Indlæg

IBEN HJEJLE befandt sig godt som kvinde i en ha-ha-drengeverden, men har nu lyst til at være en, der ikke flimrer så meget, og som tror mere inderligt på det, hun laver. Spørgsmålet er: Hvordan finder man ind til sig selv, når man har spillet roller hele sit liv? Ud & Se forsøger at finde et svar.
Tekst:Birgitte Ellemann HöeghFoto:Morten Germund

IBEN HJEJLE ER TRÆT. Træt af at tale offentligt om sin barndom. Træt af at fortælle om sit internationale arbejde med den engelske instruktør Stephen Frears og om, at hun blev foreslået at gå til casting på ’Ringenes Herre’, men afslog. Træt af offentlig virak om sine tidligere forhold til mere eller mindre landskendte mænd. Træt af at tale åbent om at miste sin mor for tidligt, om de to gange, hun blev slået omkuld af stress, eller om hvordan hun håndterede moderskabet i en alder af 26 år, da hun netop var blevet udråbt som et af landets største skuespiltalenter med tilbud fra ind- og udland.

”Man har sgu da ikke spurgt mine mandlige kolleger, hvordan de håndterede deres børn, men mig … igen og igen,” som hun siger med tydelig stemme.

For Iben Hjejle er det mere relevant at tale om, hvor hun er i dag, om hendes fag og om det skift, hun har oplevet i indholdet i kvinderollerne på film, tv og teater gennem sin karriere. Og om alle de mandlige instruktører, der i starten bad kvinderne om at stå ovre i hjørnet og plirre med øjnene – til i dag, hvor hun spiller hovedrollen i teaterstykket ’Lægen’ på Folketeatret i København. Et klassisk teaterstykke fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor den mandlige hovedrolle er blevet skrevet om til en kvinde. 

”Dén forestilling handler om alt det, vi beskæftiger os med i dag, som er langt mere vedkommende: race, køn og klasse blandt andet, og så er jeg et sted nu, hvor jeg får mulighed for at spille teater igen. Dét elsker jeg.” 

OKAY, LAD OS gå Iben Hjejles vej. Vil man høre mere om hendes baggrund, kan man få fingrene i hendes selvbiografi ’En gylden korkprop’. Man kan også lytte til hendes og tv-vært Signe Lindkvists podcastserie ’Sitter’, hvor de to hver onsdag siden 2018 har talt om stort og småt og indimellem skraldgriner og lader skiver af deres privatliv glide ind. Og så kan man fortsætte læsningen af denne artikel, der tager afsæt i Iben Hjejles prøver på ’Lægen’. 

En torsdag i begyndelsen af januar har en natlig snestorm dækket Danmark med et tæt, hvidt tæppe, og Vejdirektoratet har fra morgenstunden frarådet alle at tage på unødvendig langfart. Men klokken 12:00 er næsten alle involverede i forestillingen alligevel til stede på teatret. Også forestillingsleder, instruktørassistent og sufflør, der bag et skrivebord følger prøven tæt – og i ny og næ scroller et par nyheder på internettet. Ensemblet har alt for travlt med at nå i mål inden premieren til, at en smule snestorm skulle lamme produktionen. 

De har været i gang siden midten af december, og nu gælder det en central scene for hovedkarakteren Ruths udvikling. Ruth er læge og landet i en shitstorm, fordi hun har nægtet en 14-årig pige den sidste olie fra en katolsk præst i håbet om at skåne hende for visheden om, at hun skal dø.

Udenfor er der udsigt til Ørstedsparken og en musegrå, snemættet himmel. Indenfor i et kridhvidt øvelokale med syv lægekitler på et tøjstativ taler instruktør Kim Bjarke scenen igennem med Iben Hjejle.

”Jeg var sjældent rundt på gulvet, da jeg kom hjem i går. Min hjerne var slået helt fra, så jeg er en smule udfordret med den her scene,” siger Iben Hjejle.

”Det tager jo noget tid at lære det her,” beroliger instruktøren.

Der foregår en form for forhandling om at få renset alt overflødigt ud af manuskriptet, derpå klikker Iben Hjejle scenen i manuskriptet ud af sit ringbind, puster ud, retter ryggen, stikker den ene hånd i lommen og træder i myndig karakter.

I de næste par timer undersøger hun og to andre skuespillere teksten sammen med instruktøren, mens de prøver. De er nede i detaljer i forhold til fysisk placering i rummet, bevægelser, intonation og replikker.

Iben Hjejle træder lynhurtigt ind og ud af sin versionering af den ranke og dumstædige Ruth. Når hun går i stå, henter hun replikker hos suffløren, og kløjes hun i talemåder, skærer hun grimasser, siger nogle almindeligheder og derpå noget sjovt. Så er hun tilbage igen. Det går lynhurtigt. 

HJEJLE HURTIGT

Født 1971. Havde sin første rolle som 10-årige Lise i DR’s tv-serie ’Petersens morgen, middag og aften’ i 1982. Uddannet fra Statens Teaterskole i 1996.

Har sat sit aftryk på danske ­filmsucceser, for eksempel ’Mifunes sidste sang’, ’Blinkende lygter’, ’Gamle mænd i nye biler’, ’Inka$$o’ og ’Klovn – The Movie’ samt en række danske tv-serier, blandt andet ’Langt fra Las Vegas’, ’Klovn’, ’Anna Pihl’ og ’Dicte’.

Aktuel i ’Lægen’ på Folketeatret. Har også medvirket i ’Romeo og Julie’ på Østre Gasværk Teater og ’Jordens indre’ på Folke-teatret.

Udkom i 2022 med selvbiografien ’En gylden korkprop’. Har sammen med tv-vært Signe Lindkvist siden 2018 produceret podcasten ’Sitter’. Titlen er hentet fra skuespiller Sigrid Horne-Rasmussen, der havde kælenavnet ’Sitter’.

Har sønnen William på 26 år med musikeren Emil de Waal. Lever i dag sammen med Claus Bindslev.

EN UGE SENERE sætter hun sig ved et mødebord i et tilstødende lokale med brunt brokadetapet på væggene og billeder af de tidligere teaterdirektører tilbage til teatrets begyndelse i 1857. Hun har urtete i hånden, smøger ærmerne på en langærmet T-shirt op og placerer sig som en opvakt skoleelev med begge underarme på bordet og hænderne foldet.

Hvorfor vil du ikke tale om din baggrundshistorie?

”Det er kun en lille håndfuld mennesker, jeg skal samtale med det om, og det er mine allernærmeste. Jeg kan mærke, at jeg til stadighed bliver en lille smule forbløffet over, at det er det, folk vil høre om. Det er forbigående deprimerende, at jeg kan blive ved med at gå på internettet og finde mig selv. Men det er jo ikke mig. Det er en råbebutik af holdninger og meninger. Og hvis ikke det er direkte løgn, så er det udsagn forvandlet til ukendelighed. Og det er ikke en klage, det er en konstatering. Jeg har ikke lyst til at bidrage til det længere.”

Måske virker Iben Hjejle skrap, men hun er også venlig og imødekommende, hun smiler meget, ser én i øjnene, lytter og er ihærdig med at svare så præcist som muligt. Da hun hælder danskvand op, bliver glasset placeret oven på en serviet, så det ikke skramler på bordet og ind i diktafonen. Det handler om hensyntagen, men også om en form for ubevidst kontrol, som når hun retter på kaffekande, service og slikskål midt i en sætning, så arrangementet står bare en lille smule anderledes. 

Lige nu optager hendes teaterarbejde hende så meget, at hun tænker over, om hun skal tage elever privat. 

”Jeg har jo et håndværk, og så kommer jeg fra en lang slægt af undervisere. Nogle, man godt gad lytte til. Det ligger også i skuespillerfaget, at folk helst skal gide kigge på én og lytte til én, når man stiller sig op og fortæller en historie. Men jeg tror også, det har noget med min alder at gøre og min lyst til at fordybe mig i noget, der ikke flimrer og forsvinder så hurtigt væk. ”

Hendes forklaring sender hende alligevel bagud i tid – som det sker flere gange i løbet af de timer, vi taler sammen. Hendes refleksioner over, hvor hun står i dag, må holdes op i forhold til hendes tidligere ståsted, før pointerne falder. 

”Teaterarbejde flimrer ikke. Det står solidt og konkret. Hele det forløb, hvor man bliver ved med at dykke ned i teksten sammen med sine kolleger og instruktøren, der har en idé og et forkromet overblik. Det udvikler mig som menneske. Film og tv har også været udviklende, men det er en helt anden disciplin og har et andet tempo. Det er mindre brikker. Og de skal ikke nødvendigvis sættes sammen. Det er det, jeg mener med flimmer.”

IBEN HJEJLE HOLDER af filmarbejde, der vælges med omhu, siger hun, men til gengæld er det lige før, hun siger ja til alt det teaterarbejde, hun bliver tilbudt. Men kigger man ned over hendes cv, er det alligevel film- og tv-produktioner, der fylder mest.

”Selvom man har lang anciennitet og er et menneske, der forhåbentlig kan sælge nogle billetter, er teater ikke noget, man bliver rig af. Så det handlede om nogle personlige valg, jeg havde truffet på et tidspunkt, eller rettere ikke havde truffet, og som gjorde, at jeg blev fattig som en kirkerotte og havde benene solidt plantet i blå luft. Der var helt klart et element af at skulle tjene nogle penge, men også af at være i livssituationer, hvor jeg ikke var villig til at være så dyb. Hvor jeg befandt mig bedst på overfladen. Dér blev jeg, indtil jeg kunne mærke, at det ikke gav mig det rigtige i sjælen. Jeg begyndte at føle mig tom, hul og råbende og larmende og flimrende langt inde i mig selv.”

Hun hentyder her til sit første stressanfald under indspilningen af tv-serien ’Dicte’ i 2015. Hun rejste sig dog hurtigt og arbejdede videre, men anden gang, i 2016, blev hun uarbejdsdygtig i næsten to år.

”Det var ikke én produktion, der gjorde udslaget. Det var mange års opsparet flimmer. Ligesom når det flimrede på tv-skærmen i gamle dage, og man slog hårdt ned på toppen af et fjernsyn.”

BAM. Iben Hjejle slår sin håndflade hårdt ned i bordet.

”Dét er det, min kammerat kalder for en Fona-reparation. Man slog alt, hvad man kunne, ned i apparatet, og så kom billedet tilbage. Så flimrede det igen, og til sidst gik fjernsynet ud. Det var simpelthen sådan, det føltes. Der var ikke mere,” siger hun og laver en grimasse med blottede tænder.

”Første gang var i Aarhus, hvor vi optog ’Dicte’, som jeg vil understrege på det kraftigste var en virkelig fin produktion. Jeg er meget, meget stolt af ’Dicte’. Det var en skidegod historie.”

Men det var dér, stressen kunne mærkes første gang. Hun var blevet dårligere og dårligere til at være sig selv og kunne stort set ikke mærke noget som helst – kun når hun var sammen med sit barn. Skulle hun ud at købe ind, blev alt straks besværligt. I stedet sendte Iben Hjejle skuespilleren Iben Hjejle af sted.

”Jeg spillede ’nu køber jeg ind imellem jer, helt alene. Og prøv at se mig, hvor tilgængelig jeg er. Jeg kan sagtens svare på alt muligt og skrive min autograf.’ Jeg kunne ikke interagere med andre end mine allernærmeste. Og når jeg alligevel gjorde det, blev det til meget larm, meget ha-ha-ha, meget alkohol, meget makeup, meget fest. Det hele skulle være stort, og det var ekstremt anstrengende. Til sidst blev det til flimmer på fjernsynet, inden det gik fuldstændigt ud.”

Hvad levede du af i de to år, hvor du ikke kunne arbejde?

”Godt spørgsmål. Jeg kan ikke huske det. Jo, jeg var så heldig at få nogle fondsmidler gennem Dansk Skuespillerforbund.”

Og hvad fik du tiden til at gå med?

”Jeg gik i terapi, mediterede, gik ture og sov meget på forkerte tidspunkter af døgnet. Og jeg brugte min allertætteste kreds af venner og familie, der lyttede nænsomt og gjorde mig opmærksom på, hvad jeg tidligere havde sagt var vigtigt for mig. Og jeg ved, at jeg blandt andet har sagt, at det eneste, jeg egentlig havde lyst til, var at spille teater.”

DET FØRSTE, Iben Hjejle gjorde, da hun rejste sig fra stresssygelejet, var at være med i ’Vild med dans’. 

”Og så kan man jo tænke: ’Hold da op, det må da være noget af det mest stressende overhovedet at være med i.’ Men det var det ikke. Det var nede i kroppen – nede i teaterkroppen. Bare uden ord. Når jeg ser brudstykker af det på YouTube, kan jeg se, at jeg hele tiden græder og bliver utrolig rørt. Og det giver jo god mening. Det var starten på en rejse tilbage til mig selv. I 2018 kan jeg simpelthen ikke huske, hvad jeg foretog mig. Jo … utrolig vigtigt: Signe og jeg startede med at lave ’Sitter’,” glædesråber hun.

245 afsnit er det blevet til ved årsskiftet 2024. I de seneste måneder har podcasten handlet om små og store katastrofer som for eksempel Iben Hjejles kæreste, som kaldes ’Holdnings-Claus’, og hans surdej, der eksploderede op i loftet. Andre emner er rædslerne i Gaza-krigen, instruktør Sofia Coppolas håndtering af Priscilla Presley i sin seneste film og mulige bevæggrunde for dronning Margrethes abdicering. Et speedkørende sammenkog, som Iben Hjejle opfatter som mere personligt end privat båret.

”Vi er to kvinder, der altid har optrådt, og det gør vi selvfølgelig også i podcasten. Det er jo en slags redigerede samtaler, men alt sammen noget, vi putter os selv ind i. Jeg har talt i 245 timer om mit liv. Det er fra hestens egen mund, og for mig har det været fantastisk befriende.” 

I podcasten har Iben Hjejle kunnet definere sig præcis, som hun har villet. Tage plads som kvinde i en verden, hvor mænd har fyldt en hel del i de ledende roller som producenter, instruktører og skuespillere. Men det er ikke det mandligt definerede glasloft, Iben Hjejle har villet sprænge:

”Vi er ikke særlig optaget af at være kvinder. Vi er heller ikke optaget af at være ’nogle af drengene’. Vi er optaget af at være de mennesker, vi er på det her tidspunkt i livet, og af at have det sjovt. Vi er først og fremmest komikere i den sammenhæng. Eller det har vi opdaget, at vi er. Og ud af det, som jeg jo synes kendetegner den fineste komik, kan der komme et stort drama eller en tragedie. Det er ikke kun ’Ha-ha, nu laver jeg pruttebevægelser under armhulen’. Hvis man lytter, kan man også finde steder, hvor vi bliver forknytte, og vores stemmer bævrer. ’Sitter’ har været ekstremt definerende for mit videre liv.” 

NUTIDENS OMSKRIVNING af ’Lægen’ fra det oprindelige Arthur Schnitzler-stykke ’Professor Bernhardi’ kan ses som et udtryk for, at kvindelige skuespillere vejrer morgenluft. Da Iben Hjejle selv trådte ud fra Statens Teaterskole i København i 1996 og gjorde sin berømte kometkarriere, var der langt flere bærende roller til mænd end kvinder, men det oplevede hun ikke selv. Som nyuddannet skuespiller havde hun en følelse af at være lidt af en jagerpilot, fordi hun var kommet igennem et nåleøje som en af blot otte elever ud af 800 ansøgere. Under uddannelsen havde hun en rolle på Betty Nansen Teatret, hun havde medvirket i filmen ’Portland’, og ved sin afgang stod hun foran en fastansættelse på Østre Gasværk Teater. 

”Jeg tror simpelthen, jeg var frygtløs. Jeg tænkte ikke, at jeg kom til at stå uden arbejde. Jeg hørte ikke efter, for jeg fik de store roller. Jeg var inde i varmen.” 

Og det på trods af at der stort set kun var mænd i alle led af produktionskæden. Mænd hele vejen rundt.

”Jeg var helt klart en af drengene, og senere, da den første bølge af MeToo kom, kan jeg huske, at jeg tænkte: ’Okay, det har jeg slet ikke forstået’, men så begyndte jeg at tænke mig om. Jeg havde ikke oplevet de her ting selv, men jeg havde stået lige ved siden af det, og jeg havde ikke reageret på det. Jeg syntes, det var så safe og rart for mig at være ’en af drengene’, og jeg kunne slet ikke se, at der var andre muligheder. Jeg var pissebange for at træde ud af det.”

Hvordan er man en af drengene? 

”Man griner af alt det, drengene griner af, og det er ret upassende, og man tør alting. Man siger ikke nej, man går med i byen, og man råber og skriger, og man går ikke af vejen for at sige om andre kvinder: ’Hallo, det er ikke studenterhuen, der trykker.’”

IBEN HJEJLE OM…

Comedy

”Jeg er ekstremt stolt af at have medvirket i ’Langt fra Las Vegas’ og ’Klovn’. Dét at være i så intensiv en comedyskole gennem små 10 år og arbejde med de mennesker, der på det tidspunkt var de allerdygtigste, vi havde herhjemme, er jeg pinligt bevidst om værdien af. Den måde at spille skuespil på, som jeg gør i dag, er – ud over mine år på teaterskolen – formet af comedy.”

Turban-fornemmelse

”Fra at have været slagkraftig comedy-slå-på-tæven-heltinde til at være tv-serie-hovedrolleindehaver og nu at lave de her fede ting på teatret synes jeg, at jeg har været utrolig privilegeret. Helt ærligt: Jeg har nogle gange bare været heldig at stå der, hvor appelsinen bliver smidt direkte ned i ens turban.”

Kropsaktivisme

”Der er droslet en hel del ned på forventninger til os kvindelige skuespilleres kroppe, og det er klart de unges skyld. De har gjort mig opmærksom på, at det ikke er skønhed, flothed eller attraktivt i sig selv at være slank. Eller at have en vis højde eller have nogle bryster, der sidder på en bestemt måde. Det er et dejligt landskab at være i, og det gør mig så glad på de unge menneskers vegne.”

HUN FØLTE SIG dog ikke som en decideret drengepige. Som barn af 70’erne havde hendes forældres forholdsvis kønsneutrale opdragelse givet hende mulighed for at finde sin egen forståelse af, hvad hun var for en person. Til gengæld følte hun sig altid trykket, når hun kunne mærke, at der var optræk til en kvindeklub i hendes nærmiljø.

”Jeg er ked af at sige det, men det har særligt været kvinder, der har lavet klubber. Alt fra feministiske klubber til ekstremt æstetikbårne klubber som ’Vi skal være nogle sexy ladies, der går i byen og bare tager for os’. Vi grinede af de der kvinde-kliker i gamle dage, da jeg var en del af det der beskidte dusin, der fik alt arbejdet. Man holdt sig gode venner med mændene. Og da MeToo-bølgen kom, kunne jeg se: ’Gud, dér har jeg da ikke været særlig hjælpsom.’” 

Hvad kunne du have gjort anderledes? 

”Jeg har ingen idé. Jeg så det ikke, fordi jeg havde succes. Jeg havde ikke problemer med at arbejde sammen med mændene. Jeg skulle ikke have kærlighedsforhold til dem. Jeg havde det skidesjovt. Og så har jeg åbenbart været ekstremt tydelig. Jeg har aldrig oplevet uønsket opmærksomhed eller tilbud eller ting, altså fysisk, som var ubehagelige. Jeg trivedes fint med mandedinosaurerne. Hele vejen igennem, og det er jo det, der er så forbløffende.” 

Hvad handlede det med at være kvinde, der stod i hjørnet og plirrede med øjnene, så om?

”Det var jo ikke store, stærke, bombastiske, slå-i-bordet-kvinderoller, vi skulle spille. Vi var de lækre piger, der skulle spille de lækre piger. Og som sagde, bevares, noget kvikt eller sjovt en gang imellem. Men det var ikke os, der var i fokus, og hvis vi var, så var det, fordi vi havde meget lidt tøj på, og lyset var sat skideflot. Dét kan jeg se i dag. Vi skal ikke længere komme ind og svinge lidt med skuldrene. Og i virkeligheden … svinge med brysterne. Det var brysterne, man viste frem.”

Iben Hjejle rykker sin mund helt tæt på diktafonen og siger med staccato-stemme: ”Det, jeg gør, er, at jeg lige svinger med skuldrene, og så viser man brysterne frem, og så siger man et eller andet ud i luften.”

Det gjorde I simpelthen?

”Ja, altså, det er et udtryk, der blev lavet til os. Der var sgu da ikke nogen kvinder, der spillede det samme, som mændene i dogmefilmene gjorde. Altså, det var der jo ikke.” 

Men i dag får kvinder flere handlekraftige roller. Og det omskrevne indhold af ’Lægen’ har været med til at give hende et nyt mindset, da det er en forestilling, der på flere planer er ret woke. Uden at plotspoile for meget bliver der byttet rundt på forventningen til de karakterer, der medvirker, og identitetspolitikken bliver vakt. 

”Det er faktisk først nu, hvor vi er i gang med alle de her emner i ’Lægen’, at jeg for alvor har fået den brille på. Det handler jo lige præcis om alt det, mine skyklapper har forhindret mig i at forstå, fordi jeg sad på toppen af kransekagen.”

VÆSENTLIGE SKUESPILLERE HAR en tydelig spillestil. Måske er det hjørner af deres personlighed, der vikler sig ind i deres roller. Meryl Streep for eksempel har noget distræt, dirrende og nærmest sfærisk over sig. Det kan godt være, at Iben Hjejle ikke har været pusher number one eller nattevagt i danske film, men lige fra hun i rollen som Liva i ’Mifunes sidste sang’ i 1999 satte sig ned på gulvet og pissede på et ægte tæppe, har hun i sine roller virket stærk, stejl og stolt. En kvinde med rank ryg og tydelig diktion. En figur, der ikke stikker op for bollemælk, selvom der bag det hele godt kan gemme sig alskens sårbarhed. Den karakteristik kan hun godt genkende i sin egen personlighed. 

”Dem, der er allertættest på mig, vil beskrive mig sådan, ja. Jeg er ret tydelig. Og jeg tror egentlig selv, at jeg er meget diplomatisk og lige mærker efter. Det gør jeg åbenbart overhovedet ikke i mine tætteste relationer. Jeg synes, det er bedst at melde klart ud, og jeg føler mig tryg nok til at gøre det.” 

Karikaturen på dig selv i ’Klovn’ var jo en meget skrap dame …  

”Ja.” 

Har du fællestræk med hende? 

”Ja. Men jeg er ikke så perfid. Altså Iben i ’Klovn’ er jo perfid og egoistisk. Ud over alle grænser. Det, Iben vil have, det får hun. Og det er jo ulækre egenskaber, der bor i os alle sammen, og det var enormt sjovt at få lov til at give los for.”

Får du roller efter ovennævnte definering? 

”Det har jeg gjort. Lægen i den nuværende forestilling og Inge Lehmann, som jeg spillede i ’Jordens indre’ på Folketeatret i 2019, er skarpe mennesker med ordet i deres magt. Men det ­betyder ikke, at de ikke også er følsomme og sårbare, og at meget af det skarpe også dækker over noget, man ikke har lyst til at vise frem. Det kan jeg genkende. Men pludselig har jeg opdaget, at hvis man slår porten op til det følsomme og sårbare, bliver ­verden meget nemmere at være i. Folk kan spejle sig i én. Det er en kæmpe lettelse for én selv, og man får så meget kærligt tilbage.”

I dag vil hun gerne selv sætte dagsordenen for det, hun medvirker i – samt have kontrol over, hvordan hun fremstår. 

”Da Alt for damerne besluttede ikke at billedredigere længere, havde jeg det bare sådan … æv. Jeg er skuespiller og holder meget af sminke og klæd-ud. Altså, hvad fanden havde I regnet med? Det at få taget sit portræt er en del af mit fag. Jeg har en ekstremt stor forfængelighed i forhold til, hvordan jeg tager mig ud på billeder. Og det er ikke, fordi jeg skal stå og være dronningen af Saba med fire kilometer lange øjenvipper og bølgende hår. Jeg vil bare have, at jeg føler mig tryg i det. At jeg har fået det på, som jeg synes er min passende maske.”

I 2022 REJSTE Iben Hjejle til Portugal for at møde sin tidligere kæreste Casper Christensen i tv-eksperimentet ’All Exclusive’, hvor hun lukkede en smule op for de private sluser.

”Det var for at binde en sløjfe på den pakke, som var min og Caspers offentlige historie. Fordi vores samliv og brud blev meget offentligt, og jeg ikke syntes, det havde fortjent den udgang. Lige­som med ’Klovn’ blev det en enormt karikeret udgave af os, der gik fra hinanden, gætterier og alt muligt pjat. Vi var jo sindssygt gode til at arbejde sammen. Og så er Casper min kammerat.” 

I programmet kom blandt andet en historie frem om en lille portugisisk porcelænshane, som Casper Christensen helt rituelt fik til at sige modbydeligheder om Iben Hjejle foran børnene ved måltiderne i hjemmet. For sjov, syntes han, men Iben Hjejle endte med at spise sin mad i en anden stue. Historien gik sin sejrsgang i medierne, og det kan undre, at Iben Hjejle, som ikke bryder sig om mediernes håndtering af hendes privatliv, havde lyst til at stille op til programmet. 

”Men det syntes jeg var fint. Hanen havde et virkelig sjovt navn, som jeg ikke kan huske (den hed ’McFlurry’, red.), og den var et symptom på, hvor Casper var oppe i hovedet dengang. Jeg kunne have forestillet mig værre ting, han havde fundet frem, og jeg kunne have forestillet mig værre ting, jeg kunne have budt ind med. Men det var for at få en afrunding, hvor vi sammen fik sat et punktum.” 

Der er andre punktummer, 53-årige Iben Hjejle ønsker at sætte for at finde en ny måde at være i livet på uden at behøve at skulle forklare eller undskylde. 

”Det er den undersøgelse, jeg er i gang med nu, og den er svær. Jeg vil gerne give mig selv lov til at være den kunstner, jeg altid har været. Den gode kammerat, mor, søster, datter … og kæreste, skal jeg tilføje. Jeg har fået en vidunderlig kæreste,” siger hun og griner stort.

Hvorfor har du svært ved at holde fast i dig selv?

”Det er måske svært at forstå, hvordan det er at være et menneske som mig, der er enormt god til at være andre personer. For hvem er man så, når man er sig selv? Og når man nogle gange synes, at den, man er, når man ikke spiller skuespil, er røvirriterende og uduelig og doven og ikke har økonomisk sans og ikke forstår at klæde sig og råber og larmer og siger: ’Nu skal jeg ikke drikke alkohol i januar måned’, men alligevel sætter sig ned på værtshuset og drikker 100 øl. Den der ekstreme disciplin, jeg kan have omkring at lave en karakter, findes slet ikke i mit eget liv. Jeg har brugt meget tid som rigtig voksen på at spekulere over, hvad der foregår.” 

I ØVELOKALET PÅ Folketeatret graver Iben Hjejle og hendes medspillere sig dybere og dybere ned i deres karakterer. Som timerne går, og de prøver den samme scene igen og igen, falder replikkerne på plads i munde og kroppe. I slutningen af scenen kryber Iben Hjejle ned under et bord med den unge skuespiller Laura Kronborg Kjær, som hun spiller mor over for, og i nogle sekunder er Iben Hjejle en moderlig og øm version af den kantede og myndige læge Ruth.  

”Ja, godt,” siger instruktør Kim Bjarke, da de har gennemspillet scenen tredje gang.

Der bliver stille i rummet, Iben Hjejle går lidt rundt, kigger ud ad vinduet, står med begge hænder i lommerne og tipper med fødderne. 

”Jeg kan mærke, at jeg skal have noget ilt til hovedet,” siger hun.

”Ja, det skal du nemlig,” svarer Kim Bjarke. 

”Fem minutter, okay?” siger Iben Hjejle og åbner et vindue. 

Lidt efter vælter de øvrige skuespillere ind. 

Uden for vinduet klarer himlen over Ørstedsparken op i en knivskarp isblå nuance. Nede på gaden, på fronten af teatrets facade, træder Iben Hjejle frem på en plakat i flot, stort format iklædt en lægekittel. Med al respekt for de øvrige medvirkende er hun det store trækplaster.

Trods modgang og evige biroller er sprælske LARS RANTHE i dag blevet en af landets allermest profilerede skuespillere. Den 54-årige bulderbasse, københavnerdreng og fuglekigger er turguide i sit eget liv og gør stop på nogle af de steder, der har formet ham.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Ulrik Jantzen

HAN VENTER FORAN villaen i Valby, og straks han får øje på journalistens bil – en gammel, småbulet Peugeot – breder der sig et gævt smil på hans læber.

”Jeg er simpelthen for kendt til at blive set i den her bil,” siger han og sætter sig ind på passagersædet for at vise rundt i det København, han er født og opvokset i, og som han stadig umuligt kan forestille sig at flytte fra. Kursen er sat mod Amager, men først går turen igennem de pæne villakvarterer i bydelen, hvor han har haft hjemme de seneste 15 år. Finanskrisen havde endnu ikke ramt hovedstaden og skruet priserne ned, da han og hustruen – skuespilleren Christine Albeck Børge – og deres to små døtre voksede ud af deres lille lejlighed på Vesterbro, så de måtte et nøk mod vest for at finde drømmeboligen. 

”Alting kostede en million-milliard på det tidspunkt, og der var ikke gang i karrieren endnu, så vi havde ikke råd til en treværelses til fem millioner midt på Vesterbro. Til gengæld kunne vi få en lejelejlighed på to etager i Valby. Den er pissehyggelig, og så er vi bare endt med at være her,” siger han.

