Indlæg

Allerede som barn drømte Anja Cetti Andersen sig op til stjernerne. Den anerkendte astronom og professor i astrofysik beretter her om at finde sit livsmål i 6. klasse, om som teenager at flytte til Saudi-Arabien med en stjernekikkert og om at løse universets mysterier en lille smule ad gangen.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Linda Johansen/Ritzau Scanpix, Privat

JEG GIK PÅ Danmarks ældste lilleskole, som lå på Gammelmosevej i Lyngby. Den blev stiftet med en pædagogisk filosofi om, at man ikke skulle tvinge børn til noget. Modsat mange andre skoler i begyndelsen af 70’erne, hvor eleverne stod bag stolen og tiltalte lærerne med hr. og fru, spillede vi bongotrommer og opførte teater. Hvis man ikke lige gad lære noget i nogle dage, var det også fint.

Jeg fandt ud af, at jeg ville være astronom, i 6. klasse. Vi havde en fællestime med en tidligere elev på skolen, som hed Uffe Gråe Jørgensen. Han studerede fysik og astronomi ved Københavns Universitet på andet år, og mens han begejstret fortalte om universet, viste han billeder fra Pioneer 10 og 11 og Voyager 1 og 2. Det var de første rumsonder, der blev sendt ud gennem solsystemet. Jeg var bjergtaget fra første sekund. Samme aften fortalte jeg min mor og far, at jeg ville være astronom. Efterfølgende fik jeg et hav af astronomibøger til jul og fødselsdag, og jeg tyggede mig gennem stjernebilledernes og planeternes historie.

Lilleskolen gik til og med 7. klasse, så da jeg alligevel skulle skifte skole, sagde min far ja til en udstationering i Saudi-Arabien. Han arbejdede hos LM Ericsson, som skulle sørge for telefonien i landet. Jeg var en rigtig vred teenager, da jeg hørte det. Jeg kiggede på vores globus og kunne se, at det var én stor sandkasse. Da vi rejste, fik jeg en meget dyr og fin linsekikkert, og når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at det var ren bestikkelse, fordi jeg var så skidesur.

ANJA CETTI ANDERSEN

Professor og ph.d. i astrofysik med speciale i stjernestøv og planetdannelse på Niels Bohr Institutet i København. Hun er 56, har forsket i 30 år, modtaget et drys af priser og har skrevet flere bøger om universet. I april udgav hun

’Stjernehimlen’, der er en guidebog til amatørstjernekiggere. Bogen er skrevet i samarbejde med Sune Hermit, ph.d. i astrofysik og amatør-astronom.

På Kennedy Space Center ved Cape Canaveral i Florida foran den 110 meter høje Saturn V-raket.

DER ER MEGET, man kan sige om Saudi-Arabien, men det gode ved landet er, at det næsten altid er stjerneklart. Der er alle mulige ting, man ikke må, når man er kvinde i landet, men man må gerne sidde og kigge på stjerner hver aften.

Jeg kom direkte fra en lilleskole med rytmepædagogik til en international kæft, trit og retning-skole, hvor vi stod uden for klasselokalet og skulle have lov til at komme ind. Pludselig fik jeg lektier for og karakterer, og jeg elskede det. For mig blev Saudi-Arabien to intense år, hvor der ikke var meget andet at lave end at boge den. Og aftnerne brugte jeg på at kigge på fuldmånens store kratere og på Saturn med sin store badering, som næsten ligner en ufo.

Vi boede i en ghetto med hollændere og svenskere, hvor vi var den eneste danske familie. Den bestod af 150 ens huse med 150 ens sofaer og 150 ens køkkener. Selv bilerne var ens. Skulle man have mere end 12 til middag, kunne man låne identisk service hos naboen. Min lillebror og jeg løb flere gange ind i et forkert hus og opdagede først fejlen inde i stuen.

Når hun ikke læste om stjernebilledernes betydning eller Saturns måner, dyrkede hun en masse sport i den vesterlandske ghetto i Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh.

Området var omkranset af en tre meter høj mur, og man måtte gå i shorts, svømme og cykle. Uden for muren var man i Saudi-Arabien, hvor kvinder ikke måtte køre bil eller gå alene. 

