EN LET KRUMRYGGET, svedende mand kiler sig ind mellem tre unge kvinder, der har fundet plads lidt til højre for scenen. Det er søndag, og sangerinden Carlina de Place spiller opvarmningskoncert på Roskilde Festival.
”Undskyld, har I mulighed for at flytte jer?” spørger manden. ”Jeg skal lige anmelde hendes patter.”
”Er du seriøs?” siger en af kvinderne.
”Anmelde hendes patter?”
Manden ser forundret op fra sin blok.
”Ja, eller jader? Altankasser? Airbags? Hvad kalder I dem nu om dage? Babser?”
Kvinderne himler med øjnene, mens han noterer videre. Han har sorte jeans på, og selvom Danmark i dag har slået en varmerekord fra august 1975, bærer han en tyk, sort hættetrøje over en mørkegrå band-T-shirt. Det halvlange sorte hår glinser under en slidt kasket. På næsen sidder et par firkantede briller. Rundt om munden løber et smalt skæg – det, man også kalder en mundkusse. Han ligner faktisk Thomas Treo, Ekstra Bladets musikanmelder, der blandt andet har kaldt Lana Del Rey for en ”fæl narrefisse” og Tessa for et ”rappende røvgevir”.
Men håret er en paryk. Manden hedder Adnan Al-Adhami, er 31 år og arbejder som satirereporter på P3. Det var ham, som sidste år på Folkemødet spurgte Mette Frederiksen: ”Mette, du er også kendt for at slette beviser. Har du nogle gode råd til Henrik Sass Larsen?” Og ham, som på valgnatten i marts råbte efter kokainskandaleramte Alex Vanopslagh: ”Er du ked af, at det er forår, og sneen er væk?”
På Instagram laver han virale videoer med sin irakiske mor, der kalder Føtex for ’Fåtax’ og Harald Nyborg for ’Heart Nej-Bo’. I en anden video er han i Grønland med det budskab, at Donald Trump fortjener Nobels fredspris, fordi han har forenet danskere og grønlændere mod en fælles fjende. Klippet, der varer mindre end et minut, er set mere end 30 millioner gange.
Dagens optagelse kommer næppe i nærheden af det tal. Den handler om musikanmeldelser. Om, hvordan anmeldere ifølge Adnan Al-Adhami og resten af P3-redaktionen er blevet fanget i en klik-økonomi, hvor blot én stjerne trækker læsere – og seks stjerner også gør – mens ingen gider læse om et band, der får tre eller fire. ”Leverpostej,” kalder han det. Han ved ikke, om det unge publikum overhovedet kender Thomas Treo, men det er heller ikke afgørende. Treo var bare den mest oplagte karakter.
”Det er lidt et eksperiment. Vi aner ikke, om anmeldere stadig er noget, der resonerer hos folk derude, eller om de bare er ligeglade,” siger Adnan Al-Adhami, da han efter koncerten trasker tilbage gennem campingområdet med sin tilrettelægger og sin kameramand. Parykken og brillerne sidder stadig på. Ellers ville han blive genkendt.
TIDLIGERE PÅ DAGEN triller en hvid DR-minibus ind på parkeringspladsen ved Slagteriskolen i Roskilde. Her skal P3’s satirehold bo, mens de dækker festivalen. På en græsplæne, bag et tre meter højt trådhegn, er en håndfuld telte slået op.
”Det ligner lidt en flygtningelejr,” siger Adnan Al–Adhami.
En af de to vagter, der har lukket os ind, kommer hen. Han er måske 15 år, har lyse krøller og en lidt for stor orange vest på.
”Er det ikke dig fra DR3?”
”Nej, P3,” siger Adnan Al-Adhami og smiler.
”Nå ja.”
Drengen spørger, om han må få et billede. Hans kammerat tager det, mens Adnan Al-Adhami lægger armen om ham.
”Fedt at møde dig, mand. God festival.”
Det sker tit, siger Adnan Al-Adhami. Folk genkender ham, men kan ikke altid lige huske hvorfra. I sine seks år på DR har han efterhånden medvirket i en lang række satireformater og underholdningsprogrammer, og de to drenge har nok set ham i en reel.