Dengang var der ikke mange, der vidste, hvem Lars Ranthe var. Men i dag er han en af landets mest benyttede skuespillere med roller i film som ’Dirch’, ’Jagten’, ’Kollektivet’ og Oscar-vindende ’Druk’ på cv’et  – for blot at nævne en lille håndfuld titler ud af de indtil videre 34 film, 28 tv-serier og fem julekalendere, hvor han har givet den som grosserer, sadistisk kostskolelærer og hakket rockerkonge – og det meste derimellem – og fået ry for det, han selv beskriver som ”en virkelig højt profileret birolleskuespiller”.

”Jeg er jo ikke Mads Mikkelsen eller Esben Smed. Jeg har aldrig været top dog, men det har til gengæld gjort, at jeg har kunnet spille en hel masse af de næsten store roller og brede min palet helt ud,” siger han.

Blot et par dage tidligere har han haft sidste optagedag på ’Badehotellet’, hvor han i over 10 år er tonet frem på skærmen i skikkelse af grosserer Madsen. Tv-serien har været en succes med op mod to millioner ugentlige seere – også selvom Lars Ranthe husker, hvordan de særligt i begyndelsen ”virkelig fik på hattepulden”, som han formulerer det:

”Der kom så sindssygt meget kritik i starten fra parnasset. De syntes, det var så latterligt med et lystspil. De kunne virkelig ikke lide det, men det kunne danskerne heldigvis … sådan en serie om de gode, gamle dage er også dejligt beroligende at følge med i, når der er verdenskrige og klimaforandringer uden for vinduet. Så går man ikke i seng med dårlige nerver og grund­angst i sjælen.”

VEJRET ER GRÅT, asfalten er grå, og det samme er den undseelige boligblok, som Lars Ranthe stopper op ved.

”Det var så mit værelse, hvor jeg stod og var hiphop-dj, mens verden gik sin gang,” konstaterer han, mens han peger op mod vinduet på førstesalen på Knapmagerstien 38 i Urbanplanen på Amager, hvor han tilbragte størstedelen af sin opvækst. Han blev egentlig født på Vesterbro, men efter tre år flyttede familien til en større lejlighed på Amagerbrogade, og da forældrene blev skilt, og moren fik en ny mand, flyttede de tre videre til Urbanplanen. I dag er området mest kendt fra ghettolister og forfatteren Morten Papes brutale skildringer, men dengang, i starten af 70’erne, var det hovedstadens spritnye bebyggelse, der skulle afhjælpe manglen på ordentlige lejligheder. Og for en bulderbasse med krudt i røven var det en ren oase, for her var masser af børn at løbe rundt og lege med – hvis ikke man tog turen til Amager Fælled på BMX-cyklen eller spillede fodbold i Fremad Amager. 

”Det var først i 90’erne, at stedet fik et dårligt ry. Da jeg voksede op, var her perfekt. Med dejlige børn og alle mulige legekammerater i de små haver,” siger han og trasker videre i labyrinten af skiftende højhuse, rækkehuse og legepladser, mens han som en slags turguide fortæller små anekdoter, der knytter sig til omgivelserne. Midt på en af stierne stopper han op og ser helt begejstret ud.

”Lige her var min stedfar engang på vej hjem, da to knallertbøller kom kørende. Det var et af de store problemer dengang, at de kom med 100 i timen på deres tunede scootere. De kom op at slås, og han kom hjem med et blåt øje,” siger han og griner.

Ellers husker Lars Ranthe ikke den store ballade fra dengang. Der var selvfølgelig ’sti-kliker’, som han kalder dem, hvor dem fra Knapmagerstien var mod dem fra Hattemagerstien eller Kurvemagerstien, men det var mest på fodboldbanen, slagene blev udkæmpet. Det ’berygtede’ Urbanplanen hørte stadig fremtiden til.

”Dengang fungerede integrationen – dem, der ikke havde så meget, legede med os, der havde lidt mere. Jeg havde venner med hjemme og spise krebinetter, der kom fra familier på overførselsindkomst og sådan noget, men på et tidspunkt vippede det over, så der blev for mange ressourcesvage, og til sidst har man en ghetto. Det var en stor fejl,” siger han og stopper ved et buskads på en knoldet skråning. Som barn var dette lille frimærke en magnet for ham, og han kunne tilbringe timer med at lede efter gamle mønter og potteskår i jorden. Skråningen bestod af gammel opfyldningsjord fra København, så det var ikke utænkeligt at gøre sig et fund, hvilket for alvor kunne fodre hans barnlige drømmeverden, fortæller han.

I baggrunden leger en større børneflok. Lars Ranthe slår begejstret ud med hænderne.

”Hvis man ser alle de her børn … det er jo ikke det billede, man har af Urbanplanen,” siger han og bliver afbrudt af to små piger med anden etnisk baggrund.

”Er du ikke med i mange film?” spørger den ene.

”Jo, jeg er.”

”Wow,” svarer de samstemmigt.

”Bor I her?”

”Ja.”

”Jeg er vokset op her i Urbanplanen,” fortsætter han.

”Wow, er du?”

”Ja.”

”Hvad er det nu, du hedder?”

”Jeg hedder Lars. Lars Ranthe.”

ALLEREDE SOM BARN i Urbanplanen vidste han, at han en dag ville blive skuespiller. Han mærkede det tydeligt, når han stod derhjemme og optrådte og følte sig som skuespiller, og hver gang han så en person på gaden, der skilte sig ud, forsøgte han nærmest pr. refleks at efterligne vedkommende.

”Hvis en person kom gående og sagde: ’Hva’ … må jeg godt li’ få den der?’, så prøvede jeg at gøre det samme: ’Hva’ … må jeg godt li’ få den der?’,” siger han med tyk københavnerdialekt og griner. 

”Det kan måske nærmest lyde lidt psykopatisk. Men jeg har bare altid kigget på mennesker og prøvet at forstå dem ved at spille dem. Hvis jeg efterlignede det, de sagde, kunne jeg sådan helt musikalsk mærke det i min krop, så det også blev til følelser i mig. Det kan nok bedst sammenlignes med børn, der leger. Nogle af os slipper det bare aldrig.”

Når ikke Lars Ranthe optrådte og imiterede, fór han rundt og lavede fysiske udfoldelser – i gyngestativerne, på BMX-cyklen og i gymnastikforeningen Hermes på Frederiksberg. Det var her, filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen en dag spottede en 11-årig kravle rundt i ribberne, og da han manglede en stærk dreng, der kunne lave stunts, hyrede han ham som stand-in for hovedkarakteren Ivan Olsen i filmen ’Gummi Tarzan’. I filmens drømme-sekvens, hvor drengen med øgenavnet pludselig får uanede kræfter, er det Lars Ranthe, der blandt andet laver perfekte vejrmøller.

Modsat mange af sine venner, der havde nok i Urbanplanen, vidste Lars Ranthe fra en tidlig alder, at der ventede ham noget stort, som han som en storbyens Lykke-Per måtte ud at opsnuse. 

”Jeg var hele tiden orienteret mod noget større, og så snart jeg var flyvefærdig, skulle jeg ind over broen,” siger han med reference til Knippelsbro, der forbinder Amager med Indre København. I 80’erne begyndte han at krydse den regelmæssigt, dog først som breakdancer på Thomas P. Hejles Ungdomshus, der var et ”hiphoppens arnested i Danmark”, som han beskriver det:

”Det var første gang, man havde et sted, hvor dj’s, graffitimalere, breakere, electric boogie-dansere og hangarounds kunne mødes. I New York, hvor hiphoppen startede, var de forskellige kunstarter rimelig adskilte, så det, at man samlede det hele under ét tag i Danmark, var faktisk ret unikt.”

I første omgang havde Lars Ranthe stiftet bekendtskab med det nye fænomen i ungdomsklubben Sundby Algård på Amager. Her stod en fyr kaldet Kung-Fu-René med hvide handsker og kinasko og lavede electric boogie. Kung Fu-René kunne både lave ormen og moonwalke som Michael Jackson, og musikken var helt anderledes end noget, han havde hørt før. Der var ingen tvivl om, at det her måtte han forfølge. Nu fandtes der pludselig en danseart, hvor han kunne bruge det, han havde lært i redskabsgymnastikken.

Et vigtigt element i kulturen på Thomas P. Hejle var de evige konkurrencer. Man skulle hele tiden battle hinanden, og som en af de første breakere herhjemme var Lars Ranthe helt fremme på den front. I 1985 vandt han danmarksmesterskabet i breakdance med gruppen Floormasters, der blandt andet bestod af de senere Rockers By Choice-frontmænd Chief 1 og Grandmaster Dee Pee. Selv havde han også et tilnavn – inspireret af karakteren ’Fast Break’ fra den amerikanske gruppe New York City Breakers.

”Så tænkte jeg, at jeg kunne hedde ’Fast Rock’. Det var så hurtigt!”

Miljøet i Thomas P. Hejle dæmpede ikke ligefrem trangen til at underholde, men åbenbarede til gengæld også en flig af det, der senere skulle blive en pine for ham:

”Jeg har et underholder-gen, men samtidig har jeg også et meget … privat gen. En lyst til ikke at underholde. Det er et tveægget sværd, og hvis man virkelig skal psykoanalysere det, så er jeg nok nødt til at optræde, men har egentlig slet ikke lyst. Det er desværre bare det, jeg er sat i verden for.”

DET STØJER PÅ Vesterbrogade, hvor der både er gang i stilladsarbejde, og hvor to arbejdsmænd er ved at bore et hul i asfalten, men Lars Ranthe fortsætter ufortrødent i rollen som snakkesalig guide. Her i kvarteret blev han født og boede senere ad to omgange, og det var også her, forældrene traf hinanden – en porcelænsmaler, der efter et ophold som ’ung pige’ i England var flyttet til storbyen, hvor hun mødte en typograf fra stenbroen.

”Min far så min mor og tænkte: ’Hold da kæft, en storbarmet provinspige.’ Så da hun en dag var nede for at hænge tøj op og havde ladet døren stå åben, gik han hen og smækkede den, så han lidt efter kunne stikke hovedet ud og sige: ’Du kan bare komme herind, mens du venter på låsesmeden.’ Det kom jeg så ud af,” siger han.

54-årige Lars Ranthes familieanekdoter bliver til forkromede fortællinger, hvor også bedsteforældre, han aldrig har mødt, levende indgår. Han fortæller om datidens Vesterbro, hvor ”alle mændene var alkoholikere, der var rotter i baggården og vold i gaderne”, og om bedstemor Rigmor, som var ”fuldstændig ærlig og filterløs”.

”Når hun kom gående på gaden, og en eller anden fulderik svinede sin dame til, brød hun altid ind: ’Du skal bare tale ordentligt til din kone!’ ’Hold din kæft.’ Så fik han sådan en knytnæve, at han væltede igennem porten. Det var Rigmor. Hun blev kaldt for ’Vesterbros skræk’, og hun var en rigtig motherfucker,” fortsætter han uden at trække luft ind.

Når Lars Ranthe kan genfortælle familiehistorier, næsten som havde han været der selv, skyldes det, at han som 16-årig flyttede tilbage til Vesterbro for i nogle år at bo sammen med sin far og med sin otte år yngre bror, der var kommet til i mellemtiden. 

I den periode havde faren og ældstesønnen ofte for vane at gå ture rundt i København, mens faren flittigt delte ud af historier om sin egen opvækst. 

”Det var sådan noget, man gjorde før mobiltelefonerne. Man gik en tur for at gå en tur. Fordi mine forældre blev skilt, og jeg efterfølgende boede hos min mor, tror jeg måske, at han havde behov for at fortælle, hvem han var.”

I ejendommen på Vesterbrogade 120 boede også både farmoren og oldemoren i hver deres lejlighed. Det var dengang, Vesterbro stadig var et arbejderkvarter, fortæller han – med alt det både charmerende og ucharmerende, der fulgte med: ludere, alkoholikere, junkier i trappeopgangene og i slutningen af 80’erne også gadekampe.

”Vi boede tæt på bz’erne, der havde besat teatret Sorte Hest, så der var aftner, hvor jeg kunne sidde i vinduet og kigge på kampe mellem politiet og de unge. Der var en helt anden stemning end i dag, hvor det hele består af middelklassebørn og hipstere.”

RANTHE-STIGNING

Lars Ranthe er født i 1969 i København. Fik sit gennembrud i tv-serien ’Sommer’ i 2008. Senere fulgte blandt andet ’Dirch’ i 2011, ’Jagten’ i 2012 og ’Kollektivet’ i 2016. Aktuel i tv-serien ’Anker’.

Har også medvirket i tv-serier som ’Dicte’ og ’Badehotellet’ og er undervejs blevet nomineret til flere Bodil- og Robert-priser. For sin rolle som Kjeld Petersen i ’Dirch’ vandt han en Bodil for Bedste mandlige birolle og en Robert for Årets mandlige birolle. Vandt ligeledes en Robert for Årets mandlige birolle for tv-serien ’Kriger’ i 2019.

Bor i Valby med hustruen Christine Albeck Børge, der også er skuespiller. Sammen har de døtrene Rigmor og Betty Marie. Førstnævnte spillede Frank og Mias datter i satireføljetonen ’Klovn’.

EFTER TRE ÅR på Rysensteen Gymnasium på Vesterbro fik Lars Ranthe arbejde i Ovnhallen på Den Kongelige Porcelænsfabrik – hans mor arbejdede der i forvejen som musselmaler – så han kunne skovle penge sammen til at blive skibums i De Franske Alper. I fem år kastede han sig farefuldt rundt i sneen og var sågar med til at starte freestyle-landsholdet op, en naturlig fortsættelse af sit liv hidtil, hvor han altid havde forsøgt at dulme sit rige indre følelsesliv ved at rende rundt og være vildbasseagtig. 

”Jeg har klart en melankoliker i mig, og hvis jeg bliver for meget med mine tanker, bliver jeg for urolig og blå. Så bliver jeg nødt til at kaste mig ud i noget fysisk. Bulderbassen har nok været min måde ligesom at være til stede i verden på, så jeg ikke forsvandt op i mit hoved,” siger han og ser eftertænksom ud. 

”Det er måske også derfor, jeg arbejder så fysisk som skuespiller. Det bliver altid underligt navlepillende, når jeg bliver for psykoanalytisk. Hvis jeg sætter kroppen i gang, følger psyken med, i stedet for at jeg står og tænker: ’Hvordan skal jeg gå? Jamen, jeg kan jo ikke gå. Jeg kan jo slet ikke gå!’ Hvis jeg bare begynder at gå, sker det af sig selv.”

På Odense Teaters elevskole i midten af 90’erne blev Lars Ranthe dog tvunget i den modsatte grøft. Her baserede filosofien sig på ’de indre linjer’, og der var blandt andet ’psyko-weekender’ på programmet, hvor eleverne kom i terapi for at finde ud af, om de selv døjede med angst, neuroser eller noget tredje, der kunne påvirke deres præstationer på scenen. Hvad han selv fandt på bunden af sit indre følelseskar, vil han ikke ind på, men han var overrasket over, hvor meget der var dernede. Og det var tiltrængt for ham at komme i kontakt med sine følelser, mener han, men så opstod næste problem. Han kunne ikke komme ud af sit hoved igen.

ÅRET EFTER Lars Ranthe dimitterede fra Odense Teater, medvirkede han i 1999 i forestillingen ’Mor og barn’ på Rialto Teatret, og herefter fulgte 10 år, hvor han først og fremmest var teaterskuespiller. Der var gode oplevelser, som da han spillede Wolf Günther i ’Udslet Hornsleth’ på Teater V og gav fuldstændigt los som en ung excentrisk homoseksuel fyr, og der var dårlige oplevelser, som da han spillede lalleglad sømand i den danske komedie ’Sømænd og svigermødre’ på Privatteatret, men han fandt sig aldrig rigtig til rette på de skrå brædder. 

”Jeg har vidunderlige kolleger, som jeg respekterer og elsker, og som får energi ud af at spille teater, men for mig er det bare … ­fucking hårdt, ikke. Jeg er ikke en teknisk skuespiller i den forstand, at jeg siger det på samme måde hver aften. Jeg insisterer på, at hver gang skal være som første gang. Jeg bliver også ked af det, for nu gjorde vi det så godt i går. Hvorfor skal vi så gøre det igen?”

På teatret viste underholdningstrangens tveæggede sværd sig mere end nogensinde før. Før han skulle på scenen, havde han det, som om han skulle dø, og hver aften måtte han trækkes til truget.

”Jeg brugte ekstremt meget energi på mentalt at forberede mig. Jeg tænkte: ’Det går ikke, jeg kan ikke, jeg er så dårlig, hvorfor gør jeg det her? Hvem er det, jeg prøver at imponere?’ Og bagefter tænkte jeg altid: ’Hvad fanden var du så bange for? Hvorfor er du sådant et latterligt menneske, der altid skal gå rundt og være hysterisk og selvoptaget? Tag dig dog sammen, din fucking nar!’”

DET VAR LARS Ranthes drøm at lave film og tv, men det store gennembrud fortsatte med at udeblive. Han kom ud som ung skuespiller i en tid, hvor ”Barcelonas førstehold allerede var udtaget”, som han formulerer det. Mads Mikkelsen, Kim Bodnia og hele den generation var blevet stjerner og havde besat alle pladser på holdet. 

”Jeg kom fra Teaterskolen og tænkte: ’Jeg bliver en kæmpestjerne!’ Det gjorde jeg ikke. Det var bare: ‘Glem det’ og ’Hvad siger du? Er Mads Mikkelsen interesseret? Så tager vi ham, og hvis han ikke kan, så bliver det Ulrich Thomsen, Nikolaj Lie Kaas eller Kim Bodnia.’ Det var lidt hårdt for min selvforståelse, for det var ’fuck off’ til min stjernedrøm.”

Der var intet andet for end at knokle videre på teatret. Her medvirkede han i alle mulige forestillinger og asede sig vej igennem hele paletten i håbet om at gøre sig bemærket – og blev det til sidst. Per Flys bror lavede scenografi til en forestilling, som Lars Ranthe medvirkede i, og da filminstruktøren selv tilfældigvis så den, tilbød han ham en lille rolle i ’Bænken’.

Det var første gang, nogen havde udpeget ham, og han var ivrig efter endelig at bevise sig. Som teaterskuespiller havde det frustreret ham, at han aldrig følte, at hans præstationer for alvor rykkede noget. Han havde for vane at overintellektualisere sine roller og følge det psykologiske kompas, og det blev ofte ananas i egen juice.

”Jeg spillede roller, der mærkede, følte og suttede sig selv – frem for at være aktive og levende. Mennesker er jo heller ikke hele tiden i gang med en psykoanalyse af sig selv, alligevel kan skuespillere tillægge en rolle alle mulige intentioner og følelser, så selve analysen til sidst står i vejen for rollen. I dag er det modsatte en stor kæphest for mig, men dengang var det noget, jeg selv forfaldt til.”

I ’Bænken’ blev Lars Ranthe uforvarende sendt ud på dybt vand. I karakter af ’Kaptajnen’ skulle han medvirke i en scene sammen med Jesper Christensen og Nicolaj Kopernikus, der spillede alkoholikerne Kaj og Stig. Det var ’Kaptajnens’ ansvar at smide dem ud af et arbejdsløshedsprojekt. Christensen og Kopernikus var gået method acting-vejen og havde hængt ud med virkelige alkoholikere en måned, før optagelserne gik i gang. De var deres roller, så da unge Lars Ranthe før sceneoptagelserne henvendte sig til førstnævnte, blev han i stedet mødt af Kaj.

”Hey Jesper, jeg …”

”Hold din kæft, mand. Du er så dum at se og høre på. Tror du, jeg gider høre på dig, mand. Sådan en student!”

”Øh, jamen, det er bare, fordi …”

”Fuck af, mand!”

Lidt efter fortalte Per Fly, at planerne var lavet om. I stedet for at optage scenen på ’Kaptajnens’ kontor, som der havde stået i manuskriptet, skulle scenen optages i en have, hvor arbejdsløshedsprojektet foregik. Instruktøren havde hyret 10 rigtige alkoholiker-statister til at medvirke i scenen, og de larmede og støjede, fordi de ikke var vant til at filme. 

Per Fly gav beskeden: ”Så går du bare ind og tager fat i Kaj og sætter ham på plads.” 

Alt, hvad Lars Ranthe havde øvet sig på hjemmefra, røg i skraldespanden. Han kunne ikke falde tilbage på sin forberedelse, og det var tilmed Jesper Christensen, han skulle spille over for.

”Jeg tænkte: ’Fuck, fuck, fuck!’ Men jeg havde ikke andre muligheder end at gå ind og give den alt, hvad jeg kunne. Jeg anede ikke, hvad jeg sagde, men det gjorde rent faktisk, at … det virkede.” 

Bagefter var Per Fly glad, mens Lars Ranthe var ”fucking rystet”. Da han sad i toget hjem, anede han ikke, hvad der lige var sket. Først da han efterfølgende så filmen, forstod han det: Han var blevet til ‘Kaptajnen’.

”Tvunget af omstændighederne slap jeg al analyse og blev på en mærkelig måde fri i det. Det var sådan, jeg opdagede, at jeg måtte lege med skuespillet ligesom et barn. Så kom hele psykologien til mig på en meget mere naturlig og lystfuld og sjov måde, end når jeg prøvede at regne mig frem til det hele. Dér forstod jeg, hvad jeg siden har fulgt: ’Når du følger dine instinkter, Lars, så bliver det godt.’”

SENERE FULGTE andre små roller i film som ’Se til venstre, der er en svensker’, ’Forbrydelser’ og ’Adams æbler’ samt i tv-serien ’Krøniken’, men der skulle gå adskillige år endnu, før han fik sit egentlige gennembrud. I den lange, magre periode løb der inden i ham en stærk understrøm af uforløst potentiale. Han skulle bare have den chance, så ville han vise dem. 

Men da den endelig opstod, så den helt anderledes ud, end han havde regnet med. I tv-serien ’Sommer’ fra 2008 landede han rollen som Jakob Sommer, der arbejder for Læger uden Grænser. 

”Jeg havde troet, at jeg ville blive sat til at spille sådan en fræk Vesterbro-dreng. ’Hold nu din kæft’ og alt det der. En slags Thomas Bo Larsen junior, eller hvad fanden ved jeg. I stedet blev jeg sat til at spille en følsom, altruistisk læge.” 

For Lars Ranthe viste det sig dog at være den totale lykke: ”Det er én ting at være en skuespiller, der kommer ind en enkelt dag og spiller bilsælger eller bistandsklient. En anden er at få en større rolle med større ansvar, som jeg fik i ’Sommer’. Der gik jeg fra at være stort set ukendt til pludselig at have et navn i branchen.”

Der gik da heller ikke længe, før telefonen ringede med en ny, spændende mulighed. Nikolaj Lie Kaas ville have ham til at læse manuskriptet til en film om Dirch Passer, hvor han selv skulle spille hovedrollen, og havde udset sig Lars Ranthe til en rolle som folkekomikerens evige makker Kjeld Petersen. 

Oprindeligt var rollen tiltænkt Kim Bodnia, men da han fik tilbudt ’Broen’, sprang han fra, og instruktør Martin Zandvliet og hovedrolleindehaver Kaas sad længe på Nordisk Film og spekulerede, før tiøren faldt.

”Nikolaj ville have en, der kunne matche ham i at være sjov, og så slog det ham: ’Fuck, det er jo Lars!’ Han kendte mig fra Teaterskolen, og han er selv en gammel klovn, så han kunne godt se, at jeg var sjov og kunne spille alle mulige crazy roller. Som jeg har fået det genfortalt, sagde han: ’Lars Ranthe, han kunne være fed!’ Hvortil Martin Zandvliet svarede: ’Jeg aner ikke, hvem fuck han er.’”

Til sidst lykkedes det dog Nikolaj Lie Kaas at overtale instruktøren, og da Lars Ranthe første dag sad med manuskriptet i hænderne, kunne han mærke, at hans store drøm var ved at gå i opfyldelse.

”Ved hver eneste scene tænkte jeg bare, at det var den fedeste rolle i verden, og at den simpelthen skulle blive min – nøj, hvor var det godt! Der er nogle gange i ens liv, hvor man tænker: ’Så er det nu. Nu det sker!’ … Sådan havde jeg det der.”

SPADE-SAMLER

Lars Ranthe har spillet musik siden gymnasiet og er passioneret guitarsamler. Først købte han en akustisk Martin-guitar i limited edition af samme slags, som Neil Young har brugt, og i dag består samlingen af 10 guitarer, heriblandt både elektriske og akustiske vintage-guitarer. ”Jeg spiller på dem alle sammen. Så har jeg pludselig lyst til at spille Strat, så pludselig sidder jeg og øver country, og så får jeg lyst til at spille på Telecasteren. Så er det jazz, og så bruger jeg min 330. Sådan skifter det.”

PÅ EN LILLE parkeringsplads i udkanten af Amager Fælled prøver Lars Ranthe at kommunikere med en kvindelig bilist, der er mere optaget af at kigge på den kendte skuespiller end på omgivelserne, da hun skal bakke ud, hvilket næsten går ud over en sagesløs cyklist.

”Kig, kig, KIG!” udbryder han og vinker med armene og får lige akkurat afværget katastrofen. 

”Det havde sgu været kønt, hvis hun havde kørt en cyklist ned, fordi hun havde så travlt med at stirre på mig. Den overskrift ville jeg gerne være foruden.”

Blæsten river i træerne og buskene på det store naturområde, der med sin placering tæt på centrum er genstand for evige diskussioner om naturbevarelse vs. boligbebyggelse. 

”Politikerne har altid drømt om at bygge herude. De kan jo ikke nære sig. Men det er bare et helt unikt naturområde og en lunge i byen, og det ville være synd og skam at bygge en masse åndsforsnottede hvide betonhuse,” siger han om Amager Fælled, hvor han ofte kom med sin far. 

Sønnen sad foran på cyklen, faren jokkede i pedalerne, og så trillede de rundt og spottede tårnfalke, tornskader og musvåger – og hvis de var heldige havørne og kongeørne. Han havde altid et æble, som sønnen kunne gnaske på, mens faren fortalte om fuglene og planterne, og når de fandt indtørret uglegylp, brækkede de det op for at finde musekranier og rester fra insekter.

Faren var ”ekstremt interesseret” i natur, og den store sorg i hans liv var, at han aldrig kom til at beskæftige sig professionelt med biologi og dyr, fortæller Lars Ranthe:

”Som barn kom han i zoologisk have hver dag, fordi han var så optaget af dyrene, og i skolen lavede han herbarium og skrev opgaver om planter, men hans mor sagde til ham: ’Per, du starter i lære som trykker.’ Sådan var det i 50’erne, så min far startede i typograf-lære hos en stor, fordrukken psykopat, som havde ludere rendende. Hans liv blev ikke, som han ønskede sig, til gengæld fik han dejlige drenge og skabte grundlaget for, at vi fik lov til at gøre det, vi drømte om.”

Lars Ranthe har båret interessen for naturen med sig på hobbyplan, og i dag er det ham, der altid snakker om fugle til sine to døtre. Det sker især i sommerhuset i Nordsjælland, hvor han ikke kan dy sig: ”Uh, en sølvhejre, den er sjælden!” Han sætter foder ud, så der kommer mange fugle forbi, særligt om vinteren, og for nylig spottede han en kernebider. Han har også tidligere set en stillids, en lille korsnæb og mere eller mindre sjældne havfugle.

”Jeg fortæller altid mine døtre om det, og det keder dem som regel, men så sker det alligevel en gang imellem, at en af dem pludselig siger: ’Se, far, en tårnfalk!’” 

KORT FØR SIN 50-års fødselsdag befandt Lars Ranthe sig i en lille fiskerbåd på Atlanterhavet omkring 30 sømil ud for Mexico. Som passioneret fisker var det hans fødselsdagsgave til sig selv. Før afrejse havde han besøgt sin far på plejehjemmet og rent mentalt forsøgt at sige farvel til ham. I snart 10 år havde faren lidt af alzheimers, og det lakkede endegyldigt mod enden. 

Langt ude på havet ringede hans telefon pludselig. De to lokale fiskere slukkede motoren og kiggede forbløffet på ham. Det burde ikke være muligt at få forbindelse så langt ude.

”Din far … han dør nu,” sagde hustruen Christine i telefonen. ”Vil du sige noget til ham?” Hjemme i Danmark lagde hun telefonen op til farens øre, så Lars Ranthe kunne overlevere sit livs sidste besked til ham: ”Farvel, far, jeg elsker dig.”

Bagefter satte han sig i den ene ende af båden og kiggede ud på det uendelige, spejlblanke hav. Det havde været en hård tid, år i konstant ventesorg, og nu var det slut. Så, pludselig, sprang en kæmpehval op af vandet og slog med halen. Det var højst 10 meter fra båden, og øjeblikket efter gjorde den præcis det samme igen. Det var næsten, som om den vinkede med halen. Så var den væk, og havet lå atter helt stille hen. 

”Det var, som om min far vinkede farvel til mig en sidste gang. Han har altid været naturinteresseret, så det var min fortolkning,” siger Lars Ranthe og ser stadig helt vantro ud, når han tænker tilbage på det: ”Det var et religiøst øjeblik for mig, det var fuldstændig out of this world.”

På sejlturen tilbage til Mexico sad han stille for sig selv og græd. Det havde været en ekstremt stærk oplevelse for ham.  

Siden har der været flere surrealistiske oplevelser. For halvandet år siden befandt han sig i familiens sommerhus, da en sommerfugl begyndte at sværme ved det ene vindue. Det var sidst på efteråret og passede slet ikke med årstiden, men da sommerfuglen blev ved at flyve rundt, kunne han til sidst ikke undslippe en snigende tanke i baghovedet. Til sidst åbnede han døren, rakte sin ene hånd frem og sagde: ”Far.” 

Straks landede sommerfuglen i hans hånd. 

”Det er for sindssygt,” tænkte Lars Ranthe, der begyndte at snakke til sommerfuglen. ”Hej far, hvor er det dejligt, du er kommet. Pigerne har det godt, Christine har det godt, men vi savner dig alle sammen.”

