Indlæg

Han troede, at han skulle være træblæser i et stort symfoniorkester, men fik i stedet sit gennembrud som kvindelig seniorkorrespondent i et satireprogram. Gang på gang har FREDERIK CILIUS forsøgt at regne den ud, men han kan stadig ikke forudsige, hvad der bliver en succes. Ud & Se møder den 38-årige komiker, skuespiller og musikformidler forud for hans livs satsning.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Morten Germund

LEGESYGE SKUESPILLERE med mærkelige parykker fra klæd ud-kassen kravler rundt på væggene i Skuespilhusets øvelokale, og langs scenekanten flyder alskens rekvisitter og masker hulter til bulter på tilfældigt opstillede borde.

”Velkommen til crazy town,” siger Frederik Cilius, da han selv træder ind i rummet.

Det er en solrig formiddag i København, og det er tid til prøver på Ludvig Holberg-komedien ’Jeppe på bjerget’, der skal køre på Det Kongelige Teater i starten af 2025 – med ham selv i hovedrollen som den drikfældige fæstebonde Jeppe. Det er blot de indledende prøver, og premieredatoen ligger endnu langt ude i horisonten, men det er heller ikke, fordi han ligefrem går og tæller ned.

”Nej, jeg glæder mig sgu ikke,” siger han og griner. ”Ej, det gør jeg altså ikke. Jeg er nervøs. Der er en lang tradition for at spille ’Jeppe på bjerget’ på Det Kongelige, så man stiller sig op i en lang række af skuespillere, og man har ikke lyst til at være ham, der ikke kan løfte sværdet ud af stenen.”

Flere skuespillere møder drypvis ind – Simon Mathew, Youssef Hvidtfeldt og Freja Klint Sandberg, der skal spille den modbydelige hustru, Nille. Snart støjer det i hele salen, hvor folk pjatter og sludrer, og hele tiden kan man høre Frederik Cilius slå sin lyse skraldlatter op, når enten han selv eller en af de andre har sagt noget sjovt. Han er det naturlige centrum: spørger interesseret til de andre, knytter anekdoter på om noget, han har læst eller hørt, og strør om sig med ord som ’ikonoklasme’ og ’respit’, som om de hørte enhvers vokabular til. Og så kan han ikke dy sig for hele tiden at sige noget tenderende grænseoverskridende for at få de andre til at grine – som da han fortæller, at han snart skal et smut til Færøerne. 

”Jeg forbereder mig på kvalmende turbulens og rådden mad. Jeg har aldrig været andre steder i rigsfællesskabet end i fladlandet, så derfor har jeg en spinkel drøm om at nå at opleve grindedrabet, inden det er for sent,” siger han, før latteren igen ekkoer i lokalet. 

SÅ HÆVER INSTRUKTØREN Heinrich Christensen stemmen: ”OKAY! Nu prøver vi at kaste os ud i vores lille lægescene. Husk nu, at alt det, vi prøver på nuværende tidspunkt, bare er noget, vi kaster op med en møggreb for lige at mærke, hvad der fungerer.”

Denne dag skal der øves en scene, hvor Jeppe efter en ordentlig fuldemandsbrandert vågner op i baronens seng og bliver lokket til at tro, at han selv er baron. Frederik Cilius iklæder sig badekåbe og rød nathue og sætter sig i sengen, midt på scenen, med et tomt og tåget blik i øjnene. Rundtom stiller flere af de andre sig op iført lægeuniformer. Folk rømmer sig, instruktøren råber: ”Værsgo!”

Vi hører med største smerte, at herren er upasseliiig,” siger den ene doktor.

Ja, hr. doktor, herren er i en elendig tilstand.

Hvordan er det fat, nådige herre?

En mærkelig udefinerbar lyd kommer fra Frederik Cilius’ Jeppe, før han vrøvler noget om brændevin hos Jacob Skomager dagen forinden:

Vil I kun give mig et krus øl og lade mig gå, så må man gerne hænge jer og alle doktorer op, thi jeg behøver ingen medicin.

Sådan fortsætter scenen fremad, mens skuespillerne skiftevis glemmer deres replikker og må starte forfra, og instruktøren hele tiden kommer med små kommentarer og impulsive justeringer, indtil det hele glider næsten som smurt.

Er jeg så ikke Jeppe på bjerget? spørger Frederik Cilius, da de til sidst når til den del af scenen, hvor Jeppe så småt begynder at tro på, at han ikke er fæstebonde, men i virkeligheden baron, som de falske doktorer har bildt ham ind. 

Neeej, nej nej.

Er den onde Nille så ikke min kone?

Nej, herren er enkemand.

Er det så også lutter indbildning, at hun har en krabask, som hedder Mester Erik?

Efter halvanden time er de færdige for denne gang. 

”Tak for det, alle sammen,” råber instruktøren ud over forsamlingen, mens flokken af skuespillere lister mod udgangene. På vej ud efterspørges der ekstra cigaretter fra flere sider.

”Jeg har masser af smøger, hvis der er nogen, der mangler,” siger Frederik Cilius myndigt ud i rummet. ”Min mor sagde altid til mig, at hvis man skulle have cigaretter med, så skulle man have nok til at kunne dele ud.”

DET VAR SAMMEN med barndomsvennen Brian fra Blans, at Frederik Cilius røg sin første cigaret som 10-årig. En dag kørte de på Brians Puch Maxi ned til den lokale købmand og købte en 10-pak Prince Light under påskud af, at de var til Brians mor, og så fandt de et fredfyldt spot, hvor de kunne pulse på deres livs første røgpinde.

Brian var to år ældre end Frederik Cilius, og når ikke de to sønderjyske knægte var i skole, tilbragte de det meste af tiden med at rende rundt og lave drengestreger eller køre rundt på Puch Maxi’en, men dengang var der ingen, der rynkede på brynene ad en 12-årig på en knallert med en 10-årig bagpå – så længe de holdt sig fra de store veje, som de havde fået at vide.

Hvor Frederik Cilius allerede dengang var besat af blokfløjtespilleren Michala Petri, var landmandssønnen Brian mere til Iron Maiden og Metallica, men trods forskellighederne fik de det til at fungere.

”Jeg har altid været nærmest i parforhold med bestemte venner. Der har typisk været én ven, som jeg har set rigtig meget i en periode, nogle gange i årevis, og så er der kommet en anden og har overtaget – dengang var det Brian,” siger han.

Frederik Cilius kom selv fra Øster Sottrup, en anden lillebitte flække af en landsby med kun 100 indbyggere. Her voksede han op med sine forældre, der i fællesskab drev en BabySam i Sønderborg, og to ældre storesøstre, der konstant curlede for den overforkælede efternøler. Men selvom han var doven, var han kvik, og når der var to års forskel på ham og bedstevennen Brian, skyldtes det, at han var ualmindeligt tidligt på den. 

Hans mor mente, at han var klar til at komme i sving, så derfor var han kun fem år, da han startede i 1. klasse, og året efter sprang han direkte videre til 3. klasse. Han kom bedst ud af det med børnene i den klasse, så derfor kunne han lige så godt følges med dem, og samtidig havde han intet besvær med det faglige. Det var dog aldrig seriøst på tale at sende ham videre til en specialskole for intelligente børn eller melde ham ind i en Mensa-klub.

”Mensa er nok den mest kiksede klub, der findes. ’Åh, jeg kan ikke tale med almindelige mennesker. De er simpelthen for dumme. Jeg vil kun lave noget, hvor kun vi kloge er.’ Jeg synes, det er så åndssvagt, og jeg er lykkelig for, at det ikke var sådan nogle børn, jeg kom til at vokse op med. Jeg har mødt masser af ’dumme’ mennesker igennem mit liv, som har sagt vanvittigt intelligente ting,” siger Frederik Cilius, der i stedet gik i den lokale landsbyskole, men med dem, der var to år ældre. Dengang var det ikke noget, han hæftede sig synderligt ved, heller ikke da alle de andre gik i puberteten to år før ham.

”Jeg havde ikke en følelse af, at jeg gik glip af alt muligt. Jeg levede i lykkelig uvidenhed,” siger han og griner. ”Sådan noget som piger. Det var slet ikke, fordi jeg følte mig udenfor, da de andre gik i gang. Jeg anede bare ikke, hvad der foregik, og opdagede det så selv to år efter.”

Lidt tidligt på den var Frederik Cilius dog alligevel med visse ting. Som 13-årig begyndte han at gå i byen på Crazy Daisy i Sønderborg, og han blev også meget tidligt glad for at drikke whisky og ryge store cigarer. Til forældrenes sølvbryllup var det den kombination, der førte til, at hans egen aften sluttede med, at han brækkede sig ude i hækken.

”Min mor er meget bekymret for mine børn, hvor jeg nogle gange kigger på hende: ’Altså, hvornår er det lige kommet?’ For det var hun godt nok ikke for mig. Men mine storesøstre havde banet vejen, så jeg tror bare, at mine forældre tænkte: ’Det finder han sgu nok ud af.’”

DEN KORTE CILIUS 

Frederik Cilius Jørgensen, født 1986 i Sønderborg.

Uddannet klarinettist fra Det Jyske Musikkonservatorium og Jacobs School of Music ved Indiana University Bloomington.

Fik sit folkelige gennembrud med karakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm i ’Den Korte Radioavis’ på Radio24syv.

Har medvirket i blandt andet ’Orkestret’ og ’Operarejsen’ på DR og er fast holdkaptajn i ’Den klassiske musikquiz’.

Gift med Anne Termansen, uddannet fløjtenist, der i dag arbejder som vært på P2. De bor i Hvidovre med deres to sønner.

I SKOLEN SKULLE alle elever have blokfløjteundervisning, og det fangede næsten øjeblikkeligt Frederik Cilius. Det var ikke noget, han havde fået hjemmefra, for hans forældre gik slet ikke op i klassisk musik, men de understøttede gerne sønnens hobby og forærede ham cd’en ’De fire årstider’ med den danske blokfløjtespiller Michala Petri, som han hørte igen og igen.

Han blev besat af at lære færdighederne bag, og i musiklæreren Michael havde han den perfekte læremester.

”Det var alvor for ham. Blokfløjte var ikke bare en opgave, han havde fået stillet, der gik ud på at pacificere en flok børn i en periode. Han ville fandeme have, at vi lærte noget,” husker Frederik Cilius.

Senere skiftede han blokfløjten ud med en klarinet og fik to klarinetlærere, Hans-Jørgen og Bo, som blev en slags mentorer for ham. De tog ham under deres vinger og forventede noget af ham, både som klarinettist og som menneske. 

Særligt Bo hjalp med at rette ham lidt ind, når der var brug for det. Det skete blandt andet ved morgenbordet på en bed & breakfast i en lille by uden for Tallinn i Estland i slutningen af 90’erne, hvor de var af sted med musikskolen. Frederik Cilius blev ved med at brokke sig over forskellige ting ved opholdet, indtil Bo kiggede på ham og helt lakonisk sagde: ”Du skal lige vide, at den der opførsel, den klæder dig ikke.”

”Jeg kan stadig nogle gange føle en enorm uretfærdighed. Det kan være noget så småt som en opvaskemaskinedør, der ikke vil lukke, som jeg kan føle som et grundlæggende angreb på mig og min person, og så bliver jeg simpelthen så sur og kontrær. Det er jo et tegn på forkælethed, men Bo var heldigvis god til at få pillet det værste ud af mig,” siger han.

For selvom bemærkningen sved, var det præcis det, han havde brug for at høre. ”Det er ikke rart i øjeblikket, men det er godt i det lange løb, og måske mangler det i virkeligheden lidt i vores samfund i dag. Den der brutale omsorg, hvor man gør nogen ked af det i en god sags tjeneste.”

De to mentorer var også med til at åbne hans øjne for verdens rigdom. Bo havde boet og rejst over hele kloden og kunne fortælle om eksempelvis stammefolket i Omo-dalen i Etiopien på en nærmest David Attenborough-agtig måde, og hver gang han gav Frederik Cilius et lift til musikskolen, var det som et foredrag. 

”Han kunne også have sagt: ’Det er bare et lift, knægt.’ Men han havde virkelig en passioneret tilgang til, at verden er et stort og spændende sted, og så var han sådan en, der tog folk alvorligt. Sådan var de begge to. De regnede ikke med, at der var noget, der var på for højt niveau, så længe man lod engagementet smitte, og det er noget, jeg virkelig har forsøgt at tage til mig.”

EFTER GYMNASIET SØGTE han ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men i stedet for at brillere og klare sig igennem nåleøjet, som han havde forventet, blev han afvist. 

”Der gik jeg fra at være konge i en lorteby til lort i en kongeby,” siger han med et famøst politikercitat lånt fra medsønderjyden Carl Holst. ”Det var sådan det første rigtige nederlag. Hele min identitet var, at jeg spillede musik, og så kunne jeg ikke engang komme ind på konservatoriet. Altså, det var det, jeg skulle. Det var det, jeg havde fortalt alle om i mange år, at jeg skulle, inklusive hele min familie, og så var jeg ikke god nok … Det gjorde fandeme ondt.”

Det kom som et chok, og så alligevel, for inderst inde vidste han godt, at han nok ikke var så stort et musikalsk geni, som han altid havde fået det til at fremstå. For nok havde han altid haft et vist talent for det, men han havde også altid været frygteligt doven, når det kom til at øve sig og gøre sig umage.

”Jeg vidste jo godt, at der var en sko, der trykkede, jeg havde bare håbet, at der aldrig var nogen, der opdagede det. Problemet er, at når man når til et vist niveau, så opdager alle det, hvis man simpelthen ikke er dygtig nok.”

I de efterfølgende uger svælgede Frederik Cilius i selvmedlidenhed. For hvad skulle der nu ske? Så blev han pludselig tilbudt en plads på konservatoriet i Aarhus i stedet. Den tog han imod, og her fik han en lærer, han blev meget glad for – en slags held i uheld. Men samtidig betød det også, at han heller ikke denne gang blev tvunget til virkelig at tage sig sammen.

”Jeg tror måske, det havde været sundere, hvis ikke jeg var kommet ind. Jeg var for første gang i mit liv blevet smidt i vandet uden at kunne svømme, og så var der alligevel nogen, der i sidste øjeblik kastede en redningskrans ud til mig og sagde: ’Nå, så kom da med her.’”

MÅSKE FORNEMMEDE Frederik Cilius’ lærer på konservatoriet i Aarhus det samme. Det var i hvert fald ham, der opfordrede ham til at rejse til USA, fordi han mente, at det ville være godt for den unge klarinettist at komme over til en kultur med mindre snak.

”Han mente, at sådan en døgenigt som mig ville have godt af at prøve kræfter med miljøet derovre. Der er ikke nogen kære mor. Folk er ligeglade med dig.”

Frederik Cilius sendte pligtskyldigt en cd med en klarinetoptagelse over til Jacobs School of Music ved Indiana University – og blev optaget. Et par måneder efter stod han i lufthavnen i Indiana med to kufferter i hånden og nervøs mave. Han var 22 år og havde aldrig rigtig været på egen hånd.

”Det var sindssygt angstprovokerende, jeg syntes virkelig ikke, det var sjovt at stå der, men i dag er det jo en kæmpe gave, at jeg har gjort det,” siger han og fortæller, at han hurtigt mødte nogle mennesker, som inviterede ham med hjem til Thanksgiving og blev hans gode venner.

På konservatoriet var der imidlertid andre toner. Her havde professor Eli Eban et mantra, der hed: ’We are the athletes of the small muscles’. Hans regime gik ud på at gentage ting i en evighed for at oparbejde en pålidelig teknik, og så havde han samtidig ikke meget tilovers for hyggesnak. 

”Han var overhovedet ikke interesseret i at være min ven eller i at høre, hvordan jeg havde det, eller om jeg var nervøs eller noget som helst. I Danmark var jeg vant til, at jeg kunne snakke mig ud af ikke at have øvet nok, men det kan man ikke derovre, for man har intet forhold til sin underviser,” siger han.

Hver eneste uge fik Frederik Cilius fem etuder – øvestykker – han skulle indstudere, foruden en masse mindre, løbende opgaver. Det var langt mere, end han var vant til, og da han efter den første uge begyndte at spille noget af det, han havde øvet, for så at gå en smule i stå, var professoren ved at miste tålmodigheden. ”Hvorfor stopper du hele tiden,” kommenterede han spidst. ”Nej, men jeg tænkte bare, at …,” forsøgte danskeren sig, men blev afbrudt: ”Du skal bare spille!”

I sin første tid tilbage i Danmark ernærede Frederik Cilius sig som freelancer. Et spillejob hist, et spillejob her. Han var i midten af tyverne, og han kunne godt leve af klassisk musik, men ikke på det niveau, han gerne ville. 

”Det er sådan lidt et Cabinn-liv. Man tager til Aarhus og bor på Cabinn og spiller i deres symfoniorkester, og så er der ikke noget at lave i en uge, og så ringer de fra Aalborg Symfoniorkester, og så tager man derop og sover på Cabinn.” 

Det stod gradvist klart for ham, at han aldrig ville blive verdens bedste klarinettist, ikke engang tæt på, og så længe det var tilfældet, ville han helst være fri.

”Hvis jeg havde færdighederne, hvis jeg rent faktisk kunne gøre det med det tekniske overskud, det kræver, ville jeg stadig gerne sidde i et af verdens store orkestre, men ikke med de evner, jeg har nu. Det ville simpelthen være en ydmygelse hver eneste dag. Alle ville vende sig om og tænke: ’Fucking hell, gider han lige!?’ Jeg kunne have gjort karriere, men ikke en særlig god karriere, og det ville have efterladt mig forbitret og forsmået, og det er ikke et godt sted at være.”

FREDERIK CILIUS OM …

Linie 3

”Som barn slugte jeg deres shows fanatisk. De har fået meget røg alle tre, og det er ærgerligt, for de lavede faktisk nogle gode shows. Men det er jo altid den frygt, man sidder med – at en dag så er det én selv, der bliver pillet ned. Det er et oldgræsk tema. Zeus slår sin egen far ihjel. Det tænker jeg faktisk meget på. Det er også derfor, jeg prøver ikke kun at være sjov, at jeg ligesom har nogle andre platforme end bare … morskab. For selvfølgelig løber den kilde tør på et eller andet tidspunkt.”

Politik

”Siger mig ikke en skid. Jeg er jo ikke idiot, så jeg kan godt forstå, hvad det handler om, men hele spillet omkring det … jeg synes simpelthen ikke, det er interessant. Jeg er også ligeglad med, hvem der sidder på magten. Jeg har nogle få principielle holdninger, som er vigtige for mig, vores ytringsfrihed eksempelvis, og jeg har selvfølgelig også en forhåbning om, at man fokuserer på kunst og kultur, fordi det er det, jeg laver, men jeg går slet ikke op i partipolitik.”

I LØBET AF sin skoletid havde Frederik Cilius ofte været klassens klovn. Ikke på nogen overivrig måde, snarere som tidsfordriv i de kedelige timer, som han kunne spæde op med hjemmestrikkede spøg og skæmt-numre og dumme bemærkninger. Det var som regel også ham, der blev tildelt hovedrollen i skolekomedierne, for selvom lærerne ikke altid ville stå ved det, kunne de heller ikke altid lade være med at grine af hans bemærkninger. 

Så han vidste godt, at han kunne være morsom, hvis han anstrengte sig, men det var aldrig noget, han havde tænkt på at bruge på den måde. Og han var heller ikke helt sikker på, hvad han skulle mene om det, da en af hans venner i 2011 faldt over et opslag om, at DR’s talenthold søgte nye satiretalenter, og opfordrede ham til at søge.

Natten før deadline skrev han alligevel en ansøgning – det blev til en A4-side med ideer til, hvad der skulle køre på DR2 næste aften – og næste morgen, da han skulle ind for at aflevere den, gik hans storesøster i fødsel, så han måtte først køre hende på hospitalet, før han selv trillede ind forbi DR og afleverede sin ansøgning. I forbifarten glemte han at skrive sin adresse på.

”De havde ingen måde at komme i kontakt med mig på, og det syntes de simpelthen var så sjovt, men det var sgu ikke planlagt. Det var bare, fordi jeg havde glemt det. Til samtalen sagde de: ’Det var fandeme sjovt, det der med kun at skrive dit navn på!’, og jeg skyndte mig at sige: ’Ja, var det ikke? Var det ikke skidesjovt?’”

Og en sen eftermiddag sad Frederik Cilius så som den sidste tilbage på satireredaktionen og arbejdede, da en fyr ved navn Rasmus Bruun stak hovedet ind. Sammen med Christian Trangbæk var han ved at lave et program til P3 samme aften, og nu manglede de en tredje til at være med. Det sagde han ja til, og fordi det gik godt, spurgte de efterfølgende, om han ikke også ville lave børne-tv-programmet ’Go’ lorte weekend’ sammen med dem.

”Jeg var den eneste tilbage, så derfor spurgte de mig. Hvis ikke jeg lige havde arbejdet sent den dag, havde jeg formentlig slet ikke mødt Rasmus,” siger han. ”Der er simpelthen så mange uplanlagte tilfældigheder i et typisk livsforløb, og derfor tror jeg heller ikke på, at man kan planlægge særlig meget, når det kommer til stykket.”

DA RASMUS BRUUN og Christian Trangbæk efterfølgende blev tilbudt at lave sommerradio på Radio24syv, hev de Frederik Cilius med til idéudviklingen, der foregik i Frederiksberg Have med en efterfølgende middag i en af de små familiehaver. Mens de sad der, fik Rasmus Bruun en idé om at lave Danmarks første intelligente dameblad. 

”Der var nogle kvinder, der havde forsøgt at lave et intelligent dameblad, fordi de var trætte af, at de eksisterende dameblade var fyldt med historier a la ’Sådan lakerer du dine negle’, men de var endt med at blive uvenner over det,” fortæller Frederik Cilius. ”Rasmus syntes, at vi skulle starte et dameblad med en meget chauvinistisk tilgang: ’Der går for meget kvindefnidder i den, så nu må vi mænd igen trække i arbejdstøjet.’ Altså i virkeligheden spille rollerne som sådan nogle 50’er-mænd: ’Nu skal vi nok komme og vise, hvor skabet skal stå.’ I det øjeblik tænkte jeg: ’Han har fat i den lange ende.’”

Christian Trangbæk troede omvendt ikke rigtig på ideen og endte med helt at trække sig, og derfor var det Frederik Cilius og Rasmus Bruun, der i sommeren 2013 stod i spidsen for det satiriske radioprogram ’Damernes Magazine’, hvor de hen over fem uger forsøgte at stable et intelligent dameblad på benene.

”Joken gik jo på os selv og det der mandlige hovmod: ’Ja, vi har aldrig lavet et blad før, men hvor svært kan det være?’ Det er altså virkelig svært, og derfor fremstod vi pløkåndssvage og uduelige,” siger han. ”Der havde ikke været så mange lag i det, vi havde lavet til børnefjernsyn, men i løbet af de her 25 programmer gik det op for mig, at Rasmus og jeg virkelig kunne sammen – og der var heldigvis også lyttere, der forstod, hvad vi havde gang i.”

Samme år vandt ’Damernes Magazine’ ’Årets Nyskabelse’ ved den danske prisuddeling Prix Radio (i dag Prix Audio, red.). Året efter lavede Frederik Cilius og Rasmus Bruun endnu et sommerprogram til Radio24syv, denne gang ’Antidemokratisk Festival’, en slags modstykke til Folkemødet, hvor de hen over fem uger arrangerede en fysisk festival, hvor antidemokrater kunne komme og fortælle, hvordan de ønskede at indrette samfundet.

Herefter blev de tilbudt et fast program på Radio24syv. De havde selv fået en idé om at åbne et detektivbureau, hvor lytterne kunne ringe ind med alt fra en bortløben kat til mistanke om en utro hustru, som de så skulle forsøge at løse, men de to programchefer Mads Brügger og Mikael Bertelsen tilbød dem i stedet at lave et program med afsæt i politisk satire. Fem dage om ugen for 25.000 kroner.

”Rasmus havde lavet politisk satire før og syntes ikke, at det var sjovt, og jeg er overhovedet ikke interesseret i politik. Hvis jeg kan slippe for at læse avisen, gør jeg helst det. Så det var ikke ligefrem fristende,” siger han.

Det blev ikke bedre, da Mads Brügger tilmed fik den idé, at Frederik Cilius skulle spille kvinde. Han var overbevist om, at det ikke ville fungere, men blev alligevel lokket til at prøve det af i to måneder, og i starten af februar 2015 blev den første udsendelse af ’Den Korte Radioavis’ sendt live – en slags radioparodi på det kontroversielle netmedie Den Korte Avis, hvor Frederik Cilius spillede den fiktive seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm med filterløse Gauloises-cigaretter og bramfri ytringer. 

”Man troede så lidt på det. Det blev sendt på et tidspunkt af dagen, hvor ingen hører radio. Der var så få lyttere på Radio24syv mellem klokken 12 og 13, at de ikke engang kunne måle det. Men det var jo også en gave, for så var der heller ingen til at høre, hvor dårligt det var til at begynde med.”

’DEN KORTE RADIOAVIS’ blev dog hurtigt en succes, og i stedet for to måneder kom programmet, i forskellige formater, til at køre resten af radioens levetid med daglige lyttertal på den gode side af 100.000. Makkerparret vandt også et hav af priser, blandt andet i fællesskab prisen som ’Årets Komiker’ til Zulu Comedy Galla i 2017.

”Hvis du gerne vil prøve noget forfærdeligt, så tag til Zulu Comedy Galla med tusind standupkomikere, der alle sammen skal bevise, at de er sjove. Det er simpelthen ulideligt, for det er en hel aften, hvor folk hele tiden bryder ind for at prøve at sige noget sjovere end det, der lige er blevet sagt,” fortæller Frederik Cilius, der følte en stor personlig lettelse i kølvandet på anerkendelserne. For nu havde han bevist sig. Nu kunne ingen være i tvivl om, at han var sjov. 

”’Den Korte Radioavis’ modtog så megen anerkendelse, at det var lidt ligesom at få et standardtelegram om, at vi var sjove. Det har både åbnet mange døre, men også gjort det nemmere og meget mere afslappende at skulle være sjov.”

Han mindes stadig tiden på DR’s talenthold, hvor redaktørerne hele tiden ville vide: ”Hvad er garantien for LOL?”

”Det må være noget nær det mest pikhovedede, man kan spørge om,” siger han og griner. ”Hvad fanden skal man svare til det? Men fordi Rasmus og jeg har fået ry for at være sjove, kan vi komme med en idé til et tv-program, som overhovedet ikke lyder sjov, og så tænker folk alligevel: ’Det skal nok blive sjovt.’ Faren er jo så, at man bliver doven. Det er jeg meget opmærksom på.”

FREDERIK CILIUS TØMMER sidste sjat i kaffekoppen og skænker sig straks en ny.

”Nå, man kan vel lige så godt få koldsved og tyndskid, når nu man er gået i gang,” konstaterer han og slæber både kop og kaffekande med sig igennem kontoret i Den Grå Kødby i København, som han deler med resten af holdet bag podcastuniverset r8Dio. 

I 2020 gik de i luften med satireprogrammet ’Undskyld vi roder’, og i dag har de opnået over 20 millioner downloads og vundet en række priser for programporteføljen. Foruden at være en del af ejerkredsen spiller Frederik Cilius forskellige karakterer i universet og står desuden bag ’Bernsteins cigaretetui’, hvor han sammen med Mikael Bertelsen undersøger, om det cigaretetui, han modtog i sensommeren 2023 af en ældre dame i Tølløse, rent faktisk har tilhørt den verdensberømte dirigent Leonard Bernstein.

Det er i slutningen af april, og blot et par dage forinden er han hjemvendt fra USA efter at have rejst rundt for at optage tredje sæson af DR-føljetonen ’Operarejsen’ med de faste makkere Rasmus Bruun og Allan Gravgaard Madsen. Et par uger forinden har anden sæson af tv-serien ’Orkestret’ haft premiere. Her spiller han rollen som Bo Høxenhaven, den sære, temperamentsfulde og evigt oversete anden-klarinettist i et symfoniorkester, der minder om DR’s – en rolle, som efter første sæson indbragte ham en Robert for årets bedste mandlige hovedrolle.

I de her dage er Frederik Cilius’ fokus dog rettet et helt andet sted hen: ’Jeppe på bjerget’. Da instruktøren Heinrich Christensen ringede og tilbød ham rollen, sagde han ja uden at tøve.

”Jeg har lidt en filosofi om, at der er nogle mennesker, som jeg bare stoler blindt på – han er en af dem. Jeg synes, der er kommet sådan en tendens til, at folk har ekstremt store forbehold, fordi de er bange for, at det bliver noget lort, eller at de havner i et dårligt lys, eller at det påvirker deres brand på Instagram, men jeg tror simpelthen, man ender med at kvæle sin kreativitet ved at være så skide forbeholden,” siger han og åbner vinduet for at ryge, men ombestemmer sig, da en øredøvende lyd fra en arbejdsmand i færd med at skære brosten op lige nedenfor trænger ind i lokalet. ”Tag Dirch Passer, han sagde ja til alting. Han lavede mange lortefilm, ja, men han fik til gengæld også lavet nogle smash hits, fordi han bare sagde: ’Ja ja, jeg stiller op.’ Man kan alligevel aldrig forudsige, hvad der bliver godt, og hvad der bliver noget lort.”

Siden sit folkelige gennembrud som Kirsten Birgit har Frederik Cilius blandt andet spillet Master Fenn i tv-serien ’Guru’, været fast holdkaptajn i ’Den klassiske musikquiz’, tilbagevendende monopolist i ’Sara & Monopolet’ og været på foredragsturné landet rundt med Svend Brinkmann. Foruden et hav af både små og store roller i film, tv-serier og teateropsætninger.

