Indlæg

JAN HELLESØE har indtaget pladsen som landets største illusionist og magiker. Men bag de bruntonede briller og det snedige drag om munden gemmer sig en nærmest selvudslettende generthed. Ud & Se har fulgt fænomenet, der kan narre dig til hvad som helst.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Martin Bubandt

”HEJ JAN,” er der en, der siger allerede ude på parkeringspladsen bag Kislings, og endnu en på vej ind ad døren på den lille kaffebar i centrum af Sønderborg. Indenfor er der fyldt ved de mange borde, men så er der en, der råber fra nogle brune sofaer midt i lokalet: ”Hej Jan, jeg skal til at gå, du kan få min plads …”

Et øjeblik efter sætter Jan Hellesøe sig til rette. Det røde hår er tilbageredt, det røde skæg veltrimmet, og brillerne som sædvanligt markante med mørktonede glas. ”Jeg synes, det er dejligt at gå rundt her, og man ved, hvem folk er. Så sidder ham der – jeg kan så ikke lige huske, hvem han er, men jeg er sikker på, jeg har mødt ham før – og tilbyder én sit bord. Det er fantastisk.”

Selv bor 40-årige Jan Hellesøe i en næsten 100 år gammel murstensvilla, som han og hustruen har renoveret løbende, siden de flyttede tilbage til hjemstavnen efter en årrække i København. Tidligere i år blev de gift – hun havde altid sagt, at hun ville fries til, inden hun blev 40 – så han gjorde det på hendes fødselsdag. 

Lidt efter kommer tjeneren ned med en vegetarsandwich på særbestilling. Den står ikke på kortet, men på disse kanter kan alting lade sig gøre, hvis man spørger pænt. Før han sætter tænderne i, fisker han en tandbøjle ud af munden. 

”Sådan er det, når man bliver gammel, så begynder det hele at rasle på en helt anden måde,” konstaterer han. Selv fyldte han rundt få måneder forinden og har det godt med at blive ældre, selvom han ironisk nok aldrig har formået at ligne sin alder. 

”Førhen så jeg yngre ud, end jeg var, så jeg higede altid efter at se ældre ud. Men nu har jeg i lang tid set ældre ud, end jeg er.”

For omkring 10 år siden tippede det. Det var dengang, han begyndte at lave programmet ’Fuckr med dn hjrne’ på DR og for alvor fik travlt med den karriere, der siden har gjort ham til landets mest kendte hypnotisør, illusionist og psykologiske manipulator. Selv mener han, at de tre titler beskriver det meget godt. Dengang fandtes der intet lignende program i Danmark, men det blev en succes, og lige siden har han været vant til opmærksomhed i offentligheden. 

”Det er også derfor, det er hyggeligt hernede, hvor folk kender hinanden og ved, hvem ens forældre er, og sådan noget. Alle er også ligeglade med, at jeg er her. Det er lige før, det er værre, når jeg er i København,” siger han, men han har knap sagt sætningen færdig, før en ældre kvinde stopper op og begynder at kigge indgående på ham. 

”Hej,” siger han. 

”Jeg ved godt, hvem du er, hele Danmark kender jo dig. Når man ser, hvad du foretager i fjernsynet, er det jo helt vildt,” siger hun. 

”Hvor er du sød, tak.” 

”Og når du så er herfra … det gør det jo ikke ringere. Du er da herfra, ikke?” 

”Jeg kommer herfra og bor her. Der er dejligt i vores lille Sønderborg.”

”Bor du her?” spørger hun overrasket. 

”Ja, det har jeg gjort i syv år nu.” 

”Jeg troede, de alle sammen boede i Nordsjælland, når de blev kendte.”

”Det gør vi ikke.”

”Hvor dejligt.” 

TIL BLÅ MANDAG gik turen til Flensborg, det var kutyme, og 14-årige Jan Hellesøe traskede sammen med kammeraten René rundt og kiggede på butikker i den tyske grænseby i deres stiveste puds. Som klassens outsidere passede de lidt sig selv. På et tidspunkt stødte de på en lille gyde, hvor der for enden lå en lille butik med drager og jongleringsudstyr ude foran. Det var spændende nok til at lokke dem indenfor. 

Her viste manden bag disken dem en magisk trylleæske. Man kunne lægge en mønt i den lille æske af træ, lukke den, vente lidt, og når man så hev skuffen ud igen, var mønten væk. Jan Hellesøe havde aldrig set noget lignende. For første gang nogensinde besluttede han sig for at købe noget til sig selv. Han lagde en sjat af sine konfirmationspenge på disken og erhvervede sig trylleæsken og – uden at forstå omfanget af det endnu – en form for identitet. 

De første 14 år af sit liv havde han forsøgt at gå i ét med tapetet. Han var lille, rødhåret og havde store fortænder. Og så var han forfærdelig genert. Han havde vanskeligt ved at kigge folk i øjnene, og det var decideret umuligt for ham at have en helt almindelig samtale, medmindre det var med nogen, han følte sig meget sikker ved.

”Ingen drillede mig, hvilket er ret syret, men jeg gjorde omvendt heller ikke nogen noget som helst. I min egen klasse følte jeg mig altid tryg, for der kendte jeg de andre, men uden for klassen var jeg fuldstændig usynlig.” 

Med trylleæsken kunne Jan Hellesøe møde verden på en helt anden måde. Nu behøvede han ikke længere at stille folk spørgsmål såsom: ”Nå, hvordan har din dag så været?” Han  kunne i stedet rette fokus væk fra sig selv og hen på den lille magiske æske.

”Jeg turde ikke snakke med nogen, men nu havde jeg noget, som jeg kunne få folk til at kigge på i stedet for på mig.”

En måneds tid efter konfirmationen var han på Færøerne – han er kvart færing – og familien skulle til bryllup med hjemmebrænderi og 300 gæster. Siden blå mandag havde han allerede udvidet sit lille show, blandt andet med et spil kort, der var særligt designet til korttrick, men det var stadig hans lille trylleæske, der var stjernen i samlingen. Bryllupsfesten var en ideel anledning til at teste den af for endnu flere. I løbet af aftenen fik han folk til at lægge en tyver i æsken, hvorefter han fik den til at forsvinde. Den aften tjente han 140 kroner. 

”Jeg kan tydeligt huske den der følelse af … på engelsk ville man sige empowerment. Det der med, at man kan mærke, at nu kan man et eller andet. Indtil da havde jeg ikke kunnet noget som helst. Jeg turde stadig ikke snakke, men nu kunne jeg i det mindste vise dem noget, de blev imponeret af.”

Hjemme i Sønderborg var det genboen Gynter, der ofte stod for skud. Han var ingeniør på Danfoss, men det lykkedes Jan Hellesøe at drive ham til vanvid med et tryllesæt bestående af en metalstav, der – på øjensynligt magisk vis – kunne gå igennem en ring. 

”Gynter fik aldrig nogensinde hemmeligheden at vide, og jeg elskede det.” 

Den kommende tid voksede mængden af rekvisitter, som Jan Hellesøe samlede i en lille sort tryllekuffert. Og han forlod ikke længere hjemmet uden forskellige ting og sager i lommerne, for hvis nogen kontaktede ham, kunne han straks tage et eller andet frem og henlede opmærksomheden.

”Jeg tog på en måde en masse skridt op ad den sociale stige, selvom jeg stadig var lille og rødhåret. Det gav et kæmpe selvtillidsboost at gå fra at være vildt genert, til at andre sagde: ’Wow, han er den vildeste!’”

JAN HELLESØE

Født 1982 i Sønderborg, hvor han bor i dag med sin kone og tre børn. Var ved at uddanne sig til smed, da han fik for travlt som tryllekunstner. Er stadig i dag svært begejstret for at svejse i sin fritid. Har blandt andet lavet tv-programmerne ’Fuckr med dn hjrne’, ’Hypnodating’, ’Manipulator’ og ’I hjernen på stjernen’ samt turneret med ’Fuckr med dn hjrne – Live’, ’Manipulation’, ’2 hjerner 1 show’ med hjerneforskeren Peter Lund Madsen, ’Forført’ og senest ’Forudsigelser’, som kan ses i december og i foråret rundt­om i landet. Har desuden stået bag en online rygestophypnose på Facebook, hvor omkring 100.000 så med.

TIL TYSK-EKSAMEN i 9. klasse tryllede Jan Hellesøe sig til et 11-tal. Emnet var ’hobbyer’, og han kunne ikke mange tyske ord, men under den halve times forberedelse fandt han nogle tændstikker, to elastikker og en 50-øre frem, og med dem fremførte han et lille show, der gik rent ind hos både lærer og censor. Da han efterfølgende ringede til sin mor og fortalte det, grinede hun bare: ”Ej, hvad fik du rigtigt?” 

Hun var ikke den eneste, der ikke troede på det, for alle vidste, han ikke kunne tysk. Han kunne til gengæld trylle, men da der ikke var nogen tryllekunstneruddannelse i Sønderborg, besluttede han sig for at blive elektriker som sin far. På uddannelsen skulle Jan Hellesøe lave en loddekolbestation, og han forstod ikke meget af hverken transistorer, modstand eller komponenter, men da han fremviste den, udbrød elektroniklæreren Poul: ”Jeg har sgu aldrig set så flot en kasse før! Er du sikker på, du ikke skal være smed?”

Så gik turen over til Finn i smedelokalet, hvor Poul overleverede ham med ordene: ”Den unge Hellesøe her skal sgu nok være hos dig i stedet for.” Her kunne Jan Hellesøe få lov til at bygge, konstruere, skære ud og svejse, og han kunne lave en grill, som han kunne forære sin far.

”Jeg gik allerede dengang i fint tøj og havde markante briller, så jeg fik det skæve blik af bondemandssønnerne på holdet. Men da jeg først kom i gang med at svejse, var de imponerede, og jeg syntes selv, det var det fedeste i verden.” 

De andre på holdet døbte ham ’Skærebrænder-Jan’ på grund af hans rolige hånd, når der skulle skærebrændes med gas og ilt. Han havde utvivlsomt et vist talent, alligevel mærkede han en snigende fornemmelse af, at det ikke var her, hans fremtid lå. Sideløbende med uddannelsen var han fortsat med at trylle, og han optrådte små steder hist og her. Så en dag sagde han til smedemestrene Finn og Wolfgang: ”Hør her, det er supersjovt at bygge plove, stakitter og jerntrapper, men jeg skal optræde.”

Det tog de begge to overraskende godt. Faktisk foreslog de, at hvis han fik brug for at lave rekvisitter til sine optrædener, kunne han komme op på skolen og bygge dem. Hans forældre bakkede ham også altid ubetinget op, men andre i Sønderborg var mere skeptiske. Særligt hans jævnaldrende i byen grinede ad ham i krogene, og han måtte mere end én gang lægge øre til at være ”lidt af en idiot, for det der, det kommer han aldrig nogensinde til at leve af”.

”Det er selvfølgelig let nok at kigge bagud og se ens liv som en lige linje, men selv hvis jeg zoomer ud, kan jeg se, at jeg – trods slalomsving, bakker og omveje – altid har været på vej i den her retning. Jeg skulle optræde. Det har jeg et eller andet sted vidst, siden jeg stod i den butik i Flensborg og så på den lille trylleæske.”

I MIDTEN AF tyverne var Jan Hellesøe på sit første hypnosekursus. Det var … en blandet fornøjelse. Hen over et par dage lærte han en masse om hypnose, men han prøvede ikke selv at hypnotisere og fik ikke så meget som en snert af en rigtig hypnose undervejs. Det bekræftede hans antagelser om, at det var noget humbug. Han troede ikke på det og var blot taget med på kurset med en kammerat for at få bekræftet sin skepsis. 

På det tidspunkt optrådte han sporadisk rundtomkring i landet med sit trylleshow, men selv med 10 år på bagen kunne han stadig ikke leve af det. Den største del af hans indtjening kom i stedet fra at designe og udvikle optiske illusioner for blandt andet Det Kongelige Teater, Det Ny Teater og Nørrebro Teater. Hvis nogen i ’The Phantom of the Opera’ skulle gå igennem et spejl, eller der skulle hives noget ud af en kuffert i ’Mary Poppins’, var han manden, man gik til.

Det var den tryllende komiker Rune Klan, der havde ført ham ind i den verden. Et par år forinden havde han hørt, at der rendte en ung sønderborgenser rundt, der kunne lave underfundige og spøjse rekvisitter. Rune Klan havde brug for at få Jonatan Spang til at forsvinde under en scene i forestillingen ’Peer Gynt’ på Betty Nansen Teatret, men var ved at give fortabt efter at have prøvet alt muligt af. 

”Ved du, hvordan man kan det?” spurgte Rune Klan derfor i røret. 

”Ja ja, det kan jeg sagtens,” svarede Jan Hellesøe, og et par dage efter sad han i toget til København med en papkasse på skødet, der tillod, at Jonatan Spang kunne kravle ned i den, hvorefter den blev lukket, smadret og krøllet sammen – uden at der skete ham noget. 

Det gav Jan Hellesøe adgang til både de største komikere og de største teatre i landet. Men det var altid bag scenetæppet. Han var selv draget af scenen og blev ved med at udforske, hvad der skulle være hans rolle. Undervejs kom han forbi alverdens forskellige subgenrer, heriblandt hypnose. Som det sidste, før Jan Hellesøe og de andre deltagere forlod det tvivlsomme kursus, sagde underviseren: ”Når I kommer hjem, skal I bare sige, at I kan hypnotisere. Det vigtigste er, at folk tror på, at I kan.”

ET PAR DAGE senere sad Jan Hellesøe til middag med nogle kammerater fra Sønderborg. ”Når du nu er så skidegod til det der hypnose, kan du så ikke hypnotisere min kæreste?” udbrød en af dem. Jan Hellesøe havde besluttet sig for at følge underviserens sidste ord og havde fortalt alle og enhver, hvor fantastisk det der hypnosekursus havde været, og at de havde hypnotiseret på livet løs. Nu sad han i saksen.

”Jo, jo,” svarede han, vel vidende at masken snart ville falde, og så ville den leg være ovre.

Han trak vennens kæreste til side for at lave en såkaldt induktion, der skulle få hende ind i en trancelignende tilstand, hvor hun både var fokuseret og afslappet. Han begyndte at tale om en fjer, der faldt stille og roligt, og pludselig begyndte hun at grine. ”Hvorfor griner du?” spurgte han. ”Det kilder i maven, når jeg falder nedad,” svarede hun.

”Hvad sker der her?” tænkte Jan Hellesøe, der hverken havde kildet hende eller sagt noget sjovt. Men hun simpelthen skraldgrinede, fordi hun følte, at hun var en fjer, der faldt fra side til side, så det kildede i maven. Uden tricks i ærmet, fordi han aldrig havde hypnotiseret før, besluttede han sig for at fortsætte.

”Når du om et øjeblik åbner øjnene og ser min arm, vil du begynde at fryse,” sagde han, og ganske rigtigt, da hun åbnede øjnene, begyndte hun at ryste af kulde. Så gjorde han det samme igen, men hvor hun i stedet ville få det varmt.

”Så begyndte hun at svede … jeg har siden taget mange uddannelser og fundet ud af, at man ved hjælp af hypnose kan forstærke ting, vi i forvejen kan, såsom at fryse og svede. Det viste sig, at hun var en af dem, der er ’højt hypnotiserbar’, som man kalder det. Jeg ramte jackpot første gang.” 

Efter de indledende manøvrer hev Jan Hellesøe hende med ind til de andre. 

”Nå, er hun så i hypnose nu?” sagde kammeraten, ikke uden en vis skepsis i stemmen. 

”Ja,” svarede Jan Hellesøe og sagde ”Sov” til hende. Straks begyndte hun at snorkboble, mens resten af bordet kiggede lamslået til. ”Om et øjeblik, når du vågner og ser på din kæreste, vil du være fuldstændig ellevild med ham og mere forelsket end nogensinde før. En. To. Tre. Vågn.”

Da hun kiggede op, var hun smaskforelsket. Hun kunne slet ikke få hænderne fra sin kæreste, der var skræmt fra vid og sans: ”Få hende til at lade være,” udbrød han.

Jan Hellesøe fik hende til at sove igen, tog et skridt videre og sagde, at når hun vågnede igen, ville hun tro, at kæresten var Michael Meyerheim. 

”Knips, så troede hun, at han var Michael Mey­er­heim,” siger Jan Hellesøe og ser stadig nærmest vantro ud 15 år senere. ”Det der øjeblik var sindssygt. Det blev fuldstændig definerende for min karriere.”

Da selskabet et par timer senere blev opløst ved to-tiden om natten, ringede Jan Hellesøe straks til sin kammerat, der havde været med på hypnosekurset, og vækkede ham. Han måtte ud med det: ”Du tror, det er fucking løgn … det fungerer. Det virker. Det er rigtigt.”

HELT HYPNOTISK

Ifølge Jan Hellesøe er omkring 20 procent af befolkningen ’højt hypnotiserbare’. Man ved dog ikke præcis, hvad der gør det. ”Det er et fænomen i hovedet, ligesom placebo, og folk ved som regel ikke, om de har det eller ej. I weekenden hypnotiserede jeg en 60-årig kvinde, og hun anede ikke selv, at det var noget, hun havde adgang til, men jeg hypnotiserede hende meget hurtigt og meget let. Jeg plejer at sige, at det er en superkraft, for det handler om at være superfokuseret og afslappet på samme tid, lidt ligesom når man dagdrømmer, mens man kigger ud ad vinduet i toget.”

DET HAR STÅET ned i stænger nonstop siden daggry, men da Jan Hellesøe når frem til Odense først på eftermiddagen, er det så småt begyndt at klare op. Han har tilbagelagt et par timers kørsel fra Sønderborg til teater- og musikstedet Magasinet, og med grøn hat og et silkehalstørklæde viklet om halsen træder han ud på de våde brosten i centrum af byen. Dårligt har han åbnet bagsmækken på bilen og er begyndt at bære sine rekvisitter ud, før der igen er bud efter ham.

”Undskyld, vi kigger sådan,” siger en midaldrende kvinde, mens hendes tre veninder fniser. 

”Jeg kigger bare tilbage,” svarer han.

”Nu så vi jo lige, at det var dig.”

”Det er stadig super weird, at nogen ved, hvem jeg er. Det vænner jeg mig aldrig til,” siger han et øjeblik senere på vej ind ad bagdøren på Magasinet, hvor han senere skal optræde med ’Forudsigelser’ – et show, der hen over efteråret og foråret bringer ham hele landet rundt. En måneds tid forinden lagde han ud med premiere i Aarhus foran 1.600 tilskuere. 

”Jeg kom lige liiidt … ikke dårligt, men mindre godt fra start, så jeg knoklede med det hele dagen efter, og til næste show var det anderledes skarpt. Nu glæder jeg mig bare til i aften. Jeg bliver aldrig rigtig nervøs, kun spændt.”

Inde i salen med cirka 600 røde sæder er teknikeren Brian Chopart i gang med at teste højttalere. 

”2-3-4-5. Hey hey, hå hå,” siger Brian i mikrofonen. Jan Hellesøe hopper op på scenen, og én for én gennemgår de alle lys- og lydindstillinger, mens mystisk, storladen musik brager ud i den tomme sal. 

”Hvor gjorde du af papiret?” spørger Jan Hellesøe.

”Det ligger ovre ved edderkoppeæsken,” svarer Brian, som om det var det mest naturlige i verden at sige. Han har været Jan Hellesøes faste tekniker i flere år nu. Hvis der skal være show i Silkeborg, sidder Brian klar i Silkeborg, og hvis det dagen efter er i Nykøbing Falster, sidder han der. Aften efter aften sidder han og ser, hvordan jyder, fynboer og sjællændere får taget fusen på sig. 

”Det, der er lidt sindssygt, er, at man ikke helt ved, hvad han laver,” siger Brian Cho­part med tyk fynsk dialekt. ”Han fucker jo også med mig nogle gange ude bagved. For hyggens skyld nærmest. Jeg siger noget, og så smiler han bare, og så ved jeg ikke rigtigt: ’Sagde jeg det der, fordi jeg havde lyst til at sige det, eller er det dig, der har besluttet dig for, at jeg skulle sige, hvad jeg sagde?’”

Jan Hellesøe smiler underfundigt.

”Nu vil jeg gå ind og gøre mig klar,” siger han, inden han fløjtende går op ad trappen til Magasinets backstagelokaler og lukker døren. 

EFTER JAN HELLESØE havde hypnotiseret sin kammerats kæreste, vidste han instinktivt, at det var noget, han skulle forfølge. Ikke for at få folk til at rende rundt som hovedløse kyllinger, men for at skabe overraskende oplevelser, der måske kunne give andre perspektiver på tilværelsen. 

Han begyndte at trække hypnose ind i sine egne små optrædener for at teste det. Ikke mindst hvor hurtigt han kunne hypnotisere. Til at begynde med tog det ham en halv time, men som tiden gik, blev han hurtigere, og han lærte at hypnotisere folk blandt publikum, uden at de selv var klar over det.

Under kunstnernavnet ’Star Magic’ slog han sig sammen med makkeren Anders Hansen og ­stillede op i TV 2-talentprogrammet ’Scenen er din’. De røg ud allerede i første runde, noget af en mavepuster. Men de store scener var jo alligevel ikke her, men på den anden side af Atlanten, og efter at have tygget på ideen og længe taget tilløb solgte de begge alt, hvad de ejede, og rejste til the land of opportunity i jagten på det store gennembrud. 

På forhånd havde de landet en aftale om at optræde med deres trylle-hypnose-show i det største og længst kørende latinamerikanske tv-show, ’Sabado Gigante’, med 20 millioner seere. De tog til Miami, hvor tv-showet havde hjemme – og hvor der er en stor tryllekunstnerscene – og så var håbet, at det første ville tage det næste. 

Mens de i Danmark havde lært at være underspillede, kunne det i USA ikke blive stort nok, så når kameraerne kørte, slog de teatralsk ud med armene efter hvert nummer. Det skulle dog vise sig at blive de eneste store armbevægelser i lang tid, det var stort set umuligt at få lov til at optræde andre steder, og det betød, at pengene hurtigt slap op. I stedet for at bo på hotel, som de havde gjort i starten, måtte de tage til takke med en skrabet lejlighed i South Beach-kvarteret i Miami. 

”Der kørte bare fuld reggaeton fra tidlig morgen til sen nat, og det hele var bare så … underligt og fattigt. Alle de her latinamerikanere turde ikke dyrke sport i fritiden, fordi de var bange for at komme til skade og ikke at have råd til at blive opereret. Det hele var sådan … virkelig sølle,” siger Jan Hellesøe, der selv røg dybere ned i suppedasen. Det blev en vane for ham at kigge efter mønter på asfalten, når han traskede rundt i Miami. Med fire quarters kunne han købe en dårlig taco, og i et par uger levede han og makkeren udelukkende af cup noodles fra en One Dollar Store. I dag kan han stadig slet ikke klare hverken duften eller smagen af kopnudler.

Efter et halvt år var deres rolle i Miami udspillet, og for de sidste rester af opsparingen rykkede de videre til Las Vegas. Kunne man slå igennem som tryllekunstner eller illusionist i ’Sin City’, var mulighederne uendelige. I første omgang fandt Jan Hellesøe et værelse på Swenson Street, som han senere læste i avisen var den gade i byen, hvor der blev begået flest mord. Her fik han et ”skodværelse” hos en såkaldt hoarder.  

”Det var vitterligt, som man ser det i fjernsynet, gamle telefonbøger var stakket op, og der var skrald over det hele. Det var fuldstændig crazy, og det sejlede, men alligevel så hende, der boede der, pæn og nydelig ud.”

Et par dage efter, at han var flyttet ind, spurgte han, om han ikke måtte rydde op i lejligheden, fordi der var så meget lort derinde. Det fik han lov til, men på den betingelse, at udlejeren skulle godkende, hvad der røg ud ad døren. Hver gang han viste hende noget, skar hun lidende ansigter og svarede benægtende: ”Ah-ah-ah!”

”Til sidst gik jeg kun ud med en helt tynd pose med en avis og et par sider fra en telefonbog.”

JAN HELLESØE OM …

Alkohol
”Jeg ved aldrig, hvem jeg får op på scenen, det er meget tilfældigt, hvad der sker, man skal være så skarp, der er så mange bolde i luften, og når man hypnotiserer, skal man have så meget overskud. Det gør, at jeg helt er stoppet med at drikke alkohol.”

Pauser
”Jeg er glad for at holde pauser i mine sætninger på scenen og i mine tv-programmer. Da jeg havde Mikael Bertelsen med, lærte han mig, at det hedder ’gravidpauser’. Man kommer med noget information, holder pausen, og så kommer forløsningen bagefter. Pausen har altså et lille barn i sig.”

Generthed
”Da jeg var teenager, kunne jeg ikke rigtig snakke med folk, det fungerede jeg ikke til, så jeg overlevede ved at finde på nye ting hele tiden. Hvordan kan jeg få noget til at forsvinde og komme frem igen? Senere blev det til at få bestemte tanker frem i folks hoveder, uden at de opdager det. Jeg er stadig genert. Hvis ikke det handler om mit arbejde, er jeg ikke en, der går hen til folk. Overhovedet. Det har jeg det slet ikke godt med. Jeg vil helst ikke forstyrre nogen som helst.”

DA DET SÅ allerværst ud, fik Jan Hellesøe og hans kammerat pludselig hjælp fra en uventet kant: selveste Hilton-familien. Det viste sig, at makkeren havde en forbindelse til den rige hotelfamilie. Hans onkels kones søster var mange år tidligere blevet gift med den yngste søn – og dermed yngste arving – af grundlæggeren Conrad Hilton, Eric Hilton. Bibi Frandsen, der nu hed Bibi Hilton, kom fra Sønderborg-egnen, og da hun hørte om de to forhutlede tryllekunstnere fra hjemstavnen, inviterede hun dem til at bo i et gigantisk hus i Las Vegas. Eneste betingelse var, at de skulle hjælpe til med dagens gøremål. 

Eric Hilton var dengang en mand i halvfjerdserne, og det blev Jan Hellesøes opgave at holde styr på hans medicin og tage med ham, når han skulle forbi en af sine ni faste læger. 

”Jeg var middelklasse-Jan fra Sønderborg, og pludselig fløj jeg med Eric Hilton til Los Angeles, hvis han skulle til lægen. Det var sgu et vildt indblik at få.” 

Jan Hellesøe havde flere gange overvejet at rejse hjem, men nu havde han ikke bare tag over hovedet, men et af de største og fineste af slagsen. 

”Det var sgu ret syret. Eric var ydmyg og rolig, han havde ikke brug for at prale, men samtidig var det bare en helt anden verden. På et tidspunkt tog jeg med ham til Los Angeles, hvor han skulle have et møde i Hilton Foundation. Efterfølgende kom han ud med et lille smil på læberne og sagde: ’De var sgu ikke så glade derinde.’ Det viste sig, at de havde tabt 800 millioner dollars i aktier den dag.” 

Fra Las Vegas skulle man blot køre tre kvarter i den ene retning for at stå på ski i bjergene og tre kvarter i den anden for at nå frem til sandstensørkenen ’Valley of Fire’. Og så var der naturligvis ’The Strip’, den berømte og berygtede hovedgade med hoteller, kasinoer og spilleshows. 

”Las Vegas er først og fremmest et turistmekka, og det kan virke superfrastødende til at starte med. Når man ankommer i lufthavnen, står der allerede spillemaskiner alle vegne. Ding, ding, ding, ding! Der er reklamer for shows alle vegne og alt det der, men der er til gengæld også nogle fucking fede shows.”

I LAS VEGAS forsøgte Jan Hellesøe at skabe forbindelser til folk i tryllekunstnerbranchen. Men selvom han tilbragte næsten to år i USA, fik han kun lov at optræde enkelte steder – blandt andet en uge i træk med 21 shows på et spillested i Los Angeles – og han fik da også etableret visse kontakter, heriblandt til de tyske illusionister Siegfried & Roy, der optrådte med store, hvide tigre. Dem besøgte han i deres prangende residens, men som med så meget andet kom der ikke mere ud af den relation. 

”Det er vanvittigt nok: Efter to år i USA kunne jeg ikke pege på en eneste, der virkelig ville hjælpe mig, hvis det gjaldt. Jeg blev gode venner med én derovre, popmusikeren Daniel Bedingfield, som jeg stadig har kontakt med, men han er ikke engang amerikaner, så det tæller ikke rigtigt. Herhjemme er det nok med et håndtryk, for jeg holder, hvad jeg lover, og det samme kan jeg regne med fra andre. Det er mildest talt noget andet derovre.” 

Jan Hellesøe skrev også en mail til Thomas Eje. Ligesom ham selv havde han satset hele butikken på at slå igennem i USA – blot i en noget større skala. Til Hellesøes store overraskelse ringede komikeren tilbage og sagde, at hvis han og makkeren løb ind i mennesker, der lovede dem noget, skulle de sige til, for han havde med sikkerhed allerede mødt dem alle sammen.  

”Det var stort af ham. Han var mit idol, han var på toppen af Danmark og satsede alt, og jeg synes, det er synd, at han fik det stempel, at han fejlede. I Danmark ser vi kun, at han kom hjem igen, og det er uretfærdigt, for han gjorde det sgu, og det er noget af det sejeste i hele verden.”

Til premieren på Thomas Ejes andet show under sit amerikanske kunstnernavn ’Tom Dane’ var Jan Hellesøe selv til stede. Allerede tidligt på dagen ringede den unge tryllekunstner til den danske komiker for at høre, hvordan det gik, og han var mildest talt presset. Han var mødt ind på teateret for at tjekke op på forestillingen, og der havde ikke været nogen stole derinde. ”Hvor er alle stolene?” havde han spurgt. ”Du har kun lejet teateret,” lød svaret. Hvis han også ville leje stole, kostede det ekstra. 

”Alle lovede alt, alle var alles managere, og alle kunne alt. Men ingen kunne noget som helst, når det kom til stykket,” siger Jan Hellesøe, der på et tidspunkt var hjemme i Danmark til sin søsters bryllup. Her besluttede han sig for ikke at rejse retur. Han havde fået nok. Af at ingen aftaler blev overholdt, af branchen og af ekstremerne. Af Hilton-familien med deres ”milliarder og atter milliarder”, der stod i skærende kontrast til byens mange hjemløse, der skubbede vogne rundt i gaderne med tomme blikke. Uden at søge øjenkontakt, uden for alvor at eksistere.

”Jeg ved godt, man også kan have det hårdt herhjemme, men det er på en helt anden måde derovre. Folk var ligegyldige. Både i deres egne og i samfundets øjne. Derovre er der ikke et system, der rækker ud efter dig, hvis det går galt, og så begynder man at føle sig ligegyldig, og det er den værste følelse for et menneske. Det er sindssygt skræmmende.” 

HYPNOSE OG ETIK

Der findes ifølge Jan Hellesøe mange foreninger for hypnose rundt­om i verden, men ingen overordnet organisation, der udstikker moralske eller etiske retningslinjer. Under idéudviklingen til et af afsnittene i ’Fuckr med dn hjrne’ fik han tanken, om man mon kunne få et menneske til at begå selvmord. Altså til at tro, at det gjorde det. Men efter lange snakke og en dybere drøftelse med DR’s afdeling for etik og jura valgte de ikke at lave forsøget.

Hellesøe er heller ikke meget for brug af hypnose i retssager. Han nævner en sag i Belgien, hvor et kvindeligt offer via hypnose pludselig kunne genkende sin gerningsmand.

”Vores hjerne er skabt til at få ting til at give mening, og får man at vide, at man om et øjeblik vil blive hypnotiseret for at finde ud af, hvordan ens gerningsmand ser ud, vil ens hjerne sige: ’Okay, så skal jeg nok få det til at give mening og komme op med et ansigt.’ Det er ikke troværdigt i en retssal.”

TILBAGE I DANMARK sad Jan Hellesøe en aften på en bænk foran Tivoli i København. Symbolikken kunne næsten ikke være tykkere: Lyset fra forlystelser på den anden side af hegnet, mens han selv sad og frøs i mørket. Han var desillusioneret og sortseende, og han kunne mærke, at han snart ikke havde flere gode ideer. Måske var det på tide bare at droppe det hele, tage tilbage til Sønderborg og få et ordinært arbejde. Han stod i bogstavelig forstand uden noget som helst. Drømmen om at slå igennem i USA var bristet. Tæppet var ikke blevet trukket til side, men i stedet revet væk under ham. 

”Det var med hatten i hånden, ingen penge, ingenting. Jeg skulle genopbygge mig selv, alle drømmene var væk, alt var fucking væk.” 

Han satte enkelte små shows op, blandt andet i hjembyen Sønderborg og i ’Huset i Magstræde’ i København, men selvom prisen kun var i omegnen af 60 kroner, måtte han kæmpe desperat for at sælge henholdsvis 42 og 65 billetter til de to shows. Det var en ”sindssyg hård” periode, hvor han blev tvunget til at være opsøgende. Han kørte rundt i København, hvor han havde fundet en lille lejlighed, og spurgte på restauranter, cafeer og hoteller, om han måtte optræde: ”Hej, jeg hedder Jan Hellesøe, hvad siger I til at hyre mig til at gå rundt og optræde for jeres gæster og skabe en oplevelse, de ikke vidste, de ville få, da de kom herind?” Men hver gang kiggede de mærkeligt på ham: ”Nej. Ellers tak, du.”

Efter et par måneder begyndte det for alvor at smuldre. Han havde ikke rigtig noget arbejde, og ud over Rune Klan havde han heller ikke rigtig noget netværk.

”Man identificerer sig jo med dem, man er omkring, og fordi der ikke rigtig var nogen, blev det meget tydeligt, at jeg ikke var noget. Jeg vidste ikke længere, hvem jeg var, og det var skræmmende. Jeg følte, jeg stod alene.” 

Jan Hellesøe røg dybere og dybere ind i en form for depression. Til sidst kunne han ikke overskue noget som helst og kunne ofte slet ikke komme ud af sengen. Der kunne gå flere dage imellem, at han var uden for en dør. En sen aften tvang han sig ud af sin lillebitte Amager-lejlighed og endte på bænken foran Tivoli, hvor han bare sad og stirrede ud i luften. 

”Det er det dybeste sted, jeg nogensinde har været, når det kommer til ikke at føle mig selv, min egen identitet, og hvem jeg er. Det er først, når man ikke kan føle sig selv, at det bliver rigtig skræmmende, for så er der ikke rigtig nogen mening mere. Det var virkelig skræmmende. Dem, der har en depression, hvor de måske ikke helt kan finde ud af, hvem de er, de ved, hvad jeg mener. Det er fandeme ubehageligt.”

KLOKKEN TO OM natten, mens han sad på bænken foran Tivoli, ringede hans telefon pludselig. Rune Klans navn stod på displayet.

”Bassen, hvad laver du oppe så sent?” spurgte vennen lidt forundret, da telefonen blev taget. Han havde bare villet indtale en besked på telefonsvareren, som de nogle gange havde for vane at gøre.

”Jeg sidder … bare her,” svarede Jan Hellesøe modløst.

”Hvor er du? Jeg kommer efter dig.”

Lidt efter ankom Rune Klan i sin bil og fik samlet sin ven op. I den efterfølgende tid flyttede Jan Hellesøe ind på sofaen. 

”Rune hjalp mig og støttede mig hele vejen med at finde frem til kernen: ’Hvad fanden har du lyst til her i verden? ’ Det var en stor mundfuld at finde ud af.” 

Langsomt fik Jan Hellesøe samlet stumperne og sat dem sammen på en ny måde. 

”Jeg havde altid været en bestemt type i Sønderborg, men lige pludselig fik jeg mulighed for at tænke over, hvad jeg gerne ville, og hvem jeg gerne ville være. I den periode fandt jeg ud af, at lige så skræmmende det er ikke at kunne finde ud af, hvad man vil med livet, lige så spændende kan det også være. For så er der rigtig mange veje, man kan gå. Stille og roligt begyndte jeg at definere mig på en helt ny måde. Og blev til den, jeg er i dag.”

SNYDEBRYLLUP

I sommer blev Jan Hellesøe gift i Sønderborg. Gæsterne have forinden blot fået en adresse, som de mødte op på ved middagstid, hvor der var et brev om, at de skulle møde op på et hotel i Sønderborg i forlængelse af teatersalen, hvor Jan Hellesøes hustru 20 år tidligere så ham optræde. På hotellet var der dækket op og sat falske skilte op, men i stedet blev gæsterne ledt over i Teatersalen, hvor Jan Hellesøe og hustruen blev viet på scenen. Efterfølgende gik alle ned til havnen, hvor der holdt en bus. ”Den skal vi ikke med. Men vi skal med det her skib,” sagde Jan Hellesøe og pegede på en tremastet skonnert.

I et par timer sejlede de rundt og hørte livemusik fra blandt andet Mikael Simpson og Signe Svendsen og tog dernæst ind til Alsik Hotel, hvor gæsterne – efter endnu en omstikker – endte i en indendørs havefest med partytelte, græstæppe, stakit, buske og træer. ”Vi har altid villet holde en havefest, og min kone er med på skøre ideer. Det er til gengæld også hende, der holder styringen. Også til daglig. Hun er så megasej, og uden hende og hendes engagement ville det ikke fungere.”

I FORBINDELSE MED teateropsætningen ’Oliver med et Twist’ med Rune Klan, Annika Aakjær og forskellige andre medvirkende fik Jan Hellesøe til opgave at hjælpe med at udvikle rekvisitter og varme op før showet. En aften, efter han var færdig, kom en mand hen til ham og spurgte: ”Optræder du andre steder?” Tilfældigvis skulle Jan Hellesøe optræde allerede næste aften på Lygten Station, et lille comedy-sted på Ydre Nørrebro, og der troppede vedkommende op igen. Det viste sig, at manden var uafhængig tv-producent, og denne gang kom han hen efter showet: ”Hvis du kan lave det her til fjernsyn, vil jeg gerne lege med dig.”

De efterfølgende måneder spekulerede Jan Hellesøe på, hvordan han kunne omsætte sine evner til fjernsyn. Han fik lokket Huxi Bach til at medvirke i en såkaldt dummy, hvor han fortalte om sit liv, som han til sidst skulle opsummere med et enkelt ord. Huxi Bach valgte ’lampe’, og da han bladrede op i ordbogen, var lige netop det ord som det eneste cirklet ind med rød tusch. 

Det var et på mange måder mindblowing nummer, men ikke nok til at overbevise nogle tv-stationer om at købe sådan et program.

”De sagde alle sammen nej. Og de ikke så meget som tøvede. Men der fandtes heller ikke sådan et program i forvejen, og jeg var samtidig ikke en typisk vært. Jeg er ikke flot eller streamlinet eller noget som helst. Jeg er rødhåret med høje tindinger, og dengang havde jeg skæve fortænder, der var begyndt at snige sig ind over hinanden.” 

Men så, ud af det blå, blev den nye ungdomskanal DR3 stablet på benene, og de var fyr og flamme. Jan Hellesøe befandt sig i Norge, hvor han skulle hjælpe med en forestilling, og han var lige trådt ud af flyet, da han modtog en telefonbesked fra producenten: ”Tillykke, vi har lige solgt programmet.” 

De skulle i gang med at optage tre uger senere, hvilket betød, at Jan Hellesøe skulle nå at skrive otte programmer inden da. I dagtimerne hjalp han til i Norge, i pauserne skrev han ideer ned, sidst på eftermiddagen skypede han med redaktionen, og om aftenen skrev han videre, fik et par timers søvn og startede forfra.

Endelig kom første optagedag, hvor de skulle eksekvere en af Jan Hellesøes første ideer. Han ville stirre så længe på en ged, at den til sidst besvimede – inspireret af satirefilmen ’The Men Who Stare at Goats’ og af det amerikanske ’Stargate Project’, der i flere årtier var ukendt for offentligheden, hvor man eksperimenterede med tankekraft.

