Indlæg

Som en af få kvinder har Adelaida Bautista Alanoca fisket på Titicaca-søen i Bolivias højland hele sit liv. Nu er hun bekymret, for fiskene forsvinder, muligvis fordi de ikke har kunnet vænne sig til temperaturændringerne.
Tekst:Lise Josefsen HermannFoto:Wara Vargas

DET ER MIDNAT, temperaturen er et stykke under frysepunktet, og Adelaida Bautista Alanoca gør klar til at gå i båden. Inden hun sætter fra bredden, beder hun til den katolske gud og til søens gud. 

”Min Gud, tag mig vel ud og hjem igen, jeg er i dine hænder. Du ved, hvad jeg har brug for, hvad jeg mangler.” 

Selvom den 38-årige fiskerkvinde er ud af en slægt af fiskere, har hun aldrig lært at svømme, og nogle gange truer bølger og blæst sikkerheden om bord på hendes lille fiskerbåd. 

Tajocachi er en lille landsby i kommunen Santiago de Huata ved bredden af Titicaca-søen i Bolivia.

Hun vågnede op til livet her ved verdens højest beliggende sejlbare sø, Titicaca-søen. En del af Titicaca-søen tilhører Peru, men Adelaida kommer fra landsbyen Tajocachi i Bolivia. Hendes forældre, bedsteforældre og oldeforældre har alle været fiskere, og hendes forældre fisker stadig dagligt i den kæmpe sø. 

De har især fanget den lillebitte fisk Orestias ispi – også bare kaldet ispi. Ispi-fiskene lever kun i Titicaca-søen og er en traditionel spise i de nærliggende byer La Paz og El Alto. Byer, som Adelaida ikke kender, selv om de ligger blot halvanden time væk. Orestias betyder bjergnymfe – og Titicaca-søen befinder sig da også i mere end 3.800 meters højde. 

Adelaida Bautista og hendes datter Keyla renser og udruller nettene for at fange ispi. Hun har 18 net, der er 25 meter lange, og hvert enkelt net har kostet hende 300 bolivianos (godt 290 danske kroner).

Men nu er Adelaidas erhverv i fare. 

Fiskeriet i Titicaca-søen og Tajocachi er faldet, og Adelaida er bekymret. Hun mener ikke, at fiskene har kunnet vænne sig til temperaturændringerne i søen i de senere år.

Lige så længe hun kan huske, har hun været med sin mor ude at fiske på søen. Hun har lært at fiske ved at se sin mor gøre det. Da hun var 12 år gammel, begyndte hun at tage ud selv sammen med sin lillebror. 

Nu, hvor hun selv er mor til Keyla på 13 og Evelyn på 17, venter pigerne på hende ved bredden for at hjælpe med at bære fiskene ind. Adelaida er, som hun selv siger, både mor og far for sine døtre:

”Da jeg var lille, var der masser af ispi. I dag kan man med held fiske det halve af dengang. Der er næsten ikke nogen fisk tilbage, det har ændret sig meget. Men selvom der kun er lidt fangst, er jeg nødt til at fiske. For jeg lever af det her og forsørger mine døtre ved at fiske.”  

Erick Loayza Torrico er biolog og forsker ved Institut for Økologi på det offentlige universitet UMSA (Universidad Mayor de San Andrés) i La Paz. Han forsker i indfødte fisk i Titicaca-søen, biodiversitet og også fiskerispørgsmål.

”Siden 1980’erne er biomassen af de oprindelige arter i søen blevet reduceret med mere end 90 procent. Vores undersøgelser har vist, at størsteparten af de fangede fisk er små og under den minimumsfangststørrelse, der er fastsat i Peru. Ispi er en fisk, der kun lever i Titicaca-søen, og den eneste fisk i søen, der lever i stimer. Silverside (pejerrey på spansk) derimod, en indført art, lever hovedsageligt af ispi i åbent vand,” fortæller Erick Loayza Torrico. 

”Faktorer som manglende fiskeriforvaltning, indførelse af eksotiske arter, forringelse af levesteder og klimaændringer har indflydelse på nedgangen i antallet af fisk. Søen er blevet varmere i løbet af de seneste 30 år, og vandniveauet er sænket omkring tre meter,” siger den bolivianske forsker. 

Adelaides ældste datter, Evelyn, tjekker nettene for fangst.

Adelaides døtre, Evelyn og Keyla, har bygget et lille overdække af plastik i den isnende kulde.

ADELAIDA ER EN sjældenhed. Arbejdet som fisker på Titicaca-søen er hårdt og fysisk, fiskerne her er næsten alle sammen mænd. Hun smiler stort, når hun taler om at fiske. 

”Det er et mandearbejde. Det er svært og kompliceret med vinden, regnen og bølgerne. Men jeg bliver nødt til at tage af sted for at fiske. Det er min ting, det er dét, jeg kan finde ud af,” siger Adelaida. 

Hun arbejder mest om natten og ved daggry, hvor der er allerkoldest. Hun fortæller, at nætterne bliver koldere nu. Nogle gange fryser fiskene til, efter de er fanget. 

Ved siden af fiskeriet dyrker Adelaida også kartofler og hestebønner. Men i år er kartoffelhøsten slået fejl, fordi regnen forsvandt, da kartoffelplanterne blomstrede. Og bagefter kom frosten. 

Adelaida Bautista og hendes veninde er bekymrede over, at manglen på vand og de skiftende regntider påvirker deres kartoffelafgrøder.

Hun er bekymret over de ændringer i klimaet, hun oplever, og hvordan det påvirker hendes levebrød – fiskeriet – og også hendes landbrugsafgrøder. 

”Der er jo ikke andre muligheder, vi har altid fisket. Hvis ikke der er flere ispi, må jeg prøve at fange nogle af de andre fisk, der er i søen. Jeg er nødt til altid at finde en udvej, så mine døtre og jeg kan overleve.”

Denne artikel publiceres i samarbejde med DDRN (Danish Development Research Network) med støtte fra OpEn, Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje.

Når skyerne trækker sammen over eksistensen, og det regner indeni, kan alle længes efter et sted, hvor vejret er bedre, livet lettere, og pengene rækker til mere. I Sydspanien har en gruppe danskere set lyset og forladt hjemlige himmelstrøg til fordel for drømmen om et lille stykke paradis.
Tekst:Amalie HaunFoto:Mathias Eis

PALMERNE SVAJER BLIDT i vinden på strandpromenaden i Fuengirola. Til den ene side står beton­hoteller i hvid, fersken og pastelgul sirligt side om side og rejser sig mod himlen. Til den anden side ligger solslikkende gæster i strandstole med ansigterne vendt mod solen, imens Alboran-havet danner hvidt skum på bølgerne.

44-årige Martin Holm sidder i en sofa på en overdækket terrasse med tivolifarvede lyskæder i træbjælkerne. Han har en neongul lighter i sine kraftige hænder. Han triller den mellem sine fingre. Vender den rundt et par gange. Lægger lighteren over i højre hånd. Tilbage i den venstre. Og så fremdeles. En gang imellem trykker han på lighteren for at tænde en af sine røde West-cigaretter.

”Jeg har taget en beslutning om, at det skal være et nyt liv hernede,” siger han.

Hans store, blå øjne lyser op, når han taler om sin nye hverdag på Solkysten. 

”Jeg er startet på en frisk. Kommet ud af det lorteliv. Med alle de stoffer. Alt det pis,” siger Martin.

Tilbage i august 2020 pakkede han sin gamle Mitsubishi, og sammen med en kammerat kørte han fra Silkeborg af sted mod Spanien. Martin og kammeraten ville give livet i Spanien et skud.

Få dage inden Mette Frederiksen 11. marts samme år lukkede Danmark ned på grund af corona-pandemien, var Martin netop kommet hjem til Silkeborg. Han havde været på en tre-ugers rejse til Alicante ved den nordligere del af Spaniens sydkyst og havde oplevet en forandring i sig selv. Kroppen var anderledes. Hovedet var anderledes. Bedre.

Så måske det var værd at flytte til Spanien for at se, om den følelse kunne vare ved, tænkte han.

Der var alligevel ikke så meget at miste.

I Danmark, når livet var allerværst, manglede Martin sommetider mad i sit køleskab, fordi han ikke kunne gå ud. Blev han alligevel nødsaget til at handle, skulle det helst ske om aftenen, lige inden lukketid, for at undgå for mange mennesker. I løbet af 2015 stoppede han i en periode med at tage toget. Bus var bedre. Så kunne han hurtigere stå af, hvis kvælningsfornemmelsen, rystelserne, tørheden i munden og de svedige håndflader blev for meget.

Der faldt en smule ro på, da han fik tilkendt førtidspension i 2016, men livet blev alligevel aldrig helt godt.

Martin mener ikke selv, det ville være muligt for ham at beskrive, hvad han har oplevet, hvis han fortsat boede i Danmark. Men denne lørdag i Fuengirola sidder han helt roligt og fortæller – hvis man ser bort fra lighteren, der har fået sit eget liv i hans hænder. 

Han rejser sig fra sofaen for at gøre klar til sin næsten daglige gåtur med hunden Nala ned til byen. Han leder efter hundeposerne. Nala er egentlig ikke hans hund. Det er heller ikke hans hus. I øjeblikket sover Martin og kæresten Andrea på sofaen hos deres fælles veninde Daniella, mens de venter på, at lejligheden, de skal flytte ind i, bliver ledig.

Martin finder hundeposerne og giver Nala mundkurv på.

”Så er vi klar,” siger han. 

PÅ STRANDPROMENADEN rundt om hjørnet fra Candy World, der sælger sommertøj, børnerygsække med Spiderman og plastiklegetøj, blæser vinden ned i en lille gyde, hvor Step In Bar & Grill ligger.

12 plastborde med Carlsberg-logoer i kanten står placeret ude foran baren. 58-årige Henning Faber sidder ved det bageste bord med tre mænd, der er i gang med en samtale. Han er iført sort vindjakke, T-shirt og lange bukser med lommer på siderne.

Det er Hennings tre døtre, Heidi Sofia, Rikke og Julie, der alle er i tyverne, som ejer grillbaren, der primært sælger hotdogs. Henning og konen Louise har skudt deres opsparing i den. Ideen til at flytte til Spanien startede en aften, da tv-programmet ’Luksusfælden’ kørte hen over skærmen hjemme i Nordsjælland. En enlig mor med to børn boede på Solkysten og kunne ikke få økonomien til at hænge sammen, hvorfor hun havde bedt programmets to eksperter om hjælp til at få privatøkonomien ind på rette spor. Henning kunne ikke få det til at give mening. Med de priser havde kvinden jo mulighed for at leve 30-40 procent billigere, mente han. Og så ”i varmen”.

Så da Henning Faber fik tilkendt førtidspension i 2018, sagde han: ”Jeg er den, der er smuttet”, og hele familien tog med ham til Costa del Sol.

Hennings drøm var først og fremmest at drive et bed & breakfast for mennesker, der ligesom ham selv har været i krig. Det skulle være et sted, hvor krigsveteraner kunne rejse til for at få ro. Få varme. Få en pause. I nærheden af mennesker, der forstod. Det var selvsamme grund, der fik Henning til at starte en klub for danske veteraner på Solkysten i 2019.

Det lykkedes familien Faber at få stablet et bed & breakfast for krigsveteraner på benene, men da corona-krisen ramte Spanien, blev familien tvunget til at lukke.

Det er derfor, Henning Faber sidder dér foran sine døtres hotdogbar, der åbnede 23. september 2022. Noget skal de jo lave. Henning vil gerne hjælpe sine døtre på vej med at drive forretningen. Give dem noget at leve af, nu da de alle har færdiggjort deres respektive studier. Og så vil han gerne selv have lidt at se til. Få noget bestilt, så tankerne kommer på afstand.

Henning sidder tilbagelænet i en hvid plastikstol med hænderne placeret på maven, mens han triller tommelfingre. Samtalen mellem de tre andre mænd flyver hen over hovedet på ham:

”Har du hørt, at Charlotte sælger tarteletter til 2 euro?”

”Det kan godt være, at jeg lige skal have en hotdog, inden jeg skal hjem og holde siesta.” 

Hennings øjne vender skråt nedad til højre, som om han befinder sig et andet sted end på sin stol i Fuengirola.

Han lever sit liv i flashbacks.

Henning Faber er ved at åbne Step In Bar & Grill, hvor der skal være fodboldarrangement samme dag.

COSTA DEL SOL har været igennem en enorm udvikling, siden de første charterfly fløj til Malaga med solhungrende og rejselystne danskere og andre europæere i 60’erne.

Før turismeindustrien for alvor kom frem, var Solkysten en relativt øde strækning. Malaga eksisterede som en af Spaniens større havnebyer, men ellers var der blot enkelte fiskerlandsbyer langs middelhavskysten på vej ned mod Gibraltar.

Så hvordan kan det være, at området har udviklet sig til den turistdestination, vi kender i dag?

Jo, der skete noget særlig vigtigt i 1959, da det diktatoriske styre med Franco i spidsen tog en stor beslutning.

”Man åbnede økonomien op, fordi den økonomiske ideologi, styret havde kørt indtil 1959, var ved at tage livet af spanierne. De kunne simpelthen ikke brødføde sig selv,” forklarer Carsten Jacob Humlebæk, der er lektor på Copenhagen Business School og forsker i spansk historie.

Det blev lige pludselig muligt for omverdenen at investere i det tidligere økonomisk lukkede Spanien, og turismen blev den industri, der drev den økonomiske udvikling på Costa del Sol. I høj grad på grund af vejret og ikke mindst de steder, hvor der var – og stadig er – god strand.

Costa del Sol blev et af de første steder, danskerne, briterne og tyskerne fløj til, da middelklassen i store dele af Europa havde fået penge på lommen, og de nye, smarte pakkeløsninger, charterselskaberne tilbød, vandt indpas. Herunder Spies og Tjæreborg Rejser i Danmark.

Laver man en hurtig internetsøgning, lader det til, at der er uenighed om, hvor grænserne for Solkysten egentlig går. Solkysten ligger i Spaniens sydligste region, Andalusien, og ifølge Den Store Danske strækker Costa del Sol sig mellem Almería og Gibraltar. En strækning på cirka 250 kilometer. Modsat afgrænser Google Maps Costa del Sol til at være lidt nord for byen Torremolinos, der ligger vest for Malaga, og ned til byen Manilva tæt på grænsen til Gibraltar. Carsten Jacob Humlebæk mener, at man skal se på stranden, når man prøver at afgrænse området rent geografisk.

”Jeg vil sige, at Costa del Sol som turistområde er fra Nerja (øst for Malaga, red.) og så hen forbi Marbella og et stykke ned, hvor det går hen mod Gibraltar,” siger forskeren. Det er nemlig uden for de områder, at stranden ikke længere er god, lyder det. Og uden en god strand ingen turisme.

I dag er Solkysten plastret til med høje betonhoteller langs og næsten helt ned til kysten, hvor der tidligere var ingenting. Det var særligt i området omkring Malaga, at antallet af højhushoteller og ferielejligheder eksploderede, da området blev en turistmagnet.

”Hvis der var nogen, der ville sætte et hotel op, fik de dybest set lov til det, eller også skulle de betale lidt smørelse hist og her,” siger Carsten Jacob Humlebæk. 

Der er næsten intet tilbage af de oprindelige fiskerlandsbyer, men det er svært at finde spaniere, der er triste over den udvikling, da turismen netop har givet et positivt skub til Spaniens økonomi, lyder det fra Carsten Jacob Humlebæk.

8.951

… danskere havde i 2021 permanent adresse i Spanien. 3.894 modtog førtids- eller folkepension. Malaga-provinsen er den provins, hvor der bor flest. I 2021 boede der 3.891 danskere i Malaga-provinsen.

Kilder: Espana National Statistics Institute og Udbetaling Danmark.

50-ÅRIGE DAVID KOPEL prøver at passe sig selv og have det godt.

Han har en vest på med små vægte i, der stabiliserer hans krop. Han har det med at hælde lidt til højre. Vesten føles tryg. Den minder om følelsen af at have målmandsdragten på, dengang han spillede ishockey på professionelt niveau. David sidder i sin petroleumsgrønne scooter, en Karma Electric Mobility.

For syv år siden blev David Kopel diagnosticeret med primær progressiv sklerose. En type sklerose, hvor kroppen langsomt bliver dårligere over tid. David kalder den selv ”en rigtig grim fætter”. Sygdommen gør, at han fryser i sit nervesystem, så han selv på lune sommerdage ifører sig skiunderbukser. Dertil kommer de daglige smerter i kroppen, en usikker balance og trætheden.

Så da David blev syg, indså han, at han måtte lave sit liv om. Kun gøre gode ting for sig selv. For fem år siden begyndte han at bruge vintermånederne på Solkysten. Mest af alt på grund af varmen og lyset, der hjælper på lysten til at stå op om morgenen. Selvom det lyder banalt, er lysten til at stå op om morgenen ifølge David afgørende for ikke at falde hen.

På havnemolen foran Davids lejlighed mødes han med Nadine for at se solnedgangen. De to mødte hinanden i Fuengirola og fandt ud af, at de begge havde sklerose. Nu ses de, hver gang de drager sydpå i vintermånederne.

David er altså det, de danskere, der bor fast på Solkysten, kalder for en ’trækfugl’, fordi han kun bor på Solkysten i vintermånederne. Helt præcis fra 1. november til 28. februar. 

”Det gør utrolig meget for mig at være her. Det gør det for alle danskere hernede. Det er samme agenda. Det er at nyde livet. Leve livet,” siger David denne eftermiddag på den lokale iscafé Heladería Valentino i Fuengirola. Han håber, det kan give ham fem år mere på benene at bruge vintermånederne på Costa del Sol. 

’Mañana, mañana’ er en spansk talemåde eller livsfilosofi, som David holder af at bruge. For hvad han ikke når i dag, når han måske dagen efter. Hvis han heller ikke når det dér, så er det også fint.

Han ved aldrig, hvordan næste dag ser ud. Nogle dage kan han kun kravle rundt på grund af smerter. Andre dage kan han gå med små skridt. Det er ikke til at vurdere, hvornår og hvordan de dage kommer. Derfor tager David én dag ad gangen og bruger sin tid i Fuengirola på én bestemt ting.

