Indlæg

Det var Sørens!

Alting kulminerede for Søren Torpegaard Lund i første halvår af 2026. Her fortæller den musical-aktuelle danske grandprix-vinder om seks stopfyldte måneder.
Fortalt til:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Mynte Lagoni

JANUAR

I december, inden det går løs, kigger min kæreste mig i øjnene.

”Er du sikker på, at du skal alt det der?” spørger han. 

”Det skal jeg,” svarer jeg.

Så jeg tager til Aarhus og indleder sidste del af spilleperioden med Gnags-teaterkoncerten ’De vilde kaniner’ på Musikhuset Aarhus i begyndelsen af januar. Jeg har en gennemgående rolle og er ikke væk fra scenen mere end to numre. De sidste to uger af spilleperioden går jeg i gang med prøverne på ’Skolekomedien’ på Aarhus Teater, en satirisk, tragikomisk teaterforestilling af Christian Lollike om det danske skolesystem. Jeg skal spille forestillingens konferencier, en slags fransk klovn, som præsenterer musikalske indslag mellem scenerne. Jeg er helt alene på scenen, og det er spændende selv at kunne bestemme, hvordan jeg indtager rummet. Men så er der lige det med, at jeg skal lære at spille guitar i en fart, som jeg har påstået, at jeg allerede kunne, da jeg fik rollen. Og indimellem skal jeg have sangtimer og finde tid til pressedage og grandprix-prøver hos DR i København.

 

Foto: Anne Ellemann

FEBRUAR

En torsdag har vi efter et kort prøveforløb premiere på ’Skolekomedien’. Det har været noget af en opgave med den guitar. Dagen efter tager jeg til Arena Nord i Frederikshavn – hvor Dansk Melodi Grand Prix skal afholdes – for at lave en prøve. Samme aften er jeg i Aarhus og spiller forestilling. Lørdag morgen tager jeg tilbage til Frederikshavn for at lave generalprøve på grandprixet. 

Tre år forinden havde jeg min grandprix-debut med en stille ballade – en slags hommage til ’To lys på et bord’ og andre klassiske grandprix-viser. Nu er jeg tilbage med sangen ’Før vi går hjem’, som er mere rå, vild og sexet. Vores sceneshow er svært, jeg skal holde tungen lige i munden. Vi har en stor kasse med på scenen, som jeg bevæger mig ind i, ud af og op på. Der er et tidspunkt, hvor jeg skal give mikrofonen til en af danserne, og så har jeg seks taktslag til at vende rundt og flippe mig selv ned i kassen i et akrobatisk move, inden jeg griber mikrofonen og synger videre. Hvis jeg glider i den situation, falder jeg bare. På røven, bogstavelig talt. 

Men det går godt, da vi afvikler showet, jeg falder ikke, og da jeg tager mine in-ear-hovedtelefoner ud og hører salens klappen, går det op for mig: ”Okay, folk har virkelig forstået det!”  

Jeg tror på mig selv og på sangen, men jeg er ikke favorit hos bookmakerne. Mit nummer er aftenens eneste på dansk, og et dansk nummer er ikke gået videre til Eurovision længe. Jeg får at vide, at vi har fået flest stemmer, er lettet og stolt og fatter ingenting. Jeg har en rigtig god efterfest med mit hold. Først i arenaen, så tager vi videre i byen på  Hotel Jutlandia og bagefter på værtshuset Fregatten. 

MARTS

Vi spiller hele måneden på Aarhus Teater med ’Skolekomedien’. Jeg troede, jeg bare skulle fokusere på den. Måske slappe lidt af oven på et par krævende måneder. 

