JEG GIK PÅ Danmarks ældste lilleskole, som lå på Gammelmosevej i Lyngby. Den blev stiftet med en pædagogisk filosofi om, at man ikke skulle tvinge børn til noget. Modsat mange andre skoler i begyndelsen af 70’erne, hvor eleverne stod bag stolen og tiltalte lærerne med hr. og fru, spillede vi bongotrommer og opførte teater. Hvis man ikke lige gad lære noget i nogle dage, var det også fint.
Jeg fandt ud af, at jeg ville være astronom, i 6. klasse. Vi havde en fællestime med en tidligere elev på skolen, som hed Uffe Gråe Jørgensen. Han studerede fysik og astronomi ved Københavns Universitet på andet år, og mens han begejstret fortalte om universet, viste han billeder fra Pioneer 10 og 11 og Voyager 1 og 2. Det var de første rumsonder, der blev sendt ud gennem solsystemet. Jeg var bjergtaget fra første sekund. Samme aften fortalte jeg min mor og far, at jeg ville være astronom. Efterfølgende fik jeg et hav af astronomibøger til jul og fødselsdag, og jeg tyggede mig gennem stjernebilledernes og planeternes historie.
Lilleskolen gik til og med 7. klasse, så da jeg alligevel skulle skifte skole, sagde min far ja til en udstationering i Saudi-Arabien. Han arbejdede hos LM Ericsson, som skulle sørge for telefonien i landet. Jeg var en rigtig vred teenager, da jeg hørte det. Jeg kiggede på vores globus og kunne se, at det var én stor sandkasse. Da vi rejste, fik jeg en meget dyr og fin linsekikkert, og når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at det var ren bestikkelse, fordi jeg var så skidesur.
På Kennedy Space Center ved Cape Canaveral i Florida foran den 110 meter høje Saturn V-raket.
DER ER MEGET, man kan sige om Saudi-Arabien, men det gode ved landet er, at det næsten altid er stjerneklart. Der er alle mulige ting, man ikke må, når man er kvinde i landet, men man må gerne sidde og kigge på stjerner hver aften.
Jeg kom direkte fra en lilleskole med rytmepædagogik til en international kæft, trit og retning-skole, hvor vi stod uden for klasselokalet og skulle have lov til at komme ind. Pludselig fik jeg lektier for og karakterer, og jeg elskede det. For mig blev Saudi-Arabien to intense år, hvor der ikke var meget andet at lave end at boge den. Og aftnerne brugte jeg på at kigge på fuldmånens store kratere og på Saturn med sin store badering, som næsten ligner en ufo.
Vi boede i en ghetto med hollændere og svenskere, hvor vi var den eneste danske familie. Den bestod af 150 ens huse med 150 ens sofaer og 150 ens køkkener. Selv bilerne var ens. Skulle man have mere end 12 til middag, kunne man låne identisk service hos naboen. Min lillebror og jeg løb flere gange ind i et forkert hus og opdagede først fejlen inde i stuen.
Når hun ikke læste om stjernebilledernes betydning eller Saturns måner, dyrkede hun en masse sport i den vesterlandske ghetto i Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh.
Området var omkranset af en tre meter høj mur, og man måtte gå i shorts, svømme og cykle. Uden for muren var man i Saudi-Arabien, hvor kvinder ikke måtte køre bil eller gå alene.
Størstedelen af mine skolekammerater var amerikanere, hvis forældre arbejdede i Saudi-Arabiens olieindustri. Det var et kæmpe land med omkring otte millioner saudiere dengang, og de store millionbyer med højhuse var der ikke endnu. Derfor importerede de ingeniører som min far, men klasseskellet var enormt. Dem, der trak kablerne, kom for eksempel fra Sri Lanka.
Når jeg tænker på Saudi-Arabien dengang, tænker jeg på en pickuptruck med en kamel på ladet. Det var en vild tid, hvor beduinerne mødte højteknologi.
Anja Cetti Andersen har altid haft god kemi med fysikken.
DET VAR EN gave for mig, at jeg tidligt ville være astronom. Den usikkerhed, der er forbundet med store beslutninger, har jeg været skånet for. Jeg valgte en linje med fysik, kemi og matematik i gymnasiet for at nå mit mål. Jeg tænkte ikke over, om det var noget, jeg var god til, eller om jeg kunne lide det. Hvilket var heldigt, for dengang skulle man reproducere forsøg fra ældre herrer med pudderparykker gennem de sidste 400 år.
