1. BAGGÅRDE OG HØJTLÆSNING
De første fem år af mit liv voksede jeg op på Østerbro i København, hvor jeg for det meste rendte rundt i baggården med alle de andre børn. Det var en lille gård fuld af unger, og vi fes rundt og klatrede på de små bliktage og hang i metalstængerne, selvom man ikke måtte. Det handlede som regel om at gøre det, man ikke måtte. Vi legede spøgelsestog i kælderen og spillede fodbold i gården, selvom der ikke var andet end ruder hele vejen rundt. Hver gang en af dem blev baldret, skyndte vi os at løbe væk.
Senere kom vi til Nørrebro, hvor gården var større. Vi boede i baggårdsbygningen, der lå op ad en fabrik, og vi kunne klatre op på muren ind til fabrikken og videre op på selve taget. Muren var vel otte meter høj, og taget bestod af skiferplader, der gled under én. Dér rendte vi rundt og legede og byggede huler, indtil en af forældrene i gården opdagede det og råbte: ”Er I fuldstændig ravende sindssyge, I dør, hvis I falder ned!”
Det var på Nørrebrogade 58, og det var lige om hjørnet, optøjerne brød løs, da byggelegepladsen ’Byggeren’ blev beordret nedlagt af kommunen i 1980. I fire dage var der undtagelsestilstand, hvor politiet rendte rundt i lyseblå heldragter og slog på folk. Der var ofte gang i gaden, men det holdt jeg mig på sikker afstand af. Jeg spillede fodbold og håndbold med de andre i gården.
Min far var bankfuldmægtig og fagforeningsmand, min mor var sygehjælper på en afdeling for terminalt kræftsyge, og selvom de blev en del af funktionærklassen, der voksede ud af arbejderklassen, definerede de sig stadig som arbejdere. De var kommunister som de fleste andre i min familie, men modsat min morfar, der var kommunist til benet, var det for dem mere et tilhørsforhold: ”Det er det, vi stemmer. Det er dem, vi er.” Det kan være svært at se fortiden med nutidens øjne, men dengang var det ikke usædvanligt. Hvis man var forankret i arbejderbevægelsen, kunne man være socialdemokrat, venstresocialist eller kommunist, og for mine forældre lå ideen om arbejderens vej til en fremtid med velstand i sidstnævnte.
Men det var ikke noget, mit barndomshjem bar præg af, og jeg er sikker på, at hverken min mor eller far nogensinde læste ’Maos lille røde’. De var mere til de lidt stilfærdige socialister som Halfdan Rasmussen og Benny Andersen. Min mor sang gamle sange fra Politikens sangbog for os – ’Hen til kommoden og tilbavs igen’ og ’Hvem har du kysset i din gadedør, lille Ann-Marie?’ – og om aftenen læste min far højt fra H.C. Andersen eller ’Tusind og en nat’. Han var rigtig god til at læse op, og til sidst indlæste han hele molevitten på et spolebånd, fordi Mads og jeg ville have mere og mere og mere. Han optog også radioteater som ’Mordets melodi’ og ’Gaslys’ for os, som vi sled fuldstændigt op.
Man skal huske, at det var en tilværelse, hvor man kedede sig, når der nogle gange ikke var noget at lave. Da de første små nedslag af kultur til børn kom i fjerneren, kunne vi heller ikke få nok. Det var Thomas Winding og Poul Nesgaard, det var ’Super Carla’ og Astrid Lindgrens værker og ’Tværs’ med Tine Bryld, der for første gang nogensinde var et decideret ungdomsprogram i radioen. Mads og jeg slugte det hele.
2. MONTY PYTHON OG BRØDREFORHOLD
På en tur til Canada med Københavns Drengekor købte jeg to plader med Monty Python, og dem blev Mads og jeg sindssygt begejstrede for. Derhjemme hørte vi dem igen og igen, og vi kunne alle deres sketches udenad. En af vores favoritter var ’The Argument Clinic’, hvor en mand – Michael Palin – træder ind i et rum på en klinik og bliver overfuset på det groveste: ”Whaddayou want, you vacuous toffee-nosed malodorous pervert!?” Det går langsomt op for ham, at han er gået forkert og er endt i ’tilsviningsrummet’, selvom han i receptionen har betalt for et skænderi. Lidt efter træder han ind ad den rigtige dør, hvor en mand spillet af John Cleese sidder:
”Is this the right room for an argument?” spørger han. ”I’ve told you once,” svarer John Cleese. ”No you haven’t! ” ”Yes I have.” ”When?” ”Just now.” ”No you didn’t.”
