Indlæg

Som scenetekniker på Odense Teater fører Pernille Bejder scenografernes vilde ideer ud i livet. I fem akter fortæller hun om håndværket bag kulisserne og om at slå iskoldt vand i blodet, når forestillingen ruller, og svævende rekvisitter falder ned.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Karoline Lieberkind

1.

Som mange andre teenagepiger troede jeg, at jeg skulle være skuespiller. Jeg gik på Musik- og Teaterhøjskolen i Toftlund, hvor jeg udfordrede mig selv, min krop og min omverden. Jeg fik en bekræftelse af, hvor fantastisk teaterverdenen virkelig er, men jeg fandt også ret hurtigt ud af, at jo, det kunne da være ret sjovt at være skuespiller, men det var ikke det, der sparkede røv for mig. Det var kulisserne og håndværket. 

Det kræver en del at være skuespiller. Jeg havde ikke disciplinen til det, og jeg har også altid syntes, at det var sjovere at bygge og arbejde med kreative ting. Når jeg fik øje på et nyt materiale, tog jeg fat i det og undersøgte, hvad det kunne. Det kunne være at lære at strikke, men jeg har også arbejdet med læder, beton, uld, træ, jern, aluminium og at garve skind. 

På et tidspunkt arbejdede jeg i en børnehave, og dér fandt jeg ud af, at jeg er håndværker. Jeg har brug for at kunne se, at det er det her, jeg har lavet i dag. Og det er svært at se på en flok børn, der er gået hjem.

Senere fik jeg en læreplads på Aarhus Teater, og det var noget af det allerbedste. Det var så vildt at være med til at skabe de forestillinger, vi havde der. Den første forestilling, jeg var med til, var ’Beach Boys teaterkoncert’. Scenografen brugte hele scenerummet, og i en af de første scener kom der en kæmpe kjole ned fra oven med to skuespillere indeni, og den flyvning var jeg med til at lave. Den ene skuespiller vendte på hovedet og sang imens. Den forestilling var så stor og vild, og vi knoklede hele tiden. Det var fantastisk. Fed musik og fede skuespillere.

PERNILLE BEJDER

39 år. Arbejder som scenetekniker på Odense Teater. Uddannet teatertekniker i 2011.

Har tidligere arbejdet på Aarhus Teater og bygget modeller til blandt andet Randers Regnskov. Bor i Bogense. Gift og mor til Svend, Gorm og Skjold. Bruger sin fritid med hænderne. Om så det gælder at restaurere hus, ordne have eller producere diverse legedimser til børnene.

2.

En scenetekniker som mig bygger kulisserne på teatret op. Der kommer en scenograf og siger: ”Hey, jeg skal bruge den her svævende sofa, der skal komme ind over scenen.” Vi kommer så med nogle løsningsforslag og siger: ”Det kan desværre ikke lade sig gøre, men vi kan gøre det på den her og den her måde i stedet for.” Vi har snedkere, malere og en smed, der bygger det grove, og bagefter sætter vi tingene sammen på scenen. 

Jeg har tit prøvet at lave en rekvisit, hvor man er sådan: ”Yes! Jeg blev færdig med den.” Og så siger de på teatret: ”Jamen, den scene strøg vi i går.” Nå. 

Det fede er heller ikke at komme med den færdige ting, det fede er at lave den. Så det er egentlig ligegyldigt, om den skal bruges eller ej, for jeg har fået lov til at lave den her skidefede dims. Jeg løste opgaven. Måske kan den bruges en anden gang. 

Jeg får aldrig forestillingerne ordentligt at se, fordi jeg er med til at afvikle dem. På forestillingsaftenerne er det os sceneteknikere, der sørger for, at tingene sker, når de skal. Vi er med til at øve, og til forestillingerne sørger vi for, at de rigtige kulisser eller rekvisitter kommer ind på de rigtige tidspunkter. 

Satireforestillingen ’Vi bygger en vej’ om et byråds trafik-fiasko fik anmelderne til at klaske sig på lårene i foråret 2022.

3.

Under en af forestillingerne til Beach Boys-teaterkoncerten i Aarhus var der en skuespiller, der skulle hægte en kasse fast på en krog. Der var så en anden skuespiller, der skulle kravle ind i kassen og sidde helt krummet sammen og synge en sang, mens kassen blev hejst højt op. Men en aften kom kassen ikke rigtigt op at hænge. Den faldt ned, mens skuespilleren sad og sang inden i den. Han havde ikke nogen som helst chance for at tage fra og faldt ned med hele sin vægt, klask! Han forstuvede vist bare sin arm, men han måtte køres på skadestuen under forestillingen. Ham, der havde hængt kassen forkert op, var selvfølgelig vildt ked af det, og han måtte synge den andens sange resten af aftenen. Efter episoden kom en scenetekniker på scenen, der iført et kostume hængte kassen op. 

