JANUAR
I december, inden det går løs, kigger min kæreste mig i øjnene.
”Er du sikker på, at du skal alt det der?” spørger han.
”Det skal jeg,” svarer jeg.
Så jeg tager til Aarhus og indleder sidste del af spilleperioden med Gnags-teaterkoncerten ’De vilde kaniner’ på Musikhuset Aarhus i begyndelsen af januar. Jeg har en gennemgående rolle og er ikke væk fra scenen mere end to numre. De sidste to uger af spilleperioden går jeg i gang med prøverne på ’Skolekomedien’ på Aarhus Teater, en satirisk, tragikomisk teaterforestilling af Christian Lollike om det danske skolesystem. Jeg skal spille forestillingens konferencier, en slags fransk klovn, som præsenterer musikalske indslag mellem scenerne. Jeg er helt alene på scenen, og det er spændende selv at kunne bestemme, hvordan jeg indtager rummet. Men så er der lige det med, at jeg skal lære at spille guitar i en fart, som jeg har påstået, at jeg allerede kunne, da jeg fik rollen. Og indimellem skal jeg have sangtimer og finde tid til pressedage og grandprix-prøver hos DR i København.
Foto: Anne Ellemann
FEBRUAR
En torsdag har vi efter et kort prøveforløb premiere på ’Skolekomedien’. Det har været noget af en opgave med den guitar. Dagen efter tager jeg til Arena Nord i Frederikshavn – hvor Dansk Melodi Grand Prix skal afholdes – for at lave en prøve. Samme aften er jeg i Aarhus og spiller forestilling. Lørdag morgen tager jeg tilbage til Frederikshavn for at lave generalprøve på grandprixet.
Tre år forinden havde jeg min grandprix-debut med en stille ballade – en slags hommage til ’To lys på et bord’ og andre klassiske grandprix-viser. Nu er jeg tilbage med sangen ’Før vi går hjem’, som er mere rå, vild og sexet. Vores sceneshow er svært, jeg skal holde tungen lige i munden. Vi har en stor kasse med på scenen, som jeg bevæger mig ind i, ud af og op på. Der er et tidspunkt, hvor jeg skal give mikrofonen til en af danserne, og så har jeg seks taktslag til at vende rundt og flippe mig selv ned i kassen i et akrobatisk move, inden jeg griber mikrofonen og synger videre. Hvis jeg glider i den situation, falder jeg bare. På røven, bogstavelig talt.
Men det går godt, da vi afvikler showet, jeg falder ikke, og da jeg tager mine in-ear-hovedtelefoner ud og hører salens klappen, går det op for mig: ”Okay, folk har virkelig forstået det!”
Jeg tror på mig selv og på sangen, men jeg er ikke favorit hos bookmakerne. Mit nummer er aftenens eneste på dansk, og et dansk nummer er ikke gået videre til Eurovision længe. Jeg får at vide, at vi har fået flest stemmer, er lettet og stolt og fatter ingenting. Jeg har en rigtig god efterfest med mit hold. Først i arenaen, så tager vi videre i byen på Hotel Jutlandia og bagefter på værtshuset Fregatten.
MARTS
Vi spiller hele måneden på Aarhus Teater med ’Skolekomedien’. Jeg troede, jeg bare skulle fokusere på den. Måske slappe lidt af oven på et par krævende måneder.
