FORESTIL DIG AT skulle til et middagsselskab. Spørgsmålet om værtsgaven trænger sig på: en æske chokolade, en buket blomster, en flaske vin? For hundrede år siden, blandt franske kolonister, i hvad der dengang hed Saigon, var svaret enkelt: artiskokker. Friske artiskokker. Det var den ultimative værtsgave.
Så stærk var følelsen af hjemve. Der var lange køer ved byens havn, når sendinger af frisk frugt og grønt ankom. Af samme grund var franskmændene godt i gang med at bygge, hvad de så for sig som et mini-Frankrig, i de sydvietnamesiske bjerge.
I slutningen af 1800-tallet havde de opdaget et enormt plateau i 1.500 meters højde, hvor hjorte og elge græssede omgivet af grantræer og grønklædte bjerge. Luften var frisk, morgenerne kølige, gennemsnitstemperaturen blev målt til 18,3 grader, nogenlunde som foråret føltes ved Middelhavet, og sådan gik det til, at Dalat – eller Da Lat – blev grundlagt. Som sanatorium for syge soldater, en kurby for eliten, et udgangspunkt for fransk liv og bosættelse og besættelse i troperne.
Foto: Colourbox
SÅDAN GÅR DET også til, at der på mit hotelværelse i 2025 ved siden af elkedlen, sammen med den lille pose pulverkaffe, ligger to breve med te – artiskok-te. For Dalat – cirka 300 kilometer fra Ho Chi Minh City, som i folkemunde stadig kaldes Saigon – blev hurtigt kolonimagtens køkkenhave. Mens kolonisterne opførte franske villaer og luksushoteller, anlagde tennisbaner, golfbaner og en enorm kunstig sø, dyrkede de også deres egne velkendte afgrøder: grønne bønner, kartofler, gulerødder, selleri, rødbeder, persille, tomater, jordbær og artiskokker.
Dalat blev ikke begyndelsen på fransk liv i Vietnam. Det blev begyndelsen på enden. Den vietnamesiske frihedskamp sendte først franskmændene og siden amerikanerne hjem, og i år er det 50 år siden, vietnameserne blev herrer i eget hus. Afgrøderne har de dog beholdt.
På det store marked i Dalat kan man se den ene stabel artiskokker efter den anden, omgivet af broccoli, auberginer og røde tomater. En helsekostbutik har tørrede artiskokblade og artiskokekstrakt på hylderne. På vej hen til banegården kører man forbi et massagested, Atiso Spa, vietnamesernes ord for artiskok, og på byens store plads huser en enorm grøn glasbygning formet som et artiskokskud en café i tre etager.
Banegården i Dalat var et prestigeprojekt for den franske kolonimagt. Foto: Anders Haahr Rasmussen
JERNBANEN ER en anden af franskmændenes efterladenskaber, og det er egentlig den, jeg er kommet for, ikke mindst banegården i Dalat. For selvfølgelig skulle der være en togforbindelse op til dette svært tilgængelige plateau. Og selvfølgelig skulle stationsbygningen være spektakulær. Arkitekten, Paul Reveron, tog udgangspunkt i en stationsbygning i Normandiet for på den måde at sende tankerne hjem til Frankrig, til badeby, ferie og afslapning, ved ankomsten til Dalat. Men i stedet for at lade det blive ved nostalgien tilføjede han et væld af farver, moderne kurver og elementer fra den lokale bjergbefolknings fælleshuse, alt sammen i art deco-stil, der gør det til en af de smukkeste banegårde i Sydøstasien.
Bjergbanen til og fra Dalat blev ødelagt under krigen, men en strækning på syv kilometer er genoprettet. Foto: Anders Haahr Rasmussen
Jeg ved det på forhånd, og alligevel bliver jeg paf af beundring, da jeg står foran den, omgivet af et blomsterhav i gule, røde, rosa og lilla farver. Indeni summer det af liv, der bliver serveret kaffe, solgt souvenirs og afspillet film på storskærm om Dalat-jernbanens tilblivelse og de 30 år, det tog at bygge den, gennem bjergpas så stejle, at der sad tandhjul under lokomotivet, som greb ind i tandstænger i sporet.
Næsten alle sporene er væk i dag. Den 84 kilometer lange strækning ud til kysten blev, som så meget andet i landet, saboteret under krigen. Og under den efterfølgende genopbygning var det en anden togstrækning, der havde førsteprioritet: forbindelsen fra nord til syd. 1.726 kilometer skinner fra Hanoi til Ho Chi Minh City.
Nattoget fra nord til syd tager halvandet døgn, og der er nok at kigge på. Foto: Anders Haahr Rasmussen
”EN AF DE MEST episke nattogsrejser i verden,” udråbte rejseguide-konglomeratet Lonely Planet sidste år strækningen til. Jeg har kørt med den flere gange, også på den her rejse, og man forstår godt hvorfor. Selv den hurtigste afgang tøffer af sted med 50-60 km/t langs en rute, der for det meste følger kystlinjen, så der er nok at se på.
For slet ikke at snakke om, hvad der er at kigge på inde i toget. Efter at have spist en frokost med stegte ris og tofu, som en ung mand gik gennem vognen og solgte, besluttede jeg mig for at gå på jagt efter en kop kaffe. At gå gennem toget er som at gå gennem et mikrokosmos af Vietnam.
