EN BRUN HEST ruller sig i støvet i sin fold og vrinsker.
”Ha, hvor er den sød,” griner Karoline Stjernfelt.
Den hvide hest i nabofolden bliver inspireret og tager sig også et støvbad.
”Det er frederiksborgheste,” forklarer den 32-årige tegneserietegner med det korte, afblegede strithår.
Hun har taget Ud & Se med til Christiansborg Ridebane for at sætte en ramme om de sidste 13 år af sit liv, som har været viet til hvide parykker, hårdt korsetterede kavalergange og nogle af historiebøgernes vildeste hofintriger.
”Caroline Mathilde red også rundt på den slags heste, når hun tog sig en ridetur her overskrævs på hesten, iført herretøj – til stor forargelse for hoffet,” siger Karoline Stjernfelt, der blev inspireret til at lave en tegneserie om trekantsdramaet mellem kongeparret Christian VII og Caroline Mathilde og den tysk-danske læge Johann Struensee, da hun omkring eksamenstid i 3. g læste Per Olov Enquists roman ’Livlægens besøg’.
”Den kunne være fed at lave som tegneserie, tænkte jeg. Jeg så ét bind for mig på 128 sider. Det skulle jeg nok kunne have færdig på et år.”
Inden hun fik set sig om, havde hun dog brugt over et halvt år alene på at læse op på epoken, sætte sig ind i persongalleriet omkring hoffet og undersøge, hvordan kongens København tog sig ud i sidste halvdel af 1700-tallet.
”Jeg tænkte, at jo mere nøjagtigt jeg genskabte København og de slotte, som udgjorde de menneskers verden, jo tættere kom jeg på virkelighedens 1700-tal, og des mere ægte ville mine hovedpersoner føles. Jeg kan godt lide, at det er et København, vi stadig kender. Når Caroline Mathilde bliver arresteret, er det foregået lige her på Slotsholmen. Det minder læseren om, at det er vores fælles historie. At de var lige så virkelige, som vi er.”
DA DET VAR tid til at forlade Serieskolan i Malmø, hvor Karoline Stjernfelt tilbragte årene efter gymnasiet, stod hun med kun 18 sort-hvide sider. Og ingen SU.
Så hun fik sig et arbejde i tegneseriebutikken Faraos Cigarer og en tegnestueplads i København, hvor hun knoklede, inden hun mødte i butikken, og strøg ned om aftenen, når hun havde fri. Imens voksede og voksede værket. Da serien var over 300 sider, og hun langtfra syntes, hun var i mål, besluttede hun, at hun havde brug for en trilogi for at komme af med alt, hvad hun havde på hjerte.
”I starten troede jeg, at det mest skulle handle om Struensee. Han er mærkelig, farverig, kompliceret. Men så endte jeg med at blive megainteresseret i kongeparret, det hele voksede, og der kom mange forskellige temaer ind.”
At en trilogi så passede med et bind til hver af dramaets tre hovedpersoner – kongen, dronningen og lægen – kunne næsten virke som en velovervejet plan. Og da hun i 2015, efter tre års energiudladning, debuterede som serieskaber med første bind af ’I morgen bliver bedre’, fik hun gode anmeldelser, branchens fineste priser – og et digert materiale at vedlægge sine fondsansøgninger.
MED STØTTE OG anerkendelse kunne man tro, at der kom mere ro over arbejdet. Men de næste år blev hårdere endnu, for nu, hvor hun ikke havde andet at lave, følte hun, at hun skulle bruge alle sine vågne timer på bind nummer to – der selvfølgelig også hurtigt fik vokseværk.
”Jeg var 19, da jeg gik i gang med første bind, som blev til på ren energi. Men jeg havde aldrig fået noget system, jeg havde aldrig fået nogen sunde rutiner. Så da jeg havde været i gang med toeren i fire år, gik jeg ned med stress.”
Karoline Stjernfelt trak stikket og kiggede ud i luften, indtil hun fik det bedre, og da hun var klar igen, søgte hun om et arbejdsophold på Animationsskolen i Viborg, hvor hun på sit lille værelse i den gamle kasernebygning boede dør om dør med 8-9 andre animatorer og tegneserietegnere fra hele verden. Da opholdet var ved at være ovre, havde corona lige indfundet sig, hele verden stod stille, og der var ingen, der var klar til eller interesserede i at overtage værelserne. Så skolen gav dem lov til at blive hængende.
”Vi var under 10 mennesker, havde vores egen boble, spiste brunch og holdt dansefester i parkeringskælderen. Da jeg kom hjem, havde jeg en færdig tegneserie. Det var det bedste år af mit liv,” siger Karoline Stjernfelt.