Størstedelen af mine skolekammerater var amerikanere, hvis forældre arbejdede i Saudi-Arabiens olieindustri. Det var et kæmpe land med omkring otte millioner saudiere dengang, og de store millionbyer med højhuse var der ikke endnu. Derfor importerede de ingeniører som min far, men klasseskellet var enormt. Dem, der trak kablerne, kom for eksempel fra Sri Lanka.

Når jeg tænker på Saudi-Arabien dengang, tænker jeg på en pickuptruck med en kamel på ladet. Det var en vild tid, hvor beduinerne mødte højteknologi.

Anja Cetti Andersen har altid haft god kemi med fysikken.

DET VAR EN gave for mig, at jeg tidligt ville være astronom. Den usikkerhed, der er forbundet med store beslutninger, har jeg været skånet for. Jeg valgte en linje med fysik, kemi og matematik i gymnasiet for at nå mit mål. Jeg tænkte ikke over, om det var noget, jeg var god til, eller om jeg kunne lide det. Hvilket var heldigt, for dengang skulle man reproducere forsøg fra ældre herrer med pudderparykker gennem de sidste 400 år. 

Det har til gengæld ramt mine egne børn en smule, fordi de voksede op med fortællingen om, at jeg bare vidste, hvad jeg ville. Da de selv var meget i tvivl, sagde jeg, at de skulle vælge matematik og fysik. I Danmark er det af en eller anden besynderlig grund sådan, at man kan komme ind på stort set alle universitetsuddannelser med de to fag på højniveau fra gymnasiet. I sidste ende er mine tre børn alle endt i det naturvidenskabelige felt, så det lugter jo lidt af fisk.

Bag den tre meter høje mur, hvor hun boede med sin familie i Saudi-Arabien, var der et hav af sportsfaciliteter. Ud over fodbold spillede hun basket og svømmede i den tilhørende svømmepøl.

Jeg tog direkte fra gymnasiet på universitetet, hvor jeg mødte en masse mennesker, der ligesom mig selv brændte for stjernehimlen. På fysik og astronomi kunne jeg endelig få lov at beskæftige mig med det. Det troede jeg i hvert fald, indtil jeg fandt ud af, at jeg først ville få et astronomifag på tredje år. Det var en bitter pille at sluge, men jeg havde jo holdt ud i gymnasiet og kunne snildt holde til to år mere. Alligevel besluttede jeg at gå ind i studienævnet for at få rykket astronomi frem i studieplanen, og det er siden lykkedes.

Da jeg blev dus med himlens stjerner, handlede det meget om æstetik. Jeg syntes, at de var virkelig smukke, fantastiske og spændende, men da jeg kom ned i materien, handlede det mere om, hvorfor de er, som de er. Hvorfor er giganterne Jupiter, Neptun, Uranus og Saturn store gaskugler, mens de indre planeter Merkur, Venus, Mars og Jorden er klippeplaneter? Hvorfor har de forskellige farver? Hvorfor har nogle ringe? Hvorfor så mange måner?

På universitetet fortalte jeg Uffe Gråe Jørgensen, som var blevet ansat der i mellemtiden, at han var årsagen til, at jeg ville være astronom. Han blev helt overvældet. Senere fandt jeg ud af, at vi faktisk var tre på studiet, som var blevet inspireret af ham og hans foredrag. Derfor gør jeg også selv noget ud af at holde foredrag og tage ud på gymnasier til fællestimer. Uffe sidder i dag tre døre fra mig på Niels Bohr Institutet.

Anja Cetti Andersen tog direkte fra en hippie-inspireret lille­skole i Lyngby til en streng og lektietung international skole i Riyadhs ørken-landskab. De lokale beduiner gik rundt med kameler, hun red på araberheste og dyrkede den kulsorte nattehimmel, mens millionbyen med dens mange skyskrabere blev bygget.

JEG FORSØGER AT give min begejstring for videnskab videre til mine børn. For nogle år tilbage tog jeg min søn med til CERN i Schweiz for at se partikelacceleratoren. Han var eddermame sur, for han havde glædet sig til bekymringsfri ferietid i Schweiz og endte med at være med på mors arbejde. Men da han havde kørt 22 etager ned under jorden og kiggede på den infrastruktur, der skal til for at måle elementarpartikler i de 27 kilometer store tunneller, var han helt solgt.