Holdet går over motorvejsbroen mod Dyrskuepladsen. Onsdag skal Pil åbne Orange Scene, teltdugen er oppe, og arbejdskøretøjer futter rundt mellem de frivillige.
”Jeg er lidt overrasket over, at de ikke er nået længere,” siger tilrettelægger Karoline Juul, der har printet dagens manuskript plus et par ekstra kopier til Adnan Al-Adhami og kameramanden Janus Bjaaland Dahl. De plejer at miste dem, siger hun.
’Mediebyen’ ligger bag Arena i pladsens nordøstlige hjørne og findes ikke på det officielle festivalkort. Spillestedet Vega har bygget en bar og spredt træflis ud, og rundt om hjørnet har DR to skurvogne ved siden af Ekstra Bladet.
Karoline Juul rækker Adnan Al-Adhami en blå IKEA-pose, hun har medbragt. I den ligger parykken, brillerne, de sorte jeans og et udvalg af slidte band-T-shirts. Han vælger en med ordene ’Steel Funeral’ over maven, der er mindst to numre for stor. Varmen får hans egen T-shirt til at klæbe til kroppen, og han må kæmpe som en makrel, der prøver at sprælle sig fri af et fangstnet.
”Skal jeg barbere mundkussen?”
De andre nikker. Han får et lille håndspejl og en barbermaskine, men skægget er så kort, at forskellen næsten ikke kan ses. Derfor bliver det tegnet op med sort makeup.
”Du ligner Thomas Treo overraskende meget,” bemærker Karoline Juul.
DA ADNAN AL-ADHAMI læste journalistik på RUC, troede han, at han skulle være graverjournalist. Ikke så meget fordi han drømte om at trække bukserne af svindlere eller vælte magthavere, det var snarere en slags afsmitning fra hans mere idealistiske medstuderende. Han gik der først og fremmest, fordi en gymnasielærer på Katedralskolen hjemme i Viborg havde talt ham fra at læse statskundskab. Han ville komme til at røvkede sig, mente hun.
Takket være ”en killer-ansøgning” kom han i praktik på Radio24syv. Han skulle egentlig have været i gravergruppen, men inden han kom så langt, blev han sendt ud for at lave et indslag fra ’Guldtuben’, et awardshow for you-tubere og influencere.
Det var i 2017, og ikke alle influencere havde lige godt styr på at deklarere reklamer. Adnan Al-Adhami stillede sig op på den røde løber.
”Du har fået en masse dejlig ny makeup fra MAC Cosmetics, kan jeg se,” sagde han til en kvindelig influencer. ”Ja, det har jeg!” svarede hun begejstret, indtil han konfronterede hende med, at det var ulovligt.
Tilbage på redaktionen kunne nyhedschef Kristoffer Eriksen høre, at Adnan Al-Adhami var god til det skæve og havde en evne til at være i det ubehagelige. Det skulle vise sig at være et ganske brugbart talent. I sit privatliv bryder han sig meget lidt om konflikter, men med mikrofonen i hånden opdagede han, at han kunne lægge den venlige og konfliktsky udgave af sig selv til side.
På Radio24syv var det ”os mod resten af verden”, som han siger. Selv når alle andre syntes, at man var en idiot, vidste man, at redaktionen havde ens ryg. Det gjorde det lettere at være modig, mener han. Arbejdet blev en slags kappe, han tog af og på.
”Det er jo lidt psykopatisk, men det kunne jeg sagtens finde ud af, og jeg syntes, det var sjovt.”
HAN BLEV SENDT ud med en mikrofon for at opsøge de mennesker, der helst var fri. Og blev bogstavelig talt sparket ud af Cirkus Arena, da han sammen med en kollega forsøgte at få svar på, hvorfor en linedanser, der var faldet ned fra stor højde, ikke var forsikret. Han var i lufthavnen for at følge en tvangsudvisning og live-kommenterede, da Radikale Venstres daværende leder Morten Østergaard svømmede fra Lindholm i Stege Bugt til Sjælland i protest mod et udrejsecenter på øen. At Adnan Al-Adhami selv havde været medlem af Radikal Ungdom, gjorde, at det var ekstra vigtigt for ham at gå til den. Ingen skulle tro, at han ville gøre sine gamle partifæller en tjeneste.
