DANNER-VIRKE
Langt de fleste kender hende af navn, men hvem hun egentlig var, grevinde Danner, kan de færreste nok svare fyldestgørende på. Men det kan man, hvis man tager til Frederiksborg Slot i Hillerød og ser udstillingen ’Danner af Danmark’, der viser de mange ukendte facetter af en kvinde, der forstod at spille sine kort, og som var forud for sin tid som person, iværksætter, politiker og modeskaber. Hvem vidste for
eksempel, at grevinde Danner fik et hattepatent?
Vises indtil 16. november. Se mere på dnm.dk/event/danner-af-danmark

Foto: Kaj Holbech: H.M. Kongens Håndbibliotek, Den Kongelige Fotografisamling
KONGELIGE KLIK
Hvis du i løbet af sommeren befinder dig omkring Amalienborg og har gloet færdig på livgarderne, kan du få tilfredsstillet din royale nysgerrighed ved at gå på Amalienborgmuseet, hvor du kan snuse til kongefamiliens dagligdag gennem tiden. Fra dronning Louise, der fra sin overpolstrede dagligstue prøvede at skabe ægteskabsalliancer, over Frederik VIII’s arbejdsværelse i renæssancestil og til Frederik IX, der med dronning Ingrid og deres tre prinsesser satte nye standarder.
Se mere på denkongeligesamling.dk

Foto: PR
FESTIVAL PÅ FEDDET
Er du ude i sommerlandet og i nærheden af Sjællands Odde den 8.-10. august, kan du for første gang berige dig selv, dine ører og dine sanser på festivalen Lost Farm, der spredt over halvøen byder på et væld af internationale musik-, kunst- og performance-optrædener, du ikke finder andre steder. Bag festivalen står en gruppe lokale og internationalt bosiddende, der på halvøen blandt andet har stået bag saunafestival, mellemøstlig mad på havnen, japansk brød hos bageren og iransk nytårsfest. Og nu en festival, som de håber, ingen vil hjem fra.
Se mere om festivalen på lostfarm.org

Foto: PR
FESTIVAL PÅ ASFALT
Vesterbro i København er i tre dage og med tre scener atter klar til at finde det sprødeste og nyeste frem i dansk musik. Det sker på Uhørt Festival, hvor 42 udvalgte danske bands og musikere – ud af 600-700 ansøgende – får lov at give den fuld pedal. Tidligere har navne som The Minds of 99, Blæst og Guldimund spillet på Uhørt, og vil du selv se og høre, hvem der bliver fremtidens stjerner, skal du dukke op i dagene 14.-16. august.
Se mere på uhoert.dk

Foto: Mew, mew.dk
SE ORØ OG DØ
Øen i søen har ingen barber, men til gengæld er ’Isefjordens perle’, som Orø også bliver kaldt, fyldt med smukke og tilbagelænede naturoplevelser. Man kan nå øen via færgen fra Holbæk Havn eller den lille kabelfærge ved Hammer Bakke, og hvor meget stedet har at byde på, især om sommeren, kan man læse meget mere om i Linda Danielsen Røygaards bog ’Orø – Mulighedernes ø’.