Indlæg

I årtier har Casper Christensen været et household name på linje med dyrlægens natmad, dåseåbneren og dansk design. Forfatter Martin Kongstad har fulgt den 52-årige komiker tæt og beder ham her stille skarpt på 10 steder, der har formet det menneske, som mange af os kender – eller tror, at vi gør.
Foto:Lærke Posselt

1. EN GARAGE I JENAGADE, AMAGER

I slutningen af 90’erne havde jeg været vært på en masse store tv-shows og var kommet langt væk fra comedy. Jeg var i arbejdsmæssig krise og kørte rundt i Spanien med Anette (Toftgård, hans kone på daværende tidspunkt, red.) og min lille datter og tænkte over, hvordan jeg kunne komme tilbage til udgangspunktet. Jeg havde brugt mange kræfter på at please og lave det, som alle mulige andre syntes, at jeg skulle lave. Min tanke med ’Mandrillen’ var det modsatte. 

Det skulle være en slags parodi på et talkshow og indeholde alle de traditionelle elementer: vært, et stort skrivebord, skiftende gæster, men vi skulle opfinde det hele, gæsterne skulle tale mærkeligt, og det skulle være så svævende, at der ikke var noget at holde fast i. Mit mål var, at ingen anede, hvad der foregik.

Jeg insisterede på at køre direkte fra lufthavnen og pitche ideen for DR, mens min familie sad og ventede i bilen. ”Sketchene skal optages i ét hug,” sagde jeg. ”Jeg vil ikke have, at vi stopper på noget tidspunkt. Det bliver kun skud fra hoften.”  Producenten forstod overhovedet ikke, hvad jeg ville. Jeg sagde: ”Giv mig den dårligste sendetid på den mindst attraktive kanal.” Jeg fik mandag, onsdag og fredag på DR2 klokken 23.30 og et mikroskopisk budget. 

Jeg var tilknyttet produktionsselskabet Metronome dengang og fortalte dem, at jeg havde fået en lillebitte pose penge til at lave mit nye projekt for, og at det vigtigste var, at vi kunne lave nøjagtig, hvad vi ville, uden at nogen blandede sig. De kiggede på pengeposen og sagde, at de ikke kunne leje os ind i et studie for den slat. 

”Jeg vil ikke have et studie, sagde jeg. ”Er der ikke et lille rum et sted?” 

Så kom chefen i tanke om en garage. Det var en trist, våd dag, og vi gik ud på parkeringspladsen og hen til nogle barakker, og dér lå den gamle garage. Det var et perfekt sted til et antishow. Vi fik bygget en stationær kulisse i den ene ende med søjler og et værtsbord. Det blev rigtig pænt. Resten var totalt hærg. Folk sad ved gamle skoleborde og skrev manus, man ventede på en udslidt sofa, og det lille smadrede sidelokale blev sminkerum. Derinde sad Silvia fra Venezuela, utrolig smuk og meget alternativ i sin makeup. Hun gav os så meget sminke på, at det så kunstigt ud. Det var perfekt. 

Der lå en masse gamle brædder, og de var skidegode til en sketch, et gammelt toilet blev et andet nummer. Rummet gav en masse til energien i programmet og til følelsen af, at der ikke var noget pres og ingen stress. Det var en kæmpe lettelse i forhold til at skulle arbejde i et tungt og dyrt studie. Der var ingen redaktører, og processen var vanvittig enkel og speedet. Vi klippede direkte på et bånd i kameraet. Vi optog første sketch uden ophold. ”Er alle glade?” ”Ja.” Godt, ny hat på, næste sketch. Værsgo. ”Er vi glade?” ”Nej, den vil vi gerne have igen.” Spole tilbage, spole tilbage, og så en gang til. Optage oven i første forsøg og videre. 

Vi skrev om morgenen, optog klokken 14, afleverede båndet til DR inden 18, og det blev sendt samme aften. Seermæssigt lykkedes det aldrig, men kreativt gik det godt, fordi rammerne, produktionsmetoden og folkene var rigtige. Man kan sidde og skrive noget skidesjovt, som dør, når det kommer ind i et stort apparat med kæmpe studie, tøjprøver og flere dages klipning. 

Det vigtige ved ’Casper & Mandrilaftalen’ var, at vi i hver eneste sketch kastede os frygtløst ud i intetheden. Ingen vidste, om det ville komme til at fungere. Man var nødt til at tro på, at det ville blive sjovt at slå en badmintonketsjer mod en pose kartoffelmel.

Vi har mødtes et par gange siden, og det er der ingen magi i. Det var det. Jeg kan godt forstå, hvis gamle succesbands siger nej til at samles igen. Hvis man rammer noget rent sammen, så har det – måske – en tid, og hvis det har, skal man ikke prøve at gentage det. Vi har fået tilbud om kæmpe job, for der er fans, som ikke slipper ’Mandrillen’. Men vi har altid sagt nej. Det samme gælder ’Tæskeholdet’.

2. BONANZA HIGH SCHOOL, DEL REY AVENUE, LAS VEGAS, USA 

Som 17-årig var jeg exchange student i Las Vegas i et år og gik på Bonanza. Det er en stor, flad etplansbygning uden vinduer. Når man bor i en ørken, har man ikke brug for, at solen bager, det regner måske tre dage om året, og man færdes hele dagen indenfor og går fra klasse til klasse. Der gik et par tusind, og skolen var særlig, fordi man havde blandet hvid middelklasse med unge fra de hårdeste kvarterer, og de var næsten alle sammen sorte. Man ville have folk til at møde hinanden, men det skete ikke. 

Jeg havde danset electric boogie i Birkerød, hvor jeg voksede op, og kunne godt lide rap, og jeg havde en drøm om at få en sort kammerat at danse med. Jeg blev lovet tæv et par gange, det var det tætteste, jeg kom på en sort ven, ellers var det fuldkommen adskilte grupper. 

For mig var noget af det mest fantastiske, at der ikke blev taget hensyn. Ingen vidste, at jeg var exchange student, jeg måtte bare klare mig selv. Jeg sad ved siden af en fyr i faget American history, han var en stoner med langt, fedtet hår og skovhuggertern, og han røg joints og var lettere utilpasset og hed Ozzy. Overfor sad en anden stoner, som var døbt Bacardi. Da året var gået, ønskede de mig god tur hjem til Denver. 

”Det er ikke Denver,” sagde jeg. ”Det er Denmark.” 

”Nå, det anede vi ikke.” 

Jeg valgte at tage teater på skolen, og det blev et gennembrud for mig. Jeg kom fra en socialdemokratisk dansk tradition, hvor alle skulle være med til skolekomedien, også selv om de hverken havde talent eller lyst. Man måtte ikke stikke næsen frem, og der blev trukket lod om, hvem der skulle spille hovedrollen. Sjovt nok gjaldt den samme ligestilling ikke i sport. Der måtte man gerne have et hierarki, og man trak ikke lod om, hvem der skulle være angriber på skoleholdet. Det gav sig selv. Ham astmatikeren med brillerne havde ikke en chance, og det var mig. Jeg havde voldsom astma som barn, faktisk så alvorligt, at jeg en overgang måtte sove i et klinisk rent værelse. Når de andre dyrkede sport, sad jeg hjemme på mit værelse og hørte Tintin-bånd eller Disney og kunne alle stemmer udenad. 

Men på Bonanza tog de talent for teater alvorligt. Der var optagelsesprøve til stykket på skolen. Hvad kan du? Det var fantastisk for mig at blive bedømt på min kunnen. Jeg stillede op til en mimekonkurrence på skolen og gik videre. Jeg endte med at vinde førstepladsen i Nevada-mesterskaberne for high schools, og så fik jeg rollen som ond prins, en slags forløber for ’Klovn’, i et stort opsat skolestykke og vandt prisen for bedste mandlige birolle, et meget stort trofæ, som jeg slæbte med hjem. Jeg havde set forsølvede krus fra badmintonturneringer hos mine danske skolekammerater eller pokaler fra fodbold, og der var absolut ingen chance for, at jeg kunne vinde sådan en præmie og få det rygklap. Men fuck jer alle sammen, her kom jeg hjem med pokal og medalje og en tro på, at jeg kunne noget. 

Jeg troede egentlig, at jeg skulle være fotograf, og var optaget på EFG (en tidligere grunduddannelse, der var tænkt som en afløser for mesterlæren, red.). Men jeg udskød det, da jeg fik mulighed for at komme til USA. Da jeg vendte hjem, var det at optræde det eneste, jeg ville. Jeg fandt min vej på Bonanza High School.

CASPER SET BAGFRA

Debuterede som standup-komiker som 20-årig og blev hurtigt stjernen i det danske miljø. Blev landskendt som vært for kæmpesuccesen ’Husk lige tandbørsten’ på DR (1995-96) og var derefter vært på en lang række shows.

I slutningen af 90’erne begynd­te han at lave comedy-serier til tv. Først ’Casper & Mandrilaftalen’ (1999), hvor han for første gang arbejdede sammen med Frank Hvam, siden sitcommen ’Langt fra Las Vegas’ (2001-03), hvor han viste sine evner som manuskriptforfatter. Casper Christensen og Frank Hvam fortsatte det tætte samarbejde med ’Klovn’ i midten af 00’erne. Serien blev en stor succes og har indtil nu kørt i syv sæsoner.

Den første ’Klovn’-spillefilm blev set af næsten 900.000 danskere og blev et kulthit i USA. Casper Christensen blev derefter manuskriptforfatter i Los Angeles og har siden arbejdet sammen med blandt andre den engelske komiker Sacha Baron Cohen.

3. RESTAURANT GALLEGA, PORT D’ANDRATX, MALLORCA, SPANIEN

Det er en misforståelse, at Jarl og jeg har været tætte venner hele livet, og at jeg derfor nærmest er vokset op med Isabel (Caspers nuværende kone, Isabel Christensen, som er datter af Jarl Friis-Mikkelsen, red.). Vi blev kærester, da hun var 25, og inden da havde jeg kun mødt hende én gang. Det var på Mallorca. Hun var 16. 

Port d’Andratx på Mallorca er en sær lille oase, som i mange år har haft et vist koncentrat af kendte danskere. Det skyldes Bent Fabricius-Bjerre, som var pioner sammen med Jørn Utzon og Ole Ritter, og siden kom familien Asbæk og en masse andre til, blandt andet Jarl, og det betyder, at Isabel har kendt byen hele livet. 

Jeg begyndte selv at komme der for 15 år siden. Der er ingen strand, og det betyder, at turismen holdes på et fint niveau. Jeg var nede for at skrive en film, som aldrig blev til noget, mens Iben (Hjejle, kæreste 2003-11, red.) lå udenfor og solede sig, og en aften var vi på den lille fiskerestaurant Gallega og mødte Jarl. Det var hyggeligt, og efter lidt tid kom to 16-årige piger gående: Isabel og hendes veninde. Jarl præsenterede os. Både Iben og jeg var meget kendte dengang, og Isabel var fuldkommen pisseligeglad. 

På det tidspunkt talte hun i halvt tempo, og hun havde kun ét spørgsmål til sin far: 

”Må man egentlig ryge på Barracuda (natklub, red.)?”

Det var det første, jeg hørte hende sige.

Otte år senere var jeg til Zulu Awards, og Jarl fortalte, at hans datter var kommet hjem fra Schweiz, og han ville høre, om jeg eventuelt havde et job til hende. Min businesspartner tog en jobsamtale med Isabel, og så blev hun min personlige assistent. Hendes første job var at indrette mit kontor, og det var hun fantastisk til. Hun reddede mig ud af mine evindelige tøjkriser ved at finde mit værtstøj. Jeg havde ingen idé om, at det skulle være andet end et professionelt forhold. 

Efter et halvt år besluttede jeg, at vi alle sammen skulle til LA i en tid. Det var Iben og mig og vores børn med barnepige, og da min tur derover også var professionel med møder ude i byen, tog jeg også min assistent med. Tingene kørte helt vildt. Jeg havde lavet mit eget produktionsselskab, og ’Live fra Bremen’ var en succes på TV 2. Jeg lejede en motherfucker af et hus i Hollywood Hills og to Cadillac Escalades. Alle havde eget værelse, og der var udsigt over byen og infinity pool med lys. Der var skruet helt op for Kardashian-knappen. 

Jeg havde hele livet drømt om at prøve mig selv af derovre og havde en fest over at være der. Jeg legede, at jeg var amerikaner, og Isabel arrangerede kæmpefest for alle dem, jeg kendte derovre. Joaquin Phoenix og Casey Affleck kom tilfældigt forbi, de boede lige ved siden af. Jeg havde gang i noget hjerneblødningsagtigt vanvid, ligesom i ’Klovn’-filmen, det var lys og flammer og ’her kommer jeg’ og grillet kobekød til alle, og det var slet, slet ikke Ibens stil. 

Jeg hoppede rundt i poolen med børnene, vores nanny og Isabel. Hun elskede byen lige så meget, som jeg gjorde. Hun kom til at repræsentere drømmen om L.A. Hun havde fundet huset og arrangeret det hele, og hun flød lige ind i det. Hun ligner ovenikøbet en amerikaner. 

