Indlæg

Efterskælv

Som tv-fotograf har Betina Johnbeck utallige gange været udsendt til såkaldte røde zoner for at dokumentere krig, konflikter og naturkatastrofer. Her zoomer hun ind på lugten af død i Haiti, en diktator på køl i Libyen og en Syriens-tur, der fik filmen til at knække.
Tekst:Ulla AbildtrupFoto:Privat/Betina Johnbeck

HAITI, 2010

Østaten Haiti i Caribien blev ramt af et voldsomt jordskælv den 12. januar 2010. Lige da det skete, kendte vi ikke omfanget af skaderne, men journalist Thomas Ubbesen og fotograf Casper Thorsøe blev sendt af sted, og kort efter fulgte jeg efter sammen med journalist Kim Bildsøe Lassen for at afløse Casper. Vi fløj til nabolandet Den Dominikanske Republik, fordi lufthavnen i Haiti var ødelagt. Den Dominikanske Republik er i modsætning til det fattige Haiti et ret velstående land, så vi sørgede for at proviantere så meget mad og vand, som vi kunne stoppe ind i den lejede firhjulstrækker. Derefter gik det af sted til grænsen mellem de to lande og videre ad grusveje mod Haitis hovedstad Port-au-Prince.

Pusterum i Port-au-Prince, Haiti.

Jo tættere vi kom på hovedstaden, jo flere kollapsede bygninger så vi, og den sødlige lugt af rådnende lig var gennemtrængende i den fugtige varme. Der blev stadig søgt efter overlevende, men det var mest de døde, man fandt mellem murbrokkerne. Enkelte bygninger stod fuldstændig intakte, men der var mange efterskælv på helt op til 6 på Richterskalaen, så instinktivt holdt vi os udenfor på gaden så vidt muligt.

I Port-au-Prince vrimlede det med nødhjælpsorganisationer og udenlandsk presse, og de få hoteller, der endnu fungerede, var propfyldte. Heldigvis var det lykkedes Thomas Ubbesen at få fat i et værelse, så der flyttede jeg og Kim ind. Selvom der kun lige akkurat var plads til tre senge, var det bedre end ingenting, og vi sov alligevel ikke meget, fordi det hele tiden føltes, som om gulvet rystede.

Heldigvis fik jeg mulighed for at komme til Haiti ad flere gange, og med tiden fik jeg en form for personlig relation til nogle af de lokale. Vi mødte blandt andet en mor med en håndfuld børn, hvoraf de mindste var spæde. Familien havde mistet alt under jordskælvet og tilbragte dagene under et stykke plast, som moren havde rejst som en slags pavillon blandt tusinder af andre hjemløse på en bjergskråning. 

Da vi havde filmet familien, tog vi tilbage til vores hotel og fik et glimrende måltid. Men maden smagte os slet ikke med tanke på de mange sultne, vi netop havde forladt. Vi brød op og kørte til et marked og købte stort ind af dåsemad, madolie, spaghetti, og hvad vi ellers kunne få fat i. Tilbage på bjergskråningen opstod problemet med fordelingen af fødevarerne. En mand kontaktede os og sagde, at han var borgmester og gerne ville hjælpe. Selv om vi ikke brød os om ham, overlod vi maden til ham. Senere fik vi at vide, at der var udbrudt slagsmål om den. Sidst jeg besøgte moren med børnene, havde hun fået bygget noget, der lignede et hus, og åbnet en lille kiosk.

Våben i hånd i Yabrud, Libyen.

LIBYEN, 2011

Det arabiske forår var i 2011 nået til Libyen, hvor befolkningen gjorde oprør mod deres mangeårige diktator Muammar Gaddafi. Hvis vi rejste ind i landet via de officielle kanaler, ville vi blive overvåget, og der var rapporter om, at pressefolk slet ikke fik lov at forlade deres hotel. Så vi måtte rejse via Tunesien og krydse grænsen til Libyen illegalt gennem ørkenen.

Vi havde en lokal chauffør, som kørte os gennem Nafusabjergene, som er et meget øde område. Da telefonsignalet forsvandt, vidste vi, at vi var i Libyen, for Gaddafi havde slukket for telefon- og internetforbindelserne i et forsøg på at kvæle oprøret. Men oprørerne var meget organiserede, og uanset hvilken flække vi stoppede i, havde den et mediecenter, hvor oprørerne stod klar til at sørge for et sted at bo og mad til udenlandske pressefolk. ”Fortæl vores historie, for det kan vi ikke selv,” bad de. Og så tændte jeg for satellittelefonen og en lille bærbar enhed, og vi sendte live hjem til danskerne, selvom der var en risiko for, at styret kunne spore os. 

Jeg besøgte Libyen rigtig mange gange med korte mellemrum, og hver gang slog det mig, hvor utrolig veluddannet befolkningen var. Næsten alle kunne tale engelsk og bød os velkommen med åbne arme. I oktober gik rygterne om, at oprørerne var på vej mod hovedstaden Tripoli, og så var det af sted igen. Tripoli er hjem for millioner, men da vi ankom, var der ikke et menneske at se, kun udbrændte biler og tomme patronhylstre i gaderne. Vores hotel var forladt, så vi ’tjekkede selv ind’ og fandt bare et værelse. Da det blev tid til, at vi skulle sende hjem til TV Avisen, gik vi op på taget, men pludselig fløj projektilerne om ørerne på os. Vi måtte krybe i skjul bag en balkon, men gennemførte vores live-sending. 

Da Gaddafi var død, skød oprørerne op i luften for at fejre begivenheden. Jeg blev ramt på hånden af et faldende projektil. Det gav et brandsår, men det var ikke værre, end at jeg kunne fortsætte. Oprørerne viste os hen til et kølehus, hvor den mangeårige diktator nu lå på en slags lit de parade, så alle libyere kunne forsikre sig om, at hans dage var ovre. Bagefter så vi stedet, hvor Gaddafi havde boet. Alting var enormt stort og prangende som en kæmpe kontrast til de vilkår, hans befolkning havde levet under. For eksempel havde han fået gravet tunneller så brede, at han kunne køre i golfbil i dem. 

”We are free,” skreg en mand ind i kameraet, men diktaturet er blevet afløst af borgerkrig og kaos. På min sidste tur i landet var det blevet sværere at filme, og befolkningen var ikke så hjælpsom og imødekommende som tidligere. Når kameraet var slukket, sagde nogle endda, at tingene var bedre før, for under Gaddafi var der ro og orden. 

SYDAFRIKA, 2013

I foråret 2013 blev det klart, at den sydafrikanske leder Nelson Mandelas tid var ved at rinde ud. Han havde været på hospitalet flere gange, og da han blev indlagt igen i juni, blev jeg sendt af sted med en journalist. Vi tog hen til sygehuset, hvor der havde forsamlet sig en skare med skilte med teksten ”Get well, Madiba” som en henvisning til navnet på hans klan. Madiba er samtidig en betegnelse, man bruger i respekt for ældre, hvilket passede perfekt til ’nationens far’, som Nelson Mandela blev kaldt efter sin årelange kamp for demokrati og menneskerettigheder.

Da vi havde filmet de sørgende foran hospitalet, skete der ikke rigtig mere. Vi boede på hotel i den rige del af Johannesburg og nød at kunne gå ud og spise lækre steaks og fisk til frokost. Kameraet var altid med selvfølgelig, men der var stadig ingen nyheder fra hospitalet, så en dag fik vi lov at tage en fridag for egen regning og tage på udflugt til en nationalpark. Vi fulgtes med kollegerne fra TV 2, som jo også var vores konkurrenter, så vi var sikre på, at de ikke kunne komme før os, hvis Mandela pludselig døde. For en hestepige som mig var ridesafarien i Kruger National Park en fantastisk oplevelse, hvor vi både nåede at se giraffer og antiloper og meget mere.

Mandela kom sig, og pressen tog hjem, men den 5. december samme år var det alligevel slut, Mandela døde i en alder af 95 år. DR skulle selvfølgelig dække hans begravelse, så jeg røg af sted igen. Stemningen var helt anderledes denne gang. Selvom mange var sorgfulde, oplevede jeg først og fremmest en hyldest til det menneske, som havde stået så meget igennem. Mennesker strømmede til fra nær og fjern for at tage afsked med høvdingesønnen, der var blevet til en af verdens største ledere, i hans hjemby, den lille afsidesliggende landsby Qunu. Jeg var glad for, at jeg fik lov til at følge ham på den sidste rejse.

BETINA I KLIP

Betina Johnbeck 49 år, født i Colombo, Sri Lanka. Opvokset på Bornholm.

Uddannet fotograf fra DR 2000-04. Udlandsfotograf i DR Nyheder for TV Avisen 2004-15, herefter blandt andet koordinator i DR, siden 2020 teamleder for DR Nyheders fotografer.

Aktuel i bogen ’Når verden er i krig – Set af fotograf Betina Johnbeck’, skrevet af Henriette Bendix og Preben Lund.

SYRIEN, 2013

Jeg havde besøgt Syrien flere gange på ture af få dages varighed, men denne gang skulle jeg og journalist Puk Damsgård være i landet et par uger for at sende nyheder fra borgerkrigen hjem til Danmark og filme til reportager. Vi boede i byen Yabrud, og en dag lige efter fredagsbønnen kunne vi høre bombefly nærme sig. Puk og jeg løb ud på gaden, men jeg nåede ikke at filme, for kort efter faldt bomberne og lagde en stor del af husene i ruiner. 

Puk og jeg havde søgt tilflugt bag en mur, men blev ramt af så kraftig en trykbølge, at jeg troede, jeg var død. Jorden rystede under os, og bragene var så høje, at jeg mistede hørelsen. Da den kom tilbage, var skrigene fra de sårede det første, jeg hørte – dem hører jeg stadig.

I huset, vi boede i, var alle i chok. Drengen stod med kæmpe øjne og fingeren i munden, pigen gik rundt og skreg, mens moren sad og rokkede apatisk frem og tilbage. Jeg krammede spontant pigen og forsøgte at berolige familien så godt, jeg kunne. Samtidig fik jeg tændt mit kamera og filmede lejligheden til en reportage til TV Avisen.

I det samme kom vores lokale hjælper og sagde, at vi skulle derfra med det samme. Flugten gik så stærkt, at vi hverken fik vores pas eller skudsikre veste og hjelme med. I bilen blev jeg grebet af en følelse af panik, vi var nemme bombemål for flyene, og området var berygtet for gidseltagninger af udlændinge, heriblandt min fagfælle, fotograf Daniel Rye. Da vi havde overlevet natten, og morgenen brød frem, sang jeg spontant det gamle Cat Stevens-hit ’Morning Has Broken’. 

Vi kom i sikkerhed i Libanon og fik klippet og sendt vores historie hjem til DR Byen, men for mig personligt var filmen knækket. Jeg rejste i et år efter episoden og var tilbage i Syrien fire måneder efter, men fik siden konstateret posttraumatisk stress, PTSD, og stoppede som fotograf i 2014. I dag prøver jeg som teamleder for fotograferne i DR Nyheder at forebygge, at andre oplever det samme.

/

Drømmen om Nollywood

I Nigeria er selfies, selviscenesættelse og konstante optagelser på smartphones blevet en besættelse. Ud & Se tog til Lagos, hvor folk med knæ og albuer kæmper om en plads på skærmen og en håbefuld adgangsbillet til en af verdens største filmindustrier.
Tekst:Kristian LauritzenFoto:Peter Nygaard Christensen

LANGS EN MOTORVEJ i Lagos er to unge mænd i gang med at tæve hinanden i gruset. Et par gutter forsøger at stoppe kamphanerne, mens andre springer til for at udvide slagsmålet. Nogle meter derfra sidder en større gruppe mennesker under en motorvejsbro og betragter optrinnet med business as usual–udtryk i ansigterne, mens de kigger på deres smartphones. 

Længere inde i hjertet af megabyen står 20-30 mænd og råber og peger hinanden i ansigterne på en tankstation for at komme først i køen til de skrabede mængder benzin. Nigeria er en af verdens mest olierige nationer, og de sorte dråber udgør næsten al landets eksport, men i Lagos, der er et økonomisk knudepunkt i Vestafrika, er der ikke brændstof nok til alle. Ingen andre i gadebilledet ænser dog den benzin-tørstige klynge på tankstationen. Anslag af desperation er en del af byens puls, tapet og akustik, hvor millioner af nigerianere bruger mere end seks år af deres liv i trafikken. 

Telefonnumre på chauffører, pengeudlånere, solcelle-investorer, sekretærer og hushjælp er skrevet på murene langs de flersporede veje, men mange steder står der også ’Not for sale – Beware of 419’ – et tal, der henviser til en paragraf i landets straffelov, der omhandler svindlere, som sælger ting, de ikke ejer.

Blandt smadrede folkevognsbusser og privatbilister, der i køerne ikke kan rykke sig ud af fjedrene, forsøger gadesælgere at komme af med dartspil, spejle, bananer og plakatkunst med solnedgange og halvnøgne damer. På kæmpe billboards, som danner skygge til vejenes hjemløse, fortæller tandsmilende typer om Guds velsignelse, om realityshows eller om indsigter i vejen til rigdom på sociale medier, og fra en plakat på et markedsstræde reklamerer en politiker med gratis wi-fi. Alle ved dog, at politikerens internet slet ikke virker, fortæller en lokal chauffør. 

Lagos er en make it or break it-city, folk strømmer hertil fra resten af Nigeria og fra Vestafrika, og kan man med sin telefon klare den her i ’det blomstrende, ødelagte Nigerias New York’ – som Los Angeles Times har kaldt byen – kan man klare den alle steder i Afrika. 

MILLIONER AF NIGERIANERE har nemmere adgang til en smartphone, end de har til pålidelig elektricitet, og overalt i Lagos er smartphones klistret til folks hænder som en forlængelse af deres kroppe. I et land med 40 procent arbejdsløshed er en smartphone og dens mulighed for at optage billeder og lyd blevet en vej frem, væk og måske op. 

Nollywood kaldes Nigerias filmindustri, der med centrum i Lagos vokser og vokser midt i landets vildnis af økonomisk krise og korruption, og drømmen om at blive opdaget og måske blive til noget på skærmen driver håbet for stadig flere.

Usynlighedens kviksand truer rundt om alle gadehjørner i metropolen med cirka 23 millioner indbyggere, og en håbefuld skuespiller kan derfor sagtens også være stuntmand og producer, en makeupartist er måske også dj og produktionsassistent, og en klipper kan også være SoMe-manager eller rapper. 

I Nigeria kræves ikke vanskelige tilladelser eller velpolstrede budgetter, men kun et kamera – eller en smartphone – for at skyde og færdiggøre en film i en boomende, anarkistisk filmindustri, der sørger for job til omkring en million mennesker. 

Nollywood-industrien, der primært servicerer det afrikanske kontinent, men har fået tag i Netflix og andre globale streamingtjenester, producerer årligt et antal udgivelser, som på verdensplan kun overgås af Bollywood i Indien. Branchen bliver af nigerianske politikere kaldt for landets nye olie, der skal dryppe økonomisk fremgang og global anerkendelse ud over Afrikas mest folkerige nation, hvor to tredjedele lever for under to dollar om dagen, hvor den såkaldte median-indbygger er knap 18 år, og hvor fattigdommen er voksende.

Drømmen om hurtige penge og fremgang blev oprindelig plantet i 1992, hvor filmen ’Living in Bondage’ satte gang i Nigerias første filmiske nybølge (i filmen dræber en mand sin kone og ofrer hende for at få adgang til rigdom), og ifølge skuespiller Tega Olose lever den drøm sitrende videre i nutidens mange telefonhænder. I en donutbar i et storcenter i Lagos siger han, at mange nye skuespillere indimellem ser på sig selv som prostituerede, der må hoppe på flere og flere kunder. 

”Vejen til økonomisk stabilitet findes gennem en stærk tilstedeværelse på sociale medier. Så øges vores værdi og forhandlingsmagt,” fortæller skuespilleren, inden han bliver omringet af fans, der vil fange ham med deres telefoner. 

Pludselig går strømmen i gadelygterne i Lagos, men de blå telefonskærme lyser stadig. Jagten efter følgere, penge og publikum er i den grad levende, og nigerianerne filmer og tager selfies, som de trækker vejret. 

Skuespilleren Tega Olose har 6.500 følgere på Instagram og kæmper for at få flere.

23-ÅRIGE OBETTA Chukwuebuka Luke – eller bare Olek, som han kalder sig – er en af de tusindvis af unge nigerianske skuespillere in spe, som vil med på bølgen. 

En dag sad han i sin lille lejlighed i Lagos og optog sig selv på sin iPhone 6, mens han sugede luft ind med næsen og hostede af gråd. ”Jeg var sur på dig, fordi du skred. Jeg var kun otte år,” sagde han i sin monolog på telefonskærmen, gispede efter vejret og snøftede, mens han dumpede hovedet i hænderne og malede al den smerte frem i mimikken, som det improviserede drama om en dreng, der bliver forladt af sin far, kunne trække. 

Olek finder selv på sine monologer, som han sender til folk med fødderne i Nigerias filmindustri. Derefter folder han sine hænder og kigger mod himlen og håber, at Gud og en filmproducent i Lagos hører hans bønner. 

Olek har en tå indenfor i Nolly-wood og går rundt foran en bygning, der hælder som et overbelastet palmetræ og udlejes som filmstudie i det nordøstlige Lagos, inden han løfter en generator ud af en minibus i selskab med en gut, der kalder sig MC Zubby.

De to er såkaldte personal assistents på optagelserne til spillefilmen ’My School Daughter’, der filmes på fem dage, smides på YouTube og koster cirka 2.700 dollar at producere. 

”Jeg ved godt, I ikke tror på den slags,” siger Olek, prikker mig på skulderen og hentyder til vesterlændinge, mens vi kigger ned i MC Zubbys telefon. På skærmen kører en sketch med en mand, der har indgået en pagt med djævlen for at blive rig. 

ONCE UPON A TIME IN NOLLYWOOD

Da Nigeria løsrev sig fra Storbritannien i 1960, blev landets første film produceret på celluloid. Reelle spillefilm kom på markedet i 70’erne, men i 1992 tog landets filmiske boom sin begyndelse med filmen ’Living in Bondage’, der skabte et økonomisk gennembrud.

I dag er Nollywood verdens næstmest produktive filmindustri. En del af filmene har hjemmevideo-præg og er produceret for få hundrede dollar, mens andre har været blockbusters. Komedien ’A Tribe Called Judah’ fra 2023 (om en mor til fem børn med fem forskellige fædre) er den nigerianske film med hø-jest indtjening. Nollywood-film er primært populære i Afrika, men har også høstet priser og haft publikum i Europa og USA.

Tre film fra Afrika har vundet en Oscar. ’Z’ fra Algeriet i 1970, ’Black and White in Color’ fra Elfenbenskysten i 1977, og sydafrikanske ’Tsotsi’ i 2006.

MC ZUBBY HEDDER egentlig Nwachi Nzube Prince, han er 24 år, og han er skitmaker, som er et udbredt fænomen  i den nedre del af Nollywoods statuspyramide. De korte videoer, som ofte indebærer slapstick og falde-på-halen-komik, ryger på Instagram og TikTok, og derefter skal likes og emojis forhåbentlig bære skit-skaberne frem til betalte jobs i filmindustrien. 

”Det er svært at blive anerkendt som upcomer,” siger MC Zubby og ryster på skuldrene i sin Balenciaga-T-shirt. 

I en minibus kører crewet hen til en kiosk, hvor der skal skydes scener til YouTube-filmen, og på bagsædet af en anden bil sidder to kvindelige skuespillere. Den ene prøver at spise en risret fra en plastiktallerken, mens bilen hopper hen over hullede veje, og damerne flækker af grin og taler såkaldt broken English i en cocktail af igbo og yoruba – to af de største sprog i Nigeria – blandet op med engelsk.

Den ene hedder Chisom Umennadi, hun skal spille med i scenen i kiosken, hun har et tykt ar hen over halsen efter en operation, og hun drømmer om ”de store platforme”, som hun siger med blød og stolt stemme: ”Netflix. That is the goal.”

Håbefulde Olek tjekker sine SoMe-profiler under optagelserne til endnu en YouTube-spillefilm.

DAGENS FILM HANDLER om en kvinde, der har fået så mange aborter som ung, at hendes livmoder er blevet ødelagt. Nu planlægger kvinden at liste sovepiller ned i glasset til en yngre kvinde, som skal voldtages af hendes ægtemand, så han kan få sit ønskebarn. Historiens morale om konsekvensen af ungdommelig promiskuitet får instruktør Kingsley Fresh Onyenma til at smile i skægget foran kiosken. Han er tidligere fodboldspiller og har skudt 50 film på tre år.

En kvinde kommer gående med glinsende paryk. 

”Jeg er klar,” siger Genny Uzoma, som ’hustruen’ hedder i virkeligheden, og hun sætter sig højtideligt tilbagelænet i en airconditioneret bil, mens film-crewet bærer gear rundt i stegende hede, og MC Zubby på sin telefon optager behind the scenes til instruktørens SoMe-kanaler.

En restaurant bag kiosken bliver brugt som sminkerum til optagelserne, og her får skuespillerne lagt makeup, mens de har næser og øjne i deres Instagram-feeds. I lokalet sidder også en kraftig, barfodet herre i et turkis outfit, han ejer restauranten, og han får hældt en urtedrik op fra en plastikdunk. 

”I skaber ikke content til forretningen,” siger han med en autoritativ røst, der nærmest drukner i lyden af piskende gulvventilatorer. 

”Hvor er telefonen?” spørger han lidt efter og kigger rundt. Åbenbart er der forsvundet en telefon fra en skuffe, og restaurantejeren vil ikke hæve mødet, før en synder kryber til korset. Pludselig går strømmen i lokalet, ventilationen forsvinder, og skuespillerne skal have duppet deres pander for sved. 

Samtidig, inde i kiosken, bliver udstyret gjort klar til scenen. Olek hopper ud fra den klemte butik og fortæller, at han har været statist på et par nigerianske film og haft enkelte replikker. Og at hans forbillede er den hårdtpumpede hollywoodstjerne Dwayne ’The Rock’ Johnson. 

”Måske er jeg for ambitiøs,” siger Olek med et genert blik, som han vasker væk med et grin og en piruet i luften, mens han lader, som om han skyder en basketbold i en kurv. 

Lidt efter har Olek sneget sig ind i kiosken igen, han leger kameramand og filmer tæt på de kvindelige skuespillere med sin telefon. 

”Don’t try to film inside me,” siger Chisom Umennadi og kigger irriteret på ham, mens hun tager sig til brystet. 

Bagved, omme i restauranten, rister bossen stadig sine ansatte. 

”Lagde du telefonen tilbage, efter du tog dine snaps? Hver gang nogen fortæller dig, at du ligner en skønhedsdronning, smider du dine billeder på nettet,” siger han til en kvinde med en hestehale ud af hullet i sin kasket. Den unge kvinde nægter at have taget telefonen, restaurantbossen truer med at ringe til politiet, men han lader ikke til at få nogen af de ansatte til at påtage sig skylden i løbet af de par timer, han holder dem fast i sit forhør.

Tilbage i kiosken skal scenen i kassen. Skuespillerne og resten af filmholdet beder alle fadervor og slår korsets tegn, på nær en lydmand, som sætter hænderne foran øjnene og siger Allahu Akbar. Instruktøren Kingsley Fresh Onyenma, der ud over at være filmmand også er skuespilscoach og content creator, kigger i sin monitor. Så råber han: ”ACTION.”

Olek (th.) kæmper for at få roller i Nollywood, men Hollywood er hans helt store drøm.

LAGOS ER ADSKILT mellem et fattigt fastland og en gruppe mere velhavende hel- og halvøer, hvor trafikken glider mere glat. Victoria Island er epicentrum for meget af filmindustriens glimmer og glamour, og her skyder megabygninger i brutalistisk, kinesisk-modernistisk og afrikansk-futurisk stil i vejret og lader hånt om ædruelige byplanlæggeres drøm om arkitektonisk sammenhæng. Øens offentlige rum og dens private arrangementer er adskilt af vagter med våben og mure af stål, og i underetagen hos luksuscentret EbonyLife Place står to orangehårede kvinder og twerker foran en slank mand med guldkæde og blank læderjakke bag en dj-pult. Dj’en vrider kroppen elektrisk, fyrer op for basgangen, og næsten alle i lokalet filmer det røvrystende spektakel på deres telefoner. 

En gruppe unge kvinder skal i biografen nogle etager længere oppe i centret og har travlt med at lave trutmunde. Kvinderne snor sig rundt om gelændere og poserer, som var de født til disciplinen, mens deres telefoner blitzer løs. ’Give Girls Money,’ står der over brystet på en af kvinderne, som sulter efter sit spejlbillede og tager rundt regnet hundrede selfies på få minutter. 

Biografgængerne i EbonyLife Place står skarpt i veloursæt, skinnende loafers og gummisko og dufter af parfume og popcorn. 

”Folk klæder sig pænt på, når de går i biografen,” siger Blossom, der står bag en disk og sælger sodavand. Hendes krøllede lokker falder ned over ørerne som mågevinger, og hun forsøger med charme og stædige smil at afværge irritationen hos en muskuløs fyr med to telefoner fremme. Han ruller vredt med øjnene og vrisser over tempoet i hendes servering, mens strømmen kommer og går. 

I 2010 var der kun tre reelle biografer tilbage i Nigeria. Dengang blev de fleste Nollywood-film brændt på cd’er og solgt på ulovlige markeder, hvilket gjorde det vanskeligt at tjene penge i branchen, hvor the big buck er forbeholdt en snæver A-liste. Men gradvist steg mængden af mere professionelle film, og senere kom Netflix, Amazon, de afrikanske streamingtjenester samt YouTube og pillede brodden ud af cd-piraterne. 

I dag er der cirka 50 biografer i landet – tallet er svært at gøre op, fordi mange steder åbner og lukker konstant – men langt de fleste findes i Lagos, og de har en lettere eksklusiv odeur over sig. 

Fyren, der sælger popcorn med salt, sukker og chokolade, fortæller, at de fleste biografgængere kommer her for at se hollywoodfilm, medmindre store blockbusters fra Nollywood ruller over lærredet, såsom ’Beasts of Two Worlds’, der handler om en konges kamp for at bevare sin trone, eller ’Funmilayo Ransome-Kuti’ om den aktivistiske mor til Nigerias musikalske folkehelt, den afdøde Fela Kuti. 

Et ægtepar i fyrrerne skal se den nyeste film i ’Mad Max’-serien fra Hollywood. 

”Enhver kan lave en film, men fortællingerne halter,” siger manden om stilen fra Nollywood, mens han svarer beskeder på sin telefon. Hans kone, Bola, glider over i køen til snacks. Hendes filmsmag glider, i modsætning til hendes mands, mod Nollywood. 

”Det er en proces,” siger hun og smiler. 

Instruktør Kingsley Fresh Onyenma og skuespiller Chisom Umennadi.

AT TRÆKKE LUFT ind i ’slummens Venedig’, som bydelen Makoko kaldes, føles som at tage en slurk af røgen fra et bål. Regnen står ned i stænger, og der lugter af benzin, fosfor og svovl, som snører halsen sammen. Ingen ved, hvor mange her bor, slag på tasken svinger med flere hundrede tusind, men sikkert er det, at husene står på pæle, der stikker op fra havet, mens de dele af området, der er landfast, er forbundet af stisystemer, hvor jorden er presset sammen af plastikflasker, blikdåser og pap. 

Den nigerianske journalist Tolu Ogunlesi har i The Guardian kaldt det flydende slumkvarter for ’Lagos-politikernes mareridt’, da ingen bilister, som kører over byens mest trafikerede bro fra de rige øer til fastlandet, kan ignorere synet af Makoko i vandoverfladen. Makokos ’gondolierer’ skærer årerne gennem vandet, der er fyldt med skrald, og balancerer i bare tæer på rælingen af smalle fiskerbåde. Børn i skoleuniformer får undervisning under bliktagene, beboere børster tænder og barberer sig i snævre døråbninger, og væggene på de tilsodede og porøse huse ligner brændt avispapir. 

På Floating Bar er blinkende lyskæder bundet rundt om huspælene, på et vægmaleri indenfor penetreres en kvinde med tungen ud ad mundvigen af en mand med et knoglelignende lem, og på en tv-skærm kører en amerikansk film med Jennifer Lopez. 

I baren præsenterer en kok sig som Maurice, og han peger på et af slumkvarterets musikalske håb, som sidder på beværtningen med regndråber i skægget, fletninger bundet stramt i nakken og en hættetrøje, hvor der står ’Wratty G – The Maktown Boy’. 

”Alle vil have selfies med ham,” siger Maurice, mens Wratty G henter sin hæse stemme et stykke nede i halsen. 

”Mit talent kommer fra Gud,” siger den 35-årige afropop-sanger, mens en fyr på barens veranda står og pisser ned i vandet, hvor en kvinde ikke langt derfra sorterer mango i sin båd.

Wratty G fortæller, at han promoverer sin musik på Facebook, Instagram og TikTok, men stadig har til gode at se ”a whole lotta money”, og at han leder efter finansiering til sin næste musikvideo.