Men lige så snart grandprixet er overstået, er der nye ting at forholde sig til. Som del af DR’s grandprix-hold er der mange samtaler og møder om, hvordan vores tur til Eurovision i Wien skal forløbe. Og der er stor medieopmærksomhed omkring det. Noget af det handler om min seksualitet og om mit scenetøj. Der er en del homofobi i de danske kommentarspor, som jeg slet ikke har forberedt mig på, og som medierne vil høre, hvad jeg siger til. Jeg er selv noget forundret. En homoseksuel mand på scenen i grandprix – det er vel ikke første gang, I har set det? Eller rettere: Hvad er det, I tror, I ser? Jeg har masser af maskulin energi. Jeg har også en stærk feminin energi. Jeg har meget vildskab, men også en blid og følsom side. Jeg synes, det er spændende yderpoler. Jeg er måske også et lidt naivt menneske, der kaster mig ud i ting og gerne vil give noget af mig selv. Men måske skal jeg lære at sætte grænser. Jeg får en mental coach, som jeg ser hver uge. Jeg skal ikke knække på at være kastet ind i løvens hule. Det har været svært rigtig at forstå, men det begynder at gå op for mig, at jeg skal repræsentere hele Danmark. Jeg prøver ikke at føle alt for stort et pres for at leve op til det. Folk har jo stemt på mig, det må der være en grund til.

 

Foto: Sarah Louise Bennett

APRIL

’Skolekomedien’ er færdig, og jeg flytter hjem til København og går i studiet for at lave ny musik. Lige nu handler det hele om ’Før vi går hjem’, men jeg vil gerne have, at der er flere sange klar, når Eurovision engang er overstået. Mange døre har åbnet sig oven på grandprixet, og søde og dygtige mennesker har lyst til at arbejde sammen med mig, så jeg mødes med forskellige producere og skriver sange, producerer, laver demoer. Det er ikke så lang tid siden, jeg gik i gang med min egen musik efter i mange år at have sunget andres numre i musicals. Så jeg bliver stadig helt euforisk over, at jeg efter en arbejdsdag på 5-6 timer pludselig har en sang mellem hænderne, som ikke var der før. 

’Før vi går hjem’ blev faktisk lavet endnu hurtigere sidste efterår, hvor jeg var i studiet en dag, hvor jeg også havde en forestilling. 

”Sorry,” sagde jeg, da vi mødte ind, ”men jeg bliver nødt til at gå tidligt.” 

De andre sangskrivere var i tvivl, om det overhovedet gav mening. Men Tim Schou, min manager, sagde: ”Sæt jer nu bare ned og prøv. Hvis ikke det virker, så går I alle sammen hjem, når Søren skal gå om halvanden time.” 

Aftenen inden havde jeg været ude med Clara Sofie (der blandt andet har skrevet sange for Benjamin Hav, Hjalmer og Søs Fenger, red.), og mens vi var i byen, jokede vi med, at vi kunne arbejde på en ny sang hele natten – før vi gik hjem. Clara Sofie var  med i studiet dagen efter, og under den komprimerede sangskrivnings-session tog vi den ide og puttede med i gryden og forsøgte at skrive et nummer om ting, man gør, og beslutninger, man tager, før man går hjem fra byen. Vi fandt hurtigt nogle akkorder og et beat, og i et vildt adrenalin-kick nåede jeg at indspille vokalerne. Da jeg skulle gå, producerede de andre videre på sangen, og om aftenen efter forestillingen hørte jeg en næsten færdig version – og var helt på røven.

MAJ

Vi er vel 20 mennesker, inklusive DR’s folk og mit eget hold, som tager af sted til Wien to uger inden Eurovision-showet. Vi laver tonsvis af prøver sammen med de 34 andre lande. Hvert land har sin egen tv-produktion med, som skal overgives til østrigsk tv, der afvikler sendingen. Da jeg står på scenen i Wiener Stadthalle til den første prøve og kan se, hvor stor salen er, er det næsten for meget for mig. Det er Østrigs største overdækkede arena, og der kommer til at sidde 12.000 mennesker. Mens vi spiller nummeret igennem, har jeg det, som om jeg står ved siden af og ser mig selv udefra. Alle er tilfredse med prøven, og jeg synes egentlig, det ser godt ud på skærmen. Men følelsen af ikke at være til stede er ubehagelig. Mit ønske om at stå på scenen handler om at have det sjovt og føle, jeg har kontrol over mit udtryk – i stedet for bare at sætte sig på en hestevogn, der galopperer af sted med en. 