Han gik ind i sommerhuset, men sommerfuglen blev ved med at sværme omkring det samme sted, så han gik ud og gentog scenen fra før. Hånden frem, ”Hej far”, og straks satte den sig. Langt om længe sagde han farvel til sommerfuglen, der fløj bort og efterlod ham overvældet tilbage. 

”Når jeg siger ’far’, og den ligefrem flyver hen og sætter sig … altså, hvad fanden skal jeg så tro? Man kan vælge at sige: ’Ja, ja, det er bare et rent tilfælde.’ Men man kan også tro på noget større og smukkere. Og det gør jeg.”

RANTHE ROCK

I september 2023 udsendte Lars Ranthe med Anders Montin – under navnet Ranthe/Montin – debutalbummet ’Alle er berømte’, som de selv har beskrevet som ”poetiske sange set fra det voksne menneskes perspektiv”. Det er lidt af en drengedrøm for skuespilleren, der føler et åndeligt slægtskab med Thin Lizzy og forsanger Phil Lynott. I årenes løb har han flere gange spillet med Thin Lizzy-coverbandet Falling Hazard, senest i efteråret 2023 på Nørrebro, men med Ranthe/Montin har han for første gang lanceret sit eget musikalske projekt: ”Det er ikke, fordi jeg bilder mig ind, at jeg skal være rockstjerne, men lad os se, hvad det bliver til.”

TRE DRANKERE SIDDER på en bænk og deler en pose formiddagsbajere på Anker Jørgensens Plads i Sydhavnen. Da Lars Ranthe kommer gående og stiller sig foran statuen af den tidligere statsminister midt på pladsen, råber den ene – med refleksvest og tophue – til ham:

”Kan du huske Anker Jørgensen?”

”Ja, selvfølgelig.”

”Han var en sur mand på sine gamle dage.”

”Var han?”

”Ja, jeg boede i gården ved siden af hans, og han jog rundt med os, når vi drillede ham og ringede på hans dør.”

”Nå, så I har rigtig drillet ham?”

”Ja, men han var også en god mand.”

Så vender Lars Ranthe sig atter mod den forstenede Anker Jørgensen, som han som skuespiller gør levende i dokudramaet ’Anker’ om den tidligere statsministers liv i 70’erne. Det har været forbundet med stærk nostalgi at dykke ned i hele den æra, der minder ham om sin egen far, der selv var venstreorienteret, og som identificerede sig stærkt med arbejderklassen.

Som barn havde faren haft en drøm, hvor Gud var kommet ned til ham og havde sagt: ’Per, de fattige er de lykkelige.’ Det blev en form for kardinaldrøm, der var med til at forme hans verdensbillede resten af livet, fortæller sønnen: 

”Det er jo en drøm, man kan tolke på mange måder, men for min far udmøntede det sig i, at han ikke gad støtte kapitalismen. Han syntes, det var en dødssejler og vejen til krig, begærlighed og ulykke. Han stoppede på arbejdsmarkedet, lavede i stedet græsrodsarbejde og blev selvfølgelig udskældt af sine venner for at være en samfundsnasser, men han nægtede at støtte det kapitalistiske system. Det var sådan en uriaspost, han placerede sig på.”

Da Lars Ranthe som 16-årig flyttede hjem til faren, måtte han ofte lægge øre til de mange paroler. Til tider blev han træt af det og måtte kvittere med et: ’Hold nu kæft, far, det er ikke systemets skyld det hele!’ Men jo ældre han selv er blevet, jo større respekt har han fået for farens vedholdende idealisme.

”Han gik aldrig på kompromis, han solgte aldrig ud, og retrospektivt – efter hans død – må jeg konstatere, at han var en mand, der turde stå ved sine holdninger og leve efter dem. Det finder jeg helt vildt sejt,” siger han.

Det er først i løbet af de senere år, han har opdaget, hvor meget farens værdier også har været med til at præge ham selv. 

”Jeg har altid fundet det besynderligt, at når mine kolleger får lidt succes, flytter de straks til Hellerup. Jeg er dybt forankret i mit ophav som en dreng fra Urbanplanen og Vesterbro, og min historie er enormt vigtig for mig. Jeg sympatiserer med de fattige, jeg er socialt indigneret. Jeg giver også altid penge til fulderikkerne,” siger han og nikker i retning af statuen: ”Det var jo også Ankers kongstanke at hjælpe de svageste og de ufaglærte.”

Til hans store overraskelse har det ligefrem vist sig at være en ”helende” oplevelse at få lov til at træde ind i rollen som Anker Jørgensen.

”Det er blevet en personlig fortælling for mig at gestalte Anker som et ordentligt, sympatisk menneske, og det har meget med min far at gøre. Den person, han var, det liv, han havde, og mit savn af ham er blevet fremkaldt gennem den her rolle. Jeg føler på en mærkelig måde, at jeg endelig har ydet min far respekt.”

EFTER FARENS DØD rundede Lars Ranthe 50, han blev den ældste hanelefant i flokken, og det gik for alvor op for ham, at det lakker mod enden, uden at man kan gøre noget ved det.

”Når man bliver det højeste træ i skoven og samtidig begynder at se de fysiske forandringer, sker der nogle pladetektoniske ryk inde i én. Man bliver nødt til at forholde sig til livet som noget, man skal være taknemmelig for, at man stadig har. Og så kommer den der begyndende, snigende angst for det uundgåelige endeligt: Man skal dø. Man skal sige farvel til sine børn, til sin elskede hustru og til det her liv. Forhåbentligt ikke snart, men der kommer en dag …”

I tiden efter fødselsdagen blev de tanker så nærværende for Lars Ranthe, at de næsten overrumplede ham. Han greb efter forskellige hylder for at finde løsningen, omlagde sin livsstil og begyndte at dyrke mere motion, drikke mindre, og han gik til psykolog for at finde svar på eksistentielle spørgsmål som: ”Er jeg glad?” ”Er jeg god nok?” Han søgte råd hos ældre kolleger som Birthe Neumann og Sonja Oppenhagen og blev betrygget ved, at der med alderen følger en livserfaring, der er det hele værd. Men det var først, da han oplevede det på egen krop, at den indre ro endelig indfandt sig.

”Med ’Anker’-serien har jeg en følelse af at stå som skuespiller med en vægt og en tyngde, der gør, at jeg kan spille på en måde, jeg ikke har set mig selv spille før. Jeg har en følelse af at lande og blive voksen. Det er summen af mit liv. Det kan godt være, man tænker: ’Han går jo bare lidt rundt og siger noget’, men jeg kan selv se, at det, jeg laver, er noget, jeg kun kan gøre nu. Det er ligesom med ældre musikere. Som Miles Davis i sine sidste år. Han vidste alt det, han ikke behøvede at gøre, og det kan man ikke, medmindre man har gjort alt det andet først. ”

SIDST PÅ EFTERMIDDAGEN skal Lars Ranthe til at rejse sig fra cafébordet på Ipsen & Co på Gammel Kongevej, da en ældre dame ser sit snit til at score pladsen: ”Er I ved at gå?”

Lars Ranthe kigger op, får øjenkontakt. Så smiler han drilsk. 

”Nej, nu bliver jeg!”

”Så længe vi kan sidde her begge to,” siger hun muntert flirtende.  

”Ja, så kan jeg fortælle dig om mit spændende liv.”

”Så lad gå, du er trods alt en af de mest spændende herhjemme.”

Men Lars Ranthe må videre. Han har et møde med Per Fly – filminstruktøren, der gav ham den første filmrolle i ’Bænken’. De seneste par uger er der dukket en håndfuld mulige projekter op, men ellers har kalenderen længe set tom ud, for der er krise i tv- og filmbranchen.

”En af mine gode venner, en af de mest hæderkronede lydmænd herhjemme, startede som lokofører i mandags. Det er en voldsom krise. Jeg har ikke oplevet noget lignende i mine 25 år som skuespiller,” siger han og tømmer stående det sidste af kaffen.

Selv er han dog ikke så nervøs for sin fremtid, forklarer han. Han har for længst etableret sig som en integreret del af ’A-holdet’, som han så længe prøvede at få en plads på. Nu håber han at være skuespiller resten af sit liv. 

”Der er altid brug for en bedstefar i en eller anden film. Det er måske ikke så spændende rent actionmæssigt, som når man er 20, scorer damer, kører racerbil og skyder med revolver, men det er også et young man’s game. De ting ændrer sig,” siger han og klukker lige en sidste bemærkning, før han forsvinder ned ad gaden:

”Jeg kan sagtens huske, hvordan det var at være 20 år og synes, at folk på min alder var røvsyge, når de snakkede om forsikringer og ville i havecenteret. Men nu? Nu vil jeg fandeme selv helst i havecenteret.”

ALBERTE WINDING har med sin naturlighed og sin melankolske bundklang ramt de fleste danskere på et tidspunkt i deres liv. Multikunstneren, der for nylig vandt Danish Music Awards’ Ærespris, fortæller her om de plader og numre, der har sat dybe præg i løbet af hendes eget liv.
Tekst:Birgitte Ellemann HöeghFoto:Morten Germund

”KÆRE SØDE MENNESKER, jeg har fået at vide, at I skal tisse, så vi ses om lidt.”

Godt 300 mennesker er taget til Viften i Rødovre en lørdag i november for at høre Alberte Winding og forsvinde med ind i hendes numre, og hendes praktiske formulering som optakt til pausen er ikke kun en morsomhed. Hen over stolerækkerne i den udsolgte sal er publikum kommet i en alder, hvor de nok har behov for at lade vandet i pausen. 

I en kort petroleumsblå kjole med store pufærmer, tomatrøde stiletter og langt, løst hår i bølger har hun, uden at gøre særligt væsen af sig, taget hul på koncerten ved at række lunt og udramatisk ud til publikum, der tydeligvis kender hendes numre godt. Et intimt rum opstår via Albertes stemme, der som en sommervarm brise kommer ud af hendes mund og forplanter sig i salen med nænsomme ord og klare toner med en dyb klangbund, der giver publikum en mental helkropskrammer.

Klapper hun en enkelt gang med hænderne over hovedet, følger salen trop i taktfaste klap, og antyder hun, at publikum gerne må synge med, så synger de med. 

Rødovre er endnu et stop på en tour ud i hjørnerne af landet – fra Harboøre til Hotel Cecil i København – med bandet, der blandt andet tæller partneren gennem 10 år, Andreas Fuglebæk, på guitar. Det er ham, der har skrevet melodierne til hendes seneste udgivelser, mens hun har stået for teksterne. Som altid. De svinger mellem ømhed, melankoli og tristesse, men altid med små, lune svirp opad i strofernes slutning, der får publikums mundvige til at svirpe med. 

Koncerten indeholder nedslag fra hele Alberte Windings repertoire, fra den aktuelle udgivelse ’Nye stjerner’ og tilbage til udgangspunktet. Hun fortæller og synger om frygten for den dag, hendes børn flytter hjemmefra, i ’Skal du allerede gå’. Og om den unge generation, der overtager byen, i ’Min klub først’, mens publikum kommer helt frem i stolene, pifter og klapper, og lyssætningen blinker blåt og lilla på natklub-måden. Siden handler det om ’Carol og George’, hvis barn hun passede på den amerikanske jetset-ø Martha’s Vineyard, da hun var helt ung, og som hun genbesøgte for et par år siden – en oplevelse, der blev forvandlet til et helt album med øens navn som titel. 

Brudstykker af personlige anekdoter hæftes med uopstyltede ord til hver sang, der giver publikum en følelse af at blive taget med ind i hendes private kamre. Hun når tilbage til begyndelsen af 80’erne med en sang fra ’Bamses billedbog’, som hendes far, Thomas Winding, udviklede til DR. Det var her, hele Danmark lærte en ung Alberte Winding at kende som Luna-figuren, og for første gang tager publikum mobiltelefonerne frem for at optage.

Alberte Winding har vundet sit publikums hjerter for længst. De mærker hendes tilstedeværelse, men alligevel er der en sfærisk tilbageholdenhed over hende. Når hun danser på scenen til sine numre, er det let indadvendt – som holder hun igen. Hun er her, hun synger og fortæller generøst, men så er hun her alligevel ikke, ikke helt. 

Det samme sker med hendes optakter til numrene. Prøvende kommer hun frem til det, hun vil sige, bremser op i sine sætninger og fortsætter med noget helt andet. Det fungerer, bliver autentisk, virker sjovt, men også distræt. Mest af alt punkterer hun alle anslag til selvfed stjerne og . Med sin tilgang til hele setuppet får hun publikum til at se på hinanden og le sammen.

Inden publikum rejser sig og hujer i håbet om et ekstranummer, siger Alberte Winding: ”Vi vil gerne, øhhh … selvfølgelig slutte med den, I er kommet for.”

Publikum ler indforstået. Gennembrudshittet ’Lyse nætter’ fra 1991, som hendes halvbror Aske Bentzon har skrevet melodi til, er hendes mest kendte og elskede nummer. Sangen er for længst landet i Højskolesangbogen og var en naturlig del af repertoiret under corona-nedlukningens fællessang på DR. 

Hun begynder med et fuglefløjt, slutter af med et ”Tusind tak” – og klør sig i håret. 

”Jeg gad godt se sådan ud, når jeg bliver 60,” talehvisker en kvinde til en anden efter koncerten, lidt på afstand af Alberte Winding, der signerer plader sammen med Andreas Fuglebæk, mens Abbas ’Voulez-Vous’ kører på Viftens anlæg, og et limegrønt lysshow flammer hen over væggen.

To uger senere sætter Alberte Winding i sin stue i København ord på den musik, hun selv har lyttet til, og som langs hendes liv har snoet sig ind og ud af hendes følelsesliv og karriere som en medskabende faktor: ”Jeg er ikke den, der har den fødte sangstemme, og folk gik ikke rundt, da jeg var barn, og sagde til mig, at jeg skulle da være sanger. Men musikken har betydet så meget for mig, at jeg blev sanger.”

THE BEATLES OG THE KINKS, 4 ÅR GAMMEL, 1967

”Min far hører høj musik i vores hjem i Mønge (tæt på Tisvilde i Nordsjælland, red.). Hver dag maler han billeder oppe på kvisten, og jeg græder og græder, indtil jeg får lov til at blive hjemme fra børnehave. Så tegner jeg på gulvet og synger med på sangene, som har en barnlig og mystisk handling i mit indre. På en eller anden måde har musikken været min babysitter. Altid. Jeg er ret tilfreds med mit liv. Jeg har min far, min mor (Lulu Gauguin, red.) og min storebror (Aske Bentzon, red.), vi bor i et hyggeligt hus, om morgenen står der mælk på trappen, og min far maler kaffe. Min mor kører ind på Danmarks Radio, og min far arbejder hjemme. Og jeg elsker ham. Det er gengældt. Tit kommer jeg op om natten og lægger mig mellem dem i sengen.

Ved siden af soveværelset er min fars atelier. Der står et kæmpe lærred, og han drikker kaffe og ryger pibe. Hver morgen hører vi en sang med The Kinks. ”Far, far, far, far, far, far, far, far,” starter den (fra nummeret ’David Watts’, red.). Det synes jeg er genialt. Dér er min far, dér er Kinks. Vi er næsten 100 procent frie set med tidens øjne. På en måde tror jeg, vi er lidt vilde. Der er ikke rigtig regler, så jeg føler, de er lidt skrappe ovre i børnehaven. De voksne derhjemme er bare skæggere. Måske er det også lidt svært at have forældre, der er moderne, og verden slet ikke er dér endnu. Der er knald på farverne hjemme hos os: violet, lavendelblåt og lyserødt på vægge og møbler, og vi hører Beatles. Alt og helt ned til de første plader. Jeg er vild med ’I’ll Get You’. Jeg tror, de synger ”Jeg giver dig til indianerne”. Det synes jeg er spændende. Men det er ”I’ll get you in the end”, de synger. Inden vi flytter, er der en nytårsaften, hvor min mor er meget dark. Der er et eller andet fra en raket, der lander på hendes nylonstrømpe, og der er drama. Så flytter vi ind til byen, og det er jeg ked af. Min mor og far har det ikke godt.”

PAUL OG LINDA MCCARTNEY, ALBUMMET ’RAM’, 8 ÅR, 1972

”Der bliver plukket bidder af min lykkelige barndom, indtil den går i opløsning. Min mor og far er blevet skilt. Aske og jeg er flyttet med vores mor til København, og jeg kommer hos min far i weekenden. Jeg går på Bernadotteskolen (privatskole i Hellerup, red.), og jeg husker mest, at min mor er træt, når hun kommer hjem og laver aftensmad til mig og Aske. Selvom hun har det dårligt, giver hun omsorgsfulde rammer.

Op til nytårsaften det år er det min fars weekend, og vi er taget til Ærø, hvor min far har købt et sommerhus. Da vi kommer hjem til hans lejlighed i København, fortæller min far, at min mor har taget livet af sig. Samme aften kommer han ind på mit værelse og giver mig ’Ram’-pladen, og jeg sidder og hører den om og om igen. Jeg flytter ind i den plade og elsker numrene. Det bliver jeg ved med. Det er underligt, at den ikke udløser den sorg i dag. Der er andre plader, som min bror og jeg ikke kan holde ud at høre, fordi vi ikke synes, vores mor havde det godt, når hun satte dem på. Men ’Ram’ har sunshine i sig. 

Jeg kigger på coveret, hvor Paul McCartney holder en vædders horn. Linda, hans kone, ligner min nye stedmor (Elin Bing, red.) lidt, hun har også langt, lyst hår og er meget smuk. Jeg synger med på alle numrene, så min stemme fylder rummet. Da jeg boede med min mor, var jeg meget alene, når jeg kom hjem fra skole og forsvandt ind i en leg. Men hvem er jeg, som sjæl og menneske, uden nogen ser mig? Min sang fylder rummet op. Nogle gange opfinder jeg noget, som er frygtelig sørgeligt. Det giver mig en rar følelse. Som om der er et eller andet uforklarligt sørgeligt i mig, som flyder ud og er til stede – en slags terapi.

Som barn tænker jeg, at det nok er det bedste, at min mor gjorde, som hun ville. Det er først i nyere tid, jeg har fortvivlende erkendelser af, at hun måske havde følt noget andet en måned efter. Depression letter jo på et tidspunkt. Det ærgrer mig ubeskriveligt, at det skete i en tid uden den hjælp og forståelse, vi har i dag. Jeg ville også have ønsket for mig selv, at der havde været børnesorggrupper. 

’Ram’ lindrer, da jeg sidder på mit værelse, men den kan ikke kurere. ”Sorg er et nyt hjem for din kærlighed,” har en eller anden sagt. Men det gør jo stadig ondt. Jeg føler musikken enormt stærkt, fordi jeg er flået op. Alt betyder virkelig meget, det kan jeg siden godt se som en gave. Jeg tror ikke, at jeg ville have haft samme behov for at skrive, male og spille musik, hvis det ikke var sket. Alt peger ind i det dødsfald.”

PENSELSTRØG

Hver tirsdag går Alberte Winding i malerskole og tager tråden op fra sin oldefar, maleren Paul Gauguin, og sin morfar, skulptøren Jean René Gauguin. I hendes stue står to af Jean René Gauguins keramiske værker, mens der hænger malerier rundtomkring i lejligheden, som er malet af hendes far Thomas Winding, der oprindeligt er uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi.

JAMES TAYLOR OG DANSKTOPPEN, 10 ÅR, 1973

”Vi er flyttet permanent til Ærø, og jeg savner min mor, mens jeg bygger et nyt liv op midt i James Taylor, Milton Nascimento, Weather Report, Stevie Wonder og naboens radio med Dansktoppen. Musikken kører inde i stuen, og jeg bruger grammofonlåget til at lege, at mine Gjøl-trolde bor i et lækkert moderne hjem, for det gør vi fandeme ikke. Vi er full-blown flyttet på landet, hvor alt er hjemmemalet. Min fars musiksmag er stadig så fed, at den overdøver, hvad der er ude i verden. Men det er spændende med Dansktoppen. Vi sidder med dinglende ben på køkkenbordet og spiser franskbrød og holder øje med, hvem der ligger nummer et i den her uge. ’Hjerter af honning’ og ’Flower power tøj’, uhh, den er god, men mine forældre er sådan: ”Really?”

I vores hjem hører vi ikke ret meget radio eller ser tv, for Thomas er taget til Ærø for at have en armslængde til Danmarks Radio. Han er ret anarkistisk i de programmer, han laver. Han får plads og er på en måde skideforkælet, men han er også skideirriterende. Derfor har han brug for at være derovre og buldre igennem som kunstner. Problemet er bare, at vi ikke har nogen penge.

Der er nærmest ikke saltet til et æg, og der er i hvert fald ikke æg. De andres hjem er mere klunkehjem i 70’er-udgave, og mine stedsøstre (Elin Bings to døtre Louise og Andrea, red.) og jeg misunder, at der er regler om, hvornår de skal i seng, og middagsmad på et bestemt tidspunkt. 

Jeg går ture på markvejene og synger hits eller øver mig på en sang, som jeg synes udtrykker lige dér, hvor jeg er. Det bliver kommenteret af de voksne: ”Hvad er det egentlig, du synger? Så onde er vi da ikke.” Det er helt ubevidst. Som at klø sig i håret. 

Min far laver børne-tv om sommeren, det er ret magisk. Så kommer hele filmholdet over og bor hos os og drikker øller og råber og filmer om dagen, og vi er med i små roller. 

Jeg får hovedrollen i ’Mig og min frø’, og i ’Super Carla 2’ spiller jeg lille Vera – et stakkels børnehjemsbarn, hvis forældre er døde, og alle ærgrer sig over, at jeg ikke er god til at spille skuespil. Mange år senere ser jeg på Den Sorte Diamant et klip (fra 2018-udstillingen ’Den store Thomas Winding’, red.) og finder ud af, at jeg mest bare var naturlig og prøvede at være den person, jeg spillede. Men det var man jo ikke dengang. Der TAL-TE MAN SÅ-DAN HER. Den udstilling gør en masse godt for mig. Jeg føler, jeg bliver redeemed. 

Jeg havde virkelig ikke høje tanker om mig selv som barn. Noget af faren ved at vokse op i en kunstnerisk familie er jo, at man tænker: ”Men jeg kan jo ikke male sådan der.” Så er en børnetegning på en måde ikke fed nok. Jeg tror, at man er født til at være kunstner. Og det har jeg nok med mig stadigvæk. Jeg tænker: ”Nå, nej, jeg er jo ikke sanger.” Jeg er en, der gerne vil synge, og det er lykkedes for mig, men jeg er jo ikke teknisk sanger. Jeg føler mig som en klodset 10-årig, og at jeg ikke duer til noget. Det har at gøre med den skyldfølelse, som du efterlader i børn, hvis du som forælder tager livet af dig. ”Hey, det er slet ikke noget med dig,” siger de voksne til mig igen og igen, men følelsen flytter over i alt muligt andet.”

SØREN KRAGH-JACOBSEN, ROLLING STONES, CROSBY, STILLS, NASH & YOUNG OG PINK FLOYD, 14 ÅR, 1977

”Vi sidder hjemme i min veninde Lena Brostrøms forældres stue og hører ’Angie’ med Stones og også Søren Kragh-Jacobsen. Det er første gang, jeg hører noget dansksproget, der er så eminent. Det bringer mig et nyt sted hen. Søren Kragh-Jacobsen har gjort meget for min generations tekstforståelse. Det, at man kan skrive om kys og sex på den dér fine poetiske og sjove måde. Søren har garanteret været gode venner med min far, og derfor har min far nok ikke spillet musikken. Der er en grænse for, hvad man kan være for hinanden.

Lenas far er litteraturanmelder Torben Brostrøm, og hun har en virkelig sød mor. De er en kulturfamilie, på en mere ordentlig måde. Lena synger i Radioens Pigekor, og Klaus Rifbjerg er Torbens bedste ven. Vi er mere flagrende. Jeg bor i Peder Skrams Gade i København og har været ulykkelig over, at vi er flyttet tilbage til byen. På Ærø var vi vant til at gå til bal og drikke øl. Pludselig står vi i København og må ingenting. Jeg hører Crosby, Stills, Nash & Young, der allerede er gået fra hinanden og er gamle, så det er ikke noget, jeg deler med nogen. Pink Floyd tager mig fra pre-teen til full-blown melankolsk drømmeteenager. 

Og så møder jeg Lena en aften nede på gaden, hvor vi er en masse unger, der løber rundt. Hun bor en blok fra mig og tager mig med til klassefester på Ingrid Jespersens (Gymnasieskole, red.), hvor jeg møder en masse mennesker, der bliver mit københavnerslæng, som jeg danser ind og ud af, for vi tager stadig til Ærø i ferien. Jeg har stadig meget af mit hjerte derovre. Når jeg går i byen, ligner jeg Alberte, der lige kommer fra landet. Der grundlægger jeg ’man kan godt tage til bal i gummistøvler, for jeg har lige været ude at ride og hvad så’. Det er stadig mit look. 

Jeg ved slet ikke, hvad jeg vil. Jeg tror ikke, at jeg er boglig nok til noget, og jeg har ingen særlige talenter. Jeg er en teenager, der flyder rundt mellem forskellige miljøer og bare gerne vil have en kæreste, et holdepunkt. Men det er også en skøn tid. På en måde får jeg reetableret en tabt tid fra mit Berna-slæng (Bernadotteskolen, red.). Senere kommer det som en vigtig brik for mig, at en masse børn og unge som mig siden er endt med at lave noget kreativt.” 

DANSK MONUMENT 

”Hun har lavet sange til hitlisterne, der i dag står som monumenter i dansk pop. Hun har begået et stærkt forfatterskab, som bringer hendes musikalitet og refleksioner ind i nye formater. Og som det mest prisværdige har hun åbnet døren ind til musikkens vidunderlige verden for de vigtigste mennesker i vores samfund, børnene. Kære Alberte Winding, Danish Music Awards’ Ærespris 2023 går med største selvfølgelighed til dig.”

DMA’s motivation til Alberte Windings Ærespris 2023, læst op af kulturminister Jakob Engel-Schmidt ved prisoverrækkelsen.

GEORGE BENSON, CARLY SIMON OG MICHAEL JACKSON, 19 ÅR, 1982

”Jeg synger og synger, mens jeg gør rent i rige menneskers enorme træhuse på øen Martha’s Vineyard. Året før er jeg taget derover med min kusine for at passe Carol og Georges dreng, Jessie. De er venner af familien. Vi hører plader hele dagen, og James Taylor og Carly Simon bor på øen. Taylors ’Fire and Rain’ er det nummer, der dengang lå nummer et i længst tid på den amerikanske hitliste, og de er et hot par på øen, al buzz er omkring dem. Carly Simon har et spillested sammen med vores værtsfar, og hun spiller en koncert den weekend, min kusine og jeg rejser fra øen første gang. Det ender med at være vores livs sommer, og vi slipper ikke øen. I mange år rejser vi derover, så snart vi har penge.

Jeg bliver kæreste med Duane, der bor fast på øen med sin mor, hvor jeg flytter ind, og jeg tjener penge ved at gøre rent i de her kæmpestore gamle hvalfangerhuse, som rige familier har købt, siden præsident Kennedy slog sig ned. Folk, der kommer om sommeren, er afslappede på en helt umulig posh måde med hørskjorter og loafers. Jeg er bare rengøringskone og er helt blown away over, at man kan tænde for ­radi­o­­en, og så kommer ens yndlingsnummer. I Danmark må man vente en uge på et hitprogram. Carly Simon får mig til at indse, at man godt kan synge, selvom man er hvid og mærkeligt sammensat. Det er hendes smerte og længsel, jeg hører. Den vågner i mig og bliver tydelig. Hun har en hvid stemme og bruger andre fraseringer, end man traditionelt gør. Det er ikke udsprunget af gospel, rhythm and blues, men af folk-delen. Det passer godt til min stemme, når jeg synger. Hun er stedets ånd, som besætter mig.

Til sidst stikker jeg af fra Duane. Jeg hører Michael Jacksons ’Thriller’ og mærker en helt vild trang til at danse. Jeg kigger på ham og tænker: ”Hvad er det for et liv, vi har sammen? Hr. og fru lillemor? Jeg vil danse.” Det giver mig mod til at tage til New York og passe Jang (Nicolas Winding Refn, søn af Vibeke Winding og Anders Refn, red.). New York er et sted, hvor man ikke skal gå alene hjem om aftenen, så jeg er skidebange og kommer aldrig ud at danse. Men i USA opdager jeg, at jeg ikke kan lade være med at synge, og begynder at fantasere om, hvordan det kunne være at spille med nogen.”

EURYTHMICS OG PETER GABRIEL, 28 ÅR, 1991

”Jeg finder min tone, den tone, jeg har inde i hovedet, under indspilningen af ’Lyse nætter’. Der sker et eller andet, fordi jeg for helvede bare vil sove. Min omsorg for Josefine (datter, red.) er min stemme. Hvem sang jeg for før? Hvad skulle verden bruge det til?

”Dér er den,” siger Jan (Rørdam, far til Albertes to børn, red.), min bror Aske og jeg til hinanden, og så sætter jeg et billede af Josefine op i sangboksen og synger bare til hende. 

Jeg er et sted, hvor jeg ikke kan tvinge min stemme, jeg bliver nødt til at føle det. Det er den følelse, hvor det knækker til enten noget sjovt eller gråd. Hvis følelserne er en flod, er det lige inden vandfaldet.

Jeg møder Jan 10 år tidligere på Dan Turèll. Jeg arbejder på Café Victor og er ovre og veksle byttepenge, og han ser virkelig sød ud. Han har et band, der hedder Metro, med Maria Bramsen, og jeg spørger, om de ikke har brug for nogle tekster. Jeg ved godt, at jeg ikke er god nok til at synge, men min længsel efter at skrive de ord, jeg er optaget af, er større end min generthed. Jeg synger det ind på et kassettebånd 60 gange for at få ordene til at passe, og så siger han: ”Det er skønt. Du har en rigtig god stemme.” Og så starter det. 