Og så kører den bare derudad, og det er pissesjovt. Som børn tilbragte vi timevis i Monty Pythons univers, og det slog et kæmpehul ind til det humoristiske for os begge. Det var også den vej igennem, vi begge to lærte engelsk. Mads og jeg var meget tætte dengang. Vi gjorde sgu alting sammen og havde de samme venner.
Samtidig var vi jo brødre, så der blev også brugt beskidte kneb. Som teenager fik jeg en avisrute, der gik fra Dronning Louises Bro og op ad Nørrebrogade. Min far byggede en vogn, så jeg kunne trække stakken med reklamer og Nørrebroavisen, men jeg syntes simpelthen, det var så kedeligt, at jeg midt på ruten smed resten i nogle nye, store skraldespande, der var blevet sat op. Efter noget tid blev det opdaget, og så var der ikke nogen vej udenom, men så fik jeg i stedet lokket Mads og hans ven Buller til at gå ruten for mig for halvdelen af lønnen. Hver uge lå jeg og drev den af, mens de gjorde arbejdet for mig, og bagefter stak jeg dem halvdelen af pengene og beholdt den anden halvdel selv. Det er stadig mærkeligt at tænke på, at de faldt for den. Jeg kan tydeligt huske, da tiøren endelig faldt for Mads: ”Undskyld, men … hvorfor får vi ikke bare vores egen rute og beholder alle pengene selv?”
3. TAG DIG SAMMEN, KNÆGT
Min morfar havde en lille lampeforretning på Østerbro, og det var her, jeg gik hen, når jeg pjækkede fra skole. Fra min tidlige barndom havde jeg været et usikkert barn med lavt selvværd. Jeg var egentlig nysgerrig på mange ting, men for usikker. For bange for at række fingeren op og sige, hvad jeg troede. Det hjalp ikke, at jeg i de første år af min skoletid stadig gik i den gamle skole, hvor der var konstant udskamning fra lærernes side. Hvis man var blevet udskammet én gang, turde man nærmest ikke sige noget igen, og jeg var hele tiden bange for at træde forkert.
Grundlæggende troede jeg ikke på, at jeg kunne noget som helst. Mine unge år var ét langt indløb for at finde den rigtige hylde, og det hjalp ikke, at jeg altid har haft meget svært ved at koncentrere mig, hvis jeg ikke har et motiv for det. Det fik jeg først mange år senere, da jeg begyndte at læse teatertekster, som konkret var møntet på, at jeg skulle stå i det. Så kunne jeg binde mig til at læse, men i skoleårene var det stort set umuligt for mig, og jeg måtte genlæse hver side mange gange for at finde ud af, hvad fanden der egentlig stod.
Da jeg kom på gymnasiet, tog det mig fem år at blive færdig, fordi jeg dybest set ikke kan læse bøger på den måde. Det forsvinder for mig, hvad jeg lige har læst, og jeg måtte gå om to gange. Undervejs kom jeg i dårligt selskab. Det der med at eksistere fra dag til dag var helt generelt skidesvært for mig, og i stedet lavede jeg drengestreger, blev væk fra timerne og røg for meget hash. Mine forældre var bekymrede for, hvad der skulle blive af mig, og det var jeg egentlig også selv.
Den eneste, der troede på mig, var min morfar. Når jeg søgte tilflugt i hans lampeforretning, sad vi og snakkede om livet, mens han forsøgte at indoktrinere mig med sit kommunistiske verdenssyn. Han var en klog mand, og han lærte mig om litteratur og andre former for kultur. På et tidspunkt forærede han mig en bog om arkitektur, fordi han mente, at jeg skulle blive arkitekt. ”Kig op,” sagde han. Når jeg gik rundt i København, ville han have mig til at kigge op på bygningsfacaderne i stedet for at kigge ned i jorden, som jeg havde for vane på grund af mit lave selvværd.
I mine teenageår havde jeg kurs mod en tilværelse i sumpen, for man kan blive vanvittig inaktiv af manglende selvværd. Men der må alligevel have været noget i mig, der sagde, at nu skulle jeg tage mig sammen og få gjort det færdigt. I virkeligheden var det nok min morfar, jeg kunne høre, når den indre stemme meldte sig: ”Tag dig sammen, knægt. Du har kun ét liv. Det forpligter.”
4. I LIEBERKINDS FODSPOR
Da jeg endelig blev student, var min morfar meget rørt. Ikke kun fordi det var lykkedes mig, men også fordi det var et trin op ad den sociale rangstige for familien. Det var kendetegnende for den tid, at man skulle avancere, og der var ikke nogen i min familie, der havde taget en gymnasieuddannelse før, så for dem var der noget prestigefyldt forbundet med det. Når jeg ser tilbage, burde jeg i virkeligheden være blevet tømrer, men jeg forstod, at der lå et underliggende forventningspres om, at jeg skulle gå akademikervejen.