I 2016 var vi i Florida til solformørkelse, hvor det hele gentog sig. Han ville gerne i Disneyland og se Universal Studios. Vi lavede en aftale om, at vi bare skulle have én dag i Cape Canaveral for at se Kennedy Space Center og affyringsområdet. Det er der, Apollo-missionerne blev sendt af sted, der er et kæmpe museum, og det er der, Elon Musk sender SpaceX-raketter af sted. Der var benhårde forhandlinger, men da vi endelig var der – fra 10 om morgenen til 20 om aftenen – ville han ikke hjem igen, fordi vi ikke havde set det hele. Når man først har set en Saturn V-raket i fuld størrelse, kan man ikke undgå at blive revet med.

Jeg er ekspert i stjernestøv og planetdannelse, der ligner sorte plamager på stjernehimlen. Det er i virkeligheden små støvpartikler og mineraler, der flyver rundt i rummet og bliver udsat for kosmisk stråling. Det er de støvkorn og mineraler, der er med til at skabe planeter og stjerner. 

Jeg har i mange år prøvet at finde ud af, hvordan og hvor det støv bliver dannet. Modsat derhjemme, hvor støvet kommer nærmest af sig selv, skal der være en tæt gas, der hverken er for varm eller kold. Jeg har været forsker på universitetet i 30 år, og vi har stadig ikke helt nailet, hvor støvet kommer fra.

Kontoret på Niels Bohr Institutet er fyldt med igangværende forskning om kosmisk støv og planetdannelse. På væggen har hun diplomer og udmærkelser for både sin forskning og formidling.

SIDSTE ÅR BLEV jeg spurgt, om jeg ville være med i en podcast om ufoer på DR. Først ville jeg ikke, fordi Niels Bohr Institutet ikke skulle blåstemple ufo-teorier, og fordi jeg ikke gad være hende den sure med nej-hatten. Til gengæld er jeg tilpas missionær-agtig i forhold til at udbrede kendskabet til naturvidenskaben, og måske skulle jeg prøve noget nyt. Jeg gik ind til det med tanken om, at det nok ikke havde nogen gang på jord, men jeg kan må sige, at det virkelig er et kaninhul. Selvom jeg stadig venter på ordentlige data og er skeptisk over for, om intelligent liv har besøgt jorden, er jeg ikke længere så skråsikker.  

Jeg er helt sikker på, at der er liv andre steder i rummet, men at det skulle være på et lignende stadie et andet sted med samme teknologiske niveau er usandsynligt, dog ikke nødvendigvis umuligt. Og at kommunikere over de afstande, der er i galaksen, er næsten håbløst. Det havde jo ikke nyttet noget at sende radiosignaler til Tycho Brahe. Det liv, der findes mest af, er højst sandsynligt meget simpelt. 

Jeg ville blive ellevild, hvis vi finder spor af fossiler på Mars. Det vil betyde, at hvis de rette forhold er til stede, opstår der liv, og så må der være liv alle vegne. Her taler vi om en alge eller en bakterie. Selv lidt ’fodsvamp’ ville være fedt.

Jeg ser alt muligt sci-fi, også det, der får virkelig dårlige anmeldelser. Selvom det kan være en dårlig filmoplevelse, er det ofte baseret på en spændende tanke. Jeg læste også mange tegneserier som barn og gør det stadig. Jeg startede med Tintin og Asterix & Obelix, og med tiden opdagede jeg Linda og Valentin og deres planet-udforskning. Og så har jeg også selv skrevet en tegneserie om fysikeren Marie Curie.

Min yndlingsfilm er ’Contact’ med Jodie Foster efter en roman af astronomen Carl Sagan. Den handler om, hvordan man kommunikerer med aliens. I næsten alle sci-fi-film vil aliens spise os og bruge os til forplantning, eller også er de fredelige, og så skyder vi på dem. ’Contact’ løser det problem på en meget finurlig måde, som jeg helst ikke vil spoile. 

STJERNE-STUNDER

Når de lyse sommernætter bliver mørke, er du måske stadig vågen. Til festival, i dit sommerhus, i din kolonihave, i dit shelter, på din altan eller fra dit vindue glor du sikkert op. Her er tre steder, hvor himlen kan slå dig omkuld:

Mandø er et af de mørkeste steder i Danmark. Det ligger i Vadehavet omgivet af et unikt naturområde, som kan opleves om dagen, mens man om natten kan nyde en fjernt lysende aften.

Møn og Nyord står stjernerne ekstremt skarpt. Det er de to eneste steder i landet, man kan opleve fænomenet dark sky – en nattehimmel uden lysforurening.

