Indlæg

I otte år har ANDREAS MOGENSEN arbejdet i NASA og tålmodigt ventet på at blive tildelt en ny mission. Til august sker det endelig, når han med 28.000 km/t rejser tilbage til det uendelige univers, hvor han denne gang skal opholde sig et halvt år. Det bliver det store klimaks i en karriere, der er gået via boreplatforme i Congo og mørke grotter på Sardinien. Og det bliver den endelige prøve på, om han er gjort af det rette stof. Ud & Se rejste til USA for at besøge Danmarks første og eneste astronaut.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

DET ER EN tidlig fredag aften, og i horisonten er solen begyndt at kravle i seng og kaster et rødligt skær over det sumpede texanske landskab, der breder sig i alle retninger og med jævne mellemrum bliver flænset op af store, trafikerede hovedveje. På landingsbanen ved Houston Executive Airport en times tid vest for millionbyen Houston holder Andreas Mogensen i tomgang i et lille, hvidt Cirrus-fly med blå og sorte striber. Han har hurtige solbriller på og NASA-logo på brystkassen. Ved hans side sidder piloten Taylor, en skarptskåret fyr med kort, mørkt hår og skægstubbe. Der flyder hurtige, rockede toner fra radioen, det er AC/DC. 

Så kommer klarmeldingen fra kontroltårnet: 

”Sky is clear.” 

Den danske astronaut trykker speederen i bund, så flyet glider hen over asfalten og ryster let i vinden. Da han trækker styrepinden helt tilbage, rejser det sig fra jorden og flyver som en pil mod det aftenblå lærred med strejf af hvide klatter, mens lyden af ’Thunderstruck’ pumper i højttalerne:

”Rode down the highway.
Broke the limit, we hit the town.

Went through to Texas,
Yeah, Texas, and we had some fun.”

OG SJOVT BLEV det. Eller det vil sige, det syntes de to andre i hvert fald. For det var ikke en hyggelig søndagstur i aftensolen, det var en af den slags flyveture, som adrenalinjunkier lever for, hvorimod det for forfatteren af denne artikel blev en, nå ja, oplevelse.

Lidt tidligere på aftenen mødes vi på Taylors kontor i Henriksen Jet Center i nogle store, hvide lagerbygninger. Andreas Mogensen har hyret Taylor til at tage sig igennem en håndfuld træningstimer som forberedelse til sin flyveeksamen. Som aktiv astronaut er det nemlig et krav at have pilotcertifikat, og eftersom han i sin tid fik sit certifikat i Tyskland, hvor det skal fornyes hvert andet år, er det ved at være på tide forud for hans kommende rumrejse til august.  

Der hænger billeder af små, smukke fly i aktion på kontorets vægge, og en stor skærm viser aktuel radarinformation fra luftrummet over Houston og omegn. Over en halv times tid gennemgår de først a bunch of bad moves, som Taylor formulerer det: uhensigtsmæssige scenarier, der potentielt kan udspille sig i luften. Piloten fyrer en endeløs salve af spørgsmål af: ”Hvad gør du, hvis højdebarometeret sidder fast?” ”Hvad hvis der opstår brand i kabinen?” ”Hvad hvis motoren falder ud af flyet?” ”Hvad hvis der går ild i vingen?”

For det meste parerer Andreas Mogensen prompte med et løsningsforslag, andre gange konstaterer han nøgternt: ”Ja, det ville være en virkelig skidt situation” og må tænke sig om, før han finder løsningen, som regel noget med at nødlande hurtigst muligt. 

Til sidst har de været igennem alt, der potentielt kan gå galt på sådan en flyvetur med et lille Cirrus-fly, og det er ikke så lidt. Tilsyneladende inspireret af samtalen finder Taylor en video frem på skærmen, der viser et tilsvarende fly som det, de netop skal ud at flyve i, der på en tur fra Californien til Hawaii brød i brand, og hvor piloten kun mirakuløst overlevede på grund af det indbyggede faldskærmssystem. Det minder Andreas Mogensen om en historie:

”En af naboerne på min vej er også privatpilot, bortset fra at det er han så ikke mere, fordi han for et par år siden fløj om natten, da han pludselig mistede sin motor. Han var nødt til at nødlande i blinde og styrtede, men overlevede. Til gengæld endte han et halvt år i kørestol, så nu har hans kone sagt til ham, at han ikke må flyve mere,” sagde han.

”Det kan man måske godt forstå,” svarer Taylor smilende med øjne som et legebarn. 

”Nå, jeg tror, vores fly er klar. Skal vi komme af sted?”

ANDREAS MOGENSEN

Født 1976 i København. Opvokset i Danmark, Thailand, Singapore og USA. Bor i Texas med hustruen Cecilie Beyer og deres tre børn.

Har en kandidatuddannelse i rum- og luftfartsteknologi fra Imperial College i London og en ph.d. i rumfart fra University of Texas i Austin.

Blev i 2009 en del af Det Europæiske Astronautkorps. Der var 10.000 ansøgere til stillingen.

Blev 2. september 2015 den første dansker i rummet. Til august skal han opsendes til Den Internationale Rumstation i et halvt år som en del af Huginn-missionen.

Er til daglig tilknyttet det amerikanske rumfarts­agentur NASA som repræsentant for det europæiske rumagentur ESA.

NU ER VI så i luften, og dårligt er vi nået op i højderne, før de første øvelser begynder. Med hovedvejen I-10 under os udstikker Taylor ordrer. Han vil have Andreas Mogensen til at lave skarpere og skarpere sving, hvilket får g-kraften til at træde helt tydeligt frem, så man bliver mast tilbage i sædet.

Da det er krydset af på tjeklisten, fortsætter de længere sydpå til en mikroskopisk ubemandet flyveplads for at lette og lande og lette og lande, hver gang på en ny måde. 

”Så bliver det ikke bedre,” råber Taylor af og til, når en landing sidder lige i skabet.

Andreas Mogensen forholder sig omvendt totalt i ro. Han gør bare, hvad han bliver bedt om. Også da Taylor stikker ham nogle speciallavede pilotbriller, der totalt mørklægger udsynet ved forruden og kun giver mulighed for at kigge på informationerne i cockpittet, beder ham lukke øjnene og hvile hovedet på sin skulder. I stedet griber Taylor fat i styrepinden, drejer i alverdens retninger, op og ned, til højre og til venstre og til sidst lige ned mod jorden.

Det er den slags, der får almindelige mennesker til at holde fast i flyet med begge hænder, som om det skulle kunne hjælpe noget. Men ikke Andreas Mogensen. Han åbner blot øjnene, da der langt om længe er grønt lys, retter flyet op i en glidende bevægelse og kigger over på Taylor: ”Hvad har du ellers til mig?”

AFTENEN FØR BEFINDER vi os på Saint Arnold ­Brewing Company lidt nord for flodløbet Buffalo Bayou, der slæber sig langsomt gennem Houston. Texas’ ældste mikrobryggeri har hjemme i en rustfarvet industribygning, men det er den tilstødende ølhave med et springvand formet som et drinksglas i midten, der har trukket fulde huse. Her vrimler det med texanere, der indtager kolde specialøl, pizzaer og burgere rundtom på træbænkene under et stort halvtag med lyskæder og varmelamper. Det sidste er ikke nødvendigt denne dag, hvor temperaturen har nærmet sig de 30 grader, og hvor luften, selv efter mørket er faldet på, stadig er lummer nok til at give svedpletter under armene af bare at løfte ølglasset.

Andreas Mogensen og familien, det vil sige hans hustru Cecilie og deres tre børn Emily, Frederik og Jakob på mellem ni og fire år, har også slået sig ned i ølhaven. Det blonde hår gør ikke meget for at skjule deres skandinaviske ophav, heller ikke selvom de to yngste har boet her hele deres liv. Modsat datteren, der klæber sig op ad sin mor, sidder de to sønner ikke stille længe ad gangen, de skubber, irriterer og løber efter hinanden og tumler eller trækker hunden Dude – en blanding af en labrador, beagle og border collie – rundt i ølhaven, så dens hundesnor vikler sin ind imellem folks ben som et ufrivilligt spil kluddermor.

”Mig og min lillebror kom altid op at slås, præcis som mine drenge gør nu. De kan være bedste venner og lege sammen, men så sker der lige pludselig et eller andet, og så ryger de i hovederne på hinanden og bliver dødsens uvenner. Nu forstår jeg, hvorfor mine forældre kunne være så irriterede på os, for det er forfærdeligt,” siger Andreas Mogensen og griner.

Det var lige omkring årtusindskiftet, at han og Cecilie lærte hinanden at kende.

”Åh, det er så pinlig en historie,” siger hun og smiler. ”Vores mødre arbejdede sammen og blev ved med at prøve at sætte os op.”

”Jeg boede i Congo på det tidspunkt, men var hjemme på ferie,” tilføjer han. ”Min mor gav mig nummeret på hendes kollegas datter. Jeg tænkte: ’Det kommer ikke til at ske.’ Men efter et par uger kedede jeg mig så meget og tænkte: ’Okay, så hvad er det værste, der kan ske?’”

Siden da har de været sammen og boet adskillige steder på grund af hans astronauteventyr, de seneste snart syv år i Texas. Efter sin første rumrejse i 2015 blev han tilbudt en stilling i NASA som repræsentant for det europæiske rumagentur ESA. 

”Det der med at flytte til et nyt land på grund af et job og tage hele familien med sig har aldrig været skræmmende. Det har været en helt naturlig ting og forbundet med spænding at komme til et nyt sted og slå sig ned og lære folk at kende. Jeg har altid godt kunnet lide det,” siger han. ”Men det er nok noget, der kommer fra min opvækst med at rejse så meget.”

DET ER MÅSKE ikke så mærkeligt, at Andreas Mogensen altid har haft udlængsel. Selvom han blev født i Danmark i det sene efterår 1976, var han ikke mere end et par måneder gammel, før familien flyttede mod fjerne egne, nærmere bestemt Thailand. Det var farens arbejde, der trak dem dertil. Han havde en stilling i Mærsk, der betød, at han kunne blive kastet rundt på verdenskortet som en dartpil. Han havde forinden tilbragt nogle år i Gabon i det vestlige Afrika og hele 15 år i Tokyo. På en ferie i Danmark havde han mødt en kvinde, der fik lokket ham til hjemlandet, hvor de blev gift, og inden længe blev Andreas Mogensen født. Senere fulgte også en lillebror, og forældrene adopterede desuden to piger. 

I Thailand boede familien lidt uden for Bangkok ved bredden af en sø fuld af krokodiller – sådan gik historien i hvert fald. Det var et meget gammelt og traditionelt hus med åbne døre til alle sider for at skabe gennemtræk i den fugtige varme – og med en meget stor have, som tjenestefolk hjalp med at passe. 

Da faren stoppede i Mærsk, rejste familien efter tre år hjem til Danmark, men han forblev i shippingbranchen, så tre år senere gik turen igen til udlandet, denne gang til Singapore. Det er her, Andreas Mogensens første rigtige minder er fra, dem, han er sikker på, han ikke blot har set i gamle billedalbum. Han husker aberne, der kravlede rundt i elmasterne, og at man på sin fødselsdag stod med tre gyldne muligheder på hånden: grillede satayspyd ved havnens gadekøkkener, fondue på en af byens hotelrestauranter eller fin middag på det dekadente Raffles Hotel.

To år senere var familien tilbage i Danmark, denne gang bare i et enkelt år, før de flyttede til Californien på den amerikanske vestkyst. Sådan var det bare, det var en del af tilværelsens rytme at rejse nye steder hen, og det var ikke noget, Andreas Mogensen tænkte synderligt over, da de denne gang bar flyttekasserne ind i en stor villa med veltrimmet baghave i sovebyen Los Altos syd for San Francisco. 

DET VAR DET typiske amerikanske forstadsliv. Børnene kunne selv gå eller cykle til skole, og Andreas Mogensen, der begyndte i 4. klasse, fik sine første rigtige venner. Han elskede sit nye liv i Californien. I idræt fulgte skoleåret en fast skabelon: fodbold om efteråret, basketball om vinteren, baseball om foråret. Han kastede sig ud i det hele, og i fritiden blev han fascineret af enhver form for adventuresport, fra skateboard og windsurfing til flodkajak og bjergbestigning, der alle havde den ekstra kvalitet, at de kunne nære den spirende eventyrlyst i ham med opdagelsesrejser i den vilde natur.

