HAN HAR LIGGET hele eftermiddagen i sit sommerhus på Vestsjælland og set cykelløb i fjernsynet, men nu kan den ikke trækkes længere, et spillejob venter i København, og derfor er tourmanageren Martin Jørgensen kommet for at hente ham.
Andreas Odbjerg har sin store, sorte BMW holdende foran sommerhuset, der ligger omgivet af grønne træer og buske med en lille skorsten stikkende op i den blå himmel, men han foretrækker at blive transporteret, så tourmanageren parkerer sin egen øse på græsplænen og hopper ind på forsædet af bimmeren.
”Som regel ved jeg ikke engang, hvor vi skal hen, når Martin kommer og henter mig,” siger Andreas Odbjerg, da han har fået sat sig på passagersædet i en krøllet blå sweatshirt og brune bukser. ”Det er jo noget, jeg kan tillade mig, fordi jeg har ansat en masse mennesker til at have styr på det, og så vil jeg gerne have noget for pengene.”
Denne gang venter et arrangement på restaurant Alchemist, som rigmanden Lars Seier står bag. Det er ikke ualmindeligt, at han bliver hyret til privatarrangementer for rige mennesker, for i de luftlag er popstjerner lidt som bilkort, og han er blevet et af de kort, man bare må have.
Han og tourmanageren har nogle gange joket med, at visse topchefer i Danmark ikke kunne spise en sildemad, uden at Andreas Odbjerg blev hyret til at optræde. En af gangene sad de kun seks mennesker om spisebordet, men det er også den slags spillejobs, der kaster gode penge af sig.
Desuden har denne aften et større formål. Det er nemlig et velgørenhedsarrangement for JunkFood, et Alchemist-initiativ, der leverer varme måltider til hjemløse. Lars Seier, som er hovedejer af den tostjernede Michelin-restaurant, har inviteret toppen af det danske erhvervsliv, der forventes at spytte mindst et par millioner kroner i puljen, og nogle dage forinden har Andreas Odbjerg selv spist på stedet.
MED TOURMANAGEREN ved rattet ruller BMW’en ad de små veje ved Veddinge Bakker, hvor dannebrog vajer i flagstængerne, og videre forbi endeløse marker med spredte bondegårde under den åbne himmel, inden bilen når motorvejen, hvor trafikken ved Roskilde tager til i retning mod København.
Andreas Odbjerg har selv hjemme i hovedstaden, men på det seneste har han forskanset sig i sit sommerhus. Han købte det før sin nuværende lejlighed på Frederiksberg, for det var højeste prioritet at få et sted, hvor han kunne tage hen og koble helt af. Det eneste problem er, at sommerhuslivet betyder lidt for meget grillmad, is og liggen på sofaen.
”Derhjemme har jeg en personlig træner, jeg kommer i studiet for at lave musik, og jeg får lavet mere sund aftensmad, hvorimod sommerhuset bliver ét stort hyggehul,” siger han og fortæller, at det er sidste gang, han kan holde fri i en længere periode. Det næste halvandet år er kalenderen fuldt booket. Først venter en stor sommerturné med Grøn, så udkommer hans kommende album til vinter, som skal følges op af en forårstour, inden en stor festivalsommer venter i 2027.
Derfor tog han ud i sommerhuset.
”Det er fantastisk, fordi jeg jo er stor cykelsports-entusiast, og der er simpelthen så meget cykelsport i øjeblikket, at man skulle mistænke mig for at have timet det. Det er jo virkelig, altså, fuldstændig magisk,” siger han med sin trofaste fynske dialekt. ”Der er bare noget sonisk ved egerne, publikum, helikopteren. Det rammer sådan et sweet spot, som er lydorgasmisk og meget, meget beroligende.”
Faktisk er han så stor cykelfan, at han er med til at arrangere det uofficielle danmarksmesterskab i computerspillet ’Pro Cycling Manager’. Det første med 15 deltagere blev afholdt i hans sommerhus.
”Vi har 3-4 gutter med fra Aarhus, som smadrer os hver gang. Det var meget sjovt første gang, for da de der aarhusianere ankom, vidste de stadig ikke, om det var et scam, at Andreas Odbjerg holdt DM i ’Pro Cycling Manager’ i sit sommerhus. De stod meget mistroiske ude i indkørslen,” siger han og fortæller, at han også fantaserer om at arrangere sit eget fysiske løb.
I Allesø lidt uden for Odense, hvor han voksede op, måtte han hver dag tilbagelægge kradsbørstige stigninger som Smedebakken, og nu drømmer han om et cykelløb på samme stigninger.
”Jeg ved slet ikke, hvad det kræver. Jeg kan nok ikke lokke profferne til. Men så skulle man køre nogle omgange på den rute, og så ville der blive angrebet på stigningerne og sådan noget. Måske et slags criterium med musik, boder og fest rundt på strækningen … Criterium Søhusvej … Ah, jeg skal måske lige tænke lidt mere over navnet.”
TEATER VAR EN anden interesse i barndommen. Hans mor tog tit ham og lillesøsteren med til forskellige teaterforestillinger og på et tidspunkt også med til Den Fynske Landsby. Det vakte sønnens interesse, og uden rigtig at vide, hvad han gik ind til, blev han som 12-årig meldt ind i en børneteatergruppe tilknyttet det odenseanske frilandsmuseum.
