I BARNDOMMEN levede jeg mere på gaden end derhjemme. Mine forældre var drankere, og der skete alle mulige ting, som ikke er særlig fede at huske tilbage på. Jeg blev altid jaloux, når jeg så, hvordan der var hos mine kammerater. De levede almindelige familieliv, og det hele var ikke et stort kaos hele tiden.
Min mor skred for eksempel fra mig, da jeg var fire år. Mine forældre blev skilt, da jeg var helt lille, så det meste af tiden boede jeg hos hende på Frederiksberg, men en dag ville hun pludselig til Spanien for at medvirke i en cowboyfilm.
Inden hun døde, tog jeg mig sammen og spurgte hende: ”Hvor gammel var jeg egentlig, da du tog af sted?” Hun svarede: ”Fire år” – og sagde det, som om det ikke var noget særligt. Det fik vreden til at boble i mig. Jeg var nødt til at gå min vej, så jeg kunne komme udenfor og råbe rigtig højt.
Foto: Privat
Der var masser af frustrationer i mig allerede fra barnsben, og jeg gik på et hav af skoler rundt-om på Sjælland. Jeg blev smidt ud af dem alle sammen – folkeskole, friskole, specialskole, en kristen skole. Jeg gik også på en drengeskole for adfærdsvanskelige børn, hvor man kun måtte komme hjem i weekenden, hvis man havde opført sig ordentligt. Det passede mig fint. Jeg ville ikke hjem. Det eneste, jeg tænkte på, var, at jeg ville væk fra det hele, men jeg vidste også, at mine udsigter ikke var særlig gode, når man var så dårlig i skolen, som jeg var. Det hjalp heller ikke på det, at jeg hang ud med andre rødder og prøvede alting tidligt – for eksempel et tyveri, som jeg fik en betinget dom for.
Jeg forsøgte at hutle mig igennem tilværelsen på alle mulige måder. Som teenager var jeg avisbud, slagter, konditor, kongelig porcelænsmaler, fugle-lortsskraber og alt muligt andet. Jeg var den første mandlige bagerjomfru på Frederiksberg og fik kun jobbet, fordi jeg gik ind fra gaden og overbeviste dem om, at det ville være cool, hvis de fik en ung mand bag disken. Der var ikke noget af det, jeg kunne lide. Det var ren overlevelse. Jeg skulle bare tjene en masse skejser. Jeg vidste, at hvis jeg ville noget med livet, måtte jeg skabe det selv.
Foto: Privat
SOM 15-ÅRIG skred jeg fra det hele og tog ud at sejle. Jeg havde gået på seks forskellige skoler og havde ikke papir på noget som helst. Og jeg vidste, at det var på tide at komme helt ud af miljøet, hvis ikke det skulle opsluge mig. Fordi jeg kun var 15, skulle jeg have en fuldmagt, og den var vanskelig at få. Min mor var sådan set ligeglad. Hun interesserede sig ikke for det. Men det var trods alt en bedre reaktion end den, jeg fik fra min far. Han mente, at det var hul i hovedet, og blev så rasende, at han slog mig i gulvet. Jeg rejste mig, stirrede ham i øjnene og sagde, at det var det sidste, han nogensinde ville se til mig.
Kort efter begav jeg mig ud på havet som skibsdreng på et containerskib. Vi lagde fra land i Danmark og krydsede Atlanterhavet til USA og fortsatte ned til Den Mexicanske Golf og videre gennem Panamakanalen og forbi El Salvador, Nicaragua, Colombia og De Caribiske Øer. Jeg gjorde rent fra tidlig morgen til sen aften og tjente ikke andet end håndører, men jeg følte mig fri og glad, og de andre på skibet var venlige over for mig. Særligt kokken var skidesød ved mig. Det betød alverden for mig, for jeg var ikke vant til rare voksne, der behandlede mig godt.
En dag hang jeg i nogle seler og pudsede vinduer om bord på skibet et sted i Caribien. Fra et af vinduerne hørte jeg musik fra en radio. Det var en dj fra Barbados, der spillede, og jeg blev ramt af en særlig energi. ”Shit, det lyder fedt, mand,” tænkte jeg og vidste instinktivt, at det var det her, jeg skulle.
Da jeg kom hjem, besluttede jeg mig for at gå all-in på at blive dj. Jeg havde ingen plader, ingen mixer, ingenting, men jeg havde en god ven i København, der havde et mobildiskotek, som jeg kiggede over skulderen. Jeg kom også i Thomas P. Hejles Ungdomshus og på et diskotek i Stengade, hvor jeg længselsfuldt stod og stirrede på mixerpulten i mine MC Hammer-agtige bukser og høje støvler. Men jeg havde aldrig selv spillet, og jeg anede ikke, hvordan en mixer fungerede.