I skolen var det en del af pensum at lære om NASA og Apollo-missio­nerne, de bemandede rumflyvninger til månen. En af klassekammeraternes far arbejdede i rumfartsbranchen og kom en dag med plakater til alle. Andreas Mogensen hængte straks sin op på sit værelse, og derfra var rumfart og astronauter udgangspunktet, som alting udsprang fra. Det var det, han lavede alle projekter om i skolen, næsten uanset projektbeskrivelsen, så han kunne opsnuse mere viden. Han byggede modeller af rumraketter og skrev om sorte huller. 

Det var hans store drøm at blive astronaut, men så kom ’Top Gun’ med Tom Cruise i hovedrollen i midten af 80’erne, og så omformulerede han drømmen, så han først ville være jagerpilot, så testpilot og til sidst alligevel astronaut. 

Senere fik han en lærer, der opfordrede ham til at læse populærvidenskabelige bøger om astronomi og astrofysik og pegede ham i retning af forfatteren John Gribbin, hvis bøger om alt fra big bang til dobbelthelix og Schrödingers kat han labbede i sig. På det tidspunkt var familien tilbage i Danmark, hvilket ikke passede ham specielt godt. Han var især træt af at vinke farvel til det gode vejr, så i et anfald af stædighed insisterede han på stadig at gå i shorts, men måtte omsider give op i slutningen af november. 

Der ventede ikke faren flere udenlandsrejser, men efter fire år i hjemlandet begyndte han selv at mærke rastløsheden.

”Det er først rigtig nu om dage, hvor jeg har børn, der går i skole, at jeg ikke mærker den så meget. Men i mine unge år var det en stor del af mig. Der skulle ske noget nyt.”

DRØMMEN OM AT blive den danske Tom Cruise lagde han på hylden igen. Det var mest af taktiske årsager. Hans interesse for rumfart var for stor, og hvis han først blev pilot og så ikke lykkedes med at blive astronaut efterfølgende, ville han være pilot resten af sin karriere. I stedet flyttede han til London for at uddanne sig til rumfartsingeniør på Imperial College. Så kunne han måske komme til at udvikle robotbiler eller noget i den stil, hvilket var en tanke, der også fyldte ham med begejstring.

Hver sommer opsagde han sit værelse og tog på hjemmestrikkede missioner med medstuderende: på kanotur i Amazonas til dybet af regnskoven, på vildmarkstur til det centraløstlige Afrika for at bestige Kilimanjaro og Mount Kenya, på kajakekspedition i Andesbjergene og ind i den peruvianske jungle.

Den store galaktiske mission, klimakset i hans indre drøm, lod sig dog ikke sådan åbenbare. Det var lige omkring årtusindskiftet, og da det efter endt uddannelse ikke var muligt for ham at finde et job i rumfartsbranchen, søgte han mod olieindustrien. Han meddelte, at han var klar på hvad som helst, så længe de sendte ham et spændende sted hen, og så røg han til en olieplatform i Congo. 

Her fik han ansvar for de forskellige instrumenter, der kunne måle på det roterende borehoved, der gravede sig ned i undergrunden. Og efterfølgende for at indsamle og analysere data, før han sendte dem videre til olieselskabet. De fleste af hans kolleger var franskmænd, der arbejdede i rotation: fire uger på olieplatformen, fire uger fri. Selv kørte han 12 uger ad gangen med 12-timersvagter, og fordi han både var den nye og den unge i sjakket, fik han altid nattevagten, der startede ved midnat. Når han havde fri, forsøgte han at downloade e-mails fra venner og familie på den tvivlsomme internetforbindelse, men som regel var han så udmattet, at han sov det meste af tiden.

Sådan gik der to år, men det var ikke blot selvpineri. Hele tiden havde han en bestemt tanke i baghovedet:

”Hvis jeg ikke havde taget det job, havde jeg manglet den praktiske, professionelle erfaring, som de også lægger vægt på, når de optager nye astronauter. Så havde jeg haft langt sværere ved at blive udvalgt, for jeg havde ikke været i militæret, jeg havde ikke pilotcertifikat. Jeg vidste, at det her ville trække betydeligt op.”

EN FORÅRSDAG I 2008 begyndte det at strømme ind med beskeder i Andreas Mogensens mailindbakke og på hans telefon. Det var fra familie, venner og bekendte, der alle sammen spurgte om det samme: 

”Har du hørt det?” 

Det havde han naturligvis. For første gang i 17 år og for kun tredje gang nogensinde havde det europæiske rumagentur ESA åbnet op for ansøgninger til et nyt hold af astronauter.

På det tidspunkt boede Andreas Mogensen i Konstanz ud til Bodensøen i det sydlige Tyskland, hvor han arbejdede som rumfartsingeniør hos Airbus efter at have færdigafsluttet sin ph.d. på University of Texas. Men det var det her, han havde ventet på, så han gik straks i gang med at udfylde den lange onlineansøgning, hvor han ud over alverdens former for information om uddannelse, job­erfaring og interesser skulle besvare en række spørgsmål om, hvorfor han gerne ville være astronaut, og hvad han selv mente, at jobbet gik ud på. Han skrev, at det handlede om at være en opdagelsesrejsende, der skulle hjælpe menneskeheden med at udvide sin horisont, både ved fysisk at rejse ud, hvor ingen før havde været, og mentalt ved at lave forskning, naturvidenskab og teknologiudvikling. Til sidst, tilføjede han, var man som astronaut en rollemodel og inspiration for resten af verdens befolkning.

Ud af de næsten 10.000 ansøgere fra hele Europa var de kun cirka 1.000, der gik videre til første testfase på den tyske rumbase i Hamborg, hvor de i løbet af en hel dag foran computerskærme skulle løse matematiske, mentale og kognitive gåder. 

Det var det sværeste, Andreas Mogensen nogensinde havde prøvet, og da han gik derfra, var det med følelsen af, at hans chance var forpasset. Han takkede ja til et nyt job som research fellow på The Surrey Space Centre sydvest for London og flyttede til England, men så kom meldingen, at han var gået videre til næste runde.

TILBAGE TIL MÅNEN

Kort før jul stod NASA bag Artemis 1-missionen – en ubemandet kredsløbsmission til månen – og nu er man i fuld gang med at evaluere alle data fra missionen og klargøre sig til Artemis 2, som ligeledes skal i kredsløb, men denne gang med mennesker ombord. Det er en testmission planlagt til at foregå i slutningen af 2024 med henblik på at lande på månen igen i 2025 eller 2026.

Det vil være første gang, at menneskeheden vender tilbage til månen, siden man i forbindelse med Apollo-missionerne landede der hele seks gange. Sidste gang var i 1972, så det er over 50 år siden, men når man gerne vil tilbage i dag, skyldes det, at man netop kun har landet seks forskellige steder og i alle tilfælde tæt på ækvator og den side af månen, som man kan se fra jorden. Der har aldrig været mennesker på den anden side.

Og lige så vigtigt vil man gerne blive klogere på at rejse længere ud i rummet, så man en dag i fremtiden kan tage til Mars. Lige nu hedder udsigterne, hvad det angår, 2030’erne, måske 2040’erne, men det er umuligt at forudse teknologiudviklingen.

ET HALVT ÅR inde i ansøgningsprocessen var de 200 kandidater tilbage, og efter en uge med diverse helbredstjek pludselig under 50. Andreas Mogensen begyndte at få overblik over de andre og lavede alle mulige mentale udregninger: De skulle i hvert fald have en pilot, en læge og en ingeniør i mikset. Så hvem var de andre ingeniører, han var oppe imod? De ville sikkert også vælge en franskmand og en tysker, fordi det er store lande, der spytter rigtig mange penge i ESA. Hvad var hans chancer så? Den slags spørgsmål fyldte konstant hans hoved.

Efter et interview med udvælgelseskomiteen var de nede på 22. Så var der tale om noget, der lignede 25 procents chance. Han begyndte virkelig at mærke presset og spekulerede døgnet rundt på, hvornår de ville ringe med nyt. Det skete først i foråret 2009, da han og Cecilie var i Australien for at besøge en af hans bedste venner, der skulle giftes. Efter en festlig aften kom han hjem til hotellet, hvor telefonsvareren blinkede med en uaflyttet besked. Han trak vejret dybt. Han havde drømt om det her øjeblik, siden han gik i 4. klasse: 

”Shit, så er det nu!”

Men da han fik hul igennem, var det blot til den melding, at generaldirektøren i ESA var i tvivl og havde bedt om at møde de sidste kandidater en gang til. To måneder senere var feltet barberet ned til 10. Den næste tid var forfærdelig. Han gik rundt og ventede og kunne ikke være i sig selv, og det blev ikke bedre, da ESA pludselig udsendte en pressemeddelelse om, at det nye hold astronauter ville blive præsenteret i Paris to uger senere. Han begyndte igen på sine udregninger: ”Hvis man skal være i Paris om to uger, skal man i hvert fald have en uge til at planlægge det.” Så gik der en uge, og han hørte stadig ingenting: ”Okay, det er på onsdag, så jeg må i det mindste høre det fredag.” Fredagen gik. Stadig ingen lyd: ”Hvad fanden sker der?”

Sent mandag aften ringede telefonen så lige pludselig. En af cheferne fra ESA var i røret. Han gjorde kort proces: 

”Du er blevet valgt. Vi ses i Paris.”

ANDREAS MOGENSEN HAR hjemme i et pænt villakvarter i centrum af Houston. Der er grønne træer og fuglefløjt på den rolige, lukkede vej, og der står gyngestole på verandaerne foran flere af de næsten identiske toplanshuse, typisk malet i hvid eller lyseblå. Indenfor i nummer 705 behøver man ikke være ekspert på ’Kender du typen’ for at se, at det er en astronaut med sin børnefamilie, der har hjemme. 

Det er formiddagen efter besøget på Saint Arnold-bryggeriet. På spisebordet ligger en legetøjsedderkop klar til at give nogen et chok, i køkkenet flyder malebøger og farveblyanter, og ved trappen til førstesalen en større bunke legetøj, især biler og Legoklodser, i en stor rodekasse. På køkkenbordet har en dejrører været i brug, og på det sølvgrå køleskab med indbygget vand- og isterningmaskine er forskellige børnetegninger hængt op sammen med magneter fra rejsedestinationer og et postkort med teksten: ”Til dig, der f*#king hader at smøre madpakker.”

Der hænger også to magneter med Andreas Mogensen selv fra hans første opsendelse og en med Huginn-logoet for hans kommende mission. På væggen hænger et billede af den første månelanding, og på den store, hvide reol, ved siden af lysestager, to livgarderfigurer med dannebrogsflag i hånden og en række Lonely Planet-bøger, står en rød raket, der ligner den fra Tintin. På den allerøverste hylde står to store Lego-versioner af henholdsvis Saturn 5-raketten og rumstationen. 

”Jeg fik dem i gave i forbindelse med min første opsendelse, og nu har jeg sat dem så højt op, at børnene ikke kan nå dem. Se bare på alt det andet Lego,” siger han og nikker mod rodekassen ved trappen.

I foråret 2016, før han og familien flyttede til Houston, var han selv i byen for at træne på NASA. Her fik han catchet up med gamle rugbyvenner fra University of Texas, og flere af dem boede i det grønne, centralt beliggende villakvarter. Cecilie havde på forhånd meddelt, at hun ikke var interesseret i at bo i forstæderne, hvor mange af hans kolleger fra NASA ellers bor, da man har mindre transporttid og får mere for pengene, så han tjekkede kvarteret ud, og da hun senere kom over, kunne hun ligeledes lide det. 

”For samme pris kan man få et dobbelt så stort hus med kæmpepool i baghaven nede omkring NASA. Det er helt andre priser, men man lever så også et andet liv i forstaden. Det er lidt mere ’Desperate Housewives’, hvor vi omvendt elsker at kunne cykle til downtown eller til en af parkerne for at spille baseball,” siger han. 

Området er et af byens bedste for fodgængere, og så kan man rent faktisk cykle uden at sætte livet på spil hver gang. De har sågar anskaffet sig en ladcykel i bedste københavnerstil, som Cecilie hver morgen bruger til at aflevere børnene i skole. 

”Sådan noget kan man slet ikke nede ved NASA. Alene vejen ved Space Center Houston har fire spor i hver retning. Det ville tage en halv dag at komme over,” siger han. ”Samtidig kører folk virkelig, virkelig dårligt. Nogle gange går man over et fodgængerfelt, og så kommer der pludselig en bil kørende med fuld fart, så man må springe til side.”

