I INDRE KØBENHAVN sidder han med avisen og en halv ostemad foran sig og ligner umiskendeligt sig selv med vildmandslook og pletter på T-shirten. Mellem nysselige gæster på Café Blå Time og omgivet af kunstmalerier og digte på væggene stikker han ud som en anomali, men alligevel med en aura, som om han er den eneste normale i en sindssyg verden.
Når man er Anders Lund Madsen, er der mange, der gerne vil høre, hvad man har at sige, og i dag venter et foredrag i Maskinmestrenes Forening, hvor han skal lære landets maskinmestre at blive ekstroverte.
”Jeg er meget nervøs for det, for her er nogle, som tror, at jeg rent faktisk kan noget, og det kan jeg jo ikke. Jeg har ondt af de stakkels maskinmestre,” siger han på sin vanlige hurtige, lidt hakkende måde.
Han bliver som regel benovet, når folk spørger ham, og samtidig synes han helt generelt, at det ville være ærgerligt at gå glip af en uforudsigelig oplevelse. Et par dage forinden var han til et politisk arrangement i Grindsted, uden han nogensinde regnede ud, hvorfor han blev hyret, og han har også lige været et smut i Herning til et arrangement hos en tatovør, der ville have ham med til at snakke om kunst for Midtjyllands kreative klasse. Aftenen kom aldrig helt op at flyve, men til gengæld var manden, der stod for vinmenuen, en festlig fyr.
”Han var dejligt beruset, som jeg synes, en god vinmand skal være, og så fortalte han, at han engang var kommet i ’Guinness rekordbog’, fordi han havde talt 24 timer i træk. Han blev lynhurtigt slået af en fra Indien, fortalte han, men han havde haft rekorden i tre uger, og han havde selvfølgelig gjort det ude i messecenteret i Herning. Jeg spurgte ham, hvad han havde talt om, og så sagde han: ’Lidt af hvert.’ Det er jo enormt sjovt. Så selvom mit indslag ikke var nogen stor succes, endte hele den mærkelige aften med at blive virkelig sjov.”
EN HALV TIME senere ringer han på dørtelefonen ved en grå murstensbygning ved Sankt Annæ Plads tæt ved Københavns havnefront.
”Hej, det er Anders Lund Madsen. Jeg kommer angående noget coaching.”
”Angående hvad?”
”Jeg skal coache nogle maskinmestre.”
På fjerde sal er 12 koordinatorer for landets maskinmesteruddannelser i færd med at spise smørrebrød fra Aamanns i et hvidt mødelokale. De har lige hørt et foredrag om networking, og da alle har tygget af munden, tager projektchefen Peter ordet: ”Undersøgelser viser, at maskinmestre og ingeniører er meget introverte, så derfor tænkte jeg: ’Hvem er den mest ekstroverte person i det her kongerige?’” siger han og gør plads foran projektoren.
Anders Lund Madsen stiller sig frem med sine gråsprængte hår- og skægtotter strittende i alle retninger.
”Når I ser på mig, sidder I og tænker: ’Bare jeg kunne gøre det, han kan,’” siger han og lader sætningen hænge i luften et kort øjeblik. ”Okay, der er I tavse, det var så ikke det, I tænkte. Det kan jeg også godt forstå, for jeg kommer faktisk her for at erklære mig som idiot. Mit budskab er, at vi alle sammen er idioter. Det kan være en hård erkendelse at nå dertil, men det fede er at vide, at de andre ved, at man er en idiot, for så er frygten for at være en idiot ikke så stor, og så er der ikke noget at være bange for længere.”
På slideshowet dukker et billede op af dronning Margrethe i færd med at spise en pølse på en tur til Norge, som for at understrege, at selv de kongelige er idioter, men også et af ham selv og hans storebror Peter Lund Madsen i tv-programmet ’Hvem vil være millionær?’.
”Der er mange, der vil tænke: ’Hold da op, har han vundet en million i ’Hvem vil være millionær?’. Og det har jeg. Sammen med min bror, og det er måske hemmeligheden ved at vinde en million, at man skal sidde ved siden af en, der kan vinde en million. Vi vandt faktisk en million to gange, som de eneste i hele verden, og det gør mig jo på en måde til den mindste idiot globalt set. Men alligevel vil jeg fastslå, at jeg er en idiot. Min bror, som var en fantastisk klæbehjerne, var også en idiot, og han vidste det godt. Vi er alle sammen idioter.”
DET VAR SOM ung journalist på Ekstra Bladet i begyndelsen af 90’erne, at Anders Lund Madsen lærte at investere i en senere fornøjelse ved at gøre noget idiotisk og pinligt nu og her. Da han blev ansat på det dengang store og magtfulde medie, var han frygtelig genert, og når han sad i det åbne kontorlandskab og havde fået til opgave at ringe til nogen, ringede han ofte bare hjem til sig selv, hvor han vidste, at der ikke var nogen, der tog telefonen.
Men efter et mord i Nordjylland blev det Anders Lund Madsens opgave at ringe til den afdøde mands mor, og denne gang var der ingen vej udenom. Kvinden endte med at være glad for, at nogen ringede, men efter en lang samtale sagde hun, at hun ikke ville i avisen, og det kunne han egentlig godt forstå. Det kunne cheferne på Ekstra Bladet til gengæld slet ikke.
