Den store illusion

SOM DRENG ØNSKEDE jeg mig et tryllesæt. ”Hvorfor?” spurgte mine forældre. Det kunne jeg ikke svare på, jeg skulle bare have det. Stille og roligt begyndte jeg at underholde i skolen og rundtomkring med korttricks. Jeg tiltuskede mig flere og flere numre, og en dag hørte jeg om Magisk Cirkel, en slags klub for tryllekunstnere. De folk kunne alle mulige ting, jeg ikke fattede noget af, men jeg forsøgte at aflure så meget som muligt og gik hjem og øvede mig, øvede mig, øvede mig. Jeg er nok et konkurrencemenneske. 

Jeg var god til matematik og besluttede mig for at læse til civilingeniør. Mens jeg studerede, voksede trylleriet fra en gratis optræden hist og her for venner og venners venner eller i badmintonklubben for en træningsdragt, til at jeg begyndte at tage honorar. En dag tænkte jeg: ”Jeg skal have mig en fast grundløn”, og gik ind i Grøften i Tivoli, hvor restauratør Poul Eriksen hyrede mig til at optræde ved bordene to dage om ugen.

På en backpackerferie i Australien underholdt jeg en gruppe mennesker med nogle tricks på en bar. Jeg blev revet med af stemningen og forsøgte at stjæle en forbipasserende mands ur. Han opdagede det, var overbevist om, at jeg var en lommetyv, blev pissesur og ville tæve mig. Til sidst fik jeg talt mig ud af det. Her lærte jeg, at det er vigtigt, at folk er trygge ved dig, inden du prøver på den slags. Og hvis de opdager det, må du redde den på charmen, måske give indtryk af, at det netop er det, nummeret går ud på – at de skal opdage det. 

MED ET HALVT år tilbage af studiet søgte jeg job hos Dong Energy. De to chefer til stede spurgte mig til DTU, men også til trylleriet. Der er ikke andre, der hedder Henrik Svanekiær, så det har ikke været vanskeligt for dem at google sig frem til min hjemmeside. 

”Vil du have jobbet?” spurgte de. 

”Selvfølgelig,” sagde jeg.

En uge senere ringede den ene og spurgte, om jeg stadig gerne ville have jobbet, for så ville han invitere mig til jobsamtale nummer to. Efter den samtale gik der yderligere en uge, så ringede han og spurgte, om jeg ikke kom forbi – han ville hyre mig til at optræde til deres sommerfest. På 10 minutter havde vi aftalt løn og betingelser for sommerfesten.

”Så kan du skrive det i kalenderen,” sagde han. ”I øvrigt: Vil du stadig gerne have jobbet?” 

Helst ville jeg jo ud at optræde, men der var meget få, der levede af at trylle, og mine forældre og folk på studiet syntes, det var en pissedårlig, helt crazy idé.

”Ja, jeg vil gerne have jobbet,” svarede jeg.

”Okay,” sagde han. ”Jeg vil gerne hyre dig. Men først skal du hjem og tænke dig om i 48 timer, om du virkelig gerne vil have det. For ved du, hvad jeg synes? Jeg synes, du er 100 gange bedre end ham den anden kandidat, der er tilbage. Men jeg synes også, du skal noget andet.”

Jeg sad og tænkte, at jeg skulle lære at stjæle 10 ure på samme tid, at jeg lige manglede 500 kunder mere og et hypnosekursus, inden jeg kunne leve af det.

”Det er vigtigt, at du forstår en ting,” sagde han så. ”Ligegyldigt hvad du vælger, skal du nok klare dig.”

To dage senere ringede jeg og takkede nej til jobbet.

Jeg fik årgangens højeste afgangseksamen, men jeg søgte ikke flere ingeniørjobs. I stedet gik jeg ned i Grøften og sagde: ”Jeg vil gerne optræde alle frokoster, alle aftener.” 

”Det har jeg ikke råd til,” sagde Poul Eriksen.

”Lige meget, du betaler stadig kun for to gange om ugen.” 

Der kom mange tunge finansfolk i Grøften. Don Ø, Klaus Riskær, Nordeas og Danske Banks topchefer. Jeg var midt i tyverne og lignede en på 19. De tænkte nok: ”Hva’ fa’en er det for en knægt?” Jeg lærte at time min entré ved et bord og koordinere det med tjenerne, så jeg ikke gik hen og spurgte, om de ville se et trick, når de lige havde fået deres mad, eller når de hev papirerne frem for at snakke forretning. 

Jeg fik trykt 30.000 visitkort, som jeg delte ud ved bordene, og efter et halvt år trykte jeg 30.000 til. På et par år gik jeg fra at lave 60-80 jobs om året til 380. I 6-7 år arbejdede jeg alle frokoster og alle aftener i Grøften. Da jeg fik mine to drenge, blev jeg nødt til at skære ned til kun at arbejde frokoster. Så kunne jeg stadig hente i børnehaven.