Nu ventede tredje og sidste bind, og hun var endnu ikke nået til det, man kalder Struensee-perioden, som er den periode i danmarkshistorien, hvor Struensee bliver forfremmet til såkaldt kabinetsminister og kan udstede ordrer i kongens navn og egenhændigt gennemføre en række radikale sociale reformer. En sammensværgelse mod Struensee anført af enkedronning Juliane Marie, Christian VII’s stedmor, sætter en stopper for eksperimenterne, Struensee ender hovedløs på Øster Fælled, Caroline Mathilde dør tidligt i sit ufrivillige eksil i tyske Celle, og Christian VII’s sindslidelser eskalerer.
Så der var nok af ramasjang at fylde albumsiderne med, men Karoline Stjernfelt var nødsaget til at se bort fra mange begivenheder, da sidetallet sprang op over de 260. For eksempel et tidligere fejlslagent kupforsøg mod Struensee udtænkt af hans ven ved hoffet Enevold Brandt. Der var også mindre vigtige, men farverige begivenheder, såsom Christian VII, der sætter ild til en af Caroline Mathildes hunde.
”Jeg tænkte: Det skal da med! Det er et fantastisk billede, fordi det er så forfærdeligt. Men det gjorde ikke noget for historien,” siger Karoline Stjernfelt, der efter endnu fem års arbejde og endnu en presset slutspurt udgav sidste bind i sin trilogi i maj i år.
Du har tilbragt i alt 13 år sammen med dem. Kan man godt blive træt af sine karakterer efter så lang tid i deres selskab?
”Generelt har jeg haft det skidesjovt. Men der var et tidspunkt mod slutningen, hvor jeg glædede mig til, at Struensee skulle have hovedet hugget af – ha ha – fordi han var så svær at skrive frem. Der er så mange ting, han gør, hvor man tænker: Hvorfor i alverden gjorde du det? Han gør sig uvenner med kirken, med militæret, med adelen. Han tænker, at målet helliger midlet, at folk vil ende med at kunne se, hvor gode hans ideer er. Men folket sidder derude og føler sig fuldstændig kørt af sporet. Folk hader Struensee. Han er ikke engang adelig, hvordan har han gjort sig fortjent til magten? Samtidig har han et forhold til dronningen, som han intet gør for at skjule. Jamen altså, kan du ikke selv se, at det er dumt?”
Nu har du levet i 1700-tallet hele dit voksne liv. Har du nogle ideer om, hvad epoken har af relevans for os i dag?
”Jeg gik jo ikke i gang med det her værk på grund af 1700-tallet og oplysningstiden. Jeg gik i gang på grund af det personlige drama. De almenmenneskelige følelser. Kongeparrets ensomhed, kongens psykiske sygdom, Struensees ekstreme idealisme, Caroline Mathildes kærlighed. Jeg så det som en græsk tragedie,” svarer Karoline Stjernfelt afværgende, suger luft ind og stirrer gennem sine spejlglassolbriller hen over ridebanen, de dovne heste og videre hen mod Christiansborg.
Hun har fået spørgsmålet før og slår sig lidt i tøjret, inden hun udlægger sit værks skolemæssige nytte-værdi. Men hun skal ikke lede længe efter svaret.
”Hvis der alligevel er noget, vi kan lære af historien, så er det, at mange af de ting, vi tager for givet i dag, ikke er kommet ud af ingenting. Vores samfund er bygget på ytringsfrihed og andre principper, som folk har kæmpet for og i Struensees tilfælde er død for. Han foreslog, at kirken skulle blande sig uden om, hvad du laver i dit ægteskab – eller udenfor. Han gennemførte, at politiet ikke bare kunne trænge ind i dit hjem uden en kendelse. I datiden syntes almindelige folk, det var sindssyge ideer. Ting, der virker som universelle i dag, er rettigheder, vi giver os selv som samfund. De er ikke kommet gratis. Og de kan fjernes igen.”
Det kan se ud, som om du er debuteret med dit livsværk. Hvad skal du nu?
”Jeg kan godt mærke, jeg er lidt i fødselsdepression. Jeg har haft mit eget dukkehus i min hjerne, som jeg har kunnet gå rundt i og omarrangere og placere alle mine følelser i. Det har været skønt. Og det har også taget overhånd. Nogle gange har det fyldt mere end mit virkelige liv. Så nu skal jeg slappe lidt af. Få mig nogle bedre arbejdsvaner. Men den næste obsession venter om hjørnet. Jeg har selvfølgelig fået mange ideer, mens jeg var i gang. Også til historiske værker – desværre.”