Men lige så snart grandprixet er overstået, er der nye ting at forholde sig til. Som del af DR’s grandprix-hold er der mange samtaler og møder om, hvordan vores tur til Eurovision i Wien skal forløbe. Og der er stor medieopmærksomhed omkring det. Noget af det handler om min seksualitet og om mit scenetøj. Der er en del homofobi i de danske kommentarspor, som jeg slet ikke har forberedt mig på, og som medierne vil høre, hvad jeg siger til. Jeg er selv noget forundret. En homoseksuel mand på scenen i grandprix – det er vel ikke første gang, I har set det? Eller rettere: Hvad er det, I tror, I ser? Jeg har masser af maskulin energi. Jeg har også en stærk feminin energi. Jeg har meget vildskab, men også en blid og følsom side. Jeg synes, det er spændende yderpoler. Jeg er måske også et lidt naivt menneske, der kaster mig ud i ting og gerne vil give noget af mig selv. Men måske skal jeg lære at sætte grænser. Jeg får en mental coach, som jeg ser hver uge. Jeg skal ikke knække på at være kastet ind i løvens hule. Det har været svært rigtig at forstå, men det begynder at gå op for mig, at jeg skal repræsentere hele Danmark. Jeg prøver ikke at føle alt for stort et pres for at leve op til det. Folk har jo stemt på mig, det må der være en grund til.
Foto: Sarah Louise Bennett
APRIL
’Skolekomedien’ er færdig, og jeg flytter hjem til København og går i studiet for at lave ny musik. Lige nu handler det hele om ’Før vi går hjem’, men jeg vil gerne have, at der er flere sange klar, når Eurovision engang er overstået. Mange døre har åbnet sig oven på grandprixet, og søde og dygtige mennesker har lyst til at arbejde sammen med mig, så jeg mødes med forskellige producere og skriver sange, producerer, laver demoer. Det er ikke så lang tid siden, jeg gik i gang med min egen musik efter i mange år at have sunget andres numre i musicals. Så jeg bliver stadig helt euforisk over, at jeg efter en arbejdsdag på 5-6 timer pludselig har en sang mellem hænderne, som ikke var der før.
’Før vi går hjem’ blev faktisk lavet endnu hurtigere sidste efterår, hvor jeg var i studiet en dag, hvor jeg også havde en forestilling.
”Sorry,” sagde jeg, da vi mødte ind, ”men jeg bliver nødt til at gå tidligt.”
De andre sangskrivere var i tvivl, om det overhovedet gav mening. Men Tim Schou, min manager, sagde: ”Sæt jer nu bare ned og prøv. Hvis ikke det virker, så går I alle sammen hjem, når Søren skal gå om halvanden time.”
Aftenen inden havde jeg været ude med Clara Sofie (der blandt andet har skrevet sange for Benjamin Hav, Hjalmer og Søs Fenger, red.), og mens vi var i byen, jokede vi med, at vi kunne arbejde på en ny sang hele natten – før vi gik hjem. Clara Sofie var med i studiet dagen efter, og under den komprimerede sangskrivnings-session tog vi den ide og puttede med i gryden og forsøgte at skrive et nummer om ting, man gør, og beslutninger, man tager, før man går hjem fra byen. Vi fandt hurtigt nogle akkorder og et beat, og i et vildt adrenalin-kick nåede jeg at indspille vokalerne. Da jeg skulle gå, producerede de andre videre på sangen, og om aftenen efter forestillingen hørte jeg en næsten færdig version – og var helt på røven.
MAJ
Vi er vel 20 mennesker, inklusive DR’s folk og mit eget hold, som tager af sted til Wien to uger inden Eurovision-showet. Vi laver tonsvis af prøver sammen med de 34 andre lande. Hvert land har sin egen tv-produktion med, som skal overgives til østrigsk tv, der afvikler sendingen. Da jeg står på scenen i Wiener Stadthalle til den første prøve og kan se, hvor stor salen er, er det næsten for meget for mig. Det er Østrigs største overdækkede arena, og der kommer til at sidde 12.000 mennesker. Mens vi spiller nummeret igennem, har jeg det, som om jeg står ved siden af og ser mig selv udefra. Alle er tilfredse med prøven, og jeg synes egentlig, det ser godt ud på skærmen. Men følelsen af ikke at være til stede er ubehagelig. Mit ønske om at stå på scenen handler om at have det sjovt og føle, jeg har kontrol over mit udtryk – i stedet for bare at sætte sig på en hestevogn, der galopperer af sted med en.
