JEG VAR IKKE særlig gammel, da min farmor en dag hviskede: ”Ved du godt, at en leopard er hurtigere end lynet og kan gemme sig bag en tændstikæske?” Hun (Inger Illum, red.) var ikke skør, ikke mere end de fleste, men havde en særlig evne til at sætte gang i fantasien. Hun fortalte ofte om sine rejser til eksempelvis Indien, hvor hun havde gået på jagt efter menneskeædende tigre, og om dengang i Sudan, hvor hun måtte nedlægge en elefant, der var gået amok. I 30’erne tog hun til Tibet og hang på en klippevæg i en specialkonstrueret kurv, fordi hun ville hjælpe sin mand med at fotografere lammegribbens rede.
På de fleste af sine ture var hun af sted med min farfar (Bengt Berg, red.), der var ornitolog, forfatter og dyrelivsfotograf og den første i verden til at lave naturfilm til biograferne. Han sagde, at det bare var et spørgsmål om tid, før alle ville sidde og kigge på naturfilm. Det grinede mange af. Min farfar var med til at redde det indiske næsehorn fra at blive udryddet samt fire forskellige fugle i Skandinavien, blandt andet havørnen. Han opførte også familiens gods Eriksberg i Blekinge, hvor jeg voksede op på en kæmpestor grund med havet på den ene side og skoven på den anden. Der var hjorte og europæiske bisoner, og vandet var fuldt af gedder og aborrer.
Fra jeg var helt lille, ville jeg bare gerne sove i telt. Der var et eller andet ved det, der kildede i mig. Jeg havde hørt så meget fra min farmor og farfar, men også min far, der havde boet i Burma, Vestafrika og Cameroun og rendt på bøffeljagt. Sådan var de alle sammen. I min barndom på Eriksberg blev min egen eventyrlyst forløst med mange nætter alene i teltet under den stjerneklare himmel. Det ramte mig hårdt, da min mor rejste bort efter mine forældres skilsmisse, og min hund løb væk. Der skete så meget på kort tid, og til sidst mistede min far også vores hjem. For mig var det ikke bare et hus, jeg mistede. Jeg følte mig som en fisk, der blev taget ud af sin sø. Jeg kunne ikke længere ånde frit.
SOM 23-ÅRIG købte jeg en flybillet til Tanzania med drømmen om at blive storvildtjæger. Bøffeljagt lød spændende, farligt og eventyrligt, og inden længe sad jeg på en høj og ventede i dagevis på, at de skulle komme. Det er over 30 år siden nu, og jeg er stadigvæk lige så vild med bøfler, som jeg var dengang. Det er en besættelse for mig.
Den første bøffel, jeg var med til at dræbe, gav mig en livslektion. Det var med min første kunde, og han endte med at skamskyde den bøffel, vi havde udset os. Den løb direkte ind i en busk. Jeg måtte ind efter den på et tidspunkt, og hele natten blev jeg i mine tanker kastet op i luften, trampet på og lå udsplattet med tarmene ud over det hele. Jeg tror måske, jeg sov en halv time i alt.
Næste morgen tog jeg ud til området igen. Under min oplæring som bøffeljæger havde der altid været nogen, der kiggede mig over skulderen. Det var første gang, jeg skulle være helt alene med så stort et dyr. Jeg var ung og følte mig slet ikke klar til det. Det sidste, jeg tænkte, inden jeg trådte ind i busken, var: ”Jeg kommer til at dø i dag.” Først trådte jeg et skridt ind. Så endnu et. Bøflen kom stadig ikke stormende mod mig. Det var her, tanken ramte mig: ”Det kan aldrig blive værre end det næste trin.”
Man behøver ikke at tænke det store billede på én gang, man kan nøjes med at tage ét skridt, og det kan man gøre lige så langsomt og roligt, som man har brug for. Så det gjorde jeg, og det blev en stor læring for mig. Ikke kun med hensyn til bøffeljagt, men med livet i det hele taget. Det kan aldrig blive værre end det næste trin. Dyret var desuden stendødt.