Under valgkampen i 2019 lancerede Radio24syv formatet ’Glemmer du, så husker vi’, hvor radioens reportere konfronterede politikere med sager, de tidligere havde nægtet at svare på. En af dem var den tidligere Venstre-politiker Marcus Knuth, der havde modtaget hemmelige donationer fra erhvervsmanden Fritz Schur. Ifølge eksperter lignede det et forsøg på at omgå partistøtteloven.
To gange kørte Adnan Al-Adhami til Lolland, hvor Marcus Knuth var opstillet.
”Hvorfor har du holdt donationerne hemmelige?” kan man høre ham spørge i indslaget.
”Vi bliver nødt til at tage den senere,” svarer politikeren, mens Adnan Al-Adhami følger efter og gentager sit spørgsmål, indtil en bildør smækker.
Anden gang dukkede han op til en valgdebat, hvor publikum begyndte at buhe og bad ham holde kæft. Igen fulgte han efter Marcus Knuth – ud af lokalet. Indtil han fandt ud af, at Knuth blot var på vej på toilettet.
I dag mener Adnan Al-Adhami, at han kørte den for langt ud.
”Man skal også kende sin besøgelsestid, og det gjorde jeg ikke dengang. Det må ikke blive selve historien, at journalisten er kæk og fræk.”
Kort før Radio24syvs lukning blev Adnan Al-Adhami ansat som reporter på ’Det politiske talkshow’, der blev sendt hver torsdag på DR1 og havde Johannes Langkilde som vært. Adnan Al-Adhami gik fra at være en del af en radiostation, som politikerne frygtede, til et program, deres presserådgivere aktivt forsøgte at pitche dem ind til. Det var med til at ændre hans syn på politikerne.
”Det var rigtig sundt for mig at komme lidt ud af den meget krigeriske tilgang til politikerne og ikke gå på arbejde med den indstilling, at de var onde.”
Da coronapandemien ramte, blev talkshowet sat på pause, og Adnan Al-Adhami blev sendt på dr.dk for at lave explainers – forklarende videoer – om blandt andet hudsult, og han kedede sig bravt.
Tid var der til gengæld nok af, og sammen med en praktikant begyndte han at lave satiriske videoer.
En af de første handlede om danskernes trang til at opdrage på hinanden under nedlukningen. Med skjult kamera gik han rundt og skældte folk ud, hvis de sad for tæt på hinanden. Da partilederne senere mødtes til den første af de tv-debatter, der blev afholdt under pandemien, stillede han sig blandt journalisterne og skamroste Mette Frederiksen i stedet for at stille hende spørgsmål.
”Vi elsker dig, Mette!” råbte han, hvorefter statsministeren vendte sig om og vinkede.
I ADNAN AL-ADHAMIS barndomshjem i Bagdad hang et billede af Saddam Hussein. Det var der ikke noget usædvanligt ved i Irak i midten af 90’erne. I alle offentlige bygninger, skoler, butikker og kontorer krævede loven, at man viste præsidentens portræt, og Adnan Al-Adhami kan slet ikke huske at have været i et irakisk hjem uden portrættet.
I familiens hjem, der var stort og lå i et af Bagdads pænere kvarterer, hang billedet i gæstestuen. Ved siden af var der et portræt af landets tidligere leder: partifællen Ahmad Hasan al-Bakr, som Saddam Hussein havde kuppet for at komme til magten. Adnan Al-Adhami har siden tænkt, om det var en stille protest, i hvert fald var hans far ikke begejstret for regimet. Han var uddannet skuespiller og blev siden fotograf, mens moren arbejdede i skattevæsenet.
Mange af Adnan Al-Adhamis tidlige barndomsminder stammer fra billeder og bånd. Et af dem viser en lille Adnan, der står sammen med en gruppe børnehavebørn og synger fødselsdagssang for Saddam Hussein, og her husker han tydeligt følelsen: Det var hans livs stolteste øjeblik.