Nord for Limfjorden ligger Bulbjerg med sin 47 meter høje kalkstensknude og sit fuglefjeld. Et perfekt sted at opleve nattehimlen. Er man heldig, kan man opleve nordlys.

Interessen for verdensrummet har taget hende 22 etager ned under jorden for at opleve verdens største partikelaccelerator i CERN i Schweiz. Den 27 kilometer lange, ringformede maskine undersøger, hvad der sker, når protoner kolliderer.

JEG HAR STADIGVÆK min gamle stjernekikkert, men den står nede i kælderen og bliver ikke brugt så tit. I stedet har jeg en håndkikkert, som jeg bruger. Jeg har adgang til verdens bedste kikkerter, så når jeg selv er ude og se på stjerner, er det for den æstetiske nydelse og hyggen. Det er fantastisk at se dem med egne øjne. Man kan finde meget federe billeder på nettet end det, man kan se med en kikkert i baghaven, men der er bare noget wow over at opleve det selv.

Når jeg sidder en kold nat og kigger på stjerner i termotøj, sender jeg altid Tycho Brahe en kærlig tanke. Han sad på Hven for 450 år siden og kiggede på stjerner indsmurt i sælfedt for at holde varmen. Han må have lugtet så harsk. Og når Andreas Mogensen skal af sted igen om et par år, kommer jeg også til at vinke til ham.

Han blev danmarksberømt på de mange corona-pressemøder, ham den aldrende, aparte, nålestribede redaktør, der med sin attitude ikke ligner de journalister, vi er vant til. I december steg kendskabsgraden, da han i protest sparkede til en foliebakke med en brændende koran. Bliv klogere på den 75-årige livsnyder Knud Meldgaard, der ikke kan holde op med at engagere sig.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Jasper Carlberg, Privat

FRIKADELLEFARS OG PIS

På Vesterbro i København lærte jeg at slå fra mig. Jeg var rødhåret, fregnet, tynd og havde flyveører, og så talte jeg jysk. Alt var imod mig, og nogle gange råbte jeg op til min mor fra gaden: ”Moar, de slår mig!” Så råbte hun tilbage: ”Så må du slå igen!”

Min mor var en utrolig smuk kvinde med rødblondt hår. Hun fik mig som 17-årig uden for ægteskab. Det var i marts 1946, og tæller man ni måneder tilbage, når man sommeren 1945. Som voksen har jeg ofte drillet hende: ”I har sgu ikke haft trusserne meget på den sommer.” Hun plejede at svare: ”Hør nu her, Knud, vi var lige blevet befriet, det var helt vidunderligt vejr, og han spillede så dejligt på sin harmonika. Og så havde vi i øvrigt ikke noget fjernsyn dengang.”

Min tidlige opvækst foregik hos mine bedsteforældre i et ledvogterhus i Brovad tæt ved Erritsø (ved Fredericia, red). Min morfar sad i træbygningen og styrede to signaler, men det var min mormor, der bestemte alt. Jeg husker hende tydeligt, ikke mindst lugten af hende. Jeg var lidt af et flæbehoved, og var jeg faldet, fór jeg hen og stak hovedet under hendes forklæde og fandt tryghed i den velkendte lugt af frikadellefars og pis. Dengang var bad ikke en hverdagsaktivitet, det foregik i en balje i kælderen.

Knud Meldgaard på Rådhuspladsen, 1952, hvor man kunne købe en pose tørrede ærter for 10 øre.

Fra begyndelsen var jeg vant til, at det er damerne, der bestemmer. Min mormor havde det princip, at hendes fire døtre skulle gifte sig med stabile mænd, som ikke drak, som ikke tævede deres koner, og som havde fast arbejde. De måtte gerne være noget ved kommunen eller Statsbanerne. Derudover skulle det helst være lidt svage mænd. Med årene kunne jeg begynde at se det mere tydeligt. Så var der onkel Henry, ham var der ikke meget krudt i. Så var der onkel Lange, ham var der sgu heller ikke meget spræl i. 

Min biologiske far, som jeg aldrig har mødt, var fra Skåne. Jeg har set et billede af ham, men jeg har aldrig opsøgt ham. Efter nogle år mødte min mor en mand, og de rejste til København og tog mig med. Senere fik jeg også to yngre søstre. Jeg har aldrig mærket på min stedfar, som jeg i øvrigt aldrig har kaldt ham, at han har gjort forskel. Jeg havde aldrig behov for at tage ud for at finde min rigtige far, for jeg havde allerede verdens bedste far derhjemme.

