Indlæg

Naturkatastrofer og ældgammel kærlighed vælter frem i ’Paradis først’. Her fortæller forfatter Kristina Stoltz om sit forhold til USA og om, hvorfor landet er så svært at forstå.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Martin Reinhard, Michael Nigro/SIPA/Ritzau Scanpix

DET BEGYNDER på en danse­festival i USA i 90’erne, hvor den unge danske Kristina og den lidt ældre amerikanske danser Marlon mødes for første gang og indleder et kærlighedsforhold. Marlon er mørk. Han er produktet af en blaxploitation-skuespiller fra en religiøs familie og en hvid idealistisk, venstreorienteret kvinde, der nægter, at farve skulle være et problem i USA. Opvæksten var turbulent, Marlon følte aldrig, han passede ind, og var bange for nabolagets hårde negle. Han var ikke sort nok og ikke hvid nok, og når hans mor arbejdede til sent, overtog frygten og angsten hans krop. De dage overnattede han på et skab, hvor ingen kunne finde ham.

Kristina Stoltz’ nye roman ’Paradis først’ er mange ting. Det er en kærlighedshistorie om to mennesker, der befinder sig vidt forskellige steder både fysisk og i deres liv. Det er en erindringsroman om at møde sin ungdomskærlighed 26 år efter, gnisten udsprang, og ikke genkende den person, man forelskede sig i. Og så er det en politisk bog, hvor karaktererne diskuterer racisme, klimaforandringer, masseskyderier og politivold. 

”Marlon er født ind i en konflikt om farve. Den religiøse familie ønsker ikke, at Marlon skal vokse op hos en hvid familie, mens den venstreorienterede familie er såkaldt farveblind. Det er tiden efter borgerrettighedsbevægelsen, så hans mor vil ikke anerkende, at han hverken bliver set eller behandlet som et hvidt barn, når han går ud ad døren og møder verden,” fortæller Kristina Stoltz.

Romankarakteren Kristina derimod er vokset op ’uden farve’ i et etnisk homogent Danmark. ”I Danmark findes der ikke racisme, det har jeg lært,” som hun udtrykker det i romanen. Det var sådan, hun tænkte, før hun mødte Marlon, som var dybt optaget af sit eget ophav, racehistorie og social retfærdighed. 

26 år senere besøger hun ham igen i det amerikanske bibelbælte. Ved hans side er nu en hvid mormon-kvinde. Hvordan skal hun forene sig med, at det intelligente menneske, der protesterede mod uretfærdighed, var veganer, spirituel og omrejsende danser i et afrikansk kompagni, nu er blevet magelig? Og er det underliggende racistisk, at hun mener, han skal kæmpe den antiracistiske kamp, fordi han er mørk? Skuffelsen lurer, tvivlen nager, og forfatteren kender spørgsmålene indefra:

”Jeg har selv været gift med en mørk amerikansk mand og tilbragt en stor del af mit unge voksenliv i USA, så jeg har en følelse af, at det næsten er mit land. Jeg kunne have endt med at bo der, hvis jeg havde fået børn med ham. Romanen tager udgangspunkt i noget, jeg ved noget om. Det er ikke bare hevet op af hatten. ”  

USA bygger på racekonflikter, mener forfatteren. Her demonstrerer Proud Boys og andre højreekstremistiske grupper 26. september i Oregon. Byen har i år været centrum for en række Black Lives Matter-protester mod politivold mod sorte.

I 2018 VAR Californien centrum for to store tragedier. Ilden, der raserede Californiens skove og destruerede byen Paradise, og et masseskyderi på country-western-baren Thousand Oaks i Californien. Kristina Stoltz befandt sig i Californien på det tidspunkt for at researche til den bog, der skulle ende med at blive ’Paradis først’.

Begge dele optræder i romanen. Skovbrandens flammer som bagtæppe for den kærlighed og de minder, de havde sammen i skoven, og masseskyderiet som symbol på den vold, der stadig eksisterer i USA. Det er på samme tid en kærlighedserklæring til USA og et smædeskrift imod alt, hvad landet står for.

”Romanen er udsprunget af et had-kærligheds-forhold til USA, for der er så meget ved USA, der er helt fucked. Men der er samtidig også meget at elske. Måden, de fortæller historier, deres måde at være kreative og deres måde at være gæstfri. Jeg har aldrig mødt en amerikaner, der ikke var gæstfri,” fortæller hun. 

Oprindelig skulle hovedpersonen Marlon have været en helt anden. En klimaaktivist, der binder sig selv til rødtræer i Californien eller flytter ind i trækronerne for at forhindre skovfældning. Det var årsagen til, at hun overhovedet tog til Californien i 2018. Hun ville undersøge det klimaaktivistiske miljø, så hun vidste, hvad det var for nogle mennesker. Men på rejsen mødtes hun med sin amerikanske eksmand, og det møde fik hende til at sadle om. Han var ikke den samme person, som hun huskede. I hvert fald ikke helt den samme, og det satte tankerne i gang. Ligesom i romanen:

”Man kan sige, det har taget mig 20 år at skrive bogen. Jeg har villet skrive den længe, og jeg har forsøgt flere gange, men jeg har ikke vidst, hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg troede, at klimaaktivisten skulle være en motor.  Allerede i 90’erne var der klimaaktivister, som advarede mod skovbrande og ødelæggelse af naturen. Men da jeg endelig lagde den idé fra mig, tog det to en halv måned at skrive den og seks måneder at redigere, rette til og justere. Jeg skrev den nærmest i en rus, da jeg fik hul på stoffet.”

SOM 22-ÅRIG flyttede Kristina Stoltz til San Francisco. Hendes nye naboer fortalte, at hun kunne risikere at blive slået ned på gaden og bestjålet, hvis hun gik aftentur.

”Jeg troede faktisk ikke på det. Jeg var en ung og naiv, glad dansker. Jeg var Prince-fan, og USA var et multikulturelt land, hvor de lavede fed musik og fed kunst,” siger Kristina Stoltz, der hurtigt blev konfronteret med den anden side af USA, da hun blev kæreste med en sort amerikaner.

”Det var ikke så idyllisk, som jeg troede. Vi blev flere gange standset af politiet, når vi var ude at køre, og så blev han smækket op på køleren. Det var meget voldsomt.”

KRISTINA STOLTZ

Er forfatter, klummeskribent og foredragsholder. Hun er uddannet danser fra Skolen for Moderne Dans i København og Danshögskolan i Stockholm. Har udgivet digte, børnebøger og romaner. I 2016 var hun nomineret til DR Romanprisen for bogen ’Som om’. I 2019 var hun nomineret til Montanas Litteraturpris for ’Cahun’.

’Paradis først’ er udkommet.

I ‘PARADIS FØRST’ ser den engang så naive kvinde og den engang så udfordrede amerikanske mand tilbage på deres ungdom, da de mødes mange år senere. Hvordan gik det egentlig dengang? Lykkedes det overhovedet at forstå hinanden, spørger den ældre Kristina sig selv, mens katastrofernes USA ulmer i baggrunden med klimaforandringernes ødelæggende skovbrande og truslen om et raceopgør.

”I al den tid, jeg har haft et forhold til USA, har det været ret dramatisk. Det er vel konsekvensen af, at det er bygget på blod. Konflikterne med de indfødte amerikanere og slaveriet. Det er aldrig blevet harmonisk. Racismen er ikke en nyhed, den har altid været der, og politivold har altid været et problem,” siger Kristina Stoltz. Hendes nye bog er lige dele frygt, depression, forelskelse og håb. Sammensat som landet selv.

”USA er et højteknologisk samfund med de rigeste og mest veluddannede mennesker fra de bedste universiteter. Men der er også mange amerikaneren, der er analfabeter og måske har fire jobs for at kunne betale deres husleje. Det er vigtigt at have med, når man skal forstå, hvorfor de kan have en præsident som Donald Trump, og hvorfor han meget vel kan blive genvalgt.”