PÅ NUVÆRENDE TIDSPUNKT er størstedelen af den tekniske og praktiske træning forud for rumrejsen overstået. I stedet er han i gang med en form for vedligeholdelsestræning, blandt andet med robotarmen, rumvandringer i bassinet og andre simuleringer i NASA’s model af rumstationen. Der venter også stadig en del træning af selve opsendelsen med Dragon-rumskibet. Han skal selv være pilot, hvilket vil sige, at han sammen med astronauten Jasmin Moghbeli har kommandoen over rumskibet. Hvis alt går, som det skal, er deres opgave blot at overvåge systemet og en gang imellem trykke på nogle knapper, lidt som i en moderne flyvemaskine.

Men hvis noget går galt, skal de være klar til at overtage styringen. 

I rumfartsbranchen er det en fast filosofi, at træningen foregår der, hvor teknologien er blevet udviklet, så for tiden er han en gang om måneden af en uges varighed i Los Angeles, hvor SpaceX har hovedsæde. Træningen, der har at gøre med de amerikanske moduler på rumstationen, sker i Houston, mens han forbereder eksperimenter i det europæiske Columbus-laboratorium i Køln i Tyskland, og når det handler om laboratoriet Kibo, som han også skal lave forskning på, må han til Japan.

Det betyder, at kalenderen er spækket med rejser. Halvanden uge senere skal han først en dag til Los Angeles, så en uge til Køln, så direkte til Rusland for at træne en uge, så tilbage til Houston en uge, videre til Florida, videre til Los Angeles, tilbage til Houston i to uger og så en uge til Japan, to uger til Køln og en uge til Los Angeles.

”Jeg kan godt blive lidt træt af at rejse så meget, også i forhold til jetlag, for vi skal jo samtidig holde os sunde, raske og i god form. Man når kun lige at vænne sig til en ny døgnrytme, før man rejser videre. Meget af træningen er samtidig passiv, hvor vi sidder i et klasseværelse. Forestil dig at have jetlag og sidde på en stol i otte timer og følge med i en PowerPoint-præsentation …”

DET ER INDTIL videre planen, at Andreas Mogensen skal opsendes 17. august, men intet kommer til at ligge helt fast før sidste øjeblik. Tre uger før afslutter han og de to andre astronauter den sidste del af træningen, og så venter en lille uges crew rest uden noget på programmet, hvor de kan sunde sig lidt og være sammen med familien, før den officielle karantæne starter, hvor de skal holde sig inden døre for at undgå at blive syge. Hvis tidsplanen holder, vil opsendelsen være før, skolerne starter igen, og så kan han være derhjemme sammen med familien. Hvis først de er tilbage i skole, kan de hive alt muligt med sig hjem af sygdomme, og så skal han i stedet alene i karantæne på NASA.

På det seneste er Andreas Mogensen gået ind i en mere påpasselig fase. Han tumler mindre med børnene, og han har heller ikke planlagt aktive ferier som skiture, for det ville være surt at få en skade. Det er ikke en helt ubegrundet nervøsitet, for der er faktisk flere i tidens løb, der har lidt den skæbne at misse deres rumrejse. Mest kendt er russeren Nikolaj Tikhonov, der en måned før sin opsendelse fik en gren i øjet på en skovtur, hvilket beskadigede hans syn så slemt, at han måtte på pension i stedet. Men der var også astronauten Tim Kopra, der var ude at cykle, da han styrtede og brækkede hoften.

Den slags forsøger Andreas Mogensen ikke at tænke for meget på. I det hele tager prøver han ikke at lade sig gribe for meget af forestillingen om sin næste rumrejse.

”Det er også et spørgsmål om at holde forventningerne på det rigtige niveau. Vi plejer at sige, at man ikke er sikker på at komme i rummet, før man sidder i raketten med motoren tændt.”

RUMTURISME

På Andreas Mogensens første mission skulle han have været sendt af sted med den britiske operasangerinde Sarah Brightman, der havde købt billet som turist, men tre måneder inden opsendelsen faldt hun fra og blev erstattet af en kosmonaut fra Kasakhstan. I alt har der været syv turister i rummet siden 2001, som har boet på den russiske del af rumstationen en uges tid eller to ad gangen. Nogle laver forskning, andre samarbejder med skoler.

SpaceX-stifter Elon Musk er også begyndt at sælge raket­opsendelser til virksomheden Axiom Space, der laver private rummissioner. På den første Axiom-mission i 2022 blev fire private, hovedsageligt milliardærer, opsendt til rumstationen i to uger, og i maj bragte Axiom 2-missionen blandt andet de to første astronauter fra Saudi-Arabien ud i rummet. Formentlig får Andreas Mogensen besøg af Axiom 3-missionen med en svensk ESA-astronaut og Tyrkiets første astronaut om bord.

Det er planen, at NASA og ESA helt vil trække sig fra rumstationen i 2030 og overlade den til private virksomheder for i stedet selv at fokusere på udforskning af månen og Mars.

IND AD HOVEDDØREN kommer Cecilie med sort kjole og havaianas og med hunden Dude logrende foran sig. De har været i en hundepark i nærheden.

”Hvordan gik det?” spørger Andreas Mogensen.

”Det gik godt,” siger hun tilfreds. 

Lidt efter er det ham, der rejser sig for at tage af sted. Denne dag skal han holde foredrag om sin astronautkarriere på sine sønners skole. Udenfor er der varmt på den texanske måde, en tung, kvælende varme, selvom sommeren officielt først ligger flere måneder forude. Han går gennem baghaven og ud til garagen, hvor hans sorte Dodge Challenger holder parkeret.

”Den ene gang i livet, jeg havde mulighed for at eje sådan en bil, var jeg nødt til at slå til. Det gør det lidt sjovere at køre på job,” siger han, mens sportsvognen bakker ud og lidt efter svæver gennem det stille villakvarter.

Fem minutter senere når han frem til skolen. Han trasker hen til
hovedindgangen i den røde murstensbygning med sin blå jakke fra NASA og ringer på. 

”Jeg kan godt lide at tale om rumfart, og så hjælper det også på min egen begejstring. Når man arbejder med noget, bliver det hverdag, men så kommer man ud og mærker andres begejstring, og så husker jeg, hvorfor jeg selv synes, det er fantastisk,” siger han.

Inspektøren kommer smilende ud for at tage imod. En lidt kraftig fyr omkring 40 år med briller, sort skæg og kort, sort hår, der dækker hovedbunden på sidste udkald. En telefon stikker op af hans ene lomme, og i hånden har han en stor walkie-talkie. 

”Velkommen. Kom ind, kom ind,” siger han venligt og leder ind på sit kontor, hvor et stort mørkebrunt skab proppet med legetøjsfigurer af diverse sportsfolk fylder væggen:

”Jeg tror ikke, jeg kan understrege, hvor spændte børnene er på i dag. Mange af de andre skoleinspektører i byen er også meget jaloux!”

LIDT SENERE LYDER meldingen over højttalerne, at de respektive klasser må gå op i spisesalen. Her er en masse borde med små indbyggede stole klappet sammen og skubbet til side. Væggene er prydet med en form for jungletema: slanger, aber, papegøjer, leoparder og flamingoer spredt mellem træer, lianer, blomster og blade. Der hænger stadig en tung lugt fra frokosten i lokalet. 

Blandt de første til at ankomme er en overspændt pige fra en af de yngste klasser.

”Hey astronautmand!” råber hun op til Andreas Mogensen, der vinker tilbage fra sin position på scenen, hvor han som en sand patriot står klar mellem det texanske og det amerikanske flag. 

Støjen i lokalet fortsætter med at stige, som flere børn kommer til. En af klasserne er klædt ud som astronauter med hjemmelavede rumhjelme på hovedet. Da alle har fået sat sig i rækker på gulvet, tager inspektøren ordet.

”Okay, god eftermiddag, alle sammen. Hvordan har vi det?”

”GODT!” råber alle tilbage.

”Vi har fået en helt fantastisk mulighed her i dag, som jeg ikke tror, andre skoler har. Det viser sig, at en af vores forældre ligefrem er astronaut, der er i gang med at træne, og som skal på mission til august. Det her er Mister Andy Mågenson. Kan I sige: ’Hej Andy!’”

”HEJ ANDY!”

Så er det Andreas Mogensens tur. 

”Fantastisk. Mit navn er Andy, og jeg er astronaut. Hvor mange af jer har hørt om NASA?”

En del rækker hånden op.

”Jeg kan se, at flere af jer ligefrem har NASA-T-shirts på. Nå, men jeg er fra Europa, fra et land, der hedder Danmark. Jeg arbejder her i Houston på NASA’s Johnson Space Center, og til august skal jeg tilbage til Den Internationale Rumstation for anden gang. Jeg havde min første mission for syv år siden og har lige siden ventet på at skulle tilbage, for det er helt fantastisk. Min drøm om at blive astronaut startede, da jeg var omkring jeres alder …”

HEN OVER DEN næste halve times tid tager Andreas Mogensen skoleeleverne igennem ikke bare sin egen, men rumfartens historie. Han viser billeder fra Apollo-missionerne i 60’erne, dengang USA og Sovjetunionen udkæmpede en svimlende dyr galaktisk proxykrig om at blive de første til at plante flag på månen, billeder af Den Internationale Rumstation, der har været bemandet siden 2000, og billeder af den 18 meter lange robot­arm, som astronauterne bruger til at fange ubemandede opsendelser med forsyninger.  

Det første store stik tager han hjem, da han viser en video af nogle af sine kolleger, der flyver vægtløse gennem rumstationen, heriblandt japanske Satoshi Furukawa, der laver et backflip. Et ”Wow! går gennem salen.

”Det kræver meget træning at være i stand til at flyve sådan. I starten er man som en elefant i en porcelænsbutik. Man vælter ind i væggene. Men efter noget tid begynder man at lære det. Astronauter kan bruge hele dagen på bare at lege og have det sjovt i rummet,” siger han og smiler stort.

Bagefter viser han en video, hvor han selv slår en kolbøtte i luften og smyger sig ind i sin sovepose, som han har hængt op i loftet på rumstationen. Den går også rent hjem. 

”Når man er vægtløs i rummet, er der ikke noget, der hedder op og ned. Derfor er det også lige meget, om man sover på gulvet eller i loftet, for det hele er det samme.”

Han viser billeder af særlige træningsmaskiner, der kan bruges på rumstationen, så man ikke mister muskelmasse i den vægtløse tilstand, og af forskellige eksperimenter, blandt andet en vandrensningsmembran, som han selv var med til at teste. 

”Alt vand på rumstationen er genbrug, hvilket også vil sige, at vores urin, sved, selv fugten i luften, bliver renset og forvandlet til drikkevand. Vi plejer at sige, at det vand, vi drak i går, er det samme, vi kommer til at drikke i morgen,” siger han og smiler, tydeligvis selv tilfreds med den kommentar. 

Til sidst slutter han af med en kavalkade af billeder taget fra rumstationen, blandt andet et af Danmark, han selv har taget: 

”Kan I se byer, veje, bygninger, broer på billedet?”

”Nej,” råber nogle stykker.

”Nej, det er rigtigt. Fra rummet kan man slet ikke se tegn på mennesker. Jorden ser fuldstændig ubefolket og fredfyldt ud. Man ser alle de lyse, smukke farver, det blå hav, de hvide skyer, de grønne kontinenter,” siger han og klikker videre til billeder af blafrende nordlys, grønne og røde, en krater-sø i Canada, Sahara-ørkenen, en aktiv vulkan med en pulserende askesky over sig, en enorm tyfon i Stillehavet, røgen fra kæmpemæssige skovbrande.

Med hvert nyt billede lyder et kollektivt ”Whoa!”, der får Andreas Mogensens smil til at vokse sig større og større. Han klikker også forbi et billede taget ud mod universet.

”Fra rumstationen kan man se milliarder og atter milliarder af stjerner, og man får meget hurtigt en fornemmelse af, hvor stort universet er, næsten uendeligt stort. Når noget er så stort, og der er så mange stjerner, betyder det også, at der venter os så mange spændende opdagelser i fremtiden. For hvem ved, hvad der er derude i universet?”

RUMTID

Når Andreas Mogensen ankommer til rumstationen til august, vil alt være planlagt for ham. I Mission Control Center i Houston sidder et hold NASA-ansatte, hvis eneste ansvar er at tilrettelægge hver eneste dag for astronauterne helt ned i blokke på fem minutter. Mens astronauterne arbejder, følger de en live tidsplan med en rød linje, der bevæger sig med klokkeslæt, så de kan se, hvis de er 10 minutter efter tidsplanen og derfor bliver nødt til at skynde sig eller omvendt er foran og kan snuppe en pause.

Da der ikke er nogen naturlig tidszone på rumstationen, står astronauterne typisk op klokken seks om morgenen ifølge engelsk Greenwich Mean Time. Selve arbejdsdagen begynder omkring klokken syv med en telekonference med de forskellige kontrolcentre, og herfra fortsætter arbejdsdagen til klokken 19 om aftenen, kun afbrudt af en times frokostpause og to timers motion.