BØFLEN ER ET af de farligste dyr i verden. Jeg er blevet så meget tanzanier i blodet, at jeg ikke bryder mig om at tale om det. Jo mere man taler om det, jo mere udsætter man sig for universets og naturens love. Det er ikke mere end et par måneder siden, at en bøffel gik til angreb på mig og faldt fire meter foran mine fødder. Den døde, jeg gjorde ikke. Det var bottomline, og så må man komme videre.
En af menneskets største styrker er vores tilpasningsevne, men det er også vores største svaghed. Hvis jeg stiller en buket hyacinter frem, vil folk, der træder ind i rummet, blive ramt af en vidunderlig duft. Men allerede få minutter senere vil ingen længere kunne dufte det, fordi vores hjerner allerede har lavet en ny normal. Hvis man skal kunne dufte blomsterne igen, må man forlade rummet og så vende tilbage. Vi har indrettet det moderne samfund, så vi sjældent behøver at holde vores sanser skærpede.
Når man går på jagt efter noget, der er potentielt farligt, aktiverer hjernen sanserne til at være skærpede hele tiden. I de 7-12 timer, jagten står på, er din synssans, lugtesans, høresans, alt, fuldstændig skærpet. Man får et fuldstændig vildt tilhørsforhold til sine omgivelser, fordi man er så meget til stede i dem.
I DET HALVE ÅR, hvor jeg går på jagt (juli-december, red.), står jeg op klokken halv fem hver morgen. Jeg sørger for at spise en god morgenmad, og så traver jeg ud for at finde spor efter bøflerne. Jeg føler mig aldrig ensom på savannen. Jeg kan føle mig ensom blandt mennesker, men aldrig derude. Det er der for smukt til.
Som regel har jeg en enkelt jagtkunde eller to med. 10 dage med mig koster omkring 300.000 kroner, så det er generelt ikke mennesker, der er gået sovende gennem livet. Jeg har også en lokal tracker med og en mand fra staten, der sørger for, at der ikke bliver skudt mere, end der er tilladelse til. Der bliver holdt streng orden.
Mange tror, at storvildtjagt handler om at gå ud og skyde nogle truede dyr for fornøjelsens skyld. Det er lige modsat. I et land som Tanzania er bæredygtig, selektiv jagt en del af naturbevaringen. Det er med til at få nationalparkerne til at løbe rundt rent økonomisk, så der for eksempel ikke kommer krybskytter. Hvis ikke der var kontrol, kan man være helt sikker på, at alle de bedste træarter lynhurtigt vil blive fældet og solgt, og alle dyrene slået ihjel.
What pays stays, og det gør storvildtjagt. I et kæmpemæssigt område med måske 1.000 bøfler vil vi på et år udvælge 20 meget gamle bøfler, som ikke længere reproducerer, og det er dem, vi skyder. Kunden betaler masser af penge for den oplevelse, og det er tilmed de bedste trofæer, fordi de gamle bøfler har de bedste horn, så det hele passer sammen. Så er der penge til at lave antikrybskytte-arbejde. Man skyder ét dyr for at beskytte 50 andre.
Jægere er ikke i høj kurs, men jeg forstår det ikke, for en jæger er i sin essens interesseret i, at der findes en natur at gå på jagt i. I min verden er alt, vi spiser, levende – undtagen salt. Og jeg mener levende. Også når du river en gulerod op af jorden.
Jeg ved godt, at der kan komme alle mulige følelser op, når man ser et billede af et stort dyr, der er blevet nedlagt. Men folk bliver forargede, mens de sidder foran fjernsynet og æder burgere. Men burgerspiseren gør intet for naturens og dyrenes fremtid, ikke ligesom jægeren gør. Det er for mig noget af det svageste i mennesket, at man ikke vil se det, man har ondt af. At det ikke rigtig gælder, at der ikke har været nogen lidelse, så længe det bare er kød, der ligger og suger blod på et indpakningsbind i køledisken.
JEG HAR SPENDERET størstedelen af mit liv sammen med mænd, for det er næsten kun mænd, der går på storvildtjagt. Man står i en sjov position som kvinde, når man bruger så meget tid sammen med mænd, for alene de biologiske forskelle gør, at man altid vil være anderledes, men man får også en særlig indsigt i mænd. Jeg har fået lov til i højere grad end de fleste kvinder at se mænd på godt og ondt.