Filmholdet fandt en kvinde med et gedelandbrug uden for København, og foruden Jan Hellesøe var der filmfotografer, tilrettelæggere, lydmænd og produktionsassistenter til stede. De kiggede spændt på, mens geden blev tøjlet, og han selv fik sat sig i en stol. 

I de næste 20-25 minutter sad Jan Hellesøe og nidstirrede geden, uden at der skete noget som helst. Til sidst måtte han sige til filmholdet: ”Vi stopper her.” Og så måtte de pakke sammen og vende tilbage til hovedstaden uden at have fået noget som helst i kassen. 

”Jeg ved ikke, hvordan jeg fik overbevist mig selv om, at det kunne jeg. Jeg ved slet ikke, hvad jeg havde tænkt på,” siger Jan Hellesøe og fortæller grinende, at holdet uden ham samme aften holdt en form for krisemøde.

”Jeg har senere fået at vide, at dagsordenen var: ’Er ham der Jan Hellesøe fuldstændig sindssyg? Hvad er det, han har bildt en hel tv-station ind? Skal vi optage otte programmer med en mand, der går rundt og siger, at han kan alt muligt, han ikke kan?’”

SVEDEN GLINSER PÅ Jan Hellesøes pande i backstagelokalet i Odense. Han har sat sig tungt til rette i den sorte sofa efter showet. Det tog ikke mange minutter, før han fik lokket salens 600 fynboer ind i en form for massehypnose, hvor så godt som alle måtte konstatere, at deres hænder ikke virkede, som de plejede, før han fik knipset dem ud af hypnosen. Hen over et par timer lykkedes det ham, igen og igen, først at plante tal og informationer i hovederne på folk for senere at trække dem ud igen og flere gange at hypnotisere folk til at gøre ting, de næppe havde forestillet sig – såsom at overvinde araknofobi, frygten for edderkopper.

Stadig i dag bliver Jan Hellesøe selv forbløffet, når det lykkes ham at hypnotisere folk blandt publikum – og at hypnose overhovedet findes. 

”Hver gang jeg laver eksperimen­ter, store som små, overrasker det mig, at jeg kan kigge et menneske ind i øjnene og skabe det fokus. Det er jo ikke mig, der gør det, det er folks egne hjerner. Jeg er bare værktøjet til at hjælpe dem derhen, hvis det giver mening. Men kan du forstå, hvor crazy det var for mig, dengang jeg sad hjemme i stuen med mine kammerater, og det lige pludselig virkede? Det var en ud-af-kroppen-oplevelse.” 

Når Jan Hellesøe optræder live, ved han godt, at der er en risiko for, at ikke alt går efter planen. Til gengæld har han altid plan B og plan C og måske endda plan D med sig. Hemmeligheden er, at folk ikke skal opdage det. 

”Det handler virkelig om at tænke, når det ikke går efter planen, for er du svimmel, der er mange bolde i luften. Nogle er i hypnose, andre ikke, mens jeg holder øje med dem, jeg har udset mig, som kan komme i hypnose, hvor jeg måske har lagt noget ind i dem til senere. Det er det helt store overblik … når jeg om lidt sætter mig i bilen, er det en træt Hellesøe, der kører hjem.”

Længe har han haft det princip altid at køre hjem til Sønderborg efter sine shows. Han sover så godt som aldrig på hotel, han vil gerne hjem til børnene, så han kan stå op med dem – uanset hvor sent han ellers er hjemme. 

Intet tyder dog på, at han er på vej til at få mindre travlt. På det seneste er der begyndt at komme mere interesse fra USA, og igennem en længere periode har han holdt møder om et potentielt tv-projekt, som blandt andet Netflix USA er involveret i. Hvad det hele ender med, ved han stadig ikke, men han er åben for mulighederne. Så længe han kan blive ved med at bo i Sønderborg. 

”Jeg har en helt anden ’pakke’ i ryggen nu. Jeg føler mig mere voksen og klar til at navigere i det. Det var jeg ikke før.”  

JAN HELLESØE OM …

Juice
”Da jeg indspillede første sæson af ’Fuckr med dn hjrne’, skulle jeg vænne mig til, at jeg nu var ’stjernen’. Det tog mig et par uger, før jeg spurgte filmholdet, om jeg mon måtte købe en af de juicebriketter, de havde med. De kiggede mærkeligt på mig, før en af dem fortalte mig, at de altså var der for min skyld.”

Kød
”Som 11-årig blev jeg vegetar. Jeg havde altid spist kød, men da min mor en dag fortalte mig, at vi skulle have bøf til aftensmad, kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne overskue det. Fordi jeg er stædig fra naturens side, stoppede jeg med at spise kød fra den dag. I midten af tyverne kom jeg lidt i gang igen, men jeg sluttede helt med kød for nogle år siden.”

MÅSKE VAR FILMHOLDET ikke imponeret over Jan Hellesøes fejlslagne forsøg på at få en ged til at besvime. Men det var de til gengæld næste dag, da han fik en fra holdet til at falde i søvn ved at stirre ham ind i øjnene. Og endnu mere, da de samme dag skulle optage den første kendisscene med Barbara Moleko, hvor hun skulle gå hen over en scene og tænke på en sangerinde, der havde inspireret hende. Han gættede, at det var Nina Simone, hvilket fik tårerne til at trille ned ad den danske sangerindes kinder. 

Siden da har der nærmest ikke været grænser for, hvad Jan Hellesøe har udført i sine tv-programmer og liveshows. Han har aldrig selv påstået, at der er noget overnaturligt over hans evner. Tværtimod udtaler han sig ofte skeptisk over for clairvoyante, horoskopmagere og kvaksalvere. Han påstår heller ikke, at han kan læse tanker, han gør det modsatte: putter tanker ind i folks hoveder. 

Det var sådan, han til en julefrokost fik Jonatan Spang til at stoppe med at ryge, uden sidstnævnte var klar over, at det var det, der skete. Lige pludselig havde han bare ikke lyst til cigaretter længere.

Da Jan Hellesøe for nogle år siden følte, at han var blevet en smule for tyk af for meget wienerbrød på tankstationer, når han kørte landet rundt for at optræde, fik han omvendt en ven til at hypnotisere sig, og stadig i dag kan han ikke købe et stykke wienerbrød på en tankstation, fordi der er noget i ham, der betragter det som et stort nederlag. 

Siden han første gang hypnotiserede, har han specialiseret sig i sindet og i vores kropssprog, som for eksempel at vi rykker rundt på stolen eller kigger væk, hvis vi lyver. Alle de ting, man udstråler uden rigtig at være klar over det. Hvornår og hvor længe man holder øjenkontakt, hvilke ord der får hvilke muskler i ansigtet til at bevæge sig, om øjenbrynet løfter sig, eller næseboret udvider sig.

Når han møder folk, kan han ikke lade være med lynhurtigt at analysere dem. Det er en form for arbejdsskade. Ligesom han ikke kan dy sig for – når han bliver ringet op af en telefonsælger – at prøve at få vedkommende til at købe sit eget produkt. 

TRAILERE OG FILMMUSIK

For at få nye ideer ser Jan Hellesøe rigtig mange film-trailere, og han har opbygget en gigantisk playliste med filmmusik, der ofte kører, mens han laver alt muligt andet.

”I serien ’The Queen’s Gambit’ er der en scene, hvor hovedpersonen går ind i et rum. Jeg har kun set traileren, men den gav mig en idé til at lave noget med Annika Aakjær i programmet ’I hjernen på stjernen’. Jeg kan høre det samme stykke musik igen og igen og få den samme åbenbaring, så jeg undervejs kan raffinere ideerne.”

Sidste sommer var han i gang med en stensætning derhjemme, da han hørte et musikstykke fra filmen ’The Martian’. Det gav ham en idé til et indslag med en jernstang i hans nuværende show. ”Filmmusik er jo skabt til at understøtte følelser, de følger typisk en kurve af dramaturgi, hvilket jeg aktivt kan bruge i et teater.”

NÅR JAN HELLESØE står på scenen, finder han lynhurtigt mennesker blandt publikum, der er såkaldt højt hypnotiserbare. Indimellem reagerer folk kraftigt. Der er folk, der har kastet op under hans shows, og engang faldt en 17-årig pige i en så dyb ’hypnotisk koma’, at det tog ham 10 minutter at vække hende igen.

For nogle år siden fik han en ung mand til at smide sig oven på en håndgranat. Det troede den unge mand i hvert fald, og han gjorde det, fordi han troede, at han reddede nogle andre ved at gøre det.

”Han gik derfra og følte sig som en helt – også i de andres øjne – for han reddede deres liv ved at lægge sig over den håndgranat.”

På et tidspunkt blev Jan Hellesøe tilbudt hovedrollen i en film, hvor han skulle være den onde skurk, men det sagde han nej til. Det er ikke sådan, han vil fremstå, for selv med hans mere kontroversielle eksperimenter er der i hans egen optik et underliggende positivt budskab.

”Det har aldrig været formålet at vise ondskab. Tværtimod har det altid været at vende alting rundt, og det håber jeg, at folk har set,” siger han.

Af alle hans eksperimenter er nok det mest kontroversielle, da han fik en ung mand til at dræbe en anden ved at skyde ham – eller det troede han naturligvis blot. Jan Hellesøe var blevet inspireret af en retssag fra 1951, der går under navnet ’Hypnosemordene’ (historien er filmatiseret i ’Skytsenglen’ fra 2018). Her røvede en mand en bank i København, skød to ansatte og gik derfra med pengene. Da politiet anholdt ham, havde han et smil på læben. Den første psykiater, der undersøgte ham, konstaterede, at han nok var blevet hypnotiseret til at gøre det. Det havde folk svært ved at tro på. Men da endnu en psykiater undersøgte ham og sagde det samme, fandt politiet frem til en mand, der rent faktisk havde hypnotiseret ham.

”De blev begge idømt livstid, den ene i psykopatforvaring, den anden i fængsel. Jeg læste retsudskrifterne, og de fortæller, at hypnotisøren brugte ’det gode’ mod ham: ’Vi skal gøre verden til et bedre sted.’ Han ville lave et kommunistisk parti, og derfor skulle de bruge pengene. Ham, der skød, troede, at han gjorde det rigtige,” siger Jan Hellesøe, der efter at have genskabt eksperimentet tilbragte mange timer på et hotel på Islands Brygge med bare at stirre ud over vandet. Dernæst lå han søvnløs i to dage. Det ramte ham på bagkant, hvad han havde fået et andet menneske til at gøre.

”Det var ret creepy at tænke på. Jeg har lavet nogle ret syrede eksperimenter med folk. Jeg har fået en til at lægge sig på en håndgranat, jeg har fået en til at tro, at hun rejste i tiden, og en tredje til at tro, at hun gav mig alle pengene fra kasseapparatet i Brugsen, hvor hun arbejdede,” siger han og smiler træt. Stjernetæppet er for længst trukket hen over Odense og resten af landet, og om lidt skal han hjem til Sønderborg.

”Og så fik jeg ham den unge mand til at skyde en anden. Det er ret syret. Det er et kæmpe ansvar. Men så er det, at Spider-Mans onkel hvisker mig i ørerne: ’With great power comes great responsibility.’”

Urokkelig selvtillid og ærlig sårbarhed. Det er de fjelde, fænomenet JADA står på. De senere år har det 29-årige pop-ikon fra Vestsjælland sunget sig vej til hitlisterne og de største scener herhjemme. Ud & Se har hen over sommeren og landet fulgt i hælene på Emilie Molsted, der sætter sin hihat, som hun vil.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

SOMMERFUGLENE i maven kvæles i buffeten i Smukfests backstageområde. Jada og bandmedlemmerne gumler og griner omkranset af høje, grønne træer i udkanten af Skanderborg, hvor kendisser af forskellig karakter tøffer rundt på et tykt underlag af kviste. Først Heino Hansen og Annika Aakjær, så prins Christian og prinsesse Isabella.

Der er knap to timer til, at Jada – eller Emilie Molsted, som hun hedder – skal optræde på festivalens hovedscene, Bøgescenen. Flere timer tidligere mødtes hun og resten af holdet bestående af band, korsangere, dansere, manager og makeupartist foran Forum i København, hvorfra turen, fordelt i et par minibusser, gik hen over landet med den faste tissepause i Nyborg. Undervejs gik snakken om tourlivet, for siden bandet åbnede NorthSide i Aarhus i begyndelsen af juni, har de været alle vegne, og efterhånden er de mange anekdoter blevet viklet ind i hinanden på kryds og tværs. 

Nu er de nået til den sidste af sæsonens festivalkoncerter, og det kunne dårligt slutte bedre. Sommersolen bager ned over Dyrehaven i Skanderborg, mens en lind strøm af hvide skyer sørger for, at de røde festivalnæser ikke bliver alt for skoldede. 

Da frokosten er ved at være overstået, vil Emilie Molsteds tourmanager lige vende med hende, om hun også denne gang skal crowdsurfe under koncerten. Han mener, at det er bedst, hvis hun lader være, men selv er hun helst fri for overhovedet at have den slags snakke. Hun er bange for ”at jinxe den”, som hun siger, mens hun stikker gaflen i de sidste rester på tallerkenen:

”Jeg frygter altid, at der slet ikke kommer nogen.”

MENS DE MANDLIGE bandmedlemmer ryger smøger og drikker kaffe på spredte træliggestole under de høje træer, gør danserne sig klar i den ene skurvogn, og Emilie Molsted og korsangerne i den anden. Makeupartisten pudser og børster hende, så hun skinner og glinser, og selv får hun smurt stemmebåndet ved med en hårbørste som mikrofon at synge Burhan G’s ’Mest ondt’ – efter sin egen koncert skal hun nemlig gæsteoptræde for ham.

Da hun har skiftet sin tætsiddende orange trøje, hvide nederdel og rød-sorte kondisko ud med en lille stram blå top, en sort nederdel, gennemsigtige strømpebukser og lange, sorte støvler, går hun op til Bøgescenens bagtæppe, hvorfra man kan høre en forventningsfuld folkemængde. 

Bandet, korsangerne, danserne og manageren samler sig i en rundkreds lige bag ved scenen. Først holder hun en kort peptalk, så indleder hun det kampråb, hun spontant fandt på før en koncert på Vega for flere år siden, og som siden er blevet et fast ritual: ”Nu skal vi ud og lave show, hey hey, ho ho, vi er bare rigtig go’, hey hey, ho ho.” 

Først stille og behersket, så højere og højere, så vildere og vildere, før de til sidst alle hopper rundt i ring og råber: ”NU SKAL VI UD OG LAVE SHOW, HEY HEY, HO HO!”

EN MÅNEDS TID senere sidder Emilie Molsted i Valby på et af de brune træmøbler under de hvide parasoller på Café Asta – opkaldt efter den danske stumfilmsstjerne Asta Nielsen. Det er en tidlig fredag eftermiddag, og selvom der på Valby Langgade er masser af liv fra fodgængere og trafikanter, hersker der nærmest total ro i gårdhaven. 

Der er ingen koncerter i kalenderen de kommende uger, og derfor har hun tid til at sidde på sit stamsted, som hun faldt over, da hun slog igennem i 2018, men derefter blev så stresset, at hun helt måtte trække stikket. Det var her, hun efterfølgende tilbragte uger med at læse, skrive dagbog, lade sig selv op. 

”Jeg blev så forpustet og udmattet i den periode, men så kunne jeg gå herned. Siden har jeg været her meget. ”Servitricen sagde også …,” siger hun og stopper sig selv: ”Hedder det servitrice?” Et øjeblik ligner hun et stort spørgsmålstegn, så griner hun højt: ”Det lød lige lidt mærkeligt, nå, men servitricen spurgte mig, hvorfor jeg ikke sad ved mit ’sædvanlige bord’. Kender du det, at man kan miste overblikket over, hvor ofte man kommer nogle steder, og så pludselig en dag siger ens kebabmand: ’Skal du have det sædvanlige?’”

Valby er Emilie Molsteds hood. Hun bor lige rundt om hjørnet, og det er også her, hun har sit studie. Og så ligger hendes kolonihavehus ’Carmela Soprano’, opkaldt efter mafiabossen Tony Sopranos kone i tv-serien ’The Sopranos’, ikke langt derfra. 

”Jeg elsker Valby. Jeg føler, at folk ligner mig og går i sådan noget sjovt Næstved-agtigt tøj. Valby er Københavns Næstved, med sjæl og mærkelig provinsiel stil. Det er noget, jeg sætter stor pris på,” siger sangeren, der selv er vokset op i Bisserup uden for Næstved. 

Og selvom hun lever af at synge og turnere, er hun en vaskeægte tryghedsnarkoman, der holder af det gamle, det velkendte, ikke mindst hjemstavnens strande, de små sandklinter og de mange træer, ”der har set hende vokse op”, som hun formulerer det: 

”Jeg er bare mere landpige end bypige.” 

DEN FØRSTE LYD, der kom ud af Emilie Molsted, var en sang. Det er sådan, historien lyder. Ikke nogen kompliceret sang, men nogle lange, sammenhængende toner, der mere lød som melodier end et forsøg på at sige noget. Sådan varede det ved. Når hun lå i barnevognen under trækronerne uden for barndomshjemmet i Bisserup, sang hun, til hun faldt i søvn, og det blev hurtigt en attraktion for familien at pege på forskellige fugle – solsorte, lærker og bogfinker – og få hende til at synge som dem. 

Som toårig lavede hun sin første sang, tre linjer kun med ordet ’nummi-num’, som hun syngende gentog igen og igen over adskillige dage. To år senere kunne hun den gamle folkesangervise ’Blomstrende jasminer’ udenad, som hun lystigt optrådte med til enhver form for komsammen. 

”Jeg ville bare synge, og jeg er åbenbart født sådan. Jeg kan tydeligt huske at stå der og elske det – og elske, at folk kiggede på mig og kunne lide det.” 

Det var ikke noget, hun havde fra fremmede. Begge hendes forældre er folkemusikere og havde i sin tid mødt hinanden på ­Hogager Folkemusikcenter ved Holstebro, hvor bedsteforældrene på farens side arbejdede. Det var i det hele taget en familie, hvor alle sang konstant og overalt. 

Da Emilie Molsted var seks år, blev hendes forældre skilt, og derfra kom hun mest til at vokse op i en kvindeverden. Med sin mor og lillesøster og med mostre og kusiner og en mormor, der kom vadende ind ad hoveddøren i tide og utide. Det var et ”musikalsk gøglerhjem”, som hun selv formulerer det, hvor hendes mor tit fik besøg af folk fra folkemusikmiljøet, der spillede på sav og den slags, eller af udenlandske teatergrupper, der fik husly, hvis de betalte med en forestilling i stuen. 

Til Emilies fødselsdag i 1. klasse satte moren sig ud midt i skoven og spillede trehuls-fløjte over en gryde med suppe, og så skulle børnene finde hende. Det var mildest talt anderledes end andre børnefødselsdage, men hendes mor var også en ”lidt alternativ dame”. 

Moren var medlem af den internationale teatergruppe Vindenes Bro, der optrådte i eksempelvis Brasilien og Colombia, og hun havde tidligere været i lære hos en kvinde ved navn Jonna, der var en del af cirkusgruppen De Rejsende, der turnerede på gader og stræder. 

”Hvis nogen rejste sig op og sang til en fest uden virkelig at give sig, kunne Jonna finde på at synge den samme sang igen, hvor man kunne mærke det. Hun havde den tilgang, at vi skal være ærlige og fucking brænde igennem.” 

De værdier blev ført videre til Emilie Molsted igennem barndommen. Hun elskede selv at optræde, og som 12-årig fik hun lov til at rejse rundt med gøglerorkesteret De Splittergale, som bestod af folk med psykisk sygdom, der spillede på kaffekander og andet køkkengrej. 

Hun havde set ensemblet flere gange på Hogager Folkemusikcenter og havde efterfølgende fået sin egen barnevogn, som hun pyntede, mens hun drømte om at blive vagabond, skærsliber eller gøgler. Derfor var det virkelig stort, da hun fik lov til at optræde sammen med dem – blandt andet til en forestilling på Christiania 

”Jeg kunne kalde mig en, der var med i De Splittergale. Det var det vildeste.” 

Det var også i de år, hun mærkede, at det ikke ville være nok at synge og optræde derhjemme. Hun var draget af scenen, det var der, hun hørte til. 

”Jeg er vokset op med, at der kun er én mulighed: at man giver alt, man overhovedet har, når man står der.”

EMILIE MOLSTED NØRGAARD ALIAS JADA 

Født i 1993 i Bisserup på Sydvestsjælland.

Har lavet store hits som ’Lonely’, ’Keep Cool’ og ’Nudes’ og vundet et hav af priser, blandt andet P3 Guld, Carl Prisen og Steppeulven.

Kunstnernavnet Jada dukkede op i 2016, da hun var i Brasilien med sin mors teatergruppe. Først testede hun navne som ’Palomita Blue’, ’E-Mile’ og ’Pisces Girl’, men de duede ikke. En aften sagde en argentiner i teatergruppen: ”Dine øjne er jadefarvede. Hvad med Jade?” Den var ikke helt dum. Da det sidste bogstav blev skiftet ud med et A, var den der.

Bor i Valby med sin kæreste Søren, der er i gang med en ph.d. i statskundskab. De er begge passionerede brætspillere. Særligt ’Ticket to Ride’ og ’Castles of Mad King Ludwig’ er blandt deres favoritter.

Bortset fra sin kæreste indvier Emilie Molsted ikke andre i sin musik til at begynde med: ”Med ham er det et helt forventningsløst rum. Han er sådan en, der klapper og hujer ad mig, når det går godt, og stiller sig ved siden af mig og tager min hånd, når det går dårligt.”

To etager under Emilie Molsted bor hendes lillesøster Frida. De har været tætte, siden de var små: ”Fordi vi er skilsmissebørn, er vi hinandens livsvidner på en meget speciel måde,” siger hun.

SELVOM HENDES BARNDOM og ungdom på mange måder var fyldt med tvivl, lå den ikke i musikken. Hun vidste, at hun var god, det kunne hun jo høre. Da hun var fem år, lærte hun at fløjte en melodi sammen med en veninde, som de efterfølgende viste for venindens far. Han roste dem til skyerne: ”Ej, hvor er I gode.” Det kunne hun ikke forstå: ”Hvorfor synes du, vi er gode, når Ida fløjter falsk?” spurgte hun.

Emilie Molsted griner højt, som hun ofte gør, da hun genskaber sig mindet.

”Det må have været belastende. Jeg havde på nogle måder kæmpe storhedsvanvid som barn, men jeg tror samtidig, det er en af grundene til, at jeg aldrig har været i tvivl om, hvad jeg ville. Jeg synes virkelig, jeg har noget at give.” 

Hun var heller ikke særlig gammel, da hun en dag kom grædende ned ad trappen og sagde til sin mor: ”Jeg ved ikke, om jeg kan overskue at blive kendt.” 

Men pilen pegede alligevel i sikker retning, især med de mange positive reaktioner, hun tidligt begyndte at få fra folk, der mente, at hun sang godt. Til gospelkor blev hun trukket til side af sanglæreren, der roste hende, og som 14-årig begyndte hun at undervise voksne i sang. 

Ikke alle var dog lige begejstrede for de store armbevægelser. På efterskolen havde Emilie Molsted en gæstelærer i gospelsang, der blev ”sindssygt irriteret” på hende, når de andre elever spurgte hende til råds. 

”Hun hang mig hele tiden ud og sagde, at jeg tog fejl. Den slags eksempler, hvor nogle lærere har syntes, at jeg skulle pakke sammen, har jeg en del af: ’Hvem tror hun, at hun er?’ Nogle gange har folk nok også tænkt: ’Hold da kæft, hun synger højt, hvor er det belastende! Kan vi andre ikke, please, få lov til at være her?’ Det har måske virket, som om jeg ikke kunne få nok af applaus og opmærksomhed, og nogle gange har det sikkert også været sådan. Men andre gange har jeg sunget højt, fordi det nu engang er sådan, jeg synger.” 

Det eneste sted, hvor ingen tog stilling til hendes sangevner, var derhjemme. Hendes mor kommenterede dem aldrig – hverken om det var godt eller skidt.

”Jeg har nogle gange higet efter ros fra hende, hvor hun har sagt: ’Er det da ikke nok, at de andre siger det?’ Og hvis folk sådan virkelig roste mig, sagde hun altid: ’Emilie, hvis du mister stemmen en dag, og du ikke kan synge, vil du stadig være lige så meget værd.’” 

Heller ikke hos faren var der meget at hente. Han sagde til hende, at hun aldrig ville blive den bedste. Han havde selv levet som violinist, guitarist og gårdsanger i mange år og havde en stor frygt for, at datteren ville ende med at blive enormt skuffet. Derfor var det hans måde at forberede hende på det ved at sige: ”Lige meget hvad du gør, vil der altid være nogen, der er bedre end dig.”

”Det afskrækkede mig ikke. Jeg tænkte bare: ’Så lad da mig komme af sted og møde dem, der er bedre.’”

”MINE PATTER ER ved at falde ud!” råber Emilie Molsted ud over folkemængden på Smukfest og fortsætter: ”Jeg ved godt, jeg selv har bedt om det … kan vi aftale, at hvis min nipple falder ud, så siger I det lige? For jeg kan mærke, det kommer til at ske i dag – på grund af jer … Smukfest!”

Det er cirka halvvejs inde i koncerten, og der er propfyldt, så langt øjet rækker, fra Bøgescenen og ud i Dyrehaven i Skanderborg. Et sted i menneskemængden vælter en fuld mand rundt med en Pikachu-hat på hovedet, mens han balancerer med lidt for mange fadøl, der skvulper på de forbipasserende. Men langt de fleste har fokus rettet mod popsangeren på scenen, der allerede har taget publikum igennem flere af sine største hits. Særligt på de forreste rækker, hvor hovedparten er unge piger – men ikke kun – er mange ligefrem opløst i gråd. Måske af lykke, måske fordi Jada taler til dem med både sin musik og med de ting, hun siger til dem mellem numrene. 

”Hvordan går det med nipplesene? Super, det er godt. Det er det, man har venner til. Er der nogen, der er der med deres venner i dag?” siger hun ud til publikum, der besvarer spørgsmålet med et samstemmende jubelråb. ”Stil jer tæt sammen, så synger vi en sang om det eneste, der betyder noget i hele verden, nemlig at være der for hinanden og støtte hinanden. Er der nogen lige nu, der er her, selvom I går gennem noget og har ondt i maven, så er den her sang til jer.”

Til sidst slutter det hele med monsterhittet ’Nudes’, en sang om en ung kvinde, der føler skam efter at have sendt nøgenbilleder til en fyr, men vinder fortællingen om sig selv tilbage. 

Emilie Molsted benytter lejligheden til at præsentere de andre på scenen som ”de mest pinlige” mennesker, hun kender – de pinligste dansere, de pinligste korsangere, de pinligste bandmedlemmer – før det hele bryder ud i en næsten endeløs fællessang.

Mens hun danser rundt på scenen i små, hvide gevandter, står en flok teknikere afventende bag scenetæppet og venter på, at de om få øjeblikke skal rømme Bøgescenen før næste kunstner. 

”Hun er så vild,” siger den ene, mens de andre nikker.

EN DEL AF hemmeligheden bag Jadas succes er selvfølgelig, at hun kan synge. Men hun er også med sit væsen – en kombination af urokkelig selvtillid og hudløst ærlig sårbarhed – blevet et ikon på den danske musikscene, som tusindvis af særligt unge mennesker føler, de kan spejle sig i. 

”Jeg er ekstremt glad og stolt over at være sådan en person for andre, men jeg har det også sådan, at det er jo dem, der gør det. Det er dem, der unlocker noget. Jeg findes jo bare, og hvis det kan være med til, at andre tænker om sig selv på en anderledes, dejligere måde, er jeg bare glad.” 

Hun ved godt, at hun måske er atypisk i sin måde at optræde på. Hun dyrker ingen illusioner om kunstnerens coolness, hun vil hellere pille det ned og understrege, at hverken hun selv eller nogen af de andre på scenen er specielt seje, og hun kan ikke lade være med at krydre det med budskaber om, at man skal huske at være søde ved hinanden. 

”Jeg har altid lyst til at sige, at det kan blive godt igen. Det er svært at række ud, og det er svært at bede om hjælpe, men jeg ønsker virkelig, at man gør det. Jeg kender selv folk, der har så svært ved at bede om hjælp, og jeg kan mærke, hvor inderligt jeg gerne vil være der for dem.”

Det sker dog også nogle gange, siger sangeren, at folk læser for meget ind i det, hun siger eller gør. Da den første musikvideo kom ud til sangen ’Keep Cool’ i 2018, oplevede hun, at mange troede, at Jada var en form for aktivistisk projekt. 

Hendes egen idé var at genskabe stemningen og fællesskabet fra en kvindeafdeling i et kurbad, men ikke alle læste det på den måde. Der måtte ligge et statement i, at der sad en flok kvinder uden særlig meget tøj på. Siden er hun mange gange blevet mødt af det samme, som når hun eksempelvis optræder med ubarberede armhuler eller i stramtsiddende tøj.

”Jeg tænker tit over, hvorfor så mange har et behov for at politisere min krop. Hvorfor tror folk altid, det er et statement, hvis jeg har lidt tøj på? Af en eller anden grund tror mange åbenbart, at jeg helst vil dække mig til, og måske også burde dække mig til, fordi min fedtprocent nu er, som den er. Det forvirrer mig, det provokerer mig, og det kan også gøre mig trist,” siger hun. ”Det er ikke et aktivistisk projekt, hver gang jeg tager tøj på. Det føles ikke sådan for mig. Jeg tager faktisk bare tøj på, som jeg synes er flot og sejt.”

PÅ SMUKFEST OPDAGEDE hun igen, hvordan meget af det, hun gør og siger – på godt og ondt – har det med at blive brugt i andre sammenhænge. Der gik ikke længe før det, hun sagde på scenen om sine ’patter’, hurtigt blev til clickbait-overskrifter rundtom i tabloidpressen. 

”Der har været et par episoder, hvor jeg har sagt noget, som er blevet taget ud af kontekst, og derfor er der en lillebitte stemme i mit hoved, der tænker: ’Nu skal du stoppe med at snakke om patter på scenen.’ Men samtidig kan jeg mærke, at nej, det går ikke, jeg kan ikke stoppe med at snakke om patter på scenen. Eller jo, jeg kan godt, men det bliver ikke sjovt, hvis jeg skal tænke over det på den måde. Så er der kun den mulighed, at jeg kan lære at navigere i de følelser, der kommer af opmærksomheden, når jeg siger de forskellige ting.”

Også denne gang førte overskrifterne en byge hadefulde kommentarer med sig. Dem har hun måttet leve med siden begyndelsen, men de rammer hende ikke så meget som i starten. Nu er det mere ”som at spise en dårlig reje”, som hun formulerer det. Hun mærker det i maven et døgns tid, og så er det ude igen. 

”Jeg får ofte mere ondt i maven af, at nogle åbenbart føler sig fanget i deres liv på en måde, hvor de er nødt til at vende følelsen af ufrihed mod andre, der måske bliver et billede på det, de ikke er. Dem, der bliver provokeret af mig, skriver næsten altid noget, der handler om et niveau af sluttyness eller tykhed. De tror, de kan ramme mig med det, men lige netop de to ting bliver jeg ikke stødt af. Det føles bare som fakta, når folk siger til mig, at jeg har lidt tøj på eller tykke arme. Så tænker jeg altid: ’Det er så rigtigt!’”

JADA OM …

Krop

”Alle steder i popkulturen er der jokes om, at det er dumt at være tyk. Jeg har altid hvilet ret meget i mig selv, men det er svært ikke at komme til at kæmpe med kropstanker. I mine sene teenageår og tidlige tyvere var der en periode, hvor jeg dealede virkelig meget med, hvordan jeg så ud.”

TIDLIGT LÆRTE EMILIE Molsted en vigtig lektie: Hvis valget står mellem at lave om på sig selv eller sine omgivelser, skal man til hver en tid tage det sidste. Hun var nemlig ikke et barn helt som de andre. Som seksårig rendte hun rundt i en gammel babybluse, hun havde fundet, som var alt for lille til hende, men som hun selv syntes skar helt perfekt på maven, mens hun sang med på ’Smukke Sally’ og forestillede sig, at det var hende, der var med i ’Bølle Bob’. 

Da hun begyndte i skole, fortsatte hun med at klæde sig, som hun selv bedst kunne lide det. Ofte var det noget, hun faldt over, når hun var med sin mor rundt i sydsjællandske forsamlingshuse og på vikingemarkeder, eksempelvis lædersko med snørebånd, islandske sweatere og vikingehatte eller en kæmpestor kjole, som hendes mor havde fået af en srilankansk veninde. 

”Når man tropper op på en provinsskole, hvor alle går i Kawasaki-sko, med en lang vikingekappe og lædersko, mens man synger gamle danske sange, er det som at bede om opmærksomhed,” siger hun.

Derhjemme kunne Emilie Molsted rende rundt i en skør og legende verden, hvor alt var tilladt, men i mødet med de andre kom hun til at stikke ud. Hun blev en uundgåelig skydeskive for meget af den mobning, der foregik i skolegården. 

De andre gik, når hun kom, eller gav hende kun lov til at være med i legen, hvis hun drak et glas med de andres spyt. 

”Børn er masterminds med sådan noget. Jeg følte mig dum og forkert, og det var meget ubehageligt at blive holdt udenfor. Men jeg tror, det var kommet til at fylde meget mere i mit liv, hvis jeg havde følt, at jeg var alene med det. Min mor tog det meget alvorligt og nægtede at acceptere, at det skulle være sådan.” 

En eftermiddag efter skole sagde Emilie Molsted til sin mor: ”Jeg kan ikke gå tilbage.” 

To dage senere havde hun skiftet skole.

”Det var ikke sådan noget med, at min mor sagde: ’Prøv lige igen.’ Hun var meget hurtig til at reagere, og det, tror jeg, har gjort, at det ikke er blevet en ubehagelig oplevelse, som har defineret mig særlig meget,” siger hun.

Den næste kommuneskole var heller ingen succes, men så endte hun på Næstved Fri Skole, en ’demokratisk friskole’, hvor budgettet blev administreret af eleverne selv, og hvor man kunne bestemme sit eget skema. Den allerførste skoledag troppede hun op i en stor, struttende blå nederdel med en blå kjole udenpå samt en blå kappe med et ’Ringenes Herre’-agtigt sølvblad, som hendes mors veninde havde syet, og på hovedet havde hun en kæmpestor guldkasket. 

Ved ankomsten løb de andre børn ud for at byde hende velkommen, og modsat tidligere var det til kommentarer som: ”Wow, den kappe er sej!” Alt det, hun før var blevet mobbet med, var pludselig noget, de andre børn elskede hende for. Det kom til at hele meget i hende. 

”På nogle punkter har der været en længsel i mig for at passe ind. Der har været tidspunkter, hvor jeg har ønsket, at jeg var en anden. Hvorfor kunne jeg ikke bare tage det samme tøj på som de andre? Men for mig har det aldrig føltes som en mulighed, og så må jeg bare tage de slag, der følger med, for det andet er ikke et liv for mig. Jeg vil hellere dø end lave mig selv om.” 

EN TIRSDAG FORMIDDAG længe før Smukfest-koncerten ligger Emilie Molsted i en industribygning i Glostrup for sig selv og laver strækøvelser. Hun ligner en, der er i sin helt egen verden på trods af det, der foregår i resten af den store øvesal. Mens trommeslageren jabber lidt med trommestikkerne, farer tourmanageren lidt hvileløst omkring for at sikre sig, at alt er, som det skal være, og konsulterer teknikerne, der noterer på både computere og papirlapper. På bordene rundtomkring er der tomme vandflasker og halvfærdiggnaskede æbleskrog, og midt på gulvet, hvor ledninger snor sig ind og ud mellem hinanden, springer en større flok dansere rundt som børn, der har fået for meget fredagsslik. 

Da Emilie Molsted langt om længe træder ud midt i lokalet, falder der ro på omgivelserne. Hendes mørkebrune hår er sat op i fletninger, og hun er iklædt matchende top og nederdel i grå, hvide og pink farver. Hun rækker sin hånd i vejret: ”Okay, jeg melder klar.” 

Mens korsangere, bandmedlemmer og de 20 dansere finder deres pladser, indfinder hun sig selv ved mikrofonen. Det er den sidste øver, før de skal optræde på Orange Scene på Roskilde Festival tre dage senere, og dermed sidste chance for at finjustere det hele og fixe de udfordringer, der måtte være.

Helt tilbage i 2019 fik Emilie Molsted at vide, at hun skulle åbne Roskilde Festival, men en pandemi kom i vejen, og siden er der gået næsten tre år. Ret lang tid at gå og være nervøs. Særligt de sidste måneder inden har hendes tanker kredset om koncerten hele tiden, og hver gang hun er gået ned ad en trappe, har hun tænkt: ”Gå langsomt, bræk ikke foden, du skal spille på Orange.” Faktisk har hun i et helt år stort set ikke festet, fordi hun har villet undgå at slide sin stemme. Der måtte simpelthen ikke ske noget, for hun ville spille den koncert. 

”Jo tættere vi er kommet på datoen, jo mere har jeg kunnet mærke, at det er blevet nytårsaften gange tusind,” siger hun senere på dagen. ”Det har virkelig føltes som en kraftpræstation at gå rundt og vente i tre år uden at gå amok.”

JADA OM …

At møde sine mobbere

Efter hun slog igennem som musiker, er hun stødt på nogle af dem, der mobbede hende i Bisserup som barn. ”Jeg har ikke haft behov for at sige noget om det, for jeg har ryddet op i det selv, og jeg ved også, hvordan det er at være barn. Mange af dem elsker Jada nu og kommer til koncerterne, og det er jeg bare glad og taknemmelig for. Alt det der, der skete dengang, har fundet sin plads inde i mig.”

Aktivisme eller ej

Emilie Molsted oplever ofte, at andre gør hende til en slags aktivist, men sådan betragter hun ikke sig selv: ”Der er aktivister derude, der gør det hele tiden. Den klub gør jeg slet ikke nok til at kunne være med i. Den ære kan slet ikke tilfalde mig. Derudover er det faktisk lidt mærkeligt for mig at blive gjort til aktivist, bare fordi jeg optræder i tætsiddende tøj. Jeg føler slet ikke, jeg er tyk nok til at kunne kalde mig selv tyk. Jeg er sådan lidt mini-tyk, og det har jeg bare altid været.”

I GYMNASIET INVITEREDE Emilie Molsteds mor hende en dag ud at spise. Mens de sad der, sagde moren pludselig: ”Helt ærligt, du synger aldrig mere. Jeg tror ikke, du har det godt.”

Sangen havde altid været morens lakmustest: Når Emilie som lille var syg, blev hendes mor først bekymret, når datteren ikke længere sang. Så vidste hun, at det var på tide at ringe til lægen. Og nu havde hun bidt mærke i, at hun var begyndt at synge mindre.

”Hun havde ret, jeg havde det ikke godt. Jeg kunne ikke lide at gå på gymnasiet. Jeg kom fra en mindre skole, hvor der var meget tillid, til et sted, hvor der ikke var nogen som helst tillid til, at man ville hinanden det godt.” 

Kort efter Emilie Molsted var begyndt på gymnasiet, havde hun meldt sig til at blive en del af fredagsbaren. Fra sin opvækst var hun vant til at indgå i alle slags fællesskaber, men fik her at vide, at de ikke manglede nogen. Senere erfarede hun fra anden side, at de ikke havde villet tage hende ind, fordi hun ikke var sej nok. 

Miljøet på gymnasiet forplantede sig i hendes adfærd. Og eftersom ingen regnede med, at man interesserede sig for undervisningen, skete der lige præcis det, at ingen lavede noget, heller ikke hende selv. 

”Jeg kan ikke trives i miljøer, hvor ingen synes, det er sjovt at være. På den måde er jeg ekstremt følsom over for stemninger, og hvis der er grundlæggende dårlig stemning, påvirker det mig meget. Min mor syntes, at jeg var begyndt at lyve virkelig meget, og da hun sagde det, kunne jeg se, at hun havde ret. Det kunne jeg heller ikke selv lide, men gymnasiet skævvred mine værdier.”