Nu venter så en vaskeægte kardinalrolle som Jeppe på bjerget i den mere end 300 år gamle Holberg-komedie, tilmed på Det Kongelige Teater, og dét til trods for, at han slet ikke ser sig selv som skuespiller.

”Det er på en eller anden måde dumpet ned i hovedet på mig, og det kan også godt gøre mig nervøs. Det ville glæde mange, hvis det gik dårligt for mig,” siger han. ”Det tror jeg. Jeg har en forventning om at få nogle stryg. Der vil være folk, der synes, at nu laver jeg for mange ting, og jeg tænker, at det ville glæde dem at kunne sige: ’Se! Det var alligevel for svært!’”

MAN SKULLE TRO, at Frederik Cilius virkelig elsker at optræde. Han ligner en fisk i vandet, uanset om han medvirker i programmer som ’Den klassiske musikquiz’ eller spiller med i tv-serier og teateropsætninger. Så hvorfor glæder han sig alligevel ikke rigtig til det, der venter på Det Kongelige Teater i starten af det nye år?

”Det lyder enormt pessimistisk, men det er bare … Jeg synes ikke, det er sjovt. Jeg kan i virkeligheden slet ikke lide at stå på scenen. Jeg kan heller ikke lide at optage ’Orkestret’ og sådan noget. Alt i mig har lyst til ikke at gøre det, fordi det er så angstprovokerende.”

Så skynder han sig at tilføje: ”Nu er det heller ikke sådan, at folk skal tænke: ’Åh, han lider, hvor synd!’ Det er enormt tilfredsstillende, at der er mennesker, der får øjnene op for den klassiske musik eller ligefrem går i Det Kongelige Teater, fordi de har set noget, jeg har været med i. Så føler jeg, at jeg er med til at åbne en dør for dem, ligesom der har været folk i mit liv, der har åbnet døre for mig. Men jeg morer mig ikke med at gøre det.”

Faktisk har Frederik Cilius flere gange oplevet at få angst-anfald i forbindelse med at optræde. Første gang, det skete, var i Odense tilbage i 2021, da han og Rasmus Bruun var i gang med at optræde med teaterstykket ’Sommeren på Birgitø’ – et slags teater-spinoff på ’Den Korte Radioavis’. Han stod ude bagved og var i færd med at lægge stemme til en udstoppet ræv, og så kom det som et lyn fra en klar himmel.

”Der var for meget druk i den periode, og jeg havde også drukket noget, inden jeg skulle på scenen. Det havde jeg aldrig gjort før, og lige pludselig tænkte jeg: ’Hvad hvis du går i panik og ikke kan huske dine replikker?’ Så snowball’ede det totalt ud af kontrol. Men der var ingen, der lagde mærke til det. Det var kun inde i mig, det var ude af kontrol. Vi var jo ikke fulde eller noget, men der gik det for alvor op for mig, at jeg i hvert fald har behov for kontrol.”

Efterfølgende prøvede han flere gange at blive ramt af tilsvarende små angstanfald under forestillinger. Han endte med at opsøge en angstbehandler, der spurgte: ”Spillede du videre?” ”Ja, det gjorde jeg.” ”Så er det fint,” sagde behandleren.

”Det er jo angstprovokerende at stille sig op på en scene foran andre, så det handler om ikke at lade sig styre af den angst. Det er naturligt nok at føle angst, problemet opstår først, hvis man begynder at ændre adfærd. Man kan blive afhængig af at stoppe, og så gør man det næste gang og næste gang igen. Hvis man omvendt fortsætter på trods af angsten, er den ikke i sig selv farlig. Du kan ikke dø af et angstanfald. Du kan få tyndskid, begynde at svede, blive tør i munden og få hjertebanken, men du dør ikke af det, og derfor er det kun et problem, hvis du trækker dig fra det.”

Når Frederik Cilius sagde øjeblikkeligt ja til ’Jeppe på bjerget’, dengang instruktøren ringede, skyldtes det også en anden filosofi, han forsøger at efterleve: Hvis der er noget, han er meget bange for at gøre, så skal han gøre det. Det eneste, han frygter mere end at optræde, er nemlig at ende med at leve et konformt og friktionsfrit liv, hvor han spilder sit talent og aldrig sætter sig selv på spil.

”Jeg er jo bange for, at det bliver noget lort, men lige netop derfor bliver jeg også nødt til at gøre det. Man bliver nødt til at sætte røven lidt i klaskehøjde,” siger han og tænker sig ekstra længe om. ”Jeg kunne leve et meget,
meget let liv, hvis jeg ville, men der vil jeg helst ikke hen. Jeg synes, man skal prøve at gøre det, som er ubehageligt – altså inden for det, man laver. Det er ikke, fordi jeg pludselig kommer til at springe bungee jump. Men jeg tror godt, jeg kunne tænke mig at lave så mange forskellige ting som overhovedet muligt, inden jeg dør.”

DET ER GRÅT og skyet og vindomsust, og spredte regndråber drypper ned i kanalen og laver ringe i vandet foran hovedindgangen til DR Byen, hvor Frederik Cilius ryger cigaretter og tygger tyggegummi på samme tid. Han er iført en af sine karakteristiske uniformer – brun blazer, skjorte og spraglet slips, lyse bukser og en panamahat på hovedet.

Efter to hurtige smøger i rap forsvinder han ind ad svingdøren til den store kolos af en bygning. Han er på vej ind for at optage to udsendelser af ’Den klassiske musikquiz’ med Phillip Faber i værtsrollen. Det er 10. sæson af det populære program, der skal optages, og han har været med hele vejen siden 2016. 

Stort set lige siden han lagde drømmen om at blive klassisk musiker på hylden, har han på forunderlig vis beskæftiget sig med det alligevel. Kort efter at han var blevet en del af DR’s talenthold i 2011, kom det nogle høje herrer for øre, at der rendte en sjov mand rundt med en lidt særegen baggrund. I 2013 blev han derfor medvært på radioprogrammet ’Den slukkede mikrofon’ på P2 – og efterfølgende ’Cilius-patruljen’ og ’Taktløs’ på samme kanal. 

På vej mod rulletrappen i foyeren bliver han stoppet af Anders Stegger, den tidligere radiovært, der i dag er redaktionsleder.

”Frederik! Jeg vil høre dig, om jeg må hyre dig til at holde et foredrag om inspiration for nogle yngre medarbejdere.”

”Ja ja, det gør vi bare,” siger Frederik Cilius, og efter at have udvekslet informationer er han på vej videre igen.

”Inspiration …,” siger han, mens han sjosker videre igennem den store labyrintbygning. ”Jeg ved ikke, hvor inspirerende jeg er. Jeg bor bare i forstaden med kone og to børn og slår græs og går på arbejde.”

Efter at have tilbagelagt nogle rulletrapper, nogle lange gange og en elevatortur træder han ud i den afdeling, hvor ’Den klassiske musikquiz’ bliver optaget. I køkkenet finder han Mathias Hammer, den anden holdkaptajn på programmet, der står og dingler med en kaffekop. De krammer og pjatter, før Hammer kommer i tanke om noget, han skal sige.

”Hov, i øvrigt, jeg har sagt ja til et job for dig. Tivoli vil gerne lave et nyt arrangement om klassisk musik sammen med os. Jeg har bare sagt ja.”

”Nå, skidegodt!” siger Frederik Cilius.

FREDERIK CILIUS OM …

At være satiriker

”På mange måder er mit arbejdsliv at se hullerne i osten. Det er farligt, for det giver et pessimistisk livssyn. Man leder hele tiden efter det, der er i vejen, og det gør også, at jeg har en personlighed, som er svær at begejstre. Og det er jeg egentlig ked af, for det er ikke en fed måde at leve på, men jeg kan heller ikke slå det fra. Jeg tager ikke nogen steder uden at regne med, at begge børn skider i bukserne.”

LIDT SENERE MØDER også quizværten Phillip Faber ind. Han har en rullekrave på, der er trukket godt op, så den næsten dækker munden, og Frederik Cilius
udbryder straks:

”Du ligner en, der skal begå et bandemord! Er det en af de svenske teenagere?”

Da de næste gang støder på hinanden, denne gang i sminken, er det Phillip Fabers højtaljede bukser, han påtaler.

”Hold kæft, hvor er de trukket langt op!”

”Du skulle prøve det,” griner Phillip Faber.

”Det kan jeg desværre ikke. Jeg ville ende med at ligne en af de der fede mafiosoer fra ’Godfather’!”

Inde i salen får opvarmeren de fremmødte publikummer – hovedsageligt pensionister – helt op at støde med vittigheder og fællesråb, før han omsider brøler i mikrofonen: ”Mine damer og herrer, her kommer de!

Først Phillip Faber, dernæst Mathias Hammer med sine to deltagere og Frederik Cilius med sine. I baggrunden er hele DR’s symfoniorkester linet op, klædt i kjole og hvidt, og hen over de næste par timer quizzer de i brudstykker af symfonier og andre klassiske musikstykker fra Mozart til Carl Nielsen. Og når ikke musikken spiller, fyrer Frederik Cilius vittige bemærkninger af som et løssluppent haglgevær.

”Når andre ser porno fredag nat, sidder jeg og ser André Rieu på DK4,” siger han, da samtalen falder på den folkelige hollandske orkesterleder, og da der kommer en tekniker ind med en lang stang for at rette på et kamera, udbryder han: ”Der har vi stangspringeren fra Sverige! Han er lige inde for at slå verdensrekorden en gang til.”

Ved showets afslutning roder han sig ud i en kuriøs anekdote om den østrigske komponist Anton Bruckner, der havde en fetich med at berøre kranier og efter sigende skulle have stukket sine fingre ned i Beethovens kiste, og beretter om det med en morbid detaljerigdom, der får ikke bare publikum, men også orkestret bagved og kamerafolkene rundtomkring, til at knække sammen af grin og tage sig til maverne, og en latterkvalt Phillip Faber til at udbryde: ”Du er jo syg i hovedet!”

EFTER AT HAVE fortæret en clubsandwich fra Lagkagehuset i pausen mellem to optagelser har Frederik Cilius endnu en gang sneget sig ud for at pulse ved en af indgangene til DR Byen. Han er ofte blevet beskrevet som en levemand med forkærlighed for store middage, alkohol og, ja, smøger. 

”Jeg tænker da over det. Nu har jeg røget i 22 år. Det er lang tid. Jeg har børn, og jeg har jo også en eller anden form for ansvar over for dem i forhold til ikke bare at dø.” 

Han puster røgen langsomt ud. 

”På den anden side kan jeg heller ikke lide, at verden bliver så strømlinet, som den har tendens til i øjeblikket. Man forsøger at skære alt det væk, der er for meget, for usundt. Jeg vil heller ikke tage Ozempic. Jeg vil være den sidste fede i Danmark, for der skal være én. Jeg vil være the 300 pound man, og jeg vil have sådan et omrejsende cirkus, hvor man kan komme ind og se mig.”

Han bapper på smøgen igen.

”Hele den der sundhedsbølge er jo en måde for folk at få sådan noget pseudo-indhold ind i deres liv, ikke? ’Jeg har sænket min kropsalder med fem år.’ Ja? Som du så kan bruge på at tage flere vitaminer og kosttilskud?”

Så skodder han cigaretten for at gå ind til endnu et par timer i spotlightet med DR’s symfoniorkester i ryggen.

”Jeg kan bare sige det sådan: Jeg vil hellere sidde én aften i operaen i Bayreuth, end jeg vil sidde et år på en romaskine. Det er jo det første, der er noget værd.”

Det er næsten altid urkomisk, når vrede, misundelse, griskhed eller hovmod bliver fremvist og afsløret. SIGNE MOLDE har gennem sin karriere gjort netop det: udstillet de syv dødssynder hos os danskere. Ud & Se har spurgt tv-værten og komikeren, hvornår hun egentlig selv falder i.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Isak Hoffmeyer

Vrede

JEG VAR DET vredeste menneske i verden, da jeg var barn. Jeg fik minimum ét hidsighedsanfald i døgnet, og årsagen var den samme hver gang: skuffelse. Jeg vidste nøjagtigt, hvordan jeg ville have tingene, men det blev jo sjældent sådan. Og så eksploderede hidsigproppen. Hold da kæft, det var anstrengende. For mig – jo – men nok især for mine omgivelser. 

Nu om dage er der langt til vreden. Jeg har stadig et temperament, der kan vrinske og slå gnister. Men decideret vred, det bliver jeg efterhånden sjældent. Som regel bliver vreden inden i min gamle krop. Jeg kan føle den buldre rundt som en kogevask i mit indre, men den kommer ikke ud. Sidste gang var, da jeg læste om oprøret i Iran, og om de piger, som det islamistiske præstestyre slår ihjel.

Vreden dukkede også op, da min datters veninde havde fået 12 i skolen og betroede mig, at hun helst ikke ville have, at vi talte om det. Hun ville for alt i verden ikke kaldes en 12-tals-pige. ”AAAARHG,” sagde det inden i mig. Skal man skamme sig over at være dygtig? Jeg blev så sur over, at begrebet ’12-tals-piger’ bliver brugt til at slå dygtige unge kvinder oven i hovedet. Selvfølgelig skal alting ikke handle om at præstere, men er det ikke mere prisværdigt at ville være dygtig end ikke at ville? Jeg føler mig også selv ramt af begrebet. Jeg vil gerne præstere på arbejdet og i det hele taget leve op til folks forventninger.

Den ekstroverte vrede – sådan noget med at råbe og skrige – gør jeg mig ikke i. Vrede gør mig mere tavs og indestængt. Til gengæld kan jeg bære den med mig længe, hvilket er skidt for nattesøvnen.

BUDDHA SAGDE nok aldrig ”Vrede er sjælens tarmskylning”. Jeg ville ønske, han havde sagt det, men citatet er mit eget, og jeg har netop fundet på det. Det betyder, at hvis du har hamret storetåen ind i et dørtrin, er den bedste medicin at blive vred, umulig og brøle, til smerten lægger sig.

Når jeg bliver uretfærdigt behandlet, ville jeg i mine yngre dage nok have bukket nakken og trukket på skuldrene og taget uretfærdigheden med mig hjem og været vred indeni. Det er en direkte tumpet måde at tackle uretfærdighed på. I dag springer jeg direkte på vreden. ”Dét der gider jeg ikke finde mig i,” er en sætning, jeg er begyndt at turde sige. Og det er en meget bedre taktik. Alle sparer både tid og knuder i maven. Men det er noget, jeg har lært, og det har taget lang tid at samle modet til det. Og man skal få det sagt i et tonefald, der ikke er aggressivt. Faktisk er dét at sige fra ofte den bedste start på en samtale om, hvordan man kan gøre tingene bedre.

Nu fik jeg måske fremstillet mig selv lidt ’jernlady’-agtig, men jeg er også sådan en, der ligger rigtig meget vågen. For nogle år siden blev jeg rasende, når jeg ikke kunne sove. Det kunne være meget stressagtigt med hjertebanken og voldsomme følelser. Det var både tanker om at præstere på arbejdet og tanker om alle mulige gode ting. Jeg blev sådan: ”Hvor er du kikset og pinlig. Tænk, at du ikke engang kan finde ud af at sove. Hvor dum er du?” Også fordi de ting, jeg lå og spekulerede over, som regel var fuldstændig ligegyldige i det store billede.  

Urolige ben er min følgesvend i sengen. Ret tit vil min krop bare ikke falde til ro. Tankerne ruller, og benene spjætter. Utallige søvnløse nætter har lært mig, at alene dét at ligge og hvile sig gør mig lidt friskere næste dag. Men mit bedste trick er at gå ud af sengen, sætte mig i sofaen og bare stirre ud i mørket, så kommer trætheden næsten altid snigende. En fyldt kalender er lig med nul nattesøvn for mig, derfor har jeg det bedre med at improvisere aftaler på dagen. Men vigtigst er det, at jeg har accepteret, at jeg er en elendig ’sover’, og at jeg godt kan klare mig alligevel. Alle har noget at døje med. Mit er søvn. Og eksem. Og noget med tarmen …

VREDE ER OGSÅ en god ting. Det kan være en drivkraft. Greta Thunberg er eksempelvis kommet langt ved at være indigneret og vred. Hun har placeret et ansvar. Hvis hun bare havde været sød, var hun ikke kommet så langt. Der er en anden energi i vreden.

Det mest uhyggelige er folk, der aldrig udtrykker deres vrede, men som bare suger den op. Sådan en zen-type fuld af raseri, der bare insisterer på at tale med ro i stemmen og spise dadler. Man ved bare, at han går hjem og tæver hunden eller ser unævnelige videoer på internettet. 

Gennem min karriere er der masser af mennesker, der er blevet rasende på mig. Jeg får alle mulige ondskabsfulde beskeder, når jeg har lavet tv. For eksempel at jeg er en møgkælling, der skal brænde op i helvede. Men det føles ikke så truende, for det virker ikke, som om der sidder en rigtig person bagved.  

Jeg har lavet et program med konspirationsteoretikere (’Konspirationsfolket har ordet’, red.), og i dag har jeg et godt forhold til dem, der medvirkede. Men efter det program fik jeg virkelig mange hadbeskeder fra konspiratoriske mennesker. Det gjorde dem edderspændt rasende, at jeg satte en lille smule spørgsmålstegn ved deres teorier. Lige pludselig blev jeg ringet op af politiet, fordi der især var én, der havde sendt mange dødstrusler rettet mod mig, så de blev nødt til at reagere. Det var ret ubehageligt trods alt.

SIGNE MOLDE-AMELUNG

45 år, tv-vært og komiker, gift med Peter Molde-Amelung, som hun har to døtre med. Født i Birkerød, bor i København. Blandt andet vært på tv-programmerne ’Signe Molde på udebane’, ’Quizzen med Signe Molde’, ’X-Factor’ og ’Zulu Late Night, Live’. Aktuel med ’Hva’ fanden havde du regnet med? ’, en landsdækkende foredragsturné om absurde forventninger til sig selv og livet.

DER ER NOGET komisk ved vrede, fordi det er et kontroltab. Hvis du er vred, og du ikke bliver taget alvorligt, bliver det endnu sjovere. Da vi lavede ’Quizzen’ (satireprogram på DR2, red.), var det sådan, at hver gang der var en, der blev vred, var det en god dag på arbejde. Det med ikke at kunne styre sine følelser er bare sjovt. Som da stakkes Bertel Haarder blev så vred på ham journalisten, der stillede det samme spørgsmål igen og igen. Jeg har et blødt punkt for Bertel Haarder, det må jeg sige. Og jeg synes, at han havde lidt ret. Journalisten var irriterende, og man må godt blive vred og miste besindelsen en gang imellem. Bertel Haarder havde fri og skulle ud med sin kone. Det var da også urimeligt at blive forstyrret lige der.  

Der er ikke noget bedre, end når nogen bliver sure, og man så driller dem og til sidst får dem til at grine med. Det gør vi tit med vores børn derhjemme, og mine forældre har også gjort det med mig. Jeg elsker vrede, det er vildt sjovt. 

AFSLAPPEDE TYPER kan virkelig sætte mit pis i kog, især hvis det er den slags mennesker, der kaster urealistiske livsråd i hovedet på andre. Piet Hein for eksempel, den gamle rimsmed og livskunstner. Det var ham med: ”Husk at leve, mens du gør det. Husk at elske, mens du tør det.” Den slags lyder godt. Som en slags lommefilosofiens reklameslogan. Men det er umuligt at efterleve. Alle ved jo godt, hvad han peger på: Livet er kort, og det foregår lige nu, fint, godt, udmærket, men hvad så? Skal jeg bare ignorere Aula og de grædende børn og droppe min mand til fordel for den frække 25-årige konditor nede i hipster-bageriet? Hvis man konstant mærker sig selv og hele tiden er opmærksom på at tilfredsstille sin egen nydelse, ender Piet Heins livsråd med at fabrikere den ene ynkelige egoist efter den anden. 

Jeg har læst en masse interview med gamle mennesker, der ligger på deres dødsleje, og som kigger tilbage på deres liv. De har ligesom begået alle fejlene, så her var måske en genvej til et nemmere og lettere liv for mig. Jeg blev helt opslugt af det, indtil det gik op for mig, at mange af dem nok har været dopede på smertestillende medicin og i bedste fald var mildt demente. Så hvor meget kan man stole på? Egentlig synes jeg også, at det er tarveligt at interviewe medborgere på dødslejet. Man kan høre journalisten: ”Hey, bedstemor, ville du lige gide bruge dine sidste to minutter på at genkalde dig alle dine fejltagelser?” Man må kunne bruge de sidste åndedrag på noget federe.

De siger i øvrigt alle sammen det samme: De fortryder, at de har arbejdet for meget, at de ikke har udlevet deres drømme, og at de har prøvet at leve op til andre folks forventninger i stedet for at gøre, hvad de havde lyst til. Der er helt sikkert en sandhed i det, som man kan lære af.

Hovmod

ORDET HOVMOD ER så sjældent brugt, at det ligger i samme støvede skuffe som hjortetakssalt. Egentlig er hovmod vel bare en nisseagtig måde at sige arrogance eller selvhøjtidelighed på. Sådan en som Donald Trump har fuld plade på alle syv dødssynder. Også på hovmod. Karaktertrækket er ret ulækkert, men det er også underholdende at betragte. Det er et træk, som går igen hos autokratiske typer. Trump mente for eksempel helt seriøst, at han snildt kunne trække tæppet væk under det amerikanske demokrati for at blive ved magten.

I den anden grøft er der nogle, som slet ikke udlever dødssynderne, katolske præster for eksempel. Og det kommer der heller ikke noget godt ud af. Jeg ville i hvert fald ikke sende mit barn i sådan en søndagsskole.  

JEG TRÆNER DAGLIGT i at kvæle mit eget hovmod. Jeg tror ikke på, at det er godt for noget at hvile på laurbærrene, heller ikke ryggen. Måske senere i tilværelsen, hvis der er nogle laurbær tilbage, men ikke nu. De seneste år er jeg begyndt at fatte, at vi mennesker jo bare er bittesmå, og at vi kun er her et kort øjeblik. Det har hjulpet mig at tænke på, at jeg ikke er vigtig, og at jeg ikke skal tage mig selv og alting så alvorligt. 

Selvfølgelig indeholder jeg også hovmod, men det gør lidt mere ondt at grave frem. Vi har lige købt et lille hus i Sverige med en stor grund til, der er meget naturagtig. Jeg har gået og ordnet udenfor, fældet et lille træ, så vi bedre kunne se ud ad vinduet, sådan noget. Min mand Peter og jeg blev faktisk uvenner over det. Han synes, jeg går rundt og ordner for meget og piller ved naturens orden. Han sagde: ”Det er, som om du kommer der og ’bare lige’ vil fikse det og det. Men naturen er ret vild, den har lavet grunden sådan her, og det er fint. Det eneste, der er perfekt, er alt det, vi ikke piller ved.” Jeg fik lidt dårlig samvittighed. Men så tilføjede han: ”Og dig. Du er jo også perfekt.” Men det sagde han kun, fordi han er en snu fedterøv.

Peter er meget naturmenneske. Han lukker edderkopper og insekter ud i stedet for at slå dem ihjel. Det er ret sødt, og det har han givet videre til mig: at dyrene også skal have lov til at være her. Men jeg er nu alligevel begyndt at prøve at fiske i søen ved huset derovre. Det forstår Peter slet ikke. For fiskene havde det jo fint, indtil jeg kom. Jeg fanger nu ikke noget, så det er en ægte win-win.

Jeg har lige læst noget med, at man for hundredvis af år siden i Japan ikke måtte spise kød af respekt for andre levende væsener. Det er vel også sådan, mange veganere og vegetarer tænker i dag. Jeg bliver aldrig veganer eller vegetar, men jeg synes, det er en ydmyg og god tanke, at man skal have respekt for dyrene. 

SIGNE MOLDE OM …

Ironi

”Jeg synes, det er totalt gammeldags at være sådan en, der siger, at ironi er gammeldags. For det er en misforståelse at skære ironi som greb over én kam. Folk bruger ironi hele tiden hver dag, og det kan både være vidunderligt sjovt, elegant og moderne. Det kan udstille, når folk tager sig selv for alvorligt, og det kan sætte ting som dødssynderne i relief. Men det er blevet sådan en ting, som nogle klogeåger prøver at stemple som et levn fra 90’erne, der ikke var sjovt. Men det var sjovt dengang, selvom det måske ikke er det med nutidens briller. Det er kun røvsyge mennesker, der aldrig bruger ironi.”

Dødssynderne

”De kan ses som en god opskrift på, hvordan man er et ordentligt menneske. Men lige så snart noget kommer ud af et meget tungt religiøst dogme, bimler og bamler mine advarselslamper. I bund og grund er dødssynderne jo redskaber til at holde folk nede, især kvinder. Det er nogle redskaber, der rigtig kan puste til skam og utilstrækkelighed og få visse følelser til at fremstå som forbudte. I ekstrem grad er alle dødssynderne uhyggelige.”

JEG KAN GODT LIDE at gå derhen, hvor det gør lidt ondt, der, hvor der er noget på spil, og hvor man kan mærke samtalen. Der, hvor man er ægte nysgerrig. Jeg vil gerne hurtigt forbi det høflige, fordi det er så kedeligt. Jeg er sådan: “Okay, lad os komme i gang med det samme.” Det er nok ikke hovmod, men mest af alt bare nysgerrighed.

Engang arbejdede jeg som vinsælger i et supermarked, og jeg blev hurtigt træt af at spørge, om folk ikke havde lyst til at smage. I stedet begyndte jeg bare at lægge flasken ned i deres kurv. Så skulle de overbevise mig om, hvorfor de ikke skulle have den, i stedet for at jeg skulle overbevise dem om, hvorfor de skulle have den. Det var meget sjovere, og hvis de ikke gad den lille dumme leg, kunne de bare tage flasken op. Så længe man altid laver et rum, hvor folk har mulighed for at sige fra eller gå, kan man slippe af sted med hvad som helst.  

Misundelse

MISUNDELSE ER IKKE kun en dårlig ting. Det er også et redskab til at mærke, hvad man egentlig ønsker sig. Misundelse klinger negativt, men man kan jo godt være misundelig og samtidig glæde sig på en andens vegne. For eksempel når man siger: ”Ej, hvor fedt, at du skal på skiferie, hvor er du heldig. Gid, det var mig.”  

Jeg er misundelig på folk, der kan sove, og på folk, som har en normal tarmflora. Min mand Peter sagde, at han godt kunne være misundelig, hvis der kommer en mand på hans alder gående, som ikke har måne, men som har masser af hår. Det kom lidt bag på mig, for jeg tænker ikke, at jeg håber, at han vågner op i morgen og har masser af hår. 

Engang skulle jeg spille bagdelen af et æsel i en skolekomedie. Jeg skulle simpelthen bare stå inde under et tæppe. Der var jeg altså lidt misundelig på de andre, der trods alt havde nogle federe roller. Et par år efter skulle vi lave en musical, hvor hovedrollen var en prins. Drengene tøvede med at melde sig, og jeg tænkte: ”Okay, det her er min chance.” Haps. Jeg rakte hånden op og endte med at spille prinsen. Det var megasjovt.  

Misundelse er fuldstændig menneskeligt, og den er der jo hele tiden. Der er alt muligt, man godt vil have, men som man ikke kan få. Når jeg kigger på mine kolleger, der ikke tvivler lige så meget på tingene, som jeg gør, kan jeg godt blive misundelig. Jeg overvejer tingene rigtig mange gange, og jeg overtænker og overforbereder mig tit. Det gør, at jeg godt kan blive usikker. Og så kigger jeg på dem, der bærer sig med en lethed og en ’det går nok’-attitude. Jeg ved egentlig ikke, om det er misundelse, men jeg tænker i hvert fald: ”Gud, hvor er du heldig, det ville jeg ønske, jeg også kunne.”  

Fråseri

VM I QATAR var psykose-fråseri og hovmod i sin vildeste form. Det var fuldstændig vanvittigt. Vi var alle sammen enige: Puha, de skulle skamme sig. Men da fodboldkampene kørte over skærmen, tog det mellem 10 og 15 sekunder at glemme de arbejdere, som alle de stadioner er bygget oven på.

Jeg køber selv en del friske blomster. De er helt sikkert fløjet ind alle mulige steder fra, men det er jo så hyggeligt … vi bilder os vel alle sammen ind, at vi prøver at være sådan nogle, der er ordentlige og tager hensyn til miljøet. Men vi har også alle sammen vores små ting, hvor man har det sådan lidt: ”Ja, ja, men lige her tager vi ikke hensyn.” Jeg har det så sådan med blomster. Og med belysning.  

Min livslyst visner, når jeg kommer ind i et rum oplyst af sparepærer. De er lysets svar på stegemargarine. Lyset fra dem er så grimt, koldt og nederen. Mens mine venner går op i at spare, går jeg op i at bruge en formue på pærer og elektricitet. Det er lykkedes mig at finde et sted i København, hvor de sælger de gode, gamle elpærer med blødt lys. Du må slet ikke lave de pærer længere, så meget sviner de. Jeg har også hørt om nogle steder i Polen, hvor de sælger de gamle gløde-elpærer. Min besættelse af belysning er helt sikkert med til at få kloden til at gå under. Jeg erkender: Det er vigtigt, at vi passer på naturen. Men altså … jeg kan jo ikke have dårlig belysning. Det er så ødselt et menneske, jeg kan være.

Jeg kan også godt lide at pynte op til jul. Med lyskæder og mærkelige ting. Det er vanvittigt dyrt med alt det lys, og derfor har vi også aftalt på vejen, at vi skal skære ned. Jeg endte nu alligevel med at putte en flot lyskæde på et træ. Jeg satte den op i vores have, der vender væk fra vejen. Så var der ikke så mange, der kunne se det.