Når der sker uheld, sørger vi først for enten at få skuespilleren ud eller at få fortæppet ned foran kulisserne, og så går forestillings­lederen ind og giver en meddelelse. Man tænker fuldstændig klart i de situationer. 

Hvis jeg har lavet en fejl, som er 100 procent min egen skyld, skriver jeg den op, og så gør jeg det aldrig mere. Jeg har en lille liste på bagsiden af lågen til mit skab. 

SCENETEKNISK SET

En scenetekniker skaffer rekvisitter og sætter lys og lyd på teaterscenen. De er med, når kulisserne skal bygges, og når forestillingen kører. På Odense Teater er der syv sceneteknikere, et par elever og en teamleder.

4.

Vi lavede ’Jul på slottet’ i vinter på Odense Teater, og der kom gardiner ind mange gange i løbet af forestillingen. Jeg tror, at der var 72 scener, hvor der var skift, og det var mig, der kørte gardinerne frem eller bar en seng ind på bestemte tidspunkter. Det kørte på en drejescene, så når der var én scene i gang, satte vi klar på de to andre sider af drejescenen. Vi var fire til at skifte scenerne.

Siden 1994 har jeg været stor Pyrus-fan. Som barn var en af mine store drømme at lave rekvisitterne og kulisserne til ’Pyrus’. Det var Martin Miehe-Renard, der instruerede ’Pyrus’, og det var også ham, der instruerede ’Jul på slottet’, så der var jeg tæt på den ultimative drøm. Det kunne næsten ikke blive større.

Til en af juleforestillingerne var der en skuespiller, der fik en splint i øjet. Og så måtte vi spørge ud blandt publikum i pausen: ”Er der en læge eller en sygeplejerske til stede?” Man stopper jo ikke en forestilling, fordi der er en, der har fået en splint i øjet. Der var en sygeplejerske, der lige kom med bagved og kiggede. Og publikum elsker jo sådan noget. Teater er levende. Det er ikke bare en film, man sidder og kigger på. Det er rigtige mennesker. 

December-klassikeren ’Jul på slottet’ trak rekordmange gæster til Odense Teater i 2021.

5.

Teaterfolk er gode til at fejre. Der er både premierefest, midtvejsfest og afslutningsfest. Men jeg er ikke så meget af en festabe. Jeg synes, det er sjovere at arbejde, og vi skal også tit op og tage scenen ned morgenen efter afslutningsfesten. 

Der var en forestilling, som vi havde holdt afslutningsfest på, og ham, der havde haft hovedrollen, var glad og lettet. Han havde virkelig knoklet røven ud af bukserne, og da vi næste formiddag klokken 10 var ved at pille scenen ned, kom han gående med to øller i hånden og sagde: ”Hej! Nå, er I i gang igen?” Han var ved at slippe den rolle der, og det var, ligesom det skulle være. 

Når folk spørger, hvad jeg laver, siger jeg, at det er mig, der er med til at opfinde den flyvende sofa. Desværre er jeg ikke blevet udsat for konkret at lave den flyvende sofa, ikke endnu, men det kunne være sjovt. Jeg har selvfølgelig allerede lavet nogle muligheder til, hvordan den kan laves.

Tit sidder jeg derhjemme med en følelse af, at jeg gerne vil lave et eller andet. Men jeg har brug for nogen, der kommer med de tossede ideer. Derhjemme er det børnene, der siger: ”Mor, jeg skal bruge en ærteskyder.” På arbejdet er det så scenograferne, der kommer med ideerne. Jeg elsker det.

ODENSE  TEATER

er Danmarks næstældste og har rødder tilbage til 1796. H.C. Andersen arbejdede i en periode som plakatopsætter på teatret. I 1914 flyttede Odense Teater til sin nuværende residens på Jernbanegade. Dengang kunne man købe en flaske snaps til fem øre, og den første forestilling på det ’nye’ teater var ’Ole Lukøje’ af H.C. Andersen.

På Odense Teater hænger omkring 17.000 kostumer til minde om mere end 200 års teaterhistorie. Teateret har gennem tiden uddannet en række kendte skuespillere. Blandt andre Sonja Richter, Lars Ranthe, Nicolaj Kopernikus, Hella Joof og Thure Lindhardt.

I Danmark har vi ikke ’High School Musical’, men alligevel kan man synge, danse og spille sig ind på scenen med SU i kostumet. Mød 23-årige Mira Andrea Balloli, der er ved at uddanne sig til rentonet musicalstjerne på Fredericia Teater.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Martin Dam Kristensen, PR

DE FLESTE UDDANNELSER handler om at kigge ned i en bog, men ikke når det gælder en bachelor i musical. Her skal man kigge op, mens man danser og synger. 