Fem amerikanske romaner, der gør dig klogere på kompleksiteternes land, anbefalet af litterat og lektor i amerikanske studier Thomas Ærvold Jensen.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:PR

DEN FØRSTE

Mark Twain: ’Huckleberry Finns hændelser’, 1884

”Huckleberry stikker af hjemmefra for at slippe for sin voldelige og alkoholiserede far og sin tante, der forsøger at gøre ham til en dannet dreng. Han hader begge dele, så han stikker af på en tømmerflåde sammen med den sorte slave Jim og sejler ned ad Mississippi-floden, og langsomt begynder han at se Jim som et menneske i stedet for en slave. Det er en klassisk dannelses­roman om det uskyldige barn, som gennemgår en masse, får erfaring og bliver klogere på livet. Selvom der var udgivet andre klassikere, for eksempel ’Moby Dick’, forinden, bliver den ofte kaldt ’den første amerikanske roman’, fordi den er skrevet med dialekt modsat en mere britisk skrivetradition.”

KÆRLIGHED OG KONTANTER

Francis Scott Fitzgerald: ’Den store Gatsby’, 1925

”Romanen beskriver en ansvarsløshed, hvor folk blev styrtende rige på rekordtid med krise og depression til følge. Den handler om samfundsstrukturer, om økonomi og grådighed og piller ved et så centralt mytisk begreb som den amerikanske drøm. Hvordan styrer klasseskel, tradition og social anseelse et menneskes liv? Fitzgerald kom selv fra en fattig baggrund, forelskede sig i en rigmandsdatter og oplevede, at hendes familie sagde nej til ham. Den historie ligger til grund for romanen, hvor hele Jay Gatsbys liv går ud på at anskaffe rigdom, så han kan vinde sin udkårnes gunst i en kynisk kalkule af kærlighed og cool cash.”

FORKRØBLET MORAL

Flannery O’Connor: ’Klogt blod’, 1952

”O’Connor var fra Georgia og troende katolik, selvom hun boede i det protestantiske bibelbælte. Romanen handler om en mand, der vender hjem efter anden verdenskrig og har mistet troen. Derfor bliver han prædikant for sin egen trosretning, ’Kirken Uden Kristus’, men han kan stadigvæk ikke slippe sin gamle tro. Det er en vigtig bog, fordi religion fylder så meget i USA, og få romaner tager så nådesløst livtag med emnet som dette syrede blik på fundamentalisme. Karaktererne har ofte fysiske skavanker, som afspejler deres etiske og moralske mangler. Folk er blinde, halter eller har sadomasochistiske tendenser. Det er en grotesk og voldelig verden. Men selvom hovedpersonerne er dybt syndige, bevæger de sig stadig hen imod en slags frelse i et klassisk amerikansk paradoks mellem fri vilje og mystisk skæbne.”

DEN DØDE DRØM

Atticus Lish: ’Forberedelse til næste liv’, 2014

”Der er to hovedpersoner: en Irak-veteran, som vender hjem til New York med et ubearbejdet traume, efter hans ven blev sprængt i stykker, og en muslimsk kinesisk indvandrer, som knokler på en fabrik. Romanen foregår i Chinatown i Flushing, Queens, hvor Manhattan bare er et fjernt lys, og den retter en skarp kritik mod militæret, fængselssystemet og den rolle, illegale immigranter spiller. Romanens amerikanske karakterer har opgivet forestillingen om, at deres liv kan være anderledes, mens den kvindelige kinesiske immigrant har en tro på det. På den måde giver den indsigt i, hvad der fik Donald Trump valgt som præsident. Den amerikanske drøm lever ikke blandt den hvide arbejderklasse.”

BØRN AF SLAVEHANDLEN

Yaa Gyasi: ’Hjemfærd’, 2016

”Yaa Gyasi er en ghanesisk-amerikansk forfatter, der bygger videre på den tradition, som Toni Morrison, Alice Walker, Richard Wright og andre berømte sorte forfattere har skabt. Hun fortæller originalt og indlevende om nogle af de mange sorte amerikanere, hvis skæbne blev beseglet med slaveriet. I ’Hjemfærd’ har hun fokus på Vestafrikas rolle i den globale slavehandel. Romanen begynder i slutningen af 1800-tallet og handler om to halvsøstre i det, der i dag hedder Ghana. Den ene søster bliver gift med en hvid englænder og bliver en del af eliten, mens den anden bliver solgt som slave og fragtet til USA. Derfra følger man deres familiehistorier helt op til i dag. Det handler om frihed, arv, tradition, slaveri, kolonialisme og meget andet, som er oppe i tiden, uden at blive hverken pedantisk eller moraliserende.”

Amerikanerne er måske det mest bange folkefærd i verden. Angsten er en del af hverdagen, den gennemsyrer våbenlovgivningen, forholdet til politiet og ikke mindst det kommende valg. Krimiforfatter KARIN SLAUGHTER, der i sine romaner holder et spejl op for det amerikanske samfund, kender bedre end andre til forskræmtheden, der sidder dybt i hendes land.
Tekst:Sarah von EssenFoto:Patrick T. Fallon/Ritzau Scanpix, Marc Brester

LIGE OM LIDT går amerikanerne til valg. Et valg, som begge sider udråber til det vigtigste i historien. Et valg, der rammer lige ned i en splittet befolkning og i en tid, der er præget af dødelig pandemi, landsdækkende demonstrationer mod politivold og racisme, svimlende ulighed, en sønderknust økonomi, arbejdsløshed, skovbrande og orkaner. Det er næsten umuligt at følge med i den nedadgående spiral, men det er tydeligt, at dødstallene stiger, og at frygten ikke bare ulmer, men dominerer dagliglivet og dagsordenen.

På den ene side bruger præsident Trump frygten som sit bedste politiske våben. Han beskylder Demokraterne for at skabe anarki og kaos og advarer om, at de vil snyde sig til sejr i november. Imens svarer Joe Biden igen med en bøn til amerikanerne om ikke at gribe til vold, for vold skaber ikke forandring, kun ødelæggelse. Han anklager Trump for at puste til ilden og søger at berolige befolkningen med mottoet ’Be Not Afraid’. Men uanset hvor amerikanerne sætter deres kryds, er de præget af frygt for, at USA ikke er det land, de ønsker, det skal være  og blive. Som europæisk gæst i USA kan det være forvirrende på én gang at blive modtaget med åbne arme og stor gæstfrihed og samtidig forstå, at de samme mennesker finder det ganske naturligt at eje et håndvåben. Og selvom frygten virker velkendt fra medierne og amerikanske serier og film, er fornemmelsen, følelsen, stadig overraskende, endda overvældende, når man er der. 

EN AF DEM, der kender frygten og faktisk lever af den, er Karin Slaughter, der dukker op på computerskærmen. Det lyse korte hår stritter i alle retninger, mens et isblåt blik brænder igennem fra Atlanta i Georgia. Slaughter har skrevet 20 romaner – senest ’De tavse kvinder’ – hvor blod og vold ofte sprøjter fra siderne. Et udvalg af bøgerne står opstillet i et fotogent arrangement på hylderne bag hende. 

”Ja, jeg blev nødt til at indrette en reol til de her interview på Zoom,” siger hun. 

”Det gik op for mig, at jeg virkelig dømmer folk på det, der foregår bag dem. Jeg talte med en ung journalist, og jeg kunne se hendes undertøj, der hang til tørre i baggrunden. Jeg vidste ikke, om jeg skulle sige noget. Det var ret mærkeligt.”” 

49-årige Karin Slaughter ler. Det gør hun meget, selvom hun faktisk ikke synes, der er meget at grine af. Der går ikke to sekunder, før hun lader kritiske ord regne ned over Trump, og det bliver lige så hurtigt tydeligt, at hun stemmer demokratisk. Slaughter taler hurtigt, som mange gør i disse hektiske tider, og det er, som om præsidenten hele tiden trænger sig på og kaster lange, ubehagelige skygger. Men sådan er det, når verden virker vakkelvorn:
 ”Nu kender jeg selvfølgelig rigtig mange mennesker, som jeg er enig med politisk. Og vi er bange, fordi det føles, som om alting sejler. Det er slemt nok, at vi er ramt af en pandemi, og at økonomien er brudt sammen. Orkanerne raser, og så er der gudhjælpemig også kæmpe-hvepsene fra Japan, der truer med at invadere os (i foråret dukkede såkaldte murder hornets op i USA; ifølge New York Times er hvepsene skyld i op mod 50 dødsfald om året i Japan, red.). Men oven i det har vi altså Trump og frygten for, hvad det næste bliver. Hvad kan han finde på? Der er en stemning af chok over, at Trump har været i stand til at ødelægge så meget på så kort tid. Og den ængstelighed bliver lagt oven i alt det andet.”