Dybt godnat på den lange strækning fra Hanoi til Ho Chi Minh City. Foto: Anders Haahr Rasmussen
Fra første klasse, hvor maden bliver serveret dampende varm med grøntsager udskåret som blomster, til de billige pladser, hvor musik brager ud af højttalerne, og folk sover på gulvet. Tre småbørn løb frem og tilbage i gangen. To togkonduktører snakkede livligt og længe med et par passagerer henne ved varmtvandshanen. En ung kvinde stod og kiggede ud ad vinduet, mod bjergene, med et blik, der så ud til at rumme en hel roman. Det er ret forrygende at se, hvordan en familie kan indtage sådan en firemandskupé og nærmest omdanne den til et lille hjem i det halvandet døgn, rejsen tager.
Til sidst fandt jeg en lille forladt vogn med lidt snacks og sodavand. Der var ikke noget kaffe at se, men så kom konduktøren forbi, og jeg havde knap nok nået at sige ca phe sua da– som den berømte vietnamesiske iskaffe hedder – før hun fandt en gammel halvanden-litersflaske frem fra bunden af vognen med hjemmebrygget kaffe, som hun blandede med lidt kondenseret mælk, inden hun hældte det ned i et glas fyldt med isterninger. Det føltes som en togtur, hvor alt kunne lade sig gøre.
Banegårdene i Vietnam tilbyder en pause fra det hektiske byliv. Her Ninh Hoa nord for Nha Trang. Foto: Anders Haahr Rasmussen
DET TOG KUN halvandet år fra krigens afslutning 30. april 1975, til den komplet hærgede togstrækning var fuldt funktionsdygtig igen. For det kommunistiske styre var det et prestigeprojekt, der symboliserede foreningen af syd og nord, og den dag i dag bliver forbindelsen stadig kaldt Duong sat Thong Nhat – Genforeningsekspressen.
Det var blandt andet takket være spor fra den ødelagte bjergbane til Dalat, at Genforeningsekspressen blev genoprettet. Men siden 1991 har det været muligt for turister at køre en halv times hyggetur frem og tilbage mellem Dalat og den nærmeste station, Trai Mat, syv kilometer væk.
Således sætter jeg mig til rette i en ualmindelig velrestaureret førsteklassesvogn fra strækningens tidlige år. Cognacfarvede lædersæder i Chesterfield-stil, ornamenterede loftslamper i glas og messing, stofbeklædte lofter, broderede gardiner og træindrammede vinduer, man kan skyde til siden og stikke hele hovedet ud ad. For at se på urtehaver, baghaver, blikskure, kaffebarer, og hvad der ellers farer forbi, løse hunde og glade børn, hverdagsliv få meter fra sporene. Og så skimter jeg bjergene i horisonten. Akkurat nok til at få en fornemmelse af, hvor smuk strækningen må have været i sin fulde længde.
SØREME OM SÅ IKKE min sidemand, en ældre mand fra Manchester, fortæller mig, at den genopstår. At der er planer om at reparere hele strækningen fra Dalat ud til kysten. Mere kunne han ikke sige, men efter et par søgninger på nettet får jeg det bekræftet. Fra i år og frem til sommeren 2029 er det planen, at broer, tunneller og 16 stationsbygninger vil blive enten restaureret eller nybygget, sådan at den legendariske bane er tilbage i fuld drift fra 2030.
Foto: Anders Haahr Rasmussen
Det er ikke billigt – budgettet lyder på over syv milliarder kroner – men der er tilsvarende mange penge at hente i den voksende turistindustri. Alene i januar måned i år besøgte 2,1 millioner internationale turister landet. Alle tiders rekord og en stigning på 37 procent fra året før. De fleste kommer fra Kina og Sydkorea, men danskerne har også fået øjnene op for Vietnam. Selv om Thailand og Indonesien stadig er vores foretrukne rejsemål, når turen går længere østpå, er Vietnam kravlet godt op ad listen.
Fra 2023 til 2024 steg antallet af danske turister med ikke mindre end 22 procent. Med klimakrisen for øje er det ikke befordrende tal. Men det er glædeligt, at der bliver gjort så stor en investering i jernbanen, så togrejser kan blive et konkurrencedygtigt alternativ til at flyve rundt i landet, som mange besøgende i øjeblikket foretrækker.
Foto: Anders Haahr Rasmussen
PÅ VEJ TILBAGE til banegården i Dalat mærker jeg en gryende kaffetørst. Det skulle være usandsynligt, at der var den slags service om bord, men jeg synes, jeg ser nogle passagerer drikke noget varmt af en lille papkop.
Ud af min førsteklassesvogn, ud på den lille overdækkede repos, videre gennem standardklassevognen, forbi en snorksovende billetkonduktør, og for enden, på et lille træbord, står der en brygkedel med taphane. Jeg tager et papkrus fra stablen og fylder det med, ja, ikke med kaffe. Jeg dufter til det. Det er svært at afkode. Jeg går tilbage til min plads, mens den rygende varme drik damper af. Jeg sætter mig ned og tager en tår. Smilet breder sig på mine læber. Selvfølgelig er det artiskok-te.
Anders Haahr Rasmussen er forfatter til en række bøger, blandt andre ’En fandens mand’, ’Al den vrede’ og senest ’Skrivemaskinen’, der handler om at udforske sine kreative sider. Han arbejder desuden som tenniskommentator for Discovery.