Han havde ikke som sådan følt sig udenfor til fodbold, men i Den Fynske Landsby kunne han godt mærke, at han mødte ligesindede. Drenge og piger, der heller ikke var færdige med at lege og bruge fantasien.
”Der hvor jeg gik i skole, havde folk meget travlt med at blive voksne, begynde at drikke alkohol og gå til fest og sådan nogle ting, men jeg havde mest bare lyst til at lege og være barn.”
En dag stod han og sang ved sin kasse med rolletøj, da en ældre pige roste hans stemme. Han var usikker på, om det var ironisk, men ikke længe efter skulle han til optagelsesprøve på en forestilling, hvor sanglæreren – den tidligere operasanger Kiki Brandt – også blev imponeret. Han skulle synge ’Regnvejrsdag i november’, og hun blev ved med at transponere sangen op i en højere og højere toneart, og han blev ved med at følge hende.
Kort efter fik han sin første solosang og derefter sin første hovedrolle som prinsen i en modereret version af H.C. Andersens ’Nattergalen’.
”Herfra var det virkelig sådan ’hokus pokus, mig i fokus’.”
BMW’EN RAMMER NØRREBRO, hvor guitaristen og bedstevennen Daniel Scheffmann med tophue, briller, stort skæg og læderjakke samles op sammen med den langhårede lydmand Kalle.
”Nu kommer der to ballademagere ind på bagsædet,” siger Andreas Odbjerg og render selv ud for at pisse i en busk.
Da bilen igen ruller af sted ad den travle, sekssporede Ågade, vil de nye passagerer vide, hvordan det var at spise på Alchemist.
”Det var en kæmpe oplevelse. Ikke så skørt smagsmæssigt, som jeg havde forestillet mig. Men der var en ret, hvor de kom ind med et stort plastikhoved og løftede skallen af, og så lå der sådan en lille fårehjerne.”
”Fårehjerne?”
”Ja, blandet op med alt muligt. Det smagte lidt kirsebæragtigt, og så smagte hjernen af får. Jeg kom til at tænke på, hvad der får får til at smage som får. Jeg stillede jo tusind spørgsmål, men det kunne de fandeme ikke svare på.”
Andreas Odbjerg fortæller løs, mens bilen rumsterer forbi Tivoli og Rådhuspladsen og videre over Langebro.
”Det er farlig fint, hvad de har banket op på Alchemist, men … nogle af de ting, der var mere oplevelsesagtige, var lidt prollede.”
”Hvordan det?”
”Når man kommer ind, er der sådan en skærm, hvor vores ansigter var placeret på forskellige historiske personer. Det var jo meget fint lavet, men det var også bare lidt Snapchat-filter-agtigt. Og mit ansigt var sat på Greta Thunberg. Det syntes jeg var skide-irriterende.”
”Dér har vi problemet!” udbryder Daniel Scheffmann, inden latteren fylder bilen.
ANDREAS ODBJERG ER stadig ved at fortælle om tørfrosne sommerfugle og hønsefødder og en stor plastiktunge med tatar – som han kom til at bide i, fordi han troede, plastikken var mad – da bilen nærmer sig Refshaleøen, hvor gamle lagerbygninger rejser sig.
”På et tidspunkt fik vi nogle plastiksutter af tjeneren og blev ført ind i et helt hvidt rum, hvor vi fik en spand med maling og skulle male rummet … og så viste det sig, at man kunne spise malingen.”
”Smagte det godt?”
”Det smagte ikke dårligt. Men det er mere det med … altså, de kunne lige så godt have sagt, at vi skulle synge lidt. Jeg har det svært med, når kunsten bliver sådan … hyggelig. Alt, der var malet på væggene, lignede jo pis. Det hele var tændstikmænd og grimme hjerter. Det er jo fint nok som en hobby, men skal det være på Alchemist?”
Til sidst på aftenen – efter seks en halv time med 50 små serveringer – blev de ført ud i køkkenet til en fremvisning af bestillingssystemet, men her var de efterhånden så stangstive efter at have drukket omkring 35 vinglas, at det var svært at holde koncentrationen.
”Det var jo imponerende med så mange serveringer. Jeg var bare alt for stiv til at kunne tage det ind,” siger han, da bilen holder ved en kæmpestor industribygning med en enorm bronzedør i en rå murstensfacade, der ligner portalen ind til en anden verden.
”Men det fede var, at vi tog på Woodstock bagefter ude på Christiania. Det var lidt af et skift at komme derind. Jeg kom til at snakke med sådan en gammel gangster, der havde været medlem af Bullshit.”
I BACKSTAGELOKALET for enden af en lang ståltrappe beslutter han og Daniel Scheffmann sig for at teste en helt ny, ikke-udgivet sang om en gammel barndomsven, der hængte sig ude i skoven.
Sarah Grünewald, aftenens konferencier, som også har slået sig ned for en stund, spørger, om det er okay, at hun er i lokalet.
”Ja da. Det er bare sådan en lille, lystig selvmordssang,” siger Andreas Odbjerg.
På et stort plankebord står salatbowls, snacks, sodavand, hvidvin og små håndklæder til at vaske hænder. Der hænger billeder af fjerne, forskelligartede planeter på væggen, og på en reol står glas med fermenterede grøntsager. Guitaristen slår første tone an, og fynboens lyse stemme fylder rummet.
”Han var den bedste til at drik’ og slås, skolegårdens sidste boss, åh, c’est la vie.