Det har til gengæld ramt mine egne børn en smule, fordi de voksede op med fortællingen om, at jeg bare vidste, hvad jeg ville. Da de selv var meget i tvivl, sagde jeg, at de skulle vælge matematik og fysik. I Danmark er det af en eller anden besynderlig grund sådan, at man kan komme ind på stort set alle universitetsuddannelser med de to fag på højniveau fra gymnasiet. I sidste ende er mine tre børn alle endt i det naturvidenskabelige felt, så det lugter jo lidt af fisk.
Bag den tre meter høje mur, hvor hun boede med sin familie i Saudi-Arabien, var der et hav af sportsfaciliteter. Ud over fodbold spillede hun basket og svømmede i den tilhørende svømmepøl.
Jeg tog direkte fra gymnasiet på universitetet, hvor jeg mødte en masse mennesker, der ligesom mig selv brændte for stjernehimlen. På fysik og astronomi kunne jeg endelig få lov at beskæftige mig med det. Det troede jeg i hvert fald, indtil jeg fandt ud af, at jeg først ville få et astronomifag på tredje år. Det var en bitter pille at sluge, men jeg havde jo holdt ud i gymnasiet og kunne snildt holde til to år mere. Alligevel besluttede jeg at gå ind i studienævnet for at få rykket astronomi frem i studieplanen, og det er siden lykkedes.
Da jeg blev dus med himlens stjerner, handlede det meget om æstetik. Jeg syntes, at de var virkelig smukke, fantastiske og spændende, men da jeg kom ned i materien, handlede det mere om, hvorfor de er, som de er. Hvorfor er giganterne Jupiter, Neptun, Uranus og Saturn store gaskugler, mens de indre planeter Merkur, Venus, Mars og Jorden er klippeplaneter? Hvorfor har de forskellige farver? Hvorfor har nogle ringe? Hvorfor så mange måner?
På universitetet fortalte jeg Uffe Gråe Jørgensen, som var blevet ansat der i mellemtiden, at han var årsagen til, at jeg ville være astronom. Han blev helt overvældet. Senere fandt jeg ud af, at vi faktisk var tre på studiet, som var blevet inspireret af ham og hans foredrag. Derfor gør jeg også selv noget ud af at holde foredrag og tage ud på gymnasier til fællestimer. Uffe sidder i dag tre døre fra mig på Niels Bohr Institutet.
Anja Cetti Andersen tog direkte fra en hippie-inspireret lilleskole i Lyngby til en streng og lektietung international skole i Riyadhs ørken-landskab. De lokale beduiner gik rundt med kameler, hun red på araberheste og dyrkede den kulsorte nattehimmel, mens millionbyen med dens mange skyskrabere blev bygget.
JEG FORSØGER AT give min begejstring for videnskab videre til mine børn. For nogle år tilbage tog jeg min søn med til CERN i Schweiz for at se partikelacceleratoren. Han var eddermame sur, for han havde glædet sig til bekymringsfri ferietid i Schweiz og endte med at være med på mors arbejde. Men da han havde kørt 22 etager ned under jorden og kiggede på den infrastruktur, der skal til for at måle elementarpartikler i de 27 kilometer store tunneller, var han helt solgt.
I 2016 var vi i Florida til solformørkelse, hvor det hele gentog sig. Han ville gerne i Disneyland og se Universal Studios. Vi lavede en aftale om, at vi bare skulle have én dag i Cape Canaveral for at se Kennedy Space Center og affyringsområdet. Det er der, Apollo-missionerne blev sendt af sted, der er et kæmpe museum, og det er der, Elon Musk sender SpaceX-raketter af sted. Der var benhårde forhandlinger, men da vi endelig var der – fra 10 om morgenen til 20 om aftenen – ville han ikke hjem igen, fordi vi ikke havde set det hele. Når man først har set en Saturn V-raket i fuld størrelse, kan man ikke undgå at blive revet med.