Musicaluddannelsen på Den Danske Scenekunstskole er på lige fod med statskundskab, sygeplejerske og softwareteknologi et fuldtidsstudie med de obligatoriske 180 ECTS-point and all that jazz. En af dem, der træner og øver sig benhårdt i de tre hovedfag dans, sang og skuespil, er 23-årige Mira Balloli.  

”Jeg har altid sunget,” siger hun på en kaffebar i Københavns Nordvestkvarter og ligner en ung Audrey Hepburn i en version 2023 i casual jeans og en blank, mørk page, mens pladespilleren sender jazzede toner ud i den dovne søndagsluft.

Mira Balloli kom ind med toget fra Fredericia i aftes. Hun skal lægge stemme til en tegnefilmsfigur i et studie lige i nærheden lidt senere. En nebengesjæft ved siden af studiet.     

”Brrrrrrr,” siger Mira Balloli så og sætter sine læber til at vibrere med en rytmisk kontrolleret bevægelse, da hun skal demonstrere de stemmeopvarmningsøvelser, som hun ifølge sin mor lå og lavede nede i barnevognen. 

”Hende der, hun bliver operasanger,” havde moren spået, og hendes profeti har indtil videre ikke slået helt fejl. Mira Balloli har godt nok ikke optrådt med opera, til gengæld har hun haft roller i store teaterforestillinger og lagt stemme til hovedrollen i Disneys biograffilm ’Encanto’. Og så knokler hun sig hen imod at dimittere som bachelor i musical i 2023 sammen med syv andre på sin årgang på Den Danske Scenekunstskole i Fredericia.

Stangskole er en fast del af skemaet. Mira Balloli (i midten) til balletundervisning med sine medstuderende.

Hun drikker latte med havremælk og fortæller indlevende, at det også var i den tidlige barndom, hun arrangerede sin første forestilling. I en stor dobbeltstue hjemme på Nørrebro klædte Mira sig som femårig ud og satte Carl Nielsens ’Tågen letter’ på spilleren og lavede danseopvisning til de klassiske fløjtetoner. 

”Min mor var kidnappet til at kigge på,” siger hun og erkender, at hun nok mest bare hoppede lidt rundt. Men inde i hendes hoved blev der fortalt en klar og tydelig historie gennem dansen og musikken.  

”Jeg har haft en meget livlig fantasi. Det har sikkert set helt anderledes ud fra den anden side, men det har set rigtig godt ud fra mit perspektiv,” siger hun, mens hun skærer skiver i luften og griner, så øjnene klemmer sig sammen til skrå mandler. Hun snakker med hele kroppen og bruger fagter, der understøtter de sproglige pointer.  

Som syvårig optrådte Mira Balloli for første gang i Hellig Kors Kirke på Nørrebro foran et publikum, der talte andre end hendes mor. Sammen med resten af et børnekor skulle hun give en Disney-koncert i kirken. Korlederen havde opfordret børnene til at klæde sig ud, og på koncertdagen kom Mira i fuld Minnie Mouse-mundering. Som den eneste.  

”Jeg skrålede med på alle Disney-sangene. Og dér tror jeg ligesom, min mor og min papfar fandt ud af, at jeg skulle lave teater. Jeg var all in. Der var bare fuldt kadaver på!” 

Efter den oplevelse tog det fart. Mormoren så en annonce i avisen om, at man ledte efter skuespillere til forestillingen ’Mary Poppins’ på Det Ny Teater. Mira tog til audition og fik rollen som den lille Jane Banks, og teatret tog hende med storm.  

MIRA ANDREA BALLOLI 

23 år. Født og opvokset på Nørrebro. Studerer en bachelor i musical på Den Danske Scenekunstskole i Fredericia. Dimitterer efter planen i 2023. Har blandt andet medvirket i ’Mary Poppins’ på Det Ny Teater. Lægger stemme til hovedpersonen Mirabel i Disneys ’Encanto’, der havde premiere i Danmark i november 2021. Har lagt stemme til adskillige figurer fra Disney Junior, Nickelodeon og DR.

I FOLKESKOLEN VALGTE Mira Balloli altid sit eget tøj. Hun gik i benvarmere, dyreprint og voldsomme farver. Og teatret var hendes store lidenskab hele vejen igennem. Da klassekammeraterne helt naturligt begyndte at interessere sig for drenge, skiftede hun i 7. klasse til Sankt Annæ i København, hvor de havde kor tre gange om ugen, og mange af eleverne spillede på instrumenter.   

”Vi lavede alle mulige mærkelige ting – dåseskjul i 8.-9. klasse – og nogen har nok tænkt: ’Hvad fanden laver I?’ Men vi havde det bare virkelig godt med det. Det var meget befriende,” siger hun. ”Folk gik rundt og trommede på gangene. Enten er man til det, eller også er man ikke. Men jeg var til det, haha. Det var lidt ligesom at være med i ’Glee’ (amerikansk ungdomsmusical-serie, red.), bare i en sober version.”  