Han endte på et afsidesliggende kontor med den aldrende journalist Povl Høst-Madsen, der var fuldstændig ligeglad med, hvad andre syntes, og bevidst opsøgte det, der var pinligt. Sammen blev de enige om fremover at lave avisens bagside under fællesnavnet ’Madsen & Madsen’.
Første gang var til et pressemøde på Café Liva i forbindelse med kvindekabareten ’Byens Bedste Bryster’ i 1996 med blandt andre Margrethe Koytu og Lisbet Lundquist. Undervejs begyndte ’Gamle Madsen’ at råbe: ”Vi vil se dem!”
”Første gang var det sådan lidt haha-sjovt, men han blev ved med at råbe, og det blev værre og værre, indtil vi fysisk blev smidt ud af pressemødet. Det var frygtelig pinligt at stå der med ham idioten, som råber, at han vil se byens bedste bryster, og alle andre, der siger: ’Lad nu være’, men bagefter … det er simpelthen den sjoveste reportage, jeg nogensinde har skrevet.”
SAMME ÅR TOG Anders Lund Madsen af sted til De Olympiske Lege i Atlanta uden at interessere sig det mindste for sport. Til det indledende pressemøde for det amerikanske Dream Team-basketballhold mødte journalister fra hele verden op. Der var ikke rigtig nogen, der spurgte om noget interessant, så han bad om mikrofonen:
”Hvorfor får man egentlig to point, når man scorer i basketball?”
Det skabte virak i salen, og det blev kun værre, da han fulgte op med at spørge, hvorfor man får tre point, bare fordi man skyder langt. Stjernespilleren Karl Malone rejste sig og sagde, at nu ville han ikke være med længere, og da han udvandrede, fulgte resten af holdet trop.
Næste dag var der åbningsceremoni på det olympiske stadion. Man skulle medbringe et flag, stod der på billetten, og Anders Lund Madsen havde fundet et billigt østtysk flag i en genbrugsbutik, som han stod og flagede med. Da det var Danmarks tur til at blive præsenteret, sagde speakeren: ”Det er det land, ham idioten er fra.” Kameramanden fangede ham på tilskuerrækkerne, og nu stod han virkelig og lignede en idiot, denne gang foran halvanden milliard seere.
”Her blev det meget tydeligt for ikke bare mig, men for samtlige mennesker i hele verden, at jeg er en idiot, og siden den dag har jeg faktisk ikke været bange for noget som helst.”
I MASKINMESTRENES Forening fortæller Anders Lund Madsen historien om, hvordan hans forældre mødte hinanden. Om faren fra det østlige Jylland, der voksede op i en fattig husmandsfamilie, men kom på Polyteknisk Anstalt i København og blev inviteret med til en forårsfest på sygeplejerskeskolen. Under en selskabsleg skulle kvinderne lægge en sko i en sæk, og herrerne skulle trække en tilfældig sko og danse med den kvinde, den tilhørte. Og dermed kom han til at danse med moren, der selv var kommet til hovedstaden fra Falster.
”Min far har fortalt mig, at han stod tredjesidst i rækken med 86 ingeniører. Mit livs skæbne afgøres fuldstændig kompromisløst af en husmandssøn fra Skærup, der står med hånden nede i en sæk. Det er jo sådan nogle ting, der er fuldstændig vanvittige, når man tænker på, hvorfor man er blevet den, man er. Hvis min far havde taget en anden sko, var jeg blevet dyrehandler i Maribo.”
Hernæst er det maskinmestrenes tur til at fortælle, hvordan deres forældre mødtes. Men der er et benspænd. De skal trække en seddel fra Anders Lund Madsens hue, der specificerer, under hvilken præmis historien skal leveres.
Den første maskinmester trækker sedlen ’Fortæl historien, som din far ville have fortalt den’. Men det kunne lige så vel have været ’som om det er en hemmelighed’, ’som om det er en salgstale’ eller ’som om du er en sportskommentator’.
Det samme scenarie udspiller sig hver gang: En ny maskinmester går op foran de andre, opgiver benspændet og fortæller lige ud ad landevejen, hvordan hans forældre mødte hinanden. Og der er nogle spændende historier iblandt, for eksempel om at blive undfanget i en storm på et skib, men det er ikke rigtig dét, der er formålet med Anders Lund Madsens ekstrovert-øvelse.
Alligevel konkluderer han bagefter, at de alle sammen er et skridt tættere på at være nogle ekstroverte, frigjorte idioter:
”Jeg lover jer, det giver måske ikke mening lige nu, men det eneste, det handler om, er at gøre noget idiotisk og så overleve. Så er det ikke så slemt næste gang.”
EN LILLE UGES tid senere er Anders Lund Madsen på vej til Jylland for at underholde 800 aktionærer i Djurslands Bank. Han har fået streng besked på ikke at overskride sin tid på 30 minutter, eftersom hovedretten serveres lige efter. Det gør ham nervøs, for engang holdt han et oplæg på Statens Museum for Kunst i forbindelse med en præsentation af en isskulptur, hvor han gik 20 minutter over tid, og halvdelen af skulpturen nåede at smelte, inden tæppet blev løftet.