Men før jeg nåede så langt, skulle jeg til session. Jeg trak frinummer, og det passede mig egentlig fint, men så sagde en af de tre mænd fra Forsvaret, der sad i lokalet: ”Nå, det var ærgerligt. Livgarden havde lige været noget for dig.” Det var et mærkeligt øjeblik. Jeg havde aldrig oplevet, at der var nogen, der mente, at jeg kunne bruges til noget, men nu skete det pludselig, så før jeg havde set mig om, havde jeg sagt ja til alligevel at aftjene min værnepligt.
I dag er det fuldstændig idiotisk at tænke tilbage på, for de vidste jo intet om mig og sagde det bare, fordi jeg var høj, men dengang var det lige det, jeg havde brug for at høre. Så kom jeg i Livgarden, og selvom jeg ikke var verdens bedste soldat, fik jeg noget disciplin derinde, som jeg absolut ikke havde haft før.
Efterfølgende startede jeg på biologi på Københavns Universitet. Selvom jeg stort set ikke havde haft nogen succesoplevelser i skoleårene, havde jeg haft et par enkelte åbenbaringer. I 8. klasse fik vi en ny dansklærer ved navn Thorkild, der kom med en helt ny tilgang. De andre lærere gjorde det på den gammeldags måde: ”Sid ned, hold din kæft, lær det!” Men Thorkild ville vide, hvad vi syntes om de forskellige ting: ”Hvad handler det her egentlig om?” ”Wow, spørger du mig?” Han formåede til en vis grad at åbne mig, og på gymnasiet skete der noget tilsvarende med min biologilærer. Han tog os med ud i skoven og gravede kopper ned for at se, hvor mange insekter der var, og efterfølgende lavede vi beregninger, så vi pludselig vidste, hvor mange biller der var i skoven. Han åbnede hele den verden op for mig.
Det var noget, der havde ligget i mig, siden jeg var lille og blev passet meget af min farmor. Hun havde Lieberkinds værker om dyr stående, og dem havde jeg altid slugt råt. Efter gymnasiet var jeg 100 procent sikker på, at jeg skulle være biolog. Det er vanvittig interessant at studere biodiversitet, men jeg ved ikke, hvad jeg havde tænkt på, for så snart jeg blev konfronteret med at læse bøger, gik det galt igen. Alle de bøger om kemi, fysik og matematik tog fuldstændigt pusten fra mig.
5. EN RIGTIG KLOVN
Min svigerfar skaffede mig et lille værelse i en lejlighed i Urbanplanen på Amager. Jeg delte den med to andre, blandt andet en skinhead, der havde to store dobermanner, som han ikke gad lufte, så han lod dem skide ude i badet. Han røg fede dagen lang, og der stank konstant af hash. Jeg selv levede af båndspaghetti og flødeost, mens jeg sad ved skrivepulten og prøvede at arbejde mig igennem de der ordentlige moppedrenge fra universitetet. Jeg havde svært ved det. Det sendte mig ned i et dybere og dybere hul, og jeg følte mig elendigt tilpas ved det hele.
En dag kom Anette (Støvelbæk red.) forbi, som jeg havde mødt på det tidspunkt, og hun havde lært at jonglere efter at have gået to dage på et gøglerkursus. To dage! Det var et lidt andet perspektiv end det, jeg sad med, det var syv år. Især med tanke på, at det havde taget mig fem år at komme igennem en treårs gymnasieuddannelse. Jeg tænkte: ”This is wrong, man!”
Dagen efter tog jeg med hende ud på Gøglerskolen, der var et sammenrend af rodløse unge og folk, der havde det svært, eksempelvis metadonpatienter. Det var en meget aparte undervisning, hvor man ikke skulle læse, men lære at gå på glas, puste ild og tage en klovnemaske på. De fik hevet usikkerheden ud af mig, så jeg fik en indre lyst til rent faktisk at stille mig frem. Det fungerede bare for mig, og for første gang tænkte jeg: ”Her passer jeg ind.”
Det var en lettelse at slippe forestillingen om mig selv som akademiker. Det ramte mig stærkt: ”Fuck mand, jeg behøver ikke!” Jeg kunne være blevet en virkelig ulykkelig akademiker, hvis jeg havde forsøgt at tvinge det igennem.