Egentlig gik han slet ikke i den børnehave, der var udvalgt til at synge for præsidenten, men hans farmor var leder af den, og det skulle hendes barnebarn under ingen omstændigheder gå glip af. Senere, da Adnan Al-Adhami kom til Danmark, viste han videoen til sine nye klassekammerater i en musiktime i Viborg: ”Der var ikke meget street credit i at være en arabisk nepo-baby, der har sunget for en massemorder.”
Han var fire år, da hans far flygtede fra Irak, fordi han kom i karambolage med regimet. Et år senere, i 2000, fik faren familiesammenføring, og så fulgte Adnan Al-Adhami, hans mor, hans storesøster og storebror
De landede i Viborg i efteråret. Det var koldt. Det lille byhus, de fik tildelt midlertidigt, var allerede møbleret, og hans far havde fyldt køleskabet med ting, han aldrig før havde set: Toblerone, Toffifee, alle de vestlige mærker, man ikke kunne få i Irak på grund af sanktionerne. Der var Disney-film på VHS og en PlayStation med spritnye spil – blandt andet ’Crash Bandicoot’.
Reglen var, at ungerne fik et nyt spil, hver gang de havde gennemført det foregående, men faren fandt hurtigt ud af, at det var en temmelig dårlig forretning.
Så blev det hverdag, og der var ikke altid Toblerone i køleskabet.
HAN KOM I en modtagebørnehave, så i en modtageklasse og til sidst på Finderuphøj Skole i den sydvestlige del af byen. De to første steder lignede de andre børn ham selv, de kom fra alle mulige steder i verden, men i den lille midtjyske folkeskole blev han hurtigt bevidst om, at han var anderledes.
Det blev allermest tydeligt i spisefrikvarteret, når de åbnede deres madpakker. De andre havde rugbrødsmadder med, han sad med en durum med grøntsager og kød fra gårsdagens aftensmad.
”Jeg ville gerne passe ind, og jeg syntes, det var skamfuldt,” husker han.
”Ens madpakke siger jo ret meget om, hvad det er for et hjem, man kommer fra. Nogle får slet ingen madpakke med, og det siger noget om dem, nogle får penge med, og andre får fuldkornsbrød og økologiske grøntsager – og det siger også noget om dem. Så jeg byttede min madpakke væk. En enkelt gang kom jeg ved et uheld til at bytte mig til en leverpostejmad.”
Få ting er vigtigere for et barn end at ligne de andre. Adnan Al-Adhami ønskede sig inderst inde at være en lyshåret dansk dreng. Han løj og fortalte, at han holdt jul, men blev afsløret, når de andre spurgte, hvad han havde fået i julegave. Han tyssede på sin mor, når hun talte arabisk, mens de gik rundt i byen. Han syntes, det var flovt, at hun gik med tørklæde og var dårlig til dansk, flovt, at han kom fra et land, som Danmark var i krig med, styret af en tyrannisk diktator, der i hans barndom kun havde rangeret under Gud og Profeten. Han skar sine arabiske venner fra og droppede sin bedste ven Sam, der også var fra Irak.
”Det udviklede sig til et kulturelt selvhad,” siger han.
”Jeg er aldrig blevet mobbet med hverken mit udseende eller min madpakke – de andre syntes bare, den var fucking nice – men jeg kunne jo stadig godt høre, hvordan der blev talt om folk som mig, når jeg tændte for nyhederne. Og jeg overkompenserede helt vildt: Jeg gik ikke over for rødt, og jeg nægtede at ryge cigaretter. Jeg gik endda rundt og knækkede de andres smøger, når vi var til halfest. De skulle i hvert fald ikke have noget på mig.”
SOM 17-ÅRIG flyttede han hjemmefra. Hans forældre flyttede til Aarhus, men han blev på Viborg Katedralskole og lejede sig ind i en kælder hos en af gymnasiets lærere. Det passede ham fint. Her kunne han indrette sit eget hjem med det, han kalder ”Imerco-dansk design”: musselmalet stel fra Royal Copenhagen, bestik fra Georg Jensen, Kay Bojesen-aben.