4. HORNBÆK KIRKE, NORDSJÆLLAND

For et par år siden begyndte jeg at føle en åbning mod noget spirituelt. Tidligere var det nærmest modsat. Jeg er hverken døbt eller konfirmeret og var af den overbevisning, at alt havde en naturlig forklaring. Jeg opfattede religiøse mennesker som hjernevaskede og skræmmende. Som barn besøgte vi nogle indremissionske bekendte. De bad bordbøn, og der gik en isnende kulde gennem mit lille barneskelet, da de lukkede øjnene og bad til Vorherre. Det var grænseoverskridende sært. 

Men så fik jeg en fornemmelse af, at der fandtes noget mere, og indså, at der eksisterer noget, som jeg aldrig kommer til at forstå. Den accept af noget større gjorde, at jeg åbnede mig og begyndte at tænke over det, og for et år siden besluttede jeg at blive døbt. Skulle jeg gøre det alene og i al hemmelighed eller være sammen med nogen? Jo mere jeg tænkte, jo klarere stod det, at jeg skulle døbes i fuld åbenhed og stå ved det. 

Det er meget tabubelagt at sige højt, at man tror på Gud. Gennem årene har jeg sagt alt det, man ikke må, opført mig grænseoverskridende på mange måder og fortalt om utroskab, kønssygdomme, drukture og skilsmisser, men intet har været så svært at tale om som min tro på, at Jesus er i nærheden. 

Jeg ringede til præsten i Hornbæk og fortalte, at jeg gerne ville døbes samme dag som min søn. Hun inviterede til møde, og jeg tog derned sammen med min søn Jagger og min kone Isabel. Hun spurgte, hvorfor jeg ville døbes, og jeg fortalte, at jeg oplever tilstedeværelsen af en guddommelig kraft og føler en konstant tilstedeværelse af Jesus i mit liv, og det var svært for mig at holde hovedet koldt. 

”Du bliver rørt,” sagde hun. ”Ja, jeg er simpelthen så glad og afslappet og fyldt op af noget, og jeg glæder mig meget til at blive døbt.” ”Det er ikke så ofte, at mennesker på din alder finder en tro og beslutter sig for at blive døbt,” sagde hun, men jeg blev døbt i Hornbæk Kirke den 22. august på min 52-årsfødselsdag og på min søns etårs, vi er født samme dag. 

I kirken var min og Isabels familie og meget få venner. Vi gik ind i kirken som et hold i en slags formation. Jagger og jeg var forrest, fordi vi skulle døbes, og han blev båret af sin gudfar, Isabels mors mand. Jeg gik altså op ad kirkegulvet i orgelbrus sammen med en mand på min egen alder, og det lignede fuldkommen et homoseksuelt bryllup, hvor Flemming og jeg kom gående med vores fælles barn.

Jeg skulle ned på knæ for at få vand i håret under dåben. Jeg er begyndt at gå med briller igen, og jeg vidste, at vandet ville løbe ned over min pande og dugge brillerne, hvis jeg rejste mig. Så jeg blev siddende, til præsten kom med en serviet.

Jeg har let til tårer, og jeg var meget tæt på, men jeg ville gerne holde den, og det lykkedes. Fantastisk dag, alt føltes rigtigt og fuld af glæde, og Isabel forærede mig et guldkors, som jeg bærer om halsen. Det er jo en sindssyg transformation for mig. Det er ikke mere end fem år siden, at jeg nærmere tilbad djævlen.

5.  LAGERBYGNINGERNE VED MCDONALD’S I NYBORG, FYN

I gamle dage kørte jeg ofte til Jylland for at lave standup i weekenden, og på vejen hjem holdt jeg altid pause ved McDonald’s i Nyborg. Jeg var blevet kendt, så jeg havde ikke lyst til at gå ind og sætte mig, for så var der opmærksomhed og autografer, så jeg kørte til drive-in og bestilte, og så rullede jeg hen til mit lille sweetspot, som jeg fandt ved et tilfælde. 

Det er et af de mest trøstesløse steder, jeg har været. Det er en død parkeringsplads, hvor man kigger på nogle lukkede lagerbygninger og kan høre motorvejen suse. Der er aldrig et øje, og det gav mig en melankolsk mavepuster, som jeg tidligere godt kunne lide at dyrke. Jeg sad der og kiggede ind på de tomme barakker og spiste min burger og havde ondt af mig selv. De fleste gange havde jeg tømmermænd. 

Siden mødte jeg Iben (Hjejle, red.), og en gang imellem tog hun med mig til Jylland. Jeg viste hende stedet, og hun gav mig ret i, at det var fantastisk trist, men vi havde også en glæde i at kende det sted sammen, og vi lovede hinanden noget: Hvis der kommer en atomkrig eller en altødelæggende naturkatastrofe, og alle bliver udslettet og mister kontakt, så er det godt at have et sted, hvor man kan møde andre overlevende, og vi aftalte at mødes dér. Jeg ser hende ikke mere, men hvis katastrofen en dag indtræffer, mødes vi i Nyborg ved lagerbygningerne. For fem år siden kom jeg forbi igen, købte en burger, tog et billede og sendte det til Iben. Hun skrev: ”Tjek.”

CASPER SET HJEMMEFRA

Caspers far, Lars Christensen, arbejdede i ledende stillinger hos Rådet for Større Trafiksikkerhed og var manden bag Børnenes Trafikklub. Hans mor, Ulla Lindholm Christensen, var socialpædagog og kunstmaler i sin fritid. Begge er pensioneret i dag. Casper har fire børn: Cajsa (f. 1996) og Marvin (f. 1999) med Anette Toftgård og Cooper (2017) og Jagger (f. 2019) med Isabel Christensen. Han og familien har lige købt en stor villa mellem Ålsgårde og Hornbæk.

6. SILENT MOVIE THEATRE, FAIRFAX AVENUE, LOS ANGELES, USA

Til vores store overraskelse begyndte man at tale om den første ’Klovn’-film i Los Angeles, og Drafthouse, som har biografer over hele landet og afholder en filmfestival, hvor ’Klovn’ vandt, hjalp med at sætte filmen op til en visning i Los Angeles. Silent Movie Theatre er en rigtig old school Hollywood-biograf, den slags elsker jeg, og Frank (Hvam, red.) og jeg tog derover for at være med. 

Da vi trådte ind i salen, kunne vi se, at det var the place to be dén aften. Der var alle mulige skuespillere, Matt Groening, som har lavet ’The Simpsons’, folk fra komikeren Will Ferrells gruppe. Vi var i forvejen meget benovede over, at det var lykkedes at lave en spillefilm, og at så mange danskere havde set den. Det var uforståeligt, at den nu havde premiere i LA. 

Filmen begyndte at køre, vi talte dansk deroppe på lærredet, og publikum var på og skreg af grin, og bagefter kom folk over og ville snakke jobs og hilse på os. Matt Groening fortalte os, at han var fan, og har senere udtalt, at ’Klovn’ er på hans top-tre over bedste tv-serier. Frank og jeg har prøvet mange vilde ting sammen, men intet slår følelsen, vi havde den aften. Jeg kan stadig mærke den berusende glæde og stolthed og fornemmelsen af, at det aldrig ville komme igen. Det var som den første forelskelse.

7. PALÆ BAR, NY ADELGADE, KØBENHAVN

For fem år siden drak jeg for meget. Hvis der var en anledning til at køre løs, udnyttede jeg den, og bizart nok var anledningen dén aften min mors fødselsdag. Vi havde været på Nyboders Køkken og spist stegt flæsk med persillesovs, og jeg insisterede på, at alle skulle have snaps. Mine børn var med, mine forældre og Isabel, og jeg hamrede bare snaps. Det var en tirsdag aften, og jeg fik sendt børnene hjem til deres mor, for den aften i marts måtte da ikke stoppe.

Isabel og jeg mødtes med nogle venner, som også var på tirsdagsdruk, og jeg var sejlende stiv, da jeg trådte ind på Palæ Bar. Der var en mand, som ragede Isabel på røven, og jeg var en krudttønde, det var en dødssyg aften, noget skulle ske, så jeg røg op og prøvede at slå ham – uden at ramme, selvfølgelig. Jeg kan overhovedet ikke slås. 

Jeg har set videoen af det, for nogle elskværdige journalister filmede optrinnet på deres telefoner, og jeg slår med bøjet håndled og havde sandsynligvis brækket det, hvis det var lykkedes at ramme ham. Næste morgen var der tømmermænd og 20 opkald fra Ekstra Bladet og BT, og jeg var afsindig flov. 

Den episode står for mig som et lavpunkt. Det er slet ikke mig at slås. Hvad fanden ligner det at vælte tungstiv rundt en tirsdag aften med maven fuld af stegt flæsk i et røgfyldt lokale? 

CASPER SET UDEFRA

1. ”En pigtrådssatire over ubehøvlet mandlig opførsel og en af de sjoveste og mest uhyrlige film, der har ramt dette land hidtil i år.”

New Tork Times, juli 2012, anmeldelse af ’Klown’ 

2. ”Man kan ikke overvurdere den betydning, som Casper Christensen har haft. Ikke bare som standupkomiker, men også som skuespiller, manuskriptforfatter, tv- og radiovært og instruktør.”

Lars Hjortshøj til DR, 2018

3. ”Casper Christensen ligner påfaldende en mand, der er løbet tør for ideer og prøver at kompensere for det ved at råbe højt. Og her mener jeg ikke den fiktive Casper Christensen. Desværre.”

Ekstra Bladet 2019, anmeldelse af tv-serien ’Undskyld Norge’

8. CHATEAU MARMONT, SUNSET BOULEVARD, LOS ANGELES, USA

Jeg kan godt lide gamle klassiske steder, og jeg elsker at vide, at nogen sad netop dér, da de skabte dén film eller skrev dén sang. Som helt ung var jeg meget stor fan af Blues Brothers og optrådte med min ven Thomas med et nummer fra filmen, og jeg læste, at John Belushi, den ene af Blues Brothers, døde på Chateau Marmont af en overdosis. 

Marmont er et hotel fra 1929. Alt derinde ser ud som dengang, og jeg læste alle de legendariske historier om Greta Garbo, som bookede sig ind under dæknavn og kun badede i poolen meget tidligt om morgenen, om John Bonham fra Led Zeppelin, som kørte sin Harley ind i receptionen, eller om dengang Billy Idol løb nøgen rundt og smadrede sit værelse. Jeg boede altid på skodhoteller i Los Angeles, men en dag blev jeg inviteret til morgenmad på chateauet. 

Stedet emmer af det gamle Hollywood, og jeg fik plads i gårdhaven og fornemmede tydeligt, at det var her, man mødtes og lavede filmdeals. Orlando Bloom sad et par borde fra mig, og jeg syntes, det var sindssygt inspirerende, og besluttede, at jeg skulle skabe mig selv en position, som gjorde, at jeg altid kunne bo på Marmont, når jeg var i byen. 

Det er dyrt, et lille værelse koster 5.000 pr. nat, men det ville jeg have råd til, og jeg var også opsat på at komme der så meget, at de ansatte vidste, hvem jeg var. Det lykkedes. Velkommen tilbage, sagde de og spurgte til mine projekter. Hvorfor det var så vigtigt for mig, skal jeg ikke kunne sige. 

Man må ikke fotografere på Marmont, det skal være et helle for kendte. Jeg har set alle mulige stjerner. Lady Gaga til venstre, Jennifer Aniston til højre, og tjenerne er fuldkommen uimponerede, men en dag kom en af dem ud til mig og sagde: ”Der sker det vildeste senere. Mike Tyson kommer!” Selv superstars stivnede, da han trådte ind. Han er beyond Hollywood. 

En aften kom Isabel og jeg sent hjem til chateauet, de var ved at lukke gårdhaven, men vi fik lov at komme ind og få en drink. Der sad seks andre. Det var lige blevet forbudt at ryge derinde, og Isabel spurgte tjeneren, om det var okay, at hun røg. ”Ja, det er fint,” sagde han og nikkede i retning af de seks andre. ”De ryger joints derovre, og jeg tør ikke fortælle dem, at de ikke må.” ”Hvorfor ikke?” ”Det er Fleetwood Mac.” På et tidspunkt kom to af dem over til os og spurgte, om vi ville tage et gruppebillede af dem. Det ville jeg da gerne.

En søndag sad jeg og spiste sen morgenmad med en kammerat, og et par borde fra os sad en mand med stort skæg, som lignede en rockstar og var fuldkommen i opløsning af tømmermænd. Han bestilte en stor lyserød drink, bællede løs og fik samtidig signaleret til tjeneren, at han skulle have en ny med det samme. Da tjeneren kom med den, bestilte han en til. Jeg kunne ikke lade være at henvende mig: ”Hvad er det, du drikker?” ”French Martini. Det er det eneste, som duer, når man er helt ødelagt.” ”Nå, sådan et par skal vi da også have,” sagde jeg til min ven.

Et kvarter efter spurgte fyren, om vi ville med ham ind og se værelset. Han boede på nummer 11, det eneste rum, som ligger lige ud til gårdhaven. Det bookede han altid, for så kunne han sidde på sit værelse og bestille French Martinis ud ad vinduet. Vi gik med ham derind, han bestilte drinks ud ad vinduet, hvorefter han åbnede sit pengeskab og trak en hel tallerken kokain ud. Det var en almindelig søndag formiddag på chateauet. 

Jeg kommer der kun sjældent nu, og tjenerne kan ikke huske mig mere, men Isabel og jeg har bestilt deres særlige duftlys, så vi stadig har duften af chateauet.

