I INDRE KØBENHAVN sidder han med avisen og en halv ostemad foran sig og ligner umiskendeligt sig selv med vildmandslook og pletter på T-shirten. Mellem nysselige gæster på Café Blå Time og omgivet af kunstmalerier og digte på væggene stikker han ud som en anomali, men alligevel med en aura, som om han er den eneste normale i en sindssyg verden. 

Når man er Anders Lund Madsen, er der mange, der gerne vil høre, hvad man har at sige, og i dag venter et foredrag i Maskinmestrenes Forening, hvor han skal lære landets maskinmestre at blive ekstroverte.

”Jeg er meget nervøs for det, for her er nogle, som tror, at jeg rent faktisk kan noget, og det kan jeg jo ikke. Jeg har ondt af de stakkels maskinmestre,” siger han på sin vanlige hurtige, lidt hakkende måde. 

Han bliver som regel benovet, når folk spørger ham, og samtidig synes han helt generelt, at det ville være ærgerligt at gå glip af en uforudsigelig oplevelse. Et par dage forinden var han til et politisk arrangement i Grindsted, uden han nogensinde regnede ud, hvorfor han blev hyret, og han har også lige været et smut i Herning til et arrangement hos en tatovør, der ville have ham med til at snakke om kunst for Midtjyllands kreative klasse. Aftenen kom aldrig helt op at flyve, men til gengæld var manden, der stod for vinmenuen, en festlig fyr.

”Han var dejligt beruset, som jeg synes, en god vinmand skal være, og så fortalte han, at han engang var kommet i ’Guinness rekordbog’, fordi han havde talt 24 timer i træk. Han blev lynhurtigt slået af en fra Indien, fortalte han, men han havde haft rekorden i tre uger, og han havde selvfølgelig gjort det ude i messecenteret i Herning. Jeg spurgte ham, hvad han havde talt om, og så sagde han: ’Lidt af hvert.’ Det er jo enormt sjovt. Så selvom mit indslag ikke var nogen stor succes, endte hele den mærkelige aften med at blive virkelig sjov.”

EN HALV TIME senere ringer han på dørtelefonen ved en grå murstensbygning ved Sankt Annæ Plads tæt ved Københavns havnefront.

”Hej, det er Anders Lund Madsen. Jeg kommer angående noget coaching.”

”Angående hvad?”

”Jeg skal coache nogle maskinmestre.”

På fjerde sal er 12 koordinatorer for landets maskinmesteruddannelser i færd med at spise smørrebrød fra Aamanns i et hvidt mødelokale. De har lige hørt et foredrag om networking, og da alle har tygget af munden, tager projektchefen Peter ordet:  ”Undersøgelser viser, at maskinmestre og ingeniører er meget introverte, så derfor tænkte jeg: ’Hvem er den mest ekstroverte person i det her kongerige?’” siger han og gør plads foran projektoren. 

Anders Lund Madsen stiller sig frem med sine gråsprængte hår- og skægtotter strittende i alle retninger.

”Når I ser på mig, sidder I og tænker: ’Bare jeg kunne gøre det, han kan,’” siger han og lader sætningen hænge i luften et kort øjeblik. ”Okay, der er I tavse, det var så ikke det, I tænkte. Det kan jeg også godt forstå, for jeg kommer faktisk her for at erklære mig som idiot. Mit budskab er, at vi alle sammen er idioter. Det kan være en hård erkendelse at nå dertil, men det fede er at vide, at de andre ved, at man er en idiot, for så er frygten for at være en idiot ikke så stor, og så er der ikke noget at være bange for længere.”

På slideshowet dukker et billede op af dronning Margrethe i færd med at spise en pølse på en tur til Norge, som for at understrege, at selv de kongelige er idioter, men også et af ham selv og hans storebror Peter Lund Madsen i tv-programmet ’Hvem vil være millionær?’.

”Der er mange, der vil tænke: ’Hold da op, har han vundet en million i ’Hvem vil være millionær?’. Og det har jeg. Sammen med min bror, og det er måske hemmeligheden ved at vinde en million, at man skal sidde ved siden af en, der kan vinde en million. Vi vandt faktisk en million to gange, som de eneste i hele verden, og det gør mig jo på en måde til den mindste idiot globalt set. Men alligevel vil jeg fastslå, at jeg er en idiot. Min bror, som var en fantastisk klæbehjerne, var også en idiot, og han vidste det godt. Vi er alle sammen idioter.”

DET VAR SOM ung journalist på Ekstra Bladet i begyndelsen af 90’erne, at Anders Lund Madsen lærte at investere i en senere fornøjelse ved at gøre noget idiotisk og pinligt nu og her. Da han blev ansat på det dengang store og magtfulde medie, var han frygtelig genert, og når han sad i det åbne kontorlandskab og havde fået til opgave at ringe til nogen, ringede han ofte bare hjem til sig selv, hvor han vidste, at der ikke var nogen, der tog telefonen.

Men efter et mord i Nordjylland blev det Anders Lund Madsens opgave at ringe til den afdøde mands mor, og denne gang var der ingen vej udenom. Kvinden endte med at være glad for, at nogen ringede, men efter en lang samtale sagde hun, at hun ikke ville i avisen, og det kunne han egentlig godt forstå. Det kunne cheferne på Ekstra Bladet til gengæld slet ikke.

Han endte på et afsidesliggende kontor med den aldrende journalist Povl Høst-Madsen, der var fuldstændig ligeglad med, hvad andre syntes, og bevidst opsøgte det, der var pinligt. Sammen blev de enige om fremover at lave avisens bagside under fællesnavnet ’Madsen & Madsen’.

Første gang var til et pressemøde på Café Liva i forbindelse med kvindekabareten ’Byens Bedste Bryster’ i 1996 med blandt andre Margrethe Koytu og Lisbet Lundquist. Undervejs begyndte ’Gamle Madsen’ at råbe: ”Vi vil se dem!” 

”Første gang var det sådan lidt haha-sjovt, men han blev ved med at råbe, og det blev værre og værre, indtil vi fysisk blev smidt ud af pressemødet. Det var frygtelig pinligt at stå der med ham idioten, som råber, at han vil se byens bedste bryster, og alle andre, der siger: ’Lad nu være’, men bagefter … det er simpelthen den sjoveste reportage, jeg nogensinde har skrevet.”

SAMME ÅR TOG Anders Lund Madsen af sted til De Olympiske Lege i Atlanta uden at interessere sig det mindste for sport. Til det indledende pressemøde for det amerikanske Dream Team-basketballhold mødte journalister fra hele verden op. Der var ikke rigtig nogen, der spurgte om noget interessant, så han bad om mikrofonen:

”Hvorfor får man egentlig to point, når man scorer i basketball?”

Det skabte virak i salen, og det blev kun værre, da han fulgte op med at spørge, hvorfor man får tre point, bare fordi man skyder langt. Stjernespilleren Karl Malone rejste sig og sagde, at nu ville han ikke være med længere, og da han udvandrede, fulgte resten af holdet trop. 

Næste dag var der åbningsceremoni på det olympiske stadion. Man skulle medbringe et flag, stod der på billetten, og Anders Lund Madsen havde fundet et billigt østtysk flag i en genbrugsbutik, som han stod og flagede med. Da det var Danmarks tur til at blive præsenteret, sagde speakeren: ”Det er det land, ham idioten er fra.” Kameramanden fangede ham på tilskuerrækkerne, og nu stod han virkelig og lignede en idiot, denne gang foran halvanden milliard seere.

”Her blev det meget tydeligt for ikke bare mig, men for samtlige mennesker i hele verden, at jeg er en idiot, og siden den dag har jeg faktisk ikke været bange for noget som helst.”

I MASKINMESTRENES Forening fortæller Anders Lund Madsen historien om, hvordan hans forældre mødte hinanden. Om faren fra det østlige Jylland, der voksede op i en fattig husmandsfamilie, men kom på Polyteknisk Anstalt i København og blev inviteret med til en forårsfest på sygeplejerskeskolen. Under en selskabsleg skulle kvinderne lægge en sko i en sæk, og herrerne skulle trække en tilfældig sko og danse med den kvinde, den tilhørte. Og dermed kom han til at danse med moren, der selv var kommet til hovedstaden fra Falster.

”Min far har fortalt mig, at han stod tredjesidst i rækken med 86 ingeniører. Mit livs skæbne afgøres fuldstændig kompromisløst af en husmandssøn fra Skærup, der står med hånden nede i en sæk. Det er jo sådan nogle ting, der er fuldstændig vanvittige, når man tænker på, hvorfor man er blevet den, man er. Hvis min far havde taget en anden sko, var jeg blevet dyrehandler i Maribo.”

Hernæst er det maskinmestrenes tur til at fortælle, hvordan deres forældre mødtes. Men der er et benspænd. De skal trække en seddel fra Anders Lund Madsens hue, der specificerer, under hvilken præmis historien skal leveres.

Den første maskinmester trækker sedlen ’Fortæl historien, som din far ville have fortalt den’. Men det kunne lige så vel have været ’som om det er en hemmelighed’, ’som om det er en salgstale’ eller ’som om du er en sportskommentator’. 

Det samme scenarie udspiller sig hver gang: En ny maskinmester går op foran de andre, opgiver benspændet og fortæller lige ud ad landevejen, hvordan hans forældre mødte hinanden. Og der er nogle spændende historier iblandt, for eksempel om at blive undfanget i en storm på et skib, men det er ikke rigtig dét, der er formålet med Anders Lund Madsens ekstrovert-øvelse.

Alligevel konkluderer han bagefter, at de alle sammen er et skridt tættere på at være nogle ekstroverte, frigjorte idioter:

”Jeg lover jer, det giver måske ikke mening lige nu, men det eneste, det handler om, er at gøre noget idiotisk og så overleve. Så er det ikke så slemt næste gang.”

EN LILLE UGES tid senere er Anders Lund Madsen på vej til Jylland for at underholde 800 aktionærer i Djurslands Bank. Han har fået streng besked på ikke at overskride sin tid på 30 minutter, eftersom hovedretten serveres lige efter. Det gør ham nervøs, for engang holdt han et oplæg på Statens Museum for Kunst i forbindelse med en præsentation af en isskulptur, hvor han gik 20 minutter over tid, og halvdelen af skulpturen nåede at smelte, inden tæppet blev løftet.

”Der er heldigvis ingen isskulptur i aften, men der er gâteau Marcel til dessert, så jeg må maks. overskride med fem minutter. Jeg er bare udfordret af, at jeg har 79 lysbilleder med,” siger han, mens bilen arbejder sig tværs over Sjælland.

Han kører i noget så usædvanligt som en syvpersoners Tesla, for der skal være plads til alle børnene. Han har otte i alderen to til 36 år, fem af dem er hjemmeboende, og han har skiftet bleer i 30 af de seneste 36 år. Han har også lavet mastodontiske mængder gryderet, for det er ham, der står for madlavningen, mens hans kone tager sig af tøjvasken. 

De mødte hinanden i 00’erne på Bellevue Teatret, hvor han lavede en forestilling med sin bror, og hvor hun var mimer – i dag er hun professionel havfrue og tilknyttet forskellige akvarier. Han havde allerede tre børn, og de har fået fem sammen, senest Viis i 2024, og flokken bor i en villa med panoramaudsigt ud over Lyngby Sø. Som barn sejlede han ude på søen i kano, stirrede længselsfuldt på huset og tænkte, at dér gad han godt bo en dag. Så da han for otte år siden så, at det var til salg, slog han til. Det var på mange måder lidt ligesom at være med i en film at flytte ind, men han måtte også sande, at forstadslivet ikke var helt så sjovt, som han huskede det.

”Det var ligesom i ’Citizen Kane’, hvor han endelig sidder i sit palæ, men så indser, at han i virkeligheden bare savner de gode, gamle dage.” 

DE HAR NETOP solgt huset og fundet et nyt ved Præstø, der koster under det halve at bo i. Så nu flytter hele banden sydpå. Anders Lund Madsen, konen, de fem hjemmeboende børn og alle dyrene. De har høns, hunde, katte, slanger, edderkopper, gekkoer, knælere, ildsalamandere, giftfrøer, agamer og alle mulige slags fisk. Den seneste tilføjelse er en varan, som sønnen købte på en reptilmesse i Vejle.

”Varanen er helt klart en ny kategori af idioti, for den bliver farlig,” siger han og griner. ”Jeg tror ikke engang, det er tilladt. Den er ikke farlig-farlig, men den bliver en størrelse, hvor man ikke skal vende ryggen til den.”

Engang havde de også en skolopender, som sønnen fangede i New Mexico på en familieferie og tog med hjem i håndbagagen. Den var han heller ikke helt tryg ved. 

”Den var vildt hurtig, og pludselig var den bare væk. Den er sådan set stadig forsvundet, for det skete i vores gamle hus. Vi flyttede kort tid efter og fik aldrig nævnt det over for dem, der købte det. Men sandsynligheden taler for, at den er død.”

En fugleedderkop forsvandt også, men da de kom hjem efter en sommerhustur, sad den lige inden for døren, helt afkræftet, fordi den ikke havde fået mad. 

”Jeg har ikke problemer med fugleedderkopper, for de er ret langsomme. Det var kun skolopenderen, jeg ikke var vild med. Det er jo sådan et tusindben i stor størrelse med klosakse og et giftigt bid. Og jeg er heller ikke vild med varanen, men min søn er god til at håndtere den. Han er spektakulært dygtig til at få de der dyr til at trives. Vi er jo meget glade for, at vores børn er interesserede i naturen, så vi har svært ved at sætte grænser.”

