1.
Begge mine forældres barndom var præget af, at de var jødiske flygtninge. Som toårig flygtede min far fra Tyskland til Danmark med min farmor og farfar, det var i 1933, lige efter Hitler var kommet til magten. I 1943 flygtede han igen. Denne gang fra Danmark til Sverige. Det samme gjorde min mors familie. Men sammen skabte de et hjem for mig og mine brødre, som var harmonisk og fyldt med humør.
Især min mor er præget af en ukuelig optimisme, som aldrig har svigtet hende. En virkelig glæde ved store og små ting. ”Næ, nu skal vi hjem og have en dejlig middag!” ”Nu skal I se, jeg har lige bagt en kage!” Det kommer fra et virkelig oprigtigt sted. Hun har også altid været ret lattermild. Min far har altid været ret sjov, han står på en meget taknemmelig scene, og det har været stimulerende for dem. Han har ikke historier, der som sådan går igen, det er mere noget med at være i nuet og gribe det.
Når vi sad ved aftensbordet derhjemme og spiste, og en af os unger gjorde et eller andet åndssvagt, kom der straks en underfundig eller ironisk kommentar. Vi måtte gerne drille hinanden. Jeg er vokset op i en familie, hvor det blev forventet, at man tager plads, ellers kommer en masse andre familiemedlemmer tromlende med deres store personligheder og vælter én omkuld. Sådan er det også med mine egne børn i dag. Altså, hvis vi er 15 mennesker samlet, taler 12 af os samtidig.
2.
Jeg legede aldrig med dukker. I stedet løb jeg rundt på vejene med drengene fra vejen, kravlede op på tagene og hoppede ned. Jeg brækkede alt muligt hele min barndom. Jeg var den uheldige kombination af rimelig klodset og ret vild. Det eneste, som var ret skræmmende for mig, var at lege skjul. Det dér øjeblik, hvor man bliver fundet eller finder nogen. Huh! Det er mega-uhyggeligt.
Det drengede blev forstærket af, at jeg fik to brødre, og der var især drenge blandt vores nabobørn. Jeg er opvokset med drengekonkurrence. Dengang opdrog man drenge og piger langt mere forskelligt end i dag, men min familie var en undtagelse. Min far har i et vist omfang fået lov til at opdrage mig som en dreng, og min mor syntes, det var okay. Eller hun kunne mærke, at det var det rigtige, og det var heldigt for mig.
Samtidig er jeg den ældste, og min ældste lillebror er kun et år yngre end mig, så jeg har haft ham åndende lige i nakken. For mig har det været nødvendigt at sige: ”Hallo, lad være med at skubbe til mig, jeg er her også.” Det har man i generationer været for dårlige til at give piger, det der med: ”Ja, du faldt, men rejs dig op, og fortsæt.” Det er sundt, det giver hår på brystet.
3.
Den første biograftur, som virkelig gjorde indtryk på mig, var sammen med min farmor. Jeg må have været omkring 11. Vi gik i Palads, hvor der var røde veloursæder. Jeg tror, min farmor var uforberedt på, hvad hun havde taget mig ind til. Det var en form for gyserfilm, hvor der var en mand, som kørte i et tog med blå sæder. Og denne mand kunne ligesom lave en bevægelse, og så poppede hans øje ud. Wup! Man kunne se øjenhulen og det hele. Det var ekstremt livagtigt, og det skræmte mig.
Sædet ved siden af mig var tomt, men der sad nogle bagved. Så jeg kiggede bagud og tænkte: ”Det kan være, at ham der skråt bag mig også kan poppe sit øje ud.” Jeg var ret påvirkelig med sådan nogle ting. I dag ved jeg jo godt, at det nok var et falsk øje. Men jeg kan stadig finde på at google, om det virkelig er muligt, at et øje kan hoppe ud på den måde. Det sidder i mig.
4.
Da jeg var omkring 12, konstaterede min mor, at nu gad hun ikke købe tøj til mig længere. I stedet fik jeg penge til selv at klare det. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på, men blandt andet købte jeg en tværstribet pyjamas, som jeg gik med til daglig. Der findes i hvert fald 50 billeder af mig med den på. Jeg var virkelig kikset. Selv hvis jeg bare havde brugt den som pyjamas, havde den været ufattelig grim. Men jeg var umoden og helt ubevidst om mig selv som et fysisk væsen.
