DANMARK VAR lidt et ferieland for min søster og mig. Et sted, vi var i sommerferien og i weekender, når vi skulle besøge vores far. Det første billede, der dukker op i mit hoved, når jeg tænker på turene til Danmark, er mig og Alba (August, red.), der sidder på et fly. Vi blev sendt frem og tilbage mellem Stockholm og København med sådan nogle sedler dinglende om halsen, fordi vi rejste uden en voksen. I de der timer, mellem vores mor sagde farvel, og vores far sagde hej, havde vi vores helt egen verden. Vi tog sedlerne af, gemte dem, bestilte en cola og legede voksne i nogle timer.
Jeg husker de rejser som sjove, men når jeg tænker på det i dag, kan jeg godt se, at det handlede om, at vi skulle blive voksne hurtigt. Det var vigtigt at bevise over for folk, at vi kunne klare os selv – også over for vores forældre.
Når man er barn, er de forudsætninger, man vokser op med, jo de eneste, man kender. Det var helt logisk for os, at far boede i Danmark, fordi han var dansk, og vi boede i Stockholm, fordi vi gik i skole der, og mor var svensk. At vi skulle rejse til et andet land for at se ham, var ikke noget, vi satte spørgsmålstegn ved.
Vores far gjorde ikke så meget ud af, at vi skulle lære dansk kultur. Han har altid haft en kærlighed til Sverige. Vi hørte for eksempel svensk jazz og folkemusik hjemme hos ham.

Det mest danske var, at vi tog på Bakken om sommeren. Jeg har en dyb kærlighed til det sted. Eller da vores faster og onkel tog os med til BonBon-Land. Over for vores svenske venner gjorde mig og Alba et stort nummer ud af, at der i Danmark findes en rutsjebane, der hedder Hundeprutten. I Danmark fik vi også rugbrød til frokost, og jeg kunne ikke så godt lide det, det var for surt. Men i dag elsker jeg en dansk rugbrødsmad med rødbeder og frikadeller.
Jeg kan mærke, at jeg er svensk i hjertet. Hele min humor, min mentalitet, alt det, jeg er vokset op med. Den svenske humor er lidt mere tør og subtil, og jeg har haft svært ved at oversætte den til dansk.
Der er også noget med det vemod, der er i den svenske folkesjæl, som jeg savner i Danmark. Kontakten til det vemodige, mørke og sorgfulde. Det er bare til stede i Sverige. Man mærker det mest i kunsten, kulturen og musikken. Dansk pop skal ofte være lækker og nice at høre på. Men svensk pop har altid en linje til melankolien. Sådan er det også i svensk film.
Jeg følte mig rigtig svensk, da der var VM i fodbold. Jeg gik rundt i min svenske landsholdstrøje, og selvom det ikke gik så godt for Sverige, var der den der samhørighed. Jeg sad på en gammel sportsbar i Stockholm med mine venner, som jeg har kendt i rigtig mange år. Der var et eller andet i luften, noget rigtig smukt. Der var folk fra alle byens afkroge, en perfekt broget flok af unge, gamle, rige, fattige, og jeg kiggede rundt og følte, at her hører jeg til. Det var den første bar, jeg gik på, da jeg fyldte 18, og nu sad vi der igen og hyldede Sverige.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde føler mig sådan rigtig dansk, men en del af mig hører til her. Jeg føler også, at jeg er en del af den danske film- og teaterverden, og det er jo også en slags familie. Jeg er måske hende den svenske halvsøster, der kommer på besøg.
I 7. KLASSE havde jeg et brat stilskift. Jeg så meget op til min storesøster (Agnes Östergren, red.), der er seks år ældre end mig. Hun kørte den autonome stil, var meget politisk og gik til alle de store demonstrationer i Stockholm i 00’erne. Hun var fuldstændig uinteresseret i mig, men jeg ville gerne være som hende, se ud som hende, og jeg stjal hendes cd’er med svenske indiebands, Broder Daniel og The Knife blandt andet. Hun havde også en kæmpestor lp-samling, som jeg naturligvis ikke fik lov til at røre. Jeg kiggede på, hvordan hun lagde sin sorte eyeliner, og prøvede at gøre præcis det samme. Lige da jeg havde lært det, stoppede hun med makeup, fordi det var sexistisk at gå op i sit udseende.