EFTER STOREBÆLTSBROEN må Anders Lund Madsen foretage et vigtigt opkald. Han har en aftale med en hjertelæge, som han er nødt til at udskyde. Han har sådan set haft aftalen i flere måneder, for efter hans storebror døde af en blodprop sidste år på grund af forkalkning i kranspulsårerne, lovede han sig selv og familien at få tjekket sit helbred.

”Jeg deler jo gener med min bror, og derfor er der en vis risiko for, at jeg har den samme fysiologiske anomali. Peter havde en blodprop i hjertet, da han var i fyrrerne, så der var en risiko for, at det ville ske igen, men han var meget bange for at gå til lægen, og derfor fik han det ikke tjekket. Jeg sidder ikke og ryster i bukserne over det … lige indtil lægen kigger på skærmen og siger: ’Hold da op!’”

Nu er det så ham, der må udskyde sin tid, fordi aktionærerne på Djursland kom i vejen: ”De sidder nok og spiser frokost og siger: ’Vi glæder os til i eftermiddag, der kommer lillebroren til ham, der døde,’” siger han og er ikke meget for at ringe op. 

Det var under en cykeltur i august sidste år, at Peter Lund Madsen faldt død om. For lillebroren var det naturligvis utrolig sørgeligt, men også meget voldsomt, at det skete så pludseligt. 

Han havde slet ikke tænkt på, at han kunne dø, for han var en frisk fyr og læge og meget neurotisk, så han troede, at der var styr på det.

”Jeg kunne ligesom ikke nå at lade op til, at der skulle ske noget sørgeligt. Det er meget strengt bare at dø, for det betyder en masse brændte chancer, og så bliver man meget Ga-Jol-æskeagtig med at huske at få sagt nogle ting til sine nærmeste. Det er jo banalt, men også utrolig vigtigt. Selv hvis jeg havde vidst det, havde jeg sikkert ikke fået sagt det alligevel, og så havde det stadig været vanvittig trist. Det er vilkårene, at alle skal dø på et tidspunkt, men det skulle ikke have været lige nu med Peter.”

I OPVÆKSTEN VAR brødrene Madsen ikke specielt tætte. Der var tre års forskel på dem, de var meget forskellige, og i teenageårene voksede de skævt af hinanden. Storebror Peter vidste allerede som femårig, at han ville være læge, og tog senere uddannelsen og en doktordisputats oveni på ”sådan cirka tre kvarter”, hvorimod lillebror Anders var et dovendyr, der lallede retningsløst omkring.

”Vores forældre kom ude fra landet og var kommet til byen for at uddanne sig. Derfor havde de ambitioner om, at deres børn skulle lave noget fornuftigt. Peter var den ældste søn, der blev akademiker og gjorde, hvad der skulle gøres, hvorimod jeg bare lavede ballade. Han havde ikke behov for at høre mig sige alle mulige hippieagtige fjolleting. Han syntes, jeg var en enormt irriterende lillebror, og det var jeg formentlig også.”

I næsten 10 år snakkede de nærmest ikke sammen og så kun hinanden til højtiderne. Peter rejste til USA for at forske, hvorimod Anders arbejdede lidt i en børnehave og dalrede ind og ud af forskellige studier. Han søgte ind som skuespiller, arkitekt, sociolog, nordisk folkemusikforsker, læge, jordemoder og advokat. Han skød med spredehagl og endte på jurastudiet, fordi han tænkte, at det lød fint. Men tre måneder senere droppede han ud, tog på højskole, begyndte på den naturvidenskabelige basisuddannelse på RUC, droppede også ud af den og rejste til Færøerne for at gå i lære som fåreavler i et halvt år.

”Mine forældre må jo bare have tænkt: ’Åh, gud!’” griner han og fortæller, at han i en periode også var med i Greenpeace, fordi han kendte en, der hed Anne, som han syntes, var megalækker. Det eneste, han havde et bare lidt større ønske om, var at studere journalistik. Men det tog ham tre forsøg at komme ind, og da først han begyndte på Journalisthøjskolen, tænkte han: ”Hvad fanden laver jeg her?”

”Altså, jeg turde overhovedet ikke interviewe folk. Det gav virkelig ingen mening. Men det gode ved journalistik er, at man kan slippe af sted med stort set hvad som helst. Det er det perfekte job for dem, der ikke kan noget som helst.”

EFTER NOGLE ÅR på National Institute of Health i Washington D.C. indså Peter Lund Madsen, at han gerne ville have et liv ud over arbejdet, så han droppede drømmen om at være stjerneforsker i USA og vendte hjem.

Anders Lund Madsen var begyndt at holde foredrag oven på succesen med ’Madsen & Madsen’, og med en vag idé om måske at kunne kombinere storebrorens viden om hjernen med lillebrorens sans for at underholde blev de to i første omgang hyret til at lave et 20-minutters indslag til et arrangement i Ridehuset i Aarhus.

De kom på efter mandestrippen. Det var alt for sent på aftenen til lysbilledshow, så folk begyndte at råbe, og en i publikum kastede en sko efter dem. Anders Lund Madsen konfiskerede den, og så flygtede brødreparret ud bag scenetæppet, hvor de gemte sig under et bord. Da de kørte hjem den aften med livet i behold og en ekstra sko, blev de enige om, at det måtte de gøre igen.

Siden lavede brødreparret foredrag, shows, tv-programmer og teateropsætninger, og de havde planer om tusind andre ting, de også skulle.

”Hvis man godt kan lide sin bror, og jeg kunne virkelig godt lide Peter, er det bare enormt fedt at lave noget sammen. Der lå en stor sikkerhed i, at jeg vidste, hvad han kunne, og han vidste, hvad jeg kunne. Jeg har kendt ham i 62 år, hvilket er hele mit liv, så det føles ligesom at miste sin ene arm. Jeg kan jo aldrig nogensinde komme til at lære nogen at kende lige så godt.”

Siden den tragiske augustdag sidste år har Anders Lund Madsen mærket en sær form for ensomhed, han aldrig har prøvet før. Nu er han den eneste tilbage fra sit barndomshjem og dermed det eneste livsvidne til sin egen opvækst.

”Jeg har brugt Peter meget som den kollektive hukommelse, fordi han var enormt dygtig til at huske alting. Hver gang han kunne huske 10 ting, kunne jeg måske huske én. Pludselig er der kun mig tilbage, der skal forsøge at huske, hvordan vores værelse i vores første hjem på Krejbjergvej i Mørkhøj så ud. Og så kan man sige, at det er jo underordnet, hvordan der så ud, for det er det virkelig, og i det store billede er det fuldstændig underordnet, men jeg har sådan en fornemmelse af, at der er 10.000 erindringer, som forsvinder som sand mellem fingrene på mig,” siger han.

”Det er bare trist at tænke på, at man er den sidste i en familie, også fordi så ved man, at når jeg dør, så dør det hele. Så dør min far for eksempel. Min ældste datter har mødt ham, så hun vil måske huske ham lidt, men ellers er det jo slut for ham. Han vil aldrig indgå i en eller anden anekdote mere. Verden skal nok klare sig, men tanken om det er trist. Det er bare trist at være den sidste.”

OPKALDET til speciallægen kan ikke trækkes længere. Han er ikke meget for at ringe så sent, men hver gang han har forsøgt i den forgangne uge, har det været uden for telefontiden.

”Da jeg ringede for at bestille tiden, gik jeg i gang med at forklare hvorfor, og så afbrød de og sagde: ’Vi kan godt regne ud hvorfor.’ Min storebror var jo et stort navn i lægekredse, og nu spytter jeg så på mindet ved ikke at komme til tiden. Lægen, ham kan man stole på, men journalisten …”

Han ringer op og ender som nummer tre i telefonkøen.

”Jeg overvejer at bruge vendingen: ’Jeg er blevet kaldt på arbejde.’ Som for at forklare, hvorfor jeg ringer så sent …”

Få minutter senere er der hul igennem.

”Ja, hvad kan jeg hjælpe dig med?” lyder en kvindestemme.

”Du skal hjælpe mig med, at jeg ikke kan komme til den tid, jeg har i dag. Det er meget skamfuldt, for jeg har glædet mig meget. Eller glædet mig … Jeg har set frem til det, og …”

”Det kan jeg godt forstå, for der er sindssyg lang ventetid.”

Telefondamen fortæller, at hun først har en ny tid til juni, men Anders Lund Madsen får alligevel talt sig frem til den første ledige tid i starten af maj.

”Hvis jeg nu dør i løbet af den næste halvanden måned, vil man sige, at det var virkelig dumt,” siger han, da samtalen er afsluttet. ”Hvis ikke det sker, vil min bommert i det store billede nivelleres, og i det rigtig store billede er det sådan set lige meget, men i mit lille, store billede skal jeg gerne overleve indtil den 11. maj klokken 10:45.”

EFTER LILLEBÆLTSBROEN er den syvpersoners Tesla lav på strøm. Han ruller ind på en ladeplads i Fredericia, og for at fordrive ventetiden tager han telefonen frem og åbner for Wordfeud. Han har gang i en duel med Stig Tøfting.

”Jeg er ret sikker på, at han snyder. Han har for eksempel lige spillet ordet gladiolus,” siger han og kigger op med et kan-du-følge-mig-blik. De har spillet i tre år i streg, og det er den tidligere fodboldspiller, der vinder hver gang.

”Der findes tilfældigvis en hjemmeside, der hedder wordfeudsnyd.dk, og jeg kender kun til den, fordi det er den, jeg nu selv bruger for at kunne hamle op med ham. Lige nu fører jeg faktisk, men det vil være ham, der vinder til sidst.”

De mødte hinanden i forbindelse med tv-programmet ’The Journey’, hvor de vandrede i de nepalesiske bjerge sammen med blandt andre Christiane Schaumburg-Müller og Søs Egelind. Den ene aften skulle de bo på værelse sammen, og der lå ’Tøffe’ og spillede Wordfeud. 

”Så sagde jeg: ’Vi kan da godt tage et spil.’ Det var ham, der gateway-druggede mig.”

Udsendelsen fra Nepal er blot et ud af uendelig mange tv-programmer, han har medvirket i, siden han første gang fandt vej til fjernsynet med ’Taxi’ i 1996 i kølvandet på succesen med ’Madsen & Madsen’.

I seks uger kørte han rundt som taxachauffør med skjult kamera og måtte efter hver afsluttet tur sige til passagererne: ”Den gode nyhed er, at turen er gratis. Den mærkelige nyhed er, at I blev filmet.”

Anders Lund Madsen elskede – og elsker – at lave tv, og taxaprogrammet blev tilmed ganske populært. Til Billed-Bladets prisuddeling vandt han prisen som årets nye tv-navn, og ugen efter var han til Se & Hørs tv-fest, hvor han stod i et skilderhus med crepepapir viklet omkring sig og skulle springe ud, når han blev præsenteret. I skilderhuset ved siden af stod Casper Christensen. Lige inden de skulle præsenteres, sagde han til Anders Lund Madsen: ”Folk som os, tosserne, det er os, der ejer fjernsynet nu.”

”Der fik jeg det sådan: ’Gud, jeg er en af dem.’ Jeg følte, at nu var den hjemme, nu sker det, og så sprang jeg ud af det der crepepapir, og så sad der bare en masse fulde journalister. Det var knap så fedt. Men der var et øjeblik lige inden, hvor det føltes virkelig godt.”

DET GÅR OP for ham, at han efterhånden er for sent på den til sin næste aftale og derfor bliver nødt til at lave endnu en pinagtig opringning. På vejen til Grenaa har han lagt et møde ind med en professor i retsmedicin, som han skal interviewe til den bog, han er i færd med at skrive, der handler om danskernes forhold til døden. 

Hvert kapitel tager afsæt i forskellige menneskers død. For nylig læste han for eksempel om et trafikuheld på Drejø i Det Sydfynske Øhav, hvor der bor under 100 mennesker, og hvor han ikke kunne lade være med at tænke: ”Hvordan fanden kan man køre galt på Drejø?” Derfor tog han derned, og det viste sig at være øens yngste beboere, et par i halvtredserne, der var kørt galt, fordi manden var blevet ramt af et slagtilfælde.

”Den stakkels kvinde sad fastklemt en hel nat med sin døde mand ved siden af, for der er jo ikke nogen, der lige kommer forbi sådan et sted. Hele den historie med ham og hende og Drejø blev til et kapitel, og jeg havde en fantastisk dag med at rejse rundt og tale med mennesker, som jeg ellers ikke ville have mødt.”

Han har også lige været et smut i Juelsminde, fordi han i en periode besøgte hjemmesiden afdøde.dk med digitale dødsannoncer og faldt over en kvinde ved navn Annie, der i flere år efter mandens død blev ved med at skrive beskeder til ham derinde.

Mødet i Aarhus skyldes, at han for nylig var i Hurup i Thy, hvor der sidste år blev fundet en død kvinde på en mark ude i ingenting. Det er et af de helt store mysterier, for ingen vidste, hvem hun var, og det er der stadig ingen, der gør, selvom hun er blevet efterlyst i hele verden.

Liget har nu ligget 14 måneder på Retsmedicinsk Institut i Aarhus, og det vakte hans nysgerrighed, for hvor længe kan man ligge i sådan en fryser, uden nogen kommer og vedkender sig én?