”Jeg nyder livet hernede og lever meget … Folk tror, at når jeg tager til Spanien, så er det party,” siger han og løfter sine hænder op over hovedet et par gange. Op og ned.

Han ryster på hovedet.

”Nej, det er helt stille og roligt.”

En dag i Fuengirola bruger han på at køre i sin scooter op og ned langs strandpromenaden. Spise et måltid mad på sin stamcafé, Go Green, der serverer friskpresset juice og vegetariske retter. Nyde solen. Nyde udsigten ud over Middelhavet. Og ikke mindst ryge cannabis. Cannabis giver ham ro i nervesystemet. Det tager smerterne, fortæller David Kopel, der har grønne, blanke øjne. De brune øjenbryn har det med at vende indad og op mod næseryggen, når han taler.

Det er sjældent, han ryger en hel joint ad gangen, som regel er det bare små hvæs. Han hiver recepten frem fra sin Carhartt-taske. Lægen ordinerer 30 gram til en måned, og oppe i sin lejlighed i det ferskenfarvede Stella Maris-højhus lige ud til havet har David syv forskellige typer cannabis liggende i en plastikbeholder.

Nede på jorden ved sin iscafé hiver David et aflangt, cylinderformet plastiketui frem med en joint i. Han spejder over til venstre for sig. Væk fra cafébordene.

”Nå, nu er der fri bane,” siger han og kører væk fra cafeen og tænder sin joint.

Familien holder pause under klargøringen af hotdogbaren for at fejre Hennings kone Louises fødselsdag med kagemand fra den lokale danske bager i Fuengirola.

HENNING FABER HAR fået mere ro i sit sind, efter at han og familien flyttede til Spanien. Men han ser det mere som en sidegevinst. Det var ikke noget, han aktivt søgte, da de flyttede til Costa del Sol. Det handlede i stedet om at gøre noget godt for andre og få et billigere, mere ferieagtigt liv.

”Jeg er ikke så stresset som i Danmark. Eller, det er jeg jo nok alligevel. Men jeg føler det ikke,” siger han.

Når man har været i krig og fået PTSD, kan man aldrig helt få ro. Oplevelserne kører som en indre film, hvor selv den mindste lille ting kan få dig tilbage til krigszonen. For Henning kan det være lugten af diesel eller duften af et mirabelletræ, der kan genstarte den indre film som en stor drøm, der ingen mening giver, men som alligevel er virkelig. Også selvom der ikke var nogen mirabelletræer dengang i Jugoslavien, fortæller den tidligere soldat.

Kører tankerne for hurtigt, har Henning fundet en kur i bjergene, der ligger bag ved Fuengirola. Fire til fem timer her. Helt alene. Dér finder han fred. For der er ingen larm. Ingenting. Han møder kun dyrene, og han har det med at tage de snoede stier – langt væk fra de anlagte vandreruter – opad. Sommetider må han kravle, andre gange klatre, for at komme opad.

”Jeg har en tilbøjelighed. Jeg vil gerne overskride mine egne grænser. Det må godt være lidt farligt. Det er underligt. Og irriterende. For det er der ingen grund til,” siger han.

Han vandrer gerne det sted, skovbrandene raserede i sommeren 2022. Skoven ligger brak. Træstammerne er sorte. Nogle enkelte steder pibler grønt liv op af jorden, der minder ham om det halve år i Jugoslavien i 1993. Det år, Henning fyldte 30 år.

Det er ikke længere så ofte, han kommer i bjergene.

BAG VED BJERGET, Henning ynder at vandre på, bor 56-årige Lena Frandsen i byen Alhaurín el Grande. Hun dufter af sød sæbe og cigaretter, mens hun bevæger sig ned igennem byen til sin lokale stambar Bar el Timon. En mand vinker til hende fra en café på modsatte fortov.

”Jeg kender mange mennesker, men jeg ved sgu ikke, hvor jeg har mødt alle de mennesker henne. Et eller andet sted må jeg have mødt dem,” siger Lena.

Hun flyttede til Spanien i november 2019 efter det, hun husker som syv års hjemløshed i Danmark. Spanien har hun altid gerne villet bo i. Hvorfor lige Spanien ved hun ikke helt. Hun havde bare lyst til at prøve. Så da en af hendes danske venner i Fuengirola ringede og spurgte, om hun ikke flyttede til Spanien, og efter at Lena fik 30.000 kroner af sin eksmands svigermor, tog hun af sted, fortæller hun.

”Jeg syntes bare, det var røvsygt i Danmark, et eller andet sted. Der skulle ske noget nyt,” siger hun. 

Også selvom hendes to børn blev noget overraskede over, at det var Spanien, hun flyttede til, men de var i det mindste glade for, at ”mor ikke længere var hjemløs”, lyder det fra Lena, som er førtidspensionist og har problemer med sin ryg, der sender smerter ned i hendes højre ben.

På vej ned til Bar el Timon må hun sætte sig ned på diverse bænke, hun går forbi. Hun tager det i sit eget tempo. Det var også ryggen, der gjorde, at hun sagde nej tak til den bolig, boligselskabet tilbød hende, da de ville rive hendes gamle boligblok i Nakskov ned, fortæller hun. Den nye lejlighed lå nemlig på anden sal.

”Det ville jeg ikke, da jeg har smadret ryggen. Så kunne jeg sidde i mit eget lort.” 

I trods valgte Lena at gå på gaden. Hun troede ikke, gadelivet ville blive en permanent løsning. Hun gav det maks. en uge. For hvordan bliver man hjemløs? Men efter tre uger fik hun ikke længere sin førtidspension, fordi hun ikke havde nogen fast adresse, siger hun.

Lena begyndte at sælge ’Hus Forbi’. Og så gik tiden ellers med at bo på gaden, bo i telt eller campingvogn og køre rundt på landevejen i en elektrisk kabinescooter. Hun fortæller, at hendes daværende mand, Carsten, valgte at blive hjemløs sammen med hende, så de havde hinanden. Lena kan godt savne det uforudsigelige liv, hjemløsheden bar med sig, men noget af livet fra landevejen har hun også fundet i Spanien.

”Jeg har aldrig haft det bedre, siden jeg flyttede herned. Jeg har aldrig haft det så godt,” siger hun.

Efter Lena tog beslutningen om at flytte, boede hun først i Fuengirola hos sin kammerat, men byen var ikke noget for hende. Den var alt for turistet. Alt for dansk. Så efter en måneds tid flyttede hun om bag bjerget til Alhaurín el Grande. En rolig bjergby med hvide huse. Og det var her, det for første gang, siden hun blev hjemløs, lykkedes hende at få en lejlighed. Men den tænker hun egentlig ikke så meget på.

Lena Frandsen.

SKAL MAN PRØVE at se på gruppen af danskere, der bosætter sig på Solkysten, er Anne Leonora Blaakilde den rigtige at få fat på. Hun er lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet og har skrevet flere forskningsartikler om danske pensionister bosat på Costa del Sol. Skal hun karakterisere gruppen med ét ord, vil det være forskellighed.

”De er alle mulige typer af mennesker, der ikke har så meget andet til fælles, end at de vover at rejse ud,” siger Anne Leonora Blaakilde.

Alligevel er de danske pensionister ens på det punkt, at mange af dem er flyttet til Solkysten på grund af helbredsproblemer. De fleste lider af enten gigt, astma eller depression.

”De prøver at optimere deres liv og få en bedre livskvalitet i forhold til, at de oplever, at den er blevet dårligere i Danmark på grund af forskellige skavanker,” siger hun.

Mange af pensionisterne har rejst i Spanien, inden de flyttede til Costa del Sol, hvorfor de har oplevet forskellen på helbredet i Danmark og i Spanien. Det er solen og det tørre klima, der får pensionisterne til at føle, at de har det bedre. Samtidig påvirker sollyset også mulighederne for og lysten til at være sammen med andre. Komme ud. Opleve noget. Melde sig ind i en petanqueklub eller gå til spanskundervisning.

”De begynder at indtage den spanske måde at leve på, fordi klimaet er til det,” siger Anne Leonora Blaakilde og uddyber:

”Hvis du er blevet syg og svækket og har svært ved at leve et liv med godt humør og have et godt fysisk helbred i Danmark, så giver det bare top på, at du både kommer ned og får det bedre fysisk, og at du får mulighed for at leve bedre socialt.” 

Forklaringen på, at pensionisterne oplever mere socialt samvær med andre på Solkysten, kan vi også finde i, at de jo netop er pensionister. De har med andre ord tiden til at være sociale, forklarer lektoren.

SLUT MED SMUTHUL

Tidligere var der en skattefordel ved at bosætte sig i Spanien. Før 2008 kunne man nøjes med at

betale skat i Spanien, som er væsentlig lavere end skatten i Danmark. Det blev lavet om i 2008, hvor Danmark opsagde sin dobbeltbeskatningsaftale med Spanien og Frankrig. Danske pensionister, der
efter 2008 valgte at flytte til Spanien, skulle altså betale skat til både Danmark og Spanien.

DANMARK BLIVER OFTE refereret til som et stærkt foreningsland, og den kultur er blevet ført videre på Solkysten. Lidt uden for Fuengirolas pulserende byliv ligger de danske pensionisters højborg. I hvert fald for dem, der vil omgås andre danskere. 

Med dannebrog flagrende ved indgangen træder man ind i Club Danés. En dansk klub med dertilhørende restaurant, hvor velkendte klassikere som smørrebrød og fiskefilet med en skive citron bliver langet over disken og serveret på rød-hvide duge med Pjerrot og tivolifarver malet på væggene. Danskerklubben fungerer som mødested for især folkepensionister, der ønsker at være sociale og aktive med hinanden.

Ved de brune træbåse på en falmet lysegrøn skydebane hos Club Danés gøres der klar til hekseskydning, årets højdepunkt for den danske skydeklub. I dag findes den næste heksemester. På rad og række stiller pensionisterne sig i kø. Det første stykke bly blæser ud af luftgeværet og starter med at ramme plet. Derefter er det de næste i rækken til at hjælpe med at skære træpladen formet som en heks stille og roligt i stykker.

Reglerne er simple: Skyd hovedet af heksen. En alternativ fejring af sankthans. 

Klubbens kasserer, Finn Pedersen på 72 år, er dagens tovholder. Det er ham, der tager imod de to euro for at dyste med, og som lader geværet til den næste, der skal i aktion. Finn og hans kone, Clary, flyttede til Fuengirola for tre år siden med det klare mål at få et bedre helbred. De sagde farvel til drømmehuset på Møn, fordi de blot kunne gå få hundrede meter i det danske vejr. Nu er helbredet blevet bedre for dem begge på grund af det tørre klima, siger Finn.

”Jeg har det godt, mit helbred er godt, og mit humør er godt. Det er det gode liv. Det gode vejr og det sociale fællesskab er en bonus,” siger Finn.

Og Clary, der også forsøger at blive årets heksemester, er ikke i tvivl om, at vejret gør en stor forskel. For hende betyder det, at hun kan deltage i sociale aktiviteter, der i sidste ende bidrager til et godt liv for hende.

”Når jeg er i Spanien, så lever jeg. Når jeg er i Danmark, så overlever jeg. Det er forskellen. Det er på grund af lyset. Har man det bedre, så får man også et bedre humør,” siger 72-årige Clary. 

To timer senere lyder det sidste skud efterfulgt af en klapsalve. På en træplade hænger en flyvende heks med et afhugget hoved. En ny heksemester skriver sig på den ærefulde liste over vindere.

ET STENKAST FRA skydeklubben tropper en gruppe ældre herrer op på tennisbanen. Iført ens tøj, med ’Drengegymnastik’ trykt på ryggen, bliver de sidste sko bundet. ”Har I husket måtten, drenge?” spørger Henning Gjerstrup de 12 fremmødte, hvortil flere skal tjekke gymnastikposerne en ekstra gang. Jovist, de er der alle sammen, og nu kan pulsen begynde at stige.

På midten af tennisbanen begynder han at lave sprællemænd. ’Drengene’ følger trop, men i hvert sit tempo. Her er der plads til alle. Det er ikke tempoet eller udførelsen, der er i fokus, men bare det at få rørt sig, siger 75-årige Henning. Han er initiativtageren bag drengegymnastikken og står for træningsprogrammet.

”Det er svært at få rørt sig alene. Derfor er vi nogle gamle drenge, der mødes. Jeg har en tro på, at lever man lidt sundt og får lidt motion en gang imellem, så har vi det bedre,” siger Henning, der beskriver sig selv som ’bekvemmelighedsflygtning’.

I en pause er der flere, der spørger, om de ikke snart er færdige. Henning svarer: ”Det er lige tidligt nok, drenge”, og løfter trøjen op. 

”Vi skal huske at lufte dellerne,” siger han. 

I spredt flok begiver de sig på en lille gåtur rundt på tennisbanen. Enkelte sætter sig, for nu begynder rygøvelserne. Det er ikke alle, der har stærk nok ryg til at kunne være med.

”Dengang jeg dyrkede kampsport, klappede man to gange, og så kom folk på plads,” siger Henning til dem, der forsøger at finde undskyldninger for ikke at fortsætte. ”Jamen, Henning, det gør du jo ikke mere,” lyder det fra Bent på 84 år i midtergruppen.

Traditionen tro afsluttes dagens træning med socialt samvær i Club Danés’ restaurant, hvor de hver især får sig enten en kop kaffe eller en øl. Hver tirsdag mødes de for at holde hinanden op på, at motion er vigtigt, selvom man lever i et ferieparadis.

”Det sociale sammenhold er det vigtigste i min tilværelse,” siger Henning. 

”Vejret giver et andet socialt liv, som jeg nok har svært ved at finde i Danmark. Hvis ikke man havde det, og kun solen skinnede, så var det lidt fattigt at være her.”

DET ER IKKE hver dag, det er heller ikke hver uge, men sommetider kan Martin Holm godt finde på at ”drikke som et hul i jorden”. Mest af alt for at ruske op i hverdagens trivialiteter.

”Jeg føler, at jeg har fået et meget normalt, røvkedeligt liv i forhold til, at der var fuld hammer på, da jeg boede i Danmark. Så jeg synes da, det er blevet lidt borgerligt,” siger han.

Men han foretrækker nu alligevel det nye liv, for gigten i fingrene er næsten væk. Smerterne i ryggen er næsten væk. Den sociale angst invaliderer ikke længere dagligdagen, så han kan tage ud at handle og tro på, at de fleste mennesker vil ham det godt. Og ikke mindst er depressionen og de mørke tanker lagt i dvale.

”Solen gør så meget ved mit hoved. Den giver mig energi i stedet for, at jeg er deprimeret hjemme i mørke Danmark,” forklarer Martin.

Imens er medicinindtaget kommet ned på én pille Seroquel om dagen, fortæller han. Pillen hjælper på temperamentet og mod søvnløsheden. Med et tidligere kokainmisbrug kan man godt have svært ved at sove. Kokainen var en nem udvej, når livet blev for mørkt. En hurtig bane i bytte for et skud selvtillid.

Misbruget har Martin lagt fra sig, selvom han godt kan finde på at tage en bane kokain en gang imellem for hyggens skyld. Samtidig har Martin lagt det liv fra sig, der følger med, når man skal have penge til så mange stoffer. Hver dag.

DAVID KOPEL ER ikke i tvivl om, at han har fundet det gode liv ved at bo på Solkysten, når vinteren kommer til Danmark. Også selvom hans liv har forandret sig i en retning, han ikke havde forestillet sig, efter at han blev syg.

”Jeg prøver at leve så meget som muligt. Meget mere end før jeg blev syg. Meget mere. På den måde er jeg taknemmelig for, at jeg er blevet syg, for mit liv er på mange måder meget bedre i dag,” siger han.

David prioriterer det, der gør ham glad og giver energi. Sol, varme, frisk luft, havet, fred og ro. Det er muligt, når han hverken har børn, kæreste eller økonomiske udfordringer, efter at han solgte sin gamle andelslejlighed på Østerbro. Han bruger ikke mentale ressourcer på at tænke på arbejde. Eller penge. Kun på at være til.

”Jeg føler mig hjemme hernede. Det gør jeg virkelig,” siger David.

Og så giver det ham ro, at han ved, hvad der skal ske, hvis sygdommen tager til.

”Jeg har givet mig selv det løfte, at hvis jeg ender med at sidde som en grøntsag, så tager jeg selv af sted. For så vil jeg ikke synes, at det er værdigt. Så det er jeg kommet frem til.”

I virkeligheden er han ikke så bange for døden. Det er mere smerterne, ubehaget i dagligdagen, der bekymrer ham.

”Døden er noget smukt. Jeg skal bare nå at leve nu,” siger han.

EN LILLE MAND uden så meget hår på hovedet og med buskede sorte øjenbryn kommer gående mod stambaren Bar el Timon. ”Nå, nu kommer balladen,” siger Lena. Det er Antonio. Han har en rød poloskjorte på, der er knappet lidt ned, så man kan se brysthårene.

”Hola, Lena.”

Det er hendes ’husvært’, som Lena siger. Hendes udlejer og ikke mindst gode ven. De drikker kaffe sammen hver morgen, spiller domino, og nogle gange kommer han med mad til hende. Andre gange laver de mad hver især og deler den med hinanden i ’madklubben’, som nogle andre mennesker fra byen også er en del af.

Det er byens fællesskab, der betyder noget. Åbenheden, og at tingene bare sker. Lena ved aldrig, hvornår ’madklubben’ begynder. Det sker af sig selv i ren spontanitet, hvis nogen fra gruppen har samlet sig i byen og er blevet sultne efter et par timer. Det kan hun godt lide.

”Jeg føler mig mere hjemme her end i Danmark,” siger hun.

Antonio sætter sig på en stol ved siden af Lena. Han begynder at hoste og harke, efter at han har taget et sug af en joint.

”Det er mini-Christiania, det her,” siger hun. ”Det er noget anderledes end nogen anden by, jeg har oplevet. Også i Spanien.” 

På et splitsekund rækker Antonio Lena en lille, aflang brun klump formet som en pølse, som hun hurtigt får lagt i sin cigaretpakke på bordet.