KNUD HELT KORT

Knud Meld­gaard er 75 år og nuværende chefredaktør for magasinerne Trans­europa, Omnibus og Levnedsmiddel & Fødevare Magasinet. Hyppig og iøjnefaldende gæst på regeringens mange tv-transmitterede corona-pressemøder. Knud Meldgaard er – blandt andet – forhenværende restauratør, hotelejer og reklamebureaudirektør.

KONGE OG KNÆGT

Min far var overtjener på Palace Hotel i København, der kæmpede med d’Angleterre om at være byens fineste, og min mor var bartenderske på en natklub ved Hovedbanen. Det var i slutningen af 50’erne, og dengang var man en lykkelig familie på Vesterbro, hvis bare én af forældrene havde arbejde. Begge mine arbejdede, og jeg levede en tryg og fri barndom. Vi boede i Skydebanegade, det var den fine gade, hvor mange først mødte klokken otte og måske endda havde en lille mappe under armen eller et slips på, når de gik på arbejde.

I historiebøgerne kan man læse, at der var voldsom kriminalitet på Vesterbro i 50’erne. Der var arbejdsløshed, tyverier, storsmuglere, og det var vel det sted i Danmark med flest ludere. Men vi børn kunne godt lide luderne, for når de sendte os i byen for at hente cigaretter, gav de os 25 øre i drikkepenge. Det var noget bedre end de andre fattigrøve i kvarteret, der kun gav 10 øre. Meget af det, der foregik dengang, gik vores næse forbi. Der var jo ingen, der ville os børn ondt.

Selvom vi boede i den pæne gade, var vi omgivet af folk i arbejdstøj, der kom halvfulde og møgbeskidte hjem fra arbejde. Derfor var det med en særlig stolthed, når min far hver aften klokken 18 kørte af sted på sin Mobylette-knallert i smoking og cottoncoat med retning mod Palace Hotel. Når han kom hjem, fortalte han historier om at have serveret for folk som Poul Reichhardt, Ib Schønberg og Dirch Passer. 

Efter 7. klasse gik jeg ud af skolen, for der var kun én ting, der interesserede mig: Jeg ville være tjener som min far. Jeg kom i lære på Royal Hotel, der var det mest moderne hotel i Nordeuropa med 20 etager med jet-elevatorer. Da det havde været åbnet et års tid, kom kong Frederik IX, dronning Ingrid, arveprins Knud og en af prinsesserne på besøg. Med tre andre tjenerelever blev jeg udvalgt til at få lov at servere. Roy Hurtigkarl var køkkenchef, og netop som vi skulle til at gå ind, gav han mig et lille sølvfad med en laksesnitte på og sagde: ”Knud, gå ind og servér det for kongen.” Jeg nåede ikke at pisse i bukserne, men benene rystede under mig. 

Nogen havde lagt salatbladet under franskbrødet, så netop da jeg tog det fra sølvfadet for at servere, tabte jeg salatbladet, der var på vej ned i skødet på kongen. ”Jeg bliver skudt, druknet, halshugget, bliver sendt på børnehjem eller kommer i fængsel,” tænkte jeg, men så sagde det slam! Kongen havde grebet salatbladet, proppet det i munden og gumlede løs. Bagefter tog han mig forsigtigt om armen og sagde: ”Tag det roligt, min dreng. Der skete ikke noget.” 

På café i Paris, 2019.

DEN GRAVIDE TRÅD

Efter jeg havde stået i lære i en periode, løb jeg af pladsen for at spille pigtrådsmusik i et band i Nyhavn. Dengang skulle man vælge, om man ville spille Beatles eller The Rolling Stones. Vi valgte Beatles, og det var heldigt for mig, for jeg var trommeslager og ikke en særlig god af slagsen. Jeg skulle helt sikkert ikke konkurrere med Charlie Watts fra Stones, men Ringo Starr kunne jeg nogenlunde følge.