Hvad er den anden side bange for?

”Forandring. Jeg tror virkelig, det handler om frygten for forandring. Og den frygt kan blive til vrede. Det handler om status. De er bange for, at de mister noget. Jeg tror, at nogle hvide amerikanere tænker, at selvom de måske er fattige, så er de i det mindste ikke sorte. Og det er ikke, fordi jeg tror, det kun handler om racisme. Der er så meget i kulturen, der har ændret sig så hurtigt. Synet på homoseksuelle, religionens rolle. Demografien ændrer sig, og inden for en overskuelig fremtid vil minoriteten blive majoriteten.”

”UNGE MENNESKER ved, at Amerika ikke var great i gamle dage, hvis man var sort, brun eller jøde. Det var fedt, hvis du var en hvid mand. Men i mine øjne er historien om Amerika historien om hvide mænd, der snyder og bedrager. De har skrevet reglerne, men følger dem ikke selv. Det er nemt at opnå tilgivelse, hvis du er en hvid mand. Folk siger, at systemet er ødelagt. Men systemet er med vilje indrettet, så en særlig type menneske står øverst.”

Som europæer virker det, som om den amerikanske våbenlovgivning gør det hele værre. Retten til at eje et våben er vel også baseret på frygt? 

”Altså, da det andet forfatningstillæg blev tilføjet i 1791, talte de jo ikke om adgangen til fuldautomatiske rifler!”

Men du ejer selv et skydevåben. Hvorfor? 

“Ja! Faktisk ejer jeg to pistoler. En 9 mm og en revolver. Jeg foretrækker revolveren, som jeg har oppe i min bjerghytte. Hytten ligger fuldstændig isoleret, der er bjørne og alt muligt, og hvis der skete noget, og jeg ringede til politiet, ville de sandsynligvis aldrig finde mig. Der var mange år, hvor jeg ikke ejede et skydevåben, for jeg var meget bevidst om, at hvis man har et våben, skal man også være villig til at bruge det. Så jeg trænede på skydebanen og træner i det hele taget så ofte, jeg kan.

Det giver mig en følelse af tryghed at have en pistol i hytten, og det er egentlig mærkeligt, for Atlanta er langt mere voldeligt end Blue Ridge-bjergene. Altså, det er mere sandsynligt, at jeg bliver ædt af en bjørn i bjergene, end at jeg bliver overfaldet af et menneske deroppe. Men det er forestillingen om det, der kunne ske: Jeg er jo heller ikke bange for at gå alene på en parkeringsplads i dagslys, men om natten kan det være noget helt andet. 9 mm-pistolen har jeg i øvrigt mest, så jeg ved, hvordan den virker, når jeg skal skrive om den.”

SLICES OF SLAUGHTER

Sydstatsforfatteren Karin Slaughter (ja, det er hendes rigtige navn) er født i 1971 og debuterede med krimien ’Blindsighted’ (’Mord for øje’) i 2001. I dag udkommer hun på 37 sprog og har solgt over 35 millioner bøger over hele verden. Romanen ’Pieces of Her’ (’Brudstykker’) kommer som Netflix-serie senere i år. Karin Slaughter står også bag ’Save the Library’-projektet, som støtter og rejser penge til offentlige biblioteker i USA.

HVORNÅR og hvorfor begyndte du at skrive krimier?

”Du vælger ikke at blive forfatter, det vælger dig. Og jeg blev heldigvis valgt, hvilket mine lærere nok var trætte af, for jeg var meget mere tilbøjelig til at skrive på en historie end lave mine lektier. Og jeg har altid elsket krimier, men af en eller anden grund troede jeg, at jeg skulle skrive historisk fiktion. Heldigvis var der ikke nogen, der ville udgive det, og jeg fik den ene afvisning efter den anden fra forlagene, indtil min agent spurgte, hvad jeg havde lyst til at skrive. Jeg svarede, at jeg gerne ville skrive en krimi, men ikke vidste, om jeg kunne finde ud af det. Hun sagde, jeg skulle prøve, og det gjorde jeg så. Jeg hader, når folk taler selvhøjtideligt om deres eget forfatterskab, men jeg fandt virkelig min stemme, da jeg begyndte at skrive krimier.

Med krimierne kunne jeg skrive om alt det, der virkelig optager mig. For eksempel vold mod kvinder. Jeg ville også gerne skrive om stærke mænd og kvinder, som forholdt sig til deres omverden, og som kæmpede for det gode. Min tante arbejdede i kriminalpolitiet, og jeg kan huske, at hun altid fortalte om alt det, hun skulle finde sig i. Ikke bare fra de kriminelle, men også de mandlige kolleger. Men hun elskede sit arbejde, hun ville ikke lade de andre vinde, og det er den type betjent, jeg skriver om.”

Hvornår opdagede du, at du havde en stemme? 

”Jeg blev ved med at høre fra mine kvindelige læsere. De fortalte mig, at de virkelig godt kunne lide mine kvindelige hovedpersoner. De sagde, at de aldrig havde læst en bog, hvor deres historie blev fortalt. I mange andre krimier begynder kvinden, der lige er blevet overfaldet, at gå i sort læder. Hun begynder at ryge. Hun er en falden engel, som får det bedre af at dyrke sex med den mandlige helt. Det er en meget mandet måde at gå til det på.

Jeg ville til gengæld skrive om det, jeg faktisk vidste, kvinder gik igennem. Og det tror jeg vakte genklang hos mange kvinder. Nu er historien ikke længere kun min, og jeg bliver nødt til at tænke mig om og træde varsomt, for jeg vil være sikker på, at jeg skriver så realistisk og nøgternt som overhovedet muligt.” 

Vil du kalde dig selv en feministisk forfatter?

”Ja, og det tror jeg altid, jeg har været, selvom jeg ikke vidste, hvad det betød. Da jeg var ung, betød feminist det samme som mandehader. Og selvom der findes mænd, jeg hader, så betragter jeg ikke mig selv som mandehader. Det har altid været personligt for mig. Min farmor blev mishandlet af min farfar. Jeg husker, jeg som barn så de blå mærker og brækkede knogler. Men historien var altid, at hun var klodset, og det drillede hele familien hende med. Vi talte aldrig om det, men det slog mig, da jeg blev voksen, at så klodset er der ingen, der er. Vi accepterede, at det, der foregik mellem dem, var deres sag. Og på den måde beskyttede vi kun min farfar.

Det er sjovt, for jeg er virkelig blevet kritiseret for at skrive om vold mod kvinder, men det skal være rædselsfuldt, kvalmende. Det skal give mening. Du skal mærke mine hovedpersoners smerte og vrede. Vi er gået i krig mod narko, terrorisme og høje skatter. Hvorfor ikke starte en krig mod vold mod kvinder?
Man får altid at vide, at årene gør én rundere og mildere. Men jeg har det lige omvendt. Jeg er kun blevet mere rasende.”

Men bidrager du ikke til frygten, vreden og ængstelsen med dine bøger? 

”Jeg læser mange krimier for tiden, fordi jeg ved, at det ender godt. Og jeg glæder mig til at skrive, for når jeg skriver, er jeg ikke bange. Det er eskapisme. Det er mig, der har kontrollen. Mig, der bestemmer. Mine læsere har det på samme måde. Det er trygt. Det er ikke virkelighed. I mine bøger får de onde lige præcis, hvad de fortjener.”

Ida Tin har oplevet verdens afkroge fra en motorcykel, siden hun var få år gammel. Her fortæller hun om at overleve i verdens tørreste ørken i Chile, om at køre vanvidskørsel i Mexico og om at overnatte i USA hos stofpåvirkede indianere og hos en fattig ukrainsk elitesoldat på jagt efter russere.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

INDONESIEN, PAPUA NY GUINEA OG AUSTRALIEN, 1984

“Jeg stoler ikke helt på min hukommelse fra mine tidlige barndomsår. Jeg har set så mange billeder og hørt så mange historier, at det er svært for mig at vide, hvad jeg selv husker, og hvad jeg har fået fortalt af mine forældre, Hjalte Tin og Nina Rasmussen (eventyrere og forfattere,red.)

