JEG ER TREDJE generation i Det Kongelige Kapel. Min farfar var violinist, min far spillede tværfløjte, og min mor var skuespillerelev på Det Kongelige Teater. Siden jeg var stor nok til at sidde stille, er jeg kommet på teateret. 

Jeg tog typisk med min far, når han skulle på arbejde. Når han selv skulle ned og gøre sig klar, sendte han mig op til en af de aldrende billetkontrollører med en cigar i hånden. Så gav jeg ham cigaren, og til gengæld lod han mig smutte ind i salen. 

Så sad jeg der og så alle mulige forestillinger, helst ballet. Jeg var helt fortryllet af lyden, der kom op fra orkestergraven, og som fireårig begyndte jeg selv at spille violin. 

Lille violinist med blik for spillet. Foto: Privat

I MANGE ÅR blev jeg undervist efter Suzuki-metoden, hvor man ikke spiller efter noder, men lytter sig frem og arbejder mere legende. Der er utrolig meget arbejde i violinen, inden det lyder bare nogenlunde. Det kræver en virkelig god finmotorik. Men jeg gad aldrig rigtig øve mig, så min mor måtte motivere mig pænt meget.

Som 13-årig overvejede jeg at holde op. Der skulle ske noget andet, og jeg prøvede en ny underviser. Milan Vitek var professor på konservatoriet og havde selv spillet i Det Kongelige Kapel. Det lød så godt, når han spillede. Og han satte det hele i system for mig, det havde jeg virkelig brug for. 

Et år senere erklærede jeg: ”Jeg vil være musiker.” Min far sagde: ”Godt. Men hvis du overhovedet kan finde på noget andet, du kunne tænke dig at lave, så gør det i stedet for! Ellers bliver det for hårdt.”

Jeg søgte ind i Det Kongelige Kapel som 22-årig, lige da jeg var færdig på konservatoriet. For at komme ind i et orkester deltager man i en konkurrence, hvor man igennem tre runder skal vise en jury af repræsentanter fra orkesteret, hvad man kan på sit instrument, og om man har forståelse for den musik, man skal arbejde med til daglig. De to første runder sidder man bag en skærm, for at de upartisk bedømmer én på, hvordan det lyder. Går man videre til tredje runde, fjernes skærmen.

DA JEG FIK at vide, at jeg havde fået stillingen, fik jeg et stort kram af min far. Han havde tårer i øjnene. Så gav han mig en 500-kroneseddel til at gå ud og spise en god middag med en veninde.

Efter et par år i Det Kongelige Kapel sagde jeg min stilling op. Jeg var blevet gift, og min mand spillede i Berliner Philharmonien, så jeg flyttede derned og fik en stilling hos Deutsche Oper. 

Det var et fedt orkester, men der kunne godt være en lidt spids omgangstone kolleger imellem, og hvis en ny dirigent ikke satte sig i respekt med det samme, kunne nogle finde på at opføre sig destruktivt, igno-rere dirigenten, aldrig kigge op og bare spille, når de selv syntes.

Mens jeg boede i Berlin, gik jeg på udkig efter en rigtig fin violin og prøvede alle mulige instrumenter i millionklassen. Mine forældre var villige til at hjælpe mig og gøre en investering, men hver gang jeg prøvede en, blev jeg bange for, at den ikke ville være pengene værd. 

På en ferie i København besøgte jeg en violinhandler, som viste mig en italiener fra 1700-tallet. Den var ukendt. Det kalder man det, når man ikke kan fastslå, hvem der har bygget den. Den havde tidligere tilhørt Svend Asmussen, jazzviolinisten, og kostede 130.000 kroner, hvilket selvfølgelig var mange penge, men langt mindre end hvis den havde haft et kendt navn. Lyden var pragtfuld. Jeg vidste med det samme, at den skulle jeg have. 

Foto: Camilla Winther

DA MIN MAND og jeg gik fra hinanden, var Det Kongelige Kapel ved at oprette nogle flere violinstillinger. Og 10 år efter min første konkurrence i kapellet sad jeg der igen. Jeg bliver altid nervøs til konkurrencer. Det gør de fleste. Dygtige musikere kan ramme helt ved siden af på grund af det psykiske pres. Ligesom en fodboldspiller i en straffesparkskonkurrence. 

En violinist fra Berliner Philharmonien, som jeg tog nogle timer hos, sagde til mig: ”Du skal bare forestille dig alle jurymedlemmerne nøgne, når du går ind.” ”Ha, helst ikke,” tænkte jeg – men tilgangen var god. Ikke at tage det alt for højtideligt.

Da det for anden gang lykkedes mig at vinde den konkurrence, var det som en bekræftelse af, at jeg fortjente stillingen i kapellet – og at det var her, jeg skulle være. 

JEG ER ANSAT som førsteviolinist og er medlem af førsteviolingruppen. Lige for tiden vikarierer jeg dog i andenviolingruppen, hvor jeg er konstitueret solospiller, en slags leder af gruppen. 

