BEGYNDERTRICK
I 9. klasse lærte jeg et værtshus-trick, hvor man tryller mønter fra én ting over i noget andet. Det trick sad jeg med i klassen i alle frikvartererne, og jeg vandt øl fra de andre på den måde. I begyndelsen var det bare for sjov. Men så begyndte lærere og elever fra andre klasser også at komme. Fra at være den lidt generte dreng blev jeg det sociale omdrejningspunkt.
Jeg voksede op i Kjellerup, og Silkeborg var en storby. Nede på Delta House havde de en talentkonkurrence. Jeg meldte mig til, ret beset som en joke, og fortalte klassekammeraterne, at nu skulle jeg ud og trylle. 70 af eleverne på skolen lejede en bus, fordi de skulle over og se idioten gøre sig til grin. Jeg havde lånt min fars habitjakke, der var to numre for stor, og jeg havde en høj plastic-hat på hovedet. Det var i begyndelsen af 90’erne, så jeg havde permanentet hår og syntes selv, jeg lignede Thomas Helmig. Men jeg lignede nok mest Polle fra Snave. Jeg lavede fire trick. Der var tre, der var dårlige, og et, der mislykkedes. Jeg stod med en avis, der skulle være hel efter et trick, men da jeg foldede den ud, dryssede alle stykkerne ned ved siden af mig. Jeg havde også købt en levende hvid due, der skulle sidde på min finger, men den fløj fra mig. Hver gang jeg kiksede, grinede mine venner mere og mere hysterisk. Med det resultat, at dommerne troede, det var meningen. Og så vandt jeg førsteprisen. Jeg var oppe mod et par, der dansede lambada, og en mand med en violin. Konkurrencen var måske heller ikke så hård.
Om natten kom jeg hjem med en check, en flaske champagne og en pokal. Jeg var blomstret. Jeg havde spillet fodbold i 11 år og var ikke nået længere end til andetholdet. Og jeg havde været spejder i 12 år og kunne ikke binde et råbåndsknob. Lige pludselig var der nogle, der sagde, at jeg var god til noget.
Efter gymnasiet lånte jeg 100.000 i banken. Jeg var 20 år og sendte brochurer ud til alle de steder, der kunne tænkes at bruge en tryllekunstner. Skoler, børnehaver, handelsstandsforeninger, kirker. Min mor syede mit kostume og en rød dug med hvide frynser, og min far sad dag efter dag og slog op i tykke, gule telefonbøger, hvorefter han tastede adresser ind i titusindvis, som vi sendte flyers ud til. Meningen var, at jeg skulle have nok job til at kunne holde et sabbatår. Min far og jeg lavede en turné, og de første tre måneder havde jeg 80 job. Jeg fik lavet en tour-T-shirt ligesom Metallica, som jeg så op til. Der stod ’Tour ’92’ og Børnehaven Mælkebøtten og Karensminde Ungdomsskole og så videre på den.
En af mine folkeskolelærere kom og sagde: ”Jeg har set, at der skal være en kulturfestival i Grønland, hvor man søger danske artister.” Jeg sendte et brev af sted og blev ringet op. De havde udvalgt mig til at repræsentere Danmark. Jeg var ret beset ligeglad med at rejse, men jeg øjnede muligheden for at komme 14 dage væk fra min mor og far. Jeg fik et regulært kulturchok. Det var en anden natur, livsstil og humor. Ude i bygderne tror de meget på åndeverdenen og det overnaturlige, så folk skreg og løb ud af lokalet, når jeg tryllede.
Nogle af de grønlandske kvinder syntes, jeg var interessant. Jeg havde været en dreng i 22 år og blev mand på en nat. Jeg kan huske, der kom en ældre dame hen til mig på et lille diskotek. Hun havde ingen tænder i munden. Hun tog ved sine hofter og sagde: ”Herfra og opefter er jeg 65, men herfra og nedefter er jeg 18. Vil du med hjem og se?” Sådan var det hver aften. Det var så fjernt fra alt, jeg kendte. Men Grønland blev startskuddet til, at jeg begyndte at kombinere trylleri og rejse. Nu har jeg en årlig turné deroppe, og mine børn har grønlandske mellemnavne.
Nordkorea fejrer ofte sig selv.
NORDKOREA 1
Jeg sad alene og så fjernsyn om natten 2. juledag i 2015. Der var et program om Nordkorea, om fangelejre og flugt. Jeg tænkte: ”Det der er godt nok vildt.” Jeg blev nysgerrig og grebet af en tanke: Vi kan undertrykke mennesker, men kan vi også undertrykke smilet? Så jeg gik ind og læste om landet og sad oppe en halv nat. Jeg vidste godt, at jeg ikke bare sådan lige kunne rejse ind, så jeg søgte på nettet og fandt en rejseagent i New Zealand. Jeg skrev til ham, fortalte, hvad jeg beskæftigede mig med, og spurgte, om det kunne være muligt at trylle i Nordkorea. Jeg tænkte, at jeg aldrig ville høre fra ham.
