SOM UNG TOG min far ud at sejle – hans forældre bestyrede en brugsforening et sted i Jylland, men de syntes, at deres børn skulle prøve noget andet. Da min far gik fra borde i København nogle år senere, fik han arbejde hos en ostehandler på Store Kongensgade.
En dag besluttede chefen at anskaffe endnu en osteforretning. Kort efter ombestemte han sig, og min far fik i stedet mulighed for at købe forretningen, som lå i Søborg, en forstad til København. Han gav den navnet Ostedelikatessen. Nogle år senere ansatte han en ung pige i butikken. De fik fire børn sammen, jeg kom til som den sidste.
Jeg kan nærmest være blevet undfanget i butikken, og så langt tilbage jeg kan huske, har jeg været omgivet af ost. Jeg husker, hvordan min mor stangede store klodser af ost ned til mig, da jeg var så lille, at jeg ikke kunne kigge over disken. Og jeg har altid kunnet lide ost – på en måde havde jeg ikke noget valg.
MIN FAR KENDTE en smed her i Søborg, som han fik til at lave en kæmpestor ostehøvl, som blev sat op på facaden som blikfang. Senere fik han den optaget i ’Guinness rekordbog’ som verdens største ostehøvl. Han var god til at skabe opmærksomhed omkring butikken.
Jeg drømte om at blive en del af foretagendet, men min far klagede over økonomien. Han mente ikke, at det var et sikkert erhverv. Jeg skulle have en uddannelse eller lære et fag, og det endte med, at jeg gik i mesterlære som offset-trykker. Jeg trykte reklamer og tryksager og kunne godt lide maskinerne og præcisionen.
Som barn havde jeg af og til tænkt over, hvor sejt det ville være at kunne trykke sine egne penge. Det kan man sige, jeg nærmest fik lejlighed til, da jeg blev ansat i Nationalbanken, hvor vi trykte pengesedler i et rum uden vinduer.
DA SEDDELTRYKKERIET skulle udliciteres, blev jeg tilbudt en fin aftrædelsesordning, og jeg syntes også efter mange år i branchen, at trykker-arbejdet var et lidt ensomt fag, hvor man står i lokaler i industrikvarterer uden meget dagslys, og hvor der går lange perioder, uden at man snakker med nogen.
Jeg begyndte på halv tid. Det føltes godt at stå bag disken. Jeg havde jo gennem min opdragelse fået en god rygradsviden om ost, og jeg fik en stadig større rolle i butikken. Efter 40 års indsats i butikken var min mor blevet hjemmegående, men min far syntes ikke, hun bare skulle være derhjemme, så hun hjalp stadig til i butikken torsdag til lørdag.
Lidt for pludseligt fik jeg hele ansvaret, da min far døde af et hjerteslag i forbindelse med en ballonudvidelse på hospitalet. En af de sidste ting, han lavede under indlæggelsen, var at skrive prisskilte til forskellige oste.
Der var lidt gæld i forretningen, men jeg havde blod på tanden, og med lidt hjælp fra min mor fik jeg banket gælden af efter et par år. Samtidig gjorde jeg, hvad jeg kunne, for at holde mig orienteret om ost. Tog til messer, snakkede med sælgere, besøgte mejerier. Som ostehandler skal man følge med. Det gør det meget mere interessant og giver dig en anden gejst, når du skal formidle stoffet til kunderne.
JEG ELSKER ALLE de historier, der gemmer sig i ostene. Tænk for eksempel på Brie de Meaux, brieoste fra kommunen Meaux uden for Paris. Den oprindelsesbetegnelse har tråde helt tilbage til Karl den Store, der engang i slutningen af 700-tallet pålagde bønderne i Meaux at bringe faste forsyninger til hans slot hver måned. Det er den første hvidskimlede ost, man kender til i historien.
Eller tænk på roquefort, den ældste ostetype, vi kender til. I en af sine rejseberetninger fra invasionen af Gallien nævner Cæsar den lille bjerglandsby Roquefort og bemærker, at de i deres grotter laver ost med skimmel.
Jeg har selv været i Roquefort, hvor bønderne lægger store, flade landbrød i hulerne og lader dem mugne, indtil de er fuldstændig blågrønne, inden man pulveriserer skimlen og hælder den ned i mælken. Når osten er halvfast, gennemhuller de den med strikkepinde, så der går tunneler gennem osten, hvor skimlen får luft til at gro. Efter modning bliver osten skåret over og klassificeret med forskellige farver, alt efter hvor flot skimlen har sat sig. De fineste bliver pakket i sort sølvpapir.
Sammen med brød er ost nok den ældste madvare i historien. Man har fundet spor efter ost, der er 10.000 år gammel. Oprindelig var det en måde at konservere mælk. Den funktion har vi ikke så meget brug for længere, da vi får rigeligt af næring hver eneste dag. Til gengæld kan vi nyde den luksus, det er at smage de tusindvis af forskellige oste, der findes i dag.
Mor med fad, far med høvl.
DER SKAL LUGTE af ost hos en ostehandler. Jeg har prøvet et par gange at tømme butikken helt for varer og vaske alt i butikken ned. Så forsvandt lugten helt. Det var faktisk ubehageligt.
For fem år siden friskede jeg sammen med en kammerat facaden op med et stort maleri af en hullet ost, der gennembryder muren – jeg er gammel graffitimaler – men min fars ostehøvl har jeg beholdt. I dag har jeg en fuldtidsansat, og min storesøster er medhjælper i butikken på deltid. Vores sortiment ligger på omkring 150 forskellige oste, men det varierer.
Det svinger stille og roligt, hvad der er min egen yndlingsost. Jeg spiser altid en mild, mellemlagret danbo. For nylig har jeg været glad for Aarewasser, en mild, men fyldig, fast schweizisk ost, der smager lidt af smør og græs og bliver vasket i vand fra floden Aare. Mejeriet har kun 20 køer, og man kan nærmest smage, hvordan de har gået og haft det. Og så roquefort, selvfølgelig. Den er unik.
Familien Kaastrup til sæbekasseløb.
VI KAN IKKE konkurrere på prisen, men når folk først smager, hvad en ostehandler kan tilbyde, tror jeg godt, de kan smage forskellen. Heldigvis har vi mange trofaste stamkunder, der ville finde ind i butikken, selvom jeg byggede en mur omkring den. Det er ikke så svært at skyde sig ind på, hvilke oste folk er til. Jeg giver et par smagsprøver og ser, hvordan de reagerer, og derfra tegner der sig et billede. Vi har også en osteklub, hvor vi tilbyder medlemmerne en ny ostepakke hver anden måned med fem forskellige nye oste fra nær og fjern.
Af og til kommer der kunder på cirka 20 år ind i butikken. Så spørger de for eksempel efter Gammel Knas (havarti lagret i 24 måneder fra Arla Unika, red.), fordi den er kommet på mode på cafeer og restauranter. Så glæder det mig at kunne fortælle dem, at det, som folk tit kalder saltkrystaller, ikke er salt, men sukkerproteiner, der krystalliseres, mens osten modnes. Arla Unika og Thise og mange andre mejerier har virkelig arbejdet med udviklingen af danske oste de seneste 10-15 år. Vesterhavsosten, som er blevet meget populær, er et godt eksempel. Nogle gange har jeg lidt ondt af min far, fordi han ikke fik oplevet det store udvalg, man kan finde i dag.
Min mor sagde engang, at ingen kunne drive den her ostehandler så godt som min far. Jeg ved ikke, om jeg er bedre, men jeg er her endnu efter 15 år. Det er jeg da lidt tilfreds med.”