Nogle tror, at det er finere at være førsteviolin. Det er ikke helt sådan, det hænger sammen. Førsteviolinen er mere melodisk, mens andenviolinen har melodiske opgaver, men også skal ligge sammen med cello, bratsch og bas i det, vi kalder rytmeboksen, og sige bum-bum-bum eller da-da-da-da-da, for eksempel i mange af Mozarts operaer. Teknisk set er førsteviolinens stemme sværere. Det svære ved at være andenviolin er, at man er en lus mellem to negle og både skal passe ind melodisk og rytmisk. 

Vi er knap 100 musikere i orkesteret og til daglig ved forestillinger 60-70 stykker. Så der er en larm under koncerterne. Et lydtryk, der virkelig kan gøre én træt i hovedet. Vi skriver noter i vores nodeark de steder, hvor man skal tage ørepropper i. 

Det lyder som en floskel, men på Det Kongelige Teater føles det, som om man er del af noget større. Musikken kan stå alene, men bliver endnu mere betydningsfuld igennem de historier, der fortælles på scenen.

VI ER AFHÆNGIGE af dem, og de er afhængige af os. Hvis de optrådte med båndet musik, ville sangerne skulle synge på nøjagtig samme måde hver eneste aften. Levende musik giver frihed til lige at strække en tone en anelse længere i en arie, hvis sangeren føler for det – så holder dirigenten lidt igen og sørger for, at musik og sang følges ad. Men også til balletterne skal vi være fleksible. Det kan være, den ene danser er lidt hurtigere én aften, men næste aften er det en anden danser med et andet tempo.

Det kan være svært at forklare, hvad dirigenten gør, men vi har brug for det samlingspunkt. Af og til skal vi pludselig spille med en ny dirigent, vi aldrig har spillet med før. ”Hvor har de gravet ham op?” tænker man nogle gange, andre gange bliver du blown away. I foråret havde vi besøg af engelsk-italienske Antonio Pappano, som til daglig er chefdirigent i Londons symfoniorkester. Det hele løftede sig og var som en leg. Han var fuldstændig fantastisk.

Igennem årene er det ret ofte sket, at en i salen pludselig råber: ”Stop! Er der en læge til stede?” Det tager lidt tid, før alle får stoppet med at spille, og dirigenten er den, der sidst holder op, han står jo med ryggen til publikum. Så sidder man og lytter lidt, lyset bliver tændt i salen. Som regel er der faktisk en læge blandt publikum. Når personen er blevet hjulpet ud af salen, og roen har indfundet sig, går vi i gang igen, som om intet var hændt. Det er altid ubehageligt. I pausen får vi som regel en melding om, at personen har det godt eller er blevet kørt til hospitalet.

Mange dage er forskellige, men på en typisk morgen laver jeg noget yoga eller styrketræning. Så prøver jeg at få øvet en times tid, inden jeg tager ud på Operaen til en prøve på en ballet, opera eller symfonikoncert. Den tager måske tre timer. Bagefter tager jeg hjem og slapper af og spiser aftensmad med min kæreste, der har et helt andet job, inden jeg tager ud igen for at spille til en helt anden forestilling. Typisk er jeg færdig med at arbejde lidt i 11 om aftenen. Det er svært at gå direkte i seng, og tit ender jeg med at sidde og se noget dumt i fjerneren til halv et. Men jeg står altid tidligt op og drikker morgenkaffe med min kæreste. 

Det Kongelige Kapel opfattes som verdens ældste kontinuerligt spillende orkester og har rødder tilbage til Christian I’s tid. Hver musiker, der nogensinde er blevet optaget, har sit helt eget nummer. Da Charlotte Rafn blev optaget i 1996, fik hun nummeret 989, og da hun blev optaget for anden gang i 2006, beholdt hun sit gamle nummer. Foto: Camilla Winther

DE FLESTE FORESTILLINGER varer 2-3 timer, hvor du det meste af tiden sidder med rank ryg og skulderen løftet for at holde buen i den rigtige position. Og du kan ikke selv bestemme, hvornår skulderen har brug for en pause. Musikken bestemmer. Bagefter er du træt. Man skal være i fysisk god form for at spille i et orkester. Skulderoperationer og seneskedehindebetændelse er ikke ualmindeligt.

Vi har hilsepligt. Du skal hilse på alle, du møder på teateret. Høj og lav. Det er en fed regel. Nogle har måske set komedieserien ’Orkestret’, hvor to klarinettister har et bittert rivaliserende forhold. Sådan har jeg aldrig oplevet det. Vi er afhængige af teamwork, ellers falder det hele fra hinanden. Når nogen spiller en solo, fejer vi diskret med skosålen i gulvet eller nikker til solisten som en cadeau til deres indsats. 

Vittighedstegneren Gary Larson har tegnet en elefant, der sidder på klaverbænken foran et flygel og siger: ”What am I doing here? I am a flutist.” Den er fantastisk rammende. Hvis jeg er stresset og føler mig på bagkant, kan jeg få mareridt om natten om at stå på en scene foran en fuld sal og skulle spille et stykke, jeg aldrig har prøvet før. Det kan kun gå galt.

Jeg er aldrig bedre end min sidste optræden. Og altid i tvivl, om jeg er god nok næste gang. Det er en god motivation – og lidt af en belastning. Men jeg bliver aldrig træt af mit arbejde. Det er det, jeg har lavet hele livet. Men det bliver ved at være nyt.