De dårligste orkestre spillede søndag og onsdag dengang, og vi spillede altid søndag og onsdag. Vi var absolut ikke gode, men det var skideskægt. Min far var ikke så begejstret for udtrykket ‘professionel musiker’. Han mente, jeg var ‘professionel arbejdssky’. Men den slags kunne man tillade sig i 60’erne. Der var skilte overalt med påskriften ‘Arbejdere søges’. Man tjente tilmed ofte skidegode penge. De yngre generationer kommer aldrig til at opleve, hvad vi oplevede dengang. Vi kunne simpelthen skalte og valte.

Da jeg var 20, var jeg gift og havde to børn. Først var jeg kommet til at gøre en kvinde ved navn Ditte gravid. Min mor sagde til mig, at så måtte jeg også gifte mig med hende, og det ville jeg gerne, hun var en skideflot pige. Men hun ville sgu ikke giftes med mig. Jeg var en håbløs musiker i lyseblå smoking og Beatles-støvler med skæve hæle, og hun ville have en ordentlig mand. Så jeg røg ud med badevandet. 

Jeg fik en ny kæreste, og så blev hun også gravid. Det var på Skipperkroen, jeg mødte Hanne, og hun var til at begynde med uinteressant for mig. Pigerne, der dansede, skulle jo helst falde for musikerne, og nogle gange kunne man kysse lidt med dem i pauserne. Men Hanne og hendes veninde Lis kom kun for at danse, de drak en enkelt øl, og ellers stod den på sodavand. Hvor kedeligt kunne det blive? Da Hanne så alligevel pludselig viste interesse, var jeg der straks. ”Ah-ah-ah, ikke pille!” sagde hun. Så blev jeg simpelthen snotforelsket i hende. Jeg var som en bjørn om en honningkage.

Vi endte med at være gift i fem år. I dag bor hun med sin nye mand, som jeg holder meget af, og de fejrer guldbryllup næste år. Senere fandt jeg sammen med Nikki, som jeg fik to børn med, og endnu senere boede jeg 10 år med Kerstin.

Som voksne leder vi alle sammen efter vores mor i andre kvinder. Det er jo ikke, fordi de ligner min mor af udseende, men af sind gør de bestemt. Jeg har haft det fint med at have stærke kvinder omkring mig. Jeg har altid søgt den der kærlige ægteskabelige kamp, hvor man hele tiden får lidt tilbage. 

I dag snakker jeg med dem alle. Ekskoner, børn og børnebørn. Det føler jeg mig meget heldig over. Som mange mænd bliver jeg jo aldrig rigtig voksen. Gudskelov har mine fire børn haft fornuftige mødre. Det er på trods af deres far, at de har klaret sig godt og lever så gode tilværelser i dag.

Knud Meldgaard, 1948.

SANG TIL DE GAMLE DRENGE

Da jeg var i midten af tyverne, startede jeg mit eget reklamebureau. Dengang gik det hele fremad, og ligegyldigt hvad man rørte ved, blev det til guld. I reklamebranchen skulle der være en kreativ og en sælger. Den kreative rendte rundt i islandsk sweater med en radise i røven og så fjollet ud, mens sælgeren var ham i den pæne habit, der skulle indgyde tillid. Det blev min rolle. 

I 1980 havde mit reklamebureau vokset sig så stort, at jeg havde seks ansatte. Jeg flyttede bureauet væk fra den gård i Ganløse, hvor jeg boede med Nikki og vores to børn, og ind til Pilestræde i Indre København. På den anden side af gaden lå Cafe Rex, der var flittigt besøgt af byens intellektuelle. Kunstnere, skuespillere, forfattere, journalister, you name it. 

Det tog lidt tid, inden jeg blev accepteret. Til at begynde med kunne jeg se, at de tænkte: ”Hvem er ham den mærkelige i det stribede tøj?” En dag spurgte kunstneren Preben Franck Stelvig mig pludselig: ”Knud, hvad mener du om Picassos blå periode?” Jeg vidste godt, hvem Picasso var, men hans blå periode? Jeg tænkte: ”Nu er jeg til grin, og så bliver jeg jaget væk fra bordet, de vil ikke have sådan en dummernik siddende.” Men i stedet for at grine af mig blev alle de dejlige mennesker mine venner. Dér lærte jeg noget vigtigt om livet. Hvis man har viden, så del den med andre på en ordentlig måde. Man skal ikke blive en blærerøv.