På missioner af seks måneders varighed er mandag til fredag arbejdsdage, lørdag rengøringsdag, og søndag typisk en fridag, hvor man kan ringe hjem til familien via videokonferencer. Derudover er mulighederne relativt få, man kan læse bøger eller se film, der bliver uploadet via en radioforbindelse og typisk tager en halv til en hel time, hvilket begrænser mulighederne for at surfe rundt som derhjemme – eller man kan kigge ud af udsigtsmodulet Cupola.

”En af mine gode kolleger, NASA-astronauten Don Pettit, mener, at man ikke skal lave noget på rumstationen, som man lige så godt kunne lave på jorden. Han mener, det er spild af tid at læse en bog eller se en film. Nu må vi se. Jeg vil selvfølgelig helst bruge så meget af min tid på at kigge ud ad vinduet, men det kan også være, det bliver ensformigt,” siger Andreas Mogensen.

BAGEFTER ER DER spørgerunde, og spørgsmålene kommer i øst og vest: ”Svæver krummerne rundt, efter I har spist?” ”Har du nogensinde set aliens?” ”Ville du ønske, man kunne få Taco Bell leveret til rumstationen?” ”Hvordan går man på toilettet?” Andreas Mogensen forsøger at svare på det hele, så godt han kan: 

”Det første, man gør, når man går på toilettet, er at tænde en pumpe, der hjælper med at suge al luften ud. Det er lidt som at bruge en støvsuger som toilet. Men prøv ikke på det derhjemme, for det tror jeg ikke, jeres forælde vil blive særligt glade for!”

Til sidst er der kun to børn tilbage i rækken, og det er åbenbart de eksistentielt anlagte, der har stillet sig bagerst: 

”Bliver du bange, når du er ude i rummet?” spørger en lille pige med håret i hestehale.

”Man kan sagtens blive bange. Frygt er en fuldstændig normal menneskelig reaktion. Men spørgsmålet er, hvordan man håndterer frygten. En del af vores træning er at lære at ignorere den og i stedet bruge adrenalinen til at koncentrere os og fokusere på at arbejde endnu hårdere for at løse problemerne,” svarer han.

Til sidst er det en lille genert dreng, der har tabt halvdelen af sine tænder:

”Føler du nogensinde angst?”

”Det kan jeg godt nogle gange, for det kan være klaustrofobisk. Det er vigtigt at prøve at trække vejret dybt, berolige sig selv og ikke fokusere på angsten eller frygten.”

LIDT OVER TRE måneder efter, at Andreas Mogensen og de andre astronauter blev præsenteret for verdenspressen i Paris i foråret 2009, begyndte træningen på astronautcenteret i Køln, og det var lige på og hårdt. Efter et par ugers introduktion blev de sendt på en måneds intensiv russiskundervisning på en sprogskole i Bochum i Tyskland. Som europæisk astronaut foregår store dele af træningen i Rusland, så det er et krav, at man kan tale sproget.

”Når de træner sprogofficerer, er det kurser på 12 dage ad gangen, hvor man løbende kommer hjem en måned og fordøjer det. Vi tog en hel måned i streg. Det var på mange måder sindssygt. Det er umuligt at studere et sprog intensivt i en hel måned. Det var det i hvert fald for mig,” siger han.

Så havde han større succes med andre aspekter af træningen. Journalisten Tom Wolfe døbte det i 1979 the right stuff, dét, som særlige astronauter har. Hvor man tidligere skulle være et fysisk pragteksemplar, har det i mange år handlet om at være mentalt ubrydelig, og her kunne Andreas Mogensen for alvor være med. Den stod på parabolflyvetræninger i vægtløs tilstand, overlevelsesture i den sibiriske vinterkulde, ugelange ophold på havets bund og den berygtede svimmelhedstest, hvor den russiske læge skruer højere og højere op for snurrehastigheden, så enhver astronautaspirant til sidst må give fortabt, men hvor det i dette tilfælde var lægen, da selv det højeste niveau ikke kunne få danskeren ud af kurs.

I en uge udforskede og boede de også i bælgravende mørke i grottesystemet Sa Grutta på Sardinien, der snor sig så langt og trangt ned under jorden, at ingenting eksisterer. Andreas Mogensen elskede det.

”Hvis det var noget, man kunne gøre på en ferie et sted, ville jeg betale for det. Det var selvfølgelig hårdt, det er en form for bjergbestigning i totalt mørke under jorden, og jeg er i forvejen ikke sådan en tynd klatretype, men det var samtidig så spændende og fascinerende,” siger han.

Undervejs kom han også til at springe i faldskærm for første gang. Da han stod i flyvemaskinen, føltes det som det mest grænseoverskridende, han nogensinde havde gjort, men det var samtidig noget, han altid havde haft lyst til.

”Jeg har altid tænkt, at hvis andre kan lære at springe i faldskærm, så kan jeg også. Jeg har ikke specielle evner, det tror jeg heller ikke, at andre har. Det er mit udgangspunkt, så hvis man virkelig gerne vil noget, sætter sig for at gøre det og arbejder hårdt nok, så skal det selvfølgelig nok ske.”

I SEPTEMBER 2015 skete så endelig det, Andreas Mogensen altid havde drømt om. Fastspændt i Soyuz-kapslen krydsede han 100 kilometer over jordens overflade Kármán-linjen, der adskiller den blå planet fra resten af universet. Yderligere 300 kilometer oppe ventede rumstationen, hvor han skulle bo og arbejde i otte dage. Den samlede rejse skulle blot have taget seks timer, men endte med at tage 52 timer. Fire dage før opsendelsen fik han og de to kosmonauter, en russer og en kasakher, at vide, at rumstationen havde været nødt til at ændre bane som resultat af rumskrot, så rejsen nu ville tage næsten 10 gange så lang tid. 

”Vi havde ikke forberedt os på det mentalt, og alt var allerede pakket, så vi havde ikke rigtig noget med, som vi kunne bruge til at underholde os med i de mange timer. Der var ikke så meget andet at lave end bare at sidde og vente …,” siger han.

Det var ikke en mulighed at kigge ud ad vinduet, for på længere rejser slukker man rumkapslen og sender den i et spin om sig selv for ikke at bruge batteri, hvilket betød, at den konstant drejede om sig selv. 

”Hvis man kiggede ud ad vinduet, ville man se jorden, så rummet, så jorden, så rummet, og når man samtidig stadig skal vænne sig til vægtløsheden, er det meget let at få kvalme og kaste op,” siger han.

Han kunne heller ikke snakke med de andre, for de snorkboblede begge to.

”Jeg ved ikke, om det var deres forsøg på at fordrive tiden, men hver gang der ikke var noget at lave, lagde de sig til at sove. Så sad jeg der for mig selv og tænkte: ’Okay, hvad skal jeg så?’ Jeg nåede at tænke, at hvis jeg skal af sted igen, og det er 52 timer, er jeg ikke sikker på, at jeg gider,” siger han og griner. 

”Det var sådan en underlig fornemmelse af at være i rummet og have glædet sig og arbejdet frem til det, og så sidder man og tænker: ’Ej, hvor er det kedeligt!’”

TIL AUGUST SKAL Andreas Mogensen så af sted igen. Efterhånden kender han de fleste af de eksperimenter, han skal stå bag på rumstationen, især de fysiologiske eksperimenter, hvor han selv er forsøgsperson. Han er blevet briefet og er begyndt at indsamle data i form af blodprøver, urinprøver og spytprøver, og snart skal han også igennem en MR-scanner. Det hele for at opsamle data, som så skal sammenlignes med data, når han kommer hjem.

Der er groft sagt to typer af forsøg på rumstationen: dem, der kan hjælpe med at forbedre livet på jorden, og dem, der skal være med til at forberede længere rumrejser i fremtiden. Han skal blandt andet stå bag 10 danske forsøg. For DMI skal han fotografere månen for at studere såkaldt ’jordskin’, og for DTU Space skal han fotografere røde og blå kæmpelyn med et specialkamera, der opsamler data svarende til 100.000 billeder i sekundet. Modsat almindelige lyn opstår de på toppen af tordenskyerne og skyder op i stratosfæren. 

”Det vil også sige, at det er en måde at få transporteret vanddamp op i stratosfæren, og da vanddamp er en drivhusgas, kan det have stor indflydelse på klimaet. Det er måske noget, der ikke er taget højde for i klimamodellerne, fordi vi ikke rigtig forstår det endnu,” siger han.

Der er forskellige søvnstudier, blandt andet for Aarhus Universitet, hvor han skal bruge specialbyggede ørepropper med et elektro­encefalogram, der kan måle hjernebølger og vurdere søvnkvaliteten, og et andet, hvor han skal teste et lyspanel, der simulerer farveforskelle og skaber en kunstig døgnrytme, som potentielt kan blive gavnlig på fremtidige missioner. For Aquaporin skal han teste en videreudvikling af deres vandrensningsmembran, og så skal han lave forsøg med en 3D-metalprinter og forskellige virtual reality-forsøg. 

Han skal også være involveret i en masse anden ESA- og NASA-forskning, blandt andet de mere kontroversielle eksperimenter med mus for at forstå fysiologien og få indikationer på, hvad der sker med kroppen i vægtløs tilstand, så som en del af træningen har han lært at dissekere mus. 

Og så er der selvfølgelig alt det, der kan opstå undervejs, her­iblandt rumvandringer. Der er endnu ikke planlagt nogen, men han håber, det kommer til at ske, eksempelvis hvis der bliver sendt forsyningsfartøjer op med nye solpaneler, der skal installeres, eller hvis noget går i stykker på ydersiden af rumstationen.

”Det må jeg indrømme, det gad jeg virkelig godt. Det må være det vildeste at hænge der i en line og svæve frit i universet.”

EFTER ANDREAS MOGENSEN har skrevet flere hundrede autografer på sine sønners skole og stillet op til det ene fællesbillede efter det andet, forlader han skolen igen og går i retning mod sin bil. 

”Det var meget sjovt, men man skal også arbejde hårdt for det. Både for at fange deres opmærksomhed og så for at holde den efterfølgende,” siger han, sætter sig ind, spænder selen, og få øjeblikke efter har gps’en ledt ham ud i den tunge Houston-trafik.

”Jeg er faktisk lidt sulten. Skal vi stoppe og tage noget med?”

De første fastfood-muligheder dukker hurtigt op i en enklave med brede drive-in-spor til de store amerikanske øser. 

”Wendy’s måske? Jeg har aldrig været der, men vi kan prøve.”

Det bliver til nuggets og spicy barbecuesauce og en cola til at skylle ned med, og lidt efter drejer Andreas Mogensen ud på I-10, den mangesporede motorvej, der et enkelt sted når helt op på 26 spor, hvilket gør den til verdens største. Han skærer hurtigt sin Dodge Challenger tværs over asfalten og ender i ydersporet. Der bliver han liggende hele vejen til Houston Executive Airport, hvor flyvetræningen med Taylor venter. 

Det sker fra tid til anden, at han bruger sit flycertifikat for fornøjelsens skyld. For nylig havde han en ven på besøg, og så lejede de et fly og fløj til Boca Chica helt nede i spidsen af Texas, hvor SpaceX’s rumhavn ’Starbase’ ligger. Han har endnu ikke haft familien med. Selvom han flere gange har spurgt de to ældste, er det ikke blevet til mere end ’ja, jo, nej, måske’-svar.

”Jeg håber, jeg snart får dem overbevist, men lige nu er jeg også bange for at køre hele vejen herud og tænde flyvemaskinen, for at en af dem så siger: ’Nej, jeg vil af, jeg vil af!’” siger han og griner.

DA CIRRUS-FLYET er på jorden igen efter halvanden time i luften med piloten Taylor, slukker Andreas Mogensen motoren, klikker sig ud af selen og hopper ud ad døren over vingen og ned på asfalten. På vej hen til sin bil, der holder parkeret på den anden side af lågen ved Henriksen Jet Center, kommenterer han dagens træning – hvor han blandt andet først skulle lukke øjnene og dernæst rette flyet op ved brug af cockpittets informationer.  

”Man har en idé om, at man selvfølgelig kan mærke, hvilken retning flyet bevæger sig i. Det kan man slet ikke. Så snart man er inde i en sky og ikke kan se jorden og himlen, kan man kun stole på sine instrumenter. En af de hyppigste årsager til, at weekendpiloter styrter ned, er faktisk, at de mister orienteringen og pludselig spiralerer mod jorden, og på et tidspunkt bliver farten for høj, og så falder vingen af.”