”Der er heldigvis ingen isskulptur i aften, men der er gâteau Marcel til dessert, så jeg må maks. overskride med fem minutter. Jeg er bare udfordret af, at jeg har 79 lysbilleder med,” siger han, mens bilen arbejder sig tværs over Sjælland.
Han kører i noget så usædvanligt som en syvpersoners Tesla, for der skal være plads til alle børnene. Han har otte i alderen to til 36 år, fem af dem er hjemmeboende, og han har skiftet bleer i 30 af de seneste 36 år. Han har også lavet mastodontiske mængder gryderet, for det er ham, der står for madlavningen, mens hans kone tager sig af tøjvasken.
De mødte hinanden i 00’erne på Bellevue Teatret, hvor han lavede en forestilling med sin bror, og hvor hun var mimer – i dag er hun professionel havfrue og tilknyttet forskellige akvarier. Han havde allerede tre børn, og de har fået fem sammen, senest Viis i 2024, og flokken bor i en villa med panoramaudsigt ud over Lyngby Sø. Som barn sejlede han ude på søen i kano, stirrede længselsfuldt på huset og tænkte, at dér gad han godt bo en dag. Så da han for otte år siden så, at det var til salg, slog han til. Det var på mange måder lidt ligesom at være med i en film at flytte ind, men han måtte også sande, at forstadslivet ikke var helt så sjovt, som han huskede det.
”Det var ligesom i ’Citizen Kane’, hvor han endelig sidder i sit palæ, men så indser, at han i virkeligheden bare savner de gode, gamle dage.”
DE HAR NETOP solgt huset og fundet et nyt ved Præstø, der koster under det halve at bo i. Så nu flytter hele banden sydpå. Anders Lund Madsen, konen, de fem hjemmeboende børn og alle dyrene. De har høns, hunde, katte, slanger, edderkopper, gekkoer, knælere, ildsalamandere, giftfrøer, agamer og alle mulige slags fisk. Den seneste tilføjelse er en varan, som sønnen købte på en reptilmesse i Vejle.
”Varanen er helt klart en ny kategori af idioti, for den bliver farlig,” siger han og griner. ”Jeg tror ikke engang, det er tilladt. Den er ikke farlig-farlig, men den bliver en størrelse, hvor man ikke skal vende ryggen til den.”
Engang havde de også en skolopender, som sønnen fangede i New Mexico på en familieferie og tog med hjem i håndbagagen. Den var han heller ikke helt tryg ved.
”Den var vildt hurtig, og pludselig var den bare væk. Den er sådan set stadig forsvundet, for det skete i vores gamle hus. Vi flyttede kort tid efter og fik aldrig nævnt det over for dem, der købte det. Men sandsynligheden taler for, at den er død.”
En fugleedderkop forsvandt også, men da de kom hjem efter en sommerhustur, sad den lige inden for døren, helt afkræftet, fordi den ikke havde fået mad.
”Jeg har ikke problemer med fugleedderkopper, for de er ret langsomme. Det var kun skolopenderen, jeg ikke var vild med. Det er jo sådan et tusindben i stor størrelse med klosakse og et giftigt bid. Og jeg er heller ikke vild med varanen, men min søn er god til at håndtere den. Han er spektakulært dygtig til at få de der dyr til at trives. Vi er jo meget glade for, at vores børn er interesserede i naturen, så vi har svært ved at sætte grænser.”
EFTER STOREBÆLTSBROEN må Anders Lund Madsen foretage et vigtigt opkald. Han har en aftale med en hjertelæge, som han er nødt til at udskyde. Han har sådan set haft aftalen i flere måneder, for efter hans storebror døde af en blodprop sidste år på grund af forkalkning i kranspulsårerne, lovede han sig selv og familien at få tjekket sit helbred.
”Jeg deler jo gener med min bror, og derfor er der en vis risiko for, at jeg har den samme fysiologiske anomali. Peter havde en blodprop i hjertet, da han var i fyrrerne, så der var en risiko for, at det ville ske igen, men han var meget bange for at gå til lægen, og derfor fik han det ikke tjekket. Jeg sidder ikke og ryster i bukserne over det … lige indtil lægen kigger på skærmen og siger: ’Hold da op!’”
Nu er det så ham, der må udskyde sin tid, fordi aktionærerne på Djursland kom i vejen: ”De sidder nok og spiser frokost og siger: ’Vi glæder os til i eftermiddag, der kommer lillebroren til ham, der døde,’” siger han og er ikke meget for at ringe op.
Det var under en cykeltur i august sidste år, at Peter Lund Madsen faldt død om. For lillebroren var det naturligvis utrolig sørgeligt, men også meget voldsomt, at det skete så pludseligt.
Han havde slet ikke tænkt på, at han kunne dø, for han var en frisk fyr og læge og meget neurotisk, så han troede, at der var styr på det.
