KURS MOD BUNDEN
Engang bugnede Sejerøbugten af liv, men stenfiskeri, bundtrawl og næringsstofudledning fra landbruget har fået fisk og andre dyr til at søge væk. I løbet af de næste fem år skal der derfor bygges stenrev, plantes ålegræs, etableres muslingebanker og udsættes en halv million torsk, som kan boltre sig i deres nye, naturgenoprettede hjem. Bag projektet står WWF Verdensnaturfonden i partnerskab med kommuner, organisationer og universiteter og med 33 millioner i støtte fra Endangered Landscapes & Seascapes Programme ved Cambridge Universitet, der har udpeget Sejerøbugten som et af syv projekter i Europa.

Foto: PR
ARV FOR DEN!
Det er 30 år siden, at Roskilde Domkirke fik status som verdensarv, og de tre årtier på Unescos liste bliver fejret i og omkring kirken tre dage i oktober. Der vil blandt andet være rundvisning i Roskilde Kloster, fernisering på billedkunstner Sophia Kal-kaus nye udstilling i domkirken og forfattersamtale med Lea Korsgaard, der har jagtet danske sommerfugle og meningen med livet i sin bog ’Inden året er omme’. 23. oktober er der gratis entré til kirken klokken 9-16.

Bjørn Nørgaard, ’Recycling Art’, 2016, Edition Block. Foto: Uwe Walther
GENBRUGS-FEST
Tal R, Bjørn Nørgaard, Sonja Ferlov Mancoba, Chris Cunningham og Edvard Munch er blandt lysene i kagen, når den københavnske kunstinstitution Gammel Strand fejrer 200-års fødselsdag og genbesøger cremen af tidligere udstillede kunstnere.
Udstillingen ’Når vi døde vågner’ kan ses indtil 11. januar 2026.

Foto: Colourbox
KNAP SÅ VARME KARTOFLER
Engang var folva, sieglinde, alouette og andre sorter selvklare favoritter på danske middagsborde. Men nu har de været ude i kulden for længe, ikke mindst hos de yngre generationer, mener brancheorganisationen Danske Kartofler, der sammen med Culinary Institute by Vejle Erhverv har inviteret hele landet til sammen med en slægtning at gå i køkkenet derhjemme og opfinde en helt ny familie-ret til konkurrencen ’Sammen om kartoflen’. Vinder-retten kåres 14. oktober på Vejle Rådhus som del af byens kartoffelfest.
Læs mere på danskekartofler.dk/sammen-om-kartoflen/

Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet
UNDER HJELMEN
Hvad bad førende vikinger om hos frisøren i tiden omkring år 1000? Midterskilning – hvis man skal vurdere ud fra en lille brik fra datidens populære brætspil hnefatafl. Figuren, der er i hvalrostand og forestiller en konge, stammer fra en vikingegrav ved Oslofjorden. Den har ligget opmagasineret på Nationalmuseet i et par hundrede år, men for nylig blev den støvet af og vist på museets udstilling om vølver. Museumsinspektør Peter Pentz spærrede øjnene op: ”Det er første gang, vi har en så udførlig figur af en mandlig viking, hvor vi kan se hårpragten hele vejen rundt. Det er unikt,” siger han i en pressemeddelelse. Brikken, der også har langt flettet skæg og bakkenbarter, er nu blevet del af en artikel i tidsskriftet Medieval Archaeology.

Foto: Gadens Stemmer
ØRET TIL GADEN
Det hårde liv er svært at overse, når man træder ud af Københavns Hovedbanegård mod Istedgade. Midt i Vester-bros larmende restaurations- og forlystelseskvarter vrimler det med misbrug og fortabelse. Sådan kan det i hvert fald tage sig ud.
Vil du have flere nuancer på, arrangerer Gadens Stemmer byvandringer i gademiljøet med værter, der kender det indefra. På den måde forsøger den socioøkonomiske virksomhed at hjælpe udsatte folk tilbage på fode. For tiden er der 40 ansatte ’gadeguider’, og i september blev de tre medarbejdere Philip, Julie og Henrik æret med en flise hver på hjørnet af Istedgade og Colbjørnsensgade, begyndelsen på en alternativ walk of fame. Se, om du kan finde dem.
Gadens Stemmer arrangerer byvandringer året rundt i København, Odense, Aalborg og Vejle.

’Mimertræet i sne’, Richard Mortensen. Foto: Kunstmuseum Trapholt
VED EN SKILLEVÆG
Trapholt står over for en større transformation og udbygning, der går i gang ved årsskiftet. Men inden museet midlertidigt må lukke, smækker det dørene op for en sidste stor udstilling og plastrer væggene i det centrale galleri til med et bredt udvalg fra samlingerne. Det er figurativt, det er abstrakt, det er foto, grafik, maleri og tekstilkunst, og det fortæller kunsthistorien om rødderne tilbage til Koldings Kunstforening fra 1902 – som siden 1982 er blevet videreudviklet gennem Trapholts arbejde.
’Trapholt – Til vægs’ kan ses frem til 30. december 2025.