Det første, jeg husker med sikkerhed, er vores rejse til Australien, Indonesien og Papua Ny Guinea. Jeg var fem år gammel og sad foran på min mors gamle motorcykel, mens vi passerede fugtige skove, fjerne strande og tørt vildnis. Den sommer lærte jeg at svømme over et koralrev i Indonesien. Det var fuldstændig magisk at se det liv og de farver. Koralrevet havde nogle ubeskrivelige nuancer, og jeg har ikke oplevet det siden. Jeg ville ønske, jeg kunne give mine børn den samme oplevelse. Vi har snorklet over koralrev i Caribien, Indien og Det Røde Hav, men de er efterhånden alle døde.

Vi har altid kørt på motorcykel i min familie, og det har klart været med til at forme mig. Man kan komme nemt rundt og opdage områder, man ellers ikke ville drømme om. I Papua Ny Guinea så vi indfødte stammefolk med store svinetænder gennem næsen, tatoveringer og bastskørt. Det var helt uberørte folkeslag på det tidspunkt, og jeg ved ærligt talt ikke, om de stadig eksisterer. I deres hytter var gulvet lavet af brede træstolper, som lå med mellemrum, jeg kunne træde igennem. Der var så mange insekter i skoven, at det var nødvendigt at ryge dem ud af hytterne. De tændte bål under bjælkerne, så røgen kunne stige op og dræbe alle insekterne.
Når vi ikke kørte, lavede jeg skolearbejde eller spillede bip-bip-spil med min bror. På vores ture rundt i verden har jeg altid haft en følelse af fremmedhed og hjemlig hygge. Jeg har mange minder om at være i en fremmed kultur og være et fremmed sted, men stadig føle mig utrolig tryg.

Rejselivet fyldte meget. Mine forældre levede også af det, når de var hjemme. De sad ofte ved middagsbordet og styrede budgetterne for den næste rejse. Uanset hvor håbløst det kunne se ud, fortalte de, at det nok skulle gå. Det er noget, jeg har taget med mig. Man får mange flere oplevelser, når man rejser på et lavt budget.”

MOTORCYKEL I MEXICO, 1997

“Jeg var 18 og havde sammen med min daværende kæreste skrabet et beskedent beløb sammen for at kunne køre på motorcykel i Mexico. Det var min første lange rejse, af sted i seks måneder, men uden en fast plan for turen. Vi nægtede at købe en rejseguide. I stedet tegnede jeg Mexico i en lille bog og skrev alle oplevelser og steder ind i den, så jeg til sidst stod med min helt egen personlige rejsebog.

Motorcykler i Mexico City var meget dyrere, end vi havde regnet med. Vi havde kun råd til to bittesmå 125 kubik Hartford-motorcykler. Det var en vietnamesisk kopi af en Harley-Davidson, som ligner noget, den slet ikke er. De havde ingen kraft og var de absolut mindste og billigste, vi kunne finde. Motorcykeltøj havde vi heller ikke, så vi kørte 13.000 kilometer i shorts og T-shirt. Det eneste sikkerhedsudstyr var vores hjelme.

Mexico City ligger i en kæmpestor gryde. For at komme ud af byen skal man køre over bjergpasset, der omgiver byen. Vi kunne ikke få lov at prøvekøre motorcyklerne, før vi skulle af sted. Vi kom ud i en fuldstændig vanvittig trafik. Det var dyttende biler og sekssporede veje, hvor skiltene til afkørslerne stod på selve afkørslerne. Flere gange måtte vi krydse fem vejbaner med livet som indsats.

Vi havde vitterlig fået vores kørekort, dagen før vi rejste, så vi fulgte reglerne til punkt og prikke og kørte i midten af vejbanen. Det betød, at lastbilerne overhalede indenom og udenom konstant, selv i bjergene, fordi vi kørte så langsomt. Vores motorcykler kunne næsten ikke komme op ad stigningerne. Karburatorerne var indstillet forkert, så når vi kom op i højden, hvor luften er tyndere, blev det bare værre og værre. 

Vi havde sat nogle styrtbøjler på siden af motorcyklerne, men de var ikke sat ordentligt på. Hver gang vi drejede, stødte hjulene på skærmene, så de larmede og var helt umulige at styre. Da vi ankom til en rideskole den første aften, overvejede jeg helt seriøst, om jeg skulle bytte motorcyklen til en hest. Efter den første dag fik vi indstillet karburatorerne og sat styrtbøjlerne ordentligt på. Vi kørte resten af turen uden de store problemer. Vi kørte hver dag, og hver aften fandt vi en markvej eller et buskads, hvor vi satte telt op. 

Vi kørte endda offroad på de små motorcykler, som knap kunne holde til vores vægt og bagage. På en lang, sandet bakke måtte jeg tage tilløb og give den fuld gas. De første gange stod jeg stille, lige før bakken toppede. Så begyndte motorcyklen langsomt at trille baglæns, mens jeg gjorde alt for ikke at vælte. Til sidst fik jeg fart nok på til at komme over bakken. Nogle gange kunne det virke umuligt, men af en eller anden grund lykkedes det altid til sidst.

Der var grænseovergange mellem staterne, som var lukkede på grund af kampe mellem kartellerne, så der var nogle steder, vi skulle være forsigtige. Men det eneste tidspunkt, jeg for alvor var bange, var en dag, hvor vores motorcykler var gået i baglås. Vi havde haft en forfærdelig nat. Vi var blevet ædt op af myg hele natten, og da vi stod op midt i absolut ingenting, kunne vi ikke komme videre. 

Jeg frygter tekniske fejl mere end fremmede mennesker, når jeg rejser. Man kan altid tale sig vej ud af en ubehagelig situation, men hvis du står i ørkenen med en låst motorcykel, er du fanget. Da panikken havde lagt sig, fik vi løst problemet med låsen, men den frygt sidder stadig i mig.

På turen indså jeg, at jo langsommere man kan rejse, des bedre. Man er altid til stede og i underskud af et eller andet. Enten fryser man, har brug for benzin, er sulten eller har brug for et sted at sove. Det tvinger én til at komme i kontakt med andre mennesker, som man ellers ikke ville have mødt.”

ARIZONAS ØDEMARK, 2006

“Jeg var taget til USA for at køre rundt i ødemarken på en italiensk Aprilia Pegaso. Den er primært velegnet til landevej, så jeg modificerede den en smule og smed grusdæk på, så den bedre kunne køre uden for de gode veje. Jeg ville leve et ekstremt simpelt liv. Skære alt væk for en tid. Ingen bolig, ingen social omgangskreds, ingen underholdning. Kun telt, kogegrej og motorcykel.

Jeg startede i San Francisco uden kort, guidebog eller liste med telefonnumre. Mit første mål var at køre over passet ved Yosemite, så jeg ikke var fanget på den forkerte side hele vinteren. Jeg nåede det akkurat. En uge senere kunne jeg ikke have kørt på vejene. Jeg var ikke kommet meget videre nordpå, da jeg mødte en snestorm, jeg ikke var forberedt på. Jeg kunne hverken styre gassen eller bremsen, fordi hænderne var frosset fast til håndtagene. Jeg havde hørt om Sydarizona og ændrede kursen.

På vejen til Arizona mødte jeg en mand, som boede langt ude i ingenting i en trailer. Han var tidligere elitesoldat og ekstremt fattig. Han var oprindelig fra Ukraine og var emigreret til USA som ung teenager, efter at russerne havde slået hans forældre ihjel. I USA besluttede han sig for at blive soldat, så han kunne hævne sig på russerne. Han havde kæmpet i Cuba, El Salvador og Vietnam som faldskærmssoldat, sagde han. Han havde brugt et helt liv på at være i krig, men han havde aldrig fået mulighed for at kæmpe mod en russer, og nu boede han alene langt væk fra alt.

Han var fascineret af min motorcykel, og jeg fik lov at overnatte i hans ene trailer. Over sengen i det lille rum hang der en maske, som til forveksling kunne ligne den fra ’Ondskabens øjne’. Pludselig forstod jeg, at han kunne have slået mig ihjel med sine bare næver hvert sekund, hvis han ville. Ingen ville nogensinde finde ud af det. Det var ekstremt angstfremkaldende i situationen, og den nat var jeg totalt lammet af frygt. Det var første gang, jeg har haft et decideret angstanfald.