Jeg havde det ikke specielt godt i puberteten. Jeg forstod ikke, hvad der skete, da de andre piger begyndte at ryge cigaretter og se supergodt ud. Jeg syntes stadig, det var sjovere at spille fodbold med drengene. Der var fire piger i klassen, som bestemte alting, og når de arrangerede fester, fik jeg ingen invitation. Engang spurgte jeg dem, hvorfor jeg ikke blev inviteret, og så kiggede de på mig og sagde: ”Arh, men vi tror ikke, du vil synes, det er sjovt.”
Jeg fik en tanke om, at I da ikke skal bestemme, om jeg synes, det vil være sjovt at komme til fest. Selvom jeg var så umoden, kunne jeg mærke, at der lå noget andet bag at sige sådan. Noget fordækt i at lade, som om det var for min egen skyld. Dengang kunne jeg bare ikke sætte fingeren på det. Det gjorde mig utilpas og ked af det. Jeg fortalte det ikke til mine forældre, for i den alder har man brug for ikke at fortælle dem alting. Mine egne børn vil nok sige, at de ville være rædselsslagne, hvis jeg gik hen på skolen og skældte ud. Det kan være, det var samme frygt: at mine forældre ville blande sig og gøre alting værre.
5.
Jeg havde tre år, hvor jeg var uden for det hotte, sociale liv, og derfor fik jeg meget tid og rum. Jeg brugte det på at læse sindssygt mange bøger. De var lette at komme til, vi havde altid huset fuldt af bøger – begge mine forældre læste, min mor skønlitteratur, og min far især faglitteratur om historie og geografi. Jeg læste alt fra ’De 5’ til ’Krig og fred’ og ’Anna Karenina’ og forsvandt ind i en fantasiverden. Der er ingen tvivl om, at den fokus på historier på et tidspunkt, hvor jeg var så påvirkelig, har betydet noget. Det har trænet min adgang til fantasi, og det har trænet min forståelse for, hvordan historier er skruet sammen.
Jeg blev i den verden til og med 9. klasse. Derefter gav gymnasiet mig et positivt chok: ”Wow, her er faktisk drenge, som ser mig som noget andet end en ven. Her er piger, som synes, jeg er sød og spændende.” Men den der følelse af at blive holdt udenfor har aldrig sluppet mig. Jeg var ikke et decideret mobbeoffer i folkeskolen, men det var lige på grænsen. De piger var virkelig ikke søde mod mig. Jeg tror aldrig, sådan en oplevelse som barn slipper et menneske. Midt i mit voksne, privilegerede liv kan de mindste ting få mig til at føle mig udenfor, og det sårer mig.
Jeg har dog fået min hævn, synes jeg. Engang i 00’erne var jeg på et hotel for at lave presse til en film. Jeg kom ind i hotellets restaurant i højt humør med et kæmpe hold af journalister efter mig. Dér i restauranten sad de fire piger og spiste morgenmad, og jeg kunne se, at jeg i de mellemliggende år havde været til sjovere fester, end de havde. Samtidig var det lidt sørgmodigt. Jeg fik en ømhed over for dem, jeg faktisk ikke havde lyst til at have.
Den danske instruktør i ’stolen’ på settet til HBO-serien ’The Undoing’.
6.
Derhjemme fulgte vi reglerne for et ortodokst jødisk liv. Vi holdt sabbat hver fredag, spiste traditionel jødisk mad, og det var hyggeligt at være sammen på den måde. Mine forældre forventede, at jeg som voksen skulle leve et konventionelt jødisk liv. Det ville indebære, at jeg overholdt de jødiske regler og blev gift med en jødisk mand. Begge mine brødre har ført det liv videre.
Men allerede fra jeg var ret ung, var det tydeligt for mig, at jeg var nødt til at gøre op med de forventninger, hvis jeg skulle leve det liv, jeg ville. Opgøret skete ikke i aha-øjeblikke. Det skete gradvist, efterhånden som det gik op for mig, at visse ritualer ikke havde den stærke betydning for mig, som de burde have. Behovet for at gennemføre ting, fordi ’sådan har vi altid gjort’ blev simpelthen mindre.
I dag kan jeg ikke påstå, at jeg er et religiøst menneske. Men min baggrund har givet mig en kulturel identitet, og den har givet mig et moralkodeks, som jeg er meget tro over for. Nogle værdier, jeg ikke gradbøjer. Grundlæggende stræber jeg efter at være et menneske, der viser respekt, anstændighed og ærlighed.