”Jeg kunne ligesom ikke nå at lade op til, at der skulle ske noget sørgeligt. Det er meget strengt bare at dø, for det betyder en masse brændte chancer, og så bliver man meget Ga-Jol-æskeagtig med at huske at få sagt nogle ting til sine nærmeste. Det er jo banalt, men også utrolig vigtigt. Selv hvis jeg havde vidst det, havde jeg sikkert ikke fået sagt det alligevel, og så havde det stadig været vanvittig trist. Det er vilkårene, at alle skal dø på et tidspunkt, men det skulle ikke have været lige nu med Peter.”
I OPVÆKSTEN VAR brødrene Madsen ikke specielt tætte. Der var tre års forskel på dem, de var meget forskellige, og i teenageårene voksede de skævt af hinanden. Storebror Peter vidste allerede som femårig, at han ville være læge, og tog senere uddannelsen og en doktordisputats oveni på ”sådan cirka tre kvarter”, hvorimod lillebror Anders var et dovendyr, der lallede retningsløst omkring.
”Vores forældre kom ude fra landet og var kommet til byen for at uddanne sig. Derfor havde de ambitioner om, at deres børn skulle lave noget fornuftigt. Peter var den ældste søn, der blev akademiker og gjorde, hvad der skulle gøres, hvorimod jeg bare lavede ballade. Han havde ikke behov for at høre mig sige alle mulige hippieagtige fjolleting. Han syntes, jeg var en enormt irriterende lillebror, og det var jeg formentlig også.”
I næsten 10 år snakkede de nærmest ikke sammen og så kun hinanden til højtiderne. Peter rejste til USA for at forske, hvorimod Anders arbejdede lidt i en børnehave og dalrede ind og ud af forskellige studier. Han søgte ind som skuespiller, arkitekt, sociolog, nordisk folkemusikforsker, læge, jordemoder og advokat. Han skød med spredehagl og endte på jurastudiet, fordi han tænkte, at det lød fint. Men tre måneder senere droppede han ud, tog på højskole, begyndte på den naturvidenskabelige basisuddannelse på RUC, droppede også ud af den og rejste til Færøerne for at gå i lære som fåreavler i et halvt år.
”Mine forældre må jo bare have tænkt: ’Åh, gud!’” griner han og fortæller, at han i en periode også var med i Greenpeace, fordi han kendte en, der hed Anne, som han syntes, var megalækker. Det eneste, han havde et bare lidt større ønske om, var at studere journalistik. Men det tog ham tre forsøg at komme ind, og da først han begyndte på Journalisthøjskolen, tænkte han: ”Hvad fanden laver jeg her?”
”Altså, jeg turde overhovedet ikke interviewe folk. Det gav virkelig ingen mening. Men det gode ved journalistik er, at man kan slippe af sted med stort set hvad som helst. Det er det perfekte job for dem, der ikke kan noget som helst.”
EFTER NOGLE ÅR på National Institute of Health i Washington D.C. indså Peter Lund Madsen, at han gerne ville have et liv ud over arbejdet, så han droppede drømmen om at være stjerneforsker i USA og vendte hjem.
Anders Lund Madsen var begyndt at holde foredrag oven på succesen med ’Madsen & Madsen’, og med en vag idé om måske at kunne kombinere storebrorens viden om hjernen med lillebrorens sans for at underholde blev de to i første omgang hyret til at lave et 20-minutters indslag til et arrangement i Ridehuset i Aarhus.
De kom på efter mandestrippen. Det var alt for sent på aftenen til lysbilledshow, så folk begyndte at råbe, og en i publikum kastede en sko efter dem. Anders Lund Madsen konfiskerede den, og så flygtede brødreparret ud bag scenetæppet, hvor de gemte sig under et bord. Da de kørte hjem den aften med livet i behold og en ekstra sko, blev de enige om, at det måtte de gøre igen.
Siden lavede brødreparret foredrag, shows, tv-programmer og teateropsætninger, og de havde planer om tusind andre ting, de også skulle.
”Hvis man godt kan lide sin bror, og jeg kunne virkelig godt lide Peter, er det bare enormt fedt at lave noget sammen. Der lå en stor sikkerhed i, at jeg vidste, hvad han kunne, og han vidste, hvad jeg kunne. Jeg har kendt ham i 62 år, hvilket er hele mit liv, så det føles ligesom at miste sin ene arm. Jeg kan jo aldrig nogensinde komme til at lære nogen at kende lige så godt.”
Siden den tragiske augustdag sidste år har Anders Lund Madsen mærket en sær form for ensomhed, han aldrig har prøvet før. Nu er han den eneste tilbage fra sit barndomshjem og dermed det eneste livsvidne til sin egen opvækst.
”Jeg har brugt Peter meget som den kollektive hukommelse, fordi han var enormt dygtig til at huske alting. Hver gang han kunne huske 10 ting, kunne jeg måske huske én. Pludselig er der kun mig tilbage, der skal forsøge at huske, hvordan vores værelse i vores første hjem på Krejbjergvej i Mørkhøj så ud. Og så kan man sige, at det er jo underordnet, hvordan der så ud, for det er det virkelig, og i det store billede er det fuldstændig underordnet, men jeg har sådan en fornemmelse af, at der er 10.000 erindringer, som forsvinder som sand mellem fingrene på mig,” siger han.