”Verden skal nok lytte til mig,” siger han. Hvis Wratty G får mange følgere på sociale medier, vil han få mulighed for at promovere produkter, forklarer han. ”Fol-low-ers.” De tre vigtige stavelser bliver sagt langsomt og præcist, mens Wratty G åbner sine arme som Messias.

Wratty G er et af talenterne i Nigerias musikindustri.

MURE ER SAT op mellem togskinner og gader i Lagos for at forhindre sælgere i at afsætte frugt og elektronik midt på jernbanen, hvilket tusindvis af lokale gjorde for et par år siden, så lokomotivførerne måtte blæse for sælgernes liv i hornet. Der er dog stadig små boder langs skinnerne, og på en gangbro sidder en ung kvinde med blottet, højgravid mave foran en pose småmønter og en megafon, som blæser gospelsang. Kvinden nynner en remse og kigger på forbipasserende med desperate øjne.

De fleste varer på markederne i Lagos er fra Kina. Mannequinerne er blege, men formerne er afrikanske. Foran en slags fabrikshal fyldt med små bikse kommer en ung fyr, som ser bedøvet og åndsfraværende ud. Han slæber på en rygsæk og er på vej til togstationen. 

”Jeg er kunstner, men har brug for en mentor. Hvad med jeres brand?” spørger han, da han ser fotografens kamera. På et splitsekund samler en gruppe højrøstede fyre sig rundt om os. Vi skal videre nu, siger de lokale, som vi har allieret os med, når vi bevæger os rundt i Lagos’ gader. Hvis vi bliver her, skal vi hoste op med penge, får vi at vide, sådan er proceduren mange steder i Lagos, hvis man er ikke-afrikaner og bevæger sig rundt med en synlig kameralinse. 

En stor del af byrummet bliver efter sigende kontrolleret af gadebander – såkaldte area boys – der kradser penge ind fra folk, der gør noget usædvanligt. Området ved markedet i hjertet af Lagos’ fastland er ingen undtagelse, informeres vi af vores lokale hjælpere. Vi løsriver os fra vrede stemmer og blikke og stryger hurtigt videre til kvarteret Yaba, der er kendt som byens tech hub.

Her sidder 24-årige Harry Godfrey i en frisørsalon og kigger på sig selv i spejlet, mens han får nivelleret skægget med mikrometers præcision. Den digitale kunstner kan lide, hvad han ser. Harry Godfrey taler mekanisk og koncist, og under forklædet med amerikanske stjerner og striber skjuler han ikke selvtilliden på sin nigerianske generations vegne. 

”Vi er vibrerende individer på jagt efter økonomisk frihed. Vi er intelligente og finder hurtige løsninger på vores problemer,” siger Harry Godfrey, der laver kunst på computer og iPad, men også vægmalerier, som han viser på sin telefon, mens han beroliger sig med, at Ud & Se har fået navnet på hans instagram-konto. Harry Godfrey sigter efter de fine gallerier i London og USA, og han bebrejder ikke de unge nigerianere, som tager den barske og illegale vej mod den nordlige halvkugle: ”De prøver at redde deres liv.” 

”Eh-mmm,” siger en kvinde, der sidder bag os i en Louis Vuitton-trøje med Andersine og frembringer et ordløst amen, mens hun suger i en pose isvand. 

”De skal passe på, at de ikke falder i de forkerte hænder,” råber kvinden, der hedder Viola. Hun ryster på hovedet, så hendes tunge øreringe svinger rundt i luften, mens hun brokker sig over værdien af den nigerianske møntenhed, naira. 

”Landets økonomi er fjendtlig,” siger Viola, og Harry Godfrey nikker. Hans fleksible karakter vil dog ikke lade sig tæmme af nationens tilstand, og nu er der ikke en finger at sætte på hverken skægget eller hans veltrimmede frisure. ”I am not going to lie about it,” siger Harry Godfrey og kigger sig i spejlet: ”Jeg tror også, jeg kan blive skuespiller.” 

Kunstner Harry Godfrey er også klar til filmindustrien.

PÅ HALVØEN LEKKI i det nordøstlige Lagos løber 23-årige Olek i træningstøj og kondisko rundt foran et hvidskinnende hotel med græske søjler. Den unge skuespiller-aspirant drøner med et drenget smil forbi en kvinde, som sidder på en kantsten i hotel-uniform, mens han løfter armene i triumf, som var han Sylvester Stallone i ’Rocky’. 

Olek er housekeeper på det mondæne hotel Presken White House, han er smuttet ud ad porten for at holde pause, og han taler lavmælt, mens han gnasker forpustet i et tyggegummi: ”På hotellet skal de helst ikke vide, at jeg er into movies,” siger han. Oleks chef skal helst ikke blive bekymret for, om den unge mand kan finde tid til at passe sit arbejde, forklarer han. Men hvis Olek en dag bliver filmstjerne, løber han aldrig igen ind ad porten til flere døgnvagter på hotellet. 

”Så fuck det her job,” siger han og spjætter med de spinkle arme. 

Mens gartnere børster blade væk med sivkoste og finkæmmer græsplæner foran skinnende palæer, fortæller Olek, at han betaler sine yngre søskendes regninger, at hans mor er syg, og hans far er død, så han kan ikke smide gulvmoppen og de hvide håndklæder – endnu. 

NIGERIA HELT KORT

Nigeria er Afrikas mest befolkningsrige land med cirka 218 millioner indbyggere, et antal, der vurderes at kunne stige til næsten det dobbelte i 2050. Lidt over halvdelen af befolkningen er muslimer, som primært bor i nord, mens lidt under halvdelen er kristne, der bor i det mere velstående sydlige Nigeria.

Omkring 40 procent i landet lever i ekstrem fattigdom. Landbrug og teknologi bidrager til en stor del af landets økonomi, og Lagos bliver kaldt for ’Afrikas Silicon Valley’.

Han drømmer om skurkeroller, ”not the lover boy role”, siger han og forsikrer mig om, at han også kan spille rollen som blid fyr. Olek prikker én på skulderen, når han vil sige noget vigtigt, og hvis han virkelig vil vokse som skuespiller, siger han, må han orientere sig mod Hollywood. Derfor ser han amerikanske film og tager ved lære af skuespillernes ansigtsudtryk. 

Drømmen om at komme på skærmen blev plantet, da han som barn blev en del af dramaholdet i den lokale kirke i den østlige stat Enugu, hvor han er fra. Han fik ros for sit skuespil, og så ”voksede hans hoved”. Men hans mor mente, at skuespillere, der render rundt med pistoler på lærredet, må være dårlige mennesker, så Olek begyndte at studere til katolsk præst. På en religiøs skole ville en af de lærde hjælpe ham med et stipendium til at spille basketball i USA. Olek skadede dog sit knæ ”playing with the big boys”, fortæller han og tager sig til knæet. Da han også dumpede i latin, kunne han hverken blive præst eller sportsudøver, og han rejste fra sin hjemstavn til Burkina Faso og siden til Lagos uden penge. 

”Jeg var strandet og forvirret,” fortæller han.

I STORBYEN VASKEDE han biler for småpenge og boede på gaden, ofte uden at sove om natten, fordi myggene ikke lod ham lukke et øje. ”I was doing the whole street thing,” siger han og kigger over portene i det tavse overklassekvarter, hvor fuglene får lov at kvidre uforstyrret. Men så fik han en tjans i en shawarmabiks og serverede kebab for en mand, som skaffede ham job på et hotel. En dag sad en kunstner og fik en drink i hotelbaren. 

”Jeg sagde: ’Please. I want to act’,” fortæller Olek og ser lidende ud. Kunstneren pegede ham i retning af en gratis filmskole, som blev springbræt til en rolle som statist i et kirkekor i filmen ’Ijakumo – The Born Again Stripper’, hvori en præst opdager, at hans yndlingsstripper faktisk er worship leader i hans egen kirke. 

”Forbindelser er vejen til roller i Nollywood,” siger Olek og gentager: ”If you don’t have connections …” 

På det modsatte fortov på villavejen i Lekki stryger en fyr med hoftevrikkende gang forbi os og taler i telefon, mens han lægger hovedet på skrå. ”Girl, I was in this vulnerable place,” siger han og vifter med fingrene. ”Men hvis denne producer ringer … I don’t mind,” siger fyren i telefonen, inden han går forbi os. Oleks vakse øjne spotter et par andre gutter længere nede ad vejen, som åbenbart har set sig lune på fotografens kamera. Vi bevæger os hurtigere tilbage til hotellet. 

”Hvis ikke I var hvide,” siger Olek og kigger sig over skuldrene, ”ville de ikke try that shit with me.” Han puster sig op i den spinkle krop og griber lejligheden til at leve sig ind i rollen som den hårde fyr, han drømmer om at vise verden, han kan spille. 

Der er cirka 250 etniske grupper i Lagos. Yoruba-stammen er den dominerende gruppe.

PÅ VICTORIA ISLAND rulles store Nollywood-smil ud på en grøn løber foran Terra Kulture. På gaden udenfor hænger hjemløse og tilfældige forhutlede gadestrejfere ud, men på kulturcentrets matrikel er tandsmilene kridhvide, og de traditionelle afrikanske ekviperinger snorlige og velstrøgne. 

I anledningen af Africa Memorial Day er skuespillere, instruktører og andre kendisser samlet til et event, hvor Nigerias afrikanske arv og stolthed skal hyldes. Telefoner skifter hænder blandt mænd og kvinder i silkesæt og flydende kapper. 

”Hvem tager mine snaps?” bliver der råbt i panik, og ingen chancer forspildes til gruppeselfies med de fremmødte notabiliteter. 

”Jeg er superbegejstret for at stå ved siden af et ikon,” siger en korthåret kvinde med breaking news-musikalitet i stemmen og en lang mikrofon i hånden. Hun sender live til en nyhedskanal på YouTube fra arrangementet, og hun er i gang med at spørge den kendte aktivist og advokat Femi Falana, hvad han udleder af dagens temaer, som er historisk bevidsthed og national enhed. 

Med blød hat, briller på næsen og hænderne under en blågul kappe fortæller 66-årige Femi Falana behersket om Nigerias rige fortid. Men han får hurtigt talt sig så varm i mikrofonen, at hans ord runger hele vejen ned til salen: ”Der er ingen national enhed. Det er ren luft,” råber advokaten og vifter med armene. ”Den herskende klasse, som udnytter os, er forenet. De er forenede i at plyndre landet for skatte.” 

Femi Falana trykker brillerne på plads og retter skytset mod den europæiske kolonisering af Afrika. Han lader, som om han bladrer med fingrene: ”Vi læser stadig om fordelene ved kolonialismen i vores historiebøger. Fordelene ved undertrykkelse og udnyttelse?” spørger han retorisk ophidset og banker hårdt en håndryg ned i en håndflade.

”De bragte kristendom og tvang os til at ændre vores navne. Vi tror, at vi er civiliserede, fordi vi taler engelsk til vores børn,” råber Femi Falana og ler hånligt, mens tv-værten vender sig mod kameraet for at gengive dundertalen i hurtige overskrifter. 

Skuespillere, producere og musikere hylder Nigerias rødder til Africa Memorial Day.

DR. FRICK ER en anden af dagens notabiliteter. Arrangementets konferencier glider ned i et møbel med leopardprint, hvor komikeren, skuespilleren, debattøren og familierådgiveren, som hans titler lyder på sociale medier, foreviges i kongestols-portræt på læssevis af telefoner. Hans smil skinner under en rund hat, ditto gør hans spidse sko og et håndtag i guld på hans stok. 

Fred Frick Otite – som er hans borgerlige navn – er ikke pjattet med begrebet Nollywood, der blev opfundet af avisen New York Times i begyndelsen af 00’erne, fortæller han i et hurtigt interview med Ud & Se. 

”Globaliseringens præg på branchen er en uafvendelig kraft, alle ønsker sig rigdom og berømmelse, men den lagosianske livsstil brødføder også konstant underholdningsindustrien med bizarre, chokerende og komiske lunser til kunstnerisk inspiration.”

Dr. Frick hviler hænderne på sin stok og forklarer videre: ”Måden, vi lever uden for skærmen, er underholdning. Du kan se en herre i jakkesæt, som tæver en kontrollør midt på gaden med en mappe i den ene hånd. Eller den smukkeste kvinde, som virker fejlplaceret som parkbetjent, eller små børn, der stjæler de voksnes telefoner på gaden. Lagos er fuld af kreativitet og mod, men du knækker, hvis du ikke hustler og deltager i rotteræset. Håbet om det store gennembrud giver næring til overlevelse.”

Lidt senere, inde i salen i Terra Kulture er telefonerne publikums øjne. Som ornitologer, der spejder i kikkerter, er de små linser zoomet ind på scenen, hvor dansere med håndholdte hestehaler bevæger sig i takt til dundrende trommeslag og en sitrende fløjte. Der stryger flammer og røg op fra en kurv i håret på en af danserne. Mens rytmerne blæser på scenen, fniser K Pack og Dee Shola udenfor over et spil kalaha på den grønne løber.

FIND EN FILM

På Netflix kan man streame en længere række Nollywood-film og serier – blandt andet den meget populære komediedrama-film ’Lionheart’ (2018), der handler om en kvinde, som overtager sin fars forretning i et mandsdomineret miljø. ’Half of a Yellow Sun’ (2013) – en filmatisering af forfatter Chima-manda Ngozi Adichies roman om kærlighed under Nigerias borgerkrig i 60’erne – kan findes på Google Play Film og TV og Apple TV. Den i Danmark anmelderroste ’All the Colours of the World Are between Black and White’ (2023), der fandt vej til danske biografer og handler om kærlighed mellem to mænd i et homofobisk samfund, kan streames hos YouSee.

K PACK LEVERER musik til film, og han har en lædertaske under armen. Dee Shola er fotograf på gyserfilm, og hun taler med stakåndet iver om at nedbryde grænser og stereotyper i Nollywood.

”Tidligere skulle nigerianske film have en bestemt morale. Nu lærer vi at ryste os fri af bestemte kasser,” siger hun, mens K Pack nikker og færdiggør hendes sætninger. 

”Og vi udvikler os,” siger han med blid stemme. K Pack har samme afrikanske hestehale liggende på bordet, som danserne svinger på scenen. Musikeren vifter med hestehalen, løfter bryn og når lige at åbne munden for at forklare, hvad halens formål er, da en kvinde stryger forbi i en knaldfarvet kjole og opsnuser det, han er i gang med at sige: ”Black magic,” råber de begge i kor. 

K Pack smiler med et drilsk smil og et sitrende blik: ”Vi kan ikke benægte, at de hvide filmskabere gør det godt, men pludselig rykker vi nigerianere – and it will be amazing.” 

K Pack (t.v.) og Dee Shola er sikre på, at fremtiden tilhører Nollywood.

PÅ EN GRUSVEJ i det vestlige Lagos står MC Zubby og banker på en hospitalsbog, der skal forestille en bibel. ”Guds barn bør angre, da Guds rige venter til sidst,” siger den unge skitmaker. Hans skæg er blødt, blikket er blidt, han svinger uroligt med overkroppen, og han er iført en krøllet, hvid skjorte og en sixpence-hat, for i dag skal han ikke være personal assistant, men er i stedet ved at glide i karakter som falsk præst med sit sædvanlige hold af sketch-skabere.  

”Din forkyndelse skal være mere energisk. I need your acting, Zubby!” siger en fyr, der kalder sig Big Sam, mens han knytter en næve. 

MC Zubby nikker og råber sin næste replik: ”Angr, du skal angre!” 

Big Sam, der også er model og tøjdesigner, er i baggy jeans og T-shirt, som han har klippet af ved navlen. Han filmer med sin telefon, mens han instruerer en anden gut i en basketballtrøje i at bevæge sig hurtigere ind i billedet. Om lidt skal Big Sam træde ind i rollen som dødeligt syg lokal galning, der har brug for præstens helbredelse. 

To unge kvinder går forbi, vender sig om og poserer til Ud & Se’s fotograf og til sketch-holdets telefoner, mens de fniser. Vennen Ekeki er også med på sketchholdet, han er i badesandaler og nålestribet skjorte, og han holder styr på kulissen og har overblikket over omgivelserne. 

”Du har vel ikke en bibel, vi kan låne?” spørger Ekeki, da han ser en pige stikke hovedet ud fra en port foran en stor villa.

”God bless,” siger Ekeki, da pigen lidt efter vender tilbage med et troværdigt eksemplar af den hellige skrift. 

Foran mobilskærmen hiver filmgalningens bror, med bævrende læber og skælvende ben, fat i MC Zubby og råber på præstens hjælp. 

”Gud skal nok sætte ham fri,” siger MC Zubby og trykker hænderne mod jorden, mens Big Sam følger efter med sin telefon og hængerøvsbukserne halvt nede om knæene. 

Næste scene kræver en anden location, det duer ikke at bringe selve galningen i spil med et stort hus som baggrundskulisse. 

”Det er en komedie, folk vil ikke tro på, at galningen bor her. Vi får mange følgere, hvis seerne griner, forstår du?” siger Ekeki.

Alle arbejder gratis på sketchen, og MC Zubby arbejder også som vinduespudser, da hans kunstneriske forretning ”is not yet monetized”. MC Zubby løfter telefonen i vejret og siger, at han har brug for betaling for sine optagelser, så han kan rykke op i de højere luftlag. 

Wrooom! brøler et fly i luften fra Egyptian Air, og man får lyst til at dukke sig. Der er et stykke vej til lufthavnen, men ikke længere, end at flyvemaskinerne sluger lyden fra replikkerne. 

Big Sam har smidt sin stumpede T-shirt til rollen, han sætter sig under et træ og sætter et palmeblad fast under sin halskæde. Han griner med galningens latter, mens han dasker lyden fra en tom plastikflaske. Big Sam hvæser ad MC Zubby og langer ud efter ham, da den falske præst nærmer sig for at lægge hånd på hans fletninger. Da galningen opdager, at velsignelsen ikke virker, rejser han sig og stikker MC Zubby en lang lussing på halsen. 

Bagefter kigger de på optagelserne på telefonen og blåstempler grinende deres optagelser. 

It’s a wrap.

/

Altid på vej

Selvom han egentlig ikke bryder sig om at rejse, har han krydset kontinenter og tilbagelagt titusindvis af kilometer – på knallert. Her fortæller Jakob Maagaard om at læse en Pixibog på torvet i Shiraz, stortude med en ukendt mand i Damaskus og holde tungen lige i munden med bikere i Rusland.
Tekst:Asger LorenzenFoto:Privat

IRAN, 2019 

En varm morgen i august drejer jeg nøglen i min Suzuki Samurai fra 1984 og triller ud ad Glorupvej. Målet er at læse en Pixibog på torvet i Shiraz. Der er ikke noget dybere formål, jeg synes bare, at navnet lyder smukt: Shiraz.

Efter gymnasiet i Helsingør har jeg gjort som så mange andre og er taget til København for at læse. Men da mit studie i litteraturvidenskab nærmer sig sin afslutning, begynder tankerne at hobe sig op. Skal jeg virkelig købe en dyr andelslejlighed, forgælde mig, cykle op og ned langs Søerne hver dag og betale af resten af livet? Tanken føles klaustrofobisk, som om jeg er fanget på en legeplads. Sjovt for en stund, men der må være mere.

Sammen med nogle venner beslutter jeg at købe en faldefærdig gård på Glorupvej i Hesselager på Sydøstfyn. Vi har en idealistisk tanke om at være selvforsynende, så vi køber gården kontant, begynder at dyrke jorden og starter vores eget lille kollektiv, som vi kalder ’De Sydvendte Spande’. 

Efter at være flyttet dertil tænker jeg: ”Hvad laver man egentlig på landet?” Man kører knallert, og en dag foreslår min ven Anders, at vi kan prøve at finde ud af, hvem der har den hurtigste knallert i nabolaget. Ved startlinjen står jeg selv sammen med vores naboer længere oppe ad vejen, Anders og Ellen på 84. Det bliver startskuddet til Glorup Ræs. Nabo-Anders vinder første udgave, og jeg kommer nummer 2. 

På et tidspunkt får jeg dog lyst til at køre længere, rigtig langt faktisk, og det er sådan, ideen om at nå til Shiraz opstår. Hver aften, når jeg har kørt dagens etape, finder jeg et godt sted i en vejkant eller en skov, hvor jeg kan slå mit telt op. Så laver jeg mad, ofte havregryn eller ris, og sidder og kigger op på stjernerne. Men da jeg mange etaper senere kommer kørende med mine 35 km/t ud ad en tyrkisk landevej og pludselig hører en høj lyd fra motoren – ’kragagagaga’– tænker jeg, at det var det for denne gang.

Iran, 2019.

Før jeg får set mig om, står der en flok lokale omkring mig, småsnakkende og tyggegummityggende, mens børnene løber omkring. Pludselig udbryder to mænd, at de kender en mekaniker i en by 70 kilometer væk, og jeg kan bare køre med dem. Få minutter senere har de hentet deres kvægvogn, og da jeg løfter min knallert op bagpå, får jeg lort på både hjul og håndtag. Børnene peger og griner, og de unge mænd hujer, mens jeg står der i lort til anklerne. Vi når frem, og mekanikeren får på en eller anden måde fikset problemet. Et par timer senere er jeg på hjulene igen. Et problem er løst, og jeg har mødt mindst 30 nye mennesker undervejs.

Da jeg efter 35 dages knallertkørsel, 25 motorsammenbrud og store mængder havregryn og ris endelig sidder på torvet i Shiraz, er jeg spændt på at læse Pixibogen ’Da Mis kom til Pixiland’, som jeg har slæbt med hele vejen. Men da jeg læser den, viser det sig, at den er … virkelig dårlig. Lidt småracistisk og mildest talt ikke banebrydende litteratur. Hvad havde jeg egentlig forventet? Det er trods alt en Pixibog. 

Jeg bliver ramt af en følelse af tomhed. Her står jeg, langt fra mit hjem, omgivet af Shiraz’ skønhed, men alt føles ligegyldigt og ubetydeligt. Det er ikke destinationen i sig selv, der har været målet, men mødet med menneskene undervejs.

Hjemturen går blandt andet gennem Ukraine og Polen i december måned, hvor det kan blive ned til 10 minusgrader, og på en knallert føles det bidende koldt. Jeg får næseblod af kulden, der er is i mit skæg, og jeg tænker kun på at komme hjem. Jeg tilbagelægger turen fra Nordtyskland til kollektivet – 10 timer og mere end 300 kilometer – i ét stræk. Følelsen af at køre over den stiplede linje fra vores ræs hjemme på Glorupvej er den bedste ved hele rejsen. Jeg bryder ud i gråd, men forstår også, at jeg er nødt til at tage af sted igen.

KNALLERT-KONGE

Jakob Maagaard, 34 år. Medstifter af kollektivet ’De Sydvendte Spande’ i Hesselager på Sydøstfyn.

Har de seneste 10 år kun rejst over land, fortrinsvis på knallert.

Medarrangør af Glorup Ræs, der har været afholdt seks gange med et gennemsnitligt fremmøde på 250 deltagere og publikummer – efter indsigelse fra Glorup Gods hedder knallertløbet nu Gloråb Ræs.

SYRIEN, 2022

Ved et busstoppested i Tyrkiet møder vi en ung kvinde og hendes onkel. Min kæreste og jeg skal videre til Libanon med båd, hvorfra vi vil ind i Syrien. Igen er vi taget af sted uden noget større formål, end at jeg syntes, det lød spændende, når folk spurgte, hvor jeg skulle hen: ”Jeg er på vej til Syrien.”

Kvinden og hendes onkel viser sig at være syrere, flygtet fra krigen syv år tidligere. Vi fortæller dem, at vi netop er på vej til Syrien. Pigens stemme ændrer sig, og hun begynder at trække vejret hurtigere. Hun forklarer, at hun har en far, der bor i Damaskus, som hun ikke har set, siden krigen brød ud, og spørger, om vi vil besøge ham. Vi får hans telefonnummer, og min kæreste tegner et portræt af pigen.

Fra Libanon krydser vi til fods over grænsen til Syrien. Det er den relativt fredelige sydlige del af landet, men der er stadig IS-lignende fraktioner, som opererer enkelte steder, og mindet om den brutale borgerkrig, der har hærget landet i over et årti, hænger som en skygge over os. Vi møder et dansk par. Sådan nogle rigtige grå guld-turister, som forsøger at etablere sig netop der – spørg mig ikke hvorfor. For det er ikke fedt at være et sted, hvor krigen er så tæt på, og hvor folk har oplevet uhyrlige ting for ganske kort tid siden. Det er som at være gæst i nogens tragedie.

Syrien, Mohammed, 2022.

Da vi nogle dage senere kommer til Damaskus, finder vi nogle folk, der taler engelsk, og beder dem ringe til nummeret, vi har fået af pigen. Vi får fat i faren og aftaler at mødes foran et hotel i det centrale Damaskus. Han hedder Mohammed, er taxachauffør og i halvtredserne. Da vi giver ham tegningen af hans datter, begynder han at græde, altså stortude. Det samme gør vi. Det er rørende og forfærdeligt på samme tid. 

Livet er meningsløst. Man kan godt lade, som om der findes en mening, men det gør der ikke. Af og til opstår der dog momenter, hvor man føler sig i harmoni med verden. Filosoffen Hartmut Rosa bruger begrebet resonans, et øjeblik, hvor man føler sig som en del af verden. Den der følelse af, at nu giver det faktisk mening, det, man har gang i. Jeg har fundet ud af, at resonans for mig opstår, når ting er besværlige. Folk spørger mig ofte, hvorfor jeg rejser. Jeg er ikke rigtig interesseret i det spørgsmål. Det er som at spørge, hvorfor man står op om morgenen – man gør det bare, fordi livet fortsætter.

Ja, du står op, fordi du skal på arbejde, fordi du er sulten, eller fordi du tisser i bukserne, hvis du bliver liggende. Der er mange gode grunde, men det handler om at få dagen til at fungere. Jeg kan faktisk ikke særlig godt lide at rejse. Det er mere sådan en form for drift mod, at jeg ved, at jeg bliver nødt til det for ligesom at holde mig i gang. Holde mit hoved frisk. Blive ved med at tro på det gode i andre mennesker. 

Kirgisistan, 2024.

RUSLAND, 2024

I starten af 2024 får jeg lyst til at rejse til Rusland gennem Kasakhstan, min længste tur til dato. Jeg skal over bjerge og gennem ørkener, og min Suzuki Samurai må desværre se sig slået. Den er gået i stå ved sidste Glorup Ræs, og det går ikke at køre til Rusland på en knallert, som ikke kan gennemføre 400 meter rundt i det sydfynske terræn.

Jeg køber en Honda C90 Super Cub. Onde tunger vil kalde det en motorcykel, men enhver biker ville grine, hvis jeg dukkede op til et træf på den. 

Det, der tiltrækker mig ved at rejse til Rusland, er at få indsigt i deres perspektiv – men også i de fortællinger, vi selv lever under. Vi hører ofte om den propaganda, russerne udsættes for, især hvordan information fra krigen fordrejes for at støtte Putins narrativ. De spørger sig selv, hvorfor Vesten kritiserer dem så hårdt for Ukraine-krigen, men ikke sig selv for Irak-krigen, hvor der døde absurd mange civile – langt flere end 100.000. Jeg er slet ikke konspiratorisk, højrefløjsperson eller pro-Putin, men jeg forstår godt, at russerne bemærker denne dobbeltstandard og sætter spørgsmålstegn ved Vesten, hvilket Putin yderligere bruger til at legitimere sin krig. 

Jeg kører af sted i marts måned. Det er forbandet koldt, og jeg ender på hospitalet efter én dag. Jeg får en meget akut og voldsom lungebetændelse om aftenen i mit telt i Lübeck og har smerter i hele kroppen. Jeg er lige ved at droppe rejsen og tage hjem, men heldigvis får jeg det bedre dagen efter.

På en bakketop i Kirgisistan, 2024.

Noget af det vildeste på turen er at køre gennem Kasakhstan. Det er bare slette, så langt øjet rækker. Kasakhstan er jo et enormt land; det fylder en fjerdedel af hele Europa. Der er ligesom kun én vej, og den er bare ligeud i 500 kilometer. Der er ingen trafik. Det er så utrolig øde et land, og et par gange er jeg oprigtigt bange for at strande derude i ingenting, hvis jeg løber tør for benzin.

Kort efter jeg kommer ind i Rusland, kører jeg i et gigantisk hul. Jeg har lige fået fikset en masse problemer på motorcyklen, og på vej tilbage skal jeg rundt i et sving og smadrer direkte ned i hullet. Min nøgle flyver ud af tændingen, lander på vejen og bliver kørt over af en lastbil. Alle mine ting ryger ud af taskerne, det er forfærdeligt.

Da jeg kører videre, er mit hjul helt ekset, men det er utroligt nok det eneste, der er sket med motorcyklen. Jeg finder nogle gutter, som hjælper mig, og som jeg tilbringer nogle hyggelige dage med. De er en del af det, man bedst kan karakterisere som en patriotisk bikerklub. Super pro-Putin og super pro-krigen i Ukraine. Jeg prøver virkelig at være diplomatisk, når de spørger mig til mine holdninger til krigen, og det virker, som om de er okay med, at jeg ikke støtter krig i al almindelighed. 