Der sad han så, alene. Og godt det samme, tænkte han. Da han i sine tidlige teenageår blev klar over, at han var til mænd, forekom det ham fuldstændig uforeneligt med at være araber og have en arabisk familie. Han regnede med, at familien før eller siden ville vende ham ryggen, og begyndte på forhånd at forberede sig på et liv uden dem.
”Jeg tænkte: Det er helt cool. De har det sådan her, og jeg kommer ikke til at kunne lave om på det. Det var en slags forsvarsmekanisme.”
I virkeligheden vidste forældrene det allerede. Dels var han ikke den bedste til at slette sin browserhistorik på familiens fælles computer, som han siger, dels havde han en ’ven’ med hjem, som de opdagede, at han kyssede med inde på sit værelse. Og han havde heller ikke helt fanget, at de billeder, han lagde på Facebook med sin nye kæreste Asger, var offentligt tilgængelige.
”De var ikke ligefrem begejstrede,” siger han, ”men de slog heller ikke hånden af mig. De konfronterede mig med det, men tolererede det, og jeg føler ikke, at jeg blev forsøgt banket på plads.”
Alligevel fortsatte han med at lægge afstand til både dem og sine arabiske rødder. I stedet søgte han mod Asgers familie, som tog imod ham som deres egen søn. Han holdt jul med dem, tog med på ferie, fik et tæt forhold til både forældrene og mormoren. Det føltes, som om han var ved at bygge en ny familie og en ny identitet.
Da forholdet sluttede i 2. g, mistede han begge dele.
”Jeg ved faktisk ikke, hvad der gjorde mest ondt: at jeg ikke længere skulle være sammen med Asger, eller at jeg mistede hans forældre.”
Den følgende juleaften sad Adnan Al-Adhami alene i kælderlejligheden. Hans egen familie boede i Aarhus og fejrede ikke jul, og ingen omkring ham tænkte på at invitere ham. De vidste jo, at han kom fra en muslimsk familie.
Det var ikke ensomheden, der gjorde størst indtryk på ham, siger han i dag, men snarere følelsen af pludselig ikke at vide, hvor han hørte til. Den danske familie, han havde gjort til sin, var væk. Samtidig havde han brugt en stor del af sin ungdom på at klippe navlestrengen til det, han kom fra.
”Det gik op for mig, hvad det betyder at have en identitet og en familie. At man ikke bare er en tom skal, som kan fyldes med alle mulige nye indtryk, og når de forsvinder, putter man noget andet ind. Jeg havde valgt alt det danske til, og alligevel var jeg endt helt alene.”
PÅ FESTIVALPLADSEN i Roskilde overlader han det til Karoline Juul at spørge de tre unge kvinder, om de vil medvirke i indslaget.
”Det dur jo ikke, at jeg kommer som mand og ligner en fucking klam stodder og spørger dem, om de vil være med i en video om patter,” forklarer han senere.
Når først de har sagt ja, har han ingen problemer. I fiktionen føler han, at der er ”nul procent på spil”. Det er sværere, når han uden kostume og som sig selv går ud i virkeligheden, hvor ingen kender deres rolle på forhånd. Der kan han stadig mærke et sus i maven og få lyst til at droppe det hele. Bagefter, når optagelserne er slut, spørger han af og til, om den, det gik ud over, er okay. Men når kameraet ruller, ryger kappen på.
”Når jeg er på set, og der opstår konflikter – hvilket er sket mange gange – mærker jeg kun adrenalinen i kroppen. Jeg får jo lov til at spille et civiliseret røvhul, der spiller inden for nogle regler, som de fleste synes er acceptable.”
Det er et spil, hvor man ikke må være den, der dummer sig. De andre må gerne bryde spillereglerne, svine ham til eller endda slå ud efter ham, men selv bevarer han roen uanset hvad.
Nogle politikere har efterhånden luret, hvordan de skal håndtere ham. Inger Støjberg smiler skævt og svarer igen. Alex Vanopslagh griner højt og fyrer måske en joke den anden vej. Og så er der landets statsminister.
”Hver gang jeg skal stille Mette Frederiksen et spørgsmål, kommer hendes hær af presserådgivere og fysisk skubber mig – det er ikke bare et lille puf, det er noget, man kan mærke i kroppen,” fortæller han.