”Det er bare trist at tænke på, at man er den sidste i en familie, også fordi så ved man, at når jeg dør, så dør det hele. Så dør min far for eksempel. Min ældste datter har mødt ham, så hun vil måske huske ham lidt, men ellers er det jo slut for ham. Han vil aldrig indgå i en eller anden anekdote mere. Verden skal nok klare sig, men tanken om det er trist. Det er bare trist at være den sidste.”
OPKALDET til speciallægen kan ikke trækkes længere. Han er ikke meget for at ringe så sent, men hver gang han har forsøgt i den forgangne uge, har det været uden for telefontiden.
”Da jeg ringede for at bestille tiden, gik jeg i gang med at forklare hvorfor, og så afbrød de og sagde: ’Vi kan godt regne ud hvorfor.’ Min storebror var jo et stort navn i lægekredse, og nu spytter jeg så på mindet ved ikke at komme til tiden. Lægen, ham kan man stole på, men journalisten …”
Han ringer op og ender som nummer tre i telefonkøen.
”Jeg overvejer at bruge vendingen: ’Jeg er blevet kaldt på arbejde.’ Som for at forklare, hvorfor jeg ringer så sent …”
Få minutter senere er der hul igennem.
”Ja, hvad kan jeg hjælpe dig med?” lyder en kvindestemme.
”Du skal hjælpe mig med, at jeg ikke kan komme til den tid, jeg har i dag. Det er meget skamfuldt, for jeg har glædet mig meget. Eller glædet mig … Jeg har set frem til det, og …”
”Det kan jeg godt forstå, for der er sindssyg lang ventetid.”
Telefondamen fortæller, at hun først har en ny tid til juni, men Anders Lund Madsen får alligevel talt sig frem til den første ledige tid i starten af maj.
”Hvis jeg nu dør i løbet af den næste halvanden måned, vil man sige, at det var virkelig dumt,” siger han, da samtalen er afsluttet. ”Hvis ikke det sker, vil min bommert i det store billede nivelleres, og i det rigtig store billede er det sådan set lige meget, men i mit lille, store billede skal jeg gerne overleve indtil den 11. maj klokken 10:45.”
EFTER LILLEBÆLTSBROEN er den syvpersoners Tesla lav på strøm. Han ruller ind på en ladeplads i Fredericia, og for at fordrive ventetiden tager han telefonen frem og åbner for Wordfeud. Han har gang i en duel med Stig Tøfting.
”Jeg er ret sikker på, at han snyder. Han har for eksempel lige spillet ordet gladiolus,” siger han og kigger op med et kan-du-følge-mig-blik. De har spillet i tre år i streg, og det er den tidligere fodboldspiller, der vinder hver gang.
”Der findes tilfældigvis en hjemmeside, der hedder wordfeudsnyd.dk, og jeg kender kun til den, fordi det er den, jeg nu selv bruger for at kunne hamle op med ham. Lige nu fører jeg faktisk, men det vil være ham, der vinder til sidst.”
De mødte hinanden i forbindelse med tv-programmet ’The Journey’, hvor de vandrede i de nepalesiske bjerge sammen med blandt andre Christiane Schaumburg-Müller og Søs Egelind. Den ene aften skulle de bo på værelse sammen, og der lå ’Tøffe’ og spillede Wordfeud.
”Så sagde jeg: ’Vi kan da godt tage et spil.’ Det var ham, der gateway-druggede mig.”
Udsendelsen fra Nepal er blot et ud af uendelig mange tv-programmer, han har medvirket i, siden han første gang fandt vej til fjernsynet med ’Taxi’ i 1996 i kølvandet på succesen med ’Madsen & Madsen’.
I seks uger kørte han rundt som taxachauffør med skjult kamera og måtte efter hver afsluttet tur sige til passagererne: ”Den gode nyhed er, at turen er gratis. Den mærkelige nyhed er, at I blev filmet.”
Anders Lund Madsen elskede – og elsker – at lave tv, og taxaprogrammet blev tilmed ganske populært. Til Billed-Bladets prisuddeling vandt han prisen som årets nye tv-navn, og ugen efter var han til Se & Hørs tv-fest, hvor han stod i et skilderhus med crepepapir viklet omkring sig og skulle springe ud, når han blev præsenteret. I skilderhuset ved siden af stod Casper Christensen. Lige inden de skulle præsenteres, sagde han til Anders Lund Madsen: ”Folk som os, tosserne, det er os, der ejer fjernsynet nu.”
”Der fik jeg det sådan: ’Gud, jeg er en af dem.’ Jeg følte, at nu var den hjemme, nu sker det, og så sprang jeg ud af det der crepepapir, og så sad der bare en masse fulde journalister. Det var knap så fedt. Men der var et øjeblik lige inden, hvor det føltes virkelig godt.”
DET GÅR OP for ham, at han efterhånden er for sent på den til sin næste aftale og derfor bliver nødt til at lave endnu en pinagtig opringning. På vejen til Grenaa har han lagt et møde ind med en professor i retsmedicin, som han skal interviewe til den bog, han er i færd med at skrive, der handler om danskernes forhold til døden.