Svømmehallens største pik, den første til at ryge og knep’, åh, c’est la vie.
Mads, han elskede ecstasy og alting med procenter i, åh, c’est la vie.
Og han kunne danse solen sort, ja, han fik sgu det hele gjort, åh, c’est la vie.
Mads Mathias Larsen tog billetten klokken 10, -vurderede ganske nøgternt, at han ikke havde mere at gi’.
Venner og familie håbede, han kom hjem igen, men Larsen, han tog livet af sig selv.”
Der er næsten en time, til de skal optræde, så de vender sig mod de salatbowls, Andreas Odbjerg har bestilt.
”Eat my bowls?” spørger Sara Grünewald med henvisning til navnet på kæden, de er bestilt fra, hvilket får ham til at grine smørret.
”Andreas har jo gennemført Wolt,” fortæller tour-manageren.
Guitarist og lydmand smutter ned for at ryge, mens Andreas Odbjerg forsvinder ind i sig selv og bliver der det meste af de næste tre kvarter, inden en af arrangørerne kommer for at fortælle, at der går yderligere en halv time, før de er klar.
”Så vi er faktisk 10 minutter over?” spørger han.
”Ja, vi byttede om på nogle retter …”
Næste gang hun træder ind i lokalet, mere end en halv time senere, siger hun: ”I får bare tisset af og gjort jer klar, så kan vi gå på om fem minutter.”
Andreas Odbjerg trisser utålmodigt rundt, vender sig mod tourmanageren og peger på to af de flasker hvidvin, der står uåbnet på bordet. ”Jeg vil gerne have den og den med, når vi smutter.”
Han sætter sig på sin stol igen og mumler et irritabelt: ”Come on!”
ET KVARTER SENERE træder Andreas Odbjerg og Daniel Scheffmann frem i restauranten, der har hjemme i en gigantisk kuppel med en 360-graders skærm a la Planetariet. Vinglassene er linet op ved bordene foran de cirka 40 velklædte mænd og kvinder med Lars Seier i midten.
”Velbekomme,” siger Andreas Odbjerg i mikrofonen og fortæller, at han selv var her for at spise nogle dage forinden, og at han blev ”skidefuld”, inden de tog videre på Christiania. ”Dét vil jeg anbefale jer alle sammen. Det vil være et syn for guder, hvis I tog på Woodstock. Hvis man spørger lidt pænt i hjørnerne, kan man også godt få noget at ryge på.”
Så synger han ’Jeg tror jeg elsker dig for evigt’ og så ’Smugryger’, og efter endnu en klapsalve siger han: ”Hvad så, hygger I?”
”Jaer!”
”Dejligt. Og det er også dejligt, at I ikke klapper i takt eller noget, der minder om … Nå, nu vil vi gerne lave en lille verdenspremiere, fordi jeg synes, det her rum og det her sted er så eksklusivt.”
Han retter lidt på mikrofonen: ”Den her handler om en, jeg er vokset op med, som var en smuk, dygtig dreng, men havde en masse ting, han kæmpede med, så da han var allermest langt ude, hængte han sig selv ude i skoven. Frygtelig historie, men vigtigt også at skrive sange om sådan nogle skæbner.”
DET HELE SLUTTER med ’I morgen er der også en dag’, der høster aftenens største og længste klapsalver. Da Andreas Odbjerg og Daniel Scheffmann er på vej ud af restauranten, løber et par jakkesætklædte mænd efter ham og stopper ham halvt ude i køkkenet.
”Mig og Finn vil gerne med. Hvor var det, du sagde, vi skulle tage hen?”
”Nårh! Woodstock på Christiania.”
”Tager I med os videre?”
”Nej, nej,” siger han og griner. ”Vi skal skrive sange i morgen.”
”Jeg kan sagtens skrive den sang for jer!”
Så griner de alle sammen, inden den ene af de to mænd klapper ham på skulderen og snøvlende siger: ”Tusind tak, det var en fantastisk oplevelse. Jeg tager en masse med mig og især Woodstock.”
På vej op ad den lange ståltrappe siger Andreas Odbjerg: ”Hold kæft, den landede hårdt, den om Mads Mathias Larsen.”
”Ja, også når du fortæller den der historie først.”
”Det var fedt at ødelægge den gode stemning lidt, mens de sidder der og spiser fårehjerne. Vi er der jo for de hjemløse, og de må godt lige mærke, at der er nogen derude, der har det elendigt.”
DA ANDREAS ODBJERG blev student, hørte han om et band, der manglede en forsanger. Han havde været med i et Kashmir-coverband, der var gået i sig selv, og selvom han forsøgte sig med at skrive sange på guitaren, savnede han fællesskabet.
Han tog med ud til en øver med trioen, der kaldte sig Them Socks, og det blev starten på en årrække, hvor de sammen forfulgte drømmen. Modsat de mange indierockbands, der sang om at have ondt i sjælen, spillede de partyfunk, der var skabt til fest, og det var der bud efter. Them Socks blev en form for kult rundtom på Fyn, hvor dansegulvet var proppet, når de spillede til gymnasiefester.
”Jeg følte mig som en fucking superstjerne i Odense. Der var jo en evig kamp om damernes gunst, og det at være forsanger i et band, der spillede til gymnasiefester, var jo fuldstændig belejligt.”