Over en enkelt nat blev jeg totalt poppet. Der var startet en ny pige i min klasse, en rigtig poptøs, og vi blev gode venner. Jeg gik fra den alternative stil til at være en rigtig fjortis (svensk slang for umoden poptøs, red.). Vi havde rigtig meget makeup på. Helt orange hud, helt hvide læber, helt stramme bukser. Hun lærte mig at barbere mine ben, og hvordan man skulle inhalere, når man røg cigaretter. Man skulle sige pepparkaka i en indåndning, så de andre var sikre på, at man ikke tog munbloss (ryge uden at inhalere, red.). Det dyrkede jeg i nogle måneder, inden jeg vendte tilbage og landede et eller andet sted i midten. Min mor er en meget ikke-dømmende person, og hun kommenterede slet ikke mine stilskift. Hun lod det bare ske.
Min veninde havde bøjle, og det syntes jeg var vildt sejt. Jeg fakede, at jeg havde virkelig ondt i min gane, så jeg også kunne få bøjle. Jeg overbeviste min tandlæge, og så fik jeg togskinner på. Det er så skørt, hvad der bliver in og out for børn og teenagere.
I skolen i Stockholm spiste vi frokost i kantinen ligesom i amerikanske high school-film. Vi er ikke vokset op med madpakker, men med spaghetti med kødsovs eller kartofler og kødboller. Alle svenskere kan genkende følelsen af at have taget sin bakke og så skulle vælge et bord i kantinen. Man er helt nervøs. Tænk, hvis alle kigger. Tænk, hvis man taber bakken.
Jeg elskede mælk, og der var sådan en kæmpestor mælkedispenser, man kunne tage et glas fra. Men på et tidspunkt blev det kikset at drikke mælk. De seje piger begyndte at tage vand i stedet. Det var et kæmpe dilemma for mig. ”Åh, skal jeg nu gå over til vand.” Selvom jeg syntes, det var så kedeligt at drikke vand, måtte jeg overgive mig. Mælken var for barnlig, og jeg ville gerne være en del af kliken.


Men det politiske mistede jeg ikke. Min nye pop-venindes far var moderat (liberal-konservativt parti i Sverige, red.), en rigtig businessman, og han og jeg diskuterede over middagsbordet, når jeg spiste hjemme hos dem. Det handlede ofte om skattepolitik. Han var for lave skatter, jeg var for høje. De boede i en stor villa i en forstad til Stockholm. Hun var den første veninde, jeg havde, der boede i sådan en. De havde en have og en cockerspaniel. Vildt. Og selvom jeg syntes, at hendes far var en borgerlig snob, var jeg alligevel glad for, at han tog mig seriøst og gerne ville høre, hvad jeg havde at sige. Han var sådan en, der behandlede børn og teenagere som ligesindede.
Selv havde jeg mange forskellige barndomshjem. Vi flyttede rigtig meget rundt mellem forskellige lejligheder i Stockholm. Efter mine forældre blev skilt, voksede jeg op med mine to søstre og min mor. Min mor arbejdede meget på teatret, og det var lige så meget vores hjem. Vi var en slags kollektiv. På et tidspunkt boede vi i en lejlighed i Gamla Stan, og af en eller anden grund var der mange fraskilte kvinder i det område på det tidspunkt. Vi børn kom og gik og spiste hos hinanden, som vi ville. Det var en virkelig smuk tid. Jeg ved ikke, hvor fædrene var. Men de var der jo. I nogle andre lejligheder et andet sted. Det var en tid, hvor fædre helt ubemærket kunne være ikke til stede.
Min mor tog på teatret om aftenen. Det var ikke noget, jeg tænkte nærmere over. Det prøver jeg også at sige til mine kolleger, der har børn, og som har dårlig samvittighed over at være væk om aftenen. Børnene skal nok klare sig. Hvis bare der er kærlighed og omsorg, tror jeg, det meste går.
Jeg er vokset op med en mor, der virkelig elsker sit arbejde, og det kan være en af grundene til, at jeg selv valgte at blive skuespiller. Det var jo ikke, fordi hun kom hjem og grinede og sagde: ”Ej, hvor er det fedt at være skuespiller!” Men jeg kunne fornemme det på hendes koncentration, når min søster og jeg var med på teatret eller på optagelser. Man kunne mærke, at hun gik ind i sin egen verden, og det var fascinerende. Det var en verden, som jeg ikke var en del af, men jeg kunne se på hende, at det var en vigtig verden. Når vi var med, sad vi meget i garderoben og i sminkeafdelingen. Dem, der arbejdede der, var søde, men vi måtte aldrig prøve noget. Det var ikke en legeplads, det var alvor.