Da hendes mor kort tid efter skulle til Colombia med sin teatergruppe, meldte Emilie Molsted sig ud af gymnasiet og rejste med. Hjemme igen, en måneds tid senere, flyttede hun som 18-årig til København for at prøve at forfølge sin sangkarriere. Først på den frembrusende, naive måde. Med vennen Christian tog hun for eksempel forbi et af de store pladeselskaber i håb om, at de kunne få lov til at tale med – eller synge for – nogen, der kunne give dem en pladekontrakt. Men nej. Receptionisten bad dem vende tilbage, når de havde en aftale. 

I stedet tog de tilbage til Christianshavn, hvor hun på daværende tidspunkt havde en lejlighed. De satte sig ud på altanen, mens de ventede på, at hendes overbo skulle komme ud – en vis Lukas Graham. Da han langt om længe gik ud ad hoveddøren, sang hun så højt, som det var muligt, men i stedet for at stoppe op og lade sig betage af englesangen sjoskede han bare videre.

TILBAGE VAR KUN den langsomme, mere rigtige måde. Hun begyndte på Musikalsk Grundkursus, og sammen med nogle af de andre studerende dannede hun bandet Jeanne d’Arc Stone, hvor hun og Christian skulle være frontpersoner. 

De kom tidligt til at optræde på spillesteder som Mojo og Rust og blev i det hele taget ret hypede i det københavnske undergrundsmiljø. Til en af deres koncerter dukkede 300 mennesker op, og da Christians far filmede noget af koncerten og lagde det på YouTube, fik et svensk pladeselskab pludselig øjnene op for dem. De kontaktede deres danske søsterselskab og fortalte, at der rendte nogle uslebne diamanter rundt, som de skulle have fingre i. 

”Det var meget sådan ’Hannah Montana’-agtigt at få hul til pladebranchen, fordi nogen har opdaget én på en video på internettet,” husker Emilie Molsted, der, selvom hun havde drømt om netop det, alligevel ikke følte sig helt klar, da hun rent faktisk stod med muligheden på hånden. Sådan havde hun det også, da der efterfølgende var andre pladeselskaber, der forsøgte sig. 

”Jeg må have været så øretæveindbydende at arbejde sammen med nogle gange, men jeg kunne mærke, at det ikke var det rigtige. Det kommer til at lyde så højrøvet, men helt ærligt, så kunne jeg mærke, at hvis jeg sagde ja til det, ville jeg blive kendt, og det var jeg overhovedet ikke klar til,” siger hun.

På det tidspunkt var Emilie Molsted 22 år. Hun gik stadig på musikkonservatoriet, og særligt en af sanglærerne blev ved med at indprente hende, at hun altså skulle til at sige ja, for hvis hun gerne ville leve af at synge og optræde, kunne man ikke afvise alle muligheder.

”Jeg var selv overrasket over, at jeg sagde nej til det hele. Det var jo ikke min plan. Min plan havde været at få det til at ske, men hver gang jeg stod med valget, kunne jeg mærke, at det ikke var nu. Jeg var for ung, for usikker og ikke klar til at stå imod presset.” 

Selvom Emilie Molsted på mange måder altid havde hvilet i sig selv, var det et tidspunkt, hvor hun dealede med forskellige ting, blandt andet de dårlige kropstanker, som hun havde fået med fra barndommens mobberi. Hun kunne ikke pludselig blive sådan en, som alle kendte, før hun var landet i sig selv. 

Men det var ikke det eneste, der skete i den periode. Inden i hende selv voksede også en fornemmelse af, at hun slet ikke skulle være en del af Jeanne d’Arc Stone.

Hvis hun skulle gøre sin entré i musikbranchen, måtte hun gøre det på sin egen måde, og det betød, at hun blev nødt til at bestemme det hele. Derfor måtte hun sige nej til Christian og deres fælles projekt.

”Det var megasvært og føltes megauretfærdigt over for ham. Han var træt af mit ansigt i rigtig lang tid efterfølgende, men … jeg kunne ikke gøre for det. Jeg havde brug for total selvstændighed, jeg havde brug for, at det var mig, der gjorde det.”

JADA OM …

At vokse op omgivet af kvinder

Emilie Molsteds opvækst med kvinder har været med til at forme hende. Tidligt lærte hun, at ingen følelser var forkerte: ”Der blev brugt lige så meget tid på det følelsesmæssige arbejde som på det praktiske arbejde i dagligdagen, og det har præget mig helt vildt meget. Sådan er det stadig i dag. Jeg kan sagtens sige til min mor eller søster: ’Du irriterer mig så grænseløst lige nu, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte.’ Vi har et fuldstændig filterløst forhold.”

TIL DEN FØRSTE Jada-koncert i Pumpehuset i København i foråret 2017 dukkede 600 op. Om de kom for at høre hende eller det finske hovednavn Alma, var dog svært at vurdere. Men da hun året efter udsendte sin første single, ’Keep Cool’ med en musikvideo, hvor hun og korsangerne slangede sig i et badekar, var der ikke længere tvivl om, at hun havde fat i noget. Få uger senere fik hun at vide, at hun skulle spille på Countdown-scenen på Roskilde Festival samme sommer. Her troppede hun op iført cowboyhat, en lille skriggrøn top og bar mave og en stram grøn nederdel, og selvom hun havde frygtet, at ingen ville dukke op, kom der 7.000 mennesker. 

Senere fulgte singlen ’Lonely’, der blev en landeplage og Ugens Uundgåelige på P3, og som i 2019 indbragte hende priser ved både P3 Guld, Carl Prisen og Steppeulven, og så ringede kronprinsesse Mary til hende for at fortælle, at hun i øvrigt også havde vundet Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris.

Debutalbummet ’I Cry a Lot’ førte til stribevis af rosende anmeldelser og til prisen som Årets Nye Livenavn ved Danish Music Awards, og da hun i 2020 udsendte hitsinglen ’Nudes’, blev triumftoget kun forlænget. Medierne sammenlignede hende med Beyoncé og Adele, og hun blev den første kunstner nogensinde til at vinde alle tre P3 Guld-priser. ”Tusind tak. Fuck mand. Seriøst, mange tak,” fremstammede hun på scenen.

Det lignede en hurtig, ubesværet opstigning. Men inde i Emilie Molsted havde det nærmest fra begyndelsen været ved at ramle. Både i tiden før og efter den første koncert på Roskilde Festival var hun udmattet og græd – ofte uden nogen særlig grund, følte hun – og hun havde fået sig en mavepine, der efterhånden havde varet så længe, at hun var begyndt at tænke, at sådan var det åbenbart at være kendt musiker.

”Jeg havde vildt svært ved at indrømme over for mig selv, at jeg havde det dårligt. Jeg havde altid haft det godt, når jeg stod og sang, men hver gang jeg gik ned fra scenen i den periode, fik jeg det så dårligt, at jeg havde lyst til at sætte mig ned og græde. Og når jeg græd, kunne jeg ikke rigtig stoppe igen. Jeg havde lyst til at forsvinde. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at leve mere, men jeg ville ønske, at jeg på en måde … ikke eksisterede.”

DET VÆRSTE VAR næsten den skamfulde følelse overhovedet at have det på den måde. 

Hun var nærmest ikke i gang, og hvis hun allerede blev stresset af det, måtte det betyde, at hun ikke var bygget til det liv. Hun havde insisteret på at gå sin egen vej, og det var jo nu, det hele skete, så det var nu, hun skulle sige ja til alt.

”Jeg havde en følelse af, at jeg skulle være den bedste, og at enhver person, jeg var i kontakt med, skulle tænke, at de aldrig havde mødt en sejere person, hørt sjovere jokes og oplevet nogen synge smukkere. Jeg skulle tjekke alle boksene af, men jo mere stresset jeg blev over at skulle være perfekt, jo dårligere fik jeg det.” 

Samtidig begyndte hun at opleve bagsiden af et folkeligt gennembrud. På sociale medier skrev folk, at de var ved at brække sig over bare at kigge på hende. Det hele blev for meget, hun fik svært ved at mærke sig selv, og hun blev berøringsangst og bange for at gøre andre kede af det, hvis hun satte sine grænser. 

Blev hun forholdt noget, hun helst ikke ville, prøvede hun at smyge sig uden om en beslutning med små tricks som lige at binde sine snørebånd, fake et telefonopkald eller gå på toilettet. Men det var ikke holdbart, og hendes forsøg på at konfliktnedtrappe ved at være konfliktsky gjorde, at hun i stedet fik konfliktoptrappet mange af sine samarbejder. Hun blev ‘uklar’ i sin måde at være til i verden.

Det var hendes lillesøster, der først opdagede, at tingene ikke var, som de skulle være. Hun tog Emilie Molsted med et smut i sommerhus, der blev forlænget til en måned, før sangeren sygemeldte sig året ud med stress og aflyste den kommende efterårsturné.

”De ting, jeg kæmpede mest med som menneske, blev sat på spidsen i den periode. Det er ikke for at lyde taknemmelig for min krise, men på en måde er jeg det faktisk, for jeg udviklede mig helt vildt meget. Livet for mig handler ikke kun om, at det skal gå godt, og selvom det er røvnederen at gå igennem kriser, sætter jeg stor pris på dem efterfølgende – i hvert fald den slags kriser, jeg har stiftet bekendtskab med.” 

Selvom hun var nervøs for, om hun ville smide sin karriere på gulvet ved at trække i håndbremsen, netop som den skulle have fuld smadder, var der ikke noget alternativ. I stedet for at stå i spotlightet på de store scener, satte hun sig i baggården på Café Asta på Valby Langgade og lod dagene passere. 

”Jeg nåede frem til, at man ikke behøver at have ondt i maven for at gøre det her. For jeg havde været i en meget intens form for skole, hvor jeg tydeligt havde oplevet, hvad der sker, hvis jeg ikke har mig selv med. Så bliver jeg en tom skal, der ikke kan noget ud over at sidde her i gårdhaven – som et batteri, der bliver ladet meget, meget, meget langsomt op.”

JADA OM …

At være leder 

I bandet Jada har Emilie Molsted indført MUS-samtaler, som hun holder med de andre medlemmer. Hun vil gerne skabe mere professionelle strukturer. ”Jo mere styr der er på rammerne, jo nemmere er det at bevare udgangspunktet, nemlig at vi elsker at spille musik,” siger sangeren, der går op i at være leder og læser mange lederbøger i sin fritid, for nylig eksempelvis bogen ’Leaders Eat Last’.

At crowdsurfe

”Til Musik i Lejet revnede mine bukser, og min beltpack røg ud, efter jeg havde crowdsurfet, så jeg kunne intet høre. Nogen kastede en hat op, og jeg smed mine bukser. Det var vildt og spontant, men samtidig havde jeg følelsen af at have dem lige i kraven. Jeg elsker, når jeg tager publikum i kraven, river dem rundt og pludselig slipper dem, så de svæver i luften, før jeg griber fat i dem igen.”

SIDST I AUGUST sidder hun atter i cafeens gårdhave. Ved siden af har en ung kvinde netop sat sig, og da det går op for hende, hvem der sidder ved nabobordet, kan hun ikke dy sig for at sende stjålne blikke og tage et enkelt, diskret billede på sin telefon. Det er ikke noget, Emilie Molsted opdager, og i det hele taget har hun for det meste en følelse af at kunne gå i fred. 

”Jeg synes faktisk, at folk er supertjekkede. De er gode til at læse mig – som nu, hvor jeg sidder i Birkenstock-sandaler, nogle gamle fiskerbukser fra efterskolen og en gammel skjorte. Så plejer de at kunne se, at jeg ikke er på arbejde.” 

Ved bordene rundtomkring er folk stimlet sammen efter arbejde og har fået tanket kolde fyraftensøl. Senere skal Emilie Molsted mødes med nogle venner. Den slags har der ikke rigtig været tid til i månedsvis, men nu kan hun endelig fordøje en vellykket sommer. 

”Det har været en fuldstændig fantastisk sommer. I hvert fald i min lille verden. Det har været alt, jeg havde drømt om, faktisk.” 

Samtidig oplever hun også et behov for at koble af fra Jada og være alene. For lige om lidt venter en ny tour, denne gang en udenlandsturné, der vil føre hende til scener i byer som Berlin, London, Paris, Amsterdam, Zürich og Oslo, og så vil hun igen komme til at være omgivet af folk i den ene minibus efter den anden. 

Særligt i begyndelsen, da Emilie Molsted bragede ind på hitlisterne, var det en vild oplevelse for hende at forholde sig til den opmærksomhed, der fulgte, når hun bevægede sig udenfor. Det tvang hende tidligt til at tænke over, hvordan hun kunne blive ved med at være i det og stadig have det godt.

”Det er svært at snakke om, for det lyder hurtigt, som om man beklager sig over ’den hårde berømmelse’. Men det eneste, der er hårdt ved det, er, at jeg kan bruge virkelig meget tid på at tænke på mig selv. Hvis jeg kigger ind i nogens øjne, og jeg kan se, at de genkender mig, føles det lidt som at kigge ind i et spejl. Man havde lige glemt, at man eksisterede, men så får man de der 10 sekunders selvbevidsthed. Det prøver jeg at arbejde lidt med, for det er sådan en stor fryd at glemme sig selv.”

I FORÅRET 2022 udsendte Jada albummet ’Elements’. Det tog afsæt i de fire elementer, der repræsenterede forskellige følelser og stemninger i hende. Et ambitiøst album, der ville meget, også for meget, mente nogle anmeldere, og selvom det blev taget rigtig godt imod mange steder, var det stort set første gang, hun prøvede at blive bedømt mindre godt for sine musikalske evner.

”Jeg har været virkelig ked af det over nogle af anmeldelserne. Det har føltes skamfuldt, at der står de der ting. En af anmelderne skrev noget om, at mine tændstikker var våde, selvom jeg selv troede, at de var tørre. Sådan noget er så pinligt, det føles som at blive taget med bukserne nede.”

For tiden er Emilie Molsted ved at lave ny musik, men indtil videre går hun med det helt for sig selv. Hun har bedt sit pladeselskab om slet ikke at spørge hende, hvordan det går, for hun har brug for en periode, hvor hun står med det alene. Efter at have sundet sig oven på de blandede anmeldelser i foråret mærkede hun en ny, stærkere følelse – nemlig, at det jo slet ikke var så slemt igen.

”Jeg har tænkt over, hvordan jeg undgik, at det dér udenom blev en kæmpe byrde: opmærksomheden og bedømmelsen. Jeg identificerer mig slet ikke som ’den lidende kunstner’, så det har været noget med at få det placeret ordentligt. Jeg er blevet mindet om, at for mig handler det først og fremmest om at skabe. Det har været en rar følelse at lande i, og det har været sygt dejligt at slippe af med de der forventninger, for jeg kan mærke, at hvis jeg først prøver at regne ud, hvad der bliver en succes, bliver det hele lige meget for mig.” 

TIDLIGT I SIN karriere fik Emilie Molsted to modstridende råd. Det ene kom fra hendes mor, som havde en ven, der havde arbejdet på en bog i 30 år. Han havde skrevet og skrevet, og hver gang bogen var færdig, læste han den igennem og besluttede sig for at skrive den om. Han havde aldrig udgivet noget, og derfor mente hun, at datteren skulle skubbe frygten for bedømmelsen til side og i stedet bare komme ud med det.

Det andet kom fra en i musikbranchen, der sagde: ”Hvorfor skyde med spredehagl? Det er bedre at lægge en grundig plan og så lave sniperen.”

”Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Intet ved den analogi tiltaler mig,’” siger hun og griner. ”Så vil jeg hellere ud med det. Det er ikke alle i musikbranchen, der er enige i den tilgang. Mange mener, det er vigtigt at perfektionere hvert skridt, men sådan kan jeg slet ikke være i det. Det kan meget hurtigt lyde helligt, men det er ikke succesen, der driver mig. Jeg kan sagtens selv glemme det, når jeg enten har succes eller ikke har det, men det er ikke, hvad det handler om for mig. Det at synge og skrive musik er det, jeg er kommet for. Det er der ingen tvivl i min sjæl om. Men jeg vil også have det sjovt og have mig selv med.”

SEBASTIAN lærte sig selv at spille guitar på en kostskole i 60’erne, og siden har han spyttet plader ud på samlebånd og opbygget en kæmpemæssig national sangskat. Alligevel ser han efter mere end 50 år som trubadur stadig sig selv som outsider. Ud & Se har mødt kunstneren, der har begejstret i generationer, og dykker i 11 scener ned i det, der var med til at forme ham.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Ricky John Molloy

LONES PØLSER’ TRÆKKES ned ad Forhåbningsholms Allé på Frederiksberg af en kvinde, der måske er Lone selv. Med pølsevognen i hånden og en lille slange af utålmodigt ventende biler efter sig vader hun i adstadigt tempo hen over den våde asfalt, som nedfaldne blade i efterårets farver klæber sig til. Forbi en mand i orange vest, der råber på polsk i sin telefon, forbi en anden i refleksgult, der med en smøg i mundvigen er i gang med at grave et stort hul lige midt i fortovet. Hvad kunne en folkesanger ikke få ud af sådan en scene?

Ikke så langt derfra ligger et pladestudie bag et hvidt stakit i en gul bygning, der på bagsiden grænser op til Sankt Knuds Vej, et passende sted, skulle man mene, når man hedder Knud Grabow Christensen – med kunstnernavnet Sebastian – og har en mere end 50 år lang karriere bag sig, 60 album, 4.000 koncerter og et ridderkors som tak for tro tjeneste. Da hoveddøren lidt efter blæser op, står den 72-årige trubadur på den anden side med vindomsust hår i sorte Camper-sko, joggingbukser og en nedlynet grøn Patagonia-trøje over en blåternet skjorte og en mørkegrøn T-shirt, der ikke helt formår at dække maven. 

Da han for at være venlig giver sig til at smile, ligner han en mand, der gør det for første gang i sit liv. Han gider egentlig slet ikke det der med at snakke om sit liv, hvad han da også når at gøre opmærksom på et par gange. Hans stemme er skrøbelig, han hoster, harker, bliver pludselig helt hæs og må kvæle tudsen i halsen med et ordentligt glas vand, før lyden vender tilbage. Som en gammel radiator, der lige skal varmes op. Men da han først får sat sig i de bløde sofaer, går der ikke længe, før han fortaber sig i anekdoter fra et langt liv på landevejen. 

1. 

EN UNG MAND ved navn Knud med lyst grydehår og forvasket cowboyjakke traskede hvileløst gennem de snavsede gader i Pisserenden i Indre København en forsommerdag i 1964. Han var 14 år gammel, og han vidste ikke, hvor han var på vej hen, kun, at han ikke var på vej hjem, for der hørte han ikke til. Det havde han ikke gjort, siden hans stedmor kom ind i billedet nogle år tidligere. Hun mente, der var noget galt med ham, og fik ham ligefrem indlagt til observation på Statshospitalet i Glostrup. Her var diagnosen dog en anden. De mente, at han blot havde brug for luftforandring. 

Hvem kunne egentlig fortænke ham i at døje med en vis rodløshed? Der havde ikke været mange faste holdepunkter i hans liv indtil nu. Knap havde han forladt hospitalet efter at være kommet til verden en decemberdag i 1949 i Sønderborg, før han blev sendt tilbage – denne gang med engelsk syge. Det næste halvandet år blev tilbragt i sygesengen, og da han omsider kom hjem igen, døde hans mor af kræft. Siden havde der slet ikke været noget hjem. Hans far var militærmand, nærmere bestemt karriereofficer, der hele tiden blev udstationeret nye steder, og hver gang måtte han og storesøsteren Inge-Birte lade sig indskrive i en ny skole med nye mennesker. I en periode endte de helt oppe i Norge, i den lille by Stabekk vest for Oslo. Ikke noget nemt liv for en genert og sky dreng som ham.

Faren var en mand af den gamle skole, han gik op i en håndfast opdragelse, der mestendels bestod af kæft, trit og retning. Der lå en stramhed over dagligdagen, der gjorde det næsten umuligt for sønnen at trække vejret frit. Da stedmoren kom ind i billedet, blev det hele kun værre, for de to kom fra starten dårligt ud af det med hinanden. Hun forbød ham og storesøsteren at se deres afdøde mors biologiske familie, og efter episoden med Statshospitalet var den sidste rest af tillid forsvundet, hvis der nogensinde havde været nogen. 

Så nu gjorde han alt for ikke at være derhjemme. Ikke at han følte sig specielt meget bedre tilpas andre steder. Han var en outsider, en nobody, sådan så han sig selv, uden fast krog i tilværelsen. Men det var trods alt bedre at rende rundt på må og få end at sidde derhjemme.

Ud ad et åbent vindue i en af de små lejligheder i Pisserenden kom der pludselig toner svævende, båret af vinden. Små insisterende guitar- og basriffs. De skyllede ind over ham, så han næsten følte sig frosset fast til den hullede asfalt. Sådan havde musik aldrig ramt ham før. Han blev stående, mens resten af nummeret, som han senere kom til at lære som The Rolling Stones-sangen ’It’s All Over Now’, spillede færdig. Nu vidste han, hvad han ville med sit liv. 

”Hvis noget kunne ramme mig så stærkt som det her, måtte det være interessant,” siger han i dag. ”Der var en rytmik, en musikalitet, en fortolkningsmåde, jeg blev nødt til at forfølge.”

Sebastian er mange gange i årenes løb blevet spurgt om, hvad hans sange handler om. Eksempelvis har mange været nysgerrige på hittet ’Rose’ fra debutalbummet ’Den store flugt’: ”Jeg har ikke noget behov for at fortælle, hvad der gjorde, at jeg skrev den. Din opfattelse af, hvad sangen handler om, kan være lige så god som min. Jeg har givet et kunstnerisk bud, og så må folk få det ud af det, som de kan eller vil. Ligesom et abstrakt maleri,” siger han.

2.

DET VAR LØRDAG aften, og Knud stod med svedige håndflader i en tørlagt svømmehal, der var blevet lavet om til en scene på Asserbohus Kostskole. Et gammelt luksushotel, som antikvitetshandleren Henry Skånstrøm havde banket op i et gammelt bindingsværkshus, men som aldrig rigtig var luksuriøst nok til at forblive i sin oprindelige funktion og derfor var overgået til kostskole i 1957. Et sted for rigmandsbørn og andre rødder, der havde fået at vide, at de ikke kunne bo derhjemme, fordi de skabte for mange problemer. 

Cirka 100 af dem sad og kiggede op på vennerne Knud og Thomas, der med hver sin guitar i hånden stod klar til at fremføre den skotske folkesanger Donovans to første album. Året forinden havde Donovan fået sit gennembrud i Storbritannien, og i den efterfølgende tid var han nået ud over landets grænser, også til Norge, hvor 16-årige Knud havde tilbragt sommerferien hjemme fra kostskolen med at gennemtrawle hans sangkatalog og selv forsøge at gøre det efter på den 100-kroners-guitar, han havde fået i julegave. 

Efter tonerne fra The Rolling Stones i Pisserenden havde en verden åbenbaret sig for ham: The Beatles, Joni Mitchell, Woody Guthrie og mange flere, men det var Donovan og Bob Dylan, der var blevet hans helte. Musikken havde også givet ham en identitet, en måde at være til i verden på, og sådan var han langtfra den eneste, der havde det på kostskolen. Her var det tonerne, der lød fra de forskellige værelser, som gav omgivelserne farve. Der var et intermezzo af stilarter, Chuck Berry bag den ene dør, Supremes bag den anden, Elvis, Cliff Richard og The Beatles bag den tredje.

Der var musik alle vegne, og mange lavede også deres egne bands, og det samme gjorde Knud, der i en periode spillede lilletromme i en The Rolling Stones-inspireret trio ved navn ’Ild og vand’. Men mest af alt var han fascineret af guitaren, hans forbilleders tro følgesvend på scenen. Han prøvede at aflure, hvad de andre guitarspillende kostskoledrenge gjorde. Han blev også venner med Thomas, der selv kunne nogle akkorder, og sammen bladrede de i musikblade som Vi Unge, hvor de nærstuderede billederne af The Beatles og de andre bands for at blive klogere på, hvordan guitaristerne holdt fingrene på guitaren.

”Man skulle blive på skolen, så man blev nødt til at lave forskellige ting for ikke at kede sig ihjel. Det har helt sikkert været en medvirkende årsag til, at musikken kom til at fylde så meget,” siger han.

Det var ikke, fordi de ydre rammer på kostskolen var meget bedre end hjemme hos stedmoren og hans borgerlige far. Den stod dagligt på kolde afvaskninger, og dem, der havde formastet sig til at lade håret gro i løbet af ferierne, blev kollektivt sendt til frisøren med en skolelærer på bagsædet, der kommanderede, at nu gjorde de altså, hvad der blev sagt. 

”Der var så mange kollektive afstraffelser. Ud af det voksede naturligvis også en protest, så flere og flere blev langhårede. Det var et oprør mod den der næsten victorianske stil, som prægede stedet i starten. Jeg har prøvet at blive hevet op i bakkenbarterne af en hidsig skolelærer, og der var eftersidninger, you name it. Det var den gamle skole, men jeg kom fra en rigtig, rigtig dårlig situation hjemmefra, så det var også forbundet med en vis frihed for mig at være på kostskolen, hvor jeg kunne passe mig selv og interessere mig for musikken.” 

Under overfladen ulmede en ny tidsånd. Som en af de første kostskoler i landet blev drenge og piger undervist sammen, selvom de stadig blev holdt adskilt i fritiden. Der var også nye lærere med nye ideer på vej ind i skolesystemet, som for eksempel den unge engelsklærer, der introducerede Knud og de andre drenge for Jimi Hendrix og The Doors og i øvrigt opfordrede dem til at optræde til ’lørdagsballet’ i den tørlagte swimmingpool.

En lørdag aften i 1966 stod Knud og vennen så endelig der med den glasklare mission, at de ville gennemføre Donovans to første album i den helt rigtige rækkefølge – noget, der krævede et vist kendskab til musikken. Han havde på forhånd døjet med en forfærdelig nervøsitet, men den fik han spillet af sig i de første par numre, og siden så han sig ikke tilbage. De andre drenge på kostskolen kendte ham mest som en stille og introvert fyr, men med guitaren i hænderne var han som forvandlet. 

”Det at gå på scenen er en mulighed for at folde noget ud, man ikke normalt kan gøre. Sådan var det også for mig, og på den måde kan man sige, at jeg fik den bedste skole ved at stille mig op på den der kostskole foran 100 elever, som ikke havde andet underholdning. Fra starten havde jeg publikum på. Det gav mig tidligt en ballast, som jeg kunne bruge, da jeg senere kom ud at spille på gader, stræder og værtshuse.”

SEBASTIAN OM …

Folkelighed

”Jeg tror ikke, jeg bliver folkelig på samme måde som Kim Larsen eller Shu-bi-dua. Sådan oplever jeg ikke, at folk ser mig. Jeg har en række sange, som har nået samme popularitet, men i sammenligning med de andres er de stadigvæk mindre. Larsen har lavet så mange fede sange, men på en helt, helt enkel måde. En af gangene, jeg mødte ham, snakkede han om, at han satte en ære i at kunne lave en rigtig god popsang på én akkord, måske to, allerhøjst tre. Det kan jeg slet ikke lade mig begrænse af. Han mente omvendt, at jeg besværliggjorde processen med mine sange, at det nogle gange forvirrer folk. For hvad handler de egentlig om? Det spørgsmål er jeg blevet mødt af så mange gange. Alle kan synge med på ’Måske kunne vi finde noget at bruge hinanden til’. Men hvad så med den sidste linje? ’Jeg tror, jeg er for træt nu til det.’”

Nostalgi

”Som helt ung musiker spillede jeg hver onsdag i folkemusikklubben Imikroskopet på H.C. Andersens Boulevard i København. Stadig i dag møder jeg stort set til hver eneste koncert nogle, der var der dengang. I begyndelsen tænkte jeg, at det sgu var lidt mærkeligt, for jeg har spillet 4.000 koncerter. Men det er selvfølgelig, fordi rigtig mange mennesker har et meget nostalgisk forhold til musik. Hvis man som 19-årig vælter ind i Imikroskopet for at se, hvad der sker, kan det være en oplevelse, der bliver siddende. Musikken står så stærkt, fordi den påvirker unge på et tidspunkt, hvor de er ved at finde deres egen vej i livet.”

Tidens gentagelser

”Jeg var tæt på at døbe min seneste plade ’De brølende 20’ere’, for det er den situation, vi står i nu efter at have været spærret inde et par år. I 1920’erne var der en efterreaktion på både første verdenskrig og den spanske syge, som også var en verdensomspændende pandemi. Der opstår et enormt behov for at slå sig løs. Tingene gentager sig. Det kan man være sikker på. Man kan også være sikker på, at der kommer en modreaktion på ’Greta Thunberg-generationen’. Det er helt berettiget, at de er på barrikaderne, for det er ret alvorligt, hvad der foregår, men tiden går i cirkler, og det har den nærmest altid gjort. Ligesom der kom en modreaktion oven på de meget politiske 70’ere, vil den også komme her. Kimen er allerede lagt hos mange.”

3.

EFTER KOSTSKOLEN fortsatte Knud og Thomas med at spille sammen. Med andre håbefulde artister troppede de to jævnligt op på Valby Station, hvor en arrangør havde anskaffet en bus og døbt den ’Underholdningsbussen’, som han fyldte med dem, der kunne et eller andet, og som blev fragtet rundt til landets kroer for at optræde. Her var det altid gæsterne, der bestemte, hvilken kunstner de bedst kunne lide – og som dermed var aftenens vinder. Hvilket ofte betød, at de måtte se sig slået af en ung kvinde, der optrådte med sjofle vittigheder. 

Som regel spillede de for en ostemad og en bajer. De havde ikke en krone på lommen, men de var i det mindste på farten, og det var det eneste, det handlede om. En aften til en amatørkonkurrence kom en af datidens kendte pladeselskabsmænd hen til dem, efter de havde spillet. Han så et klart koncept for sig med lyshårede Knud og sorthårede Thomas, døbte dem på stedet ’Night and Day’ og tilbød at lave en singleplade med dem. 

”Det var første gang, jeg tænkte: ’Nå, men det kan da godt være, man måske er god nok’, men så skete der det, at Thomas røg på det helt store trip og gik fuldstændigt til grunde. Og så var det løb kørt.”

Efter en længere rejse til Indien og Nepal vendte vennen aldrig rigtig hjem igen, og den dag, hvor de skulle have været i studiet, dukkede han ikke op. Som soloartist så pladeselskabsmanden ikke den store fidus i Knud, der i stedet tog på gaden for at spille med hatten foran. Han begyndte også at tage toget ind til København for at spille på små folkeklubber som Imikroskopet på H.C. Andersens Boulevard. 

”Der var ikke nogen egentlig musikscene dengang. Dansktoppen fyldte meget i radioen, men der hørte jeg ligesom ikke rigtig hjemme. Jeg ville gerne have, der skulle være lidt mere mening i sangene end bare ’dig og mig og vi to sejled’ i en træsko’. Der var en vis pigtrådsscene, men det var heller ikke rigtig mig. I stedet opsøgte jeg de få steder, hvor man kunne få lov at optræde ene mand og koncentrere sig om sangene og indholdet.”

Fra tid til anden tog han småjobs, typisk hårdt fysisk arbejde som grøftegraver eller på en fabrik, så han kunne holde sig kørende med det allermest fornødne. Men ellers handlede det hele om musik. Et af hans første officielle job foregik på travbanen i Charlottenlund, hvor han fik en flad 50’er for at synge ind i den mikrofon, der blev brugt til at speake væddeløbet med. Det var en dårlig mikrofon og et dårligt anlæg og samtidig et temmelig stort publikum, der ikke kunne se ham, fordi han sad oppe i speaker-tårnet.

”Jeg spillede simpelthen alle mulige steder de første par år. Jeg spillede også steder, hvor folk var fuldstændig vanvittigt, knaldhamrende berusede og råbte og skreg, så man overhovedet ikke kunne høre mig, men jeg gennemførte alligevel og tog det som en del af oplevelsen.”

4.

DET VAR SLUT med autoriteter efter kostskolen, og en ung Knud Grabow Christiansen lod sit lyse hår vokse så langt og stort, som han ønskede sig. For om noget var håret et symbol på oprør blandt den yngre generation. Dem, der havde oplevet krigen og de fattige 50’ere, hvor man prøvede at bygge samfundet op igen, havde dyrket stramheden, men for dem, der var unge i 60’erne, føltes anden verdenskrig enormt langt væk. 

”Der kom fuld fart på i de år, men det hægtede også mange unge af, fordi vi alligevel ikke kunne få råd til den folkevogns-boble eller det parcelhus, som krigsgenerationen drømte om. Der kom en modreaktion, som handlede om, at der var andet i livet. Den kom på forskellige måder, i musikken, men også på det religiøse plan, hvor mange strøg til Nepal og så videre. Man skulle finde andre værdier og alternative måder at gøre det på.”

Selv brød han med sin familie, så snart han havde forladt kostskolen, og flyttede i 1967 ind på en ungdomspension i Rødovre ved navn ’Prøven’. Et passende navn, syntes han, for det blev det også på nogle punkter. Han forelskede sig i køkkenpigen, og da det var gengældt, blev hun bortvist, og sammen fandt de en lille lejlighed. Så blev hun gravid, men før hun havde født, havde hun nået at forlade ham igen. 

Han nåede kun at se sønnen Dennis en enkelt gang, før han atter stod tilbage med guitaren i hånden og besluttede sig for ikke at tale om det, der var sket i hans liv. Men i sine engelsksprogede folkesange, i samme stil som heltene Bob Dylan og Donovan, kunne han til gengæld udtrykke alt det, han ellers ikke kunne komme ud med. Et af de første numre, han skrev, var ’I Won’t Do It, Mama’.

”Det var en ret hidsig sang om en, der gjorde oprør mod sin mor. Det handlede ikke nødvendigvis om mig, det hele, men det kom jo af en vrede, der var inde i mig,” siger han.

Sammen med nummeret ’Babe, I Can Carry Your Tombstone’ fik han skabt nok opmærksomhed om sig selv til at få lov til at optræde i et radioprogram. Det resulterede i, at Mørks Musikforlag tilbød at lave en singleplade med ham, og her var der store armbevægelser. Den ambitiøse pladeselskabsmand ville have den kommende plade ud til hele verden, men det var på den betingelse, at han ikke længere kaldte sig Knud, for sådan et navn ville aldrig hitte i udlandet. 

I stedet fik han en liste med navne, han kunne vælge imellem, men da han ikke kunne identificere sig med nogen af dem, undlod han helt at tage stilling. Det var først, da han sad i et radioprogram for at spille noget af sin nye musik, hvor programværten blev ved med at kalde ham Sebastian, at det gik op for ham, at pladeselskabet havde truffet valget for ham. 

”Til at begynde med fattede jeg ikke en bjælde af det, men da jeg så coveret, kunne jeg konstatere, at det var et billede af mig med navnet Sebastian. Så tænkte jeg: ’Nå, men så er det jo sådan.’ Det var nok bare en enkelt gang, og så kunne jeg vende tilbage til at hedde Knud igen.”

Men sådan kom det ikke til at gå. Og det blev heller ikke den internationale succes, som pladeselskabet i første omgang havde lagt op til. 

”Jeg lavede den der plade, og der skete ikke rigtig noget. Så lavede jeg en ny, og der skete sgu heller ikke noget.”

”Når jeg har lavet nogle af mine allerstørste sange, har jeg allerede vidst, at de ville blive store sange, mens jeg lavede dem. I hvert fald da jeg indspillede dem. Men det er også den fælde, der er så farlig, for så kan man blive ved med at gå efter det, som man tror bliver en succes. Man er nødt til at forandre sig. Jeg har altid været klar over den pris, jeg har skullet betale for, at en eller anden plade ikke faldt i god jord hos publikum eller medierne.”

5.

PÅ DEN NÆSTE maxisingle fik Sebastian gennemtrumfet, at det ene nummer skulle være på dansk. Det blev til ’Lossepladsen bløder’, som kastede en anelse mere opmærksomhed af sig, men ikke nok til, at pladeselskabet troede på projektet. Det gjorde han til gengæld selv, for på modersmålet havde han fundet en måde at skære sine tekster på, så de blev mere nærværende. Han tog rundt og bankede på døren hos forskellige pladeselskaber, men ingen af dem var interesserede. Til sidst fandt han et, der gik med til at udgive en dansksproget plade, men kun på den betingelse, at de ikke skulle betale noget for det.

”Så gik jeg for egen regning og risiko i studiet og lavede ’Den store flugt’. Det var en fed plade med fede sange, der stadig holder. Efter det begyndte der at ske ting og sager.” 

Den gennemgående fortælling på pladen omhandlede en pige, som lever i en slags eventyrverden, indhyllet i barndommens drømme og fantasier, men som i mødet med voksenlivet og virkeligheden mister eventyrerne i dagligdagen. Til sidst begynder hun at tage stoffer og går i hundene. Men det var ikke kun et fiktivt værk, for bortset fra det med stofferne var det i store træk sådan, Sebastian selv havde det. Mens han skrev pladen, boede han på et lillebitte hummer på en lilleskole, hvor han allernådigst havde fået lov til at leje sig ind.

”Jeg stod helt alene uden job eller noget som helst, og jeg vidste ikke, om pladen nogensinde kom ud. Jeg var på nippet til at blive smidt på gaden, men modsat pigen i fortællingerne havde jeg i det mindste musikken, hvilket vil sige, at jeg havde min drøm om, at nogen en dag gad høre på mig og mine sange.” 

Da lp’en udkom i 1972 med numre som ’Når lyset bryder frem’, ’Hvis du tror du er noget’ og ’Rose’, strøg den direkte ind på hitlisten og blev der de næste 56 uger i streg. Den endte med at sælge 57.000 eksemplarer, hvilket var noget af et spring fra de engelske udgivelser, der ikke var blevet købt af mere end et par hundrede. 

”Pladen blev et kolossalt gennembrud. Det blev en af de største pladesucceser i 70’erne, og næsten med det samme kunne jeg tage på turné. Og det har jeg så været siden.”

”Der har helt klart været et generationsskifte på redaktionerne. Jeg mærker, at de unge journalister vil noget andet. For nylig anmeldte Politiken 15 plader på en gang, og der var kun to af kunstnerne, jeg kendte navnet på. Musikindustrien er ungdomsfikseret, men det er også noget, der lever i bedste velgående i anmelderstanden. Det er sikkert meget naturligt, men man burde jo blive bedømt ud fra kvaliteten af ens ting og ikke, hvor gammel man er.”

6.

I MIDTEN AF 70’erne lavede Sebastian sangen ’Balladen om Anton’ med den famøse linje: ”For er det Lenin, Mao eller Marx, vi først skal skændes om?” Det var en tid, hvor protestsange var på det højeste, og hvor mange kunstnere, heriblandt kollektivet Røde Mor, hang ud på spillesteder som Saltlageret, hvor der sydede af alle mulige former for eksperimenter. Særligt i de kreative kredse var det hele bundet sammen af stærkt venstreorienterede doktriner, og selvom han bekendte sig til samme fløj, var han alligevel skeptisk over for, hvad han betragtede som en tiltagende politisk fanatisme.

”Med sangen tog jeg arbejderens parti. Det var min måde at skildre ham på, for arbejderen havde en hverdag, hvor han ikke kunne bruge skænderierne om Lenin, Mao og Marx til noget som helst. Han måtte klare sig gennem tilværelsen på sin egen måde. Det var jo lidt en provokation at lave den sang på det tidspunkt, for det var i de allermest politiske år, hvor man virkelig skulle være rød,” siger han.

Det fik han at mærke, efter han havde fået en norsk kæreste og derfor i længere perioder opholdt sig i Norge. Da Formand Mao døde i 1976, var der enorme fakkeltog gennem Oslos gader. 