De begyndte også at sætte egne koncerter op på forskellige barer og cafeer i Odense, blandt andet på Café Kræz, som de fik lov at udsmykke. Og de var disciplinerede i bandet. Alt, de tjente, gik til at købe udstyr og anskaffe sig et øvelokale, en varevogn og hyre en fast lydmand. Kronen på værket var en lydkompressor til 22.000 kroner magen til den, som den verdenskendte musikproducer Max Martin indspillede sine vokaler på.
Så gjorde det knap så meget, at der ikke var noget tilovers. I flere perioder var Andreas Odbjerg mere eller mindre hjemløs og crashede på sofaer rundtom hos venner eller gik med kvinder hjem fra byen for at have et sted at sove.
”Jeg kunne ikke gøre det igen, men vi var en stor vennegruppe, og der var altid en sofa et sted. Jeg røg så også så meget hash, at jeg var ligeglad med, hvad der var op og ned, og om jeg skulle sove på en alt for lille sofa med benene stikkende ud.”
HAN HAVDE OGSÅ mulighed for at tage hjem og sove hos sine forældre, men det ville han ikke. I starten af tyverne havde han ikke et særlig harmonisk forhold til sin far, og på et tidspunkt cuttede han helt kontakten, indtil han trak i land, da han kunne se, hvor ked af det hans mor blev.
”Han var god til at trykke på nogle knapper, som gjorde, at jeg sprang i luften. Jeg skulle nærmest blive over 30, før det begyndte at blive godt mellem os. Min far, min søster og jeg har det samme i os, vi er stædige og kan være hårde i filten, men vi har med årene lært at bakke af for min mors skyld.”
Andreas Odbjerg var blandt andet sur over, at han ikke fik lov til at låne penge af sin far – eller rettere, at faren gerne ville have dem tilbage igen. I flere år hutlede han sig igennem og lånte 200 kroner hist og her, som han aldrig fik betalt tilbage. Det hele foregik kontant, fordi han skyldte banken så mange penge. Som 18-årig havde han fået en børneopsparing med 50.000 kroner, men da kontoen blev lukket et par år senere, stod der minus 40.000.
I den periode gik hans far ham jævnligt på klingen, og de havde mange samtaler om, hvad der skulle blive af ham. Ikke fordi han mente, at sønnen skulle droppe musikerdrømmen. Det var bare tydeligt, at det slet ikke hang sammen.
”Jeg syntes, at han som far skulle være mere rummelig: ’Altså, kan du ikke se, hvor lidt jeg har? Jeg kan knap nok købe mad, og så vil du have nogle penge, som jeg ikke har.’ I dag skammer jeg mig over, at jeg var på den måde, og jeg er egentlig taknemmelig for, at han var så hård, selvom det førte mange konflikter med sig. Det lærte mig noget om, at man ikke bare kan rende rundt og tro, at man er kunstner, og så komme løbende hjem til mor og far og få penge til det hele.”
HAN GIK GANSKE vist kortvarigt på lærerstudiet, men blev smidt ud af sin studiegruppe, fordi han aldrig var der, og droppede til sidst selv ud. Og selvom han forsøgte sig som pædagogmedhjælper og afrydder på Odense-natklubben Boogies, gjorde begge dele ham ulykkelig, fordi det tog fokus fra musikerdrømmen.
I en længere periode røg han helt uden for systemet. Efter at have snydt sig til kontanthjælp blev kassen smækket i, og på et tidspunkt fik hans forældre et brev fra myndighederne, der ville vide, hvor sønnen egentlig boede, nu hvor han slet ikke var registreret noget sted.
Senere flyttede han ind på et værelse i en ejendom, som faren til bassisten i bandet lejede ud. Det blev en tid med rigtig meget fest og ballade, rigtig meget hash og computerspil, og da han ikke havde fået betalt regningerne, blev der slukket for strømmen. Han måtte trække strøm fra en af vennerne på den anden side af gangen.
En eftermiddag vågnede han med ondt i håret, kiggede på det fyldte askebæger på natbordet og det klamme, klistrede gulv og tænkte: ”Hvad er egentlig forskellen på mig og det, man kalder en bums?” Det eneste, han kunne nå frem til, var, at han havde en drøm, som han kæmpede for at opnå.
ÅRENE GIK, og flere af de personer, han var vokset op med, begyndte at få børn, biler og parcelhuse. Alligevel havde han fornemmelsen af, at han nok skulle nå langt, hvis han spillede sine kort rigtigt.
”Det havde været noget andet, hvis det havde været min største drøm at blive musiker, og folk omkring mig mente, at jeg var fuldstændig tonedøv. Jeg har hele mit liv fået at vide, at jeg kunne finde ud af at synge.”
Forskellige begivenheder undervejs var også med til at puste liv i drømmen. For eksempel da Them Socks kom i finalen i talentkonkurrencen Emergenza og fik lov at spille på Store Vega i København.
Han forsøgte også at bryde igennem lydmuren på andre måder. I 2009 stillede han op i ’X Factor’, hvor dommerne Remee, Lina Rafn og Thomas Blachman sendte ham videre fra auditions, men sorterede ham fra før liveshows. Tre år senere gav han den et nyt skud i ’Voice – Danmarks største stemme’. Han mødte plakatskæv frem, men nåede alligevel til finalen og blev nummer to.
I 2017 lykkedes det med vennen Moses Fiellau i det musikalske projekt med navnet Moses: ”Andreas” at få ’Ugens uundgåelige’ på P3 med nummeret ’Gazeller’. I en uge i streg drak han champagne og svævede rundt i byen og ind og ud af forskellige liveformater i radioen.