JEG GAD GODT rejse tilbage i tiden og spørge mig selv som barn, hvad jeg drømte om. For jeg aner det ikke. Men jeg kan huske, at det var naturligt for mig at forestille mig, at jeg kunne blive skuespiller. Jeg tænkte ikke: ”Tænk, hvis det kan lykkes mig.” Det var mere bare en reel mulighed.
Min søster Alba og jeg spillede meget skuespil derhjemme. Sammen med en veninde lavede vi en slags tv, hvor vi klædte os ud og lavede parodier på eksempelvis ’Extreme Makeover’ (amerikansk reality-serie fra begyndelsen af 00’erne, hvor kvinder fik transformeret deres udseende, red.). En af os var den ’grimme’ kvinde, der skulle transformeres, og de andre to var plastikkirurger. Vi klippede g-strenge af vores trusser og fyldte vores bh’er med sokker, og det skulle altid ende med, at den, der blev opereret, blev helt grim og dum af alle operationerne, så hun ikke kunne sige noget til sidst. Vi optog filmene, når vi var alene hjemme, og vi viste dem aldrig til nogen. Det var helt ufiltreret leg. Vi spejlede bare verden, vi så, overdrev den og legede med den. Det var et ret genialt udgangspunkt, som jeg egentlig gerne vil holde fast i.
Når man udfolder sig som skuespiller, skal man lade være med at tænke på, hvad resultatet skal være. Jeg synes, det er ret udbredt i både teater og film lige nu, at man hele tiden tænker på, hvad publikum gerne vil have. Man forsøger at please og skræddersy film og forestillinger til publikum ud fra undersøgelser og en eller anden markedslogik. I virkeligheden vil man jo gerne blive overrasket som publikum. Men vil opleve noget, man ikke vidste, man ville have, så virkeligheder og perspektiver kan rykke sig. Det vil jeg i hvert fald, ellers keder jeg mig helt vanvittigt.
Efter skole gik jeg til teater, og i gymnasiet havde jeg en teaterlinje. Dans og musik var en del af skolen. Skuespillet har altid været til stede, men det var først, da jeg blev voksen, at det blev et aktivt valg: Okay, nu gør jeg det.
Da jeg blev ældre, fandt jeg ud af, at det var det bare overhovedet ikke – altså en rimelig ligetil mulighed at blive skuespiller. Det var megasvært at søge ind på uddannelserne og endnu sværere faktisk at komme ind. Der er så mange ting, man skal igennem. Men det forblev alligevel en mulighed i min hjerne, og jeg kunne se mig selv i den.

EFTER GYMNASIET var jeg med i en gruppe, der lavede politisk teater. De havde ingen penge, så man arbejdede gratis på forestillingerne. Jeg arbejdede på en café om dagen, og om aftenen gik jeg til prøver på teatret. Vi lavede blandt andet et fire timer langt stykke, der var baseret på Marquis de Sade, og det var virkelig et sex-vold-orgie derudad. Min rolle var ’bajs-hora 2’, altså ’lorteluder 2’. Jeg var smurt ind i chokolademousse, der lignede lort. Men det var så stort at komme ind i den verden.
En del af at være med i teatret var, at vi skulle se film sammen en gang om ugen. Instruktøren havde udvalgt nogle film, som vi sad og så i nogle store sofaer i scenerummet. Jeg var omkring 20 år gammel, og jeg kan tydeligt huske følelsen af at blive lukket ind i den her ukendte verden, hvor alt var lidt avantgardistisk, og hvor ideer, tanker og grænser blev rykket. Vi så ’Cry-Baby’ af John Waters, en fantastisk instruktør, og vi så Peter Greenaways ’The Baby of Mâcon’. Det er nogle ret ekstreme film, og jeg husker stadig at sidde der og være en del af en flok. Vi sad der sammen og blev præsenteret for alt muligt nyt og spændende, som jeg ikke vidste eksisterede.