På minussiden er der rigtig mange mandschauvinister. Hvis først jeg skulle begynde at råbe MeToo, kunne jeg bruge resten af mit liv på det. Så sent som sidste år var jeg på en jagt, hvor en af kunderne blev ved med at komme med upassende kommentarer. I dag griner jeg bare af det og giver igen af samme skuffe, men som 23-årig var det væsentlig sværere. Under min oplæring var mit eget gevær gået i stykker, og jeg spurgte min læremester, om jeg måtte låne hans. Det måtte jeg gerne – på én betingelse: ”Du skal bare give mig et blowjob først.” Jeg fortalte ham, at jeg hellere ville dø, og tog af sted uden gevær.
Der er også virkelig meget godt at sige om mænd. Mænd kan være strenge, onde og dømmende, før du har bevist dig, men når du så har, er du en af gutterne. Jeg har et mere kompliceret forhold til kvinder generelt, men jeg er til gengæld heldig, at jeg kommer fra en baggrund med mange stærke kvinder, der altid har lavet, hvad der passede dem. Det har gjort, at jeg aldrig selv har følt, at jeg manglede muligheder, og der var heller aldrig nogen, der sagde til mig, at der var noget, jeg ikke kunne, fordi jeg var en pige.
Der er mange mennesker, der har forsøgt at lave mig om. Mænd bliver tiltrukket af den frihed og styrke, der ligger i at være en free spirit, men ender med at forsøge at kontrollere én. Folk har nogle gange villet have noget af mig, som jeg ikke har kunnet give dem, fordi jeg for lang tid siden forstod: Follow your dreams, not your boyfriend.
Jeg har levet mit liv og været ligeglad med, hvad hele verden har sagt. Det, de fleste mennesker fortryder, når de bliver ældre, er det, de ikke gjorde. Der er ikke særlig meget, jeg fortryder.
JEG HAR KUN én gang oplevet den helt store kærlighed. Jeg mødte en engelsk kunstmaler i Kenyas hovedstad Nairobi, da jeg boede der i en periode. Han var allerede gift, og jeg var selv i et forhold, men vi blev dybt forelsket i hinanden. Det var et menneske, der havde lige så store drømme, som jeg havde. Men han døde, inden vi kunne nå at forfølge vores drømme sammen. En aften på vej hen til mig blev han skudt ude foran mit hus.
Det er aldrig blevet opklaret, men jeg er sikker på, hvem der gjorde det, og i tiden efter var jeg selv bange for at dø. Jeg forlod Kenya og flyttede tilbage til Tanzania, denne gang langt ude i ingenting, væk fra det hele. Mine tætteste naboer var den mest krigeriske stamme i landet, men de blev mine venner.
Mordet på den mand, jeg elskede – når jeg endelig havde fundet ham – påvirkede mig meget. Men det er ikke noget, jeg går rundt og sørger over her 25 år efter. Jeg elsker livet for meget til at lade det være en skygge. Hvis du brækker din næse, vil din næse se anderledes ud resten af livet, og kærligheden i mig blev ikke slået ihjel, da han døde. Det er lige modsat. Jeg så, hvordan ægte kærlighed ser ud, og derfor vil jeg aldrig stille mig tilfreds med noget, der er mindre end det.
DER ER KUN to ting i tilværelsen, der kan få tiden til at forsvinde: sex og kærlighed. Det er her, vi glemmer, at vi skal dø, og så føles livet, som om det får mening. Det er det nærmeste, jeg kan komme det, foruden altså meningen i naturens fantastiske evindelige cyklus af fødsel, død, fødsel, død.
Der er så mange ulykkelige unge mennesker i dag, men de sidder også og glor på en skærm og kommer længere og længere væk fra alt det, livet her på jorden oprindeligt handlede om. De svæver rundt som ensomme balloner for enden af en meget lang line, og de hænger bare der, mens vinden skubber dem i alle mulige retninger. Jeg ville ønske, de kom ned og så alt det vidunderlige, der foregår omkring os.