SIGNE MOLDE OM … 

’Religiøse’ fodboldfans  

”Der er mange følelser i fodbold. Jeg lavede et program om FCK- og Brøndby-fans, hvor jeg var med til opvarmning og kamp på tribunerne i begge lejre. Det var spændende at undersøge, fordi jeg ikke helt kan sætte mig ind i det. De blev jo simpelthen rasende på mig over, at jeg først stod i en Brøndby-trøje og to uger senere i en FCK-trøje. Jeg troede først, det var lidt for sjov, da der var en, der kom og råbte, at jeg var en ’Brøndby-luder’. Det var spændende og sjovt at undersøge, for man opdager, at de få, der er ægte vrede, ødelægger det for de andre. De fleste er helt vildt søde og går bare sindssygt meget op i fodbold. Det er jo vildt fedt, fordi der er masser af passion på tribunerne. Tænk, hvis der slet ikke var noget, der kunne få ens pis i kog.”

Dovenskab

DER ER IKKE nødvendigvis noget galt i at være doven. Jeg synes først, dovenskab bliver et problem, når det gør én i dårligt humør. Jeg er et rastløst menneske, og hvis jeg ikke laver noget en hel dag, bliver jeg i dårligt humør. Hvis jeg for eksempel ligger og ser en tv-serie alene, er jeg simpelthen i dårligt humør, når den er slut. Det sker hver gang. Men jeg har fundet ud af, at hvis jeg ser en tv-serie sammen med Peter eller mine døtre, så synes jeg, det er hyggeligt og sjovt at se fjernsyn. Fordi det er noget, vi gør sammen. Det der med at sidde selv giver mig en virkelig flad fornemmelse.  

Til gengæld er jeg doven på alle mulige andre måder. Jeg går ikke specielt meget op i personlig hygiejne. Det er fint at gå i bad hver anden dag. I en lang periode havde vi ikke vand i vores sommerhus i Sverige. Der gik det også fint at vente i fire dage … så længe jeg holdt armene nede langs siden. I køkkenet springer jeg også over, hvor gærdet er lavest. Jeg er vildt dårlig til at lave mad, men virkelig god til at bestille takeaway. 

Da jeg var teenager, var jeg meget, meget doven. Jeg var teenage­sur, sov hele dagen og ryddede aldrig op. Det ville være fuldstændig forkert, hvis jeg får tegnet et billede af mig selv, hvor jeg altid er aktiv. Jeg laver ikke særlig mange ting. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad tiden går med. Den går bare. Jeg arbejder, er sammen med min familie og mine venner og tager på ture.  

JEG HAR ALDRIG rigtig dyrket sport, og jeg bryder mig ikke om det. På den måde er jeg kropsdoven, og jeg har aldrig prøvet at være i god form. Jeg havde en nabo, der slæbte mig med til noget håndboldtræning for et par år siden. Og jeg døde. Jeg var fuldstændig krebserød i hovedet. Det varede en hel time, hvor jeg blev pisket rundt efter den der bold. Jeg tror ikke, at min krop nogensinde har bevæget sig så meget før. Selvom de andre virkelig var søde, var det alt for voldsomt.  

Nu lunter jeg lidt rundt i nabolaget, og det er kun, fordi jeg begyndte at få ondt i ryggen. Hvis ikke jeg havde fået det, var jeg bare fortsat med ikke at røre mig overhovedet. 

Det spændende ved dovenskab er, at den er lidt dobbel. Man kan både være fysisk doven, og man kan være ugidelig. Det er ikke særlig spændende at være sammen med folk, som er dovne på alle parametre. Folk, der er socialt dovne, og som ikke bidrager med noget i en samtale eller til den gode stemning. Det er meget tungt at være i selskab med sådan nogle, der bare tager deres telefon frem. Nogle gange er det nok generthed og ikke dovenskab, men det er helt utroligt irriterende og demoraliserende.  

Jeg tror, at grænsen for dovenskab går der, hvor det begynder at gå ud over andre. I det store hele må du bruge dit liv fuldstændigt, som du har lyst. Men det er jo ikke sjovt at arbejde sammen med nogle, der er gennemført dovne. Dem, der altid går tidligt. De er dvaske, ligeglade, gør sig ikke umage med noget og siger tit: ”Det orker jeg ikke.” Det er så vildt at tænke på, at man overhovedet har et liv, hvor man kan sige dét til så mange ting: ”Det gider jeg ikke.” Okay, heldige røvhul.  

DE SYV DØDSSYNDER 

Pave Gregor I den Store (pave fra år 590) skrev den tidligst kendte liste over dødssynder. Den blev senere modificeret og endte med at omfatte de syv dødssynder, vi kender i dag. I den protestantiske kristendom opfattede man al synd som et oprør mod Gud, hvor man i katolicismen skelnede mellem tilgivelig synd og dødssynd.

Hovmod: Overmod, det modsatte af ydmyghed, at se sig selv som et væsen med grænseløse muligheder, blev regnet for et direkte oprør mod Gud.

Griskhed: Man vil eje og besidde meget af noget, griskheden er umættelig, og man er grådig.

Nydelsessyge: Står i modsætning til kyskhed og sættes ofte lig med utugt, altså utroskab, begær.

Fråseri: Kommer af det tyske ord fressen, at æde. I middelalderen var det en dødssynd at fråse i mad og drikke. Tolkes i dag ofte som et overforbrug af energi og naturens ressourcer.

Misundelse: Man vil have andel i et andet menneskes situation, status og anseelse. I Bibelen findes for eksempel historien om Kain og Abel som eksempel på misundelse.

Vrede: Det modsatte af tilgivelse og tålmodighed. Vreden ødelægger den person, den er rettet mod. Vender man vreden indad, ødelægger den én selv.

Dovenskab: Anses ikke som særlig ondskabsfuld, men som en egenskab, der leder mennesket ind i fortabelse og kedsomhed. Står i modsætning til mod og indsatsvilje.

Kilde: Tidligere lektor i teologi Peder Nørgaard-Højen, Kristeligt Dagblad

Nydelsessyge

I GAMMEL TID hed den her dødssynd ’utugt’ og stod i modsætning til kyskhed, det rene. Det har virkelig været en af de synder, der blev brugt til, at folk skulle skamme sig. Over at være liderlige og over at være utro. Selvfølgelig skal vi ikke gå rundt og bedrage hinanden. Men jeg har da også set eksempler på, at det var en ret god idé at knalde ham der sekretæren, fordi det ledte til, at et dårligt forhold fik en ende. Det der gamle skyld og skam, hvor man holder hinanden nede, er virkelig noget, der bringer mit pis i kog. Og nu hedder utugt så ’nydelsessyge’. Jeg tænker bare: Hvor bornerte er vi?  Hvad er det, vi snakker om? Jeg synes, det er sygt irriterende, hvis man begynder at kalde det ’nydelsessyge’, og det så skal brede sig til for eksempel det at spise.  

Det kan jo være ret fedt at have en lyst og så tilfredsstille den. Jeg spiste tre store flødeboller den anden dag, og det var megalækkert. Men hele italesættelsen af, at det er syndigt, er også med til, at man havner i overspisning. Man skammer sig over de tre flødeboller, og så føler man sig endnu mere ussel og tom indeni, og så spiser man tre mere.  

Hvis jeg er tørstig, skal jeg have noget at drikke nu. Jeg har mødt spædbørn, der er bedre til at behovsudsætte, end jeg er. Det er det samme, hvis jeg er sulten eller fryser. Jeg har altid alt muligt mad med – især knækbrød og peanuts – i min taske, for så er jeg sikker på, at jeg kan putte noget i munden, hvis jeg bliver akut sulten. Det resulterer så også i, at der er sindssygt ulækkert i min taske. Men det fungerer.  

Griskhed

GRISKHED ER MEGET usympatisk, men jeg synes egentlig, det er et gennemgående træk hos mennesker. Vi skal hele tiden have mere, større huse og nye biler. Hele vores måde at leve på er jo rendyrket hovmod, fråseri og griskhed. Det er for sindssygt, hvordan vi ikke har kunnet se noget før, at vi ikke bare kunne lade stå til med klimaet.  

Griskhed er farlig, hvis man ikke er bevidst om det. Og måske også meget menneskeligt, fordi man egentlig bare prøver at gøre en situation mest behagelig for sig selv. Det er heldigvis sjældent, at griskhed er ovre i ’Bamse & Kylling’-grøften, hvor Bamse konstant tager æren for det, Kylling har lavet. Den slags var aldrig blevet lavet som børnefjernsyn i dag.  

Min mand mindede mig lige om en sommerdag for nogle år siden. Vi kørte nordpå i bilen og stoppede på Strandvejen oppe mellem alle millionvillaerne for at få en is. Det var ikke verdens billigste ishus, så vi blev enige om at holde lidt igen. Børnene og min mand valgte først. Og til sidst blev det min tur. Det var virkelig lækre ting, de havde. Jeg bestilte en vaffel med både pistacie, chokolade og jordbær og flødebolle. Det var først da jeg bad om at få guf på, at jeg opdagede, at min familie stod og kiggede på mig, som om jeg var vanvittig. De stod der med hver deres bæger og en enkelt lille sparsommelig kugle hver, og så kom jeg med min gigantiske is. Hold kæft, hvor var det sjovt. De driller mig med det hver sommer.

Efter 40 år stopper Danmarks mest vedholdende og sjoveste satire-skuespiller med at lave cirkusrevy. Her beretter 80-årige ULF PILGAARD i syv livs-nedslag om at vokse op med en streng præstefar, om flugtvejen ind på de sjovere, skrå brædder, om kærlighed, om at miste, om troen på højere magter og om den energi, der hele livet og til stadighed brænder i ham.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Martin Bubandt

KINGOS KØBENHAVN

Jeg var fem år gammel, da min familie flyttede fra Skive til København i 1946. Min far, der havde været hjælpepræst i Skive, blev forfremmet til kapellan og fik en stilling i Kristkirken på Vesterbro. Det København, jeg kom til, og hvorfra jeg har mine første rigtige barndomsminder, var en by, hvor sporvogne og hestevogne kørte i gaderne. Vi flyttede ind i en fire et halvt-værelseslejlighed i Kingosgade nummer 13, der teknisk set var Frederiksberg, men lå lige på grænsen til Vesterbro. 

Kontrasten mellem de to bydele var stor. Frederiksberg var pænt og borgerligt, mens Vesterbro var fyldt med fattige arbejdere. Få havde penge efter krigen, og arbejdsløsheden var stor. På vej til skole på Rahbeks Allé holdt jeg mig altid på højre side af Vesterbrogade, for på den anden side, især i området omkring  Sorte Hest, risikerede man at få øretæver. 

Værtshuse var der mange af i kvarteret, hvor livet var præget af druk og slagsmål. Når mændene kom hjem med lønposen, skulle konerne sørge for at få fingrene i den, inden mændene drak det hele op.

Min fars sogn var Tove Ditlevsen-land, kvarteret omkring Hedebygade og Sundevedsgade. Ofte tog han min lillebror og mig med på hjemmebesøg, hvor familier på 7-8 mennesker sov i køjesenge i bittesmå toværelseslejligheder uden lokum – det lå ude på bagtrappen eller nede i gården. Hans hensigt var formentlig at lære os respekt for andre mennesker og deres evner til at klare sig.

Selvom vi var heldigere stillet end mange andre, fordi far havde fast arbejde og status af embedsmand, gik vi stadig rundt i gammelt tøj af elendig kvalitet. Når det gik i stykker, blev det lappet af ’Lappe-Larsen’, en lille, korpulent dame, der kom forbi med jævne mellemrum og stoppede vores strømper og syede lapper på vores tøj – en luksus, ikke alle havde råd til.

Dengang var en præst også en slags socialrådgiver. Folk kom til min far, når de skulle skilles, og han hjalp med jobsøgning, hvis nogle var blevet arbejdsløse.

Han var en flot ung mand, og kvinderne stormede ind i Kristkirken på Enghave Plads, hvor han blev en slags modepræst. Men derhjemme var han gammeldags, en rigtig patriark. Han havde en kæmpe autoritet og behøvede blot løfte øjenbrynene, så vidste vi, den var gal. 

Han havde et voldsomt temperament og var en mand, man skulle være forsigtig omkring. Samtidig havde han et dystert sind og faldt af og til ned i mørket – i dag ville man nok have kaldt det depression. Hans egen far, min farfar, havde været endnu strengere. Der blev delt øretæver ud til hans egne børn og til de elever, han underviste som førstelærer på den lokale skole. Min far slog os ikke, men resten tog han med sig. 

Mit barndomshjem fungerede helt efter de gamle familiemønstre. Min far gik på arbejde og tjente penge, mens min mor gik derhjemme og passede min lillebror, min lillesøster og mig. Vi bad fadervor, inden vi skulle sove, og bordbøn inden aftensmad. 

Når vi havde gæster på besøg, gik det sommetider galt. Hvis de begyndte at øse op, inden min far havde haft ordet, blev der fuldkommen stille rundt om bordet, og blikkene blev rettet mod den skyldige. Først når de undskyldende satte maden fra sig igen, kunne min far fortsætte. Senere i livet har jeg tænkt, at jeg måske skulle have været lidt strengere over for mine egne børn. Men jeg gik i den modsatte grøft, fordi jeg tænkte fandeme nej.

ULF PILGAARD KORT

Født 1940. Opvokset i Skive, København og Aarhus. Søn af præst Mads Christian Pilgaard og Clara Pilgaard. Har to søskende, Sune Pilgaard (død 2021) og Lene Blak.

Debuterede som professionel teaterskuespiller med Collagetruppen i 1963. Kom med i Cirkusrevyen første gang i 1968. Har siden været med i alt 40 år og hvert år siden 1986. I oktober siger han endegyldigt farvel til Cirkusrevyen.

Er især kendt for sine komiske roller, men har også spillet en lang række karakterroller på teateret, blandt andet i Østre Gasværk Teaters opsætning af dogmefilmen ’Festen’ i 2007.

Hans første filmrolle var ’Giv Gud en chance om søndagen’ i 1970. Har siden haft en række andre filmroller, blandt andet i ’Nattevagten’ (1994) og ’Farligt venskab’ (1995), som han vandt en Bodil og en Robert for. I 2010 spillede han erhvervslederen Joachim Chrone i tv-serien ’Borgen’.

Var fra 1970 og frem til hendes død i 2016 gift med Gitte Vibeke Pilgaard. Sammen fik de sønnerne Christian og Mikkel (død 2021). Bor i Hellerup.

Har været genstand for flere biografiske bogudgivelser, senest ’Hellere halvgammel end helt død’, der netop er udkommet på Lindhardt og Ringhof.

I oktober tager Ulf Pilgaard på turné med sit nye show ’Alle tiders Ulf’ sammen med revyskuespilleren Lukas Birch.

VITTIGHEDER OG VIRKELIGHEDSFLUGT

Jeg gik på Rahbekskolen, der lige akkurat lå på Frederiksberg. Min fritid tilbragte jeg i Vesterbro KFUM og som spejder i FDF på Frederiksberg. I de kristne ungdomsbevægelser blev der gjort et stort stykke arbejde for, at fattige børn og unge ikke skulle ende i kriminalitet eller andre problemer, og der blev arrangeret sociale aktiviteter efter skole, blandt andet amatørteater. Jeg spillede Astrid Lindgrens mesterdetektiv Blomkvist og var med i Soyas ’Den røde væske’, som min far satte op i kirken. 

Jeg var fantasifuld, og virkelighedsflugten tiltalte mig. Jeg var tynd og splejset og ikke meget værd i slåskampe mod drengene fra de andre gader på Vesterbro, som vi lå i krig med. Men på scenen kunne jeg føre an.

På en lejrskole i Nordsjælland i 5. klasse optrådte jeg impulsivt for mine klassekammerater. Det var ren improvisation, vittigheder, volapyk og ordleg, og jeg havde alles opmærksomhed – de skreg af grin. Følelsen af at være i centrum var himmelsk, og det var første gang, jeg mærkede mit talent for at underholde andre. 

Jeg kom dog hurtigt ned på jorden igen, da jeg efter lejrskolen fik lov at genopføre nummeret foran tavlen. Jeg gentog det til punkt og prikke, men ingen grinede. Set i bakspejlet var det min første lektion i, at humor ikke at noget, man bare trækker ud af ærmet. 

Jeg startede i første mellem på Skt. Jørgens Gymnasium. Det var en ren drengeskole. Vi var 30 drenge i klasselokalet, og der blev virkelig mobbet. Det gik hårdt ud over de svageste, og jeg begyndte at gøre, hvad jeg kunne for at få de andre til at grine. På den måde fandt jeg min rolle i klassen. 

Der gik heller ikke længe, før jeg opdagede, at jeg var ret god til at lære udenad og til at læse op. Det opdagede lærerne også, og når vi havde fritimer, blev jeg sat til at læse op af spændingsromaner for børn. Jeg havde en evne til at få de andre til at holde kæft, når jeg læste, og jeg fandt hurtigt ud af at dramatisere teksterne med min stemme. Jeg var slet ikke trænet; jeg havde kun været i biografen få gange, for billetterne var dyre. Jeg lyttede til Radioteatret, men ellers havde jeg ingen indsigt i, hvad drama var. 

På Skt. Jørgens fortsatte jeg i 1. g på nysproglig linje, for jeg var god til at læse og stave, men matematik kunne jeg ikke finde ud af. Jeg fik nye venner, og der var piger i klassen, hvilket var et jordskred i min bevidsthed.

Midt i 1. g blev min far tilbudt en stilling som sognepræst i Holme, en forstad til Aarhus. Vi forlod København, og jeg blev indskrevet på Aarhus Katedralskole, der dengang var en af de mest gammeldags skoler i Danmark. Den var kulsort og præget af forældede opdragelsesmetoder. 

I 2. g kom jeg med i gymnasieforeningen Heimdal, der arrangerede foredrag, udgav skolebladet og stod for den årlige skolerevy. Her fik jeg venner med samme interesse for litteratur som mig, der var så helvedes intellektuel.

En af mine nye venner blev Ole Lund Kirkegaard, som gik i min parallelklasse. Han var på det nærmeste anarkist, og da vi i 3. g vandt et kampvalg om at komme i Heimdals bestyrelse, overtog vi ansvaret for skolerevyen. Vi skrev et helt uforståeligt absurd teaterstykke ved navn ’Protokolmysteriet’ om ting, der forsvandt fra skolen – og til sidst også selve skolen – stærk inspireret af Beckett og Ionesco. 

Da vi opførte det, var eleverne de eneste, som grinede. Både lærerne og forældrene var rasende og opfattede det – ganske rigtigt – som et angreb på autoriteterne. Rektor Bertelsen blev i stykket fremstillet som en gammel forstokket mand. 

Han tog sin hævn nogle måneder senere, da vi blev studenter. Til dimissionen, mens mine forældre sad i salen, henvendte han sig direkte til mig: ”Ulf Pilgaard skulle måske nok tænke sig lidt om med hensyn til traditioner og deres betydning.” Jeg betragtede det som en stor cadeau, men min far var i chok.

SAGT OM ULF I

”Da jeg i 1986 skulle være med til at forhandle kontrakt med Ulf Pilgaard, var jeg teltholder på Dyrehavsbakken og havde året forinden overtaget Cirkusrevyen, der dengang var i krise. Det år vendte han tilbage til Cirkusrevyen efter en årrække i Tivolirevyen. Jeg var jo bare købmand og kendte Ulf fra revy og tv, så det var lidt grænseoverskridende at skulle sidde over for ham og forhandle løn. Men det gik heldigvis fint. Og han har jo været med hvert år siden.

Vi passer hver vores del af Cirkusrevyen, men jeg har altid oplevet Ulf som enormt professionel. Det er alle skuespillerne jo, men ingen mere end Ulf. Han brød sig ikke om, hvis vi kom ind og afbrød prøver eller numre. Der var et år, hvor vi havde en trylle­kabine på scenen. Til hver forestilling gik Claus Ryskjær ind, Ulf tryllede, og ud trådte en kendis. Når vi ikke kunne få fat i andre, var det Axel Strøbye. En aften ville vi lave sjov med Ulf under forestillingen, så da Ulf havde lavet sit tryllenummer, og tæppet gik fra, var det stadig bare ’Rysse’, der stod inde i kabinen. Vi andre var ved at falde døde om af grin, men Ulf var stiktosset. Han var gået forbi Axel Strøbye i baren på vej ind, så Ulf var sikker på, at det var ham, der skulle medvirke. Bagefter måtte vi give en undskyldning. Ulf kan sagtens tage sjov, men det må ikke gå ud over forestillingen og publikum.

Jeg plejer at sige, at Ulf er den femte mast i teltet herude. Han rager gevaldigt op i Cirkusrevyen, og vi er kede af at miste ham. Men det ville være synd, hvis han var fortsat fem år mere og ikke længere kunne det, han kunne engang. Jeg er glad for, at han stopper på toppen.”

Torben ’Træsko’ Pedersen, direktør i Cirkusrevyen

TRUSSER OG TEGLGÅRDSTRÆDE

Det var fantasiløshed, der gjorde, at jeg efter gymnasiet søgte ind på teologi på Aarhus Universitet. Der var intet pres hjemmefra, ikke andet end at jeg helst skulle have en universitetsuddannelse, men hvilken måtte jeg selv bestemme. Jeg valgte det, jeg kendte, men det fangede mig også dengang, især religionsfilosofien. 

Jeg gik på Aarhus Universitet i to år i et fantastisk miljø omkring Universitetsparken, som var fyldt med interessante mennesker. Men jeg boede stadig hjemme, og det var til sidst en pestilens. Jeg havde ingen frihed, og jeg blev kigget over skulderen, ligegyldigt hvad jeg lavede. Hvis jeg var ude med en pige i stedet for at sidde derhjemme og læse, blev det straks bemærket af mine forældre, også selvom jeg klarede mig fint på studiet. 

Mine forældre var på et tidspunkt i Skive for at besøge nogle gamle venner, og jeg havde inviteret et par kammerater og nogle piger hjem. Der var specielt én, som jeg håbede, jeg kunne komme i seng med. Jeg troede, at far og mor ville være væk hele weekenden, men midt i det hele kom de pludselig hjem tidligere end ventet. Min mor gik ind og åbnede døren til badeværelset, og ud kom en af pigerne kun iført trusser. Min mor begyndte at græde. I stedet for at tage det med et smil blev det betragtet som en skandale uden lige. 

Alle blev smidt ud, og jeg havde fået nok. Jeg var en voksen mand, 20 år gammel, og jeg tænkte, at nu måtte jeg væk hjemmefra. Den eneste måde, jeg kunne se det ske, var ved at lade mig indskrive på Københavns Universitet.

Jeg følte en enorm frihed, da jeg igen kom til København. Jeg fik et værelse i Teglgårdstræde i Pisserenden hos gamle fru Klint, der var ærkekøbenhavner og ikke havde en pløk tilbage i munden. Væggene var papirs­tynde, og jeg kunne høre alt, hvad der foregik i hele huset. I lejligheden nedenunder boede fru Klints søn, der var marskandiser, over for Grand Teatret. Hendes anden søn blev altid jagtet af politiet. De kom jævnligt og bankede på, når han var eftersøgt, fordi de troede, at han gemte sig hos sin mor. Længere nede ad gaden hang de prostituerede ud ad vinduerne, og det var simpelthen så eksotisk et miljø for en ung mand som mig, der kom fra Jylland. Jeg sugede det hele til mig, når jeg gik til Vor Frue Plads, hvor jeg studerede teologi på Københavns Universitet. 

STYKKET MED SILD

Kort efter at jeg var ankommet til København i marts 1961, skulle der afholdes optagelsesprøver til Studenterscenen. Jeg ringede med det samme til min barndomsven fra Rahbekskolen, Ole Michelsen (journalist, kendt fra filmprogrammet ’Bogart’, død 2020, red.). Han var også interesseret i teater, og sammen besluttede vi os for at gå til optagelsesprøven. 

Derhjemme havde jeg en bog stående med stykket ’Stolene’ af Ionesco – det absurde og eksperimenterende teater var dengang på mode. Vi valgte en scene fra den med en gammel dame og en gammel mand, der bor i et tårn med nogle stole. De venter gæster, men gæsterne dukker aldrig op. Vi øvede hjemme hos Oles mor, men indså, at det var umuligt at lære det hele udenad til dagen efter, hvor optagelsesprøven skulle finde sted. 

Da vi mødte op, sad der 20 og ventede på at komme til prøve. Det gad vi ikke, så vi gik over på Det Lille Apotek og fik et par bajere. Da vi kom tilbage, var der kun én tilbage. 

På scenen forklarede jeg, at vi ikke havde nået at lære det udenad, og spurgte, om det var i orden, at vi læste op. Det nikkede juryen ja til. Ole, der var en halv meter lavere end mig, spillede damen, mens jeg spillede manden. Vi holdt bogen mellem os og læste op, men nåede ikke langt, før de nærmest brækkede sig af grin. ”Stop, stop, I er optaget,” råbte de.

Mens jeg passede mine teologistudier, optrådte jeg samtidig på Vesterbros Ungdomsgård, der havde plads til 5-600 mennesker, med vildt, eksperimenterende teater. Og i efteråret 1962 og foråret 1963 var jeg med til at opsætte fem revyer, der krydsklippede klassiske forfattere med helt nye tekster tilsat sang og musik – collage kaldte vi det. Det var fantastisk dygtige folk, som skrev; Klaus Rifbjerg, Henrik Stangerup og Ivan Malinovski var med, og det var en kæmpe succes. 

I sommeren 1963 ringede Ole Michelsen til mig og spurgte, om jeg ville være med til at danne det, der kom til at hedde Collagetruppen. Til premieren senere samme år på Alléscenen fik jeg for første gang penge for at spille teater.

Til en af forestillingerne var Stig Lommer, der stod bag ABC Teatret, blandt publikum. Han tog fat i Preben Kaas, som dengang var et kæmpe navn, og sagde: ”Ham den lange, opløbne teolog skulle du altså tage at kigge nærmere på.” En dag på kollegiet fik jeg pludselig en opringning. Jeg blev tilbudt at være med i et børneteaterstykke. ”Hvem skal instruere?” spurgte jeg. ”Det skal Preben Kaas,” lød svaret. Jeg sagde ja med det samme.

Jeg fandt siden ud af, at den rolle handlede om, at Preben Kaas skulle se mig an. Efter en af forestillingerne inviterede han mig hjem til natmad. Over en sildemad tilbød han mig ud af det blå et års kontrakt som skuespiller på ABC Teatret på Frederiksberg. Lønnen var 3.000 kroner om måneden. Det var 1.000 kroner mere, end min far fik som sognepræst. 

Det slog benene væk under mig. Jeg kunne slet ikke forstå det. Den slags penge havde jeg aldrig været i nærheden af. Mine studier havde jeg indtil da finansieret ved en masse småjobs. Blandt andet bryggede jeg sodavand ude hos Tuborg, leverede Barnängen-sæbe til købmænd og spillede Fedtmule iført stor maske i Magasin i efterårsferien. 

Og så var der teologistudiet. Det kunne jeg jo ikke passe ved siden af et skuespillerjob på fuld tid. Jeg gik op til studielederen og fortalte, at jeg havde fået et job, hvor jeg kunne tjene penge til resten af mine studier. Han var begejstret og kvitterede med at lade mig bo et år mere på Elers’ Kollegium, hvor jeg var kommet ind, og hvor jeg blev draget ind i et miljø af historikere, teologer, litteraturfolk og politikere.

Min far blev derimod tosset. Jeg fortalte det ikke til mine forældre, men da de pludselig kunne læse om mig i avisen, fandt de ud af det. Han mente, at det var et gevaldigt skridt i den forkerte retning. Ikke fordi der var noget galt med revy, men jeg skulle have en uddannelse, et sikkert arbejde. Noget at falde tilbage på. 

SAGT OM ULF II

”Det gik op for mig, at Ulf var sjov, da jeg første gang hørte ham i ’Holdningsløse Tidende’, et satireprogram på P3. Men jeg har altid syntes, at han kunne mere end bare få folk til at grine. Vi mødtes sporadisk i nogle radio- og tv-sammenhænge, men først for alvor, da jeg i 1985 hyrede ham til en rolle i ’Walter og Carlo – Op på fars hat’.

Jeg syntes, at han havde en god timing i sin komik. Men samtidig var der noget menneskeligt i alle hans karakterer, som jeg fandt interessant. Man kunne godt mærke, at der var noget andet bag den sjove mand. Jeg tror, det skyldes den solide, eftertænksomme platform, han har fået med sig som søn af en præst. Ulf mestrer kunsten at forene det sjove og det alvorlige på en måde, som et af hans store forbilleder, Dirch Passer, aldrig formåede – der var eksempelvis ingen, som grinede, da han spillede kriminalkommissær Peter Wörmer i ’Nattevagten’.”

Jarl-Friis Mikkelsen, skuespiller, instruktør og tv-vært

STJERNESKUD

På ABC Teatret kom jeg ind ad døren med en vis selvtillid. Det var i 1966, og jeg var 25 år gammel. Godt nok havde jeg ikke gået på teaterskolen, men jeg havde jo masser af erfaring fra Studenterscenen og Collagetruppen, tænkte jeg. Men jeg kom hurtigt på dybt vand. Jeg skulle spille sammen med navne som Kirsten Walther, Jørgen Ryg og Preben Kaas. Det gjorde mig bange – de var stjerner, og jeg var bare en ung studerende.

Frygten mærkede jeg under prøverne, hvor jeg oplevede et helt andet pres. Det her var professionelt teater, som folk betalte for at se. Flere gange brast jeg i gråd af udmattelse, når jeg kom hjem på mit kollegieværelse. Jeg skulle også vænne mig til omgivelserne og til jargonen. Det var direkte tale, ikke som i det akademiske miljø, jeg var vant til. Preben Kaas lagde ikke fingrene imellem: ”Det er lort i Snehvides lommer,” sagde han engang til mig. 