Vores fælles øre er på Eurythmics og Peter Gabriel. Senere hooker vi op med Aske og vender tilbage til James Taylor og Carly Simon som arbejdsoverskrift og laver ’Lyse nætter’ og ’Jagten på den forsvundne skat’, som giver os det arbejdsliv, vi har nu. Mellem de to plader putter vi en børneplade ind, ’Tju bang chokolademand’, som reaktion på den udmattelse, vi mærker som småbørnsforældre og behovet for en rar, akustisk lyd.

Min far bruger altid sin familie, og Jan og min far kommer til at arbejde rigtig godt sammen. Han bruger i forvejen Aske og Kasper (Winding, halvstorebror, red.) rigtig meget, og jeg tror, han er meget glad for Jan. 

Det er mærkeligt at tænke på, at sangene fra ’Bamses billedbog’ er nødt til at stå på sætlisten på samtlige koncerter. Selvom der ikke længere er børn i salen, er det jo voksne mennesker, der har været børn, og for hvem børnemusikken stadig indkapsler deres liv.

Alle mine senere plader har handlet om at sige: ”Sådan her er det nu.” For eksempel i sangen ’Min klub først’, hvor jeg er i fyrrerne og er kommet til at gå i byen og drikke mig virkelig fuld, og det burde jeg ikke gøre, for det er min teenagedatters sted. Jeg har min søn William med i nummeret, der siger: ”Hey, undskyld, er det ikke dig fra Bamse og Kylling?”, for at vise, hvor svært det er at være tosset og fuld og have kærestesorg med mascara ned ad kinderne og så samtidig blive genkendt som Luna. 

Jeg vil rigtig gerne være sanger, da jeg starter på ’Bamses billedbog’, og derfor bliver der også skrevet mange sange til mig i programmet. Det er min gulerod, for jeg kan godt mærke, at jeg ikke har et stort skuespillertalent. Jeg kan godt se, at det er ren nepotisme, at jeg er med. Min stedmor (Elin Bing, red.) skriver manuskripterne, og min far har haft Bamse med i en udsendelse mange år før. Jeg føler ikke, jeg har fortjent det. Men jeg kan give det min særegenhed, være underlig eller mig selv. Det er i det mindste noget, jeg kan stå ved. Men jeg går aldrig på arbejde og tænker: ”Baam, her kommer jeg. Hvad siger I? Hvad skal JEG i dag?”

Jeg tror, alle kunstnere skaber noget unikt, fordi de prøver at lyde som noget og nogen, de ikke kan opnå. Det er på en måde fejlen, der er ens egen tone. I de første anmeldelser (Alberte Winding udgav to plader før ’Lyse nætter’, red.) står der, at man kan høre både Daimi, Birthe Kjær og Sanne Salomonsen. ”Ja,” tænker jeg, ”det er sgu nok rigtigt.” 

Da vi indspiller ’Lyse nætter’, er jeg gravid igen og har bare lyst til at gøre plads til at være mor, men vi ender på turné, da William er fem måneder, og Josefine tre år. Jeg står med ammeindlæg på scenen og er meget moderlig – som om publikum også er mine børn. Det handler om, at folk skal have det trygt og godt. Jeg passer ikke ind i rock chick-idealet, men vi mærker, at der faktisk er en niche – ’Lyse nætter’ sælger 120.000 det år.  

Det er sommer, vi spiller hele landet rundt på det, og jeg tager mig plads til at være romantiker og er i opgør med tidens hårdhed. Jeg er træt af 80’ernes sort- og hvidternede stringens, dens coke og dens yuppier. Nu kan jeg træde ind med min 70’er-orange blødhed.”

SHELBY LYNNE, PORTISHEAD OG SVENSK MUSIK, 35 ÅR, 1998

”Der begynder at dukke et behov op for at vride mig løs fra måden, jeg selv og andre opfatter mig på. Jeg prøver at lave kiksede samples i køkkenet og rejser til Stockholm for at arbejde hos Pål Svenre. Det at komme væk fra morrollen fire dage om måneden og at få en producer, der aldrig har set ’Bamses billedbog’, er befriende og vildt ensomt. Vi er flyttet i en villalejlighed i Hellerup, som vi har været heldige at få virkelig billigt. Det har været nogle gode år, børnene går på Bernadotteskolen, og alt er, som det skal være. Det huer mig bare ikke.

Det er nok igen den indre blå tone omkring mig. Jeg kan ikke spejle mig helt i lykken og bliver urolig. Hvor er hele følelsesspektret for mig? Samtidig ved jeg godt, at det er en meget normal tilstand, når man har små børn, og der skal være plads til at se dem. De begynder at være store nok til, at jeg kan tage til Stockholm og indspille, og Jan bakker op omkring, at jeg laver en plade alene. Det er meningen, at Pål og jeg skal skrive sammen. Men han er jo producer, så det ender med, at Jan og forskellige danske og svenske musikere laver mine sange. Jan og jeg ser virkelig op til svensk musik. The Cardigans opsummerer det ret godt med deres lidt kølige, men helt ublu skamløse vellyd.

Jeg lytter intenst på Shelby Lynne. Nummeret ’I’m Leaving’ har en gammel Motown-feeling ligesom Portishead, der låner af 60’erne. Jeg vil gerne lave noget, der har den lyd, og der kommer en plade ud, jeg stadig er stolt over, selvom den ikke bliver knuselsket i Danmark. Jeg får ros for teksterne, og det er et nyt skridt for mig. Jeg begynder at skrive om parforholdskriser og ting, der bumler i mit liv. Vi kan pludselig maile, og jeg skriver afsindigt lange mails til folk. Det er et high for mig, så dér starter jeg nok ubevidst på at ville være forfatter.”

WINDING-SURF  

Alberte Winding, musiker, skuespiller og forfatter. Født 1963, datter af forfatter, maler og tv-producer Thomas Winding (1936-2008) og forfatter Lulu Gauguin (1937-1972), der arbejdede som producer i B&U-afdelingen. Har to voksne børn, Josefine og William Winding, med musiker Jan Rørdam. Halvbroren Aske Bentzon er søn af Lulu Gauguin og jazzpianist Adrian Bentzon, mens halvbroren Kasper Winding er søn af filmfotograf Vibeke Winding og Thomas Winding. Begge halvbrødre er musikere.

Har hidtil udgivet 19 album, de seneste fem i samarbejde med Andreas Fuglebæk, som hun giftede sig med i 2015. Det seneste, ’Nye stjerner’ er i begges navn. I 1991 fik hun sit gennembrud med ’Lyse nætter’, som har solgt over 200.000 album. Det gælder også børnepladen ’Tju bang chokolademand’. Begge album er lavet sammen med Jan Rørdam. Fra 1985 til 1999 medvirkede hun i ’Bamses billedbog’ som Luna. Som barn var hun med i sine forældres B&U-tv-udsendelser.

I 2006 debuterede hun som forfatter med ’Barbara Tristan Møllers hemmelige dagbog’ og har siden udgivet erindringsromanerne ’Kastevind’ (2018) og ’Småt brændbart’ (2020). Udkom i 2023 med romanen ’Hvad jeg tænker mens du taler’.

LEONARD COHEN, SADE OG BON IVER, 48 ÅR, 2011

”Jeg er flyttet for mig selv i en lejlighed ved Nørreport, er enlig mor og kun sammen med mine yndlingsmennesker på halv tid. Jeg hører Leonard Cohen og Sade og er superromantisk og ulykkelig og euforisk og udmattet. Alt er rodet.

Det er dejligt, at mit eget liv kan fylde, når jeg er alene, men jeg er også alene og kan slet ikke finde ud af det. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan lide min kaffe, jeg kan ikke lave mad, så jeg køber New York Times ’Cook Book’ fra 1963 og begynder at lave boeuf bourguignon og coq au vin. Bygger op. Det er også en opbrudstid, hvor jeg har brug for det kaos til at finde den sweater, der passer, i ’glemt tøj-kassen’. Det gør den til sidst. Det tager mig nærmest 10 år at lære at være alene – og så møder jeg Andreas. ’Fjerde til venstre’-pladen laver jeg i lejligheden, for jeg ved godt, at jeg ikke musikalsk har redskaberne til at lave min egen plade. Jeg laver et dogme: ”Du kommer, uanset hvad du spiller på, med en akustisk guitar, for det er det, jeg elsker nu, og så indspiller vi en sang sammen.” 

Det er helt klart Bon Ivers musik, som min søn en dag anbefaler mig, der er inspirationen til ’Fjerde til venstre’. Jeg får en dør sparket ind til en livsforandrende musikkærlighed. Bon Iver er med i den bølge, hvor det bliver en ting, at folk indspiller hjemme. Man tager naturen ind igen og lægger afstand til de etablerede studier. Det passer mig godt, det handler om at gå tilbage til mig selv, skabe en falsk fortid og sige: ”Okay, nu skubber jeg lige alle de år væk, hvor jeg prøvede at synge perfekt.” 

Under arbejdet med ’Lyse nætter’, hvor jeg græd og sagde: ”Åh, jeg kan ingenting”, sagde Aske til mig: ”Nej, det kan du måske ikke, men det er kampen for at kunne det, vi vil høre.” Det har jeg med hver dag, for der er ingen af de musikere, jeg hører på, der er perfekte. Jeg har brug for nogle sprækker, jeg kan genkende i mig selv. Man skal ikke kontrollere det for meget, men det er også en klassisk udmelding fra en som mig, der er autodidakt. Det er den slags arrogance, der opstår i én på baggrund af ekstrem usikkerhed. 

I lejligheden skriver jeg også ungdomsromanen ’Barbara Tristan Møllers hemmelige dagbog’, hvor alt bare er sjovt, men så går det op for mig: ”Okay hvad så med den mor? Ja, hun flytter i bogen. Hvad handler det her om?” Igen handler det om min egen mor. Under det skriver jeg stadigvæk på min egen historie. Jeg veksler bare min smerte til nogle andre menneskers smerte. Men det kan også være, at det handler om, at jeg selv er flyttet. Jan og jeg tager beslutningen sammen, og vi har begge dårlig samvittighed.”

WAR ON DRUGS, SARAH KLANG, BOYGENIUS OG BEYONCÉ, 60 ÅR, 2023

”Andreas Fuglebæk spiller varm karamelguitar, og vi begynder at skrive sange sammen. Han er lyden af mine følelser, og når jeg skriver om dem, er jeg lyden af hans. Vi er kæmpe forskellige, lige besværlige, men har samme ideer med sangene og koncerterne. Vi lever halvdelen af livet i en bil på vej til Jylland og den anden hjemme som familiemennesker. Nu har Andreas og jeg fået el-bil, og vores arbejdsdag er blevet længere, for vi skal lade op to gange på en tur til Jylland. Så går vi over på tanken og får en kålsalat. I starten er det næsten som at være i en Disney-film, så sidder der lige en mariehøne på de dér Clever-standere, hvor der er plantet sommerblomster imellem. Hvis vi kører hjem om natten, hører vi musik, hvis vi kan holde det ud, for tiden War on Drugs og Sarah Klang, og jeg tager billeder ud ad ruden. Det giver sådan nogle underlige lys-ting om natten, som jeg nogle gange maler. Lige nu maler jeg vejbaner. Hvis jeg skal være til her i verden, bliver jeg nødt til at få ­poesi ind. Andreas kom ind i orkestret for 12 år siden, og i starten er vi bare virkelig gode venner. Jeg kan mærke, at det er den guitar, jeg har ledt efter. Vi har en prøve sammen med Jan, hvor Jan og jeg kigger på hinanden: ”Ja, okay, der er den”, så Jan og Andreas laver også et par ting sammen, og også Jan og Søsser (Marie Louise von Bülow, red.), som er vores bassist og Jans kæreste.

Andreas og jeg har forskellige aldre (der er 19 år imellem dem, red.), og jeg elsker, at det, der bare er umiddelbart rigtigt for Andreas, tit er nyt for mig. Jeg elsker at være en slags skuespiller, der går ind i hans scenografi og skal spille den her rolle med de her ord. I starten trak vi linjerne hårdt op: ”Hvad mener du med, at du ikke kan lide Stevie Wonder?” Så hører vi musik og drikker rødvin, og jeg prøver at finde det nummer, som skal åbne ham. Men i virkeligheden finder man i et band det, man har til fælles, ligesom i et ægteskab. Andreas’ musiksmag er meget gammel, han kan godt lide Emmylou Harris – alt muligt country-folk. Andreas har givet min alder en værdighed, fordi han er ung og synes, det er værdigt at blive ældre. I stedet for at vi begge var ældre og gik i panik, giver han det et spotlight, som jeg synes er meget, meget kærligt. 

En dag, hvor jeg føler imposter syndrome, siger han til mig, at min kulturarv er min skole. Det er godt set, for selvom jeg ikke har gået på en eller anden fin skole, foregår der jo en skoling hele tiden i, at jeg bare er i det. Jeg tænker hverken som barn eller ung, at jeg er ude og lave tv, jeg er bare ude og lave noget for mine forældre. Den naturlighed har man jo, når man vokser op i et firma. 

Mine playlister er præget af unge og lidt ældre kvinder, jeg har virkelig ’kvindeår’ og hører Boygenius, men også Beyoncé og får lyst til at danse. Kvinderne siger mange ting, og det inspirerer mig som kunstner, hvordan de er vrede og bruger deres seksualitet, kærlighed og sorg. De tør sige nogle kiksede ting, der gør dem mere sexede at lytte på. Selvom jeg bliver gammel, vil jeg altid have et indre liv, hvis jeg tager imod det. Og så kan kunsten også sende en besked fra fortiden – for eksempel på en udstilling, hvor maleren lige sender en følelse til én gennem tiden, som stadig er så voldsom. Det gør os aldersløse, det gør os udødelige, og det gør også, at vi accepterer døden. Jeg har ikke tænkt mig at holde op med at synge, men jeg har heller ikke tænkt mig at holde op med at beundre nye generationer.”

SEKS DAGE EFTER Alberte Windings optræden i Rødovre sidder hun ved et af de runde borde til Danish Music Awards på venue-stedet The Plant Cph.

Der er lange, hvide duge, rosebuketter, en diskokugle med bordnummeret på og en bowle med færdigmiksede drinks at gå om bord i mellem trerettersmenuen. Kunstnerne sidder tættest på scenen, mens ’branchen’ er placeret bagud i en slags rangorden. Der er ikke inviteret presse til prisoverrækkelsen, så Ud & Se er sendt i byen med streng formaning om ikke at skrive en linje om de øvrige musikeres adfærd. Eventuelle klicheer om blå piller i stride strømme, tungekys i sidegangene og sammenbrudte kunstnere, der føler sig forbigået, synes ikke at passe. Folk opfører sig utrolig pænt, smalltalker og drikker små skvæt af deres vinglas. Der bliver klappet mere eller mindre entusiastisk mellem hver kunstner, der får overrakt sin pris, og ad værterne Hav & Kamals jokes.

Lige indtil årets ærespris bliver overrakt.

Da Alberte Windings navn bliver nævnt, rejser hele salen sig for første gang op og klapper hende op på scenen, hvor kulturminister Jakob Engel-Schmidt holder talen for hende. Alberte Winding tager imod et kram og en blomsterbuket i sit ferskenfarvede oversize jakkesæt a la David Bowies ’Let’s Dance’-outfit og slutter af med ordene:

”I 40 år er jeg blevet beskrevet på så mange supermærkelige måder, og jeg har lyst til at sige i aften: ’Jeg er lige præcis, som jeg skal være.’”

Allerede som syvårig hjalp Claus Meyer til hos den lokale bager. I teenageårene fór han vild i maden og udviklede sin helt egen spiseforstyrrelse. Men et møde med fransk hjertelighed sendte ham hjem med en mission om at forandre måden, vi spiser og lever på. Her fortæller den 60-årige kulinariske altmuligmand i syv mundfulde om vejen til den gode smag.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Ricky John Molloy

1. STUDENTERBRØD, 1978

Min far var madglad ud over alle grænser. Han fortalte stolt, at vi var ud af konditorslægt, og at hans bedsteforældre kørte rundt på Falster i hestevogn og solgte kager. Selv var han værktøjshandler, men der gik næsten ikke en arbejdsdag, uden at han kørte forbi en café i Nykøbing, hvor han lige skulle have et stykke wienerbrød. 

Min mormor blev som ung uddannet kogekone på Sølyst nord for København, og hun og min morfar holdt middagsselskaber i deres villa i Sundby, hvor hun stod i køkkenet og lavede dyreryg eller noget andet fint, mens min morfar gik rundt og vartede op med hvide stofhandsker. En gang om ugen tog min mormor mig med på Konditori Obst i Nykøbing, hvor jeg plejede at vælge en medalje eller en kartoffelkage og drikke varm chokolade til, mens hun drak sort kaffe og spiste et stykke lagkage.

Jeg tror, jeg var prædisponeret for selv at blive ekstraordinært madglad. Fra en tidlig alder elskede jeg at gå ind i en bager og mærke duften og forventningsglæden over alle varerne på hylderne, og da jeg var syv år gammel, søgte jeg arbejde hos vores lokale bager i Sundby. Hver morgen klokken kvart i syv mødte jeg ind og hjalp med at bære bakker med friskbagt brød og varmt wienerbrød fra bageriet over i butikslokalet, og hver lørdag fik jeg min løn: fem kroner plus en slikpose, jeg selv fik lov at blande. Indholdet varierede, men der røg altid en hvid Crunch-chokolade i posen.

Mens jeg voksede op, gled mine forældre fra hinanden, og efter deres skilsmisse søgte jeg tilflugt i maden og blev en fed 14-årig. Tit cyklede jeg over til grillbaren efter aftensmad, fordi jeg ikke følte, min mors mælkestuvninger og udkogte grøntsager fyldte mig med noget. Min mor var hjemmegående i mange år, men fandt aldrig nogen særlig glæde ved det eller ved madlavningen. Da min far flyttede ind hos sin nye kæreste, og min mor begyndte at arbejde som lægesekretær inde i Nykøbing, mens hun forsøgte at skjule et eskalerende alkoholforbrug, blev aftensmaden ikke ligefrem hyggeligere.

For at dulme tristessen spiste jeg halve grillkyllinger, fiskefilet med pomfritter og remoulade eller måske bare en kradser. Jeg syntes, kradseren var fantastisk. Man fik det sprøde fra de ristede løg, varmen i halsen fra de rå løg, det stærke fra senneppen, det søde fra brødet, det sure fra agurkerne. Og så ketchuppen! For bare 50 øre – så var der råd til et par stykker. 

Som 15-årig var jeg træt af at være den tykkeste dreng på skolen. Træt af ikke at føle mig attraktiv. Træt af at føle mig tung på badmintonbanen. Med inspiration fra et skema i min mormors Familie Journal udviklede jeg en diæt, hvor jeg kun spiste bart rugbrød, hvidkål og havregryn med Hermesetas-sødemiddel. Samtidig trænede jeg hver dag og løb ture i skoven under ledelse af Jørgen, min ven og badmintonmakker. Det lykkedes mig at få kontrol over maden, og kiloene raslede af – i alt tabte jeg 30 kilo. For at overleve afsavnet og hænge i lavede jeg en regel om, at jeg i weekenden måtte spise præcis, hvad jeg ville. Slik, is, chokolade. Og studenterbrød. Et studenterbrød kostede vel 2-3 kroner – man fik meget smag for pengene. 

Sundby ligger på Lolland, men lige på den anden side af Guldborg Sund ligger Nykøbing Falster, så når jeg fik fri fra skole fredag eftermiddag, kørte jeg over broen på min cykel eller min knallert og forbi samtlige bagerier i Nykøbing Falster, hvor jeg købte et studenterbrød hvert sted. Hjemme på mit værelse skar jeg dem i små skiver for at nippe til dem og sammenligne hver bagers studenterbrød. Der var stor forskel fra bager til bager. Nogle havde meget kakao, andre havde mere hindbærmarmelade. Nogle brugte tørkage i dejen og ikke kun wienerbrød. Det gav nogle fyldigere, marcipanagtige toner. En af bagerne lavede et studenterbrød med en luftig masse baseret på tørkager med nougat og mælkechokolade, som jeg virkelig godt kunne lide. 

Det var en form for anmelderi, og det var en måde at forlænge glæden. I forvejen elskede jeg weekenden. Følelsen af tipsfodbold, at være hjemme og ikke skulle noget. At hygge mig på mit værelse – min hule. Hen over et par timer fik jeg så spist en del studenterbrød – helt sikkert for mange – men det var ikke et ustyrligt misbrug. Jeg fik hverken kvalme eller kastede op. Og jeg følte, jeg havde fortjent det. Til gengæld var det hårdt søndag aften. Det var, som om farverne blev trukket ud af virkeligheden. Foran mig ventede den store, brutale mandag og fem dages mareridt. 

Men når fredag kom, kunne jeg igen give slip. At svinge mellem absolut askese og synd i afmålte doser passede mig, men i det lange løb var det usundt mentalt. I hverdagen udviklede jeg en form for perverteret glæde over at kontrollere mit kalorieindtag. Afløst af kæmpe glæde fredag eftermiddag, når jeg skulle ud at købe alle de lækre ting. Efterhånden begyndte den dårlige samvittighed at vokse inden i mig hen over weekenden. 

2.  KARLJOHAN, 1983

Da jeg blev student, tog jeg til Paris for at arbejde som au pair hos Michel, en travl og sarkastisk tandlæge og i øvrigt en dygtig kok. Han sendte mig på marked for at købe ind og lærte mig at lave klassiske retter som cassoulet, confit de canard og soupe à l’oignon. Men han var ikke nogen hyggeonkel. En dag blev jeg syg med leverbetændelse – enten som følge af en skaldyrsforgiftning, eller fordi jeg havde stukket mig på et af hans instrumenter på klinikken – og så søgte jeg luftforandring. Hjemme i Nykøbing havde jeg gennem en kontakt fra tennisklubben fået nummeret på Elizabeth, der drev en konditorforretning sammen med sin mand, Guy, i den mellemstore provinsby Agen i Gascogne i det sydvestlige Frankrig. Så jeg ringede til Elizabeth og spurgte, om jeg måtte komme og besøge dem, mens jeg kom mig over min sygdom.

Guy og Elizabeth var i fyrrerne, havde ikke selv børn og tog varmt imod mig. Jeg fulgte med dem på arbejde og tilbragte dagene i deres forretning, hvor Guy som konditor af fjerde generation arbejdede med sine svende og elever, mens Elizabeth passede butikken udadtil. Meget af tiden havde jeg ikke kræfter til andet end at sidde i en slidt læderlænestol på kontoret og læse i sportsavisen L’Équipe, mens bagersvendene og konditorerne fodrede mig med smagsprøver.  Jeg smagte den smørbaserede gâteau basque, en sydvestfransk egnsspecialitet, som man havde bagt i flere hund­rede år. Skorpen var sprød og parfumeret, som en mellemting mellem sandkage og vaniljekrans, og i midten kom man ind til kagecremen, der smagte af citron og saltet smør. Jeg havde spist studenterbrød eller citronmåner fra tanken. Og pludselig mødte jeg smage, der var så rene. Konsistenser, der var så perfekte! 

Aftensmaden spiste vi som regel hjemme, og efterhånden som jeg fik flere kræfter, lod Guy mig tit købe ind og lave mad. Bagefter evaluerede han resultatet, altid sagligt og anerkendende. Første gang mit værtspar tog mig med ud at spise, var til Elizabeths fødselsdag, hvor vi skulle spise på en rustik kro, en såkaldt ferme-auberge, på landet uden for Agen.

Vi begyndte med en skive foie gras-terrine med et glas iskold sauterne til og Guys eget luftige, søde brioche-brød, som han havde aftalt med kroen, at vi gerne måtte medbringe, fordi han vidste, at det ville være bedre end deres brød. Vinen smagte som flydende abrikosnektar. Briochen smagte af smør og af mildt karamelliserede sukkerstoffer. Den bløde og kompakte, nærmest nougat-agtige foie gras-terrine med dens dybe smag af andelever greb ind i vinens og brødets righoldige, gyldne smage, som var himlen faldet ned på jorden. 

”Vi befinder os i la France de la graisse de canard,” sagde Guy og forklarede mig, hvordan man gastronomisk kan inddele Frankrig efter de forskellige egnes foretrukne fedtstoffer. Smør-Frankrig i nord, Olivenolie-Frankrig ved Middelhavet og Andefedts-Frankrig i sydvest, hvor vi befandt os, og hvor størstedelen af landets fjerkræopdræt foregår. Guy var vel den dygtigste konditor i byen, men talte ikke meget om, hvad han selv lavede professionelt, fordi han i sine egne øjne blot videreførte de opskrifter og den tradition, han havde fået fra sin far. Men han elskede at tale om andres mad, og den aften blev hver ret ledsaget af en historie og en evaluering. Vi var vel 10 mennesker til bords, og ud over madsnakken blev der fyret vittigheder af og røget Gauloises, og midt i det hele sad jeg med nogle mennesker, som jeg på kort tid var kommet til at holde utrolig meget af. Jeg følte mig som en del af banden. Som en voksen med de voksne. Man var interesseret i at høre, hvad jeg havde at sige. Om maden og om livet. Det gav mig en følelse af at være menneske. 

Vi fik flodkrebs og confit de canard og gode oste og croustade aux pommes – en sprød butterdejskage med armagnac-flamberede æbler – men den ret, der gjorde stærkest indtryk, var nok karljohansvampene. Jeg havde forinden kun smagt champignoner, og i Danmark kun fra dåse. Nu kom disse perfekte, friskplukkede svampe på bordet. De var skåret i tykke, sprøde skiver, stegt i gåsefedt og vendt på panden med finthakket hvidløg og persille de sidste 30 sekunder inden serveringen på et stort fad, som vi delte. Det var psykedelisk lækkert. 

Det var mit unge livs største og mest mindeværdige måltid, og det var efter denne middag, at jeg begyndte at give slip. I Paris havde jeg, uden at det var så ekstremt som i mine tidlige teenageår, vedligeholdt en tradition for at holde igen med spisningen i hverdagene og give mere los i weekenden. Nu følte jeg, at jeg definitivt måtte holde op med at være i opposition til maden. Jeg kan ikke bruge mit liv på at kæmpe imod mad, der smager så forbandet godt, tænkte jeg.

Jeg var dybt rørt af den franske mad, men måske endnu mere af hverdagslivet. I Frankrig kommer der en aperitif på bordet, mens man deler forventningens glæde, og som hovedregel er man i virkelig godt humør, når man sætter sig og spiser. I min familie hang der tit en hørm af uforløsthed over måltiderne, vi spiste, mens jeg voksede op. Mine forældre var meget unge, da de fik mig, og endte nok begge to med at føle sig lidt fanget af forældreskabet, ægteskabet og livet. 

I mødet med den gæstfrihed, jeg oplevede hos Elizabeth og Guy som en tilfældig dansker, der ud af det blå havde meldt sin ankomst, gav jeg slip og tog et kolossalt mentalt spring. I mange år havde jeg gået og frygtet mæthedsfølelsen, fordi den mindede mig om, hvilket usselt menneske jeg var, fordi jeg ikke kunne styre mig. Nu gik jeg fra at være bange for at blive mæt til at være bange for ikke at have appetit til at smage på den næste ret. Jeg blev grebet af en lidenskabelig trang til at udforske maden, forstå den og undersøge den. Da jeg tog hjem til Danmark efter et år for at flytte til København og begynde på Handelshøjskolen, var det med en diffus idé om, at jeg gerne ville forandre den danske madkultur.

Mens jeg gik på skolen, startede jeg min egen mad ud af huset-forretning fra min lille Vesterbro-lejlighed med retter, jeg havde lært af Guy. Og da skolen ledte efter en ny til at forpagte kantinen, slog jeg til, og overalt hvor jeg kom hen, havde jeg noget hjemmebagt brød, lidt kage eller en interessant ost med. Jeg ville vise folk, hvor godt mad kan smage. Om det var i badmintonklubben eller på min fasters arbejde i Illums Bolighus, overalt stak jeg ting i munden på folk. Det blev muligvis opfattet lidt aparte, men folk syntes også, det var sjovt, og jeg følte det, som om jeg om-programmerede dem bid for bid.

DEN LANGE MENU

Claus Meyer fik sit første og eneste job som køkkenchef, mens han gik på Handelshøjskolen. Det var på Restaurant Pascal på Gråbrødretorv. Senere trak han sig ud af køkkenernes daglige drift for at hellige sig idé- og konceptfasen af sine projekter. Han startede som restauratør, da han overtog forpagtningen af kantinen på Handelshøjskolen i København. Senere åbnede han i samme bygninger Brasserie Truffé. Han har været med til at åbne hen ved 50 restauranter, blandt andet Radio, Studio og Fasangården i København samt Agern og Aska i New York. Professionelt laver han stadig 8-10 måltider om året, en blanding af private middage i Danmark og udlandet og helt simple folkekøkkenmiddage og fællesspisningsarrangementer.

I 90’erne fik han dansk agentur på den franske luksuschokolade Valrhona. Ligeledes begyndte han at importere og riste kaffe sammen med vennen Søren Sylvest gennem virksomheden Estate Coffee.

I 1993 var han med til at tage initiativ til Smagens Dag, en landsdækkende begivenhed, hvor skole­elever får lov at smage forskel på fødevarer af forskellige kvaliteter – fra industrielle til hjemmelavede.

I 2011 oprettede han Melting Pot-fonden, der blandt andet har stået bag en madskole i Vridsløselille Statsfængsel, en madskole og gourmetrestaurant i La Paz, Bolivia, en madskole og café i Brownsville, New York, og som sidste år åbnede madskolen Um Mami i Marrakech, der skal uddanne unge marokkanere og hjælpe dem til at løfte sig selv ud af arbejdsløshed og fattigdom.

