, der får publikum til at grine på de rigtige tidspunkter.

Hun læser passager fra bogen, fortæller om titlen, der tager afsæt i de høje sømærker af træ langs den jyske vestkyst, og om efter sin fars død at finde breve, som hendes forældre sendte til hinanden som nyforelskede i 70’erne: ”Det er virkelig intimiderende at få et kendskab til dem på en helt anden måde.” 

I pausen skal der skrives autografer, og det trækker i langdrag, for køen er monsterlang, og hver gang hun har hugget hovedet af den, vokser den på ny. Der drikkes hvidvin og sludres, og imens betragter biblioteksdirektøren virvaret med tilfredshed.

”Min far døde for nylig,” siger han pludselig. ”Jeg synes faktisk, det har været lidt ligesom at være i selvterapi at læse bogen.”

Så er Lærke Kløvedal langt om længe tilbage på scenen. 

”Jeg har også fået vin,” siger hun og løfter glasset mod publikum.

”Hvor mange har egentlig læst bogen?” spørger projektlederen. 

Stort set hele salen rækker hånden i vejret. Lærke Kløvedal kigger rundt med et genert ansigtsudtryk og fremstammer et ”Wow”.

I LØBET AF DAGEN er tidspessimisten blevet tidsoptimist. Lærke Kløvedal har bestilt bord på en restaurant i Aarhus, som hun tidligere har besøgt et par gange – og anmeldt – og hun har allerede én gang ringet til dem og beklaget, at hun kommer til at være sent fremme, sådan omkring klokken 20:45. Men da hun forlader Odder Bibliotek efter yderligere autografskrivning, smalltalk og et par selfies, har klokken rundet 21:30. Hun må endnu en gang ringe og beklage forsinkelsen. Hun puster ud, men uden at være rigtig træt.

”Jeg tror, jeg er sådan lidt … excited. Der er vildt mange indtryk. Der er mange film, der kører. Jeg begynder at tænke over … fik folk det ud af det, de ville have?”

Blandt de mange fremmødte publikummer var hendes gamle engelsk­lærer fra gymnasiet.

”Han var så sød, og jeg bliver simpelthen så glad, når folk, jeg har kendt, møder op,” siger hun og tøver lidt: ”Men de der relationer … det er svært at nå alt det, man gerne vil, ikke?” siger hun og fortæller om dengang, hun var hjemme i Thy for at fortælle om bogen. Forinden var hun nærmest ”opkast-nervøs”, for på stolerækkerne sad mange af hendes gamle klassekammeraters forældre og mange gamle bekendte, og hun kunne ikke lade være med at spekulere på, om de tænkte: Hvem tror hun, at hun er? 

Men ved foredragets afslutning blev hun mødt af den længste signeringskø, hun endnu har oplevet.

”Det var megarørende og en helt vildt syret aften. Lige da vi var flyttet til Thy, fik jeg slået en rokketand ud af en fodbold. Jeg var stadig halvt københavner og havde en følelse af overhovedet ikke at kunne finde ind til, hvad fanden der foregik. Men i foredragssalen var der en, der rakte hånden op og sagde: ’Jeg vil gerne starte med at sige undskyld.’ Så ved man aldrig, hvad der kommer, vel? Men så sagde hun: ’Jeg tror, det var mig, der skød din tand ud.’”

LÆRKE KLØVEDAL OM …

Amager

”Der er alle de her fordomme om Amager, men det er øen simpelthen så ligeglad med. Det er en energi, der passer perfekt ind i mit liv.”

Vinterbadning

”Jeg er medlem af badeklubben Helgoland, og det er en nudist-badeklub. Det er jo fint for nogle, men jeg bliver for selvbevidst, og så møder man alle mulige, man kender, og så står man der, ikke? Nu tager jeg den med badetøj på fra badebroen længere nede ad stranden.”

Thy

”Min opvækst dér var en evig forhandling med omgivelserne. Vinden kunne nærmest ydmyge én, og man kunne få vindlussinger. Og samtidig var skønheden så stor, at den tog pusten fra én.”

At skrive madanmeldelser

”Man skylder at gøre sig umage, for det er folks levebrød. Jeg skriver mine anmeldelser, som om jeg skulle stå over for kokken og læse den.”

Åndelighed

”Min veninde siger, at det værste, der er sket for spiritualitet, er ordet ’spiritualitet’. Det giver jeg hende ret i. For mig er ’åndelig’ et bedre ord. Jeg har selv haft nogle ret vilde oplevelser.”

Drømmegæster i ’Det sidste måltid’

”Min drøm er at få Nik & Jay med en dag. Dem begge to på én gang. Deres management har sagt nej tre gange. Jeg bliver ved med at spørge dem.”