Men jeg havde både talent og lyst til teater. Preben Kaas blev en mentor for mig, og han blev helt afgørende for mig. I efteråret 1966, da jeg gik på scenen til min kun tredje revy, lavede jeg en sketch om en præst, hvis prædiken var rent vrøvl. Det var Prebens idé, men da jeg gik i gang, var der ingen, der grinte. Jeg havde øvet og øvet, og jeg overdrev både mimikken og udtalen for at understrege pointen, men det virkede ikke. Den erfaring lærte mig antydningens kunst. 

Bagefter sagde Preben Kaas: ”Bare vent, når publikum først kender dig, vil de brække sig af grin.” Dengang troede jeg ikke på det, men det viste sig, at han fik ret. Da året var gået, blev min kontrakt forlænget. Jeg begyndte også at få tilbudt andre job, både teater og noget på fjernsyn. Og så besluttede jeg mig for at droppe helt ud af teologistudiet.

Min 26-års fødselsdag blev fejret sammen med ABC-holdet på Hotel Schaumburg i Holstebro, mens vi var på turné. Til festen var der en række af de såkaldte Lommerpiger, Stig Lommers korpiger. Jeg havde et godt øje til en af danserne, som var fotomodel. Under festen gik jeg ned på gaden og røg mit livs første joint i en port med Birger Jensen (skuespiller, red.). Da jeg ville tilbage på mit værelse, kunne jeg ikke komme ind. Det viste sig, at fotomodellen lå inde på værelset. Hun ville have overrasket mig, men var faldet i søvn. I stedet gik jeg ned til hendes eget værelse, som hun delte med en anden Lommerpige. Her fik jeg lov at overnatte hos Gitte, og dagen efter var vi to kærester. 

Hun var syv år yngre end mig, og vi flyttede ind på mit værelse på Elers’ Kollegium. Siden fik vi en lejlighed i Vanløse, og i 1970 blev vi gift, midt i en tid, hvor ægteskabet blev taget op til revision. Den frie kærlighed blev praktiseret, og der var mange fristelser. Jeg skulle da også lige eksperimentere lidt, tænkte jeg. Men det fandt jeg ud af, at Gitte ikke ville finde sig i, da jeg kom hjem til en tom lejlighed, fordi hun havde pakket sin tandbørste og var flyttet hjem til sine forældre. Jeg måtte vælge mellem hende og det frie liv. Og det var hende, jeg helst ville have.

SATIRE FOR ALVOR

I februar 1968 kom ’Hov-hov’, den første satiriske udsendelse på Danmarks Radio. Den var med velkendte skuespillere som Buster Larsen, Karl Stegger og Elin Reimer. Den daværende underholdningschef på DR, Niels-Jørgen Kaiser, havde holdt øje med mig på teaterscenen og tilbød mig en rolle. 

Det blev sendt lørdag aften – dengang var der kun én kanal, så hele Danmark kiggede med. I løbet af måneder vidste alle pludselig, hvem jeg var. Og Preben Kaas ringede og sagde: ”Nu skal du fandeme med i Cirkusrevyen.” Pludselig spillede jeg ved siden af stjerner som Kirsten Walther og Dirch Passer.

En god revy flytter sig hele tiden i forhold til det samfund, som omgiver den. Den kommenterer, og det, der sker i samfundet, det sker også i revyen. Grænserne for, hvad man kan sige, flytter sig hele tiden. Mange tror, at Cirkusrevyen bare er plat falde-på-halen-humor, men i perioder har den været et af de eneste steder, hvor den politiske satire har levet, mens den nærmest var begravet på tv og i radio. 

På nogle måder er det blevet sværere at lave revy i dag, end det var, da jeg begyndte. Dengang så alle det samme, men sådan er det ikke længere. Vi ville ikke kunne kommentere en tv-serie og regne med, at alle havde set den. Men der er stadig tendenser i tiden, personer og store begivenheder, som alle kan relatere til. Corona-pandemien er et oplagt eksempel, og man går heller aldrig helt galt i byen med den siddende statsminister.

Cirkusrevyen betød, at jeg blev puttet i en kasse som ham den sjove. Den blev sendt i tv og havde en enorm gennemslagskraft. I en del år kæmpede jeg imod og forsøgte at søge mere alvorlige roller, men det gik ikke altid så let. 

Gennem satire-udsendelserne i DR lærte jeg Ole Bornedal at kende, og da han skulle lave ’Nattevagten’, spurgte han mig, om jeg ville spille kriminalkommissær Peter Wörmer. Han vidste, at mange så mig som pæne, venlige, sjove Ulf Pilgaard, så jeg var den sidste, man ville mistænke for at være morder i en gyserfilm. Det var genialt set. Til premieren gik der et sus gennem salen, da de opdagede, at det var min karakter, der var skurken. 

Min rolle i ’Nattevagten’ betød nok mere for omverdenen end for mig. Det var, som om det gik op for nogle: ”Gud, kan han også lave den slags?” Jeg vidste godt, at jeg kunne. Jeg havde gjort det mange gange før på teateret, men det er der ikke lige så mange, der ser. 

Desværre er det oftest ikke befolkningen, men folk i filmbranchen, der er værst til at putte skuespillere i båse. Til en casting på ’Nattevagten’ havde jeg aldrig fået rollen, og casterne ville ikke have tænkt på at ringe til mig. De har ingen fantasi. 

Uden de mere alvorlige karakterroller havde jeg muligvis følt, at der manglede noget, men i dag føler jeg, at jeg har nået det, jeg skulle. Jeg har udforsket mange forskellige facetter af skuespillet gennem min karriere, ikke kun den komiske. 

SAGT OM ULF III

”Da jeg kom med i Cirkusrevyen første gang i 2006, kom jeg i skole hos Ulf og Lisbet (Dahl, red.). Vi spillede ni år sammen, hvor jeg sugede til mig af hans måde at gå til sit fag. Han har en professionalisme og en stamina, som er beundringsværdig. Hver eneste aften, sæson efter sæson, gennem 40 år, er han trådt op på scenen med den samme dedikation. Han har aldrig en dårlig dag, hvor han ikke orker eller kun giver 90 procent. Samme disciplin forventer Ulf af dem omkring ham, og det smitter af på hele forestillingen.

Jeg ved, at Ulf kan blive irriteret, hvis folk ikke respekterer eller forstår den skuespilkunst, der ligger i det. Måske skyldes det, at han får det til at se let og elegant ud, men det kræver lethed at more sig – det er hele kunsten. Hvis det ser svært ud, er det ikke sjovt. Ingen, der kender Ulf og har set ham arbejde, er i tvivl om, hvad det kræver.”

Ditte Hansen, skuespiller og komiker

TAB, TVIVL OG TRO 

Som søn af en præst er det naturligt, at Gud har fyldt meget i mit liv. I min barndom var jeg fast i min overbevisning om, at han selvfølgelig fandtes. Senere begyndte jeg at tvivle, og det havde formentlig givet mig samvittighedskvaler, hvis jeg var endt som præst. I dag tvivler jeg stadig, men jeg tror også. Ikke på Gud som en hvidhåret, langskægget mand, der sidder deroppe et sted, men som et princip og som en forklaring på det uforståelige; som det uforståelige i, at min søn Mikkel skulle væk herfra, før jeg selv skulle. 

Han blev fundet død her i foråret, lige midt i prøverne til årets Cirkusrevy, og det slog benene fuldstændig væk under mig. Han led af paranoid skizofreni, var førtidspensionist og havde kæmpet med et hashmisbrug, siden han var ung. Han blev kun 48, men hans krop var slidt op af alkohol og hash. Det er svært at forholde sig til, men min tro gør det nemmere. Jeg kan vende mig mod Gud og sige: ”Pas godt på ham, hvor end han er. Han var en god dreng.” Det er vigtigt for mig.

At miste er en naturlig del af at blive gammel. I 2016 døde min kone Gitte efter lang tids sygdom, og sidste år mistede jeg mit længste venskab, da Ole Michelsen gik bort. Men det er ikke kun menneskene, jeg mister. Jeg mister også erindringerne, for dem er man fælles om, og det er forfærdeligt. Når mennesker, jeg har delt mit liv med, forsvinder, er det, som om der også bliver spist en lille del af mig selv. Man lever jo ikke sit liv alene, men i kraft af andre. 

Man bliver den, man er, i kraft af andre, som ser på én og er med til at gøre én til den, man er. 

Min lillebror Sune døde kort tid efter min søn, og han havde en hukommelse som en elefant. I samtaler med ham kunne jeg ofte genkalde mig ting, som jeg havde fortrængt. Det kan jeg ikke længere.

Det har givet mig livslysten tilbage at finde kærligheden på ny. Sorgen over min kones død vil være der resten af mit liv, men det står ikke skrevet nogen steder, at man skal sygne hen i ensomhed af den grund. Min nye kæreste Annette ved godt, at jeg ikke holder op med at elske min kone. I de første år efter hun døde, var jeg til tider langt nede og bearbejdede det ved at begrave mig i arbejde. Nu har jeg igen lyst til at nyde livet. Derfor synes jeg, det er et passende tidspunkt at sige farvel til Cirkusrevyen. 

Jeg havde ikke selv tænkt over det, før Torben ’Træsko’ for et par år siden spurgte mig, hvor længe jeg regnede med at blive ved. Så kom jeg til at tænke: 2020, 40 sæsoner og 80 år – 20, 40, 80. Det kunne da være meget passende. Det bliver så et år senere på grund af pandemien.

De kræfter, jeg har, vil jeg nu bruge på noget andet. Det betyder ikke, at jeg er færdig som skuespiller. Så længe jeg har mit helbred, og nogen kan bruge mig, vil jeg gerne bruge mine evner og min erfaring i mindre roller på film eller tv. Men de store forpligtelser, dem er jeg færdig med.

 

Med satireprogrammet ’Tæt på sandheden’ er JONATAN SPANG nået ud til hele Danmark med begavet og bidende satire. Den teateruddannede komiker har fået nok af jokes om underklassen og tykke folk i provinsen. Han går efter magthaverne og hyklerne – men ingen kan vide sig sikker. Hvor går grænsen, og hvad driver Danmarks p.t. morsomste mand? Ud & Se gik i studiet med manden, der har fingeren på konfettikanonen.
Tekst:Christian MartinezFoto:Ricky John MolloyBilledbehandling:Flemming Roland

TAKE 1

Hej Jonatan. Undskyld, men hvem pokker hedder Jonatan uden h?

”Det gør Jonatan Løvehjerte (fra Astrid Lindgrens roman ’Brødrene Løvehjerte’, red.). Det er ham, jeg er opkaldt efter. Jeg græd og græd, da jeg fik den læst op som barn. Det er en forfærdelig historie. Han dør jo tidligt.”

Navnet betyder Guds højre hånd – er du det? 

”Ha! Nej, det er jeg sateme ikke. Men inden jeg kom ind på Teaterskolen, havde jeg faktisk tænkt mig at søge ind på teologi. Selvom jeg ikke tror på Gud. Hele ideen om tilgivelse er jo det største filosofiske nybrud nogensinde. Ideen om at standse hævnen og tilgive er jo helt vildt tænkt. Som filosof er Jesus uforlignelig. Om han så er Guds søn, er lidt mere tvivlsomt, men den indflydelse, som historien har, har altid fascineret mig, fordi den har kunnet få folk til at handle anderledes. Det var også derfor, vi lavede ’Biblen’, da jeg var chef for Nørrebro Teater.” 

Er det også målet med din egen satire? At få folk til at handle anderledes?

”Det har altid irriteret mig, når folk i teatermiljøet holder skåltaler og fortæller hinanden, hvor vigtig en forestilling er. Der har været en illusion om, at vi spillede noget for publikum, og så gik folk forandrede ud fra teatret. De var nye mennesker! Det vil jeg gerne opponere imod. Det føles enormt rart at sige til sig selv, at man har den effekt, men det er der jo ikke noget bevis for. Når jeg siger sådan i en debat eller på Folkemødet, bliver jeg upopulær, for der sidder kunstnere og taler om, at de inspirerer andre til dette og hint. Det har jeg meget svært ved at se. Mit håb med ’Tæt på sandheden’ er ikke, at folk bliver forandrede, men at det skaber en nysgerrighed for at sætte sig ind i ting.”

Så det, du laver, er en form for nudging?

”Ja, det er så langt, jeg vil gå.”

Nu vi er ved det: Kan du en Jesus-joke?

”Kun en af Uffe Holm, som handler om Jesus’ hul i hånden, som han bruger til at onanere med. Den ville nok støde nogle mennesker.”  

TAKE 2

Der hænger en meget stor og meget tung lampe over Jonatan Spangs hoved. Han er midt i en monolog om året, der gik, og konstaterer energisk, at selvom 2020 nok var et lorteår, så var der alligevel nogle, som fik noget godt ud af det. For eksempel Mette Frederiksen, der viste, hvor populær man kan blive med en kombination af rå magt og hygge. Eller, som han formulerer det, ”som at se Stalin bage vaniljekranse.” Spang sidder casual klædt i marineblå sweater og sorte jeans ved det store skrivebord i DR Byens studie 6 og er i fuld gang med generalprøven til optagelserne af ’Tæt på sandheden: Nytårsspecial’, da han løfter blikket og får øje på monstrummet over sig: Lampen kan hæves og sænkes med en kran og har en praktisk funktion under optagelserne af showet, men som den dingler der, faretruende stort i luftrummet over ham, ligner den et damoklessværd i en ny tv-alder.

”Har jeg haft den hængende over hovedet altid?” spørger han ud i rummet. ”Burde jeg have en hjelm på?”

Produktionsholdet fniser, men ellers er der ingen, der siger noget. Det store studie 6 er tomt. I modsætning til tidligere sæsoner af ’Tæt på sandheden’ er der på grund af corona-restriktioner ikke publikum på settet. Så den eneste, der griner af Jonatan Spangs jokes i løbet af optagelserne, er indspilningslederen Linda, der til gengæld griner ofte, højt og helt ned i maven. Sikkert ikke kun for at motivere Spang, så han ikke føler, at han spiller bold op ad intetheden, men også fordi hun ikke kan lade være. 

Sådan er der også mange andre danskere, der har det med komikeren, skuespilleren og den tidligere teater­direktør, der med sin kombination af funny bones, skuespillerevner og samfundssatire står i spidsen for et tv-program, der lægger afstand til the usual suspects i det danske comedy-landskab. Slut med Øbberbøv og lagkagekomik. Siden DR2-programmet gik i luften første gang i september 2017, har Spang udstillet alt fra bundkorrupte kvotekonger i dansk fiskeri til liderlige partiledere på Christiansborg og taget grundigt pis på den danske presse med faste indslag som ”den omvendte Cavling”, en parodi på Danmarks fineste journalistiske pris, der i programmet gives til tvivlsom journalistik. 

I pauserne går hovedpersonen selv rundt på settet med en vandflaske og udveksler noter med produktionslederen, hvis han da ikke går koncentreret i cirkler om sig selv. Indimellem springer han uden varsel op på scenen og øver en række indstuderede dansetrin, mens han fløjter melodien ’America’ fra musicalen ’West Side Story’. Det ser ufrivilligt komisk ud, som om talkshow-værten momentant har tabt sutten. Men at dømme ud fra Spangs stædige gentagelser er der mening med galskaben. De dansetrin er ikke bare for sjov.

BAG KULISSEN

’Holdet bag ’Tæt på sandheden’ består af tre komikere, der skriver, to journalister, der researcher, fact-tjekker og former historierne, samt en producent, en produktionsleder, to grafikere, en instruktør og en klipper. Holdet mødes hver tirsdag og har en uge til at producere indholdet, der sendes på DR2 om fredagen. Næste sæson af ’TPS’ får premiere 12. februar på DR2.

TAKE 3

Du har lige afsluttet femte sæson af ’Tæt på sandheden’. Hvad driver dig? 

”Det er grundlæggende et demokratisk projekt og har været det alle årene. Det starter med, at jeg læser noget, som fanger min interesse. Jeg ser mig omkring og konstaterer, at der er vildt mange mennesker, som har travlt med at gøre tingene mere besværlige, end de er. Politikere, debattører, akademikere, journalister. Der er mange, der har travlt med at lyde kloge og lukke sig om sig selv. Så sætter de tingene så højt op på hylden, at almindelige mennesker ikke kan nå dem. For så er man fri for alle mulige menneskers mening, og at de blander sig. Man hører det igen og igen: ’Ej men, det er noget EU.’ Så ved man godt, at så snakker man ikke mere om den sag. Man bruger et sprog, som ekskluderer en kæmpestor del af befolkningen, for så kan man have lov at have det for sig selv. Finansverdenen for eksempel. Der har man opfundet et sprog, som er umuligt at forstå for andre. Men de insisterer på at bruge det for at ekskludere os og gøre os afhængige af dem. Projektet for mig er at tage noget fra de hylder og sætte det ned, hvor flere mennesker har adgang til det. Jeg håber ikke, at nogen bruger showet som deres primære nyhedskilde, men jeg håber, at det kan skabe nysgerrighed hos folk til at sætte sig ind i tingene.”

Det sagde det amerikanske satire-koryfæ Jon Stewart også om sit program ’The Daily Show’ … 

”Det er sjovt, jeg havde en medarbejderudviklingssamtale forleden. Vi er blevet så meget et team på ’Tæt på sandheden’, at vi har den slags nu. Min produktionsleder sagde, at han var stolt af, at så mange får deres nyheder gennem os. ’Det synes jeg ikke, at du skal tænke,’ sagde jeg til ham. ’For det placerer et så tungt ansvar på os, at det bliver ødelæggende for at kunne lave showet.’ Hvis vi får skabt den historie i organisationen, bukker vi under i et eller andet storhedsvanvid. Så det er noget, jeg prøver at slå ned på. Kontrakten er, at nu skal vi have det sjovt. Det er det første, jeg lover dig som seer. Du skal også blive klogere, men alle budskaber i verden er spændt ud mellem gennemslagskraften og redeligheden. Og hvis jeg skal vælge, så vælger jeg altid gennemslagskraften.” 

Så du tonser rundt på kontoret med konfetti-kanonen trukket?

”Ja, den er også nødt til at være der. Ellers risikerer vi som komikere at blive selvhøjtidelige. Som de amerikanske talkshow-værter, der efter 11. september blev et samlingspunkt for amerikanerne. Det var måske klædeligt, da David Letterman gik på skærmen efter 14 dages pause med en opsang, men der sneg sig en selvhøjtidelighed ind i komikken, som jeg synes har bredt sig, og som er gift for komikere. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er sådan noget som Zulu Comedy Galla noget underligt noget. Selv om man forsøger at gøre præmien lidt sjov, er prisuddelinger jo alt det modsatte af, hvad vi komikere står for. Vi peger og griner af dem, der løfter pokaler, og så står vi selv og løfter en? Det er derfor, at den, jeg vandt i 2018, står ved siden af en pokal fra Dortmunds hundeudstilling i 1981.”

Har du også vundet dén?

”Haha, nej.”

Folk kender dig fra dine shows, men din baggrund er mindre kendt. Hvor kommer du fra?

”Jeg er vokset op i Gladsaxe. Jeg er skilsmissebarn, min mor var pædagog, min far var ingeniør i Datacentralen, som var statens datafirma. Måske er det derfor, jeg som barn følte mig lidt odd. Jeg havde aldrig mødt nogen, som var kunstner eller skuespiller. Der gik mange år, før jeg blev bevidst om, at man overhovedet kunne gå den vej.” 

Hvornår skete det?

”Efter folkeskolen tog alle på gymnasiet, men jeg besluttede mig for at tage væk. Jeg ville på efterskole. Bagefter kom jeg ind på Den Fri Ungdomsuddannelse, hvor man selv kunne sammensætte sin uddannelse. Jeg var begyndt at lave improvisationsteater og fik mulighed for at læse på high school i Wisconsin. Jeg fik lavet en ansøgning om, at jeg ville dygtiggøre mig inden for teater derovre. Det kunne jeg også have gjort i Gladsaxe, men USA lød sjovere. Det var super interessant at komme et sted, hvor alle var republikanere og kristne. Det var et sindssygt kulturchok. Det foregreb også min interesse for amerikansk politik og samfundsforhold.”  

Var du klassens klovn?

”Ja, men jeg var ikke en klassisk klovn, for jeg var også fagligt dygtig. Jeg talte meget og brugte mange fremmedord. I skolen kaldte de andre mig for Professor Bal­thazar efter tegneseriefiguren.” 

Hvornår optrådte du første gang?

”I folkeskolen, som var super duper uinspirerende, men et af få lyspunkter var juleafslutningen, hvor man kunne optræde for forældrene. Første gang spillede vi en sketch fra tv-programmet ’Under uret’ med Hans Otto Bisgaard og Peter Larsen, bedst kendt i rollen som Tjener Frandsen. Jeg gik i femte og spillede Tjener Frandsen. Jeg syntes, Peter Larsen var fantastisk. Dér startede det, selvom jeg ikke turde tænke tanken, at det var det, jeg ville lave. Men jeg kunne mærke den enorme energi, der var ved at stå på scenen, publikums respons. Mit hoved eksploderede.”

Hvornår besluttede du dig for at gøre det til en levevej?

”Jeg voksede op med forældre, som aldrig talte positivt om deres arbejde. Det var altid: ’Åh, hvor dødssygt, nu skal vi på arbejde igen.’ De var 68’ere, som nok gerne ville have realiseret sig selv, men som endte som lønmodtagere. Det havde de det svært med. Jeg tog tidligt en beslutning om, at jeg var ligeglad med, om jeg skulle leve på en sten. Jeg begyndte på en dramadaghøjskole i Brøndbyøster, hvor vi spillede improvisationsteater. Der mødte jeg en pige, som havde søgt ind på Teaterskolen, og jeg tænkte: ’Gud, findes der en skole for den slags?’ Jeg var 18 år og søgte ind året efter. Det er tydeligt for mig nu, hvad dannelse og baggrund kan gøre. Jeg vidste jo ingenting. ’Lav en monolog på tre minutter,’ lød det til optagelsesprøven. Jeg havde ingen forudsætninger og havde kun været i teatret få gange før. Men det at stå på en scene gav mig noget, og jeg var god til det. Jeg kom ind på skolen i andet forsøg.”  

Hvordan kom du i gang med standup?

”Min ven Christian flyttede ind i Teglgårdsstræde i Pisserenden i København. Der lå Kulcafeen, hvor der hver tirsdag var gratis standup. Jeg havde ikke set stand­up før, men en dag, efter at vi havde set ’Nattevagten’, udfordrede han mig til at optræde. Der sad måske 30 mennesker den første aften, vildere var det heller ikke, men det føltes vanvittigt. Jeg havde kort tid inden været i sommerhus i Blokhus og set et diskotek, der reklamerede med at have Brian Nielsen som ’gæstedørmand’. Det syntes jeg var vildt sjovt, for man kender jo begrebet ’gæstebartender’, men sgu da ikke dørmand? Jeg fik lavet en joke om, at man kunne komme og få tæsk af sit idol. Anden gang jeg optrådte, kom Uffe Holm hen til mig og spurgte, hvor længe jeg havde lavet stand­up. Da jeg svarede, at det var anden gang, sagde han bare: ’Det der kan du godt finde ud af.’ Når jeg stod på scenen, forsvandt min hang til at se tingene fra mange sider, med for mange nuancer og for meget støj. Verden blev enkel, sort-hvid. Jeg fandt ud af, at jeg trivedes og kunne være til stede i det. I det amatørteater, jeg havde spillet inden, var alt enormt bøvlet til sammenligning. Der skulle øves, laves kulisser etc. Standup havde en hurtighed, som jeg elskede. Det er det, som stadig fascinerer mig så mange år senere, og som jeg også elsker i dag. Vi får en idé, skriver den ned på et stykke papir, og med hjælp fra resten af holdet bliver den til virkelighed.” 

Hvad har været den værste oplevelse på scenen?

”Jeg optrådte engang for et selskab af Brøndby-fans, som lige havde tabt en kamp til OB. Det var jo ikke min skyld, men jeg blev stadig truet med tæsk.”   

Du er standupper, skuespiller, direktør, tv-vært. Hvad kalder du dig selv? 

”Jeg tog en fireårig skuespilleruddannelse, og det er meget identitetsskabende, så i mange år følte jeg mig som skuespiller. Jeg har aldrig følt mig som standupper, mere som komiker. Det gode for mig i starten var, at man bare kunne få en idé og gå ned på Kulcafeen og optræde. Bagsiden var, at der var en ret snæver opfattelse af, hvad standup var. I 90’erne var det en snobben nedad, meget af det var noget sexistisk bavl og pølsemandssnak. Da jeg startede, var det eneste vigtige: Kan jeg få dem til at grine? Da det var på plads, var det næste: Hvad ville være interessant at tale om? Dér løb jeg ind i det problem, at jeg ikke har en særlig folkelig smag. Jeg kommer ikke til at sige noget om fodbold. Vi var flere komikere i de år, der tænkte: Findes der et andet publikum derude? Vi drømte om, at det i Danmark kunne gå ligesom i New York i 70’erne, hvor det meste standup i starten foregik i klubberne omkring Times Square. Da Woody Allen forsøgte sig med et live comedy-show dér, gik det ad helvede til. Det var for højpandet og havde ikke den energi, som krævedes. Men så fik hans manager ham ind på The Bitter End i The Village, i et jazzmiljø, og så kørte det.” 

JONATAN SPANG

Født i 1978 i Gladsaxe. Uddannet skuespiller. Vandt DM i standup i 1999. Har siden spillet teater og film, været teaterdirektør for Nørrebro Teater og komiker. Med DR-programmet ’Tæt på sandheden’ har han siden 2017 indtaget rollen som en af landets mest toneangivende satirikere.

Har katten Olga, en gadekat fra et internat, og et surbundsbed, hvor han dyrker hortensier. Kæmper sig på tredje år gennem Prousts romanserie ’På sporet af den tabte tid’. Spillede trækbasun i seks år som barn.

TAKE 4

 Jonatan Spang puster ud i DR Byens kantine over en tallerken varme kikærter med grøntsager og fladbrød, mens han får generalprøven lidt på afstand. Et kort øjeblik ligner han en mand, der ikke har sovet i et år. Han kan lige nå at skovle maden i sig, tage en powernap, klæde om til nytårsoutfittet, og så er det klar til optagelse. Sæsonens sidste afsnit skal i kassen, og alle tiders lorteår skal i graven. 

”Hvad er det, man siger? Det skal ikke være kunst, det skal være færdigt,” siger han med et træt smil om de forestående optagelser i studie 6.

Men Jonatan Spang ligner ikke en mand, der gør tingene halvhjertet. Da han rejser sig og går ud for at få luft, ser han en kort stund helt indebrændt ud med mørke øjne og blussende kinder. Måske er det rigtige ord indædt. Måske er han bare koncentreret. Vidste man ikke bedre, kunne man have ham mistænkt for, at det faktisk gerne må være kunst. Bare man griner af det. 

20 minutter senere står han igen oppe på scenen og langer indforståede jokes ud af ærmet imellem optagelserne, som får kamerafolkene til at grine. En form for værkstedshumor, der løsner op på settet, men midt i moroen har han et fokus og en arbejdsdisciplin, som man ikke skal stille sig i vejen for. Som da Spang afbryder en monolog om Danske Banks never-ending svindelsager, fordi han distraheres af en makeupartist i salen, der har sat sig for tæt på teleprompteren, og kontant beder hende rykke ud af sit synsfelt. Ganske udramatisk, men en lille reminder om, at Spang nok har funny bones, men også har været vant til at have chef-kasketten på, siden han som 29-årig overtog direktørstolen på Nørrebro Teater. Måske får han det også sagt lidt for kontant, for i pausen bagefter kommer han ned og undskylder: 

”Jeg er ked af, hvis jeg blev lidt onkel stram,” siger han til makeupartisten.

TAKE 5

Hvornår har du sidst grinet, altså rigtigt, nedefra og op?

”Min hustru viser mig YouTube-videoer med katte, som nogle gange får skovlen under mig, selvom det er ufint. Jeg driller hende med, at jeg tager på arbejde og laver satire, og så sidder hun og ser en kat hoppe ned i en sok. Hvordan kan hun leve med sig selv? Det tager hun rimelig roligt. Jeg kan også virkelig grine af MC (Michael Christiansen, red.), som er hovedforfatter på ’Tæt på sandheden’. Han kan sige ting, hvor jeg næsten ikke kan holde op med at grine igen. Man bliver fagskadet, der er ting, som vi synes er vildt sjove, som andre måske ikke synes. Vi lavede for eksempel et indslag om Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og så skriver MC: ’Hvad ved vi egentligt om WHO, andet end at det var dem, som lukkede hundene ud? (Ordspil over det caribiske monster-pophit ’Who Let the Dogs Out?’, red.).” 

Er der noget, du ikke vil gøre grin med?

”Jeg synes, det er helt ukontroversielt at sige, men det, at man kan blive slået ihjel for at lave grin med islam, giver det selvfølgelig en særlig status. Alle, der påstår andet, er nogle forbandede løgnere. Det er det eneste, du kan blive slået ihjel for – eller du kan blive udskammet. Men det er ikke lige så slemt som at blive dræbt.” 

Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge …

”Ja, der tager man gerne noget skam. Men der er også ting, som bare er svære at lave sjov med. Vi sendte en hel sæson, hvor den mest omtalte sag i pressen var ubådssagen. Den lavede vi ikke jokes med, selvom mediedækningen blev stadig mere bizar. Som da Weekend­avisen sendte en krimiforfatter ind i retssalen. Det var jo porno. Nogle gange rører vi ikke et emne, fordi det er kontroversielt, men fordi det er kedeligt. Som da alt drejede sig om OK-forhandlingerne, og TV Avisen kun handlede om, hvorvidt forhandlerne nu også havde båret madrasser ind.”