I regi af Meyers Gruppen driver han kantinevirksomhed, bagerier, madskoler med mere. Virksomheden blev i 2014 solgt til en britisk kapitalfond og fusionerede ved samme lejlighed med gourmetvirksomheden Løgismose. I dag er Meyers og Løgismose selvstændige virksomheder, og Meyers blev i 2022 købt af en britisk restaurations-og fødevarevirksomhed. Claus Meyer er fortsat aktionær og en aktiv del af virksomheden.

Han er ridder af Dannebrog, modtager af Rungstedlundprisen samt den franske landbrugs-orden Mérite Agricole, medejer af fodboldklubben Nykøbing FC, har udgivet mere end 20 kogebøger og har sammen med tre venner en fast badmintonbane hver torsdag.

3.  SANDART, 1994

Igennem 90’erne fik jeg stadig flere jern i ilden og overvejede ikke for alvor, om jeg havde plads til flere, da spiseguide-redaktør og vinimportør Bent Christensen inviterede mig til Frankrig som del af et team, der skulle spise på og skrive om alle landets trestjernede Michelin-restauranter til bogen ’Stadig en rejse værd’. 

Sammen med vinkender Jørgen Mønster Pedersen skulle jeg dække Alsace, den franske region, der på det tidspunkt havde flest Michelin-stjerner. Tre restauranter på tre dage blev det til – kæmpestore måltider med koncentreret spisning. Den sidste dag besøgte vi Au Crocodile, hvor vi spiste os igennem en frokost af blandt andet rødtunge-terrine, risotto med kalvebrissel, sprødstegt sandart, ravioli af lammehals og -fod samt duebryst, inden køkkenchefen kom forbi vores bord for at høre, om alt var i orden. Da det gik op for ham, at det var os, der var kommet fra Danmark i forbindelse med et bogprojekt, så han pludselig opgivende og bedrøvet ud. Han havde jo udviklet en række nye retter kun med henblik på os, men nu havde vi fået dem, der stod på kortet. Han var endda blevet hjemme fra et kokketræf i Lyon for at bespise os. Kunne han ikke lokke os til at vende tilbage senere, så han kunne servere dem? 

Jørgen undskyldte sig, han måtte desværre af sted til Paris samme aften, men han var da sikker på, at jeg med glæde ville komme tilbage til aftensmad. Jeg var ved at få desserten galt i halsen, men efter en halv time på øjet, en drink på hotellet, lidt småsnak i baren og 10 minutters taxatur trådte jeg igen indenfor på Au Crocodile. 

Maden var, igen, forrygende. Men det var underligt at sidde der uden selskab. Man bør være to om et godt måltid. Jeg kan ikke længere huske, hvad jeg spiste i anden omgang, ud over at jeg endnu en gang spiste sprødstegt sandart, og at den endnu en gang var sublim, men hvor den i første omgang blev serveret med sprødstegte kartoffelgaletter lagt med lag af blød kartoffelmos, kom den nu med pocherede krebsehaler i en mild krebsesky og en fnuglet soufflé af kyllingelever.

Næste dag havde jeg en frokostaftale i London med den europæiske kokkesammenslutning Euro-Toques – et par år forinden var jeg blevet formand for den danske afdeling, måske først og fremmest fordi jeg var ung og talte flydende fransk. Så jeg stod op klokken fem, et par timer inden jeg skulle af sted til lufthavnen, og gjorde, hvad jeg kunne, for at forcere min forbrænding. Jeg løb rundt i Strasbourgs gader, men fordi jeg var så mæt, måtte jeg flere gange stoppe for at brække mig. Det grinte jeg bare ad. Nu fik jeg da lidt mere plads i maven til frokosten.

4. PORRE MED MISO, 2013

Et par måneder efter åbningen af Studio sad jeg på restauranten sammen med min kone Christina og satte tænderne i en porre, der gav mig tårer i øjnene. Dels fordi den var sindssygt lækker, dels fordi det gav mig en enorm glæde at se Torsten Vildgaard – køkkenchefen – udfolde sit talent.

Torsten var kokkeelev hos Jan Friis-Mikkelsen på restaurant Tinggården i Frederiksværk, hvor jeg tit kom, fordi Jan havde været med-vært i tv-programmet ’Meyers Køkken’ i 90’erne, og vi var blevet gode venner. Allerede som elev var Torsten vanvittigt kreativ, og jeg bed igen mærke i ham, da han og en anden kokkeelev vandt Carlsberg Young Chef, som jeg havde været med til at starte i Euro-Toques-regi. Torsten og hans makker lavede et bragende flot måltid, hvor specielt en suppe med majs og tragtkantareller blæste mig og resten af dommerpanelet bagover. 

Da jeg i 2003 åbnede Nørrebro Bryghus med Anders Kissmeyer, ansatte jeg Torsten som køkkenchef, og det gjorde han sindssygt godt. Restauranten var stuvende fuld, og Torsten gik videnskabeligt til værks for at bruge øllet i maden i alle mulige afskygninger. Resultatet på tallerkenen var rustikt og pakket med smag. I 2005 stod vi og manglede en souschef på Noma, en højrehånd til René Redzepi, og Torsten var det oplagte valg. Han viste sig at være et rent udviklingsmonster, super-innovativ og med en helt formidabel sans for velsmag. I fællesskab med René blev det ham, der kom til at drive udviklingen af retterne, og han var en kæmpe ressource for Noma. Men efter at han i syv år havde hjulpet Noma med at blive kåret til verdens bedste restaurant og høste Michelin-stjerner og René med at nå hans drøm, sagde han i 2012 op for at forfølge sin egen drøm uden helt at vide, hvordan han ville gøre det. 

VIDSTE DU, AT …

Claus Meyer som 17-årig var Lolland-Falster-mester i herredouble i badminton, amtsmester i skak og herredoublefinalist i tennis til Lolland-Falster-mesterskaberne.

Claus Meyer havde tænkt sig at forære Michelle Obama sin egen surdej i værtindegave, da han i 2017 var inviteret til nordisk statsledermiddag i Det Hvide Hus – men glemte den i toget på vej til Washington.

Claus Meyer elsker at klæde sig ud som julemand, og at han hvert år afholder et julekrybbespil i sit hjem for naboerne på vejen med special guest stars. Sidste år var det Lars Findsen, året før Magnus Heunicke.

På det tidspunkt stod jeg over for at åbne The Standard i den tidligere flyvebådsterminal i Havnegade sammen med jazzmusiker Niels Lan Doky. Stedet skulle rumme en jazzklub og nogle restauranter, og vi inviterede en indisk-britisk familie til at drive en indisk restaurant, vi åbnede Almanak, en ny nordisk bistro, som jeg syntes, man savnede i København, og så tilbød jeg Torsten at blive chef for Studio, husets toprestaurant, og partner i hele projektet.

Torsten havde altid haft en kærlighed til det franske køkken og havde på Studio lyst til at tage det bedste fra det nye nordiske køkken og forene det med teknikker og traditioner fra det franske. Hvor Nomas menuer var udfordrende poetiske kompositioner af små bidder, der skulle forstås på tværs hen over et langt forløb, gik Torsten på Studio efter et udtryk, hvor hver ret i sig selv kandiderede til at være et lille mesterværk. Han gik efter at ramme gæsten i maven og i hjertet, ikke at transformere gæsten intellektuelt. 

Og så holdt han sig ikke tilbage fra at anvende smør og ost og cremede saucer, som vi lidt havde forsaget, da vi åbnede Noma, fordi vi ønskede, at råvarernes renhed skulle stå klarere frem, og fordi det nordiske køkken skulle stå frit uden at læne sig op ad det franske.

På Studio gik det op for mig, at jeg igen var klar til et rundere, mere afslappet og udogmatisk køkken, som porre-retten var indbegrebet af. En mør sommerporre i en cremet sauce af persille og hjemmelavet miso fermenteret på byg og ærter. Så tilsyneladende ubesværet. Så små armbevægelser. Og så uendeligt velsmagende.

Jeg har en stor ømhed for Torsten, og det glædede mig inderligt at se ham shine. Året efter fik Studio en Michelin-stjerne.

5. SURDEJSBRØD, 2017

Jeg tog til New York fuld af optimisme. Jeg havde lige solgt min virksomhed og havde tjent så mange penge, at jeg og min familie ikke forventede at skulle bekymre os om penge mere. Min amerikanske partner havde bejlet til mig igennem et længere forløb. Han var vild med de projekter, jeg havde sat i søen i Danmark, og sikker på, at vi kunne få stor succes med et nordisk inspireret food hall-koncept i den højloftede indgangshal til Grand Central Terminal, New Yorks ikoniske hovedbanegård og en af byens store turistattraktioner. 

Vi besluttede samtidig at åbne gourmetrestauranten Agern i en gammel ventesal lige bag ved food hallen, og grebet af en slags eufori bredte jeg mig over stadig flere projekter, blandt andet Aska, en fine dining-restaurant i Brooklyn, og en socialøkonomisk café og madskole i Brownsville, et kvarter i New York, der er plaget af kriminalitet og dårlig levestandard. Vi opnåede en Michelin-stjerne på Agern, folk tog pænt imod Great Northern Food Hall, og det lykkedes os at skabe en respekteret institution i Brownsville, hvor kvarterets fire rivaliserende bander holdt våbenhvile, i hvert fald i nærheden af vores matrikel. 

Desværre fik vi en vandskade på Agern, der holdt os lukket i månedsvis, lige da hypen omkring os var begyndt. Og hele ombygningen i Grand Central endte med at trække ud og koste langt mere end forventet. For slet ikke at tale om den monstrøse husleje, vi betalte til MTA, New Yorks trafikvæsen. Næsten fra første åbningsdag kunne jeg høre pengene ryge ud af kassen, og dag for dag blev jeg mere stresset og deprimeret. Alt i alt satte jeg omkring 100 millioner til på tre år i New York. 

Jeg kan kun bebrejde mig selv for at have taget fejl på en række punkter og for ikke at have sat mig ordentligt ind i, hvad sådan en operation i sådan en by egentlig kræver. Men af og til syntes jeg også, at New York var forbandet utaknemmelig. Her kom jeg og investerede mine egne penge, jeg havde tjent efter et langt virke, jeg hjalp sorte i Brownsville, som byen havde forsømt at tage sig af, og på Great Northern Food Hall indførte vi danske barselsregler og gav alle ansatte en minimumsløn på 15 dollars i timen – alle andre steder i staten lå det på 10 dollars. Jeg var flyttet herover med min familie for at gøre det hele ordentligt. Jeg gav byen min tid, men følte, at jeg med visse uforglemmelige undtagelser blev mødt af grådighed og ligegyldighed.

DEN KORTE MENU

Claus Meyer. Født 27. december 1963 i Sundby. International cand.merc. fra Handelshøjskolen i København. Brød igennem som vært på ’Meyers Køkken’ på DR i 1991. Stifter af Noma og anerkendt som idémanden bag det nye nordiske køkken. Bor på Frederiksberg i København med sin kone. Sammen har de tre døtre.

Aktuel med erindringsbogen ’Drømmer’ i samarbejde med journalist Peter Nicolai Gudme Christensen, der har fulgt Claus Meyer i to år.

Jeg kæmpede for at skjule for min familie og mig selv, at jeg var ved at rende ind i en depression. Man kunne tro, at det hele ville tage appetitten fra mig, men tværtimod var det daglige aftensmåltid med familien et højdepunkt, og særligt glæden ved at bage mit eget brød svigtede mig aldrig.

Jeg havde min egen surdej med fra Danmark og bagte frisk brød hver dag på trods af, at vi havde 15 bagere ansat. Jeg har bagt, siden jeg kom hjem fra Frankrig, hvor Guy lærte mig at bage et virkelig godt brød med 20-30 procent fuldkorn. Siden har jeg stille og roligt skruet op for andelen af groft mel, op for mængden af vand, så brødet bliver mere saftigt, op for hævetiden og op for ovntemperaturen. På den måde har jeg presset mit brød mod det ekstreme, indtil jeg en dag mødte en bager, Nicolai Skytte, som bagte på samme måde, og det førte til, at vi åbnede det første Meyers Bageri sammen i Jægersborggade.

Hver gang jeg bager, prøver jeg at bage det bedste brød, jeg nogensinde har bagt. Det er ikke altid, jeg rammer skiven, men når jeg en gang imellem kommer tæt på, føles det som at opleve en forsmag på evigheden. Men det er altid mere en fornemmelse af et samarbejde end af en personlig triumf. Jeg har den følelse, at hvis temperaturen er rigtig, hvis jeg har æltet tilpas og formet det ordentligt, hvis melet er af høj kvalitet, og jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, så honorerer brødet min indsats og bliver perfekt gyldent, saftigt og luftigt, med den rigtige hvælving og en dyb smag fra kimen og kliddet. Og selv om det kun er 88 procent vellykket, smager det stadig vidunderligt. 

Det gjorde det også i New York. Og ikke nok med det. Bevidstheden om, at det var et sundt produkt, gav mig en følelse af vitalitet, når jeg spiste det. Bagningen blev mentalhygiejnisk. I en kompleks verden kunne ingen tage fra mig, at jeg til enhver tid ville kunne blande mel og vand og salt og gær og skabe et mirakel, der kunne fylde mit hjem med vidunderlige dufte og give gæster et smil på læben. Selv hvis jeg mistede alt, ville jeg stadig kunne bage et brød. 

6. ARTISKOKKER, 2023

Efter hjemkomsten fra New York og ikke mindst efter corona, hvor jeg blev tvunget ned i tempo og var mere hjemme, begyndte jeg at sætte endnu mere pris på de nære ting i tilværelsen, end jeg nogensinde før havde gjort. Det behøver ikke være fremmede verdensdele, eventyret venter lige uden for døren – eller bare derhjemme. Det vidste jeg egentlig godt, jeg skulle bare lige mindes om det. Jeg har altid været et familiemenneske, og det er måske derfor, jeg aldrig blev kok, fordi jeg hellere ville være hjemme end stå og lave mad til en masse mennesker, jeg alligevel aldrig kommer til at lære at kende.

Jeg har ikke oplært mine børn i at pochere æg eller stege fasaner, men jeg har talt med dem om mad og stukket skeer i munden på dem, fra de var helt små, for at få dem til at smage på maden, jeg lavede. De har været med, når jeg bremsede hårdt op, fordi jeg så nogle kantareller i vejkanten på vej til vores sommerhus i Småland, og de har fra en tidlig alder været med på restauranter. Ofte har de syntes, at maden fyldte for meget i vores hjem. Bogstavelig talt. Hvorfor var køleskabet altid så overfyldt af underlige smårester, at man ikke kunne finde en almindelig gulerod? Hvorfor skulle jeg altid bruge så lang tid i køkkenet og lave 5-7 små retter – og en timelang opvask – selv på en tirsdag? Hvad med bare at spise en enkelt ret med lidt salat og hjemmebagt brød? 

Men efterhånden som de blev teenagere, begyndte madlavningen alligevel at bide på pigerne, og specielt min yngste datter Augusta og jeg har de senere år udviklet en helt særlig glæde ved at gå i køkkenet sammen. Hun har en virkelig god sans for, hvad der vil gøre sig godt stegt, hvad der skal være råt, om der mangler en mayonnaise, lidt burrata eller en creme til at binde et måltid sammen. Det er nok mig, der tager teten, men jeg lytter meget til hendes ideer, fordi det giver en helt anden lykkefølelse, at vi er sammen om at skabe noget, i stedet for at jeg bare planlægger en menu og sætter hende til at udføre delopgaver, uden at hun får ansvar for resultatet. Vi taler ikke så meget, mens vi er i gang, men vi elsker det og kan i relativt højt tempo producere en byge af småretter.

I påsken i år havde min familie og jeg lejet os ind på en agriturismo, en bondegårdspension i den norditalienske region Veneto. Og en dag, hvor vi egentlig skulle have været ud at spise, kom vi forbi grøntmarkedet i Padova, hvor årets første artiskokker, tomater, salater, zucchini og bønner bød sig til. Augusta syntes ikke, der var grønt nok i den italienske restaurantmad, og da vi kunne låne køkkenet, gik vi amok og planlagde det måltid, vi drømte om at spise, mens vi kiggede på forårsgrøntsagerne.

Af artiskokken råstegte vi hjertet, mens de spædeste blade blev skåret superfint og vendt med olivenolie, citron og persille. Vi lavede også puntarelle med ansjosdressing, hvide asparges med appelsin-beurre blanc og gnocchi med zucchini, ærter, basilikum og parmesan.

Det lykkedes os at lave 10 små retter på halvanden time. Resten af familien var vældig glade for maden, men det var faktisk en af de aftner, hvor glæden ved at udtænke maden næsten var større end ved at lave den og spise den.

7. BALSAMICO, 2023

Da jeg i 2001 gik i gang med at lave eddike, havde jeg brugt 10 år på at tordne mod håndværksbagerne, bryggerierne, frostvareproducenterne, mejerierne, spritfabrikkerne, og hvem jeg ellers mente udsatte vores madkultur for industriel, spekulativ og profitorienteret tænkning. Et angreb på masseproduceret lort, kort sagt. 

Men hvad hvis du selv prøvede at lave noget, der var rigtig godt, tænkte jeg, da jeg blev træt af at høre mig selv kritisere den danske fødevarebranche. På det tidspunkt havde jeg allerede i flere år importeret både kaffe og chokolade og på den måde præsenteret lækkerier fra udlandet. Nu havde jeg lyst til at bidrage med noget, der var funderet i lokale danske råvarer. 

Valget faldt på en af mine danske yndlingsråvarer, æblet, som jeg syntes var en noget miskendt frugt. Alle danske æbler endte på nogle store lagre, hvor de blev sorteret efter sort – og så ellers solgt som dansk Ingrid Marie eller dansk Gråsten. Om det kom fra Fejø eller Mols eller Hans Jørgens gård, blev fuldstændig ignoreret. Dermed gik man glip af alle de særpræg, som det enkelte steds mikroklima, jordbund, dyrkningstraditioner og så videre kan give en fødevare – det, som man med et udtryk fra vinens verden kalder terroir.

Året efter købte jeg en frugtplantage på Lilleø nord for Lolland, og jeg fik den idé, at jeg ville lagre eddiken efter den 500 år gamle balsamico-tradition, som man har perfektioneret i italienske Modena – bare af æbler fra Lilleø i stedet for blå druer. Jeg tog på en researchtur til Modena for at undersøge mulighederne nærmere og kom hjem med en rapport på italiensk udfærdiget af min rejsekammerat, vinmanden Carlo Merolli. Da jeg havde brug for at få den oversat, stødte jeg på journalisten og gastronomen Andreas Harder, der ikke bare oversatte den, men præsterede en imponerende indlevelse i stoffet. 

Da jeg samtidig kunne forstå, at han kedede sig en smule i sit daværende job hos en statslig styrelse, følte jeg, at skæbnen havde spillet mig et puds. Jeg ansatte Andreas, som blev min eddikemester gennem 16 år. En slags eddike-enmandshær. Dybt tragisk fik han i 2019 et hjerteanfald på en ferie til Sardinien og døde kun 55 år gammel. Andreas var det fineste menneske, og jeg tænker på ham, hver gang jeg smager på eddiken. 

I dag er den næsten ubegribeligt intens. Når en dråbe rammer din tunge, eksploderer smagen som et festfyrværkeri, der udvikler sig over tid. Og du kan smage eddiken 20 minutter senere. Vi har mestendels æblebalsamico, men også noget lavet på blomme. Der går hundrede kilo frugt til en liter færdig tradizionale eddike, som skal lagres i mindst tre forskellige slags træfade gennem minimum 12,5 år. 

Vi har både et batteri af eddikefade i Nordhavn til videresalg og et mere uofficielt batteri i en lille lade bag vores hus på Frederiksberg, som jeg tapper fra, når jeg har brug for et stænk til burrataen, risottoen, vildtsaucen, vaniljeisen – eller når jeg synes, vennerne skal have lidt med hjem. 

Den traditionelle balsamiske blommeeddike smager af mørk frugt iblandet toner af karamel og bittermandel. Den tilsvarende balsamiske æbleeddike minder mig om rav, selvom man jo ikke kan smage rav. Der er noget dybt, gyldent, næsten solbrændt over smagen, selv om den jo ikke har stået i solen. Mine eddiker er smagen af en evighed, det er mit mest tålmodige projekt nogensinde, og mine døtre kommer til at arve smagen i fadene, når jeg en dag ikke er her længere.

I otte år har ANDREAS MOGENSEN arbejdet i NASA og tålmodigt ventet på at blive tildelt en ny mission. Til august sker det endelig, når han med 28.000 km/t rejser tilbage til det uendelige univers, hvor han denne gang skal opholde sig et halvt år. Det bliver det store klimaks i en karriere, der er gået via boreplatforme i Congo og mørke grotter på Sardinien. Og det bliver den endelige prøve på, om han er gjort af det rette stof. Ud & Se rejste til USA for at besøge Danmarks første og eneste astronaut.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

DET ER EN tidlig fredag aften, og i horisonten er solen begyndt at kravle i seng og kaster et rødligt skær over det sumpede texanske landskab, der breder sig i alle retninger og med jævne mellemrum bliver flænset op af store, trafikerede hovedveje. På landingsbanen ved Houston Executive Airport en times tid vest for millionbyen Houston holder Andreas Mogensen i tomgang i et lille, hvidt Cirrus-fly med blå og sorte striber. Han har hurtige solbriller på og NASA-logo på brystkassen. Ved hans side sidder piloten Taylor, en skarptskåret fyr med kort, mørkt hår og skægstubbe. Der flyder hurtige, rockede toner fra radioen, det er AC/DC. 

Så kommer klarmeldingen fra kontroltårnet: 

”Sky is clear.” 

Den danske astronaut trykker speederen i bund, så flyet glider hen over asfalten og ryster let i vinden. Da han trækker styrepinden helt tilbage, rejser det sig fra jorden og flyver som en pil mod det aftenblå lærred med strejf af hvide klatter, mens lyden af ’Thunderstruck’ pumper i højttalerne:

”Rode down the highway.
Broke the limit, we hit the town.

Went through to Texas,
Yeah, Texas, and we had some fun.”

OG SJOVT BLEV det. Eller det vil sige, det syntes de to andre i hvert fald. For det var ikke en hyggelig søndagstur i aftensolen, det var en af den slags flyveture, som adrenalinjunkier lever for, hvorimod det for forfatteren af denne artikel blev en, nå ja, oplevelse.

Lidt tidligere på aftenen mødes vi på Taylors kontor i Henriksen Jet Center i nogle store, hvide lagerbygninger. Andreas Mogensen har hyret Taylor til at tage sig igennem en håndfuld træningstimer som forberedelse til sin flyveeksamen. Som aktiv astronaut er det nemlig et krav at have pilotcertifikat, og eftersom han i sin tid fik sit certifikat i Tyskland, hvor det skal fornyes hvert andet år, er det ved at være på tide forud for hans kommende rumrejse til august.  

Der hænger billeder af små, smukke fly i aktion på kontorets vægge, og en stor skærm viser aktuel radarinformation fra luftrummet over Houston og omegn. Over en halv times tid gennemgår de først a bunch of bad moves, som Taylor formulerer det: uhensigtsmæssige scenarier, der potentielt kan udspille sig i luften. Piloten fyrer en endeløs salve af spørgsmål af: ”Hvad gør du, hvis højdebarometeret sidder fast?” ”Hvad hvis der opstår brand i kabinen?” ”Hvad hvis motoren falder ud af flyet?” ”Hvad hvis der går ild i vingen?”

For det meste parerer Andreas Mogensen prompte med et løsningsforslag, andre gange konstaterer han nøgternt: ”Ja, det ville være en virkelig skidt situation” og må tænke sig om, før han finder løsningen, som regel noget med at nødlande hurtigst muligt. 

Til sidst har de været igennem alt, der potentielt kan gå galt på sådan en flyvetur med et lille Cirrus-fly, og det er ikke så lidt. Tilsyneladende inspireret af samtalen finder Taylor en video frem på skærmen, der viser et tilsvarende fly som det, de netop skal ud at flyve i, der på en tur fra Californien til Hawaii brød i brand, og hvor piloten kun mirakuløst overlevede på grund af det indbyggede faldskærmssystem. Det minder Andreas Mogensen om en historie:

”En af naboerne på min vej er også privatpilot, bortset fra at det er han så ikke mere, fordi han for et par år siden fløj om natten, da han pludselig mistede sin motor. Han var nødt til at nødlande i blinde og styrtede, men overlevede. Til gengæld endte han et halvt år i kørestol, så nu har hans kone sagt til ham, at han ikke må flyve mere,” sagde han.

”Det kan man måske godt forstå,” svarer Taylor smilende med øjne som et legebarn. 

”Nå, jeg tror, vores fly er klar. Skal vi komme af sted?”

ANDREAS MOGENSEN

Født 1976 i København. Opvokset i Danmark, Thailand, Singapore og USA. Bor i Texas med hustruen Cecilie Beyer og deres tre børn.

Har en kandidatuddannelse i rum- og luftfartsteknologi fra Imperial College i London og en ph.d. i rumfart fra University of Texas i Austin.

Blev i 2009 en del af Det Europæiske Astronautkorps. Der var 10.000 ansøgere til stillingen.

Blev 2. september 2015 den første dansker i rummet. Til august skal han opsendes til Den Internationale Rumstation i et halvt år som en del af Huginn-missionen.

Er til daglig tilknyttet det amerikanske rumfarts­agentur NASA som repræsentant for det europæiske rumagentur ESA.

NU ER VI så i luften, og dårligt er vi nået op i højderne, før de første øvelser begynder. Med hovedvejen I-10 under os udstikker Taylor ordrer. Han vil have Andreas Mogensen til at lave skarpere og skarpere sving, hvilket får g-kraften til at træde helt tydeligt frem, så man bliver mast tilbage i sædet.

Da det er krydset af på tjeklisten, fortsætter de længere sydpå til en mikroskopisk ubemandet flyveplads for at lette og lande og lette og lande, hver gang på en ny måde. 

”Så bliver det ikke bedre,” råber Taylor af og til, når en landing sidder lige i skabet.

Andreas Mogensen forholder sig omvendt totalt i ro. Han gør bare, hvad han bliver bedt om. Også da Taylor stikker ham nogle speciallavede pilotbriller, der totalt mørklægger udsynet ved forruden og kun giver mulighed for at kigge på informationerne i cockpittet, beder ham lukke øjnene og hvile hovedet på sin skulder. I stedet griber Taylor fat i styrepinden, drejer i alverdens retninger, op og ned, til højre og til venstre og til sidst lige ned mod jorden.

Det er den slags, der får almindelige mennesker til at holde fast i flyet med begge hænder, som om det skulle kunne hjælpe noget. Men ikke Andreas Mogensen. Han åbner blot øjnene, da der langt om længe er grønt lys, retter flyet op i en glidende bevægelse og kigger over på Taylor: ”Hvad har du ellers til mig?”

AFTENEN FØR BEFINDER vi os på Saint Arnold ­Brewing Company lidt nord for flodløbet Buffalo Bayou, der slæber sig langsomt gennem Houston. Texas’ ældste mikrobryggeri har hjemme i en rustfarvet industribygning, men det er den tilstødende ølhave med et springvand formet som et drinksglas i midten, der har trukket fulde huse. Her vrimler det med texanere, der indtager kolde specialøl, pizzaer og burgere rundtom på træbænkene under et stort halvtag med lyskæder og varmelamper. Det sidste er ikke nødvendigt denne dag, hvor temperaturen har nærmet sig de 30 grader, og hvor luften, selv efter mørket er faldet på, stadig er lummer nok til at give svedpletter under armene af bare at løfte ølglasset.

Andreas Mogensen og familien, det vil sige hans hustru Cecilie og deres tre børn Emily, Frederik og Jakob på mellem ni og fire år, har også slået sig ned i ølhaven. Det blonde hår gør ikke meget for at skjule deres skandinaviske ophav, heller ikke selvom de to yngste har boet her hele deres liv. Modsat datteren, der klæber sig op ad sin mor, sidder de to sønner ikke stille længe ad gangen, de skubber, irriterer og løber efter hinanden og tumler eller trækker hunden Dude – en blanding af en labrador, beagle og border collie – rundt i ølhaven, så dens hundesnor vikler sin ind imellem folks ben som et ufrivilligt spil kluddermor.

”Mig og min lillebror kom altid op at slås, præcis som mine drenge gør nu. De kan være bedste venner og lege sammen, men så sker der lige pludselig et eller andet, og så ryger de i hovederne på hinanden og bliver dødsens uvenner. Nu forstår jeg, hvorfor mine forældre kunne være så irriterede på os, for det er forfærdeligt,” siger Andreas Mogensen og griner.

Det var lige omkring årtusindskiftet, at han og Cecilie lærte hinanden at kende.

”Åh, det er så pinlig en historie,” siger hun og smiler. ”Vores mødre arbejdede sammen og blev ved med at prøve at sætte os op.”

”Jeg boede i Congo på det tidspunkt, men var hjemme på ferie,” tilføjer han. ”Min mor gav mig nummeret på hendes kollegas datter. Jeg tænkte: ’Det kommer ikke til at ske.’ Men efter et par uger kedede jeg mig så meget og tænkte: ’Okay, så hvad er det værste, der kan ske?’”

Siden da har de været sammen og boet adskillige steder på grund af hans astronauteventyr, de seneste snart syv år i Texas. Efter sin første rumrejse i 2015 blev han tilbudt en stilling i NASA som repræsentant for det europæiske rumagentur ESA. 

”Det der med at flytte til et nyt land på grund af et job og tage hele familien med sig har aldrig været skræmmende. Det har været en helt naturlig ting og forbundet med spænding at komme til et nyt sted og slå sig ned og lære folk at kende. Jeg har altid godt kunnet lide det,” siger han. ”Men det er nok noget, der kommer fra min opvækst med at rejse så meget.”