De sidste fire dage i Wien afvikler vi hele showet otte gange i alt. Først semifinalen fire gange, så finalen fire gange. På selve finaleaftenen har jeg det som juleaften. Nu sker det. Alt, hvad jeg har forberedt mig på. Nu skal der smadres igennem. Jeg vil ikke gå ned fra scenen bagefter og tænke: ”Øv, jeg turde sgu ikke helt være i det.” 

Det er mig, der åbner showet. Da jeg står på scenen, og publikum jubler, bliver jeg rørt. Jeg fornemmer, at de ønsker, det skal gå mig godt. Desuden ved jeg, at 12 tilrejsende familiemedlemmer sidder dernede. Jeg når at tænke: ”Ikke græde nu. Det er ikke det, den her sang handler om. Den handler om at give slip og lade det hele brænde op.”

Jeg går i fuldt attack. Rejser helt ind i min krop. Har fuld kontrol og samtidig ingen kontrol. Oplever et slip og kan mærke en ild i øjnene, mens jeg synger. 

Bagefter er jeg helt færdig. Jeg går op i green room (kunstnernes opholdsrum, red.) og får en masse bobler, mens jeg overværer resten af showet sammen med mit hold og min kæreste. Han laver også musicals og har selv haft travlt, men har hjulpet mig meget. Hvis det ikke havde været for ham, havde jeg ligget og rodet rundt i en rendesten. Jeg har indimellem måttet være ærlig og undskylde: ”Jeg er nok rimelig fucked i mit hoved lige i den her periode.” Vi har heldigvis kendt hinanden i ni år. 

SØRENS SHOWBIZ

Søren Torpegaard Lund, 27 år. Skuespiller og sanger. Opvokset i Gudme på Fyn.

Bachelor i musicalperformance fra Den Danske Scenekunstskole i 2019.

Har haft hovedroller i blandt andet ’Westside Story’, og ’De vilde kaniner’.

Udgav i 2024 debut-ep’en ’Øjesten’.

Deltog i 2023 i Dansk Melodi Grand Prix med sangen ’Lige her’ og vandt i 2026 med ’Før vi går hjem’.

I 2027 har han hovedrollerne i ’Romeo og Julie’ og ’Hadestown’.

Først skal deltagerlandenes fagjuryer give point, og til at starte med får vi ikke nogen. Jeg tænker: ”Okay, men det var fandeme sjovt!” Så, pludselig, begynder vi at få fra næsten alle lande. Stille og roligt rykker vi op på rangstigen, og til sidst ligger vi på en delt andenplads. Jeg har det mere og mere euforisk. Tænk, at alle mulige lande, som ikke forstår dansk, har lyst til at give os point. Så kommer seernes point, som gives bagfra. Det vil sige, at vi er det tredjesidste land, der får vores. Alt kan ske. Vi kan få nul point. Vi kan også få 300 point, så vinder vi. Vi ender på en syvendeplads, som jeg er megaglad for. Det er den bedste placering i 31 år med en dansksproget sang.

JUNI

Jeg forsøger at holde ferie, forstået på den måde, at jeg har en del fridage, men også laver ting indimellem. Tager lidt ud at spille med mit eget materiale. Tager en tur i studiet og arbejder på nye sange. 

Da jeg kom hjem fra Wien, skulle jeg have været direkte til læseprøver på Thomas Helmig-musicalen ’Stupid Man’, som jeg har en rolle i, men de er så venlige at lade mig blive hjemme, så jeg kan blive liggende i min seng. Imens kører mit hoved fuldstændig rundt. Jeg har kaostanker og en følelse af, at jeg skal arbejde videre lige nu, ellers kommer jeg til at miste alt, hvad jeg har bygget op. Jeg ringer til min mentale coach, der fortæller mig, at kroppen er stresset, at den stille og roligt skal vænne sig til at arbejde i et normalt tempo. Jeg tror først, det handler om, at jeg skal have absolut ro, men hun fortæller mig, at jeg skal vende tilbage til den virkelige verden. Se de venner, jeg ikke har haft tid til. Gå til de fester, jeg ikke har kunnet gå til. Spise den mad, jeg har holdt mig fra. Jeg skal ikke se et fitnesscenter i en måned.

