JEG ER FØDT i 1971. Nogle gange gør de mig et år yngre og skriver, at jeg er født i 1972. Men det er altså i 1971. Jeg voksede op i sådan en boligforening, der hedder Rundhøj – i Aarhus. En bygning med betontrappe, så det larmede, når man rendte op og ned i træsko. Der var terrazzogulv ude på badeværelset. Der kunne man rigtig sidde og falde i staver og tegne.
Jeg tegnede figurer, Cjørkebønkere kaldte jeg dem. Opkaldt efter Sissel Kyrkjebø. De opstod i hovedet eller fantasien. Jeg kan ikke forklare det. Man forestiller sig dem jo bare. Og siden jeg begyndte at tegne dem, har jeg ikke kunnet komme af med dem. På et tidspunkt sagde min far: ”Kan du da for fanden ikke tegne andet end sådan nogle?” Jeg blev bare ved. Mange børn holder op på et tidspunkt, men nogle få bliver ved, og det er så dem, der bliver kunstnere eller designere eller arkitekter.
Min far var havnearbejder og fisker. Han kunne ikke sige ret meget uden at bruge, jeg ved ikke hvor mange bandeord. Så han kunne jo ikke rigtig sige til mig, at jeg ikke skulle bande: ”Jeg vil kraftedeme ikke høre på dit banderi, mand.” Det lærer man jo ikke af. Så jeg er lidt præget. Det kan jeg sgu ikke gøre for. Sommetider kom han hjem med en ordentlig brandert på. Den ene dag kunne han være sjov, den næste dag kunne han være ondskabsfuld.
Udstillingsvue Kenneth Rasmussen. Foto: Mark Dyer og Randers Kunstmuseum
MIN MOR LÆRTE mig at strikke, da jeg var 8-9 år. Hun var skeptisk. Hvad fanden laver en dreng på 8-9 år med strikkepinde? Men jeg syntes, det så interessant ud. Jeg begyndte med at fingerstrikke, men hun var ikke så god til at lære fra sig. Det ærgrer mig sådan, at hun ikke nåede at få at se, hvad det endte med. Min far sagde, at jeg burde have været en pige – men det havde jo været værre, hvis han sagde, at jeg skulle have været en plet på lagnet. Jeg var sådan lidt på tværs. Jeg blev fotograferet med en fodbold, da jeg var to år gammel, og siden har det raget mig en høstblomst.
Jeg pådrog mig en hjerneskade, da jeg blev født. Der var noget, der ikke åbnede sig, som det skulle. Der var ikke rigtig nogen, der snakkede om det. Først da jeg kom i et bofællesskab som voksen, i 1991, var der nogen, der spurgte: ”Er der virkelig ikke nogen, der har snakket med dig om, hvorfor du er handicappet?” I skolen gik jeg i specialklasse – eller centerklasse, som det hed. En form for hjælpeklasse. Når man er udviklingshæmmet, lærer man langsommere. Man skal have det ind med ske. Skåret ud i pap. Man kan være lidt tungere at danse med.
JEG HAVDE ET håb om at blive kunstner. Efter skolen havde jeg forskellige jobs. Det første var som ufaglært linnedportør på Aarhus Amtssygehus. Det næste var på en genbrugsfabrik i Lystrup. Så medhjælper ude på kirkegården i Vejlby. Efter det kom jeg på kunstlinjen på Egmont Højskolen og så på Det Kreative Værksted i Malling. Der blev det lidt mere seriøst med kunsten. Jeg så i fjernsynet, jeg kan ikke huske, hvornår det var – engang i starten af 90’erne – at der fandtes en kunstskole for udviklingshæmmede. I nogle år gik jeg og drømte, men der skete sgu ikke så meget. Jeg havde også et mindre problem med alkohol. Og det var nogle stærke øl. Elefanter. I dag er alkoholen rejst, men elefanterne er der stadig i min kunst.
Foto: PR
I 2000 kom jeg ind på kunstskolen Bifrost. Jeg flyttede fra Aarhus til Randers. Aarhus kunne godt finde ud af at lave ARoS, men de kunne ikke finde ud af at lave noget for de udviklingshæmmede. På Bifrost kunne jeg male, lave keramik, linoleum, strik. Jeg begyndte at strikke i plastikposer. Dengang fik man dem jo kastet i hovedet, det gør man ikke længere. I dag laver jeg også keramik og store linoleumssnit.
Jeg bor i en lejlighed tæt på Bifrost, hvor jeg også har mit eget værksted. Der sidder jeg, når jeg har fri. Jeg er nok lidt en arbejdsnarkoman. Jeg nyder at sidde i fred og ro og bare fordybe mig. Nogle dage tager vi på udflugter og til ferniseringer, men andre dage kan jeg bare sidde og tegne. Det varierer lidt hvor længe alt efter mit humør, og hvor godt jeg har sovet.
ET AF MINE værker hedder ’Kenneth Rasmussen hader det 21. århundrede’. Jeg er meget dårlig til IT, det skal jeg også have ind med ske. Hvis man ikke forstår IT, er man et andenrangsmenneske. Man bliver skubbet bagud i køen, bare fordi man ikke har en dyr computer eller en smart telefon. Det pisser mig lidt af en gang imellem. Jeg bruger nok en del vrede i min kunst. Jeg synes, at man ser ned på de udviklingshæmmede. Man bliver betragtet som en, der ikke kan slå et søm i en kolort uden at ødelægge begge dele.
Foto: DR
Det er en sejr for mig at blive anerkendt som kunstner. Jeg er jo den første med udviklingshandicap på Randers Kunstmuseum og nu på Arken. Mine værker har været udstillet i hele verden. Det er jeg da lykkelig for. Ellers ville jeg da også være et kæmpe skarn. Jeg har også været med i DR-serien ’Originalerne’, og der skete virkelig noget. Nu er der folk, der stopper mig på gaden og siger: ”Sikke god kunst, du laver”, eller ”Tak for din kunst.” Nogle siger også: ”Tillykke med gennembruddet.” Det er folk, jeg slet ikke kender. Nu kommer der snart tre nye udsendelser, men så håber jeg også, det stopper. Jeg kunne godt bruge et pusterum fra alt det kamerahalløj. Selvom man er berømt eller berygtet, har man jo stadig ret til et privatliv.
Jeg er taknemmelig for at have fundet et sted som Bifrost. Ellers var jeg da en slem idiot. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer mig, men jeg håber, at ARoS en dag åbner døren for mig. Man kan godt tage aarhusianeren ud af Aarhus, men man kan ikke tage Aarhus ud af aarhusianeren. Det ville betyde meget for mig at udstille der.
Jeg bliver aldrig færdig med min kunst. Ars longa, vita brevis. Kunsten er lang, livet er kort.