Jeg løj mig til mit første job. Det var i Roskilde på en natklub. Jeg havde ikke engang et demobånd, som man ellers skulle have, men jeg fik lavet en stak plakater, som jeg trak op og viste natklubejeren, hvor jeg stod i jakkesæt og lignede en, der solgte tørretumblere. Nederst stod der: ”René Dif, international discjockey.”
Det var sådan, jeg greb tingene an. Jeg fakede den bare derudad, og det gav pote, men det betød også, at jeg pludselig fik gevaldigt travlt med at finde ud af, hvordan lortet fungerede. Jeg kørte forbi en ven og lånte hans pladesamling og tog derefter ned på gågaden i Roskilde og købte hovedtelefoner og mikrofon. Seks timer senere stod jeg til mit første spillejob.
Foto: Privat
I MANGE ÅR stammede jeg. Det var en reaktion på de voldsomme ting, der var sket, da jeg var lille. Jeg kunne nærmest ikke sige en sætning, så voldsomt var det. Hvis bare jeg skulle sige hej til nogen, resulterede det i en større kamp, hvor jeg måtte hakke mig igennem: -”H-h-h-hej.”
Men det forsvandt, når jeg talte i mikrofonen på natklubberne. Det var, som om jeg blev sat fri i rampelyset. Med tiden begyndte jeg ligefrem at rappe ind over numrene. Det vakte opmærksomhed. Fra jeg var 17 og syv år frem, blev jeg hyret til at spille på klubber i resten af landet, senere også i Norge og i flere andre europæiske lande.
Jeg mødte Lene Nystrøm på et krydstogtskib, og kort tid efter blev vi kærester. En dag spillede jeg nogle demoer for hende, som jeg var i gang med at lave. Lene sagde, at hun også sang, og viste mig en video, hvor hun havde optrådt på en norsk tv-kanal. Efterfølgende introducerede jeg hende for Claus Norreen og Søren Rasted, som jeg kendte fra det københavnske musikmiljø, og sagde: ”Jeg har fundet den kvindelige sanger, vi mangler.” I 1997 udkom vores debutalbum ’Aquarium’ med hittet ’Barbie Girl’. Så stak det af. Det blev et liv med Ferrarier, guldure og koncerter over hele kloden.
Første gang jeg tog til Asien for at spille, havde jeg små børn. I dag kan man kommunikere hjem med FaceTime, og hvad ved jeg, men sådan var det ikke dengang. Og jeg var væk i fire måneder! Først mange år senere, da jeg begyndte at reflektere over mit liv, slog det mig, at mine forældre havde været på samme måde.
Der er mange fødselsdage, jeg ikke er kommet til, og de mange skuffelser er som ekkoer i mit indre i dag. Der var altid noget, der var vigtigere, og selv de gange, jeg var der, var jeg der ikke, fordi mine tanker var beskæftiget med noget andet. Jeg så det sådan, at hvis ikke jeg var blevet popstjerne, var jeg formentlig blevet kriminel.
Når man bliver ældre, bliver man typisk mere sensitiv. Det er i hvert fald sket med mig. Jeg har altid troet, at jeg var lavet af beton, men jeg tager mig selv i at sidde og fordybe mig i alt det, jeg er gået glip af. Jeg mærker et stik i hjertet, når jeg tænker på alle de smukke ting, jeg kunne have oplevet.
Jeg rydder op i det, der kan ryddes op i. Jeg har nogle fantastiske, selvstændige og kærlige børn, og det kommer mig til gavn, men det er klart, at når de kigger mig i øjnene og siger: ”Du var der ikke”, så er det et ubestrideligt faktum.
Aqua-dj i Royal Arena, 2024. Foto: Morten Rygaard
FOR FÅ ÅR siden fik jeg et voldsomt sammenbrud, der kulminerede med, at jeg forsøgte at tage mit eget liv. Det var en kombination af alt muligt, der havde hobet sig op i mig som en ekstrem indre uro, og til sidst så jeg ingen anden udvej. Hvis ikke det havde været for min kone, der fandt mig og hjalp mig, havde jeg ikke været her i dag.
Efterfølgende bad hun mig om at tage til lægen og blive udredt. Det var ikke en opfordring, men et krav. Hun var overbevist om, at jeg havde ADHD, og at det var derfor, jeg blev ved med at kæmpe med de samme mønstre, og jeg kunne også godt se det selv. Det var altid den samme uro, det samme behov for at skeje ud og gøre mærkelige ting, uden det var noget, der kom mig selv til gode.