Næsehornsskubning i Sydafrika. Foto: Privat

9. LIMPOPO RIVER, SYDAFRIKA

Første gang jeg var i Afrika, kunne jeg mærke, at alt er begyndt dér. Der er en meget voldsom og altomsluttende energi. Jeg boede på et resort ved grænsen til Botswana, og de satte os nøje ind i, hvilke dyr man havde i det område. Dyrene er anbragt, og der holdes øje med dem. Ejeren af stedet fortalte, at de skulle flytte nogle næsehorn over til en anden naturpark, og spurgte, om jeg ville med. Ja, for helvede da.

Jeg mødte klokken seks om morgenen i shorts og læderstøvler. Vi fløj op i en helikopter for at spotte næsehorn i det gigantiske område, og efter noget tid fik vi øje på en mor med sin unge. Skytten, som skulle skyde med bedøvelse, fortalte, at han ville ramme ungen, for så ville moderen holde sig tæt ved. Vi fløj ned, han skød og ramte, og så blev jeg sat af midt i ingenting sammen med fire andre. 

Vi sikrede os, at ungen trak vejret, og jeg kunne mærke en usikker stemning og spurgte, hvad der var galt. De fortalte, at moderen var løbet væk, de anede ikke, hvor hun var, men lige pludselig kunne hun komme farende. Der var ikke et træ at løbe op i, og sådan et næsehorn kan løbe 50 kilometer i timen. Vi fik fat i moderen, hun blev bedøvet og fik bind for øjnene, og så begyndte de at save hornene af, fordi man ville undgå krybskytter. Næsehorn sælges for en formue på det sorte marked, fordi det regnes for et meget stærkt afrodisiakum, og jeg lagde mærke til, at folk gik og samlede de små spåner fra hornene op. 

Jeg blev fuldkommen forelsket i Afrika og tog også jagttegn, mens jeg var der. Det foregik sådan, at jeg fik et gevær på skulderen, og så satte man en dåse op lidt fra mig. Mirakuløst nok ramte jeg den, og så havde jeg jagttegn. Et par år senere mødte jeg nogen, som kendte stedet, og de fortalte, at nogle af dem, jeg flyttede næsehorn med, var blevet taget med et af hornene og fik livstid. 

10. FREDERIKSBERG KIRKEGÅRD, FREDERIKSBERG ALLÉ 

Jeg var inde i en periode med storhedsvanvid for seks år siden. En ting, som optog mig meget, var, hvordan mit gravsted skulle se ud. Jeg var så langt inde i problematikken, at jeg ringede og hørte, hvad sådan et gravsted kostede, og om jeg kunne reservere det, og jeg vendte det hele med Isabel, som syntes, det var det dummeste, hun nogensinde havde hørt. 

Jeg forestillede mig et gravsted, hvor fans kunne lægge blomster og fælde en tåre, og begyndte at gå meget på Frederiksberg Kirkegård og undersøge mulighederne. På de gamle, fine gravsteder var et lille hegn rundtom, og stenen lå inde midt i det hele med en lillebitte hældning, så man bedre kunne læse teksten. Jeg overvejede en sort og blank sten med guldskrift, men fandt ud af, at der var for mange af dem, det var simpelthen for almindeligt, og hældte senere til en mere naturlig og ru marmorsten. 

Nogle har figurer ved deres gravsted, for eksempel en grædende nedbøjet kvinde med en due i hånden, og det kunne jeg godt lide, men indså efter nogen tid, at det var for generisk og manglede en personlig historie. Jeg fandt et gravsted med en stor marmorkasse, som man kunne gå ind i. Det var en interessant vej, for det ville være omgivet af mystik og undren over, hvad der mon var derinde. 

Kisten skulle være sort, det var jeg sikker på. Det er lidt dyrere, men den pris var jeg klar til at betale, og så gik jeg i gang med at planlægge begravelsen. Det skulle være stort, rigtig alvorlig stort. Med afskydning af kanoner, hvis det var muligt. Jeg ville gerne give folk muligheden for at sige ordentligt farvel, hahaha. Gæstelisten var jeg i gang med og overvejelser om folk, der måske ikke ville dukke op, og så var det vigtigt, at nogen fløj ind fra udlandet. Der måtte gerne være internationale sørgende. 

Det kørte derudad med tanker i en tid, indtil jeg gik endnu en tur på Frederiksberg Kirkegård og lagde mærke til, at der ikke stod nogen og græd ved Marguerite Vibys gravsted, og så opstod en ny fantasi: Jeg skulle brændes, og asken strøs i havet i en ring af surfere. Den holdt, indtil det gik op for mig, at jeg jo ikke er surfer. 

Det nyeste er, at jeg ikke skal brændes. Jeg skal blive til ådsel for at gavne Moder Jord. Jeg vil yde hende den gestus, at mit legeme bliver til muld og kan fodre orme. Jeg har kig på Hornbæk, men kunne også forestille mig et træ i en skov.

Martin Kongstad er forfatter til  biografien ’Casper’, der udkommer 8. oktober. Dette interview er lavet eksklusivt til Ud & Se.

Engang betød det at rejse at slå telt op i bakkerne omkring Ørum Sønderlyng. Men så blev FRANK HVAM lokket af en kæreste til at tage rigtigt afsted. Siden blev han kendt som manden, der vender vrangen ud på den danske folkesjæl. I seks kapitler og over fem kontinenter fortæller han om de rejser, der har dannet ham.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Ricky John Molloy

DOWN UNDER

Vi rejste næsten aldrig i min barndom. Min far sagde tre gange om året: ”Hvorfor rejse, når vi har det så godt herhjemme?” Han havde været sømand som ung, så måske havde han fået stillet sit rejsebehov. Eller bare glemt, hvor fedt det er at komme ud. Vi var på Mallorca en gang og en anden gang i London. Jeg husker begge ferier som mindblowing. Men normalt tilbragte jeg somrene i engene og bakkerne omkring Ørum Sønderlyng, hvor jeg voksede op. Der kunne jeg tage et telt under armen og slå det op i en eller anden lyngbakke.

Da jeg var 13-14 år, begyndte jeg at tage på cykelferier med nogle kammerater. Det kulminerede med, at vi ville cykle til Frankrig. Vi havde afsat tre uger til det, men vi kom ikke længere end Rømø. Det skyldtes et utal af forsøg på at komme i kontakt med nogen af det modsatte køn på en campingplads. Det lykkedes selvfølgelig ikke.

At man ikke kommer ud at rejse, er jo ikke noget, man tager skade af, mens ens udsyn bliver måske ikke så stort. Man kan selvfølgelig få ting at vide af andre, men man forstår det ikke rigtigt, før man selv oplever noget. Da jeg var 18, i 1989, hankede min daværende kæreste op i mig og fik mig overtalt til, at vi skulle til Australien i et halvt år. Det forekom mig at være en helt vanvittig plan. Men da vi først var der, ville jeg ikke hjem igen. Vi arbejdede på en farm, hvor vi plukkede tomater og sorterede meloner. Vi boede i sådan nogle gamle slidte campingvogne. Der var ét toilet til deling, og man skulle passe på ikke at træde på slanger og enorme skrubtudser om natten. 

Vi hang ud med professionelle frugtplukkere, som virkelig var folk fra trailerparken. Det var meget hårdtarbejdende og meget fordrukne australiere, der rejste på kryds og tværs af landet alt efter, hvor der var noget at plukke. Det var fysisk stærke, men voldsomt nedslidte mennesker. Der var meget druk og mange skænderier og husspektakler efter mørkets frembrud. Men de behandlede os pænt. De kunne godt se, at vi ikke vidste noget om noget, så de lærte os, hvordan man kunne tjene lidt mere ved at snyde og trykke en ekstra gang på en knap på en maskine, så det så ud, som om man havde plukket en ekstra spand tomater. Det var ikke en stor faglighed, de dryssede ud over os, men nogle gode tips til, hvordan man overlever. 

Vi blaffede rundt, og på et tidspunkt fik vi et lift af en dame, der fortalte, at hendes mand havde en fiskekutter, hvor de fangede hajer. Vi kom med ud på den i en uges tid, og det var en fantastisk oplevelse. Vi gik lidt til hånde med at lave kaffe og andre småting. Vi var blandt andet med til at rense hajerne, men var slet ikke hurtige nok. Hajen var næsten rådden, inden jeg fik den lagt på is. Så vi var mest turister. På et tidspunkt fik vi en alt for stor haj i garnet, og så råbte kaptajnen ”SHARK!” Hans to hjælpere kom løbende med macheter og huggede nettet i stykker, så hajen forsvandt ned i vandet igen. 

Turen gjorde mig økonomisk voksen, og vi blev meget nærige, og det har jeg fortrudt. Da vi kom i land efter de dage på havet, lå det lidt i kortene, at vi skulle give en middag som tak for turen. Min kæreste og jeg kørte hen til det lokale pizzeria og blev chokerede over, hvor dyrt det var. Vi endte med at købe to pizzaer til os fem personer, der var på båden. 

Jeg glemmer aldrig skuffelsen i kaptajnens øjne. Der kom også et par småbitre bemærkninger, forståeligt nok. Når man er udenlands som ung, så tror man, at der ikke er nogen, der opdager det, hvis man er en røv. Man er hele tiden på vej videre. Det var også i Australien, at jeg stjal en lommeregner i en butik, så jeg bedre kunne regne ud, hvor mange penge jeg tjente på at plukke tomater. Det var så dumt i betragtning af de mulige konsekvenser – jeg var blevet smidt ud af landet på røv og albuer. 

Jeg har tænkt på pizza-episoden mange gange og haft dårlig samvittighed. Vi bildte os ind, at vi var fattigere, end vi var, men vi havde nok flere penge end dem, vi omgikkes med. Der var også nogle situationer, hvor vi ikke gav de øl, vi skulle. Det var pinligt. 

Jeg har talt med min ekskæreste om det siden hen, og hun har det på samme måde. Jeg besluttede, at det måtte ikke ske igen, og jeg tror ikke, jeg har været nærig siden. Det er et rædselsfuldt karaktertræk.

Efter seks måneder måtte jeg tage hjem. Jeg havde trukket et meget lavt nummer på session, så jeg skulle til Danmark for at aftjene min værnepligt i civilforsvaret. Min kæreste tog videre til New Zealand med nogle fyre derfra. Og jeg kom hjem til en kold februar, tog en orange hjelm på og begyndte at grave huller.

SOL OVER AFRIKA

Jeg havde altid set det som det helt store eventyr at tage til Afrika. Jeg vidste ikke så meget om kontinentet, det forekom lidt eksotisk og farligt. Da jeg besluttede at tage af sted i 2006, var vi netop færdige med at lave sæson 4 af ’Klovn’. Jeg havde stort set ikke holdt ferie, det var en kraftudladning at lave serien, men det var gået godt, og jeg var opfyldt af selvtillid og selvtilfredshed. Det var et godt tidspunkt at tage alene ud på min store rejse. Få noget Frank-tid, inden jeg slog mig ned med min kæreste og fik børn. 

Jeg valgte Tanzania, fordi jeg havde hørt, at tingene fungerer. Det kan godt være, at bussen ikke kommer til tiden, men den kommer. Jeg havde ikke planlagt ret meget, men havde besluttet at bo billigt for at komme tættere på lokalbefolkningen. Jeg forestillede mig, at jeg allerede i lufthavnen ville møde nogle afrikanere, der ville tage mig med på eventyr, og jeg så for mig, hvordan jeg skulle sidde i en lerklinet hytte og spise sammen med deres familie. Være en del af deres liv. Jeg var meget optimistisk omkring, hvordan ferien skulle være. 

Det blev de mest ensomme 5-6 uger i mit liv. Jeg fandt hurtigt ud af, at når man rejser alene, er der ingen, der beder én om noget. Man får lov at gå rundt alene – alt, hvad der skal ske, skal komme fra én selv. Hver morgen når jeg vågnede, skulle jeg sørge for, at dagen fik en eller anden form for indhold. Det kom af en eller anden grund bag på mig. Og så var jeg for gammel til sådan en backpacker-tur. Jeg var 37 eller 38, og det gik op for mig på turen, at så bliver man betragtet som en freak. De yngre backpackere undgik ham den sære gamle mand.

Jeg kunne få lov til at give en øl, for jeg havde lidt flere penge end de yngre backpackere, men når de havde drukket den, så smuttede de. De skulle ikke have mig med videre i byen. Og jeg må sige, at de andre, jeg mødte på min alder, som rejste alene – de var freaks. De var ofte på flugt fra et eller andet i deres liv, og de havde hele tiden travlt med at missionere. Og så var der de gamle desillusionerede nødhjælpsarbejdere, der sagde: ”Arhg, det er håbløst, de kan ikke reddes.” Jeg hang mest ud med backpackere på min egen alder. Jeg kunne faktisk ikke rigtig lide mange af dem, og de kunne ikke lide mig.

HVAMS VERDEN

Frank Hvam er født i 1970 i Ørum Sønderlyng i Midtjylland, hvor familien havde en hundekennel. Det betød langvarige udflugter for den unge Frank, når han skulle lufte hunde efter skole. Især når de stak af.

Han ville egentlig have været militærnægter, men det krævede ni måneders arbejde i modsætning til seks måneder som værnepligtig i civilforsvaret. Her fik han adskillige skideballer, blandt andet for at sove for længe, komme for sent til vagter­ne eller glemme at tage flaget ned.