Det gør mig virkelig godt, og midt i juni optræder jeg på den danske ambassade i Berlin. Mens jeg er i byen, mødes jeg med Twocolors, to undergrunds-dj-fyre, der laver et dance-remix af ’Før vi går hjem’. Jeg ser et internationalt potentiale for min musik. Jeg føler, at der står en dør åben, men jeg skal ikke tage hovedspring igennem den. Jeg prøver at skynde mig langsomt.

Søren Torpegaard Lund spiller fra 16. september med i ’Stupid Man – The Musical’ i Tivolis Koncertsal.

/

Lydens hastighed

Man bliver ikke en god musiker fra den ene dag til den anden. Her beretter Charlotte Rafn, førsteviolinist i Det Kongelige Kapel, om et liv med teaterblod i årerne, skjulte juryer, geniale dirigenter, ukendte italienere og angsten for at falde igennem som en vittighedstegning.
Fortalt til:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Klaus Vedfelt

JEG ER TREDJE generation i Det Kongelige Kapel. Min farfar var violinist, min far spillede tværfløjte, og min mor var skuespillerelev på Det Kongelige Teater. Siden jeg var stor nok til at sidde stille, er jeg kommet på teateret. 

Jeg tog typisk med min far, når han skulle på arbejde. Når han selv skulle ned og gøre sig klar, sendte han mig op til en af de aldrende billetkontrollører med en cigar i hånden. Så gav jeg ham cigaren, og til gengæld lod han mig smutte ind i salen. 

Så sad jeg der og så alle mulige forestillinger, helst ballet. Jeg var helt fortryllet af lyden, der kom op fra orkestergraven, og som fireårig begyndte jeg selv at spille violin. 

Lille violinist med blik for spillet. Foto: Privat

I MANGE ÅR blev jeg undervist efter Suzuki-metoden, hvor man ikke spiller efter noder, men lytter sig frem og arbejder mere legende. Der er utrolig meget arbejde i violinen, inden det lyder bare nogenlunde. Det kræver en virkelig god finmotorik. Men jeg gad aldrig rigtig øve mig, så min mor måtte motivere mig pænt meget.

Som 13-årig overvejede jeg at holde op. Der skulle ske noget andet, og jeg prøvede en ny underviser. Milan Vitek var professor på konservatoriet og havde selv spillet i Det Kongelige Kapel. Det lød så godt, når han spillede. Og han satte det hele i system for mig, det havde jeg virkelig brug for. 

Et år senere erklærede jeg: ”Jeg vil være musiker.” Min far sagde: ”Godt. Men hvis du overhovedet kan finde på noget andet, du kunne tænke dig at lave, så gør det i stedet for! Ellers bliver det for hårdt.”

Jeg søgte ind i Det Kongelige Kapel som 22-årig, lige da jeg var færdig på konservatoriet. For at komme ind i et orkester deltager man i en konkurrence, hvor man igennem tre runder skal vise en jury af repræsentanter fra orkesteret, hvad man kan på sit instrument, og om man har forståelse for den musik, man skal arbejde med til daglig. De to første runder sidder man bag en skærm, for at de upartisk bedømmer én på, hvordan det lyder. Går man videre til tredje runde, fjernes skærmen.

DET STRENGT NØDVENDIGE

Charlotte Rafn, 53 år. Opvokset i København.

Førsteviolinist i Det Kongelige Kapel.

Uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Har tidligere arbejdet på Deutsche Oper i Berlin.

DA JEG FIK at vide, at jeg havde fået stillingen, fik jeg et stort kram af min far. Han havde tårer i øjnene. Så gav han mig en 500-kroneseddel til at gå ud og spise en god middag med en veninde.