Er der noget, du savner i dansk humor i dag? 

”Der er mange, der laver noget fedt, men der har været en tendens i mange år til, at grinet handlede meget om socialgruppe 5. Folk med kun lidt uddannelse og beskedent økonomisk rygstød. På DR har man kaldt det socialsatiren, så var det lidt finere. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over det, men det var ikke det, jeg havde lyst til. Det var vigtigt for mig at lave noget om nogle andre mennesker.” 

Hvordan er det at være komiker i en krænkelsesparat tid?

”Jeg kan godt blive forbløffet over, hvordan woke og social conscience-krigerne nogle gange kaster sig over folk, som faktisk forsøger at tale om noget med indhold. Når de bliver vrede på Signe Molde og hendes program ’Signe Molde på udebane’ (der blandt andet laver sjov med LGBTQ+-miljøet og veganere, red.), så er det pudsigt, at ingen bliver stødt over ’Natholdet’, der griner af en tyk mand fra Jylland. Det er ofte amerikanske problemstillinger, som overføres 1:1 til Danmark. Mest tydeligt med Black Lives Matter, hvor man leger, at en amerikansk problematik er dansk. Det er den ikke. Jeg er hvid, mand og heteroseksuel, hvilket betyder, at jeg er præcis den gruppe, som alle kan tillade sig at skælde ud på. Og jeg accepterer præmissen om, at nogle ting har været nemmere for mig.” 

Hvad for eksempel?

”Da jeg startede med at lave standup, lignede jeg en standupper, en ung dreng med strithår. Det har været sværere for kvinder. Men når jeg ser kvinder i toppen af dansk kulturliv, som er vokset op med alle muligheder og har gået på de bedste skoler, og de snakker om privilegieblindhed hos hvide mænd, så støder det mig. Jeg sætter mig gerne med dem med et Excel-ark og kigger på, hvilke muligheder jeg har taget fra dem. Jeg skal ikke slå ud efter min egen baggrund, men jeg har ikke fået noget forærende. Man kan altså være hvid, heteroseksuel mand på rigtig mange måder.”

Apropos dit drengede udseende. Har det nogensinde spændt ben for dig?  

”Jeg blev direktør for Nørrebro Teater som 29-årig, og dengang arbejdede mit udseende og image imod mig. Jeg kan stadig huske, at Per Pallesen (den dengang afgående chef for Nørrebro Teater, red.) konsekvent kaldte mig ’min dreng’. Det var fandeme specielt. Der er jo ikke nogen, som gider være ’min dreng’. Folk havde en opfattelse af mig som en opkomling, der bare var for sjov.” 

Hvad var dit overlevelsestrick i den sammenhæng?

”At blive sur. En del af min drivkraft i de år var, at jeg ’kraftedeme skulle vise dem, at jeg godt kan’. Det prøver jeg at arbejde mig væk fra i dag. Vi er alle sammen tandjul i et stort urværk, vi udfylder forskellige funktioner. Vi er ikke hinandens modstandere.” 

Det lyder, som om du er blevet voksen?

”Jeg er ikke rastløs, som da jeg var ung. Det har givet mig et andet fokus. Jeg kigger ikke på, hvad for et projekt jeg kunne tænke mig at lave efter det her. Jeg tænker: Jeg vil gerne lave det her så længe som muligt. Så er der ydre omstændigheder, der gør, at man ikke kan få lov at gøre det for altid. Og det kunne være, hvis det her program udløste en eller anden form for shitstorm.” 

I SENG MED FJENDEN

’Pernille Vermund snaver’ hedder en YouTube-video, som næsten 45.000 danskere har set. Den subtile titel hentyder til det 13 sekunder lange tungekys mellem partilederen for Nye Borgerlige og Jonatan Spang, som i 2018 skabte overskrifter i anden sæson af ’TPS’. ”Har Pernille Vermund lige snavet sig i Folketinget?” skrev journalist Ditte Giese i Heartbeats, mens politisk kommentator Jarl Cordua udtalte: ”Det er godt nok vildt. Det her er ikke set før.”

Hvordan fik du Pernille Vermund til at tungekysse dig? 

”Vi lavede ’Tæt på sandheden’ fra Folkemødet. Fordommen om Folkemødet er jo, at politikere, journalister og meningsdannere drikker sig skidefulde og knalder. Vi jokede med, hvem den værste ville være, man kunne vågne op ved siden af, og blev enige om, at det ville være en skandale, hvis jeg var sammen med Pernille Vermund.”

Hvorfor?

”Ja, hvorfor egentlig? Jeg kan jo spørge dig: Hvis nu det havde været Rosa Lund fra Enhedslisten, ville du så overhovedet stille det spørgsmål, eller ville det have været en glemt sag? Det er den historie, som jeg oftest bliver konfronteret med, når folk har fået lidt at drikke: ’Hvorfor gjorde du det?’ Det er jo interessant, og det beviser, at det var rigtigt set. Det var en skandale. Det havde været totalt ligegyldigt, hvis jeg var vågnet op ved siden af Rosa Lund. Så havde ingen sagt noget. På samme måde, som ingen løftede et øjenbryn, da Thor Möger Pedersen, en tidligere SF-minister, blev vært for et debatprogram på DR2. Hvis det derimod havde været Morten Messerschmidt, var folk gået amok. Det var det hykleri, jeg ville pege fingre ad.”

Hvordan fik du så kysset i stand?

”Jeg ringede til Vermund og forklarede baggrunden. Hun var sød og høflig og fortalte, at det var det samme i hendes afdeling: Det ville være et stigma for hende at være sammen med en DR-vært. Det var også det, som var sjovt ved det. Især bagefter, hvor folk anklager mig for at have skabt et monster. Vi skrev sketchen, og hun var helt indforstået med den. Og måske er der alligevel den sandhed i fordommen om Folkemødet, at det hele er lidt mere loose. Det kys blev jo lige lidt mere autentisk.”

Kom det snav bag på dig?

”Nej. Men jeg var spændt på det inden, fordi vi ikke kendte hinanden, og fordi hun ikke er skuespiller. Men det blev meget vellykket. Der stod i manuskriptet, at de kysser hinanden, og det var hun jo med på. Men folk får nogle gange kolde fødder, og hun kunne have sagt: ’Kan vi ikke bare nøjes med et knus?’ Det er jeg glad for, at hun ikke gjorde, for jeg ville jo have den størst mulige effekt. Jeg har ikke nogen blufærdighed, ikke i en professionel sammenhæng. Der går jeg planken ud. Da vi bagefter sad i klipperummet, kiggede vi materialet igennem og snakkede om, hvordan det ville se ud, hvis vi lavede det længst mulige kys. Vi klippede kysset sammen fra tre forskellige vinkler. Det så fedt ud! Jeg sendte det til Vermund, og hun syntes, det var for voldsomt, og det kunne jeg også godt forstå. ’Men det er sådan, det bliver,’ sagde jeg.”

Hvordan reagerede hun på det?

”Jeg tager hatten af for hende. Hun havde en uge til at forberede, hvordan hun ville spinne den, og det gjorde hun helt fantastisk. Nogle synes, at jeg bærer et ansvar for hendes succes. I det omfang, jeg har gjort noget, så er det jo, at jeg har givet hende muligheden for at vise, at hun har selvironi. Så fortjenesten er jo hendes.”

TAKE 6

Jonatan Spang står klar med konfettikanonen, et fast indslag i ’Tæt på sandheden’, hvor han fejrer noget fantastisk ved vores land i en regn af konfetti, hvorefter realiteterne får ham ned på jorden igen. Det er svært at sige, om det er eftermiddagsluren eller turen i sminken, der har givet ham en sundere kulør, men nu træder han veloplagt og velfriseret ind på scenen iført et kongeblåt jakkesæt og hvid skjorte uden slips. 

”Må jeg bede om mit closeup?” siger han til et af kameraerne i studiet – i en ironisk reference til klassikeren ’Sunset Boulevard’ fra 1950. I filmens afsluttende scene går divaen Norma Desmond langsomt ned ad trapperne i sin villa og rækker ud efter kameraet, mens hun siger de udødelige ord: ”All right, Mr. DeMille, I’m ready for my closeup.” 

De næste minutter får Spang instrukser over øresneglen fra kontrolrummet bag scenen og kvitterer for modtagelsen med et ”ja tak!”, der får ham til at lyde som en kok, der tager imod bestillinger i et køkken. Det er fis og ballade og så alligevel ikke. Der eksekveres, fornemmer man. 

Den sidste sekvens af ’Tæt på sandheden’, der skal skydes, er rent teknisk også den sværeste. Det er det dansenummer, han har øvet sig på igen og igen. Hvert trin på scenen skal koordineres med fire professionelle dansere, en satirisk monolog over året, der gik, og en løssluppen sang om Donald Trumps Amerika, der ender med, at Jonatan Spang skyder en af danserne på scenen. 

”Jeg tæller takter og beder til Gud,” siger Spang til produktionslederen i øresneglen.

Selvom han er en mand af mange talenter, er der grænser for, hvor meget man kan spidsbelaste både venstre og højre hjernehalvdel samtidig. Det hele er lidt som at se en flyveleder i verdens travleste lufthavn under en snestorm. I sidste ende får holdet den lange sekvens i kassen efter en håndfuld retakes, ikke mindst fordi de kan klippe sig ud af svipserne, nu hvor der ikke er publikum på. Noget kan man trods alt bruge corona til. 

”Jeg kan være her til midnat, min kone er til venindemiddag. Jeg skal bare hjem efter det her og sidde med min kat,” forsikrer Jonatan Spang oppe fra scenen. 

Det bliver ikke nødvendigt. Den sidste instruks fra produktionslederen afslutter en lang arbejdsdag med ordene ”it’s a wrap”. Spang løsner op i et lettet smil, der forplanter sig i kroppen på ham. Hans jakkesæt er gennemblødt af sved. Det kan man ikke se på tv-skærmen, men det er måske hans talent: At få det til at se nemt ud, selvom det ikke er det. 

TAKE 7

Hvad ville en eventuel shitstorm mod dig eller programmet handle om, tror du?

”Om at sparke nedad. En af de ting, man siger om satire, er, at det altid skal sparke opad. Og det er ofte rigtigt. Men primært handler det om, hvor hykleriet er. Det nytter ikke noget, at folk kun er hyklere på et eller andet bestemt højt niveau. Sådan er det jo ikke, hykleriet findes jo alle mulige steder. Og bare fordi du er en sølle hykler, så er du jo stadig en hykler. Så simpelt er det. Det interessante er så, at alle har sindssygt travlt med at iscenesætte sig selv som værende nederst.”

Har du et eksempel?

”I tredje sæson begyndte vi at interessere os for LøkkeFonden (Lars Løkkes fond for utilpassede drenge, red.). Det er jo besynderligt med en siddende statsminister, som starter et parallelt skolesystem i privat regi, mens han er øverste leder for den danske folkeskole. Som så åbenbart har fejlet så meget, at han starter sit eget private skoleforløb for at råde bod på det offentlige system. Der er supermeget komik og hykleri i det. Men da han konfronterede mig med det, sagde han ikke: ’Jeg er skidetræt af, at du hænger mig ud på den måde. Det er usagligt.’ Han sagde: ’Jeg synes jo, at det er sjovt, men drengene … der er nogle drenge, som har det rigtig svært, og som er fagligt rigtig dårlige.’ Så er jeg pludselig ham, der står øverst og sparker ned på de små drenge. At iscenesætte sig selv som svag er jo en måde, man får magt på i dag. Du bliver fredet, hævet over kritik. Det er også derfor, at hver gang nogen er vred på mig, så siger de ikke ’Jonatan’. Nej, det er ’DR’, der har slået på dem, eller ’DR-vært siger sådan og sådan’. Så er jeg licenskongen, der kommer med milliarder i ryggen! Det var derfor, programmet skulle hedde ’Tæt på sandheden med Jonatan Spang’ og ikke ’DR2’s skæve nyheder’. Jo mere jeg var afsender og ikke DR, jo bedre. DR har flere gange lavet satire, som de har trukket tilbage og undskyldt for. Det vidste jeg ville være en udfordring. Hvordan skulle jeg undgå det? En del af kalkulen blev, at vi som program tager stilling fra sag til sag. Hvis vi holder med Inger Støjberg i Instrukskommissionen, kan vi så også mene noget andet senere og vende 180 grader? Der tog vi en beslutning: Det kan vi godt.”

Ingen hellige køer? 

”Hvis man først gik ind og lavede traditionel dansk tv-satire, som ligger et sted omkring De Radikale, så ville man på et tidspunkt løbe ind i problemer, som altid opstår. Så sidder Morten Messerschmidt og andre, som faktisk er vågne på det her tidspunkt, og spørger: ’Hvorfor sker det her igen?’ Tag for eksempel ’Borgen’. Når du ser den karakter i tv-serien, som skal forestille at være fra Dansk Folkeparti –  men som hedder noget andet i serien – så er det Ole Thestrup, der har en thaikvinde og kun snakker om grisemad. Det er jo sindssygt, at det kan lade sig gøre. Og jeg kan da godt forstå, at Messerschmidt laver foreningen Kritiske Licensbetalere. Vi prøver at give seeren en oplevelse af, at vi slår på alle. Min teori er, at så får man mere frihed. Men det ændrer ikke ved, at jeg tror, at ’Tæt på sandheden’ ender med at bukke under i en shitstorm. Nogen vil på et tidspunkt sige: Kan det være rigtigt, at han som hvid, heteronormativ, ciskønnet mand kan få lov til at sige det her?”

I årtier har Casper Christensen været et household name på linje med dyrlægens natmad, dåseåbneren og dansk design. Forfatter Martin Kongstad har fulgt den 52-årige komiker tæt og beder ham her stille skarpt på 10 steder, der har formet det menneske, som mange af os kender – eller tror, at vi gør.
Foto:Lærke Posselt

1. EN GARAGE I JENAGADE, AMAGER

I slutningen af 90’erne havde jeg været vært på en masse store tv-shows og var kommet langt væk fra comedy. Jeg var i arbejdsmæssig krise og kørte rundt i Spanien med Anette (Toftgård, hans kone på daværende tidspunkt, red.) og min lille datter og tænkte over, hvordan jeg kunne komme tilbage til udgangspunktet. Jeg havde brugt mange kræfter på at please og lave det, som alle mulige andre syntes, at jeg skulle lave. Min tanke med ’Mandrillen’ var det modsatte. 

Det skulle være en slags parodi på et talkshow og indeholde alle de traditionelle elementer: vært, et stort skrivebord, skiftende gæster, men vi skulle opfinde det hele, gæsterne skulle tale mærkeligt, og det skulle være så svævende, at der ikke var noget at holde fast i. Mit mål var, at ingen anede, hvad der foregik.

Jeg insisterede på at køre direkte fra lufthavnen og pitche ideen for DR, mens min familie sad og ventede i bilen. ”Sketchene skal optages i ét hug,” sagde jeg. ”Jeg vil ikke have, at vi stopper på noget tidspunkt. Det bliver kun skud fra hoften.”  Producenten forstod overhovedet ikke, hvad jeg ville. Jeg sagde: ”Giv mig den dårligste sendetid på den mindst attraktive kanal.” Jeg fik mandag, onsdag og fredag på DR2 klokken 23.30 og et mikroskopisk budget. 

Jeg var tilknyttet produktionsselskabet Metronome dengang og fortalte dem, at jeg havde fået en lillebitte pose penge til at lave mit nye projekt for, og at det vigtigste var, at vi kunne lave nøjagtig, hvad vi ville, uden at nogen blandede sig. De kiggede på pengeposen og sagde, at de ikke kunne leje os ind i et studie for den slat. 

”Jeg vil ikke have et studie, sagde jeg. ”Er der ikke et lille rum et sted?” 

Så kom chefen i tanke om en garage. Det var en trist, våd dag, og vi gik ud på parkeringspladsen og hen til nogle barakker, og dér lå den gamle garage. Det var et perfekt sted til et antishow. Vi fik bygget en stationær kulisse i den ene ende med søjler og et værtsbord. Det blev rigtig pænt. Resten var totalt hærg. Folk sad ved gamle skoleborde og skrev manus, man ventede på en udslidt sofa, og det lille smadrede sidelokale blev sminkerum. Derinde sad Silvia fra Venezuela, utrolig smuk og meget alternativ i sin makeup. Hun gav os så meget sminke på, at det så kunstigt ud. Det var perfekt. 

Der lå en masse gamle brædder, og de var skidegode til en sketch, et gammelt toilet blev et andet nummer. Rummet gav en masse til energien i programmet og til følelsen af, at der ikke var noget pres og ingen stress. Det var en kæmpe lettelse i forhold til at skulle arbejde i et tungt og dyrt studie. Der var ingen redaktører, og processen var vanvittig enkel og speedet. Vi klippede direkte på et bånd i kameraet. Vi optog første sketch uden ophold. ”Er alle glade?” ”Ja.” Godt, ny hat på, næste sketch. Værsgo. ”Er vi glade?” ”Nej, den vil vi gerne have igen.” Spole tilbage, spole tilbage, og så en gang til. Optage oven i første forsøg og videre. 

Vi skrev om morgenen, optog klokken 14, afleverede båndet til DR inden 18, og det blev sendt samme aften. Seermæssigt lykkedes det aldrig, men kreativt gik det godt, fordi rammerne, produktionsmetoden og folkene var rigtige. Man kan sidde og skrive noget skidesjovt, som dør, når det kommer ind i et stort apparat med kæmpe studie, tøjprøver og flere dages klipning. 

Det vigtige ved ’Casper & Mandrilaftalen’ var, at vi i hver eneste sketch kastede os frygtløst ud i intetheden. Ingen vidste, om det ville komme til at fungere. Man var nødt til at tro på, at det ville blive sjovt at slå en badmintonketsjer mod en pose kartoffelmel.

Vi har mødtes et par gange siden, og det er der ingen magi i. Det var det. Jeg kan godt forstå, hvis gamle succesbands siger nej til at samles igen. Hvis man rammer noget rent sammen, så har det – måske – en tid, og hvis det har, skal man ikke prøve at gentage det. Vi har fået tilbud om kæmpe job, for der er fans, som ikke slipper ’Mandrillen’. Men vi har altid sagt nej. Det samme gælder ’Tæskeholdet’.

2. BONANZA HIGH SCHOOL, DEL REY AVENUE, LAS VEGAS, USA 

Som 17-årig var jeg exchange student i Las Vegas i et år og gik på Bonanza. Det er en stor, flad etplansbygning uden vinduer. Når man bor i en ørken, har man ikke brug for, at solen bager, det regner måske tre dage om året, og man færdes hele dagen indenfor og går fra klasse til klasse. Der gik et par tusind, og skolen var særlig, fordi man havde blandet hvid middelklasse med unge fra de hårdeste kvarterer, og de var næsten alle sammen sorte. Man ville have folk til at møde hinanden, men det skete ikke. 

Jeg havde danset electric boogie i Birkerød, hvor jeg voksede op, og kunne godt lide rap, og jeg havde en drøm om at få en sort kammerat at danse med. Jeg blev lovet tæv et par gange, det var det tætteste, jeg kom på en sort ven, ellers var det fuldkommen adskilte grupper. 

For mig var noget af det mest fantastiske, at der ikke blev taget hensyn. Ingen vidste, at jeg var exchange student, jeg måtte bare klare mig selv. Jeg sad ved siden af en fyr i faget American history, han var en stoner med langt, fedtet hår og skovhuggertern, og han røg joints og var lettere utilpasset og hed Ozzy. Overfor sad en anden stoner, som var døbt Bacardi. Da året var gået, ønskede de mig god tur hjem til Denver. 

”Det er ikke Denver,” sagde jeg. ”Det er Denmark.” 

”Nå, det anede vi ikke.” 

Jeg valgte at tage teater på skolen, og det blev et gennembrud for mig. Jeg kom fra en socialdemokratisk dansk tradition, hvor alle skulle være med til skolekomedien, også selv om de hverken havde talent eller lyst. Man måtte ikke stikke næsen frem, og der blev trukket lod om, hvem der skulle spille hovedrollen. Sjovt nok gjaldt den samme ligestilling ikke i sport. Der måtte man gerne have et hierarki, og man trak ikke lod om, hvem der skulle være angriber på skoleholdet. Det gav sig selv. Ham astmatikeren med brillerne havde ikke en chance, og det var mig. Jeg havde voldsom astma som barn, faktisk så alvorligt, at jeg en overgang måtte sove i et klinisk rent værelse. Når de andre dyrkede sport, sad jeg hjemme på mit værelse og hørte Tintin-bånd eller Disney og kunne alle stemmer udenad. 

Men på Bonanza tog de talent for teater alvorligt. Der var optagelsesprøve til stykket på skolen. Hvad kan du? Det var fantastisk for mig at blive bedømt på min kunnen. Jeg stillede op til en mimekonkurrence på skolen og gik videre. Jeg endte med at vinde førstepladsen i Nevada-mesterskaberne for high schools, og så fik jeg rollen som ond prins, en slags forløber for ’Klovn’, i et stort opsat skolestykke og vandt prisen for bedste mandlige birolle, et meget stort trofæ, som jeg slæbte med hjem. Jeg havde set forsølvede krus fra badmintonturneringer hos mine danske skolekammerater eller pokaler fra fodbold, og der var absolut ingen chance for, at jeg kunne vinde sådan en præmie og få det rygklap. Men fuck jer alle sammen, her kom jeg hjem med pokal og medalje og en tro på, at jeg kunne noget. 

Jeg troede egentlig, at jeg skulle være fotograf, og var optaget på EFG (en tidligere grunduddannelse, der var tænkt som en afløser for mesterlæren, red.). Men jeg udskød det, da jeg fik mulighed for at komme til USA. Da jeg vendte hjem, var det at optræde det eneste, jeg ville. Jeg fandt min vej på Bonanza High School.

CASPER SET BAGFRA

Debuterede som standup-komiker som 20-årig og blev hurtigt stjernen i det danske miljø. Blev landskendt som vært for kæmpesuccesen ’Husk lige tandbørsten’ på DR (1995-96) og var derefter vært på en lang række shows.

I slutningen af 90’erne begynd­te han at lave comedy-serier til tv. Først ’Casper & Mandrilaftalen’ (1999), hvor han for første gang arbejdede sammen med Frank Hvam, siden sitcommen ’Langt fra Las Vegas’ (2001-03), hvor han viste sine evner som manuskriptforfatter. Casper Christensen og Frank Hvam fortsatte det tætte samarbejde med ’Klovn’ i midten af 00’erne. Serien blev en stor succes og har indtil nu kørt i syv sæsoner.

Den første ’Klovn’-spillefilm blev set af næsten 900.000 danskere og blev et kulthit i USA. Casper Christensen blev derefter manuskriptforfatter i Los Angeles og har siden arbejdet sammen med blandt andre den engelske komiker Sacha Baron Cohen.

3. RESTAURANT GALLEGA, PORT D’ANDRATX, MALLORCA, SPANIEN

Det er en misforståelse, at Jarl og jeg har været tætte venner hele livet, og at jeg derfor nærmest er vokset op med Isabel (Caspers nuværende kone, Isabel Christensen, som er datter af Jarl Friis-Mikkelsen, red.). Vi blev kærester, da hun var 25, og inden da havde jeg kun mødt hende én gang. Det var på Mallorca. Hun var 16. 

Port d’Andratx på Mallorca er en sær lille oase, som i mange år har haft et vist koncentrat af kendte danskere. Det skyldes Bent Fabricius-Bjerre, som var pioner sammen med Jørn Utzon og Ole Ritter, og siden kom familien Asbæk og en masse andre til, blandt andet Jarl, og det betyder, at Isabel har kendt byen hele livet. 

Jeg begyndte selv at komme der for 15 år siden. Der er ingen strand, og det betyder, at turismen holdes på et fint niveau. Jeg var nede for at skrive en film, som aldrig blev til noget, mens Iben (Hjejle, kæreste 2003-11, red.) lå udenfor og solede sig, og en aften var vi på den lille fiskerestaurant Gallega og mødte Jarl. Det var hyggeligt, og efter lidt tid kom to 16-årige piger gående: Isabel og hendes veninde. Jarl præsenterede os. Både Iben og jeg var meget kendte dengang, og Isabel var fuldkommen pisseligeglad. 

På det tidspunkt talte hun i halvt tempo, og hun havde kun ét spørgsmål til sin far: 

”Må man egentlig ryge på Barracuda (natklub, red.)?”

Det var det første, jeg hørte hende sige.

Otte år senere var jeg til Zulu Awards, og Jarl fortalte, at hans datter var kommet hjem fra Schweiz, og han ville høre, om jeg eventuelt havde et job til hende. Min businesspartner tog en jobsamtale med Isabel, og så blev hun min personlige assistent. Hendes første job var at indrette mit kontor, og det var hun fantastisk til. Hun reddede mig ud af mine evindelige tøjkriser ved at finde mit værtstøj. Jeg havde ingen idé om, at det skulle være andet end et professionelt forhold. 

Efter et halvt år besluttede jeg, at vi alle sammen skulle til LA i en tid. Det var Iben og mig og vores børn med barnepige, og da min tur derover også var professionel med møder ude i byen, tog jeg også min assistent med. Tingene kørte helt vildt. Jeg havde lavet mit eget produktionsselskab, og ’Live fra Bremen’ var en succes på TV 2. Jeg lejede en motherfucker af et hus i Hollywood Hills og to Cadillac Escalades. Alle havde eget værelse, og der var udsigt over byen og infinity pool med lys. Der var skruet helt op for Kardashian-knappen. 

Jeg havde hele livet drømt om at prøve mig selv af derovre og havde en fest over at være der. Jeg legede, at jeg var amerikaner, og Isabel arrangerede kæmpefest for alle dem, jeg kendte derovre. Joaquin Phoenix og Casey Affleck kom tilfældigt forbi, de boede lige ved siden af. Jeg havde gang i noget hjerneblødningsagtigt vanvid, ligesom i ’Klovn’-filmen, det var lys og flammer og ’her kommer jeg’ og grillet kobekød til alle, og det var slet, slet ikke Ibens stil. 

Jeg hoppede rundt i poolen med børnene, vores nanny og Isabel. Hun elskede byen lige så meget, som jeg gjorde. Hun kom til at repræsentere drømmen om L.A. Hun havde fundet huset og arrangeret det hele, og hun flød lige ind i det. Hun ligner ovenikøbet en amerikaner. 

4. HORNBÆK KIRKE, NORDSJÆLLAND

For et par år siden begyndte jeg at føle en åbning mod noget spirituelt. Tidligere var det nærmest modsat. Jeg er hverken døbt eller konfirmeret og var af den overbevisning, at alt havde en naturlig forklaring. Jeg opfattede religiøse mennesker som hjernevaskede og skræmmende. Som barn besøgte vi nogle indremissionske bekendte. De bad bordbøn, og der gik en isnende kulde gennem mit lille barneskelet, da de lukkede øjnene og bad til Vorherre. Det var grænseoverskridende sært. 

Men så fik jeg en fornemmelse af, at der fandtes noget mere, og indså, at der eksisterer noget, som jeg aldrig kommer til at forstå. Den accept af noget større gjorde, at jeg åbnede mig og begyndte at tænke over det, og for et år siden besluttede jeg at blive døbt. Skulle jeg gøre det alene og i al hemmelighed eller være sammen med nogen? Jo mere jeg tænkte, jo klarere stod det, at jeg skulle døbes i fuld åbenhed og stå ved det. 

Det er meget tabubelagt at sige højt, at man tror på Gud. Gennem årene har jeg sagt alt det, man ikke må, opført mig grænseoverskridende på mange måder og fortalt om utroskab, kønssygdomme, drukture og skilsmisser, men intet har været så svært at tale om som min tro på, at Jesus er i nærheden. 

Jeg ringede til præsten i Hornbæk og fortalte, at jeg gerne ville døbes samme dag som min søn. Hun inviterede til møde, og jeg tog derned sammen med min søn Jagger og min kone Isabel. Hun spurgte, hvorfor jeg ville døbes, og jeg fortalte, at jeg oplever tilstedeværelsen af en guddommelig kraft og føler en konstant tilstedeværelse af Jesus i mit liv, og det var svært for mig at holde hovedet koldt. 

”Du bliver rørt,” sagde hun. ”Ja, jeg er simpelthen så glad og afslappet og fyldt op af noget, og jeg glæder mig meget til at blive døbt.” ”Det er ikke så ofte, at mennesker på din alder finder en tro og beslutter sig for at blive døbt,” sagde hun, men jeg blev døbt i Hornbæk Kirke den 22. august på min 52-årsfødselsdag og på min søns etårs, vi er født samme dag. 

I kirken var min og Isabels familie og meget få venner. Vi gik ind i kirken som et hold i en slags formation. Jagger og jeg var forrest, fordi vi skulle døbes, og han blev båret af sin gudfar, Isabels mors mand. Jeg gik altså op ad kirkegulvet i orgelbrus sammen med en mand på min egen alder, og det lignede fuldkommen et homoseksuelt bryllup, hvor Flemming og jeg kom gående med vores fælles barn.

Jeg skulle ned på knæ for at få vand i håret under dåben. Jeg er begyndt at gå med briller igen, og jeg vidste, at vandet ville løbe ned over min pande og dugge brillerne, hvis jeg rejste mig. Så jeg blev siddende, til præsten kom med en serviet.

Jeg har let til tårer, og jeg var meget tæt på, men jeg ville gerne holde den, og det lykkedes. Fantastisk dag, alt føltes rigtigt og fuld af glæde, og Isabel forærede mig et guldkors, som jeg bærer om halsen. Det er jo en sindssyg transformation for mig. Det er ikke mere end fem år siden, at jeg nærmere tilbad djævlen.