Frank læste til dyrlæge i tre år, indtil han fik nok af at ”skære i selvdøde schæferhunde” og ”aflive dyr i ’Dantes helvede for forsøgskyllinger.”

I midten af 90’erne fik han, efter en hakkende start, skabt sig et navn som stand-upper i København, og i 1999 inviterede Casper Christensen ham med i tv-programmet ’Casper og Mandrilaftalen’, der fik kultstatus i løbet af de to sæsoner og 67 afsnit. Det førte til mere tv, blandt andet serierne ’Kissmeyer Basic’ (2001), ’Langt fra Las Vegas’ (2001-03) og ikke mindst ’Klovn’, der nu tæller syv sæsoner og tre film. Serien er også blevet vist i lokale versioner i Holland, Tyskland og Belgien. Sammen med Casper Christensen har Frank Hvam også skabt filmen ’Dan Dream’ (2017).

Hvam har to gange turneret med onemanshows: ’Live 09’ (2009-10) og ’Upassende’ (2014).

På den rejse gik det op for mig, at man kun er noget i kraft af sin omgangskreds. I kraft af, at man indgår i en social sammenhæng. Ellers er man en nobody. Jeg havde opnået en eller anden status som komiker i Danmark, men det var fuldstændig ligegyldigt for de lokale at være komiker. Det sagde dem ikke noget som helst. Det var en brat opvågning. Jeg havde mere lyst til at sige, jeg var læge. Et eller andet, de kunne bruge til noget. Jeg kan stadig drømme om at blive læge, og det værste er, at jeg stadig har snittet til at komme ind. 

Jeg rejste med lokale busser i stedet for turistbusser. På et tidspunkt tog jeg en bus, som skulle stoppe i en landsby, inden vi skulle køre videre næste morgen. Jeg fandt et primitivt hostel og vågnede næste morgen klokken seks. Bussen skulle køre klokken fem, og den næste kom først to dage senere. Jeg pakkede hurtigt mine ting, spænede af sted og håbede på et mirakel. Og bussen var der endnu. Propfyldt med folk og høns og geder. De andre passagerer havde jo spottet, at jeg var den eneste hvide på turen, og der var nok et eller andet, der var gået galt, siden jeg ikke var dukket op. Det var 50-60 mennesker, der havde besluttet, at de nok måtte vente på ham idioten. Jeg forstod ikke, hvad de sagde, men fornemmede, at jeg blev svinet til, samtidig med at jeg var dybt taknemmelig over deres omsorg. 

Jeg havde haft en barndomsdrøm om at have en sort ven. Jeg havde tænkt over det i skolen: ”Tænk, hvis der kom en ny dreng i klassen, og han var sort, og han satte sig ved mit bord og blev min ven. At det var mig, der havde en sort ven, jeg kunne vise frem.” Det var jo så hvidt, der hvor jeg kommer fra. Jeg fik så aldrig en sort ven i skolen, og det skete heller ikke på den ferie. Det var slet ikke så nemt, som jeg troede, at bryde vægge ned til lokalbefolkningen. Folk var ikke så tilbøjelige til at hjælpe en gammel backpacker eller have noget med mig at gøre. For hver dag, der gik, følte jeg mig mindre sjov og mindre charmerende. Alligevel gav turen mig en stolthed over at kunne være alene. Efter den tur kan jeg uden problemer spise alene eller gå i biografen alene. Det kunne jeg ikke før.

Der skulle ske noget, så jeg meldte mig til en tur, hvor vi skulle gå til toppen af Kilimanjaro. Jeg skulle rejse med et hollandsk par. I hotelfoyeren så jeg, at manden – Edwin, som var bankmand – lå og lavede armbøjninger som forberedelse til, at han skulle ud på den her strabadserende tur. Allerede der vidste jeg, at den var gal. Men jeg var socialt tørstig og ville gerne tale med nogen. På den første dag får Edwin så sagt, at måden at løse problemerne på i Irak var at kaste en atombombe. Derfra blev det kun værre. Gudskelov skete der noget på dag 4 på vej mod toppen af bjerget: Edwin fik højdesyge på den sidste opstigning. Midt om natten mistede han orienteringen i en snestorm og anede ikke, hvor han var. Han løb forvildet rundt uden for stien. Guiderne måtte indfange ham, mens han piskede af sted i noget puddersne. De kastede ham til jorden og fik ham slæbt ned til basecamp. Det var en kæmpe fryd og glæde for mig at se ham bryde sammen. 

Jeg vidste bare, at nu skulle jeg nå toppen. Men samme nat gik det op for mig, at jeg ikke havde det nødvendige udstyr. Jeg var bange for at få forfrysninger i ørene. Frøs ad helvede til. Men jeg havde en plasticpose, som jeg tog over hovedet, og med huen udenpå stoppede det vinden. Det var en stor sejr. Jeg nåede op, og da vi var nede igen, fik jeg mit bevis for at have været på toppen. Edwin ville i øvrigt ikke give drikkepenge til guiderne, de havde jo ikke fået ham til toppen. Alle vidste, at guiderne lever af drikkepenge. Jeg havde et skænderi med ham, hvor jeg sagde: ”De har jo reddet dit liv.” Det mente han ikke. Han havde været i kontrol hele tiden. Så lagde jeg drikkepenge for ham. Jeg havde jo besluttet mig for ikke at være nærig.

Jeg sluttede af med en uge på Zanzibar. Jeg havde levet på en sten i fem uger og besluttede at leje en luksushytte til mig selv. Fordi jeg havde rejst rundt alene, var jeg overbevist om, at jeg kunne klare mig selv, og jeg syntes ikke, at der var nogen grund til at få skræddersyet en udflugt. Det kunne jeg selv klare. På resortet på Zanzibar spurgte de, om de skulle arrangere en snorkeltur, men jeg sagde nej, kørte ind til byen og købte en billig snorkel. Tilbage igen gik jeg i vandet og regnede med at være ude i 20-30 minutter. Jeg svømmede ud på den anden side af koralrevet og snorklede rundt, men da jeg ville ind igen, var det blevet lavvande. Korallerne var over vandoverfladen, de stod som en lodret væg og jeg kunne ikke komme forbi. Jeg prøvede et par gange, men blev revet til blods på arme og ben. 

Jeg var ret hurtigt klar over, at den var helt gal. Jeg havde regnet med en kort svømmetur og havde kun lidt solcreme på skuldrene. Mens jeg ventede på højvande, lå jeg som en grillpølse og vendte mig i vandet for at fordele solen på kroppen. Jeg lå derude i 3-4 timer, indtil det blev højvande. 

Da jeg kom ind på stranden, blev jeg mødt af en meget vred dame. Dér slog det mig: ”Jeg har jo bestilt massage.” Hun var kørt et godt stykke fra en anden landsby ud til resortet, og jeg følte ikke, at jeg kunne sige nej. Jeg blev lagt på briksen og fik massage på min ryg, der havde fået en andengradsforbrænding. Bagefter gik jeg direkte over i min hytte og lå syg i to dage med feber. 

Jeg syntes, det var pinligt, at det var gået galt for mig, så efter de to dage gik jeg videre op ad stranden til et andet luksusresort. Væk, væk, væk. Jeg ville gerne være god ved mig selv efter at have ligget syg i to dage, så jeg bestilte en rigtig lækker hummer. Og fik en sindssyg madforgiftning. Så lå jeg i sengen i to dage mere. 

Nu var der kun få dage tilbage af turen, og jeg ville gerne nå at få et par øl med nogle af de andre turister. Den sidste aften inden jeg skulle hjem, kæmpede jeg mig ud af sengen, helt udmattet efter den gang diarré. Pludselig hørte jeg nogen tale dansk. For første gang på hele turen. Jeg tænkte: ”Endelig er der nogen, der ved, hvem jeg er.” Straks opsøgte jeg gruppen af danskere. Blandt andet en pige, der hilste afmålt på mig. Men jeg hægtede mig fast på gruppen, jeg ville gerne være i selskab med nogle danskere. 

Jeg spurgte pigen, hvor hun kom fra, og den slags. Efter noget tid fortalte hun, at hun faktisk havde mødt Casper og mig, da hun var tjener på Park Café i København. Hun havde været på arbejde en aften året før, hvor ’Klovn’ holdt afslutningsfest. Det var en aften, hvor alt gik galt. Der var for mange gæster til, at de kunne følge med ude i køkkenet. Det hele brød sammen, og vi fik ikke vores mad. Vi havde fået alt for meget at drikke, og pigen, der var tjener, måtte høre på en del brok. Vi blev mere og mere fulde og dumme at høre på. På et tidspunkt sprang Casper op på en stol og talte til alle gæsterne: ”Vi har fået forfærdelig dårlig betjening. Er der andre, der har det på samme måde?” Hænderne røg op: ”Vi har ikke fået mad” og ”Vores mad var kold” og så videre.

Casper fik pisket en stemning op, og folk råbte i kor: ”Park er lort! Park er lort!” Og denne her stakkels tjener var fanget midt i infernoet. Da jeg havde allermest brug for at tale med en dansker, gik det op for mig, at det var en person, jeg nærmest havde været med til at traumatisere. Hun var meget lidt imponeret over at møde mig igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg undskyldte, men hun var ligeglad. Hun havde besluttet, hvad hun mente om mig. Det var min sidste aften på den tur. Og så var det ellers hjem til min kæreste og få et barn i en fart. 

SÅ FOR JAPAN DA

Min kammerat Jakob designer briller. Han får lavet stel i Japan, og jeg sneg mig med på en forretningsrejse i 2005. Det var en kæmpe oplevelse. Alt er formaliseret og stokkonservativt. Former fylder virkelig meget. Jeg voksede op i meget uformelle og antiautoritære rammer, og det var voldsomt at komme til et land, hvor der er regler for alting. Og de har automatisk respekt for folk, som de får at vide kan noget. Når de fik at vide, at jeg var en komiker med en vis succes i Danmark, tog de det for gode varer, så var jeg også en succes der – det var både dumt og dejligt. Min kammerat viste klip fra ’Klovn’ for 20-30 damer på en brillefabrik, der aldrig havde set ’Klovn’ før. De fik lov at holde en pause og se nogle scener. 

Det var nogle af de mere fysiske scener, da det jo var på dansk. For eksempel den scene, hvor Frank kommer til at skyde sin rengøringshjælp – som er død i forvejen – og en scene, hvor Frank er ude at bade og brænder sin tissemand på en brandmand. Det syntes de var sjovt. De har en ydmygelseshumor, det er det værste, de selv kan forestille sig. Bagefter ville de have taget billeder med mig og have autografer.

Det var svært at komme ind på livet af japanerne. De er reserverede. Jeg følte mig respekteret uden rigtig at blive lukket ind. Min kammerat havde været med til drukaftener på forretningsrejser, men jeg var med til eftermiddagsmøder, hvor man sidder i lotusstilling og drikker te og får nudler bagefter. Det var ikke sådan et sake-ræs med geishaer. Desværre. Det var en tur, der var præget af selvkontrol og stor respekt for japansk kultur, men den sidste aften gik det galt. 

Vi gik i japansk bad. De har en veludviklet badekultur, og vi sad sammen med 6-7 andre i sådan et dampbad og drak sake, og bagefter gik vi på en cool, lille japansk bar, hvor jeg sent om natten prøvede at imponere to japanske kvinder ved at lave håndstand op ad en væg. Jeg har stadig fornemmelsen i kroppen af, hvordan den ene arm gav efter, og jeg tumlede over i en reol med ældgamle, fornemme og svinedyre japanske blommevine. Reolen svajede faretruende frem og tilbage i, hvad der føltes som en evighed. Heldigvis blev den stående. 

Min kammerat brugte en del tid på at undskylde over for værten og de andre gæster, inden vi forlod etablissementet. Efter en times søvn stod vi op og tjekkede ud fra hotellet. Her opdagede jeg, at min pung var væk. Fordi min dømmekraft stadig var svækket, tømte jeg hele min kuffert ud på gulvet i receptionen. Foran blufærdige japanere kastede jeg rundt med mine underbukser, og dampende af sake ud af alle porer fandt jeg pungen. Tre timer senere opdagede jeg, at mit pas manglede. Og vi skulle flyve samme aften. 

Min hårdtprøvede kammerat fik den idé at opsøge den danske ambassade ­– hvor er man dog glad for at være dansk statsborger i sådan en situation. Ambassadøren dukkede meget venligt op på ambassaden en søndag og lavede et nødpas til mig. Det var dengang, ’Klovn’ stadig kunne lidt. I dag kan den serie ikke engang skaffe mig ind på en natklub i København. 

Få timer senere stod vi i alle rejsendes hadesituation – i en lufthavn med voldsomme tømmermænd. Farvel, Japan … og undskyld. Jeg blev i øvrigt forsikret om, at mit forsvundne pas med 100 procents sikkerhed ville blive returneret, når en japaner fandt det. Det skete så aldrig. Så enten findes der uærlige japanere, eller også ligger det stadig i min kuffert.