”Mange af dem anede jo ikke noget om noget som helst, når det kom til stykket. Mao var en tyran som de andre, men på det tidspunkt var det hele så langt ude på et politisk overdrev, at det ikke længere havde ret meget med almindelige folks virkelighed at gøre,” siger han.

Under et af opholdene i Norge spillede Sebastian en koncert, hvor kæresten – som selv var meget aktiv i Kvindefront, en norsk kvindebevægelse – efterfølgende måtte forsvare over for sine venner, hvorfor den danske musikers tekster ikke var mere kvindepolitiske. 

”70’erne var i visse kredse meget politiske, og jeg havnede nogle gange midt i den der suppegryde. Det var en tid, hvor man turde udfordre autoriteterne meget mere, men det, der i virkeligheden skete, var jo, at den politiske snak på venstrefløjen efter ungdomsrøret og rødstrømpebevægelsen endte ude på et overdrev, hvor alle dem, der bare gerne ville leve et mere almindeligt liv, faldt for Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet. Man skaber en reaktion, og så får man en modreaktion.”

I 2013 udkom en portrætfilm ved navn ’Du er ikke alene – Filmen om Sebastian’. Den var produceret af nordmanden Jan Christian Mollestad, der siden 70’erne har været fan af den danske trubadur, som ifølge ham er på samme hylde som Bob Dylan og John Lennon. I forbindelse med premieren optrådte Sebastian med sin ungdoms store helt, den skotske folkesanger Donovan, til en festival i Norge.

7.

SELVOM SEBASTIAN rundt regnet lavede en plade om året op gennem 70’erne, kunne ingen af dem i succes måle sig med gennembrudspladen ’Den store flugt’. Først i slutningen af årtiet og i begyndelsen af det næste ramte han atter en gylden åre med tre album i rap: ’Cirkus Fantastica’, ’Stjerne til støv’ og ’80’ernes boheme’. På det tidspunkt havde han fået samlet Stjernebandet, som det blev kaldt, med musikere som Nils Henriksen og Alex Riel og sangerinder som Lis Sørensen og Sanne Salomonsen. 

Men det blev også starten på en tid, hvor det gradvist blev sværere for ham at finde sig til rette i musikbranchen. Musikvideoer blev i de år et hit, men det ville han ikke høre tale om, så han tog beslutningen om overhovedet ikke at lave musikvideoer. 

”Det er musikken, der interesserer mig, ikke hvordan jeg ser ud. Eller de fastlåste billeder, der bliver knyttet til sangene med en video. Mine sange skal kunne tolkes mange forskellige steder hen, de skal være en drejebog til den film, der kører i folks egen fantasi.” 

Tidligt meddelte han også sit pladeselskab, at hvis han overhovedet skulle ’lave ugeblade’, blev det højst et om året.

”Så fik ugebladene selvfølgelig forholdsvist hurtigt den fornemmelse, at jeg ikke gad noget. I starten generede de mig lidt, men efter nogle år fik jeg lov til at være i fred. Nu er det efterhånden mange år siden, at jeg er blevet spurgt om et ’Hjemme hos’-interview, og hvad det ellers hedder.” 

Og hver gang der var en eller anden på et pladeselskab, der prøvede at bilde ham ind, at det ville være ”en kæmpe reklame” for ham at komme i fjernsynet, vrissede han tilbage: ”Nej, det er det fandeme ikke!”

”Den måde, de bruger musik på i tv, er ofte meget sløset. De har et snakkeprogram, og så skal der pludselig komme en kunstner ind, men det handler ikke om kunstneren. De programmer handler næsten altid kun om programværterne selv. Det er dårlige forhold for musikken, og jeg har ikke lyst til at stille op til sådan noget. De er kun interesseret i kendt-nisser, som jeg kalder det, og det er de samme 20 af dem, der sidder på skift i de forskellige programmer og diskuterer alt muligt ligegyldigt. Den ladvogn gider jeg ikke stille mig op på bare for at tækkes nogle bestemte.” 

Med årene blev Sebastian træt af branchen, og branchen blev til dels træt af ham. Han blev ved med at insistere på at styre det hele selv, mens pladeselskaberne omvendt ville have noget for pengene. På ’Miraklernes tid’ i 1990 stod begge parter ved en skillevej. Modvilligt gik han med til omsider at lave en musikvideo og tilmed lade sig style i stor stil på pladecoveret.

”Det tog en hel dag at få mig til at ligne en eller anden mafioso. Hvis ikke jeg gav mig, gik der for meget ged i den med pladeselskabet, så jeg gjorde det, men det var halvhjertet, og når det bliver det, kan jeg ikke forsvare det over for mig selv. Jeg får tit det der prædikat med, at jeg er besværlig og ditten og datten. Og det har de sikkert ret i til en vis grad. Men den her branche kræver så stor energi, især hvis man også skal holde alle de ting væk, som vil ind og påvirke mig på forkerte måder: fortælle mig, hvilket tøj jeg skal have på, hvilken frisure jeg skal have, og om jeg skal kigge ind i dét eller dét kamera. Alt det, der fylder i popindustrien. Jeg har ingen interesse i det, og jeg prøver at undgå det ud over den mest basale nødvendighed, der gør, at folk er klar over, at der kommer en ny plade.”

Og på den måde gik der mere end 20 år, før han igen sendte et selvstændigt Sebastian-album på gaden.

8.

SOM BARN VAR var der ikke meget, der interesserede Sebastian mere end at blade i illustrerede klassikere som ’Skatteøen’, ’Robin Hood’ og ’De tre musketerer’. Så da teaterchefen for Folke­teatret, Preben Harris, i 1985 spurgte ham, om han ville komponere musik til ’Skatteøen’, var han aldrig rigtig i tvivl. Efter at have overvejet det i halvandet minut sagde han ja. 

Musicalgenren var ikke helt fremmed for ham. Før gennembruddet med ’Den store flugt’ – da han stadig boede på et kummerligt værelse på en lilleskole – havde han en dag i en pladeforretning set en plakat om audition til Broadway-musicalen ’Jesus Christ Superstar’. Med guitaren på ryggen søgte han optagelse og blev menigt medlem af koret med løbende småroller som tigger og købmand. Det var noget, han gerne ville lave mere af, men hans egen karriere kom i vejen, og derfor gik der otte år, før han næste gang havde fingrene i musical-dejen, da han på forespørgsel fra Rimfaxe-teatret komponerede sange til en minimusical bygget på H.C. Andersens ’Nattergalen’.

Med ’Skatteøen’ i 1985 skulle Sebastian prøve kræfter med sin første store musical, og det blev en succes. Stadig i dag er det den mest sete i Danmark nogensinde. Sideløbende lavede han et selvstændigt pladeprojekt af samme navn med kunstnere som Lars H.U.G., Michael Falch, Lis Sørensen og Søs Fenger, der solgte mere end 70.000 eksemplarer og stadig er hans bedst sælgende plade. 

De næste år fortsatte han ad samme spor med musicals som ’Det gode menneske fra Sezuan’, ’Ronja Røverdatter’, ’Cyrano’ og ’Aladdin’, men heller ikke det forløb helt gnidningsfrit. En stort anlagt opsætning af ’Dyndkongens datter’ som helaftensballet på Det Kongelige Teater gik efter to års arbejde i vasken før premieren og endte i retten, hvor Sebastian vandt 200.000 kroner for spildt arbejdsindsats. Og på Gladsaxe Teater blev han og teaterchefen rygende uvenner under opsætningen af en musical om H.C. Andersens liv. 

”Det gik rigtig galt, og forholdet mellem mig og Gladsaxe Teater blev ødelagt. Forestillingen havde solgt en frygtelig masse billetter, og pladen indeholdt nogle af mine allerbedste sange, men uvenskabet og fjendskabet tog fokus væk fra sangene, så historien på scenen blev usammenhængende og næsten umulig for publikum at tage ind. Det var jeg enormt ked af.” 

Med tiden blev Sebastian træt af kun at have kontrol med dele af processen, så da teatergruppen Mastodonterne i Hillerød ringede i 1999 og tilbød ham at blive instruktør på deres jubilæumsopsætning af ’Ronja Røverdatter’, var han ikke rigtig i tvivl. Hen over de næste fem år stod han for 13 opsætninger, blandt andet i Cirkusbygningen og i Tivolis Koncertsal, der var med til efter årtusindskiftet at gøre Mastodonterne til et af de bedst sælgende teatre i Danmark. 

”Jeg havde set rigtig mange elendige udgaver af de musicals, jeg havde lavet, for flere af dem blev store amatørsucceser, og der var nogle rigtig dårlige iblandt. Jeg syntes, jeg havde set så mange ting på sidelinjen, at jeg godt mente, at jeg kunne gøre det selv.”

9.

I 2004 SKULLE Sebastian modtage en ærespris ved Danish Music Awards. Men på det tidspunkt var han så skrantende og stakåndet, at han dårligt kunne gå derop. Selvom han kun var 53 år, lignede han en, der havde taget hul på sine sidste dage. Og sådan var det også lige ved at være, for få måneder senere blev han ramt af en blodprop i hjertet, der var ved at tage livet af ham. Mens han fik foretaget en firedoblet bypassoperation på hospitalet, svævede han mellem liv og død. Da han endelig var dømt fit for fight, røg han næsten øjeblikkeligt tilbage til hospitalet igen, fordi han havde for meget vand i lungerne.

I næsten tre årtier havde han turneret land og rige rundt, røget som en skorsten og fået lidt for mange kilo på sidebenene. Trubadurlivet havde sat sine spor, så fra den ene dag til den anden stoppede han med at ryge og begyndte at motionere moderat. Det var den eneste mulighed, hvis han ville forlænge tilværelsen. 

De måneder blev kulminationen på et årti, hvor han allerede havde mistet meget. I 1996 blev han skilt fra Unni Johnsen, som han i 1979 havde fået datteren Sara med, efter det længe var blevet mere og mere vanskeligt at dele en tilværelse, når hans karriere kom i første række. Men det største chok kom, da han pludselig en dag mistede sin stemme. I et helt år var den stort set fuldstændig væk. Han rendte til stemmetrænere og læger i ét væk, men ingen kunne sige, hvad der var galt. Det var ham selv, der til sidst nåede frem til, at han ikke havde mistet stemmen, fordi han havde brugt den for meget, men for lidt. 

”De første 25 år, da jeg sang og spillede hele tiden, var der ingen problemer, men da jeg i stedet begyndte kun at komponere musik, forsvandt den. Jeg var simpelthen ikke ude at spille nok. Det var i virkeligheden et omvendt problem. Jeg var nødt til at bruge min stemme, hvis jeg ikke skulle miste den.”

10.

SEBASTIAN HAVDE allerede som ung følt sig i opposition til den etable­rede musikbranche, men da han vendte tilbage med comeback-albummet ‘Øjeblikkets mester’ i 2011, var det kun blevet forstærket yderligere. Der var masser af aner­kendende ord fra anmeldere, og til det efterfølgende Danish Music Awards blev han belønnet med prisen for Årets danske voxpopudgivelse. Det lignede en gnidningsfri tilbagevenden til rampelyset, men for ham selv var det blot endnu en bekræftelse af det, han allerede havde vidst længe: Han var musikbranchens største outsider. 

”De gav mig æresprisen i en særlig kategori, de havde opfundet til lejligheden. Det sjove ved det er, at jeg aldrig nogensinde er blevet nomineret som hverken sangskriver, komponist, tekstforfatter eller producer, men lige pludselig fik jeg så en ærespris. Det var meget underligt,” siger han.

Det var ikke første gang, Sebastian modtog en pris med en mærkelig ambivalent følelse i kroppen. Sådan havde han det i høj grad også, da han i 2004 blev overrakt æresprisen af musikselskabernes brancheorganisation. I flere år i træk havde selvsamme organisation nemlig slet ikke inviteret ham til prisuddelingerne, og det ene år havde konferencieren Casper Christensen tilmed muntret sig på hans bekostning på scenen, mens publikum havde skreget af grin.

”Jeg har altid været udenfor, jeg har altid stået på sidelinjen i forhold til strømninger. De to andre Grammyer, jeg har fået, har været for nogle af mine mere børne-agtige ting, ’Ronja Røverdatter’ og ’Skatteøen’. Det har ikke kostet dem noget at give mig de priser, for jeg stod ikke i vejen for en af deres unge kunstnere, de skulle promovere. Musikindustrien er så ungdomsfikseret, og hvis man skal være rigtig grov, så vil de hellere have nyheder end kvalitet.” 

Det var særligt, da Sebastian begyndte at komponere musicals, at han fik følelsen af at blive udstødt af den etablerede musikbranche. Der var ingen, der længere gad anmelde hans plader, og der var slet ikke nogen, der gad skrive om ham.

”Så længe musikken er god, kan man lave, hvad man vil. Det er skabelsesprocessen, der er det essentielle for mig, og jeg har hele tiden været parat til at sætte hele min succes over styr. Jeg vidste da godt, at ingen seriøse rockanmeldere ville skrive om mig mere, hvis jeg begyndte at lave musicals. Jeg ville komme til at tabe det hele på gulvet, og det gjorde jeg stort set også. Der var i store dele af branchen en følelse af, at jeg havde svigtet dem. De ville intet have med det at gøre.” 

Om branchen så det helt på samme måde, stod mindre klart. I 2006 kom hans album ’Stjerne til støv’ på Kulturkanonen, og i 2008 modtog han Pionerprisen til Årets Steppeulv. Samme år udkom også pladen ’En hyldest til Sebastian’, hvor musikere som Søren Huss, Sys Bjerre og Mads Langer fortolkede hans bagkatalog. Og siden er fulgt en række priser og legater – foruden Ridderkorset. 

”Det kan såmænd godt være,” siger han. ”Mange af de priser ved jeg ikke, hvad jeg skal bruge til. De kan vel stå på kaminen eller sådan noget.”

Selvom Sebastian sjældent dvæler ved sine tidligere udgivelser, stikker pladen ’Cirkus Fantastica’ alligevel ud for ham som en af karrierens bedste: ”Der er noget magi over de indspilninger. ’Linedanseren’, ’Klovnene’ og ’Cirkusvognen’ er stort anlagte sange, der næsten bliver til store malerier. Selv en sang som ’Den lille malkeko’, der altid har været en publikumsfavorit. Jeg overvejede for et par år siden at genindspille dem, men jeg opgav, for jeg vil ikke kunne lave det lige så godt som i 1979.”

11.

FOR NOGLE ÅR siden brød Sebastian sit princip om at takke nej til fjernsynsprogrammer, da han medvirkede i 2017-udgaven af ’Toppen af poppen’ sammen med Stine Bramsen, Shaka Loveless, Dúné, Lars Lilholt og Oh Land. Han overvejede det længe, men der var flere umiddelbare fordele, som han så det. For det første var der ingen programvært, og for det andet var der ingen, der blandede sig i den kreative proces. 

”Selvfølgelig var der andre ting såsom følelsespornografien, der trak ned, men det er trods alt mindre end i mange andre programmer,” siger han.

Med programmerne, der hver uge blev set af en halv million danskere, fik Sebastian en fornyet popularitet. Særligt mange i den yngre generation fik pludselig ørerne op for hans musik, hvilket han også selv kunne konstatere i den efterfølgende tid, når han spillede koncerter rundtom i landets musikhuse og pludselig blev booket til den store sal frem for den lille. 

Men også det havde sin tid, og i dag er det igen det faste stampublikum, han løbende har samlet op over de seneste 50 år, som han turnerer for – fra Thyholm til Ishøj til Samsø. For livet på landevejene udspiller sig fortsat år efter år med gammel og ny musik – senest ’Tidløs erindring’, som blev sendt på gaden i efteråret 2021. 

Det er altid den nyeste plade, som Sebastian selv er gladest for. Det kan ikke være anderledes, for når han skaber nye sange, er han så dybt inde i det rum, at han ikke kan interessere sig for særlig meget andet. Efterhånden er det blevet til så mange plader, at han ikke længere selv kan huske rækkefølgen på dem. 

Da han i 2007 udgav bokssættet ’Sangskatten 1-2-3’ med 10 album i hver, hørte han mange af numrene igennem, men fordi han konstant havde alle antenner ude, var hele oplevelsen så udmattende, at han endte med at falde i søvn. Siden har han udgivet 14 album yderligere, både livealbum, opsamlinger og helt nye plader. Alligevel forestiller han sig, at der kommer en dag, måske inden alt for længe, hvor han sætter sig i sin stue i Vejby tæt på Nordsjællands top med sin hund, en lille shih tzu, ved sin side og starter fra begyndelsen. 

”Jeg venter stadig på den der dag, hvor jeg skal høre hele lortet igennem. Jeg har længe haft en tanke om, at når jeg ved, at jeg ikke skal lave flere plader, så sætter jeg mig ned og hører alt, hvad jeg har lavet. Det skal være under de helt rigtige omstændigheder, hvor der ikke sker andet i et par uger, for det er en stor mundfuld at gå i gang med. Jeg kan sagtens forestille mig snart at være der, hvor jeg egentlig føler, jeg har lavet de plader, jeg skulle. Det er ikke utænkeligt. Jeg er 72 år. På et eller andet tidspunkt skal jeg vel slappe lidt af.”

Men det er spørgsmålet, om han overhovedet kan det. På scenen med sin guitar har han aldrig følt sig ensom. Tværtimod. Kontakten med publikum overgår alt, men den har til gengæld også i mange år fyldt ham med et mærkeligt mismod, når folk forsvinder ud af salen, og han står alene tilbage bag scenetæppet.

”Det har været en karriere, jeg har måttet køre meget på mine egne præmisser. Så bliver man ensom indimellem. På godt og ondt har det været en lidt ensom rejse, for jeg har selv taget beslutningen om, at værket er den højeste målsætning. Det er der mange, der ikke kan følge med i. Og jeg kan måske heller ikke følge dem.” 

Og hvad skulle Sebastian i øvrigt kunne gøre ved det? 

”Vi har jo hver især de der skæbnemøder. Nogen ser en kvinde komme ind ad døren på cafeen og tænker: ’Hende kommer jeg til at bo sammen med’, og så ender de med at bo sammen i 20 år. Det er det samme med mig og musik. Jeg kom gående ned ad gaden i 1964 og hørte Rolling Stones ud ad vinduet. I samme sekund tænkte jeg: ’Det skal jeg lave. Det er musik, jeg skal med mit liv.’”

Som barn voksede hun op i et mormon-hjem nær Frederikshavn. Siden har 57-årige CONNIE NIELSEN kæmpet for retten til at være sig selv på en lang rejse fra Elling Å til Hudson River. Ud & Se tog til New York for at møde kvinden, der behersker den perfekte pasta, fire forskellige sprog og en international karriere i fuld galop.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Rasmus Weng Karlseni

DE GULE TAXAER dytter morgensurt og prøver at møve sig frem ad 5th Avenue, hovedåren i New York City, der gelejder folk i titusindvis til arbejde. Mens der bores i vejene, knækker turisterne nakken i forsøget på at forevige skyskraberne på deres telefoner. Det larmer, det lugter, det summer af sitrende storby-virak, og fortsætter man fra toppen af Manhattan og ned forbi Central Park, Rockefeller Center og Empire State Building, rammer man på et tidspunkt West Village, hvor larmen forstummer, bygningerne gradvist bliver lavere, og luften ligesom lettere. 

Her er det travle morgenmylder byttet ud med hundeluftere, der snildt håndterer et broget bundt af fem forskellige racer i én hånd, og med trimmede folk, der skal have en kop to-gokaffe i deres træningstøj efter løbeturen. Der er fuglekvidder fra trækronerne, og New York er ligesom sat på mute i den her del af byen. I højderne er der frodige rooftop-terrasser, Hudson River bruser stille et sted tæt på, hundene bjæffer stadig søvnigt, og varmedisen lægger en hinde over horisontens skyskrabere, der på en dag som i dag vitterlig ser ud, som om de fortsætter op i det uendelige. 

Brandtrapper zigzagger op og ned ad rødbrune murstensbygninger, og inden i en af dem er der en elevator med tre indstillinger: 1. sal, 2. sal og PH. Det sidste betyder åbenbart penthouse, og det er den knap, der skal trykkes på. Oppe ved ejendommens taglejligheder står en af dørene på klem, og indenfor er der så stille, at man kan høre gulvbrædderne knirke. Ved første øjekast virker lejligheden mennesketom, mens begrebet newyorker-loft folder sig ud med 15 meter til loftet, blanke hvide gulve og et scenisk lys, der tonser ind ad store industrielle vinduer. 

På et bord bag en sofa står en overdimensioneret glasvase med en buket, der virker større end en granvoksen kvinde. Buketten får lejligheden til at dufte af skovbund en tidlig forårsmorgen, og den blander sig med en duft af rent, sprødt sengetøj. På væggen hænger et vægtæppe på størrelse med et mindre svømmebassin. Der er polstrede lædermøbler, lammeskind, statuer, træudskæringer, stenbuster, femarmede lysestager og såmænd et stykke af en meteor fra det ydre rum, der ligger og skinner på en kommode. Læderjakker, hatte, en racercykel og adskillige skateboards hænger klar til at gribe på vej ud ad hoveddøren. 

PLUDSELIG GÅR DØREN fra badeværelset op, og ud kommer Connie Nielsen. Frisk ud af badet med et hvidt håndklæde om sig, håret løst samlet med en elastik og en hale af damp efter sig, da hun sætter kurs mod sit køkken. Den danske skuespiller er lige kommet tilbage fra sin morning jog, en tur ned mod Frihedsgudinden langs Hudson River og tilbage igen. 

”Kom ind! Slå jer ned!” siger hun med det samme i ét stort smil, da hun får øje på den indtrængende entourage, der består af en fotograf, en pressedame, denne journalist og to hår- og makeup-artister. Hun trækker stole ud fra sit krummelurede spisebord, der står med de samme stole og det samme maleri hængende over sig som dengang, hun boede i Milano for 30 år siden. Hun har taget sit højtskattede spisehjørne med til New York i et 1:1-forhold, og hun sætter sig på en stol i midten af arrangementet med let spredte ben og slår hænderne i lårene. ”Sæt jer ned, sæt jer ned!” siger hun stadig kun iført håndklæde, et ansigt on the rocks og med reminiscenser af en nordjysk dialekt, der lige skal genstartes. Hendes stemme er lys og blød. Der er ingen øh’er eller bump på vejen, når hun taler. Hun har en oplagt lydbogsstemme og har også indlæst noveller for New York Times.

Lejligheden er en stilet Maggi-terning af artefakter, der er indsamlet gennem mere end et halvt liv og fra hele verden. Connie Nielsen svarer umiddelbart ”ja, sgu da”, når nogen spørger, om de må nappe et glas vand eller låne badeværelset. Stylisterne står klar med deres kufferter, der i bagage-lingo er odd size og på størrelse med skiudstyr. I stedet for skijakker og stive støvler er bagagen fyldt op med hårgrej og sminke. De er klar til at sætte det helt rigtige udtryk sammen til dagens fotoshoot, men badeværelset skal lige dampe af, inden Connie Nielsen kan komme videre med påklædningen derude. Skuespilleren spilder ikke tiden af den grund. 

”Lad os snakke om alle ideerne,” foreslår hun fuld af pep. Fotografen fortæller, at han ikke har lyssætning med, og at han kun ’skyder med ruller’. Ikke noget digitalt her. ”I like,” siger Connie Nielsen, mens hun nikker og kniber øjnene koncentreret sammen. Selv vil hun gerne køre et så naturligt shoot som muligt, men hun vil også gerne have fjernet sporene af, at hun kun har sovet tre timer i nat. Sent i aftes landede hun direkte fra San Francisco, hvor hun bor det meste af året sammen med sin yngste søn Bryce, der lige nu er i Danmark hos sin far. ”Lars is touring,” siger hun med reference til sin eksmand Lars Ulrich, der er trommeslager i Metallica. Det giver den 15-årige Bryce en masse frihed. ”Måske lidt for meget,” pointerer hun. Hendes øjne kaster et glimt fra sig, og hun griner, mens hun siger det. 

CONNIE INGELISE NIELSEN

57 år. Født i Helsingør. Opvokset i Elling ved Frederikshavn.

Bor i San Francisco med sin yngste søn Bryce, som hun har med eksmanden Lars Ulrich.  Har fem sønner i alt, to biologiske, Sebastian Sartor og Bryce Ulrich-Nielsen, stedsønnerne Myles Ulrich og Layne Ulrich og plejesønnen Yema Khalif, som hun har haft  i 12 år.

Har tidligere boet i Paris, Rom og New York. Lejligheden i New Yorks West Village-kvarter bruger hun stadigvæk flere gange om året.

SÅ LANGT FRA New York City, som man næsten kan komme, finder man Elling. Syv kilometer nordvest for Frederikshavn ligger den vendsysselske by med godt 1.000 indbyggere. Langs byen løber en å, der er rig på regnbueørreder og ynglende strandskader. Blandt en lille smule andet finder man en XL Byg, en kirke, en kennel, Kajs Butik, en slagter og en blomsterbinder. Fra Connie Nielsen var ni år, voksede hun op i downtown Elling. Familien bestod af far Bent, mor Laila og de tre søskende Bent (junior), Ulrik og Søs, der flyttede op til toppen af Jylland fra Helsingør. Connie var den ældste i søskendeflokken på fire, der blev opdraget som rettroende mormoner, efter forældrene var blevet omvendt af omrejsende missionærer, da Connie var to år gammel.   

”Jeg var den, der skulle stå for det hele, fordi min mor meget, meget ofte – men ikke altid – var dybt, dybt, dybt deprimeret og simpelthen levede på Valium,” siger Connie Nielsen med tryk på ’ikke altid’, mens hun omsorgsfuldt og med blik for både sin mors og fars forhistorier fortæller om sine forældre.

Faren blev sendt på børnehjem i den nordjyske by Vodskov. Faktisk var det efter datidens standarder mere en ’åndssvageanstalt’, end det var et hjem for børn. Far Bent var kommet til verden uden for ægteskab, og den skam kunne hans forældre, Connies farmor og farfar, ikke leve med. De blev senere gift og fik fire børn sammen. Familien besøgte Bent hvert år til jul, og da Connie Nielsen var blevet 12 år, kørte hun med sin far til stedet, hvor han var vokset op. Det fik noget til at falde i hak, og hun forstod pludselig, hvorfor han kunne være en hård tryner. 

Morens familie og opvækst derimod kastede glittede, dragende skygger ind i Connie Nielsens barndom og fik hende til at drømme. På væggene i barndomshjemmet hang sort-hvid-billeder af oldemoren, der i 30’erne var kendt som ’hele Danmarks Olga’. I smart – og efter datidens normer outreret – ridedragt var der billeder af hende, hvor hun spankulerede ned gennem Thisted. Her drev hun en biograf sammen med sin mand, Connies oldefar. Da manden døde i en ung alder, drev Olga biografen videre ene kvinde, og fortællingen om den idérige og excentriske oldemor sad fast i Connies hjerne.  

”JEG VOKSEDE OP i et fattigt hjem, min far var buschauffør, men alligevel havde vi genstande fra et rigt hjem. Flotte marmor-ure, som kom fra Paris, og min oldemors meget smukke smykker, som min mor havde arvet,” siger Connie Nielsen, hvis mor var hjemmegående. De drømmende vægge var tilsat historier om, hvordan oldemoren havde brændt en af sine elskeres tobaksforretning af nede på havnen. Han havde taget sig en anden elsker, og så var der afregning ved kasse ét. Brandvæsenet kom, men oldemorens eneste kommentar var angiveligt: ”Lad det brænde, det er mit!”

Connie Nielsens mormor blev uddannet modist og levede af at sy hatte, og da Connies mor, Laila, senere satte sine forsigtige fødder på revyscenen, syede mormoren kostumer til hende. Familien havde været kreativ i generationer med rullende biografer og kostume-produktion.

”Alt det voksede min mor også op under. Og så blev hun gravid med mig som 18-årig. Min far giftede sig så med hende, men de var overhovedet ikke … tilpasset hinanden,” siger Connie Nielsen, der fortæller, at faren helst bare ville være derhjemme og spise sigtebrød, mens moren gerne ville ud i verden og – i sine gode perioder – var fuld af spræl. Til en af Connie Nielsens børnefødselsdage havde moren sammen med en veninde klædt sig ud som heks. Hun havde fyldt en gammel kedel med tøris, som hun rørte rundt i med indlevede bevægelser og en skraldende hekse-latter, da hun tog imod datterens kammerater.   

”Jeg var flov og tænkte: ’Hvorfor kan jeg ikke få en ganske almindelig kage på papirtallerkener med små flag på!?’ Men i virkeligheden var hun jo genial.”

Til trods for morens kreative sjæl lå migrænen, depressionerne og den hårde tone som en uigennemtrængelig tåge over de i alt fire søskendes barndom i Elling. Deres mor kunne ligge i sin seng i ugevis. Døren var ofte lukket ind til hendes værelse, og så skulle man ikke gå ind. Heller ikke selvom far Bent var på arbejde. Han var langturschauffør og kørte – med Connies egne ord – danskerne til den tyske grænse for at købe billigt sukker. 

Det var bedre at finde ud af tingene selv. Som seksårig blev Connie Nielsen storesøster til sin mindste lillebror, Ulrik, der blev født med hoftedysplasi, en lidelse hos spædbørn, der gør, at de skal have benene i skinner de første måneder af deres liv. 

”Jeg stod der og rensede og lagde salve på de der små lår,” husker hun med en stemme, der instinktivt bliver en tak blødere. Snart skifter hun både toneleje og dialekt, da hun på et langsomt, syngende nordjysk fortæller, hvordan den forældreomsorg, hun blev nødt til at give sin lillebror, har holdt dem tætte lige siden: ”Vi er stadigvæk, altså, meget tætte. Så tætte, at jeg tror, at mine to andre søskende nogle gange har følt: ’Prø’ lig’ å’ hør’ her, I er lidt fucking irriterende, gider I lige lade være med at være så selv-lækre.’” 

Ligesom Connie flyttede lillebror Ulrik også fra Danmark. Han ramte Amerika før Connie og etablerede sig inden for tech-industrien. Lillebror Bent er kranfører i København, og lillesøster Søs bor ude på landet i Danmark med sin kæreste og sine heste, de er begge landmænd. ”Vi er vildt forskellige alle sammen, men vi elsker hinanden.” 

CONNIE & KARRIEREN

Havde sin allerførste rolle i Møllerevyen i Frederikshavn som 15-årig. Som 19-årig debuterede hun som filmskuespiller i den franske film ’Par où t’es rentré? On t’a pas vu sortir’. Efterfølgende fik hun en rolle i den italienske miniserie ’Colletti Bianchi’.

Fik sit internationale gennembrud som topadvokaten Christabella i ’Djævelens advokat’ i 1997, hvor hun blandt andre spillede sammen med Al Pacino og Keanu Reeves.

I 2000 spillede hun kejserdatteren Lucilla i den verdensberømte film ’Gladiator’, der vandt adskillige Oscars. I 2004 spillede hun Sarah i Susanne Biers ’Brødre’ og vandt Bodil-prisen for bedste kvindelige hovedrolle. I 2017 og 2020 spillede hun dronning Hippolyta i Warner Bros.-filmene ’Wonder Woman’ og ’Justice League’. Havde en rolle i Lars Von Triers prisvindende film ’Nymphomaniac’ fra 2014. Har desuden haft roller i adskillige amerikanske tv-serier og været producer og manuskriptforfatter på flere af produktionerne.

Medstifter af organisationen Human Needs Project, der arbejder for at bekæmpe fattigdom i slumkvarteret Kibera i Nairobi. Hendes plejesøn, Yema Khalif, kommer herfra.

Er aktuel i rollen som Karen Blixen i Via­play-serien ’Drømmeren – Karen Blixen bliver til’.

DA DE FIRE søskende Connie, Bent, Ulrik og Søs blev voksne, kom der en forklaring på deres mors lange dage i soveværelset. Cyklotymi hed det. En lidelse, hvor en person svinger mellem stærkt depressive tilstande og dramatiske tilstande af glæde. Connie Nielsen husker, at når hendes mor var glad, var hun next level.

”Lige pludselig kunne der være ostefad med 70 franske oste, og vi var pænt fattige, så min far sad der og svedte tran: ’Gud, hvordan fanden kommer vi igennem næste måned!’ Eller også var der pludselig 10 nye kjoler til hende selv, som hun havde købt nede i byen … og jeg gik i skole i laser. Jeg overdriver ikke. Jeg havde huller på mine knæ, før det overhovedet var fashionabelt at have. Jeg havde det værste tøj. Jeg kan huske, at der var nogle dage, hvor jeg gik i skole, og det var grimt, det tøj, jeg havde på, at de ikke engang drillede mig, fordi de syntes, at det var synd for mig,” siger Connie Nielsen, der som barn var lidt af en boss, den, der satte i gang, og den, der styrede slagets gang. 

”En af de skønne ting …” siger hun og stopper sig selv, mens hun på én gang griner sarkastisk og overbærende og fortsætter: ”Der er altid noget positivt.” Og det positive i den her sammenhæng med en mor med dårlige nerver og en fraværende far var, at der ikke var nogen, der holdt øje. Og når ingen holdt øje, var der heller ikke særlig mange regler. Søskendeflokken rendte rundt i skoven og ved ’Skredet’, som de kaldte skrænten nede ved Elling Å. ”Vi byggede dæmninger og svang os med reb hen over vandet. Vi var fuldstændig frie,” siger Connie Nielsen, der som den eneste havde en bagkant. Hun skulle smutte fra legen tidligere end de andre, fordi hun skulle hjem og lave aftensmad. 

I EN GEOGRAFITIME var store kort over Danmark, Europa og verden trukket ned foran tavlen. Connie Nielsen var 11 år gammel, hun sad i klassen og stenede over, at den by, hun boede i, slet ikke kunne ses på danmarkskortet fra hendes plads. Elling og Frederikshavn var umulige at få øje på, Danmark kunne kun svagt anes på kortet over Europa, men landet var så godt som usynligt på verdenskortet. 

”Jeg sad der og tænkte: ’Jeg kommer fra nowhere! Der er jo en kæmpe verden derude,’” siger Connie Nielsen, der klapper hårdt og hurtigt som en træner, der giver en peptalk. ”Jeg kunne slet ikke vente. Voks nu op, så du kan komme af sted!” 

I skolen var hun vant til at få skældud, fordi hun kom for sent de fleste dage. De mindre søskende skulle på en bus til Strandby Skole, og som regel var det Connie, der skulle sende dem af sted klokken kvart i otte. Men hun kunne ikke nå fra Elling til sin egen skole i Frederikshavn på et kvarter. 

”Jeg spurtede alt, hvad jeg kunne, for at minimere, hvor for sent jeg skulle være. Men man kan ikke forklare sådan noget til lærere,” siger Connie Nielsen på sit danske, der har adopteret en engelsk syntaks. Lærernes kommentar var som regel: ”Nå, nu er dronningen mødt op.” 

Da hun var 15 år, fik hun sit første job i en af de finere dametøjsforretninger i Frederikshavn. Hun cyklede rundt til de store villaer med perlegrus i indkørslen og afleverede tøj til damerne. 

”Der var meget gråt og beige,” siger hun, griner og fortæller, at hun bagefter fik job på en grillbar. Motivationen var, at hun ville købe sit eget tøj. Men sin allerførste løn brugte hun på en rød Christian Dior-læbestift og matchende neglelak til sin mor. 

”Det var min gave til hende, så hun kunne blive glad.” 

Moren pyntede sig med neglelakken og læbestiften, så tit hun kunne. Men sygdommen stoppede aldrig med at æde af hendes humør. 

Den næste løn brugte Connie Nielsen derfor på ny vinyl, en Electric Light Orchestra-plade, der med sit out of space-cover fik hendes drømme og fantasi til at stikke af. 

I HJEMMET I Elling var kaffe, te og alkohol forbudt, og Connie Nielsen skulle være tildækket til håndled, hals og ankler. Familien fulgte mormonkirkens retningslinjer, men som 15-årig tog hun et opgør, især med sin far. Ved middagsbordet var faren i gang med at holde en tale for hendes brødre, der gik på, at hvis man røg hash, ville man partout blive stiknarkoman. Som den ældste storesøster gav Connie stilfærdigt sin far ret i, at det nok ikke var verdens bedste idé at ryge hash, men at man altså ikke nødvendigvis endte med en nål i armen, hvis man gjorde.  

”Så bad min far mig om at forlade bordet. Jeg rejste mig op for at gå, men han stod i vejen for mig og sagde: ’Du skal ikke være næsvis.’ Så svarede jeg: ’Det er ikke at være næsvis at have en anden mening.’ Og så slog han mig.”

I det samme sagde Connie Nielsen til sin far, at hvis han nogensinde rørte hende igen, ville han aldrig se hende mere. Faren stod chokeret tilbage. Og han lagde aldrig hånd på sin datter igen, ligesom forældrene heller ikke slog hånden af hende. De lod deres datter have sin egen overbevisning, og langsomt indslusede hun sig i et mere almindeligt nordjysk ungdomsliv anno 80’erne. Snart efter stod hun som nummerpige i en rød badedragt i en Melodi Grand Prix-sketch i Møllerevyen i Frederikshavn og gik til fester med sine venner. 

”Da jeg begyndte i gymnasiet, var der basketballfest, og det var første gang, jeg fik alkohol. Sammen med alle pigerne. Det var rigtig sjovt, og jeg kom meget sent hjem. Min far låste døren, så jeg var nødt til at banke på. Og så stod han der. Jeg var bange for, at han kunne lugte det,” siger Connie Nielsen, der listede sig forbi sin far med bukket hoved og et hviskende ‘godnat’. Den næste dag havde festen udkrystalliseret sig i vaskeægte tømmermænd. Connie Nielsens mor blev bekymret og ringede fluks til lægen, der kom hjem til dem.

”Jeg vil gerne lige være alene med Connie,” sagde lægen, der lukkede døren ind til forældrene, så han og teenageren kunne være i fred. Derinde sagde han: ”Mellem dig og mig, du drak i går aftes, ikke?” ”Jo,” svarede hun. Så kaldte lægen moren ind på værelset og sagde: ”Ja, hun har fået akut mavekatar.” 

Connie Nielsen stopper for at grine færdig. ”Jeg har aldrig glemt det: ’Akut mavekatar’.”  

I 80’ERNES FREDERIKSHAVN sad hun hjemme hos sin perleveninde Marianne Sørensen og hørte Rickie Lee Jones til klokken tre om natten, når de ikke var i byen. De sad i badekarret med en drink i den ene hånd, der blev holdt kold af en frossen blomme, og en leverpostejmad i den anden. 

”Det var simpelthen så hyggeligt. Hendes mor var sådan en supermor, der kartede uld fra fårene, som de havde gående rundt i haven,” siger Connie Nielsen, der tilskriver sine venner sine bedste barndoms- og ungdomsminder.

”Jeg har haft fantastiske venner, som elskede mig på trods af, at vi var fattige.” Dengang var de en fast flok: Connie, Marianne, Susanne, Helle og Lone. De andre er i dag arkitekter, restaurant-medarbejdere og husmødre. De holder kontakten telefonisk og ses, så tit de kan. Connie Nielsen kalder den dag i dag stadig Susanne og Helle for sine tætteste mennesker. 

Dengang i 80’erne gik de på Gatsby’s sammen i Frederikshavn, som var stedet, hvis man ville ud og danse til ’Thriller’ og ’Billie Jean’. Det var først fedt at tage derhen klokken 23:30, så man skulle finde på noget at lave indtil da. De spiste middage sammen, og nogle af drengene i venneflokken – der i øvrigt var medlemmer af Konservativ Ungdom – havde lavet en vinklub, som Connie Nielsen og hendes veninder på et tidspunkt besøgte. 

”Og så skulle vi prøve en Pommard,” siger hun, mens hun løfter øjenbrynene og udtaler vin-navnet på et næsten overdrevent fransk. Drengene iltede, duftede og smagte efter på de dyre vine. ”Jeg var sådan: ’Skal vi sidde her og lege voksne!?’”