I stedet var jeg overbevist om, at jeg skulle være klovn, og der gik ikke lang tid, før jeg fandt sammen med to andre om at lave et gøglershow. Vi var begejstrede for den russiske klovneskole, der er noget andet end de italienske klovne, hvor det er lagkager i hovedet og skvatten rundt. Der var blandt andet den russiske klovn Oleg Popov – en sand mester til små, poetiske statements – han kunne komme ind på scenen, hvor projektøren var solen, og så lavede han et lille nummer, hvor han pakkede sin madkurv ud – og det hele sammen igen, også solen, før han gik igen. Den russiske klovneskole er en helt anden undersøgelse, det er barnet, der står på scenen. Det er så smukt og så poetisk, og samtidig græder man af grin.
En søndag i midten af 80’erne stod jeg derfor på Strøget med en rød næse, mens det pissede ned. Der var tre mennesker, der kiggede på, det var virkelig dårligt og virkelig pinligt, men alligevel var der noget i mig, der vidste, at jeg skulle fortsætte. Der var sikkert noget oprør i det, noget rebelsk, men mest tror jeg, det var følelsen af at … falde på plads.
6. SEND PENGE, PLEASE
De næste fem år rejste jeg rundt som gadegøgler i Danmark og ude i Europa. Først på sommeren blev vi som regel booket til vejfester og afslutningsfester i børnehaver og på skoler, men ellers foregik det mest med hatten i hånden. Brandts Klædefabrik i Odense var et af vores foretrukne steder. Her var der sommerkoncerter, der skulle stoppe klokken 18, og i det øjeblik koncerten var slut, sprang vi ind på scenen foran de mange mennesker og lavede et show, som vi tjente boksen på.
Vi var også meget i Indre København. Her var der et rend af udenlandske gøglere, der turnerede Europa tyndt, og når de kom forbi, lærte vi dem at kende og sugede nye numre til os. Om dagen stod vi i Kongens Have og øvede os, og om aftenen gik vi på gaden. Strøget var et meget svært sted at få en god crowd, fordi der er så massiv en gennemstrømning af folk, men der er et sted lige før Helligåndskirken, hvor gaden udvider sig, og hvor det nogle gange kunne lade sig gøre.
Med tiden forsvandt strømmen af gøglere dog. Handelsstandsforeningen ville ikke have os rendende, men det var der heldigvis andre, der ville. Pladsen foran Pompidou-centret i Paris var et af de bedste steder i Europa, så der tog vi ofte ned. Det samme med München, der har meget brede gågader. Vi rejste også til Moskva med en karavane, der skulle stoppe Den Kolde Krig. Turen gik over Skt. Petersborg, og alle mødtes til sidst i Gorkij Park for at gøre opmærksom på atomoprustningen.
Det var nogle år, hvor vi ikke havde nogen penge, men måtte overnatte på klostre og campingpladser, som fattede sympati for os, når vi kom slæbende med vores lange cykler og klovneudstyr. Næste morgen rejste vi videre og optrådte et nyt sted. Vi var overalt, og det var både skideskægt og rædselsfuldt. Hele præmissen med gøgl er at kunne tage gaden. Man skal træde frem og sige: ”Bang, det her er mit sted!” Det får man virkelig hår på brystet af, for det er fuldstændig rædselsfuldt, og især de første par uger hvert år er man skrækslagen, fordi man ikke tør det nok. Det har meget med dagsform at gøre, og nogle gange er det bare virkelig dårligt, det, man laver. Det kan simpelthen være så tåkrummende.
Det ene år tog vi til München med et show, som vi selv mente var skidegodt. Det havde det også været i Danmark, hvor folk vred sig af grin, men da vi gentog det i Tyskland, kunne man høre en knappenål falde. Sådan lærer man på den hårde måde, at humor ikke nødvendigvis transcenderer grænser. Vi tjente ikke en krone, folk hadede os og syntes, vores show var rædselsfuldt. Til sidst måtte vi telegrafere hjem: ”Send penge, please.”
7. PÅ JAGT EFTER SHAKESPEARE
Mens jeg var gøgler, gik jeg i lære hos en fyr ved navn Danny, der lærte mig at mime. En dag sad han og snakkede med en anden, og da jeg spurgte, hvad de snakkede om, stak han mig en bunke papirer og sagde: ”Prøv at læse det op!” Det gjorde jeg så, og selvom jeg ikke forstod meget af det, kunne jeg mærke, at der skete noget inde i mig. Det var Shakespeares ’Stormen’, og det var svært og vildt, men jeg fik straks lyst til at udforske det: ”Kan jeg gribe om det her? Kan jeg komme til at forstå det her? For helvede, mand, hvor vil jeg gerne kunne det her!”