”Det er bare vildt, at ingen aner, hvem fanden hun er, eller hvordan hun er endt på den der mark ude i ingenting. Det er jo altså lidt uhyggeligt, synes jeg.”

HVIS DER ER et emne, Anders Lund Madsen intenst har beskæftiget sig med, er det døden. Han har blandt andet lavet tre programserier til DR ved navn ’Helt alene’, ’Du skal dø’ og ’Jeg vil dø’. Den ene gang var han i Tennessee og besøge en såkaldt ’body farm’, hvor FBI i samarbejde med forskellige universiteter lader lig henfalde under forskellige forhold til forskningsmæssig brug.

Her så han rigtig mange lig, men det rører ham ikke synderligt. Han har lavet udsendelser om døde uden pårørende, hvor en mand i en lejlighed i det københavnske Nordvestkvarter havde ligget død en hel sommer under et åbent vindue. Han var nærmest mumificeret, helt sort og indsunket.

”Det var ikke særlig værdigt, men det var heller ikke ulækkert. Det, der var uhyggeligt, syntes jeg, var, at der stod et fuglebur med en død fugl i. Jeg kom til at tænke på, at den fugl jo har siddet og set ham være død og tænkt: ’Det her ender ikke godt,’” siger han, da han forlader Aarhus efter mødet med retsmedicineren, der desværre ikke kunne bidrage med afgørende nyt om den mystiske døde kvinde i Thy.

”Altså, døden er vanvittig uinteressant, kan jeg sige nu med en vis form for ekspertise. For så er man jo bare død – medmindre man tror på efterlivet. Jeg har beskæftiget mig så længe med det, at jeg har fundet fred med, at alle bliver glemt fuldstændigt. Det spændende er, hvad døden gør ved dem, der bliver efterladt tilbage, og hvad man tænker op til, at man skal herfra. Det der med at dø uden pårørende som hende på marken i Thy og hende i bilen på Drejø, som det også var lige ved at ske for … dét synes jeg, er en frygtelig tanke. Der er ingen til at trøste én og sige, at det hele nok skal blive godt. Man er simpelthen bare alene.” 

ANDERS LUND MADSEN voksede op i Sorgenfri i det, han selv betegner som ”den middelste middelklasse, der findes”. Her var der rigtig mange rækkehuse og rigtig mange børn, og i det Ole Lund Kirkegaard-agtige univers rendte han rundt som lidt af en enspændertype, ikke med god vilje, mere fordi det bare var sådan, det faldt ud, når man som ham var en lidt underlig dreng.

I de spæde barneår døjede han nogle gange med absencer. Han sad ligesom bare og faldt i staver med åbne øjne, uden at man kunne komme i kontakt med ham. Lige inden skolestart blev han indlagt på Rigshospitalet, og dengang tyede man til devisen ’ro om behandlingen’, og derfor måtte hans forældre i de næste syv uger kun komme og besøge ham i en halv time om fredagen. 

”Jeg tror, det var en traumatisk oplevelse for alle børn, der blev indlagt på den måde. Det var det i hvert fald for mig. Jeg fik frygtelig meget hjemve ved at ligge inde på det der hospital, og bagefter kunne jeg ikke sove nogen steder uden mine forældre.”

Lægerne fandt aldrig ud af, hvad absencerne skyldtes, ud over at det formentlig var noget børneepilepsi af en slags, og han voksede da også fra det. Han voksede til gengæld ikke særlig meget i højden. Han var så lille, at lægerne anbefalede væksthormoner, hvilket hans sygeplejerskemor dog ikke ville vide af, og da han begyndte i 1. klasse med syv ugers forsinkelse, var han et hoved lavere end alle andre. Han var samtidig splejset, havde et stort hoved og blev lynhurtigt udpeget som mobbeoffer og kaldt ’spasser’ og ’dværg’. Der var også en dreng ved navn Per fra en af de store klasser, der altid løftede ham op i én arm og gav ham buksevand i håndvasken, mens han ironisk kaldte ham for ’Fede’.

De næste syv år betegner Anders Lund Madsen som ”de lange, de triste og de stille år”. Han forsøgte mest at gå under radaren. Han havde ikke rigtig nogen venner, men gik hjem fra skole alene, mens han havde fornemmelsen af, at alle andre legede med hinanden.

I ÅRENES LØB forsøgte Anders Lund Madsen på forskellige måder at komme ud af ensomheden. Han begyndte til tværfløjte, men det gik ikke. Næste forsøg var spejder, men han havde alt for meget hjemve til overnatningerne i skoven, så det stoppede han med. I stedet begyndte han på et EDB-kursus. Hans ingeniør-far havde sagt, at det sikkert var spændende, så sammen med 7-8 andre ”fuldstændig kiksede drenge” troppede han op til et ugentligt EDB-kursus, længe før computere var noget, man gik op i. Det var mest sådan noget med at få cursoren til at køre skråt hen over skærmen.

Midt i det hele døde EDB-læreren, og da der ikke var nogen, der havde lyst til at overtage holdet, lukkede det, og Anders Lund Madsen måtte igen finde på noget nyt. Han forhørte sig, om der var andre kurser, hvor der stadig var plads, og der var kun porcelænsmaling og yoga tilbage.

”Nu ved jeg ikke noget om porcelænsmaling, men jeg er ret sikker på, at jeg var endt et helt andet sted i livet, hvis jeg var gået med det. Gudskelov valgte jeg yoga, og det blev for mit vedkommende en billet ud af ensomheden. Det var faktisk lidt af en genistreg.”

På yogaholdet gik der kun piger ud over ham, og det var ”bedre end EDB-kurset, lad mig sige det sådan”. Det handlede meget om kropslighed, og som en 14-årig sent udviklet dreng var kropslighed egentlig et lidt betændt emne, men her blev han tvunget til at overskride sin sociale akavethed.

”Jeg fik meget hurtigt en fornemmelse af, at det her kan enten komme til at gå rigtig godt eller rigtig galt. Men det viste sig – ikke overraskende – at piger, som går til yoga, er utrolig søde og tålmodige.”

I løbet af efteråret blev der arrangeret en fælles sommerhustur i en af pigernes forældres sommerhus. Hen over nogle dage plantefarvede de garn med birkebark, men der var også en af pigerne, der havde skaffet noget hash. Og så lavede de selvfølgelig yoga.

”Det var ligesom der, hvor mit liv fuldstændig eksploderede. Jeg havde siddet og følt mig ensom, og nu foldede verden sig endelig ud. Jeg kan huske, jeg stod sammen med en, der hed Eva, og vi lavede sådan en soløvelse, mens solen stod op … altså, for helvede, mand, det var fantastisk for en dreng, som troede, at det ikke var sådan et liv, han skulle have.”

DER ER ILD i faklerne foran Grenaa Idrætscenter og rød løber op til glasdøren. Marketingkonsulenten Julie kommer ud for at tage imod og leder Anders Lund Madsen til et omklædningsrum omdannet til mødelokale, som han kan benytte, indtil det er hans tur til at gå på. Forskellige sodavand er linet op, og der er romkugler og mindst et halvt kilo søde sager på bordet.

”Der kommer mad om tre kvarters tid. Jeg har sørget for noget bøf,” siger Julie og minder om aftenens aftale. Det er 30 minutter, og hvis han skal gå over tid, har de højst fem minutter at give af, for ellers skrider hele aftenens program inklusive trerettersmåltidet til 800 mennesker.

”Julie, du skal stole på mig,” siger han myndigt. ”Det bliver højst 40 minutter og så ikke mere. Det er helt sikkert!”

”Ej, Anders, du må altså helst ikke bruge mere end 35 minutter.”

”Nej, nej, men helst. Der ligger meget i det ord.”

Hun lukker døren efter sig, og Anders Lund Madsen slår skærmen op på sin laptop.

”Det er nu, jeg skal træffe nogle alvorlige valg,” siger han og scroller hurtigt igennem. ”Årh, for helvede. Jeg kan ikke skære noget fra. Jeg må bare se, hvor hurtigt jeg kommer igennem de 79 lysbilleder, uden at det bliver for hurtigt.”

Næste gang det banker på døren, dukker en person op med en tallerken bøf stroganoff med kartoffelmos og perleløg. Han stikker lidt i det og hiver Wordfeud frem fra lommen.

”Stig Tøfting har lige spillet ’søb’. Altså, jeg siger det bare … Nå, den leg kan vi godt lege, Stig.” Han tænker sig længe om. ”Jeg forsøgte med ’choko’, men det ville den ikke godtage. Så må det blive ’koda’. Sådan. 38 point. ’Søb’ gav kun 18, så nu fører jeg med 40, uden snyd indtil videre … men det kan hurtigt ende helt anderledes.”

FÅ MINUTTER SENERE træder han ind på scenen i idrætshallen, der er forvandlet til en form for balsal med lange borde med hvide duge og fint anrettede tallerkener og glimmerballoner, der stikker op i luften. Han lægger fra land, som han altid gør, med et storladent ”Kammerater!”, inden han bekendtgør, at aftenens foredrag kommer til at blive ”væsentligt længere” end forventet.

”Mit navn er Anders Lund Madsen, og jeg er en meget stor mediestjerne, der er kommet til Grenaa Idrætscenter for at holde et historisk foredrag, et foredrag, man vil tale om i generationer. Man vil måle, ja, ikke bare hele Grenaa, men hele Djurslands resortområde i et før og efter dette foredrag. Man sidder lidt tilfældigt her i dag. Det er mit bud, at man vil knytte endog nære venskaber til dem, man sidder i nærheden af i dag, fordi man vil være tilbøjelig til at søge sammen igen og igen i årene, der kommer, for at genopleve den her aften. Der vil blive forsket i det foredrag, jeg kommer med. Der vil blive sunget sange om det. Og når vi alle sammen om nogle år ligger og har samlet venner, familie og forretningsforbindelser omkring os, der er triste, fordi de skal til at tage afsked med os, vil der være et spørgsmål, der brænder på læberne af de snart efterladte: ’Var du der i Grenaa Idrætscenter den 24. marts 2026, hvor Anders Lund Madsen holdt det foredrag?’”

De næste cirka 37 minutter kommer han utrolig vidt omkring og i et tempo, så de aldrende aktionærer på de forreste stolerækker får blæst de sidste hårtotter af. Også denne gang når han at fortælle historien om, hvordan hans forældre mødte hinanden: ”Hvis I selv tænker tilbage på, hvor meget der kunne gå galt, så er der rigtig, rigtig meget, der er gået godt, for at I kunne komme her i dag i idrætshallen i Grenaa den 24. marts. Det er det, man skal tænke på, når man sidder derhjemme på sengekanten i netundertrøjen og tænker: ’Hvad nytter det hele?’ Så tænk lidt på, mine damer og herrer, at det hele er gået jeres vej i 13,8 milliarder år i træk fra universets skabelse.”

DENNE GANG KOMMER historien med et tvist, for han når også at nævne, at hans forældre er døde, og at han en dag uundgåeligt selv vil dø, og det samme vil alle andre, der er til stede fra Djurslands Bank, og alle deres børn og alle deres børns børn, og om 3,2 milliarder år vil solen eksplodere, ”og så er den historie slut, så lad nu være med at tage det alt for tungt, det hele”.

På vej ud af Grenaa Idrætscenter når en gammel dame at sætte kloen i ham, fordi hun vil have en selfie, og herfra vokser køen sig større og større, inden han omsider er i bund. Udenfor står en ældre kvinde og ryger og siger: ”Nå, så går han.” Han hører det ikke rigtig og svarer: ”Tak, frue.”

”Tak for hvad?” spørger hun.

”Tak for, at du blev under mit foredrag.”

”Jeg kedede mig faktisk lidt,” siger hun uden at fortrække en mine.

”Det er jeg ked af. Man må ellers gerne gå ud og ryge undervejs.”

Da han lidt efter smækker bildøren bag sig, breder et smil sig på hans læber.

”Nå, men næsten alting gik da godt. Rygerne fik jeg ikke.”

HERFRA GÅR TUREN gennem det mørklagte land, hjem til villaen med alle børnene og dyrene. Det er svært ikke at få den tanke, at han har fået så mange børn, fordi han er bange for at være alene. Og det er han slet ikke i tvivl om. For hvorfor skulle man ellers få dem?

”Der er overhovedet ikke nogen rationel grund til at få børn, og slet ikke i det moderne liv. Det er kun til besvær, og du har ikke brug for dem til noget som helst. Den eneste grund til at få børn er, at man helst ikke vil være for meget alene. Og hvis man så laver rigtig mange af dem, er der en chance for, at i hvert fald et par stykker af dem vil blive ved med at give én opmærksomhed. Det er meget egoistisk at få børn af den grund, men jeg kan godt lide ideen om, at de er der. Og jeg kan godt lide ideen om, at jeg fortsætter med at være her, selv når jeg er død, fordi noget af mig er i dem.”

Det er langt over midnat, da han nærmer sig hovedstadsområdet. Over de blotlagte landeveje glimter stjernetæppet.

”Selvfølgelig vil jeg blive glemt den dag, det sidste af mine børn går bort. Det er jo de færreste, som er Grundtvig eller Kim Larsen. Men jeg kan godt lide tanken om, at lille Viis om 80 år sidder og har en vag erindring om, at jeg var der, og at det egentlig var meget hyggeligt. Jeg kan ikke bruge det til noget, for jeg er jo død, men lige nu og her er det en rar tanke.”

NÅR ET STYKKE metal giver efter på en Formel-racer ved høj fart, er det sjældent lyden, der afslører det. Motorens brøl overdøver det meste, og det, der ændrer sig, er fornemmelsen af, hvordan bilen ligger på banen.