Heldigvis gled vinklubben over i Gatsby’s, et med Connie Nielsens ord lillebitte diskotek, som alle ville ind på, og hvor det kun handlede om at danse. Nætterne gled over i morgener med friske rundstykker fra bageren, og vennerne sov i samlet flok på sofaer hos enten den ene eller den anden.  

FEM TING, DU – MÅSKE – IKKE VIDSTE OM CONNIE NIELSEN

1. Fik sin kulturelle uddannelse i Italien, hvor hun boede i begyndelsen af sine tyvere sammen med sin eksmand, den italienske skuespiller Fabio Sartor, med hvem hun fik sønnen Sebastian Sartor. I Rom læste hun sig både gennem Shakespeares værker og lærte det italienske køkken og sprog at kende indefra. Op til en rolle i en italiensk tv-serie lærte hun sig selv alle dialogerne udenad. Efter indspilningerne, der varede tre måneder, talte hun flydende italiensk.

2. Har taget masterclasses med den berømte stemmelærer Lydia Stix fra Piccolo Teatro i Milano.

3. I mormonernes søndagsskole blev hun påbudt at tage et skilt om halsen med i folkeskolen, når hun mødte om mandagen. Der stod, at hun elskede Jesus. Der var et pres fra de voksnes side om, at man skulle være stolt af sin religion.

4. Er stor fan af Margrethe Vestager og hendes arbejde som konkurrencekommissær i EU og kalder hende ’en heltinde, der bare gør lortet’.

5. Var vært ved det store H.C. Andersen-åbningsshow i 2005 i forbindelse med forfatterens 200-årsjubilæum. Det blev sendt over hele verden, og det faktum gjorde hende rædselsslagen. ”Jeg var så nervøs, at jeg var nødt til at få betablokkere af min gudmor,” siger hun om episoden.

PÅ PERRONEN I Frederikshavn stod 18-årige Connie Nielsen. Med en beskeden sum penge på lommen og en stor papkuffert fuld af hjemmesyet tøj. Hun havde solgt sin mors symaskine, som stod og samlede støv, og de 200 kroner, den indbragte, var hendes lommepenge. Laila og Bent, Connies mor og far, var netop blevet skilt, men de stod der begge to for at sige farvel til deres datter, der havde kurs mod eventyr uden bagkant i Paris. Forinden havde den unge nordjyde fået nys om, at familien vistnok havde en onkel i den franske hovedstad, og så spurgte hun sine forældre, om hun ikke måtte rejse ned og bo hos ham. Moren fik ringet rundt, og det hele kom hurtigt i stand. Med ordene ”Pas godt på dig selv, min pige” sendte Bent sin ældste datter ud i verden, og Laila supplerede med rådet: ”Husk lige, du går ikke ud og spiser, medmindre du kan betale halvdelen af regningen og taxaen hjem.”  

I Aalborg og Hamborg skiftede hun tog, og snart stod hun i Paris og havde brugt alle sine penge. Hun og onklen havde aftalt et backup-mødested i tilfælde af, at de missede hinanden. Og da Connie ikke kunne få øje på sin onkel det første sted, måtte hun praje en taxa og sætte kursen mod Gare du Nord i 10. arrondissement. Turen kostede alt, hvad hun havde, men hun fandt sin onkel, og hun boede hos ham de første tre måneder. Og der stod hun så som en – med egne ord – blåøjet mormon-pige midt i Europas kulturelle hovedstad. Heldigvis mødte hun Lisa fra Florida, der inviterede hende til en middag og i øvrigt foreslog, at de kunne finde en lejlighed sammen. Til middagen var en filmproducer med.

”Jeg var så fræk, at når folk spurgte: ’Hvad laver du?’, så sagde jeg fra begyndelsen: ’Jeg er skuespiller.’ ’Okay, hvad har du lavet?’ ’Jeg har lavet revy! Det er en meget vigtig ting i Danmark, en 150-årig gammel tradition, og det har jeg lavet, siden jeg var 15, og min mor har lavet det, siden jeg var lille.’” 

Sådan nogenlunde lød det pitch, hun holdt for produceren og resten af middagsselskabet, og kort tid efter havde hun en rolle i sin første film. Snart blev Paris til Rom og Milano, men rollerne var de samme: at være sexobjekt. 

”Det var ikke det, jeg ville. Jeg var en seriøs person, og jeg ville tages alvorligt. Jeg ville være kunstner, jeg ville ikke være starlet. Jeg var ikke interesseret i noget af det,” siger Connie Nielsen, der som 33-årig hev sine italienske teltpæle op og rejste til New York med sin førstefødte søn Sebastian og sin opsparing under armen.

Hun havde lige nøjagtig seks måneder til at slå igennem i Staterne, ellers ville pengene være brugt op. Det var en sensommer i slutningen af 90’erne, og efter kort tid blev hun tilbudt at indspille en film sammen med Arnold Schwarzenegger og en tv-serie med Don Johnson. Men tiden som høj, blond starlet var endegyldigt forbi, og med en solid portion is og stædighed i maven takkede hun pænt nej til rollerne. 

”Det var ikke derfor, jeg var kommet til Amerika,” siger Connie Nielsen. Og det betalte sig at stå fast. En måned senere blev hun castet til at spille Christabella, Al Pacinos datter i ’Djævelens advokat’, som blev en verdensomspændende succes, da den kom ud i 1997, og hun skrev selv den scene, hvor hun holder et formfuldendt advokat-forsvar på italiensk i filmen.

BIOLOGISK SET ER 57-årige Connie Nielsen mor til to, Sebastian og Bryce, men hvis hun selv skal sige det, har hun fem sønner: 32-årige Sebastian Sartor, som hun har med sin eksmand, den italienske skuespiller Fabio Sartor, og 15-årige Bryce Ulrich-Nielsen, som hun har med eksmanden Lars Ulrich. Og så er der de tre andre: 24-årige Myles Ulrich og 22-årige Layne Ulrich, hendes stedsønner, som hun boede sammen med i en lang årrække. Og endelig 35-årige Yema Khalif, som hun har adopteret fra Nairobi-forstaden Kibera. 

Newyorker-lejligheden emmer af deres tilstedeværelse, for det er ikke moren, der tager et skateboard under armen, når hun skal ud. Det er heller ikke hende, der mikser musik i lydstudiet, der står op ad vinduerne. Eller hende, der bruger bordtennisbordet, der står klar til at beværte en duel med et fad fuldt af bolde og bat. 

Connie Nielsen har haft lejligheden i West Village siden 2000. Dengang var Lou Reed hendes nabo, og det vrimlede – med hendes egne ord – med transvestitter og prostituerede. I dag indlogerer hun sig i lejligheden cirka tre gange om året, for hun har også et hus i San Francisco, hvor hun bor med sin yngste søn. Til gengæld bruger hendes store sønner newyorker-lejligheden en hel del. ”De ved godt, at de er lidt forkælede,” siger hun.  

I gangen er en totempæl boltet fast i væggen. Den var en del af det legehjørne, som Connie Nielsen indrettede til sin søn for nu mange år siden. Nu står pælen med en antik Napoleon-seng som sidemakker, købt i Rom, dengang Connie Nielsen boede i La Monserrato – hun ruller på R’erne og trækker A’erne lange, når hun siger det – byens historiske hjerte, i en lejlighed fra 1500-tallet, hvor den moderne elektricitet hang frit ned langs væggene, og hun og hendes daværende kæreste sov på madrasser på gulvet. 

24 år gammel gik hun dengang rundt i den italienske hovedstad, hun var medlem af en feministisk gruppe, og hun ville hjemmeføde sin søn i dén seng. Hun havde også veer i den, men ak, et kejsersnit blev nødvendigt, og hun måtte på hospitalet. 

34 år senere emmer penthouselejligheden i New York af livshistorisk museum på en næsten højtidelig måde, men uden en følelse af, at man som besøgende skal tale afdæmpet og gå med armene langs siden. Et gammelt apotekerskab med nummererede skuffer og glaslåger skinner i al sin mahogni-glans og huser lejlighedens porcelæn og sølvtøj. 

”Der er endnu mere i San Francisco. Jeg elsker smukke borde. Mine børn har altid spist med sølv. Hele deres liv. Ikke fordi det skulle være fint, men fordi det skulle være smukt,” siger hun. 

Et Steinway & Sons-flygel står majestætisk og sender diamant-genskin gennem lejligheden, hvor der er reolmetre fyldt med lp’er og cd’er. 

Tom Waits, Gasolin’ og Mahlers 5. symfoni står der blandt andet på de tynde rygge. Selv spiller Connie Nielsen guitar og klaver. Foran sofabordet må fjernsynet vige en smule for kaminen, der er flankeret af kurve med optænding og aviser. En moppedreng af en Thomas Piketty-bog ligger på sofabordet (den franske økonom, som forsker i økonomisk ulighed). Hun er i gang med at læse den, og hun genfortæller med tydelig forargelse historien om de gigantiske summer, der ligger i skattely, som man ellers kunne forandre verden med. Connie Nielsens sprog er rundet af bløde amerikanske efterdønninger, der som små krusninger væver sig ind og ud af både sætninger og endelser. 

CONNIE NIELSEN OM …

’Gladiator’

”Inden jeg skulle skyde ’Gladiator’, var jeg ved at få et nervøst sammenbrud. Jeg havde den her scene, hvor jeg skulle stå foran 3.000 extras og græde, og jeg vidste ikke, om jeg kunne græde på kommando. Joaquin Phoenix gik ligesom over i hjørnet og gjorde sig klar inden scenen, og lige pludselig kom han frem og begyndte at græde. Jeg stod der og koncentrerede mig om ting, som virkelig havde gjort mig ked af det. Men det var umuligt at blive i den koncentration. Richard Harris lå og spillede død, når vi optog, men i pauserne satte han sig op og fortsatte den her meget lange smøre om ham og Peter O’Toole og alle de skønne, forfærdelige ting, de lavede, når de var på turné Det fik jo én til at skoggerle. Og så tænkte jeg: ’Nu er jeg fucked. Nu har jeg lige stået og grinet, nu kan jeg ikke græde.’ Men der opdagede jeg, at jeg var endnu mere loose, og jeg gik lige over i at græde. Fordi det er den samme muskel. Pludselig begyndte jeg bare at græde automatisk på hvert take.”

MAKEUP-ARTISTERNE PUSLER, pensler og klipper. Hovedpersonen sidder rank og rolig foran et stort spejl midt i køkkenet. Hendes søns influencer-kæreste, der er rutineret i at tage selfies, har skaffet et flytbart spejl. Connie er konversationskunstens dronning. I hendes hjem er der ingen akavet stilhed, og hun sidder ingen overhørig. Det tager to timer at lægge hendes makeup og sætte hendes hår, og da seancen er overstået, kender hun assistenternes livshistorier i overordnede træk, og hun har loyalt delt ud af sig selv og sine egne fortællinger imens. ”I cannot do botox. I wanna look like a human,” siger Connie Nielsen til hår- og makeup-artisterne og forklarer, at hun vil se vred ud, når hun er vred, ked ud af det, når hun er trist, og glad, når hun er glad.

Da hårstylisten har klippet hendes spidser, flyver Connie op og henter en håndstøvsuger, og i en hurtig bevægelse har hun fjernet håret på gulvet. Hun er høj, graciøs og langlemmet og bevæger sig let, næsten svævende, rundt. Kort forinden har hun rejst sig fra beautystationen for at sætte musik på. Drømmende lounge-toner sniger sig blødt og klaveragtigt ud af højttaleren, og Connie Nielsen sætter i vuggende hoftedans tilbage mod styling-stolen. Pludselig ringer det på. Det er buddet fra et italiensk supermarked, der kommer med varer til den middag, hun gerne vil lave til sin søn, når han kommer i aften. Buddet vil vide, hvilket navn han skal trykke på ved dørtelefonen. ”Nielsen,” svarer Connie og udtaler sit efternavn langsomt. Kort efter kommer fire brune papirsposer ind ad døren, der bugner af grøntsager og italienske delikatesser. 

Playlisten skifter mellem fransk, afrikansk, rap, lounge og kenyansk dancehall. Hun får sat ekstra hår på, og musikken skifter til noget italiensk, der emmer af fest. En af hendes nylige roller krævede rødt hår, og den kemiske farve ødelagde håret, der er knækket af flere steder, og hun har små tjavser oppe ved panden. Hvis de vil bruge rød igen, må de gå full wig, lader hun forstå: ”The red was a fucker!” 

Små sorte buer bliver lagt på hendes øjenlåg med ferm hånd. Ingen siger noget, indtil makeupartisten pludselig udbryder: ”Et voila!” 

CONNIE NIELSEN SPRINGER OP: ”Okay, shoes on!” Hun er klar til at få taget billeder i sit nabolag. 

”Normalt er mit New York-look sorte jeans, hvid tee og en læderjakke,” siger hun, da hun går ud ad døren i loose skotskternede shorts, en lyseblå T-shirt, der har en lille plet af blomsterstøv fra San Francisco, som ikke kan gå væk, og hvide og blå Nike Jordans. 

Udenfor siger den mandlige makeup-artist: ”She’s gorgeous,” da Connie Nielsen let stryger hen over gaden i West Village. På afstand ligner skuespilleren et lyseblåt og lyserødt bolsje.  Hår- og makeup-artisterne har pusletasker fulde af remedier, som de fresher Connie op med, når hun poserer. På trappetrin, midt på gaden. Håret rettes, læbestiften fikses. Hun går gyngende og afslappet og smalltalker, men så snart fotografen løfter kameraet, er hun på arbejde. Ansigtet fortrækker sig til en fokuseret og professionel karakter, bevidst om vinkler og bevægelse.

På hjørnet af Perry Street og West 4th. Street bryder hun ud i et på én gang snorlige og brandvarmt model-smil. ”Så inviterer jeg på italiensk kaffe!” siger hun og stryger ind på sit italienske stamsted, hvor hun i årevis har spist søndagsfrokost med sine sønner. 

Da hun kom til byen for 20 år siden, var det ikke nemt at opstøve en ordentlig pasta, der matchede de standarder, hendes tid i Italien havde sat i hende. I dag drikker hun espresso i marmorbaren, hun tager en tår af den lille porcelænskop under skinnende sorte solbriller og slår over i et fejlfrit italiensk og bestiller kaffe til resten af rosset. Restauranten ligner en scenisk tidslomme. Baristaerne har hvide skjorter, sorte veste og ærmeholdere på. Citrusfrugter bjerger sig op fra bardisken, og der er vin galore i reolerne fra gulv til loft. Connie Nielsen drikker ud, siger: ”Grazie mille” til personalet og drejer ud på gaden igen. 

CONNIE NIELSEN OM …

’Justice League’ 

”Jeg skulle ligge stille som en mumie i syv timer og trække vejret gennem et sugerør under tilblivelsen af min karakter dronning Hippolyta i ’Justice League’. Det er tortur for en som mig at sidde stille så længe.” ”I dag har 3D-computerteknologi gjort den del af skuespiller-gerningen meget nemmere. Skuespillerne får fotograferet deres kroppe fra alle vinkler, og så bliver resten lavet på computer.”

’Okavango: The Wild Frontier’

”Vi skød filmen ’Okavango: The Wild Frontier’ ude på et vilddyrsreservat i Sydafrika. Pludselig udbrød en savannebrand, og jeg stod med en vandslange og kæmpede mod ilden sammen med alle dem, der boede på farmen. Jeg var 27 år og havde sat min lille søn, hans barnepige og alt, hvad vi havde, med ud i en jeep. Vi var klar til at køre ud gennem flammerne, men vi endte med at få has på ilden.”

DET STORE SATS over Atlanten lykkedes. Efter ankomsten til New York i 1996 begyndte større roller med mere tyngde efter kort tid at dukke op. Hun fik en tre-films-kontrakt med Warner Bros., og den første film var som nævnt ’Djævelens advokat’. Den allerførste dag på settet skulle hun skyde en scene i Central Park, og hun satte sig i en makeup-stol ved siden af Al Pacino.

”Han rejser sig så op og siger: ’Christabella’ – det er min karakters navn – ’I saw your screen test. I couldn’t be happier to have you as my daughter.’ Og så satte han sig ned igen.” 

Skuespilleren, der senere spillede med i film som Ridleys Scotts ’Gladiator’, Susanne Biers ’Brødre’ og den store Warner Bros.-produktion ’Wonder Woman’, bider sig let i fingrene og gør sine øjne store, da hun fortæller historien. 

Omtrent på samme tid blev Connie Nielsen introduceret til den danske modefotograf Marc Høm, og sammen med balletdanserne Alexander Kølpin og Nikolaj Hübbe dannede de en slags dansker-middagsklub i New York, alle med hver sin spirende karriere.  

”Nikolaj og jeg blev med det samme fuldstændig forelskede i hinanden. Han er ikke til piger, men det blev bare et kammeratskab fra day one,” siger Connie Nielsen, der som regel var den, der var vært for forsamlingerne. Hun havde sin søn Sebastian, og det var også hende, der perfektionerede adskillige pastaretter. ”Og så var det mig, der havde et rigtigt setup. Jeg havde et spisebord, jeg havde sølvtøj, jeg havde et rigtigt hus, hvorimod de andre …” siger hun og griner. 

”Vi spillede piratbridge til klokken jeg ved ikke hvad! Det var meget, meget fedt. Og så handlede det ellers om vores kunst. Nikolaj snakkede om alt det, han lavede på New York City Ballet, og Marc lavede de her fantastiske sort-hvide portrætter. Alle var vi ved at sætte vores mærke på, hvad det var, vi skulle lave. Vi var alle sammen på den her rejse, og vi var alle sammen virkelig ambitiøse. På sådan en afslappet, fandenivoldsk måde.” 

TILBAGE I LEJLIGHEDEN danser Connie Nielsen i sin hvide flydersofa med poserings-stop foran kameraet. Der er Kanye West på højttaleren, mens hun lægger sin krop og sit ansigt i de rette vinkler. ”Bingo!” siger fotografen, og Connie Nielsen siger straks efter: ”Lunch!” og klapper hænderne sammen. 

Hun går fra topprofessionel model til rutineret signora i løbet af et fingerknips, og på få minutter er der sat vand over til pasta, skyllet salat og snittet hvidløg. Der er pasta bottarga på vej, en angiveligt 3.000 år gammel ret, hvor tørret og presset fiskerogn rives ud over nykogt spaghetti. En orange klump bliver til fint drys, og der er frokost på vej til hele entouragen. Opskriften sidder tydeligvis i hovedet. Skinnende marmorbordplader bugner af olier, eddiker, støbejernsgryder og krukker fulde af røre-remedier, der er rødbrune og patinerede af tidens tomatsaucer.  Når hendes sønner kommer på besøg, bliver der lavet varm mad. Hver gang, ikke fordi de har en forventning om det, men fordi hun elsker at lægge tid og kærlighed i italiensk spaghetti til dem. I en håndsyet brasiliansk kjole fuld af glitter, farver og frynser åbner hun en flaske vin. 

Som en matriark får hun sat alle i sving, mens hun selv lægger sidste hånd på måltidet, der ud over pastaretten består af et overdådigt bræt med prosciutto, parmesan og salat. Mens pastaen bulderkoger – hun smager undervejs, så hun kan tage den af, når den er perfekt al dente – bliver der dækket bord med sort Royal Copenhagen-stel og foldede servietter. Hun forklarer, at pastaen kun er god i tre minutter, da alle har sat sig. Der er ingen, der mangler hverken vin i glasset, mad på tallerkenen eller noget at tale om på hendes vagt. Hun fortæller, hvordan hendes dengang 12-årige søn en dag kom hjem til newyorker-lejligheden fra en tur på skateboardet. Han fortalte nysgerrigt, at han havde mødt en masse damer, der lignede mænd. Connie Nielsen svarede, at de var transvestitter, og at hvis han nogensinde havde brug for hjælp, skulle han bare spørge dem til råds. 

CONNIE SOM KAREN

I ’Drømmeren – Karen Blixen bliver til’ spiller Connie Nielsen forfatteren i perioden, efter hun har boet 17 år i Kenya. Hun har mistet alt. Hun er syg, ruineret, fraskilt og flyttet hjem til sit barndomshjem Rungstedlund. Pludselig er hun igen afhængig af sin religiøse og højborgerlige familie. Nu skal hun prøve at rejse sig og genopfinde sig selv som kunstner. I serien spiller Connie Nielsen over for blandt andre Lars Mikkelsen og Joachim Fjelstrup.

EFTER MÅLTIDET GÅR VI uden entourage en tur i raskt og hjemmevant trav gennem West Village og SoHo, forbi hendes ældste søn Sebastians gamle skole, basketballbanen, han spillede på, forbi deres gamle yndlingsrestaurant, Da Silvano, og de efter deres mening mest vidunderlige slagtere og oste-mænd.

”Min søn Sebastian og jeg havde en weekend-ting, som vi altid gjorde, da vi boede i New York. Om lørdagen gik vi i en pladebutik og om søndagen i en bogbutik,” siger Connie Nielsen. Besøgene kulminerede altid med, at de hver måtte vælge tre bøger om lørdagen og tre cd’er om søndagen, som de købte. Sammen byggede de samlingerne af bøger og cd’er, der strækker sig fra gulv til loft i penthouselejligheden i West Village. Fredagene var for det meste helliget til at gå på The Museum Mile og stoppe på enten Metropolitan Museum of Art eller MoMa.

”Jeg prøvede at gøre det sjovt, så det aldrig var en pligt. Jeg sørgede for, at der var masser af våben og ting, som var spændende. Og rustninger og hvad ved jeg. Jeg ville gerne gøre ham konversationsdygtig. Ikke med andre mennesker, men med sig selv. Om hvad kunst er, hvordan man skaber noget kreativt, nogle ideer, og hvordan man kan stille spørgsmålstegn ved tingene.” 

Ruterne fra sønnens barndom sidder stadig i Connie Nielsens fødder, mens hun fortæller om sønnen og om sit eget liv.  

OPPE I LEJLIGHEDEN igen sætter hun sig i sin sofa og tager en glubsk tår vand. Hun har været på i ni timer uden pause. Inden længe skal hun i køkkenet igen og lave pasta til sin søn, der kommer til late night dinner. Og i morgen er hun på vej til Danmark for at lave presse om sin hovedrolle som Karen Blixen i tv-serien ’Drømmeren – Karen Blixen bliver til’, som hun også er executive producer på. 

”Jeg er stolt af, at jeg har bygget en karriere, som ikke kun er baseret på, at jeg var cute, da jeg var 25. Jeg er stolt af, at jeg har en stemme. Jeg er stolt af, at jeg er kommet frem til ikke at være bange for at fortælle,” siger Connie Nielsen, der har trukket benene op under sig i sofaen. Kornfede regndråber slår mod ruden, og de sorte skyer har gjort aftenen mørk før tid. 

”Der er noget inden for psykologien, der hedder parentified. Som barn blev jeg gjort til en forælder og fik ikke lov at være barn. For mig har skuespillet virkelig været en måde at genfinde legen i mig selv. Jeg elsker at lege. Men der ligger altid en alvor meget tæt på.”

KASPER WINDING har levet et langt liv på stikkerne. Her fortæller trommeslageren, sangeren og produceren om at få polititilladelse til at optræde, om at kede sig lidt, når man pophitter, og om at spille med de allerstørste jazz-, soul- og rockstjerner – blandt andet The Rolling Stones.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat, PR

1.

PÅ MIT BARNDOMSVÆRELSE hang to plakater, en af Picasso og en af arkitekten Oscar Niemeyer. Da jeg var fem år gammel, boede jeg med min mor i Kronprinsessegade, efter hun var blevet skilt fra min far (kunstneren og tv-manden Thomas Winding, red.). Min mor (fotografen Vibeke Winding, red.) kom fra Nordsjælland og fra en familie, som ejede virksomheden bag OMA Margarine og et bogtrykkeri, mens min fars forældre var kunstnere. 

Begge var præget af 60’ernes opgør med gamle strukturer, og mange ting i min barndom foregik på de voksnes præmisser. Når der var fest, sad jeg med ved de voksnes bord, og jeg var ikke ret gammel, da jeg blev slæbt med ind for at høre John Coltrane og Miles Davis. Hjemme hos os kom og gik folk konstant, og der var altid gang i den, men det var jeg vant til. Det var først, når jeg kom på besøg hos mine venner, at jeg opdagede, at andre familier rutinemæssigt samledes om middagsbordet eller foran fjernsynet om aftenen.

Jeg gik på Bernadotteskolen, som var en af de første skoler herhjemme, der gjorde op med kæft, trit og retning. Jeg var elendig til dansk og matematik, det interesserede mig ikke, men jeg elskede musik. Min far havde foræret mig min første lilletromme og et bækken som fireårig, og ikke længe efter begyndte jeg også at spille guitar. Men det var trommerne, der fangede mig, og min musiklærer Adrian Bentzon opfordrede mig til at klø på.

De første trommer, 3-4 år gammel. Foto: Vibeke Winding

2.

DA JEG VAR 13 år gammel, fortalte Bentzon mig om en professor i slagtøj på musikkonservatoriet, som skulle være landets bedste. Ikke længe efter blev jeg elev hos Bent Lylloff, og Palle Mikkelborg skaffede mig ind i Radiojazzgruppen og senere Radioens Big Band på Danmarks Radio. Jeg kom ind sammen med Mikkel Nordsø, som spillede guitar og var lige så gammel som mig. Der var nok nogle, som tænkte, at vi var nogle rollinger, men vi kunne virkelig spille, og der gik ikke længe, før vi blev hyret, når jazzens stjerner kom til København.

I starten skulle vi have polititilladelse for at spille på Jazzhus Montmartre, fordi vi ikke var gamle nok. Og vores forældre skulle hente os senest ved midnat. Det var i 1970, og jeg sad side om side med stjerner som Dexter Gordon, Herbie Hancock og Ben Webster. Jazzmiljøet var fantastisk, men der var også mange stoffer, og jeg var kun 14 år, da jeg første gang så en musiker sidde backstage med en sprøjte i armen. Mikkel og jeg følte os som stjerner, vi var den nye generation, og vi var måske lidt arrogante. I 8. klasse droppede jeg ud af skolen for at spille musik på fuld tid med mine forældres fulde støtte. Jeg øvede mig otte timer om dagen i de næste tre år. 

Fem år gammel i København. Foto: Vibeke Winding

3.

I 1977 REJSTE jeg til New York med min kone Pia og min lille søn. Hun var fotomodel og seks år ældre end mig, og vi havde mødt hinanden, da jeg spillede trommer i musicalen ’Hair’ i Cirkusbygningen. Ikke længe efter ringede hun fra et fotojob i Sverige og fortalte, at hun var gravid. Da min søn Oliver blev født, var jeg 16 år gammel. Jeg tænkte ikke ét sekund over, at jeg var for ung, måske fordi jeg allerede levede et voksenliv som musiker.

I New York skulle jeg udleve min drengedrøm om at spille musik i USA. Jeg fik en tjans som trommeslager-afløser på ’Saturday Night Live’, og jeg spillede med blandt andre Frank Zappa og soulsangerne Teddy Pendergrass og Barry White. I New York mødte og spillede jeg også med guitaristen Ray Gomez, og en aften, hvor vi var ude at spise, kom Keith Richards ind ad døren med sin assistent. Ray og ham kendte hinanden, og Keith Richards kom over til os og satte sig ned. Han fortalte, at han havde fået den idé, at der skulle være to trommeslagere på den næste Rolling Stones-plade, men han vidste ikke, hvem han skulle ringe til. Ray pegede på mig og sagde: ”Ham dér.” 

Assistenten skrev mit telefonnummer ned, men da der var gået 14 dage, havde jeg intet hørt. Jeg tænkte, at det nok ikke blev til noget, men pludselig ringede min telefon. Det var assistenten, som spurgte, om jeg kunne komme til Electric Lady Studios (i Greenwich Village, red.) samme aften. Jeg fløj ind i en taxa med alle mine trommer. 

Da jeg kom frem, viste det sig, at jeg var den eneste, som var mødt til tiden. Den første, der ankom efter mig, var Charlie Watts (trommeslager i Rolling Stones, red.). Der var dog ingen, som havde fortalt ham, at der skulle være en ekstra trommeslager med. Heldigvis var han vild med jazzmusik, og da han hørte, at jeg havde spillet med hans helte, kom vi godt ud af det med hinanden.

Jeg tilbragte en uge i studiet med Rolling Stones. Det var sjovt at være med dem ude at spise om aftenen og se, hvad der sker med stemningen i et lokale, når Mick Jagger træder ind ad døren. Men jeg fik ikke spillet særlig meget. Deres lyd og identitet var i forvejen så stærk, at jeg ikke kunne tilføre noget, og det, Keith Richards havde drømt om med to trommeslagere, kunne slet ikke lade sig gøre – der er ingen, der lyder som Rolling Stones. I stedet endte jeg med at spille lidt tamburin på nogle numre, der endte på albummet ’Tattoo You’.

New York, 1979. Foto: Pia Tryde

4.

VED SIDEN AF mit job som trommeslager var jeg begyndt at komponere musik. I 1978 skrev jeg musikken til ’Mig og Charly’, hvor C.V. Jørgensen sang, og det blev en stor succes. Langsomt trak det mere i mig at sidde hjemme ved klaveret og komponere end at sidde bag trommesættet. ’Mig og Charly’ havde givet mig en følelse af, at jeg havde talent for at skrive musik, og at det var noget, jeg kunne leve af. Til sidst besluttede jeg derfor at droppe trommerne helt. Folk sagde, at jeg ikke var rigtig klog, og at jeg spildte mit talent, men jeg kunne mærke, at det var det rigtige for mig. Jeg blev i New York og skrev mere filmmusik og spillede lidt trommer ved siden af for at tjene penge. Men jeg stoppede helt med at øve.

Jeg vendte hjem til Køben­havn i starten af 80’erne. Pia og jeg var blevet skilt, hun ville til Europa, og jeg ville ikke være for langt væk fra Oliver. I de næste par år gennemlevede jeg den ungdom, jeg aldrig havde haft som teenager. Der var mange fester og lidt for mange stoffer. Et år, hvor Oliver skulle holde jul hos mig, var jeg så udkørt, at jeg slet ikke var i stand til at passe ham. Stofferne gik ud over min evne til at være en god far, og da det gik op for mig, stoppede jeg fra den ene dag til den anden.

Op gennem 80’erne var jeg så småt begyndt at synge. Jeg var ikke nogen fantastisk sanger, og der gik alt for længe, før jeg kom til sangundervisning. Men efterhånden fandt jeg min lyd og mærkede, at jeg ramte publikum på en helt ny måde. I 1987 skrev jeg ’Sjæl i flammer’, som blev et stort hit herhjemme. To år senere blev også ’Kom nu hjem’ et hit, og i mellemtiden var jeg pludselig blevet popstjerne uden at have planlagt det. Jeg spillede på festivaler foran et kæmpe publikum, men det føltes ikke rigtigt for mig. Så i stedet for at følge op på mine hits trak jeg stikket og flyttede til England, hvor ingen anede, hvem jeg var.

Livekoncert,  2011.

5.

OMTRENT SAMTIDIG MED ’Sjæl i flammer’ havde jeg mødt min kone (Simone Bendix, red.) i en tøjbutik, hvor jeg var inde for at købe et par bukser. Jeg var 29, og hun var 18, fotomodel og skuespiller, og da hun skulle på teaterskole i Bristol, tog jeg med. I stedet for at lave mere popmusik begyndte jeg at lave techno, og jeg dj’ede til raves for 10.000 mennesker på en mark uden for Bristol. Da Simone blev færdig på teaterskolen, flyttede vi til London, hvor jeg blev en del af et hold, som arrangerede klubaftener under navnet Mish Mash – der senere blev navnet på et musikalsk projekt. I den periode skrev jeg ikke en eneste popsang.

En dag ringede Caroline Henderson, som dengang var med i Ray Dee Ohh. Hun ville gerne lave et soloalbum og spurgte, om jeg var interesseret i at producere det. Til at begynde med var jeg skeptisk, men hun var meget stædig og endte med at overtale mig. Sammen med hende og Thomas Blachman lavede jeg albummet ’Cinemataztic’, som solgte 140.000 eksemplarer og vandt en lang række priser. 

Pludselig fik jeg blod på tanden igen og skrev flere sange for andre artister sammen med Thomas. Mit pladeselskab Virgin spurgte senere, om jeg ikke også selv skulle lave et album mere. Men jeg var bange for, at de ville have mig til at lave en ny ’Sjæl i flammer’, så i stedet lavede jeg en elektronisk plade. Det var ikke lige, hvad de havde håbet på, men de tog det pænt og skyndte sig at udsende mine greatest hits som kompensation.

Kasper Winding dirigerer Philharmonia Orchestra under musikindspilningerne på Abbey Road Studios til filmen ’The Salvation’. London, 2014.

6.

I 2003 TOG jeg fra London til Paris. Op gennem 90’erne havde fransk elektronisk musik redet på en kæmpe bølge anført af bands som Daft Punk og Air. Der skete så meget i Paris, og inden vi havde set os om, var byen blevet vores hjem. Sammen med Guy-Manuel (de Homem-Christo, red.), som var den ene halvdel af Daft Punk, producerede og remixede jeg nogle numre for den franske artist Sébastien Tellier, som blev en stor undergrunds-succes.

Min karriere er gået i bølgedale, fordi jeg er alt for rastløs og nysgerrig til at blive ét sted ret længe ad gangen. Jeg har aldrig været særlig kommercielt anlagt, så når jeg har lavet noget, som er blevet et hit, har det aldrig været et mål i sig selv – men heller ikke noget, jeg bevidst har prøvet at undgå. Efter ’Sjæl i flammer’ og ’Kom nu hjem’ ville mange nok være fortsat i samme spor, men når noget bliver for nemt, har jeg en tendens til at kede mig. 

I 2006 blev nummeret ’Speechless’ et hit i både Storbritannien og USA og det meste af Europa. Vores pladeselskab ville have os til at lave noget mere i samme stil, men i stedet lavede vi et ret hardcore og punket dancetrack, som de syntes var for meget. Så det blev droppet.

Nogle vil mene, at det er en svaghed, at jeg ikke har fulgt op på mine succeser. Men jeg tror, at det har været med til at forlænge min karriere. Jeg er ganske enkelt ikke i stand til psykisk at lave den samme ting to gange. Hvis jeg havde gjort det, var jeg formentlig blevet metaltræt, som man ser det ske for andre kunstnere. I stedet har jeg fået et langt liv med musikken. Og når jeg i dag hører mit nye album, kan jeg helt ærligt sige, at det er det bedste, jeg nogensinde har lavet. Indtil videre.

Jørgen Leth har en evne til at få ting til at ske og til at balancere på kanten af verdenshistorien. Her fortæller digteren og instruktøren om at hustle sig til en film-optagelse i Mexico, om at interviewe morderiske magthavere i El Salvador og om at indspille i USA, mens Tvillingetårnene faldt.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Bent K. Rasmussen/Ritzau Scanpix

MEXICO, 1974

Jeg havde længe syntes, at det var oplagt at lave en film om cykelsportens timerekord, men jeg kunne ikke få den finansieret. Jeg havde allerede et godt samarbejde med Ole Ritter. Vi mødte hinanden sidst i 60’erne, hvor jeg begyndte at gå til landevejscykling i Danmark. Ritter var som amatørrytter en fascinerende person, fuld af historier og kunstinteresseret. Han blev en god allieret. Min vigtigste kilde til cykelsporten. Han var altid med på mine filmideer og god til at organisere dem, ikke mindst da han blev professionel i udlandet. Jeg var helt afhængig af ham, da vi lavede ’Stjernerne og vandbærerne’, hvor hans Bianchi-hold sørgede for, at vi kunne få lov at være med under Giro d’Italia. Året efter tog han til Mexico for at vinde sin timeverdensrekord tilbage. Han havde mistet rekorden til Eddy Merckx nogle år forinden, men ville nu erobre den tilbage og tog af sted til Mexico City med sit nye hold, det italienske Filotex. Ritter ville gerne have mig med. Jeg tænkte, at det måtte være muligt at få SAS eller et andet firma til at sponsorere filmen, men det lod sig ikke gøre.

En aften, hvor jeg sad hjemme på Frederiksberg sammen med min gode ven, digteren Ebbe Traberg, ringede telefonen. ”Så kan du godt se at komme af sted,” sagde Ole Ritter i den anden ende. ”Det er Ole, der siger, jeg skal tage af sted,” sagde jeg henvendt til Ebbe. ”Men jeg har jo ikke penge til det.” ”Det skal du ikke tænke på,” sagde Ole i telefonen. ”Det har jeg ordnet. Du skal bare sætte dig i flyet og ankomme til Mexi-co City. Sammen med Traberg. Kom bare begge to. Fra det øjeblik I stiger ud af flyet, skal vi nok tage os af jer.”

Ved fælles snilde fik Ole Ritter og Jørgen Leth lavet ’Den umulige time’ om cykelsportens timerekord. Foto: Asger Sessingø/Ritzau Scanpix

Da vi steg ud af flyet, blev vi modtaget med musik. Hans hold havde nogle gode sponsorer, der havde muliggjort rekordforsøget, og som var vilde med, at der skulle laves en film om det. Senere spurgte jeg Ole, hvad vi skulle gøre uden et filmhold. ”Det har jeg også klaret,” sagde han. Fransk tv havde sendt et lille tv-hold over. Ritter var en ret stor stjerne i Europa på det tidspunkt, og de gamblede på, at han nok ville vinde sin rekord tilbage. Men da de ankom, havde han spurgt dem, hvad de ville. ”Vi vil da filme dit rekordforsøg.” ”Ja, det er mit rekordforsøg, jeg ejer selv rettighederne til det,” havde han svaret. ”Men I kan få lov at filme det, hvis I stiller jer til rådighed for min gode ven Jørgen Leth fra Danmark.” 

Det var jo langt ude at eje sit eget rekordforsøg. Men jeg syntes, det lød rigtigt. Han lavede tre rekordforsøg inden for en uge. Den ene gang var der for meget vind, og han måtte afbryde. Jeg interviewede ham indimellem, og han fortalte undervejs om sin træning. Han styrede interviewene med stor humor. På et tidspunkt afbryder han mig: ”På fransk, for fanden, Jørgen!” Han var bevidst om, at det skulle kunne bruges til fransk tv. Det var hans film. Han var faktisk filmproducent dér. 

Efter tre rekordforsøg, hvoraf de to var den anden- og tredjebedste tid nogensinde, havde han fået nok. Han havde haft det skægt, og nu skulle han og konen til Acapulco og holde ferie. Han tog det ikke så tungt. Jeg var selvfølgelig ked af, at han ikke havde taget timerekorden tilbage. Men det var godt nok til en film. Titlen blev ’Den umulige time’.

ORD PÅ FILM

Jørgen Leth, 85 år, er digter, cykelekspert og filminstruktør. I år er det 50 år siden, han begyndte optagelserne på sin første film, ’Stopforbud’. I hans bog ’Mine film’ (Gyldendal, 2021) kan du læse om dem alle sammen.

Jørgen Leth var på jagt efter en tropisk fornemmelse med filmen ’Udenrigskorrespondenten’. Foto: Det Danske Filminstitut

HAITI OG EL SALVADOR, 1982-83

Jeg havde læst Graham Greenes bog ’The Comedians’ og var gennem den blevet betaget af ideen om Haiti. Et eksotisk sted med andre spilleregler, forfærdelige diktatorer og voodoo. Da Det Danske Filminstitut ud af det blå foreslog mig at lave en film om en udenrigskorrespondent i Haiti baseret på en roman af Jan Bredsdorff, så jeg det som en mulighed, og vi tog af sted sammen på researchtur til hovedstaden Port-au-Prince.