Efternavnet Balloli er som skabt til at stråle på en lysende teater-markise, men først skulle en flyvsk drøm om at blive pilot afprøves.

”Den verden giver mig sommerfugle i maven. At lande og lette. Det er mega­smukt. Og den frihed. At kunne være oppe i luften,” siger Mira Balloli, der fik testet drømmen af et sted over Borup med Copenhagen AirTaxi. Men efter prøvetimen kunne hun mærke, at hun ikke skulle flyve hver dag resten af livet.  

”Det er meget godt lige at få de der adrenalinkick og mærke, at man lever. Det får man jo også til auditions, og når man står på en scene. Okay, nu gælder det!” siger hun, mens guldmåner og stjerner danser fra hendes øreflipper. Det er, som om hun bliver holdt oppe af en snor, mens hun sidder ergonomisk korrekt som en knejsende Hollywood-stjerne modsat mange andre på hendes alder, der ofte ligner en al dente-nudel ved et bord. Med en stemme, der er støvsuget for øh’er og tænkepauser, fortæller Mira Balloli, at hun senere kom til at tænke teaterdrømmene ind i uddannelsesbanen: Hun ville gerne søge ind på musicaluddannelsen i Fredericia.  

Alle kan søge, men man skal igennem omfattende prøver i dans, sang og monolog for at blive en af de otte om året, der får lov til at gå på musicallinjen. Mira Balloli kom ikke ind i første hug som 19-årig. Derfor gik hun knokle-amok i et år på Savery Academy på Christianshavn og på Central Musical Theatre School på Vesterbro, der begge er forberedende skoler for dans, sang og optræden.  

”Hold kæft, jeg var dedikeret det år. Jeg kunne bare mærke: ’Det er det her, jeg skal. I slipper ikke for mig.’ Det var, som om det afslag også gjorde, at det blev mere betydningsfuldt for mig at komme ind,” siger hun og forklarer, at det også er sundt tidligt at vænne sig til at få afslag, fordi det er en stor del af gamet i teaterverdenen. 

På musical-uddannelsen synger de en masse i kor.
Mira Balloli skråler med som nummer to fra højre.

MUSICALGENREN BLEV FØDT på Broadway i New York i begyndelsen af 1900-tallet. Det er en teaterform, hvor talt dialog veksler med sang og dans gennem hele forestillingen. Tager man den store fordoms-hat på, er det let at forestille sig, at en flok musical-aspiranter samlet på en uddannelse er en happy go lucky-forsamling, der bryder ud i sang, hvis de skal på toilettet eller genfortælle dagens menu i kantinen.  

Mira Balloli griner, da hun får billedet forelagt, og udbryder: ”Nej, sådan er det ikke. Det er faktisk ret normale unge mennesker. Men det er jo klart, at nogle gange synger man et eller andet – også for at gøre lidt grin med det,” siger hun og slår over i en både ren og ironisk sangstemme: ”Uuuh, nu går jeg på toiletteeet.”

”Det er altid med en form for satirisk undertone og en virkelig ironisk distance,” fortsætter hun med almindelig stemme. ”Det er overdrevet og lige med et lille riff,” siger hun og lægger sit ansigt i dybtfølte popstjernefolder. I det hele taget rummer hun et væld af ansigtsudtryk, der kan illustrere et helt følelseskartotek. 

I Fredericia bor musical-eleverne tæt på hinanden. De spiser aftensmad sammen, øver sammen og har i det hele taget skabt deres eget lille campusmiljø. Sammen lærer de alt fra balletteknikker til belcanto, en italiensk teknik for ’smuk sang’. For Mira Balloli, der er født og opvokset på Nørrebro i København, var det lige dele hyggeligt og vildt at flytte til Fredericia. Der er ikke noget, der forstyrrer. 

”Det var vildt at mærke, hvor meget larm jeg var vant til fra København,” siger hun. ”Der er rigtig roligt i Fredericia. Og der er dyr. Så er der lige pludselig en hjort, der løber ned ad ens gade. Eller man ser en lækat og et pindsvin på gaden!” 

MUSICAL-UDDANNELSEN

For at komme ind skal man igennem to optagelsesprøver, hvor man blandt andet skal demonstrere evner inden for sang, dansearter, monolog og rytme. Musicalakademiet i Fredericia blev eta-bleret i 2000 og er en del af Den Danske Scenekunstskole, der blandt andet uddanner skuespillere i Aarhus, Odense og København. I 2017 blev bacheloruddannelsen i musical SU-berettiget og kom på finansloven.

Mira Balloli har haft mange store roller, selvom hun er under musicaluddannelse. Blandt andet spillede hun Annie i forestillingen af samme navn på Det Ny Teater.