Det var en følelse af frihed. John Waters var for eksempel en meget queer instruktør. Hans karakterer kunne være sindssygt forskellige, og de legede med seksualiteten. Alt det var helt nyt for mig. ”Tænk, at man kan det, tænk, at man tør det.” Det gav en masse mod.
Alligevel begyndte jeg at studere økonomisk historie på universitetet i Lund. Det var en interesse, jeg havde – jeg syntes, det var spændende, måske også politisk. Det blev bare hurtigt meget tydeligt for mig, at jeg passede virkelig dårligt i den akademiske verden. I undervisningen sad jeg og tænkte på alt muligt andet.
”Hvad siger det om professoren, at han har valgt dén brille?” tænkte jeg, mens han stod og fortalte om den industrielle revolution. ”At han er ved at blive skilt eller?” Jeg var bare helt tjekket ud.

Efter et halvt år på universitetet søgte jeg ind på Skuespillerskolen i Aarhus – uden at sige det til nogen. De danske scenekunstskoler virkede sejere og friere end de svenske, og jeg længtes efter at komme væk. Jeg sad foran en jury og opførte en monolog fra Bergmans ’Høstsonaten’, gik videre og lavede en scene igen. Og så kom jeg sgu ind. Det var første gang nogensinde, jeg var i Aarhus, og jeg elskede det. Følelsen af at starte et nyt liv, hvor jeg ikke kendte nogen. De fire år på skolen var de lykkeligste i mit liv.
Jeg havde en talelærer på skolen, der sagde, at jeg sprogligt var som en 10-12-årig. Mit danske ordforråd skulle udvides. Året efter fik jeg at vide, at jeg var omkring 16 år, og til sidst ramte jeg min egentlige alder, 24. Jeg havde ikke sprogundervisning som sådan, jeg levede bare i Aarhus, men jeg skulle arbejde på vokalerne. På dansk er der mange flere vokallyde end på andre sprog. Helt exceptionelt mange. Jeg tror, der er 27 forskellige vokallyde, og fem af dem er måder at udtale A på. I Sverige er der to. Et kort og et langt A.
Når jeg tænker på det danske sprog, får jeg billeder i min hjerne af kød. Det er et kropsligt sprog, fuldt af følelser. Det er meget nemmere at synge på dansk og udtrykke følelser, synes jeg. Svensk er et meget tænkende og argumenterende sprog.
Det var en vild tid i Aarhus, hvor alt blev pillet fra hinanden, og vi skulle ind og grave i os selv og fortiden og kigge på vores vaner. Det var grænseoverskridende, men jeg synes, det er godt at gå til sine grænser. Det er der, man udvikler sig. Nogle gange går man over sin grænse, men så ved man, hvor den er.

HVIS JEG VOKSEDE OP i dag, ville jeg være virkelig dårlig til at håndtere alt, der har med sociale medier at gøre. Alt det content, al den ufiltrerede information, der rammer unge. Det virker overvældende. Jeg var selv meget optaget af, hvordan jeg blev opfattet som person, da jeg var i den alder. Det er alle teenagere jo, men det var meget vigtigt for mig, at folk kunne lide mig, og at jeg ikke skulle lave noget pinligt. Det gjorde jeg jo så selvfølgelig alligevel. Men det pres, de unge har på sig i dag, ville jeg trives rigtig dårligt i. Jeg tror, jeg ville have gemt mig væk og lagt skjul på meget af det, jeg udforskede som ung.
MySpace var det første sociale medie, jeg havde en profil på. Og chatforummet MSN. MySpace var et virkelig fedt sted, og jeg savner det meget. Det var før, internettet blev et shoppingcenter. Dengang var det en portal til en anden verden for mig. Det gav mig adgang til ny musik, og jeg fik mulighed for at se, hvad de kunstnere, som jeg så op til, lyttede til. Jeg var fan af Cat Power (amerikansk singer-songwriter, red.), og gennem hende fandt jeg frem til Bob Dylan og Joy Division. Ældre kunstnere, som ikke var noget, man ellers lyttede til lige på det tidspunkt. Internettet var et mødested, en verdensåbner.
Jeg kan tydeligt mærke, at min koncentration, forestillingsevne og fantasi bliver dårligere af at bruge tid på skærmen. Nu er jeg mere på en offline-bølge. Og så alligevel … Jeg er ret glad for YouTube. Jeg kan godt lide at se gamle interview med skuespillere, instruktører eller kunstnere og videoer med Michelin-kokke. Jeg kan rigtig godt lide at lave mad.