Hvert kapitel tager afsæt i forskellige menneskers død. For nylig læste han for eksempel om et trafikuheld på Drejø i Det Sydfynske Øhav, hvor der bor under 100 mennesker, og hvor han ikke kunne lade være med at tænke: ”Hvordan fanden kan man køre galt på Drejø?” Derfor tog han derned, og det viste sig at være øens yngste beboere, et par i halvtredserne, der var kørt galt, fordi manden var blevet ramt af et slagtilfælde.
”Den stakkels kvinde sad fastklemt en hel nat med sin døde mand ved siden af, for der er jo ikke nogen, der lige kommer forbi sådan et sted. Hele den historie med ham og hende og Drejø blev til et kapitel, og jeg havde en fantastisk dag med at rejse rundt og tale med mennesker, som jeg ellers ikke ville have mødt.”
Han har også lige været et smut i Juelsminde, fordi han i en periode besøgte hjemmesiden afdøde.dk med digitale dødsannoncer og faldt over en kvinde ved navn Annie, der i flere år efter mandens død blev ved med at skrive beskeder til ham derinde.
Mødet i Aarhus skyldes, at han for nylig var i Hurup i Thy, hvor der sidste år blev fundet en død kvinde på en mark ude i ingenting. Det er et af de helt store mysterier, for ingen vidste, hvem hun var, og det er der stadig ingen, der gør, selvom hun er blevet efterlyst i hele verden.
Liget har nu ligget 14 måneder på Retsmedicinsk Institut i Aarhus, og det vakte hans nysgerrighed, for hvor længe kan man ligge i sådan en fryser, uden nogen kommer og vedkender sig én?
”Det er bare vildt, at ingen aner, hvem fanden hun er, eller hvordan hun er endt på den der mark ude i ingenting. Det er jo altså lidt uhyggeligt, synes jeg.”
HVIS DER ER et emne, Anders Lund Madsen intenst har beskæftiget sig med, er det døden. Han har blandt andet lavet tre programserier til DR ved navn ’Helt alene’, ’Du skal dø’ og ’Jeg vil dø’. Den ene gang var han i Tennessee og besøge en såkaldt ’body farm’, hvor FBI i samarbejde med forskellige universiteter lader lig henfalde under forskellige forhold til forskningsmæssig brug.
Her så han rigtig mange lig, men det rører ham ikke synderligt. Han har lavet udsendelser om døde uden pårørende, hvor en mand i en lejlighed i det københavnske Nordvestkvarter havde ligget død en hel sommer under et åbent vindue. Han var nærmest mumificeret, helt sort og indsunket.
”Det var ikke særlig værdigt, men det var heller ikke ulækkert. Det, der var uhyggeligt, syntes jeg, var, at der stod et fuglebur med en død fugl i. Jeg kom til at tænke på, at den fugl jo har siddet og set ham være død og tænkt: ’Det her ender ikke godt,’” siger han, da han forlader Aarhus efter mødet med retsmedicineren, der desværre ikke kunne bidrage med afgørende nyt om den mystiske døde kvinde i Thy.
”Altså, døden er vanvittig uinteressant, kan jeg sige nu med en vis form for ekspertise. For så er man jo bare død – medmindre man tror på efterlivet. Jeg har beskæftiget mig så længe med det, at jeg har fundet fred med, at alle bliver glemt fuldstændigt. Det spændende er, hvad døden gør ved dem, der bliver efterladt tilbage, og hvad man tænker op til, at man skal herfra. Det der med at dø uden pårørende som hende på marken i Thy og hende i bilen på Drejø, som det også var lige ved at ske for … dét synes jeg, er en frygtelig tanke. Der er ingen til at trøste én og sige, at det hele nok skal blive godt. Man er simpelthen bare alene.”
ANDERS LUND MADSEN voksede op i Sorgenfri i det, han selv betegner som ”den middelste middelklasse, der findes”. Her var der rigtig mange rækkehuse og rigtig mange børn, og i det Ole Lund Kirkegaard-agtige univers rendte han rundt som lidt af en enspændertype, ikke med god vilje, mere fordi det bare var sådan, det faldt ud, når man som ham var en lidt underlig dreng.
I de spæde barneår døjede han nogle gange med absencer. Han sad ligesom bare og faldt i staver med åbne øjne, uden at man kunne komme i kontakt med ham. Lige inden skolestart blev han indlagt på Rigshospitalet, og dengang tyede man til devisen ’ro om behandlingen’, og derfor måtte hans forældre i de næste syv uger kun komme og besøge ham i en halv time om fredagen.
”Jeg tror, det var en traumatisk oplevelse for alle børn, der blev indlagt på den måde. Det var det i hvert fald for mig. Jeg fik frygtelig meget hjemve ved at ligge inde på det der hospital, og bagefter kunne jeg ikke sove nogen steder uden mine forældre.”