Deres måde at kommunikere på er en blanding af engelsk, dansk og spansk. Lena siger, at de har fundet deres eget sprog. De forstår hinanden, men ingen andre mennesker forstår det, når de taler sammen. Det er godt nok for hende. For hun har fundet et hjem, hvor hun kan gøre, hvad hun vil. Som hun vil.

HENNING FABERS VANDRETURE i bjergene er ikke altid lige jævnlige, fordi han bruger det meste af sin tid på at hjælpe sine døtre i Step In Bar & Grill. Han hjælper også denne morgen, hvor han klokken 9:50 ankommer sammen med sin datter Julie. De er altid de første til at møde på arbejde. Julie bor stadig hjemme, og faren kører hende.

Henning giver sig til at låse gitterporten op.

”Har man sagt A, må man også sige B,” siger han. 

Baren er fyldt op med havemøbler og parasoller, som Henning straks begynder at bære ud. Imens begynder Julie at gøre klar til hotdogbygning i køkkenet.

Henning hiver syv borde, stablet oven på hinanden, hen ad gulvet, så det skriger.

”Hvordan fanden var det nu?” spørger han for sig selv.

”Jeg er færdig i køkkenet,” siger Julie.

”Det var kraftstejleme hurtigt,” siger Henning. 

”Du kan være med til at tage borde ud.”

Far og datter får hurtigt stillet bordene på to rækker over for hinanden.

”Det var ikke så svært, vel?”

”Jo,” svarer Julie sarkastisk. 

”Skal jeg tage stolene ud?”

”Det må du gerne,” siger Henning, imens han er ved at sætte en forlængerledning op. 

Det kan være svært at sætte sig ind i konsekvent at have et ladt gevær i hånden. Når man skal på toilettet. Når man skal sove.

Det kan være svært at sætte sig ind i, hvad det gør ved et menneske, at man bliver vækket af skud om natten og aldrig af et vækkeur.

Det kan være svært at sætte sig ind i, hvad det gør ved et menneske konstant at være på vagt i en krigszone for så at komme hjem, hvor der er … ingenting.

Det er det, som Henning Faber stadig kæmper med inde i sig selv. Det er derfor, han konsekvent må være i gang. Hjælpe til i hotdogbaren, selvom han i virkeligheden ønsker sig noget andet.

”Lad mig sige det sådan her: Skulle jeg dø i dag, falde om, så lad mig ligge. Så får jeg fred. Sådan har jeg det. Selvom jeg er glad, og det kører, men kan jeg få chancen … så tager jeg den. For at få ro. Ikke at skulle bekymre sig. Lidt koldt, ikke,” siger Henning.

Derfor kan han heller ikke sige, at han har fået ultimativ ro på Solkysten. At han har fundet det gode liv. Selvom livet da helt klart er forbedret.

”Jeg har det bedre, end jeg havde det i Danmark.”  

For han føler ikke længere System-Danmarks usynlige vægt på sine skuldre. På den måde kan Henning koncentrere sig om at gøre det, han nu engang synes betyder mest.

”Det, der tilfredsstiller mig mest, er nok at hjælpe de andre. Være der. Hjælpe med alle mulige åndssvage ting. Det tror jeg er det, der betyder mest,” siger han.

Han håber mest af alt, at den lille hotdogbar med 17 forskellige hotdogs på menukortet får succes. Eller i hvert fald at pigerne – Heidi Sofia, Rikke og Julie – kan holde den kørende, og at den kan give dem økonomisk støtte.

Så kan Henning og konen Louise køre ud i verden i en autocamper. Se det hele. Hele tiden have mulighed for at rykke sig. Aldrig stå stille. Det vil være godt, synes Henning.

MARTIN HOLM FORTÆLLER, at han har været i fængsel ad to omgange for grov vold. Han har solgt stoffer for at få penge til sine egne. Og han har lavet inkasso-arbejde. Altså krævet penge ind med tæskehold. For sig selv eller for andre. Sommetider opkøbte han andres gæld i den kriminelle underverden for så at køre ud til det menneske, der skyldte penge, for at lægge renter på, fortæller han.

”Det er sådan noget, jeg har lavet. Også med min størrelse. Jeg har lidt størrelsen til at … jaeh.”

Han begynder at grine sin fedtmulelatter.

”Jeg var lidt pænere dengang.”

”Det er ikke noget, jeg er stolt af. Det er jo ikke fedt at køre ud og smadre folk.”

For fem år siden kunne det gøre ham høj at slå på tæven. Gøre ham stærkere. Større. Vigtig.

I dag er han en anden, fortæller han.

”Jeg er jo mig selv hernede. Den, jeg godt kan lide at være. Jeg kunne ikke lide at være den anden person. Jeg følte, at jeg var en anden person, da jeg boede hjemme i Danmark. Det er jo et stort plus, at man kan se sig selv i øjnene, når man kigger sig selv i spejlet om morgenen, ikke?”

Martin afviser at have været medlem af en rockerklub. Men han kender da nogle rockere, siger han. Og det var da også, mens han befandt sig i kredse med Hells Angels og Bandidos, at stofmisbruget ifølge Martins lægejournal var allerværst. Martin tager i dag afstand fra rockermiljøet. Men han frygter, at han – hvis han var blevet i Danmark – var endt i et voldsomt stofmisbrug igen eller var kommet ud i en kriminel løbebane endnu en gang.

Det er også derfor, han er rejst til Solkysten. Han flygter ikke fra noget eller nogen. Hvis han gjorde, er Solkysten et ’dumt’ sted at tage til, ræsonnerer han. I stedet er Martin rejst fra Danmark for at starte forfra.

”Jeg føler, at jeg har fået det gode liv. Jeg kan være glad for den, jeg er, i stedet for at være destruktiv over for mig selv,” siger Martin.

Han glæder sig til at flytte sammen med Andrea. Hun kalder ham for Marcos. Han drømmer om, at de kan åbne en restaurant, hvor han kan lave lidt mad, og hun kan stå for den daglige drift som tjener. Indtil da må han spise flute til morgenmad. Ryge et par cigaretter. Gå en tur med hunden. Hente Andrea fra arbejde. Se fjernsyn om aftenen. Livet er stille.

Sol, strand, sand og vand … siden de første skandinaviske turister kom til landet for 50 år siden, har Gambia været en eksotisk perle. Men ved havet og under den afrikanske himmel gemmer det lille land på et tabu og et dilemma, der ofte udspiller sig under bæltestedet.  Ud & Se tog til ferielandet for at prøve at få has på en offentlig hemmelighed.
Tekst:Kristian LauritzenFoto:Jonas Pryner Andersen

PÅ ET KORT ligner Gambia en larve, der vrister sig ud fra det omsluttende Senegal og det vestlige afrikanske kontinent for at blive udklækket ved Atlanterhavet. Det mindste land i den store, varme verdensdel snor sig smalt – og fladt som en jysk hede – mod en palmeklædt kyststrækning, der i flere årtier har tiltrukket livsmodne vestlige kvinder på udkig og desperate lykkejægere. 

Fra den internationale lufthavn i hovedstaden Banjul mishandler hullerne i hovedvejen bilernes undervogne, der tørster efter asfalt, og den 20 kilometer lange rute ud til byen Serekunda ved spidsen af ’Afrikas smilende kyst’, som gambierne kalder deres land, er et magnetfelt af både bevægelse og stilstand. Mennesker bærer sække på skuldrene blandt høns og herre­løse hunde, sælger og steger mad langs vejen, mens andre står stille, blottet for destination, midt i støvede, midlertidige vejkryds, der forsvinder i mudderet, når regnen rammer. 

Lokale notabiliteter smiler fra billboards, halvfærdige betonbyggerier er stagneret til evig tid, og taxachauffører venter på bid i træernes skygge. 

I sandet ved foden af Serekundas mest berømte og berygtede turistgade, Senegambia Strip, der bugner af restauranter og barer, der tilbyder Western cuisine og happy hour, står Ibrahim med Atlanter­havet bag sig som en bølgende kulisse for sine smadrede tånegle.

Gambieren har orange krøller på hovedet, saltskjolder på en muskuløs overkrop og røde øjne, der spejder efter turister. De fleste af dem har gemt sig for eftermiddags­solens varme stråler under træparasoller på hotellernes matrikler langs stranden. Som langsomme ovnkyllinger ligger de solbrune og glinser med ben og arme ud over liggestolene. 

Ibrahim presser filteret på en joint fladt med fingrene og puster røg ud gennem en mund uden mange tænder. 

”Fodbold,” siger han og sparker til luften som forklaring på sine massakrerede tæer, da jeg peger på hans fødder, mens han griner med en rusten røst. 

Ibrahim har været i Danmark og på Christiania, siger han og smiler skælmsk, da han fortæller, at han har en bror, der lever af at spille guitar i Aarhus. For et øjeblik siden sad han i sandet et par meter fra en ældre europæisk kvinde, der kort tid efter rejste sig og gik sin vej. Jeg spørger Ibrahim, hvordan turismens ansigt viser sig i Gambia. 

”You scratch my back, and …,” hvisker han uden at fuldføre talemåden. 

Centrum af Serekunda.

NOGLE KILOMETER LÆNGERE nede ad stranden svajer et par hollandske ben i vejret fra en yogamåtte. En rygtatovering af hindu-guden Shiva bliver vendt på hovedet af akrobatikken i solen. 

54-årige Desirée van der Meij dumper benene i sandet og hopper i bølgerne. Konkylierne i hendes våde fletninger svirper i luften som perlegardiner, da hun kommer op af vandet. Den hollandske sygeplejerske drikker øl og ryger smøger i selskab med en veninde i et par liggestole. De foretrækker den mere affolkede strækning af stranden, hvor de ikke bliver kontaktet med korte intervaller af gambiske mænd. 

”Folk hustler for at overleve. Du kan se det overalt hernede,” siger Desirée og tænder en cigaret under et par hårdt plukkede øjenbryn. Bag palmetræerne bestiller hun flere øl på Dolphin Bar, hvor britiske flag blafrer under taget på beværtningen. Sygeplejersken har besøgt Gambia gennem 20 år. 

”Men jeg har aldrig fået et knald hernede,” siger hun på engelsk med hollandsk accent, hvor v bliver til f, og h rasler dybt i ganen. 

”Jeg gider ikke den ulige relation,” siger hun og løfter en øl i hver sin etage i luften og lader afstanden mellem flaskerne afspejle, hvorfor hun holder sig på yogamåtten.

BESØG FRA EUROPA

Turismen står for cirka 20 procent af Gambias bruttonationalprodukt. Turismen blev hårdt ramt af coronakrisen, og i 2022 fik landet 68 millioner dollar af Verdensbanken, som skal fremme diversificering og klimatilpasning af turismen i landet og beskytte Gambias kyst langs Atlanterhavet. De fleste turister i Gambia er fra Storbritannien, dernæst fra Holland. Skandinaver har gennem årene også fyldt godt i det gambiske landskab. De allerførste turister, der kom til landet i 1965, var svenskere. Langt de fleste er charterturister, og de besøger oftest Gambia i vinterhalvåret, når det ikke er regntid.

En del af de lokale mænd ’prostituerer’ sig, mener ­Desirée van der Meij, og hun tror ikke, de gør det af lyst.

DE FØRSTE TURISTER i Gambia var skandinaver, der ankom til den vestafrikanske kyst i vinteren 1965, da briterne netop havde løsnet grebet, og landet blev selvstændigt. Bertil Harding hed den svenske entreprenør, jagerpilot og guldgraver, som organiserede en pioner-rejse til Gambia for nogle hundrede svenskere og senere fik opkaldt en af landets eneste motorveje efter sig. 

I 1971 ville Simon Spies sende charter­turister til Kenya, men da SAS havde monopol på danske flyrejser til det østafrikanske safari-land, blev en gambisk landingsbane i stedet kridtet op for rejsebaronen og solglade chartergæster fra Spies Rejser. 

Simon Spies sendte det første fly af sted i december 1971. Landingsbanen var dengang uden lys, og skulle flyene lande i mørke, skete det med hjælp fra folk fra nærliggende landsbyer, der stod med fakler langs landingsbanen. Efter at have passeret paskontrollen – et havebord under en palme – blev gæsterne kørt til hotellerne i lastvogne til 14 dages ferie med havudsigt og halvpension. 

I årtierne efter blev ferielandet en fast destination, og Danmark og Gambia blev via venskabsforeninger, udvekslingsordninger – og kærlighed begge veje – knyttet til hinanden.

I dag, over 50 år senere, donerer danske velgørere og frivillige – parallelt med turist-eventyret – stadig penge og hjælp til skoler, uddannelse og hospitaler i et af verdens fattigste lande.

Turismen er stadig guldægget i Gambia, men industrien er også et janushoved: Det ene ansigt sidder på en ældre europæisk mand eller kvinde på badeferie med sin ægtefælle. Det andet ansigt ligner i profil, men her er ægtefællen skiftet ud med en yngre, ofte fattig gambier. Det flertydige ansigt har givet Gambia ry som et slags slaraffenland for sexturister – et ømtåleligt omdømme i et muslimsk land, hvor prostitution er ulovligt, og hvor sexturisme er et offentligt tabu.

Restauratør Lone Hansen fra Vestsjælland flyttede til Gambia for flere årtier siden.

GRIBBE FLOKKES I palmekronerne, og flagermus basker rundt i cirkler på Serekundas aftenhimmel. På Scala Restaurant sidder et midtjysk ægtepar omkring de 60 og smovser i bøf og bearnaise. 

”Det er godt, det her, Lone,” siger manden, mens han tygger af munden og kigger mod restaurantens danske ejer, der nusser om gæsterne ved bordene. Parret spiser her hver aften på deres ferier til Gambia, som de har været på i årevis. Her er ikke meget at se, siger de, men luftfugtigheden er lav, tidsforskellen fra Danmark lille, og parret har to gambiske sponsorbørn. 

”Nu ikke noget med navne,” siger manden, der ikke vil citeres, men de ser dem, siger han og slubrer rødvin, altså ældre damer i selskab med unge mænd, og han og konen har for længst vænnet sig til konstellationen. 

”Hvide kvinder, der er i gang med de unge fyre,” forklarer konen i parret, der mest holder sig til hotellet og til at drikke Irish coffee i aftenvarmen.

Restauratøren hedder Lone Hansen, hun er britisk gift og har boet i Gambia i 35 år. 

”Det er mere synligt end tidligere med ældre kvinder og unge mænd – og vice versa,” siger danskeren, der har hestehale og briller. 

De lokale tjenere på restauranten griner af deres chef, hvis hun undrer sig over, hvorfor en ung gambisk kvinde skal sidde til bords med en ”ældre, usoigneret” hvid fyr, forklarer Lone Hansen.

”Nogle gange tror de ældre mænd, at hvis de kan få lov at gramse på den ene kvinde, vil den næste kvinde også acceptere det,” siger Lone Hansen og fortæller, at en af stamgæsterne ikke ville besøge Gambia mere, efter at hans kone var skredet med en lokal taxichauffør. 

”Det handler nok om penge for mange af de lokale, der bliver ’forelskede’ på få uger og pludselig vil giftes. De kan have flere kvinder kørende på samme tid. Måske betyder kærlighed noget andet for nogle gambiere, end det gør for mange danskere,” siger Lone Hansen.

Ved et langbord sidder en større flok danskere, der er i Gambia for at besøge Annegrethe Skolen, en danskdrevet skole med støtte fra private sponsorer. De har lige spurgt Lone Hansen om forslag til en bar, som de kan frekventere i sikker afstand fra at blive antastet af lokale gadefyre med vedholdende tilbud. 

Cafus britiske kone har blandt andet betalt for skolegang til et af hans børn, fortæller han.

AT BEVÆGE SIG fra Scala Restaurant, hvor lyden af cikadesang er skånsom over for en nordisk hvilepuls, og ud på Senegambia Strip, der bimler med støj og stemmer uden for den danskejede restaurationshave, føles som at blive vækket fra en lur med en strømpistol.

”Hvor er du fra, hvad vil du have, hvor skal du hen?” stikker gambiske mænd hovedet frem og spørger, hver gang en turist skridter gennem gaden. Der er noget Tommy Seebach i 80’erne over de mandlige turister på restauranterne: dristige skjorter med stor kraveflip, guldkæder, skovsnegl på overlæben og rande under øjnene. Nogle af de europæiske kvinder, der sidder til bords med yngre lokale mænd, har fået hårsækkene strammet til i lange afrikanske fletninger. Flere par kigger tavst i deres telefoner eller ud på gaden. Her står en gambier i stramme jeans.

”Verden er lille,” siger han og presser røg ud af næseborene. ”Der findes en Cafu i Brasilien og én i Gambia,” fortsætter han med henvisning til den brasilianske fodboldspiller og sig selv. Den gambiske Cafu er 42 år og fortæller, at han har en kone i England, som er født i 1962, og jeg kan få lov at se ring og vielsesattest, siger han, men det er bedre at gå afsides og tale, så vi finder det bagerste lokale på en bar, hvor ingen kan høre andet end soundtracket fra filmen ’Flashdance’, der blæser i højttalerne. 

”Vi har elsket hinanden i lang tid og fået selvtillid sammen. Big time,” siger Cafu med hæs stemme og tunge vejrtrækninger under en Che Guevara-T-shirt. Cafu havde tre børn, før han mødte sin britiske kone. Han har fået tre børn siden, men ingen af børnene er den britiske kvindes. I Gambia er flerkoneri tilladt, og Cafu er samtidig gift med en lokal kvinde. Den engelske kone sender ham penge med Western Union, siger han, men hun har ikke lyst til at komme herned længere på grund af artikler som i britiske The Sun, hvor landet blandt andet kaldes ’Granbia’. Norske og svenske kvinder tør heller ikke tage flyveren til ’Smile­kysten’ mere, siger Cafu og peger mod sine tindinger: ”De ser de negative historier som et angreb på dem.”

SIDSTE ÅR, i 2022, bønfaldt direktøren for landets turistråd Storbritannien om, please, at sende flere såkaldte ’kvalitetsturister’ til Gambia. ”Vi vil have turister, der kommer for at nyde landet og kulturen, ikke turister, som kommer blot for sex,” sagde Abubacarr S. Camara til den britiske avis The Express. 