Nu har jeg fundet ud af, at et af mine yndlingsritualer er fødselsdage. Jeg elsker dem. Det er sådan en dejlig måde at fejre mennesker på. Bare fordi de kom til verden. Tanken er så smuk, og det betyder noget for både børn og voksne. Det er også en tradition, som minder mig om, at jeg er så privilegeret at være en del af fire levende generationer: mine forældre, mig, mine børn, deres børn.
7.
I 1978 flyttede jeg til Jerusalem for at studere. En dag drog min daværende kæreste og jeg på en uplanlagt motorcykeltur ned gennem ørkenen. Uden penge, uden varmt tøj, uden soveposer. Ham ved styret, mig bagpå og så af sted. Israel var i krig på det tidspunkt, vi så en del soldater på vejen, men vi havde det sjovt og fortsatte. Vi kørte væk fra hovedvejen, igennem bjergene og endte på nogle grusveje, som snoede sig i ørkenen. Pludselig gik solen ned. Dernede sker det på et øjeblik. Og vi opdagede, at vi ikke havde så meget benzin på. Vi var kørt så langt, at vi ikke anede, hvor vi kunne få tanket op. Vi anede heller ikke, hvor vi kunne få mad og vand.
Vi stod af motorcyklen. ”Okay, hvad gør vi?” Vi kørte lidt videre. Stod af igen. Så kom en lastbil kørende med geder på ladet. Det viste sig at være en beduin-far og hans søn. Vi stoppede dem og spurgte, om vi kunne få noget vand, og de spurgte, om vi ville med dem. De viste sig at have et indhegnet sted i ørkenen, hvor der var nogle oliven- og frugttræer, og der fik vi lov til at sove i deres stald. De gav os kaffe og pitabrød og kørte os et sted hen næste morgen, hvor vi kunne få benzin. Det var mere held end forstand, de kunne lige så godt have været en af de beduinfamilier, som var involveret i urolighederne.
Som ung havde jeg en del oplevelser af den slags: Jeg prøvede grænser og kom steder hen, hvorfra jeg ikke anede, hvordan jeg skulle komme videre. Det var hovedløst. Men når jeg træder et skridt tilbage, ser jeg noget smukt i at hengive sig til eventyret. Nu hvor jeg er blevet ældre, ville jeg tjekke, hvor meget benzin der er på motorcyklen. Men jeg kan stadig stå op om morgenen og have det, som om jeg ikke aner, hvordan jeg skal komme videre. Det kan lyde overfladisk, når jeg er, hvor jeg er, og laver, hvad jeg gør. Men følelsen ligger faktisk på et ret grundlæggende niveau.
Stjernerne Nicole Kidman, Hugh Grant og stjerneinstruktøren selv på job i New York.
8.
På Filmskolen blev vi bedt om at beskrive vores yndlingsscener fra store film. I ’Dommedag nu’ er der de spektakulære, kæmpestore scener, for eksempel åbningen med lyden af helikoptere, eksplosioner og The Doors’ ’The End’. Eller angrebet til lyden af Wagners ’Valkyrieridtet’. Men min yndlingsscene fra filmen er den, hvor hovedpersonen får sin mission. Det er en intim scene med fire mænd, blandt andet en meget ung Harrison Ford i en lille rolle. De er samlet om et bord og spiser rejer, mens den her nedbrudte kaptajn får forklaret, hvad der venter ham. Jeg er interesseret i, hvad der sker mellem mennesker i sådanne øjeblikke. I et nærbillede. I et blik. Og jeg er ret udholdende, når jeg har fundet en historie, der giver mig mulighed for at undersøge det.
Den næstsidste film, jeg lavede på skolen, var en langt ude historie, jeg skrev med min daværende kæreste, Tómas Gislason, og hans storebror. Om en prinsesse og en dværg. Det var noget med, at de begge to var ensomme og isolerede i et stort, tosset hof, og prinsessen ville teste dværgen.
Filmen skulle kulminere i en stor fest på slottet, og til den fest skulle der være 200 mennesker. Jeg gik til filmskolens rektor, Henning Camre, med et manuskript, hvor der stod, at vi skulle bruge 200 statister på et slot. Til en skolefilm. Han kiggede på mig med et blik, som sagde: ”Hvilken verden er det lige, du er i?” Jeg var helt frejdig: ”Prøv og hør: Alle de her statister, de kommer, og de kommer gratis. Det sørger jeg for, ikke noget problem.” Vi havde fået lov til at låne Karmeliterklostret i Helsingør og havde lånt kostumer på et teater. Det hele var i fuld gang. Så sagde Henning Camre: ”Okay, du skal have alle 200 til at skrive under på, at de skal være der i tre dage, gratis. Når du kommer og viser mig de underskrifter, så får du lov til at lave filmen.”