På det tidspunkt var jeg begyndt at køre død i gøglerlivet. Selvom det havde sat mig på skinner i tilværelsen, måtte jeg konstatere, at der ikke var et uendeligt perspektiv på det. En omrejsende gøglertrio er som et band – det har sin tid, indtil man bliver sindssyge af hinanden, og det gjorde vi også. Det blev mere og mere slidsomt. Hvis ikke man har en joke hver femte eller tiende sekund, når man optræder, så går folk bare. De er ikke bundet til at se på det, og man er nødt til at finde på jokes hele tiden. Men selvom man opfinder nye numre, bliver det på en måde alligevel det samme og det samme og det samme.
Jeg kunne mærke en trang til at prøve at stimulere mit eget intellekt. Med Shakespeare var der pludselig noget, jeg øjeblikkeligt havde lyst til selv at prøve at få op at stå. Det blev et crave for mig. Hans værker er over 400 år gamle, men de består af de samme grundelementer som i dag: vrede, jalousi, håb, kærlighed. Det er kernen af, hvem vi er som mennesker, men næsten ingen har skrevet det smukkere frem.
8. FØLELSEN AF SUCCES
Mine forældre var ret nervøse for, hvad der skulle blive af mig. De havde set deres søn starte på biologistudiet på universitetet og ende med at stå og spille klovn med en rød næse på Strøget. De forstod det ikke, og det gjorde de heller ikke, da jeg som 27-årig startede på Statens Teaterskole. Det samme gjorde sig gældende for Mads, der var danser, før han to år efter mig søgte ind på Aarhus Teater. Det var ikke en familie, der troede på, at man overhovedet kunne gå den vej. De kom fra arbejderklassen og havde et håb om, at vores liv skulle blive bedre end deres. Og det avancement så ud på en bestemt måde, nemlig gennem uddannelse. Jeg tror, det var rystende for dem, at vi gik den vej, vi gjorde.
De kunne ikke se fidusen i noget af det, jeg lavede, ikke før de en aften var inde at se forestillingen ’Pelléas og Mélisande’, som jeg medvirkede i. Det er et stykke af den belgiske dramatiker Maurice Maeterlinck, og det er i virkeligheden en vanvittig svær forestilling, men bagefter kunne jeg pludselig se på dem, at nu kunne de se, hvad det var for noget. Da jeg så dem næste gang, gav de mig en buket blomster og ønskede mig tillykke. Jeg mærkede også selv, at jeg havde fundet min rette hylde.
Efter min første rigtige optræden på Aalborg Teater stod jeg på scenen og tudede bagefter.
Det var i 1995, og jeg var lige blevet færdig på Teaterskolen. Jeg var 31 år gammel, og jeg kan stadig huske første gang, jeg kørte mit kort ind i hæveautomaten og kiggede på saldoen, hvor der stod 13.000 kroner efter skat. Jeg stod bare og kiggede på de der tal. For fanden, der stod kraftedeme 13.000 kroner på min konto! For at lave teater! Jeg var simpelthen så stolt af, at jeg kunne noget og ligefrem fik penge for det.
Der var sket så mange nye ting, der var så meget forløsning i det, og tilmed blev Aalborg-forestillingen forholdsvis god. Det var sådan en underlig pastiche på Dracula, en fis-og-ballade-rockmusical, men der var fyldt hver aften, og det var nogle dejlige mennesker, jeg lavede det sammen med. I mange år havde jeg haft skidesvært ved overhovedet at leve, men nu var jeg ligesom landet. Hele forløbet var så rart, og jeg havde det sådan, at det aldrig måtte slutte, så efter sidste forestilling kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Nogle af de gamle, garvede skuespillere skævede lidt overbærende til mig. Med tiden lagde det hele sig jo også ordentligt for mig, så det blev til et rigtigt job og et håndværk. Men da jeg stod på scenen på Aalborg Teater, var det umuligt for mig ikke at blive emotionelt grebet af det. For første gang var der noget, der var lykkedes i mit liv. Noget, jeg virkelig gerne ville have til at lykkes.
9. DJÆVLEN PÅ SKULDEREN
I flere år var jeg en del af Det Kongelige Teater og spillede en række forskelligartede roller – fra fyrsten i William Shakespeares ’Kærlighedens kværulanter’ til Don Juan i Molières stykke af samme navn. Jeg så mig selv som teaterskuespiller, hvilket kun blev forstærket af, at jeg ikke var særlig god foran et kamera. I slutningen af 90’erne prøvede jeg kræfter med forskellige novellefilm, men jeg forstod ikke, hvordan det virkede. Jeg troede, at jeg skulle tilføre det mere, end jeg egentlig skulle. Det fungerede ikke, og det frustrerede mig.