Det nye makkerpar kom også til at spille på Tinderbox Festival på et afbud. Her stødte Andreas Odbjerg ind i en af sine gamle bekendte, som han havde arbejdet sammen med i garderoben på Boogies: Karen Marie Ørsted, nu bedre kendt som MØ.
”Hun havde sådan en container, der var indrettet som en stue, som hun fik fløjet rundt i hele verden for at kunne have det trygt. Det var bare sådan: ’Wauw!’ Der var en vinbar backstage, og jeg kan huske, at vi gik op og spurgte, om vi måtte få en flaske vin. ’Ja, I må få alle de flasker, I vil have.’ ’Så hvis jeg vil have to flasker, kan jeg få det?’ ’Prøv at høre, du må få 20 flasker.’ Alene den følelse var sådan, okay … nu ruller vi!”
DET VAR BARE stadig ikke noget, der kastede penge af sig. Hans nye makker Moses Fiellau drømte om kernefamilie og stabilitet, og Them Socks begyndte også at gå i sig selv. De kunne ikke få hul igennem til den etablerede branche, og flere af bandmedlemmerne begyndte at kigge andre veje. En startede på psykologi, en anden på arkitektskolen i Aarhus, og til sidst tænkte han også selv: ”Okay, måske er det tid til at sadle lidt om”, og søgte ind på sangskriverlinjen på musikkonservatoriet.
”Jeg sad på skolen og kiggede rundt på de 50-60 andre, der var startet. Det slog mig, at alle dem her kommer til at lave musik hver dag. Hver dag tager de et skridt mod det, de gerne vil. Jeg var selv i et band, hvor jeg skulle vente til lørdag, før vi kunne mødes i Odense igen, og vi havde efterhånden prøvet så mange år uden at slå igennem.”
Først måtte Andreas Odbjerg dog igennem en periode med en smule stilforvirring. Første år på konservatoriet lavede han en improviseret støjrock-EP, hvor han selv indspillede alle sporene med en trommeslager.
”Jeg kunne mærke, at der var kapital i at være artsy på uddannelsen. Men samtidig stod man jo bagefter med et værk, ingen kunne holde ud at høre på.”
Fra andet år stillede Andreas Odbjerg derfor skarpt. Nu handlede det om at prøve at lave sange, der havde mere kommerciel værdi.
EN DUNST AF BLÅMUSLINGER breder sig i Andreas Odbjergs sommerhus. Det er dagen efter koncerten på Alchemist, og han er iklædt samme lyseblå sweater og brune bukser. Denne gang med kasket på hovedet. Klokken er 12, og han er lige stået op.
”Jeg har købt den her hjemmelavede chilisauce. Prøv lige at dufte til den. Wauw, hva’?” siger han og stikker den lille flaske i retning af Ole Bjørn Sørensens næsebor.
”Mmmh. Røget habanero? Det dufter fandeme godt,” svarer det tidligere medlem af rockbandet Dúné. Han er iført en hvid undertrøje, der blotter de mange tatoveringer på armene.
Daniel Scheffmann er også lige ankommet, i sixpence og vest og i færd med at bære bagage ind fra bilen. I dag skal de tre have skrevet sangteksten til den sidste sang på Andreas Odbjergs kommende album, der skal udkomme til januar. Et lidt ’Bohemian Rhapsody’-agtigt nummer med markante skift i både tempo og stemning.
”Der skal nok komme noget, og der skal også nok komme meget. Det er til gengæld umuligt at vurdere, om det er godt, før der lige går et par dage. Når man er i det, føler man sig ih, så original og genial. Så skal man lige hjem og blive ædru igen, og nogle gange tænker man: ’Hvad fanden var det?’” siger Andreas Odbjerg ved komfuret.
Midt på det sortternede køkkengulv står et vaskestativ med håndklæder, underbukser og fodboldtrøjer med Borussia Dortmund og Celtic, som Daniel Scheffmann påtager sig ansvaret for at få lagt sammen. Imens går Ole Bjørn Sørensen i gang med at sætte lydudstyr op. Lidt efter lyder meldingen: ”Vi er tæt på at være fuldstændig flyvende her.”
”Skulle man så ikke næsten åbne en dejlig flaske hvidvin?” foreslår Daniel Scheffmann.
Andreas Odbjerg kigger i køleskabet.
”Vi skal starte med det bedste, tænker jeg. Jo fuldere vi bliver, jo mere ligegyldigt bliver det med kvaliteten,” siger han og går i gang med at åbne en af de dyre flasker, han havde med hjem fra Alchemist. Men så knækker korkproppen.
”Eij,” udbryder han ærgerligt.
”Den tror jeg godt, man kan skrue ned igen,” siger Daniel Scheffmann, der ender med at skubbe den nu smuldrede korkprop helt ned i flasken. Ole Bjørn Sørensen kommer til undsætning og hælder de dyre dråber igennem et dørslag og videre over på en kande.
”Hvor mange musikere skal der til at åbne en flaske vin?” joker Andreas Odbjerg, da glassene omsider er fyldt op.
UMIDDELBART EFTER konservatoriet fik Andreas Odbjerg et kæmpehit med sangen ’Paris’. Det var bare ikke ham selv, men Lord Siva, der sang nummeret, og det gjorde ham i tvivl. Skulle han droppe tanken om selv at være artist og i stedet blive sangskriver?