Efter et par år i Det Kongelige Kapel sagde jeg min stilling op. Jeg var blevet gift, og min mand spillede i Berliner Philharmonien, så jeg flyttede derned og fik en stilling hos Deutsche Oper. 

Det var et fedt orkester, men der kunne godt være en lidt spids omgangstone kolleger imellem, og hvis en ny dirigent ikke satte sig i respekt med det samme, kunne nogle finde på at opføre sig destruktivt, igno-rere dirigenten, aldrig kigge op og bare spille, når de selv syntes.

Mens jeg boede i Berlin, gik jeg på udkig efter en rigtig fin violin og prøvede alle mulige instrumenter i millionklassen. Mine forældre var villige til at hjælpe mig og gøre en investering, men hver gang jeg prøvede en, blev jeg bange for, at den ikke ville være pengene værd. 

På en ferie i København besøgte jeg en violinhandler, som viste mig en italiener fra 1700-tallet. Den var ukendt. Det kalder man det, når man ikke kan fastslå, hvem der har bygget den. Den havde tidligere tilhørt Svend Asmussen, jazzviolinisten, og kostede 130.000 kroner, hvilket selvfølgelig var mange penge, men langt mindre end hvis den havde haft et kendt navn. Lyden var pragtfuld. Jeg vidste med det samme, at den skulle jeg have. 

Foto: Camilla Winther

DA MIN MAND og jeg gik fra hinanden, var Det Kongelige Kapel ved at oprette nogle flere violinstillinger. Og 10 år efter min første konkurrence i kapellet sad jeg der igen. Jeg bliver altid nervøs til konkurrencer. Det gør de fleste. Dygtige musikere kan ramme helt ved siden af på grund af det psykiske pres. Ligesom en fodboldspiller i en straffesparkskonkurrence. 

En violinist fra Berliner Philharmonien, som jeg tog nogle timer hos, sagde til mig: ”Du skal bare forestille dig alle jurymedlemmerne nøgne, når du går ind.” ”Ha, helst ikke,” tænkte jeg – men tilgangen var god. Ikke at tage det alt for højtideligt.

Da det for anden gang lykkedes mig at vinde den konkurrence, var det som en bekræftelse af, at jeg fortjente stillingen i kapellet – og at det var her, jeg skulle være. 

JEG ER ANSAT som førsteviolinist og er medlem af førsteviolingruppen. Lige for tiden vikarierer jeg dog i andenviolingruppen, hvor jeg er konstitueret solospiller, en slags leder af gruppen. 

Nogle tror, at det er finere at være førsteviolin. Det er ikke helt sådan, det hænger sammen. Førsteviolinen er mere melodisk, mens andenviolinen har melodiske opgaver, men også skal ligge sammen med cello, bratsch og bas i det, vi kalder rytmeboksen, og sige bum-bum-bum eller da-da-da-da-da, for eksempel i mange af Mozarts operaer. Teknisk set er førsteviolinens stemme sværere. Det svære ved at være andenviolin er, at man er en lus mellem to negle og både skal passe ind melodisk og rytmisk. 

Vi er knap 100 musikere i orkesteret og til daglig ved forestillinger 60-70 stykker. Så der er en larm under koncerterne. Et lydtryk, der virkelig kan gøre én træt i hovedet. Vi skriver noter i vores nodeark de steder, hvor man skal tage ørepropper i. 

Det lyder som en floskel, men på Det Kongelige Teater føles det, som om man er del af noget større. Musikken kan stå alene, men bliver endnu mere betydningsfuld igennem de historier, der fortælles på scenen.

VI ER AFHÆNGIGE af dem, og de er afhængige af os. Hvis de optrådte med båndet musik, ville sangerne skulle synge på nøjagtig samme måde hver eneste aften. Levende musik giver frihed til lige at strække en tone en anelse længere i en arie, hvis sangeren føler for det – så holder dirigenten lidt igen og sørger for, at musik og sang følges ad. Men også til balletterne skal vi være fleksible. Det kan være, den ene danser er lidt hurtigere én aften, men næste aften er det en anden danser med et andet tempo.