Rusland, Steel Eagles Patriotic Club, 2024.

De har en stor militærtank stående i gården, og lederen af klubben er af sted som frivillig i Ukraine for at hjælpe de russiske soldater. De er sikkert fulde af toxic masculinity og så videre, men det virker, som om de anerkender mig som rejsende – og de har vel respekt for, at jeg er kommet så langt på sådan en lille maskine. Den vejer 80 kilo, og i gennemsnit har jeg nok kørt turen med 50-60 km/t.

Da jeg skal videre ind i Estland, bliver jeg afvist ved grænsen. Jeg mangler et dokument, og der er ingen kære mor. Jeg har mødt det russiske bureaukrati før, og igen oplever jeg, at de er uden følelser – deciderede psykopater. De siger, at jeg må køre hele vejen tilbage til grænsen, hvor jeg kom ind fra Kasakhstan – ellers vil de anholde mig. 

Det er næsten ubærligt, jeg har kørt tusindvis af kilometer, og nu står jeg bogstaveligt talt 10 meter fra grænsen og kan ikke komme igennem. Det ender med, at jeg tænker: ”Okay, fuck det. Jeg kører over til en anden grænseovergang, og hvis ikke jeg kan komme over der, så kører jeg op til Finland og ser, om jeg kan krydse gennem skoven illegalt.” Jeg tænker, at de ikke kan have så mange soldater på grund af krigen. Ved den næste grænseovergang er der kun kvinder. De er ikke glade, men forbarmer sig. Det er helt magisk. Da jeg kører over grænsen, er Estland det smukkeste land, jeg nogensinde har set i mit liv.

/

De knap så forenede stater

USA går til valg i en tid præget af splittelse, usikkerhed og krise. Vi har udvalgt 10 kulturelle værker, der belyser nationens problemer fra kyst til kyst og fra storby-slum til udkants-døs.
Tekst:Tonny VormFoto:Fred Hayes/The Weinstein Company

DEM, INGEN SAVNER

’Wind River’ (2017) er en moderne western, der udspiller sig i et indianerreservat i det kuldslåede og sneklædte Wyoming. Hertil ankommer en uerfaren kvindelig FBI-agent (Elizabeth Olsen) for at opklare drabet på en teenagepige. Pigen er tilsyneladende blevet mishandlet og voldtaget, inden hun er flygtet barfodet ud i den iskolde nat, hvor hun er frosset ihjel.

Sagen viser sig at være lige så kringlet at finde rundt i som egnens store vildmark, og først da en lokal jæger (Jeremy Renner) træder i karakter, begynder konturerne af en større forbrydelse at tegne sig. Den debuterende instruktør Taylor Sheridan vandt instruktørprisen i Cannes for dette rystende, stemningsfulde drama, der gør det klart, at mordet på pigen har rødder i et samfundsmæssigt problem, nemlig det hvide USA’s behandling af en af landets mest marginaliserede befolkninger, de indfødte amerikanere. Pointen slås fast lige inden filmens afsluttende rulletekster, hvor det fortælles, at man fra officielt hold fører statistik over savnede personer i USA – bortset fra savnede indianerkvinder. 

Kan blandt andet streames på Filmstriben.

FØDT TIL AT FEJLE

’Demon Copperhead’ er en vred, stærk og glimtvist morsom murstensroman, der skildrer et udkants-USA i bjergegnen Appalacherne, hvor opioid-feberen brænder stærkt, og hver dag er en kamp for overlevelse. Her bliver romanens fortæller Damon Fields født på toiletgulvet i en trailerpark af en enlig teenagemor, der er misbruger og ryger ind og ud af afvænningsklinikker. Hun er ikke ”en del af ligningen”, som han siger. ”Det var mig, der havde den sværeste opgave.”

Damon, der kaldes ’Demon’ på grund af sit røde hår, må nemlig klare sig selv både hjemme i traileren med sin stedfar og i skolen og senere hos plejefamilierne, på footballbanen og i de tilfældige job, han siden får. De små samfund omkring ham er plaget af fattigdom og vold, alkohol og stoffer, og spørgsmålet er, om Damons ukue-lighed, intelligens og humor er nok til at knække misbrugsmønsteret og sikre ham en nogenlunde anstændig form for tilværelse. Barbara Kingsolvers bog vandt USA’s fornemste litterære pris, Pulitzerprisen, sidste år og er netop udkommet på dansk. Første sætning: ”Først blev jeg jo født.”

Udkommet på Gyldendal.

Foto: Gene Page/Hulu

BEDØVENDE LIGEGLAD

’Dopesick’ (2021) handler om USA’s omfattende opioidkrise, der ødelægger hele samfund og årligt sender tusinder i døden. Tv-serien udspiller sig – ligesom den handlingsmæssigt beslægtede roman ’Demon Copperhead’, i Appalacherne, hvor den håbløse tilværelse ofte dulmes med druk og smertestillende piller. For mange starter afhængigheden med en recept på OxyContin, hvilket også er tilfældet for seriens Betsy (Kaitlyn Dever), der har dårlig ryg, men endnu dårligere råd til at blive hjemme fra jobbet i den lokale mine.

OxyContin fremstilles af medicinalgiganten Purdue Pharma, der i fiktiv form er seriens store skurk og skabt af en velhavende grisk familie uden moralske grænser. Over for dem står både samvittighedsfulde amerikanske politikere og et ressourcesvagt retssystem, der på det nærmeste er magtesløst, når landets store firmaer begynder at spille med musklerne. Serien er inspireret af bogen ’Dopesick: Dealers, Doctors and the Drug Company That Addicted America’ (2018), skrevet af journalisten Beth Macy.

Kan streames på Disney+.

STOF TIL EFTERTANKE

Don Winslow har i en række romanværker belyst, hvordan narkokriminaliteten forgrener sig ud i alle kroge af det amerikanske samfund. Hovedværket er den episke trilogi, der starter med ’I hundenes vold’ (2005) og afsluttes med ’Grænsen’ (2019). Anslaget i begge titler er ligesom i bind to, ’The Cartel’ (2015), som vi ikke har fået på dansk, USA’s krig mod de mexicanske narkokarteller, og i ’Grænsen’ trækker Winslow for alvor konflikterne ud på hjemlandets gader.

Seriens gennemgående hovedperson er Art Keller fra det amerikanske Drug Enforcement Agency, DEA, hvis efterforskning og kamp for at stoppe heroinhandlen sender ham fra slumkvarterernes stinkende narkobuler og moderne statsfængsler til en korrupt politisk administration styret af en Trump-lignende præsident, der er dybt involveret i både ejendomshandel og hvidvaskning af narkopenge. Art Keller er, viser det sig, ikke kun i krig med de mexicanske karteller, men også sit eget fortabte land. Første sætning: ”Keller ser barnet og kikkertsigtet i samme øjeblik.”

Udkommet på Harper Collins.

ALT ER PÅ SPIL

Kendrick Lamars ’Mr. Morale & The Big Steppers’ (2022) skildrer et dybt traumatiseret og skævvredet USA. Det tekstmæssige afsæt er rapperens egen opvækst med en følelseskold far, en mor, der blev voldtaget, transkønnede familiemedlemmer og venner, der blev dræbt eller fængslet. Rytmen er rastløs og iblandet elementer fra både jazz og funk, og med sin cykliske melodik afspejler den tilværelsen for et hjemsøgt sort USA forankret i flere hundrede års slaveri, fattigdom og racisme.

”They raped our mothers, then they raped our sisters / then they made us watch, then made us rape each other,” lyder det et sted på dobbeltalbummet, der også runder wokeness og cancel culture, COVID og kapitalisme, pillemisbrug, giftig maskulinitet og alt, hvad der ellers er med til at ødelægge små liv og store samfund i det moderne USA. Sort protestmusik – fra Paul Robeson og Billie Holiday til Marvin Gaye og N.W.A. – har ofte været enten appellerende eller aggressiv i sit udtryk. Kendrick Lamar favner begge dele, og ud over at belyse, hvad han kalder generational trauma, insisterer han på, at smerten kan heles ved hjælp af terapi, kærlighed og forandringer. 

Foto: A24

NÅR KRIGEN KOMMER

I ’Civil War’ (2024) sendes vi på en dystopisk og hæsblæsende rejse gennem et USA, der i den nære fremtid er revet over af en blodig borgerkrig. I filmen begiver en lille gruppe journalister sig fra New York mod Washington, hvor præsidenten har barrikaderet sig i Det Hvide Hus. Målet er at få et interview med ham og undervejs tage billeder af de slagmarker og øde landskaber, der møder dem. ’Civil War’ er ikke interesseret i de nærmere omstændigheder vedrørende de stridende parters bevæggrunde, eller hvordan krigen startede, og det er heller ikke en film, der prøver at forklare det spændte USA’s nuværende politiske dagsordener.

Rædslerne fra krige og konflikter rundtom i verden har brændt sig fast på nethinden hos den garvede krigsfotograf Lee Smith (Kirsten Dunst), men hun ved, at det ikke er hendes opgave at spekulere over de etiske aspekter ved det, hun ser i linsen. Hendes job er at tage de billeder, som får andre til at stille spørgsmål. Nogenlunde samme ærinde synes instruktør Alex Garland at være ude i med sin film, der blandt andet pointerer, at USA’s største fjende er USA selv.

Kan blandt andet ses hos Blockbuster.

EKKO AF EN BRAND

Hvordan opnår vi et samfund uden racediskrimination? Spørgsmålet gløder i den farvede homo-seksuelle James Baldwins ’Næste gang ilden’, der er formet som to breve til forfatterens lille nevø. ”Dette uskyldige land anbragte dig i en ghetto, hvor det faktisk havde til hensigt at lade dig gå til grunde,” skriver Baldwin i bogen, der hviler på hans egne erfaringer fra opvæksten i Harlem og en ungdom præget af racisme og politivold og dertil en frygt så stor, at den, inden han flygtede til Paris som 24-årig, truede med at sætte sig som selvhad og bitterhed.

Essay-klassikeren fra 1963 fik en nærmest profetisk klang, da flere af USA’s storbyer de følgende år kogte over af raceoptøjer, og den er ligesom resten af Baldwins forfatterskab atter aktuel (og netop nyoversat til dansk) i en tid, hvor farvede, homoseksuelle, latinoer og andre af USA’s minoriteter kræver at blive behandlet, hørt og accepteret på lige fod med den hvide mand. I titlen ligger der også en advarsel om, at der vil følge bål og brand i gaderne, hvis ikke det snart sker. Første sætning: ”Jeg er begyndt på dette brev fem gange og har revet det i stykker fem gange.” 

Udkommet på Gyldendal.

IKKE JUST DISNEY

Den arketypiske amerikanske fortælling om spændingen mellem sol og skygge udspiller sig oftest i Californiens velkendte noir-kulisser, men i instruktør Sean Bakers film ’The Florida Project’ befinder vi os, som titlen antyder, i den lige så solrige stat på østkysten. I skyggen af Disney World i Orlando ligger et lyserødt motel ved navn The Magic Castle. Her bor Moonee (Brooklynn Prince) på seks år med sin 22-årige enlige mor Halley (Bria Vinaite), der har droppet jobbet som stripper, fordi kunderne mente, at de havde ret til at få mere for pengene.

Trods navnet er der ikke meget magisk over motellet, der flankeres af indkøbscentre, våbenhandlere, stripklubber og souvenir-shops, men Moonee boltrer sig ubekymret med sine to bedste venner, spytter på fremmede gæsters biler og kravler over hegnet til de nærliggende byggepladser. Fantasien og energien er, hvad den amerikanske drøm er støbt af, og det har Moonee masser af, men ude på vejen drøner bilerne farefuldt forbi, og endnu mere truende ser det ud for Halley, der i kampen for at få økonomien til at hænge sammen ender i et uføre, som datteren aner, men ikke helt forstår. Trods den lille families dystre udsigter er der noget livsbekræftende og meget amerikansk over ’The Florida Project’, som i øvrigt var navnet på Walt Disneys store forlystelsespark i 1960, inden den blev bygget. 

Kan streames på Filmstriben.

SURVIVAL KIT

Bruce Springsteens gennembrudsalbum fra 1975 er måske en af de største musikalske skildringer af den amerikanske drøm. ’Born to Run’ handler om håb og længsler og fanger stemmen hos en ungdom vokset op i et udsigtsløst samfund og et politisk klima præget af arbejdsløshed, økonomisk krise og en Vietnam-krig, der koster menneskeliv og trækker ud til ingen verdens nytte. Fri abort, feminisme og homoseksuelles rettigheder blev heftigt debatteret i årtiet, hvis sociale og kulturelle klima på mange måder er sammenligneligt med det nuværende. På pladen fremmaner Springsteen en ung arbejderklasse, der føler sig svigtet, og som om natten indimellem ”could hear the whole damn city crying”, som han synger i ’Backstreets’.

I titelnummeret er hjembyen i New Jersey ”a death trap, a suicide rap/Oh baby we gotta get out while we’re still young” – og hele albummet en energiladet opfordring til at jagte ”the runaway American dream”, inden det er for sent. Kort efter ’Born to Run’ udkom, dukkede Springsteen op på forsiden af tidsskriftet Time, hvori han gav udtryk for, at hans sange primært handlede om ”overlevelse, hvordan du klarer dig helskindet igennem dagen”. Stemningen i USA på det tidspunkt understreges af, at Time i samme nummer skrev om mordforsøgene på præsident Ford, efterdønningerne af Watergate-skandalen og staten New Yorks dybe økonomiske krise.   

Foto: HBO

FOLLOW THE MONEY

Med afsæt i Baltimores narkohandel skildrer ’The Wire’ (2002-08) et moderne USA præget af stærke race- og klasseskel. I seriens mange parallelle handlingsspor møder vi ud over pushere og betjente også skolelærere, journalister, fagforeningsledere, havnearbejdere, politikere og jurister, hvis fortællinger smelter sammen til et billede af et fragmenteret og forældet samfund, der paradoksalt nok kun hænger sammen på grund af penge og kriminalitet. Landets retslige og politiske institutioner er præget af korruption og forfald, og systemet tjener udelukkende de velhavendes interesser, mens tilværelsen for de mindre heldige er ved at smuldre.

I en af seriens nøglescener udspørger detektiven Jimmy McNulty (Dominic West) en ung sort mand om en dreng, der ligger myrdet foran dem. Den døde dreng var ofte med til terningspil på fortovet, men når der var mange penge på spil, stjal han dem og stak af. McNulty spørger, hvorfor drengen så fik lov at være med. ”Det’ Amerika, mand,” lyder svaret. Mere end 20 år efter serien første gang blev vist på HBO, kåres den ofte som en af amerikansk tv-histories bedste, hvilket naturligvis også skyldes, at den stadig er relevant. 

’The Wire’ kan streames på Max.

Tonny Vorm er cand.mag. i amerikanske studier, forfatter og kritiker ved Information.

/

Dødens sladrehanke

Da to lokale brødre gav oplysninger til fjenden, blev over en fjerdedel af borgerne i den ukrainske landsby Hroza dræbt i et russisk missilangreb. Stefan Weichert tog til den lille by tæt på fronten, hvor man konstant kigger sig over skuldrene.
Tekst og foto:Stefan Weichert

KIRKEGÅRDEN ER FYLDT til bristepunktet. De blå-gule flag svæver i vinden over de mange nye grave, der er dækket af store plastikbuketter, og ved foden af korsene er der fotos af de døde, blandt andet af et seksårigt barn. I den lille østukrainske landsby Hroza mistede 59 mennesker sidste år livet, da et russisk missil ramte den lokale café under en mindehøjtidelighed for en ukrainsk soldat. Angrebet, der rev utallige familier itu, og som FN har undersøgt som en krigsforbrydelse, slog omkring en fjerdedel af byens borgere ihjel, og det sendte graveren på overarbejde på kirkegården, der måtte udvides til de omkringliggende marker. 

Værst gik det ud over gaden Samarska, hvor 23 personer døde ifølge de lokale. 70-årige Volodymyr Mukhovaty mistede sin hustru, sin søn og sønnens hustru i angrebet. Han sidder på en bænk ude foran sit lille landsbyhus iført en grå jakke, som han har knappet op på grund af varmen.

”Nogle gange vågner jeg op om natten og begynder at græde. Jeg kan også mærke tårerne presse sig på, når jeg taler om det. Det går bedre nu, men jeg har svært ved at komme over det. Traumerne vil altid plage mig,” fortæller Volodymyr Mukhovaty, der ved en tilfældighed ikke fulgte sin kone til mindehøjtideligheden 5. oktober 2023. 

”Andre nætter kan jeg høre min hustrus stemme. Jeg løber forvildet ud i mit undertøj for at lede efter hende på gaden, før det går op for mig, at hun er død. Det er brutalt. Det er som at genleve det hele en gang til,” siger han og slår sig på venstre bryst for at vise, at smerten sidder gemt i hjertet. 

Volodymyr Mukhovaty har boet i landsbyen Hroza hele sit liv.

Volodymyr Mukhovatys barnebarn, 24-årige Alexander, bor lidt længere nede ad gaden. De forsøger at gå gennem sorgen sammen, men pensionisten Volodymyr har svært ved at finde ud af, hvad han skal gøre. Det var hustruen, der stod for det med følelserne i familien. Det var hende, der altid vidste, hvad der skulle gøres. Ikke kun det huslige, hun var omdrejningspunktet i familien, især for børnebørnene. 

”Jeg kan ikke engang finde ud af at bruge vaskemaskinen. Jeg vasker i hånden og er begyndt at lære at lave mad igen. Alt er svært for os alle. Jeg havde i det mindste mange gode år med min hustru. Jeg er allerede en gammel mand, men hvad med alle de unge, der har fået deres liv knust? Hvad skal de dog gøre?” spørger Volodymyr Mukhovaty. 

”Hvad pokker skal jeg gøre?” spørger han og tilføjer, at mange af de døde, såsom hans hustru, blev revet i stumper og stykker af den voldsomme eksplosion, der fik jorden til at ryste, som var det et jordskælv, der havde ramt Hroza. 

36 kvinder, 22 mænd og et barn døde i eksplosionen. Nogle blev fundet uden arme og ben, andre blev næsten ædt op af flammerne, og nogle af kisterne indeholder derfor kun få ligdele. 

TILFÆLDIG DØD FRA OVEN

Missilangrebet i Hroza fandt sted 5. oktober 2023 under en mindehøjtidelighed for en falden ukrainsk soldat. 59 mennesker døde – 36 kvinder, 22 mænd og et barn. Angrebet fik stor opmærksomhed i den vestlige presse, og den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj kaldte det terrorisme og russisk folkemord. Den ukrainske sikkerhedstjeneste meldte kort efter ud, at det var to brødre fra landsbyen, som havde givet russerne tidspunkt og koordinater. FN har undersøgt angrebet og konkluderet, at alle dræbte var civile.

FØR DEN RUSSISKE invasion af Ukraine i februar 2022 havde Hroza omkring 300 indbyggere. Mange flygtede, i takt med at de russiske soldater krydsede grænsen. Landsbyen kom under russisk besættelse kort efter og blev først befriet syv måneder senere under en ukrainsk modoffensiv samme år. 

Hroza, som på ukrainsk betyder ’tordenvejr’, er på mange måder en normal landsby i Østukraine. Siden Sovjetunionens fald er arbejdspladserne forsvundet, og mange lever af deres forvoksede køkkenhaver og af høns og køer og andre dyr, der render rundt i byen, 

Nogle borgere har tilmed nogle få hektar, som de dyrker med gamle sovjetiske traktorer, der jævnligt høres brumme gennem de små gader. Den øgede velstand, som Ukraine har oplevet siden uafhængigheden fra Sovjetunionen i 1991, er ikke rigtig nået til Hroza. 

Før de russiske kampvogne væltede over grænsen, var politik noget, der foregik i den ukrainske hovedstad Kyiv og ikke noget, man snakkede om. Men invasionen ændrede alt. Et par huse længere nede ad gaden fra Volodymyr Mukhovaty boede familien Mamon i et murstenshus. Husets to sønner, 30-årige Volodymyr og 23-årige Dmytro – der før invasionen havde arbejdet for det ukrainske politi – hoppede hurtigt over på russernes side under besættelsen. 

Flere lokale forklarer, at russerne stjal landbrugsmaskiner samt metal fra en lokal virksomhed, da de besatte Hroza. Russerne holdt sejrsparade, kampvogne fræsede gennem byen og hvirvlede støvskyer op, og der var kontrolposter flere steder i landsbyen.

Her stod de to brødre og hjalp invasionsstyrken med at holde byens beboere i skak.  

Pensionisten Volodymyr, der ofte drak øl og stærk ukrainsk vodka med familiens far, var chokeret. Han havde ingen anelse om familiens kærlighed til Rusland, og da russerne flygtede, stak familien Mamon også af. Han troede, at det var så det. 

MEN EFTER MISSILANGREBET kom det frem, at de to brødre havde givet russerne nys om mindehøjtideligheden. Den ukrainske sikkerhedstjeneste SBU fremviste beskeder, som viste, at de to brødre havde holdt kontakten til andre lokale i Hroza og den vej igennem fundet ud af, hvor og hvornår mindehøjtideligheden skulle afholdes. 

”Jeg forbander dem, når jeg går forbi deres hus. Hvordan kunne I gøre det? Hvordan kunne I finde på det? Det er så forfærdeligt. Vores børn legede sammen. Vi er døbt det samme sted. Jeg kan simpelthen ikke fatte det,” siger Volodymyr Mukhovaty om familien og de to brødre, der menes at befinde sig i Rusland.

Volodymyr Mukhovaty spytter mod huset, når han går forbi. Det må være hjemsøgt, forklarer han, og derfor holder de lokale sig også langt væk fra huset. Nogle af de lokale har overvejet at brænde det ned, da huset stadig står og minder alle om familien Mamon og deres forræderi. 

”Jeg vil bare gerne have, at de bliver fanget og sat af her hos os. Så skal vi nok selv tage os af dem,” siger han, mens gæs og høns render rundt på grusvejen.

”Mit barnebarn Alexander gik endda i skole med Dmytro Mamon. Nu er Dmytro skyld i, at begge hans forældre er døde. Jeg kan ikke fatte det.” 

Forræderiet har fået mange til at kigge sig en ekstra gang over skulderen. Fronten og de russiske soldater er blot 40 kilometer væk, og det er ikke til at sige, om der er andre kollaboratører blandt de tilbageværende. En bekymring, mange lokalsamfund i hele Ukraine siden invasionen har delt.

Pludselig er det ikke til at vide, hvem man kan stole på. Det stille og rolige landsbyliv virker nu som en illusion, og troen på det gode i mennesker er begyndt at smuldre. Volodymyr Mukhovaty forklarer, at mange, ældre især, har et positivt syn på tiden under Sovjetunionen, hvor der altid var arbejde. Hvor staten tog sig af alle. 

Han er enig i, at livet var nemmere, da tilværelsen fra fødsel til grav var skrevet i sten. Men han kan ikke forstå, hvordan det kan få folk til direkte at forråde deres egne. 

”Jeg kan sige det klart. Putin vil bare ødelægge alting. Det burde være synligt for os alle sammen nu. Hvis de kommer igen, bliver jeg bare en slave.”

LIUBOV OG VALERIY KOZYR mistede datteren Olga, svigersønnen og svigersønnens forældre i missilangrebet. 55-årige Liubov og 62-årige Valeriy deltog ikke selv i mindehøjtideligheden med de tre børnebørn. I stedet kunne de se missilet slå ned i cafeen, der var et samlingspunkt for Hroza og fungerede som forsamlingshus. 

Valeriy Kozyr var ude at se til grisene i baghaven, da der pludselig lød et stort brag. 

”Jeg faldt bare til jorden. Jeg løb mod huset og så, at cafeen var ramt. Jeg hoppede på cyklen og hastede mod stedet. Selv græsset brændte. Alle var døde. Alle var væk. De havde nok lige sat sig ned for at spise,” siger Valeriy Kozyr, mens han tænder en smøg ude foran huset og peger mod cafeen, hvor alle større fester blev afholdt.  

Tre børnebørn blev forældreløse, og Valeriy og Liubov Kozyr måtte træde til. En talemåde siger, at tiden læger alle sår, men det er Valeriy uenig i: ”Jeg kommer til at leve med den her smerte resten af mit liv. Det går ikke en dag, uden at jeg tænker på dem og græder. Nu er vi børnebørnenes tætteste familie, og det er min grund til at leve.” 

Hans kone bryder ind og forklarer, at datteren Olga og børnebørnene kun boede to huse længere nede ad vejen. Der er så mange minder bundet op på stedet. Hun kan se for sig, hvordan hendes datter løber op og ned ad grusvejen efter familiens høns. Hvordan hun leger gemmeleg med de andre børn omkring træerne eller svømmer med de andre børn i landsbyens lille sø.  

”Jeg tror ikke, at du kan forstå vores smerte. Forestil dig, at du kigger på en anden person, der har skåret sig. Det bløder. Du kan se det, men du kan ikke selv forstå, præcis hvor ondt det gør, hvis du ikke har prøvet det.”

Ægteparret Kozyr mistede deres datter og svigersøn i angrebet og passer nu både gården og tre forældreløse børnebørn.

VALERIY KOZYR GÅR om i baghaven. Da han åbner havelågen, stormer en gruppe høns ud for at få næbbene i det grønne græs. Han lader dem gå og viser den lille grisestald i baghaven, hvor grisene nysgerrigt følger ham med øjnene. 

Det er ikke længe siden, at familien slagtede en af grisene, og Valeriy Korzyr byder på ukrainsk salo, der minder om urøget bacon og spises med tørt, mørkt brød. Ofte følger der også vodka med.

”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det for jer i Danmark. Det er måske håbløst, for hvordan vil I kunne forstå det? Det gør ondt indeni. Hele tiden. Du gør alt rigtigt i dit liv. Du passer dig selv, tager vare på din familie. Ser børnene vokse op. Ser dem lære nye ting. Du har måske ikke meget, men nok til dagen og vejen. Og så kommer russerne pludselig. Og så er freden afløst af døden. Ødelæggelser, smerte. Du forsøger at vågne op, men det er ingen drøm. Det er måske bedst, hvis I danskere ikke kan forstå det, for det betyder, at I har et godt liv. Jeg håber aldrig, at I vil føle den her smerte” 

Lige nu er Hroza på ukrainske hænder, men det kan hurtigt ændre sig, da russerne presser hårdt på ved fronten 40 kilometer væk. Det er muligt, at russerne kan bryde igennem de ukrainske forsvarsværker. Derfor har Valeriy pakket en taske med de vigtigste dokumenter, så familien straks kan stikke af i bilen. Aldrig igen vil han være under Rusland. 

”Vi har aldrig bedt Putin om at komme her. Det er, som om russerne intet hjerte har. Hvis folk ikke hadede dem før, så gør mange det nu.” 

En undersøgelse lavet af Kyiv International Institute of Sociology viser, at andelen af østukrainere, der gerne vil være en del af Rusland, er faldet fra 28 procent i 2013 til 11 procent i invasionsåret 2022 og ned til blot én procent i dag. Andelen af ukrainere, der tror, at Ukraine kan besejre Rusland, har samtidig taget et fald siden 2022, hvor 80 procent troede på sejren, til 60 procent i dag. 

”Jeg vil bare leve i et frit Ukraine med mit ukrainske flag. Om jeg er rig eller fattig, er ikke vigtigt,” siger Valeriy Kozyr, der pludselig bliver afbrudt af sin kone, der vil på markedet i nabobyen og brokker sig over, at manden har ladet hønsene gå frit. Han finder en stor kæp frem og jager med besvær hønsene tilbage igen.

DA RUSSERNE KOM 

Den fulde russiske invasion af Ukraine startede 24. februar 2022. Rusland forsøgte blandt andet at indtage den ukrainske hovedstad Kyiv i de første dage, men det slog fejl. I løbet af 2022 var Ukraine i stand til at slå Rusland tilbage fra Kharkiv og Kherson, hvor de blandt andet genvandt kontrollen med landsbyen Hroza, der havde været besat i syv måneder.

I UDKANTEN AF Hroza, tæt på byens kirkegård, sidder fire landmænd og drikker cognac foran en lade. 60-årige Anatoly Dolganin, der har mistet sin søster i missilangrebet, har taget plads i en gammel rød sofa og tager rigeligt for sig af den ukrainske salo. Tomme ammunitionskasser hænger på væggen bag ham. En hestesko, der symbolsk hælder nedad, pryder også den hvide ydermur. De fire landmænd har hver især omkring fem hektar, som de samarbejder om at dyrke. 

En sovjetisk Lada står i laden nær en slidt traktor fra Belarus, der udfører det hårde arbejde på markerne. Det har den gjort i årtier, og det er der ikke råd til at lave om på. 

