HVIS MAN LUKKER sine øjne og giver sig tid til virkelig at lytte, vælter det ind i øregangen med indtryk. Denne fredag eftermiddag på en velbesøgt café i indre København klirrer bestik mod porcelænstallerkner, biler gasser op og ned, cykelkæder rasler dovent, ringeklokker bimler, gæster og forbipasserende griner, og skraldespande bliver tømt og sat på plads med et højt klonk. Lydene fletter sig ind og ud af dette interview med Marie Højlund, der sidder i cafeens baggård med en tallerkenfuld højtbelagt smørrebrød.
Når Marie Højlund tænker tilbage, har hun på en eller anden måde altid været draget af lydens verden, som ifølge hende især kommer stærkt til udtryk om natten. Som barn lå hun i sin seng i præstegården nær Silkeborg og lyttede til knirk og knagen, når hun ikke kunne sove. Der var ikke nogen naboer, og nattens lyde havde gode betingelser for at træde tydeligt frem.
”Jeg har siden hen tænkt over, at jeg egentlig tror, at hele min interesse for lyd kommer derfra. Min søster faldt bare i søvn. Hun er meget visuel og arbejder også med design i dag. Men jeg lå og lyttede,” siger Marie Højlund, der i næste nu bliver afbrudt af en gennemtrængende og ubestemmelig høj brummelyd, der virker inciterende på lydkunstneren. Hun registrerer den med det samme, griner, spærrer øjne og mund op og fremkalder på imponerende vis en identisk brummen fra sit lunge-orkester. Som regel har hun en optager på sig, så hun løbende kan tilføje nye sounds til sin computers lydbibliotek, der er vokset i årevis. Denne brummen lader hun imidlertid passere og fortæller i stedet, at hun eksperimenterede med lyd på alle mulige måder, da hun voksede op.
”Jeg lavede lydeksperimenter med min stemme nede i vores cykelkælder, da jeg var teenager. Der var meget rumklang dernede. Så stod jeg der og lavede noget, der hedder overtonesang, hvor man fremhæver nogle toner i sin stemme, så det lyder, som om man synger to toner på én gang,” siger Marie Højlund og forklarer, at hun overordnet kommer fra en musikalsk familie. De havde det obligatoriske klaver i hjemmet, men også et slægts-kor, som de af og til optrådte med.
”Jeg kan huske, at jeg har åbnet klaveret og stået og sunget ned i strenge-kassen, fordi det gav en speciel lyd. Min far var præst, så jeg har også altid siddet i kirken til hans prædikener og lyttet til rumklangen. Stemmerne derinde og det skifte, der er i lydene, når man kommer udefra og går ind i kirkerummet.”
DET NÆSTE STORE ’lyd-skridt’ var for Marie Højlund, at hun efter gymnasiet flyttede til Aarhus. Her sparede hun penge sammen til at gå på et computerkursus på Byhøjskolen.
”Jeg fik åbnet en helt ny verden. På computeren kunne jeg alle lyde. Jeg begyndte at lave musik på computeren, og i dag er den stadigvæk mit værktøj nummer ét. Den er jo på en måde et helt overjordisk instrument. Vi kan optage alting, vende det rundt, loope det, lave det om, mase lydene sammen og lægge 100 stemmer oven i hinanden,” siger hun.
Silkeborgenserens repertoire er lige dele afvekslende og imponerende. Marie Højlund har forsket i lyd og larm, udgivet musik under kunstnernavnet Kh Marie, er en del af rockbandet Nephew, der lige nu holder pause, og har komponeret lyd til teaterforestillinger og lydtapeter til fødestuer. I september måned er hun så aktuel som huskomponist på Aarhus Teater med en teaterkoncert, der handler om netop natten. Forskellige godnatsange fra blandt andet Højskolesangbogen bliver nyfortolket af Marie Højlund i samarbejde med kunstnerduoen Den Sorte Skole.
”Når jeg går i gang med arbejdet til en forestilling, starter jeg ikke med at lave musik. Jeg går i stedet virkelig meget ind i emnet. I forbindelse med den her forestilling er jeg gået ind i drømmefaser, hvad der egentlig sker, når vi sover, og hvordan jeg ville oversætte de stemninger til lyd,” siger lydkunstneren.
”Jeg har selv haft en god og tryg barndom, men der lå helt klart et udtryk i natten, der var skummelt. Alle de små overhørte lyde, som vi ikke lægger mærke til i hverdagen. Det er, som om baggrunden træder frem om natten, naturen kommer til sin ret, og mange dyr vågner først op der. Menneskenes lyd dæmpes.”
Marie Højlund skifter glidende mellem at svare som musiker og som forsker. Hun forklarer, at der er noget med de dybe frekvenser: Vores kroppe reagerer instinktivt på dem.
”Hvis vi tænker evolutionært, har dybe frekvenser tidligere været et varsel, som har aktiveret vores alarmsystemer. For eksempel om vulkanudbrud eller jordskælv. Det er også derfor, at de fleste af os godt kan lide fuglekvidder. Det er noget med tryghed. For evolutionært set betød det, at der var fare på færde, når fuglene stoppede med at synge.”
Med rolig midtjysk diktion beskriver Marie Højlund, hvordan lydene er essentielle i vores hverdag for både krop og sind. Hvordan de kan få os til at slappe af, til at drømme, til at blive vrede og til at blive glade. Noget af det mest skræmmende, hun kan forestille sig, er at miste hørelsen.
”Hørelsen kan man faktisk træne, men den ændrer sig uundgåeligt over tid. For nogle somre siden sad jeg med mine forældre ved et bål, og jeg sagde: ’Ej, kan I høre, hvor det knitrer?’ Ingen af dem kunne høre det, fordi bål-knitren ligger i den høje ende af frekvensspektret, og det er deroppe, det aldersbetingede høretab starter.”
I cafeens baggård skramler containerne fortsat frem og tilbage mod skraldebilen. En motorcykel gasser op, mens rådhusklokkerne ringer. Marie Højlund vil helst ikke kategorisere noget som en forfærdelig eller dårlig lyd. Der er nogle lyde, der går i nervesystemet, ja, men mest af alt drømmer hun om, at vi tænker lyd mere ind i det offentlige rum. Og at vi snakker om lydene.
”Vi skal sætte pris på de lyde, vi godt kan lide, og vi skal huske at dele dem med hinanden,” siger Marie Højlund, der har tænkt sig at nyde bålets knitren ekstra meget de næste mange år.