Det tog mig tid at forstå, at man ikke behøver at komme så langt ud over scenen på film, og at man ikke selv fortæller historien i samme omfang som på teatret. Når kameraet er så tæt på, og der er en hel klippeproces bagefter, er der rigtig meget, der er ’medfortalt’ i forhold til det, man selv laver. Hvor man på teatret er hele forestillingen, hele historien, handler det på film om at være til stede i momentet og give de momenter videre til nogle andre, som så laver filmen. Det forstod jeg ikke i starten.
På et tidspunkt gik jeg til casting på rollen som Ole Madsen i tv-serien ’Edderkoppen’. Det samme gjorde Mads, der havde fået sit store gennembrud i ’Pusher’ få år forinden. Det er første og eneste gang, vi er gået efter den samme rolle, og det var ham, der fik den, men så blev han tilbudt noget andet, blev nødt til at springe fra, og så gik rollen alligevel til mig. Det var her, jeg for første gang begyndte at knække filmmediet og fornemmelsen af at tage vare på momentet. Jeg fandt elementer, der fungerede, og da jeg i 2003 lavede ’En kærlighedshistorie’, fandt jeg endnu flere. Det samme skete i ’Forbrydelsen’ i 2007.
Det var dog først, da jeg lavede ’Headhunter’ i 2009, at jeg havde fornemmelsen af, at det faldt helt i hak for mig. Nu forstod jeg, hvad det gik ud på. Men det har ikke nødvendigvis gjort processen med at lave film nemmere. Jeg hørte engang et interview med Anthony Hopkins, hvor han blev spurgt, hvordan han gik til sine roller. ”Jeg læser det. Og læser det. Og læser det. Og når jeg har læst det 50 gange, ved jeg, hvad jeg skal gøre.” Sådan har jeg det også.
Hver gang jeg skal ind i en ny rolle, bliver jeg usikker og tænker: ”Jeg er slet ikke dygtig nok til det her.” Tvivlen er en evindelig djævel på skulderen, en følgesvend, som aldrig slipper mig, men jeg er nødt til at kunne være fri i situationen, når jeg står på scenen, og det kan jeg kun være, hvis jeg er ret ekstrem med at forberede mig. Sådan er det ikke alle, der har det. Jeg har mødt skuespillere, der bare kan gå ind og være til stede, men jeg har brug for minutiøst forarbejde, så jeg kan være fri, når jeg står der. Så jeg fucking kan gøre det.
10. DEN RUSSISKE PRÆSIDENT
Min agent anbefalede mig at gå til casting på rollen som præsident Petrov i ’House of Cards’, men jeg blev ved med at holde det fra døren, for man skulle have ’kendskab til russisk’, og det havde jeg overhovedet ikke. Det var i begyndelsen af sommeren 2014, og jeg var ved at være træt af at gå til castings. Man bruger altid meget tid på dem, og så hører man som regel aldrig en skid. Men så ringede min agent og sagde, at nu skulle jeg lave den, og så endnu en gang, hvor han sagde, at han virkelig syntes, jeg skulle gøre det.
Langt om længe lavede jeg den en dag hjemme i min stue. Jeg anede ikke, hvad en russisk accent var, så jeg greb bare efter et eller andet, jeg havde set i fjerneren. Der gik tre uger, uden jeg hørte noget, og jeg tænkte: ”Fint nok. Det var det.” Men pludselig en dag, mens jeg stod i Matas, ringede de og sagde, at rollen var min, og at jeg skulle rejse til USA om to sekunder for at begynde optagelserne.
I de efterfølgende uger lagde jeg mig i selen med det russiske og accenten, og jeg så alle mulige klip på YouTube med tidligere russiske præsidenter. Mange har forbundet Petrov-figuren med Vladimir Putin, fordi parallellen er åbenlys, men jeg fandt faktisk mere inspiration i Lavrov og Medvedev. De snakker meget bedre engelsk, og især Lavrov har en meget smuk accent. Samtidig er Putin en ekstremt tilbageholdt mand, men figuren skulle være mere suave, kunne føre sig og være charmerende, så seriens hovedfigur Frank Underwood fik en modstander, han ikke bare kunne køre rundt i manegen.