Næste formiddag svarede agenten, at han var klar til at gå videre med det. I mellemtiden var det blevet lyst, og jeg var knap så modig, som da jeg sad med et glas rødvin om natten. Men jeg spurgte alligevel min kammerat Jens, om han ville med. Det ville han godt. Og så hang vi på hinanden.
10 meter inde i Nordkorea med toget fra Beijing kom der omkring 100 nordkoreanske soldater ind i vognene. Alle ens ting skal godkendes, før man må komme videre. Pludselig gik det op for mig, at jeg havde en avis i min kuffert. Hvad nu, hvis det var Ekstra Bladet? Der kunne være en side 9-pige, og al pornografi er forbudt. Der kunne også være en kritisk historie om Kim Jong-un. I nordkoreanske aviser er det ofte Kim Jong-un, der er på forsiden med et billede i farver, mens alle andre er i sort-hvid, fordi han skal stråle mest. Der var virkelig dårlig stemning mellem os og soldaten i vores vogn. Han var fuldstændig udtryksløs. For at bryde facaden tog jeg en rød klovnenæse på. Han kiggede bare iskoldt på mig, så jeg trykkede på klovnenæsen, som sagde: ”Båååt!” Han reagerede stadigvæk ikke. Min kammerat Jens tilbød ham en mågeklat fra BonBon. Han syntes selv, det var sjovt, men vagten var stadigvæk iskold. Tjekket tog tre-fire timer. Heldigvis var det Midtjyllands Avis, jeg havde med.
Jesper Grønkjær og rejsemakkeren Jens blev pålagt at indtage middage på dyre restauranter. Ingen af de lokale havde råd til at komme der.
På banegården i hovedstaden Pyongyang blev vi hentet af to vagter. Jeg havde forventet et par store, stærke fyre, men ind kom to unge damer i begyndelsen af tyverne. Miss Lee og Miss Rim. Vi kaldte dem Yin og Yang, når de ikke hørte det. Vi måtte ikke gøre noget som helst uden deres tilladelse, sagde de og tog vores pas. Vores hotel lå på en ø, der var bevogtet af bevæbnede vagter ved dørene, så man ikke kunne slippe derfra. Vi blev lukket inde om aftenen og måtte ikke forlade stedet. Vi måtte ikke fotografere de lokale, vi måtte ikke snakke med dem. Vagterne bestemte, hvad vi skulle se, hvor vi skulle spise, hvad vi skulle spise. De bestemte alt.
Hunde-suppe var en af de ting, vi fik at spise. Men ellers fik vi god mad, fordi vi hele vejen igennem skulle se det forkromede Nordkorea. Det var Monty Python-agtigt. Vi blev sendt ind på fine restauranter og sad som kongelige for hver sin ende af bordet. Man bliver jo nødt til bare at grine af det, når tingene bliver tilpas gak. Min rejsekammerat Jens var single, og Miss Lee og Miss Rim var meget betagede af ham. Vi fik måske lidt mere line, fordi de var vilde med ham.
Hver dag blev vi sat ud i en bil og kørte i 10-12 timer sammen med vagterne og deres chauffør. Alt, vi måtte se, var det, der forherligede landet. Store statuer, mosaikker og nationalmuseer, der viser, at det var Nordkorea, der vandt Korea-krigen, at de er verdens bedste nation og har verdens bedste leder. På et tidspunkt kørte vi i 10 timer for at komme ud til en sø, hvor Kim Jong-il på et tidspunkt havde skudt med sin pistol ud over vandet. Der, hvor kuglen landede dengang, lå nu en rød bøje.
Der var få steder, hvor jeg måtte trylle. Men jeg ville gerne lave noget impulsivt, samle nogle folk og se, om jeg kunne komme ind på livet af dem. Ude på landet er der kun én vej, og der er stort set ingen biler. Vi kom til en indkørsel, hvor der stod tre damer ved et lille bord og solgte cigaretter, vand og lidt souvenirs. Folk rundtomkring var udhungrede og lå ude på marken og arbejdede med le og såede med hænderne. Men de her tre kvinder stod som det fineste af det fineste i deres silketøj. De var sandsynligvis udsendt af regeringen og ventede på, at vi kom. Jeg lavede et ballondyr og et lille simpelt tryllenummer. De grinede, og da vi skulle tage afsked, græd de. Jeg tror, at de blev rørt over, at der kom nogen og gjorde noget for dem. Jeg satte mig selvsikkert ind i bilen igen og tænkte, at nu får jeg ros af vores vagt. ”Det gør du aldrig igen!” sagde hun.
Studerende pludselig uden indlærte forbehold.