Men en stædig tro på det bedste i mennesker gjorde, at jeg blev. Og jeg vendte faktisk tilbage og besøgte ham flere gange. Jeg mødte mange ensomme mænd på den rejse. Folk, som var på flugt fra noget i deres liv, søgte efter en tilværelse eller bare havde givet op.

USA er et meget dårligt land at campere frit i, fordi folk har en meget aggressiv ejendomsretsfølelse. Men når man kommer som ene kvinde, tænker folk pr. definition, at man ikke er farlig. I en kort periode rejste jeg med en mand. Pludselig var folk meget mere fjendske. Hvis jeg var alene, spurgte folk ind til min rejse eller inviterede mig indenfor. Jeg blev tit spurgt, om jeg havde et våben med, så jeg kunne beskytte mig selv. De så nærmest forskrækkede ud, når jeg fortalte, at jeg ikke havde et håndvåben.

Jeg har været i livsfare. Det er der ingen tvivl om. Da jeg ankom til det sydlige Arizona, mødte jeg nogle unge mænd og kvinder på en tankstation, som var på vej til en fest. Jeg fulgte efter dem ind i et øde native American-reservat. De har fået de dårligste og mest ucharmerende landområder. Folk var fattige og boede i små betonhuse med fællestoiletter, som var så klamme. Jeg var knap nok ankommet, før jeg kunne mærke, at noget var galt. Det var blevet sent, og mørket var faldet på, så jeg havde opgivet at rejse videre og fik lov at sætte telt op i lederens have, så jeg kunne være en smule beskyttet.

Lederen var en stor, skaldet mand med tatoveringer og store kæder. Han var, ligesom alle de andre, høj på stoffer, og jeg kunne med det samme se, at det var et underligt gangstermiljø, jeg var kommet ud til. Jeg var den eneste hvide til stede, og dem, jeg havde fulgtes med, var alle taget hjem, så jeg kunne ikke forklare, hvorfor jeg var der. De begyndte at kropvisitere mig og lede efter skjulte mikrofoner, mens de spurgte, om jeg var undercover-betjent.

Når jeg skulle på toilet, fulgte de efter mig, og der var en enorm mand, som hele tiden ville give mig store bjørnekram, jeg ikke kunne komme ud af. Da jeg lå i mit telt, tændte de et kæmpe bål, og jeg kunne mærke varmen igennem teltdugen. Jeg frygtede, at teltet ville smelte eller brænde. I løbet af natten blev en mand ved med at kravle ind i mit telt. Mens jeg febrilsk forsøgte at skubbe ham ud, stod en anden mand og urinerede på teltdugen på den anden side. Jeg sov ikke et sekund den nat. 

Klokken fem om morgenen pakkede jeg mine ting og drønede af sted. Jeg var bange for, at de ville følge efter mig i deres store pickuptrucks, så jeg kiggede mig over skulderen, indtil jeg havde forladt reservatet. Man kunne virkelig mærke racespændingerne og det oprindelige folks tragiske historie.

Jeg havde oprindelig tænkt mig at være væk i syv måneder, men endte med at være af sted i to år. En dag indså jeg, at hvis jeg ikke tog derfra nu, ville jeg aldrig komme hjem. Nogle gange møder man folk, der har rejst rundt i ni år, og man kan se på dem, at de ikke kan leve et normalt liv. Det havde jeg ikke lyst til.”

ATACAMAØRKENEN I CHILE, 2003

“Som en del af min Kaospilot-uddannelse tog jeg tre måneder til Chile med en veninde. På det tidspunkt var den minimalistiske livsstil ekstremt populær, og vi ville tage det til grænsen af, hvad der kunne lade sig gøre. Vi købte en lillebitte motorcykel og kørte ud i Atacama­ørkenen, som er verdens tørreste ørken. Vi havde hverken liggeunderlag, telt, kogegrej, lommelygte eller ur med på turen. Det skulle være så skrabet som overhovedet muligt.

Vi havde begge købt en tarvelig sovepose i et supermarked, som slet ikke kunne modstå nattekulden. Det første stykke tid var det sindssygt ukomfortabelt. Vi frøs helt vildt hver nat, og når vi vågnede, var vores vanddunke bundfrosne. Vi havde to muligheder hver nat. Enten kunne vi tage sweateren af og bruge den som liggeunderlag for at sove lidt bedre. Eller også kunne vi have den på og fryse lidt mindre. Det var en hård afvejning hver aften.

Atacama ligger mellem Andesbjergene og Stillehavet som en lang, smal kile med kæmpe vulkaner og saltørkener. Ørkener kan se ud på mange måder, men Atacama er meget tør og ekstremt barsk. Om aftenen delte vi en lille pose tomater, brød, vand og lidt ost, og når det blev mørkt, gik vi i seng.

Det er et af de bedste steder at se stjerner i verden. Månen kunne nærmest blænde, så vi måtte sove med et sweaterærme for øjnene hver nat. Genskinnet fra månen var så kraftigt, at man kunne læse avis om natten.

Vi kom forbi verdens højest beliggende gejsere i 3.500 meters højde, og rundtom står 5.000 meter høje bjerge. Motorcyklen var virkelig overbelastet, fordi vi kørte to personer på den. Flere gange måtte min veninde hoppe af og løbe ved siden af, fordi den ikke kunne trække os begge op af de stejle, små veje eller i sandede banker. 

Vi fandt nogle varme kilder med ekstremt saltholdigt vand. I kanten havde saltet krystalliseret sig, så det lignede diamanter. Vi havde aldrig hørt om kilderne, og det var en helt forfærdelig sandet vej dertil. Vi var helt alene, plaskede rundt i vandet og smurte os ind i mudder uden at møde et eneste menneske.

De mennesker, vi mødte, mente, at vi var fuldstændig sindssyge. Vi blev da også påvirket af det. Til sidst blev det helt mærkeligt at sove indendørs, og vi havde nogle underlige samtaler om, hvorfor man overhovedet havde fundet på at sove i en kasse. Skolen syntes også, at vi var langt ude, De lavede vistnok reglerne for udlandsrejser om efterfølgende, så andre ikke ville gøre noget lignende.”

Ida Tin er 41 år gammel. Hun bor i Berlin med sin mand Hans Raffauf og deres søn. Hun er direktør i firmaet Clue, som hun etablerede i 2009. Clue er verdens hurtigst voksende app inden for kvindelig sundhed og bruges af millioner af mennesker verden over til at forudse deres menstruationscyklus og blive klogere på deres krop. Hun er uddannet Kaospilot i Aarhus. I 2017 blev hun optaget i Kvindelige Eventyreres Klub.

På en afsides rumbase i Utahs ørken går forskere rundt i rumdragter og spiser frysetørret mad, mens de drømmer om at kolonisere Mars. De er langtfra de eneste. Rigmænd har også spist af den magiske Mars-bar. Og ja, planeten er gold, hundekold og umulig at trække vejret på, men måske er ideen ikke så vanvittig, som den lyder.
Tekst:Sole Bugge MøllerFoto:Noel Spirandelli

OSCAR OJEDA døde i går. Sammen med tre af sine besætningsmedlemmer var astronauten på rumvandring i Mars’ golde landskab, hvor rødbrune bakker dannede ring om ham som en enorm, bugtende søslange. Pludselig gik batteriet i hans rumdragt ud, og hans iltforsyning forsvandt. Men Oscar Ojeda begyndte ikke at hvæse efter vejret, og da han tog sin hjelm af, kollapsede hans lunger ikke, ligesom blodet ikke boblede. Dér brast illusionen. For colombianske Oscar Ojeda indåndede ikke Mars’ atmosfære, men den forfriskende luft i Utahs ørken. Sammen med et hold kolleger er Oscar Ojeda udstationeret på Mars Desert Research Station (MDRS), der efterligner forholdene på Mars. Basen er oprettet af Mars Society, en amerikansk nonprofitorganisation, der vil skubbe gang i planerne om at kolonisere Mars. Organisationen er frustreret over, at USA’s rumfartsprogram NASA ikke har gjort nok for at sende os jordboere til Mars, og har derfor oprettet en udgave af Mars på Jorden, så forskere kan studere, hvordan vi kan bosætte os på den røde planet. Efter at have kigget på en håndfuld steder rundt om på kloden, der visuelt minder om Mars, faldt valget på ørkenen i det sydlige Utah i midten af ingenting.