DEN SPANSKE SYGE

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg nogensinde skulle være med i en international serie, men 

skaberne af ’Game of Thrones’, Dan Weiss og David Benioff, havde set ’Klovn’, og via Nikolaj Coster-Waldau mødtes Casper og jeg og spiste med dem et par gange. Via ham fik jeg tilbudt en lille rolle i serien i 2015. Scenen skulle optages på et gigantisk film-set lidt syd for Barcelona, hvor der var hundredvis af campingvogne og lastbiler og mennesker, der pilede rundt på kryds og tværs. Sikkerheden var enorm. Alene at få manuskriptet tilsendt krævede, at jeg fik installeret ekstra sikkerhedsprogrammer på min computer. Alt var på et niveau, der gjorde mig meget benovet. 

Dagen før jeg skulle optage, var jeg i sminken og fandt mit kostume. Det gik op for mig, at den her munkedragt tog lang tid at få på. Det var vigtigt for mig at gøre det godt i min scene, det var et øjeblik, der aldrig ville komme igen, og min frygt var, at jeg midt under optagelserne skulle på toilettet og bruge en masse tid på at få dragten af og på. Alle kender jo deres toiletrytme, og jeg kunne se i programmet for næste dag, at min scene lå lige oven i min rytme. Jeg vidste, at jeg skulle på toilettet på det tidspunkt. Derfor besluttede jeg at ændre den toiletrytme. 

Samme aften, da jeg kom hjem efter at have prøvet kostumet, gik jeg ud på toilettet. Fordi jeg ville være en dygtig dreng og gøre det godt dagen efter, forsøgte jeg at sætte en omgang bummelum i gang, selvom jeg egentlig ikke havde lyst. Det gik sådan set godt bortset fra, at jeg skulle bruge rigtig mange kræfter. Det var mod naturen og mit instinkt. Lige pludselig afstedkom det et krampeanfald i nederste del af maveregionen. I min røv helt præcist. Det var så intense smerter, at jeg ikke kunne blive i stillingen og var nødt til at rejse mig op. 

Jeg stod sådan i halvhug, da det begyndte at svimle, og så gik jeg ud som et lys og bragede hovedet ned i flisegulvet. Det er nok mit mest rædsomme øjeblik på en rejse. Da jeg kom til mig selv, var jeg helt forvirret. Var jeg i Danmark eller Spanien? Så dæmrede det: ”Okay, jeg ligger på et toilet i Spanien, og i morgen skal jeg spille med i ’Game of Thrones’.” Støttende på et badekar kunne jeg se i spejlet, at jeg havde ramt rent med panden, gudskelov ikke næsen. Så havde det været slut med den rolle. 

Jeg kravlede ud fra badeværelset og ringede til min manager og bad hende komme til undsætning med det samme. Jeg blev lagt i seng og sagde bare, at jeg var blevet svimmel. Jeg kunne ikke overskue at fortælle historien. I løbet af aftenen blev jeg bange for, at jeg var så groggy, at jeg ikke kunne være med næste dag. 

Næste morgen følte jeg mig rimelig frisk. Jeg kom i sminken, og de sagde selvfølgelig: ”Hvad fanden er der sket?” Jeg var helt blå og gul i panden, og der var et pænt sår. Jeg sagde, at jeg var gået ind i en dør. Det var, hvad jeg kunne finde på, selvom det jo ikke sker, at man går ind i en dør. De lagde et tykt lag sminke hen over mærkerne i panden, og jeg fik gennemført scenen uden at skulle på toilettet en eneste gang. 

TYRKERTRO

Alanya er for danskere, der i virkeligheden gerne vil til Italien, men tager til Alanya, hvor man kan få det hele billigere og i dårligere kvalitet. Et par år i træk mellem 2010 og 2012 blev jeg hyret af nogle danskere til at optræde på en strandbar for danske turister og for den danskerkoloni, der boede dernede. I de år kom der et væld af danske entertainere forbi for at optræde. Det var lidt som at optræde til en julefrokost i Danmark. 

Kolonien bestod af en gruppe lettere forslåede danskere med hang til hurtige penge. Det var mennesker, der havde været der i mange år. Af en eller anden grund kom de ikke af sted igen. De var virkelig søde og behandlede mig altid godt, men det var lidt … åndløst. Et slags ’Hotel California’. Det hele gik ud på at lave hurtig mønt, drikke sig en kæp i øret og score nogen fra næste hold charterturister. 

Der var guldgraverstemning i byen. Området udviklede sig i en rasende fart, hoteller skød op, og det var blevet populært at investere i bolig i Alanya, fordi turisterne havde fået øje på byen. Remee købte hus dernede. Amin Jensen også, og man hørte, at det var nu, hvis man ville lave en god investering. Jeg lod heldigvis være. Også fordi jeg ikke tåler varmen særlig godt. 

Alayna var ikke gearet til at håndtere alle de turister, der var begyndt at komme. Det var nedslidt, og der var beskidt over det hele. Når man var ude at bade, svømmede man to meter, og så fik man en plasticpose i hovedet, så svømmede man videre og fik et bind i munden og så et præservativ i øjet. Så skulle man bare ind på land igen.

Hver morgen mødte jeg de her svedende danskere: ”Uuuuha, den var slem i går.” Det hørte man hele tiden: ”Den var slem i går.” Hele dagen gik med at komme sig, inden de gik i gang igen og drak til klokken fem om morgenen. Sådan gik år ud og år ind. Det var nogle rastløse mennesker, nogle lykkeriddere. De havde hele tiden nye kærester, men der var ikke rigtig nogen, der blev voksne. Der var ingen, der stiftede familie. De var fanget i en tidslomme, som var festlig, men også deprimerende. Der var vist også nogle af dem, der ikke kunne tage hjem til Danmark på grund af skattemyndighederne. De ville først hjem, når de havde penge til at være en stor mand, men det krævede jo færre penge at være en stor mand i Tyrkiet. 

UDVANDRING I USA

Casper og jeg var i USA for at promovere den første ’Klovn’-film i 2012. Vi var i New York, Los Angeles og Austin i Texas. Der var en distributør, der havde købt filmen, og han havde sin egen biografkæde, Drafthouse, der kombinerede biograf og restaurant, så gæsterne spiste, mens de så film. Det fungerede pissegodt. 

Det var sjovt at se folk helt uden forudsætninger reagere på filmen. I Danmark har næsten alle, der har set ’Klovn’, et forhold til Casper og mig, og det farver dem, når de ser filmen. Men amerikanerne kendte os jo overhovedet ikke, så det var fantastisk at opdage, at vi havde lavet en film, som folk grinte af. De grinte stort set de samme steder som i Danmark. Nogle steder lidt mere og nogle steder lidt mindre. Amerikanerne reagerede dog stærkere på en situation i filmen, hvor Mia er gravid og truer Frank med at få en abort, for hun er ikke sikker på, at han bliver en god far. 

Det at få en abort i USA er meget mere alvorligt end i Danmark. Og så reagerede de voldsomt på Caspers homoseksuelle eventyr i filmen. De skreg nærmest, da de så scenen, hvor Frank kommer gående i skoven og ser Casper gennemføre et analt samleje. I Danmark kan man godt hive masser af grin ud af seksualitet, og vi tager det ret afslappet, hvad folk får rodet sig ud i seksuelt. Jeg tror, det var en blanding af grin og forargelse, men tilskuerne i de indiebiografer, hvor filmen blev vist, var vant til at se lidt af hvert og var generelt meget glade for filmen.

Vores 15 minutes of fame i USA var fantastiske. Filmen fik dog en blandet modtagelse, da den blev vist på University of Southern California. Der var nogen, der udvandrede under visningen, og der kom meget kritiske spørgsmål, da vi skulle svare på spørgsmål fra salen bagefter. Det drejede sig om vores portrættering af kvinder og homoseksuelle. Der var også nogen, der mente, at drengen, der er med i filmen, ville tage skade, fordi vi lavede nogle jokes om hans kønsdele. Men det, der gjorde en ældre dame allermest vred, var noget om asiater. Jeg tror, det var i forbindelse med en scene, hvor Bent Fabricius-Bjerre kommer gående med en nøgen asiatisk kvinde. Det afstedkom et raserianfald fra damen. 

Vi havde ikke oplevet andre steder i USA, at der blev sat spørgsmålstegn ved vores moralske habitus og tonen i filmen. Vi forstod faktisk ikke helt, hvad der ramte os. Vi talte en del om det bagefter og betragtede det som et fænomen, der var isoleret til netop det universitet i USA. Men det har jo så vist sig, at det er udbredt at se sådan på tingene. Vi havde ellers glædet os meget, for når vi har optrådt med standup, har det altid været noget af det fedeste at optræde på universiteter. Det plejede at være tolerante miljøer, hvor man kunne slippe af sted med vanvittige tankeeksperimenter. Det har med tiden ændret sig. Det, vi oplevede den aften på University of Southern California, oplever jeg i dag i forskellige afskygninger på små standupscener i København, hvor der er mange studerende. Der er ting, man ikke kan sige længere. 

Vores uhæmmede ytringsfrihed og nedbrydning af tabuer kulminerede vel med Muhammedkrisen. Siden da har det været et forsigtigt tilbagetog. Man skal navigere på en anden måde. At nedbryde grænser har ikke samme status, som det havde engang. Nu bliver det set som noget primitivt.

’Klovn 3: The Final’ har premiere 30. januar.

En sjov giraf fra forstæderne og en klejn, korrekt kvinde fandt sammen og fik ikke bare nok. De fik folk til at grine, græmme sig og krumme tæer. ’Det høje ja’ og ’det lille nej’ – DITTE HANSEN og LOUISE MIERITZ – fortæller her om drivkraft og om vigtigheden af at dykke ned i udklædningskassen med stereotyper.
Tekst:Danni TravnFoto:Territorium

DITTE HANSEN

SOM BARN spillede jeg volleyball, og i begyndelsen var jeg den dårligste. Virkelig den dårligste, for jeg var ikke stærk. Men jeg endte som en af de bedste. Fordi jeg var den højeste, og fordi jeg fightede. Spillede holdet eller jeg selv ikke godt nok, blev jeg rasende. Jeg råbte efter de andre: ”For helvede!” ”Vi skal tage os sammen!” Flere gange sagde mine holdkammerater, at mine aggressioner fyldte for meget. De blev simpelthen bange for mig, når vi spillede.

Jeg fandt et forum, hvor det havde værdi, at jeg som pige var så høj. Jeg kan huske følelsen af at træde ind i en hal til et stævne og mærke, at alle kiggede på mig: ”Wow, det er hende der fra Herlev.” Det var en fed følelse. Uden for banen følte jeg mig som en giraf i min krop. Inde på banen fik jeg luft for mit temperament. Jeg ville bare vinde. Vi blev danske mestre, jeg kom på ynglingelandsholdet, og jeg elskede det.

FØRSTE GANG, jeg fik berøring med skuespil, var, da vi skulle lave skolekomedie. Vi spillede ’En søndag på Amager’, og jeg fik rollen som Lisbet, der bliver gift med Jokum. Alle de andre tænkte og sagde: ”Det her er rædselsfuldt.” Men jeg syntes, det var vildt sjovt. Så snart jeg kunne, tog jeg drama som valgfag. Som på volleyballbanen følte jeg, at der var plads til mig. Jeg blev mere modig.

Efter folkeskolen tog jeg på high school i USA og meldte mig straks til dramaholdet. De lavede fire forestillinger på et år, og allerede i den første fik jeg hovedrollen – selv om jeg knap nok kunne sproget. Hvor vi herhjemme har fokus på, at vi alle sammen skal være lige gode, tør man i USA sige, hvad man er god til. Lige meget hvad det er. Det er selvfølgelig på godt og ondt, men for mig var det godt. Det var først i USA, at nogle sagde: ”Det her er du god til.” Tilbage i gymnasiet i Danmark måtte jeg vælge mellem volley og drama. Der ikke var tid til begge dele. Uden tøven valgte jeg drama.

I MIN BLÅ BOG fra gymnasiet står der, at jeg var den i klassen, som gik op i kvindekamp og ligestilling. Det var i 1990, og dengang var det virkelig ikke et populært emne. Interessen spirede fra en grundlæggende retfærdighedsfølelse. Jeg kunne – og kan – blive rasende, når jeg ser uretfærdigheder omkring mig. Som ung var jeg oprigtigt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle være skuespiller eller politiker.

Mit køn var nok en fordel i visse dele af mit ungdomsliv. På trods af at jeg følte mig som den grimme ælling, dumpede der fyre og begær ned til mig, uden at jeg skulle gøre det store for det. Ikke at jeg kunne få det til at fungere, men noget skete der dog. Som stor dreng eller ung mand føler du dig lige så utilpas i egen krop og er lige så uerfaren og genert. På samme tid skal du i højere grad være den, der tager initiativ. Der har jeg meget medfølelse med mænd.

Jeg kommer fra et hjem, hvor vi diskuterede ivrigt. Jeg kan især huske diskussionerne op til afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Vi skændtes, så det bragede. Familien var nærmest ved at gå i stykker. Jeg har været pro-EU så længe, jeg kan huske, og jeg syntes, at min familie var alt for længe om at fatte det. Min søster sagde på et tidspunkt: ”Hvis nu mor har følelser for kronen, så kan du jo ikke sige, at det ikke er regulære følelser!” Og så kan jeg høre min egen skingre stemme slynge tilbage: ”Følelser for kronen?”