Lægerne fandt aldrig ud af, hvad absencerne skyldtes, ud over at det formentlig var noget børneepilepsi af en slags, og han voksede da også fra det. Han voksede til gengæld ikke særlig meget i højden. Han var så lille, at lægerne anbefalede væksthormoner, hvilket hans sygeplejerskemor dog ikke ville vide af, og da han begyndte i 1. klasse med syv ugers forsinkelse, var han et hoved lavere end alle andre. Han var samtidig splejset, havde et stort hoved og blev lynhurtigt udpeget som mobbeoffer og kaldt ’spasser’ og ’dværg’. Der var også en dreng ved navn Per fra en af de store klasser, der altid løftede ham op i én arm og gav ham buksevand i håndvasken, mens han ironisk kaldte ham for ’Fede’.
De næste syv år betegner Anders Lund Madsen som ”de lange, de triste og de stille år”. Han forsøgte mest at gå under radaren. Han havde ikke rigtig nogen venner, men gik hjem fra skole alene, mens han havde fornemmelsen af, at alle andre legede med hinanden.
I ÅRENES LØB forsøgte Anders Lund Madsen på forskellige måder at komme ud af ensomheden. Han begyndte til tværfløjte, men det gik ikke. Næste forsøg var spejder, men han havde alt for meget hjemve til overnatningerne i skoven, så det stoppede han med. I stedet begyndte han på et EDB-kursus. Hans ingeniør-far havde sagt, at det sikkert var spændende, så sammen med 7-8 andre ”fuldstændig kiksede drenge” troppede han op til et ugentligt EDB-kursus, længe før computere var noget, man gik op i. Det var mest sådan noget med at få cursoren til at køre skråt hen over skærmen.
Midt i det hele døde EDB-læreren, og da der ikke var nogen, der havde lyst til at overtage holdet, lukkede det, og Anders Lund Madsen måtte igen finde på noget nyt. Han forhørte sig, om der var andre kurser, hvor der stadig var plads, og der var kun porcelænsmaling og yoga tilbage.
”Nu ved jeg ikke noget om porcelænsmaling, men jeg er ret sikker på, at jeg var endt et helt andet sted i livet, hvis jeg var gået med det. Gudskelov valgte jeg yoga, og det blev for mit vedkommende en billet ud af ensomheden. Det var faktisk lidt af en genistreg.”
På yogaholdet gik der kun piger ud over ham, og det var ”bedre end EDB-kurset, lad mig sige det sådan”. Det handlede meget om kropslighed, og som en 14-årig sent udviklet dreng var kropslighed egentlig et lidt betændt emne, men her blev han tvunget til at overskride sin sociale akavethed.
”Jeg fik meget hurtigt en fornemmelse af, at det her kan enten komme til at gå rigtig godt eller rigtig galt. Men det viste sig – ikke overraskende – at piger, som går til yoga, er utrolig søde og tålmodige.”
I løbet af efteråret blev der arrangeret en fælles sommerhustur i en af pigernes forældres sommerhus. Hen over nogle dage plantefarvede de garn med birkebark, men der var også en af pigerne, der havde skaffet noget hash. Og så lavede de selvfølgelig yoga.
”Det var ligesom der, hvor mit liv fuldstændig eksploderede. Jeg havde siddet og følt mig ensom, og nu foldede verden sig endelig ud. Jeg kan huske, jeg stod sammen med en, der hed Eva, og vi lavede sådan en soløvelse, mens solen stod op … altså, for helvede, mand, det var fantastisk for en dreng, som troede, at det ikke var sådan et liv, han skulle have.”
DER ER ILD i faklerne foran Grenaa Idrætscenter og rød løber op til glasdøren. Marketingkonsulenten Julie kommer ud for at tage imod og leder Anders Lund Madsen til et omklædningsrum omdannet til mødelokale, som han kan benytte, indtil det er hans tur til at gå på. Forskellige sodavand er linet op, og der er romkugler og mindst et halvt kilo søde sager på bordet.
”Der kommer mad om tre kvarters tid. Jeg har sørget for noget bøf,” siger Julie og minder om aftenens aftale. Det er 30 minutter, og hvis han skal gå over tid, har de højst fem minutter at give af, for ellers skrider hele aftenens program inklusive trerettersmåltidet til 800 mennesker.
”Julie, du skal stole på mig,” siger han myndigt. ”Det bliver højst 40 minutter og så ikke mere. Det er helt sikkert!”
”Ej, Anders, du må altså helst ikke bruge mere end 35 minutter.”
”Nej, nej, men helst. Der ligger meget i det ord.”
Hun lukker døren efter sig, og Anders Lund Madsen slår skærmen op på sin laptop.
”Det er nu, jeg skal træffe nogle alvorlige valg,” siger han og scroller hurtigt igennem. ”Årh, for helvede. Jeg kan ikke skære noget fra. Jeg må bare se, hvor hurtigt jeg kommer igennem de 79 lysbilleder, uden at det bliver for hurtigt.”
Næste gang det banker på døren, dukker en person op med en tallerken bøf stroganoff med kartoffelmos og perleløg. Han stikker lidt i det og hiver Wordfeud frem fra lommen.