Anatoly Dolganin læner sig tilbage i sofaen. En af de andre landmænd rusker hans mave, så fedtet bævrer, og siger, at her er et bevis på, at livet ikke er helt dårligt. Mavens ejermand ryster på hovedet over sin kammerat og har svært ved at beskrive, hvordan han har det. Alle lever fra dag til dag i Hroza, og landmændene går ikke så meget op i politik. Det betyder dog ikke, at de elsker Rusland, langtfra. Politik er bare ikke noget, de traditionelt er gået op i, for selv om Ukraine er et demokrati, er det, som om demokratiet ikke rigtig er nået ud til dem her i Hroza. Her er folk vant til, at beslutningerne bliver truffet andetsteds i de større byer, som det altid har været. Under Sovjetunionen var det bare i Moskva i stedet for i Kyiv. De har i generationer lært at holde hovedet bøjet i forsøget på at få det bedste ud af situationen: pløje markerne og tage sig af børn og børnebørn. Derfor har de heller ingen planer om at flygte, hvis russerne kommer igen. De vil fortsætte med at gøre som altid, siger Anatoly Dolganin.

”Russerne har jo været her før. Dér fortsatte vi også med at pløje, så og høste. Det kommer vi til at gøre igen. Jeg har ingen planer om at tage nogen steder hen. Hvor vil de også have brug for os? Det har jeg svært ved at se.” 

Landmændene byder på cognac, svinefedtet og det mørke brød går på omgang, og de fortæller, at de har svært ved at forestille sig, hvordan danskerne ville overleve, hvis det var os, der skulle ud i mudrede skyttegrave og slås med russerne. 

Anatoly Dolganin og hans venner tager ingen steder hen, hvis russerne kommer tilbage.

ANATOLY DOLGANIN rejser sig fra den knagende sofa og byder stolt gæsten ind i sin gule Lada, som han købte kort før invasionen, og som vistnok er hans kæreste eje. Det kan godt være, at radioen ikke virker, men han er ligeglad, han kan alligevel ikke lide musik. På bagsædet ligger en rusten sav, og den gamle Lada kæmper sig ned ad en hullet vej, hvor han gør stop ved nogle birketræer og viser, hvordan han langsomt tapper saft gennem et plastikrør, der er presset ind i træet. ”Gratis saftevand,” siger han. 

”Vi lever så godt, vi kan. Vi gør, som vi altid har gjort,” siger han og kører hen til sit intakte landsbyhus i nærheden af det bombede forsamlingshus. Murbrokkerne er fjernet, og kun få ødelagte bygninger står tilbage. Blomster ligger på jorden sammen med de mange lys, som folk har tændt for at mindes de dræbte. Det er planen, at der skal opføres en engle-statue til minde om dem, men ikke alle er lune på ideen. Anatoly Dolganin ved ikke, hvad han selv skal tænke. Måske var det bedre at bruge pengene på landsbyens borgere? 

I baghaven til sit hus viser han sine høns og ænder. En anden – ødelagt – Lada står i haven blandt skrald, et gammelt badekar og en afmonteret håndvask. 

”Det er måske ikke meget, men det er mit. Livet her er svært lige nu. Vi sørger alle. Selv dem, der ikke har mistet nogen, men jeg kan ikke forestille mig at bo noget andet sted end her. Det er mit liv, mit hjem. Det er her, jeg hører til.” 

10 ÅR TIDLIGERE

Krigen i Ukraine tog sin begyndelse allerede i 2014 efter Maidan-revolutionen, hvor hundredtusindvis af ukrainere gik på gaden for at fjerne den daværende præsident Viktor Janukovitj. Han havde afvist et flertal for en associationsaftale med EU for i stedet at vende sig mod Rusland. Det fik store protester til at bryde ud, og det endte med, at præsidenten måtte flygte. Kort efter brød krigen ud i Østukraine, og Rusland annekterede Krim-halvøen.

TILBAGE PÅ GADEN Samarska viser 24-årige Alexander, Volodymyr -Mukhovatys barnebarn, sin Lada frem. Det er en model 1500, og bilen, der blev bygget i Sovjetunionen i 70’erne, er den dyre af slagsen med to sæt forlygter. På bilen har Alexander printet et dødningehoved og det ukrainske våbenskjold, og indeni hænger et billede af jomfru Maria, for bilen har ingen airbag og er uden seler, så den er plastret til med religiøse symboler for at give lidt beskyttelse. 

Alexander Mukhovaty kæderyger den ene cigaret efter den anden, og efter at han har gjort rent hos sine grise, tager han på en tur til nabobyen Shevchenkove. Her skal han hente tre venner, der i aften har aftalt at grille kylling og pølser over bål. Han sætter sin mobiltelefon til bilradioen, og mens Eminems hits brøler ud af højttalerne og ud gennem de nedrullede bilvinduer, pifter han ad kønne piger, da Ladaen humper ind i Shevchenkove. Før invasionen elskede han at lave TikTok-videoer med sine venner, hvor de lod, som om de rappede. En af dem, der var med, var 23-årige Dmytro Mamon, ham, der forrådte Hroza og dermed var medskyldig i Alexanders forældres død.

”Vi festede sammen. Vi voksede op sammen. Jeg hader ham virkelig, ” siger Alexander, der savner sine forældre og plejede at bruge utallige timer med sin far. Hans mor var, som i mange andre familier, hende, der bandt det hele sammen og holdt ham i skak. Nu er hun der ikke længere til at sørge for, at han ikke laver ulykker, men han kan stadig mærke hendes ånde i nakken. Som om hun kigger ned på ham fra en sky i himlen.

Alexander Mukhovaty elsker sin Lada, men hader russerne og vennen, der forrådte landsbyen.

VEJENE ER HULLEDE i Shevchenkove, og den gamle Lada knager. Bilen, der er designet til at ligne en Fiat 124, har 71 hestekræfter og svært ved at komme over bakkerne. Mens Alexander Mukhovaty venter på de tre venner i byen, kommer en drukkenbolt over for at bede om penge. Bag rattet vifter han ham væk og fortæller, at Ukraine har problemer med alkoholisme, især i de mindre samfund, hvor elendigheden efter Sovjetunionens fald har fået en del skæbner til at forsvinde i en rus af billig vodka. Kapitalismen har ikke været god for alle.  

De tre venner griner, da de ser, at Alexander har slæbt en journalist med. På turen tilbage spotter de en fasan på vejen, og kammeraten Vlad stormer ud af bilen for at få den til at flyve. Han vil se den flotte fjerpragt, men fasanen løber bare væk. Ved landsbyhuset fylder de bagagerummet med træ, før turen går hen over en markvej til en lille sø. 

Kyllingen simrer hurtigt over bålet, mens Alexander viser videoer af diverse drukture på sin mobil fra før den russiske invasion. Dmytro Mamon dukker op igen og igen på videoerne. Han var en del af slænget. Vennerne kan ikke begribe, hvad han har gjort. 

”Det er bare ikke fair, men vi kan ikke gøre noget ved det. I hvert fald ikke lige nu,” siger Alexander Mukhovaty. 

Han stikker sin kniv i kyllingen, kødet er færdigt, og der er snart udgangsforbud.

Efter missilangrebet ville Alexander, der har et dødningehoved tatoveret på sin venstre underarm, melde sig til hæren for at give russerne igen. Men hans tante slog i bordet, hun ville ikke kunne bære, at hun også skulle miste ham. Han makkede ret, men ukrainske mænd over 25 år kan nu blive mobiliseret til hæren, så Alexander venter på sin fødselsdag. Så kan det være, han får sin vilje: 

”Vi er nødt til at stoppe dem. Vi har intet andet valg.”

Stefan Weichert bor i Ukraine, hvor han arbejder som korrespondent for danske og internationale medier. I 2022 blev han sammen med en dansk kollega ramt af skud fra russiske styrker. Efter et hospitalsophold i Danmark tog han tilbage.

/

Den store rustur

Verden væltede mod vest, da Sovjet og østblokken faldt. ’Det vilde øst’ blev stedet for hurtige penge, store muligheder og ideen om at præge Rusland i demokratisk retning. Med en vis Vladimir Putin i kulissen tog mange danske virksomheder chancen, men i dag er skål-glasset tomt, og især Carlsberg har fået hug i snablen. To år efter invasionen af Ukraine gør Ud & Se status.
Tekst:Morten HanstedFoto:Harboe

NÅR PILSNER-ØLLEN Baltika No. 3 triller hen ad tappekolonnerne på det tidligere Carlsberg-ejede bryggeri i udkanten af Sankt Petersborg, har etiketterne fået tilføjelsen ’Smagen fra 1992’. 1992? Ja, det var året, da bryggeriet Baltika sidst var på russiske hænder, inden magten gled over til bryggere fra Norden. I dag har russerne revet ejerskabet ud af danske hænder, og for at føje spot til skade har direktør Taimuraz Bollojev nu også sin egen signatur på etiketterne. Han blev første gang Baltika-direktør, dengang bystyret i Sankt Petersborg med en nærmest ukendt Vladimir Putin i spidsen søgte udenlandske investorer. Efter årtiers fravær er den nære ven af Putin nu tilbage i direktørstolen, mens Carlsberg ømmer sig efter at have set 20 milliarder kroner forsvinde ud i den blå luft.

Bryggeriets nye magthavere fremviser gerne Baltika for den russiske offentlighed. Ledelsen ønsker, at bryggeriet – et af Europas største – bliver en turistattraktion, ligesom Carlsberg, den retmæssige ejer, er det i København. På den app, som russerne også bruger til at booke teater- og koncertbilletter, kan enhver købe billet til et besøg på det, der efter den kolde krigs afslutning i starten af 90’erne stod som et præmieeksempel på samarbejde mellem øst og vest. Bookingen afsluttes ved et tryk på kupit – køb – og overførsel af 800 rubler – cirka 60 kroner. Derefter er det bare at hoppe på Sankt Petersborgs blå metrolinje til næstsidste stop, Prospekt Prosvesjenija, hvor en turistbus fra bryggeriet holder klar til at fragte gæsterne det sidste stykke til det store trofæ.

Foto: Alexey Panov/AFP/Ritzau Scanpix

DET BEGYNDTE ELLERS så godt. I september 1989 kunne Danmarks Radio og det nystartede TV 2 åbne deres aftenudsendelser med verdenshistoriske optagelser af østtyske biler, der rullede over grænsen til Ungarn og videre mod Vesten. Få måneder senere faldt Berlinmuren, i 1990 ophørte DDR med at eksistere, og alle spejdede mod Sovjetunionen, Vestens modstandere i James Bond-filmene: Hvad ville der ske? I 1991 kom svaret: En augustdag rykkede tanks ind i gaderne i Moskva og gav igen ikoniske billeder til verdens­pressen. Kort efter var det slut med Sovjetunionen, det kommunistiske regime var ovre, den kolde krig og det evige fjendskab mellem øst og vest var forbi. 

Sammenbruddet i øst skete med vestlige erhvervsfolk i hælene, og Lars Gudbergsen var blandt de første danskere, der var øjenvidne til de vilde forandringer. Den dengang 26-årige revisor arbejdede i København med d’Angleterre, andre hoteller og olieproduktion i Nordsøen som speciale, men så kom buddet om at være med til at åbne en ny afdeling af revisionsfirmaet Arthur Andersen i Moskva. 

”Jeg tænkte først ’aaahr’,” husker revisoren tre årtier senere, men alligevel var han frisk på en udstationering, og 31. marts 1992 sad den unge dansker i et fly på vej mod Rusland. Direkte fly fandtes ikke, og Lars Gudbergsen måtte mellemlande i Finland, før han om natten ankom til Moskvas internationale Sjeremetjevo-lufthavn. 

”På vej ind til byen tænkte jeg, hvordan pokker nogen kunne have troet, at det her var en supermagt. Der var mørkt, stille, ingen reklamer, ingenting,” husker Lars Gudbergsen. Ankomsten på hotellet bekræftede indtrykket: ”Møblementet var gammelt og slidt. Toiletpapir var der ikke noget af, det måtte man hente ude på gangen. Og selv om det var et hotel for udlændinge, kunne personalet ikke tale engelsk.”

I butikkerne brugte ekspedienterne stadig kuglerammer. Ofte var hylderne halvtomme, vestlige varer fandtes stort set ikke, de lokale varers kvalitet var tvivlsom, og smørret smagte surt. På gaderne lå fjernvarmerør, der ikke var gravet ned, og med isoleringen i laser. Og så var der øllet. Selv det var præget af forfald i det ellers alkoholglade land. Det var dovent, flaskerne slidte, etiketterne lasede. Men russernes lyst til kapitalisme fejlede tilsyneladende ikke noget.

”En af de overvældende ting var at se de gamle babusjkaer (ældre russiske kvinder, red.) gå ind i en butik, købe tre franskbrød til 45 kopek og gå ud og sælge dem på gaden for 90. Opbruddet og de nye tider var helt vildt spændende,” fortæller Lars Gudbergsen.

Dandys tyggegummi blev en kæmpesucces både i Rusland og andre sovjetrepublikker. Foto: Dandy

I ØSTJYLLAND FINDER man det første danske firma, der for alvor fik gennembrud i det nye Rusland. I Vejle var tyggegummifabrikken Dandy i 1991 klar over, at der bogstaveligt talt ikke var et sekund at spilde. Dandy, dem med Stimorol, havde opdaget, at de russiske tv-stationer var begyndt at bringe reklamer, og at man for en slik kunne booke en plads og nå ud til op mod 150 millioner seere. Russerne forlangte 3.000 kroner for et reklamespot, mens TV 2 i Danmark tog 80.000 kroner for det samme, og enhver kunne indse, at taksterne nok ville blive presset op, når andre firmaer i Vesten begyndte at opdage fidusen.

Dandys leder Lars Funder fortæller, at filosofien var, at selv i tider med trang økonomi har alle råd til en pakke tyggegummi. Tv-reklamerne havde Dandy i forvejen liggende fra andre markeder, og selvom det danske tyggegummi kun fandtes i få russiske butikker, skulle importørerne nok melde sig, når mærket blev kendt.

Snart kom andre danske virksomheder med. Dan Cake – nogle få kilometer fra Vejle – begyndte at sende sandkager og roulader. Fra Skanderborg kom der Samba-flødeboller, og Odenses Eventyr Is forsøgte sig med ispinde. Et fynsk landinspektørfirma, Lifa i Aarup, gik i gang med at hjælpe russerne med at opbygge et matrikelsystem, så der kunne komme bedre styr på, hvem der ejede hvad og hvilke ejendomme. Den slags uklarheder var en evig hindring, når vesterlændinge overvejede at investere. 

Nye regler gjorde det muligt frit at veksle rubler til dollar og andre valutaer, og kontanter var der pludselig rigeligt af. I datidens store københavnske indretningsbutik, Lysberg, Hansen & Therp, modtog man i hovedsædet tæt på Amalienborg bestillinger fra Moskva på renoveringer af lejligheder, hvor alene tæpper, møbler og gardiner kunne beløbe sig til millioner pr. bolig. På ordresedlerne stod også skudsikre ståldøre forsynet med læderpolstring. Inde i Moskvas centrum åbnede en Lego-butik, og B&O ankom også, når forbrugslysten nu var så uhæmmet. Som 90’erne skred frem, var der ofte kø til butikken i luksusshoppingcentret GUM få skridt fra Lenin-mausoleet, hvor soldater stadig holdt vagt om det balsamerede lig af manden og symbolet på den første russiske revolution i 1917.

Carlsberg gik i starten tøvende ind på det russiske marked. Privatfoto

CARLSBERG SÅ MAN til gengæld ikke meget til. Når Poul Svanholm, bryggeriets daværende topboss, blev spurgt om mulighederne, lød svaret, at Carlsberg var travlt beskæftiget andetsteds. Men meget hurtigt begyndte der alligevel at dukke danske øl op i det tidligere Sovjet – fra Skælskør, hvor Harboe havde tjent gode penge på at levere billige øl og sodavand til de på det tidspunkt nye discountbutikker i Danmark.  

Den nuværende direktør Søren Malling husker tydeligt mangelsituationen i Rusland. Han var som 18-årig med sin gymnasieklasse i Sankt Petersborg i 1990, da byen hed Leningrad, og Sovjetunionen endnu eksisterede.

”Det var som at træde ind i en helt anden verden. Vi så lange køer til butikker med fødevarer, og vi blev overfaldet af mennesker, der ville bytte deres bælter og jakker for vores cigaretter og cowboybukser. Penge havde de ikke,” husker Harboe-direktøren. Søren Mallings senere svigerfar Bernd Griese var direktør på Harboe og en af de allerførste, der var med på rusturen – dog først via Østtyskland. I januar 1990 – to måneder efter at Berlinmuren ophørte som grænse – deltog Harboe på messen Grüne Woche i Vestberlin. 

”Her mødte vi en østtysker, der var leder af et stort landbrugskollektiv. Han var godt klar over, at der ville komme til at ske noget, og hans familie ville gerne hjælpe os med at etablere os i Østtyskland,” fortæller Bernd Griese, der i dag er bestyrelsesformand i Harboe og i 2023 kunne fejre 50-års jubilæum i virksomheden. 

I marts 1990 åbnede Harboe et salgsselskab i DDR, som landet endnu hed, og begyndte at sende øl til det ukendte marked. Hvert land i Europa havde dengang sin egen valuta, og DDR-borgerne havde kun østmark, som danske banker ikke ønskede at modtage. Men Bernd Griese fortæller her 30 år senere med et smil om, hvordan det lykkedes Harboe at få en fordelagtig kurs på østmark mod at love, at man ville investere i et bryggeri i Østtyskland og dermed skabe hårdt tiltrængte arbejdspladser. 

Næste stop blev Estland, hvor Harboe i oktober 1991 forhandlede om at købe bryggeriet Viru Õlu tæt på hovedstaden Tallinn. Bryggeriet havde i kommunisttiden været ejet af et kollektiv, en såkaldt kolkhos, og maskinparken var langtfra af vestlig standard. Pasteurisering var ikke mulig, og øllet havde en holdbarhed ikke længere end mælk. 

Harboes overtagelse faldt på plads i januar 1992, og at der var kommet nye ejere, opdagede de estiske kunder blandt andet ved, at flaskerne havde kapsler med uforståelige tekster som ’Brugsen Let Pilsner’ og ’Mørkt Hvidtøl 33’. Der var tale om kapsler fra udgåede produktioner i Danmark, som Harboe sendte til det nye datterselskab.

Med den hurtige entré på markeder, som havde været utilnærmelige under den kolde krig, kunne Bernd Griese i juli 1992 godte sig i Berlingske Tidende: ”Normalt gælder det jo, at de store virksomheder æder de små. Men herovre siger jeg jo, at de hurtige æder de store.”

I MOSKVA STRØMMEDE det til med danskere. Gamle danske erhvervsnavne som den tidligere værftsdirektør Jan Bonde Nielsen og den tidligere Superfos-topchef Jørgen Trygved sås i byens gader, og på revi­sionskontoret fik den tidligere d’Angleterre-revisor og hans kolleger hurtigt for lidt plads. 

”Da jeg kom, var der 25 på kontoret. Da jeg stoppede i 1998, var vi 1.400. I løbet af årene flyttede vi kontor hvert andet år til større lokaler,” husker Lars Gudbergsen.

I Estland jamrede Bernd Griese til danske journalister over de dårlige teleforbindelser, men de var ikke bedre hos Lars Gudbergsen i Rusland. At komme igennem til København kunne tage flere timer. Selv noget så selvfølgeligt som at sende en telefax – datidens e-mail – var bøvlet, husker revisoren: ”Kontoret havde kun én linje, så der blev kun sendt fax om natten.”

Her var der dog hjælp på vej fra danske GN Store Nord. De var i gang med at lægge kabler over Østersøen, og i 1993 indviede den daværende russiske præsident Boris Jeltsin de nye, forbedrede teleforbindelser.

På revisionskontoret var de fleste af Lars Gudbergsens kolleger russere, der blev lært op efter Vestens regler.

”Det var unge universitetsstuderende. De lærte regler om regnskab, økonomi og så videre. Min største åbenbaring var, at russerne var ultrakapitalister. De kunne sagtens finde ud af at tjene penge.”

Det var stadig primært mindre og mellemstore virksomheder, der forsøgte sig i de første år. Den Gamle Fabrik – dem med marmeladen – slog sig ned i Petrosavodsk i nord. Frederiksborg Is – i dag Hansens Flødeis – tog til Perm. I løbet af de første par år nåede det danske golddigger-tal op på et halvt hundrede. En af dem var ’Pølse-Hans’ – Hans Ploug Olsen – der i sin studietid havde læst russisk, og som kom fra en stilling som lektor på en handelsskole i København. Han fik tilladelse fra Moskvas bystyre til at opstille tre vogne i nærheden af Kreml, hvor Boris Jeltsin regerede, og hvor Putin nu sidder. Pølsevognene kom fra en producent ved Limfjorden, de blev sendt på lastbiler til Moskva, og menu-skiltene havde al tekst på dansk – signalværdien ved, at produkterne kom fra Vesten, var vigtig. Det udnyttede Dandy også med deres amerikansk-producerede reklamefilm, som spillede på Vestens frihedsidealer.

En mindre skare danskere tog til Sankt Petersborg, hvor Udenrigsministeriet oprettede et konsulat. Ville man etablere et firma, skulle der søges om tilladelse hos bystyret. Det dansk-russiske handelsfirma Danros var blandt ansøgerne, og på dokumentet fra dengang optræder nederst en lidt gnidret underskrift med bogstaver, der læner mod højre og med et markant P i russisk version.  Skrevet af en dengang ukendt mand, der tidligere havde været KGB-agent i DDR: V.V. Putin.

Lubjanka-pladsen i Moskva med KGB’s hovedkvarter i baggrunden. Man kunne købe Bjørne Bryg i pølsevognene. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

PÅ BAREN NIGHT FLIGHT, 300 meter fra Den Røde Plads, der også gik under navnet ’Den svenske ambassade’, mødtes mange af de nytilkomne. Snart slubrede bryggerifolkene fra Skælskør også drinks på stedet, for det sjællandske bryggeri havde omkring 1993 fundet en russisk importør, der gerne ville købe Bjørne Bryg. Den hørte til bryggeriets stærkeste øl, og den passede godt til russiske ganer.

”Der var en masse boder uden for de store byer, hvor varer blev solgt fra containere, og hvor vi solgte alt, hvad vi kunne producere i Danmark og Tyskland,” husker Bernd Griese om landet, der i midten af 90’erne voksede til at være Harboes vigtigste marked. Op mod halvdelen af moskovitterne kendte til Bjørne Bryg – eller Bear Beer – viste Harboes målinger. Og eksporten indebar ikke økonomiske risici, for alt var i starten mod forudbetaling.

”Vi leverede til grænsen og havde ikke noget med selve salget at gøre. Hvordan de lavede deres interne forretning, blandede vi os ikke i,” fortæller Bernd Griese.

Men konkurrenter begyndte at dukke op. Bryggerigruppen i Faxe (i dag Royal Unibrew) havde kig på Rusland, og Carlsberg sendte i 1994 en af sine salgsfolk, Bent Hansen, til Moskva.

”Jeg var meget betænkelig ved det. Man havde lige haft fire årtiers kold krig, og det stod bestemt ikke i min egen karrierebog. Vi aftalte, at jeg tog derover i tre måneder,” fortæller Bent Hansen, der endte med at arbejde over 10 år i Rusland for danske og udenlandske firmaer.

Carlsbergs entré var ikke noget, der måtte koste for meget, og Bent Hansen havde et skrabet markedsføringsbudget, så der kunne ikke blive tale om at tæppebombe russerne med tv-reklamer, som Dandy gjorde.

”Importørerne havde næsten altid en tidligere KGB-mand ansat, der havde kontakter og kunne tale engelsk eller tysk. En af dem, jeg handlede med, talte flydende dansk. Indtil tøbruddet havde han siddet og skrevet flyveblade, der skulle kastes ud over Bornholm, fortalte han mig.” 

Bent Hansen var også med til at besøge flere bryggerier, der håbede, at Carlsberg ville overtage. Men de var i ussel stand, og investeringsviljen fra København manglede. 

Men selvom de internationale øl-giganter tøvede, havde en ukendt svensk-finsk duo i 1991 købt et andet estisk bryggeri, det flere hundrede år gamle Saku-bryggeri. Og der var stærke kræfter bag. På svensk side bryggeriet Pripps med en historie, der går længere tilbage end Carlsbergs, og med magtfulde investorer som Volvo i ryggen. Og på finsk side det yngre bryggeri Hartwall, hvis force var viden om det russiske marked i kraft af Finlands naboskab med Rusland. Starten kom til at gå i Estland, hvor den nye duo begyndte at sende pasteuriseret øl på markedet i konkurrence med Harboe.

VISSE FIRMAERS TØVEN var ikke ubegrundet, for forholdene var usædvanlige. I Rusland begyndte køberne at udtænke kreative metoder til at begrænse skatter og importafgifter. En af dem var at dirigere varer fra Vesten via diverse velgørende fonde, der kunne importere varer uden at betale afgifter. Der var konstant kamp om at få fat i de fonde, der havde de bedste privilegier. Også mere betænkelige fif dukkede op. På Eventyr Is i Odense oplevede eksportmedarbejderne, at deres russiske kunder bad is-firmaet om at udstede ekstra fakturaer med fiktive lavere beløb, som kunne vises i tolden. Den slags var naturligvis snyd, men blev normalt aldrig opdaget. En enkelt gang gik det dog galt for handelsfirmaet Danica, der havde sendt en last fiskeprodukter mod Rusland, som blev stjålet undervejs. Herefter opstod en tvist med forsikringsselskabet om, hvorvidt Danica skulle have forsikringsudbetaling i henhold til den falske faktura med det lave beløb, eller om det var den ægte, der gjaldt.

Ud over kreative fortoldninger skulle de udsendte danskere også vænne sig til likvideringer. Oftest gik de ud over russerne selv, men i 1996 kom de barske metoder til at koste amerikaneren Paul Tatum livet. Han havde med Moskvas bystyre og en tjetjensk forretningsmand været med til at omdanne et tidligere statsejet hotel i hovedstaden til et fornemt Radisson-hotel. Men selv om hotellet gav fint overskud, opstod der uenigheder. Lars Gudbergsen stod for hotellets regnskaber og fulgte derfor med i striden, der nåede sit klimaks 3. november 1996, hvor Paul Tatum blev likvideret med 11 skud på en metrostation tæt på hotellet. Mistanken var, at forretningspartnere stod bag, men ingen blev draget til ansvar for likvideringen.

I Aarhus oplevede byens smede også konsekvenserne af, at Rusland kunne være svær at navigere i. I midten af 90’erne havde det lokale skibsværft Aarhus Flydedok tilkæmpet sig en ordre på en stribe køleskibe til en russisk køber. Betalingen kom aldrig, og det endte med tab på over en halv milliard kroner, der kom til at koste skibsværftet livet.

DET RUSSISKE FARVEL

Carlsberg har mistet al kontrol med bryggerierne i Rusland. Flere tidligere ledere er nu draget i eksil i Vesten. En mulig erstatningssag pågår, og Carlsbergs nuværende ledelse har ikke haft mulighed for at deltage ikke i denne artikel.

Dandy solgte i 2002 sin fabrik i Novgorod til en multinational slikfabrikant.

GN Store Nord har ikke længere aktiviteter i Rusland.

Harboe har trukket sig tilbage til Skælskør, men afdelingen i det tidligere DDR er nu Harboes største bryggeri. Harboe kan stadig fås i Moskva, men nu laves de på et lokalt russisk bryggeri, der har stjålet navnet.

Royal Unibrews produkter findes stadig på det russiske marked. Bryggeriet har forgæves forsøgt at få sin tidligere russiske licenshaver til at stoppe produktionen.

Samba flødeboller har for længst skiftet ejere og standset eksporten til Rusland.

McDonald’s solgte i juni 2022 sine cirka 850 restauranter til en sibirisk forretningsmand efter at have åbnet sin første restaurant i 1990. En Big Mac hedder nu Big Hit, og kæden hedder nu Vkusno – I Totjka, der kan oversættes til ’Lækkert. Punktum’.

IKEA har lukket sine storcentre og satte i 2022 fire russiske fabrikker til salg. En kopi af centrene er siden kommet til under navnet Swed House, ejet af et belarusisk selskab.

Mercedes stoppede i marts 2022 sin produktion i Rusland og solgte sin forhandlerkæde til en lokal ejer.

Steff Houlberg leverer ikke længere pølser til Rusland.

Starbucks lukkede i maj 2022 sine russiske cafeer. I august genåbnede de under navnet Stars Coffee.

Volkswagen afhændede i maj 2023 sin kæmpemæssige russiske bilfabrik til en russisk køber.

PÅ TRODS AF MAFIA og korruption kunne nogle virksomheder dog få succes. Den svensk-finske duo, der havde konkurreret med Harboe i Estland, erhvervede i 1992 et bryggeri i nabolandet Letland, og en brygmester dér havde tippet duoen om, at Sankt Petersborgs bystyre søgte nye ejere til byens bryggeri, Baltika.

En af hovedmændene i forhandlingerne var den i dag 80-årige Hans Källenius, der var direktør på Pripps. Svenskeren tog til Sankt Petersborg med kolleger fra bryggeriet i Finland.  I måneder kørte forhandlingerne i tomgang, men på et møde fik Pripps-direktøren dette spørgsmål: ”Hvordan vil I have det med at arbejde sammen med en person fra KGB?” Det afskrækkede ikke Hans Källenius: ”Og så blev der trykket på en knap under bordet, og ind kom Putin.” 