I min nye omgangskreds havde vi to stamsteder. Cafe Rex, hvor vi spiste frokost, og Palæ Bar, hvor vi drak øl efter arbejde. Jeg blev venner med folk som Knud Voss, F.P. Jac og Gunnar Bertelsen. Hvis man kender Mikael Bertelsen og synes, at han er skør, skulle man have mødt hans far. Han var en bragende dygtig arkitekt, men ravende sindssyg. Han havde en gård i Kikhavn i Nordsjælland med en gammel lade, som han havde lavet om til en stor gildesal. Man kunne komme derop, og så sad Jesper Thilo og Niels-Henning Ørsted Pedersen og var i gang med at jamme med harpespilleren i Det Kongelige Kapel og ham, der spillede violin i Radiosymfoniorkestret. Og pludselig blev forsamlingen bedt om at holde kæft, fordi Peter Poulsen gerne ville læse sit sidste nye digt op. 

Indkaldt som værnepligtig til Kronens Artilleriregiment på Sjælsmark Kaserne. Knud Meldgaard er på vej til generalfeltinspektion og skydeøvelser i Oksbøl i Vestjylland, 1965.

Jeg mødte alle de her stangfordrukne kunstnere. Nogle gange sad der 20-30 mennesker om det her lange bord, og man lærte hurtigt at tage meget luft ind, når man skulle sige noget, for i samme øjeblik man holdt inde for at trække vejret, stjal en anden ordet. Ofte gik der brændevin og ged i det hele, og folk faldt i søvn rundtomkring. Et par stykker lå på det kæmpe billardbord, og næste morgen lignede hjemmet det rene Sodoma og Gomorra.

Jeg fandt mig overraskende nemt til rette i de kredse, selvom jeg ikke var vokset op med det. Min mor læste læge­romaner, og min far ’Det Bedste’ fra Reader’s Digest. Og vi havde et grelt trommesals­maleri hængende over sofaen, der forestillede en fregat for fulde sejl ud for Bornholms kyst. Heldigvis havde jeg den trumf, at jeg i en alder af 22 år havde fundet og købt Shakespeares samlede værker på både engelsk og dansk. ”Knud, har du læst Pusjkin?” ”Nej, men jeg har læst Shakespeare.” Det gik altid an. 

Det var en skideskæg periode. Når de lukkede Palæ Bar, tog vi over på Vita, hvor man kunne få andesteg og flæskesteg midt om natten. Så sad man der, og det kostede mig selvfølgelig et ægteskab. Det er klart, ingen kvinder gider finde sig i det. Jeg kom hjem efter en 3-4 dages druktur, og så var Nikki og mine to børn flyttet. Det kunne jeg ikke forstå, men så gik der et stykke tid, og så forstod jeg det udmærket. Alting har en pris. 

I dag fortryder jeg nok, at vi ikke begrænsede os lidt. Det ender jo galt. Selvfølgelig gør det det. Knud Voss døde i 1992, han skvattede i en brandert efter en middag og knaldede hovedet ned i en kantsten. Flere af de andre døde af druk. F.P. Jac er død, Gunnar Bertelsen er død, Preben Franck Stelvig er død. Jeg savner dem alle sammen meget. Jeg kommer stadigvæk på Palæ Bar, men der er slet ikke den samme tumult i byen mere. De rigtig gamle drenge er alle borte, og de laves ikke mere.

Meldgaard og hustru nr. 2, Nikki. Bryllup i 70’erne.

JYDEGANGSTERE

Jeg har haft få principper i mit liv, men jeg har altid bestræbt mig på ikke at kede mig. Jeg har været restauratør i 30 år, reklamebureaudirektør i 25 år og chefredaktør i 25 år. Man skulle tro, jeg var over 100 år, men i virkeligheden har jeg bare haft flere ting i gang på samme tid. 

Jeg har været chefredaktør på flere forskellige medier, blandt andet Jettime for Sterling Airways, og i 1995 lavede jeg Øresundsmagasinet, der udkom på dansk og svensk. Det er faktisk den bedste forretning, jeg nogensinde har lavet. Efter et lille års tid var vi otte fastansatte og fire freelancejournalister. 