Gambias regering overvejer nu at indføre love, der skal gøre det nemmere for politiet at anholde ’strandfyre’ og ældre kvinder, der indgår ’suspekte relationer’, som avisen The Telegraph skrev i forbindelse med turistdirektørens udmelding. 

Fire år før, i 2018, gik landets turist­mini­ster Hamat Bah på gambisk tv med det samme budskab: ”Hvis man ønsker at tage til en sexdestination, så tag til Thailand,” sagde han som led i en kampagne for at få luget ud i sex & sol-industrien i det lille land.

Sexturisme findes også i andre afrikanske lande som Kenya, Senegal og Marokko, men ifølge sociologen Dr. Sitinga Kachipande, der forsker i global økonomi og afrikanske forhold, negligeres fænomenets tilstedeværelse ofte på det afrikanske kontinent i en global sammenhæng, fordi emnets fokus typisk er på Asien og Latinamerika. Det fortæller hun i en nyligt udgivet publikation fra Montgomery College i USA.

Sociologen Marie Bruvik Heinskou har også beskæftiget sig med dilemmaet, og ifølge hende har ”vi at gøre med noget, der ligger ’imellem’ det økonomiske, det seksuelle og det emotionelle”, som hun skrev i Dagbladet Information i 2016 om kvindelig sexturisme i Gambia, mens den zimbabwiske advokat og skribent Tatenda Gwaambuka tager debatten fra en mere spids vinkel: 

”Mandlig sexturisme har længe været betragtet som udnyttende adfærd, men historien ændrer sig, når det kommer til den kvindelige version af samme branche. Kvinderne dækker sig ind ved at hævde, at de ikke køber sex, men at de hjælper de unge mænd økonomisk. Men hvorfor pakke det ind? Kvindelig sexturisme er udtryk for racemæssig og økonomisk dominans.”

GAMBIAS RØDDER

Landet er den mindste nation på det afrikanske kontinent med cirka 2,5 millioner indbyggere. Gambia blev selvstændigt i 1965 og er overvejende muslimsk. I 1765 blev Gambia en del af det britiske imperium, og øen Kunta Kinte (tidligere James Island) på Gambiafloden, der løber gennem landet, blev opholdssted for slaver, inden de blev sendt til Amerika. I 1976 udgav Alex Haley bogen ’Rødder’, som blev til en berømt tv-serie. I fortællingen søger forfatteren efter sine afrikanske forfædre, som han sporer tilbage til Gambia, herunder karakteren Kunta Kinte, der tages til fange af slavehandlere.

”Gambiere er meget åbne og byder dig velkommen. Man kan være sig selv i deres selskab,” siger Lisa, der er gift med Modou.

DE FLESTE MÆND, der hænger ud på Senegambia Strip, siger, at de er turistguider, og antallet, der har haft hvide kvinder i deres liv med amoriner på menuen, er åbenbart legio: ”Romantics. Real love,” siger de med rastafari-rullende r’er til dem, der henvender sig. Tre fyre i trediverne kører ad samme spor. Hvis jeg vil vide noget, skal de nok fortælle, siger de på en affolket restaurant, men kan vi ikke give en øl eller et måltid, spørger de, mens pupillerne kører, og deres kroppe langsomt siver ned i stolene. 

Gadegutterne på The Strip går ikke blidt ind i den gambiske nat. Benene vakler – jo mere pot og alkohol de hiver frem under bliktagene, fra bænke og under træerne langs med kvarterets barer og restauranter.

Foran en butik med nedrullet metalgitter står en fyr i 30-årsalderen med trætte øjne og bøllehat og fortæller, at de andre mænd ikke siger sandheden. Han har haft sex med utallige ældre hvide kvinder.

”Jeg kan ikke mere,” siger han og ser udmattet ud. Og opgivende, da jeg spørger hvorfor. 

”Fattigdom,” svarer han. Hans blik er forbitret. Han havde det dårligt med sig selv i flere måneder, efter han havde været sammen med en meget gammel kvinde, siger han, og jeg når ikke at spørge om mere, før de overrislede mandsstemmer omkring os når kogepunktet, og han er væk. 

En europæisk kvinde betragter unge mænd, der giver den gas i sandet.

ATLANTERHAVETS TUNGE formiddagsbølger sluger fodaftryk langs vandkanten. Mens turisterne snorker i deres hotelsenge, bruger unge mænd stranden som træningsanlæg. De løfter deres veltrænede arme på fliser fra forfaldne bygninger og sprinter gennem det tunge sand. To drenge hiver en vrangvillig ged ud i vandet og skrubber dyret i havskummet. En gambier med hestehale-fletninger, solbriller og en norsk håndboldlandsholdstrøje sidder ved siden af sin lyshårede kone på et badehåndklæde. 

Gambiske Modou Secka er 44 år, og Lisa Strand er 63 år og fra Norge. Hun har været hyppigt i Gambia siden 1996 som frivillig på skoler og hospitaler og kender en anden side af landet end den, der luftes oppe ved turistgadernes alkohol-inducerede karneval.

”Gambia er tæt på mit hjerte,” siger hun på syngende norsk-engelsk og lægger en hånd på sin læderhalskæde. Parret drømmer om at kunne splitte deres tid sammen i henholdsvis Gambia og Norge, hvis han kan få opholdstilladelse. Lisa og Modou har lært at acceptere hinandens forskelle, siger de, og med 15 års erfaring som taxichauffør var Modous nordiske kones facon ikke så fremmed for ham, da han mødte hende. 

”Modous tolerante selskabelighed er en inspiration for mig,” siger Lisa, der dog tror, at en del lokale og europæere indgår pro­formaægteskaber.

”Alle træffer deres egne valg,” indskyder Modou Secka. 

”Hvis du har penge og vil bruge dem på en fattig, er det no one’s business,” siger han og skærer sine hænder gennem den lune brise. Lisa Strand peger ud i bølgerne: 

”De tjener ikke mange penge i Gambia, alt bliver importeret. Og kinesiske trawlere snupper fiskene.”

Mange lokale mænd træner hver dag på stranden.

PÅ HAVBUNDEN BLIVER vandlopperne suget ned langs kysten af den stærke strøm. På landjorden siver de afrikanske mænd og de ældre europæiske kvinder, når jeg spørger til Gambias sexparadis-renommé. En polsk kvinde skal videre, hun rejser om lidt. 

”Er det derfor, I er her?” spørger en lokal fyr, som skuffet skruer op for tempoet med sin ældre kone i hænderne. Blot at nævne emnet får ubehag op i ansigterne, og jeg føler mig som en dyneløfter, der springer ud af et klædeskab med en lommelygte. 

”Vi er forretningspartnere,” siger en gambier i en tysk fodboldlandsholdstrøje, mens han slentrer i vandkanten med en ældre kvinde, der hurtigt viser os ryggen. 

En hollandsk kvinde med en stok beklædt med slangeskind halter på det ene ben. Solen har, siger hun, en helende effekt på hendes sklerose. En yngre fyr forsøger at tage hendes hånd for at trække hende væk, mens vi taler. 

”Han er ikke min kæreste,” siger hun og afviser fyrens hånd. 

”Folk skal have lov til at møde hinanden,” siger gambieren irriteret. 

”Du kan jo se, det er ukomfortabelt for ham,” siger kvinden, hvorefter hun følger efter ham med stokken i kystsandet, hvor især hollandske kvinder fylder godt i galleriet. 

En af dem står med karamelhud, tobaksaroma og en hånd på hver hofte og kigger ud gennem palmerne på et strand­resort. Hun er her på 20. år med sin mand. 

’Get lost,’ siger jeg til alle fyre, der følger efter mig,” siger hun og peger bagud med en spændt tommelfinger, der ikke vil forhandle. 

Omkring hende sælger mænd i plastikstole juice uden is eller afkøling. De vifter med menukort med appelsinjuice, kokosjuice og mange andre smage, mens de råber til de forbipasserende, der netop har sagt nej til den forrige sælger.

Det slår klik for en fyr, der har bemærket fotografen og mig på stranden. 

”I udnytter vores historier. Vi har gået i skole og kan se, hvad der foregår. Vi har set journalister som jer her i årevis,” råber han og banker en finger på sin pande, mens hans makker beder os om at ordne vores moralske regnskab med vores skaber. 

Evyann Liljedahl er gademusikant og har lært mange af de lokale at kende gennem musikken. Nordmanden er også specialsygeplejerske.

BUMSTERS BLIVER DE kaldt, de fyre, der hænger på stranden og har ry for at bytte sanselige tjenester for pengehjælp. Flere bumsters har fået juicestandere, så de har noget at lave, siger en fyr, der træner overkroppen i sandet. 

”Nej,” siger Gasim, der sælger juice et andet sted på stranden. ”Juice-sælgerne får udstedt ID af regeringen. Bumsters rykker sig fra sted til sted,” siger han og vifter med et identifikationskort. Gasim er 35 år og klædt i en lilla velour-T-shirt, og som det ofte er tilfældet med fyrene, der arbejder under åben himmel, vil han helst ikke give sit efternavn eller få taget et billede. 

”Det er pure business, det med kvinderne, too much hustling,” siger han fra sin plastikstol og kigger ud på havet. Det er ikke noget for ham. Gasim drømmer om Europa. Han har skills, siger han, ”og det er vigtigt, ellers bliver du sendt tilbage igen.” 

Nene Kanden, der sælger massage ved siden af Gasim, er 28 år og i crocs og blå kjole. Hun forstår ikke de mænd, der går efter de ældre hvide kvinder: ”De kan jo ikke få børn med dem,” siger hun.

Mange af hendes kunder, forklarer hun, spørger, om de kan få en såkaldt happy ending.

”Så bliver jeg vred. I’m not here for that,” siger hun og ruller med øjnene, mens vi bliver omringet af tre glade fyre, der spiller tromme og maracas og synger: ”Welcome to Gambia”. Omkring os vil flere juicegutter vide, hvad vi laver. 

”Der er prostituerede alle steder. Måske er der flere i dit land,” råber en af dem. 

”De har virkelig hjulpet mig. Jeg er en fattig mand,” siger Moses om de to europæiske kvinder, han har været gift med.

EN AFTEN MIDT i party-strædets inferno af livemusik og dyttende køretøjer stryger en norsk gademusiker gennem gaden, mens hun danser til israelsk pop fra en minihøjttaler. Hun vifter med musikafspilleren i hænderne som en tamburin, og en gadetjener glider begejstret ind i dansen.

Evyann Liljedahl er 53 år og har været i Gambia flere gange. Denne gang uden returbillet, mens hun venter på at blive gift med sin norske kæreste, der kommer herned om et par måneder. Nogle minutter senere står hun over for en lokal politimand med spændte triceps og diskuterer, hvem der er sexturismens ofre i Gambia. 

Betjenten har en baret på hovedet, håndjern i vesten, handsker med metal ved knoerne, og han bryder sig ikke om den gambiske turistdirektørs formaning til britiske seniorkvinder om at blive hjemme, hvis de vil på sexferie. 

”Jeg burde ikke sige det, men han skuffede sine landsmænd med de ord. Måske er kvinderne blevet skilt for længe siden, og så møder de en ung fyr hernede, og de indleder et forhold. Men det er vores gambiske brødre, der følger efter kvinderne,” siger han til nordmanden, der har en blomst i håret. 

Undervejs i mødet med betjenten fortæller Evyann Liljedahl, at de lokale mænd respekterer hendes afvisninger, når hun siger, at hun er forlovet, og at hun har haft rig lejlighed til at observere dynamikken mellem lokale mænd og europæiske kvinder (’damer’, som hun siger på norsk). 

”Kvindelige ’horekunder’ er et kæmpe tabu. Men kvinderne søger ikke altid kun sex, også omsorg og opmærksomhed. Nogle af dem bemærker måske ikke i begyndelsen, at de er ’horekunder’, men så går det gradvist op for dem, jo mere de betaler til højre og venstre,” mener Evyann Liljedahl, der engang var i landet med sin veninde, som blev gift med en lokal hustler. Først flere år efter at parret blev skilt, forstod veninden, hvad der var foregået. 

”Andre kvinder er dog meget bevidste om, hvad de har gang i,” siger hun. 

Med skepsis kigger hun på betjenten. 

”Måske er det oftere kvinderne, der angriber de unge mænd,” siger nordmanden og fjerner fugtigt pandehår fra sit blik. Betjenten smiler afmålt: ”Nej, vi, de gambiske mænd, er dem, der angriber. De skal ikke chikanere eller følge efter kvinderne.” 

Nordmanden ryster på hovedet: ”Kvinderne skjuler det blot lidt mere. De er ikke nødt til at følge efter mændene, de er ikke ofrene,” siger Evyann Liljedahl, der fortæller betjenten, at da hun fortalte sine venner, at hun skulle til Gambia, svarede de: ”Ah, sexparadiset.” 

”Synes du ikke, det er trist, at Gambia er kendt for dét?” spørger hun. 

”Jo, for now,” siger betjenten, der trækker mig til side og siger, at han kan blive fyret, hvis jeg skriver hans navn. 

Moses i sit hjem i selskab med sin søn, sønnens moster og en tredje pige, der bor samme sted som moderen til barnet.

”TOUBAB, TOUBAB,” RÅBER børnene langs afskallede husmure på de sandede veje nogle kilometer fra turistmekkaet i det fattige kvarter Bakoteh Amsterdam i centrum af Serekunda.

Toubab er et vestafrikansk udtryk for personer af europæisk afstamning. 

”De er ikke vant til at se hvide her,” griner gambieren Musa Darboe med rester af gårsdagens alkohol siddende i en dyb latter. Øjnene er våde, og en lugt af sved stikker frem under en hvid undertrøje. 

Musa ’Moses’ Darboe har ar i ansigtet efter et trafikuheld, rynker under øjnene ”because of stress”, og når solen går ned, brænder han sit lys i begge ender på Senegambia Strip. 

Den 37-årige gambier kalder sig ’Moses’ i stedet for Musa, og han har en søn, der hedder Junior Moses, som han beder mig gå hen at spørge efter bag en rusten metalport. 

Moses bor ikke med moderen til barnet, ”because of obstacles”, men hun kommer ud iført buksedragt med den toårige søn i favnen. Hun udveksler nogle ord på mandingo med faderen, som løfter sin søn, kilder ham og laver pruttelyde på hans mave. 

”Kan du betale for hans dagpleje?” spørger den unge mor mig, nærmest hviskende, inden hun smutter ind bag porten.

Moses banker en finger mod sit kranie.

”Nu ser du, hvorfor vi ikke er i et forhold,” siger han, mens drenge spiller fodbold i badesandaler på den kamel­skindsfarvede jord.

Moses bor alene i et hus med to rum, en ødelagt dør, metalgitter i vinduerne, men ingen ruder, flækket vægmaling og et lag af støv på hjemmets overflader. På en hylde under bordet ved siden af sofaen ligger et fotoalbum med billeder af Moses og hans engelske ekskone.

Moses har været gift med to europæiske kvinder, siger han. Han kigger ikke på billederne, når han er alene, siger han, så bliver han trist, men nu hiver han albummet frem og bladrer gennem siderne med en smøg mellem fingrene. 

”Årh, ja, hun er cute,” siger han, fniser som et skolebarn og peger på et billede af sig selv og en lyshåret kvinde, der omfavner hinanden i vandkanten. 

”Der havde vi netop lovet hinanden at gøre alting sammen,” siger han og lyser op i et smil og bladrer forbi et billede, hvor parret skriver under på ægteskabet. Moses var 26, og briten 48, da de mødte hinanden. Han er fuglekigger-guide og havde været af sted på tur med turister, da han rendte ind i den britiske kvinde foran en hotelindgang. 

Næste morgen, da de lå ved siden af hin­anden i sengen, var han forelsket. De flyttede sammen, hun fløj til og fra England, betalte for ud­dan­nel­se til hans søskende, husleje og tøj. 

”Hun var virkelig en god dame. Det eneste problem var dette,” siger han og peger på et billede, hvor kvinden sidder med en øl i hænderne.

”Hun var det første menneske, der gav mig alkohol. ’Moses, try this,’ sagde hun. Jeg ville ønske, jeg aldrig havde sagt ja, men sådan er livet. Jeg er ikke afhængig, men hvis jeg drikker et par øl: ’I don’t feel shy,’” siger han med et rævesmil. 

MED HÅRD HÅND

I mere end to årtier blev Gambia regeret af diktatoren Yahya Jammeh, der kom til magten via et kup i 1994. Han kritiseres for voldsomme brud på menneskerettighederne og for at rage til sig af landets rigdomme. Jammeh mente selv, at han havde overnaturlige kræfter, og påstod blandt andet, at han kunne kurere aids. I 2016 blev diktatoren væltet af oppositionslederen Adama Barrow og måtte flygte ud af landet. Gambia har siden haft demokratisk styre med en fri presse, men det nuværende styre kritiseres stadig for korruption.

”Når du er fattig, vil du gøre hvad som helst for at få mad på bordet,” mener rejsebureauleder Hughie Rose.

UDEN FOR Moses’ hus bliver der kaldt til bøn fra en minaret. 

”Det gik ikke, når hun slingrede fuld rundt i bikini i min muslimske families hjem. Så vi måtte skilles,” fortæller han. 

Siden mødte han en hollandsk kvinde, som var ni år ældre end ham. De græd begge, da han gik på knæ og spurgte, om hun ville giftes. Hun købte en bil til ham i fødselsdagsgave, og han købte en hest til hende, og han kørte bag ved hende i bilen, mens hun red på hesten. 

”Dét var min fejl,” siger han om bruddet og kigger ned i husets ramponerede gulv. Inden Moses mødte hollænderen, havde han fået en datter med en kvinde fra Liberia, som han ikke havde fortalt hende om. Da han gjorde det, ville hun skilles. 

”All my womans, I loved them,” siger Moses, der også har haft mere kortvarige forhold til europæiske kvinder. 

Holiday makers, kalder han dem. De har taget sig af ham på deres ferier, og han har taget sig af dem, siger han. Men gambieren slikker stadig sårene efter sin seneste skilsmisse. 