Jeg gik rundt på Strøget i København og samlede underskrifter sammen. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte få lidt ekstra, hvis nogle skulle springe fra. Jeg fik samlet 300 underskrifter fra folk, der lovede at komme allerede næste dag. De kom, og så filmede vi i to dage med de her stakkels mennesker, som nok fik vådt og tørt, men ikke en øre. Fra Hennings side var det en test for at se, hvor insisterende jeg var. Og det er jeg. 100 procent. Sætter jeg mig noget for, gør jeg alt for at gennemføre det.
9.
Min far var direktør for Stjernerejser og siden for DFDS, og han var en tydelig leder, direkte og dominerede. Men han var også utilpasset i etablissementet, fordi han var mere visionær og original, end hans arbejdsliv tillod. Jeg har heldigvis fundet et sted, hvor det visionære og originale værdsættes. Og ved at observere min far har jeg lært en masse om at lede. Om at tage den plads og det ansvar, det kræver. Sammen med min opdragelse har det gjort mig i stand til at navigere i min forholdsvis maskuline branche uden at blive alt for sårbar.
Det er stadig unødvendigt svært for unge kvindelige filmskabere at komme frem, og jeg tror, det bunder i mønstre i den måde, vi bliver opdraget på, og i den måde, vi taler til hinanden på. Specielt kan jeg se det, hvis jeg sidder til møder i USA, som er langt mere patriarkalsk end Danmark. Det er grænsende til mandschauvinistisk. De mandlige producenter har en meget mere naturlig måde at tage rummet på, at styre ordet på, selvom de godt kan være mindre kompetente. Men noget i den måde, de har gået i skole på, i den måde, deres forældre har talt til dem på, i den måde, samfundet har mødt dem på, har givet dem adgang til en selvfølgelig sikkerhed, som kvinder ikke har på samme måde.
Når kvinder tager den plads, de egentlig har talent og kompetence til, er der mange mænd, der opfatter dem som unødigt larmende. Det bliver jeg superprovokeret over. Marginalen for klædelig adfærd for kvinder er væsentlig smallere end marginalen for klædelig adfærd for mænd. Uden tvivl.
Samtidig er jeg bevidst om, at min egen totale mangel på omsvøb kan være ubehagelig for andre. Jeg er dårlig til at sige ”Nå, hvordan går det?” i telefonen. Hvis jeg ringer til nogle, som jeg regner med ved, at det er mig, kan jeg godt lade være med at sige mit navn. Jeg går direkte til sagen. Hvis man er så direkte, som jeg kan være, kan jeg godt forstå, folk bliver hylet ud af den. Det kan virke som et angreb, selvom det ikke er det. Det har sine fordele at kunne skære igennem, men jeg kan godt se, at det har en bagside. Jeg øver mig i at virke mere venlig … men så glemmer jeg det igen.
Den nære familie er et anker for Susanne Bier, hvis film og serier ofte undersøger de sammenfiltrede bånd mellem forældre, børn, ægtefæller og søskende. Her klip fra ’Den skaldede frisør’ fra 2012 med blandt andre Trine Dyrholm og Pierce Brosnan og fra ’Things We Lost in the Fire’ med Halle Berry og Benicio Del Toro fra 2007.
10.
Under optagelserne til ’Bird Box’ stod jeg pludselig med et helt filmhold, som var skræmt, stivnet og ikke anede, hvad det skulle gøre. Debatten om #MeToo var blusset op, og der var en masse signaler om, hvad man ikke måtte, men ikke så mange signaler om, hvad man måtte.
Inden vi gik i gang med filmen, havde alle været på et kursus, som Netflix altid holder. Her blev arbejdsmiljøpolitikken på deres produktioner gennemgået. Hvordan vi taler til hinanden og så videre. Og der sagde kursuslederen beroligende, at selvfølgelig bliver folk forelskede, når de arbejder sammen. Det er jo et af de steder, hvor vi møder nye mennesker. Jeg synes, det var en fin måde at forsøge at afdramatisere situationen på.
Men i praksis på settet eksisterede der stadig en usikkerhed om, hvordan vi skulle omgås hinanden. Og det var en sund usikkerhed, men en usikkerhed, vi også er nødt til at adressere, hvis vi skal redefinere vores omgangsform. Magtmisbrug er utilstedeligt i enhver form, og forhold skal være lige og med åbenhed om hensigterne. Men samtidig skal der være plads til anerkendelsen af, at tiltrækningen mellem mennesker er en organisk ting, som ikke er grim, dum eller ond. Min situation var helt konkret: Jeg skulle skabe en film med en masse mennesker, som ikke anede, hvordan de skulle gebærde sig. Og som ikke havde den mindste form for magtmisbrug i sinde.