Jeg har også altid syntes, det var sjovt at have en restaurant, så tørster man jo ikke. På et tidspunkt ejede jeg en frokostrestaurant, der hed Snabels Kælder, skråt over for Palæ Bar, og Gunnar Bertelsen og Kenn André Stilling fik lokket mig til at starte Garagen ved siden af Café Victor, der åbnede klokken fem om morgenen fredag, lørdag og søndag. Folk kom væltende fra værtshuse rundtomkring og lignede noget, katten havde leget med i rendestenen. Når de havde fået en kop kaffe, et rundstykke og lidt bacon og æg, vågnede de op: ”Kan vi lige få en fadøl?” Jeg drev det et halvt års tid. Så gad jeg ikke mere.

Jeg har været involveret i et hav af projekter, og et par gange har jeg næsten været millionær. Problemet er bare, at når det går godt, begynder jeg at kede mig. Så investerer jeg pengene i et nyt projekt. En dag fortalte en af mine venner, at han have købt et hotel i Jylland, og han mente, at jeg skulle købe det af ham. Det lå i Ramme oppe ved Lemvig. Vi tog derover og kiggede på det, og det endte med, at jeg købte det for 1,7 millioner kroner. 

Jeg havde ikke 1,7 millioner, så vi skrev en I owe you, og før jeg havde set mig om, var jeg involveret i en flok jyske gangstere uden lige. Det var et rent gedemarked, hvor den ene lånte den anden penge, der lånte til den tredje, og så blev der taget lidt her og der og rykket rundt. Det var en slags ejendomskarrusel, hvor de skiftedes til at sidde på hesten og på giraffen, og hver gang udløste det nye muligheder for banklån. Det var en helt ny verden. Der er folk derovre, der formår at bevæge sig i de øverste luftlag, selvom de ingen penge har på kontoen. 

På et tidspunkt ringede min daværende advokat og spurgte: ”Knud, hvad sker der ovre i Jylland? Ingen af jer har fem flade øre!” Jeg har ikke selv begået ulovligheder, men det var sateme nogle banditter, og jeg er glad for, at jeg havde en god advokat, der fik raget mig ud i tide. Det der bræddeskur, Ramme Hotel, som jeg havde købt, endte til sidst på tvangsauktion. Efterfølgende blev det revet ned, og jeg tog tilbage til Sjælland.

 

Knud Meldgaard er medlem af det franske gastronomiske selskab Chaîne des Rôtisseurs.

RØVEN UD AF STRÅHATTEN

Så var det op på hesten igen. Jeg startede blandt andet kulturmagasinet Omnibus. Der er ingen penge i det, men jeg har Danmarks ældste redaktion med en gennemsnitsalder på 76 år. Selvom jeg kan leve af min folkepension, sidder jeg 40-50 timer om ugen og skriver røven ud af stråhatten. Når man først har fået tryksværte på fingrene og lugtet til varmt bly, er man solgt til stanglakrids. Så jeg bliver ved, indtil jeg falder af pinden. Hvad fanden skal jeg ellers lave? Jeg er alkoholiseret nok i forvejen.

I december sparkede jeg til en foliebakke med en brændende koran. Det var foran retten, hvor sagen mod Inger Støjberg kørte. Nogle demonstranter stod og råbte ”landsforrædere” og den slags, og da de satte ild til den bog, reagerede jeg instinktivt. Det der med at brænde bøger af, det gør man bare ikke. Uanset om det er Koranen, Bibelen eller Thomas Mann. Jeg løb over til koranen, lossede til foliebakken, og så knaldede en af demonstranterne mig en på siden, så jeg begyndte at bløde. Ned i skægget, ned på frakken, ned på skjorten. Og så var politiet over mig og hev mig væk, før jeg fik en gedigen røvfuld. 

Min yngste søn ringede bagefter og skældte mig ud. Dagen forinden var vi kommet ind på, at jeg tidligere i mit liv har været i en del slåskampe, fordi jeg har en meget kort lunte. Men det var jo ved at være længe siden, blev vi enige om: ”Du er jo en gammel mand, så det er rart, at det er slut,” sagde min søn.

Jeg reagerer altid følelsesmæssigt. Det kan godt være, at redaktøren går i nålestribet, men han kan stadig slå fra sig. Møder jeg stupiditet og uretfærdighed, går jeg ind i det, og så sker det af og til, at jeg får et par på lampen. Min yngste datter har tre gange siddet vagt på skadestuen, fordi jeg lå med sting både her og der. 

Jeg har fået mange øretæver i mit liv, men nu er jeg snart 76 år, så jeg skal jo ikke længere bokse med folk. Måske har den hændelse lært mig lidt. Jeg tvivler dog på det.