PLUDSELIG EN DAG skulle vi af sted. Jeg var lige kommet hjem fra skole. Vi skulle på ferie til Jordan. Med det samme. Det var lidt underligt, at det skulle ske i al hast, syntes jeg, men ideen om at tage på ferie var der ikke noget underligt i. Vi var middelklasse og havde råd til den slags.
Min familie kommer fra nogle sumpområder i det sydlige Irak mellem de to store floder Eufrat og Tigris. Et meget traditionelt samfund, hvor fisk fylder meget i kosten, både bliver fremstillet af siv, og man som barn lærer at kaste med net, også selvom man ikke nødvendigvis skal være fisker.
Mine onkler levede af at fiske, men min far var elektroingeniør, og da han fik arbejde hos et firma i Bagdad, flyttede vi til storbyen. Det var en omvæltning, men jeg fik nye venner i skolen, og af og til tog vi tilbage til Sydirak, var sammen med vores fætre og kusiner, tog på fisketur og nød det simple liv. Jeg havde det så fint. Jeg var 12 år gammel og havde ikke mange bekymringer.
Indtil en dag i 2003, hvor jeg gik hjem som alle andre dage, da jeg fik fri fra skole, og så, at alle vores tasker var pakket. Da min far forklarede, at vi skulle af sted til Jordan, tænkte jeg bare: ”Fint nok.” Efterhånden gik det op for mig, at vi ikke var på ferie. Og efter et par måneder i Jordan tog min far videre til Danmark. Irakkrigen var lige brudt ud, og han vidste godt, at situationen var uholdbar.
Imens blev min mor og jeg og mine to søskende tilbage i Jordan. Det hele føltes utrygt. Vores mor var bange, hvordan ville det komme til at gå? Imens gik vi børn og håbede på at komme hjem til Irak på et tidspunkt. Det var det eneste, vi ville. Bagdad var godt nok faldet, men vi kunne ikke forestille os andet, end at der ville blive fred igen. Et halvt år senere fik vi at vide, at vi var blevet familiesammenført. Vi skulle bo et sted i Danmark, der hed Gilleleje.
JEG SAD I taxaen fra Kastrup Lufthavn, og det regnede på forruden. Folk så anderledes ud. Jeg forstod ikke, hvorfor vi overhovedet var taget af sted. Jeg havde forstået det, som om vi skulle bo i et stort hus, men da vi ankom til Gilleleje, gik det op for mig, at vi kun havde et lillebitte rækkehus, og at der boede 12 andre familier bag nabodørene.
Noget ved min far var forandret. Han plejede at være den her mand, der havde styr på sit liv og kunne alting. Nu kunne han pludselig ikke ret meget. Følte sig vel lige så fremmed som os andre, selvom han havde været i Danmark et halvt år. De to første måneder levede vi nærmest i isolation. Vi skulle vænne os til den nye virkelighed.
Så begyndte jeg i en 6. klasse. Jeg havde ikke det rigtige tøj på, så sikkert helt forkert ud. Når læreren kom ind i klassen, rejste jeg mig – det var den disciplin, jeg var vant til – mens de andre sad og rakte fuckfinger og kastede med papirkugler.
Jeg kan ikke bebrejde nogen for at have syntes, jeg var mærkelig. Vi var nogle af de første irakiske flygtninge, der ankom – og skulle lige ses an. Samtidig følte jeg mig meget mere moden end mine jævnaldrende. Jeg havde oplevet så meget mere end dem. Men det var svært at stå op for sig selv, når man var dårlig til sproget.
Det eneste, mine forældre kunne sige, var: ”Du er der for at lære noget, så du kan komme videre.” Så det gjorde jeg. Fokuserede på undervisningen, lavede mine lektier, blev god til dansk og fik gode karakterer. Det var en kamp, jeg skulle kæmpe. Jeg var nødt til at være ydmyg og åben og nødt til at finde en interesse for det nye.
Baha Lafta og hans kompagnon Yasser Hamid har drevet Den Grønne Kutter siden 2022.
EN DAG FIK jeg job hos Adamsens Fisk nede på havnen. Jeg ville gerne have en PlayStation ligesom mine klassekammerater, så det var om at spare op. Jeg kom til at stå bag disken, jeg solgte fisk og stegte fiskefrikadeller. Fisken smagte meget anderledes, end hvad jeg kendte fra Irak. Fiskefileter med remoulade, røgede sild, røgede ål – alt sammen ting, jeg aldrig havde set før. Alligevel føltes det hele håndgribeligt og genkendeligt. Her var noget, jeg kunne relatere til.
I fiskehandlen lærte jeg at forstå danskerne. Udadtil kunne de virke kolde, men i forretningen mødte jeg stamkunderne og fandt ud af, at det ikke passede. Her var de altid glade. Det var ’godmorgen’, ’goddag’ og ’hav en god dag’.