Heldigvis var jeg i den situation, at jeg kunne løse det, fordi jeg var kvinde og lederen. En dag krammede Sandra Bullock og jeg hinanden, da vi mødte ind. En af os – jeg kan ikke huske hvem – kommenterede det ligesom humoristisk: ”Ja, nu kommer jeg og krammer dig.” Underforstået, at der var den her debat i gang, og nu rørte vi altså bare ved hinanden. Den joke førte til, at hun og jeg helt målrettet gik rundt og krammede andre på filmholdet. Vi ville vise, at det er okay, at vi krammer. At en varm arbejdsrelation ikke er en misbrugerrelation. Krammene spredte sig som ringe i vandet, vi fik det hele løsnet op.
11.
Ligesom mange andre har jeg gået rundt i kvartererne omkring Central Park og kigget op på husene og tænkt: ”Hvad er det for nogle liv, der leves deroppe i nogle af de største og dyreste lejligheder i verden?” ’The Undoing’ gav mig pludselig adgang til den overklasse. Og det via et manuskript, som stillede nogle mega-interessante spørgsmål: Hvor meget kender man en person, som er tæt på én selv? Hvor mange og hvor store hemmeligheder har vi for hinanden? Og hvad sker der, når de ting, vi tager for givet, begynder at opføre sig anderledes?
Nicole Kidman var allerede involveret, da jeg blev kontaktet, og hende ville jeg gerne arbejde med. Hun viste sig at være helt exceptionel. Store skuespillere er store på forskellige måder. Hun er det på sådan en måde, hvor hun er en mutant. Hun har 100 procent adgang til andre personers følelser og giver sig fuldstændigt hen til det. Det er, som om hun trykker på en knap, så er hun en anden person. Hun går anderledes, hun åbner døren på en anden måde. Alting.
En af de vildeste optagedage, vi havde sammen, var oppe i Freedom Tower, det tårn, de har bygget på Ground Zero. Vi filmede på 109. etage, tror jeg. Inde i rummet stod Nicole og en anden skuespiller og skulle føre en dialog. Rundt om os, lige uden for de høje vinduer, cirklede en helikopter, som var en del af optagelserne. Vejret var lidt overskyet, og det var ret uvirkeligt at stå deroppe i himlen. Pludselig kom der hul i skydækket, så vi kunne se lidt af byen og helikopteren, der nærmede sig. Jeg tænkte: ”Nu skal jeg sørge for, at piloten holder helikopteren så tæt på vinduet, at vi får det rette billede. Men ikke så tæt, at han kommer for tæt, og det går galt.” ”Så liiiiidt mere, liiiidt mere. Oooog stop!”
Jeg har det fint med at stå med ansvaret i sådan en vild situation. Det har ikke noget at gøre med, at jeg synes, filmoptagelser skal være farlige. Det har noget at gøre med, at jeg kan lide, at det er grænseoverskridende, og at det giver et kick. Jeg tænker, det er det samme, sportsfolk har: Hvordan når jeg over på den anden side?
I dommedagsthrilleren ’Bird Box’ fra 2018 kæmper en kvinde så hårdt for at overleve en epidemi, at hun selv glemmer at leve. Til højre instruktøren og
hovedrolleindehaveren Sandra Bullock.
12.
Jeg er fascineret af psykopater og af det sorte, og jeg har intet imod at vise det kringlede og det besværlige. Men jeg har ikke lyst til at male et billede, hvor det vinder. Jeg føler, at jeg har en pligt til at fortælle noget positivt med mine film og tv-serier. Jeg føler en drift mod det livsbekræftende.
Det fører tilbage til mine forældre. Især min mors ukuelighed. Jeg tror, den stammer fra, at hun har overkommet noget meget, meget grusomt og alligevel mærket øjeblikke af lykke. Hvis man kan mærke en overvældende glæde på trods af, at man er flygtning, på trods af at en stor del af ens familie har gennemgået noget forfærdeligt, så er det, fordi der findes noget godt i livet, man kan vælge at tro på. Den livsindstilling er jeg blevet madet med hele livet. Bevidst eller ubevidst. Jeg tillader mig den luksus, at det gode sejrer til sidst.