ET MØNSTER HAR gentaget sig hele dagen. På turen fra København til Odder har Lærke Kløvedal stillet næsten lige så mange spørgsmål, som hun har besvaret. Hver gang der har været en åbning, har hun byttet roller: ”Hvor kommer du fra i landet?” ”Hvad laver din kæreste?” ”Havde du en bedste ven, da du var 15 år?”

På Odder Bibliotek fik hun hele projektlederens fortælling om at vokse op i Italien og mere til, og fremme på restaurant Bardok i Aarhus er det igen hende, der stiller spørgsmålene. Denne gang til køkkenpersonalet, der hænger ud i baren efter afsluttet vagt.

”Har det altid været din drøm?” spørger hun en yngre kvinde efter allerede at have fået ud af hende, at hun netop har bestået kokkeuddannelsen. 

Det er langt ud på aftenen, og der er ingen andre gæster i restauranten med klare blå, orientalske vægfarver og eksotisk musik i højttalerne. I en firestjernet anmeldelse nogle år tidligere beskrev Lærke Kløvedal restauranten som ”Georgien møder Italien møder Rusland møder Tyrkiet møder Frankrig”.

”Gav jeg dem for lidt stjerner? Måske kunne de godt have fået fem?” spørger hun, da hun sætter sig ved et af træbordene og siger: ”Er her ikke vidunderligt?”

Tjeneren kommer lidt efter med hvidvinen, en naturvin, der er på nippet til at være en orangevin, og hun lyser af begejstring.

”I love it! Det er en vin, man bare hælder ned. Der er ingen modstand. Man får lyst til mere og mere og mere.”

Da han lidt efter ankommer med khinkali – georgiske dumplings med svinekød – udbryder hun et overbegejstret ”Yay!”.

”Tak for at holde så længe åbent,” siger hun så. ”Det smager simpelthen så helt utrolig røvgodt.”

MADANMELDERE HAR IKKE samme magt som tidligere, hvor en dårlig anmeldelse kunne lukke en restaurant, men jobbet vækker stadig opsigt. Lærke Kløvedal har skrevet madanmeldelser for Politiken i snart syv år, og på de fleste restauranter i de store danske byer ved man, hvem hun er. Hun oplever det, når hun tropper op på en restaurant, og personalet, pludselig og uden forespørgsel, flytter hende til en bedre plads.

”Så bliver det ret tydeligt. Men man skal jo helst have en fornemmelse af, hvordan det er på en almindelig aften. Heldigvis har sociale medier åbnet markedet, så dagbladene slet ikke er så vigtige mere,” siger hun.

Da hun begyndte at skrive madanmeldelser, fik hun også den første spæde fornemmelse af egen stemme. Hun sendte en uopfordret ansøgning til Politiken og fik lov at lave en prøveanmeldelse af restaurant Gorilla i Kødbyen i København.  

”Da jeg havde skrevet den igennem første gang, kunne jeg se, at det for pokker ikke var sådan, jeg lyder. Det var sådan, midaldrende mandlige madanmeldere lyder. Så jeg skrev den igennem igen, og den blev det allerførste lille pip af en personlig stemme,” siger hun om anmeldelsen, hvor hun lagde vægt på sansningen – som for eksempel ”solen, der farvede Kødbyen lyserød”.

”Jeg havde ikke tidligere læst om at blive berørt af måltidet og den slags. Men det er sådan, jeg spiser, så på en måde blev det også nødt til at være sådan, jeg skrev.”

TEENAGEÅRENE FIK Lærke Kløvedal fritidsarbejde på pizzeriaet Roma i Thisted og var betaget af, hvordan de italienske ejere efter lukketid gjorde sig umage med at lave mad til personalet og satte sig om bordet i fællesskab med maden i centrum. 

Da hun senere flyttede til København, fik hun arbejde på først en burgerrestaurant og senere en af byens første sushirestauranter. Hun var draget mod den kulinariske verden og husker stadig, da hun cyklede på Christianshavn og så kokkene og køkkenpersonalet sidde foran Era Ora, byens italienske toprestaurant dengang, og hvordan hun oplevede synet som magisk.

”Jeg var lige flyttet til København, og ens sensorer er helt åbne. De sad der i solen med deres åbne kokkejakker og lignede fandeme … rockstjerner. Det var så sejt. Det var ligesom at se en skuespiller eller musiker, før de skal på scenen.”

Selvom hun elskede restaurantverdenen, overvejede hun ikke at skabe en karriere inden for den, men fandt til gengæld samme energi i filmbranchen. I begyndelsen af sine tyvere fik hun arbejde på Nimbus Film. Hun begyndte som ulønnet praktikant, men arbejdede sig op og var i en periode assistent for Thomas Vinterberg i kølvandet på den sprudlende dogmeperiode.