Jeg havde selv en periode i mit teenageliv, hvor jeg oplevede ensomhed og havde behov for at komme tættere på naturen igen. Først da jeg indså, at der ikke er forskel på mig og et træ, en hjort eller en blomst, stoppede jeg med at føle mig ensom. Jeg ville sådan ønske for de urbaniserede børn, der kigger i en skærm dagen lang, at de kom ud i naturen, så sig omkring og forstod, at vi alle sammen tilhører det samme storslåede univers.
TIDLIGERE TÆNKTE JEG, at jeg ville komme til at dø ung, men også, at jeg ville komme til at dø lykkelig. Nu håber jeg inderligt, at jeg bliver gammel, så jeg kan have mere tid med min datter. Men det er stadig min drøm at dø lykkelig. Det behøver ikke at være en bøffel, der gør det af med mig, men når det sker, skal det være med skoene på. Jeg vil hellere gå ud med et pust end blive kvalt.
Med et job som mit bliver man tvunget til at reflektere over døden i en tidlig alder. Jeg skrev mit første testamente som 18-årig. Vi er vel alle sammen drevet af en form for angst, men der er mange mennesker, der er drevet af ikke at have nok materielle goder. Min angst handler om at dø uden at have vendt hver en sten. Jeg vil bare gerne leve. Og så vil jeg dø træt. Med en følelse af, at jeg ikke behøver at gøre det hele én gang til.
Det var sådan, min far døde. På hans dødsleje ville jeg ikke have, at han skulle dø, men han sagde, at jeg skulle give slip og acceptere, at det var hans tid nu – ligesom med de gamle hanelefanter. Han behøvede ikke mere. For ham havde livet været en fantastisk middag, han havde fået forret, hovedret, dessert, whisky, rigeligt med dry Martinis og mere til og nydt det hele. Nu kunne han simpelthen ikke få mere ned. Han var træt og klar til at sige farvel. Det er min drøm at nå det samme sted.
I MANGE ÅR har mit liv været opdelt i to halvdele. Det ene halvår går jeg på jagt, og det andet skriver jeg bøger. Litteratur og natur er mine to kærlighedsaffærer. Foruden altså min nærmeste familie.
Det var først, da jeg nærmede mig de 40 år, at jeg begyndte at overveje, om det var på tide at blive mor. Jeg var i tvivl, for jeg kunne så godt lide mit liv, og hvad ville det betyde at få et barn? Men omvendt: Ville jeg gå glip af det måske allerstørste i tilværelsen, hvis ikke jeg prøvede det?
Da min datter Mink blev født, havde jeg boet i et telt ved Meru-bjerget i Tanzania i 11 år. Senere flyttede vi om på den anden side, tættere ved en by, hvor hun kunne gå i skole. Det er her, vi bor i dag – ved foden af Meru, hvor der er aber, leoparder og mere end 400 fuglearter på de frugtbare skråninger. Da min datter var lille, rendte hun rundt og legede med børnene fra den nærmeste waarusha-stamme. Jeg sad ved mit skrivebord og kiggede ud på savannen og så hendes lyse hår stikke op. Jeg har aldrig følt utryghed ved at lade hende lege udenfor i Tanzania. Der er lidt hyæner og sådan noget, men kun om natten, og leoparderne kommer ikke rendende.
Jeg har dog været bange masser af gange. Jeg tror aldrig, jeg har været så bange, som da hun faldt bagover i sin stol, og jeg hørte hendes hoved ramme ned i cementen. Glem den tanzaniske savanne, glem vilde bøfler. Dér blev jeg fandeme bange.
I dag er min datter 14 år, og hun er teenager som alle andre, skøn og utrolig viljestærk, og jeg er så taknemmelig for, at jeg ikke kom for sent til det tog.
Min 87-årige mor skal nok med til Tanzania. Jeg er ved at få opført et lillebitte hus til hende ved siden af mit eget. Det er i virkeligheden meget afrikansk at gøre det på den måde. Det allervigtigste for mig er at kunne lægge hovedet en sidste gang på puden, i græsset, eller hvor det nu bliver, og føle, at jeg har været et ordentligt menneske. Det føler jeg blandt andet ved at kunne være der for min mor i den sidste tid af hendes liv. Hun førte mig ind i livet, og nu fører jeg hende ud af det.