”Jeg håber, at jeg igen en dag møder en precious woman,” siger han og laver en cirkel med de senede fingre.

Så er der frokost i et baggårdsmiljø ved siden af en lille bar, hvor de viser fodbold. 

Mens Moses går ind i baren, sidder to skaldede briter og drikker bajere i solen, David og Nigel. De er fra Scunthorpe og Liverpool, de er 61 og 69 år, og de er i Gambia på grund af de tre s’er: sol, sand og sex. 

”Vi ser dog ikke meget af sandet,” siger David og griner. 

Hver aften er der knald på Senegambia Strip med musik, dans og fulde europæere og lokale.

VED ET RESTAURANTBORD på Senegambia Strip sidder en kronraget britisk-­jamaicaner og suger på en fed cigar under et tyndt overskæg. Han er iklædt en limegrøn skjorte med mønstre, et træsmykke på størrelse med en cykelkæde om halsen, og et guldur på det ene håndled. To telefoner, et askebæger, en æske tændstikker og en cigarklipper ligger foran ham. 

Hughie Rose dufter af herreparfume, sød tobak og tung autoritet. Han driver et rejsebureau med pilgrimsture for sorte briter, der vil til Afrika for at finde deres rødder. Det er 20 år siden, Hughie Rose var i Gambia første gang. 

Han taler med et lavmælt staccato-London-engelsk, gnider fingrene i små cirkler og ligner en mand, der har slugt noget surt, da han vender blikket ud mod gaden. 

”Nogle gange kan du se en 80-årig europæisk kvinde med en 18-årig gambisk fyr. Kvinderne gør ikke sådan noget i England, i Holland eller i Danmark. Deres intentioner er at udnytte og bedrage.” 

Hughie Rose knækker en tændstik med den ene tommel, som om hans irritation stryger ud gennem fingrene. 

”Er de her for at nyde Gambia eller løfte landet, eller er de her for at få sex og kaste dalasi efter de unge mænd?” spørger rejsebossen, mens han lader, som om han kaster pengesedler på gulvet. 

”De kan ikke finde en mand derhjemme, der ville finde sig i at blive udnyttet. Det er stakkels white trash, der læsser deres tåbeligheder af her. Jeg har ikke lyst til se Afrika blive genkoloniseret af europæere gennem seksuel udnyttelse.”

Lamin Ceesay har været advokat i 22 år og mener, at mange europæiske kvinder møder de forkerte gambiske mænd.

PÅ EN AF Senegambia-stribens restauranter knipser en hvid mand med cowboyhat og rævehale med fingrene lidt ude af takt med de monotone country-rytmer, mens han i mikrofonen synger: ”Promise me, son, not to do the things I’ve done”, som han gør det hver aften. Han optræder med unge afrikanske dansere, og de dansende kvinder løfter ben og arme i halvsløje, pligtopfyldende bevægelser. En hypermobil fyr med røde solbriller leverer ensemblets genre-nedbrydende indslag, går i spagat og laver ’ormen’ på gulvet foran en kraftig britisk kvinde, der hvisker i øret på sin gambiske bordherre. De unge afrikanske kvinder ved siden af de ældre europæiske mænd i hawaiiskjorter ser fraværende ud. Fire mutte kvinder flankerer en anspændt herre i slut-halvfjerdserne, og en af dem har fundet sit eget fjerne fikspunkt at stirre på i horisonten. 

”Come on, everybody, now clap your hands,” synger rævehalen og dasker hænderne rundt om mikrofonen. En hvidhåret fyr klapper og læner sig ind over kvinden ved sin side i et forsøg på at få hende til at stige på vognen, men hun ser forstenet ud i luften. 

Nede på Hard Rock Cafe er væggene malet med afrikanske figurer og strippet for koncernens kendetegn af musik-memora­bilia. Musa ’Moses’ Darboe står på dansegulvet og spinner rundt om sig selv med øl og cigaret i hænderne og bukserne godt under balderne. Den gambiske fuglekigger læner sig ind over bordet og siger noget til tre smilende, solbrændte hvide kvinder med tatoveringer og fletninger. Bagefter hiver han fat i mine skuldre, da han ser mig ude på gaden. Noget nationalt vedrørende ­Gambia har gnavet i ham siden sidst. De kvindelige sexsælgere, der stryger til strædet som trækfugle, er ikke fra Gambia, siger han. 

Ved krydset mellem Bertil Harding High-way og Senegambia-gaden står unge kvinder i klynger og i stramme kjoler og siger ”Hello” og ”Hey baby” med tomme blikke. Bag dørmænd brede som kummefrysere brager bassen fra natklubberne. Moses går hen til en af kvinderne og spørger, hvor hun er fra. 

”Freetown, Sierra Leone,” svarer hun og ser konfus ud. 

”Kan du se?” siger han, før han iler videre til næste kvinde og laver samme manøvre – med samme resultat.

Mens nogle finder romancer, fortæller andre, at flere turister ikke forlader deres resorts, fordi de er bange for at blive antastet af gambiske mænd.

I GAMBIAS HOVEDSTAD Banjul sidder Lamin Ceesay bag et skrivebord fyldt med sagsmapper og lovbøger. Advokaten er 49 år og klædt i jakkesæt med rødt slips og laksko med sølvspænder. Lamin Ceesay håndterer mange skilsmissesager mellem europæiske kvinder og gambiske mænd. 

”De møder hinanden på stranden, foran hotelindgange eller i en taxi, og så har mændene måske hjulpet dem. De mænd går specifikt efter europæiske kvinder. Mange af mændene er … hvordan skal jeg formulere det …,” siger han og gnider fingrene i et tavst knips: ”… De er rovdyr på jagt efter uanende kvinder. Jeg har set mange sager, hvor mændenes agenda fra begyndelsen har handlet om, hvor mange penge de kan få ud af kvinden.”

”Ægteskab med en europæisk kvinde er det endelige mål for mange bumsters, juicedrenge og gadegutter, for ægteskab fører til penge, måske et hus og en bil og ultimativt måske til opholdstilladelse i Europa. Det er dét, der er drømmen,” siger advokaten. 

”Så snart de har fået permanent opholds­tilladelse på europæisk grund, er mange af dem ude ad døren, og kvinderne ser dem ikke igen. Det er kvinderne, der vil skilles. Mændene er ligeglade, og skilsmissen er ­oftest intet problem,” siger Lamin Ceesay og fejer med fingrene hen ad skrivebordet. 

”Mændene er interesseret i værdierne. De vil beholde ejendommen, de eventuelt har købt sammen, og nogle gange har de bildt kvinden ind, at kun lokale må eje en grund i Gambia, eller at parterne kun må eje i fællesskab. Det skaber problemer. Kvinderne bliver trætte af, at mændene blokker dem for penge. Forholdet slutter måske, fordi kvinden er i sit hjemland og ikke længere sender penge,” siger Lamin Ceesay, der forklarer, at i Gambia er mænd vant til at være den dominerende figur i hjemmet: ”Nogle gange kan mændene ikke forlige sig med deres rolle, og i de her tilfælde er det kvinden, der har penge og træffer ­beslutningerne. Boss woman, kalder de dem.”

Myndighederne skal gøre mere for at fjerne bumsters fra strandene, ligesom turistsektoren og lokale medier bør adressere fænomenet i højere grad, mener advokaten. 

”Fattigdom og arbejdsløshed er selvfølgelig afgørende komponenter, men mændene skal oplyses, så de ikke tænker, at deres job er at finde en hvid kvinde.”

PENGE UDEFRA

Gambia er blandt verdens fattigste lande og også et af de lande i verden, hvor remitter – penge, der sendes hjem fra udlandet – udgør den største del af økonomien. I Gambias tilfælde var det sidste år 60 procent af BNP. Langt størstedelen af de gambiere, der ikke bor i deres hjemland, er mænd. Til trods for landets lille befolkningstal lå Gambia i 2016 nummer fem på listen over lande, som flest flygter fra for at krydse Middelhavet mod Europa. Gambia har ingen naturressourcer og eksporterer og producerer meget lidt – ud over peanuts.

PÅ EN BAR i et slumområde i nærheden af Banjul fik Anne-Marie Maribo for 15 år siden øjenkontakt med Ousmane. Han var en fattig danser på 24, der kom fra Guinea og søgte lykken i Gambia, og hun var en 54-årig psykolog fra Danmark, der var i gang med at udvikle et rejsebureau i samarbejde med lokale, som siden kuldsejlede. På baren udvekslede de smil, og hun blev forelsket med et fingerknips. 

”Det føltes naturligt, selvom de danske normer fyldte mine tanker,” fortæller hun på telefonen, mens hun går på en vindblæst strand i Risskov ved Aarhus. Hun var dengang fraskilt, mor til teenagere og var rejst til Gambia, fordi hun ville ryste posen i sit arbejdsliv. Anne-Marie Maribo red ikke på en bølge af begær, men var single med sænkede parader: ”Ousmane (anonymiseret navn, red.) var meget charmerende og rytmisk, i kontakt med sig selv, hvilket jeg blev utroligt draget af.” 

Et år senere blev Anne-Marie og han gift på en strand i Gambia med et par hundrede lokale bryllupsgæster. Hans dansetrup optrådte til brylluppet, og Anne-Marie sørgede for, at der var brudevals ligesom i Danmark.

”Det var nyt og forfriskende for bryllupsgæsterne, at jeg var så fremtrædende i løbet af aftenen og i dansene,” siger hun. Når hun havde været til lokale bryllupper, var bruden ’servicerende’ og i baggrunden af festen. 

Anne-Marie skrev i 2015 bogen ’Toubab – En hvid rejser til Afrika’ om sine gambiske oplevelser og sit forhold. Bogen slutter med, at parret bliver familiesammenført i Danmark. Men inden da, som der står i bogen, var stemmerne i hendes hoved i konflikt, mens forelskelsen voksede. Skulle hun følge sit hjerte eller frygte, at han blot ville bruge hende som billet til Europa? 

Ousmane havde spurgt Anne-Marie en af de første gange, de delte selskab, om hun ville betale for hans immigrationsbevis i Gambia. Hun afviste, men fandt ikke ønsket odiøst. 

”En hvid repræsenterer en mulighed for hjælp,” siger hun. Penge var dog ikke omdrejningspunktet i deres forhold, siger hun. ”Jeg var påholdende og blev ikke en sponsor. Men han var heller ikke dén type mand, han var ikke en bumster, selvom han ikke havde råd til sko og måtte låne af sine venner.” 

Men Anne-Marie og Ousmane var ikke rundet af en enslydende arbejdsmoral, siger hun og fortæller om en aften, hvor en fyr, der solgte cigaretter og slik, gik forbi dem på gaden. 

”’Du kunne også blive sælger,’ sagde jeg. Men nej, dansen og musikken var hans liv.” 

Da Anne-Marie havde sagt ja til Ous­manes frieri, advarede en bekendt, der havde haft en gambisk kæreste, om, at de dansk-afrikanske forhold, hun kendte til, altid gik i stykker. Og psykologens ægteskab led samme skæbne efter halvandet år i Danmark. Årsagen var utroskab. 

”Det kunne jeg ikke acceptere, men han var kulturelt opdraget til at have flere kvinder på samme tid,” siger psykologen, der ikke fortryder sit ægteskab med en 30 år yngre vestafrikaner: ”Det er en stor gave at få lov til at opleve dyb kærlighed.”

I SEREKUNDA, i det hektiske vejkryds på toppen af Senegambia Strip, griner skandinaviske mænd og siger, at de ”gemmer sig i Afrika”, mens de ved midnatstid råder mig til at finde ”en smuk, ung dame for natten”.

Andre – fastboende – danskere vil også være anonyme, for ”verden er kompleks”, som en dansk kvinde i 40-årsalderen siger. 

”Fattigdommen har måske aldrig været værre, og flere mænd supplerer deres forbrug af ganja med piller, som gør dem aggressive,” siger den danske kvinde. 

Et andet sted sidder en dansk mand, der har rundet de 60. Han bryder sig ikke om udnyttelsen af unge gambiere, siger han, men mange af de ældre hvide mænd og kvinder er ensomme, og han har selv en yngre lokal kone, der nok ikke har været dybt forelsket i ham eller er tiltrukket af hans udseende. ”Jeg ligner ikke ligefrem James Bond,” siger han.

På Patta Patta, der ligger lidt længere oppe ad kysten i Serekunda, træder turismens farvelade af begær, penge og længsler frem på lærredet. Reggae-baren er proppet søndag ved midnatstid. Forsangeren i livebandet synger under blinkende lyskæder, og keyboardspilleren fletter en panfløjte ind mellem dunkende rytmer. Der lugter af pot, spildt øl og dansesved. 

”Må jeg sidde her?” spørger en kvinde, buttet og draperet i parfume og en glimmerkjole, mens hun blinker ivrigt med øjnene.

Flere af de hvide mænd har to borddamer. Hos kvinderne er forholdet 1:1, og nu skal de på gulvet, de fire hollandske damer, der sidder til bords med hver sin mand. En anden europæisk kvinde i en limegrøn kjole, der ser ud til at være et godt stykke over 70, er i byen med en fyr i 20-årsalderen. Hun er dansegulvets aldersdronning, og hun nynner usikkert med på ’Kingston Town’, griner fjantet og ser berusende overvældet ud, da fyren hiver hendes arme op i luften og for alvor tager fat. 

”I want to be your number one,” synger forsangeren. En af de hollandske kvinder, korthåret og med briller, synger med og sender en beslutsom pegefinger i retning af sin afrikanske dansepartner. 

Senere, uden for danseklubben, udveksler de hollandske kvinder et par ord på deres modersmål, mens fyrene forsøger at trække dem væk. ”Let’s go,” siger kvinderne, da de ser mig.  

Nogle minutter forinden hviskede den afrikanske kvinde i glimmerkjolen mig i øret og sagde:

”What happens in Gambia, stays in Gambia.”

Tæt på Ukraines problematiske grænse til Rusland har en lille by skiftet navn. Før hed den Novhorodske, men nu hedder den atter sit oprindelige navn: New York. Ud & Se tog til byen nær frontlinjen, hvor granater regner fra himlen, og hvor den store kamp mellem øst og vest kæmpes dagligt, personligt og indædt.
Tekst og foto:Emil Filtenborg og Stefan Weichert

GARDINERNE VAR TRUKKET for i det lille værelse og hindrede solens stråler i at komme ind. Kun fjernsynet for foden af sengen kastede en smule lys ind i soveværelset, hvor Aleksij Shevchenko lå på sengen med et tyndt lagen. Lungerne er hærget af tuberkulose, og det er en evig kamp at trække vejret for den 59-årige pensionist, der er sunket ind til næsten ingenting. Han har ofte strømsvigt og var derfor taget over til sin søster på den anden side af vejen for at se fjernsyn, selvom han kun sporadisk følger med i flimmerkassens kavalkade af ligegyldige programmer.

Han opdagede ikke den 122 millimeter store mortergranat, der brød den stille morgen med en hvislende lyd hen over himlen og sluttede sin færd med et enormt brag. Eksplosionen sendte rystelser gennem huset og knuste ruderne i nabohusene. Et fragment på størrelse med en knytnæve brød en rude og trillede hen over gulvet i søsterens stue, mens en støvsky rejste sig udenfor. 

Aleksij Shevchenko kæmpede sig op. Han kunne ikke forstå, hvad der var sket, og kom frem til, at mortergranaten måtte have ramt længere væk. Der har trods alt været krig mellem de russisk-støttede separatister og Ukraine i syv år i det østlige Ukraine, og hver nat kan han og de 12.000 andre indbyggere i New York høre lydtæppet fra en krig, der måske er glemt, men langtfra er ovre. 

Aleksij Shevchenko.

Kort efter kom panikslagne naboer løbende. De gjorde det klart, at det var hans hus på den anden side af vejen, der var ramt. Aleksij Shevchenko løb over til huset så hurtigt, som de spinkle ben kunne bære ham. Hunde jamrede i baggrunden fra nabohusene, mens Aleksij Shevchenko til sin frygt så, at granaten havde ramt hans soveværelse, havde dækket hans seng med mursten og gjort hans hjem ubeboeligt. 

Da Ud & Se et døgn senere ankommer til New York, triller tårerne ned ad kinderne på Aleksij Shevchenko, og han sætter sig ned på hug for at få luft. Det er ikke lettelsen over at være i live, der fylder. I stedet er vreden ved at æde ham op. En vrede, som kort efter bliver til fortvivlelse. Han får omkring 400 kroner om måneden i pension. Han kan på ingen måde betale for skaderne.

”Jeg har næsten ingen penge til medicin og mad. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” gentager han. 

”Hvad bilder de sig ind?”

I horisonten er frontlinjen synlig. Fabrikken t.v. er den lokale fenolfabrik, som holder byen i gang.

NEW YORK I UKRAINE

Byen blev grundlagt i 1846 af en gruppe tyske gammelevangeliske bosættere og fik – efter sigende – sit navn, da en af de tyske bosætteres hustru kom fra USA. Stedet blev centrum for en række tyske landsbyer i området og voksede sig stort på at producere landbrugsprodukter, teglsten og landbrugsmaskiner. Byen havde flere skoler, og hovedgaden Gartenstraße er i dag stadig præget af gamle murstenshuse fra den tid. De tyske bosættere blev dog presset ud af byen af Sovjetunionen ad to omgange. Først efter den russiske revolution, der begyndte i 1917, og dernæst efter anden verdenskrig. I 1951 ændrede Sovjetunionen byens navn til Novhorodske, da det ikke var passende i Stalins Rusland at have en by ved navn New York. I år har lokale kræfter dog fået ændret navnet tilbage til det oprindelige.

ALEKSIJ SHEVCHENKO BOR i en by, der på grund af sit nylige navneskifte har fået en del international opmærksomhed. Stedet og byen er grundlagt i midten af 1800-tallet af tyske mennonitter, og den fik navnet New York, da en af de allerførste bosættere ville imponere sin kone, der kom fra USA. Sådan hed byen, indtil Stalin i 1951 fik øje på navnet, der i den symbolstærke og kolde efterkrigstid virkede som en lille, irriterende sten i skoen på det store kommunistiske projekt. Byen blev derfor omdøbt til Novhorodske, men nu er det oprindelige navn tilbage. 