Da han rammer I-10 igen, er mørket ved at falde på. Overalt i vejkanten ligger ødelagte dæk, der er slidt i stykker, og selvom det er fredag aften, er trafikken stadig tung, og de mange røde baglygter snegler sig langsomt fremad som et stort lysende tusindben. Andreas Mogensen kender det alt for godt, når han de fleste morgener kører mod NASA. I de forgangne syv år har han især arbejdet rigtig meget i kontrolcenteret, der er bemandet døgnet rundt, så man hele tiden kan være i kontakt med astronauterne på rumstationen, hvis der opstår behov for det.

Det er ikke nødvendigvis umuligt for ham at forblive i samme job, når han vender hjem efter sin mission. Han er dog ikke sikker på, om han har lyst. Så trækker det mere i ham at lave noget nyt. Der er sådan set muligheder nok, blandt andet at arbejde på ESA’s ­astronautcenter i en form for lederrolle i forhold til nye astronauter eller et andet ledelses­job i ESA i enten Køln eller på deres største center, ESTEC i Noordwijk i Holland, hvor alle ingeniørerne og forskerne sidder. Og så er der den mulighed at finde et privat rumfartsfirma i enten USA eller Danmark. 

”Det er lidt svært, for Cecilie og jeg kan virkelig godt lide at bo i Houston, men samtidig har vores børn bedsteforældre i Danmark, som bliver ældre. Vi kunne både tænke os at blive boende her og komme tilbage til Europa,” siger han. ”Det bliver formentlig min sidste mission, for de er ved at uddanne et nyt hold astronauter, men samtidig er jeg kun 47 år, når jeg vender tilbage, så der er jo rig mulighed for at lave andre spændende ting.”

DET ENESTE, ANDREAS Mogensen er sikker på, er, at han ikke er færdig med rumfart. Der er for mange store spørgsmål at besvare og for mange løbende fremskridt at bevidne, til at han kan forlade det. Som Perseverance-missionen til Mars i 2020, hvor helikopteren Ingenuity fløj rundt og tog billeder af den røde planet, og roveren Curiosity indsamlede prøver, som den deponerede, og som forhåbentlig skal samles ind om få år igen og studeres på laboratorier på jorden. Og James Webb-teleskopet, som blev sendt op for halvandet år siden og bliver ved med at vise nye afkroge af universet. 

”Det kan se længere ud i rummet, og pludselig opdager vi galakser, der er langt større og mere fuldvoksne, end vi troede. Det ændrer jo også vores forståelse af, hvordan universet blev skabt, måske helt fundamentalt, for nu ser vi fuldvoksne galakser meget, meget tidligt efter big bang, så hvem ved, hvordan vi vil tænke på universet om fem år, 10 år, 25 år?” 

Da Andreas Mogensen gik i skole, kendte man slet ikke til nogen planeter uden for vores eget solsystem, nu kender man til næsten 10.000 exoplaneter, der ligesom jorden kredser om andre stjerner. I takt med at rumteleskoper bliver kraftigere og kraftigere, får man større og større chance for at studere de her exoplaneter direkte, kigge på deres atmosfære og analysere sig frem til, om de måske er i stand til at understøtte liv. 

”Vi har altid tænkt på jorden som et meget, meget specielt sted, og så har vi fundet ud af, at måske er jorden, og liv i det hele taget, ikke så specielt igen. Måske er der liv mange steder i universet. Tænk, hvis det er tilfældet, også selvom vi måske ikke finder intelligent liv i første omgang, men mikroorganismer, bakterier, planter og den slags,” siger han med barnlig ivrighed, som han altid gør, når snakken falder på de spørgsmål, der optager ham allermest: 

”Det er sindssygt spændende, for lige pludselig er der måske masser af andre verdener, og engang langt ude i fremtiden, hvor vi måske har warp speed som i ’Star Trek’, vil vi være i stand til at rejse mellem stjernerne. Tænk, hvis man kunne besøge andre planeter!”

DET ER BLEVET mørkt, da Andreas Mogensen parkerer bilen i garagen uden for villaen i Houston, men byens lys slører stjernerne på nattehimlen. Næste uge er det spring break, så skolerne har lukket, og børnene har fri. Det samme har Andreas Mogensen, men for en gangs skyld har de ikke planlagt ferie nogen steder hen. Måske endagsture til strandbyen Galveston eller et smut ned forbi Houston Space Center, men ikke mere end det.

”Der er så mange rejser for tiden, så det har jeg ikke lyst til. Det bliver egentlig rart nok med en afslappende uge, hvor drengene forhåbentlig kan sove lidt længere end til klokken halv syv. Nu skal jeg jo også snart et halvt år i rummet,” siger han og åbner bagdøren.

Der dufter af pizza indenfor. Børnene sidder og gumler ved børnebordet, mens der kører tegnefilm på iPad’en. Cecilie står lænet op ad køkkenbordet og drikker en kold dåseøl. Hun kigger smilende op: 

”Hvordan gik flyveturen?”

”Det var stille og roligt.”

De færreste forudså, at energiske THE MINDS OF 99 en dag ville blive tidens største band. Men barndomsvennerne fra Frederiksberg er blevet stemme for en hel generation. Ud & Se oplevede som det eneste medie deres historiske koncert i Parken backstage og fulgte bagmand og forsanger Niels Brandt før, under og efter.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

DA BALLADEN ’Hurtige hænder’ kommer på, frier en mand midt i folkemængden til sin kæreste, der siger ja. Da børnesangen ’Emil’ spiller, bliver en ung fyr båret rundt i en oppustelig gummibåd af sine venner. Og under det hurtige punk-nummer ’Det er Knud som er død’ skråler tusindvis og atter tusindvis i et enstemmigt kor. 

Det giver overhovedet ingen mening. I teorien i hvert fald. Et dansksproget band, der med sin postpunkede lyd slog igennem med en sang om en afdød polarforsker, der fylder Parken i København til bristepunktet. Men det er det, der sker. Og da det melankolske new age-nummer ’Stjerner på himlen’ nærmer sig sin afslutning, sætter 52.000 mennesker sig på hug på opfordring af The Mind of 99’s blonde forsanger Niels Brandt. Kort efter, badet i et mørkeblåt lysshow, springer de alle kort op igen i en euforisk, løssluppen dansefest.

ET PAR UGER før sidder Niels Brandt i sin sorte Peugeot SUV på vej til Royal Arena på Amager. Her har The Minds of 99 tidligere spillet udsolgte koncerter for 17.000 mennesker, og derfor bruger de stedet på at forberede koncerten i Parken.

”Vi har stort set ikke spillet, så det er fra asken til ilden. Det er også det, der er så syret ved det. Sidste gang, vi spillede foran så mange mennesker, må have været til Northside i sommeren 2019. Der er stadig noget inde i mig, der siger, at den bliver aflyst, at selvfølgelig får jeg ikke lov til at spille der,” siger han.

Oprindelig havde det været planen at spille på Østerbro Stadion, den noget mindre nabo til Parken. Ideen var opstået, da bandet havde turneret rundt for fulde huse efter udgivelsen af deres tredje album, ’Solkongen’, der også havde sendt dem forbi Orange Scene på Roskilde Festival for anden gang.

Østerbro Stadion viste sig imidlertid at være udlejet i forbindelse med europamesterskabet i fodbold. Derfor foreslog bandets manager lidt ud af det blå: ”Hvad med Parken?” Det medførte spontane latterudbrud. 

Parken var et sted for Bruce Spring­steen, Beyoncé og Justin Bieber, ikke et dansk band. Kun ét andet dansk band havde tidligere meldt udsolgt, og det var Volbeat, der synger på engelsk og derfor trak fans fra Tyskland, Sverige og Norge. 

Men efter latteren var forstummet, var der alligevel noget ved det forslag. Hmm. Okay. Hvorfor ikke?

”Dumhed og mod ligger tæt op ad hinanden. Nogle gange er det nærmest det samme. Der var noget alene i signalværdien ved at prøve at gøre det,” siger Niels Brandt.

Og billetsalget gik strygende. Til sidst åbnede de for den fulde pakke på 52.000. Hvis nogen havde været i tvivl, stod det klart, at The Minds of 99 var blevet folkeeje. 

”Det kan jeg godt være overrasket over. Vores musik er kommet fra hjertet. Vi har ikke siddet og designet det. Det er kommet fuldstændig rent, uden at vi er gået på kompromis med noget som helst. Når det connecter med folk, bliver jeg stolt og taknemmelig. Mit hjerte er blevet hørt. Det føler jeg mig fandeme heldig over.” 

THE MINDS OF 99

består af forsanger Niels Brandt, Anders Folke Larsen på guitar, Asger Wis­sing på bas, Jacob Bech på synthesizere og keyboard og Louis Clausen på trommer. Til at begynde med var Mikkel Bech-Hansen også med, men han forlod bandet i 2016.

SÅ LANGT ØJET rækker, kommer folk vandrende med dåse­bajere på vej mod Parken på københavnske Østerbro, der stikker mægtigt frem bag høje træer. Merchandiseboder i syrlige grønne farver er sat op i vejkanten, og mange har allerede fået sorte T-shirts med påskriften ’PARKEN 11-09-21 12-09-20’, som de bærer i lange, snoede køer ved alle indgange, selvom klokken ikke har rundet 18.

I et indhegnet område på bagsiden griller de mange crewmedlemmer i en sjældent tiltrængt pause. Fire dage tidligere forlod en skare lastbiler Parken efter 5-0-landskampen mod Israel, og straks kørte en endnu større skare ind og gik i gang med at stille showet op. 2.000 mennesker har været på arbejde i forbindelse med koncerten, og de store lastbiler, kraner og flyttebiler holder klar til at pakke det hele ned igen, når den er slut. 

I backstagelokalet under Parken stikker en tekniker hovedet ind: 

”Må jeg regulere noget lys herinde?”

”Regulere lys?” spørger Niels Brandt fra en af sofaerne.

”Folk på Instagram brokker sig over, at der er AaB-lys herinde,” siger han. Et dunkelt rødt lys, der minder om AaB’s rød-hvide-farver, præger FCK’s omklædningsrum, som er inddraget som backstagelokale for The Minds of 99.

”Nu du siger det, vi skal ikke have AaB-farver herinde,” siger Niels Brandt, der er inkarneret FCK-fan.

Teknikeren roder lidt, og kort efter har rummet fået et mørkt, blåt skær. Et køleskab med kildevand, sodavand og bajere lyser op i lokalet, der er præget af grå sofaer, grå sækkestole, mørkegrå duge på bordene og sorte tæpper, der hænger foran bænkene, hvor navne som Carlos Zeca, Rasmus Falk og Lukas Lerager står på de forskellige pladser. 

Niels Brandt er ved at lægge skumle planer med sin manager. Til åbningsnummeret skal han løftes op i en form for ballon midt i Parken, og derfor skal han have sneget sig ind midt i menneskehavet, uden at nogen opdager ham. Han har fået falske briller på, trukket hættetrøjen ned om hovedet, så det blonde hår ikke er til at spotte, og i favnen har han en stak vandflasker, som var han medlem af crewet. Nu traver han let foroverbøjet hen over gulvet i en slags generalprøve. 

”Det er der sgu ingen, der opdager,” konstaterer manageren. 

Niels Brandt smider sig på sofaen, jammer lidt på en guitar. De fire andre bandmedlemmer er stadig i gang med at spise. Natten forinden har de overnattet på Hotel Ottilia på Vesterbro. Det er blot 200 meter fra, hvor de alle sammen bor, men de havde brug for at være i fred før koncerten. Så var der til gengæld andre forstyrrelser. På værelset ved siden af havde en flok unge mænd gang i en gedigen The Minds of 99-fest. Niels Brandt griner:

”Jeg var lige ved at gå ind og banke på og sige: ’Så sluk da for det lortemusik!’”

LIDT EFTER FISKER Niels Brandt Ekstra Bladet frem. Han er blevet interviewet af den berygtede anmelder Thomas Treo – det eneste optaktsinterview, bandet takkede ja til. Netop fordi det var så ulogisk at gøre. 

”Han har anmeldt os før, og han har i hvert fald gjort en indsats for ikke at kunne lide det. Der, hvor han er bedst, er jo, når han er sindssygt perfid. Det har han ikke været ved os, desværre. Men da vi skulle åbne på Roskilde Festival, mente han, at vi var så dårligt et band, at det var synd for os. Men det var nu ret godt for vores karriere alligevel,” siger Niels Brandt og bladrer frem i papirudgaven.  