Det var den forskydning, Alba Hurup Larsen registrerede, da hun kom ud af et sving og mærkede, at bilen pludselig trak anderledes, end den havde gjort omgangene forinden. Hun var startet som nummer 13 ud af 39 i det første af dagens to Formel 4-løb i Abu Dhabi og havde arbejdet sig frem i et felt, der på grund af ulykker gentagne gange blev samlet bag en safety car. Da løbet igen blev givet fri med otte minutter tilbage, lå hun nummer 11.

Kort før målstregen, i en chikane, hvor banen først slår skarpt til venstre og så til højre, blev hun fanget på indersiden af to andre biler. Den ene ramte hende direkte bagfra, hårdt nok til, at den sorte racer løftede sig fra asfalten, som om den var kørt over et vejbump. Skaden kunne ikke ses udefra, men det ene baghjulsophæng var slået skævt, og i resten af løbet måtte hun sænke farten. Hun sluttede som nummer 16, tre pladser dårligere, end hun var startet.

Med hjelmen på hovedet og visiret slået op kommer hun stormende ud af garagen. Hendes ansigtsudtryk er hårdt, blikket en advarsel om, at ingen skal forsøge at tale til hende, mens hun forsvinder ned ad asfalten bag tribunen. Først efter et par minutter for sig selv er pulsen faldet nok til, at hun kan forklare sin teamchef og ingeniør, hvad der skete. Larmen fra en kompressor æder hendes ord, men med hænderne viser hun afstande og vinkler, linjen ind i svinget og det korte hop, da hun blev ramt.

Et par meter derfra står hendes forældre og ser på. De har været med længe nok til at vide, at de ikke skal bryde ind. Først når hun selv kommer hen, kan de begynde at spørge. 

”Er du sindssyg, hun var rasende,” siger faren og smiler lidt, da hans datter er gået ind i garagen igen. Førhen, dengang hun kørte gokart, plejede det at være ham, det gik ud over. Hvis et løb var gået dårligt, havde de en fast aftale: Hun skulle beholde hjelmen på og gå direkte ud i bagagerummet på familiens hvide varevogn, lukke døren og vente derinde på faren.

”Og så kunne hun ellers rase ud på mig, lige så meget hun ville.”

YAS MARINA CIRCUIT, hvor Formel 1-feltet kører grandprix senere på året, ligger på en kunstig ø med udsigt til Abu Dhabis skyline og Den Persiske Golf. For 20 år siden var her ikke meget andet end sand og lidt asfalt, men i 2006 annoncerede emiratet, at Yas Island skulle være Abu Dhabis nye turistdestination med en 5,5 kilometer lang racerbane i midten. Tre år senere blev Abu Dhabis første grandprix kørt her, og i dag er øen fuld af ejerlejligheder, luksushoteller og golfbaner, temaparker for Warner Brothers og Ferrari, et vandland og et shoppingcenter på 235.000 kvadratmeter. Alligevel er der få mennesker at se. Solen falder på de halvtomme parkeringspladser og de brede veje, hvor elektriske SUV’er med tonede ruder glider næsten lydløst forbi. På fortovene møder man næsten ingen. I Abu Dhabi, hvor gennemsnitstemperaturen om sommeren når op over 40 grader, går man ingen steder, hvis man kan blive fri.

Denne søndag i januar står termometeret omkring middag på 21 grader. Alba har smidt hjelmen, lynet racerdragten ned og udskiftet den gennemsvedte undertrøje med en sort T-shirt. 

I paddocken – området bag garagen – sidder hun med et skema til mekanikerne og beskriver bilen: hvordan den opførte sig på banen, hvor den overstyrede og understyrede. ”Men det er jo lidt svært, når vi nærmest ikke kørte løb,” siger hun, stadig lidt irriteret.

Imens prøver hendes mor at overtale hende til at spise noget mere af den bagel med laks, der står på bordet foran hende. Der er også en acai-bowl inde i køleskabet, hun skal igennem. 

”Pas på, du ikke går sukkerkold,” siger moren. Alba nikker lidt fraværende, tager en hurtig bid og skriver videre i skemaet.

Resten af januar skal hun tilbringe i De Forenede Arabiske Emirater. Denne weekend og næste kører hun i Abu Dhabi, og derefter går turen til Dubai. Sidst hun var i Danmark, var i julen, hvor hun også skulle til to skriftlige eksamener i 9. klasse, fordi hun kørte løb i Miami, da de andre på hendes alder var oppe. Men ellers er det ikke meget tid, hun tilbringer hjemme i Roskilde.

Alba med forældrene Steffen og Camilla Hurup Larsen.

FORMEL 4-LØBENE i Mellemøsten er hendes opvarmning til F1 Academy, en international Formel 4-serie for kvinder, der følger Formel 1-sæsonen og begynder i Shanghai i marts. Sidste år, i hendes første sæson, blev det til en samlet syvendeplads. I år, hvor hun skal køre for Ferrari, er målet at vinde det hele.

”Det er kæmpestort, og det er mega ikonisk,” siger hun senere på sit hotel, det femstjernede W Hotel, der ligger midt inde på banen.

”Men jeg prøver ikke at tænke for meget over det. Hvis jeg gør det, kører jeg nok ikke bedre.”

Hun har været en del af Ferraris akademi siden august sammen med fem andre kørere. Fra denne sæson stiller hun til start i samme røde farve som historiens mest vindende Formel 1-hold.

”De andre på akademiet har også et Ferrari-logo på deres biler, men de er ikke helt røde,” siger hun. ”Der er kun tre kørere hos Ferrari, der får lov til at køre i en helt rød bil.”

De to andre er Lewis Hamilton og Charles Leclerc, Ferraris Formel 1-kørere. Den tredje er en 17-årig dansker, der drømmer om at blive verdensmester i Formel 1.

Men bare at nå frem til startlinjen er et nåleøje. Feltet består af 22 pladser, og siden det første grandprix i 1950 har 781 kørere stillet til start i Formel 1, mens kun 35 er blevet verdensmestre. På trods af at Formel 1 ikke er kønsopdelt, har kun fem kvinder igennem tiden deltaget i et grandprix, og blot to kom gennem den indledende kvalifikation. Den seneste var italieneren Lella Lombardi, der kørte i midten af 70’erne og nåede en sjetteplads som sit bedste resultat. 

Til sammenligning har mere end 7.500 mennesker besteget Mount Everest, siden de første mennesker nåede toppen i 1953.

Alba kender historien og statistikken. Det ville være nemmere at blive astronaut. 

”Men jeg tror da på, at det er muligt,” siger hun.

”Lige nu er jeg på den rigtige vej, og hvis jeg fortsætter min udvikling, kan jeg være der om 5-6 år. Det er kun det, jeg tænker på. Jeg tænker ikke på, hvad der sker, hvis det ikke lykkes.”

NÅR FAMILIEN ikke rejser verden rundt i jagten på en teenagers store drøm, bor de i en villa ved Roskilde Havn. Lige overfor ligger den lokale sejlklub, og få hundrede meter væk finder man Vikingeskibsmuseet. På adressen har Camilla Hurup Larsen, uddannet frisør hos Gun-Britt Zeller, også en skønhedsklinik, som for tiden ligger stille, fordi hun følger sin datter overalt. Steffen Larsen er med, når hun kører løb, men ellers er han hjemme i Danmark for at passe sin forretning som medejer af restaurantkæden Bone’s.

I paddocken på Yas Marina Circuit står han i beige shorts og marineblå polo og har den lette solbrune farve, man får af at se mange racerløb på varmere breddegrader. Vi har talt lidt om hans datters temperament, da han nævner sin barndomsven, racerkøreren Jan Magnussen, som engang sagde: ”Hvis man ikke er en dårlig taber, så er man jo bare en taber.”

Ifølge faren har Alba altid betragtet næsten alt som en konkurrence: i skolen, bag rattet, på håndboldbanen. Da hun var lille, var familien ofte i USA for at se Magnussen køre, og hun kom helt ind i garagen og sad bag rattet, når bilen holdt stille. Men dengang interesserede hun sig ikke synderligt for racerløb. I stedet drømte hun om at blive professionel håndboldspiller.

”Jeg er venstrehåndet,” siger hun, ”så jeg havde en fordel ved at kunne spille både højre fløj og back.”

Hun var 11 år, omtrent dobbelt så gammel som den gennemsnitlige racerkører, da hun første gang trådte på en speeder. Det var under den første corona-nedlukning, da al håndbold var aflyst. En dag i slutningen af juni, kort efter han skulle have kørt Le Mans, ringede Jan Magnussen til hendes far og spurgte, om de ikke skulle tage ungerne med ud på Roskilde Racing Center. Han kendte Preben, som havde banen, og han kunne nok få ham til at åbne den. Dels var det jo udendørs, dels kunne en hjelm fungere som en slags mundbind. Banen lå kun et kvarter fra deres hjem, og Jan Magnussens søn Luca havde en Mini 60-gokart, de kunne køre i.

Alba kan stadig huske følelsen:

”Det var fedt. Det var adrenalin, og det var bare sus. Første gang jeg trådte på speederen, røg mit hoved bare bagover, og selvom man ikke kørte så hurtigt, var det ret vildt at læne sig ind i svingene og mærke farten.”

Hendes far, der stod og kiggede på, kunne også se, at både Alba og lillesøster Ella blev bidt.

”De startede meget forsigtigt, men sidst på dagen kom Alba begejstret og sagde: ’Nu har jeg lige overhalet Ella!’ Der gik hurtigt konkurrence i den. Og da vi var færdige, var Jan jo så snedig, at han sagde, at Lucas gokart faktisk var til salg.”

DEN KOSTEDE 10.000 kroner, og resten af den sommer foregik på racerbanen. Hver weekend, uanset vejret, mødtes familien Larsen og familien Magnussen ude ved Roskilde Racing Center. Steffen Larsen husker, at Jan Magnussen på et tidspunkt foreslog at lave et lille team omkring børnene. Det skulle selvfølgelig bare være for sjov, sagde han, men så stoppede han op og kiggede på sin gamle ven med et velkendt smil: ”Men det er jo sjovest at vinde.”

Børnene kaldte holdet Lama Racing, en sammentrækning af Larsen og Magnussen, og tegnede et logo med en lama. ”Det eneste, der generede Jan,” husker Steffen Larsen, ”var, at der skulle have stået Magnussen først, men det lød simpelthen for åndssvagt med Mala.”

Faren fortæller, at han og Jan Magnussen igennem årene ofte har talt om, hvad talent egentlig er. Ifølge Magnussen, måske den danske racerkører, som har kørt flest forskellige biler, kan det bedst beskrives som evnen til at lære hurtigt. Uanset hvilken bil han satte sig ned i, fandt han hurtigt ud af, hvordan han skulle køre den. Det samme har Steffen Larsen observeret hos sin datter.

Selv siger Alba, at det altid er faldet hende let at lære nye ting. Sådan var det i skolen, hvor hun fik gode karakterer uden at anstrenge sig voldsomt. Og sådan har det indtil videre også været, når hun kører ræs.

”Når nogen siger til mig, at jeg skal bremse senere eller dreje senere ind i et sving, lytter jeg til dem, gør, hvad de siger, og forbedrer mig. Det tror jeg er en af de styrker, der gør, at jeg er kommet så langt på så kort tid. Det er også det, andre siger om mig.”

Hendes første rigtige løb var i maj 2021, mindre end et år efter den første dag på racerbanen. Jan Magnussens bror og tidligere mekaniker Erik Magnussen ringede og spurgte, om ikke Alba og Ella ville køre en afdeling af Sjællandsmesterskabet i Korsør. Dengang skruede forældrene stadig på bilerne – Steffen Larsen på Albas og hans kone Camilla på den, de havde købt til Ella – men Erik Magnussen lovede at hjælpe til ved løbet.

Der var 26 kørere i Mini-klassen, næsten alle drenge. Alba kvalificerede sig til en startplads midt i feltet, men i sidste heat inden finalen satte hendes -motor ud. Ella, der allerede havde kørt, hev faren i armen:

”Far, far, jeg tror, der er noget galt med Albas rat,” sagde hun. Han kiggede op og så den ældste datter holde i græsset, mens hun hamrede løs på sit rat.

Uheldet betød, at hun indledte finalen på sidstepladsen. Men da starten gik, begyndte hun at overhale. Først én, så én til – og så videre. 

Da hun kom i mål, havde hun passeret 10 af sine konkurrenter. Hun var ”helt høj” bagefter, husker hun. Én ting var at mærke farten, men det, hun for alvor blev bidt af, var konkurrencen. Slagsmålene ude på banen, følelsen af at se en anden kører forsvinde ud af øjenkrogen.

DER FINDES FORMEL 1-fans, som dyrker de tekniske detaljer, taler om aerodynamik, dæktemperaturer og pitvinduer. Og så er der dem, som har fundet sporten gennem Netflix. Doku-mentarserien ’Drive to Survive’, der begyndte i 2019, får ofte æren for at have revitaliseret Formel 1. Især i USA, hvor sportens popularitet før var til at overse, er opmærksomheden vokset, kørerne er blevet superstjerner, og publikum er blevet yngre og mindre mandligt. I dag udgør kvinder omkring 40 procent af Formel 1-seerne, men der er stadig ingen af dem på banen.