På det her tidspunkt var han på sociale medier begyndt at følge en anden håbefuld musiker ved navn Tobias Rahim.
”Jeg har altid haft sådan en følelse med Tobias, at vi er … fra samme planet. Det føltes fucking originalt, det, han lavede. Jeg elskede lyden af hans stemme, hans musik var æstetisk, og alle videoerne var simpelthen så smukke. Alligevel kunne han ikke slå døren ind til musikbranchen. Jeg kan huske, at han var med i en Gillette-reklame for at få råd til husleje,” fortæller Andreas Odbjerg, der også selv måtte tjene penge på kreativ vis. På hedengangne Radio Loud fik han lov at lave en podcast, hvor man kunne skrive ind med dilemmaer fra øvelokalet a la ”Guitaristen vil kun spille rock, forsangeren vil synge pop, hvad gør vi?” Hver gang havde han en gæst med, og på et tidspunkt spurgte han Tobias Rahim, om han ville være med i programmet.
”Han sagde ja – på én betingelse: at jeg ville lave en session med ham bagefter. Så tog vi i studiet og lavede ’Stor mand’ på et par timer. Og så kom vi til at bruge rigtig meget tid sammen de næste to år.”
’STOR MAND’ gik hen og blev det mest streamede nummer nogensinde i Danmark med over 70 millioner afspilninger på Spotify. Men faktisk var det en sang, der på mange måder skrev sig selv. De kom hurtigt på at ”drive langs åen”, og så var det sjovt at synge ”månen bliver blokeret af dig” på grund af Tobias Rahims størrelse. Oprindeligt tænkte de, at sangeren på omkvædet skulle være en kvinde, men så kunne de alligevel godt se det finurlige i, at det var Andreas Odbjerg, der dansede med en stor mand.
”Der var så mange dejlige undertoner i det. Det kunne også betyde, at man aldrig har haft sex med så stor en penis før. Det grinede vi ret meget af. Der var aldrig nogen, der havde gættet på, at det skulle blive det største hit i Danmark. Altså, Tobias starter med at synge, at han brænder Cali-weed af. Det er både hash og homoerotik, men den gik rent hjem ude i stuerne.”
Når Andreas Odbjerg husker tilbage på det hele, har han en følelse af at lukke døren og gå i isolation – som alle andre under pandemien – og da han åbner døren igen, ved alle, hvem han er. For i samme periode udsendte han også singler som ’Føler mig selv 100’ og ikke mindst ’I morgen er der også en dag’.
En eftermiddag, hvor han skulle mødes med nogle venner ved kanalen tæt på Christiansborg for at drikke dåsebajere, var der pludselig nogen, som råbte hans navn. Det var ikke nogen, han kendte. Lidt efter skete det igen. Og igen og igen og igen. Det havde taget Andreas Odbjerg 15 år at få gennembruddet. Nu kom det med fuldt smadder.
Efterfølgende, når han og Tobias Rahim mødte hinanden til en festival, hvor de begge skulle spille, låste de sig inde i en skurvogn med en flaske vin. Og så sad de bare de to og snakkede, fordi hele oplevelsen var så overvældende for dem begge to.
”Det var, som om det kun var ham, der kunne forstå, hvordan jeg havde det. Og omvendt. Det var voldsomt, men klart mest for ham, for jeg har rimelig gennemsnitshøjde, og mit brand er mere jordbundent, hvor hans jo nærmest er gudedyrkelse, og så er det svært at stå i Netto og købe toiletpapir. Og så er han to meter og syv høj … altså, selv hvis du ser en almindelig mand på 2,07, vil du kigge. Det er nemmere for mig at gemme mig – selvom det stadigvæk har været overvældende.”
I 2022 UDSENDTE Andreas Odbjerg debut-albummet ’Hjem fra fabrikken’, og herefter var ingen længere i tvivl om, hvem han var. Det var superfedt, superhårdt og superovervældende. Oven i det var der de bizarre oplevelser. Som da han var i byen på sit gamle stamsted Boogies i Odense og ville have en slice i pizzabiksen overfor, men endte med at blive spyttet i hovedet af en fremmed mand, da han ikke ville stille op til en selfie.
Han havde også nogle lidt for dårlige vaner. Han festede for meget, røg for meget hash. Han boede i det københavnske Nordvestkvarter, men i en længere periode gik han ikke nogen steder. Hvis han skulle noget, tog han konsekvent en taxa helt til døren, det samme den anden vej, og derhjemme lå han under dynen med knæene trukket op under sig som et lille barn.
Sådan stod det på i måske et halvt år. Blandt andet spillede han til Zulu Awards, hvor han brød sammen i et angstanfald, inden han skulle på scenen. Til sidst måtte han søge hjælp og begynde at gå til kropsterapi – og fandt ud af, at nærmest hele den danske musikbranche går hos den samme kropsterapeut, der er specialiseret i, hvad der sker med nervesystemet, når det er på overarbejde.
”Angsten kommer jo, fordi man pludselig bliver enormt selvbevidst og begynder at se sig selv udefra hele tiden. Det svarer til at være på flugt fra et farligt dyr, og det ophober sig i muskler og spænder op i kroppen.”
I dag er Andreas Odbjerg et helt andet sted.
