’Paradis’, din nye forestilling, har ingen traditionel scenografi. Hvordan skal man se det for sig?
”Der er ingen fysiske kulisser, kun digitale billeder og universer, som bliver spejlet op på scenen. Publikum har 3D-briller på, så det fremstår som en komplet virtuel spil-verden, skuespillerne træder ind i. Det er som en virtual reality-oplevelse, hvor skuespillerne bare er til stede fysisk i det digitale rum.
Det er komplekst at sætte op, men jeg synes, teknologier er interessante. Nye teknologier giver muligheder for at fortælle nye historier og skabe nye verdener. Jeg holder meget af klassisk teater, men jeg synes også, vi er nødt til at lave nogle historier, der afspejler udviklingen og det, der foregår i vores liv her og nu – og en stor del af det er defineret af de nye teknologier.”
Hvorfra kom ideen til den her historie?
”Der var to ting, vi ville tage fat i: klimakrisen og kunstig intelligens. I mine øjne de to største udfordringer, vi har i dag. Kunstig intelligens kan hjælpe os med at screene for kræft – og andre fantastiske ting. Kunstig intelligens kan også bruges af militærindustrien, og den kan gøre en hel ungdom afhængig af sociale medier.
Teknologien er både hjælpsom og problematisk. Nogle har en forhåbning om, at den kan hjælpe os med at løse klimakrisen. Hjælpe os med at blive bedre til at forstå os selv, og hvad vi har gang i, så vi bliver bedre til at være her sammen med de andre levende væsener på planeten. Kunstig intelligens er allerede langt i forhold til at bringe os mere i kontakt med den natur, som vi har mistet kontakten til. Kunstig intelligens har knækket koden til grisens sprog og til underjordiske svampenetværk. Og mange teknologer tror på, at AI-drevne løsninger bliver det, der redder os i sidste ende.”
Hvordan har I gjort de her store spørgsmål til dramatik?
”Teater er skønt, fordi man kan give krop til nogle vilde ideer og påstande. Stykkets hovedkarakterer er biologen Eva og kultur-antropologen Adam. Biologen siger: ’Teknologierne skal nok fikse vores verden, ligesom de altid har fikset vores problemer igennem tiden.’ Antropologen mener, at mennesket er problemet, og at vores forhold til naturen må ændre sig. Han siger: ’Der var engang noget, der hed Paradisets Have. Den blev vi strittet ud af. Kan AI knække koden og bringe os tilbage til paradiset?’
Jeg skal ikke spoile for meget om, hvad der så sker. Men spørgsmålet er selvfølgelig, om de kan redde verden – sammen med publikum, der inviteres til at tage planter med i teateret.”
Hvad skal planterne i teatersalen?
”Planter har et liv, men ikke den slags liv, vi normalt tænker på. Og er derfor et eksempel på, hvordan vi har fjernet os fra naturen og mistet et fælles sprog. Vi giver planterne mulighed for at bidrage til musikken til forestillingen. Vores svenske komponist Paul Khadra har udforsket plantemusik. Han sætter sensorer på planterne. Planter har en puls. Den stiger, hvis du vander planten, giver den gødning, rører ved den eller sætter den sammen med andre planter. Det kan man høre, hvis man oversætter impulserne og forstærker lyden. På den måde kommer du måske lidt tættere på din plante i løbet af aftenen. Og så har du jo nogen, du kan snakke med om forestillingen bagefter.”
Går man opløftet hjem fra teateret?
”Ja, det synes jeg – og eftertænksom. Vi får jo nyheder hele tiden. Og verden er tosset. Great Barrier Reef smuldrer i varmen, og vanvittige videnskabsfolk forsøger at køle koralrevet ned med kunstig havgus. Golfstrømmen truer med at sætte ud, fordi isen smelter. Krill er ved at uddø og bryde fødekæden i verdenshavene. Mængden af information ender med at få os til at lukke øjnene. Vi kan jo ikke holde til det. Her tror jeg, kunsten og teateret kan være med til at åbne snakken om, hvad vi faktisk kan gøre i stedet for at gå handlingslammet rundt.”
Foto: PR
Er du selv teknologibegejstret?
”Jeg er hverken begejstret eller forskrækket. Jeg har med stor interesse arbejdet med teknologier gennem det meste af min karriere. Jeg synes, en af de største problemstillinger i dag er, at mange teknologier er gemt inde i vores smartphones og andre devices, og at de i stadig højere grad høster vores data og følelser på måder, som vi ikke er klar over. Hvilket fører til det helt store spørgsmål: Er det os, der styrer teknologierne, eller teknologierne, der styrer os?
Mit syn på det er, at hvis vi ikke giver de her teknologier – AI for eksempel – til kunstnere, teaterfolk og så videre, så er der ingen til at kaste skruenøgler ind i maskinrummet. Det er det, vi forsøger at gøre med den her forestilling. Hver aften forsøger vi i fællesskab med publikum og en improviserende AI at blive klogere på, hvad det er for en verden, vi lever i. Og hvad det er for et paradis, vi drømmer om. Det er seriøst. Og det er humoristisk. ”
