Hvordan opdagede du, at du havde et talent?
”Jeg tror, at jeg, lige siden jeg var lille dreng, har været klar over, at jeg kunne sætte mig ind i andre menneskers liv og indleve mig så meget i det, at det på en eller anden måde blev troværdigt. Allerede i skolen iscenesatte jeg ’Matador’ i frikvartererne, spillede selv Maude og fik mine klassekammerater til at spille de andre karakterer. Der var – og er stadig – noget helt vidunderligt i at miste sig selv og forsvinde ind i en rolle.”
Hvad har været den største forhindring for at realisere det?
”Jeg er ret overbevist om, at det at være åbent homoseksuel har forhindret mig i at få roller. I dag er det ikke helt samme problem, men da jeg kom ud af Teaterskolen i 00’erne, var det et emne. Heteroseksuelle mænd kunne få priser for at spille homoseksuelle, men homoseksuelle mænd kunne ikke spille heteroseksuelle. Derfor er jeg også så taknemmelig for, at jeg i dag får lov at spille Miss Nelly, en mand, der bedst kan lide at gå i dametøj, og som er den perfekte ’mor’ for de her forældreløse børn i ’Børnene fra Sølvgade’. Da jeg voksede op, fandtes sådan en karakter slet ikke. I dag møder jeg både voksne og børn, som siger, at alle burde have en Miss Nelly.”
Hvad betragter du som din største bedrift?
”At have lavet min egen satiregruppe sammen med mine bedste venner, Laus Høybye og Mille Lehfeldt. Det startede, mens vi gik på Teaterskolen og talte om, at vi burde lave noget musikalsk satire, fordi vi altid var ved at dø af grin, når vi var sammen – og kunne mærke, at vi kunne noget sammen. Platt-form er mit faglige højdepunkt, fordi vi har skabt det selv. Det er som at have et band. Og det hænger også lidt sammen med at have svært ved at få roller. Jeg ville ikke have haft en karriere i dag, hvis vi ikke havde lavet Platt-form.”
Jakob Fauerby (t.v.) og satiregruppen Platt-form laver ’Året der gak’ på TV 2 Charlie. Foto: PR
Har du en fobi?
”Mange. Jeg er multi-fobiker. Jeg er rædselsslagen for at flyve, jeg hader højder, jeg kan ikke være i små rum. Det gav mig problemer i ’Børnene fra Sølvgade tager kampen op’, hvor det egentlig var meningen, at jeg skulle op i en luftballon. Jeg havde jo nok gjort det, hvis instruktøren og producenten havde insisteret, men det endte med, at manuskriptet blev skrevet om, så jeg slap.”
Hvad er det bedste overlevelsestrick, du kender?
”Man overlever ikke livet, hvis man ikke lever og er fuldstændig den, man er. Ingen kan blive rigtig lykkelig, hvis de ikke får lov til at være sig selv.”
Hvilket råd ville du give, hvis du mødte dig selv som dreng?
”Jeg kunne fjerne en masse bekymringer fra 14-årige Jakob, hvis jeg kunne sige: Bare rolig, det kommer til at gå godt. Du bliver gift, du får børn. Verden ændrer sig. Du får lov til at være den, du er. Og så ville jeg tilføje: Husk at få dig en pensionsopsparing.”
Hvem er dit forbillede?
”Min mor. Hun døde af kræft i 2011, og jeg bruger stadig hendes stemme som et kompas i livet: Hvad ville mor sige? Hun var klog, ordentlig, sjov og dejlig. Fagligt er Kirsten Lehfeldt mit forbillede. Hun har kendt mig, siden jeg var ung, og hun er hele Platt-forms mor. Jeg ringer tit til hende, når jeg er i tvivl om et job – og ofte ender det så med, at jeg siger nej.”
Hvad er dit bedste barndomsminde?