Jeg er ekspert i stjernestøv og planetdannelse, der ligner sorte plamager på stjernehimlen. Det er i virkeligheden små støvpartikler og mineraler, der flyver rundt i rummet og bliver udsat for kosmisk stråling. Det er de støvkorn og mineraler, der er med til at skabe planeter og stjerner.
Jeg har i mange år prøvet at finde ud af, hvordan og hvor det støv bliver dannet. Modsat derhjemme, hvor støvet kommer nærmest af sig selv, skal der være en tæt gas, der hverken er for varm eller kold. Jeg har været forsker på universitetet i 30 år, og vi har stadig ikke helt nailet, hvor støvet kommer fra.
Kontoret på Niels Bohr Institutet er fyldt med igangværende forskning om kosmisk støv og planetdannelse. På væggen har hun diplomer og udmærkelser for både sin forskning og formidling.
SIDSTE ÅR BLEV jeg spurgt, om jeg ville være med i en podcast om ufoer på DR. Først ville jeg ikke, fordi Niels Bohr Institutet ikke skulle blåstemple ufo-teorier, og fordi jeg ikke gad være hende den sure med nej-hatten. Til gengæld er jeg tilpas missionær-agtig i forhold til at udbrede kendskabet til naturvidenskaben, og måske skulle jeg prøve noget nyt. Jeg gik ind til det med tanken om, at det nok ikke havde nogen gang på jord, men jeg kan må sige, at det virkelig er et kaninhul. Selvom jeg stadig venter på ordentlige data og er skeptisk over for, om intelligent liv har besøgt jorden, er jeg ikke længere så skråsikker.
Jeg er helt sikker på, at der er liv andre steder i rummet, men at det skulle være på et lignende stadie et andet sted med samme teknologiske niveau er usandsynligt, dog ikke nødvendigvis umuligt. Og at kommunikere over de afstande, der er i galaksen, er næsten håbløst. Det havde jo ikke nyttet noget at sende radiosignaler til Tycho Brahe. Det liv, der findes mest af, er højst sandsynligt meget simpelt.
Jeg ville blive ellevild, hvis vi finder spor af fossiler på Mars. Det vil betyde, at hvis de rette forhold er til stede, opstår der liv, og så må der være liv alle vegne. Her taler vi om en alge eller en bakterie. Selv lidt ’fodsvamp’ ville være fedt.
Jeg ser alt muligt sci-fi, også det, der får virkelig dårlige anmeldelser. Selvom det kan være en dårlig filmoplevelse, er det ofte baseret på en spændende tanke. Jeg læste også mange tegneserier som barn og gør det stadig. Jeg startede med Tintin og Asterix & Obelix, og med tiden opdagede jeg Linda og Valentin og deres planet-udforskning. Og så har jeg også selv skrevet en tegneserie om fysikeren Marie Curie.
Min yndlingsfilm er ’Contact’ med Jodie Foster efter en roman af astronomen Carl Sagan. Den handler om, hvordan man kommunikerer med aliens. I næsten alle sci-fi-film vil aliens spise os og bruge os til forplantning, eller også er de fredelige, og så skyder vi på dem. ’Contact’ løser det problem på en meget finurlig måde, som jeg helst ikke vil spoile.
Interessen for verdensrummet har taget hende 22 etager ned under jorden for at opleve verdens største partikelaccelerator i CERN i Schweiz. Den 27 kilometer lange, ringformede maskine undersøger, hvad der sker, når protoner kolliderer.
JEG HAR STADIGVÆK min gamle stjernekikkert, men den står nede i kælderen og bliver ikke brugt så tit. I stedet har jeg en håndkikkert, som jeg bruger. Jeg har adgang til verdens bedste kikkerter, så når jeg selv er ude og se på stjerner, er det for den æstetiske nydelse og hyggen. Det er fantastisk at se dem med egne øjne. Man kan finde meget federe billeder på nettet end det, man kan se med en kikkert i baghaven, men der er bare noget wow over at opleve det selv.
Når jeg sidder en kold nat og kigger på stjerner i termotøj, sender jeg altid Tycho Brahe en kærlig tanke. Han sad på Hven for 450 år siden og kiggede på stjerner indsmurt i sælfedt for at holde varmen. Han må have lugtet så harsk. Og når Andreas Mogensen skal af sted igen om et par år, kommer jeg også til at vinke til ham.