De tre årgange på bacheloruddannelsen tæller 24 elever, og hvert år laver de sammen en såkaldt showcase, en forestilling, som eleverne står for. Førsteårseleverne agerer produktionshold, andetårseleverne er ensemble, mens tredjeårseleverne har de bærende roller. På sit første år var Mira Balloli scenetekniker og rekvisitør. 

”Det er vigtigt at have respekt for, hvad produktionen laver, så det ikke bliver sådan noget: ’Hvorfor er min rekvisit ikke klar!?’ Man bliver taget med hele vejen rundt, og det er så givende,” siger Mira Balloli, der drømmer om at udforske alle afkroge af sit fag, men mest af alt om at revolutionere musicalgenren i Danmark.

”Jeg føler ikke helt, at musical er en etableret genre i Danmark. På mange måder copy-paster man fra Broadway. Vi sætter de samme forestillinger op,” siger Mira Balloli og nævner ’Grease’ som en gammel traver, man ofte vender tilbage til. Hun mener, at musicalgenren her til lands lider lidt af et blakket og karikeret ry. I stedet for at kopiere newyorker-kulturen drømmer den unge musical-aspirant om at lave forestillinger, der repræsenterer den danske ungdomskultur, så en ung gymnasiepige i for eksempel Herlev også kan relatere til dem. 

”Og få skrevet noget musik, der passer til. Det tror jeg ville batte!”

FREDERICIA TEATER

Holdt rejsegilde i 1898. Jævnet med jorden i marts 1945 under schalburgtage, da tyskerne ville have hævn for den danske modstandsbevægelses sabotage – blandt andet ved at smadre steder, der var samlingspunkt for danskerne. Et nyt teater blev indviet i 1956. Er i dag en musical-mastodont og har vundet adskillige Reumert-priser. Gik konkurs i 2020, men genopstod i 2021.

 

I skræddersalen på Det Kongelige Teater bliver magiske kostumeskitser til virkelighed. Tag med ind i en verden af tyl, fingerbøl og matematisk akkuratesse.  
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Ulrik Jantzen

SOLEN BLÆNDER OM kap med Nyhavns glitrende vand og cyklisternes solbriller. Det er sådan en dag på Kongens Nytorv i Indre København, hvor der dufter af varm asfalt, hårdtpumpede cykeldæk og nyristede hotdogs. Midt i en myriade af kamera-knipsende turister, Wolt-bude med fastfood-skjold på ryggen, biler, der gasser op, og cykler, der suser forbi, ligger Det Kongelige Teater. 274 års teaterhistorie tårner sig op mod en sommerblå morgenhimmel med irgrønne statuer, buede balkoner, murstens-krummelurer og guld galore.

Går man venstre om teatret ned ad August Bournonvilles Passage, finder man en tung bronzedør, der er første skridt på vejen mod skræddersalen, arnestedet for alle kostumerne, der vækker forestillingerne til live på både Gamle Scene, Operaen og Skuespilhuset. Men indenfor bliver glamouren sat på et øjebliks pause. Linoleumsgulve, klinisk hvide vægge og lysstofrør, der får én til at misse med øjnene, henleder umiddelbart tankerne på en kommunal forvaltning. Men en tur med elevatoren er en vaskeægte ’Alice i eventyrland’-manøvre. På et splitsekund er alle rester af offentlig forvaltning borte, og en verden af tyl ligger for ens fødder. 

Lyset tonser scenisk ind fra de store loftsvinduer, og støvpartiklerne danser i luften mellem alle tutuerne – strutskørternes retmæssige franske navn – der hænger fra loftet med hovedet nedad, så de holder den helt rette facon. Kostumeproduktionen er delt op i en herre- og dameafdeling, og skørterne duver som tylskyer over dameskræddersalen.

DET KONGELIGE TEATER

Bliver også kaldt Danmarks nationalscene. Består af Operaen, som ligger ved Holmen, Skuespilhuset på Sankt Annæ Plads og Gamle Scene, som ligger på Kongens Nytorv. Det er her, skræddersalen ligger. Gamle Scene blev indviet i oktober 1874, den er i dag teatrets ældste bygning, og det er her, skræddersalen ligger.

I 1875 kostede de bedste billetter to kroner. Lysekronen fra dengang hænger der stadig og vejer 950 kilo.

Kostumesamlingen på Det Kongelige Teater er en af de største og ældste i verden. Den rummer 3.000 kostumer og kostumedele, der kan dateres helt tilbage til 1700-tallet.

Nål tråd og kridt. De essentielle værktøjer i sykassen.