Præcis den mand, som danskerne i Sankt Petersborg kendte som underskriver på deres certifikater.

Hans Källenius påpeger, at det hjalp på samtalen, at både han og Putin talte tysk. Sidstnævnte havde lært det fra sin tid som KGB-agent i DDR.

”Efter en måned eller to fik jeg melding fra russerne om, at Putin ønskede at fortsætte,” fortæller Hans Källenius, der inviterede russeren til Sverige med denne besked: ”Du er nødt til at komme og se, om vi passer til Baltika.” 

I Stockholm blev Vladimir Putin vist rundt på Pripps – et topmoderne bryggeri. Turen gik også til privaten, hvor Putin mødte Hans Källenius’ kone og børn. En slags erhvervsdating. 

”Vi vil behandle jer med respekt. Det var mit nøglebudskab til Putin. Et fredsbudskab kan man kalde det,” forklarer Hans Källenius, hvis hjem stadig er prydet med de porcelænstekander, Putin medbragte i værtsgave.

I 1993 var finnerne og svenskerne klar til at gå ind i Rusland med en kraft, ingen havde turdet før: De to nordiske bryggerier kom til at eje hovedparten af aktierne i Baltika, der hidtil havde tilhørt Sankt Petersborgs bystyre. Aftalen lagde op til, at medarbejdere og chefer kunne blive medaktionærer og få del i overskuddet, og at russeren Taimuraz Bollojev skulle stå i spidsen. Der skulle ikke ansættes udlændinge, og som udgangspunkt kom Pripps- og Hartwall-navnene ikke til at pryde ølflaskerne. Planen var i stedet at udvikle lokale russiske ølmærker med mærket Baltika som det store flagskib. Det var egentlig også planen, at Putin skulle have været direktør på bryggeriet. Det fortæller finnen Christian Ramm-Schmidt, som i 1997 tiltrådte som overordnet direktør. Men Putin havde andre planer. 

”Det er interessant at tænke på, hvad der var sket, hvis Putin var blevet ansat på bryggeriet og i stedet var blevet forretningsmand,” siger Christian Ramm-Schmidt.

Opskriften blev en succes. Den russiske bryggerichef havde med sin tætte forbindelse til Putin et bagland, der kunne holde den russiske mafia fra dørene. Vesterlændingene kom til gengæld med moderne teknologi og strategier, og nogle af Baltikas chefer kom på kursus på Den Skandinaviske Bryggerhøjskole, som lå i tilknytning til Carlsberg i København. De russiske ledere kom også på adskillige privatbesøg i Finland og Sverige ud fra devisen om, at en russer aldrig snyder en ven, fortæller Christian Ramm-Schmidt.

Nye Baltika-bryggerier kom hele tiden til. I 1995 et i Jaroslavl. I 1997 i Tula. I 1998 var tallet oppe på otte, herunder også bryggerier i Ukraine og andre tidligere sovjetrepublikker. Det, som Sovjet ikke havde magtet, evnede Baltika: at binde imperiet sammen. I 1998 var Baltika Sankt Petersborgs største skatteyder, og direktør Bollojev fortalte journalisterne, at han betragtede øl-industrien som lige så strategisk vigtig for Rusland, som bilindustrien havde været for Tysklands genrejsning efter anden verdenskrig. Det styrkede alt sammen Putins position, eftersom han havde været med til at bygge alliancen med Vesten.

Men trods Baltikas gode resultater var der i ejerkredsen forandringer på vej. Mode-
lunet i erhvervslivet, der dengang dikterede spredning på mange brancher, var ved at være forbi, og Volvo ville gerne af med sine øl-aktier for at koncentrere sig mere om biler. I stedet overtog Orkla i Norge aktierne, og Sverige var nu ude af det russiske indtog.

Carlsbergs Flemming Lindeløv skåler med topchef for norske Orkla Jens Heyerdahl, da aftalen om et fælles bryggeriselskab er på plads sommeren 2000. Foto fra Børsen.

HOS CARLSBERG VAR man begyndt at kaste flere penge østpå. Via opkøb af et bryggeri i Finland i 1997 blev Carlsberg medejer af et mindre bryggeri i Sankt Petersborg, men man var stadig milevidt fra Baltika, der nærmede sig kontrol med en tredjedel af det russiske marked. Og så, i august 1998, kollapsede den russiske rubel på valutamarkederne. Styrtdykket gjorde import-øl så dyre, at de slet ikke kunne konkurrere med Ruslands eget øl.

Blandt aktieanalytikere var der kun hån tilovers for Carlsberg. I en artikel i Politiken i februar 1999 med overskriften ”Den danske ølhund glammer ude i verden – men med en noget spinkel røst” gav en aktieanalytiker denne dom: ”Jeg er bange for, at løbet er kørt for Carlsberg. De var der ikke, da det var tid at slå til. I dag er de vigtigste og bedste bryggerier allerede på udenlandske hænder, så det er svært at finde noget at købe.”

I Hellerup nord for København, på en sidevej til Strandvejen, bor 75-årige Flemming Lindeløv, den daværende topchef for Carlsberg. I hans arbejdsværelse står en brun papkasse, der gemmer på en kalender, som dokumenterer, at det gik anderledes. 

Et par dage før juleaften 1999 landede et fly i Københavns Lufthavn med to personer på vej til møde med netop Flemming Lindeløv. Kalenderen fra 1999 bekræfter besøget: ”Møde klokken 16. På mit kontor,” konstaterer Flemming Lindeløv efter at have bladret lidt i den hvide kalender.

Gæsterne, der havde taget elevatoren op til hans kontor på toppen af den tidligere maltsilo i Valby, var de to topdirektører fra Orkla, Paul Bergqvist og Finn Jebsen. De to havde samme dag været til møde med Heineken i Holland for at drøfte et samarbejde. 

Men Carlsberg havde en anden idé. Mødet endte ifølge Flemming Lindeløv med, at han foreslog at slå Orklas og Carlsbergs bryggerier sammen i et helt nyt fællesejet bryggeriselskab, der kunne blive til verdens femtestørste øl-koncern. En begmand til ærkekonkurrenten Heineken.

I rækkehuset i Hellerup husker Flemming Lindeløv følgende om en af de store milepæle i dansk erhvervslivs historie: ”Vi sagde til nordmændene: ’I skal da samarbejde med os i stedet.’” 

For Carlsberg var det en mulighed for – én gang for alle – at besegle positionen som nordisk storebror. Man ville i sammenlægningen reelt kunne sluge det største svenske bryggeri, Pripps, og det største norske bryggeri, Ringnes. Og få fat i det store guldæg: halvparten af det russiske bryggeriselskab Baltika, som i sig selv var et af Europas største bryggerier.

Men en så stor satsning i Rusland kunne også være risikabel. Harboe var kort forinden endt med ikke at turde kaste penge i egentlig produktion i Rusland. Samme år havde Bernd Griese haft kig på et bryggeri 150 kilometer fra Sankt Petersborg i byen Novgorod, hvor tyggegummifirmaet Dandy havde gode erfaringer med de lokale myndigheder, og hvor østjyderne var i gang med at opføre en fabrik. Det russiske bryggeri havde tre aktionærer, men under en af forhandlingerne med Bernd Griese var den ene af dem pludselig ikke med til mødet.

”Han fandtes ikke længere, fik vi at vide. Så sagde jeg til Ruth (bryggeriets økonomichef, red.): ’Det dér tror jeg ikke er noget for os. Vi trækker os pænt tilbage.’”

En af Carlsbergs russiske kunder. I starten var denne type barer sjældne i Rusland, der åbnede sig for Vesten i 1991. Privatfoto

FLEMMING LINDELØV var dog klar til at gå videre: ”Jeg ringede til Friis Arne Petersen, direktøren for Udenrigsministeriet, og jeg sagde: ’Vi skal etablere os i Rusland.’ Han satte en person fra ambassaden i Moskva og en fra ministeriet til på otte dage at skrive en rapport om fordele og ulemper ved at være i Rusland.”

Manden i spidsen for Dandy fra Vejle, Lars Funder, fik tillige en opringning, og han tog til København for at fortælle Carlsbergfondets bestyrelse om de erfaringer og resultater, Dandy havde opnået i Rusland. Lars Funder forklarer i dag: ”Som situationen var, kunne jeg ikke andet end anbefale det. Alt så jo rosenrødt ud.”

Isoleringsgiganten Rockwool havde også netop opkøbt en fabrik i Rusland. En investering, der blev starten på flere opkøb de efterfølgende år.

Få dage efter de to udlændinges besøg på Carlsberg skete der noget, der måske nok kunne afskrække, men som ikke fik Flemming Lindeløv til at ryste på underskriftshånden. 12. januar 2000 blev Baltikas finansdirektør Ilya Vaisman skudt i sit hjem i Sankt Petersborg af ukendte gerningsmænd. Endnu en gang stod det ikke klart, hvad der lå bag, men likvideringen bremsede ikke Carlsbergs planer. På et møde i Oslo, der sluttede kl. 02 om natten på Norges nationaldag 17. maj, faldt de sidste brikker på plads for Flemming Lindeløv og hans meddirektør Niels Smedegaard Andersen.

31. maj 2000 breakede nyheden: Nordens to største bryggerikoncerner slog sig sammen. Nordmændene ville få 40 procent af aktierne, mens Carlsberg havde 60 procent. Aftalen efterlod ingen tvivl om, at magten over de russiske bryggeriaktier nu ville ligge i København.

På pressebillederne kan man se Flemming Lindeløv skåle med den norske ledelse. 

Aner man en smule bekymring i Flemming Lindeløvs ansigtsudtryk? Selv giver han dette svar i dag: ”Alle heppede jo. Der var ingen, der var nervøse for Rusland på det tidspunkt. Vi vidste, det var et anderledes land. Vi vidste, at der var noget, der hed mafia. Vi vidste, at Baltikas finansdirektør var blevet skudt gennem hovedet, mens han stod og vaskede op. Men store danske virksomheder var i gang derovre. Man var så langt, at Rusland skulle samarbejde med NATO. Så er der ikke nogen, der kan komme i dag og sige, at det burde vi have vidst.”

ALT VAR DOG ikke eventyr og jubel. I juli 2000 tog Flemming Lindeløv til Sankt Petersborg for at præsentere sig. Indgangen til Baltika-bryggeriet var spækket med vagter med maskinpistoler, og bryggeriets topfigur, Taimuraz Bollojev, var rasende, da han modtog sin danske gæst med ordene: ”Har du nogensinde haft hund? Man sælger da ikke sin hund. Jeg er en lille hund, der er blevet solgt.”

En af de danskere, der har mødt Bollojev, er Hans Christian Jacobsen, der arbejdede hos den europæiske investeringsfond EBRD i London. Fonden skulle hjælpe Østeuropa og Rusland på fode igen, og danskeren var ofte i Rusland, når bryggerier og tilhørende flaskefabrikker og malterier havde brug for lån eller investeringer. Første møde på Taimuraz Bollojevs kontor husker danskeren tydeligt: ”Han havde et joystick, så han på tv-skærme kunne følge med i, hvad der skete på hele bryggeriet. Der var kameraer og højttalere overalt, på lageret og på læsseramper. Så kunne han brøle sine kommandoer ud. Vi havde aldrig set noget lignende.” 

Det blev dog ejeren af den anden halvpart af de russiske øl-aktier, altså finnerne, der bilagde striden med Flemming Lindeløv. De vidste mere om den russiske direktørs luner.

”Har du en god lever? Du er nødt til at tage til krebsegilde med ham,” forklarede den finske partner Flemming Lindeløv. Det blev til tre krebsegilder i Finland, hvor adskillige glas med ren vodka måtte nedsvælges, husker den tidligere øl-direktør: ”Til det sidste møde hældte han halvdelen af sin vodka op i mit glas. Finnerne forklarede, at det betød, at nu kunne vi stole på hinanden.”

DANSKERE STADIG I RUSLAND

Ecco driver cirka 200 skobutikker i Rusland.

Idavang driver flere grisefarme i det nordøstlige Rusland. Kort før årsskiftet meddelte det østjyske selskab, at et forsøg på at afhænde landbrugene er strandet på grund af russiske myndigheders indgreb.

Novo Nordisk indviede i 2015 en insulinfabrik i byen Kaluga, og den kører fortsat. Medicin er normalt undtaget internationale sanktioner.

Rockwool har beholdt sine fire fabrikker i Rusland trods protester fra Ukraine.

ET PAR MÅNEDER før Carlsbergs overtagelse af Baltika vandt Vladimir Putin præsidentvalget, og den koleriske topchef på Baltika var blandt dem, der åbent anbefalede ham. Men i 2002 tog Putin et skarpt opgør med Danmark med baggrund i den kommende genbegravelse af den danskfødte kejserinde Dagmar i Sankt Petersborg, som siden sin død i 1928 havde ligget i en royal kiste i Roskilde Domkirke. Alt kørte efter planen, men 23. oktober samme år angreb 40 tjetjenere Dubrovka-teatret i Moskva og dræbte mere end 100 gæster. Uheldigvis fandt angrebet sted samtidig med, at eksiltjetjenere forberedte en verdenskongres i København. I Rusland forlangte Putin kongressen aflyst – et krav, der ikke var i pagt med demokratiske spilleregler i Danmark. Først fire år senere, i 2006, kom kejserinde-kisten endelig af sted til Rusland.

Den venskabelige stemning fra 90’erne var efterhånden ved at sive, og op gennem 00’erne kom der atter opbrud i Baltikas ejerkreds. Først trak det finske bryggeri Hartwall sig, de solgte deres halvpart til britiske Scottish & Newcastle i 2002. Og i 2004 brød Carlsbergs samarbejde med Orkla sammen, nordmændene solgte deres aktier til danskerne. Den korte forbrødring mellem Danmark og Norge var slut.    

Hos Carlsberg var appetitten på mere Rusland dog langtfra slut. Tværtimod var Flemming Lindeløvs efterfølgere i 2007 klar til at skaffe den halvpart af aktierne, der var endt hos Scottish & Newcastle. De ønskede dog ikke at sælge, men da Carlsberg opjusterede sit købstilbud, ændrede situationen sig, og 25. januar 2008 fik Carlsberg endelig sin vilje. De købte aktierne, prisen var 58 milliarder kroner, og danmarkshistoriens hidtil største virksomhedshandel var en realitet. 

I EFTERÅRET 2008 brød finanskrisen ud. Krisen betød, at ølforbruget faldt, samtidig tredoblede myndighederne i Rusland i 2010 ølafgifterne, og reglerne for markedsføring blev strammet. Det var tydeligt, at Baltikas position som darling i Rusland var forbi.

I 2011 kom Putin til København, da Danmark – som det første land – havde sagt ja til en russisk gasrørledning over Østersøen. Han drak øl med daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen på Færgekroen i Tivoli. Men øllet var ikke fra Carlsberg. I stedet kom Færgekroens eget bryg på bordet. 

I 2014 konstaterede Carlsberg, at ølmarkedet i Rusland var faldet med op mod en tredjedel siden opkøbet i 2008. Som konsekvens skulle Baltika lukke et bryggeri øst for Uralbjergene. Samme år fulgte Ruslands angreb på Krim. De første internationale sanktioner begyndte, og i London stoppede investeringsfonden EBRD med at poste yderligere lån i Ruslands genopbygning. 

I de efterfølgende år faldt Baltikas markedsandele konstant, markedet dykkede, og konkurrenterne blev stærkere. Både tyrkiske Efes, hollandske Heineken og det internationale konglomerat AB-InBev åd sig mere og mere ind, og i 2017 konstaterede danske medier, at den dansk-russiske øl-drøm var blevet til et mareridt.

Torsdag 24. februar 2022 gik Rusland til angreb på Ukraine. Kunne Carlsberg drive bryggerier i et krigsførende land? På torvet i Ringsted – skråt over for byens Sct. Bendts Kirke – blev kritikken slået an. Her lå værtshuset Café City, hvor ejeren fik landsdækkende omtale på, at han ville stoppe for al servering af Carlsberg-øl, indtil bryggeriet kom på andre tanker.  28. marts 2022 kunne cafeen i Ringsted dog atter åbne for Carlsbergs ølhaner. Klokken 9:34 fortalte Berlingske, at Heineken havde sat sine bryggerier til salg. Klokken 14:26 blev det så Carlsbergs tur. Heineken stod til et tab på godt to milliarder kroner. Carlsberg havde 20 milliarder i klemme, og i juni 2023 meddelte Carlsberg, at de endelig havde fundet en køber. 

Harboe på Den Røde Plads i Moskva. Foto: Harboe

MEN SÅ GREB Putin ind. 17. juli meddelte han, at bryggeriet ville komme under ”midlertidig statslig forvaltning”. Han påstod, at Carlsberg havde lagt pres på de ansatte til at afstå fra ”et vist samfundsmæssigt engagement”. Hermed var det slut med kontrollen over det russiske guldæg. 

Carlsberg kaldte beslaglæggelsen ’tyveri ved højlys dag’. Op mod årsskiftet accelererede konflikten, da russisk politi i november anholdt den Carlsberg-ansatte topchef og vicedirektør på bryggeriet. En tredje nåede at flygte til København, mens manden, der i 2006 forlod bryggeriet, Taimuraz Bollojev, blev genindsat som leder af imperiet. I sin tid blev hans søn Robert udlært på Den Skandinaviske Bryggerhøjskole i København for at lære bryggerfaget. Nu står hans far atter i spidsen for det kæmpemæssige bryggeri, som skiftende nordiske øl-koncerner har opbygget næsten fra grunden, og som alle, undtagen Carlsberg, har tjent godt på. Tabet endte hos bryggeriet i København: 20 milliarder kroner.

For revisor Lars Gudbergsen er årene i Moskva fra 1992 til 1998 nogle af de vigtigste i hans liv. 

”Vi følte, at vi arbejdede sammen med russerne for demokratiet og for at skabe en bedre fremtid for dem selv og deres børn. Mange af os, der var derovre, er skuffede over, at den begejstring og de muligheder er væk.”

Carlsberg er nu i stedet i gang med at opføre et bryggeri i Ukraine. Kun håbet om erstatning lever lidt endnu. Flemming Lindeløv, manden, der tog det første store russiske skridt, har denne konklusion:

”Man kan kun have det skidt over det, der er sket. Alt det arbejde, som svenskere, nordmænd og danskere har lavet derovre. Det er skammeligt.”

Carlsbergs daværende topchef Poul Svanholm fravalgte i sin tid at gå ind i Rusland. Fik han ret?

”Ja, det …” 

Flemming Lindeløv tøver lidt.

”Det fik han jo. Og det piner mig.”

Visse oplysninger i denne artikel kan være ændret efter redaktionens slutning. 

Morten Hansted er journalist på TV 2. Han har skrevet hovedopgave på CBS om Rusland, har besøgt landet 10 gange og er forfatter til bogen ’Rubler og skrupler’ på forlaget Gyldendal.

/

Brændpunkter

Som korrespondent i USA og Mellemøsten har Steffen Kretz både dækket kriser, korruption og katastrofer. Her stiller han skarpt på at møde en stor diktator med en lille bil, på pengenes magt i USA, på Gaza, og på, hvordan det gik, da han under Muhammed-krisen gik gennem Beirut med dannebrog.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Lærke Posselt

GADDAFI I FOLKEVOGN
Libyen, 2005

For nogle år siden satte jeg mig for at producere en international interviewserie med hovedpersonerne fra de sidste 40 års verdenshistorie. Præsidenter, åndelige ledere og diktatorer. Der var mange navne i spil, men det største scoop ville være, hvis det kunne lykkes at møde Libyens enehersker, Muammar Gaddafi.

Han var Vestens onde ånd. Stod bag terrorbomber mod fly og natklubber i Vesten, pinte og plagede sit eget folk og levede selv en fortræffelig tilværelse betalt af landets store olie­reserver. 

Han var også en mester i selv­iscenesættelse: Han omgav sig med 30 personlige vagter, som udelukkende var nydelige unge kvinder, og han havde altid et beduintelt med, når han var på rejse i udlandet. Var han på besøg hos Frankrigs præsident, slog oberst Gaddafi sit telt op i parken bag et femstjernet hotel og holdt hof der. Han kunne godt lide at give det indtryk, at han var ørkenens fredelige søn, selvom han var en krigerisk og morderisk diktator.

Foto: DR

Jeg mødte Gaddafi i Tripoli i Libyen til et interview i beduinteltet. Det var lykkedes mig at få en aftale med diktatoren, og det var første gang i et kvart århundrede, at han skulle interviewes af en journalist fra vores del af verden. 

Teltet stod på et stykke ørken mellem bygningerne i en militærbase midt i Libyens hovedstad. Vi skulle forbi kampvogne og svært bevæbnede soldater, og alt vores udstyr skulle undersøges. Der var to fotografer fra DR med, og de byggede nærmest et helt tv-studie inde i beduinteltet. Tre store kameraer, masser af projektører, mikrofoner og kabler. Den ene fotograf var en høj fyr med ret store fødder, den anden af mere beskeden højde med mindre fødder. 

Om morgenen var vi blevet hentet af Gaddafis sikkerhedstjeneste på hotellet, hvor vi havde ventet i fire døgn i uvished. Nu gik timerne i beduinteltet, mens vi ventede på ’den store leder’, som Gaddafi ønskede at blive tituleret. Pludselig sprang de sikkerhedsfolk, som holdt øje med os, op og blev meget aktive. Som om nogen havde råbt i deres øresnegl. De førte os uden for teltet, og jeg forstod, at den store leder var på vej.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men hans ankomst var nærmest komisk. Han sad bag rattet i en sort folkevognsboble, den nye slags, som lige var kommet på markedet dengang. Bilen bumpede han over det knoldede sand, og han manøvrerede den ind mellem et par kameler, som formentlig var trukket ud af stalden for at fuldende scenen for ’ørkenens søn’.

Manden, der havde overlevet talrige attentatforsøg og amerikanske bombardementer, parkerede den lille VW foran beduinteltet og steg ud. Han vendte håndfladen opad og så op mod himlen som for at undersøge, om det mon skulle regne her i Sahara, inden han gik hen mod mig og gav mig hånden, mens en af fotograferne filmede løs med et lille bærbart kamera. Både scenen med VW-boblen og håndtrykket var guld værd for programserien, tænkte jeg.

STEFFEN KRETZ 

61 år. Født i København.

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1988. Blev siden ansat i DR og har været vært på blandt andet TV Avisen samt korrespondent ad flere omgange.

Var fra 2017-2023 DR’s korrespondent i Washington (sammen med hustruen Lillian Gjerulf Kretz) og har blandt andet dækket det seneste præsidentvalg, hvor Joe Biden slog Donald Trump. Arbejder nu for DR som international korrespondent.

Har udgivet bogen ’Storm på vej – Angrebet på Kongressen var ikke afslutningen. Det var begyndelsen’.

Selve interviewet forløb udmærket efter omstændighederne. Manden var forholdsvis gal og formentlig under indflydelse af forskellige former for medicin. Hans ansigt var som en stivnet maske, og når han en sjælden gang smilede, var det som en schæfer.

Hen under aften var vi tilbage på vores hotel beruset af sejrens sødme. Vi havde ikke spist hele dagen, så da den svenske konsul i byen inviterede os over til hans hus, sagde vi glade ja. Libyen var fuldstændigt tørlagt for alkohol, men svenskerens hus var et lille stykke Skandinavien, så han startede med at servere en meget stor bakke med iskolde dåseøl for os, og inden længe var vi lettere rundtossede.

Næste dag forlod vi godt trætte Libyen og mellemlandede i Rom. Her bad jeg fotograferne om at tjekke, at de nu også havde alle båndene i håndbagagen. De var der alle sammen – på nær ’guld-båndet’ med Gaddafi, der ankommer i VW-boble. Det var væk, sporløst forsvundet, og ingen af de to fotografer ville tage ansvaret for at have glemt det på hotellet. Hverken ham med de store fødder eller ham med de små. Men de måtte erkende, at det var væk, og jeg var slået helt ud.

Flyturen til København føltes uendelig. Undervejs fik jeg den idé igen at trække på den svenske konsul, og efter landingen fik jeg fat i ham. Han lovede at sende en betroet libysk ansat af sted til hotellet for at få fat i rengøringspersonalet og om muligt redde båndet.

To uger senere ankom en pakke til mit kontor i DR. En dansk forretningsmand med ærinde i Tripoli havde taget pakken med i håndbagagen tilbage til Danmark og sendt den ud til mig. Inde i pakken lå to ting: Båndet, som en stuepige havde fundet på en af fotografernes værelser, og ved siden af lå et par sammenrullede sorte herresokker, som var blevet glemt sammesteds. Dermed var det muligt at placere ansvaret for den nær-katastrofale forglemmelse hos den ene af fotograferne: Sokkerne var i størrelse 40.

Foto: Privat

NOGET FOR PENGENE
USA, 2015-23

Som DR’s korrespondent i USA har jeg været privilegeret at få tid, lov og ressourcer til at lave mange forskellige og vigtige historier. Blandt andet blev jeg lukket ind i en verden, som ellers er nærmest hermetisk lukket for journalister: de ultra-velhavendes univers. I en podcast havde jeg hørt milliar­dæren Doug Deason fortælle usandsynligt åbenmundet om, hvordan han var en del af et netværk af republikanske politiske støtter, som donerede penge til Donald Trump og fik stor indflydelse til gengæld. Deasons far var vokset op under fattige kår på en hønsefarm i Arkansas, men var blevet rig på at udlicitere amerikanske job, og selv havde Doug Deason et investeringsfirma, men først og fremmest levede han af farens milliarder.

Jeg kontaktede Deason, og meget overraskende sagde han ja til at mødes. Jeg forklarede, at penge i politik i den skala, der var tale om her, er et fuldstændig ukendt begreb i vores land, og at jeg ville fortælle den historie til seerne derhjemme. Det syntes han var spændende, og inviterede mig ud at spise på en mexicansk restaurant samme aften, hvor alle ansatte kaldte ham ved fornavn. Vi var begge blevet skilt, havde børn, der var jævnaldrende, og det var i det hele taget en hyggelig aften, som endte med, at han kørte mig hjem i sin Aston Martin.

De næste fem år besøgte jeg Deason adskillige gange. Han tog mig med til republikanske fundraising-arrangementer i Dallas, som ellers var helt lukket land for journalister. Når han introducerede mig, sagde han, at jeg var hans ven fra Danmark, som arbejdede for et statskontrolleret medie, og at han havde taget mig med, fordi han ville vise europæerne, at Republikanerne er the good guys, som vil hjælpe de fattige med at komme i arbejde – ved at tage ydelserne fra dem, så de rejser sig fra sofaen – og at Demokraterne er the bad guys, som bare vil købe deres stemmer med sociale ydelser. Vi ankom til et gigantisk palads af et hus med valet-parkering, uniformerede tjenere, champagne i fine glas og ældre herrer i jakkesæt med bemærkelses­værdigt unge, smukke ­hustruer, og når alle var kommet, gik en republikansk politiker på scenen og holdt tale. Derefter skulle der skrives en check – en check, rigmændene kun skrev, hvis de følte, at de fik noget for pengene.

Donald Trump havde for eksempel lovet Doug Deason og resten af det republikanske netværk massive skattelettelser. Men da der i oktober 2017, ni måneder efter hans indsættelse som præsident, stadig ikke var sket noget, blev Deason utålmodig, og sammen med 14 andre milliardærer besluttede de at lukke for kassen. 

Bare to måneder senere gennemførte Trump den største skattereform i nyere tid, som gav enorme skatterabatter til rigmænd og store virksomheder. Regningen på mere end en trillion dollars blev sendt videre til den næste generation af amerikanere, og Doug Deason & co. åbnede pengepungen igen. Jeg spurgte ham, om han ikke selv syntes, at det var absurd, at en mand som ham havde mere at skulle have sagt end millioner af amerikanske vælgere. Det svarede han ja til. Men når systemet er, som det er, mente han, at han var i sin gode ret til at udnytte det.

Foto: DR

MED DANNEBROG PÅ NAKKEN
Mellemøsten, 2006

Inden jeg blev USA-korrespondent, arbejdede jeg for DR i Mellemøsten. Jeg blev ansat i 2006, og første dag, jeg trådte ind på kontoret i Jerusalem, var den dag, hvor dannebrog blev afbrændt på Vestbredden som en reaktion på Muhammed-tegningerne. Indtil da, når man rejste rundt i Mellemøsten som dansk journalist, fik man én af to reaktioner: Enten havde folk aldrig hørt om Danmark, eller også troede de, at jeg kom fra et rosenrødt eventyrland. Men efter tegningerne ændrede arbejdsbetingelserne sig fuldstændigt. Muhammed-krisen fyldte alt, og når jeg dækkede demonstrationerne i Beirut og Damaskus, kunne jeg ikke længere åbent fortælle, hvor jeg kom fra. Flere gange, når det gik mest hedt for sig, var jeg nødt til at lade, som om jeg var tysker eller hollænder.