”Det handler meget om penge. Det hele handler faktisk om penge. Overskriften er ’Fylder Parken: Jeg får for lidt’. Treo havde regnet sig frem til, at der ville være for 25 millioner kroner i billetindtægter, og så mente han, at jeg skulle have en speedbåd. Så sagde jeg: ’Er du klar over, hvor lidt jeg får?’ Det blev så ’Jeg får for lidt’.”

Bassisten Asger Wissing kommer ind i lokalet, og Niels Brandt viser ham artiklen.

”Har du set det? Det er sgu da genialt.”

Da trommeslageren Louis Clausen, guitaristen Anders Folke Larsen og synthesizer- og keyboardspiller Jacob Bech, kendt som ’Jukse’, træder ind lidt efter, gør han det samme. 

”Han får for lidt,” siger Niels Brandt og begynder at grine:

”Så står der her: ’Familie: Gift med amerikanske Dina siden 2009. Børn: Datter på tre og søn på 11. Onkel: Flemming Ostermann. Fodboldhold: FCK. Nøglenummer: ’Som fluer’ og ’Hurtige hænder’. Det er min blå bog, det her.”

Niels Brandt morer sig, og det er ikke til at se, at han er nervøs. Men så, pludselig, som om han selv bliver ramt af erkendelsen, siger han: ”Nu er det sgu også ved at blive alvor.”

KNUD OG GENNEMBRUD

The Minds of 99 slog igennem med sangen ’Det er Knud som er død’ om Knud Rasmussen. Først senere fandt Niels Brandt ud af, at polarforskeren faktisk var gudfar til hans morfar.

NIELS BRANDT VAR 12 år og havde uro i hele kroppen. Det var værre end at skulle op at slås i skolegården. Han var på vej på scenen for at optræde med covernumre af Oasis, og ud over hans venner, Asger Wissing og brødreparret Mikkel Bech-Hansen og Jacob Bech, var der ingen andre, der gik op i britpop. De var på hyttetur på en anden skole, Niels Brandt var forsanger, og han var ved at brække sig og havde lyst til at flygte fra det hele.

Som lille havde hans walkman været et get-away, et sted at forsvinde hen. Efter hans forældre var blevet skilt, og han sammen med sin far og storebror skulle til Østtyskland for at besøge faderens nye kone, havde han lukket sig inde på bagsædet med høretelefoner på, mens familiebilen slugte kilometer efter kilometer på de tyske motorveje. Det var for mærkeligt, det hele. Så var det rarere at drømme sig væk med Kim Larsen i ørerne. 

Det blev Niels Brandts første bekendtskab med musikkens magi. Senere, da MTV kom til Danmark, blev han også introduceret til Oasis. Der var øjeblikkeligt noget ved det britiske indierockbands tekster, der ramte ham med deres drømmende poesi. 

Det viste sig tilmed, at det ikke var særlig svært at spille selv. Hvis man kunne D-dur og måske lidt E-mol og G-dur, kunne man lave musik med fingrene. Han var ikke noget naturtalent til at spille guitar, men her kunne han være med. 

”Jeg hørte Nirvana og Oasis og lærte at spille det, og der var pludselig ikke langt til mine egne sange. Det blev en vej til selv at få sat musik på de følelser, jeg havde. Og så blev det en livsstil,” siger han.

Allerede i børnehaveklassen var Niels Brandt blevet venner med Asger Wissing og Mikkel og Jacob Bech. Da drømmen om at blive fodboldspiller langsomt visnede, overtog rockmusiker-drømmen, og som 12-årig startede de fire deres første band. Da deres musiklærer fik nys om det, måtte han bruge sine bedste overtalelsesevner for at lokke dem op på scenen.  

”Vi blev presset til at spille, selvom vi ikke havde lyst, og derfra blev det et tilbagevendende tema at konfrontere den frygt for at stå på scenen. Der har været mange kampe med det. Vi gik ikke på en skole, hvor det vrimlede med unge med kreative interesser. Det, der fyldte, var fodbold og … fodbold. Hvis man stillede sig op på scenen, skulle man kraftedeme stå på mål for det bagefter,” siger han.

No Clue, som de kaldte deres band, blev også for 10 kasser sodavand hyret til at spille til en personalejulefrokost på Niels Brandts mors arbejdsplads – et plejehjem – og de blev lokket til at optræde til skoleafslutninger og forældreaftener. Og til den famøse hyttetur, hvor nerverne for alvor var ved at knække ham. I sidste ende besluttede han sig for, at hvis man alligevel skulle dø på scenen, kunne man lige så godt gøre det helt. Bagefter oplevede han en berusende følelse af at have givet alt, hvad han havde. Men kampen mod scenen er ikke blevet mindre med årene. 

”Jeg er pissenervøs for det, helt sygt nervøs for det. Jeg har en dyb respekt for det. Hvis man skal stille sig derop og gøre sig fortjent til den opmærksomhed, så skal man eddermame mande sig op.”

LYDEN AF ET trommesæt, der får på skindene, kommer fra et tilstødende lokale. Så forstummer den, og lidt efter træder Louis Clausen ind i backstagelokalet, hvor Niels Brandt opholder sig. 

”Der er fucking mange mennesker derude.”

”Jeg er ikke sikker på, jeg er klar til den virkelighed. Eller til at kigge på den,” siger Niels Brandt.

Lidt efter træder de tre andre medlemmer også ind. Anders Folke Larsen begynder kort efter at jamme på sin guitar. 

Dam. Dam. Dam. Damdamdam. Dam. Dam. Dam.

Så finder Asger Wissing sin bas frem og forsøger at stemme ind i melodien, der nu tager til i tempo. Niels Brandt begynder at tælle med. 

”En-to-tre-fire-fem-seks-syv-otte, en-to-tre-fire-fem.”

Louis Clausen trommer på bordkanten.

”Den ville gøre sig godt i Montenegro. Jeg tror, den rammer folkesjælen dernede,” siger Niels Brandt.

”Er du sikker på det?” spørger Jukse. 

”Nårh, ja, undskyld, Serbien. Nej Bosnien-Hercegovina. Nej, Ukraine, der var den,” siger Niels Brandt. 

”Den ville gøre sig godt i Sovjetunionen, hvis det stadig fandtes,” siger Asger Wissing. 

Manager Ole Nørup træder ind. Han har sin mobil fremme med et liveindslag på TV 2 fra Parken. 

”52.000 mennesker, det er næsten ikke til at forstå …,” siger den kvindelige reporter.

De fem bandlemmer stopper improvisationen og stimler sammen foran skærmen.

”Det her er en koncert med bandet Minds of 99 …,” fortsætter hun. 

”The,” retter Niels Brandt.

”Den skulle være spillet for to år siden …” 

”Ét år siden,” siger Niels Brandt.

To unge fyre fra Nordjylland bliver interviewet og siger, at de er klar på en ”kæmpe fest herinde” med en dialekt trofast mod hjemstavnen.

”Hvor er han lækker. De er gode,” siger Louis Clausen.

Niels Brandt fisker sin egen telefon frem og begynder at finde nordjyden på Instagram.

”Tror du, det er ham der? Nu har jeg skrevet til ham, at han var god,” siger han lidt efter. 

De andre går i gang med at jamme og tromme igen. En ny melodi, lidt i samme stil.

”Det er stadig Ukraine,” konstaterer Niels Brandt.

”Hvad hvis man gør sådan her?” spørger Anders Folke Larsen og skifter melodi på ny.

”Spanien.”

”Så lavede vi det nummer. Next!”

DET ER BARE SNAK

”Jeg har aldrig haft det sådan, at folk skal være helt stille og holde kæft, når vi spiller. Det er live, og hvis vi er gode nok, kan det være, de gider lytte. Men det kræver, at vi er gode nok.”

DA NIELS BRANDT var otte år, var han på ferie på Færøerne. Hans far er geograf med en særlig interesse for får, og mens han var væk for at studere dem, var der ikke rigtig noget at lave i den tykke tåge, der omsluttede den lejede villa. Derfor foreslog den knap to år ældre storebror, at de skulle skrive en sang hver. Niels Brandt blandede et Bryan Adams-nummer med et Roxette-nummer, og så havde han en sangtekst. Da han præsenterede den, sagde hans storebror: ”Men det har du jo bare taget fra Bryan Adams og Roxette.” 

Det var svært at komme uden om. 

”Det, der sker nu, er ikke anderledes. Forskellen er bare, at jeg i dag har en milliard sange, der pisker rundt i min hjerne. Det er ligesom en firkant, som bliver til en femkant, der bliver til en sekskant. Jo flere kanter der kommer på, jo mere kommer det til at ligne en cirkel. Det bliver nok min imitation af alt det, jeg godt kan lide, der kommer ud, så det lyder som mig. I bund og grund er det alt det, jeg har gået og lyttet til og elsket, siden jeg første gang hørte ’Lille Peter Edderkop’.” 

Niels Brandts sange kan starte med en sætning, en lyd, en idé, en rytme. Nogle gange står han op om natten for at tage ned i sin øver på Sønder Boulevard og spille noget, der er dukket op inde i ham. 

”Jeg skriver på en følelse, jeg har indeni, en stemning, og så prøver jeg at finde ord, der beskriver den stemning. Det hele foregår i en underbevidst proces, som på en måde er fuldstændigt ude af kontrol. Det er det magiske ved det. Jeg kan ikke forklare, hvorfor den ene sang virker, og hvorfor en anden ikke gør.”

En nat vågnede han med fire ord printet ind på nethinden. Han tændte natlampen og skrev dem ned med det samme. Næste morgen begyndte han at tænke på, hvor han mon havde de ord fra, men fandt ikke svar, de måtte være født i hans eget hoved: ’Alle skuffer over tid’. 

En anden gang hørte han Rae Sremmurds ’Black Beatles’, hvor udtrykket young bull optræder. I Niels Brandts hoved blev det til ’Ung kniv’, og 10 minutter senere havde han skrevet en sangtekst om trangen til altid at drage på eventyr. 

”Jeg lever efter den filosofi, at jeg ikke kan bestemme, hvad der kommer. Men jeg kan kontrollere, om jeg vælger at lytte til det eller ej. Det kan også være sange, jeg ikke selv synes er gode. Sådan en som ’Ma Cherie Bon Bon’ … fuck, den er dårlig. Men da vi havde skrevet den, var det, som om den altid havde været der. Så bliver man nødt til at udgive den. Så kan man ikke bare sige, at den ikke er cool, for så haunter den dig. Der er en sangskrivnings-gud, som man bliver nødt til at have et godt forhold til. Ellers hævner den sig, og så får man et lorteliv.”

DET LYKKEDES FOR No Clue at spille i det hedengangne tv-program ’Børne 1’eren’, og det gav et vist ry på de lokale fritidsklubber på Frederiksberg og luft til barndomsvennernes spæde rockstjernedrømme. Siden skiftede de navn til Pungke, og da de blev et medlem rigere – Anders Folke Larsen havde sluttet sig til – kaldte de sig Iord. Det nye medlem var lidt ældre og havde holdt øje med de ambitiøse knægte, og han blev både en del af slænget og bandet. 

Som 16-årig stod Niels Brandt og resten af Iord på scenen til en ungdomsfestival i Helsingborg. Det skulle være den store kickstart for bandet. De havde skrevet nye numre, som de fyrede af det bedste, de havde lært. Og nok var publikum begejstrede, men desværre var blot to mennesker troppet op, og det var deres egne venner. Da de var færdige, blev koncertpladsen fyldt op af en hujende menneskeskare, der kom for at se nogle 10-årige piger danse playback til Spice Girls-hittet ’Wannabe’.

Det var en ydmygelse, men for Niels Brandt var det mere end det. Han havde det nærmest, som om han visnede indeni. Var det virkelig dét, folk ville have? Oplevelsen gjorde ikke noget godt for at dæmpe de eksistentielle kvaler, han i forvejen kæmpede med. Han følte sig generelt fremmedgjort for verden, havde svært ved at være til stede i den, og halvvejs inde i gymnasiet droppede han ud for i stedet at arbejde i frugt og grønt-afdelingen i Føtex.

Når han havde fri, så han enten fjernsyn eller spillede Championship Manager i timevis. Han sumpede, følte sig deprimeret. Til sidst klippede han kablet over til sit tv og brændte computerspillets cd-rom med en lighter. Det gav ham bare ingen ro. Den gjorde kun musikken. 

“Jeg har altid kunnet drømme mig væk i musik. Jeg har bare elsket det så meget, og det har gjort, at jeg er blevet ved, og så … så kommer det. Så kommer talentet. Ofte har det noget med kærlighed at gøre. Hvor meget elsker du det?”