5.  LAGERBYGNINGERNE VED MCDONALD’S I NYBORG, FYN

I gamle dage kørte jeg ofte til Jylland for at lave standup i weekenden, og på vejen hjem holdt jeg altid pause ved McDonald’s i Nyborg. Jeg var blevet kendt, så jeg havde ikke lyst til at gå ind og sætte mig, for så var der opmærksomhed og autografer, så jeg kørte til drive-in og bestilte, og så rullede jeg hen til mit lille sweetspot, som jeg fandt ved et tilfælde. 

Det er et af de mest trøstesløse steder, jeg har været. Det er en død parkeringsplads, hvor man kigger på nogle lukkede lagerbygninger og kan høre motorvejen suse. Der er aldrig et øje, og det gav mig en melankolsk mavepuster, som jeg tidligere godt kunne lide at dyrke. Jeg sad der og kiggede ind på de tomme barakker og spiste min burger og havde ondt af mig selv. De fleste gange havde jeg tømmermænd. 

Siden mødte jeg Iben (Hjejle, red.), og en gang imellem tog hun med mig til Jylland. Jeg viste hende stedet, og hun gav mig ret i, at det var fantastisk trist, men vi havde også en glæde i at kende det sted sammen, og vi lovede hinanden noget: Hvis der kommer en atomkrig eller en altødelæggende naturkatastrofe, og alle bliver udslettet og mister kontakt, så er det godt at have et sted, hvor man kan møde andre overlevende, og vi aftalte at mødes dér. Jeg ser hende ikke mere, men hvis katastrofen en dag indtræffer, mødes vi i Nyborg ved lagerbygningerne. For fem år siden kom jeg forbi igen, købte en burger, tog et billede og sendte det til Iben. Hun skrev: ”Tjek.”

CASPER SET HJEMMEFRA

Caspers far, Lars Christensen, arbejdede i ledende stillinger hos Rådet for Større Trafiksikkerhed og var manden bag Børnenes Trafikklub. Hans mor, Ulla Lindholm Christensen, var socialpædagog og kunstmaler i sin fritid. Begge er pensioneret i dag. Casper har fire børn: Cajsa (f. 1996) og Marvin (f. 1999) med Anette Toftgård og Cooper (2017) og Jagger (f. 2019) med Isabel Christensen. Han og familien har lige købt en stor villa mellem Ålsgårde og Hornbæk.

6. SILENT MOVIE THEATRE, FAIRFAX AVENUE, LOS ANGELES, USA

Til vores store overraskelse begyndte man at tale om den første ’Klovn’-film i Los Angeles, og Drafthouse, som har biografer over hele landet og afholder en filmfestival, hvor ’Klovn’ vandt, hjalp med at sætte filmen op til en visning i Los Angeles. Silent Movie Theatre er en rigtig old school Hollywood-biograf, den slags elsker jeg, og Frank (Hvam, red.) og jeg tog derover for at være med. 

Da vi trådte ind i salen, kunne vi se, at det var the place to be dén aften. Der var alle mulige skuespillere, Matt Groening, som har lavet ’The Simpsons’, folk fra komikeren Will Ferrells gruppe. Vi var i forvejen meget benovede over, at det var lykkedes at lave en spillefilm, og at så mange danskere havde set den. Det var uforståeligt, at den nu havde premiere i LA. 

Filmen begyndte at køre, vi talte dansk deroppe på lærredet, og publikum var på og skreg af grin, og bagefter kom folk over og ville snakke jobs og hilse på os. Matt Groening fortalte os, at han var fan, og har senere udtalt, at ’Klovn’ er på hans top-tre over bedste tv-serier. Frank og jeg har prøvet mange vilde ting sammen, men intet slår følelsen, vi havde den aften. Jeg kan stadig mærke den berusende glæde og stolthed og fornemmelsen af, at det aldrig ville komme igen. Det var som den første forelskelse.

7. PALÆ BAR, NY ADELGADE, KØBENHAVN

For fem år siden drak jeg for meget. Hvis der var en anledning til at køre løs, udnyttede jeg den, og bizart nok var anledningen dén aften min mors fødselsdag. Vi havde været på Nyboders Køkken og spist stegt flæsk med persillesovs, og jeg insisterede på, at alle skulle have snaps. Mine børn var med, mine forældre og Isabel, og jeg hamrede bare snaps. Det var en tirsdag aften, og jeg fik sendt børnene hjem til deres mor, for den aften i marts måtte da ikke stoppe.

Isabel og jeg mødtes med nogle venner, som også var på tirsdagsdruk, og jeg var sejlende stiv, da jeg trådte ind på Palæ Bar. Der var en mand, som ragede Isabel på røven, og jeg var en krudttønde, det var en dødssyg aften, noget skulle ske, så jeg røg op og prøvede at slå ham – uden at ramme, selvfølgelig. Jeg kan overhovedet ikke slås. 

Jeg har set videoen af det, for nogle elskværdige journalister filmede optrinnet på deres telefoner, og jeg slår med bøjet håndled og havde sandsynligvis brækket det, hvis det var lykkedes at ramme ham. Næste morgen var der tømmermænd og 20 opkald fra Ekstra Bladet og BT, og jeg var afsindig flov. 

Den episode står for mig som et lavpunkt. Det er slet ikke mig at slås. Hvad fanden ligner det at vælte tungstiv rundt en tirsdag aften med maven fuld af stegt flæsk i et røgfyldt lokale? 

CASPER SET UDEFRA

1. ”En pigtrådssatire over ubehøvlet mandlig opførsel og en af de sjoveste og mest uhyrlige film, der har ramt dette land hidtil i år.”

New Tork Times, juli 2012, anmeldelse af ’Klown’ 

2. ”Man kan ikke overvurdere den betydning, som Casper Christensen har haft. Ikke bare som standupkomiker, men også som skuespiller, manuskriptforfatter, tv- og radiovært og instruktør.”

Lars Hjortshøj til DR, 2018

3. ”Casper Christensen ligner påfaldende en mand, der er løbet tør for ideer og prøver at kompensere for det ved at råbe højt. Og her mener jeg ikke den fiktive Casper Christensen. Desværre.”

Ekstra Bladet 2019, anmeldelse af tv-serien ’Undskyld Norge’

8. CHATEAU MARMONT, SUNSET BOULEVARD, LOS ANGELES, USA

Jeg kan godt lide gamle klassiske steder, og jeg elsker at vide, at nogen sad netop dér, da de skabte dén film eller skrev dén sang. Som helt ung var jeg meget stor fan af Blues Brothers og optrådte med min ven Thomas med et nummer fra filmen, og jeg læste, at John Belushi, den ene af Blues Brothers, døde på Chateau Marmont af en overdosis. 

Marmont er et hotel fra 1929. Alt derinde ser ud som dengang, og jeg læste alle de legendariske historier om Greta Garbo, som bookede sig ind under dæknavn og kun badede i poolen meget tidligt om morgenen, om John Bonham fra Led Zeppelin, som kørte sin Harley ind i receptionen, eller om dengang Billy Idol løb nøgen rundt og smadrede sit værelse. Jeg boede altid på skodhoteller i Los Angeles, men en dag blev jeg inviteret til morgenmad på chateauet. 

Stedet emmer af det gamle Hollywood, og jeg fik plads i gårdhaven og fornemmede tydeligt, at det var her, man mødtes og lavede filmdeals. Orlando Bloom sad et par borde fra mig, og jeg syntes, det var sindssygt inspirerende, og besluttede, at jeg skulle skabe mig selv en position, som gjorde, at jeg altid kunne bo på Marmont, når jeg var i byen. 

Det er dyrt, et lille værelse koster 5.000 pr. nat, men det ville jeg have råd til, og jeg var også opsat på at komme der så meget, at de ansatte vidste, hvem jeg var. Det lykkedes. Velkommen tilbage, sagde de og spurgte til mine projekter. Hvorfor det var så vigtigt for mig, skal jeg ikke kunne sige. 

Man må ikke fotografere på Marmont, det skal være et helle for kendte. Jeg har set alle mulige stjerner. Lady Gaga til venstre, Jennifer Aniston til højre, og tjenerne er fuldkommen uimponerede, men en dag kom en af dem ud til mig og sagde: ”Der sker det vildeste senere. Mike Tyson kommer!” Selv superstars stivnede, da han trådte ind. Han er beyond Hollywood. 

En aften kom Isabel og jeg sent hjem til chateauet, de var ved at lukke gårdhaven, men vi fik lov at komme ind og få en drink. Der sad seks andre. Det var lige blevet forbudt at ryge derinde, og Isabel spurgte tjeneren, om det var okay, at hun røg. ”Ja, det er fint,” sagde han og nikkede i retning af de seks andre. ”De ryger joints derovre, og jeg tør ikke fortælle dem, at de ikke må.” ”Hvorfor ikke?” ”Det er Fleetwood Mac.” På et tidspunkt kom to af dem over til os og spurgte, om vi ville tage et gruppebillede af dem. Det ville jeg da gerne.

En søndag sad jeg og spiste sen morgenmad med en kammerat, og et par borde fra os sad en mand med stort skæg, som lignede en rockstar og var fuldkommen i opløsning af tømmermænd. Han bestilte en stor lyserød drink, bællede løs og fik samtidig signaleret til tjeneren, at han skulle have en ny med det samme. Da tjeneren kom med den, bestilte han en til. Jeg kunne ikke lade være at henvende mig: ”Hvad er det, du drikker?” ”French Martini. Det er det eneste, som duer, når man er helt ødelagt.” ”Nå, sådan et par skal vi da også have,” sagde jeg til min ven.

Et kvarter efter spurgte fyren, om vi ville med ham ind og se værelset. Han boede på nummer 11, det eneste rum, som ligger lige ud til gårdhaven. Det bookede han altid, for så kunne han sidde på sit værelse og bestille French Martinis ud ad vinduet. Vi gik med ham derind, han bestilte drinks ud ad vinduet, hvorefter han åbnede sit pengeskab og trak en hel tallerken kokain ud. Det var en almindelig søndag formiddag på chateauet. 

Jeg kommer der kun sjældent nu, og tjenerne kan ikke huske mig mere, men Isabel og jeg har bestilt deres særlige duftlys, så vi stadig har duften af chateauet.

Næsehornsskubning i Sydafrika. Foto: Privat

9. LIMPOPO RIVER, SYDAFRIKA

Første gang jeg var i Afrika, kunne jeg mærke, at alt er begyndt dér. Der er en meget voldsom og altomsluttende energi. Jeg boede på et resort ved grænsen til Botswana, og de satte os nøje ind i, hvilke dyr man havde i det område. Dyrene er anbragt, og der holdes øje med dem. Ejeren af stedet fortalte, at de skulle flytte nogle næsehorn over til en anden naturpark, og spurgte, om jeg ville med. Ja, for helvede da.

Jeg mødte klokken seks om morgenen i shorts og læderstøvler. Vi fløj op i en helikopter for at spotte næsehorn i det gigantiske område, og efter noget tid fik vi øje på en mor med sin unge. Skytten, som skulle skyde med bedøvelse, fortalte, at han ville ramme ungen, for så ville moderen holde sig tæt ved. Vi fløj ned, han skød og ramte, og så blev jeg sat af midt i ingenting sammen med fire andre. 

Vi sikrede os, at ungen trak vejret, og jeg kunne mærke en usikker stemning og spurgte, hvad der var galt. De fortalte, at moderen var løbet væk, de anede ikke, hvor hun var, men lige pludselig kunne hun komme farende. Der var ikke et træ at løbe op i, og sådan et næsehorn kan løbe 50 kilometer i timen. Vi fik fat i moderen, hun blev bedøvet og fik bind for øjnene, og så begyndte de at save hornene af, fordi man ville undgå krybskytter. Næsehorn sælges for en formue på det sorte marked, fordi det regnes for et meget stærkt afrodisiakum, og jeg lagde mærke til, at folk gik og samlede de små spåner fra hornene op. 

Jeg blev fuldkommen forelsket i Afrika og tog også jagttegn, mens jeg var der. Det foregik sådan, at jeg fik et gevær på skulderen, og så satte man en dåse op lidt fra mig. Mirakuløst nok ramte jeg den, og så havde jeg jagttegn. Et par år senere mødte jeg nogen, som kendte stedet, og de fortalte, at nogle af dem, jeg flyttede næsehorn med, var blevet taget med et af hornene og fik livstid. 

10. FREDERIKSBERG KIRKEGÅRD, FREDERIKSBERG ALLÉ 

Jeg var inde i en periode med storhedsvanvid for seks år siden. En ting, som optog mig meget, var, hvordan mit gravsted skulle se ud. Jeg var så langt inde i problematikken, at jeg ringede og hørte, hvad sådan et gravsted kostede, og om jeg kunne reservere det, og jeg vendte det hele med Isabel, som syntes, det var det dummeste, hun nogensinde havde hørt. 

Jeg forestillede mig et gravsted, hvor fans kunne lægge blomster og fælde en tåre, og begyndte at gå meget på Frederiksberg Kirkegård og undersøge mulighederne. På de gamle, fine gravsteder var et lille hegn rundtom, og stenen lå inde midt i det hele med en lillebitte hældning, så man bedre kunne læse teksten. Jeg overvejede en sort og blank sten med guldskrift, men fandt ud af, at der var for mange af dem, det var simpelthen for almindeligt, og hældte senere til en mere naturlig og ru marmorsten. 

Nogle har figurer ved deres gravsted, for eksempel en grædende nedbøjet kvinde med en due i hånden, og det kunne jeg godt lide, men indså efter nogen tid, at det var for generisk og manglede en personlig historie. Jeg fandt et gravsted med en stor marmorkasse, som man kunne gå ind i. Det var en interessant vej, for det ville være omgivet af mystik og undren over, hvad der mon var derinde. 

Kisten skulle være sort, det var jeg sikker på. Det er lidt dyrere, men den pris var jeg klar til at betale, og så gik jeg i gang med at planlægge begravelsen. Det skulle være stort, rigtig alvorlig stort. Med afskydning af kanoner, hvis det var muligt. Jeg ville gerne give folk muligheden for at sige ordentligt farvel, hahaha. Gæstelisten var jeg i gang med og overvejelser om folk, der måske ikke ville dukke op, og så var det vigtigt, at nogen fløj ind fra udlandet. Der måtte gerne være internationale sørgende. 

Det kørte derudad med tanker i en tid, indtil jeg gik endnu en tur på Frederiksberg Kirkegård og lagde mærke til, at der ikke stod nogen og græd ved Marguerite Vibys gravsted, og så opstod en ny fantasi: Jeg skulle brændes, og asken strøs i havet i en ring af surfere. Den holdt, indtil det gik op for mig, at jeg jo ikke er surfer. 

Det nyeste er, at jeg ikke skal brændes. Jeg skal blive til ådsel for at gavne Moder Jord. Jeg vil yde hende den gestus, at mit legeme bliver til muld og kan fodre orme. Jeg har kig på Hornbæk, men kunne også forestille mig et træ i en skov.

Martin Kongstad er forfatter til  biografien ’Casper’, der udkommer 8. oktober. Dette interview er lavet eksklusivt til Ud & Se.

Engang betød det at rejse at slå telt op i bakkerne omkring Ørum Sønderlyng. Men så blev FRANK HVAM lokket af en kæreste til at tage rigtigt afsted. Siden blev han kendt som manden, der vender vrangen ud på den danske folkesjæl. I seks kapitler og over fem kontinenter fortæller han om de rejser, der har dannet ham.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Ricky John Molloy

DOWN UNDER

Vi rejste næsten aldrig i min barndom. Min far sagde tre gange om året: ”Hvorfor rejse, når vi har det så godt herhjemme?” Han havde været sømand som ung, så måske havde han fået stillet sit rejsebehov. Eller bare glemt, hvor fedt det er at komme ud. Vi var på Mallorca en gang og en anden gang i London. Jeg husker begge ferier som mindblowing. Men normalt tilbragte jeg somrene i engene og bakkerne omkring Ørum Sønderlyng, hvor jeg voksede op. Der kunne jeg tage et telt under armen og slå det op i en eller anden lyngbakke.

Da jeg var 13-14 år, begyndte jeg at tage på cykelferier med nogle kammerater. Det kulminerede med, at vi ville cykle til Frankrig. Vi havde afsat tre uger til det, men vi kom ikke længere end Rømø. Det skyldtes et utal af forsøg på at komme i kontakt med nogen af det modsatte køn på en campingplads. Det lykkedes selvfølgelig ikke.

At man ikke kommer ud at rejse, er jo ikke noget, man tager skade af, mens ens udsyn bliver måske ikke så stort. Man kan selvfølgelig få ting at vide af andre, men man forstår det ikke rigtigt, før man selv oplever noget. Da jeg var 18, i 1989, hankede min daværende kæreste op i mig og fik mig overtalt til, at vi skulle til Australien i et halvt år. Det forekom mig at være en helt vanvittig plan. Men da vi først var der, ville jeg ikke hjem igen. Vi arbejdede på en farm, hvor vi plukkede tomater og sorterede meloner. Vi boede i sådan nogle gamle slidte campingvogne. Der var ét toilet til deling, og man skulle passe på ikke at træde på slanger og enorme skrubtudser om natten. 

Vi hang ud med professionelle frugtplukkere, som virkelig var folk fra trailerparken. Det var meget hårdtarbejdende og meget fordrukne australiere, der rejste på kryds og tværs af landet alt efter, hvor der var noget at plukke. Det var fysisk stærke, men voldsomt nedslidte mennesker. Der var meget druk og mange skænderier og husspektakler efter mørkets frembrud. Men de behandlede os pænt. De kunne godt se, at vi ikke vidste noget om noget, så de lærte os, hvordan man kunne tjene lidt mere ved at snyde og trykke en ekstra gang på en knap på en maskine, så det så ud, som om man havde plukket en ekstra spand tomater. Det var ikke en stor faglighed, de dryssede ud over os, men nogle gode tips til, hvordan man overlever. 

Vi blaffede rundt, og på et tidspunkt fik vi et lift af en dame, der fortalte, at hendes mand havde en fiskekutter, hvor de fangede hajer. Vi kom med ud på den i en uges tid, og det var en fantastisk oplevelse. Vi gik lidt til hånde med at lave kaffe og andre småting. Vi var blandt andet med til at rense hajerne, men var slet ikke hurtige nok. Hajen var næsten rådden, inden jeg fik den lagt på is. Så vi var mest turister. På et tidspunkt fik vi en alt for stor haj i garnet, og så råbte kaptajnen ”SHARK!” Hans to hjælpere kom løbende med macheter og huggede nettet i stykker, så hajen forsvandt ned i vandet igen. 

Turen gjorde mig økonomisk voksen, og vi blev meget nærige, og det har jeg fortrudt. Da vi kom i land efter de dage på havet, lå det lidt i kortene, at vi skulle give en middag som tak for turen. Min kæreste og jeg kørte hen til det lokale pizzeria og blev chokerede over, hvor dyrt det var. Vi endte med at købe to pizzaer til os fem personer, der var på båden. 

Jeg glemmer aldrig skuffelsen i kaptajnens øjne. Der kom også et par småbitre bemærkninger, forståeligt nok. Når man er udenlands som ung, så tror man, at der ikke er nogen, der opdager det, hvis man er en røv. Man er hele tiden på vej videre. Det var også i Australien, at jeg stjal en lommeregner i en butik, så jeg bedre kunne regne ud, hvor mange penge jeg tjente på at plukke tomater. Det var så dumt i betragtning af de mulige konsekvenser – jeg var blevet smidt ud af landet på røv og albuer. 

Jeg har tænkt på pizza-episoden mange gange og haft dårlig samvittighed. Vi bildte os ind, at vi var fattigere, end vi var, men vi havde nok flere penge end dem, vi omgikkes med. Der var også nogle situationer, hvor vi ikke gav de øl, vi skulle. Det var pinligt. 

Jeg har talt med min ekskæreste om det siden hen, og hun har det på samme måde. Jeg besluttede, at det måtte ikke ske igen, og jeg tror ikke, jeg har været nærig siden. Det er et rædselsfuldt karaktertræk.

Efter seks måneder måtte jeg tage hjem. Jeg havde trukket et meget lavt nummer på session, så jeg skulle til Danmark for at aftjene min værnepligt i civilforsvaret. Min kæreste tog videre til New Zealand med nogle fyre derfra. Og jeg kom hjem til en kold februar, tog en orange hjelm på og begyndte at grave huller.

SOL OVER AFRIKA

Jeg havde altid set det som det helt store eventyr at tage til Afrika. Jeg vidste ikke så meget om kontinentet, det forekom lidt eksotisk og farligt. Da jeg besluttede at tage af sted i 2006, var vi netop færdige med at lave sæson 4 af ’Klovn’. Jeg havde stort set ikke holdt ferie, det var en kraftudladning at lave serien, men det var gået godt, og jeg var opfyldt af selvtillid og selvtilfredshed. Det var et godt tidspunkt at tage alene ud på min store rejse. Få noget Frank-tid, inden jeg slog mig ned med min kæreste og fik børn. 

Jeg valgte Tanzania, fordi jeg havde hørt, at tingene fungerer. Det kan godt være, at bussen ikke kommer til tiden, men den kommer. Jeg havde ikke planlagt ret meget, men havde besluttet at bo billigt for at komme tættere på lokalbefolkningen. Jeg forestillede mig, at jeg allerede i lufthavnen ville møde nogle afrikanere, der ville tage mig med på eventyr, og jeg så for mig, hvordan jeg skulle sidde i en lerklinet hytte og spise sammen med deres familie. Være en del af deres liv. Jeg var meget optimistisk omkring, hvordan ferien skulle være. 

Det blev de mest ensomme 5-6 uger i mit liv. Jeg fandt hurtigt ud af, at når man rejser alene, er der ingen, der beder én om noget. Man får lov at gå rundt alene – alt, hvad der skal ske, skal komme fra én selv. Hver morgen når jeg vågnede, skulle jeg sørge for, at dagen fik en eller anden form for indhold. Det kom af en eller anden grund bag på mig. Og så var jeg for gammel til sådan en backpacker-tur. Jeg var 37 eller 38, og det gik op for mig på turen, at så bliver man betragtet som en freak. De yngre backpackere undgik ham den sære gamle mand.

Jeg kunne få lov til at give en øl, for jeg havde lidt flere penge end de yngre backpackere, men når de havde drukket den, så smuttede de. De skulle ikke have mig med videre i byen. Og jeg må sige, at de andre, jeg mødte på min alder, som rejste alene – de var freaks. De var ofte på flugt fra et eller andet i deres liv, og de havde hele tiden travlt med at missionere. Og så var der de gamle desillusionerede nødhjælpsarbejdere, der sagde: ”Arhg, det er håbløst, de kan ikke reddes.” Jeg hang mest ud med backpackere på min egen alder. Jeg kunne faktisk ikke rigtig lide mange af dem, og de kunne ikke lide mig.

HVAMS VERDEN

Frank Hvam er født i 1970 i Ørum Sønderlyng i Midtjylland, hvor familien havde en hundekennel. Det betød langvarige udflugter for den unge Frank, når han skulle lufte hunde efter skole. Især når de stak af.

Han ville egentlig have været militærnægter, men det krævede ni måneders arbejde i modsætning til seks måneder som værnepligtig i civilforsvaret. Her fik han adskillige skideballer, blandt andet for at sove for længe, komme for sent til vagter­ne eller glemme at tage flaget ned.

Frank læste til dyrlæge i tre år, indtil han fik nok af at ”skære i selvdøde schæferhunde” og ”aflive dyr i ’Dantes helvede for forsøgskyllinger.”

I midten af 90’erne fik han, efter en hakkende start, skabt sig et navn som stand-upper i København, og i 1999 inviterede Casper Christensen ham med i tv-programmet ’Casper og Mandrilaftalen’, der fik kultstatus i løbet af de to sæsoner og 67 afsnit. Det førte til mere tv, blandt andet serierne ’Kissmeyer Basic’ (2001), ’Langt fra Las Vegas’ (2001-03) og ikke mindst ’Klovn’, der nu tæller syv sæsoner og tre film. Serien er også blevet vist i lokale versioner i Holland, Tyskland og Belgien. Sammen med Casper Christensen har Frank Hvam også skabt filmen ’Dan Dream’ (2017).

Hvam har to gange turneret med onemanshows: ’Live 09’ (2009-10) og ’Upassende’ (2014).

På den rejse gik det op for mig, at man kun er noget i kraft af sin omgangskreds. I kraft af, at man indgår i en social sammenhæng. Ellers er man en nobody. Jeg havde opnået en eller anden status som komiker i Danmark, men det var fuldstændig ligegyldigt for de lokale at være komiker. Det sagde dem ikke noget som helst. Det var en brat opvågning. Jeg havde mere lyst til at sige, jeg var læge. Et eller andet, de kunne bruge til noget. Jeg kan stadig drømme om at blive læge, og det værste er, at jeg stadig har snittet til at komme ind. 

Jeg rejste med lokale busser i stedet for turistbusser. På et tidspunkt tog jeg en bus, som skulle stoppe i en landsby, inden vi skulle køre videre næste morgen. Jeg fandt et primitivt hostel og vågnede næste morgen klokken seks. Bussen skulle køre klokken fem, og den næste kom først to dage senere. Jeg pakkede hurtigt mine ting, spænede af sted og håbede på et mirakel. Og bussen var der endnu. Propfyldt med folk og høns og geder. De andre passagerer havde jo spottet, at jeg var den eneste hvide på turen, og der var nok et eller andet, der var gået galt, siden jeg ikke var dukket op. Det var 50-60 mennesker, der havde besluttet, at de nok måtte vente på ham idioten. Jeg forstod ikke, hvad de sagde, men fornemmede, at jeg blev svinet til, samtidig med at jeg var dybt taknemmelig over deres omsorg. 

Jeg havde haft en barndomsdrøm om at have en sort ven. Jeg havde tænkt over det i skolen: ”Tænk, hvis der kom en ny dreng i klassen, og han var sort, og han satte sig ved mit bord og blev min ven. At det var mig, der havde en sort ven, jeg kunne vise frem.” Det var jo så hvidt, der hvor jeg kommer fra. Jeg fik så aldrig en sort ven i skolen, og det skete heller ikke på den ferie. Det var slet ikke så nemt, som jeg troede, at bryde vægge ned til lokalbefolkningen. Folk var ikke så tilbøjelige til at hjælpe en gammel backpacker eller have noget med mig at gøre. For hver dag, der gik, følte jeg mig mindre sjov og mindre charmerende. Alligevel gav turen mig en stolthed over at kunne være alene. Efter den tur kan jeg uden problemer spise alene eller gå i biografen alene. Det kunne jeg ikke før.

Der skulle ske noget, så jeg meldte mig til en tur, hvor vi skulle gå til toppen af Kilimanjaro. Jeg skulle rejse med et hollandsk par. I hotelfoyeren så jeg, at manden – Edwin, som var bankmand – lå og lavede armbøjninger som forberedelse til, at han skulle ud på den her strabadserende tur. Allerede der vidste jeg, at den var gal. Men jeg var socialt tørstig og ville gerne tale med nogen. På den første dag får Edwin så sagt, at måden at løse problemerne på i Irak var at kaste en atombombe. Derfra blev det kun værre. Gudskelov skete der noget på dag 4 på vej mod toppen af bjerget: Edwin fik højdesyge på den sidste opstigning. Midt om natten mistede han orienteringen i en snestorm og anede ikke, hvor han var. Han løb forvildet rundt uden for stien. Guiderne måtte indfange ham, mens han piskede af sted i noget puddersne. De kastede ham til jorden og fik ham slæbt ned til basecamp. Det var en kæmpe fryd og glæde for mig at se ham bryde sammen. 

Jeg vidste bare, at nu skulle jeg nå toppen. Men samme nat gik det op for mig, at jeg ikke havde det nødvendige udstyr. Jeg var bange for at få forfrysninger i ørene. Frøs ad helvede til. Men jeg havde en plasticpose, som jeg tog over hovedet, og med huen udenpå stoppede det vinden. Det var en stor sejr. Jeg nåede op, og da vi var nede igen, fik jeg mit bevis for at have været på toppen. Edwin ville i øvrigt ikke give drikkepenge til guiderne, de havde jo ikke fået ham til toppen. Alle vidste, at guiderne lever af drikkepenge. Jeg havde et skænderi med ham, hvor jeg sagde: ”De har jo reddet dit liv.” Det mente han ikke. Han havde været i kontrol hele tiden. Så lagde jeg drikkepenge for ham. Jeg havde jo besluttet mig for ikke at være nærig.

Jeg sluttede af med en uge på Zanzibar. Jeg havde levet på en sten i fem uger og besluttede at leje en luksushytte til mig selv. Fordi jeg havde rejst rundt alene, var jeg overbevist om, at jeg kunne klare mig selv, og jeg syntes ikke, at der var nogen grund til at få skræddersyet en udflugt. Det kunne jeg selv klare. På resortet på Zanzibar spurgte de, om de skulle arrangere en snorkeltur, men jeg sagde nej, kørte ind til byen og købte en billig snorkel. Tilbage igen gik jeg i vandet og regnede med at være ude i 20-30 minutter. Jeg svømmede ud på den anden side af koralrevet og snorklede rundt, men da jeg ville ind igen, var det blevet lavvande. Korallerne var over vandoverfladen, de stod som en lodret væg og jeg kunne ikke komme forbi. Jeg prøvede et par gange, men blev revet til blods på arme og ben. 

Jeg var ret hurtigt klar over, at den var helt gal. Jeg havde regnet med en kort svømmetur og havde kun lidt solcreme på skuldrene. Mens jeg ventede på højvande, lå jeg som en grillpølse og vendte mig i vandet for at fordele solen på kroppen. Jeg lå derude i 3-4 timer, indtil det blev højvande. 