SYMASKINERNE HAR alterpladsen på skrivebordene i dameskræddersalen. Bordpladerne bugner af perler, nåle, tyl og fingerbøl. Målebånd og fjerboaer hænger fra arbejdslamperne, dansende i sommerbrisen, der slipper ind. I det hele taget er det som at træde ind i en overdimensioneret sytøjsæske. Der er ikke en eneste computer at spotte. Til gengæld er der hele vægge med tråde eller knapper fra gulv til loft, der repræsenterer farveskalaen, strygestationer, giner og det ene stativ efter det andet med kostumer til teatrets mange forskellige forestillinger. Symaskinerne udsender en konstant, men messende baggrundsstøj, der smyger sig ind imellem samtaler om weekendplaner, ærmesøm, der skal fikses, og liv, der skal sys ind. Her siger man damesiden og kongesiden i stedet for højre og venstre.

Midt mellem kjoler og jakker, der tager hjernen på magisk tur til både Karen Blixens Afrika og jule-eventyrlige ’Nøddeknækker’-skrud, står et skrivebord, der i fredagens anledning er taget i brug til syltetøj, Nutella og fredags-franskbrød. 

”Du får lige nogle hoftestykker i stretch,” er der en, der siger, mens en anden er bøjet over nogle lapper, der kaldes ærmeblade. De fleste af kostumerne kan hverken renses eller vaskes, og derfor syr man aftagelige lapper i, der sidder i armhulen og agerer sved-sugere. 

”De bliver virkelig klamme,” siger skrædderen og kigger op fra arbejdet. Balletdansernes tætsiddende trikoter vaskes dog, og de er lavet af slidstærkt lærredsstof, der tåler både spring og spjæt.

NOGLE GANGE GENBRUGES kostumer helt tilbage fra 1970’erne. Andre gange må færdige kostumer sendes på fjernlageret, fordi forestillingens designer pludselig har fået en ny idé. Og det kan godt gøre en lille smule nas. En enkelt tutu tager immervæk en skrædder omkring 25 timer at lave.

”Vi har også prøvet at lave noget, der bare måtte kasseres, og der har man det sådan lidt: Så tror jeg bare, at vi skal have champagne på fredag,” siger 46-årige Christina Surlykke, der har været dameskrædder på Det Kongelige Teater i 25 år. Egentlig skulle det bare være en 10 ugers praktik, da hun som ung og grøn skrædder-aspirant trådede sin nål for første gang i den gamle sal.

”Det var angstprovokerende dengang. Jeg var meget, meget ung, og det var en lidt ældre generation, der var her,” siger hun og forklarer, at der var en hulens masse regler. For eksempel måtte man ikke skifte tråd på bestemte maskiner uden at råbe ud i lokalet, hvilket godt kunne virke grænseoverskridende for en novice. 

EN KONGELIG AFFÆRE

Dansk Teater fejer i år 300-års jubilæum, men begyndelsen var svær. Da den religiøse Christian VI overtog kongemagten i 1730, lukkede han de små steder rundtom i landet, der opførte skuespil. Han mente, at teatre og forlystelser i det hele taget forpestede sjælen og var den sikre vej til helvede. Men i 1746 blev den festglade Frederik V konge, og to år senere, i 1748, sørgede han for, at Det Kongelige Teater åbnede. Folket fik mulighed for at opleve den glittede teaterverden, for kong Frederik V havde bestemt, at der skulle være offentlig adgang.

Christina Surlykke griner, da hun fortæller det, og kommer med en lettere skrædderteknisk forklaring om, hvorfor det egentlig var smart nok, det med råberiet og tråden. ”Vi gør det nok også selv lidt. Hvis man spurgte nogle af de nye, har de det nok også sådan lidt ’gisp’ over at være her,” siger hun.

Franske gloser og skrædderslang blander sig med en ærkekøbenhavnsk dialekt, når Christina Surlykke snakker. Hun fortæller, at de klipper takker på tylsskørter i hånden, fordi der ikke findes nogen takkesakse så brede. Desuden er takkerne så godt som livsnødvendige, for er skørterne lige, skærer de hul i dansernes lår.

På de fyldte kostume-stativer hænger post-its fast med knappenåle med instrukser til den næste velmødte skrædder i salen. Nåle trådes, stof klippes, og summende produceres der sceneværdigt tøj som honning i en bikube.

Dameskrædder Christina Surlykke i fuldt sving.

DAMESKRÆDDERSALEN GLIDER OVER i herreskræddersalen. De to arbejdsværksteder er kun adskilt af glasvægge. En døråbning markerer skellet, og den seværdige forskel rammer straks. Det er som at træde ind i Frank Sinatras garderobe. Herreskræddersalen emmer på én gang af New York, Italien og 40’ernes snorlige og galante linjer. Der hænger høje hatte og slips, skjorter og jakker og bukser med pressefolder. Kanterne er skarpere, farverne mere nedtonede. Men som i dameafdelingen dufter der af maskinolie fra presse-stationer, og der summer af arbejdsiver.