”Det første hold astronauter på Mars vil være de mest isolerede mennesker i verdenshistorien, så vi vil give dem den samme følelse her,” siger Michael Stoltz, Mars Societys kommunikationschef.

Mars Desert Research Station er ikke den eneste ’rumstation’, der forsøger at simulere forholdene på Mars. Der er lignende baser i Israel, Spanien, Hawaii og Texas, og Mars Society har også en anden Mars-base på den ubeboede ø Devon Island i det nordligste Canada, men den er ekstremt dyr og besværlig at komme til. Utah er mere praktisk, og siden basen blev åbnet i 2001, har over 1.500 forskere været på interplanetarisk besøg. 

Hvordan påvirker isolationen besætningsmedlemmerne? Gør handskerne på rumdragten det svært at samle jordprøver op? Hvordan sammensætter man et næringsholdigt måltid uden friske råvarer? Det er nogle af de spørgsmål, forskerne har forsøgt at svare på under deres ophold.

Men måske mindst lige så vigtigt har de opdaget små ting, som kan være en udfordring, hvis man vil starte en koloni på en fjern planet. For eksempel hungrer Oscar Ojeda virkelig efter et spejlæg. 

Sammen med sine fem colombianske kolleger i Crew 203 har han været isoleret på den jordiske udgave af Mars i 10 dage, og spejlæg er det eneste, han tænker på, når han slår øjnene op om morgenen. Han hiver ud i en skuffe fyldt med en række store plasticbøtter, skruer låget af en af dem og kigger på det gullige pulver.

”Dehydrerede æg. Når man tilsætter vand og steger det på panden, minder det lidt om røræg. Men det er ikke spejlæg.” 

Han hiver op i de andre bøtter – tomater, løg, oksekød, svinekød, alt sammen i frysetørret form.

”Det ligner hundemad,” siger han slukøret.

Mars Desert Research Station er opført i 2001, og observatoriet er doneret af Elon Musk.

HVIS MAN VIL slå sig ned 225 millioner kilometer fra Jorden, er spejlæg et af de mindre ofre, og det er gået op for Crew 203. Oscar Ojeda er den 31-årige leder, der har overblikket og træffer de endelige beslutninger, og med på holdet har han Hermes Bolivar, der er biolog og eksperimenterer med at dyrke grøntsager i Mars’ lerholdige muld. Liza Forero er geolog, og Yael Méndez er mikrobiolog, og sammen tager de jordprøver. Freddie Castañeda er ingeniøren, der sørger for, at det mekaniske klapper, og David Mateus er altmuligmanden, der blandt andet kigger på, hvordan de kan minimere deres affald under opholdet.

I to uger bor de sammen i et cylinderformet ’habitat’, sover i køjer, fryser om natten, sveder om dagen, når de trasker rundt på ’rumvandringer’ i ørkenen, aflægger rapporter, gør rent i habitatet, lægger puslespil, når de keder sig. Og spiser frysetørrede æg.

Opholdet på Mars Desert Research Station kræver en vis indlevelse. Basen har set bedre dage, og lugen ind til habitatet kan ikke lukkes, medmindre man løfter op i den først, generatoren går ud hver nat, og tunnellerne, der forbinder habitatet med de øvrige bygninger, består af et u-formet metalhegn og en presenning. Rumdragterne er kedeldragter tilsat en kuppelformet hjelm med et kølesystem, der skal simulere iltforsyningen, og de ligner en rekvisit fra en billig B-film. 

Andre dele er mere realistiske. Eksempelvis møder de ikke andre mennesker under opholdet, al kommunikation med omverdenen har 20 minutters forsinkelse (som svarer til den tid, det tager for et signal at nå fra Mars til Jorden), de skal altid have rumdragt på, når de går udenfor, og når de kommer tilbage fra rumvandring, skal de gennem en luftsluse, hvor de skal stå i fem minutter for at trykudligne – eller lade, som om de trykudligner. Der sker absolut intet, når de står i luftslusen, mens de tripper for at tage den tunge rumdragt af. På sin vis virker det hele som en avanceret astronaut-leg for voksne.

”Opholdet kræver, at man lægger sin mistro fra sig,” som Liza Forero siger.

MARS PÅ JORDEN I

Mars Desert Research Station (MDRS) nær Hanksville i Utah er ikke det eneste sted, hvor man kan opleve, hvordan Mars kan se ud. Her er nogle af de andre permanente simuleringer.

Flashline Mars Arctic Research Station (FMARS) 

Mars Societys anden rumbase ligger i arktiske omgivelser i det nordlige Canada på den ubeboede ø Devon Island. Temperaturmæssigt ligner den mere Mars, dog minder polarørkenen knap så meget om den røde planet. Det gør isolationen til gengæld.

Hawaii Space Exploration Analog and Simulation (HI-SEAS) 

Med sit vulkanlandskab har Big Island på Hawaii en god lighed med Mars på denne base, som University of Hawaii og NASA står bag. Siden 2013 har seks forskellige forskningshold været på længerevarende ophold på basen (4-12 måneder) for især at studere de mentale aspekter af en mission til Mars. Der er dog sået tvivl om basens fremtid, efter at et besætningsmedlem kom alvorligt til skade i februar 2018, og der udbrød uenighed blandt resten af besætningen om, hvorvidt de skulle afbryde simuleringen og ringe efter hjælp.

OTTE GANGE er rumsonder landet på Mars. Viking 1 blev i 1976 det første fartøj på planeten, der rent faktisk lykkedes med at transmittere data til jorden, og senest nåede NASA’s InSight Mars i november 2018 for at undersøge planetens indre. I 2020 sender både USA, Kina, Japan og den europæiske rumfartsorganisation ESA sonder af sted mod den røde planet, mens yderligere missioner er planlagt de følgende år.

En del af hypen skyldes Elon Musk. Som det første private firma nogensinde har Tesla-iværksætterens raketfirma SpaceX planer om at sende en sonde til Mars i 2022, og går alt efter hans hoved, vil de første mennesker sætte benene på Mars i 2024.

For 10 år siden ville de fleste eksperter have rystet på hovedet, men SpaceX har rusket op i rumfartsbranchen ved at fremstille raketter, der kan lande på Jorden igen og genanvendes, hvilket har skåret drastisk i omkostningerne til rummissioner. Og Elon Musk har hovedet tilpas højt oppe i skyerne til, at han ikke kan høre de kritikere, der mener, at det vil tage årtier, før vi er klar til at sende bemandede missioner til Mars. Han vurderer tilmed, at man vil kunne skabe en selvforsynende koloni på en million mennesker på Mars i løbet af 40 til 100 år, og selv om det lyder rablende, har han det med at sætte handling bag sine højtravende ambitioner.

”Hvis jeg skulle sætte mine penge på, hvem der først sender folk til Mars, ville det nok være Elon Musk,” siger Steen Eiler Jørgensen, der er tidligere formand for Dansk Selskab for Rumfartsforskning og underviser i rumfart hos Science Talenter, Danmarks talentpleje inden for naturvidenskab. 

”SpaceX har fremlagt et koncept for, hvordan man sender folk til Mars, og jeg har ikke hørt nogen væsentlige argumenter mod den plan,” siger han.

Elon Musk er ikke den eneste velpolstrede rigmand med blikket mod himmelrummet. Også Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos har med sit raketfirma Blue Origin planer om at skyde mennesker på rumfærd. I første omgang vil han sende rumturister på suborbitale flyvninger og satellitter i kredsløb for blandt andet det amerikanske militær, men Jeff Bezos vil også på længere sigt oprette en permanent rumbase på Månen. Han mener, at mennesker kommer til at bo og arbejde i rummet – og Mars er det mest oplagte sted at huse hans drømme.

”Der er kommet meget mere momentum i Mars-forskningen,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Det har fået folk til at hviske ordet ’rumkapløb’ igen, men hvor der i 60’erne var to supermagter, der kæmpede om først at sende mennesker til Månen, er der ingen, der har sat konkrete datoer på en tur til Mars – hverken NASA, Blue Origin eller SpaceX.

”Før der er konkrete planer, kan jeg garantere for, at der ikke er nogen, der kommer til Mars. Det er stadig meget hypotetisk, om SpaceX vil kunne gøre det,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Kjartan Münster Kinch, der er astrofysiker på Niels Bohr Institutet og har været involveret i flere robotmissioner til Mars og med til at udvikle kameraerne til den næste rover, NASA sender til Mars i 2020, er dog overbevist om, at vi kommer til Mars i hans levetid. 