Inden han droppede ud af gymnasiet, havde han lært Louis Clausen at kende. Som 18-årige begyndte de at bruge al deres fritid på at spille musik. Det kastede spillejobs på Drop Inn og Lades Kælder i Indre København af sig. Fire timer med covernumre, hvor jobbeskrivelsen var, at man skulle fyre op under folk. 

”Den erfaring er virkelig en nøglefaktor i, hvordan vi er som liveband med Minds. Den der energi, der skal til for at få en fest op at køre, den der udadvendthed, der skal findes frem, har betydet rigtig meget. For vi kan også mærke, når vi ikke har den, eller det er for slapt. Så er der nogen, der opdager det og siger: ’Nu tager vi os kraftedeme sammen,’” fortæller  Niels Brandt, der også begyndte at indspille numre, som han lavede med Louis Clausen og Asger Wissing. Dem sendte han rundt til pladeselskaber, og pludselig var der bud fra London. Sony RCA var interesseret i at signe dem, og derfor flyttede Niels Brandt som 19-årig til den engelske hovedstad. Lidt senere fulgte også de to venner. Det var en drøm af de helt store. Niels Brandt elskede britisk musik og kultur, og nu var det dem, der blev satset på. De blev inviteret til at indspille med store producere som Fraser T. Smith, og et studie kostede 20.000 kroner i døgnet, så det var bare med at levere. 

Men det viste sig alligevel at være sværere end som så:  

”De foretrækker, at det nye band er fra Leeds eller Reading. Hvis man er det nye band fra Danmark, har man ikke samme medvind fra starten. Samtidig var vi for unge, og vi var for langt væk hjemmefra,” siger Niels Brandt, der følte, at de sange, han oprindelig havde indspillet hjemme hos sin mor på en firesporsbåndoptager, kom længere og længere væk fra deres udtryk, efterhånden som alle mulige skulle sætte deres aftryk. 

Og selvom de fik løn af pladeselskabet, måtte de alle tre arbejde ved siden af. Selv nåede Niels Brandt at have syv forskellige tjenerjobs. Efter fem år fik de af pladeselskabet at vide, at de var velkomne til at rejse hjem igen. 

”Det var en hård tid, men totalt uvurderlig læring. Man skal virkelig have save på albuerne for at komme nogen vegne. Vi blev gode til at spille spillet, men der var for meget modstand, og med tiden løb det ud i sandet. Heldigvis, for det var ikke mit udtryk længere.”

ONKEL PÅ GUITAR

Niels Brandts onkel er rockmusikeren Flemming Ostermann, der var med til at starte Savage Rose. ”Han er en fantastisk musiker med et kæmpe hjerte og en kæmpe seriøsitet med musik. Hvis folk ikke spiller ordentligt, kan de bare gå hjem. Der er ingen slinger i valsen. Han tager altid guitaren frem. Der er ikke noget krukkeri, men man skal tage det seriøst. Det har han lært os alle sammen i bandet.”

HJEMME IGEN overvejede Niels Brandt helt at droppe musikken. Han havde brugt fem år i England på at knokle røven ud af bukserne uden at udgive noget, han var i midten af tyverne og havde ikke engang gennemført gymnasiet. Måske på tide at springe på hamsterhjulet? Han begyndte på HF, så han kunne blive et eller andet, og da han var færdig, tænkte han ’måske psykologi’ og tog et år med det på Københavns Universitet. 

Her blev han optaget af jungiansk psykologi om, hvordan modstridende følelser kan være i konflikt inde i én – såsom både at hade og elske at stå på scenen. Og det blev pludselig aktuelt igen. Mens han studerede, var han blevet venner med Nicolai Kornerup, der også spillede musik, og før de så sig om, var de signet af Sound of Copenhagen med deres band Shanghai. 

I 2010 udsendte de singlen ’Smoke and Mirrors’ og året efter albummet ’The Priest’, der klarede sig hæderligt blandt anmelderne, blev spillet i radioen og kastede koncerter og et par festivaler af sig. Men der var ikke tale om et rigtigt gennembrud, og da de kort efter droppede projektet, blev grundforvirringen om, hvad han havde gang i, blot udvidet. I København kan man fodre svin med uforløste musikere, derlige om lidt slår igennem, arbejder som pædagogmedhjælpere og ignorerer de skeptiske spørgsmål fra familie og venner. Og nu var Niels Brandt blevet en af dem. 

Han blev gift med sin amerikanske kæreste Dina, han blev far til sønnen Arthur, han var noget for nogen i den forstand, men han følte ikke, at han i sig selv var noget. Han så sig omkring, alle andre havde gang i noget, men selv arbejdede han i en børnehave og var fra tid til anden lærer på en musikskole. Det føltes, som om tiden var ved at løbe fra ham. 

”Jeg havde ingen penge og ingen uddannelse. Jeg var det der musik, og det var ikke lykkedes mig. Samtidig havde jeg et barn og en kone, og vi havde ingenting. Ikke fordi det skal handle om penge, men vi havde virkelig ikke noget,” siger han.

Da det så mest modløst ud, kom der alligevel en slags hjælp. Efter bryllupsfesten tog de på ferie til Amsterdam, og her besøgte parret Vincent van Gogh-museet. 

”Han begyndte først at male som 28-årig. Jeg tænkte: ’Fuck mand, så er det sgu ikke så slemt det hele.’ Der er tid, masser tid.”

I 2012 VAR Niels Brandt på Loppen på Christiania til en koncert med det amerikanske instrumentalband The Soft Moon. Det blev en særlig oplevelse. Det var New Order-agtigt og alligevel ikke. Da han kom hjem ud på natten, var det med følelsen af selv at have lyst til at lege med den lyd. 

Få uger senere befandt han sig på Loppen igen, denne gang for at høre det danske punkband Iceage. Han elskede energien og farten i musikken, og samtidig slog det ham, at det kunne være meget fedt, hvis det foregik på modersmålet. I den efterfølgende periode fandt han gamle sange fra 80’erne og 90’erne på YouTube. New wave og dark wave-bands fra hans ungdom, men også alle mulige døgnfluer, han aldrig havde hørt før. 

”Lyden af de to årtier ligger dybt i mig musikalsk. Varm og kold på samme tid. Inderlig og distanceret. Det er ligesom Michael Strunges poesi,” siger Niels Brandt. 

På det tidspunkt havde han to danske sange liggende derhjemme. Den ene havde han skrevet, efter han var vendt hjem fra London. Han havde mødt en gammel ven på et loppemarked, der også var sangskriver. De to stak hovederne sammen, og ud af det kom teksten ’Hurtige hænder’. De havde prøvet at sælge den til Rasmus Seebach, men uden held. Nu lå den i skuffen og manglede et band. Det samme gjorde ’Det er Knud som er død’, som han var blevet inspireret af, da han havde læst et digt, som hans ven havde givet ham – en poetisk nekrolog af Tom Kristensen efter polarforskeren Knud Rasmussens død i 1933. 

En morgen havde Niels Brandt siddet ved sit Yamaha-keyboard og lavet teksten om til musik. Det var blevet en enormt hurtig sang, der passede til lyden, og hans gamle ven Asger Wissing kunne jo spille melodier på bas. 

Måske det var på tide at samle barndomsvennerne igen.

NY SPILLE-PLADE

Navnet på The Minds of 99’s kommende projekt, ’Infinity Action’, fik de på en ferie til Thailand. Niels Brandts søn er bidt af gaming og havde en ven med på ferien. De to drenge snakkede ikke om andet, end at de en dag skulle eje en gamercafé med køleskabet fyldt med Red Bull og Monsters.

”Hvad skal den hedde?” spurgte vennen, og Niels Brandts søn svarede med det samme ’Infinity Action’.

NOGLE UGER SENERE mødtes de i et køkken på Smallegade på Frederiksberg, og de havde en flaske vodka med hver. Som det hørte sig til, skulle alle flasker tømmes. Med fire af dem nedlagt tog Niels Brandt mod til sig: ”Lad os lave et band.”

Som forventet blev forslaget taget blandet imod. Der var en grund til, at de andre havde givet ham tilnavnet ’Borgmesteren’. Han var ikke nem at være i band med. Men han fortsatte med at forklare, at det skulle være et punkbank, det skulle være dansk, og det skulle være gennemsyret af en rå og hurtig energi. 

Selv navnet havde han allerede styr på. De skulle hedde The Minds of 99. Det betød som sådan ikke noget, det var kommet til ham, da han havde hørt The KLF-sangen ’Justified and Ancient’, hvor linjen ’make mine a 99’ optrådte. 

Borgmesterens salgstale var overbevisende, og da han næste dag vågnede på sofaen i vennens lejlighed med gedigne tømmermænd, havde de allerede bestilt en sommerhustur, hvor de skulle sparke projektet i gang. Få uger senere troppede de op på Fanø med taskerne fulde af kirsebærvin og hashkager, iført seler, opsmøgede bukser og Dr. Martens. De havde en idé om, at det var ’punk’, og samtidig var det en måde at smide hverdagens forpligtelser.  

De tapetserede det meste af sommerhuset med afdækningsplast fra Røverkøb og lod sig hengive til et fordrukkent kaos. Midt i det opstod hele tiden kreative indfald. Hver gang smed de, hvad de havde i hænderne, stormede ind og greb trommer og bas, Niels Brandt forsøgte med ordene, og et nyt nummer begyndte at forme sig. De var på en og samme tid helt væk og helt fokuserede. 

Nogle uger senere tog de af sted igen, til Skarø, og endnu en gang fyldte de sig med lidt af hvert for at komme i kreativ sync. Denne gang var det et psilocybin-svampetrip, der fik kreativiteten til for alvor at boble. 

UDEN DE ANDRES kendskab tilmeldte Asger Wissing bandet til ’KarriereKanonen’ på P3. I foråret 2013 var de blandt de 12 deltagere, og efter koncerter på Spot Festival og Smukfest blev de til sidst kåret som vindere. Det kastede en forårsturné af sig, men flere steder dukkede stort set ingen mennesker op. På Forbrændingen i Albertslund stod der 10 mennesker, da de gik i gang med at spille. Niels Brandt tænkte, at de måtte være forsinket ved dørene, men nej.

Hen over festivalsommeren tog det alligevel fart. Deres post-punkede, new wave-agtige musik fandt langsomt vej. ’Det er Knud som er død’ blev ’P3’s Uundgåelige’ i 2014 og modtog senere en guldplade. Samme år udsendte de debutalbummet ’The Minds of 99’, og til manges overraskelse åbnede de Orange Scene på Roskilde Festival i 2015. 

Alligevel fortsatte en gammel intern jargon. De sagde til hinanden, at de var et lorteband, der havde lavet en lorteplade. Det hele var noget lort. Og når de var ude for at spille, kunne Niels Brandt finde på at præsentere numrene med ordene: ”Nu kommer den dårligste sang. En fucking lortesang, men her kommer den.” 

Måske punk, men også et skjold og en måde at afvise en eventuel fiasko på. I årevis havde Niels Brandt skrevet på et mørke i sig selv, på en følelse af ikke at høre til. Det var svært at forstå, at de var lykkedes. Niels Brandt måtte forsøge at lægge usikkerheden bag sig. 

På ny tog vennerne på sommerhustur, hvor de dopede sig til kreativitet. Denne gang indledte de med et polsk drukspil, vodka og polkamusik. Den, der tømte flasken, skulle smadre sit shotglas i gulvet. Næste dag havde nogen pisset på gulvet, der lå glasskår overalt, og Niels Brandt rystede som et espeløv. Det fortsatte han med de efterfølgende dage, men da ugen var omme, var flere nye sange blevet født. Det blev til albummet ‘Liber’, der udkom i 2015 og var en personlig blotlæggelse af forsangeren.

OLD VS. YOUNG

”Nogle gange kan det være sygt fedt at spille klokken 2 om natten. På Roskilde Festival eksempelvis. Men hvis folk er ældre, er det for sent et tidspunkt. Så bliver de stive på en utrolig barnlig måde faktisk. De kan ikke styre det. De der kids har nemmere ved det. De har mere grundenergi.”

DER VAR EN trykket stemning. Bandet sad i 2016 i baren på Gæstgiveren på Bornholm og skulle finde ud af, hvad der skulle ske. Nu var de kun fem. Mikkel Bech-Hansen havde meddelt sit farvel. De havde udgivet et par plader, allerede spillet på Roskilde Festival et par gange, og nu var den ene af dem åbenbart brændt ud.

Det blev en slags eksistentiel krise for bandet. Gik det hele for stærkt? Var der noget galt? 