Min søster og jeg gør det stadig. Vi kan diskutere og diskutere. Køre os selv op i spiraler. Selv om vi er enige om det meste, kan vi få meget små uenigheder til at blive kæmpestore. Men med til den diskussionslyst hører også troen på, at man kan flytte noget, gøre en forskel. Det er jeg glad for, at jeg fik med hjemmefra.

DITTE HANSEN

Født 1970.

Uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater.

Har spillet ni sæsoner i Cirkusrevyen og har lavet satire på P1 og DR2 med ’I hegnet’.

Gift med Benjamin Boe Rasmussen. Sammen har de sønnerne Asger og Thor.

BEGGE MINE FORÆLDRE blev dødeligt syge, inden de fyldte 60. Det minder mig om, at jeg ikke skal fedte med mit liv. Det gælder også privat. Da de døde, tænkte jeg: ”Okay, hvis jeg kun har 14 år tilbage at leve i, skal der ske noget.”

En af mine drømme har længe været at bo ved vandet. Blandt andet forbi jeg bader flere gange om ugen. Så jeg fik tvunget hele min familie over i en husbåd. Det er en slæbebåd, som var med i slaget ved Dunkerque i 1940 og senere har slidt som isbryder. Et stort skrummel af en stålbåd, hvor der er bygget et hus ovenpå. Det er på ingen måde en yndig lille fiskekutter. 

Hverken min mand eller mine sønner havde behov for at flytte, men heldigvis fulgte de med mig. Eller rettere: Der var ikke plads til min ældste søn, så han flyttede hjemmefra. Men jeg synes nu, de alle sammen er kommet sig fint. Vi er ikke blevet skilt.

Det var meget illustrativt for mig og mit liv, da min mand sagde: ”Hvorfor skal vi flytte? Vi har det jo godt” – så svarede jeg: ”Er det godt nok?”

BARSLERNE KEDEDE MIG ad helvede til, og jeg endte med ikke rigtig at tage nogen. Heldigvis har jeg et job, hvor man kan tage babyen med, så mine drenge, især den yngste, har sovet under mit garderobebord rigtig mange gange. Der var meget bud efter mig i de år, hvor mine børn voksede op. Jeg løb efter det meste, for det er lystfyldt for mig at have travlt. Jeg ved ikke, hvor den drivkraft kommer fra. Som Obelix må jeg være faldet i en eller anden gryde som barn.

Da drengene var mindre, testede de mig nogle gange: ”Hvor syg skal jeg være, før du bliver hjemme, mor?” Og der lød svaret: ”Jamen, du skal være ved at dø. Ellers kan far eller mormor klare det.” Nu hvor de er blevet større, har jeg til gengæld spurgt dem: ”Har I taget skade? Arbejdede jeg for meget?” Min store søn svarede: ”Jamen, du var glad, mor.” 

Ser jeg billeder af mine drenge som små, kan jeg simpelthen græde og tænke: ”Kyssede jeg dem nu nok?” Ikke fordi jeg har dårlig samvittighed, men fordi det er så fortvivlende kort tid, de er små. Jeg troede, det varede for evigt. Man går og tænker: ”Åh, hvor er det hårdt,” og ”Åh, jeg sover ikke om natten.” Pludselig er den tid, man boede sammen som familie, forbi.

For nylig fik jeg en tanke, som varmede mig helt op: Jeg har stadig børnebørn til gode. Jeg har et meget nært forhold til min farmor, som snart fylder 93. Det er som et forhold til en forælder, hvor du trækker alle de problematiske elementer fra. Tænk, at der, 7-9-13, kan komme et menneske ind i mit liv, som kan fylde så meget for mig, som jeg har gjort for min farmor. Jeg har sagt til mine drenge: ”Kom i gang!” Der er ingen grund til at vente for længe med det. Når børnebørnene kommer, er jeg klar til at slå røven i sofaen og lade dem kravle rundt på mig, så længe de har lyst.

I BEGYNDELSEN af min karriere var jeg glad for bare at være med. Men så kom der et stadie, hvor jeg bød mere og mere ind: ”Måske ville det være bedre, hvis vi …” Nogle steder blev det taget godt imod. Andre steder blev det forklaret, at det var en fin idé, men ikke rigtig i sammenhængen. Andre steder igen fik jeg at vide, at jeg ikke skulle bestemme. Efterhånden som jeg oplevede mine ideer blive skudt ned, følte jeg mig beredt til at tage magten over mit eget arbejdsliv. Jeg synes, man er forpligtet til at rykke sig, hvis man arbejder på det kunstneriske felt. Du skal derhen, hvor det er lidt farligt.

Jeg mødte Louise på et helt perfekt tidspunkt. I hende fandt jeg ikke alene en, som kunne lide mine ideer. Jeg fandt en, som sagde: ”Ja, og hvad så, hvis man også …” Jo mere vi delte, jo mere stof akkumulerede vi. Vi havde beslægtede erfaringer fra livet som kvinde i vores branche, og vi opdagede, at vores forskellige karaktertræk var det oplagte afsæt til et par fiktive figurer. Sammen følte vi os trygge ved at sætte os selv på spil og gå durk ind i nogle kønsstereotyper, som vi gør med ’Ditte & Louise’, både i serien og i filmen. Det er satirens rolle: at hjælpe med at belyse nogle ting, som er absurde, så vi kan tale om, at de bør ændres. Vores håb er, at det om nogle år slet ikke er opsigtsvækkende at rage rundt nede i kønskasserne, som vi gør. 

SIDSTE EFTERÅR sad vi på Istedgade og drak os fulde og græd. De første to sæsoner af serien var ellers gået virkelig godt. Vi havde vundet Robert-priser herhjemme, og ved en fællesnordisk prisuddeling i Oslo havde vi fået prisen som ’Bedste komedieserie’. Vi havde fået masser af positiv respons fra kvinder, som følte sig set og hørt, men også fra mænd, som sagde: ”Fedt, at der er nogle damer, som tager plads.”

Men der i efteråret ramte vi bunden. Først havde DR chokeret os ved ikke at give ’Ditte & Louise’ endnu en sæson. Nu havde Filminstituttet afvist at støtte vores spillefilm. Vi sad der og sagde: ”Okay, hvor går vi hen med det, vi kan?” ”Er der virkelig ingen, der vil have det?” ”Er det bare slut nu?”

Vi følte en kæmpe sorg og afmagt. Til sidst kiggede jeg på Louise og sagde: ”Prøv at høre. Det er alt sammen ligegyldigt. Hvis vi to mødes på mandag og skriver videre, så er jeg lykkelig.” Mandag morgen mødtes vi på kontoret og spændte balderne og søgte Dansk Film Institut én gang til. Denne gang lykkedes det. 

LOUISE OM DITTE

Hun kom ind på scenen med en gakket gangart. Min første tanke var John Cleese. Hun havde et kropssprog, som strittede og var et statement i sig selv i forestillingen ’Først bli’r man jo født’ af Line Knutzon. Da vi så blev parret i ’Kvindernes hævn’, opdagede jeg nogle af de næste lag: At hun er en meget målrettet og ambitiøs kvinde.

Jeg var kvinde i forestillingen og hed Transparence. Ditte var min kæreste, alfahannen Ricco. I en af scenerne vil Ricco have smæk, så Transparence skulle være dominatrix. Scenen skulle være sjov, og vi fik lov til at improvisere. Der begyndte den joke-optimering, vi har bygget videre på lige siden: ”Bliver det ikke sjovere, hvis …?”

Hendes energi er for vild. Mens jeg beder om en weekend alene, tager Ditte ud og åbner et museum og synger fire sange med et orkester. Hun får energi af det. Det misunder jeg hende lidt.

Hendes utålmodighed kan være irriterende. Hvis hun har hørt noget før, kan hun godt snappe og blive sådan: ”Kom nu videre. Dér har vi været!” Det kan være hårdt, hvis man er sårbar og stadig er ved at formulere sine tanker. Men det taler vi om, og hun siger: ”Åh, stop mig lige, når jeg gør sådan.” Det sker heldigvis ikke særlig tit.

Da jeg var ung, blev det betragtet som negativt at være for meget i symbiose. Gik man i symbiose med en kæreste, lød det: ”Ej, I er jo smeltet sammen, og du ved ikke, hvad du selv tænker.” I dag føler jeg mig stærk i symbiosen, fordi jeg ved, at Ditte har min ryg hele tiden. Hun får det bedste frem i mig. Hun fremkalder mig og har hjulpet mig til et sted, hvor jeg har kreativ frihed. Jeg ville ikke vide, hvor jeg var i dag, hvis jeg ikke havde hende i mit liv.

 

LOUISE MIERITZ

MINE FORÆLDRE sagde for nylig, at jeg var to Louiser som barn. Når jeg talte fransk, var jeg den artige. Når jeg talte dansk, var jeg Pippi Langstrømpe. 

Som seksårig startede jeg på Den Franske Skole på Frederiksberg. Man rejste sig op, når læreren kom ind, og man var Des. I Den Franske Skole blev man mobbet og hængt ud, hvis man klarede sig dårligt fagligt. De, der fik de laveste karakterer, fik deres navne skrevet på tavlen. 

Angsten for ikke at være dygtig sidder dybt i mig. Det hænger sammen med samtalen om, hvorfor der ikke er så mange piger, der kaster sig ud i at være sjove. Jeg fik point for pænhed, for at være ordentlig og pertentlig og svare rigtigt. På samme tid havde jeg en vild side. Det at rumme noget dobbelt har fulgt mig hele livet.

SOM OTTEÅRIG blev jeg sendt på sommerferiekoloni i Frankrig. Der blev jeg introduceret til sketch. Det var en kæmpe øjenåbner. Skoleskemaet på Den Franske Skole var renset for kreative fag. Ingen musik, ingen drama. Jeg tog noget andet tøj på og kastede mig ind i situationen og følte mig fri. Fri fra den pæne pige. De andre børn var ældre end mig, men jeg følte mig ældst. Jeg var helt oven på situationen, når vi skiftedes til at gå ind og improvisere. Da jeg kom hjem, begyndte jeg at instruere sketch i frikvartererne med mine veninder. ”Nu gør du sådan, og så gør du sådan.” Allerede dengang var der humor indblandet.

Selvom mine forældre sendte mig i en streng skole, blev det at være skuespiller faktisk betragtet som en reel levevej. Min mors forældre var amatørskuespillere i Mariager, og min morfar ville gerne have været professionel. Men han sang pivfalsk, så det kunne ikke lade sig gøre. Han døde, to måneder inden jeg blev født. Man siger i min familie, at hans sjæl sprang over i mig. Jeg synger nu forholdsvis rent. 

Mine forældre støttede mig og tog mig ud at se teater. ’Blodbrødre’ på Betty Nansen Teatret med Kirsten Lehfeldt står lysende klar for mig, og hun blev et kæmpe forbillede. Samme år, i 1986, gik jeg i Grand Teatret med min mor og så hende i Helle Ryslinges film ’Flamberede hjerter’. Alt omkring Kirsten Lehfeldts figur er dysfunktionelt, og hun støder på nogle frygtelige mennesker. På samme tid er hun vildt sjov i sit kaos. Ditte og jeg taler tit om, at når folk er så søde at kalde vores ting for ”frisættende”, så var det præcis sådan, vi følte ved at se den film.

MIN FØRSTE FILM var ’Idioterne’. Jeg spillede over for en mandlig skuespiller, som var uddannet præcis samtidig med mig. Rollernes størrelse var ens. Vi havde samme anciennitet. Det var en en­semble­film. Men han fik mere i løn, end jeg gjorde. Det opdagede jeg midt i forløbet, og min tanke var: ”Gud, hvor har jeg været dårlig til at forhandle.” Jeg købte ind i den der henslængte holdning ”Årh, vi er da meget lige” og så ikke, hvor systematiske forskellene var. Så jeg må med skam erkende, at jeg selv har været med til at fastholde nogle skævheder.

Jeg har ikke oplevet noget fysisk krænkende i branchen, men jeg har oplevet toner, som jeg har bidt i mig. Instruktører, der afbryder midt i en scene for at sige, at jeg altid har sådan nogle pæne kjoler på. Det har jeg virkelig oplevet meget. Og det er selvfølgelig en kompliment, men det er midt i mit arbejde. Havde jeg opponeret for 15 år siden, var jeg blevet skammet ud med, at jeg var snerpet. ”Hold nu op, det var bare for sjov.” I dag er der ved at være skabt et sprog for, at man kan sige til hinanden: ”Hov, det synes jeg faktisk var både forstyrrende og upassende.”

Det handler ikke om, at man skal pege fingre. Det handler om, at vi alle sammen skal øve os i at blive bedre til at lytte til os selv og hinanden. På et tidspunkt fløj det ud af munden på mig til en kollega: ”Hey, lækre ben i de shorts!” Umiddelbart uskyldigt og for sjov. Men han havde ikke lagt op til eller bedt om, at der skulle være fokus på hans krop i den situation. Jeg sagde straks undskyld.

LOUISE MIERITZ

Født 1971

Uddannet ved Statens Teaterskole.

Har tidligere spillet med i Lars von Trier-filmene ’Idioterne’ og ’Direktøren for det hele’.

Medstifter af satire-gruppen Emmas ­Dilemma, der udelukkende bestod af kvinder.

Gift med Manuel Claro. Sammen har de sønnen Samuel.