Det kan være svært at forklare, hvad dirigenten gør, men vi har brug for det samlingspunkt. Af og til skal vi pludselig spille med en ny dirigent, vi aldrig har spillet med før. ”Hvor har de gravet ham op?” tænker man nogle gange, andre gange bliver du blown away. I foråret havde vi besøg af engelsk-italienske Antonio Pappano, som til daglig er chefdirigent i Londons symfoniorkester. Det hele løftede sig og var som en leg. Han var fuldstændig fantastisk.

Igennem årene er det ret ofte sket, at en i salen pludselig råber: ”Stop! Er der en læge til stede?” Det tager lidt tid, før alle får stoppet med at spille, og dirigenten er den, der sidst holder op, han står jo med ryggen til publikum. Så sidder man og lytter lidt, lyset bliver tændt i salen. Som regel er der faktisk en læge blandt publikum. Når personen er blevet hjulpet ud af salen, og roen har indfundet sig, går vi i gang igen, som om intet var hændt. Det er altid ubehageligt. I pausen får vi som regel en melding om, at personen har det godt eller er blevet kørt til hospitalet.

Mange dage er forskellige, men på en typisk morgen laver jeg noget yoga eller styrketræning. Så prøver jeg at få øvet en times tid, inden jeg tager ud på Operaen til en prøve på en ballet, opera eller symfonikoncert. Den tager måske tre timer. Bagefter tager jeg hjem og slapper af og spiser aftensmad med min kæreste, der har et helt andet job, inden jeg tager ud igen for at spille til en helt anden forestilling. Typisk er jeg færdig med at arbejde lidt i 11 om aftenen. Det er svært at gå direkte i seng, og tit ender jeg med at sidde og se noget dumt i fjerneren til halv et. Men jeg står altid tidligt op og drikker morgenkaffe med min kæreste. 

Det Kongelige Kapel opfattes som verdens ældste kontinuerligt spillende orkester og har rødder tilbage til Christian I’s tid. Hver musiker, der nogensinde er blevet optaget, har sit helt eget nummer. Da Charlotte Rafn blev optaget i 1996, fik hun nummeret 989, og da hun blev optaget for anden gang i 2006, beholdt hun sit gamle nummer. Foto: Camilla Winther

DE FLESTE FORESTILLINGER varer 2-3 timer, hvor du det meste af tiden sidder med rank ryg og skulderen løftet for at holde buen i den rigtige position. Og du kan ikke selv bestemme, hvornår skulderen har brug for en pause. Musikken bestemmer. Bagefter er du træt. Man skal være i fysisk god form for at spille i et orkester. Skulderoperationer og seneskedehindebetændelse er ikke ualmindeligt.

Vi har hilsepligt. Du skal hilse på alle, du møder på teateret. Høj og lav. Det er en fed regel. Nogle har måske set komedieserien ’Orkestret’, hvor to klarinettister har et bittert rivaliserende forhold. Sådan har jeg aldrig oplevet det. Vi er afhængige af teamwork, ellers falder det hele fra hinanden. Når nogen spiller en solo, fejer vi diskret med skosålen i gulvet eller nikker til solisten som en cadeau til deres indsats. 

Vittighedstegneren Gary Larson har tegnet en elefant, der sidder på klaverbænken foran et flygel og siger: ”What am I doing here? I am a flutist.” Den er fantastisk rammende. Hvis jeg er stresset og føler mig på bagkant, kan jeg få mareridt om natten om at stå på en scene foran en fuld sal og skulle spille et stykke, jeg aldrig har prøvet før. Det kan kun gå galt.

Jeg er aldrig bedre end min sidste optræden. Og altid i tvivl, om jeg er god nok næste gang. Det er en god motivation – og lidt af en belastning. Men jeg bliver aldrig træt af mit arbejde. Det er det, jeg har lavet hele livet. Men det bliver ved at være nyt.

/