”Der var også noget med at være blevet et kendt ansigt. Det er mega­privilegeret, og der er mange fede ting forbundet med det. Men det ændrer også folk omkring dig. Og man bliver pludselig i tvivl, om det er én selv, der har ændret sig, eller om det er de andre,” siger Niels Brandt.

I et forsøg på klarsyn drak de sig fulde. Næste morgen spillede Niels Brandt en ny sang for de andre. En sang, han havde døbt ’Solkongen’. I løbet af dagen kom også tre andre ufærdige numre på bordet. Herfra piblede sangene frem. De var i gang igen, selvfølgelig var de stadig et band. 

TRE ÅR SENERE befandt bandmedlemmerne og deres familier sig på en ø i Thailand. De havde netop sluttet det forgangne år med fire koncerter på Store Vega, og det var på tide at tage stilling til, hvad næste skridt skulle være.

”Vi havde lavet tre plader, der var meget sådan plade-agtige. Ingen af os følte for at gå i gang med en ny på den måde. Jeg var ærlig talt bange for, at det ville blive en sindssygt kedelig plade at lave,” siger Niels Brandt.

Da de havde været 2-3 dage i Thailand, ringede Niels Brandts storebror, der arbejder i rejsebranchen, for at fortælle, at der var en storm på vej – en af den slags med et navn og derfor ikke til at spøge med. Der spredte sig hurtigt en form for panik, alle fly og færger væk fra øen var bookede. Der var risiko for, at bølger ville smadre deres hotel, og de besluttede sig for at flygte op på øen. Her fandt de et hotel, der ikke blev udsat for mudderskred, og her red de stormen af. 

Efterfølgende var der plastik over det hele. Øen, der bestod af frodige regnskove og smukke palmestrande, var ikke til at kende. Der lå junk over det hele, og det var umuligt at bade i havet, uden at der klistrede ting og sager på én. For Niels Brandt og bandet var det netop det, de havde brug for. 

”Turen var det største hack, det var regnskov og plastik blandet sammen. Det var det megasmukke med det megafake. Det gav mig sådan en følelse af … ’der er ingen regler’. Der var ingen regler for, hvordan vi kunne lave musik. Der var ingen regler for trommesæt eller guitarforstærkere. Ingen regler for dansk eller engelsk. Ingen regler for, om der måtte være en børnesang på pladen. Ingen regler for noget som helst. Det er den frihed, vi har brug for. Vi er ikke forpligtet til en skid.”

METALSIKRE MINDS

Debutpladen ’The Minds of 99’ samt de to efterfølgende album, ’Liber’ og ’Solkongen’, modtog alle platinplader.

DER ER NERVØSITET i luften. Den er kommet snigende. Efterhånden er den så tyk, at ingen helt kan ånde frit. 

”Før koncerter går min krop altid i dvalestemning,” siger Niels Brandt.

Ligesom de fire andre ligger han flad som en pandekage i en af de grå sofaer. 

”Det er, som om ens krop bliver helt alien-agtigt,” fortsætter Asger Wissing.

”Den ved, hvad der venter,” svarer Niels Brandt.

Måske fornemmer Jukse, at der er brug for en anden energi. Han sætter musik på anlægget, stemningen skifter fra dvask til fuld koncentration. De fem bandmedlemmer begynder at trippe rundt i lokalet. Der hældes drinks op. Der skrues op for Jay-Z’ ’99 problems’ og Beastie Boys’  ’Intergalactic’. Der fægtes med armene og synges med. Niels Brandt siger pludselig ikke længere noget, han går rundt i bar mave, helt hype, som en bokser på vej i ringen. Døren bliver åbnet af en fra crewet: ”45 til show,” lyder meldingen.  

”Hvor bliver det sygt!” råber Anders Folke Larsen ud i luften.

I Parken har Lord Siva fyret op for fællessang under opvarmningen. Da han kort efter takker af, viser to store lystavler grønne gasmasker med påskriften ’The Minds of 99’, og der opstår en mærkelig leg blandt publikum. Hver gang baggrundsmusikken stopper kortvarigt, spreder store jubelbrøl sig. Er det mon nu? Fra tid til anden udbryder fællessang, der bliver ’lålå’et’, danskernes kollektive kodesprog for: ’Er I andre også klar til fest? Det er jeg!’

Et par minutter før klokken 21.30 går bandet op ad bagtrappen bag scenen. De samler sig i en klynge. 

”Nu skal vi ud og give folk den fest, de fortjener, og vi fortjener,” siger Louis Clausen. Mens bandet fortsætter op til scenen, sniger Niels Brandt sig i forklædning ind i menneskemylderet. Lidt efter lyder de indledende toner til ’Solkongen’. Midt i menneskehavet hæves forsangeren op i en form for ballon. Lommelygterne på mobiltelefonerne får tilskuerpladserne til at ligne en stjerneklar nat. Hver og en synger de første linjer som et gigantisk kor:

”Dagen er bare til besvær, min ven, du står op, men hvad skal du nu her?”

NIELS BRANDT BRØLER: ”PAAAAARKEEEEEN…. HVOR ER I LÆKRE!”

Der er blevet svedt og skrålet, drukket og danset. Koncerten er ved at nå sin afslutning. Til et efterfølgende jubelbrøl lægger forsangeren op til aftenens sidste nummer:

”Hvis I synes, det her har været en god koncert, så er det godt. Hvis ikke I synes, det har været en god koncert, så har vi en undskyldning. Alle skuffer over tid …”

20 minutter senere bliver der blottet smil og uddelt krammere backstage. Der knappes kolde bajere op på stribe. Niels Brandts søn har fundet fjerdedommerens tavle til FCK’s hjemmekampe, og han skifter forskellige folk til efterfesten ud til stor jubel. 

”Skal vi lige give en hånd til vores lysmand her?” råber Louis Clausen ud i rummet, og alle bidrager til en fælles klapsalve.

Og så råber Niels Brandt: ”HEY HEY! HEY! Aftenen er ung, og vi ses til efterfest, og nu tager vi derhen, ellers bruger vi al tiden her på at snakke om vores andelslejligheder, og det gider vi sgu ikke.”

KNAP TRE UGER efter koncerten er Istedgade, som Istedgade er. En tatovør ryger en smøg foran sin biks, et Wolt-bud cykler fra en bus, en børnehave trækkes efter en tålmodig pædagog foran en café, hvor en gruppe gæster drikker kaffe med havremælk. Lydene trænger ind gennem det nedrullede vindue i Niels Brandts Peugeot.

Den gode følelse, han gik af scenen med, har fulgt ham lige siden: 

”Det var sådan en epic aften. Det var en milepæl. Det oversteg med længder, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg nød hvert et sekund af koncerten, og jeg kan, hånden på hjertet, sige, at det er første gang nogensinde.” 

Efterfesten blev ikke så vild for hans vedkommende, han var lidt ved siden af sig selv. Sådan er det ofte, når de har spillet koncerter. Når adrenalinen har lagt sig, tjekker trætheden ind. 

Og så var der også lige det, at han efter koncerten fik forbandet ondt i ribbenene. Efter åbningsnummeret, svævende over Parken, skulle han tilbage til scenen. Men vagterne, der skulle bane vejen, gik forkert, og da sangen var i gang, måtte han kaste sig hen over hegnet. 

Smerterne har ikke helt fortaget sig, da han sidder i sin bil på Vesterbro og for første gang siden koncerten er på vej mod Parken.

Med sin kone ejer han en smykkebutik i bydelen, hvor hun er begyndt at lave halskæder med FCK’s logo. Det går godt med salget, og han skal forbi fanshoppen med 100 nye kæder. 

Mens han kører gennem de københavnske gader, ringer hans søn: 

”Bare lige et spørgsmål. Må jeg bruge penge på mit kort, og hvor mange må jeg bruge?”

”Hvad vil du bruge dem på?”

”Må det være durum?”

”Jeg synes, at durum er lidt stor.”

”Jeg lover at spise det hele.”

”Hvad med aftensmad?”

”Skolesygeplejersken siger, at man skal spise hver tredje time.”

”Okay, okay … der fik du mig, bare det ikke bliver hver dag. Hvis du er sulten nu, så køb durum, men ikke noget med sodavand og pomfritter.”

Lige for tiden er det sønnens største drøm at blive fodboldspiller. Han er målmand, ligesom Niels Brandt var det. Det er en ting, de har til fælles. De følger FCK i Superligaen og spiller careermode med dem i FIFA.

”Det er en ret stor del af vores liv, vil jeg sige. Det er en indgang til mange ting. Den der måde, man kan forklare noget i fodboldtermer. Det er blevet vores fælles sprog,” siger Niels Brandt.

Kort efter triller han ind foran Parken. Indenfor i fan-shoppen stikker han ekspedienten nogle nye æsker med smykker i henholdsvis guld og sølv, og selv får han et par defekte halskæder retur. Tilbage i bilen vender han tilbage til The Minds of 99-koncerten:

”Vi optrådte ikke i Parken for at tjene penge, vi gjorde det for at være legendariske. Hvis man  forsøger at gøre, hvad ingen har gjort, så påvirker det alle. Det er der noget smukt og rent i.”

”JEG SPISER IKKE officielt. Det er ikke en del af mit image at spise,” siger han lidt senere på Gothersgade, hvor han har parkeret og kommer vraltende med en dobbelt-bacon-Yo-burger.  

Niels Brandt griner, da han siger det, men han mener det. Fra begyndelsen har det været en grundregel, at han aldrig vil hverken fotograferes eller filmes, mens han spiser. 

”Hvem har lyst til at se David Bowie spise? Det her er underholdningsbranchen. Det er jo en illusion, og jeg har ret til at skabe den illusion, jeg har lyst til,” siger han og gumler på sin burger. ”Jeg er ikke politiker, alt skal ikke være sandt. Jeg skal underholde, og at sidde og spise er ikke en del af den måde, jeg underholder på.”

Der er åbenlyse rockstjernetræk ved Niels Brandt. Han kommer altid håbløst for sent, han skammer sig ikke over sit indtag af stoffer, og så formår han at skabe en distance, der gør, at selvom man føler, man kender ham, gør man det aldrig rigtig alligevel.

”Jeg er rimelig meget den, jeg grundlæggende er, men der er også en forskel på, hvem jeg er på scenen, eller når jeg laver interview, og hvordan jeg er derhjemme. Det er ikke alt, folk får at vide.”

Det er fuldt bevidst, at Niels Brandt forsøger at holde sig selv ud i strakt arm. Han har brugt mange år på at nå, hvor han er kommet til, og han har ikke tænkt sig at smide det væk.

”Jeg skærmer mig selv. Hvis du giver det hele, viser du bare, at du er lige så almindelig som alle de andre. Og så er folk ikke interesserede. De påstår, at de er det, men det er de jo ikke. Sådan fungerer jeg også selv. Jo mere jeg ved, jo større er chancen for, at jeg mister interessen.”

Derfor er Niels Brandt også påpasselig med at sætte for mange ord på sine sange. Ofte er det en opdagelsesrejse for ham selv at finde ud af, hvorfor han har skrevet de forskellige sange. Han bliver altid overrasket over, hvor kalkuleret selv musikjournalister tror, at tingene er.

”Jeg tænker ofte: ’Tror I virkelig, at vi har så meget styr på, hvad vi laver?’ Det er meget, meget mere følsomt og tilfældigt, end det er planlagt.” 

Med burgeren fortæret bakker Niels Brandt bilen ud på vejen igen.

”Hvorfor forklare alting? Når der står 50.000 mennesker i Parken, har de hver især ret til, at sangene betyder for dem, hvad de betyder for dem. Det skal man ikke fucke med.”

DEN VAR LÆNGE undervejs, men da koncerten i Parken endelig blev til noget, blev den en manifestation af, at The Minds of 99 er et band, der virkelig rammer masserne. På trods af – eller måske netop på grund af – forsangerens vel nærmest gudeagtige status har landet ikke siden Gasolin’ oplevet noget tilsvarende.

Til foråret skal The Minds of 99 på deres første store turné i mere end to år. De fleste koncerter er allerede udsolgt. Særligt den yngre generation har fået et band, der måske afspejler dem selv, og det er Niels Brandt særligt glad for. 

”Der er ikke noget, jeg bedre kan lide end at spille for de kids der. Når det er dem, der står forrest. I den der aldersgruppe fra 13 til 25 år er den musik, man hører, en del af én selv. Du er der ikke, hvis ikke det er vigtigt. Jeg er ydmyg og taknemmelig for, at de finder vores musik værdig til det. Det kan jeg rigtig, rigtig godt lide. Når vi tager ud i landet og spiller og møder de her kids, er jeg ikke nervøs for fremtiden. De er gode … de er kloge … de vil en helvedes masse ting. Det vil vi også.”