UDSIGTSPOST
Før mail, WhatsApp og whatnot var postkortet en skøn souvenir-hilsen med flotte frimærker og stempler fra den store verden. Med særudstillingen ’Sending All My Love’ tager Davids Samling i København dig med ind i drømmen om Arabien med en poetisk samling postkort fra Nordafrika, Egypten, Tyrkiet og Levanten i perioden 1900-1940. Drøm dig tilbage til dengang, man både kunne slikke på et frimærke og drømme om fjerne destinationer – og nup på vejen ud et par postkortkopier fra en verden af i går.
’Sending All My Love’ vises til 3. januar 2027. Se mere på davidmus.dk

Foto: Josef Stefan
BARE GIV LOS
Verdens dyreliv er både fantastisk og fotogent. Bare spørg de mere end 85.000 mennesker, der har stemt på de cirka 60.000 fotos i ’Wildlife Photographer of the Year’. Vinderen blev østrigske Josef Stefan med sit billede fra Spanien, hvor en los kaster en gnaver op i luften, inden den slår den ihjel og spiser den. Der er masser af andre virkelig gode dyre-knips fra hele verden i konkurrencen, og på Statens Naturhistoriske Museum kan du se nogle af de allerbedste.
’Wildlife Photographer of the Year’ vises indtil 20. september. Se mere på snm.dk

Foto: Erik Petersen
HVIS DET LIGE PASSER …
… og der er tid i kalenderen 22. maj, var det måske en idé at tage lattermusklerne med til 100-års fødselsdag for en af Danmarks helt store komikere. Festlighederne foregår i Nordisk Film i Valby på den ikoniske Scene 3, og aftenens vært er Jacob Wendt Jensen, som står bag bogen ’Dirch 100 år – Mennesket, myten, geniet’. Sammen med gæster, der kendte Dirch Passer – og måske dig – vil han hylde komikeren og råbe hip-hip-hurra for den danske legende.
Billetter kan købes på billetter.nordiskfilm.com

Foto: Camillia Winther
DET ER I AARHUS, DET SNER
Er du til spektakulære familieforestillinger i det fri, kan du med fordel sætte forårsnæsen i retning mod Moesgaard ved Aarhus. Her opfører Det Kongelige Teater fra 22. maj ’Snedronningen’, der er intet mindre end Nordens største teatershow. Nyd Kim Fupz Aakesons genskrivning af H.C. Andersens berømte eventyr, og tag med Mille Lehfeldt som snedronningen på en rejse fyldt med snekanoner, laser, ildbomber, pimpede golfvogne og dansende blomster.
’Snedronningen’, Moesgaard, 22. maj – 27. juni. Se mere på kglteater.dk

Foto: Martin Hoffmann
KUNST I MEDVIND
Statens Museum for Kunst drog sidste år vestpå, hvor man med stor succes åbnede SMK Thy. Magasinet Time satte i marts i år museet på deres liste ’World’s Greatest Places’ som den eneste danske destination, og vil du selv besøge herlighederne, kan du begynde med natur-udstillingen ’Levende landskaber’, der består af velvalgte udpluk fra de seneste syv århundreder. Nyd værker af blandt andre Claude Lorrain, Anne Marie Carl-Nielsen, J.F. Willumsen, Edvard Munch og andre naturbegejstrede kunstnere.
Se mere på smkthy.dk
