Oven på en magistergrad i engelsk barokpoesi blev hun den første i Danmark, der skrev en ph.d. om mode. ”Jeg kan lide at være med til at løfte moden op på et seriøst niveau,” siger Maria Mackinney-Valentin.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

Man pressede ikke de unge gennem systemet dengang i 1992, hvor Maria Mackinney-Valentin begyndte at læse engelsk på Københavns Universitet. Hun havde sågar en underviser i grammatik, der mente, man ikke var en seriøs studerende, hvis ikke man havde været på universitetet i 10 år. Tanken om at læse for studiernes skyld og ikke for arbejdsmarkedets passede hende godt.

”Jeg tænkte på at blive gymnasielærer bagefter, men først og fremmest elskede jeg at læse, og engelsk lød som et dejligt studie,” siger Maria Mackinney-Valentin, der ind imellem studierne lagde flere pauser med udlandsophold og arbejde. Blandt andet arbejdede hun på et magasin i New York, anmeldte litteratur for P1 og vikarierede som redaktør på modemagasinet Eurowoman.

”Det var nok de ting, jeg lavede under orlov, der endte med at give mig mine job siden hen,” siger Maria Mackinney-Valentin, der afleverede sit speciale om engelsk baroklitteratur i 2001 og skyndte sig ud at arbejde med blandt andet marketing, journalistik og projektledelse. 

I 2005 vendte hun tilbage til en læreanstalt og en stilling som forskningsassistent på Kunstakademiets Designskole i København. Et halvt år senere blev hun landets første ph.d.-stipendiat inden for mode, og tre år plus en barselsorlov senere afleverede hun en afhandling, der teoretisk var baseret på tanker fra franskmanden Gilles Deleuze, den samme filosof, hun havde anvendt i specialet på engelskstudiet.

”Mode og engelsk er to helt forskellige fag, men akademisk var der en rød tråd,” siger Maria Mackinney-Valentin om afhandlingen, der blandt andet indeholdt en helt ny model til forståelse af modeverdenens trends og deres holdbarhed. 

Traditionelle trendmodeller ser groft skitseret sådan ud: Nogle trendsættere begynder at gå i noget bestemt tøj. Det griber om sig, og stadig flere går med det, indtil det topper og bliver så mainstream, at det bliver umoderne. Den logik er indbygget i modens tilbagevendende kollektioner, der har til formål at få os til at købe nye ting hvert år. Så enkelt er det ikke ifølge Maria Mackinney-Valentins model. I sin afhandling eksemplificerede hun blandt andet med leopardprikker, hvordan en trend kan mutere og flytte sig og på den måde leve videre:

”På det tidspunkt havde leopardpletter været en trend i over 10 år. Undervejs var de gået fra at være forbeholdt kvinderne, til at mændene og siden børnene også kunne være med. Pletternes størrelse havde varieret. Og de var gået fra at forekomme på enkelte genstande til at blive båret over hele kroppen. 

Jeg kiggede så meget på emnet, at jeg havde prikker for øjnene, da det kapitel var skrevet,” siger Maria Mackinney-Valentin, der i dag indimellem bliver inviteret til at præsentere sin model ude i modebranchen. Til daglig er hun lektor på Kunstakademiets Designskole, hvor hun klæder kommende modeskabere på til at kunne tage del i samfundsdebatten gennem undervisning i blandt andet kønsstudier, designhistorie og bæredygtighed. Som hun siger:

”Mode kæmper i pressen og forskningskredse med et ry som kulturlivets beskidte underhund. Men vi har alle sammen tøj på, og jeg vil godt være med til at løfte moden op på et niveau, hvor den kan sige noget seriøst om vores tid.”

 

Tags: ,
SE MERE