DET ER MÅSKE ikke så mærkeligt, at Andreas Mogensen altid har haft udlængsel. Selvom han blev født i Danmark i det sene efterår 1976, var han ikke mere end et par måneder gammel, før familien flyttede mod fjerne egne, nærmere bestemt Thailand. Det var farens arbejde, der trak dem dertil. Han havde en stilling i Mærsk, der betød, at han kunne blive kastet rundt på verdenskortet som en dartpil. Han havde forinden tilbragt nogle år i Gabon i det vestlige Afrika og hele 15 år i Tokyo. På en ferie i Danmark havde han mødt en kvinde, der fik lokket ham til hjemlandet, hvor de blev gift, og inden længe blev Andreas Mogensen født. Senere fulgte også en lillebror, og forældrene adopterede desuden to piger. 

I Thailand boede familien lidt uden for Bangkok ved bredden af en sø fuld af krokodiller – sådan gik historien i hvert fald. Det var et meget gammelt og traditionelt hus med åbne døre til alle sider for at skabe gennemtræk i den fugtige varme – og med en meget stor have, som tjenestefolk hjalp med at passe. 

Da faren stoppede i Mærsk, rejste familien efter tre år hjem til Danmark, men han forblev i shippingbranchen, så tre år senere gik turen igen til udlandet, denne gang til Singapore. Det er her, Andreas Mogensens første rigtige minder er fra, dem, han er sikker på, han ikke blot har set i gamle billedalbum. Han husker aberne, der kravlede rundt i elmasterne, og at man på sin fødselsdag stod med tre gyldne muligheder på hånden: grillede satayspyd ved havnens gadekøkkener, fondue på en af byens hotelrestauranter eller fin middag på det dekadente Raffles Hotel.

To år senere var familien tilbage i Danmark, denne gang bare i et enkelt år, før de flyttede til Californien på den amerikanske vestkyst. Sådan var det bare, det var en del af tilværelsens rytme at rejse nye steder hen, og det var ikke noget, Andreas Mogensen tænkte synderligt over, da de denne gang bar flyttekasserne ind i en stor villa med veltrimmet baghave i sovebyen Los Altos syd for San Francisco. 

DET VAR DET typiske amerikanske forstadsliv. Børnene kunne selv gå eller cykle til skole, og Andreas Mogensen, der begyndte i 4. klasse, fik sine første rigtige venner. Han elskede sit nye liv i Californien. I idræt fulgte skoleåret en fast skabelon: fodbold om efteråret, basketball om vinteren, baseball om foråret. Han kastede sig ud i det hele, og i fritiden blev han fascineret af enhver form for adventuresport, fra skateboard og windsurfing til flodkajak og bjergbestigning, der alle havde den ekstra kvalitet, at de kunne nære den spirende eventyrlyst i ham med opdagelsesrejser i den vilde natur.

I skolen var det en del af pensum at lære om NASA og Apollo-missio­nerne, de bemandede rumflyvninger til månen. En af klassekammeraternes far arbejdede i rumfartsbranchen og kom en dag med plakater til alle. Andreas Mogensen hængte straks sin op på sit værelse, og derfra var rumfart og astronauter udgangspunktet, som alting udsprang fra. Det var det, han lavede alle projekter om i skolen, næsten uanset projektbeskrivelsen, så han kunne opsnuse mere viden. Han byggede modeller af rumraketter og skrev om sorte huller. 

Det var hans store drøm at blive astronaut, men så kom ’Top Gun’ med Tom Cruise i hovedrollen i midten af 80’erne, og så omformulerede han drømmen, så han først ville være jagerpilot, så testpilot og til sidst alligevel astronaut. 

Senere fik han en lærer, der opfordrede ham til at læse populærvidenskabelige bøger om astronomi og astrofysik og pegede ham i retning af forfatteren John Gribbin, hvis bøger om alt fra big bang til dobbelthelix og Schrödingers kat han labbede i sig. På det tidspunkt var familien tilbage i Danmark, hvilket ikke passede ham specielt godt. Han var især træt af at vinke farvel til det gode vejr, så i et anfald af stædighed insisterede han på stadig at gå i shorts, men måtte omsider give op i slutningen af november. 

Der ventede ikke faren flere udenlandsrejser, men efter fire år i hjemlandet begyndte han selv at mærke rastløsheden.

”Det er først rigtig nu om dage, hvor jeg har børn, der går i skole, at jeg ikke mærker den så meget. Men i mine unge år var det en stor del af mig. Der skulle ske noget nyt.”

DRØMMEN OM AT blive den danske Tom Cruise lagde han på hylden igen. Det var mest af taktiske årsager. Hans interesse for rumfart var for stor, og hvis han først blev pilot og så ikke lykkedes med at blive astronaut efterfølgende, ville han være pilot resten af sin karriere. I stedet flyttede han til London for at uddanne sig til rumfartsingeniør på Imperial College. Så kunne han måske komme til at udvikle robotbiler eller noget i den stil, hvilket var en tanke, der også fyldte ham med begejstring.

Hver sommer opsagde han sit værelse og tog på hjemmestrikkede missioner med medstuderende: på kanotur i Amazonas til dybet af regnskoven, på vildmarkstur til det centraløstlige Afrika for at bestige Kilimanjaro og Mount Kenya, på kajakekspedition i Andesbjergene og ind i den peruvianske jungle.

Den store galaktiske mission, klimakset i hans indre drøm, lod sig dog ikke sådan åbenbare. Det var lige omkring årtusindskiftet, og da det efter endt uddannelse ikke var muligt for ham at finde et job i rumfartsbranchen, søgte han mod olieindustrien. Han meddelte, at han var klar på hvad som helst, så længe de sendte ham et spændende sted hen, og så røg han til en olieplatform i Congo. 

Her fik han ansvar for de forskellige instrumenter, der kunne måle på det roterende borehoved, der gravede sig ned i undergrunden. Og efterfølgende for at indsamle og analysere data, før han sendte dem videre til olieselskabet. De fleste af hans kolleger var franskmænd, der arbejdede i rotation: fire uger på olieplatformen, fire uger fri. Selv kørte han 12 uger ad gangen med 12-timersvagter, og fordi han både var den nye og den unge i sjakket, fik han altid nattevagten, der startede ved midnat. Når han havde fri, forsøgte han at downloade e-mails fra venner og familie på den tvivlsomme internetforbindelse, men som regel var han så udmattet, at han sov det meste af tiden.

Sådan gik der to år, men det var ikke blot selvpineri. Hele tiden havde han en bestemt tanke i baghovedet:

”Hvis jeg ikke havde taget det job, havde jeg manglet den praktiske, professionelle erfaring, som de også lægger vægt på, når de optager nye astronauter. Så havde jeg haft langt sværere ved at blive udvalgt, for jeg havde ikke været i militæret, jeg havde ikke pilotcertifikat. Jeg vidste, at det her ville trække betydeligt op.”

EN FORÅRSDAG I 2008 begyndte det at strømme ind med beskeder i Andreas Mogensens mailindbakke og på hans telefon. Det var fra familie, venner og bekendte, der alle sammen spurgte om det samme: 

”Har du hørt det?” 

Det havde han naturligvis. For første gang i 17 år og for kun tredje gang nogensinde havde det europæiske rumagentur ESA åbnet op for ansøgninger til et nyt hold af astronauter.

På det tidspunkt boede Andreas Mogensen i Konstanz ud til Bodensøen i det sydlige Tyskland, hvor han arbejdede som rumfartsingeniør hos Airbus efter at have færdigafsluttet sin ph.d. på University of Texas. Men det var det her, han havde ventet på, så han gik straks i gang med at udfylde den lange onlineansøgning, hvor han ud over alverdens former for information om uddannelse, job­erfaring og interesser skulle besvare en række spørgsmål om, hvorfor han gerne ville være astronaut, og hvad han selv mente, at jobbet gik ud på. Han skrev, at det handlede om at være en opdagelsesrejsende, der skulle hjælpe menneskeheden med at udvide sin horisont, både ved fysisk at rejse ud, hvor ingen før havde været, og mentalt ved at lave forskning, naturvidenskab og teknologiudvikling. Til sidst, tilføjede han, var man som astronaut en rollemodel og inspiration for resten af verdens befolkning.

Ud af de næsten 10.000 ansøgere fra hele Europa var de kun cirka 1.000, der gik videre til første testfase på den tyske rumbase i Hamborg, hvor de i løbet af en hel dag foran computerskærme skulle løse matematiske, mentale og kognitive gåder. 

Det var det sværeste, Andreas Mogensen nogensinde havde prøvet, og da han gik derfra, var det med følelsen af, at hans chance var forpasset. Han takkede ja til et nyt job som research fellow på The Surrey Space Centre sydvest for London og flyttede til England, men så kom meldingen, at han var gået videre til næste runde.

TILBAGE TIL MÅNEN

Kort før jul stod NASA bag Artemis 1-missionen – en ubemandet kredsløbsmission til månen – og nu er man i fuld gang med at evaluere alle data fra missionen og klargøre sig til Artemis 2, som ligeledes skal i kredsløb, men denne gang med mennesker ombord. Det er en testmission planlagt til at foregå i slutningen af 2024 med henblik på at lande på månen igen i 2025 eller 2026.

Det vil være første gang, at menneskeheden vender tilbage til månen, siden man i forbindelse med Apollo-missionerne landede der hele seks gange. Sidste gang var i 1972, så det er over 50 år siden, men når man gerne vil tilbage i dag, skyldes det, at man netop kun har landet seks forskellige steder og i alle tilfælde tæt på ækvator og den side af månen, som man kan se fra jorden. Der har aldrig været mennesker på den anden side.

Og lige så vigtigt vil man gerne blive klogere på at rejse længere ud i rummet, så man en dag i fremtiden kan tage til Mars. Lige nu hedder udsigterne, hvad det angår, 2030’erne, måske 2040’erne, men det er umuligt at forudse teknologiudviklingen.

ET HALVT ÅR inde i ansøgningsprocessen var de 200 kandidater tilbage, og efter en uge med diverse helbredstjek pludselig under 50. Andreas Mogensen begyndte at få overblik over de andre og lavede alle mulige mentale udregninger: De skulle i hvert fald have en pilot, en læge og en ingeniør i mikset. Så hvem var de andre ingeniører, han var oppe imod? De ville sikkert også vælge en franskmand og en tysker, fordi det er store lande, der spytter rigtig mange penge i ESA. Hvad var hans chancer så? Den slags spørgsmål fyldte konstant hans hoved.

Efter et interview med udvælgelseskomiteen var de nede på 22. Så var der tale om noget, der lignede 25 procents chance. Han begyndte virkelig at mærke presset og spekulerede døgnet rundt på, hvornår de ville ringe med nyt. Det skete først i foråret 2009, da han og Cecilie var i Australien for at besøge en af hans bedste venner, der skulle giftes. Efter en festlig aften kom han hjem til hotellet, hvor telefonsvareren blinkede med en uaflyttet besked. Han trak vejret dybt. Han havde drømt om det her øjeblik, siden han gik i 4. klasse: 

”Shit, så er det nu!”

Men da han fik hul igennem, var det blot til den melding, at generaldirektøren i ESA var i tvivl og havde bedt om at møde de sidste kandidater en gang til. To måneder senere var feltet barberet ned til 10. Den næste tid var forfærdelig. Han gik rundt og ventede og kunne ikke være i sig selv, og det blev ikke bedre, da ESA pludselig udsendte en pressemeddelelse om, at det nye hold astronauter ville blive præsenteret i Paris to uger senere. Han begyndte igen på sine udregninger: ”Hvis man skal være i Paris om to uger, skal man i hvert fald have en uge til at planlægge det.” Så gik der en uge, og han hørte stadig ingenting: ”Okay, det er på onsdag, så jeg må i det mindste høre det fredag.” Fredagen gik. Stadig ingen lyd: ”Hvad fanden sker der?”

Sent mandag aften ringede telefonen så lige pludselig. En af cheferne fra ESA var i røret. Han gjorde kort proces: 

”Du er blevet valgt. Vi ses i Paris.”

ANDREAS MOGENSEN HAR hjemme i et pænt villakvarter i centrum af Houston. Der er grønne træer og fuglefløjt på den rolige, lukkede vej, og der står gyngestole på verandaerne foran flere af de næsten identiske toplanshuse, typisk malet i hvid eller lyseblå. Indenfor i nummer 705 behøver man ikke være ekspert på ’Kender du typen’ for at se, at det er en astronaut med sin børnefamilie, der har hjemme. 

Det er formiddagen efter besøget på Saint Arnold-bryggeriet. På spisebordet ligger en legetøjsedderkop klar til at give nogen et chok, i køkkenet flyder malebøger og farveblyanter, og ved trappen til førstesalen en større bunke legetøj, især biler og Legoklodser, i en stor rodekasse. På køkkenbordet har en dejrører været i brug, og på det sølvgrå køleskab med indbygget vand- og isterningmaskine er forskellige børnetegninger hængt op sammen med magneter fra rejsedestinationer og et postkort med teksten: ”Til dig, der f*#king hader at smøre madpakker.”

Der hænger også to magneter med Andreas Mogensen selv fra hans første opsendelse og en med Huginn-logoet for hans kommende mission. På væggen hænger et billede af den første månelanding, og på den store, hvide reol, ved siden af lysestager, to livgarderfigurer med dannebrogsflag i hånden og en række Lonely Planet-bøger, står en rød raket, der ligner den fra Tintin. På den allerøverste hylde står to store Lego-versioner af henholdsvis Saturn 5-raketten og rumstationen. 

”Jeg fik dem i gave i forbindelse med min første opsendelse, og nu har jeg sat dem så højt op, at børnene ikke kan nå dem. Se bare på alt det andet Lego,” siger han og nikker mod rodekassen ved trappen.

I foråret 2016, før han og familien flyttede til Houston, var han selv i byen for at træne på NASA. Her fik han catchet up med gamle rugbyvenner fra University of Texas, og flere af dem boede i det grønne, centralt beliggende villakvarter. Cecilie havde på forhånd meddelt, at hun ikke var interesseret i at bo i forstæderne, hvor mange af hans kolleger fra NASA ellers bor, da man har mindre transporttid og får mere for pengene, så han tjekkede kvarteret ud, og da hun senere kom over, kunne hun ligeledes lide det. 

”For samme pris kan man få et dobbelt så stort hus med kæmpepool i baghaven nede omkring NASA. Det er helt andre priser, men man lever så også et andet liv i forstaden. Det er lidt mere ’Desperate Housewives’, hvor vi omvendt elsker at kunne cykle til downtown eller til en af parkerne for at spille baseball,” siger han. 

Området er et af byens bedste for fodgængere, og så kan man rent faktisk cykle uden at sætte livet på spil hver gang. De har sågar anskaffet sig en ladcykel i bedste københavnerstil, som Cecilie hver morgen bruger til at aflevere børnene i skole. 

”Sådan noget kan man slet ikke nede ved NASA. Alene vejen ved Space Center Houston har fire spor i hver retning. Det ville tage en halv dag at komme over,” siger han. ”Samtidig kører folk virkelig, virkelig dårligt. Nogle gange går man over et fodgængerfelt, og så kommer der pludselig en bil kørende med fuld fart, så man må springe til side.”

PÅ NUVÆRENDE TIDSPUNKT er størstedelen af den tekniske og praktiske træning forud for rumrejsen overstået. I stedet er han i gang med en form for vedligeholdelsestræning, blandt andet med robotarmen, rumvandringer i bassinet og andre simuleringer i NASA’s model af rumstationen. Der venter også stadig en del træning af selve opsendelsen med Dragon-rumskibet. Han skal selv være pilot, hvilket vil sige, at han sammen med astronauten Jasmin Moghbeli har kommandoen over rumskibet. Hvis alt går, som det skal, er deres opgave blot at overvåge systemet og en gang imellem trykke på nogle knapper, lidt som i en moderne flyvemaskine.

Men hvis noget går galt, skal de være klar til at overtage styringen. 

I rumfartsbranchen er det en fast filosofi, at træningen foregår der, hvor teknologien er blevet udviklet, så for tiden er han en gang om måneden af en uges varighed i Los Angeles, hvor SpaceX har hovedsæde. Træningen, der har at gøre med de amerikanske moduler på rumstationen, sker i Houston, mens han forbereder eksperimenter i det europæiske Columbus-laboratorium i Køln i Tyskland, og når det handler om laboratoriet Kibo, som han også skal lave forskning på, må han til Japan.

Det betyder, at kalenderen er spækket med rejser. Halvanden uge senere skal han først en dag til Los Angeles, så en uge til Køln, så direkte til Rusland for at træne en uge, så tilbage til Houston en uge, videre til Florida, videre til Los Angeles, tilbage til Houston i to uger og så en uge til Japan, to uger til Køln og en uge til Los Angeles.

”Jeg kan godt blive lidt træt af at rejse så meget, også i forhold til jetlag, for vi skal jo samtidig holde os sunde, raske og i god form. Man når kun lige at vænne sig til en ny døgnrytme, før man rejser videre. Meget af træningen er samtidig passiv, hvor vi sidder i et klasseværelse. Forestil dig at have jetlag og sidde på en stol i otte timer og følge med i en PowerPoint-præsentation …”

DET ER INDTIL videre planen, at Andreas Mogensen skal opsendes 17. august, men intet kommer til at ligge helt fast før sidste øjeblik. Tre uger før afslutter han og de to andre astronauter den sidste del af træningen, og så venter en lille uges crew rest uden noget på programmet, hvor de kan sunde sig lidt og være sammen med familien, før den officielle karantæne starter, hvor de skal holde sig inden døre for at undgå at blive syge. Hvis tidsplanen holder, vil opsendelsen være før, skolerne starter igen, og så kan han være derhjemme sammen med familien. Hvis først de er tilbage i skole, kan de hive alt muligt med sig hjem af sygdomme, og så skal han i stedet alene i karantæne på NASA.

På det seneste er Andreas Mogensen gået ind i en mere påpasselig fase. Han tumler mindre med børnene, og han har heller ikke planlagt aktive ferier som skiture, for det ville være surt at få en skade. Det er ikke en helt ubegrundet nervøsitet, for der er faktisk flere i tidens løb, der har lidt den skæbne at misse deres rumrejse. Mest kendt er russeren Nikolaj Tikhonov, der en måned før sin opsendelse fik en gren i øjet på en skovtur, hvilket beskadigede hans syn så slemt, at han måtte på pension i stedet. Men der var også astronauten Tim Kopra, der var ude at cykle, da han styrtede og brækkede hoften.

Den slags forsøger Andreas Mogensen ikke at tænke for meget på. I det hele tager prøver han ikke at lade sig gribe for meget af forestillingen om sin næste rumrejse.

”Det er også et spørgsmål om at holde forventningerne på det rigtige niveau. Vi plejer at sige, at man ikke er sikker på at komme i rummet, før man sidder i raketten med motoren tændt.”

RUMTURISME

På Andreas Mogensens første mission skulle han have været sendt af sted med den britiske operasangerinde Sarah Brightman, der havde købt billet som turist, men tre måneder inden opsendelsen faldt hun fra og blev erstattet af en kosmonaut fra Kasakhstan. I alt har der været syv turister i rummet siden 2001, som har boet på den russiske del af rumstationen en uges tid eller to ad gangen. Nogle laver forskning, andre samarbejder med skoler.

SpaceX-stifter Elon Musk er også begyndt at sælge raket­opsendelser til virksomheden Axiom Space, der laver private rummissioner. På den første Axiom-mission i 2022 blev fire private, hovedsageligt milliardærer, opsendt til rumstationen i to uger, og i maj bragte Axiom 2-missionen blandt andet de to første astronauter fra Saudi-Arabien ud i rummet. Formentlig får Andreas Mogensen besøg af Axiom 3-missionen med en svensk ESA-astronaut og Tyrkiets første astronaut om bord.

Det er planen, at NASA og ESA helt vil trække sig fra rumstationen i 2030 og overlade den til private virksomheder for i stedet selv at fokusere på udforskning af månen og Mars.

IND AD HOVEDDØREN kommer Cecilie med sort kjole og havaianas og med hunden Dude logrende foran sig. De har været i en hundepark i nærheden.

”Hvordan gik det?” spørger Andreas Mogensen.

”Det gik godt,” siger hun tilfreds. 

Lidt efter er det ham, der rejser sig for at tage af sted. Denne dag skal han holde foredrag om sin astronautkarriere på sine sønners skole. Udenfor er der varmt på den texanske måde, en tung, kvælende varme, selvom sommeren officielt først ligger flere måneder forude. Han går gennem baghaven og ud til garagen, hvor hans sorte Dodge Challenger holder parkeret.

”Den ene gang i livet, jeg havde mulighed for at eje sådan en bil, var jeg nødt til at slå til. Det gør det lidt sjovere at køre på job,” siger han, mens sportsvognen bakker ud og lidt efter svæver gennem det stille villakvarter.

Fem minutter senere når han frem til skolen. Han trasker hen til
hovedindgangen i den røde murstensbygning med sin blå jakke fra NASA og ringer på. 

”Jeg kan godt lide at tale om rumfart, og så hjælper det også på min egen begejstring. Når man arbejder med noget, bliver det hverdag, men så kommer man ud og mærker andres begejstring, og så husker jeg, hvorfor jeg selv synes, det er fantastisk,” siger han.

Inspektøren kommer smilende ud for at tage imod. En lidt kraftig fyr omkring 40 år med briller, sort skæg og kort, sort hår, der dækker hovedbunden på sidste udkald. En telefon stikker op af hans ene lomme, og i hånden har han en stor walkie-talkie. 

”Velkommen. Kom ind, kom ind,” siger han venligt og leder ind på sit kontor, hvor et stort mørkebrunt skab proppet med legetøjsfigurer af diverse sportsfolk fylder væggen:

”Jeg tror ikke, jeg kan understrege, hvor spændte børnene er på i dag. Mange af de andre skoleinspektører i byen er også meget jaloux!”

LIDT SENERE LYDER meldingen over højttalerne, at de respektive klasser må gå op i spisesalen. Her er en masse borde med små indbyggede stole klappet sammen og skubbet til side. Væggene er prydet med en form for jungletema: slanger, aber, papegøjer, leoparder og flamingoer spredt mellem træer, lianer, blomster og blade. Der hænger stadig en tung lugt fra frokosten i lokalet. 

Blandt de første til at ankomme er en overspændt pige fra en af de yngste klasser.

”Hey astronautmand!” råber hun op til Andreas Mogensen, der vinker tilbage fra sin position på scenen, hvor han som en sand patriot står klar mellem det texanske og det amerikanske flag. 

Støjen i lokalet fortsætter med at stige, som flere børn kommer til. En af klasserne er klædt ud som astronauter med hjemmelavede rumhjelme på hovedet. Da alle har fået sat sig i rækker på gulvet, tager inspektøren ordet.

”Okay, god eftermiddag, alle sammen. Hvordan har vi det?”

”GODT!” råber alle tilbage.

”Vi har fået en helt fantastisk mulighed her i dag, som jeg ikke tror, andre skoler har. Det viser sig, at en af vores forældre ligefrem er astronaut, der er i gang med at træne, og som skal på mission til august. Det her er Mister Andy Mågenson. Kan I sige: ’Hej Andy!’”

”HEJ ANDY!”

Så er det Andreas Mogensens tur. 

”Fantastisk. Mit navn er Andy, og jeg er astronaut. Hvor mange af jer har hørt om NASA?”

En del rækker hånden op.

”Jeg kan se, at flere af jer ligefrem har NASA-T-shirts på. Nå, men jeg er fra Europa, fra et land, der hedder Danmark. Jeg arbejder her i Houston på NASA’s Johnson Space Center, og til august skal jeg tilbage til Den Internationale Rumstation for anden gang. Jeg havde min første mission for syv år siden og har lige siden ventet på at skulle tilbage, for det er helt fantastisk. Min drøm om at blive astronaut startede, da jeg var omkring jeres alder …”

HEN OVER DEN næste halve times tid tager Andreas Mogensen skoleeleverne igennem ikke bare sin egen, men rumfartens historie. Han viser billeder fra Apollo-missionerne i 60’erne, dengang USA og Sovjetunionen udkæmpede en svimlende dyr galaktisk proxykrig om at blive de første til at plante flag på månen, billeder af Den Internationale Rumstation, der har været bemandet siden 2000, og billeder af den 18 meter lange robot­arm, som astronauterne bruger til at fange ubemandede opsendelser med forsyninger.  

Det første store stik tager han hjem, da han viser en video af nogle af sine kolleger, der flyver vægtløse gennem rumstationen, heriblandt japanske Satoshi Furukawa, der laver et backflip. Et ”Wow! går gennem salen.

”Det kræver meget træning at være i stand til at flyve sådan. I starten er man som en elefant i en porcelænsbutik. Man vælter ind i væggene. Men efter noget tid begynder man at lære det. Astronauter kan bruge hele dagen på bare at lege og have det sjovt i rummet,” siger han og smiler stort.

Bagefter viser han en video, hvor han selv slår en kolbøtte i luften og smyger sig ind i sin sovepose, som han har hængt op i loftet på rumstationen. Den går også rent hjem. 

”Når man er vægtløs i rummet, er der ikke noget, der hedder op og ned. Derfor er det også lige meget, om man sover på gulvet eller i loftet, for det hele er det samme.”

Han viser billeder af særlige træningsmaskiner, der kan bruges på rumstationen, så man ikke mister muskelmasse i den vægtløse tilstand, og af forskellige eksperimenter, blandt andet en vandrensningsmembran, som han selv var med til at teste. 

”Alt vand på rumstationen er genbrug, hvilket også vil sige, at vores urin, sved, selv fugten i luften, bliver renset og forvandlet til drikkevand. Vi plejer at sige, at det vand, vi drak i går, er det samme, vi kommer til at drikke i morgen,” siger han og smiler, tydeligvis selv tilfreds med den kommentar. 

Til sidst slutter han af med en kavalkade af billeder taget fra rumstationen, blandt andet et af Danmark, han selv har taget: 

”Kan I se byer, veje, bygninger, broer på billedet?”

”Nej,” råber nogle stykker.

”Nej, det er rigtigt. Fra rummet kan man slet ikke se tegn på mennesker. Jorden ser fuldstændig ubefolket og fredfyldt ud. Man ser alle de lyse, smukke farver, det blå hav, de hvide skyer, de grønne kontinenter,” siger han og klikker videre til billeder af blafrende nordlys, grønne og røde, en krater-sø i Canada, Sahara-ørkenen, en aktiv vulkan med en pulserende askesky over sig, en enorm tyfon i Stillehavet, røgen fra kæmpemæssige skovbrande.

Med hvert nyt billede lyder et kollektivt ”Whoa!”, der får Andreas Mogensens smil til at vokse sig større og større. Han klikker også forbi et billede taget ud mod universet.

”Fra rumstationen kan man se milliarder og atter milliarder af stjerner, og man får meget hurtigt en fornemmelse af, hvor stort universet er, næsten uendeligt stort. Når noget er så stort, og der er så mange stjerner, betyder det også, at der venter os så mange spændende opdagelser i fremtiden. For hvem ved, hvad der er derude i universet?”

RUMTID

Når Andreas Mogensen ankommer til rumstationen til august, vil alt være planlagt for ham. I Mission Control Center i Houston sidder et hold NASA-ansatte, hvis eneste ansvar er at tilrettelægge hver eneste dag for astronauterne helt ned i blokke på fem minutter. Mens astronauterne arbejder, følger de en live tidsplan med en rød linje, der bevæger sig med klokkeslæt, så de kan se, hvis de er 10 minutter efter tidsplanen og derfor bliver nødt til at skynde sig eller omvendt er foran og kan snuppe en pause.

Da der ikke er nogen naturlig tidszone på rumstationen, står astronauterne typisk op klokken seks om morgenen ifølge engelsk Greenwich Mean Time. Selve arbejdsdagen begynder omkring klokken syv med en telekonference med de forskellige kontrolcentre, og herfra fortsætter arbejdsdagen til klokken 19 om aftenen, kun afbrudt af en times frokostpause og to timers motion.

På missioner af seks måneders varighed er mandag til fredag arbejdsdage, lørdag rengøringsdag, og søndag typisk en fridag, hvor man kan ringe hjem til familien via videokonferencer. Derudover er mulighederne relativt få, man kan læse bøger eller se film, der bliver uploadet via en radioforbindelse og typisk tager en halv til en hel time, hvilket begrænser mulighederne for at surfe rundt som derhjemme – eller man kan kigge ud af udsigtsmodulet Cupola.

”En af mine gode kolleger, NASA-astronauten Don Pettit, mener, at man ikke skal lave noget på rumstationen, som man lige så godt kunne lave på jorden. Han mener, det er spild af tid at læse en bog eller se en film. Nu må vi se. Jeg vil selvfølgelig helst bruge så meget af min tid på at kigge ud ad vinduet, men det kan også være, det bliver ensformigt,” siger Andreas Mogensen.

BAGEFTER ER DER spørgerunde, og spørgsmålene kommer i øst og vest: ”Svæver krummerne rundt, efter I har spist?” ”Har du nogensinde set aliens?” ”Ville du ønske, man kunne få Taco Bell leveret til rumstationen?” ”Hvordan går man på toilettet?” Andreas Mogensen forsøger at svare på det hele, så godt han kan: 

”Det første, man gør, når man går på toilettet, er at tænde en pumpe, der hjælper med at suge al luften ud. Det er lidt som at bruge en støvsuger som toilet. Men prøv ikke på det derhjemme, for det tror jeg ikke, jeres forælde vil blive særligt glade for!”

Til sidst er der kun to børn tilbage i rækken, og det er åbenbart de eksistentielt anlagte, der har stillet sig bagerst: 

”Bliver du bange, når du er ude i rummet?” spørger en lille pige med håret i hestehale.

”Man kan sagtens blive bange. Frygt er en fuldstændig normal menneskelig reaktion. Men spørgsmålet er, hvordan man håndterer frygten. En del af vores træning er at lære at ignorere den og i stedet bruge adrenalinen til at koncentrere os og fokusere på at arbejde endnu hårdere for at løse problemerne,” svarer han.

Til sidst er det en lille genert dreng, der har tabt halvdelen af sine tænder:

”Føler du nogensinde angst?”