DA JEG VAR sidst i tyverne, kom en instruktørassistent over til mig og sagde: ”Det er helt vildt med dig, Louise. På scenen gør du alt fuldstændig ens hver eneste aften. Det er sindssygt, så præcis du er.” Hun mente det som en kompliment, men jeg tog det sådan: ”Shit, mand. Det må være røvsygt at kigge på.”

Det blev begyndelsen til at gøre op med altid at skulle være den perfekte. En dag var jeg i Magasin du Nord med min mor, hvor vi kiggede efter en bog til min onkel. Hun talte længe om, hvad vi skulle vælge, men hendes stemme blev mere og mere vattet, indtil den lå svagt ude i periferien. Jeg fik åndenød, mit hjerte galopperede. Ude på Strøget stoppede jeg hende og sagde: ”Jeg kan simpelthen ikke trække vejret. Jeg tror, jeg får et angstanfald. Jeg må vist over at sidde alene.” Jeg satte mig ind i en gyde. Det var, som om hjernen lukkede ned. Kroppen talte med store bogstaver og sagde: ”Nu stopper du! Der er noget galt med den måde, du lever dit liv.”

Mit trick blev at lægge mig ned og spørge ind til signalerne, når de viste sig: ”Hvad handler det her om?” Der dukkede en liste op: Jeg var bange for ikke at være klog nok. Jeg var bange for ikke at være pæn nok. Jeg var bange for at fylde for meget, bange for at være for ambitiøs. Der var alle mulige korsetter, jeg havde givet mig selv. Men da jeg kunne se dem, kunne jeg også løsne dem, og det afspejlede sig i den måde, jeg begyndte at spille på: ”Hende min figur, skal vi ikke give hende en kort lille top på, så min mave stikker ud?”

Det var en følelse af at være et menneske fuld af fejl. Men det professionelle og det private gik ikke hånd i hånd. Mit professionelle jeg kunne nogle flere ting, end jeg selv kunne. Mens jeg følte, at jeg var blevet mere markant i min måde at være skuespiller på, kartede jeg stadig rundt i søgen efter mand og børn og valgte alt muligt dysfunktionelt.

JEG ORKEDE IKKE at finde en mand i branchen. Som 36-årig begyndte jeg at sige til mig selv, at jeg måske aldrig fik børn. En aften var jeg til fest efter Mammutteatrets ’Fobiskolen’. I baren faldt jeg i snak med filmfotografen Manuel Claro, som jeg kendte lidt fra tidligere samarbejder. Da jeg lagde an til at gå hjem, tog han hurtigt fat i min krave og kyssede mig, og vi forlod festen sammen. I hans selskab blev jeg fuldstændig rolig. Det var en helt fysisk følelse. Det havde jeg aldrig prøvet før. Fem uger senere var jeg gravid.

Ditte er min anden kæreste. Jeg mødte hende, lige inden jeg mødte Manuel, så de to forhold har været parallelle. Manuel får hele pakken og skal holde mig ud, når jeg er urimelig, men jeg strammer mig mere an, når jeg er sammen med Ditte. Jeg tror, hun gør det samme. 

Ofte er et parfold forbundet med, at man må afgive noget af sit ego. Jeg oplevede det omvendt med Manuel. Med ham fik jeg mere ego. Tidligere forbandt jeg det at have ego og ambitioner med at have spidse albuer. I dag forbinder jeg det med at turde stille sig frem og sige: ”Jeg ved godt, at der er langt op på det bjerg, og at turen er strabadserende, men jeg vil prøve at komme derop.” I Ditte fandt jeg en, som ville følges med mig op på det bjerg.

Hun og jeg er gode til at passe på hinanden på den rejse. Ditte er sådan en arbejdshest, der bliver rastløs af at holde pause, mens jeg går ned med stress, hvis jeg ikke lader op. Det gjorde jeg i 2014 efter første sæson af vores serie. En stresscoach fortalte mig, at jeg er særligt sensitiv og let bliver overstimuleret. Nu øver jeg mig i at koble fra. Gåture på Vestre Kirkegård er godt. At se meget af himlen. Lyden af bølger. Men også bare at ligge alene og tage en lur. Nu er jeg sådan en, der tager en lur hver dag, hvis jeg kan. 

FORDI JEG HAR skabt plads til mig selv, er min dobbelthed smeltet mere sammen. Jeg har stadig samtaler inde i mig selv, men de handler i mindre grad om mit lille liv og mere om strukturerne omkring mig. Man kan sige, det hele er blevet mere holistisk.

De agendaer, jeg har med Ditte, optager mig. Jeg håber virkelig, at vi kan få en redefinering af det at være menneske. At vi kan acceptere, at det maskuline og det feminine findes i alle mennesker. At vi stopper med at stigmatisere det sårbare og det svage. At kvinder ikke behøver ordet ’stærk’ foran for at have værdi. At vi for min søns skyld kan komme forbi nogle af de forestillinger om, hvad det vil sige at være en rigtig mand. Vi har alle sammen godt af den her bevægelse, som ’Ditte & Louise’ er en del af.

Min søn spurgte mig på et tidspunkt: ”Hvorfor kan piger gå i bukser, når drenge ikke kan gå i kjole?” Jeg begyndte at svare: ”Der var engang, hvor det at være kvinde ikke var så sejt som at være mand. Men så har man kæmpet for det, og …”

Det slog mig, at jeg talte om det, som om det var fjern fortid. Som om at nu var det helt forbi. Så jeg sagde: ”I lang tid var det sejere at være dreng end at være pige, så piger bliver cool af at tage bukser på. Men mange synes stadig, at drenge ikke er cool, når de tager kjole på. Men det tror jeg, du og dine venner kan lave om på.” Så viste jeg ham billeder af Bisse, Kurt Cobain, David Bowie, alle mulige mænd med kjole på, og sagde: ”De er sådan set ret seje.”

DITTE OM LOUISE

I begyndelsen af 2007 skulle jeg lave katalogfotos til ’Kvindernes hævn’ på Nørrebro Teater. Det var, inden vi var gået i gang med prøverne, så jeg vidste ikke meget andet om forestillingen, end at der var syv andre kvinder med. Jeg kendte godt Louises arbejde, men hende kendte jeg ikke. Til den fotosession bemærkede jeg, hvor tjekket hun så ud. Sådan virkelig trendy. Hun er et helt igennem æstetisk og kultiveret menneske, som fanger ting, længe inden de kommer på mode.

Hvor der er mange kvinder, bliver der talt en del. Til prøverne kunne Louise godt forsvinde lidt i mængden. Hun var ikke så ekstrovert. Hun gik i sin egen boble og kunne virke svær at komme ind på livet af. Men jeg lurede hende: Hun gik og nørklede med sine ting, indtil hun var tilfreds.

Vi skulle lave en erotisk scene, og det føltes som en ægte tiltrækning. Ikke så meget, fordi jeg spillede mand, og hun spillede kvinde, mere fordi det bare swingede imellem os. Hvis der er en ligeværdighed, og man mærker hinanden, og man udfordrer hinanden og får modspil, så er det pirrende ad helvede til at spille sammen. Endnu mere fordi der er et publikum, som kigger på.
Vi plejer at sige, at hun har et lille nej foran sig, og jeg har et stort ja. Hvis hun bliver træt eller presset, så er det: ”Nej, nej, nej.” Jeg er så heldig, at jeg tit kan trænge ind bag det nej. Vi har været så meget sammen, at hun er blevet mere ja-siger, og jeg er blevet mere nej-siger. Det har klædt os begge.

Hun har garanteret sagt om mig, at når jeg bliver utålmodig, bliver jeg kort for hovedet: skarp, ubehagelig og en dårlig kollega. Hvis hun ikke har sagt det, er hun sød. Men hun har ret, og jeg elsker hende for at rumme mig. Det er det bedste, du kan opleve i livet: at møde mennesker, der kan rumme dig.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se september 2018.

 

Han troede, han var tjekket ind på et ganske almindeligt hotelværelse. Men da en ung MIKAEL WULFF vågnede op i Borneos jungle, var intet som forventet.
Tekst:Morten HjortshøjFoto:Privat

REJSEN BEGYNDTE i Kuala Lumpur. Jeg var 19 år gammel og havde besluttet mig for at tage alene til Asien i tre måneder. En gang om ugen skulle jeg finde en mønttelefon, så jeg kunne ringe hjem og fortælle, at alt var godt.

Den første nat overnattede jeg i en stor baraklignende sovesal. Der var kun lokale malaysiere fra samfundets hårdere lag, men jeg sov fredfyldt som en lille, lykkelig killing blandt 100 fremmede mænd med mit mavebælte fuldt af alt, hvad jeg ejede. 

Jeg havde et mål. Jeg havde hørt om en orangutang, der holdt til et sted inde i Borneos regnskov. Den måtte jeg se – dengang var orangutanger nok mere fascinerende for mig. Så jeg tog videre til Borneo. For at komme ind til den orange abe skulle jeg sejle med en mærkværdig ombygget flodpram. Sejlturen varede i otte timer, og jeg blev hamrende søsyg undervejs.

Da jeg kom i land midt om natten, havnede jeg i en lille, mærkelig jungleby. Alting var sort, og jeg havde det elendigt, så jeg tjekkede bare ind på det første, det bedste hotel og fik mit hotelværelse klokken fire om natten.

Da jeg vågnede, var det blevet eftermiddag. Jeg havde det stadig dårligt og forsøgte at lokalisere, hvor jeg egentlig var. Jeg åbnede døren ud til gangen og fornemmede, at jeg var på et enormt stort hotel. Der var et gigantisk gangsystem med døre overalt. Som at være midt i en labyrint. Jeg gik ned ad gangen og bemærkede, at alle dørene stod på vid gab. Og endnu mere surrealistisk: Inde på alle værelserne sad en lille yndig asiatisk pige på sengekanten og kiggede ud på mig.

Jeg nåede frem til en repos, hvor der sad en stor, ældre madamme og holdt nøje øje med alle gæsterne. Det var først her, det gik op for mig, at jeg havde indlogeret mig på et kæmpemæssigt bordel for de lokale mænd. 

Tanken havde slet ikke strejfet mig, for stemningen og indretningen var slet ikke stripklub-vulgær, som man kan støde på i for eksempel Thailand. Det var mere som at være på borgerservice. Meget stilfærdigt og funktionelt, hvilket gjorde det endnu mere bizart.

De begyndte at tale til mig, og flere af pigerne spurgte, om jeg ikke godt ville tage dem med hjem til Danmark. Jeg var rædselsslagen og anede ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til situationen. Det endte med, at jeg barrikaderede mig alene på værelset og ikke kom ud af hotellet i et døgn. Jeg fik set orangutangen, men den gjorde ikke så stort indtryk som det hotel.

I dag ville jeg slet ikke turde rejse tre måneder alene rundt i Asien. Det kan jeg godt savne ved ungdommen. Jeg var et dejligt naivt fjols, der ikke kunne forestille sig, at der kunne ske mig noget. I dag er jeg nervøs for at spise en kylling, hvor udløbsdatoen er overskredet med tre minutter.

FØRSTE REJSE
”Rødglødende solbrændt på charterrejse til Costa del Sol med mine forældre.”

STØRSTE REJSESKUFFELSE
”Da jeg som teenager skulle til USA for første gang for at besøge en ven, der var udvekslingsstudent i USA. Familien skulle arbejde, og han gik hele tiden i skole, så jeg var alene i to uger i et forstadshus i Atlanta og brugte hele dagen på at opvarme hotdogpølser i en mikrobølgeovn.”

VÆRSTE REJSEMÅLTID
”Et kogt fiskeskelet på en restaurant i London. Vi fandt aldrig ud af, om det var en practical joke.”

NÆSTE REJSE
”Jeg drømmer om en tur til Ildlandet omkring Patagonien. Trænger til noget vildt og grænseløst.”

Mikael Wulff. Komiker, manuskriptforfatter og instruktør, 45 år. Har skrevet og instrueret TV 2 Zulu-serien ’Perfekte steder’.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se maj 2018.

 

Den 65-årige skuespiller og komiker om at vokse op i strid medvind, om angst og livslang forfængelighed, om sejre og store sorger – og om den pludselige glæde ved at vågne op på en campingplads med morgenhår og joggingdragt.
Tekst:Danni TravnFoto:Privat

MINE FORÆLDRE tilhørte den generation af danskere, der byggede landet op efter besættelsen. Min far var murer, så han sled i det i sommerhalvåret, men havde ikke let ved at finde arbejde om vinteren. Min mor mødte hver morgen klokken 07.00 på den lokale papirfabrik. Da de blev gift, flyttede de i en toværelses på Holstebrovej i Skive. I 1953 blev jeg født i lejlighedens soveværelse.

JEG HOLDT nok lidt mere fast i gelænderet end de andre drenge. Jeg elskede mine forældre over alt på jorden og troede på det, de sagde. Mit barndomshjem var præget af en ukuelig optimisme. Min mor sagde altid: ”Det skal nok gå alt sammen”, og min far supplerede med: ”Husk at være glad.” Vi gjorde mange ting sammen. Hørte radio, spillede kort, tog på teltture og campingferier. Det var, som i sangen, et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.

I NABOOPGANGEN boede min morfar og mormor. De var et par skønne mennesker, der gik og småskændtes på den mest morsomme måde. Min morfar blev kaldt ’Fandenrasme’ af de andre børn, fordi der altid stod en sky af eder og forbandelser om ham, men altid krydret med varme og humor. ”Kan du sige fandenrasme?” ”Kan du sige den ondelyneme?” Min bedstemor mente ikke, at det var noget at lære sit barnebarn. Så svarede bedstefar: ”Han skal sgu da lære det et sted, og så kan han den ondelyneme lige så godt lære det af mig.” 