”Jeg kender ikke nogen politikere, der er så sensitive som vores statsminister. Jeg kan ikke forstå, hvorfor hun ikke bare klapper mig på skulderen og siger: ’Ved du hvad, lille bandit, skal vi ikke aftale, at du bare skal have en god dag?’ Hun ville vinde så meget på det.”
I stedet får P3 billeder af en statsminister, der ser ud, som om hun vil dræbe ham med øjnene. Det er godt indhold for Adnan Al-Adhami og dårligt indhold for Mette Frederiksen. Alligevel er han ikke sikker på, at spørgsmålet om Henrik Sass Larsen på sidste års Folkemøde var rimeligt. Han kan i hvert fald godt forstå, at statsministeren havde svært ved at finde en grimasse, der passede.
”Den var måske på grænsen. Man siger jo, at komedie er tragedie plus tid, og jeg tror, at den del, der handler om tid, den … ja, den er meget relativ. Men det gør mig ikke noget, hvis nogen syntes, at det var for meget. Hvis alle bare synes, det er fint, er det jo ligegyldigt.”
For Adnan Al-Adhami er det afgørende, at provokationen har et formål. Der må gerne være noget rage bait, men kritikken skal være præcis. Her var den rettet mod statsministerens slettede sms’er fra minksagen. Sagen om Sass Larsen gav ham en anledning til at genoplive den.
På festivalpladsen fortæller han, at holdet altid bygger videoerne op omkring en pointe, før de forsøger at gøre dem morsomme. Hvis en video bliver længere end 90 sekunder, betragter de det som et tegn på, at de ikke har været skarpe nok.
FREDAG AFTEN, en uge før seancen på Roskilde Festival, står han backstage på Bremen Teater i København og øver sig på tredje akt af sit nye soloshow. Det lavloftede lokale dufter af indisk takeaway, og der hænger gamle, signerede showplakater på væggene.
”Nu skulle jeg sættes på plads,” siger han, mens han kigger ned i manus på sin telefon.
”Han overbeviste min far om, at det var det, der skulle til. Det hele foregik i et meget, meget dramatisk telefonopkald. Det var min fars stemme i røret, men jeg kunne tydeligt høre, at det var min onkels ord.”
Han er nået til at øve den del af showet, der handler om hans onkels forsøg på at få familien til at slå hånden af ham, fordi han sprang ud som homoseksuel. I virkeligheden lod kun faren sig overtale, og han nægtede i en periode at være i samme rum som sin søn.
”Jeg er simpelthen så bange for, at jeg misser noget,” siger Adnan Al-Adhami og kigger op fra telefonen. ”Jeg har glemt noget vigtigt eller sjovt to gange i træk. Og når jeg står deroppe, kan min hjerne ikke slippe det. Så kommer jeg i tanke om det og tænker: Hvordan kan jeg få det ind?”
Ind ad døren kommer hans forlovede, P3-radioproduceren Morten Nabild, som han friede til under showets premiere i maj. Han sveder, kommer tilsyneladende direkte fra træning.
”Jeg øver lige tredje akt,” siger Adnan Al-Adhami og fortsætter med sin fortællerstemme: ”Hvad gør man i sådan en situation? Jeg følte kun, at jeg havde én mulighed tilbage.”
Muligheden var at skrive til ’Mads & Monopolet’, hvor han forklarede dilemmaet: Hans søster skulle giftes, og hans far nægtede at se ham. Skulle han møde op til brylluppet eller ej? Hvordan skulle han håndtere sin far, hvis han gjorde?
Programmet anonymiserede ham som ’Amir’, et andet arabisk navn med A.
”Det svarer til at sløre folks ansigter med en sort bjælke, der ikke flytter med, når de bevæger sig.”
’VERDENS DÅRLIGSTE ARABER’ er et show om Adnan Al-Adhamis komplicerede forhold til sit ophav, og modsat hans arbejde på P3 er der ingen paryk eller karakter at gemme sig bag, ingen kappe, han kan trække på. Han har ikke tidligere stået alene på en scene, bortset fra børneteater og en optræden i et cirkus hjemme i Viborg, og da All Things Live første gang spurgte, takkede han nej. Tanken gjorde ham skrækslagen.