NORDKOREA 2
Jeg skulle optræde på en skole ude på landet. Det var en forestilling, jeg havde fået forhåndsgodkendt af myndighederne. Skolen var helt sikkert udvalgt til formålet, og det var med sikkerhed også embedsmændenes og de riges børn, der gik der. Men da vi kom derud, nægtede den kvindelige rektor at overholde aftalen. Vagterne kunne eller ville ikke uddybe hvorfor. Men for en gangs skyld blev jeg stædig, og efter en diskussion overgav rektoren sig. Så i stedet for at komme ind i skolens flotte koncertsal og optræde for 800 elever endte jeg med at optræde på en grusmark for 50 elever. Jeg bandt en slags træramme rundt om nakken på en dreng, og så stak jeg et blankt sværd igennem kraven, så det så ud, som om klingen gik lige igennem halsen på ham. Publikum skreg og hvinede både i forskrækkelse og morskab. Publikum i Nordkorea reagerede stærkere end i vestlige lande. De blev mere overraskede og grinede af selv de små, simple ting. Men indimellem rendte læreren rundt og tyssede på eleverne. De måtte ikke grine af en voksen mand. Til sidst måtte jeg bede Miss Lee og Miss Rim om at fortælle ham, at det var meningen, børnene skulle grine.
På et tidspunkt havde jeg en sød, ung dreng oppe på scenen som min hjælper. Alle grinede og havde det godt. Men så kom der en emsig lærer og rev drengen ned igen. I stedet kom læreren op med en pige, som han befalede, jeg skulle bruge i stedet for. Ud ad øjenkrogen kunne jeg se, at han skældte drengen ud og børstede hans bukser. Han var ikke værdig til at hjælpe, fordi han havde lidt beskidte bukser. Jeg gav pigen et ballondyr som tak for hjælpen, og bagefter gik jeg demonstrativt ned foran læreren og hentede drengen op igen. Jeg ville give ham det ballondyr, som han havde fortjent, og lade ham modtage de andre elevers bifald. Lige i situationen var jeg lidt nervøs for, om det kunne bringe mig i problemer at udfordre læreren. Men til sidst overgav han sig og skraldgrinede.
I Pyongyang er der et vandland for de rige, der er meget større end Lalandia, og det skulle vi selvfølgelig ind og se. Vagterne skulle klæde om og bade for sig selv, så i omklædningsrummet blev vi ligesom små børn, fordi vi var på egen hånd. De unge fyre i vandlandet svømmede hele tiden tættere på os. Der var en af dem, der havde et kamera og spurgte, om han måtte tage et billede af os. ”Lige et øjeblik,” sagde jeg og løb ud og hentede nogle klovnenæser. Jens og jeg dykkede ned under vandet og tog næserne på, og på tre kom vi op af vandet med røde næser. Drengene lignede et stort spørgsmålstegn. De grinede ikke. De anede ikke, hvad det handlede om.
En dag kom vi ud til et spahotel. Jeg har aldrig set noget lignende. Vi kom ind på et værelse, der lignede noget fra 40’erne. Jeg åbnede døren ud til det badeværelse, hvor spabadet skulle være. Der var mug over det hele. Men Miss Lee og Miss Rim var som robotter. Alt, hvad de sagde og gjorde, var indlært: ”Er det ikke de smukkeste statuer, I nogensinde har set?” ”Er det her ikke den mest fantastiske mad, I nogensinde har smagt?” ”Har I nogensinde set noget så fantastisk som den her mosaik?” Vi trængte til at lukke noget damp ud. Jens og jeg fik nogle øl på restauranten, hvor de også havde billig russisk champagne. Jeg fik fat i sådan en flaske, fordi jeg tryllede for bartenderne. Vi blev drukket helt i stykker. Da månen stod højt på himlen, vaklede vi arm i arm tilbage i seng. Vi skulle gå 100 meter op ad en grussti for at komme til værelset, og jeg aner ikke, hvordan vi kom derop. Der var vagter, der bevogtede hele området, og bagefter tænkte jeg: Hvad kunne der ikke være sket sådan en aften? Hvis jeg uden at tænke mig om havde tisset udenfor eller var begyndt at jodle? Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det ikke var helt utænkeligt.
På en af vores køreture var Jens og den ene af vagterne faldet i søvn. Der er altid to vagter. Både for at holde turisterne i et jerngreb, men også for at holde sig selv og hinanden i et jerngreb. Jeg sad ved siden af hende, der stadig var vågen, og spurgte, om hun var glad for sit arbejde. Hun svarede: ”Jeg er glad for det arbejde, regeringen har udvalgt mig til.” Jeg spurgte, hvad hun gerne ville være, da hun var barn. Hun svarede, at det ikke altid er nemt. Jeg fortalte, at mit liv heller ikke altid har været nemt. Det kunne hun ikke forstå. Jeg måtte jo være fuld af selvtillid, når jeg sådan havde stået på en skole og fået alle til at grine. Jeg sagde, at det var jeg bestemt ikke. Og så begyndte hun simpelthen at græde. Tårerne vældede ud. Hun begyndte at fortælle, at hun ikke selv havde kunnet vælge det, hun gerne ville. At hun syntes, det var hårdt, og at det var mændene, der bestemte det hele. Et øjeblik tog hun min hånd, hvad der var helt uhørt, og knugede den, mens hun sad og græd.
Trafikvagter på de store boulevarder står i sirlige uniformer for at dirigere biler, der ikke er der.