”Jeg har det også bare sådan, at selvfølgelig har det en pris, når man oplever noget, der er så ekstraordinært. Hvem har lovet dig, at det skulle være behageligt at blive en stjerne? Nå, så blev jeg bare lige landskendt og tjente en masse penge, og så skulle det udelukkende være fedt? Jeg bryder mig ikke om det narrativ. Som Jakob Kjeldbjerg siger i ’Robinson’: ’Det skal sgu være hårdt!’”
EFTER AT HAVE mæsket blåmuslinger i habanero-sauce i sommerhuset smider de sig i sofaerne for at lytte nummeret igennem. Der ligger bøger om cykelløb og simremad på reolen, hvor også en plade med Sebastians ’Skatteøen’ er stillet frem. En halvrøget joint ligger i et askebæger, og et halstørklæde med teksten ’Odense Boldklub Forever’ er hængt op over de nedrullede gardiner.
”Har I snakket om, hvad den handler om inde i jeres hoveder?” spørger Ole Bjørn Sørensen.
”Der er et eller andet med …,” siger Andreas Odbjerg og begynder at synge til omkvædets melodi. ”’Hvem der bare var lykke-li-ig!’ Det taler ind i noget, der optager mig meget. Vi bilder vores børn ind, at livet handler om at blive lykkelig, men som Brian Holm siger, handler livet om at vaske dine sure underbukser og slå græsset, og når du er færdig med det, kan du være heldig, at der er tid tilbage til at nyde livet. Det er ikke en menneskelig præmis at opleve lykke, der er ikke nogen, der lover os det ved fødslen, men hvis du bliver bildt ind, at det er det vigtigste i livet, kan du nærmest kun crashe, fordi det kommer jo i glimt … Det ville være så forfriskende med en sang om, at livet ikke handler om at blive lykkelig.”
I den næste times tid går snakken lystigt frem og tilbage, mens Daniel Scheffmann spiller dele af sangen på guitar. Andreas Odbjerg forsøger først med ”Lykken kommer kun i glimt”, hernæst ”Lige nu er jeg lykkelig”, og konstaterer så: ”Det ville være så vildt til en koncert, hvis alle bare stod og sang: ’Lige nu er jeg lykkeli-i-ig!’”
”Så mange gode rim. Jeg kunne bli’, kunne skrig’, jeg kunne …,” siger Daniel Scheffmann og spiller videre på guitaren.
”Og fuld af energii,” tilføjer Andreas Odbjerg, inden de alle tre griner højt. ”Der er så kort fra det virkelig gode til det virkelig dårlige.”
Så fordyber de sig i tænksom tavshed, inden han bringer ”Lige nu er jeg lykkeli-i-ig, det tør jeg godt at si’” på bordet.
”Det giver mig helt ’Krummerne’–vibes på den gode måde. Det er ren Hardinger. Virkelig smukt,” siger Daniel Scheffmann.
Inden længe er teksten blevet til ”Lige nu er jeg lykkelig, det tør jeg godt at sige … Lige om lidt er det forbi, et tragikomisk maleri”.
”Hvad er det, Robin Williams siger i ’Døde poeters klub’? ’Suck the marrow out of life!’ Det dufter lidt af det på en måde,” siger Andreas Odbjerg begejstret. ”Prøv at forestille dig en 50-års fødselsdag, hvor den bliver sat på, og lige der, hvor det peaker …”
”Ja, præcis,” siger Daniel Scheffmann og rejser sig for at gå ud for at ryge. ”Det er en pissegod start!”
SOLEN SKINNER UDENFOR, og de bliver enige om at rykke ud på træterrassen. Fuglene pipper i træerne, og Daniel Scheffmann render ned for at pisse i hækken.
”Så får man også lidt sol på pikken. Den er helt bleg,” råber han dernedefra.
Ole Bjørn Sørensen skænker Limoncello i æggebægre, da en kabinescooter kommer tøffende ude på grusvejen.
”Der kommer ham, der var til sommerfesten og lavede en lang performance på elbas,” siger Andreas Odbjerg.
”Var det ham, der kom og hentede sine bajere, fordi han skulle have sin morgenmad?”
”Ja, han kom igen klokken syv om morgenen og hentede sine fem Master Brew, han havde glemt, hældte en ned og tog de fire andre med,” siger Daniel Scheffmann, da han er tilbage.
De kigger alle tre efter scooteren, der bumler videre ned ad vejen. Ovenover skræpper nogle grågæs, og guitaristen læner sig tilbage og leger jagtgevær: ”Jeg så to svaner forleden, der kom flyvende lige over hovedet på mig.”
”Hvor højt oppe?” spørger Ole Bjørn Sørensen.
”Flagstangshøjde.”
”Wauw, de er jo så store. Deres vingefang, kunne du høre det?”
”Ja, på lang afstand. Det var som en gris, der kom flyvende.”
”Så tænk på en albatros, der har et vingespænd på op til ni meter,” siger Ole Bjørn Sørensen og begynder at baske med hænderne som en kæmpefugl. ”Og de lander ikke, de sover bare.”
”Er det falkegribben, der har et syn, der er fuldstændig sygt? Jeg tror, den kan se 7-8 kilometer,” indskyder Andreas Odbjerg
I horisonten hænger en fugl på den blå himmel.
”Hvis det er en falkegrib, kan den se det her,” siger han og rækker fuckfingeren i vejret.
Så læner de sig alle tre tilbage på tagterrassen: ”Øj, hvor er det dejligt her, mand.”