Lokale kræfter har med succes kæmpet for at gennemføre navneskiftet, og de håber på en ny begyndelse for den gamle industriby, der ligger klemt inde mellem frontlinjen mod øst og syd og militærets kontrolposter mod nord og vest. 

New York ligger kun et par kilometer fra frontlinjen i Østukraine, hvor krigen mellem russisk-støttede separatister og Ukraine har kostet mere end 13.000 mennesker livet siden 2014 og har drevet halvanden million mennesker på flugt. 

En krig, der brød ud efter Majdan-revolutionen i 2014, hvor ukrainske folkemasser krævede, at den daværende præsident Viktor Janukovitj skulle gå af, da han takkede nej til en associeringsaftale med EU og i stedet ville lave en aftale med Rusland. 

63-årige Nadiya Ivanivna Popova lever i den fattigste del af New York. ”Jeg ved ikke, hvad vi kæmper for,” siger hun.

En statue af den russiske poet Aleksandr Pusjkin har en central plads i New York, mens denne statue af den ukrainske poet Taras Shevchenko står i et hjørne af parken.

Janukovitj trak sig senere samme år, men alligevel blev folkefesten i store dele af Ukraine hurtigt afløst af frygt: Rusland annekterede den ukrainske Krim-halvø, og en krig brød ud i den østlige Donbass-region mellem russisk-støttede separatister og Ukraine.

Som mange andre byer langs fronten blev New York ramt økonomisk. Den var kortvarigt besat, og både krigen og Sovjets fald har accelereret en økonomisk deroute. To ud af byens tre fabrikker er lukket, og der er ingen, der investerer. Måske på grund af den stadige risiko for morterangreb som det, der ramte Shevchenkos hus dagen før, Ud & Se besøgte byen.

Læg dertil, at 28 procent af Ukraines befolkning er forsvundet siden Sovjetunionens fald. Mange er rejst, efter krigen brød ud, og sådan er det også i New York, hvis gadebillede er præget af ældre mennesker. Byen holdes i dag kun i live af en stor fenolfabrik, som ifølge byens borgere forurener og giver folk vejrtrækningsbesvær.

Byen minder dermed om de andre byer langs frontlinjen. Ofte er de centreret om en enkelt fabrik eller en kulmine. Tag nabobyen Toretsk, også bare kaldet ’kulminebyen’. Her arbejder mange i urentable kulminer, som den ukrainske regering gerne vil lukke, og det skaber vrede blandt borgerne, som frygter, at de ingen fremtid har. Det billede går igen over hele regionen, hvor bjerge af mineaffald bryder landskabet.

STEMMER FRA NEW YORK

Borys Bocharov, 61 år, poet

”Jeg er meget glad for navneskiftet. Det handler ikke kun om byen her, men også om en ny begyndelse for hele vores område. Det er en ny fortælling. Vi vil gerne have en ny park og flere arbejdspladser. Jeg tror, at vores navneskifte kan hjælpe os i den retning. Det er målet. Før i tiden var det meget bedre. Der var mere gang i byen, og derfor er der mange, der drømmer sig tilbage til tiden under Sovjetunionen, men jeg er ikke en af dem. De kommunistiske ideer tiltaler mig ikke.”

DA MORTERGRANATEN ramte, sad 65-årige Lyubov Toldykina lidt længere henne ad vejen og vaskede agurker i sin baghave omgivet af frugttræer. Hun kunne høre den hvislende lyd fra granaten kort før nedslaget, og hun vidste, at noget var galt. Derefter kom braget og trykbølgen, der rystede hendes hus, rev tagsten af og sendte en kuldegysen gennem hendes krop. 

”Jeg gik i panik. Det var så højt. Jeg kunne høre naboernes skrig,” forklarer Lyubov Toldykina, der er pensionist og bor i et mindre murstenshus med sine to voksne døtre.

To fragmenter fløj ind i deres have efter nedslaget. En af hendes døtre samlede et stykke op og brændte sig på det varme metal, fortæller Lyubov Toldykina. Natten før granaten faldt, havde hun et mareridt, hvor hun gik rundt om et hus uden tag, og vågnede badet i sved. Hun er ikke i tvivl om, at det var et forvarsel om mortergranaten. 

”Jeg har ikke kunnet sove siden. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det kunne have været vores hus. At det kan være mit hus næste gang,” siger Lyubov Toldykina, der byder på saftevand og frygter, at hun blot ved at lukke øjnene vil få et nyt syn om død og ødelæggelse. 

Lyubov Toldykina.

I sin baghave fortæller hun om den mur, den nuværende ukrainske præsident Volodimir Zelenskij siger, at han vil bygge langs frontlinjen, hvis der ikke kommer gang i de fejlslagne fredsforhandlinger med Rusland og separatisterne. Stagneringen har fået Ukraine til at frygte, at Rusland vil prøve med en militær løsning.

”En mur vil være frygtelig for os. Den vil ødelægge alting. Jeg håber stadig på fred. Jeg ved godt, at fred næppe vil genåbne fabrikker, men det er stadig et håb, selvom jeg ikke tror på fred, så længe Putin er ved magten. Men måske når han dør? Jeg tror, at alle på tværs af grænsen vil være glade, når han dør,” siger Lyubov Toldykina, der kender mange på den anden side af grænsen. Lidt på samme måde, som folk i det gamle Vest- og Østtyskland havde venner og familie på begge sider af Berlin-muren. Lyu­bov Toldykina slår fast, at hun ikke er sur på de ukrainere, der bor på den anden side, eller på russerne for den sags skyld. Det er den russiske præsident Vladimir Putin og politikerne i Ukraine, der får skylden.

”Vi er jo det samme folk. Det er ikke os, der har valgt krigen,” siger hun. 

Byens lokale tankstation er en attraktion. I baggrunden den lokale fenolfabrik, hvor over 2.000 mennesker har deres daglige gang.

I NEW YORK giver flere beboere udtryk for, at det er krigen, der har splittet dem ad og skabt et dårligere forhold til de ukrainske separatister i de besatte områder og i Rusland. Det bakkes op af flere undersøgelser. Et studie lavet af Kiev International Institute of Sociology viser, at andelen af ukrainere med et ’godt indtryk af Rusland’ faldt fra næsten 80 procent før krigen i 2014 og ned til 30 procent i 2015. 

Der er dog markante regionale forskelle. Østukraine er kendt for traditionelt at stemme mere pro-russisk. En undersøgelse fra International Republican Institute før det ukrainske præsidentvalg i 2019 viste, at blot tre procent af vælgerne i Vestukraine så det som vigtigt med et godt samarbejde med Rusland, mens det tal var 49 procent i Østukraine. 

Ala (t.v.) på det lokale marked. ”New York er den bedste by i verden,” siger hun.

Ukrainernes tilhørsforhold er et betændt emne. For nogle måneder siden udgav Vladimir Putin et essay om russernes og ukrainernes historiske samhørighed, som mødte stor modstand i dele af Ukraine. I essayet argumenterede Putin blandt andet for, at ukrainere og russere er det samme folk, og at Ukraine i dag er ved at udvaske sine russiske rødder.  

”De (den ukrainske elite, red.) begyndte at mytologisere og omskrive historien, redigere alt, der forenede os, og de henviste til den periode, hvor Ukraine var en del af Sovjetunionen, som en besættelse … Uundgåeligt kom der en tid, hvor begrebet ’Ukraine er ikke Rusland’ ikke længere var en mulighed. Der var behov for ’anti-Rusland’-konceptet, som vi aldrig vil acceptere,” skriver Putin og fortsætter:

”Det ville ikke være en overdrivelse at sige, at dannelsen af en etnisk ren ukrainsk stat, der er aggressiv over for Rusland, kan sammenlignes i sine konsekvenser med brugen af masseødelæggelsesvåben mod os (…) Og til dem, der vil foretage et sådant forsøg, vil jeg gerne sige, at de på denne måde vil ødelægge deres eget land.”

STEMMER FRA NEW YORK

Ivan Rudenko, 39 år, lokal brandleder

”Jeg ankom 15 minutter efter, at mortergranaten ramte. Folk var i panik. Der var mange mennesker på gaden, og jeg var bare lettet over, at ingen var kommet til skade. Jeg håber virkelig, at krigen vil slutte snart, men jeg ved ikke, om vi kan forenes med dem på den anden side igen. Mange er påvirket af propaganda på begge sider. Min far og min storebror kan næsten ikke tale sammen mere. Min far støtter Ukraine, og min bror er pro-russisk. Mange familier er splittet. Jeg er ikke sikker på, at en pludselig fred vil hele det sår.”

KONTRASTERNE KOMMER OGSÅ til udtryk i New York. På en bænk i udkanten af byen sidder 53-årige Andrei Mykolayvych og fortæller om manglende drikkevand i byen, netop som en anden beboer kommer fordi. Det er 58-årige Slavik Vanishov, der har en cigaret dinglende i munden og en lille vodkaflaske stoppet ned i skuldertasken. Han sætter sig ned og blotter en søværns­tatovering på højre skulder fra dengang, han gjorde tjeneste i Den Røde Hær i 1984. 

”Jeg kan ikke lide livet her. Alting koster for meget. Det var bedre dengang med Janukovitj. Dengang var der ikke krig. Fabrikkerne var åbne, og priserne var lavere,” siger Slavik Vanishov, der arbejder i New York som kommunalarbejder. 

Kommentaren får Andrei Mykolayvych på bænken til at reagere. Han forsøger ihærdigt at forklare, at alting ikke var bedre under præsident Viktor Janukovitj, dengang før Majdan-revolutionen. Penge forsvandt ud i den blå luft, og der var mindre frihed, siger han og forsøger også at trænge igennem med argumenter om, at tingene jo nok skal blive bedre, og at det er Rusland, der har angrebet Ukraine, og ikke omvendt. 

Slavik Vanishov (t.v.) og Andrei Mykolayvych.

Slavik Vanishov er mildt sagt uenig. 

”Jeg har ikke noget ondt at sige om Rusland. De har det på samme måde som os … jeg kunne også bedre lide tiden under Sovjetunionen. Dengang havde vi billigere produkter,” siger Slavik Vanishov, mens Andrei Mykolayvych påpeger, at meget ikke længere er så fattigt som dengang.

”Det er rigtigt, der er flere ting i butikkerne i dag, men hvad skal jeg bruge det til, hvis jeg ikke har penge til at købe det?” spørger Slavik Vanishov og svarer selv: ”Under Sovjet havde alle det samme. Godt nok var der ikke meget i butikkerne, men jeg havde råd. I dag burde medicin også være gratis, men det er det jo ikke. Det var det dengang i Sovjet.”

Diskussionen mellem de to bevæger sig ind på krigen. Andrei Mykolayvych forsøger – endnu en gang – at forklare, at Ukraine forsvarer sit territorium, og påpeger, at da Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014, startede det hele. 

Slavik Vanishov svarer, at det er åndssvagt at kæmpe om Krim-halvøen, da han ser den som historisk russisk. 

Ingen af Andrei Mykolayvychs argumenter om en bedre fremtid hjælper. De to skifter emne og taler om, at præsident Zelenskij har sat gang i et stort byggeprojekt over hele landet, der skal bringe bedre veje, skoler og hospitaler.

Slavik Vanishov griner og peger på den gennemhullede vej foran dem. Den blev sidst repareret, da de var børn, påpeger han.

”Jeg kan ikke sige noget godt om politikerne i Kiev. Hvad har de gjort for mig? Se dog her på os. Hvad har Zelenskij nogensinde gjort for at hjælpe mig?” spørger Slavik Vanishov. 

”Russerne er værre, de kalder sig for vores broderfolk, men hvilken slags bror spørger: ’Hvem der?’ og svarer med en granat,” svarer Andrei Mykolayvych. 

STEMMER FRA NEW YORK

Ekateryna Olech, 17 år, studerende

”Jeg er en del af den her by. Det er her, jeg hører til, og selvom jeg måske har en plan om at rejse til udlandet på et tidspunkt, kommer jeg tilbage igen. Måske når jeg er 25 år. Jeg tror ikke, at noget andet sted kan erstatte mit liv her. Mine forældre bor her, og jeg har et ansvar over for dem. Jeg kan godt forstå, at folk i andre lande tænker, at vi skal være bange for krigen, men den er blevet hverdag her.”

HVIS KRIGEN STOPPER, bliver det muligt at tiltrække virksomheder. Vi har allerede en del investorer, der er klar, men de holder sig tilbage på grund af krigen,” siger 27-årige Kristina Shevchenko, der arbejder som skolelærer i byen og ikke bare er leder af den lokale gruppe, der har kæmpet for navneskiftet til New York, men også har været med til at restaurere lokale monumenter, hjulpet med til at rydde op i byen, blandt andet på gravsteder, og har været med til at bygge et lokalt kulturcenter, inklusive et bymuseum.

”Det er smertefuldt for mig at se, hvordan unge mennesker ikke har steder, hvor de kan få en uddannelse her i byen. Jeg vil have, at de unge udvikler sig, og at vi kan give dem en god start på et bedre liv. Jeg kan godt forstå, at det er nemmere bare at flytte herfra. Men vi har alle familie og venner her. Og jeg har et ansvar over for de børn, jeg underviser,” siger en håbefuld Kristina Shevchenko.

New Yorks busstation er byens centrum.

Alle er dog ikke lige så optimistiske. I en anden del af New York bor den 45-årige pædagog Alona Rotach i et gammelt murstenshus med sin søn. I baghaven har de en stor køkkenhave og et das – det er frysende koldt om vinteren, fortæller sønnen. Så koldt, at han joker med, at han ikke spiser om vinteren for at undgå at skulle gå ud på det kolde das.

Alona Rotach viser rundt i sin køkkenhave blandt vindruer, jordbær, ferskner, kartofler og frugttræer. Det er nødvendigt at have en stor køkkenhave til at supplere indkomsten, forklarer hun og fortæller, at det store problem lige nu er, at der ikke er noget vand. Alt i køkkenhaven er ved at visne. I baggrunden gør familiens lille hund, en lille kryster af et corgi-kryds, så gemmer den sig igen i hundehuset. 

STEMMER FRA NEW YORK

Matvej Suslov, 16 år, studerende

”Jeg skal flytte for at studere videre, og det er en skam. Vi burde blive her og bo, hvor vi er født. Hjælpe området med at blive udviklet. Jeg kommer helt sikkert tilbage. Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes, at vi burde flytte, men det synes jeg ikke, at vi skal. Jeg har en forbindelse til det her sted. Det er her, jeg er født. Hvis jeg boede et andet sted, ville jeg ikke have samme ro. Det er svært at beskrive, men jeg tror, at jeg vil mangle den indre ro. Mine forældre er her. Min familie er her. Det er det her, jeg kender.”

DET ER IKKE kun vandet oppefra, der er udeblevet. Også de ukrainske newyorkeres vandhaner er løbet tør. Vandet i hanerne, der kommer nordfra, går gennem vandrør, som løber tværs over frontlinjen, og fra tid til anden bliver rørene ramt af granater. Det betyder, at tusindvis af mennesker i det østlige Ukraine må leve uden vand. I New Yorks tilfælde er der tale om uger uden vand, men mere uheldige landsbyer har ikke haft vand siden krigens begyndelse. 

Alona Rotach har svært ved at være begejstret over navneskiftet. Det er kun navnet, der har ændret sig, påpeger hun. Ikke andet. 

”Indtil videre har jeg ikke følt, at vi bor i New York. For os er det stadig Novhorodske. Vi blev omdøbt, men indholdet og livet i vores by har ikke ændret sig. Vi mangler penge her i byen til at forbedre tingene, men dem har vi ikke, og vi har næsten intet arbejde heller,” siger hun. 

Samaja sælger grøntsager på markedet i New York. Hun er oprindeligt fra Baku i Aserbajdsjan og flygtede efter den første krig mellem Armenien og Aserbajdsjan.

PÅ GRÆNSEN MELLEM ØST OG VEST

Krigen i den østukrainske Donbass-region har varet syv år og kostet mere end 13.000 mennesker livet. Krigen brød ud i 2014 efter Majdan-­revolutionen, hvor den daværende ukrainske præsident blev afsat og flygtede til Rusland. Derefter annekterede Rusland Krim-halvøen, og en krig brød ud mellem Ukraine og russisk-støttede separatister i Donbass – en krig mellem øst og vest.

Siden har der været fejlslagne fredsforhandlinger, og i foråret oprustede Rusland nær den ukrainske grænse. I flere måneder holdt verden vejret, mens Rusland sendte soldater, tanks og andet isenkram til den ukrainske grænse. En større militær eskalering udeblev, men fredsforhandlingerne er stadig stødt på grund.

Indenfor i huset, der minder om et gammelt dansk bondehus, er hun ved at lave marmelade, og hun byder på ost og kager, mens hun lystigt fortæller om barndommen i byen, der både havde biograf og ungdomsklubber, og hvor der var arbejde til alle. Men nu er det fjerne minder om en tid, som nok aldrig kommer igen.

”Jeg håber på en bedre fremtid, men mest af alt håber jeg på, at det ikke bliver værre. Hvis krigen blusser op igen, vil mange dø. Jeg forstår godt, at vi skal forsvare vores territorium, men der er også mange mennesker på begge sider af fronten, der intet har med det at gøre. Vi burde kunne tale sammen,” siger Alona Rotach, der hver morgen vågner taknemmelig.

Hun håber blot, at der snart kommer vand igen. Det er mest det, hun drømmer om. 

Hendes lille familie har ikke tænkt sig at flygte, da de ingen penge har: ”Grundlæggende er vi det samme folk på begge sider af fronten, men propaganda og politikere har splittet os ad. De fleste mennesker har jo været naboer, familie eller venner. Politikerne siger altid, at vi skal fortsætte med at kæmpe, at krigen kan vindes. Jeg synes, de skal komme ud og bo her. Så kan det være, de ændrer mening.”