Ved et hæve-sænke-bord står 61-årige Magnus Tougaard. Han er tilskærer og projektleder og har været på Det Kongelige Teater, siden han fik en elevplads som herreskrædder i 1992. Egentlig havde han tænkt, at han nok skulle være bankmand, for han var god til matematik. Men han var også pioner inden for skateboarding i 70’ernes Danmark, og på et tidspunkt følte han virkelig for et par røde shorts med store hvide prikker. Da han tilfældigvis arvede en symaskine, kom shortsene i hus med hjælp fra en fingernem nabo.

Knap-kartoteket fylder en hel væg.

”Jeg sad der med min håndsvingssymaskine og fik skruet de shorts sammen og var pavestolt. Der åbnede sig en helt ny verden for mig. Hold da fast, man har et stykke stof, og så kan man lave hvad som helst!” siger han. Begejstringen over, at han var den eneste i verden, der ejede lige præcis de shorts, fik ham til at sy mere og mere – blandt andet jakker med brede skuldre til sit Duran Duran-inspirerede band og senere kostumer til en teaterforestilling i Helsingør.

”Jeg kastede mig ud i det, og en kæmpe dør åbnede sig. Det var fandeme spændende,” siger Magnus Tougaard, stadig med begejstring i stemmen, mens han står ved sit skrivebord, der er fyldt med smukke skitser med håndskrevne noter og real size-papirklip. 

Herreskræddersalen set fra oven.

NÅR KOSTUMEDESIGNEREN HAR et design færdigt til en forestilling, er det i første omgang en tilskærer som Magnus Tougaard, der regner på former og størrelser og laver udklip af bukser og jakker i ét stort bagepapirs-puslespil, som skrædderne bruger som skabeloner til stoffet. Der er linealer i alle former og størrelser, og den matematiske akkuratesse udfolder sig således her i teaterregi i stedet for i en bankfilial.

Lige nu er han i gang med at lave bukser til en scene i den kommende forestilling ’Gotta Dance’, en helaftensballet, der angiveligt tager tilskuerne med tilbage til det gamle, glamourøse Hollywood. Bukserne er slænget hen over skrivebordet, og Magnus Tougaard viser med en håndværkers brede fingre, hvordan de kun er riet med løse sting i bunden. Det forlyder nemlig, at de skal være videre forneden. I et tilstødende glaslokale står chefdesigneren på forestillingen, Jonathan Morrell, og bladrer minutiøst igennem farveprøver. Han bider i sin brillestang af bar koncentration. Den helt rette nuance af blå skal vælges.

SAGENS STILLING

I gamle dage tiltrak skrædderfaget folk med et svækket fysisk helbred, fordi det var stillesiddende. Onde tunger kaldte skræddere for ’skrinkel-ben’, et nedsættende ord for en person med tynde, vaklende ben. Skrædderne sad ofte med krydsede ben og fødderne trukket op under sig, altså i skrædderstilling. På den måde kunne de sidde i vindueskarmen tæt på det naturlige lys, og desuden kunne de bruge benene til at bevæge stoffet nemmere, end hvis de sad ved et bord. I dag er skrædderstillingen også en yogastilling mod stive hofter.

Rundtomkring på bordene ligger der fuldvoksne metalsakse. Magnus Tougaard har givet sig selv en italiensk grand cru-model i gave, og han tager den op til fremvisning og gnider den mod håret på sit baghoved på begge sider, som en Global-kniv på en slibeblok. 

”Så får den lige lidt hårfedt på,” siger han og videregiver dermed et skrædder-tip om, hvordan man får en saks til at glide ubesværet gennem et stykke stof.

Magnus Tougaard er ferm med en saks.

SNAKKEN BEGYNDER FOR alvor at bryde ud. Det er tid til frokost. Der er naturligt opbrud, symaskiner slukkes, og porcelæn og bestik begynder i stedet at klirre. En praktikant står stadigvæk med uigennemtrængelig koncentration og prøver at lure sin læremesters maskinelle præcision, når han fører sting igennem stoffet.

Elevatoren gelejder én gennem kaninhullet igen, og i løbet af et fingerknips er man tilbage på Kongens Nytorv, hvor man med ét vågner fra syæske-drømmen. Turisterne står her stadig med solhatte og kurs mod en kanalrundfart, og symaskinerne er erstattet af insisterende benzin-brummen. Midt i det hele står Det Kongelige Teater stadig som en af de sidste analoge bastioner og skinner om kap med solen.

Slip din indre Shakespeare løs, og lad de skrå brædder forføre dig. Rundtom i landet står dansk teater parat til at lokke dig – og dine børn – ud i nye efterårseventyr.
Tekst:RedaktionenFoto:Per Arnesen/Yellow1.dk, Folketeatret, Allan Toft, Lynge Nielsen/NørregadeTeatret

VERDENSBERØMT MELANKOLI OG TYROLER-MAGI 

Lars von Triers film ’Melancholia’ vandt et væld af priser og international anerkendelse efter sin premiere i 2011. Nu er det igen muligt at opleve de to søstre Justine og Claire, der prøver at stå sammen, mens verden er ved at kollapse. Den apokalyptiske fortælling om, hvordan mennesket håndterer jordens undergang aldeles forskelligt, vises indtil 28. september på Aarhus Teater. Og så er der amoriner i luften, national nostalgi og godt tyroler-humør, når teatret slår dørene op for ’Sommer i Tyrol’ 29. september. Oplev blandt andre ’hele Danmarks Bamse’, Søren Hauch-Fausbøll, i en af hovedrollerne.