”Jeg fandt ud af, at jeg var god til at være fødselshjælper for andres ideer. I filmbranchen er der altid brug for en, der tager sig af ting og aflæser, hvornår der er brug for en kop kaffe. Lidt ligesom tjenerbranchen. Det er også en branche med meget store egoer, og det var noget, jeg kunne genkende. Jeg følte mig på en måde hjemme i det der med at have alle antennerne ude og sørge for, at overhovedet havde det godt.”

Senere tog Lærke Kløvedal journalistuddannelsen i Odense og fik job på DR, hvor hun i en årrække var journalist på Deadline og redaktionschef andre steder i huset – igen en rolle, hvor hun arbejdede for at forløse andre og deres ideer. Med tiden oplevede hun et voksende behov for at stille sig frem med noget, der var hendes, men først efter to stresssygemeldinger og en frivillig opsigelse på DR fik hun et tiltrængt perspektiv på det hele.

”Det gik op for mig, hvor gak en arbejdskultur der var i begge brancher. Det blev set som en styrke at sende e-mails fem minutter i midnat. Det var work hard, play hard, og i mange år var det også en stærk identitetsmarkør for mig selv. Jeg bildte mig ind, at jeg godt kunne lide at have travlt. I tyverne, da alle mine venner studerede, var jeg full on i gang med voksenarbejdslivet, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Hvorfor går det så langsomt for de andre?’ I dag undrer jeg mig over, hvad jeg havde så sindssygt travlt for.”

SIDEN DECEMBER 2019 har Lærke Kløvedal været vært på radioprogrammet ’Det sidste måltid’, hvor hun interviewer en kendt dansker, mens de spiser et selvvalgt treretters måltid – som om det var det sidste – og gennemgår vedkommendes eftermæle. 

I de hidtil cirka 140 afsnit har hun haft besøg af skuespillere, musikere, forfattere og af statsminister Mette Frederiksen. Hun var svær at trænge ind under huden på, men til den seneste nytårstale stod Lærke Kløvedals bog som en af de få på bagvæggen bag hende, så helt skidt var det vel næppe.

Det var i forlængelse af sin fars død, at hun fik ideen til programmet. Han var syg med ALS i flere år og gav sit livs sidste store interview til Ud & Se i 2018. Det oplevede Lærke Kløvedal som en rigtig fin måde at sætte punktum på.

”Han faldt så fint til ro ved at give sit sidste store interview. Der var noget i den proces, som jeg tror var rigtig godt for ham,” siger hun og fortæller, at hun i den forbindelse kom til at tænke over begrebet ’eftermæle’. Hvad kunne folk godt tænke sig, der blev nævnt og sagt, hvis man selv kunne vælge? Hvilke historier er væsentlige i vores livsfortælling? Og hvilke bliver bare genfortalt i det uendelige, uden at de måske er vigtige for én selv?

I ’Det sidste måltid’ læser Lærke Kløvedal en nekrolog højt for gæsten, som vedkommende får lov til at rette i, og så snakker de ud fra den. Ud over at være et interviewgreb er det også en anledning til at snakke om døden. Et tema, der fylder for hende selv, især efter at have begravet både en far og en stedfar. Mens hendes far var syg længe, kom stedfarens pludselige død som et chok.

”Det var vildt, hvor længe det varede, før der overhovedet var plads til sorgen. Det chok stod ligesom i vejen for alting. Det var omvendt med min far, der var der tale om ’ventesorg’. Når ens forældre dør, går det samtidig op for én, at man er den næste på bænken. Men så længe man har børn, duer det jo ikke at dø.”

LÆRKE KLØVEDALS barndom havde hendes mor en stor køkkenhave. Hun havde stor råvarebevidsthed og grønne fingre, og i perioder var de selvforsynende. Og selvom de ofte bare var de to, gjorde moren meget ud af måltiderne.

”Det kopierer jeg med sikkerhed ikke selv, når jeg er alene med min søn – så spiser vi bare et spejlæg. Men min mor lavede rigtig aftensmad hver aften. Det har i virkeligheden været hendes måde at vise omsorg på, og det gik op for mig, da jeg skrev bogen,” siger hun og fortæller, at hun for snart mange år siden blev opmærksom på begrebet ’kærlighedssprog’ – som handler om, hvordan vi på forskellig vis udtrykker kærlighed over for hinanden.

”Min mors kærlighedssprog var at lave mad. Hun lavede nogle helt fantastiske madpakker. Sandwich med alle mulige lækre ting. Det var nærmest en begivenhed i skolen at se, hvad hun havde lavet til mig.”

Lærke Kløvedal var aldrig med sin mor i køkkenet, men det var hun til gengæld med stedfaren Ole, da han kom ind i billedet.