I mine forberedelser hæftede jeg mig især ved den måde, russere typisk træder ind i et rum på. I Vesten har vi en form for høflighed i vores møder med hinanden. Det sker stort set altid med et smil, så vi afvæbner den anden og implicit siger: ”Du skal ikke være bange for mig.” Det gør de ikke i Rusland. De hilser uden at smile, og de forsøger ikke nødvendigvis at få afspændt situationen. Det er deres måde at undgå bullshit på.
Vi har noget facade over vores måde at være på. Det har de ikke, men det bliver til gengæld en lille smule intimiderende. Hvis man bestiller en kop kaffe på en kaffebar i Østeuropa, siger de: ”Okay” og stiller den foran dig. Der er intet smil, intet. Det er virkelig dårlig betjening i vores øjne, fordi det er det helt modsatte af den overstyrede, men også kunstige amerikanske høflighed.
Da jeg rejste til USA fire uger efter opkaldet fra Netflix, troede jeg stadig ikke for alvor på, at rollen var min. Selvom jeg havde spillet store roller herhjemme, var det her alligevel noget andet. På det tidspunkt var ’House of Cards’ flagskibet på Netflix og på streaming i det hele taget. Det var uvirkeligt at forestille sig, at jeg skulle være med i det. Jeg havde en frygt for, at der kom nogle, der sprang frem med skjulte kameraer og råbte: ”Der tog vi røven på dig!” Det var først, da jeg sad over for Kevin Spacey, det gik op for mig, at den var god nok.
11. TROEN PÅ VEJEN
Som regel bruger jeg ret lang tid på at tænke over mine valg af roller. Det er kun blevet værre med alderen, fordi jeg har medvirket i så meget forskelligt. Jeg kredser om det evindelige spørgsmål: ”Hvorfor?” Nogle gange kan jeg øjeblikkeligt se ideen i det, men der er også mange gange, hvor det er svært at få mig på krogen, og hvis jeg ikke kan mærke mig selv i det, kan jeg blive meget besværlig i processen. For er det overhovedet en god idé? Det er jeg tit nødt til at bruge lang tid på at nå frem til.
Jeg ser sjældent det, jeg har medvirket i. Det gjorde jeg tidligere, for der ligger også et studie i det, men jeg kan efterhånden blive nervøs for at blive for selvbevidst omkring det. Det, som skuespillere gør, skal helst ikke være for narcissistisk og for bevidst om, hvad man egentlig gør. Hvis man ser det bagefter, risikerer man at sidde og tænke: ”Hvorfor har de valgt at klippe det der ind, hvor jeg ser sådan der ud?” Det kan blive en mærkelig selvbevidsthed, hvor man giver, hvad man tror, de vil have.
Især med de lange stræk som tv-serier er der noget, der smelter sammen, så man til sidst kan være i tvivl om, hvad der egentlig er rollen, og hvad der er én selv. Man taber sig selv til det, og det er i virkeligheden det, man helst vil opnå. Der er jo noget i det, vi gør, som har en terapeutisk klang, og når man beskæftiger sig med stoffet, bliver man også konfronteret med den problematik i sig selv.
Det skete, da jeg spillede præsten Johannes i ’Herrens veje’. Han er et meget ueffent menneske i sit private liv, men en fantastisk demagog, der kan tale et rum op, og han er god til sit job som præst og i sit forsvar af at tillade sig selv at tro på noget i tilværelsen. Før optagelserne havde jeg i mange år gået og grublet over, hvem det egentlig var, jeg talte med, når jeg skældte ud over min lortedag eller funderede over de store spørgsmål i tilværelsen: ”Hvorfor er jeg her, og hvad er meningen med, at jeg skal være her?” Så længe jeg kan huske, har jeg haft den der konstante dialog uden rigtig at være klar over, hvem jeg har henvendt mig til.
Jeg voksede op med, at religion var opium for folket, og jeg har aldrig rigtig mødt det kirkelige ritual på nært hold, men fordi jeg var så længe i rollen som Johannes, blev jeg konfronteret med troen på en anden måde. Og til sidst måtte jeg tage det i hånden og sige: ”Det er jo det, jeg gør.”
Det endte faktisk med, at jeg i løbet af optagelserne til anden sæson besluttede mig for at blive døbt ind i den danske folkekirke, selvom hverken mine venner eller familie forstod, hvad jeg havde gang i. De var snarere bekymrede. Men jeg havde brug for endelig at give mig selv ret til at have den dialog med noget, der er større end mig selv, uden at føle mig som en hykler.