Et af de initiativer, der skal ændre kønsbalancen over tid, er F1 Academy, som Formula One Group lancerede i 2023. Serien, der køres i Formel 4-biler og følger Formel 1-cirkusset i hele verden, skal give kvindelige kørere flere løb, mere systematisk træning og mere økonomisk støtte. Bane vejen for talenter som Alba Hurup Larsen.

Hun var selv til stede til et af de første løb i juli 2023 på den legendariske Formel 1-bane i Monza i Italien. På det tidspunkt havde hun kørt gokart i lidt over tre år og vundet adskillige løb. Hun var inviteret af den danske Le Mans-kører Michelle Gatting, der havde besøgt hende hjemme i Roskilde og samme weekend skulle køre løbet 6 Hours of Monza. Gattings medkører, den schweiziske Rahel Frey, fortalte om en konkurrence for kvindelige racerkørere.

”Tilmeldingsfristen var dagen efter,” husker Alba, ”men hun foreslog, at jeg skulle prøve at se, hvad der skete.”

Hjemme på hotellet sendte hun med forældrenes hjælp en ansøgning, og en måneds tid senere fik hun at vide, at hun var optaget i Girls on Track, der arrangeres af Ferrari og det internationale motorsportsforbund FIA og hvert år kårer verdens mest talentfulde kvindelige kørere. Som 14-årig var hun lige akkurat gammel nok til senior-kategorien, og hendes far havde fundet en gokart med en ”hidsig motor” og en topfart på 125 km/t.

Men en uge før fandt de ud af, at konkurrencen slet ikke skulle køres i gokart, men i Formel 4. Alba havde aldrig kørt en bil med en gearkasse før og skulle pludselig lære at finde koblingspunktet på et par dage. Hun trænede i simulator hos den danske racerkører Ronnie Bremer og øvede sig i Erik Magnussens bil på græsset ved Roskilde Racing Center. Hendes far fik også arrangeret en enkelt Formel 4-testkørsel i Padborg. 

”Men jeg kunne stadig ikke finde ud af det, da vi tog derned,” siger hun.

DEN FØRSTE TEST i det nordlige Italien gik helt skævt. Hun stallede tre gange, og til sidst måtte mekanikerne skubbe hende tilbage i garagen og lade de andre piger komme til. Hun nåede at tænke: ”Det her går slet ikke.” 

Da hun endelig fik bilen i gang, skulle hun vænne sig til en helt anden måde at køre på: den hårde bremse, det tunge rat uden servostyring. Hun synes, det er ”lidt teknisk og svært at forklare”, men hvor man i en almindelig bil typisk bremser langsomt og kontrolleret, skal man i en Formel-racer bremse hårdt og sent. ”Men,” siger hun, ”man skal heller ikke bare klodse bremsen – det kræver den rigtige teknik.” 

Svingene foregår i hastigheder, der er umulige for selv de hurtigste gadebiler. Kørerne udsættes for enorme g-kræfter, deres kroppe presses sidelæns med indtil flere gange deres kropsvægt, og det kræver stor fysisk styrke, især i nakken.

Og så er der den vilde acceleration, 0-100 på 3,5 sekunder i Formel 4. Træder man speederen i bund uden at vide, hvad man laver, ryger man sandsynligvis direkte af banen. Det gælder om at køre ”kontrolleret, men ikke for forsigtigt”. Hun sammenligner det med gokart: ”Man kan som regel se forskel på dem, der ved, hvad de laver, og dem, der bare gør det for sjov. Når det føles hurtigt og vildt, og bilen skrider rundt i svingene, kører du faktisk ofte langsommere, end hvis du er mere rolig på rattet.”

I dag sidder det på rygraden, men på banen i Maranello måtte hun lære, mens hun kørte. Noget af det, hun bemærkede, var, at det faktisk føltes langsommere at køre Formel 4, selvom topfarten på 240 km/t er dobbelt så høj som i gokart.

”I en gokart kører man uden sikkerhedssele,” forklarer hun, ”så du bevæger dig meget mere end i en Formel 4, hvor du er helt fastspændt. Du sidder helt nede ved jorden, kun et par centimeter over asfalten, og du kan mærke luften – i en Formel 4 sidder du jo i et cockpit. Så du kan ikke føle farten på samme måde.”

På de første omgange kørte hun væsentlig langsommere end de syv andre piger. Men stille og roligt forbedrede hun sine tider. Da de tre dage var omme, fik hun at vide, at hun var blandt de fire, som gik videre til finalen. Indtil da havde hun ikke rigtig haft nogen forventninger til konkurrencen: ”Alle de andre var jo mere erfarne end mig, og bare det at være blandt de otte bedste var vildt. Men da jeg kom i finalen, sagde jeg til mig selv: ’Nu vil jeg gerne vinde.’”

MED SIG HJEM fik hun en rapport over ting, hun skulle forbedre. Der var køretekniske detaljer, men først og fremmest skulle hun i bedre fysisk form. Hun gik i gang med et hårdt træningsprogram med hjælp fra Mikkel Kessler, den tidligere verdensmester i boksning. Hver dag sendte hun ham billeder af, hvad hun spiste.

Hun nåede kun én tur mere i en Formel 4 inden finalen i Ferraris hjemby Maranello to måneder senere. I dagene inden fik hun influenza, men hun og hendes far tog af sted alligevel. Hun husker, at hun under en konditionstest var ved at kaste op, men så gik motionscyklen i stykker.

De fire Girls on Track-finalister blev målt på fysisk og mental udholdenhed: Hvem kunne ligge længst i planke, være længst i et isbad, opholde sig længst i en sauna? Først på tredjedagen skulle de køre på Ferraris berømte testbane Fiorano. Steffen Larsen måtte ikke komme med ind, så i stedet fandt han og de andre en bro ved byens trafikerede hovedvej, hvorfra man kunne se ind på banen. 

”Vi stod der i to hele dage fra morgen til aften og så pigerne køre rundt i cirkler,” husker han.

Fædrene tog tider på de fire piger og på en såkaldt referencekører fra Ferrari, der med sin kørsel satte de tider, pigerne skulle jagte. For hver gang hans datter kom forbi, kunne Steffen Larsen se, at hun blev hurtigere. Inde i garagen, mellem omgangene, lyttede hun grundigt til ingeniøren: Brems 10 meter senere her, træd en anelse tidligere på gassen.

”På et tidspunkt var vi i tvivl om, hvem det var, de sendte ud,” fortæller Steffen Larsen. ”Vi kunne se, at bilen kørte vildt hurtigt, og vi blev enige om, at det nok var referencekøreren.”

Men det var det ikke. Måske var det den tyske forhåndsfavorit, tænkte han. ”Men pludselig kunne jeg se, at det var Alba.”

Hun matchede referencekørerens tid og ”smadrede dem alle sammen”, siger Steffen Larsen, der bliver helt rørt. Det var omkring jul, de fik beskeden. Det foregik over Zoom, mens familien sad hjemme i stuen i Roskilde.

”I fire er de bedste i verden i jeres aldersgruppe,” sagde Deborah Mayer, præsidenten for FIA’s kommission for kvinder i motorsport. 

”Men vinderen er Alba Hurup Larsen.”

PÅ TRIBUNENS HVIDE sæder ligger et fint lag støv som påmindelse om, at vi er midt i en ørken. Alba har sat sig helt øverst og ser på, da starten går for kørerne i klassen over hende. Under halvtaget har en klump af Formel 4-kørere samlet sig i skyggen. Hun falder i snak med amerikanske Payton Westcott, som også skal køre F1 Academy i år. Ud & Se’s fotograf løfter kameraet, men Alba beder ham vente.

10 minutter senere vender hun sig begejstret mod os.

”Endelig var der nogen, der ville tale med mig!” 

Senere, på hotellet, nedtoner hun episoden, da jeg spørger, om livet som racerkører også kan være ensomt.

”Nej, det var bare, fordi det er nogle nye, jeg kører imod hernede,” siger hun. ”Det var fedt at få snakket med hende. Vi skal køre F1 Academy mod hinanden, og jeg vil gerne prøve at få startet noget, inden sæsonen går i gang.”

Hun forestiller sig, at de måske kan tage ud at spille padel sammen. Når løbene først begynder, fylder konkurrencen det meste. Det er ikke, fordi man ikke kan være venner, men man er meget sammen med sit team, og alle er under stort pres. 

Hjemme i Roskilde står hendes veninder ofte på sidelinjen og prøver at følge med. De er gode til at forstå, at hun ikke altid kan hænge ud, når hun er hjemme, fordi hun skal træne, og de prøver at dele hendes begejstring, ”men de er jo ikke professionelle atleter, som lever det her liv”. 

Hun har lige sendt et billede af sine omgangstider til en veninde.

”Hun var bare sådan: ’Hvad er det, jeg kigger på lige nu?’”

Så må Alba forklare, hvorfor det er godt at have den fjerdebedste tid i testkørslen, når flere af de andre holds biler er hurtigere, og hvorfor et løb kan være en succes, selv når man ikke vinder.

DER FINDES SPORTSGRENE, hvor man kan begynde med en bold. Motorsport kræver penge. Der er den syvdobbelte verdensmester Lewis Hamilton, hvis far havde tre jobs og omlagde lån i huset for at finansiere sin søns gokartløb, men mange af kørerne har millionærforældre, som kan betale for biler, løb og træning. Sporten er så dyr, at FIA’s præsident har kaldt udgifterne alene til gokart ’umulige’ for almindelige mennesker. Og skal man gå hele vejen til Formel 1, koster det – ifølge et estimat fra DR Sporten – op mod 80 millioner kroner.

På tribunen ved dagens løb sidder en af Asiens rigeste mænd, der blandt andet ejer en fodboldklub. En anden kørers familie ejer selv fire Formel 4-biler, så selvom der er plus på bundlinjen i Bone’s, er det nogle andre forudsætninger for familien Hurup Larsen. Gennem Ferraris akademi får Alba adgang til simulatorer, tests og uddannelse hos et af verdens bedste Formel 1-teams, men det er ikke nok: Det afgørende er stadig, hvem der kan betale for kilometerne. 

Hendes far fortæller, at en enkelt testkørsel kan koste 50.000 kroner. Dertil kommer udgifter til rejser, løbsgebyrer og crew. I F1 Academy dækker arrangørerne en del af udgifterne, men kørerne får ikke løn og skal selv skaffe finansiering. Sponsorerne er derfor ikke bare pynt på bilen. De er en forudsætning, hvis Alba skal nå Formel 1.

”Hvis du har talent og penge, kan du køre. Hvis du har penge og intet talent, kan du køre. Hvis du har talent og ingen penge, kan du ikke køre. Og sådan er det bare,” siger hun. ”Men jeg prøver bare at tænke på at maksimere hvert sekund, jeg kører. Alle de omgange, jeg får i bilen, må jeg få mest muligt ud af.”

Ved løbene i Mellemøsten kører hun i en sort bil med det amerikanske health tech-firma Whoops hvide logo på siden. Sidste år, i F1 Academy, optrådte hun i designeren Tommy Hilfigers røde, hvide og blå farver. Aftalen er netop blevet forlænget for de kommende tre år, og selvom bilen ikke længere skal bære Hilfiger-logoet, er Alba for tiden ansigt i en global kampagne for det amerikanske tøjmærkes ure og smykker. 

Girls on Track, der de facto er en kåring af verdens hurtigste pige, har gjort hende til et internationalt navn i motorsportsverdenen. Det hjælper også at være ’rød’-stemplet af Ferrari, og indtil videre følger resultaterne med. Senest blev hun i december kåret til ’Årets kvinde i motorsport’ af FIA.

Historisk set har det ellers været svært for kvindelige racerkørere at rejse kapital. Det er sikrere at satse på en mand. Men Steffen Larsen fortæller, at han har fået at vide, at datterens køn kan være en fordel, hvis det lykkes hende at bryde gennem glasloftet.

”Hvis først hun kommer deropad, bare i Formel 2, kommer det til at eksplodere,” siger han. 

Det er det potentiale, sponsorerne kan se, og måske også Netflix: Det seneste år er hun blevet fulgt til en dokumentarserie om F1 Academy, og selvom alt endnu er hemmeligt, har familien en fornemmelse af, at Alba bliver en af hovedpersonerne.

FØRSTE GANG hun startede i pole position i et racerløb, råbte en dreng bag hende: ”Jeg vil fandeme ikke tabe til en pige.” I dag har hun rekorden på flere danske gokartbaner, men pigerne er stadig i markant undertal. Jo længere op i motorsportens pyramide man kommer, desto sjældnere bliver synet: Kun to procent af verdens racerkørere er kvinder.

”Mange siger, at kvinder ikke er i Formel 1, fordi vi ikke er gode nok,” siger Alba, ”men det passer jo ikke.”

Forklaringen er snarere, mener hun, at de fleste piger aldrig prøver at køre ræs. Derfor forsøger hun – ud over at køre så hurtigt, hun kan – at trække flere piger ind i sporten gennem initiativet G.I.R.L. (Girls International Racing Lab). I den kommende uge tager hun til Dubai for at køre gokart med 30 piger, der aldrig har prøvet at køre ræs før. Eventet blev udsolgt på en time.

”Som pige kan man godt føle sig lidt alene,” siger hun. ”Det er noget andet at spille håndbold, hvor man er 40 piger i en hal.”