Han er 44 år gammel.

”Medmindre Jorden rammes af en global katastrofe, tror jeg, at det er mere eller mindre uundgåeligt, at vi sender folk til Mars på længere sigt. Vi mennesker har gennemgået en eksplosiv udvikling. Tænk på, at blot 60 år efter flyvemaskinen blev opfundet, stod vi på Månen,” siger astrofysikeren. 

Pladsen er trang i ’habitatet’ på MDRS, men det ser ikke ud til at genere det colombianske team, der er det 203. forskerhold på Mars-basen.

MEN HVAD i alverden skal vi på en planet, hvor der kun er omkring 0,1 procent ilt i atmosfæren, og hvor vi ikke kan trække vejret? Hvor temperaturen kan krybe helt ned til minus 125 grader, hvor der ikke er planter eller mad, og hvor det regner med kosmisk stråling? Det skal vi for at finde ud af selve livets opståen, mener Steen Eiler Jørgensen.

”Det er den planet i solsystemet, der minder mest om Jorden, og vi har efterhånden set billeder af, at Mars er et sted, hvor vi vil kunne bo. Det kan godt være, at der ser goldt ud, men der er jo vand,” siger han.

Og Mars har det med at rykke i vores fantasi. Lige så længe vi mennesker har kunnet kigge ud i verdensrummet, har vi stillet os selv spørgsmålet: Er der liv derude? Det kan Mars måske give svar på, fordi planeten for omkring 3,5 milliarder år siden mindede mere om Jorden, og fordi planeten formentlig har haft floder og søer, dengang Jorden kun var befolket af mikrober. Sidste år fandt rumsonden Curiosity organiske molekyler i jordbunden.

”Hvis vi finder liv på Mars, må galaksen myldre med liv, og dannelsen af biologisk liv må være naturlig. Det er vanvittig spændende at undersøge,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Gennem årene har otte sonder, der har tøffet rundt på Mars, løf­tet sløret for nogle af planetens hemme­ligheder, men de har kun udforsket en brøk­del af overfladen. Samtidig kører de ekstremt langsomt, ganske få meter om dagen.

”Hvis vi kunne sende et hold af forskere til Mars, der selv kan tænke og beslutte, hvad der er vigtigt at undersøge, kan vi vir­kelig accelerere Mars-forskningen,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Det ved astrofysiker Kjartan Münster Kinch alt om. Han ser en bemandet mission til Mars som en kæmpestor udfordring, først og fremmest på grund af afstanden. Når Mars står tættest på Jorden, er der 54,6 millioner kilometer til den røde planet, men når den er fjernest, er den over 400 millioner kilometer væk. 

Det vil tage et halvt år at flyve til Mars, og en bemandet mission vil skulle blive mindst halvandet år på planeten, før Mars’ og Jordens kredsløb igen er tæt på hinanden, og astronauterne kan vende hjem.

”Det er en lang rejse, og undervejs er der ingen hjælp at hente, ud over hvad man kan få gennem kommunikation. Det betyder, at alting skal virke. Og der skal være redundans i systemet, så hvis en ting går i stykker, er der noget andet, der tager over,” siger Kjartan Münster Kinch. 

Hvis vi vil øve os på at tage til Mars, er det en god idé at vende blikket mod Månen, der i gennemsnit er cirka 385.000 km fra Jorden. Ved at opbygge en base på Månen kan man danne sig vigtige erfaringer i at eta­blere en koloni i rummet. Og skulle noget gå galt, er en eventuel evakuering kun to dage borte – frem for et halvt år.

Indtil da er analoge rumstationer som Mars Desert Research Station i Utah en praktisk sandkasse, hvor man kan simulere nogle af de situationer, Mars-astronauterne vil møde.

”Hvis vi skal have det til at virke, kræver det træning, træning, træning. Man skal øve rutiner og finde ud af, hvad der ikke fungerer. Derfor er der stor værdi i det, de laver i Utah,” siger Kjartan Münster Kinch.

Selv Elon Musk erkender dog, at det vil være en god idé at tegne en livsforsikring, inden man sætter kurs mod Mars.

”Sandsynligheden for at dø er meget højere på Mars end på Jorden. Men der er også masser af mennesker, der bestiger bjerge. Folk dør på Mount Everest hele tiden. De gør det på grund af udfordringen,” sagde han for nylig til netmediet Axios.

MARS PÅ JORDEN II

Desert Mars Analog Ramon Station (D-MARS) 

I 2018 åbnede denne Mars-base i et krater i Negev-ørkenen i Israel små 100 kilometer fra Wadi Rum i Jordan. Israels rumorganisation vil bruge basen til at træne fremtidige astronauter på forskellige missioner. Basen gjorde det ud for Mars i filmen ’The Martian’ med Matt Damon.

Human Exploration Research Analog (HERA) 

I NASA’s Johnson Space Center i Houston, Texas, simulerer man, hvordan det er at rejse gennem det ydre rum i op til 45 dage. Det er udelukkende en rumkapsel, og der er ingen udendørs aspekter.

C-Space Mars Base 

Kina har store ambitioner om at blive en supermagt inden for rumfart, men den nye Mars-base i Gobi-ørkenen er mere henvendt til turister, der kan få et indblik i, hvordan en tur til Mars kan se ud. Håbet er, at det kan inspirere den næste generation af kinesiske astronauter. Det er uklart, hvornår basen åbner for offentligheden.

”JEG VED IKKE, om du ved det, men vi går ikke rigtig i bad,” siger Liza Forero lidt forlegent.

Som alle andre hold på Mars Desert Research Station har Crew 203 en begrænset mængde vand til rådighed, så de må nøjes med at bade en enkelt gang under hele opholdet, selvom rumvandringerne er en svedig omgang. 

Efter 10 dage er besætningsmedlemmerne også en smule nussede at se på. Håret er uglet, huden fedtet, og astronauterne har poser under øjnene. Mars’ kolonister vil i høj grad skulle være selvforsynende, og rumfarten kan lære os noget om at skabe et bæredygtigt samfund. På Mars Desert Research Station kommer al elektricitet fra en række solceller forbundet med en generator, og staben har så lidt emballage med som muligt, da de selv skal skille sig af med affaldet. 

I drivhuset går gruppens biolog, Hermes Bolivar, og vander en række spirer i plasticpotter. De fleste er enige om, at en permanent base på Mars kræver, at vi udvikler en ny måde at dyrke afgrøder på. Jordbunden på Mars indeholder nyttige mineraler som kvælstof, kalium, fosfor og kalcium, men den er også rig på klorholdige salte, kaldet perklorater, der er giftige for planter – og mennesker.

”Vi forsøger med forskellige blandinger af muld og mineraler for at få det til at virke,” siger Liza Forero.

Det colombianske hold har udviklet et instrument, der skal måle indholdet af fugt, næringsstoffer, vægt og fordampning i mulden, så de kan se, om grøntsagerne bliver passet, som de skal.

”Se her,” siger Hermes Bolivar pludselig begejstret og peger på en potte med rødlig jord. En lille spire er brudt frem gennem leret. 

”Ej, hvor fantastisk,” svarer Liza Forero og Yael Méndez i kor.

I nogle af de andre potter står ærter, gulerødder, rødbeder og brøndkarse, som andre hold har plantet. Hermes Bolivar hiver et par gulerødder op. De er ikke meget større end en tommelfinger, men de andre på holdet ser længselsfuldt på rodfrugterne. Efter 10 dage på frysetørret kost hungrer de efter friske råvarer.

Kombinationen af tunge rumdragter og blød jord gør ’rumvandringerne’ til en hed affære. Freddie Castañedas tunge åndedræt får hjelmen til at dugge til.

BIOLOGEN Hermes Bolivar skruer på nogle knapper for at justere temperaturen. Udenfor er det omkring frysepunktet, men i drivhuset er der 18 grader.

”Det her er det mest romantiske sted på rumstationen – vi elsker alle at være herinde. Det er fredfyldt og føles lidt som derhjemme,” siger Freddie Castañeda.

Han er den på holdet, der har mest hjemve. Trætheden og kulden gør det ikke bedre. Måske kunne han trænge til en opmuntring fra den lille robotkat, der står i habitatet. Den er blevet efterladt af et tidligere hold fra Japan, der blandt andet undersøgte, om en robot kunne løfte humøret.