Vi opdagede Hotel Oloffson, en slags fantasislot i hvidmalet træ, udskåret i gingerbread-stil. Klientellet bestod af journalister, kunstnere, musikere, skuespillere. Værelserne havde navn efter nogle af de gæster, der havde boet der. Der var blandt andet en Mick Jagger-suite, en Graham Greene-suite, en Elizabeth Taylor-suite. Fitzgerald havde boet der. Mange havde ligesom jeg været tiltrukket af det eventyrlige, dramatiske, spændende land, som ikke er verdens navle, men hvor der altid er gode historier at fortælle. Den dag i dag drømmer jeg stadig om Hotel Oloffson. De sidste to år har jeg ikke været i Haiti på grund af den urolige politiske situation, og fordi øen har været hårdt ramt af COVID. Jeg vil stadig gerne derover igen, men jeg ved ikke, om jeg kommer det.

Nå, men Jan Bredsdorff og jeg var ude at more os hele tiden. Så dansesteder, vidunderlige kvinder, mærkelige forbrydere, der gik rundt i gaderne. Og vi så, hvor frygtindgydende et sted det var. Uniformerede folk med store guns patruljerede overalt, også på hotellet, men vi lod os ikke afskrække. Vi var enige om, at filmen skulle laves på Haiti, selv om det var midt under den forfærdelige menneskerettighedsforbryder Jean-Pierre ’Baby Doc’ Duvaliers regime.

Da vi kom hjem, satte Jan Bredsdorff sig til at skrive og var længere tid om det, end jeg havde forestillet mig. Jeg var lidt vred over ventetiden, og da manuskriptet endelig var klar, syntes jeg, det var meget langt fra, hvad vi havde snakket om. Det var ikke til at se Haitis humor, vanviddet og den surrealistiske dimension. Det var blevet for politisk korrekt. Han havde vel ikke villet udstille et uland, tværtimod skulle det have en kant af idealisme eller sådan noget – kedelige begreber. Det var jeg ikke interesseret i. Jeg syntes, det manglede liv og gnist, jeg syntes, han svigtede vores egen latter og oplevelse, og det lod jeg ham vide. Men han ville ikke ændre det. Til sidst sagde jeg til filminstituttet: ”Enten må I tage mig ud af projektet, eller også må I tage ham ud.” De valgte at tage ham ud. Det blev vi ikke specielt gode venner af. 

Indtil da havde jeg mest lavet eksperimentelle dokumentarfilm. ’Udenrigskorrespondenten’ skulle være min første egentlige spillefilm, og jeg følte ikke, at jeg selv havde evnerne til at konstruere plottet og de større linjer. Derfor var det en stor lettelse for mig, da det blev besluttet, at Klaus Rifbjerg skulle stå for manuskriptet. Han følte ikke, han behøvede at se Haiti, så vi nøjedes med at tage 14 dage til Tenerife, hvor han skrev et langt kapitel hver eneste dag. Det var en imponerende proces – og ret let for mig, der bare skulle læse det. 

Det krævede både solbriller og nervemedicin for Henning Jensen at klare hovedrollen i Jørgen Leths første spillefilm, ’Udenrigskorrespondenten’. Foto: Det Danske Filminstitut

Da jeg endelig kom til Haiti med mit filmhold, endte jeg alligevel med at skrive om i scenerne fra dag til dag, så det blev mit eget manuskript. Henning Jensen spillede hovedrollen som korrespondenten, og min daværende kone, Hanne Uldal, var den anden danske rolle. Derudover besatte jeg rollerne med haitianere, jeg mødte. Personligheder, jeg havde set, ekspressive, sjove, modige karakterer, der ikke var skuespillere af fag, men af temperament. Vi startede med at tage ind i ministeriet for turisme for at få dem til at godkende vores film. Det lykkedes os at overtale ministeren, som faldt for ideen, fordi Haiti havde desperat brug for god presse i udlandet. 

Vi filmede vores samtale med ministeren og brugte det som en scene, som en form for dokumentarisk fiktion. Metoden, som var noget af det fornyende ved den film, brugte vi flere gange. 

Politiet fik vi med på samme måde. I en scene er Henning Jensen ude i gaderne og har drukket meget. Det er mørkt og uhyggeligt. Derfra kører vi ned til politistationen, der ligger nede ved havnevejen. Henning går ind, næsten uden nogen instruktion, og giver sig til at spørge efter en dansk kvinde, som han leder efter, og han giver sig til at råbe op. Vi havde bare sagt til politiet, at vi ville kigge forbi stationen, men ikke forberedt dem på, hvad vi skulle. Det var skidefarligt i sig selv at komme ind fra gaden og råbe på den måde. Men vi havde jo ministeriets godkendelse, og vi havde en medarbejder fra ministeriet med, der var sat til at holde os i ørerne. 

Han var ikke altid enig i, hvad vi filmede. Han ville helst have os til at vise øens luksuriøse feriesteder, men jeg var vild med downtown Port-au-Prince, hvor der var folkeligt, beskidt og kriminelt. Det skulle se rigtigt ud. Vi havde mange diskussioner, men det lykkedes at få filmet natklubber, voodoo og dansepiger, og vi fik i det hele taget et frodigt billedmateriale med hjem. 

Nogle gange sagde jeg: ”Hvis ikke vi kan lave den scene, så er filmen jo i fare …” På den måde var jeg nødt til at skærpe argumentationen. En ting gik vores chaperone dog ikke med til: at vi filmede Henning Jensen, der blev barberet på en lokal frisørsalon, hvor de blandt andet havde en hane i snor. Det syntes han så for dårligt ud. Det ville ikke tiltrække nogen nye turister. 

Efter Haiti fløj vi videre til El Salvador for at indspille filmens åbning. Jeg ville vise, at hovedpersonen var en rigtig, aktiv udenrigskorrespondent, så vi tog ud til fronten i det mellemamerikanske land, hvor der var borgerkrig. Når man kunne høre skuddene knalde, sagde jeg: ”Kan du ikke lige rejse dig op, Henning, så jeg kan få den rigtige baggrund?” ”Nej, Jørgen, det gør jeg altså ikke”. Sådan var situationerne, og jeg var åndssvag. Alt for dristig af og til. 

Vi havde skaffet en presseakkreditering gennem en af mine venner i DR, så det så ud som om, vi var journalister og ikke filmfolk. Det kan måske kritiseres, men det var et lille trick, som hjalp os til at få en aftale med Roberto D’Aubuisson, militærmand og politiker på den yderste højrefløj. Han var for nylig blevet præsident for nationalforsamlingen, og man mente, at han havde været ansvarshavende for flere dødspatruljer. Vi fik lov at komme og høre en af hans blodige taler, hvor han var omgivet af masser af bevæbnede militærfolk. Det tilfredsstillede alle mine drømme om, hvor dramatisk det skulle være. 

Port-au-Prince, 1983. Ministeriet for turisme på Haiti ville gerne have Jørgen Leth til at vise øens luksuriøse side.
Instruktøren var mere til gadeliv. I 1990 flyttede Leth til Haiti efter en skilsmisse. Hans hus gik tabt under jordskælvet i 2010. Foto: Det Danske Filminstitut

Samme aften kom den amerikanske pige, der lavede research for os, hen til Camino Real, hotellet, hvor vi boede, og hvor alle de udenlandske journalister var indkvarteret. ”Vil I lave et interview med D’Aubuisson på hans kontor i national­paladset i morgen klokken ni?” spurgte hun. Naturligvis ville vi det. Ved middagsbordet på Camino Real mødtes jeg samme aften med tre amerikanske journalister fra henholdsvis New York Times, AP og Washing­ton Post. Jeg fortalte dem, vi havde fået tilsagn om det interview. ”Det I sige ja til. Vi kan ikke komme igennem til ham,” fortalte de. Vi var umiddelbart pletfri, da vi kom fra lille Danmark og havde et neutralt ry, mens man mente, at alle amerikanske journalister var venstreorienterede. 

Jeg spurgte de erfarne korrespondenter, hvordan vi skulle håndtere interviewet.    ”Du er nødt til at gå til ham, ellers er der ingen troværdighed,” sagde de. ”Hvad vil det sige?” spurgte jeg. De svarede, at vi skulle stille de ubehagelige spørgsmål: ”Var det ham, der stod bag mordet på det fire nonner og på ærkebiskop Romero?” Jeg respekterer de journalistiske regler og var med på den. Men jeg var også nervøs. Da jeg efter aftensmaden fortalte Henning Jensen, hvad planen var, blev han endnu mere nervøs.

Næste morgen kørte vi forbi et apotek på vejen for at købe Valium, så Henning kunne komme ned. Jeg var også bange. De kunne jo pludselig beslutte sig for, at vi virkede som modstandere af D’Aubuisson, og anholde os. Der stod en maskingeværbevæbnet soldat i hvert hjørne af kontoret, da vi ankom og stillede vores kamera op. Vi lagde ud med lidt udenomssnak, inden Henning stillede de rigtige spørgsmål: 

”Señor D’Aubuisson, er det rigtigt, hvad rygterne siger … står De bag mordet på de fire nonner den og den dato?” Med klar stemme og orden i sagerne. Det var flot klaret af Henning Jensen. 

D’Aubuisson svarede: ”Nej, nej, det er ren amerikansk propaganda.” Bagefter et til spørgsmål: ”Har de iscenesat mordet på biskop Romero?” Endnu en affejning. Det var fantastisk at få på film. Og jeg var meget lettet, da vi næste dag fløj ud af landet.

Jørgen Leth påskønner kinesisk operatalent. Foto: Det Danske Filminstitut

KINA, 1985

Det startede med en opringning fra USA. Jeg havde tidligere mødt Dan Talbot, leder af Pacific Film Produc­tions, på filmfestivalen i Portland, Oregon, hvor jeg havde haft nogle film med. De var vilde med, hvad jeg lavede, og nu ringede de og spurgte, om jeg ville lave en film om Kina. Talbot og hans folk havde lavet en mystisk aftale med det kinesiske jernbaneministerium, der ville sende os på tur gennem Kina.

Selvfølgelig ville jeg det. Min far var værkfører på Aarhus Bane­gaard og arbejdede på jernbanen hele sit liv. Det spillede en rolle for mig i forhold til projektet. Det eneste, jeg krævede, var, at jeg fik frie hænder til filmen. Jeg ville ikke dikteres noget. Sammen med fotograf Dan Holmberg og tonemester Niels Arnt Torp fløj jeg til Hongkong, hvor vi skulle mødes med to repræsentanter for Pacific, som vel skulle kigge os over skulderen, og med mr. Chiang, en kinesisk-amerikansk forretningsmand fra San Francisco, der havde formidlet kontakt til jernbaneministeriet i Beijing. Han lod vente på sig. En uge var vi i Hongkong. Vi fordrev tiden med at planlægge filmen og fik også tid til at arbejde på ’Det legende menneske’, en anden film, vi var i gang med.

Togturen begyndte i Guangdong-provinsen, hvor jeg prøvede at caste nogle personer til filmen. Jeg ville gerne have en landmand, en akrobat, en skuespiller, en skipper og hans familie, der boede i deres sampan, en traditionel kinesisk båd. Vi var heldige, og det lykkedes os at få dem alle sammen. Hver gang skulle de godkendes af jernbaneministeriet, men de hjalp også med at skaffe forbindelser. 

Vi fik lov at filme det kvindelige kinesiske cykellandshold. Et fint syn. Og i Beijing mødte vi nogle unge konservatoriesangere, der skulle opføre en Mozart-opera. De sang virkelig, virkelig godt, og vi fik endda lov til at tage dem med os i toget videre fra Beijing ind i landet. 

Det var chokerende for os, der troede, det var et kommunistisk land, at finde ud af, at der var fire klasser på toget. Vi tog imod al den comfort, vi kunne få, og tog udflugter med kameraet ind på tredje og fjerde klasse. Jernbaneministeriet ville selvfølgelig helst have, vi filmede de fine, men vi var mere interesserede i de fattige end i partifolkene på første klasse. 

Fotograf Dan Holmberg filmer i en togvogn til ’Notater fra Kina’. Foto: Det Danske Filminstitut

Når vi ankom til en ny by, var der altid en lokal jernbanechef, der vartede os op med festmiddage med tusindvis af retter og taler – rene paptaler – og så skulle jeg holde tale. Det blev en rutine, at jeg altid talte om min far og vores jernbanefamilie. Det var helt oplagt. Der var i det hele taget ikke rigtig politiske knaster i samarbejdet. Vi fik lov til at filme det, vi ville. Jeg mindes Kina med sødme, vi mødte lutter venlige mennesker og blev gode venner med alle dem, vi skildrede. 

Da vi var tilbage i Hongkong og skulle tackle ud af projektet, var produktionsselskabet i Oregon krakket og kunne ikke give os nogen penge. Jeg ringede til en god ven, der er filmsagfører i Los Angeles, og spurgte, hvad vi skulle gøre. ”I må sidde på filmene,” sagde han. 

Pacific Film Productions ville gerne have, at vi sendte alt råstoffet hjem til Oregon med de to repræsentanter for selskabet, der var rejst med os. Vi sagde, at vi ikke ville være med til det. Vi ville have vores penge. Niels Arnt Torp var særlig skrap. Han sagde: ”For hver dag, der går uden betaling, begynder jeg at slette båndene.” Han var den eneste af os, der fik penge. Det var ret stærkt. 

Jeg fik gennem gode venner i Danmark rettet henvendelse til Carlsberg, F.L. Smidt og et par andre industrigiganter, der indvilligede i at finansiere færdiggørelsen af filmen, der senere blev klippet af Rumle Hammerich hjemme i Danmark.

Vi viste ’Notater fra Kina’ for diplomaterne på den kinesiske ambassade én gang, inden den fik offentlig premiere i 1987. De mødte talstærkt op og gik igen uden en eneste kommentar. 

De brød sig ikke om den. Syntes, den skulle have vist et mere moderne Kina. De forstod ikke, hvad vi ville med alle de kunstnere og landmænd. De forstod ikke, at det ikke var deres film.

Tjenere fra Smith & Wollensky
fremviser velhængte bøffer. Foto: Det Danske Filminstitut

USA, 2001

Jeg var i USA for at lave en opfølger til filmen ’66 scener fra USA’ fra 1982, som var blevet en succes, ikke kommercielt, men kunstnerisk og festival-mæssigt. Scenen med Andy Warhol, der spiser en burger, var lidt af et scoop og er siden hen blevet meget berømt. Men der var mere i det, syntes jeg og fotografDan Holmberg. Han sagde: ”Vi kan da bare gøre det igen. Der er jo mange flere scener i USA end de 66, vi har lavet.” Og det havde han jo ret i.

Så vi besluttede at lave ’Nye scener fra Amerika’, og det begyndte som en meget rolig produktion. Vi startede i New York, hvor vi blandt andet filmede musikeren John Cale, en puertoricansk bartender og to konkurrencelystne Manhattan-sagførere, inden vi tog videre til Dallas. Herfra skulle vi køre gennem Texas, Arizona, Colorado og Californien og ende i Los Angeles. 

Vi sad på lufthavnshotellet i Dallas, da Marianne Christensen, filmens producer, ringede fra New York. Hun fortalte, at vi skulle lukke op for fjernsynet, der var et angreb i gang. Vi tændte og så flyene, der fløj ind i World Trade Center. Et frygteligt syn. Jeg blev bange for Asger, min søn, som boede i nærheden af de brændende tårne med sin kæreste. Jeg kunne ikke få kontakt med ham og ringede til Marianne og spurgte, om hun havde hørt fra ham. Ja, sagde hun, de havde kontakt. Senere har hun tilstået, at det ikke var sandt. Det var en løgn, hun syntes var nødvendig. Hun ville berolige mig. Og det lykkedes. Jeg talte først med ham et par dage efter, men i mellemtiden troede jeg, alt var godt.

Jeg var først ødelagt af begivenhederne og græd, når jeg så nyheder, men undervejs på vores videre rejse fik jeg moralen tilbage. Pludselig gav det en ny mening at filme i USA. 

Jeg begyndte at ringe til folk. Jeg forsøgte at overtale skuespilleren Gena Rowlands til at medvirke i filmen, men fik afslag fra hendes agent. Dustin Hoffman kom jeg heller ikke igennem til. 

Så fik jeg et telefonnummer på Dennis Hopper og kom igennem til ham. Jeg forklarede, at der ikke var mange penge i det, men at han heller ikke skulle gøre det store. Bare være der. Hvis han havde lyst på trods af ulykken. Det var han helt med på. Han sagde: ”Jeg sætter et amerikansk flag på jakken, når I kommer.”

Dennis Hopper stillede op med patriotisk
emblem i ’Nye scener fra Amerika’. Foto: Det Danske Filminstitut

Han tog imod os i sit fantastiske Frank Gehry-tegnede hus i Venice, Los Angeles, i hat og jakkesæt. I scenen sagde han: ”My name is Dennis Hopper. I’m an actor. An artist.” Og begyndte så en vanvittig, rablende improvisation. Jeg elsker Dennis Hopper. Det var en sejr at få ham med i filmen. 

Vi tænkte, at vi måtte tilbage til New York, men besluttede, at  vente lidt. Røgen måtte så at sige nå at lægge sig. Vi havde ikke lyst til at benytte os af sensationen til at filme så kort efter angrebet. Men det var selvfølgelig lidt af en beslutning. 

Jeg skrev til filminstituttet og forklarede vores holdning. At det ville være næsten vulgært at filme så tidligt, men at vi godt ville gøre det senere. Det krævede bare én tur mere til USA. Det var det, vi solgte. Og instituttet sagde ja lige med det samme. De kunne godt se det. Det var et godt samarbejde. 

Nogle måneder senere vendte vi tilbage for at filme nedre Manhattans smadrede profil. Det var meget stærkt. Også fordi vi allerede havde smukke billeder af profilen, som den så ud inden angrebet. Samtidig fik vi et par andre scener med. 

Blandt andet lykkedes det mig at få kontakt til den sky fotograf Robert Frank, en helt for både mig og Dan Holmberg og vores inspiration til Amerika-filmene. Han tog imod i sit hus i Bleecker Street i Greenwich Village, hvor han fingererede med nogle af sine ting og sagde, meget lavmælt: 

”My name is Robert Frank. I’m a photographer.” Det blev fantastisk rørende. Jeg bliver stadig rørt af at tale om det.

Jørgen Leth kører racercykel på Strandvejen, cirka 1964. Foto: Mini Wolff/Ritzau Scanpix

DA TOUREN KOM TIL DANMARK

Onklen var banechef på Aarhus Cyklebane, og Jørgen Leth kom der som dreng og fik autografer fra internationale sprinterstjerner. Cyklingen gled lidt ud, indtil han skrev ’Sportsdigte’ (1967). Senere lavede han flere cykelfilm, blandt andet ’Stjernerne og vandbærerne’ (1974) og ’En forårsdag i helvede’ (1977).

Da TV 2 blev grundlagt i 1988, foreslog journalist Jørn Mader TV 2-chef Jørgen Schleimann at transmittere Tour de France og få Leth med som kommentator. Schleimann sagde: ”Jamen, ham Jørgen Leth, det går jo ikke, at han bare sidder og snakker poesi i fjernsynet.” Mader svarede, at det ville man aldrig fortryde – tværtimod ville alle, der så med, drage af sted til Frankrig i egen autocamper. Schleimann tøvede, men sendte  Leth og Mader af sted for at kommentere Flandern Rundt og efterfølgende nogle etaper af Giro d’Italia, inden det blev besluttet at transmittere Tour de France. Løbet blev første gang sendt live 8. juli 1990, hvor Olaf Ludwig vandt etapen til Besançon.

Hun havde vind i ryggen og gang i sit livs turné, da pandemi og personlig sygdom sendte hende på to års tvungen tænkepause. Nu er ANNIKA AAKJÆR for fuldt grin tilbage på de danske scener. Ud & Se var med den nordjyske sangskriver til koncert i Aalborg og på retræte i sommerhus.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Jonas Bie

TO FULDFEDE og ret territorielle svaner bor helt tæt på det røde sommerhus i Nykøbing Sjælland, som Annika Aakjær købte sidste år. Der er en stor terrasse samt jættestue og Min Købmand i nærheden, og stedet er noget nær paradisisk med badebro og adgang til egen sø. Hvis det da ikke lige var for de to svaner, der har anlagt rede i søens lange siv, og for det larmende uvenskab, der er opstået mellem svanerne og Annika Aakjærs hund, Tove. De kaster sig over hinanden ved blot et sekunds uopmærksomhed, og i konflikterne agerer Annika Aakjær mægler. I et misforstået diplomatisk forsøg på at slutte fred med svanerne, der både soler sig på terrassen og afmærker badebroen med store svane­lorte, fandt hun på at fodre fuglene med knastørre ciabattaboller. Det har imidlertid ikke virket, for hver gang Annika Aakjær nærmer sig badebroen, kommer han-svanen nu ud for at få det, hun betegner som beskyttelsespenge. 

I stedet for at liste tilbage til reden og dele byttet med sin partner bliver hannen siddende, til maden er slugt. Derefter hvæser den så frygtindgydende efter mere, at Tove svarer tilbage med den rædselsfulde glammen, som kun små hunde evner. 

”Svanen opfører sig som en meget aggressiv tigger,” siger Annika Aakjær, efter hun har afværget endnu et sammenstød mellem den lille svenske gårdhund og svanerne.

”Hvis svanen ikke hvæste, ville den ikke være så uhyggelig. Jeg undrer mig stadig over, at den ikke har en rap-lyd ligesom ænder eller gæs. Den er jo som en slange med vinger,” siger singer-songwriteren, der har lært sig selv at intimidere svanerne. Kommer man forbi stedet, hvor hun bor, kan man derfor ofte se Annika Aakjær baske rundt som en stor, vred fugl for at sætte sig i respekt over for den lokale fauna. 

DET ER IKKE første gang, 40-årige Annika Aakjær har forsøgt at få mere fred og frihed. For år tilbage købte hun et billigt kolonihavehus i Aalborg for at have et sted at overnatte, når hun skulle besøge byen, hun er vokset op i. Hun fortæller, at hendes far var meget begejstret, og at de to aftalte, at han kunne bruge kolonihaven, så tosset han ville, så længe han stod for vedligeholdelsen. Men pludselig fik hun haveforeningen på nakken, fordi grunden ikke levede op til foreningens strenge krav til nyslået græs og veltrimmede hække. Hendes far brokkede sig altid over, hvor meget der skulle laves, og så endte Annika Aakjær alligevel med at bruge al sin fritid på at okse rundt i haven og huset, indtil hun fik nok og solgte det igen.

I Nykøbing har sommerhuset den seneste tid fungeret som et mere habilt tilflugtssted, fortæller hun. Fra pandemi og andre mennesker, fra frygten for ikke at slå til og fra angsten for at miste sit livsværk, livsgrundlag og helbred. 

Da corona-pandemien lukkede landet ned i 2020, var Annika Aakjær på toppen af sin karriere. Foran sig havde hun sin hidtil største og mest udsolgte turné, og bag sig havde hun en tv-debut i ’Toppen af poppen’ i 2018 og et viralt hit til Zulu Comedy Galla i 2019, hvor hun optrådte med en sang om natbind, bremsespor og menstruationskopper. Hun var allerede et kendt navn, men med de to optrædener blev hun pludselig bredt ud til samtlige samtalekøkkener i Danmark. Der blev skrevet klummer om, at 2020 måtte være Annika Aakjærs år, at året skulle Annikaseres, og at ’X Factor’s tilrettelægger skulle se at komme i sving for at hente hende ind som dommer.

Annika Aakjær havde momentum, hun bragede derudad, og det hele skulle kulminere med udsolgte koncerter over hele landet og en lang festivalsommer for første gang i musikkarrieren. Men det blev alt sammen trukket væk under hende. 

Her to år senere, i sommerhuset i Nykøbing Sjælland med munden fuld af varm leverpostej, som hun glemte i ovnen, så røgen stod ud ad alle vinduer, har hun opgivet at fange den samme strøm. Dén timing og følelse af sejr kommer ikke igen. Det er hun overbevist om.

”Det er, som om vi har zappet to år frem, og nu skal vi bare gøre det, vi plejede, og lade som ingenting. Men der er noget, der har sat sig i mig.”

Oven i nedlukningen fik hun konstateret meget højt blodtryk, så hun måtte udskyde den allerede udskudte turné til i år. Sommerhuset blev på den måde et frirum, hvor hun, Tove og svanerne kan tovtrækkes om noget helt andet. For Annika Aakjær vil ikke have, at det hele skal være så ’depperen’. Der kom jo også gode ting ud af det – blandt andet tre udsolgte koncerter i DR’s Koncertsal med lovpligtig afstand, og så fik hun tid til en rolle i filmen ’Esthers Orkester’, som hun også lavede musikken til. Hun har nogenlunde affundet sig med tingenes tilstand. Og hvis hun endelig skulle gå og ærgre sig lidt, er der jo altid Ulrik Wilbek at tænke på.

ANNIKA AAKJÆR KORT 

Netop fyldt 40 år. Bor på Amager. Er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatoriums sangskriverlinje. Har udgivet tre album: ’Lille Filantrop’ (2008), ’Missionær’ (2010) og ’Lykkens gang’ (2016).

Ved siden af musikken har hun spillet teater i blandt andet Anne Dorte Michel­sens finanskrise-kabaret ’Ude godt – penge bedst’, teaterkoncerten ’Come Together’, musicalversionen af ’Snehvide’ på Aarhus Teater og en opsætning af ’Oliver Twist’.

Hun har spillet Daimi i filmen ’Dirch’ fra 2011 og nissen Piil i DR’s julekalender ’Julestjerner’ fra 2012. Hun har desuden både skrevet musik til og har en afgørende rolle i filmen ’Esthers Orkester’, der havde premiere i juni.

Har deltaget i ’Toppen af poppen’ i 2018 og i jubilæumsudgaven i 2020, hvor hun samme år var vært til Danish Music Awards.

I 2018 opførte hun et storstilet one-woman-show med titlen ’Enebarn’, hvor hun fortalte om sit besværlige og besynderlige forhold til sin far, sang om natbind og spillede musik iført en blå pyjamas med hvide skyer. I år er hun på landsdækkende koncertturné. 

DA HUN VAR sidst i 20’erne  faldt hun over Ulrik Wilbeks bøger om talentudvikling og lederskab.

”Alle hans titler er i bydeform: ’Gør en forskel’, ’Tro på dig selv’, ’Gå forrest’. Det er bøger, der råber ad dig: ’Kom nu i gang!’” som hun siger.

Det var i ’Gør en forskel’, at Annika Aakjær fandt et livsråd – også selvom bogen i brede træk handler om talentudvikling og om, hvorfor dansk klubhåndbold har brug for sydeuropæiske spillere med større ego, større temperament og mere risikovillighed. Åbenbaringen bestod af en firkant med fire talentniveauer. Lidt forsimplet findes der følgende:

Dem, der kan og vil.

Dem, der kan og måske vil.

Dem, der måske kan og vil.

Dem, der måske kan og måske vil.

”Ulrik Wilbek fortæller, at der bliver brugt meget krudt på dem, der har talent og måske vil, selvom erfaringen siger, at dem, der måske kan og vil, kommer længere. Dér fik jeg en lille åbenbaring af Ulrik Wilbek, for jeg vidste, at jeg ville, men jeg vidste ikke, om jeg kunne. Det er en god boks at være i, fordi det afhænger af én selv, om man vil blive ved,” siger Annika Aakjær, der tænker tilbage på dengang hun var på turne med Thomas Buttenschøn. Hun var 25 år, på vej med sit første album, ’Lille filantrop’, og netop begyndt på første årgang på Rytmisk Musikkonservatoriums sangskriverlinje i København. Uddannelsen var spritny, og fordi hun lavede musik og spillede teater størstedelen af tiden, mødte hun nærmest aldrig op til undervisning.

”Jeg tænkte faktisk bare, at jeg kunne få lidt SU, hvis jeg virkelig var på røven. Vi var den første årgang, og det bar uddannelsen præg af. Men siden er der kommet mange store kunstnere ud derfra.”

Den første koncert som opvarmning for Thomas Butten­schøn var på Musikhuzet i Rønne, og samme dag som hun skulle optræde, gik hun rundt i kælderen, hvor spillestedet havde gemt gamle koncertplakater. Som forholdsvis ny i musikbranchen overraskede det hende, hvor mange der var blevet glemt. For eksempel bandet Strawberry Slaughterhouse, der var en kæmpesucces i 90’ernes besynderlige blanding af pop og rock. Men det vigtigeste den dag var at se alle de kunstnere, der faktisk fortsat havde en karriere.

”Det var sindssygt godt for mig lige på det tidspunkt op til mit første album. På plakaterne genkendte jeg Niels Hausgaard, Allan Olsen, Anne Linnet, Sanne Salomonsen, Lis Sørensen, Michael Falch og Poul Krebs. Det er folk, som altid har skrevet deres egne sange og er blevet ved med at producere dem. Nogle har defineret en tid, en lyd eller en måde at skrive tekster på, men mange er bare blevet ved med det, de kan. Jeg tænkte meget over, hvad de havde gjort, og hvordan jeg kunne gøre det samme.”

Den logik forsøger Annika Aakjær stadig at følge. Hun vil faktisk helst ikke toppe.

VED HAVNEN I AALBORG ligner Musikkens Hus en stor, hullet ost af metal udenpå og en pornofilm instrueret af Verner Panton indeni. Den er en del af alt det nye, der er kommet til, siden Annika Aakjær smuttede. Hun husker gåture på den gamle, grimme havn, hvor man kunne nyde, hvor gammel og grim den var. I dag er der musikhus til én milliard kroner, afdelinger af Aalborg Universitet og nybyg af stål, glas og beton. Ligesom i alle andre danske havnebyer har man indset, hvor mange penge der er i de gamle grunde ud til vandet.

Og så er der Nordkraft, der ligger lige bag metal-osten, hvor Annika Aakjær på Royal Stage er i gang med en lydprøve nogle timer før turneens anden koncert. Hun fumler rundt på scenen med en øresnegl, som hverken vil sidde eller lyde, som den skal.

”Er der et eller andet fuck, der ikke virker? En limiter?” kalder hun ud til teknikerne.

Ingen kan rigtig finde ud af, hvad der er galt, så når ørelyden er for frustrerende, piller hun den ud, og hvis hun skal finde sig selv i sangen, stikker hun den ind igen. 

Royal Stage i Nordkraft er mere som det Aalborg, Annika Aakjær engang kendte. Gulvet er grønt og fungerer som både håndbold-, badminton-, hockey- og basketballbane i ét. Og så selvfølgelig koncertsted. Under loftet hænger en gammel travers-kran som et tydeligt minde fra før Nordkrafts ombygning fra kraftværk til ’kulturkraftværk’ med karateklub, teatersal, klatrehal, biograf og udkigstårn. En tekniker, der bruger kranen som stige til at justere lyset i hallen, fortæller, at den i gamle dage kunne grabbe op mod 50 ton kul og tømme indholdet i de fire store tromlekedler, som leverede strøm til hele Aalborg.

Salen har plads til 1.300, og selvom det måske ikke lyder af så meget, er det faktisk lige stort nok. Annika Aakjærs ideelle spillested er Gimle i Roskilde med plads til 550, og hun vil hellere optræde på Royal Stage i Aalborg end i Royal Arena i København.

”Hvis det bliver for stort, kan jeg ikke mærke noget. Så bliver det overvældende, og jeg bliver meget lille. Jeg vil gerne stå tæt på publikum. Det er årsagen til, at jeg aldrig har haft et stort ønske om at spille festivaler. Langt hen ad vejen er man bare baggrundsmusik til andres fest, og det er der ikke noget galt med. Det er bare ikke den type kunstner, jeg er, og det er ikke den type musik, jeg laver.”

Hun har kunnet følge en udvikling, hvor koncerterne skal være større og vildere, og hvor kvalitetsstemplet er at fylde Parken. Selv ringede hendes booker en dag og spurgte, om det ikke var tid til at lave en nedskaleret koncert i Royal Arena.

”Jeg kan ikke tænke mig til noget, jeg vil mindre end det. Jeg er ikke Minds of 99, som kan skabe fodboldstemning og kæmpe fest. Så vil jeg hellere spille 10 gange så mange koncerter.”

Da lydprøven er overstået, går bandet ned i baglokalet to etager under. Annika Aakjær forsvinder ind i sit eget rum og lukker døren. Bandet udgør et miskmask af daglejere, som spiller eller har spillet for kunstnere som Andreas Odbjerg, Christopher, Melodi Grand Prix-vinderne Fyr og Flamme, Jada, Hjalmer, Nicklas Sahl og Gulddreng, og de går i gang med at diskutere den kommende festivalsæsons programmer. Og hvad man helst vil: svede remoulade eller have ristede løg som hår? Eller helst høre Martin Jensen-musik resten af sit liv eller have porrer som hænder?

ANNIKA AAKJÆR VOKSEDE OP en halv times tid i bus fra Nordkraft i Aalborg-forstaden Vodskov med sin mor. Den voksne version beskriver sig selv som et tyndt fugleungebarn med slem astma og dårlig mave, hvis første mange leveår bestod af konstante køreture mellem hospitalet i Aalborg og rækkehusene på Store Tingbakke. I tide og utide fik hun anfald af åndenød, og ikke sjældent faldt hun om, når lungerne kom på overarbejde. Hun var indlagt så ofte, at sygeplejerskerne genkendte hende og spurgte ind til, hvad hun gik og lavede. 

”Jeg elskede, at de kunne huske mig, og jeg var vild med den opmærksomhed, jeg fik. Min mor har nok ikke syntes, det var så fedt, at jeg sammenlagt var indlagt omkring to år, men jeg har absolut ingen traumer over at have været syg. Måske var det ligefrem dér, jeg fik smag for at blive genkendt,” siger Annika Aakjær, der voksede fra de helt grelle astmaanfald, selvom hun stadig i dag tager medicin.

Hun husker ikke, at hendes skilte forældre nogensinde var sammen, eller at der var kærlighed imellem dem. Moren var arbejdsløs, og faren taxachauffør om natten, og når hun en gang imellem så sin far, var det i weekender, hvor hun blev passet af sin farmor, og hvor faren overnattede. Så listede hun op på loftet, hvor hendes far sov til langt ud på eftermiddagen efter en nattevagt. I hendes hoved var hendes far nærmest en mytisk figur. En nisse, hun kunne besøge på loftet og stirre på, når hendes farmor kiggede væk. 

Mens de andre børn på skolen havde idrætshallen som deres naturlige omdrejningspunkt, blev Annika Aakjær på sofaen foran fjernsynet. Hun kunne programlægningen udenad på sine fem foretrukne kanaler, og hun prioriterede ofte fjernsynet over socialt smavær – forår, sommer, efterår og vinter. Uagtet årstid kunne man finde hende opslugt af skærmen, hvor hun så nyheder og film, nye som gamle. Det var her, hun begyndte at drømme om teateret og livet som skuespiller, for musiker var ikke noget, hun dengang troede, man kunne blive.

”Jeg var meget på min egen planet som barn. Jeg fik lov til at passe mig selv, og jeg levede gennem fjernsynet og bøger. Mine forældre har aldrig haft en forventning til, hvad jeg skulle i mit liv. Der var aldrig noget pres, men til gengæld var der overhovedet heller aldrig noget skub.”

BEFRIELSEN KOM, efter guitaren og Simon & Garfunkel havde fået plads i hendes liv. Det skete på musik- og teaterefterskolen Vester Thorup ved Fjerritslev, hvor hun for første gang mødte andre med samme interesser som hende selv. Indtil da havde hun gået stille med dørene og ikke talt højt om sine drømme. Da hun kom hjem, danderede hun den gennem gymnasiet med fuldt pensum og et lidt under gennemsnitligt gennemsnit, mens hun skrev sange og dyrkede musikken. Og efter gymnasiet flyttede hun til Aarhus.

Her arbejdede hun som vikar på et pakkeri og en overgang som lørdagspost for at betale huslejen. Hun pakkede alt fra pitabrød og flødeboller til kalaha-spil på en fabrik i Skjoldhøj, men selvom hun var god til at få arbejde, haltede det med at holde på det.

Ved siden af spillede hun teater og skrev sange, som hun optrådte med på byens cafeer. I begyndelsen af 00’erne væltede det med singer-songwritere og sangskriverklubber i hele Danmark, og et par gange om måneden spillede hun i Aarhus sammen med andre håbefulde musikere.

”De gange tænkte jeg meget over, hvordan jeg kunne sikre mig, at det var mine sange, publikum huskede, når de kom hjem. Hvis de skulle huske mig, måtte jeg give dem noget mere. Så jeg begyndte at fortælle små, underlige anekdoter, som kunne binde sangene sammen.”

Selv så hun ikke sig selv som sangskriver før sit tredje album, hvor hun skrev kontrakt med et stort pladeselskab. Det til trods for to anmelderroste udgivelser og en bachelor fra sangskriveruddannelsen på Rytmisk Musikkonservatorium, to Steppeulv-nomineringer, hvoraf hun vandt ’Årets håb’, en nominering til ’Årets nye danske navn’ ved Danish Music Awards, en nominering til P3 Guld i kategorien ’P3 Talentet’ og en Robert-statuette for ’Bedste originale sang’ til animationsfilmen ’Gummi T’.

”Det var først der, jeg kunne mærke, at jeg ville være sangskriver, og at jeg måtte gøre noget ud af det. Det havde jeg ikke rigtig gjort. Jeg er sluppet meget let om mange ting i mit liv. I skolen var jeg ikke nødt til at gøre mig specielt umage for at få et 9-tal. Jeg vidste, at jeg kunne få en høj karakter ved at gøre mig umage, men det gad jeg egentlig ikke. Jeg kom til at lide lidt under, at jeg ikke behøvede at gøre mig umage. Det bærer mine første plader præg af. Jeg skrev 10 sange, så gik vi i studiet og indspillede i en uge, og så blev det, som det blev. Jeg tror, at det var en angst for at gøre mig helt vildt umage og så ende med et album, som ikke var så godt.”

Med Ulrik Wilbeks ord i baghovedet vidste hun, at hun måtte og skulle gøre sig umage, hvis hun ville være musiker, at hun måtte lægge kræfter i. Den erkendelse ramte hende stærkt allerede på konservatoriet:

”Det, jeg lærte mest af, var ikke undervisningen, men at se folk, som havde et helt enormt stort talent, for mig at se et grænseløst talent, men som ikke kunne forvalte det. Det skræmte livet af mig at se mennesker, som, hvis de gjorde noget færdigt, ville eje hele verden, men ikke orkede at gøre det færdigt. Det er jo dem, der går i gang med noget og får det færdiggjort, som vinder. De store talenter, der ikke kan forvalte sig selv, forbliver bare uforløst potentiale. Hvis du vil være sangskriver, skal du gøre dig fucking umage og stoppe med at nosse rundt.”

EN HALV TIME FØR koncerten laver Annika Aakjær nogle afspændingsøvelser på en skumrulle i rejsestørrelse. Det gør hun, så ofte hun kan. Både fordi det er rart, og for at løsne kroppen og muskulaturen omkring lungerne. 

I det tilstødende lokale råber og skriger bandmedlemmerne som opvarmning, mens Annika Aakjær fortæller, at hun til debuten i Kolding dagen før faktisk ikke helt vidste, hvad hun ville sige mellem numrene. Der er stadig ting, som kan erstattes og pilles ud, og flere anekdoter mellem sangene kan ændres undervejs. Men formen har hun, den skal bare fyldes ud.

Hun sidder foran spejlet, sætter krøllerne med klemmer og lægger makeup og begynder at varme stemmen op. Så lægger hun sig ned på gulvet med knæene under sig for at udvide ribbenene og give plads til lungerne. Til sidst begynder hun at pruste som en hest og trække vejret dybt.

”Det er en anderledes nervøsitet, fordi jeg er påpasselig med det høje blodtryk. Jeg prøver at slappe mere af. Jeg er stoppet med noget af medicinen, fordi den gjorde mig meget, meget træt,” siger hun og fortæller, at Aalborg ikke altid føles som en hjemmebanefordel, selvom den er det på papiret. Der er altid et ekstra pres for at levere, for ”nordjyder er jo nordjyder”. 

Hun ser ud ad vinduet med havnekig og undrer sig over, hvem i Aalborg der har råd til 14 millioner kroner dyre lejligheder. 