”Det kan jeg godt nogle gange, for det kan være klaustrofobisk. Det er vigtigt at prøve at trække vejret dybt, berolige sig selv og ikke fokusere på angsten eller frygten.”

LIDT OVER TRE måneder efter, at Andreas Mogensen og de andre astronauter blev præsenteret for verdenspressen i Paris i foråret 2009, begyndte træningen på astronautcenteret i Køln, og det var lige på og hårdt. Efter et par ugers introduktion blev de sendt på en måneds intensiv russiskundervisning på en sprogskole i Bochum i Tyskland. Som europæisk astronaut foregår store dele af træningen i Rusland, så det er et krav, at man kan tale sproget.

”Når de træner sprogofficerer, er det kurser på 12 dage ad gangen, hvor man løbende kommer hjem en måned og fordøjer det. Vi tog en hel måned i streg. Det var på mange måder sindssygt. Det er umuligt at studere et sprog intensivt i en hel måned. Det var det i hvert fald for mig,” siger han.

Så havde han større succes med andre aspekter af træningen. Journalisten Tom Wolfe døbte det i 1979 the right stuff, dét, som særlige astronauter har. Hvor man tidligere skulle være et fysisk pragteksemplar, har det i mange år handlet om at være mentalt ubrydelig, og her kunne Andreas Mogensen for alvor være med. Den stod på parabolflyvetræninger i vægtløs tilstand, overlevelsesture i den sibiriske vinterkulde, ugelange ophold på havets bund og den berygtede svimmelhedstest, hvor den russiske læge skruer højere og højere op for snurrehastigheden, så enhver astronautaspirant til sidst må give fortabt, men hvor det i dette tilfælde var lægen, da selv det højeste niveau ikke kunne få danskeren ud af kurs.

I en uge udforskede og boede de også i bælgravende mørke i grottesystemet Sa Grutta på Sardinien, der snor sig så langt og trangt ned under jorden, at ingenting eksisterer. Andreas Mogensen elskede det.

”Hvis det var noget, man kunne gøre på en ferie et sted, ville jeg betale for det. Det var selvfølgelig hårdt, det er en form for bjergbestigning i totalt mørke under jorden, og jeg er i forvejen ikke sådan en tynd klatretype, men det var samtidig så spændende og fascinerende,” siger han.

Undervejs kom han også til at springe i faldskærm for første gang. Da han stod i flyvemaskinen, føltes det som det mest grænseoverskridende, han nogensinde havde gjort, men det var samtidig noget, han altid havde haft lyst til.

”Jeg har altid tænkt, at hvis andre kan lære at springe i faldskærm, så kan jeg også. Jeg har ikke specielle evner, det tror jeg heller ikke, at andre har. Det er mit udgangspunkt, så hvis man virkelig gerne vil noget, sætter sig for at gøre det og arbejder hårdt nok, så skal det selvfølgelig nok ske.”

I SEPTEMBER 2015 skete så endelig det, Andreas Mogensen altid havde drømt om. Fastspændt i Soyuz-kapslen krydsede han 100 kilometer over jordens overflade Kármán-linjen, der adskiller den blå planet fra resten af universet. Yderligere 300 kilometer oppe ventede rumstationen, hvor han skulle bo og arbejde i otte dage. Den samlede rejse skulle blot have taget seks timer, men endte med at tage 52 timer. Fire dage før opsendelsen fik han og de to kosmonauter, en russer og en kasakher, at vide, at rumstationen havde været nødt til at ændre bane som resultat af rumskrot, så rejsen nu ville tage næsten 10 gange så lang tid. 

”Vi havde ikke forberedt os på det mentalt, og alt var allerede pakket, så vi havde ikke rigtig noget med, som vi kunne bruge til at underholde os med i de mange timer. Der var ikke så meget andet at lave end bare at sidde og vente …,” siger han.

Det var ikke en mulighed at kigge ud ad vinduet, for på længere rejser slukker man rumkapslen og sender den i et spin om sig selv for ikke at bruge batteri, hvilket betød, at den konstant drejede om sig selv. 

”Hvis man kiggede ud ad vinduet, ville man se jorden, så rummet, så jorden, så rummet, og når man samtidig stadig skal vænne sig til vægtløsheden, er det meget let at få kvalme og kaste op,” siger han.

Han kunne heller ikke snakke med de andre, for de snorkboblede begge to.

”Jeg ved ikke, om det var deres forsøg på at fordrive tiden, men hver gang der ikke var noget at lave, lagde de sig til at sove. Så sad jeg der for mig selv og tænkte: ’Okay, hvad skal jeg så?’ Jeg nåede at tænke, at hvis jeg skal af sted igen, og det er 52 timer, er jeg ikke sikker på, at jeg gider,” siger han og griner. 

”Det var sådan en underlig fornemmelse af at være i rummet og have glædet sig og arbejdet frem til det, og så sidder man og tænker: ’Ej, hvor er det kedeligt!’”

TIL AUGUST SKAL Andreas Mogensen så af sted igen. Efterhånden kender han de fleste af de eksperimenter, han skal stå bag på rumstationen, især de fysiologiske eksperimenter, hvor han selv er forsøgsperson. Han er blevet briefet og er begyndt at indsamle data i form af blodprøver, urinprøver og spytprøver, og snart skal han også igennem en MR-scanner. Det hele for at opsamle data, som så skal sammenlignes med data, når han kommer hjem.

Der er groft sagt to typer af forsøg på rumstationen: dem, der kan hjælpe med at forbedre livet på jorden, og dem, der skal være med til at forberede længere rumrejser i fremtiden. Han skal blandt andet stå bag 10 danske forsøg. For DMI skal han fotografere månen for at studere såkaldt ’jordskin’, og for DTU Space skal han fotografere røde og blå kæmpelyn med et specialkamera, der opsamler data svarende til 100.000 billeder i sekundet. Modsat almindelige lyn opstår de på toppen af tordenskyerne og skyder op i stratosfæren. 

”Det vil også sige, at det er en måde at få transporteret vanddamp op i stratosfæren, og da vanddamp er en drivhusgas, kan det have stor indflydelse på klimaet. Det er måske noget, der ikke er taget højde for i klimamodellerne, fordi vi ikke rigtig forstår det endnu,” siger han.

Der er forskellige søvnstudier, blandt andet for Aarhus Universitet, hvor han skal bruge specialbyggede ørepropper med et elektro­encefalogram, der kan måle hjernebølger og vurdere søvnkvaliteten, og et andet, hvor han skal teste et lyspanel, der simulerer farveforskelle og skaber en kunstig døgnrytme, som potentielt kan blive gavnlig på fremtidige missioner. For Aquaporin skal han teste en videreudvikling af deres vandrensningsmembran, og så skal han lave forsøg med en 3D-metalprinter og forskellige virtual reality-forsøg. 

Han skal også være involveret i en masse anden ESA- og NASA-forskning, blandt andet de mere kontroversielle eksperimenter med mus for at forstå fysiologien og få indikationer på, hvad der sker med kroppen i vægtløs tilstand, så som en del af træningen har han lært at dissekere mus. 

Og så er der selvfølgelig alt det, der kan opstå undervejs, her­iblandt rumvandringer. Der er endnu ikke planlagt nogen, men han håber, det kommer til at ske, eksempelvis hvis der bliver sendt forsyningsfartøjer op med nye solpaneler, der skal installeres, eller hvis noget går i stykker på ydersiden af rumstationen.

”Det må jeg indrømme, det gad jeg virkelig godt. Det må være det vildeste at hænge der i en line og svæve frit i universet.”

EFTER ANDREAS MOGENSEN har skrevet flere hundrede autografer på sine sønners skole og stillet op til det ene fællesbillede efter det andet, forlader han skolen igen og går i retning mod sin bil. 

”Det var meget sjovt, men man skal også arbejde hårdt for det. Både for at fange deres opmærksomhed og så for at holde den efterfølgende,” siger han, sætter sig ind, spænder selen, og få øjeblikke efter har gps’en ledt ham ud i den tunge Houston-trafik.

”Jeg er faktisk lidt sulten. Skal vi stoppe og tage noget med?”

De første fastfood-muligheder dukker hurtigt op i en enklave med brede drive-in-spor til de store amerikanske øser. 

”Wendy’s måske? Jeg har aldrig været der, men vi kan prøve.”

Det bliver til nuggets og spicy barbecuesauce og en cola til at skylle ned med, og lidt efter drejer Andreas Mogensen ud på I-10, den mangesporede motorvej, der et enkelt sted når helt op på 26 spor, hvilket gør den til verdens største. Han skærer hurtigt sin Dodge Challenger tværs over asfalten og ender i ydersporet. Der bliver han liggende hele vejen til Houston Executive Airport, hvor flyvetræningen med Taylor venter. 

Det sker fra tid til anden, at han bruger sit flycertifikat for fornøjelsens skyld. For nylig havde han en ven på besøg, og så lejede de et fly og fløj til Boca Chica helt nede i spidsen af Texas, hvor SpaceX’s rumhavn ’Starbase’ ligger. Han har endnu ikke haft familien med. Selvom han flere gange har spurgt de to ældste, er det ikke blevet til mere end ’ja, jo, nej, måske’-svar.

”Jeg håber, jeg snart får dem overbevist, men lige nu er jeg også bange for at køre hele vejen herud og tænde flyvemaskinen, for at en af dem så siger: ’Nej, jeg vil af, jeg vil af!’” siger han og griner.

DA CIRRUS-FLYET er på jorden igen efter halvanden time i luften med piloten Taylor, slukker Andreas Mogensen motoren, klikker sig ud af selen og hopper ud ad døren over vingen og ned på asfalten. På vej hen til sin bil, der holder parkeret på den anden side af lågen ved Henriksen Jet Center, kommenterer han dagens træning – hvor han blandt andet først skulle lukke øjnene og dernæst rette flyet op ved brug af cockpittets informationer.  

”Man har en idé om, at man selvfølgelig kan mærke, hvilken retning flyet bevæger sig i. Det kan man slet ikke. Så snart man er inde i en sky og ikke kan se jorden og himlen, kan man kun stole på sine instrumenter. En af de hyppigste årsager til, at weekendpiloter styrter ned, er faktisk, at de mister orienteringen og pludselig spiralerer mod jorden, og på et tidspunkt bliver farten for høj, og så falder vingen af.”

Da han rammer I-10 igen, er mørket ved at falde på. Overalt i vejkanten ligger ødelagte dæk, der er slidt i stykker, og selvom det er fredag aften, er trafikken stadig tung, og de mange røde baglygter snegler sig langsomt fremad som et stort lysende tusindben. Andreas Mogensen kender det alt for godt, når han de fleste morgener kører mod NASA. I de forgangne syv år har han især arbejdet rigtig meget i kontrolcenteret, der er bemandet døgnet rundt, så man hele tiden kan være i kontakt med astronauterne på rumstationen, hvis der opstår behov for det.

Det er ikke nødvendigvis umuligt for ham at forblive i samme job, når han vender hjem efter sin mission. Han er dog ikke sikker på, om han har lyst. Så trækker det mere i ham at lave noget nyt. Der er sådan set muligheder nok, blandt andet at arbejde på ESA’s ­astronautcenter i en form for lederrolle i forhold til nye astronauter eller et andet ledelses­job i ESA i enten Køln eller på deres største center, ESTEC i Noordwijk i Holland, hvor alle ingeniørerne og forskerne sidder. Og så er der den mulighed at finde et privat rumfartsfirma i enten USA eller Danmark. 

”Det er lidt svært, for Cecilie og jeg kan virkelig godt lide at bo i Houston, men samtidig har vores børn bedsteforældre i Danmark, som bliver ældre. Vi kunne både tænke os at blive boende her og komme tilbage til Europa,” siger han. ”Det bliver formentlig min sidste mission, for de er ved at uddanne et nyt hold astronauter, men samtidig er jeg kun 47 år, når jeg vender tilbage, så der er jo rig mulighed for at lave andre spændende ting.”

DET ENESTE, ANDREAS Mogensen er sikker på, er, at han ikke er færdig med rumfart. Der er for mange store spørgsmål at besvare og for mange løbende fremskridt at bevidne, til at han kan forlade det. Som Perseverance-missionen til Mars i 2020, hvor helikopteren Ingenuity fløj rundt og tog billeder af den røde planet, og roveren Curiosity indsamlede prøver, som den deponerede, og som forhåbentlig skal samles ind om få år igen og studeres på laboratorier på jorden. Og James Webb-teleskopet, som blev sendt op for halvandet år siden og bliver ved med at vise nye afkroge af universet. 

”Det kan se længere ud i rummet, og pludselig opdager vi galakser, der er langt større og mere fuldvoksne, end vi troede. Det ændrer jo også vores forståelse af, hvordan universet blev skabt, måske helt fundamentalt, for nu ser vi fuldvoksne galakser meget, meget tidligt efter big bang, så hvem ved, hvordan vi vil tænke på universet om fem år, 10 år, 25 år?” 

Da Andreas Mogensen gik i skole, kendte man slet ikke til nogen planeter uden for vores eget solsystem, nu kender man til næsten 10.000 exoplaneter, der ligesom jorden kredser om andre stjerner. I takt med at rumteleskoper bliver kraftigere og kraftigere, får man større og større chance for at studere de her exoplaneter direkte, kigge på deres atmosfære og analysere sig frem til, om de måske er i stand til at understøtte liv. 

”Vi har altid tænkt på jorden som et meget, meget specielt sted, og så har vi fundet ud af, at måske er jorden, og liv i det hele taget, ikke så specielt igen. Måske er der liv mange steder i universet. Tænk, hvis det er tilfældet, også selvom vi måske ikke finder intelligent liv i første omgang, men mikroorganismer, bakterier, planter og den slags,” siger han med barnlig ivrighed, som han altid gør, når snakken falder på de spørgsmål, der optager ham allermest: 

”Det er sindssygt spændende, for lige pludselig er der måske masser af andre verdener, og engang langt ude i fremtiden, hvor vi måske har warp speed som i ’Star Trek’, vil vi være i stand til at rejse mellem stjernerne. Tænk, hvis man kunne besøge andre planeter!”

DET ER BLEVET mørkt, da Andreas Mogensen parkerer bilen i garagen uden for villaen i Houston, men byens lys slører stjernerne på nattehimlen. Næste uge er det spring break, så skolerne har lukket, og børnene har fri. Det samme har Andreas Mogensen, men for en gangs skyld har de ikke planlagt ferie nogen steder hen. Måske endagsture til strandbyen Galveston eller et smut ned forbi Houston Space Center, men ikke mere end det.

”Der er så mange rejser for tiden, så det har jeg ikke lyst til. Det bliver egentlig rart nok med en afslappende uge, hvor drengene forhåbentlig kan sove lidt længere end til klokken halv syv. Nu skal jeg jo også snart et halvt år i rummet,” siger han og åbner bagdøren.

Der dufter af pizza indenfor. Børnene sidder og gumler ved børnebordet, mens der kører tegnefilm på iPad’en. Cecilie står lænet op ad køkkenbordet og drikker en kold dåseøl. Hun kigger smilende op: 

”Hvordan gik flyveturen?”

”Det var stille og roligt.”

De færreste forudså, at energiske THE MINDS OF 99 en dag ville blive tidens største band. Men barndomsvennerne fra Frederiksberg er blevet stemme for en hel generation. Ud & Se oplevede som det eneste medie deres historiske koncert i Parken backstage og fulgte bagmand og forsanger Niels Brandt før, under og efter.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

DA BALLADEN ’Hurtige hænder’ kommer på, frier en mand midt i folkemængden til sin kæreste, der siger ja. Da børnesangen ’Emil’ spiller, bliver en ung fyr båret rundt i en oppustelig gummibåd af sine venner. Og under det hurtige punk-nummer ’Det er Knud som er død’ skråler tusindvis og atter tusindvis i et enstemmigt kor. 

Det giver overhovedet ingen mening. I teorien i hvert fald. Et dansksproget band, der med sin postpunkede lyd slog igennem med en sang om en afdød polarforsker, der fylder Parken i København til bristepunktet. Men det er det, der sker. Og da det melankolske new age-nummer ’Stjerner på himlen’ nærmer sig sin afslutning, sætter 52.000 mennesker sig på hug på opfordring af The Mind of 99’s blonde forsanger Niels Brandt. Kort efter, badet i et mørkeblåt lysshow, springer de alle kort op igen i en euforisk, løssluppen dansefest.

ET PAR UGER før sidder Niels Brandt i sin sorte Peugeot SUV på vej til Royal Arena på Amager. Her har The Minds of 99 tidligere spillet udsolgte koncerter for 17.000 mennesker, og derfor bruger de stedet på at forberede koncerten i Parken.

”Vi har stort set ikke spillet, så det er fra asken til ilden. Det er også det, der er så syret ved det. Sidste gang, vi spillede foran så mange mennesker, må have været til Northside i sommeren 2019. Der er stadig noget inde i mig, der siger, at den bliver aflyst, at selvfølgelig får jeg ikke lov til at spille der,” siger han.

Oprindelig havde det været planen at spille på Østerbro Stadion, den noget mindre nabo til Parken. Ideen var opstået, da bandet havde turneret rundt for fulde huse efter udgivelsen af deres tredje album, ’Solkongen’, der også havde sendt dem forbi Orange Scene på Roskilde Festival for anden gang.

Østerbro Stadion viste sig imidlertid at være udlejet i forbindelse med europamesterskabet i fodbold. Derfor foreslog bandets manager lidt ud af det blå: ”Hvad med Parken?” Det medførte spontane latterudbrud. 

Parken var et sted for Bruce Spring­steen, Beyoncé og Justin Bieber, ikke et dansk band. Kun ét andet dansk band havde tidligere meldt udsolgt, og det var Volbeat, der synger på engelsk og derfor trak fans fra Tyskland, Sverige og Norge. 

Men efter latteren var forstummet, var der alligevel noget ved det forslag. Hmm. Okay. Hvorfor ikke?

”Dumhed og mod ligger tæt op ad hinanden. Nogle gange er det nærmest det samme. Der var noget alene i signalværdien ved at prøve at gøre det,” siger Niels Brandt.

Og billetsalget gik strygende. Til sidst åbnede de for den fulde pakke på 52.000. Hvis nogen havde været i tvivl, stod det klart, at The Minds of 99 var blevet folkeeje. 

”Det kan jeg godt være overrasket over. Vores musik er kommet fra hjertet. Vi har ikke siddet og designet det. Det er kommet fuldstændig rent, uden at vi er gået på kompromis med noget som helst. Når det connecter med folk, bliver jeg stolt og taknemmelig. Mit hjerte er blevet hørt. Det føler jeg mig fandeme heldig over.” 

THE MINDS OF 99

består af forsanger Niels Brandt, Anders Folke Larsen på guitar, Asger Wis­sing på bas, Jacob Bech på synthesizere og keyboard og Louis Clausen på trommer. Til at begynde med var Mikkel Bech-Hansen også med, men han forlod bandet i 2016.

SÅ LANGT ØJET rækker, kommer folk vandrende med dåse­bajere på vej mod Parken på københavnske Østerbro, der stikker mægtigt frem bag høje træer. Merchandiseboder i syrlige grønne farver er sat op i vejkanten, og mange har allerede fået sorte T-shirts med påskriften ’PARKEN 11-09-21 12-09-20’, som de bærer i lange, snoede køer ved alle indgange, selvom klokken ikke har rundet 18.

I et indhegnet område på bagsiden griller de mange crewmedlemmer i en sjældent tiltrængt pause. Fire dage tidligere forlod en skare lastbiler Parken efter 5-0-landskampen mod Israel, og straks kørte en endnu større skare ind og gik i gang med at stille showet op. 2.000 mennesker har været på arbejde i forbindelse med koncerten, og de store lastbiler, kraner og flyttebiler holder klar til at pakke det hele ned igen, når den er slut. 

I backstagelokalet under Parken stikker en tekniker hovedet ind: 

”Må jeg regulere noget lys herinde?”

”Regulere lys?” spørger Niels Brandt fra en af sofaerne.

”Folk på Instagram brokker sig over, at der er AaB-lys herinde,” siger han. Et dunkelt rødt lys, der minder om AaB’s rød-hvide-farver, præger FCK’s omklædningsrum, som er inddraget som backstagelokale for The Minds of 99.

”Nu du siger det, vi skal ikke have AaB-farver herinde,” siger Niels Brandt, der er inkarneret FCK-fan.

Teknikeren roder lidt, og kort efter har rummet fået et mørkt, blåt skær. Et køleskab med kildevand, sodavand og bajere lyser op i lokalet, der er præget af grå sofaer, grå sækkestole, mørkegrå duge på bordene og sorte tæpper, der hænger foran bænkene, hvor navne som Carlos Zeca, Rasmus Falk og Lukas Lerager står på de forskellige pladser. 

Niels Brandt er ved at lægge skumle planer med sin manager. Til åbningsnummeret skal han løftes op i en form for ballon midt i Parken, og derfor skal han have sneget sig ind midt i menneskehavet, uden at nogen opdager ham. Han har fået falske briller på, trukket hættetrøjen ned om hovedet, så det blonde hår ikke er til at spotte, og i favnen har han en stak vandflasker, som var han medlem af crewet. Nu traver han let foroverbøjet hen over gulvet i en slags generalprøve. 

”Det er der sgu ingen, der opdager,” konstaterer manageren. 

Niels Brandt smider sig på sofaen, jammer lidt på en guitar. De fire andre bandmedlemmer er stadig i gang med at spise. Natten forinden har de overnattet på Hotel Ottilia på Vesterbro. Det er blot 200 meter fra, hvor de alle sammen bor, men de havde brug for at være i fred før koncerten. Så var der til gengæld andre forstyrrelser. På værelset ved siden af havde en flok unge mænd gang i en gedigen The Minds of 99-fest. Niels Brandt griner:

”Jeg var lige ved at gå ind og banke på og sige: ’Så sluk da for det lortemusik!’”

LIDT EFTER FISKER Niels Brandt Ekstra Bladet frem. Han er blevet interviewet af den berygtede anmelder Thomas Treo – det eneste optaktsinterview, bandet takkede ja til. Netop fordi det var så ulogisk at gøre. 

”Han har anmeldt os før, og han har i hvert fald gjort en indsats for ikke at kunne lide det. Der, hvor han er bedst, er jo, når han er sindssygt perfid. Det har han ikke været ved os, desværre. Men da vi skulle åbne på Roskilde Festival, mente han, at vi var så dårligt et band, at det var synd for os. Men det var nu ret godt for vores karriere alligevel,” siger Niels Brandt og bladrer frem i papirudgaven.  

”Det handler meget om penge. Det hele handler faktisk om penge. Overskriften er ’Fylder Parken: Jeg får for lidt’. Treo havde regnet sig frem til, at der ville være for 25 millioner kroner i billetindtægter, og så mente han, at jeg skulle have en speedbåd. Så sagde jeg: ’Er du klar over, hvor lidt jeg får?’ Det blev så ’Jeg får for lidt’.”

Bassisten Asger Wissing kommer ind i lokalet, og Niels Brandt viser ham artiklen.

”Har du set det? Det er sgu da genialt.”

Da trommeslageren Louis Clausen, guitaristen Anders Folke Larsen og synthesizer- og keyboardspiller Jacob Bech, kendt som ’Jukse’, træder ind lidt efter, gør han det samme. 

”Han får for lidt,” siger Niels Brandt og begynder at grine:

”Så står der her: ’Familie: Gift med amerikanske Dina siden 2009. Børn: Datter på tre og søn på 11. Onkel: Flemming Ostermann. Fodboldhold: FCK. Nøglenummer: ’Som fluer’ og ’Hurtige hænder’. Det er min blå bog, det her.”

Niels Brandt morer sig, og det er ikke til at se, at han er nervøs. Men så, pludselig, som om han selv bliver ramt af erkendelsen, siger han: ”Nu er det sgu også ved at blive alvor.”

KNUD OG GENNEMBRUD

The Minds of 99 slog igennem med sangen ’Det er Knud som er død’ om Knud Rasmussen. Først senere fandt Niels Brandt ud af, at polarforskeren faktisk var gudfar til hans morfar.

NIELS BRANDT VAR 12 år og havde uro i hele kroppen. Det var værre end at skulle op at slås i skolegården. Han var på vej på scenen for at optræde med covernumre af Oasis, og ud over hans venner, Asger Wissing og brødreparret Mikkel Bech-Hansen og Jacob Bech, var der ingen andre, der gik op i britpop. De var på hyttetur på en anden skole, Niels Brandt var forsanger, og han var ved at brække sig og havde lyst til at flygte fra det hele.

Som lille havde hans walkman været et get-away, et sted at forsvinde hen. Efter hans forældre var blevet skilt, og han sammen med sin far og storebror skulle til Østtyskland for at besøge faderens nye kone, havde han lukket sig inde på bagsædet med høretelefoner på, mens familiebilen slugte kilometer efter kilometer på de tyske motorveje. Det var for mærkeligt, det hele. Så var det rarere at drømme sig væk med Kim Larsen i ørerne. 

Det blev Niels Brandts første bekendtskab med musikkens magi. Senere, da MTV kom til Danmark, blev han også introduceret til Oasis. Der var øjeblikkeligt noget ved det britiske indierockbands tekster, der ramte ham med deres drømmende poesi. 

Det viste sig tilmed, at det ikke var særlig svært at spille selv. Hvis man kunne D-dur og måske lidt E-mol og G-dur, kunne man lave musik med fingrene. Han var ikke noget naturtalent til at spille guitar, men her kunne han være med. 

”Jeg hørte Nirvana og Oasis og lærte at spille det, og der var pludselig ikke langt til mine egne sange. Det blev en vej til selv at få sat musik på de følelser, jeg havde. Og så blev det en livsstil,” siger han.

Allerede i børnehaveklassen var Niels Brandt blevet venner med Asger Wissing og Mikkel og Jacob Bech. Da drømmen om at blive fodboldspiller langsomt visnede, overtog rockmusiker-drømmen, og som 12-årig startede de fire deres første band. Da deres musiklærer fik nys om det, måtte han bruge sine bedste overtalelsesevner for at lokke dem op på scenen.  

”Vi blev presset til at spille, selvom vi ikke havde lyst, og derfra blev det et tilbagevendende tema at konfrontere den frygt for at stå på scenen. Der har været mange kampe med det. Vi gik ikke på en skole, hvor det vrimlede med unge med kreative interesser. Det, der fyldte, var fodbold og … fodbold. Hvis man stillede sig op på scenen, skulle man kraftedeme stå på mål for det bagefter,” siger han.

No Clue, som de kaldte deres band, blev også for 10 kasser sodavand hyret til at spille til en personalejulefrokost på Niels Brandts mors arbejdsplads – et plejehjem – og de blev lokket til at optræde til skoleafslutninger og forældreaftener. Og til den famøse hyttetur, hvor nerverne for alvor var ved at knække ham. I sidste ende besluttede han sig for, at hvis man alligevel skulle dø på scenen, kunne man lige så godt gøre det helt. Bagefter oplevede han en berusende følelse af at have givet alt, hvad han havde. Men kampen mod scenen er ikke blevet mindre med årene. 

”Jeg er pissenervøs for det, helt sygt nervøs for det. Jeg har en dyb respekt for det. Hvis man skal stille sig derop og gøre sig fortjent til den opmærksomhed, så skal man eddermame mande sig op.”

LYDEN AF ET trommesæt, der får på skindene, kommer fra et tilstødende lokale. Så forstummer den, og lidt efter træder Louis Clausen ind i backstagelokalet, hvor Niels Brandt opholder sig. 

”Der er fucking mange mennesker derude.”

”Jeg er ikke sikker på, jeg er klar til den virkelighed. Eller til at kigge på den,” siger Niels Brandt.

Lidt efter træder de tre andre medlemmer også ind. Anders Folke Larsen begynder kort efter at jamme på sin guitar. 

Dam. Dam. Dam. Damdamdam. Dam. Dam. Dam.

Så finder Asger Wissing sin bas frem og forsøger at stemme ind i melodien, der nu tager til i tempo. Niels Brandt begynder at tælle med. 

”En-to-tre-fire-fem-seks-syv-otte, en-to-tre-fire-fem.”

Louis Clausen trommer på bordkanten.

”Den ville gøre sig godt i Montenegro. Jeg tror, den rammer folkesjælen dernede,” siger Niels Brandt.

”Er du sikker på det?” spørger Jukse. 

”Nårh, ja, undskyld, Serbien. Nej Bosnien-Hercegovina. Nej, Ukraine, der var den,” siger Niels Brandt. 

”Den ville gøre sig godt i Sovjetunionen, hvis det stadig fandtes,” siger Asger Wissing. 

Manager Ole Nørup træder ind. Han har sin mobil fremme med et liveindslag på TV 2 fra Parken. 

”52.000 mennesker, det er næsten ikke til at forstå …,” siger den kvindelige reporter.

De fem bandlemmer stopper improvisationen og stimler sammen foran skærmen.

”Det her er en koncert med bandet Minds of 99 …,” fortsætter hun. 

”The,” retter Niels Brandt.

”Den skulle være spillet for to år siden …” 

”Ét år siden,” siger Niels Brandt.

To unge fyre fra Nordjylland bliver interviewet og siger, at de er klar på en ”kæmpe fest herinde” med en dialekt trofast mod hjemstavnen.

”Hvor er han lækker. De er gode,” siger Louis Clausen.

Niels Brandt fisker sin egen telefon frem og begynder at finde nordjyden på Instagram.

”Tror du, det er ham der? Nu har jeg skrevet til ham, at han var god,” siger han lidt efter. 

De andre går i gang med at jamme og tromme igen. En ny melodi, lidt i samme stil.

”Det er stadig Ukraine,” konstaterer Niels Brandt.

”Hvad hvis man gør sådan her?” spørger Anders Folke Larsen og skifter melodi på ny.

”Spanien.”

”Så lavede vi det nummer. Next!”

DET ER BARE SNAK

”Jeg har aldrig haft det sådan, at folk skal være helt stille og holde kæft, når vi spiller. Det er live, og hvis vi er gode nok, kan det være, de gider lytte. Men det kræver, at vi er gode nok.”