”Den spinder, og den kan mjave,” siger Oscar Ojeda og tænder for den.

Katten begynder at mjave enerverende mekanisk, den vifter med halen. Det får colombianerne til at grine, og stemningen mellem dem er god. Men sådan er det ikke altid. 

Andre besætninger på Mars Desert Research Station er kommet alvorligt op at toppes, og en enkelt gang kulminerede det efter sigende i en reel slagudveksling. 

Den mentale belastning er en af de største ubekendte faktorer ved en Mars-mission, og derfor har forskere forsøgt at simulere det psykiske pres – blandt andet i det russiske forsøg Mars500, den længste simulerede rummission nogensinde. I juni 2010 satte seks astronauter sig ind i en rumkapsel med mental kurs mod Mars. Kapslen stod plantet i en hangar i Moskva med overvågningskameraer overalt, så tyske og russiske forskere kunne overvåge, hvordan besætningen reagerede på hele 520 dages indespærring. 

Selv om forsøget overordnet forløb planmæssigt, var der stor forskel på, hvordan de seks mænd reagerede. Fire viste tegn på psykisk stress, én udviklede en mild form for depression, en anden havde kronisk søvnbesvær og lavede flere fejl end de andre, en tredje begyndte at tage hyppige lure, når besætningen skulle være vågen, og en fjerde fik vendt op og ned på sit indre ur og begyndte at følge en 25-timers døgnrytme. Han var ofte den eneste, der var vågen eller sov, og dermed blev han isoleret fra resten af gruppen. 

Fælles for dem alle var, at deres aktivitetsniveau faldt, samtidig med at stressniveauet steg. Deltagerne i Mars500 var omhyggeligt udvalgt og trænet, men forsøget viste, at det kan være svært at forudse, hvordan et længerevarende ophold i rummet påvirker sociale væsner som mennesker. 

Og socialt liv er der ikke meget af på Mars. Det er Oscar Ojeda godt klar over, så han har planlagt en lille overraskelse til sine kolleger. Inden de tog af sted hjemmefra, har han fået deres familier til at sende en lille videohilsen. Den viser han til dem. Der udbryder jubel, og Yael Méndez begynder at græde. 

Mars Society er en nonprofitorganisation, og deres Mars-base i Utah drives i høj grad af frivillige, så rumdragterne har set bedre dage.

”OPPORTUNITY, 100 procent.” Oscar Ojeda tænder for den elektriske motor i sit terrængående Mars-køretøj med Freddie Castañeda ved sin side – batteriet er fuldt opladet. Radiosignalet skratter fra det andet køretøj, hvor David Mateus og Hermes Bolivar sidder klar til at tage på mission i felten.

”Curiosity, 100 procent,” melder de tilbage.

Snart glider de langsomt gennem det golde landskab for at finde et område at indsamle jordprøver. Alle fire er iført rumdragter, og det er, som om stemningen har ændret sig. Fjollerierne er forsvundet, og for første gang er det, som om legen bliver til virkelighed. Køretøjerne bringes til et lydløst stop, og Oscar Ojeda kigger på et lamineret kort over området. Han peger på en lille bakketop. Derfra kan de få overblik over, hvor de er. Med hjelmen og iltforsyningen på ryggen vejer rumdragten over 20 kg, så hvert skridt er drøjt og velovervejet. Deres fødder synker ned i den bløde jord, og de pruster, mens de går opad. På toppen kigger David Mateus ud over landskabet.

”Er Mars ikke smuk?”

Alle skarpe kanter er slebet væk af vind og vejr, og bakkerne er den eneste variation i det endeløse rødbrune landskab. Under dem ligner de terrængående køretøjer legetøjsbiler. 

På sin bakketop reflekterer David Mateus over, at Mars har det med at inspirere os jordboere til at rykke grænserne for vores civilisation – rent bogstaveligt – og sætte benene, hvor ingen andre mennesker har været før. Hvis vi kan bo på Mars, åbner universet sig pludselig op – og hvem ved, hvad der gemmer sig derude, spekulerer han. 

På et mere jordnært plan kan han rykke grænser for sine landsmænd. Colombia er ikke ligefrem kendt for at have førertrøjen på i rumfartens historie, og derfor har Crew 203 fået en del medieopmærksomhed.

”Der er mange fattige i Colombia, så det giver os en unik mulighed for at vise børn og unge, at det her kan lade sig gøre. Forhåbentlig kan det inspirere dem til at gøre noget stort for deres land,” siger David Mateus.

Hvis han fik muligheden, er han ikke et sekund i tvivl om, at han ville tage til Mars – også selv om det skulle være på en enkeltbillet.

”Vil man gøre noget banebrydende, er der altid en vis risiko forbundet med det, men det ville give mit liv mening. Jeg ville føle mig som en del af noget større,” siger han.

Oscar Ojeda er endnu mere entusiastisk.

”Man vil skulle opfinde en helt ny tilværelse deroppe,” siger han og diskuterer med sin kollega, om der mon vil komme nye sportsgrene, fordi man kan hoppe og springe længere med den svagere tyngdekraft, og om man vil kunne brygge øl på Mars. Så bliver Oscar Ojedas øjne smalle.

”Vi mennesker har altid udforsket grænser, fra det dybeste hav til det højeste bjerg. Mars er det åbenlyse næste skridt.”

Efter tre timers rumvandring er de fire jordbundne astronauter udmattede. De gør holdt efter at have gået op ad et højdedrag, og David Mateus’ hjelm dugger helt til af hans tunge åndedræt.

”Anmoder om tilladelse til at tage hjelmen af,” siger han til gruppens leder. Oscar Ojeda giver ham et okay-tegn med tommel- og pegefingeren. David Mateus løfter op i hjelmen og lader den dejligt iltholdige, kølige luft ramme sit ansigt. De andre følger trop. Der er stadig langt til Mars.

PLANLAGTE MISSIONER

I sommeren 2020 står Mars og Jorden igen tættest på hinanden, og flere rummissioner forventes at blive skudt af sted. 

Hope Mars Mission

De Forenede Arabiske Emirater sender som det første muslimske land en sonde til Mars. Satellitten skal undersøge, hvorfor planeten har mistet sin atmosfære.

Mars 2020 

NASA’s rover skal indsamle geologiske prøver af jord, sten og mineraler i håb om, at det kan afsløre, hvordan forholdene så ud for milliarder af år siden, og om der tidligere var liv på planeten. Sammen med roveren lander også en lillebitte robothelikopter (den vejer blot ét kilo), der skal flyve rundt på Mars på egen hånd for at demonstrere, at teknologien er flyvedygtig på en anden planet.

ExoMars Rover 

Den europæiske rumfartsorganisation ESA og russiske Roscosmos samarbejder om denne mission, der skal lande på Mars og lede efter tegn på fortidigt liv på Mars ved hjælp af jordprøver.

Mangalyaan 2

Indien sender deres anden satellit i kredsløb om Mars i 2022, mens den indiske rumfartsorganisation ISRO muligvis også vil forsøge at lande en rover på planeten.

Mars Global Remote Sensing Orbiter and Small Rover  

Kina sender både en satellit i kredsløb og lander med en rover på planeten, hvis alt går vel. Missionen skal som de fleste andre lede efter tegn på nuværende og tidligere liv og foretage målinger af omgivelserne, men skal også give Kina teknisk ekspertise til fremtidige Mars-missioner.

Mars Terahertz Microsatellite

Japan står bag denne sensor, der skal sendes til Mars’ overflade for at måle de kemiske reaktioner i Mars’ atmosfære. Sensoren skal sendes af sted sammen med en anden planlagt mission. Det er endnu ikke annonceret hvilken.

Martian Moons Exploration

I 2024 har Japan planer om at sende en rumsonde af sted, der skal lande på Mars’ største måne, Phobos, samt indsamle satellitbilleder af den mindre måne Deimos og Mars.

SpaceX 

SpaceX har erklæret, at de vil sende deres første rumsonde til Mars i 2022, hvor den skal finde vand, identificere farer og forberede infrastruktur til blandt andet elektricitet og ilt. I 2024 er målet at sende en bemandet mission til Mars, der skal forberede en base til fremtidige marsboere.