”Henter du ikke lige vinen?” siger Andreas Odbjerg, ikke til nogen bestemt, og sætter sig op: ”Skal vi lige tage omkvædet igen?”
HEN OVER DE NÆSTE par timer kommer der både gode og dårlige forslag til, hvor sangen skal bevæge sig hen.
”Kan man sige: ’Bunder glasset i en tår?’”
Den bliver hurtigt skudt ned.
”Efter vinter kommer vår?”
Heller ikke.
”Slikke sine sår? Spise glasskår? Pikken er så hård?”
Der bliver hentet en flaske vin mere. Andreas Odbjerg forsvinder ind i sig selv et par minutter, og da han vender tilbage, er det med en ny idé. ”Hvad nu, hvis man sagde noget megapersonligt for mit vedkommende?” siger han og tager en tår af vinglasset. ”For eksempel: ’En mand med et smil og en tåre. Jeg har mistet nok i år.’”
”Jeg kan rigtig godt lide retningen,” siger Daniel Scheffmann og tænder en ny cigaret.
”Eller hvad hvis man kigger på maleriet, og det så hedder ’Andreas 38 år’?”
”Det synes jeg er virkelig godt …,” siger guitaristen og lader det bundfælde sig. ”Virkelig, virkelig godt.”
Andreas Odbjerg synger det: ”En mand med et smil og en tåre, Andreas 38 å-å-r.”
”Det er fucking godt, Andreas. Meget rørende.”
Ole Bjørn Sørensen bliver kaldt ud fra køkkenet, hvor han er gået i gang med at tilberede næste ret – chicharrónes – så de også kan spille tekststykket for ham.
”Det er rigtig, rigtig flot. Jeg tror, I har løst det, drenge,” siger han bagefter.
Tavsheden lægger sig igen for en stund.
”Det er også dejligt, at du hedder Andreas, altså, forstår du, hvad jeg mener? Det ville være noget andet, hvis du hed Hyldeblomst eller Liguster.” siger Daniel Scheffmann.
Med glade øjne læner Andreas Odbjerg sig tilbage på terrassen og skråler op i den blå himmel: ”Lige nu er jeg lykkeli-i-ig, det tør jeg godt at sige … Lige om lidt er det forbi-i … et tragikomisk maleri … af en mand med et smil og en tåre … Liguster 38 å-å-år!”
TRE UGER SENERE åbner han døren ind til sin lejlighed på grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro. Forårssolen kaster stråler ind igennem køkkenvinduet, hvor en slags Pjerrot-kande står på en hylde sammen med glas, han har ’lånt’ fra den cocktailbar, der ligger i stueetagen.
I sommerhuset endte de med at lave musik til klokken fire om natten, og de er stadig ikke færdige. Der bliver hele tiden tweaket på de små detaljer. Om en uge skal de mødes igen, men under mere afdæmpede rammer en helt almindelig mandag morgen i et studie. Sådan er det i langt de fleste tilfælde, men Andreas Odbjerg kan godt lide at fylde lidt kunsterlivsstil ind i tilværelsen nogle gange.
”Vi blev jo alle sammen kunstnere, fordi vi drømte om lidt af dét … så nogle gange skal man huske at tage i sommerhus og spise blåmuslinger og drikke hvidvin og vælte rundt til klokken fire om natten. Ingen af os kunne holde til at gøre det hver dag, men en gang imellem er det fedt lige at lege Beatles i deres syretid,” siger han, da han har fået sat sig ved køkkenbordet.
”Jeg forestillede mig på mange måder, at det liv, som jeg har nu, ville være mere frit, end det i virkeligheden er. Jeg forestillede mig, at det ville være lidt mere boheme. Det skal på ingen måde lyde, som om jeg er utaknemmelig eller noget. Jeg har et dejligt liv, men … jeg kan godt lide, når det hele står og vibrerer og er lidt farligt.”
NOGLE GANGE BLIVER Andreas Odbjerg ramt af tanken, om han overhovedet gider lave mere musik, når han er færdig med den næste plade.
Det ene øjeblik er han taknemmelig for, at han har fået ry som en moderne folkesanger. Folk får skrevet teksten fra ’I morgen er der også en dag’ på deres gravsten, og en sang som ’Hvad skal verden med sådan en som mig?’ bliver brugt af Svend Brinkmann, når han snakker om unge og opdragelse og livet i radioen. Han ved, at han sætter sit aftryk derude, og det er jo meningsfuldt.
Men det næste øjeblik higer han alligevel efter en anden, mere kontant mening.
”Jeg har tit talt om fordelen ved at slå igennem sent, men det lidt mere negative er måske, at man har brugt et helt liv, eller i hvert fald et halvt, ja, nærmest så længe, jeg kan huske, på at få det til at lykkes. Og så lykkes det, og man slår publikumsrekord på Tinderbox, og alle dem, der drillede én i skolen, står og klapper ad én … i 15 år havde jeg kun det for øje. Hvad så når man faktisk opnår det?”
Det næste halvandet år er Andreas Odbjergs kalender fuldt booket. Dernæst kan han gøre, hvad han vil, og hvem ved – måske sætte et punktum for det hele?
”Fra sommeren 2027 og frem kunne der godt være stille i meget, meget lang tid,” siger han og smiler skælmsk i køkkenet på Frederiksberg. ”Jeg har sådan en idé om, at det ville være et naturligt sted at stoppe. Tre plader ude og lige op til de 40 år.”