I Danmark har vi været vant til at opfatte os selv som de gode, men pludselig var vi de onde. På dansk tv kunne man se flag og ambassader brænde, og jeg tror, at mange var overbevist om, at man ikke kunne rejse til Mellemøsten som dansker uden at blive kidnappet eller slået ihjel. Men jeg fandt hurtigt ud af, at tingene var mere nuancerede. Der brændte ikke en ambassade i Damaskus, uden at Bashar al-Assads styre havde givet nogen lov til at sætte ild til den. Det var simpelthen utænkeligt. Mange demonstrationer var arrangeret af religiøse ledere med det mål at styrke deres menighed i troen og selv fastholde grebet om dem.

Jeg ville vise den virkelighed på tv, så jeg købte mig et dannebrogsflag, der var to meter langt og en meter bredt – der var butikker, som solgte danske flag til afbrænding. Ideen var, at jeg skulle bære flaget gennem gaderne i Beirut og Damaskus og interviewe de mennesker, som jeg mødte på min vej. 

Foto: DR

Min fotograf, som var fra Jordan, var meget nervøs, men min redaktør i DR sagde ja, så vi lejede en bil og kørte til Beirut. Bilen var komisk lille i forhold til flaget, og stangen kunne ikke være inde i selve bilen, så vi kørte rundt med et kæmpe dansk flag blafrende fra et åbent vindue. Inde i byen, foran den danske ambassade, der lige var blevet brændt ned, stillede jeg mig op i min hvide skjorte med mit danske flag. Hver gang jeg mødte nogen, som ville tale med mig, stillede jeg dem op foran dannebrog og gav mig til at interviewe dem. 

En ung mand, jeg mødte, sagde, at han hadede flaget. Ingen syntes, at det var en god idé at fornærme profeten. Men der var ingen, som blev vrede på mig eller truede mig. Folk kunne sagtens forstå, at der var en diskussion i Danmark om ytringsfrihed, og at ikke alle danskere var ude på at nedgøre alle verdens muslimer. Jeg havde en meget dannet og civiliseret samtale med alle de mennesker, jeg mødte. Da indslaget blev vist i ’21 Søndag’, tror jeg, at det gik op for mange herhjemme, at deres frygt var en anelse overdrevet. 

For mig var det også lærerigt. Som journalister fortæller vi et udsnit af virkeligheden. Det kan godt være, at en bombe er sprængt et sted, men hvis man vender kameraet den modsatte vej, fortsætter livet: Der er nogen, der tager bussen, er på vej til at aflevere deres børn i institution eller på vej på arbejde. Det husker jeg stadig mig selv på, når jeg i dag er ude at rapportere.

Fredsduen med skudsikker vest af kunstneren Banksy er malet på muren, der går igennem Betlehem på Vestbredden. Foto: Kevin Frayer/AP/Ritzau Scanpix

BØRNENE BAG MUREN
Gaza, 2014-23

Israel er gennemskåret af mure. Nogle steder er de 12 meter høje med vagttårne og kampklædte soldater. De løber over hundreder af kilometer på Vestbredden, gennem Jerusalem og rundt om Gaza. Set fra Israel er barrieren et sikkerhedshegn. Set fra den anden side ligner den en fængselsmur. Men resultatet af det enorme byggeprojekt er klart for enhver: Murene er en forhindring for, at mennesker kan mødes. De er også et symbol på en verden opdelt i os og dem. Præcis som i Berlin under den kolde krig er det let at dæmonisere dem på den anden side af muren. Murene spiller en væsentlig rolle i den krig, der har raset i Gaza siden oktober 2023. I takt med at murene har adskilt israelere og palæstinensere, er konflikten blevet stadig mere skinger, og volden mere ekstrem. 

For 15-20 år siden kunne palæstinensere fra Vestbredden og Gaza tage ind i Israel om morgenen for at arbejde og tage hjem igen om aftenen. Dengang kørte israelere til den palæstinensiske by Ramallah for at få bilen på værksted og handle på det lokale marked i byen. Man mødte hinanden og så, at modparten også var mennesker. I dag vokser generationer af børn på begge sider af murene op uden nogensinde at have mødt et barn på den anden side. I Israel aftjener unge deres værnepligt som besættelsesmagt på Vestbredden eller nær Gaza. På den anden side af muren ser palæstinensiske unge dem som uniformerede undertrykkere og griber måske selv til våben. De unge ser kun hinanden gennem et sigtekorn.

En palæstinensisk dreng i Ramallah på Vestbredden, 2004. Foto: Oded Balilty/AP/Ritzau Scanpix

Jeg var i Gaza under krigen i 2014 og rapporterede blandt andet fra Al Shifa-hospitalet, der for nylig har været under hård beskydning. Dengang var det israelske bombardement også voldsomt. 2.200 personer i Gaza blev dræbt, og 17.000 såret. Fotografen og jeg kom selv under beskydning to gange. Først af israelsk artilleri og derefter af mortér-granater affyret fra ruiner i Gaza. 

Den nuværende krig er på alle måder mere forfærdelig, og lidelserne mange gange større. Jeg er ikke i tvivl om, at grusomhederne på begge sider bliver forstærket af, at palæstinensere og israe­lere nu lever i to nærmest fuldstændigt adskilte verdener. De er naboer, men de kender ikke hinanden. Og som under den kolde krig bliver frygten for den ukendte fjende udnyttet af politiske ledere på begge sider.  

Jeg lavede et ’Horisont’-program for DR om børn, der vokser op på begge sider af muren nær Jerusalem. Jeg talte med to familier på hver sin side med børn omkring 9-10 år, for de er store nok til at forstå, hvad der sker omkring dem, men ser stadig verden gennem barndommens uskyld. 

Hos den palæstinensiske familie kørte tv’et uafbrudt på den arabiske kanal Al Jazeera. Husets otteårige søn fortalte, at han ville være læge, når han blev stor, for han havde set så mange sårede på Al Shifahospitalet i tv og ville gerne være med til at hjælpe dem.

Hos en israelsk bosætter-familie på Vestbredden kunne den 10-årige søn se ind over muren, hvor han nysgerrigt fulgte de arabiske børns leg i en palæstinensisk skolegård. Han ville gerne være advokat, så han kunne slutte fred med dem på den anden side. Som han sagde: ”Vi leger præcis de samme lege. Hvorfor skulle vi ikke kunne leve sammen?”

/

Varm luft

Verden koger, og alle lande må med, hvis klimaet skal reddes. Danmark har sat sig for at vise vejen. Men det er en følsom tillidsøvelse at engagere sig med lande som Pakistan og Bangladesh – nationer, der nærmest uden selv at have bidraget til krisen er blandt de mest klimasårbare på kloden. Midt i cykloner og hedebølge tog Ud & Se med på diplomatisk mission til Sydasien for at se, om smil, håndtryk og vindmølletaler kan skabe det åndehul, verden gisper efter.
Tekst:Lasse WamslerFoto:Martin Bech Knudsen

HELIKOPTEREN SKYDER HEN over deltaets olivengrønne floder. Den kaster sin skygge ned på rismarker og rejefarme, solsvedne gårdspladser imellem bliktage og rickshaws på palmefyldte grusveje. Vi flyver over det sydlige Bangladesh, og de fleste på denne tur kender alt til at sidde med tykke høre­telefoner og blunde midt i en kabines petrostank. Snakken går på, om man foretrækker helikopterdørene åbne eller ej – ligesom dengang i Irak, Mali, Albanien. 

Kabinen er fuld af danske diplomater og klimaforhandlere. En gruppe af kompetente og karrierebevidste mennesker, der har krydset den halve jordklode for at bevidne verdens inkompetence med at håndtere tidens største problem: klimaet. 

Under os ligger markerne som skarpt optegnede felter på et kubistisk maleri. Græssende geder vader ind over mudrede markskel. Huse står på bambus-stylter, og arbejdere med bare overkroppe lægger sandsække langs flodbredderne. Bangladesh er et fladt land, som ligger lige dér, hvor en række af Asiens største floder munder ud i Det Indiske Ocean. Når monsunen kommer om sommeren, oversvømmes mange af de marker og landsbyer, vi kan se oppe fra de piskende rotorer. Men monsunen er ikke kommet endnu. I stedet er her for tiden den længste hedebølge i årtier. Den fugtige varme nærmer sig 40 grader. Skoler er lukket i tusindtal, og rickshaw-chaufførerne har for alvor knappet skjorterne op. Selv de rituelle pauser med den varme te er de lokale begyndt at skippe midt i den kvælende hede. 

Den bangladeshiske pilot virker svært tilfreds med den spilleliste, han sørger for, at danskerne bagtil kan høre. 

Listening to the wind of chaaange! 

Nogle fingre vandrer rytmisk rundt på en diplomats lår i takt med, at Scorpions’ powerballade når sit klimaks. Lilletrommen smælder, og den hylende guitarsolo er som et varsel fra en fjern tid, hvor forandringens vinde blæste ind over Østeuropa og Sovjet­unionen. 

Det er ikke en kold krig, men en helt anden slags krise, vi overflyver nu. Hvor klimaet i stigende grad opfører sig som en teenager, der bare vil have det mere ekstremt. Den ene dag tørke, skovbrande og hedebølge, der lægger gader øde og får marker til at visne. Den næste dag oversvømmelse og heftige cykloner, som tvinger familier på flugt over plørede veje, væk fra væltede træer og alt, de kender til.

I HELIKOPTERENS HØJTTALER fortæller piloten opstemt om en bro, vi skal se. Landets længste, forklarer han, mens han sætter farten op langs en firesporet motorvejsbro.  

”Yes, it is very beautiful,” lyder det fra Dan Jørgensen, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik (S), der filmer flittigt med sin telefon fra cockpittet.

Ud & Se er som eneste medie taget med ministeren og hans følge til Bangladesh og Pakistan, nogle af verdens mest klimasårbare lande. For at stirre ind i ”vor generations største udfordring”, som der står i regeringsgrundlaget, men også for at opleve, hvordan embedsmænd i mørkeblå jakkesæt arbejder i klimakulisserne imens.

Langt, langt under os står nogle kvinder i kulørte sarier og betragter helikopteren fra et tag. 

Nogle drenge spiller fodbold på en plads mellem dynger af affald. Denne del af verden, Sydasien, er hjemsted for knap en fjerdedel af verdens befolkning, som bor på blot 3,5 procent af verdens landområde. Det er altså verdens tættest befolkede region og tilmed nok den mest udsatte for klimaforandringer. En del af verden, hvor flest mennesker må flygte fra klimakonsekvenserne, og hvor kystbyerne risikerer hurtigst at synke. Hvor de stigende have kun er første udfordring – oveni kommer de hyppigere oversvømmelser og cykloner og endelig de ekstreme hedebølger. Er man en af de mange, der lever for under en dollar om dagen her, risikerer man altså at være blot én oversvømmelse fra at se sit hjem og alle ens ejendele blive skyllet væk som et sandslot på en strand. 

Heroppe i den tempererede kabine er det svært ikke at få den tanke, at turen hertil især er en rejse mellem to tider. Fra et Danmark, hvor klimaet stadig mest skræmmer under sommertørkerne eller midt i de alvorstunge tv-nyheder om naturbrande på en ferieø. Klip til her, hvor det hele sker i en dramatisk nutid. Cykloner, smeltende gletsjere, oversvømmelser og ubærlig hede. Det er rejsen fra klimaet som alarmerende fremtid til klimakrisen som nutid. 

Knock-knock-knocking on heaven’s do-o-or. 

En diplomat trommer atter på sine lår, og snart gør den lysskjortede ekspedition klar til landing. Dan Jørgensen er i en årrække blevet mødt med klapsalver, kindkys og anerkendelse, når han har turneret verden rundt for at fortælle om Danmarks klimamål. Han har citeret Martin Luther King fra talerstole overstrømmet af blitzlys.

Nu skal han til det igen. Det er lige her midt i den smoggede eftermiddagssol, at delegationen fra et lille land, der udleder omkring 0,1 procent af verdens drivhusgasser, skal ud med smil og vindmølletaler og inspirere som grøn foregangsnation.

DUKS ELLER DOVEN? 

En central del af regeringens klimapolitik handler om at vise resten af verden, at klima er en god forretning. At grøn energi betaler sig. Det møder dog modstand herhjemme. Organisationer og forskere peger på, at Danmark ikke længere kan kaldes et foregangsland. Det skyldes blandt andet, at den største del af vores grønne energi tager afsæt i biomasse – afbrænding af træ – som udleder en masse CO2. Regeringens eget ekspertorgan, Klimarådet, har endda på tredje år dumpet regeringens klimapolitik for at gøre for lidt.

Dan Jørgensen i gangsnak med den øverste klimaforhandler fra Bangladesh.

DET ER IKKE enhver forundt at kæmpe for klimaet på første klasse. Vejen hertil har været lang. Fem måneder er gået med at forberede turen, ringe til de rigtige folk, få hjælp af de danske ambassader. Men krigen raser fortsat i Ukraine, og emnet klima putter sig lidt ovre i hjørnet af nyhedssiderne, da vi letter fra Kastrup Lufthavn, hvor Øresunds havvindmøller som en skov af stål og beton minder os om det grønne løfte om vækst, ministeren er rejsende i.

Videre til et flyskifte i oliestaten Qatar, hvor en kvinde i niqab kaster op i en pose. Til lyden af arbejdsmigranter fra Bangladesh, der urutineret bakser med døren til flytoilettet, mens deres mere velbjærgede landsmænd frydefuldt instruerer dem fra flysæderne. Over til lufthavnen i Dhaka, Bangla­deshs hovedstad. Her er telefonsignalet helt jammet af sikkerhedshensyn, idet premierministeren er til stede i lufthavnen. Kakiklædte mænd med fjer i baretterne beder os vente midt i de mange bippende mislyde.

Endelig står vi her, sammen­klemt i elevatoren på det femstjernede hotel. Vi skal inspicere infinity poolen øverst oppe. Er det måske lidt anmassende for dem, som måtte sidde med en drink i poolkanten, smågriner en af ministerens folk. 

”Ha, så kommer vi lige fem jakkesæt og kigger på.” 

At rejse med en dansk minister er et studie i selvbevidste gangarter og pludselige skift til jakke og slips. Det er de beherskede smil, de timede jokes, de sproglige koder – alle er de opvarmningsøvelser til møder rundt om lange borde med snacks, man sjældent har tid til at spise. 

Man siger ’ministeren’, ikke hans navn. Udadtil er alt på H.E. – his excellency. Man siger ’vi’, ikke Danmark, når man omtaler dansk tilstedeværelse i andre lande. Går ministeren mod en holdende bil, betvinger man enhver toilettanke og må i hurtige ryk følge med slipstrømmen af rådgivere, sekretær, ambassadør, vicedirektør og kommunikationsmedarbejder. 

I korte øjeblikke kan man helt glemme, hvorfor man sidder dér i en bil med nogle statskundskabere, der taler om at pledge, strategize og deep dive. Midt i en jammerlig bilprop i en af verdens mest luftforurenede byer. Men så er det, at man kigger ud ad forruden, hvor uniformerede mænd i en pickup-truck svinger med lysende stave for at tvinge delegationen foran i den uregerlige trafik. Tænk, det er vel vigtigt, det her. En slags ’mission sidste udkald’ for klimaet, og benådet med diplomatpas, sovemasker og strøgne skjorter er ministerens følge ankommet til afgrundens rand.

Løsthængende kabler og airconditionanlæg på Bangladeshs ministerium for miljø, skov og klimaforandringer.

DAN JØRGENSEN ER ikke blot en minister i rækken, få politikere har et ydre lige så velbeskrevet som hans. De markerede panderynker og de smalle Clint Eastwood-øjne. Klicheerne står nærmest på række til at skyde efter.

Den 48-årige fynbo har for længst slået sit navn fast i politik. Folketingsmedlem siden 2015, fødevareminister under Helle Thorning-Schmidt, klimaminister i den tidligere Mette Frederiksen-regering, nu minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik i SVM-regeringen og før det medlem af Europa-Parlamentet i næsten et årti. Og så har han været forhandlingsleder til nogle af de vigtige FN-klimatopmøder, COP-møderne, hvor landene diskuterer veje til at bremse den globale temperaturstigning.

Siden han som helt ung løb rundt med korte bukser i de nordfynske skove for at se på fugle, har han været optaget af naturen. Han har tygget sig igennem alle de nedslående klimarapporter, har drukket spande af mødekaffe for 20 år siden, for 10 år siden, selv for fem år siden, hvor han har rakt hånden op og bedt alle om at tænke på klimaet. Sådan husker han det i hvert fald selv. En slags klimapolitisk boomer, der har skrevet bøger om Thorvald Stauning og blev opildnet af klima, længe inden verden kendte til flyskam eller Greta Thunberg. Dan Jørgensen bruger ofte ord som ’ambivalent’, og når han taler, bevæger han begge hænder frem, som lægger han sten i et murværk. 

Der er blevet sagt om den drevne toppolitiker, at hans kamp for klimaet til tider er langsom og overforsigtig, men at han har et godt ry i udlandet som international forhandler. I dag behøver Dan Jørgensen ikke længere høfligt påminde andre om at huske klimaet, og det har kun sat turbo på hans globale mødekalender. Han skal nu inspirere verden til at følge det danske eksempel med at omstille til en grønnere økonomi.

Men vi sidder ikke her i en bilkortege udstyret med danske flag og VIP-skilte på en tilfældig tid på året. Det er sommeren, hvor verden oplever et alarmerende ekstremt vejr, som aldrig tidligere er set. Varmerekorder med temperaturer over 45, selv i Europa. Et rekordlavt isdække omkring Antarktis. Naturbrande helt ude af kontrol og hedebølger i Sydamerika, hvor det burde være vinter. Endda klimaforskere, der begynder at tale om ikke længere at frygte for deres børns liv, men for deres egen tid her på jorden. Det er denne sommer, hvor FN’s generalsekretær, António Guterres, fortæller verden, at ”tiden med global opvarmning er slut, vi er trådt ind i den globale opkognings tid”. 

DEN STØRSTE KRISE

Verden bevæger sig i disse år faretruende hurtigt ned ad en vej, som vil føre til mere ekstremt vejr og langt oftere tilfælde af blandt andet oversvømmelser, hedebølger og naturbrande.

Vi har kendt til problemet med fossile brændstoffer som kul og olie i mindst tre årtier. Alligevel er halvdelen af hele menneskehedens udslip af CO2 sket siden 1990.

Udledningerne stiger fortsat globalt, og vi styrer mod temperaturstigninger, der kan have drastiske effekter. Hvor dele af kloden risikerer at blive for varme for mennesker med op mod en milliard klimaflygtninge, og hvor dele af Europa vil opleve massiv vandmangel, dødelig varmestress og fremkomst af malaria og dengue-feber.

Der er godt syv år tilbage, inden verden skal have skåret omkring halvdelen af drivhusgasserne væk, som verdens lande blev enige om i den såkaldte Paris-aftale fra 2015. Målet er, at kloden holdes på en gennemsnitlig temperaturstigning et stykke under 2 grader frem mod år 2100. Lige nu ser vi ifølge FN ud til at ramme de 2,6 grader – vel at mærke kun, hvis landene gør, som de har lovet.

Det kommende klimatopmøde i Dubai i december vurderes derfor som særligt vigtigt, for at verden kan skrue markant op for den grønne omstilling.

BÅDEN PISKER NED ad floden, forbi handelsskibe og lange fiskerbåde af træ. En gråsprængt mand fra en international ngo fortæller om, hvordan dette deltaområde er ekstremt udsat for de stigende vandmasser. Om hvordan Bangladesh oplever en konstant brydekamp mellem land og vand, og hvordan de tusind småøer er i fare for at blive spist af de glubske vandmasser.

Bangladesh er ifølge FN et af de lande, der rammes allerhårdest af klimaforandringerne – og som omvendt har haft den mindste rolle i at drive dem frem. Selv i dag med flere årtiers nærmest konstant vækst udleder den gennemsnitlige bangladesher blot en tiendedel af, hvad en ty­­pisk dansker sender op i atmosfæren af CO2.

Vandet banker mod bådens ruder, mens manden fortæller om de cykloner, der i disse år kommer langt oftere end før. Om vandet, man forventer vil stige 4-5 meter, om hele landsbyer, der allerede nu ligger under vand. Og om en kvinde, der i hast forlod sit hjem med fire børn under armen for så at indse, da hun var nået i sikkerhed, at hun blot bar på to.

Men hvis Danmark går forrest med at reducere klimagasserne, så vidner Bangladesh samtidig også om, at man kan tilpasse sig et ændret klima. Da cyklonen Bhola i 1970 hærgede i landet, døde op mod 500.000 mennesker. Hvorfor? Landet havde dengang ingen varslingssystemer. Da en lignende cyklon kom i 2019, omkom 12 mennesker. I dag modtager landsbyerne løbende advarselsbeskeder, og langs kysterne er bygget såkaldte cyclone shelters, der også fungerer som skoler.

Dan Jørgensen ser på en vandtank til opsamling af regnvand i kystområdet Mongla i Bangladesh sammen med klima- og miljøspecialist Myisha Ahmad (i violet hovedtørklæde) fra ngo’en BRAC.

VI BEVÆGER OS ud mod en landsby, der er truet af oversvømmelse. Træer står halvt i vand lige ud for flodbredden, som er tydeligt tævet igennem af de voldsomme vandmasser. De eroderede skrænter skinner som brunt smør. Tøfler ligger spredt rundt på jorden, trampet ned i flere af de mange mudderpøle. Lokale har bygget en landgangsbro af bambus til lejligheden. Som en gestus fra værterne får vi alle flettede blomsterkranse om halsen. 

”Skal jeg tage kransen?” spørger en fra ministerens hold og gør antrit til at fjerne den fra hans hals, men bremses af en bestemt brummen fra Dan Jørgensen: ”Nej!”

Ænder trasker rundt på de lerede stier mellem blikhytter og kokospalmer. Kvinder sidder i skyggen af halvtage og betragter delegationen. Problemet på disse kanter er ikke blot de jævnlige oversvømmelser. Den stigende vandstand gør også, at saltvand trænger ind i jorden og op i grundvandet. Det gør det umuligt at dyrke traditionelle afgrøder som ris, men også bare at skaffe rent drikkevand. Af samme grund troner en stor regnvandstank i skrigende pink midt i landsbyen. Den sikrer vand, som de lokale før skulle vandre adskillige kilometer for at hente. Hvis de da ikke drak direkte fra floden. Tanken er finansieret af blandt andet danske bistandsmidler, og det er således ikke tilfældigt, at selskabet står lige her med alle de lyse skjorter og FN-kasketter.  

Fiskeren Arabindu Biswas betragter forsamlingen, der vimser forbi ham. Han lever af sine sild, men har allerede fem gange oplevet at se sit hus blive fortæret af vandmasserne. Hver gang har han søgt tilflugt på nogle nærliggende marker i tre dage. Og hver gang er han draget tilbage, har taget et lån og bygget et nyt hus op fra grunden.

Hvorfor flytter du ikke helt væk, når du ved, at den næste katastrofe hele tiden lurer? 

”Jeg har ingen uddannelse, hvad skulle jeg lave i storbyen? Så hellere leve af de få penge, som fiskeriet giver mig.”

Ikke alle har det på samme måde. Op mod 30 millioner mennesker i Bangladesh kan blive nødt til at flytte fra de kystnære områder, hvis der ikke gøres noget mere drastisk, anslår FN. Allerede nu bryder folk op, og mens nogle ender i byernes slumområder, rejser andre hele vejen til Europa. Sidste år søgte rekordmange mennesker fra Bangladesh (34.000) asyl i EU. 

Hvis deltaets landsbyer er en slags flygtningefabrik, er Dhaka det sted, hvor løftet om vækst og beskæftigelse pulserer. Byen er som én stor byggegrund, hvor mænd med gule sikkerhedshjelme spartler på en ny motorvejsbro fra spinkle stilladser. Ufaglærte arbejdere med halstørklæder for munden trasker i ubrudt strøm ind på plørede byggepladser. ”Reward for catch the thief,” står der på et skilt ved porten. 

Børn med skoletasker går langs vejkanten forbi betonkolosser, der med blottede etager venter på at blive opført som boliger og kontorer. Slidte busser tøffer forbi med store reklamer for køleskabe og andre forbrugs­goder. Det højteknologiske vækstsamfund har meldt sin ankomst og dermed også hele debatten om, hvordan man undgår, at denne vækst gør mere skade på det i forvejen ophedede klima.

29-årige Myisha Ahmad arbejder i BRAC, en af de ngo’er, der blandt andet hjælper nogle af de mange flygtninge, der bebor Dhakas beskidte slumbyer. Sammen med amerikanske eliteuniversiteter laver hun klimamodeller flere årtier ud i fremtiden. Modeller, som skal gøre det nemmere for selv de mest udsatte borgere at tilpasse sig det uregerlige vejr. Over en krydret fiskeret fortæller hun om varmen, der på det seneste har lagt sig som en kvælende dyne. Selv har hun erstattet den varme afternoon tea med chiafrø i juicen, der skulle køle kroppen ned:

”Jeg mister nok to eller tre timers effektiv arbejdstid hver eneste dag på grund af varmen, støjen og trængslen. Det her sted er unlivable,” forklarer hun om Dhaka, hvor afstande måles i den tid, det tager at overkomme trafikkøerne. 

Som klima- og miljøspecialist i organisationen er hun trænet i at tænke klimabevidst. Alligevel har klimakonsekvensernes fart og omfang overrasket hende. Flere af de afgrøder, hun plejede at købe på byens markeder, kan ikke længere dyrkes, mens et job som rickshaw-trækker er blevet decideret farligt i den stegende hede. 

”Hver eneste person i Bangladesh er i det stille i gang med at tilpasse sig til klimaet. Med madvaner, livsstil og boformer. Men hvordan fortæller man mennesker, at de bare skal tilpasse sig, når de ikke har noget ansvar for de stigende temperaturer?”

Hun taler om det, man i den politiske jargon kalder klimaretfærdighed. At hverken Dan Jørgensen eller nogen af os andre vil blive ramt på vores liv og overlevelse, når vi om få dage tager flyet hjem.

De mennesker, der har mindst ansvar for klimakrisen, bliver altså ramt langt hårdere og hyppigere af det ekstreme vejr, som følger af det ændrede klima. Nogle tager altså tømmermændene for andres fossile fest. Mere præcist udleder den rigeste tiendedel af verdens befolkning, som mange danskere tilhører, omkring halvdelen af verdens CO2. Den fattigste halvdel af verdens befolkning udleder kun en tiendedel – ja, de fleste mennesker i verden har fortsat til gode at flyve eller at tænde for et airconditionanlæg. 

Myisha Ahmad slår blidt med pegefingeren på den hvide dug, stopper pludselig i sin tale, som om hun tager tilløb til at røbe en hemmelighed:

”År efter år afholdes der COP-møder, men hvor meget får vi ud af den globale samtale om klimaet? Mens vi sidder her, underskrives der atter nye kontrakter med kulminer over hele verden. Tilpasning til klimaet er fint, men det har sine begrænsninger, så længe de større beslutninger ikke træffes. Berettiget vrede, det er den følelse, jeg har.”

GOOD COP BAD COP?

COP28 er det næste møde i verdens politiske klimaproces, COP-systemet. Mødet begynder i Dubai 30. november, og her skal verdens lande for første gang se tilbage på, hvordan det er gået med at nå det vigtige klimamål om at holde den globale opvarmning under 2 grader, som blev aftalt i Paris i 2015.

Måske endnu vigtigere skal landene på mødet blive enige om, hvordan vi sikrer os at komme i mål og få hævet de globale klima-ambitioner.

Dan Jørgensen har sammen med den sydafrikanske minister Barbara Creecy fået til opgave at lede dele af forhandlingerne.

Arabindu Biswas forlader ikke sit fiskerleje.

PÅ DAN JØRGENSENS rundrejse underskriver landene nogle aftaler. Godkender nogle handlingsplaner. Øger samarbejdet. Men det er ikke det eneste vigtige. I de uformelle snakke træder én ting klart frem: Turen er smørelse inden COP28-topmødet i december, som af flere opfattes som præcis det møde, hvor verdens fremtid måske besegles. Hvor hele COP-processen må vise sit værd. Hvis netop det svigter, hviskes der i krogene om, at så bliver det svært at forklare befolkningerne, hvorfor man skal holde liv i det internationale klimasystem. Men et sammenbrud er en skrækvision, forstår man. Verden har ikke noget at sætte i stedet.

Delegationen går ned ad en gang med meterhøje fotostater med elefanter og papegøjer. Mødet med Bangladeshs klimaminister er netop slut. Her blev trykket hænder, talt løst om landenes positioner, mens værterne uddelte en takeaway-boks med kage og stegt kylling, som ingen rigtig rørte. Billeder knipses, Dan Jørgensen fremviser sine smilerynker, og de politiske forberedelser kører videre på en chattråd.

I den tætpakkede elevator småsnakker den bangladeshiske gruppe om mødet: 

”Danskerne er altid så oprigtige og kender fakta,” lyder det fra en mand i en knælang kurta.

Den danske ambassadør, der også står plantet midt i den trange elevator, får nævnt, at Dan Jørgensen jo bestrider en ret nyoprettet ministerpost. Få tager særlig notits af det. Ja, ja, men de kender ham jo godt – fra topmøderne. 

Mange af Bangladeshs klimaflygtninge flytter til hovedstaden Dhaka og ind i slumbyen Korail Bosti.