Alona Rotach bor med sin voksne søn i et lille murstenshus. Familien har svært ved at få tingene til at løbe rundt. Husene i New York koster fra 10.000 til 40.000 kroner. Alona er sur på de mennesker, som siger, at Ukraine bare skal blive ved med at kæmpe. De forstår slet ikke, hvad der foregår, forklarer hun.

 

Efter måneders bål og brand er der blevet mere fredsommeligt i metropolen. Men oprøret ulmer stadig hos ungdomsgenerationen, der hverken føler sig britisk eller kinesisk, men søger sin egen vej – med eller uden våben. Men hvor kommer gløden fra? Og hvor skal det hele ende? Ud & Se tog til byen, der slås for sin fremtid.
Tekst og foto:Sebastian Dall Mayoni

OKTOBER 2019

I flere uger har Big Head forgæves forsøgt at få sin normale hudfarve tilbage, efter han blev ramt til endnu en af Hongkongs demonstrationer, som han har deltaget i, siden de begyndte i juni. 

Politiets vandkanoner skyder med en genstridig blå farve, som er nærmest umulig at vaske af kroppen, hvilket gør det nemt for politiet at anholde flygtende demonstranter. Farven skal slides af, så Big Heads knæhaser, underarme og dele af ryggen har stadig blå plamager.

”Jeg var så træt, da jeg kom hjem fra demonstrationen, at jeg faldt i søvn i badet og vågnede op 50 minutter senere uden at være blevet mindre blå,” siger han.

Farven er efterhånden blevet et emblem. Med en blå nuance spørger tilfældige folk på gaden, om man har penge til mad, om man mangler et sted at sove, eller om man vil køres hjem. Men der er også modstand. Big Head og vennen MC, der også blev ramt, blev for nylig truet på en bar af en kineser, som smadrede bunden af en ølflaske for at stikke dem ned, mens han råbte, at de kæmpede imod moderlandet. Men før de nåede at svare ham, havde barens andre gæster grebet manden og givet ham nogle tæsk.

Big Head har et stort hoved og en lang krop. Det er derfor, han gerne vil kaldes Big Head. Han er 17 år gammel og 196 centimer høj. Han spiller basketball, når han ikke går i skole, og han har næsten altid en bold og en svensknøgle med i tasken. Når han spiser med sine venner, prøver han at give dem kvalme ved at fortælle om sine livretter, som angivelig er hanenosser og grillet kaninhoved, og så viser han med trutmund, hvordan man suger øjnene ud. . Han har for nylig fundet ud af, at han er adopteret.

”Jeg havde lidt gennemskuet det. Alle i min familie går mig til skuldrene.”

Big Head tager sin herkomst med et skuldertræk, men politiets opførsel vækker hans vrede. Det var afmagten over at stå på afstand og se fredelige civile blive banket med politi­stave og beskudt med gummiprojektiler og tåregas, der fik ham til at involvere sig i protestbevægelsen. 

Big Head er ikke speciel i den henseende. Mange andre fortæller den samme historie. At de deltog i en fredelig demonstration for at vise deres utilfredshed over manglen på demokratiske valg og stigende kinesisk indflydelse, at politiet mødte talstærkt op og angreb demonstranter, og at de i dag er nødt til at forsvare sig selv med våben over for autoriteternes brutalitet. Det er sådan, de ser det. 

På et eller andet tidspunkt eskalerede de fredelige protester, der begyndte i forsommeren 2019. Demonstrationerne blev hverdag i stedet for ugentlige begivenheder, hvor man fredeligt kunne vise sin utilfredshed. Modstanden blev hårdere, og dialogen mellem demonstranterne og regeringen forsvandt. Og til sidst blev forståelsen for hinandens synspunkter erstattet af foragt. 

Siden er studerende blevet skudt, molotovcocktails er blevet kastet mod politi, metrostationer er blevet brændt, og butikker med den mindste forbindelse til Kina er blevet vandaliseret. I november kastede demonstranter med sten mod politiet og ramte en 70-årig mand i hovedet, som efterfølgende døde af sine kvæstelser. Politiet har forsøgt at køre demonstranter ned på motorcykel. En demokratisk politiker har fået et øre bidt af. Og da universiteterne var belejrede, skød en gruppe demonstranter – anført af en ung mand med sørøverhat – med bue og pil og ramte en politimand i læggen.

Imens er de ældre generationer med fast job og familie stadig så pragmatiske, at de demonstrerer på vej til arbejde, i frokostpausen og på vej hjem. Men demonstranternes slogans har ændret sig. I begyndelsen handlede det om at fortsætte kampen. ”Hongkongere, bliv ved,” råbte de i kor, mens de lovligt gik ned ad hovedgaderne med deres bannere. Nogle måneder senere blev det ”Hongkongere, kæmp imod”, og senest er parolen blevet en opfordring til selvtægt. Sortklædte studerende maler ”Hongkongere, hævn jer” på bymure, og kampordene råbes, når de kan se, at politiet nærmer sig.

Big Head ønsker at være anonym. Han er den eneste i sin omgangskreds, der i skrivende stund ikke er arresteret. Vennerne er, siger han, ”game over”.

KONFLIKTEN KORT

Indtil videre er mere end 7.000 demonstranter blevet arresteret i protesterne, der begyndte i juni 2019, da regeringen ville gennemføre en aftale, der skulle gøre det muligt at udlevere mistænkte kriminelle til andre lande, heriblandt Kina.  9. juni blev der afholdt en fredelig demonstration, hvor op mod en million mennesker deltog. I dagene efter fortsatte gennemførelsen af lovforslaget, som førte til de første vol­delige sammenstød foran regeringsbygningen.

15. juni meddelte regeringschef Carrie Lam, at lovforslaget blev sat på pause. Næste dag demonstrerede to millioner – ifølge arrangørerne selv  – for, at det skulle trækkes helt tilbage. Nu krævede man også, at en uafhængig institution skulle undersøge politiets brug af tåregas. 4. september trak regeringen lovforslaget tilbage.

Siden er kampene eskaleret, og demonstranterne kræver ydermere, at klassificeringen af dem som ’uro­magere’ trækkes tilbage, at arresterede demonstranter fritages for straf, og at der indføres demokratisk stemmeret i Hongkong.

Demonstrationerne stoppede dog i en kort periode for at undgå, at regeringen skulle udsætte distriktsvalget 24. november. Her steg stemmeprocenten med 24 procentpoint sammenlignet med seneste valg, og demokratiforkæmpere vandt 80 procent af sæderne i distrikterne.

Der er stadig daglige demon­strationer i Hong­kong, som kun forstærkes af frygten for coronavirusset. Lægeper­sonale har strej­ket for at få grænsen til Kina lukket. Carrie Lam har nægtet, men har indført en karantæne for tilrejsende fra det kinesiske fastland.

FEBRUAR 2018

På Valentine’s Day kvalte Chan Tong-kai, en 20-årig studerende, sin kæreste på en rejse til Taiwan og efterlod liget i udkanten af hovedstaden Taipei. Da han vendte tilbage til Hongkong, blev han anholdt i lufthavnen, fordi Taiwans myndigheder i mellemtiden havde fundet og identificeret liget. Problemet var bare, at man ifølge loven kun kunne fængsle ham under en paragraf om hvidvaskning, fordi han havde hævet penge på kvindens kreditkort. Så selvom han indrømmede, at han havde begået mordet, kunne han ikke straffes for det.

Derfor foreslog Hongkongs lovgivende råd en udleveringsaftale, der skulle forhindre, at Hongkong fortsat kunne være et helle for kriminelle og eftersøgte – som byen historisk set har været, hvilket også var grunden til, at Edward Snowden flygtede til byen i 2013, hvor USA ikke havde mulighed for at nå ham.

Blev udleveringsaftalen stemt igennem, kunne jurister fremover vurdere, om eftersøgte kriminelle, der opholdt sig i Hongkong, skulle udleveres. Men selvom de fleste kunne se logikken bag forslaget, gik det imod noget grundlæggende i mange hongkongeres selvbevidsthed. Man frygtede, at det potentielt kunne sløre grænsen mellem det kinesiske retssystem og Hongkongs, så systemkritikere og politiske flygtninge kunne blive udleveret.

JULI 1997

Da Hongkongs sidste guvernør Chris Patten 1. juli 1997 afsluttede sin tale og overdrog byen til Kina, begyndte en gennemgribende makeover. Fremover ville offentlige bygninger erstatte det britiske flag med det kinesiske, ligesom den britiske nationalsang blev skrottet til fordel for den kinesiske. Alle royale titler forsvandt, frimærkerne blev ændret, dronning Elizabeths ansigt kunne ikke længere findes på mønterne, og de røde britiske postkasser blev fjernet eller overmalet. Men den overfladiske assimilering kunne ikke skjule, at byen var en særlig gevinst.

Hongkong var hele Asiens kronjuvel. Det var byen med de bedst uddannede, det vigtigste finansielle centrum, stedet med flest milliardærer og den højeste levestandard, byen med den mest travle havn, de laveste skatter og den største ulighed, de højeste skyskrabere og det mindst korrupte politi. Det var byen for lykkeriddere, Kinas udstødte og de eftersøgte.

Og så var det et ultraliberalt drømmescenarie eller et kapitalistisk mareridt alt efter øjnene, der så. Hongkongs bruttonationalprodukt udgjorde på det tidspunkt 18 procent af Kinas, hvilket både siger noget om, hvor mange penge der strømmede gennem byen, og hvor få der var i Kina. Ikke mange steder i verden kunne man opleve en lige så rå og destilleret form for kapitalisme som i Hongkong. Så da Kina stod til at overtage den tidligere koloni, var det med en mistro fra især pengemænd og akademikere. Folk var klar til at pakke deres habengut, sælge fra og sige tak for denne gang af frygt for kinesisk tankepoliti og kommunistisk bureaukrati.

For at berolige specielt de ressourcestærke foreslog Kina allerede i begyndelsen af 80’erne, at byen kunne få delvis selvstændighed efter overdragelsen. Det såkaldte ’et land, to systemer’. I de næste 50 år skulle der ikke være nogen forandringer, Hongkong skulle have egen regering og egen forfatning, og i mellemtiden skulle Kina indhente Hongkong økonomisk. 

Men Kinas økonomiske fremgang skete langt hurtigere end forventet, og i dag er Hongkong ikke meget stærkere økonomisk end andre kinesiske byer. Dimittendlønnen er ikke steget i mange år, selvom huslejepriserne er eksploderet til et punkt, hvor færdiguddannede langtfra har råd til en lejlighed. I stedet bor de hos deres forældre, indtil de er langt oppe i tyverne. Uligheden er en af de største i noget industrialiseret land i verden, kun overgået af Sydafrika, og i 2019, midt i urolighederne, kunne Hongkong meddele, at byen er i recession for første gang i mere end 10 år. En tendens, der kun er blevet forstærket af frygten for coronavirus.

Hongkongs ungdomsgeneration er unik, fordi det er den første generation, der er vokset i tiden lige før, under og efter overdragelsen til Kina i 1997, og modsat deres forældre og bedsteforældre nærer de ingen bånd til hverken tiden under britisk styre eller det øvrige Kina. De ser sig selv som hongkongere, der adskiller sig fra Beijing, når det gælder sprog, historie, kultur og grundlæggende værdier. Værdier, de mener bliver begrænset af Kinas stigende indflydelse i Hongkong. Som reaktion er der sket en politisk vækkelse, som begyndte i 2012, udviklede sig i 2014 og 2016 og kulminerer med de nuværende demonstrationer.

Nogle har døbt årgang 1997 ’den forbandede generation’, fordi en lang række milepæle i deres liv har været svøbt i uheldssort. De blev født under den asiatiske finanskrise, hvor Hongkongs økonomi styrtdykkede. Da de skulle dimittere fra børnehaven – det gør man i Hongkong – udbrød SARS og lukkede byen ned. Og seks år senere, da de skulle dimittere fra første del af folkeskolen, gentog det sig, denne gang med svineinfluenza. Men de ser også sig selv som ’den udvalgte generation’. Dem, der skal redde Hongkong fra Kinas Kommunistiske Parti og sørge for, at Hongkong fortsat nyder sine civile rettigheder og med tiden bliver et frit, demokratisk samfund.

Med overdragelsen i 1997 blev Hongkong lovet, at de kunne ’nyde en høj grad af selvstændighed’, men mange hongkongere ser Kinas fysiske, økonomiske og kulturelle indflydelse overalt og med den et mål om at gøre Hongkong mere kinesisk.

Siden overdragelsen er mere end én million kinesere migreret til Hongkong, og der ankommer op mod 150 hver dag. Medier er blevet opkøbt eller delvist opkøbt af Kinas Kommunistiske Parti til et punkt, hvor eksperter mener, at pressefriheden er faldende. 

I 2015 blev fem boghandlere bortført til Kina, fordi de solgte systemkritiske bøger og smudslitteratur om præsident Xi Jinpings affærer. Ifølge Bao Pu, grundlægger af det Kina-kritiske forlag New Century Press, skabte det en reel frygt hos andre boghandlere for at sælge materiale, der er forbudt i Kina. Siden har oplagene og salgsmulighederne været faldende. Han oplevede også, at trykkeriet, han i mange år havde samarbejdet med, uden forklaring nægtede at trykke hans bøger.

”Kidnapningerne var et direkte overgreb på Hongkongs frihed, og da det skete, udløste det panik. Specielt hos den unge generation, som er vokset op i et relativt stabilt Hongkong, ændrede det synet på Kina. Ungdommen er højtuddannet og har modtaget en i brede træk vestlig måde at anskue verden på. De kan ikke se sig selv i deres jævnaldrende fra fastlandet, og hvis man kastede dem ned i en kinesisk by, ville de føle, at de var i et andet land. Identitetsspørgsmålet er ekstremt vigtigt, hvis man skal forstå demonstrationerne, fordi ungdommen ser sig selv som hongkongere i stedet for kinesere,” siger han.

Nathan Road, hovedvejen gennem Hongkong, var i november 2019 dagligt blokeret af demonstranter, der smadrede butikker og kastede molotovcocktails.

OPRØRS-PROFILER

Benny Tai, 55 år
Politisk aktivist og juraprofessor ved University of Hong Kong. Skabte i 2014 bevægelsen Occupy Central with Love and Peace, som skulle sætte fokus på manglende stemmeret i Hongkong. I dag kendes bevægelsen som Umbrella-bevægelsen.

Andy Chan, 29 år
Ønsker, at Hongkong bliver en separat stat. Skabte i 2016 Hong Kong National Party og stillede op til valget til det lovgivende råd, men blev diskvalificeret på grund af sine radikale holdninger. Blev i august 2019 anholdt for blandt andet at have overfaldet en politimand.

Joshua Wong, 23 år
Skabte i 2011 studenterorganisationen Scholarism, der året efter lykkedes med at forhindre en kinesisk-inspireret folkeskolereform. Nu fortaler for sit eget politiske parti Demosistō.

Edward Leung, 28 år
Tidligere talsmand for selvstændighedspartiet Hong Kong Indigenous. Stillede i  2016 op til Hongkongs lovgivende råd og fik 15 procent af stemmerne i sin kreds. Blev senere diskvalificeret på grund af sine holdninger. Afsoner en fængselsdom på seks år for angivelig at have overfaldet en politibetjent.

SEPTEMBER 2012

Fire dage før skolestart mødte 50 medlemmer af studenter­organisationen Scholarism op på en lille, nøgen plads foran regeringsbygningen. Med sig havde de borde, telte, pavilloner, soveposer og et højttalersystem. De ville blive, indtil regeringen trak en varslet uddannelsesreform tilbage.

Lederen af bevægelsen var Joshua Wong, en dengang akavet 15-årig dreng med grydeklip, hvis mor sagde, at han ikke måtte have en kæreste, før han kom på universitetet. Og hvis lærere fortalte, at hvis man blev revisor, læge eller bankmand, ville man få sig et godt arbejde og en god karriere, for kun med en god karriere kunne man blive et succesfuldt menneske. 

Men på et tidspunkt i 2011 glemte Joshua Wong sine forpligtelser. Han stoppede med at tænke på karaktergennemsnit og begyndte at dele løbesedler ud, holde politiske mælkekassetaler og indsamle underskrifter mod implementeringen af en kinesisk­inspireret national uddannelsesreform.

Hans venner husker ham som en robot, der trods sin alder havde en beslutsomhed og en fandenivoldskhed over sig, når han råbte sine pro-demokratiske paroler. Han kunne få folk til at tænke over, hvad Hongkong var og er, og hvad de risikerede at miste.

”Vi var heldige på min skole, fordi vi havde seks eller syv personer, der gik op i politik, mens andre skoler nærmere havde en eller to. I dag er det meget få i en folkeskoleklasse, der ikke går op i politik. Det er på grund af os. Det var nærmest tabu at deltage i en politisk bevægelse som ung før Scholarism. Det var første gang i Hongkongs historie, at studerende gjorde modstand på den måde,” fortæller Derek Lam, der var Joshua Wongs højre hånd og med til at opbygge studenterbevægelsen, der advarede mod kinesisk nationalisme og patriotisme. 

”Det, vi kæmper for, er simpelt,” udtalte Joshua på et pressemøde i 2012. ”Vi håber, at næste generation får sin frihed.”

Løbesedler, plakater, plancher og bannere blev betalt af græsrodsbevægelsens egne lommer, og som Derek Lam husker det, puttede samtlige medlemmer 500 kroner i en lille indsamlingsbøsse til formålet. I begyndelsen demonstrerede de nogle timer én gang om ugen, men efterhånden mere og mere, og med teltlejren foran regeringsbygningen blev det i døgndrift. 

Tre dage senere kunne man se en kold og bleg Joshua Wong med røde øjne. Det havde regnet så kraftigt, at vand var sivet ind i teltene om natten, og da han vågnede på fjerdedagen, var over halvdelen af bevægelsen taget hjem. Det begyndte at virke håbløst. Den daværende regeringschef, Chief Executive Leung Chun-ying, stod fast, og de tre studerende, der sultestrejkede, havde opgivet deres mission. Men da pladsen nogle få timer senere fyldtes, vendte energien tilbage. Den aften samledes nogle tusind foran regeringsbygningen, hvor der blev holdt taler og opført koncerter med kendte musikere.