For omtrent halvandet år siden spurgte de igen, og denne gang sagde han ja, dels fordi det var en faglig udfordring, noget andet end 90-sekunders reels, dels fordi han følte, han havde noget på hjerte. Men på én betingelse: Det skulle kun være en enkelt forestilling. Helst skulle den øverste del af Bremen lukkes af, så salen ikke så tom ud, men hans booker fik ham overtalt til at åbne hele salen. Billetterne blev udsolgt på et døgn, og ’Verdens dårligste araber’ er nu en danmarksturné, der spiller for fulde huse langt ind i 2027.
I den propfyldte sal på Bremen går det hurtigt op for publikum, at de ikke kun har købt billet til at grine. Det er kommet bag på mange, at showet også har en alvorlig side, fortæller Adnan Al-Adhami backstage, inden han går på: ”Jeg har ikke kaldt det et comedyshow nogen steder, men de forventer nok, at de skal grine fra start til slut. Og det har aldrig været min ambition.”
På scenen fortæller han jokes om morens sygdomshekserier (er du syg, så put et hvidløg op i numsen) og det arabiske sprogs store følelser (når arabere skal fortælle, at de godt kan lide nogen, siger de: ”Jeg vil dø for dig, min gazelle”). Han kritiserer også den udbredte homofobi i arabiske og muslimske miljøer. Og danskerne på venstrefløjen, som han mener har været bange for at tale om netop det problem. Som teenager troede han, at han skulle vælge mellem sin seksualitet og sit ophav. Mellem at være en god dansker og en god araber.
”Jeg tror ikke, at nogen bliver en bedre udgave af sig selv, når de får at vide, at de skal slette hele deres historie og det sted, de kommer fra. Jeg har haft brug for at sige det højt, både til mig selv og til nogle af de shababs og shababes, der sidder i salen og måske har haft den samme følelse i kroppen.”
DEN DEL AF SHOWET, der betyder mest for ham, handler om, hvordan minoriteter behandler andre minoriteter.
”Mit formål er ikke at bebrejde eller skælde ud, men at tale til det fineste, der er i et menneske, nemlig evnen til at have empati og sympati for andre end dem, der ligner én selv. Jeg håber, at folk forlader salen med lyst til at være mere empatiske, også selvom det kolliderer med deres kulturelle eller religiøse overbevisning.”
I tredje akt indhentes han af den frygt, han forsøgte at komme i forkøbet som teenager. Han er 19 år, da hans onkel får faren til at vende sig mod ham. I arbejdet med showet har han haft lange snakke med sin storebror om, hvor langt han kan tillade sig at gå i fortællingen om sin familie.
”Du går bare hele vejen,” sagde broren.
Adnan Al-Adhami endte med at møde op til sin søsters bryllup. Inden sendte han med søsterens hjælp et brev til sin far. Det tog tid og lange samtaler, før de fandt tilbage til hinanden, og Adnan Al-Adhami mener i dag, at han selv havde undervurderet, hvor meget hans forældre måtte ændre deres forestillinger om, hvordan et kærlighedsliv og en familie kunne se ud.
”Jeg rystede dem i deres grundvold. De har skullet vænne sig til det, og det tog tid.”
I dag er relationen til forældrene god, siger han. Selvom de måske stadig ville have foretrukket, at han havde fundet sig en sød pige. Forældrene har heller ikke set showet endnu. De var på ferie, da det havde premiere, men planen er, at de skal med, når turneen i efteråret kommer til Viborg.
EN TIRSDAG i midten af juli dukker Adnan Al-Adhami op i entreen til sin lejlighed på Vesterbro. Han er lige kommet hjem fra ferie i Spanien, en anelse senere end planlagt. Hans forlovede Morten Nabild overtalte ham til at ombooke flybilletterne, så de kunne nå at se Spanien vinde VM.
I lejligheden på fjerde sal er der stole af Arne Jacobsen og Børge Mogensen, lamper af Verner Panton, et stålkøkken fra Reform og moderne kunst på væggene. Hvis ’Kender du typen’ kom forbi, ville Anne Glad næppe gætte, at her bor en araber.
