29-årige Ernst Madsen er eftersyns-håndværker i DSB.
Tekst:Anna JelsgaardFoto:Jens Hasse

Hvordan så dit liv ud for fem år siden?

”På det tidspunkt sad jeg i fængsel. Det har jeg gjort ad flere omgange, men denne gang fik jeg lov at få noget frigang. Det betød, at jeg kunne gå i skole, så jeg begyndte på personbils-mekanikeruddannelsen. Min hverdag gik altså med at stå op i fængslet, tage i skole og så tilbage til fængslet for at blive lukket inde igen.”

Hvordan kom du så til DSB?

”Jeg startede hos DSB, efter at jeg havde fået tilbudt en læreplads. Jeg troede, at jeg kunne bruge min uddannelse som personbilsmekaniker til at ordne tog, men det kunne jeg ikke. Det kræver en uddannelse som lastvognsmekaniker, så jeg endte med at droppe ud og starte på lastvognsmekanikeruddannelsen i stedet. Jeg blev udlært i februar 2024, og derefter blev jeg fastansat i DSB som eftersynshåndværker.” 

Hvad laver DSB’s eftersynshåndværkere?

”Der er sjældent to dage, der er ens hos os. Vi sørger for at skifte forskellige reservedele og for, at toget ikke har nogen fejl. Toget skal være helt sikkert, når vores kunder skal bruge det, og det er vores job at sørge for, at det er det.”

Hvad kan du bedst lide at lave, når du er på arbejde?

”Jeg kan godt lide at vedligeholde togene. For eksempel at skifte oliefiltrene. Hvis ikke man skifter dem, kan der samle sig en masse skidt og snavs, som kan komme ned i motoren og ødelægge den. Men det bedste ved mit job er mine kolleger og det sociale. Vi laver også en masse sammen i vores fritid. I næste uge skal vi for eksempel ud at spille golf sammen.”

Fortryder du nogle gange, at du ikke blev personbilsmekaniker?

”Jeg brænder for biler og har benzin i blodet, så det er noget andet, end jeg havde tænkt. Men nu kan jeg ikke forestille mig noget bedre. Det er fedt at kunne ordne de store tog, og værkstedet er som en stor familie. Jeg har altid følt, at der var plads til mig her, også selvom jeg skilte mig lidt ud med min baggrund og måske er lidt langsommere til at lære. Jeg fik lov til en hel masse som lærling, og det tror jeg ikke, at jeg havde fået hos en privat bilmekaniker, som bare skal have nogle penge i kassen. Jeg er rigtig glad for det, og de bliver nok nødt til at sparke mig ud.”

Hvad laver du i din fritid?

”Jeg er familiefar, og så har jeg et hobbybilværksted, som jeg går og ’makker’ i. Jeg er rigtig glad for Volkswagen, og lige nu går jeg og fikser en gammel Passat. Mine venner har også lige købt en vandscooter, så når de har brug for hjælp til at fikse noget på den, står jeg klar.”

 

Tags: , ,
SE MERE