De sidste fire dage i Wien afvikler vi hele showet otte gange i alt. Først semifinalen fire gange, så finalen fire gange. På selve finaleaftenen har jeg det som juleaften. Nu sker det. Alt, hvad jeg har forberedt mig på. Nu skal der smadres igennem. Jeg vil ikke gå ned fra scenen bagefter og tænke: ”Øv, jeg turde sgu ikke helt være i det.”
Det er mig, der åbner showet. Da jeg står på scenen, og publikum jubler, bliver jeg rørt. Jeg fornemmer, at de ønsker, det skal gå mig godt. Desuden ved jeg, at 12 tilrejsende familiemedlemmer sidder dernede. Jeg når at tænke: ”Ikke græde nu. Det er ikke det, den her sang handler om. Den handler om at give slip og lade det hele brænde op.”
Jeg går i fuldt attack. Rejser helt ind i min krop. Har fuld kontrol og samtidig ingen kontrol. Oplever et slip og kan mærke en ild i øjnene, mens jeg synger.
Bagefter er jeg helt færdig. Jeg går op i green room (kunstnernes opholdsrum, red.) og får en masse bobler, mens jeg overværer resten af showet sammen med mit hold og min kæreste. Han laver også musicals og har selv haft travlt, men har hjulpet mig meget. Hvis det ikke havde været for ham, havde jeg ligget og rodet rundt i en rendesten. Jeg har indimellem måttet være ærlig og undskylde: ”Jeg er nok rimelig fucked i mit hoved lige i den her periode.” Vi har heldigvis kendt hinanden i ni år.
Først skal deltagerlandenes fagjuryer give point, og til at starte med får vi ikke nogen. Jeg tænker: ”Okay, men det var fandeme sjovt!” Så, pludselig, begynder vi at få fra næsten alle lande. Stille og roligt rykker vi op på rangstigen, og til sidst ligger vi på en delt andenplads. Jeg har det mere og mere euforisk. Tænk, at alle mulige lande, som ikke forstår dansk, har lyst til at give os point. Så kommer seernes point, som gives bagfra. Det vil sige, at vi er det tredjesidste land, der får vores. Alt kan ske. Vi kan få nul point. Vi kan også få 300 point, så vinder vi. Vi ender på en syvendeplads, som jeg er megaglad for. Det er den bedste placering i 31 år med en dansksproget sang.
JUNI
Jeg forsøger at holde ferie, forstået på den måde, at jeg har en del fridage, men også laver ting indimellem. Tager lidt ud at spille med mit eget materiale. Tager en tur i studiet og arbejder på nye sange.
Da jeg kom hjem fra Wien, skulle jeg have været direkte til læseprøver på Thomas Helmig-musicalen ’Stupid Man’, som jeg har en rolle i, men de er så venlige at lade mig blive hjemme, så jeg kan blive liggende i min seng. Imens kører mit hoved fuldstændig rundt. Jeg har kaostanker og en følelse af, at jeg skal arbejde videre lige nu, ellers kommer jeg til at miste alt, hvad jeg har bygget op. Jeg ringer til min mentale coach, der fortæller mig, at kroppen er stresset, at den stille og roligt skal vænne sig til at arbejde i et normalt tempo. Jeg tror først, det handler om, at jeg skal have absolut ro, men hun fortæller mig, at jeg skal vende tilbage til den virkelige verden. Se de venner, jeg ikke har haft tid til. Gå til de fester, jeg ikke har kunnet gå til. Spise den mad, jeg har holdt mig fra. Jeg skal ikke se et fitnesscenter i en måned.
Det gør mig virkelig godt, og midt i juni optræder jeg på den danske ambassade i Berlin. Mens jeg er i byen, mødes jeg med Twocolors, to undergrunds-dj-fyre, der laver et dance-remix af ’Før vi går hjem’. Jeg ser et internationalt potentiale for min musik. Jeg føler, at der står en dør åben, men jeg skal ikke tage hovedspring igennem den. Jeg prøver at skynde mig langsomt.
Søren Torpegaard Lund spiller fra 16. september med i ’Stupid Man – The Musical’ i Tivolis Koncertsal.