DA NIELS BRANDT var otte år, var han på ferie på Færøerne. Hans far er geograf med en særlig interesse for får, og mens han var væk for at studere dem, var der ikke rigtig noget at lave i den tykke tåge, der omsluttede den lejede villa. Derfor foreslog den knap to år ældre storebror, at de skulle skrive en sang hver. Niels Brandt blandede et Bryan Adams-nummer med et Roxette-nummer, og så havde han en sangtekst. Da han præsenterede den, sagde hans storebror: ”Men det har du jo bare taget fra Bryan Adams og Roxette.” 

Det var svært at komme uden om. 

”Det, der sker nu, er ikke anderledes. Forskellen er bare, at jeg i dag har en milliard sange, der pisker rundt i min hjerne. Det er ligesom en firkant, som bliver til en femkant, der bliver til en sekskant. Jo flere kanter der kommer på, jo mere kommer det til at ligne en cirkel. Det bliver nok min imitation af alt det, jeg godt kan lide, der kommer ud, så det lyder som mig. I bund og grund er det alt det, jeg har gået og lyttet til og elsket, siden jeg første gang hørte ’Lille Peter Edderkop’.” 

Niels Brandts sange kan starte med en sætning, en lyd, en idé, en rytme. Nogle gange står han op om natten for at tage ned i sin øver på Sønder Boulevard og spille noget, der er dukket op inde i ham. 

”Jeg skriver på en følelse, jeg har indeni, en stemning, og så prøver jeg at finde ord, der beskriver den stemning. Det hele foregår i en underbevidst proces, som på en måde er fuldstændigt ude af kontrol. Det er det magiske ved det. Jeg kan ikke forklare, hvorfor den ene sang virker, og hvorfor en anden ikke gør.”

En nat vågnede han med fire ord printet ind på nethinden. Han tændte natlampen og skrev dem ned med det samme. Næste morgen begyndte han at tænke på, hvor han mon havde de ord fra, men fandt ikke svar, de måtte være født i hans eget hoved: ’Alle skuffer over tid’. 

En anden gang hørte han Rae Sremmurds ’Black Beatles’, hvor udtrykket young bull optræder. I Niels Brandts hoved blev det til ’Ung kniv’, og 10 minutter senere havde han skrevet en sangtekst om trangen til altid at drage på eventyr. 

”Jeg lever efter den filosofi, at jeg ikke kan bestemme, hvad der kommer. Men jeg kan kontrollere, om jeg vælger at lytte til det eller ej. Det kan også være sange, jeg ikke selv synes er gode. Sådan en som ’Ma Cherie Bon Bon’ … fuck, den er dårlig. Men da vi havde skrevet den, var det, som om den altid havde været der. Så bliver man nødt til at udgive den. Så kan man ikke bare sige, at den ikke er cool, for så haunter den dig. Der er en sangskrivnings-gud, som man bliver nødt til at have et godt forhold til. Ellers hævner den sig, og så får man et lorteliv.”

DET LYKKEDES FOR No Clue at spille i det hedengangne tv-program ’Børne 1’eren’, og det gav et vist ry på de lokale fritidsklubber på Frederiksberg og luft til barndomsvennernes spæde rockstjernedrømme. Siden skiftede de navn til Pungke, og da de blev et medlem rigere – Anders Folke Larsen havde sluttet sig til – kaldte de sig Iord. Det nye medlem var lidt ældre og havde holdt øje med de ambitiøse knægte, og han blev både en del af slænget og bandet. 

Som 16-årig stod Niels Brandt og resten af Iord på scenen til en ungdomsfestival i Helsingborg. Det skulle være den store kickstart for bandet. De havde skrevet nye numre, som de fyrede af det bedste, de havde lært. Og nok var publikum begejstrede, men desværre var blot to mennesker troppet op, og det var deres egne venner. Da de var færdige, blev koncertpladsen fyldt op af en hujende menneskeskare, der kom for at se nogle 10-årige piger danse playback til Spice Girls-hittet ’Wannabe’.

Det var en ydmygelse, men for Niels Brandt var det mere end det. Han havde det nærmest, som om han visnede indeni. Var det virkelig dét, folk ville have? Oplevelsen gjorde ikke noget godt for at dæmpe de eksistentielle kvaler, han i forvejen kæmpede med. Han følte sig generelt fremmedgjort for verden, havde svært ved at være til stede i den, og halvvejs inde i gymnasiet droppede han ud for i stedet at arbejde i frugt og grønt-afdelingen i Føtex.

Når han havde fri, så han enten fjernsyn eller spillede Championship Manager i timevis. Han sumpede, følte sig deprimeret. Til sidst klippede han kablet over til sit tv og brændte computerspillets cd-rom med en lighter. Det gav ham bare ingen ro. Den gjorde kun musikken. 

“Jeg har altid kunnet drømme mig væk i musik. Jeg har bare elsket det så meget, og det har gjort, at jeg er blevet ved, og så … så kommer det. Så kommer talentet. Ofte har det noget med kærlighed at gøre. Hvor meget elsker du det?”

Inden han droppede ud af gymnasiet, havde han lært Louis Clausen at kende. Som 18-årige begyndte de at bruge al deres fritid på at spille musik. Det kastede spillejobs på Drop Inn og Lades Kælder i Indre København af sig. Fire timer med covernumre, hvor jobbeskrivelsen var, at man skulle fyre op under folk. 

”Den erfaring er virkelig en nøglefaktor i, hvordan vi er som liveband med Minds. Den der energi, der skal til for at få en fest op at køre, den der udadvendthed, der skal findes frem, har betydet rigtig meget. For vi kan også mærke, når vi ikke har den, eller det er for slapt. Så er der nogen, der opdager det og siger: ’Nu tager vi os kraftedeme sammen,’” fortæller  Niels Brandt, der også begyndte at indspille numre, som han lavede med Louis Clausen og Asger Wissing. Dem sendte han rundt til pladeselskaber, og pludselig var der bud fra London. Sony RCA var interesseret i at signe dem, og derfor flyttede Niels Brandt som 19-årig til den engelske hovedstad. Lidt senere fulgte også de to venner. Det var en drøm af de helt store. Niels Brandt elskede britisk musik og kultur, og nu var det dem, der blev satset på. De blev inviteret til at indspille med store producere som Fraser T. Smith, og et studie kostede 20.000 kroner i døgnet, så det var bare med at levere. 

Men det viste sig alligevel at være sværere end som så:  

”De foretrækker, at det nye band er fra Leeds eller Reading. Hvis man er det nye band fra Danmark, har man ikke samme medvind fra starten. Samtidig var vi for unge, og vi var for langt væk hjemmefra,” siger Niels Brandt, der følte, at de sange, han oprindelig havde indspillet hjemme hos sin mor på en firesporsbåndoptager, kom længere og længere væk fra deres udtryk, efterhånden som alle mulige skulle sætte deres aftryk. 

Og selvom de fik løn af pladeselskabet, måtte de alle tre arbejde ved siden af. Selv nåede Niels Brandt at have syv forskellige tjenerjobs. Efter fem år fik de af pladeselskabet at vide, at de var velkomne til at rejse hjem igen. 

”Det var en hård tid, men totalt uvurderlig læring. Man skal virkelig have save på albuerne for at komme nogen vegne. Vi blev gode til at spille spillet, men der var for meget modstand, og med tiden løb det ud i sandet. Heldigvis, for det var ikke mit udtryk længere.”

ONKEL PÅ GUITAR

Niels Brandts onkel er rockmusikeren Flemming Ostermann, der var med til at starte Savage Rose. ”Han er en fantastisk musiker med et kæmpe hjerte og en kæmpe seriøsitet med musik. Hvis folk ikke spiller ordentligt, kan de bare gå hjem. Der er ingen slinger i valsen. Han tager altid guitaren frem. Der er ikke noget krukkeri, men man skal tage det seriøst. Det har han lært os alle sammen i bandet.”

HJEMME IGEN overvejede Niels Brandt helt at droppe musikken. Han havde brugt fem år i England på at knokle røven ud af bukserne uden at udgive noget, han var i midten af tyverne og havde ikke engang gennemført gymnasiet. Måske på tide at springe på hamsterhjulet? Han begyndte på HF, så han kunne blive et eller andet, og da han var færdig, tænkte han ’måske psykologi’ og tog et år med det på Københavns Universitet. 

Her blev han optaget af jungiansk psykologi om, hvordan modstridende følelser kan være i konflikt inde i én – såsom både at hade og elske at stå på scenen. Og det blev pludselig aktuelt igen. Mens han studerede, var han blevet venner med Nicolai Kornerup, der også spillede musik, og før de så sig om, var de signet af Sound of Copenhagen med deres band Shanghai. 

I 2010 udsendte de singlen ’Smoke and Mirrors’ og året efter albummet ’The Priest’, der klarede sig hæderligt blandt anmelderne, blev spillet i radioen og kastede koncerter og et par festivaler af sig. Men der var ikke tale om et rigtigt gennembrud, og da de kort efter droppede projektet, blev grundforvirringen om, hvad han havde gang i, blot udvidet. I København kan man fodre svin med uforløste musikere, derlige om lidt slår igennem, arbejder som pædagogmedhjælpere og ignorerer de skeptiske spørgsmål fra familie og venner. Og nu var Niels Brandt blevet en af dem. 

Han blev gift med sin amerikanske kæreste Dina, han blev far til sønnen Arthur, han var noget for nogen i den forstand, men han følte ikke, at han i sig selv var noget. Han så sig omkring, alle andre havde gang i noget, men selv arbejdede han i en børnehave og var fra tid til anden lærer på en musikskole. Det føltes, som om tiden var ved at løbe fra ham. 

”Jeg havde ingen penge og ingen uddannelse. Jeg var det der musik, og det var ikke lykkedes mig. Samtidig havde jeg et barn og en kone, og vi havde ingenting. Ikke fordi det skal handle om penge, men vi havde virkelig ikke noget,” siger han.

Da det så mest modløst ud, kom der alligevel en slags hjælp. Efter bryllupsfesten tog de på ferie til Amsterdam, og her besøgte parret Vincent van Gogh-museet. 

”Han begyndte først at male som 28-årig. Jeg tænkte: ’Fuck mand, så er det sgu ikke så slemt det hele.’ Der er tid, masser tid.”

I 2012 VAR Niels Brandt på Loppen på Christiania til en koncert med det amerikanske instrumentalband The Soft Moon. Det blev en særlig oplevelse. Det var New Order-agtigt og alligevel ikke. Da han kom hjem ud på natten, var det med følelsen af selv at have lyst til at lege med den lyd. 

Få uger senere befandt han sig på Loppen igen, denne gang for at høre det danske punkband Iceage. Han elskede energien og farten i musikken, og samtidig slog det ham, at det kunne være meget fedt, hvis det foregik på modersmålet. I den efterfølgende periode fandt han gamle sange fra 80’erne og 90’erne på YouTube. New wave og dark wave-bands fra hans ungdom, men også alle mulige døgnfluer, han aldrig havde hørt før. 

”Lyden af de to årtier ligger dybt i mig musikalsk. Varm og kold på samme tid. Inderlig og distanceret. Det er ligesom Michael Strunges poesi,” siger Niels Brandt. 

På det tidspunkt havde han to danske sange liggende derhjemme. Den ene havde han skrevet, efter han var vendt hjem fra London. Han havde mødt en gammel ven på et loppemarked, der også var sangskriver. De to stak hovederne sammen, og ud af det kom teksten ’Hurtige hænder’. De havde prøvet at sælge den til Rasmus Seebach, men uden held. Nu lå den i skuffen og manglede et band. Det samme gjorde ’Det er Knud som er død’, som han var blevet inspireret af, da han havde læst et digt, som hans ven havde givet ham – en poetisk nekrolog af Tom Kristensen efter polarforskeren Knud Rasmussens død i 1933. 

En morgen havde Niels Brandt siddet ved sit Yamaha-keyboard og lavet teksten om til musik. Det var blevet en enormt hurtig sang, der passede til lyden, og hans gamle ven Asger Wissing kunne jo spille melodier på bas. 

Måske det var på tide at samle barndomsvennerne igen.

NY SPILLE-PLADE

Navnet på The Minds of 99’s kommende projekt, ’Infinity Action’, fik de på en ferie til Thailand. Niels Brandts søn er bidt af gaming og havde en ven med på ferien. De to drenge snakkede ikke om andet, end at de en dag skulle eje en gamercafé med køleskabet fyldt med Red Bull og Monsters.

”Hvad skal den hedde?” spurgte vennen, og Niels Brandts søn svarede med det samme ’Infinity Action’.

NOGLE UGER SENERE mødtes de i et køkken på Smallegade på Frederiksberg, og de havde en flaske vodka med hver. Som det hørte sig til, skulle alle flasker tømmes. Med fire af dem nedlagt tog Niels Brandt mod til sig: ”Lad os lave et band.”

Som forventet blev forslaget taget blandet imod. Der var en grund til, at de andre havde givet ham tilnavnet ’Borgmesteren’. Han var ikke nem at være i band med. Men han fortsatte med at forklare, at det skulle være et punkbank, det skulle være dansk, og det skulle være gennemsyret af en rå og hurtig energi. 

Selv navnet havde han allerede styr på. De skulle hedde The Minds of 99. Det betød som sådan ikke noget, det var kommet til ham, da han havde hørt The KLF-sangen ’Justified and Ancient’, hvor linjen ’make mine a 99’ optrådte. 

Borgmesterens salgstale var overbevisende, og da han næste dag vågnede på sofaen i vennens lejlighed med gedigne tømmermænd, havde de allerede bestilt en sommerhustur, hvor de skulle sparke projektet i gang. Få uger senere troppede de op på Fanø med taskerne fulde af kirsebærvin og hashkager, iført seler, opsmøgede bukser og Dr. Martens. De havde en idé om, at det var ’punk’, og samtidig var det en måde at smide hverdagens forpligtelser.  

De tapetserede det meste af sommerhuset med afdækningsplast fra Røverkøb og lod sig hengive til et fordrukkent kaos. Midt i det opstod hele tiden kreative indfald. Hver gang smed de, hvad de havde i hænderne, stormede ind og greb trommer og bas, Niels Brandt forsøgte med ordene, og et nyt nummer begyndte at forme sig. De var på en og samme tid helt væk og helt fokuserede. 

Nogle uger senere tog de af sted igen, til Skarø, og endnu en gang fyldte de sig med lidt af hvert for at komme i kreativ sync. Denne gang var det et psilocybin-svampetrip, der fik kreativiteten til for alvor at boble. 

UDEN DE ANDRES kendskab tilmeldte Asger Wissing bandet til ’KarriereKanonen’ på P3. I foråret 2013 var de blandt de 12 deltagere, og efter koncerter på Spot Festival og Smukfest blev de til sidst kåret som vindere. Det kastede en forårsturné af sig, men flere steder dukkede stort set ingen mennesker op. På Forbrændingen i Albertslund stod der 10 mennesker, da de gik i gang med at spille. Niels Brandt tænkte, at de måtte være forsinket ved dørene, men nej.

Hen over festivalsommeren tog det alligevel fart. Deres post-punkede, new wave-agtige musik fandt langsomt vej. ’Det er Knud som er død’ blev ’P3’s Uundgåelige’ i 2014 og modtog senere en guldplade. Samme år udsendte de debutalbummet ’The Minds of 99’, og til manges overraskelse åbnede de Orange Scene på Roskilde Festival i 2015. 

Alligevel fortsatte en gammel intern jargon. De sagde til hinanden, at de var et lorteband, der havde lavet en lorteplade. Det hele var noget lort. Og når de var ude for at spille, kunne Niels Brandt finde på at præsentere numrene med ordene: ”Nu kommer den dårligste sang. En fucking lortesang, men her kommer den.” 

Måske punk, men også et skjold og en måde at afvise en eventuel fiasko på. I årevis havde Niels Brandt skrevet på et mørke i sig selv, på en følelse af ikke at høre til. Det var svært at forstå, at de var lykkedes. Niels Brandt måtte forsøge at lægge usikkerheden bag sig. 

På ny tog vennerne på sommerhustur, hvor de dopede sig til kreativitet. Denne gang indledte de med et polsk drukspil, vodka og polkamusik. Den, der tømte flasken, skulle smadre sit shotglas i gulvet. Næste dag havde nogen pisset på gulvet, der lå glasskår overalt, og Niels Brandt rystede som et espeløv. Det fortsatte han med de efterfølgende dage, men da ugen var omme, var flere nye sange blevet født. Det blev til albummet ‘Liber’, der udkom i 2015 og var en personlig blotlæggelse af forsangeren.

OLD VS. YOUNG

”Nogle gange kan det være sygt fedt at spille klokken 2 om natten. På Roskilde Festival eksempelvis. Men hvis folk er ældre, er det for sent et tidspunkt. Så bliver de stive på en utrolig barnlig måde faktisk. De kan ikke styre det. De der kids har nemmere ved det. De har mere grundenergi.”

DER VAR EN trykket stemning. Bandet sad i 2016 i baren på Gæstgiveren på Bornholm og skulle finde ud af, hvad der skulle ske. Nu var de kun fem. Mikkel Bech-Hansen havde meddelt sit farvel. De havde udgivet et par plader, allerede spillet på Roskilde Festival et par gange, og nu var den ene af dem åbenbart brændt ud.

Det blev en slags eksistentiel krise for bandet. Gik det hele for stærkt? Var der noget galt? 

”Der var også noget med at være blevet et kendt ansigt. Det er mega­privilegeret, og der er mange fede ting forbundet med det. Men det ændrer også folk omkring dig. Og man bliver pludselig i tvivl, om det er én selv, der har ændret sig, eller om det er de andre,” siger Niels Brandt.

I et forsøg på klarsyn drak de sig fulde. Næste morgen spillede Niels Brandt en ny sang for de andre. En sang, han havde døbt ’Solkongen’. I løbet af dagen kom også tre andre ufærdige numre på bordet. Herfra piblede sangene frem. De var i gang igen, selvfølgelig var de stadig et band. 

TRE ÅR SENERE befandt bandmedlemmerne og deres familier sig på en ø i Thailand. De havde netop sluttet det forgangne år med fire koncerter på Store Vega, og det var på tide at tage stilling til, hvad næste skridt skulle være.

”Vi havde lavet tre plader, der var meget sådan plade-agtige. Ingen af os følte for at gå i gang med en ny på den måde. Jeg var ærlig talt bange for, at det ville blive en sindssygt kedelig plade at lave,” siger Niels Brandt.

Da de havde været 2-3 dage i Thailand, ringede Niels Brandts storebror, der arbejder i rejsebranchen, for at fortælle, at der var en storm på vej – en af den slags med et navn og derfor ikke til at spøge med. Der spredte sig hurtigt en form for panik, alle fly og færger væk fra øen var bookede. Der var risiko for, at bølger ville smadre deres hotel, og de besluttede sig for at flygte op på øen. Her fandt de et hotel, der ikke blev udsat for mudderskred, og her red de stormen af. 

Efterfølgende var der plastik over det hele. Øen, der bestod af frodige regnskove og smukke palmestrande, var ikke til at kende. Der lå junk over det hele, og det var umuligt at bade i havet, uden at der klistrede ting og sager på én. For Niels Brandt og bandet var det netop det, de havde brug for. 

”Turen var det største hack, det var regnskov og plastik blandet sammen. Det var det megasmukke med det megafake. Det gav mig sådan en følelse af … ’der er ingen regler’. Der var ingen regler for, hvordan vi kunne lave musik. Der var ingen regler for trommesæt eller guitarforstærkere. Ingen regler for dansk eller engelsk. Ingen regler for, om der måtte være en børnesang på pladen. Ingen regler for noget som helst. Det er den frihed, vi har brug for. Vi er ikke forpligtet til en skid.”

METALSIKRE MINDS

Debutpladen ’The Minds of 99’ samt de to efterfølgende album, ’Liber’ og ’Solkongen’, modtog alle platinplader.

DER ER NERVØSITET i luften. Den er kommet snigende. Efterhånden er den så tyk, at ingen helt kan ånde frit. 

”Før koncerter går min krop altid i dvalestemning,” siger Niels Brandt.

Ligesom de fire andre ligger han flad som en pandekage i en af de grå sofaer. 

”Det er, som om ens krop bliver helt alien-agtigt,” fortsætter Asger Wissing.

”Den ved, hvad der venter,” svarer Niels Brandt.

Måske fornemmer Jukse, at der er brug for en anden energi. Han sætter musik på anlægget, stemningen skifter fra dvask til fuld koncentration. De fem bandmedlemmer begynder at trippe rundt i lokalet. Der hældes drinks op. Der skrues op for Jay-Z’ ’99 problems’ og Beastie Boys’  ’Intergalactic’. Der fægtes med armene og synges med. Niels Brandt siger pludselig ikke længere noget, han går rundt i bar mave, helt hype, som en bokser på vej i ringen. Døren bliver åbnet af en fra crewet: ”45 til show,” lyder meldingen.  

”Hvor bliver det sygt!” råber Anders Folke Larsen ud i luften.

I Parken har Lord Siva fyret op for fællessang under opvarmningen. Da han kort efter takker af, viser to store lystavler grønne gasmasker med påskriften ’The Minds of 99’, og der opstår en mærkelig leg blandt publikum. Hver gang baggrundsmusikken stopper kortvarigt, spreder store jubelbrøl sig. Er det mon nu? Fra tid til anden udbryder fællessang, der bliver ’lålå’et’, danskernes kollektive kodesprog for: ’Er I andre også klar til fest? Det er jeg!’

Et par minutter før klokken 21.30 går bandet op ad bagtrappen bag scenen. De samler sig i en klynge. 

”Nu skal vi ud og give folk den fest, de fortjener, og vi fortjener,” siger Louis Clausen. Mens bandet fortsætter op til scenen, sniger Niels Brandt sig i forklædning ind i menneskemylderet. Lidt efter lyder de indledende toner til ’Solkongen’. Midt i menneskehavet hæves forsangeren op i en form for ballon. Lommelygterne på mobiltelefonerne får tilskuerpladserne til at ligne en stjerneklar nat. Hver og en synger de første linjer som et gigantisk kor:

”Dagen er bare til besvær, min ven, du står op, men hvad skal du nu her?”

NIELS BRANDT BRØLER: ”PAAAAARKEEEEEN…. HVOR ER I LÆKRE!”

Der er blevet svedt og skrålet, drukket og danset. Koncerten er ved at nå sin afslutning. Til et efterfølgende jubelbrøl lægger forsangeren op til aftenens sidste nummer:

”Hvis I synes, det her har været en god koncert, så er det godt. Hvis ikke I synes, det har været en god koncert, så har vi en undskyldning. Alle skuffer over tid …”

20 minutter senere bliver der blottet smil og uddelt krammere backstage. Der knappes kolde bajere op på stribe. Niels Brandts søn har fundet fjerdedommerens tavle til FCK’s hjemmekampe, og han skifter forskellige folk til efterfesten ud til stor jubel. 

”Skal vi lige give en hånd til vores lysmand her?” råber Louis Clausen ud i rummet, og alle bidrager til en fælles klapsalve.

Og så råber Niels Brandt: ”HEY HEY! HEY! Aftenen er ung, og vi ses til efterfest, og nu tager vi derhen, ellers bruger vi al tiden her på at snakke om vores andelslejligheder, og det gider vi sgu ikke.”

KNAP TRE UGER efter koncerten er Istedgade, som Istedgade er. En tatovør ryger en smøg foran sin biks, et Wolt-bud cykler fra en bus, en børnehave trækkes efter en tålmodig pædagog foran en café, hvor en gruppe gæster drikker kaffe med havremælk. Lydene trænger ind gennem det nedrullede vindue i Niels Brandts Peugeot.

Den gode følelse, han gik af scenen med, har fulgt ham lige siden: 

”Det var sådan en epic aften. Det var en milepæl. Det oversteg med længder, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg nød hvert et sekund af koncerten, og jeg kan, hånden på hjertet, sige, at det er første gang nogensinde.” 

Efterfesten blev ikke så vild for hans vedkommende, han var lidt ved siden af sig selv. Sådan er det ofte, når de har spillet koncerter. Når adrenalinen har lagt sig, tjekker trætheden ind. 

Og så var der også lige det, at han efter koncerten fik forbandet ondt i ribbenene. Efter åbningsnummeret, svævende over Parken, skulle han tilbage til scenen. Men vagterne, der skulle bane vejen, gik forkert, og da sangen var i gang, måtte han kaste sig hen over hegnet. 

Smerterne har ikke helt fortaget sig, da han sidder i sin bil på Vesterbro og for første gang siden koncerten er på vej mod Parken.

Med sin kone ejer han en smykkebutik i bydelen, hvor hun er begyndt at lave halskæder med FCK’s logo. Det går godt med salget, og han skal forbi fanshoppen med 100 nye kæder. 

Mens han kører gennem de københavnske gader, ringer hans søn: 

”Bare lige et spørgsmål. Må jeg bruge penge på mit kort, og hvor mange må jeg bruge?”

”Hvad vil du bruge dem på?”

”Må det være durum?”

”Jeg synes, at durum er lidt stor.”

”Jeg lover at spise det hele.”

”Hvad med aftensmad?”

”Skolesygeplejersken siger, at man skal spise hver tredje time.”

”Okay, okay … der fik du mig, bare det ikke bliver hver dag. Hvis du er sulten nu, så køb durum, men ikke noget med sodavand og pomfritter.”

Lige for tiden er det sønnens største drøm at blive fodboldspiller. Han er målmand, ligesom Niels Brandt var det. Det er en ting, de har til fælles. De følger FCK i Superligaen og spiller careermode med dem i FIFA.

”Det er en ret stor del af vores liv, vil jeg sige. Det er en indgang til mange ting. Den der måde, man kan forklare noget i fodboldtermer. Det er blevet vores fælles sprog,” siger Niels Brandt.

Kort efter triller han ind foran Parken. Indenfor i fan-shoppen stikker han ekspedienten nogle nye æsker med smykker i henholdsvis guld og sølv, og selv får han et par defekte halskæder retur. Tilbage i bilen vender han tilbage til The Minds of 99-koncerten:

”Vi optrådte ikke i Parken for at tjene penge, vi gjorde det for at være legendariske. Hvis man  forsøger at gøre, hvad ingen har gjort, så påvirker det alle. Det er der noget smukt og rent i.”

”JEG SPISER IKKE officielt. Det er ikke en del af mit image at spise,” siger han lidt senere på Gothersgade, hvor han har parkeret og kommer vraltende med en dobbelt-bacon-Yo-burger.  

Niels Brandt griner, da han siger det, men han mener det. Fra begyndelsen har det været en grundregel, at han aldrig vil hverken fotograferes eller filmes, mens han spiser. 

”Hvem har lyst til at se David Bowie spise? Det her er underholdningsbranchen. Det er jo en illusion, og jeg har ret til at skabe den illusion, jeg har lyst til,” siger han og gumler på sin burger. ”Jeg er ikke politiker, alt skal ikke være sandt. Jeg skal underholde, og at sidde og spise er ikke en del af den måde, jeg underholder på.”

Der er åbenlyse rockstjernetræk ved Niels Brandt. Han kommer altid håbløst for sent, han skammer sig ikke over sit indtag af stoffer, og så formår han at skabe en distance, der gør, at selvom man føler, man kender ham, gør man det aldrig rigtig alligevel.

”Jeg er rimelig meget den, jeg grundlæggende er, men der er også en forskel på, hvem jeg er på scenen, eller når jeg laver interview, og hvordan jeg er derhjemme. Det er ikke alt, folk får at vide.”

Det er fuldt bevidst, at Niels Brandt forsøger at holde sig selv ud i strakt arm. Han har brugt mange år på at nå, hvor han er kommet til, og han har ikke tænkt sig at smide det væk.

”Jeg skærmer mig selv. Hvis du giver det hele, viser du bare, at du er lige så almindelig som alle de andre. Og så er folk ikke interesserede. De påstår, at de er det, men det er de jo ikke. Sådan fungerer jeg også selv. Jo mere jeg ved, jo større er chancen for, at jeg mister interessen.”

Derfor er Niels Brandt også påpasselig med at sætte for mange ord på sine sange. Ofte er det en opdagelsesrejse for ham selv at finde ud af, hvorfor han har skrevet de forskellige sange. Han bliver altid overrasket over, hvor kalkuleret selv musikjournalister tror, at tingene er.

”Jeg tænker ofte: ’Tror I virkelig, at vi har så meget styr på, hvad vi laver?’ Det er meget, meget mere følsomt og tilfældigt, end det er planlagt.” 

Med burgeren fortæret bakker Niels Brandt bilen ud på vejen igen.

”Hvorfor forklare alting? Når der står 50.000 mennesker i Parken, har de hver især ret til, at sangene betyder for dem, hvad de betyder for dem. Det skal man ikke fucke med.”

DEN VAR LÆNGE undervejs, men da koncerten i Parken endelig blev til noget, blev den en manifestation af, at The Minds of 99 er et band, der virkelig rammer masserne. På trods af – eller måske netop på grund af – forsangerens vel nærmest gudeagtige status har landet ikke siden Gasolin’ oplevet noget tilsvarende.

Til foråret skal The Minds of 99 på deres første store turné i mere end to år. De fleste koncerter er allerede udsolgt. Særligt den yngre generation har fået et band, der måske afspejler dem selv, og det er Niels Brandt særligt glad for. 

”Der er ikke noget, jeg bedre kan lide end at spille for de kids der. Når det er dem, der står forrest. I den der aldersgruppe fra 13 til 25 år er den musik, man hører, en del af én selv. Du er der ikke, hvis ikke det er vigtigt. Jeg er ydmyg og taknemmelig for, at de finder vores musik værdig til det. Det kan jeg rigtig, rigtig godt lide. Når vi tager ud i landet og spiller og møder de her kids, er jeg ikke nervøs for fremtiden. De er gode … de er kloge … de vil en helvedes masse ting. Det vil vi også.”