Da Alba var yngre, så hun selv op til mandlige kørere: Jan og Kevin Magnussen. Og Lewis Hamilton, der stadig er hendes store idol. Hun anede ikke, at der fandtes kvindelige professionelle racerkørere, før hun selv blev racerkører og hørte om Susie Wolff, direktøren for F1 Academy. Hamilton – den hidtil første og eneste sorte kører i Formel 1 – mødte hun hos Ferrari før nytår, og det er lidt vildt, synes hun, at de to i dag er en slags kolleger. Hun håber, at hun kan blive et forbillede ligesom ham.

”Jeg synes ofte, man ser i sport, at mange først begynder at tænke på den næste generation, når de selv er færdige, men jeg synes, det er federe, at jeg kun er lidt ældre end de piger, jeg prøver at inspirere. Så kan de se, at der kan ske meget på kort tid. Og hvis jeg bare kan gøre en forskel for én pige, er det en succes.”

SENERE PÅ DAGEN, mens skyggerne er ved at blive lange, gør Alba sig klar til dagens andet løb. Mekanikerne har repareret skaden på bilen, og hun fremviser det bøjede ophæng, der har givet sig flere centimeter. 

Den fysiske opvarmning klarede hun i morges. Ude bag garagen sjippede hun, lavede elastikøvelser og jonglerede med tennisbolde for at skærpe øje-hånd-koordinationen. Nu sidder hun med ingeniøren og gennemgår løbet. De kigger på data og optagelser fra dagens første heat. Da de når til sammenstødet, og hun ser sig selv blive overhalet, strammer hendes blik sig. Når starten går, skal det være helt ude af systemet.

Det handler om at ”komme i zonen”, som hun siger. Hendes mentaltræner er den tidligere verdensmester i kano-roning Arne Nielsson, som hun taler med jævnligt. Han har indtalt en optagelse på hendes telefon, som hun hører inden et løb. Samtidig trækker hun vejret roligt, følger instruktionerne, ser banen for sig. Det handler om at tænke positive tanker.

En skærm i garagen tæller ned til, at kørerne skal sidde i deres biler. Uheldet tidligere betyder, at Alba starter som nummer 16, og derfra vinder man ikke – man arbejder sig frem.

”Selvfølgelig vil jeg altid gerne vinde,” siger hun senere, ”men det er svært at overhale så mange, og målet har hele tiden været at optimere, så jeg står så stærkt som muligt til F1 Academy-sæsonen. At jeg har ligget i top-15 det meste af tiden, har været over al forventning.”

Hun kører serien for det lille team Evans GP, hvis teamchef også er hendes ingeniør i F1 Academy. De store teams har flere folk, flere ressourcer og bedre biler, som for eksempel italienske Prema Racing. De har syv biler i feltet og 60 forskellige motorer med til Abu Dhabi.

”Når Prema Racing er med,” forklarer Steffen Larsen, ”plejer man at sige, at resten kører om at blive nummer otte.”

I teltet bag garagen er lillesøsteren på 14 faldet i søvn med sit strikketøj. Alba børster sin hjelm fri for snavs og lyner den sorte, forede dragt med dannebrog og Tommy Hilfiger på brystet. Hendes mor rækker hende en drikkedunk med et sugerør så tykt som en vandslange. Der kan være op til 60 grader i cockpittet under løbet. Med hjælp fra en mekaniker sænker hun sig ned i bilen, som bliver skubbet ud af garagen. Hun slår visiret på hjelmen ned. De blå øjne forsvinder bag sort plastik.

På pit lane står bilerne i en skrå række med næserne ud mod banen. Mekanikere med headsets går fra hjul til hjul og tjekker dækkene. Folk i orange veste og reklamebesatte holddragter siver ind og ud af garagen. Længere henne får en bil grønt lys og gasser op.

Et Formel 4-løb starter med en formation lap, hvor dækkene varmes op. Bilerne kører slalom og gasser op og ned. Derefter finder de deres grid-pladser. Paraplyer foldes ud over kørernes cockpits for at skærme for solen. Mekanikerne køler motoren med en løvblæser fra byggemarkedet og strammer hjulboltene en sidste gang. De bevæger sig mellem bilerne sammen med kamerafolk og løbsansvarlige, indtil de får tegn, og kørebanen tømmes. 

Løbet starter, når fem rækker af røde lys over startlinjen slukkes.

I sekunderne før lights out tømmer Alba hovedet for tanker. Mærker hun nerver, tænder hun radioen og taler med ingeniøren. Og til sidst, lige før det går løs, trækker hun vejret dybt.

”Come on,” siger hun til sig selv. 

LARMEN, da starten går, er næsten ikke til at fatte. Som en sværm af aggressive mekaniske bier, der fylder luften til bristepunktet. Indimellem, når overskydende benzin suser gennem motoren og eksploderer i udstødningsrøret ved gearskift, lyder det som skudsalver. Ord forsvinder, og det er svært overhovedet at tænke.

Fra tribunen kan man se de tre første sving. Derefter må folk følge med på storskærm eller YouTube. På første omgang overhaler Alba fire andre kørere, en bil længere fremme spinner ud af banen i et sving. Hendes mor, der tænder en cigaret under løbet for at holde nerverne i ro, har svært ved at se på. Det er ellers mange år siden, at Formel-racere var dødsfælder på fire hjul. I dag er bilernes cockpit udstyret med en halo – en beskyttende bøjle af titanium, der kan modstå vægten af en dobbeltdækkerbus – men hvad hjælper den viden, når man kan se et stykke af en kofanger komme flyvende gennem luften, og ens datter suser forbi med 200 km/t?

I Las Vegas i november havde hun netop lagt sig i spidsen på fjerde omgang, og for første gang siden gokarttiden førte hun et løb. Der havde været tørt under testkørslerne hele weekenden, men på løbsdagen var banen våd af regn. I et sving ramte hun væggen med højre baghjul. En bolt knækkede, og lige inden målstregen mistede hun kontrollen over bilen. Den spinnede til venstre, tværs over banen, centimeter fra tre biler, der kom brølende bag hende. Alba slap uden nævneværdige skrammer, men udgik af løbet. Dagen efter kørte hun sig til en fjerdeplads. 

Tanken om, hvad der kunne være sket, hvis en af bilerne havde ramt hende med fuld fart, har ikke rigtig strejfet hende. Når de andre kører galt, som da en bil i går endte med at flippe og lande på hovedet, ser hun det oftest slet ikke. Desuden er sikkerheden jo god, som hun siger, og man kan ikke vinde et ræs, hvis man tænker på alt det, der kan gå galt.

PÅ BANEN i Abu Dhabi udgår to biler efter uheld. Alba slutter som nummer 10. På tribunen sidder en tidligere Formel 1-kører, spanieren Marc Gené, og kigger på. Han er ambassadør og rådgiver for Ferrari, og efter løbet kommer han ned i garagen. Han ser tilfreds ud og lægger hånden på Albas skulder. Hun er i bedre humør end i formiddags.

Steffen og Camilla Hurup Larsen holder sig stadig i baggrunden. Steffen fik tidligt et råd fra Kevin Magnussen: ”Prøv at se, om du kan nøjes med bare at være far.” Det er lettere sagt end gjort, når familien er blevet til ’Team Alba’, ”men hverken Camilla eller jeg har nogensinde pacet Alba,” siger faren. 

Ella er her også, vågnet fra sin lur. Hun mistede tidligt interessen for at køre, så nu er hun bare med. I næste weekend rejser hun og moren hjem, fordi hun skal på sprogrejse med sin klasse til Berlin. 

Forældrene er bevidste om, at stort set hele deres liv drejer sig om Alba, men det hjælper, siger de, at Ella ikke har samme behov for at være på som sin søster. Sidste år, da Netflix fulgte dem en hel uge til et løb i Montreal, skulle de skrive under på en masse dokumenter, inden de fik mikrofon på. Men da tv-holdet kom til Ella, sagde hun nej. 

Steffen Larsen smiler.

”Det ville være et problem, hvis vi havde to døtre, der begge ville være verdensmestre.”

1. GULE TEGLSTEN

De første år af mit liv foregik i Åtoften i Nivå, et af landets allerførste tæt-lav-bebyggelser. Man parkerede på en fælles parkeringsplads lidt uden for området, og så var der små stier, der løb imellem de mange små, gule rækkehuse og de grønne områder med bænke og legepladser. Som barn kunne man løbe helt frit rundt.

Mine forældre var journalister, min far på Politiken, og min mor på Ekstra Bladet, og de havde oprindeligt boet inde midt i København, men da min mor blev gravid med mig, ville de gerne ud af byen og have mere plads. Den legendariske Ekstra Bladet-journalist Pedro, som var min mors kollega, boede allerede i Åtoften, og det var ham,

der anbefalede det til mine forældre. I 70’erne var det the shit som børnefamilie at flytte ind sådan et sted.

Man kunne banke på en hvilken som helst dør, og hvis nogen var hjemme, kunne man bare komme ind og se, hvad de lavede. Min bror og jeg bankede tit på hos Pedro, som havde verdens største tegneseriesamling, vi kunne få lov til at dykke ned i. 

I dag er børn konstant under opsyn. Selv hvis de er på en legeplads, er det med hegn rundtom og forældre, der sidder og følger med, men 70’erne var en meget u-overvåget tid. Jeg husker tydeligt at løbe rundt med en stor flok børn, og jeg husker trygheden og de her gule teglsten, som var overalt. Det var virkelig sådan et børneparadis.

Jeg tror, den har præget mig på mange måder. Også i mit arkitektursyn. Jeg har altid været utrolig glad for gule teglsten. Det er noget af det bedste og smukkeste, jeg ved.

2. MÆRKELIG VIDEN

Mine forældre proppede en masse viden i min bror og mig, fra vi var helt små. Min far er anekdoternes mester og en meget, meget morsom mand. Han har altid haft sådan nogle ur-fortællinger, som han fortalte igen og igen, men jeg har heller aldrig haft noget imod at høre dem. 

Min mor er et sandt leksikon. Hun var altid meget optaget af at forklare ting om verden og samfundet og læste højt for os af bøger, som var langt over vores aldersniveau. ’Kaptajn Grants børn’, ’De tre musketerer’, ’Manden med jernmasken’. Hun læste også alt af Astrid Lindgren og Selma Lagerlöf, men jeg kan ikke huske nogensinde at have fået læst ’Totte går i bad’.

Børn er små svampe, der suger viden til sig, og det gjorde jeg i den grad. Jeg var nok det, man ville kalde et gammelklogt barn. Ikke et selvsikkert barn, som bare trådte ind i et rum og talte med alle og enhver, men et forsigtigt barn, som vidste meget om mange ting. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at have en stor viden og ligesom ikke rigtig vide, hvordan jeg skulle anvende den. Jeg var ikke sådan en, der umotiveret holdt lange foredrag om meget specifikke emner, men det var i virkeligheden, fordi jeg holdt meget igen med det. Jeg havde trods alt nok situationsfornemmelse og social forståelse til at vide, at det kunne skabe en mærkelig stemning. Men jeg tror heller ikke, at jeg kan sige mig helt fri for, at der var børn på min egen alder, der syntes, at jeg var en lille smule underlig.

3. OVER HEGNET

Jeg rendte altid i hælene på min storebror Mads (Brügger, red.), for så vidste jeg, at der skete noget sjovt. Han var enormt dygtig til at bygge huler og fandt hele tiden på gode historier. Vi var meget optaget af Disneys ’Robin Hood’, der havde fået premiere i 1973, året før jeg blev født, og engang i børnehaven skulle vi lege Robin Hood sammen med nogle af de andre børn. Det var Mads, der instruerede legen. Han var Robin Hood, som skulle ud for at stjæle fra de rige. Jeg var Lady Marian og fik at vide, at jeg skulle sidde og vente på, at han kom tilbage, og det skulle de andre også. Vi gjorde alle sammen, hvad vi fik besked på, og så gik Mads hen til hegnet, der omkransede børnehaven, kravlede over og forsvandt.

Jeg var i tvivl, om jeg skulle sige noget til pædagogerne, eller om jeg skulle blive siddende og være Lady Marian. Det var noget, han gjorde, det der med at stikke af fra børnehaven. Mine forældre blev jævnligt ringet op, at nu var der igen blevet sendt pædagoger ud for at finde ham. 

Jeg var en ordentlig pige, som gjorde præcis, hvad jeg blev bedt om. Selvom jeg altid syntes, det var spændende, når Mads fandt på narrestreger, forsøgte jeg også altid at sige: ”Det tror jeg altså ikke, du må.” Men han havde ligesom gang i alle de her verdener og scenarier i hovedet, som skulle udspilles, og det krævede nogle gange, at han måtte stikke af.

I dag er det bare en form for op-fotograferet version af, hvordan det var, da vi var børn. Det er stadig mig, der siger: ”Ej, er det nu en god idé?” Jeg beundrer hans mod og idérigdom, men jeg er også tit ængstelig og nervøs for ham, når han finder på noget nyt. Også meget mere, end jeg tror, han selv er. Særligt hans projekt med dokumentarfilmen ’Muldvarpen’, der varede 10 år, og hvor han vitterlig lagde sig ud med Nordkorea, et koldblodigt morderregime, gjorde mig frygtelig nervøs. Hver gang han fortæller mig, hvad han har tænkt sig at kaste sig ud i, plejer jeg at svare: ”Det er en god idé, men det synes jeg ikke, du skal.” Og så gør han det alligevel.

4. NUL BØRNEBORD

Diskussionen flød altid ved middagsmåltiderne hjemme ved os, og man kunne ikke bare sidde og være passiv tilskuer. Man blev spurgt: ”Hvad synes du om det, Ane? Hvorfor tror du, det er sådan?” Og man kunne ikke sige noget hurtigt for at slippe ud af det, for man blev udfordret på sine holdninger. Det samme gjaldt for mine venner, når de var på besøg, og det var anderledes, end hvad mange af dem var vant til.