Der er rift om toiletterne op til koncerten. Der bliver børstet tænder og tisset af, så ingen sidder med persille i smilet eller halvvejs inde i set-listen med vand i øjnene. Annika Aakjær skifter til en tætsiddende sort heldragt med pailletter, og lige før de alle går på scenen, står de i en rundkreds, peger på hinanden og råber: 

”Du får en god koncert! Og du får en god koncert. Og du får en god koncert!” 

ANNIKA AAKJÆR BLEV voksen som 35-årig. Det var i sommeren 2017, da hun blev vækket af et opkald fra hospitalet midt om natten. De ville lige komme med en opdate­ring på hendes fars tilstand, lød det, og Annika ­Aakjær blev snotforvirret. Opdatering? På hvad? 

Efterhånden fik hun forklaret, hvad der var sket. Hendes far var tidligere ankommet til hospitalet med to blodpropper i hjernen og en hjerneblødning. Alligevel havde hendes 63-årige far, der i øvrigt havde KOL, var blind på det ene øje og havde mistet sit højre ben til åreforkalkning to år tidligere, husket hendes telefonnummer til perfektion, kort før han mistede bevægeligheden og taleevnen.

Befippet nåede Annika Aakjær at tænke, at det ikke var hende i telefonen, der havde begået fejlen, så hun holdt sit umiddelbare raseri tilbage. Sygeplejersken kunne ikke sige, hvor længe faren havde igen, men lang tid var det ikke, da den blodfortyndende medicin mod blodpropperne kun ville accelerere hjerneblødningen. 

Hun skyndte sig af sted mod Aalborg, og hun passede ham sammen med sin faster, indtil han til sidst sov ind.

”Da han døde, tog jeg for første gang et tungt ansvar på mig uden at være ked af at skulle bære det. Det var et meget afgørende øjeblik, hvor jeg for alvor blev voksen. Jeg har aldrig brudt mig om ansvar, men pludselig skulle jeg stå for bisættelse og afsætte hans ting, fordi jeg er enebarn.”

Farens død blev et vendepunkt i Annika Aakjærs liv. Hun havde altid set sin far som et grundlæggende positivt menneske med et stort behov for at brokke sig. En på mange måder brillant mand, der aldrig blev voksen, fordi han levede i sin egen mors skørter næsten hele sit liv. 

”Dengang med kolonihaven udviklede han  sin egen dræbersneglefælde, som han ville have patent på. Jeg måtte ikke fortælle det til nogen, fordi han var bange for, at nogen ville snuppe patentet før ham. Alligevel fik han aldrig gjort noget ved det. Han havde altid tusind gode ideer, men førte ingenting ud i livet. Jeg har lært så meget af den måde, min far lod stå til på. Han blev en anti-guru for mig.” 

ET HALVT ÅR FØR blodpropperne og hjerneblødningen havde Annika Aakjær skaffet sin far en handicapvenlig bolig. Den kom i stand efter en lang og sej kamp med kommunen, som konstant ville have hendes etbenede far i arbejdsprøvning.

”Han ville ikke smide noget som helst ud. Kælderen var fyldt med alle mulige ting, han havde samlet, men som han ikke havde set i flere år, fordi han ikke kunne komme derned. Han flexjobbede for eksempel i en periode på et trælager, og dér købte han et halvt ton mahogni til en billig pris. Det lå siden og tog plads i hans lejlighed i flere år, for som han sagde, ville han arbejde med træ, når han gik på pension. Men han var jo nærmest på pension. Han sad mest og så TV 2 News hele dagen. 

Til sidst tog jeg i raseri fat i en af hans sække, der var fyldt kun med højresko. ”Den ryger altså,” sagde jeg, og han svarede helt stille og roligt: ”Hvad nu, hvis jeg møder en, der kun har højre ben?” Jeg var målløs: ”Så skal du kraftedeme til at komme mere ud.”

Da faren døde, kylede Annika Aakjær som det første sækken med højresko ud, og da hun gjorde det, mindedes hun, hvor positiv, sjov og særlig han var. De kunne have sindssyge skænderier over de mest tåbelige ting. Som dengang han gemte en sæk med brugte fyrfadslys, fordi han ville skrabe metalbeholderne for rester og samle dem til nye lys. 

Eller dengang med kolonihavehuset, hvor Annika ­Aakjær havde pantet nogle tomme flasker i huset og bagefter modtog et indigneret opkald fra faren om, at flaskerne altså skulle bruges, når kolonihaveforeningen jo lukkede for vandet i oktober.

”Og vi var altså kun midt i maj!” 

”MIN FAR VAR sindssygt sjov og træls, og jeg minder meget om ham. Det var en stor livslektie fra min far at vise mig, at der er mange måder at spilde sit liv på, og at hans kun var en af dem.”  

Bisættelsen foregik i september 2017, og som enebarn sørgede hun for det hele. Det sidste lille grin fik hun, da hun fandt ud af, at hendes stærkt anti-troende far ikke havde fået meldt sig ud af folkekirken. Så bisættelsen blev med præstekrave og det hele i selve kirken, ikke blot i kapellet, og med en drilsk tale af Annika Aakjær, som sendte ham af sted med den nordjyske humor, hun er så kendt for til sine optrædener.

Da hun efter bisættelsen kørte mod gravøllet, fik hun et opkald fra pladeselskabet. De ville gerne opløse hendes pladekontrakt.

”Det var et voldsomt slag, hvor jeg var helt nede og vende både følelsesmæssigt og med min karriere. Jeg følte mig syltet, desperat og rasende. Det hele kulminerede lige der, og jeg vidste overhovedet ikke, hvad der skulle ske.”

Men så, et halvt år efter farens død, fik hun pludselig atter et opkald fra sit på det tidspunkt tidligere pladeselskab. ’Toppen af poppen’ havde ringet og spurgt, om hun ville være med i den kommende sæson.

DET STORE FOLKELIGE gennembrud kom i halen på en personlig krise. Og med den nye opmærksomhed fik hun travlt. Med koncerter for de mange nye fans og med one-woman-showet ’Enebarn’ året efter, hvor det gennemgående tema var forholdet til hendes far. Der spillede hun for første gang sangen ’Natbind om dagen’. En sang, hun havde fundet på, da hun havde glemt sin menstruationskop i København og i stedet købte store natbind i Brugsen på Samsø.

Sangen optrådte hun med til Zulu Comedy Galla 2019, og til sin egen overraskelse modtog hun stående applaus fra salen. Da klippet blev vist, var hun ude at spille til et privat arrangement, og hver gang hun opdaterede sin telefon, var antallet af visninger steget med 100.000.

”Jeg stoppede med at kigge på telefonen, da det havde rundet 400.000, fordi jeg ikke kunne være i det. Efterfølgende væltede det ind med tilbud om at blive vært på et program om menstruation eller noget andet om menstruation. Jeg var ude af stand til at få kontrol over det, og pludselig blev jeg også spændt for alle mulige vogne. Nogle syntes, det var klamt og over grænsen, mens andre mente, at det var feministisk. For mig handlede det bare om at være sjov. Intet andet. I mit hoved var det hverken klamt eller feministisk.”

Men da hun begyndte turneen, kom pandemien, og da den lagde sig, steg Annika Aakjærs blodtryk gevaldigt. Så måtte hun holde endnu mere pause, og det hele blev lidt ’depperen’. Nu, to år senere, står hun på Royal Stage i Aalborg – byen, hun oprindeligt rejste væk fra.

HVIS MAN VIL VIDE, hvem Annika ­Aakjær er, skal man lytte til hendes sange. Det siger hun selv. Og lyttede man til showet i Aalborg eller på en af de mange andre danske scener, lyder hun som lige dele hjertesorg, sommerglæde, pik, patter og nordjysk underspillet humor. Det er ifølge hende selv en fordel, at hun ikke skriver hitsange, som kører i cirkler i radioen. Hun hviler ikke så meget i det gamle, og mere end halvdelen af sangene på årets turné er nye.

På scenen fortæller hun om et kapløb på stranden i Nykøbing Sjælland, hun oplevede forleden. Helt forsimplet handler det om en ung dreng og en lidt yngre pige. Drengen stikker i rend, og pigen følger efter og råber til sin far: ”Jeg kommer først.” Faren er forvirret. Han vil ikke gøre pigen modløs, men samtidig er drengen langt foran og i øvrigt fysisk overlegen. 

Det virker håbløst, men faren får sagt: ”Hvis du virkelig koncentrerer dig.” 

Salen griner, hver gang Annika Aakjær holder en af de næsten alt for lange pauser, der er en af hemmelighederne bag nordjysk humor. En kvinde i forsamlingen råber: ”Annika, du er en gudinde.” 

Historien ender med, at drengen vælter og ligger krøllet sammen, mens pigen langsomt overhaler ham.

”Og i det sekund, jeg passerer faren, kom jeg til at sige: ’Nå, men så kom hun jo først.’”

Salen laver et langt bølgende grin, og det er måske meget sigende for Annika Aakjær og hendes humor. Den er lavpraktisk, kejtet, sært genkendelig, og man griner mest af den, hvis man selv oplever hendes velkoreograferede, med vilje gumpetunge levering. Selv har hun også en slags morale til historien. 

”Der er noget sjovt ved at komme først, fordi andre falder. Og samler vi hinanden op, eller løber vi videre? Både min far og de store talenter på konservatoriet, som ikke kunne forvalte deres talent, faldt. Nogle gange skal man hjælpe dem op, og andre gange skal man lade folk rejse sig selv. Det er åbenlyst. Det er bare ikke åbenlyst, hvornår man skal gøre hvad.”

MORALEN I MULTIHALLEN er gennemgående. Der er sange om at rejse sig og en lille anekdote om at komme op på hesten igen. En sang om at give slip og en lille fortælling om hendes første bil, en Volkswagen Lupo fra 2002 uden servostyring, som hun havde investeret så mange penge i hos mekanikeren, at det pludselig var dumt at skrotte den – selvom den skulle skrottes. 

Det handler selvfølgelig ikke så meget om Lupo’er fra 2002, som det handler om at give slip på mennesker, man holder af. Annika Aakjær får inkorporeret fitnesstræning, skattesystemet og de stigende benzinpriser på meget kort tid, og det hele går rent ind hos den nordjyske forsamling. Sådan veksler koncerten mellem popmusik, store grin og små visdomsord. 

”Nu er vi kommet til det sidste nummer, som jeg har glædet mig rigtig meget til, fordi det betyder, at jeg er kommet igennem,” siger aftenens midtpunkt med begyndende tårer i øjnene. 

Fortællende vender hun tilbage til en koncert i Horsens, hvor hun havde taget medicin, før hun skulle på scenen.

”Medicinen gjorde, at jeg ikke kunne trække på min naturlige adrenalin. Og fordi jeg ikke kunne det, gik mit hoved amok. Jeg blev meget bange for at gå på scenen. Jeg blev bange for at dø på scenen, fordi mit høje blodtryk kunne føre til blodpropper eller en hjerneblødning. Jeg græd i tre timer op til koncerten, fordi jeg ikke troede, jeg kunne. Men da jeg gik på scenen, havde jeg det, som om publikum bar mig. Og da jeg gik af scenen, begyndte det at støvregne, og så græd jeg igen. I går, da turneen begyndte i Kolding, græd jeg også rigtig meget. Men i dag har jeg ikke grædt. Først nu,” fortæller Annika Aakjær.

Hun lukker koncerten med at løbe ned blandt publikum til sangen ’Gode nyheder’, den første, hun skrev, efter hun fik konstateret højt blodtryk. Kort efter vender hun tilbage til scenen med to ekstranumre akkompagneret af en kort historie om hende selv og hendes fars dårlige ben.

”Lægen, der skar hans ben af, havde aldrig set noget, der havde fået lov til at blive så slemt. I min familie har vi ikke så mange sejre, så når noget er ”det værste, man har set”, er det jo en slags sejr.”

Sofie Louise Madsen kunne ikke programmere, da hun startede på uddannelsen som softwareingeniør. Så meget desto større var kicket, da hun knækkede rebussen. I dag prøver hun ved siden af studierne at inspirere flere unge kvinder til at logge på IT-branchen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Kim-Yen Nguyen

DA JEG SKULLE konfirmeres, lavede jeg en hjemmeside med min ønskeliste. Jeg satte en QR-kode på invitationen, som gæsterne kunne scanne med deres smartphone og komme direkte til hjemmesiden. Hjemmesiden var halvfærdig på forhånd, og man behøvede ikke at kode noget, men det var et af mine første forsøg på selv af skabe noget med IT. Jeg ved egentlig ikke, hvor mange af gæsterne der besøgte den. Min far gjorde helt sikkert.

Jeg blev født i Hamborg, hvor begge mine forældre arbejdede. Min far ville gerne blive i Tyskland, mens min mor ville hjem til Danmark. Kompromiset blev Flensborg, hvor jeg voksede op som en del af det danske mindretal i det nordtyske grænseland.

På mit gymnasium talte vi dansk i timerne og tysk i frikvartererne. Mange tyskere valgte dansksproget skole, fordi det tyske skolesystem var mere rigidt. Mine klassekammerater kom med forskellige kulturelle referencer, jeg blev tunet ind på både tysk og dansk tv og taler i dag begge sprog flydende.

Jeg valgte den naturfaglige linje i gymnasiet, selvom jeg var blevet advaret mod det på min folkeskole. ”Det er meget nørdet, du er alt for social til det,” sagde de. Det var sagt i bedste mening, men fik mig ikke til at ændre mit valg. Min gymnasieklasse var supersocial, samtidig med at det var cool at være nørdet. Nogle elever syntes, genetik var det fedeste, andre elskede fysikforsøg. 

IT-GIRL

Sofie Louise Madsen, 23 år. Kandidatstuderende i software engineering på SDU.

Sidder i studiets uddannelsesudvalg og har sammen med et par studieveninder dannet Enigma, et fagråd og en studiezone for softwarestuderende.

Tildeltes tidligere på året et legat på 30.000 kroner af to robotvirksomheder i Odense for sin indsats i tech-branchen og for at være rollemodel for andre kvinder.

BEGGE MINE FORÆLDRE er bankuddannede og arbejder med erhvervsøkonomi. En overgang troede jeg også, at jeg skulle arbejde inden for business, måske internationalt. Da jeg blev student, var jeg i tvivl, men under sabbatåret blev jeg stadig mere overbevist om, at jeg ville noget med teknologi. Jeg var lidt i tvivl, fordi jeg ikke kunne programmere, men da jeg læste på SDU’s hjemmeside, at kodning ikke var noget krav for optagelse, søgte jeg ind på software engineering.

Nogle af drengene på studiet kom fra teknisk gymnasium og kunne allerede tre forskellige kodesprog. ”Der er lang vej,” tænkte jeg. Men der var en fed stemning på studiet, og folk var gode til at hjælpe hinanden. Vi havde en fælles kanal blandt de studerende, hvor vi kunne skrive ud og bede om hjælp, når vi mødte problemer med vores programmeringsopgaver: ”Hvorfor bliver alt pludselig rødt?” ”Det er, fordi du har glemt et semikolon i linje fire.” Den samarbejdskultur fik mig til at tro på, at jeg nok skulle få det lært.

Ved semestrets slutning fik jeg 12 i programmering. ”Jeg har sgu indhentet drengene,” tænkte jeg. Jeg følte, jeg var endt på den rette hylde. Det kan være svært at forklare folk, der ikke arbejder med IT, hvorfor det er interessant. Men alt, du ser på nettet, bygger på koder. Der sker så meget behind the scenes, og når det lykkes at skrive den rette kode, der får en problemstilling til at gå op, er det som at løse en ligning. Det er den følelse, alle, der arbejder med teknologi, jagter. 

Som piger er vi i mindretal på studiet. Til gengæld har vi fået et rigtig godt fællesskab, også på tværs af årgange. Det er fordelen ved at være få. Det giver flere indgangsvinkler til IT at have både kvinder og mænd på et studie. For eksempel kan det være, at en kvindelig studerende går op i brugeroplevelsen på tøjmærket Zaras hjemmeside – den skulle være skrækkelig – mens mange af de mandlige studerende har computerspil som reference. Det er en generalisering, for jeg har også en veninde, der er vanvittig god til ’Counter-Strike’, men hvis vi vil udvikle produkter, der henvender sig til alle, er det fordelagtigt, at udviklerne bagved afspejler befolkningens sammensætning.

SELV HAR JEG ikke spillet meget, inden jeg begyndte på studiet, men jeg er ved at få øjnene op for hele den underholdnings­industri, IT også er. Jeg kan supergodt lide at spille ’Assassin’s Creed’, et eventyrspil, der foregår i forskellige historiske epoker. Det får timerne til at flyve af sted.

Mit første studiejob fik jeg på en messe, hvor virksomheder rekrutterer studerende. Jeg havde en snak med chefen for en virksomhed, der laver indhold for ejendomsmæglere. Vi snakkede om, hvor fedt det er at arbejde med teknologi, fordi man har en følelse af, at feltet hele tiden udvider sig. Vi klikkede godt. Han sagde: ”Vi mødes til kaffe på torsdag”, og jeg fandt ud af, at kaffe i tech-branchen betyder det samme som en jobsamtale. Jeg var ikke særlig fagligt stærk endnu, da han ansatte mig, men han troede på, at jeg kunne blive til noget. 

I dag har jeg et andet studiejob som student software engineer hos et firma i Odense, der laver virtuelle betalingskort. Det er megasjovt! Inden jeg begyndte at arbejde med software, havde jeg en idé om, at man sad alene foran sin computer, indtil man var færdig med en opgave. Men man har fundet ud af, at det ofte er mere effektivt at arbejde parvis, så vi sidder ofte to og to, hvor den ene har tastaturet, og den anden giver sine kommentarer. Det kan selvfølgelig føre til misforståelser, men giver samtidig anledning til, at man på kortere tid får taget flere overvejelser op. Det er en givende pingpong.

I dag er jeg på kandidatdelen af softwareingeniøruddannelsen. Siden jeg begyndte for snart fire år siden, har jeg både lært om programmering, om brugeroplevelser, om sammensætning af arbejdsteams, om planlægning, businessledelse og meget andet. Tanken er, at man skal være brugbar på arbejdsmarkedet, lige så snart man kommer ud fra uddannelsen.

Ud over at dyrke sin nyfundne hobby triatlon bruger Sofie Louise Madsen sin fritid på det såkaldte IT-landshold, der deltager i events med folkeskole- og gymnasieelever for at inspirere til, at flere – særligt unge piger – får øjnene op for en karriere i IT- og techbranchen.

AT SKABE ET digitalt produkt er som et arkitekturprojekt. Det kræver de samme overvejelser, som hvis du skal bygge et hus. Du skal sørge for, at din software kan holde til et vist antal brugere, og du skal skabe plads til udvidelser og ændringer – ligesom hvis du bygger et hus og tænker ind, at der måske senere skal komme en carport til. 

Når jeg er færdiguddannet, kunne jeg godt tænke mig at arbejde med klimaproblemer. Jeg har som et projekt på studiet været med til at udvikle en startup-idé, en app med plantebaserede og miljørigtige opskrifter, som bygger på en mærkningsordning til fødevarerne, hvor man kan se, hvor langt de er transporteret, hvor meget strøm der er brugt til drivhuse og så videre. Jeg er selv vegetar og har indimellem problemer med at få næringsstoffer nok, så jeg ved, hvordan det er som forbruger at savne oplysninger om det, man spiser.

Danmark mangler IT-specialister. Konsulentfirmaet McKinsey har i en fremskrivning estimeret, at vi kommer til at mangle 80.000 specialister i 2030. Vi uddanner 4.000 om året, så vi har noget at indhente. Hvis vi kan få flere kvinder til at søge ind i branchen, vil der være en meget større talentmasse. Samtidig viser forskning, at jo mere diversitet du har i branchen, desto mere innovation.

JEG ER EN del af IT-landsholdet for kvinder, som består af 14 studerende fra tech-branchen, der tager rundt i landet og fortæller gymnasieelever og andre unge kvinder, hvorfor vi synes, IT er så megafedt. For eksempel lavede vi for nylig en workshop sammen med TV 2 Play, hvor vi skulle lave en prototype på en nyhedsapp, der både byggede på algoritmer og redaktionel styring, som gymnasieeleverne efterfølgende fik lov at afprøve.

I pausen sagde en af gymnasiepigerne til mig: ”Du ligner da ikke en, der læser noget med teknologi.” Hun havde et særligt billede af, hvordan man skal se ud i den verden. ”Måske ikke,” sagde jeg. ”Men teknologi er for alle.”

Jeg kan godt lide at se skarp ud, tage mit lyserøde sæt tøj på, høje hæle, store øreringe og i det hele taget ikke pakke mig selv væk. Mange i branchen er meget afslappede i deres tøjstil, med jeans og måske en T-shirt med yndlingsbandet. Det synes jeg også er fint. Enhver må udleve sin personlighed. Måske kan jeg bare lide at skille mig ud. 

Jeg har også købt mig en lyserød racercykel for ikke at ligne alle de andre, når jeg skal deltage i en halv ironman senere på året. Jeg har kun dyrket triatlon i et halvt års tid og startede på bar bund. I gymnasiet red jeg, men jeg skilte mig af med hesten, da jeg ikke havde råd til det under studierne, og jeg havde aldrig løbet, crawlet eller siddet på en racercykel, da jeg begyndte på triatlon. 

Min største udfordring er, at der er så meget, jeg gerne vil. Udvikle mig fagligt, passe mit studiejob, møde nye mennesker. Bare døgnet havde flere timer.

 

Allerede som barn drømte Anja Cetti Andersen sig op til stjernerne. Den anerkendte astronom og professor i astrofysik beretter her om at finde sit livsmål i 6. klasse, om som teenager at flytte til Saudi-Arabien med en stjernekikkert og om at løse universets mysterier en lille smule ad gangen.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Linda Johansen/Ritzau Scanpix, Privat

JEG GIK PÅ Danmarks ældste lilleskole, som lå på Gammelmosevej i Lyngby. Den blev stiftet med en pædagogisk filosofi om, at man ikke skulle tvinge børn til noget. Modsat mange andre skoler i begyndelsen af 70’erne, hvor eleverne stod bag stolen og tiltalte lærerne med hr. og fru, spillede vi bongotrommer og opførte teater. Hvis man ikke lige gad lære noget i nogle dage, var det også fint.

Jeg fandt ud af, at jeg ville være astronom, i 6. klasse. Vi havde en fællestime med en tidligere elev på skolen, som hed Uffe Gråe Jørgensen. Han studerede fysik og astronomi ved Københavns Universitet på andet år, og mens han begejstret fortalte om universet, viste han billeder fra Pioneer 10 og 11 og Voyager 1 og 2. Det var de første rumsonder, der blev sendt ud gennem solsystemet. Jeg var bjergtaget fra første sekund. Samme aften fortalte jeg min mor og far, at jeg ville være astronom. Efterfølgende fik jeg et hav af astronomibøger til jul og fødselsdag, og jeg tyggede mig gennem stjernebilledernes og planeternes historie.

Lilleskolen gik til og med 7. klasse, så da jeg alligevel skulle skifte skole, sagde min far ja til en udstationering i Saudi-Arabien. Han arbejdede hos LM Ericsson, som skulle sørge for telefonien i landet. Jeg var en rigtig vred teenager, da jeg hørte det. Jeg kiggede på vores globus og kunne se, at det var én stor sandkasse. Da vi rejste, fik jeg en meget dyr og fin linsekikkert, og når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at det var ren bestikkelse, fordi jeg var så skidesur.

ANJA CETTI ANDERSEN

Professor og ph.d. i astrofysik med speciale i stjernestøv og planetdannelse på Niels Bohr Institutet i København. Hun er 56, har forsket i 30 år, modtaget et drys af priser og har skrevet flere bøger om universet. I april udgav hun

’Stjernehimlen’, der er en guidebog til amatørstjernekiggere. Bogen er skrevet i samarbejde med Sune Hermit, ph.d. i astrofysik og amatør-astronom.

På Kennedy Space Center ved Cape Canaveral i Florida foran den 110 meter høje Saturn V-raket.

DER ER MEGET, man kan sige om Saudi-Arabien, men det gode ved landet er, at det næsten altid er stjerneklart. Der er alle mulige ting, man ikke må, når man er kvinde i landet, men man må gerne sidde og kigge på stjerner hver aften.

Jeg kom direkte fra en lilleskole med rytmepædagogik til en international kæft, trit og retning-skole, hvor vi stod uden for klasselokalet og skulle have lov til at komme ind. Pludselig fik jeg lektier for og karakterer, og jeg elskede det. For mig blev Saudi-Arabien to intense år, hvor der ikke var meget andet at lave end at boge den. Og aftnerne brugte jeg på at kigge på fuldmånens store kratere og på Saturn med sin store badering, som næsten ligner en ufo.

Vi boede i en ghetto med hollændere og svenskere, hvor vi var den eneste danske familie. Den bestod af 150 ens huse med 150 ens sofaer og 150 ens køkkener. Selv bilerne var ens. Skulle man have mere end 12 til middag, kunne man låne identisk service hos naboen. Min lillebror og jeg løb flere gange ind i et forkert hus og opdagede først fejlen inde i stuen.

Når hun ikke læste om stjernebilledernes betydning eller Saturns måner, dyrkede hun en masse sport i den vesterlandske ghetto i Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh.

Området var omkranset af en tre meter høj mur, og man måtte gå i shorts, svømme og cykle. Uden for muren var man i Saudi-Arabien, hvor kvinder ikke måtte køre bil eller gå alene. 

Størstedelen af mine skolekammerater var amerikanere, hvis forældre arbejdede i Saudi-Arabiens olieindustri. Det var et kæmpe land med omkring otte millioner saudiere dengang, og de store millionbyer med højhuse var der ikke endnu. Derfor importerede de ingeniører som min far, men klasseskellet var enormt. Dem, der trak kablerne, kom for eksempel fra Sri Lanka.

Når jeg tænker på Saudi-Arabien dengang, tænker jeg på en pickuptruck med en kamel på ladet. Det var en vild tid, hvor beduinerne mødte højteknologi.

Anja Cetti Andersen har altid haft god kemi med fysikken.

DET VAR EN gave for mig, at jeg tidligt ville være astronom. Den usikkerhed, der er forbundet med store beslutninger, har jeg været skånet for. Jeg valgte en linje med fysik, kemi og matematik i gymnasiet for at nå mit mål. Jeg tænkte ikke over, om det var noget, jeg var god til, eller om jeg kunne lide det. Hvilket var heldigt, for dengang skulle man reproducere forsøg fra ældre herrer med pudderparykker gennem de sidste 400 år. 

Det har til gengæld ramt mine egne børn en smule, fordi de voksede op med fortællingen om, at jeg bare vidste, hvad jeg ville. Da de selv var meget i tvivl, sagde jeg, at de skulle vælge matematik og fysik. I Danmark er det af en eller anden besynderlig grund sådan, at man kan komme ind på stort set alle universitetsuddannelser med de to fag på højniveau fra gymnasiet. I sidste ende er mine tre børn alle endt i det naturvidenskabelige felt, så det lugter jo lidt af fisk.

Bag den tre meter høje mur, hvor hun boede med sin familie i Saudi-Arabien, var der et hav af sportsfaciliteter. Ud over fodbold spillede hun basket og svømmede i den tilhørende svømmepøl.

Jeg tog direkte fra gymnasiet på universitetet, hvor jeg mødte en masse mennesker, der ligesom mig selv brændte for stjernehimlen. På fysik og astronomi kunne jeg endelig få lov at beskæftige mig med det. Det troede jeg i hvert fald, indtil jeg fandt ud af, at jeg først ville få et astronomifag på tredje år. Det var en bitter pille at sluge, men jeg havde jo holdt ud i gymnasiet og kunne snildt holde til to år mere. Alligevel besluttede jeg at gå ind i studienævnet for at få rykket astronomi frem i studieplanen, og det er siden lykkedes.

Da jeg blev dus med himlens stjerner, handlede det meget om æstetik. Jeg syntes, at de var virkelig smukke, fantastiske og spændende, men da jeg kom ned i materien, handlede det mere om, hvorfor de er, som de er. Hvorfor er giganterne Jupiter, Neptun, Uranus og Saturn store gaskugler, mens de indre planeter Merkur, Venus, Mars og Jorden er klippeplaneter? Hvorfor har de forskellige farver? Hvorfor har nogle ringe? Hvorfor så mange måner?

På universitetet fortalte jeg Uffe Gråe Jørgensen, som var blevet ansat der i mellemtiden, at han var årsagen til, at jeg ville være astronom. Han blev helt overvældet. Senere fandt jeg ud af, at vi faktisk var tre på studiet, som var blevet inspireret af ham og hans foredrag. Derfor gør jeg også selv noget ud af at holde foredrag og tage ud på gymnasier til fællestimer. Uffe sidder i dag tre døre fra mig på Niels Bohr Institutet.

Anja Cetti Andersen tog direkte fra en hippie-inspireret lille­skole i Lyngby til en streng og lektietung international skole i Riyadhs ørken-landskab. De lokale beduiner gik rundt med kameler, hun red på araberheste og dyrkede den kulsorte nattehimmel, mens millionbyen med dens mange skyskrabere blev bygget.

JEG FORSØGER AT give min begejstring for videnskab videre til mine børn. For nogle år tilbage tog jeg min søn med til CERN i Schweiz for at se partikelacceleratoren. Han var eddermame sur, for han havde glædet sig til bekymringsfri ferietid i Schweiz og endte med at være med på mors arbejde. Men da han havde kørt 22 etager ned under jorden og kiggede på den infrastruktur, der skal til for at måle elementarpartikler i de 27 kilometer store tunneller, var han helt solgt.

I 2016 var vi i Florida til solformørkelse, hvor det hele gentog sig. Han ville gerne i Disneyland og se Universal Studios. Vi lavede en aftale om, at vi bare skulle have én dag i Cape Canaveral for at se Kennedy Space Center og affyringsområdet. Det er der, Apollo-missionerne blev sendt af sted, der er et kæmpe museum, og det er der, Elon Musk sender SpaceX-raketter af sted. Der var benhårde forhandlinger, men da vi endelig var der – fra 10 om morgenen til 20 om aftenen – ville han ikke hjem igen, fordi vi ikke havde set det hele. Når man først har set en Saturn V-raket i fuld størrelse, kan man ikke undgå at blive revet med.

Jeg er ekspert i stjernestøv og planetdannelse, der ligner sorte plamager på stjernehimlen. Det er i virkeligheden små støvpartikler og mineraler, der flyver rundt i rummet og bliver udsat for kosmisk stråling. Det er de støvkorn og mineraler, der er med til at skabe planeter og stjerner. 

Jeg har i mange år prøvet at finde ud af, hvordan og hvor det støv bliver dannet. Modsat derhjemme, hvor støvet kommer nærmest af sig selv, skal der være en tæt gas, der hverken er for varm eller kold. Jeg har været forsker på universitetet i 30 år, og vi har stadig ikke helt nailet, hvor støvet kommer fra.

Kontoret på Niels Bohr Institutet er fyldt med igangværende forskning om kosmisk støv og planetdannelse. På væggen har hun diplomer og udmærkelser for både sin forskning og formidling.

SIDSTE ÅR BLEV jeg spurgt, om jeg ville være med i en podcast om ufoer på DR. Først ville jeg ikke, fordi Niels Bohr Institutet ikke skulle blåstemple ufo-teorier, og fordi jeg ikke gad være hende den sure med nej-hatten. Til gengæld er jeg tilpas missionær-agtig i forhold til at udbrede kendskabet til naturvidenskaben, og måske skulle jeg prøve noget nyt. Jeg gik ind til det med tanken om, at det nok ikke havde nogen gang på jord, men jeg kan må sige, at det virkelig er et kaninhul. Selvom jeg stadig venter på ordentlige data og er skeptisk over for, om intelligent liv har besøgt jorden, er jeg ikke længere så skråsikker.  

Jeg er helt sikker på, at der er liv andre steder i rummet, men at det skulle være på et lignende stadie et andet sted med samme teknologiske niveau er usandsynligt, dog ikke nødvendigvis umuligt. Og at kommunikere over de afstande, der er i galaksen, er næsten håbløst. Det havde jo ikke nyttet noget at sende radiosignaler til Tycho Brahe. Det liv, der findes mest af, er højst sandsynligt meget simpelt. 

Jeg ville blive ellevild, hvis vi finder spor af fossiler på Mars. Det vil betyde, at hvis de rette forhold er til stede, opstår der liv, og så må der være liv alle vegne. Her taler vi om en alge eller en bakterie. Selv lidt ’fodsvamp’ ville være fedt.

Jeg ser alt muligt sci-fi, også det, der får virkelig dårlige anmeldelser. Selvom det kan være en dårlig filmoplevelse, er det ofte baseret på en spændende tanke. Jeg læste også mange tegneserier som barn og gør det stadig. Jeg startede med Tintin og Asterix & Obelix, og med tiden opdagede jeg Linda og Valentin og deres planet-udforskning. Og så har jeg også selv skrevet en tegneserie om fysikeren Marie Curie.

Min yndlingsfilm er ’Contact’ med Jodie Foster efter en roman af astronomen Carl Sagan. Den handler om, hvordan man kommunikerer med aliens. I næsten alle sci-fi-film vil aliens spise os og bruge os til forplantning, eller også er de fredelige, og så skyder vi på dem. ’Contact’ løser det problem på en meget finurlig måde, som jeg helst ikke vil spoile. 

STJERNE-STUNDER

Når de lyse sommernætter bliver mørke, er du måske stadig vågen. Til festival, i dit sommerhus, i din kolonihave, i dit shelter, på din altan eller fra dit vindue glor du sikkert op. Her er tre steder, hvor himlen kan slå dig omkuld:

Mandø er et af de mørkeste steder i Danmark. Det ligger i Vadehavet omgivet af et unikt naturområde, som kan opleves om dagen, mens man om natten kan nyde en fjernt lysende aften.

Møn og Nyord står stjernerne ekstremt skarpt. Det er de to eneste steder i landet, man kan opleve fænomenet dark sky – en nattehimmel uden lysforurening.

Nord for Limfjorden ligger Bulbjerg med sin 47 meter høje kalkstensknude og sit fuglefjeld. Et perfekt sted at opleve nattehimlen. Er man heldig, kan man opleve nordlys.

Interessen for verdensrummet har taget hende 22 etager ned under jorden for at opleve verdens største partikelaccelerator i CERN i Schweiz. Den 27 kilometer lange, ringformede maskine undersøger, hvad der sker, når protoner kolliderer.

JEG HAR STADIGVÆK min gamle stjernekikkert, men den står nede i kælderen og bliver ikke brugt så tit. I stedet har jeg en håndkikkert, som jeg bruger. Jeg har adgang til verdens bedste kikkerter, så når jeg selv er ude og se på stjerner, er det for den æstetiske nydelse og hyggen. Det er fantastisk at se dem med egne øjne. Man kan finde meget federe billeder på nettet end det, man kan se med en kikkert i baghaven, men der er bare noget wow over at opleve det selv.

Når jeg sidder en kold nat og kigger på stjerner i termotøj, sender jeg altid Tycho Brahe en kærlig tanke. Han sad på Hven for 450 år siden og kiggede på stjerner indsmurt i sælfedt for at holde varmen. Han må have lugtet så harsk. Og når Andreas Mogensen skal af sted igen om et par år, kommer jeg også til at vinke til ham.

Som barn elskede han at underholde, men et lidt for frit ungdomsliv tog en skarp drejning, da han blev sendt fem år på kostskole i Schweiz. Hjemme igen måtte han standhaftigt kæmpe for sin voksenkarriere, der blandt andet begyndte i en stofkamel. PETER MYGIND spiller med åbne kort og fortæller i 14 scener om et liv, der har budt på frustration, fiaskoer og fanfare.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Martin Bubandt

1. BARNEPIGER OG STJERNEKASTERE  

Fra jeg var tre måneder gammel, var barnepigen omdrejningspunktet i mit liv. Hun var den første, jeg så, når jeg stod op, og den sidste, jeg så, før jeg gik i seng. Min far var direktør for et stort firma i Allerød, der solgte indpakningsemballage. Han tog min storebror Lars og mig med på fede skiferier eller med til Island eller Marokko, hvor han begge steder havde lejligheder, men i det daglige var han ikke en del af butikken. Han tog på arbejde klokken seks, kom først hjem om aftenen, og så rejste han 180 dage om året. 

Min mor havde sit eget teater, Riddersalen, der var hele hendes verden. Hende så vi heller ikke meget til. Det betød, at vi tilbragte sindssygt meget tid med barnepigen. Lis var der i syv år, Margrethe i fire, og så var der Bodil og Sonja. Det var dem, der sørgede for regelmæssighed og aftensmad. Alt det praktiske var der fuldstændigt styr på takket være dem.

Når min mor kom dumpende forbi, blev der straks arrangeret ting. Så havde hun mødt to italienske klovne, Carlo og Alberto, der kunne køre på ethjulet cykel, og de blev indlogeret i vores kælder og lærte også mig at køre på ethjulet cykel den sommer. En anden gang var det dukkeførere fra Tjekkiet, og en tredje gang kom jeg hjem fra skole, hvor min mor havde ommøbleret hele stuen og hængt tæpper op overalt, fordi hun var ved at lægge programmet til ’Svend, Knud og Valdemar’. Jeg blev bestukket med 10 stjernekastere til at spille med, og som otteårig sad jeg dér helt skrækslagen uden en trevl på kroppen som Adonis. 

Min mor var vild, åben og nysgerrig, og når hun rent faktisk var der, kom der mange forskellige mennesker ind ad døren. Enhver var velkommen, og folk som Elsa Gress, Daimi, Ghita Nørby og Dirch Passer kom i mit barndomshjem. 

Hun var til gengæld ikke en, der havde smurt madder, når man kom fra skole. Min barndomsven Jans mor havde altid en tallerken klar, når man trådte ind ad døren, og det kunne ikke være en større kontrast til det hjem, jeg kom fra. Men mine venner elskede min mor, for man vidste aldrig, hvad hun fandt på. Nogle gange kom vi ind ad døren og fik straks stukket nogle store fuglefigurer i hænderne, som hun havde gået og bygget og ville have os til at hoppe rundt i. Og hvis vi var heldige, tog hun os med ind til Vor Frue Plads, hvor hun lavede gadeteater hele sommeren i mange år. Min mor var anderledes, og mine venner elskede at komme hos mig. Men de kunne selvfølgelig også tage hjem til deres egne trygge rammer igen bagefter.

Selvom jeg ofte savnede mine forældre, havde jeg aldrig prøvet andet. Længere nede ad gaden boede Poul Reichhardt og hans børn, og der var også altid en barnepige, der tog sig af dem. Det var bare sådan, det var. Senere blev mine forældre skilt, og min mor flyttede fra det store hus i Charlottenlund og ind til Vesterbrogade oven på Waterloo Stripclub. Det var vildt at være på besøg derinde, hvor man om aftenen kunne høre de høje lyde fra stripklubben nedenunder. Derfor foretrak jeg at være derhjemme. For nogle børn er det et chok, når deres forældre bliver skilt. Men jeg manglede ikke nogen, for hun var der stadig, og hun hed enten Lis, Margrethe, Sonja eller Bodil.

Hver onsdag kom min mormor hjem til os og lavede varm kakao og krydderboller. Det var et fast ritual. Mine bedste barndomsminder har med hende at gøre. Hun og min morfar havde et sommerhus i Dronningmølle, hvor vi tilbragte alle sommerferier, og de repræsenterede for mig den kernetryghed, som er så sindssygt vigtig for alle børn. Min mormor var min tryghed, hun så mig og elskede mig for den, jeg var. For jeg var et barn, man bekymrede sig om. Jeg fik ikke de bedste karakterer i skolen, jeg havde svært ved at koncentrere mig og skabte meget uro.