Læs mere på aarhusteater.dk

’Den poetiske raptus’ på Folketeatret.

ET 300-FOLDIGT LEVE

Den dansk-norske forfatter og nationalskat Ludvig Holberg blev født i 1684 som den yngste i en søskendeflok på seks i Nordnorge og døde som baron i København i 1754. I sin levetid opbyggede han et enormt forfatterskab. Han gik enevælden på klingen og udfordrede sin samtids normer med sin satiriske pen. ’Den poetiske raptus’, der vises på teatre i hele landet fra 22. september og slutter af på Folketeatret, er en hyldest til Holbergs frisind og en markering af dansk teaters 300-års jubilæum. Det er nemlig også 300 år siden, at der for første gang nogensinde blev opført en dansk komedie, ’Den politiske kandestøber’, som Ludvig Holberg også stod bag. Der er bohemer, evighedsstuderende, erotiske madammer og rigeligt med plads til den frie tanke, når skuespillerne på humoristisk vis opfører ’Den poetiske raptus’ og viser, hvordan Ludvig Holberg ændrede dansk teater. 

Se mere på folketeatret.dk

’SVÆRDET I STENEN’

En troldmand, en håndfuld riddere og et magisk sværd må sådan cirka være opskriften på det perfekte børneeventyr. Og i dette efterår bliver det sagnomspundne magiske sværd hevet op af mange by-sten, når ’Sværdet i stenen’ tager på en mindre danmarksturné. Forestillingen tager børnene med ind i en verden af flotte kostumer, spritny musik, og med på en spændingsfyldt rejse gennem en verden med lænkede drager, onde troldkvinder og antihelten Arthur, der til slut kan kalde sig konge af England. ’Sværdet i stenen’ vises i Aalborg, Ishøj, Nykøbing Falster og Esbjerg fra 10. oktober. 

Se hele turnéplanen på louiseschouw.dk 

ONDSKAB OG EVENTYR

Søskendeparret Fanny og Alexander bliver kastet ind i et koldt og spartansk præstehjem, da deres far dør, og moren gifter sig på ny med byens biskop. Svenske Ingmar Bergman, som var en af de største filminstruktører og manuskriptforfattere på sin tid, står oprindeligt bag ’Fanny og Alexander’, som kan opleves på Aalborg Teater fra 5. september i en nyfortolkning. Der er fri fantasi og grænseløs forelskelse på de skrå brædder, men også ondskab og mørke, der hele tiden ligger på lur. I den helt anden grøft kan du i øvrigt svøbe dig i H.C. Andersen-klassikeren ’Kejserens nye klæder’ om den modeglade kejser, der slavisk følger det sidste skrig. Teatret lover smæk på farverne, skraldgrin og underholdning for både børn og voksne. Vises fra 8. september. 

Se mere på aalborgteater.dk

”SLAP AF, FOR HELVEDE, DET’ BARE ET HAGL!”

Få et glædeligt gensyn med de gyldne punchlines fra Anders Thomas Jensens actionkomedie ’Blinkende lygter’ fra 2000, når Odense Teater 14.-15. oktober løfter scenetæppet for en gendigtning af historien om de fire umage venner, der prøver at lægge fortiden bag sig. Eller få hjælp af Sigurd Barrett til at svare på børnenes spørgsmål om, hvorfor solen egentlig skinner, og hvor langt der er til månen, når han sammen med multikunstner Eskild Dohn opfører teaterkoncerten ’Sigurd fortæller om naturvidenskab’ 17.-18. oktober. 

Læs mere på odenseteater.dk 

HJERTEKNAS OG UNGDOMSSIND

Det tæt ved legendariske ungdomsradioprogram ’Tværs’ kan fejre 50-årsjubilæum i oktober. Tilbage i 1972 lukkede Tine Bryld ungdommen ind i æteren og agerede kyndig rådgiver, når der blev ringet ind med spørgsmål om kærlighed, angst og ensomhed. I 36 år lyttede hun til ungdommens kvaler, store som små, og i anledning af den runde program-fødselsdag har Aveny-T i samarbejde med Danmarks Radio skabt en på én gang rørende, tragikomisk og intim forestilling om, hvad der sker inde i ungdomshjernerne i dag. Og hvordan ungdomslivet har forandret sig gennem de seneste fem årtier.   

Kan opleves fra 22. oktober. Læs mere på aveny-t.dk/tvrs