12. ALDRENDE TØMRERLÆRLING
Til foråret spiller jeg med i en forestilling på Det Kongelige Teater, der hedder ’Ikke noget pis’. Hele præmissen er, at jeg og de fire andre mandlige skuespillere hver især henter materiale fra os selv og tager temperaturen på, hvor vi er i tilværelsen. Vi skal så at sige være et udtryk for manden i vores egen alder. Vi lavede den første gang for 15 år siden. Nu gør vi det igen, og så er det meningen, at vi skal prøve at se, hvad der er sket siden sidst.
Der er meget, der forandrer sig på 15 år. Dengang var jeg i starten af fyrrerne, nu nærmer jeg mig de 60, og hvor jeg dengang stadig kunne se en fodboldkamp i fjernsynet og tænke, at de måske kunne bruge mig, ved jeg godt, at den mulighed for længst er passeret.
Jeg føler mig ældre, jeg kan mærke den fysiske forandring. Mine knæ og hofter brokker sig, og jeg er begyndt at tænke på, at jeg bør holde op med at ryge, for jeg synes ikke, jeg trækker vejret ordentligt længere.
Samtidig har jeg gennemlevet en masse. Mine børn er blevet voksne. Min far er død, min mor er død. Jeg er pludselig den ældste i min gren af familien. Jeg står et helt andet sted nu, hvor jeg er begyndt at bruge meget tid på at tænke over, hvad der skal ske fremover. Så jeg ikke bare bruger tiden, og den forsvinder ned i et sort hul. Jeg spørger mig selv: ”Hvad skal der ske med livet herfra?”
Min kone og jeg købte et sommerhus i Veddinge Bakker for et par år siden. Det var heldigt, for da det hele lukkede ned under pandemien, kunne jeg gå sammen med tømrerne, og det betød, at jeg selv lærte at tømre. Førhen kunne jeg ikke engang slå et søm i, men nu kan jeg bikse noget sammen. Jeg kan bygge et skur og få det op at stå. Jeg kan lave en trappe. Der ligger en stor tilfredsstillelse i at kunne noget med sine hænder, som jeg først har opdaget for nylig, så nu går jeg og tænker over, om dét måske var noget.
Det ville selvfølgelig være en sen alder at blive tømrerlærling i, men jeg har sagt til dem, at hvis de kan bruge mig til noget, kan de bare ringe.
13. ÆGTE SKUESPILLER?
Karrieremæssigt er der jo noget, der forandrer sig. Jeg tror, det tynder ud fra nu af.
Det er klart, at man ikke kan blive ved med at være skideinteressant for alle. Man er nødt til at forholde sig til, at der kommer en dag, hvor telefonen ikke længere ringer, og hvad skal der så ske? Jeg har aldrig brudt mig om at lede, jeg vil bare gerne være medarbejder, men nu overvejer jeg, om jeg måske alligevel skulle instruere eller skrive. Eller være direktør? Det har der jo altid været nogle andre, der har været, men måske skal jeg kigge lidt på det, for jeg har aldrig undersøgt, om jeg kan finde ud af det.
Jeg er sådan et mærkeligt sted lige nu, hvor jeg tænker: ”Hvad skal der ske?” Jeg kan også mærke, at jeg får tilbudt andre ting end førhen. Lige pludselig er det værtskaber og sådan noget, som jeg har haft det meget ambivalent med. Jeg har tidligere lavet ’Historien om Danmark’, hvor det var et spørgsmål om at fortælle historien, og det kunne jeg godt være med til, men det var også et underligt skridt væk fra det, jeg egentlig er. Jeg har altid været meget beskyttende omkring, hvad det vil sige at være skuespiller.
Jeg har aldrig lavet reklamer og sådan nogle ting, selvom det er oplagt at gøre, fordi der er så vanvittig gode penge i det. Men jeg synes, det tager noget fra den seriøsitet, som skuespillet skal indeholde. Jeg har altid holdt enormt meget af faget, når det kommer til at gestalte og bidrage med noget væsentligt, men jeg synes ikke, at en reklame er væsentlig.
Jeg har været drevet af min egen tanke om, hvad det vil sige at være skuespiller, og det har handlet om at forsøge at fjerne det, der ikke er væsentligt. Det er noget med at forsøge at finde ind til ens kerne. Jeg så for nylig en udstilling med Matisse, og der er noget i ham, som er stærkt optaget af, hvad han selv hele tiden gør. Det er, som om han kigger på sig selv og spørger: ”Hvad er det egentlig, jeg laver?” Det føler jeg mig meget beslægtet med, for jeg er selv meget optaget af, hvorfor jeg er til, og hvad jeg skal i den her sammenhæng. Jeg har brug for at definere, hvorfor fanden jeg overhovedet gør, hvad jeg gør.