Preben Kristensen, tre år gammel. 

‘FANDENRASME’ var kun et af utallige øgenavne i Skive. Maleren hed ’Strimmel’. ’Ballet-Sørensen’ havde skæve fødder. ’Oskar Enøre’ manglede et øre. ’Carl Pis-i-brød’ var bageren med byens dårligste bagværk. ’Skumgummi’ var en kvinde, der udstoppede sin brystholder. Min far og jeg førte en fælles liste over alle navnene. Vi var en familie, der grinede meget.

MIN FØRSTE BIOGRAFTUR var en skelsættende begivenhed. Min far tog mig i hånden og førte mig ned til Skive Bio. Intetanende kom jeg ind i et aflangt lokale med dyremotiver på siderne og et tungt, grønt tæppe for enden. Da tæppet gled væk, tonede en lyshåret mand frem. Det var Tommy Steele i filmen ’Ung mand med guitar’. Bagefter tonede en tyk mand og en tynd mand frem og lavede løjer. Jeg kendte ikke Gøg og Gokke, men grinede hele vejen igennem. Jeg var dybt betaget. Selvom jeg intet forstod af de engelske ord, gik jeg derfra syngende min egen vrøvleversion af Steeles hit ’A Handful of Songs’. Mine lommepenge og min sparsomme løn som cykelbud gik herefter på biografbilletter. Senere fik jeg arbejde i biografen og sad aften efter aften og sugede for­tællinger til mig.

DE ÅRLIGE DIRCH PASSER-FILM var et tilbagevendende højdepunkt. Jeg var heldig at se film som ’Styrmand Karlsen’, ’Charle’s tante’, ’Baronessen fra benzintanken’ og ’Frøken Nitouche’ med barnets uspolerede øjne. Dirch ramte noget dybt i mig, som jeg selv som voksen har svært ved at sætte ord på. Der var en masse timing i hans komiske talent, men også en afgørende sårbarhed. I 1967 var han atter med i Cirkusrevyen, og jeg begyndte en kampagne for at komme ind og se ham det følgende år. Det lykkedes. Mine forældre skrabede penge sammen, så vi alle kunne tage af sted og se ham i Cirkusrevyen i 1968. Her brillerede han blandt andet med ’Mudderkliren’. Efter forestillingen var jeg øm i hele ansigtet af at grine. Jeg var ikke i tvivl: Jeg ville det der. 

PÅ DET STORE LÆRRED

Preben Kristensen er 65 år og uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1978. Hans første større filmrolle var over for Ole Ernst i det stort anlagte drama ’Peter von Scholten’ fra 1987. Men filmen skuffede, og tilbuddene ebbede ud. Da dansk film blev revolutioneret i 90’erne, var det uden Preben Kristensen. I sin nye erindringsbog ’Husk at være glad’ fortæller han: ”Aldersmæssigt befinder jeg mig mellem de nye stilskabere og den gamle garde fra 60’erne og 70’erne, men støvkorn fra de ældre lå på mine skuldre (…) Det er sagt helt uden bitterhed. Enhver generation har lov til at erobre verden uden hensyn til de ældres følelser og forfængelighed.”

I SKOLEN HAVDE jeg en streng fysiklærer, som havde en kreativ åre: Han stod for byens drengekor og den årlige revy Gøglervognen. Jeg fandt nemt sammen med andre, der delte min passion. Jeg fik møvet mig ind først i koret og siden i revyen. Med Gøglervognen blev jeg flere somre i træk en af de lokale stjerner, når vi optrådte med sketch og parodier på Børnehjælpsdagen. Jeg gav den blandt andet som Mogens Glistrup, Simon Spies og Uri Geller. 

HJEMME ANNONCEREDE jeg, at jeg ville prøve at komme på skuespillerskolen i Aarhus. Det støttede far og mor mig helt i. I deres omgangskreds lød ellers kritiske røster. Min faster sagde blandt andet til min far, at han måtte sørge for, at jeg fik en rigtig uddannelse at falde tilbage på. Min far svarede: ”Jamen, skuespiller bliver den uddannelse, han kan falde tilbage på.” Jeg har langt hen ad vejen haft et liv i strid medvind. 

NÅR VI HAVDE fri fra skuespillerskolen i Aarhus, samledes vi gerne på Jacob’s BarBQ, hvor vi sang og klovnede omkring klaveret. Ofte var Søren Pilmark den store igangsætter. Han, Asger Reher, Anders Bircow og jeg blev på et tidspunkt sat sammen af vores sanglærer, der gerne ville prøve noget firstemmig sang. Vi kunne straks høre, at vi klingede godt sammen. Inden jeg så mig om, var jeg en del af kvartetten Barbershop Harmony. Vi anede intet om at lave shows, men bandt vores sange sammen af små parodier og sketch. Det var i den forbindelse, i al hast kradset ned på en notesblok, min parodi på dronningen opstod. Hun var med fra allerførste aften. Efterhånden transformerede gruppen sig til at være Anders og mig samt en fyr fra to årgange under os: Thomas Eje. Vi skiftede navn til noget, der passede med, at vi nu kun var tre. 

Preben Kristensen, 20 år gammel, 1973. 

LINIE 3 VAR et fritidsprojekt, mens vi passede vores arbejde på teatret. Ligesom med Barbershop Harmony satte vi musikken i centrum, men publikum reagerede meget positivt, når vi lavede sjov, så det komiske element kom til at fylde mere. I sommeren 1979 optrådte vi på loftet over Jacob’s BarBQ. Hver aften kom flere til, så rummet til sidst var så proppet, at kondensvandet drev ned ad væggene. Blandt dem, der klemte sig ind, var en producer fra DR. Han ville gerne optage vores show og bringe det i fjernsynet. Showet blev sendt 3. maj 1980, og den næste morgen var vi berømte. Sådan var effekten i monopolets dage. Vi ramte en eller anden nerve med vores unge, uskyldige humor. 

DAGEN EFTER tv-premieren gik jeg ned ad Strøget i Aarhus med Anders og Thomas. Pludselig blev jeg grebet af en ubehagelig fornemmelse af, at alle kiggede på mig. Jeg fik åndedrætsbesvær og måtte sætte mig ned på en bænk. Med Anders og Thomas’ støtte kom jeg op i min lejlighed. Jeg vidste, at noget var rivende galt. Jeg tog op til min læge, der sagde, at jeg havde haft et angstanfald, og udskrev nervepiller til mig. Dagen efter slugte jeg en enkelt pille for at klare mig gennem et pressemøde om Linie 3’s kommende album. Da jeg kom hjem, tog jeg pilleglasset fra hylden og smed det i skraldespanden. En stemme af fornuft sagde til mig, at det simpelthen ikke nyttede noget, at jeg allerede som 26-årig begyndte at æde nervepiller for at klare mig gennem livet.

ANGSTANFALDET påvirkede min tilgang til omverdenen. Jeg trak mig en anelse, var mere på vagt, blev mere forfængelig. Håret fik lige et ekstra strøg med kammen, inden jeg viste mig udendørs, og jeg stoppede med at køre med bus og S-tog. Jeg lukkede kun få fra min omfattende omgangskreds ind i kredsen af egentlige venner. Pressen kom aldrig over min dørmåtte, og når jeg gav interview, handlede de næsten udelukkende om min karriere. Det var uden tvivl et skridt væk fra den optimistiske verden, jeg voksede op i, men det handlede om at beskytte mig selv. Måske man kan sige, at jeg blev en slags voksen, det billige skidt.

STEMMEN

I 1986 tilbød Jesper Klein Preben Kristensen at lægge stemme til Loke i tegnefilmen ’Valhalla’. Det blev den første af mange stemmeroller, og generationer af børn (og nu voksne) kender ham blandt andet som elskovssyge Lumière i ’Skønheden og Udyret’, som ustyrlige Genie i ’Aladdin’ og som Woody i ’Toy Story’-filmene:

”Alle mine figurer har haft skægge kendetegn og karaktertræk, men den her lille cowboyfyr var en fuldendt figur med et helt spektrum af følelser. Han bliver forelsket, jaloux, duperet, rasende, genert og mærker savn. Jeg græd vitterlig, da jeg indspillede den.”

OFFENTLIGE PREBEN skulle nok smile, når blitzlysene blinkede. Til gengæld ville private Preben gerne være alene, for jeg var en forsigtig ung mand, der var vokset op i ydmyge rammer. Intet havde forberedt mig på berømmelsens chok. Jeg havde heller aldrig drømt om at blive kendt. Jeg kendte dårlig nok det koncept. Alt, jeg ville, var at lege og fortælle historier på scenen.

AT JEG VAR kæreste med en mand – Søren, som jeg i dag er gift med – bidrog yderligere til behovet for en skarpt optrukket privatlivszone. For vores venner og familier var der intet odiøst i vores forhold, men omverdenen var ikke klar til at trække på skuldrene af to mænd, der boede sammen. Kom det frem, ville det blive den dominerende historie om mig, tænkte vi. En ting var, at det ville være irriterende at blive identificeret med sit valg af partner. En anden ting, at jeg frygtede, det ville farve publikums opfattelse af mig. Kunne de tage mig seriøs som førsteelsker, hvis de kendte mine personlige forhold?

TEATERDIREKTØRERNE hyrede mig logisk nok mest til komiske forestillinger. Men da Nørrebro Teaters direktør Leon Feder ringede og tilbød mig endnu en rolle i den sjove afdeling, bad jeg ham om at komme med noget andet. Nogle dage senere tilbød han mig rollen som McMurphy i ’Gøgereden’. Glædestrålende takkede jeg ja. Efter røret var lagt, så jeg Jack Ni­cholson for mit indre blik. Jeg fortrød. Jeg turde simpelthen ikke. Jeg ringede og sagde det til Leon, som blot svarede, at det var for sent at fortryde, og så lagde han på. ’Gøgereden’ blev en slags ny begyndelse. Jeg var så stålsat på at vise mit værd som dramatisk skuespiller herhjemme, at jeg nedlagde veto mod, at Linie 3 skulle satse på udlandet. 

PÅ DE SKRÅ BRÆDDER

Han ville egentlig være filmskuespiller, men teaterscenen ’snuppede’ Preben Kristensen tidligt. Netop nu har han hovedrollen i Ibsens ’Peer Gynt’ på Folketeatret i København frem til 22. december. Næste år er han med i ’Et dukkehjem’ på Vendsyssel Teater. Til marts besøger han Aarhus med sin 40-årsjubilæumsforestilling ’Suffløren’, mens han i sommeren 2019 kan opleves i Hjørring Revyen. Og så vender han tilbage til filmlærredet med en rolle i May el-Toukhys ’Dronningen’, hvor han spiller over for blandt andre Trine Dyrholm.

MIT STOLTESTE ØJEBLIK var Reumert-uddelingen i 2005. Som de tre foregående år var jeg vært, og da vi nåede til uddelingen af Bikubens Hæderspris, kaldet Æres-Reumerten, ville jeg gå om bagved for at forberede et af mine små overbindingsindslag. Men jeg blev på det kraftigste bedt om at vente i kulissen. Prisen var tidligere givet til folk som Ghita Nørby og Jørgen Reenberg, og ikke i min vildeste fantasi forestillede jeg mig, at de ville give den til mig. Pludselig kunne jeg høre på den lange begrundelse på scenen, at det var det, som skete. Helt mundlam trådte jeg på scenen for at modtage prisen. Begrundelsen var, at jeg havde været i stand til at være både komiker og karakterskuespiller. Jeg følte mig set og accepteret. Det var, som om noget i mig faldt til ro.

MIN STØRSTE SORG er tabet af mine forældre. Min mor gled langsomt ind i demensen, mens min far simpelthen var slidt op. Typisk for min far var nogle af hans sidste ord til mig, at jeg ikke skulle være ked af det, for han havde haft et fantastisk liv. Jeg har efterhånden erfaret, at mine forældres livsfilosofi virker. Du får virkelig noget ud af livet, hvis du holder humøret højt og arbejder passioneret. Ikke at det er let altid at leve op til. Men det er noget at stræbe imod, og det har bragt mig videre igen og igen. 

DE SENESTE ÅR er jeg løsnet op sammenlignet med den vagtsomme mand, jeg var i mange år. Den slags kommer nok med alderen for mange. Når man har bevist, hvad man ville, slapper man mere af. Min mand og jeg behøver ikke længere putte med vores forhold. Vi kan, mere end nogensinde, bare være, uden at der gøres særlig notits af det. 

NU CAMPERER VI. Det kan lyde banalt, men det betyder helt oprigtigt noget. Sidste sommer begyndte vi at køre på små ture i vores autocamper, og det har været som en genopdagelse af min barndoms uhøjtidelige ferieliv. En morgen trådte jeg ud af camperen i morgenhår og fleecejoggingdragt med et håndklæde slynget om halsen. For få år siden havde det været utænkeligt. Hvis nu nogen så mig … Den morgen smed jeg den sidste rest af selvbevidst forfængelighed. Jeg gik afslappet over pladsen og betragtede de andre gæster hygge sig ved morgenbordene – og følte mig hjemme.