”Stig Tøfting har lige spillet ’søb’. Altså, jeg siger det bare … Nå, den leg kan vi godt lege, Stig.” Han tænker sig længe om. ”Jeg forsøgte med ’choko’, men det ville den ikke godtage. Så må det blive ’koda’. Sådan. 38 point. ’Søb’ gav kun 18, så nu fører jeg med 40, uden snyd indtil videre … men det kan hurtigt ende helt anderledes.”
FÅ MINUTTER SENERE træder han ind på scenen i idrætshallen, der er forvandlet til en form for balsal med lange borde med hvide duge og fint anrettede tallerkener og glimmerballoner, der stikker op i luften. Han lægger fra land, som han altid gør, med et storladent ”Kammerater!”, inden han bekendtgør, at aftenens foredrag kommer til at blive ”væsentligt længere” end forventet.
”Mit navn er Anders Lund Madsen, og jeg er en meget stor mediestjerne, der er kommet til Grenaa Idrætscenter for at holde et historisk foredrag, et foredrag, man vil tale om i generationer. Man vil måle, ja, ikke bare hele Grenaa, men hele Djurslands resortområde i et før og efter dette foredrag. Man sidder lidt tilfældigt her i dag. Det er mit bud, at man vil knytte endog nære venskaber til dem, man sidder i nærheden af i dag, fordi man vil være tilbøjelig til at søge sammen igen og igen i årene, der kommer, for at genopleve den her aften. Der vil blive forsket i det foredrag, jeg kommer med. Der vil blive sunget sange om det. Og når vi alle sammen om nogle år ligger og har samlet venner, familie og forretningsforbindelser omkring os, der er triste, fordi de skal til at tage afsked med os, vil der være et spørgsmål, der brænder på læberne af de snart efterladte: ’Var du der i Grenaa Idrætscenter den 24. marts 2026, hvor Anders Lund Madsen holdt det foredrag?’”
De næste cirka 37 minutter kommer han utrolig vidt omkring og i et tempo, så de aldrende aktionærer på de forreste stolerækker får blæst de sidste hårtotter af. Også denne gang når han at fortælle historien om, hvordan hans forældre mødte hinanden: ”Hvis I selv tænker tilbage på, hvor meget der kunne gå galt, så er der rigtig, rigtig meget, der er gået godt, for at I kunne komme her i dag i idrætshallen i Grenaa den 24. marts. Det er det, man skal tænke på, når man sidder derhjemme på sengekanten i netundertrøjen og tænker: ’Hvad nytter det hele?’ Så tænk lidt på, mine damer og herrer, at det hele er gået jeres vej i 13,8 milliarder år i træk fra universets skabelse.”
DENNE GANG KOMMER historien med et tvist, for han når også at nævne, at hans forældre er døde, og at han en dag uundgåeligt selv vil dø, og det samme vil alle andre, der er til stede fra Djurslands Bank, og alle deres børn og alle deres børns børn, og om 3,2 milliarder år vil solen eksplodere, ”og så er den historie slut, så lad nu være med at tage det alt for tungt, det hele”.
På vej ud af Grenaa Idrætscenter når en gammel dame at sætte kloen i ham, fordi hun vil have en selfie, og herfra vokser køen sig større og større, inden han omsider er i bund. Udenfor står en ældre kvinde og ryger og siger: ”Nå, så går han.” Han hører det ikke rigtig og svarer: ”Tak, frue.”
”Tak for hvad?” spørger hun.
”Tak for, at du blev under mit foredrag.”
”Jeg kedede mig faktisk lidt,” siger hun uden at fortrække en mine.
”Det er jeg ked af. Man må ellers gerne gå ud og ryge undervejs.”
Da han lidt efter smækker bildøren bag sig, breder et smil sig på hans læber.
”Nå, men næsten alting gik da godt. Rygerne fik jeg ikke.”
HERFRA GÅR TUREN gennem det mørklagte land, hjem til villaen med alle børnene og dyrene. Det er svært ikke at få den tanke, at han har fået så mange børn, fordi han er bange for at være alene. Og det er han slet ikke i tvivl om. For hvorfor skulle man ellers få dem?
”Der er overhovedet ikke nogen rationel grund til at få børn, og slet ikke i det moderne liv. Det er kun til besvær, og du har ikke brug for dem til noget som helst. Den eneste grund til at få børn er, at man helst ikke vil være for meget alene. Og hvis man så laver rigtig mange af dem, er der en chance for, at i hvert fald et par stykker af dem vil blive ved med at give én opmærksomhed. Det er meget egoistisk at få børn af den grund, men jeg kan godt lide ideen om, at de er der. Og jeg kan godt lide ideen om, at jeg fortsætter med at være her, selv når jeg er død, fordi noget af mig er i dem.”
Det er langt over midnat, da han nærmer sig hovedstadsområdet. Over de blotlagte landeveje glimter stjernetæppet.
”Selvfølgelig vil jeg blive glemt den dag, det sidste af mine børn går bort. Det er jo de færreste, som er Grundtvig eller Kim Larsen. Men jeg kan godt lide tanken om, at lille Viis om 80 år sidder og har en vag erindring om, at jeg var der, og at det egentlig var meget hyggeligt. Jeg kan ikke bruge det til noget, for jeg er jo død, men lige nu og her er det en rar tanke.”