Da jeg kom ind på stranden, blev jeg mødt af en meget vred dame. Dér slog det mig: ”Jeg har jo bestilt massage.” Hun var kørt et godt stykke fra en anden landsby ud til resortet, og jeg følte ikke, at jeg kunne sige nej. Jeg blev lagt på briksen og fik massage på min ryg, der havde fået en andengradsforbrænding. Bagefter gik jeg direkte over i min hytte og lå syg i to dage med feber. 

Jeg syntes, det var pinligt, at det var gået galt for mig, så efter de to dage gik jeg videre op ad stranden til et andet luksusresort. Væk, væk, væk. Jeg ville gerne være god ved mig selv efter at have ligget syg i to dage, så jeg bestilte en rigtig lækker hummer. Og fik en sindssyg madforgiftning. Så lå jeg i sengen i to dage mere. 

Nu var der kun få dage tilbage af turen, og jeg ville gerne nå at få et par øl med nogle af de andre turister. Den sidste aften inden jeg skulle hjem, kæmpede jeg mig ud af sengen, helt udmattet efter den gang diarré. Pludselig hørte jeg nogen tale dansk. For første gang på hele turen. Jeg tænkte: ”Endelig er der nogen, der ved, hvem jeg er.” Straks opsøgte jeg gruppen af danskere. Blandt andet en pige, der hilste afmålt på mig. Men jeg hægtede mig fast på gruppen, jeg ville gerne være i selskab med nogle danskere. 

Jeg spurgte pigen, hvor hun kom fra, og den slags. Efter noget tid fortalte hun, at hun faktisk havde mødt Casper og mig, da hun var tjener på Park Café i København. Hun havde været på arbejde en aften året før, hvor ’Klovn’ holdt afslutningsfest. Det var en aften, hvor alt gik galt. Der var for mange gæster til, at de kunne følge med ude i køkkenet. Det hele brød sammen, og vi fik ikke vores mad. Vi havde fået alt for meget at drikke, og pigen, der var tjener, måtte høre på en del brok. Vi blev mere og mere fulde og dumme at høre på. På et tidspunkt sprang Casper op på en stol og talte til alle gæsterne: ”Vi har fået forfærdelig dårlig betjening. Er der andre, der har det på samme måde?” Hænderne røg op: ”Vi har ikke fået mad” og ”Vores mad var kold” og så videre.

Casper fik pisket en stemning op, og folk råbte i kor: ”Park er lort! Park er lort!” Og denne her stakkels tjener var fanget midt i infernoet. Da jeg havde allermest brug for at tale med en dansker, gik det op for mig, at det var en person, jeg nærmest havde været med til at traumatisere. Hun var meget lidt imponeret over at møde mig igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg undskyldte, men hun var ligeglad. Hun havde besluttet, hvad hun mente om mig. Det var min sidste aften på den tur. Og så var det ellers hjem til min kæreste og få et barn i en fart. 

SÅ FOR JAPAN DA

Min kammerat Jakob designer briller. Han får lavet stel i Japan, og jeg sneg mig med på en forretningsrejse i 2005. Det var en kæmpe oplevelse. Alt er formaliseret og stokkonservativt. Former fylder virkelig meget. Jeg voksede op i meget uformelle og antiautoritære rammer, og det var voldsomt at komme til et land, hvor der er regler for alting. Og de har automatisk respekt for folk, som de får at vide kan noget. Når de fik at vide, at jeg var en komiker med en vis succes i Danmark, tog de det for gode varer, så var jeg også en succes der – det var både dumt og dejligt. Min kammerat viste klip fra ’Klovn’ for 20-30 damer på en brillefabrik, der aldrig havde set ’Klovn’ før. De fik lov at holde en pause og se nogle scener. 

Det var nogle af de mere fysiske scener, da det jo var på dansk. For eksempel den scene, hvor Frank kommer til at skyde sin rengøringshjælp – som er død i forvejen – og en scene, hvor Frank er ude at bade og brænder sin tissemand på en brandmand. Det syntes de var sjovt. De har en ydmygelseshumor, det er det værste, de selv kan forestille sig. Bagefter ville de have taget billeder med mig og have autografer.

Det var svært at komme ind på livet af japanerne. De er reserverede. Jeg følte mig respekteret uden rigtig at blive lukket ind. Min kammerat havde været med til drukaftener på forretningsrejser, men jeg var med til eftermiddagsmøder, hvor man sidder i lotusstilling og drikker te og får nudler bagefter. Det var ikke sådan et sake-ræs med geishaer. Desværre. Det var en tur, der var præget af selvkontrol og stor respekt for japansk kultur, men den sidste aften gik det galt. 

Vi gik i japansk bad. De har en veludviklet badekultur, og vi sad sammen med 6-7 andre i sådan et dampbad og drak sake, og bagefter gik vi på en cool, lille japansk bar, hvor jeg sent om natten prøvede at imponere to japanske kvinder ved at lave håndstand op ad en væg. Jeg har stadig fornemmelsen i kroppen af, hvordan den ene arm gav efter, og jeg tumlede over i en reol med ældgamle, fornemme og svinedyre japanske blommevine. Reolen svajede faretruende frem og tilbage i, hvad der føltes som en evighed. Heldigvis blev den stående. 

Min kammerat brugte en del tid på at undskylde over for værten og de andre gæster, inden vi forlod etablissementet. Efter en times søvn stod vi op og tjekkede ud fra hotellet. Her opdagede jeg, at min pung var væk. Fordi min dømmekraft stadig var svækket, tømte jeg hele min kuffert ud på gulvet i receptionen. Foran blufærdige japanere kastede jeg rundt med mine underbukser, og dampende af sake ud af alle porer fandt jeg pungen. Tre timer senere opdagede jeg, at mit pas manglede. Og vi skulle flyve samme aften. 

Min hårdtprøvede kammerat fik den idé at opsøge den danske ambassade ­– hvor er man dog glad for at være dansk statsborger i sådan en situation. Ambassadøren dukkede meget venligt op på ambassaden en søndag og lavede et nødpas til mig. Det var dengang, ’Klovn’ stadig kunne lidt. I dag kan den serie ikke engang skaffe mig ind på en natklub i København. 

Få timer senere stod vi i alle rejsendes hadesituation – i en lufthavn med voldsomme tømmermænd. Farvel, Japan … og undskyld. Jeg blev i øvrigt forsikret om, at mit forsvundne pas med 100 procents sikkerhed ville blive returneret, når en japaner fandt det. Det skete så aldrig. Så enten findes der uærlige japanere, eller også ligger det stadig i min kuffert.

DEN SPANSKE SYGE

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg nogensinde skulle være med i en international serie, men 

skaberne af ’Game of Thrones’, Dan Weiss og David Benioff, havde set ’Klovn’, og via Nikolaj Coster-Waldau mødtes Casper og jeg og spiste med dem et par gange. Via ham fik jeg tilbudt en lille rolle i serien i 2015. Scenen skulle optages på et gigantisk film-set lidt syd for Barcelona, hvor der var hundredvis af campingvogne og lastbiler og mennesker, der pilede rundt på kryds og tværs. Sikkerheden var enorm. Alene at få manuskriptet tilsendt krævede, at jeg fik installeret ekstra sikkerhedsprogrammer på min computer. Alt var på et niveau, der gjorde mig meget benovet. 

Dagen før jeg skulle optage, var jeg i sminken og fandt mit kostume. Det gik op for mig, at den her munkedragt tog lang tid at få på. Det var vigtigt for mig at gøre det godt i min scene, det var et øjeblik, der aldrig ville komme igen, og min frygt var, at jeg midt under optagelserne skulle på toilettet og bruge en masse tid på at få dragten af og på. Alle kender jo deres toiletrytme, og jeg kunne se i programmet for næste dag, at min scene lå lige oven i min rytme. Jeg vidste, at jeg skulle på toilettet på det tidspunkt. Derfor besluttede jeg at ændre den toiletrytme. 

Samme aften, da jeg kom hjem efter at have prøvet kostumet, gik jeg ud på toilettet. Fordi jeg ville være en dygtig dreng og gøre det godt dagen efter, forsøgte jeg at sætte en omgang bummelum i gang, selvom jeg egentlig ikke havde lyst. Det gik sådan set godt bortset fra, at jeg skulle bruge rigtig mange kræfter. Det var mod naturen og mit instinkt. Lige pludselig afstedkom det et krampeanfald i nederste del af maveregionen. I min røv helt præcist. Det var så intense smerter, at jeg ikke kunne blive i stillingen og var nødt til at rejse mig op. 

Jeg stod sådan i halvhug, da det begyndte at svimle, og så gik jeg ud som et lys og bragede hovedet ned i flisegulvet. Det er nok mit mest rædsomme øjeblik på en rejse. Da jeg kom til mig selv, var jeg helt forvirret. Var jeg i Danmark eller Spanien? Så dæmrede det: ”Okay, jeg ligger på et toilet i Spanien, og i morgen skal jeg spille med i ’Game of Thrones’.” Støttende på et badekar kunne jeg se i spejlet, at jeg havde ramt rent med panden, gudskelov ikke næsen. Så havde det været slut med den rolle. 

Jeg kravlede ud fra badeværelset og ringede til min manager og bad hende komme til undsætning med det samme. Jeg blev lagt i seng og sagde bare, at jeg var blevet svimmel. Jeg kunne ikke overskue at fortælle historien. I løbet af aftenen blev jeg bange for, at jeg var så groggy, at jeg ikke kunne være med næste dag. 

Næste morgen følte jeg mig rimelig frisk. Jeg kom i sminken, og de sagde selvfølgelig: ”Hvad fanden er der sket?” Jeg var helt blå og gul i panden, og der var et pænt sår. Jeg sagde, at jeg var gået ind i en dør. Det var, hvad jeg kunne finde på, selvom det jo ikke sker, at man går ind i en dør. De lagde et tykt lag sminke hen over mærkerne i panden, og jeg fik gennemført scenen uden at skulle på toilettet en eneste gang. 

TYRKERTRO

Alanya er for danskere, der i virkeligheden gerne vil til Italien, men tager til Alanya, hvor man kan få det hele billigere og i dårligere kvalitet. Et par år i træk mellem 2010 og 2012 blev jeg hyret af nogle danskere til at optræde på en strandbar for danske turister og for den danskerkoloni, der boede dernede. I de år kom der et væld af danske entertainere forbi for at optræde. Det var lidt som at optræde til en julefrokost i Danmark. 

Kolonien bestod af en gruppe lettere forslåede danskere med hang til hurtige penge. Det var mennesker, der havde været der i mange år. Af en eller anden grund kom de ikke af sted igen. De var virkelig søde og behandlede mig altid godt, men det var lidt … åndløst. Et slags ’Hotel California’. Det hele gik ud på at lave hurtig mønt, drikke sig en kæp i øret og score nogen fra næste hold charterturister. 

Der var guldgraverstemning i byen. Området udviklede sig i en rasende fart, hoteller skød op, og det var blevet populært at investere i bolig i Alanya, fordi turisterne havde fået øje på byen. Remee købte hus dernede. Amin Jensen også, og man hørte, at det var nu, hvis man ville lave en god investering. Jeg lod heldigvis være. Også fordi jeg ikke tåler varmen særlig godt. 

Alayna var ikke gearet til at håndtere alle de turister, der var begyndt at komme. Det var nedslidt, og der var beskidt over det hele. Når man var ude at bade, svømmede man to meter, og så fik man en plasticpose i hovedet, så svømmede man videre og fik et bind i munden og så et præservativ i øjet. Så skulle man bare ind på land igen.

Hver morgen mødte jeg de her svedende danskere: ”Uuuuha, den var slem i går.” Det hørte man hele tiden: ”Den var slem i går.” Hele dagen gik med at komme sig, inden de gik i gang igen og drak til klokken fem om morgenen. Sådan gik år ud og år ind. Det var nogle rastløse mennesker, nogle lykkeriddere. De havde hele tiden nye kærester, men der var ikke rigtig nogen, der blev voksne. Der var ingen, der stiftede familie. De var fanget i en tidslomme, som var festlig, men også deprimerende. Der var vist også nogle af dem, der ikke kunne tage hjem til Danmark på grund af skattemyndighederne. De ville først hjem, når de havde penge til at være en stor mand, men det krævede jo færre penge at være en stor mand i Tyrkiet. 

UDVANDRING I USA

Casper og jeg var i USA for at promovere den første ’Klovn’-film i 2012. Vi var i New York, Los Angeles og Austin i Texas. Der var en distributør, der havde købt filmen, og han havde sin egen biografkæde, Drafthouse, der kombinerede biograf og restaurant, så gæsterne spiste, mens de så film. Det fungerede pissegodt. 

Det var sjovt at se folk helt uden forudsætninger reagere på filmen. I Danmark har næsten alle, der har set ’Klovn’, et forhold til Casper og mig, og det farver dem, når de ser filmen. Men amerikanerne kendte os jo overhovedet ikke, så det var fantastisk at opdage, at vi havde lavet en film, som folk grinte af. De grinte stort set de samme steder som i Danmark. Nogle steder lidt mere og nogle steder lidt mindre. Amerikanerne reagerede dog stærkere på en situation i filmen, hvor Mia er gravid og truer Frank med at få en abort, for hun er ikke sikker på, at han bliver en god far. 

Det at få en abort i USA er meget mere alvorligt end i Danmark. Og så reagerede de voldsomt på Caspers homoseksuelle eventyr i filmen. De skreg nærmest, da de så scenen, hvor Frank kommer gående i skoven og ser Casper gennemføre et analt samleje. I Danmark kan man godt hive masser af grin ud af seksualitet, og vi tager det ret afslappet, hvad folk får rodet sig ud i seksuelt. Jeg tror, det var en blanding af grin og forargelse, men tilskuerne i de indiebiografer, hvor filmen blev vist, var vant til at se lidt af hvert og var generelt meget glade for filmen.

Vores 15 minutes of fame i USA var fantastiske. Filmen fik dog en blandet modtagelse, da den blev vist på University of Southern California. Der var nogen, der udvandrede under visningen, og der kom meget kritiske spørgsmål, da vi skulle svare på spørgsmål fra salen bagefter. Det drejede sig om vores portrættering af kvinder og homoseksuelle. Der var også nogen, der mente, at drengen, der er med i filmen, ville tage skade, fordi vi lavede nogle jokes om hans kønsdele. Men det, der gjorde en ældre dame allermest vred, var noget om asiater. Jeg tror, det var i forbindelse med en scene, hvor Bent Fabricius-Bjerre kommer gående med en nøgen asiatisk kvinde. Det afstedkom et raserianfald fra damen. 

Vi havde ikke oplevet andre steder i USA, at der blev sat spørgsmålstegn ved vores moralske habitus og tonen i filmen. Vi forstod faktisk ikke helt, hvad der ramte os. Vi talte en del om det bagefter og betragtede det som et fænomen, der var isoleret til netop det universitet i USA. Men det har jo så vist sig, at det er udbredt at se sådan på tingene. Vi havde ellers glædet os meget, for når vi har optrådt med standup, har det altid været noget af det fedeste at optræde på universiteter. Det plejede at være tolerante miljøer, hvor man kunne slippe af sted med vanvittige tankeeksperimenter. Det har med tiden ændret sig. Det, vi oplevede den aften på University of Southern California, oplever jeg i dag i forskellige afskygninger på små standupscener i København, hvor der er mange studerende. Der er ting, man ikke kan sige længere. 

Vores uhæmmede ytringsfrihed og nedbrydning af tabuer kulminerede vel med Muhammedkrisen. Siden da har det været et forsigtigt tilbagetog. Man skal navigere på en anden måde. At nedbryde grænser har ikke samme status, som det havde engang. Nu bliver det set som noget primitivt.

’Klovn 3: The Final’ har premiere 30. januar.

En sjov giraf fra forstæderne og en klejn, korrekt kvinde fandt sammen og fik ikke bare nok. De fik folk til at grine, græmme sig og krumme tæer. ’Det høje ja’ og ’det lille nej’ – DITTE HANSEN og LOUISE MIERITZ – fortæller her om drivkraft og om vigtigheden af at dykke ned i udklædningskassen med stereotyper.
Tekst:Danni TravnFoto:Territorium

DITTE HANSEN

SOM BARN spillede jeg volleyball, og i begyndelsen var jeg den dårligste. Virkelig den dårligste, for jeg var ikke stærk. Men jeg endte som en af de bedste. Fordi jeg var den højeste, og fordi jeg fightede. Spillede holdet eller jeg selv ikke godt nok, blev jeg rasende. Jeg råbte efter de andre: ”For helvede!” ”Vi skal tage os sammen!” Flere gange sagde mine holdkammerater, at mine aggressioner fyldte for meget. De blev simpelthen bange for mig, når vi spillede.

Jeg fandt et forum, hvor det havde værdi, at jeg som pige var så høj. Jeg kan huske følelsen af at træde ind i en hal til et stævne og mærke, at alle kiggede på mig: ”Wow, det er hende der fra Herlev.” Det var en fed følelse. Uden for banen følte jeg mig som en giraf i min krop. Inde på banen fik jeg luft for mit temperament. Jeg ville bare vinde. Vi blev danske mestre, jeg kom på ynglingelandsholdet, og jeg elskede det.

FØRSTE GANG, jeg fik berøring med skuespil, var, da vi skulle lave skolekomedie. Vi spillede ’En søndag på Amager’, og jeg fik rollen som Lisbet, der bliver gift med Jokum. Alle de andre tænkte og sagde: ”Det her er rædselsfuldt.” Men jeg syntes, det var vildt sjovt. Så snart jeg kunne, tog jeg drama som valgfag. Som på volleyballbanen følte jeg, at der var plads til mig. Jeg blev mere modig.

Efter folkeskolen tog jeg på high school i USA og meldte mig straks til dramaholdet. De lavede fire forestillinger på et år, og allerede i den første fik jeg hovedrollen – selv om jeg knap nok kunne sproget. Hvor vi herhjemme har fokus på, at vi alle sammen skal være lige gode, tør man i USA sige, hvad man er god til. Lige meget hvad det er. Det er selvfølgelig på godt og ondt, men for mig var det godt. Det var først i USA, at nogle sagde: ”Det her er du god til.” Tilbage i gymnasiet i Danmark måtte jeg vælge mellem volley og drama. Der ikke var tid til begge dele. Uden tøven valgte jeg drama.

I MIN BLÅ BOG fra gymnasiet står der, at jeg var den i klassen, som gik op i kvindekamp og ligestilling. Det var i 1990, og dengang var det virkelig ikke et populært emne. Interessen spirede fra en grundlæggende retfærdighedsfølelse. Jeg kunne – og kan – blive rasende, når jeg ser uretfærdigheder omkring mig. Som ung var jeg oprigtigt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle være skuespiller eller politiker.

Mit køn var nok en fordel i visse dele af mit ungdomsliv. På trods af at jeg følte mig som den grimme ælling, dumpede der fyre og begær ned til mig, uden at jeg skulle gøre det store for det. Ikke at jeg kunne få det til at fungere, men noget skete der dog. Som stor dreng eller ung mand føler du dig lige så utilpas i egen krop og er lige så uerfaren og genert. På samme tid skal du i højere grad være den, der tager initiativ. Der har jeg meget medfølelse med mænd.

Jeg kommer fra et hjem, hvor vi diskuterede ivrigt. Jeg kan især huske diskussionerne op til afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Vi skændtes, så det bragede. Familien var nærmest ved at gå i stykker. Jeg har været pro-EU så længe, jeg kan huske, og jeg syntes, at min familie var alt for længe om at fatte det. Min søster sagde på et tidspunkt: ”Hvis nu mor har følelser for kronen, så kan du jo ikke sige, at det ikke er regulære følelser!” Og så kan jeg høre min egen skingre stemme slynge tilbage: ”Følelser for kronen?”

Min søster og jeg gør det stadig. Vi kan diskutere og diskutere. Køre os selv op i spiraler. Selv om vi er enige om det meste, kan vi få meget små uenigheder til at blive kæmpestore. Men med til den diskussionslyst hører også troen på, at man kan flytte noget, gøre en forskel. Det er jeg glad for, at jeg fik med hjemmefra.

DITTE HANSEN

Født 1970.

Uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater.

Har spillet ni sæsoner i Cirkusrevyen og har lavet satire på P1 og DR2 med ’I hegnet’.

Gift med Benjamin Boe Rasmussen. Sammen har de sønnerne Asger og Thor.

BEGGE MINE FORÆLDRE blev dødeligt syge, inden de fyldte 60. Det minder mig om, at jeg ikke skal fedte med mit liv. Det gælder også privat. Da de døde, tænkte jeg: ”Okay, hvis jeg kun har 14 år tilbage at leve i, skal der ske noget.”

En af mine drømme har længe været at bo ved vandet. Blandt andet forbi jeg bader flere gange om ugen. Så jeg fik tvunget hele min familie over i en husbåd. Det er en slæbebåd, som var med i slaget ved Dunkerque i 1940 og senere har slidt som isbryder. Et stort skrummel af en stålbåd, hvor der er bygget et hus ovenpå. Det er på ingen måde en yndig lille fiskekutter. 

Hverken min mand eller mine sønner havde behov for at flytte, men heldigvis fulgte de med mig. Eller rettere: Der var ikke plads til min ældste søn, så han flyttede hjemmefra. Men jeg synes nu, de alle sammen er kommet sig fint. Vi er ikke blevet skilt.

Det var meget illustrativt for mig og mit liv, da min mand sagde: ”Hvorfor skal vi flytte? Vi har det jo godt” – så svarede jeg: ”Er det godt nok?”

BARSLERNE KEDEDE MIG ad helvede til, og jeg endte med ikke rigtig at tage nogen. Heldigvis har jeg et job, hvor man kan tage babyen med, så mine drenge, især den yngste, har sovet under mit garderobebord rigtig mange gange. Der var meget bud efter mig i de år, hvor mine børn voksede op. Jeg løb efter det meste, for det er lystfyldt for mig at have travlt. Jeg ved ikke, hvor den drivkraft kommer fra. Som Obelix må jeg være faldet i en eller anden gryde som barn.

Da drengene var mindre, testede de mig nogle gange: ”Hvor syg skal jeg være, før du bliver hjemme, mor?” Og der lød svaret: ”Jamen, du skal være ved at dø. Ellers kan far eller mormor klare det.” Nu hvor de er blevet større, har jeg til gengæld spurgt dem: ”Har I taget skade? Arbejdede jeg for meget?” Min store søn svarede: ”Jamen, du var glad, mor.” 

Ser jeg billeder af mine drenge som små, kan jeg simpelthen græde og tænke: ”Kyssede jeg dem nu nok?” Ikke fordi jeg har dårlig samvittighed, men fordi det er så fortvivlende kort tid, de er små. Jeg troede, det varede for evigt. Man går og tænker: ”Åh, hvor er det hårdt,” og ”Åh, jeg sover ikke om natten.” Pludselig er den tid, man boede sammen som familie, forbi.

For nylig fik jeg en tanke, som varmede mig helt op: Jeg har stadig børnebørn til gode. Jeg har et meget nært forhold til min farmor, som snart fylder 93. Det er som et forhold til en forælder, hvor du trækker alle de problematiske elementer fra. Tænk, at der, 7-9-13, kan komme et menneske ind i mit liv, som kan fylde så meget for mig, som jeg har gjort for min farmor. Jeg har sagt til mine drenge: ”Kom i gang!” Der er ingen grund til at vente for længe med det. Når børnebørnene kommer, er jeg klar til at slå røven i sofaen og lade dem kravle rundt på mig, så længe de har lyst.

I BEGYNDELSEN af min karriere var jeg glad for bare at være med. Men så kom der et stadie, hvor jeg bød mere og mere ind: ”Måske ville det være bedre, hvis vi …” Nogle steder blev det taget godt imod. Andre steder blev det forklaret, at det var en fin idé, men ikke rigtig i sammenhængen. Andre steder igen fik jeg at vide, at jeg ikke skulle bestemme. Efterhånden som jeg oplevede mine ideer blive skudt ned, følte jeg mig beredt til at tage magten over mit eget arbejdsliv. Jeg synes, man er forpligtet til at rykke sig, hvis man arbejder på det kunstneriske felt. Du skal derhen, hvor det er lidt farligt.

Jeg mødte Louise på et helt perfekt tidspunkt. I hende fandt jeg ikke alene en, som kunne lide mine ideer. Jeg fandt en, som sagde: ”Ja, og hvad så, hvis man også …” Jo mere vi delte, jo mere stof akkumulerede vi. Vi havde beslægtede erfaringer fra livet som kvinde i vores branche, og vi opdagede, at vores forskellige karaktertræk var det oplagte afsæt til et par fiktive figurer. Sammen følte vi os trygge ved at sætte os selv på spil og gå durk ind i nogle kønsstereotyper, som vi gør med ’Ditte & Louise’, både i serien og i filmen. Det er satirens rolle: at hjælpe med at belyse nogle ting, som er absurde, så vi kan tale om, at de bør ændres. Vores håb er, at det om nogle år slet ikke er opsigtsvækkende at rage rundt nede i kønskasserne, som vi gør. 

SIDSTE EFTERÅR sad vi på Istedgade og drak os fulde og græd. De første to sæsoner af serien var ellers gået virkelig godt. Vi havde vundet Robert-priser herhjemme, og ved en fællesnordisk prisuddeling i Oslo havde vi fået prisen som ’Bedste komedieserie’. Vi havde fået masser af positiv respons fra kvinder, som følte sig set og hørt, men også fra mænd, som sagde: ”Fedt, at der er nogle damer, som tager plads.”

Men der i efteråret ramte vi bunden. Først havde DR chokeret os ved ikke at give ’Ditte & Louise’ endnu en sæson. Nu havde Filminstituttet afvist at støtte vores spillefilm. Vi sad der og sagde: ”Okay, hvor går vi hen med det, vi kan?” ”Er der virkelig ingen, der vil have det?” ”Er det bare slut nu?”

Vi følte en kæmpe sorg og afmagt. Til sidst kiggede jeg på Louise og sagde: ”Prøv at høre. Det er alt sammen ligegyldigt. Hvis vi to mødes på mandag og skriver videre, så er jeg lykkelig.” Mandag morgen mødtes vi på kontoret og spændte balderne og søgte Dansk Film Institut én gang til. Denne gang lykkedes det. 

LOUISE OM DITTE

Hun kom ind på scenen med en gakket gangart. Min første tanke var John Cleese. Hun havde et kropssprog, som strittede og var et statement i sig selv i forestillingen ’Først bli’r man jo født’ af Line Knutzon. Da vi så blev parret i ’Kvindernes hævn’, opdagede jeg nogle af de næste lag: At hun er en meget målrettet og ambitiøs kvinde.

Jeg var kvinde i forestillingen og hed Transparence. Ditte var min kæreste, alfahannen Ricco. I en af scenerne vil Ricco have smæk, så Transparence skulle være dominatrix. Scenen skulle være sjov, og vi fik lov til at improvisere. Der begyndte den joke-optimering, vi har bygget videre på lige siden: ”Bliver det ikke sjovere, hvis …?”

Hendes energi er for vild. Mens jeg beder om en weekend alene, tager Ditte ud og åbner et museum og synger fire sange med et orkester. Hun får energi af det. Det misunder jeg hende lidt.

Hendes utålmodighed kan være irriterende. Hvis hun har hørt noget før, kan hun godt snappe og blive sådan: ”Kom nu videre. Dér har vi været!” Det kan være hårdt, hvis man er sårbar og stadig er ved at formulere sine tanker. Men det taler vi om, og hun siger: ”Åh, stop mig lige, når jeg gør sådan.” Det sker heldigvis ikke særlig tit.

Da jeg var ung, blev det betragtet som negativt at være for meget i symbiose. Gik man i symbiose med en kæreste, lød det: ”Ej, I er jo smeltet sammen, og du ved ikke, hvad du selv tænker.” I dag føler jeg mig stærk i symbiosen, fordi jeg ved, at Ditte har min ryg hele tiden. Hun får det bedste frem i mig. Hun fremkalder mig og har hjulpet mig til et sted, hvor jeg har kreativ frihed. Jeg ville ikke vide, hvor jeg var i dag, hvis jeg ikke havde hende i mit liv.

 

LOUISE MIERITZ

MINE FORÆLDRE sagde for nylig, at jeg var to Louiser som barn. Når jeg talte fransk, var jeg den artige. Når jeg talte dansk, var jeg Pippi Langstrømpe. 

Som seksårig startede jeg på Den Franske Skole på Frederiksberg. Man rejste sig op, når læreren kom ind, og man var Des. I Den Franske Skole blev man mobbet og hængt ud, hvis man klarede sig dårligt fagligt. De, der fik de laveste karakterer, fik deres navne skrevet på tavlen. 

Angsten for ikke at være dygtig sidder dybt i mig. Det hænger sammen med samtalen om, hvorfor der ikke er så mange piger, der kaster sig ud i at være sjove. Jeg fik point for pænhed, for at være ordentlig og pertentlig og svare rigtigt. På samme tid havde jeg en vild side. Det at rumme noget dobbelt har fulgt mig hele livet.

SOM OTTEÅRIG blev jeg sendt på sommerferiekoloni i Frankrig. Der blev jeg introduceret til sketch. Det var en kæmpe øjenåbner. Skoleskemaet på Den Franske Skole var renset for kreative fag. Ingen musik, ingen drama. Jeg tog noget andet tøj på og kastede mig ind i situationen og følte mig fri. Fri fra den pæne pige. De andre børn var ældre end mig, men jeg følte mig ældst. Jeg var helt oven på situationen, når vi skiftedes til at gå ind og improvisere. Da jeg kom hjem, begyndte jeg at instruere sketch i frikvartererne med mine veninder. ”Nu gør du sådan, og så gør du sådan.” Allerede dengang var der humor indblandet.