Jeg tænker ikke, at mine forældre bevidst har sat sig for at lave deres børn til nogle meningsmaskiner. Det faldt dem bare naturligt altid at diskutere de ting, der skete ude i verden. Man skal også huske på, at det var 70’erne. Børnene skulle på banen på en helt anden måde end tidligere. De skulle anerkendes som mennesker i deres egen ret. Det var en pædagogik, som særligt min far tog helhjertet til sig. Børneborde var noget af det værste, han vidste. Han syntes, det var så latterligt, for selvfølgelig skulle børnene være med i samtalerne.

Han var meget journalist på den måde, at han var nysgerrig og godt kunne lide at høre sjove historier. Jeg havde sådan en grundfølelse af, at han altid var meget interesseret i, hvad jeg fortalte, og det, tror jeg, har været vigtigt for mig og har givet mig et stærkt selvværd.

Til gengæld delte jeg aldrig mine inderste tanker og følelser med mine forældre. Det lå ligesom ikke i kortene. Det var deres verden, det handlede om, og den tappede vi børn så ind i. Den eneste gang, jeg kan huske, at mine forældre har engageret sig i min skole, var, da rektor blev forsøgt fyret af bestyrelsen. Det førte en masse ballade med sig, og så var de pludselig meget optaget af det, men jeg tror mest, det handlede om, at det var en spændende sag. De små ting, som hvem vi legede med, hvad vores kammerater hed, og hvordan de havde det – dét var mine forældre ikke specielt optaget af.

5. NYE NABOER

Min far blev chefredaktør på Børsen, og det lille, gule rækkehus i Nivå blev byttet ud med en stor, flot patriciervilla med balkon i Rungsted. Jeg havde været vant til at dele værelse med min bror, vi sov i køjeseng, men nu skulle jeg have mit eget værelse. Jeg kunne ikke falde i søvn, når han ikke var der, og rendte tit ind til mine forældre om natten. 

Rungsted var en rigtig rigmandsghetto. Næsten alle i min klasse var skilsmissebørn. Det betød, at mødrene ikke længere boede i de store huse, men måske i en lejlighed i Hørsholmparken, mens faren så levede med en ny kone i det kæmpe hus ved Strandvejen. Der var en kæmpemæssig forskel fra det store hus, hvor alting var meget flot og ekstravagant, og hvor der nogle gange var tjenestefolk, og så på at være hjemme hos moren, hvor der var helt andre forhold og måske også en bitterhed til stede.

Jeg blev aldrig rigtig glad for Rungsted. Der var sådan en fornemmelse af stilstand, tingene var på en bestemt måde, og man skulle ikke forsøge at ændre på noget. Nogle af dem, jeg gik i klasse med, var børn af berømte erhvervsfolk som Peter Zobel og Axel Juhl-Jørgensen. Det var meget statuspræget, og jeg følte mig som en fremmed fugl, fordi mine forældre var journalister, min mor ligefrem Ekstra Bladet-journalist. Det blev altid kommenteret, hvis jeg var hjemme hos nogen. Det var aldrig børnene, men der var sådan en stemning omkring det fra de voksne, som jeg syntes var ubehagelig. Min mor havde forklaret mig, at uden Ekstra Bladet var der en masse ting, som aldrig ville blive afsløret. Det var mediet, der sagde det, som skulle siges, selvom ingen havde lyst til det. Det forsøgte jeg at forsvare mig med, så godt jeg havde lært.

6. CINDY OG MIG

Da jeg var 13 år, flyttede vi til København, og Rungsted Private Realskole blev byttet ud med Ingrid Jespersens Gymnasieskole. Jeg havde været vant til, at man stod op bag stolen, når læreren kom ind, sagde ’hr.’ og ’fru’ og fik en lussing, hvis man stak udenfor, selvom revselsesretten for længst var blevet afskaffet. Nu hed min lærer bare Bent, og første skoledag i 7. klasse spillede han Kim Larsens ’De smukke unge mennesker’ på guitar for os. 

På samme tid skyllede det ind over landet med popkultur. Fjernsynet var spækket med amerikanske serier og film, det var musikvideoer og MTV, og det hele blev et spejl, som gjorde, at jeg meget tydeligt kunne se, at mange ting var helt galt med mig. Der var sexede kvinder med lange ben, langt hår og store bryster alle vegne – i reklamer for mælk, for Stimorol, for Jolly Cola.

Jeg var meget famlende, for jeg ville også gerne være en flot, supermodel-agtigt udseende person, men jeg anede ikke hvordan. Jeg kunne ikke engang få langt hår. Min mor klippede det hele tiden kort, fordi hun mente, at det så på den lange bane ville blive kraftigere. Det troede man på dengang. Det gjorde, at jeg i de tidlige teenageår ofte blev antaget for at være en dreng, og det var nærmest det værste, der kunne overgå én.

Jeg var også helt sikker på, at jeg havde appelsinhud. Jeg vidste ikke engang, hvad det var, men jeg tænkte, at hvis jeg kunne slippe af med det, så ville det hele nok blive bedre. Jeg købte alle mulige mærkelige produkter hele tiden, og ligesom alle andre var jeg konstant på mærkelige kure – Hvidovrekuren, kålkuren, frugtkuren. 

På et tidspunkt så jeg lidt til en fyr, som jeg var meget interesseret i, men han viste aldrig rigtig den samme interesse for mig. Han kunne ikke sætte ord på, hvad der var galt, men så mødte jeg hans kusine i toget, som sagde til mig, at det kunne jeg godt skyde en hvid pind efter, for han ledte nemlig efter en, der lignede Cindy Crawford.

Fra 6. klasse var det min største drøm at få en kæreste, som jeg kunne gå og holde i hånd med ovre i skolen. Det var også noget, der var kommet med de amerikanske serier som ’Beverly Hills’, og jeg gjorde mig ikke større tanker om, hvad jeg ellers skulle med den kæreste.

7. PRINSEN AF WALES

 Samtidig med at jeg rendte rundt og følte mig forkert, havde jeg en fornemmelse af, at lige om lidt, så bliver jeg nok opdaget. Det var bare et spørgsmål om, at jeg skulle have lov til at komme ind foran et kamera eller op på en scene, så var der nok nogen, der kunne se, hvilket talent jeg havde, og så ville jeg nok snart få en Oscar.

Jeg var med i alt, hvad der fandtes af skoleteater og drama, og der er særligt en af mine teateroptrædener, jeg stadig husker, hovedsageligt fordi min bror konstant minder mig om den. Da jeg gik i 5. klasse, skulle 8.-klasserne spille ’Den røde pimpernel’ som skolekomedie. Det var en stor ting. De skulle spille en hel uge, og det var noget, folk købte billetter til, men lige inden premieren blev drengen, der spillede prinsen af Wales, syg. Så sprang jeg til.

På rekordtid lærte jeg alle replikkerne, og så gav jeg den ellers som prinsen af Wales med pudderparyk, silkestrømper og hele outfittet. Jeg var bare en lillebitte pige over for de her kæmpestore drenge, men jeg nød det i fulde drag. 

Hvert år ved juletid blev Nøddeknækkerprisen uddelt til en elev, som havde knækket en nød i løbet af året. Det år fik jeg den. For Mads er det en kilde til evig morskab. Han bringer det altid på bane og får det til at lyde, som om det er en pris, der blev givet til en, der blev mobbet rigtig meget i løbet af året. Men det var det altså ikke. Jeg fik Nøddeknækkerprisen i 1986 for min indsats som prinsen af Wales.

8. STENANSIGT

I mange år drømte jeg om at blive skuespiller eller komme i fjernsynet. Jeg gik til casting på de mærkeligste ting – musicals som ’Sound of Music’, ’Skatteøen’ og ’Annie’ eksempelvis, selvom jeg overhovedet ikke kan synge. 

Mest af alt skrev jeg dog breve til 2860 Søborg. Hvis man kunne skrive ind til Danmarks Radio for at medvirke i et program, så gjorde jeg det. Som 20-årig, lige efter jeg var flyttet hjemmefra, så jeg, at DR søgte nye talenter. Det var Jarl Friis-Mikkelsen, chef for underholdningsafdelingen, der stod bag. Jeg skrev ind og blev kaldt til TV-Byen for at blive prøvefilmet.

Her blev jeg sat over for Lotte Heise og fik så den opgave at fortælle hende en vittighed. Jeg kendte ingen vittigheder, så jeg måtte desperat forsøge at diske op med noget. I dag kan jeg ikke huske, hvad jeg sagde, men det står lysende klart for mig, hvor fuldkommen uimponeret Lotte Heise var. Hun fortrak ikke en mine, men kiggede nærmest skuffet på mig. Der var helt stille i tv-studiet. Så kom Jarl Friis-Mikkelsen ind og sagde: ”Tak, du skal nok høre fra os.”

Noget tid senere fik jeg rent faktisk et brev, hvor der stod, at de syntes, jeg havde potentiale, og at jeg nu ville blive gemt i deres talentkartotek. Og så hørte jeg aldrig mere fra dem.

9. MAVEFORNEMMELSER

I midten af 2. g begyndte jeg at tage timer hos Bodil Jørgensen. Jeg gik hos hende én gang om ugen i halvandet år frem, og hun roste mig hele tiden og sagde, at jeg var et kæmpe naturtalent. Hun bekræftede mig i alt, hvad jeg selv havde tænkt hele mit liv.

Det var min altoverskyggende drøm at blive skuespiller, men så gik jeg til optagelsesprøve og fik afslag fra samtlige teaterskoler. Dengang sad alle fire teaterskoler sammen til førsteprøven. Man havde fem minutter til at optræde, og jeg valgte en meget ambitiøs scene fra Jean Genets ’Stuepigerne’, hvor jeg skulle kvæle min egen søster. Men hende, jeg fik at spille sammen med, var kæmpestor, mens jeg selv var en lille splejs, så det hele kom til at fremstå ufrivilligt komisk.

Der havde ikke været den mindste tvivl i mig om, at jeg selvfølgelig ville gå videre. For mig handlede det om, hvilken skole jeg skulle vælge. I stedet fik jeg et brev om, at jeg ikke var gået videre nogen af stederne. Der stod ikke nogen begrundelse, men man kunne ringe til Lane Lind, som var rektor for teaterskolen i Odense, for at høre, hvad hun havde noteret, så det gjorde jeg, og efter jeg havde sagt mit navn, kunne jeg høre, hvordan hun rodede igennem papirerne.

”Ja, lad mig se, hvad jeg har skrevet. Øh, jo. Kan ikke mærke det i maven.”

”Var det det?”

”Ja. Kan ikke mærke det i maven. Hej, hej.” 

Efter det ville jeg overhovedet ikke være skuespiller mere. Det havde været min drøm hele mit liv, men nu ville jeg ikke have noget at gøre med det nogensinde igen. Det var mærkeligt nok en lettelse at slippe det helt og sige: ”Jamen så skal jeg aldrig mere optræde.”

Det var utvivlsomt et kæmpe nederlag, at jeg ikke kom videre, men min verden var pludselig helt åben. Nu kunne jeg blive hvad som helst. Jeg kunne blive elektriker eller astrofysiker. Det var bare at trykke på en knap og vælge, hvad der så skulle ske.

10. PIANO-HÆNGSLER

På arkitektskolen kom jeg ind i en verden, jeg overhovedet ikke kendte til. Jeg søgte ind uden nogensinde at have interesseret mig for arkitektur, men tænkte, at det kunne jeg da sikkert nok finde ud af. Det kunne jeg ikke. Der var rigtig mange arkitektbørn, som havde fået det ind med modermælken, og mange, der havde gået på forberedende forløb og var helt inde i lingoen og havde blikket for det. Jeg kom ind fuldstændig forudsætningsløs og kunne simpelthen ikke knække koden. 

Det første lange stykke tid følte jeg mig meget malplaceret. Jeg gik grædende hjem fra tegnesalen hver dag, fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle. Man blev ikke introduceret for faget på et grundlæggende plan. Det lå mellem linjerne, at hvis du ikke forstod det, var det nok, fordi du slet ikke skulle være der. En ældre lærer prøvede ligefrem at overtale mig til at stoppe. Han kom hele tiden med hentydninger a la ”Du kan godt selv se, den ikke er helt god”. 

På et tidspunkt fandt Dorte Mandrup mig grædende over en opgave. Hun skilte sig ud fra de andre undervisere ved både at være ung og kvinde. Den opgave, vi var blevet sat til at løse, var for mig helt uforståelig. Vi skulle tage et volumen og bytte rundt på nogle ting inden for det volumen, uden at vi måtte fjerne noget af selve massen. Jeg kunne se, hvordan de andre sad og lavede små modeller, der så fantastiske ud, mens jeg selv sad med noget skumpap, som jeg limede sammen og bøjede, uden at jeg ville have kunnet forklare, hvad jeg lavede. 

Dorthe løftede det ene af mine små forsøg op og sagde: ”Du arbejder jo med pianohængsler.”

Jeg kiggede forundret op.

”Gør jeg?” 

”Ja,” sagde hun og forklarede mig, hvad et pianohængsel er, og hvordan man kunne overføre mit lille forsøg til en kæmpestor bygning: ”Det skal du bare gå videre med i en stor version og prøve at forfine, så meget du kan, og når du præsenterer den, så siger du, at du har arbejdet med pianohængsler.”