”Det har du ret i,” siger han, da jeg bemærker det. Men det er ikke længere, fordi han ikke vil stå ved, hvor han kommer fra. Måske burde han finde sig noget arabisk kunst, siger han.
”Jeg synes bare ikke, at særlig meget af det er kønt. Jeg gider jo ikke have en kæmpe guldtallerken hængende på væggen.”
Adnan Al-Adhami må nok erkende, at han aldrig bliver verdens bedste araber. Men måske er han ikke længere den dårligste. Førhen ville han have krummet tæer, når hans mor udtalte ting forkert. I dag laver han sjov med det i sine videoer og sælger ’Fåtax’-muleposer til sit show. Han sender blomster til familien, når der er eid (islamisk højtid, red.), og han ringer jævnligt til sin mor efter opskrifter på irakiske retter som dolma og tepsi betenjan.
Lejligheden holder sin københavnerfacade med keramikkopper og Tekla-håndklæder, lige indtil han åbner køkkenskuffen og begynder at trække ting op af den: Adonis Seven Spices, granatæblesirup, en bøtte med sumak og en pose med vinblade.
Adnan Al-Adhami er også begyndt at interessere sig for sit fødelands historie og kultur. Han har diskuteret den med sin far, stillet ham spørgsmål om Irak og familiens liv før Danmark. Faren var, siger han, ”en relativt respekteret person” i hjemlandet. Et ”lynende intelligent menneske”, der interesserede sig for politik, historie og samfund.
I Danmark mistede meget af det, han kunne, sin værdi. De første år efter flugten fortsatte han med at fotografere. Da det ikke længere gik, blev han pizzamand og tog andre småjobs. At hans søn mange år senere er blevet nysgerrig på familiens historie, har gjort indtryk på ham, mener Adnan Al-Adhami. Selv har han fået større forståelse for, hvor meget de har ofret.
Én ting bliver til gengæld aldrig rigtig god: sproget.
”Når jeg taler arabisk med min mor, skal jeg lede efter hvert andet ord, eller også bruger jeg et dansk ord til at forklare det i stedet,” siger han. ”På arabisk kan en forkert endelse betyde, at du går fra at sige noget fuldstændig ordinært, til at du pludselig står og bander.”
PÅ BREMEN TEATER er en stor del af publikum til ’Verdens dårligste araber’ af anden etnisk baggrund. Inden premieren havde Adnan Al-Adhami regnet med, at nogle ville rejse sig og gå, når han fortalte, at han var homoseksuel. Da han under showet i maj friede til sin forlovede fra scenen, fløj telefonerne i vejret. På optagelserne kunne han bagefter få øje på folk, der tydeligt syntes, at det var for meget.
”Det var ikke det, de havde købt billet til. De vidste ikke, at jeg var til fyre,” siger han.
Inden showet var der en kvinde, der skrev til ham på Instagram. Hun havde købt tre billetter, men ville først vide, om Adnan Al-Adhami var homoseksuel, før hun besluttede, om de skulle sælges igen.
”Jeg tænkte: Det er lige præcis sådan en som dig, der skal ind og se det.”
Alligevel er han blevet overrasket over, hvor ofte hans forventninger er blevet gjort til skamme. Som teenager forberedte han sig på forældrenes fordømmelse, før den kom, og nu opdager han, at han har gjort det samme med sit publikum.
”Der kommer mennesker, som jeg på forhånd i min underbevidsthed har stemplet som homofober. Som nogle, der ikke vil mig det godt, og som vil vende ryggen til mig, så snart de opdager, hvem jeg reelt er.”
Kvinder med tørklæde er kommet hen til ham. Det samme er mænd med stort fuldskæg og en hårdkogt attitude. ”Og så siger de bare: ’Brormand, jeg har din ryg.’ Jeg tror ikke, jeg kan beskrive, hvor meget det betyder.”
Efter showet på Bremen i juni stod han i foyeren og solgte ’Fåtax’-muleposer. En gravid halvt irakisk kvinde kom hen med sin kvindelige kæreste og spurgte, om de måtte give ham et kram. To andre unge kvinder ville have taget et billede.
”Vi er tyrkere,” sagde de. ”Vi forstår dig.”