Selvom mine forældre sendte mig i en streng skole, blev det at være skuespiller faktisk betragtet som en reel levevej. Min mors forældre var amatørskuespillere i Mariager, og min morfar ville gerne have været professionel. Men han sang pivfalsk, så det kunne ikke lade sig gøre. Han døde, to måneder inden jeg blev født. Man siger i min familie, at hans sjæl sprang over i mig. Jeg synger nu forholdsvis rent. 

Mine forældre støttede mig og tog mig ud at se teater. ’Blodbrødre’ på Betty Nansen Teatret med Kirsten Lehfeldt står lysende klar for mig, og hun blev et kæmpe forbillede. Samme år, i 1986, gik jeg i Grand Teatret med min mor og så hende i Helle Ryslinges film ’Flamberede hjerter’. Alt omkring Kirsten Lehfeldts figur er dysfunktionelt, og hun støder på nogle frygtelige mennesker. På samme tid er hun vildt sjov i sit kaos. Ditte og jeg taler tit om, at når folk er så søde at kalde vores ting for ”frisættende”, så var det præcis sådan, vi følte ved at se den film.

MIN FØRSTE FILM var ’Idioterne’. Jeg spillede over for en mandlig skuespiller, som var uddannet præcis samtidig med mig. Rollernes størrelse var ens. Vi havde samme anciennitet. Det var en en­semble­film. Men han fik mere i løn, end jeg gjorde. Det opdagede jeg midt i forløbet, og min tanke var: ”Gud, hvor har jeg været dårlig til at forhandle.” Jeg købte ind i den der henslængte holdning ”Årh, vi er da meget lige” og så ikke, hvor systematiske forskellene var. Så jeg må med skam erkende, at jeg selv har været med til at fastholde nogle skævheder.

Jeg har ikke oplevet noget fysisk krænkende i branchen, men jeg har oplevet toner, som jeg har bidt i mig. Instruktører, der afbryder midt i en scene for at sige, at jeg altid har sådan nogle pæne kjoler på. Det har jeg virkelig oplevet meget. Og det er selvfølgelig en kompliment, men det er midt i mit arbejde. Havde jeg opponeret for 15 år siden, var jeg blevet skammet ud med, at jeg var snerpet. ”Hold nu op, det var bare for sjov.” I dag er der ved at være skabt et sprog for, at man kan sige til hinanden: ”Hov, det synes jeg faktisk var både forstyrrende og upassende.”

Det handler ikke om, at man skal pege fingre. Det handler om, at vi alle sammen skal øve os i at blive bedre til at lytte til os selv og hinanden. På et tidspunkt fløj det ud af munden på mig til en kollega: ”Hey, lækre ben i de shorts!” Umiddelbart uskyldigt og for sjov. Men han havde ikke lagt op til eller bedt om, at der skulle være fokus på hans krop i den situation. Jeg sagde straks undskyld.

LOUISE MIERITZ

Født 1971

Uddannet ved Statens Teaterskole.

Har tidligere spillet med i Lars von Trier-filmene ’Idioterne’ og ’Direktøren for det hele’.

Medstifter af satire-gruppen Emmas ­Dilemma, der udelukkende bestod af kvinder.

Gift med Manuel Claro. Sammen har de sønnen Samuel.

DA JEG VAR sidst i tyverne, kom en instruktørassistent over til mig og sagde: ”Det er helt vildt med dig, Louise. På scenen gør du alt fuldstændig ens hver eneste aften. Det er sindssygt, så præcis du er.” Hun mente det som en kompliment, men jeg tog det sådan: ”Shit, mand. Det må være røvsygt at kigge på.”

Det blev begyndelsen til at gøre op med altid at skulle være den perfekte. En dag var jeg i Magasin du Nord med min mor, hvor vi kiggede efter en bog til min onkel. Hun talte længe om, hvad vi skulle vælge, men hendes stemme blev mere og mere vattet, indtil den lå svagt ude i periferien. Jeg fik åndenød, mit hjerte galopperede. Ude på Strøget stoppede jeg hende og sagde: ”Jeg kan simpelthen ikke trække vejret. Jeg tror, jeg får et angstanfald. Jeg må vist over at sidde alene.” Jeg satte mig ind i en gyde. Det var, som om hjernen lukkede ned. Kroppen talte med store bogstaver og sagde: ”Nu stopper du! Der er noget galt med den måde, du lever dit liv.”

Mit trick blev at lægge mig ned og spørge ind til signalerne, når de viste sig: ”Hvad handler det her om?” Der dukkede en liste op: Jeg var bange for ikke at være klog nok. Jeg var bange for ikke at være pæn nok. Jeg var bange for at fylde for meget, bange for at være for ambitiøs. Der var alle mulige korsetter, jeg havde givet mig selv. Men da jeg kunne se dem, kunne jeg også løsne dem, og det afspejlede sig i den måde, jeg begyndte at spille på: ”Hende min figur, skal vi ikke give hende en kort lille top på, så min mave stikker ud?”

Det var en følelse af at være et menneske fuld af fejl. Men det professionelle og det private gik ikke hånd i hånd. Mit professionelle jeg kunne nogle flere ting, end jeg selv kunne. Mens jeg følte, at jeg var blevet mere markant i min måde at være skuespiller på, kartede jeg stadig rundt i søgen efter mand og børn og valgte alt muligt dysfunktionelt.

JEG ORKEDE IKKE at finde en mand i branchen. Som 36-årig begyndte jeg at sige til mig selv, at jeg måske aldrig fik børn. En aften var jeg til fest efter Mammutteatrets ’Fobiskolen’. I baren faldt jeg i snak med filmfotografen Manuel Claro, som jeg kendte lidt fra tidligere samarbejder. Da jeg lagde an til at gå hjem, tog han hurtigt fat i min krave og kyssede mig, og vi forlod festen sammen. I hans selskab blev jeg fuldstændig rolig. Det var en helt fysisk følelse. Det havde jeg aldrig prøvet før. Fem uger senere var jeg gravid.

Ditte er min anden kæreste. Jeg mødte hende, lige inden jeg mødte Manuel, så de to forhold har været parallelle. Manuel får hele pakken og skal holde mig ud, når jeg er urimelig, men jeg strammer mig mere an, når jeg er sammen med Ditte. Jeg tror, hun gør det samme. 

Ofte er et parfold forbundet med, at man må afgive noget af sit ego. Jeg oplevede det omvendt med Manuel. Med ham fik jeg mere ego. Tidligere forbandt jeg det at have ego og ambitioner med at have spidse albuer. I dag forbinder jeg det med at turde stille sig frem og sige: ”Jeg ved godt, at der er langt op på det bjerg, og at turen er strabadserende, men jeg vil prøve at komme derop.” I Ditte fandt jeg en, som ville følges med mig op på det bjerg.

Hun og jeg er gode til at passe på hinanden på den rejse. Ditte er sådan en arbejdshest, der bliver rastløs af at holde pause, mens jeg går ned med stress, hvis jeg ikke lader op. Det gjorde jeg i 2014 efter første sæson af vores serie. En stresscoach fortalte mig, at jeg er særligt sensitiv og let bliver overstimuleret. Nu øver jeg mig i at koble fra. Gåture på Vestre Kirkegård er godt. At se meget af himlen. Lyden af bølger. Men også bare at ligge alene og tage en lur. Nu er jeg sådan en, der tager en lur hver dag, hvis jeg kan. 

FORDI JEG HAR skabt plads til mig selv, er min dobbelthed smeltet mere sammen. Jeg har stadig samtaler inde i mig selv, men de handler i mindre grad om mit lille liv og mere om strukturerne omkring mig. Man kan sige, det hele er blevet mere holistisk.

De agendaer, jeg har med Ditte, optager mig. Jeg håber virkelig, at vi kan få en redefinering af det at være menneske. At vi kan acceptere, at det maskuline og det feminine findes i alle mennesker. At vi stopper med at stigmatisere det sårbare og det svage. At kvinder ikke behøver ordet ’stærk’ foran for at have værdi. At vi for min søns skyld kan komme forbi nogle af de forestillinger om, hvad det vil sige at være en rigtig mand. Vi har alle sammen godt af den her bevægelse, som ’Ditte & Louise’ er en del af.

Min søn spurgte mig på et tidspunkt: ”Hvorfor kan piger gå i bukser, når drenge ikke kan gå i kjole?” Jeg begyndte at svare: ”Der var engang, hvor det at være kvinde ikke var så sejt som at være mand. Men så har man kæmpet for det, og …”

Det slog mig, at jeg talte om det, som om det var fjern fortid. Som om at nu var det helt forbi. Så jeg sagde: ”I lang tid var det sejere at være dreng end at være pige, så piger bliver cool af at tage bukser på. Men mange synes stadig, at drenge ikke er cool, når de tager kjole på. Men det tror jeg, du og dine venner kan lave om på.” Så viste jeg ham billeder af Bisse, Kurt Cobain, David Bowie, alle mulige mænd med kjole på, og sagde: ”De er sådan set ret seje.”

DITTE OM LOUISE

I begyndelsen af 2007 skulle jeg lave katalogfotos til ’Kvindernes hævn’ på Nørrebro Teater. Det var, inden vi var gået i gang med prøverne, så jeg vidste ikke meget andet om forestillingen, end at der var syv andre kvinder med. Jeg kendte godt Louises arbejde, men hende kendte jeg ikke. Til den fotosession bemærkede jeg, hvor tjekket hun så ud. Sådan virkelig trendy. Hun er et helt igennem æstetisk og kultiveret menneske, som fanger ting, længe inden de kommer på mode.

Hvor der er mange kvinder, bliver der talt en del. Til prøverne kunne Louise godt forsvinde lidt i mængden. Hun var ikke så ekstrovert. Hun gik i sin egen boble og kunne virke svær at komme ind på livet af. Men jeg lurede hende: Hun gik og nørklede med sine ting, indtil hun var tilfreds.

Vi skulle lave en erotisk scene, og det føltes som en ægte tiltrækning. Ikke så meget, fordi jeg spillede mand, og hun spillede kvinde, mere fordi det bare swingede imellem os. Hvis der er en ligeværdighed, og man mærker hinanden, og man udfordrer hinanden og får modspil, så er det pirrende ad helvede til at spille sammen. Endnu mere fordi der er et publikum, som kigger på.
Vi plejer at sige, at hun har et lille nej foran sig, og jeg har et stort ja. Hvis hun bliver træt eller presset, så er det: ”Nej, nej, nej.” Jeg er så heldig, at jeg tit kan trænge ind bag det nej. Vi har været så meget sammen, at hun er blevet mere ja-siger, og jeg er blevet mere nej-siger. Det har klædt os begge.

Hun har garanteret sagt om mig, at når jeg bliver utålmodig, bliver jeg kort for hovedet: skarp, ubehagelig og en dårlig kollega. Hvis hun ikke har sagt det, er hun sød. Men hun har ret, og jeg elsker hende for at rumme mig. Det er det bedste, du kan opleve i livet: at møde mennesker, der kan rumme dig.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se september 2018.

 

Han troede, han var tjekket ind på et ganske almindeligt hotelværelse. Men da en ung MIKAEL WULFF vågnede op i Borneos jungle, var intet som forventet.
Tekst:Morten HjortshøjFoto:Privat

REJSEN BEGYNDTE i Kuala Lumpur. Jeg var 19 år gammel og havde besluttet mig for at tage alene til Asien i tre måneder. En gang om ugen skulle jeg finde en mønttelefon, så jeg kunne ringe hjem og fortælle, at alt var godt.

Den første nat overnattede jeg i en stor baraklignende sovesal. Der var kun lokale malaysiere fra samfundets hårdere lag, men jeg sov fredfyldt som en lille, lykkelig killing blandt 100 fremmede mænd med mit mavebælte fuldt af alt, hvad jeg ejede. 

Jeg havde et mål. Jeg havde hørt om en orangutang, der holdt til et sted inde i Borneos regnskov. Den måtte jeg se – dengang var orangutanger nok mere fascinerende for mig. Så jeg tog videre til Borneo. For at komme ind til den orange abe skulle jeg sejle med en mærkværdig ombygget flodpram. Sejlturen varede i otte timer, og jeg blev hamrende søsyg undervejs.

Da jeg kom i land midt om natten, havnede jeg i en lille, mærkelig jungleby. Alting var sort, og jeg havde det elendigt, så jeg tjekkede bare ind på det første, det bedste hotel og fik mit hotelværelse klokken fire om natten.

Da jeg vågnede, var det blevet eftermiddag. Jeg havde det stadig dårligt og forsøgte at lokalisere, hvor jeg egentlig var. Jeg åbnede døren ud til gangen og fornemmede, at jeg var på et enormt stort hotel. Der var et gigantisk gangsystem med døre overalt. Som at være midt i en labyrint. Jeg gik ned ad gangen og bemærkede, at alle dørene stod på vid gab. Og endnu mere surrealistisk: Inde på alle værelserne sad en lille yndig asiatisk pige på sengekanten og kiggede ud på mig.

Jeg nåede frem til en repos, hvor der sad en stor, ældre madamme og holdt nøje øje med alle gæsterne. Det var først her, det gik op for mig, at jeg havde indlogeret mig på et kæmpemæssigt bordel for de lokale mænd. 

Tanken havde slet ikke strejfet mig, for stemningen og indretningen var slet ikke stripklub-vulgær, som man kan støde på i for eksempel Thailand. Det var mere som at være på borgerservice. Meget stilfærdigt og funktionelt, hvilket gjorde det endnu mere bizart.

De begyndte at tale til mig, og flere af pigerne spurgte, om jeg ikke godt ville tage dem med hjem til Danmark. Jeg var rædselsslagen og anede ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til situationen. Det endte med, at jeg barrikaderede mig alene på værelset og ikke kom ud af hotellet i et døgn. Jeg fik set orangutangen, men den gjorde ikke så stort indtryk som det hotel.

I dag ville jeg slet ikke turde rejse tre måneder alene rundt i Asien. Det kan jeg godt savne ved ungdommen. Jeg var et dejligt naivt fjols, der ikke kunne forestille sig, at der kunne ske mig noget. I dag er jeg nervøs for at spise en kylling, hvor udløbsdatoen er overskredet med tre minutter.

FØRSTE REJSE
”Rødglødende solbrændt på charterrejse til Costa del Sol med mine forældre.”

STØRSTE REJSESKUFFELSE
”Da jeg som teenager skulle til USA for første gang for at besøge en ven, der var udvekslingsstudent i USA. Familien skulle arbejde, og han gik hele tiden i skole, så jeg var alene i to uger i et forstadshus i Atlanta og brugte hele dagen på at opvarme hotdogpølser i en mikrobølgeovn.”

VÆRSTE REJSEMÅLTID
”Et kogt fiskeskelet på en restaurant i London. Vi fandt aldrig ud af, om det var en practical joke.”

NÆSTE REJSE
”Jeg drømmer om en tur til Ildlandet omkring Patagonien. Trænger til noget vildt og grænseløst.”

Mikael Wulff. Komiker, manuskriptforfatter og instruktør, 45 år. Har skrevet og instrueret TV 2 Zulu-serien ’Perfekte steder’.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se maj 2018.

 

Den 65-årige skuespiller og komiker om at vokse op i strid medvind, om angst og livslang forfængelighed, om sejre og store sorger – og om den pludselige glæde ved at vågne op på en campingplads med morgenhår og joggingdragt.
Tekst:Danni TravnFoto:Privat

MINE FORÆLDRE tilhørte den generation af danskere, der byggede landet op efter besættelsen. Min far var murer, så han sled i det i sommerhalvåret, men havde ikke let ved at finde arbejde om vinteren. Min mor mødte hver morgen klokken 07.00 på den lokale papirfabrik. Da de blev gift, flyttede de i en toværelses på Holstebrovej i Skive. I 1953 blev jeg født i lejlighedens soveværelse.

JEG HOLDT nok lidt mere fast i gelænderet end de andre drenge. Jeg elskede mine forældre over alt på jorden og troede på det, de sagde. Mit barndomshjem var præget af en ukuelig optimisme. Min mor sagde altid: ”Det skal nok gå alt sammen”, og min far supplerede med: ”Husk at være glad.” Vi gjorde mange ting sammen. Hørte radio, spillede kort, tog på teltture og campingferier. Det var, som i sangen, et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.

I NABOOPGANGEN boede min morfar og mormor. De var et par skønne mennesker, der gik og småskændtes på den mest morsomme måde. Min morfar blev kaldt ’Fandenrasme’ af de andre børn, fordi der altid stod en sky af eder og forbandelser om ham, men altid krydret med varme og humor. ”Kan du sige fandenrasme?” ”Kan du sige den ondelyneme?” Min bedstemor mente ikke, at det var noget at lære sit barnebarn. Så svarede bedstefar: ”Han skal sgu da lære det et sted, og så kan han den ondelyneme lige så godt lære det af mig.” 

Preben Kristensen, tre år gammel. 

‘FANDENRASME’ var kun et af utallige øgenavne i Skive. Maleren hed ’Strimmel’. ’Ballet-Sørensen’ havde skæve fødder. ’Oskar Enøre’ manglede et øre. ’Carl Pis-i-brød’ var bageren med byens dårligste bagværk. ’Skumgummi’ var en kvinde, der udstoppede sin brystholder. Min far og jeg førte en fælles liste over alle navnene. Vi var en familie, der grinede meget.

MIN FØRSTE BIOGRAFTUR var en skelsættende begivenhed. Min far tog mig i hånden og førte mig ned til Skive Bio. Intetanende kom jeg ind i et aflangt lokale med dyremotiver på siderne og et tungt, grønt tæppe for enden. Da tæppet gled væk, tonede en lyshåret mand frem. Det var Tommy Steele i filmen ’Ung mand med guitar’. Bagefter tonede en tyk mand og en tynd mand frem og lavede løjer. Jeg kendte ikke Gøg og Gokke, men grinede hele vejen igennem. Jeg var dybt betaget. Selvom jeg intet forstod af de engelske ord, gik jeg derfra syngende min egen vrøvleversion af Steeles hit ’A Handful of Songs’. Mine lommepenge og min sparsomme løn som cykelbud gik herefter på biografbilletter. Senere fik jeg arbejde i biografen og sad aften efter aften og sugede for­tællinger til mig.

DE ÅRLIGE DIRCH PASSER-FILM var et tilbagevendende højdepunkt. Jeg var heldig at se film som ’Styrmand Karlsen’, ’Charle’s tante’, ’Baronessen fra benzintanken’ og ’Frøken Nitouche’ med barnets uspolerede øjne. Dirch ramte noget dybt i mig, som jeg selv som voksen har svært ved at sætte ord på. Der var en masse timing i hans komiske talent, men også en afgørende sårbarhed. I 1967 var han atter med i Cirkusrevyen, og jeg begyndte en kampagne for at komme ind og se ham det følgende år. Det lykkedes. Mine forældre skrabede penge sammen, så vi alle kunne tage af sted og se ham i Cirkusrevyen i 1968. Her brillerede han blandt andet med ’Mudderkliren’. Efter forestillingen var jeg øm i hele ansigtet af at grine. Jeg var ikke i tvivl: Jeg ville det der. 

PÅ DET STORE LÆRRED

Preben Kristensen er 65 år og uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1978. Hans første større filmrolle var over for Ole Ernst i det stort anlagte drama ’Peter von Scholten’ fra 1987. Men filmen skuffede, og tilbuddene ebbede ud. Da dansk film blev revolutioneret i 90’erne, var det uden Preben Kristensen. I sin nye erindringsbog ’Husk at være glad’ fortæller han: ”Aldersmæssigt befinder jeg mig mellem de nye stilskabere og den gamle garde fra 60’erne og 70’erne, men støvkorn fra de ældre lå på mine skuldre (…) Det er sagt helt uden bitterhed. Enhver generation har lov til at erobre verden uden hensyn til de ældres følelser og forfængelighed.”

I SKOLEN HAVDE jeg en streng fysiklærer, som havde en kreativ åre: Han stod for byens drengekor og den årlige revy Gøglervognen. Jeg fandt nemt sammen med andre, der delte min passion. Jeg fik møvet mig ind først i koret og siden i revyen. Med Gøglervognen blev jeg flere somre i træk en af de lokale stjerner, når vi optrådte med sketch og parodier på Børnehjælpsdagen. Jeg gav den blandt andet som Mogens Glistrup, Simon Spies og Uri Geller. 

HJEMME ANNONCEREDE jeg, at jeg ville prøve at komme på skuespillerskolen i Aarhus. Det støttede far og mor mig helt i. I deres omgangskreds lød ellers kritiske røster. Min faster sagde blandt andet til min far, at han måtte sørge for, at jeg fik en rigtig uddannelse at falde tilbage på. Min far svarede: ”Jamen, skuespiller bliver den uddannelse, han kan falde tilbage på.” Jeg har langt hen ad vejen haft et liv i strid medvind. 

NÅR VI HAVDE fri fra skuespillerskolen i Aarhus, samledes vi gerne på Jacob’s BarBQ, hvor vi sang og klovnede omkring klaveret. Ofte var Søren Pilmark den store igangsætter. Han, Asger Reher, Anders Bircow og jeg blev på et tidspunkt sat sammen af vores sanglærer, der gerne ville prøve noget firstemmig sang. Vi kunne straks høre, at vi klingede godt sammen. Inden jeg så mig om, var jeg en del af kvartetten Barbershop Harmony. Vi anede intet om at lave shows, men bandt vores sange sammen af små parodier og sketch. Det var i den forbindelse, i al hast kradset ned på en notesblok, min parodi på dronningen opstod. Hun var med fra allerførste aften. Efterhånden transformerede gruppen sig til at være Anders og mig samt en fyr fra to årgange under os: Thomas Eje. Vi skiftede navn til noget, der passede med, at vi nu kun var tre. 

Preben Kristensen, 20 år gammel, 1973. 

LINIE 3 VAR et fritidsprojekt, mens vi passede vores arbejde på teatret. Ligesom med Barbershop Harmony satte vi musikken i centrum, men publikum reagerede meget positivt, når vi lavede sjov, så det komiske element kom til at fylde mere. I sommeren 1979 optrådte vi på loftet over Jacob’s BarBQ. Hver aften kom flere til, så rummet til sidst var så proppet, at kondensvandet drev ned ad væggene. Blandt dem, der klemte sig ind, var en producer fra DR. Han ville gerne optage vores show og bringe det i fjernsynet. Showet blev sendt 3. maj 1980, og den næste morgen var vi berømte. Sådan var effekten i monopolets dage. Vi ramte en eller anden nerve med vores unge, uskyldige humor. 

DAGEN EFTER tv-premieren gik jeg ned ad Strøget i Aarhus med Anders og Thomas. Pludselig blev jeg grebet af en ubehagelig fornemmelse af, at alle kiggede på mig. Jeg fik åndedrætsbesvær og måtte sætte mig ned på en bænk. Med Anders og Thomas’ støtte kom jeg op i min lejlighed. Jeg vidste, at noget var rivende galt. Jeg tog op til min læge, der sagde, at jeg havde haft et angstanfald, og udskrev nervepiller til mig. Dagen efter slugte jeg en enkelt pille for at klare mig gennem et pressemøde om Linie 3’s kommende album. Da jeg kom hjem, tog jeg pilleglasset fra hylden og smed det i skraldespanden. En stemme af fornuft sagde til mig, at det simpelthen ikke nyttede noget, at jeg allerede som 26-årig begyndte at æde nervepiller for at klare mig gennem livet.

ANGSTANFALDET påvirkede min tilgang til omverdenen. Jeg trak mig en anelse, var mere på vagt, blev mere forfængelig. Håret fik lige et ekstra strøg med kammen, inden jeg viste mig udendørs, og jeg stoppede med at køre med bus og S-tog. Jeg lukkede kun få fra min omfattende omgangskreds ind i kredsen af egentlige venner. Pressen kom aldrig over min dørmåtte, og når jeg gav interview, handlede de næsten udelukkende om min karriere. Det var uden tvivl et skridt væk fra den optimistiske verden, jeg voksede op i, men det handlede om at beskytte mig selv. Måske man kan sige, at jeg blev en slags voksen, det billige skidt.

STEMMEN

I 1986 tilbød Jesper Klein Preben Kristensen at lægge stemme til Loke i tegnefilmen ’Valhalla’. Det blev den første af mange stemmeroller, og generationer af børn (og nu voksne) kender ham blandt andet som elskovssyge Lumière i ’Skønheden og Udyret’, som ustyrlige Genie i ’Aladdin’ og som Woody i ’Toy Story’-filmene:

”Alle mine figurer har haft skægge kendetegn og karaktertræk, men den her lille cowboyfyr var en fuldendt figur med et helt spektrum af følelser. Han bliver forelsket, jaloux, duperet, rasende, genert og mærker savn. Jeg græd vitterlig, da jeg indspillede den.”

OFFENTLIGE PREBEN skulle nok smile, når blitzlysene blinkede. Til gengæld ville private Preben gerne være alene, for jeg var en forsigtig ung mand, der var vokset op i ydmyge rammer. Intet havde forberedt mig på berømmelsens chok. Jeg havde heller aldrig drømt om at blive kendt. Jeg kendte dårlig nok det koncept. Alt, jeg ville, var at lege og fortælle historier på scenen.

AT JEG VAR kæreste med en mand – Søren, som jeg i dag er gift med – bidrog yderligere til behovet for en skarpt optrukket privatlivszone. For vores venner og familier var der intet odiøst i vores forhold, men omverdenen var ikke klar til at trække på skuldrene af to mænd, der boede sammen. Kom det frem, ville det blive den dominerende historie om mig, tænkte vi. En ting var, at det ville være irriterende at blive identificeret med sit valg af partner. En anden ting, at jeg frygtede, det ville farve publikums opfattelse af mig. Kunne de tage mig seriøs som førsteelsker, hvis de kendte mine personlige forhold?

TEATERDIREKTØRERNE hyrede mig logisk nok mest til komiske forestillinger. Men da Nørrebro Teaters direktør Leon Feder ringede og tilbød mig endnu en rolle i den sjove afdeling, bad jeg ham om at komme med noget andet. Nogle dage senere tilbød han mig rollen som McMurphy i ’Gøgereden’. Glædestrålende takkede jeg ja. Efter røret var lagt, så jeg Jack Ni­cholson for mit indre blik. Jeg fortrød. Jeg turde simpelthen ikke. Jeg ringede og sagde det til Leon, som blot svarede, at det var for sent at fortryde, og så lagde han på. ’Gøgereden’ blev en slags ny begyndelse. Jeg var så stålsat på at vise mit værd som dramatisk skuespiller herhjemme, at jeg nedlagde veto mod, at Linie 3 skulle satse på udlandet. 

PÅ DE SKRÅ BRÆDDER

Han ville egentlig være filmskuespiller, men teaterscenen ’snuppede’ Preben Kristensen tidligt. Netop nu har han hovedrollen i Ibsens ’Peer Gynt’ på Folketeatret i København frem til 22. december. Næste år er han med i ’Et dukkehjem’ på Vendsyssel Teater. Til marts besøger han Aarhus med sin 40-årsjubilæumsforestilling ’Suffløren’, mens han i sommeren 2019 kan opleves i Hjørring Revyen. Og så vender han tilbage til filmlærredet med en rolle i May el-Toukhys ’Dronningen’, hvor han spiller over for blandt andre Trine Dyrholm.

MIT STOLTESTE ØJEBLIK var Reumert-uddelingen i 2005. Som de tre foregående år var jeg vært, og da vi nåede til uddelingen af Bikubens Hæderspris, kaldet Æres-Reumerten, ville jeg gå om bagved for at forberede et af mine små overbindingsindslag. Men jeg blev på det kraftigste bedt om at vente i kulissen. Prisen var tidligere givet til folk som Ghita Nørby og Jørgen Reenberg, og ikke i min vildeste fantasi forestillede jeg mig, at de ville give den til mig. Pludselig kunne jeg høre på den lange begrundelse på scenen, at det var det, som skete. Helt mundlam trådte jeg på scenen for at modtage prisen. Begrundelsen var, at jeg havde været i stand til at være både komiker og karakterskuespiller. Jeg følte mig set og accepteret. Det var, som om noget i mig faldt til ro.

MIN STØRSTE SORG er tabet af mine forældre. Min mor gled langsomt ind i demensen, mens min far simpelthen var slidt op. Typisk for min far var nogle af hans sidste ord til mig, at jeg ikke skulle være ked af det, for han havde haft et fantastisk liv. Jeg har efterhånden erfaret, at mine forældres livsfilosofi virker. Du får virkelig noget ud af livet, hvis du holder humøret højt og arbejder passioneret. Ikke at det er let altid at leve op til. Men det er noget at stræbe imod, og det har bragt mig videre igen og igen. 

DE SENESTE ÅR er jeg løsnet op sammenlignet med den vagtsomme mand, jeg var i mange år. Den slags kommer nok med alderen for mange. Når man har bevist, hvad man ville, slapper man mere af. Min mand og jeg behøver ikke længere putte med vores forhold. Vi kan, mere end nogensinde, bare være, uden at der gøres særlig notits af det. 

NU CAMPERER VI. Det kan lyde banalt, men det betyder helt oprigtigt noget. Sidste sommer begyndte vi at køre på små ture i vores autocamper, og det har været som en genopdagelse af min barndoms uhøjtidelige ferieliv. En morgen trådte jeg ud af camperen i morgenhår og fleecejoggingdragt med et håndklæde slynget om halsen. For få år siden havde det været utænkeligt. Hvis nu nogen så mig … Den morgen smed jeg den sidste rest af selvbevidst forfængelighed. Jeg gik afslappet over pladsen og betragtede de andre gæster hygge sig ved morgenbordene – og følte mig hjemme.