Så gjorde jeg det, og lærerne var vildt begejstrede. Der begyndte jeg at forstå, at det handler om selve undersøgelsen af en form eller et udtryk, som man forfiner for at finde frem til, hvad det kan, og hvordan man eksempelvis kan overføre det til en bygning, en plads, et byrum. Langsomt kom selve interessen også, og jeg fik øjnene op for byer og for bygninger på en helt anden måde. Jeg fik et helt nyt blik på verden.

11. IRRITERENDE ELVIS

På rusturen på arkitektstudiet skulle vi besøge Western Camp i Rødby, en western-by med saloon og hele molevitten. Her skulle vi bo i en slags koloni med køjesenge og industrikøkken, og om aftenen var der fest med temaet ’popstjerner’. Jeg klædte mig ud som Billy Idol. Helt kort afbleget hår, sikkerhedsnål i ørerne og hundehalsbånd om halsen.

Tidligt på dagen udså jeg mig Benjamin, der var klædt ud som Elvis. Han var meget populær, så jeg måtte løbe rundt og lave alle mulige former for ballade for at tiltrække mig hans opmærksomhed. Det lykkedes. Ud på aftenen satte jeg mig på skødet af ham og kyssede ham. Jeg tænkte egentlig, at jeg ikke skulle have nogen kæreste, for jeg havde haft en gymnasiekæreste, så nu skulle jeg bare prøve alt muligt. Jeg havde slet ikke tid til at have en kæreste. Men så var han irriterende sød. Det var før mobiltelefonen, men han begyndte at lægge små sedler i min cykelkurv, og ja, så blev vi kærester alligevel. 

12. FOR UNG TIL SCHWEIZ

Mens jeg gik på arkitektskolen, begyndte jeg at arbejde på reklamebureauet Propaganda, hvor jeg sad en dag til frokost og bladrede mig igennem aviserne. Jeg har altid været meget tiltrukket af siderne med jobannoncer og falder nemt for de job, jeg læser om. Denne gang var det en jobannonce fra Bodum Design Group, som søgte en art director til deres hovedsæde i Luzern i Schweiz, der fangede min interesse.

Benjamin er halvt schweizer, og vi havde talt om at prøve at bo i Schweiz en dag, så jeg tænkte: ”Hvorfor ikke?” Jeg søgte jobbet, mest for sjov, men et par dage efter kom deres designchef til Danmark for at interviewe mig. Jeg havde min skoleopgave med til mødet, for jeg havde ikke andet at vise. Alligevel fik jeg jobbet. Jeg blev fløjet til Schweiz, så jeg kunne møde dem, jeg skulle være chef for, og jeg var kun 25 år, så det var en big deal at blive fløjet på business class til Schweiz og vist rundt i de her meget flotte lokaler.

Vi boede i en vidunderlig lejlighed med udsigt ud over Alperne. Man kunne stå på ski i weekenden eller tage et smut til Italien eller Frankrig. Det var en dejlig tid, men samtidig følte jeg mig alt for ung og uprøvet til det kæmpe ansvar, der fulgte med. Da der var gået et år, kunne jeg mærke, at det var tid til at tage hjem igen, uden jeg havde nogen anelse om, hvad der så skulle ske.

Jeg stiftede blandt andet mit eget firma, Timeline, som specialiserede sig i visuelle identiteter, og jeg var i en periode designchef i DR. Jeg gik til en masse møder og kedede mig det meste af tiden. Men så spurgte min ven Thomas Klinkby mig, om jeg ikke ville prøvefilmes som vært på et nyt tv-program. Jeg sagde bare ja for at gøre ham en tjeneste, men alligevel var det, som om noget blev tændt inde i mig, da jeg midt i spisepausen en dag trådte ind i det sterile mødelokale, hvor optagelserne skulle foregå, og gik i gang med at tale foran kameraet. Jeg kunne fysisk mærke, at det her føltes rigtigt.

Jeg havde nok ikke været superglad i mit tidligere arbejdsliv. Jeg kunne godt være på den hylde, hvor jeg befandt mig, men det føltes ikke som den rigtige. Den fornemmelse forsvandt fuldstændig, da jeg blev vært på programmet ’TV!TV!TV!’ Jeg tror i virkeligheden, det var min fordel, at jeg havde arbejdet i DR i flere år, så jeg var ikke nervøs eller bange for mediet, da jeg blev vært. Jeg havde stået i et studie og kigget på et kamera, så jeg var i stand til at slappe af og være fuldstændig mig selv.

13. EN KENDT HÅRTOT

Idéen med programmet var, at det skulle være et kritisk, men begejstret blik på tv. Vi prøvede at gå til de tv-programmer, vi omtalte, på mediets præmisser, men samtidig var det et kig ind bag kameraet. Vi sammenlignede det med ’Troldmanden fra Oz’, som bare er en lille mand inde bag et tæppe, men som er ham, der skaber al magien. Det var tanken at give folk et blik ind bag tæppet.

Det var virkelig en fantastisk tid, men også en vild, underlig tid. Jeg var 35 år, havde tre børn og havde haft gang i en karriere i mange år. Jeg tror ikke helt, jeg havde tænkt over, hvor stort det skift egentlig var, før jeg stod midt i det. På premieredagen anmeldte Politiken programmet på forsiden af 2. sektion med et stort billede af mig og rubrikken ’TV til tiden’. Det var vildt fra den ene dag til den anden at gå fra at være designer i kulissen til at have sit ansigt på forsiden. Jeg kan huske, at jeg cyklede ud mod DR Byen, helt høj i hatten over den positive opmærksomhed, og følte mig on top of the world, da jeg mødte Klaus Rothstein, som var boganmelder både i DR, i Weekendavisen og forskellige andre steder. Han sagde til mig, at hvis han skulle give mig ét godt råd, så var det som tv-vært hverken at lægge for meget i de gode eller de dårlige anmeldelser. Det skulle vise sig at være et godt råd, for der skulle også komme mange af de mindre gode senere hen, men det startede med bulder og brag.

Det var en utrolig forløsende oplevelse for mig. Jeg havde sådan en fornemmelse af endelig at udleve mit potentiale. Det havde ligget sovende i mig siden barndommen, og jeg havde prøvet at skubbe det til side og tænkt, at det nok også bare var en vanvittig idé, at jeg skulle stå foran kameraet, og nu skulle jeg altså se at blive voksen. Men nu var der pludselig andre, der kunne se, at det var noget, jeg var god til.

I starten var jeg meget nervøs for, at nu ville jeg blive kendt, og ville jeg så overhovedet kunne gå på gaden i fred? Men det gode ved mig er, at det er håret, jeg bliver genkendt på. Hvis jeg tager en hue på, er der ingen, der kan genkende mig. Det er ligesom Harry Potters forsvindingskappe. Puf, så er jeg væk.

14. AMBITIONER

Da jeg blev mor, blev jeg vanvittig. Det var mig magtpåliggende, at Agnes skulle i bad klokken 18 hver dag. I det samme badekar. Det var ligegyldigt, hvor vi var henne, jeg slæbte det med mig alle vegne. Jeg havde læst et sted, at små børn kan komme til at bytte rundt på nat og dag, og det var mit mareridt, at hun var vågen hele natten og sov hele dagen. Jeg havde alle mulige strikse rutiner og principper, som overhovedet ikke måtte rykkes ved.

Jeg var også meget nervøs for, om hun blev stimuleret nok. Om der var nok udvikling i hendes hjerne. Det betød, at vi ikke kunne være hjemme i weekenden. Hun kunne ikke bare ligge på sit legetæppe. Nej, hun skulle ud, hun skulle opleve natur, kultur og musik. Det var heller ikke nok med babymos, hun skulle have alle mulige spændende smagsoplevelser. Og hun måtte under ingen omstændigheder være i kontakt med sukker. 

Jeg følte virkelig, at det var mit livs største opgave, og at jeg blev nødt til at være den bedste mor på alle parametre, for sådan var jeg gået til udfordringer hele mit liv. Det er utroligt, at Benjamin ikke løb skrigende væk, for jeg ændrede mig simpelthen fundamentalt. Vi må være et godt match.

Da lillesøster Esther kom til, havde jeg prøvet det hele før. Jeg var blevet mig selv igen og havde indset, at det hele nok skulle gå. Hun er også et meget mere afslappet menneske i dag, og det samme med lillebror Manfred. Agnes er sådan en type, der pacer sig selv og er meget ambitiøs. Jeg tænker, at det har noget med hendes spæde barndom at gøre. At jeg ligesom investerede alt det, jeg havde af ambitioner, i hende.

Heldigvis har jeg nogle børn, der har det til fælles, at de alle tre er omsorgsfulde, empatiske og ordentlige over for andre. Det er jo faktisk det vigtigste.

15. GRÆSK KATARSIS

Da jeg fyldte 50 år, havde jeg lyst til, at der skulle ske noget særligt. Jeg legede med forskellige ideer, men det slog mig, at jeg havde allermest lyst til at rejse ud i verden, uden at noget var booket på forhånd. Dét at rejse er altid så planlagt en begivenhed nu om dage, men jeg følte trang til at gå ned på Hovedbanen og bare tage et tilfældigt tog. Det var en lidt kættersk tanke, for kunne man overhovedet det som 50-årig kvinde? Bare sådan bevæge sig ud i verden uden nogen plan?

Jeg har aldrig rejst alene og nærmest ikke været alene, siden jeg var 21 år, men Benjamin tog det meget pænt, da jeg fortalte ham, hvad jeg havde tænkt mig. På det tidspunkt var jeg landet på, at jeg ville tage til Det Græske Øhav, hvor de har et meget velfungerende færgesystem, som man bare kan hoppe af og på. Det eneste, han spurgte om, var, om det var, fordi jeg gerne ville finde mig en græsk mand, for ellers var det fint med ham. Min søn Manfred sagde det fuldstændig samme: ”Er det, fordi du vil finde en græker?” Han havde meget svært ved at forstå, hvorfor jeg dog ville af sted uden dem. Mine piger syntes bare, det lød fedt.

Jeg havde egentlig forudset, at det ville blive ubehageligt, at jeg ville blive ked af det eller savne min familie så meget, at jeg gerne ville hjem, men det oplevede jeg ikke på noget tidspunkt. Det blev en vidunderlig tur. Når man har været vant til at tage hensyn til alle andres behov i så mange år, er det fantastisk at kunne gøre, præcis hvad man vil. Hvis jeg bare gerne ville ligge i min seng og strikke hele dagen, så kunne jeg gøre det.

Efter en lille måneds tid tog jeg en færge ud til den lillebitte ø Alónissos. På øen ligger en gammel by oppe på et bjerg, som blev fuldstændig ødelagt under et jordskælv i 60’erne. Alónissos’ egne beboere flyttede ned og byggede en modernistisk by nede ved havnen, mens franskmænd og englændere genopbyggede den gamle by på bjerget. Der lejede jeg et lillebitte hus, som lå helt skubbet ud på en klippe med udsigt ud over bugten.

På det tidspunkt havde jeg rejst så længe, at det var, som om jeg var kommet i en form for klostertilstand. Jeg sad bare og kiggede ud over bugten og foretog mig ingenting i virkelig mange dage. Jeg følte mig helt renset indeni, det var ren katarsis. Jeg havde ingen tanker om nutiden, fortiden, fremtiden. Jeg havde nærmest ingen tanker. Bortset fra én: Nu er det vist på tide at komme tilbage til mit eget liv.

16. UD AF KOMMUNEN

For nylig købte Benjamin og jeg et lillebitte fiskerhus i Taarbæk, hvor vi skal flytte ind i det nye år. Jeg har fået en trang til at være tættere på naturen. Til at høre fuglene fløjte og fornemme skiftet mellem nat og dag. I byen bliver der aldrig rigtig mørkt, fordi der er så meget kunstlys, og der bliver aldrig helt stille, fordi der er larm fra biler hele tiden. Det påvirker mig mere, end det gjorde, da jeg var yngre.

Alene tanken om at skifte kommune er lidt svær for mig. Jeg elsker København og føler mig som inkarneret københavner. Men der er også noget provinsielt over ikke at ville krydse kommunegrænsen. Og så bliver man nødt til at gøre det. 

Min ældste datter er flyttet hjemmefra, den mellemste flytter lige om lidt, og sønnen er på efterskole. Det er faktisk meget sorgfuldt, at børnene pludselig er væk. Det er godt, for de skal jo ud i verden, men det er også en underlig tom fornemmelse. Jeg savner de små versioner af dem, hvilket er ekstra skørt, for når man er i det, kan man næsten ikke vente på, at de bliver større og mere selvkørende. Og nu, hvor de er store, savner jeg så dengang, hvor de havde brug for mig hele tiden. Derfor vil jeg heller ikke bare sidde tilbage i den tomme rede. Jeg vil helst ikke blive sådan en kustode i mine børns liv, der går og støver deres værelser af og venter på, at de kommer til middag hver søndag. 

Det er først for ganske nylig gået op for mig, at huset i Taarbæk minder forbløffende meget om det hus, jeg boede i på Alónissos. Men selve huskøbet er på mange måder også en direkte konsekvens af min rejse, for hvis der var én erkendelse, jeg nåede frem til undervejs, så er det, at livet ikke slutter, bare fordi man bliver 50. Det kunne jeg tydeligt mærke, mens jeg var af sted: Livet er stadigvæk et eventyr. Man skal bare huske at rykke sig.