MYGINDS MERITTER 

Født 1963. Opvokset i Charlottenlund. Søn af forretningsmand Søren Mygind og skuespiller og teaterdirektør Jytte Abildstrøm og bror til Lars Mygind, der er terapeut og underviser. Har desuden en tysk storesøster, Trixi, farens datter fra et tidligere forhold. Uddannet på Statens Teaterskole i 1992. Fik i 1995 folkeligt gennembrud med den satiriske figur Score-Kaj, der elskede lamsebamser og havde sin faste catchphrase: ”De tre S’er – charme, selvtillid og lækkert hår.”

Har blandt andet medvirket i ’Nikolaj og Julie’, ’Borgen’, ’Sommerdahl’, ’Riget’, ’Taxa’, ’Badehotellet’, ’Bedrag’, ’Rejseholdet’ ’Min søsters børn’-filmene, ’Flammen & Citronen’, ’Så længe jeg lever’, den tyske tv-serie ’Ein Sommer’ og den britiske spillefilm ’Last Christ­mas’.

Gift med Lise Mühlhausen, med hvem han har Valdemar på 23 og Julius på 30. Julius Mygind er en populær foredragsholder, der har udgivet bogen ’Du er ikke f**cked, du er bare ung!’, hvori han fortæller om sine teenageår, hvor han røg hash og endte i stofmisbrug, før han fandt en vej ud. Ud over Peter Mygind og Lise Mühlhausen bor hendes mor, deres ældste søn, svigerdatter og to børnebørn på forskellige etager i et stort hus i Charlottenlund.

Peter Mygind holder hvert år mellem 50 og 80 foredrag om blandt andet social ansvarlighed, vold og mobning.

Har i år blandt andet medvirket i TV 2 Charlie-serien ’Sommerdahl’, i den nyeste sæson af DR-serien ’Borgen’ og er med i den tredje sæson af ’Riget’, der får premiere senere i 2022.

2. KLASSEKLOVN PÅ KOSTSKOLE

Fordi jeg savnede opmærksomheden fra mine forældre, prøvede jeg at gøre krav på den ved at optræde og underholde. Min mor var meget betaget af dukketeater, og vi havde et dukketeater i kælderen, hvor jeg lavede den ene forestilling efter den anden. Jeg elskede også at komme ind på min mors teater og kravle rundt oven på kulisserne, mens de var klædt ud og optrådte. Jeg var betaget af hele den verden og fandt det selv fuldstændig naturligt at optræde. Det blev tidligt min måde at få kontakt til mennesker på.

Mine lærere var til gengæld bekymrede for mig, fordi jeg klarede mig dårligt og kun gik op i at have det sjovt. Da vi blev teenagere, blev jeg den festglade i klassen, og fordi jeg boede i en kæmpevilla i Charlottenlund, der næsten altid stod tom i weekenderne, kunne jeg holde alle de fester, jeg ville. Alle var inviteret, også drankerne og hashhovederne, og der gik ikke længe, før jeg selv blev lidt for glad for at ryge hash og forsvinde ind i rusen.

Selv betragtede jeg mig som en almindelig teenager, der bare kunne lide at fyre den af, og derfor havde jeg ikke på forhånd set det røde kort, som min far pludselig stak mig. 

Et halvt år efter min 13-års fødselsdag præsenterede han mig for ideen om, at jeg skulle på kostskole i Schweiz. Først så jeg det som noget lidt eksotisk, jeg troede bare, det ville dreje sig om et par måneder. Jeg havde endnu ikke fattet, at jeg skulle tilbringe de næste fem år på kostskolen Lyceum Alpinum i Schweiz. 

Den efterfølgende sommer tog han mig med til Schweiz, hvor der uden for alpelandsbyen Sankt Moritz åbenbarede sig en kæmpestor Hogwarts-bygning med en snert af ungdomsfængsel over sig. Her skulle jeg bo sammen med 379 andre drenge. Det var en kostskole for de riges forkælede børn, der var vant til at blive passet i hoved og røv. Man skulle blandt andet eje et jakkesæt og 24 forskellige lommetørklæder, så det havde vi på forhånd været ude at købe. Jeg gik ellers altid i cowboyskjorte og cowboybukser, men i 1977 stod jeg i jakkesæt på den seksmandsstue, hvor jeg skulle bo, og kiggede ud ad vinduet, da min far gav mig en schweizerkniv i afskedsgave og sagde: “Vi ses.”

3. MOBNING OG SELVKIDNAPNING

Så stod jeg der og var i chok. Jeg forstod overhovedet ikke sproget og boede på værelse med fem andre drenge. På min stue boede blandt andre to italienere, der havde så meget hjemve, at de græd hver dag: ”Mamma!” Jeg græd også i starten, men deres gråd overdøvede i den grad min. De havde levet i et trygt hjem, hvor mor lavede pasta til dem hver dag, og nu var de så pludselig havnet her.

Skoledagen begyndte kvart i otte og sluttede først klokken 18:30, også om lørdagen. Man blev hele tiden bedømt, i undervisning, i sport, i oprydning, i alt. Og man var Des med læreren, ellers råbte hun: “Raus!” Det var afstraffelse, ikke fysisk, men på de fleste andre måder, og man fik hele tiden eftersidninger. Til gengæld skulle man ikke selv rede sin seng. Det var der nogle unge, underbetalte italienske kvinder, der tog sig af. Nogle af dem kunne man også betale for at have sex med, men det krævede lidt mod, for der var stor udsmidningsfaktor, hvis man gjorde noget som helst forkert. Hvis man blev taget med hash, røg man også ud. Lige i starten lykkedes det mig to gange at smugle tjald med ind, men det stoppede hurtigt, da det gik op for mig, at man indimellem skulle afgive urinprøver. 

Vi var 380 drenge, der var lukket inde bag mure i 1.800 meters højde. Ikke overraskende var der sindssygt meget mobning. Jeg oplevede et utrygt fællesskab, hvor mange gik rundt og var pissebange hele tiden, fordi de ikke vidste, hvornår utrygheden ramte. En del blev virkelig hårde for at beskytte sig selv, for det var et benhårdt miljø. Det var survival of the fittest. Hver etage havde otte brusere til omkring 60 drenge, og hver morgen fik hver elev to minutter under bruseren. I hvert fald i udgangspunktet. Der stod nemlig en brusekaptajn og råbte: ”Wechsel!”, og nogle fik kun ni sekunder, så blev de smidt ud igen. Man havde intet at skulle have sagt. Jeg havde en ven, der aldrig fik vasket shampoo ud af sit hår, fordi kaptajnen hældte det i håret på ham og sendte ham ud igen. Han blev mobbet så meget, at han til sidst hoppede ud ad et vindue, fordi han var så desperat. 

En anden af mine kammerater kidnappede sig selv. Mange af børnene havde forældre med gamle penge. De var vokset op med svimlende rigdom og havde tilbragt alle deres ferier i Monaco. Der var både Volkswagen-børnene og arvtagerne til greven af Liechtenstein, og ham, der kidnappede sig selv, var søn af direktøren for Springer-koncernen. Familien var en af de rigeste i Tyskland, så sønnen hyrede nogle mænd i Napoli til at kidnappe sig selv på skolen og afpressede efterfølgende sin egen familie for 10 millioner kroner. De fandt ud af, at han selv havde arrangeret det hele, og han kom ikke tilbage på skolen igen. Det gjorde ham, der hoppede ud ad et vindue, heller ikke. Han brækkede begge ben og endte i kørestol. 

PETER MYGIND OM

 At gå i familieterapi

”Efter Julius var blevet overfaldet for anden gang, endte vi i terapi. Det var et totalt wakeupcall for mig. Jeg vidste godt, at jeg var en, der nogle gange kunne råbe, og så stoppede alt, men at sidde der foran terapeuten og høre min yngste søn fortælle, at han selv råbte en gang imellem, fordi hans far gjorde det, er stadig i dag det mest pinlige, jeg har prøvet. Vi sad foran den her førende familieterapeut, og jeg prøvede at korrigere lidt: ’Ah, er det nu så …’, og så begyndte han ellers at remse alle de gange op, hvor jeg havde råbt. Det var forfærdeligt. Det ramte mig virkelig. Han havde jo ret. Fra den ene dag til den anden ændrede jeg mig, og i dag vil mine børn dårligt nok kunne huske, hvornår deres far sidst har råbt.”

4. MYGIND, DER KAPITÄN

Jeg fatter ikke, at jeg ikke løb skrigende væk, men blev der i fem år. Men som tiden gik, blev det mit liv. Selvom kostskolen var ren overlevelse, kunne jeg mærke, at jeg måske havde noget med hjemmefra, der gjorde mig i stand til at rumme det. Jeg havde aldrig kendt til at have min mor eller far tæt på til daglig, og jeg var vant til uforudsigelighed.

Jeg kunne også få folk til at grine, og jeg kunne lide sport og spillede meget ishockey og fodbold, så jeg røg ind i forskellige fællesskaber. Min evne til at kunne snakke med alle betød, at jeg hurtigt steg i hierarkiet på kostskolen. Jeg kunne snakke med de største røvhuller, der styrede hele lortet, og samtidig snakke med de svageste. Fordi jeg kunne mingle med alle, blev jeg valgt som kaptajn – en udnævnt elev, der skulle repræsentere og tage ansvar for de andre. Det betød, at jeg skulle stå til regnskab over for lærerne, hvis nogen havde lavet ballade, men jeg fik også det privilegium, at jeg måtte gå senere i seng. Vi var 28 nationaliteter på skolen, og jeg boede selv på værelse med en, der hele tiden blev ekskluderet af fællesskabet. Men fordi jeg boede med ham, blev folk tvunget til at tage ham med, for de havde selv valgt mig som kaptajn. Med tiden blev det i det hele taget min rolle at være ham, der tog sig lidt af dem, der havde det svært.

En gang imellem kunne man ringe hjem fra kostskolen, men som regel var der ingen, der tog den, fordi dem i den anden ende jo ikke anede, at man havde tænkt sig at ringe. Så stod man der i telefonboksen og ventede forgæves. Det skete også fra tid til anden, at mine forældre ringede og spurgte: ”Hvordan går det?” Eller fortalte, at farmor var død. Og så gik der en måned mere, før man snakkede med dem igen.

Jeg var sur på dem, og jeg oplevede stor ensomhed, savn og sorg over at føle mig fravalgt, for min bror blev ikke sendt af sted. Han klarede sig fint, og han var skidegod i skolen. Men jeg måtte klare mig alene i teenageårene med alle de tanker og følelser, hvor man burde have haft nogle forældre ved sin side til at sige: ”Det forstår jeg godt, skat.”

Jeg fandt i stedet en fyr fra Hongkong, der var god til engelsk, og det var det tætteste, jeg kom på det. ”It’s tough,” kunne jeg sige. ”I think it’s tough, too,” svarede han så. Der gik en del år, før jeg første gang endte hos en psykolog, hvor jeg kunne mærke, at jeg havde nogle ting at bearbejde. Der var helt klart en vrede i mig over, at jeg bare blev sendt væk i fem år.

Og så spøgte en fornemmelse af, at mine forældre tænkte: ”Den klarer han ikke.” Jeg vidste, at de ikke troede, jeg havde styrken til det, og det tændte en ild i mig, for jeg ville fandeme vise dem, at jeg ikke var den pivskid, som de forestillede sig. Det hele lå på mine egne skuldre. Jeg havde ingen at gå til, når jeg var ked af det eller vred. Jeg havde kun mig selv og mine grædende italienske venner. Og det har i virkeligheden vist sig at være en gave, for i den tid lærte jeg en enorm arbejdsdisciplin, og da jeg efter fem år blev færdig på kostskolen, var det med triple color. Det var den fineste udmærkelse på kostskolen, og til den afsluttende middag med alle afgangseleverne og deres forældre var min far ikke til at skyde igennem. Den havde han ikke set komme. Han havde sendt sin hashrygende, småalkoholiske søn af sted til en fin kostskole i Schweiz og tænkt, at det ville gå helt galt, men i stedet havde jeg klaret det med bravur. Jeg var også selv sindssygt stolt. Jeg havde lært, hvad det vil sige at gøre sig umage.

5. PALLE ALENE HJEMME 

Efter kostskolen stod jeg i 1983 med et brev fra de schweiziske myndigheder om, at jeg kunne blive schweizisk statsborger. Jeg var 19 år gammel, havde handelsdiplom efter min afgangseksamen, og min far mente, jeg skulle flytte til Genève og fortsætte ad det spor. Selv var jeg mere i tvivl. Jeg ringede hjem til min mor for at høre, hvad hun skulle den sommer: ”Jeg skal fortælle grønlandske eventyr med nogle store masker.” ”Må jeg være med?” ”Selvfølgelig.” Så var jeg ikke i tvivl. Jeg rejste hjem til min mor, smed min cottoncoat og slips ind i skabet og startede et nyt liv.

De næste par måneder tilbragte jeg i et stort cirkustelt med at spille grønlandske eventyr. Min far troede, at jeg bare skulle brænde krudt af hen over sommeren, før jeg ville søge ind på en ny uddannelse, formentlig i Schweiz, men selv var jeg ikke et sekund i tvivl. Min bror og jeg førte dukker, mens min mor fortalte forskellige eventyr, vi rejste rundt i landet og optrådte for børn og voksne i et stort cirkustelt. Når vi havde fri, tog vi ned på det lokale torv og lavede gadeteater.

Jeg spillede teater hele tiden, og ellers drak jeg mig kanonstiv, for det havde jeg ikke rigtig gjort i fem år. Mine forældre nåede at blive bekymrede for mig endnu en gang: ”Er han ved at falde tilbage?” Men jeg var bare en 19-årig dreng, der lige skulle leve livet og møde nogle damer og drikke lidt sprut. 

Fordi jeg havde været væk i fem år, havde jeg ikke længere nogen venner i Danmark. Min far havde solgt den store villa i Charlottenlund, og jeg havde ingen kontakt til mine gamle venner fra folkeskolen. Jeg følte mig totalt som Palle alene i verden, så når jeg ikke lavede teater, sad jeg inde på Kultorvet i København med en øl og prøvede at komme i kontakt med andre mennesker: ”Hej, hvad hedder du så?” Jeg skulle opbygge en ny identitet og en ny venskabskreds. 

På teatret havde min mors veninder kigget på mig med skeptiske miner: Skulle den der kostskoledreng være med her? Daimi sagde ligefrem til mig, at hun ikke syntes, jeg havde talent. Når vi lavede forestillinger, var der ingen instruktør, så man sad og fordelte rollerne, og jeg prøvede mange gange at få en hovedrolle, men hver gang satte hun foden ned. Det slog mig heldigvis ikke omkuld. At spille skuespil føltes som en urkraft i mig, og sådan har det været lige siden.

6. ”UNDSKYLD, GIDER DU SIGE DET IGEN?” 

De næste fem år rejste jeg rundt i landet og lavede hovedsageligt børneteater om sommeren og voksenteater om vinteren. Jeg kunne leve af det, og jeg fik lov til at spille og hoppe rundt. Men hvis jeg ville noget mere med alt det her teater, blev jeg nødt til at åbne en ny dør. Min mor repræsenterede noget andet end resten af teaterverdenen, og jeg måtte vikle mig ud af hendes kærlige arme.

Skuespilleren Kristian Halken så mig til en forestilling på Søpavillonen og opfordrede mig til at søge ind på Statens Teaterskole. Jeg kom ind i første hug, selvom den daværende rektor Lone Hertz havde sine tvivl. Hun mente, at jeg var for Jytte Abildstrøm-agtig og sagde, at hun ærligt talt ikke vidste, om ikke det var bedre, at jeg blev i ”Jyttes vidunderlige univers”, som hun formulerede det. Men jeg kiggede hende i øjnene og sagde: ”Nej, jeg vil det her.”

Den første tid på Teaterskolen var ingen dans på roser. Min dramalærer sagde til mig efter to måneder, at jeg ikke burde gå der, fordi jeg overhovedet ikke havde talent til at blive skuespiller. Og i øvrigt heller ikke begavelse nok. Når hun stod og fortalte om skuespilteknikker, fattede jeg det simpelthen ikke. Jeg blev nødt til hele tiden at række hånden op og få hende til at forklare det igen. Det var så mærkeligt nærmest at være vokset op på et teater, og så var det ren volapyk for mig at blive undervist i det. Jeg fattede intet af det, og efter noget tid opfordrede hun mig direkte til at stoppe. Hun syntes, jeg var a pain in the ass, og jeg begyndte at tvivle på mig selv. Det er umuligt andet, når der står et voksent og begavet menneske og siger: ”Du har simpelthen ikke talent.”

Heldigvis havde jeg en oplevelse fra tidligere i mit liv, jeg altid fandt frem, når tvivlen begyndte at blive for stor i mig. Efter jeg i 1983 havde hoppet rundt bag en maske til en forestilling, var Erling Schroeder kommet hen til mig og havde sagt: ”Du er da et spændende ungt menneske.” Han var en legendarisk teaterinstruktør og den første, der så noget i mig. Der var mange andre, der intet så i mig, så det var en stor drivkraft for mig, at han havde sagt det. Uanset hvem jeg mødte siden hen, havde jeg i baghovedet, at han troede på mig. 

PETER MYGIND OM

At blive anmeldt 

”Der er visse anmeldere, der aldrig har kunnet lide mig, og det har jeg lært at leve med. Det er jo noget mærkeligt noget, at hvis man læser en positiv anmeldelse, har man glemt den fire sekunder efter, men hvis man læser en virkelig dårlig anmeldelse, kan den sidde i én i lang tid. I dag betyder det meget mere for mig at blive stoppet på gaden af en, der siger: ”Hvor var du god i den rolle!” Det er jo det, man skal lytte til.”

7. SCENEKIKS, STOR KÆRLIGHED OG EN BEGYNDERKAMEL

Tilfældigt mødte jeg en pige i Hornbæk, der inviterede mig til sin fødselsdag i Frederikssund, selvom vi lige havde mødt hinanden. Jeg kendte ingen af de andre mennesker, men i et mærkeligt ironisk indfald slog jeg alligevel på glasset, rejste mig op og holdt en passioneret tale. Da jeg satte mig ned, kom en lille mand hen og sagde: ”Dav, jeg hedder Michael Obel, det var fandeme godt. Er du skuespiller?”

Det viste sig, at han var ved at lave en film, der hed ’Høfeber’, og før jeg fik set mig om, havde jeg landet en rolle som sådan en lidt Karl Kæk-agtig karakter. Jeg skulle spille sammen med folk som Frits Helmuth og Lisbet Dahl, og det var sindssygt grænseoverskridende, for jeg havde aldrig filmet før. Jeg anede ingenting om den verden. Til den første scene var der lagt skinner ud, som kameraet skulle køre på, og jeg vadede bare over dem. ”HVAD LAVER DU?” brølede den ældre fotograf rødglødende gennem lokalet. Det viste sig, at de skinner var lagt med vaterpas og små klemmer, og det var nærmest en dødssynd at gå ind over dem. Jeg fik en gedigen skideballe og var i komplet choktilstand, før jeg var kommet i gang. 

I 1991 var jeg til en anden fest, hvor jeg faldt pladask for Lise (Mühlhausen, red.). Jeg forsøgte med alle tricks i bogen at lokke hende ud på dansegulvet. I et sidste forsøg på at affeje mig bøvsede hun mig i hovedet, men jeg lod mig ikke afskrække. Jeg fik min dans, vi endte med at tilbringe weekenden sammen, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde mødt kvinden i mit liv. Fem uger efter var hun gravid. Jeg var i Jylland, da hun ringede og fortalte det, og jeg skyndte mig hjem med en buket blomster. Ingen af os var i tvivl om, at vi skulle beholde barnet, så 10 måneder efter vores første møde blev vi forældre til Julius.

Jeg blev færdig på Statens Teaterskole i sommeren 1992, og som nybagte forældre flyttede Lise og jeg ind i et lillebitte hus i Vanløse. Ud over ’Høfeber’ havde jeg spillet med i en lille Ole Bornedal-film, og jeg var helt sikker på, at telefonen ville ringe. Men der skete ikke en skid. Flere af mine kammerater skulle på Det Kongelige eller på Folketeatret. Efter et par måneders arbejdsløshed var jeg overbevist om, at min karriere var færdig, før den overhovedet var begyndt. Pludselig ringede de så fra Bellevue og spurgte, om jeg ville være med i ’Folk og røvere i Kardemomme By’. Det var en meget lille rolle, hvor jeg skulle spille hovedet i kamelen, men det var da bedre end ingenting. Jeg var i gang. 

8. HVEM FANDEN ER PETER MYGIND?

Mens jeg studerede, havde jeg lavet et underholdningsshow på TV 2, der hed ’Quizboyshow’, hvor jeg selv var den overstyrede vært, der væltede rundt: ”Velkommen til Quizboyshow, jubiii, første runde!” Efterfølgende var jeg med til at lave ’Eleva2ren’, hvor jeg spillede en hollandsk reklamemand, der solgte dildoer og ligkister. Det var en karakter, jeg selv havde opfundet. Tv-produceren Mogens Vemmer så programmet og ringede til mig og sagde, han havde et kvarter hver lørdag morgen på Danmarks Radio, hvor jeg måtte lave lige, hvad jeg ville. Jeg ringede straks til min ven Lars Mering og gik i gang med at brainstorme. Vi havde fri leg, hvad skulle det handle om? Det skulle handle om at score. Det var det eneste, vi kunne komme i tanke om, og til et af programmerne fandt vi på figuren Score-Kaj, der var god til at score lamsebamser. Bagefter ringede Mogens Vemmer igen og sagde: ”Vi skal have mere Score-Kaj.” Det var øjeblikkeligt blevet en total landeplage, og overalt på gader og stræder gik folk rundt og snakkede om ”de tre S’er – charme, selvtillid og lækkert hår”.

Jeg fik på den ene side ry i branchen for at være ’ham den sjove’, men sideløbende spillede jeg med i først Birger Larsens ’Frihedens skygge’ og Lars von Triers ’Riget’. Det betød, at jeg om formiddagen var i fjernsynet som Score-Kaj, der stod i guldtøj og plateausko og scorede lamsebamser, og om aftenen var jeg med i ’Riget’, hvor jeg knaldede på laboratoriet med Solbjørg Højfeldt. Og så lavede jeg pludselig det store juleshow på DR, hvor jeg sang gamle Gustav Winckler-sange. Der var anmeldere, der var virkelig forvirrede. Altså, hvem fanden er Peter ­Mygind? Der var en anmelder på Politiken, der skrev, at jeg var færdig og aldrig ville komme til at lave noget seriøst igen, for jeg havde mistet min troværdighed, og ingen seere ville længere tro på mig. Det var slut, konkluderede hun. Det gjorde mig sur og ked af det, for hvorfor skulle man ikke kunne lave det ene og det andet? Men dengang var man groft sagt enten kongelig skuespiller, eller også var man useriøs. Jeg tænkte slet ikke taktisk på den måde. Jeg havde en enorm eventyrlyst som skuespiller, og hvis noget sjovt dukkede op, gjorde jeg det uden at tænke over konsekvensen. 

9. STOR SUCCES OG SVANESANG 

Selvom jeg både havde lavet ’Taxa’ og ’Riget’, var det noget helt andet, da jeg i starten af 00’erne spillede med i ’Nikolaj og Julie’. Den serie ramte virkelig noget. Det var helt vildt. 1,7 millioner danskere sad og fulgte med i min og Sofie Gråbøls kærlighedshistorie hver søndag aften. Der var så stor opmærksomhed, at jeg til sidst havde brug for en timeout. Efter næstsidste afsnit var blevet vist, var Lise og jeg i Dyrehaven. Det var en solskinsdag, der var fyldt med folk, og jeg kunne ikke gå otte meter, uden nogen råbte: ”Hvordan ender det?” Jeg blev helt kvalt i det, så da vi kom hjem, besluttede vi os for at rejse væk. Vi fandt en lillebitte hytte på en lillebitte ø halvanden time fra Thailands kyst. Da vi et par dage senere sejlede mod øen, stod jeg i stævnen i hurtigbåden og nød et fredfyldt øjeblik. Inde på stranden kunne jeg se to hvide mænd, der stod med fadbamser i hænderne. Da båden var næsten inde ved land, begyndte de at råbe: ”Hvad fanden, det er Nikolaj!” Den ene vendte sig om og begyndte at råbe op til konen: ”Skat! Det er Nikolaj!” Jeg kan huske, at jeg bare stod der og tænkte: ”Det er fucking løgn.”

Det hele blev pludselig kæmpestort, og vi vandt også en Emmy for serien. Men så spillede jeg hovedrollen i en musical bagefter, der gik sindssygt dårligt, og det var en meget effektiv måde at komme ned på jorden igen. Det var ’The Full Monty’, hvor jeg skulle synge alle sange i tenor, selvom min stemme mildest talt ikke passer til den slags. Dagen før premieren var min stemme smadret, fordi jeg havde presset den så meget. Jeg fik skudt kor­tisol ind og forsøgte at klare mig igennem, men da jeg stod op dagen efter, var det til overskrifter som: ”Hvor dybt kan man falde?” ”Hvor elendigt kan man synge?” ”Fjern den mand!” Jeg blev nakket fuldstændigt. Jeg gik fra at være helt oppe at flyve til at få de dårligste anmeldelser i mit liv.

Fordi det var en teaterforestilling, måtte jeg gentage fiaskoen aften efter aften. Der var totalt udsolgt. Jeg sled mig selv fuldstændig mentalt ned, og jeg mistede min egen selvrespekt. Jeg havde allerede til første sangprøve forsøgt at sige, at sangene ikke passede til mig, men ingen lyttede for alvor, og jeg fik ikke stået ordentligt fast. Det var første gang, jeg virkelig prøvede at gå ned med flaget, og det sad i mig i lang tid efter. 

Senere spillede jeg med i Ludvig Holberg-forestillingen ’Jean de France’ på Det Kongelige Teater. Det gik heller ikke godt. Og så lavede jeg en forestilling ved navn ’Shopping’ på Aveny-T, der handler om T-shirtens rejse, hvor jeg spillede alt fra amerikansk bomuldslandmand til fattig kinesisk syerske. Jeg var sindssygt stresset i den tid og havde blackouts på scenen. Siden har jeg ikke spillet teater. Jeg har det ikke sådan, at jeg er færdig med at spille teater, men jeg har ikke haft lyst til at gøre det siden.

10. MERE ALVORLIG TALETID 

De seneste 10-15 år er foredrag blevet en stor del af mit liv. Før det var jeg den sjove mand, man kunne hyre til sin sommerfest eller julefrokost, men det gik op for mig, at jeg havde brug for også at fortælle historier, der betød noget for mig, og gerne skabe lidt eftertanke hos publikum. Det passede ikke rigtigt ind i en julefrokost med 400 stive Telia-medarbejdere.

Min ældste søn blev så som 13-årig overfaldet to gange på vej hjem fra skole inden for blot tre uger. Han provokerede ikke nogen, men stødte ind i nogle unge drenge, der kedede sig og smadrede ham. Klokken var 16 om eftermiddagen begge gange, og der var rigtig mange mennesker, der kunne have grebet ind, men ingen gjorde noget. Folk gik bare videre. Jeg fortalte om det i et interview, og bagefter begyndte forskellige skoler at ringe til mig og spørge, om jeg ikke ville holde foredrag om social ansvarlighed. Siden er det begyndt at handle mere om mobning og fællesskaber, også på arbejdspladsen. Folk deler ting med mig, forældre skriver til mig om børn, eller unge skriver til mig, at de er desperate og ikke tør gå i skole. Jeg er taknemmelig for den tillid, jeg oplever, og jeg prøver at svare så godt, jeg kan, men der er også nogle, der skriver med selvmordstanker. Dem prøver jeg at sende videre, for jeg er ikke psykolog, jeg er bare en voksenven.

Jeg har altid troet, at jeg skulle være ham, der underholdt. I mange år kunne jeg ikke gå til et bryllup eller en fødselsdag, uden jeg skulle rejse mig op. Jeg blev tit spurgt og følte, at jeg ville svigte fællesskabet, hvis jeg sagde nej. Med tiden begyndte jeg at tage mig i at blive nervøs, hvis jeg skulle til et socialt arrangement, fordi jeg vidste, at lige om lidt ville jeg melde mig til et underholdende indslag, også selvom jeg ikke havde lyst. I årevis rejste jeg mig op og slog på glasset, selvom en stemme i mit hoved sagde: ”Hvorfor fanden skal jeg altid stå her og lege klovnen?”

Tilbage i folkeskoletiden var jeg den, der underholdt i klassen. Jeg var ikke dygtig i skolen, men jeg kunne være sjov, og det var virkelig vigtigt for mig, at andre folk kunne lide mig. Det bar jeg med mig i mange år. Jeg troede kun, at jeg var god nok, hvis folk grinede. Det er først for alvor her i halvtredserne, at jeg er blevet bedre til at tage mig selv alvorligt.

PETER MYGIND OM

At blive far 

”Lise og jeg havde kun kendt hinanden i fem uger, da hun blev gravid. På det tidspunkt gik jeg på tredje år på Statens Teaterskole. Jeg var en ung mand med sindssygt høje tanker om mig selv. Jeg troede, at jeg var en slags Guds gave til teatret. Og så blev jeg pludselig far. Jeg ved ikke, om jeg var mentalt klar til det, men jeg var klar til, at Lise skulle være moren. Da hun ringede med beskeden, var der ingen panik i mig, for jeg havde lyst til alt ved Lise, og det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg kom farende hjem med blomster og et nyforelsket smil og sagde: ”Hold da kæft, hvad gør vi nu?”

11. LIVSLYKKE TRODS DØDSSKYGGE

Jeg vågnede en morgen i 2015, hvor Lise var i Jylland, og kunne mærke, at jeg havde ondt i benet. Det føltes som en fibersprængning. Jeg havde haft ondt i benet to gange før, hvor jeg havde været ramt af blodpropper. Derfor vidste jeg også, at de ikke er farlige, når de sidder i benene, så længe man får gjort noget ved dem i tide. Jeg fik en af min svigermors venner til at køre mig på Gentofte Hospital, men da jeg steg ud af bilen, viste det sig, at de havde flyttet akutafdelingen et andet sted hen, så jeg måtte gå alene hen over parkeringspladsen. Pludselig fik jeg det vildt dårligt og faldt om, jeg var teknisk set død, og da jeg vågnede igen, var der en mand, der var ved at give mig hjerte-lunge-massage.

Det viste sig, at jeg havde flere hundrede blodpropper, der var røget op i lungerne med fuld hammer. Jeg røg på akut blodfortyndende og skal være på blodfortyndende medicin resten af mit liv. Jeg blev reddet af ham, der fandt mig, for han havde ikke mærket nogen puls til at starte med. Han er min engel. Det er sådan, jeg omtaler ham i dag. Man bliver religiøs af sådan noget, for hvis ikke jeg var taget på hospitalet, kunne jeg være død. 

Efterfølgende blev jeg virkelig bange for at dø. Jeg er generelt ret livsglad og livslysten, men efter den oplevelse blev døden langt mere nærværende i mit liv. Jeg gik i kognitiv terapi lang tid efter og bruger stadig tankefeltterapi, når jeg får angst. Så trækker jeg vejret dybt og mærker på min krop. Det sker sjældent i dag, men dengang havde jeg det mindst et par gange om ugen, som om jeg var ved at dø af angst. Jeg kunne sidde alene i en bil i Jylland og pludselig blive rædselsslagen for at få en blodprop. Andre gange kunne jeg sidde i toget og være nødt til at spørge ud i vognen, om der var nogen, der kunne hjerte-lunge-massage. ”Jeg har det rigtig dårligt, og jeg er bange for, at jeg falder om,” sagde jeg. Jeg var nødt til at sige det højt for en sikkerheds skyld. 

At råbe højt om sorgen, angsten og bekymringen er blevet min måde at kurere mig selv på. Jeg har ry for at være en blød mand, fordi jeg snakker åbent om følelser, men jeg ser mig selv som et åbent menneske, der deler ud af sin sårbarhed. Det er en af mine grundværdier ikke at være bange for at sige tingene højt. Nogle offentlige personer, især skuespillere, mener, at hvis man siger bare én sætning om sit privatliv, kan ingen kigge på dig som en rolle igen. Men det oplever jeg ikke, og selvom det er en kliche, er min taknemmelighed for livet blevet større. Jeg er stadig gift, og jeg har børn og venner, der gider se mig. Der er meget at værdsætte. 

12. RIGETS TILSTAND

For et par år siden blev jeg ringet op af en producent på Zentropa, der spurgte, om jeg ville være med i ’Riget’. ”Snakker vi ’Riget’ med Lars?” ”Jaja, han har sgu skrevet nogle afsnit,” sagde hun så. Der var gået næsten 25 år, siden sidste afsnit var blevet sendt, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville være med igen.

’Riget’ betød sindssygt meget for mig i sin tid. Det blev startskuddet til hele min tv-karriere. Jeg havde medvirket i en krimiserie i 90’erne, og da den var ved at blive klippet sammen på Zentropa, gik Lars von Trier tilfældigvis forbi og så mig i klipperummet. Kort efter blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville komme til casting på ’Riget’, hvor jeg fik rollen som Mogge. Da jeg læste manuskriptet, tænkte jeg: ”Wow!” Det var vildt at læse. Det var kun den anden eller tredje rolle, jeg lavede, og til første læseprøve sad jeg med folk som Jens Okking, Ghita Nørby, Søren Pilmark, Kirsten Rolffes og Ernst-Hugo Järegård. Lars von Trier lagde ud med at sige: ”Jeg hader skuespillere.” Det skulle vise sig, at det gør han ikke, men han kan godt lide at sige det. 

Det var vildt at være en del af. Vi lavede håndholdte scener, der var 10 minutter lange, og der var en kæmpe frihed til stede. Jeg var ung og havde ikke prøvet særlig meget andet. Det var først senere, det gik op for mig, at det ikke var helt normalt, det, der foregik. På et tidspunkt gik jeg bag Lars von Trier og Ernst-Hugo Järegård på vej til frokost, da sidstnævnte begyndte at rose mig. Så skyndte Lars sig at sige: ”Hold kæft, hold kæft, han må ikke høre sådan noget, for helvede!” Men jeg nåede at høre det, og det gjorde noget for mig at høre den slags fra så stor en stjerne. Det var et af de små dryp af anerkendelse, man får igennem et liv og en karriere, hvor nogen har set én og troet på én. 

Lars von Trier er et sindssygt varmt og kærligt menneske, men han har en sarkastisk side, som man lige skal vænne sig til. Det oplevede jeg også igen til den nye sæson af ’Riget’, hvor han efter de første optagelser kom hen til mig og helt tørt sagde: ”Jeg vil bare lige fortælle dig, at det altså ikke er ’Min søsters børn’, vi laver her.”

På den nye omgang ’Riget’ har jeg også haft dage, hvor jeg har siddet og rystet og tænkt, at jeg ikke havde styr på noget, fordi der var sådan en totalt kaosagtig energi. Det kan Lars von Trier godt lide. Selvom jeg har været i showbiz det meste af mit liv, har der været dage, hvor jeg har været nervøs. Jeg tager ikke noget for givet, og jeg prøver at være ydmyg. Det vigtigste for en skuespiller er at gå helt åbent og nysgerrigt ind på en scene og reagere på, hvad der sker. Hvis man planlægger for meget, kan det gå galt. 

PETER MYGIND OM

Karriere og familie

“Jeg har forsøgt at prioritere anderledes, end mine forældre gjorde, fordi jeg ikke ville have, at mine børn skulle opleve det samme. Men det er fandeme svært, når man spiller en rolle på teateret eller er med i film og tv-serier, at ringe og sige, at man ikke kommer ind i dag, fordi ens søn hoster. ”Er du syg i hovedet? Der står 60 mand og venter!” Der har været kæmpe drama nogle gange, men jeg har et godt forhold til mine sønner, og jeg har været sammen med Lise i 31 år nu, og jeg tænker, at det blandt andet skyldes, at vi har taget kloge beslutninger om at prioritere familien. Det er forhåbentlig også dem, der holder mig i hånden, når jeg en dag ånder ud.

13. HELT UDSPILLET

Kort før jul sidste år sad jeg før en optagelse og kunne pludselig ikke mere. Jeg havde filmet 73 dage i træk på ’Sommerdahl’, hvor jeg havde været med i så godt som alle scener. Dagen efter sad jeg i Helsingør og var klar til at filme en optagelse i ’Borgen’, som jeg også spillede med i foruden ’Riget’. Jeg har aldrig før i min karriere haft så mange store roller på så kort tid. Jeg følte mig sindssygt grundtræt, da der kom en sød produktionsassistent ind og fortalte, at min scene var udsat i fire timer. Da hun sagde det, var det, som om noget knækkede inde i mig. Jeg tænkte straks: ”Det kan jeg ikke.” Så begyndte jeg at ryste og få det dårligt. Jeg kunne ikke trække vejret, og jeg prøvede at sige til hende, at det ikke kunne lade sig gøre. Lidt efter kom en fra højere oppe i hierarkiet ind og spurgte, hvad problemet var. ”Scenen er bare flyttet fire timer,” sagde han uforstående. Så løb jeg grædende ud af lokalet og ned på stranden, hvor jeg brød fuldstændigt sammen. Til sidst fandt producenten mig, der kunne konstatere, at Peter Mygind var færdig. Min krop havde fået nok, og selvom jeg har levet af at spille skuespil i 40 år, måtte jeg lære det på den hårde måde.

Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg ikke behøver spille mig ud til prøverne, men jeg spiller for at mærke, hvor vi er på vej hen, og så min kollega også kan mærke det. Det er et aktivt valg, som jeg gerne vil holde fast i, for jeg har ingen planer om at skrue ned for min energi. Det kan jeg ikke. Men så er jeg også nødt til at trække stikket helt nogle gange.

14. TILFÆLDETS GAVER 

Jeg er dybt taknemmelig for at være et sted, hvor jeg på en måde er genopstået som skuespiller, og folk vil bruge mig igen. Som skuespiller kan man ikke undgå at have perioder, hvor man synes, at der er gået lige lovlig længe, siden telefonen ringede. Der har da også været tidspunkter, hvor jeg har tænkt: ”Så sluttede den karriere”, og jeg har mindst en gang sagt til Lise, at vi blev nødt til at sælge huset, fordi jeg ikke havde nerver til det liv, hvor man pludselig ikke har noget at lave i et halvt år. 

Der er så mange tilfældigheder på spil i skuespilbranchen. Jeg løb rundt i badebukser og spillede fodbold med mine sønner en sommerdag for flere år siden, da min nabos søster tilfældigvis hørte min stemme igennem hækken. Hun var caster på Ole Christian Madsens film ’Flammen & Citronen’ og var ved at lede efter ham, der skulle spille Aksel Winther. Pludselig slog det hende: ”Hvorfor ikke Peter Mygind?” Karakteren er lidt af et røvhul, og de havde egentlig tænkt på nogle helt andre, men jeg blev hevet ind til en prøve og endte med at få rollen. Det var min første rigtige røvhulsrolle, og den har betydet meget for mig. Til premieren kom Søren Kragh-Jacobsen hen og sagde: ”Det var fandeme interessant at se dig i den slags rolle. Vi er ved at lave ’Borgen’, hvor vi leder efter en til en rigtig røvhulsrolle. Har du lyst til at komme og give dit bud?” Sådan blev jeg den skruppelløse sladderjournalist Michael Laugesen. Der er mange, der har været interesseret i, om jeg har bygget min rolle på Henrik Qvortrup, og ja, jeg har taget noget Qvortrup til mig, men også alle mulige andre, jeg har mødt gennem tiden. På et tidspunkt sad jeg ved siden af en til en fødselsdag, der sagde alt muligt grænseoverskridende uden at fortrække en mine. Sådan noget suger jeg til mig. Men der er også noget af Peter Mygind i rollen, for jeg har også haft røvhulsøjeblikke, hvor jeg har været i mit iskolde hjørne. Hvis man vil gøre det troværdigt, bliver man nødt til at kravle 100 procent ind i den person, mens kameraet kører. Næste år er det 40 år siden, jeg som 19-årig blev en del af min mors teater, og jeg nyder stadig at prøve at skabe en karakter.