”Jeg har haft en god, tryg og kærlig barndom med mange små nedslag: at spille tennis på en blind vej, weekender hos min oldemor. Jeg voksede op i Smidstrup ved Gilleleje, et lille sted med 200-300 fastboende, men om sommeren blev vi 5.000. Der var marker, gravhøje, en lille skov og stranden tæt på. Et helt univers, man kunne lege i.”
Hvad er det vigtigste telefonopkald, du har fået?
”Det var, da Mehdi Avaz, instruktøren for ’Børnene fra Sølvgade’, ringede og spurgte, om jeg ville spille Miss Nelly. Jeg havde lige læst bogen for mit ældste barn, som ikke rigtig blev fanget af den, men den fangede mig. Hele mit hjerte skreg: Please sig, at jeg skal spille Miss Nelly. Og da han så spurgte, råbte jeg bare ”Ja!” alt for højt ind i røret. Jeg var bestemt ikke hard to get.”
Har du et ar, der fortæller en historie?
”Jeg har et ar på hagen, fordi jeg som barn styrtede på en legetøjsmotorcykel hjemme på vores lille, lukkede vej i Smidstrup og hamrede hovedet ind i en postkasse. På skadestuen ventede vi så længe, at såret ikke længere kunne sys, så jeg fik plaster på, og det var dét. Med tiden blev det til et stort ar på hagen. Da mine børn var mindre, plejede jeg at bilde dem ind, at jeg havde fået det i krig.”
Jakob Fauerby har kaldt rollen som Miss Nelly for den bedste og vigtigste i karrieren. Foto: Anne Schwartz
Hvornår har du været rigtig bange?
”Da min mor ringede og fortalte, at hun havde kræft. Mens hun stadig levede, ringede vi sammen hver dag, og den dag havde jeg glemt, at hun skulle til en undersøgelse på hospitalet. Jeg stod i min gamle lejlighed og kiggede ud over Amager Fælled en meget smuk dag i november, da jeg tog telefonen. Min mor sagde: ’Skat, jeg er ked af det, men det er kræft.’ Jeg faldt sammen på gulvet og græd. Hun døde et år senere, og det tab har givet mig en grund-angst for at miste, som er blevet forstærket af selv at få børn. Jeg har prøvet at vågne i min seng og tro, at min datter var død, så meget, at jeg skreg til min mand, at han skulle ringe 112, og nåede at bære hende ind i stuen for at give kunstigt åndedræt, inden jeg kom til mig selv og opdagede, at hun bare sov.”
Hvad er det værste ved at blive ældre?
”Denne sommer holdt vi skærmfri sommerferie med børnene, hvilket betød, at vi i stedet lavede en masse udendørs aktiviteter. For eksempel sjippede vi, og det var intet problem, men så ville ungerne lave vejrmøller. Jeg er skidegod til at lave vejrmøller, men da jeg skulle til at gøre det, kunne jeg mærke, at jeg simpelthen ikke turde lade min gamle krop kaste sig ud i det. Som skuespiller har jeg været vant til at kaste mig selv rundt på scenen i flere timer ad gangen, men det kan jeg ikke længere. Nu gør det jo en lille smule ondt, bare når jeg vågner og skal ud af sengen om morgenen.”
Hvordan kunne du godt tænke dig at dø?
”Folk siger tit, at de ville ønske, at hjertet bare holdt op med at slå, og at de kunne sove ind uden varsel. Sådan har jeg det slet ikke. Jeg nåede jo at have et år med min mor, inden hun døde, hvor jeg tog plejeorlov, og det var et sindssygt hårdt og smertefuldt forløb, men jeg ville ikke have været det foruden. Jeg nåede at sige farvel, og da hun døde, stod jeg med en følelse af rent savn og sorg – der var ikke noget, jeg ikke havde fået sagt, eller noget, vi aldrig fik talt om. Det vil jeg gerne give til mine elskede: at vi når at sige farvel til hinanden. Så i den bedste af alle verdener ligger jeg gammel og mæt af dage omgivet af alle mine nærmeste, inden jeg tilfreds kan møde, hvad det end er, der kommer.”