Sådan fortsatte besættelsen. Hver aften kom nogle tusind for at støtte demonstranterne, og på niendedagen opfordrede Joshua Wong folk til at klæde sig i sort og møde op til aftenens taler. Op mod 120.000 mennesker mødte op, og fra en lille scene råbte Joshua Wong:

”I aften har vi fyldt stedet helt op. Hele den firsporede motorvej! Gangbroerne er fyldt! Parken er fyldt! Jeg tror på, at der snart kommer et mirakel. Vi skriver historie!”

Dagen efter meddelte Chief Executive Leung Chun-ying, at den nationale uddannelsesreform alligevel ikke ville være obligatorisk. Fremover skulle det være op til skoler selv at bestemme. Det var første gang, en studenterbevægelse gjorde modstand, og første gang, studerende blev hørt.

Demonstrationer efter distriktsvalget 2019. Flere bærer amerikanske flag, fordi Donald Trump har underskrevet en lov, der muliggør sanktioner mod Kina, hvis de ikke overholder menneskerettighederne i Hongkong.

DECEMBER 2019

Joshua Wong har ikke tid til at tale om gamle dage. Han har for travlt med det politiske parti Demosistō, som han selv har stiftet, og som han selv udtrykker det:

”Jeg er ikke leder af en bevægelse. Jeg er bare en af de hundredvis af facilitatorer, som forsøger at lade hongkongeres stemme blive hørt internationalt. Jeg er en fortaler for demokrati, selvom jeg blev udelukket fra distriktsvalget.” 

I november fik han afslag på at stille op til distriktsvalget, fordi han tidligere har udtalt, at han ikke har opgivet tanken om selvstændighed i Hongkong. Det forbryder sig mod Hongkongs forfatning, der indledningsvist fastslår, at ”Hongkong er en ufravigelig del af Folkerepublikken Kina”. Selv mener han, at regeringen og Beijing bevidst misfortolker hans udtalelser. Han ønsker ikke selvstændighed, men derimod selvbestemmelse under Kina, siger han:

”Vores valgsystem manipuleres af Bei­jing. De kan censurere mig fra en afstemning, de kan sende mig i fængsel, men de kan ikke ignorere Hongkongs stemme.”

Til trods for Joshua Wongs udelukkelse blev distriktsvalget, det eneste demokratiske valg i Hongkong, en succes for demokraterne. Valgdeltagelsen steg fra 47 procent i 2015 til 71 procent i 2019, og det lykkedes pro-demokratiske kandidater at indtage 80 procent af sæderne i distrikterne. Så selvom distriktsrådet ikke har mange beføjelser politisk, var det en
mental sejr. Regeringen har længe talt om en såkaldt stille majoritet, der ikke støtter demonstrationerne. Men udfaldet af distriktsvalget bekræftede, at de har folket bag sig.

Paraplyer kan bruges som værn mod peberspray, gummipatroner og tåregas og er blevet et symbol på kampen mod politiet.

HVEM VÆLGER HVEM?

Hongkongs politiske system er sammensat af forskellige styreformer.

I spidsen står Chief Executive Carrie Lam, Hongkongs regeringsleder, der er udpeget for en regeringsperiode på fem år af en komité bestående af 1.200 personer fra den økonomiske elite, fra fagfore­ninger samt en lille gruppe folkevalgte. Derudover holder sektorer som blandt andet medicin, jura, arkitektur og teknologi også en stor del af sæderne.

Bag hende har man Legislative Council, Hongkongs lovgivende råd, der er udpeget på to måder: Knap halvdelen af de 70 sæder er valgt gennem en folkeafstemning, mens den anden halvdel vælges gennem noget, der minder om valgkomitéen for en periode på fire år.

Herunder finder man rådene for byens 18 distrikter, hvis omkring 500 medlemmer udpeges ved næsten demokratiske valg. Rådenes beføjelser er få og lokale, men kan omhandle busruter, affaldssortering, trafikproblemer eller lignende. De rådgiver den lovgivende magt, men har ingen magt selv.

JULI 2019

1. juli, på 22-årsdagen for overdragelsen til Kina, brød demonstranter ind i regeringsbygningen. De overmalede portrætter af Beijing-loyalister, flåede kopier af forfatningen fra hinanden og holdt et pressemøde ved talerstolen under bannere med ordene ”Befri Hongkong”. I timevis havde de banket og boret løs i glasfacaden for at komme ind i den lovgivende magts kamre. Det eneste, demonstranterne ikke rørte, var biblioteket, hvor de havde placeret et lille skilt: ”Vær venlig ikke at skade bøgerne.” Det var omkring det tidspunkt, demonstranterne fremlagde deres krav om, at en uafhængig kommission skal undersøge politibrutalitet, at demonstranter ikke længere skal klassificeres som ’uromagere’, at arresterede demonstranter skal fritages for straf, og at hongkongerne skal have demokratisk stemmeret.

Det er de krav, Big Head kæmper for, når han med sin svensknøgle løsner gelændere langs hovedgader og bruger dem til at barrikadere vejene. Det er også med sin svensknøgle, at han åbner elskabe, der styrer lysreguleringen, så andre kan sætte ild til dem. Og så løber han ellers rundt i sin sorte uniform med gasmaske og paraply. Nogle gange ved shopping­distriktet Mong Kok, nogle gange i det finansielle kvarter omkring Central og andre gange på besatte universiteter.

”Jeg er selvfølgelig bange, når politiet kommer. Derfor siger jeg hele tiden til mig selv, at jeg ikke må bakke ud, for hvis én bakker, så bakker de andre også,” siger Big Head.

Demonstranterne opdaterer løbende kort over politiets færden på deres mobiltelefoner, og politiet ankommer derfor ofte til øde gader.

SEPTEMBER 2014

Benny Tai havde altid været politisk aktivist, fra små græsrodsbevægelser til større politiske organer, da han sammen med en pensioneret præst og en sociologiprofessor besluttede at skabe en fredelig, demokratisk bevægelse, som regeringen og Kina ikke kunne ignorere. De døbte den Occupy Central with Peace and Love. Som navnet indikerer, skulle demonstranter på fredelig vis besætte Hongkongs forretningskvarter Central. Siden har bevægelsen været kendt som Umbrella-bevægelsen på grund af demonstranternes brug af paraplyer som skjold.

Ifølge Hongkongs forfatning, som Kina har været med til at udarbejde, er det ultimative mål, at byens Chief Executive og Legislative Council skal vælges på baggrund af en almindelig demokratisk afstemning. Problemet er ifølge Benny Tai, der er juraprofessor i forfatningslov, at Kina ikke tolker ’almindelig demokratisk stemmeret’ på samme måde, som man gør i Hongkong, og at det i sidste ende er Kina, der har ret til at fortolke Hongkongs forfatning.

Med en mulig reformændring i 2014 fik Hongkong muligheden for selv at bestemme deres Chief Executive. Der var bare den hage, at de kun kunne vælge mellem 2-3 personer, som højtrangerede embedsmænd i Kinas Kommunistiske Parti havde godkendt.

”Vi så det som et klart løftebrud. Vi var blevet lovet demokrati, og det her havde intet med demokrati at gøre. I 2005 udskød de stemmeretten til valget i 2012, i 2007 udskød de stemmeretten til valget i 2017, og i 2014 sagde de: ’Sådan her eller ingenting.’ Det beviste, at de ikke havde nogen oprigtig intention om at give os stemmeret,” siger Benny Tai i dag.

Allerede i 2013 havde han lagt en plan for, hvordan bevægelsen skulle forløbe, hvis Beijing nægtede, at Hongkong frit kunne vælge sin egen leder. 

Først og fremmest skulle der samles nok demonstranter. Det ville ikke nytte noget, hvis der var under 10.000 til stede, for så kunne politiet nemt fjerne dem. 

”Det ville kun være muligt at opnå demokrati, hvis vi havde en meget bred base af folk, der var klar til at ofre sig selv i en større sags tjeneste,” fortæller Benny Tai, der insisterede på en fredelig demonstration. Deltagerne skulle underskrive en ed om, at de ikke ville bruge vold. Men de måtte gerne, for eksempel ved at belejre offentlige områder og nægte at lade sig fjerne af ordensmagten, benytte civil ulydighed – som Benny Tai kalder en ’forholdsvis uskyldig’ måde at bryde loven på.

”Hongkongere følger loven meget nøje, og nu talte vi offentligt om at bryde den, så vi var nødt til at have moralen på vores side, hvis vi ville have de uddannede og middelklassen til at følge os.”

26. september, få dage før Occupy Central with Love and Peace skulle begynde, kulminerede en skolestrejke anført af Joshua Wongs Scholarism med, at studerende i hundredvis brød ind på pladsen ved regeringsbygningen. Området havde været lukket siden Scholarisms demonstrationer i 2012 af frygt for lignende tilfælde, så en efter en hoppede de over hegn og fjernede vejbomme. Joshua Wong nåede kun lige ind på pladsen, før han, som en af de første, blev båret ud i politihænder. 

Tumulten betød, at Benny Tai var nødt til at igangsætte ­Occupy Central with Love and Peace med det samme. Spørger man ungdommen, vil de sige, at Benny Tai kaprede deres revolution, og spørger man ham, var det dem, der hægtede sig på hans oprindelige bevægelse. Men ingen mener i dag, at det er vigtigt, hvem der startede hvad, og den tankegang er siden blevet en fundamental del af demonstrationerne.

I dag er den eneste regel er, at hver person demonstrerer på sin måde. Man står sammen uanset hvad, fordi alle har et friere og mere demokratisk Hongkong som endemål. Nogle foretrækker fredelige demonstrationer og sætter sig ned på udvalgte steder, de mener, man kommer længst med pacifisme. Andre blokerer centrale færdselsårer og metrosystemer med skraldespande, mursten, Vita Wrap, og hvad de ellers kan finde. Andre igen besætter universiteter, skyder med bue og pil, vandaliserer kinesiskejede butikskæder og kaster med molotovcocktails.

”Hvis du har lyst til at strejke på gaden eller synge sange, skal du bare gøre det. Men hvis andre eksempelvis har lyst til at dræbe politimænd, så skal du lade dem gøre det,” siger Andy Chan, en 29-årig militant ekstremist, der ser vold som den eneste vej mod et frit Hongkong. Han deltog i demonstrationerne i 2014 og så dem udvikle sig fra Benny Tais oprindelige idé om at blokere det finansielle centrum i nogle dage til at trække ud i 79 dage og efterhånden blive kendt som Umbrella-bevægelsen. Demonstranter oprettede områder, hvor elever kunne studere i dagtimerne, kunstnere afholdt koncerter, og hippier sang om frihed i gaderne. Lonely Planets rejseguide til Hongkong anbefalede ligefrem, at man som turist skulle opleve byens protestkultur.

”Det var simpel romantik. Det ville være fantastisk, hvis det kunne påvirke regeringen, men det har siden vist sig, at de ikke lytter, før det bliver seriøst. En revolution kommer ikke til at være smuk og hyggelig. Folk kommer til at bløde. Det ved vi nu,” siger Andy Chan.

Han var målløs, da politiet i 2014 brugte tåregas mod Umbrella-bevægelsen – for første gang siden overdragelsen fra briterne – og sammen med en større gruppe demonstranter foreslog han dengang, at der blev taget alvorligere midler i brug.

”Vi foreslog at bære masker for at dække vores ansigter. Nu bærer alle masker. Vi sagde, at vi skulle beskytte og udnytte vores onlinesamtaler i forhold til logistik og internetsikkerhed. Nu bruger alle Telegram og krypterede samtaler. Vi sagde, at det skulle være en lederløs bevægelse, og at vi skulle bekæmpe politiet. Nu kæmper alle i gaderne uden en frontfigur,” siger han.

Umbrella-bevægelsen paralyserede store dele af byen og var med til at udvikle en politisk bevidsthed hos tusindvis af hongkongere, der ikke traditionelt havde gået op i politik. Den var også med til at skabe grundlag for de selvstændighedsgrupper, der efterfølgende piblede frem. Men i sig selv ændrede den ikke noget. Regeringen var afventende, og på et tidspunkt mistede bevægelsen momentum. Folk blev trætte af at bo i gaderne og demotiverede af manglende forandring. 

15. december 2014 blev de sidste demonstranter ryddet, og selvom bevægelsen skabte de mest omfattende protester i Hongkongs historie, flyttede den ikke noget politisk. Da de pakkede teltene sammen og traskede hjemad, var det med det, de i dag beskriver som en kollektiv depression. 

Ikke alle demonstrationer ender med sammenstød. Som regel afventer demonstranterne begivenhederne og flygter, når politiet nærmer sig.

FEBRUAR 2016

Under festlighederne ved det kinesiske nytår slog regeringen ned på gadesælgere i små telte uden handelslicens og folk, der solgte gademad i shoppingdistriktet Mong Kok. Gadehandel har traditionelt været en stor del af Hongkongs identitet og en måde for dårligt stillede i byen at tjene penge. Det blev set som et skridt på vejen mod fjernelsen af Hongkongs skikke og ledte til de første organiserede gadekampe mellem demonstranter og politi efter overdragelsen. Selvstændighedsforkæmperen Edward Leung har siden fået seks år i fængsel for at igangsætte det, som blev døbt The Fishball Revolution, en reference til de populære fiskeboller, man kan købe overalt i Hongkong.  Ifølge The Economist var det de værste uroligheder siden 1967, hvor venstreorienterede og kommunister kæmpede mod det britiske styre.

Ud af Mong Kok-urolighederne voksede en bølge af hærdede, stålfaste og voldelige demonstranter og selvstændighedspartier med navne som Hong Kong Indigenous, Youngspiration og Hong Kong National Party. Sidstnævnte var Andy Chan med til at stifte, klar til at sætte hårdt mod hårdt, efter at Umbrella-bevægelsen var løbet ud i sandet: 

”Efter Umbrella indså jeg, at det ikke er vores regering, vi beder om demokrati. Vi spørger i virkeligheden Kina, og det er den eneste grund til, at vi ikke har demokrati endnu. I stedet ser vi langsomt vores kultur forsvinde. ’Et land, to systemer’ er bare et andet udtryk for kolonisering. Vi var en britisk koloni før 1997, og nu er vi en kinesisk koloni, hvilket er meget værre, fordi de forsøger at udrydde vores sprog, kultur og vores identitet.” 

I september 2018 blev Hongkong National Party som det første parti i Hongkongs historie opløst af regeringen, og Kina bruger i dag udtrykket statsfjende om Andy Chan. Han griner ad det, men erkender, at han er ekstrem. Han taler om, at folk vil dø i kampen, at ofre er nødvendige, og i hede øjeblikke sammenligner han Hongkong med Polen og Ungarn under anden verdenskrig. Han ved, at han er voldsom, men han ved også, at han har mange støtter. Og når han taler om sin mulige straf, der bliver afgjort i begyndelsen af 2020, ved han godt, hvad der vil ske.

”Det mest sandsynlige er, at jeg ryger i fængsel.”

Siden juni 2019 er der affyret over 10.000 salver tåregas. Fugle er døde, og flere hongkongere har udviklet tør hoste og udslæt.

TRE ANDRE PROTEST-BEVÆGELSER I 2019

Chile
30-pesos-revolutionen, begyndte i oktober, da gymnasielever nægtede at betale efter en prisstigning i undergrundsbanen. Snart var millioner på gaden i hovedstaden Santiago, derefter i resten af landet, i en protest mod fattigdom, korruption og liberalisering. 30 døde under urolighederne, der kulminerede i efteråret. Præsident Sebastián Piñera har udskiftet otte ministre. En folkeafstemning om en ny forfatning er planlagt til 26. april 2020.

Irak
Oktoberrevolutionen begyndte i Bagdad, hvor navnlig unge protesterede mod arbejdsløshed og korruption. Senere hen er protesterne også kommet til at gå på amerikansk og iransk tilstedeværelse i landet og på sammenblanding af religion og politik. Regeringsstyrker slår hårdt ned, over 500 er døde, og omkring 20.000 sårede.

Libanon
17. oktober begyndte unge i Beirut at demonstrere mod afgifter, først og fremmest på internetbårne samtaler via tjenesten WhatsApp, samt korruption, fattigdom og et politisk system, hvor magt fordeles efter tilhørsforhold til landets 18 trossamfund. Statsminister Saad Hariri trådte tilbage 29. oktober. 24. januar 2020 dannedes en ny teknokrat­regering. I januar gik protesterne over i gadekampe, hundredvis er såret.

FEBRUAR 2020

Blodige gadekampe og aflukkede færdselsårer er stadig hverdag. Ungdommen demonstrerer. Hvis ikke for selvstændighed, så i hvert fald for selvstyre og retten til at være hongkongere. Officielt har Hongkong særstatus, indtil området efter planen bliver helt overtaget af Kina i 2047. Men den seneste udvikling har sat spørgsmålstegn ved, hvor særlig den status egentlig er. Ingen har et klart svar på, hvor det hele skal ende, men de er enige om, at det vil tage lang tid. I mellemtiden har frygten for coronavirus sat yderligere spørgsmålstegn ved forholdet mellem Kina og Hongkong. I gaderne kræver demonstranterne handling og lukkede grænser. De kritiserer, at regeringschef Carrie Lam afventer Kinas ordre i stedet for at sikre, at Hongkong ikke bliver ramt, ligesom man så det med SARS i 2003. Hospitalspersonale over hele Hongkong er begyndt en strejke, som udvides drastisk, hvis ikke deres krav om lukkede grænser efterleves. Disneylands Hongkong-filial har valgt at lukke af frygt for smitte, men Hongkongs regering har foreløbig kun reageret på protesterne med 14 dages karantæne af rejsende fra Kina.

Demonstranterne er generelt pessimistiske omkring fremtiden. Big Head frygter, at det snart er hans tur til at blive arresteret. Mens Andy Chan afventer domfældelse for angivelig at have angrebet en politimand, giver han sit bud på fremtiden:

”På den ene side har vi Kinas Kommunistiske Parti, som altid vinder, fordi de skal vinde. På den anden side står vi. Vi skal bare ikke tabe. Ingen vil give op. Man kan se det som to biler, der kører direkte mod hinanden.”