Dan Jørgensen er selv yderst bevidst om betydningen af det personlige kendskab mellem landenes forhandlere. Noget, som typisk sker ved såkaldte pull asides, hvor forhandlerne tilfældigt løber ind i hinanden til topmøderne. Denne tur er en anderledes koordineret tillidsøvelse. Det betyder noget at vise landene den respekt, at man besøger deres oversvømmelsesramte områder, taler med folk i slumbyerne, tilbyder landene klimahjælp og ekspertise.

”At hjælpen ikke bare er noget, vi siger til de store, flotte møder. Det giver en helt anden form for alliance og partnerskab. Venskab, vil jeg kalde det,” fortæller Dan Jørgensen.

Bangladesh og Pakistan er de to vigtige lande i klimaforhandlingerne, da alle ved, at de to lande er blandt dem, der bliver ramt allerhårdest. Derfor har begge lande tidligere ledt forhandlingsgrupper på vegne af andre lande.

”Når jeg møder de her mennesker næste gang, bliver det jo formentlig i et forhandlingslokale i Dubai. Måske en sen nat, hvor der er behov for, at man kan trække en til side og give sit indspark i en forhandling. Tillid betyder alt.” 

Jesmin måtte flygte fra sin landsby, da hendes hus i 2007 blev oversvømmet under cyklonen Sidr. ”Da vi vendte tilbage til landsbyen, var alt skyllet bort. Intet var det samme,” fortæller Jesmin, der i dag lever i slumbyen Korail Bosti.

BANGLADESH LIGGER BAG OS, nu gælder det Pakistan. Og næppe er diplomaternes fermt pakkede kabinekufferter trillet ud af den pakistanske lufthavn, før der går rygter om en mulig naturkatastrofe.

”En cyklon rammer sydkysten senere i dag. Vi må håbe, de er bedre forberedt denne gang,” siger den danske ambassadør og slår ud med armene, mens forsamlingen hugger kiks og frugt i sig inden dagens møder med udvalgte pakistanske ministre.

Omkring samme tid sidste år ramtes Pakistan af de værste oversvømmelser i landets historie. Stigende temperaturer fik med lynfart Himalayas gletsjere til at smelte og ledte rekordstore vandmasser ned igennem landets floder. Derefter ankom en ekstra kraftig monsun med tre gange mere vand end normalt. En drabelig klimacocktail, der efterlod en tredjedel af landet under vand og anslået otte millioner mennesker uden hjem. Verdens medier berettede dengang om børn med mudret tøj, der måtte tigge fra teltlejre langs vejkanter, overbelastede klinikker og mænd i motorbåde på jagt efter deres nu nedsunkne hjem.  

”Vi har ført krig mod naturen, og nu slår naturen tilbage på frygtelig vis,” fortalte en tænderskærende FN-generalsekretær, António Guterres, under sit besøg sidste år.

Ud af flodbølgens martrede landskaber opstår erkendelsen af, at klimakampen ikke længere blot handler om at bringe udslip af drivhusgasser ned. Det handler også om at beskytte de mennesker, der stirrer direkte ind i klimakatastrofens følger. 

Her træder også en ny slags superstjerne ind på den klimapolitiske scene, nemlig Pakistans minister for klimaforandringer, Sherry Rehman. Det gør hun med budskabet om, at de rige lande skal betale mere for de tab og skader, som de klimasårbare lande oplever allerede i dag. Bare sidste års naturkatastrofe efterlader en regning på flere hundrede milliarder kroner – og det er endda uden at tælle med, hvad genopbygningen koster.  

I en elegant mørkegrøn kjoledragt, høje slangeskindsstøvler og glitrende ædelstensring tager Sherry Rehman imod den danske minister. I mødelokalet er opsat en midlertidig skærm, så Rehman kan følge med i cyklonens bevægelser i realtid. Hun har egentlig bryllupsdag, men skal styre det her kriseteam. Og så møde en dansk minister ved navn Jørgensen. 

VERDEN VIPPER 

Udfordringen med klimaet er ifølge eksperterne, at vores samfund ikke blot skal omstilles mere end før. Det ska gå meget hurtigere end før. Hvis man vinder klimakampen, men gør det for langsomt, har man tabt.

Det skyldes især klimaets såkaldte vippepunkter: Når klimaforandringer passerer en usynlig grænse, kan det sætte skub i en ustoppelig udvikling og gøre situationen værre.

Ligesom en person, der vipper på en stol – det går godt, indtil det slet ikke går mere.

Vippepunkter kan få regnskove til at miste deres fugt eller få gletsjere og arktiske iskapper til at forsvinde. De risikerer at skubbe til uoverskue­lige kæder af begivenheder, der vil ændre betingelserne for alt liv på kloden.

Videnskaben forstår endnu ikke, præcis hvornår vippepunkterne kan indtræffe. Men vi ved, at disse klimabomber potentielt kan eksplodere med verdens aktuelle temperaturstigninger. Forskernes svar er derfor, at enhver brøkdel af en temperaturstigning, der kan undgås, har betydning for alt fremtidigt liv på jorden.

PRESSEN ER FORMENT ADGANG, og et interview med Sherry Rehman er udelukket. Men adspurgt om mødet forklarer Dan Jørgensen, at de straks gik i gang med at planlægge, hvordan de kan hjælpe hinanden til COP-mødet. Et positivt, men praktisk møde, forklarer han. 

Kan du blive grebet af pessimisme? En ting er, at du skal klippe snore over og være konstruktiv til en masse møder, men kan du godt blive grebet af den der følelse? 

”Nej, så skulle jeg heller ikke have det her job. Jeg er helt sikkert også drevet af frygten for, hvad der sker, hvis ikke vi gør noget. Men i hverdagen er det især optimisme. Og nogle gange er professionel optimisme nødvendig for, at man kan få et resultat. Du kan ikke gå ind til en forhandling og sidde med hænderne over kors, for så får du aldrig nogen fremskridt.” 

Men får du aldrig lyst til at smide jakken og rejse dig trodsigt i vrimlen af COP-forhandlere, så det faktisk kan høres? 

”Jeg har respekt for dem, der protesterer. Dem er der også brug for i den offentlige debat. Men selv tror jeg mest på de store politiske løsninger. Men endda de løsninger er for små, hvis det kun sker i Danmark eller endda i Europa. Det skal være for hele verden. Hvordan det så sker, er jo også et håndværk. Og der handler det også om at kende et sprog og nogle koder og vide, hvordan man opbygger tillid mellem forhandlere. Det er jo det, jeg har lavet i mange år nu, og nok den måde, jeg kan gøre den største forskel.”

Lokale langs en brusende flod i det bjergrige nordlige Pakistan.

OMKRING ET PAR UGER tidligere, midt i den danske sommertørke, sidder Dan Jørgensen og taler i radioen. ’Ring til regeringen’ hedder DR-programmet. 11-årige Anker skriver ind og spørger: 

”Er det muligt, at vi får styr på klimaet i fremtiden?”

Ministeren slår over i en lille latter. Er drengen mon opkaldt efter Anker Jørgensen? Derefter får han talt lidt om blandt andet vindmøller og fjernvarme. Dommen på de sociale medier falder prompte derefter. Ministeren taler med uld i mund, lyder det fra flere. 

Nu sidder vi på bagsædet i den armerede bil gennem Islamabads døsige eftermiddagstrafik. Dagen har budt på mødesnak, tålmodig lytten til lokale, der driver en fælles vandturbine, mere mødesnak, ud på bumlende køreture, igennem brusende floder i en steghed bil uden aircondition. Ud at se en kommunalpolitiker vise et PowerPoint-show i nogle sofaer i et goldt lufthavnskontor.

Som vi sidder dér i bilen i den pakistanske hovedstad smukt udstrakt ved foden af Himalaya, er dagens mødeprogram ved at være slut. Ministeren kan godt mærke, at han er ”lidt bøffet i hovedet”.

Nu får du muligheden igen – og du må ikke snakke om vindmøller, termostater og energieffektivitet eller sige ”der er grund til optimisme”. For alle børn og børnebørn: KOMMER vi til at løse klimakrisen?

”Jeg håber det, og på gode dage tror jeg også på det. Andre dage kan jeg være mere tvivlende. For selvom det kan lyde selvmodsigende, er begge dele rigtigt. På den ene side går virkelig meget i den forkerte retning, omstillingen går slet ikke stærkt nok, og videnskabens resultater er mere og mere bekymrende. Men på den anden side er der også ting, der går hurtigt i den rigtige retning. Hvis resten af Europa og den vestlige verden gjorde, som Danmark og et par få andre lande har gjort, kan vi godt nå det.”

Så lad os tage spørgsmålet igen, lettere omformuleret. Kan du troværdigt sige til mig: ”Ja, vi skal nok løse problemet med klimaet, for ellers er alt andet ligegyldigt”?

”Jeg ville først være bekymret, hvis nogen til den her 11-årige dreng gav et meget klart nej,” siger han og tilføjer: 

”Eller et meget klart ja.”

TAB OG SKADER 

Ved klimatopmødet i 2022 indgik man for første gang en aftale om at afsætte penge til tab og skader (loss and damage). Førhen gik penge til klimaet især til at bringe udledninger ned samt hjælpe med at tilpasse sig fremtidige klimaforandringer. Tab og skader handler modsat om at dække udgifter, som især fattige lande allerede nu har på at udbedre skader efter eksempelvis oversvømmelser eller cykloner, som de ikke kan undgå.

Børn i traditionelle dragter til ære for de danske gæster.

DEN PAKISTANSKE HOVEDSTAD, Islamabad, er en velordnet by med nydeligt klippede træer i rabatterne, frodige ambassadekvarterer, checkpoints og luksushoteller. Byen er forskanset fra resten af landet, der for få år siden blev opfattet som et af verdens farligste. Præget af terroraktioner og redebyggeri for islamistiske skyggeceller. Landet, hvor amerikanske elitestyrker i ly af natten blev firet ned fra to helikoptere og fik ram på terrorlederen Osama bin Laden i sit skjulested nord for hovedstaden. 

Men alt det fylder ikke meget på memoerne hos gruppen af danske diplomater, der kører rundt i de armerede landcruisere, hvor sikkerhedsselen ikke virker. Nu handler det om vindmøller og klimabistand. Og ikke mindst om Himalayas majestætiske gletsjere, også kaldet ’verdens tredje pol’.  

I bjergene i det nordlige Pakistan smelter landets 7.000 gletsjere nemlig i voldsom fart, og det øger risikoen for en katastrofal flodbølge som sidste år. Dan Jørgensen og hans tropper vil med denne tur blandt andet støtte de fattige bjergbefolkninger med at bygge værn langs floderne og lave planer, hvis katastrofen indtræffer. 

Dan Jørgensen glaner bag sine Ray-Ban-solbriller ud mod de uendelige landingsbaner i Islamabads lufthavn. Da helikopteren sætter i gang, minder det om en cd-afspiller, der er gået i hak, selv om udsigten er anderledes denne gang. Himalaya gennemskæres af krogede veje, og floder krydser hinanden i små, evige kapløb. Synet fra de nougatbrune helikoptersæder er uvirkeligt på den måde, at det lige så godt kunne være et kig ned på havets bund. Solens indfald fremhæver bjergsiderne som nærmest svampelignende formationer. 

Fra en helikopter er man løsrevet fra tid og rum. Man ser for sig, hvordan bjergryggene har formet sig efter geologiske tiders foldninger, hvordan krige mellem stammer i forhistorisk tid er blevet udkæmpet her. Dan Jørgensen har hovedet konstant fokuseret ud mod de grågrønne bjergskråninger, kun afbrudt at ef par selfievideoer med de mest betagende landskaber. Bjergryggen kan ligne et håndklæde, der skødesløst er blevet kastet på et gulv. Bag skyformationerne titter Himalayas tinder frem som et gådefuldt rige langt væk. De fremstår ikke specielt sneklædte.

Det siges, at vores fossildrevne verdensorden kører på den solenergi, som er lagret i jorden gennem millioner af år. Et slags geologisk gravskænderi, verden har gang i. Dan Jørgensen ved godt, at verdens lande rykker alt for lidt og for langsomt til at redde klimaet. Han tror dog på, at de vigtigste politiske svingninger er sat i gang, og at viljen vokser hos de enkelte lande. Alligevel ved han godt, at naturen ikke venter på os. At den ikke tager hensyn til, om samfundene er langsomt opfattende: 

”Det, der kan gøre mig virkelig bange, er tanken om, at det er for sent. At man ikke kan få tandpastaen tilbage ind i tuben, fordi der er sådan et point of no return. Det er desværre meget realistisk, at de her selvforstærkende effekter sætter ind. At det på et tidspunkt vil gå så stærkt med afsmeltningerne, at det er ligegyldigt, hvad vi som mennesker gør, hvordan vi omstiller os. Så kan vi ikke længere selv forhindre en katastrofe.”

DEN TREDJE POL

Gletsjerne opfattes som en tikkende bombe, og deres naturlige balance er helt afgørende. Gletsjerne udgør nemlig en kæmpe del af vandforsyningen i Pakistan, men også andre store lande som Indien. Knap to milliarder mennesker skønnes at få vand fra bjergenes is og sne.

Hvis gletsjerne skrumper og ikke kan genskabes på grund af de høje temperaturer, kan det skabe store konflikter om, hvordan vandet så skal fordeles. Samtidig er det et problem, hvis det smelter for hurtigt, som det skete sidste år, for så kommer de drabelige oversvømmelser.

EN MAND MED gul sikkerhedsvest og hjelm kalder i en megafon, mens en gruppe volontører lunter i formation og gør en slags honnør. De løfter en pige med hestehale over på en presenning, der ligger udspredt under et æbletræs løvhang. Vi er nået til den lille by Garam Chashma, beliggende i en frodig dal i det nordligste Pakistan. Brune bjergsider omkranser dalen. En smeltevandsflod løber langs de støvede veje, der er spækket med motorcykelmekanikere og små chips-kiosker. Her sidder mænd med traditionelle uldhatte og følger trafikken med øjnene. 

Det optrin, der udspiller sig foran os under æbletræet, er en øvelse i evakuering, hvis en katastrofe sker. De lokale gennemfører den hver eneste måned, tre dage i træk. For sidste år, da gletsjer­isen smeltede med rekordfart og drev vandmasserne ned over Pakistan, blev denne region hårdt ramt, og folk mistede deres huse. Det fortæller Javed Ahmed, en lavstammet mand med tæt overskæg. Han leder en afdeling for katastrofeberedskab i en udviklingsorganisation, som Danmark netop på denne tur støtter med nogle millioner kroner. 

Javed Ahmed taler om en særlig vagtsomhed blandt de lokale over for oversvømmelser, laviner og klippeskred. Om vinteren, hvor alt sner til, og temperaturen kan falde ned til minus 22 grader, lukkes de to eneste veje, der forbinder den isolerede region med resten af Pakistan.

Let sneklædte bjergrygge i Hindu Kush-Himalaya-regionen i det nordlige Pakistan.

Dan Jørgen­sen står og iagttager opvisningen i katastrofebe­red­skab. Et barn i en redningsbåre bliver firet over den brusende flod. Turen med den danske delegation er ved at rinde ud. ’Koreografien’, som det hedder i ministeriets papirer, er gået glat. Der er tilfredshed at spore i Dan Jørgensens følge. 

Snart venter en ny rejse, en ny serie af håndtryk, dårlig flysøvn og afstemte budskaber på glinsende marmorgulve i fremmede lande. Snart venter konferencecentret i Expo City Dubai, hvor forjagede forhandlere igen vil diskutere tal for klimamål. Hvor verdens sværeste terapisession vil finde sted – mellem de mest klimaskadende lande og de fattige nationer, der netop er ankommet til den fossile fest og ikke ønsker at få dikteret, hvad de ikke må. Hvor landenes diplomater hviskende imellem sig vil forbande andre landes planer, før de alle til sidst vil stille sig op foran alverdens kameraer og erklære en ny og faktisk ambitiøs retning for verden. Det er håbet.

Javed Ahmed har for alvor talt sig varm og viser nu med den ene hånd, hvordan det varmere klima får smeltevandet til at vælte ned over bjergdalen. Foran ham farer ministerens følge brat frem mod den ventende kortege. Bildørene er allerede åbnet, helikopteren venter.

Ud & Ses flyudgifter blev dækket af et rejsestipendium under Udenrigsministeriet.

/

Bare en lille fisk

Som en af få kvinder har Adelaida Bautista Alanoca fisket på Titicaca-søen i Bolivias højland hele sit liv. Nu er hun bekymret, for fiskene forsvinder, muligvis fordi de ikke har kunnet vænne sig til temperaturændringerne.
Tekst:Lise Josefsen HermannFoto:Wara Vargas

DET ER MIDNAT, temperaturen er et stykke under frysepunktet, og Adelaida Bautista Alanoca gør klar til at gå i båden. Inden hun sætter fra bredden, beder hun til den katolske gud og til søens gud. 

”Min Gud, tag mig vel ud og hjem igen, jeg er i dine hænder. Du ved, hvad jeg har brug for, hvad jeg mangler.” 

Selvom den 38-årige fiskerkvinde er ud af en slægt af fiskere, har hun aldrig lært at svømme, og nogle gange truer bølger og blæst sikkerheden om bord på hendes lille fiskerbåd. 

Tajocachi er en lille landsby i kommunen Santiago de Huata ved bredden af Titicaca-søen i Bolivia.

Hun vågnede op til livet her ved verdens højest beliggende sejlbare sø, Titicaca-søen. En del af Titicaca-søen tilhører Peru, men Adelaida kommer fra landsbyen Tajocachi i Bolivia. Hendes forældre, bedsteforældre og oldeforældre har alle været fiskere, og hendes forældre fisker stadig dagligt i den kæmpe sø. 

De har især fanget den lillebitte fisk Orestias ispi – også bare kaldet ispi. Ispi-fiskene lever kun i Titicaca-søen og er en traditionel spise i de nærliggende byer La Paz og El Alto. Byer, som Adelaida ikke kender, selv om de ligger blot halvanden time væk. Orestias betyder bjergnymfe – og Titicaca-søen befinder sig da også i mere end 3.800 meters højde. 

Adelaida Bautista og hendes datter Keyla renser og udruller nettene for at fange ispi. Hun har 18 net, der er 25 meter lange, og hvert enkelt net har kostet hende 300 bolivianos (godt 290 danske kroner).

Men nu er Adelaidas erhverv i fare. 

Fiskeriet i Titicaca-søen og Tajocachi er faldet, og Adelaida er bekymret. Hun mener ikke, at fiskene har kunnet vænne sig til temperaturændringerne i søen i de senere år.

Lige så længe hun kan huske, har hun været med sin mor ude at fiske på søen. Hun har lært at fiske ved at se sin mor gøre det. Da hun var 12 år gammel, begyndte hun at tage ud selv sammen med sin lillebror. 

Nu, hvor hun selv er mor til Keyla på 13 og Evelyn på 17, venter pigerne på hende ved bredden for at hjælpe med at bære fiskene ind. Adelaida er, som hun selv siger, både mor og far for sine døtre:

”Da jeg var lille, var der masser af ispi. I dag kan man med held fiske det halve af dengang. Der er næsten ikke nogen fisk tilbage, det har ændret sig meget. Men selvom der kun er lidt fangst, er jeg nødt til at fiske. For jeg lever af det her og forsørger mine døtre ved at fiske.”  

Erick Loayza Torrico er biolog og forsker ved Institut for Økologi på det offentlige universitet UMSA (Universidad Mayor de San Andrés) i La Paz. Han forsker i indfødte fisk i Titicaca-søen, biodiversitet og også fiskerispørgsmål.

”Siden 1980’erne er biomassen af de oprindelige arter i søen blevet reduceret med mere end 90 procent. Vores undersøgelser har vist, at størsteparten af de fangede fisk er små og under den minimumsfangststørrelse, der er fastsat i Peru. Ispi er en fisk, der kun lever i Titicaca-søen, og den eneste fisk i søen, der lever i stimer. Silverside (pejerrey på spansk) derimod, en indført art, lever hovedsageligt af ispi i åbent vand,” fortæller Erick Loayza Torrico. 

”Faktorer som manglende fiskeriforvaltning, indførelse af eksotiske arter, forringelse af levesteder og klimaændringer har indflydelse på nedgangen i antallet af fisk. Søen er blevet varmere i løbet af de seneste 30 år, og vandniveauet er sænket omkring tre meter,” siger den bolivianske forsker. 

Adelaides ældste datter, Evelyn, tjekker nettene for fangst.

Adelaides døtre, Evelyn og Keyla, har bygget et lille overdække af plastik i den isnende kulde.

ADELAIDA ER EN sjældenhed. Arbejdet som fisker på Titicaca-søen er hårdt og fysisk, fiskerne her er næsten alle sammen mænd. Hun smiler stort, når hun taler om at fiske. 

”Det er et mandearbejde. Det er svært og kompliceret med vinden, regnen og bølgerne. Men jeg bliver nødt til at tage af sted for at fiske. Det er min ting, det er dét, jeg kan finde ud af,” siger Adelaida. 

Hun arbejder mest om natten og ved daggry, hvor der er allerkoldest. Hun fortæller, at nætterne bliver koldere nu. Nogle gange fryser fiskene til, efter de er fanget. 

Ved siden af fiskeriet dyrker Adelaida også kartofler og hestebønner. Men i år er kartoffelhøsten slået fejl, fordi regnen forsvandt, da kartoffelplanterne blomstrede. Og bagefter kom frosten. 

Adelaida Bautista og hendes veninde er bekymrede over, at manglen på vand og de skiftende regntider påvirker deres kartoffelafgrøder.

Hun er bekymret over de ændringer i klimaet, hun oplever, og hvordan det påvirker hendes levebrød – fiskeriet – og også hendes landbrugsafgrøder. 

”Der er jo ikke andre muligheder, vi har altid fisket. Hvis ikke der er flere ispi, må jeg prøve at fange nogle af de andre fisk, der er i søen. Jeg er nødt til altid at finde en udvej, så mine døtre og jeg kan overleve.”

Denne artikel publiceres i samarbejde med DDRN (Danish Development Research Network) med støtte fra OpEn, Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje.

/

En plads i solen

Når skyerne trækker sammen over eksistensen, og det regner indeni, kan alle længes efter et sted, hvor vejret er bedre, livet lettere, og pengene rækker til mere. I Sydspanien har en gruppe danskere set lyset og forladt hjemlige himmelstrøg til fordel for drømmen om et lille stykke paradis.
Tekst:Amalie HaunFoto:Mathias Eis

PALMERNE SVAJER BLIDT i vinden på strandpromenaden i Fuengirola. Til den ene side står beton­hoteller i hvid, fersken og pastelgul sirligt side om side og rejser sig mod himlen. Til den anden side ligger solslikkende gæster i strandstole med ansigterne vendt mod solen, imens Alboran-havet danner hvidt skum på bølgerne.

44-årige Martin Holm sidder i en sofa på en overdækket terrasse med tivolifarvede lyskæder i træbjælkerne. Han har en neongul lighter i sine kraftige hænder. Han triller den mellem sine fingre. Vender den rundt et par gange. Lægger lighteren over i højre hånd. Tilbage i den venstre. Og så fremdeles. En gang imellem trykker han på lighteren for at tænde en af sine røde West-cigaretter.

”Jeg har taget en beslutning om, at det skal være et nyt liv hernede,” siger han.

Hans store, blå øjne lyser op, når han taler om sin nye hverdag på Solkysten. 

”Jeg er startet på en frisk. Kommet ud af det lorteliv. Med alle de stoffer. Alt det pis,” siger Martin.

Tilbage i august 2020 pakkede han sin gamle Mitsubishi, og sammen med en kammerat kørte han fra Silkeborg af sted mod Spanien. Martin og kammeraten ville give livet i Spanien et skud.

Få dage inden Mette Frederiksen 11. marts samme år lukkede Danmark ned på grund af corona-pandemien, var Martin netop kommet hjem til Silkeborg. Han havde været på en tre-ugers rejse til Alicante ved den nordligere del af Spaniens sydkyst og havde oplevet en forandring i sig selv. Kroppen var anderledes. Hovedet var anderledes. Bedre.

Så måske det var værd at flytte til Spanien for at se, om den følelse kunne vare ved, tænkte han.

Der var alligevel ikke så meget at miste.

I Danmark, når livet var allerværst, manglede Martin sommetider mad i sit køleskab, fordi han ikke kunne gå ud. Blev han alligevel nødsaget til at handle, skulle det helst ske om aftenen, lige inden lukketid, for at undgå for mange mennesker. I løbet af 2015 stoppede han i en periode med at tage toget. Bus var bedre. Så kunne han hurtigere stå af, hvis kvælningsfornemmelsen, rystelserne, tørheden i munden og de svedige håndflader blev for meget.

Der faldt en smule ro på, da han fik tilkendt førtidspension i 2016, men livet blev alligevel aldrig helt godt.

Martin mener ikke selv, det ville være muligt for ham at beskrive, hvad han har oplevet, hvis han fortsat boede i Danmark. Men denne lørdag i Fuengirola sidder han helt roligt og fortæller – hvis man ser bort fra lighteren, der har fået sit eget liv i hans hænder. 

Han rejser sig fra sofaen for at gøre klar til sin næsten daglige gåtur med hunden Nala ned til byen. Han leder efter hundeposerne. Nala er egentlig ikke hans hund. Det er heller ikke hans hus. I øjeblikket sover Martin og kæresten Andrea på sofaen hos deres fælles veninde Daniella, mens de venter på, at lejligheden, de skal flytte ind i, bliver ledig.

Martin finder hundeposerne og giver Nala mundkurv på.

”Så er vi klar,” siger han. 

PÅ STRANDPROMENADEN rundt om hjørnet fra Candy World, der sælger sommertøj, børnerygsække med Spiderman og plastiklegetøj, blæser vinden ned i en lille gyde, hvor Step In Bar & Grill ligger.

12 plastborde med Carlsberg-logoer i kanten står placeret ude foran baren. 58-årige Henning Faber sidder ved det bageste bord med tre mænd, der er i gang med en samtale. Han er iført sort vindjakke, T-shirt og lange bukser med lommer på siderne.

Det er Hennings tre døtre, Heidi Sofia, Rikke og Julie, der alle er i tyverne, som ejer grillbaren, der primært sælger hotdogs. Henning og konen Louise har skudt deres opsparing i den. Ideen til at flytte til Spanien startede en aften, da tv-programmet ’Luksusfælden’ kørte hen over skærmen hjemme i Nordsjælland. En enlig mor med to børn boede på Solkysten og kunne ikke få økonomien til at hænge sammen, hvorfor hun havde bedt programmets to eksperter om hjælp til at få privatøkonomien ind på rette spor. Henning kunne ikke få det til at give mening. Med de priser havde kvinden jo mulighed for at leve 30-40 procent billigere, mente han. Og så ”i varmen”.

Så da Henning Faber fik tilkendt førtidspension i 2018, sagde han: ”Jeg er den, der er smuttet”, og hele familien tog med ham til Costa del Sol.

Hennings drøm var først og fremmest at drive et bed & breakfast for mennesker, der ligesom ham selv har været i krig. Det skulle være et sted, hvor krigsveteraner kunne rejse til for at få ro. Få varme. Få en pause. I nærheden af mennesker, der forstod. Det var selvsamme grund, der fik Henning til at starte en klub for danske veteraner på Solkysten i 2019.

Det lykkedes familien Faber at få stablet et bed & breakfast for krigsveteraner på benene, men da corona-krisen ramte Spanien, blev familien tvunget til at lukke.

Det er derfor, Henning Faber sidder dér foran sine døtres hotdogbar, der åbnede 23. september 2022. Noget skal de jo lave. Henning vil gerne hjælpe sine døtre på vej med at drive forretningen. Give dem noget at leve af, nu da de alle har færdiggjort deres respektive studier. Og så vil han gerne selv have lidt at se til. Få noget bestilt, så tankerne kommer på afstand.

Henning sidder tilbagelænet i en hvid plastikstol med hænderne placeret på maven, mens han triller tommelfingre. Samtalen mellem de tre andre mænd flyver hen over hovedet på ham:

”Har du hørt, at Charlotte sælger tarteletter til 2 euro?”

”Det kan godt være, at jeg lige skal have en hotdog, inden jeg skal hjem og holde siesta.” 

Hennings øjne vender skråt nedad til højre, som om han befinder sig et andet sted end på sin stol i Fuengirola.

Han lever sit liv i flashbacks.

Henning Faber er ved at åbne Step In Bar & Grill, hvor der skal være fodboldarrangement samme dag.

COSTA DEL SOL har været igennem en enorm udvikling, siden de første charterfly fløj til Malaga med solhungrende og rejselystne danskere og andre europæere i 60’erne.

Før turismeindustrien for alvor kom frem, var Solkysten en relativt øde strækning. Malaga eksisterede som en af Spaniens større havnebyer, men ellers var der blot enkelte fiskerlandsbyer langs middelhavskysten på vej ned mod Gibraltar.

Så hvordan kan det være, at området har udviklet sig til den turistdestination, vi kender i dag?

Jo, der skete noget særlig vigtigt i 1959, da det diktatoriske styre med Franco i spidsen tog en stor beslutning.