”Nu har jeg selv prøvet at have børn med i køkkenet, og det tager jo en krig. Man er træt og sulten, og det er et svært tidspunkt, ikke? Men Ole havde sådan en lethed og en nysgerrighed på mad. Og så var han bare … rolig. Det gjorde ikke noget, at mayonnaisen skilte. Så lavede vi bare en ny.” 

Det var også i særlig grad stedfaren, der lærte hende nydelsen ved at sætte sig omkring et bord og spise og bare være sammen.

”Måltidet er noget, vi deler. Det er tid, vi sætter af til hinanden. Man rejser sig ikke bare op og går efter én bid. Måltidet har sin egen dramaturgi, som jeg har det så godt i,” siger hun og fortæller, at hun omvendt har det svært med langbordet, som hun ofte oplevede i barndommen. Her var der for mange ubekendte: Hvem snakker man med? Snakker alle sammen? Snakker man én ad gangen, mens de andre lytter? Er der mange, der snakker sammen samtidig? 

”Hvis flere forskellige snakker, ender jeg med at sidde og lytte på alle samtaler, og så sidder jeg og vender og drejer hovedet. Det er enormt forvirrende. Man ender også tit med at fortælle den samme historie hele aftenen, fordi man snakker med en ny. Jeg er ikke vild med det. Jeg elsker de mindre borde, hvor man snakker én ad gangen og lytter til hinanden.”

I ’SØMÆRKE’ skriver Lærke Kløvedal om i årenes løb at spørge sin mor om, hvornår hun var lykkeligst. De fleste gange blev spørgsmålet affejet, men en enkelt gang svarede hun, at det var, når hun var på vej til noget nyt – på vej til Portugal og ’Fattigrøvenes ferieparadis’.

Men hvad med Lærke Kløvedal selv?

”Nu … eller ikke nu-nu, men …”

Hun bliver afbrudt, da tjeneren kommer med sidste servering. Grillet nakkefilet i granatæblesirup med fermenterede grøntsager, hjemmelavet yoghurt og fladbrød. Endnu en gang får hun stjerner i øjnene.

”Ej, hvor tjekket. Hvor fedt!”

Vinflasken er næsten tom, aftenen næsten slut. Dagen efter venter et familiebesøg i Aarhus, og så er det retur til Amager. I den kommende tid har hun tænkt sig at undersøge, om hun også kan skrive fiktion. Hun er ikke færdig med at skrive bøger, for processen omkring ’Sømærke’ viste sig at være afgørende. 

”Jeg tror, det har været min redningskrans. Jeg har tendens til … hos min psykolog kalder vi det ’at være spejder’,” siger hun, tager fingrene op til tindingen og genopfører den klassiske tjikker-likker-spejderremse: 

”Det er noget, der ligger dybt i mig: ’Se, hvor flittig jeg er!’ ’Se, hvor dygtig jeg er.’ Men det har jeg kunnet slippe i skrivearbejdet.”

Det er nemlig gået op for Lærke Kløvedal, at hun har det bedst, når hun ’vender indad’ og har et liv, der handler om familien og hendes nærmeste.

”Dengang på DR kunne jeg se, hvordan alt det, der var breaking, var ren heroin i årerne på nogle af mine kolleger. Men jeg blev bange og ængstelig, det skabte ringe i vandet, og jeg blev pludselig bange for at tage metroen. Jeg har haft brug for at slippe alt det der. Jeg tror ikke på, at vi udvikler os, når det støjer. Jeg tror, vi udvikler os, når der er stille.”

Så kommer hun i tanke om spørgsmålet fra tidligere. Hvornår er hun selv lykkeligst?

”Jeg er ikke sikker på, at lykken er så vigtig. Den er utrolig flygtig. Jeg tror, det er vigtigere at finde fred – med sig selv, sin opvækst, sine valg,” siger hun. ”Og det har jeg nok faktisk gjort nu.”

”Fordi jeg i så mange år har levet et liv, hvor tingene ofte er blevet revet op med rode, har jeg en forandringsparathed i mig – på godt og ondt. Den kan være sund og stærk, men også det modsatte. Jeg har fundet en base, der handler om min nære familie og den kærlighedsrelation, jeg er i. Jeg leder ikke på samme måde efter udveje, som jeg gjorde tidligere. Jeg vil bare gerne være lige her. Som den, jeg er, med en bundsolid fiskekrog ned i alt, der er min familie. Og jeg elsker hverdagslivet. Sorry, jeg ved, at det ikke er særlig spændende. Men jeg glæder mig til at komme hjem og til at stå op og sende min søn godt af sted med en madpakke i skoletasken. Og til at snakke med ham om, hvordan hans dag er gået, når han er hjemme igen. Det er det mest meningsfulde, jeg kan foretage mig.”

/