I England, til en kongres for branchefolk med 4.000 mennesker og shows og sale, hvor du kan købe kasser til overskårne damer, spillekort og bøger om, hvordan du stjæler ure, og så videre – faldt jeg i snak med en amerikansk illusionist, Jeff McBride. McBride laver imponerende sceneshows, han kan hive hundredvis af kort ud af en hånd, der ellers ser ud til at være tom, få en dame til at træde frem på scenen det ene øjeblik og til at forsvinde det næste, og han driver en magikerskole fra sit hjem i Las Vegas. Han har stor viden om alle former for magi og illusionisme, og jeg blev en del af hans lille hold af studerende en måneds tid. Ved siden af så jeg en masse shows, et af dem med en såkaldt mentalist, som fik nogle stærke reaktioner ud af folk. De sad med tårer i øjnene, fordi han havde gættet, hvad deres barnebarn hed. Det dér vil jeg også kunne, tænkte jeg, og da jeg kom hjem fra Las Vegas, tog jeg en hypnoseuddannelse og et NLP-terapikursus (neurolingvistisk programmering handler om sammenhængen mellem vores tanker, sprog og adfærd, red.).

Henrik Svanekiær har regnet sig frem til, at han har underholdt i Grøften i Tivoli mere end 40.000 gange. Her viser han lidt af talenterne for Roger Moore. Foto: Privat

JEG VIL IKKE røbe for meget, det er en slags forretningshemmelighed, men der er mange måder, man kan manipulere folk på. Beder du for eksempel folk sige et tocifret tal og skynder lidt på dem, vil mange sige 22. Der er også forskel på, om du beder folk vælge mellem et, to, tre eller fire, eller om du siger: ”Et, to … tre eller fire.” Den lille pause giver en masse hits på tre. Og beder man folk vælge et tal, der er lavere end 100, er der bestemte typer, der føler sig snedige og vælger 99. De tænker: ”Det ville ingen andre finde på at vælge.” Med kort er det et spørgsmål om behændighed. Jeg beder dig trække et tilfældigt kort ud af bunken, men drejer den på en måde, så du trækker klør fire. Når jeg så gætter, hvad du har på hånden, virker det jo som tankelæsning. 

Du kan få folk til at trække et kort, få dem til at tænke på et klokkeslæt, sige: ”Det var 15:48”, gemme en fingerring og få den til at komme frem igen. Men hvis du ikke formår at skabe en stemning, bliver det uinteressant. Igennem årene har jeg samlet et repertoire af jokes. Måske beder jeg dig vende en tilfældig side opad på en terning uden at tænke for meget over det. 

”Faktisk skal du slet ikke tænke på noget,” siger jeg så.

”Ligesom når du er på arbejde.” 

Det er måske ikke vildt sjovt, men det er tilstrækkelig sjovt til at skabe god stemning.

Tiderne skifter, og det er vigtigt at mærke, om tingene stadig er sjove. Jeg har for eksempel en joke, som måske er på kanten, men som jeg stadig kan slippe af sted med: Jeg får en kvinde på min egen alder op på scenen mod slutningen af et show og siger: ”Det, vi skal til nu, bliver ret fantastisk.” Som regel smiler hun bare. Så fortsætter jeg: ”Det kan være, andre mænd har sagt det før, og det ikke passede. Den her gang er den god nok.” Jeg tror faktisk, at jeg har den fra en kvinde, der selv sagde det engang: ”Ja, ja, det er der sgu mange mænd, der har sagt til mig.”

Et af de numre, jeg har fået de stærkeste reaktioner på gennem tiden, kalder jeg usynlig berøring. Jeg får to personer op på scenen, beder dem lukke øjnene og markere, hvis de mærker noget. Jeg prikker den ene på skulderen, men begge to rækker hånden op. Jeg har engang lavet det i et tv-program, hvor en læge skulle give en forklaring. Begge forsøgspersoner blev ved at rejse sig, selvom det kun var den ene, der blev prikket. Det kunne lægen simpelthen ikke forklare. I samme program stoppede jeg min puls. Det kunne han heller ikke forstå.

Til et lukket arrangement for Tivoli Clubben, som prins Henrik var æresmedlem af, tog jeg ham og Kirsten Siggaard, satte dem langt fra hinanden og lavede usynlig berøring-nummeret med dem. Hver gang jeg prikkede hende på skulderen, rejste han sig op og kunne ikke forstå, at der ikke var nogen bag ham. Der gik ikke mere end et par dage, så ringede telefonen fra kongehuset. ”Prins Henrik har set dig inde i Grøften. Vi har et jagttaffel, har du ikke lyst til at komme og optræde?” Det føltes fantastisk. Jeg var sådan set ikke nervøs, mere glad og stolt, klar til at vise dem, hvad jeg kunne. Men jeg brugte ikke noget nyt materiale den dag, kun numre, jeg var 100 procent sikker på.

MIT ARBEJDE KAN bringe stærke følelser frem. Det er sket, at folk har haft tårer i øjnene. Måske har jeg gættet noget om en person, der betød meget for dem, måske en afdød mand. Og måske har oplevelsen givet en højere mening for dem. Det betyder ikke, at jeg går rundt og er imponeret over mig selv. Jeg har tillært mig nogle teknikker, det er ikke, fordi jeg har en exceptionel evne. Jeg kan ikke huske pi med 200 decimaler. Men jeg er glad og tilfreds, når det går godt, og dét handler meget om publikum. Jeg kan lave to fuldstændig identiske shows, som folk reagerer helt forskelligt på. 

Det bliver stadig ved at være interessant at finde på nyt materiale, og det motiverer mig også at få mine sønner til at øve med mig. Det er en konstant kamp mod ’Fortnite’, ’Roblox’ og ’Counter Strike’. Det er ikke sjovt at sætte sig ned og øve sig i at dele fire esser på én hånd i et pokerspil. Vejen dertil er hård. Men det er temmelig sjovt, når der først står 10 klassekammerater omkring dig og synes, du er verdens sejeste. ν