En dag i toget faldt jeg i snak med en dreng på min alder. Han boede også i Gilleleje, men gik på en anden skole. Hans familie tog mig virkelig til sig. De syntes, det var sejt gået, at jeg var kommet hele vejen fra Irak. Moren var af jødisk afstamning og kunne fortælle om, hvordan jøderne flygtede fra Gilleleje til Sverige under krigen. Hun interesserede sig for min baggrund og vidste nærmest mere om Irak, end jeg selv gjorde.
De boede på Strandvejen med udsigt over Kattegat, og det blev dem, jeg kunne spørge til råds. Dem, jeg fejrede juleaften hos. Selv da jeg nogle år senere blev student, var det hos dem, studentervognen stoppede.
Jeg startede på CBS med en vag drøm om, hvad jeg skulle. Jeg skulle have mit eget job, så jeg kunne klare mig selv, hjælpe mine forældre og andre omkring mig. Jeg ville have noget, ingen kunne tage fra mig. Vise verden, at jeg godt kunne.
Det gik godt med studierne, og ved siden af arbejdede jeg i Nykredit som intern revisor. Det var jo fint, men jeg kunne mærke, at jeg egentlig ikke havde lyst til et arbejdsliv, hvor man skulle sidde hele dagen foran computeren.
MENS JEG VAR ved at tage min kandidateksamen, mødte jeg en fyr, der hed Yasser. Han kom også fra Irak og havde boet i Vordingborg, hvor han havde uddannet sig til fiskehandler. Da der på et tidspunkt blev et stade ledigt i Torvehallerne, tog Yasser fat i mig.
Han spurgte mig, om vi skulle slå os sammen. Så kunne han stå for det fiskefaglige, fileteringen og alt det, mens jeg tog mig af økonomistyringen. Det var noget, der trak i mig. Så vi satte os ned og udviklede et koncept. Og en dag, hvor vi var på tur til Gilleleje, så vi en grøn fiskekutter sejle ind i havnen. Vi kiggede på hinanden. Dér var navnet.
I dag er vi omtrent 15 mennesker i Den Grønne Kutter. Vi har seks fastansatte og en butikschef, der har været i branchen i 30 år. Vi har altid 2-3 elever. Resten er på deltid. Mit kontor er derhjemme, men jeg kommer meget i butikken.
Jeg kan lide duften af fisken, jeg kan lide at se de unge, der kommer til. Måske ved de ikke helt, hvor de vil hen, og måske kan vi give dem noget retning. Vi har en italiensk fyr, som om hertil uden at kunne dansk, men han elsker fisk og lærte systematisk alle fiskenes danske navne og er ved at uddanne sig til fiskehandler. Et par af vores tidligere elever har åbnet deres egne butikker, og andre arbejder i større, etablerede virksomheder.
Ifølge Baha Lafta handler det om at købe ind i de helt rette mængder, hvis man vil have succes som fiskehandler.
VI SAMARBEJDER MED en masse kystfiskere, som vi kører omkring i Danmark for at skabe relationer til. Og vi prøver at undgå alt, der hedder bundtrawl. Men af og til er det vanskeligt at leve 100 procent op til vores værdisæt, selvom vi gør alt, hvad vi kan for at efterleve det. For eksempel er jomfruhummere for det meste fisket med bundtrawl. Du kan godt finde dem fisket i tejner (små bure, red.), men så koster de måske også kunden 1.200 kroner kiloet. Og selvom vores kunder er villige til at betale for bæredygtighed, er det måske i overkanten. Vi er også nødt til at have laks og tun, når kunderne efterspørger det. Vi er jo en forretning, der skal kunne løbe rundt.
Men vi sælger ikke nogen truede dyrearter i vores butik. Vi holder dagligt øje med, hvad der er rødlistet, gullistet og grønlistet. Vi har for eksempel valgt ikke at sælge ål i vores forretning. Vi prøver selvfølgelig at oplyse folk og anbefale, at de prøver en røget makrel i stedet. Men det er ikke altid, hr. og fru Jensen er villige til at købe det alternativ, vi foreslår. Så vi er nødt til at sende nogle folk videre. Det gør ondt på pengepungen, men det gør også ondt i hjertet, at fiskebestandene er pressede. Balancen mellem høj fødevarekvalitet og hensynet til miljøet er svær. Men det føles vigtigt og meningsfuldt for os hele tiden at prøve at finde den.
Om man kan tjene penge på at være fiskehandler? Alt er relativt. Jeg kunne nok tjene flere penge som revisor. Men så længe vi får dækket vores lønninger og har frisk fisk med røde gæller i disken, har vi gjort noget rigtigt.