Det viste sig, at jeg havde bragende ADHD. Hver gang lægen sagde noget, der knyttede sig til diagnosen, sad jeg bare og nikkede og sagde: ”Ja, selvfølgelig.” Efterfølgende tudede jeg i flere dage næsten nonstop. Jeg kunne pludselig kigge tilbage på mit liv og se, at jeg havde kæmpet en unødig kamp i alt for mange år, hvor jeg havde været alt for impulsiv og kørt et følelsesmæssigt ride på andre mennesker. Jeg har haft gang i tusind ting og været ligeglad med, hvad alle andre har syntes.
Efter jeg fik min diagnose, begyndte jeg på medicin, og pludselig kunne jeg mærke, at tankerne blev hængende i stedet for at stikke i alle retninger. Jeg kan bare huske, jeg tænkte: ”Okay, wow!” Jeg havde ikke kunnet sidde stille nogensinde, så det var fuldstændig surrealistisk. I dag tager jeg medicin en gang imellem, men jeg vil ikke bedøve mig med det, for det gør mig enormt indadvendt og stille, og som min kone siger, så er det mig, hun har forelsket sig i, ikke en zombie.
I stedet sørger jeg for at træne hver dag. Det er med til at holde min ADHD nede. Jeg har altid haft svært ved at sove og kan sagtens gå i seng ved midnat og stå op igen klokken fire. Sådan var det i mange år, og min kone sagde tit til mig: ”Jeg fatter ikke, hvor du får al den energi fra.” Nu forsøger jeg at være så aktiv som muligt og slide mig selv, så jeg er træt nok til at sove ordentligt.
Foto: Privat
Der er meget, der har ændret sig de seneste år. Tidligere festede jeg hele tiden, men nu om dage går jeg sjældent i byen. Groft sagt var jeg sådan en, der altid stod på forreste række med hænderne i vejret, men ligesom man skal vælge sine kampe, skal man vælge sine fester. Jeg vil meget hellere sidde derhjemme med min kone, og jeg har heller ikke en specielt stor omgangskreds længere.
En eftermiddag for et par år siden besluttede jeg mig for at køre ned til Fuglebjerg ved Næstved, hvor jeg boede på kostskole som barn. Der var ikke nogen anledning, andet end at jeg pludselig følte en trang til at tage forbi. Måske fordi det er det sted, jeg mere end noget andet associerer med et tilhørsforhold. Mens jeg var der, spurgte jeg dem, om de egentlig havde en journal på mig fra dengang, og det havde de. Men det eneste, der stod i den, var: ”René Dif: DAMP.”
I dag er der mange, der bliver udredt allerede som 10-årige eller som 15-årige, men jeg var over 50 år, inden jeg fik min diagnose. Det er ambivalent, for det har helt sikkert ført masser af oplevelser og succeser med sig, men også ufattelig meget uro. I en alder af 58 år synes jeg godt, jeg kan tillade mig endelig at få lidt ro på.
René Dip og René Chip. Foto: GB Grafisk & Ok Snacks
SIDEN AQUA har jeg spillet med i film, jeg har været restaurantejer, jeg har haft en coachingvirksomhed, jeg har forsøgt at danne en ny pigegruppe, jeg har haft en foodtruck, hvor jeg solgte burgere, jeg har medvirket i underholdningsprogrammer i fjernsynet, jeg har stået bag et chips-og-dip-mærke. Det har på mange måder været ligesom i mine teenageår.
Først for nylig er jeg landet i noget, der rent faktisk føles som mig. Jeg er begyndt at lave countrymusik. Jeg har altid elsket country, og det viser sig, at min lillesøster og flere andre i familien også elsker country, uden at vi nogensinde har snakket om det, så måske er det noget, der løber i blodet.
For et par år siden var jeg på en musikcamp i Spanien, hvor jeg spurgte arrangøren og produceren Kasper Viggo Jensen, om jeg måtte vise ham nogle andre ting i studiet. Han har spillet med i forskellige amerikanske bands, så jeg tænkte: ”Hvorfor ikke?”
Vi gik i studiet sammen, og på nærmest ingen tid skrev vi en sang. På campen skulle vi hver aften spille noget af den musik, vi havde arbejdet på. Jeg præsenterede mit nye countrynummer, og det overraskede de andre. Det er noget heeelt andet end Aqua og ”let’s go party”. Det var super grænseoverskridende, men jeg var også virkelig lettet og glad bagefter.
Siden har Kasper og jeg arbejdet tæt sammen og lavet en hel country-ep. Jeg har dedikeret førstesinglen ’Rodeo Man’ til mine børn, og flere af de andre sange er også mere personlige end noget andet, jeg nogensinde har lavet. På mange måder har der været noget nærmest terapeutisk ved det. Det har været min måde at bearbejde det mærkelige liv, jeg har haft.