Det er meget nørdet, men jeg elsker også at se den gruppe af amerikanske komikere (Dimension 20, red.), der sidder og spiller ’Dungeons & Dragons’. Afsnittene er flere timer lange, det er helt uproduceret og råt, og jeg har set timer af det. Det er sådan noget, jeg sætter på, når jeg kommer hjem fra arbejde.
Jeg sletter Instagram omtrent en gang om ugen, og alligevel ender jeg altid med at downloade det igen. Jeg hader det. Jeg hader, hvad det gør ved én at være på den platform. Enten vækker det misundelse, eller også får det én til at se ned på andre mennesker eller på sig selv. Algoritmen vil gerne sælge en idé om, at du har brug for ting, du ikke har brug for. Eller at din krop skal se ud på en bestemt måde. I sidste ende tjener de penge på, at du får det dårligere med dig selv.
På sociale medier har man hele tiden det der blik på sig selv udefra. For os som skuespillere tror jeg, at det er ødelæggende og paralyserende. Jeg kan i hvert fald mærke, at hvis jeg begynder at tænke på, hvordan det opfattes, eller hvordan det ser ud, når jeg arbejder, bliver alt værre. Man bliver en reduceret udgave af sig selv.
Jeg synes, der er en kæmpe værdi i at være privat og i ikke at dele ud af sig selv. Det gør jeg selvfølgelig lige nu, men hvis man skal overbevise et publikum og få dem til at leve sig ind i fiktionen, er det megaforstyrrende, hvis de har set alt muligt ’bag om’ personerne og ved en masse om dem. Sådan har jeg det i hvert fald selv. Der er en mystik og magi i at vide så lidt som muligt.

STOCKHOLM ER mit hjem. Jeg flyttede dertil i 2020 og har nærmest ikke haft en eneste arbejdsdag i byen siden. Jeg har optaget i Danmark, Norge, Tjekkiet og Grønland, så Stockholm er virkelig hjem-hjem for mig. Det sted, hvor jeg har fri. Nogle gange kan jeg kigge tilbage på de perioder, hvor jeg har haft fri, og tænke: ”Hvad fanden lavede jeg egentlig?” Egentlig elsker jeg bare at gå ture i Stockholm og være i mit eget selskab. Høre svensk P1 i radioen. Jeg er god til at være alene.
Lige nu læser jeg sidste del af ’Min kamp’ af Knausgård. Der er seks bind. Jeg går efter at læse et om året og er snart i mål. Jeg elsker åbenbart at være i en midaldrende mands hverdagsliv. Eller også er det bare den måde, Knausgård skriver på, som gør, at jeg relaterer enormt meget til det.
I vinter var jeg ude og stå på langrendsskøjter (en slags hurtigløbs-skøjter, red.) på en sø i Stockholm for første gang i mit liv. Sådan noget elsker jeg. Jeg kan også blive lykkelig i teatret, til en koncert, eller når jeg sidder på en sportsbar. Steder, hvor man er i en eller anden form for fælles ekstase. Det er kæmpestort, for hvor tit går man ikke bare rundt i livet i sin egen verden og er alene? Jeg får så meget energi af sådan nogle øjeblikke.
Første gang jeg blev ramt af den følelse, var til en koncert med The Knife i 2006. Min veninde og jeg var omkring 14, og vi fik lov til at tage af sted, fordi min venindes storebror havde lovet at passe på os. Vi drak kun folkøl (svensk øl med lav alkoholprocent, red.) og sørgede for ikke at blive væk fra hinanden. Men det der med at høre musikken live og være fri – wauw.
I fællesskaberne føler jeg håb. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at vi i virkeligheden vil hinanden det godt. At vi som udgangspunkt gerne vil finde steder, hvor vi kan mødes.
København er min hemmelige elsker, som jeg ser en gang om året. Den forandrer sig måske lidt, men den er der stadig. Jeg vil altid gerne på et klassisk værtshus, når jeg er her, for det har vi ikke i Sverige. Jeg tager altid mine svenske venner med på værtshus, når de også er i byen, og de synes, at det er meget eksotisk og fantastisk. Man får ligesom hele Danmark, når man er på bodega. Det synes jeg er ret smukt.”