”Man åbnede økonomien op, fordi den økonomiske ideologi, styret havde kørt indtil 1959, var ved at tage livet af spanierne. De kunne simpelthen ikke brødføde sig selv,” forklarer Carsten Jacob Humlebæk, der er lektor på Copenhagen Business School og forsker i spansk historie.

Det blev lige pludselig muligt for omverdenen at investere i det tidligere økonomisk lukkede Spanien, og turismen blev den industri, der drev den økonomiske udvikling på Costa del Sol. I høj grad på grund af vejret og ikke mindst de steder, hvor der var – og stadig er – god strand.

Costa del Sol blev et af de første steder, danskerne, briterne og tyskerne fløj til, da middelklassen i store dele af Europa havde fået penge på lommen, og de nye, smarte pakkeløsninger, charterselskaberne tilbød, vandt indpas. Herunder Spies og Tjæreborg Rejser i Danmark.

Laver man en hurtig internetsøgning, lader det til, at der er uenighed om, hvor grænserne for Solkysten egentlig går. Solkysten ligger i Spaniens sydligste region, Andalusien, og ifølge Den Store Danske strækker Costa del Sol sig mellem Almería og Gibraltar. En strækning på cirka 250 kilometer. Modsat afgrænser Google Maps Costa del Sol til at være lidt nord for byen Torremolinos, der ligger vest for Malaga, og ned til byen Manilva tæt på grænsen til Gibraltar. Carsten Jacob Humlebæk mener, at man skal se på stranden, når man prøver at afgrænse området rent geografisk.

”Jeg vil sige, at Costa del Sol som turistområde er fra Nerja (øst for Malaga, red.) og så hen forbi Marbella og et stykke ned, hvor det går hen mod Gibraltar,” siger forskeren. Det er nemlig uden for de områder, at stranden ikke længere er god, lyder det. Og uden en god strand ingen turisme.

I dag er Solkysten plastret til med høje betonhoteller langs og næsten helt ned til kysten, hvor der tidligere var ingenting. Det var særligt i området omkring Malaga, at antallet af højhushoteller og ferielejligheder eksploderede, da området blev en turistmagnet.

”Hvis der var nogen, der ville sætte et hotel op, fik de dybest set lov til det, eller også skulle de betale lidt smørelse hist og her,” siger Carsten Jacob Humlebæk. 

Der er næsten intet tilbage af de oprindelige fiskerlandsbyer, men det er svært at finde spaniere, der er triste over den udvikling, da turismen netop har givet et positivt skub til Spaniens økonomi, lyder det fra Carsten Jacob Humlebæk.

8.951

… danskere havde i 2021 permanent adresse i Spanien. 3.894 modtog førtids- eller folkepension. Malaga-provinsen er den provins, hvor der bor flest. I 2021 boede der 3.891 danskere i Malaga-provinsen.

Kilder: Espana National Statistics Institute og Udbetaling Danmark.

50-ÅRIGE DAVID KOPEL prøver at passe sig selv og have det godt.

Han har en vest på med små vægte i, der stabiliserer hans krop. Han har det med at hælde lidt til højre. Vesten føles tryg. Den minder om følelsen af at have målmandsdragten på, dengang han spillede ishockey på professionelt niveau. David sidder i sin petroleumsgrønne scooter, en Karma Electric Mobility.

For syv år siden blev David Kopel diagnosticeret med primær progressiv sklerose. En type sklerose, hvor kroppen langsomt bliver dårligere over tid. David kalder den selv ”en rigtig grim fætter”. Sygdommen gør, at han fryser i sit nervesystem, så han selv på lune sommerdage ifører sig skiunderbukser. Dertil kommer de daglige smerter i kroppen, en usikker balance og trætheden.

Så da David blev syg, indså han, at han måtte lave sit liv om. Kun gøre gode ting for sig selv. For fem år siden begyndte han at bruge vintermånederne på Solkysten. Mest af alt på grund af varmen og lyset, der hjælper på lysten til at stå op om morgenen. Selvom det lyder banalt, er lysten til at stå op om morgenen ifølge David afgørende for ikke at falde hen.

På havnemolen foran Davids lejlighed mødes han med Nadine for at se solnedgangen. De to mødte hinanden i Fuengirola og fandt ud af, at de begge havde sklerose. Nu ses de, hver gang de drager sydpå i vintermånederne.

David er altså det, de danskere, der bor fast på Solkysten, kalder for en ’trækfugl’, fordi han kun bor på Solkysten i vintermånederne. Helt præcis fra 1. november til 28. februar. 

”Det gør utrolig meget for mig at være her. Det gør det for alle danskere hernede. Det er samme agenda. Det er at nyde livet. Leve livet,” siger David denne eftermiddag på den lokale iscafé Heladería Valentino i Fuengirola. Han håber, det kan give ham fem år mere på benene at bruge vintermånederne på Costa del Sol. 

’Mañana, mañana’ er en spansk talemåde eller livsfilosofi, som David holder af at bruge. For hvad han ikke når i dag, når han måske dagen efter. Hvis han heller ikke når det dér, så er det også fint.

Han ved aldrig, hvordan næste dag ser ud. Nogle dage kan han kun kravle rundt på grund af smerter. Andre dage kan han gå med små skridt. Det er ikke til at vurdere, hvornår og hvordan de dage kommer. Derfor tager David én dag ad gangen og bruger sin tid i Fuengirola på én bestemt ting.

”Jeg nyder livet hernede og lever meget … Folk tror, at når jeg tager til Spanien, så er det party,” siger han og løfter sine hænder op over hovedet et par gange. Op og ned.

Han ryster på hovedet.

”Nej, det er helt stille og roligt.”

En dag i Fuengirola bruger han på at køre i sin scooter op og ned langs strandpromenaden. Spise et måltid mad på sin stamcafé, Go Green, der serverer friskpresset juice og vegetariske retter. Nyde solen. Nyde udsigten ud over Middelhavet. Og ikke mindst ryge cannabis. Cannabis giver ham ro i nervesystemet. Det tager smerterne, fortæller David Kopel, der har grønne, blanke øjne. De brune øjenbryn har det med at vende indad og op mod næseryggen, når han taler.

Det er sjældent, han ryger en hel joint ad gangen, som regel er det bare små hvæs. Han hiver recepten frem fra sin Carhartt-taske. Lægen ordinerer 30 gram til en måned, og oppe i sin lejlighed i det ferskenfarvede Stella Maris-højhus lige ud til havet har David syv forskellige typer cannabis liggende i en plastikbeholder.

Nede på jorden ved sin iscafé hiver David et aflangt, cylinderformet plastiketui frem med en joint i. Han spejder over til venstre for sig. Væk fra cafébordene.

”Nå, nu er der fri bane,” siger han og kører væk fra cafeen og tænder sin joint.

Familien holder pause under klargøringen af hotdogbaren for at fejre Hennings kone Louises fødselsdag med kagemand fra den lokale danske bager i Fuengirola.

HENNING FABER HAR fået mere ro i sit sind, efter at han og familien flyttede til Spanien. Men han ser det mere som en sidegevinst. Det var ikke noget, han aktivt søgte, da de flyttede til Costa del Sol. Det handlede i stedet om at gøre noget godt for andre og få et billigere, mere ferieagtigt liv.

”Jeg er ikke så stresset som i Danmark. Eller, det er jeg jo nok alligevel. Men jeg føler det ikke,” siger han.

Når man har været i krig og fået PTSD, kan man aldrig helt få ro. Oplevelserne kører som en indre film, hvor selv den mindste lille ting kan få dig tilbage til krigszonen. For Henning kan det være lugten af diesel eller duften af et mirabelletræ, der kan genstarte den indre film som en stor drøm, der ingen mening giver, men som alligevel er virkelig. Også selvom der ikke var nogen mirabelletræer dengang i Jugoslavien, fortæller den tidligere soldat.

Kører tankerne for hurtigt, har Henning fundet en kur i bjergene, der ligger bag ved Fuengirola. Fire til fem timer her. Helt alene. Dér finder han fred. For der er ingen larm. Ingenting. Han møder kun dyrene, og han har det med at tage de snoede stier – langt væk fra de anlagte vandreruter – opad. Sommetider må han kravle, andre gange klatre, for at komme opad.

”Jeg har en tilbøjelighed. Jeg vil gerne overskride mine egne grænser. Det må godt være lidt farligt. Det er underligt. Og irriterende. For det er der ingen grund til,” siger han.

Han vandrer gerne det sted, skovbrandene raserede i sommeren 2022. Skoven ligger brak. Træstammerne er sorte. Nogle enkelte steder pibler grønt liv op af jorden, der minder ham om det halve år i Jugoslavien i 1993. Det år, Henning fyldte 30 år.

Det er ikke længere så ofte, han kommer i bjergene.

BAG VED BJERGET, Henning ynder at vandre på, bor 56-årige Lena Frandsen i byen Alhaurín el Grande. Hun dufter af sød sæbe og cigaretter, mens hun bevæger sig ned igennem byen til sin lokale stambar Bar el Timon. En mand vinker til hende fra en café på modsatte fortov.

”Jeg kender mange mennesker, men jeg ved sgu ikke, hvor jeg har mødt alle de mennesker henne. Et eller andet sted må jeg have mødt dem,” siger Lena.

Hun flyttede til Spanien i november 2019 efter det, hun husker som syv års hjemløshed i Danmark. Spanien har hun altid gerne villet bo i. Hvorfor lige Spanien ved hun ikke helt. Hun havde bare lyst til at prøve. Så da en af hendes danske venner i Fuengirola ringede og spurgte, om hun ikke flyttede til Spanien, og efter at Lena fik 30.000 kroner af sin eksmands svigermor, tog hun af sted, fortæller hun.

”Jeg syntes bare, det var røvsygt i Danmark, et eller andet sted. Der skulle ske noget nyt,” siger hun. 

Også selvom hendes to børn blev noget overraskede over, at det var Spanien, hun flyttede til, men de var i det mindste glade for, at ”mor ikke længere var hjemløs”, lyder det fra Lena, som er førtidspensionist og har problemer med sin ryg, der sender smerter ned i hendes højre ben.

På vej ned til Bar el Timon må hun sætte sig ned på diverse bænke, hun går forbi. Hun tager det i sit eget tempo. Det var også ryggen, der gjorde, at hun sagde nej tak til den bolig, boligselskabet tilbød hende, da de ville rive hendes gamle boligblok i Nakskov ned, fortæller hun. Den nye lejlighed lå nemlig på anden sal.

”Det ville jeg ikke, da jeg har smadret ryggen. Så kunne jeg sidde i mit eget lort.” 

I trods valgte Lena at gå på gaden. Hun troede ikke, gadelivet ville blive en permanent løsning. Hun gav det maks. en uge. For hvordan bliver man hjemløs? Men efter tre uger fik hun ikke længere sin førtidspension, fordi hun ikke havde nogen fast adresse, siger hun.

Lena begyndte at sælge ’Hus Forbi’. Og så gik tiden ellers med at bo på gaden, bo i telt eller campingvogn og køre rundt på landevejen i en elektrisk kabinescooter. Hun fortæller, at hendes daværende mand, Carsten, valgte at blive hjemløs sammen med hende, så de havde hinanden. Lena kan godt savne det uforudsigelige liv, hjemløsheden bar med sig, men noget af livet fra landevejen har hun også fundet i Spanien.

”Jeg har aldrig haft det bedre, siden jeg flyttede herned. Jeg har aldrig haft det så godt,” siger hun.

Efter Lena tog beslutningen om at flytte, boede hun først i Fuengirola hos sin kammerat, men byen var ikke noget for hende. Den var alt for turistet. Alt for dansk. Så efter en måneds tid flyttede hun om bag bjerget til Alhaurín el Grande. En rolig bjergby med hvide huse. Og det var her, det for første gang, siden hun blev hjemløs, lykkedes hende at få en lejlighed. Men den tænker hun egentlig ikke så meget på.

Lena Frandsen.

SKAL MAN PRØVE at se på gruppen af danskere, der bosætter sig på Solkysten, er Anne Leonora Blaakilde den rigtige at få fat på. Hun er lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet og har skrevet flere forskningsartikler om danske pensionister bosat på Costa del Sol. Skal hun karakterisere gruppen med ét ord, vil det være forskellighed.

”De er alle mulige typer af mennesker, der ikke har så meget andet til fælles, end at de vover at rejse ud,” siger Anne Leonora Blaakilde.

Alligevel er de danske pensionister ens på det punkt, at mange af dem er flyttet til Solkysten på grund af helbredsproblemer. De fleste lider af enten gigt, astma eller depression.

”De prøver at optimere deres liv og få en bedre livskvalitet i forhold til, at de oplever, at den er blevet dårligere i Danmark på grund af forskellige skavanker,” siger hun.

Mange af pensionisterne har rejst i Spanien, inden de flyttede til Costa del Sol, hvorfor de har oplevet forskellen på helbredet i Danmark og i Spanien. Det er solen og det tørre klima, der får pensionisterne til at føle, at de har det bedre. Samtidig påvirker sollyset også mulighederne for og lysten til at være sammen med andre. Komme ud. Opleve noget. Melde sig ind i en petanqueklub eller gå til spanskundervisning.

”De begynder at indtage den spanske måde at leve på, fordi klimaet er til det,” siger Anne Leonora Blaakilde og uddyber:

”Hvis du er blevet syg og svækket og har svært ved at leve et liv med godt humør og have et godt fysisk helbred i Danmark, så giver det bare top på, at du både kommer ned og får det bedre fysisk, og at du får mulighed for at leve bedre socialt.” 

Forklaringen på, at pensionisterne oplever mere socialt samvær med andre på Solkysten, kan vi også finde i, at de jo netop er pensionister. De har med andre ord tiden til at være sociale, forklarer lektoren.

SLUT MED SMUTHUL

Tidligere var der en skattefordel ved at bosætte sig i Spanien. Før 2008 kunne man nøjes med at

betale skat i Spanien, som er væsentlig lavere end skatten i Danmark. Det blev lavet om i 2008, hvor Danmark opsagde sin dobbeltbeskatningsaftale med Spanien og Frankrig. Danske pensionister, der
efter 2008 valgte at flytte til Spanien, skulle altså betale skat til både Danmark og Spanien.

DANMARK BLIVER OFTE refereret til som et stærkt foreningsland, og den kultur er blevet ført videre på Solkysten. Lidt uden for Fuengirolas pulserende byliv ligger de danske pensionisters højborg. I hvert fald for dem, der vil omgås andre danskere. 

Med dannebrog flagrende ved indgangen træder man ind i Club Danés. En dansk klub med dertilhørende restaurant, hvor velkendte klassikere som smørrebrød og fiskefilet med en skive citron bliver langet over disken og serveret på rød-hvide duge med Pjerrot og tivolifarver malet på væggene. Danskerklubben fungerer som mødested for især folkepensionister, der ønsker at være sociale og aktive med hinanden.

Ved de brune træbåse på en falmet lysegrøn skydebane hos Club Danés gøres der klar til hekseskydning, årets højdepunkt for den danske skydeklub. I dag findes den næste heksemester. På rad og række stiller pensionisterne sig i kø. Det første stykke bly blæser ud af luftgeværet og starter med at ramme plet. Derefter er det de næste i rækken til at hjælpe med at skære træpladen formet som en heks stille og roligt i stykker.

Reglerne er simple: Skyd hovedet af heksen. En alternativ fejring af sankthans. 

Klubbens kasserer, Finn Pedersen på 72 år, er dagens tovholder. Det er ham, der tager imod de to euro for at dyste med, og som lader geværet til den næste, der skal i aktion. Finn og hans kone, Clary, flyttede til Fuengirola for tre år siden med det klare mål at få et bedre helbred. De sagde farvel til drømmehuset på Møn, fordi de blot kunne gå få hundrede meter i det danske vejr. Nu er helbredet blevet bedre for dem begge på grund af det tørre klima, siger Finn.

”Jeg har det godt, mit helbred er godt, og mit humør er godt. Det er det gode liv. Det gode vejr og det sociale fællesskab er en bonus,” siger Finn.

Og Clary, der også forsøger at blive årets heksemester, er ikke i tvivl om, at vejret gør en stor forskel. For hende betyder det, at hun kan deltage i sociale aktiviteter, der i sidste ende bidrager til et godt liv for hende.

”Når jeg er i Spanien, så lever jeg. Når jeg er i Danmark, så overlever jeg. Det er forskellen. Det er på grund af lyset. Har man det bedre, så får man også et bedre humør,” siger 72-årige Clary. 

To timer senere lyder det sidste skud efterfulgt af en klapsalve. På en træplade hænger en flyvende heks med et afhugget hoved. En ny heksemester skriver sig på den ærefulde liste over vindere.

ET STENKAST FRA skydeklubben tropper en gruppe ældre herrer op på tennisbanen. Iført ens tøj, med ’Drengegymnastik’ trykt på ryggen, bliver de sidste sko bundet. ”Har I husket måtten, drenge?” spørger Henning Gjerstrup de 12 fremmødte, hvortil flere skal tjekke gymnastikposerne en ekstra gang. Jovist, de er der alle sammen, og nu kan pulsen begynde at stige.

På midten af tennisbanen begynder han at lave sprællemænd. ’Drengene’ følger trop, men i hvert sit tempo. Her er der plads til alle. Det er ikke tempoet eller udførelsen, der er i fokus, men bare det at få rørt sig, siger 75-årige Henning. Han er initiativtageren bag drengegymnastikken og står for træningsprogrammet.

”Det er svært at få rørt sig alene. Derfor er vi nogle gamle drenge, der mødes. Jeg har en tro på, at lever man lidt sundt og får lidt motion en gang imellem, så har vi det bedre,” siger Henning, der beskriver sig selv som ’bekvemmelighedsflygtning’.

I en pause er der flere, der spørger, om de ikke snart er færdige. Henning svarer: ”Det er lige tidligt nok, drenge”, og løfter trøjen op. 

”Vi skal huske at lufte dellerne,” siger han. 

I spredt flok begiver de sig på en lille gåtur rundt på tennisbanen. Enkelte sætter sig, for nu begynder rygøvelserne. Det er ikke alle, der har stærk nok ryg til at kunne være med.

”Dengang jeg dyrkede kampsport, klappede man to gange, og så kom folk på plads,” siger Henning til dem, der forsøger at finde undskyldninger for ikke at fortsætte. ”Jamen, Henning, det gør du jo ikke mere,” lyder det fra Bent på 84 år i midtergruppen.

Traditionen tro afsluttes dagens træning med socialt samvær i Club Danés’ restaurant, hvor de hver især får sig enten en kop kaffe eller en øl. Hver tirsdag mødes de for at holde hinanden op på, at motion er vigtigt, selvom man lever i et ferieparadis.

”Det sociale sammenhold er det vigtigste i min tilværelse,” siger Henning. 

”Vejret giver et andet socialt liv, som jeg nok har svært ved at finde i Danmark. Hvis ikke man havde det, og kun solen skinnede, så var det lidt fattigt at være her.”

DET ER IKKE hver dag, det er heller ikke hver uge, men sommetider kan Martin Holm godt finde på at ”drikke som et hul i jorden”. Mest af alt for at ruske op i hverdagens trivialiteter.

”Jeg føler, at jeg har fået et meget normalt, røvkedeligt liv i forhold til, at der var fuld hammer på, da jeg boede i Danmark. Så jeg synes da, det er blevet lidt borgerligt,” siger han.

Men han foretrækker nu alligevel det nye liv, for gigten i fingrene er næsten væk. Smerterne i ryggen er næsten væk. Den sociale angst invaliderer ikke længere dagligdagen, så han kan tage ud at handle og tro på, at de fleste mennesker vil ham det godt. Og ikke mindst er depressionen og de mørke tanker lagt i dvale.

”Solen gør så meget ved mit hoved. Den giver mig energi i stedet for, at jeg er deprimeret hjemme i mørke Danmark,” forklarer Martin.

Imens er medicinindtaget kommet ned på én pille Seroquel om dagen, fortæller han. Pillen hjælper på temperamentet og mod søvnløsheden. Med et tidligere kokainmisbrug kan man godt have svært ved at sove. Kokainen var en nem udvej, når livet blev for mørkt. En hurtig bane i bytte for et skud selvtillid.

Misbruget har Martin lagt fra sig, selvom han godt kan finde på at tage en bane kokain en gang imellem for hyggens skyld. Samtidig har Martin lagt det liv fra sig, der følger med, når man skal have penge til så mange stoffer. Hver dag.

DAVID KOPEL ER ikke i tvivl om, at han har fundet det gode liv ved at bo på Solkysten, når vinteren kommer til Danmark. Også selvom hans liv har forandret sig i en retning, han ikke havde forestillet sig, efter at han blev syg.

”Jeg prøver at leve så meget som muligt. Meget mere end før jeg blev syg. Meget mere. På den måde er jeg taknemmelig for, at jeg er blevet syg, for mit liv er på mange måder meget bedre i dag,” siger han.

David prioriterer det, der gør ham glad og giver energi. Sol, varme, frisk luft, havet, fred og ro. Det er muligt, når han hverken har børn, kæreste eller økonomiske udfordringer, efter at han solgte sin gamle andelslejlighed på Østerbro. Han bruger ikke mentale ressourcer på at tænke på arbejde. Eller penge. Kun på at være til.

”Jeg føler mig hjemme hernede. Det gør jeg virkelig,” siger David.

Og så giver det ham ro, at han ved, hvad der skal ske, hvis sygdommen tager til.

”Jeg har givet mig selv det løfte, at hvis jeg ender med at sidde som en grøntsag, så tager jeg selv af sted. For så vil jeg ikke synes, at det er værdigt. Så det er jeg kommet frem til.”

I virkeligheden er han ikke så bange for døden. Det er mere smerterne, ubehaget i dagligdagen, der bekymrer ham.

”Døden er noget smukt. Jeg skal bare nå at leve nu,” siger han.

EN LILLE MAND uden så meget hår på hovedet og med buskede sorte øjenbryn kommer gående mod stambaren Bar el Timon. ”Nå, nu kommer balladen,” siger Lena. Det er Antonio. Han har en rød poloskjorte på, der er knappet lidt ned, så man kan se brysthårene.

”Hola, Lena.”

Det er hendes ’husvært’, som Lena siger. Hendes udlejer og ikke mindst gode ven. De drikker kaffe sammen hver morgen, spiller domino, og nogle gange kommer han med mad til hende. Andre gange laver de mad hver især og deler den med hinanden i ’madklubben’, som nogle andre mennesker fra byen også er en del af.

Det er byens fællesskab, der betyder noget. Åbenheden, og at tingene bare sker. Lena ved aldrig, hvornår ’madklubben’ begynder. Det sker af sig selv i ren spontanitet, hvis nogen fra gruppen har samlet sig i byen og er blevet sultne efter et par timer. Det kan hun godt lide.

”Jeg føler mig mere hjemme her end i Danmark,” siger hun.

Antonio sætter sig på en stol ved siden af Lena. Han begynder at hoste og harke, efter at han har taget et sug af en joint.

”Det er mini-Christiania, det her,” siger hun. ”Det er noget anderledes end nogen anden by, jeg har oplevet. Også i Spanien.” 

På et splitsekund rækker Antonio Lena en lille, aflang brun klump formet som en pølse, som hun hurtigt får lagt i sin cigaretpakke på bordet.

Deres måde at kommunikere på er en blanding af engelsk, dansk og spansk. Lena siger, at de har fundet deres eget sprog. De forstår hinanden, men ingen andre mennesker forstår det, når de taler sammen. Det er godt nok for hende. For hun har fundet et hjem, hvor hun kan gøre, hvad hun vil. Som hun vil.

HENNING FABERS VANDRETURE i bjergene er ikke altid lige jævnlige, fordi han bruger det meste af sin tid på at hjælpe sine døtre i Step In Bar & Grill. Han hjælper også denne morgen, hvor han klokken 9:50 ankommer sammen med sin datter Julie. De er altid de første til at møde på arbejde. Julie bor stadig hjemme, og faren kører hende.

Henning giver sig til at låse gitterporten op.

”Har man sagt A, må man også sige B,” siger han. 

Baren er fyldt op med havemøbler og parasoller, som Henning straks begynder at bære ud. Imens begynder Julie at gøre klar til hotdogbygning i køkkenet.

Henning hiver syv borde, stablet oven på hinanden, hen ad gulvet, så det skriger.

”Hvordan fanden var det nu?” spørger han for sig selv.

”Jeg er færdig i køkkenet,” siger Julie.

”Det var kraftstejleme hurtigt,” siger Henning. 

”Du kan være med til at tage borde ud.”

Far og datter får hurtigt stillet bordene på to rækker over for hinanden.

”Det var ikke så svært, vel?”

”Jo,” svarer Julie sarkastisk. 

”Skal jeg tage stolene ud?”

”Det må du gerne,” siger Henning, imens han er ved at sætte en forlængerledning op. 

Det kan være svært at sætte sig ind i konsekvent at have et ladt gevær i hånden. Når man skal på toilettet. Når man skal sove.

Det kan være svært at sætte sig ind i, hvad det gør ved et menneske, at man bliver vækket af skud om natten og aldrig af et vækkeur.

Det kan være svært at sætte sig ind i, hvad det gør ved et menneske konstant at være på vagt i en krigszone for så at komme hjem, hvor der er … ingenting.

Det er det, som Henning Faber stadig kæmper med inde i sig selv. Det er derfor, han konsekvent må være i gang. Hjælpe til i hotdogbaren, selvom han i virkeligheden ønsker sig noget andet.

”Lad mig sige det sådan her: Skulle jeg dø i dag, falde om, så lad mig ligge. Så får jeg fred. Sådan har jeg det. Selvom jeg er glad, og det kører, men kan jeg få chancen … så tager jeg den. For at få ro. Ikke at skulle bekymre sig. Lidt koldt, ikke,” siger Henning.

Derfor kan han heller ikke sige, at han har fået ultimativ ro på Solkysten. At han har fundet det gode liv. Selvom livet da helt klart er forbedret.

”Jeg har det bedre, end jeg havde det i Danmark.”  

For han føler ikke længere System-Danmarks usynlige vægt på sine skuldre. På den måde kan Henning koncentrere sig om at gøre det, han nu engang synes betyder mest.

”Det, der tilfredsstiller mig mest, er nok at hjælpe de andre. Være der. Hjælpe med alle mulige åndssvage ting. Det tror jeg er det, der betyder mest,” siger han.

Han håber mest af alt, at den lille hotdogbar med 17 forskellige hotdogs på menukortet får succes. Eller i hvert fald at pigerne – Heidi Sofia, Rikke og Julie – kan holde den kørende, og at den kan give dem økonomisk støtte.

Så kan Henning og konen Louise køre ud i verden i en autocamper. Se det hele. Hele tiden have mulighed for at rykke sig. Aldrig stå stille. Det vil være godt, synes Henning.

MARTIN HOLM FORTÆLLER, at han har været i fængsel ad to omgange for grov vold. Han har solgt stoffer for at få penge til sine egne. Og han har lavet inkasso-arbejde. Altså krævet penge ind med tæskehold. For sig selv eller for andre. Sommetider opkøbte han andres gæld i den kriminelle underverden for så at køre ud til det menneske, der skyldte penge, for at lægge renter på, fortæller han.

”Det er sådan noget, jeg har lavet. Også med min størrelse. Jeg har lidt størrelsen til at … jaeh.”

Han begynder at grine sin fedtmulelatter.

”Jeg var lidt pænere dengang.”

”Det er ikke noget, jeg er stolt af. Det er jo ikke fedt at køre ud og smadre folk.”

For fem år siden kunne det gøre ham høj at slå på tæven. Gøre ham stærkere. Større. Vigtig.

I dag er han en anden, fortæller han.

”Jeg er jo mig selv hernede. Den, jeg godt kan lide at være. Jeg kunne ikke lide at være den anden person. Jeg følte, at jeg var en anden person, da jeg boede hjemme i Danmark. Det er jo et stort plus, at man kan se sig selv i øjnene, når man kigger sig selv i spejlet om morgenen, ikke?”

Martin afviser at have været medlem af en rockerklub. Men han kender da nogle rockere, siger han. Og det var da også, mens han befandt sig i kredse med Hells Angels og Bandidos, at stofmisbruget ifølge Martins lægejournal var allerværst. Martin tager i dag afstand fra rockermiljøet. Men han frygter, at han – hvis han var blevet i Danmark – var endt i et voldsomt stofmisbrug igen eller var kommet ud i en kriminel løbebane endnu en gang.

Det er også derfor, han er rejst til Solkysten. Han flygter ikke fra noget eller nogen. Hvis han gjorde, er Solkysten et ’dumt’ sted at tage til, ræsonnerer han. I stedet er Martin rejst fra Danmark for at starte forfra.

”Jeg føler, at jeg har fået det gode liv. Jeg kan være glad for den, jeg er, i stedet for at være destruktiv over for mig selv,” siger Martin.

Han glæder sig til at flytte sammen med Andrea. Hun kalder ham for Marcos. Han drømmer om, at de kan åbne en restaurant, hvor han kan lave lidt mad, og hun kan stå for den daglige drift som tjener. Indtil da må han spise flute til morgenmad. Ryge et par cigaretter. Gå en tur med hunden. Hente Andrea fra arbejde. Se fjernsyn om aftenen. Livet er stille.

/